Ein Unterricht der Beichtkinder über die verbotenen Bücher D. M. Luthers,

1521


Taget fra Erl 24,202-209.

Indhold:

Tilbage til oversigten!

Omtales Koestlin3,17#67.
 
1   Erlangerudgavens forord:
Die päpstlich gesinnten Geistlichen hatten den Versuch gemacht, ihre Beichtkinder nicht eher zu absolviren, bis dieselben Luthers Schriften, wenn sie in ihrem Besitze wären, ausgeliefert hätten. Luther gab daher den Christen in nachfolgender Schrift den Rath, sie sollten sich lieber nicht absolviren lassen, als von ihnen anerkannt nütliche Bücher gegen ihr Gewissen auszuliefern. (E203) 
       Jesus.
Allen Christenmenschen, den diess Buchle furkumpt, wunsch ich, Martin Luther, Gnad und Fried, in Jesu Christo, unserm Herrn. 
Jesus.
For alle kristne mennesker, som får fat i denne lille bog, ønsker jeg, Martin Luther, nåde og fred i Jesus Kristus, vor Herre. 
3         Es ist fur mich kummen, wie etlich Beichtväter nit benugt, dass das arm Volk mit offentlichem Vorbieten irre gemacht wird, meiner Bucher halben, sondern auch in Gottes Gericht fallen, und die Gewissen auszuforschen sich vormessen, dess sie kein Gewalt haben, so ihn nit mehr gebuhrt, denn die Absolution, so von ihn begehrt wird, zu reichen.          Det er kommet mig for øre, hvordan nogle skriftefædre ikke har nok i, at det stakkels folk bliver vildført med et offentligt forbud, på grund af mine bøger, men også falder ind på Guds domsområde og formaster sig til at udforske samvittighederne, hvilket de ikke har myndighed til, for mere sømmer det sig ikke for dem at gøre, end at række absolutionen til dem, der begærer det af dem. 
4  Derhalben mich christlicher Treu Sorg treibt, Rath und Unterricht zu geben, damit ich das Mein thue, und niemand ichtes [etwas] schuldig bleib, seiner Seelen zu helfen. So das jemand voracht, der soll wissen, ich (E204) will an ihm fur Gott entschuldigt sein; damit Gott befohlen, Amen.  Derfor driver det, at jeg gerne kristeligt vil være tro, mig til at give råd og undervisning, så jeg gør min del, og så jeg ikke blive skyldig overfor nogen i ikke at have hjulpet hans sjæl. Hvis nogen foragter dette, skal han vide, at jeg overfor Gud vil være undskyldt, hvad angår ham. Hermed Gud befalet, Amen. 
5         Zum ersten. So meine Lehre aus Gott ist, wie ich nit anders mir bewüsst, so muss man sich dess erwägen, dass sie von dem grossern Theil vordampt werd, sonderlich von den geistliche Prälaten, und die wir heissen die Gelehreten. Wie es ergangen ist allen Propheten, Aposteln und Christo selbs, als im Daniel Cap. 13. (Histor. Susan. 5,6.) geschrieben steht: die Bosheit kumpt von den Ubirsten, die do angesehen werden, als regieren sie das Volk.          For det første: Eftersom nu min lære er fra Gud -- og jeg er mig ikke andet bevidst -- så må man overveje dette, at den for største delens vedkommende er blevet fordømt, især af de gejstlige prælater og af dem, vi kalder de lærde. Sådan er det gået alle profeter, apostle og Kristus selv, som det står beskrevet i Dan 13 (Susannes historie, 5.6) : Ondskaben kommer fra de øverste, som anses for dem, der regerer folket. 
6   Derhalben ich diese Vormahnung thu nit idermann. Denn ich will niemand zu meinen Buchern treiben noch laden; sondern nur denen, die ein Gewissen haben, als sei mein Lehre recht, und doch sich die Mennige und Hohe der Widersprecher lassen kränken und bewegen, wider ihr gutis und schwachs Gewissen zu thun.  Derfor fremkommer jeg ikke med denne formaning til enhver. For jeg vil ikke drive eller indbyde nogen til at læse mine bøger; det vil jeg kun gøre overfor dem, der har en samvittighed, der siger dem, at min lære måske er ret, og dog af mængden og højheden af mine modstandere lader sig forarge, så de bevæges til at handle imod deres gode og svage samvittighed. 
7        Zum andern. Wird nu der Beichtväter jemand forschen, ob er meine Buchle hab oder lese, und damit sein Blodickeit anstossen; soll er ihm antworten mit demuthigen Worten also: lieber Herr, ich bitt, wollt mich nit in die Strick und Fährlickeit jagen; ich bin nit kummen zur Beicht, dass ihr mich bestricken, sondern losen sollet.         For det andet. Hvis nu skriftefaderen vil udfritte nogen, om han ejer eller læser mine bøger, og dermed rette angreb mod hans svaghed, så skal han med ydmyge ord svare ham således: Kære herre, jeg beder om, at I ikke jager mig ind i nogen fælde og fare; jeg er ikke kommet til skrifte for at I skal fange mig, men for at I skal løse mig. 
8  Denn dieweil in dieser Sache viel gelehrter und grosser Leute auf beider Seite sich bemuhen, und noch nichts endlichs ist beschlossen, bin ich, und ihr selbs auch, zu geringe, das Urtheil auf einen Ort zu stellen.  For eftersom i denne sag mange meget lærde og store folk på begge sider har anstrengt sig og dog ikke er nået frem til en endelig løsning, så er jeg, og også I selv, for ringe til at fremkomme med nogen dom på en studs. 
9         Zum dritten. Sag weiter, so es noth ist: lieber Herr, ihr seid ein Beichtvater und nit ein Stockmeister: mir gebuhrt zu beichten, was mich mein Gewissen treibet; euch gebuhrt nit zu treiben, euch gebuhrt nit zu forschen mein Heimlickeit; ihr mochtet wohl forschen, wie viel Pfennig ich im Beutel hätt.          For det tredie: Endvidere skal du sige, hvis det er nødvendigt: Kære herre, I er en skriftefader og ikke en bøddel; mig sømmer sig det at skrifte, hvad min samvittighed driver mig til, jer sømmer det sig ikke at presse på eller at udforske min hemmelighed, I kan nøjes med at udforske, hvor mange penge jeg har i min pung. 
10 Schweig ich etwas, das ich weiss, so steht die Fahr bei mir; was gaht es euch an? gebt mir mein Absolution, die ihr mir schuldig seid, und hadert ihr darnach mit Luthern, Papst, und mit welchem ihr wollt: macht mir nit einen Hader, Disputation und Fahr aus dem heiligen Sacrament der Beicht; dieser Handel gehoret nit in die Beicht, ich will (E205) antworten, wo und wenn es Zeit ist von diesen Sachen zu antworten.  Fortier jeg noget, som jeg godt er klar over, så er det mig, der tager faren på¨mig, jer kommer det ikke ved. Giv mig den absolution, I er skyldig at give mig, så kan I bagefter bekæmpe Luther, paven eller hvem I vil. Lad være med at lave en uenighed, en disputation og en fare ud af skriftemålets hellige sakramente; dette hører ikke skriftemålet til, jeg vil svare, hvor og hvornår det er tid at svare på disse materier. 
11         Zum vierten. Desselben gleich bitt auch ich die Beichtväter, wollten sich enthalten, und nit in Gottes Gericht greifen, dem allein Heimlickeit der Herzen behalten sein, wie Psalm 7,10. sagt: er ist ein Forscher der Nieren und der Herzen.          For det fjerde. På samme måde beder jeg også skriftefædrene, at de vil holde sig tilbage og ikke gribe ind på Guds domsområde, for ham alene er alle hjerternes hemmeligheder forbeholdte, som Sl 7,10 siger: Han udforsker nyrer og hjerter. 
12 Und sie sollten Gott danken, dass sie solcher Fahr des Forschens uberhaben wären, so sie nit mehr denn Horen und Absolvieren schuldig sein. Es ist nit noth, dass man jemand zwinge, zu offnen sein Gewissen; und, wie man sagt, niemand soll zum Glauben gezwungen, sondern nur beruft werden.  Og de skulle takke Gud, at de er hævet op over en sådan fare ved at udforsker hjerter, eftersom de ikke har pligt til mere end til at høre og absolvere. Det er ikke nødvendigt, at man tvinger nogen til at åbne sin samvittighed; og -- som man siger -- ingen skal tvinges til tro, man skal kun kaldes. 
13 Soll jemand kummen, Gott wird ihn durchs dein Rufen wohl bewegen; beweigt er ihn nit, was machst du mit deinem Treiben? Also hat St. Paulus gelehret, man soll in solchen Fällen nicht fragen, umb der bloden Gewissen willen, dass man sie nit vorwirre und betrube, 1 Cor 8,9 sqq. und Röm. 14,1. sqq.  Skal nogen komme til tro, så skal Gud nok bevæge ham dertil i kraft af dit kald; bevæger han ham ikke, hvad kommer du så med dit presseri for? Sådan har også Skt. Paulus lært, at man i sådanne tilfælde ikke skal spørge, og det skal man ikke gøre af hensyn til den svage samvittighed, så man ikke forvirrer den og bedrøver den, 1 Kor 8,9ff, og Rom 14,1ff. 
14         Zum funften. Wo der Beichtvater nit abelassen wollt, und die Bulle furhielte, soll er sagen also: lieber Vater, die Bulle ist nit geachtet von vielen frummen Leuten; so wisset ihr, wie des Papsts Urtheil pflegen zu wanken: heut setzt er etwas, morgen zustort er es wieder.         For det femte. Hvis skriftefaderen ikke vil lade være med det og fremholder bullen, så skal han sige således: Kære fader, bullen agtes ringe af mange fromme mennesker; således véd I også, hvordan pavens dom plejer at skifte; i dag beslutter han noget, i morgen omgør han det igen. 
15  Darumb will ich nit von euch auf ein solchen Sand und Wanken getrieben sein, dass ich heut etwas bekenn, morgen vorleugne, und mich also einen Wind hin, den andern her schlahe lasse; ich bin nit schuldig auf solch Wanken und ungewissen Handel euch zu folgen: gebt mir mein Absolution, die ist mir gewiss, und lasst die Sache zuvor auch gewiss werden, und treibet mich alsdenne drauf.  Derfor vil jeg ikke drives af jer hen til den slags sand og vaklen, så jeg i dag bekender noget, i morgen fornægter det, og lader mig blæse frem af snart den ene vind, snart den anden; jeg er ikke skyldig at følge jer i dens slags vaklen og usikre gerninger. Giv mig min absolution, den tør jeg stole på, og lad først sagen blive sikkert, så kan I presse mig hen til den. 
16        Zum sechsten. Wo er noch nit wollt abelassen, wollt ich ihm seine Absolution lassen, und ehe von ihm gehn, als von dem, der sich mit Lucifer anmasst, uber sein Stand und Ampt, in Gottes Gericht zu fallen, und Heimlickeit der Herzen zu forschen, dess er nit Gewalt hat, und soll nichts sich drumb bekummern.          For det sjette. Hvis han stadig ikke vil  lade være, vil e jeg have ham have sin absolution for sig selv, og i stedet gå bort fra ham, som fra den, som med Lucifer anmasser sig ud over sin stand og sit embede til at gå ind på Guds domsområde, og udforske hjertets hemmelighed, hvad han ikke har myndighed, og hvad han ikke skal bekymre sig om. 
17 Wo Mensch nit absolwirt, da absolvirt Gott. Zugleich als wenn die Taufe und das Sacrament des Altars jemand (E206) von dem Priester bitte, und ers nit geben wollte, hätte sein Glaub und Begierde doch gnug darvon empfangen. Also ob der Beichtvater nit wollt absolvieren, soll doch er frohlich und sicher sein der Absolution, dieweil er gebeicht und sie begehret und gesucht hat.  Hvor mennesker ikke absolverer, dèr absolverer Gud. Ganske som hvis nogen beder præsten om dåben og alterets sakramente og han ikke vil give ham det, så ville hans tro og hans længsel efter det dog have modtaget nok af det. Således skal han, selv om skriftefaderen ikke vil absolvere, dog være glad og sikker på absolutionen, fordi han har skriftet og begæret og søgt absolutionen. 
18 In solchem Fall muss man den Beichtvater achten als einen Räuber und Dieb, der do uns nimpt und vorhält das Unsere; und wir mugen uns frohlich ruhmen, wir sein absolvirt fur Gott, auch das Sacrament drauf empfahen ohn alles Scheuen.  I dette fald må man regne skriftefaderen for en røver og en tyv, der tager det, vi har krav på, fra os og forholder os det; og vi kan rolig rose os af, at vi er absolveret overfor Gud, også modtage sakramentet på denne absolution uden at være bange. 
19         Zum siebenten. Wo aber muthige und starke Gewissen sein, die die Wahrheit vorstehen und bekennen durfen, ist nit noth mein Rath; sie werdens selb wissen, wie sie sich halten sollen. Doch will ich ubrigs Fleiss auch sagen mein Meinung.          For det syvende. Men hvor der er modige og stærke samvittigheder, som forstår sandheden og tør bekende den, er der ingen, der har brug for mit råd; de finder selv ud af, hvordan de skal forholde sig. Dog vil jeg til overflod også sige min mening. 
20 Wenn sie dem Stockmeister oder Treiber in der Beicht frei bekannt, dass sie die vorboten Bucher haben oder nit haben, und er nit absolviren will, sie vorsprechen denn, nimmer zu haben und lesen solch Bucher, soll er sagen: Lieber Herr, absolvirt mich auf meine Fahr, ich will die Bucher nit lassen; denn ich sundigt wider mein Gewissen. Nu sollt ihr mich nit treiben wider mein Gewissen, wie ihr selb wisset, oder wissen sollet, Röm. 14,1.  Hvis de i skriftemålet overfor bøddelen eller presseren frit bekender, at de har eller ikke har de forbudte bøger og han så ikke vil absolvere, med mindre de lover, aldrig at have eller læse sådanne bøger, skal han sige: Kære herre, absoler mig på min regning og risiko, jeg vil ikke opgive bøgerne; for jeg synder imod min samvittighed, hvis jeg gør det. Nu skal I ikke presse mig imod min samvittighed, sådan som I selv godt véd, eller burde vide, Rom 14,1. 
21         Zum achten. Will er nit, und treibet mit der Bulla, so soll man den Spruch St. Peters Apg. 5,29. darhalten: Man muss Gott mehr, denn Menschen gehorsam sein. Und wenns schon alle Welt mit dem Papst und Bullen hielte, dieweil sie so klärlich das Evangelium und Glauben vordampt, soll man ihr nicht gehorsam sein, ja sie vorbrennen und vortilgen; angesehen das Exempel Christi, wilchen auch alle Welt vorfolget, doch er darumb nit unrecht hatte. So ist Luthers Lehre noch nit uberwunden, dass sie falsch sei, und bisher nur mit Gewalt angriffen.         For det ottende. Hvis han ikke vil og hvis han driver på med bullen, så skal man fremholde Skt. Peters udsagn: Man skal adlyde Gud mere end mennesker, Apg 5,29. Og selv om så hele verden holdt med paven og bullen, skønt den så soleklart fordømmer evangeliet og troen, så skal man ikke være lydig imod den, ja, man skal brænde den og ødelægge den. Se på Kristi eksempel. Ham forfulgte også alverden, og alligevel havde han ikke uret. Sådan er Luthers lære endnu ikke gendrevet, at den er falsk; den er hidtil kun angrebet med magt.
22        Zum neunten. Will er nit absolviren, so lass ers, und geb er Rechenschaft am jungsten Tag seines vorsagten Ampts und beraubtes Sacramentes, dem er es schuldig gewesen. Und soll sich dasselb Beichtkind nit mehr umb die Absolution bekummern, und auf solch ge- (E207) thane Beicht und gesuchte Absolution frei zum Sacrament gahn.          For det niende. Hvis han ikke vil absolvere, så lad ham om det, så må han på den yderste dag stå til regnskab for at have været efterladende i sit embede og have berøvet én sakramentet, én, som han ellers var skyldig at give det. Og så skal dette skriftebarn ikke bekymre sig mere om det skriftemål, han har foretaget, og om den absolution, han har søgt, og frimodigt gå til alters. 
23 Er ist fur Gott gewisslich absolvirt, und muss den Raub seiner Absolution geduldig und frohlich leiden, wie er leiden musst einem leiblichen Raub. Die Sacrament mag man uns nehmen, vorsagen und vorbieten; aber die Kraft und Gnade der Sacrament mussen sie uns ungebunden und ungenommen lassen.  Han er i Guds øjne med sikkerhed absolveret og må tålmodigt og glad finde sig i at få sin absolution røvet fra sig, ligesom han må finde sig i et legemligt røveri. Man kan tage sakramentet fra os, nægte os det, forbyde os det; men sakramentets kraft og nåde er de nødt til at lade os have ubundet og urøvet. 
24 Gott hat nit in ihre Gewalt und Muthwillen, sondern in unsern Glauben gestellet unser Heil und seine Gnade, wie er sagt (Matth. 21,12): Gläubt nur, dass ihrs empfahet, was ihr bittet, so habt ihrs gewiss, Marc. 11,14.  Gud har stillet sin frelse og sin nåde, ikke ind under deres myndighed og forgodtbefindende, men ind under vores tro, som han siger Matt 21,12: Tro kun, at I har fået det, I beder om, så har I det med sikkerhed. Mark 11,14. (n24
25        Zum zehenten. Will aber auch der Priester das Sacrament des Altars vorsagen, als dem, der nit absolvirt sei, soll man aber demuthig dafur bitten, dass ers gebe. Denn man muss gegen den Teufel und seinen Werken allzeit mit Demuth handeln, und doch ein trotzigen Glauben behalten.         For det tiende. Men hvis præsten nægter dig alterets sakramente, eftersom du jo er én, der ikke er absolveret, skal skal du imidlertid ydmygt bede om, at han giver dig det. For man må altid overfor djævelen og hans gerninger handle ydmygt og dog beholde en trodsig tro. 
26 Und wenn das nit will helfen, so lass fahren Sacrament, Altar, Pfaff und Kirchen. Denn da gottlich Wort, in der Bulle vordampt, ist mehr denn alle Dingk, wilchs die Seele nit mag embehren, mag aber wohl des Sacraments embehren; so wird dich der recht Bischoff, Christus, selber speisen, geistlich mit demselben Sacrament.  Og hvis det ikke vil hjælpe, så lad fare sakramente, alter, præst og kirke. For det guddommelige, der bliver fordømt i bullen, er mere end alle ting, det kan sjælen ikke undvære, men den kan nok undvære sakramentet; så vil Kristus, den rette biskop, selv bespise dig, åndelige med dette sakramente. 
27 Lass dirs nit seltsam sein, ob du dasselb Jahr nit zum Sacrament gahist. Es ist dein Schuld nit, du wolltest gerne, und wirst vorhindert, und des Deinen beraubt. Und der Kirchen Gebot soll dich nit anfechten; dieweil sie dich damit treiben, wider Gottes Wort und dein Gewissen, wider wilchs kein Gebot gemacht mag werden, noch bestehn, wenns schon gemacht ist; wie sie all selbs lehren.  Lad det ikke være mærkeligt for dig, om du et år igennem ikke kommer til alters. Det er ikke din skyld, du ville gerne, men bliver forhindret, bliver berøvet det, der hører dig til. Og kirkens  bud skal ikke anfægte dig; for dermed presser de dig imod Guds ord og din samvittighed, og imod det må man ikke lave noget bud, og man lavet ét, kan det ikke bestå; hvilket de selv lærer altsammen. 
28       Zum eilften. Drumb hut dich, und lass je kein Ding so gross sein auf Erden, ob es auch Engel vom Himmel wären, dass dich wider dein Gewissen treibe von der Lehre, die du gottlich erkennst und achtist. St. Paulus sagt Gal. 1,8: Wenn ein Engel vom Himmel anders saget, denn das Evangelium sollt er vorbannet werden.          For det elvte. Derfor, pas på, og lad ingen ting på jorden være så stor for dig, om det så var en engel fra himlen, at den imod din samvittighed kan drive dig bort fra den lære, som du har erkendt er guddommelig og som du regner for at være guddommelig. Skt. Paulus siger Gal 1,8: Selv om en engel fra himlen taler anderledes end evangeliet, han skal være forbandet. 
29 Du bist nit der erste, wirst auch nit allein, noch der letzte sein, der umb Gotts Worts Willen vorfolget wird. Christus sagt (Matth. 5,10.): Selig seid ihr, wo ihr vorfolget werdet umb der Gerechtickeit willen; (E208) item (Matth. 24,9.): Ihr musset von allen Menschen gehasset werden umb meinenwillen; item (Joh. 16,2.): Es wird die Zeit kummen, dass, so euch vorfolgen werden, meinen, sie thun Gott ein Dienst dran.  Du er ikke den første, du vil heller ikke være den eneste, og ejheller den sidste, som bliver forfulgt for Guds ords skyld. Kristus siger (Matt 5,10): Salige er I, når I bliver forfuldt for retfærdighedens skyld. Og i Matt 24,9: I skal blive hadet af alle mennesker for min skyld; og i Joh 16,2: Der vil komme en tid, da de, der forfølger jer, vil mene, at de dermed tjener Gud. 
30 Solchs Spruch mussen wir fassen, und uns damit stärken, ja Gott danken, loben und bitten, dass wir würdig werden umb seines Worts willen zu leiden. Gedenk, das vorkundiget ist, wie zun Zeiten des Endchrist niemand predigen dar, und werden alle wie die Vorbannten geachtet werden, die Gottes Wort reden oder horen. Das geht itzt, und hat länger denn hundert Jahr gangen.  Sådanne bibelord må vi gribe fat i og styrke os med, ja vi må takke, love og bede Gud, at vi må blive værdige til at lde for hans ords skyld. Tænk på, at det er forudsagt, hvordan der, når antikrist kommer, ikke er nogen, der tør prædike, og alle de, der taler Guds ord eller hører det, regnes for forbandede. Sådan går det for sig nu, og det har det gjort i mere end hundrede år. 
31          Zum zwölften. Wo aber man wurde dringen auf etliche Prälaten ausgangen Zeddel, darinnen vorboten seind allerlei Lasterbucher und Schmachbriefe, soll man darinnen aufs allerdemuthigist gehorsam sein. Denn wer Gottis Wort erkennet und gläubt, dem werden Lasterbuchle und Schmachbrief nimmer wohlgefallen.           For det tolvte. Men hvor man ville presse på med en løbeseddel, der er udgivet af nogle prælater, hvori forbydes alle slags lastebøger og smædebreve, i det stykke skal man allerydmygst være lydig. For den, der erkender Guds ord og tror det, han vil aldrig synes om lastebøger og smædebreve. 
32 Und in Kaisers Reich solch Ubelthäter den Kopf vorwirkt haben, mit allen, die sie lesen, horen und behalten. Drumb bitt ich auch, dieweil hierinnen kein gut Gewissen mag gehabt werden, idermann wollt sich fur solchen Buchern, als fur todtlicher Gift, huten und fliehen.  Og i kejserens rige har sådanne misdædere forbrudt deres hoved, sammen med alle dem, der læser og hører og beholder dem. Derfor, fordi man i det stykke ikke kan have nogen god samvittighed, beder jeg også om, at enhver vil vogte sig for den slags bøger, som for en dødelig gift, og undgå dem. 
33         Darein aber soll und mag niemand meine Büchle zeihen noch zählen. Denn das heisset ein Schmachbuch oder famos Libell, wie es auch kaiserlich Recht selb deuten, darinn mit Namen jemand insunderheit geschmächt wird an seiner Ehre, und der Schreiber seinen Namen nit anzeigt, will nit zu Recht stehen, furcht das Licht, will doch Schaden im Finsterniss than haben, beisset heimlich, wie ein vorgifte Schlange, als Salomon (Sprüchw. 23,32.) sagt.          Men det skal og må ingen drage mine bøger hen til, eller regne dem med til. For det kaldes et smædebrev eller en famøs bog -- sådan tolker også den kejserlige ret det selv -- hvori én enkelt i særdeleshed bliver smædet med navns nævnelse på sin ære, og forfatteren ikke vil trykke sig navn, ikke vil stå ind for det, frygter lyset, og dog vil have, at der gøres skade i mørket, bider hemmeligt, som en giftslange, som Salomon siger. 
34        Nun hab ich meinen Namen in alle mein Bucher anzeigt offentlich, und am Tag frei gehandelt, mich zu Recht erboten, und noch erbiete; und wiewohl des Papsts Regiment antastet, doch seine Person nie anruhret, noch irgend eines Prälaten, noch Untern, auch niemands insonderheit heimlich Laster, sondern offentliche, gemeine Gebrechen beschreiet, wie das einem Prediger gebuhrt (E209) und alle Prophten than haben.          Nu har jeg skrevet mit navn i alle mine bøger offentligt, og handlet frit ved dagslys, tilbudt mig til rettergang, hvad jeg stadig gør; og skønt jeg har antastet pavens regimente, har jeg dog ikke angrebet hans person, heller ikke nogen prælats person, eller nogen underordnets person, heller ikke nogens hemmelige laster, men beskrevet offentlige, almindelige svagheder, som det bør sig en prædikant, og som alle profeter har gjort. 
35 Wenn das sollten Schmachbucher heissen, so musst man kein Laster mehr in dem Volk strafen, und wurd das Evangelium und ganz Schrift auch Lasterbuch heissen, darinnen so viel und hart Straf der Laster geschrieben sein. Nu ists wahr, es gahn leider viel Lasterbucher irre, ohn Namen und Titel, die man billig vorbeut und vorbieten soll; denn sie sein nit allein wider die christlich Liebe, sondern auch wider naturliche Gesetze.  Hvis de skal kaldes smædebøger, så måtte man ikke mere anklage folket for nogen laster og så ville evangeliet og hele skriften også måtte kaldes en lastebog, for deri er beskrevet så mange og så hårde straffe for lasterne. Nu er det sandt, der er mange lastebøger, der går fejl, bøger, som er uden navn og titel, og som man med rimelighed kunne forbyde, ja måtte forbyde; for de er ikke blot imod den kristelige kærlighed, men også imod den naturlige lov. 
36         Zum dreizehnten und am End bitte ich alle Prälaten und Beichtväter, wollten sich, wie gesagt, finden lassen, und nach dem heiligen Evangelio das Volk nit mit Gewalt sturmen, sondern freundlich und sänft regieren und unterweisen, ihr Gewissen nit treiben noch martern, wilchs ein Teufelswerk ist: auf dass sie nit ein Ursach erregen, zu fragen und wiederumb zu forschen, woher sie die Gewalt haben, und wo die heimlich Beicht herkumme; daraus denn ein Aufruhr mocht erfolgen, der ihn zu schwer wurd.          For det trettende og sidste beder jeg alle prælater og skriftefædre, at de, som sagt, vil lade sig sige og efter det hellige evangelium ikke bestorme folket med magt, men regere og undervise det venligt og blidt, ikke presse eller plage deres samvittigheder, hvilket er djævleværk, for at de ikke skal opvække en årsag til at spørge og derefter efterforske, hvorfra de har magt til det og hvorfra det hemmelige skriftemål kommer; deraf kunne der godt følge et oprør, som ville blive dem for vanskeligt. 
37 Denn obwohl solch Beicht das allerheilsamst Dingk ist, weiss man doch wohl, wie der Pelz auf den Ermelen staht. Darumb noth sein will, dass solch heilsam Dingk nit durch Frevel, Sturm, Gewalt der Regenten, anhebe zuruttet werden. Man lass sich das Exempel bewegen. Wie viel Dings wäre vorblieben, wo der Papst und die Seinen hätten ohn Sturm und Frevel mit mir gehandelt, und wie sie nimmer herwieder bringen mugen, was sie vorloren haben.  For selv om et sådant skriftemål er en såre frelsebringende ting, så véd man jo godt, hvordan huden sidder fast på ærmerne (?). Derfor vil det være nødvendigt, at denne frelsebringende ting ikke begynder at blive ødelagt gennem regenternes frækhed, storm, og magt. Man lytte til mit eksempel. Hvor mange ting kunne ikke være forblevet intakt, hvis paven og hans slæng havde handlet med mig uden storm og frækhed. Man betænke, hvordan de aldrig kan få det igen, som de har mistet. 
38 Damit ich einen idermann gewarnet, und fur Sturm, Gewalt gebeten haben will. Es ist Sturmen an sein End kummen; sehet euch fur und seid weise. Gott gebe uns allen seine Gnade. Amen.  Hermed har jeg advaret enhver, og ønsker, at man skal bede imod storm og magt. Dette med at storme er kommet til en ende; se jer for og være kloge. Gud give os alle sin nåde. Amen. 

 

Noter:

n24:  Begge de to skriftsteder er forkerte. I Mark 11,24 står der: "Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det". I Matt 21,22: "Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.«