over Leipzig-disputationen, WA II, side 410-
| 1 CONCLUSIO II
In bono peccare hominem et peccatum veniale non natura sua sed dei misericordia solum esse tale aut in puero post baptismum peccatum remanens negare, hoc est Paulum et Christum semel conculcare. (W411) (Ecks tese; Luthers tese) (latlu02#6) |
Tese 2.
At nægte, at mennesket synder i sin gode gerning og at den tilgivelige synd ikke er tilgivelig efter naturen, men alene efter Guds barmhjertighed, eller at der er synd tilbage i spædbarnet efter dåben, det er på én gang at foragte Paulus og Kristus. |
| 2 Tria ista conclusio comprehendit, esse peccatum in bono opere, deinde peccatum non natura, sed misericordia dei esse veniale, et peccatum post baptismum remanere. | Denne tese indeholder tre ting: at der er synd i en god gerning, dernæst at den tilgivelige synd er tilgivelig ikke ud af sin natur, men ud af Guds barmhjertighed, og at der er synd tilbage efter dåben. |
| 3 Primum ita ostenditur:
Isaias lxiiij. Et facti sumus immundi omnes nos et quasi pannus menstruatae universae iustitiae nostrae. Haec vel sola autoritas obstruat omnium contradictorum os et gulam, cum sit apertissima, esse nos omnes immundos et non modo iniustitias, sed iustitias quoque nostras apud deum. (latlu03#1) |
Det første påvises således:
Es 64,5: 'Og vi blev alle urene, og al vor retfærdighed som en menstruationsklud'. Alene dette skriftsted skulle kunne lukke munden på alle modstanderne, eftersom det er soleklart, at vi alle er urene, og det ikke blot vore uretfærdige gerninger, men også vore retfærdige gerninger overfor Gud. |
| 4 Sed scio, quid hic soleant opponere, scilicet prophetam loqui de iustitia nostra, quae ex lege est, quam Apostolus quoque damnat. In hanc sententiam et D. Hieronymus cedere videtur. Sed verba prophetae sunt manifesta: loquitur enim in persona sua et totius fidelis populi, qui non iustitia legis, sed gratiae iusti erant, siquidem et ipsi eandem escam manducaverunt et eundem spiritum fidei habuerunt, ut Apostolus dicit. (1 Kor 10,3) | Men jeg véd, at de her plejer at gøre indsigelse, idet de siger, at profeten taler om vor retfærdighed efter loven, som også apostelen fordømmer. Også doktor Hieronymus synes at falde tilbage til den anskuelse. Men profetens ord er klare: Han taler nemlig som ét med hele det troende folk, som ikke er af lovens retfærdighed, men er retfærdige ved nåden, forsåvidt de spiste den samme mad og havde den samme troens ånd, som apostelen siger. |
| 5 Neque enim iustitia legis confitetur deo in humilitate: non est accusatrix sui in principio, sed inflata excusat se et iustificat, quare solius gratiae iustificantis est dicere et confiteri, sese esse immundum et iniquum. | Og det er jo heller ikke sådan, at lovretfærdigheden ydmygt bekender Gud. Den anklager ikke sig selv i begyndelsen, men opblæst undskylder og retfærdiggør den sig selv, for det er alene i kraft af den retfærdiggørende nåde, at man kan sige og bekende, at man er uren og utilstrækkelig. |
| 6 Secundo non dicit 'iustitiae nostrae' aut 'nos', sed 'omnes nos' et 'universae iustitiae nostrae': neminem excipit et nullam iustitiam mundam asserit. ergo non potest trahi ad aliquos, qui non fuerint gratia iustificati, nec ad solam legalem, sed ad omnes et ad omnem iustitiam eorum. | For det andet siger han ikke 'vor retfærdighed' eller 'vi', men 'vi alle' og 'al vor retfærdighed'. Han undtager ingen og erklærer ingen retfærdighed for ren. Altså kan det ikke drages hen på nogle, som ikke var retfærdiggjorte ved nåden, eller forstås om den blot lovmæssige retfærdighed, nej, det må forstås om alle og have med deres hele retfærdighed at gøre. |
| 7 At certum est, aliquot inter eos fuisse, qui plusquam legali iustitia iusti essent et aliam quam iustitiam legalem tunc fuisse simul, et tamen dicit omnes immundos et universae iustitias pollutas. Quare vincit haec autoritas et tam aperta verba cogunt cuiuscunque interpretationem posthaberi suo apertissimo sensui. | Men det er givet, at der var mange blandt dem, som var retfærdige i mere en blot lovens forstand, og dengang på én gang havde mere end den blot lovmæssige retfærdighed, og dog siger han, at alle er urene og forurenet på hele deres retfærdighed. Derfor sejrer dette skriftsted og disse klare ord tvinger, og enhvers fortolkning bliver tilsidesat ved denne soleklare mening. |
| 8 Sed et illud malo intelligendi usu dicitur, quod iustitia legalis fuerit immunda ad iustitiam Euangelicam comparata, quia lex utcunque cerimonialis erat bona et a deo instituta. quare iustitia eiusdem non erat de se immunda ullo modo, cum tunc non minus cogerentur ea servare quam decalogi praecepta. Ideo, qui de iustitia legis tanquam immunda loquuntur, solum respiciunt ad tempus Euangelii, in quo est abrogata, non quia immunda, sed quia fiduciam prebebat stultis contra gratiam dei, ut Apostolus ad Galatas et Romanos docet. | Men også dette vil jeg hellere skal siges i den betydning, at lovens retfærdighed var uren i sammenligning med evangeliets retfærdighed, fordi loven i forhold til ceremonierne var god og indstiftet af Gud. Derfor var dens retfærdighed ikke i sig selv uren på nogen måde, eftersom de dengang blev tvunger til at overholde den, ikke mindre end de ti bud. Derfor, den, der taler om lovens retfærdighed som uren, ser alene hen til evangeliets tid, hvori den blev ophævet, ikke fordi den var uren, men fordi tilliden til den opvakte de dumme imod Guds nåde, som apostelen lærer i Galater- og Romerbrevet. |
| 9 Quare sicut cerimonialis iustitia erat bona et recta, et tamen immunda, ita et decalogi eorum iustitia erat immunda, quantumlibet bona: propheta enim pro suo tempore loquitur, quo iustitia legis numdum erat abrogata: alioquin dicendum, quod deus eis praecepisset immunda servare, quod est detestabile. Stat ergo verbum 'universae iustitiae nostrae immundae' et 'omnes nos immundi'. | Derfor, ligesom ceremoniretfærdigheden var god og ret, og dog uren, således var også deres ti buds retfærdighed uren, skønt den var god. Profeten taler nemlig om sin egen tid, hvor lovens retfærdighed endnu ikke var ophævet. Ellers måtte man sige, at Gud havde foreskrevet dem at tjene noget urent, hvilket er foragteligt. Altså står ordene fast: 'al vor urene retfærdighed' og 'alle vi urene'. |
| 10 Secundo (n10) illud Ecclesiastis vij. Non est iustus in terra, qui benefaciat et non peccet. (Præd 7,20). (latlu03#32) Solet autem et hoc verbum sic eludi, quod iustis aliquando (W412) benefacit, aliquando peccat, sed hoc non stabit: si enim hoc voluisset, suffeceret dicere 'Non est iustis, qui non peccet'. quid enim superflueret verbis, quasi aliquis sit iustis, qui faciat male? Non enim nisi iustus facit bene et a benefaciendo iustus est: ideo, ut exprimat vitium, addit 'qui faciat bene et non peccet'. Nam dum de operibus extra benefacta loquitur, sic dicit: Septies in die cadit iustus, et toties resurgit. (Ordspr 24,16). Hic non addit 'iustus qui bene facit'. | For det andet er der dette Præd 7,20: 'Der er ingen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder'. Men også dette ord plejer man at undvige således, at den retfærdige af og til gør godt, og af og til synder, men dette duer ikke. Hvis nemlig det var det, han ville, ville det have været nok at sige. 'Der er ingen retfærdig, som ikke synder'. Hvorfor skulle han så bruge overflødige ord, som om der var én eller anden retfærdig, der gjorde ondt? Det er jo kun en retfærdig, der gør godt og ved det at gøre godt er retfærdig. Derfor, for at han kan udtrykke lasten, føjer han til: 'som gør godt og ikke synder'. For når han taler om gerningerne ud over de gode gerninger, siger han således: 'Syv gange om dagn falder den retfærdige, og hver gang rejser han sig op igen'. Her føjer han ikke til 'den retfærdige, som gør godt'. |
| 11 Tercio (n11) illud Ro: vij. Quod nolo malum, hoc facio: quod volo bonum, hoc non facio. Et infra: Condelector enim legi dei secundum interiorem hominem, video autem aliam legem in membris meis repugnantem legi mentis meae &c. (Rom 7,22f) Hic advertamus Apostolum: cedant huic ratio et autoritas sive Ecclesiae sive Concilii, quoniam hic docetur, cuius contrarium, si angelus de coelo docuerit, non credam. (Latlu03#58) | Det tredie sted er Rom 7,19: 'Det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, men det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke'. Og senere: 'Jeg er i mit indre menneske enig med Guds lov, men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper imod mit sinds lov osv'. Lad os her holde os til apostelen. Overfor ham må både kirkens og koncilernes begrundelse og autoritet falde, når der dog her læres sådan. Og selv om en engel fra himlen lærte det modsatte, ville jeg dog ikke tro det. |
| 12 Nemo hunc locum Apostoli mihi superabit, nec evadet. Primum hic idem unus homo Paulus, sanctus Apostolus, plenus gratia, simul delectatur in lege dei, simul repugnat legi dei, quis aliud quam peccare audeat intelligere? Non agere bonum, nonne contra legem dei est? At dum vult hoc bonum, eo ipso non facit hoc bonum, sed malum contrarium: cum ergo nunquam sit sine repugnantia, nunquam sine vitio bene facit, nunquam ergo plene implet legem dei. | Ingen vil for mig at se kunne overvinde eller undvige dette sted hos apostelen. For det første er Paulus her det samme menneske som den hellige apostel, fuld af nåde, på én gang elsker han Guds lov og kæmper imod Guds lov, hvem vover at forstå det som andet end at synde? Ikke at gøre godt, mon ikke det er imod Guds lov? Men skønt han her vil det gode, gør han netop her ikke det gode, men modsat det onde: eftersom han altså aldrig er den noget, der kæmper imod, gør han aldrig det gode uden last, og opfylder altså aldrig Guds lov fuldt ud. |
| 13 Quare, ut sic dixerum, Noluntas illa legis dei in carne semper est, quando voluntas est legis dei: per hanc bene facit, per illam male facit. Nolle est ex carne, velle ex spiritu: ideo oramus, ut fiat voluntas dei in terra (carne), sicut in coelo (id est spiritu) fit. sic dicit: Velle mihi adiacet, perficere non invenio. (Rom 7,18) Hoc et scholastici dicunt, Quod homo sit difficilis ad bonum et pronus ad malum, et tamen audent dicere, non esse peccatum in opere bono, quasi difficultas, quae impedit hilarem et liberam legis dilectionem, non officiat, quo minus legi dei satisfiat, quae non nisi puro et libero amore impletur: ps. i. In lege domini voluntas eius (Sl 1,2), et i. Timoth. i. Finis legis charitas. (1 Tim 1,5). | Derfor, at jeg skal sige det sådan: Denne uvilje imod Guds lov er altid i kødet, selv om han har en vilje til Guds lov. Gennem den sidste gør han det gode, gennem den første det onde. Ikke at ville kommer fra kødet, at ville fra ånden. Derfor beder vi om, at Guds vilje må ske på jorden (i kødet) ligesom i himlen (det vil sige: i ånden). Således siger han: 'viljen har jeg, men at udføre det gode kan jeg ikke'. Det siger skolastikerne også, at mennesket har vanskeligt ved det gode og er tilbøjeligt til det onde, og dog vover de at sige, at der ikke er synd i en god gerning, som om den vanskelighed, der forhindrer, at man muntert og frit elsker loven, ikke stod i vejen for, at man kunne tilfredsstille Guds lov, for den opfyldes kun af en ren og fri kærlighed, jvfr Sl 1,2: 'Han har sin glæde i Herrens lov' og 1 Tim 1,5: 'Lovens formål er kærlighed'. |
| 14 Ita de Christo ps. xliiij. Dilexisti iustitiam et odisti iniquitatem. Concludit ergo Paulus: igitur mente servio legi dei, carne autem legi peccati. Quid expressius dici potest 'idem servus eadem servitute legi dei et legi peccati servit'? Adhuc negas, peccatum esse servire legi peccati? Eadem fronte neges, bonum esse servire legi dei. Est ergo omne opus bonum vitiosum cuiuscunque hominis in hac vita propter servitutem peccati, qua tenetur captivus in carne, ut legi dei semper debitor et peccator maneat, hoc uno salvus, quod cum Apostolo clamat: Infoelix homo ego, quis me liberabit de morte corporis huius? (W413). | Ligeledes siger Sl 45,8 om Kristus: 'Jeg har elsket retfærdighed og hadet uretfærdighed'. Derfor konkluderer Paulus: 'Derfor tjener jeg med min ånd Guds lov, men med mit kød syndens lov'. Hvordan kan det siges mere klart, at det er den samme tjener, der med den samme tjeneste tjener Guds lov og syndens lov? Nægter du stadig, at synden er at tjene syndens lov? Så kunne du lige så frækt nægte, at det er godt at tjene Guds lov. Derfor er enhver god gerning lastefuld hos et hvilketsomhelst menneske i dette liv på grund af slaveriet for synden, hvorved det holdes i fangenskab i kødet, så at det altid forbliver en skyldner overfor Guds lov og en synder, og alene bliver frelst, fordi det med apostelen udråber: 'Jeg ulykkelige menneske, hvem skal befri mig fra dette dødens legeme?' |
| 15 Quinto (n15) eadem eiusdem sententia est Gal. v. Caro concupiscit adversus spiritum et spiritus adversus carnem: haec enim sibi invicem adversantur, ut non quae vultis faciatis. (Gal 5,17). (Latlu04#38) An etiam hic non satis apertus est Paulus? Concupiscere adversus spiritum peccatum est et contra legem dei. At haec duo manet, quam diu caro manet: ita non faciunt quod volunt. Volunt legem dei servare, ne concupiscant aliquid contra legem dei, sed non faciunt noc implent hoc velle: ideo manet peccatores et non unum saltem opus faciunt, in quo nihil sit debiti aut defectus a lege. | For det femte: Den samme mening hos Paulus ses Gal 5,17: 'Kødet begærer imod ånden og ånden imod kødet: disse to ligger nemlig indbyrdes i strid, så I ikke kan gøre det, I vil'. Er Paulus ikke også klar nok her? At begære imod ånden er synd og imod Guds lov. Men disse to forbliver, sålænge kødet forbliver; derfor gør de ikke, hvad de vil. De vil tjene Guds lov, at de ikke skal begære noget imod Guds lov, men de gør det ikke, de opfylder ikke det, de vil; derfor er de stadigvæk syndere, og der er ikke så meget som én gerning, i hvilken de ikke er skyldnere eller afvigere fra loven. |
| 16 Hic vero obstrepunt dicentes 'hic defectus proprie peccatum non est: ideo tenendus est usus loquendi et loquendum ut multi'. Respondeo: Tuus usus est perniciosus, qui a loquendi usu recessit, qui in sacris literis est, cuius theologos oportet esse constantissimos observatores. Paulus dicit, quod servit legi peccati, et contra legem agat. At peccatum magis proprie dici non potest, quam id quod contra legem est et legi peccati servit. Valeat ergo tuus loquendi abusus. Sed de hoc infra in peccato veniali. | Men dette vender de sig imod, idet de siger 'Dette er en mangel, ikke en egentlig synd; derfor må man fastholde sprogbrugen og man må sige, som de fleste'. Jeg svarer: Det er din sprogbrug, der er skadelig, du, som viger tilbage fra den sprogbrug, som er i den hellige skrift; den skulle ellers teologer være de mest vedholdende overholdere af. Paulus siger, at han tjener syndens lov og handler imod loven. Men man kan da ikke i højere grad sige, at noget er egentlig synd, end at der er imod loven og tjener syndens lov. Din sprogbrug gælder altså som en sprogmisbrug. Men herom senere, når vi taler om den tilgivelige synd. |
| 17 Igitur (n17) tantum est ibi peccati, quantum noluntatis, difficultatis, repugnantiae, Et tantum ibi meriti, quantum voluntatis, libertatis, hilaritatis. Mixta sunt haec duo in omni vita et opere nostro. Non enim sine carne sumus, nec sine ea operamur. At qualis est caro, talia operatur. Quod si sit tota noluntas, iam est peccatum ibi mortale et aversio. Tota autem voluntas in hac vita non est: ideo semper peccamus, dum bene facimus, licet quandoque minus quandique magis, secundum quod caro minus fuerit importuna cum suis immundis desyderiis. | Derfor er der kun dèr synd, hvor der er afvisning, vanskelighed, modvilje. Og der er kun fortjeneste dèr, hvor der er god vilje, frivillig handling, glad gerning. Disse to er sammenblandet i hele livet og i vor gerning. Vi er nemlig ikke uden kød og handler ikke uden kød. Og ligesom kødet er, sådan handler vi. Og hvis der helt var afvisning, så ville der være en dødssynd dèr og en forvendthed. Men i dette liv er viljen ikke hel: Derfor synder vi altid, når vi gør det gode, selv om det sommetider er mindre, sommetider mere; ifølge dette er kødet mindre hensynsløst sammen med sine urene ønsker. |
| 18 Haec ergo est causa, quare non sit iustus in terra, qui faciat bene et non peccet, Est autem talis iustus solum in coelo. Cum autem homo sine ista noluntate non sit nec sine ea operetur, per hoc nec sine peccato in opere bono erit. Quomodo enim sine ea operari potest, qui sine ea vivere et esse non potest? Quare iustus est velut instrumentum corrosum rubigine, quod deus suscepit expoliendum, quod, ubi corrosum est, male secat, donec perfecte sit expolitum. | Dette er altså grunden til, at der ikke er en retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder. En sådan retfærdig er der kun i himlen. Men eftersom mennesket ikke er uden denne modvilje og ikke handler uden den, vil det af den grund heller ikke være uden synd i dets gode gerninger. For hvordan skulle den kunne handle uden den, som ikke kan leve og være uden den? Derfor er den retfærdige som et rustent instrument, som Gud tager sig for at slibe op, som, sålænge det er rustent, skærer dårligt, indtil det er slebet fuldkomment skarpt. |
| 19 Sexto, ad hoc valet illa parabola (Luce x.) Samaritani, qui semivivo homini infuso vulneribus oleo et vino alligavit quidem vulnera, sed nunquid mox sanavit? Non: sed curam eius commisit stabulario, donec rediret. Itaque ecclesia stabulum este, in quo accepta gratia baptismi quottidie curamur a peccatis. (latlu04#63) | For det sjette. Det er, hvad lignelsen om samaritaneren vil sige (Luk 10,30ff) han, som hældte olie og vin på det halvdøde menneskes sår og ganske vist forbandt sårene, men jo ikke helbredte ham med det samme. Nej, han overlod plejen af ham til herbergsværten, indtil han kom tilbage. Sådan er kirken herbergsværten, i hvilken vi dag for dag helbredes fra synden ved den modtagne dåbens nåde. |
| 20 Et opera nostra talia sunt qualia eorum qui incipiunt sanari, sanati autem nondum sunt, quae patet quod sint partim egra, partim sana, multum ab his distantia quae sani perfecte faciunt. Inde Christus Matt. Vij. (W414) Apostolos plane malos appellat, dicens: Vos, cum sitis mali, nostos bona data filiis vestris. (Matt 7,11). Si autem sunt mali, iam stabit eiusdem domini sententia: Arbor mala non potest fructus bonos facere, et tantum faciunt bonos, quantum sunt arbor bona, et econtra. (Matt 7,18). | Og vore gerninger er af samme art som deres, der er begyndt at blive helbredt, men endnu ikke er helbredt; og heraf fremgår, at de er dels syge, dels sunde, meget langt fra som sunde at handle fuldkomment. Derfor kalder Kristus i Matt 7,1 ligeud apostlene onde, når han sige: 'I som er onde, kan give jeres børn gode gaver'. Men hvis de onde, så stadfæstes den samme herres ord: Et ondt træ kan ikke bære gode frugter, og de kan kun bære gode frugter for så vidt de er et godt træ, og omvendt. |
| 21 Quod autem haec intelligentia aut usus loquendi apud theologis periit, in causa est, quod relictis sacris literis ceperunt de his rebus divinis humano (id est faciliore, ut ipsi putant) modo loqui, et sic paulatim amiserunt et sensum scripturae, cuius verba tanquam vasa reliquerunt simul, quod, cum in baptismo remitti omnia peccata scirent, statim intulerunt, nullum ibi relinqui peccatum, ideo fomitem non peccatum sed infirmitatem contra expressum textum Apostoli appellantes, cum peccatum remittatur ibi, non ut non sit, sed ut non imputetur, ut B. Augustinus ait. | Men hvis denne forståelse eller sprogbrug går til grunde hos teologerne, så forårsager det, at de begynder at tale på menneskevis (det vil sige, gøre det lettere, som de selv vil mene) om disse ting i de øvrige hellige skrifter, og således mister de også overalt meningen med skriften, hvis ord de efterlader som tomme kar, samtidig med at de, eftersom de véd, at al synd tilgives i dåben, straks indfører, at der dèr ikke er nogen synd tilbage, og derfor kalder de, imod apostelens udtrykkelige ord, tønderet ikke for synd, men for en svaghed, skønt synden tilgives i dåben, ikke så den ikke er der mere, men så den ikke tilregnes, som den salige Augustin siger. |
| 22 Est ergo peccatum ibi verissime, nisi quod non imputatur, eo quod ceptum est expelli. Ideo reatus quidem solutus est, ipsum autem manet, donec et ipsum expellatur. Sumus enim in phase, id est transitu, de peccato ad gratiam. Quod si cesses illud expellere ac pro non peccato habeas, iam pactum non servas baptismi et redit reatus eius: pactus enim es, te peccatum expugnaturum ac diabolo pompisque eius reluctaturum, quod cum de peccatis extra te positis intelligis et tuum peccatum intus nullum esse putas, nec recte baptismi sacramentum intelligis nec accipis. Nihil ergo differt peccatum fomitis a quolibet crimine post vel ante baptismum, cum sit eque contra legem dei sicut quodlibet aliud, nisi quod non imputatur. | Der er nemlig i sandhed synd dèr, blot tilregnes den ikke, så snart man begynder at drive den ud. Derfor udslettes ganske vist skylden, men synden selv forbliver, indtil også den drives ud. Vi befinder os altså i en fase, det vil sige, i en overgang fra synd til nåde. Derfor, hvis du ophører med at drive den ud og ikke regner den for synd, så tjener du ikke mere dåbens pagt og dens skyld vender tilbage; du er nemlig gået ind på, at du vil udrense synden og bekæmpe djævelen og al hans pomp, men du hverken forstår eller modtager dåbens sakramente ret, hvis du forstår synden som noget uden for dig selv, og ikke mener, at synden i dig selv er noget. Tønderets synd adskiller sig derfor ikke fra en forbrydelse, begået før eller efter dåben, eftersom den i lige så høj grad er imod Guds lov som alt muligt andet, blot tilregnes den ikke. |
| 23 Quare quid alii in Theologia scholastica didicerint, ipsi viderint. Ego scio et confiteor, me aliud nihil didicisse quam ignorantiam peccati, iustitiae, baptismi et totius Christianae vitae, nec quid virtus dei, opus dei, gratia dei, iustitia dei, fides, spes, charitas sit. | Derfor hvad andre har lært i den skolastiske teologi, lad dem selv sørge for det. Men jeg véd og bekender, at jeg ikke har lært andet end uvidenhed om synd, retfærdighed, dåb og hele det kristne liv, og ikke noget om, hvad Guds kraft, Guds gerning, Guds nåde, Guds retfærdighed, hvad tro, håb og kærlighed er. |
| 24 Breviter, non solum nihil didici (quod ferendum erat), sed non nisi dediscenda didici, omnino contraria divinis literis. Miror autem, si alii foelicius didicerunt. Qui si aliqui sint, candide eis gratulor. Ego Christum amiseram illic, nunc in Paulo reperi. | Kort sagt, ikke blot har jeg intet lært (hvilket jo var til at bære), men jeg har kun lært noget, som jeg har måttet gøre ulært, noget, som i det hele taget er imod den guddommelige skrift. Men jeg spekulerer på, om andre har været mere heldige i deres læren. Hvis nogen har været det, vil jeg åbent lykønske dem. Men jeg for mit vedkommende har tabt Kristus i den teologi, men fundet ham hos Paulus. |
| 25 Septimo, huc parabola Matt. xiij. pertinet: Simile est regnum coelorum fermento, quod acceptum mulier abscondit in farine satis tribus, donec fermentaretur totum. (Matt 13,33) (latlu04#81) Satum genus mensurae est hebraicum, modium et dimidium continens autore Hieronymo. | For det syvende. Lignelsen Matt 13,33 har med dette at gøre. 'Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedmel, indtil det var helt gennemsyret'. 'Satum' er en slags hebraisk mål, som ifølge Hieronymus indeholder en halv modius. (romersk kornmål). |
| 26 Quae autem sint tria sata ista farine, modo non est locus dicere. Sat nunc est, farinam esse nos homines, fermentum absconditum Christum, gratiam nobis largitam in spiritu fidei. Sed sicut fermentum non subito fermentat conspersionem totam, ita gratia infusa non mox diffunditur per totum corpus, sed paulatim totum hominem fermentat sibique similem reddit. | Men hvad disse tre mål hvedemel kan være, er det ikke her stedet at tale om. Her er det nok, at hvedemelet er os mennesker, gæren, der bliver gemt i den er Kristus, er den nåde, der bliver tildelt os ved troens ånd. Men ligesom gæren ikke straks gennemsyrer hele dejklumpen (?), således udbredes den indgydte nåde ikke med det samme i hele kroppen, men lidt efter lidt gennemsyrer den hele menneske og gør det lige med sig selv. |
| 27 Quare peccatum ibi reliquum est, sed, quia ceptum expurgari, non imputatur expurgatori: hoc est enim, in baptismo omnia peccata remitti, non imputari scilicet, non autem penitus evacuari. Error ergo (W415) est et humana sunt commenta, quod peccatum quo ad formale suum tollitur: formale autem appellant privationem gratiae, materiale ipsum fomitem vel habitum. | Derfor er der efterladt synd der, men fordi man har begyndt at uddrive det, tilregnes det ikke den, der driver det ud. Det betyder nemlig, at i dåben bliver alle synder tilgivet, det vil sige, de tilregnes ikke, men de udkastes ikke fuldstændigt. Det er altså en fejl og en menneskelig kommentar, at synden ophæves, forsåvidt angår det formelle. Men det formelle kalder de berøvelse af nåden, det materielle selve tønderet eller vanen. |
| 28 Reatus tantum tollitur: formale autem tantum manet quantum materiale, hoc est privatio gratie tanta ibi est, quanta est concupiscentia reliqua. Oportet enim in locum concupiscentiae succedere charitatem, quae non est, ubi concupiscentia est. | Kun skylden ophæves. Men formelt forbliver der så meget som der er materielt, det vil sige, formindskelsen af nåden er her lige så stor, som der er begær tilbage. For i stedet for begæret bør der nemlig indtræde kærlighed, som ikke er der, når begæret er der. |
| 29 Causa erroris est, quod subiectum gratiae dant solam animam eiusque nobiliorem partem, (latlu05#4) Deinde quod carnem et spiritum distinguunt metaphysice tanquam duas substantias, cum totus homo sit spiritus et caro, tantum spiritus quantum diligit legem dei, tantum caro quantum odit legem dei. | Årsagen til fejlen er, at de mener, det alene er sjælen og de ædlere dele, der underkastes nåden. Og derefter, fordi de metafysisk skelner mellem kød og ånd, som er det to substanser, skønt hele mennesket er ånd og kød, så er det kun ånden, der elsker Guds lov, lige så meget som kødet hader Guds lov. |
| 30 Sic sanitas et morbus iuxta sunt in eodem corpore aut eodem loco carnis. Ideo enim iuxta Salomonem Nemo gloriari potest se habere mundum cor, (Ordsp 20,9) (latlu05#10) quia caro, id est affectus carnis et concupiscentia, quae est fermentum vetus nequitiae, (1 Kor 5,8) totum hominem corrupit. | Således er sundhed og sygdom blandet sammen i det samme legeme eller på det samme kødets sted. Derfor er det, at ingen ifølge Salomon kan rose sig af at have et rent hjerte, fordi kødet, det vil sige, kødets følelser og begæringer, som er den gamle dårlige surdej, fordærver hele mennesket. |
| 31 Iuxta Gen. vi. Non permanebit spiritus meus in homine, quia caro est, (1 Mos 6,3) inquit, non carnem habet, quia toto affectu cordis carnem sapit. Quare fermentum novum, quae est charitas, rursum miscetur huic fermento veteri, ut ipsum e toto homine eiiciat, primum de corde, deinde de toto corpore et omnibus membris. | Ifølge 1 Mos 6,3: 'Men ånd skal ikke forblive evigt i mennesket, fordi det er kød', siger han ikke, at mennesket har kød, fordi det med hele sin styrke tænker kød. Derfor er det en ny surdej, som er kærligheden, der atter opblandes med denne gamle surdej, så den udkastes af hele mennesket, først af hjertet, dernæst af hele legeme og alle lemmerne. |
| 32 Octavo, Illud prevalidum in psal. cxlij. Non intres in iudicium cum servo tuo, quia non iustificabitur iin conspectu tuo omnis vivens. (latlu05#15) Hic quero, an ille iustus, quem fingunt, cum in ipso pulcherrimo merito iam actualiter fuerit, etiam sit numerandus inter eos qui vivunt, cum psalmus 'omnis vivens' universaliter dixerit? Si inter eos numeratur, non iustificabitur coram iudicio dei, ut hic dicit. Cur hoc? quaeso. | For det ottende har det ord stor magt, der står i Sl 143,2: 'Gå ikke i rette med din tjener, for overfor dig vil ingen levende blive retfærdiggjort'. Her spørger jeg, om den retfærdige, som de forestiller sig, når han ved selve den højst smukke fortjeneste jo da er noget nutidigt, også skal regnes blandt dem, der lever, eftersom salmen siger 'ingen levende' i al almindelighed? Hvis han skal regnes med til dem, så vil han ikke blive retfærdiggjort overfor Guds dom, som han her siger. Hvordan det? spørger jeg. |
| 33 Si sine peccato est in opere bono, non potest damnari a deo, qui iustitia est ipsa, nihil magis amans quam iustitiam, nec timendum, quod iustus iudex iustitiam damnet. Si autem damnatur, iam sine peccato non est et contra legem dei invenitur egisse. Non enim damnatur, nisi qui legi dei non satisfecit. | Hvis han er uden synd i sin gode gerning, kan han ikke fordømmes af Gud, som er retfærdigheden selv, når han kun elsker retfærdighed og ikke frygter, at den retfærdige domme skal fordømme retfærdigheden. Men hvis han fordømmes, så kan han ikke være uden synd og han må regnes med til dem, der har handlet imod Guds lov. For det er kun den, der ikke har opfyldt Guds lov, der fordømmes. |
| 34 Quod si is non iustificabitur in iudicio dei, qui servus dei est, nec omnes viventes, inter quos necesse est sanctissimos aliquot esse, si Ecclesiam sanctam sanctorum communionem in terris vivere credimus, qui tamen legem implent, qualis, putas, furor est eorum, qui citra gratiam et extra Ecclesiam insaniunt, legem posse impleri ex naturalibus viribus quo ad totam substantiam facti, licet non ad intentionem precipientis? | Derfor, hvis den ikke kan retfærdiggøres overfor Gud, som er Guds tjener, og heller ingen levende, blandt hvilke nødvendigvis de hellige i nogen grad må være, kan det, hvis vi tror på, at den hellige kirke, de helliges fællesskab, lever på jorden, de, der dog opfylder loven, tror du så ikke, at de mennesker vil blive rasende, som i deres vanvid mener, at de udenfor nåden og udenfor kirken kan opfylde lovem med deres naturlige kræfter, fordi de skal gøres ud fra hele substansen, og ikke blot ud fra hensigten hos den, der tager sig for at handle? (??) |
| 35 Ad hoc, ut iterum ad articulum Hussiticum Constantiae damnatum redeam, quantus error est, actum neutrum et non malum inveniri dicere, quando actus iustorum non est iustificabilis coram deo! Quibus recte illud Hieremiae dici potest: Ecce quibus iudicium non erat, ut biberent, bibentes bibent, Et tu innocens eris? Non eris innocens. (Jer 49,12) | Med hensyn til dette -- at jeg igen skal vende tilbage til den hussitiske artikel, der blev fordømt på Konstanzerkoncilet -- hvor stor en fejl er det så ikke at sige, at man opfinder en neutral eller ikke ond handling, når de retfærdiges gerning ikke kan retfærdiggøres overfor Gud! Hvor sandt er det ikke, hvad Jeremias siger: 'Se, når de, der ikke er dømt til at drikke bægeret, må drikke det, skulle du så være uskyldig? Nej, du vil ikke være uskyldig'. |
| 36 Et i. Pe. iiij. Si iustus vix salvabitur, peccator et impius ubi parebunt? (1 Pet 4,18) Et vide monstra, quae hinc (W416) sequuntur. Impio extra gratiam in suo opere bono tribuunt nec veniale peccatum, sed solummodo non meritorium, cum hic iusto in opere bono tribuatur adeo peccatum, ut, si iudicio dei sistatur, non possit iustificari (hoc est mortale et damnabile), quanto ergo magis impii opera bona sunt damnabilia et mortalia, nequaquam neutralia seu media. | Og 1 Pet 4,18: 'Når den retfærdige frelses med nød og næppe, hvordan kan den ugudelige da skånes?' Se bare, hvilke følgeslutninger, de drager heraf. De ufromme udenfor nåden mener de ikke engang har tilgivelige synder i deres gode gerninger, nej, de gør blot ikke fortjenstfulde handlinger, skønt her den retfærdige i sin gode gerning tillægges synd i den grad, at han, hvis han skulle bestå i Guds dom, ikke kunne retfærdiggøres (det vil sige, hans gerninger er dødssynder og fordømmelige), hvor meget mere er da ikke den ufrommes gode gerninger fordømmelige dødssynder, de kan da på ingen måde være neutrale eller befinde sig midt imellem. |
| 37 Et adhuc gloriantur Theologiam scholasticam non esse contra Theologiam sacram, cum hac ratione melior esset conditio peccatoris quam iusti, ubi ille non peccaret, in quo iustus peccaret. | Og i den grad praler de af, at den skolastiske teologi ikke er imod den hellige teologi, skønt med den begrundelse synderens betingelse vil være bedre end den retfærdiges, for han synder ikke dèr, hvor den retfærdige synder. |
| 38
Hinc iam videmus, unde fiant sanctorum patrum sententiae.
Augustinus li. ix. Confess. Ve hominum vitae quantumcunque laudabili, si remota misericordia iudicetur. (latlu05#44) Quid hic, quaeso, sequitur? Nonne, omne peccatum esse omnino mortale ex natura sua, sola autem misericordia dei veniale? Nec mirum sane, quia omne peccatum est contra legem dei. |
Lad os derefter se
på, hvad de gør ved de hellige fædres opfattelser.
Augustin siger i den niende bog af konfessionerne: 'Ve menneskets liv, hvor rosværdigt det end er, hvis de skal bedømmes uden barmhjertighed'. Hvad følger heraf? spørger jeg. Mon ikke, at al synd er dødssynd efter sin natur, alene ved barmhjertigheden bliver den tilgivelig? Og det er jo ikke mærkeligt, for al synd er imod Guds lov. |
| 39 At contra legem dei esse, iam gravissimum est quantum in ipso est. Necesse est enim perpetuo separari a deo, quicquid quomodocunque contra legem dei est, cum nihil inquinatum intraturum sit in regnum coelorum. (Åb 21,27) Deinde cum nec apex sit praeteriturus a lege, qui non fiat, (Matt 5,18) necesse est, nec veniale quidem peccatum remanere. Eloquia enim domini casta, argentum igne probatum, purgatum septuplum. (Sl 12,7) Ita purum esse oportebit et hominem: alioquin salvus non erit, quia apex unus non praeteribit. | Men at det er imod Guds lov, er allerede højst alvorligt i sig selv. Det er nemlig nædvendigt hele tiden at holde borte fra Gud, hvad der på nogen måde er imod Guds lov, eftersom intet vanhelligt kommer ind i himmeriget. Derefter, eftersom ejheller en tøddel af loven skal forgå, før den er opfyldt, er det nødvendigt, at heller ikke den tilgivelige synd forbliver. For 'Herrens ord er rene, er sølv, prøvet i ild, renset syv gange'. Derfor bør mennesket også være rent: Ellers vil han ikke blive frelst, for der står, at 'blot en tøddel' ikke skal forgå. |
| 40 Quocirca gravis error est iterum Theologorum, peccatum veniale penitus nihil curantium et garrientium, quod veniale peccatum deum non offendit aut solum venialiter offendit. Si tam levis offensio, cur iustus vix salvus erit? cur non sustinet iudicium dei et iustificari iustus non potest? cur tam serio et non venialiter nec improprie orare cogimur 'Dimitte nobis debita nostra' et 'Fiat voluntas tua, Adveniat regnum tuum, Sanctificetur nomen tuum'? | Derfor er det igen en alvorlig fejl af teologerne, at de slet ikke tager sig af den tilgivelige synd, og hånligt siger, at den tilgivelige synd ikke støder Gud, eller blot støder ham tilgiveligt. Hvis det er en så ringe overtrædelse, hvorfor bliver så den retfærdige kun frelst med nød og næppe? hvorfor er det så sådan, at Guds dom opretholdes og at den retfærdige ikke kan retfærdiggøres? hvorfor skal vi så bede så alvorligt og ikke overfladisk eller uegentligt Fadervors bønner: 'Forlad os vor skyld' og 'Ske din vilje, komme dit rige, helliget vorde dit navn'? |
| 41 Nonne apparet, hos Theologistas primum extinguere timorem dei in hominibus, deinde pulvillos et cervicalia sub manibus et capitibus eorum ponere, ut Ezechiel dicit, (Ez 13,18) ac orationes eorum remittere et spiritum extinguere? Non est res levis momenti (dicant quid velint) legi et voluntati divinae vel uno pilo dissentire, nec res est levis misericordia divina, quae veniale ignoscit. Ita illi legem et voluntatem ac misericordiam divinam pene pro ignavia habent, ne ferveat oratio neve ardeat gratitudo iustorum. Attendamus ergo a fermentum isto pharisaico. | Mon ikke det står klart, at disse teologer først udrydder frygten for Guds i mennesker, og dernæst syr de bånd på hænderne og tager hatte på hovedet, som Ezekiel siger, og tilgiver de deres bønner og udrydder ånden? Det er ikke et kort øjebliks sag (lad dem sige det, som vil) at være uenig med den guddommelige lov bare på ét hår, ejheller er den guddommelige barmhjertighed nogen let sag, som bare overser de tilgivelige synder. Således regner disse teooger den guddommelige lov og vilje og barmhjertighed næsten for slaphed (hos Gud), at ikke bønnen skal være sydende og de retfærdige taknemlighed brændende. Lad os derfor vogte os for denne farisæiske surdej! |
| 42 His interim satis factum est, Eccianam secundam propositionem esse et erroneam et impiam, quando negat iustum in omni opere bono peccare, aut iustum peccare mortaliter (si iudicium divinum spectes), aut peccatum in baptisato remanere. Haec enim humanis somniis concepit, qui in sacris literis, quid peccatum aut opus bonum sit, nec legit nec intellexit. (W417). | Hermed er det tilstrækkeligt godtgjordt, at Ecks anden tese både er vildfarende og ufrom, fordi den nægter, at den retfærdige synder i alle sine gode gerninger, eller nægter, at den retfærdige begår dødssynd (hvis du ser på den guddommelige dom), eller nægter, at der forbliver synd i den døbte. Dette forstår nemlig den som menneskelige drømmerier, den, som i den hellige skrift hverken læser eller forstår, hvad synd er eller hvad en god gerning er. |
| 43 Iterum Augustinus lib. i. retract. xix. ubi quesivisset, an mandata dei fuissent ab Apostolis impleta omnia, dicit: omnia mandata implentur, quando quicquid non impletur ignoscitur, quia in eisdem mandatis est et illud, quod tota Ecclesia usque ad finem mundi orat 'Dimitte nobis debita nostra'. Vides, quod mandata non operantibus hominibus, sed ignoscente deo implentur. (latlu05#51). | Atter siger Augustin i 1. bog af retractionerne, kap. 19, hvor han undersøger, om Guds bud alle er blevet opfyldt af apostlene: Alle budene opfyldes, når det, der ikke opfyldes, tilgives, for blandt disse bud er også dette, som hele kirken beder indtil verdens ende 'forlad os vor skyld'. Du ser, at budene ikke opfyldes ved menneskers gerninger, men ved Guds tilgivelse. |
| 44 Quid autem ignoscitur in operibus mandatorum nisi peccatum? At non levis est ignoscentia, quam divina maiestas donat. Desinat ergo veniale peccatum leve facere, ad cuius remissionem non homo, non angelus, sed misericordia aeternae maiestatis necessaria est. Deinde non leve mandatum est, quod eadem maiestas iussit orare, ut Augustinus hic dicit, 'Dimitte nobis debita nostra'. Divina maiestas veniale peccatum tanti facit, ut pro delendo preceptum statuat orandae misericordiae suae, et homo sibi securitatem in illo fingit? Ve illi, per quem tantum scandalum venit! | Men hvad tilgives i budenes gerninger andet end synden? Men det er ikke en ringe overbærenhed, som den guddommelige majestæt giver. Han skal altså lade være med at gøre den tilgivelige synd til noget ringe, for for at den kan tilgives er det ikke et menneske eller en engel, men den evige majestæts barmhjertighed, der er brug for. Og fremdeles er det ikke noget ringe bud, at den samme majestæt har befalet os at bede, som Augustin her siger, 'forlad os vor skyld'. Den guddommelige majestæt har gjort den tilgivelige synd så stor, at han har fastsat et bud for at opløse den, et bud om at bede om hans barmhjertighed, og så skulle mennesket bilde sig ind at være sikret derved? Vé dem, gennem hvem en sådan forargelse kommer! |
| 45 Iterum idem Augustinus Epist. xxix. ad beatum Hieronymum, (n45) de virtutibus disputans, dicit: Et ut generaliter breviterque complectar, quam de virtute habeam notionem, quod ad recte vivendum attinet. Virtus est charitas, qua id quod diligendum est diligitur. Haec in aliis maior, in aliis minor, in aliis nulla est. Plenissima vero, quae non possit augeri, quamdiu hic vivit homo, est in nemine: quamdiu autem augeri potest, profecto id, quod minus est quam debet, ex vitio est. | Videre siger den samme Augustin i brev 29 til den salige Hieronymus, hvor han diskuterer dyderne: 'Lad mig opsummere generelt og kort det synspunkt, jeg har på dyden, forsåvidt det har med det rette liv at gøre. Dyden er den kærlighed, hvormed det, der skal elskes, elskes. Denne er i nogen større, i nogen mindre, i nogen helt borte. Men til overflod og så stor, at den ikke kan øges, findes den ikke i noget menneske, sålænge det lever, men sålænge den kan øges, er den jo i hvert fald mindre, end den bør være, og det er lastefuldt. |
| 46 Ex quo vitio 'non est iustus in terra, qui benefaciat et non peccet': (Præd 7,20) ex quo vitio 'non iustificabitur in conspectu dei omnis vivens': (Sl 143,2) propter quod vitium 'si dixerimus, quia peccatum non habemus, nos ipsos seducimus': (1 Joh 1,8) propter quod etiam, quantumlibet profecerimus, necessarium habemus dicere 'Dimitte nobis debita nostra', cum iam omnia in baptismo, dicta, facta, cogitata, dimissa sint. (latlu05#61). | Og det er ud fra denne last, at der ikke er nogen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder. Det er ud fra denne last, at ingen levende retfærdiggøres overfor Gud. Det er på grund af denne last, at 'hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv'. Og det er også på grund af den, at hvor meget vi end gør fremskridt, vi har stadig nødig at bede 'Forlad os vor skyld', skønt allerede nu alt, det vi har sagt, gjort, tænkt, er tilgivet i dåben'. |
| 47 Haec clarissimi patris clarissima sententia, nonne predicta omnia confirmat, quod defectu charitatis reliquam nimirum concupiscentiam causam facit peccati in quolibet opere bono? | Denne den mest soleklare kirkefaders soleklare mening, mon ikke den bekræfter alt det foregående, at der ved en fejl i kærligheden uden tvivl er efterladt et begær, der bliver årsag til synd i hvilkensomhelst god gerning? |
| 48 D. Hieronymus li. ij. contra Pelagianos, tractans illud psal. xxxi. dixi 'Confiteor adversum me iniustitiam meam', et tu remisisti impietatem peccati mei, pro hac orabit ad te omnis sanctus in tempore oportuno: Si sanctus est, inquit, quomodo orat pro impietate? si iniquitatem habet, qua ratione sanctus appellatur? (latlu06#1) | Den guddommelige Hieronymus behandler i sin 2. bog imod pelagianerne salme 32,5f: 'Jeg sagde: 'Jeg vil bekende min uretfærdighed imod mig', og du tilgav min synds ufromhed, derfor beder enhver hellig til dig til rette tid'. Han siger: 'Hvis han er hellig, hvorfor beder han så for sin ufromhed? Hvis han har uretfærdighed, af hvilken grund kaldes han så hellig?' |
| 49 Tandem plurima scripturae testimonia, praesertim Iob adducens, concludit: Ecce Iob noster, immaculaus et sine querela et abstinens ab omni malo, quali fine iustitiae coronatur, ut misericordia dei indigeat! | Og så fremfører han mange skriftvidnesbyrd, især Job, og konkluderer: Se vor Job, lydefri og uden fejl og afholdende fra alt ondt, med hvilken afslutning på retfærdigheden krones han, så at han trænger til Guds barmhjertighed! |
| 50 Idem li. primo: Tunc iusti sumus, quando nos peccatores fatemur et iustitia nostra non ex proprio, sed ex dei misericordia: (latlu06#17) quare miserentis est et ignoscentis dei, non volentis neque currentis hominis. (W418) | Ligeledes den første bog: Da er vi retfærdige, når vi indrømmer, at vi er syndere og henter vor retfærdighed ikke fra os selv, men fra Guds barmhjertighed. Derfor kommer det an på den Gud, der forbarmer sig og tilgiver, ikke på mennesket, der vil og anstrenger sig. |
| 51
Addamus Gregorium in Moralibus.
Primo super illud Iob ix. Non iustificabitur homo compositus deo: Sanctus, inquit, vir, quia omne meritum virtutis nostrae vitium esse conspicit, si ab interno arbitrio districte iudicetur, ideo recte subiungit: si voluerit contendere cum eo, non poterit unum respondere pro mille. (latlu06#35) |
Lad os tilføje Gregor fra
'moralske overvejelser'.
For det første fra dette over Job 9,2: 'Et velordnet menneske kan ikke være retfærdigt overfor Gud'. Her siger han: 'Et helligt menneske, fordi han indser, at al fortjeneste i vor dyd er last, hvis han bedømmes strengt ud fra den indre vilje, må af den grund med rette føje til: 'Hvis han ville gå i rette med ham, ville han ikke kunne svare én ud af tusind' (Job 9,3)'. |
| 52 Secundo ibidem super illud: Si repente interroget, quis respondebit ei? quia, inquit, si remota pietate discutitur, in eo examine etiam iustorum vita succumbit. (latlut06#54) | For det andet sammesteds over Job 9,12: 'Hvis han pludselig vil udspørge én, hvem kan så svare ham?'. Her siger han: 'For hvis det undersøges, når fromheden er taget bort, så falder endog de retfærdiges liv igennem ved den undersøgelse'. |
| 53 Tercio ibidem super illud: Si habuero quippiam iustum, non respondebo, sed meum iudicem deprecabor: ut enim, inquit, saepe diximus, omnis humana iustitia iniustitia esse convincitur, si districte iudicetur, prece ergo post iustitiam indiget, ut, quae succumbere discussa poterat, ex sola iudicis pietate convalescat. (latlut06#59) | For det tredie siger han sammesteds over Job 9,15: 'Selv om jeg så også har ret, kan jeg ikke svare, men må bønfalde min dommer om nåde': Ligesom nemlig vi ofte siger, at man kan overbevises om, at al menneskelig retfærdighed er uretfærdighed, hvis den skal bedømmes strengt, og man altså må bede om nåde, fordi man mangler retfærdighed, sådan har den retfærdighed, der må give efter for anklagerne, kun værdi i kraft af dommerens fromhed. |
| 54 Quarto ibidem: Verebar omnia opera mea, sciens, quia non parcis deliquenti: Ecce vir sanctus in operibus omnibus non malis (quae non faciebat sanctus, ut testatur dominis de eo in principio libri) timet et deliquisse se sentit ac minus fecisse. Ibi Gregorius dicit: Quae aperte egerim, video, sed quid intus latenter pertulerim, ignoro. (latlut06#64). (ass04#40) | For det fjerde det samme sted om Job 9,28: 'Jeg skammer mig ved alle mine gerninger, for jeg véd, at du ikke skåner den skyldige': Se en hellig mand, som i alle sine gerninger, der ikke er onde (for sådanne gerninger gjorde den hellige mand ikke, sådan som Herren vidner om ham i begyndelsen af bogen) frygter og føler sig skyldig og har gjort for lidt. Her siger Gregor: 'Jeg ser, hvad jeg udadtil har gjort, men hvad jeg indadtil hemmeligt har bedrevet, er jeg uvidende om'. |
| 55 Quinto ibidem: si fulserint velut mundissimae manus meae, tamen sortibus tinges me etc. Gregorius: Quia quousque poena corruptionis astringimur quantumlibet rectis operibus, veram mundiciam nequaquam apprehendimus, sed imitamur. (latlu07#1) | For det femte Job 9,30f: 'Om jeg så vaskede mine hænder så rent som muligt, ville du dyppe mig i snavs osv'. Gregor: 'For med hvilkesomhelst rette gerninger gør vi os skyldige i en hvilkensomhelst fordærvs-straf, vi opnår aldrig sand renhed, vi efterligner den kun'. |
| 56 Et infra: quamvis per studia rectae operationis exercear, in tuam tamen notitia video, quia mundus non sum. Et in fine moralium: Quis inter ista remanet salutis locus, quando et mala nostra pura mala sunt et bona nostra, quae nos habere credimus, pura bona esse nequaquam possunt? (latlu07#5) (ass04#41) | Og senere: 'Skønt jeg opøver mig i lyst til rette handlinger, så ser jeg dog i dine øjne er jeg ikke ren'. Og i slutningen af moralerne: 'Hvilket frelsens sted forbliver blandt disse, når det både er sådan, at vore onde gerninger er helt onde, og sådan, at vore gode gerninger, som vi mener, vi har, aldrig kan blive helt rene?' |
| 57 Vides ergo, omne opus bonum esse partim malum, etiam in tantis viris, immo quod amplius est et mirabile, quomodo potest utrumque verum esse, quod Iob sese confitetur peccatorem per totum librum, quem deus in principio eximie laudat et iustum pronunciat? (latlu07#7) | Du ser altså, at enhver god gerning til dels er ond, også i så store mænd, ja, at det er en endnu større gåde og ganske forunderligt, hvordan det kan være sandt, når Job bekender, at han er en synder, hele bogen igennem, den Job, som Gud i begyndelsen roser stærkt og erklærer for retfærdig. |
| 58 Neque enim deus mentitur, neque Iob mentitur, quem non mentiens deus utique de veritate laudat. Est ergo verissime peccator Iob, sicut vere confitetur: est etiam verissime iustis, sicut deus eum commendat: quomodo haec convenient, nisi quod revera peccator fuit, sed sola dei ignoscente misericordia iustus? | For hverken Gud eller Job lyver, Job heller ikke, han, som den ikke lyvende Gud jo roser for sandhed. Job er altså i sandhed en synder, sådan som han sandt bekender. Men han er også i sandhed en retfærdig, sådan som Gud kalder ham. Hvordan kan de to ting stemme overens, undtagen derved, at han i virkelighedens verden er en synder, men alene ved Guds tilgivende retfærdighed retfærdig? |
| 59 Dicunt autem hic quidam 'Verum quidem est, Nullus est iustus, si cum dei iudicio comparetur': 'immo, inquiunt, sic nec angeli iusti sunt'. (latlu07#8) Respondeo: hoc ultimum blasphemum est, quia deus mirabilis est in Beatis (ut Apostolus ait), nec eorum iustitia nostrae iustitiae modo pensanda est. Sunt enim plene et pure iusti, etiam dei iudicio: verum nos, quia in peccato nati et peccatum velut naturam induti, sine peccato non sumus, donec similes angelis erimus. (W419) | Men her vil nogen sige: 'Det er ganske vist sandt, at ingen er retfærdig, hvis han skal måles med Guds bedømmelse'. 'Men', siger de, 'så er ikke engang englene retfærdige'. Jeg svarer: Dette er den yderste blasfemi. For Gud er underfuld i sine salige (som apostelen siger 2 Thess 1,10), og man skal ikke tænke om deres retfærdighed ud fra vor retfærdighed. De er nemlig helt og fuldt retfærdige, også efter Guds bedømmelse. Men vi, som er født i synd og så at sige iklædt syndig natur, vi er ikke uden synd, førend vi bliver lig englene. |
| 60
Primum autem pro me facit: nam ideo dixi, nullum esse peccatum natura sua
veniale, sed omnia damnabilia, quod autem venialia sunt, dei gratiae, quae
magnipendenda est, tribuendum est. ideo, ne parvi pendatur divinae maiestatis
misericordia, necesse est venialia peccata maximi facere.
Rationem etiam addemus dictorum. |
Men det
første er til fordel for mig. For det er derfor jeg har sagt, at
ingen synd efter sin natur er tilgivelig, men al synd er fordømmelig,
men at det, at de er tilgivelige, bør tilskrives Guds nåde,
som man bør tænke stort om. Derfor, for ikke at tænke
ringe om den guddommelige majestæts barmhjertighed, må man
nødvendigvis gøre de tilgivelige synder størst mulige.
Vi vil også anføre en fornuftbegrundelse for det sagte. |
| 61 Necesse est hoc mandatum impleri 'Diliges dominum deum tuum ex toto corde, et tota anima, ex totis viribus', (Mark 12,30) ita ut nec iota nec apex praetereatur. At cum ex Apostolo Ro: vij. probaverimus, peccatum et concupiscentiam in membris repugnare legi dei, clarum est, quod nec ex toto corde nec ex tota anima nec ex totis viribus est, ibi non totum cor, non tota anima, non totae vires diligunt ac per hoc tantum peccant, quantum ibi reliqua est concupiscentia seu peccatum, atque sic deus hoc praecepto omnes sub peccato tenet conclusos, ut omnium misereatur. (latlu07#10) | Man må nødvendigvis opfylde dette bud: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, at hele sin sjæl og af hele din styrke', således at hverken et iota eller en tøddel [af loven] skal forgå. Men når vi ud fra Rom 7 har bevist, at synden og vellysten i vore lemmer kæmper imod Guds lov, er det klart, at det hverken er af hele hjertet eller hele sjælen eller hele styrken, derfor er det heller ikke hele hjertet, hele sjælen, al styrken, der elsker, og de synder derved i lige så høj grad som der er efterladt begær eller synd, og således holder Gud ved dette bud alle indesluttet under synd, for at han kan forbarme sig over alle. |
| 62 Verum inveniunt hic glosam, qua in mille annis vix data est pestilentior, scilicet quod deus non requirit impletionem huius et similium legum, cum Christus clare dicat, nec iota nec apicem a lege praetereunda. (Matt 5,18) Ideo timendum est, istos doctores esse inter eos, quos describit Christus dicens: Qui ergo solverit unum de mandatis istis minimis et sic docuerit homines, minimus vocabitur in regno coelorum. (Matt 5,19) | Men her har de fundet på en fortolkning, som ikke har været værre i tusind år, nemlig den, at Gud ikke kræver denne opfyldelse og denne eftergørelse af loven, skønt dog Kristus klart siger, at ikke et iota eller en tøddel af loven skal forgå. Af den grund må man frygte, at disse doktorer er blandt dem, som Kristus beskriver, når han siger: 'Den, der bryder ét af disse bud og lærer menneskene således, skal kaldes den mindste i himmeriget'. |
| 63 Non ergo dicendum est 'deus non requirit perfectum mandatum' (hoc enim est mutare mandatum dei), sed 'ignoscit quod minus facimus'. Non autem ignoscit stertentibus, sed operantibus, timentibus et cum Iob dicentibus 'Verebar omnia opera mea, sciens, quoniam non parcis delinquenti'. illi vero docent, quod parcat delinquenti, dum dicunt 'non requirit'. | Men de siger ikke 'Gud kræver ikke det fuldkomne bud' (det ville nemlig være at forandre Guds bud), nej, de siger: 'Gud tilgiver, at vi gør mindre'. Men han tilgiver ikke de dovne, men dem, der gør noget, dem, der frygter og med Job siger: 'Jeg skammer mig ved alle mine gerninger, for jeg véd, at du ikke skåner overtræderen'. Men disse lærer, at han skåner overtræderen, når de siger 'han kræver det ikke'. |
| 64 Cave ergo, ne putes a te non requiri totum mandatum, ne forte ignores te, quantum debeas deo ac per hoc superbias ac tepidus fias, gratiam eius fastidiens, ad quam te quammaxime urgere voluit mandato tibi impossibili. | Pas derfor på, at du ikke mener, at der ikke kræves den fulde opfyldelse af budet af dig, pas på, at du ikke gør dig dum på, hvor meget du skylder Gud, og herigennem bliver overmodig og fræk, så du væmmes ved hans nåde, den, som han mest muligt vil presse dig hen imod gennem det bud, der er umuligt for dig. |
| 65 In fine iterum induco orationem dominicam, quae sola plus et melius erudit animam de libero arbitrio, gratia et peccato quam recentiorum theologorum libri et argutiae disputationum. (latlu07#66) | Til sidst vil jeg igen fremdrage Fadervor, som alene uddanner sjælen mere og bedre om den frie vilje, nåden og synden, end de nyere terologers bøger og disputationsargumenter. |
| 66 Qui ergo orat 'sanctificetur nomen tuum', petit sine dubio quod non habet: non enim fictis verbis apud deum ludere licet. Si non habet, ergo pollutor est nominis dei. At nomen dei non sanctificare sed polluere leve existimamus? | For den, der beder: Helliget vorde dit navn', beder uden tvivl om noget, som han ikke har. Man må nemlig ikke lege med fiktive ord overfor Gud. Men hvis han ikke har det, forurener han altså Guds navn. Men mon vi skal regne det for en ringe ting, at vi ikke helliger, men forurener Guds navn? |
| 67 Ita qui orat, regnum dei advenire, quod est iustitia et pax et intra nos, ut Christus et Paulus docent, (Luk 17,21; Rom 14,17) nonne confitetur se iniustum et iustitia indigentem? At haec orant non nisi filii dei iusti et sancti. | På samme måde: Den, der beder, at Guds rige må komme, hvilket er retfærdighed og fred i vort indre, som Kristus og Paulus lærer, mon ikke han bekender, at han er uretfærdighed og mangler retfærdighed? Men sådan beder kun Guds retfærdige og hellige børn. |
| 68 Ita qui dicit 'Fiat voluntas tua', nonne rebellum se deo esse confitetur? An non est peccatum, dei voluntatem non fieri? Ubi nunc liberum arbitrium? (W420). An non hic de se desperat, ad solam gratiam confugit, non nisi peccatum sibi tribuit et impossibilia mandata dei sibi esse confitetur? Ubi hic est facere quod est in se, quando iusti orant et peccatores sese tot modis confitentur? | På samme måde: Den, der siger: 'Ske din vilje', mon ikke han bekender, at han er oprører overfor Gud? Mon ikke det er synd, når Guds vilje ikke sker? Hvor er nu den frie vilje? Mon ikke han her må fortvivle over sig selv og alene tage sin tilflugt til nåden, kun tillægge sig selv synd og bekende, at Guds bud er umulige for ham? Hvor er her den, der gør, hvad han kan, når de retfærdige beder og på så mange måder bekender, at de er syndere? |
| 69 Ita in omni ore haec oratio volvitur, et adhuc Theologi liberum arbitrium, peccatum, gratiam tot studiis et questionibus non invenerunt, quid faciant aut possint. Recte ergo dixi, oportere hominem de suis operibus diffidere et velut paralyticum remissis manibus et pedibus gratiam operum artificem implorare, licet hanc sententiam Eccius cum factiosis suis in singulare suae inscitiae argumentum damnaverit. | På den måde vender denne bøn det rundt i hver en mund, og stadigvæk kan teologerne trods al deres iver og alle deres spørgsmål ikke finde ud af, hvad de skal stille op med den frie vilje, synden og nåden. Det er altså med rette, at jeg har sagt, at mennesket bør mistvivle om sine egne gerninger og som en lam mand, der er sløv på hænder og fødder, råbe om hjælp hos den, der kan udvirke nådens gerninger i ham, selv om Eck måske har fordømt denne mening sammen med sine partifæller i sin enestående uvidenhed. |
| 70 Facessant ergo nugae et argumenta humana, quae dicunt 'unus et idem actus non potest acceptatus et deacceptatus, quia esset bonus et non bonus'. Hoc enim subtilitatis Scoticae induco, ut ostendam, quam longe absint a veritate, dum res istas divinas humanis ratiunculis incipiunt metiri. Nam nisi scripturae veritatem ignorarent, ista non dicerent. Et si recte intelligerent materiam gratiae, peccati et liberi arbitrii, non istas cavillationes pro bonis rationibus ducerent. | De mennesker holder sig altså til menneskelige narrestreger og argumenter, som siger, at 'én og samme gerning ikke kan være accepteret og ikke-accepteret, fordi den så skulle være både god og ikke-god'. For jeg indfører denne subtilitet fra Duns Scotus, at jeg påviser, hvor langt det er borte fra sandheden, når de begynder at måle disse guddommelige sager med deres menneskelige snusfornuft. For de kan kun sige den slags, når de er uvidende om skriftens sandhed. Og hvis de forstod nådens, syndens og den frie viljes sag ret, ville de ikke fremføre den slags drillerier i stedet for ordentlige argumenter. |
| 71 Dico ergo: Idem actus est acceptatus et deacceptatus. quod autem non deacceptatur (oportet enim eorum verbis uti), non est bonitas actus in causa, sed ignoscenta divina: quae nisi esset, nullus esset acceptatus. Quare satis patet, quod sunt ignari divinae misericordiae ac per hoc et Christi, dum opus bonum inveniunt acceptatione dignum sine misericordia ignoscente. | Altså siger jeg: Den samme handling er accepteret og ikke-accepteret. Men fordi den er ikke-accepteret (man bør nemlig bruge deres egne ord), har gerningen ikke godhed i sin årsag, men på grund af den guddommelige seen igennem fingre med. Hvis ikke det forholdt sig sådan, ville ingen blive accepteret. Heraf fremgår det tilstrækkelig tydeligt, at de er uvidende om den guddommelige barmhjertighed og derfor også om Kristi barmhjertighed, idet de finder den gode gerning værdig til at blive accepteret uden den tilgivende barmhjertighed. |
| 72 Dicerent rursus 'Cur ergo i. Iohann. v. dicit: Qui natus est ex deo, non peccat?' Respondeo: Impossibile est, ut peccet filius dei quicunque. Verum tamen iuxta est, quod peccat, sed quia ignoscitur ei, ideo vere etiam peccans non peccat, nisi Paulus non fuit natus ex deo Ro: vij. ubi servire se dicit legi peccati, aut ipse Iohannes mentitus est contra seipsum, ubi dicit: Si dixerimus, quia peccatum non habemus, nosipsos seducimus et veritas in nobis non est. (1 Joh 1,8) | Så vil de atter sige: 'Hvorfor siger han så i 1 Joh 3,9; 5,1: Den, der er født af Gud, synder ikke?' Jeg svarer: Det er umuligt at noget Guds barn kan synde. Men dog er der indblandet det,a t han synder, men fordi det tilgives ham, derfor er det i virkeligheden sådan, at han, idet han synder, ikke synder, hvis man ikke vil sige, at Paulus ikke var født af Gud, når han Rom 7,25 siger, at han tjener syndens lov, eller hvis man ikke vil sige, at Johannes skulle lyve imod sig selv, hvor han siger: Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv og sandheden er ikke i os. |
| 73 Sequitur expositio et concordia, quam dedi: Si autem confessi fuerimus peccata nostra, fidelis est et iustus, ut remittat nobis peccata nostra. Si confitentibus remittit et facit, ut peccatores non sint peccatores, negantibus autem reservat et facit, ut iusti non sint iusti. | Derefter følger forklaringen og enigheden med det andet skriftsted, som jeg har fremført: Men hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig og tilgiver os vore synder. Hvis han tilgiver dem, der bekender, og udvirker, at syndere ikke er syndere, så forbeholder han sig ret overfor dem, der benægter, og udvirker, at retfærdig ikke er retfærdige. |
| 74 Proinde diffinitio iusti in hac vita est haec: Iustus primo accusator est sui. Ideo iustitia Christiana est accusatio sui. Quam cito perit accusatio sui, statim recedit quoque iustitia: hos confessores Christus gestat in triumpho suo 'Iesus Nazarenus Rex Iudeorum', id est confessorum: hoc est verbum bonum et suave, quod Apostolus i. Timo. i. iucundissime resonat 'fidelis sermo et omni acceptione digni, quia Iesus Christus venit in hunc mundum, peccatores salvos facere, quorum primus ego sum'. (1 Tim 1,15) (W421). | Derfor er definitionen på en retfærdig i dette liv: Den retfærdige er sin egen første anklager. Derfor er den kristne retfærdighed sin egen anklager. Men lige så hurtigt anklagen mod sig selv forsvinder, lige så hurtigt forsvinder også retfærdigheden: Kristus fører disse bekender med i sit triumftog: 'Jesus af Nazareth, jødernes konge', det vil sige, bekendernes triumftog, de, som bekender, at dette er et godt og sødt ord, som apostelen lader genlyde højst glædeligt i 1 Tim 1,15: Dette er troværdig tale og al modtagelse værd, at Jesus Kristus kom ind i denne verden for at frelse syndere, hvoraf jeg er den første'. |
| 75 Igitur stat mea secunda propositio et claret, quomodo peccatum remaneat post baptismum et in omni opere bono sit peccatum (si misericordia non succurrit) mortale, et nullum esse natura sua veniale. | Derfor står min anden tese fast og gør det klart, hvordan synden forbliver efter dåben, og gør det klart, at der i enhver god gerning er synd (hvis barmhjertigheden ikke kommer til hjælp), og at ingen synd efter sin natur er tilgivelig. |
| 76 Quare iterum stabilitur, quod multo magis actus impiorum sunt mere mali, et sic omnis actus aut bonus aut malus contra Concilii Constantiensis, id est Thomistarum, quod ibi regnasse apparet. | Derfor står det igen fast, at de ufrommes gerninger så meget mere er lutter onde gerninger, og at således enhver gerninger er enten god eller ond, imod Konstanzer-koncilets afgørelse, det vil sige imod thomisterne, som synes at have haft magten på det koncil. |
| 77 Ex his etiam infertur, liberum arbitrium esse mere passivum in omni actu suo, qui velle vocatur, et frustra garriri distinctionem sophistarum, actum bonum esse totum a deo, sed non totaliter. (latlu07#80) | Af dette kan man drage den slutning, at den frie vilje snarere er passiv i al dens gerning, som kaldes at ville, og det er forgæves, at sofisternes distinktion gør nar af det, når de siger, at en god handling helt er af Gud, men ikke totalt. |
| 78 Est enim totus et totaliter a deo, quia voluntas gratia non nisi rapitur, trahitur, movetur, qui tractus redundans in membra et vires seu animae seu corporis est eius activitas et nulla alia, sicut tractus serrae secantis lignum est serrae mere passivus a sectore nec ad tractum suum quicquam cooperatur, sed tamen tracta iam in lignum operatur, impulsa magis quam impellens, quae serratio opus eius cum serratore dicitur, cum tamen mere patiatur, sed de hoc suo tempore latius. | Den er nemlig helt og total af Gud, fordi viljen ikke gør andet end rives med, drages, bevæges af nåden, hvis virken alene, når viljen drages, strømmer over i lemmerne og i både sjælens og legemets kræfter, ligesom en sav, når den saver i træ, er en kun passiv sav til at save med og ikke arbejder noget med på dens bliven-draget, men dog virker den, når den bliver draget, på træet, idet den bliver påvirket, mere end den selv påvirker, og denne savevirksomhed siges at være savens og den savendes, skønt saven blot drages med, men herom mere til sin tid. |
| 79 | Til releip05! (Conclusio III). |
| 80 |
Noter:
n10: WA-note: I Heidelbergdisputationen henviser Luther to gange til dette skriftsted, W bd I, 357 og W367.
n11: WA-note: I Heidelbergdisputationen henviser Luther til dette skriftsted W 367.
n15: WA-note: Quinto er i Gesamtausgabe rettet til Quarto.
n17: WA-note: Der henvises igen til Heidelbergdisputationen W367.