Luthers "Om munkeløfterne" 8

Kapitlet om enkerne. 1521.

WA 18,666-669.

¹DE VIDVIS APVD PAVLVM
I. TIMOTH. V (1 Tim 5,11f). Om enkerne hos Paulus i 1 Tim 5,11f.

² RELIQVVS est locus unus, quem pro uotis fortasse facere aliquis putabit. Is est Pauli i. Timoth. v. de apostatis uiduis dicentis hoc modo Cum lasciuierint aduersus Christum, nubere uolunt, habentes damnationem, quia fidem primam irritam fecerunt. Ex hoc loco non obscurum est uenisse celebre illud Augustini uerbum, quo definit, Sanctimonialibus non solum nubere, sed et uelle nubere damnabile esse. (Note 1) Sed Paulum prius uideamus, qui si non hoc cogit, nec Augustinus quippiam coget. Tilbage er der ét sted, som nogen måske kan mene taler til fordel for løfterne. Det er Paulus i 1 Tim 5,11f om de frafaldne enker, hvor han siger således: 'Når de er kåde imod Kristus, vil de giftes og får fordømmelse, fordi de har gjort den første tro ugyldig'. Fra dette sted er det ikke svært at komme til det berømte sted hos Augustin, hvor han fastslår, at det for dem, der vil være hellige, ikke blot er fordømmeligt at giftes, men også at ville giftes. Men lad os først se på Paulus, for hvis han ikke tvinger til noget sådant, så gør Augustin det heller ikke.

³ Primum hoc certum est, Paulum prorsus nihil loqui de uouendi instituto, neque enim Ecclesia primitiua hoc uoti genus unquam nouit, sed de uiduis loquitur, quae alebantur Ecclesiae facultatibus, et curabantur ministerio Diaconorum, quale exemplum in Actis quarto legimus. (Apg 6,1; 4,34?) Nihil ibi de uiris religiosis, nihil de uirginibus, sed de pauperibus uiduis agit, quarum cura in lege Mosi instantissime commendatur. For det første er det sikkert og vist, at Paulus slet ikke taler noget om løfteaflæggelsesinstitutionen, ejheller har den ældste kirke nogensinde kendt den slags løfter, men han taler om enker, som forsynes fra kirkens forråd, og som der sørges for af diakonembedet, hvad vi læser et eksempel på i Apg det fjerde. Intet her handler om munke, intet om jomfruer, men det drejer sig om fattige enker, og omsorgen for dem anbefales i moseloven indtrængende.

⁴ Nam in eodem capite Paulus definit uiduas, quae possint ali a suis, non debere ali facultate Ecclesiae. Dicit enim: Si quis fidelis habet uiduas, subministret illis, et non grauetur Ecclesia, ut iis, quae uere uiduae sunt, sufficiat. (1 Tim 5,16) Rursus uiduas, quae parentes aut filios habeant, aeque secernit, dicens: Siqua uidua filios aut nepotes habet, discat primum domum suam regere et mutuam uicem parentibus reddere, hoc enim acceptum est coram deo. (1 Tim 5,4) Veram autem uiduam facit eam, quae nec parentes nec filios, nec ullos habeat a quibus curetur. For i det samme kapitel har Paulus bestemt, at de enker, der kan ernæres af deres egne, ikke bør ernæres af menighedens forråd. Han siger nemlig: 'Hvis en troende kvinde har enker hos sig, skal hun tage sig af dem og ikke ligge kirken til byrde, så den kan tage sig af de enker, der virkelig er enker'. Og de enker, der har forældre eller sønner, skiller han på lignende måde ud, idet han siger: 'Hvis en enke har sønner eller sønnesønner, skal hun lære at tage sig af sit første hjem og de skal gøre gengæld mod forældrene, dette er nemlig passende overfor Gud'. Den sande enke er efter hans mening kun den, der hverken har forældre eller sønner eller nogen, der kan tage sig af hende.

⁵ Sic enim dicit: Quae autem uere uidua et solitaria est, sperauit in deum, instat orationibus et obsecrationibus die (296) et nocte. (1 Tim 5,5). Inter has igitur inuenit duo genera, quae damnet, unum, quod in deliciis uiuit, scilicet earum, quae relictis sibi opibus diuites sunt, unde seipsas curent; de iis dicit: quae in deliciis est, uiuens mortua est. Alterum, quod ab Ecclesia susceptum erat propter paupertatem; sed hae, cum essent iuniores, alienis facultatibus saginatae lasciuiebant. For således siger han: 'En sand enke er alene, håber på Gud, og bliver ved med at bede og anråbe dag og nat'. Mellem dem finder han to slags, som han fordømmer, den ene slags, fordi de lever i overflod, de kan nemlig forsørge sig selv med det, som er efterladt dem af midler; om dem siger ham: 'at de lever i overflod, at de, skønt de lever, er døde'. Den anden slags er dem, som menigheden har taget sig af på grund af deres fattigdom; men de gør sig i kådhed, når de er unge, til gode med andres ejendom.

⁶ Et quae in propria paupertate a nullo fuissent petitae, nunc in alienis laboribus pingues ultro petunt nubere. Sed nec hoc in eis damnat Paulus, quod nubere uolunt, sed, quod fidem primam irritam fecerunt. Sic enim dicit: Habentes damnationem, quia fidem primam irritam fecerunt; alioqui contra seipsum diceret, ubi sequitur: Volo iuniores nubere, filios procreare. (1 Tim 5,12) 'Fides' uero in eo loco uotum non potest significare, neque enim uouerant uiduitatem, neque in tota scriptura fides uotum significat, sed Christi ea est, quam, ut securius nuberent, abnegauerunt et ad Iudaismum uel gentilitatem redierunt, id quod probant circunstantiae et sequelae. Og de, som i deres egen fattigdom ikke er blevet efterspurgt af nogen, vil nu søge at blive tyk ved andres anstrengelser og løbe hid og did for at blive gift. Men Paulus fordømmer ikke det ved dem, at de vil giftes, men det, at de har gjort deres første tro ugyldig. Sådan siger han nemlig: 'De har fordømmelse, fordi de har gjort deres første tro ugyldig', ellers ville han modsige sig selv, når han bagefter siger: 'Jeg vil, at de unge skal giftes og føde børn'. Men 'tro' kan på det sted ikke betyde 'løfte', de har nemlig ikke aflagt løfte om enkestand, og der er ikke i hele skriften noget sted, hvor tro betyder løfte, men det er troen på Kristus, de er tale om, og den har de svigtet, når de gifter sig for at opnå sikkerhed og vender tilbage til jødedommen og hedenskabet, hvilket sammenhængen og det følgende beviser.

⁷ Sequitur enim: Iam enim quaedam retro conuersae sunt post Satanam. (1 Tim 5,15) Et iterum: Simul discunt loqui quae non expedit. Haec certe dicuntur de apostasia fidei et doctrinae, ut satis notum est. Eodem spiritu et in secunda ad Timotheum scribit: Demas me dereliquit diligens hoc seculum. (2 Tim 4,10) Et iterum: Scis, quod auersi sunt a me omnes, qui sunt in Asia. (2 Tim 1,15) Der følger nemlig: 'Allerede nu har nemlig nogen vendt sig om mod Satan'. Og videre: 'Samtidig lærer de at tale det, der ikke er passende' (vers 13). Disse ting siges givetvis om frafald fra troen og læren, som det tilstrækkeligt er oplyst. I den samme ånd skriver han også i det andet brev til Timoteus: 'Demas forlod mig af kærlighed til denne verden'. Og et andet sted: 'Som du ved, har alle i Asien vendt sig fra mig'.

⁸ Si enim non peccassent in fidem, non de eis loqueretur hoc modo, sed mandaret eos curari, quo modo fornicarium apud Corinthios. (1 Kor 5,1) Quare concludimus, fidem primam esse Christianam fidem, a qua multi in primitiua Ecclesia apostatabant, cum adhuc esset nouella. et hanc apostasiam maxime arguunt Apostoli, in quam et autor Epistolae ad Hebraeos inuehitur, dum asserit esse impossibilem renouationem salutis iis, qui semel prolapsi sunt, uidelicet, quod ii, qui labebantur, arbitrabantur etiam alia fide, nempe propria aut Iudaica, sese saluos fore. (Hebr 6,4f) For hvis de ikke havde syndet imod troen, ville han ikke have omtalt dem på denne måde, men befalet, at man skulle tage vare på dem, på samme måde som med horebukken hos korintherne. Derfor må vi konkluderre, at den første tro er den kristne tro, fra hvilken mange i den første kirke faldt, da den endnu var ganske ung. Og dette frafald argumenter apostlene særlig meget imod, og her kan også forfatteren til hebræerbrevet drages ind, når han forsikrer det er umuligt at forny frelsen for dem, som én gang er faldet, fordi nemlig de, som vaklede, troede, at de også kunne blive frelst ved en anden tro, nemlig deres egen eller jødernes.

⁹ Nihil ergo ad uota pertinet locus iste, multo minus ad religionum uota, sed et hoc magnum argumentum est, de fide Christi eum loqui, quod ait: cum aduersus Christum lasciuierint. (1 Tim 5,11). Aduersus Christum lasciuire est non sola libidine carnis insanire, sed contra fidem eius ob lasciuiam conari et negata eius fide alio spectare. Dette sted har da intet med løfter at gøre, endnu mindre med munkeløfterne, men også dette er et stort argument, som han taler om troen på Kristus, når han siger: 'når de bliver kåde imod Kristus'. At blive kåd imod Kristus er ikke blot at komme ud af sig selv af kødets lyst, men også at stræbe imod troen på ham på grund af kådhed og nægte hans tro og se hen til en anden.

¹⁰ Sed finge, Apostolum de uotis et non de uiduis loqui, iam fortissime omnium pro nobis facit. Et nullus scripturae locus tam potenter euidenterque uota et religiones damnat, (297) ut plane optandum sit, eum uel loqui uel intelligi de uotis. Si enim de uotis sentit, manifestum est, corrigi et damnari uota in futurum, utcunque illae in praeteritis peccauerint. Dicit enim: uiduas iuniores deuita. (1 Tim 5,11) Et iterum: Volo iuniores nubere. Quare post hanc Apostoli definitionem prorsus nulli licuit uouere, nisi annos nato sexaginta. Men lad os sige, at apostelen taler om løfter og ikke om enker, så taler alting stærkt til fordel for os. Og intet skriftsted fordømmer løfterne og munkene så stærkt og klart som det, så man næsten kunne ønske sig, at det var talt om eller kunne forstås om løfterne. Hvis det nemlig handler om løfterne, er det soleklart, at løfterne fremover skal rettes og fordømmes, så sandt som de har syndet med dem i fortiden. Han siger nemlig: 'de unge enker skal du afvise'. Og igen: 'Jeg vil, at de unge skal giftes'. Derfor er det efter denne apostelens definition slet ikke tilladt nogen at aflægge løfte, hvis de ikke er tres år gammel.

¹¹ Elige ergo, utrum uolueris: aut Apostolus loquitur de uotis, uel non loquitur de uotis; Si non loquitur de uotis, nihil urget hic locus; si loquitur de uotis, correcta et damnata est ab ipsomet uita deuotaria ante sexagesimum annum, et patrona erit nostrae sententiae autoritas ista fidelissima, ut securissima sit conscientia, si uota sua cassauerit. Vælg altså, hvad du vil: enten at apostelen taler om løfter, eller at han ikke taler om løfter. Hvis han ikke taler om løfter, så viser dette sted intet; hvis han taler om løfter, så skal alle de, der har aflagt løfter før de blev tres år, tilrettevises og fordømmes, og denne troværdige autoritet skal være vore sætningers forsvarer, så at samvittigheden kan være ganske sikker i sin sag, hvis den forkaster sine løfter.

¹² Summa. Cum abunde satis dictum sit, hoc uitae genus pugnare cum Euangelio, dum facit peccatum in cibis, uestibus, potibus, locis, personis, operibus, gestibus, in quibus Christus nullum peccatum facit, sed libera esse iussit, nec subsistere possit, nisi peccatum eiusmodi faceret et conscientias illaquearet, ut est omnium euidentissimum, -- statim enim uanesceret, si libera haec esse putarent et conscientias non tenerent, -- Simul euidentissimum est, eiusmodi uota esse nulla, illicita, impia, et Euangelio pugnantia. Til sidst. Som det allerede er sagt til overflod, den slags liv kæmper mod evangeliet, når det skaber synder i måltider, klæder, drikke, steder, personer, gerninger, gestus, i hvilke Kristus ingen synder skabte, men befalede, at det skulle være frit. Og den slags liv kan helller ikke opretholdes, hvis ikke den skaber den slags synder og lægger snarer for samvittigheden, hvilket er den klareste ting af alle, -- det forsvinder nemlig straks, hvis de mener, dette er frit, og ikke angår samvittigheden, -- og samtidig er det soleklart, at den slags løfte ikke er noget, ikke er tilladte, er ufromme, og kæmper imod evangeliet.

¹³ Quare non est disputandum, pia uel impia opinione uoueris, cum certum sit, impias res a te uoueri. Proinde fidendum est Euangelio, et uota ista, quocunque casu, quocunque animo, quocunque tempore emissa, cum tota fiducia deserenda sunt, et ad libertatem fidei Christianae redeundum. Haec mea est firma et indubitata sententia, de qua benedico et gratias ago benignissimo liberatori domino nostro Ihesu Christo, qui est benedietus in secula, Amen. Derfor diskuterer vi ikke, om du aflægger løfte i en from eller en ufrom mening, når det står fast, at du aflægger løfte på en ufrom sag. Man skal jo tro evangeliet, og disse løfter, under hvilke omstændigheder, med hvilket sind, til hvilken tid de end er aflagt, skal med fuld tillid forlades, og man skal vende tilbage til kristentroens frihed. Dette er min faste og ubetvivlelige mening, som jeg velsigner og takker den velsignelsesfyldte befrier, vor Herre Jesus Kristus for, han, som er velsignet i evighed. Amen.

¹⁴ Haec pro tempore de monastica uolui dicere, plura dicturus, siquis ea impetierit, quanquam sic arbitror omnia scripturis et rationibus euidentibus munita, ut non solum possint aduersariorum os oppilare (quod parum spectaui), sed etiam conscientias fideliter erga deum erigere et securas facere, id quod maxime spectaui. Dette er, hvad jeg for tiden vil sige om munkeløfterne, mere kan siges, hvis nogen trænger ind på mig om det, skønt jeg mener at have fremført alle skriftsteder og alle klare grunde, så de ikke blot kan lukke munden på modstanderne (hvad jeg nu ikke har bestræbt mig på), men også oprejser samvittighederne til tro på Gud og gøre dem faste, hvad jeg i høj grad har bestræbt mig på.

¹⁵ Illaqueatis enim diuturnus legibus, consuetudinibus, propriis pauoribus et scrupulis, deinde sanctitatis autoritate, multitudine et magnitudine hominum, maxime uero diuinis scripturis, erroneo sensu altissime imbibitis, certe difficillimum est mederi et libertatem tam letam tam desperatis et iam dudum in inferno deploratis persuadere. Nam ut haec pugnent et triumphent aduersus Papam et suas synagogas, (298) infinitum illud Academiarum, monasteriorum, collegiorum uulgus, non magnopere gaudeo. Dagligt lægges der nemlig snarer for den ved love, sædvaner, ved egen frygt og egne skrupler, ved hellighedens autoritet, ved mængden og størrelsen af mennesker, men især ved de guddommelige skrifter, som man fra gammel tid har inddrukket med en fejlagtig mening, så det er meget vanskeligt at helbrede og overbevise dem, der er desperate og allerede længe har fortvivlet i helvede om denne glade frihed. Men at disse ting nu kæmper og triumferer imod paven og hans synagoge, mod den uendelige række af akademikere, mod klostrene og mod folkets forsamlinger, det glæder jeg mig ikke så lidt over.

¹⁶ Quid enim ad nos, quid sapiat perditum hoc Papae et peiorum Turcarum regnum, quod iam dudum contempsi? Nobis hoc curae est, ut conscientias roboremus aduersus Satanam in hora mortis, et securas reddamus ante filium hominis. Insaniant homines ut ut uolunt, in morte saltem nos relinquent, siue uicti, siue uictores. At coram Satana et iudicio dei quis subsistet, nisi certissimis et euidentissimis uerbis dei munitus steterit supra
petram et custodiam suam, auditurus, quid contradicatur ei, qui possit dicere deo, sine hesitatione et trepidatione cordis:
Men hvad os angår, hvorfor skal det skønnes, at pavens og de endnu værre tyrkeres rige er fortabt, når vi allerede længe har foragtet det? Vores bekymring er, om vi kan bearbejde samvittighederne imod Satan i dødens time, og tilbagegive dem frelste til menneskesønnen. Lad menneskene rase, som de vil, først i døden vil de forlade os, enten besejrede eller som sejrherrer. Men hvem kan bestå overfor Satan og Guds dom, hvis ikke han står fast på klippen og på hans værge, forsynet med Guds sikre og klare ord, når han så får at høre, hvad der siges imod ham, hvem kan da sige til Gud, uden tøven og bæven i hjertet:

¹⁷ Haec tu dixisti, qui mentiri non potes. Vnde et ego per Christum oro omnes, qui meo uoluerint hoc consilio uti, et deserta monastice libertati sese reddere, ut ante omnia suam conscientiam probent, ne forte hoc tentent nouitate rei allecti, aut solo hominum contemptu uel odio. Nam ii in morte, suscitata et uexata per Satanam conscientia de apostasia, de soluto uoto etc. non subsistent, sed ad sacrilegeam poenitentiam spectabunt, fientque nouissima peiora prioribus. Det har du sagt, der ikke kan lyve. Derfor beder også jeg ved Kristus alle, som vil bruge mit råd, at de tager den forladte klosterlige frihed tilbage til sig, så at de fremfor alt prøver deres samvittighed, at de ikke straks skal fristes ved den valgte sags nyhed eller bevæges kun ved foragt eller had til mennesker. For disse ting holder ikke stand i døden, når samvittigheden er opildnet og mishandlet af Satan med tanker om frafald, om at bryde et løfte osv, de ser kun på bod for helligbrøde, og det går sådan, at det sidste bliver værre end det første.

¹⁸ Opus est enim hic solis uerbis dei puris fortiter inniti, et ne iudicio quidem dei cedere, cum sciamus, ueracem eum esse, sese negare non posse. Verba autem, quae huc ualeant, ea sunt, quae supra posuimus, in quibus solus Christus nobis lux et dux praeficitur, et, quicquid est ab hominibus inuentum, damnatur. Ipse igitur dulcis dux et lux nostra Ihesus Christus illustret et roboret cor nostrum, in uirtute sua propria et uerbo salutari in uitam aeternam. Cui est gloria et imperium in secula seculorum. AMEN. Det er nemlig kun nødvendigt, at man stræber stærkt efter disse Guds rene ord, og ikke viger fra den dom, der er Guds, eftersom vi véd, at han er sanddru, og ikke kan fornægte sig selv. Men de ord, der har gyldighed her, er dem, vi har fremsat ovenfor, over hvilke alene Kristus har haft befalingen som vort lys og vor fører, og har fordømt det, der er opfundet af mennesker. Han derfor, der er vort blide fører og vort lys, Jesus Kristus, han oplyse og styrke vort hjerte til at frelses til evigt liv ved hans egen kraft og ord. Ham er æren i magten i evighedernes evighed.
Amen.

¹⁹ PETRVS.
QVASI LIBERI ET NON QUASI VELAMEN HABENTES MALICIAE LIBERTATEM, SED SICVT SERVI DEI.
PAULUS.
IN LIBERTATEM VOCATI ESTIS, TANTVM NE LIBERTATEM DETIS IN OCCASIONEM CARNI.
Peter:
I er jo frie, men ikke som dem, der bruger friheden som et dække for ondskab, men som Guds trælle. (1 Pet 2,16)

Paulus: I blev kaldet til frihed, blot må I bruge friheden som e påskud for kødet. (Gal 5,13)

²⁰

Noter:

Note 1: Augustin: De bono uiduitatis, cap 9.

¹DE VIDVIS APVD PAVLVM I. TIMOTH. V (1 Tim 5,11f).	Om enkerne hos Paulus i 1 Tim 5,11f.
² RELIQVVS est locus unus, quem pro uotis fortasse facere aliquis putabit. Is est Pauli i. Timoth. v. de apostatis uiduis dicentis hoc modo Cum lasciuierint aduersus Christum, nubere uolunt, habentes damnationem, quia fidem primam irritam fecerunt. Ex hoc loco non obscurum est uenisse celebre illud Augustini uerbum, quo definit, Sanctimonialibus non solum nubere, sed et uelle nubere damnabile esse. (Note 1) Sed Paulum prius uideamus, qui si non hoc cogit, nec Augustinus quippiam coget.	Tilbage er der ét sted, som nogen måske kan mene taler til fordel for løfterne. Det er Paulus i 1 Tim 5,11f om de frafaldne enker, hvor han siger således: 'Når de er kåde imod Kristus, vil de giftes og får fordømmelse, fordi de har gjort den første tro ugyldig'. Fra dette sted er det ikke svært at komme til det berømte sted hos Augustin, hvor han fastslår, at det for dem, der vil være hellige, ikke blot er fordømmeligt at giftes, men også at ville giftes. Men lad os først se på Paulus, for hvis han ikke tvinger til noget sådant, så gør Augustin det heller ikke.
³ Primum hoc certum est, Paulum prorsus nihil loqui de uouendi instituto, neque enim Ecclesia primitiua hoc uoti genus unquam nouit, sed de uiduis loquitur, quae alebantur Ecclesiae facultatibus, et curabantur ministerio Diaconorum, quale exemplum in Actis quarto legimus. (Apg 6,1; 4,34?) Nihil ibi de uiris religiosis, nihil de uirginibus, sed de pauperibus uiduis agit, quarum cura in lege Mosi instantissime commendatur.	For det første er det sikkert og vist, at Paulus slet ikke taler noget om løfteaflæggelsesinstitutionen, ejheller har den ældste kirke nogensinde kendt den slags løfter, men han taler om enker, som forsynes fra kirkens forråd, og som der sørges for af diakonembedet, hvad vi læser et eksempel på i Apg det fjerde. Intet her handler om munke, intet om jomfruer, men det drejer sig om fattige enker, og omsorgen for dem anbefales i moseloven indtrængende.
⁴ Nam in eodem capite Paulus definit uiduas, quae possint ali a suis, non debere ali facultate Ecclesiae. Dicit enim: Si quis fidelis habet uiduas, subministret illis, et non grauetur Ecclesia, ut iis, quae uere uiduae sunt, sufficiat. (1 Tim 5,16) Rursus uiduas, quae parentes aut filios habeant, aeque secernit, dicens: Siqua uidua filios aut nepotes habet, discat primum domum suam regere et mutuam uicem parentibus reddere, hoc enim acceptum est coram deo. (1 Tim 5,4) Veram autem uiduam facit eam, quae nec parentes nec filios, nec ullos habeat a quibus curetur.	For i det samme kapitel har Paulus bestemt, at de enker, der kan ernæres af deres egne, ikke bør ernæres af menighedens forråd. Han siger nemlig: 'Hvis en troende kvinde har enker hos sig, skal hun tage sig af dem og ikke ligge kirken til byrde, så den kan tage sig af de enker, der virkelig er enker'. Og de enker, der har forældre eller sønner, skiller han på lignende måde ud, idet han siger: 'Hvis en enke har sønner eller sønnesønner, skal hun lære at tage sig af sit første hjem og de skal gøre gengæld mod forældrene, dette er nemlig passende overfor Gud'. Den sande enke er efter hans mening kun den, der hverken har forældre eller sønner eller nogen, der kan tage sig af hende.
⁵ Sic enim dicit: Quae autem uere uidua et solitaria est, sperauit in deum, instat orationibus et obsecrationibus die (296) et nocte. (1 Tim 5,5). Inter has igitur inuenit duo genera, quae damnet, unum, quod in deliciis uiuit, scilicet earum, quae relictis sibi opibus diuites sunt, unde seipsas curent; de iis dicit: quae in deliciis est, uiuens mortua est. Alterum, quod ab Ecclesia susceptum erat propter paupertatem; sed hae, cum essent iuniores, alienis facultatibus saginatae lasciuiebant.	For således siger han: 'En sand enke er alene, håber på Gud, og bliver ved med at bede og anråbe dag og nat'. Mellem dem finder han to slags, som han fordømmer, den ene slags, fordi de lever i overflod, de kan nemlig forsørge sig selv med det, som er efterladt dem af midler; om dem siger ham: 'at de lever i overflod, at de, skønt de lever, er døde'. Den anden slags er dem, som menigheden har taget sig af på grund af deres fattigdom; men de gør sig i kådhed, når de er unge, til gode med andres ejendom.
⁶ Et quae in propria paupertate a nullo fuissent petitae, nunc in alienis laboribus pingues ultro petunt nubere. Sed nec hoc in eis damnat Paulus, quod nubere uolunt, sed, quod fidem primam irritam fecerunt. Sic enim dicit: Habentes damnationem, quia fidem primam irritam fecerunt; alioqui contra seipsum diceret, ubi sequitur: Volo iuniores nubere, filios procreare. (1 Tim 5,12) 'Fides' uero in eo loco uotum non potest significare, neque enim uouerant uiduitatem, neque in tota scriptura fides uotum significat, sed Christi ea est, quam, ut securius nuberent, abnegauerunt et ad Iudaismum uel gentilitatem redierunt, id quod probant circunstantiae et sequelae.	Og de, som i deres egen fattigdom ikke er blevet efterspurgt af nogen, vil nu søge at blive tyk ved andres anstrengelser og løbe hid og did for at blive gift. Men Paulus fordømmer ikke det ved dem, at de vil giftes, men det, at de har gjort deres første tro ugyldig. Sådan siger han nemlig: 'De har fordømmelse, fordi de har gjort deres første tro ugyldig', ellers ville han modsige sig selv, når han bagefter siger: 'Jeg vil, at de unge skal giftes og føde børn'. Men 'tro' kan på det sted ikke betyde 'løfte', de har nemlig ikke aflagt løfte om enkestand, og der er ikke i hele skriften noget sted, hvor tro betyder løfte, men det er troen på Kristus, de er tale om, og den har de svigtet, når de gifter sig for at opnå sikkerhed og vender tilbage til jødedommen og hedenskabet, hvilket sammenhængen og det følgende beviser.
⁷ Sequitur enim: Iam enim quaedam retro conuersae sunt post Satanam. (1 Tim 5,15) Et iterum: Simul discunt loqui quae non expedit. Haec certe dicuntur de apostasia fidei et doctrinae, ut satis notum est. Eodem spiritu et in secunda ad Timotheum scribit: Demas me dereliquit diligens hoc seculum. (2 Tim 4,10) Et iterum: Scis, quod auersi sunt a me omnes, qui sunt in Asia. (2 Tim 1,15)	Der følger nemlig: 'Allerede nu har nemlig nogen vendt sig om mod Satan'. Og videre: 'Samtidig lærer de at tale det, der ikke er passende' (vers 13). Disse ting siges givetvis om frafald fra troen og læren, som det tilstrækkeligt er oplyst. I den samme ånd skriver han også i det andet brev til Timoteus: 'Demas forlod mig af kærlighed til denne verden'. Og et andet sted: 'Som du ved, har alle i Asien vendt sig fra mig'.
⁸ Si enim non peccassent in fidem, non de eis loqueretur hoc modo, sed mandaret eos curari, quo modo fornicarium apud Corinthios. (1 Kor 5,1) Quare concludimus, fidem primam esse Christianam fidem, a qua multi in primitiua Ecclesia apostatabant, cum adhuc esset nouella. et hanc apostasiam maxime arguunt Apostoli, in quam et autor Epistolae ad Hebraeos inuehitur, dum asserit esse impossibilem renouationem salutis iis, qui semel prolapsi sunt, uidelicet, quod ii, qui labebantur, arbitrabantur etiam alia fide, nempe propria aut Iudaica, sese saluos fore. (Hebr 6,4f)	For hvis de ikke havde syndet imod troen, ville han ikke have omtalt dem på denne måde, men befalet, at man skulle tage vare på dem, på samme måde som med horebukken hos korintherne. Derfor må vi konkluderre, at den første tro er den kristne tro, fra hvilken mange i den første kirke faldt, da den endnu var ganske ung. Og dette frafald argumenter apostlene særlig meget imod, og her kan også forfatteren til hebræerbrevet drages ind, når han forsikrer det er umuligt at forny frelsen for dem, som én gang er faldet, fordi nemlig de, som vaklede, troede, at de også kunne blive frelst ved en anden tro, nemlig deres egen eller jødernes.
⁹ Nihil ergo ad uota pertinet locus iste, multo minus ad religionum uota, sed et hoc magnum argumentum est, de fide Christi eum loqui, quod ait: cum aduersus Christum lasciuierint. (1 Tim 5,11). Aduersus Christum lasciuire est non sola libidine carnis insanire, sed contra fidem eius ob lasciuiam conari et negata eius fide alio spectare.	Dette sted har da intet med løfter at gøre, endnu mindre med munkeløfterne, men også dette er et stort argument, som han taler om troen på Kristus, når han siger: 'når de bliver kåde imod Kristus'. At blive kåd imod Kristus er ikke blot at komme ud af sig selv af kødets lyst, men også at stræbe imod troen på ham på grund af kådhed og nægte hans tro og se hen til en anden.
¹⁰ Sed finge, Apostolum de uotis et non de uiduis loqui, iam fortissime omnium pro nobis facit. Et nullus scripturae locus tam potenter euidenterque uota et religiones damnat, (297) ut plane optandum sit, eum uel loqui uel intelligi de uotis. Si enim de uotis sentit, manifestum est, corrigi et damnari uota in futurum, utcunque illae in praeteritis peccauerint. Dicit enim: uiduas iuniores deuita. (1 Tim 5,11) Et iterum: Volo iuniores nubere. Quare post hanc Apostoli definitionem prorsus nulli licuit uouere, nisi annos nato sexaginta.	Men lad os sige, at apostelen taler om løfter og ikke om enker, så taler alting stærkt til fordel for os. Og intet skriftsted fordømmer løfterne og munkene så stærkt og klart som det, så man næsten kunne ønske sig, at det var talt om eller kunne forstås om løfterne. Hvis det nemlig handler om løfterne, er det soleklart, at løfterne fremover skal rettes og fordømmes, så sandt som de har syndet med dem i fortiden. Han siger nemlig: 'de unge enker skal du afvise'. Og igen: 'Jeg vil, at de unge skal giftes'. Derfor er det efter denne apostelens definition slet ikke tilladt nogen at aflægge løfte, hvis de ikke er tres år gammel.
¹¹ Elige ergo, utrum uolueris: aut Apostolus loquitur de uotis, uel non loquitur de uotis; Si non loquitur de uotis, nihil urget hic locus; si loquitur de uotis, correcta et damnata est ab ipsomet uita deuotaria ante sexagesimum annum, et patrona erit nostrae sententiae autoritas ista fidelissima, ut securissima sit conscientia, si uota sua cassauerit.	Vælg altså, hvad du vil: enten at apostelen taler om løfter, eller at han ikke taler om løfter. Hvis han ikke taler om løfter, så viser dette sted intet; hvis han taler om løfter, så skal alle de, der har aflagt løfter før de blev tres år, tilrettevises og fordømmes, og denne troværdige autoritet skal være vore sætningers forsvarer, så at samvittigheden kan være ganske sikker i sin sag, hvis den forkaster sine løfter.
¹² Summa. Cum abunde satis dictum sit, hoc uitae genus pugnare cum Euangelio, dum facit peccatum in cibis, uestibus, potibus, locis, personis, operibus, gestibus, in quibus Christus nullum peccatum facit, sed libera esse iussit, nec subsistere possit, nisi peccatum eiusmodi faceret et conscientias illaquearet, ut est omnium euidentissimum, -- statim enim uanesceret, si libera haec esse putarent et conscientias non tenerent, -- Simul euidentissimum est, eiusmodi uota esse nulla, illicita, impia, et Euangelio pugnantia.	Til sidst. Som det allerede er sagt til overflod, den slags liv kæmper mod evangeliet, når det skaber synder i måltider, klæder, drikke, steder, personer, gerninger, gestus, i hvilke Kristus ingen synder skabte, men befalede, at det skulle være frit. Og den slags liv kan helller ikke opretholdes, hvis ikke den skaber den slags synder og lægger snarer for samvittigheden, hvilket er den klareste ting af alle, -- det forsvinder nemlig straks, hvis de mener, dette er frit, og ikke angår samvittigheden, -- og samtidig er det soleklart, at den slags løfte ikke er noget, ikke er tilladte, er ufromme, og kæmper imod evangeliet.
¹³ Quare non est disputandum, pia uel impia opinione uoueris, cum certum sit, impias res a te uoueri. Proinde fidendum est Euangelio, et uota ista, quocunque casu, quocunque animo, quocunque tempore emissa, cum tota fiducia deserenda sunt, et ad libertatem fidei Christianae redeundum. Haec mea est firma et indubitata sententia, de qua benedico et gratias ago benignissimo liberatori domino nostro Ihesu Christo, qui est benedietus in secula, Amen.	Derfor diskuterer vi ikke, om du aflægger løfte i en from eller en ufrom mening, når det står fast, at du aflægger løfte på en ufrom sag. Man skal jo tro evangeliet, og disse løfter, under hvilke omstændigheder, med hvilket sind, til hvilken tid de end er aflagt, skal med fuld tillid forlades, og man skal vende tilbage til kristentroens frihed. Dette er min faste og ubetvivlelige mening, som jeg velsigner og takker den velsignelsesfyldte befrier, vor Herre Jesus Kristus for, han, som er velsignet i evighed. Amen.
¹⁴ Haec pro tempore de monastica uolui dicere, plura dicturus, siquis ea impetierit, quanquam sic arbitror omnia scripturis et rationibus euidentibus munita, ut non solum possint aduersariorum os oppilare (quod parum spectaui), sed etiam conscientias fideliter erga deum erigere et securas facere, id quod maxime spectaui.	Dette er, hvad jeg for tiden vil sige om munkeløfterne, mere kan siges, hvis nogen trænger ind på mig om det, skønt jeg mener at have fremført alle skriftsteder og alle klare grunde, så de ikke blot kan lukke munden på modstanderne (hvad jeg nu ikke har bestræbt mig på), men også oprejser samvittighederne til tro på Gud og gøre dem faste, hvad jeg i høj grad har bestræbt mig på.
¹⁵ Illaqueatis enim diuturnus legibus, consuetudinibus, propriis pauoribus et scrupulis, deinde sanctitatis autoritate, multitudine et magnitudine hominum, maxime uero diuinis scripturis, erroneo sensu altissime imbibitis, certe difficillimum est mederi et libertatem tam letam tam desperatis et iam dudum in inferno deploratis persuadere. Nam ut haec pugnent et triumphent aduersus Papam et suas synagogas, (298) infinitum illud Academiarum, monasteriorum, collegiorum uulgus, non magnopere gaudeo.	Dagligt lægges der nemlig snarer for den ved love, sædvaner, ved egen frygt og egne skrupler, ved hellighedens autoritet, ved mængden og størrelsen af mennesker, men især ved de guddommelige skrifter, som man fra gammel tid har inddrukket med en fejlagtig mening, så det er meget vanskeligt at helbrede og overbevise dem, der er desperate og allerede længe har fortvivlet i helvede om denne glade frihed. Men at disse ting nu kæmper og triumferer imod paven og hans synagoge, mod den uendelige række af akademikere, mod klostrene og mod folkets forsamlinger, det glæder jeg mig ikke så lidt over.
¹⁶ Quid enim ad nos, quid sapiat perditum hoc Papae et peiorum Turcarum regnum, quod iam dudum contempsi? Nobis hoc curae est, ut conscientias roboremus aduersus Satanam in hora mortis, et securas reddamus ante filium hominis. Insaniant homines ut ut uolunt, in morte saltem nos relinquent, siue uicti, siue uictores. At coram Satana et iudicio dei quis subsistet, nisi certissimis et euidentissimis uerbis dei munitus steterit supra petram et custodiam suam, auditurus, quid contradicatur ei, qui possit dicere deo, sine hesitatione et trepidatione cordis:	Men hvad os angår, hvorfor skal det skønnes, at pavens og de endnu værre tyrkeres rige er fortabt, når vi allerede længe har foragtet det? Vores bekymring er, om vi kan bearbejde samvittighederne imod Satan i dødens time, og tilbagegive dem frelste til menneskesønnen. Lad menneskene rase, som de vil, først i døden vil de forlade os, enten besejrede eller som sejrherrer. Men hvem kan bestå overfor Satan og Guds dom, hvis ikke han står fast på klippen og på hans værge, forsynet med Guds sikre og klare ord, når han så får at høre, hvad der siges imod ham, hvem kan da sige til Gud, uden tøven og bæven i hjertet:
¹⁷ Haec tu dixisti, qui mentiri non potes. Vnde et ego per Christum oro omnes, qui meo uoluerint hoc consilio uti, et deserta monastice libertati sese reddere, ut ante omnia suam conscientiam probent, ne forte hoc tentent nouitate rei allecti, aut solo hominum contemptu uel odio. Nam ii in morte, suscitata et uexata per Satanam conscientia de apostasia, de soluto uoto etc. non subsistent, sed ad sacrilegeam poenitentiam spectabunt, fientque nouissima peiora prioribus.	Det har du sagt, der ikke kan lyve. Derfor beder også jeg ved Kristus alle, som vil bruge mit råd, at de tager den forladte klosterlige frihed tilbage til sig, så at de fremfor alt prøver deres samvittighed, at de ikke straks skal fristes ved den valgte sags nyhed eller bevæges kun ved foragt eller had til mennesker. For disse ting holder ikke stand i døden, når samvittigheden er opildnet og mishandlet af Satan med tanker om frafald, om at bryde et løfte osv, de ser kun på bod for helligbrøde, og det går sådan, at det sidste bliver værre end det første.
¹⁸ Opus est enim hic solis uerbis dei puris fortiter inniti, et ne iudicio quidem dei cedere, cum sciamus, ueracem eum esse, sese negare non posse. Verba autem, quae huc ualeant, ea sunt, quae supra posuimus, in quibus solus Christus nobis lux et dux praeficitur, et, quicquid est ab hominibus inuentum, damnatur. Ipse igitur dulcis dux et lux nostra Ihesus Christus illustret et roboret cor nostrum, in uirtute sua propria et uerbo salutari in uitam aeternam. Cui est gloria et imperium in secula seculorum. AMEN.	Det er nemlig kun nødvendigt, at man stræber stærkt efter disse Guds rene ord, og ikke viger fra den dom, der er Guds, eftersom vi véd, at han er sanddru, og ikke kan fornægte sig selv. Men de ord, der har gyldighed her, er dem, vi har fremsat ovenfor, over hvilke alene Kristus har haft befalingen som vort lys og vor fører, og har fordømt det, der er opfundet af mennesker. Han derfor, der er vort blide fører og vort lys, Jesus Kristus, han oplyse og styrke vort hjerte til at frelses til evigt liv ved hans egen kraft og ord. Ham er æren i magten i evighedernes evighed. Amen.
¹⁹ PETRVS. QVASI LIBERI ET NON QUASI VELAMEN HABENTES MALICIAE LIBERTATEM, SED SICVT SERVI DEI. PAULUS. IN LIBERTATEM VOCATI ESTIS, TANTVM NE LIBERTATEM DETIS IN OCCASIONEM CARNI.	Peter: I er jo frie, men ikke som dem, der bruger friheden som et dække for ondskab, men som Guds trælle. (1 Pet 2,16) Paulus: I blev kaldet til frihed, blot må I bruge friheden som e påskud for kødet. (Gal 5,13)
²⁰