Tese 27; tese 28; tese 29; tese
30; tese 31: tese 32; tese
33; tese 34; tese 35; tese
36;
| 1 CONCLVSIO XXVII.
Hominem praedicant, qui statim, ut iactus nummus in cistam tinnierit, euolare dicunt animam. (95tes#27) (wimp#34) |
Tese 27.
De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i kisten, flyver sjælen ud [af skærsilden]. |
| 2 Hominem praedicant, id est uanitatem et mendacia secundum illud: Omnis homo mendax. (Sl 116,11) Et iterum: Vanitas omnis homo uiuens. (Sl 39,6) Atque ista positio, secundum meam sententiam, non eget probatione, Probatur tamen per sequentem Conclusionem, Quia arbitrio dei et merito animae ualet suffragium Ecclesiae. Ideo etiam si illorum esset uera sententia, quod per modum suffragii prosunt, Non sequitur, quod statim euolent. | De prædiker menneskelære, det vil sige, de prædiker forfængelighed og løgn, ifølge skriftstedet: 'Ethvert menneske er en løgner', og: 'Ethvert menneske, der lever, er forfængelighed'. Og denne påstand behøver efter min mening ikke bevis. Dog bevises den gennem den følgende tese, at kirkens forbøn har gyldighed gennem Guds forgodtbefindende og sjælens fortjeneste. Derfor, også selv om det var en sand sætning, de havde, at afladen gavner på forbønnens måde, ville man ikke kunne slutte, at sjælen straks flyver op. |
| 3 Primo. Non suffragium, sed exauditio suffragii eiusque susceptio liberat, Cum non orante Ecclesia, sed operante deo liberentur. | For det første: Det er ikke forbønnen, men dette, at forbønnen bliver hørt og modtaget, der befrier. Altså, de befries ikke, fordi kirken beder, men fordi Gud handler. |
| 4 Secundo. Natura deus sic agit, ut cito exaudiat, tardet autem dare, ut patet in omnium sanctorum orationibus et doctrinis, ut probet perseuerantiam. Ideo longe distant suffragium, exauditio executioque eiusdem. | For det andet: Efter sin natur handler Gud således, at han er hurtig til at høre, men tøver med at give, som det fremgår af alle de helliges bønner og læresætninger, for at han kan prøve udholdenheden. Derfor går der lang tid mellem forbønnen og bønhørelsen og udførelsen af den. |
| 5 Tercio. quod hoc ipsum noue dicitur sine authoritate ulla contra prohibitionem Canonis, ne quid ultra quam in literis continetur dicatur. Non ergo dei et Ecclesiae, id est uera, sed sua propria, id est mendacia, loquuntur. (n5) | For det tredie er det ikke en følgeslutning, at sjælen flyver op, fordi dette nye siges uden noget skriftsted og imod kanonnens forbud mod at sige mere end hvad der står i afladstilladelsen. De taler altså ikke Guds og kirkens ord, som er sandt, men deres eget ord, som er løgn. |
| 6 Quinto. Non differunt ille, qui loquitur falsum scienter, Et ille, qui asserit certum, quod nescit esse certum. Sic enim et uerum loquens aliquando (W585) mentitur. sed illa iam dicta sciunt sibi esse incerta, et tamen certa affirmant tanquam Euangelia; nulla enim aucthoritate uel ratione possunt ea certa esse probare. | For det femte. Der er ingen forskel på ham, der bevidst siger noget forkert, og så ham, som forsikrer, at noget er sikkert, som han ikke véd er sikkert. For således kan også den, der taler sandt, af og til lyve. Men disse mænd véd, at det, de lige har sagt, er usikkert, og dog forsikrer de, at det er så sikkert som evangeliet; men de kan ikke med nogen autoritet eller begrundelse bevise, at det er sikkert. |
| 7 Sexto. Tunc suffragium illud esset melius alieno offitio et per accidens quam suo proprio, quia non tantum prodest operario quam alteri pro quo fit; immo hoc est peripateticum, ideo transeo, Maxime cum illi ausint concedere, quod non prosint operario, sed animae etc. Possem et ego istas fabulas ridendas agitare et illudere, sicut ipsi per eas illudunt ueritatem, Sed desisto, ne magis dogma quam problema ponere uidear. | For det sjette. Hvis sjælen fløj op, ville forbøn være bedre som en tjeneste for andre og da kun tilfældigt, end som en tjeneste for sig selv, fordi handlingen ikke så meget gavner den, der beder, som den, for hvem den sker; men dette ligger hen i det uvisse, derfor springer jeg det over. Især, fordi de vover at indrømme, at den ikke gavner den, der beder, men sjælen osv. Også jeg ville kunne propagandere og bedrage, sådan som de herigennem bedrager sandheden. Men jeg afstår derfra, for at det ikke skal se ud, som om jeg fremsætter en fast påstand, og ikke snarere drøfter et problem. |
| 8 CONCLVSIO XXVIII.
Certum est, nummo in cistam tinniente, quaestum et auaritiam augere posse, suffragium autem Ecclesiae est in arbitrio solius Dei. (95tes#28) (wimp#36) |
Tese 28.
Det er sandt, at når pengene klinger i kisten, så kan profitten og havesygen øges, men følgerne af kirkens forbønner er alene i Guds hånd. |
| 9 Mirum est, quod non tanto studio atque boatu etiam Euangelium Christi praedicant saluberrimum. quae res suspectum facit negotium, quod plus quaestum quam pietatem existimare uidentur, nisi forte iustissime excusentur per hoc, quod Euangelium Christi ignorant. | Det er mærkeligt, at de ikke med lige så stor iver og lige så megen råben prædiker Kristi saligbringende evangelium. Bare det gør deres handlemåde suspekt, at de synes mere at se på fortjenesten end på fromheden, hvis man da ikke højst retfærdigt skal undskylde dem med, at de er uvidende om Kristi evangelium. |
| 10 Igitur cum indulgentiae sint nullius pietatis nec meriti nec praecepti, Sed licentiae antummodo quaedam, licet opus, per quod redimuntur, sit pium, uidetur omnino quaestus augeri per eas magis quam pietas, dum tam effuse et sole tractantur Euangelio uilius uix recitato. | Derfor, eftersom afladen ikke er nogen fromhedsgerning eller fortjenstfuld gerning eller påbudt gerning, men kun en gerning, der er tilladt, selv om så den gerning, hvorved man blive forløst, er from, synes i det hele taget fortjenesten mere end fromheden at øges ved afladen, når de behandler evangeliet så diffust og bemærkelsesværdigt billigt, at de næppe nok nævner det. |
| 11 Probo primo, Quia suffragium Ecclesiae non est iurisditio Papae, nec in manu eius quo ad acceptationem dei, Sed tantummodo quo ad oblationem, etiam si stet eorum sententia de animarum redemptione per illud. | Det beviser jeg for det første derved, at kirkens forbøn ikke ligger indenfor pavens retsområde, og kirkens forbøn ligger ikke i hans hånd, hvad Guds bønhørelse, men kun hvad fremlæggelsen angår, også selv om deres sætninger om, at sjælene bliver forløst gennem hans forbøn, står fast. |
| 12 Secundo. Falsa esset B. Augustini uulgata sententia, (n12) quod suffragia tantum iis prosunt, qui ea sibi prodesse meruerunt, quia potestate Papae, non autem merito animae prodessent, cuicunque prodessent. | For det andet. Hvis det var sandt, ville den almindelige udlægning af den salige Augustin være forkert, den udlægning, at forbønnen kun gavner dem, som selv fortjener at få gavn af dem, for den ville være gavnlig for dem i kraft af pavens magt, ikke i kraft af sjælens fortjeneste. |
| 13 Tertio. Contra naturam et uim uocabuli est, ut sit in potestate Papae per suffragium redimere. Nam quantumcunque opus sit excellens, si ipsum uertitur in suffragium, non ut opus, sed ut suffragium operatur. Exauditio suffragii potius redimit. Aut ergo aliis nominibus de re ipsa loquuntur et tunc peius fallunt, Aut, si proprio uocabulo de re sua loquuntur, tum non stat sententia eorum repugnante uocabulo suffragii significationi et intellectui potestatis. (wimp#34) | For det tredie. Det er imod naturen og ordenes kraft, at det skulle stå i pavens magt at forløse gennem forbøn. For hvor udmærket en gerning det end kan være, hvis han går i forbøn for nogen, så virker den ikke som gerning, men som forbøn. Det er snarere bønhørelsen af forbønnen, der forløser. Derfor enten taler de om denne sag med en anden terminologi, og da bedrager de folk endnu værre, eller også, hvis de bruger deres egen terminologi om sagen, står deres sætning ikke fast, idet betydningen af ordet 'forbøn' kæmper imod forståelsen af ordet 'magt'. |
| 14 Quarto. Tunc prorsus nulla esset differentia inter suffragium et potestatem nisi uoce tantum; re ipsa erunt idem, Quia idem efficiunt sine alio requisitio ultra uoluntatem Papae. Cur ergo non tacet suffragium et cessat nos cogere alia intelligere per suffragium quam per potestatem? (W586) | For det fjerde. I så fald ville der ikke være nogen forskel mellem ordene 'forbøn' og 'magt' andet end den rent ordlige; sagen selv ville være den samme, for det samme udvirkes uden andet middel end pavens vilje. Hvorfor så ikke droppe ordet 'forbøn' og lade være med at tvinge os til at forstå noget andet ved 'forbøn' end ved 'magt'? |
| 15 Hic iterum protestor, optime lector, me de suffragio eiusmodi loqui, tanquam uere esset tale. Quod ideo dico, ne mihi ipsi quisquam contrarium me sibi fingat, dum hic uelut assero suffragium, quod prius pene negaui. | Her erklærer jeg igen, kære læser, at jeg taler om forbøn, som om det virkelig forholdt sig sådan. Det er jeg nødt til at sige, at ikke nogen skal tro, at jeg modsiger mig selv, så at jeg her skulle gå ind for forbøn, som jeg tidligere næsten har nægtet. |
| 16 CONCLVSIO XXIX.
Quis scit, si omnes animae uelint redimi a purgatorio, sicut de Sancto Seuerino et Paschali factum narratur. (95tes#29) (wimp#37) |
Tese 29.
Hvem véd, om alle sjælene i skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om skt Søren og Paschalis. |
| 17 Non quidem fide dignam scripturam de iis duobus legi. Narrari tamen audiui, quod potuissent suis meritis liberari, si minus uoluissent glorificari; ideo potius sustinuerunt quam minuerent gloriam uisionis. Sed in iis credat quisque quod uelit, mea nihil refert. Non enim negaui, quin et alias poenas luant animae in purgatorio quam supra dixi. Sed uolui, ut etiam illis remissis non euolarent, nisi et sanarentur in gratia perfecte. | Jeg har ikke læst et værdigt skrift om disse to med tiltro, men jeg har hørt fortælle, at de ville kunne befris gennem deres egne fortjenester, hvis ville nøjes med mindre ære; derfor udholdt de skærsilden i stedet for at formindske deres salighedens ære. Men lad den, der vil, tro på det, det kommer ikke mig ved. Jeg har nemlig ikke nægtet, at sjælene i skærsilden også lider andre straffe end dem ovenfor nævnt. Jeg har blot villet pege på, at også selv om disse ting er eftergivet, flyver de ikke op, førend de er helbredt fuldstændigt i nåde. |
| 18 Posse tamen fieri, ut aliquae nollent redimi ex nimia dei charitate, ex eo fit uerisimile, quod Paulus et Moses potuerunt uelle esse anathema et separatio a deo inaeternum. (2 Mos 32,32; Rom 9,3). Si tale in uita facere isti prompti erant, non uidetur negandum, et a defunctis idem fieri posse, de quo exemplum de quadam Virgine Vide in sermonibus Tauleri, quae sic foecit. | Men at det dog kan ske, at nogen ikke vil forløses ud af for stor kærlighed til Gud, det gøres sandsynligt derved, at Paulus og Moses foretrak at ville være forbandet og adskilt fra Gud i evighed. Hvis disse var beredt til at handle sådan i livet, ser det ikke ud, som om man kan nægte, at det samme kan ske gennem de afdøde. Man har et eksempel på det i en af Taulers prædikener om en jomfru, som gjorde netop det. |
| 19 CONCLVSIO XXX.
Nullus securus est de ueritate suae contritionis, Multuminus de consecutione plenariae remissionis. (95tes#30) (wimp#38) |
Tese 30.
Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, end mindre på den deraf følgende fulde syndsforladelse. |
| 20 Haec dico eorum sententia, qui uolunt, contritionem esse necessariam ad remissionem poenarum, Et non uident, quam uehementer incerta reddant omnia. Et satis patet conclusio: Nam primam partem omnes asserunt, Secunda autem necessario sequitur. Meo autem iudicio potest fieri certa remissio poenarum, scilicet Canonicarum, etiam si ille dignus non fuerit nec contritus. | Dette siger jeg som deres mening, der vil, at angeren skal være nødvendig til eftergivelse af straffene, og som ikke ser, hvor forfærdelig usikkert de så gør alting. Og tesen viser det tydeligt nok. For den første del hævder alle, men den anden del følger med nødvendighed deraf. Men efter min mening kan en eftergivelse af straffene gøres sikkert, nemlig ifølge de kanoniske love, også hvis den pågældende ikke har været værdig eller har angret. |
| 21 Non enim contritio, nedum certitudo contritionis requiritur ad poenarum remissionem, Quia tenet remissio, etiam si fictis concedatur, cum sit in mera potestate Papae. Illi uero, ut supra quoque dictum est, si alias poenas quam criminum uolunt remitti, scilicet quorumcunque mortalium peccatorum, faciunt, dum nimium magnificant indulgentias, ut nullae sint indungentiae. | Til eftergivelse af straffene kræves nemlig ikke anger, ejheller sikkerhed om anger, for eftergivelse finder sted, også hvis den gives til fiktive straffe, eftersom den er i pavens magt. Men som også ovenfor sagt, hvis mine modstandere vil have det sådan, at de kan eftergive andre straffe end forbrydelser, det vil sige en hvilkensomhelst dødssynd, så bevirker de, at afladen bliver nul og nix, skønt de vil ophøje den uhyre meget. |
| 22 Quia nec indulgentiae quidem sunt, si incerte sunt, Incertae uero sunt, si nituntur super absoluendi conscientiam, non super clauium potestatem, Maxime uero, si et super omnium peccatorum mortalium, non tantum criminum manifestorum contritione nituntur, cum nullus certus sit se sine peccato mortali esse. Certus autem esse potest, quod sine crimine est, id est sine peccato, de quo coram Ecclesia possit accusari, ut supra. Ideo illam conclusionem nego esse ueram, (W587) sensu loquens. Posui autem, ut uiderent illi absurditatem suae iactantiae, qua indulgentias extendunt. | For det er jo ikke aflad, hvis den er usikker. Men den er usikker, hvis den støtter sig til afløsning af samvittigheden, og ikke til nøglemagten, men det er den især, hvis den også støtter sig til anger over alle dødssynder, ikke blot alle manifeste forbrydelser, eftersom ingen kan være sikker på, at han er uden dødssynd. Men han kan være sikker på, at han er uden forbrydelse, det vil sige, uden den slags synd, som han kan anklages for overfor kirken, som ovenfor sagt. Derfor nægter jeg, at denne tese er sand, når jeg holder mig til min egen mening. Men jeg har fremsat den, for at de kan se absurditeten i deres praleri, når de lader afladen brede sig. |
| 23 CONCLVSIO XXXI.
Quam rarus est uere poenitens, tam rarus est uere indulgentias redimens, id est rarissimus. (95tes#31) (wimp#39) |
Tese 31.
Ligeså sjælden en sand bodgørende er, ligeså sjælden er én, der tildeler sand aflad, det vil sige: uhyre sjælden. |
| 24 Iterum eorum loquor sententia, ut uideant suae licentiosae praedicationis temeritatem, immo contradictionem, Qui cum tam multis eas prodesse clamitent, tamen confitentur paucos esse, qui angustam uiam ambulant. nondum erubescunt neque attendunt quid loquantur. | Igen udtaler jeg deres mening, så de kan se frækheden i deres tøjlesløse prædiken, ja, modsigelsen i den. For skønt de påstår, at der er så mange, som har gavn af afladen, bekender de dog, at det er få, som vandrer ad den snævre vej, uden at rødme eller være klar over, hvad de siger. |
| 25 Sed nec mirum. Non enim susceperunt offitium contritionis et angustae uiae docendae. (Matt 7,14) Meum itaque sensum dico, quod, etsi pauci sint contriti, Multi, immo omnes in tota Ecclesia possunt esse liberi a poenis Canonum per ablationem Canonum, sicut et uere nunc sunt. | Men det er ikke mærkeligt. De har ikke påtaget sig embedet med at lære angeren eller den snævre vej. Derfor udtaler jeg som min mening, at skønt få har angret, kan dog mange, ja alle i hele kirken blive fri for de kanoniske straffe gennem kanonnernes ophævelse, sådan som de også er nu. |
| 26 CONCLVSIO XXXII.
Damnabuntur inaeternum cum suis Magistris, qui per literas ueniarum securos sese credunt de sua salute. (95tes#32) (wimp#40) |
Tese 32.
De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve. |
| 27 Hanc assero et probo Sic:
Hiere. xvij:
Maledictus, qui spem suam ponit in homine et ponit carnem brachium suum. (Jer 17,5). Non est enim nobis ulla fiducia salutis, nisi unus Ihesus Christus, nec aliud nomen sub caelo datum, quo nos oporteat saluos fieri. Act xv. (Apg 4,12; 15,11). Pereat ergo fiducia in mortuis literis, in nomine ueniarum, in nomine suffragiorum. |
Denne tese hævder jeg og beviser den således:
Jer 17,5:
'Forbandet enhver, som sætter sit håb til mennesker og sætter sin styrke i kødet'. Vi har nemlig ikke nogen tillid til frelsen andet end i den ene Jesus Kristus, heller ikke er der givet noget andet navn under himlen, hvorved vi kan blive frelst. Derfor: Ned med tilliden til døde breve, til afladsnavne, til hjælperes navne. |
| 28 Secundo, sicut dixi, Literae et ueniae nihil conferunt salutis, sed tantummodo auferunt poenas, nec nisi Canonicas, nec has omnes tamen. Atque hic mecum utinam terra et plenitudo eius gemeret ac fleret super seductionem populi Christiani, qui passim indulgentias non aliter intelligunt quam salutares et ad fructum spiritus utiles. Nec mirum, cum non exprimatur eis rei manifesta ueritas. | For det andet. Som sagt, afladsbreve og aflad gavner intet til frelsen, men ophæver kun straffene, og det kun de kanoniske, og ikke engang dem alle. Og gid her hele jorden og al dens fylde ville sukke med mig og græde over den forførelse af det kristne folk, der finder sted, fordi folk overalt kun forstår afladen som frelsebringende og nyttig til åndelige frugter. Og det er ikke underligt, eftersom vi ikke udtrykker for dem den klare sandhed. |
| 29 Infoelicissimi Christiani, qui nec in suis meritis nec in sua conscientia bona possunt confidere de salute, Docentur confidere in scriptam et ceratam papyrum! Cur non ita loquar? Quid enim amplius ibi confertur, rogo? Non contritio, non fides, non gratia, sed tantummodo externi homonis poenae a Canonibus statutae. atque ut paulum digrediar: Audiui ego ipse multos, qui datis pecuniis et redemptis literis totam fiduciam in illas posuerunt. | De ulykkelige kristne, som hverken i deres fortjenester eller i deres gode samvittighed kan stole på frelsen, de belæres om at stole på papir med bogstaver og vokssegl! Hvorfor skulle jeg ikke tale således? Hvad drejer det sig nemlig her om mere end om det, spørger jeg. Ikke anger, ikke tro, ikke nåde, men blot de ydre menneskelige straffe fastsat af kanonnerne. Og for at komme med en digression: Jeg har selv hørt mange, som har givet penge ud og købt afladsbreve og sat hele deres tillid til dem. |
| 30 Ita enim uel audierant (ut dicebant) uel (ut ego honoris gratia credo) intellexerant praecones ueniarum docere. Non hic eos taxo, sicut nec mihi licet qui non audiui praecones ueniales. Excusent sese ultra niuem candidius, mea causa licebit. Certe populi redarguendi sunt aures tam illotae, ut illis salutaria dicentibus ipsi non nisi pestifera audiant, Scilicet dum illi dicunt: 'Ante omnia, fratres, in Christum credite atque confidite et poenitentiam agite, (W588) Crucem uestram tollite, Christum sequimini, mortificate membra uestra, discite poenas et mortem non formidare; Ante omnia mutuam inter uos charitatem habete, inuicem seruite etiam neglectis ueniis, primum pauperibus et egenis subuenite', | Således har altså afladsprædikanterne enten hørt, at man skal belære om aflad (som de selv sagde) eller (som jeg for ærens skyld vil tro om dem) forstået, at man skal lære aflad. Jeg angriber dem ikke her, sådan som det i det hele taget ikke er passende, at jeg, der ikke har hørt nogen afladsprædikanter, angriber dem. Lad dem undskylde sig, så de er renere end sne, min sag lader de være. Det kan da godt være, at de vil svare folket tilbage, at de har så urensede ører, at når de taler frelsebringende ord, så hører de ikke andet end pestbringende ord, sådan at når de siger: 'Fremfor alt, brødre, tro på Kristus og bekend og gør bod, bær jeres kors, følg Kristus efter, dødeliggør jeres lemmer, lær straffene og gru ikke for døden. Fremfor alt, hav indbyrdes kærlighed, tjen hinanden også uden at købe aflad, kom først de fattige og de trængende til hjæp', |
| 31 Haec, inquam, et similia tam pia, religiosa et sancta illis narrantibus Insipiens uulgus, nouo miraculo subuersus, longe alia audit, scilicet haec: 'O uos insensatos et crassi cordis homines, bestiis prope similes, qui non percipitis tantam effusionem gratiarum! En coelum undique apertum nunc est! Si nunc non intres, quando unquam intrabis? En tot potestis redimere animas! O uos duros et negligentes! Duodecim denariis patrem extrahere potes, et tam ingratus parenti in tantis poenis non succurris? Ego sane in extremo iudicio excusatus sum, uosque magis accusati, quod tantam neglexeritis salutem. Dico tibi: si uel unam solam tunicam habes, hanc quoque exuendam et distrahendam iudico, ut tantas gratias obtineas'. | dette, siger jeg, og lignende ligeså fromme, religiøse og hellige ting fortæller de dem, og den uvidende hob, som ved et nyt mirakel er omvendt, hører noget helt andet, nemlig dette: 'O I ufølsomme og hårde i hjertet, mennesker, der mest ligner dyr, som ikke gør jer klart, hvilken stor udgydelse af nådegaver, der her er tale om! Se, himlen er overalt åben lige nu! Hvis I ikke træder ind nu, hvornår skulle I så træde ind? Se, en så stor magt til at forløse sjæle! O I hårde og ligeglade! For tolv denarer kan du trække din far ud af skærsilden, og du utaknemlige vil ikke ile din far til hjælp i så hårde straffe? Jeg vil sandelig være undskyldt på dommedag, det er snarere jer, der bliver anklaget, fordi I har fornægtet en så stor frelse. Jeg siger dig: Hvis du kan har én kjortel, så sælg selv den og riv dig løs fra dommen, når du kan opnå en så stor nåde'. |
| 32 Tum uero, ubi uentum fuerit ad oblocutores gratiae, cum illi meras benedictiones inundent etiam stat tremens uulgus et coelum ruiturum ac terram hiaturam formidat, longe peiores quam infernales poenas sibi minari audit, ut uerum forte sit, quod, ubi illi maledicunt, deus benedicit eorum maledictionibus, et ubi benedicunt, deus maledicit. | Men da, når de, der siger imod nåden, bliver viftet om næsen med, at de oversvømmes af lutter velsignelser, da står tilbage det skælvende folk og gruer for himlen, der vil styrte sammen, og jorden, der vil åbne sig, og han vover at true med langt værre straffe end helvedesstraffene, så det måske kommer til at være sandt, at hvor de forbander, dèr velsigner Gud dem med deres forbandelser, og hvor de velsigner, dèr forbander Gud. |
| 33 Nam qua uia fieri potest alia, ut illi audiant tam aliena ab iis, quae isti loquuntur? Sed nec omnia credo, quae populus passim sese audisse dicit, Alioquin haeretica, impia, blasphema illis etiam praedicata putarem. Non credo uerum esse, quod unus illorum prohibuit fieri exequias defunctorum et sacerdotum refectionem, sed magis ut imponerent in cistam, qui exequias et missas parentaliaque uellent peragere. | For på hvilken anden måde kan det ske, at disse hører noget, der er helt forskelligt fra det, de siger til dem? Men jeg tror da ikke på alt det, som folket overalt siger, at de har hørt, ellers ville jeg mene, at de havde prædiket kætterske, ufromme, blasfemiske ting. Jeg tror ikke, det er sandt, at én af dem har forhindret et ligtog og præsternes vederkvægelse, men på, at de lagde det i kisten, som de ville give til ligtoget og en messe for deres forældre. |
| 34 Populus haec etiam fingit. Non credo fabulam illam mendaciis refertam ab ullo dictam, uidelicet, quod in quodam loco nescio quot milia (si recte memini, tria uel quinque) animarum fuerint redempta per has uenias, inter quas solum tres fuerunt damnatae, quia detraxerant indulgentiis. Nemo hanc dixit, Sed passionem Christi narrantibus talia populus audiuit aut postea audisse finxit. | Folket forestiller sig også disse ting. Jeg tror ikke, at denne fabel, som er fuld af løgn, er blevet fortalt af nogen, nemlig den, at på ét eller andet sted var jeg véd ikke hvormange tusinde sjæle (hvis jeg husker ret, var det tre eller fem) blevet forløst gennem denne aflad, og blandt dem, var der kun tre, der var blevet fordømt, fordi de foragtede afladen. Der er ingen, der har fortalt denne historie, nej, man har fortalt Kristi lidelseshistorie, og folket har hørt disse ting og bagefter forestillet sig, at det var, hvad de hørte. |
| 35 Non credo uerum, quod passim siue uectoribus siue hospitibus aut alias seruientibus pro precio dant quatuor, quinque uel quot libitum fuerit animas. Non credo, quod, in pulpitis postquam impetuoso mugitu despumauerint suas exhortationes et, ut populus imponat, clamauerint: 'Impone, impone, impone' (Hanc enim populus vocem caput et caudam, immo et uentrem ac totum pene sermonem esse fingit), tum ut Apostolici praedicatores rem non uerbis modo, sed exemplo quoque dicent, descendunt primique ad cistam eunt in omnium oculis, irritantes et prouocantes simplicem et stultum populum, ut penitus exugant medullas eius, Imponunt itaque splendido gestu atque sonoro tinnitu, tum mirantur, si non pluant caeteri omnes totum aes suum, arrident imponentibus, indignantur omittentibus. | Men jeg tror ikke, at de overalt har givet enten bærerne (?) eller hospitalerne eller andre tjenere fire, fem eller hvormange du vil sjæle, når de bad dem. Jeg tror ikke, at de fra pulpituret efter et hastigt brøl har udspyttet deres formaninger og, efterhånden som folket lagde penge i kisten, har råbt: 'Læg i, læg i, læg i'. (For folket forestiller sig, at dette udsagn udgør hoved og hale, ja også mave og næsten hele prædikenen), og derefter som apostolske prædikanter talt ikke blot med ord, men også ved deres eksempel, og er steget ned og som de første gået hen til kisten for alles øjne, idet de opægger og provokerer det enfoldige og dumme folk, så de næsten udsuger dem til marven, og således med en overvældende gestus og med klingende stemme har lagt deres penge i kisten, og så skulle det være mærkeligt, om ikke alle de andre lader det regne med deres mønter, gør grin med dem, der intet har, og forarges på dem, der lader være med at give noget. |
| 36 Non dico ego istas nundinas esse animarum et monopolia. Populo indignor, qui tam pia studia pro sua (W589) ruditate non speciem, sed usque ad furorem auaritiam interpretatur. Quanquam mihi forte dignus uenia uideatur populus, qui ex istis nouis spiritibus uel nouam mentem uel errorem accipiat, cum prius magis audire sit solitus, quae ad charitatem et humilitatem pertineant. | Jeg siger ikke, at dette markedsgøgl og alene det er, hvad sjælene får ud af det. Jeg forarges på folket, som i sin råhed fortolker en så from lyst ikke som en slags gerrighed, men som en næsten rasende gerrighed. Selv om folket næsten synes mig værdig til aflad, når de opfatter disse nye ånder som enten et nyt sind eller en ny vildfarelse, når de før var vant til mere at høre, hvad der havde med kærlighed og ydmyghed at gøre. |
| 37 Sed si Catalogum portentosorum audituum uelim percensere, nouo uolumine fuerit opus. Ego uero mea sententia credo, si indulgentiae essent etiam praeceptae et salutares, tamen, quia in tam grandem sunt nunc abusum et scandalum redactae, ut uel haec sola causa satis iusta fuerit, ut uniuersae tollerentur, Ne forte, si diutius permittantur uigere, tandem praecones earum prae pecuniarum amore insaniant. | Men hvis jeg ville gennemgå listen over alle de rygter, der er i omløb, ville jeg have brug for et nyt bind. Men jeg har som min opfattelse, at selv om så afladen var påbudt og frelsebringende, så ville det dog alene af den grund være mere rigtigt at ophæve den over hele verden, fordi den nu er kommet ud i en så stor misbrug og skandale, at ikke måske, hvis man giver dem lov til at vokse yderligere frem, deres prædikanter til sidst bliver helt vilde af kærlighed til penge. |
| 38 Vere quidem credo, non omnia ab illis dicta esse, quae passim feruntur, uerum debuerant saltem populum in hoc arguere et sese clarius exponere aut, quod melius est, secundum Canones modeste loqui de indulgentiis. | Ikke desto mindre tror jeg ikke, at alt det, der går rygter om, også er sagt af dem, men de burde i hvert fald tale imod folkets overdrivelser og udtrykke sig klarere, eller, hvilket ville være bedre, tale i overensstemmelse med de moderate kanonner om afladen. |
| 39 CONCLVSIO XXXIII.
Cauendi sunt nimis, qui dicunt uenias illas Papae donum esse illud dei inaestimabile, quo reconciliatur homo deo. (95tes#33) (wimp#41) |
Tese 33.
Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurdérlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud. |
| 40 Pestilentes haereticos debueram eos dicere. Quid enim magis impium et haereticum quam dicere indulgentias Papae esse gratiam reconciliationis dei? Verum ut stomachum meum premam, uolo potius eos nulla malitia aut uoluntate talia dixisse aut posuisse, Sed mera inscitia et tam eruditionis atque ingenii penuria, licet et in hoc sit temeritas, quod tam indocti non potius bubulci opus foecerunt, quam opus docenarum animarum Christi subirent. | Jeg burde have kaldt dem pestbærende kættere. Hvad er nemlig mere ufromt og kættersk end at sige, at pavens aflad er Guds forsonende nåde? Men for at plage min mave vil jeg foretrække, at de ikke havde sagt eller påstået noget af den slags af ond vilje, men blot af uvidenhed og stor ukyndighed og mangel på forstand, selv om de deri er frække, at de, der er ulærde, ikke snarere gav sig til at være oksedrivere, end til at belære Kristi sjæle. |
| 41 Audiamus itaque istum Bubulcum sua uerba grunnientem. Sic enim in libello suo, postquam indulgentias in quatuor principales gratias distribuerat et multas alias minus principales: Prima, inquit, gratia principales est plenaria remissio omnium peccatorum, qua quidem gratia nihil maius potest dici, eo quod homo peccator et diuina gratia priuatus per illlam perfectam remissionem et dei gratiam denuo consequitur. Haec ille. | Men lad os derfor høre, hvad det er, denne oksedriver fremgrynter. Sådan skriver han nemlig i sin pamflet, efter at han har skrevet, at afladen kan deles i fire hovednådesbevisninger og meget andet mindre vigtigt. Han siger: 'Den første nåde er den vigtigste og er fuld eftergivelse af alle synder, og intet kan siges at være større end denne nåde, af den grund, at mennesket, der er en synder og berøvet den guddommelige nåde, ved den opnår fuldkommen eftergivelse og får Guds nåde påny. Såvidt denne. |
| 42 Obsecro, quae haereticorum sentina tam haeretice unquam locuta est? uel ex hic disce, qua causa fiat, ut, cum illi sese sanctissima docere dicant, populus tamen tam impia audiat. Vtinam hic sit diui Hieronymi zelus et eloquium! Pudet me tantae temeritatis, quod iste blatterator non fuerit ueritus eum libellum edere in faciem quattuor illustrium et circumiacentium uniuersitatum, Ac si omnino ibi ingenia uersa essent in fungos putidos. | Jamen, for pokker, hvilken kættersk sætning har nogensinde udtalt noget så kættersk? Ellers kan du her lære, hvad grunden er til, at skønt disse siger, at de lærer de mest hellige ting, så hører folket dog noget så ufromt. Gid der her var en guddommelig Hieronymus med hans iver og veltalenhed! Jeg skammer mig over en sådan frækhed, at dette pjathoved ikke var sand nok til at udgive sin pamflet til gennemsyn af fire oplyste og nærtliggende universiteter, om ikke dèr hans forstand ville være blevet vendt til en rådden svamp. |
| 43 Doleo et haereticis nostris propinquis Pighardis tandem uenisse occasionem iuste criminandi Ecclesiam Romanam, si haec in ea doceri audierint. Quod autem iste insulsus author non malitia forte, sed inscitia ista dixerit, ex illo uidere licet, quia inquit: 'per illam (id est primam gratiam plenariam remissionem) consequitur homo perfectam remissionem'. | Det gør mig også ondt for vore nabokættere, Pigharderne, at der endelig kom en lejlighed til retfærdigt at anklage den romerske kirke, hvis de havde hørt, hvad der læres heri. Men at denne smagløse forfatter måske ikke af ondskab, men af uvidenhed har sagt dette, det synes at fremgå af, at han siger: 'derigennem (dvs igennem den første nådes fulde eftergivelse) opnår mennesket fuldstændig eftergivelse'. |
| 44 Quid est dicere: 'per plenariam remissionem consequitur perfectam remissionem et per gratiam dei consequitur gratiam dei'? An non per febrem somniat aut phrenesi laborat? Sed ad sensum haereticum (W590) uerte animum. Hanc primam gratiam uult eam esse, qua maius dici nihil potest et quam consequitur homo priuatus gratia, quod nisi de iustificante gratia spiritus intelligi non potest, Nec ipsum aliter intellexisse clarum est. | Hvad betyder det at sige: 'igennem fuld eftergivelse opnår man fuldstændig eftergivelse og gennem Guds nåde opnår man Guds nåde'? Mon ikke han taler i vildelse eller arbejder sig forrykt? Men lad os se på den kætterske mening! Denne første nåde vil han have til at være én, der er større end hvad der kan siges, og én, som det menneske opnår, der er berøvet nåden, og hvis ikke det kan forstås om den retfærdiggørende nåde, så er det klart, at det heller ikke kunne forstås om noget andet. |
| 45 Alioquin non esset, qua maius dici nihil potest. Quanquam si etiam de gratia iustificante alias loqueretur, satis impie loqueretur, Cum solus deus sit id, quo maius dici non potest. B. Augustinus enim non sicut ille, sed: in donis creatis, inquit, nullum est maius charitate. Hic uero gratiam Dei et gratiam Papae in unius uocabuli Cahos confudit, dignus author tali uel opinione uel errore. | Ellers dette, at der ikke skulle være noget, der kan siges at være større. Skønt selv om det blev sagt om den retfærdiggørende nåde, ville det dog være sagt tilstrækkelig ufromt, eftersom Gud er den, som man ikke kan sige noget større end -- den salige Augustin siger nemlig ikke som han, men siger, at blandt de skabte ting er intet større end kærligheden. Men her blander han Guds nåde og pavens nåde sammen i noget, der med ét ord kan kaldes kaos, og forfatteren fortjener, at man regner dette for enten hans mening eller en vildfarelse. |
| 46 Sequitur in eodem libro:
Per quam etiam peccatorum remissionem sibi poenae in purgatorio propter offensam diuinae maiestatis luendae plenissime remittuntur atque dicti purgatorii poenae omnino delentur. Delphicum audiuimus oraculum! ut nihil omnino dubitat, qui omnia ignorat! de potestate clauium in purgatorium secure pronunciat! Sed satis de his supra. |
I den samme pamflet står der også følgende:
Gennem denne syndernes forladelse eftergives også fuldt ud de straffe, som man brænder i skærsilden for, på grund af at man har skændet den guddommelige majestæt og de omtalte skærsildsstraffe udslettes i det hele taget fuldt ud. Her taler det delfiske orakel! Så der ikke kan være tvivl om, at han ikke har forstået en pind! Han udtaler sig skråsikkert om nøglernes magt i skærsilden! Men det har jeg sagt nok om ovenfor. |
| 47 Sequitur ibidem:
Et licet ad tantam gratiam merendam nihil satis dignum possit retribui, eo quod donum dei et gratia aestimationem non habent etc. Vides, ut iterum donum et gratiam dei inaestimabilem vocet id, quod Papa remittit, Homo dignissimus, qui ecclesias doceat, id est haereticorum prostibula. |
Sammesteds fortsættes der:
Og selv om intet er tilstrækkelig værdigt at give til gengæld for at fortjene en så stor nåde, fordi de ikke har Guds gave og værdighed ved nåden, osv. Se, hvordan han igen kalder det, som paven eftergiver, for Guds gave og uvurderlige nåde, paven, et meget værdigt menneske, som belærer kirkerne, det vil sige, kætternes skøger. |
| 48 Postquam his verbis gratiam illam ad forum et nundinas studiose adornarat, mox tamen Mercurium suum habitu Iouis uestit, ne ullus intelligit. Permittit pauperibus quoque eam gratis dari, ita sane, si primum undecunque pecunias corradere tentauerint a bonis (ut inquit) fautoribus, ita ut mendicantes fratres sine licentia suorum superiorum pecuniam procurent, quia multo melior est apud hunc pseudolum remissio uel fictae poenae quam salutaris obedientia. | Bagefter smykker han ivrigt med disse ord denne nåde til forummet og markedspladsen, dog iklæder han snart efter sin Merkur i Juppiters klædedragt, at ingen skal forstå det. Han tillader, at denne nåde også gives til de fattige, hvis de først har forsøgt at sammenskrabe penge et eller andet sted fra (fra gode velyndere, som de siger), sådan at tiggermunkene uden tilladelse bestyrer penge for deres overordnede, fordi det er meget bedre at få eftergivelse hos denne løgnhals for en eller anden fiktiv straf end at yde frelsebringende lydighed. |
| 49 Cum uero nusquam patuerit uia corradendi pecunias, ut gratiam illam redimant (id est denuo emant, Non quod illi uendant, sed quod nimia rerum similitudo cogit uocabulis abuti), tum demum dicit: Regnum enim coelorum non plus diuitibus patere debet quam pauperibus, Iterum per uenias uolens patere coelum. Sed subtraho calamum, ne pro meritis in eos debacchetur. Sit satis indicasse fidelibus pestilentiam eorum sermonum, tam insigni (ut par erat) inuolutam inscitiae et ruditati, ut dignum esset operculum uase. | Men når der ikke mere er nogen vej åben til at sammenskrabe penge, så de kan købe denne nåde (det vil sige, købe den påny, ikke fordi de sælger den, men fordi det at sammenligne tingene tvinger altfor meget til at misbruge ordene), så endelig siger han: Himmeriges rige bør ikke have mere med de rige at gøre end med de fattige, derfor vil han, at himlen skal kunne opnås gennem aflad. Men jeg vil ikke skrive mere, at ikke der skal larmes for stærkt imod dem efter fortjeneste. Lad det være nok at have påpeget for de troende deres prædikeners pest, en så besynderlig (må man vist sige) dunkel uvidenhed og råhed, at det lille arbejde skulle sættes i glas og ramme. |
| 50 CONCLVSIO XXXIIII.
Gratiae enim illae ueniales respiciunt tantum poenas satisfactionis sacramentalis ab homine constitutas. |
Tese 34.
For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker. |
| 51 Haec abunde patet ex quinta supra et uicesima. | Dette fremgår med al tydelighed af tese 25. |
| 52 CONCLVSIO XXXV.
Non Christiana praedicant, qui docent, quod redempturis animas uel Confessionalia non sit necessaria contritio. |
Tese 35.
De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at de, der køber sjæle ud af skærsilden eller køber skriftebreve, ikke har nødig at angre. |
| 53 Obsecro, cur istam dilationem dant hominibus in periculum? Et quid prodest illis talia praedicari, nisi quod pecunia quaeritur et non salus animarum, (W591) etiam si essent uera? nunc cum sint et impia et falsa, multomagis sunt explodenda. | Jeg spørger, hvorfor skulle de give menneske denne udtynding til fare for dem? Og hvad gavner det dem at prædike sådan, hvis ikke det skyldes, at de er ude efter penge og ikke efter sjælenes frelse, også selv om det var sandt? Men nu, hvor det både er ugudeligt og falsk, skal de så meget mere forkastes. |
| 54 Sane et ego superius permisi, posse poenas remitti etiam iis, qui non sunt contriti, quod illi negant. Hic rursum, quod illi affirmant, negandum puto. Atque de Confessionalibus quidem idem mihi quod de poenis iudicium est, scilicet utrobique non requiri contritionem neque quo ad redemptionem eorum neque quo ad usum, quod negant; similiter et in poenis remittendis, Quandoquidem pars confessionalis est remissio poenae. | Sandt nok, også jeg har ovenfor indrømmet, at straffene kan eftergives også for dem, som ikke har angret, hvilket mine modstander nægter. Her er det omvendt, de tilslutter sig det, jeg mener, man må nægte det. Og angående skriftebrevene har jeg den samme bedømmelse som angående straffene, nemlig at der til ingen af delene kræves anger, hverken med hensyn til deres forløsning eller med hensyn til deres brug, hvilket de nægter; på lignende måde, når det drejer sig om at eftergive straffene, forsåvidt en del af skriftebrevet er eftergivelse af straf. |
| 55 Sed in redimendis animabus omnino dissentio et peto, ut probent dicta sua. Ego quidem in redimendis animabus longe aliud uideri puto quam in remissione poenarum, Siquidem in remissionibus poenae homo recipit bonum, Sed in redimendis animabus facit bonum. | Men når det drejer sig om at forløse sjælene er jeg helt uenig med dem, og jeg beder om, at de beviser deres udsagn. Jeg for min del mener, at der kan ses en stor forskel mellem at forløse sjæle og at eftergive straffe, eftersom det ved eftergivelse af straffene er mennesket, der modtager et gode, men ved forløsning af sjæle er mennesket, der gør noget godt. |
| 56 At impius recipere bonum potest, sed nullo modo facere, Nec potest placere opus eius deo, qui ipse non placet, ut Gen. iiij: Respexit dominus ad Abel et ad munera eius. Deinde contra scripturam est, ut quis primo alteri miseratur quam animae suae et prius festucam de oculo fratris eiiciat quam trabem de suo, (Matt 7,3) Atque omnino ut seruus diaboli redimat filiam dei, et hoc apud ipsum deum. ridiculum est, ut hostis pro amico regis intercedat. | Men den ugudelige kan modtaget noget godt, men på ingen måde gøre noget godt, og hans gerning kan heller ikke behage Gud, når han ikke selv har Guds velbehag, som Gen 4,4 siger det: 'Herren så til Abel og hans offergave'. Dernæst er det imod skriften, at man først skal bekymre sig om den anden og dernæst om sin egen sjæl, og først tage splinten ud af broderens øje og dernæst bjælken ud af sit eget. Og i det hele taget er det imod skriften, at en djævelens træl kan forløse et Guds barn, og det overfor Gud selv. Det er latterligt, at en fjende kan gå i forbøn for kongens ven. |
| 57 Quis, rogo, furor hic est? qui, ut uilissimae poenae remissionem et ad salutem inutilem magnificet, peccata, quorum poenitentia sola fuerat magnificanda, extenuat? Si hoc non est haereticum, malesonans, scandalosum, piarum aurium offensiuum, Quid tandem est, quod his nominum portentis appellari possit? An his titulis haereticae prauitatis inquisitores ideo catholicos catholicasque sententias uexant atque fatigant, quo liceat eis solis impune et pro libitu haereses inundare? | Hvad slags vanvid er dette for noget? Når man ophøjer eftergivelsen af billige straffe, som er uduelig til frelse, og nedtoner de synder, for hvis skyld alene boden skulle ophøjes? Hvis ikke dette er kættersk, forkert, skandaløst, stødende for fromme ører, hvad er der da, som kan kaldes med sådan forfærdelige betegnelser? Eller kan de, der efterforsker kætterier, i den grad ryste og udmatte katolske mennesker og katolske meninger, så at det alene er tilladt dem ustraffet og efter forgodtbefindende at oversvømme verden med kættere? |
| 58 Dicunt autem, quod redemptio illa non innititur operi redimentis, sed merito redimendi. Respondeo: Quis hoc dixit? unde probatur? Cur ergo non sine opere redimentis merito redimendus proprio liberatur? sed non tunc cresceret pecunia cupita propter salutem animarum. Cur ergo non inoucamus Turcas et Iudeos, ut nobiscum etiam suas pecunias imponant, non propter nostram auaritiam, sed propter redemptionem animarum? | Men afladshandlerne siger, at denne forløsning ikke hviler på gerningen hos den, der forløser, men på fortjenesten hos den, der skal forløses. Jeg svarer: Hvem har sagt det? Hvordan bevises det? Hvorfor befries da ikke den, der skal forløses, ved sin egen fortjeneste, uden den befriendes gerning? Men selvfølgelig, så ville den pengemængde, som de tjener på grund af sjælenes frelse, ikke øges. Men hvorfor skal vi så ikke hidkalde tyrker og jøder, så de kan lægge deres penge i kassen sammen med vore, ikke på grund af vores griskhed, men på grund af sjælenes forløsning? |
| 59 Nec obstare uidetur, quod illi non sunt baptisati, quando hic non est opus nisi pecunia dantis, nequaquam anima pereuntis. Non enim illa datio innititur nisi redimendae animae. Credo, quod, si uel asinus imponeret aurum, etiam redimeret; quod si requiritur aliqua dispositio, necessario et gratia, cum Christianus peccator magis displiceat deo quam ullus infidelis, nec tantum dedecorat asinum rudibilitas quam Christianus impietas. | Det synes ikke at være nogen hindring, at de ikke er døbt, eftersom der her blot er brug for en, der giver penge ud, ikke for en sjæl, der går fortabt. For denne pengeudgivelse hviler kun på den sjæl, der går fortabt. Jeg tror, at hvis man gav et æsel penge, ville det også forløse sjæle; hvis der kræves noget andet, må det nødvendigvis være nåde, eftersom en kristen, der er synder, mishager Gud mere end en vantro, og brægen vanærer ikke et æsel mere en ugudelighed en kristen. |
| 60 Secundo, dixi Confessionalia quidem peccatoribus sicut et remissiones poenarum dari posse, Sed non dixi, ut hortandi, immo nec permittendi sint talia redimere, sicut ipsi impie et crudeliter docent quod probo: | For det andet: Jeg har sagt, at skriftebreve kan gives til syndere ligesom også eftergivelse af straf kan det, men jeg har ikke sagt, at de skulle opfordres eller ligefrem have lov til at købe den slags ting, sådan som de selv ufromt og grusomt lærer. Det beviser jeg på følgende måde: |
| 61 Primo: Omnis doctrina Christi est exhortatio ad poenitentiam et id agit, ut homines quantotius a diabolo recedant, sicut ait Ecclesiasticus: Ne tardes conuerti ad dominum, (Sir 5,8) Et ipse dominus: Vigilate, quia nescitis diem neque horam, (Matt 24,42) Et Paulus: Festinemus ingredi in requiem illam, (Hebr 4,11) Et Petrus: (W592) Cum ergo haec omnia consumanda sint, Quales oportet uos esse in sanctis conuersationibus et pietatibus, properantes in aduentum diei etc. (2 Pet 3,11f) | For det første: Enhver læresætning af Kristus er en opfordring til bod og går ud på det, at menneskene jo før des bedre skal vende sig fra djævelen, sådan som Jesu Siraks bog siger: 'Udsæt ikke det at vende dig mod Herren', og Herren selv: 'Våg, for I kender ikke dagen eller timen', og Paulus: 'Lad os skynde os at gå ind til denne hvile', og Peter: 'Når altså alt dette skal forgå, hvilken slags menneske bør I da ikke være i hellig og from livsførelse, idet I iler frem mod dagens komme, osv'. |
| 62 Sed haec ideo illi docuerunt, quia solliciti erant, non quomodo pecunias colligerent, sed animas saluarent. Hi uero uelut secure illis tribuunt miseram dilationem et, quantum in eis est, in periculo aeternae mortis relinquunt, Ita ut nesciam an tali studio sint ab homicidiis animarum excusati. | Men dette har de lært, fordi de var bekymrede, ikke for, hvordan de kunne indsamle penge, men for, hvordan de kunne frelse sjæle. Men disse mennesker her tilbyder med skråsikkert mennesker en elendig udtynding og efterlader dem, så vidt de kan, til den evige døds fare, så jeg ikke véd, om de, på grund af deres store iver, skal undskyldes, når de foretager drab på sjæle. |
| 63 Quippe non quaeritur hic salus dantis, sed donum pereuntis, Cum, si essent boni pastores animarum et uere Christiani, omnibus studiis agerent, ut peccatorem ad timorem dei, ad horrorem peccati inducerent, nec quiescerent flendo, orando, monendo, increpando, donec animam fratris lucrifacerent. quod si ille pergeret pecuniam dare perseueraturus malus, in faciem ei reiicerent Et cum Apostolo dicerent: Non quaero tua, sed te, (2 Kor 12,14) Et iterum: Pecunia tua tecum in perditionem, (Apg 8,20) et abhorrerent a conspectu eius. sic sic recte agerent. | I hvert fald søges der ikke her frelse til den, der giver, men mere hans gave, uanset om han selv går til grunde. Hvis de virkelig var gode hyrder for sjælene og sande kristne, ville de handle med al iver for at synderen kunne påføres frygt for Gud og skræk for synden, og de ville ikke ophøre med at græde, bede, formane og råbe, indtil de havde vundet deres brors sjæl. Men hvis én insisterede på at give penge og fortsætte med at være ond, ville de kaste pengene tilbage i hovedet på ham og sige med apostelen: 'Jeg søger ikke det, du ejer, men dig selv', og igen: 'Dine penge vil forgå sammen med dig', og de vil væmmes ved synet af ham. Men sådan ville de handle ret. |
| 64 Sed absit hoc a Mercurio nostro, Quin: 'id potius agamus, si uenerint peccatores, mediatoribus idoneis freti (id est lucris), etiam inuito Christo cum uniuersis Apostolis, sint sicut unus ex nobis, Nihil non potentes, quod nos possumus, etiam animas redimere, ipsi sine intermissione pereuntes, etiam ridentibus nobis et de dono eorum secure gaudentibus. Ista est Charitas in populum Christi et fratres nostros. Ita curamus animas eorum, ut intelligant in suis peccatis nos nouissimam, id est nullam, compassionem habere'! | Men dette er fjernt fra vore handelsmænd, de siger i stedet: 'Nej, vi skal gøre det, hvis der kommer nogle syndere, som stoler på passende midler (pengemidler, forstås), også selv om det er imod Kristus og alle apostlene, de kan være som én af os, der er intet, vi ikke kan, når vi gør, hvad vi formår, vi kan også forløse sjæle, og selv om de øjeblikkelig går til grunde, så skal vi le af dem og glæde os over, at vi er sikre på deres gave. Dette er kærligheden til Kristi folk og til vore brødre. Således tager vi vare på deres sjæle, så de forstår, at vi har den sidste nye form for medlidenhed med deres synder, det vil sige, slet ingen medlidenhed overhovedet'! |
| 65 CONCLVSIO XXXVI.
Quilibet christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pena et culpa etiam sine literis veniarum sibi debitam. |
Tese 36.
Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og brøden, og den bør gives ham også uden afladsbreve. |
| 66 Alioquin in periculo essent, qui literas eiusmodi non haberent, quod falsum est, cum illae sint neque praeceptae neque consultae, sed liberae. neque peccant, qui eas negligunt, nec ideo in periculo salutis sunt. Quod ex eo patet, quia tales iam sunt in uia mandatorum dei. | Ellers ville de mennesker være i fare, som ikke har den slags breve, hvilket er forkert, eftersom disse breve hverken er påbudte eller tilrådede, men man er frit stillet overfor dem. Og de, som lader være med at købe dem, synder ikke, og er heller ikke i fare med hensyn til deres frelse. Heraf fremgår det, at sådanne mennesker allerede følger Guds bud. |
| 67 Et per casum quomodo ei non daretur eiusmodi remissio, debetur tamen ei, ut dicit Papa. Sed hic intercedit O acutissimum ingenium quorundam dicentium, quod uera haec essent, Si Canones essent poenae tantum a Papa positae; Nunc uero sunt declaratorii poenarum a deo inflictarum. Sic loqui decet eos, qui ueritatem semel perpetuo odio persequi proposuerunt. | Og i det tilfælde, at eftergivelse ikke gives et sådant menneske, så er man dog skyldig at give ham den, som paven siger. Men her er der nogle, der med megen snedighed og skarpsindighed indskyder en indvending, idet de siger, at dette ville være sandt, hvis kanonnerne kun talte om straffe, pålagt af paven; men nu er kanonnerne erklæringer om straffe, der er påført af Gud. Men sådan må vel de tale, som én gang for alle har sat sig for at forfølge sandheden med et stadigt had. |
| 68 Primum, pronunciant uelut ex oraculo, quod deus pro peccatis poenam satisfactoriam requirit, aliam scilicet quam Crucem Euangelicam (id est ieiunia, labores, uigilias), Aliam quam castigatoriam; non enim has intelligunt, quia has remitti nisi a deo non possunt negare. | For det første erklærer de som ud af et orakel, at Gud for synderne kræver en fyldestgørende straf, som jo er en anden end det evangeliske kors (det vil sige, faste, anstrengelser, nattevågen), og en anden end irettesættelser; de har nemlig ikke forstået disse straffe, for de kan ikke nægte, at disse kun kan eftergives af Gud. |
| 69 Secundo, huic monstro addunt maius, scilicet, quod Canones declarent impositam; (W593) ergo Papa non habet nisi declarare, nunquam autem imponere nec relaxare. Alioquin contra uerbum Christi hi sic docebunt nos: 'Quicquid ego ligauero, tu solues'. | For det andet, til denne monstrøse tankegang føjer de en endnu mere monstrøs, idet de nemlig hævder, at kanonnerne kun erklærer, at straffene er pålagt af Gud; altså er alt, hvad paven kan gøre, at erklære, at straffene er pålagt, han kan hverken pålægge dem eller tage dem bort. Ellers ville disse afladshandlere imod Kristi ord lære os noget i denne retning: 'Hvadsomhelst jeg har bundet, skal du løse'. |
| 70 CONCLVSIO XXXVII.
Quilibet verus christianus, sive vivus sive mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi et Ecclesie etiam sine literis veniarum a deo sibi datam. |
Tese 37.
Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve. |
| 71 Impossibile est esse Christianum, quin Christum habeat, quod si Christum, et omnia simul quae Christi. Dicit enim B. Apostolus Ro. xii: Induimini dominum Ihesum Christum. Et Ro. viii: Quomodo non omnia nobis cum illo donauit? | Det er umuligt at være en kristen, hvis man ikke har Kristus, men har man Kristus, har man også alt, hvad der hører Kristus til. Den salige apostel siger nemlig Rom 13,14: 'I skal iføre jer Jesus Kristus'. =g Rom 8,32: 'Hvordan skulle han undlade at give os alt sammen med ham?' |
| 72Et i. Corin. iii. Omnia uestra, siue Cephas siue Paulus, siue uita siue mors. Et i. Cor. xii: Non estis uestri, sed membra de membro. Et aliis locis, ubi describit, unum corpus, unum panem nos omnes esse in Christo, singulos alterum alterius membra. (1 Kor 10,17) Et in Can.: Dilectus meus mihi et ego illi. Quia per fidem Christi efficitur Christianus unus spiritus et unum cum Christo. Erunt enim duo in carne una, Quod sacramentum magnum est in Christo et Ecclesia. (Ef 5,31f) | Og 1 Kor 3,21: 'Alt er jeres, hvad enten det er Kefas eller Paulus, eller liv eller død'. Og 1 Kor 12,27: 'I tilhører ikke jer selv, men er hver for sig lemmer på legemet'. Og andre steder, hvor han beskriver, at vi alle er ét legeme og ét brød i Kristus, hver for sig hinandens lemmer. Og i Højs 2,16: 'Min elskede er min og jeg er hans'. Derfor bevirkes det gennem troen på Kristus, at den kristne er én ånd og ét legeme med Kristus. De to bliver nemlig ét kød, og det sakramenter er stort i Kristus og i kirken. |
| 73 Cum ergo spiritus Christi sit in Christianis, per quem fratres, cohaeredes, concorporales et ciues fiunt Christi, quomodo ibi possit non esse participatio omnium bonorum Christi? nam et Christus ex eodem spiritu habet omnia sua. | Eftersom derfor Kristi ånd er i de kristne, og eftersom igennem den de bliver Kristi brødre, medarvinger, sammen bliver lemmer og borgere, hvordan skulle de så kunne undgå at være delagtige i alle Kristi goder? For også Kristus har alt det, han har, ud fra den samme ånd. |
| 74 Ita fit per inaestimabiles diuitias misericordiarum dei patris, ut Christianus possit gloriari et cum fiducia praesumere in Christo omnia, scilicet quod iustitia, uirtus, patientia, humilitas, omnia merita Christi sint etiam sua per unitatem spiritus ex fide in illum, Rursum omnia peccata sua iam non sint sua, sed Christi, per eandem unitatem, in quo et absorbentur omnia. | Derfor sker det ved Gud faders uvurdérligt rige barmhjertighed, at den kristne kan rose i Kristus og tillidsfuldt forvente alt i ham, for retfærdighed, dyd, tålmodighed, ydmyghed, alle Kristi fortjenester tilhører også ham gennem den åndelige forening med ham i troen. Og omvendt, al hans synd er ikke mere hans synd, men Kristi synd, gennem den samme forening, i hvilken alt opsluges. |
| 75 Et haec est fiducia Christianorum et iucunditas conscientiae nostrae, quod per fidem fiunt peccata nostra non nostra, sed Christi, in quem deus posuit peccata omnium nostrum, et ipse tulit peccata nostra, Ipse agnus dei, qui tollit peccata mundi, (Joh 1,29) Rursum omnis iustitia Christi fit nostra. Imponet enim manum suam super nos, et bene habemus, (Mark 5,23) et extendit pallium suum et operit nos, (Rut 3,9) benedictus saluator in secula, Amen. | Og dette er de kristnes tro og vor samvittigheds muntre glæde, at gennem troen er vore synder ikke vore, men Kristi synder, i hvem Gud har anbragt alle vore synder, og at han selv har båret vore synder. Selv er han Guds lam, som bærer verdens synd. Omvendt bliver al Kristi retfærdighed vor retfærdighed. Han lægger nemlig sin hånd på os, så vi får det godt, han udbreder sin kappe og dækker for os, han er den velsignede frelser for alle tidsaldre. Amen. |
| 76 Verum, quando haec participatio suauissima et iucunda permutatio non fit nisi per fidem, hanc autem homo nec dare nec auferre possit, satis clarum puto, quod uirtute clauium uel benefitio uenialium literarum haec participatio non datur, sed potius ante et sine illis datur a solo deo; sicut remissio ante remissionem, Absolutio ante absolutionem, ita participatio ante participationem. | Men eftersom denne søde delagtiggørelse og glade udveksling kun sker gennem troen, som intet mennesket kan hverken give eller borttage, mener jeg, det er tilstrækkelig klart, at denne delagtiggørelse ikke gives ved nøglemagten eller ved afladsbreves velsignelse; den gives snarere før end og uden disse, alene af Gud, ligesom en tilgivelse før tilgivelsen, en absolution før absolutionen, således er dette også en delagttiggørelse før delagtiggørelsen. |
| 77 Quid ergo participat Papa sua participatione? Respondeo: illi dicerent, ut supra de remissione dictum est Conclusione vi, (95tes#6) quod declaratiue participat. Nam quomodo possint aliter dicere, non intelligere me confiteor. Meum sensum sequente ponam conclusione. | Hvad er det da, paven gør delagtig i med sin delagtiggørelse? Jeg svarer: De skulle sige, som ovenfor sagt under tese 6, at han delagtiggør på erklærende måde. For hvordan de skulle kunne sige andet, tilstår jeg, at jeg ikke forstår. Jeg vil fremsætte min opfattelse i den tese, der nu følger: |
| 78 cVidere til tese 38. | |
| 79 c | |
| 80 c |
Note 5: Punkt 4 er faldet bort.