Luthers resolution 1518, 2

taget fra Clemens bind 1, side 27 til, svarende til WA bind 1, side 534 til .
 

Tese 5: Celle 1.

Tese 6: Celle 42.

Tese 7: Celle 50.
 
1 CONCLVSIO V. 

Papa non uult, nec potest remittere ullas poenas praeter eas, quas uel suo uel Canonum arbitrio imposuit. 

Tese 5. 

Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse. 

2 Hanc disputo, et doceri humiliter peto, et ut in praefatione rogaui, (res01#30) ita adhuc rogo, manum porrigat, qui potest, et mea motiua attendat. Primo colligamus genera poenarum, quas fideles possunt pati. (latlu10#1 Denne tese disputerer jeg, og jeg beder ydmygt om at blive belært, og som jeg har anmodet om det i forordet, sådan anmoder jeg fremdeles om, at den, der kan, vil række hånden frem og være opmærksom på mit motiv. Lad os først se på den slags straf, som de troende kan lide. 
3 Prima est aeterna, gehenna damnatorum, de qua nihil ad propositum. Certum est enim, quod haec nec in summi nec infimi pontificis potestate est, ut omnes in tota Ecclesia tenent, quam solus deus per remissionem culpae remittit. (latlu10#18) (latlu10#22 Den første straf er den evige straf, de fordømtes helvede, som ikke har noget med det fremlagte at gøre. Det er nemlig sikkert, at den straf hverken står i pavens eller nogen ærkebiskops magt, sådan som man mener i hele kirken, så den straf kan alene Gud tilgive gennem tilgivelse af brøden. 
4 Secunda est purgatorii, de qua infra uidebimus in sua conclusione. interim accipimus, non esse eam in potestate pontificis aut ullius hominis. (latlu10#23 Den anden straf er skærsildens straf, om hvilken vi får mere at høre i en senere tese. Men lad os her og nu forstå, at den ikke er i pavens eller noget menneskes magt. 
5 Tertia Ipsa uoluntaria et euangelica, de qua supra dictum est, quod eam operetur poenitentia spiritualis, secundum illud i. Corin. xi: Si nos ipsos iudicaremus, non utique iudicaremur a domino. (1 Kor 11,31). Haec est crux illa et mortificatio passionum, ut supra conclusione iii. Cum autem haec sit praecepta a Christo, et de essentia poenitentiae spiritualis, ac omnino de necessitate salutis, nullo modo est in potestate ullius sacerdotis, neque ut augeat, neque ut minuat.  Den tredie straf er den frivillige og evangeliske, om hvilken der er sagt ovenfor, at den åndelige bod fremkalder den, ifølge 1 Kor 11,31: 'Hvis vi bedømmer os selv, ville vi ikke mere blive dømt af Herren'. Dette er korset og lidenskabernes dødelse, som ovenfor i tese 3. Men da denne straf er påbudt af Kristus, og handler om den åndelige bods væsen, og i det hele taget om frelsens nødvendighed, kan den på ingen måde være i nogen præsts magt, hverken så han kan øge den eller mindske den. 
6 Non enim ex arbitrio pendet hominis, sed ex gratia et spiritu. immo haec poena minus est in potestate Papae, quam omnes aliae poenae, cuiuscunque nominis sunt.  Den afhænger nemlig ikke af menneskets vilje, men af nåden og ånden. Ja, denne straf er mindre i pavens magt, end alle andre straffe, af hvad navn de så end er. 
7 Siquidem aeternam, purgatoriam, afflictiuam saltem oratione potest tollere apud deum, sicut potest gratiam iustificantem impetare peccatori, Hanc autem non potest tollere, nec oratione quidem.  Hvad enten det er den evige straf eller det er skærsildens straf, kan deres påførelse dog gennem bøn ophæves hos Gud, ligesom den retfærdiggørende nåde kan tildeles en synder. Men denne straf kan ikke ophæves, ikke engang ved bøn. 
8 Quin potius eam (W535) debet impetrare peccatori et imponere, id est, impositam nunciare, non minus quam gratiam impetrat, alioquin euacuaret crucem Christi, (1 Kor 1,17) et reliquias Cananeórum copularet filiis et filiabus suis, et hostes dei (id est, peccata) non occideret ad internitionem, -- nisi uideret aliquos nimio feruore plus sese affligere, quam expediret eorum saluti et aliorum necessitati. Tunc non solum remittere, sed prohibere debet, sicut Sanctus Paulus Thimotheo dicit: Noli adhuc aquam bibere etc. (1 Tim 5,23).  Ja, snarere bør den påføres og pålægges en synder, det vil sige, man bør forkynde, at den er påført, ikke mindre end, at nåden bliver påført, ellers gør man Kristi kors tomt, og man sammenblander kanaanæernes efterladenskaber med deres sønner og døtre, og man dræber ikke Guds fjender (det vil sige, synden) til den fuldstændige udryddelse, -- medmindre man ser nogen med altfor megen iver påføre sig mere, end deres frelse og andres nødvendighed kræver. Da bør straffen ikke blot eftergives, men forhindres, sådan som Paulus skriver til Timoteus: 'Drik ikke mere kun vand, osv'. 
9 Quarta est Castigatoria et flagellatio dei, de qua psalmus lxxxix: Si autem peccauerint filii eius et legem meam non custodierint, uisitabo in uirga iniquitates eorum, et in uerberibus hominum peccato eorum. Hanc poenam extra manum esse pontificum, quis dubitat? Quandoquidem sese innocentibus eam dicit imponere Hiere. xlix: Ecce quibus non erat iudicium ut biberent calicem, bibentes bibent, et tu quasi innocens relinqueris? Non eris innocens, sed bibens bibes. (latlu10#24 Den fjerde straf er Guds revselse og piskning, om hvilken Sl 89,31ff taler: 'Men hvis hans sønner synder og ikke overholder min lov, vil jeg straffe deres overtrædelser med stok, og deres synder med slag'. Hvem tvivler på, at denne straf ligger udenfor pavens magt? Eftersom han siger, at han pålægger uskyldige den, Jer 49,12: 'Se, de, der ikke var dømt til at drikke bægeret, de må drikke det, og så skulle du gå fri som en uskyldig? Du vil ikke være uskyldig, men du skal sandelig drikke det'. 
10 Et eiusdem xxv: Ecce in ciuitate, in qua inuocatum est nomen meum, ego incipio affligere, et uos quasi innocentes eritis? non eritis innocentes. Inde B. Petrus i. Pe. iiii: Nunc tempus inchoandi iudicium a domo dei; quod si primum a nobis, quis finis eorum, qui non credunt euangelio? Apo. iii: Ego, quos amo, castigo, et Heb. xii. Flagellat autem omnem filium, quem recipit.  Og dette fra Jer 25,29: 'Se, jeg er begyndt at påføre straf over den by, mit navn nævnes over, og så skulle I være uskyldige?' Derfor siger den salige Peter: 'Nu er tiden inde, at dommen tager sin begyndelse fra Guds hus; men hvis der begyndes med os, hvilken ende vil så ikke de få, som ikke tror på evangeliet?' Og Åb 3,19: 'Jeg straffer dem, jeg elsker'. Og Hebr 12,6: 'Men han tugter enhver søn, han har kær'. 
11 Quod si summus Pontifex hanc remittere uellet, aut peccator remitti crederet, certe futurum est, ut adulterini et spurii fierent, ut Heb. xii: Si extra disciplinam estis, cuius participes facti sunt omnes, ergo adulteri et non filii estis. Hanc enim Joannes Baptista et sanctissimi pertulerunt.  Derfor, hvis paven ville eftergive denne straf, eller en synder ville tro, at den var eftergivet, så ville der givetvis ske det, at de ville blive uægte børn og børn udenfor ægteskab, som Hebr 12,8 siger: 'Hvis I står udenfor den opdragelse, som alle har del i, er I af den grund uægte børn og ikke sønner'. For Johannes Døber og de hellige bar denne straf. 
12 Admitterem tamen per orationes ecclesiae posse tales aliquas pro infirmis tolli, scilicet morbos, aegritudines, pestes, febres, sicut B. Jacobus docuit presbyteros ecclesiae induci et ungi infirmum, ut dominus eum alleuiet infirmum propter orationem fidei.  Dog indrømmer jeg, at den slags straffe kan løsnes noget gennem kirkens bønner for de svages skyld, den består jo i sygdomme, svagheder, pest, feber, sådan som den salige Jacob har lært, at kirkens ældste skal tilkaldes og salve den syge, så Herren kan lette hans svaghed på grund af troens bøn. (Jak 5,14ff). 
13 Et quid moror? quasi ulli Christiano dubium sit, flagella dei non potestate clauium, sed lachrymis et oratione tantummodo posse tolli, et magis per impositionem aliarum poenarum, quam per remissionem. Sicut Niniuitae per poenitentias suas humiliter sese affligentes meruerunt auertere flagellum subuersionis eis intentatum.  Og hvorfor tøver jeg? Som om nogen kristen var i tvivl om, at Guds plager kun kan afvendes ved tårer og bøn, ikke ved nøglemagten, og snarere derved, at der pålægges andre straffe, end derved, at de eftergives. Sådan gjorde ninivitterne sig gennem de ydmyge bodshandlinger, de påførte sig, fortjent til, at Gud bortvendte de plager, han havde haft i sinde imod dem. 
14 Alioqui, si sacerdos ecclesiae siue summus siue infimus potest hanc poenam potestate clauium solvere, pellat ergo pestes, bella, seditiones, terraemotus, incendia, caedes, latrocinia, item turcas et tartaros aliosque infideles, quos esse flagella et uirgam dei nemo nisi parum Christianus ignorat.  Ellers, hvis kirkens præst, høj eller lav, kunne ophæve denne straf ved nøglemagten, så ville han altså bortdrive pest, krig, oprør, jordskælv, ildløs, drab, røveri, ligeledes kunne han fordrive tyrkerne og tartarerne og andre vantro, skønt kun den, der er ringe kristen, kan være uvidende om, at disse er Guds pisk og stok. 
15 Dicit enim Isa. x: Ve Assur, uirga furoris mei et baculus ipse est. In manu eius indignatio mea. Licet plurimi nunc et iidem magni in ecclesia nihil aliud somnient quam bella aduersus Turcam, scilicet non contra iniquitates, sed contra uirgam iniquitatis bellaturi, deoque repugnaturi, qui per eam uirgam sese uisitare dicit iniquitates nostras, eo quod non uisitamus eas.  Han siger nemlig i Es 10,5: 'Vé Assur, han er min vredes kæp og stokken selv. I hans hånd er min harme. Lad være, at der er mange og det mange store i kirken, der ikke drømmer om andet end krig mod tyrken, altså ikke imod vore overtrædelser, men imod den stok, der skulle bekrige vore overtrædelser, og således sætter sig op imod Gud, som siger, at han vil hjemsøge vore overtrædelser ved hjælp af denne stok, i den hensigt, at han ikke skal hjemsøge dem. 
16 Quinta est Canonica poena, scilicet ab Ecclesia constituta. Hanc esse plenario iure in manu summi Pontificis, non est dubium, sic tamen, ut subsit (ut aiunt) iusta causa remissionis earum, et clauis non erret. (latlu10#25 Den femte straf er den kanoniske straf, nemlig den, der er fastsat af kirken. Der er ikke tvivl om, at denne med fuld ret er i pavens hånd, dog således, at den, som de siger, er underlagt den retfærdige sag, der består i deres eftergivelse, og således, at nøglemagten ikke tager fejl. 
17 Verum ego (W536) (mea temeritate) illam iustam causam non ita rigide acciperem, ut multi solent. Sufficere enim uidetur pia uoluntas Pontificis, atque haec satis iusta sit causa. nec uideo, quomodo in hac remissione error clauis contingat, aut si contingit, quid noceat, cum nihilominus salua sit anima, etiamsi poenae eiusmodi per errorem non remitterentur.  Men jeg for min del, og det er så min frækhed, jeg tager ikke denne retfærdige sag så nøjeregnende, som mange plejer at gøre. Jeg synes nemlig, at pavens fromme vilje må være nok, og at denne i tilstrækkelig grad kan være den retfærdige sag. Heller ikke kan jeg se, hvordan i denne eftergivelse nøglemagtens fejltagelse kan komme ind i billedet, eller hvis den gør det, hvad den kan skade, eftersom under alle omstændigheder sjælen er frelst, selv om den slags straf ved en fejltagelse ikke skulle blive eftergivet. 
18 Illud magis aduertendum, quod summus Pontifex in remissione plenaria nec omnes Canonicas poenas remittit, quod patet, quia non remittit ingressionem seu intrusionem quorundam in monasterium, quae tamen poena non incelebris est in Canonibus, sed nec Ciuiles seu potius criminales poenas a iure ciuili inflictas, licet id legati faciunt alicubi, ubi personaliter sunt praesentes. Dette skal man være meget opmærksom på, fordi paven i sin fulde eftergivelse ikke eftergiver alle de kanoniske straffe, hvilket fremgår af, at han ikke eftergiver besættelse eller indtrængen i et kloster, men denne straf er ikke offentliggjort i kanonnerne, men hverken de borgerlige eller snarere de kriminelle straffe bliver pålagt af civilretten, selv om legaterne gør det overalt, hvor de personligt er til stede. 
19 Videtur ergo solum eas remittere, quae de ieiuniis, orationibus, eleemosynis aliisque laboribus et disciplinis impositae sunt, aliae ad septennium, aliae minus, aliae plus. Et in ista poena comprehendo etiam, quam arbitrio suo imponit sacerdos ecclesiae. Nunc itaque uide et doce me, qui potes. Quatuor priores non potest remittere, quam aliam remittit, nisi canonicam et arbitrariam?  Det ser altså ud til, at han alene kan eftergive de straffe, som er pålagt i form af faste, bøn, almisse og andre anstrengelser og disciplinarmidler, nogen for syv år, andre mindre, andre mere. Og med til straffen må man også medregne den straf, som kirkens præst vilkårligt pålægger. Se nu til og belær mig, hvem der kan. De fire første kan han ikke eftergive, hvad andet kan han eftergive end de kanoniske og vilkårligt pålagte?
20 Iterum hic Leonte illa mihi oggannit, (n20) remitti, quae a iustitia diuina exigitur, uel in purgatorio est luenda. Cui et ego respondeo, Impiissimum esse sentire, quod Papa habeat potestatem mutandi ius diuinum, et id relaxare, quod iustitia diuina inflixit.  Atter her forebjæffer man mig med dette æsel i løveskind, at der bliver eftergivet, hvad der går ud over den guddommelige retfærdighed, eller hvad der afvaskes i skærsilden. Ham vil jeg så svare, at det er ufromt at mene, at paven har mgt til at forandre den guddommelige ret, og eftergive det, som er påført ved guddommelig ret. 
21 Non enim dicit: Quodcunque ego ligavero, tu solues, sed: quod tu solues, solutum erit; Non autem omnia ligata solues, sed a te ligata dumtaxat, non a me ligata. Illi vero sic intelligunt: Quodcunque solueris siue in coelo, siue in terra, solutum erit, cum Christus 'in terra' addiderit, dedita opera restringens clauem ad terram, futurum sciens, quod perforaturi alioquin essent omnes coelos.  Han siger nemlig ikke: 'Hvadsomhelst jeg vil binde, skal du løse', men: 'Hvad du løser, skal være løst'; men ikke alt det bundne skal du løse, men kun det af dig bundne, ikke det af mig bundne. Men de forstår det således: 'Hvadsomhelst du løser enten i himlen eller på jorden, skal være løst', når Kristus tilføjer 'på jorden', og derved indskrænker nøglen til de givne gerninger på jorden, så véd han på forhånd, at alle himle ellers ville blive gennemhullet. 
22 Sexta est, Quam uolo fingere, donec aliter erudiar, quam illi dicunt secundum iusticiam diuinam requiri, ut satisfiat iusticiae diuinae. Haec autem si est alia a tertia et quinta (sicut oportet, si debet sexta esse), non potest uel imaginari, nisi quod, ubi tertia et quinta non essent satis, tunc ipsa imponeretur, scilicet plus orationis, ieiunii, eleemosynae. (latlu10#26 Den sjette straf er én, som jeg, indtil jeg bliver klogere, vil forestille mig, at de siger er nødvendig efter den guddommelige retfærdighed, så den guddommelige retfærdighed kan blive tilfredsstillet. Men hvis den er forskellig fra den tredie og den femte (og det skal den være, hvis den skal kaldes den sjette), så kan man vel ikke forestille sig andet, end at den bliver sat ind, hvor den tredie og den femte ikke er tilstrækkelig, dvs flere bønner, mere faste, mere almisse. 
23 Ac sic solo intentionis gradu distaret a quinta uel tertia. Non enim potest intelligi poena ciuilis, quia hanc (ut dixi) non remittit, alioquin literae indulgentiarum tollerent omnia patibula et carnificinas per ecclesiam.  Og således adskiller den sig fra den femte og den tredie alene ved hensigtsgraden. Den kan nemlig ikke forstås som en borgerlig straf, fordi denne som sagt ikke eftergives, ellers ville afladsbreve ophæve alle fængsler og alle henrettelser gennem kirken. 
24 Sed nec potest intelligi poena Canonica per iudicium contentiosi fori de facto imposita, quia non remittit excommunicationes, interdicta, aut ullas censuras ecclesiasticas inflictas, ut patet satis ad experientiam. restat ergo, quam modo fingere me dixi. Sed quod illa nulla sit, ita mihi ipse persuadeo. Men den kan heller ikke forstås som en kanonisk straf, der efter en dom over den stridslystne skulle pålægges over det, man havde gjort, fordi ekskommunikationer, interdikter eller nogen anden kirkelig censur, der er pålagt, ikke eftergives, som det tilstrækkeligt fremgår af erfaringen. Jeg mangler altså stadigvæk at få sagt, hvordan jeg forestiller mig den. Men at den ikke er noget, det har jeg overbevist mig om på følgende måde. 
25 Primo, quod nulla authoritate scripturae, doctorum, Canonum, ratione probabili potest docere, talem esse aliquam poenam, et uehementer absurdum est in Ecclesia aliquid docere, (W537) cuius nec in scriptura, nec doctoribus, neque Canonibus, neque saltem rationibus potest causa dari. (latlu10#29 For det første, fordi det ikke kan læres ved nogen autoritet fra skriften, de lærde, kanonnerne eller en sandsynlig begrundelse, at der er en sådan straf, og det er i højeste grad absurd at lære noget i kirken, for hvilket der ikke kan gives begrundelse hverken i skriften, fra de lærde, fra kanonnerne eller fra fornuftgrunde. 
26 Secundo, quod, si etiam esset talis poena aliqua, non tamen ad remissionem Papae pertineret, cum sit uoluntaria et ultra canones imposita, immo non imposita, sed sponte suscepta, quia est alia ab iis, quae imponuntur, ut supra dictum, in poena quinta.  For det andet, fordi, selv om der så også var en sådan straf, så ville den ikke henhøre under pavens eftergivelse, eftersom den er frivillig og pålagt udover kanonnerne, ja, slet ikke pålagt, men selvpåtaget, fordi den er forskellig fra dem, der pålægges, som ovenfor sagt, under den femte straf. 
27 Quod si diceres: Quomodo tunc satisfieret iustitiae diuinae, si quo modo Canonicae vel sacerdotales non essent satis? Respondeo: Abunde satis fit per tertiam et quartam, secundum mensuram, quam nouit deus. Neque enim legitur uspiam deus aliquam requisiuisse, nisi tertiam aliquando et quartam, ut in Dauid et filiis Israel in li. Iudicum et Regum. Sed fere semper contentus est corde contrito et poena tertii generis.  For hvis du ville sige: 'Hvordan kan da den guddommelige retfærdighed tilfredsstilles, hvis på den måde de kanoniske eller præsteligt pålagte straffe ikke er nok?', så vil jeg svare: Der tilfredsstilles til overflod gennem den tredie og den fjerde straf, ifølge en målestok, som Gud kender. Vi læser nemlig ikke noget sted, at Gud kræver noget andet end den tredie og fjerde straf, som med David og Israels sønner i dommerbogen og kongebøgerne. Men han er næsten altid tilfreds med et angerfuldt hjerte og den tredie slags straf. 
28 Et hinc ego miror quorundam negligentiam, qui, ut satisfactionem astruant, dicunt, Christum absoluisse adulteram illam in euangelio sine satisfactione, Mariam uero Magdalenam non sine satisfactione. Et ideo in Maria, non in adultera imitandum esse dominum, ut sine satisfactione nulli remittatur peccatum.  Og her undrer jeg mig over nogle teologers manglende påpasselighed. Når de vil tilføje fyldestgørelsen, siger de, at Kristus tilgav synderinden i evangeliet uden fyldestgørelse, men ikke tilgav Maria Magdalene uden fyldestgørelse; og at vi derfor bør efterligne Herren med hensyn til Maria, ikke med hensyn til synderinden, så vi ikke eftergiver nogen synden uden fyldestgørelse. 
29 Nam nec leprosos mundauit, nisi imposito, ut satisfacerent legi, et ostenderent se sacerdoti. Haec ergo est illa poena, quam iustitia diuina requirit ultra iam dictas? Sed respondeo: Ista adultera (meo iudicio) plus poenarum tulit, quam Maria Magdalena, et magis satisfecit, Nempe iam mortem patiebatur, non aliud uidens, nisi durissimum iudicium. ideo mire cruciabatur, et dolebat longe plus quam Maria, cui iudicium mortis non imminebat.  For han rensede ikke de spedalske før han havde pålagt dem at opfylde loven, så de viste sig for præsten. Skulle dette da være den straf, som den guddommelige retfærdighed kræver udover det allerede sagte? Men jeg svarer: Synderinden har efter min bedømmelse båret en større straf end Maria Magdalene og gjort mere fyldest, for hun har allerede lidt døden, idet hun ikke så andet end den hårdeste dom. Derfor blev hun martret hårdt og led meget mere end Maria, som ikke havde en dødsdom svævende over hovedet. 
30 Ideo de quarta specie et tertia fuit eius poena, quia flagellum mortis tulit in corde contrito. Maria uero Magdalena in tertia specie poenas luebat, neque potest doceri aliam fuisse eius poenam, ut patet. De leprosis uero dico, quod non ad satisfactionem ostendere se iussi sunt, sed ad testimonium. non enim erat lepra peccatum, sed significabat peccatum, ostensio autem peccati non est satisfactio, sed iudicium quaerit sacerdotis, ut haec nota sunt satis.  Derfor var hendes straf af den fjerde og tredie art, fordi hun bar dødens piskeslag i et angerfuldt hjerte. Men Maria Magdalene bødede med den tredie slags straf, man har aldrig kunnet belæres om, at hendes straf var en anden end det fremgår. Men om de spedalske vil jeg sige, at de ikke fik befaling til at vise sig for præsten for at der skulle være fyldestgørelse, men for at der skulle være vidnesbyrd. Spedalskhed er nemlig ikke synd, men den betegner synden, men en påvisning af synden er ikke en fyldestgørelse, men han kræver bedømmelse af præsten, for at dette kan blive tilstrækkelig kendt. 
31 Secundo probo conclusionem sic: Illae duae potestates ligandi et soluendi sunt aequales et super eandem materiam. Sed summus Pontifex nullam habet ligare et imponere poenam praeter Canonicam seu quintam, ergo nec ullam soluere et tollere.  For det andet beviser jeg tesen således: De to magter, magten til at binde og magten til at løse, svarer til hinanden og handler om det samme. Men paven har ikke magt til at binde eller pålægge straf udover den kanoniske eller femte straf, altså har han heller ikke nogen magt til at løse og ophæve andet end disse straffe. 
32 Aut dicendum, duas illas potestates esse inaequalis latitudinis. Quod si hoc dicitur, nemo tenetur credere, quia nullis scripturis canonibusque probatur, cum sit clarus textus, Vbi Christus ligare super terram et soluere super terram dedit, aequaliter utramque mensurando et extendendo. (latlu10#30 Man kan også sige, at disse to magter er af uens udstrækning. Men hvis man siger det, kan man ikke regne med, at nogen tror det, fordi det ikke bevises ud fra nogen skrift eller kanon, og der findes denne klare tekst, hvor Kristus giver [magt til] at binde på jorden og løse på jorden, begge dele efter lige stor målestok og udstrækning. 
33 Tertio, extra de pe. et re li. v. c.: (n33) Quod autem expresse dicit, remissiones eis non ualere, quae non fuerint ab eorum iudice factae, cum nullus ligari aut solui possit a non suo iudice. Sed certum est, quod homo non est sub iurisdictione Papae in i. ii. iii. iiii. vi. poenis, sed tantummodo in quinta, ut clare patet, et magis infra patebit. (W538)  For det tredie, ud fra 'Om boden og tilgivelsen' femte bog, kapitlet 'Quod autem' kan man udtrykkeligt sige, at eftergivelserne ikke gælder for dem, som ikke er pålagt af deres dommer, eftersom ingen kan bindes eller løses af andre end sin egen dommer. Men det er sikkert, at mennesket ikke står under pavens jurisdiktion i den første, anden, tredie, fjerde og sjette straf, men kun i den femte straf, som det klart fremgår, og nedenfor vil komme til at fremgå endnu mere klart.
34 Coroll. sequitur, 

Quod Satisfactio sacramentalis non dicitur, quia pro culpa satisfacit simpliciter (quia pro culpa satisfacit tertia et quarta poena), Sed quia pro culpa secundum statuta ecclesiae satisfacit. Maxime enim deo satisfit per nouam uitam etc. Sed per scripturas quoque probandum est, non requiri aliquam satisfactionem pro peccatis. 

Her følger en lille ekskurs. 

Den går ud på, at man ikke kalder fyldestgørelsen sakramental, fordi den slet og ret gør fyldest for brøden (fordi det er den tredie og fjerde straf, der gør fyldest for brøden), men fordi den gør fyldest for brøden ifølge kirkens statutter. Man gør nemlig især fyldest for Gud gennem et nyt liv, osv. Men det må også bevises gennem skriften, at der ikke kræves nogen fyldestgørelse for synden. 

35 Hic adest Joannes baptista, qui in hoc missus secundum propositum atque decretum dei, ut poenitentiam praedicaret, qui et dixit: poenitentiam agite, (Luk 3,8) Et iterum: agite itaque dignos fructus poenitentiae. quae uerba ipse exposuit, cum interrogantibus turbis, quid facerent, Respondit: Qui habet duas tunicas, det non habenti, et qui escas habet, similiter faciat. (Luk 3,11). (latlu10#33 Her kommer Johannes Døber ind i billedet. Han blev ifølge Guds hensigt og befaling sendt med det formål, at han skulle prædike bod, hvilket han også gjorde: 'Gør bod'. Og igen: 'Bær derfor frugter, der er omvendelsen værdig'. Og disse ord udlægger han selv, da han svarer mængden, der spørger han, hvad de skal gøre: 'Den, der har to kapper, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså'. 
36 Nonne uides, quod pro poenitentia non nisi obseruantiam praeceptorum dei imposuit, atque ideo poenitentiam non nisi conuersionem et mutationem nouae uitae intelligi uoluit? Sed clarius: ecce uenerunt publicani, et dixerunt: Magister, quid faciemus?  Mon ikke du ser, at som bod pålægger han ikke andet end at holde Guds bud, og at derfor boden vil han ikke, man skal forstå anderledes end som omvendelse og forandring til et nyt liv? Men klarere: Der kom nogle toldere og sagde: 'Mester, hvad skal vi gøre?' 
37 At ille dixit: Nihil amplius, quam, quod constitutum est uobis, faciatis. (Luk 3,12) Nunquid hic dixit: oportet uos satisfacere pro praeteritis peccatis? Item militibus dixit: Neminem concuciatis, nemini calumniam faciatis, et contenti estote stipendiis uestris. (Luk 3,14) Nunquid hic aliud quam praecepta dei communia imposuit?  Men han svarede: 'Opkræv ikke mere end der er foreskrevet jer'. Mon han her sagde: 'I bør gøre fyldest for de synder, I forud har begået'? Ligeledes sagde han til soldaterne: 'I skal ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jeg nøje med jeres sold'. Mon han her pålagde dem andet end Guds almindelige bud? 
38 Quod si hic poenitentiae doctor a deo in hoc ipsum institutus non docuit nos satisfactionem, nimirum fefellit nos, nec satis docuit poenitentiae officium.  For hvis her bodens læremester, som er indsat af Gud til det selvsamme, ikke har lært os fyldestgørelse, har han uden tvivl bedraget os, og har ikke lært bodens embede tilstrækkeligt. 
39 Secundus Ezechiel xviii: Si conuersus fuerit impius ab impietate sua, et foecerit iudicium et iustitiam, uita uiuet, et non morietur. ecce nil nisi iudicium et iustitiam imponit, quae tota uita facienda sunt, iuxta illud: Beati qui faciunt iudicium et iustitiam in omni tempore. Etiam hic ergo nos fefellit?  Det andet sted er Ez 18,21: 'Hvis den ufromme omvender sig fra al sin ufromhed og øver ret og retfærdighed, skal han leve og ikke dø'. Se, her pålægges kun ret og retfærdighed, og det skal man øve hele livet igennem, ifølge dette fra Sl 106,3: 'Salig er den, der øver ret og retfærdighed til hver en tid'. Har han da også her bedraget os? 
40 Tertius Micheas vi: Indicabo tibi, o homo, quid sit bonum, et quid dominus requirat a te, utique facere iudicium et diligere misericordiam, et ambulare solicitum cum deo tuo. Vides, quid requirat ab homine deus pro satisfactione. denique praemittens irridet eos, qui per opera satisfacere uolunt, dicens: Quid dignum offeram domino? Det tredie sted er Mika 6,8: 'Jeg har påvist for dig, menneske, hvad der er godt, og hvad Herren kræver af dig, nemlig at du øver ret og elsker barmhjertighed, og vandrer årvågent med din Gud'. Du ser, hvad Gud kræver af mennesket til fyldestgørelse. Endelig bruger han det foregående til at gøre grin med dem, som vil gøre fyldest med gerninger, idet han siger: 'Hvad kan jeg ofre, der er Herren værdigt?
41 Nunquid ei offeram holocaustomata et uitulos anniculos? nunquid placari potest in millibus arietum? aut in multis milibus hirconum? Nunquid dabo promigenitum meum pro scelere meo, fructum uentris mei pro peccato animae meae? quod dicitur: non, quia deus pro peccato nulla talia requirit, sed iudicium et misericordiam et timorem, ut dictum est, id est, nouam uitam.  Skal jeg ofre ham brændofre og årgamle kalve? Mon han har behag i tusinde væddere? eller i oliestrømme i tusindtal? Mon jeg skal give min førstefødte for min overtrædelse, mit livs frugt for min sjæls synd?' Hvilket betyder: 'Nej, Gud forlanger ikke den slags som bod for synden, men ret og barmhjertighed og frygt, som det er sagt, dvs et nyt liv. 
42 CONCLVSIO VI. 

Papa non potest remittere ullam culpam, nisi declarando et approbando remissam a deo, aut certe remittendo casus reseruatos sibi, quibus contemptis culpa prorsus remaneret. 

Tese 6. 

Paven kan ikke tilgive nogen skyld, han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud. 

43 Prima pars est tam manifesta, ut etiam confessi sint quidam esse impropriam orationem, quando Papa dat remissionem culpae, Alii uero, se (W539) non intelligere. Omnes enim confitentur a solo deo remitti culpam, secundum illud Esa. xliii: Ego sum, ego sum ipse, qui deleo iniquitates tuas propter me, et peccatorum tuorum non recordabor, et Ioan. i: Ecce agnus dei, ecce qui tollit peccata mundi,  Den første del er tilstrækkelig klar, eftersom det også bekendes af nogen, at det er en uegentlig bøn, når paven giver eftergivelse af brøden, men andre hævder, at de ikke forstår det. For alle bekender, at brøden alene tilgives af Gud, ifølge Es 43,25: 'Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser for min skyld, og din synder kommer jeg ikke ihu'. Og Joh 1,29: 'Se Guds lam, som bærer verdens synd'. 
44 Et psalmo cxxix: Si iniquitates obseruaueris, domine, domine, quis sustinebit? Quia apud te propitiatio est, Et infra: Apud dominum misericordia, et copiosa apud eum redemptio, Et ipse redimet Israel ex omnibus iniquitatibus eius, Et psalmo l: Cor mundum crea in me, deus etc. Multa alia in scripturis. Et Beatus Augustinus contra Donatistas tam frequentibus operibus nihil aliud agit, quam quod a solo deo remittuntur peccata.  Og Sl 130,3: 'Hvis du ville se på vore synder, Herre, Herre, hvem kunne så bestå? Men hos dig er der tilgivelse'. Og lidt senere: 'Hos Herren er der barmhjertighed, hos ham er der altid forløsning, og han vil selv forløse Israel fra alle dets overtrædelser. Og Sl 51,12: 'Skab i mig et rent hjerte, Gud osv'. Der er mange andre skriftsteder. Og den salige Augustin behandler overfor donatisterne hele tiden vore gerninger som synder, der alene kan tilgives af Gud. 
45 Secunda pars similiter satis patet: Quia, qui contemneret casus reseruatos, certe non remitteretur ei ulla culpa. Qui uos spernit, inquit, me spernit, immo nullus uenit remissa culpa a deo, nisi simul secum portet reuerentiam clauium.  Den anden del er på lignende måde tilstrækkelig belyst: For den, der foragter de reserverede tilfælde, får med sikkerhed ikke tilgivet nogen brøde. Jesus siger: 'Den, der foragter jer, foragter mig', ja ingen kommer med en tilgiven brøde fra Gud, medmindre han samtidig bærer med sig nøglernes ærværdighed. 
46 Hanc conclusionem quia omnes ueram concedunt, non est necesse, ut mea assertione firmetur. Hic tamen signabo, quae me mouent, et iterum confitebor ignorantiam meam, Si quis dignetur me erudire et hanc rem planius elucidare.  Og fordi alle indrømmer, at denne tese er sandt, er det ikke nødvendigt, at den styrkes ved min påstand. Men her vil jeg fortælle, hvad jeg er optaget af, og igen bekende min uvidenhed, hvis nogen vil vise mig den ære at belære mig og belyse denne sag noget bedre. 
47 Primo circa primam partem uidetur esse ista oratio uel sententia impropria et euangelico textui incongrua, quando dicitur summum Pontificem soluere (id est, declarare solutam) culpam seu approbare. Textus enim non dicit: Quodcunque ego soluero in coelis, tu solues super terram, Sed contra: Quodcunque tu solueris super terram, ego soluam, seu solutum erit in coelis. (Matt 16,19) ubi magis intelligitur deum approbare solutionem sacerdotis, quam e contra.  For det første, angående den første del, så synes der at være en uegentlig og mod den evangeliske tekst stridende opfattelse eller mening, når det siges, at paven løser brøden (dvs erklærer, at den er løst) eller godkender, at den er løst. Teksten siger nemlig ikke: 'Hvadsomhelst jeg løser i himlen, skal du løse på jorden', men det modsatte: 'Hvadsomhelst du løser på jorden, vil jeg løse, eller skal være løst i himlen'. Det må altså snarere forstås sådan, at Gud godkender præstens løsen op, end det modsatte. 
48 Secundo circa secundam partem Certum est, quod, quos casus soluit Papa, eosdem soluit et deus, nec potest quis deo reconciliari, nisi reconcilietur prius ecclesiae, saltem uoto. Nec offensa dei tollitur, manente offensa ecclesiae. (k48) Sed quaeritur, utrum reconciliatus ecclesiae mox sit etiam reconciliatus deo.  For det andet om den anden del: Det er sikkert, at de tilfælde, paven løser, dem løser også Gud, heller ikke kan nogen forsones med Gud, medmindre han først forsones med kirken, i det mindste får løfte om det. Og en krænkelse af Gud kan ikke ophæves, hvis en krænkelse af kirken består. Men der spørges om, hvorvidt én, der allerede er forsonet med kirken, også er forsonet med Gud. 
49 Textus certe habet, quod omnia soluta in ecclesia sint et in coelo soluta, sed non uidetur hinc sequi, quod ideo omnia sint simpliciter soluta in coelo, Sed ea dumtaxat, quaecunque in ecclesia sunt soluta. Nec sunt parui ponderis hae duae quaestiones meo iudicio, de quibus forte in conclusione sequenti meum iudicium latius aperiam.  Teksten siger med sikkerhed, at alt det, der er løst i kirken, også skal være løst i himlen, men heraf synes ikke at følge, at af den grund simpelthen alt er løst i himlen, men kun det, som er løst i kirken. Disse to spørgsmål er af en ikke ringe vægt, efter min mening, om hvilke jeg måske i den følgende tese vil give min mening yderligere til kende. 
50 CONSLVSIO VII. 

Nulli prorsus remittit deus culpam, quin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo vicario.

Tese 7. 

Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden at han samtidig underlægger ham under præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting. 

51 Hanc assero, nec eget disputione aut probatione, tanto omnium consensu approbata. Sed in eius intelligenti adhuc laboro. Et ut meum sensum stultus primo dicam: quia ista cum sua praecedente conclusione id asserunt, quod deus non remittat culpam, nisi sit prior remissio sacerdotis (saltem in uoto), sicut clare textus sonat: Quodcunque ligaueris etc., Et illud Math. vi: (W540) Vade prius reconciliari fratri tuo, et tunc ueniens offeres munus tuum, Et illud: Reddite Caesari, quae sunt caesaris, et quae sunt dei, deo, Et oratio dominica: Dimitte nobis debita nostra, sicut et nos dimittimus debitoribus nostris,  Denne tese stadfæster jeg, men den behøver ikke disputation eller bevis, i den grad er den godkendt efter alles mening. Men jeg vil udarbejde forståelsen af den lidt. Og først vil jeg dumme menneske sige som min mening: Fordi denne og den foregående tese fastslår, at Gud ikke tilgiver brøden, medmindre præsten har givet sin tilgivelse (i det mindste i løftets form), sådan som den klare tekst lyder: 'Hvadsomhelst I binder osv. Og dette Matt 5,24: 'Gå først hen og forlig dig med dn bror og kom så og give din gave'. Og dette: 'Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er' (Matt 22,21). Og Fadervor: 'Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere'.
52 In quibus omnibus omnino prior remissio in terra significatur, quam ea, quae est in coelis, -- Merito quaeritur, quomodo ante gratiam infusam (id est, ante remissionem dei) haec fieri possint, Cum sine gratia dei primo remittente culpam nec uotum remissionis quaerendae habere possit homo. (latlu8#27 I alt dette betegnes i det hele taget først forladelsen på jorden, førend den i himlen finder sted, -- og fordi det er sådan, kan man med rette spørge, hvordan dette kan ske førend nådens indgydelse (dvs førend Guds tilgivelse), eftersom mennesket ikke kan have det adspurgte, uden at Guds nåde først har tilgivet brøden eller uden først at have et løfte derom. 
53 Hic ita dico et sapio: Quando deus incipit hominem iustificare, prius eum damnat, et quem uult aedificare, destruit, Quem uult sanare, percutit, quem uiuificare, occidit. Sicut i. Reg. ii. et Deutero. xxxii. dicit: Ego occidam et uiuificabo etc. Hoc autem facit, quando hominem conterit, et in sui suorumque peccatorum cognitionem humiliat ac tremefacit, ut dicat miser peccator: non est pax ossibus meis a facie peccatorum meorum, Non est sanitas in carne mea a facie irae tuae. (Sl 38,4).  Her siger og tænker jeg sådan: Når Gud begynder at retfærdiggøre et menneske, fordømmer han det først, og den, han vil opbygge, nedbryder han først, den, han vil helbrede, hugger han i stykker, den, han vil levendegøre, dræber han. Sådan siger han 1. Sam 2,6f og 5. Mos 32,39: 'Jeg slår ihjel og gør levende osv'. Men dette gør han, når han ødelægger mennesket, og ydmyger det i erkendelsen af sig selv og sine synder og får det til at skælve, så den elendige synder siger: 'Mine ben har ikke fred, stillet overfor mine synder, der er ikke sundhed i mit kød, stillet overfor din vrede'. 
54 Sic enim montes fluunt a facie Domini, (Sl 97,5) Sic mittit sagittas suas, et conturbat eos: ab increpatione tua, domine, et ab inspiratione spiritus irae tuae (Sl 18,15f). Sic convertuntur peccatores in infernum, et implentur facies eorum ignominia. Quam conturbationem et quassationem saepius expertus Dauid multis eam in diuersis psalmis confitetur gemitibus. In ista autem conturbatione incipit salus, Quia initium sapientiae timor domini.  Sådan smelter nemlig bjerge for Herrens åsyn, sådan udsender han sine pile og adspreder dem, ved dit råb, Herre, og ved din ånds fnysende vrede. Sådan omvendes syndere til helvede, og deres ansigter fyldes med skam. Denne omvæltning og rysten udtrykker David ofte og bekender den med sukke i mange forskellige salmer. Men i denne omvæltning begynder frelsen, for begyndelsen til visdom er frygt for Herren (Sl 111,10). 
55 Hic dominus (ut ait Nahum i.) mundans neminem facit innocentem, et in tempestate et turbine uiae eius, et nebulae puluis pedum eius. hic allucent fulgura eius, uidet et mouetur terra. (Sl 97,4). hic sagittae eius transeunt et infiguntur, et vox tonitrui eius voluitur, id est, rotatur, uident aquae et timent. (Sl 77,17).  Her renser Herren, som det siges Nah 1,3f, og lader ingen ustraffet, og gennem storm og uvejr går hans vej, og skyerne er støvet under hans fødder. Her oplyser hans lyn, jorden ser det og skælver. Her trænger hans pile frem og borer sig ind, og hans tordens stemme ruller, det vil sige, vender rundt, vandene ser det og frygter. 
56 Hic denique operatur opus alienum deus, ut operetur opus suum. haec est uera contritio cordis, et humiliatio spiritus gratissimum deo sacrificium. Hic est mactata uictima in membra conscissa, et pelle detracta in holocaustum incensa.  Her, endelig, virker Gud sin fremmede gerning, ligesom han virker sin egen. Dette er den sande hjertets anger og den åndens ydmyghed, der er det kæreste offer for Gud. Her er det slagne offerdyr med lemmerne sønderrevet, og med skindet flået af til et antændt heloffer. 
57 Et hic infunditur (ut uocant) gratia, sicut ait Isa. xli: persequetur eos, transibit in pace, et lxvi: Super quem requiescet spiritus meus, nisi super quietum et humilem, trementem sermones meos? Et Ezechias Isa xxxviii: Domine, si sic uiuitur, et talibus uita spiritus mei, corripies me, et uiuificabis me.  Og her indgydes, som man siger, nåden, sådan som Es 41,3 siger: 'Han forfølger dem, han går frem i fred', og Es 66,2: 'Over hvem skal min ånd hvile, om ikke over den rolige og ydmyge, der frygter mine ord?' Og Ezekias siger Es 38,16: 'Herre, hvis man skal leve ved dette, og hvis min ånd skal få liv ved disse ting, så gør mig rask, levendegør mig'. 
58 Verum tunc adeo ignorat homo sui iustificationem, ut sese proximum putet damnationi. Nec infusionem gratiae, sed effusionem irae dei super se hanc putet esse. Beatus tamen, si suffert hanc tentationem, quoniam, cum se consumptum putauerit, orietur sicut lucifer. (2 Pet 1,19).  Men da er mennesket i den grad uvidende om sin retfærdiggørelse, at han mener sig nærmere fordømmelsen. Han mener, at det ikke er indgydelsen af nåden, men udgydelsen af Guds vrede, der er over ham. Salig er han dog, hvis han udholder denne fristelse, for når han mener sig opslugt, da opgår han som morgenstjernen. 
59 Stante autem hac misera suae conscientiae confusione non habet pacem, neque consolationem, nisi ad potestatem ecclesiae confugiat, suisque peccatis et miseriis per confessionem detectis postulet solatium et remedium. neque enim suo consilio uel auxilio sese poterit pacare, immo absorberetur tandem tristitia in desperationem.  Men det står fast, at ved denne elendige samvittighedsforvirring har han ikke fred eller trøst, han kan kun tage sin tilflugt til kirkens magt, og regne med, at han har en trøst og et hjælpemiddel ved at bekende sine synder og elendigheder. Men heller ikke dens råd eller hjælp vil kunne give ham fred, ja, han opsluges af bedrøvelse indtil fortvivlelse. 
60 Hic sacerdos talem uidens humilitatem et compunctionem de fiducia potestatis sibi ad faciendam misericordiam traditae plenissime praesumat et soluat, solutumque pronunciet, ac sic pacem ei conscientiae donet.  Her skal den præst, der ser en sådan ydmyghed og elendighed være fast forvisset om den magt, der er givet ham til at vise barmhjertighed, og løse ham, og erklære ham for løst, og således give fred i samvittigheden til ham.
61 Absoluendus uero omni studio caueat, ne dubitet sibi remissa esse apud deum peccata sua, sitque quietus in corde. (W541) nam etsi prae suae conscientiae confusione sit incertus (sicut regulariter oportet fieri, si compunctio uera est), tamen stare tenetur alterius iudicio, non propter ipsum praelatum aut potetatem eius ullo modo, sed propter uerbum Christi, qui mentiri non potest, dicendo: Quodcunque solueris super terram. fides enim huius verbi faciet pacem conscientiae, dum iuxta illud sacerdos soluerit.  Men den, der skal have sine synder forladt, må gøre sig al umage for, at han ikke tvivler på, at hans synder er forladte hos Gud, så han kan blive beroliget i sit hjerte. For selv om han ud fra sin samvittigheds forvirring godt kan være usikker (sådan som det normalt bør ske, hvis hans samvittigheds stikken er sand), så må han dog regne med, at det står fast ved en andens dom, ikke på nogen måde på grund af prælaten selv eller hans magt, men på grund af Kristi ord, som ikke kan lyve, og som siger: 'Hvadsomhelst du løser på jorden'. For troen på dette ord, giver fred i samvittigheden, når præsten giver syndsforladelse ifølge det. 
62 Qui uero pacem alia uia quaerit, utputa experientia intus, hic certe deum uidetur tentare, et pacem in re, non in fide uelle habere. Tantum enim habebis pacis, quantum credideris uerbo promittentis: Quodcunque solueris etc.  Men den, der søger fred ad en anden vej, fx ved en indre erfaring, han ses her tydeligt at friste Gud og vil have fred i sagen, ikke i troen. Du vil nemlig få fred i lige så høj grad, som du stoler på den forjættendes ord: 'Hvadsomhelst du løser' osv. 
63 Pax enim nostra Christus est, sed in fide. quod si quis huic uerbo non credit, etiamsi plus millies absoluatur a Papa ipso, et toti mundo confiteatur, nunquam erit quietus.  Kristus er nemlig vor fred, men han er det i troen. Så hvis nogen ikke tror dette ord, om han så tusind gange fik tilgivelse af paven selv og bekendte sine synder for hele verden, han ville aldrig få fred. 
64 Haec igitur est illa dulcissima potestas, de qua summas gratias ex imo cordis agere debemus deo, qui talem dedit potestatem hominibus, quae est unica consolatio peccatorum et infoelicium conscientiarum, si modo Christum uera promississe credant.  Dette er da den sødeste magt, for hvilken vi af vort inderste hjerte må takke Gud, fordi han har givet mennesker en sådan magt, som er en enestående trøst for syndere og for de ulykkelige samvittigheder, hvis de blot tror, at Kristus har forjættet sandt. 
65 Ex istis nunc patet, quod supra quaerebatur, scilicet, quod, licet remissio culpae fiat per infusionem gratiae ante remissionem sacerdotis, Talis tamen est infusio gratiae, et ita sub forma irae abscondita (siquidem uestigia eius non cognoscuntur, ps. lxxvi, Et semita in pedibus eius non apparet, Esa. xli) ut homo incertior sit de gratia, cum fuerit ipsa praesens, quam cum est absens.  Af dette fremgår nu det, der blev spurgt om ovenfor, nemlig, at selv om brødens tilgivelse måtte ske gennem en indgydelse af nåde, der fandt sted før præstens tilgivelse, så er dog denne nådens indgydelse af en sådan art, og den er i den grad skjult under vredens form (forsåvidt hans spor er uerkendelige (Sl 77,20), og en hemmelig sti viser hans fødder sig på (Es 41,3)), at mennesket er mere usikker om nåden, når den virkelig er nærværende, end når den er fraværende. 
66 ideo ordine generali non est nobis certa remissio culpae, nisi per iudicium sacerdotis, nec per ipsum quidem, nisi credas Christo promittenti: Quodcunque solueris etc.  Derfor er det i almindelighed ikke givet os at være sikre på vor brødes forladelse, medmindre det sker gennem præstens dom, ja ikke engang gennem den, men kun, hvis man tror på den Kristus, der kommer med forjættelsen: Hvadsomhelst du løser osv. 
67 Donec autem nobis incerta est, nec remissio quidem est, dum nondum nobis remissio est, immo periret homo peius, nisi fieret certa, quia non crederet sibi remissionem factam.  Men sålænge den er os usikker, så er der heller ikke engang tilgivelse, idet vi ikke har tilgivelse, ja mennesket bliver værre og går til grunde, hvis ikke det bliver sikkert, fordi det ikke tror på den tilgivelse, der er ydet det. 
68 Sic Christus de Maria Magdalena ad Simonem leprosum dixit: Remittuntur ei peccata, quo utique significauit gratiam ei iam infusam.  Således sagde Kristus om Maria Magdalene til Simon den spedalske: 'Hendes synder er hende forladt', hvorved han endelig betegnede, at nåden allerede var indgydt i hende. 
69 Sed hanc infusionem ipsa non cognouit, nondum erat pax ossibus suis a facie peccatorum suorum, donec ad eam conuersus diceret: remittuntur tibi peccata tua, Fides tua te saluam foecit (scilicet, qua credidit remittenti). Ideo sequitur: uade in pace.  Men denne indgydelse kendte hun ikke, hun havde endnu ikke fred for hendes ben, stillet overfor hendes synder, før han vendte sig mod hende og sagde: 'Dine synder er dig forladt, din tro har frelst dig' (nemlig den tro, hvormed hun troede på ham, der havde forladt hende). Derfor siger han efterfølgende: 'Gå bort med fred!' 
70 Et adulterae illi iam remissa erant peccata, antequam Christus se erigeret. (Joh 8,10) At non illa hoc cognouit, cum tot starent circum eam accusatores, donec audiret uocem sponsi dicentis: Nemo te condemnauit, Mulier? nec ego te condemnabo.  Og ægteskabsbrydersken havde allerede fået sine synder forladt, førend Kristus rettede sig op. Men det erkendte hun ikke, mens der stod så mange anklagere rundt om hende, men ikke før hun hørte brudgommens røst sige: 'Var der ingen, der fordømte dig, kvinde? Jeg fordømmer dig heller ikke'. 
71 Et Dauid certe, cum peccasset et a Propheta Natan fuisset reprehensus ex mandato dei, mortuus fuisset subito, quando operante in eo gratia iustificationis exclamauit: Peccaui (Haec est enim uox iustorum, se ipsos primo accusantium), nisi statim velut absoluens Natan dixisset: dominus quoque transtulit peccatum tuum, Non morieris. Quare enim addidit: non morieris, nisi quia uidebat eum terrore peccati sui conquassari et deficere?  Og David ville givetvis, da han havde syndet og blev bebrejdet af profeten Natan ud fra Guds bud, med ét være død, da han ved retfærdiggørelsens nåde, som virkede i ham, råbte: 'Jeg har syndet', (dette er nemlig de retfærdiges røst, først at anklage sig selv), hvis ikke straks Natan, der afløste ham, havde sagt: 'Så har Herren også tilgivet din synd, du skal ikke dø'. Hvorfor skulle han nemlig tilføje: 'Du skal ikke dø', hvis ikke det var fordi han så, at han var ødelagt og sønderslået af frygt for synden? 
72 Ezechias quoque audito, quod moreretur, fuisset mortuus, nisi rursus ab Isaia consolationem accepisset, (Es 38,4) et signum intrandi templum, cui credens simul et (W542) pacem peccatorumque remissionem obtinuit, sicut ait: Proiecisti post tergum tuum omnia peccata mea. (Es 38,17) Også Hizkija, da han hørte, at han skulle dø, ville han være død, hvis ikke han atter af Esajas havde modtaget trøst og et tegn på, at han atter skulle indtræde i templet. Nu opnåede han på én gang fred og syndernes forladelse, således som han sagde: 'Du har kastet alle mine synder bag din ryg'. 
73 Et omnino in ueteri testamento, quomodo fiducia eorum de misericordia dei ac remissione peccatorum potuisset consistere, nisi deus nunc apparitionibus, nunc inspirationibus, nunc oblationum incensionibus, nunc nebulae ostensionibus, et aliis signis ostendisset, sese gratum habere, quicquid operarentur? quod nunc uult fieri uerbo et iudicio sacerdotum.  Og i det hele taget i det gamle testamente, hvordan skulle deres tro på Guds barmhjertighed og syndernes forladelse have kunnet bestå, hvis ikke Gud havde vist, så ved åbenbaringer, så ved inspirationer, så ved antændelse af ofre, så ved at vise sig i skyen og ved andre tegn, at det var ham velbehageligt, hvad de gjorde? Det, som nu sker ved præsternes ord og dom.
74 Igitur remissio dei gratiam operatur, sed remissio sacerdotis pacem, quae et ipsa est gratia et donum dei, quia fides remissionis et gratiae praesentis. Et hanc meo sensu dicerem esse eam, quam nostri doctores dicunt per sacramenta ecclesiae efficaciter conferri, Non autem ipsam primam iustificantem, quam ante sacramentum oportet adesse in adultis, Sed, ut Rom i. dicitur: Fides in fidem, oportet enim accedentem credere.  Derfor virker Guds tilgivelse nåde, men præstens tilgivelse fred, som også i sig selv er Guds nåde og gave, fordi troen på tilgivelsen og nåden bliver nærværende. Og den tro, det vil jeg hævde som min opfattelse, er den, som vore lærde siger bliver udvirket af kirkens sakramenter, men ikke den første retfærdiggørende tro, som bør være i den voksne før sakramentet, men, som Rom 1,17 (Hebr 11,6) siger:Af tro til tro, den, der kommer til ham, må tro. 
75 At baptisatum oportet etiam credere, se recte credidisse et accessisse, aut pacem nunquam habebit, quae non nisi ex fide habetur. Non ergo prius soluit Petrus quam Christus, sed declarat et ostendit solutionem. Cui qui crediderit cum fiducia, uere obtinuit pacem et remissionem apud deum (id est, certus sit, se esse absolutum) non rei, sed fidei certitudine, propter infallibilem misericorditer promittentis sermonem: Quodcunque solueris etc. Sic. Ro. v: Iustificati gratis per gratiam ipsius pacem habemus ad deum per fidem, non utique per rem etc. (n75) Men den døbte bør også tro, at han har troet ret og har modtaget ret, ellers vil han aldrig få fred, hvilket han kun kan få ved troen. For Peter afløste ikke førend Kristus gjorde det, men han erklærede og påviste afløsningen. Den, der tror med tillid, han opnår virkelig fred og tilgivelse hos Gud (det vil sige, han bliver sikker på, at han er tilgivet) ikke ved sagens, men ved troens sikkerhed, på grund af det ufejlbare barmhjertigheds ord hos den, der afgiver løftet: Hvadsomhelst du løser osv. Således Rom 5,1: 'Da vi nu er retfærdiggjorte gratis af hans nåde, har vi fred med Gud ved troen, altså ikke ved sagen osv. 
76 Quae si recte et uere sapio, non est falsum neque improprium (ut illi uolunt) dicere, quod Papa remittat culpam; immo remissio culpae est incomparabiliter melior, quam remissio quarumcunque poenarum. Licet hanc ita solam praedicent, ut remissionem culpae foecerint nullam esse in ecclesia, Cum contra potius sit. ubi enim homo per remissionem culpae (quam sibiipsi dare nequit, cum nemo sibiipsi credere debeat, nisi qui malit ex una turbatione duas facere) per fidem absolutionis acceptam pacatus fuerit, Omnis poena ei nulla poena est. Conscientiae enim confusio facit molestam poenam, Iucunditas uero conscientiae optabilem facit poenam.  Hvis jeg har tænkt rigtigt og sandt om disse ting, er det ikke forkert eller uegentligt (som de vil hævde) at sige, at paven tilgiver brøden; blot er tilgivelsen af brøden usammenligneligt meget bedre end tilgivelsen af en hvilkensomhelst bodsstraf. Selv om det må indrømmes, at de prædiker denne alene, således at de bevirker, at der slet ikke er nogen tilgivelse af brøden i kirken, skønt det snarere skulle være omvendt. Når nemlig mennesket gennem tilgivelsen af brøden (som ingen kan give sig selv, eftersom ingen bør tro på sig selv, bortset fra den, der gerne vil lave to forvirringer ud af én) og ved at have modtaget troen på afløsningen har fået fred, så er enhver bodsstraf for ham ingen straf. For samvittighedens forvirring gør bodsstraffen besværlig, men samvittighedens glæde gør bodsstraffen ønskelig. 
77 Et hanc intelligentiam in populo de potestate clauium uidemus abundare, qui simplici fide quaerunt et accipiunt absolutionem. Doctiores uero quidam suis nituntur sese contritionibus et operibus atque confessionibus facere quietos, et nihil aliud agunt, quam quod de inquietudine in inquietudinem eunt, quia in se et sua confidunt, cum, si sentirent conscientiae malum, deberent Christo credere dicenti: Quodcunque solueris etc.  Og den forståelse af nøglemagten ser vi til overflod i folket, som med en enfoldig tro søger og får afløsningen. Men de mere lærde stræber efter at berolige sig med deres anger og gerninger og bekendelser, og opnår ikke andet, end at de vandrer fra uro til uro, fordi de stoler på sig selv og deres eget, skønt de, hvis de mærkede noget ondt i samvittigheden, burde stole på den Kristus, der siger: 'Hvadsomhelst du løser osv'. 
78 Ad hoc autem conscientiae malum Theologi recentiores nimis foeliciter cooperantur, dum sacramentum poenitentiae sic tractant et docent, ut populus discat per suas contritiones et satisfactiones confidere se peccata sua posse delere. quae uanissima praesumptio nihil aliud potest efficere, quam ut cum haemorrhoissa Euangelica ac consumpta in medicos tota substantia peios et peius habeant. (Mark 5,26).  Men de nyere teologer har arbejdet altfor heldigt sammen om dette samvittighedens onde, idet de har behandlet og lært om bodens sakramente således, at folket har lært at stole på, at de kunne udslette deres synd med deres anger og fyldestgørelser. Denne tomme antagelser kan intet andet udrette end kvinden i evangeliet, der led af blødninger og have brugt alt, hvad hun ejede på læger, men blot fik det værre og værre. 
79 Fides primo in Christum, gratuitum remissionis largitorem, docenda erat, et desperatio propriae contritionis et satisfactionis persuadenda, ut sic fiducia et gaudio cordis, (W543) de misericordia Christi firmati, tandem hilariter odirent peccatum, et contemnerent, et satisfacerent.  De skulle have lært, først troen på Kristus, den nåderige uddeler af tilgivelsen, så skulle de have overtalt til fortvivlelse over egen anger og fyldestgørelse, så at på den måde hjertets tillid og glæde over Kristi barmhjertighed kunne styrkes, og de således endelig muntert kunne hade synden og foragte den og gøre fyldest. 
80 Nec Iuristae eiusdem carnificinae segnes sunt authores, qui, dum nimio studio extollunt potestatem Papae, plus foecerunt aestimari et mirari potestatem Papae, quam uerbum Christi honorari fide, cum docendi sint homines, ut non in potestatem Papae, sed in uerbum Christi Papae promittentis confidere discant, Si modo uelint esse pacati in conscientiis suis. Non enim, quia Papa dat, aliquid habes, sed si credideris te accipere, habes, tantum habes, quantum credis, propter promissionem Christi.  Ejheller er jurister træge forfattere af den slags bøddelembede, som, når de med altfor megen iver fremhæver pavens magt, gør mere for at ære og undre sig over pavens magt, end for at ære Kristi ord i tro, skønt menneskene dog skulle belæres om, at de skal lære at stole, ikke på pavens magt, men på Kristi ord, som han har forjættet paven, hvis de på nogen måde vil have fred i deres samvittigheder. Du har nemlig ikke noget, fordi paven giver det, men hvis du tror, at du modtager det, har du det, og du har kun så meget, som du tror, på grund af Kristi forjættelse. 
81 Nisi autem potestas Clauium sic ualeret ad pacem cordis et remissionem culpae, tum uere (ut aiunt quidam) uilificarentur indulgentiae. Quid enim magni confertur, si remissio poenarum confertur, cum christianorum sit, etiam mortem contemnere?  Men hvis ikke nøglemagten på den måde duer til at skabe fred i hjertet og til at give forladelse af brøden, så er virkelig, som de siger, afladen utrolig billig. Hvad større kan nemlig henvises til, hvis der henvises til eftergivelse af bodsstraffene, eftersom det hører de kristne til også at foragte døden?
82 Item cur dixit Christus: Quorum remiseritis peccata, remittuntur eis, (Joh 20,29) nisi quod non sunt remissa ulli, nisi remittente sacerdote credat sibi remitti? Ideo in uerbo: Quorum remiseritis peccata, confertur potestas, sed in uerbo: remittuntur eis, prouocatur peccator ad fidem remissionis, Sicut et in uerbo: Quodcunque solueris, potestas datur, In uerbo: soluta erunt, fides nostra excitatur. poterat enim dicere: Quorum remiseritis poenas uel uindictas, si uoluisset id intelligere, Sed sciuit, quod conscientia iam iustificata per gratiam sua trepiditate euomeret gratiam, nisi succurreretur ei per fidem de gratiae praesentia ministerio sacerdotis, immo peccatum maneret, nisi remissum crederet.  Ligeledes, hvorfor sagde Kristus: Hvem I tilgiver synder, dem er de tilgivet, hvis ikke det var fordi de ikke ville være tilgivet den, som ikke tror, at han er tilgivet af den tilgivende præst? Derfor i ordet: 'Hvem I tilgiver synder', henvises der til magten, men i ordet: 'dem er de tilgivet', tilskyndes synderen til tro på tilgivelsen. Ligeledes er det også i ordet: 'Hvadsomhelst du løser', at magten gives, men i ordet: 'skal være løst' fremægges vores tro. Han kunne nemlig have sagt: 'Hvem I tilgiver bodsstraffe eller gengældelse, hvis han havde villet, at det skulle forstås således. Men han vidste, at samvittigheden, der allerede er retfærdiggjort ved nåden ud af frygt ville forkaste nåden, hvis ikke der blev givet den hjælp gennem troen på nåden ved præsteembedets nærværelse, ja, synden ville forblive, hvis ikke han troede på, at den var tilgivet. 
83 Non etiam sufficit remissio peccati et gratiae donatio, Sed oportet etiam credere esse remissum, et hoc est testimonium, quod reddit spiritus dei spiritui nostro, quod sumus filii dei, (Rom 8,16) quia esse filium dei est tam absconditum (cum appareat sibi esse hostis dei), ut, nisi credatur ita esse, non possit esse. Sic enim mirificat dominus sanctos suos, quod nemo sustineret manum iustificantis et medentis, nisi credat eum iustificare et mederi. Sicut medicus corporis incidens infirmum non creditur id studio medendi facere ab infirmo, nisi boni amici persuadeant ei.  Det er heller ikke sådan, at syndens forladelse og nådens givelse er nok, nej, man bør også tro på, at den er forladt, og det er det vidnesbyrd, som Guds ånd giver vor ånd, at vi er Guds børn, fordi det at være et Guds barn er så skjult (eftersom man forekommer sig selv at være Guds fjende), at hvis man ikke tror, at det forholder sig således, kan det ikke være tilfældet. Således forundrer Herren sine troende, fordi ingen kan udholde den retfærdiggørende og lægende hånd, hvis han ikke tror, at han retfærdiggør og læger. Ligesom en legemlig læge, der skærer i den syge, af den syge ikke tros at gøre det af iver efter at helbrede, hvis ikke gode venner overbeviser ham. 
84 Siue ergo sacerdos sit causa sine qua non, siue alia remissionis peccatorum, non curo, dum uerum esse aliquo modo constet, sacerdotem remittere peccata et culpam. Sicut amicis infirmi uere imputatur sanitas, dum sua suadela effecerunt, ut crederet infirmus caedenti medico.  Men det er mig ligegyldigt, om præsten er den uundværlige betingelse, eller syndernes forladelse kommer ved noget andet, sålænge det på en eller anden måde fastslås som sandt, at præsten tilgiver synden og brøden. Ligesom sundhed af vennerne virkelig tillægges den syge, når de udøver deres overtalelse, for at den syge skal tro på den læge, der omhugger ham. 
85 Nec hic oportet cogitare: quid, si sacerdos erraret? quia non in sacerdote, sed in uerbo Christi nititur remissio illa. ideo siue sacerdos id faciat lucri uel honoris causa, Tu modo optes remissionem sine fictione, et credas promittenti Christo. immo etiamsi ex leuitate absolueret, adhuc obtineres pacem ex fide tua, sicut baptismum seu eucharistiam dat, siue ille lucrum quaerat, siue leuis ad ludens sit, tua fides plenum accipit. Og her bør man ikke tænke: Hvad nu, hvis præsten tager fejl? For tilgivelsen støtter sig ikke til præsten, men til Kristi ord. Derfor, hvad enten præsten gør det for vindings eller for æres skyld, du skal bare ønske tilgivelsen uden skrømt, og tro på den Kristus, der forjætter den. Ja, selv om han afløste for sjov, ville du alligevel opnå fred ved din tro, sådan som han giver dåben eller nadveren, hvad enten han kræver penge for den, eller han gør det i spøg og for sjov, din tro modtager det helt og fuldt. 
86 Tanta res est (W544) uerbum Christi, et fides eius. Nam legimus inter gesta martyrum quendam Mimum ioco, immo illudendo baptismum, baptisari uoluisse, et inter baptisandum conuersum, uere baptisatum a suis collusoribus gentilibus, et statim martyrio ab eisdem coronatum.  Så stor en ting er Kristi ord og troen derpå. For vi læser i martyrernes gerninger om, at en vis Mimus ville døbes med dåben for sjov ja i spøg, og mens han blev døbt, blev han omvendt, og virkelig døbt af sine hedenske legekammerater, og blev straks kronet med martyriet af dem. 
87 Item S. Athanasius puer pueros baptisauit, quos Episcopus Alexandriae postea baptisatos iudicauit, ut in Eccl. hyst. Et B. Cyprianus pacem ab quodam Episcopo Therapio datam praepropere reprehendit quidem, sed ratam esse uoluit. Igitur fide iustificamur, fide et pacificamur, non operibus, neque poenitentiis, aut confessionibus.  Ligeledes døbte Skt Athanasius som dreng nogle drenge, som biskoppen af Alexandria senere bedømte til at være blevet døbt, som det ses af kirkehistorien. Og den salige Cyprian bebrejdede ganske vist dem, der altfor tidligt havde givet biskop Therapius fred, men han ville dog, at den skulle være bekræftet. Således retfærdiggøres vi ved tro, vi vinder fred ved tro, ikke ved gerninger eller bodshandlinger eller bekendelser. 
88 Circa hanc sextam et septimam conclusionem Leonte illa nostra cum gloria triumphat, (#20) immo de me cantat encomium ante uictoriam. Et ex sentina illa opinionum aliam distinguit poenam satisfactiuam et uindicatiuam, (wimpina#9) aliam medicatiuam et curatiuam, quasi necesse sit, haec uel somniantibus credere, quamquam coram populo hanc distinctionem prudentissime coelant, ne uilescant indulgentiae, uel potius lucra, si populus intelligeret tam modicas et steriles uindicatiuas (id est confictas) remitti poenas.  Om denne sjette og syvende tese triumferer dette æsel i løveskind med ære, ja synger om mig en sejrssang før sejren. Og ud af dette meningernes bundvand skelner han mellem den fyldestgørende bodsstraf, den gengældende bodsstraf, den lægende og helbredende bodsstraf, som om det var nødvendigt at tro på folk, der drømmer sig til den slags, skønt denne distinktion meget klogt skjules overfor folket, at ikke afladen, eller snarere betalingen for den, skal blive for billig, hvis folket forstod, at så mange middelmådige og sterile gengældelses bodsstraffe (dvs opdigtede bodsstraffe) blev eftergivet. 
89 deinde, ut notum faceret omnibus, sese nescire, quid sit uel uetus uel nouum sacerdotium, introducit aliam uerborum caliginem et distinctionem clauium, alias aucthoritatis, alias excellentiae, alias ministeriales. (wimpina#14 Derefter, for at det kan blive klart for enhver, at han hverken véd, hvad det gamle eller hvad det ny præstedømme er, indfører han en anden orddunkelhed og en anden distinktion i nøglemagten, én del er den autoritære, én den udmærkede, én den embedsmæssige. 
90 Adeo nihil nouerunt etiam magistri nostri eximii, haereticae prauitatis inquisitores et Catholicae fidei defensores, nisi quod ex laciniosis et praerancidis quaestionibus quarti Sententiarum suxerunt, uolentes forte, quod, quicquid Christus soluerit clauibus excellentiae in coelo (nam in terra non soluit ipse), solutum erit in super coelo apud deum.  Således kender disse vore udmærkede magistre, kætterskævhedsbedømmere og forsvarere af den katolske tro, kun til det, de har udsuget fra de forvirrende og tomme spørgsmål fra sentensernes fjerde bog. Men de ønsker måske, at hvad Kristus løser i himlen med de overordnede nøgler, (for på jorden løser han ikke selv), skal være løst i en super-himmel hos Gud. 
91 Rursum, ut et deus sit Pontifex, alius fingendus est deus superior, apud quem sit solutum, quicquid ipse soluerit clauibus authoritatis in super coelo. Sed facessant nugae, unas nouimus claues, tantum in terra traditas. Jam quod inferunt: Ergo errat, qui dicit, sacerdotem nouae legis tantum approbando et declarando soluere, hoc enim iudaica erat sacerdotii, (n91) -- O acumen ingenii et pondus ingens eruditionis, dignissimi plane viri, qui inquirant haereticos et defendant Catholicam fidem, sed aduersus lapides et ligna.  Og atter, at paven kan være som Gud, opfinder de en over-Gud, hos hvem det skal være løst, som han selv løser med autoritets-nøglerne i super-himlen. Men bort med den slags vrøvl, vi kender ét sæt nøgler, dem, der er givet her på jorden. For den slutning, de drager: 'Altså farer den vild, som siger, at den nye lovs præst kun løser idet han godkender og erklærer, dette ville nemlig være den jødiske præsts gerning' -- o hvilken skarpsindighed i forstanden, hvilken lærdoms vægt, sandelig værdig den mand, som udspørger kættere og forsvarer den katolske tro, i hvert fald hvis den skal forsvares imod sten og træ. 
92 Quanto rectius Apostolus Paulus sacerdotium uetus asserit constitisse in iudicandis leprosis, in iustificationibus et munditiis carnis, in cibo et potu, et uestitu, et festis diebus etc. (Hebr 10,11) Quibus ut figura significatae sunt iustificationes in spiritu, et mundiciae cordis, quas ministerio noui sacerdotii operatur in ecclesia Christus.  Hvor meget mere sandt er det ikke, når apostelen Paulus fastslår, at det gamle præstedømme bestod i at bedømme spedalske, i kødets retfærdiggørelse og renselse, i mad og drikke, i klæder og fester osv. Og med disse talefigurer blev betegned den retfærdiggørelse i ånden og den hjertets renselse, som det nye præstedømme udvirker i Kristi kirke. 
93 Quanquam igitur sextam conclusionem ipse non posui ex animo, ut dixi ibidem, sed quia alii sic sentiunt, tamen, quia nec ipsi aduersarii cum omnibus suis magistris usque hodie possunt ostendere, quomodo sacerdos remittit culpas, nisi haereticam illam, sed usitatam sententiam proferant, qua dicitur sacramenta nouae legis iustificantem gratiam dare illis, qui non ponunt obicem, (latlu08#51) Cum sit impossibille sacramentum conferri salubriter, nisi iam credentibus et iustis et dignis, --  Skønt jeg derfor ikke har fremsat tese seks som noget, jeg helt går ind for, som jeg sagde under denne tese, men fordi andre mente sådan, så kan dog disse mine modstandere sammen med alle deres magistre indtil i dag ikke påvise, hvordan en præst kan tilgive brøden, uden de fremfører denne kætterske, men almindelige opfattelse, at den nye lovs retfærdiggørende nåde gives til dem, der ikke skyder en slå for. Jamen, det er da umuligt at bibringe nogen sakramentet, hvis ikke de allerede tror, er retfærdige og værdige. 
94 Oportet enim accedentem credere, deinde non sacramentum, sed fides sacramenti iustificat, -- Ideo, quicquid blatterent opiniosi (W545) sophistae, uero similius est, quod sacerdos nouae legis declarat dumtaxat et approbat solutionem dei (id est, ostendit), et hac ostensione et iudicio suo quietat conscientiam peccatoris, qui eius iudicio tenetur credere et pacem habere, Quomodo uetus sacerdos quietabat eos, quos corpore uel ueste mundos iudicabat, cum tamen ipse nullum posset mundare, nec se ipsum.  Den, der går til alters, må nemlig tro, eftersom det ikke er sakramentet, men troen på sakramentet, der retfærdiggør. Derfor, hvad end disse opblæste sofister måtte vrøvle om, det er meget mere plausibelt at sige, at den ny lovs præst kun erklærer og godkender Guds tilgivelse (det vil sige, han påviser den), og med denne påvisning og bedømmelse beroliger han synderens samvittighed, som holdes fast på at tro og have fred ved hans bedømmelse. På samme måde beroligede den gamle pagts præst dem, som han bedømte til at være rensede på krop og klæder, skønt han ikke selv kunne rense nogen, ikke engang sig selv. 
95 Quod enim ille in corporibus, hoc iste in conscientiis operatur. Et sic respondet spiritus literae, et ueritas figurae. Et exspecto hos Catholicae fidei defensores, quomodo sine prauitate haeretica aliter possint exponere clauium uirtutem.  Hvad nemlig denne virkede i kroppene, virkede hin i samvittighederne. Og således svarer ånden til bogstaven og sandheden til afbilledet. Og jeg kunne godt tænke mig at se, hvordan disse den katolske tros forsvarere kan forklare nøglemagten på nogen anden måde uden at forvikles ind i kætteri.
Videre til tese 8! 

 

Noter:
 

n20: Luther tænker her på Æsops fabel: Æslet i løvens skind. Fra #20 til #27 svarer Luther på Wimpinas indvending, wimpina#8.
 

n33:  Clemens-note: Decr. Greg. IX lib. V tit. XXXVII de poenitentiis et remissionibus cap IV: Quod autem consuluisti.

n75:  Vulgatas tekst ser lidt anderledes ud: iustificati igitur ex fide pacem habeamus ad Deum per Dominum nostrum Iesum Christum.
 

n91: Se Wimpina-Tetzel, tese 10 til 16.
 

Kommentarer:
 

k48: Spørgsmålet er vel her, hvem kirken er. Er den uden videre identisk med pavemagten, eller: Har paven den øverste repræsentative magt i kirken, så man må forsone sig med for at blive forsonet med Gud? Noget kunne tyde på, at dette faktisk er Luthers mening på dette tidspunkt.