Luthers resolution 1518, 5

taget fra Clemens bind 1. WA I, side 564 til .

Tese 19: celle 1. Tese 20: celle 24. Tese 21: celle 51. Tese 22: celle 54. Tese 23: celle 57. Tese 24: celle 62. Tese 25: celle 66.

¹ CONCLVSIO XIX.
Nec hoc probatum esse uidetur, quod sunt de sua beatitudine certae et securae, saltem omnes, licet nos certissimi simus.
19. Ejheller synes det bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.

² Nos enim, quia credimus nullam in purgatorium uenire, nisi sit de numero saluandorum, certi sumus de beatitudine illarum, sicut certi sumus de electorum salute. Quamquam non nimis impugno, si quis asserat eas esse certas, ego non omnes dico esse certas. sed quia totum negotium de animabus in purgatorio absconditissimum est, ideo suadendo magis, quam demonstrando declaro conclusionem. (W565) Men vi for vort vedkommende, fordi vi tror, at ingen kommer i skærsilden, medmindre han hører til blandt dem, der skal frelses, er sikre på deres salighed, således som vi er sikre på de udvalgtes frelse. Og skønt jeg ikke vil indvende særlig meget imod det, hvis nogen skulle hævde, at de er sikre på deres salighed, så vil jeg dog for mit vedkommende ikke sige, at de alle er sikre. Men fordi hele spørgsmålet om sjælene i skærsilden er højst dunkelt, forklarer jeg denne tese mere ved at overbevise end ved at bevise.

³ Primo ex supradictis. Si poena purgatorii est pauor ille et horror damnationis et inferni, pauor autem omnis facit animum perturbatum, incertum, inopem consilii et auxilii, et tanto magis, quanto fuerit uehementior et inopinatior, Animarum autem est omnium uehementissimus et inopinatissimus, ut supra dictum est, Et Christus: tanquam laqueus superuenit dies illa, (Luk 21,35) Et Apostolus: Dies domini sicut fur in nocte, ita ueniet, (1 Thess 5,2) Quare ualde probabile est, eas prae confusione nescire, quo statu sint, an damnatae uel saluatae, For det første vil jeg overbevise ud fra det forud sagte. Hvis skærsildsstraffen er frygt og rædsel for fordømmelsen og for helvede, så gør frygt enhver sjæl forvirret, usikker, rådvild og hjælpeløs, og det meget mere, hvis frygten er stærk og uventet. Men den frygt er meget stærk og uventet for alle sjæle, som jeg har sagt før, og som Kristus siger: 'Som en snare kommer denne dag', og som apostelen siger: 'Herrens dag kommer som en tyv om natten'. Derfor er det højst sandsynligt, at de på grund af forvirring ikke véd, på hvilket stade de befinder sig, om de bliver fordømt eller frelse.

⁴ immo sibi uidentur iam ire in damnationem, et descendere in lacum, (Åb 20,14) (n4) omninoque iam esse in portis inferi, sicut Ezechias dicit, (Es 38,10) sed et i. Reg. ii: Dominus deducit ad inferos et reducit. (1 Sam 2,6) igitur nihil aliud sentiunt, quam incipere suam damnationem, nisi quod sentiunt, nondum clausum post se portam inferi, necdum etiam dimittunt uotum et desyderium auxilii, licet nusquam apparentis. sic enim loquuntur, qui id experti sunt. Ja, det kan se ud for dem, som er de på vej til fordømmelsen og til at stige ned i søen, og i det hele taget allerede befinder sig ved helvedes porte, sådan som Ezekias siger, men som det også står i 1 Sam 2,6: Herren fører ned i helvede og fører op. Derfor føler de kun, at deres fordømmelse er begyndt, medmindre de føler, at helvedes port endnu ikke er lukket til bag dem, og de opgiver ikke længslen efter og ønsket om hjælp, selv om det ikke står dem klart. Det siger nemlig de, som har erfaret det.

⁵ Accipiamus simile: Si quis ad iuditium mortis inopinatus ueniat, puta incidens in latrones, qui dum intentant illi omni ex parte mortem, etiamsi statuerint eum terrere, non occidere, hic ipsi certi sunt eum uicturum, Ipse uero nihil nisi, praesentissimam mortem uidet, atque eo ipso iam moritur, solum id sibi reliquum est, quod nondum sit mortuus possitque redimi a morte, sed nescit unde, uidet enim illos posse, sed nolle, igitur fere nihil differt a mortuo. Vi kan forstå det gennem en sammenligning: Hvis én kommer uventet til dødens dom, fx hvis han bliver overfaldet af røvere, og de i enhver henseende truer ham med døden, skønt de har besluttet mere at skræmme ham end at slå ham ihjel, så vil røverne godt nok være sikre på, at han kommer frelst igennem det, men han selv vil ikke se andet end den sikre død foran sig, og derved dør han allerede, og alene det er tilbage for ham, at han endnu ikke er død og kan forløses fra døden, skønt han ikke véd, hvordan, han ser nemlig, at røverne kan, men ikke vil slå ham ihjel, og derfor adskiller hans situation sig så at sige ikke fra døden.

⁶ Ita uidetur in pauore aeternae mortis fieri, quod non aliud quam aeternam sibi sentiunt imminere omni ex parte. Sic canit ecclesia pro eis: A porta inferi erue animas eorum, et: libera eas de ore leonis, ne absorbeat eas tartarus etc. Derfor synes dette at være tilfældet i den evige døds frygt, at de føler, de på enhver måde bliver truet med den evige død. Således synger kirken for dem: 'Riv deres sjæle ud fra helvedes port', og: 'Befri dem fra løvens gab, at helvede ikke skal opsluge dem', osv.

⁷ Solum id reliquum scientiae habent, quod deus possit eos redimere, sed nolle illis uidetur. Damnati uero statim huic malo addunt blasphemiam, illi uero solam querelam et gemitum inenarrabilem, sustentati a spiritu. (Rom 8,26) Hic enim fertur spiritus super aquas, ubi sunt tenebrae super faciem abyssi. (Gen 1,2) (n7) Sed de hoc supra latius. Alene den viden er tilbage for dem, at Gud kan forløse dem, men det ser for dem ud, som om han ikke vil. Men de fordømte tilføjer straks til dette onde [at de ikke kender deres skæbne] bespottelsen, hvorimod disse kun tilføjer deres klage og ubeskrivelige sukke, hjulpet af ånden. For her bevæger ånden sig over vandene, hvor mørket er på afgrundens ydre. Men mere om det senere.

⁸ Secundo, Multa legentur exempla, in quibus habetur, nonnullas animas hanc sui status incertitudinem confessas fuisse. apparuerunt enim tanquam euntes uocati ad iuditium, ut de S. Vincentio etc. (n8) Rursum legentur multa, in quibus certitudinem suam sunt confessae. For det andet. Man læser mange eksempler på, at ikke så få sjæle har bekendt at være i en sådan tilstand af usikkerhed. For de viste sig som nogen, der kom, kaldet til dom, som det hedder om Skt Vincens osv. Og der fortælles også meget, hvori de bekender, at de er sikre på deres frelse.

⁹ Ad quae dico: Primo, me dixisse non omnes esse certas. Secundo, forte melius secundum praedicta, eas non fuisse certas, sed prae nimio auxilii desyderio, tanquam certae essent, uelocyus iuuari postulasse, ita ut potius opinentur et timide praesumant sese certas, quam sciant. sicut et in euangelio de daemonibus dicitur, quod sciebant ipsum esse Christum, id est, uehementer opinabantur, ut ait glosa. Hertil vil jeg sige. For det første, at jeg har sagt, at de ikke alle er sikre. For det andet, er det måske bedre at sige, ifølge det foregående, at de ikke har været sikre, men blot i kraft af deres store ønske om hjælp så at sige sikre, så de har bedt om at blive hjulpet hurtigt. Derfor skal vi snarere sige, at de formoder og frygtsomt antager, at de er sikre, end vi skal sige, at de véd det. Sådan som det også i evangeliet siges om dæmonerne, at de véd, at Jesus er Kristus, det vil sige, de formoder det meget stærkt, som fortolkningen siger.

¹⁰ Ita enim fit naturaliter in omni angustia et pauore, ut uehementer opinemur nos esse adhuc reparabiles, cum tamen magis sit ibi cupido reparationis, quam spes aut scientia, sicut in daemonibus plus fuit cupido sciendi, quam scientia. Scientia enim salutis non pauet, neque trepidat, sed confidit, omniaque fortissime tolerat. (W566) Sådan går det nemlig på naturlig måde i enhver trængsel og frygt, at vi stærkt formoder, at vi stadig kan genoprettes, skønt det dog her mere er ønsket om genoprettelse, end det er et håb eller en viden, der er tale om. Ligesom det i dæmonerne mere var et ønske om at vide, end det var egentlig viden. For viden om frelse får os ikke til at bæve eller skælve, men får os til at være fortrøstningsfulde og til at udholde alt med stærkt mod.

¹¹ Hic dicitur:
Quid ergo de iuditio partitulaci, quod in morte cuiuslibet hominis fama est agi, et Innocen. testatur? (n11) uidetur enim per ipsum certus fieri homo de suo statu.
Her vil man sige:
Hvad så med den partikulære dom, for i døden behandles hvert menneskes omdømme, hvilket Innocens bevidner? For her ser det ud til, at mennesket derigennem bliver sikker på sin tilstand.

¹² Respondeo, quod non sequitur eum certum fieri, etiamsi sit particulare iudicium. Potest fieri, ut homo mortuus iudicetur, immo accusetur, sed tamen sententia differatur, nec ei reueletur. Interim autem accusante conscientia, urgentibus daemonibus et minante ira Dei nihil aliud faciat misera anima, quam ut tremat a sententia omni momento cum horrore exspectata. Jeg svarer, at det ikke følger her, at mennesket gøres sikker, selv hvis der er en partikulær dom. Det kan godt være, at et afdød menneske dømmes, ja, anklages, men dog dommen over ham bliver opsat og han ikke får den at vide. Men i den tid, mens samvittigheden anklager, dæmoner presser på og Guds vrede truer, gør den arme sjæl udelukkende det, at den i hvert øjeblik skælver for dommen og venter den med rædsel.

¹³ sicut de corporali morte facit et minatur Deu. xxviii: Dabit tibi dominus cor pauidum, et pendebit uita tua ante te, Mane dices: Quis det mihi uespere? et uespere dices: quis det mihi mane? Ita et ibi mors aeterna simili pauore feriat, et horribili horrore cruciet animam. nec ista sententia multum absona est ueritati, quandoquidem et Math v. Dominus distinguit inter reum iudicii, et reum consilii, et reum gehennae, id est, inter accusatum, et conuictum, et damnatum. Ligesom han gør overfor den legemlige død og trues med den 5 Mos 28,65ff: 'Herren vil give dig et frygtsomt hjerte og han vil stille dit liv op foran dig, og om morgenen vil du sige: Gid det var aften, og om aftenen: Gid det var morgen'. Således skal også her den evige død slå til med en lignende frygt og plage sjælen med en frygtelig rædsel. Og denne opfattelse er ikke langt fra sandheden, forsåvidt også Herren i Matt 5,21-26 skelner mellem dem, der er skyldige for domstolen, dem, der ser skyldige for rådet, og dem, der er skyldige til helvede, det vil sige, mellem de anklagede, de dømte og de fordømte.

¹⁴ Sed et insignes quidam authores scientia plus quam fama audent dicere, quasdam animas pro suae tepiditate uitae (Åb 3,16) per mortem rapi, et a deo sic proiici, ut usque in finem mundi nesciant, an sint damnatae an saluandae. Men der er også nogle forfattere, som er kendt mere for viden end for godt ry, der vover at sige, at nogle sjæle på grund af deres livs lunkenhed vil blive grebet af døden, og kastet udenfor af Gud, så at de ikke før verdens ende véd, om de er fordømte eller frelste.

¹⁵ Et si recipitur hystoria illa de monarcho morituro, et propter peccatum fornicationis uelut damnato, iam blasphemante, deinde ad sanitatem reuerso, satis patet, quod iuditium et accusatio inferni potest animam affligere, et tamen nondum esse diffinitam sententiam latam. Ad idem, id quod in homilia recitat quadam B. Greg. de iuuene, quem in morte draco absorbere uolebat. Og hvis man accepterer historien om munken, der lå for døden og var dømt på grund af hor, men skønt han havde bespottet Gud, dog blev vendt om til sundhed, så fremgår det deraf, at dommen og truslen med helvede kan påvirke sjælen og dog er der endnu ikke afsagt nogen endelig dom. Og det samme handler den fortælling om, som den salige Gregor genfortæller i en prædiken, om den unge mand, som en drage søgte at opsluge i døden.

¹⁶ Haec itaque de tota materia poenarum purgatorii uerisimiliter pono, motus primum ex natura horroris et pauoris, Deinde, quod scriptura hanc poenam tribuit damnatis, Tandem, quod omnis ecclesia dicit, easdem esse poenas inferni et purgatorii. et ita credo hanc nostram sententiam in scripturis satis fundatam. Når jeg således om hele denne sag om skærsildens straffe fremsætter dette som det sandsynligt, er jeg bevæget til det ud fra rædslens og frygtens natur; videre, fordi skriften tildeler de fordømte denne straf, og endelig fordi hele kirken siger, at helvedes og skærsildens straffe er de samme. Og derfor tror jeg, at vores opfattelse er tilstrækkelig grundet på skriften.

¹⁷ Buccinatores uero indulgentiarum uidentur poenas animarum ita imaginari, quasi ab extra inferantur sintque penitus externae, non autem ab intra in conscientia nascantur, quasi deus solum ab eis auferat poenas, cum sit contrarium uerius, quod animas potius a poenis auferat. sicut scriptum est: Diuertit ab oneribus dorsum eius, (Sl 81,6) Non ait: Diuertit onera a dorso eius. Men afladskræmmerne synes at forestille sig sjælenes straffe således, at de påføres udefra og helt og holdent er ydre straffe, de fødes ikke indefra i samvittigheden, som om Gud alene fjerner straffene fra sjælene, skønt det modsatte er tilfældet, at han fjerner sjælene fra straffene. Sådan som der står skrevet: 'Han løsgjorde hans ryg fra byrden'. Han siger ikke: 'Han løsgjorde byrden fra hans ryg'.

¹⁸ Et iterum: Si transibis per ignem, flamma non nocebit te. (Es 43,2) Quomodo non nocebit? nisi quia dat fiduciam cordi, ut ignem non timeat, Non autem, ut ignis non sit, cum transeundum ei per illum sit. Quare diuersio dorsi ab oneribus non fit, nisi sanando animae timorem, et confortando eam, sicut et supra dictum est, quod nulla poena uincitur timore sui, sed amore et contemptu. Og igen: 'Hvis du går gennem ild, skal flammen ikke skade dig'. Hvordan skal den ikke skade dig? Derved, at du får fortrøstning i hjertet, så du ikke frygter ilden, men ikke således, at ilden fjernes, eftersom mennesket skal gå gennem den. Derfor sker der ikke nogen fjernelse af byrden fra ryggen, bortset fra at sjælen helbredes for sin frygt, og bliver trøstet, sådan som det ovenfor blev sagt, at ingen straf besejres gennem frygten for den, men ved kærlighed og foragt.

¹⁹ At timorem non auferunt indulgentiae, imo inferunt, quantum in eis est, dum uelut odibilem rem poenas relaxandas suadent. Deus autem proposuit habere filios impauidos, securos, generosos, aeternaliter et perfecte, qui prorsus nihil timeant, sed per gratiae suae fiduciam omnia triumphent atque contemnant, poenasque et mortes pro ludibrio habeant. Caeteros ignauos odit, qui omnium timore confunduntur, etiam a sonitu folii uolantis. Men afladen fjerner ikke frygten, snarere påfører den den, så meget den kan, fordi den påstår, at de straffe der skal eftergives er noget der bør hades. Men Gud har sat sig for at få børn uden frygt, sikre og for evigt fuldkommen ædelsindede, som overhovedet ikke frygter, men ved tillid til hans nåde triumferer over og foragter alt og regner straffe og død for barnemad. De øvrige træge hader han, de som forvirres af al frygt, selv ved lyden af et blad.

²⁰ Iterum obiicitur:
Si uolenter poenas ferunt animae, cur pro eis oramus? Respondeo: Nisi eas uolenter ferrent, certe damnatae essent, sed nunquid non ideo optare debent orationes? quando et Apostolus optauit pro se orationes fieri, ut liberaretur ab infidelibus, et sibi ostium uerbi aperiretur, (Kol 4,3) qui tamen omni fidutia plenus mortem contemnere se gloriabatur.
Så indvendes der igen:
Hvis sjælene frivilligt tager straffene på sig, hvorfor beder vi så for dem? Jeg svarer: Hvis de ikke bar den frivilligt, ville de med sikkerhed være fortabt. Men hvorfor skulle de ikke ønske, at der var nogen, der bad for dem, eftersom selv apostelen ønskede, at nogen bad for ham, at han måtte blive befriet fra de vantro, og at der måtte åbnes en dør for ham for ordet, og dog roste han sig af at være fuld af tillid og foragte døden.

²¹ Etiamsi animae non optarent orationes, tamen nostrum est earum labori condolere et succurrere oratione, sicut quibuslibet aliis, quantumlibet fortiter patientibus. Og selv om sjælene ikke ønskede vores bøn, var det dog vores opgave at have ondt af dem i deres vanskeligheder og komme dem til hjælp med vor bøn, sådan som vi ville for enhver anden som led stærkt.

²² Deinde cum animae non adeo doleant poena praesenti, quam horrore instantis sibi et intentatae perditionis, non est mirum, si cupiant suffragium, ut perseuerent et non deficiant in fiducia, cum sint incertae (ut dixi) de statu suo, nec tam timeant poenas inferni, quam odium dei, quod est in inferno; sicut dicitur: Non est in morte qui memor sit tui, in inferno quis confitebitur tibi? (Sl 6,5) Et sic patet, quod non timore poenae patiuntur, sed amore iustitiae, ut supra. Dernæst, eftersom sjælene ikke gruer så meget for den straf, der er nu, som for den rædsel, de forestiller sig, og for den fortabelse, de venter, er det ikke mærkeligt, hvis de søger forbøn, at de kan holde ud og ikke give slip på tilliden , eftersom de som sagt er usikre på deres tilstand, og de frygter ikke så meget helvedes straffe som Guds had, hvilket er i helvede; sådan som der siges: 'I døden er der ingen, der husker dig, i dødsriget hvem bekender dig?' Og heraf fremgår det, at de ikke lider under frygt for straffen, men under kærlighed til retfærdighed, som jeg sagde ovenfor.

²³ Timent enim magis, ne non laudent et ament deum (quod fieret in inferno), quam ne patiantur. Et hoc eorum sanctissimum, sed anxiossissimum desyderium merito iuuat omnis ecclesia, quantum potest, Maxime quando et Deus uult illas per ecclesiam iuuari. Et hic tandem sit aliquando finis tam obscurae et dubiae disputationis de animarum poenis. Quibus qui potest meliora proferre, non inuidebo, modo id faciat melioribus scripturae authoritatibus nixus, non fumosis hominum opinionibus obnubilatus. De frygter nemlig mere, at de ikke skal love og elske Gud (og det er, hvad de gør i helvede), end at de skal lide. Og det er med rette, at kirken hjælper dem i dette højhellige og højst bekymrede ønske, så meget den kan, ikke mindst fordi også Gud vil, at de skal hjælpes af kirken. Og dette kan så passende være en slags afslutning på denne dunkle og tvivlsomme disputation om sjælenes straffe. Jeg skal ikke blive skinsyg på dem, der kan fremføre bedre argumenter, blot en sådan støtter sig til bedre skriftsteder, og ikke indhyller sig i menneskelige tågede anskuelser.

²⁴ CONCLVSIO XX.
Igitur papa per remissionem plenariam omnium penarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum.
20. Derfor mener paven, når han siger 'fuld eftergivelse af alle bodsstraffe', ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt.

²⁵ Hanc disputo, nondum pertinaciter assero. Rationes meae sunt: Denne tese stiller jeg til diskussion, jeg fastholder den endnu ikke hårdnakket. Mine begrundelser er:

²⁶ Prima, ex dictis Conclu. v., (95tes#5) quod solum Canonica poena remittitur per potestatem Clavium. ideo haec Conclusio corrollarium est illius, et illa negata negatur et ista. Den første begrundelse hviler på tese 5, at det alene er de kanoniske straffe, der eftergives gennem nøglemagten. Derfor er denne tese en videreudvikling af nummer fem. Nægter man den, nægter man også denne.

²⁷ Secunda, ex ipso stilo Pontificis, quo dicit: De iniunctis poenitentiis misericorditer relaxamus. Ergo non iniunctas a se uel a Canonibus non relaxat. Neque hic curandum puto arbitrarium commentum quorundam, qui dicunt: Quando Pontifex non addit hanc clausulam de iniunctis poenitentiis. tum intelligi omnium simpliciter remissionem poenarum. Dicerem ego: Etsi non additur, tamen subintelligitur addi, tanquam necessaria et de essentia stili clasula; aut illi probent aliquo textu, quod dicunt. Den anden begrundelse tager jeg fra pavens egen sætning, når han siger: 'Angående de pålagte bodsstraffe, eftergiver vi dem barmhjertigt'. Altså eftergiver han ikke de straffe, der ikke er pålagt af ham eller af kanonnerne. Jeg mener ikke, vi her behøver at tage hensyn til nogle temmelig vilkårlige kommentarer fra nogen, der siger: Når paven ikke tilføjer denne parantes om de pålagte bodsstraffe, så må det forstås simpelthen om eftergivelse af alle straffe. Her vil jeg sige: Skønt den ikke tilføjes, så må det dog underforstås, at den tilføjes, fordi den er nødvendig og fordi den indeholder det væsentlige i sætningen; ellers skal de bevise det, de siger, ud fra én eller anden tekst.

²⁸ Tertia: ad solitum uenio argumentum, sed omnium fortissimum, et requiro, quibusnam authoribus probent, etiam alias poenas per claues tolli, quam Canonicas? Et exhibent mihi Antoninum, Petrum de Palude, Aug. de Ancona, Capreolum, deinde et Angelus summista suum Franciscum Maronis inducit, redemptiones ueniarum eo usque uehentem, ut meritorias eas pronunciare sit ausus, si Christo placet. Den tredie begrundelse. Jeg kommer nu til det almindelige og af alle stærkeste argument, og jeg undersøger, med hvilke autoriteter de beviser, at der gennem nøglerne også ophæves andre straffe end de kanoniske. Og her fører de i marken imod mig Antoninus, Peter fra Paludan, Augustin fra Ankona, Capreolus, ligeledes citerer også Angelus som forgænger Frans af Maronis, som berømmede afladssalg i den grad, at han vovede at erklære det for fortjenstfuldt, hvis det behagede Kristus.

²⁹ Quasi uero illi homines tales sint ac tanti, ut, quicquid senserint, statim necesse sit inter articulos fidei numerare. Verum illi magis sunt reprehendendi, qui ad ignominiam nostram et iniuriam illorum allegant pro assertis, quae illi pro pio suo studio fuerunt opinati, prorsus nihil aduententes illud Apostoli fidele monitorium: Omnia probate, quod bonum est tenete, (1 Thess 5,21) longe stultiores Pythagoricis, Quippe cum hi ea tantum assererent, quae Pythagoras dixisset, Isti uero etiam ea, quae illi dubitauerunt. Og de fremfører dem, som om disse mennesker er så gode og så mange, at hvad de end mener, det er det straks nødvendigt at regne med til trosartiklerne. Men disse mennesker skal da snarere bebrejdes, fordi de til skam for os og til uret mod dem har citeret den, som om de var ganske sikre, skønt de dog ud fra deres fromme iver kun havde haft denne mening, og så gør de sig slet ikke klart, hvordan apostelen formaner de troende: 'Prøv alt, behold det gode'. På den måde er de meget dummere end pytagoræerne, for de regnede dog kun det for sikkert, som Pytagoras havde sagt, men disse regner også det for sikkert, som deres læremestre regnede for tvivlsomt.

³⁰ Sed ad originem et fontem ueniamus riuulorum istorum, id est, B. Thomam et Bonauenturam. Ex his enim illi partim acceperunt, partim de suo addiderunt. Hi itaque et sancti et graues plane authoritate uiri. Verum cum et ipsi magis opinentur, quam asserant, denique S. Bonauentura confiteatur esse rem dubiosissimam omninoque incertam, Nonne clarum est, ex ipsis etiam nihil posse astrui? Men lad os gå til oprindelsen og kilden til disse floder, det vil sige, til den salige Thomas og Bonaventura. Fra dem har de nemlig dels taget noget, dels føjet noget til. Derfor er disse mænd hellige og deres ord har megen vægt. Men fordi også disse mere fremsætter en mening end de fremsætter en sikker påstand, ja, skt Bonaventura bekender, at det er en højst tvivlsom og i det hele taget usikker sag, mon det så ikke er klart, at der ud fra dem ikke kan bevises noget?

³¹ Tu uide, si ullum textum aut scripturam adducant. Nec mirum, quod ipsi nihil asserant. Cum enim haec res sit fidei quidam articulus, si fuerit determinatus, adeo non pertinet ad doctores diffinire, quod etiam ad solum concilii universalis iudicium sit suspendendus, nec summus Pontifex quid temere in iis habeat statuere quae sunt fidei, Nisi soli praecones ueniarum. Illis omnia, quae libuit, licent. Og så kan du selv se, om de fremfører nogen tekst eller skrift. Det er ikke mærkeligt, at de ikke selv fremfører noget som sikkert. Skønt denne sag ville være en trosartikel, hvis den var blevet afgjort, derfor er det ikke de lærdes sag at bestemme det, for det må understøttes også af et almindeligt koncils bedømmelse. Og heller ikke har paven noget dristigt at sige i det, der hører troen til, det har alene afladsprædikanterne. De har nemlig lov til alt, hvad de vil.

³² Vnicam tamen habent omnes rationem suae sententiae, quam et Panormitanus li. v. de poe. et re. c.: Quod autem, affert, videlicet hanc: Si indulgentiae solum Canonicas poenas dicuntur remittere, hoc est indulgentias nimis uilificare. Itaque, ne uiles sint indulgentiae, magis placuit fingere quod nesciunt, cum nullum sit periculum animarum, si indulgentiae etiam nihil essent, nedum uiles, miserrimum vero sit, animabus figmenta et illusiones praedicare, etiamsi indulgentiae utilissimae essent. De har dog alle én og samme begrundelse for deres opfattelse, som også Panormitanus fremfører om bog 5 om 'boden og tilgivelsen', kapitlet 'Quod autem', nemlig denne, at hvis afladen alene siges at eftergive de kanoniske straffe, så er det at gøre afladen ingenting værd. Og derfor, for at afladen ikke skal gøres intetsigende, vil de hellere opfinde noget, de ikke véd noget om, selv om det ikke er til fare for sjælene, hvis afladen intet er, eller er billig, men det ville være meget dårligt at prædike for sjælene noget opfundet og illusorisk, selv om så afladen var højst nyttig.

³³ Adeo non habetur ratio salutis animarum, sed tantummodo, ne non optima videamur docuisse, plus laboramus pro gloria nostri uerbi, etsi non necessarii, quam pro fide simplicis et nobis commissi populi sola necessaria. Sed antequam ad B. Thomam et Bonauenturam respondeam, dignum uidetur recitare opiniones de indulgentiis, ne ego primus aut solus eas in dubium uocasse uidear. Derfor tages der ikke hensyn til sjælenes frelse, men udelukkende til, at vi ikke skal synes at have lært det mindre gode, og vi arbejder mere for vore ords ære, skønt de ikke er nødvendige, end for troen hos det enfoldige folk, der er os betroet, skønt alene den er nødvendig. Men før jeg svarer på den salige Thomas og Bonaventura, synes det nok værd at citere nogle opfattelser af afladen, at ikke det skal komme til at se ud, som om jeg er den første eller den eneste, der har draget den i tvivl.

³⁴ Glosa super c.: Quod autem, li. v. de poe. et re. assumens declarationem super efficatia et uirtute indulgentiarum sic incipit: Quid ualeant tales remissiones, uetus querela, et adhuc satis dubia. (res08#64) Fortolkningen til kapitlet 'Quod autem' i bog fem i 'Om bod og tilgivelse', påtager sig at forklare virkningen og kraften i afladen og begynder således: 'Hvad sådanne eftergivelser er værd, er et gammelt stridsspørgsmål, og indtil nu temmelig uvist'.

³⁵ Alii dicunt, quod prosunt quoad deum, sed non quoad Ecclesiam. Quoniam, si quis sine mortali decedat, nondum (W569) peracta poenitentia, minus sentiet poenas purgatorii, iuxta modum remissionis sibi factae Ecclesia tamen uiuenti non propter hoc relaxat satisfactionem Haec opinio damnatur a Panor. ibidem, et placet eius damnatio. Nogle siger, at aflad gavner i forholdet til Gud, men ikke i forholdet til kirken. For hvis én dør uden dødssynd uden at have nået at gøre bod, vil han føle skærsildens straf mindre, i forhold til den eftergivelse, han har fået. Men kirken vil ikke af den grund eftergive fyldestgørelsen for den levende. Denne opfattelse fordømmes af Panormitanus sammesteds, og jeg er enig med ham.

³⁶ Alii dicunt, quod prosunt quoad poenitentiam hic iniunctam ex superabundanti, et ad cautelam, id est, tantum eas poenas, quas non secundum modum, sed in cautelam, superabundantius, quam peccatum merebatur, imposuit. Et haec plus damnanda, quam prior. Andre siger, at aflad gavner med hensyn til den bod, som bliver pålagt som for stor af forsigtighedshensyn, det vil sige, at den kun gavner med hensyn til de straffe, som pålægges ikke med mådehold, men af forsigtighed udover hvad synden har fortjent. Også denne opfattelse må fordømmes, mere end den foregående.

³⁷ Alii, quod prosunt quoad deum et ecclesiam, Sed remittens onerat se ad satisfactionem pro illo. et haec est absurda. Andre igen, at aflad gavner i forholdet til Gud og i forholdet til kirken. Men den, der tildeler tilgivelsen bebyrder sig med, at der bliver givet fyldestgørelse for den. Dette er også absurd.

³⁸ Alii, quod prosunt ad remissionem poenitentiae negligenter omissae. Hanc Panor. damnans dicit, quod ista remunerat negligentiam. Sed meo iudicio haec non omnino est falsa, quia uere remittuntur poenae quaecunque, etiam negligenter omissae, dummodo displiceat negligentia, immo remittuntur etiam non negligenter omissae atque adhuc perficiende. Andre igen, at afladen gavner med hensyn til eftergivelse af en straf, som man har glemt at pålægge. Den opfattelse fordømmer Panormitanus, idet han siger, at den belønner forglemmelse. Men efter min mening er den nu ikke helt falsk, fordi rent faktisk eftergives alle straffe, også dem, man har glemt at pålægge, når blot man er ked af sin glemsomhed, ja, endog de straffe bliver eftergivet, som ikke er udeladt ved en forglemmelse, men stadig står til fuldbyrdelse.

³⁹ Alii, quod ualeant ad relaxationem iniunctae poenitentiae, dummodo sacerdos, qui iniunxit poenitentiam, permittat, ut possit commutare poenitentiam cum remissionibus. Et haec est proba sententia et uera in re, nisi quod restringit potestatem conferentis indulgentias. Verum est enim, quod iniunctas poenitentias relaxant, sed non requiritur consensus eius, qui iniunxit. Andre siger, at aflad er gyldig til at eftergive pålagte bodsstraffe, hvis præsten, som har pålagt dem, indvilger i, at man kan skifte bodsstraffene ud med eftergivelse. Og dette er en god og sand mening om sagen, bortset fra, at den indskrænker magten hos den, der har uddelt aflad. Det er nemlig sandt, at aflad eftergiver de pålagte bodsstraffe, men dertil kræves ikke hans tilslutning, som pålagde dem.

⁴⁰ Sexta, quam ultra istas quinque in glosa praedicta positas Panor. adducit, quod prosunt, prout sonant uerba, et quoad deum, et quoad poenitentiam hic iniunctam, et hanc dicit teneri a Goff., Host., Io. An. Den sjette fortolkning af afladen, som Panormitanus fremfører udover disse fem i den førnævnte fortolkning, går ud på, at aflad er gavnligt, sådan som ordene lyder, både i forhold til Gud og i forhold til den bodsstraf, som her er pålagt, og han siger, at den opfattelse deles af Godfrey, Hostiensis og Johannes Andreæ.

⁴¹ Et hanc ego quoque teneo, ut iacet et sonat in uerbis. Sed non sequor intelligentiam omnium, Maxime propter istud uerbum: quoad deum. Per quod si intelligunt etiam poenas a deo impositas remitti, siue hic siue in purgatorio, ultra poenitentias ab Ecclesia uel Canonibus iniunctas, non credo uerum, nisi sub tali moderatione, Quia poenae purgatorii remittuntur sine potestate clauium per solam contritionem. (k41) Og den vil jeg også holde fast ved, sådan som den fremsættes og lyder i ordene. Men jeg følger dem ikke i deres forståelse af alle ordene, især på grund af det ord: 'med hensyn til Gud'. Hvis de derved forstår, at også straffe, der er pålagt af Gud, eftergives, enten her eller i skærsilden, udover de bodsstraffe, der pålægges af kirken eller kanonnerne, så tror jeg ikke det er sandt, i hvert fald kun med den moderation, at skærsildesstraffene eftergives uden nøglemagten, alene gennem angeren.

⁴² Ideo si quis perfecte fuerit contritus, credo, quod sit, quoad deum, a purgatorio absolutus; Quoad poenas autem huius temporis, dico, quod in nullam habet auctoritatem, ut supra satis dictum est Con. v. Non est enim nominabilis illa poena, quae quoad deum remitti credatur. Derfor, hvis nogen har angret fuldstændig, så tror jeg, at det kan ske, hvad Gud angår, at han løses fra skærsilden; men hvad angår de timelige straffe, siger jeg, at han (paven) ikke har nogen autoritet hertil, som jeg hævdede det i tese 5. Den straf er nemlig ikke til at sætte navn på, som man tror eftergives med hensyn til Gud.

⁴³ Ideo ego dicerem, quod illud 'quoad deum' debet intelligi non de poenis a deo impositis, sed de eisdem ab ecclesia iniunctis, ut sit sensus: Remissio illa iniunctarum poenitentiarum ab ecclesia tenet tam apud deum, quam apud ecclesiam, Eo quod deus approbat hanc ecclesiae suae remissionem, secundum illud: Quodcunque solueris super terram, solutum erit et in coelis. (Matt 16,19). Derfor vil jeg for mit vedkommende sige, at dette 'med hensyn til Gud' ikke bør forstås om de straffe, som er påført af Gud, men om dem, der er pålagt af kirken, så meningen bliver: Denne eftergivelse af de bodsstraffe, der er pålagt af kirken, har lige så meget med Gud at gøre, som med kirken, af den grund, at Gud godkender sin kirkes eftergivelse, ifølge det ord: 'Hvadsomhelst du løser på jorden, skal være løst i himlen'.

⁴⁴ Non ait: Quodcunque solueris super terram, aliud erit solutum in coelis, Sed: id idem, quod tu soluis, et ego solutum habebo. Quia per hoc deus uult homines subiici sacerdoti, Quod non fieret, nisi deum approbare facta sacerdotis sciremus. Han siger ikke: 'Hvadsomhelst du løser på jorden, skal noget andet være løst i himlen', men: 'det samme, som du løser, vil også jeg regne for løst'. For herigennem vil Gud have, at mennesker skal være underkastet præsten, hvilket ikke kunne ske, hvis ikke vi vidste, at Gud godkender det, der gøres af præsten.

⁴⁵ Vides ergo omnia adhuc in opinionibus haerere. Porro id quod Angelus (W570) ex suo Francisco Maronis adducit, quod indulgentiae etiam ualeant ad augmentum gratiae et gloriae, Non aduertit, quod indulgentiae non sunt opera bona, sed remissiones bonorum operum propter aliud minus opus. Du ser altså, at hidtil har alt kun være meninger. Og videre: Det, som Augelus fremfører fra Frans Maronis, at afladen også er af værdi, fordi den øger nåden og herligheden, det tager ikke hensyn til, at aflad ikke er gode gerninger, men eftergivelse af gode gerninger på grund af en anden mindre god gerning.

⁴⁶ Etsi enim opus bonum, propter quod dantur indulgentiae, sit meritorium, non tamen ideo indulgentiae sunt meritoriae, cum opus seorsum factum non minus esset meritorium et forte magis. Indulgentiae uero seorsum sumptae potius sunt demeritoriae, quia remissiones bonorum operum. Skønt nemlig den gode gerning, for hvilken der gives aflad, er fortjenstfuld, er dog af den grund afladen ikke fortjenstfuld, eftersom en gerning gjort i sig selv ikke vil være mindre fortjenstfuld, måske endda mere. Men afladen taget for sig selv er snarere mangel på fortjeneste, fordi den eftergiver gode gerninger.

⁴⁷ Igitur cum in omni materia dubitata licitum sit unicuique disputare et opponere, et ego quoque dico, me a B. Thoma et Bonauentura in hac parte dissentire, donec melius probent sua atque dissoluant nostra. Ego enim praeter opiniones nihil uideo quod probent, nec saltem unum Canonem, cum tot scripturas ego superius Conclu. v. produxerim pro mea parte. (res02#1ff) Et nunc, ne sine Canonibus etiam loquar, ecce: Derfor eftersom det i enhver sag, der er tvivlsom, er tilladt for enhver at disputere og opponere, så vil også jeg sige, at jeg på det punkt er af en anden mening end den salige Thomas og Bonaventura, indtil de beviser deres opfattelse bedre og opløser vores. Jeg kan nemlig ikke få øje på andet end meninger, som de beviser deres sag med, ikke engang en eneste kanon, mens jeg på min side i tese 5 har fremdraget mange skriftsteder. Og nu, at jeg ikke skal tale uden kanonner, se så, hvad der kommer:

⁴⁸ Quarta ratio, Capitulo: cum ex eo, lib. v. de pe. et re. dicit: per indulgentias satisfactio poenitentialis eneruatur. Hoc uerbum licet ex dolore potius quam ex gratia dicat Papa, tamen Canonistae, sicut sonat, intelligunt. Ergo si satisfactio eneruatur poenitentialis, patet, quod non nisi poena Canonica remittitur, Cum satisfactio poenitentialis sit nihil aliud, nisi tertia illa pars poenitentiae ecclesiasticae et sacramentalis. Nam de satisfactione euangelica nihil ad ecclesiam, ut supra. (res02#5). Den fjerde begrundelse: I kapitel 'cum ex eo' bog 5, i 'Om bod og tilgivelse', siges der: 'Gennem afladen afsvækkes bodens fyldestgørelse'. Selv om så paven måske kommer med denne udtalelse mere af sorg end af nåde, så forstår dog kanonisterne den, som den står. Og hvis altså bodsfyldestgørelsen svækkes, følger deraf, at det kun er de kanoniske straffe der eftergives, eftersom jo bodsfyldestgørelsen ikke er andet end den tredie del af den kirkelige og sakramentale bod. For kirken har ikke noget med den evangeliske fyldestgørelse at gøre, som jeg har påvist ovenfor.

⁴⁹ Quod si quis mihi obstet, Papam non negare, etiam alias poenas eneruari, Sed affirmat duntaxat, nec exclusiue loquitur, dum dicit: Satisfactio poenitentialis eneruatur, Respondeo: proba ergo, quod et alias relaxat, et non exclusiue loquatur; quod cum non feceris, Ego probo, quod exclusiue loquitur, per c.: Cum ex eo, ut supra, Vbi dicit, quod quaestores eleemosynarum praeter id, quod in literis eorum continetur, nihil permittantur proponere populo. Men hvis nogen vil vende sig imod den tankegang, at paven ikke nægter, at også andre straffe svækkes, men snarere bekræfter det og taler eksklusivt, når han siger: 'bodsfyldestgørelsen afsvækkes', så vil jeg svare: Så må du bevise, at han også kan eftergive andre straffe, og at han ikke taler eksklusivt: for hvis du ikke kan gøre det, vil jeg bevise, at han taler eksklusivt gennem kapitlet 'Cum ex eo', som ovenfor, hvor han siger, at de, der holder regnskab med almisserne, ikke har lov til at vise folket noget ud over det, som står i deres breve.

⁵⁰ Sed nihil continetur in ullis literis Apostolicis praeter remissiones satisfactionis sacramentalis, sicut ipsemet dicit Papa: Satisfactio poenitentialis eneruatur per indulgentias indiscretas et superfluas. Immo hoc uerbo adhuc rigidius Papa indulgentias restringit, Quia si superfluae indulgentiae solum eneruant satisfactionem sacramentalem, ergo modestae et legitimae nec ipsam satisfactionem poenitentialem eneruant, multo minus caeteras ullas poenas. Sed haec sunt non mei fori aut professionis, Viderint Canonistae. Men der står ingenting i noget apostolisk brev ud over eftergivelse af sakramentale bodshandlinger, sådan som paven selv siger: 'Bodsfyldestgørelsen svækkes gennem ubestemt og overflødig aflad'. Ja, med disse ord begrænser paven selv afladen, for hvis alene overflødig aflad afsvækker bodsfyldestgørelsen, så afsvækker en moderat og legitim aflad altså heller ikke bodsfyldestgørelsen, og meget mindre afsvækker den de andre straffe. Men dette hører ikke hjemme på mit område eller i min profession. Juristerne kan tage sig af det.

⁵¹ CONCLVSIO XXI.
Errant itaque indulgentiarum Commisarii ii, qui dicunt per Papae indulgentias hominem ab omni poena solui et saluari.
21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at ved pavens aflad bliver et menneske løst fra al straf og frelst.

⁵² Hanc omnino assero et probo.
Quia saltem relinquitur poena tertia, id est Euangelica, (res02#5) immo et quinta, puta Mors et aegritudo, (n52) et in multis illa omnium maxima poenarum, scilicet (W571) horror mortis, tremor conscientiae, infirmitas fidei, pusillanimitas spiritus, quas poenas si comparas ad remissas per indulgentias, sicut si rem cum umbra compares, erit comparatio. Sed neque mens Papae est, ut tam friuole et impune fabulentur, ut patet ex c.: Cum ex eo.
Dette er en tese, som jeg helt ud går ind for og vil bevise.
For i hvert fald den tredie straf, det vil sige, den evangeliske, forbliver, og også den femte, død og sygdom, forbliver, og også forbliver den, der af mange anses for at være den største straf af alle, nemlig frygt for døden, samvittighedsangst, trossvaghed, åndsringhed. At sammenligne disse straffe med dem, der bliver eftergivet ved afladen, ville være at sammenligne en ting med dens skygge. Men det er ikke pavens hensigt, at man skal fabulere så let og frækt, som det fremgår af kapitlet 'Cum ex eo'.

⁵³ Quod si dixerint: nec nos dicimus has poenas tolli per indulgentias, Respondeo. Cur ergo populum non instruis de cognitione poenarum, quas remittis, Sed omnino omnes remitti clamas, quascunque pro peccatis suis luere deberet coram deo et ecclesia? Quomodo populus per seipsum intelliget, quod tam obscure et large loqueris? Hvis de nu vil sige: 'Jamen, vi siger heller ikke, at disse straffe ophæves gennem afladen', så svarer jeg: Hvorfor instruerer I så ikke folket om, hvilke straffe der bliver eftergivet, men råber op om, at det er alle over en bank, der eftergives overfor Gud og overfor kirken, ligegyldigt hvilke straffe en mand bør betale for sine synder? Hvordan skulle folket af sig selv kunne forstå det, du siger så dunkelt og vidtfavnende?

⁵⁴ CONCLVSIO XXII.
Quin nullam remittit animabus in purgatorio, quam in hac uita debuissent soluere secundum Canones.
22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love.

⁵⁵ Hanc non latius assero quam octauam (res03#1), ex qua fluit ceu Corollarium, quod Canones poenitentiales non transeant in aliam uitam. Quia omnia poena temporalis mutatur in poenam mortis, immo propter mortis poenam tollitur et tollenda est. Denne tese står jeg ikke mere fast på end på den ottende, som den er en følge af, fordi de kanoniske bodsstraffe ikke følger med ind i det andet liv. For enhver timelig straf ændres til dødens straf, ja på grund af dødens straf ophæves den og bør den ophæves.

⁵⁶ Immo finge (uel latius suadeamus), Romanam ecclesiam esse, qualis erat etiam adhuc tempore B. Gregorii, quando non erat super alias ecclesias, saltem Graeciam, Clarum esset, quod Canonicae poenae non obligabant Graecos, sicut nec nunc obligant, si qui sunt Christiani non subiecti Papae, ut in Turcia, Tartaria, Liuonia. Illis ergo nulla istarum indulgentiarum est necessaria, sed tantum in orbe Romanae Ecclesiae constitutis. Si ergo istos uiuos non obligant, multo minus mortuos, qui sub nulla ecclesia sunt. Ja, man kan forestille sig, hvis vi skal bevise det lidt bedre, den romerske kirke, som den var på den salige Gregors tid, da den ikke stod over andre kirker, slet ikke over den græske, så vil det være klart, at de kanoniske straffe ikke bandt grækerne, sådan som de idag heller ikke er bindende for de kristne, der ikke er underlagt paven, som dem i Tyrkiet, Tartarien og Livonien. For disse mennesker er aflad ikke nødvendigt, det er det kun for den del af verden, der er under den romerske kirke. Hvis altså afladen ikke forpligter disse levende, så vil den så meget mindre forpligte de døde, som ikke er under nogen kirke.

⁵⁷ CONCLVSIO XXIII.
Si remissio ulla omnium omnino penarum potest alicui dari, certum est eam non nisi perfectissimis, i.e. paucissimis, dari.
23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs til de færreste.

⁵⁸ Hanc de poenis omnium generum intelligo, et sic assero: Nam quod remissio poenitentialis satisfactionis possit unicuique dari, non est dubium, ut satis est dictum. Immo hanc conclusionem corrigo et dico, quod prorsus nullis, siue perfectissimis siue imperfectis, potest dari omnium poenarum remissio. (k58) Jeg forstår denne tese om alle slags straffe, og som sådan hævder jeg den. For at bodsfyldestgørelsens tilgivelse kan gives til enhver, er der ikke tvivl om, som det er sagt tilstrækkeligt. Ja, jeg retter tesen og siger, at eftergivelse af alle straffe ikke kan gives til nogensomhelst, hvadenten de er fuldkommen perfekte eller ej.

⁵⁹ Quod probo: Nam, licet perfectissimis deus non inferat flagella seu iiii. genus poenarum, saltem omnibus et semper, tamen tertia manet, scilicet Euangelica, immo et quarta, puta mors, et quae mortis et ad mortem sunt poenae. (n59). Det beviser jeg således. Selv om Gud ikke påførte de mest fuldkomne pinsler eller den fjerde slags straffe, i hvert fald ikke til alle og ikke hele tiden, så forbliver dog den tredie slags, nemlig de evangeliske straffe, ja og den fjerde slags, nemlig døden og de straffe, der hører til døden og fører til døden.

⁶⁰ Licet enim posset deus omnes perficere in gratia, forte sine poenis, non tamen statuit id facere, sed ad imaginem filii sui (id est crucem) omnes conformare. (Rom 8,29). Et quod opus est multis? Quantumcunque magnifice extollatur poenarum remissio, Quid, quaeso, efficitur apud eum, qui mortem et timorem mortis atque iudicii ante oculos habet? Selv om nemlig Gud kunne fuldkommengøre alle i nåden, måske uden straffe, så har han dog ikke besluttet at gøre det, men at ligedanne alle med sin søns billede (det vil sige korset). Og så har vi vel ikke brug for flere argumenter! Hvor meget end straffenes eftergivelse ophøjes til noget stort, så kan man godt spørge om, hvad det hjælper ham, som har døden og frygten for døden og dommen for øje.

⁶¹ Huic si omnis alia remissio praedicetur et haec non remitti conceditur, nescio, si consolationis aliquid (W572) reportet. Igitur horrorem mortis et inferni attende, et remissiones poenarum, uelis nolis, nihil curabis, -- ac sic non nostro studio, sed rei necessitate uilificabuntur indulgentiae, quae timorem mortis non tollunt. Selv om der så blev prædiket al anden eftergivelse for ham, men det måtte indrømmes, at denne straf ikke blev eftergivet, så véd jeg ikke, om det vil være ham til nogen trøst. Husk derfor på frygten for død og helvede, og hvad enten du vil eller ej, vil du ikke kere dig om eftergivelse af straffene. Og således skyldes det ikke vore anstrengelser, men sagens nødvendighed, at afladen gøres mindre betydningsfuld, for den ophæver ikke frygten for døden.

⁶² CONCLVSIO XXIV.
Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam poenae solutae promissionem.
24. Derfor må nødvendigvis størstedelen af folket blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om strafeftergivelse.

⁶³ Et hanc assero et scio ita contingere. Nam egoipse audiui multos non secus intellexisse, quam quod sine omni poena euolarent per indulgentias. Nec mirum, quando illi sic scribunt, legunt, clamant, quod, si quis uenias consecutus ante recidiuam moreretur, statim euolaret. Også denne hævder jeg er sand og jeg véd, at det forholder sig således. For jeg har selv hørt fra mange, at de ikke har forstået det anderledes, end at de uden nogen straf overhovedet fløj op i kraft af afladen. Og det er ikke så mærkeligt, når de skriver, læser, råber således, at hvis nogen køber aflad og dør, før han falder tilbage i synd, flyver han straks op.

⁶⁴ Haec omnia ita loquuntur, quasi non sint peccata nisi actualia, ac si fomes relictus nulla sit immundicia, nullum impedimentum, nullum medium, quod moretur ingressum regni, Cum, nisi ipse sanetur, impossibile sit intrare coelum, etiam si nullum assit actuale, Nihil enim inquinatum intrabit. (Åb 21,27) Quocirca horror ipse mortis, cum sit uitium fomitis et peccatum, etiam se solo impedit introitum regni. Alt dette omtaler de, som om der kun var tilgivelige synder, og som om det tønder, der er tilbage, ikke var en urenhed, en hindring, ikke noget, der ville forsinke indgangen i himmeriges rige. Skønt det dog forholder sig sådan, at hvis man ikke selv bliver helbredt, er det umuligt at indgå i himlen, også selv om der ikke er nogen tilgivelig synd til stede, for 'intet urent skal indgå i himlen'. Derfor vil selve frygten for døden, eftersom den er en last og synd fra dette tønder, allerede i sig selv forhindre indgangen i himlen.

⁶⁵ Quia qui non uoluntarie moritur, non obedit uocanti deo nisi inuitus, Et tantum ibi non facit uoluntatem dei, quantum in uitus moritur, Tantum autem peccat, quantum non obedit uoluntati dei. Ideo rarissimus est, qui post omnes uenias non etiam in morte peccet, nisi ii, qui cupiunt dissolui et uocant mortem. Igitur ut non omnino cum eis discordem, dico, quod, si quis sit perfecte contritus (id est odiens se uitamque suam et summe diligens mortem), statim euolabit, remissis sibi poenis, sed quotus sit hic, tu uideris. (k65) For den, der ikke dør frivilligt, adlyder kun Guds kald på lunken måde, og ligeså meget gør han her ikke Guds vilje, som han dør modvilligt, men ligeså meget synder han, som han ikke adlyder Guds vilje. Derfor er det højst sjældent, at nogen efter at have fået al aflad ikke også synder i døden, det gør kun de, der stræber efter at der løses op for dem og påkalder døden. Derfor for at jeg ikke skal være fuldstændig uenig med dem, siger jeg, at hvis nogen har angret fuldstændig (det vil sige, at han hader sit liv og elsker døden højt), så flyver han straks op, og alle straffe eftergives ham, men hvor mange der her er tale om, kan du selv se.

⁶⁶ CONCLVSIO XXV.
Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter.
25. Den samme myndighed, paven i almindelighed har over skærsilden, den har en hvilkensomhelst biskop og sognepræst i sit stift og sogn i særdeleshed.

⁶⁷ Haec est illa blasphemia, quae me mille mortibus dignum foecit, iudicio scilicet Quaestorum, ne dicam quaestuariorum. Verum antequam ego hanc conclusionem ostendam, paululum praefabor de proposito meo. Primum, dico iterum hic me disputare, non quoad sententiam, quam intendo istis uerbis (Hanc enim constanter assero, quia eam tenet uniuersa Ecclesia), Sed quoad uerba. Dette er den bespottelse, som har gjort mig værdig til at dø tusind gange, i hvert fald efter afladskræmmernes opfattelse, hvis jeg da ikke skal sige afladsskøgerne. Men før jeg påviser denne konklusion, vil jeg godt sige lidt om mit argument. For det første siger jeg, at jeg igen disputerer, ikke hvad angår meningen, for den fremsætter jeg med disse ord (den tese har jeg hele tiden holdt fast ved, eftersom den samlede kirke gør det), men hvad angår ordene.

⁶⁸ Deinde aduersarios meos etiam rogo, ut ferant dolorem meum, quo crucior, dum audio, ea praedicari in Ecclesia Christi, quae nunquam scripta et statuta sunt, Quando sanctis olim patribus legimus uisum esse periculossissimum, aliquid ultra praescriptum coeleste doceri, ut inquit Hilarius. Dernæst vil jeg bede mine modstandere om, at de vil bære med på min smerte, den, hvormed jeg plages, når jeg hører, at den slags prædikes i Kristi kirke, den slags, der aldrig er nedskrevet og fastslået. Vi læser jo, at de hellige fædre dengang syntes, at det var det farligste af alt at lære noget ud over den himmelske regel, som Hilarius sagde.

⁶⁹ et sanctus Spiridon Cypri Episcopus huius disciplinae tam rigidus obseruator fuit, ut interrumperet sermonem eius, qui tantum graeci uocabuli (W573) aequiuocatione usus: Tolle cubile tuum et uade, dixerat pro: Tolle grabatum seu lectum tuum et uade, (Joh 5,8) (n69) reprehendens eum in re, quae sensum nihil mutarat. Atque huius doloris mei ueniam puto mihi iustissime ab illis deberi, quando nos ferre cogimur, nunquam rogati aut moniti, eorum praesumptiones, quibus delectantur ea praedicare, in quibus nos cruciamur audiendo. Og sankt Spiridon, den cypriotiske biskop var en så nøjeregnende overholder af den regel, at han afbrød en præsts prædiken, fordi han brugte et tvetydigt græsk ord i sætningen: 'Tag din seng og gå', i stedet for: 'Tag din båre eller madras og gå', og han bebrejdede ham det, skønt det ikke ændrede på meningen. Og jeg mener, det vil være fuldt retfærdigt, at de skylder mig denne smerte, når vi tvinges til uden at blive spurgt eller advaret at finde os i deres antagelser, hvormed de elsker at prædike det, som det smerter os at høre.

⁷⁰ Non haec dico aut ago, quod tam impudenter arrogans sim, ut me inter doctos Ecclesiae sanctae numerandum putem, multo minus inter eos, quorum haec sit statuere aut destituere, Atque utinam nouissimum merear Ecclesiae membrum fieri aliquando. Jeg siger ikke dette eller handler på den måde, fordi jeg er så fræk og arrogant, at jeg tror, jeg hører hjemme blandt den hellige kirkes lærde, meget mindre blandt dem, hvis opgave det er at fastslå eller afvise disse ting. Blot jeg engang kunne gøre mig fortjent til at være det ringeste medlem af kirken.

⁷¹ Sed id potius ago: Cum sint in ecclesia et doctissimi pariter et sanctissimi uiri, ea tamen est nostri saeculi infoelicitas, ut etiam tanto non possint ecclesiae succurrere. Quid enim potuerit hodie doctrina et pius zelus, satis probauit infoelix euentus eorum doctissimorum et sanctissimorum uirorum, qui sub Julio secundo studuerunt reformare ecclesiam, instituto ad hanc necessitatem concilio. (n71) Nej, derfor gør jeg, hvad jeg gør: Skønt der i kirken er mænd, der er lige så lærde, som de er hellige, er det vor tids ulykke, at heller ikke de kan komme kirken til hjælp. For et eksempel på, hvad en lærd og hellig iver kunne gøre idag, har vi i den ulykkelige hændelse med de mest lærde og hellige mænd, som under Julius den Anden søgte at reformere kirken ved at indkalde til et koncil med det formål.

⁷² Sunt et alii passim, quos noui, optimi et eruditi pontifices, sed exemplum paucorum imponit silentium plurimis. Est enim tempus pessimum (ut ait Amos propheta), ideo prudens in illo tempore tacebit. (Amos 5,13) Denique est nobis hodie Pontifex optimus Leo decimus, cuius integritas et eruditio delitiae sunt omnibus bonis auribus. Der har af og til være andre, såvidt jeg véd, der var gode og veluddannede paver, men de fås eksemper overskygges af de mange. 'Det er nemlig en ond tid' (som profeten Amos siger), 'derfor vil den kloge forholde sig tavs i denne tid'. Endelig har vi i dag den bedste pave, Leo den Tiende, hvis oprigtighed og lærdom er en glæde for alle gode mennesker.

⁷³ Sed quid ille suauissimus homo potest unus in tanta rerum confusione, dignus profecto, qui melioribus temporibus pontificaretur, aut meliora tempora essent sui pontificatus? Nostro saeculo digni sumus pontificari non nisi Julios Secundos, Alexandros Sextos, aut si quos alios atroces Mezentios (n73) uel finxerunt poetae. Men hvad kan dette rare menneske gøre helt alene i en så stor sagernes forvirring? Han er i sandhed værdig til at være blevet pave i en bedre tid, eller til at have en bedre tid i sit pontificat. Men vi i vor tid er kun værdige til paver som Julius den Anden, Alexander den Sjette, eller en anden Mezentius, som beskrevet af digterne.

⁷⁴ Nam bonos ridet hodie etiam Roma ipsa, immo Roma omnium maxime. in qua enim orbis Christiani parte liberius ludunt etiam in summos pontifices, quam in uera ille Babulone Roma? Sed sat ista. Cum itaque praeter innumeros priuatos etiam in sedibus suis habeat ecclesia doctissimos, si prudens uoluissem existimari illorum exemplo, et ipse tacerem. For idag ler endog Rom selv af de gode paver, ja Rom ler mest af alle. I hvilken del af den kristne verden ler de mere frit af paverne, end i selve dette Babylon, Rom? Men nok om det. Men fordi derfor kirken udover utallige private personer også i sine embeder har nogle højlærde folk, så skulle jeg, hvis jeg havde villet betragtes som vis efter deres eksempel, også selv have tiet stille.

⁷⁵ Sed praestat uel a stultis, a pueris, ab ebriis ueritatem dici, quam omnino taceri, ut fiducia doctiorum et sapientium animosior fiat, ubi audiunt nos rude uulgus tandem pro rei nimia indignitate clamare, sicut ait Christus: Si hi tacuerint, lapides clamabunt. (Luk 19,40). Men det er bedre, at sandheden siges af dumme folk, af børn eller af drukkenbolte, end at den ties helt ihjel, så at de lærdes og vises tillid må leve op, når de hører, at vi fra de rå pøbel endelig dog råbe op om tingenes altfor store uværdighed, sådan som Kristus siger: 'Hvis disse tier, skal stenene råbe'.

⁷⁶ Ista itaque praefatus ad conclusionem uenio, et primo de ea secundum sententiam, deinde secundum uerba seu sententiam aliorum. Igitur in hac conclusione nihil loquor de potestate iurisdictionis, quam infra sequente mox conclusione nego, et supra xii. et viii. idem negaui. (n76). Når dette nu er sagt som indledning, kommer jeg til min tese, og den vil jeg tage fat på, først efter meningen, dernæst efter ordene eller efter andres mening. Således taler jeg i denne tese ikke om jurisdiktionsmagten, som jeg nægter i den følgende tese, og som jeg har nægtet ovenfor i tese 12 og tese 8.

⁷⁷ Hanc enim potestatem illi ex iis uerbis ceperunt, de qua dico, sicut dixi: Statuat Ecclesia alteram partem eius quaestionis, et sequar libentissime. Cessent interim temerarii suorum somniorum assertores. Ego dubito et disputo, an habeat potestatem iurisdictionis in purgatorium. Et quantum hucusque lego et uideo, teneo negatiuam, paratus tenere affirmatium, postquam ecclesiae sic placuerit. For de har taget denne magt fra disse ord, og om den magt siger jeg som jeg sagde: Lad kirken fastlægge den anden del af dette spørgsmål og jeg vil meget gerne følge den. Men i mellemtiden skulle så disse frække sikre mennesker standse med deres drømmetanker. Jeg for mit vedkommende er i tvivl og disputerer, om paven har jurisdiktionsmagt over skærsilden. Og så langt som jeg hidtil har læst og set, holder jeg fast ved den negative side, dog parat til at indtage den positive, når kirken beslutter sig.

⁷⁸ Interim hic loquor de potestate uirium, (W574) non iurium, de potestate operandi, non imperandi, ut sit sensus: Papa nullam quidem habet potestatem in purgatorium, sicut nec ullus alius Pontifex; Si autem habet aliquam, talem certe habet, qualis sit et inferioribus participata. Men her taler jeg i mellemtiden om magtens myndighed, ikke rettens, om myndigheden til at handle, ikke til at give ordrer. Og så bliver meningen den: Paven kan ikke have nogensomhelst myndighed over skærsilden, sådan som heller ikke nogen biskop; men hvis han har nogen, er den givetvis af en art, som også hans underordnede har del i.

⁷⁹ Haec autem est, qua Papa et quilibet Christianus potest suffragari, orare, ieiunare etc. pro animabus defunctis, Papa generaliter, Episcopus particulariter, Christianus indiuidualiter. Patet itaque conclusio uerissima. Men det er den myndighed, hvormed paven og en hvilkensomhelst kristen kan gå i forbøn for, bede for, faste for osv de afdødes sjæle, paven i almindelighed, biskoppen i særdeleshed, den kristne individuelt. Derfor er passer tesen og er sand.

⁸⁰ Sicut enim Papa una cum tota ecclesia suffragatur animabus (quale fit in die omnium animarum), Ita quilibet Episcopus cum sua dioecesi id facere potest (sicut fit in diebus, quos uocant communes) et Curatus in sua parochia (sicut fit in exequiis et aniuersariis) Et quilibet Christianus in sua deuotione. For ligesom paven alene sammen med hele kirken går i forbøn for sjælene (sådan som de sker på alle sjæles dag), således kan enhver biskop sammen med sit stift gøre det (sådan som det sker på de dage, man kalder almindelige), og således kan en sognepræst i sit sogn (sådan som det sker ved begravelser og årsdage) og enhver kristen i sin bøn gøre det.

⁸¹ Aut ergo nega, suffragium esse intercessionem, aut concede, quemlibet praelatum cum suis subiectis posse suffragari animabus. Haec igitur puto non esse tam dubia, quam sunt audaces illi sermones de iurisditione Ecclesiae in purgatorium. Enten skal du altså nægte, at det hjælper med forbøn, eller også skal du indrømme, at en hvilkensomhelst prælat sammen med sine underordnede kan hjælpe sjælene. Jeg tror, at disse ting ikke er nær så tvivlsomme, som de forvovne prædikener om kirkens jurisdiktion over skærsilden.

⁸²Videre til conclusio 26.

83

Noter:

n4: Om der ved dette 'lacum' skal forstås ildsøen fra Åb 20,14, er lidt tvivlsomt; i Vulgata hedder ildsøen 'stagnum ignis'.

n7: I Vulgatas oversættelse af Gen 1,2 hedder det: 1:2 'terra autem erat inanis et vacua et tenebrae super faciem abyssi et spiritus Dei ferebatur super aquas'.

n8: I "Vita Vincentii Ferrerii", Acta Sanctorum, April I, (Paris og Rom 1866-), side 476-510.

n11: Innocent IV, Apparatus in quinque libros decretalium, ad C. V. tit. 38, cap. 14.

n52: Man må vist sige, at det, Luther kalder den femte straf, skulle have været den fjerde. Den fjerde findes i res02#9, den femte i res02#16, hvor den kaldes den kanoniske straf.

n59: Her betegner Luther døden og hvad der fører til døden med det rette nummer, nemlig nummer fire (i modsætning til #52). Men han får sig vist formuleret lidt klodset. Han begynder med det tankeeksperiment, at den fjerde slags straffe ikke tildeles de mest fuldkomne; og det er nok sygdomsdelen af den fjerde slags straffe, han her har i tankerne. Men så kommer han i tanker om, at han jo også har anbragt døden under den fjerde slags straffe; og døden ophæves ikke, end ikke for de mest fuldkomne. Og så er jo tankeeksperimentet gået fløjten.

n69: Vulgata siger grabattum.

n71: Måske en henvisning til et koncil i Pisa 1511, som nogle få franske og spanske kardinaler ville indkalde til for at afsætte pave Julius den Anden.

n73: Mezentius, beskrevet i Virgis Æneide som en tyran.

n76: Den amerikanske udgave skriver her tese 22 og tese 8. Man kan sådan set sige, at sagen omtales i alle tre teser, 8, 12 og 22.

Kommentarer:

k41: To ting er her besynderlige: 1) At der skelnes mellem en eftergivelse i kraft af nøglemagten og én i kraft af anger. 2) At tilsyneladende anger, hvis den er tilstrækkelig ren, udløser tilgivelse. Det sidste er vist en opfattelse, som kun 'Mellem-Luther' har. Det første, at det er ved nøglemagten, at paven kan uddele aflad, er en tanke, som Luther vist allerede forlader i disputationen med Eck. Men jeg er ikke sikker.

k58: Man kunne spekulere på, om denne rettelse er udtryk for en teologisk udvikling hos Luther. Jeg kan ikke ganske gennemskue det. Muligvis hænger rettelsen sammen med, at Luther her præciserer, at de straffe, han taler om, ikke blot er de af præsten pålagte kanoniske straffe, men også de af Gud pålagte straffe. Og så er der klart nok, at vi ikke længer befinder os indenfor kirkens magtområde, men er kommet over i Guds.

k65: Dette syn på døden hænger sammen med Luthers arvesyndslære, og det præger Luthers teologi i det hele taget, ligesom de ortodokse lutheranere også er bestemt af dette negative livssyn. I den forbindelse kan man gøre opmærksom på, at Maximus Bekenderen ud fra Getsemanebegivenheden hævdede, at dette at være bange for at dø var noget, der var naturligt for mennesket.

⁶¹ Huic si omnis alia remissio praedicetur et haec non remitti conceditur, nescio, si consolationis aliquid (W572) reportet. Igitur horrorem mortis et inferni attende, et remissiones poenarum, uelis nolis, nihil curabis, -- ac sic non nostro studio, sed rei necessitate uilificabuntur indulgentiae, quae timorem mortis non tollunt.	Selv om der så blev prædiket al anden eftergivelse for ham, men det måtte indrømmes, at denne straf ikke blev eftergivet, så véd jeg ikke, om det vil være ham til nogen trøst. Husk derfor på frygten for død og helvede, og hvad enten du vil eller ej, vil du ikke kere dig om eftergivelse af straffene. Og således skyldes det ikke vore anstrengelser, men sagens nødvendighed, at afladen gøres mindre betydningsfuld, for den ophæver ikke frygten for døden.
⁶² CONCLVSIO XXIV. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam et magnificam poenae solutae promissionem.	24. Derfor må nødvendigvis størstedelen af folket blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om strafeftergivelse.
⁶³ Et hanc assero et scio ita contingere. Nam egoipse audiui multos non secus intellexisse, quam quod sine omni poena euolarent per indulgentias. Nec mirum, quando illi sic scribunt, legunt, clamant, quod, si quis uenias consecutus ante recidiuam moreretur, statim euolaret.	Også denne hævder jeg er sand og jeg véd, at det forholder sig således. For jeg har selv hørt fra mange, at de ikke har forstået det anderledes, end at de uden nogen straf overhovedet fløj op i kraft af afladen. Og det er ikke så mærkeligt, når de skriver, læser, råber således, at hvis nogen køber aflad og dør, før han falder tilbage i synd, flyver han straks op.
⁶⁴ Haec omnia ita loquuntur, quasi non sint peccata nisi actualia, ac si fomes relictus nulla sit immundicia, nullum impedimentum, nullum medium, quod moretur ingressum regni, Cum, nisi ipse sanetur, impossibile sit intrare coelum, etiam si nullum assit actuale, Nihil enim inquinatum intrabit. (Åb 21,27) Quocirca horror ipse mortis, cum sit uitium fomitis et peccatum, etiam se solo impedit introitum regni.	Alt dette omtaler de, som om der kun var tilgivelige synder, og som om det tønder, der er tilbage, ikke var en urenhed, en hindring, ikke noget, der ville forsinke indgangen i himmeriges rige. Skønt det dog forholder sig sådan, at hvis man ikke selv bliver helbredt, er det umuligt at indgå i himlen, også selv om der ikke er nogen tilgivelig synd til stede, for 'intet urent skal indgå i himlen'. Derfor vil selve frygten for døden, eftersom den er en last og synd fra dette tønder, allerede i sig selv forhindre indgangen i himlen.
⁶⁵ Quia qui non uoluntarie moritur, non obedit uocanti deo nisi inuitus, Et tantum ibi non facit uoluntatem dei, quantum in uitus moritur, Tantum autem peccat, quantum non obedit uoluntati dei. Ideo rarissimus est, qui post omnes uenias non etiam in morte peccet, nisi ii, qui cupiunt dissolui et uocant mortem. Igitur ut non omnino cum eis discordem, dico, quod, si quis sit perfecte contritus (id est odiens se uitamque suam et summe diligens mortem), statim euolabit, remissis sibi poenis, sed quotus sit hic, tu uideris. (k65)	For den, der ikke dør frivilligt, adlyder kun Guds kald på lunken måde, og ligeså meget gør han her ikke Guds vilje, som han dør modvilligt, men ligeså meget synder han, som han ikke adlyder Guds vilje. Derfor er det højst sjældent, at nogen efter at have fået al aflad ikke også synder i døden, det gør kun de, der stræber efter at der løses op for dem og påkalder døden. Derfor for at jeg ikke skal være fuldstændig uenig med dem, siger jeg, at hvis nogen har angret fuldstændig (det vil sige, at han hader sit liv og elsker døden højt), så flyver han straks op, og alle straffe eftergives ham, men hvor mange der her er tale om, kan du selv se.
⁶⁶ CONCLVSIO XXV. Qualem potestatem habet papa in purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua diocesi et parochia specialiter.	25. Den samme myndighed, paven i almindelighed har over skærsilden, den har en hvilkensomhelst biskop og sognepræst i sit stift og sogn i særdeleshed.
⁶⁷ Haec est illa blasphemia, quae me mille mortibus dignum foecit, iudicio scilicet Quaestorum, ne dicam quaestuariorum. Verum antequam ego hanc conclusionem ostendam, paululum praefabor de proposito meo. Primum, dico iterum hic me disputare, non quoad sententiam, quam intendo istis uerbis (Hanc enim constanter assero, quia eam tenet uniuersa Ecclesia), Sed quoad uerba.	Dette er den bespottelse, som har gjort mig værdig til at dø tusind gange, i hvert fald efter afladskræmmernes opfattelse, hvis jeg da ikke skal sige afladsskøgerne. Men før jeg påviser denne konklusion, vil jeg godt sige lidt om mit argument. For det første siger jeg, at jeg igen disputerer, ikke hvad angår meningen, for den fremsætter jeg med disse ord (den tese har jeg hele tiden holdt fast ved, eftersom den samlede kirke gør det), men hvad angår ordene.
⁶⁸ Deinde aduersarios meos etiam rogo, ut ferant dolorem meum, quo crucior, dum audio, ea praedicari in Ecclesia Christi, quae nunquam scripta et statuta sunt, Quando sanctis olim patribus legimus uisum esse periculossissimum, aliquid ultra praescriptum coeleste doceri, ut inquit Hilarius.	Dernæst vil jeg bede mine modstandere om, at de vil bære med på min smerte, den, hvormed jeg plages, når jeg hører, at den slags prædikes i Kristi kirke, den slags, der aldrig er nedskrevet og fastslået. Vi læser jo, at de hellige fædre dengang syntes, at det var det farligste af alt at lære noget ud over den himmelske regel, som Hilarius sagde.
⁶⁹ et sanctus Spiridon Cypri Episcopus huius disciplinae tam rigidus obseruator fuit, ut interrumperet sermonem eius, qui tantum graeci uocabuli (W573) aequiuocatione usus: Tolle cubile tuum et uade, dixerat pro: Tolle grabatum seu lectum tuum et uade, (Joh 5,8) (n69) reprehendens eum in re, quae sensum nihil mutarat. Atque huius doloris mei ueniam puto mihi iustissime ab illis deberi, quando nos ferre cogimur, nunquam rogati aut moniti, eorum praesumptiones, quibus delectantur ea praedicare, in quibus nos cruciamur audiendo.	Og sankt Spiridon, den cypriotiske biskop var en så nøjeregnende overholder af den regel, at han afbrød en præsts prædiken, fordi han brugte et tvetydigt græsk ord i sætningen: 'Tag din seng og gå', i stedet for: 'Tag din båre eller madras og gå', og han bebrejdede ham det, skønt det ikke ændrede på meningen. Og jeg mener, det vil være fuldt retfærdigt, at de skylder mig denne smerte, når vi tvinges til uden at blive spurgt eller advaret at finde os i deres antagelser, hvormed de elsker at prædike det, som det smerter os at høre.
⁷⁰ Non haec dico aut ago, quod tam impudenter arrogans sim, ut me inter doctos Ecclesiae sanctae numerandum putem, multo minus inter eos, quorum haec sit statuere aut destituere, Atque utinam nouissimum merear Ecclesiae membrum fieri aliquando.	Jeg siger ikke dette eller handler på den måde, fordi jeg er så fræk og arrogant, at jeg tror, jeg hører hjemme blandt den hellige kirkes lærde, meget mindre blandt dem, hvis opgave det er at fastslå eller afvise disse ting. Blot jeg engang kunne gøre mig fortjent til at være det ringeste medlem af kirken.
⁷¹ Sed id potius ago: Cum sint in ecclesia et doctissimi pariter et sanctissimi uiri, ea tamen est nostri saeculi infoelicitas, ut etiam tanto non possint ecclesiae succurrere. Quid enim potuerit hodie doctrina et pius zelus, satis probauit infoelix euentus eorum doctissimorum et sanctissimorum uirorum, qui sub Julio secundo studuerunt reformare ecclesiam, instituto ad hanc necessitatem concilio. (n71)	Nej, derfor gør jeg, hvad jeg gør: Skønt der i kirken er mænd, der er lige så lærde, som de er hellige, er det vor tids ulykke, at heller ikke de kan komme kirken til hjælp. For et eksempel på, hvad en lærd og hellig iver kunne gøre idag, har vi i den ulykkelige hændelse med de mest lærde og hellige mænd, som under Julius den Anden søgte at reformere kirken ved at indkalde til et koncil med det formål.
⁷² Sunt et alii passim, quos noui, optimi et eruditi pontifices, sed exemplum paucorum imponit silentium plurimis. Est enim tempus pessimum (ut ait Amos propheta), ideo prudens in illo tempore tacebit. (Amos 5,13) Denique est nobis hodie Pontifex optimus Leo decimus, cuius integritas et eruditio delitiae sunt omnibus bonis auribus.	Der har af og til være andre, såvidt jeg véd, der var gode og veluddannede paver, men de fås eksemper overskygges af de mange. 'Det er nemlig en ond tid' (som profeten Amos siger), 'derfor vil den kloge forholde sig tavs i denne tid'. Endelig har vi i dag den bedste pave, Leo den Tiende, hvis oprigtighed og lærdom er en glæde for alle gode mennesker.
⁷³ Sed quid ille suauissimus homo potest unus in tanta rerum confusione, dignus profecto, qui melioribus temporibus pontificaretur, aut meliora tempora essent sui pontificatus? Nostro saeculo digni sumus pontificari non nisi Julios Secundos, Alexandros Sextos, aut si quos alios atroces Mezentios (n73) uel finxerunt poetae.	Men hvad kan dette rare menneske gøre helt alene i en så stor sagernes forvirring? Han er i sandhed værdig til at være blevet pave i en bedre tid, eller til at have en bedre tid i sit pontificat. Men vi i vor tid er kun værdige til paver som Julius den Anden, Alexander den Sjette, eller en anden Mezentius, som beskrevet af digterne.
⁷⁴ Nam bonos ridet hodie etiam Roma ipsa, immo Roma omnium maxime. in qua enim orbis Christiani parte liberius ludunt etiam in summos pontifices, quam in uera ille Babulone Roma? Sed sat ista. Cum itaque praeter innumeros priuatos etiam in sedibus suis habeat ecclesia doctissimos, si prudens uoluissem existimari illorum exemplo, et ipse tacerem.	For idag ler endog Rom selv af de gode paver, ja Rom ler mest af alle. I hvilken del af den kristne verden ler de mere frit af paverne, end i selve dette Babylon, Rom? Men nok om det. Men fordi derfor kirken udover utallige private personer også i sine embeder har nogle højlærde folk, så skulle jeg, hvis jeg havde villet betragtes som vis efter deres eksempel, også selv have tiet stille.
⁷⁵ Sed praestat uel a stultis, a pueris, ab ebriis ueritatem dici, quam omnino taceri, ut fiducia doctiorum et sapientium animosior fiat, ubi audiunt nos rude uulgus tandem pro rei nimia indignitate clamare, sicut ait Christus: Si hi tacuerint, lapides clamabunt. (Luk 19,40).	Men det er bedre, at sandheden siges af dumme folk, af børn eller af drukkenbolte, end at den ties helt ihjel, så at de lærdes og vises tillid må leve op, når de hører, at vi fra de rå pøbel endelig dog råbe op om tingenes altfor store uværdighed, sådan som Kristus siger: 'Hvis disse tier, skal stenene råbe'.
⁷⁶ Ista itaque praefatus ad conclusionem uenio, et primo de ea secundum sententiam, deinde secundum uerba seu sententiam aliorum. Igitur in hac conclusione nihil loquor de potestate iurisdictionis, quam infra sequente mox conclusione nego, et supra xii. et viii. idem negaui. (n76).	Når dette nu er sagt som indledning, kommer jeg til min tese, og den vil jeg tage fat på, først efter meningen, dernæst efter ordene eller efter andres mening. Således taler jeg i denne tese ikke om jurisdiktionsmagten, som jeg nægter i den følgende tese, og som jeg har nægtet ovenfor i tese 12 og tese 8.
⁷⁷ Hanc enim potestatem illi ex iis uerbis ceperunt, de qua dico, sicut dixi: Statuat Ecclesia alteram partem eius quaestionis, et sequar libentissime. Cessent interim temerarii suorum somniorum assertores. Ego dubito et disputo, an habeat potestatem iurisdictionis in purgatorium. Et quantum hucusque lego et uideo, teneo negatiuam, paratus tenere affirmatium, postquam ecclesiae sic placuerit.	For de har taget denne magt fra disse ord, og om den magt siger jeg som jeg sagde: Lad kirken fastlægge den anden del af dette spørgsmål og jeg vil meget gerne følge den. Men i mellemtiden skulle så disse frække sikre mennesker standse med deres drømmetanker. Jeg for mit vedkommende er i tvivl og disputerer, om paven har jurisdiktionsmagt over skærsilden. Og så langt som jeg hidtil har læst og set, holder jeg fast ved den negative side, dog parat til at indtage den positive, når kirken beslutter sig.
⁷⁸ Interim hic loquor de potestate uirium, (W574) non iurium, de potestate operandi, non imperandi, ut sit sensus: Papa nullam quidem habet potestatem in purgatorium, sicut nec ullus alius Pontifex; Si autem habet aliquam, talem certe habet, qualis sit et inferioribus participata.	Men her taler jeg i mellemtiden om magtens myndighed, ikke rettens, om myndigheden til at handle, ikke til at give ordrer. Og så bliver meningen den: Paven kan ikke have nogensomhelst myndighed over skærsilden, sådan som heller ikke nogen biskop; men hvis han har nogen, er den givetvis af en art, som også hans underordnede har del i.
⁷⁹ Haec autem est, qua Papa et quilibet Christianus potest suffragari, orare, ieiunare etc. pro animabus defunctis, Papa generaliter, Episcopus particulariter, Christianus indiuidualiter. Patet itaque conclusio uerissima.	Men det er den myndighed, hvormed paven og en hvilkensomhelst kristen kan gå i forbøn for, bede for, faste for osv de afdødes sjæle, paven i almindelighed, biskoppen i særdeleshed, den kristne individuelt. Derfor er passer tesen og er sand.
⁸⁰ Sicut enim Papa una cum tota ecclesia suffragatur animabus (quale fit in die omnium animarum), Ita quilibet Episcopus cum sua dioecesi id facere potest (sicut fit in diebus, quos uocant communes) et Curatus in sua parochia (sicut fit in exequiis et aniuersariis) Et quilibet Christianus in sua deuotione.	For ligesom paven alene sammen med hele kirken går i forbøn for sjælene (sådan som de sker på alle sjæles dag), således kan enhver biskop sammen med sit stift gøre det (sådan som det sker på de dage, man kalder almindelige), og således kan en sognepræst i sit sogn (sådan som det sker ved begravelser og årsdage) og enhver kristen i sin bøn gøre det.
⁸¹ Aut ergo nega, suffragium esse intercessionem, aut concede, quemlibet praelatum cum suis subiectis posse suffragari animabus. Haec igitur puto non esse tam dubia, quam sunt audaces illi sermones de iurisditione Ecclesiae in purgatorium.	Enten skal du altså nægte, at det hjælper med forbøn, eller også skal du indrømme, at en hvilkensomhelst prælat sammen med sine underordnede kan hjælpe sjælene. Jeg tror, at disse ting ikke er nær så tvivlsomme, som de forvovne prædikener om kirkens jurisdiktion over skærsilden.
⁸²Videre til conclusio 26.
83