Luthers "Om munkeløfterne" 3

De votis monasticis.

III. Vota adversari libertati Euangelicae, WA 8,605 til 617

1(W605) III. VOTA ADVERSARI LIBERtati Euangelicae.	3. Løfterne er imod evangeliets frihed.
2HACTENVS uisum est, ut monastice nostra aduersaria sit tam uerbo dei, quam fidei Christianae.	Indtil nu har du set, at vort munkevæsen er imod både Guds ord og den kristne tro.
3Et quamuis abunde ex his duobus locis damnata et reprobata sit, omnibusque inuisa merito reddita, - Nam quod deo et uerbo eius aduersarium esse inuenitur, facile simul colligitur, nulli rerum non aduersarium esse, nec sibi ipsi conuenire, - tamen hoc ipsum latius tentabimus ostendere iis, qui per sese inuenire nequeunt.	Og hvormeget det end til overflod ud fra disse to ting er fordømmeligt og forargeligt, og der for alle ting er aflagt fuldgyldigt regnskab -- for det, der befindes at være imod Gud og hans ord, om det kan man let forstå, at ingen af de ting ikke er imod sig selv eller hænger sammen med sig selv -- så vil vi dog tage os for at påvise dette noget bredere for dem, som ikke formår at fatte det af sig selv.
4Et iam tertio probabimus eam repugnare fructui uerbi et fidei, nempe Christianae et Euangelicae libertati, quam uiolasse et non illabatam custodisse non minus impium est, quam fidem negasse et apostatasse, ut ex Paulo ad Galatas docemur.	Så vil vi da for det tredie påvise, at munkevæsenet er imod ordets og troens frugt, nemlig den kristne og evangeliske frihed, og at det ikke er mindre ufromt at gøre vold på den og ikke vogte den uskadt, end at nægte troen og falde fra den, som vi bliver belært om det af Paulus' brev til galaterne.
5Repetimus itaque, quod dictum est, ac principii fidelis loco ponamus, Deo placere non posse uotum, sed nec uotum apud eum censeri, nisi sit germane Christianum et pium.	Vi vil derfor gentage, hvad allerede er sagt, og som troens begyndelsesgrunde fastslå, at løftet ikke kan behage Gud, men at det er hverken sådan, at det regnes for noget hos ham, eller at det er rigtig kristent eller fromt.
6Neque enim potest agnoscere, quod aduersus Christianam pietatem agitur, non magis certe quam seipsum negare potest, qui pietatem Christianam primo et summo praecepto mandauit.	Man kan nemlig ikke være uvidende om, at hvis man nægter, hvad der fremføres mod den kristne fromhed, så nægter man Gud selv, han, der jo har befalet den kristne fromhed som det første og højeste bud.
7Votum autem Christianum et pium non est, nisi quod illesa fide uouetur. Illesa fides tunc est, quando uotum pro re libera et non necessaria ad iustitiam et salutem habetur, quas certum est nullis legibus, nullis operibus, sed sola fide in Christo obtineri, ut haec omnia satis firmiter probauimus et euidenter demonstrauimus.	Men løftet er ikke kristent eller fromt, med mindre det fremsættes ud af en uskadt tro. Men en uskadt tro har man, når man holder løftet for en fri og ikke en nødvendig ting til retfærdighed og frelse, hvilket ganske sikkert ikke kan opnås ved nogensomhelst love eller ved nogensomhelst gerninger, men alene ved tro på Kristus, sådan som vi allerede tilstrækkelig tydeligt har bevist og klart har påvist.
8Ante omnia enim opera iustitiam et salutem adesse oportet, iustitiam uero et salutem non quamlibet, sed dei, id est, aeternam quae manet in seculum seculi, quam solus deus dat et operatur in nobis; atque hoc ipso, cum sit opus solius dei in nobis, operibus nostris impediri potest, parari non potest.	Forud for alle gerninger bør nemlig retfærdigheden og frelsen være til stede, ikke en hvilkensomhelst retfærdighed og frelse, men Guds retfærdighed og frelse, det vil sige: den evige retfærdighed og frelse, som forbliver i evighedernes evigheder, den, som alene Gud giver og virker i os; og af selvsamme grund, eftersom der alene er tale om Guds gerning i os, kan det hindres ved vore gerninger, eller det kan ikke forberedes ved dem.
9Dicit enim Iohan. vi: Hoc est opus dei, ut credatis in eum, quem misit ille. (Joh 6,29) Et infra: Nemo uenit ad me, nisi pater, qui misit me, traxerit ilium. Et iterum: Est scriptum in prophetis: Et erunt omnes docibiles dei. Omnis, qui audiuit a patre meo et didicit, uenit ad me.  (Joh 6,44f).	I Johs 6,29 siger Jesus nemlig: "Dette er Guds gerning, at I tror på ham, som han har sendt". Og senere: "Ingen kommer til mig, medmindre faderen, som sendte mig, drager ham". Og igen: "Der står skrevet hos profeterne: Og de skal alle være oplært af Gud. Alle, som har hørt af min fader og lært af ham, kommer til mig".
10Et iterum: Propterea dixi uobis: Nemo potest uenire ad me, nisi fuerit ei datum a patre meo. (Joh 6,65) Hoc et ad Petrum dicit Matth. xvi: Beatus es, Simon bar Iona, quia caro et sanguis non reuelauit tibi, sed pater meus, qui est in coelis. (Matt 16,17) Et Paulus fidem uocat donum dei, quod non sit ex nobis. (Ef 2,8)	Og igen: "Derfor sagde jeg jer: Ingen kan komme til mig, hvis ikke det gives ham af min fader". (Joh 6,65) Dette siger han også til Peter Matt 16,17: "Salig er du, Simon Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader, som er i himlen". Og Paulus kalder troen Guds gave, fordi den ikke stammer fra os.
11Maior ergo est res ista iustitia dei et salus dei, nempe opus solius maiestatis, quam ut nostris uiribus parari possit. Quod ergo nostris uiribus paratur, uerius iniquitas quam iusticia, uerius perditio quam salus est, sicut dicit Oseae xiii: Perditio tua, Israel, Ex me tantum salus tua. (Hos 13,9).	Altså er denne retfærdighed og frelse fra Gud en så stor ting, det er nemlig majestætens værk alene, at det ikke kan forberedes gennem vore kræfter. Hvad der kan forberedes gennem vore kræfter, kan mere sandt kaldes overtrædelse end retfærdighed, fortabelse end frelse, sådan som Hoseas siger det, kap. 13,9: "Fortabelsen er din, Israel, men fra mig kommer din frelse".
12Quare et uota illa, opinione iustitiae et salutis parandae praesumpta, iniquitates et perditiones sunt aduersariae iustitiae et salutis dei, quarum opus et officium sibi arrogant.	Derfor er også disse løfter, aflagt i den formening, at man kan forberede retfærdigheden og frelsen, overtrædelse og fortabelse imod Guds retfærdighed og frelse, han, hvis værk og embede de overlegent hæver sig over.
13QVID LIBERTAS CHRISTIANA.	Hvad er den kristne frihed?
14Cum igitur ex his certissimum sit, apud deum non acceptari uotum, nisi tale, quod ad iustitiam et salutem non necessarium aestimetur, nec ipse mandauerit ullum uoueri uotum, plane sequitur, liberum esse eiusmodi uotum et omitti posse.	Eftersom det da af disse ting er ganske sikkert, at løftet ikke kan godkendes hos Gud, og eftersom det ikke kan godkendes, fordi det ikke anses for nødvendigt til retfærdighed og frelse, og fordi han ikke selv har befalet at aflægge nogetsomhelst løfte, så følger det ligefremt, at den slags løfter er fri og kan brydes.
15Pugnant enim duo haec euidenter: Non esse necessarium ad justitiam et salutem, et non posse omitti sine periculo iustitiae et salutis.	Disse to ting kæmper nemlig soleklart mod hinanden: 'De er ikke nødvendige til retfærdighed og frelse', og 'De kan ikke undlades uden fare for retfærdigheden og frelsen'.
16Si non potest omitti, necessarium est; Si necessariurn non est, potest omitti, ut forma pii et Christiani uoti uideatur esse coram deo haec: Voueo tibi hoc uitae genus, quod natura sua non est necessarium, nec fieri potest necessarium ad iustitiam.' nisi enim sic sonuerit, pium uotum esse non poterit, ut satis ex dictis patet.	Hvis ikke de kan undlades, så er de nødvendige; hvis de ikke er nødvendige, kan de undlades, så at altså den fromme og kristne form for løftet overfor Gud synes at være følgende: 'Jeg lover dig den slags liv, som ifølge sin natur ikke er nødvendig, eller kan blive nødvendig til retfærdighed'. Hvis det nemlig ikke lyder sådan, kan det ikke være et fromt løfte, som det tilstrækkeligt fremgår af det sagte.
17Quid autem deus hic respondebit? Nonne dicet: 'quid ergo stulte uoues? Non habes uota, quae mihi reddas satis multa?'	Men hvad mon Gud vil sige til det? Mon ikke han vil sige: 'Hvorfor lover du noget pjat? Har du ikke nok løfter, du kan overholde for mig?'
18 Sed hic obiicitur fortiter: Opera legis diuinae in decalogo mandata, ut castitas, mititas, largitas, obedientia parentum, non justificant, nec sunt necessaria ad iustitiam et salutem, cum Paulus dicat: ex operibus legis non justificatur omnis caro, (Rom 3,20) tamen necessaria sunt, dicente Christo Matth. xvi: Si uis ingredi ad uitam, serua mandata. (Matt 19,17).	Dog, her vil man straks indvende: Den guddommelige lovs gerninger, givet i de ti bud, såsom kyskhed, mildhed, godgørenhed, lydighed mod forældrene, retfærdiggør ikke, ejheller er de nødvendige til retfærdighed og frelse, som Paulus siger: "af lovgerninger bliver intet kød retfærdiggjort". Nej, men de er dog nødvendige, sådan som Kristus siger Matt 16: "Hvis du vil indgå til livet, så hold budene".
19Neque enim possunt omitti, etiam praesente fide, quae sola iustificat, cum sint fructus fidei justificantis.	De kan nemlig ikke undlades, også når den tro er til stede, der alene retfærdiggør, fordi de er den retfærdiggørende tros frugter.
20Fides enim sine operibus rnortua est, et nihil ualet .i. Corin. xiii. (1 Kor 13,2). Et Petrus in fide uirtutem requirit. Et Galatis fidem operosam per dilectionem praescribit. (Gal 5,6). Sic de uoto dici potest et operibus suis, quae, cum post uotum iam sint praecepti, necessaria sunt, tanquam fructus iustitiae, etsi non necessaria ad ipsam iustitiam, quae solius fidei est.	Tro uden gerninger er nemlig død og er intet værd, . Og Peter siger, at de til troen skal føje dyd. (2 Pet 1,5) Og overfor galaterne foreskriver Paulus en tro virksom i kærlighed.  Sådan kan der tales om løftet og dets gerninger, som er nødvendige, fordi de efter løftet er bud, som retfærdighedens frugter, skønt de ikke er nødvendige for at opnå retfærdigheden selv, hvilket alene er troens embede.
21Neque enim libertas Euangelica est, posse omittere mandata dei. Mandatum autem dei est: Vouete et reddite. Per fidem enim legem non destruimus, sed statuimus, ait Paulus Roma. iii. (Rom 3,31)	For den evangeliske frihed betyder ikke, at man kan undlade Guds bud. Og Guds bud er: Hvad du har lovet, skal du holde. Ved troen afskaffer vi nemlig ikke loven, vi stadfæster den, siger Paulus Rom 3,31.
22Haec quaestio mouetur, ut uideamus naturam libertatis Christianae. Est itaque libertas Christiana seu Euangelica libertas conscientiae, qua soluitur conscientia ab operibus, non ut nulla fiant, sed ut in nulla confidat.	Og nu er vi nødt til at se nøjere på den kristne friheds natur. Den kristne frihed eller den evangeliske frihed er da en samvittighedsfrihed, som løser samvittigheden fra gerningerne, ikke sådan at de ikke skal gøres, men sådan at den ikke sætter sin lid til dem.
23Conscientia enim non est uirtus operandi sed uirtus iudicandi, quae iudicat de operibus. Opus eius proprium est (ut Paulus Roma. ii. dicit) (Rom 2,15) accusare uel excusare, reum uel absolutum, pauidum uel securum constituere.	Samvittigheden er nemlig ikke en kraft til handle, men en kraft til at bedømme, og dermed dømmer den om gerningerne. Dens særlige gerning, som Paulus siger Rom 2,15, er at anklage og forsvare, at gøre skyldig eller frikende, at gøre bævende eller sikker.
24Quare officium eius est, non facere, sed de factis et faciendis dictare, quae uel ream uel saluam faciant coram deo. Hanc igitur Christus liberauit ab operibus, dum per Euangelium eam docet nullis operibus fidere, sed in solius sua misericordia praesumere.	Derfor er dens opgave ikke at handle, men at udtale sig om det, der er gjort eller skal gøres, om det gør skyldig eller frelst overfor Gud. Men Kristus har nu befriet samvittigheden fra gerningerne, da han gennem evangeliet befalede den ikke at sætte sin lid til nogen gerning, men alene at nyde hans retfærdighed.
25Atque ita heret fidelis conscientia in solis operibus (W607) Christi absolutissime, et est columba illa in foraminibus petrae et in cauernis maceriae, (Højs 2,14) (note 1) sciens certissime se non posse securam et quietam esse nisi in solo Christo, in omnibus uero operibus propriis non posse nisi ream et pauidam damnatamque manere. Sic ergo discernit et iudicat inter opera Christi et sua.	Og sådan knytter den troendes samvittighed sig på det stærkeste til Kristi gerninger alene, og den er den due, der er i klippens kløft, og i murens hule, idet den ganske sikkert véd, at den ikke kan være sikker og rolig andetsteds end alene i Kristus, men i alle sine egne gerninger kan den kun være og forblive skyldig og bævende og fordømt. Således skelner og dømmer den mellem Kristi gerninger og sine egne.
26 Christi opera apprehendit et dictat in hunc modum: per haec ego iustificabor, et seruabor et liberabor ab omnibus peccatis et malis, de quo non dubito, quia in hoc ipsum sunt per eum facta, et in baptismo super me effusa, sine his non est salus, non est pax ossibus meis, (Sl 38,4) non est satisfactio peccatorum. Sua uero opera mala uidet et damnat, sed in Christi operibus uincit et contemnit, ne sese mordere possint.	Kristi gerninger forstår den og taler om på følgende måde: Gennem dem bliver jeg retfærdiggjort, og jeg bliver frelst og bliver befriet fra alle synder og onde ting, og om det tvivler jeg ikke, fordi dette er gjort gennem ham, og udgydt over mig i dåben, og uden disse ting er der ingen frelse, ejheller er der fred for mine ben, eller bod for synder. Men sine egne onde gerninger ser den og fordømmer den, men i Kristi gerninger sejrer den over dem og agter dem ringe, så at de ikke kan gøre den skade.
27Potentiora sunt opera Christi ad nos liberandos et pacificandos, quam nostra sunt ad captiuandos et terrendos, si tamen hoc credideris.	Kristi gerninger er nemlig stærkere til at befri os og give os fred, end vore er til at tage os til fange og gøre os skrækslagne, om du dog blot ville tro det.
28Opera uero sua bona apprehendit et dictat ea facienda gratis, ad commodum solum proximi et ad exercendum corpus, nequaquam ad iustitiam, pacem, satisfactionem peccatorum, et remissionem parandas.	Men samvittighedens egne gode gerninger forstår den og omtaler den som nogen, der er gjort uden at ville have fortjeneste af dem, til næstens gavn og til kroppens indøvelse, på ingen måde til retfærdighed, fred, bod eller tilgivelse for synderne.
29Quia haec non nisi in Christi operibus quaerit et inuenit fide constanti, sicut uidet Christum fecisse sua opera gratis, ad commodum nostrum et pro usu corporis sui ad uoluntatem dei.	For disse ting søger den kun i Kristi gerninger og finder det der med en stadig tro, sådan som den ser, at Kristus har gjort sine gerninger uden tanke på fortjeneste, til vort gavn og til kroppens brug efter Guds vilje.
30        Hanc igitur scientiam libertatis et sanitatem conscientiae petunt omnes insidiae humanarum et impiarum doctrinarum. Hic serpentis astutia simplicitatem, quae in Christo est, quaerit corrumpere. Hic uides, quam impiae sint leges de satisfactionibus, quibus docemur per opera nostra delere peccata.	Derfor stræber alle blot menneskelige og ufromme læresætninger efter at lægge snarer for denne viden om friheden og denne sunde samvittighed. Den ligefremhed, som er i Kristus, søger slangens list at ødelægge. Her ser du, hvor ufromme lovene om satisfaktion er, hvorved vi får at vide, at synden kan fjernes gennem vore gerninger.
31Rictus rapacium luporum sunt, qui conscientias a Christo diuellunt et laceratas in opera propria dispergunt miserrime, semper discentes, semper operantes, et tamen ad ueritatem et pacem nunquam peruenientes.	Dette er de glubende ulves gab, som vil have samvittighederne bort fra Kristus og slynger dem bort, elendigt sønderslidte af deres egne gerninger, idet de hele tiden lærer, hele tiden arbejder, og dog aldrig når frem til sandheden og freden.
32 Hos lupos Paulus Act. xx. graues uocat, qui intraturi erant non parcentes gregi, loquentes peruersa, ut trahant discipulos post se. (Apg 20,29) Quid est discipulos post se trahere, nisi a Christo auellere?	Disse ulve kalder Paulus Apg 20,29 glubske, de vil trænge ind i hjorden, og ikke skåne den, de vil føre pervers tale, så de drager disciplene med sig. Hvad er det at drage disciplene med sig andet end at drage bort fra Kristus?
33Hoc fit, dum conscientiae docentur operibus suis sese sanare, peccata delere, et gratiam mereri, cum hoc in solis Christi operibus per fidem quaerendum sit.	Dette sker, når samvittighederne oplæres til ved sine egne gerninger at opnå helbredelse, at udslette synden og at fortjene sig nåden, alt det, der alene skal søges i Kristi gerninger gennem troen.

34Hic uides damnatum esse et Christo aduersarium uniuersum ius canonicum et regnum Papae, quod nihil aliud facit, quam quod conscientias illaqueat operibus propriis, et a Christo diuellit, extincta tam libertate quam libertatis doctrina et scientia.	Her ser du, hvordan hele den kanoniske ret og Pavens herredømme er fordømmeligt og imod Kristus, fordi de intet andet gør, end besnære samvittighederne med deres egne gerninger, og drage bort fra Kristus, og så er såvel friheden som læren og erkendelsen af friheden udslukt.
35Maxime uero hic damnatur impura illa et obscena meretrix Parrhisiensis scholae, quae determinauit Aristotelis dogmata in moralibus non dissentire Christi dogmatis, cum ille aliud non doceat quam per opera acquiri uirtutes, dicens: Faciendo temperata efficimur temperati, quod Christiana conscientia ceu sentinam inferni execratur et dicit: (W608) Credendo in Christum temperatum efficiar et ego temperata, illius temperantia et mea est, donum est enim illius, non opus meum.	Men her må man mest fordømme den urene og obskøne mær til den parisiske skole, som har besluttet, at Aristoteles' dogmer ikke skal vige for Kristi dogmer i morallæren, og han lærer intet andet, end at dyden opnås gennem gerninger, idet han siger: Når vi handler på mådeholden måde, gør vi os selv mådeholdne; hvilket den kristne samvittighed udtværer som en helvedes mudderpøl og siger: Ved at tro på Kristus handler jeg mådeholdent, og jeg bliver mådeholden, hans mådeholdenhed er også min, det er hans gave, ikke mit værk.
36Summa, omnium scholarum Theologiam, tam speculatiuam quam practicam, hic damnatam uides, non enim docent Christum, sed prudentiam humanam, quae dictamine suo paret etiam fidem, quam uocant acquisitam.	I det hele taget, her ser du, at alle skolernes teologi, såvel den spekulative, som den praktiske, bliver fordømt, de lærer nemlig ikke Kristus, men den menneskelige klogskab, og med dette deres diktat rammer de også troen, som de kalder erhvervet.
37Ve Sodomis istis et Gomorris perditis et abominandis! simul hic uides, et cur opera legis diuinae seu iustitiam legis damnet Paulus, et cur iustitiam suam pharisaicam, quam Col. ii.  (Fil 3,5ff) gloriatur sine querela fuisse, pro stercore et detrimento ducat.	Ve dette fortabte Sodoma og dette gudsbespottelige Gomorra! På én gang ser du her, både hvorfor Paulus fordømmer den guddommelige lovs gerninger eller lovens retfærdighed, og hvorfor han regner sin farisæiske retfærdighed, som han Kol 2 siger var uden lyde, for møg og tab.
38Scilicet quod aduersatur iustitiae, quae ex Christo et in Christo est. Auellit enim conscientiam et non sinit in Christi iustitia haerere, sed tenet praesumentem in sua propria iustitia et operibus a se factis.	Nemlig fordi den står imod den retfærdighed, som er af Kristus og i Kristus. Han vil nemlig ikke, at samvittigheden skal ophøre med at holde sig til Kristi retfærdighed, men den bliver alligevel ved med at holde sig til sin egen retfærdighed og sine egne gerninger.
39Sicut dicit Roma. ix: Gentes, quae non sectabantur iustitiam, apprehenderunt iustitiam, iustitiam autem, quae est ex fide. Israel uero sectando legem iustitiae in legem iustitiae non peruenit. Quare? Quia non ex fide, sed quasi ex operibus. (Rom 9,30f)	Således siger han Rom 9,30: "Hedningerne, som ikke søgte retfærdighed, fandt retfærdighed, men det en retfærdighed, som er af tro. Israel som søgte lovens retfærdighed, trængte ikke igennem til en retfærdighedens lov. Hvorfor? Fordi de søgte den ikke gennem tro, men som om den kunne fås ved gerninger".
40 Intelligis nunc tandem, cur toties dixerim, nec uota nec opera nostra necessaria esse ad iustitiam et salutem? Hoc enim de Christi solius operibus in baptismo super nos effusis et donatis pia conscientia dictat, et sic libera est ab omnibus operibus, non quidem faciendis, sed accusantibus et defendentibus.	Forstår du så i det mindste nu, hvorfor jeg hele tiden har sagt, at hverken løfterne eller vore gerninger er nødvendige til retfærdighed og frelse? Dette fås nemlig alene ved Kristi gerninger, der i dåben er udgydt over os og givet os og meddelt en from samvittighed, og således er den fri fra alle gerninger, ikke fra at gøre dem, men fra at anklage og forsvare sig over dem.
41Credentis enim in Christum nulla sunt tam mala opera, quae eum possint accusare et damnare, rursum nulla tam bona, quae possint eum defendere et saluare, sed omnia nostra nos accusant et damnant, solius autem Christi nos defendunt et saluant.	For dem nemlig, der tror på Kristus, kan der ikke være så onde gerninger, at de kan anklage og fordømme dem, og omvendt kan der for dem ikke være nogen gerninger så gode, at de kan forsvare og frelse dem, men alt vort anklager og fordømmer os, alene Kristi gerninger forsvarer og frelser os.
42Tu ipse nunc uide, quomodo opera decalogi sint omittenda et facienda, quae sunt castitas, obedientia, mititas, largitas, et similia. Omittenda non sunt, sed facienda (ut sic dicam) secundum substantiam, sed non secundum conscientiam, hoc est, non ut defendentia et iustificantia.	Du ser nu selv, hvordan de ti buds gerninger skal undlades og hvordan de skal gøres, de, som er kyskhed, lydighed, mildhed, godgørenhed, og den slags. De skal ikke undlades, men gøres (at jeg skal sige det sådan) efter deres indhold, men ikke efter samvittigheden, dvs, ikke til forsvar eller til retfærdiggørelse.
43Hoc enim esset conscientiam corrumpere et a Christo sponso suo abstrahere, cum quo est una caro, communicans omnibus bonis illius. sed libere et gratis facienda sunt ad usum et commodum proximi, sicut Christi opera nobis facta sunt libere et gratis.	Noget sådant ville nemlig være at ødelægge samvittigheden og trækker sig tilbage fra Kristus sin brud, med hvem den er ét kød, så den deler alle hans goder. Men de skal gøres frit og uden tanke om fortjeneste til næstens gavn og brug, sådan som Kristus har gjort sine gerninger overfor os, frit og uden tanke om fortjeneste.
44Verum tunc amplius non sunt opera legis, sed Christi in nobis per fidem operantis et uiuentis per omnia, ideo non possunt magis omitti quam ipsa fides, nec sunt minus necessaria quam fides.	Men da er de ikke længer lovgerninger, men de er Kristi gerninger, som han fremkalder i os og opvækker i os gennem alle ting, altså kan de ikke mere undlades end troen selv kan undlades, eller de er ikke mindre nødvendige end troen.
45Caeterum opera, quae uere sunt opera legis, ficta et falsa sunt. Extra Christum enim nemo est ex corde mitis, castus, largus, obediens, pius, adorans etc. Facit enim non libera conscientia, sed amore commodi aut gloriae, uel timore poenae.	De øvrige gerninger, omend de nok så meget er lovens gerninger, er påtagne og falske. Udenfor Kristus er der nemlig ingen, der af hjertet er mild, kysk, godgørende, lydig, from, tilbedende osv. Her handler nemlig ikke en fri samvittighed, men kærlighed til jordiske goder eller til ære eller frygt for straf.
46Et cum simulata sanctitas sit duplex iniquitas, manifestum est, opera eiusmodi esse non modo non necessaria, sed omittenda quoque et fugienda.	Og eftersom en foregiven hellighed er en dobbelt overtrædelse, så står det fast, at den slags gerninger ikke blot ikke er nødvendige, men bør undlades, ja skyes.
47At hic dices forte: Num scortandum, occidendum, rapiendum, mentiendum, rebellandum, idolatrandum docet Christiana tua libertas? Stulte, quasi (W609) uero te iubeam maius malum facere, quando minus malum omittendum doceo.	Men så vil du straks sige: Mon virkelig din kristne frihed lærer at bedrive hor, at slå ihjel, at røve, at gøre oprør, at dyrke afguder? Åh, din tåbe, som om jeg befalede dig at gøre et større onde, når jeg dog lærer dig at undgå et mindre onde.
48Dico non irascendum, et tu ibis ad occidendum, ne solum irascaris? Volo haec opera ficta omitti, et uera fieri, ut desinas esse impie largus, fias autem pie largus.	Jeg siger, at man ikke må blive vred, og du farer videre og siger, at man ikke må slå ihjel, hvorfor bliver du ikke ved dette at blive vred? Jeg vil, at disse opdigtede gerninger skal undlades, og blive sande, så du ophører med at være godgørende på ufrom måde, og i stedet bliver godgørende på en from måde.
49Necesse est enim et opera mutari (quanquam foris simillima), ubi tu fueris intus mutatus, ut iam non tua, sed Christi opera in te fiant. Quanquam id non sit humani arbitrii definire, an peior sit impius coniunx quam scortator uel econtra. Deus est, qui intuetur cor.	Det er nemlig nødvendigt også at ændre gerningerne (selv om de udadtil ser ligedan ud) når du indvendig er blevet forandret, eftersom det nu ikke er dine, men Kristi gerninger, der sker i dig. Selv om det jo ikke er til for den menneskelige bedømmelse at finde ud af, om det er værre at være en ufrom ægtemand end en horebuk eller omvendt. Det er Gud, der kan se ind i hjertet.
50Scortator abutitur carne ad uoluptatem illicitam. Impius coniunx abutitur carne ad gloriam illicitam.	Horebukken misbruger kødet til at opnå en utilladelig lyst. Den ufromme ægtemand misbruger kødet til en utilladelig ære.
51 Ideo nostrum calculum hic iubemus quiescere. Videmus in Euangelio, publicanos propiores esse Christo quam pharisaeos, ut si humano iudicio peiores sint, certe foeliciores commendat Euangelium, ut tutius appareat esse lapsum manifesto, quam impie stetisse in occulto. sed non ideo labi consulimus illis. Deo commendamus sua iudicia occulta et metuenda.	Derfor skal vi befale vore udregninger at tie stille. Vi ser i evangeliet, at tolderne var mere værd for Kristus end farisæerne, og selv om de var dårligere efter den menneskelige målestok, så anbefaler evangeliet dem som saligere, så at det ser ud til, at den, der er faldet i det åbenlyse, er mere sikker, end den ufromme, der har stået fast i det skjulte. Men det er ikke derfor, vi svage rådfører os med dem. For Gud anbefaler vi os til hans skjulte og frygtelige dom.
52       Ex quibus sequitur, ad doctrinas hominum etiam pertinere, quando diuina lex docetur et seruatur per opera. Lex enim spiritualis est, in hoc data, ut humiliet et Christum quaerere cogat.	Af dette følger, at man også retter sig efter menneskelige overbevisninger, når man regner med og tjener den guddommelige lov gennem gerninger. Loven er nemlig åndelig, givet af den grund, at den skal ydmyge og tvinge til at søge Kristus.
53Officium legis est, non exigere nostra opera, sed ostendere peccatum et impossibilitatem nostram. Per legem enim cognitio peccati. Vt ergo opera legis omittenda sunt, ita et legis doctrina omittenda est.	Lovens opgave er, ikke at opildne vore gerninger, men at påvise synden og vor manglende evne. Gennem loven får man nemlig erkendelse af synden. Ligesom altså lovens gerninger kan undlades, således kan også læren om loven undlades.
54Hic iterum dices: ergo sine lege uiuemus liberi? Hoc quoque iterum stultum est, quasi te doceam minus scire, quando iubeo plura scire, quanquam et hic Paulus Ro. ii. et. iii. audeat et Iudaeos scientes et gentes ignorantes pares facere, nihil discernens inter eos, qui sine lege et qui in lege sunt.	Her vil du igen sige: Altså lever vi frit uden loven? Men dette er atter tåbeligt, som om jeg lærer dig at vide mindre, når jeg dog befaler dig at vide mere, sådan som også Paulus vover det og i Rom 2 og 3 stiller de vidende jøder og de uvidende hedninger lige, idet han ikke gør noget skel mellem dem, der er uden lov, og dem, der er under loven.
55Sed ueniamus nunc ad uota quoque et opera eorum, et sicut in obiectione ea comparauimus operibus legis diuinae, cum iam esse de praecepto uideantur, dicente: uouete et reddite, Ita in responsione comparemus eisdem.	Men vi kommer nu til løfterne og deres gerninger, og ligesom vi i indvendingen har sammenlignet den guddommelige lovs gerninger, som nu synes at komme fra buddet, der siger: hvad du har lovet, skal du holde, således sammenligner vi dem også i vort svar.
56Opera legis audiuimus dupliciter fieri, Aliquando per nos, ut nostra, Aliquando per Christum in nobis, ut Christi, cuius sunt donum.	Vi har hørt, at lovens gerninger sker på dobbelt måde, på den ene side gennem os, så det er vore gerninger, på den anden side i os ved Kristus, så det er Kristi gerninger, han, hvis gave de er.
57Iam ut demus et uota esse sub praecepto (de quo post uidebimus), aeque dupliciter ea fieri necesse est. Aliquando per nos ut nostra: tunc sine dubio omittenda sunt et damnanda, ut quae a Christo auellunt conscientiam piam et in opera laceratam disperguat.	Og da nu vi mangler at vise, at også løfterne er under budet (om hvilket vi senere skal se), så må nødvendigvis også de ske på en dobbelt måde. På den ene side gennem os, så de er vore gerninger: da bør de uden tvivl undlades og er fordømmelige, eftersom de drager den fromme samvittighed bort fra Kristus og udtværer den sønderknust i gerninger.
58Docent enim iustitiam et peccatorum remissionem extra Christum operari. Nihil ibi est, nisi iustitia illa, quam Paulus iubet pro stercore et detrimento habere. (Fil 3,8)	De lærer nemlig, at man kan opnå retfærdighed og syndernes forladelse udenom Kristus. Men her er der intet, andet end den retfærdighed, som Paulus befaler at man skal regne for skarn og tab.
59Neque est in manu nostra definire, melior ne sit uoti obseruator an uiolator, sicut superius de operibus legis exemplum dedimus. Aliquando fiunt per Christum in nobis spiritu libertatis, dum uouentur et semantur gratis, ut nec peccatis per ea satisfiat, nec iustitia nec salus quaeratur.	Ejheller ligger det i vores hånd at fastslå, om det er bedre at overholde end at overtræde løftet, sådan som vi ovenfor har givet eksempler på om lovens gerninger. Når blot de sker gennem Kristus i os ved frihedens ånd, idet de loves og udføres uden tanke for fortjeneste, så at man hverken vil gøre fyldest for synderne med dem, eller søge retfærdighed eller frelse.
60Potest enim Christianus omnes omnium hominum leges, ritus, mores obseruare et sese eis accommodare, modo non sint aduersus diuina mandata, nec in eis fiduciam conscientiae ponat.	Enhver kristen kan nemlig overholde alle menneskelige love, riter, skikke, og rette sig ind efter dem, blot de ikke er imod de guddommelige bud, eller han sætter sin samvittigheds tillid til dem.
61Conscientia enim (W610) Christo et Christus conscientiae, secreta huius sponsi et sponsae cubilia nemo tentet. Siue enim cum Turcis abstineas a uino siue cum Christianis bibas uinum, nihil refert, modo libera conscientia biberis.	Samvittigheden hører nemlig Kristus til, og Kristus hører samvittigheden til, ingen kan udforske det hemmelige skjul for denne brudgom og hans brud. Hvadenten du nemlig som tyrkerne afholder dig fra vin, eller du som de kristne drikker vin, det betyder intet, blot du drikker med en fri samvittighed.
62Sic Paulus sese accommodabat gentibus et Iudaeis liberrima conscientia: cum his abstinebat et circuncidebat, cum illis edebat et non circuncidebat.	Således rettede Paulus sig ind efter hedninger og jøder med en fri samvittighed: sammen med hine var han afholdende og godkendte omskærelsen, sammen med disse drak han og godkendte ikke omskærelsen.
63Ita si uoueas religionem, ut cum hominibus eiusmodi uiuas, ea conscientia, ut nihil hinc commodi uel incommodi petas apud deum, sed quod uel casus hoc uitae genus obtulerit amplectendum, uel ita uisum tibi sit uiuere, nihilo te meliorem hinc arbitratus eo, qui uel uxorem duxerit, uel agriculturam apprehenderit, neque male uoues neque male uiuis, quantum ad uoti rationem attinet.	Derfor, hvis du aflægger klosterløfte, så du lever sammen med mennesker på den måde, ud af den samvittighed, at du her intet søger af passende eller upassende hos Gud, men lever enten som du har lejlighed til at fuldføre den slags liv, eller som det synes dig, så at du her ikke mener, du er bedre end enten den, som tager sig en hustru eller den, som tager sig på at være landmand, så aflægger du hverken dårlige løfter eller lever dårligt, efter hvad der har med løftets betydning at gøre.
64Nam quo casu charitas exigat cedere uotum, non sine peccato in uoto pertinax fueris, ut dicemus.	For i det tilfælde, at kærligheden uddriver løftet, så det ophører, kan du ikke uden synd forblive stædigt i løftet, som vi har sagt.
65Verum impossibile est hac conscientia uoueri, nisi ab iis, qui mirabiliter spiritu Christi intus ducuntur et seruantur, hoc est, ab electis. Caeterum ipsa ratio uouendi et in uotis uiuendi ex diametro pugnat cum hac conscientia, cum in hoc ipsum et repertum sit et iactetur institutum uouendi, ut conscientiam illaqueet et seruitute legali captiuet.	Men det er umuligt at aflægge løfte med denne samvittighed, undtagen for dem, som på mirakuløs vis føres og tjenes af Kristi ånd indvendig, dvs for de udvalgte. For de øvrige vil selve meningen med at aflægge løfte og leve i løfterne kæmpe stik imod denne samvittighed, eftersom traditionen med at aflægge løfter har sit ophav i selve dette og roser sig af det, så at det hilder samvittigheden og tager den til fange ind under trælletjeneste for loven.
66Quis enim religiosorum sese coniugi aut agricolae aut cerdoni aequare patiatur apud deum? Nonne ideo uouent, ut singulari prae caeteris obsequio seruire deo uideantur? Cur alioqui omnes alias uias uiuendi sic contemnerent et hanc solam sic suspicerent?	Hvem af munkene kan nemlig tåle at blive ligestillet med en ægtemand eller landmand eller håndværker overfor Gud? Mon ikke det er af den grund, de aflægger løfte, at de alene frem for de øvrige kommer til at se ud, som om de underdanigt tjener Gud? Hvorfor skulle de ellers foragte alle andre livsveje og alene følge denne?

67 Neque enim ipsi cum propheta dicunt: Melior est misericordia tua super uitas. (Sl 63,4) Sed: una uita melior est super alias, quod coram hominibus, sed non coram deo uerum est. Atque ut hic reuelemus cogitationes cordium: Audiant haec uirgines et coelibes, nihilo se meliores esse apud deum quam coniuges et sordidos agricolas, quid facient?	For de siger ikke med salmisten: "Din barmhjertighed er bedre end livet". Men de siger: 'En slags liv er bedre end alle de andre', hvilket er sandt overfor mennesker, men ikke overfor Gud. Og at vi her skal afsløre deres hjerters tanker: Når disse jomfruelige og cølibatære hører, at de på ingen måde er bedre hos Gud end ægtefolk og smudsige landmænd, hvad gør de så?
68 Nonne murmurabunt aduersus patremfamilias, quod pares fiant eis, qui una hora laborarunt, cum soli portarint pondus diei et aestus? (Matt 20,11f) Da quaeso uirginem et coelibem, qui sit contentus communi denario.	Mon ikke de knurrer imod den husbond, som stiller dem lige med dem, som har arbejdet én time, når de selv har båret dagens byrde og hede? Vis mig en jomfruelig eller en cølibatær, som er tilfreds med den ene denar, alle får.
69 Dicent enim: ut quid continui? cur non nupsi? cur me fraudaui? Vides cogitationes nequam cordis eorum aduersus bonitatem patrisfamilias? Primo enim personae respectum requirunt in deo, ut opera et non fidem spectet, hoc est, ut homines praeferat Christo.	De vil nemlig sige: Hvorfor skulle jeg så fortsætte? Hvorfor skulle jeg ikke gifte mig? Hvorfor har jeg bedraget mig selv? Du vil aldrig se nogle af deres hjertes tanker, der vender sig imod husbondens godhed. De søger nemlig personsanseelse hos Gud, så de ser hen til gerningerne og ikke til troen, det er: de foretrækker mennesker fremfor Kristus.
70Siquidem non curant, quam preciosa alii ex Christo acceperint, sed quam egregia ipsi prae caeteris obtulerint.	Hvis altså de ikke bliver helbredt til at modtage andres værdier ud fra Kristus, i stedet for at opnå deres egen udmærkelse fremfor de andre.
71 Deinde hoc murmure confitentur sese continuisse non gratuita et liberali, id est Christiana et pia, sed seruili et mercenaria, id est Iudaica et impia, uoluntate, ac per hoc uirginitas eorum non est uirginitas, nisi stultarum uirginum, quarum lampades extinguuntur, cum non habeant oleum in uasis suis (id est, fidem liberam in conscientia). (Matt 25,8)	Endvidere indrømmer de med denne knurren, at de fortsat ikke har en fortjenstløs og fri vilje, det vil sige en kristen og from vilje, men en trælleagtig og lønarbejdersk vilje, dvs en jødisk og ufrom vilje, og derved er deres jomfruelighed ikke nogen jomfruelighed, den er dum som de jomfruer, hvis lamper gik ud, fordi de ikke havde olie i deres kander (dvs en fri tro i samvittigheden).
72Quid igitur sunt magnificae illae bullae, quibus uirginitas, coelibatus, uotum iactatur, deinde praerogatiuae, aureolae et id genus nugae, quae praedicantur, quo alliciantur (W611) ad uirginitatem Christiani, nisi mera Satanae mendacia, quibus ad superbiam et corrumpendam conscientiae uirginitatem concitantur?	Hvad er da disse mægtige buller, hvormed løfternes jomfruelighed og cølibat lovprises, hvad er de gyldne forvarsler og andre narrestreger, som de prædiker, hvorved de vinder den kristne jomfruelighed, hvad er det andet end simpelthen Satans løgnehistorier, hvormed de jager os hen til en overmodig og samvittighedsødelæggende jomfruelighed?
73Omnium enim unus sensus est, malle nupsisse, si non contingeret impares apud deum censeri in meritis. cum ergo talis sit et ratio instituti, ut ad opera, non ad fidem uocet, quomodo potest usquam Christianum uotum reliquum esse nisi diuino miraculo seruatum?	Men meningen med alt dette er, at de hellere vil gifte sig, hvis de ikke hos Gud kan anses for ulige i fortjeneste. Altså, når det forholder sig sådan, og munkevæsenets mening er, at den ikke kalder til tro, men til gerninger, hvordan kan så nogensinde det kristne løfte være bevaret andet end ved et guddommelige mirakel?
74        Verum, ut disputatio disputationem gignit, clamabunt hic impii isti, me esse Iouinianum, et opponent mihi Hieronymum aduersus Iouinianum, uirginitatis assertorem.	Men, ligesom den ene disputation føder en ny, sådan erklærer disse ufromme, at jeg er Jovinianer, og de opstiller mod mig Hieronymus' skrifter imod Jovinian, Hieronymus, jomfruelighedens forsvarer.
75 Credent enim mihi Hieronymum non esse lectum, lectum autem illi satis (232) esse putant, iudicio inter legendum non habent opus, articulus fidei est, quicquid legerint.	De tror nemlig, at jeg ikke har læst Hieronymus, men de mener, de har læst nok i ham, de har ikke brug for min mening, mens de læser, det er en trosartikel, de læser.
76Ego plane quid Iouinianus senserit ignoro, forte non tractauit digne hoc argumentum, confidenter autem assero nec a Hieronymo digne tractatum.	Men jeg véd ærlig talt ikke, hvad Jovinian har ment, men han har bestemt ikke behandlet dette argument godt nok, og jeg er sikker på, det heller ikke er behandlet godt nok af Hieronymus.
77Virginitatem enim nudam seorsum tractat, fidei non inuoluit neque superaedificat, qua ratione docendi, cum sit humana, nullum opus, nulla uirtus potest sine pernicie aut periculo doceri.	Han behandler nemlig ofte jomfrueligheden i sig selv, inddrager ikke troen eller opbygger ikke ved troen, men med den undervisningsmetode, som er menneskelig, kan man ikke uden fordærv eller fare undervise i nogen gerning eller dyd.
78Fertur enim uir sanctus, quod nemo negare potest, impetu et feruore humano et nimio studio obsequendi amicis et imprimis suae Eustochio, magisque premit Iouinianum autoritate quam solida eruditione, id quod probat parum consideratus ardor corradendi undique testimonia scripturarum, congrua et incongrua, magno ludibrio futurus, si paris autoritatis antagonistam sortitus fuisset.	For det kan ingen nægte, at den hellige mand bæres af en menneskelig tilbøjelighed og yndest og en alfor stor lyst til at følge sine venner og især sin Eustokius, og han plager mere Jovinian med sin autoritet end med sin lærdom, hvilket viser, at iveren efter at fremskaffe skriftbeviser alle steder fra, velegnede og mindre velegnede, er lige stor og derfor en stor hån, hvis man kaster lod mellem lige store autoriteter, der bekæmper hinanden.
79Nam et eos locos, quos principes habet, in quibus cardinem uictoriae locat, torquet, ne dicam depranat.	For også de steder, som er hovedsteder, om hvilke sejrens centrum drejer sig, fordrejer han, at jeg ikke skal sige: ødelægger han.
80 Paulum enim, ubi dicit: Qui uirginem tradit bene facit, qui non tradit melius facit, (1 Kor 7,38) plane eo trahit, ut hoc bene et melius facere ad merita apud deum pertineat, et sectas in populo dei faciat, cum manifestissimum sit Paulum loqui de bono et meliori huius uitae, quod uirgo nullis implicita curis liberius uacet deo, omne meritum communi fidei relinquens.	Den Paulus, der siger: 'Den, der gifter sin jomfru bort, handler godt, den, der ikke gifter hende bort, handler bedre', drejer han derhen, at han forstår dette 'godt' og 'bedre' om fortjeneste hos Gud, og han skaber sekter i Guds folk, skønt det er ganske klart, at Paulus taler om godt og bedre i dette liv, fordi den jomfru, der ikke er besværet med nogen bekymringer, står friere overfor Gud, idet han ikke ser på alle den fælles tros fortjenester.
81 Et quis scit, si Hieronymus hac parte fuerit unus illorum, de quibus in Ezechiele dicit: Propheta cum errauerit et mendacium locutus fuerit, ego dominus, qui decepi prophetam istum? (Ez 14,9) Et iuste, cur non solis attendimus uerbis dei? Cur spiritus consilio neglecto non omnia probamus, antequam teneamus? (1 Thess 5,21)	Og hvem véd, om ikke Hieronymus for denne dels vedkommende er én af dem, om hvem Ezekiel siger: 'Men når profeten lokkes til at tale løgnetale, så er det mig, Herren, der har bedraget denne profet'?. Og retfærdigvis, hvorfor skal vi ikke lytte alene til Guds ord? Hvorfor fornægter vi åndens råd og lader være med at prøve alt, førend vi holder det for sandt?.
82Fatemur et nos, uirginitatem esse rem maximam, si res inter sese comparentur, sed simul dicimus: Si uirgo sese itidem coram deo caeteris superiorem, imo parem fecerit, Satanae uirgo est. In nouissimo loco sedere docet Euangelium et inuicem superiores arbitrari. (Luk 14,10; Fil 2,3)	Også vi indrømmer, at jomfruelighed er en stor ting, hvis sådan noget kan sammenlignes med sig selv, men samtidig siger vi: Hvis den jomfruelige på samme måde gør sig overordnet de andre overfor Gud, og ikke snarere lige med dem, så er han en Satans jomfruelig. Evangeliet lærer, at man skal sætte sig på den nederste plads og gensidigt regne hinanden for bedre.
83Sic ergo tractanda et docenda est uirginitas, ut nulla lege, nulla necessitate, nulla spe premii, sed gratuita et uoluntaria mente seruetur, ut exempli gratia uirgo sic cogitet:	Derfor skal jomfrueligheden behandles og læres således, at man tjener den uden lov, uden nødvendighed, uden håb om belønning, men af et fortjenstløst og frivilligt sind, som om, hvis vi skal komme med et eksempel, den jomfruelig tænker således:
84quanquam possim nubere, tamen placet uirginem manere, non quia praecepta, non quia consulta, non quia praeciosa et magna prae caeteris uirtutibus, (W612) sed quia sic mihi uisum est uiuere, sicut alteri uisum est nubere uel agricolari, nolo enim molestias coniugii, uolo libera esse a curis et deo uacare.	skønt jeg kunne gifte mig, vil jeg dog fortsætte med at være jomfru, ikke fordi det er påbudt, ikke fordi det er et råd, ikke fordi den dyd er værdifuldere og større end de andre dyder, men fordi jeg har besluttet at leve således, ligesom en anden har besluttet at gifte sig eller at blive landmand, jeg vil nemlig ikke have ægteskabets besværligheder, jeg vil være fri for bekymringer, fri til at tjene Gud.
85 Ecce hoc est simplicitate Christiana uirginem esse, quae non in seipsa, sed in Christo glorietur. Vnusquisque enim in dono suo debet gratis deo seruire, (1 Pet 4,10) omnes autem communi fidei uirginitate in uno Christo gloriari, ubi non est masculus neque femina, (Gal 3,28) ita nec uirgo nec coniunx, nec uidua nec coelebs, sed omnes unum in Christo.	Se, det er at være jomfru ud af kristen simpelhed, en simpelhed, som ikke roser sig af sig selv, men i Kristus. Enhver skal nemlig tjene Gud uden fortjeneste med den nådegave, han har fået, men alle skal rose sig i den ene Kristus over den fælles jomfruelighed, i den Kristus, hvor der ikke er mand eller kvinde og heller ikke jomfru eller gift, enke eller cølibatær, men hvor alle er ét i Kristus.
86Huc pertinent nobilissima prae caeteris exempla in uitis patrum, ubi Coriarius ille Alexandrinus diuino oraculo aequalis, imo melior Antonio definitur, coniunx uirgine aut coelibe, ciuis monacho, plebeius monachorum patre.	Det er, hvad de ædleste eksempler fra fædrenes levned peger hen på, det, hvor Koriarius fra Alexandria ved et guddommelige orakel får at vide, at han står lige med, ja er bedre end Antonius, den gifte bedre end jomfruen eller den cølibatære, borgeren bedre end munken, den fattige bedre end munkevæsnets fader.
87Et illud, ubi Paphnutio aequales fiunt duae maritatae mulieres et quidam auledus quondam latro etc. Quid illis exemplis deus uoluit, nisi propter sanctos istos adhuc paululum differre impias sectarum doctrinas et institutiones, quae iam tum incipiebant aduersus fidem summa specie irruere?	Og det eksempel, hvor to gifte kvinder stilles lige med Paphnutius og en hoftjener med en stratenrøver, osv. Hvad vil Gud andet med disse eksempler, end på grund af disse hellige at adsplitte sekternes ufromme læresætninger og institutioner en smule, de sekter, som allerede da var begyndt at angribe troen i højeste grad?
88Sunt igitur dona dei diuersa, et magna et parua, .i. Cor. xii. et vii., (1 Kor 12,4ff; 7,17ff) diues plura habet quam pauper, sed nemo per haec sectas introducat, et secundum dona dispartiat et merita et premia apud deum, nec sese inuicem praeferant, omnes uero gratis seruiant communi fide et Christo abundantes, qui operatur inequalia aequalis ipse in omnibus.	Guds gaver er da forskellige, både store og små, den rige har flere end den fattige, men ingen skal derigennem indføre skillelinier, og efter disse gaver uddele fortjenester og belønninger hos Gud, eller gensidigt foretrække hinanden, men alle skal uden fortjeneste tjene den fælles tro, så alle har overflod i Kristus, han, som selv på lige måde virker de forskellige ting i alle.
89 Quod si indigne tuleris te uirginem coniugi aequari, nube et tu. Melius est tibi pium et liberum coniugium, quam mercenaria et impia uirginitas. Stat sententia: opera et personas non respicit deus, sed cor et fidem. (1 Sam 16,7) Hiere. V: Domine, oculi tui fidem respiciunt. (Jer 5,3).	Og hvis du synes, det er uværdigt, at du, der er ugift, bliver stillet lige med en gift person, så kan du jo bare gifte dig. Det er bedre for dig at leve i et fromt og frit ægteskab, end i et fortjenerisk og ufromt cølibat. For det står fast: Gud ser ikke på gerninger og personer, men på hjertet og troen. Jer. 5,3: 'Herre, dine øjne ser på troen'.
90 Vides ergo ex his demonstrari: Etsi aliquod uouendi exemplum potest esse pium, uirtute miraculi, tamen ipsum institutum uouendi et ratio eam uitam docendi impietatis damnatur.	Altså ser du det af disse ting bevist: At skønt der kan fremføres enkelte eksempler på, at dette at aflægge løfter har været fromt, i kraft af et mirakel, så må dog selve institutionen at aflægge løfter og meningen med at føre et sådant liv fordømmes som ufrom.
91Sicut et lex sola litera tradita potest habere exemplum bonum, ut in Paulo, qui ea usus est sine litera, tamen ratio docendae literae legis et operum eius impia est.	Således kan loven have et godt eksempel alene i den overleverede skrift, såsom hos Paulus, som har brugt det uden skrift, men dog er meningen med at lære lovens bogstav og dens gerning ufrom.
92Ita Bernhardus uouit et uixit in uoto, sed non ex necessitate uoti, imo ex libertate spiritus, Licet uotum suum hanc libertatem non doceret, imo necessitatem libertati contrariam doceret.	Således aflagde Bernhard løfte og levede i løftet, men ikke ud fra løftets nødvendighed, men ud fra åndens frihed, han lod ikke sit løfte belære ham om denne frihed, men lærte tværtimod frihedens nødvendighed.
93 Haec sint dicta pro responsione ad obiectionem praedictam, ut sciamus, si uotum fuerit praeceptum, iuxta illud: Vouete et reddite, opera eius esse facienda in spiritu libertatis, sicut opera decalogi, non quia uota, sed quia gratuito placita et libera, quanquam, ut dixi, nulli nisi miraculo ducti sic seruent, repugnante ipsa ratione uouendi et uiuendi, qua auelluntur a libertate ista, et rapiuntur in seruitutem et necessitatem.	Lad dette være sagt som svar på den ovenfor nævnte indvending, så at vi kan vide, om løftet kan være et bud, ifølge dette: 'du skal holde, hvad du har lovet': løftets gerning er at handle i frihedens ånd, sådan som med de ti bud, ikke fordi man har lovet det, men fordi man frit og uden fortjeneste vil gøre det gudvelbehagelige, skønt, som jeg har sagt, ingen kan holde løftet på den måde, medmindre de ledes til det af et mirakel, fordi selve meningen med at aflægge løfte og leve efter det kæmper imod; derigennem skilles de fra friheden selv, og føres ind i trældom og nødvendighed.
94(W613) Sed nunc pergimus, et negamus, uotum esse aut fieri posse praeceptum, sicut nec opera legis sunt aut possunt esse praecepta.	Men nu vil vi gå videre og også nægte, at løftet er eller kan være et bud, så det altså hverken er en lovgerning eller kan være et bud.
95 Deus enim non est impietatem nolens, psal. V., (Sl 5,5) imo probamus prohibitum esse ex hac ipsa Euangelica libertate. Paulus enim Gal. i. Euangelicam libertatem asserturus dicit: sed siue nos siue angelus de coelo aliud docuerit quam quod audistis, anathema sit. (Gal 1,8)	Gud er nemlig ikke én, der vil ufromheden, ja, vi vil bevise, at det er forbudt ud fra selve den evangeliske frihed. Paulus fastslår nemlig den evangeliske frihed i Gal 1, hvor han siger: 'Men hvis enten vi eller en engel fra himlen vil lære jer noget andet end hvad I har hørt, han være forbandet'.
96 Et infra: Vos fratres in libertatem uocati estis. (Gal 5,13) Et iterum: Qui autem uos conturbat, portabit indicium suum quicunque fuerit ille. (Gal 5,10) Ex quibus uerbis habes, nihil licere ulli docere, quod sit aduersus Euangelicam libertatem.	Og senere: 'I, brødre, blev kaldet til frihed'. Og atter: 'Den, der forvirrer jer, skal få sin dom, hvem han end er'. Af disse ord kan du se, at det ikke er tilladt nogen at lære noget, som er imod den evangeliske frihed.
97Ea enim libertas diuini iuris est, quam deus sanxit, quam nec reuocabit, neque aduersus eam quicquam acceptare potest, neque homini licet eam uiolare ullo uel minimo statutulo.	Denne frihed står nemlig fast ifølge den guddommelige ret, som Gud har bekræftet, og som han ikke vil tilbagekalde, ejheller kan han gå med til noget, der er imod den, så det er ikke tilladt noget menneske at bryde den, selv ikke med den mindste regel.
98Est autem ea libertas non solum illa praedicta in spiritu et conscientia regnans, qua nullis operibus aut accusamur aut defendimur, sed etiam ea, qua sublata sunt uniuersa hominum mandata, et quicquid in externis ceremoniis seruari potest, ut sunt omnes cibi, omnes uestes, omnes personae, omnes gestus, omnia loca, omnia uasa, omnes dies, ut ea liceat obseruare, non obseruare, quam diu, ubi, quomodo, quando, quoties placuerit aut res ipsa obtulerit.	For denne frihed er ikke blot den, der er prædiket i ånden og hersker i samvittigheden, den, hvorved vi ikke anklages eller forsvares af nogen gerning, nej, det er også den, som alle menneskelige bud er underlagt, og alt, hvad man kan gøre af ydre ceremonier, såsom al mad, alle klæder, alle personer, alle gestus, alle steder, alle hellige kar, alle dage, det er det tilladt at overholde eller ikke overholde, og man skal gøre det så længe, hvor, på hvilken måde, hvor meget, og hvornår man synes det, eller det ligger i sagen selv.
99 Et omnino, quicquid non est mandati diuini, abrogatum et libertate donatum est. Dicit enim Paulus Col. ii: Si ergo mortui estis cum Christo ab elementis huius mundi, quid adhuc tanquam uiuentes mundo decretis tenemini: Ne tetigeritis, ne gustaueritis, nec contrectaueritis? quae sunt omnia in interitum ipso usu, secundum praecepta et doctrinas hominum, quae sunt rationem quidem habentia sapientiae in superstitione et humilitate, et non ad parcendum corpori, non in honore aliquo ad sacietatem carnis.  (Kol 2,20ff)	Og i det hele taget, hvad der ikke er et guddommelige bud, det er ophævet og overgivet til friheden. Paulus siger nemlig Kol. 2,20ff: 'Hvis I med Kristus er døde bort fra denne verdens magter, hvorfor vil I da overholde dekreter, som om I levede for verden: tag ikke, smag ikke, rør ikke? hvilket altsammen er til midlertidigt brug, ifølge menneskelige bud og doktriner, det går for at være visdom med overtro og ydmyghed, og ikke til kroppens spægelse, ikke til nogen ære, kun til kødelig tilfredsstillelse'.

100 Hic plane Apostolus prohibet decretis hominum teneri. Et Christus Matt. xv: Frustra autem colunt me docentes mandata et doctrinas hominum. (Matt 15,9) Et Tit. i: Non intendentes mandatis hominum auersantium ueritatem. (Tit 1,14).	Her forbyder apostelen ligeud at overholde menneskelige dekreter. Og Kristus siger Matt 15,9: 'Forgæves dyrker de mig, når de lærer menneskebud og menneskedoktriner'. Og Titus 1,14: 'de skal ikke give sig af med menneskebud, der vender sig imod sandheden'.
101Haec certe sunt mandata dei, prohibentia doctrinas hominum tam doceri quam audiri. At uouendi institutum nonne merissime humanum est? Nonne situm est in rasura, ueste, cibo, potu, diebus, locis, gestibus et allis cerimoniis? Vbi aliquid horum praecepit deus? ubi praecepit eam paupertatem, eam obedientiam, eam castitatem?	Dette er bestemt Guds bud, og de forbyder både at lære og at lytte til menneskebud. Men institutionen med at aflægge løfter, mon ikke den er ren og skær menneskelig? Mon ikke den ligger i ragning, klæder, mad, drikke, dage, steder, gestus og andre ceremonier? Hvor har Gud befalet noget i alt dette? Hvor har han befalet denne fattigdom, denne lydighed, dette cølibat?
102Quid igitur? adhuc dubitas ea nec licere nec licuisse uouere? libera sunt diuinitus, quae tu necessaria facis humanitus, et putas deum plus acceptare quod tu erras, quam quod ipse ordinauit?	Men hvad da? Tvivler du længere på, at det ikke er tilladt og ikke kan have været tilladt at aflægge løfte? De guddommelige ting er frie, og dem gør du nødvendige efter menneskebud, og så mener du, at Gud i højere grad vil acceptere, hvad du fejler dig frem til, end hvad han selv har påbudt!
103 Ipse non potest sustinere, ut fiat peccatum in usu uestium, cibi, potus, dierum, quia noluit ibi peccari posse, et tamen tu ibi peccatum asseris fieri. Ita noluit coelibatum necessarium fieri, sed sanxit liberum esse, et noluit peccatum fieri, si quis nupserit, quando uoluerit, et tu perpetuum facis uoto tuo ac necessarium sub lege.	Selv kan han ikke gå med til, at der skal ske synd ved brug af klæder, mad, drikke, dage, fordi han ikke vil, at man skal kunne synde på disse punkter, og dog forsikrer du, at der kan syndes dèr. Ligeledes vil han ikke, at cølibatet skal være tvunget, men har slået fast, at det er frit, og han vil ikke, at der skal ske synd, hvis nogen gifter sig, når han har lyst til det, og du gør med dit løfte cølibatet stedsevarende og nødvendigt under loven.
104 Quid igitur restat, nisi hic omnium euidentissime monstrari, uota religionum et uniuersam monasticam esse aduersus libertatem Euangelicam, et diuinis mandatis prorsus prohibita, cum negari nequeat, esse meras hominum doctrinas?	Hvad mangler der da, hvis ikke det her så klart som overhovedet muligt er demonstreret, at munkenes løfte og hele munkevæsenet er imod den evangeliske frihed og er forhindret af de guddommelige bud, eftersom man ikke kan nægte, at det kun er menneskelige lærestykker?
105 Neque enim minus peccatum est, uiolare libertatem diuinitus statutam, quam in quoduis aliud dei praeceptum peccare. Voueas sane et reddas quodcunque uolueris, sed citra mandatae libertatis iniuriam.	Det er nemlig ikke mindre synd at overtræde den guddommelige friheds bestemmelse, end det er at synde mod noget andet af Guds bud. Du har aflagt løfte og du vil også gerne holde løftet, men så overtræder du budet om frihed.
106Neque enim tibi ipsi eam licet auferre, nec licet peccatum statuere, ubi deus peccatum esse noluit. Noluit autem peccatum fieri posse in usu castitatis, sed liberam fecit eam, ut non peccaret, qui nuberet.	Det er dig nemlig ikke tilladt at ophæve det, heller ikke at fastsætte nogen synd, hvor Gud ikke vil have nogen synd. Men Gud vil ikke have, at der skal kunne ske synd, når man bruger cølibatet, han har gjort det frit, så den, der gifter sig, ikke synder.
107 Sic et Paulus .i. Corin. vii., cum uirginitatem consuleret, adiecit, si nullam necessitatem haberet, qui uirginem statuisset seruare, (1 Kor 7,37) quo prohibuit exactam et coactam et necessariam esse aut fieri castitatem; quam primum ergo cogi ceperit et exigi, iam soluta est et libera, per hanc Pauli autoritatem.	Således tilføjer Paulus også i 1 Kor 7,37, dèr, hvor han tilråder jomfruelighed, at den, der har besluttet at bevare pigen som jomfru, ikke må ligge under for nogen tvang, hvorved han forhindrer, at cølibatet er eller kan blive påbudt, tvunget og nødvendigt; hvad der altså begyndte som tvungent og påbudt, det er nu løst og frit, i kraft af denne Paulus' autoritet.
108Reuertamur itaque ad id quod supra diximus: Votum castitatis et totius monasticae, si pium est, debet necessario secum inuoluere libertatem rursus omittendi (VOT03,93) et in hanc ferme sententiam interpretari: Voueo tibi obedientiam, castitatem, paupertatem seruandam cum tota regula S. Aug. usque ad mortem libere, hoc est, ut mutare possim, quando uisum fuerit.	Lad os derfor vende tilbage til det, vi sagde før: Hvis løftet om cølibat og hele munkevæsenet skal være fromt, så bør det nødvendigvis medføre frihed til atter at undlade det, og det må næsten udlægges på denne måde: 'Jeg lover at tjene dig frit med lydighed, cølibat og fattigdom efter hele Augustins regel lige til døden, frit, det vil sige, så jeg kan forandre det, når jeg vil'.
109Si aliter interpreteris aut intellexeris, cernis ex praedictis, peccari aduersus libertatem diuinam nobis mandatam, nec posse fieri, ut deus aliter acceptet, nisi reuocet libertatem, id est, nisi neget seipsum.	Hvis du fortolker eller forstår det anderledes, så kan du ud fra det foregående være sikker på at synde mod den frihed, der er givet os ved et guddommeligt bud, for det kan ikke lade sig gøre, at Gud skulle gå med til noget andet, medmindre han da skulle tilbagekalde friheden, det vil sige, medmindre han skulle fornægte sig selv.
110 Quid ad me, si sancti patres uel nulli ita uouerint aut senserint? Quid si omnes errauerint, aut miraculose intus ducti fuerint? Aperta est et irrefragabilis Euangelii sententia, damnari doctrinas hominum et liberas eas, nosque illarum dominos esse, quare non possumus earum fieri serui, ulla autoritate angelorum, nedum nostra stulta superstitione et humilitate, ut Paulus ait. (Kol 2,23).	Hvad kommer det så mig ved, om de hellige fædre enten ikke har aflagt løfte på den måde eller ikke har forstået det på den måde? Hvad nu, hvis de alle har fejlet, eller på mirakuløs måde er blive ført indvendigt? Denne evangeliske sætning er soleklar og ufravigelig, at menneskelige doktriner og deres friheder fordømmes, og at vi er herrer over dem, og derfor kan vi ikke blive slaver af dem, heller ikke gennem engles autoritet, og meget mindre da ved vores dumme overtro og ydmyghed, som Paulus siger.
111 Similiter aperta est ueritas, Votorum institutum esse seruilem hominum doctrinam: cur ergo patiamur, ut serui equitent et domini peditent, iuxta Salomonem? (Præd 10,7) Quin potius Christo gratias agamus, qui nos hac libertate honorauit, et nobis eam uiolare impiis uotis molientibus inuiolatam seruauit, et uota nostra semper irrita, libera et nulla esse firmiter ordinauit, ipse, dum nos insanimus, benigne pro nobis uigilauit.	På lignende måde er det soleklart, at løfternes institution er en trælbindende menneskelig doktrin: hvorfor skal vi da lide som 'trælle til hest og stormænd til fods' som Salomon siger . Nej, vi skulle snarere takke Kristus, som har beæret os med denne frihed, og som, når vi bryder de ødelæggende ufromme løfter, bevarer den intakt, og som fast indretter det sådan, at vore løfter altid er forgæves, frie og ingenting værd, han, som mens vi rasede i vanvid, vågede over os med sin velsignelse.
112     Hic fortassis ridebit aliquis et ridiculum uotum hoc subsannabit, quod uerius est simulatio quaedam uoti. Quid enim est nisi praestigium dicere: Voueo tibi libere agere, quod uisum fuerit?	Her vil måske en og anden give sig til at le og gøre nar af det latterlige løfte, som snarere er en efterligning af et løfte. Hvad særligt er der nemlig ved at sige: 'Jeg lover dig at handle efter, hvad jeg selv synes'?
113Rideat sane, qui uolet, modo simul sciat, nihil mirum neque nouum esse, si homines stulte et ridicule agant, dum citra et ultra dei uerbum suis propriis consiliis aguntur.	Og man kan godt le, hvis man vil, men man skal blot samtidig vide, at der ikke er noget mærkeligt eller noget nyt ved det, hvis mennesker handler dumt og latterligt, når de handler udover og på den anden side af Guds ord efter deres egne råd.
114Sermo tuus (inquit Christus) ueritas est. (Joh 17,17) Quid putas sermo hominis sit, nisi mendacium? Ridiculum est, sed iis, qui ueritatem Euangelicae libertatis audiunt uel cognoscunt; caeterum operatio erroris sub isto ridiculo non minus implet nimis seriam et seueram iram dei, tot milibus animarum istis laqueis misere captis et perditis.	'Dit ord', siger Kristus, 'er sandhed'. Men hvad mener du menneskets ord er andet end løgn? Det er latterligt, men det er det for dem, som hører og forstår den evangeliske friheds sandhed; de andres fejlagtige handlinger under dette latterlige fremkalder i ikke ringe grad Guds alvorlige og strenge vrede, idet så mange tusind sjæle er fanget og fortabt i disse fangegarn.
115Humanum inuentum est uotum, humanum inuentum manet. Sed non in totum tamen ridiculum est. Nam uouere subiectionem istam liberam ad tempus, non est inutile.	Løftet er et menneskeligt påfund, og det forbliver et menneskeligt påfund. Men det er dog ikke i det hele taget latterligt. For at aflægge løfte om denne frie underkastelse til en tid er ikke forgæves.
116Videmus enim primitiuae Ecciesiae (W615) institutum fuisse et morem plane saluberrimum, ut iuuentutem seniores sibi ad tempus commendatam instituerent in fide et disciplina, quod et Apostolorum Petri et Pauli Epistolae indicant, ubi iuniores uolunt subdi senioribus.  (1 Pet 5,5)	Vi ser nemlig, at det var den allerførste kirkes indstiftelse, og det en ganske frelsebringende skik, at de ældre indrettede det sådan, at ungdommen for en tid skulle adlyde dem med trofasthed og disciplin, hvilket både Peters og Paulus' breve tyder på, hvor de vil, at de unge skal underlægge sig de ældre.
117Hinc primum natae scholae Christianae, in quibus et puellae quoque erudiebantur, ut sanctae Hagnes habet historia. Ex his tandem collegia et monasteria pullulauerunt, propter eos, qui perpetuo et libere in scholis istis manere uolebant. (note 2)	Her blev begyndelsen skabt til de kristne skoler, i hvilke også pigerne fik nogen uddannelse, som den hellige Agnes' historie fortæller om det. Ud af disse er kollegierne og klostrene fremspirede, på grund af dem, som ville forblive i disse skoler til stadighed og frivilligt.
118Vbi autem ceperunt ii, qui iuuentutem instituendam susceperunt, segnes fieri et sua curare, aucti opibus et ocio, et iuuentus rebellior facta, tum uoti laqueos inuenerunt, quibus conscientias alligatas tenerent sub disciplina, ut quisque seipsum metu peccati cohiberet et ocium fieret curatoribus.	Men hvor det begyndte med dem, der ville indrette noget for ungdommen, dèr blev man efterhånden lad og sørgede kun for sig selv, anstrengelserne og ladheden øgedes, og ungdommen blev mere oprørsk, og så opfandt man løftets snare, hvorved man kunne holde de tilknyttede samvittigheder inde under disciplinen, så at enhver tvang sig selv af frygt for synd og opsynsmændene blev overflødige.
119Sicut et nunc mos est furiosus Academiarum, iuuentutem irretire iuramentis, et conscientias eorum excarnificare, ne sit necesse illis uigilare et sollicitis esse, in utranque aurem secure dormiant. Sic ex liberis et Christianis scholis seruilia et Iudaica monasteria ueraeque synagogae impietatis factae sunt.	Således er det også nu en akademisk vanvittig skik, at fange ungdommen ind under bestemmelser, og sønderslide deres samvittigheder, så det ikke skal være nødvendigt at overvåge dem og være bekymret for, om de nu også kan være sorgløse. Således er der af de frie kristne skoler blevet gjort tjenstagtige og jødiske klostre i en sand synagogisk ufromhed.
120Si igitur uotum hodiernum ad priscum illum morem conferatur et ita seruaretur, nihil ibi periculi esset, et absque dubio apud deum aliter non agnoscitur, quam ad illum morem seruandum temporaliter, tantum ut institutionem Christianam infirmiores et rudiores animi imbibant, et postea rursum liberi dimittantur. Id quod infra etiam operibus dei testibus probabimus.	Hvis altså løfterne af i dag sammenlignes med denne første skik og overholder således, så vil der ikke være nogen fare her, og uden tvivl vil det ikke hos Gud erkendes for andet, end at man midlertidigt adlyder denne skik, på den måde, at de svagere og mere rå sjæle kan inddrikke denne kristne indretning og bagefter atter sendes bort som frie væsener. Hvilket vi senere skal bevise er i overensstemmelse med Guds gerninger.
121Obiiciet hic infirmior aut argutulus quispiam: Si deus coelibatum sic liberum uoluit, ut nupciis possit mutari, ergo eadem libertate licebit et nuptias deserto coniuge coelibatu mutare, aut, si lex dei cogit, coniugem non deserere, similiter et lex dei de uouendo coget coelibatum non deserere, utrobique enim peccatum est diuinitus statutum et prohibitum.	Her vil en svagere eller listig person indvende: Hvis Gud vil have cølibatet så frit, at det kan ændres til ægteskab, så må det også være tilladt ud fra den samme frihed at forlade sin ægtefælle og ændre sit ægteskab til et cølibat, eller, hvis Guds lov forbyder at forlade sin ægtefælle, så må på lignende måde også Guds lov tvinge den, der har aflagt et løfte om ikke at forlade cølibatet, i begge tilfælde er det nemlig ved en guddommelige bestemmelse fastlagt, hvad der er synd, og det er forbudt at øve den.
122Vel ergo non licebit etiam matrimonium contrahere, ne coelibatus fiat illicitus libertate sublata, uel necesse erit et uotum seruare, matrimonio per ipsum facto illicito.	Enten altså er det ikke tilladt også at indgå ægteskab, for at ikke cølibatet ved den ophævede frihed skal gøres illegitimt, eller også er det nødvendigt at holde sit løfte, og så gøres ægteskab i sig selv illegitimt.
123Respondeo: Libertas Euangelica regnat in iis solum, quae geruntur inter deum et teipsum, non inter te et proximum tuum. Non enim uult rapinam in holocaustum, (Es 61,8) nec quicquam fieri ab ullo, quod uergat in proximi iacturam, imo uult omnia fieri in proximi commodum.	Hertil vil jeg svare: Den evangeliske frihed hersker kun i de ting, der foregår mellem Gud og dig, ikke i de ting, der foregår mellem dig og din næste. Han vil nemlig ikke rov i heloffer, ejheller at der sker noget fra nogen, som kommer næsten til skade, nej, han vil at alt sker til næstens gavn.
124Sanxit ergo tibi libertatem, ut coram ipso possis nubere aut coelebs uiuere liberrime, nec hanc libertatem uoluit mutari posse inter ipsum et te. Neque enim patitur, ut te sibi liges et obstringas, qui te in omnibus soluit et liberum facit, alioqui quid esset uotum, nisi ligari a te, quod ille iubet esse solutum?	Han giver dig altså frihed til, at du overfor ham kan leve som gift eller som ugift, fuldstændig frit, og han vil ikke, at denne frihed skal kunne ændres, som er mellem ham og dig. Han tåler nemlig ikke, at du binder og baster dig selv, han, som i alle ting har løst dig og gjort dig fri, ellers, hvad ville løftet være andet, end at det bindes af dig, som han befaler skal være løst?
125Verum hac libertate non prohibet, quin proximo tuo te possis obstringere et ligare, quia proximus tuus non iussit te solutum et liberum esse sicut deus.	Men ved den frihed forhindrer han ikke, at du kan binde og baste dig til din næste, fordi din næste ikke kan befale dig at være løst og fri, sådan som Gud kan det.
126Alioqui liceret et omnes contractus, federa, pacta componere et rumpere pro libidine. Igitur in matrimonium datus iam in alterius es iure et potestate, quod ius deus non uult illi inuito rapi, ut sibi seruias.	Ellers ville det jo også være tilladt både at indgå og bryde enhver kontrakt, aftale og pagt efter forgodtbefindende. Altså, hvis du begiver dig ind i et ægteskab, så er du nu inde under en andens ret og myndighed, hvilken ret Gud ikke vil, at du bryder uden den andens tilladelse, for at du kan tjene ham eller hende.
127 Tamen si cesset illud ius uel moriente coniuge uel consentiente, ecce integra et salua tibi est libertas inter te et deum, sicut prius nubendi et continendi.	Dog hvis denne ret ophører, enten ved at ægtefællen dør eller ved at han eller hun giver sin tilladelse, se, så er du fri og friheden mellem dig og Gud er bevaret, sådan som før, til at gifte dig eller leve afholdende.
128Tale ergo est uotum coelibatus erga deum, quale esset pactum coniugii marito factum, iam mortuo aut mutuo consensu separato et libero.	Det vil sige, løftet om cølibat overfor Gud er af samme art som ægtepagten, der er gjort med en ægtefælle, når denne er død eller du er skilt fra ham eller hende ved fælles samtykke, så du er fri.
129Sicut enim maritus mortuus uel data licentia tibi copiam facit continendi libere, nunquam accepturus amplius copulam tuam, roborato inter uos utrinque firmiter pacto literis, sigillis et testibus, et tu stulta uelut magnum factura marito denuo spondeas ei copulam matrimonii, uolens hac ipsa sponsione priorem copiam continendi non solum roborare, sed superare et excellentius implere: Nonne te dicet insanam? ita deus in baptismo pactum libertatis tecum fecit, ut liberum tibi esset perpetuo nubere et continere, nec amplius accepturus libertati huic aduersarium.	For ligesom du, hvis du havde en ægtefælle, der var død eller havde givet dig løbepas, ville have lejlighed til frit at leve afholdende, idet han eller hun aldrig mere ville modtage dit bånd, pagten mellem jer er på begge sider styrket med underskrift, segl og vidner, og du dumt ville love din ægtefælle påny en stor ægteskabspagt, og oven i købet ville, at ved denne nye pagt skulle den første pagt om afholdenhed ikke blot styrkes, men overgås og fuldt ud opfyldes: Mon så ikke man ville sige, at du var tosset? ... sådan har Gud i dåben gjort en pagt med dig om frihed, for at det til stadighed skal stå dig frit, om du vil giftes eller leve afholdende, ikke for at du skal acceptere modsætningen til denne frihed.
130Et tu, ut hanc libertatem maiorem et perfectiorem reddas, uoues et uouendo in seruitutem et necessitatem mutas. Quid insanius fieri potest? proinde religiosi proprie sunt cultores Baal, qui deum sibi maritum uolunt facere seruitute uoti, qui eos liberos fecit libertate Euangelii.	Og du, hvad gør du? For at du kan holde løftet om en større og mere perfekt frihed, så aflægger du løfte og ændrer den ved at aflægge løfte til trældom og tvang. Hvad kan være mere vanvittigt? Derfor er i virkeligheden vore munke Baalsdyrkere, som vil gøre den Gud, de er gift med, et trældomsløfte, et løfte, der skulle gøre dem frie fra evangeliets frihed.
131Baal enim maritum sonat, qui coniugem habet. Ita non contenti libertate communi monastici praesumunt deum sibi proprium et singularem prae caeteris Baal facere, existimantes hoc obsequio plus quam Euangelice agere, cum recta aduersus Euangelium insaniant.	Baal betyder nemlig en mand, der har en ægtefælle. Når således munkene ikke er tilfredse med den almindelige frihed og tager sig en gud som deres egen og særlige fremfor de andre, så gør de ham til Baal, og tror, at de ved denne underkastelse handler mere end evangelisk, mens de i virkeligheden raser imod evangeliet.
132Hoc est, quod mos eorum est, altaria transilire, (1 Kong 18,26) id est, opera sua iactare supra fidem communem, et cultris incidere, id est, statutulis et doctrinis suis seipsos torquere, nunquam tamen mortificare ueterem hominem etc.	Dette er, som det er deres skik, at springe over altrene, det vil sige, at prale af gerninger ud over den almindelige tro, det er at stikke sig med offerknivene, det vil sige, at pine sig med deres egne bestemmelser og læresætninger, og dog aldrig at døde det gamle menneske, osv.

133      Finiamus ergo tandem hanc disputationem, concludendo, quod paupertas, obedientia, castitas perpetuo seruari potest, uoueri, doceri, exigi non potest.	Lad os nu omsider afslutte denne diskussion, og konkludere, at fattigdom, lydighed, kyskhed kan man tjene til stadighed, men man kan ikke aflægge løfte om det, lære det, kræve det.
134Quia in seruando manet libertas Euangelica, in docendo, uouendo, exigendo non manet, ideo sancti, qui ea seruauerunt, libere seruauerunt, seruaturi etiam, si nec uouissent nec docti nec exacti fuissent, ideo uotum eorum, quanquam stultum, eis nihil nocuit propter fidem et libertatem spiritus.	Fordi, hvis man tjener det, forbliver den evangeliske frihed intakt, men hvis man lærer det, aflægger løfte om det eller kræver det, forbliver den ikke; derfor, de hellige, som tjente dem, tjente dem frit; de ville også tjene dem, hvis de ikke havde aflagt løfte om dem eller lært dem eller krævet dem; derfor har deres løfte, skønt det var dumt, ikke skadet dem på grund af troen og åndens frihed.
135Incomparabiliter autem aliud est, aliquid fieri neque doctum neque exactum, et idem doceri et exigi faciendum. Hoc enim est ex facto jus facere, ex opere praeceptum, ex exemplo regulam, ex accidente necessarium, quo quid absurdius et perniciosius?	Uden sammenligning er det noget andet, at en ting gøres uden at være hverken lært eller krævet, og at lære og kræve det samme. Dette er nemlig at gøre en lov ud af noget, der er gjort, at gøre et bud ud af en gerning, at gøre en regel ud af et eksempel, at gøre noget tvungent ud af noget tilfældigt, og hvad kan være mere absurd og fordærveligt?
136At primum est ex deo, alterum ex hominibus, ideo cum primo manendum, alterum uero dimittendum. Non ergo damnamus rem uotorum, si quis eam cupiat sequi, sed doctrinam et praeceptum eiusdem damnamus.	Men det første er fra Gud, det andet fra mennesker, derfor skal det første forblive, men det andet ophæves. Vi fordømmer derfor ikke den sag, man aflægger løfte om, hvis nogen stræber efter at følge den, men vi fordømmer, at man har en lære og et bud derom.
137Actum est cum uotis istis, sicut cum continentia agi cepit in Synodo Nicena, ubi, cum aliquot annis sacerdotes et Episcopi uixissent coelibes sua sponte, moliebantur quidam hoc exemplum in praeceptum (W617) uertere, et deinceps ad coelibatum cogere necessitate conscientiae, adeo iam tum etiam in tam sancta Synodo fides et Euangelium defecerat et traditiones hominum inualescebant, sed restitit uniuerso concilio unus Paphnutius, prohibens, ne quicquam de coelibatu statueretur.	Der er blevet handlet med disse løfter, sådan som man begyndte at handle med afholdenheden på Nikæa synoden, hvor de, da igennem nogen år nogle præster og biskopper på eget initiativ havde levet ugift, ødelagde dette eksempel ved at ændre det til et påbud, og dernæst med samvittighedens nødvendighed tvinge til cølibat, og derfor var allerede da på en så hellig synode troen og evangeliet i tilbagegang og de menneskelige traditioner i vækst, men der var én, nemlig Paphnutius, som modstod det hele concilium og forhindrede, at der blev vedtaget noget om cølibatet.
138Quia hoc pertinebat implere ad Antichristum Romanum idolum. Ita cum monachi antea sponte coelibes essent, egerent et obedirent, tandem in uotum necessarium posteri uerterunt eorum liberum et Euangelicum exemplum.	Derfor har dette med det at gøre, at tilfredsstille antikristens romerske afgud. Derfor skønt munkene tidligere af sig selv var cølibatære, af sig selv levede sådan og adlød sådan, så har de dog bagefter fordrejet deres frie og evangeliske eksempel til et nødvendigt løfte.
139Nec fuit hic ullus Paphnutius qui resisteret, cum iam peccatis praeualentibus ira dei maturaret in orbem operationes erroris, sicut in Paulo praedixerat.  (2 Thess 2,11)	Der var heller ikke her nogen Paphnutius til at stå imod, da synderne havde fortrin og Guds vrede var modnet i verden over fejltagelsernes gerninger, sådan som Paulus forudsagde det.
140Quare sanctus Bernhard et alii castitatem, obedientiam et paupertatem sub uotis, sed non secundum uota, imo secundum priscum patrum exemplum et Euangelium seruauerunt, et traditionem tam reprobam et institutum uouendi damnatum humano errore lapsi probauerunt et docuerunt, cum ipsi longe aliud et aliter sequerentur;	Derfor har den hellige Bernhard og andre levet i kyskhed, lydighed og fattigdom under løftet, men ikke efter løfterne, de har tværtimod gjort tjeneste efter de første fædres eksempel og evangeliet, og en så forkert tradition og en så fordømmelige skik som den at aflægge løfter har de opfattet og lært var en menneskelig vildfarelse, eftersom de selv i lang tid havde fulgt noget andet på en anden måde;
141sed operatio erroris fuit stabilienda etiam patrum exemplis peruerse acceptis, propter eos, qui non receperunt caritatem ueritatis, ut salui fierent.	men fejltagelsernes gerninger blev fastslået, også ved, at fædrenes eksempler blev modtaget på forkert måde, på grund af dem, som ikke modtager sandhedens kærlighed, så de kan blive frelst.

Videre til "Om munkeløfterne" 4!

Noter:

Note 1: Dette er ét af de få steder, hvor Luther bruger Højsangen, og det ses her, at han opfatter den som alle andre dengang, måske bortset fra Erasmus (se SA18-666/e3), nemlig som en samtale mellem Kristus og sjælen.

Note 2: Dette er kirkehistorisk ukorrekt, ingen tvivl om det, men det er en almindelig måde for lutheranerne dengang at betragte klostrenes opkomst på.