WA 8, 573.
Det lille tal i hver celle fortæller, hvilket nummer denne celles bogmærke har. For det tilfælde, at nogen vil henvise elektronisk til denne udgave.
| 1IHESVS
IOHANNI LVTHER PARENTI SVO, MARTIN LVTHER FILIVS IN CHRISTO SALVTEM. |
Jesus
Til Hans Luther, sin far, sender Martin Luther, sønnen, hilsen i Kristus. |
| 2 Hunc librum tibi, parens carissime, nuncupare consilium fuit, non ut nomen tuum ferrem in orbem, et in carne gloriaremur adversus doctrinam Pauli (Gal 6,13), sed ut occasionem apprehenderem, quae sese inter te et me oportune obtulit, brevi prologo et causam et argumentum et exemplum huius libelli piis lectoribus enarrandi. | Denne bog tog jeg den beslutning af tilegne dig, kære far, ikke fordi jeg bærer dit navn i offentligheden, så vi skulle prale af det i kødet, hvilket er imod Paulus' lære, men fordi jeg derved får lejlighed til i en kort prolog til denne lille bog, både hvad sag og argument og eksempel angår, at fortælle den fromme læser, hvad der har været imellem dig og mig. |
| 3 Et, ut hinc ordiar, Scire te uolo, filium tuum eo promouisse, ut iam persuasissimus sit, nihil esse sanctius, nihil prius, nihil religiosius obseruandum, quam diuinum mandatum. | Og lad mig begynde med det, at jeg gerne vil, at du skal vide, at din søn nu er kommet så langt, at han nu er fast forvisset om, at der ikke er noget mere helligt, mere fornemt, mere åndeligt at rette sig efter end Guds bud. |
| 4 Infoeliciter (inquies) scilicet de hac re unquam dubitasti, et nunc tandem haec ita habere didicisti? Imo infoelicissime, non solum enim dubitaui, sed plane ignoraui haec ita habere. | Du vil nok sige: Hvilken usalighed, har du nogensinde tvivlet om det, eller har du først nu lært det? Og jeg ulykkelige må svare, at jeg ikke blot har tvivlet om det, men slet og ret været uvidende om, at det forholdt sig således. |
| 5 Quin si pateris, promptum est mihi et communem tibi mecum fuisse eam ignorantiam demonstrare. Annus ferme agitur decimus sextus monachatus mei, quem te et inuito et ignorante subiui. | Og hvis du vil have det, er jeg beredt til at vise, at du har været i samme uvidenhed som jeg. Nu har jeg i knap seksten år været inde i det munkeri, som jeg underkastede mig både imod din vilje og uden at du vidste, hvad det var. |
| 6 Metuebas tu paterno affectu imbecillitati meae, cum essem iam adulescens, secundum et uicesimum annum ingressus, hoc est, feruente (ut Aug. uerbo utar) adolescentia indutus, quod multis exemplis didiceras hoc uitae genus infoeliciter quibusdam cecidisse. | Du var vel i kraft af din faderlige omsorg bange for min svaghed, eftersom jeg var ung, omkring 22 år gammel, det vil sige, at jeg skal bruge Augustins ord: jeg var stadig fuld af brændende ungdom, og du belærte mig med mange eksempler om, at den slags liv ville gøre mig ulykkelig. |
| 7 Destinabas uero me uincire honesto et opulento coniugio. Hic metus erat tua cura, erat et indignatio tua in me aliquandiu implacabilis, frustra suadentibus amicis, ut, si quid offerre deo uelles, charissimum et optimum tuum offerres. | Men du var besluttet på at binde mig med et ærligt og passende ægteskabsparti. Denne frygt var din bekymring, den var også grunden til, at du længe var uforsonlig vred på mig; forgæves søgte dine venner at overbevise dig om, at hvis du ville ofre noget til Gud, da måtte du ofre det kæreste og bedste, du havde. |
| 8 Interim dominus in tuas cogitationes illud psalmi sonabat, sed surdo: Deus scit cogitationes hominum quoniam uanae sunt. (Sl 94,11). | Samtidig klang vel denne salmes ord med i dine overvejelser: Gud kender menneskenes tanker, at de er forfængelige. |
| 9 Tandem cessisti, et uoluntatem deo submisisti, sed nequaquam posito mei timore. Memini enim nimis praesente memoria, cum iam placatus mecum loquereris, et ego de coelo terroribus me uocatum assererem, neque enim libens et cupiens fiebam monachus, multo minus uero uentris gratia, sed terrore et (W574) agone mortis subitae circumuallatus uoui coactum et necessarium uotum: | Dog gav du efter, gav dig ind under Guds vilje, men kunne dog ikke lægge din frygt for min skæbne til side. Jeg husker nemlig kun altfor godt, da du kunne tale venligt til mig igen, og jeg forsikrede, at jeg havde fået et kald fra et frygteligt himmelsk syn, det var nemlig ikke frit og af lyst, at jeg blev munk, langt mindre for at tilfredsstille bugens lyst, men af frygt og dødsangst var jeg omgivet, og deraf tvunget til at aflægge dette løfte: |
| 10 Vtinam (aiebas) non sit illusio et praestigium. Id uerbi, quasi deus per os tuum sonaret, penetrauit et insedit in intimis meis, sed obfirmabam ego cor, quantum potui aduersus te et uerbum tuum. | ...da sagde du: Bare det ikke er bedrag og blændværk. Dette ord gennemtrængte og satte sig fast i mit indre, som var det Gud, der talte gennem din mund, men jeg gjorde mit hjerte hårdt, så meget jeg kunne imod dig og dit ord. |
| 11 Addebas et aliud: cum tibi iam opprobrarem filiali fiducia indignationem, repente tu me reuerberas et retundis tam opportune et apte, ut in tota uita mea ex homine uix audierim uerbum, quod potentius in me sonuerit et heserit: Et non etiam (dicebas) audisti tu parentibus esse obediendum? Verum ego securus in iustitia mea te uelut hominem audiui et fortiter contempsi, nam ex animo id uerbi contemnere non potui. | Du tilføjede også et andet ord: Da jeg bebrejdede dig, så godt jeg kunne med sønligt vovemod, at du var vred på mig, svarede du mig igen og ramte mig så sikkert og fast, at jeg ikke i hele mit liv har hørt et ord fra mennesker, der lød kraftigere til mig og sad fastere i mig: Har du ikke også hørt, sagde du, at man skal adlyde sine forældre? Men jeg var forstokket i min egen retfærdighed og hørte dig som et slet og ret menneske og foragtede dig som et slet og ret menneske, og dog kunne jeg aldrig foragte dette ord af hjertet. |
| 12 Hic uide, an non et tu ignoraris, mandata dei praeferenda esse omnibus. Nonne si scisses, me adhuc tum fuisse in manu tua, plane e cucullo autoritate paterna extraxisses? | Her kan du se, om ikke også du var uvidende om, at Guds bud skal gå forud for alt. For mon ikke du, hvis du havde vidst, at jeg endnu da var i din hånd, simpelthen med faderlig myndighed kunne have revet mig ud af munkekappen? |
| 13 Sed nec ego si sciuissem, te ignorante et inuito id tentassem, etiam si multis mortibus pereundum fuisset. Neque enim meum uotum ualebat hunc floccum, quo me subtrahebam parentis autoritati et uoluntati diuinitus mandatae, imo impium erat, et ex deo non esse probabat non modo id, quod peccabat in tuam autoritatem, sed etiam quod spontaneum et uoluntarium non erat. | For sandelig, hvis jeg havde vidst det, ville jeg ikke have vovet mig ind i det mod din vilje og viden, også om jeg skulle være død mange gange. Og mit løfte var heller ikke en tøddel værd, for med det trak jeg mig jo ud af den faderlige autoritet, og ud af det guddommelige buds vilje, ja det var ugudeligt, og at det ikke var af Gud, det beviser ikke blot det forhold, at jeg syndede mod din autoritet, men også dette, at det ikke skete af hjertet og frivilligt. |
| 14 Deinde in doctrinas hominum et superstitionem hypocritarum fiebat, quas deus non praecepit. Verum deus, cuius misericordiae non est numerus, et sapientiae eius non est finis, (Sl 147,5) ex omnibus his erroribus et peccatis, quanta bona, ecce, promouit. | Og desforuden var mit løfte sket af menneskelærdom og hyklerovertro, som Gud ikke har påbudt. Men Gud, hvis barmhjertighed der ikke er tal på, og hvis visdom der ikke er ende på, se, hvor meget godt han har frembragt af alle disse fejltagelser og syndigheder. |
| 15 Nonne centum filios nunc malles amisisse, quam hoc bonum non uidisse? Videtur mihi Satanas a pueritia mea aliquid in me praeuidisse eorum, quae nunc patitur, ideo ad perdendum, ad impediendumque me insaniuit incredibilibus machinis, ut saepius fuerim admiratus, Ego ne solus essem inter mortales, quem peteret. | Se, ville du ikke hellere have mistet hundrede sønner, end være dette gode foruden? Det forekommer mig, at Satan fra min barndom af i nogen grad har forudset det, han nu lider, ja han har raset imod mig, for at ombringe og forhindre mig, med utrolig mange slags skyts, så jeg ofte har undret mig over, om det af alle dødelige alene var mig, han angreb. |
| 16 Voluit autem donimus (ut nunc uideo) Academiarum sapientias et monasteriorum sanctitates propria et certa experientia, hoc est, multis peccatis et impietatibus mihi notas fieri, ne impiis hominibus occasio fieret in futurum aduersarium gloriandi, quod ignota damnarem. Igitur uixi monachus, non sine peccato quidem, sed sine crimine. Nam impietas et sacrilegium in regno Papae pro summa pietate habentur, nedum crimina censentur. | Men nu ser jeg, at det var Herren, der ville, at jeg af egen sikker erfaring skulle lære de høje skolers visdom og munkenes hellighed at kende, det vil sige, jeg skulle erfare det gennem mange synder og mange ufromheder, at ikke de ufromme mennesker skulle få lejlighed til at hævde sig over mig, deres fremtidige modstander, så jeg blev erklæret uvidende. Derfor har jeg levet som en munk, ikke uden synd, ganske vist, men uden forbrydelse. For ufromhed og gudsbespottelse bliver i pavens rige ikke blot ikke straffet, det regnes også for den største fromhed. |
| 17 Quid igitur nunc cogitas? An adhuc me extrahes? adhuc enim parens es, adhuc ego filius sum, et uota omnia nullius sunt momenti. A parte tua stat autoritas diuina, a mea parte stat praesumptio humana. | Men hvad mener du nu? Vil du stadig drage mig ud af munkeriet? Du er jo stadig min far, jeg er stadig din søn, og alle løfter er med sikkerhed ingenting. På din side står den guddommelige autoritet, på min menneskelige formodninger. |
| 18 Neque enim ipsa adeo continentia, quam tantis buccis crepant, quicquam ualet sine obedientia mandati dei. Continentia non est mandata, obedientia uero est mandata. | For cølibatet, som papisterne udråber med en sådan opblæsthed, hvad er det værd uden lydighed imod Guds bud. Cølibatet er ikke et bud, lydigheden er derimod et bud. |
| 19 Quanquam insani et fatui Papistae uirginitati et continentiae nihil paciantur aequari, prodigiosis mendaciis utranque iactantes, ut ipsa mentiendi insania, tum ignorantiae magnitudo utra et sola debuerit suspectum reddere, (W575) quicquid faciunt et sapiunt. | Selv om de tåbelige og naragtige papister ikke kan tåle, at noget kommer på højde med jomfrueligheden og cølibatet, og sætter begge dele højt med umådelig store løgne, så skal dog selve naragtigheden i deres løgne og størrelsen af deres uvidenhed i sig selv gøre det, de gør og lærer, suspekt. |
| 20 Quae est enim intelligentia, illud sapientis: Non est digna ponderatio continentis animae, (Sir 26,20) eo torquere, ut uideatur uirginitatem et continentiam omnibus praetulisse, incommutabilem et indispensabilem fecisse? | Hvad er det nemlig for en falsk forståelse, som de henter ud af vismandens ord: "Der er ingen straf for en kysk sjæl", når de drejer det sådan, at det ser ud, som om jomfrueligheden og cølibatet bliver foretrukket fremfor alt andet, og bliver gjort uforanderligt og indispensabelt? |
| 21 cum hoc uerbum Iudaeus Iudaeis scripserit, de casta coniuge, apud quos uirginitas et continentia damnabantur. Sic et illud pudicae uxoris praeconium: Haec est, quac nesciuit thorum in delicto, (Visd. 3,13) aptant uirginibus. | når dog det er en jøde, der har skrevet disse ord til jøder, om hustruens kyskhed, og jomfruelighed og cølibat blandt dem blev fordømt? Således også dette ord, der egentlig er en pris til den kyske ægtehustru: "Hun er den, der ikke har kendt nogen seng i overtrædelse", det udlægger de om de cølibatære. |
| 22 Breuiter, cum uirginitas in scripturis non laudetur, sed tantum probetur, praeconiis coniugalis castitatis ceu alienis plumis uestitur ab istis, qui ad pericula salutis animas prompti sunt inflammare. | Kort sagt, selv om cølibatet ikke roses i skriften, men kun billiges, så tager de dog ægteskabets ros og ifører cølibatet den, som skal det have fremmede fjer på; det gør de mennesker, der er parat til at opflamme mennesker til fare for deres sjælefrelse. |
| 23 An non et obedientis animae non est digna ponderatio? plane ideo non est digna ponderatio continentis animae, id est, pudicae uxoris, non solum quia praecepta est a deo, uerum etiam, ut et uulgatum prouerbium habet, quod uxore pudica nihil est in hominibus expetibilius. | Mon det ikke er sådan, at heller ikke den lydige sjæl er "har fortjent straf"? ja, det er i hvert fald sådan, at den afholdende sjæl ikke har fortjent straf, dvs den kyske hustru har det ikke, ikke blot fordi budet er fra Gud, men også fordi, som det folkelige ordsprog siger, der i hele verden ikke er noget mere ædelt end en hustrus kyskhed. |
| 24 At illi fideles scripturae interpretes, quod de continentia praecepta dicitur, de continentia non praecepta intelligunt. deinde ponderationem humanam faciunt aestimationem diuinam. Hinc omnia dispensant, etiam obedientiam dei. Continentiam uero aliquando et prohibitam, scilicet aduersus parentum autoritatem susceptam, non dispensant. | Men disse tro skriftens udlæggere forstår det, der siges om afholdenheden, som et bud om afholdenheden på et område, hvor det ikke er et bud. Og de gør en menneskelig straf til noget, Gud skal stå inde for. Herved dispenserer de fra alt, også fra lydighed mod Gud. Men at afholdenhed er forbudt, nemlig når den indledes uden forældrenes accept, kan de ikke dispensere fra. |
| 25 O dignos et uere papisticos doctorculos et magistellos! Virginitas et castitas laudandae sunt, sed sic, ut magnitudine earum magis absterreantur, quam alliciantur homines, sicut Christus, cum discipuli continentiam laudarent dicentes: Non expedit nubere, si sic homini cum uxore est, Mox retraxit eos et dixit: Non capiunt omnes uerbum hoc. (Matt 19,10f) Capiendum uerbum sed paucis uoluit intelligi. | O disse smådoktorer og småmestre er sandelig værdige og sande papister! Jomfruskab og kyskhed skal nok roses, men det skal gøres sådan, at de ved deres størrelse snarere afskrækker end tiltrækker mennesker. Sådan som Kristus gjorde, da disciplene roste cølibatet og sagde: Det er ikke tilrådeligt at gifte sig, når det går således til med den, der har en hustru, da drog han dem tilbage og sagde: Ikke enhver fatter dette ord. Han vil nok, at dette ord skal forstås, men kun af få. |
| 26 Sed ad te reuertar, parens mi, Et iterum dico: Nunquid me extrahes adhuc? At ne tu glorieris, praeuenit te dominus et ipse me extraxit. Quid enim, si uestem et rasuram uel gestem uel ponam? Nunquid cucullus et rasura faciunt monachum? Omnia uestra, ait Paulus, uos autem Christi, (1 Kor 3,22f) et ego cuculli ero ac non potius cucullus meus? Conscientia liberata est, id quod abundantissime est liberari. | Men jeg vender tilbage til dig, kære far, og siger igen: Vil du endnu drage mig ud af munkeriet? Men for at du ikke skal rose dig af det, er Gud kommet dig i forkøbet og har selv trukket mig ud. For hvad gør det fra eller til, om jeg tager klæder på eller af, om jeg går med tonsur eller ej? Mon det er kappen eller tonsuren, der gør en munk? Alt tilhører jer, siger Paulus, men I tilhører Kristus, skulle jeg så tilhører kappen, og ikke snarere kappen mig? Min samvittighed er befriet, og det i allerhøjeste grad. |
| 27 Itaque iam sum monachus et non monachus, noua creatura, non Papae, sed Christi. Creat enim et Papa, sed puppas et pappos, hoc est, sibi similes laruas et idola, quorum et ego aliquando unus fui, seductus uariis uerborum consuetudinibus, quibus et sapiens periclitatum sese dicit ad mortem usque, et liberatum gratia dei (Sir 34,12f). Sed numquid iterum tuo te iure et autoritate spolio? | Derfor er jeg nu munk, og dog ikke munk, jeg er en ny skabning, jeg tilhører ikke paven, men Kristus. Paven kan nemlig også skabe, men han skaber dukker og afguder, dvs masker og idoler, der ligner ham. Sådan én var jeg engang, forført af mange skikkes ord, hvoraf også den vise siger, at han blev draget indtil døden og befriet ved Guds nåde. Men mon jeg nogensinde mere vil berøve dig din ret og din autoritet? |
| 28 plane autoritas tibi in me manet integra, quod ad monachatum attinet, uerum is iam nullus in me est, ut dixi. Caeterum, is qui me extraxit, ius habet in me maius iure tuo, a quo me uides positum iam non in fictitio illo monasticorum, sed uero cultu dei. | Ja, din autoritet forbliver ubeskadiget, hvad munkeriet angår, men det er der som sagt ikke mere af i mig. Men han, der trak mig ud af munkeriet, har mere ret over mig, end du har. Og du kan se, at jeg af ham er sat ind, ikke i munkenes fiktive gudsdyrkelse, men i den sande gudsdyrkelse. |
| 29 In ministerio enim uerbi me esse, quis potest dubitare? At hic cultus plane est, cui cedere debet parentum autoritas, dicente Christo: Qui amat patrem (W576) et matrem plusquam me, non est me dignus. (Matt 10, 37) | Hvem kan nemlig tvivle på, at jeg befinder mig i ordets tjeneste? Men dette er den rette gudstjeneste, for hvilken lydigheden mod forældrene bør vige, som Kristus sagde: Den, der elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd. |
| 30 Non quod, parentum autoritatem hoc uerbo euacuauerit, cum Apostolus toties inculcet, ut filii obediant parentibus, sed si pugnet parentum et Christi uocatio uel autoritas, Christi autoritas regnare sola debet. Itaque sub conscientiae meae periculo tibi non obedire non possem (ita sum modo persuasissimus), ubi ministerium uerbi ultra monachatum non accessisset. | Det forholder sig ikke sådan, at han derigennem ophæver lydigheden mod forældrene, eftersom apostelen ofte opfordrer til, at sønnerne skal adlyde deres forældre, men hvis forældrenes og Kristi kald eller autoritet kæmper mod hinanden, da er det Kristi autoritet, der skal herske. Derfor kunne jeg ikke undlade at adlyde dig, eftersom min samvittighed var i fare (sådan har jeg nu forstået det), hvis ikke ordets tjeneste var kommet til udover munkeriet. |
| 31 Hoc est, quod dixi, neque te neque me sciuisse antea, Mandata dei omnibus praeferenda esse. Sed totus ferme orbis hac ignorantia laborat, regnante operatione erroris, sub abominatione Papali, quod et Paulus praedixit, dicens, fore homines parentibus non obedientes, (2 Tim 3,2) quod in monachos et sacerdotes quadrat, eos potissimum, qui specie pietatis et titulo seruitutis dei, parentum autoritati se subtrahunt, quasi ulla sit seruitus dei alia, quam mandatis eius obedire, inter quae est et obedientia parentum. | Det betyder, som jeg har sagt, at hverken du eller jeg tidligere vidste, at Guds bud skal gå forud for alt. Men næsten hele verden ligger under for denne uvidenhed, eftersom endnu fejltagelsernes kraft hersker under pavens gudsbespottelse, hvilket også Paulus har forudsagt, når han siger, at der vil komme mennesker, der ikke vil adlyde forældrene, hvilket fint passer på munkene og præsterne, især dem, som under fromheds skin og under titel af Guds tjeneste, trækker sig tilbage fra lydighed mod forældrene, som om Guds tjeneste var noget andet end at adlyde hans bud, hvorunder også er lydigheden mod forældrene. |
| 32 Mitto itaque hunc librum, in quo uideas, quantis signis et uirtutibus Christus me absoluerit a uoto monastico, et tanta libertate me donarit, ut, cum omnium seruum fecerit, nulli tamen subditus sim nisi sibi soli. Ipse enim est meus immediatus (quod uocant) Episcopus, Abbas, Prior, dominus, pater et magister. Alium non noui amplius. | Derfor sender jeg dig denne lille bog, i hvilken du kan se, med hvor mange tegn og kraftgerninger Kristus har frigjort mig fra munkeløftet, og hvilken frihed han har givet mig, den frihed, nemlig, at jeg, skønt jeg er alles træl, dog ikke er undergivet andre end ham alene. Han selv er nemlig min umiddelbare biskop (som de kalder det), min abbed, min prior, min far og lærer. Nogen anden ved jeg ikke af. |
| 33 Sic spero tibi filium unum rapuerit, ut multis aliis filiis suis per me consulere incipiat, quod tu non modo libenter ferre, sed et multo gaudio gaudere debes, nec aliud te facturum esse mihi certissime persuadeo. | Således håber jeg, at han kun har taget din ene søn fra dig, for at han gennem mig kan begynde at råde andre, hvilket du ikke blot gerne vil, men også bør glæde dig meget over, og jeg er ganske sikker på, at du ikke vil handle anderledes. |
| 34 Quid si me occidat Papa aut damnet ultra tartara? Occisum non suscitabit, ut bis et iterum occidat. Damnatum uero, ego uolo, ut nunquam absoluat. Confido enim instare diem illum, quo destruetur regnum istud abominationis et perditionis. | Men hvad så, hvis paven slår mig ihjel og fordømmer mig langt ned i Helvede? Nå ja, når han har slået mig ihjel, kan man dog ikke opvække mig igen, så han kan slå mig ihjel to gange. Men når jeg er fordømt, så ønsker jeg, at han aldrig mere eftergiver mig. Jeg sætter nemlig min lid til, at dagen er nær, da dette gudsbespottelige og fortabte rige skal ødelægges. |
| 35 Vtinam nos primum digni simus uel exuri uel occidi ab eo, quo sanguis noster magis clamet et urgeat iudicium illius accelerari! sed si digni non sumus, sanguine testificari, hanc saltem oremus et imploremus misericordiam, ut uita et uoce testemur, quod Ihesus Christus solus est dominus deus noster, benedictus in secula seculorum Amen. | Og gid vi før den dag må findes værdige til at opbrændes eller dræbes af ham, så at vort blod kan råbe og fremtvinge hans dom des mere. Men hvis vi ikke er værdige til at vidne med blodet, så beder vi og bønfalder om i det mindste at få den barmhjertighed, at vi med livet og røsten må vidne, at Jesus Kristus alene er vores herre og Gud, velsignet i evighedernes evighed. Amen. |
| 36 In quo bene uale, carissime
parens, et matrem meam, Margaritam tuam, cum uniuerso sanguine, Saluta
in Christo. Ex
Eremo, Vicesima prima Nouembris.AN. M. D. XXI. |
I ham må du have det godt, kære far, tilligemed mor, din Margrethe, og hele vores slægt. Vær hilset i Kristus. Fra ørkenen den 21. november 1921. |
| 37 IHESVS.
IVDICIVM MARTINI LVTHERI DE VOTIS MONASTICIS (w577) |
Jesus.
Martin Luther: Bedømmelse af munkeløfterne. |
| 38 IN PRIMIS denunciatum esse uolo iis, qui iamdudum inueterato nominis mei odio ipsam manifestissimam ueritatem propter me damnant, ad ipsos nihil a me scribi hoc libro, quod nolim aspidibus illis surdis et aures obturantibus frustra uocem incautationis meae obstrepere, nec iuxta Salomonem uerbum effundere, ubi non est auditus, (Sir 32,6) nec sanctum dare canibus, nec margaritas proiiere ante porcos (Matt 7,6) . | Først vil jeg, at det skal forkyndes for dem, der hele tiden har fordømt selve den åbenbare sandhed på grund af mig ud af et rodfæstet had til mit navn, at jeg ikke har skrevet denne bog for dem, fordi jeg ikke forgæves vil opløfte min røst uforsigtigt for disse døve øgler og tilstoppede øren, at det ikke skal gå, som Salomon siger, at ordet udgydes, hvor det ikke bliver hørt, eller at det hellige gives til hundene eller perler kastes for svinene. |
| 39 Legant illi creatoris sui decretales et suas sapientias. quando ita uolunt. Illis tantum seruio, qui fornace ferrea Aegypti (5 Mos. 4,20) et aestuantissimo Babylonis igne, hoc est, conscientiae et peccati tyrannide torquentur. | Disse mennesker kan læse deres skabers dekreter og hans visdom, så meget de vil. Nej, jeg skriver kun for dem, der martres af Ægyptens jernsmelteovn og af Babylons brændende ild, dvs af samvittighedens og syndens tyranni. |
| 40 De uotis enim monasticis agemus, quae multiplicata et uulgata uidemus, cum summa Christianismi pernicie, et immensa animarum calamitate. Deus misereatur nostri et benedicat nobis, illuminet uultum suum super nos, ut cognoscamus in terra uiam eius (Sl 67,2ff), in omnibus gentibus salutare eius, ut et confiteantur ei populi, letentur et exultent gentes, quod liberatos ab hominum traditionibus ipse iudicet in aequitate, et gentes in terra dirigat. AMEN. | Vi behandler nemlig munkeløfterne, som vi ser formeret og udbredt, samtidig med kristendommens store undergang og sjælenes umådelige fordærv. Gud forbarme sig over os og velsigne os, han oplyse sit ansigt over os, at vi her på jorden kan kende hans vej, hans frelse blandt alle folkene, så at også folkene må stole på ham, folkene glædes og juble, fordi han, når de er befriet fra menneskenes traditioner, selv vil dømme dem i ligelighed, og herske over folkene på jorden. Amen. |
| 41 Non disputari sit, ne prestandum votum, sed quae vota vere vota sint. | Vi disputerer ikke, om løftet skal overholdes, men hvilke løfter der er sande løfter. |
| 42 Nemo potest negare, divinitus esse institutum jus reddendi voti, dicente scriptura: Vovete et reddite, (Sl. 76,12) ut prorsus nulli fas sit disputare, an votum sit reddendum. Neque nos disputamus, an reddendum sit votum, sed hoc agimus, ut inter vota discernamus, et cognoscamus, quae sint pia, bona et placita deo, quae et sola sunt censenda vota in scripturis nominari et exigi. | Ingen kan nægte, at den ret, der kræver, at man skal indfri sit løfte, er guddommeligt indstiftet, eftersom skriften siger: 'Hvad I har lovet, skal I holde', så det vil være ganske ubilligt at diskutere, om man skal holde sit løfte. Heller ikke vi disputerer, om man skal holde sit løfte, nej, det, vi behandler, er, at vi skelner mellem løfter, og prøver at klargøre, hvilke der er fromme, gode og velbehagelige for Gud, og alene dem kan man mene skal kaldes og benævnes løfter i skriften. |
| 43 Rursum, quae impia, mala et displicentia deo, quae non aliter sunt censenda vota, quam si pietatem dixeris, occidisse proximum aut adulteratum fuisse, ut nec in hoc sit disputare necessarium, an talia sint reddenda vel revocanda. | Og videre, hvilke løfter der er ufromme, onde og mislige i Guds øjne, og de kan lige så lidt kaldes løfter, som hvis du ville mene, det var fromt at dræbe din næste eller begå ægteskabsbrud, så det slet ikke blive nødvendigt at disputere, om sådanne løfter skal holdes eller tilbagekaldes. |
| 44 Nihil enim tam pium ac sanctum est unquam institutum, quod non sit perversa aemulatione et impie specie tentatum, imo, quo sanctior res est, hoc magis petitur impiorum et hypocritarum perversa aemulatione. Quid sanctius latria summo et primo praecepto mandata? | Der er nemlig ikke nogetsteds nogen institution så from og hellig, at den ikke fristes af en pervers stræben og en ufrom skikkelse, ja tværtimod, jo helligere en ting er, des mere efterstræbes den af de ufrommes og hyklernes perverse stræben. Hvad er en mere hellig gudsdyrkelse end den givet med det højeste og første bud? |
| 45 Rursum, quid vulgarius superstitione, id est, falsa et simulata latria? ut metuendum sit, eadem perversitate et votorum pietatem degenerasse in hypocrisin et superstitionem impiam. Neque enim vera pietas et sincerum votum tam vulgaris res est, praesertim novissimis istis periculosis, impiis et pessimis temporibus, in quibus et fides et caritas occasurae praedictae sunt. | Men igen, hvad er udsat for den mest vulgære overtro, dvs en falsk og hyklet gudsdyrkelse? så man altså må frygte, at ved den samme perversitet skal også munkeløfternes fromhed degenereres til hykleri og ufrom overtro. Ejheller er nemlig fromheden og det alvorlige munkeløfte en så almindelig ting (som man tror), især ikke i disse sidste, farlige, ufromme og onde tider, i hvilken både troen og kærligheden er forudsagt at skulle aftage. |
| 46 Primum, vota non niti verbo dei, immo adversari verbo dei. | Først, munkeløfterne er ikke efter Guds ord, de er tværtimod imod Guds ord. |
| 47 Dubium non est, votum monasticum hoc ipso periculosum esse, quod res est sine autoritate et exemplo scripturae, sed et Ecclesia primitiva et novum testamentum ignorant in totum vovendae cuiusque rei usum, nedum probant perpetuum hoc voti genus rarissimae et miracolusae castitatis. Est enim merum et perniciosum hominum inventum, cuiusmodi sunt et omnia alia per homines inventa. | Der er ikke tvivl om, at munkeløfterne af den grund er en farlig ting, at de er uden autoritet og eksempel fra skriften; både den første kirke og det nye testamente kender slet ikke til dette at aflægge løfter om en eller anden sags brug, og fremviser heller ikke noget eksempel på et evigt løfte om sjældent og mirakuløst cølibat. Dette løfte er nemlig simpelthen et fordærveligt menneskeligt påfund, og af den art er også alle andre menneskelige påfund. |
| 48 Quod autem in Actis S. Paulus votum habens esse cum quattuor aliis viris purificandi, quis non videt ex vetere lege reliquum fuisse? (Ac 21,23ff) ut interim taceam, quod temporale votum fuit. Sic enim idem Apostolus et omnia alia legis veteris servabat cum Iudaeis, sed hoc non voluit exemplum esse novo testamento, imo cum gentibus legem omittebat. | Men hvad i Apostlenes Gerninger Paulus gør, når han, fordi han har et løfte på sig, lader sig rense sammen med fire andre mænd, hvem ser ikke, at det er noget, der er efterladt fra den gamle lov? at jeg ikke skal nævne, at der er tale om et timeligt løfte. Sådan overholder nemlig denne apostel også alle andre bestemmelser fra den gamle lov, når han var sammen med jøderne, men han ville ikke have dette til at være et eksempel for den nye pagt, tværtimod, han holdt ikke loven, når han var sammen med hedningerne. |
| 49 Sanctus Antonius, ipsissimus monachorum pater et monasticae vitae princeps, sapientissime et Christianissime censuit et docuit, nihil prorsus esse tentandum, quod autoritatem scripturae non haberet. | Den hellige Antonius, munkenes egen fader og munkelivets indstifter, mente og lærte på viis og ret kristelig måde, at man overhovedet ikke skulle indlade sig på noget, der ikke havde skriftens autoritet. |
| 50 Et ipse devotarium hoc et cerimoniale monachorum genus prorsus ignoravit, sed libere incoluit Eremum et libere coelebs vixit, juxta formam Evangelii. Posteri eius votum, necessitatem et servitutem ex illius institutio fecerunt, nihil nisi speciem et fallacem aemulationem Antonianae regulae, quae Christi regula est, secuti, humana tantum sapientes. | Og han kendte heller ikke til den slags munkeindvielser og munkeceremoniel, men dyrkede frit eremitlivet, levede frit i cølibat, efter evangeliets regel. Det var hans efterkommere, der gjorde et nødvendigt og trælbindende løfte ud af denne institution, og det er intet andet end en særlig og fejlagtig efterstræbelse af Antonius' regel, som er Kristi regel, idet de fulgte en menneskelig regel, som om de var vise. |
| 51 Sic et S. Paulus, cum saepius jactet formam et traditionem per suum ministerium Ecclesiis datam, exigatque, ut sese imitentur, non tamen vult, ut tanquam Paulum imitentur, sed Christum in ipso, dicens: Imitatores mei estote, sicut et ego Christi (1 Kor 11,1). | Sådan også med Paulus, når han ofte gennem sit embede søgte den regel og den tradition, der var givet kirken, og opfordrede til, at man skulle efterligne ham, så ville han dog ikke, at de skulle efterligne ham som Paulus, de skulle efterligne Kristus i ham, som han siger: Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg er Kristi efterfølger. |
| 52 Certe alius dux nobis datus non est, quam de quo magnifica patris gloria testata est in hanc vocem: Hunc audite. (Matt 17,5) Quo verbo Christus omnibus dux constitutus est, et omnes ei subjecti et postpositi. Sicut antea prophetaverat Micheas. v. exiturum de Bethlehem ducem, qui regeret populum dei. (Mika 5,2) | Der er ganske sikkert ikke givet os nogen anden leder, end den, om hvem den storslåede Guds herlighed vidnede med denne stemme: Hør ham! Ved dette ord blev Kristus indsat som leder for alle, og alle blev underlagt ham og efterstillet ham. Således havde tidligere Mika profeteret, at der skulle komme en leder fra Betlehem, som skulle herske over Guds folk. |
| 53 Hinc et ipsemet patri suo contestificans dicit: Qui sequitur me, non ambulat in tenebris. Et iterum: Ego sum lux mundi. (Joh 8,12) Ipse enim stat in signum populorum, quod levavit deus, ad congregandos profugos Israel. (Es 11,12) Sicut iterum dicit Johan. vi: Nemo venit ad patrem nisi per me. (Joh 14,6) Ego sum ostium. (Joh 10,7) Ego via, veritas et vita (Joh 14,6). (W579). | Det bevidner han selv sammen med sin fader, når han siger: Den, der følger mig, skal ikke vandre i mørke. Og atter: Jeg er verdens lys. Selv står han nemlig som et tegn for folkene, som Gud har sat, til at samle de fortabte af Israels hus. Sådan siger han igen i Joh: Ingen kommer til faderen uden ved mig. Jeg er døren. Jeg er vejen, sandheden og livet. |
| 54 Haec et similia oracula scripturae, cum sint luce clariora et fidelissima, certe cogunt damnare, quicquid est regularum, statutorum, ordinum, sectarum, quod vel citra vel praeter vel ultra Christum incedit, etiam si per angelos de coelo traditum, si per miracula ingentia confirmatum esset. | Dette og andre skriftord, eftersom de jo er klare og troværdige lys, tvinger os til ganske sikkert at bedømme, hvad der ligger i reglerne, statutterne, ordnerne, sekterne, hvad der er udenfor eller udover hvad Kristus har indstiftet, også om det blev givet ved en engel fra himlen, hvis det blev bekræftet gennem stærke mirakler. |
| 55 Non pacietur ille aliam viam praesumi, qui dixit: Ego sum via, quin hac voce omnes alias vias praeterias, praesentes, futuras revocavit, cassavit et irritas fecit. Nec sinit alium ducem et magistrum surgere, qui dixit: Hunc audite, sive meliora sive viliora tentarit tradere, sed hac voce damnavit, quicquid est legum et traditionum extra Christum, sicut et Christus dicit Iohan. x: Omnes quotquot venerunt latrones et fures fuerunt. (Joh 10,8) | Han tåler ikke, at der antages nogen anden vej, han, der siger: Jeg er vejen; tværtimod, med dette udsagn tilbagekalder han alle tidligere, nuværende og fremtidige veje, han kasserer dem og gør dem unyttige. Heller ikke tillader han, at der fremstår nogen anden hersker og leder, han, der siger: Hør ham! hvad enten de prøver at overlevere det bedre eller billigere, men med dette udsagn fordømmer han, hvad der er af love og traditioner udenfor Kristus, sådan som også Kristus siger Joh 10: Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere. |
| 56 Ex quibus id colligitur evidentissime, prorsus non licere monasticen vovere, suntque per haec coelestia tonitrua sublata, prohibita et damnata omnia istius generis vota penetissime, cum negare nemo possit, in monastice multa, imo omnia et solum ea voveri, quae extra Christum et sine Christo (id est, sine via, sine luce, sine veritate, sine vita, sine deo) sunt. | Heraf kan man soleklart sammenfatte, at det slet ikke er tilladt at aflægge noget munkeløfte, de er ophævet med dette himmelske tordenskrald, alle den slags løfter er forhindret og fordømt på det mest gennemgribende, eftersom ingen kan nægte, at der i klosterlivet er meget, ja alt, og specielt det at aflægge løfte, som er udenfor Kristus og uden Kristus, dvs uden vejen, uden lyset, uden sandheden, uden livet, uden Gud. |
| 57 Id quod plane ipsimet gloriose et absque pudore confitentur, ut qui tales sint, qui ultra Christum quaedam altiora et perfectiora vivant. O caecitatem inestimabilem. Sit ergo hoc in primis positum atque fixum: Quicquid ultra et praeter Christum, sive proprie praesumitur, sive a sanctorum exemplis et institutis petitur, hoc velut humanum, iam dudum divina autoritate prohibitum, damnatum atque definitum est, non licere voveri et in praeceptum seu necessariam viam vitae statui, nec si votum fuerit, impleri et servari, sed oportere solui et liberum dimitti. | Dette roser de sig selv af og bekender uden skam, at de, der er sådan, de lever udover Kristus et højere og mere fuldkomment liv. Åh, umålelige blindhed! Lad derfor dette stå fast som det første og sikreste: Hvad der er udenfor og udover Kristus, hvad enten det er vor egen opfindelse, eller det tages fra helliges eksempel eller fra vore institutioner, dette kan vel være menneskeligt, men har alt længe af den guddommelige autoritet været forbudt, fordømt, og det er fastslået, at det ikke er tilladt at aflægge munkeløfte og fastlægge det som et bud eller som den nødvendige livsvej, ejheller er det tilladt, hvis man har aflagt et sådant løfte, da at opfylde det eller adlyde det, men det bør løses og frit sendes bort. |
| 58 Stat enim invicta haec rupes: Ego sum via, et nullus alius. Quidquid autem via haec non fuerit, error et lubricum et tenebrae sunt. | Denne klippe står nemlig fast: Jeg er vejen, og ingen anden. Hvad der altså ikke er denne vej, er fejl og bedrag og mørke. |
| 59 Sed et S. Franciscus, vir admirabilis et spiritu ferventissimus, sapientissime dixit: Regulam suam esse Evangelium Ihesu Christi. At Evangelium castitatem liberam habet, nec aliquid eorum, quae nunc isti Minores incredibili hypocrisi servant. | Men også Frans, en beundringsværdig mand, i hvem ånden glødede, sagde meget klogt: at hans regel var Jesu Kristi evangelium. Men evangeliet holder dette at gifte sig for en fri sag, og ikke som nogen af de ting, som disse "små brødre" nu tjener med utroligt hykleri. |
| 60 Plane Franciscus, cum voluit suos ad Evangelium vivere, liberrimos esse voluit tam a votis quam ab omnibus humanis traditionibus, ut fratres minores etiam jure sui voti et regulae potestatem habeant, celibes et non celibes vivendi et manendi in Coenobiis et omnibus suis statutis, quam diu voluerint, aliud enim neque voverunt neque vovere potuerunt, qui Evangelium voverunt. | Ligeud ville Frans, når han ville, at hans brødre skulle leve efter evangeliet, at de skulle være frie, både fra løfter og fra alle menneskelige traditioner, sådan som de små brødre da også efter deres løftes og regels ordlyd har mulighed for at leve i cølibat eller ikke i cølibat og forblive i deres klostre ifølge alle deres regler, så længe de vil, andet har de nemlig ikke aflagt løfte om eller kunnet aflægge løfte om, hvis de vil aflægge løfte på evangeliet. |
| 61 Nunc vero hoc hominum genere, quo nihil oportuit esse liberius, nihil est hodie superstitiosius et scrupulosius, captivum infinitis statutis, articulis aliquibus et puerilibus ridiculisque observanciis. | Nu hører det imidlertid til menneskeslægtens særegenhed, at intet bør være særlig frit, og intet er idag mere præget af overtro og manglende anstændighed, den har fanget sig i utallige statutter, allehånde artikler og barnlige og latterlige bestemmelser. |
| 62 Falsus tamen est vir sanctus vel multitudine contemnentium Evangelium in mundo, vel operatione erronea Papisticae confirmationis et approbationis captus, ut commune Evangelium cunctis fidelibus, faceret singularem regulam (W580) paucorum, et quod catholicum esse Christus voluit, traheret in schismaticum. | Falsk er dog det hellige menneske, dels fordi af den store mængde agtes evangeliet ringe i verden, dels fordi det tages til fange af de fejlagtige pavelige handlinger med tilladelser og approbationer, så at de af et alment evangelium, der sammenknytter de troende, gør en særlig fattigdomsregel, og gør skel i kristenheden med det, Kristus ville have som noget for alle. |
| 63 Nihil enim vovet frater Minorita, dum suam regulam vovet, quam quod jam ab initio vovit in baptismo, nempe Evangelium. Nisi is fuerit potior error Franciscus, quod crededit, multa in Evangelio consilia esse, ut Papisticarum scholarum sapit impietas, quae per regulam in mandata transtulerit. | Intet lover nemlig minoriterbroderen, når han aflægger sin regels løfte, som han ikke allerede har lovet fra begyndelsen i dåben, han aflægger nemlig løfte på evangeliet. Intetsted er heller Frans' fejltagelse større, end når han tror, at meget i evangeliet er råd, så han smager af de skolastiske papisters ugudelighed, og derved overfører han, hvad der er en regel, til, at det skal være et bud. |
| 64 Quod cur non tribuam tanto viro, paulo post dicam. Si itaque interroges Minoritam, cur celebs vivat, et cur pecuniam non contrectet, cum sit Evangelii professor, Et Christus coelibatum liberum esse jusserit, et pecuniam tractarit vel in nomismate Caesaris, quid respondebit, nisi: sese observare id, quod in regula Franciscus humanum sapuit et tyrannide Papistica viciatum est, Id vero, quod divinum sapuit (regulam suam esse Evangelium), non observare? | Jeg skal om lidt gøre rede for, hvorfor jeg ikke har særlig meget til overs for en sådan mand. Men hvis du vil spørge en minoritermunk, hvorfor han lever i cølibat, og hvorfor han ikke omgås penge, skønt han er lærer i evangeliet, og Kristus har befalet, at cølibatet skal være en fri sag, og har omgåedes penge i kejsernes mønt, hvad vil han så svare andet, end at han overholder disse ting, fordi Frans er klog på de menneskelige ting i sin regel, og fordi han er fordævret af det pavelige tyranni, men hvad han ved af de guddommelige ting, det retter han sig ikke efter, reglen er jo evangeliet. |
| 65 Vides ergo demonstratum esse, Franciscum ut hominem errasse in condenda regula sua. | Her ser du demonstreret, at Frans som et ganske almindeligt menneske tog fejl, da han fastsatte sin regel. |
| 66 Quid enim est dicere: Regula fratrum minorum est Evangelium, quam statuere, Solos fratres minores esse Christianos? Si enim Evangelium eorum proprium est, nulli sunt Christiani praeter Minores, cum Evangelium sine controversia et solius et totius sit populi Christiani. | Hvad er det nemlig at sige: De små brødres regel er evangeliet, andet end at slå fast, at kun de små brødre er kristne? Hvis nemlig evangeliet er deres alene, så er der ingen andre kristne end de små brødre, mens dog evangeliet helt og alene er kristenfolkets uden uenighed. |
| 67 Illusus etiam est, dum docuit, si tamen docuit, vovere denuo id, quod et ipsi et omnes communiter in baptismo voverunt jam antea, nempe communissimum illud omnium Evangelium. | Det er også galt, når han lærer, hvis han da lærer det, at man skal aflægge det løfte påny, som både han og alle andre i fællesskab for lang tid siden har aflagt i dåben, nemlig dette mest almindelige af alle løfter, evangeliets løfte. |
| 68De fundamentis devotariorum. | Om de grundlæggende indvielser. |
| 69 Sed hic incidunt duo eorum principia fidei seu potius perfidiae tractanda, quorum est primum, Evangelium non esse omnibus commune, sed partitum in consilia et praecepta, Suam vero monasticen sequi consilia, non tantum praecepta, quae reliquo vulgo proposita sunt. | Men her skal vi begynde med at behandle to af deres trosprincipper eller rettere blasfemier, hvoraf den første er, at evangeliet ikke er fælles for alle, men delt i råd og bud; og at deres munkesamfund følger rådene, ikke blot budene, som er foresat den almindelige hob at gøre. |
| 70 Hoc vero non uno neque parvo errore labuntur. Et ut omittam, quod hac distinctione sese ignorare testantur, quid sit proprie Evangelium (dum praecepta et consilia ex ipso faciunt), quod est merae promissiones dei, exhibita beneficia hominibus annunciantes, inter quae sunt et declarationes illae mandatorum dei et exhortationes ad eadem servanda, Matth. v. vi. et vii. a Christo factae, | Her udarbejder de ikke bare én, ejheller blot en lille fejl. Jeg skal ikke omtale, hvordan denne skelnen viser, at de ikke aner, hvad det rette evangelium er (eftersom de gør bud og råd ud af evangeliet), at det rette evangelium er Guds forjættelser, der i forvejen forkynder Guds klare velgerninger for menneskene, hvoriblandt også er fremsættelsen af disse Guds bud og opfordringer til at adlyde dem, som Kristus foretager Matt 5-7. |
| 71 Quid dicent ad Christum Marci ult.: Euntes in mundum universum praedicate Evangelium omni creaturae? (Mark 16,15) An hoc fingent, aliud esse praedicare et aliud jubere servare? Cur praedicari mandat toti orbi et omni creaturae quod a paucis exigit servari? | Hvad vil de sige til det, Kristus siger i slutningen af markusevangeliet: Gå ud i alverden og prædik evangeliet for al skabningen? Mon de her vil foregive, at én ting er at prædike, noget andet at befale at overholde? Hvorfor befaler han at prædike for alverden og for al skabningen, hvad der kun skal overholdes af nogle få? |
| 72 sed et Paulus, quoties jactat sese in Evangelium segregatum, (Rom 1,1) Evangelium esse promissum, Evangelium esse virtutem dei in salutem omni credenti, (Rom 1,16) et plane perire omnes, in quibus opertum est Evangelium Christi! (2 Kor 4,3) Nihil magis commune, magis necessarium, quam Evangelium, ille docet fere ubique. | Men også Paulus (får de vanskeligheder med), han, der mange steder stærkt fremfører, at han er udset til evangeliet, at evangeliet er forjættet, at evangeliet er en Guds kraft til frelse for hver, der tror, at ligefrem alle går fortabt, i hvem evangeliet er tilhyllet. Intet er mere fælles, mere nødvendigt, end evangeliet, det er, hvad han lærer næsten overalt. |
| 73 Sed sicut ignorant, quid sit Evangelium, dum legem ex ipso faciunt, ita has voces Pauli prorsus non capiunt. Descendamus itaque ad ipsos in locum istum tenebrosum, et cum balbis in Evangelio balbutiamus, appellantes consilia et praecepta, quae in Evangelio sunt exhortationes. | Men ligesom de ikke har forstået, hvad evangeliet er, eftersom de gør en lov ud af det, sådan har de heller ikke fattet en brik af, hvad Paulus her siger. Lad os derfor bevæge os ned til dem til dette mørke sted, og lad os være forvirrede sammen med de forvirrede i evangeliet, idet vi kalder det råd og bud, som i evangeliet er formaninger. |
| 74 Moses enim habet praecepta, ut Iohan. i. dicit: Lex per Mosen data est, Evangelium habet gratiam, (Joh 1,17) sicut idem dicit: Gratia et veritas per Ihesum Christum facta est. Videamus itaque, qui sit successus eorum, qui ultra Christum volare praesumunt, quo eos rotet impiae praesumptionis error. | Moses har nemlig buddene, som det siges Joh 1,17: Loven er givet ved Moses, evangeliet har nåden, som det siges sammesteds: Nåden og sandheden er kommet gennem Jesus Kristus. Lad os derfor se, hvem der er deres efterfølgere, der foregiver at flyve ud over Kristus, så vil deres ufromme antagelsers fejl dreje dem rundt. |
| 75 Si enim probare poterimus, non esse consilia, quae illi jactant et vovent, nonne deprehendemus eos damnabiliter errare, et super mendacia impietatis niti eorum vota? Nam asserere consilia, quae consilia non sunt, et divina mandata solvere, quid est nisi veritatem dei negare et in mendacium mutare, imo et deum blasphemare? | Hvis vi nemlig kan bevise, at det ikke er et råd, hvad de fremfører og aflægger løfte på, mon så ikke vi kan bebrejde dem, at de fordømmeligt tager fejl, og forfølger deres løfter hen over ufromhedens løgnagtighed? For at fastslå som råd, hvad der ikke er et råd, og at opløse de guddommelige bud, hvad er det andet end at nægte Guds sandhed og ændre den til løgn, ja, at bespotte Gud? |
| 76 An non est blasphemia, si deus dicat: Hoc est meum praeceptum, Et illi dicant in nomine domini contra eum: Non est praeceptum, sed consilium? Et in hac et super hac blasphemia tandem vovere monasticen et stibio oculos pingere, osque tergere et dicere: non feci malum, sed bonum? (Jer 4,30) Nam hac sacrilega et blasphema conscientia vovere omnes, qui consilia esse sentiunt praecepta dei, quis non (198) intelligit? At talia sunt certe nunc omnium religiosorum vota, quibus persuasa est haec sacrilega et blasphemia sententia de consiliis et praeceptis. | Mon ikke det er bespottelse, når Gud siger: Dette er mit bud, at de da siger: Det er ikke et bud, men et råd? Og når de i dette og henover dette endda aflægger deres munkeløfte og således maler deres øjne med øjensalve, tørrer sig om munden og siger: jeg gør ikke noget ondt, jeg gør noget godt, er det så ikke også bespottelse? Og hvem forstår ikke, at alle, der føler Guds bud som et råd, aflægger løfte med en blasfemisk og bespottende samvittighed? Men af den art er virkelig i vore dage alle munkenes løfter, hvorved de endnu mere slår fast denne blasfemiske og bespottelige sætning om råd og bud. |
| 77 Pergamus itaque hanc impietatem revelare. Consilia, quae illi fingunt, ferme sunt, quae Christus Matth. vi. docet, Non esse vindicandum, non reddendum malum pro malo, non contendendum judicio, dimittendum et pallium ablata tunica, prebendam alteram maxillam, cogenti ad unum miliare eundum et alia duo cum eo, et omnino non resistendum malo, et benevolum esse adversario in via. (Matt 5,25.39ff.). | Lad os derfor søge at afsløre denne ufromhed. De evangeliske råd, sådan som de forestiller sig det, er næsten, hvad Kristus lærer Matt 6, ikke at søge hævn, ikke at gengælde ondt med ondt, ikke at søge rettergang, at give efter og give også kjortelen fra sig, at vende den anden kind til, overfor den, der tvinger til at gå én mil, da at gå to med ham, og i det hele taget ikke modsætte sig det onde, og være velgørende mod sin modstander på vejen |
| 78 Item diligendos esse inimicos, benefaciendum odientibus, orandum pro persequentibus et calumniantibus, (Matt 5,44) item dandum gratis omni petenti, (Luk 6,30) et mutuum dandum gratis, vendenda et relinquenda omnia, et veniendum post Christum, (Matt 19,21) omnibus sese submittere etiam indignioribus. | Ligeledes at elske sin fjende, at gøre vel mod dem, der hader én, at bede for dem, der forfølger én og er falsk overfor én; og at give til enhver der beder én, at give det lånte bort, at sælge alt og forlade alt og komme og følge Kristus efter, at underkaste sig alle, også de uværdige. |
| 79 His adde virginitatem et continentiam. sunt qui huc accenseant et beatitudines octo Matth. v., ne non omnia dei mandata solvant et negent. De castitate, ut sit consilium, postea, nunc reliqua videamus. Esse autem haec omnia non consilia, sed necessaria mandata, Primum hoc probat, quod Matthaeus haec scripturus, praemittit, Christum ascendisse in montem, sedisse, aperuisse os suum et docuisse.(Matt 5,1f). | Føj så her til jomfrueligheden og afholdenheden. Der er dem, der også mener, at de otte saligprisninger i Matt 5 hører med, og se så, om ikke de opløser og nægter alle Guds bud. Jeg skal senere komme ind på cølibatet, om det er et råd, foreløbig lad os da se på det øvrige. For at alt dette ikke er råd, men nødvendige bud, vises først derved, at Matthæus, hvor han skriver dette, først har skrevet, at Kristus steg op på et bjerg, at han satte sig ned, at han åbnede sin mund og at han lærte. |
| 80 At docere non est consulere, sed, quid faciendum sit necessario, tradere. Et infra ipse Christus: Non veni solvere legem, sed adimplere. (Matt 5,17) Ergo, quaecunque ibi docet, in hoc docet, ut lex impleatur, non, ut consilia numerentur. | Men at lære er ikke at rådgive, men at overlevere, hvad der er nødvendigt at gøre. Og senere siger også Kristus selv: Jeg er ikke kommet for at ophæve loven, men for at fuldkomme den. Altså, alt hvad han her lærer, lærer han af den grund, at han vil opfylde loven, ikke for at der skal opregnes evangeliske råd. |
| 81 Ubi et velut digito monstrans ea, quae tunc docebat, dicit: Qui ergo solverit unum de mandatis istis minimis et sic docuerit homines, minimus vocabitur in regno coelorum, qui autem fecerit et docuerit, hic magnus vocabitur in regno coelorum. (Matt 5,19) Hic vides, ut aperte appellet mandata, quae docet, et verbum docendi ipsemet exponit esse id, quod tradere mandata. (W582) | Og hvor han næsten med sin egen finger viser, hvad han nu lærer, siger han: Den, der vil ophæve et af de mindste af disse bud og lærer mennesker således, han skal kaldes den mindste i himmeriget; men den, der holder den og lærer sådan, han skal kaldes stor i himmeriget. Her ser du, at han ligeud kalder det, han lærer, bud, og selv påstår, at det læreord, han kommer med, er det, hvorved budene overleveres. |
| 82 Deinde accessurus ad ea, quae isti vocant consilia, dicit: Nisi abundaverit justitia vestra plusquam scribarum et phariseorum, non intrabitis in regnum coelorum. (Matt 5,20) Nonne coelorum regnum solum iis negatur, qui mandata non servant? At hoc affirmat de iis, quae ipsemet hic docet, ultra quam docuerant scribae et pharisaei. | Derefter kommer han til det, som de kalder råd, og siger: Hvis ikke jeres retfærdighed overgår de skriftkloges og farisæernes, så kommer I slet ikke ind i Guds rige. Mon ikke Guds rige alene nægtes dem, som ikke holder budene? Men det bekræfter han om budene, som han her selv lærer, at de går ud over, hvad de skriftkloge og farisæerne lærte. |
| 83 Obsecro, quis est tam audax, ut hic consilia numeret, ubi tot verbis docendi, mandandi, tot et tam gravibus comminationibus cogit ad servanda necessario omnia, quae ibi scribuntur? Qua autoritate asserent ea esse consilia? unde locus? proferant unum iota iin suum testimonium. | Jamen, for pokker, hvem vover her at opregne råd, hvor han med så mange læreord, så mange bud-ord, så mange og så alvorlige trusler truer til at overholde alt det, der er nødvendigt, som her står skrevet? Med hvilken autoritet fastslår de, at disse ting er råd? fra hvilket skriftsted? Lad dem fremdrage så meget som et iota til belæg for det. |
| 84 Et (199) impii tam audaces sunt e proprio capite, sine scriptura, consilia facere, contra tot docendi, mandandi, minandi, promittendi fulmina. An Parrhisiensis Gomorrae insaniam sequemur, ubi dicunt in sua pulchra determinatione, Esse haec nimio onerative Christianae legis? (note 1) O Sodomam, o Gomorram, qui ad vires liberi arbitrii metiuntur divina mandata, potius quam ad gratiam dei, et ad seipsa. | Men de er så ufromme, at de vover ud af deres eget hoved, uden skriftord, at gøre dette til råd, imod alle disse belæringsord, alle disse krav-ord, alle disse trusselsord, der sendes som lyn imod os. Mon vi skal følge pariserteologernes Gomorras vanvid, når de siger i deres egen smukke selvsikkerhed, at dette er altfor byrdefuldt til at kunne være den kristne lov? O Sodoma, o Gomorra, som udmåler de guddommelige bud med den frie viljes kræfter, i stedet for med Guds nåde, og med dem selv. |
| 85 Amplius vero inter ipsa consilia frontes eorum impudentes conterit, dum dicit: Esto benevolus adversario tuo, ne forte tradat te judici, et judex tradat te ministro, et in carcerem mittaris. Amen dico tibi: non exibis inde, donec reddas novissimum quadrantem. (Matt 5,25). | Men endnu mere giver han dem rynker i panden, dem med deres ukloge råd-snak, når han siger: Vær barmhjertig overfor din modstander, at ikke han straks skal føre dig for dommeren, og dommeren føre dig for fangevogteren og du blive kastet i fængsel. Sandelig siger jeg dig: du skal ikke slippe ud derfra, før du har betalt den sidste øre. |
| 86 Respondeant hic Parrhisienses talpae et vespertiliones, an consiliis omissis ulla poena intentetur, nedum tanta et aeterna, ut tradatur Iuduci, ministro, carceri, et nunquam exeat, qui non fuerit benevolus adversario. Item dum dicit: Si tantum eos diligite, qui vos diligunt, quam mercedem habebitis? Nonne et publicani et peccatores hoc faciunt? (Matt 5,46) Est hoc consiliis non obedisse, mercedem non habere, et publicanis et peccatoribus aequales esse? | Lad her disse parisiske muldvarpe og flagermus svare, om dette ikke at efterkomme et råd medfører nogen straf, så den, der ikke er god mod sin modstander, endda får en så stor og evig straf, at han overgives til dommeren, fangevogteren og fængslet, og aldrig kommer ud. Ligeledes, når han siger: Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn få I så? Mon ikke også tolderne og synderne gør dette? Er dette ikke at få nogen løn, dette, at sættes lige med toldere og syndere, er det noget, man får, hvis man ikke retter sig efter et råd? |
| 87 Idem multis verbis asserit Lucae. vi. Claret ergo, omnia praedicta eorum consilia esse vere et absque dubio necessaria praecepta, quae Christus Matth. vi. docet. Sic et Petrus dicit i. Pet. v: Omnis invicem humalitatem insinuate. (1 Pet 5,5) Et Roma. xii: superiores invicem arbitrantes. (Fil 2,3). | Det samme bevidner han med mange ord Luk 6,20. Det står altså klart, at alt det, de påstår er råd, virkeligt og uden tvivl er nødvendige bud, hvad Kristus også lærer Matt 6. Sådan siger også Peter 1. Pet. 5,5: Alle skal I være klædt i ydmyghed overfor hinanden. Og Rom 12,10 (Fil 2,3): kappes om at vise ydmyghed. |
| 88 Non esse autem hoc consilium, ut inferiori nos humiliemus, probat, quod Petrus infert et causam affert dicens: Quia deus superbis resistit, humilibus autem dat gratiam. Putas adhuc esse consilium, ubi Petrus superbiam affirmat, cui deus resistit, si inferiori te non submiseris? | Men at det ikke er et råd, at vi skal ydmyge os og blive underlegne, det viser det forhold, at Peter drager den slutning og anfører grunden ved at sige: For Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde. Mener du stadig, at det kan være et råd, når Peter bekræfter, at Gud står hovmodet imod, hvis du ikke som den ydmyge underkaster dig? |
| 89 Vendere autem omnia et dare pauperibus non esse paupertatem, quam isti vocant, monasticam, probat id, quod Petrus post resurrectionem ibat piscari, (Joh 21,3) sicut et antea, cum tamen reliquisset omnia. Tum monastici non solum non vendunt sua et dant pauperibus, sed omnia omnium bona ipsi congregant, et prae omnibus abundant. | Men at det at sælge alt og give det til de fattige ikke er det, de kalder fattigdom, nemlig den klosterlige, det viser det forhold, at Peter efter opstandelsen tog ud for at fiske, sådan som han også gjorde før, hvor han dog havde forladt alle ting. Sådan sælger munkene ikke blot ikke deres ejendom for at give det til de fattige, men de samler oven i købet selv til huse og har fremfor nogen overflod. |
| 90 Non solum autem damnanda impietas et blasphemia scholarum et monasteriorum est, quod haec sacrilegia audeant docere, sed et detestanda eorum stertens oscitantia et pudenda segnicies, vel supina securitas, quod (200) animalia ista ventris non tantum curae habuerint ad Evangelium, ut libros aliquando aperirent, folia verterent, et verba saltem inspicerent. | Men ikke blot er dette en fordømmelig ufromhed og bespottelse hos skolerne og klostrene, som vover at docere denne blasfemi, men forargelig er også deres snorkende ligegyldighed og deres skammelige langsomhed, eller deres tilbagelænede sikkerhed, fordi de ikke engang drager omsorg for deres bugs dyriske behov under hensyntagen til evangeliet, så at de dog en gang imellem åbnede en bog, vendte et blad og i det mindste så, hvad ordet sagde. |
| 91 Solo enim inspectu verborum, cum sint tam clare et manifesta, poterant sacrilega ista monstra blasphemiarum suarum effugere. Quid ergo sunt nisi scholae et monasteria? Scholae, quia ludentes et illusi mendaciis, monasteria, quia solitaria sine Christo, extra communem viam Christianae veritatis longissime posita. | For det er alene ved at se, hvad ordet siger, når det er så klart og håndfast, at de kan undgå denne deres blasfemi og åbenlyse bespottelse. Hvad er det da, om ikke skolerne og klostrene; skolerne, fordi de leger med og drejer løgnene, klostrene, fordi de søger ensomheden uden Kristus, og forlængst er kommet udenfor den almindelige vej for de kristne. |
| 92 Intelligis ergo, qua fide, qua pietate et voveant et vivant ista lupinaria Satanae. Paulus dicit: Si lingues hominum loquaris et angelorum, si omnes facultates in cibos pauperum distribuerus, si teipsum tradideris ut ardeas, nihil sis et nihil feceris, nisi charitatem habueris; (1 Kor 13,1ff) quanto magis, si monachus fias et consilia ista voveas, nihil sis et nihil feceris, si blasphema et impia conscientia veritatem dei negante haec feceris, sicuti vides illos facere. | Du forstår derfor, ud af hvilken tro, ud af hvilken fromhed disse Satans ulvebørn aflægger løfte og lever. Paulus siger, at om du taler med menneskers og engles tunger, om du uddeler alt dit til de fattige, om du hengiver dig selv til at brændes, du er intet og gør intet, hvis du ikke har kærlighed; (1 Kor 13,1ff) hvor meget mere, hvis du er munk og har aflagt løfte på disse råd, hvor meget mere er du da intet og gør intet, hvis du nægter Guds sandhed med en bespottende og ufrom samvittighed og gør det, du ser disse gøre. |
| 93 Pelagius vir laudatae vitae fuisse legitur, sed quia gratiam dei negavit, ob unam hanc impietatem omnia frustra vixit. | Pelagius læser vi var en mand af et rosværdigt liv, men fordi han nægtede Guds nåde, havde han dog levet forgæves på grund af denne ene ufromhed. |
| 94 Si quis Mariam neget virginem, aut alium quemvis singularem articulum fidei non crediderit, damnatur, etiam si alioqui ipsius virginis et virginitatem et sanctitatem haberet; quanto magis monachorum hoc perditionis vulgus damnabitur, quod divina mandata et negat et mutat, soluit et extinguit. | Hvis nogen nægter, at Maria var jomfru, eller ikke tror på nogen anden enkeltartikel af troen, så fordømmes han, også hvis han ellers selv lever i cølibat og enlig stand og hellighed; hvor meget mere fordømmes så ikke munkenes fortabte skare, som nægter og forandrer, ophæver og udsletter de guddommelige bud. |
| 95 Ecce fundamentum monasticorum votorum impietas, blasphemia, sacrilegium, atque haec contingunt, quod Christum ducem et lucem spernentes, alia et meliora sequi praesumunt. Qui enim veritatem relinquit ducem, quid sequatur nisi mendacia? qui gloriam dei non sequitur, merito blasphemias sequitur. | Se, kernen i munkeløfternes ufromhed er bespottelse, blasfemi, og det hænger sammen med, at de skiller sig ud fra Kristus som deres leder og lys, og tror at følge noget andet og bedre. Den, der ikke mere følger sandheden, hvad følger han andet end løgnen? Den, der ikke følger Guds herlighed, følger garanteret bespottelserne. |
| 96 Est ergo haec iam secunda causa, cur vota monastica sint vitanda et tollenda de sub coelo, et omnibus qui ea voverunt redeundum in communem viam Christianorum post Christum secura et optima conscientia, ut quam revocet ipse deus, vota eius prohibens, damnans et summae impietatis arguens. | Der er altså denne anden grund til, at munkeløfterne bør undgås og ophæves overalt under himlen, og alle, som har aflagt dem, skal komme tilbage til de kristnes almindelige vej, følge Kristus efter og det med den bedste samvittighed, og det er, at Gud selv kalder ham tilbage, ved at forhindre hans løfter, ved at fordømme dem og gøre dem til den største ufromhed. |
| 97 De virginitate | Om cølibatet. |
| 98 'At virginitas et coelibatus consilium est'. Christus ipse plane non consuluit, sed potius deterruit, monstravit solum et laudavit, dum memoratis Eunuchis dixit: Qui potest capere, capiat. Et iterum: non omnes capiunt hoc verbum. (Matt 19,12) | 'Men den enlige stand og cølibatet er et råd'. Kristus selv giver godt nok ikke noget soleklart råd, han snarere fraråder, påviser og roser, når han omtaler kastraterne og siger: den, der kan forstå det, han forstå det. Og atter: ikke alle kan forstå dette ord. |
| 99 Nonne haec verba sunt potius avocantis et deterrentis? Neminem (201) enim invitat et vocat, sed ostendit solum. Paulus tamen dicit: Consilium do, sed nec ipse invitat quenquam, quin magis deterret et avocat, dum dicit: Sed unusquisque proprium donum habet a deo. (1. kor 7,7) Neque suadet neque dissuadet, sed in medio relinquit. At nostri inmundi coelibes aliud non intelligunt per consulere, quam invitare, exhortari, vocare et persuadere ad coelibatum, tum dissuadere, dehortari, avocare, absterre a conjugio, quod (W584) et faciunt in omnibus suis concionibus et scriptis. | Mon ikke disse ord snarere er frarådende og afskrækkende? Han opfordrer og kalder ingen, kan påviser blot. Dog siger Paulus: Det er et råd, jeg giver jer, men heller ikke han opfordrer nogen, snarere afskrækker og fraråder han, når han siger: Men enhver har sin egen gave fra Gud. Han hverken overtaler eller taler fra, han lader det stå i midten. Men vore denne verdens cølibatære forstår ikke andet ved at give råd end at opfordre, formane, kalde og overtale til cølibat, og det vil sige fraråde, afskrække, give afkald på og forskrække imod ægteskabet, hvad de også gør ved alle deres sammenkomster og i alle deres skrifter. |
| 100 Sed ad rem ipsam veniamus. Si coelibatus consilium est Evangelicum, quae est ergo vestra vovendi insania, ut ultra Evangelium e consilio faciatis rigidissimum praeceptum? Jam enim non juxta, sed ultra Evangelium, per hoc et contra Evangelium vivitis, quod amplius non habetis consilium. | Men lad os gå til sagen selv. Hvis cølibatet er et evangelisk råd, hvad er da jeres løfter for vanvid, at I udover evangeliet af et råd gør et stramt bud? For I lever nemlig ikke efter, men udover evangeliet, og imod evangeliet, når I lever sådan, fordi I ikke har noget yderligere råd. |
| 101 Si Evangelio obeditis, coelibatum liberum habere debetis, si liberum non habetis, Evangelio non obeditis. Quia impossibile est, ut consilium Evangelii fiat praeceptum, et aeque impossibile est, ut vestrum votum sit consilium. Pugnat ergo ex diametro votiva castitas cum Evangelio. | Hvis I adlyder evangeliet, bør I have cølibatet som en fri sag, hvis I ikke har det som en fri sag, adlyder I ikke evangeliet. Fordi det er umuligt, at evangeliets råd bliver et bud, er det ligeså umuligt, at jeres løfte bliver et råd. Jeres løfter om afholdenhed kæmper altså stik imod evangeliet. |
| 102 Quare, cum deus autor Evangelii non acceptet nisi quod Evangelicum est, impossibile est, ut votum continentiae probet ac non potius detestetur. Habetis, monastici, quod hic respondeatis? Negate Evangelii consilium consilium esse, aut concedite votum vestrum non Evangelicum esse. | Fordi Gud, der er ophavsmand til evangeliet, ikke går med til andet, end hvad der er evangelisk, er det umuligt at bevise løftet om afholdenhed eller undlade at modbevise det. Har I noget, kære munke, at svare dertil? Nægt, at det evangeliske råd er et råd, eller indrøm, at jeres løfte ikke er evangelisk. |
| 103 Neque enim audebitis asserere deum passurum, ut e consilio suo quisquam praeceptum faciat, aut aliud quam Evangelium suum probet et exigat. quare necesse est, ut votum vestrum deo non probare confiteamini. Atque haec tertia jam machina satis firma et potens adversus vota non aliud inveniri, quam errorem per sese nunquam non fallentem et seducentem, qui et Christiano vitandus et deserendus sit. | I vover nemlig hverken at mene, at Gud tillader, at nogen gør et bud ud af hans råd, eller at bevise og fremhæve noget andet end hans evangelium. Derfor må I nødvendigvis indrømme, at Gud ikke billiger jeres løfte. Og dette tredje kunstværk, der er tilstrækkelig fast og stærkt imod løfterne, befindes af jer ikke at være andet end en fejl, der i sig selv aldrig bliver falsk og forførerisk, som også af den kristne må undgås og forlades. |
| 104 Neque posse innoxium esse, nisi iis, qui spirituales sunt, et bono usu illius sese servant, quod est solum electorum, quibus nec errores nec peccata tandem nocere possunt. | Det kan ikke være uskadeligt, undtagen for dem, som er åndelige, og bruger dette til noget godt, hvilket alene er de udvalgte, hvem hverken fejltagelser eller synd kan skade. |
| 105 Alterum principium perfidiae illorum, Quod vitam Christianam partiuntur in statum perfectionis et imperfectionis. Vulgo dant imperfectionis, sibi perfectionis statum. Et hanc differentiam non metiuntur juxta mensuram spiritus et fidei et charitatis, quae certum est in vulgo potissimum regnare, sed juxta pompam et larvam externorum operum et suorum votorum, in quibus nihil est, neque spiritus, neque fidei, neque charitatis, quin spiritum fidei et charitatis extinguunt. | Det andet af deres besynderlige principper er, at det kristne liv deles op i en fuldkommen og en ufuldkommen status. Mængden giver de den ufuldkomne status, sig selv den fuldkomne. Og denne forskel måler de ikke med åndens eller troens eller kærlighedens mål, som givetvis er mægtig at herske over mængden, men efter deres udvortes gerningers og løfters pomp og maske, i hvilke der intet er, hverken ånd eller tro eller kærlighed, fordi de har udslukt troens og kærlighedens ånd. |
| 106 Perfectionis (202) status est, Esse animosa fide contemptorem mortis, vitae, gloriae et totius mundi, et fervente charitate omnium servum. At vix invenias vitae et gloriae cupidiores, tum fide inaniores, qui mortem vehementius horreant, quam ii, quin fidem extinguant, qui votis et operibus confidunt. | Fuldkommenhedens status er, med en kæk tro at foragte døden, livet, æren og hele verden, og med en glødende kærlighed at være alles slave. Men snart finder du dem som nogen, der efterstræber livet og æren, her som nogen, der gør troen tom, fordi de voldsomt skrækkes af døden, hist som nogen, der udslukker troen, fordi de stoler på løfter og gerninger. |
| 107 Confidunt autem, qui necessaria ea ducunt, dum enim timent illis omissis, necesse est ut sperent eisdem servatis. Ab eodem pendent timor et spes. de quo alias. Merum commentum et ludibrium est de perfectionis et imperfectionis statu, ex ignorantia fidei proveniens, tantum ad seducendum idoneum. | Men de stoler på dem, fordi de anser dem for nødvendige, de frygter nemlig at udelade dem, de må nødvendigvis håbe på at overholde dem. Derfra kommer deres frygt og håb. Om hvilke senere. Men dette med det fuldkomne og det ufuldkomne stade er bare et indfald og en leg, fremkaldt af deres uvidenhed om troen, egnet til at forføre. |
| 108 Cum ergo videamus monasticen istam refertam esse impietate, erroribis, ignorantia, ut, ubicunque eam spectes, ignorantiam, impietatem et errorem videas, quid dubitas eam displicere deo, et vota in illam facte esse irrita et solvenda penitus? Hi sunt pseudochristi, qui docent: hic et illic est Christus, (Matt 24,23) et seducunt multos, atque adeo electos quoque signis et prodigiis mendacibus. | Når da vi ser et sådant munkeliv, opfyldt af ufromhed, fejltagelser, uvidenhed, så at, hvor du end ser hen, ser du uvidenhed, ufromhed og fejltagelser, kan du da tvivle på, at det mishager Gud, og at de løfter, der er aflagt om et sådant liv, er ugyldige og straks bør ophæves? Disse er de løgnekristne, som lærer: Her er Kristus, der er Kristus, og forfører mange og endog de udvalgte med tegn og falske undere. |
| 109 Error inquam et insignis ignorantia est, statum perfectionis metiri consiliis et non praeceptis. Non enim, ut ipsi fingunt, consilia sunt supra praecepta, sed ediverso consilium illud continentiae (neque est ullum aliud consilium) est infra praeceptum suum. | Jeg siger, at det er en fejl og et tegn på uvidenhed, at måle fuldkommenhedens stade med rådene og ikke med budene. Det forholder sig nemlig ikke sådan, som de drømmer om, at rådene er over budene, men lige modsat sådan, at dette råd om afholdenhed (og udover det er der intet andet råd) står under det tilsvarende bud. |
| 110 Praeceptum est enim, Non concupiscendum esse. At sine concupiscentia neque virgo neque coelebs est in hac vita. sed neque, cur illud sit consultum, novit hoc miserum ignorantiae vulgus. In hoc enim ipsi servant consilium istud, quod continentia per sese sit laudatissimum opus, in quo sit salus et gloria, ideo sese caeteris Christianis praeferunt magno intervallo. | Budet siger nemlig: du må ikke begære. Men uden begær lever hverken jomfruen eller den ugifte i dette liv. Men denne elendige uvidende hob ved heller ikke, hvorfor dette råd er givet. Derfor overholder de nemlig selv dette råd, at de mener, at det er en rosværdig gerning, i hvilken der er frelse og ære, og at det sætter dem mange hestehoveder foran de øvrige kristne. |
| 111 At Christus et Paulus secus docent, qui solam fidem jactant, et in hoc laudant coelibatum, non quod perfecti sint in castitate prae caeteris, aut non concupiscant adversus praeceptum, sed quod soluti a curis et tribulatione carnis, quam tribuit Paulus conjugio, expeditius et liberius verbo et fidei instare possint die ac nocte, ubi conjunx conjugii, filiis, familiae et rebus huius vitae deditus avellitur et in multa aliena a verbo negotia dividitur. (1 Kor 7,32) | Men Kristus og Paulus lærer anderledes; de ser alene på, hvad der fremmer troen, og derfor roser de cølibatet, ikke fordi de cølibatære er fuldkomne i afholdenhed fremfor de øvrige, eller ikke begærer imod, hvad budet siger, men fordi de bliver befriet fra kødets bekymringer og trængsler, de ting, som Paulus mener er i ægteskabet; derfor kan de ugifte fremme ordet og troen mere virksomt og frit dag og nat, hvor den gifte er adskilt fra ordets tjeneste af sin ægtefælle, sine børn, sin familie og dette livs mange andre ting og delt derved. |
| 112 Sic Christus Eunuchos laudat, non quia castrent seipsos, sed quia propter regnum coelorum sese castrant, (Matt 19,12) non autem sic propter regnum coelorum, ut per castitatem salvi fiant, alioqui omnes oportet castrari, cum sole fides salvos faciat, sed propter Evangelium, quod vocat regnum coelorum, cui praecidando et propagando per populus ille foelicius servit, qui gamoV et sine cura (203) aliorum coelebs vivit. | Således roser Kristus kastraterne, ikke fordi de har kastreret sig selv, men fordi de har kastreret sig selv for himmerigets skyld, dog ikke således for himmerigets skyld, at de gennem kastration bliver frelste, ellers skulle jo alle kastreres, nej alene troen gør frelse, men for evangeliets skyld, som han kalder himmeriget, fordi det menneske bedre kan tjene det ved at prædike og agitere for folket, der lever ugift og uden bekymring lever for en anden brudgom. |
| 113 Servam ergo regni coelorum vult esse castitatem Christus, et servam spontaneam, non quae illud mereatur, sed jam habeat, et ad communicandum aliis gratuito obsequio laboret, aut certe sibiipsi augeat, assidue parata propter ipsum mori et de mundo exire. | Han vil, at tjenesten for himmeriget skal være Kristi afholdenheds tjeneste, og det en spontan tjeneste, ikke nogen tjeneste, der fortjener det, men en tjeneste, der allerede nu har det, og vil arbejde med at udbrede det til andre aldeles uden løn, eller med sikkerhed vover det for sig selv, straks parat til på grund af himmeriget at dø og forlade verden. |
| 114 Et Paulus (note 2) idem dicit: Virgo et innupta cogitat quae sunt domini, quomodo placeat deo, ut sit sancta corpore et spiritus. Quid est cogitare quae sunt domini? nunquid solam et ociosam habere castitatem? imo meditari, servire in verbo dei, praedicare, testificari, et paratum sese pro illo offere, a quo usu castitatis quid est alienius et longius monasticis istis? qui et omnium ignorantissimi sunt eius usus, cum non nisi sibi ipsis coelibes sint, tantum clamoribus et murmuri in templis servientes, et aureolas sibi ipsis in coelo promittentes, pro fide scilicet extincta. | Og Paulus siger det samme: Jomfruen og den ugifte tænker på det, der hører Herren til, hvordan han kan behage Gud, at han kan have en hellig krop og ånd. Hvad er det at tænke på det, der hører Herren til? Mon ikke det er at have en ren og pletfri cølibatær tilværelse? ja, det er at meditere, at tjene med Guds ord, at prædike, at vidne, og være beredt til at ofre sig for det, men til det brug af jomfrueligheden, hvad er da mere fremmed og længere borte end disse munkes jomfruelighed? de, der af alle er mest uvidende om dens brug, eftersom de ikke engang er cølibatære for sig selv, men blot tjener i templet med klager og knurren, og lover sig selv guldpalmerne i himlen, men er udslukt med hensyn til troen. |
| 115 Certa, si rem tecum pensites, videri potest Satanas in hoc excogitasse figmentum de consiliis et statu perfectionis, ut adornaret istam perversam monasticen. cum enim videret, nihil ibi voveri, sed nec voveri posse, quod non antea in baptismo voverunt omnes (excepta continentia), cepit fingere perfectiones et consilia, ut communem viam contemptam et singularem istam falsa specie spectabilem redderet, ne parvas res viderentur vovere, et praevaluit in operatione erroris. | Det er sikkert og vist, hvis du overvejer sagen med dig selv, så kan du se, at det er Satan, der her har fremkaldt disse drømme om råd og fuldkommenhedsstadiet, for at udsmykke disse perverse munkeanliggender. Da han nemlig så, at der her ikke var noget at aflægge løfte på, ja, ikke kunne aflægges løfte på noget, som ikke alle forud havde aflagt løfte på i dåben (bortset fra den ugifte stand), begyndte han at drømme om fuldkommenhed og råd, så at han kunne gøre den almindelig vej mistænkelig og denne særlige på falsk måde respektabel, at ikke de skulle aflægge løfte på nogle småting, og han gik kraftigere til værks med sine fejltagelsers værk. |
| 116 Et quod multo est scelaratius, Ex multis illis praedictis consiliis a se conflictis tantum tria elegerunt, obedientiam, paupertatem et castitatem, caetera neque vovent neque servant, liberrime litigantes, vindicantes, odientes adversarium, repetentes, non dantes, non mutuantes; adhuc tamen jactant, jam altero mendacio et illusione majore, statum perfectionis et consilia. | Og fordi det var meget syndigt, udvalgte han ud af de mange råd, der var forudsagt, og som han bragte frem, kun tre: lydigheden, fattigdommen og den ugifte stand, de øvrige hverken aflagde de løfte på eller overholdt, så de frit kunne være trættekære, føre stridigheder, hade deres modstander, kræve udlånte penge igen, lade være med at give den trængende, lade være med at låne ud; så langt har de ført det, dog nu kommer en anden løgn og en større illusion: fuldkommenhedens stade og de evangeliske råd. |
| 117 Certe, quando ista affirmant consilia et perfectiones, oportuit et ipse voveri, si votorum institutum perfectionis et consiliorum status est. Iam si et tria electa consilia dijudices, videbis obedientiam et paupertatem eorum nullo modo esse, quas consilia dictant. Consilia enim docent omnibus subdi et superiores invicem arbitrari. | Givetvis, når de går ind på det med råd og fuldkommenhed, så bør de også selv aflægge løfte, hvis der er et sådant fuldkommenhedens og de evangeliske råds stade. Men selv om du også skelner mellem disse tre udvalgte evangeliske råd, så ser du, at deres lydighed og fattigdom på ingen måde er, hvad de siger er et råd. De lærer nemlig, at rådene tilsiger at underlægge sig alle og at deres overordnede kan være ganske vilkårlige. |
| 118 At votum obedientiae eorum eximit eos prorsus a catholica illa humilitate Evangelio tradita, et subdit solum suis majoribus, neque iis ipsis, nisi secundum regulam suae professionis, adeo ut et S. Bernhard. asserat, Monachum non obligari etiam suo Abbati, alia quam regula habet imperanti. Obsecro, quae et qualis est ista obedientia, (204) Ex omnibus eximi, et uni, nec huic nisi partim subdi? Nonne pulchra illusio est talis obedientiae votum? Evangelium omnibus semper et in omnibus cedere, subdi, obedire jubet. | Men deres løfte om lydighed unddrager dem rigtignok fra den almindelige tradition om evangelisk ydmyghed, og underlægger dem alene deres overordnede, og ikke engang disse selv, undtagen efter deres ordens regel, sådan som også S. Bernhard lærer, at munken ikke er forpligtet overfor sin abbed, ud over hvad reglen fastsætter. Jamen, for pokker, hvor omfattende og hvordan er den lydighed: at unddrages fra alt, og kun være underlagt én og det kun delvist? Mon ikke den slags lydighed mod løfterne er en smuk illusion? Evangeliet befaler altid at give efter for, at underlægge sig, at adlyde alle i alt. |
| 119 Et consiliorum professores nec aequalibus nec inferioribus, sed uni majori suo, nec in omnibus, sed aliquibus sese subdunt. | Og de, der lærer disse råd, underlægger sig ikke deres ligemænd, ikke deres underordnede, men kun én overordnet, og det ikke i alt, men kun i noget. |
| 120 Iterum vides foelicitatem eorum, qui meliora eligunt quam Christus docuit, et contempto duce seipsos dirigunt. Hos proprie Petrus tangit, cum dicit .ii. Pet. iii. Fore, qui secundum propria desideria ambulent, in deceptione illusores. (2 Pet 2,3) Vere illusores in deceptione jactant obedientiam, docent autem ac sequuntur magis inobedientiam, illudentes tamen omnium sensum et decipientes simplicium animas ea pompa. | Videre ser du deres lyksalighed, de, som udvælger bedre ting, end Kristus lærer, og leder sig selv, fristet af deres fører. Dem er det ganske tydeligt, Peter mener, når han 2 Pet 3,3 siger: Der vil komme nogen, som følger deres egne lyster og lever i illusioners løgn. De er sandelig bedragere, der i deres bedrag taler lydighed, men snarere lærer og følger ulydigheden, idet de bedrager alles sanser og narrer de enfoldiges sjæle med deres pomp. |
| 121 Sic vides monasticam vitam errorum, mendaciorum, ignorantiae, stultitiae, deceptionis, illusionis confusione, verissimam Babylonem representare, in qua electi miraculose, ceu tres pueri in fornace, serventur. (Dan 3,21ff) | Her ser du da munkelivets fejl, løgn, uvidenhed, dumhed, bedrag, løgnagtighed, forvirring, ja, ser, at det udviser et sandt Babylon, i hvilket de udvalgte kun på mirakuløs måde bevares, ligesom de tre i ovnen. |
| 122 Quid ergo vovet monasticus? verba eius (si sensum traducas) erunt ista: Deus, voveo tibi, nolle me secundum Evangelium tuum omnibus subjici, sed tantum uni maiori, nec nisi juxta regulam praescriptam, atque sic voveo tibi Evangelium tuum servare. | Men hvad aflægger da munken løfte om? løftets ord (hvis du går efter meningen) er følgende: Gud, jeg lover dig, at jeg ikke vil underkaste mig alle, som evangeliet kræver, men kun én overordnet, og det kun efter, hvad reglen foreskriver, og sådan lover jeg dig at adlyde dit evangelium. |
| 123 Quid est hoc iterum aliud, quam Evangelium vovendo negare et proprium condere? Hic cum Isaia possis dicere, Eorum votum esse, sicut si quis mactet filium in conspectu patris. (Es 66,3) An non victimant filium dei, dum Evangelium eius tam sacrilege negant, et tamen hoc ipso offerre deo praesumunt eundem? Obedientiam profitentur et obedientiam abnegant, et tu vota ista sacrilega putas valere et exigi apud deum? | Hvad er dette andet end at love at nægte evangeliet og fastlægge sit eget. Her kan du sige med Esajas (66,3): Med deres løfte er det, som hvis nogen dræber sønnen for faderens øjne. Mon ikke de ombringer Guds søn, når de blasfemisk nægter hans evangelium, og dog foregiver at ofre til Gud netop dette evangelium? De udnytter lydigheden og de nægter lydigheden, og du mener, at disse blasfemiske løfter er noget værd og at de kan fuldføre noget hos Gud? |
| 124 Tale est et paupertatis votum. Evangelica paupertas est, nihil cupere in spiritu, et res libere administrare ad aliorum commodum. Illi quid possunt ultra hoc vovere, nisi externum usum rerum? cum et interna cupiditas in baptismo abnegata et administratio externa rerum Evangelio etiam commendata sit, et usu ipso nec ipsi carere possunt. | Sådan forholder det sig også med deres løfte om fattigdom. Den evangeliske fattigdom består i, ikke at begære noget i ånden, og at administrere tingene frit til næstens gavn. Hvad kan de aflægge løfte om ud over dette, undtagen den ydre brug af tingene? eftersom også det indre begær er fornægtet i dåben, og den ydre administration af tingene også er anbefalet af evangeliet, og de ikke kan bekymre sig om selve brugen. |
| 125 Verum et hic illudunt seipsos et omnes, cum nemo magis res administret quam ipsi, tum non in aliorum, sed proprium commodum nemo magis utitur, sub sancta illa voti paupertate et avarissimi et rebus involutissimi facti. Adhuc jactant sese consiliorum professores, cum nulli seculares longius absint a paupertate. Nec refert, quod per alium res curant. | Men også her narrer de sig selv og alle andre, eftersom ingen administrerer flere ting end de gør, og ingen bruger flere goder end de gør, ikke engang andres, men deres egne, og eftersom de under påskud af dette hellige løfte om fattigdom har fremvist den vældigste begærlighed og den største indviklethed i forholdene. Derfor praler de af at være lærere i rådene, skønt ingen lægmand er længere borte fra fattigdommen. Det betyder heller ikke noget, at det er igennem andre, at de tager sig af jordisk gods. |
| 126 Nam omnium consensu et voluntate oeconomus illorum res curat. Sic, dum volant ultra Evangelium deserto duce Christo, ruunt in contrarium sub (205) baratrum perversissimi erroris, dicentes se obedientes et pauperes esse, cum sint omnium inobedientissimi et ditissimi, id quod nemo non palpat, et tamen sensus nostros perstringunt illusores isti verbis suis fictis: obedientia, paupertas, consilia, perfectio, religio et similibus. | For det er efter deres samtykke og vilje, at deres økonom tager sig af godset. Sådan, mens de vil gå ud over evangeliet ud i ørkenen med Kristus som fører, så falder de dog i den modsatte grøft, den perverse fejltagelsernes grøft, idet de siger, de er lydige og fattige, men på alle måder er højst ulydige og stenrige, det, som alle smigrer dem for, og dog strejfer det vores følelse, når disse løgnhalse nævner disse løgneord: lydighed, fattigdom, evangeliske råd, fuldkommenhed, hengivenhed og den slags. |
| 127 Igitur nihil est consiliorum professores consiliorum, sed omnia longe contrariissima praeceptis, excepta sola castitate, et ipsa tamen sine usu et fructu Evangelico, quam quia nulla specie potuit Satan in contrarium vertere, sicut obedientiae et paupertati fecit, reliquit intactam, sed in multo maximam perniciem, dum et usum eius abolevit, et ultra fidem communem extulit, deinde vulgavit nimio, ut per impossibilitatem naturae infinitas animas laqueo illius innecteret et perderet. | Derfor er de råd ingenting, som de lærer er evangeliske råd, men de er helt og holdent det modsatte af budene, undtagen cølibatet, og dog er dette uden brug og evangelisk frugt, eftersom Satan, da han ikke her som med lydigheden og fattigdommen på nogen måde kan vende den til det modsatte, har ladet den være intakt, men i størst mulige fordærvelse, da han både har ødelagt dens brug og trukket den ud af den almindelige tro, desforuden ikke desto mindre gjort den almindelig, så han med en slynge har fanget utallige sjæle gennem det, der er umuligt på grund af naturen, og fået dem til at gå fortabt. |
| 128 Ita reliqua est una castitas professoribus consiliorum, sed perversa et impia, tum fere in totum libidinibus corruptissima. Ve perditae illi professioni consiliorum et statui perfectionis! quid enim nisi error, illusio et impietas est totum quod pretendit? | Således er der efterladt disse lærere af de evangeliske råd et cølibat, der er forvendt og ufromt, ja snarere helt gået til i begærligheder. Ve disse fortabte, der lærer evangeliske råd og fuldkommenhed! Hvad er nemlig alt det, de stræber imod, endt i, andet end i fejltagelser, illusioner og ufromhed? |
| 129 Sed justus es, domine, et rectum judicium tuum, sic enim cadere debent, qui non solum similes, sed superiores esse volunt altissimo, et pacti dei sui obliviscuntur, sicut mulier illa Prover. vii. (Ordsp 2,17), quae relinquit ducem pubertatis suae. | Men du er retfærdig, Herre, og ret er din dom, således bør nemlig de falde, der ikke blot vil noget, der ligner pagten, men noget, der overgår den, og dog glemmer denne pagt, sådan som kvinden i Ordsprogenes bog, som havde forladt sin ungdoms kærlighed. |
| 130 Quemadmodum itaque dixi, sancto Francisco et aliis patribus etsi tribuo errorem, quod Evangelium sibi usurparint seorsum, prae fervore spiritus, tamen hoc errore eos libero, ne credam eos mendacia et figmenta consiliorum, perfectionis, fictae obedientiae et paupertatis et perversae castitatis probasse. | Svarende til det, jeg her har sagt, skønt jeg nok tillægger den hellige Frans og de andre fædre den fejl, at de hæver sig op over evangeliet, udover åndens glød, så befrier jeg dem dog for den her fejl, idet jeg ikke mener, de går ind for løgnagtige og forstilte evangeliske råd, fuldkommenhedstale, indbildt lydighed og fattigdom og forvendt cølibat. |
| 131 Dum enim spiritus sancti impetu et plena fide ardenteque charitate solum huc ferrentur, ut Evangelico plenissime et dignissime responderent, non hoc cogitabant, quorum esset et ad quos pertinet Evangelium, sed tantum, ut impleretur. Non enim in sermone, sed in virtute regnum dei habebant. | Når de nemlig ved helligåndens indskydelse og med fuld tro og brændende kærlighed alene stræber efter, at de helt og fuldt ud værdigt kan svare til evangeliet, så har de ikke overvejet, hvis evangeliet var og hvad det tilstræbte, men kun, hvordan de kunne opfylde det. De mente nemlig ikke, Guds rige var i prædikenen, men i dyden. |
| 132 Sectatores vero illorum irruentes, apprehenderunt externam eorum conversationem, spiritum autem et fidem eorum deserverunt, et contigit eis, quod Chaldeis succendentibus fornacem Babylonis: ipsi pereunt, et sancti servantur, (Dan 3,22) pro eo quod juxta psal. xxvii. (Sl 28,5). Non intellexerunt opera dei, et facta eius non cognoverunt, ideo destruit eos et non aedificat eos. | Men deres sekter tager fejl, de tager til sig deres ydre ordlyd, men deres ånd og deres tro går de glip af, og der sker med dem, hvad der skete med de kaldæere, der brændte op i Babylons ovn: De går selv til grunde, men de hellige frelses, efter det, der står skrevet i Sl 28,5: For de giver ikke agt på Herrens gerninger, og hans hænders værk forstår de ikke; derfor river han dem ned og bygger dem ikke op. |
| 133 Dicit enim psal. lxxvi: Semitae tuae in aquis multis, et vestigia tua non cognoscentur. (Sl 77,20) Et psal. iiii: Scitote, quoniam mirificavit dominus sanctos suos. (Sl 4,4) Et psal. lxvii: Mirabilis (206) deus in sanctis suis. (Sl 68,36) Et psal. xv: Sanctis qui in terra sunt et mirificis, omnis voluntas mea in eis. (Sl 16,3) His testimoniis docemur, in sanctis dei non esse observandam operum externorum larvam, sed fidem, qua eos regit et servat mirabiliter, permittens eos saepius errare et peccare externa conversatione, quam illi tanquam opera dei et viam rectam apprehendunt, et abeunt in barathrum errorum. | Han siger nemlig Sl 77,20: Din vej gik gennem mange vande, og de kendte ikke dine spor. Og i Sl 4,4: I skal vide, at Herren har vist sin underfulde troskab mod sine hellige. Og Sl 68,36: Frygtindgydende er Herren i sin helligdom. Og Sl 16,3: De hellige i landet og de vældige, min vilje er altid i dem. Ved disse vidnesbyrd lærer vi, at der i Guds hellige ikke kan ses nogen maske af ydre gerninger, kun ses troen, hvorved han styrer dem og hersker i dem på vældig måde, idet han mere tillader dém at tage fejl og synde med hensyn til den ydre ordlyd, end hine, der holder sig til det, de mener er Guds gerninger og den rette vej, men går til grunde i deres fejltagelsers dyb. |
| 134 Et Apostolus Heb. xiii. cum jussisset intueri praepositorum exitum, adjecit: ut fidem eorum imitemur (Hebr 13,7). Stat enim fixa apud deum sententia, Omnes sanctos eodem spiritu et eadem fide vivere, agi et regi, sed diversa opera foris operari. Ut enim non eodem tempore, ita nec eodem loco, nec idem opus, nec coram eisdem personis operatur per illos, sed transit per tempora, loca, opera, personas varias, semper eodem spiritu et fide eos regens, ut fiant viae eius absconditae, et vestigia eius incognita, dum unumquemque alio opere, alio loco, alio tempore, aliis personis exercet, quam in aliis sanctis vidit et audivit, cogiturque opere, loco, tempore, personis, casibus sibi prius incognitis regentum ac ducentem deum sequi. | Og apostelen tilføjer, efter at have befalet at betragte forgængernes livsløb: at vi skal efterligne deres tro. Hos Gud står nemlig den sætning fast, at alle de hellige lever, handler og styres ud af den samme ånd og den samme tro, men at de udadtil udfører forskelllige gerninger. Som det nemlig ikke er til den samme tid, sådan er det ejheller det samme sted, den samme gerning, eller med de samme personer, at han handler gennem dem, men han gennemfører, hvad han vil, gennem tiden, stedet, gerningen, de forskellige personer, altid styrende dem med den samme ånd og den samme tro, så at hans veje bliver skjulte og hans spor ikke mærkbare, eftersom han leder den enkelte gennem en anden gerning, et andet sted, en anden tid, andre personer, end han ser og hører i andre hellige, og man må derfor først forestille sig, at den herskende og ledende Gud følger gerninger, steder, tid, personer og tilfælde, der er uerkendelige. |
| 135 Haec est eruditio fidei, in qua omnes sancti eruditi sunt, unusquisque sua vocatione. Proinde impossibile est, ut intempestivi illi sanctorum imitatores non errent perniciosissime, dum patrum opera etiam optima sectantur potius quam fidem et spiritum. nedum ubi et errores et peccata eorum apprehendunt. | Dette er troens dannelse, i hvilken alle de hellige bliver tildannet, enhver efter sit kald. Derfor må det nødvendigvis være sådan, at disse utidige efterlignere af de hellige tager afgørende fejl, når de efterfølger fædrenes gerninger, lad det så være det bedste af dem, mere end deres tro og ånd. Samtidig forstår de ikke deres fejl og synder. |
| 136 Omnes enim tales stant in ostio papilionis sui, et vident dorsum Mosi intrantis in tabernaculum federis, (2 Mos 33,8) existimantes sese deum invenire in istis propatuli et atrii operibus, cum scriptum sit: Dominus in loco sancto suo. (Sl 68,6) Et: dominus pollicitus est, ut habitaret in nebula. (1 kong 8,12) Lege totam scripturam, et vide, an sanctorum virorum idem fuerit opus. | Alle sådanne mennesker står nemlig ved indgangen til deres telt og ser ryggen af Moses, der træder ind i pagtens tabernakel, og mener, de kan findes Gud i disse gerningernes alment tilgængelige rum og forgårde, som der står skrevet: Herren er på sit hellige sted, og Herren har lovet, at han vil bo i mørket. Læs hele skriften, og se, om ikke de helliges livs gerninger er sådan. |
| 137 In hanc rem mihi psalmus
.lxi. videtur esse revelatus, quem non fuerit inutile hic recensere.
"At ad deum silentium animae meae, Ab ipso enim salus mea. At ipse rupes mea et salus mea, Protectio mea, non movebor multum. |
I denne sag forekommer Sl 62 mig at være passende,
og det vil ikke være unyttigt her at gentage den:
Kun hos Gud finder min sjæl ro, fra ham er kommer min frelse. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler. |
| 138 Vsquequo irruitis super
virum, interfeciemini omnes vos?
Sicut paries inclinatus et maceries expulsionis. At elevationem eius cogitaverunt, ad expellendum, Placebunt sibi in mendacio, ore suo benedicent, Et intimo suo maledicent, Sela. |
Hvor længe vil I storme mod et menneske - I er allesammen
mordere - som mod en hældende væg, en faldefærdig mur?
De planlægger kun svig, de bruger løgn for at lede på afveje. Med munden velsigner de, men i deres indre forbander de. Sela. |
| 139 At deo sile, amina mea,
Quoniam ab ipso spes mea. At ipse rupes mea et salus mea, Protectio mea, non movebor. Ad deum salus mea et gloria mea, Ruper virtutis mea, fiducia mea in deo. Sperate in eum omni tempore, populi, effundite coram eo cor vestrum, Deus fiducia nobis, Sela. |
Kun hos Gud finder min sjæl ro, for alt mit håb
kommer fra ham. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så
jeg ikke vakler.
Hos Gud er min hjælp og min ære, min sikre tilflugtsborg er hos ham. Stol altid på ham, du folk, udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt. Sela. |
| 140 At vanitas filii hominum,
mendacium filii viri, in stateris ad ascendendum,
Ipsi prae vanitate simul. Nolite sperare in calumnia et rapina, nolite vani fieri, Divinitate si affluant, nolite apponere cor. Semel locutus est deus, bis haec audivi, Quia virtus dei est. Et tibi domine misericordiae, Quoniam tu reddes viro secundum opera sua. |
Kun et vindpust er menneskene, menneskebørnene er
blændværk; vægtskålen med dem hæver sig,
de er flygtigere end et vindpust.
Stol ikke på vold, lad jer ikke blænde af rov! Selv om rigdommen vokser, så regn ikke med den. En ting har Gud sagt, to ting har jeg hørt: Hos Gud er der magt, og: Hos dig, Herre, er der troskab, for du vil gengælde enhver efter hans gerninger. (Sl 62) |
| 141 Non est alius psalmus, in quo toties ingeminetur et inculcetur spes, fiducia, praesumptio in deum. Vigisies enim pene repetit, ac totus psalmus fiduciam in deum sonat, cui omnium fortissime resistit exemplum operum in sancti. Haec est enim vere via salutis, subdi deo, in fide ei cedere et silere, ponere tumultum praesumptionis operum, quibus querunt impii eum invenire, et sese ductilem prebere, ut ipse in nobis operetur, non nos operemur. | Der er ikke nogen anden salme, i hvilken håbet, tilliden til og hengivenheden imod Gud gentages og pånødes en så ofte. Tyve gange næsten gentages det, og hele salmen genlyder af tillid til Gud, så den fremstår som det stærkeste eksempel på Guds gerninger i de hellige. Dette er nemlig i sandhed frelsens vej, at undergive sig under Gud, at overgive sig til ham og være stille for ham, at fastholde forvirringen i antagelsen af gerningerne, hvor de ufromme søger at finde ham, og give sig selv til pris, som én, der er ført, at nemlig han virker i os, ikke vi i os. |
| 142 Videmus enim in sanctorum sectatoribus nihil nisi tumultum operum, quae in sanctis viderunt, iis enim die et nocte sese fatigant, nunquam autem silent deo subditi per fidem. ideo moventur et sunt instabiles corde, cum non possit cor per opera quietari; fiducia eorum est in operibus ab exemplo sanctorum petitis, quibus praesumunt, quo illi venerunt sola fide. | Vi ser nemlig i de helliges afdelinger intet andet end gerningernes forvirring, som de ser dem i de hellige, men disse anstrenger sig dag og nat, og ophører aldrig med at underlægge sig Gud ved troen; derfor bevæges de og er urolige i hjertet, fordi hjertet ikke kan beroliges gennem gerninger; deres lid slår de til gerninger, som de søger i de helliges eksempler, som de foregiver at gøre, men de hellige selv kom til dem udelukkende ved troen. |
| 143 Inclamat autem praecipitem illorum coecitatem, qua gregatim irruunt ad imitandum opus alicuius magni viri, et non potius et prius silere discunt et fidere deo. Cur (inquit) sic irrutis in larvam operum? cur interficitis vos ipsos omnes? (V1,138) curritis et praecipitis vos ipsos omnes in mortem. | Men han beklager til en begyndelse deres blindhed, hvormed de i hobetal styrter frem for at efterligne en eller anden stor mands gerninger, og ikke snarere og først lære at tie stille og stole på Gud. Hvorfor (spørger salmisten) gør I sådan nogen hastværksgerninger og maskegerninger? hvorfor dræber I jer allesammen? I løber hen og gør jer skyldige i mord? |
| 144 Deus est murus altus et fidelis protectio, sicut Salomon dicit: Turris alta (id est, alte opposita) nomen domini, ad ipsam currit justus et salvabitur. (Ordsp 18,10) Contra vos et quicquid molimini, erit sicut paries inclinatus et maceries ejecta, super quam qui nititur simul cadet et eiicietur (208) et movebitur multum. Vocabulum 'irruitis' volunt etiam significare id quod 'congregari', item 'pravescere' utrunque confirmat sensum praedictum. | Gud er en høj mur og en trofast beskyttelse, sådan som Salomon siger: Herrens navn er et højt tårn (dvs højt modstillet) til det henflyr den retfærdige og bliver frelst. Imod jer og hvad I anstrenger jer med, skal der være som en hældende væg og en faldefærdig mur, og den, der søger over den, bliver på én gang fældet og bortkastet og bevæges meget. Ordet 'at storme imod' vil de også mene skal betyde det, der 'samler', ligeledes, at ordet 'bliver krum' skal bekræfte begge de forudsagte betydninger. |
| 145 Obscurum autem et ambiguum est quod sequitur: At elevationem eius cogitaverunt expellere. Noster habet: verumtamen precium meum. Romanum psalt.: honorem meum. Hiero.: partem meam, scilicet oblationem. Ab eo enim verbo oblationes, dona et partes sacrarum rerum dicuntur ab elevando. | Men vanskeligt og tvetydigt er det, der følger: De planlægger kun svig, de bruger løgn for at lede på afveje. Vores har: Men min præmie. Romernes: min ære. Jeronymos: min del, dvs min udskældning. Fra nemlig dette ord: udskældning, taler de om de hellige tings gaver og dele til ophævelse. |
| 146 Puto igitur sensum esse, Impios in sanctorum exemplis id quod solum praeciosum, honorabile, nobilissimum atque adeo ipsa portio sanctitatis, nempe fidem, non solum non sequi, sed uno consolio seu furore potius id agere, ut ejiciant et extinguant, solis operum larvis jactatis et praedicatis. | Jeg mener da, at meningen er: De ufromme gør med de helliges eksempel det, at de kun tager det dyrebare, det ærefulde, det ædle og dertil deres egen del af hellighed, nemlig troen, og ikke blot ikke følger de alt dette, men som med et råd eller i raseri handler de snarere sådan, at de udkaster det og udslukker det, idet de alene stræber efter og prædiker de ydre gerninger. |
| 147 Nemo enim minus sequitur sanctorum exemplum, nemo etiam magis extinguit, quam qui opera sola et non fidem eorum sectantur; sic nemo minus est hodie Franciscanus, quam ipse Franciscanissimi, qui de observantia dicuntur, imo ii acerrimi hostes eius sunt, et fidem eius ejicere cogitant furiosissime. | For ingen følger mindre de helliges eksempel, ingen udslukker det endogså mere, end dem, der alene følger deres gerninger og ikke deres tro; således er ingen idag mindre franciskaner end de, der er mest franciskanske, de, som taler om at overholde, men selv er hans arrigste fjender, stræber efter at udslukke hans tro på det voldsomste. |
| 148 Unde sequitur: Placebunt sibi in mendacio, scilicet speciem tenent, fidem vastant, et in hoc gloriantur, sibique placent prae omnibus hominibus ceu sanctissimi, ore benedicunt, intimo maledicunt. Laudant enim deum, Christum, S. Franciscum, Dominicum, et alios, quorum sectatores sese jactant. | Så følger: De har behag i løgn, de holder nemlig på det ydre, men kaster troen bort, og de tager ære deraf, og behager sig for alle mennesker som hellige, de velsigner med munden, men indvendig forbander de. De roser nemlig Gud, Kristus, den hellige Frans, Dominicus og andre, og påstår, de er deres efterfølgere. |
| 149 Sed haec laus est summa blasphemia, dum fidem ejiciunt, et solam speciem pro veritate amplectuntur. Ex his iam totus psalmus apertus est, docens nos fidere deo, et sine fide omnia esse mendacia. Isaias .xxx. hunc psalmum vel aemulatus vel interpretatus etiam: populus enim ad iracundiam provocans est, filii mendaces, filii nolentes audire legem dei. (Es 30,9) | Men denne ros er den største blasfemi, eftersom de bortkaster deres tro og alene tager det ydre skin for sandheden. Af disse ting er denne salme helt fuld, den lærer os at stole på Gud, og at uden tro er alt løgn. Esajas hentyder til eller udlægger i sit 30. kapitel også denne salme: Det er et genstridigt folk, børn, der lyver, børn der ikke vil høre Guds lov. |
| 150 Qui dicunt videntibus: nolite videre, et aspicientibus: nolite aspicere nobis et quae recta sunt, loquimini nobis placentia, videte nobis errores, auferte a me viam, declinate a me semitam, cesset a facie nostra sanctus Israel. Propterea haec dicit sanctus Israel: pro eo, quod reprobastis verbum hoc, et sperastis in calumnia et tumultu, et innixi estis super eo, propterea erit vobis iniquitas haec, sicut interruptio cadens et requisita in muro excelso, quoniam subito dum non speratur veniet (209) contritio eius. (Es 30,9-13) Et infra: Si revertamini et quiescatis, salvi eritis, In silentio et spe erit fortitudo vestre etc. (Es 30,15) | De siger til seerne: I må ikke se noget, og til profeterne: I må ikke se syner om sandheden. Tal ord, der forfører os! Se syner der vildfører os! Vig bort fra vejen, bøj af fra stien, skaf os af med Israels Hellige. Derfor siger Israels Hellige: Fordi I forkaster dette ord og stoler på vold og svig og støtter jer til det, skal jeres skyld blive som en revne, der breder sig i en knejsende mur, så den pludselig, i et nu, ligger helt knust. Og nedenfor: Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst. Er I rolige og trygge, bliver I frelst. |
Videre til "Om munkeløfterne" 2!
Noter:
Note 1: (84) Pariserteologerne havde bestemt om Luthers sætning, at der i Matt 5,39f og Rom 12,9 er tale om lovbud, ikke om råd, at den er falsk, den kristne lov er ikke altfor byrdefuld. (Se paris#88) Jeg har (endnu ikke) fundet ud af, hvor denne sætning af Luther befinder sig. Det samme omtaler Luther i en prædiken over Matt 5,21ff. Se også V2,19.
Note 2: (114) Efter 'Paulus' indføjer anden udgave: bonum esse coelibatum dicit propter instantem necessitatem, non propter aureolam in coelis, scilicet quia huius vitae necessitatem, praesertim Christianae, commodius ferunt libere coelibes, quam ligati coniuges. Et rursus ... Det vil sige, at der kommer til at stå: Paulus siger, at cølibatet er godt på grund af den nærværende nødvendighed,ikke på grund af guldpalmerne i himlen, det vil sige, det er godt, fordi den frie ugifte bedre end den bundne gifte kan bære dette livs nødvendighed, især det kristne livs nødvendighed. Og atter siger Paulus det samme ...