Grund und Ursach aller Artikel, (01)

so durch die römische Bulle unrechtlich verdammt worden. 1520

Erlangerudgaven bind 24, side 52 til 72.

¹ Grund und Ursach aller Artikel, so durch die römische Bulle unrechtlich verdammt worden. 1520. (E53) Begrundelse og hjemmel for alle de artikler, som med urette er blevet fordømt af den romerske bulle. 1520.

² Jesus.
     Allen frummen Christen, die dies Buchlin lesen oder horen, Gnad und Fried von Gott, Amen. Jesus.
Nåde og fred fra Gud til alle fromme kristne, som læser denne bog eller hører den oplæst. Amen.

³       Gebenedeiet und gelobt sei Gott, der Vater unsers Herrn Jesu Christi, der zu diesen Zeiten so viel Herzen erleucht, und christlichen Vorstand auch in den Laien erweckt, dass man in aller Welt anfahet, rechten Unterscheid zu sehen, der gefärbeten und gleissender Kirchen oder Geistlickeit, von der recht grundguten Kirchen, die uns bisher so lange mit heiligen Kleidern, Berden, Werken, und dergleichen äusserlichen Scheinen und Menschengesetzen, vorborgen und vorsetzt gewesen, dass wir auch zuletzt mehr mit Geldgeben, denn mit Glauben, selick zu werden gelehret sein.       Velsignet og lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi far, som i disse tider har oplyst så mange hjerter og vakt kristelig forståelse til live også blandt lægfolk, så at man overalt begynder at kunne se ret forskel på den opsminkede og skinnende kirke eller åndelighed og den rette i bund og grund gode kirke, som hidtil for os har været skjult og tildækket så længe med hellige klæder, gebærder, gerninger og den slags ydre skin og menneskelove, så at vi endog til sidst er blevet belært om, at vi bedre kan blive salige med pengeydelser end med tro.

⁴ Es will und mag (als wir sehen und billig hoffen und bitten sollen), sein gottliche Gute solchen Gräuel und Irrthum, in seiner Kirchen wuthend, nit länger dulden, Amen, Amen. Som vi ser og med rette håber og beder om, vil og kan Gud i sin guddommelige godhed ikke længere tåle en sådan skændsel og vildfarelse i sin kirke, amen, amen.

⁵        Wilcher seiner gottlichen Gute unter andern das nit ein gering Zeichen ist, dass er neulich etliche Tyrannen der Christenheit so blind und mit einem Schwindelgeist irr gemacht hat, dass sie eine Bullen haben zu ihrer selbs hochsten Schand und merklichem, unwiederstattlichem Abfall lassen ausgahen, darinnen sie auch dess vorgessen, damit sie bisher die Welt betrogen und genärret haben, nemlich den guten Schein und gleissende Farbe. Dann (E54) sie offentliche Wahrheit vordampt haben, dass gar nah Stein und Holz wider sie schreien, und nit kein Bulle so schmächlich, vorachtlich, schimpflich empfangen ist.        Og det er blandt andet ikke noget ringe tegn på hans guddommelige godhed, at han for nylig har gjort nogle tyranner i kristenheden så blinde og så forvirrede med en løgneånd, at de til deres egen højeste skændsel og tydelige, uigenkaldelige fordærv har ladet udgå en bulle, hvori de endog glemmer det, hvormed de hidtil har bedraget og narret verden, nemlig det gode skin og den glinsende farve. For de har fordømt åbenlys sandhed, så at det er lige ved, at sten og træ skriger imod dem. Og aldrig har nogen modtaget en så skammelig, foragtelig og skændig bulle.

⁶        Gott wollt solch sein Werk, angefangen noch seiner Barmherzigkeit, vollziehen, und uns Gnad geben, solch sein Gnade erkennen, bedanken, und umb ein seligs Ausfuhren ernstlich bitten, dass die armen Seelen nit mehr so kläglich durch solche Trügerei und Gaukelkirchen verfuhret werden, Amen, Amen.         Gud vil fuldføre det værk, han i sin barmhjertighed har påbegyndt og give os nåde til at erkende og takke for denne hans nåde og alvorligt bede om en salig udgang, så at de arme sjæle ikke mere skal forføres så jammerligt med den slags bedrageri og spillen kirke, amen, amen.

⁷        Derhalben ich, genennt D. Martinus Luther, von Herzen erfreuet, mir furgenummen, zu weiterer Unterricht = und Entdeckung der falschen, gefärbeten Kirchen, die Artikel allesampt mit grundlicher Schrift beweisen, damit ein iglicher sich selb muge schutzen wider die blinden Schirmschläg, so solche Gaukeler pflegen furzuwenden; ob sie vielleicht einmal zu sich selbs wollten kommen, und ihr Gleissen der Wahrheit, ihr Gaukelen dem Ernst, ihr Farbe dem Grund Raumen lassen. Doch muss ich zuvor ein Ausrede thun auf etliche Bezüchtigung, so sie auf mich treiben.        Derfor har jeg, førnævnte doktor Martin Luther, glædet mig af hjertet og taget mig for til yderligere underretning om og afsløring af den falske, sminkede kirke at bevise alle artiklerne med grundige skriftbeviser, for at enhver kan beskytte sig selv imod de blinde tryllekunster, som den slags gøglere plejer at anvende, om de dog måske engang kunne komme til sig selv, og lade deres glans træde tilbage for sandheden, deres gøgleri for alvoren, deres sminke for begrundelser. Dog må jeg først komme med en erklæring om nogle anklager, som de kommer med imod mig.

⁸       Und zum erst lass ich dis fahren, dass sie mir Schuld geben, ich sei heissig oder ungeduldig; denn ich mich dess nit fast entschuldig: darumb, dass ich das nit than hab in den Buchlin, da ich christlich Lehre gehandelt habe, sondern allein in den Hadersachen und närrischen Quästion vom Papstthum, Ablass und dergleichen Gaukerlei, darein sie mich gedrungen haben, das auch Sachen sein, die nit würdig noch leidig sein gewesen so vieler, schweig dann frundlicher und friedlicher Wort.        Og for det første lader jeg det fare, at de giver mig skyld for at være hidsig eller utålmodig. Det føler jeg ingen grund til at undskylde. Og det gør jeg ikke, for det har jeg ikke gjort i de bøger, hvori jeg har behandlet den kristne lære, men alene de stridsspørgsmål og naragtige problemer om pavedømmet, aflad og den slags gøgleri, som de har tvunget mig ind i. Det er også spørgsmål, som hverken fortjener eller tåler mange ord, og da slet ikke venlige eller fredelige ord.

⁹       Sie heben mich auf, dass ich ein einiger allein mich herfurthue, idermann zu lehren. Da antwort ich auf, dass ich mich selb noch nie darthan habe, sondern allzeit zu Winkel krauchen geneigt: sie haben mich aber mit List und Gewalt herfurzogen, Preis und Ehre an mir zu erlangen. Nu, so ihn das Spiel misslingt, bin ich fur ihnen der Ehrgeizickeit schuldig. Und ob es gleich wahr wäre, dass ich allein mich hätte aufgeworfen, wären sie dennoch damit nit entschuldigt. Wer weiss, ob mich (E55) Gott dazu berufen und erweckt hat, und ihn zu furchten ist, dass sie nit Gott in mir vorachten.         De bebrejder mig, at jeg ene mand trænger mig frem for at belære enhver. Her svarer jeg, at jeg endnu aldrig har trængt mig frem, men altid har været tilbøjelig til at krybe ind i min krog. Men de har trukket mig frem med list og magt for at opnå lov og ære ved mig. Nu, hvor deres spil er mislykkedes, skal jeg så overfor dem være skyldig i ærgerrighed. Og selv om det så også var sandt, at jeg ene mand havde trængt mig frem, så ville de dog alligevel ikke dermed være undskyldt. Hvem véd, om ikke Gud har kaldet og opvakt mig dertil, så de skal være bange for, at de ikke i mig foragter Gud.

¹⁰      Lesen wir nit, dass Gott gemeiniglich nur einen Propheten auf eine Zeit aufweckt im alten Testament? Moses war allein im Ausgang von Egypten, Helias allein zu Kunig Achabs Zeiten, Helisäus auch allein nach ihm; Isaias war allein zu Jerusalem, Oseas allein in Israel, Jeremias allein in Judäa, Ezechiel allein zu Babylonien, und so fort mehr; ob sie schon viel Junger hätten, die auch Prophetenkinder hiessen, liess er doch nicht mehr denn einen allein predigen, und das Volk strafen.        Læser vi ikke, at Gud almindeligvis kun opvækker én profet ad gangen i det gamle testamente? Moses var alene ved udgangen af Ægypten, Elias alene på kong Akabs tid, Elisa også alene efter ham; Esajas var alene i Jerusalem, Hoseas alene i Israel, Jeremias alene i Juda, Ezekiel alene i Babylon, og så videre på den måde; selv om de havde mange disciple som også kaldes profetbørn, lod Gud dog ikke mere end én prædike og anklage folket.

¹¹      Dazu hat er noch nie keinmal den ubirsten Priester, oder andere hohe Ständ zu Propheten gemacht; sondern gemeiniglich niederige, vorachte Person auferweckt, auch zuletzt den Hirten Amos, (Am. 7,14f) ausgenummen den Konig David, wiewohl er auch von niedrigem Stand zuvor kam (1 Sam 16,11; Sl 78,71).       Dertil kommer, at han aldrig nogensinde gjorde ypperstepræsten eller andre fra højere stænder til profet, men almindeligvis laverestående, foragtede personer, også til sidst hyrden Amos. Bortset fra kong David, selv om han også egentlig kom fra en lavere stand.

¹²       Es fuhreten auch zu denselbigen Zeiten die grossen Hannsen wider die heilige Propheten kein ander Widerwort, denn dass sie die Ubirsten wären, man sollt ihn gehorchen, und nit den geringen, vorachten Propheten; wie das Jeremias 18,18 schreibet. Also thut man itzt auch. Es soll alles unrecht sein, was der Papst, die Bischof und Gelehreten nit leiden wollen: man soll sie nur horen, ob sie schon sagen, was sie wollen.       På den tid havde de store herrer heller intet andet genmæle mod de hellige profeter at fremføre, end at de var de øverste, man skulle adlyde dem og ikke de ringe, foragtede profeter; som Jeremias skriver (18,18). Således gør man også nu. Alt, hvad page, biskop og lærde ikke kan lide, skal være forkert: man skal kun adlyde dem, selv om de bare siger, hvad de vil.

¹³      Und im neuen Testament sein sie nit auch seltsam gewesen, die rechten Bischof und Lehrer? St. Ambrosius war zu seiner Zeit allein, noch ihm St. Hieronymus, und darnach St. Augustinus. Dazu hat Gott nit viel hohe, grosse Bischoff dazu erwählet. St. Augustin war in einer kleinen, unberuhmten, einigen Stadt Bischof; hat er aber nit mehr than, dann alle römische Päpst mit allen ihren Mitbischoffen, dass sie ihm auchs Wasser nit reichen mugen?        Og i det ny testamente, er de, der er rette biskopper og lærere, ikke også dèr sjældne? Skt. Ambrosius var alene på den tid, efter ham var Skt. Hieronymus og derefter Skt. Augustin. Dertil kommer, at Gud ikke har udvalgt mange høje, store biskopper dertil. Skt. Augustin var biskop i kun én lille, ubetydelig by; men har han ikke gjort mere, end alle romerske paver og deres medbiskopper, så de ikke er værdige til at række ham blot en bæger vand?

¹⁴ So ists je wahr, dass alle Ketzerei (E56) durch Bischof und Gelehrete entstanden, oder je gestärkt sein; wie soll man denn nu sicher sein bei ihn, nu sie nit mehr den Kirchen warten, und weltliche Herren worden sein, so zu der Zeit sie so fährlich waren, da sie besser, gelehreter, heiliger und fleissiger waren? Noch wollen wir je blind sein. Derfor er det sandt, at alt kætteri er opstået igennem biskopper og lærde, eller i hvert fald forstærket igennem dem; hvordan skal man derfor nu være på den sikre side med dem, nu, hvor de ikke mere tager sig af kirken, når de var så farlige dengang, hvor de var bedre, lærdere, helligere og flittigere? Men vi fortsætter med at være blinde.

¹⁵      Ich sage nit, dass ich ein Prophet sei; ich sag aber, dass ihnen so vielmehr zu furchten ist, ich sei einer, so vielmehr sie mich vorachten und sich selb achten. Gott ist wunderlich in seinen Werken und Richten, der nit achtet hohe Mennige, grosse Kunst oder Gewalt, wie Psalm 138, 6 sagt: Alta a longe cognoscit. Bin ich nit ein Prophet, so bin ich jedoch gewiss fur mich selbs, dass das Wort Gottis bei mir, und nit bei ihnen ist; denn ich je die Schrift fur mich habe, und sie allein ihre eigene Lehre.       Jeg siger ikke, at jeg er en profet. Men jeg siger, at de har des mere grund til at frygte, at jeg er en profet, jo mere de foragter mig og højagter sig selv. Gud er forunderlig i sine gerninger og i sine domme, han agter ikke stor mængde, stor kunst eller magt, som Sl 138,6 siger: 'de stolte kender han på lang afstand'. Er jeg ikke en profet, så er jeg dog sikker for mit vedkommende på, at Guds ord er med mig og ikke med dem; for jeg har hele tiden skriften på min side, de har blot deres egen lære.

¹⁶ Dasselb mir auch den Muth gibt, mich so wenig zu furchten fur ihnen, als so viel sie mich vorachten und vorfolgen. Es waren gar viel Esel in der Welt zu Balaams Zeiten, noch redete Gott durch keinen, denn allein durch desselben Balaams Esel. Er spricht im 14. Psalm (v. 6.) zu denselben Grossen: Ihr habt geschändet die guten Lehre des armen Predigers, darumb, dass er in Gott trauet; als sollt er sagen: dieweil er nit gross, hohe und gewaltig ist, muss sein Lehre fur euch falsch sein. Det er også det, der giver mig mod til at frygte så lidt for dem, hvor meget de end foragter og forfølger mig. Der var mange æsler i verden på Bileams tid, og dog talte Gud ikke gennem nogle af dem, men kun gennem netop Bileams æsel. (4 Mos 22,28). Han siger i salme 14, vers 6 til netop disse stormænd: 'I har skændet den fattige prædikants gode lære, fordi han stolede på Gud'; som ville han sige: fordi han ikke er stor og høj og mægtig, må hans lære forekommer jer falsk.

¹⁷       Sie sagen auch, ich bring neu Ding auf, und sei nit zu vormuthen, dass alle andere so lange geirret haben. Das mussten auch die alten Propheten horen. Wenn der Zeit Länge sollt gnugsam sein zur Ausrede, hätten die Juden die allerbesten Sachen wider Christum gehabt, dess Lehre anders ware, denn sie in tausend Jahren gehoret hatten: auch hatten die Heiden billig die Aposteln vorachtet, dieweil ihr Vorfahrn mehr denn drei tausend Jahre viel anders geglaubt hatten. Es seind Morder, Ehebrecher, Dieb blieben vum Anfang der Welt, bleiben auch bis ans Ende; solls drumb recht sein?       De siger også, at jeg fremfører nye ting, og at man ikke kan tro på, at alle andre har være i vildfarelse så længe. Det måtte også de gamle profeter høre. Hvis det var tidens længde, der skulle bruges som forsvar, så ville jøderne have haft den allerbedste sag imod Kristus, for hans lære var anderledes end den, de havde hørt igennem tusind år. Og det ville også være ganske rimeligt, at hedningerne foragtede apostlene, for deres forfædre havde i mere end tusind år troet anderledes. Der har fra verdens begyndelse hele tiden været mordere, ægteskabsbrydere og tyve, og det vil der være til verdens ende, men bliver det ret af det?

¹⁸       Ich predige nit neue Ding; ich sag, dass alle christliche Ding sein bei denen untergangen, die es sollten (E57) haben halten, nemlich die Bischof und Gelehreten. Daneben ist mir nit Zweifel, es sei die Wahrheit bisher blieben in etlichen Herzen, und solltens eitel Kind in der Wiegen sein.        Jeg prædiker ikke nye ting. Jeg siger, at alle kristne ting er gået tabt hos dem, som skulle have haft dem, nemlig biskopperne og de lærde. Men der er for mig ikke tvivl om, at sandheden indtil nu er forblevet i nogle hjerter, om det så kun er hos børnene i vuggen.

¹⁹ Es blieb auch der geistlich Vorstand des Gesetzs im alten Testament bei etlichen Geringen; er ging aber unter bei den Hohenpriestern und Gelehreten, die ihn halten sollten. Also spricht Jeremias 5, (4.), dass er bei den Ubirsten weniger Vorstand und Recht funden habe, denn bei den Laien und Gemeinen Volk. Also ists auch itzt, dass arm Bauern und Kinder bass Christum vorstahn, denn Papst, Bischof und Doctores und ist alles umbkehret. Sådan forblev også den åndelige forståelse i det gamle testamente hos nogle få. Men den gik til grunde hos ypperstepræsterne og de lærde, skulle have haft den. Sådan siger Jeremias (5,4), at han har fundet mindre forståelse og ret hos de øverste, end hos lægfolket og det almindelige folk. Sådan forholder det sig også nu, at fattige bønder og børn forstår Kristus bedre end pave, biskop og doktor; det er vendt op og ned på alting.

²⁰       Wollen sie aber je nit anders; wohlan, sie lassen mich einen Heiden sein. Was wollten sie antworten, oder wie wollten wir uns dazu stellen, wenn uns der Turk umb unsers Glaubens Grund fragete, der nichts darauf gäbe, wie viel, wie lange, wie gross Leut so ader sonst gehalten hätten? Wir mussten je allerdinge schweigen, und ihm die heilige Schrift im Grund anzeigen.        Vil de imidlertid ikke have det anderledes, velan, så lad mig være en hedning i deres øjne. Men hvad ville de svare, eller hvordan ville vi stille os til det, hvis en tyrk spurgte os om vor tros grund, én, som var ligeglad med, hvor mange, hvor længe, hvor store folk der havde overholdt dette eller hint? Al den slags måtte vi jo helt tie stille med, og alene henvise ham til den hellige skrift som vort fundament.

²¹ Es sollt gar schimpflich und lächerlich sein, so man ihm wollt sagen: Siehe da, so viel Pfaffen, Bischoff, Kunige, Fursten, Land und Leut haben so lange das und das gehalten. Also thu man mir itzt auch. Lass doch sehen, wo steht oder liegt unser Grund und bester Vorrath? lasst ihn uns einmal ansehen, zum wenigsten umb eigener Stärk oder Andacht willen. Det ville være skændigt og latterligt, hvis man ville sige til ham: Se her, så mange præster, biskopper, konger og fyrster, så mange lande og så mange folk har overholdt det og det så længe. Men sådan gør man nu med mig. Lad os dog se på, hvor det står vor bedste begrundelse, hvor ligger vort bedste arsenal? lad os for engangs skyld se på det, i det mindste for vor egen styrkes eller andagts skyld.

²²       Sollen wir so grossen Grund haben, und denselben nit wissen, und fur idermann bergen, so ihn Christus hat wollen sogar offentlich, gemein und idermann bekannt haben, wie er sagt Matth. 5, (15. 16): Man zundet nit ein Licht an, und setzet das unter ein Kornmaass, sondern auf den Leuchter, auf dass es allen denen leuchte, die im Hause sein.       Skal vi have en så stor begrundelse og ikke kende til den? skal vi skjule den for enhver, skønt Kristus har villet have, at den skulle være offentlig, almindelig og bekendt for enhver, som han siger Matt 5,16: 'Man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage, så det kan lyse for alle, der er i huset'.

²³ Liess doch Christus sein Hande, Fuss und Seiten tasten, auf dass die Junger sein gewiss wären (Luc. 24,39f). Warumb sollten wir denn auch die Schrift, die do wahrlich Christus geistlicher Leib ist, nit tasten und prufen, ob es die sei, in wilch wir gläuben oder nit. Denn alle ander Schrift sein fährlich, (E58) mochten vielleicht fliegende Geister sein, die nit Fleisch noch Bein haben, wie Christus hat. Kristus lod jo dog også disciplene føle på sine hænder, sine fødder og sin side, for at de kunne være sikre. Hvorfor skulle vi så ikke også berøre og efterprøve skriften, som jo dog er Kristi sande åndelige legeme, om det er den, vi skal tro på eller ej. For al anden skrift kan være farlig, kan måske være flyve-ånder, som ikke har kød og ben, som Kristus har.

²⁴       Damit ich auch denen will antwortet haben, die mir Schuld geben, ich vorwerfe alle heilige Lehrer der Kirchen. Ich vorwerf sie nit; aber dieweil idermann wohl weiss, dass sie zuweilen geirret haben, als Menschen, will ich ihn nit weiter Glauben geben, denn sofern sie mir Beweisung ihrs Vorstands aus der Schrift thun, die noch nie geirret hat.         Dette vil jeg også skal være et svar til dem, der beskylder mig for, at jeg forkaster alle kirkens hellige lærere. Jeg forkaster dem ikke, men eftersom enhver vel véd, at de af og til har taget fejl, som de mennesker de er, vil jeg ikke have tiltro til dem i højere grad, end forsåvidt de beviser for mig deres forståelse ud fra skriften, der endnu ikke har taget fejl.

²⁵ Und das heisset mich St. Pauel 1 Thess. ult. da er sagt: Prufet und bewähret zuvor alle Lehre, wilche gut ist, die behaltet. Desselben gleichen schreibt St. Augustin zu St. Hieronymo: Ich hab erlernet, allein denen Bucher, die die heiligen Schrift heissen, die Ehre zu thun, dass ich vestiglich gläube, keiner derselben Beschreiber habe je geirret; alle ander aber lese ich dermassen, dass ichs nit fur wahr hat, was sie sagen, sie beweisen mirs denn mit der heiligen Schrift oder offentlicher Vornunft. Og det er Paulus, der befaler mig det i 1 Thess 5,21: 'Undersøg og prøv først enhver lære, behold det, der er godt'. Det samme skriver Skt. Augustin til Skt. Hieronymus: 'Jeg har lært alene at give de bøger, som kaldes den hellige skrift, den ære, at jeg fast tror på, at ingen af dens forfattere nogensinde har taget fejl; men alle andre bøger læser jeg på den måde, at jeg ikke regner noget for sandt af det, de siger, førend de beviser mig det med den hellige skrift eller med åbenlys fornuft.

²⁶       Es muss je die heilige Schrift klärer, leichter und gewisser sein, denn aller anderer Schrift; sintemal alle Lehrer ihre Rede durch dieselben, als durch klärer und beständiger Schrift, bewähren, und wollen ihre Schrift durch sie befestiget und vorkläret haben. So mag je niemand ein dunkel Rede durch ein mehr dunkel Rede beweisen.        Den hellige skrift må jo være mere klar, mere letforståelig, mere sikker, end alle andre skrifter, eftersom alle lærere beviser deres udsagn gennem den, som gennem en klarere og mere fast skrift, og vil have deres skrifter befæstet og forklaret gennem den. Således kan jo ingen bevise en dunkel tale gennem en endnu mere dunkel tale.

²⁷ Derhalben uns die Noth dringt, mit aller Lehrer Schrift in die Biblien zu laufen, und allda Gericht und Urtheil uber sie zu holen; denn sie ist allein der recht Lehenherr und Meister uber alle Schrift und Lehre auf Erden. So aber das nit sein soll, was soll uns die Schrift? so mehr verwerfen wir sie, und lassen uns genugen an Menschen Bucher und Lehrer. Derfor må vi nødvendigvis gøre det, at vi løber hen til bibelen med alle læreres skrifter og dèr henter dom og bedømmelse over dem; for den er alene den rette lensherre og mester over alle skrifter og alle læresætninger på jorden. Hvis det ikke må have lov at forholde sig sådan, hvad skal vi så med skriften? så gør vi jo kun det, at vi forkaster den og lader os nøje med menneskebøger og menneskelære.

²⁸        Ob mich nu wohl viel grosser Hannsen darumb neiden und vorfolgen, erschreckt mich nit, ja, es trostet und stärkt mich: sintemal es offenbar in aller Schrift ist, dass die Vorfolger und Neider gemeiniklich Unrecht, und die Verfolgeten Recht gehabt haben, und allzeit der grosser Hauf bei der Lugen, der weniger bei der Wahrheit gestanden ist.        Og det, at nu mange store herrer af den grund bekæmper mig og forfølger mig, det gør mig ikke bange, ja, det trøster og styrker mig: For det er jo åbenbart i al skrift, at forfølgerne og modstanderne almindeligvis har haft uret, men de forfulgte ret, og at den store hob altid har holdt med løgnen, den lille med sandheden.

²⁹ Ja, ichs weiss, wo mich geringe und wenig Menschen drumb anfochten, dass es noch nit aus Gott (E59) wäre, was ich schrieb und lehret. Es hat St. Paulus durch sein Lehre viel Aufruhr erweckt, wie wir in Actis lesen (Apg 17,5, 26ff); es war darumb nit falsch seine Lehre. Wahrheit hat allzeit rumort; falsche Lehrer haben allzeit Fried und Fried gesagt, wie Esaias (Es 57,19) und Jeremias (Jer 6,14) schreiben. Ja, jeg véd det, hvis det kun var ringe mennesker og kun få af dem, der angreb mig, så ville det endnu ikke være fra Gud, det jeg skrev og lærte. Skt. Paulus har gennem sin lære fremkaldt megen uro, som vi læser i Apostlenes Gerninger, men derfor var hans lære ikke falsk. Sandheden har altid skabt uro, de falske lærere hat altid sagt 'fred, fred', som Esajas og Jeremias skriver.

³⁰       Darumb so will ich, unangesehen den Papst mit seinem grossen Haufen, die Artikel, so in der Bullen vordampt, mit Freuden, so viel mir Gott Gnad gibt, erretten und schutzen, trau sie, von Gottis Gnaden, fur Unrecht wohl zu erhalten; fur Gewalt aber ist nit mehr hie, dann ein armer Korper, den befihl ich Gott, und seiner heiligen und durch den Papst vordampten Wahrheit, Amen.        Derfor vil jeg ikke tage hensyn til paven og hans store hob, men med glæde udrede og forsvare de artikler, som er fordømt i bullen, som Gud giver mig nåde til det. Jeg stoler på ved Guds nåde nok at kunne fastholde dem imod uretten, men hvad magten angår, er der ikke andet til den end et stakkels legeme, det befaler jeg ind under beskyttelse af Gud og hans hellige af paven fordømte sandhed. Amen.

³¹ Der erst Artikel.
Es ist Ketzerei, wo man hält, dass die Sacrament Gnad geben, allen, die nit einen Riegel furstecken. (ass01#41) Den første artikel:
Det er kætteri, når man fastslår, at sakramentet giver nåde til alle, som ikke skyder en slå for.

³²     Diesen Artikel zu vorstehen, ist zu merken, dass mein Widerpart also gelehret haben, dass die heiligen Sacrament Gnade geben idermann, ob er schon nit Reu habe fur sein Sund, oder auch kein gut Gedanken; sonderen sei genug, dass er nit einen Riegel fursteck, das ist, dass er nit einen muthwilligen Fursatz zu sundigen habe.        For at forstå denne artikel, må man bemærke sig, at mine modstandere har lært således, at de hellige sakramenter giver nåde til enhver, selv om han ikke angrer sin synd eller har gode forsætter. Det er nok, at han ikke skyder en slå for, det vil sige, at han ikke har et overlagt forsæt om at synde.

³³ Dawider hab ich diesen Artikel gesetzt und noch setz, und sag, dass es unchristlich, vorfuhrisch und ketzrisch ist. Dann es ist uber den abgethanen Riegel und bosen Fursatz nit allein noth wahrhaftig Reu fur die Sund, die Sacrament zu empfahen; sonderen es muss auch ein vester Glaub da sein im Herzen, das Sacrament würdiglich zu empfahen. Imod det har jeg fremsat denne artikel og fremsætter den stadigvæk, og siger, at det er en ukristelig, forførerisk og kættersk lære. For udover at skyde slåen fra og ikke have noget ondt forsæt er det ikke alene nødvendigt med anger over synden, for at modtage sakramentet, men der må også i hjertet være en fast tro, for at man kan modtage sakramentet værdigt.

³⁴         Das beweiset Christus Matthäi 9,2, da er den gichbruchtigen Menschen gesund macht, und zuvor zu ihm sprach: Glaub mein Suhn, so sein dir dein Sund vorgeben. Wäre nit der Glaub noth gewesen, dass ihm sein Sund vorgeben wurden, warumb hätt ihn Christus gefodert?        Det beviser Kristus i Matt 9,2, hvor han helbreder den værkbrudne, og inden da havde sagt til ham: 'Tro, min søn, så bliver dine synder tilgivet dig'. Hvis ikke troen havde været nødvendig, for at synderne kunne tilgives ham, hvorfor skulle Kristus så have forlangt den?

³⁵ Dazu so lesen wir, dass Christus kein Zeichen (E60) than hat, noch jemand je geholfen, es hat mussen Glauben da sein, dass er es thun kunnt und wollt, also dass auch St. Joannes schreibt, er hab in seinem Vaterland kein Zeichen thun kunnt umb ihrs Unglauben willen. (Matt 13,58) Desuden læser vi, at Kristus ikke har gjort noget tegn, eller helbredt nogen, uden at der var tro til stede på, at han kunne og ville gøre det, ligesom også Johannes skriver, at han i sit fædreland ikke kunne gøre noget tegn på grund af deres vantro.

³⁶       Item, da er beten lehret, Marc. 11,24, sagt er: Wenn ihr betet, so sollt ihr glauben, dass ihrs erlangen werdet, so habt ihrs gewiss. Was ist aber Sacrament empfahen anders, denn ein Begierd gottlicher Gnad haben? Was ist aber gottlich Gnad begehren anders, denn ein wahrhaftigs, herzlich Gebet? Wie sollt es denn nit unchristlich sein, so man lehret, die Sacrament und Gnade Gottes empfahen ohn solch Begierd, ohn Glauben, ja ohn Reu der Sund, ohn alle gute Gedanken? Ists nit erbärmlich Ding, solchs zu horen in der Christenheit?        Ligeledes, hvor han lærer at bede, Mark 11,24, siger han: 'Når I beder, så skal I tro, at I vil få det, så får i det sikkert og vist'. Men hvad er det at modtage sakramentet andet, end at have en længsel efter Guds nåde? Og hvad er det at længes efter Guds nåde andet end en sandfærdig, hjertelig bøn? Hvordan skulle det så kunne undgå at være ukristeligt, når man lærer at modtage sakramenterne og Guds nåde uden en sådan længsel, uden tro, ja uden anger over synden, uden alle gode forsætter? Er det ikke jammerligt at høre den slags i kristenheden?

³⁷       Dieweil denn ditz der Häuptartikel ist, da die andern alle inhangen, mussen wir ihn weiter befestigen und vorklären , ob es helfen wollt. St. Jacobus 1. Jacobi spricht: Wer do bedarf Weisheit, der such und bitte sie von Gott, der idermann gibt uberflussig, so wird sie ihm geben. Er soll aber bitten mit einem festen Glauben und nit zweifelen.        Men fordi dette er hovedartiklen, som de andre afhænger af, må vi yderligere slå den fast og forklare den, om det så vil hjælpe. Sankt Jakob siger i Jak 1,5ff: 'Den, der har brug for visdom, han skal bede om at få den fra Gud, der giver enhver i overflod, så vil den blive givet ham. Men han skal bede med en fast tro og ikke tvivle.

³⁸ Denn so er zweifelt, ist er gleich wie ein Welle oder Bulge des Meeres, die vom Wind hin und her getrieben wird. Derselb Mensch nehm ihm nit fur, dass et etwas von Gott erlange. Es ist ein solch Mann unbeständig in allem seinem Wandel, darumb, dass er ein zweifaltig Herz hat. For hvis han tvivler, ligner han en bølge eller vindpust på havet, som af vinden drives frem og tilbage. Dette menneske skal ikke regne med at få noget af Gud. Et sådant menneske er ubestandigt i al sin vandel, fordi han har et tvedelt hjerte.

³⁹       Ist das nit klar gnug gesagt, dass der Mensch nichts empfahen kann von Gott, der do bitt, und nit festiglich gläubt, er werd es empfahen. Wie vielweniger mag der empfahen, der nit bittet, nicht gläubt, nicht betreuet (n39) , nichts Gutis gedenkt, sunderen nur den Riegel boses Fursatz abthuet, wie sie lehren?        Er det ikke klart nok sagt, at det menneske ikke kan modtage noget fra Gud, som beder og ikke fast tror, at han vil få det. Hvor meget mindre vil så ikke den modtage noget, der ikke beder, ikke tror, ikke angrer, ikke nogle gode forsætter, men kun skyder den slå fra, der består i onde forsætter, sådan som de lærer?

⁴⁰ Wie kunnten denn die Sacrament Gnad geben solchen ungläubigen, unbereueten, ungutigen, begierdlosen Herzen? Behut Gott alle sein Christen fur solchem unchristlichen, dieser (E61) vorfuhrischen Bullen und dergleichen Meister Irrthumb, der noch nie gehoret ist von Anfang der Welt. Hvordan skulle sakramenterne kunne give nåde til sådanne vantro, ikke-angrende, forsætmanglende, ikke-længselsfulde hjerter? Gud bevare alle de kristne for en sådan ukristelig vildfarelse fra denne forføreriske bille og den slags mestre, en vildfarelse, som der ikke er hørt om siden verdens begyndelse.

⁴¹        Dazu spricht St. Paulus Röm 14,23: Alles, was nit aus dem Glauben geschicht, das ist Sund. Wie mugen denn die Sacrament Gnad geben den Ungläubigen, die eitel Sund thun in alle Stucken und Werken, so lange sie nit gläuben; ja, wie ists muglich, dass sie den Riegel abthun, wenn sie im Unglauben bleiben, durch wilchen alle ihr Dingk Sund ist; wie hie St. Paulus sagt. Noch lehren sie, der Glaub sei nit noth zu den Sacramenten und Gnad zu empfahen, und vordamnen mit mir solch offentliche Schrift.        Ydermere skriver sankt Paulus i Rom 14,23: 'Alt det, der ikke sker ud af troen, er synd'. Hvordan skulle så sakramenterne kunne give nåde til de vantro, som gør lutter synd i hver en del og hver en gerning, så længe de ikke tror; ja, hvordan er det muligt, at de skulle skyde slåen fra, når de forbliver i deres vantro. I kraft af den er jo alt, hvad de har for, synd, efter sankt Paulus' ord her. Alligevel lærer de, at troen ikke er nødvendig for at kunne modtage sakramenterne og nåden, og fordømmer dermed både mig og dette åbenlyse skriftord.

⁴²        Der Meinung nach fuhret St. Paulus Röm 1,17 und Hebr. 10,38 den Spruch des Propheten Habac 2,4 fur ein Häuptstuck aller christlichen Lehre, da er sagt: Justus ex fide sua vivet, ein gerechter Mensch wird leben aus seinem Glauben. Er spricht nicht also: Ein gerechter Mensch wird leben aus den Sacramenten, sondern, aus seinem Glauben. Denn nit die Sacrament, sondern der Glaub zu den Sacramenten, macht lebendig und gerecht. Seintemal viel das Sacrament nehmen, und doch nit daraus lebendig oder frumm werden. Wer aber glaubt, der ist frumm und lebet.       I overensstemmelse med denne opfattelse angører sankt Paulus Rom 1,17 og Hebr 10,38 profeten Habakuks udtalelse fra Hab 2,4, som et hovedstykke for al kristelig lære, idet han siger: Justus ex fide sua vivet, Et retfærdigt menneske skal leve ud af sin tro. Han siger ikke: Et retfærdigt menneske skal leve af sakramenterne, men af sin tro. For det er ikke sakramenterne, men troen på sakramenterne, der gør levende og retfærdig. Der er nemlig mange, der får sakramentet og dog ikke deraf bliver levende eller from. Men den, der tror, han er from og han lever.

⁴³        Das will auch der Spruch Christi, Marc. ult.: Wer do gläubt und tauft ist, der wird selig. Er setzt den Glauben fur die Tauf. Denn wo der Glaub nit ist, hilft die Taufe nit; wie er selbs hernach sagt: Wer nit glaubt, der wird vorloren, ob er schon getauft wurd.          Det er også meningen med Kristi ord Mark 16,16: 'Den, der tror og bliver døbt, bliver salig'. Han anfører troen før dåben. For hvor troen ikke er, hjælper dåben intet, hvilken han selv siger lige efter: 'Den, der ikke tror, bliver fordømt', selv om han også blev døbt.

⁴⁴ Denn nicht der Tauf, sondern der Glaub zu der Tauf macht selig. Drumb lesen wir Act. 8,37, dass St. Philippus den Eunuchum nit wollt taufen, er fragt zuvor, ob er auch gläubte. Und wir sehen noch täglich, dass in aller Welt, wo man täufet, zuvor fragt das Kind oder die Gevattern an Statt des Getauften, ob er gläube; und auf ihren Glauben und Bekenntnis taufet man, und gibt hin das Sacrament. For ikke dåben, men troen på dåben gør salig. Derfor læser vi i Apg 8,37, at sankt Filip ikke ville døbe eunuken, før han havde spurgt ham, om han også troede. Og vi ser endnu den dag i dag, at overalt i verden, hvor man døber, spørger man først barnet eller fadderne i dens sted, som døbes, om han tror; og på deres tro eller bekendelse døber man og uddeler sakramentet.

⁴⁵        Wie vormisset sich denn nu diese ketzrische, lästerliche Bullen, wider alle Schrift, wider alle Welt, wider aller Christen Brauch und Glauben zu lehren, man durfe (E62) nit gläuben, noch reuen, noch Gutis gedenken. Ist das doch so grob unchristlich, dass es niemand gläuben wurd, wo die Bullen nit vorhanden wäre, dass imand also unsinnige Lehre sollt halten. Ich hoff, sie werden sich der Bullen in ihr Herz schämen, und ihn nit lieb wäre, dass sie deutsch von den Laien gelesen wurd. (n45)         Hvordan kan nu denne kætterske, gudsbespottende bulle formaste sig til at lære imod al skrift, imod hele verden, imod alle de kristnes brug og tro, at man ikke behøver at tro, eller andre eller have gode forsætter. Det er dog så groft ukristeligt, at ingen ville tro det, om ikke bullen var forhånden, ingen ville tro, at nogen ville fastholde en så vanvittig lære. Jeg håber, at de vil skamme sig over bullen i deres hjerter, og at det ikke vil være dem kært, at se den læst på tysk af lægfolket.

⁴⁶        Weiter sagt St. Paulus Röm 10,8, auf dass man frumm werd, ist noth, dass man von Herzen gläube. Spricht nit: ist noth, dass man die Sacrament empfahe. Denn ahn leiblich Empfahen der Sacrament (so sie nit vorachtet werden,) kann man frumm durch den Glauben werden; aber ohn den Glauben ist kein Sacrament nutz, ja allerding todtlich und vorderblich.         Videre siger sankt Paulus i Rom 10,18, at for at være from er det nødvendigt, at man tror af hjertet. Han siger ikke, at det er nødvendigt, at man modtager Sakramentet. For man kan godt blive from ved troen, uden at man legemligt modtager sakramentet, blot man ikke foragter det; men uden troen er sakramentet ingen nytte til, ja fuldstændig dødbringende og fordærvende.

⁴⁷ Aus der Ursach schreibt er Röm 4,5, dass Abraham hat Gott geglaubt und derselb Glaub ist ihm gerechnet fur Gerechtikeit oder Frummkeit, wie das Moses Genes. 15,6 zuvor geschrieben hat; und sey darumb geschrieben, dass wir wissen sollen, wie dass auch uns kein ander Ding frumm und gerecht mache, denn der Glaube, ohn welchen je niemand mit Gott handelen, niemand sein Gnad erlangen mag. Af den grund skriver han Rom 4,5, at Abraham troede Gud, og troen blev regnet ham til retfærdighed eller fromhed, som Moses tidligere skrev i 1 Mos 15,6. Og det er skrevet af den grund, at vi skal vide, hvordan der heller ikke er nogen anden ting end troen, der gør os fromme og retfærdige. Uden den kan ingen have med Gud at gøre, ingen kan nå frem til hans nåde.

⁴⁸        Diess alles beweiset auch die Vornunft und gemeiner Sinn aller Menschen. Denn wo man mit Worten und Zusagung handelt, da muss Glauben sein, auch unter den Menschen auf Erden. Es mocht sunst kein Handel noch kein Gemein lange bestahen, wo niemand des anderen Worten oder Briefen glaubete. Nu handelt Gott mit uns nit anders, wie wir sehen offentlich, denn mit seinem heiligen Wort und Sacrament, wilche sein gleich wie Zeichen oder Siegel seiner Wort.         Alt dette beviser også fornuften og alle menneskers almindelige forståelse. For hvor man bruger ord og tilsagn, dèr må der være tro, også blandt mennesker på jorden. Ellers kunne ingen handel eller intet fællesskab bestå ret længe, hvis ingen troede på den andens ord eller breve. Nu handler Gud ikke anderledes med os, som vi åbenlyst ser, end gennem hans hellige ord og sakramente, hvilke er som tegn eller segl på hans ord.

⁴⁹ So muss je noth sein fur allen Dingen der Glaub zu solchen Worten und Zeichen. Denn wo Gott redet und zeichet, da muss man gläuben aus ganzem festen Herzen, es sey also, wie er redet und zeichet, auf dass wir ihn nit fur einen Lugener oder Gaukeler halten, sondern fur treu und wahrhaftig. Und dieser Glaub gefället Gott aufs allerhohist, und gibt ihm die hohisten Ehre, als: dass er wahrhaftig sei und ein gerechter Gott. Darumb auch denselben er wiederumb uns rechnet, als ein grundgute, gnugsam Frummkeit zur Selickeit. Derfor må jo troen fremfor alle ting være nødvendig overfor et sådant ord og tegn. For hvor Gud taler og giver tegn, dèr må man tro af et fuldstændig fast hjerte, at det forholder sig, sådan som han taler og giver tegn om, for at vi ikke skal regne han for en løgner eller gøgler, men regne han for tro og sanddru. Og denne tro behager Gud i allerhøjeste grad og den giver ham den højeste ære, nemlig den: at han er sanddru og er en retskaffen Gud. Derfor tilregner han os til gengæld denne tro, som en fuldgod tilstrækkelig fromhed til salighed.

⁵⁰        Dieweil denn in einem iglichen Sacrament ist ein (E63) gottlich Wort und Zusagen, darinn Gott uns anbeut und zusagt sein Gnade, ists währlich nit gnug, den Riegel abzuthun, wie sie sagen; sondern es muss ein unwankender, unschwankender Glaub da sein im Herzen, der dieselbige Zusagung und Zeichen aufnehm, und nit zweifel, es sei also, wie Gott alldo zusagt und zeichet. So wird ihm gewisslich die Gnad geben, noch laut der Zusagung und Ausweisen des Zeichens oder Sacraments.        Eftersom der da i ethvert sakramente er et guddommeligt ord og tilsagn, hvori Gud tilbyder sig os og tilsiger os sin nåde, er det i sandhed ikke nok at skyde slåen fra, som de siger. Nej, der må derinde i hjertet findes en tro, der ikke er vakkelvorn eller ustadig, som optager dette tilsagn eller tegn og ikke tvivler på, at det forholder sig sådan, som Gud dèr tilsiger og betegner. Så bliver nåden ganske givet tildelt ham, som tilsagnet lyder og som tegnet eller sakramentet udviser.

⁵¹ Ist der Glaub nit da, so ist nit allein vorloren der abgethane Riegel, sondern Gott wird alldo aufs hohist gelästert und unehret, als wäre er ein Lugener oder leichfertiger Gaukler. Und geben alsodann die Sacrament nit allein kein Gnade denen, die den Riegel abthun, sondern alle Ungnad, Zorn und Ungluck, dass es besser ist, weit von den Worten und Zeichen oder Sacramenten Gottis, so der Glaub nit da ist. Er troen der ikke, så er det ikke blot sådan, at den slå, der er skudt fra, er gået fortabt, men Gud bliver dèr skændet og vanæret i allerhøjeste grad, som om han var en løgner eller en letfærdig gøgler. Sakramenterne giver altså ikke alene ingen nåde til dem, der skyder slåen fra, men giver, når troen ikke er der, al unåde, vrede og ulykke, så at det er bedre, at være langt borte fra Guds ord og tegn eller sakramenter.

⁵²         Also, dieweil die Taufe ein gottlich Zeichen oder Siegill wird geben, in Kraft der Zusagung und Wort Christi, Marc. 16,16: Wer do gläubt und tauft ist, der wird selig; so muss je, der do tauft wird, diese Wort fur Wahrheit halten, und gläuben, er werd gewisslich selig, wo er tauft wird, lauts derselben Wort und Deutung desselben Zeichens. Gläubt er aber nit, so seind diese Wort und Zeichen Gottis vorgebens da, und wird damit Gott vorachtet.         Altså, fordi dåben bliver givet som et guddommeligt tegn eller segl, i kraft af Kristi tilsagn og ord, Mark 16,16: 'Den, der tror og bliver døbt, bliver salig', så må enhver, der bliver døbt, regne disse ord for sandhed og tro på, at han ganske sikkert bliver salig, når han bliver døbt, som disse ord og tydningen af dette tegn lyder. Men tror han ikke, så er disse Guds ord og tegn der forgæves, og Gud bliver foragtet derved.

⁵³ Denn der Unglaub lässit ihn da stehen als einen Narren oder Lugener; sogar ein schwere, unchristlich, greulich, schrecklich Sund ist der Unglaub oder Misstrau in den Sacramenten. Und zu solcher Untugend will uns diese lästerlich, vordampte Bulle treiben, und macht aus dem Glauben ein Ketzerei, aus Gotteslästerung ein christliche Wahrheit. Behut Gott fur dem Greuel, der do steht in der heiligen Statt, Matt 24,15. For vantroen lader ham står der som en nar eller løgner, så svær, ukristelig, gruelig, skrækkelig en synd er vantroen eller mistilliden til sakramenterne. Og denne bespottelige, fordømte bulle vil drive os ud ik en sådan skændsel, og af troen gøre et kætteri, af bespottelsen en kristelig sandhed. Måtte Gud bevare os for denne vederstyggelighed, der står på det hellige sted.

⁵⁴         Also, dieweil das gottlich oder Zeichen Sacrament der Buss geben wird, in Kraft des Worts und Zusagen, Matt 16,19: Was du aufbindest auf Erden, soll los sein im Himmel etc., so muss, der do beicht und busset, fur allen Dingen ja fleissig wahrnehmen, dass er diese (E64) Wort wahrhaftig halte, und vestiglich gläube, er sei los fur Gott im Himmel, wo er absolvirt wird auf Erden.          Og på samme måde, eftersom det guddommelige tegn eller sakramente, boden, bliver givet i kraft af ordet og tilsagnet i Matt 16,19: Hvad du løser på jorden, skal være løst i himlen, osv., så må den, der skrifter eller gør bod, fremfor alt flittigt være opmærksom på, at han regner disse ord for sande og tror fast på, at han for Gud i himlen er fri, når han bliver afløst på jorden.

⁵⁵ Gläubt er das nit, oder zweifelt, so muss Gott sein Lugner sein, und wird durch solch sein Unglauben oder Zweifel von ihm vorleugnet. Was hilft ihn denn sein Riegel abthun oder boses Fursatz Ablegung, so er behält den allergrosisten Riegel und ärgisten Fursatz des Unglaubens, Zweifelns und Gottis Vorleuckung? Tror han ikke på det, eller tvivler han, så må Gud have løjet overfor ham, og han bliver gennem denne vantro eller tvivl fornægtet af ham. Hvad hjælper det ham så, at han skyder slåen fra eller undlader at have noget forsæt til det onde, når han beholder den allerstørste slå og det værste forsæt, nemlig vantroens, tvivlens og gudsbespottelsens?

⁵⁶         Also, im Sacrament des Altars, dieweil es geben wird in Kraft dieser Wort Christi, Matth. 26,26: Nehmet und esset, das ist mein Leichnam, der fur euch geben wird; so muss, der zum Sacrament geht, vestiglich gläuben, dass, wie die Wort Christi lauten, so sei es in der Wahrheit, dass sein Leichnam sei fur ihn geben, und sein Blut fur ihn vorgossen. Gläubt er das nit, oder gläubt, es sei nit fur ihn, sunder fur ander geben, so ist Christus abermal ein Lugener, und muss sein Wort und Zeichen zunicht werden.         Ligesådan, eftersom det i alterets sakramente er sådan, at det gives i kraft af disse Kristi ord, Matt 26,26: 'Tag det og spis det, det er mit legeme, der gives for jer', så må den, der går til alters, fast tro på, at det forholder sig i virkeligheden som Kristi ord lyder, at hans legeme er givet for ham, og hans blod udgydt for ham. Tror han det ikke, eller tror han, at det ikke er givet for ham, men for en anden, så er Kristus igen en løgner, og hans ord og tegn må gå til grunde.

⁵⁷ O der unzählichen, greulichen Sunden, die heut zu Tagen geschehen in solchem Unglauben und Missbräuch der Sacramenten, darumb, dass man solchen Glauben nirgends lehret, dazu itzt durch die Bulle vordampt; lernen nit mehr, denn den Riegel abthun, reuen und beichten: oder, so man vom Glauben prediget, geht es nicht weiter, denn dass Christus wahrhaftig da sei, und nit Brod, sondern Gestalt des Brodes da sei. Was er aber da mache, und warumb er da sei, horet man von niemand predigen oder recht lehren. O, hvor utallige, gruelige synder, der i vore dage sker ved denne vantro og dette misbrug af sakramenterne, derved, at man intetsteds lærer en sådan tro, som nu tilmed er blevet fordømt af bullen; man lærer intet andet end at skyde slåen fra, at angre og gøre bod. Eller, hvis man prædiker om troen, så går det ikke videre end til, at Kristus i sandhed er til stede, og at ikke brødet, men brødets skikkelse er til stede. Men hvad han har dèr at gøre og hvorfor han er til stede dèr, det hører man ikke nogen prædike om eller lære ret om.

⁵⁸          Aus diesem allen, meine ich, sei es klar, wie dass zum Sacrament der Glaub noth sei, der do nit zweifel, es geschehe ihm, was die Wort lauten, und die Sacrament deuten. Und nichts nutz ist, was sie von dem Riegelabthun schwatzen. Ja, ketzerisch ist, dass demselben blossen Abthun des Riegels, ohn Glauben, die Gnade durch die Sacrament geben werde, auf dass es mit Wahrheit bestehe, dass man sagt aus der Lehre St. Augustini: Nit das Sacrament, sondern der (E65) Glaub des Sacraments macht frumm und selig. Und abermal derselb St. Augustin super Joann. spricht von der Tauf: Es kumpt das Wort zum Element, und wird ein Sacrament; und das Wasser trifft den Leib, und reiniget doch die Seel, nit des Werks halben oder Begiessens, sondern des Glaubens halben.         Ud fra alt dette mener jeg det er klart, hvordan troen nødvendigvis hører med til sakramentet, en tro, der ikke tvivler på, at der sker ham det, som ordet lyder på og sakramentet tyder på. Og det, de vrøvler om slå-fraskydelse er til ingen nytte. Ja, det er kættersk at en slet og ret slåfraskydelse uden tro skulle give nåde gennem sakramentet, eftersom det i sandhed står fast, hvad man siger ud fra sankt Augustins lære: 'Ikke sakramentet, men troen på sakramentet gør from og salig'. Og atter siger sankt Augustin i afhandlinger om johannesevangeliet: 'Ordet kommer til elementet og der bliver et sakramente ud af det'. Og: 'Vandet rammer legemet, men renser dog sjælen', ikke på grund af gerningen eller overøsningen, men på grund af troen.

⁵⁹         Wider solchs starke Bewährung dieses christlichen Artikels haben meine Widerpart doch nicht einen Tuttel der Schrift, noch ein Funkel der Vornunft, fur ihre Meinung und Riegelabthun; sondern ist alles zumal ein lauter nackt, ungegrundt Menschengedicht und Traum, und mocht gerne horen ihr Widerlegen. Ists denn nit ein Jammer, ob es schon nit ketzerisch wäre, dass sie uns lehren duren ihre eigen Gedicht in der Christenheit, da allein Gottis Wort soll gelehret werden?       Overfor denne stærke bevisførelse for denne kristelige artikel har mine modstandere dog ikke fremført en tøddel af skriften eller en gnist af fornuften til fordel for deres mening og slåfraskydelse; men det er altsammen under ét lutter nøgent, ubegrundet menneskedigt og menneskedrøm, og jeg ville ellers gerne høre deres modindlæg. Er det da ikke en jammer, selv om det så ikke var kættersk, at de vover at lære os deres eget opdigt i kristenheden, hvor alene Guds ord skal læres?

⁶⁰       Diess ist ein weitläufig Dingk, davon viel zu sagen wäre. Kurzlich, sie sagen das alles aus einem falschen und irrigen Vorstand. Denn es ist kein Unterschied zwischen alten und neuen Sacramenten, es geben wider diese noch jene die Gnade Gottis; sondern, wie gesagt ist, der Glaub allein auf Gottis Wort und Zeichen gab dort, und gibt hie Gnade.         Dette er en vidtløftig ting, som der kunne siges meget om. Lad det være nok: De siger alting i en falsk og vildledende forstand. Der er nemlig ingen forskel mellem de gamle og de nye sakramenter, hverken disse eller hine giver Guds nåde; men, som sagt, alene troen på Guds ord og tegn gav dengang og giver i dag nåde

⁶¹ Darumb haben die Alten eben sowohl durch denselben Glauben Gnade erlanget, als wir, wie St. Peter sagt Apg. 15,11: Wir vortrauen durch den Glauben selig zu werden, wie unser alte Väter; und St. Paulus 2 Corinth. 4,13: Wir haben eben denselben Geist des Glaubens, den sie gehabt haben; und 1 Corinth. 10,4: Unser Väter haben eben die geistlich Speise gessen und geistlichen (E66) Trank trunken, die wir essen und trinken, das ist, sie haben gläubt, wie wir. Derfor har de gamle lige såvelsom vi opnået nåde gennem den samme tro, som sankt Peter siger det Apg 15,11: 'Vi fortrøster os til at blive salige ved troen, ligesom vore gamle fædre', og sankt Paulus i 2 Kor 4,13: 'Vi har just den samme troens ånd, som de havde'. Og i 1 Kor 10,4: 'Vore fædre har spist den samme åndelige spise og drukket den samme åndelig drik, som vi spiser og drikker', det vil sige, de har troet, ligesom vi.

⁶²          Das ist wohl wahr, die Figuren des alten Testaments gaben kein Gnade; aber die heissen nit Sacrament, wie sie meinen, dann in den Figuren war kein Wort oder Zusagung Gottis; wilchs sein muss, wo ein Sacrament sein soll: sondern waren blosse Figuren oder Zeichen. Gleichwie noch itzt leiblicher Schmuck und Lust ist ein bloss Figur oder Zeichen, darinn kein Wort oder solch Zusagen ist von Gott, dass, wer ihn habe, diess oder das haben soll; wie in der Tauf wir sehen die Zusagung, dass er selig werden solle, wer gläubt und tauft ist.        Det er sandt nok, at de billedlige ting i det gamle testamente ikke gav nogen nåde; men de hedder ikke sakramenter, som de mener, for i de billedlige ting var der ikke noget ord eller noget tilsagn fra Gud; men det må der være, hvis der skal være tale om et sakrament. De var blotte figurer eller tegn. Ligesom endnu i dag legemlig udsmykning og pragt er en blot billede eller tegn, hvori der ikke er noget ord eller noget tilsagn fra Gud, om, at den, der har det, skal have det eller det; som vi i dåben ser tilsagnet, at den skal blive salig, der tror og bliver døbt.

⁶³ Was nu solcher und gleicher Zusagung Gottes gewesen sein im alten Testament, darein sie gläubt haben, die sein unsern Sacramenten allerdinge gleich gewesen; ohn dass sie ihr viel hatten und mancherlei, wir aber ihr wenig und einerlei, idermann gemein in aller Welt. Hvad nu der i det gamle testamente har været et sådant tilsagn eller lignende tilsagn, som de kunne tro på, det har på alle måder været lig med vore sakramenter; bortset fra, at de havde mange af dem og mange forskellige slags, men vi har kun få og kun én slags, der er fælles for enhver i hele verden.

⁶⁴        Wiederumb, was wir fur Figur und Zeichen haben, die nit Sacrament sein, und da kein Gottis Wort neben geht, sein gleich den alten Figuren. Also ist ein Bischofkleid itzt eben sowohl ein Figur, als vorzeiten Aaronis Kleid; gibt keins nit Gnade. Darumb sollten sie nit die Sacrament in die Figur mennigen, einis fur das ander nehmen, so wären sie nit in solchen Irrthumb gefallen, dass sie die neuen von den alten Sacramenten theileten, so sie den neuen und alten Glauben doch mussen ungetheilet lassen.        Omvendt, hvad vi har af billedlige ting og tegn, som ikke er sakramenter og hvor der ikke er noget Guds ord knyttet til, det er lig med de gamle billedlige ting. Altså er en bispedragt i dag ligesåvel en billedlig ting, som tidligere Aarons klædning; men den giver ikke nåde. Derfor skulle de ikke have blandet sakramenterne og de billedlige ting sammen, tage det ene for det andet, så ville de ikke være faldet i en sådan vildfarelser, at de adskiller de ny sakramenter fra de gamle, skønt de dog må lade den nye og den gamle tro være det samme.

⁶⁵       Wenn nu dieser Artikel wohl gefasset und vorstanden wird, so werden leichtlich die andern alle vorstanden, und die ganze Bulle klärlich zu Schanden. Dann an diesem Artikel liegt die groste Macht, dieweil er den Glauben betrift.        Når nu denne artikel bliver vel opfattet og forstået, så vil de andre let blive forstået, og hele bullen klart bliver til skamme. For der ligger den største vægt på denne artikel, eftersom den har med troen at gøre.

⁶⁶ Der ander.
Wer do leugnet, dass nach der Taufe in einem iglichen Kind Sunde uberbleibe, der untertritt Christum und St. Paul. (ass01#56) Den anden artikel.
Den, der nægter, at der efter dåben er synd tilbage i ethvert barn, han træder Kristus og Paulus under fode.

⁶⁷       Sanct Palus Röm 7,7 spricht: Ich wüsst (E67) nicht, dass böse Lust und Begierde Sunde wäre, wenn Gottis Gebot nit hätt gesagt, du sollt nit bos Begierde haben. Nu war der Apostel nit allein getauft, sondern auch heilig, da er von solcher seiner und aller Heiligen bose Begierde schreib; wo kam nu ihm dieselb bos Begierde her, nach der Tauf? Nit anders, denn dass sie noch der Tauf uberblien.        Sankt Paulus siger Rom 7,7: 'Jeg ville ikke have vidst, at ond lyst og begær var synd, hvis Guds bud ikke havde sagt: 'Du skal ikke have ondt begær''. Nu var apostelen ikke alene døbt, men også hellig, da han skrev om hans og alle helliges onde begær; hvorfra kom nu dette begær hos ham efter dåben? Ikke på anden måde, end at det blev tilbage efter dåben.

⁶⁸          Item, zu den Galatern am 5,17 schreibt er zu den Getauften und Heiligen also: Das Fleisch begehrt und lustet wider den Geist, und den Geist gelustet wider das Fleisch: diese zwei sein widernander, und machen, dass ihr nit thun kunntet, das ihr wohl gern wolltet.           Ligeledes skriver han i Gal 5,17 til de døbte og hellige således: 'Kødet begærer og har lyster imod ånden, og ånden har lyster imod kødet; disse to ligger imod hinanden, og bevirker, at I ikke kan gøre det I gerne vil'.

⁶⁹ Was will oder kann zu diesem offentlichen Spruch jemand sagen? Er spricht klärlich, dass sie Fleisch und Geist, und zweierlei widerspenstige Begierde oder Lust in ihn haben, so hart, dass, ob si gleich gernen wollten ohn fleischlich Begierde sein, doch nit vormugen; wo kumpt dieselb bose Lust in die Getauften und Heiligen? Ohn Zweifel von der leiblichen Geburt, in wilcher angeborn wird solch Erbsunde boser Begierden, und währet bis in den Tod, davon wir haben Streit und Widerstand unserm Geist, dieweil wir leben. Hvad vil eller kan nogen sige til dette klare skriftsted? Han siger klart, at de har kød og ånd og to slags modstridende begær og lyster i sig, så hårdt, at selv om de gerne ville være uden kødeligt begær, så kunne de det dog ikke; hvorfra er denne onde lyst kommet ind i de døbte og hellige? Uden tvivl fra den legemlige fødsel, hvori vi bliver født med en sådan arvesynd af ondt begær, og den varer ved til døden; derfra har vi strid og modstand mod vores ånd, sålænge vi lever.

⁷⁰        Also auch Röm 7,18: Ich find in mir, das ist, in meinem Fleisch, kein Gutis: denn das Bose, das ich nit will, das thu ich; und das Gute, das ich will, das thu ich nit. Was meinet damit St. Paulus anders, denn, wiewohl er nach dem Geist gerne wollt wohl thun, das ist, ohn fleischlich Begierden und Bewegung sein, so ist doch das Fleisch so bos und voll Lusten, dass ers nit thut, noch ohn solch Lusten sein kann; und also das Bose seinis Fleisches, das er nit will noch dem Geist, thut er, das ist, er hat bos Begierde, wiewohl er dawider streit, dass sie nit uberhand nehmen und vollebracht werden mit den Werken.        På samme måde i Rom 7,18: 'Jeg finder i mig, det vil sige, i mit kød, intet godt: for det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg; og det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke'. Hvad mener Paulus andet med det, end at, selv om han efter ånden gerne vil gøre godt, det vil sige, være uden kødeligt begær og bevægelse, så er dog kødet så ondt og fuldt af lyster, da han ikke kan gøre det, eller være uden sådanne lyster; det, han ikke vil efter ånden, det gør han, det vil sige, han har ondt begær, selvom kan kæmper derimod, så det ikke skal tage overhånd og fuldbyrdes i gerninger.

⁷¹ Wie er auch thun lehret Röm 6,12: Lasst die Sunde nit uberhand haben in eurem sterblichen Korper, dass ihr folget seinen Lusten oder Begierden; als spräch er: Sunde ist in euerm Korper, und bose Lust; sehet aber zu, dass ihr sie zwinget, und ihn nit vorvilligt, noch folget. Sådan som han også lærer Rom 6,12: 'Lad synden ikke få overtaget i jeres dødelige legemer, så I følger dets lyster og begæringer'. Som om han sagde: Synden er i jeres legemer, og ond lyst; men pas på, at I tvinger den og ikke indvilger i den eller følger den.

⁷²         Denn solchen Streit unsers Fleisches und Geistes, (E68) mit widerspenstigen Begierden, legt Gott auf allen, die er taufet und berufen lässet, wie Genes. 3,15 vorkundet ist, da er zu der Schlangen sagt: Ich will ein Feindschaft zwischen dir und dem Weib machen, und zwischen deinem Saamen und ihrem Saamen. Sie soll dir dein Häupt zutreten, und du wirst lauren auf ihren Fuss;       For en sådan strid mellem vort kød og vor ånd med modsatrettede begæringer pålægger Gud alle dem, der er døbt og som han lader kalde, sådan som han har forkyndt 1 Mos 3,15, hvor han siger til slangen: Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem din sæd og hendes sæd. Den skal søndertræde dit hoved, og du skal lure ved dens fod;

⁷³ das ist, dass Geist und Fleisch widernander streiten; aber der Geist, wiewohl mit Muhe und Aerbeit, soll oben liegen und das ungehorsam Fleisch unterdrucken; wie Paulus Galat. 5,24 sagt: Alle, die Christen sein, oder Christum angehoren, die kreuzigen ihr Fleisch mit seinen Lusten und Lastern; und St. Petrus: Lieben Bruder, enthaltet euch von den fleischlichen Lusten, wilch nur allzeit wider die Seelen streiten. (1 Pet 2,11). det vil sige, at ånd og kød strider mod hinanden; men ånden skal have overtaget, omend med møje og arbejde, og undertrykke det ulydige kød; som Paulus siger det i Gal 5,24: 'Alle, der er kristne eller tilhører Kristus, korsfæster deres kød med dets lyster og laster'. Og sankt Peter: 'Kære brødre, hold jer borte fra de kødelige lyster, som altid strider imod sjælen'.

⁷⁴         Es ist je hiemit offenbar; das noch Sunde in den Getauften und Heiligen bleibt, so lange sie Fleisch und Blut haben, und auf Erden leben; dass dieser Artikel gar unchristlich vordampt ist von dieser Bullen. Doch weiter zu bewähren, spricht aber St. Paulus Röm 7,22f: Ich hab ein Lust in Gottis Gesetz nach meinem innerlichen Menschen; ich sehe aber ein ander widerspännig Gesetz in meinen Gliedern, wilchs mich will gefangen nehmen in den Sunden Gesetz oder Gewalt, und widerstreitet dem Gesetz meines Geistes.         Hermed er det nu klart, at der stadig forbliver synd i de døbte og hellige, så længe de har kød og blod og lever på jorden; Og det er også klart, at det er ganske ukristeligt, at denne artikel er blevet fordømt af bullen. Dog for at føre beviset lidt videre, sankt Paulus skriver i Rom 7,22f: 'Jeg har lyst til Guds lov efter mit indre menneske; men jeg ser en anden modsatrettet lov i mine lemmer, som vil tage mig til fange under syndens lov eller magt og strider mod min ånds lov'.

⁷⁵        Hie bekennet je St. Paulus, dass er ein gutes Gesetz und Willen in seinem Geist, und auch ein boses Gesetz und Willen in seinen Geliedern findet; wie kann man denn leugnen, dass noch ubrig Sund sei in einem heiligen, getrauften Menschen? Ists nit Sund, was da wider den guten Geist und Gottis Gesetz streitet? was ist denn Sund? mocht ich je gerne horen.         Her bekender jo sankt Paulus, at han finder en god lov og vilje i sin ånd, men også en ond lov og vilje i sine lemmer. Hvordan kan man da nægte, at der endnu er synd tilbage i et helligt døbt menneske? Er det ikke synd, hvad der her strider mod den gode ånd og Guds lov? Hvad er så synd? Det ville jeg gerne have at vide.

⁷⁶ Woher kumpt aber sulch Streit des Bosen wider das Gut in uns selb, denn von der leiblichen Adams Geburt, wilch nach dem angefangen guten Geist in der Tauf und Buss uberbleibt, bis dass es durch Widerstreit und Gottes Gnaden und des Geistes Zunehmen uberwunden, und zuiletz durch den Tod erwurgt und ausgetrieben werde. Men hvorfra kommer en sådan strid mellem det onde og det gode i os selv, andet end fra den legemlige Adams fødsel, som bliver tilbage, efter at den gode ånd har begynde sin gerning i dåben og boden, indtil det gennem modstand og ved Guds nåde og åndens tiltagen bliver overvundet og til sidst ved døden bliver dræbt og uddrevet.

⁷⁷         Item, er spricht noch mehr und klärer an demselben (E69) Ort: Ich selber, nach dem Geist, diene ich Gottes Gebot, aber nach den Fleisch diene ich der Sunden Gesetz. (Rom 7,25) Ist das nit klar gnug, dass ein einiger Mensch zwei Stuck in ihm selb findet? Durch den Geist will er das Gute, und dienet dem Gesetz Gottes, und ist frumm, hat auch Lust und Lieb darinn; aber durch das widerspännige Fleisch will er das Bose, und hat Lieb und Lust darinnen, demselben zu dienen.         Ligeledes fortsætter Paulus og det endnu klarere på det samme sted: 'Jeg selv, efter ånden, tjener Guds bud, men efter kødet tjener jeg syndernes lov'. Er det ikke klart nok, at hvert eneste menneske finder to sider hos sig selv? Gennem ånden vil han det gode, og tjener Guds lov og er from, har også lyst og kærlighed til det; men gennem det modstræbende kød vil han det onde og har kærlighed og lyst i sig, til at tjene det.

⁷⁸ Und also, dieweil Fleisch und Geist ein Mensch ist, so wird ihm zugerechnet beiderlei, ob sie wohl widernander sein, Art, Werk, Lieb und Lust. Und des Geistes halben ist er frumm, des Fleisches halben hat er Sund; wie St. Paulus Röm 8,10 sagt: Der Geist lebt fur Gott um seiner Gerechtikeit willen, das Fleisch aber ist todt fur ihm, umb seiner Sund willen. Denn dieweil das edliste, beste, hohiste Stuck des Menschen, der Geist, durch den Glauben frumm und gerecht bleibt, rechnet ihm Gott nit zum Vordammniss die uberige Sund des geringsten Stucks, des Fleisches. Og altså, eftersom kød og ånd er ét menneske, så bliver begge dele tilregnet ham, selv om de står imod hinanden, både måden, de er på, gerningerne, kærligheden og lysten. Og hvad ånden angår er han from, men hvad kødet angår har han synd; sådan som sankt Paulus siger det Rom 8,10: 'Ånden lever for Gud i kraft af sin retfærdighed, men kødet er dødt for ham i kraft af dets synd'. For eftersom menneskets ædleste, bedste, højeste del, ånden, gennem troen er from og forbliver retfærdig, regner Gud ham det ikke til fordømmelse, at der er synd tilbage fra den ringeste del, fra kødet.

⁷⁹        Wiewohl ich und idermann sich billig sollt vorwundern, dass man diesen Artikel nit fur die allergewisseste, bekannte, empfindlichste Wahrheit halt, schweig dann, dass er sollt von jemand vordampt werden. Was lesen wir doch in aller Heiligen Leben? Was bekennen und bewähren sie doch mit allen ihren Werken, Beten, Fasten, Aerbeiten und mancherlei Ubungen? denn dass sie damit streiten wider ihr eigen Fleisch, dasselb zu kasteien und dem Geist unterthänig zu machen, und seine bose Lust und Begierden zu dämpfen, wie St. Pauel zun Colossern schreibt: Todtet eure Gelied, die auf Erden sein, die Unkeuscheit, Unreinickeit, bose Begierde, Geizickeit;       Selv om jeg og enhver anden rimeligvis skulle undre os over, at man ikke regner denne artikel for den allersikreste, bedst bekendte og mest indlysende sandhed, endsige da at den skulle blive fordømt af nogen, så lad os alligevel spørge: Hvad læser vi i alle de hellige levnedsbeskrivelse? Hvad andet er det, de bekender og bekræfter med alle deres gerninger, bønner, faste, anstrengelser og mange slags øvelser, end at de dermed kæmper imod deres eget kød, for at ave det og gøre det lydigt imod ånden og dæmpe dets onde lyst og begær? Sådan som sankt Paulus skriver i Kol 3,5: 'I skal døde jeres lemmer, der er her på jorden, ukyskhed, urenhed, ondt begær, gerrighed'.

⁸⁰ item Röm 8,13: So ihr durch den Geist todtet die Werk des Fleisches, so werdet ihr leben fur Gott. Werdet ihr aber nach dem Fleisch leben, so werdet ihr sterben; und zu Philipp.: Ich kasteie meinen Leib, und zwing ihn zum Dienste, auf dass ich nit andern predige, und selbs vorwerflich werde. (1 Kor 9,27) So fort (E70) mehr welcher Heilig seufzeit, schreiet, klagt, ruft nit uber sein eigen Fleisch und bosen Lust? Ligeledes Rom 8,13: 'Når I ved ånden døder kødets gerninger, så skal I leve for Gud. Men lever I efter kødet, vil I dø'. Og i Fil: 'Jeg holder mit legeme i ave og tvinger det til tjeneste, at ikke jeg, som har prædiket for andre, selv skal gå fortabt'. Og således mere. Hvilken helgen sukker ikke, skriger, klager, råber ikke over sit eget kød og den onde lyst?

⁸¹       Wie oft klagt St. Hierony, dass in seinem Fleisch wuthet die bose Lust: nit allein nach seiner Tauf, sondern auch wenn er gleich sich matt gefastet, gewachet, gearbeitet hat und am allerheiligsten war? Und St. Cyprianus, (la) in einer Predig von der Pestilenz, zum Tod nimpt kein andern Trost, denn von den Sunden, und spricht: Mussen wir doch ohn Unterlass fechten mit dem Geiz, mit der Unkeuscheit, mit dem Zorn, mit der Ehrgeizickeit. Mussen wir doch stetiglich und durch Muhe und Unlust streiten mit den fleischlichen Begierden, mit den Reizungen der Welt.         Hvor ofte klager ikke sankt Hieronymus over, at i hans kød raser den onde lyst. Ikke alene efter hans døb, men også når han har fastet, våget og anstrengt sig træt og var allerhelligst? Og sankt Cyprian, i en prædiken om pesten trøstes ikke ved andet end døden mod synderne og siger: 'Vi må dog uden ophør kæmpe mod gerrigheden, mod ukyskheden, mod vreden, mod ærgerrigheden. Vi må dog til stadighed og med møje og ulyst stride mod de kødelige begæringer, med verdens fristelser.

⁸² Des Menschen Geist ist umblagert, und mit des Teufels Anfechtung umbgeben, mag schwerlich allen Stucken begegnen, schwerlich allen widerstahn. Ist der Geiz niederdruckt, so steht auf die Unkeuscheit. Ist die Unkeuscheit niedergeslagen, so folget die eitel Ehre. Wird die eitel Ehre voracht, so erbittert sich der Zorn, bliest sich auf die Hoffart, ficht an die Trunkenheit, der Hass zureisst die Einigkeit, das Eifern zurtheilet die Frundschaft. Menneskets ånd er omringet og omgivet af djævelens anfægtelse, kan vanskeligt tage kampen op med alt, næppe modstå alt. Er gerrigheden undertrykt, rejser sig ukyskheden. Bliver ukyskheden slået ned, følger æren. Bliver æren foragtet, så gør vreden sig forbitret, så blæser hovmodet sig op, så begynder drukkenskaben, hadet ødelægger enigheden, skinsygen sønderdeler venskabet.

⁸³ Hie musst du fluchen, das Gott vorboten hat; hie musst du schwören, das doch nit ziemet. So mannigfältig Vorfolgung muss leiden der Geist des Menschen, so viel Fährlickeit muss das Herz gewarten. Und uns sollt noch lusten hie unter solchen Schwerten des Teufels lange stehn? So vielmehr zu wunschen und zu bitten ist, dass durch eilende Hülf des Tods wir zu Christo mochten bald kummen. Her må du bande, hvad Gud har forbudt, her må du sværge, hvad der dog ikke passer sig. Sådan en mangfoldig forfølgelse må menneskets ånd lide, så megen farlighed må hjertet vente sig. Og så skulle vi dog stadig have lyst til at blive her længe under disse sværdslag fra djævelen? Nej, langt hellere ønske sig og bede om, at vi med dødens hurtige hjælp snart må komme til Kristus.

⁸⁴         So denn dieser und aller Heiligen Leben und eigen Bekenntnis beweiset den Spruch Pauli Röm 7,22f: Ich hab Lust in Gottes Gesetzen nach dem Geist, und find doch in meinen Gliedern ein widerspenstig Gesetz der Sunden, dass niemand leugnen mag, es sei noch Sund in allen getauften und heiligen Menschen auf Erden, damit sie streiten mussen: was macht denn diese elende Bulle,dass sie das alles vordampt?       Så beviser da denne og alle helgeners levned og deres egen bekendelse Paulus udsagn Rom 7,22f: 'Jeg glæder mig over Guds lov efter ånden, og finder dog i mine lemmer en modsatrettet syndernes lov, så at ingen kan benægte, at der stadig er synd i alle døbte og hellige mennesker på jorden, som de må stride imod: Hvad bilder så denne elendige bulle sig ind, at den fordømmer alt dette?

⁸⁵ Mussen denn nu solch Schrift und alle Heiligen ihr Lugner sein? Lasst ein iglicher sich selbst vorsuchen und fuhlen, er faste, (E71) wache, ärbeite biss auf den Tod, und sei so heilig er immer mag, und sage, ob er nit noch in ihm finden werde bose Lust und Lieb, es sei zu Unkeuscheit, Zorn Hass, Hoffart oder dessgleichen. Denn nit allein die Unkeuscheit, sondern alle bose Lust und Begierden, werden durch des Fleischs Begierden vorstanden, die durch das Fleisch geschehen mugen; wie Paulus Gal 5,18ff erzählet. Skal nu sådanne skriftord og alle helgener være løgnere? Lad enhver prøve sig selv og mærke efter, lad ham faste, våge, anstrenge sig til døden, lad ham være så hellig han være vil, og sig så, om han ikke stadig finder i sig den onde lyst og kærlighed, til ukyskhed, vrede, had, hovmod eller den slags. For ved kødets begæringer forstås jo ikke alene ukyskhed, men al slags ond lyst og begær, som sker gennem kødet. Som Paulus siger Gal 5,18f.

⁸⁶        Ja, ich sage, dass diese Bulle durch Vordamnung dieses Artikels Gott Lugen straft und lästert. Denn also sagt St. Joannes der Apostel 1 Joh 1,8ff: So wir sagen, wir haben kein Sund, so betrügen wir uns selb, und die Wahrheit ist nit in uns. So wir aber unser Sund bekennen, so est er treu und frumm, dass er uns alle unser Sund vorgebe, und reinige von aller Untugend. So wir sagen, wir haben nit gesundiget, so machen wir ihn zum Lugner, und sein Wort ist nit in uns.        Ja, jeg siger, at denne bulle ved at fordømme denne artikel anklager Gud for løgn og spotter ham. For sådan siger sankt Johannes, apostelen, 1 Joh 1,8ff: 'Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Men hvis vi bekender vor synd, så er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os alle vore synder og renser os for al udyd. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham til en løgner, og hans ord er ikke i os'.

⁸⁷        Ist das auch nit klar gnug, dass wir noch zu reinigen sein, und Sund haben? Desselbengleichen zu den Ebräern spricht St. Paulus (la): Lasst uns ablegen alle Last und die anklebende Sund etc. (Hebr 12,1). Hie menget sich der Apostel mit ein, und bekennet, dass noch in ihm sit nit allein die Sund, sondern ein anklebende, das ist, die muthwillige, bose Lust, die nit abelässt, dieweil wir leben, hanget immer an, und fichtet wider den Geist, davon er eine Last und Beschwerde hat; wilchs der Apostel heisse beide ablegen.          Er det ikke også klart, at vi endnu trænger til renselse og endnu har synd? Noget lignende skriver sankt Paulus til hebræerne: Lad os aflægge al last og den synd, der klæber ved, osv. Her blander apostelen sig selv med ind og bekender, at der endnu i ham er ikke blot syhnden, men også en vedklæbende synd, dvs den selvrådige onde lyst, som ikke holder fri, sålænge vi lever, stadig hænger ved og kæmper imod ånden, som derved får en byrde og tynge på sig, som apostelen befaler os at aflægge.

⁸⁸         Also Joan. 15,3, da Christus hatte gesagt zu seinen Jungern: Ihr seid nu rein durch das Wort, das ich euch gesagt habe; spricht er doch zuvor v. 1f (la): Ich bin der Weinstock, ihr seid meine Weinreben, und mein Vater ein Weinmann. Welche Rebe Frucht trägt, den wird er reinigen, dass er mehr Frucht trage. Hie sehen wir, dass die Reben, die doch fruchtbar, das ist, frumm und heilig sein, doch noch unrein und mehr zu reinigen sein. Also David Ps. 51,12, da er schon frumm und rein war, sprach er doch: O Herr, schaff in mir ein reinis Herz, und mach ein neuen, (E72) richtigen Geist in mir. Widerumb sagt er Psalm 19,13 (la) : O Herr, wer mag wissen alle sein Sund; mach mich rein von meinen heimelichen vorborgen Sunden.       Ligeledes Johannes 15,3, hvor Kristus havde sagt til sine disciple: 'I er nu rene på grund af det ord, jeg har talt til jer', dèr sagde han dog forud til dem i vers 1: 'Jeg er vintræet, I er grenene, og min far er vingårdsmanden. Hver en gren, der bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt'. Her ser vi, at grenene, der dog bærer frugt, dvs er fromme og hellige, dog endnu er urene og trænger til at blive renset mere. Ligesådan siger David i Sl 51,12, hvor han allerede er from og ren, han siger trods det: 'O Herre, skab i mig et rent hjerte, og skab en ny fast ånd i mig'. Igen siger han i Sl 19,13: 'O Herre, hvem kan kende al sin synd; gør mig ren for mine hemmelige, forborgne synder'.

⁸⁹      Ja, dass wirs recht vorstehen, so ists nit muglich, dass wider und von den Sunden bitte oder begehre, denn die do schon frumm sein. Der angehabende Geist, und das erste Stuck der Gnaden hat allein die Art, dass es wider die ubrigen Sunde ärbeitet, und wollt gern allein durch und durch frumm sein; und vormag doch nit fur den Widerspanst des Fleisches. Denn wilche nit angefangen haben frumm zu sein, die streiten nit, klagen nit, bitten nit wider ihr Fleisch und Sund, ja, sie fuhlen nichts widerspenstiges, fahren und folgen wie das Fleisch will, wie St. Paulus Ephes. 4,17f von ihn sagt: sie sein dahin kummen, dass sie nit mehr fuhlen, darumb begeben sie sich in die Unreinickeit und Geizickeit etc.        Ja for at vi ret skal forstå det, så er det ikke muligt at andre end dem, der allerede er retfærdige, kan bede og begære imod synderne. Kun den ånd, de har i sig, og den første del af nåden har den evne, at de arbejder imod de tilbageblevne synder, og alene de vil gerne være retfærdig lidt efter lidt; men det formår de dog ikke på grund af kødets modstand. For de mennesker, der ikke er begyndt at blive retfærdige, de kæmper ikke, klager ikke, beder ikke imod deres kød og synd, ja de føler intet modstræbende, men farer på og følger efter, som kødet vil, sådan som sankt Paulus siger om dem i Ef 4,17f: 'Det er kommet dertil med dem, at de er uden følelse, derfor hengiver de sig til urenhed og havesyge, osv'.

⁹⁰ Videre til assty02!

Noter:

n39: Erlanger-note: 'bereuet'.

n45: I slutningen af 1520 udkom bullen i tysk oversættelse.