Luthers "Om munkeløfterne" 5

De votis monasticis.

Fra WA 629 til WA 641.

1V. ADVERSARI RATIONI  MONASTICEN.	5. Munkeløfterne er imod munkelivets iboende fornuft.
2 QVINTO comparemus institutum istud etiam ad rationem naturalem, hoc est, ad crassum illud et lumen naturae, quae tametsi lucem et opera dei non attingat per sese, ita ut in affirmatiuis (quod aiunt) fallax sit eius iudicium, in negatiuis tamen est certum. Non enim capit ratio, quid sit deus, certissime tamen capit, quid non sit deus.	For det femte skal vi også sammenligne institutionen "munkelivet" med den naturlige fornuft, d.v.s. med dette grove naturens lys, som, skønt det er Guds lys og gerning, dog ikke befatter sig med sig selv, så at dets dom er fejlagtig i det affirmative (som de kalder det), men dog sikker i det negative. For fornuften fatter ikke, hvad Gud er, men den fatter dog ganske sikkert, hvad Gud ikke er.
3 Ita licet non uideat, quid rectum et bonum sit coram deo (nempe fidem), scit tamen euidenter infidelitatem, homicidia, inobedientiam esse malum. Qua et Christus utitur, dum disserit, Omne regnum in seipsum diuisum desolari. (Luk 11,17)	Derfor kan den (fornuften) ikke se, hvad der er ret og godt overfor Gud (nemlig troen), men den erkender dog ganske klart, at utroskab, mord, ulydighed er noget ondt. Hvilket også Kristus benytter sig af, når han hævder, at "ethvert rige, der er i splid med sig selv, lægges øde".
4 Et Paulus, dum dicit, nec naturam docere, ut mulier nudato capite prophetet. (1 Kor 11,7) Quod ergo huic rationi euidenter aduersatur, certum est et (254) deo multo magis aduersari.	Og det benytter også Paulus sig af, når han sige, at heller ikke naturen lærer, at en kvinde beder med nøgent hovede. Hvad der altså klart er imod denne fornuft, det er ganske sikkert endnu langt mere imod Gud.
5 Quomodo enim coelesti ueritati non pugnabit, quod terrenae ueritati pugnat? quo modo et Christus Johan. iii. ueritatem distinguit, et ex utraque arguit: Si terrena (W630) uobis dixi et non creditis, quomodo, si coelestia uobis dixero, credetis?  (Joh 3,12).	Hvordan skulle det derfor gå til, at det, der kæmper imod den jordiske sandhed, ikke også skulle kæmpe mod den himmelske? Af den grund skelner også Kristus i Joh. 3 mellem dem og argumenterer ud fra dem begge: "Hvis jeg taler til jer om jordiske ting og I ikke tror mig, hvordan skulle I så tro, når jeg taler til jer om himmelske ting?"
6Videamus itaque, ut institutum monasticum non solum aduersarium sit legi et Euangelio et uniuersis scripturis, uerbis et operibus dei, verum etiam communi omnium sensui hominum.	Vi vil således se, om munkelivets institution ikke blot skulle være imod loven og evangeliet og Guds skrifter, ord og gerninger, men også imod alle menneskers almindelige fornemmelser.
7Ac imprimis id apprehendamus: uotum, etiam si per omnia pium et rectum fuerit, tamen, si impossibile factum fuerit, desinit esse uotum, nec amplius etiam apud deum potest ligare.	Men lad os først gøre opmærksom på følgende: løftet, også hvis det i ét og alt er fromt og ret gjort, bør man dog forlade, hvis det bliver gjort umuligt, og det kan i så fald ikke mere være gældende for Gud.
8Exempli gratia, Vouisti peregrinari ad S. Iacobum, sed interciperis uel morte uel inopia, uel morbo uel captiuitate. Hic sine scrupulo uotum omittitur, et probatur, omne uotum fieri conditionaliter, et semper exceptam intelligi impossibilitatem. Clara ne et certa sunt haec satis?	For eksempel: Du har aflagt løfte om en pilgrimsrejse til Sankt Jakob, men du bliver forhindret af døden eller af fattigdom eller af sygdom eller af tilfangetagelse. Her kan du uden skrupler lade være med at opfylde løftet, og dette viser, at ethvert løfte aflægges på betingelser, og man skal altid forstå det sådan, at umuligheden af at opfylde det udgør en undtagelse for forpligtelsen til at holde det. Er dette ikke tilstrækkelig klart og sikkert?
9Quod enim de uno uoto asseritur, de omnibus asseri debet. Omnia enim, siue magna siue parua, siue temporalia siue perpetua, aequaliter hoc praecepto comprehenduntur: Vouete et reddite, sicuti uidebimus. Si ergo in uno excepta est impossibilitas uel minimo, etiam excepta est in quolibet uel maximo.	Men hvad der kan fastslås om ét løfte, det må gælde om alle løfter. De er nemlig allesammen, hvad enten de er store eller små, timelige eller evige, at forstå som lig med dette bud: Hvad du har lovet, skal du holde, sådan som vi har set. Hvis altså for ét ganske ringe løftes vedkommende der gøres undtagelse for umuligheden, så må der også for et hvilketsomhelst stort løftes vedkommende gøres tilsvarende undtagelse.
10Si igitur coelibatum uoueris, et postea senseris impossibilem tibi, nonne libere nubere potes, uotum tuum interpretatus conditionaliter? Quid enim hic obstat, ne sic facias et possis? An non est infirmitas carnis tantum impedimentum coelibatus, quantum inopia uel morbus peregrinanti?	Hvis du således har aflagt løfte om cølibat, og bagefter føler, at det er en umulighed for dig, mon så ikke står dig frit for at gifte dig, dit løfte skal jo forstås betinget? Hvad er der nemlig her i vejen for, at du kan udføre og gøre det? Mon ikke kødets skrøbelighed er en ligeså stor hindring for cølibatet, som fattigdom eller sygdom er for den, der har aflagt løfte om pilgrimsfærd?
11 Quin ipsa diuina mandata, cum sint citra omnem controuersiam immutabilia, tamen quo ad opera externa exceptam habent impossibilitatem. Neque enim damnabis S. Petrum, quod uinctus ab Herode non praedicauit, non seruiuit proximo suo, sicut habet praeceptum charitatis, sed beata impossibilitas eum excusat.  (Apg 12,3)	Sådan har jo også Guds egne bud, skønt de er udenfor enhver kontroversiel foranderlighed, dog en undtagelse, nemlig umuligheden med hensyn til den ydre handling. For du vil da ikke bebrejde Peter, at han, da han blev lagt i lænker af Herodes, ikke prædikede og ikke tjente sin næste, sådan som kærlighedsbudet sagde, at han skulle; den klare umulighed undskyldte ham jo.
12 Nec Paulum facies reum omissae charitatis, quod saepius uoluit uenire ad Romanos et tamen prohibebatur.(Rom 1,13) Et Act xvi. in Bithiniam ire uoluit, sed non permisit uel uentus uel spiritus. (Apg 16,7) Et martyres in carceribus impios dicemus, nisi opera omittere potuerunt, impossibilitate urgente.	Og du vil vel heller ikke gøre Paulus skyldig i at have undladt kærligheden, fordi han ofte ville komme til romerne og dog blev forhindret.  Eller for, at han ifølge Ac 16 ville tage til Bithynien, men vinden eller ånden tillod det ikke. Eller skal vi kalde martyrerne i fængslerne ufromme, fordi de måtte undlade at gøre gode gerninger, på grund af, at det var dem umuligt?
13        Sed hic dices: Coronat deus intus uoluntatem, ubi non inuenit foris facultatem, ideo deuotarius ille S. Iacobi implet uotum suum uoluntate, ubi non potest facultate, sic et sancti implent mandata dei. Hic respondeo: aut hoc non facit (255) satis, aut firmat meum propositum.	Men her vil du måske sige: Jamen, Gud kroner indvendigt viljen, selv om den ikke i det ydre har lejlighed; derfor har han, der har aflagt løfte om at tage til Sankt Jakob, opfyldt sit løfte med hensyn til viljen til det, selv om han ikke har lejlighed til at gøre det, og sådan opfylder også de hellige Guds bud. Hertil vil jeg svare: Enten er denne tankegang ikke tilstrækkelig, eller også understreger den min opfattelse.
14Non facit satis, quia tam uotum quam praeceptum spectat non solam uoluntatem, sed et opus. Opus ipsum perigrinationis uouit, non uoluntatem. Quid enim esset uouere: uoueo tibi uoluntatem peregrinandi ad S. Iacobum? Ita praeceptum dei ad opus cogit.	Den er ikke tilstrækkelig, forsåvidt som både løftet og budet ikke bare ser på viljen, men også på gerningen. Han har aflagt løfte om den gerning at tage på pilgrimsfærd, ikke om viljen til det. Hvad vil det sige, at aflægge følgende løfte: 'Jeg lover dig at have viljen til at tage på pilgrimsfærd til Sankt Jakob'? Derfor tvinger Guds bud til at det er gerningen der betyder noget.
15Quid enim est: praecipio tibi, ut uelis facere? quare hic demonstratiue concludo, uota semper excipere impossibilitatem, sicut et externa opera mandatorum dei. Quare et coelibatus, si est impossibilis post uotum, in uoto non est comprehensus, saltem opere externo. Nec habes, quod hic opponas.	For hvad betyder det: Jeg byder dig, at du skal ville gøre dette? Derfor har jeg her påvist og kan konkludere, at løftet altid gælder med umuligheden som undtagelse, sådan som også den ydre gerning ved Guds bud. Derfor er også cølibatet, hvis det viser sig umuligt at gennemføre efter løfteaflæggelsen, ikke medindforstået i løftet, i det mindste ikke med hensyn til den ydre gerning. Det kan du ikke indvende noget imod.
16 Si autem satis est uoluntas, ubi deest facultas, habeo propositum, quia de eo solo disputo, qui uellet uotum coelibatus implere, et per infirmitatem carnis non potest, ut qui saepius tentarit, et tamen nec (W631) ieiuniis nec ullis studiis carnem premere potest, cogiturque inuitus aliquando et uictus flamma libidinis experiri fluxus immundos uel uigilans uel dormiens, alioqui uitae inculpatae.	Men hvis viljen er tilstrækkelig, når lejligheden til at gøre det mangler, så har jeg ret, fordi jeg alene disputerer om den, der vil opfylde løftet om cølibat, og på grund af kødets svaghed ikke kan gøre det, så at han ofte fristes, og dog ikke hverken gennem faste eller nogen anstrengelse formår at holde sit kød i ave, men tænker på det, uden at han selv kan gøre for det, og besejret af lystens ild erfarer urenhedens strømmen, både når han er vågen og når han sover, men iøvrigt lever et ulasteligt liv.
17An hic dices, ut aliqui solent stolidi et animarum prorsus incurii dicere, Orandum esse deum pro gratia, qui nemini negat. Pulchre. Cur non etiam sancto Petro consuluisti, ut oraret deum, ne Herodes eum uinciret? Cur Paulus non orauit, ne prohiberetur uenire ad Romanos? Cur martyres non orabant, ne carceribus impedirentur ab operibus charitatis?	Mon du her vil sige, som nogen tåbelige mennesker plejer at sige, der fuldstændig mangler omsorg for sjælene, at her bør man bede til Gud om nåde, han vil ikke nægte nogen det. Jo, go'morren! Hvorfor har du ikke også givet Sankt Peter det råd, at han skulle bede til Gud, at han ikke blev sat i fængsel af Herodes? Hvorfor bad Paulus ikke om, at han ikke blev forhindret i at komme til romerne? Hvorfor bad martyrerne ikke om, at fængslerne ikke kom til at forhindre dem i at gøre kærlighedens gerninger?
18Et deuotarium illum sancti Iacobi cur non doces, ut oret, ne inops fiat, ne egrotet, ne moriatur, ne capiatur? Scilicet iste est modus ludendi in rebus tam seriis? Quid si deus nolit orari? aut, si oretur, quid si nolit audire?	Og ham, der havde aflagt løfte om at tage til Sankt Jakob, hvorfor belærer du ikke ham om, at han skal bede om ikke at blive fattig eller syg, om ikke at dø eller blive taget til fange? Er det en måde at lege med ordene på i en så alvorlig sag? Hvad, hvis Gud ikke vil bedes til? Eller, hvis du beder til ham, hvad så, hvis han ikke vil høre dig?
19 Hac ratione docebis nos omnes coelibatum uouere, et postea orare, ne sit impossibilis, ac per hoc illud statutum diuinum naturae: 'Crescite et multiplicamini' coges deum mutato suo uerbo, quo creauit omnia, reuocare.  (1 Mos 1,28).	Ud fra den tankegang kommer du til at lære os alle at aflægge løfte om cølibat og bagefter at bede om, at det ikke må være umuligt, og derigennem tvinge Gud til at ændre og tilbagekalde det ord, hvorved han skabte alle ting, denne naturens guddommelige regel: 'bliv frugtbare og mangfoldige'.
20Stulta et puerilia sunt ista. Experientia sua cuique est relicta, ut uideant, an in ipso praeualeat lex illa crescendi et multiplicandi, uel potius priuilegium eiusdem legis. Sed iterum dices: Non est simile de sanctorum impossibilitate et coelibis impossibilitate.	Dette er da dumt og barnligt. Gennem sin egen erfaring er det givet enhver at kunne se, om denne lov om at blive frugtbare og mangfoldige har gyldighed for ham, eller snarere om han har denne lovs privilegium. Men også her vil du tage til genmæle: du kan ikke tale på samme måde om umulighed hos de hellige og hos den cølibatære.
21Sanctorum enim uoluntas est efficax et plena, prodiretque in opus, nec obstaret ullum intrinsecum impedimentum, quod in eorum sit potestate.	De helliges vilje var nemlig stærk og fuldkommen, og gav sig udslag i gerning, ejheller var der nogen indre hindring, fordi viljen i dem var i deres magt.
22Obstat uero impedimentum extrinsecum, quod non est in eorum potestate, scilicet tyrannis. At coelibis uoluntas non est plena neque efficax, neque extrinseco impeditur impedimento. sed intrinseco, scilicet carne sua et (256) seipso, qui est utique in sua potestate.	Men der var en ydre hindring, som ikke var i deres magt, nemlig tyrannerne. Men den cølibatæres vilje er ikke fuldkommen og ikke stærk, ejheller er den forhindret af nogen ydre forhindring, derimod af en indre, nemlig af hans kød og af ham selv, hvilke dog begge dele er i hans magt.
23Si enim esset plena, impossibile esset, ut non impleret coelibatum. Ideo casus tuus non est dabilis, quod sit coelebs uoluntate, et non possit esse et facultate.	Hvis nemlig hans vilje var fuldkommen, ville det være umuligt, at han ikke skulle opfylde cølibatet. Derfor kan du ikke komme med dine eksempler, at den cølibatære kun har viljen, men ikke også lejlighed.
24      Respondeo: Est sane caro nostra in potestate nostra, ut ei oculos effodiamus, manus, pedes, linguam praecidamus, uel laqueo strangulemus, uel aqua suffocemus, Quo modo et tyrannus, si nobis infirmior esset, in nostra potestate esset. quid haec ad ea, quae hic quaerimus et tractamus?	Jeg svarer: Ja, sandelig, vort kød er i vores magt, så vi kan rive øjet ud på det, afhugge hånden, fødderne, tungen, så vi kan kvæle det i en løkke eller drukne det i vand. På samme måde som også tyrannen ville være i vores magt, hvis han var svagere end os. Men hvad har det med det at gøre, som vi her efterspørger og behandler?
25Nunquid ideo castus eris, si oculos effoderis tibi? Caeterum, quod ad coelibatum pertinet, quis ignorat tyrannum illum domesticum et intrinsecum in membris nostris non magis esse in potestate nostra, quam est mala uoluntas externi tyranni?	Mon det er på den måde du vil være kysk, at du skal rive dit øje ud? Forøvrigt, når vi nu taler om cølibatet, hvem kan være uvidende om, at denne hjemmets og vore lemmers indre tyran ikke er mere i vores magt, end viljen til det onde er i den ydre tyrans magt?
26 Quin blandis uerbis externum tyrannum mitigare potes et in tuam sententiam trahere, hunc domesticum nullis studiis, nedum uerbis potes domare. Quid ad Paulum dices Roma. vii? Non erat eius uoluntas plena et efficax, quando dicebat: Quod uolo bonum non facio, quod non malum hoc facio? (Rom 7,19)	Men selv om du så med indsmigrende ord er i stand til at tæmme den ydre tyran og drage ham hen i retning af din mening, denne indre tyran kan du ikke styre med nogen anstrengelse eller med nogen ord. Hvad siger ikke Paulus i Rom 7? Hans vilje var ikke fuldkommen og stærk, da han sagde: 'Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg'.
27Cur ergo non facit, quod plenissime uelle sese confitetur? Vbi est ergo, quod dicebas intrinsecum impedimentum non obstare, nec impossibile facere, quod plena uoluntas disposuerit?	Altså: hvorfor gør han ikke, hvad han tilstår, at han vil fuldt og helt? Hvor bliver der da af det, du taler om: ikke at modstå den indre forhindring eller gøre det umuligt, som den hele vilje har magt over?
28 Caro concupiscit aduersus spiritum et spiritus (W632) aduersus carnem. Haec sibi inuicem aduersantur, ut non ea quae uultis faciatis. (Gal 5,17) Sic uolo et mihi donari hunc coelibem a uoto absolutum, si ex animo mallet coelebs quam coniunx uiuere, sed impossibile carnis cogit eum externo opere contrarium facere et uotum suum omittere, ut qui sit morbo insuperabili et tyranno indomabili impeditus.	'Kødet begærer imod ånden, og ånden imod kødet; de to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, I vil'. Således vil jeg gerne, at der skulle gives også mig dette fuldkomne cølibat efter løftet, hvor man af hjertet hellere vil være cølibatær end leve som gift, men kødets umulighed tvinger ham til efter den ydre handling at gøre det modsatte og frasige sig sit løfte, som hvis man var forhindret ved en uovervindelig sygdom eller en utæmmelig tyran.
29Nonne et deuotarius ille sancti Iacobi, morbo laborans, intrinseco impedimento impeditur? At quanto est furentior morbus et seuior tyrannus membrorum, quam ullus morbus corporalis!	Mon ikke også han, der har aflagt løfte om at tage til Sankt Jakob, men bliver besværet med sygdom, forhindres af en indre forhindring? Men er den (kødets umulighed) ikke en mere brændende sygdom og en mere tyngende tyran for lemmerne end nogen legemlig sygdom!
30Accipiet et hic deus uoluntatem, ubi non inuenit facultatem, dum adhuc in nullum eius praeceptum peccatur, neque uoluntate neque opere, uoluntate autem et ipsum uotum ultra praeceptum impletur, solum opus eius externum omittitur, cogente impotentia insuperabili.	Lad det også her være sådan, at Gud godtager viljen, når der ikke viser sig nogen lejlighed, mens han hidtil ikke har syndet imod noget af hans bud, hverken med viljen eller med gerningen, så vil dog løftet selv skulle opfyldes med viljen ud over budet, alene den ydre gerning kan undlades, men derved tvinges han ind i en uoverstigelig umulighed.

31     At iterum obiicies: Hac ratione uiam facies, ut liceat et diuina mandata externo opere uiolare, modo uoluntas nolit. Igitur, qui mallet castus uiuere, excusabitur, si scortetur, cum sint mandata dei impossibilia nobis, ut tu ipse docuisti saepius.	Men atter vil du indvende: Med denne forklaring skaber du en udvej, så det bliver tilladt at øve vold også på de guddommelige bud med den ydre gerning, når blot viljen ikke vil det. For eksempel: Den, der hellere vil leve kysk, han er at undskylde, hvis han bedriver hor, eftersom Guds bud er umulige at overholde, som du selv ofte har doceret.
32Respondeo: Huc debebas dissimilitudinem afferre, quam supra (257) moliebaris inter sanctos impeditos et coelibem succumbentem. Quanquam enim uerum est, mandata dei impossibilia esse nobis, tamen hoc non est uerum, uelle aliquem caste uiuere et scortari.	Jeg svarer: her bør du anvende den forskel, som du tidligere satte i værk, mellem de hellige, som var forhindrede, og den cølibatære, der gav efter. For så meget er sandt, at Guds bud er umulige for os at overholde, men dette er ikke sandt, at nogen kan ville leve kysk og bedrive hor.
33Cui enim uoluntas est ad legem dei, huic lex non modo possibilis, sed facilis facta est; quod si continere non potest, non urget eum hoc impossibile, contra legem dei facere et scortari.	For den, nemlig, der har viljen til at overholde Guds lov, for ham er loven ikke blot mulig at overholde, det er også let at gøre det, fordi, hvis han ikke kan leve afholdende, så tvinger loven ham ikke til at gøre dette umulige at handle imod Guds lov og bedrive hor.
34Non enim ideo scortatur, quia non possit aliter facere. Est in medio matrimonium, ducat uxorem, et facilis erit ei lex castitatis.	Han bedriver nemlig ikke hor af den grund, at det er umuligt at gøre noget andet. Der er en middelvej: ægteskabet, lad ham tage sig en hustru, og loven om kyskhed vil være let at overholde for ham.
35Non sic coelebs meus, qui, quantumlibet pleno animo uellet continere et legi dei per omnia satisfacere, ducta uxore contentus, mallet etiam uxore carere et coelebs degere, tamen sui sexus naturam superare non potest, ut naturaliter socio sexu carere possit, et scortabitur ideo, quia non potest aliter facere.	Sådan er det nu ikke, kære cølibatære, at den, der, ligegyldigt hvor helhjertet han vil leve afholdende og tilfredsstille Guds lov i alting, sammenligner sig med den, der har taget en hustru, men også hellere vil undvære sin hustru og leve som cølibatær, det er dog ikke sådan, at han ikke kan overvinde sit køns natur, så at han på naturlig vis kan undvære sin sexpartner, og derfor bedriver hor, fordi det ikke kan være anderledes.
36Non ergo simile est de mandatis et uoto. Est enim uoluntas, quae mandata dei reddit possibilia, quae non satis est, ut uotum fiat possibile. Quod si mandata dei seruet, et uotum seruare non possit, cedere debet uotum, ut mandata maneant, ne forte simul et uotum et mandatum scortando praeuaricetur.	Altså: det forholder sig ikke med budene som med løfterne. Der er nemlig det med viljen, den gør Guds bud mulige at overholde, men er ikke tilstrækkelig til at gøre løfterne mulige. Fordi, hvis han holder Guds bud, men ikke kan holde løftet, så bør løftet ophøre, for at budene kan forblive, at ikke straks både løftet og budet skal overtrædes derved, at han bedriver hor.
37 Reliquum ergo est coelibi, si impossibilis sit ei coelibatus, ius nubendi et uotum soluendi, quanquam fatear, ubi superabundans est spiritus, qui operetur uoluntatem plenam continendi, ibi et sequi necessario continentiam, ut in sanctis factum esse certi sumus, sed eam uoluntatem optare magis quam prestare possunt coelibes reliqui, quanquam non optant ad mandata dei seruanda praeuaricatores, sicut S. Paulus Ro. vii. optabat, quod non poterat totus uelle, (Rom 7,16.19) imo praeuaricatores ex animo nolunt legem dei, cum uoluntas impia non possit non odisse legem, simulat potius uoluntatem et opera, de quo alias dictum, et nunc extra institutum nostrum est.	Der er nemlig en udvej for den cølibatære, hvis det er umuligt for ham med cølibatet, det er retten til at gifte sig og bryde løftet, skønt jeg må erkende, at hvor ånden ganske flyder over, den, der udvirker den fuldkomne vilje til at leve afholdende, dèr følger også med nødvendighed afholdenheden, sådan som vi er sikre på, at det er sket med de hellige, men de øvrige cølibatære kan mere ønske sig denne vilje end præstere den, endskønt overtræderne ikke ønsker at tjene Guds bud, sådan som Paulus Rom 7 ønskede, at han ikke helt kunne ville,  men overtræderne vil ikke af hjertet Guds lov, eftersom den ufromme vilje ikke kan andet end hade loven, og snarere foregiver en vilje og nogle gerninger. Derom er der talt andetsteds, her ligger det udenfor vort emne.
38     Videtur (W633) ergo forma uoti apud deum sic habere: Voueo castitatem, quam diu possibilis fuerit, si autem seruare nequiero, ut liceat nubere. Sed age, cui non facit fidem haec disputatio de impossibili, cogamus eum ipsa experientia, et ius ex facto probemus.	Du ser altså, at formen på løftet for Gud må se sådan ud: Jeg lover dig kyskhed, sålænge det er muligt, men hvis jeg ikke formår at overholde det, at det da er mig tilladt at gifte mig. Men se, den, som ikke regner med denne diskussion om det umulige, ham tvinger vi ved hans egen erfaring, og vi beviser retten ud fra virkeligheden.
39Ecce ego uoui totam Augustini regulam, in qua ille praecipit, ut, quocunque iero, secundus uel tertius eam, hoc est, ne solus eam; hoc uoui usque ad mortem seruare, ut expresse habet forma uoti.	Se på mig, jeg har aflagt løfte om hele Augustins regel, som foreskriver, at jeg, hvor jeg end går hen, skal have en eller to med mig, det vil sige: Jeg må ikke gå alene; dette har jeg lovet at ville overholde lige til døden, sådan som løftets form udtrykker det.
40Interim ego capior et solus esse cogor, ubi quaeso manet meum uotum? occidi potius debeo quam solus esse, si uotum non excipit impossibile. At si tenear, ne possim occidi, quid faciam? (258) Hic uotum soluitur, aut prius inuoluisse cognoscitur exceptam impossibilitatem.	Imidlertid bliver jeg fanget og tvunget til at være alene, hvor, spørger jeg, bliver så mit løfte af? Jeg bør hellere lade mig dræbe end være alene, hvis løftet ikke undtager det umulige. Men hvis jeg vil holde det, uden at lade mig dræbe, hvad skal jeg så gøre? Sådan opløses løftet, eller man erkender først modvilligt at umuligheden er undtaget.
41Sic in eadem regula uoueo statutis horis orare, uestibus, cibis, locis uti. At ubi aegrotauero, ut nihil horum possim, uotum non tenetur.	Sådan lover jeg i den samme regel at bede til bestemte tider, at bruge bestemte klæder, måltider, steder. Men hvor jeg bliver syg, så jeg ikke kan overholde mine tider, dèr gælder løftet ikke.
42Non autem me excusabit aegritudo, quia mandatum dei oportet seruari per uitam, per mortem, per omnia. At mandatum dei est: Vouete et reddite. Sic et de omnibus aliis regulae statutis possum exempla afferre. Sicut igitur superius de deuotario S. Iacobi dixi: Si impossibilitas in omnibus aliis statutis necessario excipitur, quae est ratio, ut in sola castitate non sit excepta?	Men sygdom vil ikke kunne undskylde mig, fordi Guds bud byder at overholde løftet livet igennem, gennem døden, gennem alting. Men Guds bud er: Hvad du har lovet, skal du holde. På samme måde kan jeg fremdrage eksempler fra alle de andre af reglens statutter. Og ligesom jeg ovenfor har sagt om ham, der havde aflagt løfte om at gå til Sankt Jakob, sådan gælder det her: Hvis umuligheden med nødvendighed fremkalder undtagelser i alle andre statutter, hvad er så begrundelsen for, at der alene for kyskhedens vedkommende ikke gøres undtagelse?
43ubi et plura pericula et maxima necessitas urget, ut, si in ulla parte regulae impossibilitas locum habere debet, merito prae caeteris in castitate locum habebit; si in castitate locum non habet, multo minus in caeteris locum habere debebit.	Hvor både mange farer og den højeste nødvendighed lægger op til, at hvis der anerkendes umuligheder på noget punkt af reglen, så bør de anerkendes på kyskhedens område fremfor noget; hvis de ikke anerkendes på kyskhedens område, så bør de meget mindre anerkendes på andre områder.
44Quantum est quaeso periculum, si captiuum cogas ut socium habeat, aut infirmum ut oret? imo nullum hic periculum est, cum fieri non possit, quod cogis. At si incontinentem cogas ad continentiam, quantas immundicias? quantas fornicationes? quanta adulteria? et quid non malorum prouocabis?	Jeg spørger: Hvor stor er faren, hvis du kræver af én, der er taget til fange, at han skal have en ægtefælle, eller kræver af én, der er syg, at han skal bede? Jamen, der er da ingen fare her, for han kan jo ikke gøre det, du kræver. Men hvis du tvinger én, der ikke kan leve afholdende, til at leve afholdende, hvilke urenheder bringer du så ikke frem? Hvilket skørlevned? Hvilken hor? Hvilke andre onde ting?
45Nec ualet hic, sicut et supra dixi, quod uoluntatem sufficere captiuo et infirmo dicas, tunc enim nihil differret uouens a non uouente. Quis enim laicorum non possit uelle socium habere et juxta formam regulae orare? Non sic nugandum est in rebus ad conscientiam et salutem attinentibus. Solide et dextre decernendum est.	For som jeg sagde ovenfor, her gælder det ikke, når du siger, at det er nok, at du har viljen til det, skønt du er fanget og svag; for så gør du ikke forskel på den, der har aflagt et løfte, og den, der ikke har. Hvem af lægbrødrene kan ikke på én gang ville have en hustru og bede efter ordenens regel? Sådan skal man ikke spøge med de ting, der har med samvittigheden og frelsen at gøre. Det skal afgøres omhyggeligt og i troskab.
46Certum est in regula opus, non uoluntatem praescribi et uoueri, ita certum est uotum ab infirmo et captiuo solui necessario, quod non licebit, si uotum excludit impossibile. Stat sententia:  Vouete et reddite.	Det står fast, at i reglen er det gerningen, ikke viljen, der foreskrives og aflægges løfte på. Og det står også fast, at den, der er syg eller fanget, med nødvendighed må løses fra sit løfte, hvilket ikke var tilladt, hvis løftet ekskluderede det umulige. Den sætning står fast: Hvad du har lovet, skal du holde.
47 Non praeteribit apex aut iota ab ista lege, nisi omnia fiant. (Matt 5,18) Aut ergo uotum usque ad impossibile solum ligat, aut nullos unquam fuisse monachos concedes. Nullus enim fuit, qui non aliquando infirmus, aut alia causa fuerit impeditus, in aliquam partem suae regulae, id quod omnino contra uotum suum est.	Ikke en tøddel eller et iota skal forgå af denne lov, før det er sket altsammen. Enten binder løftet dig lige ind i det umulige, eller også må du indrømme, at ingen nogensinde kan være munk. Der er nemlig ingen, der ikke har en eller anden svaghed, eller af en eller anden grund er forhindret i at følge en eller anden del af sin regel, og alt det er imod hans løfte.
48Amplius, quia pertinaciter obiicitur illa uoluntas uoti, quae perseueret sub impossibili externi operis, deponamus et ipsam.	Videre: Fordi denne løftets vilje stædigt kæmper imod, fordi den fremturer med de umulige ydre gerninger, må vi lægge viljen selv til side.
49Concors est sententia, quam et Bernhardus probat libro de praeceptis et dispensationibus, omnes partes regularum esse in manu maioris, qui dispensare in iis possit cum (259) subditis suis, non modo si impossibile aut periculum occurrat, sed etiam si congruum et commodum uideatur; aliquando uero et mero arbitrio praesidentis tenent et non tenent hae partes regularum.	Man er også enig om den sætning, som også Bernhard beviser i sin bog om budene og dispensationerne, at alle dele af reglen er givet i de overordnedes hånd, så de kan dispensere fra dem overfor de underordnede, ikke blot, hvis der opstår noget umuligt eller noget farefuldt, men også, hvis noget synes i overensstemmelse med den eller synes praktisk; ellers ville de holde eller ikke holde disse dele af reglerne efter deres overordnedes forgodtbefindende.
50Tum Papae tribuunt constanter plenam in iis omnibus autoritatem tollendi, mutandi, dispensandi. Verum quicquid illa sedes Satanae facit, suspectum est, nolo autoritatem eius mihi in re conscientiarum patrocinari, maneamus in gestis sanctorum et uulgato receptoque ab omnibus usu.	Således tillægger de vedholdende paven fuld myndighed i alle disse ting til at ophæve, forandre og dispensere. Men hvad denne Satans stol gør, er suspekt, og jeg vil ikke i samvittighedssager give mig ind under denne autoritet, nej, vi bør forblive ved de helliges gerninger og den almindelige brug, vi har modtaget fra alle.
51In his igitur dispensationibus certum est et uoluntatem seruandi uoti poni, et libertatem soluendi concedi. Non enim cogitur inuitus facere, qui secundum dispensationem facit, nec cogitat nedum mallet contrarium facere.	I disse dispensationer er det da sikkert, både at viljen til at adlyde løftet bliver fastholdt, og at friheden må betragtes som ophævet. For man kan ikke tænkes at gøre det ugerne, som man gør ifølge en dispensation, ejheller overvejer man, om man ikke hellere ville gøre det modsatte.
52Responde igitur: Si ista dispensatio est licita, concludam ego cum fiducia, Tenorem uoti monastici esse hunc: Voueo hanc regulam seruare ad arbitrium praesidentis. Si non est uero talia eius tenor, iterum definio, omnes monachos, omnia monasteria esse damnata, neque ullum adhuc inuentum fuisse monachum.	Svar derfor: Hvis denne dispensation er tilladt, så kan jeg på troværdig måde konkludere, at grundtonen i munkeløfterne er som følger: Jeg aflægger løfte om at tjene denne regel, forstået som mine foresatte finder det for godt. Hvis ikke dette er grundtonen, så er pr definition alle munkene, alle klostrene fordømmelige, eller der har ikke hidtil eksisteret nogen munk.
53Nullus enim aliter unquam sensit ac tenuit, quam jam dictum est. Si autem in caeteris partibus in manu praesidentis est, non solum opus, sed et uoluntatem, id est, totum uotum suo subdito soluere et liberum facere, etiam ubi nullum impossibile aut periculum exigit, Tu dic, si potes, cur non possit, imo non debeat laboranti libidinum procellis et periculis maximis fratri suo, et in hac parte, ubi castitas uouetur, eadem autoritate copiam facere nubendi, et libertatem saltem operis externi, si omnino uoluntatem nollet, impartiri?	Der er nemlig ingen, der føler eller fastholder andet, end hvad jeg nu har sagt. For hvis han, hvad de øvrige dele angår, er i hånden på den overordnede, ikke blot hans gerning, men også hans vilje, det vil sige, hele løftet kan han løse og gøre sin undergivne fri for, også hvor der ikke eksisterer nogen umulighed eller nogen fare, så sig mig, hvis du kan, hvorfor han ikke kan, ja hvorfor han ikke har lov til at frigøre sin broder, der kæmper mod lystfølelsen med de mest stormende og mest stærke farer, at gøre ham fri fra den del, hvor han har svoret kyskhed, ved den samme autoritet at give ham lejlighed til at gifte sig, og i det mindste give ham frihed til de ydre gerninger, selv om han måske ikke ville med viljen?
54Cur solum castitatis uotum Adamantinum est, cum caetera omnia stupea sint et stipulacea? Nonne et iniquitatis et crudelitatis extremae arguetur iustissime monastica, et hoc ipso plane suspecta, tanquam Satanae scena sit, habebitur, quod in rebus nihili tam clemens, in rebus grauissimis tam seuera est?	Hvorfor er alene løftet om kyskhed så stålhårdt, når alle de øvrige er sløve og kun formelle? Kan man ikke sige, at dette er den største ulighed og brutalitet i munkenes retssystem, og det forholder sig helt suspekt, fordi det er Satans område, den Satan, der i intethedens sager er særdeles klog, og i de alvorligste sager er særdeles hård?
55 Quid enim huic peruersitati dicetur, nisi illud Euangelii: Colantes culicem et glutientes camelum? (Matt 23,24) Et iterum: Decimantes rutam et mentam, et grauiora legis omittentes. (Matt 23,23) Aut illud: Imponunt in humeros hominum onera grauia et importabilia. (Matt 23,4)	Hvad kan der nemlig siges om denne perversitet, andet end dette fra evangelierne: I sier myggen fra, men sluger kamelen. Og igen: I giver tiende af mynte og dild, men forsømmer det i loven, der vejer tungere. Eller dette: De lægger tunge og ubærlige byrder på mennesker.
56Quid enim aliud hic iudicabit communis sensus, quam spirante nequitia Satanae fieri, ut sola castitas sit indispensabilis, quo animas irretiat laqueo indissolubili, et caetera sint dispensabilia, quo fictam eorum illudat religionem?	Hvad andet kan den almindelige fornuft dømme her, end at det er sket ved Satans blæsende nederdrægtighed, at alene kyskheden kan der ikke dispenseres fra, hvorved han fanger sjæle med en uopløselig løkke, og at der kan dispenseres fra de øvrige, hvorved man lader som om de er fromme?
57       Quid hic igitur respondebunt monastici? Aut nulla pars (260) uotorum dispensari potest, aut omnes dispensari possunt, quia nulla est ratio in una parte major quam in caeteris, nisi quod in castitate plures causae urgent et exigunt dispensationem, ubi et pertinacius eam denegant et recusant quam (W635) in aliis.	Hvad vil munkene svare hertil? Enten kan der ikke dispenseres fra nogen del af løftet, eller også kan der dispenseres fra alle, for der er ingen fornuft i, at man bedømmer én del af løftet anderledes end de andre, eller at man på kyskhedens område fremfører flere grunde og fjerner dispensationen, hvor de både nægter den vedholdende og holder den tilbage, der er ingen grund til, at man gør det mere på kyskhedens område end på de andre.
58Et hic paululum morare, lector, et tecum cogita, ut iniquitatem et crudelitatem hanc dispensandi taceam, quam incerta et periculosa sint omnia huius miseri instituti.	Tænk lidt over det, kære læser, overvej det med dig selv, jeg har jo slet ikke talt om den ulighed og grusomhed, de giver dispensation med, hvor usikkert og farligt alting er ved denne elendige institution.
59Si dispensandi iste mos errat et deo displicet, quis audeat intrare uel manere in religione? Quis enim ibi maneat aut hoc uitae genus uoueat et teneat, in quo uouetur id, quod non seruandum esse et uerbo et exemplo proprio docent? Nonne hoc est deum ceu fatuum aliquem irridere?	Hvis denne skik med at give dispensation er en fejltagelse og mishager Gud, hvem ville så vove at indføre eller opretholde den i religionen? Hvem kan nemlig leve i eller give løfte om eller holde den slags levevis, i hvilken man lover, hvad man ikke kan holde hverken med sine ord eller sit eget eksempel? Mon ikke det er at udfordre Gud eller skæbnen, om man vil?
60An autem non erret mos iste, quis nos certos faciet? praesertim cum dicat deus:  Vouete et reddite? tum supra dictum est, neque Sanctorum neque multitudinis exemplo nos esse tutos posse, cum peccare et falli potuerint omnes, et hic certus apertusque sermo dei dicat: Vouete et reddite.	Men hvem gør os sikre på, at denne skik ikke er fejlagtig? Især når Gud siger: Hold, hvad du har lovet! Da er det ovenfor sagt, at vi hverken kan lære af helgenernes eller den store masses eksempel, eftersom alle kan synde og fejle, og her står sikkert og åbent Guds prædiken og siger: Hold, hvad du har lovet!

61Si autem incertum est morem hunc erroneum esse, iterum dico quis audeat intrare uel manere in religione? et omnia, quae ad errorem intuli, hic etiam inferam.	Men hvis det er uvist,om denne skik er fejlagtig eller ej, så siger jeg igen: hvem ville vove at indføre eller fastholde den i religionen? Og alt, hvad jeg kan fremføre som fejl, det vil jeg også fremføre her.
62 Paris enim impietatis est et id sequi, quod manifesto errorem esse scias, et id pro ueritate amplecti, quod nescias error an ueritas sit. O uere tempora periculosa, de quibus Paulus praedixit.  (2 Tim 3,1)	Fejl står nemlig lige med ufromhed, og at følge det, som du sikkert ved er fejlagtigt, er lige så slemt som at holde det for sandt, om hvilket du ikke ved, om det er fejlagtigt eller sandt. O, det er i sandhed farlige tider, de tider, som Paulus forudså!
63Nunc uero, cum uotum et institutum suum in hoc uerbum dei: Vouete et reddite, fundent, ego pronuncio, morem istum dispensandi esse impium, et perditionis et operationis errorem.	Men nu, når løftet og løfteinstitutionen grunder i det Guds ord: Du skal holde, hvad du har lovet, så vil jeg påstå, at denne skik med at dispensere er ufrom, og en fortabelsens og en gerningens fejl.
64Vel eo tandem cogam, ut uota omnia prohibita et libera esse euincam, quod ut plenius et copiosius faciam, uideamus primum causas leuissimae suae dispensationis in aliis partibus regulae et rigoris crudelis in retinendae castitatis uoto.	Og endelig tvinger det mig, at jeg skal bevise uomstødeligt, at alle løfter vil være forbudte og alt være frit, så at jeg kan handle mere fuldkomment og rigt, så at vi først skal se, hvordan årsagerne til den lemfældige omgang med dispensationerne i reglens andre dele er en stivnet grusomhed ved at holde dispensationerne tilbage på cølibatets område.
65        Causantur itaque castitatem rem esse incomparabilis precii, cui nulla possit inueniri par commutatio. Huc illud sapientis afferunt: Non est digna ponderatio continentis animae. (Sirak 26,20; (Da udg 26,15 (17)); se V1.20).	De forårsager derfor, at cølibatets sag er af en usammenlignelig værdi, der kan ikke findes nogen forandring der kan sammenlignes med den. Her fremfører de så Jesu Siraks ord: Der er ingen straf for en kysk sjæl.
66 His addunt ampullas illas laudatae uirginitatis, quarum haec est ex Hieronymo caeteris insignior: Audacter dico deus cum possit omnia, tamen uirginem non potest suscitare post ruinam. (Hiero. Epi 22)	Hertil føjer de så disse svulstigheder, der roser cølibatet, hvoraf dette fra Hieronymus overgår de andre: Jeg vover at sige det, at Gud, skønt han kan alt, dog ikke kan genopbygge den cølibatæres dyd, hvis den er ødelagt.
67Caeteta uero, cum sint minora, possunt dispensari et commutari. O caecitatem bis caecam, quae in re Christiana et diuina iudicat de praeceptis secundum opera, et de fide secundum personas, quod nec gentes faciunt in rebus suis (261) humanis; deinde uerbum hominis pro articulo summo fidei arripiunt.	Men de andre ting kan der dispenseres fra, de kan forandres, de er nemlig af mindre betydning. O dobbelte blindhed, som i kristne og guddommelige sager dømmer om budene efter gerningerne, og om troen efter personerne, hvad hedningerne aldrig gjorde i deres rent menneskelige sager; og videre tager menneskeord hen som var det de største trosartikler.
68Hieronymus dicit, sese audacter dicturum, non posse deum suscitare uirginem post ruinam. Quid ad me, quod tu audacter dicis? Non quam audacter, sed quam uere dicas, considerandum mihi est.	Hieronymus siger, at han vil vove den påstand, at Gud ikke kan genopbygge den cølibatæres dyd, hvis den er ødelagt. Hvad kommer det mig ved, hvad du vover at sige? Jeg overvejer det, ikke fordi det er voveligt sagt, men fordi det er sandt.
69Neque enim in audaciam tuam, sed in ueritatem dei credo. Vnde probas, non posse suscitari uirginem post ruinam, etiam a deo? Scilicet hac ampulla rudis lector discit nihil praeciosius aestimare uirginitate, hoc est, opus praeferre fidei. potest (W636) suscitare corruptam uirginitatem fidei in spiritu, et non potest suscitare corruptam carne?	Jeg tror nemlig ikke på dit vovemod, men på Guds sandhed. Hvorfra beviser du, at den cølibatæres dyd ikke kan genopbygges, selv ikke af Gud? Ved denne sætning lærer den rå lærer jo, at man ikke skal vægte noget højere end cølibatet, d.v.s. han foretrækker gerningen fremfor troen. Er det virkelig sådan, at i ånden kan troens ødelagte dyd genopbygges, men i kødet kan den ødelagte dyd ikke genopbygges?
70Quam uellem hanc uirginitatis laudem, praesertim a tanto uiro, non fuisse unquam proditam, uehementer enim inflat operis opinionem et gloriam. Neque est uera, quam et Hugo de S. Victore confutauit iam antea. Potest enim deus et carnem reddere integram, imo suscitare mortuam et de nouo totam immutare, quae nunquam cognoscat uirum.	Hvor ville jeg dog ønske, at denne cølibatets ros, især fra en sådan mand, aldrig nogensinde var fremkommet. Den opblæser nemlig gerningernes anseelse og ære meget kraftigt. Men det er jo heller ikke sandt, hvad også Hugo af Sankt Viktor har sammenblandet noget tidligere. Gud kan jo nemlig bevare kødet uskadt, ja genopbygge det døde kød, og forvandle det helt fra nyt, men det kan mennesket ikke fatte.
71Sumus enim eius lutum, ipse fictor noster. Si autem intelligit, ideo non posse suscitari, quia non potest facere, ut corrupta corrupta non sit, hoc est, factum non potest facere infectum, eadem audacia licebit dicere, nullam uirtutem, nullam gratiam semel corruptam suscitari posse a deo.	Vi er jo hans ler, han er vores skaber. Men hvis man mener, at dyden af den grund ikke kan genopbygges, at han ikke kan gøre det sådan, at det ødelagte ikke er ødelagt, d.v.s. at han ikke kan gøre det gjorte ugjort, så må det være tilladt med det samme vovemod at påstå, at ingen dyd, ingen nåde, der én gang er ødelagt, kan genopbygges af Gud.
72Sed ad rem reuertamur, et nouam impietatem huius monastici instituti uideamus, ut inueniatur iniquitas eius ad odium. Votum asserunt omnino iam praeceptum dei esse, dicente scriptura: Vouete et reddite, rationem uero implendi non esse petendam ab ipsa praecepti forma, sed a magnitudine, paruitate, precio et uilitate operum uel rerum praeceptarum.	Men lad os vende tilbage til sagen, og se på denne nye ufromhed i munkevæsenet, at dens ulighed fører til had. De påstår jo i det hele taget, at løftet nu er Guds bud, eftersom skriften siger: Du skal holde, hvad du har lovet, men at meningen med at opfylde det ikke kan udfindes af de selvsamme buds former, men fra det store, det små, det værdige og det værdiløse ved gerningerne eller buddenes væsen.
73Sic uirginitatem deuotam reddes, quia res magna est, caetera opera regulae non est necesse reddere, sed dispensari possunt, quia res paruae sunt. Hoc autem quid est aliud dicere, quam: castitatem reddo, non quia praecepto uoti exigitur, sed quia magna est?	Sådan skal du holde dit løfte om et hengivent cølibat, fordi det er en stor ting, men de andre gerninger i reglen er det ikke nødvendigt at holde; dem kan der dispenseres fra, fordi det er små ting. Men hvad er det andet at sige end at cølibatet skal jeg holde, ikke fordi det skal udføres som et løftets bud, men fordi det er en stor ting?
74Et hoc quid est nisi dicere: praeceptum uoti non in arbitrio dei, sed meo ipsius est, quatenus praeceptum et non praeceptum, quatenus impleri et non impleri oporteat?	Og hvad er det videre andet end at sige: løftets bud er det ikke op til Gud at afgøre, det er op til mig at afgøre, i hvor høj grad det er et bud eller ikke et bud, i hvor høj grad det bør opfyldes og ikke opfyldes?
75 Et in has amaritudines, irritationes, tentationes, illusiones maiestatis putas deum non irasci? Saulem illi egregie referunt, qui domini obedientiam sibi ipsi arrogant interpretandam, reseruatis pinguibus bouibus ad sacrificium dei. (1 Sam 15,15) Hi sunt, qui iactant, meliorem esse obedientiam quam uictimam, (1 Sam 15,22) iactant uerbo praeceptum uoti et negant opere. (262)	Og du mener ikke, at Gud bliver vred over disse bitre sager, disse irritationer, disse fristelser, disse majestætsillusioner? De henviser på udmærket vis til Saul, og selv udlægger de på overlegen måde hans lydighed mod Gud om sig selv, han, som havde taget nogen får og okser bort fra Guds offer. Det er dem, som bryster sig med, at lydighed er bedre end slagtoffer, bryster sig med ord om løftets bud, men nægter at handle efter det.
76 Sic mulierem uidebis ad concupiscendum et negabis peccatum esse, (Matt 5,28) quia res parua est, ad opus comparata. Rapies proximo pallium et dices: non est prohibitum, quia res parua est.  (Matt 5,40).	Sådan ser du på en kvinde, så du begærer hende, men nægter, at det er synd, fordi det er en ringe sag, sammenlignet med gerningen. Du tager din næstes kappe og siger: det er ikke forbudt, for det er en lille ting.
77 Dicens fratri tuo racha, (Matt 5,22) non peccas, quia non occidisti fratrem. Et hanc regulam monasticae Theologiae duces per omnia dei praecepta, in rebus et operibus magnis docebis ea esse seruanda, in paruis posse dispensari et tolli.	Du siger Raka til din bror, men synder ikke, fordi du ikke har slået ham ihjel. Og denne regel fra din munketeologi fører du ind gennem alle Guds bud, og du tror, at de skal holdes i de store ting og gerninger, men kan eftergives og ophæves i de små.
78Deinde, ut nihil reliquum facias deo autoritatis, in arbitrium tuum uoca ius decernendi, quae parua et quae magna sunt, sicut hic monastici, autoritate propria, castitatem praeferunt caeteris omnibus operibus. En tibi monasticam pietatem, hoc est, furiosissimam et sacrilegam et blasphemam impietatem.	Derefter, ligesom du ikke gør nogen af de andre ting på Guds autoritet, vil jeg kalde det en magt til at afgøre, der ligger i dit forgodtbefindende, afgøre, hvad der er småt og hvad stort, sådan som her de munkelige, med deres egen autoritet, foretrækker cølibatet fremfor alle de andre gerninger. Se, her har du din munkelige fromhed, dvs din vilde og bespottelige og blasfemiske ufromhed!
79Didicerunt hanc insaniam a suo rege et capite Papa, qui in omnibus uotis sibi ius dispensandi arrogat exceptis uotis castitatis, uisitationis (W637) Hierusalem et S. Iacobi. Ad cuius sententiam iste erit sensus praecepti diuini: Vouete et reddite castitatem, uisitationem Hierusalem et S. Iacobi, in aliis uero uouete et non reddite.	De har sagt, at dette vanvid stammer fra deres konge og hoved, paven, som i alle deres løfter med sin magt til at dispensere uden videre undtager cølibatsløftet, løfter om valfart til Jerusalem og S. Jacob. Af hvilken grund meningen med den guddommelige sætning må være: Du skal holde dit løfte, hvis du har lover cølibat, hvis du har lovet at drage til Jerusalem eller til S. Jacob, det andet, du har lovet, skal du ikke holde.
80Quare hoc? quia illa tria sunt magna, caetera sunt parua. Ita et monastici: uouete et reddite castitatem de regula, reliquum autem regulae uouete et non reddite. O insanias nouissimis irae diebus dignissimas.	Hvorfor det? Fordi disse tre er store løfter, de andre er små. Sådan gør også de munkelige: Du skal holde, hvis du har lovet cølibat efter reglen, men de andre regler, du har lovet, skal du ikke holde. O hvilket vanvid! Er det ikke værdigt til den yderste dags vrede?
81 Christus dicit Matt. v: Qui soluerit unum de mandatis istis minimis et docuerit sic homines, minimus uocabitur in regno coelorum. (Matt 5,19) Et iterum: Non praeteribit iota unum aut apex unus de lege, donec omnia fiant. (Matt 5,18)	Kristus siger Matt 5,19: Den, der bryder et af de mindste af disse bud og lærer menneskene at gøre det samme, han skal kaldes den mindste i himmeriges rige. Og videre: Ikke et jota eller en tøddel skal forgå af loven, før det er opfyldt altsammen..
82At Papa et monastici tollunt non iota aut apicem solum, sed integra uerba et totum praeceptum, dicentes: in magnis seruate, in paruis nos soluimus. sed nos execrantes et detestantes abominationes istas abominandas sic sapiamus:	Men paven og de munkelige ophæver ikke blot et jota eller en tøddel, men hele ord og hele bud, når de siger: du skal overholde de store ting, de små ophæver vi. Men vi udsletter og modsiger disse forbandede ting og svarer sådan med vor forstand:
83 Primum nihil inter opera discernamus, aequalia sunt apud deum quae magna et parua sunt apud nos et inter sese, ad mensuram fidei dicit Paulus Ro. xii. omnia donari. (Rom 12,3) Ille enim probatur, non qui plura et maiora fecerit, sed qui maiore fide et charitate fecerit. Castitas coniugalis Abrahae et Sarae multorum uirginitati praeferetur.	Først skelner vi ikke mellem gerningerne, hos Gud står det lige, der hos os og i sig selv er stort og småt, ifølge troens målestok, som Paulus siger Rom 12,3: efter det mål at tro, I har fået. Han viser nemlig, at det ikke kommer an på den, der gør mange og store ting, men på den, der gør det med stor tro og kærlighed. Ægtefællerne Abrahams og Saras kyskhed foretrækkes fremfor manges cølibat.
84Et Petri Apostoli coniugium absque dubio S. Agathae uirginitate superior erit. ad fidem inquam omnia exigenda sunt. Non enim qui operatus fuerit, sed qui crediderit, saluus erit.	Og apostelen Peters ægteskab var uden tvivl bedre end S. Agathes cølibat. Jeg taler om den tro, der vækker alt frem. Det er nemlig ikke den, der gør gerninger, men den, der tror, der bliver frelst.
85Gentium est secundum opera iudicare, imo et ipsae secundum animum de operibus iudicant. Christianorum est secundum fidem (263) iudicare. deinde in faciendis mandatis, prorsus nihil spectandum est, praeter formam praecepti et uoluntatem praecipientis, non curando, an parua, magna, uilia, praeciosa, multa, modica, breuia, longa, aut cuiuscunque formae et nominis sunt opera.	Det ligger til hedningerne at bedømme efter gerninger, selv om også de bedømmer dem efter deres hensigt og mening. Det hører de kristne til at bedømme efter troen. Derefter, når budene skal udføres, ikke at se hen til andet end budets form og den udøvendes vilje, uden at bryde sig om, hvorvidt gerningerne er små eller store, ringe eller værdifulde, mange, jævne, korte, lange, eller hvilken form eller hvilket navn de end måtte have.
86Non enim opus, sed obedientiam exigit in opere, seu, ut scriptura dicit: Obedientiam, non uictimam; bonorum nostrorum non indiget.	Det kommer nemlig ikke an på gerningen, men på lydigheden i gerningen, eller, som skriften siger: Lydighed, ikke slagtoffer. Han har ikke brug for vore gode gerninger.
87 Sic Samuel ad Saulem: Nunquid holocausta uult dominus, et non magis, ut obediatur uoci ejus? (1 Sam 15,22) Nunc monasticos conueniamus. Non possunt negare, quin uoueant totam suam regulam, non solam castitatem, quod et tota regula sub uerbo 'uouete' comprehenditur, quare necesse est, ut et tota sub uerbo 'reddite' comprehendatur.	Sådan siger også Samuel til Saul: Mon Herren vil have brændoffer, mon han ikke snarere vil have, at hans røst adlydes! Nu kommer vi til de munkelige. De kan ikke nægte, at de aflægger løfte på hele deres regel, ikke blot på cølibatet, så må også hele reglen forstås under det ord: "jeg lover", og derfor må hele reglen nødvendigvis også medindforstås i ordet: "jeg skal holde".
88Non enim dicit: Vouete totam et reddite partem, sed: quodcunque uoueris, redde. Si itaque uotum suum agnoscunt pro praecepto, coguntur confiteri, apud deum exigi obedientiam totius regulae usque ad nouissimum apicem indispensabiliter. Nihil hic iuuat laboriosa partitio, qua quidam conati sunt seipsos solari, et regulas suas in praecepta, consilia, interpretationes partiri.	Han siger nemlig ikke: I skal holde en del af det, I har lovet, men hvadsomhelst du lover, det skal du holde. Hvis de således uden at vide det tager løftet for et bud, så tvinges de til at indrømme, at overfor Gud udøves lydigheden imod hele reglen indtil den sidste tøddel, uden dispensation. Han befaler ikke her noget med en besværlig opdeling, hvorved de prøver at trøste sig selv, så de opdeler deres regler i bud, råd, og fortolkninger.
89Stat uox diuina: Vouete et reddite, quae si in hora mortis coeperit conscientiam pulsare, nihil proderunt stipulae istae humanarum inuentionum. Pauebit enim ad uocem dei, ut uoces hominum non sentiat.	Det guddommelige ord står fast: Hvad I har lovet, skal I holde, og hvis samvittigheden i dødens stund begynder at røre på sig, så gavner det intet med disse selvopfundne menneskelige halmstrå. Samvittigheden bæver nemlig overfor Guds røst, så den slet ikke kan hører menneskers meninger.
90       Quid hic facient monastici? hic tandem aperient oculos et uidebunt stulta et impossibilia esse sua uota. Et quem non poenitebit esse monasticum? Et quis inter eos potent saluus fieri? Neque enim unum unquam fuisse monachum inuenies, qui totam suam regulam opere impleuerit.	Hvad gør de munkelige så? her først åbner de øjnene og ser, hvor dumme og umulige deres løfter er. Og hvem vil ikke angre, at han blev munk? Og hvem blandt dem kan blive frelst? Du finder nemlig aldrig en eneste, som har været munk, og har opfyldt hele sin regel med sin gerning.

91Sed et ipsimet iamdudum hoc senserunt et uiderunt, unde commenti sunt et aliam (W638) praecepti diuini elusionem, tam infoelix contritio et uastitas agitat miserabiles homines in uiis suis, postquam semel a uia regia fidei aberrare ceperunt.	Men selv føler de det af og til også og ser det, hvorfor de også har overvejet andre undvigelser fra det guddommelige bud, så en usalig og tom anger leder de arme mennesker ind på sine veje, eftersom de én gang er begyndt at afvige fra troens kongevej.
92Cum enim uidissent regulas et ordines tot statutis et praeceptis illaqueatos uoueri et nusquam seruari, obstupuerunt, si tot damnarentur tanquam uoti uiolatores, simul intellexerunt, prorsus stultum et impossibile esse, si praesumantur omnia illa uota seruari.	Da de nemlig så, at de havde aflagt løfte om så mange regler og ordninger og statutter og besnærende bud og aldrig kunne holde dem, så glemte de helt, at løftets overtrædere skulle fordømmes så meget, men samtidig forstod de, at det var fuldstændig tåbeligt og umuligt, hvis de foregav at kunne holde alle disse løfter.
93Ceperunt itaque rebus suis miseri consulere, et cahos illud uotorum partiri in duo, quaedam uocari substantialia, quaedam accidentalia.	De elendige mennesker begyndte derfor at få orden på deres egne sager, og opdele dette løfternes kaos i to, én del, som de kaldte substansen, en anden, som de kaldte de tilfældige omstændigheder.
94Substantialia fecerunt tria, paupertatem, obedientiam, castitatem. Reliqua uoluerunt esse accidentalia. itaque sanxerunt solum eos uoti uiolatores esse, qui substantialia soluerent. Haec est una omnium sententia.	På substansens område arbejdede de med tre ting: fattigdom, lydighed, cølibat. Det øvrige lod de være tilfældige omstændigheder. Således gik de med til, at alene de, der brød substansen, var overtrædere af løftet. Det er den ene mening med dem alle.
95Sed frustra. (264) Humanum est commentum, prorsus inutile ad firmandam conscientiam, imo utile ad seducendam. Quis nos certos faciet hanc partitionem deo placere? an aedificabitis meam conscientiam super uestra somnia?	Men forgæves. Den forståelse er menneskelig, og den er ubrugelig til at styrke samvittigheden, ja, den er egnet til at vildføre den. Hvem kan forsikre os om, at denne opdeling behager Gud? mon I opbygger min samvittighed med jeres drømmerier?
96Quid dicam deo, ubi opposuerit praeceptum suum Vouete et reddite, et omnia (sicuti sunt) substantialia esse decreuerit? Dictum est enim, apud ipsum nihil ualere operum differentiam, omnia sunt substantialia, quia omnia sunt sub eodem praecepto aequaliter pacta, aequaliter uota.	Hvad skal jeg sige til Gud, når han fremlægger sit bud for mig: Hvad du har lovet, skal du holde, og kræver, at det altsammen skal være substans (sådan som det jo også skal)? Som jeg sagde før: hos ham gælder der ikke nogen forskel på gerningerne, alt er substans, fordi alt er under det samme bud, i lige høj grad pagt, i lige høj grad løfter.
97Nam et uota uos ipsi appellatis, accidentalia ille nescit, sed dicet: Sunt uota? ergo reddes, si autem reddes, substantialia sunt. Ita, quocunque sese uerterint, deprehendentur inter angustias, nec poterunt effugere, uerbum et praeceptum dei stat in seculum seculi, non patitur sui elusionem aut deprauationem.	Jamen, I kalder det jo også selv løfter, Gud ved ikke noget om tilfældige omstændigheder, men siger selv: Er det løfter? Jamen, så skal de holdes! Åh, ja, men hvis de skal holdes, så er det substans. Således, hvordan de end vender og drejer sig, de tvinges ind i dette dilemma, som de ikke kan undvige, at Guds ord og bud står fast i evighedernes evigheder, at han ikke tillader nogen undvigelse eller udvanding af det.
98Igitur offendunt et impingunt hic mutuo duo illi aduersarii, conscientia et lex. Eduxit et meus Moses Israelitas suos de castris eorum in occursum dei. Quid reliquum est, nisi ut uideant montem fumantem et terribilem, hoc est, iram de coelo in terram et a terra in cor coeli pertingentem?	Således støder de da sammen her og slår gensidigt til hinanden, de to modstandere, samvittigheden og loven. Min Moses har ført sine Israelitter ud af deres fæstning i deres efterfølgelse af Gud. Hvad er da tilbage, andet end at de ser det rygende og frygtelige bjerg, dvs vreden, der strækker sig fra himlen mod jorden og fra jorden ind i himlens hjerte?
99 Quo ibunt a facie igneae huius legis? (2 Mos 19,17f) Ipsi dispensant in praeceptis dei et opera eius partiuntur et subtrahunt. At praeceptum exigit omnia.	Hvor skal de gå hen fra dette lovens ildansigt? De har selv dispenseret fra Guds bud og opdelt hans gerninger og trukket fra i dem. Men at det er bud gør hele forskellen.
100Si enim uouisses, aut muscam occidere, aut stipulam leuare, indispensabiliter uotum reddere, ut non quid uouisses, sed quia uouisses, obedientiam exoluere deberes, praesertim si non pugnet uotum aduersus aliud mandatum dei; quanto magis reddere debes, quicquid in regula praescriptum uouisti.	Hvis du nemlig har lovet, enten at dræbe en flue, eller løfte et halmstrå, så må du uden dispensation holde dit løfte, fordi du er skyldig at udøve lydighed, ikke efter hvad du har lovet, men fordi du i det hele taget har aflagt løfte; især hvis løftet ikke er imod noget andet Guds bud; hvor meget mere skal du så ikke holde det løfte, som du har aflagt på den foreskrevne regel.
101 Vides itaque, lector charissime, institutum monasticum per sese aliud non esse quam Babylonem quandam errorum, ignorantiarum, inobedientiarum, perfidiarum, sacrilegiorum, blasphemiarum, et sentinam nouissimarum impietatum et peccatorum.	Du ser da, kære læser, at munkevæsenet i sig selv ikke er andet end et Babylon, bestående af fejltagelser, uvidenheder, ulydigheder, perfiditeter, bespottelser, blasfemier, bærme fra de sidste ufromme og syndere.
102An dubitas haec ita esse? Nonne uides, eos non solum non implere sua uota, sed etiam id docere, quo uoueantur et non impleantur, et hoc unum eos agere, ut uouendo non uouisse, et non implendo implesse uideantur?	Mon du tvivler på, at det forholder sig således? Jamen, ser du ikke, at de ikke blot ikke opfylder deres løfte, men også lærer, at man kan love og ikke holde? Ser du ikke, at de gør det ene, at de, når de aflægger løfte, ikke synes at aflægge løfte, og når de ikke overholder det, synes de dog at overholde det?
103Quis (W639) porcus aut asinus sic pateretur sese illudi et ludificari, ut ipsi praesumunt deum uiuum et uerum his insaniis suis illudere et ludificari?	Hvilket svin eller æsel ville finde sig i således at blive snydt og leget med, sådan som de selv foregiver, at de snyder og leger med den levende og sande Gud med disse vanvittige ting?
104       Tu nunc uide, an possit ullus in hac fornace Babylonis seruari, (Dan 3,21ff) nisi uirtute miraculi diuini, qua electi sunt seruati, dum sub uotis et erranerunt humaniter, et tamen purissimo Euangelio dei in spiritu libertatis adheserunt.	Se nu til, om nogen kan bevares i denne Babyloniske ovn, hvis ikke ved den mirakuløse guddommelige kraft, hvorved de udvalgte bliver bevaret, idet de vel på menneskelig vis tager fejl i deres løfteaflæggelse, men dog i frihedens ånd klynger sig til Guds rene evangelium.
105 Sic impletum est iudicium dei, quo confundere solet labium, aedificantium (265) turrim, (1 Mos 11,7) ut sibi ipsis nomen faciant, dum faciunt et dicunt, quae non conueniunt, quae nec ipsimet intelligunt, pro sensu suo reprobo, appellantes uotum non uotum, illicitum facientes licitum, praeceptum non praeceptum, impium pium, sacrilegum sacrum. blasphemum uenerandum, et eiusmodi alia multa.	Således fuldbyrdes Guds dom, hvorved han plejer at forvirre tårnbyggeres sprog, så de gør sig selv navne, mens de handler og taler noget, som ikke passer, som de heller ikke selv forstår, som de sætter i stedet for deres følelse, idet de kalder et løfte for et ikke-løfte, det ikke tilladte gør de tilladt, et bud kalder de et ikke-bud, den ufromme from, det bespottelige helligt, det blasfemiske ærværdigt, og på samme måde med meget andet.
106Haec est illa nox, in qua Christus illuditur, ceditur, conspuitur, ministris pontificus ei dicentibus: Prophetisa nobis, Christe, quis est, qui te percussit?	Detteher er den nat, i hvilken Kristus blev forrådt, forladt, spyttet på, de pavelige ministre siger til ham: Profetér for os, Kristus, hvem var det, som slog dig?
107Forte aliqui non credent haec esse monstra monastici instituti, quod sint nimio horrenda, quos ire sino, et abundare suo sensu, neque eis hoc scripto seruio, illis solis seruio, qui animas suas saluas uolunt, quibus arbitror satis factum per praedicta, ut credant uera esse quae dico.	Javist, nogen vil jo ikke tro på, at dette er munkevæsenets forfærdeligheder, det er virkelig altfor forfærdeligt, hvad jeg her lader passere, det overgår deres fornemmelse, ejheller tjener jeg dem med det, jeg her skriver, jeg tjener alene dem, der vil frelse deres sjæle, for hvem jeg mener at have gjort nok med det forud sagte, så de tror, det er sandt, hvad jeg siger.
108Verum est enim mandatum dei: Vouete et reddite, quod non fallet quenquam, nisi eum, qui non crediderit esse aut mandatum aut uerum. Similiter uerum est, quod irrefragabilis usus et experientia monstrant, uoueri ab eis, quae non solum non reddunt, sed docent quoque non reddi oportere. Neque enim mendacia certius cognoscas quam suo ipsius dissidio et contradictione.	Sandt er nemlig også Guds bud: Hvad du har lovet, skal du holde, og det slår ikke fejl for nogen, undtagen for ham, som ikke tror, det er et bud eller er sandt. Ligeledes er det sandt, hvad brugen og erfaringen uafviseligt viser, at der bliver aflagt løfter af dem, som ikke blot ikke holder dem, men også lærer, at man ikke bør holde dem. For du kan ikke kende løgnen bedre end på dens egen opløsning og modsigelse.
109Siquidem diuinitus ordinatum est, ut semper impietas seipsam confundat, et mendacia sibi ipsis nunquam constent, quin aduersus seipsa semper testificentur.	Hvis det nemlig er guddommeligt indrettet, så at ufromheden altid narrer sig selv, og løgnen aldrig er i overensstemmelse med sig selv, så vil de altid vidne imod sig selv.
110 Quid igitur (inquis) faciam, ut saluer ab hac Zeor, in quam fugi, ut Zodomam effugerem? (1 Mos 19,22) Quid facies? An adhuc disputandum censes, ut ad montem libertatis matures cursum? postquam audieris tete uouisse hoc uitae institutum, quod non solum uerbo dei, Euangelio, fidei, libertati Christianae, praeceptisque dei aduersatur, sed et sibi ipsi turpissime pugnat et dissidet?	Hvad da, spørger du, skal jeg gøre, at jeg kan redde mig fra dette Zeor, hvorindi jeg er flygtet, for at undgå Sodoma? Hvad du skal gøre? Mener du endnu, der er tvivl om, at du skal skynde dig at løbe hen til frihedens bjerg? efter at du har hørt, at du har aflagt løfte på en livsordning, som ikke blot bekæmper og opløser Guds ord, evangeliet, troen, den kristne frihed og budene, men også på det mest tåbelige kæmper mod og opløser sig selv?
111Sine, regnum hoc desoletur, ubi in seipsum diuisum est. putas, apud deum exigi hoc uotum, quod in rem tam abominandam, ipso prohibente et inuito, uoueris? Qui enim noluit te uouere, non uolet etiam ut tum seruari sed quantocius omitti et aboleri.	Hold op! Forlad dette rige, som er delt i sig selv! Mener du, at dette løfte bør udføres hos Gud, som du har aflagt i en så afskyelig sag, når det forhindrer sig selv og ikke selv vil det? Den, der ikke vil have dig til at aflægge løftet, vil heller ikke have, at du holder det, men snarere, at du ophæver det og forkaster det.
112Sed cum ipsis monasticis expostulo et quaestionem repeto. Dicant igitur, Cur dispensent in reliquis partibus noti, et in sola castitate non dispensant? aut cur doceant caetera omnia esse accidentalia, et solum ista tria esse substantialia oporteat?	Men jeg skal fremsætte sagen sammen med disse munkelige og gentage spørgsmålet. Lad dem altså sige, hvorfor de raskvæk dispenserer i de øvrige dele, kun ikke i cølibatet? eller hvorfor de lærer, at alle de øvrige ting hører til tilfældighederne, og kun disse tre bør hører til substansen?
113dicant, qua autoritate uotum est praeceptum in aliquibus, et non in omnibus? plane obstructum est os loquentium iniqua, (W640) et coactum concedere, si una pars uoti potest omitti aut dispensari, totum posse omitti et dispensari, aut, si totum omitti (266) uel dispensari non potest, nulla ejus pars omtti et dispensari potest.	lad dem sige, med hvilke autoritet løftet er et bud i nogle forhold og ikke i alle? nu er munden helt lukket på dem, der taler ved siden af, og de tvinges til at indrømme, at hvis der kan ses bort fra eller dispenseres fra én del af løftet, så kan der ses bort fra eller dispenseres fra det hele, eller, hvis der ikke kan ses bort fra eller dispenseres fra det hele, så kan der heller ikke ses bort fra eller dispenseres fra nogen del deraf.
114Proinde si praesidens indulgere potest fratri, ut carnes edat, uinum bibat, orationem intermittat, uestem ponat, contra quam regula uoti dictat, potest etiam indulgere, ut res habeat, liber eat et uxorem ducat, maxime si opus illi fuerit.	Dernæst, hvis den overordnede kan give broderen tilladelse til at spise kød og drikke vin, til at afbryde bønnen, til at tage andre klæder på, som løftets regel taler imod, så kan han også give tilladelse til, som tingene står, at han går ud og tager sig en hustru, især hvis det er nødvendigt for ham.
115Sic inquam ego respondere illos cogo. Non tamen hoc assertum uolo, quia ipsi sic respondent uel respondere coguntur, quos propter monstra suae impietatis nullius fidei et autoritatis esse oportet.	Således, siger jeg, tvinger jeg dem til at svare. Men jeg vil ikke have dette gjort sikkert, fordi de selv svarer sådan eller tvinges til at svare sådan, de, som jo må være uden nogensomhelsts tro og autoritet på grund af det monstrøse ved deres ugudelighed..
116Quid enim si errent et respondendo, qui nihil nisi error sunt uouendo et uiuendo? firmiore et tutiore autoritate conscientiae muniendae sunt, nempe diuina et ea sola.	Men hvad nu, hvis de også fejler i at svare, de, som ikke er andet end fejltagelser i at aflægge løfte og i at leve? så må samvittighederne ruste sig med en sikrere og mere farefri autoritet, nemlig den guddommelige og den alene.
117 Petrus enim dicit: Si quis loquitur, quasi sermones dei loqui debeat, (1 Pet 4,11) hoc est, ut certus sit, esse uerbum dei, quod loquitur. Quod et Paulus Timotheo commendat dicens: Permane in his quae didicisti, sciens a quo didiceris.  (2 Tim 3,14)	Peter siger nemlig: Hvis nogen taler, skal han tale som Guds ord, dvs så det er sikkert, at det er Guds ord, det, han taler. Hvilket Paulus også nævner overfor Timoteus, idet han siger: Bliv i det, du har lært, du véd jo, hvor du har lært det fra.
118Non autem didicerat nisi uerbum dei, ideo in solo uerbo dei permanendum est. Hoc solum nunc ago, ut eos contra communem sensum et contra seipsos insanire demonstrem, et concludam, per autoritatem ipsorummet, impossibilem castitatem esse liberam, et uotum eius esse conditionale et temporale ex natura sua, cum hoc concessisse eos probarim in aliis uoti partibus, nec superesse rationem, cur non in omnibus fieri debeat, quando et causae uehementiores urgent pro libertate castitatis, quam pro ulla parte, quam ipsi liberant.	Man bør nemlig ikke lære andet end Guds ord, og ikke forblive i andet end Guds ord. Det alene fremfører jeg nu, at jeg kan bevise, at de driver vanvid imod den almindelige fornemmelse og imod sig selv, og konkludere i kraft af deres egen autoritet, at det umulige cølibat er frit, og at løftet om det er betinget og tidsbegrænset ud af sin natur, da jeg vil bevise, at de må indrømme dette i andre dele af løftet, er der ikke nogen grund til, at det ikke skulle ske i alle, så meget mere som meget stærkere grunde taler for cølibatets frihed, end for nogen part, som de selv har gjort fri.
119Mera ergo arbitrii sui libido est, alia substantialia alia accidentalia facere, et, caeteris liberis, solam castitatem indispensabiliter ligare, in perniciem et laqueum animarum.	Det er altså mere eller mindre efter deres egen lyst og vilkårlighed, at de har gjort nogle ting til tilfældige omstændigheder, andre frie, alene cølibatet låst fast, så det er umuligt at dispensere fra, til undergang og fængsel for sjælene.
120Caeterum conscientiae nostrae muniantur eo, quod euidentibus certisque scripturae testimoniis probauimus, Votum monasticum ex natura sua aduersari uerbis dei, Euangelio, fidei, libertati Christianae, praeceptis diuinis, ut communem sensum et ipsiusmet contradictionem taceam.	Forøvrigt oprustes vore samvittigheder derved, at vi har bevist med klare og sikre vidnesbyrd fra skriften, at munkeløftet af sin natur er imod Guds ord, evangeliet, troen, den kristne frihed, de guddommelige bud, for ikke at nævne den almindelige forståelse og modsigelsen af sig selv.

121 'Ex natura sua' dico, quod non negem, sanctos uiros hac peruersitate foeliciter usos et miraculo diuino seruatos, sicut mortem, crucem, mala mundi natura sua aduersus fidem pugnare dico, quibus tamen Christus et sui bene usi glorificati sunt. At nemo uouet exemplum sanctorum, qui malo bene sunt usi, sed ipsum malum uouent omnes.	Jeg siger 'ifølge sin egen natur', hvorved jeg ikke nægter, at hellige mænd lykkeligt har gjort brug af denne forvendthed og ved et guddommeligt mirakel er blevet bevaret, sådan som jeg hævder, at døden, korset, den onde verden ifølge sin natur kæmper imod troen, hvilke ting dog Kristus og de, der hører ham til, bruger godt og til hans ære. Men ingen aflægger løfte på de helliges eksempel, når de bruger noget ondt på en god måde, men alle aflægger løfte på det onde selv.
122Neque enim ullus uouet, eo spiritu se uicturum, quo uixit Bernhardus, - Hoc enim necessarium est, nec sub uotum cadere potest, et ab initio et uotum et ceptum est in baptismo, -- sed legem factorum seu opera legis, (267) iustitias carnis, easque non nisi humanitus inuentas et statutas uouent, quas deus in nouo testamento prohibuit, ut probauimus, quae et natura sua ad interitum perducunt specie et ratione sapientiae suae.	Der er nemlig ingen, der aflægger løfte på, at han skal sejre ved den samme ånd, hvorved Bernhard levede, -- dette er nemlig nødvendigt, og dog kan det ikke falde ind under løftet, og fra begyndelsen er det både lovet og overholdt i dåben, -- men man aflægger løfte på dette at overholde loven, eller på lovens gerninger, hvilket er kødets retfærdighed, og på de opfindelser og statutter, som det er mennesker, der står bag, men som Gud i det nye testamente forbyder, som vi har bevist, de statutter, der også ifølge deres natur fører til undergang for arten og meningen med dens visdom.
123Proinde, quanquam sanctos uideam in eadem sententia fuisse, ut uota partirentur in substantialia et accidentalia, tum ipsimet et dispensauerint et dispensationem acceperint in multis partibus regularum, tamen, quia incertum est an hoc fecerint, deo approbante eorum facta, uel ignoscente eorum errori, (W641) non satis tutum nec fidele patrocinium est pro conscienciis, ex eorum exemplo aut facto quicquam asserere.	Dernæst, når jeg har set de hellige være af den samme mening, så at de deler løftet i substans og tilfældigt tilbehør, mens de selv både dispenserer og modtager dispensation på mange punkter i reglen, så er det dog, fordi det er usikkert, om Gud nu også går med til det, de har gjort, eller de har været uvidende om deres fejl, ikke et tilstrækkeligt sikkert og troværdigt forsvar mod samvittighedens farer, at tilslutte sig noget fra deres eksempel eller handling.
124 Obstat enim, ne hoc ullus audeat, qui praedixit, etiam electos in errorem ducendos esse. (Matt 24,24) Alioqui, si factum eorum deo probatum argueret eorum sanctitas, plane demonstratum haberemus, et ipsis factis sanctorum, hoc est, operibus dei testificantibus, uota omnia esse libera, uouendique formam esse apud deum non aliam quam istam: Voueo regulam temporaliter ad arbitrium praesidentis.	Der er nemlig det i vejen, hvis nogen vover dette, at han er klar over, at også de udvalgte føres i fejltagelser. Ellers, hvis man ud fra deres hellighed kunne bevise, at deres gerninger var gudvelbehagelige, så ville vi have haft et klart bevis for, og gennem de helliges gerninger, det vil sige, gennem Guds gerninger, et vidnesbyrd om, at alle løfter er frie, og at formen for løfterne overfor Gud ikke er andet end denne: Jeg lover reglen til en tid og efter min foresattes vilkårlighed.
125Et monasteria ad priscum ritum deo nihil aliud haberi, quam Christianas scholas pro aetate iuuenili et ardente instituenda in fide et pia disciplina, usque ad annos maturioris aetatis, Nunc cum autoritas sanctitatis exemplum non satis firmet, alia autoritate roborandum est scilicet diuina.	Og klostrene kan efter gammel skik ikke regnes for andet end kristne skoler indstiftet for ungdommen og for dem med en brændende tro og en from lydhørhed, indtil den modne alder. Nu, hvor de ikke er sikret tilstrækkeligt ved de helliges eksempel, må de styrkes ved en anden autoritet, nemlig den guddommelige.
126Sanctorum enim factum ideo placuit deo, quin institutum monastici uoti displicuit, ideo et passus est et uoluit sanctos suos aduersus ipsum dispensare et agere, pro fideli admonitione omnium, ne fallaci specie deuoti huius instituti abducerentur a regia uia Euangelii.	De helliges gerninger har nemlig nok behaget Gud, skønt munkevæsenet mishager ham, og han har nok tålt dem, og nok villet, at hans hellige skulle dispensere fra dette væsen og være i det, men kun på grund af en opfordring til alle om troskab, at de ikke af en falsk art hengivenhed for denne institution skal føres bort fra evangeliets kongevej.
127 Neque enim Bernhardus peccauit, neque uotum suum per omnia seruauit, quando in causis Papalibus, relicto monasterio, perambulabat terras, quod deus uoluit, ne institutum uotorum apud sese ratum habere crederetur.	For hverken har nemlig Bernhard syndet, ejheller har han adlydt sit løfte i alle ting, når han i de pavelige ærinder forlod sit kloster og vandrede omkring i landet, fordi Gud ville, at man ikke skulle mene, at han billigede munkevæsenets løfter.
128Non aliter atque Christus permisit discipulos illotis manibus manducare aduersus traditiones seniorum. (Matt 15,2) Summa, Exempla et facta sanctorum ex uerbis dei metimur, aduersus quae satis probatum est, ut pugnent uota monastica; illi metiuntur uerba dei ex factis et dictis sanctorum, quoties optime metiuntur, adhuc tamen nolunt errasse uideri.	Dette er ikke anderledes, end når Kristus tillod sine disciple at spise med uvaskede hænder imod de gamles overlevering. I det hele taget, de helliges eksempler og handlinger måler vi med Guds ord, om hvilket det tilstrækkeligt er bevist, at det er imod munkeløfterne; men mine modstandere måler Guds ord med de helliges handlinger og ord, når de måler bedst, idet de dog ikke vil ses at have taget fejl.
Videre til Luthers "Om munkeløfterne" 6!