Luthers "Om munkeløfterne" 6

De votis monasticis

Slutning, 1. afdeling, fra WA 641-647.

¹VLTIMO. Vltimum in eos impetum faciamus et fingamus luctandi gratia, Esse tria illa uota substantialia uota apud deum rata et indispensabilia. Quid si probauero, duo ex eis esse libera, etiam apud uos ipsos, nonne dabitis, et tertium liberum esse debere, scilicet castitatis? Tentemus (268) itaque aliquid, quanquam et statim a principio nonnihil de eis dixerimus. Slutning. Til sidst skal vi komme med et angreb på dem og for kampens skyld lade, som om vi går med til, at der er disse tre løfter, løfter, der i deres substans er faste og indispensable for Gud. Hvad nu, hvis jeg beviser, at to af disse er frie, også hos jer selv, mon I så ikke vil medgive, at også det tredie burde være frit, nemlig cølibatet? Lad os derfor forsøge et angreb, skønt vi også fra begyndelsen har sagt ikke så lidt derom.

² Primo paupertatem uideamus, quae duplex est: Spiritualis, de qua Matt. v. Christus: Beati pauperes spiritu, quoniam ipsorum est regnum coelorum. (Matt 5,3) Haec uoueri non potest, cum sit communis omnibus Christianis; ea est spiritu libero in rebus uersari, eis uti et dominari, non seruire, non apponere cor, (Sl 62,11) non confidere et gloriari in diuiciis, et non esse uiros diuitiarum. (Sl 52,9) Lad os først se på fattigdommen, som er en dobbelt: en åndelig, om hvilken Kristus siger, Matt 5: Salige er de fattige i ånden, fordi himmeriges rige er deres. Denne kan man ikke aflægge løfte på, eftersom den er almindelig for alle kristne; den er for den frie ånd i de daglige sager, at bruge dem og herske over dem, ikke være slave under dem, ikke sætte sit hjerte til dem, ikke stole på og rose sig af sin rigdom, og ikke være rige mennesker.

³Verum monastici hic non simpliciter peccant, primo, quod consilium ex ea faciunt, deinde, quod sibi eam solis arrogant et uoueri a se iactant Non esse autem consilium id probat, quod Christus beatos appellat, utique uolens damnatos, qui non sint pauperes. Men her synder de munkelige ikke på simpel måde, først, fordi de gør et råd ud af fattigdommen, dernæst, fordi de overmodigt mener, at den kun er for dem, og lagt hen til dem alene at aflægge løfte om. Men at det ikke er et råd, viser det forhold, at Kristus kalder dem salige, og ligeledes vil have dem fordømt, der ikke er fattige.

⁴ Nam beatitudinem solet iis, qui necessaria seruant, tribuere, ut, dum mulierem castigans dixit: Quin beati, qui audiunt uerbum dei et custodiunt illud. (Luk 11,28) Et: Beatus es, Simon bar Iona.. (Matt 16,17) Et: Beati estis, si feceritis ea. (Joh 13,17) Item, quod ipsorum est regnum coelorum, Vtique seruitutem (W642) inferni uolens repositam esse iis, qui non sunt pauperes. For saligheden plejer han at tillægge dem, der tjener det med nødvendighed, som når han dadlende siger til kvinden: Ja, salige er de, der hører Guds ord og bevarer det. Og: Salig er du, Simon, Jonas' søn Og: Salige er I, hvis i gør det. Ligeledes, når han siger, at deres er himmeriges rige, så vil han i hvert fald mene, at helvedes slaveri er tillagt dem, der ikke er fattige.

⁵Dum ergo hanc uouent monastici, dupliciter peccant, Primo impia opinione accedunt, credentes consilium quod praeceptum est, ac per hoc inter uouendum soluunt praeceptum diuinum, negantes ipsum esse praeceptum. Når altså de munkelige aflægger løfter om en sådan fattigdom, så synder de dobbelt, først tillægger de det en ufrom mening, idet de tror, at det, der er et bud, er et råd, og derved i og med, at de aflægger løfte, opløser det guddommelige bud, fordi de nægter, at det er et bud.

⁶Secundo, quod simulant sese uouere aliud quam in baptismo uouerunt, qua hypocrisi reuocant aut contemnunt uotum baptismi, ut quod parum aut nihil sit, huic uoto comparatum. For det andet, fordi de lader, som om de aflægger løfter om noget andet, end det, vi lover i dåben, hvorved de som hyklere tilbagekalder eller foragter det løfte, vi aflagde i dåben, som om det, skønt lige med, dog intet er, sammenlignet med dette løfte.

⁷At hoc est blasphemare baptismum, qui est omnia in omnibus Christianis. Si ergo uotum non debet esse impium, sacrilegum et blasphemum coram deo, oportet, ut hanc paupertatem non uoueant. Men dette er at bespotte dåben, som er alt i alle kristne. Hvis altså et løfte ikke bør være ufromt, bespotteligt og blasfemisk overfor Gud, så følger deraf, at man ikke må aflægge dette løfte om fattigdom.

⁸Altera est corporalis, ea esse potest triplex, liceat ita nugari cum nugacibus: Vel quod nulla re utaris, quae est impossibilis, Oportet enim uictu et amictu utentes uitam hanc conseruare. Den anden del er den legemlige fattigdom, og den kan være tredobbelt, hvis det må være mig tilladt at drive spøg med dem, der driver spøg: Enten, at du ikke bruger nogen ting, hvilket er umuligt, du må nemlig bruge mad og klæder for at bevare dette liv.

⁹Vel quod nullas res administres aut cures; Haec est infantium, puerorum, infirmorum, fatuorum, et similium qui sub iugo aut manu alterius sunt. Vel quod nihil proprii possideas, administres autem communia. Et has duas uoueri necesse est, si paupertas uouetur a monasticis, et praesertim secundam. Eller sådan at du ikke administrerer eller bekymrer dig om nogen ting. Hvilket er barnagtigt, barnligt, sygt, dumt, og hører dem til, der er slaver eller er i en andens hånd. Eller sådan, at du intet ejer for dig selv, men administrerer det i fællesskab. Og disse to (sidste) er det nødvendigt at aflægge løfte om, hvis du vil aflægge et munkeløfte om fattigdom, især den anden forståelse.

¹⁰Caeterum, paupertas corporalis proprie est penuria in uictu et amictu, quae alienis indiget subsidiis, non potens se propriis iuuare. Forøvrigt, den legemlige fattigdom er en særlig mangel på mad og drikke og klæder, som har brug for andres hjælpemidler, idet den ikke kan hjælpe sig med sine egne hjælpemidler.

¹¹ Tu nunc uide ludicra ista Satanae. Lucas in Actis laudat Apostolorum factum, quod communia habuerint et per hoc (269) abundauerint, non appellans paupertatem aut pauperes, imo (inquit) non erat quisquam egens inter illos. (Apg 4,34) Prorsus nec est nec dici debet paupertas, ubi sodales aliqui sua in commune conferunt et de communi uiuunt, sed omnium plenissima abundantia. Her ser du dette Satans narrespil. Lukas roser i Apostlenes Gerningerne apostlenes handlinger, fordi de havde alting fælles, og derved havde overflod, men han kalder det ikke fattigdom og kalder dem ikke fattige, tværtimod, siger han, var der ingen iblandt dem, der led nød. Og det er da slet ikke, og det bør da heller slet ikke kaldes fattigdom, hvor nogen kammerater slår deres ting sammen og lever i fællesskab, men fuldkommen overflod på alting.

¹²Haec enim erat gloria primitiuae Ecclesiae, referente Luca, quod, cum spirituali et Euangelica paupertate omnes pollerent, tamen temporalibus abundabant, pro cuiusque necessitate. Postea uero consumptis substanciis et praeualente fame, ceperunt egere et in temporalibus, tunc et corpore pauperes facti sunt, ita ut Paulus et Barnabas ubique pro eis colligerent collationes fidelium. Dette var nemlig den første kirkes ære, ifølge Lukas, at de, skønt de alle var stærke nok til at leve i den åndelige og evangeliske fattigdom, dog havde overflod af alt timeligt, til enhvers nødvendighed. Men bagefter, da de havde brugt deres formue og sulten tog over, og de begyndte at lide mangel også i det timelige, da blev de også på legemet gjort fattige, sådan at Paulus og Barnabas overalt holdt indsamlinger til de troende.

¹³At hanc paupertatem non instituerunt Apostoli, quando communia habebant omnia, sed eam passi sunt, deficientibus communibus. Nostri igitur religiosi neque spiritualem neque corporalem uouent paupertatem, sed communem illam abundantiam, qua eis abunde administratur, quam, sicut dixi, uiolenter potes dicere puerorum et fatuorum paupertatem, cum nihil minus sit quam paupertas. Men den fattigdom havde apostlene ikke oprettet, da de havde alting fælles, men de havde fundet sig i den, da de i fællesskab led mangel. Men vore munke aflægger løfte hverken om den åndelige eller den legemlige fattigdom, men om denne fælles overflod, som administreres så overflødigt for dem, så du, som jeg har sagt, med et stærkt udtryk kan kalde den børnenes og de tåbeliges fattigdom, eftersom der ikke er noget, den mindre er, end fattigdom.

¹⁴ Neque enim, ut egeant, sed, ut abundent, intrant religiones, commoti, quod in monasteriis sciunt promptuaria plena eructantia de genere in genus. (Sl 144,13) Nam ubi paupertas regnat in monasteriis, aut non illic intrant aut intrasse poenitet. Det er nemlig ikke sådan, at disse munke går i kloster, for at komme til at lide mangel, men for at få overflod, og de drages af, at de ved, at der i klostrene vil være et fuldt forrådskammer, der vil give fra sig i art og mængde. For hvor fattigdom hersker i klostrene, vil de enten ikke gå derind, eller angrer, at de er gået derind.

¹⁵Est ne igitur haec insignis illusio dei et hominum? praetendere uotum paupertatis, et tamen eo ipso quaerere securam et ociosam copiam ac saturitatem, aliena manu et partam et ministratam, ubi nihil minus est, quam (W643) egere aut pauperem esse. An ignorare nos uolunt, quid sit aut significet paupertas? An et uocabulis suas significationes euiscerant? Er da ikke dette kendelig snyd for Gud og mennesker? at foregive at love fattigdom, og dog netop derigennem at søge den sikre og ørkesløse overflod og mæthed, idet en fremmed hånd både deler og administrerer, hvor der intet mindre er end mangel og fattigdom? Mon de vil, at vi ikke skal vide, hvad fattigdom er eller betyder? Mon de også vil udviske ordene med deres betydninger?

¹⁶Omnium sensu, omnium usu, omnium loquela, paupertas corporalis significat penuriam et egestatem in uictu et amictu. Quis unquam audiuit paupertatem dici, nihil proprium possidere, et de communi abundare? Ifølge alles betydning, alles ordbrug, alles talemåde betyder legemlig fattigdom både mangel på mad og drikke og klæder. Hvem har nogensinde hørt det kalde fattigdom, at man ikke besidder noget selv og i fællesskab lever i overflod?

¹⁷ O illusores et deceptores, qui fictis uerbis in auaritia populos cauponamini, ut Petrus praedixit. (2 Pet 2,3) Igitur etiam in corporalem paupertatem mentiuntur uouentes monasticen, ut et impii sint in spiritualem et mendaces in corporalem paupertatem. O, I bedragere og løgnemestre, som med fingerede ord i jeres griskhed søger at udnytte folket, som Peter forudså. Derfor, også hvad angår den legemlige fattigdom lyver de, der aflægger munkeløfte, så at de både er ufromme i den åndelige og løgnere i den legemlige fattigdom.

¹⁸Et hoc fictitium et mendax uotum tu arbitraberis esse gratum deo? certe sanctos oportet in hoc uoto aliud spectasse. Natura uoti est, sicut diximus mendax, impia, sacrilega et blasphema. Og dette fingerede og løgnagtige løfte tror du kan være anerkendelsesværdigt hos Gud? Sikkert har de hellige set noget andet i dette løfte. Løftets natur er, som vi har sagt, løgnagtig, ufromt, bespotteligt og blasfemisk.

¹⁹Sed amplius finge, haec impia uota esse pia et grata, et appelletur hoc paupertas, quod abundantia securissima est. Quid dicent de iis, qui ex monasteriis sumpti sunt in Papatum, (270) Cardinalatum, Episcopatum, et alias dioceses rerum, ubi certe in res proprias e uoto sunt translati? Men forestil dig ydermere, at dette ufromme løfte er fromt og velbehageligt, og at det kaldes fattigdom, som er den sikreste overflod. Hvad vil de sige om dem, som fra klostret bliver hentet op til pavestolen, kardinalembeder, episkopater og andre stiftsembeder, hvor de jo givetvis bliver flyttet over til deres egen ejendom udaf deres løfte?

²⁰Neque hic dicere potes, nisi iterum fictis uerbis ludere uoles, Papam, Episcopos, Cardinales et similes non possidere res proprias, cum eis pro libero arbitrio utantur. Her kan du da ikke sige, hvis du da ikke vil lege med fingerede ord, at paven, biskopperne, kardinalerne og den slags ikke ejer deres egne ting, eftersom de kan bruge dem efter deres frie forgodtbefindende.

²¹Esto, monachorum praepositi curent res non proprias, at illi certe curant proprias, quanquam de Ecclesia acceptas, ut nihil sit, quod dicis, non suas, sed Ecclesiae esse eas res, quod et ipsum fictis uerbis dicitur. Lad være, at klostrenes foresatte tager vare på ting, der ikke er deres egne, men disse tager da givetvis vare på deres egne sager, hvor meget end de accepteres af kirken, så at det er ingenting, hvad du siger, at disse ting ikke er deres, men kirkens, fordi selve dette siges med forblommede ord.

²²Dat enim eis Papa eas res tanquam dominus earum, imo Papa utrarunque rerum se dominum facit, et in eum locum etiam sancti uiri, aliquando sunt translati, ut Anastasius Bernhardi discipulus. Paven giver dem nemlig disse ting, som om han er herre over dem, ja, paven gør sig til herre over dem på begge måder, og op til dette sted er der nogen hellige mænd, der er blevet ført, f. eks. Anastatius, Bernhards discipel.

²³Vbi manet hic uotum paupertatis monasticae? Prorsus Episcopatus, Cardinalatus, Papatus statum damnabis, aut negabis posse monasticum uirum illuc ascendere. Hvad bliver der her af munkeløftet om fattigdom? Du kan straks fordømme biskoppens, kardinalens eller pavens stand, eller du kan nægte, at det hører til munkens væsen at stige op til den slags embeder.

²⁴Hic dicunt, eiusmodi cedere obedientiae et ingredi statum perfectionis. Pulchre mentiris in caput tuum. cur antea dicebas, monasticen esse statum perfectionis? Rogo, quot habes status perfectionis? Episcopus, si posita infula intret monasterium (ut factum est aliquando), intrat statum perfectionis de statu imperfectionis. (V7,4) Her siger de, at på den måde ophører lydigheden og de indgår i fuldkommenhedens tilstand. Ja, du lyver smukt i dit hoved. Hvorfor sagde du før, at munkevæsenet er den fuldkomne tilstand? Jeg spørger, hvormange fuldkommenheds tilstande har du? En biskop, hvis han nedlægger sin tiara og går ind i et kloster, hvilket sommetider er sket, så går han ind i fuldkommenhedens tilstand fra ufuldkommenhedens tilstand.

²⁵ Rursus monachus deserto monasterio factus Episcopus, intrat statum perfectionis. Hic uides, ut status sese mutuo perficiunt et imperficiunt, hoc est, ut mendacia in seipsa irruunt et mutuo mordent atque consumunt. (Gal 5,15) Men omvendt, en munk, der forlader klostret og gøres til biskop, han går ind i fuldkommenhedens stade. Her ser du, at dette stade gensidigt kan blive fuldkomment og ikke-fuldkomment, dvs at de er fulde af løgn, og gensidig bider og opæder hinanden.

²⁶Quid speras hos audaces et insanos tandem dicturos, nisi forte et statum perfectionis facient, si intraueris in lupanar de thoro coniugali? Proh Christe, nihil est in hoc sacrilego uitae genere, nisi confusissima mendacia. Hvad håber du disse tåbelige vovehalse vil sige, andet end straks også at gøre det til et fuldkommenheds stade, hvis du går ind i et bordel gennem ægteskabsporten? For Kristi skyld, intet er der i den slags bespottelige liv, andet end forvirret løgn.

²⁷Porro si propter obedientiam et statum perfectionis soluitur uotum paupertatis, cur non et uotum castitatis? Vbi sunt nunc uota illa substantialia? Est paupertas nunc accidentale uotum? sic agitari debent et circumferri uentis mendaciorum, qui relicta solida petra, sibi ipsis nouas uias, proprios ducatus, singulares paradisos praesumpserunt. Men videre: Hvis på grund af lydigheden og fuldkommenhedens stade løftet om fattigdom kan ophæves, hvorfor så ikke løftet om cølibat? Hvor er nu disse løftets substanser? Er fattigdom nu noget tilfældigt tilbehør? men sådan må de jo argumentere og undgå denne løgnens vind, når de har forladt den solide klippe, ført sig ind i et nyt, særligt liv, foregivet, at det var paradis alene for dem.

²⁸ Dimisi (inquit) eos (W644) secundum desideria cordis eorum, ibunt in adinuentionibus suis. (Sl 81,13). Et Petrus: Venient in nouissimis diebus, in deceptione illusores, secundum propria desideria ambulantes. (2 Pet 3,3) Jeg overgav dem, siger han, til at følge deres hjertes begæring, og de gik deres egne veje. Og Peter: De vil komme i de sidste dage med bedragerisk tale og følge deres egne lyster.

²⁹Quid autem ad hoc dicent? uotum nonne est diuinum praeceptum? praesertim, si sit (ut dicitis) substantiale? At e praecepto diuino ne angelorum quidem, nedum Papae aut ullius hominis autoritate transeundum est. Men hvad skal de sige til det? Mon ikke løftet er et guddommeligt bud? Især, hvis det, som de siger, er substantielt? Og det guddommelige bud kan ikke engang englene, endsige da paven eller nogen menneskelig autoritet føre bort fra.

³⁰ Stat enim sententia: Obedire oportet deo magis quam hominibus, (Apg 5,29) alioqui eadem (271) ratione licebit furari, occidere, mechari, parentibus rebellare, breuiter, deum cum praeceptis suis negare, autoritate et obedientia humana. Den sætning står nemlig fast: Man bør adlyde Gud mere end menneskene, ellers ville det jo med samme begrundelse være tilladt at stjæle, at slå ihjel, at bedrive hor, at gøre oprør mod forældrene, kort sagt, at nægte Gud og hans bud, ud fra en menneskelig autoritet og lydighed.

³¹Si unum praeceptum licet transire, omnia licebit transire. Ex quibus conficitur, ut aut impossibile sit, uotum eiusmodi esse diuinum praeceptum, aut necessarium sit, omnes esse uoti reos et damnatos, qui e monachis facti sunt pontifices. Hvis det er tilladt at overtræde et bud, er det tilladt at overtræde dem alle. Hvilket bevirker, at enten er det umuligt, at løftet på den måde er et guddommeligt bud, eller også må det nødvendigvis være sådan, at alle de er skyldige og fordømte ud fra deres løfte, som fra at være munke bliver gjort til biskopper.

³²Non hic nugandum est et garriendum, quod maneant in paupertate. Seria res agitur, quando de conscientiarum re disputatur, solide docere oportet. Her kan man ikke drive spøg med det eller våse om det og sige, at de forbliver i fattigdommen. Det er en alvorlig sag, når vi taler om samvittighedssager, her bør man fremkomme med holdbare lærdomme.

³³Scimus monachum et Papam nulla proportione conuenire, quod ad uotum paupertatis attinet. Ille uouit in monasterio pauper uiuere, hoc tenetur implere tota uita, quia uotum est praeceptum dei. Vi ved, at en munk og en pave ikke kan sammenlignes på noget punkt, der har med løftet om fattigdom at gøre. Den ene lover at leve fattig i klosteret, dette bruger han hele livet på at opfylde, fordi løftet er et bud fra Gud.

³⁴Nec prodest, quod statum perfectionis afferunt, non solum ob mendacium supradictum, quo sibi ipsis contradicunt, sed etiam ob aliud mendacium, quod status perfectionis esse non possit extra et contra mandatum dei, sed potius damnabilis status est. Det hjælper heller ikke, at de indfører fuldkommenhedens stade, ikke blot på grund af den løgn, vi tidligere har omtalt, hvorved de modsiger sig selv, men også på grund af en anden løgn, den, at fuldkommenhedens stade ikke kan være udenfor og imod Guds bud, men snarere er et fordømmeligt stade.

³⁵Non enim ullum praeceptum dei pugnat perfectioni, imo perfectio solum consistit in dei praeceptis. Ille enim perfectus est, qui omnia mandata dei seruat. Der er nemlig ikke noget Guds bud, der kæmper imod fuldkommenheden, tværtimod består fuldkommenheden netop i Guds bud. Den er nemlig fuldkommen, som overholde alle Guds bud.

³⁶Quae est ergo impudens ista impudentia, asserere, uotum esse praeceptum dei et statum perfectionis? Rursus asserere, ipsum esse soluendum et statum perfectionis relinquendum propter statum perfectionis? Hvad er da det for en formastelig formastelighed, at påstå, at løftet er et Guds bud og et fuldkommenhedens stade? Og atter at påstå, at løftet skal ophæves, og fuldkommenhedens stade forlades på grund af fuldkommenhedens stade?

³⁷Vides, lector, ut magnitudine et multitudine mendaciorum obruar, ut uerbis ea non possim consequi. Sylua, mare, arena mendaciorum est monastice ista inclyta. Du ser, kære læser, at jeg skal overvælde dig med størrelsen og mængden af løgne, at jeg ikke kan forfølge det med ord. Skoven, havet, området med løgnene om munkevæsenet er navnkundigt.

³⁸Quam insigne quaeso et hoc mendacium est, quod pontificatum appellant statum perfectionis, quod solius fidei et charitatis est, cum sit potius status pompae, luxus, opulentiae, aut ad summum superstitionis et hypocrisis, si quando omnia in eo optime habent. Hvor kendetegnende er det ikke, spørger jeg, at pavestolen kalder det fuldkommenhedens stade, hvilket alene er troens og kærlighedens stade, da det snarere er stadet for pomp, luksus, rigdom, eller stadet til overtroen og hykleriet, hvis de vil have det hele i en nøddeskal.

³⁹Et propter hoc mendacium docent soluendum uotum, quod uolunt esse diuinum praeceptum. Og på grund af denne løgn lærer de at ophæve det løfte, som de vil skal være et guddommeligt bud.

⁴⁰Euanuit ergo nobis misera et male substans substantia substantialis huius uoti paupertatis monasticae. Inuentum est, nec paupertatem esse dicendam, tum nec ab ipsis uotum substantiale aut praeceptum censeri, qui docent substantiale uotum et praeceptum esse. Jamen, på den måde forsvinder for os den elendige og onde substans i substansernes substans i dette munkeløfte om fattigdom. Det er opfundet, for at det ikke skal siges at være fattigdom, når det hverken skal anses af dem for et løfte eller for et bud, af dem, der netop lærer, at det er i sin substans et løfte og et bud.

⁴¹Cur ergo miserabilis illa castitas, prae paupertate, tam rigidam habet substantiam in suo uoto? Nonne concedetis, aut castitatem esse accidentalem, aut uos in paupertatis uoto infinitis modis insanire et perire tam docendo quam seruando? Hvorfor da skal det arme løfte om cølibat, fremfor løftet om fattigdom, have en så nøjeregnende substans i sig? Mon ikke I må indrømme, at enten er cølibatet en tilfældighed, eller også raser I og er fortabte på utallige måder, både når I lærer om og når I praktiserer budet?

⁴²Concludam ergo: quando ad Episcopatum potest aequaliter et religiosus et laicus accedere, (272) aut religionis uotum nihil est, aut religiosus Episcopus damnatus est. Nam in eundem locum ascendit, in quem is, qui nullis uotis astrictus est, ascendit, quod esset impossibile, si uota distinguerent religiosum a seculari. Jeg vil da konkludere: Når en bispestol i lige måde kan tilfalde både en munk og en læg, så er enten munkens løfte intet værd, eller også er en munk som biskop en fordømmelig ting. For de stiger op til det samme sted, på hvilket han, der ikke er bundet til noget løfte, stiger op, hvilket ville være umuligt, hvis løfterne adskilte munken fra den sekulære.

⁴³Neque enim Episcopus uota religionis uouet aut uouere tenetur, sed nec ullus uouere uellet, tanquam rigidiora et perfectiora. Biskoppen aflægger nemlig ikke noget munkeløfte eller prøver at aflægge det, og han vil ikke aflægge noget, som om de skulle være nøjeregnende eller fuldkomne.

⁴⁴Et ut in summa dicam, Votum paupertatis uidetur a Satana in hoc effictum, ut religiosi praetextu eius liberi fiant a iuuanda paupertate aliorum, et ab impendendis operibus misericordiae et charitatis, quod et supra tetigimus. Og, at jeg skal sige det i en nøddeskal, løftet om fattigdom ses af Satan deri gennemført, at munkene under påskud af det bliver fri for at afhjælpe andres fattigdom, og fri for de barmhjertighedens og kærlighedens byrder, som påhviler andre, som vi har omtalt ovenfor.

⁴⁵Tenet enim eos clausos, ut nulli seruiant, deinde ociosos ab operibus manuum, ut tantum sibi sinant ab aliis seruiri, et hac occasione auertat uulgus a iuuandis uere pauperibus, coniugibus, uiduis, orphanis, peregrinis, ad profundendam substantiam in hos ficte pauperes, uere autem opulentos, pingues, ociosos et securos hypocritas. Løftet holder dem nemlig lukket inde, så de ikke kan tjene nogen, dernæst holder det dem ørkesløse fra håndens arbejde, så at de endda plejer at lade sig betjene af andre, og på den måde vender de folket bort fra at hjælpe de sande fattige, ægtefolkene, enkerne, de forældreløse, pilgrimmene, idet de lader (deres godgørenhed) gå ud over disse fingerede fattige, der dog i sandhed er rige, fede, ørkesløse og sikre hyklere.

⁴⁶Videamus, an obedientiae substantia melius subsistat quam paupertatis. Supra diximus et obedientiam esse duplicem: Euangelicam, qua omnes inuicem subiicimur, quam in baptismo uouimus, nec denuo, nisi simulando et illudendo, uoueri potest. Alia est corporalis, quae quid sit, si non aduersaria prioris est, ignoro. Vi skal nu se, om lydighedens substans består prøven bedre end fattigdommens. Ovenfor har vi sagt, at også lydigheden er en dobbelt: en evangelisk, hvorved vi alle underkaster os under hinanden; den vi har aflagt løfte om i dåben, og den kan der ikke, uden påtagenhed og naragtighed, aflægges løfte om igen. En anden er den legemlige, og hvad den er, hvis den ikke retter sig mod de overordnede, ved jeg ikke.

⁴⁷Potest tamen dici, quod sit uxorum, filiorum, seruorum et captiuorum et omnium, qui necessitate aliqua subiiciuntur alteri. Nam Euangelica est libera et spontanea erga eum, qui nullo iure nobis superior est, nisi quod deus ita uoluit, ut subderemur iis, quibus non debemus ullo iure. Peccant et hic eadem insania monastici, qua et in paupertatem. Men det kan dog siges, hvad lydigheden er for hustruen, for sønnerne, for slaverne og de tilfangetagne og for alle, som af nødvendigheden er underkastet en anden. For i kraft af den evangeliske er vi fri og ubundne overfor ham, som uden ret står over os, hvis det ikke var sådan, at Gud vil have af os, at vi skal underordne os dem, vi ikke skylder noget med nogen ret. De munkelige synder også her i kraft af det samme vanvid som med hensyn til fattigdommen.

⁴⁸Primo, quod consilium eam faciunt, deinde solis sibi arrogant; ideo, dum eam uouent, et impie negant mandatum dei, et sacrilege damnant uotum baptismi sui, simulantes aliud et malus sese uouere, quam in baptismo uouerant. Først, fordi de gør det til et råd, dernæst fordi de regner det for noget for dem specielt; derfor, når de aflægger dette løfte, og ufromt nægter, at det er Guds bud, og bespotteligt fordømmer deres dåbs løfte, så foregiver de, at de aflægger et andet og værre løfte, end det, de har aflagt i dåben.

⁴⁹Si uero aliqui pie uouent, certe non nisi corporalem uouent. At nisi spiritus in eis sit et tandem aliis quoque subdat, nihil uouetur, nisi contrarium Euangelicae obedientiae, sicut et supra diximus. Men hvis nogen aflægger løfte på en from måde, så er det med sikkerhed ikke andet end det legemlige løfte de aflægger. For hvis ikke ånden er i dem og underlægger dem under andre, så aflægger de ikke løfte om noget, andet end det modsatte af den evangeliske lydighed, sådan som vi ovenfor har omtalt det.

⁵⁰Professor obedientiae uouet obedientiam uni maiori, nec uniuersaliter, sed iuxta regulam praescriptam, quo facit, ne possit Euangelice obedire. Siquidem prohibetur, tum aequalibus, tum inferioribus, tum aliis maioribus et omnibus aliis obedire, cedere et morem gerere. Den, der vil lære andre lydighed, aflægger løfte om lydighed overfor én overordnet, ikke i bred almindelighed, men ifølge den foreskrevne regel, hvorved han bevirker, at han ikke kan adlyde på evangelisk måde. Hvis nogen forhindres i at adlyde enten sine lige eller sine underordnede eller nogen andre overordnede eller alle andre, så ophører han også med at leve på evangelisk måde.

⁵¹ Euangelica enim etiam aduersario iubet beneuolum esse, et per omnia et semper cedere. Esto, quod uoluntas Euangelicae obedientiae in eis maneat, quod non nego, sicut et paupertatis Euangelicae uoluntas manere potest, ut in sanctis factum esse non dubito, tamen ipsum institutum, ipsa ratio professionis pugnat cum Euangelio. Evangeliet befaler nemlig, at man også skal være god mod sin modstander, og i alle ting og altid vige. Lad være, at viljen til evangelisk lydighed forbliver i dem, hvad jeg ikke nægter, sådan som også viljen til den evangeliske fattigdom kan forblive i dem, hvad jeg ikke tvivler om er sket i de hellige, dog er selve institutionen, selve meningen med det at være munk, imod evangeliet.

⁵²Non (273) enim (ut antea dixi) de exemplo et spiritu sanctorum, quem oportet et coniuges habere, sed de lege et ratione uoti ego disputo, quam non licet statuere, neque docere, neque uouere, cum sit Euangelio contraria. Som før sagt: Jeg disputerer ikke om de helliges eksempel og ånd, som også kunne have en ægtefælle, men om løftets lov og mening, som man ikke har lov til at fastholde eller lære eller aflægge, når det er imod evangeliet.

⁵³Non enim sinit te uotum omnibus subiici, Euangelium uero uult te (W646) omnibus subiici, quae duo pugnant ex diametro, quantumlibet spiritus Euangelicus in quibusdam sub contrariis Euangelio uotis manet. Løftet lader dig nemlig ikke underkaste dig alle, men evangeliet vil, at du skal underkaste dig alle, altså står disse to diametralt imod hinanden, hvor meget end den evangeliske ånd forbliver i nogle, der har aflagt løftet imod evangeliet.

⁵⁴Multo sanctior et perfectior est obedientia coniugis, filiorum, seruorum, captiuorum, et similium, quam monachorum, quanquam et ipsi corporalem non possint omnibus prestare externa facultate, cum sint alligati et alterius iuris. Hustruens, sønnernes, slavernes, de tilfangetagnes og alle andre lignendes lydighed er meget mere hellig og meget mere fuldkommen end munkenes, skønt også de ikke kan udøve en legemlig lydighed mod alle efter den ydre lejlighed, eftersom de er bundet og inde under en anden ret.

⁵⁵Et superius diximus libertatem Euangelicam talem esse, quae nulli aufert suum ius aut rem, tamen ultra uotuntatem promptam omnibus seruiendi et obediendi, obediunt suis maioribus simpliciter et sine praescripta regula in omnibus. Vi har ovenfor sagt, at den evangeliske frihed er sådan, at den ikke fjerner nogens ret eller sag, men udover at tjene og adlyde alle med en umiddelbar vilje, adlyder den også ligefremt sine overordnede og det uden foreskrevne regler for alt.

⁵⁶Monachi uero suis tantum maioribus, iisque non simpliciter, sed ad certam mensuram regulae praescriptae, ut et Bernhardus docet, in qua re et a priscis illis monachis et Eremitis longe lateque discrepant. Men munkene adlyder kun deres overordnede, og det ikke på en ligefrem måde, men efter en vis målestok foreskrevet i reglen, som også Bernhard lærer, og i den sag har der længe, fra gammel tid, og udbredt været disharmoni mellem munkene og eremitterne.

⁵⁷Deinde in hanc angustam et frustillatam obedientiam non casu aut necessitate (quod in coniuge, filiis, seruis, captiuis, et similibus contingit), sed sua sponte ueniunt, ut plane sub coelo non sit uilior et parcior obedientia, et quae Euangelio magis aduersetur quam monasticorum. Desuden kommer de ind i denne snævre og småtskårne lydighed ikke ved omstændighederne eller ved nødvendigheden (som ved den hustruelige, den sønlige, slavernes, fangernes og de andres lydighed), men først når de selv vil, så der virkelig ikke under himlen findes nogen billigere og mere sparsommelig lydighed, og nogen, der er evangeliet mere imod, end munkenes.

⁵⁸Ad haec est et alia foelicitas obedientiae filialis, coniugalis, seruilis et ciuilis, quod longe abest ab impietate et sacrilegio. Nemo enim ea obedientia arbitratur sese obsequium singulare prae caeteris et ultra Euangelium prestare deo. Hertil kommer også andre gode ting ved den sønlige, hustruelige, slavelige og borgerlige lydighed, som helt mangler ved den ufromme og bespottelige. Ingen tror nemlig i denne lydighed, at han alene fremfor alle andre og ud over evangeliet kan behage Gud.

⁵⁹Nemo eam consilium uocat. At nisi haec impia et sacrilega opinio sit in obedientia monastica, neque doceri neque uoueri neque teneri potest. Ingen kalder denne lydighed et råd. Men hvis ikke denne ufromme og bespottelige mening lå i den munkelige lydighed, så kunne løftet hverken læres eller aflægges eller holdes.

⁶⁰Singulares enim ultra Euangelium prae caeteris esse uolunt monastici sua obedientia, et soli esse sponsae et uxores maiestatis diuinae, facientes ex ea Baal, id est, maritum, qui sit illorum proprius, et ipsi eius proprii, una caro, unus spiritus cum eo, caeteros uero arbitrantur ceu seruos et mercenarios et concubinas in domo. De munkelige vil nemlig i kraft af deres lydighed være noget særligt udover evangeliet fremfor alle andre, og de vil alene være den guddommelige majestæts brud og hustru, idet de af dette gør en Baal, dvs et ægteskab, som er deres alene, og de er hans alene, ét kød, én ånd med ham, men de øvrige mener de kun er slaver og lejesvende og skøger i huset.

⁶¹Qua tamen opinione sanctos non fuisse infectos certum est. Spiritu enim humilitatis possessi, nemini sese praetulerunt. Det er sikkert og vist, at den mening var de hellige ikke inficeret med. De havde nemlig ydmyghedens ånd, mente ikke at være forud for nogen.

⁶²Ita uides, non minus obedientiam quam paupertatem monasticam esse uocabula noua et efficta, ultra et praeter usum omnium linguarum. cui figmento addunt et impietatem et sacrilegium. Således ser du, at den munkelige lydighed ikke mindre end den munkelige fattigdom er et nyt og opdigtet ord, udover og foruden brugen i de almindelige sprog. Og til dette tænkte begreb føjer de både ufromhed og bespottelse.

⁶³Vocant enim obedientiam, quae uerius tam spiritualiter quam corporaliter est inobedientla ad Euangelium comparata, sicut uocant paupertatem, quae est (274) uerius abundantia. Det kalder de nemlig lydighed, som mere sandt både åndeligt og legemligt må kaldes ulydighed målt med evangeliets alen, sådan som de kalder det fattigdom, som mere sandt må kaldes overflod.

⁶⁴Deinde uouent fictam eandem obedientiam opinione impia, qua eam Euangelica et uera perfectiorem et maiorem aestimant, in quo sacrilege blasphemant et baptismi et Euangelii obedientiam. Dernæst aflægger de løfte på denne fingerede lydighed i en ufrom mening, idet de anser den for mere fuldkommen og større end den evangeliske og sande; i denne blasfemi bespotter de både dåbens og evangeliets lydighed.

⁶⁵Igitur melior et perfectior est obedientia filii, coniugis, serui, captiui, quam monachi obedientia, etiam ea quando est optima, id est, sine impietate et sacrilegio, qualis in sanctis fuit; ubi uero impia et sacrilega est, non est comparanda stupris et homicidiis, nedum bonae obedientiae. Nej, tværtimod er sønnens, hustruens, slavens, den tilfangetagnes lydighed bedre og mere fuldkommen end munkenes lydighed, også når den er bedst, dvs uden ufromhed og bespottelse, sådan som den var i de hellige; men hvor den er ufrom og bespottelig, kan den ikke måle sig med voldtægt og manddrab, endsige da med den gode lydighed.

⁶⁶Proinde ego ausim pronunciare cum fiducia, Nisi monastica obedientia uoueatur et seruetur temporaliter tanquam rudimentum ad Christianam et (W647) Euangelicam obedientiam, ut iuuenilis aetas in ea exercitata discat sic omnibus in omnibus cedere, sicut per uotum cedit suo maiori in monasterio in aliquibus, quemadmodum in uitis patrum quaedam etiam probant exempla, esse plane impiam et mox deserendam. Så vil jeg da vove tillidsfuldt at proklamere, at medmindre der aflægges løfte om den munkelige lydighed og den overholdes timeligt og stykkevist i lighed med den kristne og evangeliske lydighed, så at de unge opildnet ved den lærer således at vige i alle ting for alle og enhver, sådan som en munk i kraft af sit løfte skal vige for overordnede i klostret i nogle forhold, på samme måde som fædrenes liv kan afgive eksempler på dette, medmindre det sker, så er den munkelige lydighed helt igennem ufrom og bør snarest opgives.

⁶⁷Sic et puerorum paupertas est, ne res administrent, quo discant frugales esse, qui propter aetatem prodigi et dissoluti fierent, si statim in manu eorum res traderentur. Sådan er det også en barnlig fattigdom, ikke at administrere sine egne sager, hvorved de skulle lære at være mådeholdne, de som på grund af deres alder ville blive fortabte og opløste, hvis de straks fik tingene i deres egne hænder.

⁶⁸Quae est enim dementia uniuersalem obedientiam uniuersaliter prestandam contemnere, ut particularem particulariter seruandam extollas? An monastica nos docebit, melius esse, paucis pauca bona facere quam multis multa bona facere? Hvad er det nemlig for et afsind at ringeagte den almindelige lydighed, der skal øves overfor alle, for at fremhæve den særlige, som kun skal øves i særlige tilfælde? Mon de munkelige vil lære os, at det er bedre at gøre få gode gerninger mod kun få, end at gøre mange gode gerninger mod mange?

⁶⁹Igitur si ab imperfecto ad perfectum eundum est, ab obedientia monastica ad obedientiam parentum, dominorum, mariti, tyrannorum, aduersariorum et omnium eundum est. Altså, hvis man vil gå fra det ufuldkomne til det fuldkomne, så skal man gå fra den munkelige lydighed til lydigheden mod forældrene, mod herrerne, mod tyrannerne, mod modstanderne og mod alle.

⁷⁰Atque ut ipsi uotum obedientiae ferme maximum et summum in religionibus faciunt, ita nos contra uidemus esse infimum et minimum, etiam tum, cum pium et rectum fuerit, hoc est, dum pro rudimento Euangelicae obedientiae uouetur. Og ligesom de vil gøre løftet om lydighed næsten til det største og til summen på al fromhed, sådan vil vi stik imod det mene, at det er det laveste og mindste, også da, når det aflægges fromt og ret, dvs når det aflægges på en ruin af den evangeliske lydighed.

⁷¹ Nam ubi pro perfectione uouetur, neque infimum neque minimum, sed peruersitas et sacrilegium est. Ita fit, ut, sicut de paupertate diximus, nusquam minus esse paupertatis, quam ubi iactatur, ita nusquam minus obedientia est, quam ubi iactatur. et impletur hic uerbum Pauli: habentes speciem pietatis, uirtutem autem eius abnegantes. (2 Tim 3,5) For når der aflægges løfte på fuldkommenheden, så er dette løfte hverken det laveste eller det mindste, nej så er det perverst og bespotteligt. Derved sker det, at, ligesom vi har sagt om fattigdommen, at der er intet, der er mindre fattigdom, end hvad de kalder fattigdom, således er der intet, der mindre er lydighed, end hvad de kalder lydighed. Her opfyldes Paulus' ord: De har fromhedens skin, men mangler dens kraft.

⁷²Quare obedientia monastica aut pro temporali rudimento habenda est, aut mox deserenda, et redeundum uel ad legalem parentum et dominorum, uel ad Euangelicam omnium obedientiam nihil morando, si sexcentis uotis firmata esset, quod uotum hoc aduersus Euangelium sit et a deo non possit probari nec exigi. (275) Derfor skal den munkelige lydighed enten efterleves for den timelige rests skyld eller også straks forlades, så man vender tilbage enten til lovens lydighed mod forældre og herrer, eller til evangeliets lydighed mod alle uden at tøve, om så denne lydighed var sikret ved seks hundrede løfter, fordi dette løfte er imod evangeliet og ikke kan antages overfor Gud og ejheller skal adlydes.

Videre til "Om munkeløfterne" 7!

¹VLTIMO. Vltimum in eos impetum faciamus et fingamus luctandi gratia, Esse tria illa uota substantialia uota apud deum rata et indispensabilia. Quid si probauero, duo ex eis esse libera, etiam apud uos ipsos, nonne dabitis, et tertium liberum esse debere, scilicet castitatis? Tentemus (268) itaque aliquid, quanquam et statim a principio nonnihil de eis dixerimus.	Slutning. Til sidst skal vi komme med et angreb på dem og for kampens skyld lade, som om vi går med til, at der er disse tre løfter, løfter, der i deres substans er faste og indispensable for Gud. Hvad nu, hvis jeg beviser, at to af disse er frie, også hos jer selv, mon I så ikke vil medgive, at også det tredie burde være frit, nemlig cølibatet? Lad os derfor forsøge et angreb, skønt vi også fra begyndelsen har sagt ikke så lidt derom.
² Primo paupertatem uideamus, quae duplex est: Spiritualis, de qua Matt. v. Christus: Beati pauperes spiritu, quoniam ipsorum est regnum coelorum. (Matt 5,3) Haec uoueri non potest, cum sit communis omnibus Christianis; ea est spiritu libero in rebus uersari, eis uti et dominari, non seruire, non apponere cor, (Sl 62,11) non confidere et gloriari in diuiciis, et non esse uiros diuitiarum. (Sl 52,9)	Lad os først se på fattigdommen, som er en dobbelt: en åndelig, om hvilken Kristus siger, Matt 5: Salige er de fattige i ånden, fordi himmeriges rige er deres. Denne kan man ikke aflægge løfte på, eftersom den er almindelig for alle kristne; den er for den frie ånd i de daglige sager, at bruge dem og herske over dem, ikke være slave under dem, ikke sætte sit hjerte til dem, ikke stole på og rose sig af sin rigdom, og ikke være rige mennesker.
³Verum monastici hic non simpliciter peccant, primo, quod consilium ex ea faciunt, deinde, quod sibi eam solis arrogant et uoueri a se iactant Non esse autem consilium id probat, quod Christus beatos appellat, utique uolens damnatos, qui non sint pauperes.	Men her synder de munkelige ikke på simpel måde, først, fordi de gør et råd ud af fattigdommen, dernæst, fordi de overmodigt mener, at den kun er for dem, og lagt hen til dem alene at aflægge løfte om. Men at det ikke er et råd, viser det forhold, at Kristus kalder dem salige, og ligeledes vil have dem fordømt, der ikke er fattige.
⁴ Nam beatitudinem solet iis, qui necessaria seruant, tribuere, ut, dum mulierem castigans dixit: Quin beati, qui audiunt uerbum dei et custodiunt illud. (Luk 11,28) Et: Beatus es, Simon bar Iona.. (Matt 16,17) Et: Beati estis, si feceritis ea. (Joh 13,17) Item, quod ipsorum est regnum coelorum, Vtique seruitutem (W642) inferni uolens repositam esse iis, qui non sunt pauperes.	For saligheden plejer han at tillægge dem, der tjener det med nødvendighed, som når han dadlende siger til kvinden: Ja, salige er de, der hører Guds ord og bevarer det. Og: Salig er du, Simon, Jonas' søn Og: Salige er I, hvis i gør det. Ligeledes, når han siger, at deres er himmeriges rige, så vil han i hvert fald mene, at helvedes slaveri er tillagt dem, der ikke er fattige.
⁵Dum ergo hanc uouent monastici, dupliciter peccant, Primo impia opinione accedunt, credentes consilium quod praeceptum est, ac per hoc inter uouendum soluunt praeceptum diuinum, negantes ipsum esse praeceptum.	Når altså de munkelige aflægger løfter om en sådan fattigdom, så synder de dobbelt, først tillægger de det en ufrom mening, idet de tror, at det, der er et bud, er et råd, og derved i og med, at de aflægger løfte, opløser det guddommelige bud, fordi de nægter, at det er et bud.
⁶Secundo, quod simulant sese uouere aliud quam in baptismo uouerunt, qua hypocrisi reuocant aut contemnunt uotum baptismi, ut quod parum aut nihil sit, huic uoto comparatum.	For det andet, fordi de lader, som om de aflægger løfter om noget andet, end det, vi lover i dåben, hvorved de som hyklere tilbagekalder eller foragter det løfte, vi aflagde i dåben, som om det, skønt lige med, dog intet er, sammenlignet med dette løfte.
⁷At hoc est blasphemare baptismum, qui est omnia in omnibus Christianis. Si ergo uotum non debet esse impium, sacrilegum et blasphemum coram deo, oportet, ut hanc paupertatem non uoueant.	Men dette er at bespotte dåben, som er alt i alle kristne. Hvis altså et løfte ikke bør være ufromt, bespotteligt og blasfemisk overfor Gud, så følger deraf, at man ikke må aflægge dette løfte om fattigdom.
⁸Altera est corporalis, ea esse potest triplex, liceat ita nugari cum nugacibus: Vel quod nulla re utaris, quae est impossibilis, Oportet enim uictu et amictu utentes uitam hanc conseruare.	Den anden del er den legemlige fattigdom, og den kan være tredobbelt, hvis det må være mig tilladt at drive spøg med dem, der driver spøg: Enten, at du ikke bruger nogen ting, hvilket er umuligt, du må nemlig bruge mad og klæder for at bevare dette liv.
⁹Vel quod nullas res administres aut cures; Haec est infantium, puerorum, infirmorum, fatuorum, et similium qui sub iugo aut manu alterius sunt. Vel quod nihil proprii possideas, administres autem communia. Et has duas uoueri necesse est, si paupertas uouetur a monasticis, et praesertim secundam.	Eller sådan at du ikke administrerer eller bekymrer dig om nogen ting. Hvilket er barnagtigt, barnligt, sygt, dumt, og hører dem til, der er slaver eller er i en andens hånd. Eller sådan, at du intet ejer for dig selv, men administrerer det i fællesskab. Og disse to (sidste) er det nødvendigt at aflægge løfte om, hvis du vil aflægge et munkeløfte om fattigdom, især den anden forståelse.
¹⁰Caeterum, paupertas corporalis proprie est penuria in uictu et amictu, quae alienis indiget subsidiis, non potens se propriis iuuare.	Forøvrigt, den legemlige fattigdom er en særlig mangel på mad og drikke og klæder, som har brug for andres hjælpemidler, idet den ikke kan hjælpe sig med sine egne hjælpemidler.
¹¹ Tu nunc uide ludicra ista Satanae. Lucas in Actis laudat Apostolorum factum, quod communia habuerint et per hoc (269) abundauerint, non appellans paupertatem aut pauperes, imo (inquit) non erat quisquam egens inter illos. (Apg 4,34) Prorsus nec est nec dici debet paupertas, ubi sodales aliqui sua in commune conferunt et de communi uiuunt, sed omnium plenissima abundantia.	Her ser du dette Satans narrespil. Lukas roser i Apostlenes Gerningerne apostlenes handlinger, fordi de havde alting fælles, og derved havde overflod, men han kalder det ikke fattigdom og kalder dem ikke fattige, tværtimod, siger han, var der ingen iblandt dem, der led nød. Og det er da slet ikke, og det bør da heller slet ikke kaldes fattigdom, hvor nogen kammerater slår deres ting sammen og lever i fællesskab, men fuldkommen overflod på alting.
¹²Haec enim erat gloria primitiuae Ecclesiae, referente Luca, quod, cum spirituali et Euangelica paupertate omnes pollerent, tamen temporalibus abundabant, pro cuiusque necessitate. Postea uero consumptis substanciis et praeualente fame, ceperunt egere et in temporalibus, tunc et corpore pauperes facti sunt, ita ut Paulus et Barnabas ubique pro eis colligerent collationes fidelium.	Dette var nemlig den første kirkes ære, ifølge Lukas, at de, skønt de alle var stærke nok til at leve i den åndelige og evangeliske fattigdom, dog havde overflod af alt timeligt, til enhvers nødvendighed. Men bagefter, da de havde brugt deres formue og sulten tog over, og de begyndte at lide mangel også i det timelige, da blev de også på legemet gjort fattige, sådan at Paulus og Barnabas overalt holdt indsamlinger til de troende.
¹³At hanc paupertatem non instituerunt Apostoli, quando communia habebant omnia, sed eam passi sunt, deficientibus communibus. Nostri igitur religiosi neque spiritualem neque corporalem uouent paupertatem, sed communem illam abundantiam, qua eis abunde administratur, quam, sicut dixi, uiolenter potes dicere puerorum et fatuorum paupertatem, cum nihil minus sit quam paupertas.	Men den fattigdom havde apostlene ikke oprettet, da de havde alting fælles, men de havde fundet sig i den, da de i fællesskab led mangel. Men vore munke aflægger løfte hverken om den åndelige eller den legemlige fattigdom, men om denne fælles overflod, som administreres så overflødigt for dem, så du, som jeg har sagt, med et stærkt udtryk kan kalde den børnenes og de tåbeliges fattigdom, eftersom der ikke er noget, den mindre er, end fattigdom.
¹⁴ Neque enim, ut egeant, sed, ut abundent, intrant religiones, commoti, quod in monasteriis sciunt promptuaria plena eructantia de genere in genus. (Sl 144,13) Nam ubi paupertas regnat in monasteriis, aut non illic intrant aut intrasse poenitet.	Det er nemlig ikke sådan, at disse munke går i kloster, for at komme til at lide mangel, men for at få overflod, og de drages af, at de ved, at der i klostrene vil være et fuldt forrådskammer, der vil give fra sig i art og mængde. For hvor fattigdom hersker i klostrene, vil de enten ikke gå derind, eller angrer, at de er gået derind.
¹⁵Est ne igitur haec insignis illusio dei et hominum? praetendere uotum paupertatis, et tamen eo ipso quaerere securam et ociosam copiam ac saturitatem, aliena manu et partam et ministratam, ubi nihil minus est, quam (W643) egere aut pauperem esse. An ignorare nos uolunt, quid sit aut significet paupertas? An et uocabulis suas significationes euiscerant?	Er da ikke dette kendelig snyd for Gud og mennesker? at foregive at love fattigdom, og dog netop derigennem at søge den sikre og ørkesløse overflod og mæthed, idet en fremmed hånd både deler og administrerer, hvor der intet mindre er end mangel og fattigdom? Mon de vil, at vi ikke skal vide, hvad fattigdom er eller betyder? Mon de også vil udviske ordene med deres betydninger?
¹⁶Omnium sensu, omnium usu, omnium loquela, paupertas corporalis significat penuriam et egestatem in uictu et amictu. Quis unquam audiuit paupertatem dici, nihil proprium possidere, et de communi abundare?	Ifølge alles betydning, alles ordbrug, alles talemåde betyder legemlig fattigdom både mangel på mad og drikke og klæder. Hvem har nogensinde hørt det kalde fattigdom, at man ikke besidder noget selv og i fællesskab lever i overflod?
¹⁷ O illusores et deceptores, qui fictis uerbis in auaritia populos cauponamini, ut Petrus praedixit. (2 Pet 2,3) Igitur etiam in corporalem paupertatem mentiuntur uouentes monasticen, ut et impii sint in spiritualem et mendaces in corporalem paupertatem.	O, I bedragere og løgnemestre, som med fingerede ord i jeres griskhed søger at udnytte folket, som Peter forudså. Derfor, også hvad angår den legemlige fattigdom lyver de, der aflægger munkeløfte, så at de både er ufromme i den åndelige og løgnere i den legemlige fattigdom.
¹⁸Et hoc fictitium et mendax uotum tu arbitraberis esse gratum deo? certe sanctos oportet in hoc uoto aliud spectasse. Natura uoti est, sicut diximus mendax, impia, sacrilega et blasphema.	Og dette fingerede og løgnagtige løfte tror du kan være anerkendelsesværdigt hos Gud? Sikkert har de hellige set noget andet i dette løfte. Løftets natur er, som vi har sagt, løgnagtig, ufromt, bespotteligt og blasfemisk.
¹⁹Sed amplius finge, haec impia uota esse pia et grata, et appelletur hoc paupertas, quod abundantia securissima est. Quid dicent de iis, qui ex monasteriis sumpti sunt in Papatum, (270) Cardinalatum, Episcopatum, et alias dioceses rerum, ubi certe in res proprias e uoto sunt translati?	Men forestil dig ydermere, at dette ufromme løfte er fromt og velbehageligt, og at det kaldes fattigdom, som er den sikreste overflod. Hvad vil de sige om dem, som fra klostret bliver hentet op til pavestolen, kardinalembeder, episkopater og andre stiftsembeder, hvor de jo givetvis bliver flyttet over til deres egen ejendom udaf deres løfte?
²⁰Neque hic dicere potes, nisi iterum fictis uerbis ludere uoles, Papam, Episcopos, Cardinales et similes non possidere res proprias, cum eis pro libero arbitrio utantur.	Her kan du da ikke sige, hvis du da ikke vil lege med fingerede ord, at paven, biskopperne, kardinalerne og den slags ikke ejer deres egne ting, eftersom de kan bruge dem efter deres frie forgodtbefindende.
²¹Esto, monachorum praepositi curent res non proprias, at illi certe curant proprias, quanquam de Ecclesia acceptas, ut nihil sit, quod dicis, non suas, sed Ecclesiae esse eas res, quod et ipsum fictis uerbis dicitur.	Lad være, at klostrenes foresatte tager vare på ting, der ikke er deres egne, men disse tager da givetvis vare på deres egne sager, hvor meget end de accepteres af kirken, så at det er ingenting, hvad du siger, at disse ting ikke er deres, men kirkens, fordi selve dette siges med forblommede ord.
²²Dat enim eis Papa eas res tanquam dominus earum, imo Papa utrarunque rerum se dominum facit, et in eum locum etiam sancti uiri, aliquando sunt translati, ut Anastasius Bernhardi discipulus.	Paven giver dem nemlig disse ting, som om han er herre over dem, ja, paven gør sig til herre over dem på begge måder, og op til dette sted er der nogen hellige mænd, der er blevet ført, f. eks. Anastatius, Bernhards discipel.
²³Vbi manet hic uotum paupertatis monasticae? Prorsus Episcopatus, Cardinalatus, Papatus statum damnabis, aut negabis posse monasticum uirum illuc ascendere.	Hvad bliver der her af munkeløftet om fattigdom? Du kan straks fordømme biskoppens, kardinalens eller pavens stand, eller du kan nægte, at det hører til munkens væsen at stige op til den slags embeder.
²⁴Hic dicunt, eiusmodi cedere obedientiae et ingredi statum perfectionis. Pulchre mentiris in caput tuum. cur antea dicebas, monasticen esse statum perfectionis? Rogo, quot habes status perfectionis? Episcopus, si posita infula intret monasterium (ut factum est aliquando), intrat statum perfectionis de statu imperfectionis. (V7,4)	Her siger de, at på den måde ophører lydigheden og de indgår i fuldkommenhedens tilstand. Ja, du lyver smukt i dit hoved. Hvorfor sagde du før, at munkevæsenet er den fuldkomne tilstand? Jeg spørger, hvormange fuldkommenheds tilstande har du? En biskop, hvis han nedlægger sin tiara og går ind i et kloster, hvilket sommetider er sket, så går han ind i fuldkommenhedens tilstand fra ufuldkommenhedens tilstand.
²⁵ Rursus monachus deserto monasterio factus Episcopus, intrat statum perfectionis. Hic uides, ut status sese mutuo perficiunt et imperficiunt, hoc est, ut mendacia in seipsa irruunt et mutuo mordent atque consumunt. (Gal 5,15)	Men omvendt, en munk, der forlader klostret og gøres til biskop, han går ind i fuldkommenhedens stade. Her ser du, at dette stade gensidigt kan blive fuldkomment og ikke-fuldkomment, dvs at de er fulde af løgn, og gensidig bider og opæder hinanden.
²⁶Quid speras hos audaces et insanos tandem dicturos, nisi forte et statum perfectionis facient, si intraueris in lupanar de thoro coniugali? Proh Christe, nihil est in hoc sacrilego uitae genere, nisi confusissima mendacia.	Hvad håber du disse tåbelige vovehalse vil sige, andet end straks også at gøre det til et fuldkommenheds stade, hvis du går ind i et bordel gennem ægteskabsporten? For Kristi skyld, intet er der i den slags bespottelige liv, andet end forvirret løgn.
²⁷Porro si propter obedientiam et statum perfectionis soluitur uotum paupertatis, cur non et uotum castitatis? Vbi sunt nunc uota illa substantialia? Est paupertas nunc accidentale uotum? sic agitari debent et circumferri uentis mendaciorum, qui relicta solida petra, sibi ipsis nouas uias, proprios ducatus, singulares paradisos praesumpserunt.	Men videre: Hvis på grund af lydigheden og fuldkommenhedens stade løftet om fattigdom kan ophæves, hvorfor så ikke løftet om cølibat? Hvor er nu disse løftets substanser? Er fattigdom nu noget tilfældigt tilbehør? men sådan må de jo argumentere og undgå denne løgnens vind, når de har forladt den solide klippe, ført sig ind i et nyt, særligt liv, foregivet, at det var paradis alene for dem.
²⁸ Dimisi (inquit) eos (W644) secundum desideria cordis eorum, ibunt in adinuentionibus suis. (Sl 81,13). Et Petrus: Venient in nouissimis diebus, in deceptione illusores, secundum propria desideria ambulantes. (2 Pet 3,3)	Jeg overgav dem, siger han, til at følge deres hjertes begæring, og de gik deres egne veje. Og Peter: De vil komme i de sidste dage med bedragerisk tale og følge deres egne lyster.
²⁹Quid autem ad hoc dicent? uotum nonne est diuinum praeceptum? praesertim, si sit (ut dicitis) substantiale? At e praecepto diuino ne angelorum quidem, nedum Papae aut ullius hominis autoritate transeundum est.	Men hvad skal de sige til det? Mon ikke løftet er et guddommeligt bud? Især, hvis det, som de siger, er substantielt? Og det guddommelige bud kan ikke engang englene, endsige da paven eller nogen menneskelig autoritet føre bort fra.
³⁰ Stat enim sententia: Obedire oportet deo magis quam hominibus, (Apg 5,29) alioqui eadem (271) ratione licebit furari, occidere, mechari, parentibus rebellare, breuiter, deum cum praeceptis suis negare, autoritate et obedientia humana.	Den sætning står nemlig fast: Man bør adlyde Gud mere end menneskene, ellers ville det jo med samme begrundelse være tilladt at stjæle, at slå ihjel, at bedrive hor, at gøre oprør mod forældrene, kort sagt, at nægte Gud og hans bud, ud fra en menneskelig autoritet og lydighed.

³¹Si unum praeceptum licet transire, omnia licebit transire. Ex quibus conficitur, ut aut impossibile sit, uotum eiusmodi esse diuinum praeceptum, aut necessarium sit, omnes esse uoti reos et damnatos, qui e monachis facti sunt pontifices.	Hvis det er tilladt at overtræde et bud, er det tilladt at overtræde dem alle. Hvilket bevirker, at enten er det umuligt, at løftet på den måde er et guddommeligt bud, eller også må det nødvendigvis være sådan, at alle de er skyldige og fordømte ud fra deres løfte, som fra at være munke bliver gjort til biskopper.
³²Non hic nugandum est et garriendum, quod maneant in paupertate. Seria res agitur, quando de conscientiarum re disputatur, solide docere oportet.	Her kan man ikke drive spøg med det eller våse om det og sige, at de forbliver i fattigdommen. Det er en alvorlig sag, når vi taler om samvittighedssager, her bør man fremkomme med holdbare lærdomme.
³³Scimus monachum et Papam nulla proportione conuenire, quod ad uotum paupertatis attinet. Ille uouit in monasterio pauper uiuere, hoc tenetur implere tota uita, quia uotum est praeceptum dei.	Vi ved, at en munk og en pave ikke kan sammenlignes på noget punkt, der har med løftet om fattigdom at gøre. Den ene lover at leve fattig i klosteret, dette bruger han hele livet på at opfylde, fordi løftet er et bud fra Gud.
³⁴Nec prodest, quod statum perfectionis afferunt, non solum ob mendacium supradictum, quo sibi ipsis contradicunt, sed etiam ob aliud mendacium, quod status perfectionis esse non possit extra et contra mandatum dei, sed potius damnabilis status est.	Det hjælper heller ikke, at de indfører fuldkommenhedens stade, ikke blot på grund af den løgn, vi tidligere har omtalt, hvorved de modsiger sig selv, men også på grund af en anden løgn, den, at fuldkommenhedens stade ikke kan være udenfor og imod Guds bud, men snarere er et fordømmeligt stade.
³⁵Non enim ullum praeceptum dei pugnat perfectioni, imo perfectio solum consistit in dei praeceptis. Ille enim perfectus est, qui omnia mandata dei seruat.	Der er nemlig ikke noget Guds bud, der kæmper imod fuldkommenheden, tværtimod består fuldkommenheden netop i Guds bud. Den er nemlig fuldkommen, som overholde alle Guds bud.
³⁶Quae est ergo impudens ista impudentia, asserere, uotum esse praeceptum dei et statum perfectionis? Rursus asserere, ipsum esse soluendum et statum perfectionis relinquendum propter statum perfectionis?	Hvad er da det for en formastelig formastelighed, at påstå, at løftet er et Guds bud og et fuldkommenhedens stade? Og atter at påstå, at løftet skal ophæves, og fuldkommenhedens stade forlades på grund af fuldkommenhedens stade?
³⁷Vides, lector, ut magnitudine et multitudine mendaciorum obruar, ut uerbis ea non possim consequi. Sylua, mare, arena mendaciorum est monastice ista inclyta.	Du ser, kære læser, at jeg skal overvælde dig med størrelsen og mængden af løgne, at jeg ikke kan forfølge det med ord. Skoven, havet, området med løgnene om munkevæsenet er navnkundigt.
³⁸Quam insigne quaeso et hoc mendacium est, quod pontificatum appellant statum perfectionis, quod solius fidei et charitatis est, cum sit potius status pompae, luxus, opulentiae, aut ad summum superstitionis et hypocrisis, si quando omnia in eo optime habent.	Hvor kendetegnende er det ikke, spørger jeg, at pavestolen kalder det fuldkommenhedens stade, hvilket alene er troens og kærlighedens stade, da det snarere er stadet for pomp, luksus, rigdom, eller stadet til overtroen og hykleriet, hvis de vil have det hele i en nøddeskal.
³⁹Et propter hoc mendacium docent soluendum uotum, quod uolunt esse diuinum praeceptum.	Og på grund af denne løgn lærer de at ophæve det løfte, som de vil skal være et guddommeligt bud.
⁴⁰Euanuit ergo nobis misera et male substans substantia substantialis huius uoti paupertatis monasticae. Inuentum est, nec paupertatem esse dicendam, tum nec ab ipsis uotum substantiale aut praeceptum censeri, qui docent substantiale uotum et praeceptum esse.	Jamen, på den måde forsvinder for os den elendige og onde substans i substansernes substans i dette munkeløfte om fattigdom. Det er opfundet, for at det ikke skal siges at være fattigdom, når det hverken skal anses af dem for et løfte eller for et bud, af dem, der netop lærer, at det er i sin substans et løfte og et bud.
⁴¹Cur ergo miserabilis illa castitas, prae paupertate, tam rigidam habet substantiam in suo uoto? Nonne concedetis, aut castitatem esse accidentalem, aut uos in paupertatis uoto infinitis modis insanire et perire tam docendo quam seruando?	Hvorfor da skal det arme løfte om cølibat, fremfor løftet om fattigdom, have en så nøjeregnende substans i sig? Mon ikke I må indrømme, at enten er cølibatet en tilfældighed, eller også raser I og er fortabte på utallige måder, både når I lærer om og når I praktiserer budet?
⁴²Concludam ergo: quando ad Episcopatum potest aequaliter et religiosus et laicus accedere, (272) aut religionis uotum nihil est, aut religiosus Episcopus damnatus est. Nam in eundem locum ascendit, in quem is, qui nullis uotis astrictus est, ascendit, quod esset impossibile, si uota distinguerent religiosum a seculari.	Jeg vil da konkludere: Når en bispestol i lige måde kan tilfalde både en munk og en læg, så er enten munkens løfte intet værd, eller også er en munk som biskop en fordømmelig ting. For de stiger op til det samme sted, på hvilket han, der ikke er bundet til noget løfte, stiger op, hvilket ville være umuligt, hvis løfterne adskilte munken fra den sekulære.
⁴³Neque enim Episcopus uota religionis uouet aut uouere tenetur, sed nec ullus uouere uellet, tanquam rigidiora et perfectiora.	Biskoppen aflægger nemlig ikke noget munkeløfte eller prøver at aflægge det, og han vil ikke aflægge noget, som om de skulle være nøjeregnende eller fuldkomne.
⁴⁴Et ut in summa dicam, Votum paupertatis uidetur a Satana in hoc effictum, ut religiosi praetextu eius liberi fiant a iuuanda paupertate aliorum, et ab impendendis operibus misericordiae et charitatis, quod et supra tetigimus.	Og, at jeg skal sige det i en nøddeskal, løftet om fattigdom ses af Satan deri gennemført, at munkene under påskud af det bliver fri for at afhjælpe andres fattigdom, og fri for de barmhjertighedens og kærlighedens byrder, som påhviler andre, som vi har omtalt ovenfor.
⁴⁵Tenet enim eos clausos, ut nulli seruiant, deinde ociosos ab operibus manuum, ut tantum sibi sinant ab aliis seruiri, et hac occasione auertat uulgus a iuuandis uere pauperibus, coniugibus, uiduis, orphanis, peregrinis, ad profundendam substantiam in hos ficte pauperes, uere autem opulentos, pingues, ociosos et securos hypocritas.	Løftet holder dem nemlig lukket inde, så de ikke kan tjene nogen, dernæst holder det dem ørkesløse fra håndens arbejde, så at de endda plejer at lade sig betjene af andre, og på den måde vender de folket bort fra at hjælpe de sande fattige, ægtefolkene, enkerne, de forældreløse, pilgrimmene, idet de lader (deres godgørenhed) gå ud over disse fingerede fattige, der dog i sandhed er rige, fede, ørkesløse og sikre hyklere.
⁴⁶Videamus, an obedientiae substantia melius subsistat quam paupertatis. Supra diximus et obedientiam esse duplicem: Euangelicam, qua omnes inuicem subiicimur, quam in baptismo uouimus, nec denuo, nisi simulando et illudendo, uoueri potest. Alia est corporalis, quae quid sit, si non aduersaria prioris est, ignoro.	Vi skal nu se, om lydighedens substans består prøven bedre end fattigdommens. Ovenfor har vi sagt, at også lydigheden er en dobbelt: en evangelisk, hvorved vi alle underkaster os under hinanden; den vi har aflagt løfte om i dåben, og den kan der ikke, uden påtagenhed og naragtighed, aflægges løfte om igen. En anden er den legemlige, og hvad den er, hvis den ikke retter sig mod de overordnede, ved jeg ikke.
⁴⁷Potest tamen dici, quod sit uxorum, filiorum, seruorum et captiuorum et omnium, qui necessitate aliqua subiiciuntur alteri. Nam Euangelica est libera et spontanea erga eum, qui nullo iure nobis superior est, nisi quod deus ita uoluit, ut subderemur iis, quibus non debemus ullo iure. Peccant et hic eadem insania monastici, qua et in paupertatem.	Men det kan dog siges, hvad lydigheden er for hustruen, for sønnerne, for slaverne og de tilfangetagne og for alle, som af nødvendigheden er underkastet en anden. For i kraft af den evangeliske er vi fri og ubundne overfor ham, som uden ret står over os, hvis det ikke var sådan, at Gud vil have af os, at vi skal underordne os dem, vi ikke skylder noget med nogen ret. De munkelige synder også her i kraft af det samme vanvid som med hensyn til fattigdommen.
⁴⁸Primo, quod consilium eam faciunt, deinde solis sibi arrogant; ideo, dum eam uouent, et impie negant mandatum dei, et sacrilege damnant uotum baptismi sui, simulantes aliud et malus sese uouere, quam in baptismo uouerant.	Først, fordi de gør det til et råd, dernæst fordi de regner det for noget for dem specielt; derfor, når de aflægger dette løfte, og ufromt nægter, at det er Guds bud, og bespotteligt fordømmer deres dåbs løfte, så foregiver de, at de aflægger et andet og værre løfte, end det, de har aflagt i dåben.
⁴⁹Si uero aliqui pie uouent, certe non nisi corporalem uouent. At nisi spiritus in eis sit et tandem aliis quoque subdat, nihil uouetur, nisi contrarium Euangelicae obedientiae, sicut et supra diximus.	Men hvis nogen aflægger løfte på en from måde, så er det med sikkerhed ikke andet end det legemlige løfte de aflægger. For hvis ikke ånden er i dem og underlægger dem under andre, så aflægger de ikke løfte om noget, andet end det modsatte af den evangeliske lydighed, sådan som vi ovenfor har omtalt det.
⁵⁰Professor obedientiae uouet obedientiam uni maiori, nec uniuersaliter, sed iuxta regulam praescriptam, quo facit, ne possit Euangelice obedire. Siquidem prohibetur, tum aequalibus, tum inferioribus, tum aliis maioribus et omnibus aliis obedire, cedere et morem gerere.	Den, der vil lære andre lydighed, aflægger løfte om lydighed overfor én overordnet, ikke i bred almindelighed, men ifølge den foreskrevne regel, hvorved han bevirker, at han ikke kan adlyde på evangelisk måde. Hvis nogen forhindres i at adlyde enten sine lige eller sine underordnede eller nogen andre overordnede eller alle andre, så ophører han også med at leve på evangelisk måde.
⁵¹ Euangelica enim etiam aduersario iubet beneuolum esse, et per omnia et semper cedere. Esto, quod uoluntas Euangelicae obedientiae in eis maneat, quod non nego, sicut et paupertatis Euangelicae uoluntas manere potest, ut in sanctis factum esse non dubito, tamen ipsum institutum, ipsa ratio professionis pugnat cum Euangelio.	Evangeliet befaler nemlig, at man også skal være god mod sin modstander, og i alle ting og altid vige. Lad være, at viljen til evangelisk lydighed forbliver i dem, hvad jeg ikke nægter, sådan som også viljen til den evangeliske fattigdom kan forblive i dem, hvad jeg ikke tvivler om er sket i de hellige, dog er selve institutionen, selve meningen med det at være munk, imod evangeliet.
⁵²Non (273) enim (ut antea dixi) de exemplo et spiritu sanctorum, quem oportet et coniuges habere, sed de lege et ratione uoti ego disputo, quam non licet statuere, neque docere, neque uouere, cum sit Euangelio contraria.	Som før sagt: Jeg disputerer ikke om de helliges eksempel og ånd, som også kunne have en ægtefælle, men om løftets lov og mening, som man ikke har lov til at fastholde eller lære eller aflægge, når det er imod evangeliet.
⁵³Non enim sinit te uotum omnibus subiici, Euangelium uero uult te (W646) omnibus subiici, quae duo pugnant ex diametro, quantumlibet spiritus Euangelicus in quibusdam sub contrariis Euangelio uotis manet.	Løftet lader dig nemlig ikke underkaste dig alle, men evangeliet vil, at du skal underkaste dig alle, altså står disse to diametralt imod hinanden, hvor meget end den evangeliske ånd forbliver i nogle, der har aflagt løftet imod evangeliet.
⁵⁴Multo sanctior et perfectior est obedientia coniugis, filiorum, seruorum, captiuorum, et similium, quam monachorum, quanquam et ipsi corporalem non possint omnibus prestare externa facultate, cum sint alligati et alterius iuris.	Hustruens, sønnernes, slavernes, de tilfangetagnes og alle andre lignendes lydighed er meget mere hellig og meget mere fuldkommen end munkenes, skønt også de ikke kan udøve en legemlig lydighed mod alle efter den ydre lejlighed, eftersom de er bundet og inde under en anden ret.
⁵⁵Et superius diximus libertatem Euangelicam talem esse, quae nulli aufert suum ius aut rem, tamen ultra uotuntatem promptam omnibus seruiendi et obediendi, obediunt suis maioribus simpliciter et sine praescripta regula in omnibus.	Vi har ovenfor sagt, at den evangeliske frihed er sådan, at den ikke fjerner nogens ret eller sag, men udover at tjene og adlyde alle med en umiddelbar vilje, adlyder den også ligefremt sine overordnede og det uden foreskrevne regler for alt.
⁵⁶Monachi uero suis tantum maioribus, iisque non simpliciter, sed ad certam mensuram regulae praescriptae, ut et Bernhardus docet, in qua re et a priscis illis monachis et Eremitis longe lateque discrepant.	Men munkene adlyder kun deres overordnede, og det ikke på en ligefrem måde, men efter en vis målestok foreskrevet i reglen, som også Bernhard lærer, og i den sag har der længe, fra gammel tid, og udbredt været disharmoni mellem munkene og eremitterne.
⁵⁷Deinde in hanc angustam et frustillatam obedientiam non casu aut necessitate (quod in coniuge, filiis, seruis, captiuis, et similibus contingit), sed sua sponte ueniunt, ut plane sub coelo non sit uilior et parcior obedientia, et quae Euangelio magis aduersetur quam monasticorum.	Desuden kommer de ind i denne snævre og småtskårne lydighed ikke ved omstændighederne eller ved nødvendigheden (som ved den hustruelige, den sønlige, slavernes, fangernes og de andres lydighed), men først når de selv vil, så der virkelig ikke under himlen findes nogen billigere og mere sparsommelig lydighed, og nogen, der er evangeliet mere imod, end munkenes.
⁵⁸Ad haec est et alia foelicitas obedientiae filialis, coniugalis, seruilis et ciuilis, quod longe abest ab impietate et sacrilegio. Nemo enim ea obedientia arbitratur sese obsequium singulare prae caeteris et ultra Euangelium prestare deo.	Hertil kommer også andre gode ting ved den sønlige, hustruelige, slavelige og borgerlige lydighed, som helt mangler ved den ufromme og bespottelige. Ingen tror nemlig i denne lydighed, at han alene fremfor alle andre og ud over evangeliet kan behage Gud.
⁵⁹Nemo eam consilium uocat. At nisi haec impia et sacrilega opinio sit in obedientia monastica, neque doceri neque uoueri neque teneri potest.	Ingen kalder denne lydighed et råd. Men hvis ikke denne ufromme og bespottelige mening lå i den munkelige lydighed, så kunne løftet hverken læres eller aflægges eller holdes.
⁶⁰Singulares enim ultra Euangelium prae caeteris esse uolunt monastici sua obedientia, et soli esse sponsae et uxores maiestatis diuinae, facientes ex ea Baal, id est, maritum, qui sit illorum proprius, et ipsi eius proprii, una caro, unus spiritus cum eo, caeteros uero arbitrantur ceu seruos et mercenarios et concubinas in domo.	De munkelige vil nemlig i kraft af deres lydighed være noget særligt udover evangeliet fremfor alle andre, og de vil alene være den guddommelige majestæts brud og hustru, idet de af dette gør en Baal, dvs et ægteskab, som er deres alene, og de er hans alene, ét kød, én ånd med ham, men de øvrige mener de kun er slaver og lejesvende og skøger i huset.

⁶¹Qua tamen opinione sanctos non fuisse infectos certum est. Spiritu enim humilitatis possessi, nemini sese praetulerunt.	Det er sikkert og vist, at den mening var de hellige ikke inficeret med. De havde nemlig ydmyghedens ånd, mente ikke at være forud for nogen.
⁶²Ita uides, non minus obedientiam quam paupertatem monasticam esse uocabula noua et efficta, ultra et praeter usum omnium linguarum. cui figmento addunt et impietatem et sacrilegium.	Således ser du, at den munkelige lydighed ikke mindre end den munkelige fattigdom er et nyt og opdigtet ord, udover og foruden brugen i de almindelige sprog. Og til dette tænkte begreb føjer de både ufromhed og bespottelse.
⁶³Vocant enim obedientiam, quae uerius tam spiritualiter quam corporaliter est inobedientla ad Euangelium comparata, sicut uocant paupertatem, quae est (274) uerius abundantia.	Det kalder de nemlig lydighed, som mere sandt både åndeligt og legemligt må kaldes ulydighed målt med evangeliets alen, sådan som de kalder det fattigdom, som mere sandt må kaldes overflod.
⁶⁴Deinde uouent fictam eandem obedientiam opinione impia, qua eam Euangelica et uera perfectiorem et maiorem aestimant, in quo sacrilege blasphemant et baptismi et Euangelii obedientiam.	Dernæst aflægger de løfte på denne fingerede lydighed i en ufrom mening, idet de anser den for mere fuldkommen og større end den evangeliske og sande; i denne blasfemi bespotter de både dåbens og evangeliets lydighed.
⁶⁵Igitur melior et perfectior est obedientia filii, coniugis, serui, captiui, quam monachi obedientia, etiam ea quando est optima, id est, sine impietate et sacrilegio, qualis in sanctis fuit; ubi uero impia et sacrilega est, non est comparanda stupris et homicidiis, nedum bonae obedientiae.	Nej, tværtimod er sønnens, hustruens, slavens, den tilfangetagnes lydighed bedre og mere fuldkommen end munkenes lydighed, også når den er bedst, dvs uden ufromhed og bespottelse, sådan som den var i de hellige; men hvor den er ufrom og bespottelig, kan den ikke måle sig med voldtægt og manddrab, endsige da med den gode lydighed.
⁶⁶Proinde ego ausim pronunciare cum fiducia, Nisi monastica obedientia uoueatur et seruetur temporaliter tanquam rudimentum ad Christianam et (W647) Euangelicam obedientiam, ut iuuenilis aetas in ea exercitata discat sic omnibus in omnibus cedere, sicut per uotum cedit suo maiori in monasterio in aliquibus, quemadmodum in uitis patrum quaedam etiam probant exempla, esse plane impiam et mox deserendam.	Så vil jeg da vove tillidsfuldt at proklamere, at medmindre der aflægges løfte om den munkelige lydighed og den overholdes timeligt og stykkevist i lighed med den kristne og evangeliske lydighed, så at de unge opildnet ved den lærer således at vige i alle ting for alle og enhver, sådan som en munk i kraft af sit løfte skal vige for overordnede i klostret i nogle forhold, på samme måde som fædrenes liv kan afgive eksempler på dette, medmindre det sker, så er den munkelige lydighed helt igennem ufrom og bør snarest opgives.
⁶⁷Sic et puerorum paupertas est, ne res administrent, quo discant frugales esse, qui propter aetatem prodigi et dissoluti fierent, si statim in manu eorum res traderentur.	Sådan er det også en barnlig fattigdom, ikke at administrere sine egne sager, hvorved de skulle lære at være mådeholdne, de som på grund af deres alder ville blive fortabte og opløste, hvis de straks fik tingene i deres egne hænder.
⁶⁸Quae est enim dementia uniuersalem obedientiam uniuersaliter prestandam contemnere, ut particularem particulariter seruandam extollas? An monastica nos docebit, melius esse, paucis pauca bona facere quam multis multa bona facere?	Hvad er det nemlig for et afsind at ringeagte den almindelige lydighed, der skal øves overfor alle, for at fremhæve den særlige, som kun skal øves i særlige tilfælde? Mon de munkelige vil lære os, at det er bedre at gøre få gode gerninger mod kun få, end at gøre mange gode gerninger mod mange?
⁶⁹Igitur si ab imperfecto ad perfectum eundum est, ab obedientia monastica ad obedientiam parentum, dominorum, mariti, tyrannorum, aduersariorum et omnium eundum est.	Altså, hvis man vil gå fra det ufuldkomne til det fuldkomne, så skal man gå fra den munkelige lydighed til lydigheden mod forældrene, mod herrerne, mod tyrannerne, mod modstanderne og mod alle.
⁷⁰Atque ut ipsi uotum obedientiae ferme maximum et summum in religionibus faciunt, ita nos contra uidemus esse infimum et minimum, etiam tum, cum pium et rectum fuerit, hoc est, dum pro rudimento Euangelicae obedientiae uouetur.	Og ligesom de vil gøre løftet om lydighed næsten til det største og til summen på al fromhed, sådan vil vi stik imod det mene, at det er det laveste og mindste, også da, når det aflægges fromt og ret, dvs når det aflægges på en ruin af den evangeliske lydighed.
⁷¹ Nam ubi pro perfectione uouetur, neque infimum neque minimum, sed peruersitas et sacrilegium est. Ita fit, ut, sicut de paupertate diximus, nusquam minus esse paupertatis, quam ubi iactatur, ita nusquam minus obedientia est, quam ubi iactatur. et impletur hic uerbum Pauli: habentes speciem pietatis, uirtutem autem eius abnegantes. (2 Tim 3,5)	For når der aflægges løfte på fuldkommenheden, så er dette løfte hverken det laveste eller det mindste, nej så er det perverst og bespotteligt. Derved sker det, at, ligesom vi har sagt om fattigdommen, at der er intet, der er mindre fattigdom, end hvad de kalder fattigdom, således er der intet, der mindre er lydighed, end hvad de kalder lydighed. Her opfyldes Paulus' ord: De har fromhedens skin, men mangler dens kraft.
⁷²Quare obedientia monastica aut pro temporali rudimento habenda est, aut mox deserenda, et redeundum uel ad legalem parentum et dominorum, uel ad Euangelicam omnium obedientiam nihil morando, si sexcentis uotis firmata esset, quod uotum hoc aduersus Euangelium sit et a deo non possit probari nec exigi. (275)	Derfor skal den munkelige lydighed enten efterleves for den timelige rests skyld eller også straks forlades, så man vender tilbage enten til lovens lydighed mod forældre og herrer, eller til evangeliets lydighed mod alle uden at tøve, om så denne lydighed var sikret ved seks hundrede løfter, fordi dette løfte er imod evangeliet og ikke kan antages overfor Gud og ejheller skal adlydes.
Videre til "Om munkeløfterne" 7!