Skriftet er formentlig blevet udgivet februar 1518. Det førte
til et modskrift fra Tetzel (se tetzaflad)
fra april 1518 og Luther svarede med nedenstående svarskrift i juni
1518, se #28:
| 1 Zum Ersten, sollt ihr wissen, dass etlich neu Lehrer, als Magister Sententiarum, St. Thomas, und ihre Folger, geben der Buss drei Theil, nämlich: Die Reu, die Beicht, die Gnugthuung. Und wiewohl dieser Unterscheid (noch ihrer Meinung,) schwerlich, adder auch gar nichts gegrundet erfunden wird in der heiligen Schrift, noch in den alten heiligen christlichen Lehrern, doch wollen wir das itzt so lassen bleiben, und nach ihrer Weis reden. (tetz#9; ) | For det første skal I vide, at nogle nye lærere, såsom Magister Sententiarum, Skt. Thomas og deres tilhængere, inddeler boden i tre dele, nemlig, angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen. Og selv om denne opdeling, så lidt som deres opfattelse, vanskeligt eller slet ikke findes begrundet i den hellige skrift eller hos de gamle hellige kristne lærere, vil vi alligevel for nærværende lade den stå og tale på deres måde. |
| 2 Zum Andern, sagen sie: der Ablass nimmt nicht hin das erst adder ander Theil, das ist, die Reu adder Beicht, sundern das dritt, nämlich die Gnugthuung. (tetz#16; ) | For det andet siger de: Afladen fjerner ikke den første eller den anden del, det vil sige, angeren eller bekendelsen, men den tredie del, nemlig fyldestgørelsen. |
| 3 Zum Dritten: die Gnugthuung wird weiter getheilet in drei Theil, das ist, Beten, Fasten, Almusen; also, das Beten begreif allerlei Werk, der Seelen eigen, als lesen, dichten, horen Gottis Wort, predigen, lehren und dergleichen. Fasten gegreif allerlei Werk der Kasteiung seins Fleischs, als wachen, erbeiten, hart Lager, Kleider etc. Almusen begreif allerlei gute Werk der Lieb und Barmherzikeit gegen den Nähsten. (tetz#17; ) | For det tredie: Fyldestgørelsen deles videre i tre dele, nemlig, bøn, faste og almisse; således at 'Bøn' indbefatter alle slags gerninger, som er særlige for sjælen, såsom at læse, at digte, at høre Guds ord, at prædike, at lære og den slags. 'Faste' indbefatter alle slags gerninger med at kastrere sig kød, såsom våge, arbejde, sove på hårdt leje, have hårde klæder på osv. 'Almisse' indbefatter alle slags gode gerninger, som kærlighed og barmhjertighed gør imod næsten. |
| 4 Zum Vierten, ist bei ihn allen ungezweifelt, dass der Ablass hinnimmt dieselben Werk der Gnugthuung, vor die Sund schuldig zu thun adder aufgesetz. Dann so er dieselben Werk sollt all hinnehmen, blieb nichts Gutes mehr da, das wir thun mochten. (tezt#20; ) | For det fjerde er der hos dem alle ingen tvivl om, at afladen borttager disse fyldestgørende gerninger, som man er skyldig at gøre for sin synd, eller som man er blevet pådømt for sin synd. Men hvis den borttager alle disse gerninger, er der ikke mere noget godt tilbage, som vi kan gøre. |
| 5 Zum Funften, ist bei vielen gewest ein grosse und noch unbeschlossene Opiny, ab der Ablass auch etwas mehr hinneme, dann sulche aufgelegte gute Werk, nämlich, ab er auch die Peine, die gottlich Gerechtigkeit vor die Sunde furdert, abnehme. (tezt#26; ) | For det femte har der hos mange været en stor og endnu uafgjort meningsudveksling, om afladen også borttager noget mere, end sådanne pådømte gode gerninger, nemlig, om den også borttager den lidelse, som den guddommelige retfærdighed for syndens skyld kræver. |
| 6 Zum Sechsten, lass ich ihre Opiny unverworfen auf dasmal; das sag ich, dass man aus keiner Schrift bewähren kann, dass gottlich Gerechtigkeit etwas Pein (5) adder Gnugthuung begehre, adder fordere von dem Sunder, dann allein seine herzliche und wahre Reu, adder Bekehrung, mit Vorsatz, hinfurter das Kreuz Christi zu tragen, und die obgenannten Werk (auch von Niemand aufgesetzt,) zu uben. | For det sjette undlader jeg for nærværende at gendrive deres mening, blot det siger jeg, at man ikke ud fra noget skriftsted kan bevise, at den guddommelige retfærdighed begærer eller fordrer nogen lidelse eller fyldestgørelse af synderen, kun fordres hans inderlige og sande anger eller omvendelse, med det forsæt fremover at bære Kristi kors og gøre de ovenfornævnte gerninger, også selv om ingen pådømmer dem. |
| 7 Dann so spricht er durch Ezechiel (c. 18,21; 33,14ff): Wann sich der Sunder bekehrt, und thut recht, so will ich seiner Sund nit mehr gedenken. Item, also hat er selbs all die absolvirt, Maria Magdalena, den Gichtbruchtigen, die Ehebrecherin etc. Und mocht wohl gerne horen, wer das anders bewähren soll, unangesehen, dass etlich Doctores so daucht hat. (tetz#33; ) | For således taler han igennem Ezekiel: Når synderen omvender sig og handler ret, så vil jeg ikke mere komme hans synd ihu. Og ligeledes: Sådan har han selv afløst dem alle, Maria Magdalene, den værkbrudne, ægteskabsbrydersken osv. Og jeg vil da gerne høre, hvem der kan bevise det anderledes, uanset, at nogle lærde har haft det til hensigt. |
| 8 Zum Siebenten: Das findet man wohl, dass Gott Etlich noch seiner Gerechtikeit strafet, adder durch Peine dringt zu der Reu, wie im 89 Psalm v. 31-34: So sein Kindere werden sundigen, will ich mit der Ruthen ihre Sunde heimsuchen, aber doch mein Barmherzikeit nit von ihn wenden. Aber diese Peine steht in Niemands Gewalt, nachzulassen, dann allein Gottes; ja, er will sie nit lassen, sunder vorspricht, er woll sie auflegen. | For det syvende: Det finder man vel, at Gud efter sin barmhjertighed straffer eller gennem lidelser presser nogen til anger, som i Sl 89,31: Hvis mine børn synder, vil jeg med riset hjemsøge deres synder, men dog ikke vende min barmhjertighed fra dem. Men disse lidelser står det ikke i nogens magt at eftergive, kun i Guds magt, ja, han vil ikke eftergive dem, men lover, at han vil pålægge dem. |
| 9 Zum Achten: Derhalben so kann man derselben gedunkten Pein keinen Namen geben, weiss auch Niemand, was sie ist, so sie diese Straf nit ist, auch die guten obgenanten Werk nit ist. | For det ottende: Derfor kan man ikke give denne tænkte lidelse noget navn, der er heller ingen, der véd, hvad den er, eftersom den ikke er straf, og heller ikke er identisk med de ovennævnte gode gerninger. |
| 10 Zum Neunten, sag ich: Ob die christenliche Kirche noch heut beschluss und auserkläret, dass der Ablass mehr dann die Werk der Gnugthuung hinnehme; so wäre es dennocht tausendmal besser, dass kein Christenmensch den Ablass loset adder begehret, sundern dass sie lieber die Werk thäten, und die Pein litten. Dann der Ablass nit anderst ist nach mag werden, dann Nachlassung guter Werk und heilsamer Pein, die man billiger sollt erwählen, dann verlassen. | For det niende siger jeg: Selv om den kristne kirke den dag i dag besluttede og erklærede, at afladen borttog mere end fyldestgørelsens gerninger, så ville det alligevel være tusindfold bedre, at intet kristenmenneske løste aflad eller begærede den, men hellere udførte gerningerne og fandt sig i lidelsen. For afladen er intet andet, og kan ikke være andet, end eftergivelse af gode gerninger og helbredende lidelse, og den skulle man hellere påtage sig end undgå. |
| 11 Wiewohle etlich der neuen Prediger zweierlei Peine erfunden, medicativas, satisfactorias, das ist, etlich Pein zur Gnugthuung, etlich zur Besserung. Aber wir haben mehr Freiheit, zu verachten (Gott Lob!) sulchs und dessgleichen Pläuderei, dann (6) sie haben, zu erdichten; dann alle Pein, ja alls, was Gott auflegt, ist besserlich und zuträglich den Christen. | Ganske vist har nogle af de nyere prædikanter opfundet en todelt lidelse, en helbredende og en fyldestgørende, det vil sige, nogen lidelse tjener til fyldestgørelse, andre til forbedring. Men vi har gudskelov mere frihed til at foragte dette og den slags vrøvl, end de har til at opfinde det; for al lidelse, ja alt, hvad Gud pålægger os, er til forbedring og passer for de kristne. |
| 12 Zum Zehenten: Das ist nichts geredt, dass der Pein und Werk zu viel sein, dass der Mensch sie nit mag volnnbrengen, der Kurz halben seins Lebens, darumb ihm noth sei der Ablass. Antwort ich, dass das kein Grund hab und ein lauter Gedicht ist. | For det tiende: Det har ikke sin rigtighed, når man siger, at lidelsen og gerningerne er for mange til, at menneske kan udføre dem på grund af livets korthed; derfor er afladen nødvendig. Jeg svarer, at det ikke har nogen grund og er lutter opspind. |
| 13 Dann Gott und die heilige Kirche legen Niemand mehr auf, dann ihm zu tragen muglich ist, als auch St. Paul (1 Cor. 10,13) sagt: dass Gott nit lässt vorsucht werden Jemand, mehr, dann er mag tragen. Und es lautet nit wenig zu der Christenheit Schmach, dass man ihr Schuld gibt, sie lege auf mehr, dann wir tragen kunnen. (tetz#64; ) | For Gud og den hellige kirke lægger ikke mere på nogen, end det er muligt for ham at bære, som også Skt. Paulus siger: At Gud ikke tillader, at nogen prøves ud over, hvad han kan bære. Og det er til ikke ringe skændsel for kristenheden, at man giver kirken skyld for, at den pålægger mere, end vi kan bære. |
| 14 Zum Eilften: Wann gleich die Buss, im geistlichen Recht gesetzt, itzt noch gingen, dass vor ein iglich Todsund sieben Jahr Buss aufgelegt wäre: so musst doch die Christenheit dieselben Gesetz lassen, und nit weiter auflegen, dann sie einem Iglichen zu tragen wären: viel weniger nu sie itzt nicht sein, sall man achten, dass nicht mehr aufgelegt werde, dann Idermann wohl tragen kann. | For det elvte: Selv om den bod, der fastsættes i den gejstlige ret, endnu var gyldig, den, at enhver dødssynd får pålagt syv års bod, så måtte dog kristenheden eftergive denne lov, og ikke pålægge mere, end enhver kan bære. Hvor meget mere skal man så ikke nu, hvor loven ikke mere gælder, agte på, at der ikke pålægges mere, end enhver kan bære. |
| 15 Zum Zwölften: Man sagt wohl, dass der Sunder mit der uberigen Pein ins Fegfeur adder zum Ablass geweiset sall werden, aber es wird wohl mehr Dings ahn Grund und Bewährung gesagt. (tetz#73) | For det tolvte: Man siger vel, at den synder, der har overskydende lidelse, skal henvises til skærsilden eller til afladen, men der bliver sagt mange ting uden begrundelse og bevis. |
| 16 Zum Dreizehenten: Es ist ein grosser Irrthum, dass Jemand meine, er wolle gnugthun vor seine Sund, so doch Gott dieselben allzeit umsunst, aus unschätzlicher Gnad vorzeihet, nichts dafur begehrend, dann hinfurter wohl leben. Die Christenheit furdert wohl etwas; also mag sie und sall auch dasselb nachlassen und nichts Schweres adder unträglich auflegen. (tetz#80) | For det trettende: Det er en stor fejltagelse, når nogen mener, at han vil gøre fyldest for sin synd, eftersom dog Gud altid ud af uskatérlig nåde tilgiver os den, og ikke vil have andet til gengæld, end at vi fremover lever rigtigt. Kristenheden fordrer vel noget, derfor kan og skal den også eftergive denne fordring og ikke pålægge noget tungt og ubærligt. |
| 17 Zum Vierzehenten: Ablass wird zugelassen um der unvollkommen und faulen Christen willen, die sich nit wollen kecklich uben in guten Werken, adder unleidlich sein. Dann Ablass furdert niemand zum Bessern, sunden duldet und zulässet ihr Unvolkommen. Darumb soll man nit wider das Ablass reden; man sall aber auch Niemand darzu reden. (tetz#85) (7) | For det fjortende: Aflad tillades for de ufuldkomne og dovne kristnes skyld, de, som ikke kækt vil øve sig i gode gerninger, eller som ikke kan bære dem, for aflad opfordrer dem ikke til forbedring, men finder sig i og tillader deres ufuldkommenhed. Derfor skal man ikke tale imod afladen, men man skal heller ikke overtale nogen dertil. |
| 18 c Zum Funfzehenten: Viel sicherer und besserer thät deer, der lauter um Gottis willen gäbe zu dem Gebäude St. Petri, adder was sunst gnannt wird, dann dass er Ablass darfur nähme. Dann es fährlich ist, dass er sulch Gabe umb des Ablass willen, und nit umb Gottis willen gibt. (tetz2#2) | For det femtende: Meget sikrere og meget bedre ville den handle, der udelukkende for Guds skyld gav til Skt. Peters bygning eller hvad der ellers nævnes, end hvis han modtog aflad derfor. For det er farligt, at han giver en sådan gave for afladens skyld og ikke for Guds skyld. |
| 19 Zum Sechzehenten: Viel besser ist das Werk, einem Durftigen erzeigt, dann das zum Gebäude geben wird, auch viel besser, dann der Ablass, dafur gegeben. Dann (wie gesagt,) es ist besser ein gutes Werk gethan, dann viel nachgelassen. Ablass aber ist Nachlassung viel guter Werk, adder ist nichts nachgelassen. | For det sekstende: Meget bedre er den gerning, der vises imod en trængende, end det, der gives til en bygning, også meget bedre, end den aflad, der gives derfor. For som sagt, det er bedre at gøre en god gerning end at undlade mange. Men aflad er eftergivelse af mange gode gerninger, eller også er der intet, der eftergives. |
| 20 Ja, dass ich euch recht unterweise, so merkt auf: Du sallt vor allen Dingen (wider St. Peters Gebäud noch Ablass angesehen,) deinem nähsten Armen geben, willt du etwas geben. Wann es aber dahin kummt, dass Niemand in deiner Stadt mehr ist, der Hulf bedarf, (das, ob Gott will, nimmer geschehen sall,) dann sallt du geben, so du willt, zu den Kirchen, Altären, Schmuck, Kilch, die in deiner Stadt sein. Und wenn das auch nun nit mehr noth ist, dann allererst, so du willt, magst du geben zu dem Gebäude St. Peters, adder anderswo. (res08#42) | Ja, hvis jeg skal undervise jer ret, så pas på: Du skal fremfor alle ting (uden hensyn til Skt. Peters bygning eller aflad) give til din fattige næste, hvis du vil give noget. Men hvis det kommer dertil, at der ikke mere er nogen i din by, der har hjælp behov (hvilket dog, om Gud vil, aldrig skal ske), så skal du give, hvad du vil, til den kirke, det alter, den udsmykning, den kalk, der er i din by. Og hvis der heller ikke mere er brug for det, så først, hvis du vil, kan du give til Skt. Peters bygning eller til noget andetsteds. |
| 21 Auch sallt du dennoch nit das umb Ablass willen thun. Dann St. Paul spricht (1 Tim 5,8): Wer sein Heusgenossen nit wohlthut, ist kein Christen, und ärger dann ein Heide. Und halt darfur frei, wer dir anders sagt, der vorfurht dich, adder sucht je dein Seel in deinem Beutel, und fund er Pfennig darinne, das wär ihm lieber, dann all Seelen. | Alligevel skal du ikke give for afladens skyld, for Skt. Paulus siger: 'Den, der ikke gør vel imod sine husfæller, er ingen kristen og værre end en hedning'. Og regn du frit med, at den, der siger noget andet, han forfører dig, eller søger din sjæl i din pung, og fandt han penge deri, ville det være ham kærere end alle sjæle. |
| 22 So sprichst du: So würd ich nimmermehr Ablass losen. Antwort ich: Das hab ich schon oben gesagt, dass mein Will, Begierde, Bitt und Rath ist, dass Niemand Ablass lose. Lass die faulen und schläferigen Christen Ablass losen, gang du fur dich. (tetz2#7) | Så kan det være, du siger: Så vil jeg aldrig mere købe aflad. Her svarer jeg: Det har jeg allerede sagt ovenfor, at mit ønske, min begæring, min bøn og mit råd er, at ingen skal købe aflad, lad de dovne og søvnige kristne købe aflad, gå du din egen vej. |
| 23 Zum Siebenzehenten: Der Ablass ist nicht geboten, auch nicht gerathen, sundern von der Dinger Zahl, die zugelassen und erläubt werden. Darumb ist es nit ein Werk des Gehorsams, auch nit vordienstlich, sundern (8) ein Auszug des Gehorsams. Darumb wiewohl man Niemand wehren soll den zu losen, so sollt man doch alle Christen darvon ziehen, und zu den Werken und Peinen, die do nachgelassen, reizen und stärken. | For det syttende: Afladen er ikke påbudt, heller ikke tilrådet, men hører til de ting, som er tilladt og godtaget: Derfor er det ikke en lydighedsgerning, den er heller ikke fortjenstfuld, men den er en undtagelse fra lydigheden. Derfor, selv om man ikke skal forhindre nogen i at købe aflad, så skal man dog drage alle kristne derfra og opægge og styrke dem til gerningerne og lidelserne, som i afladen bliver eftergivet. |
| 24 Zum Achtzehenten: Ab sie Seelen aus dem Fegfeur gezogen werden durch den Ablass, weiss ich nit, und gläub das auch noch nit; wiewohl das etlich neu Doctores sagen, aber ist ihn unmuglich zu bewähren, auch hat es der Kirche noch nit beschlossen. Darumb zu mehrer Sicherheit viel besser ist es, dass du vor sie selbst bittest und wirkest; dann diess ist bewährter und ist gewiss. | For det attende. Om sjælene bliver uddraget af skærsilden gennem afladen, véd jeg ikke og tror det ikke endnu, selv om enkelte nye doktorer siger det, men det er umuligt at bevise, og kirken har endnu heller ikke taget beslutning om det. Derfor er det, hvis du vil være mere sikker, bedre, at du selv beder og arbejder for dem, for dette er mere bevist og er sikkert. |
| 25 Zum Neunzehenten: In diesen Puncten hab ich nit Zweifel, und sind gnugsam in der Schrift gegrundt. Darumb sollt ihr auch kein Zweifel haben, und lasst Doctores scholasticos Schlastocis sein; sie sein allsamt nit gnug mit ihren Opinien, dass sie eine Prediget befestigen sollten. | For det nittende: I disse punkter har jeg ingen tvivl, og de er tilstrækkeligt begrundede i skriften. Derfor skal I heller ikke have nogen tvivl og bare lade de skolastiske doktorer være skolastikere, de er allesammen utilstrækkelige med deres meninger til at de kan bekræfte en prædiken. |
| 26 Zum Zwänzigsten: Ab Etlich mich nu wohl einen Ketzer schelten, denn salch Wahrheit sehr schädlich est im Kasten, so acht ich doch sulch Geplärre nit gross; sintemal das nit thun dann etlich finster Gehirne, die die Biblien nie gerochen, die christenliche Lehrer nie gelesen, ihr eignen Lehrer nie vorstanden, sundern in ihren lochereten und zurissen Opinien viel nah vorwesen. Dann hätten sie die forstanden, so wüssten sie, dass sie Niemand sollten lästern unvorhort und unuberwunden. Doch Gott geb ihn und uns rechten Sinn. Amen. | For det tyvende: Om nogen nu vil udskælde mig for en kætter, for en sådan sandhed er meget skadelig for pengekisten, så agter jeg dog ikke sådant vrøvl for stort, ligesom det ikke gør noget, hvis nogle formørkede hjerner, som aldrig har smagt biblen, aldrig har læst de kristelige lærere, aldrig har forstået deres egne lærere, hvis de med deres løse og iturevne meninger bilder sig ind at være tæt ved en forståelse, for hvis de havde forstået dem, så ville de vide, at de ikke skulle beskylde nogen uden at have hørt ham og overvundet ham. Dog Gud give dem og os et ret sind. Amen. |
| 27 c | |
| 28 Freiheit des Sermons D. Martin Luther's päpstlichen Ablass und Gnade belangend, wider die Verlegung, so zur Schmach sein und desselben Sermons erdichtet. | Frisprog fra den prædiken, som dr Martin Luther udgav om pavelig aflad og nåde, imod den gendrivelse, som er opdigtet til skam og skændsel for ham og hans prædiken. |
| 29 Jesus!
Ich Doctor Martinus Luther, Augustiner zu Wittemberg, bekenne, dass der deutsch Sermon, die Gnad und Ablass belangend, mein sei; darumb ich verursacht, und mir noth ist, denselben zu verfechten wider etlich Vorlegungen oder Vorlästerungen, vergebens erdichtet. Welcher Geschicklichkeit, so man ansieht, scheinet es wohl, dass ihrer Dichter zu viel Zeit und Papier gehabt, derselben nit hat gewüsst bass anzuwenden, dann dass er mit unsaubern Worten dis Wahrheit angriffen, gerne wöllt, dass Jedermann wüsste, wie gar nichts er in der Schrift verstünde. |
Jesus!
Jeg, dr Martin Luther, augustinermunk i Wittenberg, indrømmer, at den tyske sermon, der omhandler nåde og aflad, er min; derfor ser jeg mig nødsaget til at forsvare den imod nogle gendrivelser eller bespottelser, som forgæves er opdigtet imod den. Og ud af den kundskab, som den er udtryk for, ser det ud til, at dens opdigtere har haft for megen tid og for meget papir, og ikke har vidst at anvende begge dele bedre end til at angribe sandheden med urene ord, og gerne har villet, at enhver skulle vide, hvor lidt han forstår sig på, hvad der står i skriften. |
| 30 Und zu vermeiden viel Wort, lass ichs fahren; und befehle dem lieben Wind (der auch müssiger ist,) die ubrigen vergebnen Worte, wie die Pappenblumen und dürren Blätter, nimm allein fur mich seine Gründe und Eckstein seines Klettenbaums. | Og for at undgå mange ord lader jeg det være; og overlader til den kære vind (der også er mere ørkesløs) de øvrige udgivne ord, skældsordene og de tørre blade, tager alene til genmæle mod hans begrundelser (1: #31; 2: #42; 3: #55; 4: #57; 5: #72; 6: #78) og det egentlige i hans burretræ. (?) |
| 31 Der erste Grund ist, dass er spricht: Das dritte (11) Theil der Buss, die Gnugthuunge, sei in der Schrift gegründet, nämlich, in dem Wort Christi: Thut Buss, es wird nahe herbei sein das Himmelreich. Und das haben viel tausend Lehrer gehalten, deren etlich heilig, und die christliche Kirche nit tadelt etc. Ohn dass er nit sagt, sie sein alle wie das Evangelium zu halten. (#1; tetz#11) | Hans første begrundelse er dèr, hvor han siger: Den tredie del af boden, fyldestgørelsen, er grundet på skriften, nemlig på Kristi ord: Gør bod, himmeriget er nær. Og det har mange tusind lærere holdt på, og af dem er nogle hellige, og den kristne kirke dadler det ikke osv. Det mangler kun, at han siger, at de alle sammen skal overholdes som evangeliet. |
| 32 Hie sage ich, so soll es sein: dass alle, die die Geschrift mit ihren falschen Glossen lästern, mit ihrem eigen Schwert (als Goliath 1 Sam 17,51) geschlagen werden. Dann dieser wahrer Spruch Christi, hie fälschlich eingeführt, eben der Grund ist und Harnesch meins Sermons, und allein gnug, alle de Vorlästerer und Vorlästerungen zu schänden. | Her siger jeg, sådan skal det være: alle, der bespotter skriften med deres falske fortolkninger, skal slås med deres eget sværd (ligesom Goliat). For dette Kristi sande udsagn, som her bliver falskeligt indført, er netop grunden under og harnisken på min prædiken, og det alene er nok til at skamme alle bespottere og bespottelser ud. |
| 33 Das bewähre ich also: Christus Lehre sein göttlich Wort, darumb sei vorboten, nit allein diesem Vorlästerer, ja allen Engeln im Himmel, einen Buchstaben daran zu wandeln. (Gal 1,8) Dann geschrieben stehet (Job 13,14): Gott selber nit widerrüft, was er einmal gesagt; und im Psalter (Sl 119,89: Dein Wort, Herr, bleibt ewig; Matth 5,18: Nit ein Spitzlein eins geringsten Buchstaben wird vergehen von dem Gebot Gottes, es muss Alles geschehen. | Det beviser jeg således: Kristi lære er Guds ord, derfor er det forbudt, ikke blot for denne bespotter, men for alle engle i himlen at ændre et bogstav derved. For der står skrevet: Gud selv tager ikke tilbage, hvad han én gang har sagt. Og i Sl 119,89: Dit ord, Herre, bliver til evig tid. Og Matt 5,18: Ikke en tøddel af det mindste bogstav af Guds bud skal forgå, det må ske altsammen. |
| 34 Seintemal aber der heilig Vater, der Pabst, wandelt und ablegt die Buss und Gnugthuung, ist es offenbar, dass nit mag sein die Buss, die Christus in diesem seinem Wort auflegt; die der heilig Vater Pabst mehr schuldig ist aufzulegen, dann kein Christen; sondern seind, die der heilig Vater Pabst und Kirche in ihrem Wort auflegen, anderst wäre der heilig Vater Pabst und die Kirche Verstörer des göttlichen Wortes. | Men eftersom den hellige fader, paven, ændrer og ophæver boden og fyldestgørelsen, er det klart, at det ikke kan være den bod, som Kristus pålægger i dette ord; den er den hellige fader paven mere skyldig at pålægge end nogen anden kristen; nej, den bod han ophæver, er den bod, som den hellige fader paven og kirken pålægger i deres ord, ellers ville den hellige fader paven og kirken ødelægge det guddommelige ord. |
| 35 Siehe nun wie diese Vorlegere den heiligen Vater Pabst eheren mit ihrem unchristlichen Schmeichlen, dass sie ihm Schuld geben, (doch mit grossen Ehren und Ehrbietungen) er zerbrech Gottes Gebot, indem sie sagen: Er nach lasse die Gnugthuung, die in dem Wort Christi geboten und aufgelegt ist. Daraus weiter folget, (12) dass das Ablass nit anderst wäre, dann lauter Lügen und Trügen; seintemal sie das vermessen nachzulassen und vergeben, dess sie keinen Gewalt haben. | Se nu, hvordan disse gendrivere ærer den hellige fader paven med deres ukristelige smiger, idet de beskylder ham for (dog med stor ære og mange æresbevisninger), at han bryder Guds bud i stykker, idet de siger: Han eftergiver den fyldestgørelse, som er påbudt og pådømt i Kristi ord. Deraf ville videre følge, at afladen ikke var andet end lutter løgn og bedrag; eftersom den formaster sig til at eftergive og tilgive det, som den ikke har nogen magt over. |
| 36 Zum Andern: dass er so viel tausend Lehrer (tetz#11) einführt, hat er die nit recht uberlegt, und die Rechenpfennig zu hoch erhebt, er hätt ihr sunst viel uber drei funden, nämlich St. Thomas, St. Bonaventura, Magister Sent. Alexander de Halis; die andern, als Antonius Florentius, Petrus de Palude, Augustinus Anconitanus, und Angelus, und dergleichen, seind nichts dann Joherren und Nachfolger; darzu ist keiner unter diesen allensampt, der do spräch oder bewähre, dass die nachgelassene Gnugthuung durch Ablass, sei die, die Christus geboten habe. Und wer anderst sagen, der sagt das Seine, mit Gewalt und Unehre derselben. | For det andet: At han fremfører så mange tusind lærere, har han ikke ret overvejet, og han summerer altfor højt op, ellers ville han ikke have fundet meget mere end tre, nemlig Skt. Thomas, Skt. Bonaventura, sentensermagisteren Alexander de Hales; de andre, Antonius Florentineren, Peter Paludan, Augustin Anconitanus og Angelus og den slags, er kun eftersnakkere og efterfølgere. Dertil kommer, at der ikke er nogen af dem overhovedet, der siger eller beviser, at den fyldestgørelse, der bliver eftergivet gennem aflad, er den fyldestgørelse, som Kristus har påbudt. Og den, der siger andet, taler sit eget, taler ud af magt og får vanære ud af det. |
| 37 Auch geschicht denselben heiligen und würdigen Lehrern gross Gewalt und Unrecht von den Lästern und Vorleger, dass sie das fur bewährte und gegründte Wahrheit ausklaffen, das die lieben Väter fur Opinion und ungewisse Wahn gehalten und geredt haben, darzu mit blossen Worten, ohn alle Bewährung gesetzt; ja auch nit mehr haben künnten reden, dann Opinion; seitemal nit bei ihn, sunder bei gemeinem Concilio die Gewalt ist, schliesslich die Wahrheit zu verklären, die ohn Geschrift geredt wird. | Og der sker også stor fordrejning og uret imod disse hellige og ærværdige lærere af disse spottere og gendrivere, når de udbasunerer det som en bevist og velbegrundet sandhed, hvad de kære fædre regnede for anskuelse og usikker mening og kun har udtalt som sådan, og når de desforuden udtrykkeligt har fremsat det som kun en opfattelse uden noget bevis, ja, når de heller ikke har kunnet sige det som mere end deres opfattelse, eftersom det ikke er dem, men et almindeligt koncil, der har magt til endegyldigt at fastslå den sandhed, der er talt uden skrift. |
| 38 Dieweil nun solche Vorlästerer der heiligen Väter wähnen, und ihre eigen vermessne Schluss in einander bräuen, ist es nit Wunder, dass sie uns ein Sotten machen, daran einem grauen möcht. | Eftersom nu sådanne spottere af de hellige fædre gør sig deres formodninger og brygger deres egen formastelige slutning med ind i det, er det ikke mærkeligt, at de giver os en sodklat, som ville kunne gøre én grå. (??) |
| 39 Zum Dritten: Wann schon so viel, und noch mehr tausend, und sie, alle heilige Lehrer, hätten diess oder das gehalten; so gelten sie doch nichts gegen ein einigen Spruch der heiligen Schrift, als St. Paulus Gal 1,8 sagt: Wenn auch gleich ein Engel vom Himmel, oder wir selbs anders predigeten, dann ihr vor gehört habt, so lassts euch ein vermaledeiet (13) Dingk sein. | For det tredie: Selv om så så mange og endnu flere tusind, som alle var hellige lærere, havde holdt på dette eller hint, så gælder de dog for intet overfor et udsagn af den hellige skrift, f. eks. Paulus' ord Gal. 1,8: Selv om så en engel fra himlen eller vi selv prædikede anderledes, end I tidligere har hørt det, så lad ham være forbandet. |
| 40 Wann nun dieselben Lehrer hätten gleich gesagt, (das sie doch nit thun,) dass die Buss, in Christus Worten geboten, wurd durch den Ablass abgelegt, so soll man ihn gar nichts glauben; darumb, dass die Schrift spricht, Gottes Wort mag Niemand ablegen oder wandeln. | Selv om så disse lærere havde sagt, hvad de dog ikke har sagt, at den bod, der er påbudt i Kristi ord, kan ophæves gennem aflad, så skal man slet ikke tro dem, for skriften siger, at ingen kan ophæve eller ændre Guds ord. |
| 41 Aber die Vorlästerer suchen nür das, dass sie durch vieler Doctor Namen ihrem falschen Predigen Glauben machen, ob sie auch die Geschrift daruber sollten zerreissen. Und wann einer nit mehr in der Geschrift vorstünd, dann dieser Vorlästerer, stünds ihm gar eherlich an, dass er sich enthielte seiner Vorlästerung zu schreiben, und das Evangelium recht lernete. | Men spotterne søger kun det, at de gennem mange doktornavne kan gøre deres falske prædiken troværdig, om de så skulle sønderrive skriften derigennem. Og hvis nogen ikke forstod skriften bedre end disse spottere, ville han være mere ærlig, hvis han afholdt sig fra at skrive sine bespottelser og lærte evangeliet ret. |
| 42 Der ander Grund ist, dass anzeige beid neu und alt Testament, dass Gott fordere Gnugthuung fur die Sunde, als 5 Mos 25,2f funden wird. (tetz#35) Auch St. Gregorius spricht: dass Christus einem jegklichen Laster verordnet widerwärtig Aerznei. (tetz#36) Item, do David sundigte mit dem Ehebruch und Volk zählen, musst er Strafe darumb leiden, und die Reu nit gnug war. (2 Sam 12,14ff; 24,13ff). (tetz#38) | Den anden begrundelse er, at ifølge både det ny og det gamle testamente, fordrer Gud fyldestgørelse for synden, som man finder det i 5 Mos 25,2f. Også Skt. Gregor siger, at Kristus mod en hvilkensomhelst last har forordnet et passende lægemiddel. Fremdeles, da David syndede med ægteskabsbruddet og med folketællingen, måtte han lide straffen derfor, og angeren var ikke nok. |
| 43 Hie klag ich, dass ein elender Jammer ist, dass man leiden muss von solchen frevelen Lästerer, die Geschrift also zerreissen. Ach, dass er mich nür allein übel handelte, und ein Ketzer, Abtrünniger, Uebelreder, und nach aller Lust seins Unlusts nennet, wöllt ich geren haben, und ihm nimmer feind werden, ja, freundlich fur ihn bitten. Das ist aber in keinem Weg zu leiden, dass er die Geschrift, unsern Trost, (Röm 15,4) nit anderst handelt, dann wie die Sau ein Habersack; das wöllen wir sehen. | Her klager jeg over, at det dog er en elendig jammer, at man skal finde sig i en sådan fræk spotter, som river skriften sådan i stykker. Ak, om han kun handlede ilde med mig, og kaldte mig en kætter, en skismatiker eller en bagtaler, hvad ellers hans ulyst mod mig kunne få lyst til, det skulle jeg gerne tåle og aldrig være vred på ham for, ja, jeg ville bede for ham som for en ven. Men dette er på ingen måde til at udholde, at han behandler skriften, vores trøst, på samme måde, som en so behandler en havresæk. Det skal vi nu få at se. |
| 44 Zum Ersten spricht er: Beide Testament gebens, dass Gnugthuung von Gott gefordert werde; (tetz#35) und führt darzu keinen Spruch aus dem neuen Testament, sondern allein den, aus dem 25. Cap. Deutero des alten Testaments, und will also ein Geplärre gemacht haben, als sein's beide Testament. | For det første siger han: Begge testamenter viser, at fyldestgørelse bliver fordret af Gud. Men han anfører ikke noget udsagn fra det ny testamente, men alene det fra 5 Mos 25,2 fra det gamle testamente, og kommer derved til at sige noget vrøvl, som om det skulle gøre det ud for begge testamenter. |
| 45 Darzu der Spruch des (14) alten Testaments im neuen Testament aufgehaben ist durch Christum selbst. Matth. 5,38f: Ihr habt gehört, das gesagt ist (vernimm 5 Mos 19,21): Ein Aug fur ein Aug. Ich gebiet euch aber, dass ihr nit widerstrebt dem Bösen, oder dem, der euch leide thut. | Dertil kommer, at udsagnet fra det gamle testamente i det ny testamente er ophævet af Kristus selv. I Matt 5,38 siger han: 'I har hørt, at der er sagt (f. eks. i 5 Mos 19,21) Øje for øje. Men jeg siger jer, at I ikke skal efterstræbe den onde eller den, der gør jer ondt'. |
| 46 Auch derselb Spruch ist nit gegeben, dass Gott Gnugthuung dardurch fordere, sunder ein Regel gesetzt, wie weit die Menschen sich untereinandern sollten rächen, dass sie nit zuviel thäten, bis dass das neu Testament die Rache gar aufhübe; als klärlich St. Augustinus uber denselben Text sagt, und der Text selbs gibt. Nun siehe, lieber Mensch, wie dieser Vorlästerer den Spruch nit allein ohn Verstand einführt, sunder auch wider das Evangelium; noch wöllen sie alle Ketzer verbrennen, und den Himmel pochen. | Men heller ikke om det gammeltestamentlige udsagn gælder, at det er givet, fordi Gud derigennem fordrer fyldestgørelse, nej, det er sat som en regel om, hvor langt menneskene skulle gå i deres hævn mod hinanden, at de ikke skulle gøre for meget, indtil det ny testamente helt ophævede hævnen; sådan som Skt. Augustin klart siger over denne tekst, og sådan som det også fremgår af teksten selv. Se nu, kære læser, hvordan denne spotter ikke alene indfører dette skriftsted uden forstand, han gør det også imod evangeliet. Og alligevel vil de brænde alle kættere og pukke på himlen. |
| 47 Zum Andern, den Spruch St. Gregorii, der do klärlich sagt von der Buss, die Christus gelehrt hat, die ein Aerznei ist wider die Sund, (tetz#36) also, wer vorhin ist unkeusch gewesen, sei nun keusch; wer vorhin gestohlen hat, der sei nu so mild, dass er das Seine gebe etc. | For det andet fremfører de udsagnet fra Skt. Gregor, som klart taler om den bod, som Kristus har lært, at den er et lægemiddel imod synden, så altså den, der før var ukysk, nu skal være kysk, den, der før havde stjålet, nu skal være så blid, at han giver sin ejendom bort, osv. |
| 48 Diese göttliche Gebot, durch Gregorium angezeigt, zeucht er mit den Haaren, dass ihm die Schwarten krachen, zu der Buss, die der Pabst ablegen kann, und bedenkt nit, dass der nit allein ein Ketzer, sunder unsinnig sei, der do hülte, dass der heilige Vater Pabst ablege die Keuscheit und Mildigheit etc. das ist, die Gnugthuunge von Christo gelehret, das doch aus seinem Einführen folgete. Auch wissens die Läien besser, die sagen: Nimmer thun ist die höchste Buss. Und das ist wahr vor Gott, der nit mehr fordert, dann die höchste Buss, das ist, nimmer thun. | Disse guddommelige bud, som er fremført af Gregor, trækker han nu ved hårene, så at det knager i knoglerne, over på boden, som paven kan ophæve, og tænker ikke på, at den ikke alene er en kætter, men er direkte vanvittig, som ville hævde, at den hellige fader paven kunne ophæve kyskhed og mildhed osv, det vil sige, ophæve den fyldestgørelse, som Kristus har lært os, hvilket dog følger af det, han er fremkommet med. Det véd lægfolket altsammen bedre besked om, når de siger: Ikke at gøre det mere er den højeste bod. Og det er sandt overfor Gud, som ikke fordrer mere end den højeste bod, det vil sige: ikke at gøre det mere. |
| 49 Zum Dritten, begehr ich zu wissen, wo St. Augustinus sage, dass Gott bequeme Gnugthuung fordere. (tetz#37) Und wenn das bezeuget wird, sag ich wie vorhin, dieselbige Gnugthuung ist nit nachlässig durch irgend ein Ablass, sunder wird gerechent als ein sträfliche Pein, von Gott aufgelegt. (15) | For det tredie vil jeg gerne vide, hvor Skt. Augustin har sagt, at Gud fordrer passende fyldestgørelse. Og hvis det bliver påvist, siger jeg som før, at denne fyldestgørelse ikke kan eftergives ved nogensomhelst aflad, den bliver i stedet regnet for en strafskyldig lidelse, pålagt af Gud. |
| 50 Zum Vierten: dass David gestraft ward fur sein Sund, ist fur mich; (tetz#38) dann ich in deutschen Sermon gesagt hab an dem siebenten Artikel, dass Gott die Straf auflegt, und Niemand mag sig ablegen. (#8) Darumb wird die Geschrift abermals gekreuziget, und die Straf David gezogen in die Buss, die der heilige Vater Pabst mag ablegen, das ist Menschengeschwätz. | For det fjerde: At David blev straffet for sin synd, viser, at det er mig, der har ret; for jeg sagde i den tyske prædiken, at det er Gud, der pålægger straffen, og at ingen kan ophæve den. Derfor bliver skriften igen korsfæstet, og Davids straf trukket ind i boden, som den hellige fader paven kan ophæve, det vil sige: det er menneskesnak. |
| 51 Dann derselb siebent Artikel ganz klar mich verkläret, also, dass ich das dritte Theil der Buss verneine: nit die guten Werk von Gott geboten, oder die Leiden und Straf; sunder die Buss oder Gnugthuung, die das Ablass kann ablegen. Die, sag ich, wird Niemand aus der Geschrift bewähren, dass sie Gott fordere; sunder er befiehlet das dem heiligen Vater Pabst und der Kirchen, da er sagt zu St. Petro. (Matth. 16,19): Was du bindest auf der Erden, soll gebunden sein im Himmel, und das du lösest, solle los sein. | For denne syvende artikel forklarer min opfattelse ganske klart, på den måde, at jeg fornægter den tredie del af boden: ikke de gode gerninger, som Gud har påbudt, eller lidelsen og straffen, men den bod eller fyldestgørelse, som afladen kan ophæve. Her siger jeg, at den kan ingen ud fra skriften bevise, at Gud fordrer; men det er, hvad han befaler den hellige fader paven og kirken, når han til Skt. Peter siger: Hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad du løser, skal være løst. |
| 52 Der heilig Vater Pabst hat wohl vollen Gewalt; nit wie die schädlichen Scmeichler sagen, alle Ding zu thun, was dem Menschen noth ist zu der Seligkeit, dann mit den Worten wäre Christus ausgeschlossen; sunder hat Gewalt zu entbinden alle Sunde, die gebeicht werden; aber hat nit Gewalt in Gottes Gericht und Rath zu fallen. Darumb er auch nicht mag ablegen Pein, so sie Gott oder göttliche Gerechtigkeit auflegte. Dann er nit saget zu St. Petro: Was ich binde, sollt du lösen; sunder: Was du lösest, soll los sein. Daraus nit folget, dass mein Binden darumb auch los sei; sunder dein Binden ist los. | Den hellige fader paven har vel fuld magt; ikke, som de skadelige smigrere siger, til at gøre alle ting, der er menneskene nødvendige til salighed, for hvis det var tilfældet, ville Kristus ikke betyde noget; nej, han har magt til at løse alle de synder, der er bekendt; men han har ikke magt til at fælde dom i Guds ret og råd. Derfor kan han heller ikke ophæve en lidelse, som Gud eller den guddommelige retfærdighed har pålagt. For han siger ikke til Skt. Peter: Hvad jeg binder, skal du løse, men: Hvad du løser, skal være løst. Deraf følger ikke, at mit bånd af den grund er løst, men at dit bånd er løst. |
| 53 Aber unser Vorlegere haben ihn den Gewalt genummen, die Geschrift nach ihrem Kopf zu richten. Darumb verstehen sie darinnen nit, was drinnen ist, sunder was sie wöllen. Kann doch kein Bischof lösen, was der Pabst bindet: wie vermessen sich dann die schädlichen Schmeichler, den Pabst und die Kirch mit ihm so zu verführen, dass er sich unterwinde, zu lösen, was sein Gott bindet, so er doch (16) unmässlich weniger Gewalt hat in Gottes Gewalt, dann ein Bischof in seinem Gewalt. | Men vore gendrivere har taget den magt fra ham for at dømme skriften efter deres hoved. Derfor forstår de i skriften ikke, hvad der er i skriften, men hvad de vil. Det er dog sådan, at ingen biskop kan løse, hvad paven har bundet. Hvordan kan de skadelige smigrere så formaste sig til at forføre paven og kirken sammen med ham, sådan at han understår sig i at løse, hvad hans Gud har bundet, eftersom han dog har langt mindre magt på Guds magtområde, end en biskop har på hans område. |
| 54 Darumb irren und trügen alle die, so da sagen, dass durch Ablass Pein, oder Werk der Gnugthuung, von Gott aufgesetzt, müge abgelegt werden; und wöllen der Kirchen Gewalt mit Gottes Gewalt vermischen, und erdichten uns täglich neu Wörter, claves excellentiae, claves autoritatis, claves ministrabiles; als lang, dass sie uns alle Beutel und Kasten leer machen, und darnach die Höll aufschliessen, und den Himmel zuschliessen. | Derfor begår de fejltagelser og laver bedrag, alle de, som siger, at gennem afladen kan lidelse eller fyldestgørende gerninger, som Gud har fastsat, ophæves; de forveksler kirkens magt med Guds magt, og opdigter dagligt nye ord for os, de overordentlige nøgler, autoritetens nøgler, de administrative nøgler, så længe, indtil de får gjort alle punge og pengekister tomme, og derefter lukker de helvede op og lukker himlen i. |
| 55 Der dritte Grund, dass er spricht: Die Gewohnheit und Uebunge sollen fur ein Gesetz gehalten werden; dieweil dann die Christenheit das Ablass also braucht etc. (tetz#58) Sag ich, dass da wahr sei, was Uebung iund Gewohnheit sein in der Christenheit, gelten der Kirchen Gebot gleich; es wird aber verstanden von den guten, und nit von den bösen. (n55) | Mod den tredie begrundelse, hvor han siger: 'Kirkens sædvane og dens udøvelse skal regnes for en lov; og fordi nu kristenheden bruger afladen på den måde osv.', siger jeg, at det er sandt nok, at hvad der findes i kristenheden af øvelser og sædvane, gælder som et bud for kirken; men det bliver forstået om de gode sædvaner, ikke om de dårlige. |
| 56 Zum Andern, hat die römische Kirche noch nie in Uebungen gehabt, dass der Ablass Seelen erlöse, und den Sunder erlöse von Pein oder Gnugthuung, von Gott aufgelegt; sunder, wie die frechen Quästores wöllen die Leut, gleichwie die jungen Kinder, erschrecken, streben sie darnach, dass ihre Worte seien Gottes Wort, und ihre Missbrauch sei der christlichen Kirchen Brauch; auch lautet das geistliche Recht, dass solche Prediger erlogen sein, c. abusionibus ver. mendaciter. Glo. etc. | For det andet siger jeg, at den romerske kirke endnu ikke har haft det med i sine udøvelser, at afladen forløser sjæle og forløser synderen fra den lidelse eller den fyldestgørelse, som er pålagt af Gud, nej, der er tale om, at de frække pengemænd vil forskrække folk, ligesom man forskrækker børn, og derfor stræber de efter, at deres ord kan opfattes som Guds ord, og deres misbrug opfattes som den kristne kirkes brug; kirkeretten hævder også, at sådanne prædikanter er løgnagtige, se kapitlet abusionibus ver. mendaticer, glossen dertil osv. |
| 57 Der viert Grund: Wer Ablass löst, besser thut, dann wer Almusen gibt einem Armen, der nit in der letzten Noth ist. (tetz2#11) Hie sich zu, und lass dichs Gott erbarmen, das heissen Lehrer des Christenvolks. Nun hinfurter ist nit schrecklich zu hören, wie Türken unser Kirchen und Kreuz verunehren; wir haben bei uns hundertmal ärger Türken, die uns das einige Heiligthumb, das Wort Gottes, das alle Dingk heiliget, so gar lästerlich zunicht machen. Johannes, der heilig Apostel sagt: So einer sicht sein Bruder darben, oder Noth leiden, und schleusst sein Mildigheit vor ihm zu, wie (17) mag die Liebe Gottes in ihm bleiben? (1 Joh 3,17) (res08#61) | Den fjerde begrundelse: Den, der køber aflad, handler bedre end den, der giver en fattig en almisse, når den fattige ikke befinder sig i den yderste nød. Pas her på, og lad Gud forbarme sig, at dette skal kaldes ret lære i kristenheden. Nu fremover vil det ikke være skrækkeligt at høre, hvordan tyrkerne vanærer vor kirke og vort kors; vi har hos os tyrker, der er hundrede gange værre, som fuldstændig bespotteligt ødelægger den eneste helligdom, Guds ord, som helliger alle ting. Den hellige apostel, Johannes, siger: Hvis nogen ser sin bror sulte eller lide nød og lukker sig hjerte for ham, hvordan kan Guds kærlighed blive i ham? |
| 58 Uber diesen Text kumpt dieser Vorlästerer, und vorlegt, ja vorletzte, und uber tausent Meil Wegs leget mit einer solchen Glosse: Das Darben oder Noth leiden soll verstanden werden von der letzten Noth. (tetz2#16; #17; #18; #19). | Hen over denne tekst kommer så denne spotter og gendriver den, ja ødelægger den, og skaber over tusind mils afstand til den med følgende udlægning: Dette at sulte eller lide nød skal forstår om den yderste nød. |
| 59 Ich muss hie mit Unwillen ungeduldig sein; dann kein guter Geist die Glosse hat geführt, oder ist aus einem unchristlichen, judischen, oder je unbedachtem Verstand Jemand entpfallen. Soll nit ehe ein Christenmensch dem andern helfen, dann in letzten Nöthen; so wird nimmermehr, oder in viel Jahrn nit einmal dem andern geholfen. So wird auch die christenliche Liebe nit also gut sein als die Freundschaft unter den Thiern. Ach Gott! muss man dein Wort also meistern. Nun der Stücklein haben wir wohl mehr von unsern Traumpredigern. | Jeg må her imod min vilje blive noget utålmodig; for det er ingen god ånd, der har indført denne fortolkning, den er enten kommet fra en ukristelig, jødisk forståelse, eller faldet nogen ind i et ubevogtet øjeblik. Hvis et kristenmenneske ikke skal hjælpe den anden, før han er i den yderste nød, så bliver den anden aldrig eller ikke i mange år hjulpet. Så vil den kristne kærlighed ikke være så god som venskabet blandt dyrene. Ak Gud! Må man virkelig bemestre dine ord på den måde! Nuvel, af den slags har vi vel mere fra vore drømmeprædikanters hånd. |
| 60 Wer nu diesem Vorleger folget, der hab Achtung darauf, dass er nit ehe speise den Hungerigen, kleide den Nackenden, sie kommen dann in die letzten Noth, dass ihn die Seel ausgehet, und seiner Wohltaht nimmer bedurfen. Recht, recht, solcher Lehrer Werk sollten auch nit anders werth sein, dann dass sie geschehen, da sie unnothig sein. | Den, der nu følger denne gendriver, han må passe på, at han ikke bespiser den sultne eller klæder den nøgne, førend de kommer i den yderste nød, så deres sjæl forlader dem, og de ikke mere behøver hans velgerning. Sandt nok, sandt nok, sådanne læreres gerninger skulle heller ikke være mere værd, end det, at de sker, eftersom de er unødvendige. |
| 61 Wider die verdampt und verführische Glosse sollen wir wissen, dass das Darben oder Noth heisst ein jeglich Dürfen oder Darben; gleich als Christus die Esel liess holen und sagen: Sie sein dem Herren noth, das ist, er bedarf ihn (Matt 21,3). Darumb soll man die Noth verstehen, dass sie gemäss bleib dem Wort Christi: Wann dein Bruder bedarf, so leihe ihm ohn Aufsatze (Luk 6,35). | Imod denne fordømte og forføreriske fortolkning skal vi vide, at sult og nød betyder et hvilkensomhelst behov eller sult; ligesom Kristus lod hente æslet og sagde: Herren har brug for det, det vil sige, han behøver det. Derfor skal man forstå nøden, så den bliver i overensstemmelse med Kristi ord: Hvis din bror lider nød, så lån ham straks noget. |
| 62 Nun ist borgen nit die letzt, auch nit die mittelste, sunder die erste Noth. Auch soll die Noth dem Gebot gemäss sein: Was ihr wöllt, dass euch die Menschen thun sollen, das hebt (18) ihr an zu thun (Matt 7,12). Nun will Niemand, dass man ihn lasse in die letzten Noth kummen; wie kann dann St. Johannes die zugelassen haben? Aus Aristotelis Köcher ist die Gloss geflogen, bei welchem sie lernen necessitatem, und andere Wörter, nür zu verderben die heilige Geschrift. | Nu er det at låne ikke den sidste nød, heller ikke den mellemste, men den første nød. Nøden skal også svare til budet: Hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, begynd I at gøre det mod dem. Nu vil ingen, at man lader ham komme ud i den sidste nød; hvordan kan da Skt. Johannes have tilladt det? Denne fortolkning er udfløjet fra Aristoteles kogger; hos ham lærer de nødvendighed og andre ord, kun for at fordærve den hellige skrift. |
| 63 Uber das Alles, die brüderliche christenliche Liebe harret nit, bis dass Noth da sei; darumb strafts Johannes, dass sie es haben lassen noth werden. Weiter ist zu wissen, dass die Geschrift sagt: Die Liebe verdeckt alle Menige der Sunden (1 Pet 4,8; Ordspr 10,12). Und Christus: Was euch uber ist, gebt Almusen, so sein euch alle Dinge rein, oder vergeben (Luk 11,41) (n63) und Daniel: Erlöse dein Sund mit Almusen (Dan 4,24). | Men frem for alt: Den broderlige, kristne kærlighed venter ikke, til der er nød på færde. Derfor bebrejder Johannes det, at de har ladet det blive til nød. Fremdeles skal man vide, at skriften siger: 'Kærligheden skjuler en mængde synder'. Og Kristus siger: 'Hvad I har til overs, giv det som almisse'. Og Daniel siger: 'Løs din synd med almisser'. |
| 64 Diese und dergleichen Sprüch prediget kein Gnadprediger gerne, hören sie auch nit gerne in das Volk bringen. Dann daraus folget, dass das Ablass Niemand noth ist, künnten auch durch die Werk der Liebe und Almusen viel besser Ablass uberkummen; das wird aber nit Kasten fullen. | Disse skriftsteder og lignende skriftsteder prædiker nådesprædikanterne ugerne, hører også ugerne, at de bringes ud til folket. For deraf følger, at afladen ikke er nødvendig for nogen, og at de gennem kærlighedsgerninger og almisse kunne opnå meget bedre aflad. Men det vil ikke fylde pengekisten. |
| 65 Diese subtile Vorlegere haben aus Aristoteles Distinction dannocht also viel erlernet, dass sie darfur halten, dass ein Almusen oder gut Werk, gethan dem Nächsten, sei nit ordenlich sich selbs geliebt, und nit sein selbs Seligkeit zum ersten gesucht, sundern soll vorhin Ablass lösen, und also sich sein selbs am ersten erbarmen. (tetz2#12) Wann Christus nit wahrer Gott wäre, halt ich, er hätt längst solch unser Theologen lassen die Erden verschlinden (verschlingen). | Disse subtile Gendrivere har lært så meget af Aristoteles' distinktion, at de regner med, at det at give almisse eller gøre en god gerning imod næsten ikke er at elske sig selv ordentligt, og ikke er at søge sin egen salighed først og fremmest, nej, man skal først løse aflad og således først forbarme sig over sig selv. Hvis Kristus ikke var sand Gud, tror jeg, at han for længst ville have ladet jorden opsluge sådanne teologer. |
| 66 Zum Ersten: Daniel lehret den Künig zu Babylonien, er sollt mit Almusen sein Sund lösen; so spricht auch der weis Mann, Ecclesiast 3,33: Wie das Wasser ein brennend Feur löschet: also tilget das Almusen die Sünde. Darzu sagt Christus: Gebt Almusen, so ist euch alls rein. (Luk 11,41). Nun ist kein edlers sich selbs Lieben (19) und Seligen, dann Sund lösen und sich rein machen. (n66) Und das nennet hie Christus selbs, es sei Almusen geben. | For det første: Daniel lærer kongen af Babylon, at han skal løse sin synd med almisser; og således siger vismanden i Sirak 3,33: 'Ligesom vandet slukker en brændende ild, således udslutter almisser synden'. Desforuden siger Kristus: 'Giv almisse, så er alt rent for jer'. Nu er der ikke noget ædlere, hvis man skal elske sig selv og gøre sig selv salig, end at løse synd og gøre sig ren. Og det siger her Kristus selv, at det er at give almisse. |
| 67 Zum Andern: Nun sich zu, und halts gegen einander. Christus sagt: Das Almusen geben dem Nächsten, nimpt wegk Pein und Schuld, und machts alls rein; und das muss je sein die allerbest und erst Lieb sein selbs und sein Seligkeit; wie jetzt gesagt. | For det andet: Pas nu på, hold det op mod hinanden. Kristus siger: At give almisse til næsten borttager lidelse og skyld og gør alt rent; og det må jo være den allerbedste og første kærlighed til sig selv og sin salighed, som nu sagt. |
| 68 Die Vorleger sagen: Das Ablass nimpt wegk nür die Pein; und das muss je sein die geringste Liebe sein selbs, und nit noth noch geboten; auch so viel geringer, als zeitlich Pein geringer ist, dann Schuld der ewigen Pein. Dennocht düren sig ohn Forcht und Schande sagen, dass sich der ordentlich liebe, der ihre Lehre, und nit Christi Lehre folget. Dann das Almusen, die Pein und Schuld löset, wie Christus sagt, setzen sie hinter das Almusen, der nür ein wenig zeitlicher Pein löset durch Ablass, und nit noth ist, noch geboten. (tetz2#17) Das sein unsere lieben christlichen Vorlegere, die gründlich die Schrift einführen; ja, in den Abgrund der Höllen mit ihn selbs, und Allen, die ihn anhangen. | Gendriverne siger: Afladen fjerner kun lidelsen; og det må jo være den ringeste kærlighed til sig selv, ikke nødvendig og ikke påbudt; og den er også så meget ringere, som timelig lidelse er ringere end den evige lidelse skyld. Alligevel tør de uden frygt og uden at skamme sig sige, at den, der ordentligvis elsker sig selv, er den, der følger deres og ikke Kristi lære. For den almisse, der løser lidelse og skyld, som Kristus siger, sætter de bagved den almisse, der gennem aflad løser kun en ringe timelig lidelse og ikke er nødvendig eller påbudt. Her har du vore kære, kristelige gendrivere, der grundigt indfører dig i skriften; ja, de fører ind i Helvedes afgrund sammen med sig selv og alle dem, der holder sig til dem. |
| 69 Zum Dritten, ist das eine falsche Liebe, die sich am ersten in sich selbs zeucht. (n69) Dann St. Gregorius spricht: dass göttliche Liebe gegen sich selbs nit bestehen kann, sunder sie muss sich ausstrecken zu einem andern. Und dasselb Lieben macht rein; wie auch St. Jacob sagt, dass die Liebe bedecke alle Sund (Jak. 5,20). Darumb wer sich selbs lieb will haben, der muss aus ihm selbs gehen, und nit in ihm selbs, sunder in einem Andern sich lieb haben; das ist, er muss sich in ihm selbs hassen, und ihm selbs Leide thun, und allen Andern Liebe thun; wie Christus mit Worten und Werken uns lehret. | For det tredie er det en fejlagtig kærlighed, som først søger sig selv i sig selv. For Skt. Gregor siger, at den guddommelige kærlighed imod sig selv ikke kan bestå, men den må udstrække sig til en anden. Og denne kærlighed gør ren; som også Skt. Jakob siger, at kærligheden skjuler alle synder. Derfor, den, der vil have sig selv kær, han må gå ud af sig selv og ikke ind i sig selv, men i en anden have sig selv kær, det vil sige, han må i sig selv hade sig selv og gøre sig selv ondt, men gøre alle andre kærlighedsgerninger; sådan som Kristus lærer os det med ord og gerninger. |
| 70 Darumb ist zu besorgen, dass, wer Ablass sucht, nür suche die Pein zu fliehen, und also sich selbs in ihm selbs liebe, und nit umb Liebe, sunder umb Forcht willen gibt. Und in die Forcht wöllen unser Ablassprediger das Volk treiben mit ihrem Schrecken und Grossmachen der Pein und Ablass; so sie doch sollten die (20) Pein austreiben und verächtlich machen, wenn sie christlich predigen wöllten, ob sie auch Geld müssten zugeben. | Derfor må man sørge for at gøre opmærksom på, at den, der søger aflad, kun søger at undfly lidelsen, og altså elsker sig selv i sig selv, og giver penge ikke af kærlighed, men af frygt. Og den frygt vil vore afladsprædikanter drive folket ind i med deres afskrækkelse og forsøg på at afmale lidelsen og afladen som noget stort; hvor de dog skulle uddrive lidelsen og gøre os foragtende overfor den, hvis de ville prædike kristeligt, også selv om de måtte tabe penge ved det. |
| 71 Zum Vierten: Nun ist es wohl zu merken, ob ich den Spruch St. Paulus recht hab eingeführt am 16. Artikel, (tetz2#19) do ich sagt: Man sollt vorhin dem Nächsten helfen, und darnach unser Kirchen bei uns zuerst bauen, und zuletzt Ablass lösen. Wann St. Paulus sagt: Wer seinem Hausgnossen nit wohlthut, ist ärger dann ein Heide (1 Tim 5,8). Das sollten die Vorlegere haben bass angesehen, so wurden sie nit zu Spott mit ihrem unchristlichen und ketzerischen Vurlegen. | For det fjerde: Her kan man så lægge mærke til, om jeg har anvendt Paulus' ord ret i den 16. artikel, hvor jeg sagde: Man skal først hjælpe næsten, og derefter opbygge kirken, hvor man er, og til sidst løse aflad. Skt. Paulus siger dog: Den, der ikke gør vel imod sine husfæller, er værre end en hedning. Det skulle gendriverne have tænkt mere på, så ville de ikke være blevet til spot med deres ukristelige og kætterske gendrivelse. |
| 72 Der funfte Grund ist von den Altar und Kirchen zu Rome, in welchen man Seelen erlöst mit Messen, und die heiligen Väter Päbste das dulden, und darzu St. Thomas in solcher Lehre von Päbsten bestätiget etc. Hie sag ich: Es ist wahr, dass zu Rom Etlich darfur halten, und ich selbs mehr dann ein Messe daselbst fur die Seelen gelesen. Es hat mich der Glauben gerauen, darumb, dass ich erfahr, dass kein Bewährung oder Bestätigung darüber ist, damit man redlich bestehen möcht, und sie selbs zu Rom des nit viel achten. | Den femte begrundelse handler om altrene og kirkerne i Rom, hvori man forløser sjæle med messer, og om, at de hellige fædre, paverne, finder sig i det, og desuden om, at Skt. Thomas bekræfter en sådan lære om paverne, osv. Her siger jeg: Det er sandt, at mange i Rom regner dermed, og jeg selv har læst mere end én messe dernede for sjælene. Men min tro har fået mig til at angre det, fordi jeg har erfaret, at der ikke findes noget bevis eller nogen bekræftelse derpå, som man redeligt kan holde fast på, og at de i Rom ikke bekymrer sig meget derom. |
| 73 Zum Andern: Dieweil dann kein Gebot ist dasselb zu glauben, auch kein Gebot werden kann, dass man es lösen und suchen müss, derhalben auch kein Verdienst darinnen ist: dann wo nit Gehorsam, da ist nit Verdienst; wo aber nit Gebot, da ist kein Gehorsam: es ist besser, bei dem gewissesten und verdienstlichen bleiben, durch gut Werk fur sie bitten: auch ist mir nit Zweifel, dass die Messe, fur die Seelen gehalten, besser sei und kräftiger, zu erlösen die Seelen, dann das Ablass, durch die Messen gesucht. | For det andet: Derfor findes der intet bud om at tro på dette, og der kan heller ikke opstå noget bud om, at man skal løse denne aflad og søge at få fat på den, for der er ikke nogen fortjeneste deri: for hvor der ikke er lydighed, er der ingen fortjeneste, men hvor der ikke er noget bud, dèr er der ingen lydighed. Og derfor er det bedre at forblive ved det sikreste og mest fortjenlige: at bede for dem gennem gode gerninger. Der er for mig heller ingen tvivl om, at den messe, der holdes for sjælene, er bedre og kraftigere til at forløse sjælene, end den aflad, der søges gennem messen. |
| 74 Zum Dritten: Zu solchem grossen fährlichen Artikel sollt ein christlicher Vorleger die Geschrift, geistlich Recht, oder redlich Vernunft einführen. Dann was zu Rom oder anderswo geschich, oder Päbst dulden, künnt auch (21) ein jetzlicher Landfahrer oder Kretschmer wohl schwätzen. Darumb wann es die Kirch beschleusst, so will ich glauben, dass das Ablass Seelen erlöse. Indess will ich den Frevel lassen, auf dass ich nit mich selbs und die armen Seelen mit mir betrüge. | For det tredie: Til gunst for en sådan stor, farlig artikel skulle en kristen gendriver indføre skriften, kirkeretten eller redelig fornuft. For om hvad der sker i Rom eller andre steder, eller hvad paven finder sig i, det kan enhver landstryger eller handelsmand gøre grin med. Derfor, når kirken bestemmer det, så vil jeg tro, at afladen forløser sjælene. Indtil da vil jeg lade denne spot være, for at jeg ikke skal bedrage mig selv og de arme sjæle sammen med mig. |
| 75 Zum Vierten, dass St. Thomas bestätigt ist, lass ich sein; man weiss aber in allen Universitäten, wie weit die Bestätigung sich erstrecket. Darumb was der heilig Vater mit Schrift oder mit Vernunft bewähret, nimm ich an: das ander lass ich seinem guten Wahn gewesen sein. | For det fjerde: At Skt. Thomas har bekræftet det, lader jeg være. Men man véd på alle universiteter, hvor langt den bekræftelse strækker sig. Derfor, hvad den hellige fader har bevist med skrift eller med fornuft, det antager jeg: det andet lader jeg have været for hans gode vane. |
| 76 Zum Funften: Ist das nit wahr, das Ablass sei von der Dinger Zahl, die zu der Seligkeit und Glauben gehören. Darumb, ob der Pabst das duldet, ist nit Wunder, so leider! wohl grösser böser Stück und Tück aussen und innen Rom geduldet werden. | For det femte: Det er ikke sandt, at aflad hører til de ting, som hører med til saligheden og troen. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at paven finder sig i det, eftersom desværre nogle større forkerte ting og meninger bliver tålt udenfor og indeni Rom. |
| 77 Und dass ich mehr sag, seintemal der Apostel sagt, die zugelassene Ding nit furderlich seind zu der Seligkeit, sunder was geboten ist: so folget, dass der sicher ist, der das Ablass gar nichts achtet, und der unsicher ist, der das Ablass gross achtet. Dann dieser mag leichtlich in demselben irren, jener kann nit irren. Dann je weiter von dem zugelassen, und näher den Geboten, je (22) sicherer Wesen. Dann Gehorsam ist gewiss; Freiheit ist gefährlich. | Og yderligere vil jeg sige: Eftersom apostlen siger, at de tilladte ting ikke kræves til salighed, det gør hvad der er påbudt, så følger, at den er sikker, som slet ikke agter aflad for noget, og den er usikker, som agter afladen højt. For den sidste kan let tage fejl i dette, men den første kan ikke tage fejl. For jo længere bort fra det tilladte, og jo nærmere ved det påbudte, des sikrere er ens tilværelse. For lydighed er sikker, frihed er farlig. |
| 78 Der sechst Grund: Dass ich die Doctores scholasticos unbillig verwirf, als wären sie nit gnug, ein Predigt zu befestigen etc., das hab ich than, nit dass ich sie ganz verwirf, dann sie haben das Ihre than; sunder ihre Opinion: und sunderlich umb der Vorleger willen, die mich mit den selben vermeinen zu dringen, und führen sie doch nit ein, da sie bewahrt sein mit Schrift und Vernunft, sunder da sie am allernachentisten und kränkisten sein, als hie in der Materie vom Ablass. | Den sjette begrundelse: At jeg på urimelig måde forkaster de skolastiske doktorer, som om de ikke var nok til at bekræfte en prædiken, osv. Det har jeg gjort, ikke fordi jeg ganske forkaster dem, for de har gjort, hvad de kan, men jeg har forkastet deres mening. Det jeg har især gjort for gendrivernes skyld, som tror, de kan presse mig med disse skolastikere, og dog ikke indfører dem, hvor deres mening er bevist med skrift og fornuft, men hvor de allernøgnest og allersygest, som her i sagen om afladen. |
| 79 Darumb hab ich nämlich gesagt, mit ihren Opinion, auszudrucken, dass ich sie wohl haben will mit Schriften und Vernunft. Dann im Predigen soll man Opinion Opinion lassen sein, und das Wort Gottes predigen, wie uns Gott durch St. Paulus geboten hat, dass man nit Fabeln, sunder die Schrift, von oben herab eingegeben, lehren soll (1 Tim 1,4; 4,7) | Derfor har jeg nemlig sagt, at det er deres mening, det gælder, for at udtrykke, at jeg godt vil anerkende dem, når de bruger skrift og fornuft. For i prædikenen skal man lade mening være mening og prædike Guds ord, som Gud har påbudt os det igennem Skt. Paulus, at man ikke skal lære fabler, men skriften, som er indgivet ovenfra. |
| 80 Am Letzten, so er müde worden ist, die Geschrift zu martern, oder vielleicht nit mehr gewüsst, gehet das Wetter uber mich, und bin da Erzketzer, Ketzer, Abtrünniger, Irriger Freveler, Uebelreder etc. Darzu anwort ich: Gott geb mir und dir sein Genade, Amen. | Til sidst, da han er blevet træt af at martre skriften, eller måske ikke véd mere, går uvejret ud over mig, og jeg er da ærkekætter, kætter, afviger, vildfarende, fræk, bagtaler osv. Dertil svarer jeg: Gud give både mig og dig sin nåde, amen. |
| 81 So verdorbene Schuler seind diese Vorlegere, dass sie all ihre Tag nit so viel erlernt haben, was Haereticus zu Latein, oder ein Ketzer zu Deutsch heisse; und unterstehen sich dannocht, Schrift zu predigen und Ketzerei vertreiben. Dann ein Ketzer heisst, der nit glaubt die Stück, die noth und geboten sein zu glauben. Dieweil dann sie selbs bekennend und wahr ist, dass Ablass nit geboten, auch nit noth zu der Selikeit; ist nit müglich, dass Jemand ein Ketzer sei, er veracht, verlass oder widerrath das Ablass, wie er will; das ich doch nit gethan hab, sunder allein unter die guten Werk in seinen Orden gesetzt. | Så elendige er disse elever, at de hele deres liv ikke har lært så meget, som hvad Haereticus betyder på latin, kætter på tysk; og alligevel understår de sig i at prædike skriften og fordrive kætteri. For kætter kaldes én, der ikke tror på de trossætninger, der er nødvendige og som det er påbudt at tro på. Og eftersom de selv bekender, og det også er sandt, at aflad ikke er påbudt, ikke heller nødvendig til salighed, er det ikke muligt, at nogen kan være en kætter, ligegyldigt om han foragter, forlader eller fraråder afladen nok så meget; det har jeg ikke engang gjort, jeg har kun sat den ind på dens rette plads blandt de gode gerninger. |
| 82 So nun dann solch Vorleger die Geschrift nit wissen, Lateinisch und Deutsch nit verstehen, und daruber mich so uberaus lästerlich schelten, (23) muss mir zu Muthe sein, als wenn mich ein grober Esel anschreiet; ja, frölich bin, und sollt mir leid sein, dass mich solch Leut einen frummen Christen scholten. | Når således sådanne gendrivere ikke kender skriften, ikke forstår latin og tysk og desforuden i det hele taget skælder mig så læsterligt ud, så må jeg være til mode, som hvis et galt æsel skreg imod mig, og dog er jeg glad, og det skulle gøre mig ondt, om sådanne folk skældte mig ud for at være en from kristen. |
| 83 Dass er sich aber zum Stock, Kerker, Wasser, Feur beutet, kann ich armer Bruder nit wegeren. Wiewohl auch fur ihn selbs wäre mein treuer Rath, er erbüte sich mit Bescheidenheit zum Rebenwasser, und zu dem Feur, das aus den gebraten Gänsen räucht, dess er bass gewohnet. | Men at han tilbyder sig til prygl, fængsel, vand og ild, kan jeg stakkels broder ikke forhindre. Selv om det da for hans vedkommende ville være mit gode råd, at han lidt mere beskedent tilbød sig til druevand og til den ild, som ryger fra stegte gæs, det er han mere vant til. |
| 84 Söllt nit ein Christenmensch verdriessen, dass man mit leiblichen Feur und Tod allererst so kindisch und spöttisch furnimpt die Leut zu schrecken, so es doch also ein schrecklich ernstlich Dingk ist, als im 49. Psalm in der Schrift Auslegung zu irren und Leut zu verführen, dass es denselben Schriftlästerern das höllisch Feur und den ewigen Tod gilt. Darumb, wer so harte Stirn hat, dass er von solchem grausamen und unträglichen Drauen Gottes nit erschrickt selber, möcht wohl schweigen, Andere mit menschlichen Drauen zu erschrecken in unnöthgen Sachen. | Skulle det ikke ærgre et kristenmenneske, at man først tager sig for at forskrække folk så barnligt og bespottende med legemlig ild og død, da det dog er en skrækkelig alvorlig ting, som i Sl 49, at tage fejl i udlægningen af skriften og forføre folk, så at det for disse skriftbespottere gælder om helvedesilden og den evige død. Derfor, den, der har en så hård pande, at han ikke selv bliver forskrækket for en sådan grusom og ubærlig trussel fra Guds side, han skulle tage og lade være med at forskrække andre med menneskelige trusler i sager, der ikke er nødvendige. |
| 85 Doch, wiewohl diese Materie nit antrifft Glauben, Seligkeit, Noth oder Gebot, und sie so gottsüchtig und liebesiech seind, auch in solchen unnöthigen, unketzerlichen Sachen Ketzer zu verbrennen: so verzeihe mirs mein gnädiger Gott und Vater, dass ich zu Spott aller Ehere, die nit dein ist, auch eins trotzen müge gegen meine Baaliten. | Dog, selv om denne sag ikke har med tro, salighed, nødvendighed eller bud at gøre, og de er så gudsforfaldne og kærlighedssyge, også i sådanne unødvendige og ukætterske sager, at de brænder kættere: så, tilgiv mig, min nådige Gud og fader, at jeg til spot for alle de ærefrygtige, der ikke er dine, også engang tillader mig at trodse imod mine Baalspræster (?). |
| 86 Hie bin ich zu Wittenberg Doctor Martinus Luther, Augustiner, und ist etwo ein Ketzermeister, der sich Eisen zu fressen und Felsen zerreissen bedunkt, den lass ich wissen, dass er hab sicher Gleit, offne Thor, frei Herberg und Kost darinnen, durch genädige Zusagung des löblichen und christlichen Fürsten, Herzog Friedrich Churfürsten zu Sachsen etc. Dabei auch die Schriftlästerer merken mögen, dass derselb christliche Fürst, nit, wie sie in ihren letzten trünken Position gerne lügen und schmähen wöllten, der sei, der christenlicher Wahrheit zu Nachtheil, mich oder Jemand in ketzerischem Furnehmen, auch in diesen Dingen, da Ketzerei nimmer innen sein mag, schützen wölle. | Her er jeg i Wittenberg, doktor Martin Luther, Augustinermunk, og så er der ét eller andet sted en kættermester, der har til hensigt at æde jern og sønderrive klipper; ham lader jeg vide, at han kan have sikkert frit lejde, åbne porte, frit herberg og kost herinde, hvis den prisværdige og kristelige fyrste, hertug Friedrich, kurfyrst af Saksen osv giver sin nådige tilladelse. Derved skulle også denne skriftbespotter kunne mærke, at han er en kristelig fyrste, ikke én, der, som de i deres sidste fordrukne position gerne vil lyve og skamme ham på, til ulempe for den kristelige sandhed kunne tænkes at beskytte mig eller enhver anden i kættersk praksis, heller ikke i de ting, hvor der slet ikke kan forekomme kætteri. |
| 87 Er klagt auch, dass mein Sermon bringe grosse Aergerniss und Verachtung des Stuhls zu Rom, des Glaubens, des Sacraments, der Lehrer der Schrift etc. Diess Alles weiss ich nit anders zu verstehen, dann also: Der Himmel wird noch heut fallen, und wird kein alter Hasen Topf morgen ganz sein. | Han klager også over, at min sermon bringer stor forargelse og foragt for stolen i Rom, for troen, for sakramentet, for skriflærerne osv. Alt dette kan jeg ikke forstå anderledes end således: Himlen vil falde ned allerede i dag, og i morgen vil ingen gammel haregryde være hel. |
| 88 Doch aber, zu erinnern die armen Leut, die vor grossem Geschäft des heiligen Ablas ein schwach und irrig Gedächtnis haben, sag ich wie vor: das Ablass sei nit geboten, nit noth, und nichts daran gelegen der Seligkeit, ob auch Niemand dasselb achtet, wie er selbs gesagt, und sagen muss. | Dog, for at hjælpe på hukommelsen hos de stakkels mennesker, som på grund af en stor forretning med den hellige aflad har en svag og fejlagtig hukommelse, siger jeg som før: aflad er ikke påbudt, ikke nødvendig, og det betyder ikke fra eller til, hvad saligheden angår, om så ingen tager sig af afladen, hvad han selv har sagt, og også må sige. |
| 89 Derhalben auch nit müglich, dass Aegerniss oder Irrthum geschehe in Verachtung des Ablass; aber grausamer Irrthum mag geschehen in Grossachtung des Ablass, gleichwie in andern freien ungebotenen Nachlassungen. Dann Aegernuss muss sein in Stücken, die noth sein zu der Seligkeit. So folget, dass nit umb Liebe der Seelen, sunder umb unser Ehre und Nutz willen wir gerne wöllten, dass unser unnöthige, ungebotene Wort verstanden und genennt wurden, Kirch, Pabst, Schrift, Sacrament, Lehrer, Glauben, und wir allein alle nöthige und geboten Dingk wären, und ohn uns nichts, und also unser Aegernuss allerdinger Aegerniss wäre. Also haben sich auch die Juden an Christo geärgert; aber er sagt darzu: Lasst sie fahren, sie seind blind und Blinden Führer (Matt 15,14). | Derfor er det heller ikke muligt, at der kan ske forargelse eller vildfarelse, hvis man foragter afladen; men en grusom vildfarelse kan finde sted, hvis man højagter afladen, ligesom i andre frie, ikke-påbudte eftergivelser. For forargelse må komme i de trosartikler, der er nødvendige til salighed. Så følger, at vi gerne ville, ikke af kærlighed til sjælene, men for vor æres og nyttes skyld, at vore unødvendige, ikke-påbudte ord blev forstået og nævnt, kirke, pave, skrift, sakramente, lære, tro, og at vi var fri for alle nødvendige og påbudte ting, så der ikke skete noget uden os, og altså vores forargelse i hvert fald var forargelse. Sådan har jøderne forarget sig på Kristus; men dertil siger han: Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde. |
| 90 Daneben merk, dass bei diesen Vorlegern die Schrift lästern, und Gott in seinen Worten Lügen strafen, das heisst bessern und ehren die Christenheit. Aber dass man lehret, wie Ablass nit noth zu lösen, ja dass nit ziemlich sei, von den armen Leuten Geld zu schinden: das heisst die Kirch und Sacrament unehren, und die Christen ärgern. Das sag ich darumb, dass man hinfur ihre Sprache und das neu Rothwelsch verstehen müge. (25) | Læg så desforuden mærke til, at hos disse gendrivere betyder det at spotte skriften og anklage Gud for løgn i sit ord at forbedre og ære kristenheden. Men at man lærer, hvordan det ikke er nødvendigt at løse aflad, ja at det ikke sømmer sig at udsuge penge fra de arme mennesker: det betyder at vanære kirken og sakramentet og forarge de kristne. Det siger jeg, for at man fremover kan forstå deres sprog og det nye tyvesprog. |
| 91 Auch zum mehrem Schein sens Furnehmens will er mich dringen, mein Sermon zu erbieten auf Erkenntnusse päbstlicher Heiligkeit etc. sag ich: Ich bedarf keiner Niessworz, hab auch nit so grosse Schnuppen, dass ich das nit rieche. Doch soll es nit lang währen, ich will mein Materie erbieten, vielleicht mehr dann ihn lieb sein soll. | Og for at få sit anliggende til at se ud af mere vil han tvinge mig til at tilbyde min sermon til anerkendelse hos den pavelige hellighed osv. Dertil siger jeg: Jeg behøver ingen nyserod, har heller ikke så stort et åndedræt, at jeg ikke kan lugte det. Dog skal det ikke vare længe, før jeg til tilbyde min sag, måske mere end han bryder sig om. |
| 92 Jetzt sei das genug, dass nit noth ist, päbstliche Heiligkeit und römischen Stuhl beladen mit unnöthigem Predigen; es wär dann ein hülzener Stuhl ledig; viel weniger mit offenbarn Texten der Schrift, durch die ganz Christenheit einträchtlich geprediget und verstanden. | Lad det her være nok med, at det ikke er nødvendigt at belaste hans pavelige hellighed og den romerske stol med en unødvendig prædiken; så ville der blive en træstol ledig; meget mindre med åbenbare skrift-tekster, enstemmigt prædiket og forstået hele kristenheden igennem. |
| 93 Seine Position, der er sich rühmet zu Frankfurt zu erhalten, deren sich dann auch billig Sonn und Mon verwundern vor grossem Licht ihrer Weisheit, halt ich das mehrer Theil fur Wahrheit, ohn dass ich wohl leiden möchte, dass, wo da stehet: docendi sunt Christiani, dass da stünde, dicendi sunt Quaestores, et haereticae pravitatis Inquisitores. | Hans teserække, som han praler af at skulle forsvare i Frankfurt, så både sol og måne må forundres over det store lys fra dens visdom, regner jeg for en stor del for sandhed; men jeg kan ikke lide det sted, hvor der står: De kristne bør belæres om, jeg ville hellere, at der stod: Det bør siges til pengemændene og til dem, der undersøger kætteranklager. |
| 94 Hilf Gott der Wahrheit allein, und sunst Niemand, Amen. | Det er alene Gud, der kan hjælpe sandheden frem, ellers ingen. Amen. |
| 95 Ich vermiss mich nit uber die hohen Tannen zu fliehen, verzweifel auch nit, ich müg uber das dürre Gras kriechen. M. L. 1518. | Jeg formaster mig ikke til at flyve over de høje graner, jeg fortvivler heller ikke over, at jeg må krybe hen over det tørre græs. Martin Luther 1518. |
Noter:
n55: Denne mærkelige tanke, at hvad der udvikler sig som skik og brug i den romerske kirke, får lovkraft i hele kirken, genfindes som ét af de fundamenter, som Sylvester Prierias opererer med i sit modskrift mod Luther. (prilut1#20).
n63: Både Tetzel og Luther oversætter den latinske tekst 'quod superest' med 'hvad der er til overs'. Det græske ord er TA ENONTA. Se også tetz2#n18.
n66: Luther går her - ganske bemærkelsesværdigt - i særdeles høj grad ind på Tetzels tankegang; der er formentlig tale om fælles middelalderligt arvegods. For det første - men det er i den forbindelse ikke så interessant - 'glemmer' Luther i sit citat fra Luk 11,41 den første del 'Hvad I har tilovers, giv det som almisse', hvor Tetzel 'glemmer' den anden del: 'så er alt rent for jer'. Men for det andet - og det er interessant - går Luther virkelig ind på Tetzels tankegang, selv om han ikke deler den: At et menneske, forud for, at det har pligt til barmhjertighedsgerninger imod næsten, har pligt til at sørge for sin egen salighed. I hvert fald bruger Luther Luk 11,41 til at slå fast, at man netop sørger for sin egen salighed ved at give almisse; pligten til almisse har altså efter denne tankegang et andet formål end det umiddelbare: at hjælpe næsten. Det skal gøre én ren til salighed.
n69: Her møder os det, vi er vant til at høre hos Luther: At budet om at elske næsten som sig selv skal forstås, så man elsker næsten i stedet for sig selv, ja i virkeligheden hader sig selv.