Assertio omnium articulorum 2

Luthers svar på pavens bulle.

WA bind 7, side 108 til 122.

For hver af de af paven fordømte sætninger findes en henvisning til pavens bulle: Exurge, domine. I denne fil kan man finde links til de steder i Luthers skrifter, hvor de pågældende sætninger forekommer.

Tilbage til index! Tilbage til assertio 1. Frem til Art. 3: #12. Art. 4: #17. Art. 5: #22; Art. 6: #32. Art. 7: #49. Art. 8: #54. Art. 9: #62. Art. 10: #65. Art. 11: #68. Art. 12: #72. Art. 13: #75. Art 14: #79.

¹        Et mire placet, ab Apostolo adductum crassissimum genus peccati, quod in novissimo sensu tactus omnes sentiunt. Quomodo enim persuasisset, intentiones et opiniones cordis peccata esse iis, qui nondum persuaderi volunt, concupiscentiam esse peccatum, et contra crasissimum sensum experientiae et apertissimam legem sapiunt?        Og besynderlig nok finder apostelen på at tilføje den mere rå slags synd, som alle føler, der er berørt af den i den sidste betydning. For hvordan skulle han kunne overbevise dem om, at hjertets hensigter og overvejelser er synd, som endnu ikke er blevet overbevist om, at begæret er synd, og kommer med deres overvejelser imod erfaringens rå betydning og den åbenlyse lov?

² Nam quem non facit reum ista lex 'Diliges dominum ex toto corde tuo'? Quis non parte aliqua magna seipsum diligit? Verum sciebat Apostolus hoc praeceptum sublimius esse, quam ut inexercitati (W109) capere possent: ideo assumpsit, quod praesumpsit, non posse negari ab ipsis, nimirum omnium sensu cognitum. For hvem vil dette 'Du skal elske Herren af hele dit hjerte' ikke gøre skyldig? Hvem elsker ikke sig selv for en stor del? Men apostelen vidste, at dette bud er for sublimt til, at det kan forstås af de uøvede: Derfor tog han det frem, som han formodede de ikke kunne nægte ud fra sig selv, for det højst sandsynligt erkendes af alles følelse.

³         Videamus autem, qua ratione moveantur, ut negent peccatum dici reliquam baptismo libidinem. Dicunt enim baptismi iniuriam esse, si non omnium peccatorum tribuere dicatur remissionem, sicut habet fides catholica Ecclesia et sanctum Euangelium. Si ergo remissa sunt omnia peccata, quod reliquum est peccatum dici non debet.        Men lad os se på, hvilken fornuft de bevæges af til at nægte, at den lyst, der er efterladt efter dåben, kan kaldes synd. De siger nemlig, at der sker uret mod dåben, hvis ikke man siger, at tilgivelsen gælder alle synder, sådan som den katolske kirkes tro og det hellige evangelium har det. Men hvis alle synder bliver tilgivet, så bør man ikke sige, at der bliver nogen synd tilbage.

⁴ Respondeo: Quid hic dicere possum, nisi quod urgentibus eodem argumento Pelagianis Augustinus dixit? scilicet peccatum remitti quo ad reatum, sed non quo ad actum, seu ut ipsius verbis utar, Peccatum istud reatu transit, actu manet. Sicut enim, ut idem ait, aliquod peccatum transit actu et manet reatu (sicut est omne actuale), ita econtra hoc originis peccatum transit reatu et manet actu. Ecce non negat esse peccatum, nec dicit solum defectum aut poenam esse, sed peccatum actu et vere esse. Jeg svarer: Hvad kan jeg her sige, andet end hvad Augustin sagde, da Pelagianerne påberåbte sig det samme argument? Nemlig, at synden tilgives, hvad angår skylden, men ikke hvad angår handlingen, eller, hvis jeg skal bruge hans egne ord, Den synd, der har med skyld at gøre, forsvinder, den, der har med handling at gøre, forbliver. Eller som han siger sammesteds: Ligesom nogen synd forsvinder, der har med handling at gøre, og nogen forbliver, der har med skyld at gøre (sådan som det er med al aktuel synd), sådan forsvinder modsat arvesynden, forsåvidt angår skylden, men forbliver, forsåvidt angår handlingen. Se, han nægter ikke, at det er synd, ejheller siger han, at det er en defekt eller en straf, nej, han siger, det er synd, forsåvidt angår handlingen, og det vil sige, virkelig synd.

⁵ Rursum dicent 'At nos reatum hunc proprie vocamus peccatum, non illud quod remanet'. Respondeo: In re ista seria et sacra non licet arguciis sophisticis cavillari, quibus effingunt reatum esse respectum inter deum et peccatorem, quo hic deputatur ad poenam. Iniuria est gratiae dei, si solum istum phantasticum respectum tollere doceatur, cum, ut scriptura loquitur, gratia dei renovet, mutet et in novos homines transformet de die in diem, et res ista serio agatur non respectibus tollendis, sed substantia et vita mutandis. Nam ideo corpus mori et incinerari oportet, ut peccatum expurgetur: verus est morbus et serius, qui tam seriam et potentem exigit medicinam. Atter siger de: 'Men vi kalder det synd, som vi selv gør os skyld i, ikke det, som forbliver'. Jeg svarer: I en alvorlig og hellig sag må man ikke drille med sofistiske argumenter, hvorved de finder på, at der er skyld med henblik på forholdet mellem Gud og synderen, hvorved det her regnes til straffen. Det er en uret imod Guds nåde, hvis man lærer, at den alene fjernes med henblik på dette opfundne forhold, selv om, som skriften siger, Guds nåde fornyer, forandrer og forvandler til et nyt menneske fra dag til dag, og denne alvorlige sag handler ikke om at fjerne forhold, men om at ændre substans og liv. For af den grund skal legemet dø og opbrændes, at synden skal udrenses: Den sygdom er virkelig og den er alvorlig, som kræver en så alvorlig og mægtig læge.

⁶        Haec ipsa enim gratia novi testamenti et misericordia dei est, quod, quia geniti sumus verbo veritatis et renati baptismate, ut simus initium aliquod creaturae eius, interim favor dei nos suscipit et sustinet, non imputans ad mortem quod reliquum est peccati in nobis, licet vere peccatum sit et imputari possit, donec efficiamur perfecte nova creatura: ad finem enim purgationis patris misericordia respicit, propter quem intermedias peccati immunditias statuit misericorditer ignoscere, donec penitus aboleantur.        Denne nåde er nemlig den ny pagts nåde og Guds barmhjertighed, og fordi vi er født ved sandhedens ord og genfødt i dåben, for at vi skal være en førstegrøde af hans skabning, nærer og opholder Guds gunst os, idet han ikke tilregner det til døden, som er tilbage af synd i os, selv om det virkelig er synd og godt kunne tilregnes, mens vi bliver til en helt ny skabning. For ved slutningen af denne renselsesproces ser han hen til faderens barmhjertighed. På grund af den fastslår han, at han barmhjertigt vil tilgive de syndens urenheder, der forekommer i mellemtiden, indtil de helt fjernes.

⁷ Hoc Apostolus Ro. viii. sic dicit: 'Nihil ergo damnationis est in iis qui sunt in Christo Iesu, qui non secundum carnem ambulant'. Non ait 'Nihil peccati in eis est', cum praecedente cap. peccatum asseruisset, sed 'nihil damnationis', quia, etsi sit peccatum in eis, non nocet, duplici iure, Primo, quia sunt per fidem in Christo Iesu, quo mediatore eis ignoscitur quicquid peccati inest, Secundo, quia non secundum carnem ambulant, id est, pugnant contra peccatum, ut extinguant, quo studio, quia inviti habent peccatum in se, pro non habentibus deus illos habet, non tamen nisi gratuita misericordia, ne superbiat quisquam in oculis dei de munditia sua, sed in humilitate suae miseriae servetur. Dette siger apostelen i Rom 8,1 således: 'Der er altså inden fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus, de, som ikke vandrer efter kødet'. Han siger ikke 'Der er ingen synd i dem', eftersom han i det foregående kapitel har forsikret, at der er synd, men han siger 'ingen fordømmelse', for skønt der er synd i dem, skader det dem ikke, efter en dobbelt ret, for det første, fordi de er uden fordømmelse gennem tro på Jesus Kristus, og ved denne mellemmand tilgives, hvad der måtte være af synd i dem, for det andet, fordi de ikke vandrer efter kødet, det vil sige, de kæmper imod synden, så de kan udslette den; af den grund, at det er ufrivilligt, at de har synd i sig, regner Gud dem for nogen, der ikke har synd, dog kun takket være hans barmhjertighed, at ikke nogen skal blive overmodig i Guds øjne over sin renhed, men i ydmyghed tjene sin elendighed.

⁸ Hoc sensu i. Johan. v. dicit: 'Scimus, quoniam omnis qui (W110) natus est ex deo non peccat, sed generatio dei conservat et malignus non tanget eum'. At omnis qui credit, quoniam Iesus est Christus, ex deo natus est, ut ibidem dicit. Ita simul verum est, iustum non peccare, et tamen peccatum habere seu malum facere. I denne betydning siges det i 1 Joh 5,18: 'Vi véd, at enhver, som er født af Gud, ikke synder, men Guds sæd bevarer ham og det onde kan ikke røre ham'. Men enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud, som han siger andetsteds. Derfor er det på én gang sandt, at den retfærdige ikke synder, og at han dog har synd eller handler ondt.

⁹        Concludamus ergo cum pulcherrimo verbo Augustini: Peccatum, inquit, remittitur in baptismo, non ut non sit, sed ut non imputetur. Ecce est et remanet peccatum, sed non imputatur: quare perseverandum est in usu scripturae et antiquorum, et non defectum sed vere peccatum appellandum libidinem et alias passiones reliquas baptismo, Et aliud esse omnia peccata remitti, aliud omnia tolli.          Lad os da slutte med Augustins smukke ord: 'Synden tilgives i dåben, ikke sådan at den ikke eksisterer, men sådan, at den ikke tilregnes'. Se, synden er der og forbliver der, men den tilregnes ikke. Derfor skal man holde fast ved skriftens og de gamles udtryk, og ikke kan vellysten og de andre lidenskaber, der er tilbage efter dåben, en defekt, men virkelig synd. Og han siger også, at én ting er at tilgive al synd, noget andet at fjerne al synd.

¹⁰ Baptismus omnia remittit, sed nullum penitus tollit, sed incipit tollere, id quod illos fefellit, qui remissionem intellexerunt omnimodam expurgationem, ac sic defectum pro peccato accipere seipsos coegerunt, ex malo intellectu in peiorem lapsi. Nam hac sententia eorum homines in securitatem et superbam praesumptionem ducuntur, dum, peccatis ablatis sibi puri visi, omittunt studia expurgandi peccati, ut cuius conscii iam non sunt. Dåben tilgiver al synd, men fjerne den ikke helt, men begynder at fjerne den. Det er dèr, de tager fejl, de som i enhver henseende forstod tilgivelsen som en udrensning, og således tvang sig selv til at forstå den som en defekt i stedet for som synd, og derved faldt fra en gal forståelse til en værre forståelse. For ved deres forståelse føres mennesker ind i sikkerhed og antagelse af overmod, når de, idet synderne er fjernet og de synes, at de selv er rene, undlader bestræbelserne på at udrense synden; den er de sig stadig ikke bevidst.

¹¹ Qua impia opinione plurimi pereant necesse est, sed et eo pervenerunt insaniae, ut etiam libidinem inevitabilem parentum sanctorum, dum generant, quantumvis indomitam et summo invictoque furore contra legem dei concupiscentem, defectum vocare sint coacti. Hoc est vere nimis extenuare peccatum, dicere tam atrocem libidinis impetum esse defectum. Sed de hoc satis. Det må gå sådan, at mange går fortabt i kraft af denne gudløse opfattelse, men de når også frem til det vanvid, at de tvinges til at kalde også den uundgåelige vellyst hos de helliges forældre, når de avler dem, for en defekt, endskønt den er utæmmet og med det største og ubesejrede raseri begærer imod Guds lov. Men det er i sandhed at fortynde synden altfor meget at sige, at en så skrækkelig drift er en defekt. Men nu nok om dette.

¹² TERTIVS.
        Fomes peccati, etiam si nullum assit actuale peccatum, moratur a corpore animam ab ingressu coeli. (exurge#19; assty02#29) Den tredie artikel.
       Syndens tønder, også hvis der ikke kommer nogen aktuel synd til, hindrer ud fra legemet sjælen i af indgå i himlen.

¹³        Quamvis hanc conclusionem saepius testatus sim non assertam sed disputatam, tamen iam non disputo sed assero eam, postquam nihil video contra eam produci ab ullo adversario. Si enim vera sunt, quae proximo articulo dicta sunt, fomitem esse vere peccatum, per gratiam dei veram magis ac magis purgandum, et nemo possit cum peccato coelum intrare, sicut ii. Pet. iii. promittit 'Coelos novos et terram novam expectamus, in quibus iustitia habitat', Puto satis proba consequentia duci, Animam fomite impediri ab ingressu coeli.         Skønt jeg ofte har bevidnet, at jeg ikke tilslutter mig denne tese, men diskuterer den, så vil jeg dog nu ikke diskutere den, men tilslutte mig den, eftersom jeg ikke kan se, at der er fremført noget imod den af nogen modstander. Hvis det nemlig er sandt, hvad der blev sagt i den foregående artikel, at tønderet er virkelig synd, som ved Guds nåde mere og mere skal renses ud, og hvis ingen kan gå ind i himlen med synd, sådan som 2 Pet 3,13 forjætter det: 'Vi forventer nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor', så mener jeg det er nok at fremføre den konsekvens som bevis, at sjælen ved tønderet forhindres i at gå ind i himlen.

¹⁴      His adde, quod illi fingunt et ego per impossibile posui, Fomitem esse posse sine peccato actuali, cum assidue lex membrorum captivet et repugnet legi mentis, ut Paulus conqueritur. (Rom 7,23) Res enim viva et quotidie movens est peccatum, sicut et ipsa anima, in qua habitat. Nam et iustitia res est vivens et movens. Non enim quiescere potest anima, quin vel amet vel odiat ea quae dei sunt.        Føj hertil, at de forestiller sig, hvad jeg påstår er umuligt, at tønderet kan være uden aktuel synd, skønt lemmernes lov uafladeligt tager til fange og kæmper imod sindets lov, så at den besejrer Paulus. Synden er nemlig en levende ting, der dagligt er i bevægelse, sådan som også den sjæl er, som den bor i. For også retfærdigheden er en levende og bevægende ting. Sjælen kan nemlig ikke forholde sig rolig, nej, enten elsker eller også hader den det, som er Guds.

¹⁵ Unde fit, ut, cum ipsimet concedant, actuale peccatum morari (W111) ab introitu coeli, cogantur concedere, quod et fomes moretur, qui origo vivacissima et inquietissima actualium peccatorum est. Omitto hic dicere, quod originale peccatum, ut omnia peccata, ita et incredulitas est. At nemo unquam satis diligit, credit, expectat, quam diu est in carne. Derved sker der det, at skønt de selv indrømmer, at den aktuelle synd forhindrer, at man går ind i himlen, så tvinges de til at indrømme, at også tønderet forhindrer det, det, som er de aktuelle synders højst levende og aldeles urolige ophav. Og så skal jeg her undlade at nævne, at arvesynden, som al synd, også er vantro. Men ingen har nogensinde elsket, troet, håbet nok, så længe han er i kødet.

¹⁶ Spiritus enim promptus est, sed caro infirma, etiam in Apostolis: ideo fomes vere est actuale peccatum, actualis privatio sive defectus eius rei, quae adesse debet, et actualis positio seu praesentia infirmitatis et aliorum affectuum, qui deesse debent, ut vere dixerit S. Iacobus, Nos esse initium creaturae dei, nondum complementum, partim iusti, partim peccatores, hoc uno salvi et ab impiis discreti, quod peccatum agnoscimus, confitemur et expugnamus, cui illi potius obediunt. Ånden er nemlig redebon, men kødet er skrøbeligt, også i apostlene. Derfor er tønderet virkelig en aktuel synd, en aktuel berøvelse eller mangel på det, som bør være til stede, og en aktuel fremsættelse af eller tilstedeværelse af den svaghed og andre affekter, som bør være fraværende, som Sankt Jakob så sandt har sagt (Jak 1,18): 'Vi er Guds skabnings førstegrøde', endnu ikke fuldendte, dels retfærdige, dels syndere, kun frelste ved det ene og forskellige fra de gudløse ved det ene, at vi erkender synden, bekender den og kæmper imod den, hvor de snarere adlyder den.

¹⁷ QVARTVS.
     Imperfecta charitas morituri secum fert necessario magnum timorem, qui se solo satis est facere poenam purgatorii, et impedit introitum regni. (exurge#20; assty02#38) Den fjerde artikel.
     Den døendes ufuldkomne kærlighed fører nødvendigvis med sig en stor frygt, som i sig selv er nok til at gøre fyldest for skærsildsstraffen, og forhindrer indgangen i riget.

¹⁸       Cum de iis rebus et de universo statu animarum sanctarum post mortem nihil habeat scriptura sancta, sicut nec de purgatorii nihil possum adducere pro isto articulo, quem neque asserui. Nunc autem assero et ipsum ex praecedentibus infero et probo. Cum enim Iohannes Apostolus vere dicat 'Timor poenam habet' (1 Joh 4,18) et timorem non expellat nisi perfecta charitas, ut idem dicit, clarum arbitror hinc fieri, timorem esse in imperfecta charitate, quae eum expellere nequit.        Eftersom den hellige skrift intet har om disse ting og i det hele taget om de helliges sjæles tilstand efter døden, sådan som jeg intet har kunnet fremføre om skærsilden til fordel for denne artikel, som jeg aldrig har tilsluttet mig. Men nu tilslutter jeg mig den, og jeg slutter mig til den og beviser den ud fra de foregående. Eftersom nemlig apostelen Johannes sandt siger, at 'frygt har med straf at gøre', og at frygt kun drives ud af den fuldkomne kærlighed, så tror jeg, det bliver klart, at der er frygt i den ufuldkomne kærlighed, som ikke kan drive den ud.

¹⁹ Hoc autem vitium charitatis, sicut Augustinus appellat, quid est aliud quam fomes et residuum originalis peccati, quod hominem privavit a recta, secura et perfecta charitate dei? Quare verum est, imperfectam charitatem impedimento esse ad introitum regni propter vitium, quo imperfecta est, Et scio adversarios nihil habere, quod contra dicunt, nisi suas opiniones sine ulla autoritate scripturae. Men denne mangel ved kærligheden, som Augustin kalder den, hvad er den andet end arvesyndens tønder og rest, som har forhindret mennesket fra Guds rette, sikre og fuldkomne kærlighed? Derfor er det sandt, at den ufuldkomne kærlighed er en forhindring i at gå ind i riget på grund af lasten, hvorved den er ufuldkommen. Og jeg véd, at modstanderne ikke har noget, de kan sige imod det, ikke andet end deres meninger uden skriftautoritet.

²⁰      Quis ergo iam neget, timorem istum poenam habentem posse vere purgatorium esse solum, cum non sit maior poena spiritus nostri quam fuga et pavor? nisi quis contra omnium sensum sapere velit. Et scriptura paucis locis ignem, frequentissime autem pavorem tribuit damnatis et impiis, ut psal. ii. 'Tunc loquetur ad eos in ira sua, et in furore suo conturbabit eos'. (Sl 2,5). Et omnes fatentur faciem iudiciis Christi fortius torturam impios quam ipsum ignem inferni.       Hvem vil derfor nægte, at dette at have denne frygt i sig selv kan være en sand skærsild, eftersom der ikke er nogen større straf for vor ånd end flugt og skælven? Medmindre da nogen vil tænke imod al fornuft. Og skriften tildeler nogle få steder de fordømte og gudløse ild, men langt oftere skælven, sådan som Sl 2,5: 'Da taler han til dem i sin vrede, og i sin harme forfærder han dem'. Og alle indrømmer, at dette at skulle stilles frem for Kristi domstol bliver de ugudelige pint værre end af selv helvedes ild.

²¹ Iam cum ipsimet fateantur, Animas non ab igne, sed in igne pati, quam possunt aliam poenam dare quam fugam et horrorem? Sed secure ipsi sic opinantur de rebus, quarum nihil unquam gustaverunt et cognoverunt: ideo prompte damnant aliena. Ego autem nitor vel uni autoritati Iohannis, (W112) qui timori poenam et timorem dat imperfectae charitati. Si tantum et ipsi pro sua sententia adduxerint scripturae, paratus ero doceri. Og da de nu selv indrømmer, at sjælene ikke lider af ilden, men i ilden, hvilken anden straf kan de da få end flugt og rædsel? Men de udtaler sig med sikkerhed om ting, de aldrig nogensinde har smagt og kendt: derfor fordømmer de rask væk det, der er anderledes. Men jeg støtter mig til blot én autoritet hos Johannes, som tilskriver frygten og rædslen den ufuldkomne kærlighed. Hvis blot også de ville føje et skriftsted til deres mening, ville jeg være rede til at lade mig belære.

²² QVINTVS.
       Tres esse partes poenitentiae, Contritionem, Confessionem, Satisfactionem, non est fundamentum in sacra scriptura nec in antiquis sanctis doctoribus. (exurge#21; assty02#44) Den femte artikel.
       At bodens dele er tre, anger, bekendelse, fyldestgørelse, er der ikke grundlag for at antage ud fra skriften eller ud fra de gamle hellige doktorer.

²³      Malitiose hunc articulum congesserunt. Non enim negavi contritionem et confessionem, sicut tamen sonat articulus et ipsi videri me talia docuisse volunt, sed satisfactionem negavi qualem ipsi docent, quod mihi non erit difficile probare. Ostendant, si possunt, ubi in tota scriptura unus apex aut iota scribatur, pro peccato mortali uno debere satis fieri septem annis: dicant, ubi pro differentibus poenas statuat Christus et Apostoli. Nonne haec omnia sunt postea inventa ab Episcopis? imo dent unum ex antiquis patribus, in quo legantur quadragenae, septenae et similia: ubi fecerint, libens revocabo.         Denne artikel er sat samme i ond tro. For jeg har aldrig nægtet angeren og bekendelsen, sådan som artiklen lyder, og sådan som de selv vil have, at jeg skal have lært, men jeg har nægtet fyldestgørelsen i den form, de lærer den, hvilket ikke vil være vanskeligt for mig at bevise. Lad dem påvise, hvis de kan, hvor i hele skriften der står skrevet bare med et apex eller et iota, at man bør gøre fyldest i syv år for én dødssynd. Lad dem sige, hvor Kristus eller apostlene fastsætter straffe for forskellige overtrædelser. Mon ikke alt dette er opfundet senere af biskopperne? Ja, lad dem give mig bare én af de gamle fædre, hvor de læser fire år eller syv år eller lignende. Hvis de gør det, vil jeg gerne tilbagekalde.

²⁴       Legimus sane multos a deo propter peccatum castigatos, ut David, Mosen, Aaron, Mariam, populum Israel et aliquos eorum, quos Christus in Euangelio curavit, Et i. Corint. xi. 'multi infirmi inter vos et dormiunt multi'. Sed haec non erat satisfactio, quam isti docent, scilicet remissibilem per claves, ita et modo multos punit deus pro peccatis, quas poenas tamen Ecclesia non potest aufferre per claves. Quare verum dixi, arbitrariam istam satisfactionem nec in scripturis nec patribus inveniri, inveniri autem poenam irremissibilem a deo impositam, ut psal. lxxxviii. dicit: 'Visitabo in virga iniquitates eorum et in verberibus hominum peccata eorum'. (Sl 89,33).       Vi læser ganske rigtigt, at mange blev hjemsøgt af Gud på grund af synden, såsom David, Moses, Aaron, Maria, Israels folk og nogle af dem, som Kristus helbredte i evangeliet. Og i 1 Kor 11,30 skriver Paulus: 'Der er mange syge iblandt jer og mange sover hen'. Men dette var ikke den fyldestgørelse, som de lærer, den skulle nemlig kunne eftergives ved hjælp af nøglerne. Således straffer Gud også mange for deres synd, men de straffe kan kirken ikke ophæve gennem nøglerne. Derfor har jeg talt sandt, at denne fyldestgørelse er vilkårlig og ikke findes hverken i skriften eller hos fædrene. Men der findes en ueftergivelig straf, der er fastsat af Gud, som Sl 89,33 siger: 'Jeg deres overtrædelser med stok og deres synd med pisk'.

²⁵        Dicent forte, relictum Ecclesiae taxandam poenam pro peccatis. Respondeo: Hoc iam non est scripturas sed propriam sententiam afferre: probetur, quo loco Christus hoc arbitrium reliquerit Ecclesiae, tibi enim non credo. Nam ubi dicit 'Quodcunque ligaveris etc' magis ad culpam quam ad satisfactionem pertinet. Culpa enim ligari et solvi proprie dicitur, non confessio aut satisfactio. Ita et illud 'Quorum remiseritis peccata, remittuntur eos'. Alioquin dicere debuit 'Quorum remiseritis satisfactiones, remittuntur eis'. Quare divinitus aut nulla est satisfactio aut remitti humanitus non potest.       De vil måske sige, at det er overladt kirken at fastsætte straffen for synderne. Jeg svarer: Dette er ikke at fremføre skriftbeviser, men at fremføre egne meninger. Lad det blive bevist, hvor Kristus overlader denne magt til kirken, for dig tror jeg ikke på. For hvor han siger: 'Hvadsomhelst I binder osv', har det mere med brøden end med fyldestgørelsen at gøre. For at brøden bindes og løses siges at høre med til boden selv, ikke til bekendelsen eller til fyldestgørelsen. Ligeledes også dette 'Hvem I tilgiver synder, dem er de tilgivet'. Ellers burde han sige 'Hvem i eftergiver fyldestgørelser, den er de eftergivet'. Derfor er der enten ingen guddommelig fyldestgørelse, eller også kan den menneskelig magt ikke eftergive den.

²⁶         Hoc libens concesserim, quod Ecclesia mater pio affectu praeventura manum dei castigat filios suos satisfactionibus quibusdam, ne incurrant flagella dei, sicut Ninivitae operibus suis spontaneis praevenerunt iuditium dei. Haec poena quidem est arbitraria, non in totum ut illi volunt, sed tamen (W113) necessaria.        Det tilstår jeg gerne, at kirken som en moder af fromhed vil komme Guds hånd i forkøbet og idømme sine børn visse fyldestgørelser, at ikke Guds plager skal ramme dem, sådan som Ninevitterne ved deres spontane gerninger kom Guds dom i forkøbet. Denne straf er ganske vist tilfældig, ikke fuld og hel, som de vil have det, men dog nødvendig.

²⁷ At nostri indulgentiarii etiam contra Ecclesiam asserunt, remitti penitus omnem satisfactionem, etiam a iusticia divina requisitam, quod est erroneum et impium. Nam aut nos aut homines aut deus punit peccata, quod illi per indulgentias tollunt omnino. Contra hanc eorum fictam et falsam satisfactionem, quam et solam habent, ego pugnavi, quam ideo solum finxerunt, ut lucra sua augerent et homines exhaurirent, fallerent ac perderent, cum, si essent pii pastores, potius imponeret poenas et Ecclesiae exemplo praevenirent deum, sicut Moses eum praevenit occidendo filios Israel propter peccatum vituli aurei. Men vore afladshandlere forsikrer også imod kirken, at de kan eftergive næsten al fyldestgørelse, også den, der kræves af den guddommelige retfærdighed, hvilket er fejlagtigt og ugudeligt. For enten straffer vi selv synderne, eller også gør andre mennesker det, eller også gør Gud det, de synder, som de vil fjerne helt med aflad. Det er imod denne deres selvopfundne og falske fyldestgørelse, som er den eneste, de har, at jeg har kæmpet. Den eneste grund til, at de har opfundet den, er, at den øger deres fortjeneste og udnytter mennesker, bringer dem til fald, bringer dem i fortabelse, skønt de, hvis de var gode hyrder, snarere skulle pålægge straffe og med kirken som eksempel komme Gud i forkøbet, ligesom Moses kom ham i forkøbet ved at dræbe Israels sønner på grund af guldkalven.

²⁸ Optimum autem fuerit, si nos ipsos puniremus. Hoc autem facimus, quando ex toto corde vitam totam mutamus: hac enim poenitentia et satisfactione deus contentus est, quantum probant scripturae sanctae et praesertim Iohannes baptista Luce iii. Sic i. Corint. xi. 'Si nos ipsos iudiceverimus, non utique iudicaremur a domino: cum autem iudicamur, a domino corripimur, ut non cum hoc mundo damnemur'. Ecce poena et correptio prorsus irremissibilis, quae a deo imponitur et exigitur. Men bedst var det, hvis vi straffede os selv. Men dette gør vi, når vi af hele vort hjerte forandre hele vort liv: denne bod og denne fyldestgørelse er Gud tilfreds med. Så meget beviser skrifterne og især Johannes Døber i Luk 3,8. Således også 1 Kor 11,31f: 'Hvis vi ville dømme os selv, ville vi ikke blive dømt af Herren; men når vi dømmes, dadles vi af Herren, så at vi ikke skal fordømmes sammen med verden'. Se, straffen og bebrejdelsen er fuldstændig ueftergivelige, fordi de pålægges og kræves af Gud.

²⁹          Vehementer autem odi et sublatum vellem hoc vocabulum 'satisfactio', quod non modo in scripturis non invenitur, sed et periculosum habet sensum, quasi deo quisquam possit pro ullo peccato satisfacere, cum gratis ille ignoscat omnia. Deinde occasio fuit, ut e salutari poenitentiae remedio nundinas facerent.          Men jeg har stærkt hadet det ord
'fyldestgørelse' og har ønsket det fjernet, fordi det ikke blot ikke findes i skriften, men også har en farlig mening, som om nogen kunne gøre Gud fyldest for nogen synd, skønt han dog tilgiver alt af nåde. Og så bliver der lejlighed til, at de ud af det frelsebringende remedium, boden, kan gøre en markedsplads.

³⁰ Vellem magis, ut disciplina, castigatio, visitatio, correptio aut alio quopiam scripturae sanctae vocabulo nominaretur, quo significaretur non esse remissibilem, sicut revera remissibilis non est, disciplinam domini, multo minus vendibilis et cauponabilis aliquando crederetur, sicut hodie videmus fieri conficta ista nova satisfactione, quae plenarie remittitur, cum talis, ut dixi, esse non possit, nedum poenitentiae tertia pars censeri debeat. Jeg så meget hellere, at det blev betegnet med disciplin, idømmelse, hjemsøgelse, bebrejdelse eller et eller andet ord fra den hellige skrift, hvorved det blev betegnet, at Herrens disciplin ikke var eftergivelig, sådan som den i sandhed ikke er eftergivelig, meget mindre til salg og nogetsteds til at sjakre med, sådan som vi i dag ser det ske med denne selvopfundne nye fyldestgørelse, som eftergiver fuldt ud, skønt en sådan, som jeg har sagt, ikke kan finde sted, sålænge den bør regnes for bodens tredie del.

³¹ Unde in sermoni meo vernaculo insigniter adieci, non esse istas tres partes poenitentiae, ut ipsi morem habent de eis loqui: semper enim volui exceptam disciplinam domini, quam esse negavi ab ullo remissibilem, sed tantum imponibilem, ideo aliam necessario fore et nusquam descriptam, quam illi satisfactionem docent totam in manu Papae positam, etiam invita iustitia divina. Derfor har jeg også i min tyske prædiken udtrykkeligt tilføjet, at der ikke er disse tre dele af boden, som de selv har for skik at tale om dem: Jeg har nemlig hele tiden villet undtage Herrens disciplin, som jeg nægter er eftergivelig af nogen, den er blot pålæggelig, derfor ville det være nødvendigt med en anden fyldestgørelse, som blot aldrig er beskrevet, en anden fyldestgørelse end den, de lærer, som helt er lagt i pavens hånd, også imod den guddommelige retfærdighed.

³² SEXTVS.
        Contritio, quae paratur per discussionem, collectionem et detestationem peccatorum, qua quis recogitat annos suos in amaritudine animae suae, ponderando peccatorum gravitatem, multitudinem, foeditatem, amissionem aeternae beatitudinis et acquisitionem aeternae damnationis, Haec contritio facit hypocritam, imo magis peccatorem. (W114) (exurge#22; assty02#59) Den sjette artikel.
      Angeren, som den fremkommer gennem samtale om, opregning af og foragten for synderne, hvorved man gennemtænker de år, der er gået med kærlighed til sin egen sjæl, hvorved man lægger vægt på syndernes alvor, deres mængde, deres hæslighed, det, at man mister den evige saligned og opnår evig fordømmelse, denne anger skaber en hykler, ja, gør vedkommende til en større synder.

³³       Quamvis hanc conclusionem etiam Cassianus doceat et sensus communis omnium ita in se experiatur, ut superfluum sit probari eam, tamen, ut obstruatur os loquentium iniqua, scripturas dei consulamus.          Skønt også Cassianus lærer denne tese, og alles almindelige fornemmelse erfarer det i sig selv, så det skulle være unødvendigt at bevise den, vil vi dog, for at lukke munden på den, der taler uret, undersøge Guds skrifter.

³⁴        Primum, hoc nemo negabit, Contritionem quantumlibet magnam, nisi fiat amore iustitiae et (ut ipsimet dicunt) in charitate dei, non est vera sed simulata. Omnia enim quae extra charitatem fiunt nihil, vana et falsa sunt, ut i. Corint. xiii. docet Paulus, quia non fiunt ex toto corde. Quod autem ex corde non fit, iam hypocrisis est, sicut dicit Christus Matt. xv. 'Cor eorum longe est a me'.        For det første: Det vil ingen nægte, at en anger, ligegyldig hvor stor, hvis den ikke sker af kærlighed til retfærdighed og (som de selv siger) i kærlighed til Gud, ikke er sand, men forloren. For alt det, der sker udenfor kærligheden, er intet, er tomt og er falsk, som Paulus lærer 1 Kor 13, fordi det ikke sker af et helt hjerte. Men hvad der ikke sker af hjertet, er hykleri, sådan som Kristus siger Matt 15,8: 'Deres hjerte er langt borte fra mig'.

³⁵ At contritio per peccatorum collectionem parata sine amore dei et iustitiae, hoc est, sine corde, conterit: de hac enim locutus sum, quare necessario sequitur, ut faciat hypocritam, qui nec volenter nec amanter conteritur in corde suo. Ego enim hypocritam aliter diffinire non possum, quam eum qui id quod facit non ex animo et syncero corde facit. Animum autem talem et cor non dat natura nec collectio peccatorum, sed sola charitas spiritus. Men en anger, der kommer frem ved at man opregner synder, angrer uden kærlighed til Gud og retfærdigheden, det vil sige, uden hjertet er med i det. Det er nemlig den anger, jeg har talt om, hvoraf med nødvendighed følger, at den skaber en hykler, som hverken angrer frivilligt eller med glæde i sit hjerte. For jeg kan ikke definere en hykler som andet end som én, der ikke gør det, han gør, ud af sit sind og ud af et inderligt hjerte. Men et sådant sind og et sådant hjerte er det ikke naturen eller nogen opregning af synder, der giver, man alene åndens kærlighed.

³⁶         Quod si dixerint se loqui de contritione in charitate facta, iam articulus nihil ad me. Non enim unquam sic docui, imo quia ut meum damnant, de contritione naturali et impia extra fidem loqui eos oportet, quam esse hypocrisin satis iam ex dictis constare puto.        Men hvis de havde sagt, at de taler om den kærlighed, som gøres i kærligheden, så har artiklen intet med mig at gøre. Jeg har nemlig aldrig nogensinde lært således, men når det nu er min artikel, de fordømmer, så må de også tale om den naturlige og gudløse anger udenfor troen, og jeg mener, at det fremgår tilstrækkelig tydeligt af det sagte, at den er hyklerisk.

³⁷ Aut opinantur hic forte mediam et neutralem suam Theologiam, quod illa contritio, licet extra charitatem facta sit, non tamen sit ficta, quia praeparat ad gratiam proxime, dum facit homo quod est in se. Verum de ista impietate inferius suo loco. Ego enim peccatum assero quicquid ante gratiam fit in homine, tantum abest ut praeparet ad gratiam. Eller de tror måske her, at deres teologi er en slags midtimellem-teologi eller neutral teologi, fordi denne anger, selvom den er gjort udenfor kærlighed, dog ikke er fiktiv, fordi den forbereder til nåden, idet mennesket gør, hvad det kan. Men om denne gudløshed senere på sit sted. Jeg fastslår nemlig at hvad der sker i mennesket før nåden, er synd, og det er så langt fra, at det forbereder til nåden.

³⁸         Secundo, de altera parte, Quod ea contritio faciat magis peccatorem, latius dicendum, quo et prior pars maxime nititur. Hic Apostolum invoco, qui dicit Ro. v. Per legem abundare peccatum, et Gal. iii. Per legem augeri transgressiones, Et i. Corint. xv. 'Virtus peccati lex'. Quibus verbis prorsus neutralem illam Theologiam evacuat, quae inter odium et gratificantem amorem medium fingit naturalem amorem legis, qui contritionem istam paret.        For det andet: Om den anden del, at denne anger skaber en større synder, skal der siges lidt yderligere, hvorved også den første del understøttes mest muligt. Her påkalder jeg apostelen, som Rom 5,20 siger: 'Gennem loven bliver synden større', og Gal 3,19: 'Gennem loven øges overtrædelserne' og 1 Kor 15,56: 'Syndens kraft er loven'. Med disse ord gøres denne neutrale teologi fuldstændig tom, den, som forestiller sig en naturlig kærlighed til loven, midt imellem had og taknemlig kærlighed, en kærlighed, som skulle bringe denne anger i stand.

³⁹ Si enim hic amor stat et per ipsum non augetur peccatum, mendax est Paulus, qui generali sententia dicit, legem esse auctricem et virtutem peccati, ita ut e solo Christo pendeat victoria eius. Ergo faciat quicquid potest natura ante gratiam, auget peccatum, quia non potest non odisse legem. At hoc odium est peccatum, imo augmentum peccati, cum non solum peccet contra legem, sed odiat non licere peccare, prohibente scilicet lege. Hvis nemlig her kærligheden er kærlighed, og synden ikke øges ved den, så er Paulus en løgner, eftersom han i en generel sætning siger, at loven er syndens hjælper og kraft, således at dens sejr alene afhænger af Kristus. Lad altså naturen før nåden gøre, hvad den kan, den øger synden, fordi den ikke kan lade være med at hade loven. Men dette had er synd, ja, det øger synden, eftersom det ikke blot synder imod loven, men hader, at det ikke får lov til at synde, det forhindrer jo loven.

⁴⁰ Ita fit, ut irritante lege et concupiscentia et peccatum magis placeant et lex magis ac (W115) magis displiceat: cum ergo collectio peccatorum extra gratiam non nisi legem sibi praestituat, ad quam peccata sua confert, impossibile est (licet metu poena vel spe premii fortiter simulet), ut non magis odiat legem quam peccata et magis diligat peccata quam iustitiam legis. Således sker det, at de finder mere behag i den bespottede lov og i begæret og i synden, og at loven mere og mere mishager dem: Når derfor opregningen af synderne udenfor nåden kun bestemmer sig selv i forhold til loven, som den sammenligner sine synder med, så er det umuligt (også selv om frygt for straf eller håb om belønning måske får én til at synes det), at man ikke skulle hade loven mere end synden, og elske synden mere end lovens retfærdighed.

⁴¹         Et quid faciat impius extra gratiam, cum superius articulo primo docuerimus, quanto sudore iusti et sancti viri condelectentur legi dei et resistant legi membrorum repugnanti legi dei et captivanti? si illi coguntur non modo odisse sed et repugnare legi dei et captivari, quid facient impii, in quibus ista pugna spiritus nondum est? Quid faciat caro, ubi spiritus non est? praesente spiritu pugnat contra legem dei, et tu dicis, quod absente spiritu pugnat pro lege dei? Caro concupiscit adversus spiritum et spiritus adversus carnem, et tu docebis, solam carnem nullo repugnante spiritu facturam pro spiritu?        Og hvad gør den ugudelige udenfor nåden, når vi i den foregående første artikel har lært, med hvilken anstrengelse de retfærdige og hellige mænd samtykker med Guds lov og modstår deres lemmers lov, der kæmper imod Guds lov og tager dem til fange? Hvis man skal regne med, at disse ikke blot hader, men også kæmper imod Guds lov og tages til fange, hvad gør da de gudløse, i hvilke denne kamp imod ånden slet ikke findes? Hvad gør kødet, når ånden ikke er der? Når ånden er til stede, kæmper det imod Guds lov, og du siger, at når ånden er fraværende, kæmper det for Guds lov? Kødet begærer imod ånden og ånden imod kødet, og du vil lære, at kødet alene kan lade være med at kæmpe mod ånden og handle hen imod ånden?

⁴² Quid potest insanius dici et fingi? Malae cupiditati tribuitur, ut faciat opus, contra quod ipsa eadem summis viribus pugnat, dum praesens est bona cupiditas. Credo haec factura fidem, per legem non nisi augeri peccatum, id est, odio haberi iustitiam et amari peccatum, idque toto pondere et summis viribus, ubi natura sola fuerit extra gratiam, cum in gratia summis viribus pugnet contra legem. Simul, credo, pateat, non modo hypocritam sed et magis peccatorem fieri collectorem illum contritionis ex peccatorum et legis intuitu. Hvad kan man sige og forestille sig mere vanvittigt? Det tilskrives en ond bestræbelse, at kødet gør en gerning, imod hvilken det selvsamme kød kæmper af al magt, når den gode bestræbelse er til stede. Jeg troede, at troen gik ud på, at igennem loven sker der kun det, at synden øges, det vil sige, man hader retfærdigheden og elsker synden, og det af al magt og af alle kræfter, hvor naturen er alene uden nåden, når man i nåden af al magt kæmper imod loven. Samtidig tror jeg, det fremgår, at ikke blot bliver man hykler, man bliver en større synder, når man sådan samler på anger med hensyn til synderne og loven.

⁴³        Quin eat quisque in cor suum et non mentiatur sibiipsi respondeatque mihi, An non cor suum ita inveniat, ut mallet nullam legem esse? an non odiat poenam peccatorum esse? an non sentiat sibi placere voluptatem, gloriam, opes, scientiae etc.? Quis est qui his non afficiatur? At affectus nonne vellet, non esse prohibita? Quod siquis simulet se non multum ista curare, fateatur saltem ex parte illis affici. Si non fatetur, non credo ei prorsus, cum omnes sancti id querantur de seipsis et has repugnantes leges membrorum assidue accusent.       Jamen, enhver kan jo gå ind i sit eget hjerte og uden at lyve for sig selv svare mig på, om ikke han vil finde, at hans hjerte ville foretrække, at der ikke var nogen lov; om ikke han hader, at der skal være straf for synderne? om ikke han føler, at lysten, æren, rigdommen, vidensmagten osv behager ham. Hvem er der, som ikke tiltrækkes af disse ting? Men mon ikke han vil noget forbudt, når han har denne tilbøjelighed? Derfor, hvis nogen lader, som om at dette ikke rager ham ret meget, så må han dog i sidste ende indrømme, at han til dels tiltrækkes af disse ting. Hvis han ikke indrømmer det, vil jeg slet ikke tro på ham, eftersom alle de hellige krævede dette at sig selv, bekæmpede disse lemmernes lov og anklagede sig selv.

⁴⁴ Quid ergo contra proprium sensum et vitalem pulsum experientiae fingimus amorem naturalem legis et odium peccati, quo praeparetur homo ad gratiam, cum ista sint non in corde nata sed natantia sicut spuma et per vim extorta, sub quibus alitur eo foedius et maius odium legis, quo fortius simulatur odium peccati. Horum certe impiorum est illa violenta conscientia, quam Paulus cauterisatam vocat ad Timotheum primo. (1 Tim 4,2) Hvordan kan vi da imod vor egen følelse og erfaringens livlige pulseren opstille en naturlig kærlighed til loven og et had til synden, hvorved mennesket kan forberede sig til nåden, eftersom disse ting ikke er medfødt i hjertet, men bliver til som ud af fråde og fremdraget med magt, og eftersom der under dække af dette næres et desto skrækkeligere og desto større had til loven, jo kraftigere man lader som om man elsker synden. Givetvis er det denne voldførte samvittighed hos disse ufromme, som Paulus i 1 Tim 4,2 kalder en brændemærket samvittighed.

⁴⁵        Unde ego sentio et doceo, pernitiosum esse genus docendi, quo intuitu poenarum, premiorum, peccatorum docentur poenitere. his enim doctrinis coercentur ab opere et cauterisatam violentatamque formant sibi conscientiam seu bonum propositum, et maiore malo occultum illum affectum contemptae legis et amati peccato nunquam intelligunt nec observant, imo iis studiis occultant, contenti satisfecisse istis impiis dogmatibus operum, (W116) quibus tamen si libere loqui concedas statim dicent, se non ex animo poenitere et, nisi lex infernusque esset, toto impetu malle explere mala sua, praesertim tentati.         Derfor mener jeg og lærer jeg, at det er en fordærvelig undervisning, når de belæres om at gøre bod ved at betragte straffene, belønningerne, synderne. For ved disse læresætninger tvinges de hen til gerningerne og de danner sig en brændemærket og voldført samvittighed eller et godt forsæt, og ved et større onde kommer de aldrig til at forstå eller bliver klar over denne skjulte følelse af foragt for loven og kærlighed til synden, ja, de skjuler disse lyster, tilfredse med at have fyldestgjort disse ugudelige læresætningers gerninger, hvorved de dog, hvis du tillader mig at sige det ligeud, straks sier, at de ikke gør bod af hjertet, og hvis loven og helvede ikke fandtes, ville de især være fristet til af al magt hellere udføre det onde, de har i sig.

⁴⁶ Quanto ergo rectius sane docerentur istum affectum capitalem, pessimum, occultum agnoscere, et donec ab amore legis inciperent poenitere, sese hypocritas esse scirent et nihil de hypocrisi tali praesumerent, imo super ea magis quam super peccatis, quorum intuitu fictum istum dolore coegerunt, dolerent. I så høj grad de altså mere rigtigt skal lære sundt om at kende denne hovedfølelse, denne onde, skjulte følelse, og når de begynder at gøre bod af kærlighed til loven, bliver de klar over, at de er hyklere, og de venter sig intet af et sådant hykleri, ja det smerter dem mere med dette end med synderne, som de blev tvunget til at betragte med smerte ved denne fiktion.

⁴⁷         Admitto sane, crassos illos et induratos impios, qui nondum conscientias habent, terroribus illis sicut servos indomitos urgeri ad poenitentiam, sicut Magistratus gladio coercet sceleratos. Sed ubi conscientiae sunt, ibi certe instituendae sunt, ut a Christo primum incipiant et in misericordiam eius credentes vitam mutent. Tum enim primum poenitentia vera incipit, quando ex amore fluit, sicut et ipsi dicunt. Tunc non amore eomodi nec timore poenae sed affectu solius iustitiae peccata colligent et ponderabunt, ut haec fusius in sermone de poenitentia dixi.         Jeg indrømmer godt nok, at disse hårde og forhærdede gudløse, som endnu ikke har nogen samvittighed, må tvinges med disse rædsler som vilde slaver til bod, ligesom øvrigheden tvinger forbryderne med sværdet. Men hvor de har samvittighed, dèr er det med sikkerhed også indrettet sådan, at de først skal begynde fra Kristus og ved at tro på hans barmhjertighed få deres liv forandret. Først da begynder den sande bod, når den strømmer frem af kærligheden, sådan som de også selv siger. Da er det ikke ud af den slags kærlighed eller af frygt for straf, men af hengivenhed for retfærdigheden selv, at de tænker over alle deres synder og lægger vægt på dem, som jeg mere udførligt har omtalt det i prædikenen om boden.

⁴⁸ Quando enim de poenitentia docemus, eam docere debemus, qua fiant Christiani ex corde poenitentes, quod non facimus, nisi fidem doceamus omnium primo iis qui peccata sua sentiunt, ne praeventa stulta operum opinione incipiant salutem a seipsis operantibus et currentibus, et non a miserente deo. Aliud enim genus est docendi induratos illos, ferreas cervices et ereas frontes, ab externis saltem peccatis, coercere: etiam si corde invito et coerceri odiente peiores in semetipsis fiant minus tamen nocebunt aliis. For når vi lærer om boden, bør vi lære om den således, at de kristne bliver bodgørende af hjertet, hvilket vi ikke gør, medmindre vi lærer om troen, først af alle for dem, som føler deres synder, at ikke den dumme mening om gerningerne skal komme først, så de begynder frelsesvejen ud fra, hvad de selv udvirke og anstrenge sig for, og ikke ud fra den Gud, der forbarmer sig. Men på en anden måde må man lære at tvinge de forhærdede, de med jernnakkerne og de oprejste pander, fra de ydre synder: De skal tvinges, også selv om de har et hjerte, der er uvilligt og hadefuldt, og de bliver værre i sig selv, uden dog at skade andre.

⁴⁹ SEPTIMUS.
     Verissimum est enim proverbium, omni doctrina de Contritionibus hucusque data praestantius, quo dicitur 'Optima poenitentia nova vita'. (exurge#23; assty03#1) Den syvende artikel.
        Det er et meget sandt ordsprog, der er bedre end enhver lære, der hidtil er givet om angeren, der siger: 'Den bedste bod er et nyt liv'.

⁵⁰        In omnibus hominum verbis nihil verius est communibus proverbiis, adeo ut et scriptura sancta saepius proverbia tanquam verissima citet. Quocirca mirum, quid illis acciderit, ut contra omnium sensum et sententiam audeant damnare, et mea non sit ista sententia, unde et defendendam eam relinquo omnibus. Ego autem defendo quod addidi, quo ostendi, id proverbii cum scriptura convenire, ubi Paulus Gal. vi. dicit: 'In Christo enim Iesu neque circuncisio neque praeputium aliquid valet, sed nova creatura'. Hanc sententiam debuerant damnare, quo stabilivi proverbium, dum me voluerunt damnare.           Blandt alle menneskenes ord er der intet der er sandere end de almindelige ordsprog, i den grad, at også den hellige skrift ofte citere ordsprog som noget meget sandt. Derfor er det mærkeligt, hvad der er sket med mine modstandere, at de vover imod alles mening og opfattelse at fordømme denne artikel; det er jo ikke min mening, og derfor overlader jeg det til alle at forsvare den. Jeg for min del forsvarer det, som jeg har tilføjet, hvor jeg påviser, at ordsproget her stemmer overens med skriften. Paulus siger Gal 6,15: 'I Kristus Jesus betyder hverken omskærelse eller forhud noget, men en ny skabelse'. De burde have fordømt den mening, hvorved jeg understøtter ordsproget, når de nu vil fordømme mig.

⁵¹ Plane enim hic Apostolus docet, omnia vana esse, nisi simus nova creatura in Christo. At poenitentia, quae sine amore iustitiae agitur, vetus adhuc est creatura, non plus valens quam circuncisio aut praeputium. Nam et Paulus cum converteretur luce subita circunfulsus, eodem (W117) momento charitate indutus est, dicens: 'Domine, quid me vis facere?' (Apg 22,10) Haec verba non dicit poenitentia servilis, quae potius horret et fugit a facie domini, sicut Iudas Scarioth. Charitas sola dicit: 'Domine, quid vis me facere?'. Her lærer apostelen jo ligeud, at alt er forgæves, hvis ikke vi er en ny skabning i Kristus. Men en bod, der gennemføres uden kærlighed til retfærdigheden, er stadig den gamle skabning, og betyder ikke mere end omskærelse eller forhud. For da Paulus blev omvendt, blev han omstrålet af et pludseligt lys, og i samme øjeblik blev han iført kærlighed, og han sagde: 'Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre'. Dette ord sagde han ikke ud af en slaveagtig bod, som mere var bange og flygtede fra sin herres ansigt, sådan som Judas Iskariot. Det var alene kærligheden, der sagde: 'Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?'

⁵²        Sis ergo certus, simul dum homo conteritur, simul et gratia infunditur, et in medio terrore diligit iustitiam, si vere poenitet: sin autem non simul diligit, non vere poenitet. Probavi enim saepius infusionem gratiae fieri cum magna animi concussione, Sicut beata virgo ad ingressum angeli turbata est, et hac ipsa turbatione ad summum amorem virginitatis impulsa est.        Du kan derfor være sikker på, at samtidig med, at mennesket rives i stykker, indgydes også nåden, og midt i frygten elsker han retfærdigheden, hvis han i sandhed gør bod. Men hvis han ikke samtidig elsker, gør han ikke i sandhed bod. Jeg har nemlig ofte bevist, at nådens indgydelse finder sted under den største sjælerystelse. F. eks. blev den salige jomfru forskrækket, da englen trådte ind til hende, og selve denne forskrækkelse blev stødet til den største kærlighed til jomfrueligheden.

⁵³ Neque enim vehementius unquam amavit virginitatem quam hac hora, in qua viri personam solitaria intuens metuit violentiam castitatis. Ita peccator, dum virtute dei compungitur et visitatur per gratiam, vehementer concutitur atque hac ipsa concussione ad odium peccati et amorem iustitiae rapitur. At qui sua vel legis solius virtute poenitet, concutitur quidem, sed fingit odium peccati, quia stat sententia 'Virtus peccati lex': (1 Kor 15,56) Nollet enim sic concuti. multo magis ii fingunt, qui sine commotione solis cogitationibus frigidis peccata recogitant. For hun har ikke nogensinde elsket jomfrueligheden stærkere end i denne time, i hvilken hun alene så en mandsperson og frygtede brud på kyskheden. Sådan også med synderen, når han gennemstikkes af Guds kraft og hjemsøges af nåden, så skæres han hæftigt i stykker og ved selve denne ituskærelse rives han hen til had til synden og kærlighed til retfærdigheden. Men den, som gør bod ved sin egen kraft eller ved lovens kraft, sønderskæres ganske vist, men han lader som om han har et had til synden, og derfor står den sætning fast 'Syndens kraft er loven'. Han vil nemlig ikke skære i stykker på den måde. Men de mennesker foregiver langt mere, som overvejer deres synder, uden at det rører dem, alene ud fra kolde overvejelser.

⁵⁴ OCTAVVS.
        Nullo modo praesumas confiteri venialia peccata, sed nec omnia mortalia, quia impossibile est, ut omnia mortalia cognoscas, unde in primitiva Ecclesia solum manifeste mortalia confitebantur. (exurge#24; assty03#20) Den ottende artikel.
      Du må på ingen måde mene, at du kan bekende alle dine tilgivelige synder, men heller ikke alle dødssynder, for det er umuligt at kende alle dødssynder; derfor bekendte de i den ældste kirke kun de offentlige dødssynder.

⁵⁵        Velim doceri, quibus rationibus aut causis ista sint falsa et damnanda: ego cogitare non possum, cur falsa esse arbitrentur. Dic mihi, ubi est praeceptum de venialibus confitendis sacerdoti? Nonne ipsimet dicunt omnes unanimiter, Venialia non pertinere ad confessionem? Cur ergo sua propria damnant propter me? Deinde cum fere peccemus sine intermissione venialiter, quis erit finis et modus confitendi?         Jeg kunne godt tænke mig at få at vide, ud fra hvilke begrundelser eller grunde denne artikel er forkert og skal fordømmes. Jeg for min del kan ikke finde ud af, hvorfor de mener den er forkert. Sig mig, hvor findes der et bud om, at de tilgivelige synder skal bekendes for præsten? Mon ikke de selv som med én mund siger, at de tilgivelige synder ikke hører hjemme i skriftemålet? Hvorfor fordømmer de da deres egne ord på grund af mig? Og videre: Eftersom vi synder næsten uden afbrydelse, hvad ville så være endemålet, og hvordan skulle man bekende?

⁵⁶ An illud e Decretis adducent c. Omnis utriusque sexus, ubi praecipitur cunctis fidelibus, ut semel in anno omnium suorum peccatorum faciant confessionem? At quis per omnia peccata etiam venialia intelligit? Aut quo iure, qua scripturae autoritate Papa praecipere potest venialia ad confessionem pertinere? Vide ergo mirabiles damnatores, de sola voluntate sua praesumentes, omnium omnibus, etiam suis ipsorum sentenciis contradicere. Mon de vil fremføre fra dekreterne kapitlet 'alle af begge køn', hvor det foreskrives samtlige troende, at de én gang om året skal bekende alle deres synder? Men hvem forstår ved alle sine synder også de tilgivelige? Eller med hvilken ret, med hvilken skriftautoritet kan paven påbyde, at de tilgivelige synder hører med til skriftemålet? Se altså disse forunderlige fordømmere, der kan gøre lige hvad de vil, af alle ting gøre alt, også modsige deres egne sætninger.

⁵⁷        Iam impossibile esse, ut omnia mortalia cognoscas, evidentissimum est ex Psal. xviii. 'Delicta quis intelligit? ab occultis meis munda me´. (Sl 19,13) Cur hunc prophetam non damnant, ex cuius ore mea verba fluunt et pendunt? qui et psalmo vii. titulum fecit 'pro ignorantia sua', in quo non nisi pro occulto et ignorato sibi peccato precatur. Idem rursus psal. c. xlii. 'Non (W118) intres in iuditium cum servo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis vivens'. (Sl 143,2).         Men at det er umuligt at kende alle dødssynder, ses soleklart af Sl 19,13: 'Hvem kender sine overtrædelser? Rens mig fra mine skjulte synder'. Hvorfor fordømmer de ikke denne profet, for mine ord flyder ud af hans mund og afhænger af dem? Han har også lavet overskriften til Sl 7 'for de ukendte synder', i hvilken han hele tiden beder om tilgivelse for sine skjulte og ukendte synder. Og det samme siger Sl 143,2: 'Gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen, der lever, retfærdig'.

⁵⁸ Nec potest hic dici, Delicta occulta esse venialia, cum non iustificari hoc ipsum sit mortale et damnabile. Si ergo sancti habent mortalia peccata, quae ignorant, propter quae damnarentur, nisi humili et generali confessione praevenirent misericordiam dei ignoscentem, quid nos audemus tribuere impiis poenitentibus ante gratiam, ut omnia possint cognoscere? Og her kan man ikke sige, at de skjulte overtrædelser er tilgivelige synder, for ikke at retfærdiggøres, det i sig selv fører til døden og er fordømmeligt. Hvis altså de hellige har dødssynder, som de ikke kender, og som de fordømmes for, hvis ikke de med en ydmyg og almindelig bekendelse på forhånd beder om Guds tilgivende barmhjertighed, hvordan vover vi da at tillægge de gudløse bodgørende før nåden, at de kan kende det alting?

⁵⁹         O caecitas deploranda! Nonne Christus praedixit impios adeo caecos esse, ut etiam occidendo Apostolos arbitrentur sese obsequium praestare deo? (Joh 16,2) Et quomodo ii peccata sua mortalia cognoscent? Quomodo Paulus ea cognovit spirans caedis et minarum, cum tamen omnia faceret quae nosset et posset, adeo ut sine querela sese conversatum testetur in Iudaismo?          O begrædelige blindhed! Mon ikke Kristus har forudsagt, at der vil være gudløse, der er i den grad blinde, at de endog, når de dræber apostlene, tror, at de derved tjener Gud. Og hvordan skulle de kunne kende deres dødssynder? Hvordan skulle Paulus kunne kende dem, han, der udspyede drab og trusler, skønt han dog gjorde alt, hvad han vidste og kunne, i den grad, at han sagde om sig selv, at han var uden lyde i jødedommen?

⁶⁰ Quasi vero etiam nunc non videamus quosdam impensissime bonis intendere vitae studiis et tamen gravissime errare, et sicut Paulus de Iudaeis dicit, Zelum dei habent sectando iustitiam et tamen ad iustitiam non perveniendo. (Rom 9,31) Ve nobis, qui nobis de luce placemus, et has tenebras lucem appellamus et homines securos facimus extincto dei timore! Sancti gratia illuminati ignorare sese confitentur delicta sua, et nos horum scientiam tribuimus iis, qui sancti non sunt et ante gratiam poenitent seu potius poenitentiam fingunt. Som om vi ikke også nu ser nogle stræbe frem med en så kostbar god iver i livet og dog tage højst alvorligt fejl, så de, som Paulus siger om jøderne, har iver efter Gud, når de stræber efter retfærdigheden, og dog ikke når frem til retfærdigheden. Ve os, som finder behag i lyset og kalder et sådant mørke for lys og gør menneskene sikre ved at udslette frygten for Gud! De hellige, der var oplyst ved nåden, bekendte, at de ikke kendte deres overtrædelser, og vi mener, at de mennesker har viden om dem, som ikke er hellige og gør bod før nåden eller snarere lader som om de gør bod.

⁶¹        Fuisse autem in primitiva Ecclesia solum manifeste mortalia confessionibus tractata, satis probant Epistolae Pauli, patrum scripta et historiae, quas si Bulla tam impudenter damnare audet, suo genio digna facit. Ego de his mortalibus locutus sum, quae aut aliis aut sibi manifesta sunt, ut satis in propositionibus et dictis meis patet. Bulla autem insidiose loquitur, ac si de solis publicis, omnium sensu cognitis, fuerim locutus.          Men at man i den første kirke udelukkende tog de åbenbare dødssynder frem i skriftemålet, det bevises tiltrækkeligt af Paulus' breve, af fædrenes skrifter og historier, og hvis bullen var så fræk, at den vovede at fordømme dem, så ville den handle, som den havde forstand til. Jeg for mit vedkommende har talt om de dødssynder, som er åbenbare for andre eller for én selv, hvad der fremgår tilstrækkelig tydeligt af mine resolutioner over de 95 teser og af mine udsagn. Men bullen taler rænkefuldt, og hvis den alene taler om de offentlige synder, hvad der er erkendt af alle, så er det, hvad jeg har sagt.

⁶² NONVS.
      Dum volumus omnia pure confiteri, nihil aliud facimus quam quod misericordiae dei nihil volumus relinquere ignoscendum. (exurge#25; assty03#26) Den niende artikel.
      Når vi ønsker at bekende alle synder uden undtagelse, så gør vi ikke andet end at vi ikke vil overlade til Guds barmhjertighed at tilgive.

⁶³        Sed eant, quaeso, bullares poenitentes et omnia pure confiteantur, nihilque relinquant ignoscendum divinae misericordiae, et respondeant mihi, quando sint pacem conscientiae habituri, et qua via iuditium dei sint evasuri, faciantque David mendacem, ubi dicit 'Non intres in iuditium cum servo tuo', (Sl 143,2) Et iterum 'Delicta quis intelligit?' (Sl 19,13) Currant ipsi in iudicium et intelligant omnia sua delicta, ut soli sint veraces: nos libenter cum David constanter asseremus, ut reliqua soli misericordiae ignoscenda relinquamus, dicentes 'Ab occultis meis munda me, domine'. (Sl 19,13)         Men lad dem komme, siger jeg, disse bullebodgørere og simpelthen bekende alt og ikke overlade noget til den guddommelige barmhjertighed at tilgive, og lad dem så svare mig på, hvornår de kan få fred i deres samvittighed, og hvordan de kan undgå Guds dom og gøre David til en løgner, han, som siger: 'Gå ikke i rette med din tjener', og: 'De skjulte synder, hvem kender dem?' Lad dem selv løbe til dom og kende alle deres skjulte synder, så de alene er sanddru: Vi for vort vedkommende forsikrer frit og vedholdende med David, at vi overlader de øvrige ukendte synder udelukkende til barmhjertigheden at tilgive, idet vi siger: 'Rens mig fra mine skjulte synder, Herre'.

⁶⁴ Igitur hic articulus evidenter sequitur ex praecedenti et verbo David 'Delicta quis intelligit?' ideo nihil movet, quicquid impia ista Bulla damnat de suo proprio cerebro. Ista est (W119) enim carnificina cruentissima, qua hactenus tot miseras conscientias torserunt omnium et singulorum peccatorum discussionibus et confessionibus, cum pro se non habeant ne iota quidem ullius scripturae, tyrannide propria haec onera importabilia hominibus imponentes. Derfor følger soleklart denne artikel af den foregående og af Davids ord 'De skjulte synder, hvem kender dem?' Derfor rører det mig ikke, hvad denne gudløse bulle fordømmer ud fra sin egen hjerne. Det er nemlig det mest blodige bøddelembede, som indtil nu har pint så mange elendige samvittigheder med diskusion af og bekendelse af hver evig eneste synd, skønt de for deres standpunkt ikke har så meget som et iota i hele skriften og alene ud fra deres eget tyranni pålægger menneskene disse ubærlige byrder.

⁶⁵ DECIMUS.
       Peccata non sunt ulli remissa, nisi remittente sacerdote credat sibi remitti, imo peccatum maneret, nisi remissum crederet. Non enim sufficit remissio peccati et gratiae donatio, sed oportet etiam credere esse remissum. (exurge#26; assty03#30) Den tiende artikel.
       Synderne forlades ingen, medmindre han, når præsten tilgiver dem, tror, at han har fået forladelse, ja synden forbliver, hvis ikke han tror, at de er forladt. For syndernes forladelse og nådens givelse er ikke nok, man bør også tro, de er forladt.

⁶⁶       Ex istius articuli damnatione sequitur Primo, quod confessurus non debet credere, sese absolvi aut remitti sibi peccatum, ac per hoc licebit in faciem sacerdoti dicere absolventis 'Tu mentiris, non absolvor a te nec remittuntur mihi peccata', Secundo, quod Christus sit mentitus, ubi dixit 'Quodcunque solveris, solutum est', (Matt 16,19) imo Christus hoc verbo haereticus est, quia haec Bulla inclyta mandat, ne quis credat sese absolutum esse, dum absolvitur in virtute verborum Christi. O furor inauditus!         Når man fordømmer denne artikel, følger for det første, at den, der skal til skrifte, ikke bør tro, at han er absolveret eller at hans synder er ham forladt, og derfor er det tilladt at sige op i ansigtet på den absolverende præst: 'Du lyver, jeg er ikke absolveret af dig, og mine synder er ikke forladt'; for det andet følger, at Kristus er en løgner, når han siger: 'Hvadsomhelst du løser, skal være løst', ja Kristus er i kraft af disse ord en kætter, fordi den navnkundige bulle bestemmer, at det ikke er sådan, at hvis nogen tror, han er absolveret, da er han absolveret i kraft af Kristi ord. O uhørte rasen!

⁶⁷        Ego autem mea sic probavi, Quod Christus Mariam Magdalenam absolvit propter fidem, sicut dicit 'Fides tua te salvam fecit, vade in pace', (Luk 7,50) Et ad paralyticum, autequam eum absolveret dixit 'Confide, fili, remittuntur tibi peccata tua'. (Matt 9,2) Ita cum in omni absolutione peccatoris proferatur sententia divina, necessario requiritur fides, quae credat huic sententiae, sine qua frustranea est absolutio et tota poenitentia, praesens autem fides sola satis est ad iustitiam et pacem cordis: sicut enim credimus, sic fiet nobis. Corde autem creditur ad iustitiam, Roma. x. (Rom 10,10) Nec fingere potuissem, nedum credere, draconem infernalem tantae impudentiae esse in Ecclesia dei, ut haec auderet sonare.          Men min artikel beviser jeg således: Kristus absolverer Maria Magdalene på grund af hendes tro, sådan som han siger: 'Din tro har frelst dig, gå bort i fred'. Og som han siger til den lamme, før han absolverer ham: 'Søn, vær frimodig, dine synder forlades dig'. Derfor, eftersom i enhver synders absolution det guddommelige tilsagn må komme først, kræves der nødvendigvis en tro, som stoler på dette tilsagn, uden den er absolutionen eller hele skriftemålet forgæves, men når troen er til stede, er den alene nok til retfærdighed og fred i hjertet. For som vi tror, sådan sker det os. For med hjertet tror man til retfærdighed. Og jeg havde ikke kunne forestille mig, endsige tro på, at helvedes drage i Guds kirke ville have en så stor frækhed, at den ville vove at lade denne anskuelse komme til udtryk.

⁶⁸ VNDECEMVS.
       Nullo modo confidas te absolvi propter tuam contritionem, sed propter verbum Christi 'Quodcunque solveris'. Hic, inquam, confide, si sacerdotis obtinueris absolutionem, et crede fortiter te absolutum, et absolutus vere eris, quicquid sit de contritione. (exurg#27; assty03#41) Den elvte artikel.
       Du må på ingen måde stole på, at du er blevet absolveret på grund af din anger, nej, du er absolveret på grund af Kristi ord: 'Hvadsomhelst du løser'. Her, siger jeg, skal du tro! Hvis du opnår præstens absolution, så tro stærkt på, at du er absolveret, så skal du også sandelig være absolveret, hvordan det end har sig med din anger.

⁶⁹       Vide, quaeso, ut hic nos Bulla doceat super arenam edificare et abiecta fide super contritionem opus hominis plusquam super verbum dei confidere. Fluit autem hic articulus ex praecedente. Quia verbum Christi 'Quodcunque solveris' fidem exigit poenitentis, ut satis claret, cum sit verbum promissionis, ideo sine fide impleri non potest.        Her beder jeg dig om, at du vil se, hvordan bullen lærer os at bygge på sand og kaste troen bort og stole på den menneskelige gerning, der hedder angeren, mere end på Guds ord. Men denne artikel flyder ud af den foregående. For Kristi ord 'Hvadsomhelst du løser' opægger troen hos den, der gør bod, som det er ganske klart, eftersom det er et forjættelsesord. Derfor kan de ikke opfyldes uden tro.

⁷⁰ Et satis dictum est art. primo, quod sola fides iustificet et tollat peccata, sicut Act. xv. dicit Petrus 'fide purificans (W120) corda eorum', (Apg 15,9) Et Hiere. v. 'Domine, oculi tui respiciunt fidem'. (Jer 5,3) Iam et psal. xxiiii. docet, non propter ullum opus nostrum, nedum propter contritionem remitti peccata, dicens 'Propter nomen tuum, domine, propitiaberis peccato meo: multum est enim, (Sl 25,11) et Ro. v. 'Iustificati ergo gratis per fidem pacem habemus'. (Rom 5,1) Ecce gratis et sola fide iustificamur et pacem, id est, remissionem peccatorum, habemus. Og jeg har sagt det tilstrækkelig klart i artikel 1, at alene troen retfærdiggør og ophæver synden, sådan som Peter siger i Apg 15,9 'retfærdiggjorte ved troen i deres hjerter', og Jer 5,3: 'Herre, dit øje ser efter troen'. Og også Sl 25,11 lærer, at synderne ikke tilgives på grund af nogen af vore gerninger, heller ikke på grund af angeren, idet der står: 'På grund af dit navn, herre, vær gunstig overfor min synd; den er nemlig stor'. Og det gør også Rom 5,1: 'Retfærdiggjorte af nåde ved tro har vi fred'. Se, vi retfærdiggøres af nåde og alene ved troen, og vi har fred, det vil sige, syndernes forladelse.

⁷¹        Quare adhuc dico: Cave, cave, frater Christiane, ne unquam super tua contritione confidas: non huic, sed fidei tuae promisit deus remissionem peccatorum. Duo enim sunt verba dei, alterum est praeceptum, alterum promissio: praeceptum opera, promissio fidem exigit, nec est cogitabile, quomodo promissio impleri sine fide per opus quodcunque possit.        Derfor bliver jeg ved med at sige: Pas på, pas på, kristne broder, at du ikke nogensinde stoler på din anger. Det er ikke ved den, men ved din tro, at Gud forjætter dig syndernes forladelse. For Guds ord er to: det ene er et bud, det andet en forjættelse. Budet opægger gerninger, forjættelsen opægger tro, og man kan ikke forestille sig, hvordan forjættelsen på nogen måde skulle opfyldes gennem gerninger uden tro.

⁷² DVODECIMVS.
       Si per impossibile confessus non esset contritus aut sacerdos non serio sed ioco absolveret, si tamen credat sese absolutum, verissime est absolutus. (exurge#28; assty03#49) Den tolvte artikel.
       Hvis den, der bekender, hvad der er umuligt, ikke angrer, eller hvis præsten absolverer ikke for alvor, men for sjov, hvis han alligevel tror, at han er absolveret, så er han i sandhed absolveret.

⁷³      Et hic fluit ex praecedentibus. Nam fides, ut dixi, exigitur in promissionis divinae verbo, quod, quocunque modo audiatur, si fide suscipitur, iustificat. Et quid mirum, si ioco prolatum et creditum iustificet, quando Apostolus Philippens. primo gaudeat et glorietur, quod verbum dei per invidiam et contentionem praedicatur? utique quod credentes salvi fiant per verbum, etiam ab invidis et accusatoribus non nisi ad opprimendum ipsum annunciatum: adeo tota vis sita est non in ministro verbi sed in corde audientis et credentis. Verum nostri adulatores malunt remissionem peccatorum tribuere potestati ministrorum, ut in se confidamus, quam fidei, qua in dei verbum credamus: ideo ut se nobis idola faciunt et a deo vivo avertant, damnant fidem verbi dei et suam statuunt potestatem.        Også denne følger af de foregående. For som jeg har sagt, opægges troen på det guddommelige forjættelsesord, for på hvilken måde det end høres, hvis det modtages i tro, retfærdiggør det. Og hvad mærkeligt er der i, at det, selv om det siges i sjov, dog retfærdiggør, når det tros, når apostelen i Fil 1,15 glæder sig over og roser sig af det, skønt Guds ord prædikes i misundelse og strid? Overalt er det sådan, at de, der tror, bliver frelst gennem ordet, også når det prædikes af misundelige mennesker og mennesker, der anklager hinanden, hvís de blot ikke undertrykker selve forkyndelsen. I den grad ligger hele kraften ikke i ordets embede, men i det hørende og troende hjerte. Men vore spytslikkere vil hellere tillægge syndernes forladelse præsternes magt, så vi skal tro på dem, end de vil tillægge det troen, hvormed vi tror på Guds ord. Derfor har de gjort sig selv til afguder og vendt sig bort fra den levende Gud, fordømt troen på Guds ord og opfattet deres egen magt.

⁷⁴       Dixi autem 'per impossibile', quia satis supra dictum est, fidem sine contritione esse non posse, cum gratia non infundatur nisi cum magna concussione animae. Volui enim fidei virtutem declarere et commendare, quam sola faciat ad remissionem peccatorum et iustificationem pacis. Quod dico, ne quis me putet contritionem seu turbationem illam cordis in cognitione peccatorum suscitatam negere. Volo eam, sed dico eam non operari iustificationem aut remissionem peccatorum: Fides enim in verbum dei iustificat et purgat.          Men nu siger jeg 'hvad der er umuligt', fordi det blev sagt tydeligt nok ovenfor, at troen ikke kan eksistere uden angeren, eftersom nåden kun indgydes under stor sjælsrystelse. Jeg ville nemlig forklare og omtale den troens kraft, som han alene har skabt til syndernes forladelse og fredens retfærdiggørelse. Og dette siger jeg, for at ikke nogen skal mene, at jeg nægter angeren eller denne hjertets omvæltning finder sted, når man skal erkende sine synder. Jeg mener sandelig, den er der, men jeg siger, at den ikke udvirker retfærdiggørelse eller syndernes forladelse: For troen på Guds ord retfærdiggør og udrenser.

⁷⁵ TERTIVS DECIMVS.
         In sacramento poenitentiae ac remissione culpae non plus facit Papa, Episcopus, quam infimus sacerdos, imo ubi non est sacerdos, aeque tantum quilibet Christianus, etiam si mulier aut puer esset. (W121) (exurge#29; assty03#54) Den trettende artikel.
       I bodens sakramente og i eftergivelsen af brøden gør en pave, en biskop ikke mere end den laveste præst, ja hvor der ikke er nogen præst, står han lige med en hvilkensomhelst kristen, også selv om det er en kvinde eller et barn.

⁷⁶        Cum ex praedictis pateat, quod non potestas ministri, sed fides poenitentis remissionem peccatorum operetur, Velim doceri ab istis Bullensibus, quomodo plus Papa faciat quam quilibet sacerdos, cum fidem ipse aeque non praestare possit ac quilibet sacerdos, nec alio verbo absolvat quam illo 'Quodcunque solveris etc.' quo omnis sacerdos absolvit.         Eftersom det fremgår af det foregående, at syndernes forladelse udvirkes ikke ved præstens myndighed, men ved den bodgørendes tro, vil jeg godt have at vide af disse bullemagere, hvordan paven kan gøre mere end en hvilkensomhelst præst, eftersom han ikke selv kan fremkalde troen, og en hvilkensomhelst præst ikke absolverer i kraft af noget andet ord end dette: 'Hvadsomhelst du løser osv', som enhver præst absolverer ved.

⁷⁷ Si ergo idem verbum, eadem fidem utrobique, quae est differentia illorum? At casus reservati hic Papae plus tribuunt? At illi hominum statutis inventi, non Euangelico mandato positi sunt, nec ad remissionem culpae, sed ad remissionem poenae tantum valent, ut patet. Poenitens enim ac credens iustus est, licet nondum satisfecerit reservatori casuum, hoc est, tyranno violento conscientiarum, qui reservandi nullum ius unquam habuit. Hvis det altså er det samme ord og den samme tro de to steder, hvad er så forskellen på dem? Men de reserverede tilfælde tillægger her paven noget mere? Men disse er opfundet ved menneskelige statutter, ikke indsat ved et evangelisk mandat, og de duer heller ikke til eftergivelse af brøden, men kun til eftergivelse af straffen. For den bodgørende, der tror, er retfærdig, også selv om han endnu ikke har gjort fyldest overfor den, der har forbeholdt sig de reserverede tilfælde, det vil sige, overfor den tyran, der voldfører samvittighederne, og som aldrig har haft nogen ret til at forbeholde sig noget.

⁷⁸         Respondeant autem, An Papa aliud sacramentum poenitentiae habeat quam tota Ecclesia. Si idem est ubique sacramentum et idem ab omnibus suscipitur et datur, quid prae caeteris amplius facit in eo Papa? An forte et aliud baptisma et aliam missam habet quam omnes alii Christiani? Si ergo una fides, unum baptisma, unus panis, unus calix, unus dominus in tota Ecclesia, cur non una poenitentia, una remissio peccatorum? An hoc solum sacramentum diversum et monstrosa diversitate aliud et aliud pro locorum et personarum diversitate habetur? Valeant impiae istae draconis antiqui voces.        Men lad dem svare på, om paven har noget andet bodssakramente end hele kirken. Hvis sakramentet overalt er det samme og det samme modtages og gives af alle, hvad gør så paven fremfor de andre i dette sakramente? Mon han måske også har en anden dåb og en anden messe end alle andre kristne? Hvis der da er én dåb, ét brød, én kalk, én herre i hele kirken, hvorfor så ikke også én bod, én syndernes forladelse? Mon alene dette sakramente er delt og skal regnes for del ved en monstrøs forskel på det ene og det andet med hensyn til stedernes og personernes forskellighed? Lad disse slangeagtige, oldnordiske røster regnes for ugudeligs.

⁷⁹ QVARTVS DECIMVS.
       Nullus debet sacerdoti respondere, sese esse contritum, nec sacerdos requirere. (exurge#30; assty03#68) Den fjortende artikel.
      Ingen bør svare præsten på, om han har angret, og præsten bør heller ikke spørge.

⁸⁰       Hoc ideo dixi, quia in iuditio dei haec res consisti. Dicit enim Paulus .i. Corint. iiii. 'Nihil mihi conscius sum, sed non in hoc iustificatus sum', (1 Kor 4,4) Et x. 'Non qui seipsum commendat ille probatus est'. (2 Kor 10,18) Et supra dictum est: 'Delicta quis intelligit?' (Sl 19,13) Si ergo deberet homo respondere, se esse contritum, cogeretur ad hoc impossibile, ut delicta sua intelligeret et seipsum iustificaret ac probaret.        Dette siger jeg af den grund, at denne sag ligger hen til Guds bedømmelse. For Paulus siger 1 Kor 4,4: 'Jeg er mig intet bevidst, med derved er jeg ikke retfærdiggjort'. Og i 2 Kor 10,18: 'Det er ikke den, der anbefaler sig selv, der står prøve'. Og ovenfor har jeg citeret Sl 19,13: 'De skjulte synder, hvem kender dem?' Hvis altså mennesket skulle svare, at han havde angret, så ville han tvinges til det umulige, at han skulle kende sine skjulte synder og retfærdiggøre og prøve sig selv.

⁸¹ Nunc autem in misericordia dei situm est, quae contritionem propter fidem acceptat, ignoscens ubi non satisfuerit. Sic enim fides faciet, ut contritio, quae de se nulla est satis, ne contritio quidem, pro contritione reputetur. Non enim contritio, sed fides reputatur ad iustitiam, Ro. iiii. Men nu ligger det hen til Guds barmhjertighed, som modtager angeren i stedet for troen og tilgiver hvor den ikke er tilstrækkelig. For således udvirker troen, at angeren, som i sig selv ikke er tilstrækkelig, ikke engang angeren skal regnes for anger. Det er nemlig ikke angeren, men troen, der regnes til retfærdighed, Rom 4,5.

⁸² At isti seductores data opera volunt nos super nostrum opus edificare (W122) et ad mendacium cogere. Cum enim nemo sua peccata agnoscat, quomodo potest sese vere contritum asserere? Men disse forførere vil, når der gives gerninger, at vi skal bygge på vores gerning og tvinge os til at lyve. For når ingen kan kende sin synd, hvordan kan man da påstå, at man virkelig har angret?

⁸³ Imo cum in primo articulo dictum sit, (n83) omnes sanctos adhuc in carne peccare et peccato servire, tutius fuerit cum David dicere 'Non intres in iudicium cum servo tuo, domine', (Sl 143,2) et confiteri se non esse digne contritum ac pro hoc ipso gemere, quod resistente sibi lege peccati in membris conteri digne non possit, ut ad misericordiae promissionem per fidem confugiat et hac ipsa fide impetret, quod contritione impetrare non potest. Ja, når det er sagt i artikel 1, at alle de hellige stadigvæk synder i kødet og tjener synden, så er det mere sikkert med David at sige: 'Gå ikke i rette med din tjener, Herre', og bekende, at man ikke har angret tilstrækkeligt og sukke over selve dette, at man, fordi syndens lov, der er i ens lemmer, modstår én, ikke kan angre på værdig måde, så at man ved troen må tage til tilflugt til forjættelsen af barmhjertighedden og gennem troen opnå, hvad man ikke kan opnå gennem angeren.

⁸⁴        Igitur fidem potius sacerdos exigat et hanc asserat poenitens dicendo 'Ego credo', fidem autem certissime sentire potest in corde si eam habet, ut Augustinus dicit, Et Paulus ii. Corint. ult. 'Vosmetipsos tentate, si estis in fide: ipsi vos probate'. An non cognoscitis vosmetipsos, quia Christus Iesus in vobis est, nisi forte reprobi sitis? Ecce scriptura docet fidem sentiri, et tamen negat omnia peccata intelligi, ac per hoc fidei tutius quam contritioni innitentum est.         Derfor skulle præsten snarere opægge troen, og den bodgørende skulle snarere forsikre, at han har den, ved at sige: 'Jeg tror'. For troen kan på det sikreste mærkes i hjertet, hvis man har den, som Augustin siger. Og Paulus siger det 2 Kor 13,5: 'Ransag jer selv, om I er i troen; prøv jer selv; hvis I ikke véd, at Christus Jesus er i jer, står I ikke prøve'. Se, skriften lærer at mærke troen, og dog nægter den, at al synd kan erkendes, og derfor er det sikrere at støtte sig til troen end til angeren.

⁸⁵ Videre til artikel 15!

⁸⁶ c

Noter:

n83: WA note: Vielmehr im zweiten Artikel S. 103ff. (ass01#68).