Tese 51: #1; tese 52: #4; tese 53: #9; tese 54: #11; tese 55: #13; tese 56: #20; tese 57: #22; tese 58: #24;
| 1 CONCLVSIO LI.
Docendi sunt Christiani, quod Papa sicut debet ita uellet, etiam uendita (si opus sit) Basilicam S. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam concionatores ueniarum pecuniam eliciunt. |
Tese 51:
De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville om så skulle være sælge Peterskirken, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter. |
| 2 Sic B. Ambrosius Calices conflauit pro redimendis captiuis, Et B. Paulinis Nolanus seipsum captiuum tradidit pro suis, Et ad hoc ipsum habet aurum Ecclesia, ut est in ex eodem Ambrosius sumptum. | Således omsmeltede den salige Ambrosius nogle kalke for at tilbagekøbe tilfangetagne, og den salige Paulinus Nolanus overgav sig selv som fange for sine egnes skyld, og dertil havde han kirkens guld, sådan som Ambrosius brugte det til det samme. |
| 3 At nunc, bone deus, quanti sunt, qui ligna, immo folia portant in syluam et guttulas suas in mare, id est obulos suos in marsupium illud, cuius, ut Hieronymi uerbis utar, lucrum est totius orbis religio! | Men nu, gode Gud, hvor mange er der ikke, som bærer deres træ, ja deres blade i skoven og deres flasker i havet, det vil sige, som bærer deres skillinger i denne pengepung, og fordelen ved det, at jeg skal bruge Hieronymus' ord, har hele verdens religion! |
| 4 CONCLVSIO LII.
Vana est fiducia salutis per literas ueniarum, etiam si Commissarius, immo Papa ipse suam animam pro illis impignoraret. |
Tese 52:
Tom er troen på, at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, også hvis kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl. |
| 5 Hoc quoque portentum audent sine omni fronte proferre, ut timorem dei ab hominibus tollant, per indulgentiasque secum ad indignationem dei perducant, contra dictum Sapientis: de peccati propiciatu noli sine metu esse, (Sir 5,5) Et iterum: Delicta quis intelligit? (Sl 19,13) At inquiunt: 'Non tollimus timorem dei'. Si potest securitas per uenias stare cum timore dei, uere non tollitis. | Dette jærtegn vover de uden al blusel af fremføre, så at de ophæver frygten for Gud fra menneskene, og gennem afladen sikkert fører dem frem med sig til Guds harme, imod vismandens ord: Vær ikke uden frygt for nåden over synden. Og igen: 'De skjulte synder, hvem kender dem?' Men de siger: 'Nej, vi ophæver ikke frygten for Gud'. Ja, hvis sikkerheden ved afladen kan opretholdes samtidig med frygten for Gud, så ophæver I ikke frygten for Gud. |
| 6 Sed populus acceptis literis non tanto iuramenti hiatu commendatis, si timet, (W604) quod non sufficiunt literae coram deo, quomodo erit uera illa gloriosa securitatis promissio? Sin confidit sufficere, quomodo timebit? Infoelix sit omnis ille sermo inaeternum, qui securitatem et fiduciam suadet in aut per rem quamcunque praeter nudam misericordiam dei, quae Christus est. | Men de folk, der modtager afladsbreve, som er anbefalet med en ed af en så stor mund, og hvis det er bange for, at afladsbreve ikke er nok overfor ud, hvordan vil da et sådant herligt løfte om sikkerhed være sandt? Men hvis folket stoler på, at det er nok, hvordan vil det da frygte? Ethvert af den slags ord vil være uheldigt i evighed, når det vil overbevise om sikkerhed og tiltro ud fra eller igennem noget andet end Guds rene og skære barmhjertighed, som er Kristus. |
| 7 omnes sancti non solum timent, sed etiam desperantes dicunt: Non intres in iudicium cum seruo tuo, domine, Et tu eos per literas securos introducis in iudicium eius. | Alle de hellige var ikke blot bange, nej, de var fortvivlede, så de sagde: Gå ikke i rette med din tjener, Herre. Og du vil gennem afladsbreve føre dem sikkert frem til hans dom. |
| 8 Vnde ego illam fabulam, quam quidam in tam effrenes mendacii gurgites finxerunt, non ueritate penitus uacuam credo, scilicet uenisse quendam mortuum cum literis ueniarum ad infernum, per easque petiisse libertatem, tunc occurrisse daemonem, qui legens inter manus (prae feruore ignis) caeram et papyrum consumpsit secumque traxit in profundum. | Derfor tror jeg ikke, at den historie er helt uden sandhedsværdi, som nogen har opfundet om nogle tøjlesløse løgnhalse; engang kom der én død med et afladsbrev til helvede, og bad om at blive fri på grund af dette afladsbrev, da dukkede der en djævel op, han tog brevet i hænderne (som var uden ildsglød) læste det og slugte det og trak det med sig i dybet. |
| 9 CONCLVSIO LIII.
Hostes Christi et Papae sunt ii, qui propter uenias praedicandas uerbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent. |
Tese 53:
Kristi og pavens fjender er dem, som på grund af afladsprædikenerne befaler, at Guds ord næsten helt skal forstumme i andre kirker. |
| 10 Quia officium et mens Papae est, ut ante omnia, semper et ubique uelit uerbum dei praedicari, sicut sibi praeceptum esse a Christo nouit. Quomodo ergo credendus est Christo et sibiipsi repugnare? At nostri id audent sicut et omnia. | Jo, for det er jo pavens embede og også hans hensigt, at han fremfor alt vil at Guds ord skal prædikes altid og overalt, sådan som han véd, det er påbudt ham af Kristus. Hvordan skulle han tro på Kristus og samtidig kæmpe imod sig selv? Men det vover vore afladshandlere, her som overalt. |
| 11 CONCLVSIO LIIII.
Iniuria fit uerbo dei, dum in eodem sermone aequale vel longius tempus impenditur ueniis quam illi. |
Tese 54:
Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv. |
| 12 Satis patet ex dignitate Verbi dei, immo ex necessitate, cum uerbum ueniarum neque sit necessarium neque multum utile. | Dette fremgår tilstrækkelig tydeligt af Guds ords værdighed, ja af dets nødvendighed, eftersom ordet om aflad hverken er nødvendigt eller særlig gavnligt. |
| 13 CONCLVSIO LV.
Mens Papae necessario est, quod, si ueniae (quod minimum est) una campana, unis pompis et ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis praedicetur. |
Tese 55:
Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier. |
| 14 Quia nihil in ecclesia est maiore cura tractandum quam sanctum Euangelium, Cum ecclesia nihil habeat preciosius et salubrius. Vnde et hoc unicum est opus, quod discipulis suis iniunxit tam repetitis uicibus. | Jo, for intet i kirken skal behandles med større omsorg end det hellige evangelium, eftersom kirken ikke har noget, der er mere værdifuldt og mere saligbringende. Derfor er det også den eneste opgave, som han pålægger disciplene gentagne gange. |
| 15 Et Paulus dicit, se non ad baptisandum, sed ad euangelisandum missum. (1 Kor 1,17) Denique Christus praecipit, sacramentum Eucharistiae non celebrari nisi in suam commemmorationem, (Luk 22,19) Et Paulus i. Cor. xi: Quotiescunque mandicabitis panem hunc et calicem bibetis, mortem domini annunciabitis. | Og Paulus siger, at han ikke er blevet sendt for at døbe, men for at evangelisere. Endelig foreskriver Kristus, at nadverens sakramente kun må fejres til hans ihukommelse, og Paulus siger i 1 Kor 11,26: 'Så ofte som I spiser dette brød og drikker denne kalk, ihukommer I Herrens død'. |
| 16 Melius est enim omittere sacramentum quam euangelium non nunciare, Et Ecclesia statuit Missam sine lectione Euangelii non celebrandum; plus itaque ponderat Euangelium quam missam deus, quia sine euangelio non uiuit homo in spiritu, Sine missa autem uiuit. In omni uerbo enim, quod procedit de ore dei, uiuet homo, (Matt 4,4) ut latius Ioan. vi. dominus ipse docet. (W605) | Det er altså bedre at undlade sakramentet end at lade være med at prædike evangeliet. Og kirken fastslår, at messen ikke må fejres, uden at evangeliet læses. Gud lægger derfor mere vægt på evangeliet end på messen, for uden evangeliet lever mennesket ikke i ånden, men uden messen lever han dog. Mennesket lever nemlig at hvert ord, der udgår af Guds mund, som Herren selv belærer os mere udførligt om i Joh 6,26ff. |
| 17 Deinde missa reficit eos, qui iam sunt in corpore Christi, Euangelium uero, gladius spiritus, (Ef 6,17) deuorat carnes, diuidit Behemoth, tollit uasa forti et auget corpus ecclesiae. Missa nulli prodest nisi iam uiuo, Euangelium prorsus omnibus. unde in primitiua Ecclesia permittebantur Energumeni et catechumeni usque post Euangelium interesse et tum foris mittebantur ab iis, qui de corpore missae erant, et nunc etiam permittunt iura excommunicatos usque post Euangelium interesse missis. Sicut Ioannes praecurrit Christum, ita euangelium missam. | Dernæst helbreder messen dem, som allerede er i Kristi legeme, men evangeliet, åndens sværd, opsluger kødet, sønderdeler Behemot, ødelægger den stærkes bohave og øger kirkens legeme. Messen gavner kun den, der lever nu, evangeliet gavner alle. Derfor tillodes det i den ældste kirken, at de tilknyttede og katekumenerne var med indtil efter evangeliet og først da blev sendt udenfor fra dem, som var ud af messens legeme, og nu tillader bestemmelserne også, at de ekskommunikerede er med indtil efter evangeliet. Ligesom Johannes kom før Kristus, sådan kommer evangeliet før messen. |
| 18 Euangelium prosternit et humiliat, Missa humilitatis dat gratiam. Melius ergo facerent, si missam prohiberent. | Evangeliet kaster til jorden og ydmyger, messen giver nåde til de ydmygede. Altså ville de handle bedre, hvis de forbød messen. |
| 19 Quam pulchrum uero daemonibus spectaculum id esse putas, Si quando ueniarum effusores, ipsi maxime ueniis indigui (puta Simoniaci et in Canones lapsi), dant illis, qui prorsus non egent ueniis? | Men hvor smukt tror du ikke dette syn er for djævlene, hvis nogen afladssælgere, som mest har brug for aflad (fx nogen, der har bedrevet simoni og nogen, der er faldet igennem efter de kanoniske bestemmelser), giver aflad til nogen, som næsten ikke trænger til den? |
| 20 CONCLVSIO LVI.
Thezauri Ecclesiae, unde Papa dat indulgentias, neque satis nominati sunt neque cogniti apud populum Christi. |
Tese 56:
Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken tilstrækkelig beskrevne eller tilstrækkelig kendte blandt Kristi folk. |
| 21 Haec est mors secunda, quam merui. Ideo postquam multa iam diu asserui tam manifesta, ut protestatione non egerent, nunc rursum aliquando disputandum est, ideoque et protestandum nouissima protestatione in hac disputatione. Disputo ergo hic et quaero ueritatem, testis lector, testis auditor, testis uel ipse haereticae prauitatis inquisitor. | Det er den anden død, som jeg har fortjent. Derfor, efter at jeg allerede længe har fastholdt mange ting ganske håndfast, så der ikke er brug for nogen protest, skal der nu atter disputeres en lille smule og derfor også protesteres med en nu protest i denne disputation. Altså jeg disputerer ved denne tese og søger sandheden. Det er læseren og det er tilhøreren vidne om, og det også undersøgeren af den kætterske skævhed. |
| 22 CONCLVSIO LVII.
Temporales certe non esse patet, quod non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi Concionatorum. |
Tese 57:
Det fremgår klart, at det ikke er timelige skatte, eftersom de fleste af prædikanterne ikke gerne uddeler dem, men kun samler dem. |
| 23 Satis patet experientia. | Erfaringen viser det klart nok. |
| 24 CONCLVSIO LVIII. (n24)
Nec sunt merita Christi et sanctorum, quia haec semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris et crucem, mortem infernumque exterioris. |
Tese 58:
Ejheller udgøres de af Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske. |
| 25 Huius Conclusionis materia profunde nimis inhaesit atque penitus insedit fere omnibus doctoribus; ideo latius et firmius probanda mihi erit, faciamque id cum fiducia. | Denne teses indhold klæber altfor dybt til og sidder næsten helt fast i alle de lærde; derfor vil det være anbefalelsesværdigt, om jeg udførte den lidt bredere og mere fast, og det gør jeg tillidsfuldt. |
| 26 De meritis sanctorum prius.
Dicunt enim, quod sancti in hac uita multa operati fuerunt ultra debitum, uidelicet opera supererogationis, quae nondum sunt remunerata, sed in Thesaurum Ecclesiae relicta, quibus fit per indulgentias aliqua digna compensatio etc. Et sic uolunt sanctos pro nobis satisfecisse. Contra quae arguo. (W606) |
Først om helgenernes fortjenester.
De siger nemlig, at helgenerne i dette liv har udført mange gerninger udover det, der krævedes af dem, nemlig overskydende gerninger, som endnu ikke er gengældt, men efterladt i kirkens skatkammer, og med dem kan der gives en vis værdig kompensation gennem afladen, osv. Og således vil de, at helgenerne skal have gjort fyldest for os. Imod det argumenterer jeg: |
| 27 Primo. Ergo indulgentiae non sunt indulgentiae, (C#3) quod probo, quia non sunt gratuitae remissiones, sed alienis satisfactionis applicationes, et per omnia, sicut supra argutum est de Thezauro militantis Ecclesiae, scilicet, quod tunc nihil efficitur uirtute Clauium, nisi translatio quaedam operum, nihil autem soluitur -- quod est contra uerbum Christi: Quodcunque solueris. (C#5) | For det første. Ergo er afladen ikke overbærenhed, hvilket jeg beviser, fordi den ikke er eftergivelse for intet, men tildeling af en andens fyldestgørelse, og fremfor alt, som der ovenfor blev argumenteret om den kæmpende kirkes skat, på den måde udvirkes der ikke noget ved nøglernes kraft, udover en overførsel af gerninger, der løses intet -- hvilket er imod Kristi ord: Hvadsomhelst I løser. |
| 28 Item, Quod tunc idem per claues agitur, quod de facto fit; quia, si sunt opera sanctorum in Ecclesia, isto modo certe per spiritumsanctum non permittuntur ociosa iacere, sed de facto succurrent quibus possunt. | Ligeledes: På den måde udvirkes der det samme gennem nøglerne, som der rent faktisk sker; for hvis der er helgengerninger i kirken, er det på den måde sikkert, at de ikke får lov til af helligånden at kastes uvirksomt hen, men de kan faktisk komme nogen til hjælp. |
| 29 Secundo. Nulla sunt opera sanctorum relicta irremunerata, (C#6) quia secundum omnes deus praemiat ultra condignum, Et Paulus: Non sunt condignae passiones huius temporis a futuram gloriam etc. (Rom 8,18) (catlut23#34) | For det andet: Der er ikke nogen helgengerninger, som bliver efterladt uden at der ydes gengæld, for ifølge alle belønner Gud ud over, hvad vi har fortjent. Paulus siger det samme: 'Denne tids lidelser er intet i sammenligning med den kommende tids herlighed osv. |
| 30 Tertio. Nullus sanctorum in hac uita sufficienter impleuit mandata dei, ergo nihil prorsus foecerunt superabundans. (C#7) (C#63) Quare nec ad indulgentias aliquod distribuendum reliquerunt. (catlut23#36) Consequentiam credo satis claram, sed maiorem ita probo, ut non sit dubitanda, sed ita credenda, ut eius contraria sit haeretica. | For det tredie. Ingen af de hellige opfylder i dette liv Guds bud tilstrækkeligt, derfor gør de slet ikke nogen overskydende gerninger. Derfor bliver der ikke noget at uddele til aflad. Jeg tror, at konsekvensen er tilstrækkelig klar, men oversætningen beviser jeg således, at man ikke bør tvivle på den, men tro på den, eftersom det modsatte er kættersk. |
| 31 Primo, per illud Christi: Cum foeceritis omnia quae scripta sunt, dicite: serui inutiles sumus. (Luk 17,10). (C#8) (C#64) Sed seruus inutilis citra, non ultra foecisse intelligitur, nisi forte quorundam insulsissimorum hominum somnia sequamur, qui humilitatis, non ueritatis gratia haec dici a suis Christum uoluisse garriunt, Christum mendacem facientes, ne ipsi non sint ueraces. (C#64) (catlut23#38) | For det første ved Kristi ord: 'Når I har gjort alt det, som står skrevet, skal I sige: Vi er unyttige tjenere'. Men en unyttig tjener har gjort mindre, ikke mere end hvad han skulle, medmindre vi måske skal følge nogle tåbelige menneskers drømme, som våser om, at Kristus har villet, at dette skulle siges af hans disciple på grund af ydmyghed, ikke fordi det var sandt, men de gør Kristus til løgner, og er selv ikke sanddru. |
| 32 Secundo, per illud Matth. xxii, quod sapientes uirgines prorsus nihil uoluerunt communicare de suo oleo, timentes, ne ipsis quoque deficeret. (Matt 25,9) (catlut23#42) (C#9) (C#66) Tertio, Paulus i. Corin. iii: Vnusquisque mercedem accipiet secundum suum laborem; non ait 'secundum alienum'. (1 Kor 3,14). | For det andet, gennem dette hos Matthæus, at de kloge jomfruer slet ikke ville dele deres olie, fordi de var bange for selv at komme til at mangle. For det tredie, Paulus siger: 'Enhver skal få sin løn efter sit arbejde', han siger ikke 'efter en andens arbejde'. |
| 33 Quarto, Gala. vi: Vnusquisque pro se reddet rationem, (Gal 6,4) Et iterum: Vt unusquisque recipiat prout gessit in corpore. (2 Kor 5,10) Quinto, Omnis sanctus debitor est dei diligendi quantum potest, immo ultra quam potest, sed nullus id fecet nec potuit. (catlut23#44) | For det fjerde, Gal 6,4: 'Enhver skal aflægge regnskab for sig selv'. Og igen: Så at enhver får igen, svarende til, hvad han har gjort her i livet. For det femte: Enhver helgen er skyldig at elske Gud alt hvad han kan, ja mere end han kan, men ingen har gjort det eller kan gøre det. |
| 34 Sexto, Sancti per opus eorum omnium perfectissimum, scilicet Mortem, martyrium, passionem, non faciunt ultra quam debent, immo faciunt quod debent, etiam uix faciunt, (C#11) (C#69) Ergo multo minus in aliis operibus plus foecerint quam debuerunt. (catlut23#45) Septimo, quod, cum tot ego argumenta producam, illi autem pro sua parte nec unum, sed simplicem narrationem, sine scripturis, doctoribus, rationibus loquentes, possumus, immo debemus ab eorum sententia omnino recedere. (catlut23#49) (C#12) Sed haec sint mea. | For det sjette. Helgenerne gør gennem alle deres fuldkomne gerninger, døden, martyriet, lidelsen, ikke mere end de er skyldige, men kun hvad de er skyldige, ja næppe nok det, altså gør de i andre gerninger meget mindre mere end de er skyldige at gøre. For det syvende vil jeg sige, at skønt jeg her har fremført så mange argumenter, så kommer de for deres del ikke med et eneste, men kun med en simpel fortælling, uden skrift, uden lærde, uden begrundelse, og vi kan, ja vi bør i det hele taget vige tilbage fra den opfattelse. Men lad dette være mine argumenter. |
| 35 Nunc idem probo auctoritate sanctorum patrum. Et primo illud familiare B. Augustini: (n35): Omnes sancti necesse habent orare: 'Dimitte nobis debita nostra', etiam tunc cum bene fecerint, eo quod Christus nullum excepit, quando orare nos docuit; Sed qui confitentur debita, certe non superabundant. (C#14) | Nu vil jeg bevise det samme ud fra de hellige fædres autoritet. Og først det kendte fra den salige Augustin: Alle hellige har nødig at bede: Forlad os vor skyld, også når de gør det gode, for Kristus undtager ingen, når han lærer os at bede; men den, der bekender sig skyldig, har i hvert fald ingen gerninger til overs. |
| 36 Secundo per ps. xxxi: Beatus uir, cui non imputauit dominus peccatum. (Sl 32,2) Et infra: Pro hac orabit ad te omnis sanctus. (v6) Quam B. Hieronymus dial. contra Pelag. egregie tractans dicit: (n36): Quomodo est sanctus, se pro impietate sua orat? Rursum: Si est impius, non est sanctus etc. Itaque sancti per orationem et confessionem suas impietatis merentur sibi non imputari peccatum. (C#15) | Det andet gennem Sl 32,2: Salig den mand, hvem Herren ikke tilregner synd. Og nedenfor: Om dette beder enhver hellig til dig. Hvilket den salige Hieronymus udmærket udlægger i sin dialog mod pelagianerne: Hvordan kan han være hellig, når han beder for sin ufromhed? Og igen: Hvis han er ufrom, er han ikke hellig osv. Derfor, det er igennem deres bøn og bekendelse af deres ufromhed, at de hellige fortjener sig ikke at tilregnes synd. |
| 37 Tercio, B. Augustinus li. i. retract.: Omnia mandata implentur, quando quicquid non impletur ignoscitur. (n37) Tractat enim ibidem quaestionem, An sancti impleuerint mandata perfecte, et negat, dicens, quod magis ignoscente deo quam implente homini. (C#16) | For det tredie, den salige Augustin i retractiones bog 1: Alle budene opfyldes, når der bæres over med det, der ikke opfyldes. Han behandler nemlig på det sted det spørgsmål, om helgenerne opfylder budene fuldkomment; det nægter han og siger, at det mere sker, fordi Gud bærer over med, end fordi mennesket opfylder. |
| 38 Quarto, idem Confess. ix: Ve hominum uitae quantumcunque laudabili, si remota misericordia iudicetur. (n38) Ecce etiam sancti indigent misericordia in tota uita sua. Ad quod illud Iob: Si etiam iustum quippiam habuero, iudicem meum deprecabor. Quomodo ergo superfluunt aliis, qui sibi non sufficiunt? (C#17) | For det fjerde, Augustin i bog 9 af Bekendelserne: Ve menneskenes liv, hvor rosværdige de end er, hvis de skulle bedømmes uden barmhjertighed. Se, også de hellige behøver barmhjertighed i hele deres liv. Til hvilket svarer Job 9,15: Selv om også jeg har ret, må jeg bønfalde min dommer om nåde. Hvordan kan de have overskud til andre, når de ikke har nok til sig selv? |
| 39 Quinto, B. Augustinus li. ij. aduersus Iulianum iuducit decem antiquos patres ecclesiasticos, puta Hilarium, Ciprianum, Gregorium Nazanzenum, Ioannem Chrysostomum, Ambrosium, Hireneum, Olympum, Rethitium, Innocentium, in eandem sententiam, et illorum authoritate nititur, Probans nullum sanctum in hac uita sine peccato esse, secundum illud i. Ioan. i: Si dixerimus, quia peccatum non habemus etc. Et in de natura et gratia idem. (C#18) | For det femte, den salige Augustin indfører i bog 2 imod Julian ti gamle kirkefædre, nemlig Hilarius, Cyprian, Gregor Nazianz, Johannes Chrysostomus, Ambrosius, Irenæus, Olympus, Rethitius, Innocens for den samme mening, og støtter sig til deres autoritet, når han beviser, at ingen hellig i dette liv er uden synd, ifølge det, der står 1 Joh 1,8: Hvis vi siger, at vi ikke har synd osv. Det samme gør han i 'Om natur og nåde'. |
| 40 Ex quibus et multis aliis, quae longum esset hic narrare, concludo, Merita sanctorum nulla esse superflua sibi, quae nobis otiosis succurrant. Et ut aliquando audax sim, ea, quae iam dixi, protestor me non dubitare, Sed paratus sum ignem et mortem suscipere pro illis, et haereticum asseram omnem, qui contra sapuerit. (catlut23#51) (koeln-loew#27) | Heraf og af det meget andet, som det ville være for langt at fortælle, konkluderer jeg, at helgenernes fortjenester ikke er overskydende for dem, så de kan komme os mere efterladende til hjælp. Og at jeg skal være noget vovet, erklærer jeg, at det, jeg her har sagt, er jeg ikke i tvivl om, men det er jeg parat til at udholde ild og død for, og jeg erklærer enhver for kætter, som mener noget modsat. |
| 41 Tamen per impossibile admittendo, quod uere superfluerent merita sanctis, Nescio, si satis dignum opus fieret ab Ecclesia, ut tam preciosa merita tam uiliter expenderet, scilicet pro solutione poenarum, Cum solutio poenae sit uilissimum donum Ecclesiae et uilissimis donabile, ut iam saepe dictum. (C#20) | Dog selv om det så på umulig vis indrømmes, at der faktisk er overskydende gerninger hos helgenerne, så véd jeg ikke, om det er en tilstrækkelig værdig handling af kirken, at den sælger så værdifulde fortjenester så billigt, nemlig til afløsning af straffene, eftersom afløsning af straffene er kirkens allerbilligste gave og noget, der gives allerbilligst, som allerede ofte sagt. |
| 42 Martyrum autem et sanctorum poenae debent esse potius exemplum ferendarum poenarum. Sic enim oramus: 'quorum festa colimus, Virtutem quoque passionis imitemur'. | Men martyrernes og helgenernes straffe burde snarere være eksempler på, hvordan man bør bære straffene. Sådan bør vi nemlig bede: 'Hvilke fester vi end fejrer, lad os efterligne lidelsens kraft'. |
| 43 Item, nec Ecclesia mater tunc uidetur pie agere, quando relaxat, sed quando castigat et coercet, ut patet in excommunicationibus et censuris, quas poenas utique non relaxat, sed potius infert, tunc maxime, quando fuerit maxime sollicita pro filiis suis. Si autem relaxat, quasi desperans hoc facit, timens peiora euenire. | Ligeledes, heller ikke synes vor moder kirken at handle fromt, når den eftergiver, men når den irettesætter og tvinger, som det sker i ekskommunikationen og censuren, hvilke straffe den i hvert fald ikke eftergiver, men snarere påfører, og da mest, når den er mest bekymret for sine børn. Men hvis den eftergiver, så gør den det som næsten desperat, af frygt for at der skal komme noget værre. |
| 44 Igitur cum sint poenarum remissiones tam uile donum et sola potestas clauium ibi satis sit, uideretur certe non parua irreuerentia fieri tam egregiis laboribus sanctorum, si stertentibus impertirentur. Multo melius B. Augustinus in ser. de Marty.: Solennitates martyrum non remissiones, sed exhortationes martyriorum sunt, ut imitari non pigeat, quod celebrare delectat. (n44) | Derfor, eftersom eftergivelse af straffene er en så billig gave og alene nøglemagten er tilstrækkelig her, synes det sikkert, at det ikke er en lille mangel på ærbødighed, der her finder sted overfor helgenernes udmærkede handlinger, hvis de skænkes de snorkende. Den salige Augustin siger det meget bedre i prædikenen om martyrerne: Martyrernes højtideligheder er ikke eftergivelser, men opfordringer til martyrium, eftersom den ikke bør væmmes ved at efterligne, hvad han elsker af fejre. |
| 45 Probata est itaque ita pars, quod merita sanctorum non possint esse thezaurus nobis, cum sint penuria ipsismet sanctis, nisi quis sic putet ea nobis esse thezaurum, non quia superfluunt, sed quia est communio sanctorum, (W608) quod quilibet pro altero laborat, sicut membrum pro membro. sed hoc fecerunt in uita, et si nunc facerent, intercessione potius quam potestate clauis id fieret. | Derfor er nu den del bevist, at helgenernes fortjenester ikke kan være en skat for os, eftersom de selvsamme helgener er i underskud, hvis ikke da nogen mener, at de kan være en skat for os, ikke fordi de er i overskud, men fordi der findes et 'de helliges fællesskab', hvor enhver arbejder for den anden, sådan som det ene lem for det andet. Men dette gjorde de i livet, og hvis de nu gjorde det, ville det det ske ved forbøn, mere end ved nøglemagten. |
| 46 Sed hic a longe audio quorundam acutum argumentum. 'Verum est, inquiunt, Sancti non fuerunt sine peccato in hac uita, sed ueniali; nihilominus plura potuerunt facere quam debuerunt'. | Men her hører jeg svagt nogen komme med et spidst argument: 'Sandt er det, siger de, at helgenerne ikke var uden synd i dette liv, men det var tilgivelige synder, der var tale om; ikke desto mindre kunne de dog gøre mere, end de var skyldige at gøre'. |
| 47 Cum istis quidem obtusissimis ingeniis difficile est agere in hac re. Tamen breuiter dico, Id esse ueniale peccatum, quia minus faciunt quam debent, non autem id, quod ipsi fingunt solum ueniale peccatum, scilicet risum, uerbum leue, cogitationem. Est quidem hoc ueniale peccatum, sed magnum ueniale. | Nu er det ganske vist vanskeligt at behandle disse afstumpede opfattelser i denne sag. Alligevel vil jeg kort sige, at det er tilgivelig synd, der er tale om, fordi de gør mindre end de var skyldige at gøre, men ikke det, som de mener alene er tilgivelige synder, nemlig latter, let tale, overvejelser. Det er ganske vist tilgivelig synd, men en stor tilgivelig synd. |
| 48 Verumetiam opus bonum optime factum est ueniale peccatum, ut ex B. Augustino supra: Tunc mandata complentur, quando quicquid non impletur ignoscitur, quod in omni opere bono fit; semper enim ibi uenia petenda est secundum orationem dominicam. | Men også den gode gerning, der er gjort bedst muligt, er en tilgivelig synd, som det fremgår af den salige Augustins ovennævnte ord: Da opfylder de budene, når der bæres over med det, de ikke opfylder, for sådan går det til i al god gerning; man må nemlig her altid bede om tilgivelse ifølge fadervor. |
| 49 Sed haec aliam disputationem requirunt, de quo alias. Inde sanctus Bonauentura Cum asseruisset hominem posse sine ueniali peccato esse, utique defecit sanctus homo. (n49) | Men disse ting kræver en anden diskussion, som må komme andetsteds. Derfor må man sige om Sankt Bonaventura: Når han forsikrer, at mennesket kan være uden tilgivelig synd, da tager det hellige menneske i hvert fald fejl. |
| 50 De Secundo, scilicet Merito
Christi.
Hoc non esse Thezaurum indulgentiarum, disputo, Esse autem thezaurum Ecclesiae, haereticus negat, Siquidem Christus est pretium mundi et redemptor, et ideo uerissime et solus unicus Ecclesiae thezaurus. Sed quod sit thezaurus indulgentiarum, nego, donec docear, et causa negandi est: |
Om det andet, nemlig Kristi fortjeneste.
At denne ikke er afladens skat, disputerer jeg, men at den er kirkens skat, nægter kætteren, for hvis ellers Kristus er verdens højeste værdi og forløser, så er hans fortjeneste også af den grund i sandhed ene og alene kirkens skat. Men jeg nægter, at den er afladens skat, indtil jeg bliver belært, og begrundelsen for at nægte det er følgende: |
| 51 Prima, Quia nullis (ut iam saepe dixi) scripturis id probari nec rationibus ostendi potest, Nec ipsi, qui hoc tenent, probant, sed simpliciter narrant, ut omnibus notum est. Dixi autem prius, quod in Ecclesia aliquid asserere, cuius nulla potest ratio uel auctoritas reddi, est Ecclesiam hostibus et haereticis irrisioni exponere, cum secundum Apostolum Petrum teneamur rationem reddere de ea, quae in nobis est, fide et spe, (1 Pet 3,15) Et Paulus, ut sit Episcopus potens in doctrina sana etiam contradicens redarguere. (C#22) | For det første, fordi det ikke, som jeg nu ofte har sagt, kan påvises med skrift eller fornuft, og heller ikke de, der holder på læresætningen, beviser den, men nøjes med at fortælle den, så alle bliver klar over den. Men jeg har før sagt, at i kirken at fastslå noget, som man ikke kan give nogen begrundelse eller autoritet for, er at udstille kirken til latter for fjenderne og kætterne, eftersom vi ifølge apostelen Peter skal være rede til at aflægge regnskab for den tro og det håb, der er i os, og Paulus siger jo, at en biskop skal være mægtig i den sunde lære også til at gendrive dem, der siger imod. |
| 52 Hic autem adeo est nulla auctoritas, ut, si hodie determinaret Ecclesia Romana partem affirmatiuam, nihilominus maneret idem periculum, scilicet quia non possumus rationem reddere aliam, nisi quia sic Papae et Romanae Ecclesiae placuit. | Men her er der i den grad ikke nogen autoritet, at hvis den romerske kirke idag ville afgøre sagen bekræftende, ville den samme fare ikke desto mindre fortsat være til stede, nemlig at vi ikke kunne give anden begrundelse, end at sådan ville paven og den romerske kirke have det. |
| 53 Sed quid ista ratio faciet, si ab iis urgeremur, qui Romanam Ecclesiam non sequuntur, ut haereticis, Pighardis? Hi non uoluntatem Papae et Romanae Ecclesiae, sed uel auctoritatem uel rationem probabilem quaerent. Et certe iste est mihi uel unicus scopus in ista materia tota. | Men hvad kan man stille op med en sådan begrundelse, hvis vi bliver presset af dem, som ikke følger den romerske kirke, såsom kætterne, Pigharderne? Disse spørger ikke efter pavens og den romerske kirkes vilje, men efter enten en autoritet eller en antagelig begrundelse. Og dette er visselig for mig det eneste udgangspunkt i hele denne sag. |
| 54 Secunda, Omnia argumenta hic plus ualent, quae de thesauro militantis Ecclesiae et sanctorum meritis adducta sunt, scilicet: Primo, quod tunc indulgentiae non sunt indulgentiae, sed translationes operum alienorum ad alios et uera ac legitima satisfactio, quia id facimus, quod per alium facimus. (#27) At per indulgentias (ut dicit Canon li. v. de poe. et re. c Cum ex eo) poenitentialis satisfactio eneruatur -- non ait 'transfertur', sed 'eneruatur'. (C#23) (W609). | For det andet, alle de argumenter, som er fremført om den kæmpende kirkes skat og helgenernes fortjenester, har her endnu større gyldighed, nemlig for det første det argument, at afladen da ikke vil være overbærenhed, men overførsel af fremmedes gerninger til andre, og ikke vil være en sand og legitim fyldestgørelse, fordi vi gør det, som vi gør gennem en anden. Men sådan siger det i bog 5 i 'om boden og fyldestgørelsen', kapitlet 'Cum ex eo': gennem afladen svækkes bodens fyldestgørelse -- der siges ikke overføres, men svækkes. |
| 55 Secundo, quod tunc Ecclesiae claues nihil faciunt et uere uilificantur, quia non souunt, sed ligatum alio transferunt. At impium est dicere, quod clauis non soluat; Si autem soluit, totum tollit. (C#23) | For det andet, fordi kirkens nøgler i så fald intet bevirker og i sandhed gøres billige, fordi de ikke løser, men overfører det, der er løst af en anden. Men det et ufromt at sige, at nøglerne ikke løser; men hvis de løser, så ophæver de helt. |
| 56 Tertio, quod merita Christi de facto sine clauibus eadem operantur; non enim erunt ociosa. (C#23) Quarto, quod tunc insignis fiet irreuerentia meritis Christi, si solummodo poenae relaxationi expendentur, cum ipse per ea fuerit exemplum omnium martyrum. Contrarium itaque erit naturae meritorum Christi, ut seruiant pigris, quae extimulant etiam feruentes. Vilissimum est enim, ut iam dictum est, remissio poenae. (C#24) | For det tredie, fordi Kristi fortjenester faktisk bevirker det samme uden nøglerne; de kan nemlig ikke være uvirksomme. For det fjerde, fordi de, hvis det var sådan, ville være et tegn på manglende ærbødighed overfor Kristi fortjenester, hvis de blot udvirkede straffens ophævelse, eftersom han selv gennem dem blev et eksempel for alle martyrer. Derfor ville det være imod Kristi fortjenesters natur, at de skulle tjene de dovne, når de dog skal opægge de brændende. Det ville nemlig, som sagt, gøre eftergivelsen meget billig. |
| 57 Tertia, Respondeant mihi ad istam contradictionem: B. Thomas et Bonauentura et sui sequaces constanter et unanimiter dicunt, quod opera bona sunt meliora quam indulgentiae, ut supra satis est dictum. Esto ergo haec uera. Item, per indulgentias applicantur et expenduntur merita Christi. Esto etiam haec uera, quia et hanc constanter omnes asserunt. (C#25) | Den tredie begrundelse for, at jeg nægter, at afladen kan være Kristi fortjenester er følgende: Lad dem svare mig på følgende modsigelse: De salige lærere, Thomas og Bonaventura, og deres følgesvende siger til stadighed og i enighed, at gode gerninger er bedre end aflad, som ovenfor sagt. Vi antager altså, at det er sandt. Ligeledes hævder de, at gennem afladen appliceres og tilkendes Kristi fortjenester. Vi antager også, at det er sandt, fordi alle hele tiden fastholder det. |
| 58 Item, merita Christi incomparabiliter sunt meliora quam bona opera nostra, immo sola bona. Esto etiam haec uera. | Videre hævder de, at Kristi fortjenester uden sammenligning er bedre end vore gode gerninger, ja, at de alene er gode. Vi antager også, at det er sandt. |
| 59 Hic ego concludo et infero: Infoelix, qui non dimittit opera sua bona, et solum quaerit opera Christi, id est indulgentias, cum sit omnium blasphemiarum ultima sentina, sua opera bona praeferre operibus Christi. aut ergo opera Christi non sunt thezaurus ndulgentiarum, aut superbit miser, qui non omissis omnibus praeceptis, etiam diuinis, solum indulgentias redimit, id est merita Christi. At contra S. Thomas et Bonauentura dicunt, quod non sunt praeceptae indulgentiae et sunt uiliores bonis operibus; ergo non sunt opera Christi, et tamen sunt opera Christi simul et semel. | Herudfra konkluderer jeg og drager følgende slutning: Den er ulykkelig, som ikke opgiver sine egne gode gerninger og alene kræver Kristi gerninger, det vil sige afladen, eftersom det vil være det sidste bundvand af al blasfemi, at foretrække sine egne gode gerninger fremfor Kristi gerninger. Enten er altså Kristi gerninger ikke afladens skat, eller også er det et elendigt overmod, hvis nogen ikke vil undlade at opfylde alle bud, også de guddommelige, og alene købe aflad, hvilket er Kristi fortjeneste. Men modsat siger sankt Thomas og Bonaventura, at aflad ikke er påbudt og at den er billigere end gode gerninger; ergo er den ikke Kristi gerninger og er dog Kristi gerninger på én og samme tid. |
| 60 At forte, ut sunt arguti, Respondebunt per Aristotelicas distinctiones: 'Verum est, merita Christi ut simpliciter sumpta sunt meliora nostris operibus, Sed sic non sunt indulgentiae uel per indulgentias sic non applicantur, Accipiuntur autem, prout solum sunt, satisfactoriae pro poenis et isto modo applicantur'. | Men måske vil de svare, som man jo har gjort, med en aristotelisk skelnen: 'Det er sandt, at Kristi fortjenester opfattet på enfoldig måde er bedre end vore gerninger, men på den måde er de ikke aflad eller på den måde tildeles de os ikke som aflad, nej de skal forstås som det, de alene er: fyldestgørelser for straffene, og på den måde tildeles de'. |
| 61 Respondeo: proba, quod dicis. quid, si nolim istud tibi credere nuda narranti? probare iubeo spiritus, an ex deo sint. (1 Joh 4,1). Secundo, Vbi nunc illud est, quod supra dictum fuit, ideo illa per uenias dispensari, quia non essent remunerata, sed quia fecissent quaedam, quae non debuerant? Talia ergo sunt tam uilia merita, ut nullum aliam recipiant mercedem, quam ut sint aliorum pigrorum satisfactiones? | Jeg svarer: Bevis, hvad du siger. Hvad nu, hvis jeg ikke vil tro dette, bare fordi du siger de? Jeg befaler dig at prøve ånderne, om de er af Gud. For det andet, hvis det nu forholder sig, som ovenfor omtalt, at af den grund kan fortjenester uddeles som aflad, at de ikke er gengældt, men at nogen har gjort noget, som de ikke var skyldige at gøre? Disse ville da være sådanne billige fortjenester, at de ikke modtager anden løn, end at de er fyldestgørelser for nogle andre, nemlig de dovne? |
| 62 Tunc arguo sic: opera supererogationis sunt omnium nobilissima et perfectissima. Admittis? ita. Et talia non remunerantur martyribus uel sanctis, sed conceduntur pigris et stertentibus? Et sic sancti remunerantur secundum opera et merita sua minora, quia perfectiora relinquunt aliis? Quis ita insaniat, oro? Ergo S. Catharina pro martyrio et uirginitate sua nihil accepit, Sed haec Ecclesiae relinquit et sufficit ei praemium orationis, uigiliarum et aliorum bonorum operum? quod si dixeris, quod simul et pro eis remunerati sunt et simul ea reliquerunt, ubi illud, quod dictum fuit, Esse quaedam, quae non sunt remunerata? | Da argumenterer jeg som følger: Disse gerninger ud over det krævede er de ædleste og mest fuldkomne. Indrømmer du det? Ja. Og den slags gerninger bliver ikke gengældt martyrerne og helgenerne, men tilstås de dovne og snorkende? Og således gengældes helgenerne efter deres mindste gerninger og fortjenester, fordi de mere fuldendte overlades til andre? Jamen, jeg spørger, hvem er så vanvittig at mene noget sådant? Altså, skulle sankt Catharina ikke modtage noget for sit martyrium og sin jomfruelighed, men overlade det til kirken og selv nøjes med belønningen for sine bønner, vågen, og andre gode gerninger? For hvis du siger, at de på én og samme tid gengældes hende og efterlades, hvad bliver der da af det, som blev sagt, at der er nogle, som ikke gengældes? |
| 63 Vides ne quid sit sine auctoritate loqui et per tenebras diuinare? (W610) quod si impium est dicere, quod opera supererogationis uel plura quam debuerunt sancti sic sint uilia et eis non remunerata, quanto magis impium est Christi opera, quae omnia sunt superabundatia, sic uilificare! Quare indulgentias ita magnificare et tamen rursum nostris operibus eas minorare, hoc est Christum et sanctos eius in suis meritis blasphemare, nisi id erronee et non uolenter fiat. | Ser du ikke, at der her er noget, der er talt uden autoritet og forudanet gennem mørke? For hvis det er ufromt at sige, at overskydende gerninger eller gerninger, der gøres ud over, hvad helgener er skyldig at gøre, på den måde er billige og de ikke gengældes dem, hvor meget mere ufromt er det da ikke således at billiggøre Kristi gerninger, som overgår dem alle! Derfor, at ophøje afladen og dog atter ved vore gerninger at nedgøre den, det er at drive spot med Kristus og hans hellige i deres fortjenester, medmindre det sker fejlagtigt og ikke bevidst. |
| 64 Quarta, resumo argumentum, quod glosa de poe. et re. c. quod autem, adducit, (res08#64) scilicet: Si indulgentiae sunt remissiones poenarum omnium, non debet homo ultra ieiunare aut bona facere. Nec soluitur ibidem per hoc, quod sit incerta remissio, sed blasphemantur potius claues Ecclesiae, licet eum iuuent in hac solutione omnes ferme doctores Scholastici. Illud autem, quod nescit homo an amore dignus sit, quo probat solutionem suam, intelligitur de futuro euentu, quia qui nunc credit, nescit an sit in fide perseueraturus. | Min fjerde argumentation: Jeg genoptager det argument, som fortolkningen fra 'Om bod og fyldestgørelse' kap. 'Quod autem' fremfører, nemlig: Hvis afladen er eftergivelse af alle straffe, så behøver mennesket ikke mere at faste eller gøre gode gerninger. Og problemet løses ikke her ved at hævde, at det er en uvis eftergivelse, men næsten alle de skolastiske lærde spotter snarere med kirkens nøgler, selv om de støtter ham i denne løsning. Men dette, at mennesket ikke véd, om han er værdig til kærlighed, hvormed han beviser sin løsning, forstås om en fremtidig begivenhed, fordi den, der tror i dette øjeblik, véd ikke, om han vil bestå i troen. |
| 65 Vnde ibidem Ecclesiast. ix. statim additur: Nescit homo an amore uel odio dignus sit, sed omnia seruantur incerta in futurum; premisit enim: Sunt iusti et opera eorum in manu dei etc. quod si remissionem culpae faciunt incertam, multo magis et poenae, cum culpa manente et poenam quoque manere necesse sit, sicut ibidem dicit glosa, quod remissio illa intelligtur, quando per contritionem (immo per fidem Clauium) omnino deletum est peccatum. | Derfor tilføjer han straks Præd 9,1: 'Mennesket véd ikke, om det er værdigt til kærlighed eller had, men alt hvad han får, er usikkerhed om fremtiden'; men forud har han sagt: 'De retfærdige og deres gerninger er i Guds hånd osv', for hvis de gør eftergivelsen af brøden usikker, så må de så meget gøre eftergivelsen af straffen usikker, for når brøden forbliver og det er nødvendigt, at også straffen forbliver, sådan som denne fortolkning siger sammesteds, at eftergivelse forstås om det, at gennem angeren (nemlig gennem troen på nøglerne) udslettes i det hele taget al synd. |
| 66 Quid ergo sunt indulgentiae? incerta donatio? Absit, absit, ut tam impia illusio ab Ecclesia Christi, immo clauibus, fiat. Tum enim uere (ut quidam dicunt) indulgentiae essent quaedam impiae fidelium deceptiones. (C#26) Ad istum errorem uenitur, dum quaerimus per opera nostra et nostram iusiticiam iustificari potius quam per fidem. | Hvad er da afladen? En usikker gave? Nej, langtfra, langtfra er det sådan, at der sker et så ufromt bedrag af kirken eller af nøglerne. Da ville nemlig i sandhed (som nogle siger det) afladen være de troendes ufromme bedrag. Men vi når frem til denne fejl, fordi vi søger gennem vore gerninger og vor retfærdighed at bliver retfærdiggjorte, i stedet for gennem troen. |
| 67 Ideo de contritionibus tantummodo docemus, quando optime docemus, nihil de fide clauium, quae maxime omnium docenda erat. Sed supra de iis latius est dictum. Aut ergo indulgentiae non sunt thezaurus meritorum sanctorum, Aut optime sequitur, quod consecutus debet quiescere ab operibus suis bonis pro peccatis, ut arguit ista glosa. (C#26) | Derfor lærer vi kun om angeren, når vi lærer bedst, intet om troen på nøglerne, som dog vi dog først og fremmest skulle belære om. Men ovenfor er der sagt mere om dette. Altså: Enten er afladen ikke skatten af helgenernes fortjenester, eller også følger i bedste fald, at man følgelig bør ophøre med sine gode gerninger imod synden, som denne fortolkning argumenterer. |
| 68 Solutio autem ipsius glosae impia est in Christum, quia, si per uenias mihi impenduntur merita Christi, et ego adhuc incertum habeo, mihi esse peccata remissa, ideo adhuc operandum pro eorum remissione tunc sequitur, quod dubito, an merita Christi applicata et donata mihi sint sufficientia ad remissionem peccatorum. Quo dubio quid execrabilius? (C#27) Si autem non dubito, sed sufficientia credo, impiissimi foecero, si opera mea meliora putauero quam indulgentias, id est opera Christi mihi impensa. | Men denne fortolknings løsning er ufrom imod Kristus, for hvis det er gennem afladen, at Kristi fortjenester tillægges mig, og jeg derfor har usikkerhed om, hvorvidt mine synder er mig forladt, så følger deraf, at jeg arbejder for deres forladelse, når jeg tvivler på, om Kristi fortjenester, der tillægges og gives mig, er tilstrækkelige til syndernes forladelse. Men hvad kan være mere forbandelsesværdigt end denne tvivl? Men hvis jeg ikke tvivler, men tror på hans fortjenesters tilstrækkelighed, vil jeg handle meget ufromt, hvis jeg vil regne mine gerninger for bedre end afladen, det vil sige, de Kristi gerninger, der er tillagt mig. |
| 69 Ego enim si unicum opus, immo milies milesimam partem unius minimi operis Christi possem obtinere, securus sum de redemptione aeterna. Cessemus itaque operari nostra opera pro peccatis et nihil nisi indulgentias redimamus, quia in illis (W611) non unum opus, sed omnia merita Christi, nec huius solum, sed omnium sanctorum consequimur. | Hvis nemlig jeg kan opnå bare én gerning, ja en tusindedel af en tusindedel af den mindste af Kristi gerninger, så vil jeg være sikker på evig forløsning. Lad os derfor holder op med at arbejde med vor egen gerning imod synden og ikke forløse os ved andet end afladen, fordi i den er det ikke én gerning, men alle Kristi fortjenester, og ikke det alene, men alle helgenernes, vi får del i. |
| 70 Cum itaque merita Christi nulla proportione bonitatis nostris possint comparari, aut ipsa non sunt thezaurus indulgentiarum, aut indulgentiae erunt praeferendae omnibus operibus omnium praeceptorum dei, aut meritis Christi fiet summa omnium irreuerentia et blasphemia. (C#27) Deinde id quoque uide quale est, quod huic thezauro, quasi solius Christi merita non sufficerent, addunt merita Sanctorum, item merita Ecclesiae militantis. (C#28) | Når derfor Kristi fortjenester i ingen henseende kan sammenlignes med vores godhed, så er det enten sådan, at afladen ikke er kirkens skat, eller også sådan, at afladen må foretrækkes fremfor alle Guds buds gerninger, eller sådan, at ved Kristi fortjenester bliver den største af alle uærbødigheder og blasfemier til. Dernæst kan du også se, af hvad art det er, at til denne skat tilføjes helgenernes fortjenester, som om ikke Kristi fortjenester alene var nok, og ligeledes, hvad den kæmpende kirkens fortjenester er. |
| 71 At dicis: 'ergo ne S. Thmas adeo errauit cum caeteris? Nunquid Papa et uniuersa Ecclesia errat, quae ita sapit? An tu solus recte sapies et primus?' | Men du vil sige: 'Jamen har så ikke sankt Thomas fejlet sammen med de andre? Mon virkelig paven og hele kirken, der tænker således, tager fejl? Mon du alene og som den første tænker ret? |
| 72 Respondeo primum: Non sum solus, sed ueritas mecum et multi alii, scilicet qui dubitauerunt et adhuc dubitant, quid ualeant indulgentiae, Nec peccant eo dubio, cum sint remissiones tantum poenarum, quas siue quis credat siue non, siue consequatur siue non, nihilominus saluus erit. | Jeg svarer først: Jeg er ikke den eneste, men sandheden er med mig og mange andre, nemlig fordi de har tvivlet og stadigvæk tvivler på, at afladen betyder noget, og de synder ikke ved denne tvivl, eftersom der er eftergivelse for så mange straffe, og hvadenten man tror på dem eller ej, hvadenten man følger dem eller ej, vil man ikke desto mindre blive frelst. |
| 73 Secundo: et Papa mecum est, Quia, etsi concedit indulgentias, nusquam tamen dicit, quod sint de thezauro meritorum Christi et Ecclesiae, immo sese declarans dicit li. v. de poe. et re. c. Cum ex eo, quod sint eneruationes poenitentialis satisfactionis, sed eneruatio non est impensio meritorum Christi, sed tantummodo sublatio poenarum. | For det andet svarer jeg: Også paven holder med mig, for skønt han indrømmer afladen, siger han dog aldrig, at den består af skatten af Kristi og kirkens fortjenester, nej, han forklarer i bog 5 'om boden og fyldestgørelsen', kapitlet 'Cum ex eo', at den er en svækkelse af bodens fyldestgørelse, men en svækkelse er ikke en tilregnelse af Kristi fortjeneser, men blot en ophævelse af straffen. |
| 74 Tertio: et tota ecclesia mecum, Quia Ecclesia utique cum papa sapit et sicut Papa sapit. Sed iam dictum est, quid Papa sentiat. | For det tredie: Også hele kirken er med mig, for kirken tænker overalt sammen med paven og ligesom paven. Men jeg har allerede sagt, hvad paven mener. |
| 75 Quarto: et si S. Thomas, B. Bonauentura, Alexander Ales sint insignes uiri cum suis discipulis Antonino, Petro Paludano, Augustino Anconitano praeter Canonistas, qui omnes eos sequuntur, Tamen iustum est eis praeferre ueritatem primo, deinde et auctoritatem Papae et Ecclesiae. | For det fjerde: Og hvis sankt Thomas, den salige Bonaventura, Alexander Hales var bemærkelsesværdige mænd sammen med deres disciple Antonino, Peter Paludan, Augustin Anconitano foruden kanonisterne, som allesammen fulgte dem, så er det dog rigtigt først at foretrække sandheden fremfor dem, dernæst også pavens og kirkens autoritet. |
| 76 Nec mirum est, tantos uiros in hoc errasse. Nam in quantis, quaeso, B. Thomam etiam Scholastici errasse arguunt! Immo quod maius est, iam plus trecentis annis tot uniuersitates, tot in illis acutissima ingenia, tot ingeniorum pertinacissima studia in uno Aristotele laborant, et tamen adhuc non solum Aristotelem non intelligunt, uerum etiam errorem et fictam intelligentiam per uniuersam pene ecclesiam spargunt, quanquam, si etiam intelligerent eum, nihil egregiae sapientiae adepti essent, presertim in eis libris Aristotelis, quos usitatores habent, in quibus uel ipsiusmet testimonio apud Aulum Gellium li. xx. c. iiii. Et Gregorium Nazanzenum in ser. aduersus Arianos non nisi merus logodaedalus et logomachus deprehenditur. | Og det er heller ikke mærkeligt, at så mange mænd har taget fejl i dette. For i hvor mange ting, spørger jeg, har ikke også skolastikerne argumenteret for, at den salige Thomas har taget fejl. Ja, hvad mere er: Nu har i trehundrede år så mange universiteter, så mange skarpe hjerner i dem, så mange hjerners omhyggelige studier arbejdet ene og alene med Aristoteles, og dog har de hidtil ikke blot ikke forstået Aristoteles, men også udsået en fejlagtig og fiktiv forståelse af alting ud over hele kirken, skønt hvis de havde forstået ham, ville de ikke være egnet til nogen udmærket visdom, især i de bøger af Aristoteles, som de regner for de almindelige, i hvilke han efter sit eget vidnesbyrd hos Aulus Gellius bog 10, kapitel 4 og hos Gregor af Nazians kun findes at være en ord-Dædalys og en ordkunstner. |
| 77 Audax, impudens, temerarius forte hic uideor, atque utinam mihi tantum superesset aetatis et ocii, ut huius temeritatis meae rationem reddere et uerbis meis fidem facere possem, forte efficerem, ut non frustra sic sapere uidetur. | Her synes jeg måske forvoven, fræk, dristig, og gid jeg havde alder og lejlighed til at aflægge regnskab for min dristighed og gøre mine ord troværdige, måske kunne jeg så udrette, at det ikke er forgæves, at det har forekommet nogen, at jeg tænker sådan. |
| 78 Non Aristotelem cum Platone et aliis concordarem, quod Ioanne Picus Mirandulanus coepit, sed Aristotelem suis coloribus pingerem, sicut dignum est pingi eum, qui ex professo est artifex uerborum (ut Gregorius Nazanzenus ait) et illusor ingeniorum. Si itaque (W612) per tantum tempus in tantis ingeniis permisit deus tantum nobis et tenebrarum dominari, Quid adhuc nobis ita securi placemus et non potius (sicut christianos decet) omnia nostra suspecta habemus, ut solus Christus sit lux, iusticia, ueritas, sapientia, omne bonum nostrum? | Jeg skal ikke være enig med Aristoteles eller Platon eller andre, som Johannes Picus Mirandulanus er begyndt at hævde, men jeg skal afmale Aristoteles med hans egne farver, sådan som det er rigtigt at afmale ham, som efter hvad han selv siger er en ordkunstner (som Gregor af Nazianz siger), og en forstandsbedrager. Hvis derfor gennem så lang tid Gud ved så mange forstandsmennesker har tilladt, at vi blev behersket af et sådan mørke, hvorfor er vi da indtil nu glade for således at være sikrede og har ikke snarere, som vi som kristne bør have, alt vort i mistanke, så alene Kristus er vort lys, retfærdighed, sandhed, visdom, ja alt vort gode? |
| 79 Igitur sancti illi uiri cum uiderent, Aristotelem ab indoctis et Christum ignorantibus in tanta authoritatis ueneratione haberi, ipsi, ut erant humili sensu, pia simplicitate sunt secuti et in errorem lapsi caeteris occasio fuerunt tot turbinum opinionum, quaestionum, errorum, sicut in Scholastocis doctoribus uidemus. | Derfor gjorde disse hellige mænd selv det, da de så, at Aristoteles af de ulærde og Kristus af de uvidende skulle holdes i så stor autoritetsærbødighed, de gjorde, da de var ydmyge af sind, det, at de fulgte den fromme enfoldighed og de faldt i vildfarelse og der blev lejlighed for de øvrige til så mange forvirrede meninger, spørgsmål, vildfarelser, som vi ser det hos de skolastiske lærde. |
| 80 Et digni fuimus, qui Christum relinquimus, ut ipse quoque nos derelictos, etiam per electos suos, in occasionem daret erroris et infiniti laboris, Sicut ait in Ezech. xiiii: Propheta cum errauerit et locutus fuerit uerbum Ego dominus decepi prophetam illum, (Ez 14,9), Et ibidem: Si uenerit ad prophetam interrogans me per eum, Ego dominus respondebo ei secundum multitudinem immundiciarum suarum. (v 4) | Og vi havde fortjent, at Christus forlod os, eftersom vi også havde forsømt os selv, og der, også gennem hans udvalgte, blev givet lejlighed til vildfarelse og uendelige anstrengelser, sådan som han siger i Ez 14,9: 'Men når profeten farer vild og taler ordet, så er det mig, Herren, der bedrager den profet'. Og sammesteds: 'Hvis han kommer til profeten og spørger om mig gennem ham, så vil jeg, Herren, svare ham ud fra mængden af deres urenheder'. |
| 81 Ideo cum timore et iudicio omnia sunt legenda et suscipienda, etiam a magnis et sanctis uiris tradita, secundum Apostolum: Omnia probate, quod bonum est tenete, (1 Thes 5,21), Et illud Ioannis: Probate spiritus, utrum ex deo sint. (1 Joh 4,10). Quae consilia qui omiserint et in hominem confisi fuerint, sicut ii qui dicunt: 'Malo cum tantis errare, quam tecum recte sapere', digni sunt, quos etiam contemnat et relinquat consilium. | Derfor skal alt læses og forstås med frygt og skønsomhed, også det, der er overleveret af store og hellige mænd, ifølge apostelens ord: 'Prøv alt, behold det gode'. Og dette fra Johannes: 'Prøv ånderne, om de er fra Gud'. Og de, der undlader at følge disse råd og fatter tillid til mennesket, sådan som de gør det, der siger: 'Jeg vil hellere fare vild sammen med så mange store mænd, end have ret sammen med dig', har fortjent det, når han også foragter dem og lader deres råd være. |
| 82 Qui enim consilium spiritus spernit, cur non spernetur merito a spiritu consilii? Ita et in indulgentiis factum est. Cum uiderent sancti homines illas uulgo tantum efferri (ut solet uulgus facere semper iuditium Paridis et Midae) et nollent tam uiles eas credere, coeperunt uel fingere honestum et preciosum eorum fundamentum, Quia nullum aliud occurrebat nec uspiam erat. | For han, som forsmår åndens råd, hvorfor skulle han ikke med rette forsmås af rådets ånd? Således er det også gået til i afladssagen. Da de hellige mænd så, at afladen i så høj grad henrev folket (som folket altid plejer at gøre, efter Paris' og Midas' råd) og de ikke ville, at man skulle tro, at afladen var så billig, begyndte de at forestille sig noget hæderligt og dyrebart ved deres grundvold, fordi der ikke skete andet og ikke nogetsteds var noget. |
| 83 Ad rem itaque redeamus et
meritum Christi quaeramus, et probemus, non esse thesaurum indulgentiarum.
Quinta, Nulli datur gratia contritionis, quin simul ei dentur merita Christi. Ergo ante indulgentias habet thesaurum meritorum Christi, (C#29) et nisi haberet, non proficerent ei indulgentiae secundum opinionem ipsorum (ita enim sapiunt sublimiter de remissione poenarum). Nam per contritionem homo redit in gratiam, sicut filius prodigus cum Christo patre suo, qui dicit: Omnia mea tua sunt, (Luk 15,31) Et Isa. ix: Paruulus natus est nobis et filius datus est nobis; Ro. viij: Quomodo non omnia cum illo nobis donauit? |
Lad os derfor vende tilbage til sagen og spørge efter
Kristi fortjenester, og bevise, at de ikke er afladens skat.
For det femte: Der er ingen, der får angerens nåde, uden der samtidig gives ham Kristi fortjenester. Altså før afladen må han have Kristi fortjenester, og hvis han ikke har dem, kan afladen ikke gavne ham, ifølge deres opfattelse (således tænker de nemlig ophøjet om eftergivelsen af straffene). For gennem angeren kommer mennesket igen ind i nåden, sådan som den fortabte søn med Kristus, som far, som sagde: 'Alt mit er dit', og Es 9,6: 'En barn er født os, en søn er os givet', og Rom 8,32: 'Hvordan skulle han undlade at give os alt sammen med ham?' |
| 84 Sexta, Alioquin foeliciores essent in Ecclesia ii, qui sunt peiores. Dictum est enim, quod indulgentiae prosunt criminosis dumtaxat et iis dabitur thezaurus meritorum Christi. Pueris autem, uirginibus ac innocentibus non dabitur, quibus maxime debetur, immo qui habent eum soli. Sed id argumentum parum facit apud eos, qui credunt omnes poenas tolli nec posse indulgentias conferri peccatoribus sine contritione, quod ego non credo. Iam causa | Den sjette begrundelse. Ellers ville de være lykkeligst i kirken, som var de værste. Det er nemlig sagt, at afladen måske gavner overtræderne og at til dem gives skatten, som består af Kristi fortjenester. Men til børnene, jomfruerne og de uskyldige gives den ikke, til dem, han skylder mest, ja, til dem, som alene har ham. Men det argument har ingen virkning hos dem, som tror, at alle straffe kan ophæves, og at afladen ikke kan sammenlignes med synder uden anger, hvad jeg ikke tror. Men nu til |
| 85 Vltima, quam secum fert ipsa conclusio probationem, scilicet quod merita Christi et sanctorum eius sine Papa operantur opus suum duplex, scilicet proprium et alienum. Proprium, id est gratiam, iusticiam, ueritatem, (W613) patientiam, mititatem in spiritu hominis electi, quia iusticia Christi et meritum eius iustificat et remittit peccata, sicut Ioannes ait: Ecce agnus dei, ecce qui tollit peccata mundi, (Joh 1,29) et Isa. xliij: Seruire me fecisti in iniquitatibus tuis et laborem praebuisti mihi in peccatis tuis, Ego sum, qui deleo iniquitates tuas, et peccatorum tuorum non recordabor. delet autem merito suae passionis. (k85). | den sidste begrundelse, som i sig fører frem til selve konklusionen på bevisførelsen, nemlig, at Kristi og helgenernes fortjenester gør sin virkning uden paven, en dobbelt virkning, nemlig en egentlig og en fremmed. Den egentlige virkning, dvs nåde, retfærdighed, sandhed, tålmodighed, mildhed i ånden gør den i det udvalgte menneske, fordi Kristi retfærdighed og hans fortjeneste retfærdiggør og eftergiver synderne, sådan som Johannes siger: 'Se det Guds lam, som bærer verdens synd'. Og Es 43,24f: 'Du har besværet mig med dine overtrædelser, du har givet mig arbejde med dine synder, det er mig, der udsletter dine overtrædelser og ikke kommer dine synder i hu'. Men han udsletter dem ved hans lidelses fortjeneste. |
| 86 Et isto modo concederem, quod merita Christi sint quidam thezaurus, non ecclesiae, sed dei patris, qui nobis per suffragium efficax apud deum impetrat remissionem culpae. Sic dicit in Iob per figuram: Faciem eius suscipiam, (Job 42,8) Et Apostolus Heb. xii: Sanguinem Christi melius clamantem quam Abel, Quia sanguis Abel uindictam et iram postulat, Sanguis Christi misericordiam clamat et interpellat pro nobis Alienum (sic enim Isaias uocat c. xxviii), id est Crucem, laborem, poenas uarias, denique mortem et infernum in carne, ut destruatur corpus peccati et mortificentur membra nostra super terram et conuertantur peccatores in infernum. | Og på den måde må jeg indrømme, at Kristi fortjenester er en slags skat, ikke kirkens skat, men Gud Faders skat, som på virkningsfuld måde gennem bønnen opnår for os hos Gud eftergivelse af skylden. Sådan siger han hos Job gennem et billede: 'Jeg vil løfte hans åsyn'. Og apostelen siger Hebr 12,24: 'Kristi blod taler stærkere end Abels blod', for Abels blod krævede hævn og vrede, men Kristi blod råber på barmhjertighed og går i forbøn for os. Den fremmede virkning (sådan kalder Es 28,21 det nemlig) består i kors, anstrengelse, forskellige straffe, endelig død og helvede i kødet, så syndens legeme ødelægges, og vore lemmer dødes på jorden, og syndere omvendes til helvede. |
| 87 Nam quicunque in Christo baptisatur et renouatur, ad poenas, ad cruces, ad mortes paratur, ut aestimetur sicut ouis occisionis et mortificetur tota die, (Sl 44,23) sicut ait psalmus: Ego autem ad flagella paratus seu ordinatus sum, et dolor meus in conspectu meo semper. Sic sic oportet nos fieri conformes imagini filii dei, (Rom 8,29) ut, qui non acceperit crucem suam et sequutus fuerit eum, non sit eo dignus, etiam si sit omnibus indulgentiis plenus. | For enhver, der er døbt og fornyet i Kristus, er beredt til straffe, til kors, til død, så at han regnes for slagtefår og dræbes dagen lang, sådan som Sl 38,18 siger: 'For jeg er beredt eller indviet til pisk, og min smerte har jeg altid for øje'. Således bør vi blive ligedannede med Guds søns billede, for 'den, der ikke tager sit kors og følger ham, er ham ikke værd' (Matt 10,38) heller ikke, selv om han var fuld af aflad. |
| 88 Quo circa nunc uide, Num, quo tempore coepit Theologia Scholastica, id est illusoria (sic enim sonat graece), eodem euacuata est theologia crucis suntque omnia plane peruersa. Theologus crucis (id est de deo crucifixo et abscondito loquens) poenas, cruces, mortem docet esse thezaurum omnium preciosissimum et reliquias sacratissimas, quas ipsemet dominus huius Theologiae consecrauit benedixitque non solum tactu suae sanctissimae carnis, sed et amplexu suae supersanctae et diuinae uoluntatis, easque hic reliquit uere osculandas, quaerendas, amplexandas. | Herved kan du nu se, om ikke det var på den tid, da den skolastiske, det vil sige illusoriske (det betyder det nemlig på græsk) teologi begyndte, at teologien blev tømt for korset og næsten helt blev forvendt. Korsets teolog (det vil sige, den, der taler ud fra den korsfæstede og skjulte Gud), lærer, at straffe, kors, død er den allerværdifuldeste skat og de allerhelligste relikvier, som denne teologis herre selv har indviet og velsignet, ikke blot ved berøring med hans højhellige kød, men også ved anerkendelse af hans overmåde hellige og guddommelige vilje, og efterladt dem til i sandhed at blive kysset, adspurgt og omfavnet. |
| 89 Quin beatus et benedictus, qui dignus fuerit deo uisus, ut ei donentur hi thezauri reliquiarum Christi, immo qui intelligat sibi donari. Nam cui non offeruntur? Sicut B. Iacobus: Omne gaudium existimate, fratres, cum in tentationes uarias incideritis. Non est enim omnium haec gratia et gloria, ut hos accipiant thezauros, sed electissimorum filiorum dei. | Hvorfor skulle den ikke være salig og velsignet, som Gud har besluttet er værdig, så at der gives ham disse skatte med Kristi relikvier. For hvem tilbydes de ikke? Sådan siges der i Jak 1,2: 'Mine brødre, I skal kun regne det for en glæde, når I kommer ud for prøvelser'. For dette alle, der forstår dette som nåde og ære, men Guds udvalgte sønner. |
| 90 Multi peregrinantur Romam aliaque sancta loca, ut tunicam Christi, ossa martyrum, loca et uestigia sanctorum uideant. quod non damnamus quidem, Sed hoc gemimus, quod ueras reliquias, scilicet passiones et cruces, quae sanctificauerunt ossa et reliquias martyrum et tanta ueneratione fecerunt digna, ita nescimus, ut non solum non acceptemus oblatas domi, sed summis uiribus repellamus et persequamur de loco in locum, cum deberemus summa siti et iugibus lachrymis id apud deum postulare, ut darentur nobis tam preciosae reliquiae Christi omnium sacratissimae tanquam donum electorum dei filiorum. | Mange drager på pilgrimsfærd til Rom og andre hellige steder, for at se Kristi kjortel, martyrernes ben, de hellige steder og spor. Det fordømmer vi ganske vist ikke, men det sukker vi over, at de sande relikvier, nemlig lidelserne og korset, som helliger martyrernes ben og efterladenskaber og gør den værdige til en sådan tilbedelse, kender vi i den grad ikke, at vi ikke blot ikke forstår dem, når de tilbydes os derhjemme, nej, vi vender os bort fra den og forfølger dem af alle kræfter fra sted til sted, skønt vi burde sidde på det højeste sted nedbøjet af tårer og bønfalde Gud, om dog ikke så dyrebare Kristi relikvier, der er det helligste af alt, kunne gives til os, der er Guds udvalgte børn. |
| 91 Sic ps. xv. titulum in hebraeo fertur habere Michtam, (W614) quod aureum insigne uelut munusculum intelligas, cum ibi non nisi passio Christi canatur, Et psalmus Testimonium Asaph, quod eruditi uolunt potius iocale Asaph seu donum delitiosum Asaph intelligere, Et ibi tamen Crucis personat hymnus. | Således bærer Sl 16 i titlen det hebraiske ord 'miktam', hvilket man kan forstå som guld eller en lille opgave, eftersom han dèr ikke gør andet end besynge Kristi lidelse. Og salmen 'Asafs vidnesbyrd', som de lærde snarere vil forstå som Asafs spøg eller Asafs dejlige gave, og her lyder dog en salme til korset. |
| 92 Quin tam sanctae sunt eiusmodo reliquiae et tam preciosi thezauri, ut, cum aliae possint seruari in terra aut ut honorificentissime in auro, argento, gemmis, serico, Hae non possint seruari nisi in coelestibus, uiuis, rationalibus, immortalibus, puris, sanctis seruaculis, id est cordibus fidelium, omni auro et gemma inaestimabiliter preciosioribus. | Mon ikke den slags er så hellige relikvier og så dyrebare skatte, at når de andre skal tjenes på jorden med det allerværdifuldeste i guld, sølv, ædelstene, silke, så kan disse kun tjenes i himlen af de levende, de forstandsmæssige, de udødelige, de rene, de hellige, de små slaver, det vil sige, af de troendes hjerter, der er mere dyrebare end guld og ædelsten. |
| 93 At nunc adeo deest fides uulgi, qua hanc religionem talium reliquiarum colat, ut etiam summi quidam Pontifices authores et duces eis fuerint non modo repellendarum, sed etiam persequendarum, adeo ut Turcas uorare uoluerint, deinde et ipsos Christianos in peiorem quam inferni damnationem excommunicare potius quam uellent obulum sui census remittere, nedum nominis aut corporis iniuriam sustinere, Qui tamen interim nihilominus cataractas coeli iniuriam aperuerunt et inundauerunt thezauros indulgentiarum et meritorum Christi, Ita ut et hoc diluuio prope sit pessundatas orbis Christianus, nisi me fallit fides mea. | Men nu mangler folkets tro i den grad, den, som skulle dyrke sådanne relikvier i fromhed, at selv paverne, ophavsmænd og ledere for dem, ikke blot ikke har forhindret, men også rettet sig efter disse ting, så at de endog hellere har villet sluge tyrkerne, og ekskommunikere deres egne kristne til en fordømmelse værre end helvede, end de har villet eftergive en obol af deres censur, at ikke de skulle opretholde uret på navn eller legeme. Og dog har de i mellemtiden ikke desto mindre åbnet et himmelsk vandfald af uret og oversvømmet afladsskattene og Kristi fortjenester, sådan at ved denne syndflod næsten hele den kristne verden gik under, hvis ikke min tro tager fejl. |
| 94 Theologus uero gloriae (id est qui non cum Apostolo solum Crucifixum et absconditum deum nouit, sed gloriosum cum gentibus, ex uisibilibus inuisibilia eius, ubique presentem, omnia potentem uidet et loquitur) discit ex Aristotele, quod obiectum uoluntatis sit bonum et bonum amabile, malum uero odibile, ideo deum esse summum bonum et summe amabile. | Men herlighedsteologen (det vil sige ham, som ikke med apostelen alene vil kende Gud som den korsfæstede og skjulte, men, ligesom hedningerne, vil se og omtale ham som den herlige, idet han ud af det synlige skaber det usynlige, som den allestedsnærværende, almægtige) denne teolog lærer ud fra Aristoteles, at viljens objekt er det gode og det gode det elskelige, men det onde det, der skal hades, derfor er Gud det højeste gode og den mest elskværdige. |
| 95 Et idem dissentiens Theologo Crucis diffinit, thesaurum Christi esse relaxationes et solutiones poenarum tanquam rerum pessimarum et odibilissimarum, Contra Theologus Crucis, thesaurum Christi esse impositiones et alligationes poenarum tanquam rerum optimarum et amabilissimarum, Et tamen adhuc ille accipit pecuniam pro suo thesauro, huius nec gratis oblatum dignantur uel intuitu, sed persequuntur denique. | Og ligeledes afviger han fra korsteologen, når han fastsætter Kristi skat til at være eftergivelse og ophævelse af straffene, ud fra den tanke, at disse er de værste ting og de ting, der skal hades mest. Modsat siger korsteologen, at Kristi skat er pålæggelse og påførelse af straffe, ud fra den tanke, at de er de bedste ting og de ting, der skal elskes mest. Og dog har denne indtil nu fået penge for sin skat, som de ikke finder det værdigt at tilbyde gratis eller ligefremt, men ligeud forfølger. (?) |
| 96 Sed quis erit iudex horum, ut sciamus utrum audiamus? Ecce, inquit Isa. lxvi: Ego eligam illusiones eorum, (Es 66,4) Et i. Cor. i.: Infirma mundi elegit deus, ut confundat fortia etc. (1 Kor 1,27) Quod iudicium si adeo placet, ut uerum est, id nobis restat confitendum, si uolumus uera loqui, quod thezauri indulgentiarum sunt omnium maxima damna, si intelligantur eo quo modo ebuccinantur, scilicet esse eos omnium poenarum remissionem, non tantum Canonicarum, cum non sit maius damnum quam tolli imaginem filii dei ab hominibus et eos spoliare thesauris inaestimabilibus, de quibus S. Hagnes iucunda et beata iactantia superbiebat, appellans eos uernantes, choruscantes gemmas et ornamenta, monilia preciosa est. | Men hvem vil være deres dommer, så vi kan vide, hvem vi skal høre? Se, siger Es 66,4, jeg udvælger deres bedrag. Og 1 Kor 1,27: Det for verden svage udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme osv. Og den dom, hvis han har villet, at den skal være sand, den står det tilbage for os at bekende, hvis vi vil tale sandt, at afladens skatte er det mest fordømmelsesværdige af alt, hvis vi forstår den så vi tager munden så fuld, at de er eftergivelsen af alle straffe, ikke blot af de kanoniske, eftersom der ikke er noget, der er mere fordømmelsesværdigt end at fjerne Guds søns billede fra menneskene og udplyndre dem for de uvurdérlige skatte, af hvilke sankt Agnes i en munter og salig stolthed brystede sig, idet hun kaldte dem foryngende, korsyngende ædelstene og ornamenter, værdifulde minder. (?). |
| Videre til res10! tese 59. |
n24: Hele Luthers forklaring til tese 58 gennemgås minutiøst af kardinal Cajetan i en lille afhandling, dateret den 7. oktober 1518, altså kort tid, før han 'forhørte' Luther i Augsburg. Jeg har med C#7 osv markéret linksene til Cajetans afhandling.
Note 35: Clemens note: De natura et gratia cap 35 (MSL 44,266 sq.):
parum attendit .. non frustra etiam iustos in oratione dicere: Dimitte
nobis debita nostra, sicut et nos dimittimus debitoribus nostris ...
Note 36: Clemens note: lib. 2,4 (MSL 23,538): Si sanctus est, quomodo
orat pro iniquitate? Si iniquitatem habet, qua ratione sanctus appellatur?
Note 37: Clemens note: cap 19: (MSL 32,615): Omnia ergo mandata facta
deputantur, quando, quicquid non fit, ignoscitur.
Note 38: Clemens note: cap. 13 (MSL 32,778): Vae etiam laudabili vitae
hominum, si remota misesricordia discutias eam.
Note 44: Clemens note: Sermo 123, cap 2 (MSL 38,2): (sancti) nobis dimiserunt in istis solemnitatibus exhortationem.
n49: Clemen-note: Se Köhler: Luther und die Kirchengeschichte, side 338, noten.
k85: Man kan lægge mærke til, at Luther på dette tidspunkt ikke ser sådan på det, at al tale om fortjeneste er udelukket i et personforhold, nej, han siger, at det er 'Kristi retfærdighed og hans fortjeneste', der retfærdiggør mennesket og eftergiver synderne'. Rammes han så ikke af sin egen argumentation, når han #27 og #54 siger, at hvis helgenernes fortjeneste i afladen overføres til den, der køber aflad, så er 'aflad ikke aflad', dvs så er der ikke tale om overbærenhed, men om overførsel af fortjeneste?