taget fra Clemens bind 1, side 103 til, svarende til WA bind 1,
side 593 til .
Tese 38: #1; tese 39: #25; tese 40: #26; tese 41: #40; tese 42: #45; tese 43 #54; tese 44: #57; tese 45: #59; tese 46: #62; tese 47: #65;
| 1 CONCLVSIO XXXVIII.
Remissio tamen et participatio Papae nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi (res02#42)) est declaratio remissionis divinae. (W594) |
Tese 38.
Dog er pavens tilgivelse og delagtighed i ham på ingen måde at foragte, fordi den som sagt er en erklæring om den guddommelige tilgivelse. |
| 2 Non quod necessaria sit illa declaratio, quae in literis indulgentiarum et publice fit (sufficit enim ea quae fit in priuata confessione), Sed quod non sit contemnenda, Quia per eam etiam Ecclesiam nota fit et approbatur priuatim facta declaratio. | Det er ikke, fordi den erklæring er nødvendig, som sker i adladsbrevene og offentligt (det er nemlig tilstrækkeligt med den, der sker i den private bekendelse), men den skal ikke foragtes, for igennem den bliver den private erklæring bekendtgjort i kirken og anerkendt af den. |
| 3 Sic enim intelligentum puto: Qui habet meliora, dicat ea. Non enim, quid alias illa participatio publica faciat, uideo. Verum, licet hanc conclusionem ab omnibus (ut puto) acceptam non negem, dixi tamen supra conclusione vi. mihi non placere hunc modum loquendi, (res02#47) quod Papa nihil aliud faciat quam quod declaret aut approbet remissionem diuinam seu participationem. | Sådan mener jeg nemlig, det bør forstås. Den, der har nogen bedre forklaring, kan komme frem med den. Jeg kan nemlig ikke se, hvad andet denne offentliggørelse kan udvirke. Men selv om så denne opfattelse deles af alle, hvilket jeg tror, så har jeg dog sagt ovenfor i tese 6, at jeg ikke bryder mig om at tale på den måde, at paven ikke gør andet end at han erklærer og godkender den guddommelige tilgivelse eller delagtiggørelse. |
| 4 Nam in primo nimis uiles reddit Ecclesiae claues, immo uerbum Christi facit irritum quodammodo, ubi dixit: Quodcunque etc. (Matt 16,19) Declaratio enim nimis modicum est. Secundo, Quia incerta erunt omnia ei, cui fit declaratio, licet aliis seu Ecclesiae foris in facie certa fiat illius remissio et reconciliatio. | For det er for det første at gøre kirkens nøgler altfor billige, ja gør det på én eller anden måde Kristi ord værdiløse, når han siger: 'Hvadsomhelst osv'. For en erklæring er altfor svagt. For det andet bryder jeg mig ikke om at tale på den måde, for alting vil blive usikkert for ham, som erklæringen angår, hvis ikke hans tilgivelse og forsoning blev gjort sikker i andres overværelse eller i kirkens rum. |
| 5 Quare, sicut superius de remissione culpae, ita de participatione bonorum uolo opinari, donec erudiar melius, uidelicet, quod sicut peccator post peccatum difficillime confidit in misericordiam dei, Adeo urget ad desperationem peccatum onere suo grauissimum, multoque facilius iram quam misericordiam dei cogitat, sicut ante peccatum facilius misericordiam quam iram cogitat. | Derfor vil jeg mene som ovenfor om brødens tilgivelse, således her om delagtiggørelse i goderne, indtil jeg bliver bedre undervist, nemlig, at ligesom synderen efter synden kun vanskeligt kan komme til at tro på Guds barmhjertighed, i den grad tynger den alvorlige synd ved sin byrde ham ned i fortvivlelse, og han tænker meget lettere på Guds vrede end på hans barmhjertighed, således tænker han også før synden lettere på barmhjertigheden end på vreden. |
| 6 Omnia enim peruerse agit homo, Timens, ubi non est timendum, sed sperandum, scilicet post peccatum, Presumens, ubi non est praesumendum, sed timendum, scilicet ante peccatum. Cuius rei exemplum abunde ostensum est in resurrectione Christi, ubi multis argumentis opus fuit, ut sese in cordibus discipulorum resuscitaret. Denique prima annunciatio fuit muliebris et delyramentis ab illis comparata, ita et peccatori prima fiducia apparet mollis, et cui non uel uix credendum putet. | For mennesket gør alting bagvendt, frygter, hvor der ikke er noget at frygte, men derimod noget at håbe, nemlig efter synden, tror han er sikker, hvor man ikke skal tro, man er sikker, nemlig før synden. Et eksempel på denne sag fremvises til overflod i Kristi opstandelse, hvor der er brug for mange argumenter for at han genopvækkes i disciplenes hjerter. Og endelig var det også sådan, at den første tilkendegivelse af den opstandne skete for kvinderne og for de fortvivlede, borte fra dem (?), og således forekommer den første tillid synderen blød, og han mener næppe, man kan tro på den. |
| 7 Ita multo difficilius est confidere sese esse participem Christi bonorum, id est inenarrabilium bonorum, ut sit particeps diuinae naturae, ut ait S. Petrus. (2 Pet 1,4). Magnitudo bonorum etiam operatur diffidentiam, uidelicet non solum esse remissa tanta mala, uerum et collata tanta bona, ut sit filius dei, haeres regni, frater Christi, sotius angelorum, dominus mundi. | Således er det meget vanskeligere at stole på, at man har del i Kristi goder, det vil sige, i de ufejlbarlige goder, som fx delagtighed i guddommelig natur, som sankt Peter siger. For godernes størrelse udvirker mistillid, at nemlig der ikke blot er tilgivet så store onde ting, men at der også er samlet så store gode ting, at han er Guds søn, arving til riget, Kristi bror, engles forbundsfælle, verdens herre. |
| 8 Obsecro, quomodo hec uera potest credere, qui peccati sui morsu, immo pondere fessus trahitur ad inferos? Hic itaque necessarium est iuditium clauis, ut homo sibi non credat, credat autem potius claui, id est sacerdoti. Atque nihil curo, si etiam sit forte indoctus clauiger aut leuis. Nam non propter sacerdotem nec potestatem eius, sed propter uerbum eius, qui dixit et non mentitur: Quodcunque solueris etc. | Jamen, hvordan kan den tro, at dette er sandt, som er begravet i synd, ja, dødtræt af vægten drages til helvede? Her er det derfor nødvendigt med nøglernes bedømmelse, at mennesket ikke skal tro på sig selv, men snarere tro på nøglerne, det vil sige, på præsten. Og det bekymrer mig ikke, om der også måske er en ulærd eller lettroende nøglebærer. For jeg tror ikke på grund af præsten eller hans magt, men på grund af hans ord, det, som han taler og ikke lyver: Hvadsomhelst I løser osv. |
| 9 In iis enim, qui credunt in uerbum istud, non potest clauis errare, Errat uero in iis solis, qui non credunt absolutionem istam ualere. Nam finge (per impossibile uel contingens), Si quis non sit uel non putet sese satis contritum et tamen absoluenti tota fiducia credat sese absolutum (fiducia mea sic opinor), Haec ipsa fides eum facit absolutum uerissime, quia credit in eum, qui dixit: Quodcunque etc. | For i dem, der tror dette ord, kan nøglen ikke tage fejl, den fejler alene i dem, som ikke tror, at denne afløsning er gyldig. For forestil dig (selv om det er umuligt eller usandsynligt): Hvis én ikke har angret nok eller ikke mener, han har angret nok og dog, når han modtager afløsningen, tror det med fuld tillid, at han er afløst (jeg mener således om min tro), så gør selve troen ham afløst i sandhed, fordi han tror på ham, der sagde: 'Hvadsomhelst osv'. |
| 10 Fides autem Christi semper iustificat, non secus, quam si baptiset te ineptus, leuis, imperitus sacerdos. (W595) Adde, si etiam non putes te satis contritum (tibi enim non potes nec debes confidere), nihilominus, si credis ei, qui dixit: Qui crediderit et baptisatus fuerit, hic saluus erit, (Mark 16,16) Dico tibi, haec fides eius uerbi facit te uerissime baptisari, quicquid sit de contritione tua. ideo fide ubique opus est. | Men troen på Kristus retfærdiggør altid, ikke anderledes end hvis det var en uegnet, lettroende, ulærd præst, der døbte dig. Føj dertil, at du måske ikke mener, du har angret nok (for du hverken kan eller bør stole på dig selv), ikke desto mindre, hvis du tror på ham, som sagde: Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst', så siger jeg dig, at denne tro på hans ord bevirker, at du i sandhed bliver døbt, hvordan det end har sig med din anger. Derfor er der overalt brug for troen. |
| 11 Tantum habes, quantum credis. Atque sic intelligo, quod nostri doctores dicunt, sacramenta esse efficatia gratiae signa, non quia fit (ut B. Augustinus), sed quia creditur. Ita hic. Absolutio est efficax, non quia fit, a quocunque tandem fiat, erret siue non erret, sed quia creditur. Nec hanc fidem potest reseruatio casuum impedire, nisi esset manifesta et contempta. | Som du tror, sådan har du. Og sådan forstår jeg det, når vore lærde siger, at sakramenterne er virksomme nådestegn, ikke fordi de sker (som salig Augustin siger), men fordi de tros. Således her. Afløsningen er virksom, ikke fordi den finder sted, hvordan den end finder sted, om han er vildfarende eller ej, men fordi den tros. Og en reservation af sagerne kan ikke forhindre denne tro, medmindre den er klar og bliver foragtet. |
| 12 Proinde dico: Homo, quando in peccato est, ita uexatur et agitatur conscientia eius, ut suo sensu potius participationem omnium malorum sese credat habere, Et talis homo certa proximus est iustificationi et habet initium gratiae. Ideo ei confugiendum est ad solatium clauium, ut arbitrio sacerdotis quietetur et pacem obtineat atque fiduciam consequatur participationis omnium bonorum Christi et Ecclesiae. | Dernæst siger jeg: Når mennesket er i synden, rystes og bevæges han samvittighed i den grad, at han ud fra denne opfattelse snarere tror, at han er delagtig i alt ondt. Og et sådant menneske er givetvis nær ved retfærdiggørelsen og har nådens førstegrøde. Derfor skal han henfly til nøglernes afløsning, så at han hviler i præstens vilkår og opnår fred og tillid og bagefter delagtighed i alle Kristi goder og i alle kirkens goder. |
| 13 Quod siquis hanc participationem officio sacerdotis sibi factam non crediderit aut dubitauerit, non errore clauis, sed suae infidelitatis seducitur et magno damno suam animam afficit et deo uerboque eius iniuriam atque summam irreuerentiam facit. Ideo multo melius est, ut non adeat ad absolutionem, si non credat sese absolui, quam si sine fide accedat: ficte enim accedit et iudicium sibi accipit, non secus quam si baptismum uel sacramentum panis ficte acceperit. | For hvis nogen ikke tror på eller tvivler på, at denne præsteembedes delagtiggørelse gælder ham, så er det ikke nøglens fejl, men han forledes af sin manglende tillid og påfører sin sjæl en stor fordømmelse og yder Gud og hans ord den største uret og manglende ærefrygt. Derfor er det meget bedre, at han ikke går til afløsning, hvis han ikke tror, han bliver afløst, end hvis han kommer derhen uden tro. For så vil det ske fiktivt og han vil pådrage sig en dom, ikke anderledes, end hvis han modtager en fiktiv dåb eller en fiktiv nadver. |
| 14 Proinde non adeo est necessaria contritio quam fides. Incomparabiliter enim plus ibi consequitur fides absolutionis quam feruor contritionis. Et hac fide omissa nos plurimi solum in formandis contritionibus laboramus, ut doceamus homines tunc confidere remissa peccata, quando senserint sese esse perfecte contritos, id est nunquam confidere, sed magis ad desperationem laborare, cum secundum prophetam non in nostram contritionem, sed in uerbum eius sit sperandum. | Derfor er angeren ikke så nødvendig som troen. Uden sammenligning følger der nemlig her tro på afløsningen end angerens heftighed. Og hvis denne tro udelades, anstrenger de fleste af os sig alene for at tildanne angeren, så at vi lærer, at mennesker først skal stole på, at deres synder er forladt, når de føler, at det helt og fuldt har angret, hvilket slet ikke er at tro, men snarere at arbejde sig ind i en fortvivlelse, eftersom vi efter profetens ord ikke skal håbe på vores anger, men på hans ord. |
| 15 neque enim dixit: Memor esto contritionis meae seruo tuo, in qua mihi spem dedisti, sed: memor esto uerbi tui, in quo mihi spem dedisti; (Sl 119,49) Et iterum: in uerbum tuum (non utique in opus nostrum) supersperaui; (Sl 119,81) Et iterum: Sustinuit anima mea in uerbo eius etc.; (Sl 130,5) Et, ut ps. l. in hebraeo est: Tibi soli peccaui, propterea iustificabis uerbo tuo. (Sl 51,6) | Han siger nemlig ikke: 'Husk på min anger overfor din tjener, som du har givet mig at håbe på', men: 'Husk på dit ord, som du har givet mig at håbe på'. Og igen: 'Jeg sætter mit håb til dit ord'. Og atter: 'Min sjæl venter på hans ord'. Og som Sl 51,6 lyder på hebraisk: 'Mod dig alene har jeg syndet, for at du kan retfærdiggøre med dit ord'. |
| 16 Igitur nec sacramentum, nec sacerdos, sed fides uerbi Christi per sacerdotem et officium eius tete iustificat. Quid ad te, si dominus per asinum uel asinam loquatur, dummodo tu uerbum eius audias, in quo speres atque credas? | Derfor er det hverken sakramentet eller præsten men troen på Kristi ord, givet gennem præsten og hans embede, der retfærdiggør dig. Hvad kommer det dig ved, om Herren taler gennem et asen eller en aseninde, når blot du hører hans ord, på hvem du håber og tror? |
| 17 Sic intelligerem illud, quod nostri doctores Scholastici dicunt, sacramenta ecclesiae esse in exercitationem nobis data, hoc est, tanquam inaestimabilia dona, in quibus occasionem habeamus credendi et iustificendi. Nam olim erat sermo domini preciosus tempore Saulis, (1 Sam 3,1) nunc uero etiam per leuissimos, pessimos, indoctissimos homines suum uerbum tibi sonat. | Således vil jeg forstå det, som vore skolastiske doktorer siger, at kirkens sakramenter er givet os til indøvelse, det vil sige, som uvurdérlig gaver, ved hvilke vi kan få lejlighed til at blive troende og retfærdiggjorte. For i gamle dage lød Herrens ord sjældent som på Saul tid, men nu lyder hans ord også til dig gennem letsindige, onde, ulærde mennesker. |
| 18 Tu in uerbum intende et mitte laruam personae: Erret, non erret illic, tu non erras, si credideris. Hic si erro et desipio, reuocet me, qui sapit. (W596). Consequens ex iis erit, ut tres ille ueritates Ioannis Gersonis iam diu in omnes libros et aures transfusae prudenter intelligendae sint, puta, quod non ideo confidat sese homo esse in statu salutis, quia potest dicere se dolere de peccatis, sed multomagis id aduertat, si sic optet sacramentum absolutionis, ut credat, si ipsum fuerit assecutus, sese absolui. | Derfor, hold du dig til ordet, og lad personens maske fare. Lad ham tage fejl, heri tager han ikke fejl, du tager ikke fejl, hvis du tror. Hvis jeg her tager fejl, hvis jeg her tænker forkert, så retled mig, hvem der kan. Af disse ting følger, at de tre sandheder, som Johannes Gerson allerede for lang tid siden udgød i alle bøger og for alle ører, skal forstås klogt, nemlig sådan, at mennesket ikke af den grund skal tro, han befinder sig i frelsens tilstand, fordi han kan sige, at synderne smerter ham, men langt snarere skal mene det, hvis han begærer afløsningens sakramente i den grad, at han tror, at han er afløst, hvis der vederfares ham. |
| 19 Hoc enim est sacramentum in uoto suscipere, id est in fide uerbi uel praesentis uel desiderati auditus. Caue ergo, ne quando in tuam contritionem ullo modo confidas, sed in nudissimum uerbum optimi et fidelissimi tui saluatoris Ihesu Christi: Cor tuum fallet te, ille te non fallet uel habitus uel desyderatus. | For dette er at modtage sakramentet i løftet, det vil sige, i tro på ordet enten, når han hører det, eller når man ønsker det. Tag dig derfor i agt, at du ikke på nogen måde stoler på din anger, men på det blotte og bare ord fra din bedste og mest trofaste frelser Jesus Kristus. Dit hjerte kan bedrage dig, men han bedrager dig ikke, hverken når han haves eller når han ønskes. |
| 20 Quae si ita sunt (det dominus deus, ut cum propheta Michea sim uir non habens spiritum, ac mendacium potius loquar), (Mika 2,11) timendum est, multas animas perdi per indoctissimos illos operum et contritionis bouinatores, Primum, quod fidem uerbi non docent, sed contritionem dumtaxat atque hanc tenuiter satis, Secundo quod facillimi sunt absolutiones impendere et participationes eiusmodi, quasi sit passim omnium istam fidem habere, neque discutiunt, quem aut quare absoluant. | Og hvis det forholder sig således (Gud Herren give, at jeg med profeten Mika kan være en mand, der ikke har ånd, og snarere taler løgn), så må man frygte, at mange sjæle vil gå fortabt gennem disse ulærde udråbere af gerninger og anger, for det første, fordi de ikke lærer tro på ordet, men kun anger og det en grundig og tilstrækkelig anger, for det andet, fordi det er meget let at lægge vægt på afløsningen og delagtigheden på den måde, som om det foregik sådan overalt, at alle havde denne tro, og de diskuterer ikke, hvem eller hvorfor de afløser. |
| 21 Itaque non tam necessarium est absoluendo dicere 'doles?' quam illud 'credis tete absolui a me posse?' sicut Christus ait ad caecos: Creditis me posse haec uobis facere? (Matt 9,28). Credenti omnia possibilia sunt. (Mark 9,22). | Derfor er det ikke så nødvendigt, når man afløser, at sige 'smerter det dig', som det er at sige 'tror du, at du er afløst af mig?', sådan som Kristus sagde til de blinde: 'Tror I, at jeg kan gøre dette imod jer?' 'For den, der tror, er alting muligt'. |
| 22 Haec enim fides certe in illis maxime probatur, qui tremore conscientiae agitati potius sese diffidere sentiunt; illis uero, qui talem miseriam non sentiunt, nescio an sint claues illae consolatoriae, cum consolari non mereantur, nisi qui lugent, nec animari ad fidem remissionis, nisi qui trepidat diffidentia retentionis. Atque ut finem tandem faciam, Haec sententia mea, credo, potestatem clauis non minuit, ut mihi impingitur, sed a falso honore et tyrannica reuerentia in sibi debitam et amabilem reuerentiam reducit. | For denne tro bevises givetvis sikrest i dem, som rystes af bæven i deres samvittighed og snarere føler, at de ikke kan stole på sig selv; men for dem, som ikke føler en sådan elendighed, véd jeg ikke, om nøglerne kan trøste, eftersom kun de, der sørger, fortjener at trøstes, og kun den besjæles til tro på tilgivelsen, som bæver for at skulle holdes tilbage i mistillid. Og for omsider at nå frem til afslutningen: Denne her sætning af mig tror jeg ikke mindsker nøglens magt, som man foreholder mig, men fører den bort fra en falsk ære og en tyrannisk ærefrygt frem til den skyldige kærlighed og ærefrygt. |
| 23 Non enim est mirum, si claues contemptui fiant, si falsis honoribus, id est terrorribus tantummodo, offerantur suscipiendae, Cum cognita earum saluberrima commoditate saxum sit aut lignum, qui non cum lachrymis eas exosculetur et amplectatur. Quid ergo Pontificem propter eas magnificamus et hominem terribilem fingimus? Non illius sunt claues, Meae potius sunt, mihi donatae, meae saluti, meae consolationi, paci et quieti concessae. | Det er nemlig ikke mærkeligt, hvis der er nogen, der foragter nøglerne, hvis de tilbyder at kunne modtage dem med falsk ære, det vil sige, kun med frygt, skønt, når man har erkendt, at de er frelsebringende, så må den være en klippe eller et træ, som ikke kysser dem og omfavner dem. Hvorfor skulle vi da fremhæve paven på grund af dem og forestille os et forfærdeligt menneske? Nøglerne er ikke hans, de er snarere mine, givet mig, ydet mig til frelse, trøst, fred og ro. |
| 24 Pontifex seruus est et minister meus in clauibus, ipse non eget illis ut pontifex, sed ego. Adulatores uero omnia Pontificibus inflectunt, non nostram consolationem, sed illorum tantummodo potentiam in illis iactitant et per ea ipsa nos terrent, per quae nos maxime oportuit consolari. adeo sunt hodie omnia peruersa, et adhuc non putamus infoelitia esse tempora, in quibus tantus est abusus optimarum rerum in pessimas res nobis uersarum. Itaque istam conclusionem, ut iacet, non omnino teneo, sed ex magna parte nego. (W597) | Paven er min slave og tjener med nøglerne, selv har han ikke brug for dem som pave, men jeg har. Men leflerne fordrejer alt for paverne, de praler med dem, ikke til vores trøst, men kun til deres magt og de skræmmer os med det selvsamme, som i højeste grad burde trøste os. I den grad er i dag alt forvendt, og i den grad mener vi ikke, at tiderne er lykkelide, i hvilke så megen misbrug af de bedste ting for os vender dem om til de værste ting. Derfor fastholder jeg overhovedet ikke denne tese, som den foresligger, men nægter den for en stor del. |
| 25 CONCLVSIO XXXIX.
Difficillimum est etiam doctissimis Theologis simul extollere ueniarum largitatem et contritionis ueritatem coram populo. Ratio huius est sequens Conclusio. |
Tese 39:
Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens rundhåndethed og pligten til anger for folket. Begrundelsen for denne tese er den følgende tese. |
| 26 CONCLVSIO XL.
Contritionis veritas penas querit et amat, Veniarum autem largitas relaxat et odisse facit, saltem occasione. |
Tese 40:
Pligten til anger kræver og elsker straffen, men afladens rundhåndethed opløser dette og får mennesket til at hade straffen, i hvert fald af og til. |
| 27 Da uerum poenitentem, et uidebis eum tam ardenter in seipso quaerere ultionem offensionis diuinae, ut cogat te sui misereri, immo ut necessarium sit ei resistere, ne destruat sese, ut saepe legimus et uidimus contigisse. | Tag en sandt bodgørende, og du vil se, at han så brændende i sig selv kræver straf for at have voldt guddommen anstød, at han tvinger dig til at have barmhjertighed med sig, ja, så det er nødvendigt at modstå ham, at han ikke skal ødelægge sig selv, som vi ofte læser om og ser ske. |
| 28 Et B. Hieronymus talem scribit suam Paulam fuisse et ipsemet de seipso. Nihil isti est satis poenarum, Quin cum filio prodigo inuocant coelum et terram et deum ipsum contra seipsos, sicut et Dauid, quando dixit: Vertatur, obsecro, gladius tuus in me et in domum patris mei. (2 Sam 24,17). | Og den salige Hieronymus skriver, at sådan var hans Paula og han skriver det selv om sig selv. Intet er for en sådan en tilstrækkelig straf, han påkalder med den fortabte søn himlen og jorden og Gud selv imod sig selv, sådan som også David, da han sagde: 'Jeg beder dig, vend dog dit sværd imod mig og min fars hus'. |
| 29 Recte ergo me puto dixisse, poenitentias Canonicas iis tantum impositas, qui uel nollent meliora facere ut pigri, uel certe ut explorarentur de ueritate contritionis suae. (eck10#42) Patet itaque, quam difficile sit saltem doctis, inter odium et amorem poenarum medios ire, ut sic doceant odium earum, ut tamen maxime persuadeant amorem earum. Indoctis uerum, cum sit nihil difficile, nihil obstat, quin et hoc sit facile. | Jeg mener altså, at jeg har talt ret, da jeg sagde, at de kanoniske straffe kun enten pålægges dem, som ikke vil handle bedre, såsom de dovne, eller pålægges, for at de skal opdage sandheden om deres anger. Det fremgår derfor heraf, hvor vanskeligt det er, i hvert fald for de lærde, at skelne ret mellem hadet og kærligheden til straffene, så at de lærer had til dem på en sådan måde, at de mest overtaler til kærlighed til dem. Men for de ulærde, da intet er vanskeligt, er der intet, der forhindrer, at også dette er let. |
| 30 Euangelium quidem docet poenas non fugere nec relaxare, sed quaerere et amare, quia docet spiritum libertatis et timoris dei usque ad contemptum omnium poenarum. | Men evangeliet lærer, at man ikke skal undfly straffene eller lempe dem, men at søge den og elske dem, fordi det lærer os frihedens ånd og frygt for Gud, så langt som til at foragte alle straffe. |
| 31 At multo lucrosius est et expedit Capsis quaestorum, ut populus timeat poenas et spiritum mundi atque timoris in litera et in seruitute hauriat, dum audit esse tam horribilem rem poenas quasdam Canonicas, ut non nisi tanto studio, tanto impendio, tanta pompa, tantis ceremoniis doceantur uitari, quantis nec Euangelium docetur amari. | Men det er meget mere givtigt og passende for kvæstorernes kasse, at folket frygter straffene og denne verdens ånd og opfyldes af frygt med breve og servitutter, når det hører, at de kanoniske straffe er en så forfærdelig ting, og gennem denne store iver, denne alvor, denne pomp, disse ceremonier lærer det i høj grad, at straffene er noget, der skal undgås, men i lige så høj grad lærer det, ikke at elske evangeliet. |
| 32 Obiicitur:
Quid ergo dicis de peregrinantibus Romam, Hierusalem, S. Iacobum, Aquisgranum, Treuerim multasque alias regiones et loca causa indulgentiarum, Item in dedicationibus Ecclesiarum? |
Man indvender:
Men hvad siger du om pilgrimsrejserne til Rom, Jerusalem, Sankt Jakob, Akvisgranus, Trier og mange andre regioner og steder på grund af aflad, ligeledes til kirkernes dedikationer? |
| 33 Respondeo:
Peregrinationes istae fiunt multis causis, rarissime iustis. prima est omnium communissima, Curiositas scilicet uidendi et audiendi aliena et ignota, quae leuitas uenit de fastidio et acidia cultus dei in ecclesia propria neglecti. |
Jeg svarer:
Disse pilgrimsrejser finder sted af mange grunde, sjældent af de rigtige grunde. Den første er den almindeligste af alle, nemlig nysgerrighed efter af se og høre det fremmede og ukendte. Denne svaghed kommer af væmmelse og lede ved gudstjenesten i ens egen kirke, som bliver forsømt. |
| 34 Alioquin incomparabiliter meliores indulgentias domi inueniret quam in omnibus iam dictis locis simul sumptis, similiter et Christum et sanctos praesentius haberet, si non tam stultus esset, ut ligna et lapides praeferret pauperibus et proximis suis, quibus in charitate seruiret, aut etiam suae familiae prouideret. (W598) | Ellers findes der uden sammenligning bedre aflad hjemme end i alle de steder, jeg har nævnt, taget under ét, og på lignende måde er har man Kristus og de hellige mere nærværende, hvis da ikke man er så dum, at man foretrække træ og sten fremfor sine fattige og nærmeste, som man skal tjene i kærlighed, eller også sørge for sin familie. |
| 35 Altera est tolerabilius, scilicet causa indulgentiarum. Nam cum indulgentiae sint liberae, non praeceptae, ac per hoc nullius meriti, nihil prorsus merentur, qui praecise propter indulgentias peregrinantur. Iuste autem illi sic illuduntur, qui domi Christum et proximum negligunt, ut foris decuplo plus consumant sine fructu et merito. | En anden er mere tålelig, nemlig den begrundelse, at det skal skaffe aflad. For eftersom aflad er frit, ikke foreskrevet, og derfor ikke fortjenstfuld, så vil den, der tager på pilgrimsfærd ganske på grund af aflad, ikke derigennem slet ikke fortjene noget. Og det er retfærdigt nok, at de, der derhjemme overser Kristus og deres næste, bedrager sig selv på det punkt, når de derude bruger mange gange mere uden frugt og fortjeneste. |
| 36 Ideo qui domi maneret et illud cogitaret: Charitas operit multitudinem peccatorem, (1 Pet 4,18) Et illud: Quod superest, date eleemosynam, et ecce omnia munda uobis, (Luk 11,41) longe melius, immo solum hic bene ageret, quam si omnes uenias in Hierusalem et Roma afferret. Sed non placet adeo recte sapere, ideo tradimur in desyderia nostra. | Derfor, den, der bliver hjemme og iagttager dette: 'Kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder', og dette: 'Hvad der mangler, giv almisse, og se alt er rent for jer', han handler langt bedre, ja, det er alene ham, der handler godt, end hvis han ydede al aflad i Jerusalem og Rom. Men det er ikke passende at tænke ret, i den grad er vi overgivet vore lyster. |
| 37 Tertia est causa afflictionis et laboris pro peccato, quam credo raro contingere saltem solam. Nam et domi posset sese affligere et laborare, si laborem tantummodo quaereret; si tamen facit, non est malum, immo bonum. | Den tredie begrundelse er den, at man vil bedrøve sig og anstrenge sig imod synden. Den begrundelse tror jeg kun sjældent forekommer alene. For også derhjemme kan kan man bedrøve sig og anstrenge sig, hvis blot man søger anstrengelse; men hvis man gør det, er det ikke noget ondt, men noget godt. |
| 38 Quarta honesta, scilicet si fiat singulari deuotione pro honore sanctorum et gloria dei ac suo profectu, sicut S. Lucia ad B. Agatham, et quidam sancti patres Romam uisitarunt; quod non foecerint curiositate, exitus probauit. | Den fjerde begrundelse er god nok, det er nemlig, hvis det sker alene af hengivenhed for at ære helgenerne og til Guds ære og ens egen fremgang, sådan som sankt Lucia gik til den salige Agatha, og sådan som nogle hellige fædre besøgte Rom; at det ikke skete af nysgerrighed, viser deres endeligt. |
| 39 Proinde mihi placet in istis facultatibus, quod etiam uota talium peregrinationum commutantur in alia opera. atque utinam gratis commutarentur! | Endelig glæder det mig om disse materier, at et løfte om den slags pilgrimsrejser kan ændres til en anden gerning. Gid det blot var gratis at ændre det! |
| 40 CONCLVSIO XLI.
Caute sunt ueniae Apostolicae praedicandae, ne populus false intelligat eas praeferri caeteris bonis operibus charitatis. |
Tese 41:
Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den kan foretrækkes fremfor de øvrige kærlighedens gode gerninger. |
| 41 Ego sic dicerem ad populum: 'Ecce, fratres, scire uos oportet, quod triplex est genus bonorum operum, quod expensionibus pecuniae fieri potest. | Jeg for min del ville sige således til folket: 'Se, brødre, I skal vide, at der er tre slags gode gerninger, som kan ske ved at give penge ud. |
| 42 Primum et ante omnia, Si quis pauperibus donet aut proximo egenti mutuet et omnino in quacunque necessitate laboranti subueniat. Hoc opus sic est agendum, ut etiam intermittendae sint structurae Ecclesiarum et omittendae oblationes ad uasa et ornamenta ecclesiarum. Postquam hoc fuerit factum et non restat, qui egeat. | Den første og vigtigste er, hvis man giver til de fattige eller låner til en trængende næste og i det hele taget kommer den til hjælp, der er i en hvilkensomhelst nød. Denne gerning skal udføres sådan, at også kirkens bygninger skal medindregnes, men udelades skal det, man giver til kirkernes kar og kirkernes udsmykning. Efter at dette er gjort, er der ikke nogen trængende tilbage. |
| 43 Tum Secundum erit, nostras et in nostris terris Ecclesias et hospitalia et publicae utilitatis structuras primum iuuare. Postquam autem id fuerit factum, tum demum si placet potestis et pro indulgentias redimendis tercio loco dare, Quia in primo est mandatum Christi, in nouissimo illo nullum mandatum'. (aflad#20) | Så kommer den anden slags gode gerninger: at hjælpe i første omgang de kirker og hospitaler og offentlige institutioners bygninger, som findes hos os og i vort land. Efter at det er gjort, så kan I endelig, hvis I synes, I vil, også for det tredie bruge penge på at købe aflad. For den første slags gerninger er Kristi bud, i den sidste slags er der ikke noget bud'. |
| 44 Si dixeris: 'ista praedicatione parum colligetur pecuniarum per indulgentias', Respondeo: 'Credo. Sed quid hoc mirum, cum Pontifices per indulgentias non quaerant pecunias, sed salutem animarum, ut patet in iis, quas dant in consecrationibus Ecclesiarum et altarium? Ideo non uolunt per suas uenias impedire meliora, sed promouere potius charitatem. Ego libere dico, quod, qui aliter docet populum et hunc ordinem peruertit, non doctor, sed seductor populi est, nisi quod populus propter peccata sua meretur aliquando non audire ueritatem recte praedicari'. (W599). | Hvis du så siger: 'Denne prædiken samler ikke ret mange penge sammen til afladen', vil jeg svare: 'Det tror jeg gerne. Men hvordan kan det være mærkeligt, når paverne ikke søger penge gennem afladen, men søger sjælenes frelse, som det fremgår af det, som de giver til indvielse af kirker og altre? Derfor vil de ikke igennem deres aflad forhindre det bedre, men snarere opægge til kærlighed. Så jeg siger ligeud, at den, der lærer folket noget andet og vender denne orden på hovedet, han er ikke lærer, men forfører for folket, medmindre da folket på grund af sin synd har fortjent i nogen grad ikke at høre sandheden prædiket ret'. |
| 45 CONCLVSIO XLII.
Docendi sunt Christiani, quod Papae mens non est, redemptionem ueniarum ulla ex parte comparandam esse operibus misericordiae. |
Tese 42:
De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger. |
| 46 Papam intelligo, ut supra dixi, prout sonat personam publicam, id est ut per Canones nobis loquitur. Non enim sunt Canones, qui praedicent ueniarum dignitatem comparari operibus misericordiae. | Paven forstår jeg, som ovenfor sagt, i forhold til, som han er en offentlig person, det vil sige, som han taler til os gennem kanonnerne. Der er nemlig ikke nogen kanonner, som prædiker, at afladens værdighed kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger. |
| 47 Patet autem Conclusio: Quia praeceptum dei infinita dignitate praestat ei, quod per hominem quoque permittitur ac nullo modo praecipitur, Cum illic sit meritum, hic nullum. | Dette viser tesen: At Guds bud har en værdighed, der er uendelig meget større end det, som kan tillades eller på nogen måde foreskrives af mennesker, eftersom der i det første tilfælde er fortjeneste, i det sidste ikke. |
| 48 Hic obiicitur:
'At ueniae redimuntur per pium opus, puta contributionem ad fabricam uel captiuorum redemptionem: ergo sunt meritoriae'. |
Her vil man indvende:
'Jamen, aflad købes gennem en from gerning, nemlig som et bidrag til bygning eller til forløsning af fangne: altså er den fortjenstfuld'. |
| 49 Respondeo: Non loquor de opere, sed de ueniis; nam opus illud poterat fieri sine ueniis, non enim alligatur necessario ueniis. Veniae autem sine opere concessae nihil confert, quia illic nostra recipimus, hic damus, Et ideo illic carni, hic seruitur spiritui, Et breuiter illic naturae, hic satisfit gratiae; quare ueniae seorsum sumptae sunt incomparabiles ad opus misericordiae. | Jeg svarer: Jeg taler ikke om gerningen, men om afladen; for den gerning kunne ske uden afladen, der er nemlig ikke knyttet nødvendighed til afladen. Men aflad, der tildeles uden gerning, gavner intet, fordi her modtager vi, dèr giver vi. Og af den grund tjenes her kødet, dèr ånden. Eller kort sagt: her tilfredsstilles naturen, dèr nåden; derfor kan afladen taget for sig selv ikke sammenlignes med barmhjertighedsgerninger. |
| 50 Item, opus sine ueniis purius est quam cum ueniis, et ueniae sunt operis aliquod uitium, quia recipit mercedem suam, immo plus quam mercedem suam. | Fremdeles, gerningen uden aflad er renere end gerningen med aflad, og aflad er som gerning i nogen grad en last, fordi den modtager løn, ja mere end sin egen løn. |
| 51 Sanctius itaque agerent, si nude contribuerent et non propter uenias, Non quod uenias sint malae et noxiae, sed quod abusus peruersus nocet, dum tale opus non facerent, nisi ueniae essent, -- ac sic finis operis huiusmodi fit uenia, immo ipse homo, qui quaerit quae sua sunt, -- cum deberent opus propter deum et gratis facere et uenias non aliter acceptare quam gratis sibi, non propter contributionem datas, ut sic illi uenias non emant nec isti uendant; oportet enim utrobique esse gratuitam donationem, uel erit manifesta Simonia et uenditio turpissima. | De ville derfor handle mere helligt, hvis de gav deres bidrag alene og ikke på grund af aflad. Ikke fordi aflad er ondt eller skadeligt, men fordi den perverse misbrug skader, fordi de ikke ville gøre en sådan gerning, hvis der ikke var aflad til, -- og således er gerningens endemål på den måde afladen, ja, mennesket selv, som søger sit eget, -- skønt de burde gøre gerninger for Guds skyld og for intet, og ikke modtage aflad på anden måde end for intet for sit eget vedkommende, ikke på grund af det bidrag, der gives, så at hine ikke købte aflad af den grund, og disse ikke solgte den således; for begge parter bør det nemlig være en gratis gave, ellers ville det være håndfast simoni og en dum handel. |
| 52 Sed quis haec populo dicit? Quando dicitur: 'Impone gratis, et ego concedo gratis'? Item, Timendum, ne per illam ordinis peruersitatem magna in ecclesia alatur idolatria. Quia si populus doceatur propter poenarum euasionem contribuere (quod spero non fiat, etsi multi forte sic intelligant), tunc clarum est, quod non propter deum contribuunt, et erit timor poenarum seu poena Idolum eorum, cui sic sacrifiant. | Men hvem siger dette til folket? Hvornår siges der: 'Læg i for intet, og jeg vil tildele for intet?' Man bør befrygte, at der igennem denne modsatte orden i høj grad sker afgudsdyrkelse i kirken. For hvis folket belæres om at bidrage på grund af, at de undgår straf (hvilket jeg håber ikke sker, skønt mange måske forstår det således), så er det da klart, at de ikke bidrager på grund af Gud, og frygten for straffene eller straffen vil være deres afgud, som de således tilbeder. |
| 53 Quod si ita fieret, tale aliquod malum ageretur in Ecclesia, quale olim in Romanis gentilibus agebatur, quando febri et aliis laeuis et noxiis numinibus seruiebant, ne lederentur. Ideo hic uigilandum pro populo et tam dubia atque periculosa negocia uix doctissimis committenda. (W600). | Og hvis det sker således, bedrives der noget forkert i kirken, ligesom dengang der foregik det hos de romerske hedninger, når man tjente de ophøjede med feber og andre upassende og skadelige ting, at de ikke skulle blive vrede. (?) Derfor må man her vogte over folket og en sådan tvivl og et så farefuldt foretagende bør ikke betros de lærdeste. |
| 54 CONCLVSIO XLIII.
Docendi sunt Christiani, quod dans pauperi aut mutuans egenti melius facit quam si uenias redimeret. |
Tese 43:
De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, da handler man bedre, end hvis man køber aflad. |
| 55 Hanc sic pono propter rudes, nam satis ex praedictis patuit. Hanc autem conclusionem cum duabus praecedentibus et sequentibus non ego primus aut solus, Sed omnes et tota ecclesia tenet, nisi quod solus populus haec nunquam audit; forte timetur, ne nimis cito intelligeret tam apertam et solidam ueritatem. | Denne tese har jeg sat op for de tungnemme, for det fremgår tilstrækkelig tydeligt af det allerede sagte. Men denne tese og de to foregående og de følgende, er det ikke først og fremmest mig eller mig alene, som fastholder, det gør hele kirken, det er alene folket, der aldrig har hørt den; måske er man bange for, at det altfor hurtigt vil forstå en så klar og grundfast sandhed. |
| 56 Nam et S. Bonauentura et caeteri omnes, quando in hac materia agentes sibiipsis opponerent: 'ergo omittenda sunt reliqua bona opera', Respondent unanimiter: 'nequaquam, Quia caeteri bona opera sunt meliora quo ad premium essentiale obtinendum'. Patet ergo conclusio, Cum hoc illi dicant, qui tamen asserunt, indulgentias esse thesaurum meritorum Christi et Ecclesiae. | For også sankt Bonaventura og alle de andre, når de indvender imod sig selv i denne sag: 'altså kan man undlade de øvrige gode gerninger', svarer de med som én stemme: 'på ingen måde, for de øvrige gode gerninger er bedre med hensyn til at opnå den egentlige belønning'. Tesen holder altså stik, skønt der her er nogen, der hævder, at aflad er et skatkammer af Kristi og kirkens fortjenester |
| 57 CONCLVSIO XLIIII.
Quia per opus charitatis crescit charitas et fit homo melior, sed per venias non fit melior sed tantummodo a pena liberior. |
Tese 44:
For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf. |
| 58 Patet, Quia solum remission poenarum ibi datur, ne indulgentiae plus ualent, ut etiam concedunt, quam ut tollant poenas. At ablatio poenae non facit bonum siue meliorem in charitate. | Denne tese fremgår af, at alene straffenes eftergivelse gives i afladen, så at aflad ikke betyder mere, end at straffene ophæves, sådan som de også indrømmer det. Men ophævelse af straf gør ikke god, endsige bedre i kærlighed. |
| 59 CONCLVSIO XLV.
Docendi sunt Christiani, quod, qui uidet egenum et neglecto eo dat pro ueniis, non indulgentias Papae sed indignationem dei sibi uendicat. |
Tese 45:
De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede. |
| 60 Quia peruertit ordinem suprapositum et contra id agit Ioannes: Si quis uiderit fratrem suum necessitatem habere et clauserit uiscera sua ab eo, quomodo manet in eo charitas dei? (1 Joh 3,17). | Det gør man, fordi man forvender den ovenfor nævnte orden og handler imod det, Johannes skriver: 'Hvis nogen ser sin bror lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvordan kan Guds kærlighed forblive i ham?' |
| 61 Hanc autem necessitatem nostri Sophistae interpretantur extremam, scilicet ut charitati nunquam uel rarissime locum faciant operandi, cum tamen ipsi, si in necessitate essent non extrema, sed prima, uellent sese iuuari; alios uero uolunt iuuare, cum iam exhalarint spiritum. Optimi sane Theologi et Christiani, qui non faciunt hoc hominibus, quod sibi uellent fieri! (Matt 7,12). (tetz2#11; aflad#57) | Men denne nød fortolker vore sofister som den yderste nød, det vil sige, så giver de aldrig eller kun yderst sjældent kærligheden rum til at handle, skønt dog de selv, hvis de kom i en nød, der ikke var den yderste nød, men den første nød, gerne ville have hjælp; men andre vil de hjælpe, først når de ligger på dødslejet. De er sandelig gode teologer og gode kristne, som ikke gør det mod mennesker, som de gerne vil skal ske med dem selv! |
| 62 CONCLVSIO XLVI.
Docendi sunt christiani, quod redemptio veniarum est libera, non precepta. (n62). |
Tese 46:
De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, ikke påbudt. |
| 63 Satis id supra dixi, quod ueniae sunt de numero eorum quae licent, non autem eorum quae expediunt, Quo modo in uetere lege libellus repudii, (5 Mos 24,1ff) sacrifitium Zelotypiae, (4 Mos 5,15) Et in noua lege lites et iuditia propter infirmos, immo (W601) 'propter duritiam uestram', inquit Christus. (Matt 19,8). | Jeg har sagt det tilstrækkeligt ovenfor, at aflad hører til blandt de ting, der tillades, ikke blandt dem, der kræves, på samme måde som i den gamle lov skilsmissebreve og skinsygeofringer, og i den ny lov stridigheder og afgørelser på grund af svaghed, ja, 'på grund af jeres hårdhed', siger Kristus. |
| 64 Quae quicunque egerit, toleratur potius quam commendatur, immo ut Glosa dicit li. v. de pe. et re.: Quod autem, et multi alii melius facerent, ut per se satisfacerent et non redimerent uenias, quas tamen non nisi criminosi redimere opus habent. (res05#34) | Hvad enhver udfører, tåles mere end det befales, ja, som fortolkningen siger bog 5, om bod og tilgivelse: 'Men de og mange andre handler bedre, når de gør fyldest for sig selv og ikke køber aflad, som dog kun forbrydere har brug for at købe. |
| 65 CONCLVSIO XLVII.
Docendi sunt Christiani, quod nisi superfluis abundent necessaria tenentur domui suae retinere et nequaquam propter uenias effundere. |
Tese 47:
De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til huset, og ikke forøde det på aflad. |
| 66 Quia Apostolus dicit: Qui suis et maxime domesticis non prouidet, fidem negauit et est infideli deterior. (1 Tim 5,8). Sed sunt multi, qui nec panem nec uestem commode habent et tamen crepitu et strepitu uenialium praedicatorum inducti seipsos fraudant et inopiam suam conficiunt, ut illorum copiam augeant. | For apostelen siger: 'Den, som ikke sørger for sine egne, og især sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro'. Men der er mange, som hverken har brød eller ordentligt tøj, og dog med bulder og brag skal bedrage sig selv, forført af afladsprædikanterne, og skaffer sig mangel, så prædikanterne kan øge deres forråd. |
| 67 CONCLVSIO XLVIII.
Docendi sunt Christiani, quod Papa sicut magis eget ita magis optat in ueniis dandis pro se deuotam orationem quam promptam pecuniam. |
Tese 48:
De kristne bør belæres om, at paven, når de giver aflad, mere trænger til og derfor også hellere vil have, at man fromt beder for ham, end at man ofrer klingende mønt. |
| 68 Hanc conclusionem riderent domini nostri Curtisani Romanae Curiae conscii. Certum tamen est, quod ante omnia debet Pontifex a suis subditis optare orationem, sicut et S. Paulus saepius a suis optauit. Et haec est multo iustior ueniarum dandarum causa, quam si mille struerentur Basilicae, eo quod summus Pontifex, tot monstris daemonum et impiorum hominum obsessus magis quam stipatus, non possit errare nisi cum totius ecclesiae maximo malo, tunc maxime, si libenter audierit hanc pestilentem Syrenarum suarum uocem: 'non praesumitur tantae celsitudinis apex errare', Item et illam: 'Omnia iure positiua sunt in scrinio pectoris sui'. | Denne tese ler vore herre, kurtisanerne ved den romerske kurie, indforstået af. Det er dog sikkert, at fremfor alt bør paven ønske sig forbøn af sine underordnede, sådan som også Sankt Paulus ofte ønskede det af sine underordnede. Og dette er en meget mere retfærdig grund til at give aflad, end hvis de byggede tusinde kirker, af den grund, at paven, der mere er besat end kun omgivet af så mange djævelske monstre og ugudelige mennesker, kun kan tage fejl til største skade for hele kirken, og især, hvis han gerne lytter til denne pestbringende sirenesang: 'man går ud fra, at spidsen af en så stor knejsende holdning ikke kan fejle'. Ligesom også dette: 'Al positiv ret ligger i pavens tanker'. |
| 69 Non praesumitur quidem errare, sed an bona sit illa praesumptio, quaeritur, Et sunt quidem in scrinio pectoris eius omnia iura sua, sed an pectus eius bonum sit, quaeritur, id enim oratione curandum est. Sed de hac re omnium pulcherrime B. Bernhardus ad Eugenium Papam de Consyderatione. | Jeg går ganske vist ikke ud fra, at han kan fejle, men jeg spørger, om denne antagelse er god. Ganske vist er a hans ret i hans tanker, men om disse tanker er gode, det spørger jeg om, det er nemlig det, man skal sørge for ved at bede om det. Men om dette har den salige Bernhard givet det smukkeste vidnesbyrd i sit brev til pave Eugenius om overvejelsen. |
| 70 CONCLVSIO XLIX.
Docendi sunt Christiani, quod ueniae Papae sunt utiles, si non in eas confidunt, Sed nocentissimae, si timorem dei per eas ammittant. |
Tese 49.
De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter sin lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den bliver fjernet. |
| 71 Vide itaque periculum: populo ueniae praedicantur directe aduersus ueritatem Crucis et timoris dei, Quia permittitur libertas eorum a poenis, deinde securitas remissorum peccatorum. Et euidens signum uidetur, uenias tali iactantia praedicatas non esse ex deo, quod populus pronius accurrit, acceptat, obseruat quam ipsum sanctum Euangeium dei, ut probetur ueritas: quid quod ex deo uenit, fastidit mundus; alius uenit in nomine suo, et hunc suscipit. | Se, derfor er det en fare: For folket prædikes afladen direkte imod korsets og gudsfrygtens sandhed, fordi der ved den gives frihed for straf, og sikkerhed for syndernes forladelse. Og et soleklart tegn på, at den aflad, der prædikes af sådanne pralere, ikke er fra Gud, kan man se deraf, at folket mere ivrigt løber hen til den, modtager den, overholder den, end de løber hen til, modtager og overholder Guds hellige evangelium, så at den sandhed her får sit bevis: Det, der kommer fra Gud, væmmes verden ved, men den, der kommer i sit eget navn, ham tager man imod. |
| 72 Et (W602) erroris causa sunt ipsi fabularum talium Magistri, qui sedulius et pomposius quam Euangelium eas praedicant, tum quod omnibus praedicant quae paucorum sunt. Nam, ut supra satis patuit, Veniae sunt relaxationes, licentiae, permissiones atque indulgentiae, et uerae indulgentiae (si rigidam uerbi significationem accipimus), id est molliculae permissiones delicatorum, frigidorum, durorum Christianorum, id est Gabaonitarum et Hydrophororum ac seruorum magis quam Israelitarum principum atque filiorum. (Jos 9,21. 27). | Og årsagen til fejlen er selve de magistre, der lærer sådanne fabler, og prædiker dem mere forførerisk og med større pomp end evangeliet, idet de prædiker for alle, hvad der kun hører til nogle få. For, som det fremgår tilstrækkelig tydeligt af den ovenfor sagte, aflad er eftergivelser, tilladelser, given-lov-til og overbærenhed, så i virkeligheden afladen (hvis vi forstår den med den nøjagtige betegnelse), er eftergivende tilladelser til de kræsne, kolde, hårde kristne, det vil sige, det er brændehuggere og vandbærere og slaver mere end det er israelitternes fyrster og sønner. |
| 73 Probo autem conclusionem:
Si opera charitatis feruide agentium sunt talia, ut nemo in eis confidere aut securus esse possit (Siquidem et Iob sanctissimus ueretur omnia opera sua, Et: Beatus uir, qui timet dominum, (Job 9,28) |
Men jeg beviser tesen:
Hvis kærlighedens gerninger, udført af brændende mennesker, er af den art, at ingen kan stole på dem eller være sikker på dem (Hvis ellers selv den højhellige Job frygter alle sine gerninger, og siger: 'Salig den mand, der frygter Herren', |
| 74 Item: Beatus uir, qui semper est pauidus (Sl 112,1)), quantomagis ueniae, incomparabiliter inferiores talibus operibus, plus quam cum timore suscipiendae et minus quam fiduciam minimam, id est nullam prorsus, debemus habere! Sanctus timet, ne minus operetur aut patiatur quam debet, Et ubi peccator erit, cui remittitur, ut minus agat quam agere possit? | og ligeledes: 'Salig den mand, som altid er angst'), hvor meget mere skal så ikke afladen, som uden sammenligning er lavere end sådanne gerninger modtages med meget større frygt, og hvor meget mindre tillid bør vi så ikke have til den, det vil sige, med slet ingen tillid! Den hellige frygter, at han skal gøre eller lide mindre end han bør. Og hvor han er en synder, som får tilgivelse, at han skal yde mindre end han kan. |
| 75 Et quantum nostros uaniloquos et mentium corruptores intelligo, faciunt nobis ex negotio indulgentiarum negocium perambulans in tenebris et operationem erroris, dum per illas hominibus fiduciam suadent omnibus, quae tamen paucis conueniunt, et iis (ut dixi) frigidis ac infirmis. Vide, ne exinde factum sit, Magistro Sancto spiritu, ut proprio eorum testimonio appellent Negotium S. Petri Negotium Sancti spiritus, quasi ipsimet confiteantur, negociatores sese esse et Simonienses nundinas habere. | Og så vidt jeg forstår vore tom-talere og korrupte løgnere, så gør de med os, ud fra afladshandelen, en dunkel handel og et fejlagtigt foretagende, idet de ved afladen overtaler menneskene til at have tillid til alt det, som dog kun kommer ganske få ved, og det endda, som sagt, de kolde og svage. Se, om det ikke herudfra sker, når den Helligånd skal være læremester, at de ud fra deres eget vidnesbyrd kalder Sankt Peters handel for Helligåndens handel, som om de selv bekender, at de er handelsmænd og afholder en simonistisk torvedag. |
| 76 Quod autem dixi: 'sunt utiles', intelligo: 'non omnibus, immo ueteri homini et stertentibus operariis', eo quod melius sit illis eas remitti poenas quam ut ferrent inuite; ueruntamen ista uoluntate eis permissa propter maius malum uitandum non debent secure frui, neque in ea confidere, sed eo magis dolere et timere, quod tales sunt, qui egent propter maius malum in minore malo relinqui, Quando uiderunt etiam eos timere, qui feruentissime in bono proficiunt. ideo dixi esse nocentissimas, si sine timore de tali licentia gaudeant. | Men når jeg sagde om afladen, at den er gavnlig, mener jeg, gavnlig, ikke for alle, men for det gamle menneske og for de snorkende gerningsudøvere. af den grund, at det for dem er bedre, at de får eftergivet straffene end at de bærer dem modvilligt; men denne modvilje tillades dem kun for at undgå et større onde, og de bør ikke nyde den sikkert, og ikke stole på den, men meget snarere være kede af det og frygte, fordi de hører til den slags mennesker, som på grund af et større onde har brug for at blive overladt til et mindre onde. Når de ser det, vil også de frygte, som brændende går fremad mod det gode. Derfor sagde jeg, at det er højst skadeligt, hvis de uden frygt glæder sig over en sådan tilladelse. |
| 77 CONCLVSIO L.
Docendi sunt Christiani, quod, si Papa nosset exactiones uenialium praedicatorum, mallet Basilicam S. Petri in cinere ire quam aedificare cute, carnibus et ossibus ouium suarum. |
Tese 50.
De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben. |
| 78 Sic enim nostri uenatores robustissimi, postquam omni Christianae uitae ordini statum pecuniae numerum indixissent, tandem et uxores mendicare docent, etiam inuito uiro, et fratres mendicantes, etiam inuitis praelatis suis, alicunde corradere. et omnino nullus sit, qui residuum obuli habet, quin huc tribuat. denique factum est, ut tunicas etiam uendere hortentur aut undecunque mutuare, quod et factum dicitu. (W603) | For således gør vore frække afladshandlere, efter at de har indføjet hele det kristne livs orden i pengenes afdeling, at de endog lærer hustuer at tigge, også uden deres mands vidende, og tiggerbrødrene af skaffe penge tilveje, også uden at deres foresatte véd det. Og der er overhovedet ingen, der har en obel tilbage, uden han bruger den til aflad. Ja, det er endog sket, at de har folk opfordret til at sælge eller bytte deres kjortel bort, og det siges, at nogen virkelig har gjort det. |
| 79 Ego uero sapio, quod, cum indulgentiae sint uilissimum bonum omnium bonorum Ecclesiae nec nisi uilissimis ecclesiae donandum, deinde nec meritorium nec utile, sed plaerumque nocentissimum, si non sint timorati, quod maledictione digna sit talis doctrina et contra mandata dei. Vxor enim debet sub uiri potestate esse et eo inuito nihil facere, etiam si esset meritorium, multo minus mendicare pro ueniis sibi forte non necessariis, Tum religiosi suam obedientiam seruare, etiam si possent alibi martyrio coronari, nec Papa unquam intendit contrarium, sed falsi interpretes illius. | Men jeg for min del mener, at da afladen er det billigste gode af alle kirken goder og kun bør gives til kirkens billigste pris, og da den hverken er fortjenstfuld eller gavnlig, men højst skadelig for de fleste, hvis de ikke frygter, så mener jeg, at sådan en lære er værdig til forbandelse og er imod Guds bud. For hustruen bør være under sin mands myndighed og intet gøre uden hans vidende, også selv om det så var fortjenstfuldt, meget mindre bør hun tigge for at købe aflad, som måske slet ikke er nødvendig for hende. Og munkene bør holde deres lydighedsløfte, også selv om de så kunne krones med martyrkronen et andetsted, og paven har aldrig bestemt noget imod det, men de udlægger ham forkert. |
| 80 Alius uomat stomachum, ego me cohibeo. Vnum dico: hinc saltem intellige, lector, an non suis praedicationibus pestilensiosis id agant, ut populum credere faciant, quasi sit salus in ueniis et uera dei gratia. Alioquin quomodo tam anxie eas commendarent, ut opera meritoria et mandata dei propter illas irrita facerent? Adhuc tamen sunt adeo non haeretici, ut glorientur se haereticorum persecutores. | En anden én ville brække sig, men jeg holder mig i skindet. Det ene siger jeg: Her må du i det mindste forstå, kære læser, om ikke de med deres pestbringende prædikener bevirker, at de får folket til at tro, at frelsen ligger i afladen, og at den er en sand Guds nåde. Hvorfor skulle de ellers være så ivrige efter at forklare, at de gør en fortjenstfuld gerning ved at købe aflad og at Guds bud ikke rystes på grund af afladen? Men hidtil er de i den grad ikke kættere, at de praler af at være kætterforfølgere. |
| 81 Hoc scilicet uoluit Papa, ut homines suae curae commissi propter lapides et ligna usque ad uiuam cutem radantur, immo ut pestilentibus doctrinis ab istis latronibus et furibus (ut Christus ait) (Joh 10,1) mactentur et perdantur? | Men mon det virkelig skulle være pavens vilje, at mennesker, der optræder i hans navn, på grund af sten og træ vil skrabe penge sammen indtil huden, ja, mon han virkelig vil, at ved disse forpestede lærdomme skal hans får, som Kristus siger, ofres og gå fortabt? |
| 82 Melius erat Caesarem illum habere, qui dixit: Boni pastoris esse oues tondere, non deglubere. At ii non deglubunt modo, sed deuorant eos corpore et anima: Vere sepulchrum patens guttur eorum, linguis suis etc. (Sl 5,10) | Det var bedre at have den til kejser, som sagde: Det hører en god hyrde til, at han klipper fårene, ikke at han slår dem. Men disse nøjes ikke med at slå dem, de direkte opæder dem med legeme og sjæl. I sandhed: 'Deres strube er en åben grav, deres tunge osv'. |
| 83 Videre til res09. Conclusio 51. | |
| 84 | |
| 85 | |
| 86 | |
| 87 | |
| 88 | |
| 89 | |
| 90 |
Noter:
Note 62: Der er i det manuskript, Clemens går ud fra, (A), byttet om på tese 46 og 47.