| 1Haec dicta sint de obedientia secundum ueritatem, sed nunc dicamus de eadem secundum mendacia monastica, ut uideamus, quam nullum mendacium sit solum et simplex. Aiunt, obedientiae uotum esse substantiale, et iam diuinum praeceptum. | Lad nu det være nok om lydigheden, som den ser ud, når den er sand. Nu vil vi tale om lydigheden, som den ser ud ifølge de munkelige løgne, så at vi kan se, hvordan ingen løgn er enkel og ligetil. De siger, at løftet om lydighed er substantielt, og derfor et guddommeligt bud. |
| 2Hic repeto ea, quae super uoto paupertatis intuli. Quid dicent de Episcopis e monasteriis assumptis? ubi manet eorum substantiale uotum? Dicent et hic, eos migrare in perfectionis statum et cedere obedientiae. | Jeg gentager her det, jeg fremførte om løftet om fattigdom. Hvad siger de om de biskopper, der bliver taget til biskop fra klostrene? Hvad bliver der af talen om det substantielle ved løftet? Jo, de siger også her, at de går ind i fuldkommenhedens stade og forlader lydighedens. |
| 3Reduco et ego, quae supra opposui, scilicet Episcopum non licere monachum fieri, nec ad statum perfectionis eiusmodi migrare, atque etiam hic status perfectionis sibi pugnare, inuicem sibi perfectionem et imperfectionem tribuere et adimere. ita suauissimi homines status perfectionis non ex fide et charitate, non denique ab ipsa externa hypocrisi operum suorum, sed ab arbitrio migrandi metiuntur. | Lad så også mig her trække det tilbage, som jeg før mente var forkert, nemlig at en munk ikke skulle kunne blive biskop, eller på den måde gå hen til fuldkommenhedens stade, så går det dog sådan, at også her kæmper dette fuldkommenhedens stade mod sig selv, skiftevis tillægger det sig fuldkommenhedens og ufuldkommenhedens stade og tager det bort. Således fortjener disse udmærkede mennesker fuldkommenhedens stade, ikke af tro og kærlighed, heller ikke gennem deres ydre hykleriske gerninger, men gennem den tilfældige vandren fra det ene til det andet. |
| 4Si enim Episcopus fiat monachus, ad statum perfectionis ascendit. Quia sic placitum est uocare statum perfectionis. Rursus monachus fit Episcopus et ad statum perfectionis ascendit. (V6,24). | Hvis nemlig en biskop blive munk, så stiger han op til fuldkommenhedens stade. Fordi det har de villet skulle kaldes fuldkommenhedens stade. Men hvis han atter fra munk bliver biskop, så stiger han også op til fuldkommenhedens stade. |
| 5Quocunque migraris, si illorum calculum habueris, ad statum perfectionis migrasti. (W648) Iam et secularis (ut uocant) perfectior est sine uotis, quam monasticus, cum possit Episcopus fieri sine uotis, quo uenire non potest monachus, nisi ultra sua uota ascendat ad statum perfectionis, igitur uel pares sunt uel inferiores secularibus monastici suo statu. | Hvilken vej du end går, hvis du holder dig til deres regnebog, så kommer du til fuldkommenhedens stade. Jamen, så er da vel den læge (som de kalder ham), der ikke har aflagt løfte, mere fuldkommen end munken, eftersom han kan blive biskop uden løfter, men det kan munken ikke, medmindre han stiger op ud over sine løfter til fuldkommenhedens stade, og da står de enten lige eller står under den ikke-biskoppelige munk på hans stade. |
| 6Stulta et puerilia sunt haec, et tamen cogit ipsa rerum demonstratio, hanc eorum sententiam intelligi. Illud serium est: Si uotum est praeceptum, nulli monacho licet fieri Episcopum, cuiuscunque obedientiae praetextu, cum praeceptum dei nulla autoritate liceat relinquere, nec ullius quantumlibet magni boni intuitu mutare. Vult enim, ut obediatur uoci eius. | Alt dette er dumt og barnligt, og dog tvinger denne demonstration til at indrømme, at sådan skal deres sætninger forstås. Dette er altså alvorligt: Hvis løftet er et bud, så kan ingen munk blive biskop, ligegyldigt efter hvilken slags lydighed, eftersom man ikke ved nogensomhelst autoritet kan ophæve Guds bud, og heller ikke kan det forandres, ligegyldigt hvilket gode det betragtes som. Gud vil nemlig, at man skal adlyde hans røst. |
| 7Insuper hoc in obedientiae uoto singulare est, quod egrediens ab obedientia monastica intrat ad obedientiam illam communem omnibus. Nam, ut Episcopus Papae, ita quilibet Christianus obedire tenetur, ut ipsi docent, cum tamen ideo uouerit monasticam, ut maiorem et perfectiorem, hac communi, obedientiam impleret. | Oven i købet er der det enestående ved at adlyde løftet, at når du går fra den munkelige lydighed, så går du ind i den lydighedsforpligtelse, der er fælles for alle. For, ligesom biskoppen og paven, således skal enhver kristen fortsætte med at adlyde, som de selv lærer det, når en aflægger et munkeløfte, at det opfyldes med en bedre og mere fuldkommen lydighed end det almindelige løfte. |
| 8Quom ergo cedit obedientiae uiliori et relinquit perfectiorem, aequalis fit cuilibet uulgariter obedienti, qui prius uouerat perfectam ultra uulgarem. Nonne uoti transgressor est? nonne ad seculum rediit et iugum obedientiae excussit? | Altså, han ophører med den billige lydighed og forlader den fuldkomne, det bliver ham ligemeget, hvem han adlyder på almindelig måde, han, der først har aflagt løfte om den fuldkomne lydighed, der går udover den almindelige. Mon ikke han overtræder sit løfte? Mon ikke han kan vende tilbage i evigheder og undskylde sit lydighedsåg? |
| 9Quid hic dicent? certe aut temporale rudimentum esse sinent uotum obedientiae, aut omnes damnabunt uoti reos, qui e monasteriis fiunt Episcopi, at tales aliquot sanctos habent, ut Bonauenturam etc.(276) | Hvad vil de sige hertil? givetvis vil de enten ophøre med at hævde, at løftets lydighed er et rudiment af den timelige, eller også vil de fordømme alle dem til at være skyldige overfor løftet, som fra klosteret blive biskopper, men dog holde nogle sådanne for hellige, som Bonaventura, etc. |
| 10Quantum uero est mendacium et sacrilegium dicere, hoc esse migrare in statum perfectionis, si uotum substantiale et praeceptum dei soluatur et relinquatur, quasi mandatum dei perfectioni repugnet, aut extra mandatum dei ullum initium salutis, nedum perfectio esse possit. | Men i hvor høj grad er det dog ikke løgn og bespottelse at sige, at dette er at gå over i fuldkommenhedens stade, hvis løftets substans og Guds bud ophæves og forlades, som om Guds bud kæmper imod fuldkommenheden, eller der udenfor Guds bud var nogen begyndelse til frelse, ligesom der heller ikke kan være nogen fuldkommenhed. |
| 11Si ergo monachus perfectus esse uolet, in suo uoto manebit, et praeceptum diuinum seruabit, quanquam (ut dixi) omnia sunt ficta. | Men hvis munken vil være fuldkommen, skal han blive i sit løfte, og adlyde det guddommelige bud, skønt, som jeg sagde, det altsammen er noget, vi tænker os. |
| 12Episcoporum enim status est, uerbum dei praedicare, qui status non est, in quem ascendunt religiosi, cum nemo melius possit uerbum dei dicere quam monachi, sicut fecit S. Bernhardus et similes. | Biskoppernes stade er nemlig at prædike Guds ord, hvilket ikke er et stade, som munkene kan stige op til, eftersom ingen kan prædike Guds ord bedre end munkene, sådan som S. Bernhard og andre gjorde. |
| 13Proinde migratis monachus ad episcopatum, quales nunc sunt Episcopatus a plusquam quadringentis annis, migrat potius a uero statu Episcoporum ad statum idolorum et laruarum Episcopalium. | Dernæst, når munken er blevet biskop, sådan som bispestillingen nu har været i mere end fyrre år, så går han snarere over fra det sande biskoppelige stade til episkopaliernes afgudsdyrkeriske og maskeagtige stade. |
| 14Et, ut mendacia et figmenta finiam: Inter omnia uota monastica nullum est minus substantiale, quam obedientiae uotum, nullumque irrefragabilius conuincit, esse monasticum institutum merum rudimentum iuuentutis Christianae, ad priscum patrum morem temporaliter obseruandum, pro discenda fide et disciplina Euangelica. | Og, at jeg skal slutte med denne løgn og laden-som-om: Mellem alle munkeløfterne er der intet, der har mindre substans, end løftet om lydighed, og intet overbeviser mere uafviseligt om, at munkevæsenet kun er en institution, der stammer fra kristendommens tidligere tider, beregnet til at få de gamle fædres skikke dog bare nogenlunde overholdt, til at lære troen og evangeliets mandstugt. |
| 15Hoc probo sic: Impossibile est, ut monasteria non habeant praepositos suos, qui praesint, regant et pascant monachos. Est ne hoc uerum? Quae enim confusio foret sine pastore congregatio? Sit ergo hoc uerum. | Dette beviser jeg således: Det er umuligt, at klostrene ikke har deres forstandere, som fører forsædet for, styrer og vogter munkene. Er dette ikke sandt? Hvilken forvirring ville det ikke være med en menighed uden hyrde? Dette er altså sandt. |
| 16 Impossibile etiam est, ut haec praepositura deo non placeat, quia ordinata potestas a deo est, Ro. xiii. (Rom 13,1) At praepositum esse et obedire (W649) seu subdi simul, aeque impossibile est. | Men det er også umuligt, at dette at føre forsædet ikke skulle behage Gud, fordi den anordnede magt er fra Gud, Rom 13,1. Men at være overordnet og adlyde eller være underordnet på én gang, det er begge dele umuligt. |
| 17 Loquor autem de corporali obedientia seu subiectione, quae et sola uouetur, ut diximus, sed et regula dicit, Praeposito obediendum, et disciplinam in manu eius esse. Et Apostoli uerbum huc trahunt: Obedite praepositis uestris et subiacete eis. (Hebr 13,17). | Men jeg taler om den legemlige lydighed eller underkastelsen, som også er den eneste, de aflægger løfte om, som vi har sagt, men også reglen siger, at man skal adlyde sin overordnede og at disciplinen ligger i hans hånd. Og apostelens ord lyder således: Adlyd jeres overordnede og underkast jer dem. |
| 18Non enim uel congregationi uel subdito praepositus esse potest subiectus corporaliter. Sequitur ergo, omnem praepositum esse apud deum absolutum a uoto obedientiae, quam diu praepositus est. | Men den, der er forstander, kan ikke legemligt underkaste sig menigheden eller sin underordnede. Heraf følger, at enhver forstander hos Gud er løst fra løftet om lydighed, fra den dag han bliver forstander. |
| 19Esse autem potest semper et ipse et quilibet alius, ergo uel nullus perpetuo et necessario uoto obedientiae est obstrictus etiam coram deo, uel nullus potest in monasteriis esse praepositus. Praepositus enim non obedit, sed ei obeditur, et obediendum dictat regula et tenor professionis seu uoti. | Men kan han selv eller en hvilkensomhelst anden være det, så kan enten ingen til stadighed og med nødvendighed være underkastet løftet om lydighed heller ikke overfor Gud, eller også kan der i klostrene ikke være nogen overordnet. Den overordnede adlyder nemlig ikke, man adlyder ham, og den, der skal adlydes, fastsætter regler om indretningen af arbejdet eller løftet. |
| 20Hic mihi ne tantillum quidem negocii facient, qui dicunt, praepositum suis quoque maioribus subdi, et secundum regulam imperare. Scio, sed quid haec ad uotum obedientiae, (277) quod jam diuinum praeceptum esse dixisti, quod nec licet mutare? | Her kommer de med en lille vanskelighed til mig, når de siger, at forstanderen er underkastet sine overordnede, og skal herske efter reglen. Det ved jeg godt, men hvad har det med løftet om lydighed at gøre, som vi jo har sagt er et guddommeligt bud, som ikke må ændres? |
| 21Non licet praeceptum dei relinquere propter aliud praeceptum dei, multo minus propter hominem. alia res est praesidere et maioribus aliis obedire. Nam haec obedientia tandem in Papam redundabit, qui nulli obedit. | Du må ikke lade et Guds bud i stikken på grund af et andet Guds bud, meget mindre på grund af mennesker. Det er nu to forskellige ting at være forstander og at adlyde sine overordnede. Og denne lydighed ville jo da i hvert fald standse med paven, som ikke adlyder nogen. |
| 22Nemo uouet praesidere aut Papae ac maioribus praeposito obedire, sed praeposito ipsi in monasterio uouet obedientiam, obedientiam inquam, et corporalem subjectionem uouet, quae esse non potest idem cum praesidentia. noli ludere uerbis. Quod autem incommodum, si purus laicus secundum regulam imperet monachis, ipse tamen nulli obediens et nihil uouens? | Ingen aflægger løfte om at være forstandere eller om at adlyde paven og de andre forstandere, men han lover sin overordnede i klostret lydighed, en lydighed, siger jeg, ja en legemlig underkastelse lover han, som ikke kan være det samme som at være forstander. Jeg vil ikke lege med ordene. Men hvad upassende ville der være ved, at en simpel lægmand ifølge reglen skulle herske over munkene, han skal dog ikke adlyde nogen og har ikke aflagt noget løfte? |
| 23At quid ab eo differt uotiuus praepositus? Igitur stat conclusio, Obedientiam monasticam esse rudem et puerilem obedientiam, pro rudimento duntaxat iuuentutis institutam, nec aliter apud deum acceptam, nec aliter uoueri possibilem, nisi impiam et sacrilegam facere uoles. Quare cum Euangelica forma uiuendi sit perfectior, ad ipsam tandem post illam est redeundum, tanquam a parte ad totum. | Men hvorved adskiller den forstander, der har aflagt løfte, sig fra den anden? Altså står konklusionen fast: Den munkelige lydighed er en rå og barnlig lydighed, måske indstiftet som en forskole for ungdommen, og er ikke acceptabel for Gud og kan ikke loves på anden måde, end hvis du absolut vil gøre noget ufromt og bespotteligt. Fordi den evangeliske livsform er mere fuldkommen, skal man forlade den munkelige og gå hen til den evangeliske livsform, som fra det delvise til helheden. |
| 24 Cum enim uenerit quod perfectum est, euacuandum est quod ex parte est, et quando tempus est ut uiri simus, euacuanda est pueritia. (1 Kor 13,10) Omnia ergo uota sunt temporalia et mutabilia. | Når nemlig det fuldkomne kommer, så forsvinder det delvise, og når tiden er inde til, at vi bliver mænd, ophører det barnlige. Altså, ethvert løfte er foreløbigt og foranderligt. |
| 25Superest sola et una castitas, quae cur non sit temporalis, quis poterit ostendere? cum oporteat eam prae caeteris omnibus esse temporalissimam? Haec proh dolor non est ficta sed uera, licet impia et sacrilega ex natura sua. | Tilbage er kun det ene, cølibatet, og hvorfor er det da ikke foreløbigt, hvem kan vise mig det? når det dog burde være det mest foreløbige af dem allesammen? Cølibatet er minsandten ikke fingeret, men virkeligt, det tillader ufromhed og bespottelse ud fra sin natur. |
| 26Non enim fingit uotum eorum castitatem, sicut fingit obedientiam et paupertatem nouis uocabulis, sed ipsam ueram omnium linguis significatam comprehendit. | Der er nemlig ikke noget narreværk med deres løfte om cølibat, sådan som der er det ved lydigheden og fattigdommen med deres nye ord, men det betyder på alle sprog det samme. |
| 27 Quanquam in seruando eo uoto nihil aeque est fictum, nec uspiam minus castitatis quam in iis qui uouerunt castitatem, polluta sunt ferme omnia uel inmundis fluxibus uel perpetua ustione et flamme libidinis. atque optabile (W650) erat, ut, si quid fictum in monasteriis uoueri debuit, dicta castitas uoueretur. Haec enim salutaris fictio erat. | Når der ved at adlyde dette løfte ikke er noget, der på samme måde er fiktivt, og når der ikke nogetsteds er mindre cølibat end hos dem, som har lovet cølibat, så er næsten alting forurenet med enten de urene strømninger, eller den stadige flamme eller begærets ild, og man kunne ønske sig, at, hvis der endelig skulle være noget fiktivt i klostrene, at det da var dette at love cølibat. Dette var nemlig en frelsende fiktion. |
| 28Et quis det, ut adhuc fictae paupertatis et obedientiae uotum permutetur cum ficta castitate, ut, sicut modo sub paupertate seruatur abundantia, sub obedientia seruatur inobedientia, ita uersa uice sub castitate seruaretur thorus coniugii, et ad ueram paupertatem et obedientiam utrique cogerentur? | Og hvem kunne bevirke, at det, der hidtil har været fiktivt ved fattigdommens og ved lydighedens løfte kunne skiftes ud med noget fiktivt ved cølibatets løfte, sådan at, ligesom man under fattigdommens mærke tjente overfloden, og under lydighedens mærke tjente ulydigheden, sådan at altså på samme måde man under cølibatets mærke kunne tjene ægtefællens krav, så at begge blev tvunget til en sand fattigdom og lydighed? |
| 29Toleranda haec fictio et beata permutatio foret sed defuit Satanae species in uoto castitatis, cum sit nimis manifesta differentia inter castitatem et coniugium, ideo non faciebat hoc ad operationem (278) erroris sui. | Denne fiktion ville være tålelig og en smuk ombytning, men den mangler Satans art i cølibatsløftet, eftersom det ligger altfor meget lige for med forskellen mellem cølibatet og ægteskabet, derfor gør han ikke dette til den måde, hans fejltagelse virker på. |
| 30At paupertas pulchre simulabatur, non habendo proprium, obedientia speciosa erat aliqua parte sui. Nihil enim similius Euangelicae et uniuersali obedientiae, quam monastica et particularis obedientia. | Men fattigdommen kunne smukt lade som den ikke havde sit eget, lydigheden var noget særligt på sin måde. Intet ligner nemlig den evangeliske og almindelige lydighed mere end den munkelige og specielle lydighed. |
| 31Caro enim digiti similis est carni totius corporis. Hic ergo patebat locus magnus operationibus suis, ut pro paupertate opulentiam, pro obedientia inobedientiam uiuere doceret, cum pro castitate coniugium uel libidinem docere non posset. | For fingerens kød ligner hele kroppens kød. Men herhen til dette store sted stræber da hans anstrengelser, at han kan lære folk at leve i rigdom under fingeret fattigdom, i lydighed under fingeret ulydighed, mens han ikke kan lære dem at leve i ægteskab eller løssluppenhed under fingeret cølibat. |
| 32Profuit tamen et hoc ipsum ad operationem erroris sui. Quod enim defuit, ne doceret libidinem, hoc amplius promouit, ut operaretur libidinem. Raritas enim et impossibilitas castitatis cum multitudine uouentium coniuncta impleuerunt cogitationes eius. | Og dog gavner selve dette hans anstrengelser efter at lave fejl for os. Hvad der mangler ham i at kunne docere løssluppenhed, det gavner ham snarere til at fremkalde løssluppenheden. For cølibatets sjældenhed og umulighed sammen med den store mængde, der har aflagt løfte, slås sammen og opfylder hans forestillinger. |
| 33 Honesta nimis erat fictio illa, si monachi sub uoto castitatis essent coniuges, neque perdidisset animas ea uoti obseruatio. ideo ad aliam fictionem Satana dignam uertit animum, non contentus, ut scortationibus, stupris, adulteriis uotum castitatis conspurcaret, sed monasticas, moniales, monachales, id est, solitarias libidines. | Den fiktion var altfor ærlig, hvis munkene under cølibats løfte kunne være ægtefolk, og de kunne ikke tage skade på sjælen ved at adlyde dette løfte. Derfor vendte Satan sit sind mod en anden værdig fiktion; han var ikke tilfreds med, at han besudlede cølibatsløftet med hor, voldtægt, ægteskabsbrud, han vendte sig mod de munkelige, de klosterlige, de ensomme, dvs mod enrumslysterne. |
| 34Haec Satanae cogitatio; quam an perfecerit, uiderint alii; mihi cogitationes ejus duntaxat reuelare propositum, quibus in Christianum populum omnia pessima et foedissima semper est molitus. Tu caue ne credas eos caste uiuere, quos constet impie uiuere, tum alienis opibus saginatos, ocio, saturitate et abundantia securos agere. | Dette var Satans tanke: fik han gennemført den, ville andre se det; for mig åbenbarede hans hensigt kun de tanker, hvormed i kristenfolket det onde og hæslige altid blødgøres. Pas du bare på, at du ikke tror, at de lever kysk, som hele tiden lever ufromt, når de, fodret med en andens kraft, lever sikkert i had, mæthed og overflod. |
| 35 Quia haec est iniquitas (ait Ezechiel .xvi.) Sodomae sororis tuae: Superbia, saturitas panis, et abundantia et ocium ipsius et filiarum eius, et manum pauperi non porrigebant, et eleuatae sunt et fecerunt abominationes coram me, et abstuli eas, sicut uidisti. (Ez 16,49). | Derfor: dette er overtrædelsen, siger Ezekiel, hos din søster, Sodoma: hovmod, mæthed på brød, og overflod, og lediggang for sig selv og sine børn, og de udrakte ikke deres hånd mod den fattige, og de blev hovmodige og gjorde, hvad der var vederstyggeligt i mine øjne, og jeg fjernede dem, som du har set. |
| 36 Castitas uix multo labore, penuria et cruce conseruatur, etiam in iis qui piissimi sunt, id est, qui spiritu fidei cingunt renes, ut Isaias .v. ait Et erit iustitia cingulum lumborum eius, et fides cinctorium renum eius. (Es 11,5) | Cølibatet bevares forgæves gennem anstrengelser, afholdenhed og kors, også for dem, som er de mest fromme, dvs som omgør lænderne med troens ånd, som Esajas siger: Retfærdighed er bæltet om hans lænd, trofasthed bæltet om hans hofter. |
| 37 Et Zacharias ix: 'Frumentum electorum et uinum germinans uirgines' (Zak 9,17) est bonum et pulchrum populi Christiani, adeo ut Paulus de uidua delicata pronunciare audeat: Viuens mortua est. (1 Tim 5,6) | Og Zakarias: kornet får de unge mænd, og vinen de unger piger til at trives. Det er godt og smukt hos kristenfolket, sådan som Paulus siger om de luksuriøse enker, idet han vover at hævde: De er levende døde. (1 Tim 5,6) |
| 38Quomodo ergo isti persistent, qui in labore hominum non sunt, tum omnia, quae Ezechiel de Sodoma dicit, superbiam, ocium, saturitatem, abundantiam, in eis regnare uidemus? neque ulli sunt pauperum magis negligentes, fidem uero et spiritum persequuntur etiam, nedum possident. | Hvordan kan da disse bestå, som ikke har noget menneskeligt arbejde, mens vi ser, som Ezekiel siger om Sodoma, at hovmod, had, mæthed, overflod, hersker i dem? hverken er der nogen, der mere afviser de fattige, troen og ånden forfølger de også, så meget de kan. |
| 39Solantur tamen interim seipsos, dum inuicem quilibet de altero praesumit (279) castitatem, quam se non seruare sentit. Et hac praesumptione ordo nihilominus sanctus est. O tempora, o regna, o facta, et omnia Satanae! | De trøster dog ind mellem hinanden, mens de indbyrdes forventer cølibat af den anden, som de ikke regner med, han overholder. Og i kraft af denne antagelse skal ordenen ikke desto mindre være hellig. O tider, o kongeriger, o begivenheder, altsammen hører det Satan til! |
| 40Quid igitur de uoto castitatis amplius dicam, cum de seruando dicere non sit propositum, et de non seruando abunde dixerim? Probaui enim euidenter, Totum uoti institutum esse fictum in primis et summis eius partibus, obedientia scilicet et paupertate, etiam si a sanctissimis et piissimis uoueatur serueturque, mendax uero, impium, sacrilegum et blasphemum ex natura sua, iis, qui sancti et pii non sunt. | Hvad skal jeg da siger mere om cølibatsløftet, når man ikke kan tage sig på at tale om den, der overholder det, og jeg allerede har talt rigeligt om den, der ikke overholder den? Jeg har nemlig klart bevist, at hele løfteinstitutionen er en fiktion i dens første og højeste dele, nemlig lydigheden og fattigdommen, også hvis de loves og overholdes af de helligste og frommeste, det er nemlig løgn, ufromhed, bespottelse og blasfemi i sig selv, for dem, der ikke er hellige og fromme. |
| 41Quid uis amplius? deinde, id, quod maxime a uouentibus quaeritur, esse longe detestabilius et abominatius, Nempe ipsum cultum dei, qui nihil aliud est, ex natura sua, quam quaedam larua illudens deo, in rasura, unctura, ueste, boando, murmurando, stando, sedendo, inclinando, genu flectendo, thurificando, aspergendo. | Hvad vil du mere? dernæst, det, der mest stræbes efter af dem, der aflægger løfter, er det, der er mest foragteligt og afskyeligt, nemlig selve det at dyrke Gud, hvilket ikke efter sin natur er andet end en slags maske, der forestiller Gud, i ragning, salvning, klæder, råb, mumlen, måden at stå og sidde på, måden at bøje sig på, dreje sig på, bøje knæ på, brænde røgelse på, måden at stænke vand på. |
| 42Caput uero eiusmodi cultus, Missae scilicet, quia pro sacrificio et opere frequentant, superat omnem impietatem et abominationem, ut, si nulla causa moueret ad exuendum cuculium, relinquendum monasterium, detestandum uotum, sola missarum abominatio nimio satis esse deberet, ne participaret conscientia cum peruersis hominibus, maxime cum in uoto et monasterio esse non possis, nisi intersis Missis eorum et coopereris. | Den vigtigste del af den slags kult, nemlig messen, overgår, fordi de fejrer den ofte som et offer og en gerning, al ufromhed og afskyelighed, så at, hvis ingen anden grund bevægede til at gå ud af kappen, og forlade klostret, og opgive løftet, så er alene messernes afskyelighed mer end rigeligt, til at samvittigheden ikke deltager i den sammen med perverse mennesker, især fordi du ikke kan være i løftet og i klostret, hvis ikke du deltager i og samarbejder om deres messe. |
| 43Quin nemo est uouentium, qui non primo et summo cogitatu Missas et cultum dei spectet. Ideo enim fiunt monachi, ut deo seruire possint. | Og endog er der ingen af dem, der aflægger løfte, der ikke med sine første og højeste tanker ser hen til messen og gudsdyrkelsen. Derfor bliver de nemlig munke, at de kan tjene Gud. |
| 44Nemo propter castitatem induit monachum, quam scit seruari posse et extra cucullum, non minus foeliciter quam intra. Sed abominabilis cultus dei specie satanae allicit nos et subtilissima fallada pertrahit in laqueum castitatis seu potius libidinis indissolubilem. | Ingen går ind i munketilværelsen på grund af cølibatet, som han godt ved, at han kan overholde også udenfor kappen, ikke mindre heldigt end indenfor. Men en afskyelig gudsdyrkelse binder os ved Satans form, og drager os igennem det mest subtile bedrag ind i cølibatets løkke, eller snarere ind i vellystens uløselighed. |
| 45 Tanto scilicet precio uendit fucum istius abominationis, ut, nisi perpetuo nefandae libidinis periculo te dedas, ad eas delitias suas non admittat. Cum ergo et causa uouendi sit, natura sua, abominabilis, et conditio sacrilega et intentio decepta, tum primae partes uoti fictae et falsae, Quid adhuc dubitas, uotum eiusmodi in nulla sui parte ualere? | For denne pris sælger han denne afskyeligheds drone, sådan at han ikke giver dig adgang til sine skatte, hvis ikke du hengiver dig til den evige fare ved den vellyst, man ikke kan tale om. Når altså både grunden til at aflægge løfte efter sin natur er afskyelig, og betingelsen bespottelig og hensigten løgnagtig, for så vidt som de første dele af løftet er fingerede og falske, hvorfor tvivler du da stadigvæk på, at et løfte af den art ikke gælder i nogle af sine dele? |
| 46Non enim philosophia, sed natura et ius et sensus communis docet, pactum nullum esse, cuius conditio mala, causa sacrilega, et intentio falsa est, etiam si quis simplex seruarit pactum eiusmodi. | Det er nemlig ikke filosofien, men naturen og retten og den almindelige fornemmelse, der lærer, at den pagt er til intet, hvis betingelse er ond, hvis årsag er bespottelse, og hvis hensigt er falsk, også hvis nogen enfoldig adlyder den slags pagt. |
| 47At haec in uoto monastico uides per hyperbolen superare. Causa est, larualis ille cultus dei et abominatio missarum. Conditio est, Obedientiam et paupertatem esse consilia Euangelica, tum corporales esse substantialia uota. Intentio est, haec omnia aliter accipere quam (280) sunt. | Men dette ser du da er tilbage i munkeløfterne i kraft af overdrivelse. Årsagen er det fordækte ved denne gudsdyrkelse og messernes afskyelighed. Betingelsen er, at lydighed og fattigdom er evangeliske råd, da de legemlige er løftesubstans. Hensigten er, at opfatte alt dette anderledes end det er. |
| 48 Non ergo tenet uotum natura sua, imo rumpendum est, licet sancti per spiritus miraculum in mediis istis abominationibus seruati, uotum ejusmodi supra naturam eius et contra naturam ejus seruarint. | For løftet er ikke til at holde efter sin natur, tværtimod det bør brydes, lad så være at de hellige ved åndens mirakel blev bevaret midt i disse afskyeligheder, når de adlød et løfte, der på den måde var over deres natur og imod naturen. |
| 49Finge, si promisisses patrem occidere et matrem uiolare, nec hoc implere, nisi adiectis ieiuniis et orationibus quibusdam aut aliis bonis operibus, nunquid ideo teneberis promisso orationum et bonorum, quia sunt bona, cum uideas caput causamque, et intentionem uouendi esse in totum execrabilem? | Lad os sige, at du havde lovet at dræbe din far og voldtage din mor, men ikke opfyldte dette løfte, medmindre der blev tilføjet nogle faster og bønner eller andre gode gerninger, mon du da ville holde dit løfte om bønner og gode gerninger, fordi de var gode, når du ser, at hovedet og årsagen og hensigten med at aflægge løfte er forbandelsesværdig? |
| 50Imo bonum cum malo omittes, et aliud promittes sine malo, uel nihil promittes pro uoluntate tua. Sic uides et in monastico uoto rem sese habere in omnibus, qui per spiritum non contempserint, et pro nihilo sua uota habuerint. | Nej, du vil opgive det gode sammen med det onde, og love noget andet uden ondt iblandet, eller intet overhovedet love for din vilje. Således ser du, at også i munkeløftet forholder sagen sig sådan i det hele taget, at de, der ved ånden ikke foragter dem, også anser deres løfter for ingenting. |
| 51 Habet uero et castitas suam impietatem, sicut et aliae partes uotorum, in hoc, quod supra communem fidem iactatur ad iniuriam Christi, de qua nonnihil superius memorauimus. Non enim virgo aut castus, sed Christianus saluabitur. In Christo autem neque masculus neque femina, ita neque uirgo neque uxor, (Gal 3,28) et similia, una autem fides, unum baptisma, unus dominus. (Ef 4,5) | Men også cølibatet har sin ufromhed, sådan som de andre dele af løftet, i det, der udover om den almindelige tro siges til Kristi ødelæggelse, om hvilket vi ovenfor har sagt ikke så lidt. Det er nemlig ikke jomfruen eller den cølibatære, men den kristne, der bliver frelst. For i Kristus er der hverken mand eller kvinde, derfor heller ikke hverken jomfru eller hustru, og deslignende, men der er én tro, én dåb, én herre. |
| 52 Et ubi spiritus non affuerit, impossibile est, castitatem non esse impie et uotam et seruatam. Credit enim uouens hoc opere castitatis sese placere deo, cum scriptum sit: Impossibile est sine fide placere deo. (Hebr 11,6) | Og hvor ånden ikke er nærværende, er det umuligt, at cølibatet ikke er ufromt og et løfte og en trældom. Den, der aflægger løfte, tror nemlig, at han ved denne cølibatets gerning behager Gud, som der står skrevet: Det er umuligt at behage Gud uden tro. |
| 53Proinde, qui hac opinione castitatem uouet, nihil uouet, et liberum habet uotum non implere. At qui sint, qui hac opinione uouerint, non potest ullis uerbis definiri, sed cuiusque conscientiae relinquitur. | Dernæst, den, der i denne mening lover cølibat, han lover intet, er fri til ikke at opfylde løftet. Men hvem det er, der aflægger løftet i denne mening, kan ikke defineres med nogen ord, men må overlades til enhvers samvittighed. |
| 54 Quod autem definiri non potest, faciunt pericula istorum temporum, quae Paulus praedixit. (2 Tim 3,1) Posita sunt in capite omnis uiae scandala et pericula laudatae uirginitatis, iactati uoti continentiae, exempla sanctorum, in quae procliue est ruere simplicem turbam, et, dum Euangelium ac fides silent, apprehendere id quod laudatur et proponitur, et sic in opera niti et perire. | Men det, der således ikke kan defineres, det gør de til en fare i disse tider, som Paulus forudsagde. Der er ved enhver vejs begyndelse anbragt skandaler og farer ved at rose cølibatet, idet de stræber efter afholdenhedsløftet, efter de helliges eksempel, i hvilket han er parat til at nedstyrte den simple turban, og, idet han tier om evangeliet og troen, søger efter det, der giver ros og sættes på skammel, og således anstrenger sig og går til grunde i gerninger. |
| 55Rursum fieri potest, ut aliqui spiritu fidei haec apprehendant citra scandalum et foeliciter impleant, ut de sanctis credimus. Et cum hos non liceat damnare, nec illos laudare, fit, ut periculosa sint omnia, et nihil possit certo definiri. | Atter kan det ske, at nogen ved troens ånd søger efter dette og opfylder det lykkeligt og hinsides skandaler, som vi tror det om de hellige. Og da det ikke er tilladt at fordømme dem, heller ikke at rose dem, medfører det, at alt er farligt, og intet kan sikkert defineres. |
| 56Si uero Euangelium solum regnaret et uotorum retia non essent, nec pericula forent, nec opus diffinitione ista, cum omnes scirent, non uoto, sed libere esse castitatem seruandam, nec in opere, sed in Christo praesumendum. | Men hvis evangeliet alene herskede og løfternes fangegarn ikke var der, så ville der hverken være nogen fare, ejheller ville der være nogen gerning af den art, eftersom alle ville vide, at ikke ved løftet, men frit skulle man tjene cølibatet, og ikke ved gerninger, men i Kristus skulle man forestille sig det. |
| 57 Nunc qui praesumit praesumat, qui non praesumit non praesumat, quid (281) possumus amplius dicere, donec scandala et pericula rursus tollantur de regno Christi? Sed obiicient forte mihi illud Isaiae lvi. ubi dominus promittit Eunuchis locum et nomen melius in domo sua a filiis et filiabus. (Es 56,4f) | Nu, hvor den, der lader som om, skal lade som om, og den, der ikke lader som om, ikke skal lade som, hvad kan vi da mere sige, mens skandalerne og farerne atter tåles i Kristi rige? Men de vil nok straks stikke mig dette Es 56 i næsen, hvor Herren lover eunukkerne et sted og et navn i sit hus, der er bedre end sønnerne og døtrene. |
| 58Videtur ergo uirginitati et castitati melius meritum tribui, quam caeteris fidelibus, ac non solius fidei esse merita. | Her ser det da ud til, at jomfrudom og cølibat tildeles en større fortjeneste, end de øvrige troende, og at ikke troen alene er fortjenstfuld. |
| 59 Respondeo: hic locus idem uult, quod Paulus i. Cor. vii. qui et ipse dicit, bonum esse sic hominem esse, et melius fieri, si uirgo non tradatur, quam si tradatur. (1 Kor 7,26. 7,38) | Jeg svarer: Dette sted vil det samme, som Paulus 1 Kor 7,26.38, hvor han også selv siger, at det er godt at være som han, og bedre, hvis jomfruen ikke gives til giftermål, end hvis hun gives. |
| 60 Scimus enim et nos, in domo patris esse mansiones multas, (Joh 14,2) et stellam differre a stella in claritate, (1 Kor 15,41) et unumquemque accepturum mercedem secundum suum laborem. (2 Kor 5,10; Rom 2,6) Quin Paulus presbyteros in uerbo laborantes duplici honore dignos facit. | Også vi véd jo godt, at i faderens hus er der mange boliger, og stjerne er forskellig fra stjerne i glans, og enhver skal få løn efter sit arbejde. Blot gør Paulus de præster, der arbejder med ordet, værdige til en dobbelt ære. |
| 61Et ut ad Isaiam ueniamus, (W653) consolatur dominus Eunuchos Euangelicos, ne existiment sese nihil esse, si non generent, quemadmodum in lege maledicta erat castitas; abrogat itaque hanc maledictionem et dicit: Et non dicat Eunuchus: Ecce ego lignum aridum etc. | Og for at vende tilbage til Esajas, så trøster Herren de evangeliske eunukker, at de ikke skal mene, at de intet er, selv om de ikke får børn, sådan som i loven cølibatet var forbandet; her bryder han denne forbandelse og siger: Og eunukken skal ikke sige: se, jeg er et udtørret træ osv. |
| 62Deinde non laudat nudam castitatem nec eam extollit super omnia, sicut nostri faciunt, sed dicit: Quia haec dicit dominus: Eunuchis, qui custodierint sabbata mea et elegerint quae ego uolui, et tenuerint fedus meum, dabo eis in domo mea et in muris meis locum et nomen melius a filiis et filiabus, nomen sempiternum dabo eis, quod non peribit. | Derimod roser han ikke cølibatet i sig selv, og han sætter det heller ikke over alle, sådan som vore (cølibatære) gør, men han siger: Derfor så siger Herren: Eunukkerne, som vogter min sabbat og vælger det, jeg vil, og holder min pagt, dem vil jeg give i mit hus og i mine mure et sted og et navn, bedre end sønner og døtre, et evigt navn vil jeg give dem, som ikke skal forgå. |
| 63Vides hic castitatem laudari, ut longe praeferatur custodia sabbatorum dei, electio uoluntatum dei, et obseruatio federis domini, quae communia sunt omnibus, sine quibus nihil esse castitatem utique sequitur. | Her ser du, at det cølibat bliver rost, som langt foretrækker at vogte Guds sabbat, at vælge Guds vilje, og holde Herrens pagt, hvilke ting er almindelige for alle, uden hvilke ting cølibatet intet nytter og ikke kan følges. |
| 64Proinde hic 'locus' et hoc 'nomen melius a filiis et filiabus' intelligi aliud non potest, quam dona esse diuersa et maiora alia aliis inter sese in domo dei, sicut et Paulus plus caeteris laborauit; ita uirginitas et castitas maiora opera et dona sunt coniugio. | Dernæst, dette 'sted' og dette 'navn, bedre end sønner og døtre' kan ikke forstås anderledes, end at det er de forskellige gaver, nogen større end andre, som findes indbyrdes i Guds hus, sådan som også Paulus har arbejdet mere end de andre; således er jomfrueligheden og cølibatet et større gerning og gave end ægteskabet. |
| 65Et uere sunt nomina et loca inter filios et filias et inter sese in domo meliora et maiora, sed inter deum ipsum et eunuchos nullum est nomen nisi unum et commune, quod est Christi. | Og sandt nok er navnene og stederne mellem sønnerne og døtrene og mellem dem indbyrdes bedre og større i huset, men mellem Gud selv og eunukkerne er der intet navn, undtagen ét, og det er almindeligt; nemlig Kristi navn. |
| 66Hoc enim custodit sabbata, eligit placita et seruat federa domini, nomen autem Eunuchi nullum horum facit, sed potius fit ex ipsis. Hoc modo intelligendi sunt omnes loci, qui uidentur opera iactare et differentias operum. | Herved er det nemlig, de vogter sabbaten, vælger Guds behag og tjener Herrens pagt, men navnet 'eunuk' giver dem intet af dette, men drager dem snarere ud af disse ting. Sådan skal alle de steder forstås, som synes at stræbe efter gerninger og efter forskelle på gerninger. |
| 67 Nam et Paulus .1. Corint. xii. distinctiones gratiarum, donorum, operationum, describit, sed semper addit, unum esse deum, dominum, spiritum. (1. Kor 12,4ff). | For også i 1 Kor 12,4ff beskriver Paulus forskelle på nådegaver, gaver, gerninger, men han tilføjer altid, der er én Gud, én Herre, én ånd. |
| 68 Et Petrus (282) multiformes gratias dicit, sed in alterutrum ministratas. (1 Pet 4,10) Et Roma. xii. (Rom 12,4) et i. Cor. xii. (1 Kor 12,12) unum corpus facit, sed multos actus diuersorum membrorum in una eademque sanitate fidei. | Også Peter taler om de mangfoldige nådegaver, men man skal tjene hinanden med dem. Og Rom 12,4 og 1 Kor 12,12 gør ham dem til ét legeme, men de forskellige lemmers mange handlinger skal være i den ene og samme sunde tro. |
| 69 Sed de pia et bene deuota castitate loquamur, ad maiorem conscientiarum certitudinem; quanquam ea uel nulla sit, uel nulli impossibilis sit, quod spiritus, qui eam cepit, fidelis est, et perficiet coeptam, etiam si sinat fortiter pulsari et tentari, nihilominus tamen de ea ex abundanti dicamus Paulus Ro. vii. cofititetur peccatum in carne sua tale, quo carere non possit in hac uita. (Rom 7,18ff) | Men lad os tale om det fromme og smukt hengivne cølibat, for at give samvittighederne større sikkerhed; skønt det enten slet ikke er til, eller også ikke er umuligt for nogen, fordi ånden, som påbegynder det, er trofast, og fuldender det påbegyndte værk, også hvis den ophører med at pulsere stærkt og blive fristet, så kan vi dog ikke destomindre sige, at det er om dette, at Paulus Rom 7,18ff taler til overflod, hvor han tilstår, at synden er i hans kød på en sådan måde, at han ikke kan leve uden at den også er der i dette liv. |
| 70quod peccatum absque dubio contra legem dei est, sed propter fidem in spiritu repugnantem ignoscitur, et non imputatur, quanquam lex exigat, nullum in nobis esse peccatum. | Den synd er uden tvivl imod Guds lov, men på grund af troen, der kæmper imod i ånden, bliver den tilgivet og tilregnes ikke, skønt loven kræver, at der ikke må være nogen synd i os. |
| 71 Lex autem spiritus uitae in Christo, succurrit nobis, (Rom 8,2f) ut hoc impossibile legis nihil operetur damnationis, modo ambulemus secundum spiritum et non secundum carnem. | Men livets ånds lov i Kristus, kommer os til hjælp, så at det, der er umuligt for loven, ikke bevirker fordømmelse, når blot vi vandrer efter ånden og ikke efter kødet. |
| 72Ex isto tanquam per locum a maiori arguo: Si deus in sua lege a seipso posita, indulget et ignoscit impossibile legis, quod reliquum est in nobis, ubi nullum est periculum, licet sit uerissime peccatum, quanto magis praesumendum est cum fiducia de bonitate eius, quod non sit imputaturus uotum castitatis (quod ipse non mandauit neque consuluit neque probauit, sed humana temeritate et ignorantia subintrauit), si fuerit impossibile nobis, et periculum urgeat libidinis, modo intra limites inferioris castitatis coniugii maneamus, et non secundum carnem ambulemus. | Ud fra dette vil jeg argumentere, som fra det mindre til det større: Hvis Gud i den lov, han selv har givet, tåler og tilgiver det, der er umuligt for loven, fordi det er efterladt i os, hvor der ingen fare er, selv om det i sandhed er synd, hvor meget mere skal man da med tillid antage om hans godhed, at han ikke vil tilregne os cølibatsløftet (som han selv hverken har befalet eller givet råd om eller anbefalet, men som er indført i kraft af den menneskelige frygt og uvidenhed), hvis det er umuligt for os, og faren for vellyst trykker os, blot vi forbliver indenfor grænserne af det lavere cølibat, ægteskabet, og ikke vandrer efter kødet. |
| 73Nunquid seuerius exiget uotum nostra stultitia inuentum quam suam legem propria sapientia dispositam? | Mon ikke vores tåbelighed kræver de selvopfundne løfter overholdt mere alvorligt end hans lov, der er opstillet ved hans egen visdom? |
| 74 Apostolus Paulus Act. xv. ex operibus dei demonstrauit libertatem Euangelicam, quod spiritus dabatur gentibus absque circuncisione et lege Mosi, (Apg 15,12) licet tota ferme Ecclesia illa primitiua erronea conscientia contrarium sentiret, solus autem Petrus, Paulus et Barnabas autoritate diuinorum operum, libertatis sententiam tulerunt et firmauerunt aduersus omnes. | Apostelen Paulus demonstrerer Acta 15,12 ud fra Guds gerninger den evangeliske frihed, fordi ånden gives til hedningerne uden omskærelse og moselov, selv om næsten hele kirken følte modsat i denne primitive samvittighedsfejltagelse, kun Peter, Paulus og Barnabas fremførte denne frihedsopfattelse ved de guddommelige gerningers autoritet og styrkede den imod alle. |
| 75 In qua re nos erudimur, ut, ubi scripturae testimonia non suffragantur, illic certis operibus dei nos niti oportere, et uice testimoniorum ea sequi. Sic et in hoc casu faciendum est, cum uideamus bonitatem eius esse indulgentem in sua sanctissima lege propter impossibile ipsius, indulgentem etiam praesumamus in impossibile nostri uoti. | I denne sag er det os, der undervises om, at hvor skriftens vidnesbyrd ikke kommer os til hjælp, der bør vi givetvis anstrenge os for at gøre Guds gerninger, og til gengæld følge vidnesbyrdene derom. Sådan bør man også i dette tilfælde gøre, når vi ser, at hans godhed bærer over med os i forhold til hans hellige lov på grund af dens umulighed, en overbærenhed, vi også går ud fra, han har overfor vore løfter. |
| 76 Neque enim credibile est tam rigidum esse in exigenda nostra stultitia, qui tam benignus est in sua iustitia. | Det er nemlig ikke troværdigt, at han, der er så overbærende i sin retfærdighed, skulle være så nøjeregnende i at kræve vores tåbelighed overholdt. |
| 77 Et credo, si (283) quis hac fiducia uxorem duceret, castitatem uotiuam seruare non potens, et hac ipsa fiducia promouente, indulgentem et facilem patrem inueniret, cum hoc faceret, ne grauius in legem eius peccaret. | Og jeg tror, at hvis nogen i denne tillid tager sig en hustru, fordi han ikke kan adlyde løftet om cølibat, og fremfører selve denne tillid, så vil han finde en overbærende og let far, når han gør det, for ikke at synde alvorligere mod hans lov. |
| 78 Tale est et illud opus, quod debitum coniugale, cum teste psal. l. sit peccatum et plane furiosum, (Sl 51,7) nihil differens ab adulterio et scortatione, quantum est ex parte ardoris et foedae uoluptatis, prorsus non imputat coniugibus, non alia causa, nisi sua misericordia, quod sit impossibile uitari a nobis, cum tamen eo carere teneamur. | Af den art er også den gerning, som han skylder sin ægtefælle, som Sl 51 siger, synd og helt og holdent afsindig, idet den ikke adskiller sig fra hor og ægteskabsbrud, for så vidt angår den brændende og ægteskabelige lystfølelse, blot tilregnes den ikke ægtefællerne, ikke af anden grund end hans barmhjertighed, fordi den er umulig at undgå for os, selv om vi også hele tiden prøver at undgå den. |
| 79 Cur igitur et coelibi impotenti, alioqui peccaturo, non praesumeretur, impossibile istud relaxare et coniugium irrito uoto permittere, aut, si cum peccato uoti fiat, ceu debitum coniugale benigniter indulgere? | Hvorfor forestiller man sig da ikke, at der skal gives en cølibatær, der ikke formår at leve i afholdenhed uden at komme til at synde, lov til at slappe af fra denne umulighed og tage sig en hustru, eftersom løftet er gjort ugyldigt, eller hvis det sker med løftets synd, da at affinde sig med, at han velvilligt gør skal vi sige sin ægteskabelige pligt? |
| 80 Haec ratio, si spectes, quam magna res sit lex dei, et compares omnia diligenter, Impossibile eius, et peccatum quod ignoscitur, et magnitudinem bonitatis indulgentis, deinde nostri uoti stultitiam et imprudentiam, meram traditionem et inuentum hominum, certe urgebit, ut parum esse ducas, ignosci coniugium impotenti et labenti coelibi, ad ignoscentiam peccati in uniuersam legem dei, propter impossibilitatem eius in omnibus hominibus, ut ex isto opere dei satis fideliter concludamus, Impossibile uotum non ligare saltem ex bonitate dei, siquo modo ligaret ex natura sua. | Denne grund, hvis du ser på, hvor stor Guds lov er, og sammenligner alting omhyggeligt, hans umulighed, og den synd, som han ikke kender, og storheden hos Gud, der i sin godhed bærer over med os, dernæst vort løftes tåbelighed og uklogskab, ja i det hele taget traditionen og påfundene hos os mennesker, så vil din dom sikkert være, at du vil sætte en sådan lige med en, der i uvidenhed var uegnet til ægteskab og dog tog sig en kone, uden at være klar over synden efter Guds almene lov, på grund af hans umulighed overfor alle mennesker, så at vi af denne Guds gerning med tilstrækkelig troværdighed kan konkludere: Det umulige løfte binder ikke det ringeste ud over Guds godhed, blot det binder efter sin natur. |
| 81 Atque haec dixerim, non quod concesserim, tale aliquod uotum fieri posse secundum institutum monasticum, aut necessaria existimem iis, qui pie uouerunt etiam sub instituto monastico. Nam hos (ut dixi) spiritus, ut mouet, ita permouebit, ut sub instituto monastico sine instituto monastico uoueant et uiuant. | Og dette vil jeg sige, ikke fordi jeg vil indrømme, at der kan være den slags løfter efter munkevæsenet, eller fordi jeg med nødvendighed bedømmer dem, som aflægger løfte fromt også under munkevæsenet. For som jeg har sagt: Når ånden bevæger disse, så bevæger den dem således tilbunds, at de kan love og leve under munkevæsenet uden munkevæsenet. |
| 82 Non enim uouent aut seruant, quia sic et dictat et exigit forma et lex instituti, sed quia spiritu libertatis gratuito delectat, per sese facere, quod institutum praescribit, alioqui opus legis et iustitiam factorum operarentur quod est maxime aduersarium Euangelio. | For de lover eller tjener ikke, fordi det er sagt dem, eller de er drevet ind i en form eller fordi der er en lov om munkevæsenet, men fordi de elsker med den frihedens ånd, som de har fået, så de vil af sig selv gøre, hvad institutionen foreskriver, ellers ville de gøre lovgerninger og gerningsretfærdighed, hvilket er mest muligt imod evangeliet. |
| 83 Illi uero, quia ad formam instituti et propter institutum uouent et uiuunt, Iudaei sunt, et impie aduersus Euangelium et uouent et uiuunt, unde non potest eorum esse tale uotum, quod hoc consilio egeat, sed prorsus reuocandum et cassandum est, quod in nouo testamento, quod est testamentum libertatis, in quo ministerium spiritus et non literae regnat, non licet literam statuere et docere. | Men de, der lover og lever efter institutionens form og på grund af institutionen, de er jøder, og de lever og lover ufromt imod evangeliet, og derfor kan deres løfte ikke være af den art, som drages frem som et råd, men det bør straks tilbagekaldes og kasseres, fordi i det ny testamente, dvs i frihedens testamente, i hvilket åndens og ikke bogstavens herredømme hersker, der er det ikke tilladt at fastholde og lære bogstaven. |
| 84 Si autem statuta et docta fuerit in tentationem, non licet apprehendere, sed declinare et fugere oportet. Dicit (284) enim Paulus Ro. xvi.: Exhortor uos, fratres, ut obseruetis eos, qui dissidia et scandala faciunt iuxta doctrinam, quam uos didicistis, et declinate ab eis. Tales enim non domino Ihesu Christo seruiunt, sed suo uentri, et per bonos sermones et benedictiones seducunt corda innocentum. (Rom 16,17) | Men hvis statutterne og bestemmelserne er en fristelse for os, så er det ikke tilladt at bøje sig for dem, man bør bøje dem og flygte bort fra dem. Paulus siger nemlig Rom 16: Jeg opfordrer jer, brødre, til at holde øje med dem, som skaber splittelse og fører til fald i modstrid med den lære, som vi har lært jer; hold jer borte fra dem. Sådanne tjener nemlig ikke Jesus Kristus, men deres egen bug, med deres søde tale og velsignelser fører de uskyldige hjerter til fald. |
| 85 Haec uerba non possunt nisi de iis intelligi, qui iuxta uiam Christianam uelut meliora docent. Non enim dicit, quod negent doctrinam nostram, sed quod iuxta eam et aliam docent, quod propriissime faciunt instituta monastica; sed et dissidia et sectas, tum seruitutem uentris, maxime uero bonos sermones et iactantias, laudes, priuilegia, alias benedictiones ordinum et operum nusquam uidemus nisi apud monasticos, ubi et seductio cordium innocentium regnat. | Disse ord kan ikke forstås om andre end dem, som efter den kristne vej vil lære noget, der er bedre end den kristne vej. Han siger nemlig ikke, at de nægter vore læresætninger, men at de lærer efter dem og lærer noget andet, og det har bestemt munkeordnerne gjort; men han siger også, at de er afvigere og sekter, når de tjener deres bug, men især ser vi gode prædikener og meninger, ros, privilegier, velsignelse af andre ordener og gerninger intetsteds som hos munkene, hvor også forførelsen af uskyldige hjerter har taget magten. |
| 86 cum ergo praecipiat ea obseruare et declinare ab eis, non est dubium uota eiusmodi irrita esse et nihil unquam ualuisse. Quare et declinandum ab eis est, uel spiritu, sicut sancti fecerunt, uel spiritu et litera simul, tanquam a seductione certissima per Apostolum hic definita et damnata. Idem uult, ubi Timotheum in utraque Epistola uult manere in iis quae didicerat, nihil permittens addi. (2 Tim 3,14) | Når da de begynder at adlyde dem og gå bort fra dem, er der ingen tvivl om, at den slags løfter er ugyldige og ikke gælder til nogetsomhelst. Derfor bør man også forlade dem, enten i ånden, som de hellige gjorde det, eller i ånd og bogstav på én gang, sådan som det givetvis her af apostelen er fastslået som forførelse og fordømt som sådan. Det samme vil han i de to breve til Timoteus, hvor han vil, at Timoteus skal blive i det, han har lært, og ikke tillade, at der føjes noget til. |
| 87 Hoc faciens (inquit) saluum facies teipsum et qui te audiunt. haud dubium, quin, si non permanserit in eis, perdet seipsum et eos qui se audiunt. Hinc et Petrus ii. Pet. ii. sectas perditionis appellat, horrendo et terribili uerbo nos a sectis et opinionibus extra Christum deterrens. (2 Pet 2,1) | Når du gør det, siger han, frelser du dig selv og dem, der hører dig. Og her er der ingen tvivl om, at han, hvis han ikke var forblevet i det, så ville gå fortabt sammen med dem, der hører ham. Det siger også 2 Pet 2, hvor han kalder sekterne fortabelsens sekter, og med forfærdelige og frygtelige ord afskrækker os fra sekterne og deres meninger udenfor Kristus. |
| 88 Et .1. Pet. iiii. ubi iussisset, ne aliquid doceretur quam uerbum dei, neque aliquid disponeretur, nisi opus dei, ut solus deus in nobis glorificaretur in omnibus per Ihesum Christum, adiecit, ne peregrinaremur in feruore tentationis. (1 Pet 4,10f) | Og 1 Pet 4, hvor han befaler, at der ikke må læres andet end Guds ord, og ikke gøres andet end Guds gerning, så alene Gud bliver æret i os i alle ting gennem Jesus Kristus, og, føjer han til, at vi ikke skal vandre i fristelsers ildprøve. |
| 89 sed ipsius uerba saluberrima audiamus: Vnusquisque sicut accepit donum ministret ipsum inter uosipsos, sicut boni dispensatores multiformis gratiae dei. Si quis loquitur, tanquam sermones dei, si quis ministrat, tanquam ex uirtute, quam suppeditat deus, ut in omnibus glorificetur deus per Ihesum Christum, cui est gloria et imperium in secula seculorum. Charissimi, nolite peregrinari in feruore qui in uobis est, qui fit uobis in tentationem, quasi peregrinum uobis contingat, sed communicate passionibus Christi. (W656) | Men lad os høre de frelsebringende ord selv: '10 Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave han har fået. 11. Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Æren og magten er hans i evighedernes evigheder. Amen. 12. I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer, men glæd jer, når I deler Kristi lidelser. |
| 90 Primum uult nihil ministrari, nisi acceptum donum, nihil doceri, nisi uerbum dei, nihil geri, nisi quod operetur in nobis deus, quia non nostrae opis, sed multiformis gratiae dei sumus (285) dispensatores, ut nihil humani, sed omnia diuina dicantur et gerantur in nobis. | Først vil han, at der ikke skal bestemmes noget, ikke modtages nogen gave, ikke læres noget, uden Guds ord, intet gøres, uden, hvad Gud virker i os, fordi vi ikke bestemmer over vores kraft, men over Guds mangfoldige nåde, så at intet menneskeligt, men kun guddommeligt skal siges og gøres i os. |
| 91 Quod ideo fieri debet, ut glorificetur deus per Ihesum Christum, cuius est gloria et imperium in omnia secula seculorum. | Derfor bør det ske, at Gud bliver herliggjort gennem Jesus Kristus, og hans er æren og magten i evighedernes evigheder. |
| 92 Cum enim regnum eius simus et ipsius sit regnare et imperare in nobis, permittendum non est uerbum aut opus, quod ipse non loquitur aut non operatur in nobis. Si autem permittimus, iam abiicimus eum cum Iudaeis, ne regnet super nos, et in medio regni dei regnare facimus alienum, atque ita uastatur regnum dei, et sedet abominatio in loco sancto. (Matt 24,15) Ideo enim Ecclesia regnum dei est et dicitur, quod solus deus in illa regnat, imperat, loquitur, operatur, glorificatur. | Når vi nemlig er hans rige og det er hans opgave at herske og styre i os, så er der ikke tilladt noget ord eller nogen gerning, som han ikke selv taler eller virker i os. Men hvis vi tillader det, så forkaster vi ham sammen med jøderne, at han ikke skal herske over os, og midt i Guds rige får vi en anden til at herske over os, og således lægges Guds rige øde, og vederstyggeligheden sidder på det hellige sted. Derfor er kirken Guds rige og siges at være det, at alene Gud skal herske i den, styre, tale, virke, æres. |
| 93 Si igitur aliquid in nobis docet et operatur homo, quod non docet nec operatur deus, iam non glorificatur deus in nobis per Ihesum Christum. Ille enim glorificatur, cuius est uerbum et opus, deus autem de alieno uerbo et opere non glorificatur. Ita fit, ut necesse sit, deum amittere gloriam et regnum in nobis, si alienum uerbum et opus in nobis regnet, eius enim erit gloria et regnum, cuius est uerbum et opus. | Hvis altså mennesket lærer og virker noget i os, som Gud ikke lærer og virker, så æres Gud ikke i os ved Jesus Kristus. Han æres nemlig, hvis ord og gerning det er, men Gud æres ikke af noget andet ord og gerning. Derfor må det nødvendigvis være sådan, at Gud ikke får æren og herredømmet i os, hvis et andet ord og gerning hersker i os, hans vil nemlig være æren og herredømmet, hvis ord og gerning det er. |
| 94 Quid igitur in Papatum, Episcopatus, monachatus, sacerdotia, ut nunc sunt, potest robustius dici? Est ne aliquis tam rudis uel audax, qui asserat Papae et monachorum dogmata et opera esse dei per Ihesum Christum tradita? Vbi enim Ihesus Christus ea tradidit? At quod per Ihesum Christum non dicitur neque geritur in nos, non potest rursus per eundem a nobis in patris gloriam referri. | Men hvad kan siges stærkere imod pavedømmet, bispedømmet, munkevæsenet, præsteembedet, sådan som det er nu? Er der mon nogen så rå eller forvoven, at han vil påstå, at pavens og munkenes lære og gerninger er Guds, overleveret gennem Jesus Kristus? Hvor har nemlig Jesus Kristus overleveret dette? Men hvad der ikke siges eller handles i os gennem Jesus Kristus, kan ikke atter gennem ham henføres af os til faderens ære. |
| 95 Cuius ergo est gloria et imperium in monachis? utique Satanae, per S. Benedictum et alios homines, impia hypocrisi et peruersa operum aemulatione iactatos et celebratos. Vt ergo Christus non docet uota monastica, ita non operatur ea, licet in sanctis sub uotorum instituto captiuis operatus sit et locutus mirabiliter sine uotis. | Men hvis er da æren og magten i munkevæsenet? I hvert fald Satans, gennem S. Benedikt og andre mennesker, som har udkastet og fejret hykleriets ufromhed og gerningers perverse kappestrid. Ligesom altså Kristus ikke har lært munkeløfterne, således virker han heller ikke i dem, selv om han har virket i de hellige, der var taget til fange under løfternes institution og har talt på mirakuløs vis uden løfter. |
| 96 Deinde quod dulciter compellat et dicit: Charissimi, nolite peregrinari in feruore qui in uobis est etc., (1 Pet 4,12). Sollicitus est pro nobis, ne hanc regulam a se praescriptam aliqua tentatione capti deseramus. peregrinandi uocabulo utitur, quod graece est mh xenizesqai, nolite hospitari, nolite hospites fieri, non unam figuram ueteris testamenti spectans eo uerbo. | Og hør derefter, hvor blidt han opfordrer og siger: I kære, lad være med at vandre i den ild, der er i jer, osv. Det bekymrer os, om vi ikke kommer til at svigte den regel i nogen fristelse, som vi er fanget under. Han bruger ordet 'peregrinandi', det hedder på græsk mh xenizesqai, lad være med at blive fremmede, lad være med at gøre jer fremmede; det er ikke en talebrug af det ord, man ser i det gamle testamente. |
| 97 Vult enim id, quod Paulus Eph. iiii. ne fluctuemus et circumferamur omni uento doctrinae, (Ef 4,14) ne nos inuitari sinamus ad sacrificia Moabitarum, nec hospites fiamus omnium gentium quae circum nos sunt, sed in propria et domestica doctrina (286) perseueremus. 'Feruorem, qui in uobis est' spiritum proprium intelligit, qui figuratus est uerbo conflandi.Vnde in uetere testamento idola conflari, et conflatilia fieri, id est, dogmata impia operum componi dicuntur. | Han vil nemlig, ligesom Paulus i Ef 4, at vi ikke skal blæses omkuld og fare omkring efter enhver lærdoms vind, at vi ophører med at opfordres til Moabitternes offer, at vi ikke skal være gæstfri mod alle folkeslag, som er omkring os, men forblive i vort eget hus' lære. 'Den ild, der er i jer', derved forstår han vor egen ånd, som afbildes med ordet at sætte i brand. Derfor antændes i det gamle testamente afgudsbillederne, og der sker antændelse, det vil sige, de ugudelige dogmer siges at stifte gerninger. |
| 98 Hunc spiritum in nobis et inter nos non defore praedicit, sed ne per ipsum peregrinemur, in tentationem et in scandalum praemonet. Erant enim futuri et fuerunt eruntque haec molientes in nobis. Sed nolite (inquit) a domestica uestra regula declinare, quasi aliquid peregrinum uobis accidat, hoc est, certi estote, nihil noui docebitur a deo, id quod audistis uerbum aeternum est, manens in seculum seculi. | Han prædiker, at denne ånd ikke skal mangle i os og blandt os, men han formaner os til ikke at vandre ved hjælp af den i fristelse og fald. Disse bløde var nemlig i os, de har været i os og de vil være i os. Men I skal ikke, siger han, afvige fra jeres hjemlige regel, som om der skete jer noget fremmed, det vil sige, I kan være sikre på, at der ikke læres noget nyt fra Gud, det ord, I har hørt, er evigt, det forbliver i evighedernes evighed. |
| 99 Quod si quid noui et peregrini acciderit, scitote, aliunde quam a deo uenire, ut uos auocet et peregrinari faciat. Quo uerbo plane futurum Papistarum mendacium praeoccupauit, quo dicunt, Non omnia esse a Christo et Apostolis dicta et instituta, sed Ecclesiae plurima dicenda et instituenda relicta. Hoc est peregrinum et nouum, quod negat Petrus nobis accidere debere aut posse. Omnia ergo quae non sunt uerba et opera dei, hic damnat Petrus, hoc est, uota monastica soluit. | Og hvis der sker jer noget nyt og fremmed, så skal I vide, at det kommer andetsteds fra end fra Gud, så at det kan gå bort fra jer og blive gjort fremmed. Med disse ord har han ganske givet i forvejen omtalt papisternes fremtidige løgne, når de siger, at ikke alt er talt og indstiftet af Kristus og apostlene, men der er overladt meget at sige og indstifte til kirken. Dette er fremmed og nyt, og det nægter Peter, at det bør ske os eller kan ske os. Altså alt, hvad der ikke er Guds ord og gerning, fordømmer Peter her, det vil sige, han opløser munkeløfterne. |
| 100 Omnium autem euidentissime Christus loquitur in monastica uota Matt. xxiiii: Tunc, si quis uobis dixerit: Ecce hic est Christus aut illic, nolite credere, surgent enim pseudochristi et pseudoprophetae et dabunt signa magna et prodigia, ut in errorem inducantur, si fieri potest, etiam electi. Ecce praedixi uobis. Si ergo dixerint uobis: Ecce in deserto est, nolite exire, ecce in penetralibus est, nolite credere. (Matt 24,23-28). | Men tydeligst af alle taler Kristus imod munkeløfterne i Matt 24(23): 'Da, hvis nogen siger til jer: Se, her er Kristus, eller: Se, dèr, da tro det ikke, for der skal fremstå mange falske kristusser og falske profeter og de skal gøre store og vidunderlige tegn, for om muligt at føre endog de udvalgte vild. Se, jeg har forudsagt jer det. Hvis de altså siger til jer: Se, han er i ørkenen, så gå ikke derud, se, han er i kamrene, så tro det ikke'. |
| 101 Haec uerba de nullis haereticis intelligi possunt, nisi iis, qui uias et modos (ut uocant) uiuendi ad iustitiam et salutem docent, quales nulli fuerunt praeter Papistas et monasticos. Hii enim sunt, qui iactant Eremitas, id est, uocant ad desertum et penetralia, id est, claustra seu monasteria. | Disse ord kan ikke forstås om nogen kættere, kun om dem, som lærer vejen og måden (som de sige) hvorpå man kan leve til retfærdighed og salighed, og det er ingen andre end papisterne og munkene. Dem er det nemlig, som bryster sig af at være 'eremiter', det vil sige, de kalder ud i ørkenen og ind i kamrene, det vil sige, ind i det lukkede eller ind i klostrene. |
| 102 In his docent inueniri Christum, id est, iustitiam et salutem, tam impudenter, ut caeteros uiuendi ordines appellent seculares, quasi apud se solos sit salus, sed hoc ipso sunt pseudochristi, et a communi fide trahunt ad opera, et a Christo post seipsos. | Her lærer de, at man kan finde Kristus, det vil sige, retfærdighed og salighed, og det gør de så frækt, at de kalder de andre måder at leve på for sækulare, som om frelsen alene beroede hos dem, men netop derved er de falske kristusser, og trækker folk bort fra den almindelige tro hen til gerninger, bort fra Kristus hen efter sig selv. |
| 103 Legitur in uitis patrum S. Syluano uisionem apparuisse, et infernum monachis repletum ostensum esse, qui deinceps noluit consolari in uita, postquam uiderat huius generis homines, qui sancti uidebantur, turmatim perire. Quae historia et uisio certe cum hoc Euangelio consentit, uideturque deus ideo eam reuelasse, ut erroris operationem tunc ingredientem ostenderet et differret, quod (287) et multis aliis signis uoluit, in S. Antonio, Paphnutio et aliis. | Man læser i fædrenes levnedsberetninger, at Sankt Sylvanus havde et syn, og helvede viste sig for ham fuldt af munke, som den ene efter den anden ikke havde trøstet i livet, bagefter så han den slags mennesker, som synes hellige, flok for flok gå til grunde. Og dette syn og denne historie stemmer smukt overens med dette evangelium, og man kan derfor forstå, at det var Gud, der åbenbarede det for ham, for at han kunne påvise og udskille fejlen ved de handlinger, der dengang var i stigen, hvilket han også ville gøre med mange andre tegn, gennem Sankt Antonius, Paphnutius og andre. |
| 104 Multa enim in eo libro exempla sunt periculosissima in fidei doctrinam operibus debachantia. Si autem eo tempore monastica uita erroris operatio fuit et monachos perdebat, quid nunc quaeso esse putabis iamdudum extincta fide et Euangelio? Corruit hic argumentum Parrhisiensium asinorum et Papisticae sectae porcorum, quo a multitudine et sanctitate arguunt. | I denne bog er der nemlig mange farlige eksempler, der afslører, hvordan gerningerne kæmper imod troens lære. Men hvis på den tid munkelivet var en fejltagelse og munkene gik til grunde, så spørger jeg, hvad du nu mener det er, når troen og evangeliet forlængst er udslukt? Her styrter de parisiske æslers og de papistiske sekters svins argument sammen, eftersom de argumenterer med mængden og helligheden. |
| 105 Christus soluit argumentum a multitudine, dum dicit: Et seducent multos, ita ut electi in errorem duci possint. Argumentum uero a sanctitate soluit eodem, quod electos seducendos praedicit. Nihil ergo rudientes asini agunt, dum dicunt, Ecclesiam non fuisse tanto tempore derelictam, nec ignorasse, quae Lutherus sese scire promittit. | Kristus opløser argumentet med mængden, idet han siger: 'Og de skal føre mange vild', således at de udvalgte kan føres vild. Og argumentet om hellighed opløser han på samme måde, fordi han forudsiger, at de udvalgte føres vild. Intet fører altså de skrydende æsler i marken, når de siger, at kirken ikke i så lang tid har været ødelagt, og ikke har vidst, hvad Luther har forjættet at komme til at vide. |
| 106 Ecclesiam ipsi uocant sectas suas, sed non magis sunt Ecclesia, quam prophetae, sacerdotes, seniores, reges, principes, pharisaei, sadducei, erant synagoga, qui omnes etiam Eliae temporibus errauerunt et ignorauerunt, ut tantum septem milia relinquerentur, (1 Kong 19,18) sed qui adeo latebant, adeo non uidebantur synagoga esse, ut nec Elias unum ex eis nosset. | Kirken, det mener de er deres egne sekter, men de er ikke mere kirken, end profeterne, præsterne, de ældste, kongerne, fyrsterne, farisæerne, saddukæerne var synagogen, som alle, også på Elias' tid, tog fejl og var uvidende om, at der kun var syv tusinde tilbage, som i den grad var skjult, i den grad ikke kunne ses at være synagogen, at heller ikke Elias kendte en eneste af dem. |
| 107 O horrendum exemplum. Igitur habes hic autoritate Christi, ut liceat, imo oporteat redire, si exieris in desertum aut intraueris penetralia istorum. Quid hoc aliud est, quam uotum tuum in aliam quam Christi doctrinam factum, esse reuocandum et cassandum tanquam erroneum et impium? Dixi enim S. Bemhardum eo seruatum esse, quod de uotis totaque sua uita hanc ex animo protulit sententiam: Perdite uixi. hac uoce et confessione nonne uota sua nihili fecit et ad Christum rediit? | Sikke dog et forfærdeligt eksempel. Men her har du det sagt ved Kristi autoritet, at det er tilladt, ja at du bør vende tilbage, hvis du er gået ud i ørkenen eller ind i disses kamre. Hvad er det andet end at du har aflagt dit løfte på noget andet end Kristi lære, og det bør tilbagekaldes og tilintetgøres som en vildfarelse og en ugudelighed? Jeg har jo sagt, at Sankt Bernhard tjente løfterne på den måde, at han om løfterne og om hele sit liv af hjertet sagde denne sætning: 'Jeg har spildt mit liv'. Mon ikke denne sætning og denne bekendelse gør hans løfte til intet og fører ham tilbage til Kristus? |
| 108 Eadem forma et alii sancti sub uotis sine uotis seruati sunt, nisi quod in errore electorum sub uotis uixerunt, in laqueum et operationem erroris iis, qui pereunt et non credunt Euangelio. Cum ergo haec uerba Christi et aptissime quadrent in monasticam, simul et argumenta eorum dissoluunt, cum fiducia eis innitendum est, et uota pro non uotis habenda, ut quae euidenter scias in uerba et opera non dei, sed hominum et fieri et niti, quod prohibitum est, et peccent in gloriam et in regnum dei, natura sua. | Efter den samme formel er der også andre hellige, der har tjent under løfterne uden løfterne, skønt de har levet i de udvalgtes fejl under løfterne, i en løkke og en handlemåde fra deres fejltagelser, som går til grunde og ikke tror evangeliet. Eftersom altså disse Kristi ord både passer på munkevæsenet, og samtidig opløser deres argumenter, så man roligt kan lade være med at stole på dem og regne løfterne for ikke-løfter, ligesom det, du klart véd, at hvad der sker og efterstræbes i, ikke Guds, men menneskers ord og gerninger, det er forbudt, og de, der gør det, synder imod Guds ære og imod hans rige, sådan som det er deres natur. |
| 109 Ex iis omnibus colligitur et stultitia uoti, praesertim castitatis, ut, si caetera non cassarent, ipsa stultitia tamen non sinat ualere. Quid enim uouet coelebs, uouendo castitatem, nisi rem, quae prorsus nec est nec potest esse in manibus suis, cum sit solius dei donum, quod accipere, non offerre (288) potest homo? Irridet ergo deum, dum uouet, non aliter, quam si uoueat sese fore Episcopum, Apostolum, principem aut regem, cum sciat nihil horum esse in potestate sua uouentis, sed in alterius arbitrio et autoritate uocantis. | Af alt dette kan man også forstå løfternes dumhed, især løftet om cølibat, så at, selv om de andre ikke skulle forkastes, så ville dog dette løftes dumhed ikke forsvinde. Hvad aflægger nemlig den kyske løfte om, når han lover afholdenhed, andet end om noget, der ikke er og ikke kan være i hans magt, eftersom det alene er Guds gave, som mennesket kun kan modtage, ikke tilbyde? Han harmer altså Gud, når han aflægger løfte, ligesom hvis han ville aflægge løfte om at være biskop, apostel, fyrste eller konge, skønt han véd, at intet af dette er i hans, den løfteaflæggendes, magt, men ligger i en andens vilje og i den kaldendes autoritet. |
| 110 Finge quaeso insanum, qui uoueat deo in hanc formam: Voueo tibi, domine, nouas stellas formare aut montes transferre. Quid de hoc uoto iudicabis? At nihilo differt uotum castitatis ab isto, cum non minus sit opus mirabile dei, quam stellas formare aut montes transferre. | Kan du forestille dig, spørger jeg, noget så tåbeligt, som én, der aflægger løfte til Gud på denne måde: 'Jeg lover dig, Herre, at danne nye stjerner og flytte bjerge'. Hvad vil du domme om dette løfte? Jamen, løftet om cølibat adskiller sig på ingen måde fra dette løfte, eftersom det i lige så høj grad er et Guds mirakel, der er tale om, som hvis man skulle danne stjerner eller flytte bjerge. |
| 111 Cum ergo iubeat dominus, ut, qui uouet uel offert, de sua substantia et de donis sibi benedicente domino datis offerat, ut habent omnia uerba legis Mosaicae de uoto, euidens est uotum castitatis non placere nec exigi a deo posse, cum fiat de re nondum donata nec in nostra potestate sita. | Når derfor Herren befaler, at den der aflægger løfte eller ofrer noget, skal ofre af sine egne ejendele og af de gaver, der ved Guds velsignelse er givet ham, sådan som alle moselovens ord om løfter lyder, så er det klart, at løftet om cølibat ikke kan behage Gud eller kan tilvejebringes af Gud, eftersom det aflægges om en sag, som endnu ikke er givet og endnu ikke er lagt i vor magt. |
| 112 Si enim uotum unum ualet, quod fit de rebus non nostris, sed in manu dei positis, poterimus etiam licite et pie uouere omnia, quae deus habet et potest facere. si ista omnia non ualent, nec unum illud castitatis ualebit. | Hvis nemlig bare ét løfte har gyldighed, som sker om noget, der ikke er vort, men ligger i Guds hånd, så er det også tilladt og fromt, at vi aflægger løfte om alt, hvad Gud har og kan gøre. Men hvis alle sådanne løfter ikke har gyldighed, så har dette ene løfte om cølibat det heller ikke. |
| 113 Voueas ergo te fore certissime saluum, forte te aequalem Petro, uastaturum regna Turcarum, uicturum annos Mathusalem, et omnia quae deus in hominibus facit aut facere potest. Si haec non licet uouere, quod tua non sint, cur castitatem uoues quae tua non est? | Altså, du kan aflægge løfte om at du vil være sikker på frelsen, på at du straks vil bliver lige så god som Peter, på, at du vil lægge tyrkernes rige øde, på at du vil leve længere end Metusalem, og på alt andet, som Gud gør eller kan gøre med mennesker. Men hvis det ikke er tilladt at love sådan noget, som ikke ligger i din magt, hvorfor kan du da love afholdenhed, som heller ikke ligger i din magt? |
| 114 cur in uno uoues quae dei solius et tua non sunt, et non in omnibus? si non in omnibus, cur in uno? Dices: castitatem possum orationibus impetrare? Audio. Et quid non potes oratione impetrare? Nonne promisit Christus: quaecunque pecieritis in nomine meo, credite et fient uobis? (Matt 21,22) | Hvorfor kan du aflægge løfte om én ting, som alene er i Guds magt og ikke i din, og ikke i alle ting? hvis ikke i alle, hvorfor i én? Du vil sige: Kyskhed kan jeg opnå ved bønner? Ja, det hører jeg. Men hvad kan du ikke opnå ved bøn? Mon ikke Kristus har forjættet: 'Hvad I beder om i mit navn, tro det, og det skal ske jer?' |
| 115 Cur ergo non omnia alia quoque uoues et impetras? Sed obiicies forte: hac sententia nec in baptismo uouere liceret deo, cum et fides et mandata dei implere sint non in manu nostra, sed solius dei. Respondeo: pulchre et oportune, quasi uota baptismi cum uotis tuis ulla parte conueniant. | Hvorfor aflægger du ikke løfte om alt muligt andet, som du så kan bede om? Men du indvender straks: 'I den betydning er det heller ikke tilladt at love Gud noget i dåben, eftersom det ikke står i vor magt, men alene i Guds, at opfylde troen og Guds bud'. Jeg svarer: Det er smukt og passende, som om dåbens løfter på nogen måde kan sammenlignes med dine løfter. |
| 116 In baptismo est promissio dei offerens, et nostrum uouere nihil aliud est,quam acceptare Christum, qui offertur nobis. Foelix sane uotum, quod non promittit aliquid dare, sed tantum bona accipere et acceptis adherere. | I dåben tilbydes Guds forjættelse, og det, vi lover, er ikke andet end at modtage Kristus, som tilbydes os. Det er sandelig et lykkeligt løfte, som ikke lover at give noget, men kun at modtage noget godt, og holde fast ved det modtagne. |
| 117 Hic plane nihil uouetur a nobis nostrarum rerum, nec earum quae sunt in manu dei, imo, si recte consideres, deus uouet nobis, et uotum est ex parte dei promittentis simul et donantis gratiam et illud quod exigunt eius praecepta. Nos rursum uouemus, uotum et promissionem eius libenter et cum gaudio accipere et seruare. | Her loves der intetsomhelst af vore ting, heller ikke af de ting, der er i Guds hånd, tværtimod, hvis du ser ret efter, Gud lover os noget, og løftet er tildels Guds, når han på én gang forjætter og giver nåden og det, som får os til at overholde hans bud. Men vi lover på den anden side frit og med glæde at modtage og tjene hans løfte og forjættelse. |
| 118 At cum (289) uirginitatem uel castitatem uoues, nunquid ibi deus adest et eam tibi uouet, promittit et offert? Quando enim promisit eam tibi donare? unde certus es, quod donabit? Nonne tu solus et uacuus re ipsa, quam promittis, accedis? Nonne tu solus es promissor, et non est qui tibi respondeat et promissionem acceptet? | Men når du lover jomfrudom eller kyskhed, mon så Gud er til stede dèr og lover, forjætter og tilbyder dig den? Hvornår har han forjættet, at han vil give dig den? Hvordan er du sikker på, hvad han vil give? Mon ikke du alene og for dig selv må tiltræde den sag, som du har lovet? Mon ikke du alene er den, der aflægger løfte, og der er ingen, der svarer dig og modtager dit løfte? |
| 119 Et cur acceptet, cum sis promissor inanis et stultus promittens quod non habes? Vides ergo uotum baptismi et continentiae esse prorsus contrariae naturae: hoc offert quod non habet, illud accipit quod non habet. Hic homo promittit inanis alienum, illic deus diues promittit suum. Donec ergo promissionem dei donantis non potes in uoto continentiae probare, stultitiam et uanitatem uoti eiusmodi excusare non poteris. | Og hvorfor skulle han modtage det, eftersom du er en uduelig og dum løfteaflægger, der lover noget, du ikke har? Du ser altså, at dåbens løfte og løftet om afholdenhed er helt forskellige i natur: det ene tilbyder, hvad det ikke har, det andet modtager, hvad det ikke har. Her lover mennesket dumt noget fremmed, her lover Gud guddommeligt sit eget. Når du altså ikke kan bevise, at Guds forjættelse til at give er i afholdenhedsløftet, så kan du ikke undskylde den slags løftes dumhed og tomhed. |
| 120 Stultum autem et uanum deus acceptare et exigere non potest. baptismi antem uotum uerax et plenum est, quia nititur in promittente et donante deo. Quid si aliqui non acceptent? nihilominus uerax est qui offert. | For Gud kan ikke modtage og gennemføre det dumme og tomme. Men dåbens løfte er sandt og fuldt, fordi man søger frem mod den Gud, der forjætter og giver. Hvad hvis nogle ikke modtager det? så er han ikke desto mindre sanddru, han som tilbyder dem det. |
| 121 Huic stultitiae iungunt et aliam, quod pro adornando uoti rigore indissolubili integrum annum probationis (quem uocant) uouenti largiuntur homines mire misericordes et dementes. Atque ne nihil in eis laudem, si anno probationis in hoc uterentur, ut ingressurus ad eos spectaret mores, uictum, amictum et alia quae ad corpus pertinent, probari poterant. At nunc ideo est annus probationis, ut in eo tentet, an et caste uiuere possit, qui est uoturus. obsecro, quae stultitia esse potest par huic, si ipsam rationem instituti spectes? | Til denne dumhed knytter sig også den anden dumhed, at disse tåbelige menneske, der er barmhjertige på deres egen måde, for at udsmykke løftets stive uopløselighed i rigt mål tildeler den, der har aflagt løfte, et helt prøveår, som de kalder det. Og for at ikke deres ros helt skal blive til intet, hvis de bruger prøveåret til, at man kan gå ind til dem og se på deres skikke, deres mad og drikke, og andre ting, der hører kroppen til, så kan de afprøves. Men nu er der et prøveår af den grund, at man kan forsøge sig selv, om man kan leve i cølibat, inden man skal aflægge løfte. Jamen, jeg be'r, hvilken dumhed kan være større, hvis man ser på meningen med munkevæsenet? |
| 122 Nam sanctos semper excipio in suis mirabilibus. Scilicet probatio castitatis non metitur facultate spiritus, sed numero dierum, et qui annum caste uixerit, idoneus censetur, ut tota uita caste uiuat. Quando ergo ab externo petenda est probatio castitatis, cur non petitur et a locis et personis? ut ille sit idoneus, qui multa loca perambulauerit et multos homines uiderit, quo solos cursores et mercatores faciamus monachos? | Jeg undtager nemlig stadig de hellige, der lever som munke i kraft af et mirakel. For cølibats-prøven måler ikke åndens mulighed, men antallet af dage, og den, der kan leve i cølibat i et år, menes at være egnet til at leve hele livet i cølibat. Når altså cølibats-prøven skal søges i det ydre, hvorfor søges den så ikke også fra steder og personer? så at den var egnet, der har været mange steder henne og set mange menneske, hvorved vi alene kan gøre omvandrende mennesker og handelsmennesker til munke? |
| 123 Aut si interna res tempore probari potest, cur non fit etiam idoneus ad pacientiam, mititatem, fidem, charitatem, qui uno anno sese in iis tentauerit, ut gratia dei nihilo sit opus ad has res? Sufficit enim tempus transiisse super eum, et mox idoneus est nouus homo fieri. aut si in iis non sufficit, cur sufficit in castitate sola? Haec dico, ut uideas nihil esse in uniuersa monastica, quod non sit egregie stultum et impium, plane non nisi Papistico regno dignum. | Eller hvis det indre forhold kan prøves med tiden, hvorfor bliver så ikke også den egnet til tålmodighed, ydmyghed, troskab, kærlighed, der et år igennem har forsøgt sig selv i disse ting, at han ikke har brug for Guds nåde til at gennemføre disse ting? Det er jo nemlig nok at lade tiden gå hen over ham, straks er han blevet egnet, ja blevet et nyt menneske. Men hvis denne metode ikke dur i disse tilfælde, hvorfor dur den da alene i tilfældet cølibat? Dette siger jeg, fordi du skal indse, at alt i munkenes univers på udmærket vis er dumt og ugudeligt, der er simpelthen ikke andet end det pavelige regimente, der kan regnes for dets lige. |
| 124 Sed amplius, cum Petrus nihil fieri in Ecclesia uelit, nisi quod certum sit a uirtute fieri, quam suppeditat deus, quis eos certos facit, annum hunc probationis apud deum sufficere? quis dixit, probari (290) apud deum probationem istam? Imo Petrus dicit, non probari apud deum, cum statuatur ex uirtute humana, uirtute autem dei nullus est annus probationis, sed tota uita est unus annus probationis. | Men mere endnu: Eftersom Peter ikke vil, at der skal ske noget i kirken, andet end hvad der sikkert fører til dyd, hvilken Gud giver i overflod, hvem gør dem da sikre på, at dette prøveår er nok hos Gud? hvem siger, at dette at prøves for Gud er identisk med denne prøvelse? Ja, Peter siger, at man ikke kan prøves hos Gud, når det er den menneskelige dyd, der skal fastslås, men Guds kraft har intet prøveår, men hele livet er et eneste prøveår. |
| 125 Fieri potest enim, ut non uno, sed duobus ac tribus annis caste uiuas, postea uel urente carne et feruentibus uenis, tum afflante igneo halitu Satanae, qui ardere facit prunas (ut in Job dicitur), (Job 41,12) prorsus continere non possis. probatio autem castitatis fieri non potest quiescente libidine, sed solum furente. In manu autem nullius est tempus furentis et concitatae libidinis, id est, tempus probationis. | Det kan nemlig godt være, at du kan leve i cølibat ét år, to år og tre år, men bagefter brænder kødet og årerne syder, når Satan blæser med sin ildsånde, som får glødende kul til at brænde (som det siges hos Job), og så er det atter sådan, at du ikke kan leve afholdende. Men prøven på cølibat kan ikke finde sted, mens vellysten er rolig, den må finde sted, når den raser. Men den tid, hvor vellysten raser og er i bevægelse, det vil sige, den sande prøvetid, ligger det ikke i nogens magt at bestemme. |
| 126 Cur ergo tempus pro tempore numeratis, et probationem appellatis, quod probatio non est? Ego ipse in me et multis aliis expertus sum, quam pacatus et quietus soleat esse Satan in primo anno sacerdocii et monachatus, ut nihil iucundius esse uideatur castitate, sed hoc in tentationem et in laqueum insidiosissimus hostis facit, cui cooperantur insani monastici et annum probationis non solum non ex spiritu, sed neque ex re ipsa, uerum ex calendario et numero dierum metiuntur, ut probent nihil sani neque pensi apud se esse, incedentes in rebus istis spiritualibus et periculosissimis ceu bruta (ut Petrus ait) irrationalia, naturaliter in mactationem genita. (2 Pet 2,12). | Hvorfor opregner I da en tid i stedet for tiderne, og kalder det en prøve, som ikke er en prøve? Jeg har selv erfaret det på min egen krop og hørt det af mange andre, hvor fredelig og rolig Satan plejer at være i det første år af præstedømmet og munketilværelsen, så at intet synes at være mere behageligt end cølibatet, men det er noget, den overmåde snu fjende gør for at friste og indfange, og disse tåbelige munkelige samarbejder med ham, og prøveåret er ikke blot ikke i overensstemmelse med ånden, men heller ikke med sagen selv, for de måler ud fra kalenderen og dageantallet, for at de kan bevise, at der ikke er noget sundt og fortrinligt hos dem, idet de vader ind i disse åndelige og højst farlige sager som ufornuftige dyr, som Peter siger, hvis natur er at fødes for at ofres. |
| 127 Cum ergo Annus iste probationis ex solis hominibus stultis stulte solos dies numerantibus pendeat, et incertum est, an deo placeat, imo certum sit displicere, tum ex ipsa natura rei et (W661) autoritate dei nullum certum probationis tempus signari aut definiri possit, sed tota uita necessario sit probationis annus, uides et uotum castitatis nihil esse, quod super eo probationis anno nitatur. | Altså eftersom dette prøveår alene er fremkommet på grund af dumme menneskers dumme tællen dage, og det er usikkert, om det behager Gud, ja, tværtimod sikkert, at det ikke behager ham, eftersom der både ifølge sagen selv og ifølge Guds autoritet ikke kan bestemmes eller fastsættes nogen sikker prøvetid, men hele livet nødvendigvis må være et prøveår, så ser du også, at løftet om cølibat ingenting er værd, fordi det stræber ud over dette prøveår. |
| 128 Cum enim ipsimet censeant uotum probatione praetentandum esse, et haec probatio nunquam certa sit, uotum quoque nunquam certum esse poterit, annus uero probationis ipsorum, cum sit electicius et arbitrarius ex hominibus positus, facit, ut et impletio uoti debeat esse arbitraria, ut si annum tollant et abrogent, quo uotum nititur, etiam uotum tolli et abrogari debeat. | Når de nemlig selv mener, at løftet kræver en prøve, og når denne prøve aldrig kan blive sikkert og vis, så kan heller ikke løftet nogensinde blive sikkert, men deres prøveår bevirker, eftersom det er tilfældigt og vilkårligt fastsat af mennesker, at også opfyldelsen af løftet må blive tilfældig, så at hvis de ophæver og fjernes året, hvor de stræber efter at overholde løftet, så ophæver og fjerner de også løftet. |
| 129 Sed illud omnium stultissimum, quod annos professionis ceperunt definire, aliis quartum decimurn, aliis decimum octauum annum aetatis signantibus. Obsecro, unde hominibus hoc ius definiendi? Hic uero mihi aliquando in uno placent quidam illorum, quod monachis ante decimum octauum annum professis copiam faciunt abeundi. Hoc unum est, quod in monastica laudabile et Euangelicum uidi, (291) quanquam non apud omnes passim. | Men alt dette er uhyre dumt, fordi de også begynder at fastsætte en minimums alder, nogen mener fjorten, andre atten. Jamen, for pokker, hvor har mennesker den ret til at fastsætte den slags fra? Men her har de gjort noget, som jeg synes godt om, på ét punkt af de mange, at de gør det tilladt for munke at gå ud, inden de bliver atten år. Dette ene er, hvad jeg finder rosværdigt og evangelisk i munkelivet, og det findes da ikke engang hos alle. |
| 130 Atque hoc dolet, quod non idem faciunt et omnibus, qui ante sexagesimum annum sunt professi, ut Paulum ex parte imitarentur, qui uiduas minores annis sexaginta reiicit, ne assumantur alendae Ecclesiarum facultatibus. (1 Tim 5,9) Nam uiros, cum sint robustiore et uegetiore corpore, tardiusque feminis emoriantur, septuagesimo uel octogesimo anno demum recipi oportebit. | Men dette er snaren, at de ikke gør det samme for alle, som er under tres år, så de til en vis grad kunne efterligne Paulus, som forkaster enker, der er under tres år, at de ikke skal lægge beslag på kirkernes forråd. Men mændene, der jo er stærkere og livligere af kropsbygning og dør senere end kvinderne, burde først modtages, når de var halvfjerds eller firs. |
| 131 Prorsus hic monachos propria autoritate constrictos teneo. Si adolescentem infra decimum octauum annum professum absoluunt, et nulla est causa definiendi eius anni, nisi merum arbitrium humanum, quo poterant et tricesimum, quadragesimum, quinquagesimum et sexagesimum definire, debent eadem autoritate quemuis quouis anno professum absoluere. | Men atter her holder jeg mig til munkenes indskrænkninger efter deres egne anvisninger. Hvis de skal give slip på en ung mand under atten år, der har aflagt løfte, og der ikke er nogen grund til at bestemme netop det år, men det kun er sket ved menneskelig vilkårlighed, hvorved de lige så godt kunne fastsætte tredive, fyrre, halvtreds eller tres år, så burde de ud fra den samme autoritet give løbepas til hvemsomhelst i en hvilkensomhelst alder. |
| 132 Neque enim mandatum dei aut uotum, sed imbecillitatem uouentis spectant, et ad eam sana et pia epieikeia accommodant uotum monasticum. Iam fieri potest, nec est in ullius hominis potestate, prohibere, ut iuuenis aut uir usque ad sexagesimum annum aeque imbecillis aut etiam imbecillior sit ad continendum et grauius uratur libidine, quam adolescens. | De ser nemlig hverken hen til Guds bud eller til løftet, men til løfteaflæggerens svaghed, og efter denne sunde og fromme bestræbelse tilpasser de munkeløftet. Men det kan jo ske, og det står ikke i noget menneskes magt at forhindre det, at en ung mand eller en mand op til tresårsalderen er ligeså svag, ja måske svagere til at overholde afholdenheden og brænder stærkere af vellyst, end en ung mand. |
| 133 Si ergo libido et imbecillitas est interpres uoti et epieikeia mandati, sicuti uerum est et semper ita ab olim fuit, debent prorsus omnia uota libera et temporalia esse. Quod nisi fecerint, plane crude1issimi et cruentissimi sunt animicidae. Si autem sibi hoc non licere putabunt, nec id licebit, quod ante decimum octauum absoluunt, etiam si puer uel infans uouisset. | Hvis det altså skal være vellysten og svagheden, der skal bestemme løftet og budets bestræbelse, sådan som dette er sandt og det har været således fra gamle dage, så burde ethvert løfte være frit og foreløbigt. Hvis de ikke gør det, er det et brutalt og grusomt sjælemord. Men hvis de ikke mener, det kan tillades, så kan det heller ikke tillades, at de lader nogen gå under atten år, også selv om de har aflagt løfte som dreng eller som barn. |
| 134 Tam enim incertus est et ignorat iuuenis, quid sit caste uiuere, uel an sit caste victurus, quam puer vel infans quilibet. Quis enim scit, quid possit in futurum? In baptismo et dei sacramentis semper certi sumus, quid simus accepturi seu passuri, nempe diuina, ideo sunt rata et fidelia uota dei ad nos. At uouere ea, quae nostra non sunt, eadem est stultitia, eadem est ratio cassandi infanti, puero, uiro, seni, et omnibus hominibus. (W662) | For en ung mand er ligeså usikker og uvidende som en dreng eller et barn om, hvad det vil sige at leve i afholdenhed, eller om, hvorvidt han kan sejre i sit cølibat. For hvem véd, hvad han kan i fremtiden? I dåben og i Guds sakramente er vi altid sikre på, hvad vi kan overholde eller tåle, nemlig de guddommelige løfter, der derfor er Guds faste og trofaste løfter mod os. Men når vi aflægger løfte om noget, der ikke er vort, så er der den samme dumhed, så er der den samme grund til at ophæve løftet for barnet, for drengen, for den voksne, for den gamle, såvelsom for alle mennesker. |
| 135 [Adiiciamus et corollam iis, quae absolvimus, nempe locum illum Marci 3, (Mark 2,25f) ubi Christus fidelem canonem Epiiciae generalis omnium legum tradit, dicens: 'Non legistis, quid fecerit David, quando necessitatem habuit et esuriit ipse et qui cum eo erant? Quo modo intravit in domum dei sub Abiathar principe sacerdotum et panes propositionis manducaverit, quos non licebat manducare nisi solis sacerdotibus, et dedit eis, qui cum eo erant? Et dicebat eis: Sabbatum propter hominem factum est, non homo propter sabbatum. Itaque dominus est filius hominis etiam sabbati'. | Vi vil tilføje en lille krans for dem, som vi har absolveret, nemlig stedet fra Mark 3, hvor Kristus giver os en almindelig rettesnor, hvorefter man kan bryde enhver lov, idet han sige: 'Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd manglede mad og blev sultne? Hvordan de gik ind i Guds hus på ypperstepræsten Ebjatars tid og spiste skuebrødene, som de kun er tilladt præsterne at spise, og han gav dem, der var med ham? Og han sagde til dem: Sabbaten er til for menneskers skyld, ikke mennesket for sabbatens skyld. Derfor er menneskesønnen også herre over sabbaten'. |
| 136 Haec ille. Obsecro, non transeamus verba ista maiestatis, plena solatio et refectione spirituali, neque oscitanter audiamus neque frigide tractemus. (292) Primo certum est, Sabbatum fuisse divinitus praeceptum, non ficte, sed rigidissime. Non minori rigore prohibitus erat panis propositionis laicis et univera lex dei, adhuc tamen David solvebat tuta conscientia propter necessitatem. Unde cum Achimelech sacerdos trepidaret et diceret: 'Non habeo panes nisi sanctos', metuens legem, David cum fiducia legem interpretatur, dicens: 'Via haec polluta est, sed sanctificabitur in vasis', (1 Sam 21,4f) hoc est iuxta Paulum: 'Mundis omnia munda, immundis nihil mundum'. (Tit 1,15) | Såvidt Markus. Og hør nu: Mon ikke vi bør overføre disse majestætens ord, fulde af trøst og åndelig vederkvægelse, så vi hverken hører dem ligegyldigt eller behandler dem koldt. For det første er det sikkert, at sabbaten var et guddommeligt bud, ikke tænkt, men alvorligt. Ikke mindre alvorligt skulle forbudet for lægfolk mod at spise skuebrødene og hele Guds lov tages, men dog løste David den med frelst samvittighed på grund af nødvendigheden. Derfor, da Akimelek befippet sagde til ham: 'Jeg har kun helligt brød', så udlagde David, skønt han frygtede loven, loven med tillid og sagde: 'Denne vej er forurenet, men de er blevet helliget i deres kar', det vil ifølg Paulus sige: 'For den rene er alting rent, men for de urene er intet rent'. |
| 137 Christus vero hoc exemplum generalem Canonem facit, dum arguit a simili, dicens: David solvebat legem prohibentem edere panes sanctos, ergo licebit et sabbatum et omnes alias leges solvere. Nisi enim haec consequentia generalis valeat, stulte probat Christus legem sabbathi violandam per exemplum alterius legis de non edendo pane sancto. | Men Kristus gør dette eksempel til en almindelig rettesnor, idet han argumenterer på samme måde og siger: 'David ophævede loven, der forbød at spise af de hellige brød, altså er det tilladt også at ophæve både sabbaten og alle andre love. Hvis nemlig ikke denne almindelige konsekvens har gyldighed, så var det forkert, at Kristus beviste, at sabbatsloven kunne brydes ved eksemplet fra en anden lov om ikke at spise de hellige brød. |
| 138 Quare hic evidens est, etiam divina mandata semper habere exceptos casus necessitatis, non modo animarum, sed et corporum et rerum; qua enim ratione una lex potest solvi, eadem potest quaelibet solvi, hoc est, interpretari et sano sensu intelligi, quatenus liget aut non liget. Vere enim non potest solvi scriptura, Iohan. 10. (Joh 10,35) Et: 'non praeteribit unum iota aut unus apex de lege, donec omnia fiant'. (Matt 5,18). Quare dum de solutione et violatione legis dicimus, de falso eius intellectu solvendo et vero servando intelligendi sumus. | Derfor er det her soleklart, at også de guddommelige bud har undtagelser i nødvendighedstilfælde, ikke blot sjælenes, men kroppenes og tingenes nødvendigheder; for med den begrundelse én lov kan ophæves, med samme begrundelse kan en hvilkensomhelst lov ophæves, det vil sige, den kan udlægges og forstås i en sund mening, i hvor høj grad den binder og ikke binder. Det er nemlig sandt, at skriften ikke kan ophæves, og: 'ikke et jota eller en tøddel af loven skal forgå, for det er sket altsammen'. Derfor, når vi taler om ophævelsen og krænkelsen af loven, skal det forstås om den falske betydning af 'ophæve' og den sande af 'overholde'. |
| 139 Sic Christus Matt. 12. addit, sabbatum sine culpa violari a sacerdotibus in templo. (Matt 12,5) Deinde etiam ob bovem de fovea extrahendum aut adaquandum, (Luk 13,15) hoc est, non modo propter animarum et corporum, sed etiam rerum necessitatem solvi potest. Quod est aliud nihil dicere: Deus sua praecepta non posuit, ut corpus, res aut anima pereat, sed ut haec salva in praeceptis suis excerceantur. Quare semper intelligenda sunt, ut simul non obliviscaris deum crasse corpus, (W663) animam et rem, eorumque te velle curam habere, ut, si periclitetur aliquod eorum, iam scias praecepta eius non esse amplius praecepta. | Således tilføjer Kristus i Matt 12,5, at sabbaten uden skyld brydes af præsterne i templet. Dernæst kan den også brydes på grund af en okse, der skal løses fra krybben og vandes, det vil sige, ikke blot på grund af sjælenes og kroppenes, men også på grund af tingenes nødvendighed. Hvilket ikke er andet end at sige: Gud har ikke givet sine bud, for at kroppen, tingen eller sjælen skal gå til grunde, men for at disse skal drives til frelse ved hans bud. Derfor skal man altid forstå, at du ikke skal glemme, at Gud vil, at du på én gang drager omsorg for den grove krop, sjælen og tingen og hvad der hører dem til, sådan at hvis noget af disse ting kommer i fare, da skal du vide, at hans bud ikke mere er bud. |
| 140 Veniamus nunc ad nostra. Votum castitatis lex est mere corporalis de re corporalissima. Quare solvenda est cum fiducia, imo nunquam ligavit nec ligare potuit, ubi periculum animae aut corporis intercessit. Non enim, ut perderes animam et corpus, votum exigit. Cogiturque votum castitatis, ipsomet Christo interprete, hunc sensum habere: 'Voveo castitatem, quantum fieri potest absque periculo corporis et animae'. | Vi kommer nu til vores afdeling. Løftet om afholdenhed er en slags legemlig lov om en højst legemlig sag. Og derfor skal den løses med tillid, ja, den har aldrig bundet og kan aldrig binde, hvor der fare for sjæl eller legeme protesterer. Løftet skal nemlig ikke udvirke, at du mister sjælen eller legemet. Og løftet om afholdenhed skal overvejes, som Kristus selv udlægger det, så det får denne mening: 'Jeg lover afholdenhed, når det kan ske uden fare for legeme og sjæl'. |
| 141 Si itaque te postea sentias uri, iam votum nihil est, securusque illud Pauli sequeris: 'Si non continent, nubant.' Et iterum: 'Melius est nubere quam uri.' (1 Kor 7,9) An non Iudaei tam rigide voverant legem sabbati et panis sancti, quam tu castitatem? prorsus nihil est discriminis, secure arguis isto argumento Christi: Illi solverunt sabbati et panis sancti legem, necessitate excipiente et interpretante, et ego solvam legem votae castitatis maiore necessitate et periculo animae. Noli timere, Christus tete non fallet, non enim vere solvis, sed sanum intellectum voti apprehendis. | Hvis derfor du bagefter føler, at det brænder, så er løftet allerede ingenting, og du kan sikkert følge dette råd af Paulus: 'Hvis de ikke kan leve afholdende, så lad dem gifte sig'. Og igen: 'Det er bedre at gifte sig end at brænde'. Mon ikke jøderne ligeså alvorligt aflagde løfte om sabbaten og de hellige brød, som du om kyskhed? Men du skal slet ikke selv afgøre noget, du kan sikkert argumentere med dette argument fra Kristus: 'De ophæver loven om sabbaten og de hellige brød, idet de undtager og medindforstår nødvendigheden, og jeg ophæver loven om kyskhedsløftet på grund af en større nødvendighed og en fare for sjælen. Jeg vil ikke være bange, lad ikke Kristus tage fejl for dig, du ophæver i virkeligheden ikke løftet, du forstår det blot med en sund forstand. |
| 142 Dicet hic aliquis perversus: 'Eadem ratione licebit moechari, si necessitas postulet, item occidi et furari, et omnia dei praecepta solvere.' Respondeo: Ea necessitas non venit usu. Sunt mulieres, sunt viri: nube, duc uxorem. Nec est periculum aut corporis aut rerum, si mitis sis et temperans irae. At furari saltem casum habere potest? Respondeo: Si sit necessitas, licet. Tunc enim proverbium locum habet 'In necessitate omnia sunt communia'. | En eller anden pervers vil her sige: 'Med den samme begrundelse kan det være tilladt at bedrive hor, hvis nødvendigheden tvinger, eller at slå i hjel eller at stjæle, og således ophæve alle Guds bud'. Jeg svarer: Den nødvendighed kommer ikke til udfoldelse. Der findes kvinder, der findes mænd, gift jer, tag en hustru! Det er heller ikke en kroppens eller tingenes fare, hvis du er fredsommelig eller vredladen. 'Men der kan da gives anledning til at blive rasende'. Jeg svarer: Hvis det er nødvendigt, så lad det ske. Da har ordsproget sin anvendelse: 'I nødvendigheden er alle ting fælles'. |
| 143 Quam stultum igitur et impium fuerit, si fame (293) occidas te metu legis, ubi possis alimoniam furari ex alterius copia, ut vitam servares, tam stultus es, si uxorem non ducas, ubi ureris et cum periculo animae contines. Sed ut legem furti interpretaris tunc non praecipi in fame, ita interpretaberis legem voti non exigi in libidine urente. Videtur autem hoc et Salomon proverb. 6. diffiniisse, ubi hebraice sic ad verbum dicit: 'Non contemnent furem, si furabitur ad replendam animam, quia esuriit, et inventus reddet septuplum, et omnem substantiam domus suae dabit. (Ordsp 6,30f) | Derfor: Ligeså dumt og ugudeligt det vil være, hvis du drevet af sult slår et menneske ihjel, skønt du frygter loven, når du kan nøjes med at stjæle til livets opretholdelse fra en andens forråd, ligeså dum er du, hvis du ikke tager dig en hustru, når du brænder og lever afholdende i stor sjælefare. Men ligesom du udlægger loven om tyveri sådan, at den ikke gælder i tilfældet 'sult', sådan skal du udlægge loven om løftet sådan, at det ikke gælde, når du brænder af vellyst. Man ser også, at Salomon i Ordsp 6,30f bestemmer følgende, når man retter sig efter det hebraiske: 'Foragter man ikke tyven, hvis han stjæler for at fylde sin sjæl, fordi han sulter; findes han, skal han give syvdobbelt igen, og han skal give hele sit hus' indhold. |
| 144 Adulter autem mulieris minoratus corde est et vastabit animam suam', q d. fur non damnabitur, etiam si inventus mulctetur lege ab eo, qui crudelis esse volet, modo furetur necessitate replendae animae. | Men en ægteskabsbryder er mindre end en kvinde i forstand og ødelægger sin sjæl', det vil sige, en tyv fordømmes ikke, også hvis han findes, straffes han ved loven af den, som vil være følelseskold, derved, at han stjal for at fylde sin sjæl med nødvendigheder. |
| 145 Quid? quod legimus Iudic. 21. filios Beniamin autoritate totius Israel rapuisse filias Silonitarum in uxores? (Dom 21,23) Esto, filii Israel peccarint vovendo vel votum servando de non tradendis filiabus suis, filii tamen Benjamin rapientes non peccaverunt, cum non essent aliae mulieres, quas ducerent, negantibus utrinque filias suas et Israelitis et Silonitis. At quanto levius est furtum rerum quam filiarum? Stuprum et raptus erat hoc facinus, si legem rigide ad literae captivitatem, hoc est, stulte et superstitiose interpreteris. Unde et filii Israel hanc spiritualem intelligentiae sanitatem pulchre allegant, dicentes Silonitis: 'Ex parte vestra peccatum est, quia postulantibus non dedistis etc.' (Dom 21,20) | Hvad så? Hvad læser vi i Dom. 21,23, at Benjamins sønner med hele Israels billigelse røvede Silonitternes døtre til hustruer? Lad være, at Israels sønner syndede ved at aflægge løfte eller ved at overholde et løfte om ikke at tage deres døtre, alligevel syndede Benjamins sønner ikke, da de røvede dem, for der var ikke andre kvinder end dem, de røvede, idet både israelitterne og silonitterne nægtede dem deres døtre. Men hvor meget mindre alvorligt er et tyveri af ting end et tyveri af døtre? Denne udåd var krænkelse og voldtægt, hvis loven skulle tages alvorligt efter bogstaven, det vil sige, hvis du skulle udlægge den dumt og overtroisk. Derfor har også Israels sønner smukt dannet denne åndelige, sunde forståelse, når de siger om silonitterne: 'Til en vis grad er det jeres synd, fordi I ikke ville give dem, når de bad osv'. |
| 146 Quin ego ausim, hac fretus Christi autoritate, asserere: Si qui filii aut filiae, castitati devoti, seipsos vel parentes nulla alia ratione in casu alere possint, nisi diviti, qui alere possit, nupserint, debere eos in eiusmodi casu votum et sabbatum suum solvere. Nihil hic moveant, qui garriunt, castitatis thesaurum incomparabilem esse. Nonne et obedientia legis dei in sabbato et pane sancto est incomparabilis? Quid enim preciosius obedientia? | Hvorfor skulle jeg da ikke vove, drevet af denne Kristi autoritet, at slå fast: Hvis nogen sønner eller døtre, henlovet til cølibat, ikke kan fremdrage hos sig selv eller deres forældre nogen anden grund dertil end at de er rige, som skal vokse op, så lad dem gifte sig, det er rigtigt, at de i et sådant tilfælde ophæver deres løfte og sabbat. Intet bevæger her dem, der snakker om, at cølibatets skat er usammenlignelig. Mon ikke også lydigheden mod Guds lov med hensyn til sabbatsbudet og de hellige brød er usammenlignelige? Men hvad er en mere værdifuld lydighed? |
| 147 Et tamen hanc sic exigit, ut corpus, quod creavit, per te nolit destrui, aut res omnes comburi, sed, ut in obedientia exerceatur. Alioqui cur non potius mandavit nos ipsos occidere, morbis et fame cruciari? Quid enim differt mandare morbum vel interitum nobisipsis inferre, et legem exigere, quae praestari non possit, nisi morbo vel interitu nos ipsos conficiamus? Absit a cogitatione nostra de deo sic sentire! Quanto magis in animae periculum nihil valet praeceptum et votum exactum intelligi? | Og dog kræver han denne lydighed således, at det legeme, som han har skabt, vil han ikke, at du skal ødelægge, eller at alting skal opbrændes, men han vil, at det skal opøves i lydighed. Hvorfor skulle han ellers ikke befale os snarere at dræbe os selv eller pine os med sygdom eller sult? Hvad er nemlig forskellen på at overgive os til sygdom eller at vi selv påfører os død, og at kræve en lov af os, som vi ikke kan overholde, medmindre vi ombringer os selv ved sygdom eller død? Det være langt fra vore overvejelser at tænke sådan om Gud! Hvor meget mere betyder så i sjælefare budet og den nøjagtige forståelse af løftet intet? |
| 148 Summa, in hac legum Epiicia et sana intelligentia praeter charitatem iudicem nihil tutum est. Quicquid enim adversus charitatem est, dispensari et interpretari nullo casu potest, cum sit impossibile casum necessitatis in charitatem incidere. Rursus quicquid contra charitatem non est, hoc liberum, licitum et dispensandum est, praesertim in casu necessitatis. | Kort sagt, i denne lovens rettesnor og sunde forståelse er der ingen sikker dom udover kærligheden. Man kan nemlig ikke i noget tilfælde dispensere til noget eller udlægge noget, så det er imod kærligheden, eftersom det er umuligt at anvende nødvendigheden imod kærligheden. Og omvendt, hvad der ikke er imod kærligheden, det er frit, tilladt, det kan der dispenseres til, især i nødvendighedstilfælde. |
| 149 Stat enim Paulus fortiter dicens: 'Nemini quicquam debeatis, nisi ut invicem diligatis.' (Rom 13,8) Quis, obsecro, ultra et supra hanc legem Pauli aliam legem necessariam statuere potest? Et si statuatur, voveatur, exigatur, quomodo praestari necessario potest aut debet, cum nihil debendum sit, nisi diligere? Igitur votum servare possumus, sed non debemus, quia nihil nisi diligere debemus. | Det Paulus-ord står nemlig fast: 'Bliv ikke nogen noget skyldig, undtagen at elske hinanden'. Hvem kan, vil jeg gerne vide, fremlægge en anden lovnødvendighed, der går ud over og oven over denne Paulus' lov? Og hvis der bestemmes, hvis der loves, hvis der kræves, hvordan kan og bør man så opfylde det efter nødvendigheden, når man ikke skal skylde hinanden andet end at elske? Altså kan vi overholde løftet, men vi er ikke skyldig at gøre det, fordi vi ikke er skyldige at gøre andet end at elske. |
| 150 Et Christus Matt. 7: 'Haec est Lex et Prophetae.' (Matt 7,12) Et Matt. 22: 'In his duobua mandatis universa lex pendet (294) atque prophetae.' (Matt 22,40) Nihil ergo contra charitatem, nihil ultra charitatem ligat aut ligare potest. Iam facile est videre, cur non liceat dispensare in adulterio, homicidio, furto non necessario et similibus. Rursus cur dispensari possit et debeat in voto castitatis et omnibus votis, nempe quod in illis laeditur, in istis non laeditur, imo servatur charitas. Nulli enim nocet, si nupseris, imo, sicut velles tibi licere nubere, si ureris, ita debes licere velle et alteri, non modo autem velle, sed et cooperari, ut fiat. (W665) | Og Kristus siger Matt 7,12: 'Dette er loven og profeterne'. Og Matt 22,40: 'På disse to bud hviler hele loven og profeterne'. Altså, intet binder og intet kan binde imod kærligheden og intet udover kærligheden. Så er det let at se, hvorfor man ikke kan dispensere med ægteskabsbrud, drab, et ikke nødvendigt tyveri og lignende. Og det er også let at se, hvorfor kan man og bør dispensere i kyskhedsløftet og i alle løfter, nemlig fordi i de sidste brydes kærligheden, i de andre brydes kærligheden ikke, den tjenes. Det skader nemlig ikke nogen, hvis du gifter dig, tværtimod, ligesom du vil, at det skal stå dig frit at gifte dig, hvis du brænder, sådan bør du også ville, at det skal stå din næste frit, ja, du bør ikke blot ville det, men arbejde på, at det sker. |
| 151 Hoc confirmat Christus Matt. 12, dum praefert misericordiam omnibus legibus, dicens ad sabbatarios illos pharisaeos: 'Si autem sciretis, quid sit: misericordiam volo et non sacrificium, non condemnassetis innocentes'. (Matt 12,7) Hoc enim eo dicit, quod, ubi corpori aut rei necessitas accidit, miserendum sit, et legem non intelligendam adversariam ejusmodi necessitati. Sic enim Apostolis vellentibus spicas patrocinatur, quod esurierint, hoc est, misericordia eguerint in ea necessitate. | Dette bekræfter Kristus Matt 12,7, hvor han foretrækker barmhjertighed fremfor enhver lov, idet han siger til disse farisæiske sabbatoverholdere: 'Men hvis I havde vidst, hvad det vil sige: Barmhjertighed vil jeg og ikke brændoffer, havde I ikke fordømt uskyldige'. Dette siger ham af den grund, at hvor kroppens eller tingens nødvendighed træder ind, der skal man vise barmhjertighed, og loven skal ikke forstås som værende imod den slags nødvendighed. Sådan havde han nemlig forsvaret apostlene, der plukkede aks, fordi de var sultne, det vil sige, de trængte til barmhjertighed i denne nødvendighed. |
| 152 Quare multo magis votum castitatis cedere debet misericordiae, si urens libido necessitatem nubendi fecerit. Volet enim misericordiam magis quam illiberale illud castitatis sacrificium. Edat ergo et hic David noster panes prohibitos cum fiducia et dicat: 'Castitatis votum propter hominem factum est, non homo propter votum castitatis. Itaque dominus est filius hominis etiam voti et castitatis.' Non autem sic se habet in re fidei erga deum, quia non deus propter hominem, sed homo propter deum est, de qua spirituali lege alias et alibi. | Derfor bør så meget mere løftet om cølibat vige for barmhjertigheden, hvis den brændende vellyst gør det nødvendigt at gifte sig. Han foretrækker nemlig barmhjertighed fremfor dette ufri cølibatsoffer. Derfor spiste også her vores David de forbudte brød med tillid og sagde: 'Kyskhedsløftet er gjort for menneskets skyld, ikke mennesket for kyskhedsløftets skyld. Derfor er menneskesønnen herre også over løfterne og kyskheden'. Men det forholder sig ikke sådan med troens sag overfor Gud, fordi Gud ikke er til for menneskets skyld, men mennesket for Guds skyld, men om denne åndelige lov skal der fremføres noget andet andetsteds. |
| 153 Proinde gratias agat, qui hanc veritatem et suavissimam libertatem fidelium Christi intelligit, et securus fidensque coniugium ineat, si continere non potest et insanos puppas cum sceleratis et impiis tum legibus tum minis suis contemnat, Qui in sua illa sacrilega decretali de vit. et ho. cle. blasphemare audent, in coniugio non posse deo serviri. | Dernæst bør den, der har forstået denne sandhed og Kristi troendes søde frihed, takke, og i sikker tillid indgå ægteskab, hvis han ikke kan leve afholdende, og foragte de vanvittige idioter med deres syndige og ugudelige regler og trusler, som i deres ugudelige dekretaler (de vita ac honestate clericorum) vover blasfemisk at hævde, at man ikke kan tjene Gud i ægteskabet. |
| 154 Quid enim hoc est nisi nuptias arguere perfidiae, impietatis et universae apostasiae? Scilicet tibi, Papa, Satanae ministro, Abraham et universi Patriarchae, Zacharias et Elisabet non servierunt deo? Sed quid cum istis monstris seipsis etiam monstrosioribus ago? quos prae nimia blasphemandi rabie fugiendos et fugandos esse definitum est. | Hvad er dette nemlig andet end at hævde, at ægtefolk er forkerte, ugudelige og i det hele taget frafaldne? Men det må du vel så mene, du pave, Satans medhjælper, at Abraham og alle patriarkerne, Zakarias og Elisabet ikke tjente Gud? Men hvordan skal jeg behandle disse utysker selv, som endog er mere end utyskelige? Men må beskrive dem som nogen, der er flygtet ud i og drevet ud i et raseri, der er værre end ugudeligheden. |
| 155 Porro quod multi causantur molestiam coniugii atque ideo continendum suadent, humaniter quidem, sed stultissime sapiunt. scilicet, ut molestiam vitare doceas, ad carnificinam conscientiae invitas? Nos non docemus coniugium, quod molestum non sit, nec tale promittimus, sed licitum et liberum esse volumus, ut contineat, qui potest, quamdiu volet; conscientiam liberamus molestia, non coniugium. | Og videre, fordi de tillægger ægteskabets besværlige virkning meget, og derfor fremhæver afholdenheden, så er de vise på en menneskelig, men dog stolt måde. Nemlig sådan, at du skal lære at undgå besværligheden, og opfordre til samvittighedens kødeliggørelse? Vi lærer ikke ægteskabet, fordi det ikke er besværligt, ejheller lover vi noget sådant, men vi vil, at det skal være tilladt og frit, så den, der kan leve afholdende, kan gøre det; vi vil befri samvittigheden for besvær, ikke ægteskabet. |
| 156 Quanto autem foelicius est, bis molestum coniugium tolerare, quam perpetuo conscientiae aculeo cruciari! Molestiam hanc deus imposuit, et tulere omnes sancti patriarchae. Paulus molestiam eandem praedicit nubentibus, sed non dissuadet neque damnat. 'Tribulationem, inquit, carnis habebunt huiusmodi.' (1 Kor 7,28) Sed non ait: 'Nolite tribulationem carnis istam subire', nec dicit: 'Mala est et damnabilis', imo lucrum est, si recte et pie eam tuleris. | Men hvad kan være lykkeligere når man to gange udholder ægteskabernes besværligheder, end at korsfæste samvittighedens brod! Den besværlighed har Gud lagt ind i det, og den måtte alle de hellige patriarker bære. Paulus prædiker denne besværlighed for de gifte, men han fraråder ikke og fordømmer ikke. 'Den slags mennesker har kødelige trængsler', siger han, men han siger ikke: 'I skal ikke gå ind under kødets trængsler', eller: 'Det er ondt og fordømmeligt', tværtimod er det en vinding, hvis du bærer det ret og fromt. |
| 157 Molestum est in carcere pro Christo vinciri, sed nunquid ideo dissuadebis? nonne potius hortaberis, ut constanter ferat? Nos iis, qui ocii et voluptatis causa nubunt, nihil scribimus, quibus recte evenit molestia pro voluptate, sed iis scribimus, qui periculum salutis, necessitatem peccandi, impossibilitatem continendi cum universo tartaro conscientiae mutare cupiunt quavis (295) molestia vel labore, qui non in voluptate, sed bene vivere volunt. Ducant illi in bonis dies suos, nos dicimus nostris coniugibus: 'In sudore vultus tui vesceris pane tuo.' (1 Mos 3,19) Sed nec tu unquam credas eos foeliciter continere, qui molestiae vitandae gratia abstinent a coniugio. | Besværligheder overgår os i kødet for Kristi skyld, men mon du derfor skal fraråde dem? mon ikke snarere du skal opfordre til at bære dem i udholdenhed? Vi skriver ikke for dem, som gifter sig på grund af behagelighed og lyst, de får med rette besværligheder i stedet for lyst, men vi skriver for dem, som stræber efter at forandre faren for deres frelse, nødvendigheden af at synde, umuligheden af at leve afholdende under alverdens samvittighedspinsler, og med disse besværligheder eller disse anstrengelser vil de ikke leve i lyst, men leve godt. Lad disse tage sig hustruer i gode dage, vi siger til vore ægtefolk: 'I dit ansigts sved skal du spise dit brød'. Men du skal nu heller ikke tro, at de, der afholder sig fra ægteskab for at undgå besværligheder, lever lykkeligt som afholdende. |
| 158 Experientia enim docet, ut contineant egregii isti coniugii contemptores et castitatis iactatores, cum illi solum contineant, non qui fugiunt molestiam, sed quibus datum est, ut propter regnum coelorum contineant. | Erfaringen lærer nemlig, at disse udmærkede ægteskabsforagtere og cølibatspralere nok kan leve afholdende, men at alene de kan være afholdende, ikke de, som flygter fra besværlighederne, men dem det er givet, at de på grund af himmeriget kan leve afholdende. |
| 159 Et quid tandem ad nos, quid iudicent bullae? Faciamus, quod bonum est, per infamiam et bonam famam. (2 Kor 6,8) Dominus iudicat populos et orbem terrae cum aequitate. (Sl 96,13) Omnis homo mendax. Solus autem deus verax.(Rom 3,4) AMEN.] | Og hvad endelig os angår, hvad skal de dømme med buller for? Lad os gøre, hvad der er godt, i dårligt rygte og godt rygte. Herren vil dømme sit folk og hele verden med lighed. Ethvert mennesker er en løgner. Alene Gud er sanddru. Amen. |
| 160 | |
| Videre til "Om munkeløfterne" 8! | |