Erlangerudgaven bind 24, side 88 til 106.
Tilbage til index! Tilbage til assty02!
For hver af de af paven fordømte sætninger findes en henvisning til pavens bulle: Exurge, domine. I denne fil kan man finde links til de steder i Luthers skrifter, hvor de pågældende sætninger forekommer.
Artikel 7: #1; artikel 8: #20; artikel 9: #26;
artikel 10: #30; artikel 11: #41; artikel
12: #49; artikel 13: #54; artikel 14:
#68;
artikel 15: #73.
| 1 Der siebente.
Wahr ist das Sprüchwort, und besser denn alle Lehre, die sie bisher von der Reu haben gelehret, dass man sagt: Nimmerthun ist die hochste Buss, und ein neu Leben ist die beste Buss; oder, Umbkehren ist das Beste. (exurge#22; ass02#) |
Den syvende artikel.
Det ordsprog er sandt og bedre end al lære, som de indtil nu har lært om angeren, hvor man siger: 'Aldrig at gøre ondt er den højeste bod' og 'Et nyt liv er den bedste bod' eller 'At vende om er det bedste'. |
| 2 Ist Nimmerthun nit die hochste Buss, wie man in aller Welt, und in der Wahrheit sagt; was ist denn die hochste Buss? Sag an, du heiliger Vater Papst, wir wollen dir zuhoren. O du Wolf der Christenheit, ists nit wahr, dass Nimmerthun nit allein die rechte Reu der Sund, sondern auch des ganzen Lebens Wandelung in sich begreifet? Warumb ists denn nit die hochste und beste Buss? Denn wo die Reu recht angaht durch Gottis Gnaden, da wird zugleich der Mensch gewandelt in ein ander Mensch, Herz, Muth, Sinn und Leben; und das heiss ich Nimmerthun und ein neu Leben. (E89) | Hvis ikke det ikke at gøre ondt er den højeste bod, sådan som man siger i hele verden med sandhed, hvad er så den højeste bod? Sig frem, du hellige fader paven, vi hører! O du kristenhedens ulv, er det ikke sandt, at ikke at gøre ondt ikke alene indeslutter i sig den rette anger over synden, men også hele livets forandring? Hvorfor er det da ikke den højeste og bedste bod? For hvor angeren går rigtig for sig ved Guds nåde, dèr bliver mennesket samtidig forvandlet til et andet menneske, et andet hjerte, mod, sind og liv; og det kalder jeg ikke at gøre ondt og et nyt liv. |
| 3 Dieweil denn der Papst leugnet, dass Nimmerthun die hochste Buss sei, wollen wir sehen, was er die hochste Buss heissen will. Er wird je nit sagen, dass Immerthun, und fur und fur sundigen, die beste Buss sei; wiewohl er und die Seinen auf dieselbe Weise bussen, und ihn der erste Buchstab am Nimmerthun zuviel ist, und aus Nimmerthun ein Immerthun machen; | Når altså paven benægter, at aldrig at gøre ondt er den højeste bod, så vil vi se på, hvad han vil kalde den højeste bod. Han vil jo nok ikke sige, at det altid at gøre ondt og hele tiden synde er den bedste bod; men han og hans tilhængere gør dog netop bod på den måde, så den anden stavelse i 'aldrig' er dem en torn i øjet, så de laver 'aldrig at gøre ondt' om til 'altid at gøre ondt'. |
| 4 so muss er gewisslich sagen, dass die Judasreu und Galgenreu die beste Buss sei, wilch ohn gottlich Gnaden aus lauter Naturvormugen gemacht, im Grund falsch ist, und nit macht ein neu Leben, auch nit aufhoret zu sundigen, ernster und herzlicher Meinung; wie droben gnugsam erweiset ist, dass ohn Gnad kein Gutis nit ist im Menschen, so auch, die in der Gnaden leben, Bos's und Sund in sich streitend haben. | Og så må han givetvis holde på, at judasangeren og galgeangeren er den bedste bod, men den slags er, uden Guds nåde, kun en naturlig evne, er i grunden falsk, og skaber ikke noget nyt liv, ophører heller ikke med at synde som følge af en alvorlig og inderlig mening. For ovenfor er eftervist tilstrækkeligt, at uden nåde er der ikke noget godt i mennesket, så at også de, der lever i nåden, har ondt i sig og synd i sig, som noget, der kæmper imod. |
| 5 Es bewegt aber den lieben Papst das Wortlin Christi: Was du wirst aufbinden auf Erden, soll los sein im Himmel: denkt vielleicht, wo Nimmerthun die hochste Buss wäre, kunnt ein Mensch wohl doheim frumm werden, durft nit gen Rom laufen oder schicken; damit wurde der romisch Treudelmarkt, da man Schlussel, Brief, Siegel, Sund, Gnad, Gott, Höll, alle Ding käuft und tauschet, ganz und gar vorgehen: drumb muss er die beste Buss gen Rom haften, an seinen Beutel und Kasten. | Men hvad der bevæger den kære pave, er det lille ord af Kristus: 'Hvad du løser på jorden, skal være løst i himlen'. Han tænker måske, at hvis det ikke at gøre det onde var den højeste bod, så kunne et menneske nok blive from derhjemme, behøvede ikke at løbe til Rom eller sende penge derned. Så ville det romerske gedemarked, hvor man med nøgler, breve og segl køber og bytter synd, nåde, Gud, helvede ja alle ting, helt gå til grunde. Derfor må han knytte den bedste bod til Rom, til hans pung og pengekiste. |
| 6 Aber wir wollen unser Artikel beweisen mit Schriften. Also sagt St. Paulus Gal 6,15: In einem christlichen Stand gilt wider Das Beschnitten noch Unbeschnitten, sondern allein ein neu Wesen. Lieber Papst, vordamne diesen Apostel auch, der do frei heraus redt, dass alles, was nit ein neu Wesen ist, gilt nichts in der Christenheit. Nu ist die Judasreu, ohn die Gnad gemacht, je nit ein neu Wesen, hebt es auch nit an, sondern ist eine Heuchelerei; so gilt sie auch gewisslich nichts: wie kann sie denn die beste Buss sein? | Men vi vil bevise vor artikel med skriftsteder. Sådan siger sankt Paulus Gal 6,15: 'Blandt kristne gælder hverken det at være omskåret eller det at være uomskåret, men kun et nyt væsen'. Kære pave, fordøm også denne apostel, som her ligeud siger, at alt, hvad der ikke er et nyt væsen, ikke gælder for noget i kristenheden. Nu er jo judasangeren, foretaget uden nåden, ikke et nyt væsen, begynder heller ikke på et nyt væsen, men er et hykleri; så gælder den også ganske sikkert ikke. Hvordan kan den så være den bedste bod? |
| 7 Wohl ists wahr, dass ein neu Wesen und Einfluss der Gnaden anhebt mit einer grossen Anfechtung und Erschrecken des Gewissens, oder sunst mit grossem Leid und Unfall; wilchs Offenb. 3,20 heisset, Gottis (E90) Anklopfen oder Heimsuchen, und thut bitterlich wehe, dass der Mensch will ganz vorgehen, und meinet, er muss vorderben. Aber daselb wird zugleich die Gnad und Stärk eingossen, dass der Mensch nit vorzage; und also wird allda ein neu Wesen und guter Fursatz angefangen, wilchs heisset denn die rechte gute Reu. | Vel er det sandt, at et nyt væsen og nådens indgydelse begynder med en stor anfægtelse og samvittighedsforskrækkelse, eller på anden måde med stor lidelse og ulykke; det kalder apostelen Åb 3,20 for Guds banken eller hjemsøgelse, og det gør bitterlig ondt, så at mennesket ganske skal forgå, og mener, at det må gå til. Men netop da bliver samtidig nåden og styrken indgydt, så mennesket ikke fortvivler; og på den måde tager da efterhånden et nyt væsen og et godt forsæt sin begyndelse. Og det kaldes den rette gode anger. |
| 8 Gleichwie wir von St. Paulus Bekehrung lesen, dass er vom Himmel mit einem Licht umbfangen, erschreckt, zugleich die Gnad empfing und sprach: Herr, was soll ich thun? Also, im Sturm und Widerwärtickeit geusst Gott Gnade ein, wie geschrieben steht Es 41,3: Gott vorfolget sie, und also wandelt er friedlich in ihn. Und der Prophet Nahum c. 1,3: Gott ist ein Herr, dess Wege sein eitel Donnern, Blixen und Ungewitter, und seine Fussstapfen sein gleich wie die dick Pulverwolken; als sollt er sagen: Gott, welchen er will begnaden, den greift er also an, dass er all Ungluck ubir ihn fuhret, innwendig und auswendig, dass der Mensch meinet, er soll untergahn vor grossem Sturm und Anfechtung. | På samme måde som vi læser om sankt Paulus' omvendelse: Han blev omstrålet fra himlen med et lys, blev forfærdet, men modtog samtidig nåden og sagde: Herre, hvad skal jeg gøre? Altså, i storm og modgang indgyder Gud nåden, som der står skrevet Es 41,3: 'Gud forfølger dem og vandrer således fredeligt i dem'. Og profeten Nahum siger i 1,3: 'Gud er en herre, hvis veje er idel torden, lyn og uvejr, og hans fodspor er som tykke støvskyer'. Som ville han sige: 'Den Gud vil vise nåde, den angriber han på den måde, så han fører al ulykke over ham, indvendig og udvendig, så at mennesket mener, han skal gå under i stor storm og anfægtelse'. |
| 9 Und welche solch sein Werk und Wege nit leiden, die treiben von sich seine Gnaden, und kunnten Gott, der ihn begegnet, nit grussen, und seinen Gruss noch vorstehn noch danken. Denn greulich ist sein Gruss im Anfang, doch trostlich am Ende. Wie auch der Engel Gabriel Mariam im Gruss greulich erschreckt, und doch aufs allerlieblichst wieder trostet. | Og de, der ikke kan udholde denne hans gerning og disse hans veje, de driver hans nåde bort fra sig og kan ikke hilse Gud, der kommer dem imøde, og ikke forstå eller takke for den. For hans hilsen er skrækkelig i begyndelsen, men dog trøsterig til slut. Sådan som også englen Gabriel forfærdede Maria grueligt med sin hilsen, og dog igen trøstede hende på det allerkærligste. |
| 10 Darumb die Buss, die mit den friedlichen Gedanken sich ubet, ist Heuchlerei. Es muss ein grosser Ernst und tief Wehthung da sein, soll der alt Mensch auszogen werden. Gleich als wir sehen, wenn der Blix einen Baum oder Menschen schlägt, so thut er zugleich zwei Werk: das erst, er zureisset den Baum, und wurget den Menschen schwind dahin; das ander, er kehret umb das Angesicht des todten Menschen, und des Baums Bruch oder Scheit zu sich gegen Himmel. | Derfor er den bod, der øver sig med fredelige tanker, hykleri. Der må være en stor alvor og en dyb smerte, hvis det gamle menneske skal aflægges. Ligesom vi ser det, når lynet slår ned i et træ eller et menneske; så gør det på én gang to gerninger: den første: det ødelægger træet og slår hurtigt mennesket ihjel; den anden: det vender det døde menneskes ansigt og træets brud eller stød om mod sig mod himlen. |
| 11 Also, die Gnad Gottes zugleich den Menschen erschreckt, jagt und treibt, und zu sich kehret. Solch Werk der Reu und Gnaden kennet mein lieber Papst weniger, denn der grosse Bloch, der do liegt, und will dennoch drinnen richten und urtheilen. | Sådan forfærder Guds nåde på én gang mennesket, jager og driver det og drager det til sig. Den slags gerning af angeren og nåden kender min kære pave mindre til end den træblok, der ligger dèr, og alligevel vil han fælde dom og bedømme deri. |
| 12 Es ist vor Zeiten ein Ketzerei gewesen, die hiessen Donatisten, die lehreten also: Es kunnt kein Mensch die wahre Tauf oder Sacrament empfahen, der Priester oder Bischof, der sie gäbe, wäre denn heilig; die hat St. Augustin uberwunden, und beweiset, dass die Sacrament nit der Menschen, sondern allein Gottes sein, der sie gibt, durch frumm und bose Diener. | Der var tidligere et kætteri, der kaldtes donatisterne. De lærte således: Intet menneske kan modtage den sande dåb eller det sande sakramente, hvis ikke præsten eller biskoppen, der meddelte det, var hellig. Dem har sankt Augustin overvundet. Han har bevist, at sakramenterne ikke er menneskets, men alene den Guds, der giver dem, enten gennem en from eller gennem en ond tjener. |
| 13 Da die Ketzerei hernieder legt ist, kompt des Papsts Ketzerei an ihre Statt, und lehret also: Obwohl der die Sacrament gibt, nit muss frumm sein, so muss er doch hoch und gewaltig sein; und was jene Ketzer der menschlichen Heilikeit gaben das gibt der Papst menschlicher Gewalt und Hohe, und will, dass niemand Sacrament zu geben habe, denn er allein, oder durch seine Gewalt; Gott gebe, jemands habe Glauben Evangelii, Gottes Geist, oder alle Heilikeit. | Da nu dette kætteri er bragt ud af verden, træder pavens kætteri i dets sted og lærer således: Selv om den, der meddeler sakramentet, ikke behøver være from, så må han dog være høj og gevaldig. Og det, som disse kættere tillagde den menneskelige hellighed, det tillægger paven menneskelig magt og storhed, og han hævder, at ingen har myndighed til at meddele sakramentet uden ham alene og den, der handler igennem hans myndighed. Gud give, at enhver måtte have tro på evangeliet, have Guds ånd og al hellighed. |
| 14 Die Sacrament sein nu an die Gewalt gebunden, die vor Zeiten an der Heilikeit nit haften mochten, und kleben nu an den rothen Huten, gulden Kronen und Insulen, wie die Jacobsmoscheln an den Filzehuten und Wallmäntelen. | Nu er sakramenterne bundet til myndigheden, de sakramenter, der i tidligere tider ikke måtte knytte sig til helligheden. Så nu klæber de til de røde hatte, til de gyldne kroner og bispehuer, ligesom Jakobsmuslingerne hæftes på filthattene og valfartskapperne. |
| 15 Daran nit gnug, lehret weiter, und gibt seinen Schlusseln solch Gewalt, ob jemand kompt, der wider gläubt noch reuet, ob er schon kaumet ein halb Galgenreu habet, die sie nennen Attritio, so kann er durch Kraft der Schlussel aus derselben halb Galgenreu machen ein ganz, gute, grundgnadenreiche Reue, so fern derselb Mensch nit einen Riegel fursteckt; davon droben im ersten Artikel gesagt. | Som om det ikke var nok, lærer han videre, at hans nøgler har en sådan magt, at hvis der kommer én, der hverken tror eller angrer, bare han har næppe en halv galgenanger, den anger, som de kalder 'attritio', så kan han ved nøglernes kraft ud af denne galgenanger skabe en hel, god, grundig, nåderig anger, blot dette menneske ikke skyder en slå for. Men derom er der talt ovenfor i første artikel. |
| 16 Also kann nu der Papst in uns machen die Gnade und Reu, ob wir schon ungläubige Heiden und Juden, und ohn alle Reu sein, und mussen die Sacrament nu gehen, nit allein von der Heilickeit der Priester, wie die Donatisten sagten, sondern von der Gewalt und Hohe der Menschen; damit der Glaub vortilget und vorgessen wird. Siehe nu, dass dem Papst solch Ketzerei und erdichte Gewalt nit empfalle, damit er die besten Buss machen kann, wenn (E92) er will, muss er leugnen, dass Nimmerthun sei nit die neste Buss. | Sådan kan nu paven i os skabe nåde og anger, selv om vi så var vantro hedninger og jøder og var uden nogen anger. Og nu skal sakramenterne ikke bero på præsternes hellighed, som donatisterne sagde, men på menneskenes magt og storhed. Derved går troen til grunde og bliver glemt. Se nu, for at paven ikke skal gå glip af dette kætteri og denne opdigtede myndighed, hvormed han kan skabe den bedste bod, når han vil, så må han fornægte, at dette ikke at gøre det onde er den bedste bod. |
| 17 Hut dich vor dem Endchrist, dem Papst, und sei gewiss, dass die Sacrament wider an der Heilickeit, noch an der Hohe, noch an der Gewalt, noch an dem Reichthumb, noch an Huten, noch an Handschuhen, noch an Papst, noch an Bischofen, noch an Pfaffen, noch an Munchen hange, sondern an deinem eigen Glauben: dass, wer dich absolvirt, er sei heilig over unheilig, hoch oder nieder, arm oder reich, Papst oder Pfarrer, so gläub, dass dich Gott durch ihn absolvirt, so bist du absolvirt. Denn so die Sacrament nit an der Heilickeit hangen; wie vielweniger werden sie an der Hohe, Gewalt, Grosse, Ehre und Reichthumb hangen? so Heilickeit uber alle Dingk das Grosste ist auf Erden. | Vogt dig for antikrist, for paven, og vær vis på, at sakramentet ikke afhænger af hverken hellighed, storhed, magt, rigdom, hatte, handsker, pave, biskopper, præster eller munke, men af din egen tro. Sådan at, når nogen absolverer dig, han være hellig eller uhellig, høj eller lav, fattig eller rig, pave eller præst, så skal du tro, at Gud absolverer dig igennem ham, så er du absolveret. For når sakramenterne ikke afhænger af hellighed, hvor meget mindre afhænger de så ikke af højhed, magt, storhed, ære og rigdom? Eftersom jo hellighed er større end alle ting på jorden. |
| 18 Und das wollen die Wort Christi, do er sagt: Was du wirst auflosen auf Erden, soll los sein im Himmel; damit Christus kein Uberkeit gibt; sondern einis iglichen Christen Herz zum Glauben reizet, dass er gewiss sein soll, wo er von dem Priester absolvirt wird, dass er sei fur Gott absolvirt, und die Schlussel nit mehr vormugen, denn soviel du gläubist, und nit wie viel der Papst und die Seinen wollen. | Og det er, hvad Kristi ord vil opnå, når han siger: 'Hvad du løser på jorden, det skal være løst i himlen'. Dermed opretter Kristus ingen øvrighed, men han opfordrer enhver kristens hjerte til tro, så at han kan være vis på, at når han er absolveret af præsten, så er han absolveret overfor Gud, og nøglerne formår ikke mere end så langt du tror, og ikke så langt paven og hans tilhængere vil. |
| 19 Wiewohl zu leiden ist ihre tolle angenomme Frevelgewalt und Ubirkeit: so ferne doch, dass du den rechten Glauben behaltest, dass dir niemand kann weniger oder mehr geben, denn so viel du gläubst; und erlogen sei, dass der Papst und die Seinen mugen in dir, in Schlussels Kraft, ein Reu machen ohn deinen Glauben. | Rigtignok må man finde sig i deres tåbelige, tiltagne frække magt og øvrighed, dog kun sålænge du kan beholde den rette tro, så at ingen kan give dig mere eller mindre end så langt du tror. Og lad det så være løgn og latin, at paven i dig med nøglemagten kan skabe en anger uden din tro. |
| 20 Der achte.
Nimm dirs nit fur, alle täglich Sund zu beichten, ja auch nit alle Todsund. Denn alle Todsund mag niemand erkennen, und vor Zeiten beichtet man nur die offentlichen, bewussten Todsund. (exur#24; ass03#??) |
Den ottende artikel.
Tag dig ikke for at skrifte alle daglige synder, ja heller ikke alle dødssynder. For alle dødssynder kan ingen erkende, og i tidligere tider skriftede man kun de offentlige, bevidste dødssynder. |
| 21 Dass kein täglich Sund zu beichten noth sei, lehren sie allesampt selber, ohn dieweil ichs sag, muss es Ketzerei sein. Ich halt, wenn ich spräch, dass ein Gott wäre, und alle Artikel des Glaubens bekennte, so musste (E93) es alles Ketzerei sein, nur darumb, dass ichs sage; so frumm und wahrhaftig ist der Papst und die Seinen gegen mir. | At det ikke er nødvendigt at skrifte nogen daglig synd, lærer de allesammen selv, men når jeg siger det, skal det gælde for kætteri. Jeg går ud fra, at hvis jeg sagde, at der er én Gud og bekendte alle troens artikler, så skulle det altsammen gælde for kætteri, blot fordi det er mig, der siger det; så from og sanddru er paven og hans tilhængere imod mig. |
| 22 Dass aber nit alle Todsund gebeicht noch erkennet werden mugen, ist die klare Schrift Ps. 19,13: Herr, wer kann sein Sund alle erkennen? Mach mich rein von denselben heimlichen Sunden. Hie lehret uns der Prophet, dass wir die heimlichen Sunden nit beichten kunnten; denn Gott sie allein weiss, und wir sie mit Bitten sollen ablegen. Dass es aber Todsund sein, bezeugt Ps. 143,2: Herr, kumm nit zu Gericht mit deinem Knecht, denn es wird fur deinen Augen kein lebendiger Mensch rechfertig erfunden. | Men at ikke alle dødssynder kan skriftes eller erkendes, viser det klare skriftsted Sl 19,13: 'Herre, hvem kan erkende alle sine synder? Gør mig ren for disse hemmelige synder'. Her lærer profeten, at vi ikke kan skrifte de hemmelige synder. Det er alene Gud, der kender dem, og vi skal sone dem med bønner. Men at der er tale om dødssynd, bevidner Sl 143,2: 'Herre gå ikke i rette med din tjener, for i dine øjne er intet levende menneske retfærdigt'. |
| 23 So die lieben Heiligen und Gottes Diener solch Sund haben (die wir doch ohn Sund achten,) dass sie nit mugen fur Gott gerechtfertigt werden; was machst du, elender Papst, dass du auch die willt fur Gott rechtfertigen, die ohn Glauben und rechte Reu, mit ihrer vordampten Galgenreu, die Buss anfahen? Es mussen je Todsund sein, umb wilcher willen auch die Heiligen fur Gott nicht rechtfertig mugen sein. Denn was die Rechtfertigung hindert, das ist ein Todsund; und wiederumb. | Når de kære helgener og Guds tjenere har en sådan synd (som vi dog ikke regner for synd), at de ikke kan retfærdiggøres overfor Gud, hvad gør så du, elendige pave, at du vil retfærdiggøre dem overfor Gud, som begynder boden uden tro og uden anger, kun med deres fordømte galgenanger? Der må jo være tale om dødssynd, for på grund af den kan de hellige ikke retfærdiggøres overfor Gud. For hvad der hindrer retfærdiggørelsen, det er en dødssynd, og omvendt. |
| 24 Drumb hab ich gelehret, und sollt auch also idermann lehren die Leut, das sie Gott furchten, und nach allem gethanem Fleiss der Beicht zu Gott also mit David sagen: Siehe, lieber Gott, das und das hab ich gebeicht; nu sein deine Gericht heimlich und schrecklich: so du mit mir ins Gericht gehen willt, werd ich nimmer fur dir bestehen, ich thu ihm wie ich ihm thu; wer erkennet sein Sund alle?darumb fliehe ich von deinem Gericht zu deinen Gnaden, und bitte, mach mich rein von allen meinen unbekannten Sunden. Also kunnten die Leut lernen auf Gottes Gnaden sich trosten, und nit auf ihre eigen Reu, Beicht und Gnugthun, wie der Endchrist mit seinen Jungern lehret. | Derfor har jeg lært folk, og det skal enhver lære dem, at de skal frygte Gud, og efter at have udvist al flid med at skrifte for Gud skal de med David sige til Gud: 'Se, kære Gud, det og det har jeg skriftet; nu er dine domme hemmelige og forfærdende. Skulle du gå i rette med mig, ville jeg aldrig kunne bestå for dig, så kan jeg gøre, hvad det skal være. Hvem kender alle sine synder? Derfor flyr jeg bort fra din domstol hen til din nåde og beder: Gør mig ren for alle mine ubekendte synder'. På den måde kunne folk lære at fortrøste sig til Guds nåde og ikke deres egen anger, skriftemål og fyldestgørelse, sådan som antikristen og hans tilhængere lærer. |
| 25 Dass aber vorzeiten nur die offentlichen Sunden beichtet wurden, lass ich die Historien sagen und beweisen, neben den Episteln St. Pauli. Ich hab nur von den Todsunden gesagt, die dem Menschen selb bewusst (E94) sein, ob sie gleich heimlich sein untern Leuten. Uber dieselben, sag ich, sein ihr noch mehr, die niemand, denn Gott, weiss: darumb soll man die Leut mit Frieden lassen, und nit treiben alle ihr Sund zurforschen, seintemal das unmuglich ist; und sie lassen beichten, die ihn zur Zeit einfallen oder bewusst sein, auf dass sie den Glauben gottlicher Gnaden mehr, denn ihr volle Beicht, achten. | Men med hensyn til det, at man tidligere kun skriftede de offentlige synder, lader jeg historierne fortælle og bevise det, ved siden af Paulus' breve. Jeg har kun talt om de dødssynder, som folk selv er sig bevidst, selv om de ikke er kendt blandt folk. Udover dem, siger jeg, er der endnu flere, som ingen uden Gud kender. Derfor skal man lade folk være i fred og ikke tvinge dem til at udforske alle deres synder, eftersom det er umuligt; og man skal lade den skrifte det, som for øjeblikket falder dem ind eller er dem bevidst, for at de kan agte troen på den guddommelige nåde mere end deres fulde skriftemål. |
| 26 Der neunte.
Wenn wir furnehmen, alle Sund rein auszubeichten, thun wir nit anders, denn dass wir der gottlichen Barmherzickeit wollen nicht lassen, dass sie vorgebe. (exurg#25; ass03#??) |
Den niende artikel.
Når vi tager os for at skrifte alle synder, så der bliver rent bord, gør vi ikke andet, end at vi ikke vil overlade det til den guddommelige barmhjertighed at tilgive. |
| 27 Dieser Artikel ist schon bewähret aus den nähst vorgangen und dem andern. Denn so es wahr ist, das David sagt, Ps. 19,13., dass niemand alle sein Sund erkennet, mussen wir von Noth der Barmherzickeit Gottis dieselben unbekannten Sunden lassen, und also nit auf unser Beicht, noch Reu, sundern auf seine Gnade uns vorlassen, mit demuthigen, furchtsam Gebet bitten, dass er uns davon rein mache, wie gesagt ist. | Denne artikel er allerede forsvaret ud fra den foregående og ud fra den anden artikel. For når det er sandt, hvad David siger Sl 19,13, at ingen kan erkende al sin synd, så må vi nødvendigvis overlade disse ubekendte synder til Guds barmhjertighed, og således forlade os, ikke på vores skriftemål eller ander, men på hans nåde, og med ydmyg, frygtsom bøn bede om, at han vil gøre os rene derfra, som sagt er. |
| 28 Auch so wir im ersten und andern Artikel beweiset, wie alle Heiligen ihr Sunde im Fleisch klagen, der sie nit mugen los sein, mussen wir bekennen, dass auch dieselb ubrige Sund Gottes Gnaden befohlen sein mussen; wilch, so er schwind urtheilen wollt (wie er thun wird denen, die sie vorachten), wurden allesampt todtlich erfunden. | Da det også er sådan, som vi har påvist i den første og den anden artikel, at alle de hellige klager over deres synd i kødet, som de ikke kan komme fri af, så må vi bekende, at også denne tiloversblevne synd må være befalet Guds nåde; for hvis han ville bedømme dem med strenghed (som han vil gøre det overfor dem, der ikke regner den for noget), så ville de allesammen vise sig at være dødssynder. |
| 29 Dass nu der Papst solchs vordampt, ist nit Wunder; denn sie uns lehren in allen Stucken auf unser Werk und seine Gewalt, und nichts auf Gottes Barmherzickeit bauen, damit Gottesforcht und Hoffnung vortilget wird in den christlichen Herzen. Aber St. Augustinus saget Confess. 9: Weh allem Leben der Menschen, wie gut es auch ist, so es gericht wurd sonder Barmherzickeit. So hie St. Augustinus auch das gute Leben will der Barmherzickeit befohlen haben, und Gottis Gericht nit leiden mag; wie wollen wir denn nit etlich vorborgen Sunde seiner Gnaden lassen? Ach es ist vordriesslich, solch klar Wahrheit zu horen vom Papst vordampt sein; es ist endchristlich Wesen mit Papst und Päpstlichen. | Og det er nu intet under, at paven fordømmer den slags; for hos ham lærer man os i alle stykker at bygge på vore gerninger og på hans magt, og ikke på Guds barmhjertighed, og derved bliver gudsfrygt og håbet til Gud bliver tilintetgjort i de kristelige hjerter. Men sankt Augustin siger i Confessionernes 9. bog: 'Ve over alt, hvad menneskene lever, hvor godt det end er, hvis det skulle dømmes uden barmhjertighed'. Eftersom Augustin her vil have også det gode liv befalet til barmhjertigheden, fordi det ikke kan tåle Guds dom, hvorfor vil vi så da ikke overlade nogle skjulte synder til hans nåde? Ak, det er en ynk at høre sådan en klar sandhed blive fordømt af pagen; det er et antikristeligt væsen med paven og de pavelige. |
| 30 Der zehende.
Niemand sein die Sund vorgeben, er gläub denn, dass sie ihm vorgeben werden, wenn ihn der Priester absolvirt. Ja, die Sund bliebe, so er nit gläubt, dass sie vorgeben sei. Denn es ist nit gnug die Vorgebung, oder der Gnaden Einfluss; sondern man muss gläuben, dass die Sund vorgeben sei. (exurg#26; ass03#??) |
Den tiende artikel.
Ingen har fået sine synders forladelse, hvis ikke han tror, at de er han forladt, når præsten absolverer ham. Ja, synden forbliver, hvis han ikke tror, at de er forladte. For tilgivelsen eller nådens indgydelse er ikke nok, man må tro, at synden er tilgivet. |
| 31 Aus dieses Artikels Vordammnunge folget zum ersten, dass der Artikel des Christen-Glaubens falsch und ketzerisch sei, da alle Christen sagen: Ich gläub in den heiligen Geist, ein heilige, christlich Kirche, Vorgebung der Sund. Denn mein Artikel nit anders lehret, denn dass wir gläuben sollen Vorgebund der Sund, gleichwie der christgläubige Artikel lautet. | Når denne artikel bliver fordømt, følger deraf for det første, at den kristne trosartikel er falsk og kættersk, når alle kristne siger: Jeg tror på Helligånden, en hellig kristen kirke, syndernes forladelse. For min artikel lærer ikke andet, end at vi skal tro på syndernes forladelse, ganske som den kristne trosartikel lyder. |
| 32 Dank hab, du allerheiligste Vater Papst, dass du uns nu lehrest, das die Welt vor nie gewüsst hat, wie der Artikel, Vorgebund der Sund, ketzrisch sei. Ist aber dies's ein Stuck des Glaubens ketzrisch, sie sein gewisslich alle Stuck ketzrisch. Also vordampt hie der allerheiligste Vater Papst den ganzen Christenglauben so groblich, dass ich nur furcht, niemand gläuben werde, dass solch Ding in der Bullen stehe. Nu stehet es je drinnen, drumb schämen sie sich auch, dass die Bulle vordeutsch wird, und ihre endchristlich, ketzerisch Wutherei an Tag kummet. | Tak for det, allerhelligste fader pave, at du nu lærer os, hvad verden aldrig før havde vidst, at artiklen, syndernes forladelse, er kættersk. Men hvis denne del af troen er kættersk, så er med sikkerhed alle dele kætterske. Altså fordømmer her den allerhelligste fader paven hele den kristne trosbekendelse så groft, at jeg må frygte, at ingen vil tro, at noget sådant står i bullen. Men nu står det deri. Derfor skammer de sig også over, at bullen bliver oversat til tysk, så deres antikristelige kætterske galskab kommer for dagen. |
| 33 Zum andern folget, dass der Sunder soll sagen zum Priester, der ihn absolvirt: Du leugist, mein Sund sein mir nit vorgeben, wie du sagist. Denn der heilige Vater Papst hat neulich ein Bulle geben, darinn er vordampt alle, die do gläuben, dass ihn ihr Sund vorgeben, und die Absolution wahr sei; sondern, wer zur Beicht geht, soll also denken: Ich will beichten, aber ich will alle Absolution fur Lugen, Ketzerei, Irrthum halten, und alle Priester Lugener, Ketzer und Vorfuhrer (E96) schelten, die do jemand absolviren; der Papst hat michs geheissen in seiner Bullen. | For det andet følger deraf, at synderen skal sige til præsten, som absolverer ham: Du lyver, min synd er mig ikke tilgivet, som du siger. For den hellige fader paven har fornylig udsendt en bulle, hvori han fordømmer alle, som tror, at deres synd er dem forladt, og at absolutionen er sand. Nej, den, der går til skrifte, skal tænke sådan: Jeg vil gå til skrifte, men jeg vil regne al absolution for løgn, kætteri, vildfarelse, og skælde alle præster ud for løgnere, kættere og forførere, når de absolverer nogen. Det har paven befalet mig i sin bulle. |
| 34 Zum dritten folget, dass Christus selb ein Lugener und Ketzer ist, da er sagt zu Petro, Matt. 16,19: Was du losest auf Erden, soll los sein im Himmel. Dann dies zarte Bulle gebeut bei Bann und Feur, dass niemand gläuben soll, dass es los sei, was der Priester loset, das ist, er soll je nit gläuben, dass ihm sein Sund vorgeben sein, wie mein Artikel laut. Ist jemand, der nit gläubt, dass solcher Greuel in der Bullen steht, der lass sie ihm lesen, und sehe drauf, was sie vordampt. | For det tredie følger deraf, at Kristus selv er en løgner og kætter, når han siger til Peter i Matt 16,19: 'Hvad du løser på jorden, skal være løst i himlen'. For denne yndige bulle påbyder under trussel af ban og brand, at ingen skal tro, at han er løst fra det, præsten løser ham fra, det vil sige, han skal slet ikke tro, at hans synd er ham tilgivet, sådan som min artikel lyder. Er der nogen, der ikke tror på, at den slags uhyrligheder står i bullen, så skal han bare få en til at læse den op for ham og lægge mærke til, hvad det er, den fordømmer. |
| 35 Ich hätte auch ehe gläubt, dass der Himmel fiele, ehe solch Ding sollten vom Papst ausgehn. Ich mein, der Papst sei an sein End kummen. Wiewohl aber dieser Artikel so offentlich wahr ist, dass aller Christen Ohren billig erschrecken, und sich entsetzen fur des Papst Vordammnis; seintemal es in aller Christenheit die grosste Ubung ist, dass einer den andern trostet, zum Glauben und Trauen auf Gottes Barmherzickeit, die ihm sein Sund vorgebe; ohn dass der bose Geist an den letzten Nothen des Sterbens pflegt dem Menschen einzublasen, wie der Papst in dieser Bulle lehret, sie sollen nit gläuben, dass ihn ihr Sund vorgeben sei. | Jeg ville også snarere have troet, at himlen faldt ned, end at en sådan ting skulle udgå fra paven. Jeg mener, at det må være slut med paven. Men denne artikel er så åbenlys sand, at alle kristnes ører med rette stødes og forfærdes ved at høre pavens fordømmelse af den, eftersom det i hele kristenheden er den vigtigste kærlighedsgerning, at den ene trøster den anden til tro og fortrøstning til Guds barmhjertighed, som tilgive ham hans synd. Derimod plejer den onde ånd i dødens sidste nød at indblæse mennesket det samme, som paven lærer i denne bulle, at de ikke skal tro, at deres synder er dem forladt. |
| 36 Doch thut er das nit, als sei es recht und wohl than; sundern als ein Feind der Gnaden, Glaubens und Wahrheit. Aber der Papst, ärger denn alle Teufel, lehret solchs als recht und gute Lehre, sitzet an Gottis Statt, und vordampt den Glauben, das kein Teufel nie than hat. O es will am End mit dir sein, du Kind des Vorderbens und Endchrist: hor auf Papst, du machsts zu grob und zu viel. | Dog gør han det ikke, som om det var ret og godt gjort. Nej, han gør det som en fjende af nåden, troen og sandheden. Men paven, som er værre en djævelen, lærer dette som en ret og god lærer, han sidder i Guds sted og fordømmer troen; det har ingen djævel nogensinde gjort. O det vil snart få ende med dig, du fortabelsens søn og antikrist! Hold op, pave, du gør det for groft og driver det for vidt. |
| 37 Doch wollen wie den Artikel beweisen: denn Christus Matth. 9,2. da er den Gichtbruchtigen gesund macht, sprach er zuvor: Mein Sohn, getrau und gläub, so sein dir dein Sund vorgeben. Hie siehest du klar, dass die Sund nit vorgeben werden, er gläub denn, dass sie ihm vorgeben sein. Und Mariam Magdalenam absolvirt er umb ihrs Glaubens willen, Luc. 7,50 denn also lautet seine Wort: Gang hin mit Frieden, dein Glaub hat dir geholfen. | Dog vil vi bevise artiklen. For da Kristus helbredte den værkbrudne, Matt 9,2, sagde han først til ham: 'Min søn, vær frimodig, så skal dine synder tilgives dig'. Her ser du klart, at synderne ikke tilgives, før han tror, at de er ham tilgivet. Og Maria Magdalene absolverer ham for hendes tros skyld, Luk 7,50, for sådan lyder hans ord: 'Gå bort med fred, din tro har frelst dig'. |
| 38 Siehest du da, (E97) dass der Glaub zuvor gewesen ist, der ihr half und ihre Sund vortilget, dass Christus auch selb nit seiner Absolution, noch Schlusseln, noch Gewalt, sondern ihrem Glauben zuschreib die Vorgebung der Sund. Aber der Papst gibt fur, es sei seiner Gewalt Schuld, und nit des Menschen Glauben, dass die Sund vorgeben werden. Was fur ein Geist ihn das heisset reden, ist wohl zu merken. | Her ser du, at troen var der i forvejen, den hjalp hende og tilintetgjorde hendes synd, så at heller ikke Kristus selv mener, at hendes synders forladelse skyldes hans absolution, eller nøglemagten eller myndigheden, men hendes tro. Men paven foregiver, at det skyldes hans myndighed, og ikke menneskets tro, at synderne tilgives. Man fornemmer let, hvad det er for en ånd, der byder ham at tale sådan. |
| 39 Es weiss je idermann, dass des Priesters Absolution ist ein Urtheil, das nit sein, sondern Gottis ist, wilchs in Kraft der Wort Christi, da er sagt: Was du losest, soll los sein, fodert den Glauben, und laut also: Ich absolvir dich; das ist si viel gesagt, ich lose dich auf, ader, dein Sund sein dir vorgeben; wie reimet sichs nu, dass solchem gottlichen Urtheil der Sunder nit gläuben soll? | Der véd jo enhver, at præstens absolution er en dom, som ikke er hans, men Guds, og som i kraft af Kristi ord, hvor han siger: 'Hvad du løser, skal være løst', kræver troen, og lyder således: Jeg absolverer dig, det betyder så meget som: 'Jeg løser op for dig', eller, 'Dine synder er tilgivet dig'. Hvordan rimer det sig med, at synderen ikke skal tro en sådan guddommelig dom? |
| 40 Nu brenne und vordamme Bucher, Papst. So soll dich Gott storzen, und in einen tollen Sinn vorwerfen, dieweil du gottlicher Wahrheit allzeit widerstrebist, dass du deinen vordienten Lohn empfahist. Zweifel nu, wer do will, ob der Papst, der solcher Irrthumb mehr denn zu viel in die Welt treibt, und aller Land Geld und Gut dafur nimpt, der recht häupletzte Endchrist sei; ich dank Gott, dass ich ihn kenne. | Brænd du kun bøger, pave, og fordøm dem! Så skal Gud til gengæld nedstyrte dig og kaste dig ind i et vanvittigt sind, fordi du altid stræber den guddommelige sandhed imod, så du kan få din velfortjente løn. Lad så kun den, der vil, tvivle på, om paven, som alt for meget driver en sådan vildfarelse ud i verden og modtager alle landes penge og gods derfor, er den rette sidste antikrist. Jeg takker Gud, fordi jeg véd, hvem han er. |
| 41 Der eilfte.
Du sollt je nit vortrauen, dass du absolvirt werdest umb deiner Reu willen, sondern um des Worts Christi willen, da er sagt zu Petro: Was du wirst aufbinden, soll aufbinden sein. Hie sag ich, so du absolvirt wirst vom Priester, sollt du festiglich gläuben, dass du absolvirt seiest; so bist du gewiss absolvirt, es sei mit deiner Reu, wie es mag. (exurg#27; ass02#68) |
Den elvte artikel.
Du skal ikke nogensinde tro på, at du bliver absolveret på grund af din anger, nej, du bliver det på grund af Kristi ord, da han sagde til Peter: 'Hvad du løser, skal være løst'. Her siger jeg: Hvis du bliver absolveret af præsten, skal du tro fast på, at du er absolveret, så er du med sikkerhed absolveret, hvordan end din anger har det. |
| 42 Dieser Artikel ist gnugsam beweiset in dem nähsten vorgangnen. Denn wer wollt doch beichten oder bussen, wenn er nit sollt glauben, dass ihm sein Sund vorgeben wurden? Was wollt der Priester sagen, wenn ich käm (E98) und spräch: Herr, ich hab also gesundigt, und ist mir leid, ich gläub aber mit, dass ich absolvirt werde von euch; er wurd freilich denken, ich wäre unsinnig. Noch lehren diese Bulle also zu thun, und vordampt solchen Glauben, den mein Artikel lehret. | Denne artikel er tilstrækkelig bevist ud fra den foregående. For hvem ville dog skrifte eller gøre bod, hvis han ikke troede, at han synder blev ham tilgivet? Hvad ville præsten sige, hvis jeg kom til ham og sagde: 'Herre, jeg har syndet på den og den måde, og jeg er ked af det, men jeg tror ikke, at jeg bliver absolveret af jer'. Han ville nok tænke, jeg var tosset. Men alligevel lærer denne bulle at handle på den måde og fordømmer den slags tro, som min artikel lærer. |
| 43 Sollts aber wahr sein, dass umb unser Reu willen die Sund vorgeben wurden, wie die Bulla lehret, und nit um lauter Gottes Worts willen, wie mein Artikel sagt: so mocht ein Mensch sich gegen Gott ruhmen, dass er durch sein Reu und Vordienst, und nit durch lauter Barmherzickeit Gottes, erlangt hätt Gnade und Vorgebung; wilchs greulich und schrecklich ist zu horen, und die Gnad wurd ganz vorleugnet. | Men hvis det var sandt, at synderne bliver tilgivet for vores angers skyld, sådan som bullen lærer, og ikke blot for Guds ords skyld, sådan som min artikel siger, så kunne er menneske rose sig overfor Gud af, at han gennem sin anger og fortjeneste og ikke gennem Guds rene og skære barmhjertighed er nået frem til nåden og tilgivelsen; hvilket er forfærdeligt og skrækkeligt at høre; og nåden ville blive helt fornægtet. |
| 44 Denn Gottes Barmherzickeit und Gnade wird umbsonst den Unvordienten geben, wie Röm. 3,24. Paulus sagt: Wir sein begnadet und rechtfertig worden umbsonst und aus lauter Barmherzickeit; und Ps. 25,11: Herr, du wolltist meinen Sunden gnädig sein umb deines Namens willen. Er spricht nit, umb meines Namen oder Vordienst willen. | For Guds barmhjertighed og nåde bliver givet dem, der ikke har fortjent det, for intet, som Paulus siger Rom 3,24: 'Vi har fået nåde og er blevet retfærdiggjort for intet og ud af lutter barmhjertighed'. Og som det hedder i Sl 25,11: 'Herre, om du ville være nådig overfor mine synder for dit navns skyld'. Han siger ikke 'for mit navns skyld' eller 'for min fortjenestes skyld'. |
| 45 Auch, so droben gnugsam gesagt, dass die lieben Heiligen noch Sund haben, und wie die Sund streitet wider die Gnade, und Gnade wider die Sund, ists klar gnug, dass die Gnad nit allein wird geben den unvordienten, sondern auch den ubelvordienten Menschen und Feinden der Gnade; wie sollt den unser Reu so würdig sein, dass umb ihrentwillen Gott die Sund, und nit umb seinetwillen vorgebe? der durch den Propheten Esaiam sagt c. 43, 9.11: Ich will meine Ungnad von dir wenden, umb meines Namens willen; und wills alles thun umb meinetwillen, auf dass ich nit werd vorlästert, und will meine Ehre keinem andern geben etc. Wenn nu umb unser Reu willen die Sund vorgeben wurden, so wäre die Ehre unser und nit Gottes; er wurd auch vorlästert, als wäre nit bloss umb seines Namens willen die Sund vorgeben. | Videre: Eftersom det ovenfor er sagt tilstrækkelig tydeligt, at de hellige endnu har synd i sig, og at synden kæmper mod nåden og nåden mod synden, så er det klart nok, da nåden ikke alene gives til dem, der ikke har fortjent den, men også til dem, der har fortjent det modsatte og er fjender af nåden; hvordan skulle så vores anger være så værdig, at Gud for dens skyld tilgiver synden, og ikke for sin egen skyld? Han siger dog gennem profeten Esajas: 'Jeg vil vende min ugunst fra dig, for mit navns skyld; og jeg vil gøre det altsammen for min skyld, for at jeg ikke skal blive spottet, og jeg vil ikke give andre min ære osv'. Hvis nu synden blev tilgivet for vor angers skyld, så ville æren være vores og ikke Guds; han ville også blive spottet, som om synderne ikke blev tilgivet ene og alene for hans navns skyld. |
| 46 Also hat der Kunig Manasse, dass ihm Gott sein Sund vorgeben wollt umb Gottis Gutickeit und seiner Zusagung willen, nit angesehn sein Vordienst oder (E99) Reu. (n46) Und was soll ich lang sagen? ist jemand, dem umb seiner Reu willen die Sund vorgeben werden, wie dies vorfluchte Bulle leuget und lästert, der lösche das gemein Gebet aus, da wir alle sagen: Herr, bis (n46a) mir unwürdigen, armen Sünder gnädig; und sage er allein also: Herr, vergib mir würdigen und wohlvordienten und ganz gnugsamen Heiligen mein Sund; und straf den Centurion im Evangelio, der do sprach: Herr, ich bin nit würdig, das du gehist unter mein Dach. (Matt 8,8) | Derfor bad kong Manasse om, at Gud ville tilgive ham hans synd for Guds godheds skyld og for hans forjættelses skyld, uanset hans fortjeneste eller anger. Og hvorfor skal jeg tærske langhalm på det? Er der i det hele taget nogen, som får sine synder tilgivet på grund af sin anger, sådan som denne fordømte bulle lyver om det og spotter med det, så vil han gøre den almindelige bøn til intet, dèr hvor vi alle siger: 'Herre, vær mig uværdige synder nådig'; i stedet for skulle vi sige: 'Herre, tilgiv mig værdige og velfortjeneste og ganske tilfredsstillende hellige min synd; og straf centurionen i evangeliet, der sagde: 'Herre, jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit tag'. |
| 47 Wenn je der Papst und seine Heiligen so würdig sein, dass Gott umb ihrer Reu willen die Sund vorgeben muss, wäre mein Rath, er setzt sein dreifältige Kron auf, und sattelt seinen Hengist mit Gold und Perlen, ritte in alle seiner Pracht fur Gott, und trotz ihn mit seiner eigen grossen Würdickeit; und wollt er ihm nit Sund vorgeben, dass er ihn vorbannet und aus dem Himmel jagt. Wo willt du doch zuletzt hin, du teufflicht Hoffart? Wohlan, man sieht wohl, warumb du dich lässest nennen der Allerheiligist fur alle Welt. Fahr nun fort, es wird ein End gewinnen dein Lästern und Toben wider Gott. | Hvis nu paven og hans hellige er så værdige, at Gud for deres angers skyld vil tilgive deres synd, så vil jeg give ham det råd, at han sadler sin hingst med guld og perler, og i al sin pragt rider hen foran Gud og trodser ham med sin store værdighed; og hvis han ikke vil tilgive ham synd, at han så forbander ham og jager ham ud af himlen. Hvor vil du hen i sidste ende, du djævelske hovmod? Velan, man ser vel, hvorfor du lader dig kalde den allerhelligste overfor hele verden. Fortsæt kun, det vil så en ende med din spot og rasen imod Gud. |
| 48 Darumb sag ich noch, und warne einen idermann, dass er Gott die Ehre gebe, und je nit vortraue, dass umb seiner Reu willen die Sund vorgeben werden. Denn kein Reu ist gnugsam fur Gott; sondern umb Gottis lauter Barmherzickeit willen, der do will geehret, gelobt und geliebt sein, als der Gnade erzeige uns Unwürdigen und Unvordienten. Hute dich fur solcher Bulle und ihren Gleichen Lehrer. | Derfor siger jeg det igen og råder enhver til at give Gud ære, og ikke stole på, at hans synder bliver tilgivet for hans angers skyld. For ingen anger er fyldestgørende for Gud; nej, de tilgives for Guds rene og skære barmhjertighed, derigennem vil han æres, prises og elskes, som den, der viser nåde imod os uværdige, der ikke har fortjent det. Vogt dig for den lære, en sådan bulle og dens lige har! |
| 49 Der zwölfte.
Wenn es muglich wäre, dass jemand kunnt beichten ohn Reu; oder so ein Priester leichfertig oder scherzend ihn absolvirt, so er doch gläubt, er sei absolvirt, so ist er gewisslich absolvirt. (exurge#28; ass02#72) |
Den tolvte artikel.
Hvis det var muligt, at nogen kunne gøre bod uden anger, eller hvis en præst absolverede ham letfærdigt eller i spøg, og hvis man så troede, at han var absolveret, så er han med sikkerhed absolveret. |
| 50 Christus im ganzen Evangelio hat alle Ding auf (E100) den Glauben stellet, da er sprach: Alle Ding sind muglich dem, der do gläubt; (Mark 9,23) item: Dir geschicht, wie du gläubist. (Matt 18,13) Darumb ists wahr, dass, ob der Priester scherzet, so ich doch sein Absolution mit Ernst empfahe und gläube, so geschicht mir, nit wie er thut, sondern wie ich gläube. | Kristus har i evangeliet stillet al ting op på troen, idet han sagde; 'Alt er muligt for den, der tror'. Ligeledes: 'Det ske dig, som du tror'. Derfor er det sandt, at selv om præsten siger det for spøg, hvis jeg dog modtager og tror hans absolution i alvor, så sker det mig, ikke efter, hvad han gør, men efter hvad jeg tror. |
| 51 Das hab ich gesagt, zu beweisen, wie gar gross und nothig der Glaub sei in der Buss, dass allis an ihm liegt. Und wiewohl es nit muglich ist, ohn Reu gläuben, wie ich droben gesagt hab, da ich beweiset, wie der Glaub und Gnad mit einem grossen Sturm wird eingossen: so es aber muglich wäre, wäre der Glaub dennach allein gnug. Denn Gott nit auf Reu, noch auf irgend ein Werk, sondern nur auf den Glauben seine Gnad erboten hat, da er sprach: Wer do gläubt, der wird selig. (Mark 16,16). | Det har jeg sagt for at bevise, hvor stor og nødvendig troen er i boden, så at alt ligger på den. Og selv om det ikke er muligt at tro uden anger, som jeg har sagt ovenfor, hvor jeg beviser, hvordan troen og nåden bliver indgydt met en stor storm, så er det dog sådan, at hvis det var muligt, ville troen alligevel alene være nok. For Gud har ikke tilbudt sin nåde til angeren, heller ikke til nogen gerning, men kun til troen, da han sagde: 'Den, der tror, skal blive salig'. |
| 52 Und warumb sollt nit ein leichtfertige Absolution gelten, so St. Paulus sagt, Phil. 1,15 sqq., dass auch das Wort Gottes gilt und hilft den Gläubigen, wenn es gepredigt wird von seinen Feinden und Vorfolgern, und sie allesampt bekennen, dass die Sacrament, auch von bosen, ungläubigen Priestern geben, dennoch Kraft haben, ob er gleich feind sei dem Busser. Es ist je Sund und Unglauben grosser, denn Scherzen oder Leichtfertickeit. | Og hvorfor skulle ikke en letfærdig absolution gælde, når Skt. Paulus dog siger, Fil 1,15ff, at Guds ord også gælder og hjælper de troende, selv om det prædikes af hans fjender og forfølgere, og når de allesammen bekender, at sakramenterne, også når de gives af onde, vantro præster, dog har kraft, endda selv om han er fjendtlige stemt imod den bodgørende. Det er dog sådan, at synd og vantro er større end spøg og letfærdighed. |
| 53 Und dass ich noch mehr sage, sie mussen bekennen, dass der auch des Sacraments Nutz empfähet, der es herzlich begehret, obs ihm schon vom Priester muthwillig vorsagt wird; so gar liegts am Glauben des Büssers: wie der geschickt ist, so fähet er, der Priester geb oder geb nit, scherze oder sei ernst; wie das Sacrament kumpt, fällt, geräth, so ists Gottis Sacrament, und lässet sich fahen mit dem Glauben. Aber der Frund Gottes zu Rom, der Papst, wollt gerne uns diesen Glauben vortilgen und vorfuhren, dass wir seiner Gewalt mehr, denn Gottes Sacramente vortraueten, als kunnt er, ohn unsern Glauben, aus lauter Gewalt Sund vorgeben. Behut Gott alle christliche Herzen fur dem Endchrist und Satanas Apostel. (E101) | Og for at gå endnu videre: De må bekende, at den også modtager sakramentets nytte, som hjertelige begærer, selv om præsten selvrådigt forholder ham det; så meget ligger der på den bodgørendes tro: som han er skikket, sådan modtager han, så kan præsten giver eller lade være, drive spøg eller være alvorlig, det er dog Guds sakramente, at det lader sig modtage med troen. Men Guds ven i Rom, paven, vil gerne ødelægge denne tro for os og forføre os til at tro mere på hans magt end på Guds sakramente, som om han, uden vor tro, med lutter magt, kunne tilgive synd. Gud bevare alle kristne hjerter for antikrist og Satans apostel. |
| 54 Der dreizehende.
In dem Sacrament der Buss und Vorgebung der Schuld thut der Papst ader Bischof nit mehr, denn der geringst Priester. Ja, wo ein Priester nit vorhanden wäre, thut eben so viel ein iglicher Christenmensch, ob er gleich ein Weib oder Kind wäre. (exurge#29; ass02#75) |
Den trettende artikel.
I bodens eller syndsforladelsens sakramente gør paven eller biskoppen ikke mer end den ringeste præst. Ja, hvis en præst ikke er for hånden, gør et hvilketsomhelst kristenmenneske lige så meget, også selv om der er tale om en kvinde eller et barn. |
| 55 Da, da, der Artikel hat den rechten Bluschwären troffen; hie ist noth gewesen, zu wehren und vordamnen! Denn der Artikel sollt machen, dass dem Abgott zu Rom die Schlussel aus dem Schild fielen, wo er ihn gahn liess. Aber doch soll es ihn nit helfen, er soll mir ihn mit Recht nit widerlegen; und beweis ihn also: | Den traf! Den artikel har ramt på et ømt sted; her var det nødvendigt at værge for sig og fordømme! For den artikel ville bevirke, at nøglerne faldt ud af våbenskjoldet på afguden i Rom. Dèr ville han gerne have dem til at blive, men han skal ikke få held med sig, han skal ikke med rette kunne modbevise min sætning. Jeg beviser den som følger: |
| 56 Es ist bisher gnug beweiset, dass nit des Priesters Werk, sondern der Glaub des Bussers, Vorgebung der Sund wirkt. Denn so der Papst und alle Priester auf einen Haufen vorsammlet, ein Absolution uber einen Sunder sprächen, so gilt und hilft sie nichts, wo er derselben nicht gläubt. | Det er indtil nu i tilstrækkelig høj grad bevist, at det ikke er præstens gerning, men den bodgørendes tro, der udvirker tilgivelsen af synden. For om så paven og alle præster var forsamlede i én stor forsamling og udtalte en absolution over en synder, så gjaldt og hjalp den intet, hvis den pågældende ikke troede. |
| 57 Denn das Wort steht fest: Wer nit gläubt, der ist vorloren; (Mark 16,16) da hilft nichts wider. Ja, wie sollt des Papst und aller Priester Absolution helfen ohn Glauben; wenn sie Christus, auch Gott selber spräch, hulft sie dennoch nichts, ohn den Glauben. Ists nit also, dass Gott täglich predigt und Wunder wirkt fur den Menschen, und hilft doch nit, denn allein die ihm gläuben? | For det ord står fast: 'Den, der ikke tror, går fortabt'. Det kan man ikke sige noget imod. Ja, hvordan skulle pavens eller alle præsters absolution hjælp uden tro; om det så var Kristus eller Gud selv, der udtalte den, den ville alligevel ikke hjælpe uden troen. Er det ikke sådan, at Gud daglig prædiker og udøver undere for menneskene, og så hjælper det dog kun dem, der tror på ham? |
| 58 So denn die Vorgebung ganz liegen am Glauben, und nit am Priesterampt oder Gewalt, und der Papst eben so wenig vormag, den Glauben zu geben, als der unterist Priester, der Priester so wenig als ein Weib und Kind, mocht ich gerne gelehret werden von dem Papst, was er mehr dazu thät, denn ein schlechter Priester? Lasst horen eur Weisheit, lieber Papst? | Eftersom da tilgivelsen helt og holdent ligger i troen og ikke i præsteembedet eller magten, og paven lige så lidt formår at give troen som den laveste præst, og præsten lige så lidt som en kvinde eller et barn, så vil jeg gerne have at vide af paven, hvad det er, han gør mere end en simpel præst? Lad os høre din visdom, kære pave? |
| 59 Ich will wohl sagen, was du mehr thust, denn ein ander schlechter Prister: du hängest grosse Fahnen auf mit Schlusselen, und vorkäufist Bullen, lässist Glocken läuten, betreugist Land und Leut umb Geld, Gut, Leib und Seel, und fuhrist sie mit dir in Abgrund der Höllen; das thust du mehr dann ander Priester und Christen. (E102) | Jo, jeg kan godt sige, hvad du gør mere end en simpel præst: Du ophænger store faner med nøglerne, du sælger buller, du lader det lyde med klokker, du bedrager land og folk for deres penge, deres gods, legeme og sjæl og fører dem med dig i helvedes afgrund; det er, hvad du gør mere end andre præster og kristne. |
| 60 So ist droben gesagt, wie die Ketzer Donatisten, die alle Sacrament an die Heilickeit der Priester binden wollten, und nit an den Glauben der Busser, von Augustin uberwunden, dennoch leidlicher und besser gewesen sein, denn der Papst und seine Bischoff, die do wollen die Sacrament an die Hohe und Gewalt binden. Denn so ein heiliger Priester nit mehr thut in den Sacramenten, wenn ein sundiger; wie mag ein grosser, hoher Priester mehr thun, denn ein niedriger und geringer, so Heilickeit viel mehr denn Gewalt gilt? | Ovenfor har jeg redegjort for, hvordan de donatistiske kættere, som ville binde alle sakramenter til præsternes hellighed og ikke til de bodgørendes tro, blev overvundet af Augustin, men dog var mere tålelige og bedre end paven og hans biskopper, som vil binde sakramentet til højheden og magten. For eftersom en hellig præst ikke gøre mere i sakramentet end en syndig præst, hvordan kan så en stor og ædel præst gøre mere end en lav og ringe, eftersom jo dog hellighed gælder mere end magt? |
| 61 Drumb ists klar, dass der Papst ihm allein die Schlussel zueigent, mit gleichem Recht, wie Lucifer im Himmel ihm wollt gottlichen Stuhl zueigen. Seintemal die Schlussel nit anders, denn zum Sacrament der Buss geben sein; wilchs allen Christen gleich gemein ist, und niemand mehr oder weniger dran hat, denn wer mehr oder weniger dran gläubt. | Derfor er det klart, at paven tilegner sig nøglemagten for sig selv alene med samme ret som den, hvormed Lucifer i himlen ville tilegne sig den guddommelige trone. Nøglemagten er nemlig kun givet med bodssakramentet for øje; og det er lige for alle kristne, og ingen har mere eller mindre deraf end den, der tror mere eller mindre derpå. |
| 62 Ich frag weiter, du allerheiligst Vater Papst, ob du auch ein ander Sacrament der Tauf habst, denn alle Priester und Christen, und ob du umb deiner Hohe willen mehr thust, wenn du täufest, denn ein Capellan, Laie, Weib oder Kind? Sag an, bist du hie ein Stumm worden? hast du eine ander Tauf, so straft dich St. Paulus Eph. 4,5: Es ist ein Glaub, ein Tauf, ein Herr, etc. So denn das Sacrament der Tauf gleich ist bein allen Christen, dass es zur Noth mag ein Lai, Weib und Kind geben, wie täglich geschicht; warumb soll nit auch gleich und gemein sein das Sacrament der Schlussel, Buss oder Absolution? Ists nit sowohl ein Sacrament, als die Tauf? | Videre spørger jeg, du allerhelligste fader pave, om du også har et andet dåbssakramente end alle præster og kristne og om du på grund af din højhed gør mere, når du døber, end en kapellan, en lægmand, en kvinde eller et barn? Sig frem, er du nu pludselig blevet stum? Hvis du har en anden dåb, så irettesætter Skt. Paulus dig i Ef 4,5: 'Der er én tro, én dåb, én Herre osv'. Hvis da dåbens sakramente er ens for alle kristne, så at det i nødsfald kan gives af en lægmand, en kvinde og et barn, hvilket sker hver dag; hvorfor skal så ikke nøglernes sakramente, boden eller absolutionen, være ens og fælles for alle? Er det ikke lige så vel et sakramente som dåben? |
| 63 Weiter, hast du auch ein ander Mess, denn alle andere Priester, oder magst du mehr geben von dem Frohnleichnam Christi, denn unser Capellan? Was zeihest du den der Schlussen Sacrament, dass du mehr darinnen thun willt, denn die ganz Christenheit? Du suchst deine frevel Gewalt uber die Kirchen, und machst aus der Schlussel gleichen gemeinen Sacrament, dir selb ein eigen, ungleich, ungemeine Gewalt und Tyrannei. Sein alle Sacrament gleiches Vormugen bei idermann, der sie geben kann; so magst du nit allein die Schlussel dir ausziehen, und dir ein ander eigen Sacrament machen, wenn gemeine Christenheit habe. (E103) | Videre: Har du også en anden messe end alle andre præster, eller kan du give mere af Kristi legeme og blod end vores kapellan? Hvorfor gør du så en undtagelse med nøglernes sakramente, så at du vil gøre mere deri end hele kristenheden? Du tragter efter din egen gudsbespottelige magt over kirken og gør af nøglernes lige og fælles sakramente en for dig selv særlig, ufælles magt og tyranni. Når alle sakramenterne har samme magt hos enhver, der kan give dem, så har du ikke lov til at trække nøglernes sakramente ud til dig selv og gøre dig et andet, for dig særligt sakramente, end den almindelige kristenhed har. |
| 64 Darumb huten sich hie alle Christen fur des Papsts endchristlichen Gift. So alle Taufe und Messen gleich gelten, wo und durch welchen sie geben werden; so ist auch die Absolution gleich, wo und durch wilchen sie geben wird. Denn es liegt alles am Glauben dess, der sie empfähet, nit an der Heiligkeit, Kunst, Hohe, Gewalt dess, der sie gibt. | Derfor skal alle kristne vogte sig for pavens antikristelige gift. Når alle dåbshandlinger og alle messer gælder lige meget, hvor og gennem hvem de end gives, så er også absolutionen lige, hvor og gennem hvem den end gives. For alt afhænger af troen hos den, der modtager, ikke af helligheden, kunsten, højheden eller magten hos den, der giver dem. |
| 65 Und wie man nit mag die Tauf theilen, und dem Papst und Bischoffen ein ander Stuck dran geben, denn allen Christen; also mag man auch nit theilen die Mess und Schlussel, dass der Papst ein ander Sacrament der Schlussel und Messe habe, denn die ganzen Christenheit. Hat er aber ein ander, oder mehr, so schleusset ihn St. Paulus aus der Christenheit, da er sagt Ephef. 4,5: Ein Glaub, ein Tauf, ein Herr. | Og ligesom man ikke kan dele dåben og give paven og biskopperne en anden del deraf end alle kristne; således kan man heller ikke dele messen og nøglerne, så paven skulle have et andet nøglesakramente eller messesakramente end hele kristenheden. Men hvis han har et andet eller hvis han har mere, så udelukker Skt. Paulus ham af kristenheden, når han i Ef 4,5 siger: 'Én tro, én dåb, én herre'. |
| 66 Das ist wohl wahr, dass Papst und Bischoff ihn forbehalten etlich Fälle und Sund; aber das ist herkummen von Menschengesetzen, und ist mit Gewalt eingerissen. Damit aber thun sie nit mehr in der Vorgebung der Schuld; sie thun nur mehr in der Vorgebung der Pein ader Straf. Aber die Vergebung der Schuld ist eigentlich der Schlussel und Sacrament der Buss, die fodert den Glauben. | Det er sandt nok, at paven og biskopperne har forbeholdt sig visse tilfælde og visse synder. Men det er fremkommet i kraft af menneskelove, og indført med magt. Men dermed udretter de ikke mere med hensyn til tilgivelsen af skylden; de udretter kun mere med hensyn til tilgivelsen af pinen eller straffen. Men tilgivelsen af skylden hører egentlig til nøglernes og bodens sakramente og kræver tro. |
| 67 Die Vorgebung der Pein fodert nit Glaubn, sondern man fuhlet sie empfindlich, und geschicht ohn Glauben; und gehört nit eigentlich zum Sacrament der Schlussel. Mein Artikel aber sagt von der Vorgebung der Schuld, die ist idermann gemeine, wie die Tauf und Messe, und mag von keiner Hohe ader Gewalt gefangen werden, wie der Papst mit den Seinen furgibt und leugt. | Tilgivelsen af pinen kræver ikke tro, men man føler den med sanserne og den finder sted uden tro; og den hører egentlig ikke med til nøglernes sakramente. Men min artikel taler om tilgivelsen af skylden, som er fælles for enhver, ligesom dåben og messen, og den kan ingen højhed eller magt lægge beslag på, sådan som paven og hans slæng foregiver og løgnagtigt påstår. |
| 68 Der vierzehende.
Niemand soll dem Priester antworten, er sei bereuet, und der Priester solls auch nit foderen. (exurge#30; ass02#79) |
Den fjortende artikel.
Ingen skal svare præsten på, om hans anger er fuldkommen, og præsten skal heller ikke spørge. |
| 69 Das muss dir auch Irrthumb sein, du heiliger Vater Papst; nu musst du es lassen Wahrheit sein, und beweise das also: Denn dieweil es steht nit in unserm Dunken, sondern in Gottes Gericht, ob unser Reu recht (E104) sei oder nit, so mag niemand ohn Vormessenheit sagen, er sei recht bereuet. Denn St. Paulus 2 Cor. 10,18. sagt: Nit der sich selb lobet, ist bewährt, sondern wilchen Gott lobet; und 1 Cor. 4,4: Ich bin mir nichts bewusst; aber damit bin ich nit gerechtfertigt. Ich urtheil mich selbs nit, Gott der Herr aber ist der, der mich urtheilet; dazu sagt David Ps. 19,13: Herr, wer erkennet all sein Sund? | Dette må naturligvis være en vildfarelse i dine øjne, du hellige pavefader, men nu skal du blive nødt til at indse, at det er sandhed. Og jeg beviser det således: For eftersom det ikke står til os at skønne, men til Gud at dømme om, hvorvist vores anger er ret eller ej, så kan ingen uden formastelighed sige, at han har angret ret. For Skt. Paulus siger 2 Kor 10,18: 'Ikke den, der anbefaler sig selv, står prøve, men den, Gud anbefaler'; og 1 Kor 4,4: 'Jeg er mig intet bevidst; dog derved er jeg ikke retfærdiggjort. Jeg bedømmer ikke mig selv, men Gud Herren er den, der bedømmer mig'. Desuden siger David Sl 19,13: 'Herre, hvem erkender al sin synd?' |
| 70 So nu der Mensch sollt sagen, er sei wahrhaftig bereuet, so wurd er gedrungen zu eigener Vormessenheit und zu unmuglichem Werk, dass er all sein Sund und Boses erkennet. Ja dieweil alle Heiligen noch Bos's und Sund in sich haben, ists nit muglich, dass jemand Reu hab, die fur Gottes Gericht gnug sei; sondern sie sprechen allesampt mit David: Herr gang nit ins Gericht mit deinem Knecht, denn fur dir wird kein Mensch, das do lebet, rechtfertig erfunden. (Sl 143,2) So keiner wird rechtfertig erfinden, wie mag er denn bereuet erfunden werden, so die Reu ein Anfang der Rechtfertigung ist? Warumb willt du denn, o Papst, die Christen Hoffart und Vormessenheit lehren, dass sie im Gottes Gericht laufen? | Hvis nu mennesket [i bodssakramentet] skal sige, at hans anger er sand, så ville han blive tvunget til formastelighed imod sig selv og til den umulige gerning, at han skulle komme til erkendelse af al sin synd og alt det onde, han har i sig. Ja, eftersom alle hellige endnu har noget ond i sig og endnu har synd, er det ikke muligt, at nogen skulle kunne have en anger, der for Guds domstol er tilstrækkelig; Men de siger alle sammen med David: 'Herre, gå ikke i rette med din tjener, for for dig er intet menneske, der lever, retfærdigt'. Eftersom ingen vil blive fundet retfærdig, hvordan kan han da findes at have angret [nok], når nu angeren er begyndelsen til retfærdiggørelsen? Hvorfor vil da du, pave, lære de kristne hovmodighed og formastelighed, så de løber lige ind i Guds dom? |
| 71 Also sollt man die Christen lehren, dass ein Beichtkind wüsste, wie fur Gott kein Reu würdig ist und gnugsam, und solt also sagen: Siehe, lieber Herr, ich weiss, dass ich nit recht reuig erfunden werd fur deinem Gericht, und noch viel boser Lust in mir ist, die vorhindern rechte Reu: doch weil du zugesagt hast Gnade, so fliehe ich von deinem Gericht, und dieweil meine Reu nichts ist fur dir, vorlass ich mich und erwege mich auf deine Zusagung in diesem Sacrament. | Nej, sådan skal man undervise de kristne, så at et skriftebarn vidste, hvordan for Gud ingen anger er værdig og tilstrækkelig, så han kunne sige som så: 'Se, kære Herre, jeg véd, at jeg ikke bliver fundet ret angrende for din domstol, og at der endnu er megen ond lyst i mig, som forhindrer den rette anger: dog, eftersom du har tilsagt nåde, så flyer jeg bort fra din domstol, og fordi min anger intet er overfor dig, så forlader jeg mig på og stoler på dit tilsagn i dette sakramente'. |
| 72 Und ob der Priester forschet noch der Reu, soll er sagen: Herr, fur mir bin ich bereuet; aber fur Gott ists ein schlechte Reu, do ich nit mag mit bestahn, hoff aber auf seine Gnade, die ihr mir itzt aus seinem Befehl sollet zusagen. So sollt man die Leut immer zu dem Glauben treiben. Denn im Sterben wird die Reu allzugross werden, und der Glaub allzuklein. Gottes Zusagen ist gewiss im Sacrament; unser Reu ist nimmer gewiss: drumb nit auf die ungewisse Reu, sondern auf sein gewisse Zusagung er uns will gebäuet haben, dass wir bestehn mugen in aller Noth. (E105) | Og hvis præsten udspørger om angeren, skal han sige: 'Herre, overfor dig har jeg angret, men overfor Gud er det en slet anger, hvormed jeg ikke kan bestå. Men jeg håber på hans nåde, som I nu på hans befaling skal tilsige mig'. Sådan skal man hele tiden drive folk til troen. For i døden vil angeren blive altfor stor og troen altfor lille. Guds tilsagn er sikkert i sakramentet, vores anger er aldrig sikker. Derfor vil han have os til at bygge, ikke på den usikre anger, men på hans sikre tilsagn, så at vi kan bestå i al nød. |
| 73 Der funfzehende.
Es ist ein grosser Irrthum, welche zu Sacrament gahn, und sich vorlassen darauf, dass sie beichtet haben, oder ihn nicht bewüsst sein einer Todsund, und ihr Gebetle gesprochen haben. Alle diese essen und trinken ihn das Gericht. Sondern so sie gläuben und trauen, dass sie allda Gnade empfahen, derselb Glaub allein macht sie rein und würdig. (exurge#31; ass03#1) |
Den femtende artikel.
Det er en stor vildfarelse, når de, der går til alters, forlader sig på, at de har skriftet og ikke er sig nogen dødssynd bevidst, og har læst deres bederemser. Alle disse spiser og drikker sig selv en dom til. Men hvis de tror og stoler på, at de her [i skriftemålet] modtager nåde, så vil denne tro alene gøre den rene og værdige. |
| 74 Diesen Artikel hab ich gelehret umb der bloden Gewissen willen, die sich zu dem Sacrament mit so viel Muhe und Marter bereiten, und doch nimmer keinen Fried haben, und nit wissen, wie sie mit Gott dran sein. Seintemal es nit muglich ist, dass ein Herz Fried habe, es vortraue denn Gotte, und nit sein selbs Werken, Fleiss oder Gebeten. | Denne artikel har jeg opstillet for de bange samvittigheders skyld, som forbereder sig til sakramentet med så megen pine og plage, og dog aldrig får nogen fred og ikke véd, hvordan de har det med Gud. For det er jo ikke er muligt, at et hjerte kan have fred, uden at det stoler på Gud, og ikke på sine gerninger, sin flid eller sine bønner. |
| 75 St. Paulus Röm 5,1. sagt: Durch den Glauben haben wir Fried mit Gott. So dann der Fried durch den Glauben allein kumpt, so kann er nit durch Werk, Gebet oder irgend ein ander Ding kummen. Das lehret auch die Erfahrung; ob sich jemand zu todt arbeitet, hat sein Herz doch nit Fried, bis er anhebet sich in Gottes Gnaden zu ergeben, wagen und trauen. | Skt. Paulus siger Rom 5,1: 'Ved troen har vi fred med Gud'. Da freden kommer ved troen alene, så kan den ikke komme ved gerninger, bøn eller nogensomhelst anden ting. Det lærer også erfaringen, at selv om én arbejder sig til døde, hans hjerte har dig ikke fred, før han begynder at vove at overgive sig til Guds nåde og stole på den. |
| 76 So auch St. Petrus Apostelg. 15,9. lehret, dass Gott allein durch den Glauben rein macht das Herz. So muss je zum Sacrament der Glaub zuvor sein, ohn wilchen alle Gebet nit rein machen; wie dieser Artikel lehret. So ist auch gnugsam droben gesagt, dass alle Werk ohn Glauben todt und Sund sein, wie St. Paulus Röm. 14,23 lehret: Alles, was nit aus dem Glauben ist, das ist Sund. Wie mugen denn Beicht, Gebet und allerlei Bereitung ohn Sund sein, so sie ohn Glauben geschehen? Drumb muss je der Glaub allein sein die Reinigung und würdige Bereitung. | Sådan lærer også Skt. Peter i Apg 15,9, at Gud alene gennem troen gør hjertet rent. Derfor må jo troen i forvejen være til stede, når man går til sakramentet. Uden den gør ingen bønner hjertet rent, sådan som også denne artikel lærer. Derfor er det også ovenfor tilstrækkeligt fremhævet, at alle gerninger uden troen er døde og er synd, som Skt. Paulus lærer Rom 14,23: 'Alt, hvad der ikke er af tro, er synd'. Hvordan kan da skriftemål, bønner og alle slags beredelse være uden synd, hvis de sker uden tro? Derfor må det være sådan, at troen alene er renselsen og den værdige beredelse. |
| 77 Nit, dass ich vorwurf solch Beten und Bereitung: sondern dass sich niemand drauf lassen soll, und mehr (E106) denn solch Bereitung haben muss, nämlich den Glauben. Denn dieweil Gott im Sacrament seine Gnade zusagt und dargibt, wie im ersten Artikel gesagt ist, (assty01#31) ist beten und wirken nit gnug; es muss derselben gottlichen Zusagung geglaubt sein, dass wir ihn nit zum Lugner machen durch unsern Unglauben. | Det skal ikke forstås sådan, at jeg forkaster den slags bøn og beredelse. Men det skal forstås sådan, at ingen skal forlade sig derpå; han må have mere end den slags beredelse, han må have troen. For eftersom Gud i sakramentet tilsiger og skænker sin nåde, som det er sagt i den første artikel, så er dette at bede og dette at gøre gerninger ikke nok. Dette selvsamme guddommelige tilsagn må troes, så at vi ikke ved vor vantro gør ham til løgner. |
| 78 Was ists anders gethan, wenn du zum Sacrament gahst ohn solch Trauen mit vielen Bereitungen, denn als sprächst du zu Gott: Du leugist in deiner Zusagung dieses Sacraments, und wirst mir nit Gnad geben. O, o, o, du Lasterbulla! was lehrest du? was vordampst du? | Hvad andet er det, du gør, når du går til sakramentet uden sådan tiltro og med mange beredelser, end at det er, som om du sagde til Gud: 'Du lyver i dit tilsagn i dette sakramente, du vil ikke give mig nåde'. O, du rænkefulde bulle! Hvad er det, du lærer? Hvad er det, du fordømmer? |
| 79 Von solchem Glauben und Brauch des Sacraments haben sie uns trieben durch den Spruch St. Pauli 1 Cor. 11,28: Der Mensch fuhle sich selb, und esse alsdenn von diesem Brod, und trink von diesem Kilch; wilchs sie auf das Gewissen der Sund zurforschen zogen haben, so es vielmehr auf den Glauben und Trauen lautet: seintemal kein Mensch erforschen kann alle seine Todsund, wie droben beweiset aus dem Psalm 19,13: Herr, wer erkennet sein Sund? (#69) Dazu nit gnug ist, ob du keiner Todsund dir bewusst seiest, wie St. Paulus 1 Cor 4,4. sagt: Ich bin mir nit bewusst, aber damit bin ich nit gerechtfertigt. | De har drevet os bort fra denne tro på sakramentet og fra denne brug af sakramentet med dette udsagn af Skt. Paulus 1 Kor 11,28: 'Enhver må mærke på sig selv og så spise af dette brød og drikke af denne kalk'. Dette udsagn har de anvendt på at udforskel samvittigheden for synd, skønt det meget snarere handler om troen og tilliden. For der er jo intet menneske, der kan udforske alle sine dødssynder, som det ovenfor er bevist ud fra Sl 19,13: 'Herre, hvem kan erkende sin synd!' Desuden er det ikke nok, at du ikke er dig nogen dødssynd bevidst, som Skt Paulus siger 1 Kor 4,4: 'Jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort'. |
| 80 Was treibet man uns denn zu solchem unmuglichen, vorgebenen, vorlornen Werk, und schweigt den Glauben, darnach der Mensch am meisten sich prufen oder fuhlen sollt? wie im vorgangen Artikel gesagt ist (#70). Man will uns immer vom Glauben in die Werk treiben: so wollt ich, man trieb uns von den Werken in den Glauben. Dem Glauben werden Werk wohl folgen; den Werken aber folget nimmermehr Glauben. | Hvorfor tilskynder man os så til sådanne umulige, forgæves, fortabte gerninger og tier om troen, som et menneske mest af alt burde prøve og efterforske hos sig selv? som det blev sagt i den forrige artikel. Man vil til stadighed drives os bort fra troen over i gerningerne: men jeg ønsker, at man driver os fra gerningerne over i troen. Efter troen kan der følge gerninger; men efter gerningerne følger aldrig tro. |
| 81 Til artikel 16! | |
| 82 c |
Noter: