Erasmus og Luther

Fra Erasmus De libero arbitrio, I a 8. (Darmstadt, side 10).
 

Fra Luthers De servo arbitrio, W 609.
 

Fra Erasmus' Hyperaspistes, Darmstadt, side

1 I a 8. Ergo meo quidem iudicio, quod ad liberum arbitrium attinet, quae didicimus e sacris litteris: si in via pietatis sumus, ut alacriter proficiamus ad meliora relictorum (12) obliti;	Derfor har vi efter min mening af den hellige skrift lært, hvad angår den frie vilje: hvis vi befinder os på fromhedens vej, skal vi ivrigt stræbe efter det bedre, idet vi glemmer det, der ligger bag os;
2si peccati involuti, ut totis viribus enitamur, adeamus remedium paenitentiae ac domini misericordiam modis omnibus ambiamus, sine qua nec voluntas humana est efficax nec conatus;	hvis vi er indfanget af synd, skal vi søge at arbejde os ud af alle kræfter, og søge bodens hjælpemiddel og stræbe efter Herrens barmhjertighed på enhver måde, uden hvilken den menneskelige vilje hverken kan ville eller stræbe;
3et si quid mali est, nobis imputemus, si quid boni, totum ascribimus divinae benignitati, cui debemus et hoc ipsum, quod sumus;	og hvis det er noget ondt, skal vi tilregne os selv det, hvis det er noget godt, den guddommelige velvilje, som vi også skylder selv det, vi er;
4ceterum, quicquid nobis accidit in hac vita sive laetum sive triste, ad nostram salutem ab illo credamus immitti nex ulli posse fieri iniuriam a deo natura iusto, etiamsi qua nobis videntur accidere indignis, nemini desparandum esse veniam a deo natura clementissimo:	forøvrigt skal vi tro, at hvad der tilstøder os i dette liv, hvadenten det er glædeligt eller sørgeligt, er blevet sendt os fra ham til vor frelse, og at der ikke kan ske nogen nogen uret fra Guds side, han, der er retfærdig af naturen, også hvis der synes at ske én noget ufortjent, skal han dog ikke fortvivle om Guds gunst, da han af natur er overstrømmende nådig:
5haec, inquam, tenere meo iudicio satis erat ad Christianam pietatem nec erat irreligiosa curiositate irrumpendum ad illa retrusa, ne dicam supervacane, an deus contingenter praesciat aliquid, (L9); (h1-4) utrum nostra voluntas aliquid agat in his, quae pertinent ad aeternam salutem, an tantum patiatur ab agente gratia, an quicquid facimus sive boni sive mali, mera necessitate faciamus vel patiamur potius.	at fastholde dette, siger jeg, er efter min mening tilstrækkelig til kristelig fromhed, og man skal ikke i ufrom nysgerrighed rives ind i disse skjulte tanker, for ikke at sige overflødige tanker, om Gud også på forhånd kender det ikke-nødvendige, om vores vilje formår noget i de ting, der har med den evige frelse at gøre, eller den kun er passiv overfor nåden, der virker i den, om vi gør det, vi gør, ondt eller godt, af slet og ret nødvendighed, eller vel snarere er underkastet det.

 

Fra Luthers De servo arbitrio, W609:

6 Sed illud magis est intolerabile, quod caussam hanc lib. arbi. inter ea numeras, quae sunt inutilia et non necessaria,	Men det er endnu mere utåleligt, at du medregner spørgsmålet om den frie vilje til de ting, som er unyttige og ikke nødvendige.
7Et loco eius nobis recenses, quae ad pietatem Christianam satis esse iudices, qualem formam certe describeret facile quilibet Iudaeus aut gentilis Christi prorsus ignarus, nam Christi ne uno quidem iota mentionem facis, ac si sentias, Christianam pietatis sine Christo esse posse, tantum si Deus natura clementissimus totis uiribus colatur. (h15).	I stedet gennemgår du for os hvad der efter din mening er tilstrækkeligt til kristen fromhed, og den beskrivelse kan enhver jøde eller hedning komme med, eftersom du ganske udelader Kristus, for du nævner ikke Kristus med så meget som et iota, som om du mener, at der gives en kristen fromhed uden Kristus, hvis man blot af alle kræfter dyrker den efter sin natur overstrømmende nådige Gud.
8Quid hic dicam, Erasme? Totus Lucianus spiras, et inhalas mihi grandem Epicuri crapulam. (h18). (h50)(W603/h40). Si tu hanc caussam non necessariam ducis Christianis, cede quaeso ex harena, nihil tibi et nobis, Nos necessariam ducimus.	Hvad skal jeg her sige, Erasmus? Du lugter fuldstændig af Lucian, og blæser en stærk epikuræisk duft ud over mig. Hvis du anser disse ting for noget, der ikke er nødvendige for kristne, så beder jeg dig træde ned fra kamppladsen, så har vi ikke noget med hinanden at gøre, vi mener, de er nødvendige.
9Si est irreligiosum, si est curiosum, si superuacaneum, ut tu dicis, (W610) scire, An Deus contingenter praesciat aliquid, An uoluntas nostra aliquid agat in his quae pertinent ad aeternam salutem, uel tantum patiatur ab agente gratia, An, quicquid boni uel mali facimus, mera necessitate faciamus, uel patiamur potius, quid rogo erit tum religiosum? quid graue? quid utile scitu? (E1-4); (h1-4).	Hvis det, som du siger, er ufromt, nysgerrigt, overflødigt at vide, om Gud på forhånd kender det ikke-nødvendige, om vores vilje gør noget i det, der har med den evige frelse at gøre, eller kun er passiv overfor nåden, der virker i den, om vi gør, hvad vi gør, godt eller ondt, af slet og ret nødvendighed eller snarere er underkastet det, hvad vil da være fromt, hvad vil være vigtigt, hvad nyttigt at vide?
10Hoc prorsus nihil ualet, Erasme, das ist zu viel, Difficile est hoc tribuere ignorantiae tuae, ut qui iam senex et inter Christianos uersatus, et sacras literas diu meditatus, non relinquis locum, quo te excusemus aut bene de te cogitemus.	At alt dette ikke betyder noget, det er for meget, Erasmus! Det er svært at tiltro dig uvidenhed om dette, du, som allerede er gammel, har levet blandt de kristne og længe studeret den hellige skrift, du giver mig ikke mulighed for at undskylde dig eller tro godt om dig.
11Et tamen haec portenta tibi ignoscunt Papistae et ferunt, ea gratia, quod in Lutherum scribis, alioqui te dentibus laceraturi, si Lutherus abesset, et talia scriberes.	Og dog tilgiver papisterne dig disse eventyrlige forestillinger og bærer over med dig, af den grund, at du skriver imod Luther; ellers, hvis Luther ikke var der, og du skrev den slags ting, ville de sønderrive dig med deres tænder.
12Amicus Plato, Amicus Socrates, sed praehonoranda ueritas. Nam ut parum intelligeres in scripturis et pietate Christiana, certe hoc uel hosti Christianorum sciendum erat, quid Christiani necessarium et utile, et quid non tale haberent.	Du kan være ven med Platon, du kan være ven med Sokrates, men sandheden må dog æres fremfor alt. For selv om også du forstod for lidt af skrifterne og den kristne fromhed, så ville vel dog selv en fjende af kristendommen vide, hvad de kristne holdt for nødvendigt og nyttigt, og hvad ikke.
13Tu uero Theologus et Christianorum magister, praescripturus illis formam Christianismi, non saltem more Sceptico tuo, dubitas, quid necessarium et utile illis sit, sed plane in diuersum laberis, et iam contra ingenium tuum assertione inaudita iudicas, ea non esse necessaria, quae nisi necessaria et cognita certo fuerint, nec Deus, nec Christus, nec Euangelion, nec fides, nec quicquam reliquum est, ne Iudaismi quidem, multo minus Christianismi.	Men du er teolog og kristen lærer og vil foreskrive dem en form for kristendom, ikke blot efter din skik med at være skeptisk, så du er i tvivl om, hvad der er nødvendigt og nyttigt, tværtimod falder du i den modsatte grøft, og er nu i stand til at dømme imod din natur og med uhørt sikkerhed, at disse ting ikke er nødvendige; men hvis disse ting ikke er nødvendige og sikkert erkendte, så er hverken Gud eller Kristus eller evangeliet eller nogetsomhelst andet ladt os tilbage, ingen jødedom endnu mindre nogen kristendom.
14Deum immortale, Erasme, quantam fenestram, imo quantum campum aperis contra te agendi et dicendi! Quid tu de lib. arbi. boni aut recti scriberes, qui tantam ignorantiam scripturae et pietatis his uerbis tuis confiteris? Sed contraham uela, nec meis uerbis hoc loco (quod infra forte faciam), sed tuis uerbis agam tecum. (W611)	Ved den udødelige Gud, Erasmus, hvilket mægtigt vindu, ja, hvilken vid mark har du ikke åbnet til at handle og tale imod dig! Hvordan skulle du kunne skrive noget godt og rigtigt om den frie vilje, du, som med disse ord bekender en sådan uvidenhed om skriften og fromheden! Men jeg vil tage sejlet ned og ikke her bearbejde dig med mine ord (det gør jeg måske senere) men med dine egne.
15 Forma Christianismi a te descripta inter caetera hoc habet, ut totis uiribus enitamur, adeamus remedium penitentiae, ac domini misericordiam modis omnibus ambiamus, sine qua nec uoluntas humana efficax est nec conatus. Item nemini desperandam esse ueniam a Deo natura clementissimo.	Kristendomsformlen, sådan som den bliver beskrevet af dig, indeholder blandt andet det, at vi af alle kræfter skal anstrenge os, ty til bodens nådemiddel og på enhver måde søge at opnå Guds barmhjertighed, uden hvilken den menneskelige vilje hverken kan ville eller stræbe. Ligeledes skal ingen fortvivle om Guds nåde, da Gud af natur er overvældende nådig.
16 Haec uerba tua, sine Christo, sine spiritu, ipsa glacie frigidiora, ita ut etiam uitium in illis patiatur eloquentiae tuae decor, quae misero uix extorsit metus forsitan pontificum et tyrannorum, (h117) ne prorsus Atheos uidereris, (h25) hoc tamen asserunt, Esse uires in nobis, Esse nisum totis uiribus, Esse misericordiam Dei, Esse modos ambiendi misericordiam, Esse Deum natura iustum, natura clementissimum etc.	Disse dine ord, uden Kristus, uden ånd, er i sig selv koldere end is, således at glansen i din veltalenhed lider under fejlen i dem; disse ord, som vel frygten for paver og tyranner har vredet ud af dig arme, at ikke du skal se ud næsten som en ateist, de siger dog noget sikkert: at der i os er en stræben af alle kræfter, at der er en Guds barmhjertighed, at der er måder, hvorpå man kan erhverve barmhjertighed, at der er en Gud, der efter sin natur er retfærdighed, barmhjertig, osv.
17Si quis igitur ignoret, quid sint illae uires, quid possint, quid patiantur, quis nisus eorum, quae efficacia, quae inefficatia, quid ille faciet? quid tu illum facere docebis?	Og hvis nogen nu ikke vidste, hvad det var for kræfter, hvad de formåede, hvad der skete med dem, hvad der er deres anstrengelse, hvad deres virkning, hvad deres mangel på virkning, hvad skulle han så gøre? hvad vil du lære ham at gøre?
18Irreligiosum (inquis), curiosum et superuacaneum esse nosse uelle, an uoluntas nostra aliquid aget in iis, quae pertinent ad aeternam salutem, an tantum patiatur ab agente gratia.	Du siger jo, at det er ufromt, nysgerrigt og overflødigt at ville vide, om vores vilje har noget at gøre i det, der fører til den evige frelse, om den kun er passiv overfor den virkende nåde.
19At hic dicis contra, Esse pietatem Christianam, Eniti totis uiribus, et sine misericordia Dei uoluntatem non efficacem esse. Hic plane asseris uoluntatem aliquid agere in iis, quae pertinent ad aeternam salutem, dum eam fingis enitentem, At rursus patientem, dum sine misericordia dicis inefficacem, licet non definias, quatenus illud agere et pati intelligendum sit, data opera facturus ignaros, (h39) quid ualeat misericordia, quid ualeat uoluntas nostra, eo ipso, quo doces quid faciat uoluntas nostra, et misericordia Dei, (h76)	Men her siger du det modsatte: at det er kristen fromhed at stræbe af alle kræfter, og at viljen ikke er virksom uden Guds barmhjertighed. Her fastslår du rent ud, at viljen kan gøre noget i det, der har med den evige frelse at gøre, idet du forestiller dig, at vi har en stræbende vilje, men så på den anden side dog en vilje, som er genstand for noget, idet du siger, at den er uden virkning uden barmhjertighed, selv om du ikke fastslår, hvor meget der skal forstås ved at handle og være genstand for handlen, og gør dig umage for, at vi ikke skal vide, hvad barmhjertigheden formår, hvad vores vilje formår, samtidig med, at du lærer, hvad vores vilje kan og hvad Guds barmhjertighed kan.
L20 sic te rotat tua illa prudentia, qua neutri partium adherere statuisti, et inter scylla et charibdim tuto euadere, ut medio mari fluctibus obrutus et confusus, omnia asseras quae negas, et neges quae asseris. (h64)	Sådan vender og drejer din klogskab sig, den, hvormed du har besluttet ikke at ville tilslutte dig noget af partierne, og søger at undslippe mellem Skylla og Charybdis, så at du midt ude på havet, overvældet og forvirret af vandene nægter alt, hvad du fastholder og fastholder alt hvad du nægter.
L21 Similitudinibus aliquibus tibi tuam Theologiam ob oculos ponam: Bonum Poema uel orationem facturus, non cogitet, nec quaerat, quale sit ingenium, quid possit, quid non, quid requirat argumentum susceptum, planeque omittat illud praeceptum Horatii: Quid ualeat humeri, quid ferre recusent, sed solum opus praeceps tentet, et cogitet: Enitendum est, ut fiat, curiosum et superuacaneum est quaerere, utrum suppetat tanta eruditio, tanta facundia, tanta uis ingenii; --	Med nogle sammenligninger vil jeg stille dig din teologi for øje: Den, der vil skrive et godt digt eller holde en god tale, og ikke vil tænke over eller spørge efter, hvordan hans ånd er beskaffen, hvad han kan og hvad ikke, hvad den påtagne opgave kræver, og helt overser Horats bud: 'Hvad formår vel skuldrene, hvad kan de afslå at bære', men alene begynder med arbejdet, idet han tænker: man må anstrenge sig for at det kan ske, det er nysgerrigt og overflødigt at spørge efter, hvor en sådan uddannelse, en sådan lejlighed, et sådant geni skal komme fra; --
L22 Aut si quis uberes fructus ex agro sit recepturus, non sit curiosus superuacanea cura explorandi ingenii (W612) terrae, sicut Virgilius in Georgicis curiose et frustra docet, sed feratur temere, nihil nisi opus cogitet, aret littus, semina mandet, quaqua patet, siue arena siue limus; --	Eller hvis én vil have god frugt fra sin mark, og ikke var nysgerrig efter i overflødig bekymring at efterforske jordens bonitet, sådan som Virgil nysgerrigt og forkert lærer i "Landmanden", men uden videre går i gang, idet han kun tænker på sit arbejde, gennempløjer stranden, udstrør sæden, så langt han kan, hvad enten det er i sand eller ler; --
L23 Aut si quis bellum gesturus uictoriam pulchram petat, uel aliud quidpiam officium in re publica praestare debet, non sit curiosus, consultando, quid possit, an aerarium sufficiat, an milites apti sint, an copia facti ulla sit, prorsusque contemnat illud Historici: Antequam facias, consulto, ubi consulueris, mature facto opus est, sed irruat caecis oculis et auribus clausis, nihil nisi: 'bellum, bellum' vociferet et operi instet, --	Eller hvis nogen vil føre krig og stræbe efter en god sejr, eller en anden skal påtage sig et embede i staten, og han så ikke er nysgerrig, rådslår om, hvad han kan, om midlerne slår til, om soldaterne er egnede, om der er mulighed for forhandling, og helt foragter dette historikerens ord: 'Før du handler, søg råd, når du handler, er der brug for velovervejet gerning', men med lukkede øjne og døve øren styrter sig ud i det, og kun råber: krig! krig! og insisterer på handling; --
L24 Quid rogo, Erasme, de talibus Poetis, agricolis et imperatoribus et Principibus iudicaberis? Addam illud Euangelicum: Siquis turrim aedificaturus, non prius sedens computet sumptus, an habeat ad perficiendum, Quid de illo iudicat Christus? (W613) (h79)	hvordan, spørger jeg dig, Erasmus, ville du dømme om en sådan digter, landmand, hersker og fyrste? Jeg kan tilføje det evangeliske: Hvis nogen vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først hen og beregner, om han har nok til at fuldføre det, hvad dømte Kristus om en sådan mand? (Luk 14,28)
L25 Sic tu quoque nobis facta decernis sola, uetas uero primum explorare et metiri aut nosse uires, quid possimus et non possimus, tanquam hoc sit curiosum et superuavaneum et irreligiosum.	Sådan kræver du også gerninger fra vor side, ja, du forbyder først at undersøge og udmåle, eller at lære vor kræfter at kende, hvad vi kan og hvad vi ikke kan, som om det var nysgerrigt og overflødigt og ufromt.
L26 Ita, dum nimia prudentia temeritatem detestaris et sobrietatem praetendis, eo peruenis, ut summam temeritatem etiam doceas.	Derfor, idet du i din store klogskab foragter dumdristighed og foregiver at være nøgtern, kommer du derhen, hvor du faktisk lærer den største dumdristighed.
L27 Nam ut Sophistae temerarii et insani sint facto, dum curiosa tractant, mitius tamen peccant quam tu, qui etiam doces et iubes insanire et temere ferri,	For selv om sofisterne faktisk er dumdristige og vanvittige, når de behandler tingene nysgerrigt, så synder de dog mindre end du, som tillige lærer og befaler at være vanvittig og handle dumdristigt.
L28 Atque, quo maior sit insania, hanc temeritatem nobis pulcherrimam Christianamque pietatem, sobrietatem, religiosam grauitatem et salutem esse persuades, ni ita faciamus, irreligiosos, curiosos et uanos nos asseris, assertionum tantus hostis, et pulchre euasisti Scyllam, dum uitasti Charibdim. (h41) (h64)	Og, for at vanviddet skal blive des større, overbeviser du os om, at denne dumdristighed er den smukkeste kristne fromhed, nøgternhed, religiøse alvor og frelse; hvis vi ikke handler således, er vi irreligiøse, nysgerrige og hule, forsikrer du, skønt du er fjende af forsikringer, og sådan klatrer du lykkeligt op på Scylla, efter at du har undgået Charybdis.
L29 Sed huc te perpellit fiducia ingenii tui, qui credis sic te posse per eloquentiam omnibus ingeniis imponere, ut nullus queat persentiscere, quid alas in animo et quid moliaris lubricis illis scriptis tuis.	Men herhen har din tillid til din skarpsindighed ført dig, du, der tror at du ved veltalenhed kan imponere alle kloge folk, så ingen tydeligt kan mærke, hvad du har i sinde, og hvor bøjelig du er med dine glatte skrifter.
L30 Deus uero non irridetur, (h65) in quem non est bonum impingere. Porro si hanc temeritatem nos docuisses in poematibus faciendis, in fructibus parandis, in bellis et officiis obeundis, aut domibus aedificandis, quanquam est intollerabilis, praesertim in tanto uiro, tamen aliqua uenia dignus tandem eras, saltum apud Christianos, qui temporalia contemnunt,	Men Gud lader sig ikke spotte, og det er ikke godt at angribe ham. Videre, selv om du lærer os denne dumdristighed med hensyn til digte, til at dyrke frugter, i krigsforhold og embedsforhold, eller når der skal bygges et hus, så skal du dog, skønt det er utåleligt især hos så stor en mand, få nogen indrømmelse hos de kristne, der foragter det timelige.
L31 At cum Christianos ipsos iubeas temerarios operarios fieri, et in salute aeterna paranda incuriosos esse mandas, quid possint et non possint, hoc plane peccatum est uere irremissibile. (h115).	Men når du påbyder de kristne selv at blive dumdristige arbejdere, og kræver, at de i at forberede deres evige frelse skal være ligeglade med, hvad de kan og hvad de ikke kan, så er det sandelig en utilgivelig synd.
L32 Nescient enim, quid faciant, dum ignorant, quid et quantum possunt, Ignorantes autem, quid faciant, penitere (si errent) non possunt, Impenitentia autem peccatum irremissibile est, Atque huc ducit nos tua illa moderata Sceptica Theologia. (W614) (h108).	De kan nemlig ikke vide, hvad de gør, hvis de er uvidende om, hvad de kan og hvor meget de kan, men er de uvidende om, hvad de gør, så kan de ikke gøre bod, hvis de tager fejl, men ikke at gøre bod er en utilgivelig synd. Og her fører du os hen med din midtsøgende skeptiske teologi.
L33 Igitur non est irreligiosum, curiosum aut superuacaneum, sed imprimis salutare et necessarium Christiano, nosse, an uoluntas aliquid uel nihil agat in iis, quae pertinent ad salutem, Imo, ut scias, hic est cardo nostrae disputationis, hic uersatur status causae huius, Nam hoc agimus, ut disquiramus, quidnam possit lib. arbi., quid patiatur, quo modo se habeat ad gratiam Dei. (h81).	Derfor er det ikke ufromt, nysgerrigt eller overflødigt, men det vigtigste frelsebringende og nødvendige for en kristen at vide, om viljen gør noget eller ingenting i det, der har med frelsen at gøre, ja, at du bare véd det, her er vor disputations inderste, herpå hviler denne sags betydning, for her anstrenger vi os for at finde ud af, hvad mon den frie vilje kan, hvad den er genstand for, hvordan den forholder sig til Guds nåde.
L34 Haec si ignorauerimus, prorsus nihil Christianarum rerum noscemus, erimusque omnibus gentibus peiores. Qui hoc non sentit, fateatur sese non esse Christianum, Qui uero reprehendit uel contemnit, sciat sese esse summum Christianorum hostem. (h33).	Hvis vi er uvidende herom, kender vi slet intet til de kristne forhold, og vi vil blive værre end alle hedninger. Den, der ikke erkender det, tilstår, at han ikke er kristen. Den, der misbilliger det eller foragter det, skal vide, at han er de kristnes største fjende.
L35 Nam si ignorauero, quid, quatenus et quantum ego possum et faciam erga Deum, pariter incertum et ignotum mihi erit, quid, quatenus et quantum Deus in me potest et faciat, cum Deus operetur omnia in omnibus.	For hvis jeg er uvidende om, hvad, hvor langt og hvor meget jeg kan gøre overfor Gud, så vil jeg være lige så usikker og uvidende om mig selv, hvad, hvor langt og hvor meget Gud kan og gør i mig, når Gud virker alt i alle.

L36 Ignoratis uero operibus et potentia Dei, Deum ipsum ignoro, Ignorato Deo, colere, laudare, gratias agere, seruire Deo non possum, dum nescio, quantum mihi tribuere, quantum Deo debeo. (h91)	Men kender jeg ikke Guds gerninger og magt, så er jeg uvidende om Gud selv, men er jeg uvidende om Gud, kan jeg ikke dyrke ham, ære ham, takke ham, tjene ham, fordi jeg ikke véd, hvor meget jeg skal tillægge mig selv, og hvor meget Gud.
L37 Oportet igitur certissimam distinctionem habere inter uirtutem Dei et nostram, inter opus Dei et nostrum, si uolumus pie uiuere. Ita uides, hoc problema esse partem alteram totius summae Christianarum rerum, in quo pendet et periclitatur cognitio suiipsius, cognitio et gloria Dei.	Man bør derfor fastholde en sikker forskel på Guds kraft og vor kraft, på Guds gerning og vor gerning, hvis man vil leve fromt. Således ser du, at dette problem er den ene del af hele kristendommens inderste væsen, og heraf afhænger og står på spil erkendelsen af en selv, og erkendelsen og tilbedelsen af Gud.
L38 Quare non est ferendum in te, Mi Erasme, (h31) ut hoc nosse irreligiosum, curiosum et uanum apelles. (h34) (h69)Multa tibi debemus, Sed pietati omnia debemus.	Derfor er det ikke til at bære hos dig, min kære Erasmus, at du kalder det at kende dette ufromt, nysgerrigt og tomt. Meget skylder vi dig, men fromheden skylder vi alt.
L39 Quin tu ipse totum bonum nostrum Deo ascribendum esse sentis, (E3) idque asseris in forma tui Christianismi; Hoc autem asserto, certe simul asseris, Dei misericordiam solam omnia agere et uoluntatem nostram nihil agere, sed potius pati, alioqui non totum Deo tribuetur; (h74) (h111)	Ja, du mener jo selv, at man bør tilskrive Gud alt det gode, der hænder os, og bekræfter det i din kristendomsformel; men når du fastslår dette, så fastslår du samtidig, at Guds barmhjertighed alene virker alt, og vor vilje virker intet, men snarere er genstand for Guds virken, ellers ville det ikke være sådan, at alt tilskrives Gud.
L40 At paulo post, negas, id asserere uel nosse esse religiosum, pium et salutare. Sed sic loqui cogitur mens sibiipsi non constans, in rebus pietatis incerta et imperita. (h113)	Men lidt efter nægter du, at dette at fastholde dette er fromt, religiøst og frelsebringende. Men den, der er tvunget til at tale sådan, har et sind, der ikke er i overensstemmelse med sig selv og er usikker og uerfaren i fromhedens anliggender.
L41 Altera pars summae Christianae est, Nosse, an Deus contingenter aliquid praesciat, et an omnia faciamus necessitate. Et hanc etiam irreligiosam, curiosam, et uanam facis, sicut et omnes impii faciunt, Quin daemones et damnati exosam et execrabliem faciunt.	Den anden del af kristendommens hovedsag er at vide, om Gud har forudviden om noget ikke-nødvendigt, og om vi gør alting med nødvendighed. Og dette gør du også ufromt, nysgerrigt og tomt, sådan som også alle de ufromme gør det, ja, sådan som dæmoner og fordømte gør det forhadt og fordømmelsesværdigt.
L42 Neque stultus es, si istis quaestionibus te eximis modo id fieri liceat. Sed interim parum bonus Rhetor et Theologus es, qui de lib. arbi. sine istis partibus dicere et docere praesumis.	Men du er ikke dum, du ville trække dig ud af disse spørgsmål, hvis du kunne. Men i alt dette er du kun en middelmådig rhetor og teolog, når du påtager dig at tale om og undervise i den frie vilje uden at tage disse spørgsmål med.
L43 Fungar cotis uice et ipse non rhetor, egregium rhetorem officii sui monebo. (h78) Si de oratoria scripturus, sic diceret Quintillianus: meo iudicio, illa stulte et superuacanea, de inuentione, dispositione, elocutione, memoria, pronunciatione, omittenda sunt, satis sit nosse, orationem esse benedicendi peritiam, nonne rideres artificem? (h82)	Jeg vil påtage mig en slibestens tjeneste og skønt ikke selv rhetor formane den udmærkede rhetor til at gøre sit arbejde ordentligt. Hvis Quintillianus ville skrive om talekunsten, og sige således: efter min mening skal man se bort fra dette dumme og overflødige, der handler om at finde på, at disponere, at foredrage, at have hukommelse, at udtale smukt, det er nok at vide, at talekunst er kendskab til veltalenhed, mon så ikke du ville le af en sådan kunstner?
L44 Non aliter tu quoque facis. scripturus de lib. arbit. abigis et abiicis primum totum corpus et omnes partes artificii eius de quo scripturus es. Nam fieri non potest, ut scias, quid sit lib. arb., nisi scieris, quod possit uoluntas humana, Quid Deus faciat, an necessario praesciat.	Men det er lige præcis sådan, du gør. Du vil skrive om den frie vilje og gør som det første det, at du forstøder og bortkaster hele hovedsagen og alle delene af dette system, du vil skrive om. For det er umuligt, at du kan vide, hvad den frie vilje er, hvis ikke du ved, hvad den menneskelige vilje kan, hvad Gud gør, om han har forudviden om ikke-nødvendige ting.
L45 Nonne et rhetores tui docent, De causa aliqua dicturum, (W615) oportere dicere, Primum an sit, deinde quid sit, quae eius partes, quae contraria, affinia, similia etc?	Mon ikke også rhetorerne lærer dig, at hvis du vil tale om en sag, så skal du sige, først om den er, dernæst, hvad den er, hvad dens dele er, hvad dens modsætninger er, dens tilknytninger, dens lige, osv.?
L46 Tu uero miserum illud per sese lib. arb. his omnibus spolias, et nullam quaestionem de eo definis, nisi unam illam primam, scilicet, an sit, idque argumentis talibus, qualibus uidebimus, ut ineptiorem librum de lib. arb. non uiderim, excepta orationes elegantia.	Men du fjerner fra den i sig selv elendige frie vilje alt dette, og giver ikke nogen definition på noget spørgsmål, undtagen dette første, nemlig, om den er, og det med argumenter af en art, hvilket vi vil få at se, så jeg ikke har set nogen dårligere bog om den frie vilje, når man ser bort fra det elegante sprog.
L47 Sophistae sane melius hic saltem dialecticantur, quando rhetoricari nesciunt, qui lib. arb. aggressi definiunt omnes quaestiones eius, An sit, quid sit, quid faciat, quomodo habeat etc., (h125) licet et ipsi non efficiunt quod tentant. Vrgebo igitur hoc libello te et Sophistae omnes, donec lib. arb. uires et opera mihi definiatis, Et sic urgebo (Christo propitio), ut sperem me adacturum te ad penitentiam editae diatribes tuae. (h63) (h130)	Sofisterne disputerer faktisk her bedre, eftersom de ikke forstår at bruge veltalenhed, og giver, når de går til angreb på den, en definition på alle dens spørgsmål, om den er, hvad den er, hvad den gør, hvordan den forholder sig, osv, selvom de ikke fuldender det, de tager hul på. Jeg vil altså med denne bog trænge ind på både dig og sofisterne, indtil I definerer den frie viljes kræfter og gerninger for mig, og jeg vil trænger således ind på jer -- om Kristus er mig nådig -- at jeg håber, jeg kan føre dig til at angre, at du udgav din diatribe.
L48 Est itaque et hoc imprimis necessarium et salutare Christiano, nosse, quod Deus nihil praescit contingenter, sed quod omnia incommutabili et aeterna, infallibilique uoluntate et praeuidet et proponit et facit.	Derfor er det, og det i første række, nødvendigt og frelsebringende for en kristen at vide, at Gud ikke har nogen tilfældig forudviden, men at han i forvejen véd, sætter sig for og gør alt med en uforanderlig, evig og ufejlbarlig vilje.
L49Hoc fulmine sternitur et conteritur penitus lib. arb.; ideo qui lib. arb. uolunt assertum, debent hoc fulmen uel negare uel dissimulare, aut alia ratione a se abigere. Antequam uero id mea disputatione et scripturae auctoritate firmem, prius tuis uerbis ipsum tractabo.	Med dette lynnedslag bliver den frie vilje ganske slået til jorden og helt og holdent tilintetgjort; derfor må de, der vil regne den frie vilje for en fastslået kendsgerning enten fornægte eller overse dette lynnedslag eller på anden måde drive det bort. Men før jeg underbygger dette med min argumentation og med skriftens autoritet, vil jeg først gennemgå dine egne ord.
L50Nonne tu es, mi Erasme, (h31) qui asseruisti paulo ante, Deum natura iustum, natura clementissimum? (E4) Si hoc uerum est, nonne sequitur, quod incommutabiliter sit iustus et clemens? ut quemadmodum natura eius non mutatur inaeternum, ita nec eius iustitia et clementia.	Mon ikke det var dig, kære Erasmus, der kort før forsikrede os om, at Gud af natur var retfærdig, af natur var overstrømmende nådig? Men hvis det er sandt, mon så ikke deraf følger, at han er uforanderlig retfærdig og nådig? Ligesom på den måde hans natur ikke forandrer sig i evighed, sådan forandrer heller ikke hans retfærdighed og nåde sig.
L51Quod autem de iustitia et clementia dicitur, etiam de scientia, sapientia, bonitate, uoluntate et aliis diuinis rebus dici oportet.	Men hvad der kan siges om hans retfærdighed og hans nåde, det må også kunne siges om hans viden, hans visdom, hans godhed, hans vilje og alle andre guddommelige egenskaber.
L52Si igitur hac religiose, pie et salubriter de Deo asseruntur, ut tu scribis, Quid accidit tibi, ut tibi ipsi dissidens, irreligiosum, curiosum, ac uanum nunc asseras, dicere, Deum necessario praescire? (E5) (h37) (h69)	Hvis det altså er religiøst, fromt og frelsebringende at fastholde dette om Gud, som du skriver, hvad går der så af dig, siden du, i uoverensstemmelse med dig selv, nu påstår, at det er ufromt, nysgerrigt og tomt at sige, at Gud må forudvide med nødvendighed?
L53Scilicet uoluntatem immutabilem Dei praedicas esse discendam, immutabilem eius uero praescientiam nosse uetas. An tu credis, quod nolens praesciat, aut ignarus uelit? Si uolens praescit, aeterna est et immobilis (quia natura) uoluntas, si praesciens uult, aeterna est et immobilis (quia natura) scientia.	På den ene side hævder du, at man må lære, at Guds vilje er uforanderlig, på den anden side forbyder du os at gøre os klart, at hans forudviden er uforanderlig. Mon du tror, at han kender tingene forud uden at ville eller at han vil uden at vide? Hvis det er som villende, at han kender tingene i forvejen, så er hans vilje (fordi det er hans væsen) evig og uforanderlig; hvis det er vidende, at han vil, så er hans viden (fordi det er hans væsen) evig og uforanderlig.
L54 Ex quo sequitur irrefragabiliter: omnia quae facimus, omnia quae fiunt, etsi nobis uidentur mutabiliter et contingenter fieri, reuera tamen fiunt necessario et immutabiliter, si Dei uoluntatem spectes.	Heraf følger uafviseligt: Alt, hvad vi gør, alt, hvad der sker, skønt det for os ser ud som sker det foranderligt og ikke-nødvendigt, det sker dog i virkeligheden med nødvendighed og uforanderligt, hvis du ser hen til Guds vilje.
L55Voluntas enim Dei efficax est, quae impediri non potest, cum sit naturalis ipsa potentia Dei, Deinde sapiens, ut falli non possit.	For Guds vilje er virksom, den kan ikke forhindres, eftersom den er selve Guds naturlige magt; endvidere er den klog, så den ikke kan tage fejl.
L56Non autem impedita uoluntate, opus (W616) ipsum impediri non potest, quin fiat, loco, tempore, modo, mensura, quibus ipsa et praeuidet et uult.	Men når Guds vilje ikke kan forhindres, kan det heller ikke forhindres, at selve hans gerninger sker, på det sted, den tid, den måde og efter det mål, som han selv har forudset og villet.
L57Si talis esset uoluntas Dei, quae peracto opere eodemque manente, cessaret, qualis est hominum uoluntas, ubi aedificata domo, quam uolunt, cessat uelle, ut in morte desinit, tum uere posset dici, aliquid contingenter et mutabiliter fieri. (h133).	Hvis det med Guds vilje forholdt sig som med menneskers vilje, at den ophører, når gerningen er gennemført og forbliver den samme, sådan som mennesker ophører med at ville, når det hus, de ville bygge, er bygget, ligesom menneskets vilje ophører i døden, da kunne man virkelig sige, at der sker noget ikke-nødvendigt og foranderligt.
L58At hic contra fit, opus desinit et uoluntas permanet, tantum abest, ut ipsum opus, dum fit et permanet, contingenter esse aut permanere possit.	Men her sker det modsatte: Gerningen ophører, men viljen forbliver, så det er langtfra, at gerningen, mens den sker og forbliver, er eller kan forblive ikke-nødvendig.
L59Contingenter autem fieri dicitur (ne uocabulis abutamur) latina lingua non, ipsum opus contingens fieri, sed, contingente et mutabili uoluntate fieri, qualis in Deo non est.	Men at noget sker ikke-nødvendigt (for nu ikke at misbruge ordene) betyder på latin ikke, at selve gerningen sker ikke-nødvendigt, men at den sker ved en ikke-nødvendig og foranderlig vilje; og en sådan vilje er ikke i Gud.
L60Deinde contingens opus dici non potest, nisi quod nobis contingenter et uelut casu imprudentibusque nobis fit, Quia nostra uoluntas uel manus illud arripit uelut casu oblatum, ut qui nihil de eo aut cogitauimus aut uoluimus antea. (h136)	Og man kan ikke kalde en gerning ikke-nødvendig, medmindre den sker for os på en ikke-nødvendig måde og så at sige tilfældigt og uforsætligt, fordi vores vilje eller vores hånd griber fat i det, som noget der tilfældigvis lå for, eller som noget, vi ikke i forvejen har tænkt på eller villet.
L61 Sudauerunt hic sophistae iam multis annis et tandem uicti, coacti sunt concedere, Omnia quidem necessario fieri necessitate consequentiae (ut dicunt), sed non necessitate consequentis.	Her har nu sofisterne svedt igennem mange år og er dog blevet overvundet og tvunget til at indrømme: At alt ganske vist sker med nødvendighed, men det sker med en konsekvensskabende, ikke med en konsekvensbærende nødvendighed.
L62Sic eluserunt uiolentiam istius (W617) quaestionis. uerum et seipsos potius illuserunt. Quam sit enim hoc nihil, non grauabor ostendere.	Sådan har de spottet dette spørgsmåls alvor. Men de har snarere spottet sig selv. Og hvordan dette er et tomt ordspil, skal jeg gerne påtage mig herefter at vise.
L63 Necessitatem consequentiae uocant, ut crasse dicam: Si Deus aliquid uult, necesse est, ut ipsum fiat, sed non est necesse, ut id sit, quod fit, Solus Deus enim necessario est, omnia alia possunt non esse, si Deus uelit.	Den konsekvensskabende nødvendighed betyder, at jeg sige det groft: Hvis Gud vil noget, er det nødvendigt, at det sker, men det er ikke nødvendigt, at det, der sker, er; alene Gud er nemlig med nødvendighed, alt er måske ikke til, hvis Gud vil det sådan.
L64Ita actionem Dei necessarium dicunt, si uolet, sed factum ipsum non esse necessarium. Quid autem istis ludibriis uerborum efficiunt? Id scilicet, facta res non est necessaria, id est, non habet essentiam necessariam, hoc est aliud nihil dicere quam: res facta non est Deus ipse.	På den måde kalder de Guds gerning nødvendig, hvis han vil, men det gjorte selv er ikke nødvendigt. Men hvad opnår de med denne leg med ord? De opnår det, at den gjorte gerning ikke er nødvendig, det vil sige, den har ikke et nødvendigt væsen; men det er det samme som at sige: den gjorte gerning er ikke Gud selv.
L65Nihilominus manet illud, ut omnis res necessario fiat, si actio Dei necessaria uel consequentiae necessitas est, quantumlibet iam facta non sit necessario, id est, non sit Deus, uel non habeat essentiam necessariam.	Ikke desto mindre står det stadig fast, at enhver ting sker med nødvendighed, hvis Guds handlen er nødvendig eller har den konsekvensskabende nødvendighed, omendskønt det, der er gjort, ikke er nødvendigt, det vil sige, det er ikke Gud eller det har ikke et nødvendigt væsen.

L66Si enim ego fio necessario, parum me mouet, quod esse meum uel fieri sit mutabile; nihilominus ego ille contingens et mutabilis, qui non sum Deus necessarius, fio.	For hvis jeg bliver til med nødvendighed, bevæger det mig kun lidt, at min væren eller min tilblivelse er foranderlig; ikke desto mindre bliver jeg til som et ikke-nødvendigt og foranderligt væsen, efter som jeg ikke som Gud er til med nødvendighed.
L67Quare illorum ludibrium, Necessitate consequentiae, sed non necessitate consequentis omnia fieri, nihil aliud habet quam hoc: Omnia quidem necessario fiunt, sed sic facta, non sunt ipsemet Deus.	Derfor betyder deres leg med ord: at alt bliver til med konsekvensskabende nødvendighed, ikke med konsekvensbærende nødvendighed, ikke andet end dette: alt sker ganske vist med nødvendighed, men det sker sådan, at det ikke selv er Gud.
L68Quod uero opus erat hoc nobis dicere? quasi metuendum fuerit, ut factas res assereremus Deum esse, uel diuinum et necessariam naturam habere. Adeo stat et permanet inuicta sententia, Omnia necessitate fieri. (h144).	Hvorfor var det nødvendigt at sige den slags til os? som om det var at frygte, at vi ville hævde, at de ting, der er skabt, er Gud, eller har guddommelige og nødvendig natur. Altså står den sætning fast og forblive ubesejret: Alt sker med nødvendighed.
L69Nec est hic ulla obscuritas aut ambiguitas. In Esaia dicit: Consilium meum stabit et uoluntas mea fiet. Quis enim puer non intelligit, quid uelint haec uocabula: Consilium, uoluntas, fiet, stabit?	Og her er der ikke nogen uklarhed eller tvetydighed. I Esajas siger han: 'Mit råd står fast og min vilje sker' (Es 46,10). Hvilket barn kan ikke forstå, hvad ordene her vil sige: 'råd', 'vilje', 'sker', 'står fast'?
L70 Sed cur nobis Christianis illa sunt abstrusa, ut irreligiosum et curiosum et uanum sit, (h69) illa tractare et nosse, cum talia gentiles Poetae et ipsum uulgus usu communissimo terat in ore? Quoties unus Virgilius fatum (W618) memorat? Certa stant omnia lege. stat sua cuique dies. Item: Si te fata uocant.	Men hvorfor skulle dette være lukket land for os kristne, så det er irreligiøst og nysgerrigt og tomt at behandle det og vide det, eftersom hedningernes digtere og folket selv ordsprogsagtigt tager det i munden? Hvor ofte nævner ikke bare Vergil skæbnen? Alt står fast gennem love. Ligeledes: Dagen er fastsat for enhver. Ligeledes: Hvis skæbnen kalder dig.
L71Item: Siqua fata aspera rumpas. Nihil ille Poeta aliud facit, quam ut in Troia uastata, et Romano imperio suscitando, fatum plus ualere quam omnium hominum studia, significet, atque adeo necessitatem et rebus et hominibus imponere. (h141)	Ligeledes: Hvis bare du kunne bryde den hårde skæbne. Denne digter gør ikke andet, end at han i Troja, der blev ødelagt, og i det romerske imperium, der groede frem, viser, hvordan skæbnen betyder mere end alle menneskers anstrengelser, og hvordan derfor nødvendighed påhviler både tingene og menneskene.
L72Denique Deos suos immortales fato subiicit, cui necessario caedant et ipse Iuppiter et Iuno. Inde finxerunt parcas illas tres, immutabiles, implacabiles, irreuocabiles.	Endelig underkaster han også deres udødelige guder under skæbnen, for hvilken de nødvendigvis må falde, endog Juppiter og Juno. Derfor har de opdigtet de tre skæbnegudinder som uforanderlige, uforsonlige og uigenkaldelige.
L73Senserunt illi sapientes uiri, id quod res ipsa cum experientia probat, nulli hominum unquam sua consilia processisse, sed omnibus alio quam cogitarunt, rem cecidisse.	Disse vise mænd forstod godt, hvad sagen selv og erfaringen beviser, at intet menneske nogensinde får gennemført sine planer, men at sagen altid faldt ud anderledes, end de havde tænkt.
L74Si pergama potuissent dextra defendi, etiam hac defensa fuissent, ait Hector Virgilii. Inde uulgatissimum uerbum in omnium ore: Quod Deus uult, fiat, Item: Si uolet Deus, faciemus, Item: Sic uoluit Deus, Sic placitum superis, Sic uoluistis, ait Virgilius, ut uideamus, in uulgo non minus relictam esse scientiam praedestinationis et praescientiae Dei, quam ipsam notitiam diuinitatis, Et ii, qui sapientes uoluerunt uideri, suis disputationibus eo abierunt, donec obscurato corde, stulti fierent, Roma. I. et negarent uel dissimularent ea, quae Poetae et uulgus, atque ipsorummet conscientia pro usitatissimis, certissimus et uerissimis habent.	'Hvis Pergamos havde kunnet forsvares med menneskehånd, så ville den også være blevet forsvaret', siger Hector hos Vergil. Derfra stammer det ordsprog, der er almindeligt hos alle: 'Hvad Gud vil, det sker'. Ligeledes: 'Hvis Gud vil, skal vi gøre det'. Ligeledes: 'Således ville Gud det, således har det behaget guderne, således ville I det', siger Vergil, for at vi kan se, at der i folket ikke er mindre viden om Guds prædestination og forudviden, end der er viden om guddommen selv, og at de, der vil synes vise, i deres disputationer er kommet bort derfra, idet deres hjerte er blevet forhærdede, og de er blevet dårer (Rom 1,21), så de nægter og overser det, som digterne og folket og også deres egen samvittighed holder for det almindeligste, det sikreste og det sandeste.
L75 Vltra dico, non modo, quam ista sint uera, de quo infra latius ex scripturis dicetur, uerum etiam, quam religiosum, pium et necessarium sit ea nosse.	Derudover siger jeg ikke blot at dette er sandt, om hvilket der sidenhen skal tales udførligere, men også, at det er religiøst, fromt og nødvendigt at vide det.
L76His enim ignoratis, neque fides, neque ullus Dei cultus consistere potest. Nam hoc esset uere Deum ignorare, cum qua ignorantia salus stare (W619) nequit, ut notum est.	For hvis man ikke ved dette, kan hverken troen eller nogen dyrkelse af Gud bestå. For dette er da virkelig at være uvidende om Gud, eftersom det er bekendt, at frelsen ikke kan stå fast sammen med denne ikke-viden.
L77Si enim dubitas, aut contemnis nosse, quod Deus omnia, non contingenter, sed necessario et immutabiliter praesciat et uelit, quomodo poteris eius promissionibus credere, certo fidere ac niti?	Hvis du nemlig tvivler på eller foragter viden om, at Gud forud véd alt og vil alt, ikke på en ikke-nødvendig måde men på en nødvendig og uforanderlig måde, hvordan vil du så kunne tro på hans forjættelser, stole på dem og sikkert bygge derpå.
L78Cum enim promittit, certum oportet te esse, quod sciat, possit et uelit praestare, quod promittit, Alioqui eum non ueracem, nec fidelem aestimabis, quae est incredulitas et summa impietas et negatio Dei altissimi.	Når han nemlig giver en forjættelse, må du være sikker på, at han véd, kan og vil opfylde, hvad han forjætter, ellers kan du ikke anse ham for sanddru eller trofast, og det er vantro og den største ufromhed og fornægtelse af den højeste Gud.
L79At quo modo certus et securus eris, nisi scieris illum certo et infallibiliter et immutabiliter, ac necessario scire et uelle et facturum esse, quod promittit? Neque solum certos oportet nos esse, Deum necessario et immutabiliter uelle et facturum, sed etiam gloriari in hoc ipso, ut Paulus Rom. 3: Esto autem Deus uerax, omnis homo mendax, Et iterum: Non quod exciderit uerbum Dei, Et alibi: Fundamentum Dei firmum stat, habens signaculum hoc: Nouit dominus, qui sunt eius. Et Tit. 1: Quam promisit Deus non mendax, ante tempora saecularia. Et Ebre. 11. Oportet accendentem credere, quod Deus sit, et in se sperantibus remunerator sit.	Men hvordan vil du kunne være sikker og vis, hvis ikke du ved, at han sikkert og ufejlbarligt og uforanderligt og med nødvendighed véd og vil og gør det, han forjætter? Og vi skal ikke blot være sikre på, at Gud med nødvendighed og uforanderligt vil og gør det, vi skal også rose os deraf, som Paulus gør Rom 3: 'Det står altså fast, at Gud er sanddru og hvert menneske en løgner'. Og atter: 'Ikke at Guds ord kan fejle' (Rom 4,21). Og et andet sted: Guds fundament står fast og har dette tegn: Herren kender sine. (2 Tim 2,19). Og Titus 1,2: 'Som Gud, der ikke kan lyve, har forjættet før alle tider'. Og Hebr 11,6: Den, der kommer til Gud, må tro, at han er til, og vil gengælde dem, der håber på ham'.
L80 Itaque fides Christiana prorsus extinguitur, promissiones Dei et universum Euangelion penitus corruit, si doceamur et credimus, non esse nobis sciendam praescientiam Dei necessariam, necessitatemque faciendorum.	Således bliver den kristne tro helt og holdent udslettet, Guds forjættelser og hele evangeliet helt opløst, hvis vi lærer og tror, at vi ikke bør kende Guds nødvendige forudviden og nødvendigheden af det, de skal ske.
L81Christianorum enim haec una et summa consolatio est in omnibus aduersitatibus, nosse, quod Deus non mentitur, sed immutabiliter omnia facit, et uoluntati eius neque resisti, neque eam mutari aut imperidi posse.	Det er nemlig de kristnes eneste og største trøst i al modgang at vide, at Gud ikke lyver, men uforanderligt virker alt, og at man ikke kan modstå, forandre eller forhindre hans vilje.
L82Tu nunc uide, Mi Erasme, (h31) quorsum nos tua illa abstinentissima, pacis amicissima Theologia ducat!	Du ser nu, kære Erasmus, hvorhen din tilbageholdende og fredselskende teologi fører os!
L83Tu auocas et uetas nos eo niti, ut praescientiam Dei et necessitatem in rebus et hominibus discamus, sed consulis, talia relinquere, uitare et contemnere.	Du afskrække og forbyde os at stræbe efter at lære Guds forudviden og nødvendigheden i tingene og menneskene, men råder til at lade den slags være, at undgå det og foragte det.
L84Qua opera tua inconsulta simul nos doces, ut (W620) ignorantiam Dei, quae sua sponte uenit et agnata quoque est, quaeramus, fidem contemnamus, promissiones Dei deseramus, omnia solatia spiritus et certitudines conscientiae nihili faciamus, Qualia uix Epicurus ipse praescriberet.	Med denne ubetænksomme gerning lærer du os samtidig at stræbe efter uvidenhed om Gud, hvilket kommer af sig selv og er os medfødt, at foragte troen, at prisgive Guds forjættelser, at tilintetgøre al åndens trøst og samvittighedens vished. Det ville selv Epikur nok ikke have foreskrevet.
L85Deinde hoc non contentus, irreligiosum, curiosum, uanumque uocas, qui talibus studuerit cogniscendis, religiosum uero, pium ac sobrium, qui comtempserit. (h69)	Men det er ikke nok for dig, du kalder også den irreligiøs, nysgerrig og tom, som stræber efter at erkende dette, men den religiøs, from og nøgtern, som foragter det.
L86Quid his uerbis igitur aliud struis, quam Christianos esse curiosos, uanos et irreligiosos, Christianismum esse rem prorsus nullius momenti, uanam et stultam ac plane impiam?	Hvad får du ud af det med disse ord andet end at de kristne kommer til at gælde for nysgerrige, tomme og irreligiøse, og at kristendommen kommer til at gælde for en sag uden betydning, tom og dum og helt ufrom?
L87Ita fit iterum, ut, dum nos maxime deterrere uis a temeritate, more stultorum in contrarium raptus, nihil doces, nisi summas temeritates, impietates, perditiones. Sentisne in hac parte libellum tuum esse adeo impium, blasphemum ac sacrilegum, ut nullum habeat uspiam similem?	Sådan sker det atter, at du, mens du mest vil afskrække os fra dumdristigheden, som de dumme plejer at gøre, bliver drevet over i den modsatte grøft, og intet andet lærer, end den største dumdristighed, ufromhed og fordærv. Mærker du ikke, at i dette stykke er din bog så ufrom, blasfemisk og gudsbespottende, at den ikke nogensinde har haft sin lige?
L88 Non de animo tuo dico, ut supra dixi, Neque enim sic perditum te existimo, quod haec uelis docere aut fieri ex animo, Sed ut ostenderem tibi, quanta portenta cogatur imprudenter effutire, qui malam caussam susceperit agendam, Deinde quid sit in diuinas res et literas impingere, dum aliorum obsequio personam sumimus, et inuita conscientia alienae scenae seruimus. (h154).	Jeg taler ikke om dit hjerte, som ovenfor sagt; jeg mener nemlig ikke, at du er så fortabt, at du vil lære dette eller lade det ske med vilje, men jeg taler for at påvise for dig, hvilke eventyrligheder den er tvunget til at udbasunere, som har påtaget sig at føre en dårlig sag. Og jeg vil også vise dig, hvad det betyder at gå imod de guddommelige sager og skrifter, når vi føjeligt påtager os andres opfattelse og med tvungen samvittighed gør tjeneste på en fremmed scene.
L89Non est ludus neque iocus, sacras literas et pietatem docere, facillime enim hic contingit lapsus ille, de quo Iacobus dicit: Qui offendit in uno, fit omnium reus.	Det er ikke nogen leg eller spøg at undervise i den hellige skrift og i fromheden, her kan nemlig let ske det fald, som Jacob taler om: 'Den, der støder an i én ting, er skyldig i alle'. (Jak 2,10).
L90Ita enim fit, ut, cum modicum uideamur uelle nugari, nec satis reuerenter sacras literas habemus, mox impietatibus inuoluamur, blasphemiisque immergamur, sicut hic tibi contigit, Erasme, Dominus ignoscat tibi et misereatur tui. (h155).	Således går det til, at vi, idet det ser ud, som vil vi kun drive lidt spøg og ikke ærer den hellige skrift tilstrækkeligt, snart indvikles i ufromheder og drukner i blasfemier, sådan som det er sket for dig, Erasmus, Herren tilgive dig og være dig barmhjertig.
L91Quod uero Sophistae in his rebus tot quaestionum examina pepererunt, et multa alia inutilia miscuerunt, qualia multa recenses, scimus et confitemur tecum, acriusque insectati sumus et magis quam tu, Sed tu imprudenter et temere facis, qui puritatem sacrarum rerum misces, confundis, et assimilas cum prophanis et stultis quaestionibus impiorum.	Men det, at sofisterne i disse ting har frembragt så mange sværme af spørgsmål og har indblandet meget andet unyttigt, hvoraf du opregner meget, det véd vi og det bekender vi med dig, og det har vi vendt os imod hæftigere end du; men du handler uklogt og dumdristigt, når du sammenblander og sammenligner de hellige tings renhed med de profane og dumme spørgsmål fra de ufromme.
L92Conspurcarunt illi aurum et mutauerunt colorem bonum, ut Ieremias ait, sed non simul aurum cum stercore comparandum et abiiciendum est, ut tu facis, (h156) Vindicandum aurum ab illis, et secernanda pura scriptura ab illorum fecibus et sordibus, id quod mei semper fuit studii, ut alio loco haberentur diuinae literae, alio illorum nugae.	'De har besudlet guldet og forandret den gode farve', som Jeremias siger, men man skal ikke i én ombæring sammenligne og bortkaste guld og møg, sådan som du gør. Man bør befri guldet fra møget, og skelne den rene skrift fra disses lort og smuds. Det har jeg altid gjort mig anstrengelse for, så man stiller den guddommelige skrift på ét sted, deres eventyr på et andet sted.
L93Nec nos mouere debet, quod nihil istis quaestionibus profectum sit, nisi quod magno concordiae dispendio minus amamus dum plus satis uolumus sapere.	Og vi skal heller ikke lade os gå på af, at der ved disse spørgsmål ikke er vundet noget, andet end at vi i kraft af enighedens bortfald elsker mindre, når vi sådan vil vide mere end nok.
L94Nobis non est quaestio, quid Sophistae quaestionarii profecerint, sed quomodo nos boni et Christiani fiamus, nec debes doctrinae Christianae imputare, quod impii male agunt, Ea enim nihil sunt ad propositum, et poteras alio loco dicere et papyro parcere.	For os er det ikke spørgsmålet, hvad sofisterne fremfører, men hvordan vi kan blive gode mennesker og kristne mennesker. Og det er ikke den kristne læres skyld, at de ufromme behandler den dårligt. Det hører nemlig ikke til temaet, og det kan du behandle andetsteds og således spare papir.

 

Fra Erasmus' Hyperaspistes (Darmstadt, side 288):

h1Veniam ad formulam Christianae mentis, quam tu pronuntias plus quam Ethnicam et Judaicam, quam (290) tamen, ut dictum est, praescripsimus non tui similibus, sed idiotis, quid nihil aliud sunt quam Christiani.	Jeg vil nu tage fat på den formel om det kristne sind, som du kalder mere end hedensk og jødisk, men som dog, som sagt, er foreskrevet, ikke dig og dine lige, men lægfolk; de er dog også en slags kristne.
h2Sed praestat ipsam formam hic referre, quo magis perspicuum sit lectori quod agimus: 'Ego meo', inquam, 'judicio, quod ad liberum arbitrium attinet, quae didicimus e sacris litteris: si in via pietatis sumus, ut alacriter proficiamus ad meliora relictorum obliti;	Men det er bedre at gengive hele formlen; så kan det stå helt klart for læseren, hvad vi taler om. Jeg skrev: 'Derfor har vi efter min mening af den hellige skrift lært, hvad angår den frie vilje: hvis vi befinder os på fromhedens vej, skal vi ivrigt stræbe efter det bedre, idet vi glemmer det, der ligger bag os;
h3si peccati involuti, ut totis viribus enitamur, adeamus remedium paenitentiae ac domini misericordiam modis omnibus ambiamus, sine qua nec voluntas humana est efficax nec conatus;	hvis vi er indfanget af synd, skal vi søge at arbejde os ud af alle kræfter, og søge bodens hjælpemiddel og stræbe efter Herrens barmhjertighed på enhver måde, uden hvilken den menneskelige vilje hverken kan ville eller stræbe;
h4et si quid mali est, nobis imputemus, si quid boni, totum ascribimus divinae benignitati, cui debemus et hoc ipsum, quod sumus;	og hvis det er noget ondt, skal vi tilregne os selv det, hvis det er noget godt, den guddommelige velvilje, som vi også skylder selv det, vi er;
h5ceterum, quicquid nobis accidit in hac vita sive laetum sive triste, ad nostram salutem ab illo credamus immitti nex ulli posse fieri iniuriam a deo natura iusto, etiamsi qua nobis videntur accidere indignis, nemini desparandum esse veniam a deo natura clementissimo:	forøvrigt skal vi tro, at hvad der tilstøder os i dette liv, hvadenten det er glædeligt eller sørgeligt, er blevet sendt os fra ham til vor frelse, og at der ikke kan ske nogen nogen uret fra Guds side, han, der er retfærdig af naturen, også hvis der synes at ske én noget ufortjent, skal han dog ikke fortvivle om Guds gunst, da han af natur er overstrømmende nådig:
h6haec, inquam, tenere meo iudicio satis erat ad Christianam pietatem nec erat irreligiosa curiositate irrumpendum ad illa retrusa, ne dicam supervacane, an deus contingenter praesciat aliquid', etc. (E1-4); (L9).	at fastholde dette, siger jeg, er efter min mening tilstrækkelig til kristelig fromhed, og man skal ikke i ufrom nysgerrighed rives ind i disse skjulte tanker, for ikke at sige overflødige tanker, om Gud også på forhånd kender det ikke-nødvendige', osv.
h7Primum, ut saepe jam dictum est, haec forma datur idiotis Christianis, quibus satis est ut pro viribus proficiant, seque totos voluntati divinae commendent, nec ab his, opinor, requires, ut sese torqueant quaestionibus, ne inter Theologos quidem satis explicatis, de futuris contingentibus, de praescientia et praedestinatione (292) Dei: et affingis me hic deposito Sceptico, asseverare, cum bis adjiciam, 'meo quidem judicio'. (L13)	For det første er denne formel, som nu ofte sagt, giver til kristne lægfolk, for hvem det er tilstrækkeligt, når de skal gøre fremskridt, at hengive sig helt til den guddommelige vilje; og jeg tror heller ikke, at du vil kræve af dem, at de besværer sig med spørgsmål, som ikke blandt teologer er tilstrækkelig forklaret, fx om fremtidens ikke-nødvendige begivenheder, om Guds forudviden og forudbestemmelse: og du pådutter mig, at jeg her aflægger skeptikeren og fremsætter sikre påstande, eftersom jeg to gange skriver: 'i det mindste efter min mening'.
h8 Verum istiusmodi permulta tibi permittis, et ego, ne nimium hic operae sumam, ad multa connivebo.	Men den slags tillader du dig selv utallige gange, og for ikke at have for stort besvær må jeg lukke øjnene for det meste.
h9Nunquam enim dissuasi, ne cum inciderit oportunitas, populus quoque audiat, esse liberum arbitrium, sed inefficax absque Dei gratia:	For jeg har aldrig frarådet, at folket, når der var lejlighed til det, hørte, at der er en fri vilje, men at den er uvirksom uden Guds nåde:
h10verum illa quae nunc doces populum, nullum esse lib. arb. omnia mera necessitate fieri, praeterquam quod falsa sunt, perniciose dicuntur apud imperitam multitudinem, nec mihi videtur consultum, ut etiam qui asserunt lib. arb. caeteras hujus quaestionis difficultates tractent apud populum.	men det, som du nu lærer folket, at der ikke er nogen fri vilje, at alting skere af ren og skær nødvendighed, det er, udover, at det er forkert, farligt at sige blandt den udannede hob, og det synes mig heller ikke tilrådeligt, at selv de, der bekender den frie vilje, skal behandle de øvrige vanskeligheder ved dette spørgsmål blandt folket.
h11Quot sunt purissimi Christianismi virgines, quae sese totas divinae voluntati consecrarunt, nec tamen intelligunt quomodo praesciat Deus, et an aliquid praesciat quod nolit, et quomodo eadem velit et non velit: et quomodo praesciat contingentia quae pendent ab humana voluntate.	Hvor mange rene kristne jomfruer er der ikke, der helt har indviet sig til den guddommelige vilje, og dog ikke forstår, hvordan Gud har forudviden, og om han har forudviden om noget, han ikke vil, og hvordan han både vil og ikke vil det samme: og hvordan han har forudviden om de ikke-nødvendige ting, der afhænger af den menneskelige vilje.
h12Corpus nostrum non intelligit quomodo vim suam in ipsa exserat anima, satis est, quod animo se praebet morigerum: ita non est necesse ut anima sciat, quibus modis in ipsa operetur gratia, sufficit quod se gratiae praebet obsequentem.	Vort legeme véd ikke, hvordan sjælen gør sin kraft i det følelig, det er nok, at den viser sig føjelig overfor sjælen: således er det ikke nødvendigt, at sjælen véd, hvordan nåden arbejder i den, det er tilstrækkeligt, at den viser sig lydig imod nåden.
h13Tu vero putas nihil esse religiosum, se haec a Religione Christiana semoveantur, an nostra voluntas agat aliquid cum operante gratia, an Deus praesciat aliqua contingenter: sed haec occurrent suis locis.	Men du mener, det er ganske ufromt, om disse ting skilles fra den kristne fromhed, om vor vilje gør noget, når nåden hjælper til, om Gud har forudviden om noget ikke-nødvendigt: men det skal behandles på sit sted.
h14Nondum enim disputamus, sed tuas calumnias, quibus liber tuus undique scatet, refellimus: quarum haec una non multum habet frontis, quantum mentis nescio.	Vi er nemlig endnu ikke begyndt at disputere, men dine chikanerier, som din bog er fuld af, vil vi tilbagevise: af hvilke denne ene er ret fræk, om den giver mening, véd jeg ikke.
h15Formam hanc damnas ut Ethnicam ac Judaicam, quod ne jota quidem fecerim mentionem (294) Christi: quasi doceam, esse pietatem Christianam sine Christo, tantum si Deus natura clementissimus totis viribus colatur: quanquam haec verba, 'Tantum si Deus' etc. de tuo affinxisti, ne non haberet aliquem fucum tua calumnia. (L7)	Denne formel fordømmer du som hedensk og jødisk, fordi jeg ikke engang med et jota nævner Kristus: som om jeg mente, at der var en kristen fromhed uden Kristus, når blot den overstrømmende nådige Gud bliver dyrket af alle kræfter: Men nu har du selv tilføjet ordene: 'Når blot ... osv' for dog at have nogen sminke til din chikane.
h16Hic iterum appello tuam conscientiam, Luthere: non te pudet tales naenias miseris chartis illinere? Tu hoc torques mea verba, quasi formam totius Christianismi praescripserim omnibus. Imo praescripsi quod satis esset simplicibus adversus contentiosas difficultates, et propemodum inexplicabiles, quae tractantur circa materiam liberi arbitrii.	Her vil jeg igen appellere til din samvittighed, Luther: skammer du dig ikke over at nedtvære den slags klagesange på det stakkels papir? Du fordrejer her mine ord, som om jeg havde foreskrevet denne formel for hele kristenheden. Jeg har dog kun foreskrevet den, for at den kunne være tilstrækkelig for de enfoldige imod modstridende og sommetider uforklarlige vanskeligheder, som behandles i sammenhæng med spørgsmålet om den frie vilje.
h17Cedo mihi, ubi nominatur Deus, utique Christianorum, an illic abest Christus? Nisi Christum non habes pro Deo; et ubi Christianus nominatur, an ibidem non intelligitur Christus? In cujus libris frequentius inculcatur nomen Jesu Christi, quam in meis?	Indrøm det dog, at hvor Gud nævnes, i hvert fald de kristnes Gud, mon dèr Kristus er fraværende? medmindre du ikke regner Kristus for Gud; og hvor kristendommen nævnes, mon dèr ikke samtidig forstås Kristus? I hvis bøger kan du flere gang optælle navnet Jesus Kristus end i mine?
h18Et post tam evidentem calumniam, de nihilo suscitatam, inferes haec tragica: 'Quid hic dicam, Erasme? Totus Lucianus spiras, et inhalas mihi grandem Epicuri crapulam'. (L8)	Og efter en sådan åbenlys chikane, som er udspundet af ingenting, kommer du med et udbrud fra tragedien: 'Hvad skal jeg sige, Erasmus? Du lugter fuldstændig af Lucian, og blæser en stærk epikuræisk duft ud over mig'.
h19Nunquam tibi deest quod dicas, sed puto cordato lectori non esse obscurum, quid hic de te cogitem.	Du mangler aldrig noget at sige, men jeg tror, den forstandige læser godt er klar over, hvad jeg mener om dig.
h20Jam illud mihi vide quam tibi non constes, homo adamantinus: cui Erasmus est Proteus. Id accidere solet, quoties quis non ex animo loquitur. Admoneo ut Christianus se totum mancipet voluntati divinae et totus spiro Lucianum, et inhalo crapulam Epicuri.	Endelig kan det ses, hvor lidt du er i overensstemmelse med dig selv, du, en mand af stål, for hvem Erasmus er en Proteus. Det plejer at ske, hver gang et menneske ikke taler af hjertet. Jeg minder dig om, at en kristen helt skal hengive sig til den guddommelige vilje, og straks ånder jeg som Lucian og udblæser Epikurs duft over dig.
h21An hoc est negantis esse ullum Deum? Num hoc est spirare Lucianum, qui qeoV dictus est, quod in libris suis derideat omnes (296) Gentium Deos, hactenus pii vocabulo dignus, si verum Deum agnovisset? An hoc est inhalare crapulam Epicuri?	Mon én, der nægter, at der er nogen Gud til, udtaler sig sådan? Mon det er at ånde som Lucian og kaldes ateist, når man i alle sine bøger gør grin med alle hedningernes guder, og i så høj grad er værdig til ordet from som man har erkendt den sande Gud? Mon det er at udblæse Epikurs ånde?
h22Quomodo quis committet se totum Deo, quem aut credat non esse, aut si est, non tangi cura rerum humanarum. Rursum qui credit omnia tum laeta tum tristia piis immitti a propitio Deo ad salutem nostram, an is existimat res hominum non esse curae Deo?	Hvordan skal nogen hengive sig ganske til Gud, hvis han ikke tror, han er til, eller hvis han er til, at han ikke kerer sig om menneskers anliggender? Og igen: Den, der tror, at alting, både glædeligt og sørgeligt, er sendt os af en nådig Gud til vor frelse, mon han regner med, at Gud ikke kerer sig om menneskers anliggender?
h23Etiam atque etiam vide, Luthere, quo te rapit impetus animi tui, cui nimium obsequeris, contra quam decorum est personae, quam ipse tibi imposuisti. Et tamen quasi jam argumentis irrefutabilibus eviceris quo intendis, adornas gloriosum, prolixem ac magnificum triumphum, quem agis aliquot capitibus.	Igen og igen kan du se, Luther, hvorhen din ånds tøjlesløshed fører dig, den, som du adlyder altfor meget, hvor lidt den passer til den rolle, du har påtaget dig. Og dog pynter du dig med den ærefulde og lykkelige og storartede triumf, som du fejrer nogle kapitler igennem, som om du allerede havde opnået hvad du ville med uafviselige argumenter.
h24 Haec verba, Luthere, 'totis viribus enitamur, adeamus remedium poenitentiae ac Domini rnisericordiam omnibus modis ambiamus, sine qua nec voluntas humana efficax', etc. (E2) non miror tibi videri sine Christo, sine spiritu dicta, et quavis glacie frigidiora, cum dissentiant a tuis dogmatibus, a quibus quicquid discrepat, impium est tuo sane judicio,	Jeg undrer mig ikke over, Luther, at mine ord: 'skal vi søge at arbejde os ud af alle kræfter, og søge bodens hjælpemiddel og stræbe efter Herrens barmhjertighed på enhver måde, uden hvilken den menneskelige vilje hverken kan ville eller stræbe;' synes dig at være talt uden Kristus og uden ånd, og at være koldere end is, eftersom de afviger fra dine læresætninger, for alt hvad der afviger derfra er efter din mening ufromt.
h25et haec ipsa tamen videntur tibi non ex animo dicta, sed metu Pontificum ac tyrannorum extorta, ne prorsus viderer aqeoV. (L16)	Og disse ord her synes du heller ikke er talt af hjertet, men afpresset mig af frygt for paver og tyranner, at jeg ikke skal se helt ateistisk ud.
h26Dic mihi, kardiognwsta, estne ullus locus in tot meis lucubrationibus qui aliter loquitur de libero arbitrio quam hic loquor, juxta definitionem Ecclesiae, et Orthodoxorum sententiam?	Sig mig, du hjertekender, er der noget sted i mine talrige værker (natterarbejder), som taler anderledes om den frie vilje end jeg her taler, i overensstemmelse med kirkens og de rettroendes definition?
h27Aut audivit me quisquam approbantem tuam de libero arbitrio sententiam? Qua (298) igitur fronte fingis metu Principum nunc demum haec verba a me extorta? Malueram tecum in arena gladiatoria non committi, vel quia praevidebam me nihil profecturum nisi ut equum in campum, quod ajunt, provocarem, vel quia malueram aliis vacare studiis.	Eller har du nogetsted hørt mig tilslutte mig din mening om den frie vilje? Derfor er det da en ubegrundet frækhed, du har, når du forestiller dig, at disse ord først nu skulle være afpresset mig af frygt for fyrster! Jeg ville have foretrukket ikke at kæmpe med dig i gladiatorernes arena, dels fordi jeg forudså, at jeg ikke ville udrette andet end at lokke hesten på banen, som de siger, dels fordi jeg ville have foretrukket at arbejde med andre ting.
h28Proinde si me dicis adversus animi sententiam prodisse in arenam, non aberras a vero. Sin existimas me tecum sentire, cum aliud apud me celem, aut erras tota via, aut impudentissime confingis hoc, ut alia multa.	Derfor, hvis du siger, at det er med ulyst, at jeg er trådt frem på kampbanen, så er det sandt nok. Men hvis du mener, at jeg mener som du, når jeg skjuler noget andet hos mig selv, så tager du helt igennem fejl, eller det er noget, du forestiller dig i din frækhed, som så meget andet.
h29Invitus ac detrectans accessi ad conflictum, sed in ipso conflictu nihil aliud defendi, quam et semper et hodie sentio: id quod testificatus sum et in Diatriba. Et tu jam olim in me stomachiabaris: (id arguunt litterae tuae a tuis excusae) quod in causa liberi arbitrii abs te dissentirem.	Ugerne og tilbageholdende trådte jeg frem i konflikten, men i konflikten selv har jeg ikke forsvaret andet end hvad jeg altid har ment og også mener idag: det har jeg også aflagt vidnesbyrd om i Diatriben. Og du har allerede længe ærgret dig over mig, fordi jeg afviger fra dig i spørgsmålet om den frie vilje (det beviser de breve, der er udgivet af dine medarbejdere).
h30Unde igitur novus ille tyrannorum metus, qui has voculas expressit adversus animi sententiam? Illud scito, Luthere, nullum esse dogma tuum, de damnatis loquor, in quo tecum per omnia sentiam, nisi quod quae scribis in mores Ecclesiae corruptos, veriora sunt quam vellem; tantum abest, ut hac una in parte abs te dissentiam.	Hvorfor kommer du så med det med frygten for tyrannerne, som mine ord nu skulle være udtryk for i stedet for hjertets mening? Det skal du vide, Luther, der er ingen af dine læresætninger -- jeg taler om dem, der er blevet fordømt -- som jeg er helt enig med dig i, bortset fra det, du skriver om kirkens fordærvede skikke, hvor du taler mere sandt, end jeg kunne ønske mig det; det mangler kun, at jeg er uenig med dig i dette ene spørgsmål.

h31Quare posthac omitte illas blandas appellationes, ,mi Erasme, mi Erasme', (L38) (L50) (L82) et palpis istiusmodi tibi juratis caput demulce. Atque hic mirum quam tibi fluant verba tragica, salso multumque fluenti expressa arbusto, quasi omnibus interdixerim ne vestigent quid possit voluntas nostra, quid agat in nobis gratia Dei.	Derfor kan du godt fremover undlade den smigrende betegnelse 'kære Erasmus, kære Erasmus', og nøjes med at klappe dine medsammensvorne på hovedet på den måde. Men her  er det mærkeligt, hvordan de patetiske ord flyder fra dig, som presset ud af en skrap og meget saftig drue, som om jeg havde forbudt alle at efterforske, hvad vores vilje kan og hvad Guds nåde bevirker.
h32Imo quae curiosius circa haec disputantur, non requiro ab omnibus (300) Christianis, et nego esse ventilanda apud populum. Et legis in mea Diatriba taxatos eos, qui irreligiosa curiositate in haec irrumpunt, significante nimirum aliquam piam esse curiositatem, qua haec aliquousque sobrie citraque contentionem possint investigari.	Nej, det, som de kun nysgerrigt diskuterer om disse ting, det kræver jeg ikke af alle kristne, og jeg nægter at det skal luftes blandt folket. Og du kan læse i min Diatribe, hvordan jeg dadler dem, som med ufrom nysgerrighed bryder ind på dette område, og dermed betegner, at der i det mindste gives en from nysgerrighed, hvormed disse spørgsmål kan undersøges i nogen grad sobert og uden strid.
h33Et vis nullum haberi pro Christiano qui ignoret, quid sit in nobis illud quod vocatur liberum arbitrium, et utrum sit in voluntate tantum an etiam in intellectu: et an tantum patiatur ab agente gratia, etc. (L34).	Men du vil ikke kalde nogen for kristen, hvis han ikke véd, hvad i os det er, der kaldes den frie vilje, og ikke véd, om det kun ligger i viljen eller også i forstanden, og om det kun er passivt overfor den virkende nåde, osv.
h34 Superiores illae quaestiones, et illis similes possunt a simpliciter Christianis simpliciter credi, etiamsi non excutiantur subtilitate Scholastica. Proinde quoniam a scopo nostri sermonis aberrasti, quicquid hic atrocibus verbis exaggeras, irreligiosum, impium, supervacaneum, frustra tibi dictum est. (L38).	De ovenfor nævnte spørgsmål og den slags kan enfoldigt troes af en enfoldig kristen, selv om han ikke kan gøre rede for dem med skolastisk grundighed. Derfor, når du mister overblikket over vores fremførelse, så er det forgæves, at jeg taler til dig med, hvad du her kalder forfærdelige og overdrevne ord, 'irreligiøst, ufromt, overflødigt'.
h35Deinde quid opus est simplices Christianos disputare de contingentibus, deque voluntate tantum patiente, cum jam Ecclesia magistra persuasum habeant, aliquid agere voluntatem, verum id inefficax esse, nisi perpetuo adsit opitulatrix gratia. Hoc dogma jam annis mille quingentis tenuit populus Christianus.	Derfor hvad gavner det, at enfoldige kristne diskuterer om de ikke-nødvendige ting, om viljen kun er passiv, når én gang den kirkelige lære har fastslået, at viljen udvirker noget, men er uvirksom, hvis ikke nåden til stadighed hjælper til. Denne læresætning har det kristne folk nu fastholdt i femtenhundrede år.
h36Nec de hoc disputare fas est, nisi si qui moderate in hoc disputent, ut magis confirmetur quod tradidit Ecclesia. Caeterum quod in congressu profiteor me disputatorem, non judicem, civilitas erat, (Diatr Ia6) quam tibi tuisque tribui, qua simul et auctoritate Conciliorum, Pontificum et Academiarum memet exarmavi.	Og man bør ikke diskutere disse ting, hvis man ikke kan diskutere dem med mådehold, så det i højere grad bliver bekræftet, hvad kirken har overleveret. Forøvrigt, når jeg i diskussionen i højere grad har ment om mig selv, at jeg var deltager og ikke dommer, så var det en høflighed, som jeg ville vise dig og dine, og derved gav jeg samtidig afkald på konciliernes, pavernes og universiteternes autoritet.
h37Quid enim attinebat me pronuntiare, de quo jam olim pronuntiavit Ecclesia catholica? Proinde cum hoc (302) agam tota mea Diatriba, ut evincam esse verum quod definivit Ecclesia, esse in homine vim liberi arbitrii, quae operanti in nobis gratiae cooperetur, sed sic ut ipsum non assequatur salutem absque gratia: quid attinet mihi ingerere mea verba, quibus assero voluntatem aliquid agere in his quae pertinent ad aeternarn salutem, et hanc rursus inefficacem esse, sine misericordia Dei? (Diatr IV16) Sed hic mecum pugno, ut ais, qui praefatus sim, esse curiosum his de rebus disputare cum ipse disputem. (L52)	For hvad skulle det til for, at jeg udtalte mig om noget, som den katolske kirke allerede for lang tid siden har udtalt sig om? Altså, når jeg hele Diatriben igennem undgår at bevise det som sandt, som kirken har fastslået: at der i mennesket er en fri vilje, som samarbejder med nåden, der virker i os, dog på en sådan måde, at den selv ikke kan sikre sig frelsen uden nåden: Hvad skal det så til for at skælde mig ud for de ord, hvormed jeg fastslår, at viljen kan gøre noget i det, der har med den evige frelse at gøre, men dog er uvirksom uden Guds nåde? Men her siger du jo, at jeg kæmper mod mig selv, eftersom jeg før har sagt, at det er nysgerrigt at diskutere om disse ting, men nu selv diskuterer dem.
h38Non solum curiosum, verum etiam impium est illa vocare in dubium, quae tanto consensu recepit Ecclesia, id quod tu facis. Et addo multas alias quaestiones quae huic adhaerent, quas tu prudens retices.	Det er ikke blot nysgerrigt, men det er ufromt at kalde det i tvivl, som kirken har antaget i en sådan enighed, men det er, hvad du gør. Og jeg tilføjer mange andre dermed sammenhængende spørgsmål, som du omhyggeligt fortier.
h39At in forma non definio, quid valeat nostra voluntas, quid misericordia, et quomodo intelligendum sit agere et pati, quo videlicet prudens, ut scribis, faciam ignaros. (L19). Grave flagitium si haec non explico in forma, quam praescribo simplicibus, at explico satis, opinor, in ipsa disputatione, et forte melius quam tu ferre possis.	Men i min formel fastslår jeg ikke, hvad vores vilje er værd, hvad barmhjertigheden er værd, og hvordan dette at handle og at lade en handling overgå sig skal forstås, men det er jo nok, som du skriver, for klogt at holde læseren i uvidenhed. Og det er jo en alvorlig skændsel, at jeg ikke forklarer det i formlen, som er skrevet for de enfoldige, men jeg tror nu, jeg forklarer det godt nok i disputationen, og det såmænd bedre end du kan tåle.
h40Nam quod tu Diatribam meam sic elevas, sic dejicis, sic conspuis, hoc ipsum arguit illam non tam adspernabilem esse quam tu videri vis, si non urgeret te, non tot convitiis in illius auctorem debaccharetur tuus calamus.	For dette, at du forkaster, foragter og spytter på min Diatribe i den grad, selve det viser, at den ikke er helt så foragtelig som du vil have den til at se ud; hvis den ikke udfordrede dig, ville din pen ikke rase mod dens forfatter med så mange skældsord.
h41Rursum illa vide, quam non in loco tibi dicuntur, quod neutri parti adhaerere statui, et inter Scyllam Charybdimque tuto evadere, ut medio mari fluetibus obrutus et confusus omnia asseram quae nego, et negem quae assero. (L28). (Diatr IV16)	Men se igen, hvor forkert det siges af dig, at jeg ikke kan beslutte mig for at tilslutte mig noget af de to partier, men prøver at undslippe mellem Scylla og Charybdis, så at jeg, begravet af bølgerne midt ude på havet, forvirret tilslutter mig alt, hvad jeg benægter, og benægter alt, hvad jeg tilslutter mig.
h42An omnes defecerunt ad tuam (304) Charybdim qui non stringint calamum pro Ecclesia? An defecit ab Ecclesia, quisquis maluit aliud agere, quam tecum congredi? A vestro foedere me alienum esse semper professus sum, cum Ecclesia Catholica pacem habeo, cui et censuram scriptorum meorum detuli, si quid inest erroris humani, nam malitiam aut impietatem procul ab illis abesse scio.	Er mon alle faldet bort fra din Charybdis, som ikke har grebet pennen til fordel for kirken? mon den er faldet af fra kirken, som hellere vil gøre noget andet end forsamles med dig? Jeg har altid bekendt, at jeg var fremmed for jeres forening, eftersom jeg har fred med den katolske kirke, som jeg også har overgivet censuren af mine skrifter, hvis der i dem er nogen menneskelig fejl; for at ondskab og gudløshed er langt fra dem, véd jeg.
h43In nullius gratiam unquam impugnavi cognitam veritatem, nec ullius tyrannidem meis scriptis fovi. Mihi in Pontificum et Episcoporum vitam censoria virgula data non est. Et si quid monitis proficitur, videor mihi hic fuisse liberior, quam huic personae congruebat.	Jeg har aldrig bekæmpet en erkendt sandhed for at vinde nogens gunst, og har aldrig med mine skrifter understøttet noget menneskets tyranni. Jeg fik aldrig af censorerne en rød streg ved det, jeg skrev mod pavernes og biskoppernes levned. Og hvis noget er blevet bedre ved mine formaninger, så har jeg, så vidt jeg kan se, her været friere, end det fremgik af rollen.
h44An ideo sejunctus sum ab Ecclesia, quod mihi cum duobus aut tribus Theologis, quas tu Sophistas vocas, parum convenit? Haec cum tot Epistolis et privatim scriptis, et per typographos evulgatis ante tot annos declararim, tibi adhuc navigo inter Scyllam et Charybdim, (nam hoc tam lepido dicto videris mire delectatus, toties inculcas nobis (L20) (L28)) et neutri parti adhaereo.	Eller er jeg af den grund blevet adskilt fra kirken, fordi jeg ikke rigtig stemte overens med to eller tre af de teologer, som du kalder sofister? Skønt jeg igennem mange år har vedgået dette i mange breve og private skrivelser, som blev udbredt af trykkerne, så sejler jeg for dig stadig mellem Scylla og Charybdis (for du synes at være meget glad for denne vits, så ofte du bruger den), uden at have tilsluttet mig noget parti.
h45Si persuasisses nobis, te esse virum illum divinitus Orbi datum, qui gladio verbi Euangelici renovares Ecclesiam, qui ducereris Spiritu Dei, cui soli nihil esset obscurum in sacris Litteris, ultro isthuc adrepsissemus, etiam pedes tuos exosculaturi. Verum hoc, quantumvis arrogas tibi, mihi nondum persuasisti.	Hvis du havde kunnet overbevise os om, at du var den af Gud til jorden sendte mand, der skulle forny kirken, du, der førtes af Guds ånd, du, for hvem alene der intet uklart var i skriften, så ville vi uopfordret være krøbet derhen, så vi også kunne have kysset dine fødder. Men det har du endnu ikke overbevist mig om, hvor meget du end anmasser dig.
h46Permulta quidem obstiterunt, sed inter praecipua fuit ista tui calami amarulentia, et effrenis convitiandi libido, ac plusquam scurrilis dicteriorum sannarumque petulantia, qua uteris in omnes, qui audent adversus tua dogmata hiscere. Hic enim (306) non solum desiderare cogimur Spiritum illum Christi, quem tibi fortiter arrogas, verum etiam sentimus longe alium Spiritum, videlicet Lucianicum aut Aristophanicum, nisi mavis Archilochium. (ca 650 f. Kr.: brugte spot mod sine modstandere).	Det er der meget, der forhindrer dig i at være, men fremfor alt var det din pens bitterhed, og din hæmningsløse lyst til at skælde ud, og den mer end overdrevne frækhed med vittigheder og drillerier, som du bruger imod alle, som vover at tage til orde imod dine læresætninger. Her tvinges vi ikke blot til at savne den Christi ånd, som du så stærkt anmasser dig, men vi føler også en helt anden ånd, nemlig Lucians eller Aristofanes', hvis da ikke du foretrækker Archilochos'.
h47 Et tu negas animam hominis ferre duos sessores, quorum alter alterum vicissim depellat, at qui tua legit sentire videtur ambos simul eidem animae inequitantes. (W635)	Og du nægter, at menneskets sjæl har to ryttere, som begge vekselvis forsøger at fordrive den anden, men den, der læser dine ord, synes at måtte forstå deraf, at begge på én gang rider på den samme sjæl.
h48Cum enim nobis commendas fiduciam erga Deum, cum extenuas vires hominis, cum divinae Scripturae majestatem et auctoritatem extollis, omniaque humana prae hac dejicis, multa sic dicis, ut videri possint ab Euangelico spiritu proficisci: rursus ubi tuis Wilheylis et applausoribus incipis agere fabulam, tanta est petulantia subsannandi convitiandique, tanta vafrities, et adeo nullus in his modus, cum in argumentando sis adstrictus, ut nullus, quamvis aequissimus tibi, possit excusare spiritum tuum.	Når du nemlig opfordrer os til tiltro til Gud, når du afsætter menneskets kræfter, når du betoner den hellige skrifts majestæt og autoritet, og forkaster alt menneskeligt til fordel for det, så siger du meget på en måde, så det synes at fremgå af evangeliets ånd: men når du på den anden side begynder at fortælle historier for dine Wilhelmere og rygklappere, så er frækheden ved dine drillerier og vittigheder så stor, så er snedigheden så stor, og så kender du i den grad ikke måde, når du er optaget af at argumentere, at ingen, hvor meget han end ønsker at give dig ret, kan undskylde din ånd.
h49Jam quo gravius vulneres, vafritie quadam addis maledicentiae strophas, et obliquas figuras, hoc est, gladio venenum illinis.	For at kunne såre des mere, tilføjer du snedigt nogle forbandelsesord og tvetydige talefigurer, det vil sige, du smører gift på dit sværd.
H50Quemadmodum et hic facis, cum nihil omiseris quod in hominem deploratissimum dici possit, cum sim tibi Lucianus Atheos, cum Epicuri de grege porcus, (L8) cum tam impius, ut nec impiissimis Sophistis sim tolerabilis, cum hostis totius Christianismi, qui nolim apud populum disputari, an de futuris contingentibus sit certa veritas: tamen adhuc aliquid premis in pectore, et concedis de tuo more, et vela contrahis, et ni Erasmus essem tuo more ferreris in me, (308) quasi tibi postules et gratias agi pro tam clementi modestia.	Sådan gør du også her, når du ikke udelader noget, som kan siges imod et elendigt menneske, såsom at jeg for dig er Lucian ateisten, at jeg er et svin fra Epikurs hjord, at jeg er så gudløs, at jeg er mere utålelig end de mest gudløse sofister, at jeg er fjende af hele kristenheden, fordi jeg ikke vil, at det skal diskuteres blandt folket, om der er en sikker sandhed om de fremtidige ting, der er ikke-nødvendige: dog skjuler du stadig noget i brystet, og indrømmer, som du plejer, og reber sejl, og hvis jeg ikke var Erasmus, ville du efter din skik gå løs på mig, som om du forlanger at man endog skal sige tak fordi du behandler mig så mildt.
h51Haec in te cum sint evidentia, tamen postulas ut credamus te nihil facere ex libero arbitrio, sed ex moderatione Spiritus Christi, et indignaris quod non protinus deserta doctrina quam tot retro seculis amplexa est ac tenuit Ecclesia Catholica, juremus in tua verba.	Skønt det er soleklart at se på dig, forlanger du dog, at vi skal tro, at du intet gør ud af din frie vilje, men kun ud af Kristi ånds styrelse, og du bliver vred, når vi ikke straks forlader den lære, som den katolske kirke igennem så mange århundreder har antaget og fastholdt, og sværger til dine ord.
h52Mihi nunquam fuit animus admisceri vestrae conspirationi. Et tamen si me taederet hujus Ecclesiae, quaeso te per Euangelium, quo me vacillantem ac perplexum vocares? ad istam vestram disgregatam congregationem, et undique dissectam sectam: Carolstadius in te debacchatus est, tu vicissim in illum.	Jeg har aldrig fået den tanke at blande mig i jeres sammensværgelse. Og dog hvis denne kirke keder mig, så beder jeg dig ved evangeliet, hvortil vil du kalde mig vakkelvorne og forvirrede? til jeres adskilte menighed? til jeres overalt spaltede afspaltning? Karlstadt har raset imod dig, og du til gengæld mod ham.
h53Nec dissidium fuit de lana caprina, sed de re gravissima. Zwinglius et Oecolampadius multis voluminibus oppugnant tuam sententiam. Et his consentiunt aliquot proceres tuae congregationis quorum est Capito. Rursum Baltazarus quanta contentione pugnavit cum Zwinglio?	Og striden var ikke om kejserens skæg, men om alvorlige sager. Zwingli og Oecolampadius har i mange bøger bekæmpet din opfattelse. Og ganske mange ledere i din menighed er enige med dem; til dem hører Capito. Og igen: Hvor bittert kæmper ikke Baltazar mod Zwingli?
h54Et haud scio an istic in exigua civitatula, satis inter vos conveniat. Hic tui discipuli palam docebant, disciplinas humanas esse venenum pietatis, non esse discendas Linguas, nisi Hebraicam et Graecam ex aliquantula parte, Latinam prorsus negligendam.	Og jeg ved virkelig ikke, om der i jeres ubetydelige småstæder er tilstrækkelig enighed iblandt jer. Her lærte dine disciple offentligt, at de humanistiske studier er gift for fromheden, at man ikke skulle lære sprogene, bortset fra ganske lidt hebraisk og græsk, at latin næsten skulle udryddes.
h55Exstiterunt qui tollerent baptismum, tum qui novarent, nec defuerunt qui hos opprimerent. Alicubi Divorum imagines dira passae sunt, tu illis tulisti suppetias. Ubi prodisset libellus tuus de instaurandis studiis, ajebant te destitutum tuo spiritu, jam humano spiritu coepisse (310) scribere, qui pugnaret cum Euangelio, idque dictitabant te facere in gratiam Melanchthonis.	Der var folk, der ophævede dåben, så folk, som døbte for anden gang, og der manglede ikke nogen, der bekæmpede dem. Andre steder er de helliges billeder blevet skrækkelig medtaget, du har båret ved til bålet. Såsnart din bog om indretning af studierne var fremkommet, ("An die Ratherrn aller Städte, 1524) sagde de, at du var blevet forladt af din ånd, og nu var begyndt at skrive efter en menneskelig ånd, som stred imod evangeliet, og de sagde igen og igen, at det gjorde du for at tækkes Melanchthon.
h56Exortum est istic propheticum genus, quicum tibi fuit acerrima conflictatio. Denique quemadmodum quotidie inter vos exsistunt nova dogmata, ita simul exoritintur nova dissidia, et postulas ne quis a vobis dissentiat, cum ipsi inter vos de rebus gravissimis sic dissentiatis?	Så fremstod der en profetslægt, med hvilken du havde en endog meget hæftig strid. Endelig, ligesom der hver dag blandt jer fremstår nye læresætninger, sådan fremstår der samtidig nye uenigheder, og du påstår, at ingen hos jer er uenig, når I indbyrdes er uenige om så afgørende ting.
h57Finge igitur verum esse quod toties sine fronte repetis, me miserum finitare inter Scyllam et Charybdim, in quod littus, in quem portum me vocas? Si quando dedissem nomen vestro foederi, et in veterem Ecclesiam revolutus essem, vos poteratis defectionis et inconstantiae crimen impingere, alii vocarent resipiscentiam.	Forestil dig altså, at det var sandt, hvad du så ofte skamløst gentager, at jeg elendige går til grunde i havet mellem Scylla og Charybdis, til hvilken strand, til hvilken havn vil du da kalde mig? Hvis jeg engang havde antaget jeres partis navn, og var vendt tilbage til den gamle kirke, så kunne I anklage mig for forbrydelsen frafald og vankelmod; andre ville kalde det omvendelse.
h58Si vestram doctrinam comprobasset Orbis Christianus, vel pertinax vel impius videri possem, qui solus non accederem. Si vos inter vos consentiretis in dogmatibus, fastidium objicere poteras, qui nollem auscultare quod tanto consensu docerent homines eruditi.	Hvis hele den kristne verden havde antaget jeres lære, så kunne jeg synes både halsstarrig og ufrom, hvis jeg alene ikke tilsluttede mig. Hvis I indbyrdes havde været enige om læresætningerne, kunne du bebrejde mig, at jeg var storagtig, at jeg ikke ville lytte til hvad så mange uddannede mænd i enighed lærte.
h59Nunc cum Ecclesiae Catholicae semper adhaeserim, a vestro consortio semper abstinuerim, cum vestra doctrina damnata sit per Ecclesiae principes et Orbis Monarchas, ne quid dicam de censuris Academiarum, cum vos sic inter vos digladiemini, et nemo interim sibi non vindicet Spiritum Christi, sacrarumque Litterarum certissimam cognitionem, quomodo tibi adhuc inter Scyllam et Charybdim navigo, et indignaris quod homo senex et rei Theologicae rudis malim sequi consentientem auctoritatem Ecclesiae, quam vos sic dissentientes ab Ecclesia, ut nihilo secius inter vos (312) dissentiatis?	Men nu har jeg altid holdt mig til den katolske kirke, og altid holdt mig borte fra jeres forening, eftersom jeres læresætninger er fordømt af kirkens ledere og verdens fyrster, for ikke at tale om universiteternes censur, eftersom I indbyrdes strides så meget, og enhver i mellemtiden påberåber sig Kristi ånd og en bombesikker erkendelse af den hellige skrift, hvordan kan jeg så for dig stadigvæk sejle mellem Scylla og Charybdis, og hvordan kan du forarges over, at jeg gamle og i teologien ukyndige mand hellere vil følge kirkens enige autoritet, end jer, der afviger således fra kirken, at I afviger intet mindre fra jer selv indbyrdes?
h60Haec pluribus inculcare visum est, quod te non pudeat toties occinere nobis Scyllam et Charybdim, et animum ancipitem in medio fluctuantem. Ego, Luthere, tantum habeo fidei divinis Litteris, et Ecclesiae decretis, ut etiam absque vestrae fidei praesidio sperem mihi salutem a misericordia Domini.	Jeg besluttede at udføre dette lidt mere udførligt, fordi du ikke er afstået fra meget ofte at stikke Scylla og Charybdis i næsen på os, og bebrejde os et sind, der flyder i midten. Men jeg, Luther, har så megen tro på den hellige skrift og kirkens dekreter, at jeg også uden hjælp fra jeres tro tør håbe på min frelse ved Guds barmhjertighed.

h61Quare noli posthac tibi vindicare quod est Dei, noli pronuntiare de spiritu hominis, sed tuum ipsius spiritum excute, ne forte alium habeas sessorem quam praedicas. Ego cum ex aliorum auctoritate possem, de tuo spiritu non ausus sum pronuntiare, tantum dixi mihi suspectum esse, et optavi ut mea me suspicio falleret, quod idem et hodie opto.	Du må derfor ikke fremover anmasse dig til at gøre, hvad der er Guds, til at dømme over menneskets ånd, men uddriv din egen ånd, for at du ikke skal få en anden rytter end den du prædiker, at du har. (W635) Skønt jeg kunne gøre det ud fra andres autoritet, har jeg ikke vovet at dømme om din ånd, jeg har kun sagt til mig selv, at den var mistænkelig, og har ønsket, at min mistanke tog fejl, hvad jeg ønsker den dag i dag.
h62Hoc de te suspicatus sum, jam inde ab initio, cum tu fabulam hanc magno Orbis applausu saltare instituisses. Hunc animum constanter prae me tuli, multo antequam in me stringeres calami tui cuspidem: idque factum gaudeo, ne si quid nunc de tuo animo judicarem, causari posses, non esse judicii sed doloris et odii.	Det har jeg haft dig mistænkt for, allerede fra begyndelsen, da du under stor opmærksomhed fra hele verden begyndte at spille denne rolle. Denne mening har jeg til stadighed givet udtryk for, lang tid før du spidsede din pen imod mig: den kendsgerning glæder jeg mig over, så kan du nemlig ikke, når jeg nu kommer med en bedømmelse af dit sind, hævde, at den ikke stammer fra moden overvejelse, men fra smerte og had.
h63Promittis alicubi te effecturum ut me pudeat editae Spongiae. Ego contra non ausim polliceri me effecturum, ut illius rei te pudeat, ea est animi tui praesentia: attamen efficiam, ut omnes intelligant, quantus sis artifex, detorquendi, depravandi, calumniandi, exaggerandi quidlibet, quanquam istuc jam pridem agnoscit mundus.	Du lover et sted at få mig til at skamme mig over at have udgivet Spongia. (Fejl for Diatriben; L47). I modsætning hertil vover jeg ikke at love at kunne få dig til at skamme dig over denne sag, det vil sige: din sjæls frækhed. Dog kan jeg nok opnå, at alle kan erkende, hvor stor en kunstner du er til at fordreje, blotlægge, udskælde, overdrive noget, selv om vel verden forlængst har erkendt det.
h64Sunt qui libris editis ingerant tibi tuam inconstantiam, et vafre dissimulas, mihi occinis, ,ajunt ajo, negant nego', et hic (314) assero quae nego, nego quae assero, (L20); cum tu tantus Protei capiendi artifex, adhuc ne unum quidem locum proferre potueris, in quo mihi non constem, nisi forte ,ajunt ajo, et negant nego', putes in eos competere, qui ajunt quod affirmat Ecclesia, et negant quod rejicit Ecclesia, ut jam dictum hoc inversum videatur in te torquendum, ,ajunt nego, negant ajo', adeo lubens dissentis ab omnibus quae recepit Ecclesia: nec assero quae nego negans quae assero, sed ea ibi vafrities est, ut recte dicta depraves quoties est commodum: ut quod album est vertas in nigrum, quod lucidum vertas in tenebras.	Der er folk, der i bøger, de har udgivet, bebrejder dig dit vægelsind, den afviser du snedigt, men mig tilråber du: 'de siger ja, jeg siger ja, de nægter, jeg nægter', (WA605) og hævder, at jeg her tilslutter mig, hvad jeg nægter, og nægter, hvad jeg tilslutter mig; skønt du er en så stor kunster til at fange Proteus, har du hidtil ikke kunnet fremdrage bare ét sted, hvori jeg ikke er i overensstemmelse med mig selv, medmindre du måske mener, at dette 'de siger ja, jeg siger ja, de nægter, jeg nægter' går på dem, der hævder, hvad kirken hævder, og nægter, hvad kirken nægter, så at nu det omvendte kan siges om dig: 'de hævder, jeg nægter, de nægter, jeg hævder'; i den grad afviger du frivilligt fra alt, hvad kirken har modtaget: men jeg hævder ikke, hvad jeg nægter, eller nægter, hvad jeg hævder, men du har her den frækhed, at du forvender det rette, så ofte det passer dig: så du vender hvidt til sort, lys til mørke.
h65Pertinet et hoc ad artem, quod subinde mones, ut metuam Spiritum Christi, Deum non irrideri. (L30). Itane periculum est ne offendam Spiritum Dei, si metuam dissentire ab Ecclesia Christi? Imo hoc est, cur non audeo me vobis credere, quod metuam offendere Spiritum Dei.	Og det hører med til din kunst, at du formaner mig til at frygte Kristi ånd, Gud lader sig ikke spotte.  Er der ikke snarere fare for at spotte Guds ånd, hvis jeg ikke frygter for at afvige fra Kristi kirke? Ja, det er da lige derfor, jeg ikke vover at tro jer, fordi jeg frygter at spotte Guds ånd.
h66Et postea nobis excusas tuam istam admirabilem infantiam, (L43) cum ad maledicendum et calumniandum suppeditet tibi tanta copia sermonis amari, ut quamvis otiosum et patientem delassare queas, rursus tantum adsit artis, ut nihil tam circumspecte dici possit, quin tu vertas in atrocem tragoediam.	Og bagefter undskylder du din beundringsværdige mangel på veltalenhed, skønt der står et umådeligt stort våbenarsenal til din rådighed, når det gælder om at forbande og skælde ud, så du kan udmatte én, hvor megen tid og tålmodighed, man end har, og på den anden side har du så megen kunstfærdighed, at man ikke kan sige noget forsigtigt nok, uden at du kan vende det til en forfærdelig tragedie.
h67 Primum quod dixeram obiter in Praefatione, satius esse si de difficultatibus, quae incidunt circa materiam liberi arbitrii, non disputetur ab idiotis, aut apud idiotas, id quod nunc fit libris in Linguam vulgatam versis, adeo ut passim a militibus audiamus, Quid refert? non est liberum (316) arbitrium, Deus omnia operatur in nobis et bona et mala:	For det første, da jeg i forbifarten i mit Forord sagde, at det var fuldt tilstrækkeligt, hvis der ikke blev disputeret om de vanskeligheder, der opstår om spørgsmålet om den frie vilje, af lægfolk, eller blandt lægfolk, hvilket nu sker i de bøger på tysk, der verserer, så vi endog blandt soldater hører: 'Hvad nytter der? der er jo ikke nogen fri vilje, Gud virker i os både det gode og det onde:
h68Sinamus illum operari, scit quid agat, et ejus voluntati nemo resistit': (Diatr Ia8-11) sic interpretaris, quasi nolim quenquam usqua m loqui de libero arbitrio.	Lad os da lade ham virke, han véd, hvad han gør, og hans vilje kan ingen modstå': da jeg sagde det, tolkede du det, som om jeg ikke ville have, at nogensomhelst nogetsomhelst sted skulle tale om den frie vilje.
h69Simili arte cum ego multas quaestiones recenseam, tu unam aut alteram urges, cum in meo sermone a sobriis quaestionibus perveniatur ad curiosas, et postquam omnia detorsisti, tum praesto sunt illa tragica, ,curiosum, vanum, supervacaneum, irreligiosum', (L38) (L52) (L70) (L85) quo lectorem, talem offundens ob oculos pulverem, exocules.	Når jeg med lignende omhu tager mange spørgsmål frem, så tager du det ene eller det andet frem, skønt der i min fremstilling gås fra de sobre spørgsmål til de nysgerrige, og efter at du har forvendt alt, står dette tragiske der: 'nysgerrigt, tomt, overflødigt, irreligiøst', hvormed du blænder læseren, der er fuldstændig forvirret af det sand, du har smidt i øjnene på ham.
h70Prodeo, ut ais, in medium diremturus vos, praefatus de his rebus non esse disputandum, et rem esse supra captum humani ingenii, et interim facio quod improbo.	Jeg stiller mig, efter din mening, lidt midt imellem jer, idet jeg forud har sagt, at om disse ting skal man ikke disputere, og at denne sag er over den menneskelige forstands fatteevne, og alligevel gør jeg, hvad jeg misbilliger.
h71Primum non dirimo vestram litem, qui me disputatorem tantum profiteor. Ea testificatio erga te civilitas erat, erga Catholicam Ecclesiam deprecatio malitiosi erroris. Deinde non tecum luctatur Ecclesia, imo adversus tuum dogma, quod jam olim prostratum est ab Ecclesia, disputo, sed sobrie, sed coactus.	Dernæst afgør jeg ikke jeres trætte, idet jeg kun bekender mig som deltager i diskussionen. Dette vidnesbyrd er en høflighed imod dig, imod den katolske kirke er det et bøn, om ikke en snedig vildfarelse kan afvendes. Dernæst kæmper kirken ikke med dig, men imod din lære, som allerede forlængst er blevet forkastet af kirken, jeg disputerer derfor mådeholdent, men nødtvungent.
h72Si rem tam arduam mea sponte suscepissem, poteras impingere crimen temeritatis, nunc cum detrectans et nihil non excusans susceperim, temeritas objici non potest, sed obedientia laudari debet. Postremo non disputo quo te superem, sciebam enim me nihil profecturum, sed ut omnibus testatissimum facerem, me non sentire tecum, et tuorum quibusdam fucum detraherem, qui praedicabant et plerisque persuaserant, me tecum (318) sentire.	Hvis jeg af mig selv havde påtaget mig en så vanskelig sag, ville du kunne kalde mig dumdristig, men nu, hvor jeg har påtaget mig den modvilligt og med alle mulige undskyldninger, kan jeg ikke bebrejdes, at jeg er dumdristig, men bør i stedet roses, fordi jeg er lydig. Endelig disputerer jeg ikke for at besejre dig, jeg vidste nemlig, at jeg i det stykke ikke kunne udrette noget, nej, jeg disputerer for at det klart kan bevidnes, at jeg ikke mener som du, og for at fjerne noget af den sminke, som dine har på, når de prædiker og overbeviser mange om, at jeg mener som du.
h73Quam suspicionem, ut capitalem ita falsissiniam, tu quoque fovere conaris tametsi frustra: ni plane pro lapide habes Erasmum. Rursus ipse mihi contradico, qui in eadem formula jubeam anniti totis viribus, et asseram nostros conatus esse inefficaces sine Dei misericordia.	Denne mistanke, der både er farlig og falsk, forsøger også du at nære, omend forgæves: hvis du ikke anser Erasmus for en fuldkommen idiot. Men igen modsiger jeg mig selv, når jeg i den samme formel befaler at anstrenge sig af alle kræfter, og dog hævder, at vore forsøg er uvirksomme uden Guds barmhjertighed.
h74Sic arguis: ,Qui nisus et virium meminit, sentit aliquid agere voluntatem nostram, qui fatetur inefficacem esse sine Dei rnisericordia docet eam nihil aliud quam pati'. (L39). O inconstantiam! Quid ego audio? quicunque professi sunt hominis vires non sufficere ad parandam salutem absque Dei misericordia, fatentur voluntatem nostram nihil agere, sed tantum pati? Atqui istud nemo neque veterum neque recentium Orthodoxorum negat, qui tamen docent nostram voluntatem aliquid agere simul cum agente gratia.	Sådan argumenterer du: 'Den, der tænker på anstrengelser og kræfter, er af den mening, at vores vilje kan gøre noget; den, der indrømmer, at den er uvirksom uden Guds nåde, lærer, at viljen kun gør det, at den er genstand'. Hvilken ubestandighed! Hvad er det jeg hører! alle, der bekender, at menneskets kræfter ikke er nok til at forberede sig til frelsen uden Guds barmhjertighed, indrømmer, at vores vilje ikke gør noget, men kun er genstand for noget? Og dog nægter ingen, hverken af de gamle eller de nye ortodokse dette, men de lærer, at vor vilje kan gøre noget samtidig med at nåden hjælper til.
h75An absurdum videtur, eandem voluntatem juxta diversam rationem simul et agere et pati? Quin istam inconstantiam impingis divinis Litteris, ubi toties legis misericordiam Dei cui debemus omnia, rursum toties illa, ,insta, vigila, labora': legis apud Paulum, ,plus omnibus laboravi': et rursus, ,certa bonum certamen': et, ,cursum consummavi'.	Mon det synes absurd, at den samme vilje i forskellige henseender på én gang handler og er genstand for handlen? Jamen, så må du genfinde denne ubestandighed i den hellige skrift, hvor du, så ofte som du læser om Guds barmhjertighed, som vi skylder alt, ligeså ofte atter læser dette: 'gør dette, våg, arbejd!' og hos Paulus læser: 'jeg har arbejdet mere end alle', og atter: 'jeg har fuldendt løbet'.
h76At apud eundem legis, ,gratia Dei sum id quod sum': quin huic impingis inconstantiam, quam mihi impingis e duabus vocibus, (320) ,nitendi', et ,misericordiae'? Sed non definio, ut ais, quomodo illud agere et pati sit intelligendum. (L19). Hoc scilicet explicandum erat in formula, quasi non satis fuerit in disputatione ubi oportebat id esse factum.	Og også hos Paulus læser du: 'af Guds nåde er jeg det, jeg er': hvorfor bebrejder du ikke Paulus ubestandighed, når du bebrejder mig det ud fra kun to ord: 'stræbe' og 'barmhjertighed'? Men som du siger, definerer jeg ikke, hvordan dette at handle og at være genstand for handlen skal forstås. Dette skulle forklares i formlen, som om det ikke var sket tilstrækkeligt i fremstillingen, hvor det burde gøres.
h77Postremo an Christianus sit impius futurus, si tantum didicerit, quicquid in nobis est boni, id totum divinae benignitati adscribendum, nisi pollice metiatur etiam, quantum debeatur illius misericordiae, quantum nostris viribus? Sed hanc quaestionem paulo post magnifica pollicitus tractas. Illic igitur audies quam non respondeat tua probatio pollicitis.	Til sidst: Mon virkelig en kristen skulle være ufrom, hvis han blot har lært, at det gode, der er i os, helt og holdent bør tilskrives den guddommelige velvilje, og ikke også med tommelfingeren kan udmåle, hvor meget der skyldes Guds barmhjertighed, og hvor meget vore kræfter? Men dette spørgsmål behandler du kort efter at du med store fagter har givet løfte om det. Dèr vil du altså få at høre, i hvor ringe grad din bevisførelse svarer til dine løfter.
h78 Hisce rebus tam feliciter gestis adornas trimphum, et animi gratia exspatiaris in locum rhetoricum, ,ut cum Rhetore parum rhetoriceris', (L43) sic enim loqueris, vere parum rhetorice.	Efter at du lykkeligt har gennemført disse ting, drejer du for sjov af til det rhetoriske område, 'for med Rhetoren at være en smule rhetorisk', som du siger, men du er nu intet mindre end rhetorisk.
h79Ac mire urges me similitudinibus scribendi Poematis, agricolandi, belligerandi, et turris aedificandae, (L24) ex Rhetorica Quintiliani, et Poetica Horatii, et hic, si Superis placet, citantur Virgilii Georgica et Salustii sententia, quasi quicquam sit simile inter agricolam humana industria colentem agrum, et Deum operantem in nobis.	Og underfuldt trænger du ind på mig med sammenligningerne med manden, der skriver digte, manden, der driver landbrug, manden, der fører krig, og bygger tårn, og det sker med Quintilians retorik og Horats poetik, og her citerer du til gudernes behag Vergils Georgica og Salusts mening, som om der var nogen lighed mellem en menneskelig bonde, der med flid dyrker sin jord, og Gud, der virker i os.
h80Nam quod adducis ex Euangelio de turri, aut frustra huc adducis, aut contra te facit. Quid enim supputabit ille, qui nihil habet quod impendat?	For hvad du her fremdrager fra evangeliet om tårnet, fremdrager du enten forgæves, eller også virker det imod dig. For hvad vil én kunne beregne, som ikke har noget, han kan anvende?
h81 Eadem felicitate post adducis similitudinem ex media arte Rhetorices, de oratore et praeceptis. Deum (322) immortalem! non puduit tuum Logodaedalum hujusmodi nugas infulcire disputationi, in qua tu profiteris esse cardinem totius doctrinae Christianae? (L33).	Med samme held fremfører du så sammenligningen fra retorikkens område om taleren og hans forskrifter. Udødelige gud! Skammer du dig ikke, din ordkunstner, at føre den slags bagateller ind i diskussionen, selv om du bekender, at dette er den kristne lærdoms hovedpunkt.
h82An qui sic doceat simplicem Christianum, ne te torqueas quaestionibus, quae superant ingenii tui modulum, sed juxta Dei praecepta connitere, ut fugias quod vetitum est, et praestes quod praeceptum est, at ita ut ne quid tuis fidas viribus, neu quid ex benefactis tibi arroges, sed totum adscribas benignitati divinae, cui debes non solum quod recte facis, verum etiam hoc ipsum quod naturae viribus potes aut es, docet socordiam, et dicit oraturo, ne labores de praeceptis, tantum scribito? (L43).	Men hvis nogen lærer en enfoldig kristen således: 'Bebyrd dig ikke med spørgsmål, som går ud over din forstand, men stræb efter at overholde Guds bud, så du afstår fra hvad der er forbudt og stræber efter hvad der er påbudt, men således, at du ikke tillægger dine egne kræfter noget eller mener, det sker ved dine gode gerninger, men tilskriv alt den guddommelige barmhjertighed; denne barmhjertighed bør du tilskrive, ikke blot, at du gør det rette, men også det, du kan gøre eller er igennem naturlige kræfter' -- hvis nogen lærer sådan, er det så tankeløshed! siger han så til den, der vil holde en tale: 'bryd dig ikke om forskrifterne, bare skriv løs!'
h83Tam insulsis jocis mecum agis qui vindicas tibi cum Paulo scientiam, mihi vix sensum relinquens communem. Paulo minus inepte contulisses tua similla, si Christianum comparasses agricolae, colendi rationem Dei praeceptis, coeli favorem gratiae divinae. Huic, opinor, non absurde quis diceret: Tu gnaviter labora juxta praecepta agricolationis, verum hoc scito, te frustra facturum omnia, nisi coelum faverit: nam illud fructificat potius quam ager.	Med sådanne smagløse vittigheder behandler du mig, du, der med Paulus påberåber dig visdom, men næppe nok lader mig beholde almindelig forstand. Du havde bedre kunnet påberåbe dig Paulus, hvis du havde sammenlignet den kristne med en landmand, måden at dyrke jorden på med Guds bud, himlens velsignelse med Guds nåde. Til en sådan tror jeg ikke det ville være upassende at sige: Arbejd du flittigt efter godt landmandskab, men det skal du vide, at du vil gøre det altsammen forgæves, hvis ikke himlen giver regn: for det er mere det end marken, der giver frugt.
h84Sed coeli favor tibi in manu non est, nec semper scis quomodo faveat: nam favet aliquando, cum credas inimicum. Similia sunt quae praescribo simplici Christiano. Itidem sentiendum de eo qui dicturus sit de re Christiana: Exerce te in Litteris sacris, meditare quid sis dicturus, sed invocato illius (324) Spiritu, sine cujus auxilio sterilis est hominis sermo.	Men himlens gunst ligger ikke i din hånd, ofte véd du ikke engang, hvordan den vil være gunstig: for den kan af og til være dig gunstig, når du tror, den er dig fjendtlig. Den slags her er det samme, som jeg før skrev til den enfoldige kristne. Og det samme må man mene om ham, der skal holde en tale om kristendom: 'Øv dig i de hellige skrifter, tænk over, hvad du vil sige, men påkald den ånd, uden hvis hjælp den menneskelige tale er frugtesløs.
h85Nec est tuum illi praescribere, quomodo sit moderaturus organum linguae tuae. Scit ille quid expediat. Hic tu dicturum voles lancibus expendere, hoc ego praestabo, tantum Deus, sic ego dicam, sed Deus sic afficiet animos hominum.	Og det står ikke i din magt at foreskrive ham, hvordan han vil styre det redskab, som din tunge er. Han véd selv, hvad der nytter'. Her vil du sige, at man skal udmåle på en vægtskål: Dette vil jeg kunne gøre, dette Gud, sådan vil jeg sige, men Gud vil påvirke menneskets sind sådan og sådan'.
h86Opinor et martyrem jam apparatis cruciatibus et mortibus, jubebis expendere quid ipse possit suis viribus, et quid misericordia Dei, simulque cogitare, quomodo patiatur aut agat liberum arbitrium, quomodo operetur misericordia Dei.	Jeg tror såmænd, at du vil befale, at når torturredskaber og dødbringende ting er gjort klar, skal man udmåle selv martyrer, hvad de kan med deres egne kræfter, og hvad i kraft af Guds barmhjertighed, og samtidig overveje, hvordan den frie vilje lider eller handler, og hvordan Guds barmhjertighed virker.
h87Quanto Christianius monueris illum, ut suis viribus diffisus, totum se tradat misericordiae Dei, ipse tantum ne se subducat gratiae, respiciens carnis praesidia. Sed valeant stultissimae Logodaedali tui collationes.	Hvor meget mere kristeligt ville du ikke formane ham, hvis du sagde, at han skulle fortvivle om sine egne kræfter og helt overgive sig til Guds barmhjertighed, men nu siger du bare, at han ikke skal trække sig bort fra nåden, idet du vil skåne kødet. Men skal virkelig disse dumme sammenligninger i dine ordkunstlerier have gyldighed!
h88Qui docet Dei misericordiam in nobis operari principium, incrementum, et consummationem, sed simul cum illa conari nostram voluntatem, pie docet: qui vocat in dubium an sola gratia operetur, voluntas nihil aliud quam patiatur, non pie disputat.	Den, der lærer, at Guds barmhjertighed virker i os, at vi begynder, at vi vokser og at vi fuldender, men at vor vilje skal anstrenge sig samtidig med den, han lærer fromt; den, der sår tvivl om, hvorvidt alene Guds nåde virker, og vor vilje ikke gør andet end styres, han lærer ikke fromt.
h89Quod autem censes fuisse pios homines, qui nunquam vestigarunt quomodo Deus necessario praesciat ea, quae pendent a libero arbitrio, et an ipse Deus, quando voluntatem habet immutabilem necessitate faciat omnia, quemadmodum nos omnia necessitate quadam facimus, quod illius omnipotenti voluntati nemo possit resistere: et quare traxerit Petrum, cum Iudam non traxerit, aliaque hujus generis innumera: neque enim tantum loquor de hac quaestione, an gratia totum peragat in nobis, et voluntas nihil agat, sed de omnibus quae Scholae Philosophicae huc invehunt.	Men når du mener, at der har været fromme mennesker, som aldrig har efterforsket, hvordan Gud med nødvendighed kan forudvide det, som afhænger af den frie vilje, eller efterforsket, om Gud selv gør alting med nødvendighed, eftersom han har en uforanderlig vilje, eller efterforsket, om vi gør alt det vi gør med nødvendighed, eftersom ingen kan modstå hans almægtige vilje, eller efterforsket, hvorfor han drog Peter, men ikke Judas efter sig, og talløse andre af den slags spørgsmål -- så skal du vide, at jeg ikke kun taler om det spørgsmål, om nåden fuldfører alt i os og viljen intet, nej, jeg taler om alt, hvad filosofskolerne fremfører herom.
h90Nec, quod mihi saepe repetendum est adversus tuam importunitatem, loquor de sobriis eruditorum inquisitionibus, sed de rixosis contentionibus apud populum. (326)	Og det er heller ikke sådan -- og det skal jeg åbenbart ofte sige imod din frækhed -- at jeg taler om nøgterne undersøgelser mellem lærde, jeg taler også om de lidenskabelige stridigheder mellem folk.

h91 Haec cum sic habeant, expendito, quam non in loco tibi dicuntur illa: ,Qui hoc non sentit, fateatur se non esse Christianum: qui vero reprehendit vel contemnit, sciat se esse summum Christianorum hostem.	Da det nu forholder sig sådan, så skulle du overveje, hvor upassende følgende er sagt af dig: 'Den, der ikke erkender det, tilstår, at han ikke er kristen. Den, der misbilliger det eller foragter det, skal vide, at han er de kristnes største fjende.
h92Nam si ignoravero, quid, quatenus, et quantum ego possim et faciam erga Deum, pariter incertum et ignotum mihi erit, quid, quatenus, et quantum Deus in me potest et faciat, cum Deus operetur omnia in omnibus. Ignoratis vero operibus et potentia Dei, Deum ipsum ignoro.	For hvis jeg er uvidende om, hvad, hvor langt og hvor meget jeg kan gøre overfor Gud, så vil jeg være lige så usikker og uvidende om mig selv, hvad, hvor langt og hvor meget Gud kan og gør i mig, når Gud virker alt i alle. Men kender jeg ikke Guds gerninger og magt, så er jeg uvidende om Gud selv,
h93Ignorato Deo Deum colere et gratias agere, servire Deo non possum, dum nescio quantum mihi tribuere, quantum Deo debeo'. (L34)	men er jeg uvidende om Gud, kan jeg ikke dyrke ham, ære ham, takke ham, tjene ham, fordi jeg ikke véd, hvor meget jeg skal tillægge mig selv, og hvor meget Gud.
h94Hic est tuus syllogismus scalaris, in quo cum nobis egregie sophistam agas, tibi tamen mirus videris Theologus. Non est necesse ut Christianus ad trutinam expendat, quid ipse possit, quid Deus, et quantum ipse faciat, quantum Deus, modo sciat, quicquid boni facit id divinae benignitati acceptum ferri oportere.	Her er din kædeslutning, i hvilken du udmærket leger sofist for os, men dog forekommer at være en besynderlig teolog. Det er ikke nødvendigt, at en kristen afvejer på vægten, hvad han selv kan og hvad Gud kan, hvor meget han selv gør og hvor meget Gud gør, blot han véd, at hvad godt han gør bør opfattes som en gave fra den guddommelige godhed.
h95Nec potentia scitur, sed creditur, nec protinus Deum ignorat qui per imbecillitatem humani ingenii non assequitur, quomodo operetur omnia in omnibus. Quemadmodum non assequimur ingenio quomodo condiderit mundum, et tamen conditum ab illo credimus.	Det er heller ikke sådan, at Guds magt vides, den tros, og det er på ingen måde sådan, at den, der på grund af sit menneskelige intellekts mangel ikke kan fatte, hvordan Gud virker alt i alle, ikke kender Gud. Ligesom det jo ikke er med vor forstand, vi fatter, hvordan Gud har skabt verden, og dog tror vi, at den er skabt af ham.
h96Et multi pii credunt Christum fuisse Deum et hominem, qui tamen nesciunt, quomodo, et quatenus, quibusque modis agglutinarit sibi natura divina humanam: nec respondere possint, an eo tempore quo corpus exanime jacebat in sepulchro, Christus potuerit dici homo.	Og mange fromme tror, at Kristus var Gud og menneske, og dog véd de ikke, hvordan, hvor langt og på hvilken måde den guddommelige natur knyttede sig til den menneskelige: og de kan ikke svare på, om Kristus på det tidspunkt, da hans afsjælede legeme blev kastet i graven, kunne kaldes et menneske.
h97Nec male gratias agit Deo, qui sibi nihil tribuens, summam boni operis illius gratiae fert acceptam, etiamsi non dimetiatur pollice, quantum debeat sibi tribuere, quantum Deo.	Ejheller takker det menneske Gud på en dårlig måde, som ikke tillægger sig selv noget, men regner alt i hans gode gerninger som en gave af hans nåde, skønt han ikke med tommelen kan udmåle, hvor meget han bør tillægge sig selv, og hvor meget Gud.
h98Egit Augustinus gratias Deo, coluitque Deum, et tamen aliquando ignoravit illud tuum (328) quid, quantum, et quatenus. Coluit, egitque gratias divus Bernardus, qui tamen haeret in his quaestionibus.	Augustin takkede og dyrkede Gud, og kendte dog ikke altid dette dit 'hvad, hvor meget og hvor langt'. Og den guddommelige Bernhard dyrkede og takkede, skønt han dog blev hængende i disse spørgsmål.
h99Egit Thomas, opinor, et Scotus, qui inter sese dissentiunt. Agunt et hodie plurimi gratias Deo, qui contenti Patrum definitione non expendunt ad trutinam, quid, quatenus, et quantum.	Og Thomas takkede, og -- tror jeg -- Scotus, skønt de var indbyrdes uenige. Og der er også i dag uhyre mange, der takker Gud og lader sig nøje med fædrenes afgørelse, ikke udmåler på vægtskålen, hvad, hvor langt og hvor meget.
h100An Christianus non est, nec Deum colit, nec illi servire potest, aut agere gratias, qui cum toto pectore credat articulum de carnis resurrectione, tamen non disputat, nec assequitur illa tam multa, quae Theologi circa hanc materiam disputant?	Mon den ikke skulle være kristen eller dyrke Gud eller kunne tjene ham eller takke han, som af hele sit hjerte tror på artiklen om kødets opstandelse, skønt han ikke disputerer eller overvejer alle de mangfoldige spørgsmål, som teologerne disputerer om denne sag?
h101An totum Deum nescit, qui certa fiducia sperans vitam aeternam, non excutit innumeras difficultates, quae de videndo Deum facie ad faciem sicuti est, tractantur a Theologis?	Mon den skulle være helt uvidende om Gud, som med en sikker fortrøstning håber på det evige liv, skønt han ikke efterprøver de utallige vanskeligheder, som behandles af teologerne om at se Gud ansigt til ansigt, som han er?
h102Ipsa Virgo sacratissima non aliud quaesivit ab Angelo, quam quomodo sine viri contactu esset paritura, simulatque audivit: ,Spiritus Sanctus superveniet, et virtus Altissimi obumbrabit tibi': nihil ultra sciscitata, ancillam professa est coelestis opificii: et fieri potest ut vel ignorarit, vel non inquisierit multa, quae Theologi disputant de rationibus, quibus in corpusculo Virginis illud opificium Spiritus fuerit peractum.	Selve den allerhelligste jomfru krævede ikke andet af englen, end at vide, hvordan hun kunne føde uden mand, men alligevel fik hun at høre: 'Den hellige ånd skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig': og hun udforskede det ikke yderligere, men bekendte sig som den himmelske velgernings tjenerinde: og det kan godt være, at hun enten ikke vidste eller ikke efterspurgte mange af de ting, som teologerne disputerer om den måde, hvorpå i jomfruens legeme denne åndens gerning kunne gennemføres.
h103Intelligis quot exempla queam hic congerere, in quibus ridiculus et impius erit tutis scalaris. Quot sunt Christianorum millia, qui Deum sincere diligunt, coluntque, quos tamen si interroges quid sit gratia, utrum creatum quiddam an increatum, et an sit eadem gratia qua nos attrahit Deus, et qua nos illum redamamus, responsuri sint, Deus novit.	Du kan nok se, hvor mange eksempler jeg her kan samle, i hvilke din kædeslutning bliver latterlig og gudløs. Hvor mange tusind kristne gives der ikke, som elsker og dyrker Gud oprigtigt, men som dog, hvis man spurgte dem, hvad nåden er, om den er noget skabt eller noget uskabt, og om den nåde, hvormed Gud drager os, er den samme som den, hvormed vi elsker ham igen, ville svare: 'Gud véd det'!
h104An pronuntiabis de talibus in universum, quod Deum nesciant, ignari quid, quantum, et quatenus in ipsis (330) operetur? Nam huc perducent illos tui gradus.	Mon du vil dømme om sådanne i almindelighed, at de ikke kender Gud, fordi de ikke véd, hvad, hvor meget og hvor langt han virker i dem? For derhen vil din kædeslutning føre dig.
h105Et impius erit indignusque Christiani nomine, qui contentus tenere quod traditum est, verum Christi corpus et sanguinem esse in Eucharistia, nisi quaesierit et assequatur, quomodo corpus solidum sit absque dimensionibus, quomodo corpus hominis sit absque distinctione membrorum, hoc est, ut non alibi sit pes, alibi caput, alibi pectus, sed ubique totum sit: item quomodo solidum corpus possit in coelo sedere ad dextram Patris, et idem tot locis in terra comedi ab hominibus.	Og det vil være ufromt og uværdigt overfor kristennavnet, hvis den, der nøjes med at fastholde, hvad der er overleveret: at Kristi sande legeme og blod er i nadveren, uden at spørge om og efterforske, hvordan et fast legeme kan være uden dimensioner, hvordan menneskets legeme kan eksistere uden adskillelse på dets lemmer, det vil sige, så ikke foden er ét sted, hovedet et andet, brystet et tredie, men det hele er overalt: eller hvordan et fast legeme kan sidde i himlen ved Faderens højre hånd, og det samme legeme kan nydes af mennesker på så mange steder;
h106Equidem arbitror, nec tu, ni fallor, inficiaberis, millies centum millia regnatura cum Christo, quae dum viverent nunquam exquisierunt, an in omnibus tantum patiatur voluntas hominis, an simul et agat aliquid, et si quid agat, quomodo unius operis possint esse plures causae, et utra causa sit principalis, utra secundaria, Deus, an voluntas hominis: deinde quomodo utraque possit esse principalis et secundaria, si distinguas esse substantiae, et esse mentorium: nam haec aliaque multa vis apud omnes excuti, ni fiat, negligi Christianismum et articulos Ecclesiae.	for jeg tror nemlig, og om jeg ikke tager fejl, du vil heller ikke kunne benægte det, at der er hundrede tusinde gange tusind mennesker, som vil komme til at herske sammen med Kristus, som ikke, mens de levede, nogensinde har udforsket, om i alle den menneskelige vilje kun styres, om den på samme tid også gør noget, og hvis den gør noget, hvordan da flere årsager kan være én gerning, og hvilken der er den første årsag, hvilken den anden, Guds eller menneskets vilje: eller udforsket, hvordan begge kan være både den første og den anden årsag, hvis du skelner mellem substansvæsen og fortjenstvæsen; for disse og mange andre ting vil du have drøftet mellem alle, hvis det ikke sker, er der uvidenhed om kristendommen og kirkens artikler.
h107Haec si a me dicta fuissent, exclamasses impium sophistam; nunc quoniam visa sunt facere ad calumniam, vis erudite pariter ac pie dicta videri.	Hvis dette var sagt af mig, ville du have udbrudt: 'gudløs sofist!' men nu, hvor de synes at føre til chikane, vil du have det til at se ud som et lærd og fromt udsagn.
h108Nec minus olet sophistam alter ille scalaris, qui praecessit: ,Nescient enim quid faciant, dum ignorant quid et quantum possint. Ignorantes autem quid faciant, poenitere si errent non possunt. Impoenitentia (332) autem peccatum irremissibile est'. (L32).	Ikke mindre sofistisk lugter din anden kædeslutning, som står lidt forud: 'De kan nemlig ikke vide, hvad de gør, hvis de er uvidende om, hvad de kan og hvor meget de kan, men er de uvidende om, hvad de gør, så kan de ikke gøre bod, hvis de tager fejl, men ikke at gøre bod er en utilgivelig synd'.
h109Istiusmodi gradibus non adscenditur ad veritatem, sed descenditur ad insaniam. An ille nescit quid possit, qui doctus est se nihil posse absque gratia Dei, per illam nihil non posse? Sed finge esse simplicem Christianum, qui nesciat expendere ad lancem quanta sit vis liberi arbitrii, quanta vis agentis gratiae: num ille peccans adversus praecepta Dei, nescit quid faciat, nec poterit unquam poenitere?	Den slags kædeslutninger fører ikke op til sandheden, men fører ned i det usunde. Mon den ikke véd, hvad han kan, som er blevet belært om, at han intet kan uden Guds nåde, men gennem den kan alt? (sml Fil 4,13). Men forestil dig en enfoldig kristen, som ikke kan udmåle på vægten, hvor stor den frie viljes kraft er, og hvor stor den virkende nådes kraft er: når en sådan synder imod Guds bud, véd han så ikke, hvad han gør, eller kan han ikke nogensinde kan gøre bod?
h110Haec plus quam sophistica obtrudis nobis simplicibus, dum ostentas Orbi tantam rei divinae scientiam, quantam haud scio an quisquam Apostolorum sit unquam professus.	Disse mere end sofistiske tanker prakker du os enfoldige på, mens du viser hele verden en så stor teologi, som jeg næppe véd om nogen af apostlene nogensinde har lært.
h111Certe post Apostolos nemo sibi vindicavit, nihil esse in Libris arcanis, quod ipsi non esset dilucidum. Rursus inculcas me idem asserere quod tu asseris, qui in formula doceam totum bonum nostrum Deo adscribendum esse, nam ex eo consequi, Dei misericordiam solam omnia agere, et voluntatem nostram nihil agere, sed potius pati, alioqui non totum Deo tribueretur. (L39).	Sikkert er det, at efter apostlene har ingen påstået, at der intet står i den hemmelighedsfulde skrift, som han ikke har fuld klarhed over. Og atter indskærper du, at jeg ikke lærer andet end hvad du påstår, fordi jeg i formlen lærer, at alle vore gode gerninger skal tilskrives Gud, for deraf følger, at Guds barmhjertighed alene virker alt, og vor vilje intet gør, men snarere styres, ellers kan man ikke tilskrive Gud alt.
h112Non tu desines hisce tam confessae tamque pudendae vanitatis asseverationibus miserum lectorem obtundere, cum in Diatriba mea tam explanate tamque dilucide docuerim, hunc sermonem non pugnare secum, si quis summam operis boni tribuat gratiae divinae, et tamen asserat hominis voluntatem pro sua portiuncula aliquid agere.	Du ophører ikke med at kaste disse ligeså klare som skammelige tomme udtalelser i hovedet på den arme læser, skønt jeg i min Diatribe både udtrykkeligt og klart har lært, at denne tale ikke strider mod sig selv, at man tillægger sine bedste gode gerninger den guddommelige nåde, og dog påstår, at den menneskelige vilje kan gøre noget for sin ringe del. (Diatr IV 8,9)
h113Porro cum jam dudum sic ineptias, ut me quoque tui puduerit, tamen adjecto epiphonemate tibi ipsi plausum das, idem et actor et applausor: ,Sed sic', inquis, ,loqui (334) cogitur mens sibi ipsi non constans, in rebus pietatis incerta et imperita'. (L40)	Skønt du allerede længe har været så uegnet, at jeg har skammet mig over dig, føjer du dog et afsluttende tilråb til, som i hvert fald behager dig selv, så du både er skuespiller og jublende tilskuer: ' Men den, der er tvunget til at tale sådan, har et sind, der ikke er i overensstemmelse med sig selv og er usikker og uerfaren i fromhedens anliggender'.
h114Quid superest, nisi ut tibi Dei nomen usurpes, posteaquam tam asseveranter pronuntias de mente aliena? Toties inculcas inconstantiam, cum nondum potueris vel unum locum evincere, in quo mihi non constem: et si id fecisses, nihil aliud probasses, quam hoc usu venisse Erasmo, quod accidit Augustino et Hieronymo.	Hvad mangler her, bortset lige fra det, at du opkaster dig til Gud, eftersom du dømmer så hårdt over en fremmed ånd? Så mange steder taler du om min mangel på overensstemmelse med mig selv, selv om du endnu ikke nogetsteds har kunnet påvise, at jeg modsiger mig selv; og selv om du havde kunnet det, ville du ikke have bevist andet, end at det samme er sket for Erasmus, som skete for Augustin og Hieronymus.
h115Nam nusquam errare, nihil nescire, nullius dicti poenitere, tibi Stoico et Gnostico peculiare est. Sed age dic qui tibi constas, qui cum mihi tribuas summam imperitiam veri, tamen impingis peccatum irremissibile? (L31). At nemo per imperitiam labens, tenetur isto crimine: nam et Paulus blasphemus fuit adversus Euangelium, sed quoniam ignorans fecit, misericordiam consequutus est.	For aldrig at tage fejl, at vide alting, aldrig at fortryde noget, man har sagt, det er noget, der er særegent for dig, din stoiker og gnostiker. Men sig dog, hvordan du kan forblive dig selv tro, når du tillægger mig den største ukendskab til sandheden, men alligevel binder mig den utilgivelige synd om halsen! Og dog kan ingen holdes for skyldig i denne synd på grund af uvidenhed: For også Paulus var en spotter imod evangeliet, men eftersom han handlede i uvidenhed, opnåede han barmhjertighed. (fx 1. Tim 1,13).
h116Ab hoc igitur crimine me mea liberat imperitia: sed tibi metuendum est qui nihil nescis, ne in hoc crimen incurras, dum fortiter rescindis Ecclesiae placita, nihilque non asseris.	Derfor befrier min uvidenhed mig fra denne synd: men om dig, der véd alting, må man frygte, at du løber ind i denne synd, når du bliver ved med at ophæve kirkens beslutninger, og selv opstiller alverdens påstande.
h117Rursus qui convenit, ut cum nihil sciam, tamen tecum sentiens, in gratiam Principum diversa defendam? (L16) Vis me videri pessimum, qui sciens, verum impugnem metu Principum: at eundem vis videri veri ignorantissimum.	Og en anden sag: Hvordan stemmer de to ting overens, at jeg på den ene side ikke véd noget, men på den anden er enig med dig, men kun forsvarer det modsatte for at tækkes fyrsterne? Du fremstiller mig som en ond fyr, som skønt jeg kender sandheden, kæmper imod den af frygt for fyrsterne; men samtidig fremstiller du mig som fuldstændig uvidende om sandheden.
h118Sic tu vir constantissime ignem aquae misces, et impotenti omnia calumniandi libidine, dum nunc huic nunc illi cupiditati obsequeris, pugnantia loqueris. Quoties excusas animum (336) meum, quoties eundem accusas? Nunc laudatur animus bonus et pacis amans: mox contra conscientiam scribo in gratiam tyrannorum, et Lucianum Epicurumque gero in pectore.	Sådan blander du højst selvoverensstemmende mand ild med vand, og i din ubændige lyst til at skælde ud modsiger du dig selv, når du giver efter for snart ét, snart et andet begær. Snart undskylder du min ånd, snart anklager du den. Så roser du den gode og fredselskende ånd; lige efter skriver jeg imod min samvittighed for at tækkes fyrsterne, og bærer en Lucian og en Epikur i mit bryst.
h119Quam vero quadrant ista cum Spiritu Christi, quem tibi reclamante mundo vindicas?	Men hvordan stemmer dette overens med Kristi ånd, som du trods verdens protest påberåber dig?
h120 His feliciter absolutis, accedis ad alterum exempli gratia propositum, an Deus aliquid praesciat contingenter, aliaque quae huic adhaerent quaestioni. Et haec Lutherus vult discuti a quibuslibet Christianis, et apud promiscuam multitudinem tractari.	Efter at dette lykkeligt er afsluttet, går du over til den anden ting, du havde foresat dig som eksempel: Om Gud forudvéd noget på ikke-nødvendig måde, og andre spørgsmål, der har sammenhæng dermed. Og disse ting vil Luther skal kunne diskuteres af en hvilkensomhelst kristen og behandles af et tilfældigt sammenskab af mennesker.

h121Et rursus hic inculcas voces atroces, ,irreligiosum, curiosum, et vanum'. At mea verba in Diatriba sic habent: 'Libens persuaserim mediocribus ingeniis, in hujus generis quaestionibus non adeo pertinaciter contendere.	Og igen her indskærper du de forfærdelige ord 'irreligiøst, nysgerrigt og tomt'. Men mine ord i Diatriben lyder således: 'Middelmådige ånder ville jeg gerne have overbevist om, at man i den slags spørgsmål ikke skal strides så hårdnakket.
h122Doctis, felicibus, et exercitatis ingeniis, non dissuadeo sobriam ac religiosam inquisitionem, nec ultra tamen quam sat est'. Haeccine tibi videntur usque adeo non ferenda? At quoties Hilarius disputaturus de mysteriis sacrae Triadis, deprecatur crimen irreligiositatis, quod res supra vires humanae mentis audeat humanis verbis attrectare? Nec dissimilia praefatur Augustinus in libros ejusdem tituli, et Athanasius disputaturus adversus Arianos.	Lærde, begavede og studerede ånder fraråder jeg ikke en omhyggelig og from forskning, dog ikke ud over, hvad der er nødvendigt'. (Diatr Ia6). Synes du, at dette ligefrem er ubærligt? Men hvor ofte tilbageviser ikke Hilarius beskyldningen om ufromhed, fordi han vil disputere om den hellige treenigheds mysterier, eftersom han vover at behandle noget, der går over den menneskelige forstand med menneskelige ord? Og ganske tilsvarende taler Augustin i sin bog om det samme emne, og Athanasius, når han vil disputere imod Arianerne.
h123Jam mihi confer, quas argutias ex Philosophis in hanc quaestionem convehunt, quibus placet Scoti subtilitas et assevera de iisdem rebus sic esse disputandum apud promiscuam multitudinem, quemadmodum illi disputant.	Prøv så at lave et sammendrag af, hvilke spidsfindigheder fra filosofferne de mennesker opstiller, som har behag i Scotus, og prøv at hævde, at man i de samme spørgsmål skal disputere blandt et sammenrend af tilfældige mennesker, sådan som de disputerer.
h124Atqui hic (338) rursus ex tua Rhetorica, cujus inscitiam praetexis, quo magis despicabilem reddas meam Diatribam, hyperbolen et epitasin venaris ex collatione Sophistarum, de quibus cum pessime sentias, id quod tui libri dedarant, tamen eos propemodum incipis praedicare in odium mei, adeo ut quae tua vafrities est, credam futurum, ut quemadmodum non injusto quidem illo, sed immodice saevo libello in rusticos, utcunque placasti Principum indignationem, ita debacchando in me, recolligas reconciliesque tibi Theologorum animos, quos interim tamen non alio nomine dignaris quam Sophistarum.	Og her jager du atter ud fra din retorik, som du foregiver uvidenhed om for at kunne vise des mere foragt for min Diatribe, overdrivelse og spænding ud fra en sammenligning med sofisterne, som du ganske vist ser ned på, hvilket dine bøger viser, men som du dog i nogen måde er begyndt at tale godt om, så det skader mig, så jeg tror, der vil ske det -- og det er din frækhed -- at ligesom du med din lille, ikke uretfærdige, men umådelig grusomme bog mod bønderne har mildnet fyrsternes vrede, sådan vil du også ved at rase stærkt imod mig vinde teologerne for dig igen og forsone dig med dem, selv om du ikke vil værdige dem andet navn end sofister.
h125Imo jam agnoscere mihi videor tela quaedam, quae ex Lei, Latomi, Stunicaeque libris depromta in me torseris: ,Sophistae', inquis, 'sane melius hic dialecticantur, quando rhetoricari nesciunt, qui liberum arbitrium aggressi definiunt omnes quaestiones ejus: An sit, quid sit, quid faciat, quomodo habeat', etc. (L47)	Ja, jeg synes allerede nu, at jeg kan se visse udkast til noget sådant, som du har taget fra Lee, Latomus og Stunica og vendt imod mig: 'Sofisterne', siger du, 'disputerer faktisk her bedre, eftersom de ikke forstår at bruge veltalenhed, og giver, når de går til angreb på den, en definition på alle dens spørgsmål, om den er, hvad den er, hvad den gør, hvordan den forholder sig, osv.'
h126Aequum, Luthere, postulas, ut in libello, quem adversus animi sententiam suscepi, et in quo vix totos octo dies collocavi, qui quidem sumtus mihi visus est immodicus, quemque in hoc, ut dixi, potissimum scripseram, ut ostenderem me non idem sentire quod tu: quicquid est quaestionum apud Sophistas, de praedestinatione de voluntate, de praescientia Dei, de bono opere, de meritis humanis, in unam disputationem converrerem.	Og derfor er det da rimeligt nok, Luther, at du fordrer, at jeg i den bog, som jeg modvilligt tog mig for at skrive og som jeg havde sammenskrevet på knap otte dage, hvad der alligevel forekommer mig at være en ødsel anvendelse af tid, og som jeg som sagt hovedsagelig har skrevet for at vise, at jeg ikke er af samme mening som du, det er da rimelig nok, at jeg i den bog skal sammenfatte, hvad der siges hos sofisterne om prædestinationen, om viljen, om Guds forudviden, om de gode gerninger og om de menneskelige fortjenester.
h127Id si conatus fuissem, quomodo conspuisses sophisticantem Erasmum? Sed quid egissem illis (340) Sophistarum argutiis, etiamsi maxime callerem, quas tu pili non facis? Et tamen quod me scribis nihil aliud agere in Diatriba, quam an sit liberum arbitrium, similis verecundiae est, qua, ut partim ostendi, sed post evidentius ostensurus sum, multa alia non ex re, sed ex causae tuae commodo in me jacularis.	Hvis jeg havde prøvet på det, ville du så ikke have angrebet Erasmus som én, der driver sofistik! Men hvad ville jeg have opnået med sådanne sofistiske spidsfindigheder, selv om jeg havde særdeles megen forstand på det, som du ikke bryder dig en døjt om? Og dog, når du skriver, at jeg i Diatriben ikke omtaler andet end om der er en fri vilje, så sker det med samme finfølelse, som når du bebrejder mig meget andet, ikke efter hvad sagen er, men efter, om det tjener dig, hvad jeg allerede har vist, men senere skal udføre nøjere.
h128Relege meam Diatribam, et perfricta fronte aude negare, quod illic definiam liberum arbitrium, quod distinctis gratiarum generibus, digestis variis opinionibus, ostendam cum quibus opinionibus mihi potissimum congredi fuerit propositum: deinde quousque velim hanc tractari materiam, postremo quod illic dedarem, in qua animi parte potissimum sit liberum arbitrium, et quid possit ante gratiam, et quid agat cum agente in nobis gratia, et quomodo se habeat erga Deum, et laudem boni operis, aliaque permulta.	Læs min Diatribe én gang til, og prøv om du er fræk nok til at nægte, at jeg dèr definerer den frie vilje, (Diatr IIa12), at jeg dèr påviser, efter at have skelnet mellem nådemidlernes art, efter at have nævnt de forskellige opfattelser, med hvilke opfattelser det i første række var min hensigt at stride (Diatr IIa12): dernæst, hvor langt jeg ville behandle dette emne, og endelig om du vil nægte, at jeg dèr erklærer, i hvilken del af sjælen den frie vilje først og fremmest findes, og hvad den kan før nåden, og hvad den kan når nåden virker i os, og hvordan den forholder sig overfor Gud, og hvordan det har sig med ros for gode gerninger og meget andet.
h129I nunc et jacta me nihil aliud attulisse ad disputationem, nisi tantum hoc, an sit liberum arbitrium. Imo notari merebar potius, qui transiliens septa propositae disputationis, excurram usque ad Adam nondum lapsum, et ipsum Deum, attingens nonnihil de necessaria illius et voluntate et actione.	Så kan du bagefter komme og sige, at jeg ikke har bidraget andet til diskussionen end blot dette, om der er en fri vilje (hvis du tør). Jeg mener, det havde fortjent at blive bemærket, at jeg springer over den foreliggende disputations plankeværk, laver en ekskurs om Adam før faldet og til Gud selv, og tilføjer en del om hans nødvendige vilje og nødvendige handlen.
h130Quanquam hoc loco (342) aut ego fallor, aut tu tibi parum constas. Sie enim dicis: ,Urgebo igitur huc libello te et Sophistas omnes, donec liberi arbitrii vires et opera mihi definiatis'. (L47) At paulo ante dicebas, omnes de libero arbitrio quaestiones a Sophistis fuisse definitas. (L47).	Men enten er det mig, der tager fejl på dette sted, eller det er dig, der ikke er i overensstemmelse med dig selv. For du siger: 'Jeg vil altså med denne bog trænge ind på både dig og sofisterne, indtil I definerer den frie viljes kræfter og gerninger for mig'. Men kort forinden har du sagt, at alle spørgsmål om den frie vilje var blevet defineret af sofisterne.
h131Quid exigis ab illis, quod fateris ab illis abunde factum? Cur me negas fecisse, quod ipsa Diatriba clamitat me fecisse copiosius quam tu praescribis? Et hic incandescit spiritus tuus, teque polliceris adacturum me ad poenitentiam editae Diatribes.	Hvorfor kræver du noget af dem, som du selv indrømmer, de har præsteret til overflod? Hvorfor nægter du, at jeg har gjort det, når Diatriben selv højt og tydeligt erklærer, at jeg har gjort det mere udførligt, end du kræver? Og her bliver din ånd antændt, og du lover, at du vil bringe mig derhen, hvor jeg fortryder, at jeg har udgivet Diatriben.
h132Isthuc, Luthere, praestandum erat, non toties jactandum: ne fiat quod ajunt Graeci, pro thV nichV egkwmion. Nam hac tota priore libri tui parte, quaeso, quid aliud quam triumphas, insultas victo, ostentas trophaea, canis paeana, cum nondum ad aciem nostram perveneris.	Dette skulle du, Luther, have bevist, og ikke så ofte rose dig, at ikke der skal ske det for dig, som grækerne kalder: 'ros før sejren'. For i hele den første del af bogen, hvad gør du andet, spørger jeg, end triumfere, forhåne den besejrede, fremvise sejrstrofæer, synge sejrssange, skønt du endnu ikke er nået frem til vores falanks?
h133Moxque post hanc egregiam pollicitationem, velut aggressurus rem, doces nos Dei praescientiam Deique voluntatem non minus incommutabilem esse, quam sit ipse Deus, nec illo imprudente aut nolente quicquam omnino rerum accidere: neque enim praescientiam illius falli posse, nec voluntatem impediri, quemadmodum fit in nobis, nec opere perfecto desinere illius voluntatem, quemadmodum homini, posteaquam exstructa est domus, voluntas struendi desiit cum opus maneat. (L56).	Og snart efter dette udmærkede løfte, hvordan man skal tage fat på sagen, belærer du os om, at Guds forudviden og Guds vilje ikke er mindre uforanderlig end Gud selv, og at overhovedet ingenting af det, der sker, sker uden hans overvejelse og vilje: hans forudviden kan nemlig ikke fejle, og hans vilje kan ingen forhindre i at ske, sådan som det sker med os, heller ikke ophører hans vilje efter endt værk, sådan som vor vilje gør det: når huset er bygget, ophører viljen til at bygge det, mens værket består.
h134Sunt ista retrusa mysteria quae nos doces? Quis ista, qui vel sex paginas legerit in Theologia, nescit, aut quis tam insanus qui neget? Sed interim non distinguis voluntatem signi et (344) voluntatem efficacem, quarum haec prorsus immutabilis est, altera quodammodo mutabilis, cum saepe non fiat quod ille jubet fieri, et fiat quod ille vetuit.	Er det disse skjulte hemmeligheder, som du lærer os? Hvem er der vel, som bare har læst seks sider teologi, som ikke véd det, eller hvem er så tåbelig, at han nægter det? Men du skelner jo ikke mellem tegnets vilje og virkningens vilje, af hvilke den ene simpelthen er uforanderlig, den anden på en måde foranderlig, eftersom der ofte ikke sker noget, som den befaler, og sker noget, som den forbyder.
h135Nec distinguis velle Dei, collatum ad res externas, et ad voluntatem Dei naturalem, sive collatum ad actiones internas. Item Dei voluntatem absolutam et conditionalem. Denique non distinguis voluntatem a velle.	Og du skelner heller ikke mellem Guds villen med henblik på de ydre ting, og Guds naturlige vilje eller hans villen med henblik på det indre handlinger. Ejheller mellem Guds absolutte vilje og hans betingede vilje. Endelig skelner du ikke viljen fra det at ville.
h136Deus, qui voluit condere Mundum, an nondum desiit velle? Voluit Filium suum assumere corpus hominis, an nondum desiit velle? Quam vero scite nobis definis quid sit contingent, 'quod', inquis, 'nobis contingenter et velut casu imprudentibusque nobis fit'. (L60).	Har Gud, der ville skabe verden, endnu ikke ophørt med at ville skabe den? Ville han, at hans søn skulle påtage sig et menneskeligt legeme, og har han aldrig ophørt med at ville det? Og hvor lærd definerer du ikke, hvad der 'contingent' betyder! Du siger: 'den sker for os på en ikke-nødvendig måde og så at sige tilfældigt og uforsætligt'.
h137Hic primum disco rem abstrusam, contingens esse quod contingenter fit, quasi dicas artificiosum opus, quod arte fit. Deinde quid est, 'veluti casu'? Est aliquid quod non sit casus, sed veluti casus? Deinde addis, 'imprudentibus nobis'. Atqui haec vox longe aliud declarat Aristoteli, qui distinguit contingens, fortunam et casum: Contingens enim opponit necessario, fortunam tribut rebus animatis.	Her lærer jeg for første gang noget skjult: at 'ikke-nødvendigt' betyder, hvad der sker ikke-nødvendigt, ligesom hvis du sagde om et værk, at det var kunstnerisk, fordi det var frembrag ved kunst. Videre: Hvad betyder det: 'som tilfældigt'? Er der noget, der ikke sker tilfældigt, eller 'som tilfældigt'? Dernæst tilføjer du: 'uforsætligt'. Men dette ord forklarer Aristoteles helt anderledes, når han skelner mellem ikke-nødvendigt, held og tilfælde: ikke-nødvendigt sætter han i modsætning til nødvendigt, held er noget, han tildeler besjælede ting.
h138Contingenter igitur facimus, non tantum quod casu et imprudenter facimus, verum illud quoque quod scientes ac volentes facimus, sed quod in nostro arbitrio erat non facere. Quemadmodum haec scribo, nec imprudens nec necessario, sed voluntatis arbitrio, quae potuerit non scribere, si sic visum fuisset. Quid igitur hoc nos doces, nisi quod affectas sophisticam argutiam, sed parum feliciter? (346)	Altså, den ting går vi ikke-nødvendigt, ikke blot det, vi gør tilfældigt og uforsætligt, men også det, vi gør med viden og vilje, men som blot ikke var i vor overvejelse at gøre. Sådan som jeg skriver dette ikke uforsætligt eller nødvendigt, men med viljens overvejelse, og viljen kunne lade være at skrive, hvis den havde besluttet det således. Hvad er det derfor du lærer os her, andet end at du griber fat i sofistiske spidsfindigheder, blot gør du det ikke særlig heldigt?
h139 Sophistae in hoc quoque torquentur, an Deus cum praesciat res natura contingentes, hoc est, quae pendent ab hominis arbitrio, veluti cum sedet, cui in promtu est stare si velit, quaerunt an Deus aliquo modo praesciat contingenter, non quod illius praescientia falli possit, sed quod objectum praescientiae sit contingens.	Sofisterne bliver her anfægtet af det spørgsmål, om Gud, når han forudvéd ting, der af deres natur er ikke-nødvendige, det vil sige, ting, som afhænger af menneskets vilje, såsom at han sidder, når det stod i hans magt at stå, hvis han ville, de spørger, om Gud på én eller anden måde forudvéd på en ikke-nødvendig måde, ikke fordi hans forudviden kan tage fejl, men fordi genstanden for hans forudviden er ikke-nødvendig.
h140Demiror autem, quare locum, e media Diatriba decerptum, hic putaris non suo loco tractandum, de necessitate consequentis et consequentiae, quod tu professus te velle crassius explicare, sic involvis perplexo sermone, ut videare non solum non intellexisse quod ego scripsi, verum nec tuam ipsius orationem intelligere. Sed quoniam urget temporis brevitas, nec hoc paucis verbis posset absolvi, praestat suo loco diligentius tractandum reservare.	Men jeg undrer mig, hvorfor du her ikke mener at skulle behandle et sted, som er taget ud af sammenhængen i Diatriben, på dets rette plads, om konsekvensens og det konsekvensskabendes nødvendighed, hvilket du efter at have lovet at ville behandle det udførligere vikler i den grad ind i en forvirret tale, at du ikke blot ikke synes at have forstået, hvad jeg skriver, men heller ikke at forstå din egen tale. Men fordi tiden er knap og det ikke kan behandles med få ord, er det bedre at vente med en omhyggeligere behandling til senere.
h141 Ad reliqua properandum ut undequaque probes te doctissimum, quemadmodum ante ex Horatio et Quintiliano docuisti nos, tractandum esse 'an sit, quid sit, quale sit', etc. ita nunc ex Poetis doces me, res omnes mera necessitate geri, quam illi fatum vocant. (L70f).	Jeg iler videre: For overalt at bevise din lærdom, sådan som du før belærte os ud fra Horats og Quintilian, at man måtte undersøge, om den er, hvad den er, hvordan den er, osv, således belærer du mig nu ud fra digterne om, at alle ting sker af ren og skær nødvendighed, det, de kalder skæbne.
h142Id tantam habet vim, ut ipsos etiam immortales Deos, atque adeo summum Jovem, involvat inevitabili necessitate. Atque nunc demum Poetae sapientes viri sunt ipsis etiam Philosophis perspicaciores. Tantum laudis merentur qui tecum sentiunt: Hic Virgilius certissimus auctor veri subinde ingeritur, qui docuerit conatus hominum, fato Parcisque (348) volentibus, frequenter alio cadere quam exspectarant.	Denne har så stor magt, at den endog indvikler de uddødelige guder, og selv den højeste Juppiter, i en uundgåelig nødvendighed. Og nu er digterne vise mænd, endog mere indsigtsfulde end filosofferne. Men det er kun dem, der er enige med dig, der fortjener en sådan ros: Her bliver Vergil flere gange fremdraget som det sikreste vidne om sandhed, fordi han har lært, at menneskenes bestræbelse, når skæbnen og skæbnegudinderne vil, ofte falder anderledes ud, end de havde forventet.
h143Atqui nos hic de eventis non disputamus, sed an nostra voluntas aliquid agat in his quae sunt salutis aeternae. Credo tibi hoc caput de industria admixtum fuisse, quo stomachum lectoris jam dudum ad reliqua tam insipida nauseantem, aliqua voluptate recreares.	Men dog disputerer vi her ikke om, hvad der kommer ud af vore handlinger, men om, hvorvidt vores vilje kan gøre noget i det, der hører til den evige frelse. Jeg tror, at dette kapitel af dig er blevet tilføjet i den hensigt, at du kan berede læserens mave, som allerede forlængst er ved at brække sig over de øvrige usmageligheder, en lille smule glædelig rekreation.
h144Verum quid haec ad rhombum? Institueras probare, pium et sanetum esse, de hujusmodi quaestionibus, quae non habent exitum, et apud quoslibet et a quibuslibet, in utramque partem disputari, et jam omisso quod coeperas, asseris omnia mera necessitate geri. (L68).	Men hvad har det med rhomben at gøre? Du var begyndt på at bevise, at det er fromt og sundt, at der bliver disputeret fra begge sider om den slags spørgsmål, som ikke har nogen ende, og det for hvemsomhelst og af hvemsomhelst, og så lader du det falde, som du var begyndt på, og fastslår, at alting sker af ren og skær nødvendighed.
h145Id si constat, si verissimum est, quorsum attinet torqueri disputationibus? Sin verum et indubitatum est quod decrevit Ecclesia, non tutum est imperitam multitudinem audire rationes, asseverationes, ac dejerationes diversae partis.	Hvis det står fast, hvis det er den skinbarlige sandhed, hvorfor i alverden skal man så bebyrde sig med disputationer? Men hvis det er sandt og utvivlsomt, hvad kirken har bestemt, så er det ikke ufarligt, når den ulærde mængde hører modstanderens grunde, påstande og sværgen.
h146Atqui hoc erat quod ego suadebam ut simpliciter sententia catholica contenti, credant, teneantque quod acceperunt, hoc est, quod tu impugnandum suscepisti. Hoc argumentum, quod inter eruditos sobrie tractari poterat, tu cogis propalam in promiscuo mortalium theatro, velut anceps, vocare in disquisitionem.	Men det var netop det, jeg argumenterede for, at de simpelthen tilfreds med kirkens mening skulle tro og holde fast ved det, de havde modtaget, det vil sige, netop det, du havde taget dig for at bekæmpe. Denne sag, som kunne være blevet diskuteret ordentligt blandt lærde folk, tvinger du os til at drage offentligt frem for et sammenblandet publikum og undersøge, som om der var tvivl om sagen.
h147Solent concionatores in Italia fere singulis annis renovare quaestionem de resurrectione mortuorum, de qua sobriam in Scholis disputationem nemo damnat: sed ea res tantum attulit fructum ad pietatem, ut Romanus (350) Pontifex vetuerit illa ventilari apud plebem. Sed delibabo reliqua.	Prædikanterne i Italien plejer næsten hvert eneste år at genoptage spørgsmålet om de dødes opstandelse, og det er ingen, der fordømmer i en ordentlige disputation ved universiteterne. Men denne sag har så meget med fromhedens frugter at gøre, at paven har forbudt, at den drøftes blandt folket. Det øvrige løber jeg hurtigt igennem.
h148 Doces nos admodum religiose, Dei voluntatem esse omnipotentem, Dei praescientiam esse certissimam, qua de re qui dubitet, cum prorsus ignorare Deum, nec certo posse fidere promissis illius, qui falli possit ac mentiri.	Du lærer os ret fromt, at Guds vilje er almægtig, Guds forudviden sikker, hvem der tvivler derom, han er simpelthen uvidende om Gud, eftersom man ikke sikkert kan tro hans forjættelser, hvis han kan fejle eller lyve.
h149Fateor ista pie dici, neque raro mihi dicta sunt in meis Lucubrationibus. Sed quid haec ad me, qui moneo ne talia disputentur, hoc est, in dubium vocentur, praesertim apud simpliciores? Quod si tu certum et indubitatum esse credis, Deum necessario scire omnia, nihil autem contingenter, siquidem auscultemus tuis rationibus, oportebit omnino disputare, ne putemus Deum esse inscium aut mendacem.	Jeg tilstår, at dette er fromt sagt, og det er ikke sjældent sagt af mig i mine værker. Men hvad har det med mig at gøre, jeg som jo netop opfordrer til ikke at disputere den slags, det vil sige, til at drage det i tvivl, især for de enfoldige? For hvis du sikkert og utvivlsomt tror, at Gud med nødvendighed véd alt, men ikke på en ikke-nødvendig måde, så bliver det først rigtig nødvendigt at diskutere, i det mindste, når vi hører på dine begrundelser, at ikke vi skal gå hen og mene, at Gud er uvidende eller løgnagtig.
h150Quemadmodum enim de libero arbitrio disputandum putas, quod impius sit qui nesciat nostram voluntatem tantum pati, gratiam solam agere, eadem ratio suadebit, ut hoc quoque vocetur in disputationem.	På samme måde, nemlig, som du mener, man bør diskutere den frie vilje, fordi det er ufromt, hvis nogen ikke véd, at vor vilje kun lider, og nåden alene handler, på samme måde vil den samme overvejelse tilskynde til, at man drager dette spørgsmål i tvivl.

h151Et tamen Theologi, qui disputant, an Deus aliquid praesciat contingenter, constanter asseverant quae tu asseveras, Dei praescientiam falli non posse, Deum non esse mendacem, Dei promissis certissime fidendum, nec putant ob rem, quae contingenter fit, periclitari certitudinem praescientiae divinae, quod eleganter explicavit Laurentius Valla. Sed illi paulo rectius definiunt contingens quam tu.	Og dog forsikrer de teologer, der disputerer, om Gud forudvéd noget på ikke-nødvendig måde, hele tiden, hvad også du forsikrer, at Guds forudviden ikke kan fejle, at Gud ikke er nogen løgner, at vi sikkert kan stole på Guds forjættelser, og de mener heller ikke, at noget, der sker ikke-nødvendigt, sætter den guddommelige forudvidens vished i fare, sådan som Laurentius Valla på en fin måde forklarer det. Men disse teologer definerer begrebet 'kontingent' noget mere rigtigt end du.
h152 Hic perinde quasi dixeris aliquid, proximo Capite torques fulmen tuae maledicentiae in me, qui doceam ignorantiam Dei, contemnendam fidem, ut promissa Dei (352) deseramus, aliaque multa, quae vix Epicurus praescriberet: nec his contentus, damno, conculco Christianos et Christianismum universum.	Her slynger du, som om du havde sagt noget væsentligt, i næste kapitel din forbandelses tordenkile imod mig, som lærer Guds uvidenhed, lærer at fordømme troen, lærer at svigte Guds forjættelser, og meget andet, som Epikur næppe kunne have foreskrevet; og ikke tilfreds hermed fordømmer jeg og nedtræder de kristne og hele kristenheden.
h153Quid ni? qui suadeam mediocribus ingeniis, ne de talibus argumentis contentiose disputent, sed teneant id quod tradidit Ecclesia. Et hinc concludis homo dialecticus, meum libellum adeo esse impium, blasphemum ac sacrilegum, ut nusquam habeat similem. An te horum pudeat nescio, certe puderet, si quid haberes frontis.	Ja, hvorfor ikke? Jeg tilråder jo dog middelmådige ånder, at de ikke skal strides om den slags sager, men holde sig til, hvad kirken har overleveret. Og her konkluderer du dialektiske menneske, at min bog er så ufrom, blasfemisk og helligbrøderisk, at den aldrig har haft sin lige. Jeg véd ikke, om du skammer dig over disse ting, du burde i hvert fald skamme dig, hvis du havde nogen skamfølelse.
h154 Sed proximo Capite mitigas atrocissima dicta: 'Talia', inquis, ,portenta coguntur effutire, qui malam causam susceperunt agendam, quique invita conscientia, alienae scenae serviunt'. (L88). Quam tu malam causam appellas, ego cum Ecclesia puto optimam: eam licet animo detrectante susceperim, sincerissima tamen conscientia egi, sive feliciter id feci sive infeliciter: nec ullorum Principum vel favor vel terror tantum apud me potuit aut poterit unquam, ne tua quidem saevitia, ut in his quae sunt pietatis sciens oppugnem quod verum est, aut defendam quod sciam esse falsum.	Men i det næste kapitel mildner du de græsselige ord: 'Den slags eventyrligheder er den tvunget til at udbasunere, som har påtaget sig at føre en dårlig sag, den, som med tvungen samvittighed tjener et fremmed teater'. Hvad du kalder en dårlig sag, kalder jeg med kirken den bedste sag: og selv om jeg modvilligt har taget mig den på, gør jeg det dog med den alvorligste samvittighed, hvad enten jeg så har held med mig eller ej. Og hverken fyrsters gunst eller frygten for dem, ja, ikke engang din rasen, har kunnet eller vil nogensinde kunne bevirke hos mig, at jeg i det, der hører fromheden til, bekæmper det, som jeg véd er sandt eller forsvarer det, som jeg véd er falsk.
h155Proinde quod tu saepius inculcas, me praeter conscientiam favoribus aut terroribus servire, toties declaras te aut misere falli, aut malitiosissime fingere. Jam quod admones quantum sit periculi docere pietatem, mihique precaris Dei misericordiam, (L90) adeo non offendor, ut ne videar ingratus, officium referam, te totidem verbis admonens, tibique Dei misericordiam precans.	Når du derfor flere gange påstår, at jeg imod min samvittighed retter mig efter gunstbevisninger eller trusler, så viser du lige så ofte, at også du elendige kan tage fejl eller at du opfatter tingene på den mest ondskabsfulde måde. Når du derefter formaner os om, hvor farligt det er at lære fromheden og gør i forbøn for mig hos den barmhjertige Gud, føler jeg mig så lidt fornærmet, at jeg, for ikke at synes utaknemlig, vil gengælde din gerning, og formane dig med lige så mange ord og gå i forbøn for dig hos den barmhjertige Gud.
h156Caeterum quod fateris a me moveri quaestiones aliquot vere sophisticas (354) ac supervacaneas, et tamen illos esse tolerabiliores qui conspurcarunt aurum, me, qui simul aurum abjicio cum stercore. (L92). Vide quantum abs te dissentiam.	Når du så videre indrømmer, at du er blevet påvirket af de mange sofistiske og overflødige spørgsmål, som jeg har opkastet, og dog mener, at de mennesker er tåleligere, der tilsudler guldet, end jeg, der kaster det bort sammen med møget, se så, hvor meget jeg afviger fra dig.
h157Arbitror enim tolerabilius peccare, qui disputant de frivolis quaestionibus, quam qui disputationibus suis ea revocant in contentionem de quibus jam olim ex Ecclesiae decreto diremta est altercatio, damnato eo quod falsum erat, et approbato quod erat verum.	Jeg tror nemlig, at de mennesker synder mere tåleligt, som disputerer om smagløse spørgsmål, end de, der med deres disputationer genoptager stridighederne om det, om hvilke striden allerede én gang af kirkens bestemmelse er blevet bilagt, idet det falske blev fordømt og det sande godkendt.