Luthers "Om munkeløfterne" 4

De votis monasticis.

W 617 til W 629.

1 IIII. VOTA ADVERSARI  PRAECEPTIS DEI.	4. Løfterne er imod Guds bud.
2VIDIMVS itaque, ut monastica institutio sit non solum non ex deo, cuius nullum habet testimonium de scriptura, neque ullum signum aut prodigium, quo sit coelitus comprobatum, quin magis prohibitum ac reprobatum, ut et aliae omnes traditiones humanae, uerum etiam aduersus fidem Christianam et libertatem Euangelicam pugnet.	Vi har nu set, at munkevæsenet ikke blot ikke er fra Gud, fordi vi ikke har noget vidnesbyrd om det i skriften eller noget tegn eller varsel, hvorved cølibatet skulle være anbefalet, ja, det er snarere forhindret eller frarådet, som alle andre menneskelige traditioner, det er ikke blot ikke fra Gud, men også imod den kristne tro og den evangeliske frihed.
3 Iam quarto uideamus, ut conueniat cum diuinis praeceptis. Impossibile enim est, ut non aduersetur omnibus, quod ei aduersatur, ex quo et per quem et in quo sunt omnia. (Rom 11,36). Ipse enim cum sancto sanctus est, ut cum peruerso peruersus.  (Sl 18,26ff)	Men nu for det fjerde vil vi se, om det stemmer overens med de guddommelige bud. Det er nemlig umuligt, at det ikke skullle være imod alting, når det er imod ham, af hvem og gennem hvem og i hvem alt består.  Selv er han nemlig hellig med den hellige, men forstiller sig med den løgnagtige.
4Ideo ut immundis nihil est mundum, sed omnia immunda, (Tit 1,15) ita peruersis omnia peruersa et nihil rectum. Atque iterum hic sanctos excusatos semel uolo, ne semper sit necesse eorum exempla excusare.	Derfor, ligesom intet er rent for de urene, men alt urent,  således er alt bagvendt for den bagvendte og intet retvendt. Og atter her vil jeg nok en gang undskylde de hellige, for at det ikke skal være nødvendigt altid at undskylde deres eksempler.
5 Non disputo, ut sancti uixerint sub instituto isto, sed de ipso instituto. Non, ut tres pueri in fornace Babylonis uixerint, sed, an passim omnibus liceat in eandem fornacem ruere, aut auream regis statuam adorare. (Dan 3,21ff; 1ff).	Jeg diskuterer ikke, om de hellige har levet under denne institution, jeg diskuterer institutionen selv. Jeg diskuterer ikke, om de tre unge mænd har overlevet i den babyloniske ovn, jeg diskuterer, om det overalt er tilladt alle at kaste sig ned i den samme ovn eller tilbede kongens guldstatue.
6Non disputo, an Paulus coelebs uixerit, sed, an exemplum suum sit in jus et formam doctrinae trahendum. Idem Paulus totam legem Mosi seruabat, et tamen nolebat doceri et audiri eam ad seruandum.	Jeg diskuterer ikke, om Paulus har levet cølibatært, men om hans eksempel skal være i retten og om den ydre form skal drage læresætningen med sig. Således adlød Paulus hele moseloven, men ville dog ikke, at det skulle læres eller høres, at man skulle adlyde den.
7Ita Bernhardus sub uoto sine uoto, ceu Apostolus sub lege sine lege, agebat. sed non ideo uotum aut lex in doctrinam et formam uitae redigi, imo aboleri debet. (W618)	Således levede Bernhard under løftet uden løftet, som apostelen levede under loven uden loven, men af den grund bør løftet eller loven ikke blive til en læresætning eller en livsform, tværtimod bør det forkastes.
8Et superius, ubi de fide egimus, satis ostendimus, ut aduersus primam tabulam seu tria prima praecepta pugnet institutum istud monasticum. (VOT02,2)	Og ovenfor, hvor vi har talt om troen, har vi tilstrækkelig nok påvist, at munkeinstitutionen selv kæmper imod den første tavle eller de tre første bud.
9Fides enim in primo. Laus et confessio nominis in secundo. Et opera dei in nobis in tertio praecipiuntur. In his tribus absoluitur uerus ille et legitimus cultus dei.	Troen foreskrives nemlig i det første bud; Guds navns ros og bekendelse i det andet; og Guds gerninger imod os i det tredie. I disse tre indeholdes den sande og legitime dyrkelse af Gud.
10At institutio uoti, dum docet opera, fidem euacuat (ut diximus), et inde abiecto nomine dei suum erigunt. Neque enim Christiani amplius nec filii dei, sed Benedictini, Dominicani, Franciscani, Augustiniani dicuntur.	Men institutionen med løfterne, når den lærer gerninger, gør den troen tom (som vi har sagt), og derefter forkaster den Guds navn og opløfter sit eget. De kaldes nemlig ikke længere kristne eller Guds børn, men benediktinere, dominicanere, franciskanere og augustinere.
11Hos et suos patres prae Christo iactant. Neque enim hoc nomine salui et iusti fieri praesumunt, quod baptisati, quod Christiani sunt, sed hoc solo, quod sui ordinis nomen habent; ideo in suum nomen confidunt, in hoc gloriantur, quasi baptismus et fides iam olim uelut naufragio perierint.	De roser sig af disse og deres fædre fremfor af Kristus. De mener nemlig ikke at det er ved det navn, de bliver frelst og retfærdiggjorte, som de er døbt til og som de er kristne ved, men alene derved, at de har deres ordens navn; derfor stoler de på dens navn, derfor roser de sig i det, som om dåben og troen allerede for lang tid siden gik til grunde som ved et skibbrud.
12Non ergo assumunt et inuocant nomen domini nisi in uanum, sed nomen suum, quod per opera erexerunt.	De antager og påkalder nemlig ikke Herrens navn, undtagen forgæves, men den ordens navn, som de opretter gennem gerninger.
13Videas enim eos plane desperare, si ordinem suum non seruasse sibi conscii fuerint, necessarium enim ad iustitiam et salutem arbitrantur.	Du ser nemlig, at de helt fortvivler, hvis de ikke forbliver overbeviste om, at deres orden frelser dem, de mener nemlig, den er nødvendig til retfærdiggørelse og frelse.
14Vbi autem seruasse aut doluisse de non obseruato sese uiderint, tum hoc nomine secure expectant coronam gloriae, longe securius, qua, quod baptisati sint in Christum, imo obliti sunt, ne cogitant quidem unquam sese esse baptisatos in opera Christi, ut in eis confidant sua quaerunt et spectant, ut hoc nomine apud deum coronentur, quod religiosi fuerint.	Men når man kan se, at de adlyder den, eller at det smerter dem, at de ikke har adlydt den, så er det ganske givet, at det er i dette navn, at de venter herlighedens krone, langt mere indlysende, end at de venter den, fordi de er døbt til Kristus, ja, de har helt glemt at tænke på, at de er døbt til Kristi gerninger, så at de skulle stole på dem og søge efter og se hen til dem, så at det var ved dette navn, at de hos Gud skulle krones, fordi de er fromme mennesker.
15Sat habent, si suos patres aemulati eorum tum statuta tum exempla similibus operibus attigerint, uel doluerint sese non attigisse; ut autem Christum habeant et opera eius in fide, contemnunt. O horrendam perditionem!	Det er nok for dem, hvis de holder sig til deres fædre og stræber efter deres bestemmelser og eksempler med lignende gerninger, eller hvis det smerter dem, at de ikke holder sig til dem; men de foragter dette, at de har Kristus og hans gerninger i troen. O hvilken forfærdelig fortabelse!
16         Ita uides: ut fides et primum praeceptum stare cum doctrina monastici uoti non potest (nisi miraculo gratiae dei), ita nec praeceptum secundum cum eius iactantia et titulis.	Således ser du: ligesom troen og det første bud ikke kan forenes med munkeløfternes doktrin (undtagen ved et Guds nådes mirakel), således kan det andet bud heller ikke forenes med, at man roser sig af dem og holder dem i ære.
17Cum enim solus Christus ascendat in coelum, qui et descendit et est in coelis, (Joh 3,13) impossibile est, ut Benedictinus, Augustinianus, Franciscanus, Dominicanus, Carthusianus et sui similes in coelum ascendant.	Når nemlig alene Kristus steg op til himlen, han, som sted ned fra himlen og er i himlen, så er det umuligt, at en benediktiner, en augustiner, en franciskaner, en dominikaner, en kartheuser eller nogen af den slags kan stige op til himlen.
18 Omne enim hoc hominum uulgus coelum (241) petit lampadibus inanibus, (Matt 25,8) id est, operibus propriis, et sine operibus propriis nihil praesumunt apud deum, sic enim docet eos forma uitae et uoti sui.	For hele denne menneskeskare stræber efter himlen med tomme lamper,  det vil sige, med deres egne gerninger, og mener ikke, de er noget uden deres egne gerninger overfor Gud, dette lærer nemlig deres livsform og deres løfter dem.
19 At Christianus ascendit operibus alienis, nempe Christi, in quem baptisatus et transplantatus uiuit iam non ipse sed Christus in ipso, (Gal 2,20) sanctificans ei sabatum plenissime ab operibus suis omnibus. (Hebr 4,10). Quam horrendum est igitur ea teneri conscientia, non posse saluari, nisi ordinem tuum seruaris, posse autem saluari, si seruaris? Nonne hic tacetur Christus totus?	Men en kristen stiger op til himlen ved en andens gerninger, nemlig ved Kristi gerninger, til hvem han er døbt og indpodet, og han lever nu ikke længer selv, men Kristus lever i ham, han, der helliggør ham med en fuldkommen sabbatshvile fra alle hans gerninger. Hvor forfærdeligt er det da ikke, at du holder fast ved den samvittighedssætning, at du ikke kan frelses, hvis ikke du overholder din ordens regler, men at du kan frelses, hvis du overholder dem? Mon ikke der her ties fuldstændig om Kristus?
20 At haec conscientia nusquam esset, si uoti institutum non esset, nunc autem ubique est. Nusquam ergo sabatum sanctum est, sed impletur illud psal. lxxiii: Polluamus omnes dies festos dei in terra. (Sl 74,8).	Men denne samvittighedssætning ville aldrig have været til, hvis ikke munkeløfterne havde været til; men nu er den overalt. Der kommer altså aldrig en hellig sabbatshvile, men salmens ord opfyldes: 'Lad os besudle alle Guds festdage i landet'
21 Tu uide, an hoc non sit illud, quod Paulus Roma. ii. (W619) dicit: Qui abominaris idola, sacrilegium facis, nomen enim domini per uos blasphematur in gentibus. (Rom 2,22.24)	Se du til, om ikke det er, hvad Paulus siger i Rom 2: 'du, som foragter afguder, øver selv helligbrøde, for Herrens navn bliver gennem jer bespottet blandt hedninger' .
22Quis ex omnibus hominibus iactat cultum dei aeque atque monastici? nemo idololatriam magis execratur, sed ecce sacrilegi sunt. Quod sacrum rapiunt? hoc, quo omnia sanctificantur, sanctum nomen dei.	Hvem af alle disse mennesker vil regne dyrkelsen af Gud lige med munkeløfterne? Ingen forbander afgudsdyrkelse mere, men se, hvor de begår helligbrøde! Hvilken hellig ting forbryder de sig imod? det, hvorved alt helliges, Guds hellige navn.
23 Nomen enim Christianum extinguunt, et suum statuunt in eius locum, uolentes in eo salui fieri, quod in solo nomine Christi fieri potest et debet, sicut dicit Petrus Act. xv: Nec est nobis aliud nomen datum sub coelo, in quo nos oporteat saluos fieri. (Apg 4,12).	De udsletter nemlig kristennavnet og sætter deres egen navn i stedet, det vil de frelses ved, skønt man alene kan blive og bør blive frelst ved Kristi navn, sådan som Peter siger, Apg 15: 'Der er ikke gives os noget andet navn under himlen, i hvilket vi bør blive frelst'.
24Vt enim impossibile est, eum, qui fide in Christum nititur, nomine proprio salutem quaerere (nescit enim opera et merita nisi Christi solius, ideo non habet nomen, in quo saluetur et sanctificetur, nisi Christi solius), Ita impossibile est, eum, qui operibus et uotis nititur, non quaerere proprio nomine salutem.	Ligesom det nemlig er umuligt, at den, som støtter sig til Kristi navn, kan opnå frelse i sit eget navn (han kender nemlig ikke nogen andre gerninger og fortjenester end alene Kristi, derfor har han ikke noget navn, i hvilket kan kan frelses og helliggøres, andet end Kristi navn alene), således er det umuligt, at han, som støtter sig til gerninger og løfter, kan lade være med at søge frelse i sit eget navn.
25 Habet enim opera et merita praeter Christi opera et merita, habet ergo et nomen aliud praeter Christi nomen. Hoc autem quid est aliud quam nomen Christi rapere et sibi ipsi tribuere et dicere: ego sum Christus, ut supra ex Matth. xxiiii. retulimus? (Matt 24,5; VOT02,84)	Han har nemlig nogle gerninger og fortjenester, udover Kristi gerninger og fortjenester, og han har derfor også et andet navn ved siden af Kristi navn. Men hvad er det andet end at fjerne Kristi navn og give sig selv det, og sige: 'jeg er Kristus', som vi ovenfor har citeret fra Matt 24,5?
26quo sacrilegio quid potest esse magis sacrilegum? Qui enim dicit: Ego per opera mea saluabor, nihil aliud dicit, quam: ego sum Christus, cum solius Christi opera saluent, quotquot saluantur.	ved hvilken bespottelse kan man øve større helligbrøde? Den nemlig som siger: 'Jeg vil blive frelst gennem mine egne gerninger', han siger intet andet end: 'Jeg er Kristus', eftersom alene Kristi gerninger frelser, så mange som frelses.
27Atque haec est ista blasphemia nominis domini in gentibus, quod sanctitas et sanctificatio alteri quam nomini domini iam passim tribuitur.	Men dette er denne bespottelse af Herrens navn blandt hedningerne, som allerede i lang tid har tildelt helligheden og helliggørelsen noget andet end Herrens navn.
28Omnium enim ore ordines eorum sancti dicuntur, quasi sanctificent suos obseruatores, aut quasi sanctum sit in eis incedere, cum solum nomen domini sanctificet, et in solo (242) ipso incedere sanctum sit.	Alle deres ordener siges nemlig åbent at være hellige, som om de kunne helliggøre dem, der overholder deres regler, eller som om det hellige lå i den, skønt alene Herrens navn helliggør, og det alene ligger i hans navn at være hellig.
29Huius uulgatissimae blasphemiae autores ipsi sunt suis sacrilegiis, quibus nomen domini et opus nominis domini sibi arripiunt et arrogant, seducentes et allicientes hac blasphemia totum orbem.	De er selv ophavsmænd til denne udbredte bespottelse med deres helligbrøde, hvorved de fjerner Herrens navn og Herrens navns gerning fra Herren selv og overlegent forfører og forlokker hele verden med dette blasfemi.
30         Cum autem has sacrilegas et blasphemas opiniones seu conscientias oporteat a Christianis esse quam remotissimas quid adhuc dubitas abstinere, fugere, uitare, mutare uota monastica et totum eius uitae genus? quod in hoc ipsum repertum est, ut tales conscientias reddat, nec natura sua potest alias reddere, et uideas praesente experientia toto orbe tales reddi.	Men eftersom denne helligbrøde og disse bespottende meninger eller samvittigheder burde være langt, langt borte fra enhver kristen, hvordan kan du da længere tvivle på, at du bør afholde dig fra, flygte bort fra, undgå og ændre munkeløfterne og hele deres livsmønster? fordi det jo er ganske klart, at de fremkalder sådanne samvittigheder, at de efter deres natur ikke kan fremkalde andet, og at du kan se af den nærværende erfaring, at den slags fremkaldes over hele verden.

31 An, si uideas Core cum tabernaculis et substantia sua absorberi, tu manebis in media uoragine, nec saltem reliqui Israel prudentiam imitaberis et fugies dicens: Ne forte et nos terra absorbeat? (4 Mos 16,34)	Mon du, hvis du så Kora blive opslugt sammen med hans familie og hans ejendele (4 Mos 16,31ff), ville blive stående midt i jordens gab, og ikke i det mindste efterligne det øvrige Israel og flygte og sige: 'bare ikke jorden også straks opsluger os'?
32 An te morabitur, quod filios Core illic manentes uideas seruari? Sed scito, id contigisse (ut Moses scribit) (4. Mos 16,38) magno miraculo. Negare enim non potes, monasticum institutum esse seditiosum aduersus Christum et proprie Coreticum. (note1).	Mon du ville tøve, fordi du så, at Koras sønner forblev der og tjente? Men du skal vide, dette skete (som Moses skriver ) ved et stort mirakel. Du kan nemlig ikke nægte, at klosterinstitutionen er oprørsk overfor Kristus og i sig selv som Kora.
33Excitat enim sectas in populo Christi, et, sicut uides, aduersus fidem docet, fidere et metuere ab operibus propriis, cum dare non possis (citra miraculum) ullum religiosum, (W620) qui non teneatur hac sacrilega et blasphema conscientia, saluum se fore, ubi ordinem suum seruarit, damnatum uero, ubi non seruarit, ut quid alioqui uoueret et seruaret, si talis ejus conscientia non esset?	Den fremkalder nemlig sekter i Kristi folk, og, sådan som du kan se, lærer imod troen, at stole på og mene sig fortjent af egne gerninger, eftersom du ikke kan påvise nogen from (uden på mirakuløs vis), som ikke fastholdes af denne bespottelige og blasfemiske samvittighed, at han bliver frelst, når han overholder sin ordens regler, men bliver fordømt, når han ikke overholder dem; hvorfor skulle han ellers aflægge løfte og overholde dem, hvis hans samvittighed ikke var af den art?
34Quid hoc te iuuabit, si filii huius Core seruati sint in tabernaculis istis sacrilegis et blasphemis? Miraculum diuinae uirtutis est, non uulgare praescriptum uiuendi.	Hvad ville du dømme om det, hvis sønner af denne Kora tjente i disse bespottelsernes og blasfemiernes tabernakel? Det kan ske ved den guddommelige krafts mirakel, men det ikke er foreskrevet alle at leve sådan.
35Bene autem appellatus est Core, quod interpretatur caluus seu caluicium, quod Apostolo teste uir sit gloria dei et uelare comam non debeat, ut Core istum sediciosum intelligas sine capite Christo, sine gloria dei, seipsum in caput erigere, suo nomine proprio gloriari aduersus Christum.	Med rette kaldes han Kora, som betyder skaldet eller skaldet sted, fordi efter apostelens vidnesbyrd skal manden være Guds herlighed og bør ikke tildække sit hår, så du kan forstå, at Kora er denne oprørskhed uden Kristus som hoved, uden Guds ære, som opstiller sig selv til hoved, og roser sig i sit eget navn imod Kristus.
36 Quam proprie Petrus .ii. Pet. ii. eos describit, dum dicit, eos esse magistros mendaces, qui opiniones et sectas perditionis iuxta introducent, et dominum qui eos mercatus est negantes, per quos uia ueritatis blasphemabitur. (2 Pet 2,1f)	Hvor passende beskriver Peter dem ikke 2 Pet 2,1f, når han siger, at de er løgnemestre, som indfører ødelæggende lærdomme og sekter, og fornægter den herre, som har frikøbt dem; gennem dem bespottes sandhedens vej.
37Quae sunt illae opiniones et sectae perditionis, nisi conscientiae, doctrinae, sectae illae praedictae et sacrilegae et blasphemae, quibus Christus abnegatur cum operibus et nomine suo, et in locum eius opera et nomina hominum statuuntur, et eis tribuitur, id quod Christi est, iustitia, salus, sanctitudo?	Hvad er disse ødelæggende meninger og sekter andet end disse forud omtalte samvittigheder, lærdomme, sekter, der er både bespottelige og blasfemiske, hvorved Kristus og hans gerninger og hans navn fornægtes, og menneskers gerninger og navne opsættes i stedet for, og der tildeles dem, hvad Kristi er, retfærdighed, frelse, hellighed?
38Sed (243) hic sacrilegi illi, ut sunt incorrigibiles et increduli, cum uiderint sese tam manifestario sacrilegio comprehensos, effingent more suo distinctiones, quarum sunt fecundi ualde, dicentque, sese nunquam docuisse aliter, quin Christus et gratia dei sint principalia in ordinibus et optima, sicut sancta sanctorum, Caeterum ordines esse sanctos minus principaliter ceu sanctum participatiue etc. siue aliud proferent capitis sui figmentum, ne capti et confusi uideantur.	Men eftersom her disse bespottere, uforbedrelige og vantro, som de er, ser, at de bliver grebet i en så åbenlys bespottelse, så opdigter de, som de har for skik, nogle skillelinier, som de altid har nok af, og siger, at de aldrig har lært andet, end at Kristus og Guds nåde er det vigtigste og bedste i ordenerne, som de helligste af det hellige, og at forøvrigt ordenerne er hellige på mindre principiel måde eller hellige i form af delagtighed, osv, eller de fremfører noget andet af deres hovedes digt, at de ikke skal synes taget på fersk gerning og forvirrede.
39Quibus respondeo: et cur ab initio non ista docuerunt? Quis animabus iam perditis et nunc pereuntibus hanc distinctionem in futuris seculis aliquando excogitandam reuelauit? quae simpliciter, ut sonat, sanctum intellexerunt, ignorantes occultam hanc aequiuocationis illusionem.	Hertil vil jeg svare: Hvorfor har de ikke lært det fra begyndelsen? Hvem har fortalt de sjæle, der dengang gik fortabt, og de, der nu skal gå fortabt, at denne skelnen engang i fremtiden ville blive udtænkt? ud fra denne skelnen, som den lyder, forstår de simpelthen det hellige, idet de ikke kender denne lighedens skjulte illusion.
40Sed adhuc age surgant et doceant, sicut nunc distinguunt, clament ad uulgum in hunc modum: Scitote, quod multo melius est, esse simpliciter Christianum quam religiosum. uidebis, quot sint intraturi, imo mansuri in monasterio!	Men lad dem så da stå frem og lære, sådan som de nu skelner, og fremsige for folket følgende lære: 'I skal vide, at det er meget bedre at være en almindelig kristen end at være munk', så skal du se, hvormange der går i kloster, eller forbliver i klostret!
41At nunc docent religiones esse multo meliores et sanctiores communi statu fidelium. Haec est uox illa perditionis, qua fideles a Christo diuellunt spe maioris pietatis, quam in Christo inuenerunt. Hoc est sacrilegium, haec blasphemia, cum qua Christus manere non potest, quam nisi iactarent, ipsi manere non possent.	Men nu lærer de, at munkene er meget bedre og helligere end de troendes almindelige stand. Dette er denne fortabelsens stemme, hvormed de vil adskille de troende fra Kristus med et håb om en større fromhed, end den, de kan finde i Kristus. Det er helligbrøde, det er blasfemi, og Kristus kan ikke eksistere sammen med det, og hvis de ikke roser sig af det, kan de ikke selv eksistere sammen med det.
42Nec est quod jactent maius et principale augeri accessione minoris et secundarii. Etiam si hoc uerum esset, quis rudi uulgo moderabitur, ne minus pro maiore apprehendat, sicut modo facit? Miraculum est, hic non errare, ideo scandalum hoc de uia tollendum est, et unicum illud maius (W621) proponendum.	Det betyder heller ikke noget, hvad de praler af, at det større og vigtigere skal vokse ved tilvækst af det mindre og mindre vigtige. Også hvis det var sandt, hvem vil så styre den rå pøbel, at den ikke skulle gribe det mindre i stedet for det større, sådan som den gør? Der skal et mirakel til, hvis ikke man her skal tage fejl, derfor skal denne anstødssten på vejen fjernes, og man skal alene holde sig til det større.
43Deinde cur non tantopere suadent hominibus, ut minore relicto apprehendant majus, et religiosos docent exire, quantopere a maiore inuitant ad suum minus, et alliciunt ad intrandas religiones?	Dernæst: Hvorfor råder de ikke hellere mennesker til, at de forlader det mindre og holder sig til det større, og lærer munkene at gå ud, i stedet for at de indbyder dem fra det større til deres mindre, og lokker dem til at gå ind i klostrene?
44Nunc autem dupliciter hoc mentitum est. Primo, quod reuera suum monasticum institutum pro majore et principali habent, et Christianum pro minore et contempto.	Men nu er der her en dobbelt løgn. For det første anser de i virkeligheden deres munkevæsen for at være det største og vigtigste, og kristenheden for at være det mindre og foragtelige.
45Hoc probant eorum sacrilegae et blasphemae uoces ad religionem exhortantes, potius quam ad Christianismum.	Dette beviser deres bespottelige og blasfemiske opfordringer til at gå i kloster hellere end at forblive i kristenheden.
46Alterum mendacium, quod et aliud sanctum fingitur. Solus enim Christus sanctus est, nec patitur, ut ullo alio nomine sanctificemur et saluemur, ut supra ex Petro retulimus. (2 Pet 2,1f; her: VOT4,36).	Den anden løgn er, at de foregiver en anden hellighed. Men alene Kristus er hellig, og han tåler ikke, at vi helliggøres eller frelses i noget andet navn, som vi før så i citatet fra Peter.
47 Quare quocunque te uerteris, inuenies institutum impium, sacrilegum, blasphemum, aduersarium Christo esse natura sua, perditionisque efficax causa omnibus, qui non cum filiis Core seruantur miraculose. (VOT04,32).	Derfor, hvordan du end vender og drejer dig, du finder en ufrom institution, en bespottelig, blasfemisk institution, der er imod Kristus efter sin egen natur, og det er en kraftig årsag til fortabelse for alle dem, der ikke frelses på mirakuløs vis sammen med Koras sønner.
48 Ita iacet quidem uerus ille cultus dei, tribus (244) praeceptis primis institutus, et uiae Zion lugent, (Klages 1,4) eo quod non sit qui ueniat ad solennitatem, in cuius locum illi alium substituerunt, sese plane dignissimum, qui est pompa illa cerimoniarum in ueste, gestu, cantu, lectionibus, in quibus omnibus nihil fidei neque nominis, neque operis est diuini, sed omnia sunt humanissima.	Således falder den sande gudsdyrkelse, indstiftet gennem de første bud, og Zions veje sørger, fordi der ikke er nogen, der kommer til festerne, i hvis sted de har indsat noget andet, ganske værdige til dem selv, som er ceremoniernes pomp i klæder, gestus, sang, læsninger, i hvilket altsammen der hverken er nogen guddommelig tro, navn eller gerning, men alt er blot menneskeligt.
49 Atque ex instituto Pauli .i. Corin. xiiii. (1 Kor 14,26) uidetur usus huius uestigium esse reliquum, ubi docet tria fieri in conuentu Ecclesiae, Linguis loqui seu psallere, prophetari seu interpretari, et orare. Scilicet primo recitabatur aliquid e scriptura uel psalmis. Deinde prophetae interpretabantur et docebant. Tertio in communi orabatur.	Og efter Paulus' indstiftelse 1 Kor 14,26 ses der spor efterladt efter denne brug, dèr, hvor han lærer, at der er tre ting, der skal finde sted i en gudstjeneste, at tale i tunger eller spille på citar, at profetere eller udlægge, og at bede. Ved den første ting oplæses noget af skriften eller salmerne. Dernæst udlægger profeterne og lærer. Og for det tredie bedes der offentligt.
50Diuina et Christianissima instituta, sed ad docendum et exhortandum, hoc est, ad fidem alendam ordinata. Primum aemulantur hodie lectionibus matutinalibus, Epistolis, Euangeliis, et singularibus cantibus, Alterum Omiliis, Tertium responsoriis, Antiphonis, Gradualibus, et quaecunque communiter leguntur uel cantantur, sed infoeliciter omnia.	Det er guddommelige og højst kristelige instiftelser, men de er indrettet på at lære og formane, det vil sige til at få troen til at gro. Det første svarer i dag til de daglige læsninger af brevene, evangelierne og enkelte sange; det andet til prædikenerne; det tredie til responsorierne, antifonerne, gradualer og hvad der ellers læses eller synges offentligt, men det er ulykkeligt altsammen.
51Non enim docendi aut exhortendi, sed operandi tantum studio omnia fiunt. Sic enim legisse, sic cantasse, sic boasse, illis satis est. Hoc opus quaeritur et uocatur cultus dei.	Det sker nemlig ikke af lyst til at lære eller formane, men bare af lyst til at gøre det. For at have læst sådan, at have sunget sådan, at have råbt sådan er tilstrækkeligt for dem. Denne gerning er det, man ønsker, og den kaldes så dyrkelse af Gud.
52Quid autem legatur et cantetur, aut cur legatur et cantetur, ne in mentem quidem uenit, nec est propheta, qui interpretetur et doceat.	Men hvad der læses eller synges, eller hvorfor det læses eller synges, det er der ingen, der tænker over, og der er ingen profet, der kan udlægge og lære.
53Proinde ne sint ociosi in hoc mirabili cultu dei, dedunt sese curae et sollicitudini praelegendi, praecantandi, recte distinguendi, pausandi, terminandi, attendendi, hoc unum spectantes, ut bene, deuote et laudabiliter legatur et cantetur.	Og videre: For at de ikke skal være dovne i denne bemærkelsesværdige gudsdyrkelse, hengiver de sig til bekymring og omsorg for at læse og synge korrekt, at udtale ordene ret, at gøre de rette pauser, at afslutte ordentligt, at passe godt på, idet de tager vare på det ene, at der kan læses og synges godt, hengivent og rosværdigt.
54Hic est finis ultimatus huius cultus diuini. Ibi disciplinae, poenae, articuli, statuta, peccata et merita hoc cultu dignissima.	Det er endemålet med den slags gudstjeneste. Deraf kommer disciplinen, straffen, reglerne, statutterne, synderne og fortjenesterne, som svarer til denne dyrkelse.
55Dicas hunc grauissimum cultum dei in hoc exerceri, ut uiri illi magni et graues saltem particulam aliquam grammaticae et Musicae toto uitae tempore discant.	Du kan sige, at denne alvorstunge gudsdyrkelse udføres derved, at disse store og alvorlige mænd bruger hele livet på at lære en eller anden grammatikalsk og musikalsk partikel.
56 Quid enim aliud quaerere possunt iudicari? Si intret (ut Paulus ait (1 Kor 14,23)) aliquis infidelis in medium horum mugientium, murmurantium, boantium, uidens eos neque prophetare neque orare, sed tantum suo more sonare ceu fistulas illas organorum, quae sibi optimo consilio sociauerunt, et simile iuxta simile suum posuerunt, nonne optimo iure dicet: Quid insanitis?	Hvad andet kan man mene, at de søger efter? Hvis (som Paulus siger) der kom nogen vantro ind til dem, mens de brøler, mumler, råber, og så, at de hverken profeterede eller bad, men kun, som de plejede, blæste luft igennem organernes rør, som de efter fælles råd samordnede, og ganske enslydende fremstillede sig, mon så ikke han med god ret ville sige: Hvilket vanvid?
57Quid enim sunt nisi fistulae aut tibiae illae, quas Paulus dicit nullam uocum distinctionem dare, sed tantum in aera sonare, non aliter quam si quis declamaturus suggestum conscendat, et horam totam sonet (245) uerba peregrina in populum, quae nemo intelligat.	Hvad er det nemlig andet end rør og fløjter, som Paulus siger ikke giver nogen forskel på stemmerne, men kun lyder i luften, ikke anderledes end hvis nogen stiger op på en forhøjning og deklamerer, og gennem en hel time taler fremmede ord til folket, hvilket ingen forstår.
58Nonne hic in aera loquitur? Nonne insanus iudicabitur? Scilicet talis cultus decebat sacrilegos et blasphemos aduersarios Christi, ut essent nihilo meliores mutis illis et ligneis fistulis, multo labore sonantes, nihil docentes, nihil discentes, nihil orantes, et tamen hoc opus insaniae pro summa latria iactarent, omnium opes illius meritis ad sese corriuarent. Et hanc quidem domum talis decet sanctitudo.	Mon ikke man her taler ud i luften? Mon ikke det må bedømmes til at være vanvid? Men denne dyrkelse sømmede sig for de bepottelige og blasfemiske Kristi modstandere, for at de skulle være ikke meget bedre end disse umælende og trærør, idet de intet underviser i, intet lærer selv, ikke beder, og dog praler af denne vanviddets gerning som den højeste gudsdyrkelse, og samler sammen for sig selv fortjenester ved alt dette. Og en sådan hellighed skulle sømme sig for dette hus.
59      Nihil hic de sanctis dico, qui pio usu in his sunt conuersati ludibriis. Ipsum hunc cultum dico, si caetera non mouerent ad rumpenda et dimittenda uota monastica, abunde satis iustam causam esse.	Jeg siger her intet om de hellige, som ved en from brug blev bevaret i disse narrestreger. Jeg siger, at hvis ikke det øvrige bevægede i retning af at ødelægge og nægte at adlyde munkeløfterne, så ville denne gudsdyrkelse være en fuldt tilstrækkelig grund dertil.
60Quid enim est nisi merum ludibrium, seu, ut Apostolus ait, insania? At hoc est quod primario loco uouetur, hoc quaerunt qui religiosi fiunt.	Hvad er den nemlig andet end bare narrestreger, eller, som apostelen siger, vanvid? Men det er, hvad de i første række aflægge løfte om, hvad de søger, som bliver munke.

61Sic enim deo seruire proponunt, propter hoc mundum, res et parentes relinquunt, propter hoc abnegant semetipsos, ut Christum sequantur. Sic enim audaces et blasphemi homines diuina oracula Christi aptant ad hanc puerilem, ridiculam et stultam scenam, in qua ipsi prostant tanquam fistulae, tubae, sambucae mutae et insensatae ad obsequium dei, simul uerum cultum dei abnegantes.	Således foregiver de nemlig at tjene Gud, at de på grund af dette forlader verden, håndværket og deres forældre, at de på grund af det fornægter sig selv, så de kan følge Kristus efter. For sådan tilpasser de forvovede og blasfemiske mennesker Kristi guddommelige ord til disse barnligheder, til dette latterlige og dumme sceneri, i hvilket de selv stiller sig frem som en fløjte, en trompet, en umælende og ufølsom harpe for at adlyde Gud, samtidig med at de fornægter den sande gudsdyrkelse.
62Nonne si seria te uouisse scires, et postea intelligeres ludicra et ridicula esse, uoti tui te poeniteret? nonne mutares? nonne errore excusareris, qui uouisses malum quod ignorabas? Certe sic uides contingere in uotis monasticis hodie.	Mon ikke du, hvis du véd, at du har aflagt løfterne alvorligt og bagefter forstår, at de er naragtige og latterlige, mon ikke du så vil fortryde dine løfter? mon ikke du vil forandre dem? mon ikke du vil undskylde din fejltagelse, fordi du har aflagt løfte på noget ondt, som du var uvidende om? Det er givet, at du vil se til at holde fast ved munkeløfterne på den måde i dag.
63An putas gratum et probatum esse apud deum hoc uotum? An ille quaerit multas mutas fistulas sibi congregari, quae delectent eum sonantes in aera? Video Bernhardum et similes diuinitus seruatos, ut haec ludicra serio qualicunque temperarent.	Mon du mener, at dette løfte er nåderigt og anbefalelsesværdigt hos Gud? Mon han vil søge at samle sig mange umælende fløjter, som kan glæde ham, når de lyder i luften? Jeg ser Bernhard og andre guddommelige tjenere, at de ret alvorligt neddæmper disse narrestreger.
64 Extant sermones eius, quos prophetauit et docuit in congregatione fratrum, quo unico opere retulit priscum Pauli institutum, seque et suos secum seruauit, sicut Paulus de Timotheo dixit.  (1 Tim 4,16).	Man kan se af hans prædikner, at han i dem profeterede og lærte i brødrenes forsamling, og igennem denne gerning genoptog Paulus' ældgamle tradition, og tjente sig og sine med sig selv, som Paulus siger om Timotheus
65Ac si in monasteriis eiusmodi Bernhardi essent, tolerari possent propter serium Pauli institutum ex parte obseruatum. At ubi sunt merae mortuae fistulae et mutae tibiae, quae in aera sonant, cum Paulus dicat eas ab infideli contemni et insaniae accusari, quanto magis a fidelibus relinquendae et fugiendae sunt?	Og hvis de var i denne Bernhards klostre, så kunne de udholde det, fordi de tildels overholdt Paulus' alvorlige tradition. Men hvor de blot var døde fløjter og umælende harper, som klang i luften, eftersom Paulus ville sige, at disse ting af de vantro anklages for foragt og vanvid, hvor meget mere skal de da ikke de troende forlade det og flygte bort fra det?
66nisi malumus esse peiores quam gentes et infideles, et hoc sanum et pium arbitrari, quod illi insanum, etiam Pauli consensu, merito appellant. (246) ne ergo credas uotum tuum apud deum exigi aut probari super has insanias, sed cum fiducia credas reprobum et damnatum esse, cum hic non solum tentare, (W623)sed et irridere deum uideantur istis ludibriis.	hvis da ikke vi hellere vil være værre end hedninger og vantro, og tror, at det er viist og fromt, som de med Paulus' tilslutning kalder vanvittigt. Men du må altså ikke tro, at dit løfte er noget værd hos Gud eller kan antages for andet end disse vanvittige ting, nej, du må med fortrøstning tro, at de er foragtelige og fordømmelsesværdige, eftersom du her har set, at disse narrestreger ikke blot frister Gud, men også spotter ham.
67Atque haec de primis tribus mandatis pauca pro tempore satis sint.	Lad dette for øjeblikket være nok om de tre første bud.
68ADVERSARI VOTA CARITATI.	Løfterne er imod kærligheden.
69 VENIAMVS ad secundam tabulam, et mandata eius in duo ista colligamus, in obedientiam parentum, et charitatem proximi. Nam post fidem in deum, nihil maius est parentum obedientia, de qua magnifice Paulus .i. Timot. v: Discant primum domum suam regere et mutuam uicem parentibus reddere, hoc enim acceptum est coram deo. (1 Tim 5,4).	Vi kommer nu til den anden tavle, og dens bud deler vi i to, i lydighed mod forældrene og i kærlighed til næsten. For efter troen på Gud er der intet større end lydighed mod forældrene, om hvilken Paulus på udmærket vis siger 1 Tim 5: 'De skal lære at styre deres eget hus og gøre gengæld mod deres forældre, dette er nemlig værdsat hos Gud'.
70 Hic Paulus prohibet prorsus, ne uidua assumatur, si habet domum quam regat et parentes quibus obsequatur, addens etiam: Si quis suorum et maxime domesticorum curam non habet, fidem negauit et est infideli deterior. (1 Tim 5,8). Iam superfluum est recensere, quomodo caritatem omnibus praeferat .i. Corin. xiii., Omnia faciens nihil esse, quae sine charitate fiunt.  (1 Kor 13,1ff).	Her forbyder Paulus videre, at en enke optages, hvis hun har sit eget hjem og forældre, hun kan følge, og tilføjer også: 'Hvis nogen ikke har omsorg for sine egne og især for sin familie, fornægter han troen og er værre end en vantro'. Og han gennemgår til overflod, hvordan kærligheden bør foretrækkes fremfor alting 1 Kor 13: I alt, hvad I gør, lad intet ske uden kærlighed.
71Id autem, quod Paulus de uidua dicit, prorsus de omnibus filiis intelligendum est. Iterum hic nihil de sanctorum exemplis seu de facto miraculoso, sed de ipso instituto uouendi loquor, et autoritate diuina pronuncio et decerno, Nullum uotum fieri posse absolute, si pium et gratum esse deo debeat, sed omnia inuoluunt conditionem, scilicet exceptae obedientiae parentum et charitatis proximi.	Men det, som Paulus siger om enken, skal atter forstås om alle børnene. Og igen: Her taler jeg ikke om de helliges eksempel eller om de mirakler, der kan ske, men om selve traditionen med at aflægge løfter, og jeg kan med guddommelig autoritet erklære og slå fast, at intet løfte kan aflægges i absolut forstand, hvis det skal være fromt og nådefuldt overfor Gud, men de må allesammen indebære en betingelse, undtaget må nemlig være lydigheden mod forældrene og kærligheden til næsten.
72Qui enim uouerit aut uotum seruauerit contra obedientiam parentum et contra charitatem proximi, anathema sit, seu, ut Apostolus hic ait, fidem negauit et infideli deterior. Nihil enim aduersus deum, sed pro deo solum possumus.	Den, der nemlig vil aflægge løfter eller vil holde de løfter, han har aflagt, imod lydigheden mod forældrene og imod kærligheden til næsten, han være forbandet, eller, som apostelen her siger, han har fornægtet troen og er værre end en vantro. Vi kan nemlig ikke gøre noget imod Gud, kun sammen med Gud.
73Cum uero institutum monasticum et impiissime et impudentissime doceat pa am, non licere parentibus obedire nec curare quae aliorum sunt (quippe monachum mundo mortuum dicunt et deo dicatum, debere tantum in monasterio agere, Egeant, pereant, habeant parentes, proximi, imo totus mundus), anathema sit ipsum simpliciter uel uouere uel seruare.	Men når munkevæsenet på den mest ufromme måde og på den frækkeste måde lærer, at det ikke er tilladt at adlyde forældrene eller drage omsorg for, hvad der er andres (de siger jo, at munken er død for verden og overgivet til Gud, og at de kun bør handle i klostret, lad så forældre, næste, ja hele verden lide nød, gå til grunde, passe sig selv), han være forbandet, og det bare fordi han har aflagt løfte eller vil overholde det.
74Habent hic exemplum in uitis patrum et impium et crudele, ubi mater duos filios Eremitas uisitabat, uidere cupiens materno affectu fructus uteri sui. At illi clausa ianua negauerunt matri faciem suam, promittentes in futura gloria sese uisuram, si ferret in hac uita negatum conspectum.	Her kommer de med et ufromt og brutalt eksempel på fædrenes laster, om en mor, der besøgte sine to sønner, der var eremitmunke; hun ønskede at se sit moderlivs frugt. Men disse to lukkede døren og nægtede deres mor at se sig, men lovede, at hun kunne se dem i den kommende herlighed, hvis hun i dette liv tålmodigt udholdt ikke at se deres ansigt.
75Hoc exemplum (247) cum audio iactari (qualia multa sunt in uitis patrum), uideor mihi audire laudatores Lucretiae, aut Saulis, quod seipsos magnanimiter interfecerint, aut alia quaedam portenta gentilium. At illi uirtutem et Christianam uocant.	Da jeg hørte nogen rose sig af dette eksempel (og der er mange sådanne eksempler på fædrenes laster), forekom det mig, at jeg hørte en Lukret-fan eller en Saulus-fan, som modigt dræbte sig selv, eller udførte et andet af hedningernes jærtegn. Men de kaldte det en dyd og det en kristen dyd.
76 Huc deprauant et illa Christi salutaria et (W624) communia uerba: Qui amat patrem et matrem plusquam me, non est me dignus. (Matt 10,37). Et iterum: Qui reliquerit domum uel fratres etc., centuplum accipiet et uitam aeternam possidebit. (Matt 19,29).	Herved ødelægger de også dette Kristi frelsebringende og for alle gyldige ord: 'Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd'. Og et andet: 'Den, der forlader hus eller brødre, osv, skal få det hundredefold igen og opnå evigt liv'.
77 Et psal. xliiii: Audi, filia, et uide et inclina aurem tuam, et obliuiscere populum tuum et domum patris tui etc. (Sl 45,11) Haec et similia uerba, quae spiritus sunt et uita, de fide Christi sonantia, propter quam omnia relinquenda sunt, sacrilegi isti et blasphemi aptant suae morti et mendacio et carni et sanguini.	Og ordet fra Sl 45,11: 'Hør efter, datter, og se til, at du lytter opmærksomt, og glem dit folk og din faders hus' osv. Disse og andre skriftord, som er ånd og liv, handler om troen på Kristus, på grund af hvilken alt skal forlades, tilpasser de med denne helligbrøde og blasfemi deres død og løgn og kød og blod.
78    Hic ueni in locum indignationis meae et ardeo me ulcisci de plus quam sacrilegis et blasphemis istis mendaciis et insaniis, sed desunt et uerba et cogitatus, quibus monstra haec pro dignitate aggrediar.	Her kommer jeg til et sted, hvor jeg er meget forarget, og jeg brænder efter at tage hævn over de mere end bespottelige og blasfemiske løgne og vanvittige påstande, men jeg mangler både ord og tanker, så jeg kan angribe disse monstre efter fortjeneste.
79Propter hanc uel solam abominationem, eradicata, extincta, abolita cupio, sicut et oportuit, uniuersa monasteria, quae et utinam ereptis Lot et filiabus suis de medio eorum dominus igne et sulphure coelesti ad exemplum Sodomae et Gomorrae demergeret in profundum, ut ne memoria quidem eorum superesset, neque enim satis fuerit illis anathema imprecari.	På grund af denne ene uhyrlighed kunne jeg ønske alle klostre udryddet, fjernet ophævet, sådan som det også bør ske, ja, gid, når Lot og hans døtre er gået ud fra deres midte, Herren vil begrave dem dybt under ild og svovl fra himlen, som han gjorde det med Sodoma og Gomorra, at ikke engang mindet om dem skal være tilbage, ja det vil ikke engang være nok til at nedbede forbandelse over dem.
80Vide nunc sanctum et egregium tuum uotum. Superius uouisti, nolle te Christianum amplius esse, sed quia sublimis est sensus fidei, subtilis error excusauit impudentiam. At hic uoues impudentissimae impietati, quae te non acceptat, nisi abneges, parentibus obedire et proximis seruire.	Se nu dit hellige og udmærkede løfte. Tidligere har du lovet, at du ikke længere vil være kristen, men fordi troens fornemmelse er sublim, blev den subtile fejl undskyldt med frækhed. Men her aflægger du løfte til den frækkeste ufromhed, som ikke vil acceptere dig, medmindre du nægter at adlyde forældrene og nægter at tjene næsten.
81Me miserum, ut fortiter urit ista audacia et impudentia adversus aperta dei mandata aperte insaniens et adhuc laudem et uitam aeternam promittens. Finge uniuersos monachos angelorum sanctitate pollere, adhuc institutum ipsum aduersus mandata dei manifeste insaniens non solum uoueri et seruari non debet, sed uitari et execrari ut summa impietas.	Ve mig arme, at dette vovemod og denne frækhed imod Guds klare bud brændte stærkt i mig, og vanvittigt lovede mig ros og evigt liv derfor. Om så alverdens munke kunne fremvise englenes hellighed, fordi institutionen selv er imod Guds bud og er klart vanvid, så bør man ikke blot undlade at aflægge løfter og undlade at holde dem, men også undgå dem og udrydde dem som den største ufromhed.
82 Si uoueres homicidium uel adulterium, uotum irritum et damnatum indicaretur. cur non irritum et damnatum est, si uoues inobedientiam parentum et crudelitatem erga proximum? aut si profitearis cursurum te cum furibus, et cum adulteris portionem tuam positurum, (Sl 50,18), non licebit tibi consilio Salomonis uti, et recedere a peccatoribus, qui te lactant ad malum? (Ordsp 16,29).	Hvis du havde aflagt løfte om manddrab eller hor, så er løftet klart ugyldigt og fordømmeligt. Hvorfor er det ikke ugyldigt og fordømmeligt, hvis du aflægger løfte om ulydighed mod dine forældre og hårdhed overfor næsten? Eller hvis du slutter venskab med tyve og gør fælles sag med horkarle, mon så ikke det er dig tilladt at bruge Salomos råd, så du trækker dig tilbage fra de syndere, som har lokket dig til det onde?
83 Sed audiamus excusationes in impietate. Primum (248) dicunt Meliorem esse obedientiam quam uictimam,  (1 Sam 15,22) ideo non licere proximis seruire aut benefacere, absque licentia sui maioris. Secundo, patres spirituales praestare patribus carnalibus, ita et obedientiam illorum praeferendam horum obedientiae.	Men lad os høre undskyldningerne for ufromheden. Først siger de: 'Lydighed er bedre end offerdyr', derfor er det ikke tilladt at tjene eller gavne næsten, hvis man ikke har lov til det af sine foresatte. For det andet: De åndelige fædre går forud for de kødelige fædre, derfor skal man foretrække lydighed mod dem fremfor lydighed mod hine.
84Tertio, charitatem nihilo minus exerceri inter fratres monasterii. Haec illi. Vides ergo obedientiam et charitatem per illos e publico tolli et in suum angulum cogi.	For det tredie: Kærligheden kan i ikke ringere grad udøves mellem klostrets brødre. Såvidt forklaringerne. Og du se altså, at lydigheden og kærligheden af dem er fjernet fra det offentlige rum og lagt ind i deres krog.
85Videamus autem tria ista per ordinem. Primum illud: 'Melior est obedientia quam uictima', praecipue et solum pertinet ad mandata diuina, et recto impetu facit contra monasticam. Nam qui uouet monasticen, sese offert uictimam deo (ut dicunt), sed hanc uictimam abominari sese dicit dominus, si fiat contra obedientiam mandati sui.	Men lad os se på disse tre efter tur. Først har dette: 'Lydighed er bedre end offer', fortrinsvis og alene med de guddommelige bud at gøre, og udgør et ret angreb på munkevæsenet. For den, der aflægger løfte på munkevis, siger de, frembærer sig selv som offer for Gud, men, siger Herren, dette offer bør man fordømme, hvis det sker imod lydighed imod hans bud.
86At mandatum suum est, Obedire parentibus et seruire proximis. Est ne igitur haec insignis peruersitas, hoc appellare obedientiam supra uictimam, quod deus appellat uictimam aduersus obedientiam? Sic intelligere docent Monastici diuinas literas, ut ea, quae de dei mandatis dicuntur, aptent mandatis hominum, et quae aduersus mandata hominum dicuntur, aptent aduersus mandata dei.	Men hans bud er 'Adlyd dine forældre, og tjen din næste'. Er det da ikke en afgjort bagvendthed at kalde det lydighed i stedet for offeret, som Gud kalder offer i stedet for lydigheden? Således lærer munkene, at man skal forstå de guddommelige skrifter, at det, som siges om Guds bud, tilpasser de, så det handler om menneskers bud, og det, der siges imod menneskers bud, tilpasser de, så det siges imod Guds bud.
87 Hac igitur obedientia pertinaciter usus Minorita non porrigit neque portat proximo suo pecuniam, etiam si ille sit inopia consumendus, et, quantum in eo fuerit, fratrem suum fame, nuditate, inopia conficit, post gloriatur aduersus deum, Meliorem fuisse obedientiam quam uictimam. Scilicet quia in baptismo uouit obedientiam dei, sed quam in monasterio noua obedientia hominum euacuauit.	Derfor, ud fra stædig gråbrødrelydighed bruger de ikke at række penge til deres næste eller give ham noget, selv ikke, hvis han har mangel på fødevarer, og svækker, såvidt det ligger heri, deres broder gennem sult, nøgenhed og mangel, og bagefter roser de sig overfor Gud, at lydighed er bedre end offer. Men de har i dåben aflagt løfte om lydighed mod Gud, den bliver blot i klosteret gjort ugyldig af den nye lydighed.
88 Eadem obedientia pulchre sese exoneranerurit operibus illis misericordiae, quae Christus Matth. xxv. in iudicio sese exacturum minatur.	Ved den selvsamme smukke lydighed skaffer de sig af med de besværlige barmhjertighedsgerninger, som Kristus i Matt 25,34ff i dommen truer med at ville indkræve.
89Videat monachus famelicum, sitibundum, nudum, uagum, captiuum etc., sed caueat, ne egrediatur monasterium, ne uisitet infirmum, ne consoletur tristem, sed sinat ire et perire quicquid perierit, claudat uiscera sua, etiam si possit illum iuuare, postea dicat, ideo sese omisisse charitatem, quia noluerit uictimam offerre prae obedientia.	Lad munken se en forsulten, en tørstende, en nøgen, en fremmed, en fange, osv, så skal han passe på, at han ikke går ud af klosteret, ikke besøger den syge, ikke trøster den sørgende, men lader være med at gå og gå frem, hvad han går til grunde på, lukker sit hjerte, også hvis han kan hjælpe ham, og bagefter vil han så sige, at han af den grund undlod kærlighedsgerningen, at han ikke ville frembære et offer i stedet for lydighed.
90Idem faciat, si pater aut mater opera eius ceperint opus habere, ut uel pascat, uel seruiat eis. O furorem inauditum. Ego sane in meo monachatu, quanquam hebes sum et rudis, nihil tamen egrius tuli, quam hanc crudelitatem et negatae charitatis sacrilegium.	Det samme vil han gøre, hvis hans far eller mor begynder at få brug for hans gerninger, så han enten underholder dem eller tjener dem. Åh, hvilken uhørt galskab. Jeg har sandelig i min munketid, skønt jeg er dorsk og rå, dog ikke gjort noget mere sygt, end denne hårdhed og bespottelige kærlighedsnægtelse.

91Neque potui unquam persuaderi, ut quietus crederem rectam et licitam esse obedientiam istam monasticam aduersus charitatem tam impudenter saeuientem.	Og jeg kan ikke nogensinde overtales til tavst at tro, at denne munkelydighed er ret og tilladt, når den raser så frækt og vildt imod kærligheden.
92Dicent uero hic: Si (249) ista monachis detur licentia uagandi, peribit uniuersum institutum monasticum, desolabuntur monasteria, ruet cultus dei, singulis euntibus, ut parentibus et proximis egentibus ministrent.	Men her vil de sige: Hvis denne munk får lov til at gå ud af klostret, vil hele munkeinstitutionen gå til grunde, klostrene blive øde, gudsdyrkelsen ophøre, fordi nogle enkelte går ud, så de kan betjene deres forældre og deres trængende næste.
93Pulchre. Vt ergo stent lapides et ligna, ut perseueret fistularum ululatus et murmur in choro, ut rasura capitis et longa tunica non deponatur, mandatum dei deserendum est, pro quo etiam sanguis fundendus, anima et omnia ponenda sunt! quam sapienter, quam aeque indicant isti uiri de mandatis dei!	Det er knageme godt gjort. Det vil jo sige, at for at stenene og bjælkerne kan blive stående, for at fløjternes ugleskrig og mumlen i koret kan fortsætte, for at de ragede hoveder og de lange tunikaer ikke skal lægges på lager, så prisgiver man de Guds bud, for hvilke man skulle udgyde sit blod, sætte sjæl og alt andet på spil! hvor viist, hvor passende forkynder disse mænd Guds bud!
94 Nonne hoc est quod dixi, Monasticum institutum et diuinum mandatum ex diametro natura sua pugnare? Si enim diuinum mandatum seruare uoles, uotum perpetuum seruare non potes. Elige, utrum uolueris. et quid rogo damni patietur institutum monasticum, si religiosus egrediatur, ubi opus fuerit, seruiturus parentibus, uisitaturus infirmos, et sese impensurus diuinae obedientiae et charitati?	Mon ikke det er et eksempel på, hvad jeg har sagt, at munkeinstitutionen og Guds bud ud fra deres natur er hinandens modsætninger? Hvis nemlig du vil overholde Guds bud, kan du ikke overholde et evigt løfte. Vælg, hvad du vil. Og jeg spørger: Hvad sker der ved, at munkeinstitutionen fordømmes, hvis munken går ud til det sted, hvor der er brug for ham, til at tjene sine forældre, besøge de syge, og hengive sig til den guddommelige lydighed og kærlighed?
95Num ideo necesse est castitatem et paupertatem et obedientiam ponere? poterit enim reuerti expleta obedientia dei et charitate. Et quid si (W626) non reuerti eum sinat obedientia et charitas? in quid peccabit? in lapides et ligna? quod non steterit in choro, non induerit cucullum, non fuerit rasus, non dormierit communi dormitorio, non ederit communi refectorio, non murmurarit communes bombos uocum non intellectarum?	Mon det er derfor, det er nødvendigt at understrege cølibatet og fattigdommen og lydigheden? så vil han nemlig kunne vende tilbage, når han har opfyldt lydigheden mod Gud og kærligheden. Og hvad nu, hvis lydigheden og kærligheden ikke tillader ham at vende tilbage? hvad synder han så imod? mod sten og bjælker? fordi han ikke står i koret, ikke ifører sig sin munkekappe, ikke er kronraget, ikke sover i det fælles dormitorium, ikke spiser i det fælles refectorium, ikke deltager i den fælles mumlen af uforståelige stemmer?
96 Scilicet istae res tantae sunt et salus in eis sic est posita, ut diuina mandata propter ipsas oporteat pedibus conculcare? Scilicet deo se dedicauit, qui iis rebus sese dedit, et non dedicauit sese deo, qui uouit obedientiam parentum et charitatem proximi in baptismo? Quid istis insanis dicemus? nisi illud Christi, Marci .vii: Bene irritum fecistis mandatum dei, ut traditiones uestras seruetis. (Mark 7,9)	Er nemlig disse ting da gjort så store og frelsen i den grad lagt ind i dem, at han på grund af dem bør træde de guddommelige bud under fode? Har da den, der hengiver sig til disse ting, overgivet sig til Gud, og den, der i dåben aflægger løfte om lydighed mod forældrene og kærlighed til næsten, ikke overgivet sig til Gud? Hvad skal vi da sige til dette vanvid? andet end Kristi ord i Markus 7: 'Hvor kønt! I forkaster Guds bud, for at tjene jeres egne overleveringer'? .
97Certus itaque esto quilibet Christianus, quod, sicut uouere non potes, ut neges deum et mandata eius, ita uouere non potes, ne obedias parentibus et seruias proximis, cum deus mandarit obedire parentibus et seruire proximis. ideo uotum tuum cum fiducia sic interpreteris, ut, ubi parens uel proximus tuus te opus habuerit, uotum iam prorsus non tenere autoritate ipsa dei certissimus sis.	Lad da således enhver kristen være forvisset om, at ligesom du ikke kan aflægge løfte, så du nægter Gud og hans bud, sådan kan du heller ikke aflægge løfte, så du ikke adlyder dine forældre og ikke tjener din næste, eftersom Gud har befalet at adlyde forældrene og tjene næsten. Derfor kan du med fortrøstning udlægge løftet således, at, når dine forældre eller din næste har brug for dig, så kan du være ganske sikker på, at dette ikke at holde løftet i en sådan situation, er i overensstemmelse med Guds autoritet.
98Sunt ne haec satis clara? Quis contra haec potest quicquam mutire? Si unum mandatum propter uotum potes dirumpere, potes omnia dirumpere, et totum deum negare. Si autem non potes deum nec uniuersa negare, nullum (ne minimum quidem) potes negare aut dirumpere.	Er dette ikke tilstrækkelig klart? Hvem kan indvende noget herimod? Hvis du kan ødelægge ét bud på grund af løftet, så kan du ødelægge dem alle, og helt fornægte Gud. Men hvis du ikke kan fornægte Gud eller alle hans bud, så kan du ikke nægte eller ødelægge noget bud, end ikke det mindste.
99Monasticum enim uotum pro mandatis, non (250) aduersus mandata dei ualere debet, et semper eisdem cedere, etiam si perpetuo eis cedendum et uotum prorsus abolendum sit. Non potest, ne dubita, deus ipse uotum a te exigere aut factum agnoscere, aduersus unum iota sui mandata, fidelis et uerax est, seipsum negare non potest. (2 Tim 2,13)	Munkeløfterne bør nemlig gælde til fordel for Guds bud, ikke imod dem, og må altid vige for dem, også selvom de til stadighed må vige for dem og løftet helt bliver ophævet. Uden tvivl er det sådan, at selv Gud ikke kan kræve noget løfte af dig, eller, når du har aflagt det, lade som ingenting, hvis det er imod bare et jota i hans bud, han er trofast og sanddru, og kan ikke fornægte sig selv.
100Quod si iactent, parentum obedientiam cedere merito debere cultui dei, nam cultus dei primo mandato iubetur, obedientia parentum quarto, Respondeo: Cultum dei monasticum superius audisti ludibrium esse.	Derfor, hvis de indvender, at lydigheden mod forældrene må vige for gudsdyrkelsens fortjeneste, fordi gudsdyrkelsen befales i det første bud, forældrelydighed i det fjerde, vil jeg svare: Den munkelige gudsdyrkelse har du ovenfor hørt er narreværk.
101Impossibile autem est uerum illum cultum dei impediri obedientia parentum et seruitute proximi, imo ipsa obedientia et proximi seruitus est ipsissismus ille et germanus cultus dei, quem illi ludicro et circulatorio suo cultu euacuant.	Men det er umuligt, at den sande gudsdyrkelse kan forhindre lydighed mod forældre og tjeneste for næsten, ja, selve lydigheden og tjenesten for næsten er i sit inderste en gedigen gudsdyrkelse, som de har gjort tom med deres naragtige og larmende gudstjeneste.
102Quid enim est colere et seruire deo aliud, quam seruare eius mandata? At obedientia et charitas proximi mandata est. In choro autem boare aut murmurare mandatum non est, imo, cum sit deum tentare et irridere, prohibitum est.	Hvad er det nemlig at dyrke og tjene Gud andet end at overholde hans bud? Men lydighed og kærlighed til næsten er bud. Men at råbe eller mumle i koret er ikke et bud, tværtimod, eftersom det er at friste og spotte Gud, er det forbudt.
103Neque oratio, quod potissimum est in eorum cultu, sed nec ipse boatus impeditur per obedientiam parentum et seruitutem proximi.	Hverken bønnen, der er meget magtfuld i deres gudsdyrkelse, eller at råbe bønnen ud forhindrer ved nogen lydighed tjeneste for forældrene næsten.
104Poteris enim inter obediendum et seruiendum, ut castus et pauper uiuere, ita orare et boare, quantum uolueris. hoc solum impeditur, ne lapides et ligna communiter teras et occupes cum aliis, praesente corpore.	Du kan nemlig godt samtidig med, at du adlyder og tjener, så du lever kysk og fattigt, bede og råbe således, så meget du vil. Alene det forhindres, at sten og bjælker i fællesskab holder dig fast og tvinger dig til, sammen med andre, at være legemligt tilstede.
105Si autem parentes uel proximi te iuberent negare fidem, nomen et opus dei, quae prima tabula (W627) diximus mandari, hic locum haberet, quod illi iactant, cultui dei cedere debere obedientiam parentum et omnia. Sed hic cultus communis est fidelium, et nusquam minus quam in monasteriis istis seditiosisque sectis, ut ex supradictis intelligi facile potest.	Men hvis forældrene eller din næste befalede dig at nægte troen, Guds navn og gerning, som vi har sagt, at den første tavle påbyder, så er det på dette sted, at det skal ske, som de praler af, at lydighed mod forældre og alting skal vige for gudsdyrkelsen. Men denne gudsdyrkelse er de troendes almindelige gudsdyrkelse, og den er alt andet, end hvad der foregår i disse klostre og forføreriske sekter, som det let vil forstås af det ovenfor sagte.
106 Quod uero secundo dicunt, sese spirituales esse patres, aeque pertinet ad ficta illa uerba, quibus S. Petrus eos praedixit de nobis negociaturos esse, (2 Pet 2,3) atque illud, quod de obedientia et uictima fingunt atque peruertunt. Spirituales patres sunt, qui nos docent ante omnia mandatis dei obedire, parentibus subdi, proximis seruire, sicut Apostoli fecerunt.	Men hvad de siger for det andet, at de er åndelige fædre, hentyder til det samme som de fingerede ord, hvormed Peter forudsagde for os, at de ville være griske, og det, fordi de fordrejer og forvender ordene om lydighed og offer. Åndelige fædre er nogle, som fremfor alt lærer os at adlyd Guds bud, at undergive os vore forældre, at tjene vor næste, sådan som apostlene gjorde.
107 Ipsi uero, cum aduersus haec doceant mandata hominum et sua propria, spirituales patres sunt, sed secundum spiritum erroris, de quo Paulus praedixit .i. Timot. iiii: attendentes spiritibus erroris. (1 Tim 4,1).	Men de selv er, når de imod dette lærer menneskers og deres egne bud, åndelige fædre, men det er efter vildfarelsens ånd, om hvilken Paulus har forudsagt 1 Tim 4,1: 'de lytter til vildledende ånder'.
108Nam nec Apostolis obediendum esset, adeo neque angelis, aduersus obedientiam parentum et caritatem proximi docentibus, quanto minus obediendum est istis impiis et (251) sacrilegis hominibus, deterioribus quam sint infideles et fidem negantes.	For man skal ikke adlyde en apostel eller en engel, der lærer imod lydighed mod forældrene og kærlighed til næsten, så meget mindre skal man adlyde disse ufromme og bespottende mennesker, der er værre, end om de var vantro og trosfornægtere.
109Si uero docerent puram fidem, et parentes aut proximi te nollent ab eis discere, hic plane non essent audiendi, quanquam ne sic quidem perpetuo obedientiam et seruitutem ullo uoto eis subtrahere possis. Non enim, ut fidem discas, necesse est parentibus et proximis te subtrahi et aliis perpetuo subdi.	Men hvis de lærer den rene tro, og dine forældre og næste ikke vil, at du skal lære noget af dem, så skal du simpelthen ikke adlyde dem, for du kan aldrig således ved noget evigt løfte unddrage dig lydigheden og tjenesten imod dem. For det er nemlig ikke nødvendigt, for at du kan lære troen, at du unddrager dig dine forældre og din næste og for evigt giver dig ind under nogle andre.
110 Paulus Philemonis Onesimum non filium, sed seruum, iam sibi in filium spiritualem genuerat in uinculis positus, sicut gloriatur, et cum ius haberet in ipsum adeo Philemonem, quem et ipsum genuerat, non tamen sibi subiicit, sed hero suo remittit, eius consensum quaerens.  (Filem 10)	Paulus roser sig af Filemons Onesimus, ikke hans søn, men hans slave, som han har fået til åndelig søn i sine lænker, og skønt han havde ret til den samme Filemon, som han også selv havde fået som søn, så underkastede han ham ikke under sig selv, men sendte ham tilbage til hans herre og bad om hans samtykke.
111Quid putas fecisset, si Onesimus fuisset filius? Et nostri, cum nec fidem nec sana, sed omnia sacrilega doceant, auellere audent filios a parentibus perpetua seruitute.	Hvad mener du, han ville have gjort, hvis Onesimus havde været søn? Og vore folk, eftersom de hverken lærer troen eller det sunde, men al bespottelse, de vover at borttage sønnerne fra forældrene til et evigt slaveri.
112Proinde, sicut uxor potestatem habet extrahendi uirum e monasterio, citra consensum suum cucullatum, siue sit in sacerdotem unctus, siue lotus, ita habet pater aut mater jus extrahendi filium uel filiam e monasterio.	Derfor, ligesom en hustru burde have myndighed til at drage sin mand ud af klostret, uden hans medmunkes samtykke, hvadenten han er salvet til præst eller han er vasket, således burde en far eller mor have ret til at drage deres søn eller datter ud af klostret.
113Et filius uel filia sub necessitate salutis et indignatione dei tenetur sequi et cucullum ponere absque scrupulo, pro irrito habens, si sexcenta uota uouisset, et tot characteres indelebiles haberet, quot sunt capilli capitis sui.	Og sønnen eller datteren skulle anses for at være nødt til under frelsens fortabelse og Guds fortørnelse at følge dem og aflægge kappen uden skrupler, han har gjort det ugyldigt, om han så havde aflagt seks hundrede løfter, og havde fået lige så mange 'umistelige karaktérer', som han har hår på hovedet.
114At nunc filios a parentum obedientia soluunt in totum, garrientes, in rebus spiritualibus unumquenque liberum esse. Cur ergo non et coniuges separant? aut cur non et infantes auellunt ab uberibus matrum, si hoc satis est, quod in spiritualibus rebus libertas est? An non et infantes sunt in eisdem spiritualibus rebus?	Men som det er nu, eftergives der sønnerne al lydighedsforpligtelse mod forældrene, og de våser om, at i åndelige forhold er enhver fri. Hvorfor skiller de så ikke også ægtefæller ad? eller hvorfor fjerner de ikke spædbørn fra moders bryst, hvis det er tilstrækkeligt, at der hersker frihed i åndelige forhold? Mon ikke også børnene befinder sig i de samme åndelige forhold?
115Quin hac ratione omnes filios a parentibus, omnes seruos a dominis, omnes populos a magistratibus auellamus, omnia federa, omnia pacta, omnes contractus soluamus, dicentes, in rebus spiritualibus omnes liberos et sui arbitrii, neminem uero alterius iuris esse. sed res spirituales uel uerborum fictorum autores uocant suas humanas traditiones, caeci, sacrilegi et blasphemi.	Hvorfor kan vi ikke med samme begrundelse skille enhver søn fra sine forældre, enhver slave fra hans herre, ethvert folk fra dets øvrighed, ophæve enhver aftale, enhver pagt, enhver kontrakt, og bare sige, at i åndelige forhold er alle frie og kan handle efter forgodtbefindende, men ingen er inde under en andens myndighed. Men 'åndelige forhold' kalder disse ordenes opfindere deres egne menneskelige traditioner, blinde, bespottelige og blasfemiske, som de er.
116(W628)      Sic quod charitatem exerceri inter ipsos monasticos posse, ut inuicem seruiant, uerum est, sed non uere dictum. Charitas enim libera est, nullis personis proprie addicta, at illi suis et sibi ipsis duntaxat alligant, aliorum prorsus negligentes, quae charitas ficta est, et fomentum sectarum et odiorum, sicuti uidemus, monasteria aduersus monasteria, ordines aduersus ordines mutuo insanire et zelare.	Således er det sandt nok, at kærligheden mellem disse munke kan bevirke, at de tjener hinanden, men det er ikke sandt sagt. Kærligheden er nemlig fri, ikke knyttet til nogen særlige personer, men disse knytter sig kun til sig selv og deres egne, og overser andre, hvilket er en fingeret kærlighed, og et ophav til sekter og had, sådan som vi ser, at kloster i vanvid og iver kæmper mod kloster, orden mod orden.
117 Germana autem illa et (252) uniuersalis charitas ab Apostolo i. Corin. xiii. descripta, quae omnibus exposita est amicis et inimicis ad seruiendum, est illis prohibita et illicita.	Men den ægte og almindelige kærlighed, beskrevet af apostelen i 1 Kor 13, som er henvist til alle for at tjene både ven og fjende, er forbudt og ugyldig for dem.
118Quia, ut supra diximus, religioso non licet exire monasterium, uisitare infirmos, et alia Christiana obsequia impendere, etiam si opus sit et possit, imo contra peruertentes omnia, positis manuum operibus, ipsi ociosi sinunt solis sibi benefieri a toto mundo, omnium substantiam deuorantes, bene sani et robusti, magno etiam incommodo uere pauperum, rependunt uero suis benefactoribus spiritualia opera misericordiae, quae sunt cultus ille dei, quem supra descripsimus, multum murmurando, boando, halando, legendo etc.,	Fordi, som vi ovenfor har sagt, det er ikke tilladt munken at gå udenfor klostret, at besøge syge eller lægge sig efter nogen anden kristen pligt, heller ikke, hvis der er brug for det, og han kan gøre det, de har tværtimod fordrejet alting, de har lagt hændernes arbejde fra sig, de har, idet de selv ikke arbejder, tilladt sig selv at få gaver fra hele verden, de har opslugt al substans, de er godt sunde og robuste, de har stort ubehag ved de sande fattige, de betaler deres velgørere tilbage med åndelige barmhjertighedsgerninger, hvilke er denne gudsdyrkelse, som vi har beskrevet ovenfor, med at mumle meget, råbe, blæse, læse, osv.
119In primis autem Missae illae execrabiles et abominabiles coram deo. Hac figura uerborum et extinguunt uera illa quae Christus exigit opera misericordiae, et seipsos solantur super extinctione eiusmodi, ne quando impietatem hanc agnoscant et poeniteant et uenia digni fiant.	Men først og fremmest er disse messer forbandede og fordømmelige hos Gud. Med dette ordspil har de også udryddet den sande betydning, den, at Kristus udøvede barmhjertighedsgerninger, og de har vænnet sig i den grad til denne udryddelse, at de ikke engang erkender den som ufromhed eller gør bod eller bliver værdige til nåde.
120Si pro solis adolescentibus eum morem seruarent, ne passim liceret uagari, quo aetas mollior et fluxa facilius frenaretur, et in monasteriis disceret domesticam charitatem, quam postea in publico exhiberet communem omnibus, tolerabilis, imo bona foret institutio.	Hvis de alene bevarede denne skik for voksne, at det ikke var tilladt at gå ud på ethvert sted, hvorved alderen blødgøres og det flagrende lettere holdes i tømme, og hvis der blev undervist i den hjemlige kærlighed i klostrene, som bagefter blev vist at være almindelig for alle, så ville det være tåleligt, ja, så ville institutionen være god.

121Nunc uero tota uita pueri sunt et domesticam discunt charitatem, imo eam summam et solam arbitrantur.	Men som det er nu, er de livet igennem børn og de undervises i den hjemlige kærlighed, ja tror, at den er den største og eneste.
122Videmus autem diuinum opus in Bernhardo et similibus, quos, ne in puerili illa et angusta charitate relinqueret, rapuit in medias res mundi magnas et multas, ut in iis charitas genuinam suam uim ostenderet, diffusa dilatataque ad omnes, omnibus exposita et parata, atque hoc secreto miraculo illos seruauit, ne perirent in damnabili isto instituto angustae et fictae charitatis, in qua caeteri, hoc opus dei non intelligentes, perierunt.	Men vi ser den guddommelige gerning i Bernhard og lignende mennesker, som denne guddommelige gerning ikke lod forblive i den barnlige og indsnævrede kærlighed, men kastede ud midt i verdens mange og store sager, for gennem dem at vise sin kraft i den ægte kærlighed, udgydt og uddelt til alle, udvist og rede overfor alle, og den bevarede dem gennem dette hemmelige mirakel, at de ikke skulle gå fortabt i denne institutions snævre og fingerede kærlighed, i hvilken de øvrige, som ikke har forstået denne Guds gerning, gik fortabt.
123 Quanquam non negem aliquos ea charitate saluos factos, qua solis suis seruierunt, quod occasio eis defuerit et aliis seruire, cum ipsi parati essent omnibus seruire. Ipsum institutam damno, quod prohibet seruire aliis quam suis monasticis.	Skønt jeg ikke nægter, at nogle er blevet frelst ved denne kærlighed, hvormed de alene tjener sig selv, for de ikke havde lejlighed til at tjene andre, mens de selv holdt sig rede til at tjene alle, så fordømmer jeg selve institutionen, fordi den forhindrer mennesker i at tjene andre end medmunkene.
124Vt igitur demus aliquot seruatos, qui non peccauerint in obedientiam parentum et charitatem proximi sub uotis agentes, tamen uidemus hic euidentissime, ipsum institutum uouendi ex natura sua aduersari mandatis dei de obedientia parentum et charitate proximi, Ideo non licere neque posse uoueri aut seruari.	Skønt vi altså medgiver, at nogle bliver frelst, som ikke har syndet mod lydighedsforpligtelsen mod forældrene og kærligheden mod næsten, selv om de handlede under løfterne, så ser vi dog her soleklart, at selve institutionen med at aflægge løfter ud fra sin natur er imod Guds bud og lydigheden mod forældrene og kærligheden til næsten, og derfor er det ikke tilladt hverken at kunne aflægge løfter eller at holde dem.
125Ac per hoc impossibile apud deum pro uoto haberi et exigi. Neque eos, qui seruati sunt, eiusmodi uota uouisse certum est, aut, (W629) si ita uouerunt, deum eorum errori induisisse (253) et non acceptasse, quo modo ipsi uouerunt.	Og i kraft af dette er det umuligt at anses for noget eller at udøve noget godt overfor Gud gennem løftet. Det er en given ting, at de, der bliver frelst, ikke har aflagt sådanne løfter, eller at Gud, hvis de aflægger sådanne løfter, da har tildækket deres vildfarelse og ikke accepterer den måde, de har aflagt løfte på.
126 Damnabile itaque est, in eo uitae genere inueniri, quod uideas natura sua cum diuinis mandatis pugnare, et non nisi ociosos homines gignit, qui uelut locustae, erucae, bruci omnium aliorum substantiam deuorant, seu, ut Petrus ait, nostris charitatibus ad luxum utuntur,  (2 Pet 2,13) ipsi uero nullis seruiunt, nullis exhibent charitatem, nullis benefaciunt, et, ut tales sint, uouent et seipsos astringunt, propter deum dei mandata pessundantes, uerba dei deprauantes et ad sua figmenta torquentes, et plane omnia peruertentes.	Det er derfor fordømmeligt at befinde sig i den slags liv, som du ser i kraft af sin natur kæmper imod de guddommelige bud, og ikke blot frembringer dovne mennesker, der som en slags græshopper opæder kål, bønner og alle andre levnedsmidler, eller, som Peter siger, bruger vores kærlighedsgerninger til luksus, men selv ikke tjener nogen, ikke udøver nogen kærlighed, ingen velsigner, og, og sådan er disse, aflægger løfter og indskrænker deres egne muligheder, på grund af Gud ødelægger Guds bud, nedbryder Guds ord og forvender det efter deres forestillinger og i det hele taget forvender alt.
127Atque ut aliud nihil malorum apud eos sit, ipsae execrabiles Missae eorum, quibus in sacrificia et opera bona uersis abominanda peruersitate retribuunt suis benefactoribus spiritualia, id est, faciunt eos fidere in mendacia, et secum trahunt in profundum, caeci caecorum duces,	Men for at der intet andet skal være hos dem end ondt, så er selve deres messer fordømmelige, de messer, hvormed de i hellige og gode gerninger, der er drejet rundt til fordømmelig perversitet, tilbagebetaler deres velgørere med åndelige ting, det vil sige, hvormed de får dem til at tro på løgn, og trækker dem med sig ned i dybet, idet blinde er vejledere for blinde
128-- Hae inquam Missae satis magno terrori esse deberent, ut, si quis imprudenter eorum se miscuisset uotis, mutata sententia consortium relinqueret, et ad simplicitatis Christianae puritatem rediret, cum ex omnibus praedictis certissime constet, non posse fieri pium et gratum deo uotum in hoc uitae genus, aut, si fit, erroneum est, quod alia praesumit quam inuenit, ideo necessarium sit, aut impium aut falsum uotum uoueri in monasteriis, quorum neutrum tenet apud deum.	-- disse messer, siger jeg, må vi være meget bange for, så at, hvis nogen af dem uklogt forvirres over løfterne, så må han med en forandret mening forlade foretagendet, og vende tilbage til den enfoldige kristne renhed, eftersom det af det, der er sagt i det foregående, står ganske fast, at et fromt og for Gud nåderigt løfte ikke kan virkeliggøres i den livsform, eller hvis det sker, er det en vildfarelse, fordi han søger noget andet, end hvad han finder, og derfor må det nødvendigvis være sådan, at han aflægger enten et ufromt eller et falsk løfte i klostrene, og ingen af delene er der hold i overfor Gud.
129Quare liberum semper manet, imo necessarium, mutare et reuocare hoc uotum et redire ad libertatem Christianam et mandata diuina. Haec de quarto loco dicta sint, pergamus ad alia.	Eftersom det altid skal være frit, er han nødt til at forandre og tilbagekalde dette løfte og vende tilbage til den kristne frihed og de guddommelige bud. Så meget om fjerde del, lad os gå videre til noget andet.
Videre til "Om munkeløfterne" 5!

Noter:

Note 1: Luther er vistnok lidt ude at svømme her. Godt nok er Vulgata-versionen af historien anderledes end vor nuværende bibel, i hvert fald er opdelingen af kapitlerne det. Men det fremgår ikke særlig tydeligt, at der er tale om, at nogle af Koras sønner undslap jordens gab og blev taget til nåde, hvilket ikke desto mindre forudsættes både her (V4,32 og i V4,47).