Ecks og Luthers teser 1519

taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 3, side 210 til 214 (for de lutherske tesers vedkommende kontrolleret ved WA bind 2, side 160f)

Ecks teser: Luthers teser: Luthers forord: Forhistorien: Se også Luthers forklaringer til sine teser: releip01.

¹ Contra D. M. Lutherum in Lipsiensi Studio has disputabit Positiones Eccius. Eck vil i Leipzigs auditorium disputere disse teser imod dr M. Luther.

² 1. Neque dictis S. Scripturæ, aut sanctis Patribus, Augustino et aliis concordar, Dominum et Magistrum nostrum Jhesum Christum, dicendo: Pænitentiam agite, voluisse omnem fidelium vitam esse pænitentia. Unde et de sacramentali pænitentia illud verbum idonee potest intelligi. (#16). 1. Hverken ud fra den hellige skrift eller ud fra de hellige fædre, Augustin og andre, kan jeg gå med til, at vor herre og mester, Jesus Kristus, da han sagde: 'Gør bod', havde villet, at de troendes hele liv skulle være en bod. Derfor kan også dette ord passende forstås om den sakramentale bod.

³ 2. Etsi peccata venialia sint qvotidiana, tamen justum semper peccare in omni opere bono, etiam bene moriendo, negamus. Sicut erroneum dicimus, justum, manente justicia, peccare posse mortaliter, aut in puero, post baptismum, alienæ voluntatis peccatum remanere. (#17). 2. Skønt den tilgivelige synd er der hver dag, så nægter vi dog, at den retfærdige altid synder i al god gerning, også når han skal dø. Ligeledes kalder vi det en vildfarelse, at den retfærdige, sålænge hans retfærdighed forbliver, kan begå en dødssynd, eller at der i barnet efter dåben er nogen fremmed vilje til synd tilbage.

⁴ 3. Astruentem pænitentiam non recte inchoari detestatione peccatorum, recogitando gravitatem peccati et pænæ, et qvod faciat magis peccatorem, tanqvam Evangelio et sanctis Patribus contrarium, non dicimus audiendum. (#18). 3. Den, der siger, at den tildelte bod ikke begynder ret med afsky for synderne, med overvejelse af syndens og straffens alvor, og med overvejelse over, hvad mere synderen kan gøre, ham siger vi, man ikke skal høre, fordi han er imod evangeliet og Paulus.

⁵ 4. Dicere, Deum remittendo culpam, remittere pænam, et non commutare in pænam aliqvam temporalem satisfactoriam, per Canones et sacerdotis injunctionem, in parte vel toto declaratam, ut sacræ Scripturæ, et usui Ecclesiæ repugnans, existimamus. (#19). 4. Dette at sige, at Gud, når han tilgiver brøden, også tilgiver straffen og ikke forandrer den til én eller anden timelig fyldestgørelse, pålagt ifølge bestemmelserne af præsterne, helt eller delvist åbent udtalt, regner vi for noget, der strider imod den hellige skrift og kirkens brug.

⁶ 5. Qvemlibet sacerdotem, nullo Prælato demto, suo subdito petenti posse remittere, aut debere pænas et culpas, ita, qvod Prælatus non plenarie absolvens a pæna et culpa, peccet, velut usui sanctæ matris Ecclesiæ adversum, non acceptamus. (#20). 5. At enhver præst, uden sin overordnedes tilladelse, kan tilgive den ham undergivne, der beder derom, eller bør tilgive straffen og brøden, således, at den prælat, der ikke fuldt ud løser fra straffen og brøden, synder, det går vi ikke med til, fordi det er imod den hellige moders, kirkens, brug.

⁷ 6. Animas in purgatorio non satisfacere pro peccatorum pænis absolute, qvæ hic non satisfecerunt, reputamus erroneum, sicut non est sine errore, qvi non credit Deum a morituro reqvirere aliam qvam mortis pænam. (#21). 6. At sjælene i skærsilden ikke fuldt ud kan gøre fyldest for de syndestraffe, som de ikke her har gjort fyldest for, betragter vi som en vildfarelse, ligesom den ikke er uden vildfarelse, som ikke tror, at Gud af den døende kræver mere end den straf, der består i døden.

⁸ 7. Errat, qvi liberum arbitrium hominis negat. Dominum actuum hominis, ex eo, qvia ipsum habeat se active ad malum, ad (211) bonum vero tantum passive, sicut non est sine errore, qvi fidem qvolibet crimine corrumpi, contra Scholasticos existimat, nec sine maximo errore, qvi nulla contritionis habita ratione, in sola fide qvem absolvi, procaciter prædicat. (#22). 7. Den, der nægter menneskets frie vilje, er i vildfarelse. Den er herre over menneskets gerninger, på den måde, at den forholder sig aktivt til det onde, men kun passivt til det gode. Og ligeledes er den ikke uden vildfarelse, som imod skolastikerne mener, at troen kan sønderbryde en hvilkensomhelst forbrydelse, og ligeledes er den i stor vildfarelse, som frækt prædiker, at mennesket tilgives alene ved troen, uden nogen begrundelse i, at han har angret.

⁹ 8. Ex imperfectione charitatis vel fidei, in anima mortui, fieri horrorem et qvasi desperationem, qvibus in purgatorio afficiantur, et qvod illum horrorem ex timoro mortis incurrant, qvo qvasi inviti moriantur, non recipimus, qvia veritati et rationi contrarium. (#23). 8. At der i den afdødes sjæl på grund af kærlighedens og troens ufuldkommenhed opstår en rædsel og næsten en fortvivlelse, hvoraf de påvirkes i skærsilden, og at denne rædsel og frygt for døden påkommer dem, hvorved de ligesom død imod deres vilje, det tror vi ikke på, fordi det er imod sandheden og fornuften.

¹⁰ 9. Animas in purgatorio mereri majorem gratiam, aut eorum præmia minui, si alienis meritis liberentur, aut non esse certas de salute, aut suffragia nostra nolle, ut fidei nostræ et omni rationi adversa, negamus. (#24). 9. At sjælene i skærsilden fortjener en større nåde, eller at de får deres belønning formindsket, hvis de befries ved en andens fortjeneste, eller at de ikke er sikre på deres frelse, eller at de ikke ønsker vore bønner, det nægter vi, som noget, der er imod vores tro og imod al fornuft.

¹¹ 10. Meritum passionis Christi, non esse thesaurum Ecclesiæ, ex qvo dentur Indulgentiæ, qvia veritati et apostolicis decretis obvians, negamus, sicut claves esse thesaurum Ecclesiæ, imperitissimum opinamur. Meritis qvoqve sanctorum nos adjuvari pie credimus. (#25). 10. At fortjenesten ved Kristi lidelse ikke er kirkens skat, hvorfra afladen gives, det nægter vi, som noget, der strider imod sandhedenog apostlenes dekreter, ligesom vi mener, det er stor ukyndighed at hævde, at nøglerne er kirkens skat. Og vi anser det for fromt at mene, at også helgenernes fortjenester kan hjælpe os.

¹² 11. Dicere, Indulgentias non expedire, est error, dicere item, Indulgentias esse vicium aliqvod operis, qvo ipsum minus valeat, error est pessimus. Qvare et hunc errare sentimus, qvi dicit, se teneri improbare Indulgentias, qvia Dominus dicat: Propter me deleo iniqvitates, non propter pecunias. (#26). 11. At sige, at aflad ikke virker, er en vildfarelse, og ligeledes er det at sige, at aflad er til skade for en gerning, så den bliver mindre værd, en større vildfarelse. Derfor mener vi også, at den tager fejl, som siger, at man bør holde sig til at misbillige afladen, fordi Herren siger: For min skyld tilgiver jeg overtrædelser, ikke for penges skyld.

¹³ 12. Papam non posse remittere pænam, pro peccato debitam, per Indulgentias, error. Imo, erroneum est eum non posse absolvere animas in Purgatorio existentes. Omnium autem maxime non recipimus, qvod morituri, infirmi, legitime impediti, non crimina publica habentes, Indulgentiis non egeant. (#27). 12. At paven ikke kan eftergive den straf, der er pålagt for synden, gennem aflad, er en vildfarelse. Ja, det er også en vildfarelse, at han ikke kan eftergive de sjæle, der er i skærsilden. I det hele taget kan vi slet ikke gå med til, at de, der skal dø, de der er syge, de der er lovlig forhindrede, de der ikke har begået en offentlig forbrydelse, at de ikke skulle behøve aflad.

¹⁴ 13. Romanam Ecclesiam non fuisse superiorem aliis Ecclesiis ante tempora Sylvestri, (n14) negamus. Sed eum, qvi sedem beatissimi Petri habuit et fidem, successorem Petri et Vicarium Christi generalem semper agnovimus. (#28). 13. At den romerske kirke ikke skulle have været over de andre kirker før Sylvesters tid, nægter vi. Men den, der har haft den salige Peters stol og tro, har vi altid anerkendt som Peters efterfølger og Kristi stedfortræder.

¹⁵ VI. Hingegen traten etwan im Monath Aprili folgende Sätze Lutheri ans Licht:
Contra novos et veteres errores defendet D. M. Lutherus Positiones seqventes, in Studio Lipsiensi.
VI. Derudover trådte omkring april måned nedenstående Luther-teser frem i lyset:
Imod nye og gamle vildfarelser forsvarer Dr. M. Luther i Leipzigs universitet følgende sætninger.

¹⁶ 1. Qvotidie peccat omnis homo, sed et quotidie pænitet, docente Christo, Pænitentiam agite. (Matt 4,17) Excepto uno novo qvodam iusto, qui pænitentia non indiget, cum etiam palmites fructiferos qvotidie purget agricola cælestis. (#2). 1. Dagligt synder ethver menneske, men det skal også dagligt gøre bod, som Kristus lærer: Gør bod! Undtaget er én eller anden ny retfærdig, som ikke trænger til bod, skønt den himmelske gartner hver dag renser også de frugtbærende grene.

¹⁷ 2. In bono peccare hominem, et peccatum veniale, non natura sua, sed Dei misericordia solum esse tale, aut in puero post baptismum peccatum remanens, negare, hoc est, Paulum et Christum semel conculcare. (#3). 2. At nægte, at mennesket synder i det gode, og at den tilgivelige synd er tilgivelig, ikke efter sin natur, men efter Guds barmhjertighed, eller at der i barnet efter dåben er synd tilbage, det er på én gang at foragte både Paulus og Kristus.

¹⁸ 3. Qui opus bonum aut poenitentiam a peccatorum detestatione ante dilectionem iusticiae incipi, nec in eo peccari, asserit, hunc inter Pelagianos (W161) haereticos numeramus; sed et contra sacrum suum Aristotelem desipere probamus. (#4). 3. Den, der mener, at en god gerning eller boden begynder med, at man foragter synderne, før man elsker retfærdigheden, og mener, at der ikke syndes i dette, ham regner vi til de kætterske pelagianere, men vi beviser, at han også handler uforstandigt imod sin hellige Aristoteles.

¹⁹ 4. Deus mutat poenam aeternam in temporalem, scilicet Crucis portendae, cuius Canones aut sacerdotes, nec statuendae nec auferendae, habent ullam potestatem, quanquam id ab adulatoribus noxiis seducti, praesumere possint. (#5). 4. Gud forandrer den evige straf til en timelig straf, så man kommer til at bære sit kors, og det har kanoner eller præster ingen magt til hverken at pålægge eller ophæve, skønt nogen, der er forførte af skadelige smigrere, kan påstå dette.

²⁰ 5. Quilibet sacerdos debet absolvere poenitentem a poena et culpa, aut peccat: aeque peccat superior prelatus, si occulta sine causa reservat rationabilissima, quantumlibet usus Ecclesiae, id est adulatorum, resistit. (#6). 5. Enhver præst bør løse den bodgørende fra straffen og skylden, ellers synder han. Ligeledes synder en højere prælat, hvis han uden højst forståelig grund reserverer de skjulte synder, hvordan end kirkens, det vil sige, smigrernes, brug er.

²¹ 6. Forte satisfaciunt animae in purgatorio pro peccatis, sed quod deus a morituro plusquam voluntariam mortem requirat, vanissima temeritate, asseritur, quia nullis modis potest probari. (213) (#7). 6. Måske gør sjælene i skærsilden fyldest for deres synder, men at Gud af den døende kræver mere end hans frivillige død, det er det en forfængelig dristighed at påstå, fordi det på ingen måde kan bevises.

²² 7. Neque quid fides, neque quid contritio, neque quid liberum arbitrium sit, ostendit se nosse, qui liberum arbitrium actuum suorum, sive bonorum sive malorum, dominum esse balbutit, aut non sola fide verbi quem iustificari, aut fidem non tolli quolibet crimine, somniat. (#8) 7. Den, der stammer noget om, at den frie vilje er herre over hans gerninger, både gode og onde, eller som drømmer om, at han bliver retfærdiggjort, ikke af den rene og skære tro på ordet, eller drømmer om, at troen ikke kan ophæve en hvilkensomhelst forbrydelse, han viser, at han ikke véd, hverken hvad tro eller anger eller fri vilje er.

²³ 8. Veritati et rationi contrarium est quidem, invite morientes deficere in charitate, ideoque pati horrorem purgatorii, modo veritas et ratio sit idem quod opinio theologistarum. (#9). 8. Det er ganske rigtigt imod sandheden og fornuften, at de, der dør ufrivilligt og mangler kærlighed, af den grund lider rædsel i skærsilden, blot er denne sandhed og fornuft det samme som teologernes mening.

²⁴ 9. Animas in purgatorio esse certas de salute sua, nec gratiam in eis augeri, scimus a Theologistis asseri, sed miramur doctissimos viros, quod huius fidei suae rationem, nec stulto verisimilem, reddere possunt. (#10). 9. At sjælene i skærsilden er sikre på deres frelse og at nåden i dem ikke øges, véd vi bliver påstået af teologerne, men vi undrer os over de højlærde mænd, at de ikke kan give en begrundelse for deres tro eller komme med en sandsynliggørelse til den uvidende.

²⁵ 10. Meritum Christi esse thesaurum Ecclesiae et sanctorum meritis nos iuvari, certum est. Esse autem thesaurum Indulgentiarum, nemo nisi foedus adulator, extravagantes a veritate, et fictae quaedam Ecclesiae praxes aut usus simulant. (#11). 10. Det er sikkert, at Kristi fortjeneste er kirkens skat og at helgenernes fortjenester kan hjælpe os. Men at der er en afladens skat, kan kun den hæslige lefler mene, de, som går bort fra sandheden og foregiver nogle fiktive kirkelige skikke og anvendelser.

²⁶ 11. Dicere, indulgentias esse bonum Christiano est insanire: sunt enim verissime operis boni vitium, et improbare indulgentias debet Christianus, ob abusum, quia Dominus dicit 'propter me deleo iniquitates tuas' (Es 43,25), non 'propter pecunias'. (#12). 11. At sige, at aflad er godt for en kristen, er at være vanvittig. Den er i virkeligheden skadelig for den gode gerning, og en kristen bør misbillige afladen på grund af misbrugen, fordi Herren siger 'For min skyld tilgiver jeg dine overtrædelser', han siger ikke 'for penges skyld'.

²⁷ 12. Papam posse remittere omnem poenam pro peccatis debitam, huius et futurae vitae et quod indulgentiae prosunt non criminosis, somniant secure in indoctissimi sophistae et pestiferi adulatores, non tamen vel nutu possunt ostendere. (#13). 12. At paven kan tilgive al straf, der pålagt for synder, både i dette og det kommende liv, og at afladen gavner også de, der ikke har begået forbrydelser, det er noget, sofisterne og de pestbærende leflere drømmer sig til i deres sikre uvidenhed, men det er ikke noget, de kan påvise bare med et vink.

²⁸ 13. Romanam Ecclesiam esse omnibus aliis superiorem, probatur ex frigidissimis Romanorum Pontificum decretis intra cccc annos natis, contra quae sunt historia approbatae MC annorum, textus scripturae divinae et decretum Niceni Concilii omnium sacratissimi. 13. At den romerske kirke er alle andre overordnet, bevises ud fra nogle uduelige dekreter fra de romerske paver, der der blevet til indenfor de sidste 400 år, imod hvilket stiller sig den anerkendte historie gennem 1100 år, den guddommelige skrifts tekst og alle dekreter fra det højhellige nikænske koncil.

²⁹ Löscher: VII. Die dreyzehende oder letzte unter diesen Thesibus ist eben diejenige, worüber zum meisten und stärcksten damahls gestritten ward, und worüber allen Freunden Lutheri bange ward, er würde (412) damit sehr übel anlauffen; immassen er desswegen die eben p. 123 spp. eingerückte Resolutionem verfertiget, und hernach in den Druck gegeben hat, welche ich darum zuvor gesetz habe, auf dass die Erzehlung wegen der Leipzigischen Disputation nicht zerrissen würde. Carlstadts und Eccii Theses, worüber sie zu Leipzig disputiren wolten, sind im vorigen Jahr dieser Reformations-Acten, p. 67 sp. zu lesen. Den trettende eller sidste af disse teser er just den, hvorover der dengang blev kæmpet mest og stærkest, og om hvilken alle Luthers venner blev bange for, at den ville blive dårligt modtaget. Af den grund udfærdigede han sine Resolutioner over den trettende tese (R13-01) og sendte dem bagefter i trykken. Derfor har jeg anbragt dem først, for at fortællingen om Leipziger-disputationen ikke skal rives i stykker. Karlstadts og Ecks teser, som de i Leipzig ville disputere over, kan læses i reformationsakterne fra sidste år, side 67.

³⁰ I Weimarudgaven står der forud for de 13 teser følgende fortale til læseren.

³¹ Disputatio et excusatio F. Martini Luther adversus criminationes D. Iohannis Eccii. Broder Martin Luthers dispitats og forsvar imod Dr Johannes Ecks beskyldninger.

³² Frater Martinus Luther optimo lectori Salutem.
Eccius meus irascitur, mi lector, consecravitque sedi Apostolicae aliam disputationis schedam, plenam irae suae et criminationis mei, adiecitque prioribus propositionibus unam, fortiter irascentem, hoc est, nisi timerem disputationi futurae impedimentum fieri, pulchram occasionem maledictis suis semel respondendi. Sed omnia tempus habent. Hoc nunc satis fuerit.
Hilsen til den bedste læser fra broder Martin Luther.
Min Eck er blevet vred, kære læser, og han tillagde det apostolske sæde sit andet disputations-skema, der er fuldt af hans vrede og fuldt af beskyldninger imod mig, og til de første teser har han føjet én, stærk vredladen tese, det vil sige, hvis jeg ikke var bange for, at det skulle blive en hindring for den kommende disputation, ville det være en glimrende lejlighed til at for en gangs skyld at svare på hans forbandelser. Men hver ting til sin tid. Lad det være nok med det.

³³ Quod adductis aliquot sanctorum patrum dictis me hostem Ecclesiae criminatur, sic intellige, lector: per 'Ecclesiam' Eccius opiniones suas et heroum suorum, qui sudaverunt in indulgentiis significat. Når han ud fra nogle tilføjede fædrecitater beskylder mig for at være fjende af kirken, så må du forstå det således, kære læser: Ved 'kirken' forstår Eck sine og sine heltes meninger, de, som svedte for at skaffe aflad.

³⁴ Nam consecrator est Sedis Apostolicae et more opinatorum heroum suorum loquitur, qui scripturae et patrum verbis utuntur velut Anaxagorae elementis, ut, quamprimum ea consecrarint sedi Apostolicae, mox transsubstanciata in eorum arbitrium vocabula (mirum dictu) quodlibet ex quolibet fiunt, etiam id significare idonea, quae vel per febrem ipsi somniant vel per muliebris invidiae impotentiam delyrant: For han gør det Apostolske Sæde helligt, og han taler efter sine indbildte heltes skik, som bruger skrift og fædreord som Anaxagoras elementer, så at, så snart de har helliggjort det apostolske sæde, bliver ordene, besynderligt at sige, forvandlet efter deres forgodtbefindende, hvadsomhelst til hvadsomhelst, blot det lyder passende, hvilket de enten drømmer i deres febervildelser eller vrøvler om i deres kvindelige misundelses afmagt.

³⁵ denique tam infeliciter suae eis cedunt disciplinae, ut hoc ipsum quod bonum didicerunt nunquam bene intelligant, et iuxta Apostolum non intelligunt neque quid loquuntur neque de quibus affirmant, (1 Tim 1,7) hoc est, nec predicatum cum subiecto nec subiectum cum predicato in propositione Cathegorica componere docti. Og endelig bukker deres discipliner så uheldigt under for dem, at de selv ikke særlig godt forstår det gode, de siger, og ifølge apostelen hverken forstår hvad de siger eller hvad de hævder. Det vil sige, de er ikke dygtige nok til forbinde subjektet med prædikatet eller prædikatet med subjektet.

³⁶ Speramus futurum, ut simili dexteritate et alia testimonia nobis producturus sit in futura disputatione, ne desit, quod etiam pueri rideant. Speraveram, Eccius didicisset ex epistola Erasmi, (n36) (W159) literarum principis, tum ex D. Carlstadii invicta Apologia hebetudinem capitis sui: verum patientia Ecciana vincit omnia, satis est, si caeteris omnibus displiceat, sibi saltem et heroibus suis placeat. Vi håber for fremtiden, at med en lignende fingerfærdighed vil også andre vidnesbyrd blive fremlagt for os i den kommende disputation, så der ikke kommer til at mangle noget, børn kan le af. Jeg havde håbet, at Eck ville have talt ud fra Erasmus' brev, Erasmus, literaternes fyrste, så ville vi ud fra Dr Karlstadts ubesejrede apologi opleve, at hans hoved blev sløvt. Men den Eckianske tålmodighed besejrer alt, det kan være nok, at han mishager alle andre, sig selv og sine helte behager han.

³⁷ Quod autem me haereticum et Boemum conscelerat, dicens me ignire veteres cineres &c., pro modestia sua facit aut pro officio consecrationis, qua quicquid consecrat consecratum est, nullo alio usus chrismate quam veneno linguae suae. Men at han pådutter mig at være kætter og bøhmer, og siger, at jeg antænder gamle kætterbål, osv, det er vel noget han gør ud af sit mådehold eller fordi han har travlt med sin helligelse, hvorved han helligere noget, der er helliget og bruger sin helligelsessalve nøjagtig som sin giftige tunge.

³⁸ Tu vero (ne hoc mali nominis agnoscam) interim scias, mi lector, me de Monarchia Romani Pontificis non spernere venerabilem consensum tot fidelium per Italiam, Germaniam, Galliam, Hispaniam, Angliam aliasque regiones. Men du kære læser (at jeg ikke skal vedkende mig dette onde navn) du skal imidlertid vide, at jeg ikke foragter den ærværdige enige mening om den romerske paves herredømme, som så mange troende har i Italien, Tyskland, Frankrig, Spanien, England og andre lande.

³⁹ Unum tantum a domino precor, ne unquam sinat me dicere aut sentire, quod Eccio qui nunc est placeat, Ne forte pro libero arbitrio Christum filium dei ostentui habeam et pro Romana Ecclesia Christum in India et oriente vivere et regnare negem, seu, ut et ego quid enigmatizem festivo huic enigmatisti, ne cum Eccio cloacam Constantipolitanam denuo recludam et de antiquis Aphricae homicidiis nova celebrem Ecclesiae martyria. Kun ét beder jeg Herren om, at han ikke nogensinde tillader, at jeg siger eller mener, hvad der behager den Eck, der er nu, så at jeg ikke måske til bedste for den frie vilje skal regne Kristus, Guds søn, for et spilfægteri, og til bedste for den romerske kirke nægte, at Kristus lever og hersker i Indien og i orienten, eller så at også jeg kan sige noget gådefuldt til denne muntre gåde, at jeg ikke sammen med Eck påny skal lukke den konstantinopolitanske kloak og fejre et nyt kirkens martyrium over drabet på de gamle afrikanske biskopper.

⁴⁰ Nam ut venenati sui enigmatis scandalo non laederis, scias, mi lector, inter articulos Ioannis Huss censeri etiam a nonnullis hunc, quod Romani Pontificis papalem excellentiam a Caesare esse dixerit, quod et Platina manifeste scribit. For for at du ikke skal såres af forargelse over hans gådes gift, så skal du vide, kære læser, at der af nogle menes, at der blandt Johannes Huss' artikler er én, der hævder, at den romerske paves pavelige magt stammer fra kejseren, sådan som også Platina udtrykkelig skriver.

⁴¹ Ego vero non Caesareis, sed pontificiis decretis eandem monarchiam probari posui. Ita sane ipsamet Ecclesia Lateranensis in urbe de frontis suae peripheria cantat, dogmate Papali simul et Imperiali se esse matrem Ecclesiarum &c. noti sunt versiculi. (n41). Men jeg har sat mig for at bevise det samme herredømme, ikke ud fra kejserlige, men ud fra pavelige dekreter. Således synger i Rom selve laterankirken om sit overhoved, og man skal lægge mærke til, at versene hævder, at det både er ved pavens og kejserens dogme, at paven er moder for kirken osv.

⁴² Quid igitur? Necesse est, ut ipsa quoque Ecclesia Eccio sit Hussita et igniat cineres. Deinde quia mandato Papae, consensu Cardinalium, totius Romae et universalis Ecclesiae illa sic cantat, nihil mirum, si Eccius fastidiat antiquos cineres et pro officio consecrationis suae consecrare anhelet novum holocaustum sedi Apostolicae, semel Papam, Cardinales ipsamque Ecclesiam Lateranensem in cineres novos redacturus. Hvad så? Ja, så må det med nødvendighed følge, at også kirken selv for Eck er hussitisk og skal brændes til aske. Dernæst, eftersom det er på pavens befaling og med tilslutning fra kardinalerne, hele Rom og den ganske kirke, at kirken synger sådan, er det ikke mærkeligt, om Eck væmmes ved den gamle aske og for at kunne indvi sit officielle embede puster til et nyt offerbål, bestående af det apostolske sæde, hvor både paven, kardinalerne og laterankirken selv skal forvandles til en ny aske.

⁴³ Deo gratia, quod unus saltem Eccius reliquus est, qui Catholice sapiat, singularissimus ille singulatitatis persecutor, caeteris omnibus per virus Boemiae perditis. Sed quid mirum, quod sophistae eiusmodi historias ignorent, quando suas propositiones cathegoricas non intelligunt? Ego quidem hanc materiam nunquam tractavi nec cogitavi disputare. Gudskelov, at der dog i det mindste er én Eck tilbage, som tænker katolsk, som ene af alle forfølger denne eneståenhed, når alle andre er gået til grunde af bøhmisk syge. Men hvad mærkeligt er der ved, at sofisterne er uvidende om den slags historier, når de ikke forstår deres teser og kategorier! Jeg har i hvert fald aldrig behandlet denne sag eller tænkt på at disputere den.

⁴⁴ Verum Eccius iam diu gravissima in me exulceratus invidia, has odiosas esse propositiones sciens, cum in caeteris desperaret victoriam, hic saltem mihi conciliare speravit indignationem, (W160) doctus catulum (ut dicitur) ferire coram leone et ex disputatione veritatis facere Tragediam invidiae. Men Eck har allerede længe udvist en forfærdelig misundelse mod mig, og da han vidste, at disse teser er hadefulde, og da han ikke regnede med sejr i de øvrige ting, håbede han i det mindste her at forsone min indignation, idet han, som han sagde, mente, at når han ramte løveungen, kunne han ramme løven selv, og ud af en disputation om sandheden gøre en misundelsens tragedie.

⁴⁵ Sed criminentur quantum velit, consecrent sedi Apostolicae suas adulationes, consecrent scammo et scabello, consecrent etiam Cistae Apostolicae (quandoquidem haec ad rem indulgentiarum et Monarchiam maxime omnium pertinet), transiliant altare sui Baal, clament voce maiore (deus enim est, forsitan loquetur aut in itinere aut in diversorio est aut certe dormit) ut excitetur. (1 Kong 18,26f) Men han kan beskylde mig så meget han vil, og hans spytslikkerier kan hellige den apostolske stol, dens ben og fodskammel, de kan hellige også den apostolske pengekiste (eftersom jo nemlig dette har særdeles meget med afladssagen og herredømmet at gøre), de kan løbe rundt om deres Baals-alter, de kan råbe med høj røst (det er nemlig deres gud, men han taler måske med andre, han er måske på rejse, han er måske gået afsides, eller han sover ganske givet og skal først vågne).

⁴⁶ Sufficit mihi, quod Sedes Apostolica neque vult neque potest quicquam contra Christum, Nec in hac re timebo seu Papam seu nomen Papae, multo minus pappos et puppas istas. Unum ego specto, ne nominis mei Christiani spolium cedat in doctrinae Christi purissimae dispendium. Det er mig nok, at det apostolske sæde hverken vil noget eller kan noget imod Kristus, og jeg frygter i denne sag hverken paven eller pavens navn, meget mindre disse fnug og dukker. Én t6ing er jeg bange for: At mit kristelige navn skal falde som bytte for Kristi rene lære.

⁴⁷ Nam hic nolo ullus meam expectet patientiam, Nolo Eccius querat nec sub nigra sub alba cuculla modestiam. Maledicta sit impiae illius clementiae gloria, qua Achab dimittit Benadad, hostem Israel. (1 Kong 20) For her ønsker jeg ikke, at nogen skal forvente overbærenhed af mig, og jeg ønsker ikke, at Eck skal udfordre den, hverken under den sorte eller den hvide munkekuttes beskedenhed. Forbandet være den ufromme mildheds ære, hvormed Akab sendte Benhadad, Israels fjende, bort.

⁴⁸ Hic enim vellem non modo esse potentissimus mordendo (quod Eccio dolet) sed invictus quoque devorando, quo et Silvestros et Civestros, et Caietanos et Eccios, reliquosque fratrores Christianae gratiae impugnatores uno (ut Isaie verbo utar) ore devorare possem. (Es 9,11) Her ville jeg nemlig ønske at være ikke blot den stærkeste til at bide (hvilket ville smerte Eck) men også ubesejret i at opsluge, så jeg med opspilet gab (at jeg skal bruge Esaias' ord) kunne sluge alle Sylvestere og Civestere, Cajetanusser og Eck'er, og de andre munkebrødre, som bekæmper den kristne nåde.

⁴⁹ Terreant alium per adulationes et consecrationes suas: Martinus sacerdotes et consecratores Sedis Apostolicae contemnit. Caetera in disputatione et post disputationem. Sed et D. Andreas Carlstadius, victor Ecciani erroris iam dudum, veniet non fugitivus miles, sed mortuum hunc et a se prostratum leonem cum fiducia excipiet. Det kan måske skræmme andre spytslikkere og konsekratorer: Men Martin foragter den hellige stols præster og konsekratorer. Det andet kommer frem i disputationen og efter disputationen. Men også Andreas Karlstadt, som allerede har besejret Ecks fejltagelser, vil komme ikke som en flygtende soldat, men han vil møde denne døde og af ham nedlagte løve med tillid.

⁵⁰ Tamen interim gaudere permittimus miseram conscientiam simulata spe triumphi et vana minarum iactancia. Igitur addo et ego meis propositionibus terciamdecimam adversariam Eccianae iracundiae. Dei fuerit ex ea disputatione bonum promovere, quam tot malis invidiae et detractionis Eccius contaminat. Dog tillader vi os indtil videre at glæde os over hans elendige samvittighed, der triumferer med et krampagtigt håb og praler med en tom trussel. Derfor tilføjer også jeg min trettende tese imod Ecks vrede. Måtte Gud kunne få noget godt ud af denne disputation, der er forurenet af Ecks onde misundelse og udeladelse.

⁵¹ Bene vale, mi Lector. Hav det godt, kære læser!

Noter:

Note 14: Sylvester var pave fra 314-335.

Note 36: Brev fra Erasmus til Eck af 15. maj 1518.

Note 41: WA note gengiver ordene: Dogmate Papali datur et simul Imperiali Quod sim cunctatum Mater, Caput Ecclesiarum. Hinc Salvatoris Coelestia Regna datoris Nomine sanxerunt, cum cuncta peracta fuerunt. Sic nos ex toto conversi supplice voto Nostra quod haec Aedes, tibi Christe sit inclyta Sedes.

Forhistorien:

Mellem Luther og Eck havde der i 1518 været en lille forpostfægtning. Eck havde udgivet en mindre afhandling, Obelisci, og Luther havde svaret med sine Asterisker. Imidlertid havde Andreas Karlstadt, der var dekan ved fakultetet i Wittenberg, følt, at Ecks angreb på Luther havde såret hele universitetet i Wittenberg og indkaldte derfor til disputation af en række sætninger i august 1518. Af disse sætninger kunne en del siges at være vendt imod Eck. De to mente derfor, at en disputation mellem dem måtte være sagen. Men Eck var mere interesseret i Luther og henvendte sig til Luther, da han var indkaldt til samtale med Cajetan i Augsburg i oktober 1518. De aftalte en disputation i enten Leipzig eller Erfurt, hvilket Karlstadt senere bifaldt.

Da så Eck i december 1518 udgav 12 teser, kunne det let ses, at de mere var vendt imod Luther end imod Karlstadt, hvad Eck også i et brev til Luther indrømmede. Luther så teserne engang efter sit møde med Miltitz. Denne kardinal havde han lovet tavshed på betingelse af, at modparten også tav, men med Ecks teser på gaden, følte Luther sig ikke mere bundet af dette løfte. Han skrev 12 modteser i februar 1519, og da Eck i en senere udgivelse indskød en ekstra tese, indsatte også Luther en ekstra tese, så han, da han genudsendte teserne i maj 1519, kunne fremvise det fulde trettental. Dertil kom så forordet.

¹ Contra D. M. Lutherum in Lipsiensi Studio has disputabit Positiones Eccius.	Eck vil i Leipzigs auditorium disputere disse teser imod dr M. Luther.
² 1. Neque dictis S. Scripturæ, aut sanctis Patribus, Augustino et aliis concordar, Dominum et Magistrum nostrum Jhesum Christum, dicendo: Pænitentiam agite, voluisse omnem fidelium vitam esse pænitentia. Unde et de sacramentali pænitentia illud verbum idonee potest intelligi. (#16).	1. Hverken ud fra den hellige skrift eller ud fra de hellige fædre, Augustin og andre, kan jeg gå med til, at vor herre og mester, Jesus Kristus, da han sagde: 'Gør bod', havde villet, at de troendes hele liv skulle være en bod. Derfor kan også dette ord passende forstås om den sakramentale bod.
³ 2. Etsi peccata venialia sint qvotidiana, tamen justum semper peccare in omni opere bono, etiam bene moriendo, negamus. Sicut erroneum dicimus, justum, manente justicia, peccare posse mortaliter, aut in puero, post baptismum, alienæ voluntatis peccatum remanere. (#17).	2. Skønt den tilgivelige synd er der hver dag, så nægter vi dog, at den retfærdige altid synder i al god gerning, også når han skal dø. Ligeledes kalder vi det en vildfarelse, at den retfærdige, sålænge hans retfærdighed forbliver, kan begå en dødssynd, eller at der i barnet efter dåben er nogen fremmed vilje til synd tilbage.
⁴ 3. Astruentem pænitentiam non recte inchoari detestatione peccatorum, recogitando gravitatem peccati et pænæ, et qvod faciat magis peccatorem, tanqvam Evangelio et sanctis Patribus contrarium, non dicimus audiendum. (#18).	3. Den, der siger, at den tildelte bod ikke begynder ret med afsky for synderne, med overvejelse af syndens og straffens alvor, og med overvejelse over, hvad mere synderen kan gøre, ham siger vi, man ikke skal høre, fordi han er imod evangeliet og Paulus.
⁵ 4. Dicere, Deum remittendo culpam, remittere pænam, et non commutare in pænam aliqvam temporalem satisfactoriam, per Canones et sacerdotis injunctionem, in parte vel toto declaratam, ut sacræ Scripturæ, et usui Ecclesiæ repugnans, existimamus. (#19).	4. Dette at sige, at Gud, når han tilgiver brøden, også tilgiver straffen og ikke forandrer den til én eller anden timelig fyldestgørelse, pålagt ifølge bestemmelserne af præsterne, helt eller delvist åbent udtalt, regner vi for noget, der strider imod den hellige skrift og kirkens brug.
⁶ 5. Qvemlibet sacerdotem, nullo Prælato demto, suo subdito petenti posse remittere, aut debere pænas et culpas, ita, qvod Prælatus non plenarie absolvens a pæna et culpa, peccet, velut usui sanctæ matris Ecclesiæ adversum, non acceptamus. (#20).	5. At enhver præst, uden sin overordnedes tilladelse, kan tilgive den ham undergivne, der beder derom, eller bør tilgive straffen og brøden, således, at den prælat, der ikke fuldt ud løser fra straffen og brøden, synder, det går vi ikke med til, fordi det er imod den hellige moders, kirkens, brug.
⁷ 6. Animas in purgatorio non satisfacere pro peccatorum pænis absolute, qvæ hic non satisfecerunt, reputamus erroneum, sicut non est sine errore, qvi non credit Deum a morituro reqvirere aliam qvam mortis pænam. (#21).	6. At sjælene i skærsilden ikke fuldt ud kan gøre fyldest for de syndestraffe, som de ikke her har gjort fyldest for, betragter vi som en vildfarelse, ligesom den ikke er uden vildfarelse, som ikke tror, at Gud af den døende kræver mere end den straf, der består i døden.
⁸ 7. Errat, qvi liberum arbitrium hominis negat. Dominum actuum hominis, ex eo, qvia ipsum habeat se active ad malum, ad (211) bonum vero tantum passive, sicut non est sine errore, qvi fidem qvolibet crimine corrumpi, contra Scholasticos existimat, nec sine maximo errore, qvi nulla contritionis habita ratione, in sola fide qvem absolvi, procaciter prædicat. (#22).	7. Den, der nægter menneskets frie vilje, er i vildfarelse. Den er herre over menneskets gerninger, på den måde, at den forholder sig aktivt til det onde, men kun passivt til det gode. Og ligeledes er den ikke uden vildfarelse, som imod skolastikerne mener, at troen kan sønderbryde en hvilkensomhelst forbrydelse, og ligeledes er den i stor vildfarelse, som frækt prædiker, at mennesket tilgives alene ved troen, uden nogen begrundelse i, at han har angret.
⁹ 8. Ex imperfectione charitatis vel fidei, in anima mortui, fieri horrorem et qvasi desperationem, qvibus in purgatorio afficiantur, et qvod illum horrorem ex timoro mortis incurrant, qvo qvasi inviti moriantur, non recipimus, qvia veritati et rationi contrarium. (#23).	8. At der i den afdødes sjæl på grund af kærlighedens og troens ufuldkommenhed opstår en rædsel og næsten en fortvivlelse, hvoraf de påvirkes i skærsilden, og at denne rædsel og frygt for døden påkommer dem, hvorved de ligesom død imod deres vilje, det tror vi ikke på, fordi det er imod sandheden og fornuften.
¹⁰ 9. Animas in purgatorio mereri majorem gratiam, aut eorum præmia minui, si alienis meritis liberentur, aut non esse certas de salute, aut suffragia nostra nolle, ut fidei nostræ et omni rationi adversa, negamus. (#24).	9. At sjælene i skærsilden fortjener en større nåde, eller at de får deres belønning formindsket, hvis de befries ved en andens fortjeneste, eller at de ikke er sikre på deres frelse, eller at de ikke ønsker vore bønner, det nægter vi, som noget, der er imod vores tro og imod al fornuft.
¹¹ 10. Meritum passionis Christi, non esse thesaurum Ecclesiæ, ex qvo dentur Indulgentiæ, qvia veritati et apostolicis decretis obvians, negamus, sicut claves esse thesaurum Ecclesiæ, imperitissimum opinamur. Meritis qvoqve sanctorum nos adjuvari pie credimus. (#25).	10. At fortjenesten ved Kristi lidelse ikke er kirkens skat, hvorfra afladen gives, det nægter vi, som noget, der strider imod sandhedenog apostlenes dekreter, ligesom vi mener, det er stor ukyndighed at hævde, at nøglerne er kirkens skat. Og vi anser det for fromt at mene, at også helgenernes fortjenester kan hjælpe os.
¹² 11. Dicere, Indulgentias non expedire, est error, dicere item, Indulgentias esse vicium aliqvod operis, qvo ipsum minus valeat, error est pessimus. Qvare et hunc errare sentimus, qvi dicit, se teneri improbare Indulgentias, qvia Dominus dicat: Propter me deleo iniqvitates, non propter pecunias. (#26).	11. At sige, at aflad ikke virker, er en vildfarelse, og ligeledes er det at sige, at aflad er til skade for en gerning, så den bliver mindre værd, en større vildfarelse. Derfor mener vi også, at den tager fejl, som siger, at man bør holde sig til at misbillige afladen, fordi Herren siger: For min skyld tilgiver jeg overtrædelser, ikke for penges skyld.
¹³ 12. Papam non posse remittere pænam, pro peccato debitam, per Indulgentias, error. Imo, erroneum est eum non posse absolvere animas in Purgatorio existentes. Omnium autem maxime non recipimus, qvod morituri, infirmi, legitime impediti, non crimina publica habentes, Indulgentiis non egeant. (#27).	12. At paven ikke kan eftergive den straf, der er pålagt for synden, gennem aflad, er en vildfarelse. Ja, det er også en vildfarelse, at han ikke kan eftergive de sjæle, der er i skærsilden. I det hele taget kan vi slet ikke gå med til, at de, der skal dø, de der er syge, de der er lovlig forhindrede, de der ikke har begået en offentlig forbrydelse, at de ikke skulle behøve aflad.
¹⁴ 13. Romanam Ecclesiam non fuisse superiorem aliis Ecclesiis ante tempora Sylvestri, (n14) negamus. Sed eum, qvi sedem beatissimi Petri habuit et fidem, successorem Petri et Vicarium Christi generalem semper agnovimus. (#28).	13. At den romerske kirke ikke skulle have været over de andre kirker før Sylvesters tid, nægter vi. Men den, der har haft den salige Peters stol og tro, har vi altid anerkendt som Peters efterfølger og Kristi stedfortræder.
¹⁵ VI. Hingegen traten etwan im Monath Aprili folgende Sätze Lutheri ans Licht: Contra novos et veteres errores defendet D. M. Lutherus Positiones seqventes, in Studio Lipsiensi.	VI. Derudover trådte omkring april måned nedenstående Luther-teser frem i lyset: Imod nye og gamle vildfarelser forsvarer Dr. M. Luther i Leipzigs universitet følgende sætninger.
¹⁶ 1. Qvotidie peccat omnis homo, sed et quotidie pænitet, docente Christo, Pænitentiam agite. (Matt 4,17) Excepto uno novo qvodam iusto, qui pænitentia non indiget, cum etiam palmites fructiferos qvotidie purget agricola cælestis. (#2).	1. Dagligt synder ethver menneske, men det skal også dagligt gøre bod, som Kristus lærer: Gør bod! Undtaget er én eller anden ny retfærdig, som ikke trænger til bod, skønt den himmelske gartner hver dag renser også de frugtbærende grene.
¹⁷ 2. In bono peccare hominem, et peccatum veniale, non natura sua, sed Dei misericordia solum esse tale, aut in puero post baptismum peccatum remanens, negare, hoc est, Paulum et Christum semel conculcare. (#3).	2. At nægte, at mennesket synder i det gode, og at den tilgivelige synd er tilgivelig, ikke efter sin natur, men efter Guds barmhjertighed, eller at der i barnet efter dåben er synd tilbage, det er på én gang at foragte både Paulus og Kristus.
¹⁸ 3. Qui opus bonum aut poenitentiam a peccatorum detestatione ante dilectionem iusticiae incipi, nec in eo peccari, asserit, hunc inter Pelagianos (W161) haereticos numeramus; sed et contra sacrum suum Aristotelem desipere probamus. (#4).	3. Den, der mener, at en god gerning eller boden begynder med, at man foragter synderne, før man elsker retfærdigheden, og mener, at der ikke syndes i dette, ham regner vi til de kætterske pelagianere, men vi beviser, at han også handler uforstandigt imod sin hellige Aristoteles.
¹⁹ 4. Deus mutat poenam aeternam in temporalem, scilicet Crucis portendae, cuius Canones aut sacerdotes, nec statuendae nec auferendae, habent ullam potestatem, quanquam id ab adulatoribus noxiis seducti, praesumere possint. (#5).	4. Gud forandrer den evige straf til en timelig straf, så man kommer til at bære sit kors, og det har kanoner eller præster ingen magt til hverken at pålægge eller ophæve, skønt nogen, der er forførte af skadelige smigrere, kan påstå dette.
²⁰ 5. Quilibet sacerdos debet absolvere poenitentem a poena et culpa, aut peccat: aeque peccat superior prelatus, si occulta sine causa reservat rationabilissima, quantumlibet usus Ecclesiae, id est adulatorum, resistit. (#6).	5. Enhver præst bør løse den bodgørende fra straffen og skylden, ellers synder han. Ligeledes synder en højere prælat, hvis han uden højst forståelig grund reserverer de skjulte synder, hvordan end kirkens, det vil sige, smigrernes, brug er.
²¹ 6. Forte satisfaciunt animae in purgatorio pro peccatis, sed quod deus a morituro plusquam voluntariam mortem requirat, vanissima temeritate, asseritur, quia nullis modis potest probari. (213) (#7).	6. Måske gør sjælene i skærsilden fyldest for deres synder, men at Gud af den døende kræver mere end hans frivillige død, det er det en forfængelig dristighed at påstå, fordi det på ingen måde kan bevises.
²² 7. Neque quid fides, neque quid contritio, neque quid liberum arbitrium sit, ostendit se nosse, qui liberum arbitrium actuum suorum, sive bonorum sive malorum, dominum esse balbutit, aut non sola fide verbi quem iustificari, aut fidem non tolli quolibet crimine, somniat. (#8)	7. Den, der stammer noget om, at den frie vilje er herre over hans gerninger, både gode og onde, eller som drømmer om, at han bliver retfærdiggjort, ikke af den rene og skære tro på ordet, eller drømmer om, at troen ikke kan ophæve en hvilkensomhelst forbrydelse, han viser, at han ikke véd, hverken hvad tro eller anger eller fri vilje er.
²³ 8. Veritati et rationi contrarium est quidem, invite morientes deficere in charitate, ideoque pati horrorem purgatorii, modo veritas et ratio sit idem quod opinio theologistarum. (#9).	8. Det er ganske rigtigt imod sandheden og fornuften, at de, der dør ufrivilligt og mangler kærlighed, af den grund lider rædsel i skærsilden, blot er denne sandhed og fornuft det samme som teologernes mening.
²⁴ 9. Animas in purgatorio esse certas de salute sua, nec gratiam in eis augeri, scimus a Theologistis asseri, sed miramur doctissimos viros, quod huius fidei suae rationem, nec stulto verisimilem, reddere possunt. (#10).	9. At sjælene i skærsilden er sikre på deres frelse og at nåden i dem ikke øges, véd vi bliver påstået af teologerne, men vi undrer os over de højlærde mænd, at de ikke kan give en begrundelse for deres tro eller komme med en sandsynliggørelse til den uvidende.
²⁵ 10. Meritum Christi esse thesaurum Ecclesiae et sanctorum meritis nos iuvari, certum est. Esse autem thesaurum Indulgentiarum, nemo nisi foedus adulator, extravagantes a veritate, et fictae quaedam Ecclesiae praxes aut usus simulant. (#11).	10. Det er sikkert, at Kristi fortjeneste er kirkens skat og at helgenernes fortjenester kan hjælpe os. Men at der er en afladens skat, kan kun den hæslige lefler mene, de, som går bort fra sandheden og foregiver nogle fiktive kirkelige skikke og anvendelser.
²⁶ 11. Dicere, indulgentias esse bonum Christiano est insanire: sunt enim verissime operis boni vitium, et improbare indulgentias debet Christianus, ob abusum, quia Dominus dicit 'propter me deleo iniquitates tuas' (Es 43,25), non 'propter pecunias'. (#12).	11. At sige, at aflad er godt for en kristen, er at være vanvittig. Den er i virkeligheden skadelig for den gode gerning, og en kristen bør misbillige afladen på grund af misbrugen, fordi Herren siger 'For min skyld tilgiver jeg dine overtrædelser', han siger ikke 'for penges skyld'.
²⁷ 12. Papam posse remittere omnem poenam pro peccatis debitam, huius et futurae vitae et quod indulgentiae prosunt non criminosis, somniant secure in indoctissimi sophistae et pestiferi adulatores, non tamen vel nutu possunt ostendere. (#13).	12. At paven kan tilgive al straf, der pålagt for synder, både i dette og det kommende liv, og at afladen gavner også de, der ikke har begået forbrydelser, det er noget, sofisterne og de pestbærende leflere drømmer sig til i deres sikre uvidenhed, men det er ikke noget, de kan påvise bare med et vink.
²⁸ 13. Romanam Ecclesiam esse omnibus aliis superiorem, probatur ex frigidissimis Romanorum Pontificum decretis intra cccc annos natis, contra quae sunt historia approbatae MC annorum, textus scripturae divinae et decretum Niceni Concilii omnium sacratissimi.	13. At den romerske kirke er alle andre overordnet, bevises ud fra nogle uduelige dekreter fra de romerske paver, der der blevet til indenfor de sidste 400 år, imod hvilket stiller sig den anerkendte historie gennem 1100 år, den guddommelige skrifts tekst og alle dekreter fra det højhellige nikænske koncil.
²⁹ Löscher: VII. Die dreyzehende oder letzte unter diesen Thesibus ist eben diejenige, worüber zum meisten und stärcksten damahls gestritten ward, und worüber allen Freunden Lutheri bange ward, er würde (412) damit sehr übel anlauffen; immassen er desswegen die eben p. 123 spp. eingerückte Resolutionem verfertiget, und hernach in den Druck gegeben hat, welche ich darum zuvor gesetz habe, auf dass die Erzehlung wegen der Leipzigischen Disputation nicht zerrissen würde. Carlstadts und Eccii Theses, worüber sie zu Leipzig disputiren wolten, sind im vorigen Jahr dieser Reformations-Acten, p. 67 sp. zu lesen.	Den trettende eller sidste af disse teser er just den, hvorover der dengang blev kæmpet mest og stærkest, og om hvilken alle Luthers venner blev bange for, at den ville blive dårligt modtaget. Af den grund udfærdigede han sine Resolutioner over den trettende tese (R13-01) og sendte dem bagefter i trykken. Derfor har jeg anbragt dem først, for at fortællingen om Leipziger-disputationen ikke skal rives i stykker. Karlstadts og Ecks teser, som de i Leipzig ville disputere over, kan læses i reformationsakterne fra sidste år, side 67.
³⁰ I Weimarudgaven står der forud for de 13 teser følgende fortale til læseren.

³¹ Disputatio et excusatio F. Martini Luther adversus criminationes D. Iohannis Eccii.	Broder Martin Luthers dispitats og forsvar imod Dr Johannes Ecks beskyldninger.
³² Frater Martinus Luther optimo lectori Salutem. Eccius meus irascitur, mi lector, consecravitque sedi Apostolicae aliam disputationis schedam, plenam irae suae et criminationis mei, adiecitque prioribus propositionibus unam, fortiter irascentem, hoc est, nisi timerem disputationi futurae impedimentum fieri, pulchram occasionem maledictis suis semel respondendi. Sed omnia tempus habent. Hoc nunc satis fuerit.	Hilsen til den bedste læser fra broder Martin Luther. Min Eck er blevet vred, kære læser, og han tillagde det apostolske sæde sit andet disputations-skema, der er fuldt af hans vrede og fuldt af beskyldninger imod mig, og til de første teser har han føjet én, stærk vredladen tese, det vil sige, hvis jeg ikke var bange for, at det skulle blive en hindring for den kommende disputation, ville det være en glimrende lejlighed til at for en gangs skyld at svare på hans forbandelser. Men hver ting til sin tid. Lad det være nok med det.
³³ Quod adductis aliquot sanctorum patrum dictis me hostem Ecclesiae criminatur, sic intellige, lector: per 'Ecclesiam' Eccius opiniones suas et heroum suorum, qui sudaverunt in indulgentiis significat.	Når han ud fra nogle tilføjede fædrecitater beskylder mig for at være fjende af kirken, så må du forstå det således, kære læser: Ved 'kirken' forstår Eck sine og sine heltes meninger, de, som svedte for at skaffe aflad.
³⁴ Nam consecrator est Sedis Apostolicae et more opinatorum heroum suorum loquitur, qui scripturae et patrum verbis utuntur velut Anaxagorae elementis, ut, quamprimum ea consecrarint sedi Apostolicae, mox transsubstanciata in eorum arbitrium vocabula (mirum dictu) quodlibet ex quolibet fiunt, etiam id significare idonea, quae vel per febrem ipsi somniant vel per muliebris invidiae impotentiam delyrant:	For han gør det Apostolske Sæde helligt, og han taler efter sine indbildte heltes skik, som bruger skrift og fædreord som Anaxagoras elementer, så at, så snart de har helliggjort det apostolske sæde, bliver ordene, besynderligt at sige, forvandlet efter deres forgodtbefindende, hvadsomhelst til hvadsomhelst, blot det lyder passende, hvilket de enten drømmer i deres febervildelser eller vrøvler om i deres kvindelige misundelses afmagt.
³⁵ denique tam infeliciter suae eis cedunt disciplinae, ut hoc ipsum quod bonum didicerunt nunquam bene intelligant, et iuxta Apostolum non intelligunt neque quid loquuntur neque de quibus affirmant, (1 Tim 1,7) hoc est, nec predicatum cum subiecto nec subiectum cum predicato in propositione Cathegorica componere docti.	Og endelig bukker deres discipliner så uheldigt under for dem, at de selv ikke særlig godt forstår det gode, de siger, og ifølge apostelen hverken forstår hvad de siger eller hvad de hævder. Det vil sige, de er ikke dygtige nok til forbinde subjektet med prædikatet eller prædikatet med subjektet.
³⁶ Speramus futurum, ut simili dexteritate et alia testimonia nobis producturus sit in futura disputatione, ne desit, quod etiam pueri rideant. Speraveram, Eccius didicisset ex epistola Erasmi, (n36) (W159) literarum principis, tum ex D. Carlstadii invicta Apologia hebetudinem capitis sui: verum patientia Ecciana vincit omnia, satis est, si caeteris omnibus displiceat, sibi saltem et heroibus suis placeat.	Vi håber for fremtiden, at med en lignende fingerfærdighed vil også andre vidnesbyrd blive fremlagt for os i den kommende disputation, så der ikke kommer til at mangle noget, børn kan le af. Jeg havde håbet, at Eck ville have talt ud fra Erasmus' brev, Erasmus, literaternes fyrste, så ville vi ud fra Dr Karlstadts ubesejrede apologi opleve, at hans hoved blev sløvt. Men den Eckianske tålmodighed besejrer alt, det kan være nok, at han mishager alle andre, sig selv og sine helte behager han.
³⁷ Quod autem me haereticum et Boemum conscelerat, dicens me ignire veteres cineres &c., pro modestia sua facit aut pro officio consecrationis, qua quicquid consecrat consecratum est, nullo alio usus chrismate quam veneno linguae suae.	Men at han pådutter mig at være kætter og bøhmer, og siger, at jeg antænder gamle kætterbål, osv, det er vel noget han gør ud af sit mådehold eller fordi han har travlt med sin helligelse, hvorved han helligere noget, der er helliget og bruger sin helligelsessalve nøjagtig som sin giftige tunge.
³⁸ Tu vero (ne hoc mali nominis agnoscam) interim scias, mi lector, me de Monarchia Romani Pontificis non spernere venerabilem consensum tot fidelium per Italiam, Germaniam, Galliam, Hispaniam, Angliam aliasque regiones.	Men du kære læser (at jeg ikke skal vedkende mig dette onde navn) du skal imidlertid vide, at jeg ikke foragter den ærværdige enige mening om den romerske paves herredømme, som så mange troende har i Italien, Tyskland, Frankrig, Spanien, England og andre lande.
³⁹ Unum tantum a domino precor, ne unquam sinat me dicere aut sentire, quod Eccio qui nunc est placeat, Ne forte pro libero arbitrio Christum filium dei ostentui habeam et pro Romana Ecclesia Christum in India et oriente vivere et regnare negem, seu, ut et ego quid enigmatizem festivo huic enigmatisti, ne cum Eccio cloacam Constantipolitanam denuo recludam et de antiquis Aphricae homicidiis nova celebrem Ecclesiae martyria.	Kun ét beder jeg Herren om, at han ikke nogensinde tillader, at jeg siger eller mener, hvad der behager den Eck, der er nu, så at jeg ikke måske til bedste for den frie vilje skal regne Kristus, Guds søn, for et spilfægteri, og til bedste for den romerske kirke nægte, at Kristus lever og hersker i Indien og i orienten, eller så at også jeg kan sige noget gådefuldt til denne muntre gåde, at jeg ikke sammen med Eck påny skal lukke den konstantinopolitanske kloak og fejre et nyt kirkens martyrium over drabet på de gamle afrikanske biskopper.
⁴⁰ Nam ut venenati sui enigmatis scandalo non laederis, scias, mi lector, inter articulos Ioannis Huss censeri etiam a nonnullis hunc, quod Romani Pontificis papalem excellentiam a Caesare esse dixerit, quod et Platina manifeste scribit.	For for at du ikke skal såres af forargelse over hans gådes gift, så skal du vide, kære læser, at der af nogle menes, at der blandt Johannes Huss' artikler er én, der hævder, at den romerske paves pavelige magt stammer fra kejseren, sådan som også Platina udtrykkelig skriver.
⁴¹ Ego vero non Caesareis, sed pontificiis decretis eandem monarchiam probari posui. Ita sane ipsamet Ecclesia Lateranensis in urbe de frontis suae peripheria cantat, dogmate Papali simul et Imperiali se esse matrem Ecclesiarum &c. noti sunt versiculi. (n41).	Men jeg har sat mig for at bevise det samme herredømme, ikke ud fra kejserlige, men ud fra pavelige dekreter. Således synger i Rom selve laterankirken om sit overhoved, og man skal lægge mærke til, at versene hævder, at det både er ved pavens og kejserens dogme, at paven er moder for kirken osv.
⁴² Quid igitur? Necesse est, ut ipsa quoque Ecclesia Eccio sit Hussita et igniat cineres. Deinde quia mandato Papae, consensu Cardinalium, totius Romae et universalis Ecclesiae illa sic cantat, nihil mirum, si Eccius fastidiat antiquos cineres et pro officio consecrationis suae consecrare anhelet novum holocaustum sedi Apostolicae, semel Papam, Cardinales ipsamque Ecclesiam Lateranensem in cineres novos redacturus.	Hvad så? Ja, så må det med nødvendighed følge, at også kirken selv for Eck er hussitisk og skal brændes til aske. Dernæst, eftersom det er på pavens befaling og med tilslutning fra kardinalerne, hele Rom og den ganske kirke, at kirken synger sådan, er det ikke mærkeligt, om Eck væmmes ved den gamle aske og for at kunne indvi sit officielle embede puster til et nyt offerbål, bestående af det apostolske sæde, hvor både paven, kardinalerne og laterankirken selv skal forvandles til en ny aske.
⁴³ Deo gratia, quod unus saltem Eccius reliquus est, qui Catholice sapiat, singularissimus ille singulatitatis persecutor, caeteris omnibus per virus Boemiae perditis. Sed quid mirum, quod sophistae eiusmodi historias ignorent, quando suas propositiones cathegoricas non intelligunt? Ego quidem hanc materiam nunquam tractavi nec cogitavi disputare.	Gudskelov, at der dog i det mindste er én Eck tilbage, som tænker katolsk, som ene af alle forfølger denne eneståenhed, når alle andre er gået til grunde af bøhmisk syge. Men hvad mærkeligt er der ved, at sofisterne er uvidende om den slags historier, når de ikke forstår deres teser og kategorier! Jeg har i hvert fald aldrig behandlet denne sag eller tænkt på at disputere den.
⁴⁴ Verum Eccius iam diu gravissima in me exulceratus invidia, has odiosas esse propositiones sciens, cum in caeteris desperaret victoriam, hic saltem mihi conciliare speravit indignationem, (W160) doctus catulum (ut dicitur) ferire coram leone et ex disputatione veritatis facere Tragediam invidiae.	Men Eck har allerede længe udvist en forfærdelig misundelse mod mig, og da han vidste, at disse teser er hadefulde, og da han ikke regnede med sejr i de øvrige ting, håbede han i det mindste her at forsone min indignation, idet han, som han sagde, mente, at når han ramte løveungen, kunne han ramme løven selv, og ud af en disputation om sandheden gøre en misundelsens tragedie.
⁴⁵ Sed criminentur quantum velit, consecrent sedi Apostolicae suas adulationes, consecrent scammo et scabello, consecrent etiam Cistae Apostolicae (quandoquidem haec ad rem indulgentiarum et Monarchiam maxime omnium pertinet), transiliant altare sui Baal, clament voce maiore (deus enim est, forsitan loquetur aut in itinere aut in diversorio est aut certe dormit) ut excitetur. (1 Kong 18,26f)	Men han kan beskylde mig så meget han vil, og hans spytslikkerier kan hellige den apostolske stol, dens ben og fodskammel, de kan hellige også den apostolske pengekiste (eftersom jo nemlig dette har særdeles meget med afladssagen og herredømmet at gøre), de kan løbe rundt om deres Baals-alter, de kan råbe med høj røst (det er nemlig deres gud, men han taler måske med andre, han er måske på rejse, han er måske gået afsides, eller han sover ganske givet og skal først vågne).
⁴⁶ Sufficit mihi, quod Sedes Apostolica neque vult neque potest quicquam contra Christum, Nec in hac re timebo seu Papam seu nomen Papae, multo minus pappos et puppas istas. Unum ego specto, ne nominis mei Christiani spolium cedat in doctrinae Christi purissimae dispendium.	Det er mig nok, at det apostolske sæde hverken vil noget eller kan noget imod Kristus, og jeg frygter i denne sag hverken paven eller pavens navn, meget mindre disse fnug og dukker. Én t6ing er jeg bange for: At mit kristelige navn skal falde som bytte for Kristi rene lære.
⁴⁷ Nam hic nolo ullus meam expectet patientiam, Nolo Eccius querat nec sub nigra sub alba cuculla modestiam. Maledicta sit impiae illius clementiae gloria, qua Achab dimittit Benadad, hostem Israel. (1 Kong 20)	For her ønsker jeg ikke, at nogen skal forvente overbærenhed af mig, og jeg ønsker ikke, at Eck skal udfordre den, hverken under den sorte eller den hvide munkekuttes beskedenhed. Forbandet være den ufromme mildheds ære, hvormed Akab sendte Benhadad, Israels fjende, bort.
⁴⁸ Hic enim vellem non modo esse potentissimus mordendo (quod Eccio dolet) sed invictus quoque devorando, quo et Silvestros et Civestros, et Caietanos et Eccios, reliquosque fratrores Christianae gratiae impugnatores uno (ut Isaie verbo utar) ore devorare possem. (Es 9,11)	Her ville jeg nemlig ønske at være ikke blot den stærkeste til at bide (hvilket ville smerte Eck) men også ubesejret i at opsluge, så jeg med opspilet gab (at jeg skal bruge Esaias' ord) kunne sluge alle Sylvestere og Civestere, Cajetanusser og Eck'er, og de andre munkebrødre, som bekæmper den kristne nåde.
⁴⁹ Terreant alium per adulationes et consecrationes suas: Martinus sacerdotes et consecratores Sedis Apostolicae contemnit. Caetera in disputatione et post disputationem. Sed et D. Andreas Carlstadius, victor Ecciani erroris iam dudum, veniet non fugitivus miles, sed mortuum hunc et a se prostratum leonem cum fiducia excipiet.	Det kan måske skræmme andre spytslikkere og konsekratorer: Men Martin foragter den hellige stols præster og konsekratorer. Det andet kommer frem i disputationen og efter disputationen. Men også Andreas Karlstadt, som allerede har besejret Ecks fejltagelser, vil komme ikke som en flygtende soldat, men han vil møde denne døde og af ham nedlagte løve med tillid.
⁵⁰ Tamen interim gaudere permittimus miseram conscientiam simulata spe triumphi et vana minarum iactancia. Igitur addo et ego meis propositionibus terciamdecimam adversariam Eccianae iracundiae. Dei fuerit ex ea disputatione bonum promovere, quam tot malis invidiae et detractionis Eccius contaminat.	Dog tillader vi os indtil videre at glæde os over hans elendige samvittighed, der triumferer med et krampagtigt håb og praler med en tom trussel. Derfor tilføjer også jeg min trettende tese imod Ecks vrede. Måtte Gud kunne få noget godt ud af denne disputation, der er forurenet af Ecks onde misundelse og udeladelse.
⁵¹ Bene vale, mi Lector.	Hav det godt, kære læser!