Luthers "Om munkeløfterne" 2

De votis monasticis. Fra WA 591 til WA 604, inkl.

¹II. Vota adversari fidei Løfterne er imod troen.

² Haec modo satis sit dixisse de votis monasticis, ut adversentur verbo dei. Pergamus demonstrare, ut pugnent et fidei Christanae, quo plenius cognoscamus hanc esse principem partem abominationis stantis in loco sancto. (Matt 24,15) Lad der herved være sagt tilstrækkeligt om munkeløfterne, at de er imod Guds ord. Vi vil nu gå videre og påvise, at de også kæmper imod den kristne tro, hvorved vi endnu mere klart skal erkende, at dette er den første del af den vederstyggelighed, der står på hellig grund.

³ Ponamus autem hic petram seu rupem nostram, quae nostrum est principium fidei, Verbum Paulii Roma. xiiii: Omne, quod non est ex fide, peccatum est. (Rom 14,23) Ex quo inferimus, monastica vota, si ex fide non sint, esse peccata. Ex fide autem non sunt, si perpetua, necessaria et non libera sunt, potentia tum servare tum dimitti. Vi vil nemlig sætte frem den klippe eller det grundlag, som er vor tros begyndelse, Paulus' ord i Rom 14,23: Alt, hvad der ikke er af tro, er synd. Deraf slutter vi, at munkeløfterne, hvis de ikke er af tro, er synd. Og de er ikke af tro, hvis de er vedvarende og nødvendige, og ikke frie, så man har magt til at adlyde dem eller lade være.

⁴Sed quia haec vel adversariis vel infirmis venient in manus, occurrendum est eorum effugiis, et praeoccupanda vada Jordanis huius, (Dom 7,24) ne nobis elebantur principes isti madianitarum. Men fordi dette kommer både modstanderne og de svage i hænderne, må man påvise deres udflugter og først og fremmest være optaget af dette Jordanske vadested, at ikke disse førere skal lede os i vandet..

⁵Primo enim negabunt, fidem eo loco fidem Christianam esse, habentes humanam glosulam tum obscuriorem ipso textu, tum ab ipsismet nunquam intellectam, ut more suo scripturae vim eludant eiusmodi commentis, quibus plus credunt, quam puris et apertis verbis dei, nulla causa, nisi quod principio perfidiae suae repugnant, quo statuerunt, non omnia extra fidem esse peccata. Først nægter de nemlig, at troen på dette sted er den kristne tro, idet de dels holder ordet for et menneskeligt, tvetydigt ord i denne tekst, dels aldrig ud fra sig selv har forstået, at de efter deres skik leger med skriftens kraft, når de kommenterer på den måde, og at Guds ord er meget renere og meget mere letforståeligt end de tror, så de har kun den grund til at kæmpe med deres perfide principper, at de vil slå det fast, at ikke alt udenfor troen er synd.

⁶Huic mendacio adversus deum erecto cum Paulus resisteret, coactus est larvam glosae induere et illorum sensui cedere. Est autem glosa eiusmodi, fidem eo loco accipi pro conscientia. Esse igitur non ex fide, est contra conscientiam agere. Men da Paulus modsætter sig denne løgn, som de har opstillet imod Gud, tvinges de til at indføre ydre ord og dog fragå deres mening. Der er således en mening af den art, at troen her skulle kunne forstås som lig med samvittighed. At det ikke er efter troen, betyder så, at handle imod samvittigheden.

⁷Agens autem contra conscientiam aedificat ad geennam. Haec retuli, ne putent, nos eorum magnificam sapitentiam neque nosse neque legisse. Deinde et hoc multo maxime negabunt, Vota necessaria esse sine fide. Men at handle mod samvittigheden opbygger ad helvede til. Jeg tager dette her frem, for at de ikke skal mene, at vi ikke kender eller har læst deres storslåede visdom. Dernæst, og det meget mere, nægter de, at nødvendige løfter er uden tro.

⁸Habent enim fidem multiplicem: generalem, specialem, acquisitam, infusam, informem, formatam, catholicam, particularem, implicitam et explicitam, hoc est, confussisimam Babylonem errorum et opiniorum. Og de har her et mangfoldigt trosbegreb: den almindelige, den specielle, den modtagne, den indgydte, den uformede, den formede, den generelle, den partikulære, den implicite, den eksplicite, dvs de har en babylonisk forvirring af fejltagelser og meninger.

⁹Cogimur itaque, ne amorreis et ranis istis nihil scire eorum videamur, adversus ista disputare, et nostram rupem non quidem firmare, sed firmam monstrare, dispulsis fumo, nubibus et nebulis per homines excitatis. Men vi tror, for at vi ikke skal se ud til ikke at kende noget til disse vildfarelser og tåbeligheder, at vi er nødt til at disputerer imod dem, ikke i og for sig for at gøre vores klippe fast, men for at vise, at den er fast, og fjerne røgen, og borttage den tåge og dis, der er fremkaldt af disse mennesker.

¹⁰         Christus dicit: Qui non crediderit, condemnabitur, Marci (210) ult. (Mark 16,16) Et Iohan. viii: Si non credideritis, quia ego sum, moriemini, in peccato vestro. (Joh 8,24) Et Iohan. xvi: Ille arguet mundum de peccato, quia non credunt in me. (Joh 16,9) (W592)              Kristus siger: Den, der ikke tror, skal blive fordømt, Mark mod slutningen. Og Johs 8,24 siger han: Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder. Og Joh 16,9: Han skal overbevise verden om synd, fordi de ikke tror på mig.

¹¹ Da igitur monachum castum, obedientem, pauperem et omnibus virtutibus refertum, operantem quantacunque sine fide, nunquid non damnabitur? Nonne manet sententia: Qui non crediderit, condemnabitur? Nonne peccatum habet, quod arguit spiritus? Nonne morietur in peccato suo? Lad os tænke os en munk, der lever i cølibat, er lydig, er fattig, og har i sig alle dyder, men udøver det altsammen uden tro, mon han ikke vil blive fordømt? Mon ikke den sætning står fast: Den, der ikke tror, skal blive fordømt? Mon ikke han har den synd, som ånden overbeviser om? Mon ikke han skal dø i sine synder?

¹²At mors, damnatio, reprehensio, non infertur ei, qui non peccat. Nec est, quod hic eludant et dicant, Peccatum infidelitatis quidem damnari, sed non omnia, quae fiunt in peccato infidelitatis. Scilicet fructus bonos feret arbor mala? et in peccato facta non sunt peccata? In proposito adulterandi dare panem egenti peccatum est, et vovere in proposito non credendi non peccatum est? Men døden, fordømmelsen, tilrettevisningen påføres ikke den, der ikke synder. Det forholder sig heller ikke, som de viger udenom og siger, at vantroens synd ganske vist fordømmes, men ikke alt, hvad der sker i vantroens synd. Mon da et dårligt træ kan bære gode frugter? Mon ikke de synder, man udfører, er gjort i synd? Hvis man, mens man har den hensigt at bedrive hor, giver en trængende brød, så begår man synd, og hvis man aflægger løfte, mens man har den hensigt ikke at tro, skulle man så ikke også synde?

¹³ Sed et Iohan. iii. obstruit hoc os impium dicens: Qui non credit, iam judicatus est, quia non credit in nomine unigenti filii dei. (Joh 3,18) De qua rogo fide hic loquitur? infusa, acquisita, generali etc? Nonne de ea quae vivificat? sine qua qui fuerit, jam judicatus est. Men også Joh 3,18 ødelægger denne ufromme mund, når det hedder: "Den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke tror Guds enbårne søns navn." Jeg spørger: Hvilken slags tro tales der her om, den indgydte, den tillærte, den almindelige osv? Mon ikke om den, som levendegør? og hvis nogen ikke har den, er han allerede dømt.

¹⁴ Et iterum: Qui non credit filio, non videbit vitam, sed ira dei manet super ipsum. (Joh 3,36) At ira dei non manet super eos, qui non peccant. Og igen: "Den, der ikke tror på sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham". (Joh 3,36) Men Guds vrede bliver ikke over dem, som ikke synder.

¹⁵Si ergo opera extra fidem peccata non sunt, cessat ira super operantem talia, et per opera avertet iram a se, ut fide non sit opus. quo quid est blasphemum magis? Hvis altså gerninger udenfor troen ikke er syndige, så ville jo vreden ophører over den, der handler sådan, og han bortvender vreden fra sig gennem gerninger, eftersom der ikke er brug for troen. Hvad er dog en større blasfemi?

¹⁶ Petra ergo nostra firma invenitur, et dispulsis nubibus principium perfidiae illorum subvertit, stat quoque Paulus inconcussus: Omne quod non est ex fide peccatum est, nec curat, quod sententia illis dura videatur. Vi finder altså, at vores klippe står fast, og når deres perfide princippers tåge forsvinder, står dette Paulus-ord ubesejret: Alt, hvad der ikke er af tro, er synd (Rom 14,23), og det hjælper ikke, at de synes denne sætning er hård.

¹⁷Dura fuit et mors Christo pro nobis suscepta, magnum fuit filium dei incarnari et dari pro nobis. Nihilo tamen minus factum credimus. Non oportet sequi in rebus dei nostrum judicium, nec definire, secundum quod nostro sensui aliquid durum, molle, grave, leve, bonum, malu, justum, injustum videtur. Hård var også Kristi død for vores skyld, stor var den gerning, at Guds søn blev kød og blev givet for os. Ikke desto mindre tror vi dog, det er sket. Vi bør ikke i Guds sager følge vor egen dom, eller gøre noget ud af, hvad der efter vor følelses er hårdt, blødt, tungt, let, godt, ondt, retfærdigt, uretfærdigt.

¹⁸ Non facies (inquit Deutro. xii.), quod tibi rectum videtur, (5 Mos 12,8) sicut faciunt tamen impiissimae facultates scholarum, omnia divina ad humani sensis judicium aestimantes, et pro petris fidei arenas et paludes perfidiae suae in principiae fidei collantes. Sed ad verba fidei aptandus est noster sensus, captivandusque intellectus in obsequium Christi. (2 kor 10,5) "Du må ikke gøre", siger 5 Mos 12,8, "hvad der synes dig ret", men det er dog, hvad de ufromme skolers fakulteter gør, idet de bedømmer alt det guddommelige efter den menneskelige følelses målestok, og i stedet for troens klippe samler sammen af sand og pæle i deres princippers perfiditet. Men vores fornemmelse bør gøres velegnet til troens ord, og vores forstand bør tages til fange ind under lydighed mod Christus.

¹⁹ Id quod non fecit impudentissimae frontis et prostitutae jam olim pudicitiae meretrix Parrhisiensis, quae nuper ausa est divaricari pedes suos et (211) toti orbi turpitudinem suam obscenissimam discooperire (Ez 16,25.23.18) et dicere, legem de non vindicando ideo censeri consilium debere, non quia id sacrae literae docerent, sed quia humanus sensus dictet, hoc esse onerativum legis Christianae. (Se V1,84). Det var det, som den parisiske mær ikke gjorde, idet hun på det frækkeste kastede i grams den skamfølelse, hun havde engang, den mær, der skønt hun var ægtehustru dog spredte benene og åbenbarede sin tåbelige obskønitet for hele verden og sagde, at loven bør anses for et råd for den, der ikke kan besejre den; ikke fordi den hellige skrift lærer det, men fordi den menneskelige følelse dikterer det, skal dette være den kristne lovs byrde.

²⁰Eadem pietate dicent, infernum non esse, sed minari tantum scripturas, quod sensus humanus abhorreat, unum hominem perpetuo cruciari, quo sensu Origenem aiunt lapsum fuisse. O scholas, o facultates, o Theologistas, feces novissimae sentinae! Med den samme fromhed siger de, at helvede ikke er til, men at skriften dog truer dermed, fordi den menneskelige følelse forskrækkes, at ét menneske til stadighed skal korsfæstes, hvor de siger, at Origenes har lavet en fejl. O skoler, o fakulteter, o teologer, lort fra de sidstnye kloakker.

²¹Sic intellectum vestrum (id est, verba (W593) dei) captivatis in obsequium Christi (id est, in sensum vestrum)! Decernimus itaque hac autoritate divina, et cum fiducia audemus dicere: Haec dicit dominus exercituum: Vota monastica extra fidem facta et servata sunt peccata, per hoc et irrita, damnabilia, revocanda et omittenda, aut aliter denuo novenda et servanda. Sådan er jeres forstand (dvs Guds ord) taget til fange under lydighed mod Kristus (dvs under jeres følelse)! Lad os da træffe afgørelse efter denne guddommelige autoritet, og tillidsfuldt vove at sige: Dette siger Herren Zebaot: Munkeløfterne er aflagt udenfor troen, og at adlyde dem er synd, derfor er de ugyldige, fordømmelige, bør tilbagekaldes og brydes, eller på anden måde påny fornyes og adlydes.

²²Jam quod fidem hoc loco faciunt conscientiam, mera temeritate hominum faciunt. Neque enim unum iota e scripturis adducunt, quo probarent fidem aliquando hoc modo accipi; mihi nondum est visus locus, in quo fides aliter quam ubique et uniformiter accipitur pro fide Christiana, quod prolixius est, quam ut nunc res paciatur ostendere. Men når de her gør troen lig med samvittigheden, gør de det af ren og skær menneskefrygt. De kan nemlig ikke fremføre ét jota af skriften, hvorved de kan bevise, at troen nogetsted skal forstås på den måde; jeg har aldrig fundet noget sted, i hvilket troen skal forstås anderledes end overalt og enslydende som den kristne tro, hvilket er mere end rigeligt til, at sagen nu kan betragtes som påvist helt ud.

²³Feramus tamen hanc eorum obscuram glosam et malo isto humano utamur, per spiritum nobis donatum. Si enim recte conscientiam ea glosa intelligerent, non male dicerent. Verissimum est enim, si quippiam opereris et credideris te hoc ipso male operari, tete peccare, et (ut aiunt) ad geennam aedificare. Men lad os alligevel udholde denne deres formørkede tankegang, og lad os bruge dette menneskelige onde ved den ånd, der gives os. Hvis nemlig de har forstået dette ord ret som lig med samvittigheden, så taler de ikke helt dårligt. For det er nemlig fuldkommen sandt, at hvis du gør dine gerninger på den måde og tror, at du derved har handlet ondt, så synder du og opbygger ad helvede til, som de siger.

²⁴Sed hoc errant, quod hanc conscientiam non faciunt catholicam in omnibus operibus extra fidem Christi factis, sed certis eam duntaxat casibus deputant, in quibus erroneam conscientiam haberi dictant. Men deri tager de fejl, at de ikke gør denne samvittighed til en almindelig samvittighed i alle gerninger, der er gjort uden tro på Kristus, men kun regner med den i sikre tilfælde, i hvilke de siges at have en samvittighedsfejl.

²⁵ Hoc ideo errant, quia oculos solum figunt in crassa ista libidinis, irae, cupiditatis peccata, verum in sublima ista et profunda cordis peccata conscientiam talem nunquam promovent. quod nos, age, tentemus, an facere possimus. Og heri tager de videre fejl, at de har deres øjne rettet kun imod disse grove synder, vellyst, vrede, begær, men aldrig når frem til samvittigheden over de sublime og hjertedybe synder; det vil vi, om muligt, prøve, om vi kan gennemføre.

²⁶ Si aliquod opus facias, quod non credas firmiter deo placere, aut dubitas placere, nonne contra conscientiam facis? facis enim, et non credis deo placere; si autem non credis placere, conscientiam habes, opus non esse placitum. Hvis du gør nogen gerning, som du ikke fast tror behager Gud, eller som du tvivler på behager ham, mon du så ikke handler imod samvittigheden? du gør det nemlig, men du tror ikke, det behager Gud; men hvis du ikke tror det behager, så har du samvittighed over, at gerningen ikke er gudvelbehagelig.

²⁷Et sic conscientiam operaris id, quod non esse placitum deo dictas. Sed nonne talis sunt omnia vota et votorum opera extra fidem? Da unum, qui audeat asserere, suum votum esse placitum ac gratum deo. Quin hoc asserere, docent esse praesumptionem, volentes, ut timeamus in incerti (212) simus. Og således oparbejder du den dårlige samvittighed, at du siger, det ikke er gudvelbehageligt. Men mon ikke alle løfter og løfternes gerninger er udenfor troen? Lad der være én, som vover at påstå, at hans løfte er velbehageligt og påskønnelsesværdigt overfor Gud. Men det kan han ikke påstå, de lærer nemlig, at det er en forudsætning, at vi, når vi vil, skal være i uvished, for at kunne frygte.

²⁸At deus jussit certo et indubitato fidere in suam misericordiam et praesumere nos et nostra placere, non ex nostra dignitate aut merito, sed sua bonitate. Men Gud befaler os sikkert og uden tvivl at tro på hans barmhjertighed og forudsætte, at vi og vort behager Gud, ikke ud af vores værdighed eller fortjeneste, men ud af hans godhed.

²⁹Haec est enim conscientia sanae fidei, quae huic jussui et promissioni dei fidelissime et inconcusse adheret. quam conscientiam vastat et contra eam peccat illa, quae vel non credit, vel, quod idem est, dubitat, se et sua placere deo; ideo et contra seipsum et illam simul peccat, faciens, quod non credit placere. Det er nemlig den sunde tros samvittighed, at den trofast og urokket knytter sig til hans befaling og løfte. Denne samvittighed ødelægger den samvittighed, ja den synder imod den, den samvittighed, som enten ikke tror, eller, hvad der er det samme, tvivler på, at den selv og dens behager Gud; derfor synder den samtidig mod sig selv, idet den gør, hvad den ikke tror behager Gud.

³⁰ Quis vero liberat nos ab ista impia contra seipsam peccante conscientia? Natura id non potest. quantumlibet enim opereris bona, si et sanguinem fuderis, semper manet conscientia palpitans et dicens: Quis scit, an hoc deo placeat? Verum est enim illud sapientis: Cogitationes hominum timidae, (W594) et incertae providentiae nostrae. (Visd 9,14) Men hvem skal befri os fra denne ufromme samvittighed, der synder imod sig selv? Naturen kan ikke gøre det. Hvilkesomhelst gode gerninger du gør, om du så udgød dit blod, stadig står samvittigheden der og bæver og siger: Hvem véd, om dette behager Gud? Sandt er det nemlig, hvad der står i Visdommens bog: Menneskenes tanker er frygtsomme, og uvis vort forsyn.

³¹ Non ergo habet natura, nec impetrant opera bonam et certam conscientiam. Christus vero per auditum verbi sui cordi manifestatus quod ipse sit, qui pro nobis sacerdos factus est, nobis datus, suum sanguinem fuderit, nostra peccata tulerit, et nos in suos acceperit, Hic, inquam, auditus cor letificat, conscientiam erigit, ut audeat dicere et gloriari in ipso: Si Christus pro me et meus est, quis contra me? (Rom 8,31) Naturen har ikke nogen god og sikker samvittighed, gerningerne kan ikke trænge frem til en sådan. Men når Kristus, når hans ord bliver hørt, og det bliver klart for hjertet, hvad han er, at han er blevet vor ypperstepræst, at han er givet hen for os, at han har udgydt sit blod, at han har båret vore synder, og modtager os blandt sine, her, siger jeg, hører du, hvad der kan lette hjertet, hvad der kan oprejse samvittigheden, så den vover at tale og prale med ham: Hvis Kristus er for mig og mit, hvem er da imod mig?

³²Quomodo non placeam ego et opera omnia mea, si Christus meus et ego Christi? Nunquid Christus displicere potest? Hvordan kan det undgås, at jeg og alle mine gerninger behager ham, hvis Kristus tilhører mig, og jeg ham? Hvordan kan Kristus mishage Gud?

³³ Ecce ista est fides, quam scriptura docet, quam qui habet, contra conscientiam agere non potest, quia non potest dubitare sese placere deo propter Christum sibi donatum. Se, her har du den tro, som skriften lærer om; og den, der har den, kan ikke handle imod sin samvittighed, fordi han ikke kan tvivle på, at han behager Gud for den Kristi skyld, der er givet ham.

³⁴Qui vero non habet, non potest non contra conscientiam agere semper, quia non potest non dubitare, sese placere deo. Men den, som ikke har denne tro, kan ikke lade være med altid at handle imod samvittigheden, fordi han ikke kan lade være med at tvivle på, at han behager Gud.

³⁵ Deest enim et promissio dei et pignus promissionibus, Christus, relicta sola natura sibi incerta, quid deus de se cogitet. at habens promissionem et Christum, certissimus est, quid deus super ipsum cogitet, nempe cogitationes pacis, (Jer 29,11) propter sanguinem Christi clamantem remissionem peccatorum et abba pater in cordibus nostris. (Gal 4,6). Han mangler nemlig Guds forjættelse og forjættelsens pant, Kristus, tilbage er alene hans natur, der er usikker på, hvad Gud tænker om ham. Men den, der har forjættelsen og Kristus, han véd sikkert og vist, hvad Gud tænker om ham, det er nemlig tanker om fred, på grund af Kristi blod, der råber på syndernes forladelse og siger abba, fader, i vore hjerter.

³⁶Igitur cogationes mortalium timidae, quibus nos non vult niti. dedit ergo promissionem misericordiae, jussit fidere, adjecit inaestimabile pignus, filium suum unigenitum, ut super cogitationes eius per promissionem manifestatas, per Christum sigillatas, nitamur certi et firmi etiam adversus portas inferi, adeo ut, si etiam labamur et peccemus, mox resurgamus, semper scientes nos non placere non posse propter Christum, qui propter nos non possumus non displicere. Men der er dødelige frygtstanker, som han ikke vil, at vi skal efterstræbe. Derfor giver han forjættelsen om sin barmhjertighed, befaler os at tro, tilføjer det uforlignelige pant, sin énbårne søn, at vi på grund af hans tanker, sikret gennem forjættelsen, beseglet gennem Kristus, skal søge at blive sikre og faste endda overfor helvedes porte, sådan at, dersom vi falder og synder, vi da snart rejser os op igen, altid klare over, at vi ikke kan andet end altid behage Gud på grund af Kristus, vi, som på grund af det, han har gjort mod os, ikke kan mishage Gud.

³⁷Hoc sensu glosa ista pia et boni verbi usus erit, atque cum (213) Paulo et tota scriptura per omnia convenit. Vere enim contra conscientiam operatur et peccat, qui non credit seu Christum non habet. Taget i denne betydning er dette ord fromt og brugt i en god mening, og med Paulus og hele skriften stemmer det godt sammen. Sandt er det nemlig, at den, som ikke tror eller ikke har Kristus, han handler imod sin samvittighed og synder,.

³⁸Et econtra, vere non credit, qui contra conscientiam operatur, ut stet sententia: Qui non crediderit, condemnabitur, quia non credit sibi peccata indubitato remissa, quae conscientia mergit eum in damnationem, manens onerata peccatis. Og modsat: Han tror ikke i sandhed, hvis han handler mod sin samvittighed, så den sætning står fast: Den, der ikke tror, bliver fordømt, fordi han ikke tror, at hans synder uden al tvivl er tilgivet ham, denne samvittighed fører ham i fordømmelse og syndens byrde forbliver.

³⁹     Nunc latius videndum est, ut monastica vota sint sine fide. Demonstratum et invictis testimoniis firmatum est, Omne quod non est ex fide peccatum esse, Solius autem fidei esse, remissionem peccatorum operari, certam et letam et liberam a peccatis conscientiam reddere.           Nu skal vi videre se, om munkeløfterne er uden tro. Det er påvist og slået fast med ubesejrede vidnesbyrd, at 'alt det, som ikke er af tro, er synd'; men det er alene, hvad der hører troen til, der bevirker syndernes forladelse og giver en sikker og glad samvittighed, der er fri for synderne.

⁴⁰Opera vero seu fructus fidei proprie non pertinent ad remissionem peccatorum et letam conscientiam, sed sunt fructus jam praesentis et praecendentis remissionis et bonae conscientiae. Men gerningerne eller troens frugter har ikke noget med syndernes forladelse og en glad samvittighed at gøre, men de er frugten af den allerede tilstedeværende eller den i forvejen kommende forladelse og den gode samvittighed.

⁴¹Memento quaeso istorum, lector, quam poteris diligentissime, Opera ante fidem esse peccata, solam fidem sine operibus operari remissionem peccatorum, justificationem et bonam conscientiam, Opera vero post fidem esse fructus jam justificati hominis ex remissione peccatorum et bona conscientia, hoc est, ex fide et charitate provenientes. (W595) Husk, siger jeg, kære læser, så omhyggeligt du kan, på disse ting; gerningerne før troen er synd, alene troen uden gerninger bevirker syndernes forladelse, retfærdiggørelse og en god samvittighed; men gerningerne efter troen er frugter fra det menneske, der nu er retfærdiggjort ud af syndernes forladelse og den gode samvittighed, dvs de dukker op ud af troen og kærligheden.

⁴² Memento inquam horum, Nam hic est spiritus, qui flabit in fenum votorum et florem eorum, et exiccabitur fenum et cadet flos eorum. (Es 40,7) Husk på disse ting, siger jeg, for her er ånden, som blæser løfternes græs og deres blomst bort, og får deres græs til at forsvinde og deres blomst til at falde.

⁴³Non humana, sed divina sunt, quibus nitimur. Stat enim, ante fidem et sine fide Christiana vivificante illa et optima non modo remissionem peccatorum aut conscientiam bonam per opera aut vota fieri non posse, sed necessario peccata esse, quae fiunt. Det er ikke menneskelige ting, men guddommelige, vi søger. Det står nemlig fast, at før troen og uden troen, den kristne, levendegørende og gode tro, kan man på ingen måde opnå syndernes forladelse eller en god samvittighed, heller ikke gennem gerninger eller løfter, men disse er nødvendigvis synd, når de sker.

⁴⁴ Hic jam videbis, qua pietate isti voveant sua vota, et quae sit fides eorum generalis, acquisita, infusa, in qua vovent, an Iudaeos vel Christianos eos existimare debeas. Paul. dicit ad Gal. iii. : Lex non est ex fide. (Gal 3,12) Et iterum: Ex operibus legis non justificatur omnis caro coram illo. (Rom 3,20) Her ser du nu, med hvilken fromhed de aflægger deres løfter, og hvad der ligger i deres almindelige, tilegnede, indgydte tro, som de aflægger løfte på, om du skal bedømme dem til at være jødiske eller kristne. Paulus siger til galaterne: Loven er ikke af tro. Og atter: Ved lovgerninger bliver intet kød retfærdiggjort overfor ham.

⁴⁵ Et: qui justitiam legis sectantur, in justitiam legis non perveniunt. (Rom 9,31) quae omnia cum praecedentibus hoc definiunt: Qui remissionem, satisfactionem peccatorum, justificationem, alteri quam fidei soli tribuerit, et aliunde quam per fide quaeserit, hic Christum negavit, gratiam abjecit, et Evangelium reliquit apostata. Og: de (jøderne) stræbte efter lovens retfærdighed, men nåede ikke frem til lovens retfærdighed. Hvilket sammen med alt det foregående kan sammenfattes således: Den, der tillægger det, at han har fået forladelse og godtgørelse for sine synder, at han har fået retfærdighed, noget andet end sin tro, og søger disse ting noget andet sted end i troen alene, han nægter Kristus, han forkaster nåden, han lader evangeliet uden virkning.

⁴⁶ Sic enim Paulus Galatis intonat: a gratia excidistis, qui ex lege justificamini. (Gal 5,4) At vota et opera votorum lex et opera sunt, non fides nec ex fide. Sådan siger nemlig Paulus til galaterne: I er faldet ud af nåden, I, der vil retfærdiggøres ved loven. Men løfterne og løfternes gerninger er lov og gøres som lovens gerninger, de er ikke tro og gøres ikke ud af tro.

⁴⁷Quid est enim votum nisi lex quaedam? (214) teste ipsorummet voce, qua dicunt: id, quod ante votum liberum erat, post votum necessarium est, et jam non consilium, sed praeceptum est. Hvad er nemlig løftet andet end en slags lov? prøv efter på deres egne ord, når de siger: Det, som før løftet var frit, det er efter løftet nødvendigt, og er nu ikke mere et råd, men et bud.

⁴⁸Qui ergo ea opinione vovent, ut per hoc vitae genus boni et salvi fiant, peccata deleant et operibus bonis ditescant, nonne manifestum est impios et Iudaeos esse, a fide apostatare, imo fidem blasphemare et abnegare? dum hoc tribuunt legibus et operibus suis, quod proprie solius fidei est. De, der altså aflægger løfte i den formening, at de gennem den slags liv bliver gode og frelste, udrydder synderne og bliver rige på gode gerninger, mon ikke det er klart, at de er ufromme og jøder, faldet fra troen, ja, at de bespotter troen og fornægter den? de tillægger jo loven og deres gerninger det, som alene tilhører troen.

⁴⁹ De quibus egregie Paulus praedixit: In novissima diebus discedent quidam a fide attendentes spiritibus erroris et doctrinis demoniorum in hypocrisi loquentium mendacium. (1 Tim 4,1) Om dem har Paulus udmærket på forhånd sagt: "I de sidste dage skal nogle falde fra troen, fordi de lyttede til vildledende ånder og til dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri".

⁵⁰ Istam discessionem et apostasiam et ad Tessalonicenses memorat. (2 Thes 2,3) Ubi est autem discessio ista, nisi ubi ad opera itur, et id operibus tribuitur, quod fidei est? Dette frafald og undergang nævner han også for thessalonikerne. Men hvor er dette frafald, om ikke der, hvor der gås over til gerningerne, og der tillægges gerningerne, hvad der tilkommer troen?

⁵¹Interrogemus nunc omnes votarios istos, qua opinione voveant, et invenies eos hac opinione impia possessos, quod arbitrentur gratiam baptismi irritam factam, et jam secunda tabula poenitentiae naufragium evandeum esse, ideo quaerendum per votivum vivendi genus non solum, ut boni fiant et peccata deleant, sed etiam abundantius poeniteant, et caeteris Christianis meliores fiant. Lad os nu spørge alle disse løfteaflæggere, i hvilken mening de har aflagt deres løfte, og du vil finde, at de har denne ufromme opfattelse, at de regner med, at dåbens nåde er gjort ugyldig, og nu for at undgå skibbrud på den anden tavle, boden, derfor søger de gennem løftet at leve den slags liv, at de ikke blot bliver gode og undgår synd, men også gør bod i overflod, og bliver bedre end de øvrige kristne.

⁵²Haec omnia illos querere in operibus et votis, et non in fide, certissimum est, testis est eorum vox, ubi dicunt: Si haec non quaererem nec invenirem, quid quaererem in monasterio? quid laborarem? (W596) Si enim scirent, sola fide haec praestari et accipi, utique inferrent: quid ergo necesse et vovere et monachum fieri? Det er ganske givet, at disse løfteaflæggere søger alt dette i gerningerne og i løfterne, ikke i troen, det vidner deres egne ord om, når de siger: Hvis jeg ikke kan søge dette eller finde dette, hvad kan jeg så søge i klostret? hvorfor skal jeg anstrenge mig? Hvis de nemlig véd, at de ved troen alene kan yde og modtage dette, så vil de naturligvis slutte: hvorfor er det da nødvendigt at aflægge løfte og blive munk?

⁵³Statim enim superfluum et non necessarium esse hoc vitae genus intelligerent, tam ad justitiam quam ad salutem, imo vanum et adversarium. Quam primum fidei scientia revelatur, caetera omnia non necessaria ad justitiam inveniuntur. At si hoc scissent, nunquam uouissent. Nemo enim in vano labore vellet, maxime tanto totius vitae labore. Straks forstår de, at så er et sådant liv overflødigt og ikke nødvendigt, hverken til retfærdighed eller til frelse, ja, det er forgæves og fører til det modsatte resultat. Hvilket for det første afslører den viden om troen, at alt det andet ikke er nødvendigt til retfærdighed. Men hvis de havde vidst det, ville de aldrig have aflagt løfte. Ingen ville jo nemlig anstrenge sig forgæves, især ikke, når det drejer sig om et helt livs store anstrengelser.

⁵⁴Quare hoc testimonio convincuntur sese ideo vovisse, quod votivum hoc genus vitae utile et necessarium duxerint ad justitiam seu bonam vitam, imo nihil utilius et melius duxerint. At ea opinio est impia, sacrilega, adversaria fidei, quae sola necessaria et utilis, nihilque et utilius et necessarium magis est ad justitiam. Derfor er de af dette vidnesbyrd blevet overbevist om, at de har aflagt løfte således, at løftet er nyttigt og nødvendigvis gennem den slags liv fører dem frem til retfærdighed eller et godt liv, ja de vil ikke anse noget for mere brugbart eller for bedre. Men den opfattelse er ufrom, helligbrøde, imod troen, som alene er nødvendig og brugbar, og der er intet, der er mere brugbart eller mere nødvendigt til retfærdighed.

⁵⁵Id vero multo fortius et certius convincit eos, non alia quam hac infideli et impia opinione vovere et vivere, quod principium perfidiae suae palam docent et dicunt, hominem posse suis operibus naturalibus gratiam et remissionem peccatorum (215) obtinere. Men denne opfattelse overbeviser dem meget stærkere og sikrere, og de aflægger løfter og lever efter løfterne af ingen anden grund end denne vantro og ufromme opfattelse, at de som grundvold for deres perfidi fra gammel tid lærer og siger, at mennesket ved sine naturlige gerninger kan opnå nåden og syndernes forladelse.

⁵⁶ Sic enim sapiunt omnes, ideo enim et vovent, ut hoc vitae genere gratiam deo obtineant, juxta principium praedictum perfidiae, quo quid faciunt, nisi quod Christum negant, et a fide discedunt? Quod si qui inter eos sunt, qui non ita sapiunt, cum nec aliud audiant nec videant, Hos necesse est in medio impiae doctrinae et infidelis vitae, ceu pueros in camino ignis Babylonici, solius virtute dei intus recte docentis et potenter servantis custodiri miraculose. (Dan 3,27) Således tænker de nemlig alle, og derfor aflægger de også deres løfter, at de ved den slags liv opnår Guds nåde, jvfr den førnævnte fordrejede grundvold, og hvad gør de da andet end at nægte Kristus og falde fra troen? Og hvis der blandt dem er nogen, der ikke tænker sådan, når de ikke hører andet eller ser andet, så må sådanne mennesker, når de sådan er midt i ufromme lærdomme og et vantro liv, opfattes som mændene i den babyloniske ilds ovn, og det er alene ved Guds kraft, der, når den virker i dem, får dem til at lære ret og tjene mægtigt, at de på mirakuløs måde kan bevares.

⁵⁷Proinde, si nulla alia esset causa revocandi et relinquendi voti monastici, haec impietas negati Christi et repudiatae fidei abunde satis urgeret et compelleret. Dernæst, hvis der ikke er nogen anden grund til at tilbagekalde og forlade munkeløfterne, så er denne ufromhed, at de nægter Kristus og bringer troen i vanry, mere end tilstrækkeligt til at bedømme og anklage sagen.

⁵⁸ Nemo satis pensare potest, quam grave et vehenems sit verbum Pauli, quod recitavimus (2,49): In novissimis diebus discedent quidam a fide, attendentes spiritibus erroris et doctrinis daemoniorum, in hypocrisi loquentium mendacium, cauteriatam habentium suam conscientiam, prohibentium nubere et abstinere a cibis, quos deus creavit ad percipiendum cum gratiarum actione fidelibus et iis qui cognoverunt veritatem. (1 Tim 4,1-4) (W597) Ingen kan tilstrækkelig grundigt overveje, hvor tungtvejende og hårde Paulus' ord er, som vi før citerede : "I de sidste dage skal nogle falder fra troen, fordi de lyttede til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk, der er brændemærkede i deres samvittighed; de forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden". (1 Tim 4,1-4).

⁵⁹     Ego plane huius verbi autoritate, cum sit verbum spiritus sancti, qui est deus noster benedictus Amen, ausim universos monachos a suis votis absoluere, et cum fiducia pronunciare, vota eorum esse coram Deo reproba et nulla.            Jeg vil da vove den påstand på baggrund af disse ord, som er helligåndens ord, som er vor velsignede Gud, amen, at enhver munk skal frigøre sig fra sine løfter, og med frimodighed erklære, at hans løfter overfor Gud er fordømmelige og ingenting værd.

⁶⁰Antea enim solos sacerdotes a coelibatu virtute huius verbi absolui, sed propius mihi rem spectanti et verba Pauli diligentius consideranti occurrit, doctrinam eius catholocam et generalem esse in omnes coelibes, tam monachos quam sacerdotes. Før mente jeg nemlig, at det kun var præsterne, der ved dette ords kraft blev løst fra cølibatet, men senere, da jeg havde betragtet sagen og bedre overvejet Paulus' ord, er jeg blevet klar over, at hans læresætning er almindelig og generel og drejer sig om alle cølibatære, hvad enten de er munke eller præster.

⁶¹Proinde utile fuerit paulo accuratius Paulum observare. Ac primum, ut illos penitus confutemus, qui Papam, sacerdotes et monachos honestaturi hunc locum ad Tacianos torquent, nec sinunt de nostro coelibatu intelligi: Ipsa verba cogunt non de Tacianis sese intelligi. Men forinden kan det være gavnligt at se lidt nærmere på Paulus. Og først, at vi skal forvirre dem fuldstændig, dem, der for at kunne ære Paven, præsterne og munkene fordrejer det sted til at handle om Tacianerne, og ikke tillader at det forstås om vort cølibat: Ordene selv tvinger os ikke til at forstå det om Tacianerne.

⁶²Taciani enim non prohibebant modo, sed damnabant in totum conjugium, dicentes ipsum et malum et peccatum esse. Similiter et cibos Manichei non prohibebant modo, sed damnabant, ut qui mixti essent portione tenebrarum etc. For Tacianerne fordømte ikke blot en slags ægteskab, men ethvert ægteskab, idet de sagde, at det i sig selv var ondt og syndigt. På lignende måde fordømte manikæerne ikke blot en slags bordfællesskab, men fordømte, at de skulle blandes op med nogen del af mørket, osv.

⁶³Sed Papa et Papistae nec cibum nec conjugium damnant, prohibent solum nubere et abstinere a (216) cibis bonis, quos confitentur a deo creatos, faciuntque id specie majoris religionis, quod Paulus palam tangit, cum dicit: In hypocrisi loquentium mendacium. Men paven og papisterne fordømmer hverken bordfællesskab eller ægteskab, de forhindrer blot, at man gifter sig, og påbyder at man afholder sig fra gode spiser, som de selv bekender er skabt af Gud, og de gør derved det til en slags højere fromhed, som Paulus dengang berørte, da han sagde: de taler hyklerisk løgnetale.

⁶⁴Non enim Papistae necessarium esse docent aut divinitus praeceptum, a cibis et conjugio abstinere. Scientes et prudentes prohibent propria autoritate ad hypocrisin instituendam. Papisterne lærer det nemlig ikke som et nødvendigt, guddommeligt bud at afholde sig fra spise og at gifte sig. Med velberåd hu og ganske klogt forhindrer de ved deres egen autoritet, at der indføres noget hykleri.

⁶⁵Taciani vero et Manichei necessarium ac diuinitus praeceptum uideri volebant suum commentum, non sciebant proprium esse, quod docebant, nec specie maoiris pietatis, sed veritate et necessitate universalis pietatis credebant se moveri. Men Tacianerne og Manikæerne ville have, at deres overvejelser skulle se ud som et nødvendigt guddommeligt bud, de vidste ikke, at det var deres egne lærdomme, de lærte, de troede, de handlede ud fra, ikke en slags større fromhed, men ud fra sandheden og den almindelige fromheds nødvendighed.

⁶⁶Habemus itaque hunc locum Pauli, plane nostros coelibes tangentem, Papam, sacerdotes monachos et moniales. Atque ut demus quam maxime Paulum de Tacianis et Manicheis loqui, per hoc non potest negari, quin et de Papistis loquatur, quatenus cum illis sentiunt. Derfor har vi dette sted hos Paulus, det omhandler virkelig vore cølibatære, paven, præsterne, munkene og de klosterlevende. Og selv om vi medgiver, at Paulus mest taler om Tacianere og Manikæere, så kan det dog derved ikke nægtes, at han også taler om Papisterne, hvad de så end mener om dem.

⁶⁷Nunquid ideo non loquitur contra Sabellium Iohannes Euangelista de divinitate Christi, quia eius verba pugnant contra Arrianos? Aut non loquitur contra Cerinthos, quia verba eius confutant Iudaeos? Aut non valent contra Turcas, quia valent contra gentiles? Mon ikke johannesevangelisten også taler om Kristi guddom imod Sabellianerne, selv om hans ord vender sig imod Arianerne? Eller mon ikke han taler imod Cerinthos, selv om hans ord også rammer jøderne? Eller mon ikke de har betydning imod tyrkerne, selvom de har betydning imod hedningerne?

⁶⁸Prorsus contra omnes valent et pugnant, quocunque nomine, quacunque secta censentur, quatenus negant Christum esse deum, sive alias illis conveniat sive minus. Ita et hic Pauli locus omnes damnat, qui prohibent nubere, et docent abstinere a cibis, sive sint Taciani, Manichei, Turcae, Papistae, aut quicunque alii. Følgelig har de gyldighed imod alt og bekæmper alt, af hvad navn, af hvad sekt de mener de er, forsåvidt de nægter, at Kristus er Gud, hvad enten ordene passer bedre på nogle, og mindre godt på andre. Således også med dette Paulus-sted. Det fordømmer alle, som forhindrer ægteskab og lærer, at man skal afholde sig fra visse spiser, hvad enten de er Tacianere, Manikæere, Tyrker, Papister eller hvilkesomhelst andre.

⁶⁹Nam et Turca a vino abstinet specie religionis. Cum itaque negari non possit, a Papa conjugium prohibitum sicut et cibos, manifestum est ipsum spiritui sancto resistere in hoc verbo Pauli, et (W598) doctrinam suam esse daemoniorum, et erroneam et meram hypocrisin. For også tyrkerne afholder sig fra vin af religiøse grunde. Eftersom det da ikke kan nægtes, at paven forbyder ægteskab og visse spiser, så er det klart, at han modstår helligånden i disse ord af Paulus, og at hans læresætning er dæmonisk, er en fejltagelse, ja er slet og ret hykleri.

⁷⁰Habet hic aliquis quod possit opponere? sunt ne haec clarissima et invicta? Esto, Papistae non sunt Turcae, neque Manichaei, neque Taciani, nec tales accusamus, sed quatenus cum Turcis, Manicheis et Tacianis consentiunt, accusamus. Turcae non sunt, faciunt tamen ac docent et quae docent Turcae. Er der nogen, der kan indvende noget herimod? Er dette ikke ganske klart og uimodsigeligt? Det er sandt nok, at papisterne ikke er tyrker, eller manikæere eller Tacianere, det beskylder vi dem heller ikke for at være, vi beskylder dem for det, hvori de er enige med tyrkerne, manikæerne og tacianerne. De er ikke tyrker, men gør dog og lærer dog det, som også tyrkerne lærer.

⁷¹Cum ergo haec ita habeant, ut monastica vota per divinam spiritus definitionem pronuncientur esse doctrinae erroneae et daemoniacae et hypocriticae, quid adhuc trepidas ea revocare et deserere? An trepidas spiritum creatorem tuum audire et sequi? Metuis, ne spiritus veritatis tibi mentiatur, aut irascatur, si obedieris voci eius? Hvis det nu forholder sig sådan, at munkeløfterne gennem åndens guddommelige definition proklameres at være fejlagtige og dæmoniske og hykleriske læresætninger, hvorfor skælver du da stadig for at tilbagekalde dem og lade dem være? Mon du skælver for at adlyde og følge din skaberånd? Frygter du for at sandhedens ånd skal lyve for dig, eller blive vred på dig, hvis du adlyder dens stemme?

⁷²Si scires tete vovisse, ut sacrilegium faceres, utique votum cassares et mutares, cur non et hoc mutas et cassas? Sed id fortassis te moratur, (217) quod et me hactenus moratum est: Quod Monachi non docent, sed sua sponte sese tradunt in hoc genus doctrinae et hypocrisis, Sacerdotes vero praecepto Papae coguntur, non sponte vovent. Hvis du ved, at da du aflagde løfterne, da begik du helligbrøde, og at du derfor skal forkaste og tilbagekalde løfterne, hvorfor gør du så ikke det, at du forkaster og tilbagekalder? Det er måske gået dig, ligesom det hidtil er gået mig: at du ikke tilbagekalder, fordi munkene ikke lærer disse ting, men frivilligt giver sig hen til disse lærdomme og dette hykleri, mens præsterne tvinges ved et paveligt dekret, og ikke frivilligt aflægger deres løfter.

⁷³Atque hoc spontaneum votum a nullo exactum vehementer me movit hactenus. Iam vero non movet amplius. Primum, quod Paulus tam libero spiritu affirmat doctrinas erroneorum spirituum et daemoniorum mendaces esse, quod et ipsa res cum verbis Pauli faciens probat. Og dette frivillige løfte, der ikke blev påtvunget nogen, har hidtil bevæget mig kraftigt. Men det gør det ikke mere. Først, fordi Paulus med en sådan fri ånd bekræfter, at åndelige og dæmoniske fejl er løgnagtige, hvilket også selve sagen beviser, når man ser på Paulus' ord.

⁷⁴Docent enim per opera justificari et salvari, et discedunt a fide, cum suam obedientiam, paupertatem et castitatem non solum arbitrentur esse certas vias ad salutem, sed et perfectiores et meliores, quam reliquorum fidelium, quod est evidens et apertum mendacium et error et peccatum in fidem. De lærer nemlig, at man bliver retfærdiggjort og frelst ved gerningerne, og fjerner sig fra troen, når de ikke blot tror, at deres lydighed, fattigdom og cølibat er en sikker vej til frelsen, men også tror, at det er en mere fuldkommen, ja en bedre vej, end den, de andre troende vandrer ad, hvilket er en klar og åbenlys løgn og fejl og synd imod troen.

⁷⁵Nihilque reliquum est illis nisi hypocrisis et cauteriata conscientia. Denique velut non passuri, ut quis Paulum de ipsis loqui dubitet, latius insaniunt, et produnt sua mendacia impudenter. De har ikke noget tilbage, undtagen hykleri og en overforsigtig samvittighed. Endelig kan man ikke finde sig i, at nogen tvivler på, at Paulus taler om dem, de er snarere vanvittige, og gavner på højst uklog måde deres løgnehistorier.

⁷⁶Vendunt enim et communicant sua bona opera, merita et fraternitates aliis, quasi ii sint, qui non solum meliore via incedant, sed et ex abundantia sua alios quoque secum salvos facere possint. De sælger nemlig og uddeler deres gode gerninger, fortjenester og broderkærlighed til andre, som om de var nogen, der ikke bare havde fundet en bedre vej, men også udaf deres overflod kunne gøre andre frelste sammen med sig.

⁷⁷Nunquid ista fieri ab eis publice et passim negare quisquam potest? At operibus tantum tribuere, ut non modo sua ipsorum, sed et aliorum quoque peccate deleant, nec solis sibi, sed et aliis ad salutem prosint, quid potest in Christum et fidem eius blasphemius et insanius cogitari? Qui Iudaei? Qui gentiles? Qui Turcae aeque insaniunt? Mon nogen kan nægte, at dette gøres af dem offentligt og vidt og bredt? Men at lægge den vægt på gerningerne, at de ikke bare kan fjerne ens egne, men også andres synder, at de kan gavne ikke bare en selv, men også andre til frelse, hvad kan der optænkes mere blasfemisk og vanvittigt imod Kristus og troen på ham? Hvilke jøder, hvilke hedninger, hvilke tyrker er lige så vanvittige?

⁷⁸Nonne hoc est non modo suas proprias, sed et aliorum conscientias invitare et allicere ad confidendum super illorum opera et merita? Mon ikke dette er at indbyde og friste ikke bare ens egen samvittighed, men også andres til at stole på deres gerninger og fortjenester?

⁷⁹At quid est hoc nisi fidere execrabilissimo mendacio? Pro quo tamen mendacio totius mundi opes devorant ociosi et delicati. Denique nuper ad finem insaniae venerunt, promittentes hominibus introitum coeli, qui morituri cucullum induerint. Quid est abominatio, si haec non (W599) est abominatio? Men hvad er dette andet end at tro på den mest afskyelige løgn? Dog på grund af denne løgn nedsluger de hurtigt og delikat hele verdens rigdom. Men endelig kommer de så til enden med deres vanvid, og lover menneskene, at de kommer i himlen, hvis de, når de dør, antager sig sådanne nogen døgenigtes gerninger. Hvad er forbandelse, hvis ikke dette er forbandelse?

⁸⁰Vides ergo, imo palpas hic, non modo discessisse eos a fide, sed mendaciis illorum abominandis seductum quoque et orbem. Du ser altså, ja du kan næsten tage og føle på det, at ikke blot forlader de selv troen, men ved deres løgne og forbandelser forfører de også hele verden.

⁸¹ Sua enim cuiusque fides et necessaria et satis est ad remissionem peccatorum et ad salutem, quae nobis Christum affert, hoc est, unam carnem, os ex ossibus, et omnia communia cum illo facit, ut in ipso et deipso glorietur conscientia nostra, quod ipsius solius sanguine et meritis tum justificati vivimus, tum salvati inaeternum vivemus, sine operibus tam nostris propriis quam aliorum. Enhvers egen tro er nemlig både nødvendig og tilstrækkelig til syndsforladelse og frelse, den tro, der giver os Kristus, d.v.s. så vi bliver et kød med ham, ben af hans ben, og har alt fælles med ham, så at vor samvittighed kan rose sig i ham og ved ham, fordi vi lever retfærdiggjorte alene ved hans blod og fortjenester, og da skal vi leve i evighed, uden gerninger, hverken vore egne eller andres.

⁸²Fides enim Christi non potest pati, (218) ut uel nostris uel aliorum operibus gratia et iustitia ueniat. For troen på Kristus kan ikke tåle, at nåden og retfærdigheden kommer i stand enten ved vore egne eller ved andres gerninger.

⁸³Hoc enim solius Christi esse scit et confitetur constanter. quam si illi docerent, non sua opera uenderent aliis, sed se et omnes ab operum fiducia in solum Christum raperent, simul ostendentes, quam nihil sit necessarium ad iustitiam, ad salutem, ad remissionem peccatorum suum uotarium uitae genus, sed solam fidem esse necessariam. Den véd nemlig og bekender til stadighed, at dette alene sker ved Kristus. Og hvis de lærte, at deres gerninger ikke frikøber andre, men river både dem selv og andre bort fra gerningerne hen til troen på Kristus, så skulle de dog samtidig gør det klart, at dette, at de aflægger løfte om den slags liv, på ingen måde er nødvendigt til retfærdighed, til frelse, til syndernes forladelse, men at alene troen er nødvendig.

⁸⁴        Hos proprie Christus praedixit Matth. xxiiii Multi uenient in nomine meo dicentes: Ego sum Christus. Obserua quaeso uerba Christi: In nomine meo uenient dicentes: Ego sum Christus. Papistae illi religiosi nunquam appellant se uocabulo isto 'Christus', nullus dicit: Ego uocor uel appellari uolo Christus. Omnes autem dicunt: Ego sum Christus, nomine abstinent, sed officium, opus et personam arrogant. (Matt 24,5)          Kristus har forud talt om dem, Matt 24: Mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus. Læg mærke til Kristi ord: "De skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus". Disse fromme papister kalder sig aldrig med det ord "Kristus", ingen siger: "Jeg kalder mig eller vil kaldes Kristus". Og dog siger de alle: "Jeg er Kristus", de afholder sig fra at bruge navnet, men tiltusker sig embedet, gerningen, personen.

⁸⁵ Quaeris, quomodo id faciant? Audi, Christi solius proprium est, suis meritis et operibus iuuare et saluare alios. Caeterorum opera nullis nec sibiipsis prosunt, quia stat sententia Iustus ex fide sua uiuet. (Rom 1,17) Fides enim nos super opera Christi ponit sine operibus nostris, et transfert de exilio peccatorum nostrorum in regnum iustitiae illius. Du spørger, hvordan de gør det? Jamen, hør, det er alene noget, der hører Kristus til, ved sine fortjenester og gerninger at hjælpe og frelse andre. Andres gerninger hjælper ingen, ikke engang dem selv, fordi den sætning står fast: Den retfærdige skal leve af tro. Troen tager os nemlig på grund af Kristi gerninger uden vore gerninger og overfører os fra vore synders landflygtighed til hans retfærdigheds rige.

⁸⁶Haec est fides, hoc Euangelium, hic Christus. At Papistae hanc fidem quo ducunt? Nonne super seipsos? Docent enim homines fidere super sua merita, et communicant opera sua et fraternitates suas caeteris peccatoribus, ut peccata eorum portent et deleant iustosque et saluos faciant. Dette er troen, det er evangeliet, dette er Kristus. Men er det det, papisterne sætter deres lid til? Mon ikke det er til sig selv? De lærer nemlig mennesker at stole på deres fortjenester, og de overfører deres gerninger og deres broderkærlighed til de øvrige syndere, så at de kan bærer og eftergive deres synder, og gøre dem retfærdige og frelse dem.

⁸⁷Nonne hoc est dicere: Ego sum Christus? Nonne hoc est facere, quod Christus facit? Non iam sunt Christiani, sed Christus. Quia Christiani diffinitio est haec: credens solius Christi operibus solis sine propriis iustificari, a peccatis liberari et saluari. Christi diffinitio est: Qui saluum facit populum suum a peccatis eorum, donans illis sua propria merita et uniuersam iustitiam. Mon ikke det er at sige: "Jeg er Kristus"? Mon ikke det er at gøre, hvad Kristus gør? De er ikke kristne, de er Kristus. For definitionen på en kristen er den: Det er et menneske, der tror, at han bliver retfærdiggjort, befriet fra sine synder og frelst alene ved Kristi gerninger uden nogen gerninger af sine egne. Definitionen på Kristus er: Den, der frelser sit folk fra deres synder, idet han giver dem sin egen fortjeneste og den almindelige retfærdighed.

⁸⁸At hoc faciunt nostri monastici. In nomine (inquit) meo uenient, hoc est faciunt ista, non ut gentiles, sed ut Christiani, imo ut Christianissimi. Non enim sinunt quenquam alium de nomine Christiano superbius gloriari. Recordor hic, quod saepius audiui, quosdam ex isto hominum genere morituris peccatoribus dedisse omnia sua bona opera in hanc uocem: Ecce do tibi quicquid boni feci in uita mea. Men dette gør vore munke. Kristus siger: 'De vil komme i mit navn', og det gør disse, ikke som hedninger, men som kristne, ja som de mest kristne af alle. De ophører nemlig ikke med at ære noget andet fremfor kristennavnet. Jeg mindes her, hvad jeg ofte har hørt, at én og anden af den slags mennesker har givet alle sine gode gerninger til de syndere, der skal dø, idet de sagde: 'Se jeg giver dig hvad jeg har gjort af godt i mit liv'.

⁸⁹Volentes hac insania charitati opus inestimabile implesse, dum miserum illum hominem a Christo retractum in (W600) opera hominis fidere fecerunt. O horrendas tenebras, o miserandas caecitates, o abominandas (219) insanias! Siccine, Satan, ludis in animabus pereuntibus et perdentibus? De mener med dette vanvid at have fuldført en uforlignelig kærlighedsgerning, mens de i virkeligheden får dette stakkels menneske trukket bort fra at stole på Kristus hen til at stole på menneskegerninger. Åh, hvilket forfærdeligt mørke, hvilken elendig blindhed, hvilket grusomt vanvid! Hvor du dog, Satan, leger med sjæle, der skal forgå og er fortabte!

⁹⁰       Ex his fructibus suis credo satis cognosci lupos istos rapaces, qua opinione uoueant et uiuant, ut nemo possit negare, Monachum fieri (nisi miraculo seruetur) id esse quod a fide apostatare, Christum negare, Iudaeum fieri, et, ut Petrus praedixit, ad uomitum gentilem redire. (2 Pet 2,22)              Ud af disse frugter tror jeg tilstrækkeligt at have afsløret disse røveriske ulve, i hvilken mening de aflægger løfte, i hvilken mening de lever; så at ingen kan nægte, at dette at være munk (hvis man ikke frelses på mirakuløs vis) det er at falde bort fra troen, at nægte Kristus, at blive en jøde, og, som Peter forudsagde, 'at vende tilbage til sit bræk'. (2 Pet 2,22).

⁹¹Vides enim nihil nisi opera spectari ab istis perditis hominibus, et talia opera, quae Christi operibus aequant, sola hac causa, quia praetexto nomine Christiano a Christianis facta putant, in fide illa sacrilega et abominanda, quam generalem et informem uocant. Du ser nemlig, at der ikke tages hensyn til andet end gerninger af disse fortabte mennesker, og det sådanne gerninger, som de ligestiller med Kristi gerninger, alene af den grund, at de under dække af kristennavnet mener, de er gjort af kristne, i en blasfemisk og fordømmelig tro, som de kalder almindelig og uformet.

⁹²Igitur sic dixi: amplius me non moratur spontaneum illud uotum monachorum, quo minus omitti et possit et debeat. Quid enim est uotum hoc, nisi pactum cum daemonibus factum? doctrinas daemoniorum, errores et mendacia tete uouisse dicit spiritus deus tuus, et tu dubitas, an resilire et relinquere uotum debeas? Derfor siger jeg således: Nu tøver jeg ikke længere med jo før jo bedre at ophæve dette munkeløfte, det kan og det bør gøres. Hvad er nemlig dette løfte andet end en pagt med dæmonerne? Din Guds ånd siger, at du har aflagt løfte til dæmonernes læresætninger, fejltagelser og løgne, og du er i tvivl om, hvorvidt du skal trække dit løfte tilbage eller forlade det?

⁹³ Aduerte ad Paulum, qui non solum docentes aut cogentes, sed et attendentes memorat, imo de attendentibus potissimum loquitur, dicens: Discedent a fide, attendentes spiritibus erroris et doctrinis daemoniorum. (1 Tim4,1) Vend dig til Paulus, han, som ikke alene omtaler dem, der lærer, og dem, der nøder, men også dem, der lytter, ja han taler vel især til dem, der lytter, når han siger: 'De skal falde fra troen, fordi de lytter til løgneånder og dæmonlæresætninger'. (1 Tim 4,1)

⁹⁴Vides hic auditores et sequaces primo loco nominari. At monachi certe dum spontanee uouent, non docent haec mendacia, sed docti et seducti sequuntur. Quare Paulus prorsus uniuersaliter loquitur, in omnes coelibes istos, et nullos excipit. Du ser, at her nævnes først og fremmest dem, der lytter og følger. Men selv om munkene sikkert og vist aflægger deres løfte helt frivilligt, så lærer de dog ikke aktivt løgn selv, men de følger efter, belærte og forførte. Derfor taler Paulus også generelt imod alle disse cølibatære, og han undtager ingen.

⁹⁵Et quid multis agimus? cui hoc non satis est, quod spiritus definit doctrinas daemoniorum, mendacia, errores, hypocrisin esse, quae uouentur, quid illi satis erit? Og hvorfor skal vi gå videre? Er der nogen, for hvem dette ikke nok, at ånden fastslår, at det, de aflægger løfte på, er dæmonlærdom, løgnetale, fejltagelse, hykleri, hvad vil han mere?

⁹⁶Quis pactum daemonibus seruat, ut saluus fiat, ac non potius quam primum dissoluit et cessat? Atque demus, ut fide pura miraculose serueris uouens et uiuens in uotis, sicut Bernhardus et multi alii seruati sunt, quibus propter fidem Christi, qua pleni erant, uenenum hoc non nocuit. Hvem er det, der tjener dæmonernes pagt for at blive frelst, og ikke snarere med det første opløser den og træder ud af den? Vi mangler bare at gøre opmærksom på, at du kan tjene ved en på mirakuløs måde ren tro, når du aflægger løfter og lever i dem, sådan som Bernhard og mange andre har tjent, hvem denne gift ikke skadede på grund af troen på Kristus, som de var fulde af.

⁹⁷Adhuc tamen, quando autoritate diuina constat, doctrinas esse has daemoniorum, mendaces, quae natura sua fallunt et seducunt, cum non possint aliud quam opera docere, potes et debes uotum in eas seruandas factum abrumpere. Men så langt vi nu er kommet, så langt den guddommelige autoritet slår det fast, at disse læresætninger er dæmoniske, løgnagtige, hvorved de efter deres natur bringer til fald og forfører, eftersom de ikke kan andet end lære gerninger, så langt kan og bør du undlade at holde det løfte, du har gjort om at tjene i disse læresætninger.

⁹⁸Nullius enim sancti exemplo fient doctrinae dei ex doctrinis hominum. Doctrina dei docet fidem, ultra quam docere sese iactant uotarii aliud. At illud aliud non est nec esse potest nisi opus. Opus uero non potest doceri, nisi ledas fidem, cum fides et opera in re iustificationis extreme (220) aduersentur. For det kan ikke selv ved de helliges eksempel ske, at der af menneskesætninger kommer guddommelige sætninger. Den guddommelige lære lærer troen, men løfteaflæggerne kaster sig ud over den og lærer noget andet. Men dette andet er ikke og kan ikke være andet end gerninger. Men gerninger kan ikke læres, medmindre du ødelægger troen, eftersom troen og gerningerne i retfærdiggørelsessagen er diametrale modsætninger.

⁹⁹Ita fit, ut doctrina operum necessario sit doctrina daemoniorum et discessio a fide. Nemo autem opera docet, quod ea non necessaria putet ad justitiam et salutem; nisi enim necessaria putet, frustra docebit. Derfor er det således, at læren om gerninger nødvendigvis er en dæmonisk lære og et frafald fra troen. Men ingen lærer gerninger, uden at lære, at de er nødvendige til retfærdighed og frelse; hvis ikke han anser dem for nødvendige, ville han jo lære forgæves.

¹⁰⁰ Quid alioqui doceret ea? et quis ea sequeretur et seruaret, si aliam uiam iustitiae (W601) et salutis nosset? Recte ergo dixit Paulus: Lex non est ex fide, et ex operibus legis nemo justificatur. (Rom 3,20) Ita neque uotum est ex fide, nec ex uoto justificatur omnis caro. Hvorfor skulle han ellers lære dem? Og hvem ville følge dem og tjene under dem, hvis han kendte en anden vej til retfærdighed og frelse? Altså har Paulus ret: 'Loven er ikke af troen, og af lovgerninger bliver intet menneske retfærdiggjort'. Derfor er det hverken sådan, at løftet er af tro, eller sådan, at nogen bliver retfærdiggjort ved løftet.

¹⁰¹ Et omnia, quae Paulus ad Galatas disputat aduersus legem et opera eius, pertinent etiam aduersus uotum et opera eius. Siue ergo pia siue impia opinione uoueantur, rumpenda sunt, ut diuinitus reprobata et in res diuinitus reprobatas facta. Og alt, hvad Paulus skriver til galaterne imod loven og dens gerninger, gælder også imod løftet og dets gerninger. Hvad enten de altså har aflagt løftet med et fromt sind eller med et ufromt sind, løfterne skal brydes, sådan som det er guddommeligt anbefalet, og med guddommelig myndighed sket overfor anbefalede ting.

¹⁰² Quare Bernhardus et alii, qui pia opinione uouerunt et uixenint in uotis, comparandi sunt ducentis illis uiris, qui cum Absolom iuerunt de Hierusalem in Hebron, molienti seditionem aduersus regnum patris sui Dauid. (2 Sam 15,11) Derfor kan Bernhard og de andre, som ud fra en from mening aflagde løftet og levede i det, sammenlignes med hine ledende mænd, som sammen med Absalon drog fra Jerusalem til Hebron, skønt de derved øgede uenigheden mod kongen, hans far David.

¹⁰³Nihil enim sciebant de causa Absolomi et simplici corde ibant, quos certum re cognita resipuisse. At si in media re intercepti fuissent, poterant accusari lesae maiestatis rei, si opus eorum et uiam spectes, sed secundum animum iudicati absoluerentur. De vidste nemlig ikke noget om Absalons sag, og drog afsted med uskyldigt hjerte, men om de havde vidst det, ville de sikkert være kommet til sig selv. Men hvis de var døde i disse begivenheder, kunne de være blevet anklaget for majestætsforbrydelse, hvis du ser hen til deres gerning og den vej, de gik, men efter sindelaget må de dømmes og tilgives.

¹⁰⁴Quae historia pulchram nobis allegoriam huius rei prestat, sed nunc non est locus in ea morari. Plane Absolom Papisticum regnum est aduersus regnum Christi concitatum, quod et expulit et sedet in media Hierusalem. Verum pii, qui ei consenserunt, non consenserunt in hanc insaniam. Denne historie udgør en smuk allegori til denne sag, men nu er det ikke stedet at dvæle nærmere ved den. Ligeud er Absalon pavedømmet, som kæmper imod Kristi rige, som paven også har uddrevet og sat sig midt i Jerusalem. Men de fromme, som var enige med ham, var ikke enige i dette vanvid.

¹⁰⁵ Et ut alios omittam, de Bernhardo certus sum, similem eum fuisse illis ducentis uiris, quod euidenter ipsemet monstrauit, cum aliquando aegrotasset ad mortem, nihil aliud sonuit, quam confessionem huiusmodi: At jeg skal udelade de andre: Om Bernhard er jeg vis på, at han er lig med disse 100 mand, hvilket han selv klart har vist, da han engang blev syg til døden, hvor der intet andet lød fra ham, end denne bekendelse:

¹⁰⁶'Tempus meum perdidi, quia perdite uixi. Sed unum me solatur, quod spiritum contritum et humiliatum non despicies.' Et alibi 'duplici jure Christus regnum possidet. Semel quia filius, secundo quia passus. Atque hoc secundo merito nihil ei fuit opus, dedit autem mihi et omnibus credentibus.' 'Jeg har spildt min tid, fordi jeg har levet et spildt liv. Men det ene trøster jeg mig ved, at du ikke foragter en angrende og ydmyg ånd'. Og et andet sted: 'Med dobbelt ret indtager Kristus sit herredømme. En gang, fordi han er søn, en anden gang, fordi han har lidt. Og ved denne anden fortjeneste har han ikke gavnet sig selv, men han gav den til mig og alle troende'.

¹⁰⁷Vides haec esse uerba Christianissimi pectoris, quod totam fiduciam in Christum ponit, de suis operibus prorsus desperans. Nihil de uoto paupertatis, obedientiae, castitatis gloriatur, quin perditam uitam uocat, atque hac fide et seruatus et iustificatus est cum omnibus sanctis. An putas eum fuisse mentitum aut ioco dixisse, perditam esse suam uitam? (221) Her ser du hjertets mest kristelige ord, at han sætter hele sin lid til Kristus, og kun håber på hans gerninger. Han vil ikke have ære af løftet om fattigdom, om lydighed, om cølibat, for han kalder det et fortabt liv, og ved denne tro er han både frelst og retfærdiggjort sammen med alle troende. Eller mener du, det var løgn eller for sjov, at han sagde, at han havde spildt sit liv?

¹⁰⁸Iudicium dei sensit, coram quo, nisi solus Christus et sua iusticia, nemo subsistit; ideo se deserto ad illum se transtulit, perditas suas affirmans iustitias. Han følte dommen fra Gud, hos hvem ingen kan bestå, undtagen alene Kristus og hans retfærdighed; derfor forlod han sig selv og overførte sig til ham, idet han sagde, at hans egne retfærdighedsgerninger var spildte.

¹⁰⁹Iam si praedicari audias, uota et uitas religiosorum perditas esse, et nullius usus ad justitiam et salutem, quis uouebit? quis in uoto manebit? (W602) At nisi perditas dixeris, uere perditus eris, nec sanctorum patrum uota ulla ex parte imitaberis. Så hvis du hører, at nogen prædiker, at løfterne og det fromme liv er spildt, og ikke er til nogen nytte, hvad angår retfærdighed og frelse, hvem vil så forblive under løftet? Men hvis ikke du siger, du har forsømt dit liv, så har du virkelig forsømt det, og du vil ikke bare delvist kunne efterligne de hellige fædres løfte.

¹¹⁰Qualis autem Bernhardus fuit, tales fuisse necesse est omnes religiosos sanctos et pios, ut uideas clare, omnes miraculose fuisse seruatos, et eo tandem necessario rediisse, ut uota nihil et perdita esse assererent, quo sola fide justificarentur et seruarentur. Men sådan som Bernhard var, sådan må nødvendigvis alle religiøse hellige og fromme være, så at du klart kan se, at de alle på mirakuløs måde bliver bevaret, og netop derved endelig vender tilbage ved den nødvendighed, at de forsikrer, at løftet intet giver, kun fortabelse, hvorved de retfærdiggøres og frelses ved troen alene.

¹¹¹ Et impii, hac fide patrum contempta, erigunt et inflant opera, quae illi damnauerunt, et praetextu exempli sanctorum docent discessionem a fide, et contra exemplum patrum fallunt mendaciis totum orbem. Ecce hoc est, deum esse mirabilem in sanctis suis. (Sl. 68,38) Og de ufromme, fristet af denne fædrenes tro, opstiller og opblæser gerninger, hvorved de bliver fordømt, og under dække af de helliges eksempel lærer de frafald fra troen, og imod fædrenes eksempel fører de hele verden i løgn. Se, det betyder det, at Gud er underfuld i sine hellige. (Sl 68,38)

¹¹²Et quando monasticen ideo uolunt probatam uideri apud deum, quod sancti in illa bene uixerint, cur non ignes, gladios, frigora, bestias, cruces, mortes, docent probatas a deo et uouendas? Men når de således vil, at munkevæsenet af den grund skal synes antageligt for Gud, at de hellige levede smukt i det, hvorfor lærer de så ikke, at ild, sværd, kulde, vilde dyr, kors og død er antagelige for Gud, så man bør aflægge løfter om det?

¹¹³An non uixerunt bene in his sancti martyres? Sancta Hagne in lupanari uirgo mansit. Et quantos deus in peccata ruere sinit, ut humilitatem discant et seipsos cognoscant? Mon ikke de hellige martyrer levede smukt i disse ting? Den hellige Agnes forblev jomfru i bordellet. Og hvormange har Gud ikke fundet sig i blev i synden, for at de skulle lære ydmyghed og lære at kende sig selv?

¹¹⁴ Paulus Ro. vii. confitetur peccatum in carne sua habitare, (Rom 7,18) et tamen in medio peccati bene uiuit, et peccato bene utitur. Et quis sanctorum non in carne, mundo, inter daemones bene uiuit? Nunquid ideo uouendum est opus carnis, mundi, diaboli? At impii isti uitam monasticam non uolunt eam uideri tantum, in qua, sed per quam, seu potius, qua bene uiuatur. Paulus bekender Rom 7,18, at synden bor i hans kød, og dog lever han smukt deri, og udnytter synden godt. Og hvilken af de hellige lever ikke smukt i kødet, i verden, mellem dæmoner? Mon ikke derfor dette at aflægge løfte er en gerning af kødet, af verden, af djævelen? Men disse ugudelige vil ikke, at deres munkeliv blot skal ses som det, i hvilket, men som det, gennem hvilket, eller snarere i kraft af hvilket de lever smukt.

¹¹⁵Genus uitae et substantiam eius bonam esse docent, per quod boni fiant et salui. Hoc sacrilegum, hoc impium et blasphemum est, hoc eorum mendacium, hic error, haec hypocrisis, hoc daemoniorum commentum est. De lærer, at den slags liv og dets indhold er godt, hvorved de bliver gode og bliver frelste. Dette er gudsbespottelse, dette er ufromt og blasfemi, dette er deres løgn, dette er fejlagtigt, dette er hykleri, dette er dæmonernes opfindelse.

¹¹⁶ Hoc seducunt corda simplicium, superba uanitatis sonantes (ut Petrus ait) (2 Pet 2,18). Nullus enim sanctorum per eam bonus factus est, nec possunt ullum huius exemplum ostendere. Omnes autem in solo Christo per fidem et boni et salui facti sunt, ut in Bernhardo monstrauimus. Herved forfører de de enfoldige hjerter, de bruger opblæste og tomme ord (som Peter siger). Ingen af de hellige er nemlig blevet god ved disse gerninger, ejheller kan de opvise noget eksempel på det. Men alle bliver alene i Kristus ved troen gjort gode og frelste, som vi har påvist det for Bernhards vedkommende.

¹¹⁷Sed et S. Aug. dicit: Ve hominum uitae quantumcunque laudabili, si remota misericordia judicetur. (Conf IX, 13,34) Et iterum: Turbabor, sed non perturbabor, quia uulnerum domini recordabor. Men også Augustin siger: Ve menneskenes liv, hvor rosværdige de end er, hvis de bliver bedømt uden barmhjertighed. Og et andet sted: Jeg bringes i uro, men jeg bringes ikke i fortvivlelse, fordi jeg kommer Herrens sår ihu.

¹¹⁸ Vides et hunc suam ipsius et (222) omnium uitam damnare, ad uulnera autem Christi sese receptare. Et Paulus Gal. i: Viuo ego, iam non ego, uiuit uero in me Christus. (Gal 2,20) Omnes in solo Christo uiuunt, uouent, fidunt, et gloriantur, nihil de operibus suis cogitantes. Du ser altså, hvordan han fordømmer sit eget liv og alles liv, og alene holder sig til Kristi sår. Og Paulus i Gal 1: Jeg lever, dog ikke jeg, men Kristus i mig. Om dem alle gælder det, at det alene er i Kristus, at de lever, aflægger løfte, tror og har deres ære; de tænker ikke på deres gerninger.

¹¹⁹Vnde et nos dicimus: Anathema sit, qui aliud docuerit, quam in sola fide esse iustitiam et salutem. Sunt ne haec satis clara? Clarum ergo simul est, uota monastica, quando non possunt non ultra et praeter fidem doceri, esse impia, gentilia, Iudaica, sacrilega, mendacia, erronea, daemoniaca, hypocritica, apostatica, etiam sanctorum exemplis aduersaria, quare cum fiducia reuocanda et deserenda sunt, etiam si pia et (W603) seria opinione emissa fuerint. Derfor kan vi også sige: Forbandet være enhver, der lærer andet, end at alene i troen er retfærdigheden og frelsen. Er dette ikke tilstrækkelig klart? Jamen, så er det også samtidig klart, at munkeløfterne, fordi de kun kan læres udover og i stedet for troen, er ufromme, hedningeagtige, jødiske, blasfemiske, løgnagtige, hykleriske, kætterske, også imod de helliges eksempel, og derfor bør de frimodigt tilbagekaldes og forlades, også hvis de er aflagt i en from og alvorlig mening.

¹²⁰Si enim opera legis diuinae Apostolus prohibet doceri, et tanto aestu cogit relinquere Galatas et Romanos, quanto magis illa electicia hominum opera et uota prohibita sunt et relinquenda. Summa summarum, Opera et uota nec doceri nec persuaderi possunt, nisi ea salutaria et utilia dicas ad salutem et iusticiam. Hvis nemlig apostelen forbyder, at den guddommelige lovs gerninger må læres, og med så stor sindsbevægelse nøder galaterne og romerne til at forlade den, hvor meget mere er så ikke disse særligt udvalgte menneskelige gerninger og løfter forbudte og skal forlades. Alt i alt: gerningerne og løfterne kan hverken læres eller der kan overbevises om dem, medmindre du kan sige, at de er frelsebringende og gavnlige til frelse og retfærdighed.

¹²¹Quid enim est docere, opera et uota non esse salutaria nec necessaria? Quis audiet? quis amplectetur? At docuisse ea salutaria, est daemoniacum et apostaticum a fide, cum sola fides sit necessaria et salutaris. Hvad er det nemlig at lære, at gerningerne og løfterne ikke er frelsebringende eller nødvendige? Hvem hører efter? hvem afhandler det? Men at have lært, at det er frelsebringende, er dæmonisk og er frafald fra troen, eftersom alene troen er nødvendig og frelsende.

¹²²Quare monastica uota et opera aut serio doceri et disci non possunt, aut apostatare a Christo et excidere a fide oportet tam docentes quam attendentes. Et stat Paulus fortis, Esse ea doctrinas daemoniorum et mendacia et erronea, a quibus nisi uel in fine resilias cum S. Bernhardo, inaeternum peribis. Derfor kan de enten ikke lære munkeløfterne og gerningerne alvorligt, eller også bør de falde bort fra Kristus og gå væk fra troen, hvad enten de lærer noget sådant eller lytter til det. Og Paulus har ret med sit: "disse læresætninger er dæmoniske og løgnagtige og fejlagtige", og hvis du ikke ved din død tager afstand fra dem som Bernhard, så går du i evighed fortabt.

¹²³Haec omnia cum uera et solida sint, diuinis nixa firmamentis, conuincunt uouentis uota monastica, si sine fide uoueat, esse hanc cordis sui sententiam coram deo: Eftersom alt dette er sandt og grundfæstet, støttet på de guddommelige grundvolde, overbeviser de løfteaflæggerne om, at munkeløfterne, hvis de aflægges uden tro, i virkeligheden er af denne betydning overfor Gud:

¹²⁴'Ecce, deus, uoueo tibi, amplius nolle Christianum esse, reuoco uotum in baptismo factum, in Christo amplius non nitar neque uiuam. Irrita enim sunt haec omnia et antiquata iamdudum. Voueo autem tibi ultra et extra Christum nouum et multo melius uotum, scilicet uiuere in propriis operibus castitatis, obedientiae et paupertatis, et huius totius regulae. His enim operibus et iustus et saluus ero, et aliis mecum prodero ad iustitiam et salutem.' 'Se, Gud, jeg lover dig, at jeg ikke mere vil være kristen, jeg tilbagekalder det løfte, jeg har aflagt i dåben, jeg vil ikke mere stræbe efter eller leve i Kristus. Alt dette er nemlig ugyldigt og er forlængst noget gammelt noget. Men jeg aflægger for dig et nyt og meget bedre løfte, der går udover Kristus, nemlig at leve i mine egne cølibats-, lydigheds- og fattigdomsgerninger, og gerninger i hele denne regel. Jeg vil nemlig være retfærdig og salig ved disse gerninger, og jeg vil gavne andre sammen med mig selv til retfærdighed og frelse'.

¹²⁵ Horrescis, et negas ita cogitari a uouente? At si negas, negabis simul praedicta esse uera. Cor enim, quod non est fide pura in Christum aedificatum, et praesumpserit uouere, non potest aliter affectum esse, quam dictum est Opera enim spectet et aestimet necesse est, alioqui non uoueret. Er du forfærdet, og nægter du, at den, der aflægger løfte, tænker således? Men hvis du nægter det, så må du også nægte, at det, jeg har sagt forud, er sandt. For det hjerte, der ikke er opbygget ved en ren tro på Kristus, og sætter sig for at aflægge løfte, kan ikke bevæges af andet, end hvad sagt er. Det ser nemlig hen til gerningerne og mener, de er nødvendige, ellers ville det ikke aflægge løfte.

¹²⁶At opera aestimare est fidem negare, baptismum reuocare, (223) Christum repudiare, ut iam abunde satis est dictum. Men at lægge vægt på gerningerne er at nægte troen, at tilbagekalde dåben, at kæmpe imod Kristus, som det nu er sagt til overflod.

¹²⁷Et hoc impiissimum uotum credes posse placere et exigi apud deum, ac non potius summo odio haberi et damnari? Sic contingit iis, qui sine fide incedunt et opera apprehendunt. Quin multo miseriorem et contritionem et infoelicitatem in uiis eorum uide. Og dette højst ufromme løfte tror du kan behage og gælde noget hos Gud, og ikke snarere hades og fordømmes af ham? Sådan sker det med de mennesker, som går frem uden tro og hænger ved gerninger. Hvor megen elendig anger og ulykke ser du ikke i deres liv.

¹²⁸Optimi inter eos habentur, qui ad hanc impietatem quam proxime accedunt; rari enim et pauci sunt, qui caste, pauperes, obedienter et alia regularum uiuunt. De bedste iblandt dem når næsten frem til denne ufromhed; de mennesker er nemlig sjældne og få, som lever kysk, fattigt og lydigt og overholder de andre regler.

¹²⁹Quantae hic sunt poenitentiae? quanti carceres? quantae poenae? quanti dolores eorum qui non attingunt? quanta est conscientia, non obseruasse suum ordinem? Scilicet tantis sudoribus uendit Satan suam perditionem. Hvor mange bodsgerninger er der ikke her? Hvormange straffe? Hvormange smerter hos dem, som ikke når målet? Hvor megen samvittighedsplage over ikke at kunne overholde sin orden? Det er jo for alle disse anstrengelser, at Satan sælger sin fortabelse.

¹³⁰ Hoc, quod summis laboribus et conscientia fugiendum erat, summis laboribus et conscientia petitur. Vere Moses dixit: Seruietis ibi diis alienis, qui non dabunt uobis requiem die et nocte. (5 Mos 28,64ff) De hoc et Christus praedixisse uidetur: Contendite per angustam portam intrare, quia multi quaerent introire et non poterunt. (Luk 13,24) Fordi dette med de største anstrengelser og samvittighed skulle undgås, kræver han de største anstrengelser og samvittighed. Sandt siger Moses: 'I tjener dèr andre guder, som ikke giver jer hvile dag og nat'. Om dette synes Kristus at have forudsagt: Stræb efter at gå gennem den snævre port, for mange stræber efter komme ind og kan det ikke. (Luk 13,24).

¹³¹ Videtur autem deus misericorditer eis resistere, ne attingant suum statum perfectionis, id est, summam impietatis, permittens eos labi, sepiens (W604) uiam eorum spinis (ut in Osea dicit) (Hos 2,6f), ut praeuaricatores deprehensi inter angustias redeant ad cor, et ad uirum suum priorem, ubi melius eis fuerat quam nunc. Oseae .ii. Men Gud synes på barmhjertig vis at modarbejde dem, at de ikke skal nå deres fuldkommenhedsstade, dvs den højeste ufromhed, idet han tillader, at de arbejder, og spærrer vejen for dem med tjørn (som Hoseas siger), så overtræderne gribes i trængsler og vender tilbage til deres hjerte, og til deres første mand, hvor hun havde det bedre end nu.

¹³²Est ne ergo haec incredibilis conuersio? Primi sunt nouissimi, et nouissimi sunt primi. Apostatae sunt religiosi, et religiosi sunt apostatae. Et qui minus seruant uota, magis seruant, qui magis seruant, minus seruant. Er dette da ikke en utrolig omvendelse? De første skal blive de sidste, og de sidste de første. De frafaldne er religiøse, og de religiøse er frafaldne. Og den, der adlyder løfterne mere, adlyder dem mindre, og den, der adlyder dem mere, adlyder dem mindre.

¹³³ Sic impletur illud psal. xiii: Contritio et infelicitas in uiis eorum, et uiam pacis non cognouerunt. (Sl 14,3). Således opfyldes denne salme: Anger og ulykke på deres veje, og fredens vej kender de ikke.

¹³⁴         Rursus Christiano et pio affectu uouens, sic cogitabit necessario apud deum: 'Ecce, deus, hoc uitae genus uoueo tibi, non quod existimem hanc esse uiam ad iustitiam et salutem aut satisfactionem peccatorum. Hoc enim auertat a me misericordia tua.             Omvendt, den der aflægger løfte med et godt kristeligt og fromt sind, tænker med nødvendighed sådan hos Gud: 'Se, Gud, den slags liv lover jeg dig, ikke fordi jeg mener, det er en vej til retfærdighed og frelse eller bod for mine synder. Måtte din barmhjertighed holde sådanne tanker borte fra mig.

¹³⁵Hoc in Christi domini mei redundaret iniuriam, cum hoc sit negare eius merita et sanguinem eius pollutum ducere et ostentui habere filium tuum, cuius solius est haec gloria, ut sit agnus dei, qui tollat peccatum mundi, in sanguine suo omnes lauet et iustificet. non abiiciam tam sacrilege gratiam tuam. Sådanne tanker vil oven i købet være uret imod min Herre Kristus, eftersom det vil være at nægte hans fortjeneste, og at regne hans udgydte blod og din søn for et blot skuespil, han, der dog alene har denne ære, eftersom han er Guds lam, som bærer alverdens synd, og vasker og retfærdiggør alle i sit blod. Jeg vil ikke på denne bespottelige måde bortkaste din nåde.

¹³⁶Expectabo et praesumam haec in ipso solo, nequaquam in me aut ulla creatura, nedum in uotis et operibus meis. Jeg forventer og jeg regner med at få dette alene i ham, ikke i mig eller nogen skabning, heller ikke ved mine løfter eller gerninger.

¹³⁷Sed hoc ago: quandoquidem in carne (224) uiuendum est, nec ociandum est, apprehendam hanc formam uiuendi exercendi corporis gratia, ad seruiendum proximo, ad meditandum in uerbo tuo, quemadmodum alius apprehendit agriculturam aut artificium pro suo quisque exercitio, absque ullo meritorum aut instificationis respectu, quam oportet in fide priorem esse, et semper superiorem manere et in omnibus regnare etc.' Men dette gør jeg: sålænge jeg skal leve i kødet, og ikke skal lide døden, holder jeg mig til denne form for liv, for kroppens øvelses skyld, for at tjene min næste, for at overveje dit ord, ligesom andre driver landbrug eller håndværk for deres egen øvelses skyld uden blik til fortjeneste eller retfærdiggørelse, ikke af nogen anden grund, end at man i troen bør være den første og altid forblive den øverste og herske over alle ting etc'.

¹³⁸ Nisi talis sit affectus uouentis, intelligis ex prae dictis, uotum non posse pium ac uere uotum esse. Quia hunc affectum fides exigit, si adest, aut non est fides. Quia stat sententia: Iustus ex fide uiuet,. (Rom 1,17) Ex operibus nemo uiuet, quare nec ex uotis uiuet. Hvis du ikke aflægger løfte med dette sind, så kan du forstå af det forud sagte, at løftet ikke kan være fromt og dermed et ægte løfte. Fordi troen fremelsker dette sind, hvis den er der, ellers er troen der ikke. Fordi den sætning står fast: Den retfærdige skal leve af tro Af sine gerninger kan ingen leve, derfor kan ingen heller leve af sine løfter.

¹³⁹Tu nunc uide, quot sint, qui sic uoueant! aut nulli certe aut miraculose inducti. Talis enim affectus contemnit uota, nihilo meliora ducens quam agriculturam aut quoduis aliud opus manuale. Du ser nu, hvor meget de er, der aflægger sådanne løfter! Enten er intet sikkert, eller også føres de på mirakuløs måde. For dette sind tilintetgør løfterne, regner dem for på ingen måde bedre end landmandens eller hvilken som helst anden håndens mand.

¹⁴⁰At quis religiosorum unquam uouet, ut non aestimet opus uoti esse supererogationis, perfectionis, cui nullum sit neque simile neque aequale? Sicut et impudentissime docent. Insuper affectus iste habet hoc genus uitae pro usu et exercitio, non pro ipsa re et substantia. Nam fidem habet pro re et substantia. Men hvem af de munkene aflægger nogensinde et løfte, sådan at han ikke regner løftets gerning for noget ud over det krævede, for noget fuldkomment, som ingenting rager op i nærheden af? Således lærer de, og det er anmassende. Men dette sind ovenfra har den slags liv at bruge og at øve, ikke for sagens eller væsenets egen skyld. For det holder troen for sagen og væsenet.

¹⁴¹Sicut homo est substantia, operatio eius naturalis est usus substantiae suae, Ita fides utitur omnium exercitiis et operibus. Contra illi non habent pro usu, sed pro ipsa substantia. Esse enim religiosum, hoc aiunt, esse in statu bono absolute, quo non utendum sit, sed qui utatur potius omnium aliorum, ipse caput, primum et nouissimum, Alpha et o. Sådan er mennesket væsenet, hans naturlige gerninger brugen af hans væsen. Sådan bruger troen at optrænes ved at gøre alle ting. I modsætning dertil har disse den ikke til brug, men til selve væsenet. De siger nemlig, at dette er religiøst, at være i en god status, som ikke skal bruges, men som snarere bruger alle de andre, selv er han hoved, den første og den sidste, alfa og omega.

Videre til "Om munkeløfterne" 3!

¹II. Vota adversari fidei	Løfterne er imod troen.
² Haec modo satis sit dixisse de votis monasticis, ut adversentur verbo dei. Pergamus demonstrare, ut pugnent et fidei Christanae, quo plenius cognoscamus hanc esse principem partem abominationis stantis in loco sancto. (Matt 24,15)	Lad der herved være sagt tilstrækkeligt om munkeløfterne, at de er imod Guds ord. Vi vil nu gå videre og påvise, at de også kæmper imod den kristne tro, hvorved vi endnu mere klart skal erkende, at dette er den første del af den vederstyggelighed, der står på hellig grund.
³ Ponamus autem hic petram seu rupem nostram, quae nostrum est principium fidei, Verbum Paulii Roma. xiiii: Omne, quod non est ex fide, peccatum est. (Rom 14,23) Ex quo inferimus, monastica vota, si ex fide non sint, esse peccata. Ex fide autem non sunt, si perpetua, necessaria et non libera sunt, potentia tum servare tum dimitti.	Vi vil nemlig sætte frem den klippe eller det grundlag, som er vor tros begyndelse, Paulus' ord i Rom 14,23: Alt, hvad der ikke er af tro, er synd. Deraf slutter vi, at munkeløfterne, hvis de ikke er af tro, er synd. Og de er ikke af tro, hvis de er vedvarende og nødvendige, og ikke frie, så man har magt til at adlyde dem eller lade være.
⁴Sed quia haec vel adversariis vel infirmis venient in manus, occurrendum est eorum effugiis, et praeoccupanda vada Jordanis huius, (Dom 7,24) ne nobis elebantur principes isti madianitarum.	Men fordi dette kommer både modstanderne og de svage i hænderne, må man påvise deres udflugter og først og fremmest være optaget af dette Jordanske vadested, at ikke disse førere skal lede os i vandet..
⁵Primo enim negabunt, fidem eo loco fidem Christianam esse, habentes humanam glosulam tum obscuriorem ipso textu, tum ab ipsismet nunquam intellectam, ut more suo scripturae vim eludant eiusmodi commentis, quibus plus credunt, quam puris et apertis verbis dei, nulla causa, nisi quod principio perfidiae suae repugnant, quo statuerunt, non omnia extra fidem esse peccata.	Først nægter de nemlig, at troen på dette sted er den kristne tro, idet de dels holder ordet for et menneskeligt, tvetydigt ord i denne tekst, dels aldrig ud fra sig selv har forstået, at de efter deres skik leger med skriftens kraft, når de kommenterer på den måde, og at Guds ord er meget renere og meget mere letforståeligt end de tror, så de har kun den grund til at kæmpe med deres perfide principper, at de vil slå det fast, at ikke alt udenfor troen er synd.
⁶Huic mendacio adversus deum erecto cum Paulus resisteret, coactus est larvam glosae induere et illorum sensui cedere. Est autem glosa eiusmodi, fidem eo loco accipi pro conscientia. Esse igitur non ex fide, est contra conscientiam agere.	Men da Paulus modsætter sig denne løgn, som de har opstillet imod Gud, tvinges de til at indføre ydre ord og dog fragå deres mening. Der er således en mening af den art, at troen her skulle kunne forstås som lig med samvittighed. At det ikke er efter troen, betyder så, at handle imod samvittigheden.
⁷Agens autem contra conscientiam aedificat ad geennam. Haec retuli, ne putent, nos eorum magnificam sapitentiam neque nosse neque legisse. Deinde et hoc multo maxime negabunt, Vota necessaria esse sine fide.	Men at handle mod samvittigheden opbygger ad helvede til. Jeg tager dette her frem, for at de ikke skal mene, at vi ikke kender eller har læst deres storslåede visdom. Dernæst, og det meget mere, nægter de, at nødvendige løfter er uden tro.
⁸Habent enim fidem multiplicem: generalem, specialem, acquisitam, infusam, informem, formatam, catholicam, particularem, implicitam et explicitam, hoc est, confussisimam Babylonem errorum et opiniorum.	Og de har her et mangfoldigt trosbegreb: den almindelige, den specielle, den modtagne, den indgydte, den uformede, den formede, den generelle, den partikulære, den implicite, den eksplicite, dvs de har en babylonisk forvirring af fejltagelser og meninger.
⁹Cogimur itaque, ne amorreis et ranis istis nihil scire eorum videamur, adversus ista disputare, et nostram rupem non quidem firmare, sed firmam monstrare, dispulsis fumo, nubibus et nebulis per homines excitatis.	Men vi tror, for at vi ikke skal se ud til ikke at kende noget til disse vildfarelser og tåbeligheder, at vi er nødt til at disputerer imod dem, ikke i og for sig for at gøre vores klippe fast, men for at vise, at den er fast, og fjerne røgen, og borttage den tåge og dis, der er fremkaldt af disse mennesker.
¹⁰ Christus dicit: Qui non crediderit, condemnabitur, Marci (210) ult. (Mark 16,16) Et Iohan. viii: Si non credideritis, quia ego sum, moriemini, in peccato vestro. (Joh 8,24) Et Iohan. xvi: Ille arguet mundum de peccato, quia non credunt in me. (Joh 16,9) (W592)	Kristus siger: Den, der ikke tror, skal blive fordømt, Mark mod slutningen. Og Johs 8,24 siger han: Hvis I ikke tror, at jeg er den, jeg er, skal I dø i jeres synder. Og Joh 16,9: Han skal overbevise verden om synd, fordi de ikke tror på mig.
¹¹ Da igitur monachum castum, obedientem, pauperem et omnibus virtutibus refertum, operantem quantacunque sine fide, nunquid non damnabitur? Nonne manet sententia: Qui non crediderit, condemnabitur? Nonne peccatum habet, quod arguit spiritus? Nonne morietur in peccato suo?	Lad os tænke os en munk, der lever i cølibat, er lydig, er fattig, og har i sig alle dyder, men udøver det altsammen uden tro, mon han ikke vil blive fordømt? Mon ikke den sætning står fast: Den, der ikke tror, skal blive fordømt? Mon ikke han har den synd, som ånden overbeviser om? Mon ikke han skal dø i sine synder?
¹²At mors, damnatio, reprehensio, non infertur ei, qui non peccat. Nec est, quod hic eludant et dicant, Peccatum infidelitatis quidem damnari, sed non omnia, quae fiunt in peccato infidelitatis. Scilicet fructus bonos feret arbor mala? et in peccato facta non sunt peccata? In proposito adulterandi dare panem egenti peccatum est, et vovere in proposito non credendi non peccatum est?	Men døden, fordømmelsen, tilrettevisningen påføres ikke den, der ikke synder. Det forholder sig heller ikke, som de viger udenom og siger, at vantroens synd ganske vist fordømmes, men ikke alt, hvad der sker i vantroens synd. Mon da et dårligt træ kan bære gode frugter? Mon ikke de synder, man udfører, er gjort i synd? Hvis man, mens man har den hensigt at bedrive hor, giver en trængende brød, så begår man synd, og hvis man aflægger løfte, mens man har den hensigt ikke at tro, skulle man så ikke også synde?
¹³ Sed et Iohan. iii. obstruit hoc os impium dicens: Qui non credit, iam judicatus est, quia non credit in nomine unigenti filii dei. (Joh 3,18) De qua rogo fide hic loquitur? infusa, acquisita, generali etc? Nonne de ea quae vivificat? sine qua qui fuerit, jam judicatus est.	Men også Joh 3,18 ødelægger denne ufromme mund, når det hedder: "Den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke tror Guds enbårne søns navn." Jeg spørger: Hvilken slags tro tales der her om, den indgydte, den tillærte, den almindelige osv? Mon ikke om den, som levendegør? og hvis nogen ikke har den, er han allerede dømt.
¹⁴ Et iterum: Qui non credit filio, non videbit vitam, sed ira dei manet super ipsum. (Joh 3,36) At ira dei non manet super eos, qui non peccant.	Og igen: "Den, der ikke tror på sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham". (Joh 3,36) Men Guds vrede bliver ikke over dem, som ikke synder.
¹⁵Si ergo opera extra fidem peccata non sunt, cessat ira super operantem talia, et per opera avertet iram a se, ut fide non sit opus. quo quid est blasphemum magis?	Hvis altså gerninger udenfor troen ikke er syndige, så ville jo vreden ophører over den, der handler sådan, og han bortvender vreden fra sig gennem gerninger, eftersom der ikke er brug for troen. Hvad er dog en større blasfemi?
¹⁶ Petra ergo nostra firma invenitur, et dispulsis nubibus principium perfidiae illorum subvertit, stat quoque Paulus inconcussus: Omne quod non est ex fide peccatum est, nec curat, quod sententia illis dura videatur.	Vi finder altså, at vores klippe står fast, og når deres perfide princippers tåge forsvinder, står dette Paulus-ord ubesejret: Alt, hvad der ikke er af tro, er synd (Rom 14,23), og det hjælper ikke, at de synes denne sætning er hård.
¹⁷Dura fuit et mors Christo pro nobis suscepta, magnum fuit filium dei incarnari et dari pro nobis. Nihilo tamen minus factum credimus. Non oportet sequi in rebus dei nostrum judicium, nec definire, secundum quod nostro sensui aliquid durum, molle, grave, leve, bonum, malu, justum, injustum videtur.	Hård var også Kristi død for vores skyld, stor var den gerning, at Guds søn blev kød og blev givet for os. Ikke desto mindre tror vi dog, det er sket. Vi bør ikke i Guds sager følge vor egen dom, eller gøre noget ud af, hvad der efter vor følelses er hårdt, blødt, tungt, let, godt, ondt, retfærdigt, uretfærdigt.
¹⁸ Non facies (inquit Deutro. xii.), quod tibi rectum videtur, (5 Mos 12,8) sicut faciunt tamen impiissimae facultates scholarum, omnia divina ad humani sensis judicium aestimantes, et pro petris fidei arenas et paludes perfidiae suae in principiae fidei collantes. Sed ad verba fidei aptandus est noster sensus, captivandusque intellectus in obsequium Christi. (2 kor 10,5)	"Du må ikke gøre", siger 5 Mos 12,8, "hvad der synes dig ret", men det er dog, hvad de ufromme skolers fakulteter gør, idet de bedømmer alt det guddommelige efter den menneskelige følelses målestok, og i stedet for troens klippe samler sammen af sand og pæle i deres princippers perfiditet. Men vores fornemmelse bør gøres velegnet til troens ord, og vores forstand bør tages til fange ind under lydighed mod Christus.
¹⁹ Id quod non fecit impudentissimae frontis et prostitutae jam olim pudicitiae meretrix Parrhisiensis, quae nuper ausa est divaricari pedes suos et (211) toti orbi turpitudinem suam obscenissimam discooperire (Ez 16,25.23.18) et dicere, legem de non vindicando ideo censeri consilium debere, non quia id sacrae literae docerent, sed quia humanus sensus dictet, hoc esse onerativum legis Christianae. (Se V1,84).	Det var det, som den parisiske mær ikke gjorde, idet hun på det frækkeste kastede i grams den skamfølelse, hun havde engang, den mær, der skønt hun var ægtehustru dog spredte benene og åbenbarede sin tåbelige obskønitet for hele verden og sagde, at loven bør anses for et råd for den, der ikke kan besejre den; ikke fordi den hellige skrift lærer det, men fordi den menneskelige følelse dikterer det, skal dette være den kristne lovs byrde.
²⁰Eadem pietate dicent, infernum non esse, sed minari tantum scripturas, quod sensus humanus abhorreat, unum hominem perpetuo cruciari, quo sensu Origenem aiunt lapsum fuisse. O scholas, o facultates, o Theologistas, feces novissimae sentinae!	Med den samme fromhed siger de, at helvede ikke er til, men at skriften dog truer dermed, fordi den menneskelige følelse forskrækkes, at ét menneske til stadighed skal korsfæstes, hvor de siger, at Origenes har lavet en fejl. O skoler, o fakulteter, o teologer, lort fra de sidstnye kloakker.
²¹Sic intellectum vestrum (id est, verba (W593) dei) captivatis in obsequium Christi (id est, in sensum vestrum)! Decernimus itaque hac autoritate divina, et cum fiducia audemus dicere: Haec dicit dominus exercituum: Vota monastica extra fidem facta et servata sunt peccata, per hoc et irrita, damnabilia, revocanda et omittenda, aut aliter denuo novenda et servanda.	Sådan er jeres forstand (dvs Guds ord) taget til fange under lydighed mod Kristus (dvs under jeres følelse)! Lad os da træffe afgørelse efter denne guddommelige autoritet, og tillidsfuldt vove at sige: Dette siger Herren Zebaot: Munkeløfterne er aflagt udenfor troen, og at adlyde dem er synd, derfor er de ugyldige, fordømmelige, bør tilbagekaldes og brydes, eller på anden måde påny fornyes og adlydes.
²²Jam quod fidem hoc loco faciunt conscientiam, mera temeritate hominum faciunt. Neque enim unum iota e scripturis adducunt, quo probarent fidem aliquando hoc modo accipi; mihi nondum est visus locus, in quo fides aliter quam ubique et uniformiter accipitur pro fide Christiana, quod prolixius est, quam ut nunc res paciatur ostendere.	Men når de her gør troen lig med samvittigheden, gør de det af ren og skær menneskefrygt. De kan nemlig ikke fremføre ét jota af skriften, hvorved de kan bevise, at troen nogetsted skal forstås på den måde; jeg har aldrig fundet noget sted, i hvilket troen skal forstås anderledes end overalt og enslydende som den kristne tro, hvilket er mere end rigeligt til, at sagen nu kan betragtes som påvist helt ud.
²³Feramus tamen hanc eorum obscuram glosam et malo isto humano utamur, per spiritum nobis donatum. Si enim recte conscientiam ea glosa intelligerent, non male dicerent. Verissimum est enim, si quippiam opereris et credideris te hoc ipso male operari, tete peccare, et (ut aiunt) ad geennam aedificare.	Men lad os alligevel udholde denne deres formørkede tankegang, og lad os bruge dette menneskelige onde ved den ånd, der gives os. Hvis nemlig de har forstået dette ord ret som lig med samvittigheden, så taler de ikke helt dårligt. For det er nemlig fuldkommen sandt, at hvis du gør dine gerninger på den måde og tror, at du derved har handlet ondt, så synder du og opbygger ad helvede til, som de siger.
²⁴Sed hoc errant, quod hanc conscientiam non faciunt catholicam in omnibus operibus extra fidem Christi factis, sed certis eam duntaxat casibus deputant, in quibus erroneam conscientiam haberi dictant.	Men deri tager de fejl, at de ikke gør denne samvittighed til en almindelig samvittighed i alle gerninger, der er gjort uden tro på Kristus, men kun regner med den i sikre tilfælde, i hvilke de siges at have en samvittighedsfejl.
²⁵ Hoc ideo errant, quia oculos solum figunt in crassa ista libidinis, irae, cupiditatis peccata, verum in sublima ista et profunda cordis peccata conscientiam talem nunquam promovent. quod nos, age, tentemus, an facere possimus.	Og heri tager de videre fejl, at de har deres øjne rettet kun imod disse grove synder, vellyst, vrede, begær, men aldrig når frem til samvittigheden over de sublime og hjertedybe synder; det vil vi, om muligt, prøve, om vi kan gennemføre.
²⁶ Si aliquod opus facias, quod non credas firmiter deo placere, aut dubitas placere, nonne contra conscientiam facis? facis enim, et non credis deo placere; si autem non credis placere, conscientiam habes, opus non esse placitum.	Hvis du gør nogen gerning, som du ikke fast tror behager Gud, eller som du tvivler på behager ham, mon du så ikke handler imod samvittigheden? du gør det nemlig, men du tror ikke, det behager Gud; men hvis du ikke tror det behager, så har du samvittighed over, at gerningen ikke er gudvelbehagelig.
²⁷Et sic conscientiam operaris id, quod non esse placitum deo dictas. Sed nonne talis sunt omnia vota et votorum opera extra fidem? Da unum, qui audeat asserere, suum votum esse placitum ac gratum deo. Quin hoc asserere, docent esse praesumptionem, volentes, ut timeamus in incerti (212) simus.	Og således oparbejder du den dårlige samvittighed, at du siger, det ikke er gudvelbehageligt. Men mon ikke alle løfter og løfternes gerninger er udenfor troen? Lad der være én, som vover at påstå, at hans løfte er velbehageligt og påskønnelsesværdigt overfor Gud. Men det kan han ikke påstå, de lærer nemlig, at det er en forudsætning, at vi, når vi vil, skal være i uvished, for at kunne frygte.
²⁸At deus jussit certo et indubitato fidere in suam misericordiam et praesumere nos et nostra placere, non ex nostra dignitate aut merito, sed sua bonitate.	Men Gud befaler os sikkert og uden tvivl at tro på hans barmhjertighed og forudsætte, at vi og vort behager Gud, ikke ud af vores værdighed eller fortjeneste, men ud af hans godhed.
²⁹Haec est enim conscientia sanae fidei, quae huic jussui et promissioni dei fidelissime et inconcusse adheret. quam conscientiam vastat et contra eam peccat illa, quae vel non credit, vel, quod idem est, dubitat, se et sua placere deo; ideo et contra seipsum et illam simul peccat, faciens, quod non credit placere.	Det er nemlig den sunde tros samvittighed, at den trofast og urokket knytter sig til hans befaling og løfte. Denne samvittighed ødelægger den samvittighed, ja den synder imod den, den samvittighed, som enten ikke tror, eller, hvad der er det samme, tvivler på, at den selv og dens behager Gud; derfor synder den samtidig mod sig selv, idet den gør, hvad den ikke tror behager Gud.
³⁰ Quis vero liberat nos ab ista impia contra seipsam peccante conscientia? Natura id non potest. quantumlibet enim opereris bona, si et sanguinem fuderis, semper manet conscientia palpitans et dicens: Quis scit, an hoc deo placeat? Verum est enim illud sapientis: Cogitationes hominum timidae, (W594) et incertae providentiae nostrae. (Visd 9,14)	Men hvem skal befri os fra denne ufromme samvittighed, der synder imod sig selv? Naturen kan ikke gøre det. Hvilkesomhelst gode gerninger du gør, om du så udgød dit blod, stadig står samvittigheden der og bæver og siger: Hvem véd, om dette behager Gud? Sandt er det nemlig, hvad der står i Visdommens bog: Menneskenes tanker er frygtsomme, og uvis vort forsyn.

³¹ Non ergo habet natura, nec impetrant opera bonam et certam conscientiam. Christus vero per auditum verbi sui cordi manifestatus quod ipse sit, qui pro nobis sacerdos factus est, nobis datus, suum sanguinem fuderit, nostra peccata tulerit, et nos in suos acceperit, Hic, inquam, auditus cor letificat, conscientiam erigit, ut audeat dicere et gloriari in ipso: Si Christus pro me et meus est, quis contra me? (Rom 8,31)	Naturen har ikke nogen god og sikker samvittighed, gerningerne kan ikke trænge frem til en sådan. Men når Kristus, når hans ord bliver hørt, og det bliver klart for hjertet, hvad han er, at han er blevet vor ypperstepræst, at han er givet hen for os, at han har udgydt sit blod, at han har båret vore synder, og modtager os blandt sine, her, siger jeg, hører du, hvad der kan lette hjertet, hvad der kan oprejse samvittigheden, så den vover at tale og prale med ham: Hvis Kristus er for mig og mit, hvem er da imod mig?
³²Quomodo non placeam ego et opera omnia mea, si Christus meus et ego Christi? Nunquid Christus displicere potest?	Hvordan kan det undgås, at jeg og alle mine gerninger behager ham, hvis Kristus tilhører mig, og jeg ham? Hvordan kan Kristus mishage Gud?
³³ Ecce ista est fides, quam scriptura docet, quam qui habet, contra conscientiam agere non potest, quia non potest dubitare sese placere deo propter Christum sibi donatum.	Se, her har du den tro, som skriften lærer om; og den, der har den, kan ikke handle imod sin samvittighed, fordi han ikke kan tvivle på, at han behager Gud for den Kristi skyld, der er givet ham.
³⁴Qui vero non habet, non potest non contra conscientiam agere semper, quia non potest non dubitare, sese placere deo.	Men den, som ikke har denne tro, kan ikke lade være med altid at handle imod samvittigheden, fordi han ikke kan lade være med at tvivle på, at han behager Gud.
³⁵ Deest enim et promissio dei et pignus promissionibus, Christus, relicta sola natura sibi incerta, quid deus de se cogitet. at habens promissionem et Christum, certissimus est, quid deus super ipsum cogitet, nempe cogitationes pacis, (Jer 29,11) propter sanguinem Christi clamantem remissionem peccatorum et abba pater in cordibus nostris. (Gal 4,6).	Han mangler nemlig Guds forjættelse og forjættelsens pant, Kristus, tilbage er alene hans natur, der er usikker på, hvad Gud tænker om ham. Men den, der har forjættelsen og Kristus, han véd sikkert og vist, hvad Gud tænker om ham, det er nemlig tanker om fred, på grund af Kristi blod, der råber på syndernes forladelse og siger abba, fader, i vore hjerter.
³⁶Igitur cogationes mortalium timidae, quibus nos non vult niti. dedit ergo promissionem misericordiae, jussit fidere, adjecit inaestimabile pignus, filium suum unigenitum, ut super cogitationes eius per promissionem manifestatas, per Christum sigillatas, nitamur certi et firmi etiam adversus portas inferi, adeo ut, si etiam labamur et peccemus, mox resurgamus, semper scientes nos non placere non posse propter Christum, qui propter nos non possumus non displicere.	Men der er dødelige frygtstanker, som han ikke vil, at vi skal efterstræbe. Derfor giver han forjættelsen om sin barmhjertighed, befaler os at tro, tilføjer det uforlignelige pant, sin énbårne søn, at vi på grund af hans tanker, sikret gennem forjættelsen, beseglet gennem Kristus, skal søge at blive sikre og faste endda overfor helvedes porte, sådan at, dersom vi falder og synder, vi da snart rejser os op igen, altid klare over, at vi ikke kan andet end altid behage Gud på grund af Kristus, vi, som på grund af det, han har gjort mod os, ikke kan mishage Gud.
³⁷Hoc sensu glosa ista pia et boni verbi usus erit, atque cum (213) Paulo et tota scriptura per omnia convenit. Vere enim contra conscientiam operatur et peccat, qui non credit seu Christum non habet.	Taget i denne betydning er dette ord fromt og brugt i en god mening, og med Paulus og hele skriften stemmer det godt sammen. Sandt er det nemlig, at den, som ikke tror eller ikke har Kristus, han handler imod sin samvittighed og synder,.
³⁸Et econtra, vere non credit, qui contra conscientiam operatur, ut stet sententia: Qui non crediderit, condemnabitur, quia non credit sibi peccata indubitato remissa, quae conscientia mergit eum in damnationem, manens onerata peccatis.	Og modsat: Han tror ikke i sandhed, hvis han handler mod sin samvittighed, så den sætning står fast: Den, der ikke tror, bliver fordømt, fordi han ikke tror, at hans synder uden al tvivl er tilgivet ham, denne samvittighed fører ham i fordømmelse og syndens byrde forbliver.
³⁹ Nunc latius videndum est, ut monastica vota sint sine fide. Demonstratum et invictis testimoniis firmatum est, Omne quod non est ex fide peccatum esse, Solius autem fidei esse, remissionem peccatorum operari, certam et letam et liberam a peccatis conscientiam reddere.	Nu skal vi videre se, om munkeløfterne er uden tro. Det er påvist og slået fast med ubesejrede vidnesbyrd, at 'alt det, som ikke er af tro, er synd'; men det er alene, hvad der hører troen til, der bevirker syndernes forladelse og giver en sikker og glad samvittighed, der er fri for synderne.
⁴⁰Opera vero seu fructus fidei proprie non pertinent ad remissionem peccatorum et letam conscientiam, sed sunt fructus jam praesentis et praecendentis remissionis et bonae conscientiae.	Men gerningerne eller troens frugter har ikke noget med syndernes forladelse og en glad samvittighed at gøre, men de er frugten af den allerede tilstedeværende eller den i forvejen kommende forladelse og den gode samvittighed.
⁴¹Memento quaeso istorum, lector, quam poteris diligentissime, Opera ante fidem esse peccata, solam fidem sine operibus operari remissionem peccatorum, justificationem et bonam conscientiam, Opera vero post fidem esse fructus jam justificati hominis ex remissione peccatorum et bona conscientia, hoc est, ex fide et charitate provenientes. (W595)	Husk, siger jeg, kære læser, så omhyggeligt du kan, på disse ting; gerningerne før troen er synd, alene troen uden gerninger bevirker syndernes forladelse, retfærdiggørelse og en god samvittighed; men gerningerne efter troen er frugter fra det menneske, der nu er retfærdiggjort ud af syndernes forladelse og den gode samvittighed, dvs de dukker op ud af troen og kærligheden.
⁴² Memento inquam horum, Nam hic est spiritus, qui flabit in fenum votorum et florem eorum, et exiccabitur fenum et cadet flos eorum. (Es 40,7)	Husk på disse ting, siger jeg, for her er ånden, som blæser løfternes græs og deres blomst bort, og får deres græs til at forsvinde og deres blomst til at falde.
⁴³Non humana, sed divina sunt, quibus nitimur. Stat enim, ante fidem et sine fide Christiana vivificante illa et optima non modo remissionem peccatorum aut conscientiam bonam per opera aut vota fieri non posse, sed necessario peccata esse, quae fiunt.	Det er ikke menneskelige ting, men guddommelige, vi søger. Det står nemlig fast, at før troen og uden troen, den kristne, levendegørende og gode tro, kan man på ingen måde opnå syndernes forladelse eller en god samvittighed, heller ikke gennem gerninger eller løfter, men disse er nødvendigvis synd, når de sker.
⁴⁴ Hic jam videbis, qua pietate isti voveant sua vota, et quae sit fides eorum generalis, acquisita, infusa, in qua vovent, an Iudaeos vel Christianos eos existimare debeas. Paul. dicit ad Gal. iii. : Lex non est ex fide. (Gal 3,12) Et iterum: Ex operibus legis non justificatur omnis caro coram illo. (Rom 3,20)	Her ser du nu, med hvilken fromhed de aflægger deres løfter, og hvad der ligger i deres almindelige, tilegnede, indgydte tro, som de aflægger løfte på, om du skal bedømme dem til at være jødiske eller kristne. Paulus siger til galaterne: Loven er ikke af tro. Og atter: Ved lovgerninger bliver intet kød retfærdiggjort overfor ham.
⁴⁵ Et: qui justitiam legis sectantur, in justitiam legis non perveniunt. (Rom 9,31) quae omnia cum praecedentibus hoc definiunt: Qui remissionem, satisfactionem peccatorum, justificationem, alteri quam fidei soli tribuerit, et aliunde quam per fide quaeserit, hic Christum negavit, gratiam abjecit, et Evangelium reliquit apostata.	Og: de (jøderne) stræbte efter lovens retfærdighed, men nåede ikke frem til lovens retfærdighed. Hvilket sammen med alt det foregående kan sammenfattes således: Den, der tillægger det, at han har fået forladelse og godtgørelse for sine synder, at han har fået retfærdighed, noget andet end sin tro, og søger disse ting noget andet sted end i troen alene, han nægter Kristus, han forkaster nåden, han lader evangeliet uden virkning.
⁴⁶ Sic enim Paulus Galatis intonat: a gratia excidistis, qui ex lege justificamini. (Gal 5,4) At vota et opera votorum lex et opera sunt, non fides nec ex fide.	Sådan siger nemlig Paulus til galaterne: I er faldet ud af nåden, I, der vil retfærdiggøres ved loven. Men løfterne og løfternes gerninger er lov og gøres som lovens gerninger, de er ikke tro og gøres ikke ud af tro.
⁴⁷Quid est enim votum nisi lex quaedam? (214) teste ipsorummet voce, qua dicunt: id, quod ante votum liberum erat, post votum necessarium est, et jam non consilium, sed praeceptum est.	Hvad er nemlig løftet andet end en slags lov? prøv efter på deres egne ord, når de siger: Det, som før løftet var frit, det er efter løftet nødvendigt, og er nu ikke mere et råd, men et bud.
⁴⁸Qui ergo ea opinione vovent, ut per hoc vitae genus boni et salvi fiant, peccata deleant et operibus bonis ditescant, nonne manifestum est impios et Iudaeos esse, a fide apostatare, imo fidem blasphemare et abnegare? dum hoc tribuunt legibus et operibus suis, quod proprie solius fidei est.	De, der altså aflægger løfte i den formening, at de gennem den slags liv bliver gode og frelste, udrydder synderne og bliver rige på gode gerninger, mon ikke det er klart, at de er ufromme og jøder, faldet fra troen, ja, at de bespotter troen og fornægter den? de tillægger jo loven og deres gerninger det, som alene tilhører troen.
⁴⁹ De quibus egregie Paulus praedixit: In novissima diebus discedent quidam a fide attendentes spiritibus erroris et doctrinis demoniorum in hypocrisi loquentium mendacium. (1 Tim 4,1)	Om dem har Paulus udmærket på forhånd sagt: "I de sidste dage skal nogle falde fra troen, fordi de lyttede til vildledende ånder og til dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri".
⁵⁰ Istam discessionem et apostasiam et ad Tessalonicenses memorat. (2 Thes 2,3) Ubi est autem discessio ista, nisi ubi ad opera itur, et id operibus tribuitur, quod fidei est?	Dette frafald og undergang nævner han også for thessalonikerne. Men hvor er dette frafald, om ikke der, hvor der gås over til gerningerne, og der tillægges gerningerne, hvad der tilkommer troen?
⁵¹Interrogemus nunc omnes votarios istos, qua opinione voveant, et invenies eos hac opinione impia possessos, quod arbitrentur gratiam baptismi irritam factam, et jam secunda tabula poenitentiae naufragium evandeum esse, ideo quaerendum per votivum vivendi genus non solum, ut boni fiant et peccata deleant, sed etiam abundantius poeniteant, et caeteris Christianis meliores fiant.	Lad os nu spørge alle disse løfteaflæggere, i hvilken mening de har aflagt deres løfte, og du vil finde, at de har denne ufromme opfattelse, at de regner med, at dåbens nåde er gjort ugyldig, og nu for at undgå skibbrud på den anden tavle, boden, derfor søger de gennem løftet at leve den slags liv, at de ikke blot bliver gode og undgår synd, men også gør bod i overflod, og bliver bedre end de øvrige kristne.
⁵²Haec omnia illos querere in operibus et votis, et non in fide, certissimum est, testis est eorum vox, ubi dicunt: Si haec non quaererem nec invenirem, quid quaererem in monasterio? quid laborarem? (W596) Si enim scirent, sola fide haec praestari et accipi, utique inferrent: quid ergo necesse et vovere et monachum fieri?	Det er ganske givet, at disse løfteaflæggere søger alt dette i gerningerne og i løfterne, ikke i troen, det vidner deres egne ord om, når de siger: Hvis jeg ikke kan søge dette eller finde dette, hvad kan jeg så søge i klostret? hvorfor skal jeg anstrenge mig? Hvis de nemlig véd, at de ved troen alene kan yde og modtage dette, så vil de naturligvis slutte: hvorfor er det da nødvendigt at aflægge løfte og blive munk?
⁵³Statim enim superfluum et non necessarium esse hoc vitae genus intelligerent, tam ad justitiam quam ad salutem, imo vanum et adversarium. Quam primum fidei scientia revelatur, caetera omnia non necessaria ad justitiam inveniuntur. At si hoc scissent, nunquam uouissent. Nemo enim in vano labore vellet, maxime tanto totius vitae labore.	Straks forstår de, at så er et sådant liv overflødigt og ikke nødvendigt, hverken til retfærdighed eller til frelse, ja, det er forgæves og fører til det modsatte resultat. Hvilket for det første afslører den viden om troen, at alt det andet ikke er nødvendigt til retfærdighed. Men hvis de havde vidst det, ville de aldrig have aflagt løfte. Ingen ville jo nemlig anstrenge sig forgæves, især ikke, når det drejer sig om et helt livs store anstrengelser.
⁵⁴Quare hoc testimonio convincuntur sese ideo vovisse, quod votivum hoc genus vitae utile et necessarium duxerint ad justitiam seu bonam vitam, imo nihil utilius et melius duxerint. At ea opinio est impia, sacrilega, adversaria fidei, quae sola necessaria et utilis, nihilque et utilius et necessarium magis est ad justitiam.	Derfor er de af dette vidnesbyrd blevet overbevist om, at de har aflagt løfte således, at løftet er nyttigt og nødvendigvis gennem den slags liv fører dem frem til retfærdighed eller et godt liv, ja de vil ikke anse noget for mere brugbart eller for bedre. Men den opfattelse er ufrom, helligbrøde, imod troen, som alene er nødvendig og brugbar, og der er intet, der er mere brugbart eller mere nødvendigt til retfærdighed.
⁵⁵Id vero multo fortius et certius convincit eos, non alia quam hac infideli et impia opinione vovere et vivere, quod principium perfidiae suae palam docent et dicunt, hominem posse suis operibus naturalibus gratiam et remissionem peccatorum (215) obtinere.	Men denne opfattelse overbeviser dem meget stærkere og sikrere, og de aflægger løfter og lever efter løfterne af ingen anden grund end denne vantro og ufromme opfattelse, at de som grundvold for deres perfidi fra gammel tid lærer og siger, at mennesket ved sine naturlige gerninger kan opnå nåden og syndernes forladelse.
⁵⁶ Sic enim sapiunt omnes, ideo enim et vovent, ut hoc vitae genere gratiam deo obtineant, juxta principium praedictum perfidiae, quo quid faciunt, nisi quod Christum negant, et a fide discedunt? Quod si qui inter eos sunt, qui non ita sapiunt, cum nec aliud audiant nec videant, Hos necesse est in medio impiae doctrinae et infidelis vitae, ceu pueros in camino ignis Babylonici, solius virtute dei intus recte docentis et potenter servantis custodiri miraculose. (Dan 3,27)	Således tænker de nemlig alle, og derfor aflægger de også deres løfter, at de ved den slags liv opnår Guds nåde, jvfr den førnævnte fordrejede grundvold, og hvad gør de da andet end at nægte Kristus og falde fra troen? Og hvis der blandt dem er nogen, der ikke tænker sådan, når de ikke hører andet eller ser andet, så må sådanne mennesker, når de sådan er midt i ufromme lærdomme og et vantro liv, opfattes som mændene i den babyloniske ilds ovn, og det er alene ved Guds kraft, der, når den virker i dem, får dem til at lære ret og tjene mægtigt, at de på mirakuløs måde kan bevares.
⁵⁷Proinde, si nulla alia esset causa revocandi et relinquendi voti monastici, haec impietas negati Christi et repudiatae fidei abunde satis urgeret et compelleret.	Dernæst, hvis der ikke er nogen anden grund til at tilbagekalde og forlade munkeløfterne, så er denne ufromhed, at de nægter Kristus og bringer troen i vanry, mere end tilstrækkeligt til at bedømme og anklage sagen.
⁵⁸ Nemo satis pensare potest, quam grave et vehenems sit verbum Pauli, quod recitavimus (2,49): In novissimis diebus discedent quidam a fide, attendentes spiritibus erroris et doctrinis daemoniorum, in hypocrisi loquentium mendacium, cauteriatam habentium suam conscientiam, prohibentium nubere et abstinere a cibis, quos deus creavit ad percipiendum cum gratiarum actione fidelibus et iis qui cognoverunt veritatem. (1 Tim 4,1-4) (W597)	Ingen kan tilstrækkelig grundigt overveje, hvor tungtvejende og hårde Paulus' ord er, som vi før citerede : "I de sidste dage skal nogle falder fra troen, fordi de lyttede til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk, der er brændemærkede i deres samvittighed; de forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden". (1 Tim 4,1-4).
⁵⁹ Ego plane huius verbi autoritate, cum sit verbum spiritus sancti, qui est deus noster benedictus Amen, ausim universos monachos a suis votis absoluere, et cum fiducia pronunciare, vota eorum esse coram Deo reproba et nulla.	Jeg vil da vove den påstand på baggrund af disse ord, som er helligåndens ord, som er vor velsignede Gud, amen, at enhver munk skal frigøre sig fra sine løfter, og med frimodighed erklære, at hans løfter overfor Gud er fordømmelige og ingenting værd.
⁶⁰Antea enim solos sacerdotes a coelibatu virtute huius verbi absolui, sed propius mihi rem spectanti et verba Pauli diligentius consideranti occurrit, doctrinam eius catholocam et generalem esse in omnes coelibes, tam monachos quam sacerdotes.	Før mente jeg nemlig, at det kun var præsterne, der ved dette ords kraft blev løst fra cølibatet, men senere, da jeg havde betragtet sagen og bedre overvejet Paulus' ord, er jeg blevet klar over, at hans læresætning er almindelig og generel og drejer sig om alle cølibatære, hvad enten de er munke eller præster.

⁶¹Proinde utile fuerit paulo accuratius Paulum observare. Ac primum, ut illos penitus confutemus, qui Papam, sacerdotes et monachos honestaturi hunc locum ad Tacianos torquent, nec sinunt de nostro coelibatu intelligi: Ipsa verba cogunt non de Tacianis sese intelligi.	Men forinden kan det være gavnligt at se lidt nærmere på Paulus. Og først, at vi skal forvirre dem fuldstændig, dem, der for at kunne ære Paven, præsterne og munkene fordrejer det sted til at handle om Tacianerne, og ikke tillader at det forstås om vort cølibat: Ordene selv tvinger os ikke til at forstå det om Tacianerne.
⁶²Taciani enim non prohibebant modo, sed damnabant in totum conjugium, dicentes ipsum et malum et peccatum esse. Similiter et cibos Manichei non prohibebant modo, sed damnabant, ut qui mixti essent portione tenebrarum etc.	For Tacianerne fordømte ikke blot en slags ægteskab, men ethvert ægteskab, idet de sagde, at det i sig selv var ondt og syndigt. På lignende måde fordømte manikæerne ikke blot en slags bordfællesskab, men fordømte, at de skulle blandes op med nogen del af mørket, osv.
⁶³Sed Papa et Papistae nec cibum nec conjugium damnant, prohibent solum nubere et abstinere a (216) cibis bonis, quos confitentur a deo creatos, faciuntque id specie majoris religionis, quod Paulus palam tangit, cum dicit: In hypocrisi loquentium mendacium.	Men paven og papisterne fordømmer hverken bordfællesskab eller ægteskab, de forhindrer blot, at man gifter sig, og påbyder at man afholder sig fra gode spiser, som de selv bekender er skabt af Gud, og de gør derved det til en slags højere fromhed, som Paulus dengang berørte, da han sagde: de taler hyklerisk løgnetale.
⁶⁴Non enim Papistae necessarium esse docent aut divinitus praeceptum, a cibis et conjugio abstinere. Scientes et prudentes prohibent propria autoritate ad hypocrisin instituendam.	Papisterne lærer det nemlig ikke som et nødvendigt, guddommeligt bud at afholde sig fra spise og at gifte sig. Med velberåd hu og ganske klogt forhindrer de ved deres egen autoritet, at der indføres noget hykleri.
⁶⁵Taciani vero et Manichei necessarium ac diuinitus praeceptum uideri volebant suum commentum, non sciebant proprium esse, quod docebant, nec specie maoiris pietatis, sed veritate et necessitate universalis pietatis credebant se moveri.	Men Tacianerne og Manikæerne ville have, at deres overvejelser skulle se ud som et nødvendigt guddommeligt bud, de vidste ikke, at det var deres egne lærdomme, de lærte, de troede, de handlede ud fra, ikke en slags større fromhed, men ud fra sandheden og den almindelige fromheds nødvendighed.
⁶⁶Habemus itaque hunc locum Pauli, plane nostros coelibes tangentem, Papam, sacerdotes monachos et moniales. Atque ut demus quam maxime Paulum de Tacianis et Manicheis loqui, per hoc non potest negari, quin et de Papistis loquatur, quatenus cum illis sentiunt.	Derfor har vi dette sted hos Paulus, det omhandler virkelig vore cølibatære, paven, præsterne, munkene og de klosterlevende. Og selv om vi medgiver, at Paulus mest taler om Tacianere og Manikæere, så kan det dog derved ikke nægtes, at han også taler om Papisterne, hvad de så end mener om dem.
⁶⁷Nunquid ideo non loquitur contra Sabellium Iohannes Euangelista de divinitate Christi, quia eius verba pugnant contra Arrianos? Aut non loquitur contra Cerinthos, quia verba eius confutant Iudaeos? Aut non valent contra Turcas, quia valent contra gentiles?	Mon ikke johannesevangelisten også taler om Kristi guddom imod Sabellianerne, selv om hans ord vender sig imod Arianerne? Eller mon ikke han taler imod Cerinthos, selv om hans ord også rammer jøderne? Eller mon ikke de har betydning imod tyrkerne, selvom de har betydning imod hedningerne?
⁶⁸Prorsus contra omnes valent et pugnant, quocunque nomine, quacunque secta censentur, quatenus negant Christum esse deum, sive alias illis conveniat sive minus. Ita et hic Pauli locus omnes damnat, qui prohibent nubere, et docent abstinere a cibis, sive sint Taciani, Manichei, Turcae, Papistae, aut quicunque alii.	Følgelig har de gyldighed imod alt og bekæmper alt, af hvad navn, af hvad sekt de mener de er, forsåvidt de nægter, at Kristus er Gud, hvad enten ordene passer bedre på nogle, og mindre godt på andre. Således også med dette Paulus-sted. Det fordømmer alle, som forhindrer ægteskab og lærer, at man skal afholde sig fra visse spiser, hvad enten de er Tacianere, Manikæere, Tyrker, Papister eller hvilkesomhelst andre.
⁶⁹Nam et Turca a vino abstinet specie religionis. Cum itaque negari non possit, a Papa conjugium prohibitum sicut et cibos, manifestum est ipsum spiritui sancto resistere in hoc verbo Pauli, et (W598) doctrinam suam esse daemoniorum, et erroneam et meram hypocrisin.	For også tyrkerne afholder sig fra vin af religiøse grunde. Eftersom det da ikke kan nægtes, at paven forbyder ægteskab og visse spiser, så er det klart, at han modstår helligånden i disse ord af Paulus, og at hans læresætning er dæmonisk, er en fejltagelse, ja er slet og ret hykleri.
⁷⁰Habet hic aliquis quod possit opponere? sunt ne haec clarissima et invicta? Esto, Papistae non sunt Turcae, neque Manichaei, neque Taciani, nec tales accusamus, sed quatenus cum Turcis, Manicheis et Tacianis consentiunt, accusamus. Turcae non sunt, faciunt tamen ac docent et quae docent Turcae.	Er der nogen, der kan indvende noget herimod? Er dette ikke ganske klart og uimodsigeligt? Det er sandt nok, at papisterne ikke er tyrker, eller manikæere eller Tacianere, det beskylder vi dem heller ikke for at være, vi beskylder dem for det, hvori de er enige med tyrkerne, manikæerne og tacianerne. De er ikke tyrker, men gør dog og lærer dog det, som også tyrkerne lærer.
⁷¹Cum ergo haec ita habeant, ut monastica vota per divinam spiritus definitionem pronuncientur esse doctrinae erroneae et daemoniacae et hypocriticae, quid adhuc trepidas ea revocare et deserere? An trepidas spiritum creatorem tuum audire et sequi? Metuis, ne spiritus veritatis tibi mentiatur, aut irascatur, si obedieris voci eius?	Hvis det nu forholder sig sådan, at munkeløfterne gennem åndens guddommelige definition proklameres at være fejlagtige og dæmoniske og hykleriske læresætninger, hvorfor skælver du da stadig for at tilbagekalde dem og lade dem være? Mon du skælver for at adlyde og følge din skaberånd? Frygter du for at sandhedens ånd skal lyve for dig, eller blive vred på dig, hvis du adlyder dens stemme?
⁷²Si scires tete vovisse, ut sacrilegium faceres, utique votum cassares et mutares, cur non et hoc mutas et cassas? Sed id fortassis te moratur, (217) quod et me hactenus moratum est: Quod Monachi non docent, sed sua sponte sese tradunt in hoc genus doctrinae et hypocrisis, Sacerdotes vero praecepto Papae coguntur, non sponte vovent.	Hvis du ved, at da du aflagde løfterne, da begik du helligbrøde, og at du derfor skal forkaste og tilbagekalde løfterne, hvorfor gør du så ikke det, at du forkaster og tilbagekalder? Det er måske gået dig, ligesom det hidtil er gået mig: at du ikke tilbagekalder, fordi munkene ikke lærer disse ting, men frivilligt giver sig hen til disse lærdomme og dette hykleri, mens præsterne tvinges ved et paveligt dekret, og ikke frivilligt aflægger deres løfter.
⁷³Atque hoc spontaneum votum a nullo exactum vehementer me movit hactenus. Iam vero non movet amplius. Primum, quod Paulus tam libero spiritu affirmat doctrinas erroneorum spirituum et daemoniorum mendaces esse, quod et ipsa res cum verbis Pauli faciens probat.	Og dette frivillige løfte, der ikke blev påtvunget nogen, har hidtil bevæget mig kraftigt. Men det gør det ikke mere. Først, fordi Paulus med en sådan fri ånd bekræfter, at åndelige og dæmoniske fejl er løgnagtige, hvilket også selve sagen beviser, når man ser på Paulus' ord.
⁷⁴Docent enim per opera justificari et salvari, et discedunt a fide, cum suam obedientiam, paupertatem et castitatem non solum arbitrentur esse certas vias ad salutem, sed et perfectiores et meliores, quam reliquorum fidelium, quod est evidens et apertum mendacium et error et peccatum in fidem.	De lærer nemlig, at man bliver retfærdiggjort og frelst ved gerningerne, og fjerner sig fra troen, når de ikke blot tror, at deres lydighed, fattigdom og cølibat er en sikker vej til frelsen, men også tror, at det er en mere fuldkommen, ja en bedre vej, end den, de andre troende vandrer ad, hvilket er en klar og åbenlys løgn og fejl og synd imod troen.
⁷⁵Nihilque reliquum est illis nisi hypocrisis et cauteriata conscientia. Denique velut non passuri, ut quis Paulum de ipsis loqui dubitet, latius insaniunt, et produnt sua mendacia impudenter.	De har ikke noget tilbage, undtagen hykleri og en overforsigtig samvittighed. Endelig kan man ikke finde sig i, at nogen tvivler på, at Paulus taler om dem, de er snarere vanvittige, og gavner på højst uklog måde deres løgnehistorier.
⁷⁶Vendunt enim et communicant sua bona opera, merita et fraternitates aliis, quasi ii sint, qui non solum meliore via incedant, sed et ex abundantia sua alios quoque secum salvos facere possint.	De sælger nemlig og uddeler deres gode gerninger, fortjenester og broderkærlighed til andre, som om de var nogen, der ikke bare havde fundet en bedre vej, men også udaf deres overflod kunne gøre andre frelste sammen med sig.
⁷⁷Nunquid ista fieri ab eis publice et passim negare quisquam potest? At operibus tantum tribuere, ut non modo sua ipsorum, sed et aliorum quoque peccate deleant, nec solis sibi, sed et aliis ad salutem prosint, quid potest in Christum et fidem eius blasphemius et insanius cogitari? Qui Iudaei? Qui gentiles? Qui Turcae aeque insaniunt?	Mon nogen kan nægte, at dette gøres af dem offentligt og vidt og bredt? Men at lægge den vægt på gerningerne, at de ikke bare kan fjerne ens egne, men også andres synder, at de kan gavne ikke bare en selv, men også andre til frelse, hvad kan der optænkes mere blasfemisk og vanvittigt imod Kristus og troen på ham? Hvilke jøder, hvilke hedninger, hvilke tyrker er lige så vanvittige?
⁷⁸Nonne hoc est non modo suas proprias, sed et aliorum conscientias invitare et allicere ad confidendum super illorum opera et merita?	Mon ikke dette er at indbyde og friste ikke bare ens egen samvittighed, men også andres til at stole på deres gerninger og fortjenester?
⁷⁹At quid est hoc nisi fidere execrabilissimo mendacio? Pro quo tamen mendacio totius mundi opes devorant ociosi et delicati. Denique nuper ad finem insaniae venerunt, promittentes hominibus introitum coeli, qui morituri cucullum induerint. Quid est abominatio, si haec non (W599) est abominatio?	Men hvad er dette andet end at tro på den mest afskyelige løgn? Dog på grund af denne løgn nedsluger de hurtigt og delikat hele verdens rigdom. Men endelig kommer de så til enden med deres vanvid, og lover menneskene, at de kommer i himlen, hvis de, når de dør, antager sig sådanne nogen døgenigtes gerninger. Hvad er forbandelse, hvis ikke dette er forbandelse?
⁸⁰Vides ergo, imo palpas hic, non modo discessisse eos a fide, sed mendaciis illorum abominandis seductum quoque et orbem.	Du ser altså, ja du kan næsten tage og føle på det, at ikke blot forlader de selv troen, men ved deres løgne og forbandelser forfører de også hele verden.
⁸¹ Sua enim cuiusque fides et necessaria et satis est ad remissionem peccatorum et ad salutem, quae nobis Christum affert, hoc est, unam carnem, os ex ossibus, et omnia communia cum illo facit, ut in ipso et deipso glorietur conscientia nostra, quod ipsius solius sanguine et meritis tum justificati vivimus, tum salvati inaeternum vivemus, sine operibus tam nostris propriis quam aliorum.	Enhvers egen tro er nemlig både nødvendig og tilstrækkelig til syndsforladelse og frelse, den tro, der giver os Kristus, d.v.s. så vi bliver et kød med ham, ben af hans ben, og har alt fælles med ham, så at vor samvittighed kan rose sig i ham og ved ham, fordi vi lever retfærdiggjorte alene ved hans blod og fortjenester, og da skal vi leve i evighed, uden gerninger, hverken vore egne eller andres.
⁸²Fides enim Christi non potest pati, (218) ut uel nostris uel aliorum operibus gratia et iustitia ueniat.	For troen på Kristus kan ikke tåle, at nåden og retfærdigheden kommer i stand enten ved vore egne eller ved andres gerninger.
⁸³Hoc enim solius Christi esse scit et confitetur constanter. quam si illi docerent, non sua opera uenderent aliis, sed se et omnes ab operum fiducia in solum Christum raperent, simul ostendentes, quam nihil sit necessarium ad iustitiam, ad salutem, ad remissionem peccatorum suum uotarium uitae genus, sed solam fidem esse necessariam.	Den véd nemlig og bekender til stadighed, at dette alene sker ved Kristus. Og hvis de lærte, at deres gerninger ikke frikøber andre, men river både dem selv og andre bort fra gerningerne hen til troen på Kristus, så skulle de dog samtidig gør det klart, at dette, at de aflægger løfte om den slags liv, på ingen måde er nødvendigt til retfærdighed, til frelse, til syndernes forladelse, men at alene troen er nødvendig.
⁸⁴ Hos proprie Christus praedixit Matth. xxiiii Multi uenient in nomine meo dicentes: Ego sum Christus. Obserua quaeso uerba Christi: In nomine meo uenient dicentes: Ego sum Christus. Papistae illi religiosi nunquam appellant se uocabulo isto 'Christus', nullus dicit: Ego uocor uel appellari uolo Christus. Omnes autem dicunt: Ego sum Christus, nomine abstinent, sed officium, opus et personam arrogant. (Matt 24,5)	Kristus har forud talt om dem, Matt 24: Mange skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus. Læg mærke til Kristi ord: "De skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus". Disse fromme papister kalder sig aldrig med det ord "Kristus", ingen siger: "Jeg kalder mig eller vil kaldes Kristus". Og dog siger de alle: "Jeg er Kristus", de afholder sig fra at bruge navnet, men tiltusker sig embedet, gerningen, personen.
⁸⁵ Quaeris, quomodo id faciant? Audi, Christi solius proprium est, suis meritis et operibus iuuare et saluare alios. Caeterorum opera nullis nec sibiipsis prosunt, quia stat sententia Iustus ex fide sua uiuet. (Rom 1,17) Fides enim nos super opera Christi ponit sine operibus nostris, et transfert de exilio peccatorum nostrorum in regnum iustitiae illius.	Du spørger, hvordan de gør det? Jamen, hør, det er alene noget, der hører Kristus til, ved sine fortjenester og gerninger at hjælpe og frelse andre. Andres gerninger hjælper ingen, ikke engang dem selv, fordi den sætning står fast: Den retfærdige skal leve af tro. Troen tager os nemlig på grund af Kristi gerninger uden vore gerninger og overfører os fra vore synders landflygtighed til hans retfærdigheds rige.
⁸⁶Haec est fides, hoc Euangelium, hic Christus. At Papistae hanc fidem quo ducunt? Nonne super seipsos? Docent enim homines fidere super sua merita, et communicant opera sua et fraternitates suas caeteris peccatoribus, ut peccata eorum portent et deleant iustosque et saluos faciant.	Dette er troen, det er evangeliet, dette er Kristus. Men er det det, papisterne sætter deres lid til? Mon ikke det er til sig selv? De lærer nemlig mennesker at stole på deres fortjenester, og de overfører deres gerninger og deres broderkærlighed til de øvrige syndere, så at de kan bærer og eftergive deres synder, og gøre dem retfærdige og frelse dem.
⁸⁷Nonne hoc est dicere: Ego sum Christus? Nonne hoc est facere, quod Christus facit? Non iam sunt Christiani, sed Christus. Quia Christiani diffinitio est haec: credens solius Christi operibus solis sine propriis iustificari, a peccatis liberari et saluari. Christi diffinitio est: Qui saluum facit populum suum a peccatis eorum, donans illis sua propria merita et uniuersam iustitiam.	Mon ikke det er at sige: "Jeg er Kristus"? Mon ikke det er at gøre, hvad Kristus gør? De er ikke kristne, de er Kristus. For definitionen på en kristen er den: Det er et menneske, der tror, at han bliver retfærdiggjort, befriet fra sine synder og frelst alene ved Kristi gerninger uden nogen gerninger af sine egne. Definitionen på Kristus er: Den, der frelser sit folk fra deres synder, idet han giver dem sin egen fortjeneste og den almindelige retfærdighed.
⁸⁸At hoc faciunt nostri monastici. In nomine (inquit) meo uenient, hoc est faciunt ista, non ut gentiles, sed ut Christiani, imo ut Christianissimi. Non enim sinunt quenquam alium de nomine Christiano superbius gloriari. Recordor hic, quod saepius audiui, quosdam ex isto hominum genere morituris peccatoribus dedisse omnia sua bona opera in hanc uocem: Ecce do tibi quicquid boni feci in uita mea.	Men dette gør vore munke. Kristus siger: 'De vil komme i mit navn', og det gør disse, ikke som hedninger, men som kristne, ja som de mest kristne af alle. De ophører nemlig ikke med at ære noget andet fremfor kristennavnet. Jeg mindes her, hvad jeg ofte har hørt, at én og anden af den slags mennesker har givet alle sine gode gerninger til de syndere, der skal dø, idet de sagde: 'Se jeg giver dig hvad jeg har gjort af godt i mit liv'.
⁸⁹Volentes hac insania charitati opus inestimabile implesse, dum miserum illum hominem a Christo retractum in (W600) opera hominis fidere fecerunt. O horrendas tenebras, o miserandas caecitates, o abominandas (219) insanias! Siccine, Satan, ludis in animabus pereuntibus et perdentibus?	De mener med dette vanvid at have fuldført en uforlignelig kærlighedsgerning, mens de i virkeligheden får dette stakkels menneske trukket bort fra at stole på Kristus hen til at stole på menneskegerninger. Åh, hvilket forfærdeligt mørke, hvilken elendig blindhed, hvilket grusomt vanvid! Hvor du dog, Satan, leger med sjæle, der skal forgå og er fortabte!
⁹⁰ Ex his fructibus suis credo satis cognosci lupos istos rapaces, qua opinione uoueant et uiuant, ut nemo possit negare, Monachum fieri (nisi miraculo seruetur) id esse quod a fide apostatare, Christum negare, Iudaeum fieri, et, ut Petrus praedixit, ad uomitum gentilem redire. (2 Pet 2,22)	Ud af disse frugter tror jeg tilstrækkeligt at have afsløret disse røveriske ulve, i hvilken mening de aflægger løfte, i hvilken mening de lever; så at ingen kan nægte, at dette at være munk (hvis man ikke frelses på mirakuløs vis) det er at falde bort fra troen, at nægte Kristus, at blive en jøde, og, som Peter forudsagde, 'at vende tilbage til sit bræk'. (2 Pet 2,22).

⁹¹Vides enim nihil nisi opera spectari ab istis perditis hominibus, et talia opera, quae Christi operibus aequant, sola hac causa, quia praetexto nomine Christiano a Christianis facta putant, in fide illa sacrilega et abominanda, quam generalem et informem uocant.	Du ser nemlig, at der ikke tages hensyn til andet end gerninger af disse fortabte mennesker, og det sådanne gerninger, som de ligestiller med Kristi gerninger, alene af den grund, at de under dække af kristennavnet mener, de er gjort af kristne, i en blasfemisk og fordømmelig tro, som de kalder almindelig og uformet.
⁹²Igitur sic dixi: amplius me non moratur spontaneum illud uotum monachorum, quo minus omitti et possit et debeat. Quid enim est uotum hoc, nisi pactum cum daemonibus factum? doctrinas daemoniorum, errores et mendacia tete uouisse dicit spiritus deus tuus, et tu dubitas, an resilire et relinquere uotum debeas?	Derfor siger jeg således: Nu tøver jeg ikke længere med jo før jo bedre at ophæve dette munkeløfte, det kan og det bør gøres. Hvad er nemlig dette løfte andet end en pagt med dæmonerne? Din Guds ånd siger, at du har aflagt løfte til dæmonernes læresætninger, fejltagelser og løgne, og du er i tvivl om, hvorvidt du skal trække dit løfte tilbage eller forlade det?
⁹³ Aduerte ad Paulum, qui non solum docentes aut cogentes, sed et attendentes memorat, imo de attendentibus potissimum loquitur, dicens: Discedent a fide, attendentes spiritibus erroris et doctrinis daemoniorum. (1 Tim4,1)	Vend dig til Paulus, han, som ikke alene omtaler dem, der lærer, og dem, der nøder, men også dem, der lytter, ja han taler vel især til dem, der lytter, når han siger: 'De skal falde fra troen, fordi de lytter til løgneånder og dæmonlæresætninger'. (1 Tim 4,1)
⁹⁴Vides hic auditores et sequaces primo loco nominari. At monachi certe dum spontanee uouent, non docent haec mendacia, sed docti et seducti sequuntur. Quare Paulus prorsus uniuersaliter loquitur, in omnes coelibes istos, et nullos excipit.	Du ser, at her nævnes først og fremmest dem, der lytter og følger. Men selv om munkene sikkert og vist aflægger deres løfte helt frivilligt, så lærer de dog ikke aktivt løgn selv, men de følger efter, belærte og forførte. Derfor taler Paulus også generelt imod alle disse cølibatære, og han undtager ingen.
⁹⁵Et quid multis agimus? cui hoc non satis est, quod spiritus definit doctrinas daemoniorum, mendacia, errores, hypocrisin esse, quae uouentur, quid illi satis erit?	Og hvorfor skal vi gå videre? Er der nogen, for hvem dette ikke nok, at ånden fastslår, at det, de aflægger løfte på, er dæmonlærdom, løgnetale, fejltagelse, hykleri, hvad vil han mere?
⁹⁶Quis pactum daemonibus seruat, ut saluus fiat, ac non potius quam primum dissoluit et cessat? Atque demus, ut fide pura miraculose serueris uouens et uiuens in uotis, sicut Bernhardus et multi alii seruati sunt, quibus propter fidem Christi, qua pleni erant, uenenum hoc non nocuit.	Hvem er det, der tjener dæmonernes pagt for at blive frelst, og ikke snarere med det første opløser den og træder ud af den? Vi mangler bare at gøre opmærksom på, at du kan tjene ved en på mirakuløs måde ren tro, når du aflægger løfter og lever i dem, sådan som Bernhard og mange andre har tjent, hvem denne gift ikke skadede på grund af troen på Kristus, som de var fulde af.
⁹⁷Adhuc tamen, quando autoritate diuina constat, doctrinas esse has daemoniorum, mendaces, quae natura sua fallunt et seducunt, cum non possint aliud quam opera docere, potes et debes uotum in eas seruandas factum abrumpere.	Men så langt vi nu er kommet, så langt den guddommelige autoritet slår det fast, at disse læresætninger er dæmoniske, løgnagtige, hvorved de efter deres natur bringer til fald og forfører, eftersom de ikke kan andet end lære gerninger, så langt kan og bør du undlade at holde det løfte, du har gjort om at tjene i disse læresætninger.
⁹⁸Nullius enim sancti exemplo fient doctrinae dei ex doctrinis hominum. Doctrina dei docet fidem, ultra quam docere sese iactant uotarii aliud. At illud aliud non est nec esse potest nisi opus. Opus uero non potest doceri, nisi ledas fidem, cum fides et opera in re iustificationis extreme (220) aduersentur.	For det kan ikke selv ved de helliges eksempel ske, at der af menneskesætninger kommer guddommelige sætninger. Den guddommelige lære lærer troen, men løfteaflæggerne kaster sig ud over den og lærer noget andet. Men dette andet er ikke og kan ikke være andet end gerninger. Men gerninger kan ikke læres, medmindre du ødelægger troen, eftersom troen og gerningerne i retfærdiggørelsessagen er diametrale modsætninger.
⁹⁹Ita fit, ut doctrina operum necessario sit doctrina daemoniorum et discessio a fide. Nemo autem opera docet, quod ea non necessaria putet ad justitiam et salutem; nisi enim necessaria putet, frustra docebit.	Derfor er det således, at læren om gerninger nødvendigvis er en dæmonisk lære og et frafald fra troen. Men ingen lærer gerninger, uden at lære, at de er nødvendige til retfærdighed og frelse; hvis ikke han anser dem for nødvendige, ville han jo lære forgæves.
¹⁰⁰ Quid alioqui doceret ea? et quis ea sequeretur et seruaret, si aliam uiam iustitiae (W601) et salutis nosset? Recte ergo dixit Paulus: Lex non est ex fide, et ex operibus legis nemo justificatur. (Rom 3,20) Ita neque uotum est ex fide, nec ex uoto justificatur omnis caro.	Hvorfor skulle han ellers lære dem? Og hvem ville følge dem og tjene under dem, hvis han kendte en anden vej til retfærdighed og frelse? Altså har Paulus ret: 'Loven er ikke af troen, og af lovgerninger bliver intet menneske retfærdiggjort'. Derfor er det hverken sådan, at løftet er af tro, eller sådan, at nogen bliver retfærdiggjort ved løftet.
¹⁰¹ Et omnia, quae Paulus ad Galatas disputat aduersus legem et opera eius, pertinent etiam aduersus uotum et opera eius. Siue ergo pia siue impia opinione uoueantur, rumpenda sunt, ut diuinitus reprobata et in res diuinitus reprobatas facta.	Og alt, hvad Paulus skriver til galaterne imod loven og dens gerninger, gælder også imod løftet og dets gerninger. Hvad enten de altså har aflagt løftet med et fromt sind eller med et ufromt sind, løfterne skal brydes, sådan som det er guddommeligt anbefalet, og med guddommelig myndighed sket overfor anbefalede ting.
¹⁰² Quare Bernhardus et alii, qui pia opinione uouerunt et uixenint in uotis, comparandi sunt ducentis illis uiris, qui cum Absolom iuerunt de Hierusalem in Hebron, molienti seditionem aduersus regnum patris sui Dauid. (2 Sam 15,11)	Derfor kan Bernhard og de andre, som ud fra en from mening aflagde løftet og levede i det, sammenlignes med hine ledende mænd, som sammen med Absalon drog fra Jerusalem til Hebron, skønt de derved øgede uenigheden mod kongen, hans far David.
¹⁰³Nihil enim sciebant de causa Absolomi et simplici corde ibant, quos certum re cognita resipuisse. At si in media re intercepti fuissent, poterant accusari lesae maiestatis rei, si opus eorum et uiam spectes, sed secundum animum iudicati absoluerentur.	De vidste nemlig ikke noget om Absalons sag, og drog afsted med uskyldigt hjerte, men om de havde vidst det, ville de sikkert være kommet til sig selv. Men hvis de var døde i disse begivenheder, kunne de være blevet anklaget for majestætsforbrydelse, hvis du ser hen til deres gerning og den vej, de gik, men efter sindelaget må de dømmes og tilgives.
¹⁰⁴Quae historia pulchram nobis allegoriam huius rei prestat, sed nunc non est locus in ea morari. Plane Absolom Papisticum regnum est aduersus regnum Christi concitatum, quod et expulit et sedet in media Hierusalem. Verum pii, qui ei consenserunt, non consenserunt in hanc insaniam.	Denne historie udgør en smuk allegori til denne sag, men nu er det ikke stedet at dvæle nærmere ved den. Ligeud er Absalon pavedømmet, som kæmper imod Kristi rige, som paven også har uddrevet og sat sig midt i Jerusalem. Men de fromme, som var enige med ham, var ikke enige i dette vanvid.
¹⁰⁵ Et ut alios omittam, de Bernhardo certus sum, similem eum fuisse illis ducentis uiris, quod euidenter ipsemet monstrauit, cum aliquando aegrotasset ad mortem, nihil aliud sonuit, quam confessionem huiusmodi:	At jeg skal udelade de andre: Om Bernhard er jeg vis på, at han er lig med disse 100 mand, hvilket han selv klart har vist, da han engang blev syg til døden, hvor der intet andet lød fra ham, end denne bekendelse:
¹⁰⁶'Tempus meum perdidi, quia perdite uixi. Sed unum me solatur, quod spiritum contritum et humiliatum non despicies.' Et alibi 'duplici jure Christus regnum possidet. Semel quia filius, secundo quia passus. Atque hoc secundo merito nihil ei fuit opus, dedit autem mihi et omnibus credentibus.'	'Jeg har spildt min tid, fordi jeg har levet et spildt liv. Men det ene trøster jeg mig ved, at du ikke foragter en angrende og ydmyg ånd'. Og et andet sted: 'Med dobbelt ret indtager Kristus sit herredømme. En gang, fordi han er søn, en anden gang, fordi han har lidt. Og ved denne anden fortjeneste har han ikke gavnet sig selv, men han gav den til mig og alle troende'.
¹⁰⁷Vides haec esse uerba Christianissimi pectoris, quod totam fiduciam in Christum ponit, de suis operibus prorsus desperans. Nihil de uoto paupertatis, obedientiae, castitatis gloriatur, quin perditam uitam uocat, atque hac fide et seruatus et iustificatus est cum omnibus sanctis. An putas eum fuisse mentitum aut ioco dixisse, perditam esse suam uitam? (221)	Her ser du hjertets mest kristelige ord, at han sætter hele sin lid til Kristus, og kun håber på hans gerninger. Han vil ikke have ære af løftet om fattigdom, om lydighed, om cølibat, for han kalder det et fortabt liv, og ved denne tro er han både frelst og retfærdiggjort sammen med alle troende. Eller mener du, det var løgn eller for sjov, at han sagde, at han havde spildt sit liv?
¹⁰⁸Iudicium dei sensit, coram quo, nisi solus Christus et sua iusticia, nemo subsistit; ideo se deserto ad illum se transtulit, perditas suas affirmans iustitias.	Han følte dommen fra Gud, hos hvem ingen kan bestå, undtagen alene Kristus og hans retfærdighed; derfor forlod han sig selv og overførte sig til ham, idet han sagde, at hans egne retfærdighedsgerninger var spildte.
¹⁰⁹Iam si praedicari audias, uota et uitas religiosorum perditas esse, et nullius usus ad justitiam et salutem, quis uouebit? quis in uoto manebit? (W602) At nisi perditas dixeris, uere perditus eris, nec sanctorum patrum uota ulla ex parte imitaberis.	Så hvis du hører, at nogen prædiker, at løfterne og det fromme liv er spildt, og ikke er til nogen nytte, hvad angår retfærdighed og frelse, hvem vil så forblive under løftet? Men hvis ikke du siger, du har forsømt dit liv, så har du virkelig forsømt det, og du vil ikke bare delvist kunne efterligne de hellige fædres løfte.
¹¹⁰Qualis autem Bernhardus fuit, tales fuisse necesse est omnes religiosos sanctos et pios, ut uideas clare, omnes miraculose fuisse seruatos, et eo tandem necessario rediisse, ut uota nihil et perdita esse assererent, quo sola fide justificarentur et seruarentur.	Men sådan som Bernhard var, sådan må nødvendigvis alle religiøse hellige og fromme være, så at du klart kan se, at de alle på mirakuløs måde bliver bevaret, og netop derved endelig vender tilbage ved den nødvendighed, at de forsikrer, at løftet intet giver, kun fortabelse, hvorved de retfærdiggøres og frelses ved troen alene.
¹¹¹ Et impii, hac fide patrum contempta, erigunt et inflant opera, quae illi damnauerunt, et praetextu exempli sanctorum docent discessionem a fide, et contra exemplum patrum fallunt mendaciis totum orbem. Ecce hoc est, deum esse mirabilem in sanctis suis. (Sl. 68,38)	Og de ufromme, fristet af denne fædrenes tro, opstiller og opblæser gerninger, hvorved de bliver fordømt, og under dække af de helliges eksempel lærer de frafald fra troen, og imod fædrenes eksempel fører de hele verden i løgn. Se, det betyder det, at Gud er underfuld i sine hellige. (Sl 68,38)
¹¹²Et quando monasticen ideo uolunt probatam uideri apud deum, quod sancti in illa bene uixerint, cur non ignes, gladios, frigora, bestias, cruces, mortes, docent probatas a deo et uouendas?	Men når de således vil, at munkevæsenet af den grund skal synes antageligt for Gud, at de hellige levede smukt i det, hvorfor lærer de så ikke, at ild, sværd, kulde, vilde dyr, kors og død er antagelige for Gud, så man bør aflægge løfter om det?
¹¹³An non uixerunt bene in his sancti martyres? Sancta Hagne in lupanari uirgo mansit. Et quantos deus in peccata ruere sinit, ut humilitatem discant et seipsos cognoscant?	Mon ikke de hellige martyrer levede smukt i disse ting? Den hellige Agnes forblev jomfru i bordellet. Og hvormange har Gud ikke fundet sig i blev i synden, for at de skulle lære ydmyghed og lære at kende sig selv?
¹¹⁴ Paulus Ro. vii. confitetur peccatum in carne sua habitare, (Rom 7,18) et tamen in medio peccati bene uiuit, et peccato bene utitur. Et quis sanctorum non in carne, mundo, inter daemones bene uiuit? Nunquid ideo uouendum est opus carnis, mundi, diaboli? At impii isti uitam monasticam non uolunt eam uideri tantum, in qua, sed per quam, seu potius, qua bene uiuatur.	Paulus bekender Rom 7,18, at synden bor i hans kød, og dog lever han smukt deri, og udnytter synden godt. Og hvilken af de hellige lever ikke smukt i kødet, i verden, mellem dæmoner? Mon ikke derfor dette at aflægge løfte er en gerning af kødet, af verden, af djævelen? Men disse ugudelige vil ikke, at deres munkeliv blot skal ses som det, i hvilket, men som det, gennem hvilket, eller snarere i kraft af hvilket de lever smukt.
¹¹⁵Genus uitae et substantiam eius bonam esse docent, per quod boni fiant et salui. Hoc sacrilegum, hoc impium et blasphemum est, hoc eorum mendacium, hic error, haec hypocrisis, hoc daemoniorum commentum est.	De lærer, at den slags liv og dets indhold er godt, hvorved de bliver gode og bliver frelste. Dette er gudsbespottelse, dette er ufromt og blasfemi, dette er deres løgn, dette er fejlagtigt, dette er hykleri, dette er dæmonernes opfindelse.
¹¹⁶ Hoc seducunt corda simplicium, superba uanitatis sonantes (ut Petrus ait) (2 Pet 2,18). Nullus enim sanctorum per eam bonus factus est, nec possunt ullum huius exemplum ostendere. Omnes autem in solo Christo per fidem et boni et salui facti sunt, ut in Bernhardo monstrauimus.	Herved forfører de de enfoldige hjerter, de bruger opblæste og tomme ord (som Peter siger). Ingen af de hellige er nemlig blevet god ved disse gerninger, ejheller kan de opvise noget eksempel på det. Men alle bliver alene i Kristus ved troen gjort gode og frelste, som vi har påvist det for Bernhards vedkommende.
¹¹⁷Sed et S. Aug. dicit: Ve hominum uitae quantumcunque laudabili, si remota misericordia judicetur. (Conf IX, 13,34) Et iterum: Turbabor, sed non perturbabor, quia uulnerum domini recordabor.	Men også Augustin siger: Ve menneskenes liv, hvor rosværdige de end er, hvis de bliver bedømt uden barmhjertighed. Og et andet sted: Jeg bringes i uro, men jeg bringes ikke i fortvivlelse, fordi jeg kommer Herrens sår ihu.
¹¹⁸ Vides et hunc suam ipsius et (222) omnium uitam damnare, ad uulnera autem Christi sese receptare. Et Paulus Gal. i: Viuo ego, iam non ego, uiuit uero in me Christus. (Gal 2,20) Omnes in solo Christo uiuunt, uouent, fidunt, et gloriantur, nihil de operibus suis cogitantes.	Du ser altså, hvordan han fordømmer sit eget liv og alles liv, og alene holder sig til Kristi sår. Og Paulus i Gal 1: Jeg lever, dog ikke jeg, men Kristus i mig. Om dem alle gælder det, at det alene er i Kristus, at de lever, aflægger løfte, tror og har deres ære; de tænker ikke på deres gerninger.
¹¹⁹Vnde et nos dicimus: Anathema sit, qui aliud docuerit, quam in sola fide esse iustitiam et salutem. Sunt ne haec satis clara? Clarum ergo simul est, uota monastica, quando non possunt non ultra et praeter fidem doceri, esse impia, gentilia, Iudaica, sacrilega, mendacia, erronea, daemoniaca, hypocritica, apostatica, etiam sanctorum exemplis aduersaria, quare cum fiducia reuocanda et deserenda sunt, etiam si pia et (W603) seria opinione emissa fuerint.	Derfor kan vi også sige: Forbandet være enhver, der lærer andet, end at alene i troen er retfærdigheden og frelsen. Er dette ikke tilstrækkelig klart? Jamen, så er det også samtidig klart, at munkeløfterne, fordi de kun kan læres udover og i stedet for troen, er ufromme, hedningeagtige, jødiske, blasfemiske, løgnagtige, hykleriske, kætterske, også imod de helliges eksempel, og derfor bør de frimodigt tilbagekaldes og forlades, også hvis de er aflagt i en from og alvorlig mening.
¹²⁰Si enim opera legis diuinae Apostolus prohibet doceri, et tanto aestu cogit relinquere Galatas et Romanos, quanto magis illa electicia hominum opera et uota prohibita sunt et relinquenda. Summa summarum, Opera et uota nec doceri nec persuaderi possunt, nisi ea salutaria et utilia dicas ad salutem et iusticiam.	Hvis nemlig apostelen forbyder, at den guddommelige lovs gerninger må læres, og med så stor sindsbevægelse nøder galaterne og romerne til at forlade den, hvor meget mere er så ikke disse særligt udvalgte menneskelige gerninger og løfter forbudte og skal forlades. Alt i alt: gerningerne og løfterne kan hverken læres eller der kan overbevises om dem, medmindre du kan sige, at de er frelsebringende og gavnlige til frelse og retfærdighed.

¹²¹Quid enim est docere, opera et uota non esse salutaria nec necessaria? Quis audiet? quis amplectetur? At docuisse ea salutaria, est daemoniacum et apostaticum a fide, cum sola fides sit necessaria et salutaris.	Hvad er det nemlig at lære, at gerningerne og løfterne ikke er frelsebringende eller nødvendige? Hvem hører efter? hvem afhandler det? Men at have lært, at det er frelsebringende, er dæmonisk og er frafald fra troen, eftersom alene troen er nødvendig og frelsende.
¹²²Quare monastica uota et opera aut serio doceri et disci non possunt, aut apostatare a Christo et excidere a fide oportet tam docentes quam attendentes. Et stat Paulus fortis, Esse ea doctrinas daemoniorum et mendacia et erronea, a quibus nisi uel in fine resilias cum S. Bernhardo, inaeternum peribis.	Derfor kan de enten ikke lære munkeløfterne og gerningerne alvorligt, eller også bør de falde bort fra Kristus og gå væk fra troen, hvad enten de lærer noget sådant eller lytter til det. Og Paulus har ret med sit: "disse læresætninger er dæmoniske og løgnagtige og fejlagtige", og hvis du ikke ved din død tager afstand fra dem som Bernhard, så går du i evighed fortabt.
¹²³Haec omnia cum uera et solida sint, diuinis nixa firmamentis, conuincunt uouentis uota monastica, si sine fide uoueat, esse hanc cordis sui sententiam coram deo:	Eftersom alt dette er sandt og grundfæstet, støttet på de guddommelige grundvolde, overbeviser de løfteaflæggerne om, at munkeløfterne, hvis de aflægges uden tro, i virkeligheden er af denne betydning overfor Gud:
¹²⁴'Ecce, deus, uoueo tibi, amplius nolle Christianum esse, reuoco uotum in baptismo factum, in Christo amplius non nitar neque uiuam. Irrita enim sunt haec omnia et antiquata iamdudum. Voueo autem tibi ultra et extra Christum nouum et multo melius uotum, scilicet uiuere in propriis operibus castitatis, obedientiae et paupertatis, et huius totius regulae. His enim operibus et iustus et saluus ero, et aliis mecum prodero ad iustitiam et salutem.'	'Se, Gud, jeg lover dig, at jeg ikke mere vil være kristen, jeg tilbagekalder det løfte, jeg har aflagt i dåben, jeg vil ikke mere stræbe efter eller leve i Kristus. Alt dette er nemlig ugyldigt og er forlængst noget gammelt noget. Men jeg aflægger for dig et nyt og meget bedre løfte, der går udover Kristus, nemlig at leve i mine egne cølibats-, lydigheds- og fattigdomsgerninger, og gerninger i hele denne regel. Jeg vil nemlig være retfærdig og salig ved disse gerninger, og jeg vil gavne andre sammen med mig selv til retfærdighed og frelse'.
¹²⁵ Horrescis, et negas ita cogitari a uouente? At si negas, negabis simul praedicta esse uera. Cor enim, quod non est fide pura in Christum aedificatum, et praesumpserit uouere, non potest aliter affectum esse, quam dictum est Opera enim spectet et aestimet necesse est, alioqui non uoueret.	Er du forfærdet, og nægter du, at den, der aflægger løfte, tænker således? Men hvis du nægter det, så må du også nægte, at det, jeg har sagt forud, er sandt. For det hjerte, der ikke er opbygget ved en ren tro på Kristus, og sætter sig for at aflægge løfte, kan ikke bevæges af andet, end hvad sagt er. Det ser nemlig hen til gerningerne og mener, de er nødvendige, ellers ville det ikke aflægge løfte.
¹²⁶At opera aestimare est fidem negare, baptismum reuocare, (223) Christum repudiare, ut iam abunde satis est dictum.	Men at lægge vægt på gerningerne er at nægte troen, at tilbagekalde dåben, at kæmpe imod Kristus, som det nu er sagt til overflod.
¹²⁷Et hoc impiissimum uotum credes posse placere et exigi apud deum, ac non potius summo odio haberi et damnari? Sic contingit iis, qui sine fide incedunt et opera apprehendunt. Quin multo miseriorem et contritionem et infoelicitatem in uiis eorum uide.	Og dette højst ufromme løfte tror du kan behage og gælde noget hos Gud, og ikke snarere hades og fordømmes af ham? Sådan sker det med de mennesker, som går frem uden tro og hænger ved gerninger. Hvor megen elendig anger og ulykke ser du ikke i deres liv.
¹²⁸Optimi inter eos habentur, qui ad hanc impietatem quam proxime accedunt; rari enim et pauci sunt, qui caste, pauperes, obedienter et alia regularum uiuunt.	De bedste iblandt dem når næsten frem til denne ufromhed; de mennesker er nemlig sjældne og få, som lever kysk, fattigt og lydigt og overholder de andre regler.
¹²⁹Quantae hic sunt poenitentiae? quanti carceres? quantae poenae? quanti dolores eorum qui non attingunt? quanta est conscientia, non obseruasse suum ordinem? Scilicet tantis sudoribus uendit Satan suam perditionem.	Hvor mange bodsgerninger er der ikke her? Hvormange straffe? Hvormange smerter hos dem, som ikke når målet? Hvor megen samvittighedsplage over ikke at kunne overholde sin orden? Det er jo for alle disse anstrengelser, at Satan sælger sin fortabelse.
¹³⁰ Hoc, quod summis laboribus et conscientia fugiendum erat, summis laboribus et conscientia petitur. Vere Moses dixit: Seruietis ibi diis alienis, qui non dabunt uobis requiem die et nocte. (5 Mos 28,64ff) De hoc et Christus praedixisse uidetur: Contendite per angustam portam intrare, quia multi quaerent introire et non poterunt. (Luk 13,24)	Fordi dette med de største anstrengelser og samvittighed skulle undgås, kræver han de største anstrengelser og samvittighed. Sandt siger Moses: 'I tjener dèr andre guder, som ikke giver jer hvile dag og nat'. Om dette synes Kristus at have forudsagt: Stræb efter at gå gennem den snævre port, for mange stræber efter komme ind og kan det ikke. (Luk 13,24).
¹³¹ Videtur autem deus misericorditer eis resistere, ne attingant suum statum perfectionis, id est, summam impietatis, permittens eos labi, sepiens (W604) uiam eorum spinis (ut in Osea dicit) (Hos 2,6f), ut praeuaricatores deprehensi inter angustias redeant ad cor, et ad uirum suum priorem, ubi melius eis fuerat quam nunc. Oseae .ii.	Men Gud synes på barmhjertig vis at modarbejde dem, at de ikke skal nå deres fuldkommenhedsstade, dvs den højeste ufromhed, idet han tillader, at de arbejder, og spærrer vejen for dem med tjørn (som Hoseas siger), så overtræderne gribes i trængsler og vender tilbage til deres hjerte, og til deres første mand, hvor hun havde det bedre end nu.
¹³²Est ne ergo haec incredibilis conuersio? Primi sunt nouissimi, et nouissimi sunt primi. Apostatae sunt religiosi, et religiosi sunt apostatae. Et qui minus seruant uota, magis seruant, qui magis seruant, minus seruant.	Er dette da ikke en utrolig omvendelse? De første skal blive de sidste, og de sidste de første. De frafaldne er religiøse, og de religiøse er frafaldne. Og den, der adlyder løfterne mere, adlyder dem mindre, og den, der adlyder dem mere, adlyder dem mindre.
¹³³ Sic impletur illud psal. xiii: Contritio et infelicitas in uiis eorum, et uiam pacis non cognouerunt. (Sl 14,3).	Således opfyldes denne salme: Anger og ulykke på deres veje, og fredens vej kender de ikke.
¹³⁴ Rursus Christiano et pio affectu uouens, sic cogitabit necessario apud deum: 'Ecce, deus, hoc uitae genus uoueo tibi, non quod existimem hanc esse uiam ad iustitiam et salutem aut satisfactionem peccatorum. Hoc enim auertat a me misericordia tua.	Omvendt, den der aflægger løfte med et godt kristeligt og fromt sind, tænker med nødvendighed sådan hos Gud: 'Se, Gud, den slags liv lover jeg dig, ikke fordi jeg mener, det er en vej til retfærdighed og frelse eller bod for mine synder. Måtte din barmhjertighed holde sådanne tanker borte fra mig.
¹³⁵Hoc in Christi domini mei redundaret iniuriam, cum hoc sit negare eius merita et sanguinem eius pollutum ducere et ostentui habere filium tuum, cuius solius est haec gloria, ut sit agnus dei, qui tollat peccatum mundi, in sanguine suo omnes lauet et iustificet. non abiiciam tam sacrilege gratiam tuam.	Sådanne tanker vil oven i købet være uret imod min Herre Kristus, eftersom det vil være at nægte hans fortjeneste, og at regne hans udgydte blod og din søn for et blot skuespil, han, der dog alene har denne ære, eftersom han er Guds lam, som bærer alverdens synd, og vasker og retfærdiggør alle i sit blod. Jeg vil ikke på denne bespottelige måde bortkaste din nåde.
¹³⁶Expectabo et praesumam haec in ipso solo, nequaquam in me aut ulla creatura, nedum in uotis et operibus meis.	Jeg forventer og jeg regner med at få dette alene i ham, ikke i mig eller nogen skabning, heller ikke ved mine løfter eller gerninger.
¹³⁷Sed hoc ago: quandoquidem in carne (224) uiuendum est, nec ociandum est, apprehendam hanc formam uiuendi exercendi corporis gratia, ad seruiendum proximo, ad meditandum in uerbo tuo, quemadmodum alius apprehendit agriculturam aut artificium pro suo quisque exercitio, absque ullo meritorum aut instificationis respectu, quam oportet in fide priorem esse, et semper superiorem manere et in omnibus regnare etc.'	Men dette gør jeg: sålænge jeg skal leve i kødet, og ikke skal lide døden, holder jeg mig til denne form for liv, for kroppens øvelses skyld, for at tjene min næste, for at overveje dit ord, ligesom andre driver landbrug eller håndværk for deres egen øvelses skyld uden blik til fortjeneste eller retfærdiggørelse, ikke af nogen anden grund, end at man i troen bør være den første og altid forblive den øverste og herske over alle ting etc'.
¹³⁸ Nisi talis sit affectus uouentis, intelligis ex prae dictis, uotum non posse pium ac uere uotum esse. Quia hunc affectum fides exigit, si adest, aut non est fides. Quia stat sententia: Iustus ex fide uiuet,. (Rom 1,17) Ex operibus nemo uiuet, quare nec ex uotis uiuet.	Hvis du ikke aflægger løfte med dette sind, så kan du forstå af det forud sagte, at løftet ikke kan være fromt og dermed et ægte løfte. Fordi troen fremelsker dette sind, hvis den er der, ellers er troen der ikke. Fordi den sætning står fast: Den retfærdige skal leve af tro Af sine gerninger kan ingen leve, derfor kan ingen heller leve af sine løfter.
¹³⁹Tu nunc uide, quot sint, qui sic uoueant! aut nulli certe aut miraculose inducti. Talis enim affectus contemnit uota, nihilo meliora ducens quam agriculturam aut quoduis aliud opus manuale.	Du ser nu, hvor meget de er, der aflægger sådanne løfter! Enten er intet sikkert, eller også føres de på mirakuløs måde. For dette sind tilintetgør løfterne, regner dem for på ingen måde bedre end landmandens eller hvilken som helst anden håndens mand.
¹⁴⁰At quis religiosorum unquam uouet, ut non aestimet opus uoti esse supererogationis, perfectionis, cui nullum sit neque simile neque aequale? Sicut et impudentissime docent. Insuper affectus iste habet hoc genus uitae pro usu et exercitio, non pro ipsa re et substantia. Nam fidem habet pro re et substantia.	Men hvem af de munkene aflægger nogensinde et løfte, sådan at han ikke regner løftets gerning for noget ud over det krævede, for noget fuldkomment, som ingenting rager op i nærheden af? Således lærer de, og det er anmassende. Men dette sind ovenfra har den slags liv at bruge og at øve, ikke for sagens eller væsenets egen skyld. For det holder troen for sagen og væsenet.
¹⁴¹Sicut homo est substantia, operatio eius naturalis est usus substantiae suae, Ita fides utitur omnium exercitiis et operibus. Contra illi non habent pro usu, sed pro ipsa substantia. Esse enim religiosum, hoc aiunt, esse in statu bono absolute, quo non utendum sit, sed qui utatur potius omnium aliorum, ipse caput, primum et nouissimum, Alpha et o.	Sådan er mennesket væsenet, hans naturlige gerninger brugen af hans væsen. Sådan bruger troen at optrænes ved at gøre alle ting. I modsætning dertil har disse den ikke til brug, men til selve væsenet. De siger nemlig, at dette er religiøst, at være i en god status, som ikke skal bruges, men som snarere bruger alle de andre, selv er han hoved, den første og den sidste, alfa og omega.
Videre til "Om munkeløfterne" 3!