Erlangerudgaven bind 24, side 72 til 88.
Tilbage til index! Tilbage til assty01!
For hver af de af paven fordømte sætninger findes en henvisning til pavens bulle: Exurge, domine. I denne fil kan man finde links til de steder i Luthers skrifter, hvor de pågældende sætninger forekommer.
Artikel 3: #29; artikel 4: #38;
artikel 5: #44; artikel 6: #59.
| 1 Hieher dienen die Parabolen des Evangelii. Die erste von dem Samaritano, (la) der den halb lebendigen Menschen auf sein Thier legt, Wein und Ole in sein Wunden goss, und dem Stallknecht befahl, sein zu warten. Denn er macht ihn nit auf einmal ganz gesund. Also wir auch durch die Tauf oder Buss werden nit ganz gesund, sondern werden angefangen und vorbunden mit der ersten Gnade, dass wir täglich mehr und mehr heilen und gesund werden. | Hertil tjener evangeliets lignelser. Først den om samaritaneren, som lagde det halvdøde menneske op på sit dyr, gød vin og olie på hans sår og befalede værten at sørge for ham. For han gør han ikke helt sund på én gang. Sådan bliver vi heller ikke gennem dåben eller boden helt raske, men der bliver gjort en begyndelse og vi bliver forbundet med den første nåde, så at vi dagligt helbredes mere og mere og bliver raske. |
| 2 Darumb St. Jacob spricht, Jac 1,18: Gott hat uns geboren durch sein Wort, aus lauter gnädigen Willen, ohn unser Vordienst, auf dass wir ein Anfang seien seines Werks oder Creaturen; als sollt er sagen: Wir sein ein angefangen Werk Gottis, aber noch nit vollnbracht, dieweil wie hie auf Erden in dem Glauben seins Worts leben; nach dem Tod aber werden wir vollkommen sein, ein gottlich Werk ohn alle Sund und Gebrechen. | Derfor siger sankt Jakob: 'Gud har født os ved sit ord, ud af lutter nådig vilje, uden vor fortjeneste, for at vi skulle være en begyndelse på hans gerning eller på skabningerne'. (Jak 1,18). Som om han ville sige: Vi er et påbegyndt værk af Gud, men endnu ikke fuldbragt, mens vi lever her på jorden i tro på hans ord; men efter døden bliver vi fuldkomne, et guddommeligt værk uden nogen synd eller gebrækkeligheder. |
| 3 Die ander Parabel Matth. 13,33 (la) vom Saurteig, den das Weib menget in drei Scheffel Mehl, so lange bis dass es durch und durch saur wurd. Derselb neu Saurteig ist der Glaub und Gnade des Geistes; (E73) aber es machts nit auf einmal durch saur, sondern fein und säuberlich mit der Weile macht er uns gar ihm gleich, neu und ein Brod Gottis. | En anden lignelse, Matt 13,33, handler om surdejgen, som en kvinde blandede i tre mål mel, indtil det helt igennem blev surt. Denne nye surdejg er troen og åndens nåde, men den gør ikke på én gang helt igennem sur, men på en fin og blid måde gør den os efterhånden helt lige med sig selv, nye og et Guds brød. |
| 4 Dass also diess Leben nit ist ein Frummkeit, sondern ein Frummbwerden; mit ein Gesundheit, sondern ein Gesundwerden; nit ein Wesen, sunderen ein Werden; nit ein Ruge, sondern ein Ubunge. Wir seins noch nit, wir werdens aber: es ist noch nit gethan und geschehen, es ist aber in Gang und Schwang. Es ist nit das End, es ist aber der Weg; es gluhet und glinzt noch nit alles, es fegt sich aber alles. | Sådan er altså dette liv ikke en fromhed, men en frombliven, det er ikke en sundhed, men en sundbliven, det er ikke et væren, men en bliven; ikke en ro, men en øvelse. Vi er det endnu ikke, men vi bliver det. Det er endnu ikke gjort og sket, men det er i gang og gænge. Det er ikke enden, men det er vejen; det gløder og glinser endnu ikke altsammen, men det er ved at blive renset. |
| 5 Und, dass wirs ein End machen, allein das Vater Unser beschleusst, dass wir noch alle in Sunden sein, dieweil auch alle Heiligen mussen beten: Dein Nam werd geheiliget, dein Will geschehe, dein Reich komme etc. Damit sie eigentlich bekennen, dass sit Gottes Namen noch nit gnugsam heiligen; und doch das nit beten kunnten, wo nit der Geist schon angefangen hätte, ihn zu heiligen. Also bekennen sie, dass sie noch nit thun den Willen Gottes, und doch nit bitten mochten, wenn sie nit angefangen hätten, seinen Willen zu thun. Denn wilche nit angefangen haben, die achten Gottes Namen und Willen nichts, bitten nichts, fragen auch nichts darnach. | Og for nu at gøre en ende på det, så beviser alene Fadervor, at vi endnu alle er i vore synder, eftersom også alle hellige må bede: 'Helliget vorde dit navn, ske din vilje, komme dit rige osv'. Hvorigennem de egentlig bekender, at de ikke helliger Guds navn nok; og dog kunne de ikke bede, hvis ikke ånden allerede var begyndt at hellige dem. Ligesådan bekender de, at de endnu ikke gør Guds vilje, og dog kunne de ikke bede, dersom de ikke havde begyndt at gøre hans vilje. For de, der ikke er begyndt, de agter ikke Guds navn og Guds vilje, beder ikke om det, spørger heller ikke efter det. |
| 6 Man kann auch nit sagen, dass in diesen Gebeten die Heiligen fur ihr vorgangen Sund allein bitten, und nit fur de gegenwärtigen ubrigen Sund. Denn fur die vorgangen Sund steht ein eigen sunderlichs Gebet im Vater Unser, das laut also: Vorgib uns unser Schuld, als wir vorgeben unsern Schuldigern. Aber diese Gebet lauten klarlich auf die ubrigen gegenwärtigen Sund; dieweil sie bitten nicht die zukunftig Ehre gottlichs Namen, zukunftigen Gehorsam gottlichs Willens, zukunftige Besitzung gottlichs Reichs, als die noch eins Theils sein in des Teufels Reich, Ungehorsam und Unehr Gottes Namen. | Man kan heller ikke sige, at i disse bønner beder de hellige for deres tidligere synder alene, og ikke for de nuværende tilbageværende synder. For der står en særlig bøn i Fadervor for de tidligere synder, som lyder sådan: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Men disse bønner lyder klart på de tilbageblevne, nuværende synder; for de beder ikke om Guds navns fremtidige ære, om fremtidig lydighed mod den guddommelige vilje, om en fremtidig besiddelse af det guddommelige rige, eftersom de endnu med en del af sig selv er i djævelens rige, er i Guds navns ulydighed og vanære. |
| 7 Ich weiss aber wohl, was sie zu diesem allen pflegen zu sagen, nämlich, dass sulchs Ubel, das ubrig bleibt nach der Tauf, sei nit Sund, und erdichten ihm ein neuen Namen, sagen, es sein ein Pein, und nit Schuld, (E74) ja, es ist mehr ein Feihl oder Gebreche, denn Sund. | Men jeg véd nok, hvad de plejer at sige til alt dette, nemlig, at den slags onde ting, der bliver tilbage efter dåben, ikke er synd, og de opdigter et nyt navn til det, siger, at det er en lidelse og ikke en skyld, ja, det er mere en fejl eller mangel, end det er en synd. |
| 8 Hie antwort ich, und sag, dass sie das alles aus eignem Muthwillen, ohn Schrift, Grund und Urtsach sagen; dazu wider die Schrift, denn St. Paulus sagt nit also; Ich find einen Feihl in mir; sondern mit ausgedruckten Worten: Ich diene nach dem Fleisch dem Gesetz der Sunden; item: Die Sund, die in mir wohnet, thut das Bose, (Rom 7,25) und St. Johannes sagt nit: Wenn wir sagen, dass wir keinen Feihl haben; sondern: wenn wir sagen, dass wir kein Sund haben. (1 Joh 1,8) | Her svarer jeg og siger, at de siger alt dette ud fra deres eget forgodtbefindend, uden skrift, begrundelse eller hjemmel; dertil siger de det imod skriften, for sankt Paulus siger ikke som så: 'Jeg finder en fejl i mig', men udtrykkeligt: 'Jeg tjener efter kødet syndens lov'. Ligeledes: 'Synden, der bor i mig, gør det onde'. Og sankt Johannes siger ikke: 'Når vi siger, at vi ikke har nogen fejl', men: 'Når vi siger, at vi ikke har nogen synd'. |
| 9 Es leidet sich nicht, dass menschlicher Frevel wollt Gottes Wort zwingen und Feihl heissen, was Gott lässt Sund heissen; man mocht sunst die ganzen Schrift matt machen, und sagen, dass das Wortlin Sund an allen Orten Feihl hiesse, und nichts mehr Sund wäre, sondern eitel Feihl und Gebrechen. | Det kan ikke være rigtigt, at menneskeligt overmod skal tvinge Guds ord og kalde det fejl, som Gud lader kalde synd; ellers kunne man jo afsvække hele skriften og sige, at ordet 'synd' alle steder skulle betyde 'fejl' og så ville der ikke være mere synd, men lutter fejl og mangler. |
| 10 Wer wollt wehren, so jemand spräch, Ehebruch, Mord und Raub sei nur Feihl und nit Sund? Freilich sein es Feihl und Gebrechen; es sein aber sundliche Feihl und Gebrechen, die durch Gnaden mussen heil werden. Zorn, bose Lust und Neigung zu allem Bosen seind Feiel; sein es aber nit auch Sund? Sein sie nit wider Gottes Gebot, der do gebeut, du sollt nit bos Begierd haben, du sollt nit zornen? Was wollen sie Sund heissen, wenn sie, was wider Gottis Gebot ist, nit wollen Sund heissen? | Hvem kunne så imødegå det, hvis nogen sagde, at ægteskabsbrud, mord og røveri kun var fejl og ikke synd? Rigtig nok er det fejl og mangler; men det er syndige fejl og mangler, som må helbredes gennem nåden. Vrede, ond lyst og tilbøjelighed til alt ondt er fejl; men er det ikke også synd? Er det ikke imod Guds bud, som påbyder, at du ikke skal have begær, du skal ikke blive vred? Hvad vil de så kalde synd, hvis de ikke vil kalde det synd, som er imod Guds bud? |
| 11 Hat doch St. Paulus eben bei dem Text, darinnnen er von der getauften Menschen Sund redet, einfuhret Gottis Gebot und gesagt: Ich hätte nit gewüsst, dass bos Begierde Sund wäre, wenn das Gebot nit hätt gesagt, du sollt nit begehren. Als sollt er sagen: Eben diese Begierd, in mir und allen Getauften ubrig, ist nit allein Feihl, sondern die Sund, die wider diess Gottes Gebot ist, und drinnen vorboten ist. | Og sankt Paulus har dog, netop i den tekst, hvor han taler om de døbte menneskers synd, indført Guds bud og sagt: Jeg ville ikke have vidst, at ondt begær er synd, hvis ikke buddet havde sagt: du må ikke begære. Som om han havde sagt: Netop dette begær, der er tilbage [efter dåben] i mig og i alle døbte, er ikke blot en fejl, men er den synd, der er imod Guds bud, og som er forbudt deri. |
| 12 Solch wild Ränke und ausfluchtige Wort, die Schrift zu vorstellen, nennet St. Paulus auf Griechsch KYBEIA und PANOURGIA, Ephes. 4,14 das ist, Gaukelei, Spielerei, Doppelerei, darumb, das sie die Wort Gottes nach ihrem Muthwillen hin und her werfen; wie die Doppeler die Wurfel werfen, und wie die Gaukeler (E75) den Dingen ein ander Nasen und Ansehen geben: damit sie der Schrift nehmen ihren einigen, einfältigen, beständigen Sinn, und vorblenden uns die Augen, dass wir hin und her wanken, kein gevissen Sinn behalten, und gleich von ihn bezaubert und begaukelt werden, und sie mit uns spielen, wie die Spieler mit den Worfeln. | Sådan at fordreje skriften med vilde kunstgreb og udflugter kalder sankt Paulus på græsk KYBEIA og PANOURGIA i Ef 4,14, det vil sige, gøgleværk, spilfægteri, terningfalsk, og det gør han af den grund, at de kaster Guds ord frem og tilbage efter deres forgodtbefindende; ligesom falskspillerne kaster terningen, og lige som gøglerne giver tingene en anden næse og et andet udseende. For de borttager fra skriften dens egen, enfoldige, vedvarende betydning og forblænder øjnene på os, så vi flakker hid og did, ikke får nogen sikker mening af holde os til, og samtidig bliver fortryllet og forgøglet af dem, så de spiller med os, som spilleren med terningerne. |
| 13 Also thun sie diesem offentlichen Text und Wortlin Sund auch, und sagen, Sund heisst nit Sund, es heiss ein Feihl oder Gebrechen; gaukeln fur uns, dass wir das nit sehen, das klar da steht fur den Augen; gleichwie er zu den Galatern schreibt: O ihr tollen Galatern, wer hat euch bezaubert und begäukelet, dass ihr die Wahrheit nit horet? (Gal 3,1). | Sådan gør de også i denne klare tekst med det lille ord 'synd' og de siger, at synd ikke betyder synd, det betyder en fejl eller en mangel; de gøgler for os, så at vi ikke ser det, der står klart for øjnene. Sådan skriver Paulus også til Galaterne: 'Åh, I uforstandige galateren, hvem har forhekset og fortroldet jer, så I ikke hører sandheden'? |
| 14 Wenn wir ihn die Macht liessen, die gottlich Wort also zu vorstellen, mochten sie zuletzt wohl sagen, dass ein Baum ein Stein hiesse, und ein Pferd ein Kuhe wäre; wie sie dann leider than haben, und nach thun in den Worten, Glaub, Lieb, Hoffnung, Gerechtigkeit, gute Werk, Sund, Gesetz, Gnad Gottes, und der viel mehr, wilche ich auf mein Eid erhalten, auch wohl beweisen will, dass, die in diesen vier hundert Jahren geschrieben haben uber die Sententias, noch nie vorstanden haben, sondern haben damit nach ihrem Unvorstande geworfelt und gegaukelt, dass der ganzen Schrift Vorstand ist untergangen, und wir eitel Fabeln und Mährlin dafur gelehrt haben. | Hvis vi lod dem for magt til at tolke de guddommelige ord på den måde, så kunne de vel til sidst sige, at et træ skulle kaldes en sten og en hest skulle være en ko; sådan som de desværre har gjort og endnu gør med ordene tro, kærlighed, håb, retfærdighed, gode gerninger, synd, lov, Guds nåde og flere af den slags. Jeg vil gøre min ed på og også bevise det på ret vis, at de, der i de sidste fire hundrede år har skrevet over sentenserne, endnu ikke har forstået disse ord, men efter deres mangel på forståelse spillet terninger med dem og gøglet med dem, så forståelsen af hele skriften er gået tabt, og vi i stedet for får undervisning i lutter fabler og eventyr. |
| 15 Darumb soll sich niemand irren lassen Menschenfrevel und Gedicht. Was Gott mit ausgedruckten Worten Sund heisset, das soll man lassen wahr sein, und fur wahrhaftig Sund halten. Gott leugt nit, wie ein Mensch thut, 4 Mos 23,89. So spielt und gaukelt er auch nit mit Worten, wie die Menschen thun; sondern sein Wort seind Ernst und Wahrheit, Psalm. 119,86. 142,160 und 111,7. | Derfor skal ingen lade sig narre af menneskehovmod og menneskedigt. Hvad Gud med udtrykkelige ord kalder synd, det skal man lade være sandt, og regne for rigtig synd. Gud lyver ikke, sådan som et menneske gør. Og han leger og gøgler heller ikke med ordene, sådan som menneskene gør; men hans ord er alvor og sandhed. |
| 16 Was sollten sie nicht gespielet haben, wo der Apostel hätt anzogen der hohen Gebot eins, von Abtgotteren, in der ersten Tafel Mosi, do die hohen Geister nit gnugsam Vorstand haben, so sie ihr Gaukeln nit lassen in dem niedern Gebot der bosen Begierden, der idermann empfind't, dass sie wider Gottes Gebot seind, und (E76) dennoch Sund nit wollen Sund sein lassen. | Hvad ville de ikke have fundet på, hvis apostelen havde fremdraget et af de høje bud om afguderi, fra den første tavle hos Moses, eftersom de høje ånder ikke har nok forstand til i deres gøgleri at lade de lavere bud om det onde begær, som enhver føler, være imod Guds bud, og alligevel vil de ikke lade synd være synd. |
| 17 Und ohn Zweifel St. Paulus ein solch nieder Gebot herfur zogen, auf dass er allen das Maul stopft, mit eigener Empfindung, uns uberwund und beschluss, und niemand dagegen reden kunnt. Noch hats nit geholfen, noch erdichten sie Gaukelspiel, damit sie solche klare Wahrheit und selb eigen Empfindung widerfechten. | Og uden tvivl har Paulus fremdraget et sådan lavere bud for at lukke munden på enhver og for at kunne overvinde og overbevise os med, hvad vi selv føler, så ingen kan sige noget imod det. Alligevel har det ikke hjulpet, alligevel opdigter de deres gøgleri, hvormed de kæmper imod en sådan klar sandhed og imod, hvad de selv føler. |
| 18 Doch wollen ihr Ursach horen, warumb sie nit zulassen, Sund nach der Tauf uberbleiben. Sie sagen, es wäre der Tauf Schmach und Schand, so man sagt, dass Sund ubrig blieb, seintemal wir gläuben, dass in der Tauf alle Sund vorgeben werden, und der Mensch sei rein und neu geboren. Sein denn alle Sund vorgeben, so muss das nit Sund heissen, was ubrig bleibt. | Dog vil vi høre deres begrundelse for, at de ikke tillader, at der bliver synd tilbage efter dåben. De siger, at det ville være at smæde og skænde dåben, hvis man siger, at der bliver synd tilbage, eftersom vi tror, at alle synder bliver tilgivet i dåben, og mennesket bliver rent og nyfødt. Når dog alle synder er tilgivet, så kan det ikke hedde synd, det, der bliver tilbage. |
| 19 Also geht Menschen-Vornunft: wenn sie ohn gottlich Licht in Gottis Wort und Werk fället, will sie rechnen und messen nach ihren Vormugen. Was soll ich aber hie antworten, denn eben das St. Augustinus seinen Pelagianis antwort, die auch mit dem strohern Spiess auf ihn stochen. | Sådan går det menneskefornuft, når den uden det guddommelige lys giver sig i lag med Guds ord og gerning, så vil den regne og måle efter sin egen formåen. Men hvad skal jeg svare her, andet end netop hvad sankt Augustin svarer sine pelagianere, som også stak løs på ham med det samme halmspyd? |
| 20 Etlich Sund (sagt er), als die wirklich sein, vorgehen nach dem Werk, bleiben aber nach der Schuld. Denn ein Todtschlag ist bald geschehen und vorgangen; aber die Schuld bleibt, bis er busse. Aber wiederumb, diese Erbsund, die im Fleisch geborn ist, vorgeht in der Tauf nach der Schuld, sie bleibt aber nach dem Werk. Denn wiewohl sie vorgeben ist, dennoch lebt, webt und tobet sie, und ficht uns an, bis in den leiblichen Tod, da sie allererst wird vortilget. (n20) | Der er nogle synder, siger han, som er virkelige synder, som forgår med hensyn til gerningen, men forbliver med hensyn til skylden. For et drab er snart sket og overstået; men skylden forbliver, indtil man gør bod. Omvendt med den arvesynd, der er medfødt i kødet, den forgår i dåben med hensyn til skylden, men den forbliver med hensyn til gerningen. For selv om den er tilgivet, så lever den dog og tér og gebærder sig, og kæmper imod os lige til den legemlige død, hvor først den bliver udslettet. |
| 21 Und diess wollt ich St. Augustino nit glauben, wenn nit Sanct Paulus bei ihm stund, der Röm 8,1 sagt: Alle, die in Christum gläuben, haben nichts Vordammlichs in ihn, dieweil sie nit folgen dem Fleisch. Er spricht nit, es sei nichts Sundlichs in ihnen; sondern, nichts Vordammlichs. Denne er hat zuvor gesagt, wie in den Gliedern und im Fleisch Sund sei, die wider den Geist streit; aber dieweil der Geist wider sie ficht, und ihr nit folget, so thut sie nit Schaden; und Gott den Menschen richtet nit nach der Sund, die ihn anficht in seinem Fleisch, sondern nach dem Geist, der (E77) wider die Sund streit, und damit gottlichem Willen gleich ist, der die Sund hasset und vorfolget. | Og jeg ville ikke tro på sankt Augustin, hvis ikke sankt Paulus var enig med ham. Han siger Rom 8,1: 'Alle, som tror på Kristus, har ikke noget fordømmeligt i sig, fordi de ikke følger kødet'. Han siger ikke, at der ikke er noget syndigt i dem, men, at der ikke er noget fordømmeligt. For han har tidligere fortalt, hvordan synden er i lemmerne og i kødet, den synd, der kæmper imod ånden, men eftersom ånden kæmper imod den, og ikke følger den, så gør den ingen skade; og Gud dømmer ikke mennesket efter den synd, der kæmper imod dem i deres kød, men dømmer det efter ånden, der strider imod synden, og dermed er lige med den guddommelige vilje, som hader og forfølger synden. |
| 22 Also, dass es zweierlei gesagt ist, Sund vorgeben sein, und kein Sund da sein. Nach der Tauf und Buss sein alle Sund vorgeben; es ist aber dennoch Sund da bis in den Tod: wiewohl sie durch die Vorgebung nit schadet an der Selickeit, so ferne wir wider sie streiten und ihr nit folgen. Drumb sollten sie nit leugnen, Sund nach der Tauf uberbleiben, gerad als dorften wir keiner Gnad mehr, die do Sund vortreibet; sondern sollten leugnen, dass nit alle Sund vorgeben wären, so hätt ich mit ihn, und sie mit mir, recht und einträchtig wohl geleugnet. | Det er altså to forskellige ting, om man siger: synden er forladt, eller man siger: der er ingen synd dèr. Efter dåben og boden er al synd tilgivet; men der er dog stadig synd dèr indtil døden, selv om den i kraft af tilgivelsen ikke skader på saligheden, så længe vi strider imod den og ikke følger den. Derfor skulle de ikke benægte, at der forbliver synd efter dåben, som om vi ikke havde behov for nåde mere, som fordriver synden, men de skulle fornægte, at ikke al synd bliver tilgivet, så ville vi begge have ret, både de og jeg, og vi ville være enige om, hvad der skulle fornægtes. |
| 23 Denn das ist die reich Gnade des neuen Testaments, und ubergutige Barmherzickeit des himmlischen Vaters, dass wir durch Tauf und Buss anheben, frumm und rein zu werden. Was aber noch fur uns ist von Sunden, die auszutreiben sein, hält er uns zu gut, umb der angefangen Frummkeit und stetigs Uben, Streit und Austreiben der Sund, und will uns dieselben nit zurechnen, wie er wohl mocht von Recht, bis dass wir vollkommen rein werden. | For det er den nye pagts rige nåde og den overvældende barmhjertighed hos den himmelske far, at vi gennem dåben og boden begynder at bliver fromme og rene. Men hvad der endnu for os er af synder, som skal udddrives, holder han os til gode, på grund af den påbegyndte fromhed og stadige øvelse, strid og syndsuddrivelse, og han vil ikke tilregne os dette, som han ellers havde ret til, indtil vi bliver fuldkommen rene. |
| 24 Darumb har er uns einem Bischoff geben, Christum, der ohn Sund ist, und dieweil fur uns stehen soll, so lang bis wir auch, ihm gleich, ganz rein werden. Indess muss Christus Frummkeit fur Gottes Augen unser Schanddeckel sein, und sein volle Frummkeit lassen einen Schutz und Schirm sein, dass umb seinenwillen nit werde gerechnet die ubrige Sund der, die in ihn gläuben; wie das St. Paulus meisterlich beschreibet Röm 4,6. | Derfor har han givet os en biskop, Kristus, som er uden synd, og som skal træde ind for os, indtil vi også, ligesom han, bliver helt rene. Indtil da må Kristi fromhed i Guds øjne dække vor skam, og vi må lade hans fuldstændige fromhed være en beskyttelse og et skjold, så den tiloversblevne synd for hans skyld ikke bliver tilregnet dem, der tror på han; som sankt Paulus mesterligt beskriver det Rom 4,6. |
| 25 Also wollen wir diesen Artikel, der fast der best und nothigist ist, beschliessen mit dem hubschen Spruch St. Augustini: Die Sund wird in der Tauf vorgeben; nit dass sie nie mehr da sei, sondern dass sie nit werd gerechnet. (n25) Hie sehen wir klar, dass Sund uberbleibe; aber sie wird nit gerechnet. Und das umb die zwo vorgesagten Ursach. | Altså vil vi slutte denne artikel, der næsten er den bedste og mest nødvendigt, med det smukke udsagn af sankt Augustin: Synden bliver tilgivet i dåben; ikke sådan, at den ikke mere er der, men sådan at den ikke bliver tilregnet. Her ser vi klart, at der er synd tilbage, men den bliver ikke tilregnet. Og det af de to ovennævnte årsager. |
| 26 Die erste, dass wir in Christum gläuben, wilcher durch den Glauben fur uns tritt, und sie vordeckt mit seiner Unschuld. Die ander, dass wir dawider (E78) ohn Unterlass streiten, sie zu vortilgen. Dann wo die zwei nit sein, da wird sie gerechnet und ist nit vorgeben, und vordampt ewiglich. | Den ene, at vi tror på Kristus, som gennem troen træder ind for os og dækker over synden med sin uskyldighed. Den anden er, at vi uafladeligt strider imod den, for at udrydde den. For hvor de to ikke er, der bliver synden tilregnet og er ikke tilgivet, men fordømt i evighed. |
| 27 Das ist die Freud, Trost und Selickeit des neuen Testaments; hierinnen lernet man, wozu Christus gut und noth ist; hieraus wächst Lieb und Lust, Lob und Dank gegen Christo und den Vater aller Barmherzickeit; hieraus werden frei, frohliche, muthige Christen, die aus Liebe die Sund vorfolgen und mit Lust bussen. | Det er glæden, trøsten og saligheden ved den nye pagt; heri lærer man, hvad Kristus skal gøre godt for og hvad han er nødvendig for; herudfra vokser der kærlighed og lyst, lov og tak imod Kristus og al barmhjertigheds fader; herigennem bliver der frie, glade, villige kristne til, som af kærlighed forfølger synden og gør bod med lyst. |
| 28 Die uns aber die Sund vorbergen und nur ein Gebrechen draus machen, machen uns sicher, faul und verdrossen, nehmen uns Christum hintan, und lassen uns gehen ohn Forcht und Sorge, die Sunde zu vortilgen, und also in greulicher Vormessenheit vorharten, dass uns weder Christus noch Gott schmeck oder suss ist. Da behut uns Gott fur, und helf heraus allen, die drinnen sein, Amen. | Men dem, der skjuler synden for os og kun gør den til en mangel, gør os sikre, dovne og modvillige, tager Kristus fra os og lader os gå uden frygt og bekymring, om hvordan vi kan tilintetgøre synden, og således forhærdes i en gruelig formastelighed, så at hverken Kristus eller Gud smager os eller er os sød. Gud bevare os alle derfra, og hjælpe alle dem ud derfra, der er inde i det. Amen. |
| 29 Der dritte.
Die Zunder der Erbsund, ob schon kein wirklich Sund da sei, hindert doch den Eingang des Himmelreichs. (exurge#19; ass02#12) |
Den tredie artikel.
Arvesyndens tønder hindrer, om end der ikke foreligger nogen synd i gerning, alligevel indgangen i himmeriget. |
| 30 Die obgenannte ubrige Sund nach der Tauf, davon wir im nähsten Artikel gesagt, heisset man Zunder, darumb, dass sie leichtlich empfahet und zu boser Lieb, Lust und Werken bewegt wird; wie der leiblich Zunder leichtlich Feur fähet, wie ein iglicher in ihm selb befindet. | Den omhandlede synd, der bliver tilbage efter dåben, som vi har talt om i den foregående artikel, kalder man et 'tønder', fordi den let optændes og bevæges til ond kærlighed, lyst og gerninger; sådan som det legemlige tønder let fanger ild, som enhver véd med sig selv. |
| 31 Nu ist dieser Artikel bisher von mir noch nie gehalten anders, denn ein Wahn und Gutdunkel, nit fur ein beständige, gewisse Wahrheit zur Lehre, dass ohn Noth gewesen ist, ihn zu vordamnen. Aber seintemal mein Widerpart nichts darwider aufbringen, denn allein das einige Wort: Er gefället uns nit; und mir nichts dran gelegen, was ihn gefället oder nit gefället, dazu ich mich in mittler Zeit bass bedacht, setze ich ihn als ein beständige Lehre der Wahrheit, bekenne ihn und will ihn auch erhalten; Trotz sei ihn geboten, dass sit ihn mit Schriften oder mit Vornunften umbstossen; und beweis ihn also: (E79) | Nu er denne artikel af mig hidtil ikke regnet for andet end en antagelse og en privatmening, ikke for en fast, vis sandhed, som man kan lære, så det var unødvendigt at fordømme den. Men siden min modpart ikke anfører andet imod den, end alene dette eneste ord: 'Vi synes ikke om den', og siden jeg ikke lægger vægt på, hvad han synes om eller ikke, og siden jeg i mellemtiden har tænkt mig bedre om, opstiller jeg nu artiklen som en fast lære om sandheden, bekender den og vil også holde fast på den; og jeg udfordrer dem til at omstøde den med skriftsteder eller fornuftgrunde. Jeg vil bevise den på følgende måde: |
| 32 St. Petrus 2. Petr. ult. sagt: Dass Gott wird neu Himmel und neu Erden schaffen am jungsten Tag, in wilchen nit Sund, wie in diesen, sondern nur Gerechtickeit wohnen soll. Weil dann in vorgangen Artikel erweiset ist, dass der Zunder Sund sei, ists ja aller Vornunft offenbar, dass in den Himmel niemand wird kummen, dieselb Sund sei denn zuvor abgelegt. | Sankt Peter siger 2 Pet 3,13, at Gud på den yderste dag vil skabe en ny himmel og en ny jord, hvor der ikke, som på denne jord, skal findes synd, men kun retfærdighed. Da det nu i den forrige artikel er påvist, at tønderet er synd, er det jo åbenbart for al fornuft, at ingen vil komme ind i himlen, før denne synd først er aflagt. |
| 33 Sie werden nit mit Sunden hinein fahren ohn Zweifel. Wiewohl aber diese Wahrheit so offenbar ist, dass kein Noth wäre, sie zu bewähren; sintemal niemand so thoricht ist, dass er halt, man muge mit Sunden gen Himmel kummen: doch, weil dass so ein tolle Bulle ist, und sie so thoricht oder unvorschampt sein, solchs zu sagen und setzen, fuhr ich noch einen Spruch. | Det er hævet over al tvivl, at med synder kan man ikke gå ind i himlen. Men skønt denne sandhed er så åbenbar, at det ikke skulle være nødvendigt at bevise den, eftersom jo ingen er så tåbelig, da han antager, at man kan komme ind i himlen med sine synder, så vil jeg dog, fordi det er sådan en tåbelig bulle, og de er så tåbelige eller uforskammede at sige og påstå noget sådant, anføre endnu et skriftsted: |
| 34 St. Paulus Ephef. 5, 25ff sagt: Christus reiniget seine Christenheit durch die Tauf des Wassers und Evangelii, auf dass er ihm selb zu Haus fuhre ein Braut, die herrliche Christenheit, die do keinen Fleck noch Runzel, noch etwas dergleichen habe. Ich meine je, dass hie St. Paul lehre offentlich, es muss kein Sund mit gen Himmel fahren, so wider Fleck, noch Runzel, oder irgend ein bose Mahlzeichen hineinen soll. | Sankt Paulus siger Ef 5,25f: Kristus renser sin kristenhed gennem dåbens vand og evangeliet, for at han kan hjemføre en brud, den herlige kristenhed, som er uden plet eller rynke eller andet sådant. Jeg skulle nok mene, at sankt Paulus her lærer offentligt, at der ikke må fare nogen synd med til himlen, når hverken plet eller rynke eller nogetsomhelst tegn på dårlighed kan komme med ind. |
| 35 Und obschon der genannte Zunder, ihrer irrigen Meinung nach, nit Sunde, sondern allein ein Krankheit und Gebrechen wäre; acht ich dennoch, idermann gnugsam erkenne, dass derselb Gebrech gleichwohl hindert den Eingang des Himmels. Denn es muss je zuvor abgelegt werden alle Krankheit und Gebrechen, alle Fleck, alle Runzeln und alles dessgleichen; wie St. Paulus sagt: solln wir gen Himmel kummen, dass erfullet werd die Figur Exod. 13,18, da die Kinder von Israel nit allein stark und gesund, sondern auch gewapnet aus Aegypten zogen, davon David im Psalter Psalm 105,37: Es war nit einer unter ihn, der krank oder gebrechlich wäre gewesen: wie vielmehr mussen alle Gebrechen absein, wenn wir ins rechte gelobet Land des Himmelreichs aus dieser Welt und rechtem Aegypto fahren. | Og selv om det omtalte tønder, efter deres mening, ikke var synd, men kun en sygdom eller svaghed, så mener jeg dog, at enhver godt kan se, at denne svaghed allligevel hindrer indgangen i himlen. For man må jo først have aflagt al sygdom og svaghed, alle pletter, alle rynker og alt den slags, som Paulus siger, om vi ellers skal komme ind i himlen. Så at den figurlige tale i 2 Mos 13,18 kan opfyldes, hvor Israels børn ikke alene var stærke og sunde, men også bevæbnede, da de drog ud af Ægypten. Derom skriver David i psalteret, Sl 105,37: Der var ikke én iblandt dem, der havde været syg eller svag. Hvor meget mere må så ikke alle svagheder være borte, når vi kommer ind i det rette forjættede land, himmeriget, fra denne verden, som er det sande Ægypten? |
| 36 Doch schertz vielleicht der Papst mit den Seinen (E80) in dieser Bullen, und red't vielleicht von dem Himmel, der ihm und allen den Seinen, die mit ihm die gottliche Wahrheit lästeren und vorfolgen, bereit ist im Abgrund der Höllen mit Lucifer und seinen Engeln. In diesen Himmel wird nämlich nit allein der Zunder, sondern das Feur aller Sund und alles Jammers fahren. | Dog skæmter måske paven og hans folk i denne bulle, så han måske taler om den himmel, der er beredt ham og alle hans folk, der sammen med ham spotter og forfølger den guddommelige sandhed, i helvedes afgrund med Lucifer og hans engle. I denne himmel farer nemlig ikke alene al synds og jammers tønder, men også al synds og jammers ild hen. |
| 37Ich kunnt sunst nit denken, was er fur ein andern Himmel hab, da Sund und Krankheit den Eingang nit hinderen. Unser Himmel, da Gott innen wohnet, lässet sich hindern von der allerkleinisten Sund und Gebrechen, und mussen aufs reinist leuchten wie die Sonn alle, die hinein sollen, wie die Schrift sagt. (Matt 13,45). Es wäre denn, dass der Papst und sein Päpstlichen ihn selbs ein eigen Himmel, wie die Gaukler von leinen Tuchern in der Fassnacht, bauen wollten. Ists nit vordriesslich, dass man so närrisch und kindisch Ding in päpstlichen Bullen lesen muss? Und gebietens dennoch, fur ernste christliche Artikel des Glaubens zu halten. | Ellers véd jeg ikke, hvilken anden himmel han har, hvortil synd og sygdom ikke hindrer indgangen. I vores himmel, hvor Gud bor, hindres indgangen af den allermindste synd og svaghed, og alle, der skal ind, må lyse på det reneste som solen, som skriften siger. Men det kan naturligvis også være, at paven og de pavelige ville bygge sig deres egen himmel, ligesom gøglerne gør det til fastelavn med lærredsstykker. Er det ikke en ynk, at man i en pavelig bulle skal læse sådan nogle naragtige og barnlige ting? Og han påbyder aligevel, at det skal regnes for alvorlige kristelige trosartikler. |
| 38 Der vierte.
Die unvollkommende Liebe Gottis in Sterben hat mit ihr ohn Zweifel ein grosse Forcht, wilche wohl allein mocht ein Fegfeur sein, und hindern den Eingang des Himmels. (exurge#20; ass02#17) |
Den fjerde.
Den ufuldkomne kærlighed til Gud i døden medfører ganske givet stor frygt, som vel i sig selv kunne være en skærsild og hindre indgangen i himlen. |
| 39 Itzt ist allererst gesagt und beweiset, dass nichts gebrechlichs in den Himmel kummen mag, es muss alles seiner Maasse vollkommen und ohn Sund und ohn Gebrechen sein. Denn es werden wohl nit alle Heiligen gleich sein im Himmel; aber doch ein iglicher seiner Maass gnugsam rein und vollkommen. Dieweil denn unvollkommene Lieb ein Gebrechen hat, und so viel Sund an ihr ist, so gross derselb Gebrechen ist, halt ich, es sei klar, dass unvollkommene Liebe hinderlich sei zum Eingang des Himmels. | Nu er det allerede lige forinden blevet sagt og bevist, at der ikke kan komme noget svageligt ind i himlen. Det må altsammen efter som art være fuldkommen og uden synd og uden svaghed. For ganske vist vil vel ikke alle helgener være ens i himlen; men dog vil enhver på sin måde være tilstrækkelig ren og fuldkommen. Eftersom nu en ufuldkommen kærlighed er en svaghed, og svagheden er lige så stor, som der er synd i den, så er det klart, at en ufuldkommen kærlighed er en hindring for indgangen i himlen. |
| 40 Dass aber die vollkommene Lieb neben ihr Furcht habe, lass ich St. Joannes den Apostel vorantworten, der do sagt 1 Joh 4,18: Wo Furcht ist, da ist die Lieb nit vollkommen; denn die vollkommene Lieb treibt aus die Furcht. Wer diesem Spruch nit gläubt, den begehr ich nit, dass er mir gläub. Dieweil aber dies Bulle denselben vordampt, wäre mir leid, dass sie mein Artikel, in diesem St. Joannis Spruch gegrundt, nit auch vordampte. | Men at den fuldkomne kærlighed ikke har frygt i sig, lader jeg sankt Johannes, apostelen, stå inde for. Han siger 1 Joh 4,18: Hvor der er frygt, dèr er kærligheden ikke fuldkommen; for den fuldkomne kærlighed driver frygten ud. Hvis nogen ikke tror på dette skriftsted, så begærer jeg ikke, at han skal tro på mig. Men eftersom denne bulle fordømmer det, ville det have gjort mig ondt, om den ikke også havde fordømt min artikel, som grunder sig på sankt Johannes' udtalelse. |
| 41 Dass aber die grosse Furcht mocht wohl ein Fegfeur sein, hab ich dunkelsweis gehalten, weiss dasselb wider zu setzen, noch zu entsetzen; die Erfahrung wirds wohl lehren: ist auch nichts daran gelegen, ob wirs nit wissen. | Men at den store frygt vel kan være en skærsild, har jeg kun antydet, jeg kan ikke indvende noget imod det, men heller ikke hævde det. Erfaringen vil vel lære os det. Men der ligger ikke nogen vægt på, om vi véd det. |
| 42 Mich dunkt aber, die Schrift weise aus, dass der Hölle Pein, (wilch sie allesampt dem Fegfeur vorgleichen,) sei Forcht, Schrecken, Grauen, Flucht und Vorzagen, gleichwie Psalm 2,5 sagt:; Wird er sie ansprechen in seinem Zorn, und in seinem Grimm wird er sie erschrecken; und Ps. 6,3f: Alle mein Gebein sein erschreckt, und mein Seele ist sehr erschreckt; und Proverb 28,1: Der Sunder fleucht, und niemand jagt ihn; item Deuter. 28,65: Gott wird dir geben ein forchtiges, vorzagtes Herz. | Men det forekommer mig, at skriften udviser, at helvedets pine (som de allesammen sammenligner med skærsilden) kan være frygt, skræk, gru, flugt og fortvivlelse, sådan som Sl 2,5 siger: 'Han taler til dem i sin vrede, forfærder dem i sin harme', og Sl 6,3f: 'Alle mine lemmer skælver, og min sjæl er meget forfærdet'. Og Ordspr 28,1: 'Synderen flygter, skønt ingen jager ham'. Ligeledes 5 Mos 28,65: 'Gud vil give dig et frygtsomt, skælvende hjerte'. |
| 43 Man sieht auch täglich, wie grosse Pein sei dieselben greulichen Schrecken, dass ein Theils gahlich drob sterben, etlich wahnsinnig werden, und gleich in ein ander Wesen augenblicklich kummen, dass wirs bekennen mussen, kein Pein gleich sei dem rechten ernsten, greulichen Erschrecken, dass auch darumb vom Gerechten Psalm 112,7sqq geschrieben steht: Er wird nit erschrecken fur dem bosen Geschrei, dafur alle Sunder erschrecken werden. Solch Forcht und Schrecken macht nit anders, denn das bos Gewissen, da Lieb und Glaub gebricht. Derhalben ich acht, dieser Artikel soll Scheins gnug haben. Doch wers nit gläuben will, der lass anstehn; die Bulle weiss nit drumb, mit allen ihren Meisteren. | Man ser også dagligt, hvor stor en pine disse grufulde skrækfølelser rummer, så at der er dem, der får en pludselig død derved, mens andre bliver vanvittige og på et øjeblik får et andet væsen, då at vi må bekende, at ingen pine kan lignes med den rette, alvorlige, gruelige skrækfølelse. Derfor står der også i Sl 112,7 om den retfærdige: 'Han vil ikke forfærdes for det onde rygte, som alle syndere forfærdes ved'. En sådan frygt og forfærdelser er det kun den onde samvittighed, der forvolder, men den bryder kærlighed og tro. Derfor mener jeg, at der er nok, der taler for denne artikel. Dog den, der ikke vil tro den, han får lade være. Bullen og alle dens mestre véd intet derom. |
| 44 Der funfte.
Es ist nit gegrundet in der Schrift, noch in den heiligen alten Lehrern, dass die Buss hab drei Stuck, Reu, Beicht und Gnugthuung. (exurge#21; ass02#22). |
Den femte.
Det er uden grundlag i skriften, eller hos de hellige, gamle lærere, at boden består af tre dele, angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen. |
| 45 Hie ist zu merken, dass ich noch nie hab geleugnet, (E82) dass Gott zuweilen die Sund straf, wie wir lesen in Mose, Aaron, David und vieler mehr: ich hab aber gesagt, dass die Gnugthuunge, so der Papst durchs Ablass vormeinet abzulegen, sei nichts, und in keiner Schrift gegrundet, sondern durch Menschen Gesetz aufkummen. Das beweise ich. | Her skal man mærke sig, at jeg endnu aldrig har nægtet, at Gud af og til straffer synden, sådan som vi læser det om Moses, Aaron, David og mange flere. Men jeg har sagt, at de fyldestgørende gerninger, som paven mener at fritage for gennem afladen, intet er og ikke har grundlag i skriften, men er opkommet gennem menneskelove. Det beviser jeg således: |
| 46 Zum ersten, mit hren eigenen Worten, da sie, und recht, sagen: Die Reu mocht also gross sein, es wäre kein Gnugthuung noth. Wo aber die Gnugthuung wäre in der Schrift gegrundt, wäre sie noth und musst geschehen, unangesehen die Grosse der Reu, oder Reinickeit der Beicht. | For det første beviser jeg det ud fra deres egne ord, når de, med rette, siger: Angeren skal være så stor, at der ikke er brug for nogen fyldestgørelse. Men hvis fyldestgørelsen var grundet på skriften, så ville den være nødvendig og så måtte den ske uanset størrelsen af angeren og uanset bekendelsens renhed. |
| 47 Denn was in der Schrift geboten ist, muss man umb keins andern Dings willen nachlassen, dieweil Christus sagt: Nit ein Buchstab noch Tuttel soll vorgehen, es muss alles geschehen (Matt 5,18). Drumb ists klar aus ihren eigen Worten, wie sie sich selbs in die Zungen beissen, und das vordamnen, das sie selbs lehren. | For hvad der er påbudt i skriften, må man ikke undlade for nogen anden tings skyld, eftersom Kristus siger: 'Ikke et bogstav eller en tøddel skal forgå, førend det er sket altsammen'. Derfor er det klart ud fra deres egne ord, at de bider sig selv i tungen og fordømmer det, de selv lærer. |
| 48 Zum andern, Christus absolvirt die Ehebrecherin, ohn Gnugthun, Joh 8,11 und vorgab die Sund dem Gichbruchtigen auch ohn Gnugthun, Matt 9,2. Wilchs Christus nit hätt than, wo in der Schrift das Gnugthun wäre gegrundt. Denn er spricht: Er sei nit kummen das Gesetz aufzulosen, sondern zu erfullen (Matt 5,17). | For det andet, Kristus absolverer ægteskabsbrydersken uden fyldestgørelse, Joh 8,11, og tilgav den værkbrudnes synd uden fyldestgørelse, Matt 9,2. Og det ville Kristus ikke have gjort, hvis fyldestgørelse var grundet på skriften. For han siger, at han ikke er kommet for at ophæve loven, men for at fuldkomme den. |
| 49 Wo aber ein Exempel Christi wider eine Lehre ist, da ist dieselbe Lehre ohn Zweifel nit rund noch in der Schrift gegrundt; und hilft nit, ob man dagegen ein ander widerwärtigs Exempel aufbringt von dem Gnugthun; als etlich einfuhren Mariam Magdalenam, die Christus Fuss wusch mit Thränen (Luk 7,47). Denn ich leichtlich hie sagen kann, es sei nit Gnugthun gewesen; seintemal viel Werk sein und geschehen mugen, die nit Gnugthun sein. | Men når et eksempel, som Kristus giver, er imod en lære, så kan der ikke være tvivl om, at denne lære ikke er helstøbt eller grundet på skriften. Og det hjælper ikke, om man derimod fremfører et andet modsatrettet eksempel på fyldestgørelse, som når nogen fremfører Maria Magdalene, som vaskede Kristi fødder med sine tårer. For her kan jeg jo let sige, at der dèr ikke var tale om nogen fyldestgørelse. Sådan kan der jo eksistere og forekomme mange gerninger, som ikke er fyldestgørelser. |
| 50 Aber kein Nachlassend der Gnugthung mag gedeutet werden dahin, dass es etwas anders sei, denn ein Nachlassen der Gnugthuung. (n50) Darumb wo sie nachgelassen wird, beschleusset sie, dass sie nit geboten sei in der Schrift. Wo aber ein Werk geschicht, beschleusset es nit, dass Gnugthung oder Zuthun geboten sei. | Men ingen eftergivelse af fyldestgørelse må tydes derhen, at der er tale om andet end en eftergivelse af en fyldestgørelse. Derfor, når fyldestgørelsen bliver eftergivet, indrømmer de, at fyldestgørelsen ikke er påbudt i skriften. Men fordi der foreligger en gerning, betyder det ikke, at man indrømmer, at fyldestgørelsen eller tilsætning er påbudt. |
| 51 Wiederumb, wo Gott straft die Sund, es sei (E83) Gnugthuung oder nit, so mag sie niemand ablegen; wie er sagt, Ps. 89,33: Ich will ihre Sund heimsuchen mit der Ruthen, und mit Schlägen oder Strafen durch Menschenhand. Diese Wort mussen auch erfullet werden auf einen Buchstab und Tuttel; und mag der Pabst solch Straf fur die Sund nit ablegen, denn er nit mag die Schrift und Gottes Wort abthun. | Omvendt, hvor Gud straffer synden, og så kan det være fyldestgørelse eller ej, kan ingen eftergive den; som han siger, Sl 89,33: 'Jeg vil hjemsøge deres synd med riset og med slag eller straffe af menneskehånd'. Disse ord skal også opfyldes til sidste bogstav og tøddel; og så kan paven ikke eftergive en sådan straf fur synden, for han kan ikke gøre Guds skrift og ord til intet. |
| 52 Wahr ist es, dass der Mensch mag Gott furkummen, und sich selb strafen oder strafen lassen, dass Gott die Ruthe inne halt, wie St. Paul sagt 1 Cor. 11,31: Wenn wir uns selb strafen, so wurden wir von Gott nit gestrafet. (n52) Und also mags geschehen, dass die Reu so gross ist, dass Gott kein Straf mehr fordert. | Det er sandt, at mennesket kan komme Gud i forkøbet og straffe sig selv eller lade sig straffe, så at Gud holder inde med riset, som sankt Paulus siger 1 Kor 11,31: 'Hvis vi straffede os selv, ville vi ikke blive straffet af Gud'. Og på den måde kan der ske det, at angeren er så stor, at Gud ikke fordrer yderligere straf. |
| 53 Auf die Weise haben vorzeiten die heiligen Väter Canones gesetz der Buss uber die Sund, wilchs man Gnugthung nennet, dass sie Gott furkämen, und wir uns selb straften. Denn es muss gestrafet sein, es sei durch uns selbs, oder durch andre, von Gottis wegen. Darumb hab ich gesagt, und sage noch, dass es lauter Lügen und Trügen ist mit dem Ablass des Papstes. | På den måde har i tidligere tider de hellige fædre fastsat regler om boden for synden, som man kalder fyldestgørelser, sådan at de kom Gud i forkøbet, og sådan atd vi straffer os selv. For der må straffes, hvad enten det er ved os selv eller ved andre på Guds vegne. Derfor har jeg sagt, og jeg siger det endnu, at der er lutter løgn og bedrag med pavens aflad. |
| 54 Denn, ist die Straf der Sund von Gott gefodert, (wie es wahr ist, und die Schrift lehret,) so kann sie der Papst nit ablegen, noch die Schrift niederlegen, und betreugt die Leut. Ist aber kein Straf da, (als, wenn die Reu so gross ist, oder wir uns selb strafen,) so legt er aber keins abe, und treugt abermal die Leut. | For, hvis syndens straf er fordret af Gud (hvad den virkelig er, og hvad skriften lærer), så kan paven ikke eftergive den, eller tilintetgøre skriften og bedrage folk. Men er der ikke nogen straf (såsom når angeren er så stor eller når vi straffer os selv), så fritager han jo ikke nogen for straf, men bedrager i stedet folk. |
| 55 Daraus hab ich gesagt, dass die drei Stuck der Buss nit in der Schrift gegrundt sein. Nit, dass ich Reu, Beicht und Strafe leugne; sondern das Ablass vornichtige, das uns ein Nasen macht, es lege das dritte Theil die Gnugthung abe, und ist nit wahr. Ich hab klärlich gesagt, dass die Gnugthung, die durchs Ablass wird oder soll abgelegt werden, sei nirgen geschrieben. | Derfor har jeg sagt, at bodens tre dele ikke er grundet på skriften. Ikke, at jeg fornægter anger, bekendelse og straf; men jeg erklærer afladen for ugyldig, for den foregøgler os, at den fritager os for den tredie del, fyldestgørelsen, og det er ikke sandt. Jeg har klart sagt, at den fyldestgørelse, som vi kan eller skal fritages for ved aflad, intetsteds står omtalt. |
| 56 Damit hab ich nit geleugnet, dass kein Straf oder Gnugthun fur die Sund sei. Ich sag, sie sei; aber sie mag nit abgelegt werden. Wilch aber abgelegt wird, die ist erdichtet von Menschn, ohn Grund der Schrift. Derhalben ich auch feind bin dem Wort, gnugthun, wollt es wäre nie aufkummen. Die Schrift nennet es Straf und (E84) Kasteiung der Sund: denn Gotte kann niemand fur ein täglich Sund gnugthun; er mag aber wohl fur alle Sund gestraft werden, etwa mit Gnaden zeitlich, etwa mit Zorn ewiglich. | Dermed har jeg ikke benægtet, at der findes straf eller fyldestgørelse for synden. Jeg siger, at det gør der. Men den kan ikke eftergives. Men hvad der bliver eftergivet, er opdigtet af mennesker, uden grundlag i skriften. Derfor har jeg også noget imod ordet 'fyldestgørelse', jeg ville ønske, at det aldrig var opfundet. Skriften kalder det straf og kastrering af synden. For overfor Gud kan ingen gøre fyldest selv ikke for en daglig synd. Men han kan godt blive straffet for alle synder, enten timelige med nåde, eller evigt med vrede. |
| 57 Also besteht dieser Artikel, dass die Buss nit drei Stuck habe, noch des Papsts und der Seinen Schwätzen und Lügen, dass das dritte in seiner Gewalt sei, mit Ablass abzulegen. Sie hat aber drei Stuck nach gottlicher heiliger Schrift, dass das dritte zuweilen nachbleibt, umb der grossen Reu oder eigen Straf willen. | Altså står denne artikel fast, at boden ikke består af tre dele, og at det står i pavens magt af eftergive den tredie del med aflad. Det er pjat og løgn. Men boden har tre dele efter den hellige skrift, så at den tredie del af og til udebliver, på grund af den store anger eller på grund af, at man straffer sig selv. |
| 58 Doch bleibt nimmermehr ein Sund ungestrafet, wie St. Augustin saget: Nullum malum impunitum, kein Boses bleibt ungestrafet; wie auch das Sprüchwort lehret: Wo Mensch nit strafet, da strafet Gott. Drumb hat der Papst die Straf der Sund eben so wenig nachzulassen, als die Reu und Beicht. Denn Buss ist ein Sacrament, das nit sein ist, hats auch nit zu wandelen in keinem Stuck. | Dog forbliver ingensinde en synd ustraffet, som sankt Augustin siger: Nullum malum impunitum, intet ondt forblive ustraffet, som også ordsproget lærer: Hvor mennesket ikke straffer, dèr straffer Gud. Derfor har paven lige så lidt ret til at efter straf for synden, som han kan fritage for angeren og bekendelsen. For boden er et sakramente, som ikke tilhører ham, og han har heller ikke ret til at ændre i nogen del. |
| 59 Der sechste.
Die Reu, die man zubereitet durch Erforschen, Betrachtung und Hass der Sunden, als, wenn ein Sunder mit Bittrikkeit seines Herzen seine Zeit betracht, und bewiegt die Grosse, Mennige und Schand der Sund, dazu die Vorlust ewiges Lebens und Gewinnst ewiger Vordamnuss, die macht einen Heuchler und grossern Sunder. (exurge#22; ass02#32) |
Den sjette artikel.
Den anger, som man forbereder ved ransagning, betragtning og had til synden, fx når en synder med inderlig smerte i sit hjerte betragter sit levned, og størrelsen, mængden og skammen ved synden bevæger ham, foruden tanken om tabet af det evige liv og dette, at man får evig fordømmelse, den anger fremkalder kun en hykler og en endnu større synder. |
| 60 Alles was nit aus dem Glauben geschicht, ist Sund, sagt St. Pauel Röm 14,23. So sagen auch sie selb, alle meine Widersacher, dass die rechte Reu uber die Sund soll in der Lieb geschehen; und wo sit nit in der Lieb geschicht, ists nit Reu. Eben dasselb hab ich in diesem Artikel auch gelehret; noch vordamnen sie ihr eigen Lehre, darumb, dass ich sie auch lehre. | Alt, hvad der ikke sker i tro, er synd, siger sankt Paul Rom 14,23. Sådan siger de også selv, alle mine modstandere, at den rette anger over synden skal ske i kærlighed; og når den ikke sker i kærlighed, er det ikke anger. Netop dette har jeg også lært i denne artikel, og dog fordømmer de deres egen lære, fordi jeg også lærer sådan. |
| 61 Ob nu schon jemand sein Sund und aller Sund Schaden ohn Lieb und Glauben betracht, so hilft es doch nit fur Gott. Denn der Teufel und alle Vordampten haben auch solche Reu, die heisset man auf Deutsch Judasreu und Galgenreu. (E85) | Selv om nu én betragter sin synd og alle syndens skader uden kærlighed og tro, så hjælper det intet overfor Gud. For djævelen og alle fordømte har også en sådan anger, som man på tysk kalder judasanger og galge-anger. |
| 62 Und die ist also gethan, dieweil sie gnadlos sein, und den Geist Gottes nit haben, so mugen sie die Gerechtickeit nit lieb haben; und ob sie wohl mit Angst und Muhe ihre Sund bedenken mussen, gezwungen durch das Gebot der Kirchen oder des Tods Nothen, sein sie doch im Herzen also geschickt, dass, wenn kein Hölle wäre, oder ohn Schand und Furcht sein kunnte, liessen sie Reu, Beicht und Gnugthuung viel lieber anstehen. | Og med den har det sig sådan, at fordi de ikke har nåden og Guds ånd, så kan de ikke have retfærdigheden kær; og selv om de med angst og møje må betænke deres synd, tvunget dertil ved kirkens bud eller dødens nød, er de dog i hjertet således skikkede, at de, hvis der ikke var noget helvede eller de kunne være uden skam og frygt, meget hellere ville lade anger, bekendelse og fyldestgørelse fare. |
| 63 Und ist nit muglich, dass sie ein ander Herz mugen haben, von eigener Macht der Natur, ohn die Gnade Gottis. Denn der Mensch vormag von ihm selbs kein Gutis, sondern eitel Boses, wie ich im 36. Artikel beweisen will; und ob er sich schon stellet, als thu er gut, ists doch erlogen, betrogen und geheuchlet. | Og det er ikke muligt, at de vil kunne få et andet hjerte ud af naturens egen magt uden Guds nåde. For mennesket formår ikke noget godt ud af sig selv, men kun idel ondt, sådan som jeg vil bevise det i artikel 36. Og selv om mennesket lader, som om det gør godt, er det dog løgnagtigt, bedragerisk og hyklerisk. |
| 64 Drumb hab ich gelehrt: Ein iglicher soll zuvor sein Herz erforschen, ob er grundlich, aus Lust und willigem Herzen die Sund hasse; und wo er sich nit also findt, dass er sein Reu nur voracht, und zuvor niederfalle, und bitte seinen Herren, und lasse fur sich bitten umb ein rechte wahre Reue, wie die Kirche bittet: Et cor poenitens tribue; und denn bedenk sein Sund. | Derfor har jeg lært således: Enhver skal først udforske sit hjerte, om han i grunden, ud af lyst og et villigt hjerte, hader synden. Og hvis han ikke finder det sådan, at han så kun foragter sin anger, og først falder på knæ og beder sin Herre om en ret og sand anger, og lader andre bede for sig derom, sådan som kirken beder: 'Og giv mig et bodfærdigt hjerte; og så skal han betænke sin synd. |
| 65 Es ist gar ein selzen Ding und hohe Gnade ein reuiges Herz, und lässet sich nit mit Sund und Hölle bedenken bereiten, sondern allein durch den heiligen Geist eingiessen. Es hätte sonst Judas die beste Reu gehabt, der sein Sund wohl bedacht, mit grossem Leid. Wiederumb ist gemein ein gezwungen, erdichte Reu, wie de Erfahrung ausweiset, dass so viel Beichten geschicht in der Fasten, und doch wenig Besserung. | For det er en meget sjælden ting og en stor nåde med et angrende hjerte og det lader sig ikke fremskaffe ved at man betænker synd og helvede, men alene derved, at Helligånden indgyder det. Ellers ville Judas have haft den bedste anger, for han betænkte vel sin synd med stor smerte. Omvendt er en tvungen, opdigtet anger almindelig; erfaringen viser jo, at der i fasten finder mange skriftemål sted, men kun lidt forbedring. |
| 66 Solch falsch Lehrer der heuchlichen, falschen Reu hat St. Paulus vorkundigt 1 Tim 4,1f: Es werden Lehrer kummen, die den vorfuhrischen Geistern anhangen, und mit Heuchlerei und gutem Schein werden sie Lugen lehren, und haben ein Brandmahlzeichen in ihren Gewissen. | Paulus har i 1 Tim 4,1 forudsagt sådanne falske lærere, som lærer den hykleriske, falske anger: 'Der vil komme lærere, som lytter til forførende ånder og med hykleri og skin af godhed vil de lære løgn, og de har i deres samvittigheder et brændemærke'. |
| 67 Ists nit Lugen gelehret, wenn man die Reu fur gut lehret, die nur scheinet gut, und doch ohn Glaub, Lieb, Lust und Willen (wilche die Gnade Gottes allein gibt,) geschicht? Ein Brandzeichen machen sie in ihrem (E86) Gewissen. Gleichwie ein solch Brandzeichen ist nit recht angeborn noch gewachsen, sondern mit Gewalt von aussen eingedruckt; als ist ihr Gewissen auch nit aus Gnaden erwachsen, sondern mit falschen, erdichten Gedanken erzwungen und zubereit, stellet sich, als bereu sie sich, und ist nit wahr. | Er det ikke at lære løgn, når man lærer, at den anger er god, som kun skinner godt, og dog sker uden tro, kærlighed, lyst og vilje (hvilket alene Guds nåde skænker)? De skaffer sig et brændemærke i deres samvittighed. Ligesom et sådant brændemærke ikke er ret medfødt eller vokset frem, men med magt påtrykt udefra, sådan er deres samvittighed heller ikke vokset fra af nåden, men er tvunget og fremskaffet med falske, opdigtede tanker, og stiller sig an, som om den angrer, men det er blot ikke sandt. |
| 68 Ein solch falsch Gewissen und Reu macht nit allein einen Heuchler, sondern auch einen grossern Sunder; wie auch St. Hierony sagt: Simulata sanctitas est duplex iniquitas, eine gleissende Frummkeit ist ein zwiefaltig Bosheit. Eine ist, dass da kein grundgute Frummkeit ist, sondern ein unwilligs, unliebendes Herz zur Gerechtickeit. Die ander, dass solch Grundbosheit, mit erzwungen Gedanken und erdichten Reu, wird bedeckt und furgewandt als eine rechte Reu und Frummkeit, damit sie Gott will betrügen und lügen. Wider solch falsche Reu, die der Papst und seine Lugener lehren als ein gute Reu, in allen ihren Buchern, hab ich diesen Artikel gesetzt, und setze und halte ihn auch noch. | En sådan falsk samvittighed og en sådan falsk anger fremkalder ikke alene en hykler, men også en større synder; som også sankt Hieronymus siger: Simulata sanctitas est duplex iniquitas, en skinnende fromhed er en dobbelt slethed. Den ene slethed består i, at der ikke er nogen grundgod fromhed, men et hjerte, der savner lyst og kærlighed til retfærdigheden. Den anden slethed består i, at en sådan grundslethed ved hjælp af tvungne tanker og opdigtet anger bliver udklædt og fremstillet som en ægte anger og fromhed; derved søger de at bedrage Gud og lyve for ham. Imod en sådan falsk anger, som paven og hans løgnere lærer som en god anger i alle deres bøger, har jeg opstillet denne artikel. Den opstiller jeg stadig og den fastholder jeg endnu. |
| 69 Es geschicht auch, dass solch falsche Busser in Betracht ihrer Sund wiederumb (wiewohl tief im Herzen,) empfinden Flammen und Funkel der Lust voriger Sund, oder bose Bewegung voriges Hasses und Neids, und gleich in der Reu allererst recht Lust zu Sunden gewinnen, der sie vielleicht vorgessen hätten, wo sie sie nit hätten betrachtet; sogar ist kein nutz, was nit aus gnädigem Gottes Wirken fleusset, dass auch St. Paulus sagt: Die Sunde nehmen nur zu, wo sie ohn Gnade bedacht und erkennet werden, Röm 5,17 sqq. Gal 3,21 sqq und 1 Cor 15,54 sqq. Noch streben diese brandvorzeichnete Blindenleiter, uns zu betrügen, und dieselben Aegerniss und Mehrung der Sund fur ein gute Reu furzubilden und einzureden. | Det hænder også, at sådanne falske bodgørende ved at betragte deres synd igen (omend dybt i deres hjerte) mærker flammerne og gnisterne fra den tidligere synds lyst, eller de onde bevægelser fra det tidligere had og nag, og straks i angeren får lyst til en synd, som de måske ville have glemt, hvis de ikke havde betragtet den. I den grad er det nyttesløst, hvad der ikke flyder ud af Guds nådige virken, så at også sankt Paulus siger, at synden kun tager til, når man betænker og erkender dem uden nåde, Rom 5,17; Gal 3,21 og 1 Kor 15,54. Alligevel stræber disse brændemærkede blindevejledere efter at bedrage os, så de foregiver for os og indbilder os, at denne forargelse og formering af synden er en god anger. |
| 70 Das ist wohl wahr, dass durch Straf und solch erzwungene Buss die hartbosen, verstockten Sunder ein Zeitlang fur der Menschen Augen werden vorhindert und aufgehalten, ihre Boses zu thun; aber ihr Herz wird dadurch fur Gott nit frumm. So lassen sie ihr Bosheit auch nit länger, denn dieweil sie sich fur den (E87) Leuten scheuen und furchten mussen. | Det er ganske vist sandt, at igennem straf og en sådan fremtvungen bod kan hårdnakkede og forstokkede syndere for en tid i menneskers øjne holdes tilbage og afholdes fra at udøve deres ondskab; men deres hjerte bliver ikke derved fromt overfor Gud. Derfor afstår de også kun fra deres ondskab så længe de må frygte og være bange for andre mennesker. |
| 71 Ich aber hab darnach mit meiner Lehre geärbeitet, dass dieser Heuchler und brandvorzeichente Gewissen weniger wurden, die der Papst und die Seinen mit den Teufelslehren täglich mehren, und die rechte, gute, gnadenriche Reue mehr und gemein wurde, dass wir nit den almächtigen Gott mit den falschen Lehren und Reuen mehr erzurneten, denn wir mit den Sunden gethan haben. Er wird nämlich zu denselben sagen das, Matt 21,31: Hurn und Buben werden fur euch gahn ins Himmelreich; sogar viel mehr erbittern ihn die gleissende, falschen Reulinge und erzwungene Frummkeit, denn die offentliche Sunde und Sunder. | Jeg har imidlertid med min lære sigtet på, at der kunne blive færre af disse hyklere og brændemærkede samvittigheder, som paven og hans folk med deres djævelslære dagligt gør flere, og sigtet på, at den rette, gode, nåderige anger kunne tage til og blive almindelig, så at vi ikke mere gjorde den almægtige Gud vred med den falske lære og den falske anger, ikke mere end vi allerede havde gjort ham vred med vor synd. Til sådanne mennesker vil han nemlig sige, som der står i Matt 21,31: 'Skøger og toldere skal gå ind i himmeriget før jer'. I den grad gør de skinnende, falske angermennesker og den påtvungne fromhed ham mere vred end de åbenbare synder og syndere. |
| 72 Und dass ichs noch klärer beweise: ich hab im ersten Artikel erubert und erweiset, dass auch die Heiligen, in Gottes Gnaden lebend, mit grosser Muhe und Aerbeit die Gerechtickeit lieben, und ihren fleischlichen Lusten und Sunden widerstreben; so dann diese nit kunnten ihre Sund gnugsam hassen, was sollten die thun, die noch ausser der Gnaden sein, und keinen Widerstreit der Sund haben? | Og for at bevise det endnu klarere: I den første artikel har jeg hævdet og påvist, at også helgenerne, de, der lever i Guds nåde, elsker retfærdigheden med stor møje og anstrengelse, og modarbejder deres kødelige lyster og synder. Og når da disse ikke kunne hade deres synd tilstrækkeligt, hvad skulle så de mennesker gøre, som endnu er udenfor nåden og ikke kæmper imod synden? |
| 73 Was sollt der fleischlich Mensch thun im Abwesen des Geistes oder der Gnaden wider die Sund, so er im Beiwesen des Geistes streitet wider Gott fur die Sund? Wie mocht jemand thorichter reden, denn dass die Natur sollt von ihr selb fur und ahn die Gnad, Sund hassen und meiden oder bereuen, so sie in die Gnaden begriffen, die Sund liebet, sucht, begehret und wider die Gnade streitet und wuthet? wie alle Heiligen geklagt haben. | Hvad skal det kødelige menneske gøre, når ånden eller nåden er borte, kunne gøre imod synden, eftersom han, når han har fået ånden, stadig strider imod Gud til bedste for synden? Hvordan kan nogen sige noget mere tåbeligt, end at naturen af sig selv og uden nåden skal hade og undgå synden og eller angre den, når de, der er i nåden, elsker synden, søger den, begærer og kæmper og raser imod nåden? hvilket alle helgener har klaget over. |
| 74 Soll nu die Natur von ihr selb thun, das ihr die Gnad Gottes mit unaufhorendem Streit nicht mag abgewinnen: das wäre eben so viel gesagt, ein grosser Baum, den ich mit Macht nit beugen kann, so ich ihn lasse, beuget er sich selb; und ein Wasserstram, den ich mit keinem Damm noch Gewehre kann schutzen, wenn ich ihn gehe lasse, so hält er sich selb auf. Also lehren uns Papst und Päpstlichen auch, dass die Gnad kann die Sund nit zwingen gnugsam; aber ohn die Gnad zwinget und (E88) wehre sie ihr selb. Nur in die Hundestage mit den Predigern. | Skal nu naturen af sig selv gøre det, som Guds nåde med uophørlig strid ikke formår at afvinde den? Det ville være det samme som at sige, at et stort træ, som jeg ikke kan bøje med magt, det bøjer sig af sig selv, hvis jeg lader det være; eller at en vandstrøm, som jeg ikke kan beskytte mig imod med nogen dæmning eller vold, af sig selv vil holde sig i ave, hvis jeg lader den være. Sådan lærer paven og de pavelige også, at nåden ikke kan tvinge synden tilstrækkeligt; men uden nåden tvinger og afværger den sig selv. Disse prædikanter hører hjemme i hundedagene. |
| 75 Darumb ists eitel erlogen, erstunken und vorfuhrisch Heuchlerei, dass man Reu bereiten lehret durch Betrachtung allein der Sund und ihres Schadens; so man sollt zuvor Christum in seine Wunden sehen, und aus denselben sein Lieb gegen uns; und alsdann unser Undankbarkeit bewiegen, und also aus herzlicher, grundlicher Gunst zu Christo, und Ungunst auf uns selbs, die Sund betrachten. | Derfor er det idel forløjet, stinkende og forførerisk hykleri, at man skal lære at fremskaffe anger alene ved betragtning af synden og dens skader; nej, man skal først se på Kristus i hans sår, og ud derfra se hans kærlighed imod os, og på den måde flytte vor utaknemlighed og således betragte synden ud fra en hjertelig grundærlig tillid til Kristus og mistillid til os selv. |
| 76 Das ist ein rechte Reu und fruchtbar Buss. Denn die Reu soll zuvor sein, die Sund zu betrachten, dass der Sund Betrachten aus der Reu fliesse und bereit werde; nit wiederumb, die Reu folge, und aus der Betrachtung bereit werde. Es muss Reu da sein, fur alle Betrachtung der Sund, gleichwie Lieb und Lust da sein muss fur allen guten Werken und ihrer Betrachtung. Die Betrachtung ist ein Frucht der Reu; die Reu ist der Baum. Nun wachsen in unsern Landen die Fruchte auf und aus den Baumen und Sund betrachten aus der Reu; aber ins Papst und päpstlicher Heiligen Landen wachsen vielleicht die Bäum auf den Fruchten, die Reu aus den Sunden, gleichwie sie auch auf den Ohren gehen und all Dingk vorkehren. | Det er en ret anger og en frugtbar bod. For angeren skal være der, før man begynder at betragte synden, så at betragtelsen af synden flyder ud fra angeren og tilvejebringes derved; ikke omvendt, at angeren følger efter og tilvejebringes ud fra betragtningen. Angeren må være til stede, før enhver betragtelse af synden, ligesom kærlighed og lyst må være til stede, før alle gode gerninger og betragtelsen af dem. Betragtelsen er en frugt af angeren; angeren er træet. Nu vokser i vore lande frugterne på og ud fra træerne, og synden betragtes ud fra angeren; men i pavens og de paveliges hellige lande vokser måske træerne på frugterne, angeren ud af synden, ligesom de også går på ørerne og gør alle ting omvendt. |
| 77 Videre til artikel 7. | |
| 78 c |
Noter:
n20: Augustin, de nuptiis 1,26,29 og contra J. Pelagianum 6,19,60.
n25: Augustin, de nuptiis et concupiscentia, I, 25,28.
n50: Det latinske ord, der svarer til 'Nachlassen', er 'remissio', se ass02#27. Det er en meget væsentlig ting, Luther her har fat på. Den kirkelige tradition med afladen har her givet ordet 'remissio' en dobbeltbetydning, dels betyder det 'tilgivelse', 'syndernes forladelse', og dels betyder det 'eftergivelse', 'tilladelse til ikke at gøre'. Og datidens katolikker sad fast i den tanke, at de to forskellige betydninger var én og den samme. Det er derfor helt korrekt, når Eck bemærker, at hovedvanskeligheden mellem ham og Luther ligger i, at Luther kalder afladen en fjernelse af gode gerninger, se Eck-10#40.
n52: I Vulgata står der: quod si nosmet ipsos diiudicaremus non utique iudicaremur. Det er vist 'strafen' i betydningen 'anklage', Luther har haft for øje, men den betydning er nu glemt i dette tilfælde.