Luthers resolution 1518, 1

taget fra Clemens bind 1, side 16 til 27, svarende til WA bind 1, side 525 til 534.

Fortale til Staupitz: #01. Fortale til Paven #21: Tese 1; tese 2; tese 3; tese 4.

¹ Reuerendo et uere patri suo Johanni Stupitio S. T. professori, Augustinianæ familia Vicario, F. Martinus Luther discipulus, Salutem & seipsum. Broder Martin Luther sender hilsen og sender sig selv til den ærværdige og sande fader Johannes Staupitz, professor, augustinernes ordensvikar.

² Memini, Reuerende Pater, inter iocundissimas et salutares fabulas tuas, quibus me solet dominus meus Ihesus mirifice consolari, incidisse aliquando mentionem huius nominis poenitentia, ubi miserti conscientiarum multarum carnificumque illorum, qui praeceptis infinitis eisdemque importabilibus modum docent (ut uocant) confitendi, te uelut e coelo sonantem excepimus, quod poenitentia uera non est, nisi quae ab amore iustitiae et Dei incipit, et hoc esse potius principium poenitentiae, quod illis finis et consummatio censetur. Jeg husker, ærværdige fader, blandt dine spøgefulde og gavnlige historier, hvormed min Herre Jesus plejede at give mig forunderlig trøst, af og til at have hørt nævne ordet bod, hvor jeg havde medynk med de mange samvittigheder og deres kødeliggørelser, som de lærte skulle bekendes (som de sagde) ved en uendelighed af bud og vigtige ting, jeg husker, at vi hørte dig sige, næsten som fra himlen, at boden ikke var sand, hvis ikke den begyndte med kærlighed til retfærdigheden og til Gud, og at det snarere var begyndelsen til boden, som af dem regnedes for afslutning og fuldendelsen af den.

³ Haesit hoc uerbum tuum in me sicut sagitta potentis acuta, coepique deinceps cum scripturis poenitentiam docentibus conferre. Dette dit ord sad fast i mig som en stærk, spids pil, og jeg begyndte derefter at sammenligne det, de lærte om boden, med skriften.

⁴ Et ecce iucundissimum ludum, uerba undique colludebant planeque huic sententiae arridebant et assultabant, ita ut cum prius non fuerit ferme in scriptura tota amarius mihi uerbum quam poenitentia (licet sedulo etiam coram Deo simularem et fictum coactumque amorem exprimere conarer), nunc nihil dulcius aut gratius mihi sonet quam poenitentia. Og se den mest fornøjelige leg, ordene legede overalt med, og gjort helt grin med og angreb denne mening, således at, skønt der før i hele skriften næsten ikke var noget ord, der var mig mere bittert end ordet 'bod' (selv om jeg omhyggeligt også overfor Gud spillede skuespil og stræbte efter at udtrykke en hyklet og tvungen kærlighed), så lød der nu intet ord for mig mere sødt og nåderigt end ordet 'bod'.

⁵ Ita enim dulcescunt praecepta dei, quando non in libris tantum, sed in uulneribus dulcissimi Salvatoris legenda intelligimus. Således blev nemlig Guds bud gjort søde, da jeg fattede, hvordan jeg skulle læse, ikke kun i bøgerne, men i frelserens søde sår.

⁶ Post haec accessit, quod studio et gratia eruditissimorum uirorum, qui nobis graeca et hebraea officiosissime tradunt, didici idem uerbum graece metanaea dici a meta et noein, idest a post et mentem, ut sit poenitentia sive metanaea resipiscentia et quasi post acceptum damnum et cognitum errorem intelligentia sui mali, quod sine mutatione affectus et amoris fieri est impossibile, quae omnia Paulinae theologiae ita respondet apte, ut nihil ferme aptius Paulum illustrare possit, meo saltem iudicio. (W526). Herefter skete der det, at jeg ved højtuddannede mænds iver og gunst, som meget tjenstvilligt overførte til os græsk og hebraisk, lærte, at det samme ord på græsk siges 'metanoia', af 'meta' og 'nous', det vil sige 'efter' og 'sind', så at bod eller 'metanoia' altså er en kommen-til-sig-selv-igen og ligesom en forståelse af, hvor ond man er, efter at man har accepteret sin fordømmelse og erkendt sin fejl. Men det kan umuligt ske uden forandring af følelsen og kærligheden, og dertil svarer hele den paulinske teologi så godt, at næsten intet kan forklare Paulus bedre, i hvert fald efter min bedømmelse.

⁷ Denique profeci et uidi metanaeam non solum a post et mentem, sed a trans et mentem posse deduci (sit sane uiolentum), ut metanaea transmutationem mentis et affectus significet, quod non modo affectus mutationem, sed et modum mutandi, idest gratiam Dei videbatur spirare. (n7). Til sidst nåede jeg videre og opdagede, at metanoia ikke blot kunne udledes af 'efter' og 'sind', men også af 'på den anden side' og 'sind' (lad det så også være lidt hårdt trukket op), så at metanoia kunne betyde 'forandring af sindet og følelsen', hvilket ikke blot syntes at ånde af en forandring af følelsen, men også måden at forandres på, det vil sige Guds nåde.

⁸ Nam transitus ille mentis, id est, uerissima poenitentia, celeberrimus est in sacris literis, ut quem phase illud uetustum olim significauit, Christus exhibuit, et longe ante Abraham quoque figurauit, quando transitor, id est, Ebraeus uocari coepit, traiectus scilicet in Mesopotamiam, ut Burgensis docte docet. For denne sindets overgang, det vil sige, den sandeste bod, findes overalt i den hellige skrift, så at det tidligere betød denne gamle fase, som Kristus fremviste, og lang tid før betegnede Abraham, eftersom han på hebraisk blev kaldt overgænger, nemlig til Mesopotamien, som Burgensis så lærd lærer det.

⁹ Huic et titulus ille psalmi concinit, ubi idithun, id est, transiliens cantator inducitur. (n9). His inhaerens ausus sum putare, eos falsos esse, qui operibus poenitentiae tantum tribuerunt, ut poenitentiae uix reliquum nobis foecerint praeter frigidas quasdam satisfactiones et laboriosissimam confessionem, latino scilicet uocabulo abducti, quod poenitentiam agere actionem magis sonet, quam mutationem affectus, et graeco illi Metanoin nullo modo satisfacit. For ham stemmer også denne salmernes titel sammen, der hvor sangeren indføres som idithun, det vil sige, den, der går forbi. Da jeg havde forstået dette, vovede jeg at mene, at de mennesker tog fejl, som kun tillagde boden gerninger, så at de næppe efterlod mere af boden til os end nogle kolde fyldestgørelser og en anstrengende bekendelse, hvilket er udledt fra det latinske ord, fordi det at 'gøre bod' mere lyder af en handling end af en forandring i følelsen, og på ingen måde tilfredsstiller det græske metanoein.

¹⁰ Haec mea cum sic ferueret meditatio, ecce subito coeperunt circum nos strepere, immo clangere noua indulgentiarum classica, et remissionem buccinae, quibus tamen non ad strennuum belli studium animaremur. Da denne overvejelse brændte således i mig, se, da begyndte de pludselig at larme om os, ja at udskrige et nyt afladssignal og en grov tilgivelse, hvormed vi dog ikke blev opmuntret til større iver for krigen.

¹¹ Breuiter, neglecta uerae poenitentiae doctrina adeo magnificare praesumpserunt non poenitentiam, non saltem uilissimam eius partem, quae satisfactio dicitur, sed eiusdem uilissimae partis remissionem, ut nunquam sit ita magnificari audita. Kort sagt, de lod læren om den gamle bod være og tog sig for i den grad at ophøje, ikke boden, ikke engang dens mere billige del, som kaldes fyldestgørelsen, men dens allerbilligste del af tilgivelsen, så at den aldrig før er hørt ophøjet så meget.

¹² Denique impia et falsa et haeretica docebant, tanta autoritate (temeritate uolui dicere), ut, qui uel contra mutiret, statim haereticus igni deuotus esset, et aeternae maledictionis reus. Endelig lærte de ufromt og falsk og kættersk med en sådan autoritet (frækhed, skulle jeg sige), at den, der mukkede imod dem, straks som kætter blev overladt til ilden, og var skyldig i evig forbandelse.

¹³ Ego horum furori occurrere non potens, statui modeste eis dissentire, et in dubium uocare eorum dogmata, fretus omnium doctorum totiusque Ecclesiae sententia, quod etiam satisfacere melius sit, quam satisfactionem remittere, id est, indulgentias redimere, Nec est ullus, qui aliter unquam docuit. Jeg for min del var ikke i stand til at komme deres vrede imøde og slog beskedent fast, at jeg var uenig med dem og drog deres læresætninger i tvivl, i tillid til, at alle kirkens lærde var af den mening, at det var bedre at gøre fyldest end at eftergive fyldestgørelsen, det vil sige, købe aflad. Og der er heller ikke nogen, som nogensinde har lært andet.

¹⁴ Itaque disputaui, id est, summa, media, infima, omnia in malum capitis mei irritaui, quantum per hos pecuniarum (heus animarum dicendum fuit) Zelatores fieri ac perfici potest. Sic enim suauissimi homines, crassissima astutia instructi, cum negare non possint ea, quae dixi, fingunt summi Pontificis potestatem laedi meis disputationibus. Derfor disputerede jeg, det vil sige, jeg opæggede det øverste, det midterste, det nederste, alt til ondt over mit hoved, alt det, som kunne gøres og gennemføres af disse pengestræbere (hør, hvor der blev talt om sjælene). Således forestillede nemlig disse sukkersøde mennesker, som var opfyldt af den stærkeste listighed, sig, da de ikke kunne nægte det, jeg sagde, at pavens magt kunne skade mine disputationer.

¹⁵ Haec est causa, Reuerende Pater, quod ego nunc infoeliciter in publicum prodeo, qui semper anguli amator fui, et ipse eligens spectare pulcherrimum nostro seculo ingeniorum ludum magis quam spectari et rideri. Sed (ut uideo) oportet et Corchorum inter olera uideri, et nigrum statui inter alba, decoris scilicet et ueneris gratia. Dette er grunden til ærværdige fader, at jeg ulykkelige, som altid har holdt af tilbagetrukketheden, nu står offentligt frem, og selv vælger at se den smukke leg af de dygtige i vort århundrede, i stedet for at ses og gøres til grin. Men som jeg ser det, bør også Korkor ses blandt det vellugtende, og det sorte stå blandt det hvide, for prydens og ærens skyld.

¹⁶ Rogo itaque, has meas ineptias suscipias, et qua fieri potest industria ad optimum Pontificem, Leonem decimum, transmittas, ut sint ibi mihi aduersus (W527) studia malignantium uice alicuius paracleti, non quod te mihi coniungi periculo uelim, meo solius periculo haec egisse uolo. Jeg beder derfor om, at du vil sende disse mine uegnede foretagender med størst mulig flid til pave Leo den Tiende, så at de dèr kan stå i en fortalers sted imod mine modstanderes bestræbelser, ikke fordi jeg vil knytte dig sammen med faren, for jeg vil alene bære dette farefulde.

¹⁷ Christus uiderit, suane sint an mea, quae dixi, sine cuius nutu nec Summi Pontificis sermo est in lingua eius, nec cor regis in manu sua, Hunc enim exspecto iudicem e Romana sede pronunciantem. Kristus vil se til, om det er hans eller mig, hvad jeg siger, for uden hans støtte er hverken pavens tale på hans tunge eller kongens hjerte i hans hånd, ham forventer jeg nemlig som dommer, når jeg påkalder det romerske sæde.

¹⁸ Caeterum minacibus illis meis amicis nihil habeo quod respondeam, nisi illud Reuchlinianum: Qui pauper est, nihil timet, nihil potest perdere. Res nec habeo nec cupio, famam et honorem si habui, assidue nunc perdit, qui perdit. Forøvrigt har jeg intet andet at svare til disse trusler mod mine venner end det, som Reuchlin sagde: Den, der er fattig, frygter ikke, han kan ikke miste noget. Jeg har ingen sag og stræber ikke efter at få nogen, hvis jeg har haft et ry og en ære, så vil den, der taber disse ting, nu uafbrudt tabe dem.

¹⁹ unum superest imbecille et assiduis fatigatum incommodis corpusculum, quod si qua ui uel dolo abstulerint (in obsequium dei), forte una uel duabus uitae horis me pauperiorem facient. Ét har jeg endnu: Et svagt legeme, der er udmattet af stadige gebrækkeligheder, så at selv om de afholder sig fra magt eller smerte (idet de adlyder Gud) så kan de måske gøre mig én eller to livstimer fattigere.

²⁰ Sufficit mihi dulcis redemptor et propitiator dominus meus Ihesus Christus, cui cantabo, quamdui fuero. Siquis autem noluerit cantere mecum, quid ad me? ululet, si libet, uel secum. Ipse dominus Ihesus seruet te inaeternum, mi pater suauissime. Vuittenbergae, die Sanctae Trinitatis, anno M. D. XVIII. Min søde forløser og forsoner, min herre Jesus Kristus er mig nok. For ham vil jeg synge, sålænge jeg er til. Men hvis nogen ikke vil synge med mig, hvad har det så med mig at gøre? Så lad ham tude, hvis det lyster ham, for sig selv. Herren Jesus selv bevare dig i evighed, min kæreste fader. I Wittenberg, den hellige trefoldigheds dag, år 1518.

²¹ BEATISSIMO PATRI LEONI DECIMO, PONT: Max: Frater Martinus Luther Augustinus, æternam Salutem. Broder Martin Luther, augustinermunk ønsker den højsalige fader, Leo den Tiende, pave, evig frelse.

²²       Auditum audiui de me pessimum, Beatissime pater, quo intelligo quosdam amicos foecisse nomen meum grauissime coram te et tuis foetere, ut qui authoritatem et potestatem clauium et summi Pontificis minuere molitus sum. inde haereticus, apostata, perfidus et sexcentis nominibus, immo ignominiis accusor.         Jeg har hørt det værste rygte om mig, højsalige fader, hvorved jeg forstår, at nogle fæle venner på det groveste har tilsvinet mit navn overfor dig og dine, som én, der bestræber sig på at mindske nøglernes og pavens autoritet og magt. Derfor anklages jeg for kætter, frafalden, perfid og 117 andre navne, ja skældsord.

²³Horrent aures et stupent oculi. Sed unicum stat fiduciae praesidium, innocens et quieta conscientia. nec noua audio, Talibus enim insignibus et in nostra regione me ornauerunt homines isti honestissimi et ueraces, id est, pessime sibi conscii, qui sua portenta mihi conantur imponere, et mea ignominia suas ignominias glorificare. De forfærder ørerne og forbavser øjnene. Men ét forsvar slår jeg min lid til, en uskyldig og rolig samvittighed. Det er heller ikke noget nyt, jeg hører. For med den slags betegnelser har her i vort land sådanne særdeles velærværdige og sanddru mennesker smykket mig, det vil sige, det er mennesker, der stræber efter at tillægge mig det værste de véd, og vil gøre deres vanære glorværdig ved at vanære mig.

²⁴ Sed rem ipsam, Beatissime pater, digneris audire ex me infante et inculto. Coepit apud nos diebus proximis praedicari Iubileis ille indulgentiarum Apostolicarum, profecitque adeo, ut praecones illius sub tui nominis terrore omnia sibi licere putantes impiissima haereticaque palam auderent docere, in grauissimum scandalum et ludibrium Ecclesiasticae potestatis, ac si decretales (W528) de Abusionibus Quaestorum nihil ad eos pertinerent. Men, kære højsalige fader, værdiges at høre sagen selv af mig barnlige og udannede mand. Det begyndte hos os i den nærmest forgangne tid, da der blev prædiket denne apostoliske jubelaflad, og det fortsatte i den grad, at afladsprædikanterne mente, at de havde lov til alt, fordi man frygtede dit navn, og åbenlyst vovede at lære de mest ugudelige og kætterske ting, til den største forargelse og gøren grin med den kirkelige magt, som om dekreterne om misbrug af kvæstorerne ikke havde noget med dem at gøre.

²⁵ Nec contenti, quod liberrimis uerbis haec sua uenena diffunderent, insuper libellos ediderunt et in uulgum sparserunt, in quibus, ut taceam insatiabilem et inauditam auaritiam, quam singuli pene apices olent crassissime, eadem illa impia et haeretica statuerunt, et ita statuerunt, ut Confessores iuramento adigerent, quo haec ipsa fidelissime instantissimeque populo inculcarent. Ikke tilfredse med at udgyde denne gift i de mest frimodige ord udgav de desuden bøger og delte dem ud blandt folk, hvori de, at jeg skal tie om den umætteligt og uhørte havesyge, som hver enkelts hue lugtede fælt af, fastslog de samme ugudeligheder og kætterier, og fx fastslog, at bekenderne nøder til med en ed, at de opfordrer det troende og tilstedeværende folk til dette.

²⁶ Vera dico, nec est, quo se abscondant a calore hoc. Exstant libelli, nec possunt negare. Agebantur tum illa prospere, et exugebantur populi falsis spebus, et ut Propheta ait: Carnem desuper ossibus eorum tollebant. (Mika 3,2). Ipsi uero pinguissime et suauissime interim pascebantur. Jeg taler sandt, og det er heller ikke sådan, at de gemmer sig væk i denne hede. Bøgerne foreligger, så de kan ikke nægte det. Dengang handlede de heldigt med det, og de udsugede folket med falske forhåbninger, og det var, som profeten siger: 'De fjernede kødet fra deres knogler'. Men samtidig tjente de selv fedt og sødt på det.

²⁷ Vnum erat, quo scandala sedabant, scilicet terror nominis tui, ignis comminatio et haeretici nominis opprobrium, -- Haec enim incredibile est quam propensi sunt intentare, quandoque etiam, si in meris opiniosisque nugis suis contradictionem senserint, -- Si tamen hoc est scandala sedare, ac non potius mera tyrannide schismata et seditiones tandem suscitare. Men der var én ting, hvormed de dæmpede forargelserne, og det var frygten for dit navn, truslen med ilden og forhånelsen med kætternavnet, (for det er utroligt, hvor tilbøjelige de er til at true, også når de føler, at de modsiger sig selv i deres blotte og bare opfattelser og nøgne meninger), hvis altså det er at dæmpe forargelserne og ikke snarere ved simpelt tyranni at opægge til splid og sektdannelse.

²⁸ Verum nihilominus crebrescebant fabulae per tabernas de auaritia sacerdotum, detractionesque clauium Summique Pontificis, ut testis est uox totius huius terrae. Men ikke desto mindre udbredtes overalt rygter på kroerne om præsternes havesyge, og borttagelse af pavenøglerne, som rygtet i hele dette land vidner om.

²⁹ Ego sane (ut fateor) pro zelo Christi, sicuti mihi uidebar, aut si ita placet, pro iuuenili calore urebar, nec tamen meum esse uidebam in iis quicquam statuere aut facere. proinde monui priuatim aliquot Magnates Ecclesiarum. Jeg for min del brændte sandelig, det tilstår jeg, af iver for Kristus, sådan som det forekom mig, eller hvis man heller vil det sådan: at ungdommelig ophidselse, og dog syntes jeg ikke, at der i disse sager var noget, jeg kunne fastholde eller gøre. Derfor formanede jeg privat nogle kirkelige stormænd.

³⁰ Hic ab aliis acceptabar, aliis ridiculum, aliis aliud videbar, praeualebat enim nominis tui terror et censurarum intentatio. Tandem, cum nihil possem aliud uisum est saltem leuiuscule illis reluctari, id est, eorum dogmata in dubium et disputationem uocare. Her blev jeg forstået af nogle, gjort til grin af andre, mens nogle tredie syntes noget tredie, for frygt for dit navn og truslerne om censorerne havde stor magt. Endelig, da jeg ikke kunne gøre andet, besluttede jeg til sidst at kæmpe en lille smule imod dem, det vil sige, at så tvivl om deres læresætninger og indkalde til disputation.

³¹ Itaque schedulam disputatoriam edidi, inuitans tantum doctiores siqui uellent mecum disceptare, sicut manifestum esse etiam aduersariis oportet ex praefatione eiusdem disceptationis. Derfor udgav jeg et diskussionsskema, idet jeg kun opfordrede de mere lærde til at diskutere med mig, sådan som det er soleklart også for modstanderne af forordet til denne diskussion.

³² Ecce, hoc est incendium, quo totum mundum queruntur conflagrari, forte quod indignantur, me unum, auctoritate tua Apostolica Magistrum Theologiae, ius habere in publica schola disputandi, pro more omnium Vniuersitatum et totius Ecclesiae, non modo de indulgentiis, uerumetiam de potestate, remissione, indulgentiis diuinis, incomparabiliter maioribus rebus. Se, det er den tændstik, hvorved de påstår, at hele verden er sat i brand, måske fordi de forarges over, at jeg alene, der er magister i teologi ved din apostoliske autoritet, skulle have ret til at disputere i den offentlige skole, som dog alle universiteter og hele kirken plejer at gøre, ikke blot om afladen, men også om magten, tilgivelsen, den guddommelige overbærenhed, hvilket uden sammenligning er større ting.

³³ Nec tamen multum moueor, quod hanc mihi facultatem inuideant, a tuae B. potestate concessam, qui eis fauere cogor inuitus multo maiora, scilicet, quod Aristotelis somnia in medias res Theologia miscent, atque de diuina Maiestate meras nugas disputant contra et citra facultatem eis datam. Men det rører mig ikke meget, at de misunder mig denne lejlighed, som er tilstået mig af din saligheds magt, jeg, som mod min vilje tvinges til at begunstige dem med meget større ting, idet de nemlig indblander Aristoteles' drømmerier i teologiens sag, og diskuterer rene og skære påstande om den guddommelige majestæt, imod det og udover det, de har fået til opgave.

³⁴         Porro, quodnam fatum urgeat has solas meas disputationes prae caeteris, non solum meis, sed omnium Magistrorum, ut in omnem terram pene exierint, mihi ipsi miraculum est. apud nostros et propter nostros tantum sunt editae, et sic editae, ut mihi incredibile sit, eas ab omnibus intelligi. disputationes enim sunt, non doctrinae, non dogmata, obscurius pro more, et enygmaticos positae.        Videre, at skæbnen har bestemt alene mine teser fremfor andre, ikke blot fremfor mine andre teser, men fremfor alle magistres teser, så at de er gået ud i næsten hele verden, det er forunderligt for mig selv. De blev kun udgivet hos os og for vores skyld, og de blev udgivet således, at det er utroligt for mig, at de skulle kunne forstås af alle. Teserne er nemlig disputationsteser, ikke læresætninger eller dogmer, tilpas dunkle, som man plejer det, og fremsat enigmatisk.

³⁵ Alioqui si praeuidere potuissem, certe id pro mea parte curassem, ut essent intellectu faciliores. Nunc quid faciam? Reuocare non possum, et miram mihi inuidiam ex ea inuulgatione uideo conflari, inuitus uenio in publicum periculosissimumque ac varium hominum iudicium, praesertim ego indoctus, stupidus ingenio, uacuus eruditione, deinde nostro florentissimo seculo, quod pro sua in literis et ingeniis foelicitate etiam Ciceronem cogere possit ad angulum, lucis et publici alioqui non ignauum sectatorem, sed cogit necessitas me anserem strepere inter olores. Ellers, hvis jeg havde kunnet forudse det, ville jeg givetvis for min del have sørget for, at de var blevet noget lettere at forstå. Men nu, hvad skal jeg gøre nu? Jeg kan ikke tilbagekalde, og jeg ser en besynderlig misundelse flamme op imod mig på grund af denne udbredelse. Jeg er uforvarende kommet i offentlighedens søgelys og i højst farlige og forskellige menneskers bedømmelse. Man kalder mig udannet, dum i knolden, tom for uddannelse. Og så mener man, at man i vort blomstrende århundrede, som i kraft af sin lykke i literaturen og i forståelsen kunne trænge selv Cicero op i en krog, nok skulle kunne trænge mig ellers, hvad lys og offentlighed angår, ikke træge tilhænger op i en krog, men nødvendigheden tvinger mig gås til at skræppe op blandt svaner.

³⁶ Itaque, quo et ipsos aduersarios mitigem et desyderia multorum expleam, emitto ecce meas nugas declaratorias mearum disputationum, emitto autem, quo tutior sim, sub tui nominis praesidio et tuae protectionis umbra, Beatissime Pater, in quibus intelligent omnes, qui uolent, quam pure simpliciterque ecclesiasticam potestatem et reuerentiam Clauium quaesierim et coluerim, simulque, quam inique et false me tot nominibus aduersarii foedauerint. Derfor, fordi jeg vil tæmme selv modstanderne og opfylde manges ønske, udsender jeg her mine nøgne forklaringer til mine teser, men jeg udsender dem for at jeg kan blive belært, under dit navns beskyttelse og under dine beskyttende vinger, højsalige fader, og derved vil alle, som ønsker det, kunne forstå, hvor rent og enkelt jeg søger og dyrker den kirkelige magt og de ærværdige nøgler, og samtidig vil de forstå, hvor uretfærdig og falsk mine modstandere pådutter mig så mange øgenavne.

³⁷ Si enim talis essem, qualem illi me uideri cupiunt, ac non potius omnia disputandi facultate recte a me tractata fuissent, non potuisset fieri, ut Illustriss. Princeps Fridericus Saxoniae dux, Elector Imperii etc., hanc pestem in sua permitteret Vniuersitate, cum Catholicae et Apostolicae ueritatis unus facile amantissimus, nec tolerabilis fuissem uiris nostri studii acerrimis et studiosissimis. uerum actum ago, quando illi suauissimi homines non uerentur mecum et Principem et Vniversitatem pari ignominia conficere palam. Quare, Beatissime Pater, prostratum me pedibus tuae B. offero cum omnibus quae sum et habeo. Hvis jeg nemlig havde været sådan som de gerne vil have mig til at se ud til at være, og ikke snarere alting af mig var lagt frem for at kunne få lejlighed til at disputere på ret måde, så kunne der ikke være sket det, at den højtoplyste fyrste Frederik af Saksen, kurfyrste osv, ville have tilladt denne pest på sit universitet, eftersom han er en ynder af den katolske og apostolske sandhed, og jeg ville ikke være blevet tålt af vort studiums skarpsindige og lærde mænd. Men jeg griber til handling, fordi disse ærede mænd ikke skammer sig over mig, og fordi fyrsten og universitetet overalt får del i skældsordene til mig. Derfor, højsalige fader, kaster jeg mig for din højsaligheds fødder og tilbyder mig til dig med alt, hvad jeg er og har.

³⁸ Viuifica, occide, uoca, reuoca, approba, reproba, ut placuerit, uocem tuam uocem Christi in te praesidentis et loquentis agnoscam. Si mortem merui, mori non recusabo, Domini enim est terra et plenitudo eius, (Sl 24,1) qui est benedictus in secula, Amen, qui et te seruet inaeternum, Amen. Anno M. D. XVIII. Gør mig levende, slå mig ihjel, kald mig frem, kald mig tilbage, giv mig tilslutning, nægt mig tilslutning, som det behager dig, din røst er Kristi røst, den anerkender jeg residerer og taler i dig. Hvis jeg fortjener døden, vil jeg ikke vige tilbage for døden, for Herrens er jorden og dens fylde. Han er velsignet i evighed, amen. Måtte han også tjene dig i evighed, amen. År 1518.

³⁹        Quia haec est Theologica disputatio, quo pacatiores faciam animos nudo disputationis textu forte offensos, repetam hic denuo protestationem in Scholis fieri solitam.        Fordi dette er en teologisk disputation, skal jeg her gentage den erklæring, der plejer at blive givet på universiteterne, for måske at berolige dem, der eventuelt stødes ved disputationens ligefremme tekst.

⁴⁰       Primum protestor, me prorsus nihil dicere aut tenere uelle, nisi quod in et ex sacris literis primo, deinde Ecclesiasticis patris, ab Ecclesia Romana receptis, hucusque seruatis, et ex Canonibus ac decretalibus Pontificiis (W530) habetur et haberi potest.       For det første erklærer jeg, at jeg ikke har til hensigt at sige eller fastholde andet end hvad der står i eller kan uddrages fra først og fremmest den hellige skrift, dernæst fra de kirkefædre, der er accepteret af den romerske kirke, og indtil nu er bevaret både i kanonnerne og i de pavelige dekreter.

⁴¹ Quod si quid ex iis probari uel improbari non potest, id gratia disputationis dumtaxat, pro iudicio rationis et experientia tenebo, semper tamen in his saluo iudicio omnium superiorum meorum. Men hvis en tese ikke kan bevises eller modbevises ud fra dette, vil jeg fastholde den for disputationens skyld, ud fra fornuftens og erfaringens bedømmelse, dog altid således, at jeg ikke vender mig imod nogen af mine overordnedes bedømmelse.

⁴²         Vnum illud addo et mihi uendico iure Christianae libertatis, quod opiniones B. Thomae, Bonauenturae, aut aliorum Scholasticorum uel Canonistarum nudas, sine textu et probatione positas, uolo pro meo arbitrio refutare uel acceptare, secundum consilium Pauli: omnia probate, quod bonum est tenete. (1 Thess 5,21)         Jeg tilføjer én betragtning og insisterer på den ud fra min kristne frihed, at jeg efter forgodtbefindende vil gendrive eller antage de sætninger, der er rene og skære meninger hos den salige Thomas, Bonaventura eller andre skolastikere og eller kanonister, hvor der ikke er henvist til nogen tekst eller noget bevis, ifølge Paulus' råd: 'Prøv alt, behold det gode'.

⁴³ Etsi scio quorundam Thomistarum sententiam, uolentium B. Thomam ab Ecclesia esse approbatum in omnibus, Constat satis, quantum B. Thomae ualeat autoritas. Hac mea protestatione credo satis manifestum fieri, quod errare quidem potero, sed haereticus non ero, quantumlibet fremant et tabescant ii, qui aliter sentiunt uel cupiunt.
     Finis. Jeg kender godt nogle thomistere opfattelse: De vil, at kirken skal godkende alt, hvad den salige Thomas har sagt om alting. Men det er tilstrækkelig klart, hvor meget den salige Thomas' autoritet er værd. Ud fra denne erklæring tror jeg det er tilstrækkeligt klart, at jeg vil kunne tage fejl, men at jeg ikke er kætter, ligegyldig hvor meget de, der mener eller ønsker anderledes, raser og bliver vrede.

⁴⁴ CONCLVSIO I.
Dominus et Magister noster Ihesus Christus, dicendo: poenitentiam agite etc. omnem uitam fidelium poenitentiam esse uoluit. (95tes#1) Tese 1.
Da vor herre og lærer Jesus Kristus sagde: Gør bod, ville han, at hele de troende liv skulle være en bod.

⁴⁵     Hanc assero, et nihil dubito.
         Probo tamen eam uel rudis ingenii causa primo ex ipso uerbo Graeco Metaniote, id est, poenitentiam agite, quod rigidissime transferri potest transmentamini, id est, mentem et sensum alium induite, resipiscite, transitum mentis et phase spiritus agite, ut scilicet nunc celestia sapiatis, qui hucusque terrena sapuistis, quod Apostolus Ro. xiii. dicit: Renouamini in nouitate mentis uestrae. (Rom 12,2).        Denne tese holder jeg fast ved og er ikke det mindste i tvivl om.
       Dog vil jeg bevise den for de udannedes skyld. Først ud fra det græske ord METANOIETE, det vil sige: gør bod, hvilket mere nøjagtigt kan oversættes 'fat et andet sind', det vil sige, 'ifør jer et andet sindelag eller mening', 'gå i jer selv', 'gennemfør en overgang i sindet, hav en forandring i ånden', nemlig så I, der hidtil har tænkt jordiske tanker, nu tænker himmelske tanker, som apostelen siger Rom 12,2: 'Bliv fornyet til jeres sinds fornyelse'.

⁴⁶ Qua resipiscentia fit, ut redeat praeuaricator ad cor odiatque suum peccatum. Certum est autem, quod ista resipiscentia seu odium sui tota uita fieri debeat, iuxta illud: Qui odit animam suam in hoc mundo, in uitam aeternam custodit eam. (Joh 12,25). (n46) Ved denne gåen-i-sig-selv sker der det, at overtræderens hjerte forvandles og han kommer til at hade sin synd. Men det er givet, at denne gåen-i-sig-selv eller dette had til sig selv bør ske hele livet, ifølge dette: 'Den, der hader sin sjæl i denne verden, skal bevare den til evigt liv'.

⁴⁷ Et iterum: Qui non accipit crucem suam et sequitur me, non est me dignus. (Matt 10,38) Et ibidem: Non ueni pacem mittere, sed gladium. (Matt 10,34). Matt v: Beati, qui lugent, quoniam ipsi consolabuntur. (Matt 5,4) Og igen: 'Den, der ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd'. Og sammesteds: 'Jeg er ikke kommet for at sende fred, men sværd'. Og Matt 5,4: 'Salige er de, der sørger, for de skal trøstes'.

⁴⁸ Et Paulus Ro. vi. et viii. aliisque multis locis iubet mortificare carnem, et membra, quae sunt (W531) super terram. Et Gal. v. docet carnem crucifigere cum concupiscentiis eius. (Gal 5,24) Et ii. Corin. vi. dicit: Exhibeamus nosmetipsos in multa patientia, in ieiuniis multis etc. (2 Kor 6,4f) Haec sic late profero, tanquam cum eis agam, qui nostra ignorant. Og Paulus befaler Rom 6 og Rom 8 og mange andre steder at døde kødet og de lemmer, der er af jorden. Og Gal 5,24 lærer han, at vi skal korsfæste kødet med dets begæringer. Og 2 Kor 6,4 siger han: 'Lad os vise os i megen tålmodighed, med megen faste osv'. Jeg fremfører disse ting så udførligt, som om jeg har med nogen at gøre, som er uvidende om vores sag.

⁴⁹         Ideo secundo probo et ratione eandem. Quia Christus Magister spiritus est, non literae, et uerba eius sunt uita et spiritus, (Joh 6,63) ideo necesse est, ut eam doceat poenitentiam, quae in spiritu et ueritate agitur, Non autem eam, quam foris agere possunt superbissimi hypocritae, in ieiuniis suis facies exterminantes, in anguliis orantes, et cum tubis eleemosynam facientes. (Matt 6,16).        Derfor vil jeg for det andet bevise min tese også ud fra fornuften. Fordi Kristus er lærer i ånden, ikke i bogstaven, og fordi hans ord er liv og ånd, derfor er det nødvendigt, at lære den bod, som foregår i ånd og sandhed. Men det er ikke den bod, som de mest hovmodige hyklere kan fremvise i al offentlighed, idet de fremviser deres fastende ansigter og beder på gadehjørnerne og blæser i basun, når de giver almisse.

⁵⁰ Eam, inquam, doceat Christus oportet, quae in omni uitae genere agi potest, quam Rex in purpura, Sacerdos in munditia, Principes in dignitate non minus possunt agere, quam monachus aut mendicus in suis ritibus et paupertate, sicut aegerunt Daniel et socii sui in media Babylone. Omnibus enim hominibus, id est, omnium conditioni debet conuenire doctrina Christi. Den bod, Kristus lærer, efter min mening, er en bod, som kan udføres i enhver form for liv, en form for bod, som kongen i sit purpur, præsten i sin renhed, fyrsten i sin værdighed kan udføre lige så godt som munken i sine riter eller tiggermunken i sin fattigdom, ligesom Daniel og hans fæller udførte den midt i Babylon. Kristi lære må kunne passe for alle mennesker, det vil sige, på enhver livsbetingelse.

⁵¹         Tertio, per totam uitam oramus et orandum est: Dimitte nobis debita nostra, ergo tota uita poenitentiam agimus et displicemus nobis, Nisi quis sit ita stultus, ut ficte putet orandum sibi pro remittendis debitis. uera enim sunt et non contemnenda debita, pro quibus orare iubemur; etiamsi sint uenialia, non tamen nisi eis remissis saluari possumus.         For det tredie: Hele livet igennem beder vi og må vi bede: Forlad os vor skyld, altså må vi hele livet igennem gøre bod og være utilfredse med os selv, medmindre nogen er så tåbelig at tro, at det er for et syns skyld, at vi skal bede om at få vor skyld forladt. Men det er en sand skyld og en skyld, der ikke må foragtes, som vi får befaling om at bede for, selv om det er tilgivelige synder, så kan vi dog ikke blive frelst, hvis de ikke tilgives os.

⁵² CONCLVSIO II.
      Quod uerbum de sacramentali poenitentia (confessionis et satisfactionis, quae sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi. (95tes#2) Tese 2.
       Dette ord kan ikke forstås om den sakramentale bod, altså bekendelsen og fyldestgørelsen, som celebreres af præsternes embede.

⁵³      Hanc etiam assero et probo.
        Primo, quia poenitentia sacramentalis est temporalis, nec potest omni momento agi, alioquin assidue cum sacerdote loquendum esset nec aliud quicquam agendum, nisi peccata confitendum, atque satisfactionem impositam exsequendum. Ideo non potest esse crux illa, quam Christus praecipit tollere, (Matt 10,39) nec est mortificatio passionum carnis.        Også denne tese holder jeg fast ved, og heller ikke denne tese er jeg i tvivl om.
        For det første, fordi den sakramentale bod er timelig, og ikke kan udføres i ethvert øjeblik; ellers skulle man uafladelig tale med præsten og ikke kunne gøre andet end at bekende sine synder og udføre de pålagte fyldestgørelser. Derfor kan det ikke være det kors, som Kristus befaler os at bære, eller være dødelsen af kødets lidenskaber.

⁵⁴       Secundo, Sacramentalis est externa tantum, et praerequirit internam, sine qua nihil ualet. Sed haec interna est, et sine sacramentali esse potest.       For det andet, den sakramentale bod er kun en ydre bod og forudsætter den indre bod, uden hvilken den intet er værd. Men denne er en indre bod, og kan godt eksistere uden den sakramentale bod.

⁵⁵       Tertio, Sacramentalis potest esse ficta, haec non nisi uera et sincera esse potest. Quod si sincera non fuerit, hypocritarum est, non ea, quam Christus docet.        For det tredie, den sakramentale bod kan være forstillet, men denne kan kun være sand og alvorlig. For hvis den ikke er alvorlig, er den hyklerisk, og så er det ikke den bod, som Kristus lærer.

⁵⁶       Quarto, de sacramentali poenitentia nullum habetur praeceptum Christi, sed est per Pontifices et ecclesiam statuta (saltem quoad tertiam sui partem, scilicet satisfactionem), ideo et mutabilis arbitrio ecclesiae. Sed poenitentia euangelica est lex diuina, nulla hora mutabilis, cum ipsa sit iuge illud sacrificium, quod uocatur cor contritum et humiliatum. (Sl 51,17)       For det fjerde, vi har ikke noget bud fra Kristus om den sakramentale bod, men den er oprettet gennem paverne og kirken (bortset fra dens tredie del, nemlig fyldestgørelsen), derfor kan den forandres efter kirkens forgodtbefindende. Men den evangeliske bod er en guddommelig lov, kan ikke forandres nogensinde, eftersom den selv er dette vedvarende offer, som kaldes et angrende og ydmygt hjerte.

⁵⁷       Quinto, Huc pertinet, quod uno consensu doctores scholastici discernunt poenitentiam uirtutem a poenitentia sacramentali, ponentes poenitentiam uirtutem uelut materiam seu subiectum poenitentiae sacramenti. (W532)        For det femte, hermed hænger det sammen, at de skolastiske doktorer i enighed skelner mellem den egentlige bod og den sakramentale bod, idet de mener, at den egentlige bod er den sakramentale bods materie eller substans.

⁵⁸      CONCLVSIO III.
       Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur uarias carnis mortificationes. (95tes#3)
        Et hanc assero et probo. Tese 3.
      Han henviser dog ikke blot til den indre bod, ja, den indre er ingenting, hvis man ikke i det ydre arbejder med på forskellig måde at døde kødet.
       Også denne tese går jeg ind for og vil søge at bevise.

⁵⁹        Primo, Ro. xii. praecipit Apostolus, corpora nostra offere hostiam uiuentem, sanctam, deo placentem. Atque id quomodo fiat, ibidem clare et late exponit, dum docet humiliter sapere, inuicem seruire, diligere, orationi instare, patientiam habere etc.          For det første påbyder apostelen os, at vi ofrer vore legemer som et levende, helligt, gudvelbehageligt offer. Og hvordan det skal ske, forklarer han sammesteds klart og udførligt, idet han lærer, at vi skal tænke ydmygt, tjene hinanden, elske hinanden, være udholdende i bønnen, have tålmodighed osv.

⁶⁰ Quomodo et ii. Corin. vi. ait: Exhibeamus nosmetipsos in multa patientia, in ieiuniis et uigiliis etc. Sed et Christus Math. v. et vi. docet recte ieiunare, orare, eleemosynas dare. (Matt 6,16ff) Item alibi: Quod superest, date eleemosynam, et ecce omnia munda uobis. (Luk 11,41) På samme måde siger han også 2 Kor 6,4: 'Lad os vise os i megen tålmodighed, med megen faste og vågen, osv'. Men også Kristus lærer os i Matt 5 og 6 at faste, bede og give almisse på rette måde. Ligeledes siger han et andet sted: 'Hvad I har tilovers, giv det som almisse, så er alting rent for jer'.

⁶¹      Vnde sequitur, quod illae tres partes satisfactionis, Ieiunium, Oratio, Eleemosyna, non pertinent ad sacramentalem poenitentiam, quoad substantiam factorum, quia sunt de praecepto Christi, sed pertinent ad eam, quoad certum modum et tempus, secundum quod ecclesia ordinauerit, uidelicet quamdiu sit orandum, ieiunandum, dandum, Item, quantum et quid dandum.        Deraf følger, at de tre dele af fyldestgørelsen (fasten, bønnen og almissen) ikke har med den sakramentale bod at gøre, hvad angår gerningernes substans, fordi disse ting er Kristi befaling, nej, de har med boden at gøre, hvad angår den sikre måde og bestemte tid, som kirken pålægger, nemlig hvornår man skal bede, faste, give almisse, og ligeledes, hvor meget og hvad man skal give.

⁶² Verum ut sunt de euangelica poenitentia, ieiunium habet in se omnes castigationes carnis, sine delectu ciborum aut differentia vestium, Oratio uero omne studium animi meditando, legendo, audiendo, orando, Eleemosyna uero omne obsequium erga proximum, ut ita per ieiunium sibi seruiat, per orationem deo, et per Eleemosynam proximo, per primum uincat concupiscentiam carnis, et uiuat sobrie et caste, Per secundum superbiam uitae, et uiuat pie, Per tertium concupiscentiam oculorum, et uiuat iusti in hoc saeculo. Men eftersom disse fyldestgørelser er forbundne med den evangeliske bod, indeholder fasten i sig enhver spægelse af kødet, uden forskel mellem måltiderne og i valget af klædedragt, men bønnen indeholder i sig enhver sjælens iver efter at meditere, læse, høre, bede, men almissen indeholder i sig enhver tjeneste mod næsten, sådan at gennem fasten tjener man sig selv, gennem bønnen Gud, gennem almissen næsten, og sådan, at man gennem den første kan besejre kødets begær og lever ædru og kysk, gennem den anden besejre livets overmod og leve fromt, gennem den tredie besejre øjnenes lyst og leve retfærdigt i denne verden.

⁶³ Quare omnes mortificationes, quas homo compunctus sibi infert sunt de poenitentia interiore, tanquam fructus eius, siue sint uigiliae, labores, inopiae, studia, orationes, fuga sexus ac deliciarum, inquantum promouent spiritum. Derfor er enhver dødelse, som et ramt menneske påfører sig, stammer fra den indre bod, som dens frugt, hvad enten det er vågen, anstrengelser, mangel, iver, bønner, afholdenhed fra sex og lyst, så vidt ånden fører frem til.

⁶⁴        Secundo, ipsemet aegit dominus, et omnes sancti eius cum eo. Sic denique praecepit: Luceat lux vestra coram hominibus, ut uideant uestra bona opera. (Matt 5,16). Nam sine dubio opera bona foris sunt fructus poenitentiae et spiritus, Cum spiritus non faciat nisi uocem turturis, (n64) id est, gemitum cordis, radicem operum bonorum.       For det andet, Herren selv og alle hans hellige med ham fremviste disse frugter. For således påbød han: 'Lad jeres lys skinne for menneskene, så de må se jeres gode gerninger'. For uden tvivl er de ydre gode gerninger frugter af boden og ånden, eftersom ånden kun frembringer turtelduens lyde, det vil sige, hjertets sukke, som er de gode gerningers rod.

⁶⁵       Aduersus has tres meas conclusiones quidam indignatus et sub pelle leonis incedens posuit deblatterans, errorem esse, si quis uerbum illud 'poenitentia' negauerit etiam de sacramento poenitentiae intelligi. (se wimpina#2f)         Imod disse tre teser af mig har en eller anden uværdig person, som et æsel i en løvepels, plapret op om, at det er en fejl, hvis nogen nægter, at ordet 'bod' også skal forstås om den sakramentale bod.

⁶⁶ Primum, non est propositum meum singulas eius positiones confutare, quae sunt adeo insulse et indocte compositae, ut mihi impossibile sit creditu, eas fuisse intellectas tam ab eo, cuius titulo uulgantur, quam ab eo, qui eas conflauit, quod et cuique mediocriter ingenioso et in scripturis (W533) erudito facile patet. tamen, ut et eis ipsis suam inscitiam ostendam (si capaces esse poterunt), hanc primam diiudicabo. For det første er det ikke min hensigt at gendrive hver enkelt af hans teser. De er så tåbeligt og ulærd sat op, at jeg umulig kan tro, at de er blevet forstået, hverken af ham, under hvis navn de er udbredt, eller af ham, som har sammenstykket dem. Det fremgår let for den, der bare er nogenlunde begavet og er bevandret i skriften. Dog for at påvise deres uvidenhed for dem (hvis de er i stand til at forstå det) vil jeg afgøre denne første tese.

⁶⁷ Admitto, sub nomine poenitentiae posse intelligi etiam Iudae poenitentiam, etiam dei poenitentiam, etiam pictam, et (ut logici solent) materialiter et secundo intentionaliter sumptam poenitentiam, ideo et sacramentum (id est, satisfactionem). Jeg indrømmer, at ordet 'bod' kan anvendes også om Judas' bod, også om Guds bod, også om en fiktiv bod, og, for at følge logikernes skelnen, om en bod, der forstås efter dens essens, og om en bod, der forstås efter dens hensigt, og derfor også om den sakramentale bod, det vil sige, om fyldestgørelsen.

⁶⁸Aut quis negat, hucusque theologis quibusdam non paucis licuisse, totam ferme scripturam corrumpere audacibus suis distinctionibus et amphibologiis nuper confictis, adeo ut pro Paulo et Christo Paulocentonas et Christocentonas legamus? Ego de germana et propria uerbi locutus sum significatione, quam Christus in eo uerbo uoluit, aut saltem, quam Joannes Baptista uoluit, qui non habuit authoritatem instituendi sacramenti, et tamen uenit praedicans baptismum poenitentiae dicens: poenitentiam agite. (Matt 4,17) Men hvem kan nægte, at indtil nu har ganske mange teologer fået lov til næsten helt at ødelægge skriften med deres vovede distinktioner og nylig opfundne dobbeltbetydninger, i den grad, at vi i stedet for Paulus skulle læse 'Paulusflikværket' og i stedet for Kristus 'Kristusflikværket'? Jeg for min del har talt om det rene og egentlige ords betydning, som Kristus ville have frem i dette ord, eller i hvert fald, som Johannes Døber ville have frem, for han havde ikke autoritet til at indstifte noget sakramente, og dog kom han og prædikede omvendelsesdåb og sagde: 'Gør bod'.

⁶⁹Quod uerbum Christus repetiit, ac sic non de sacramento locutus satis, credo, intelligitur. Tamen esto illorum somnium uerum, uideamus quid sequatur. Og det ord gentog Kristus, og derfor tror jeg, det kan forstås tilstrækkelig klart, at han ikke talte om den sakramentale bod. Dog lad os se, hvad der bliver følgen, hvis det har sin rigtighed med deres drømmerier

⁷⁰       Christus sine dubio legislator diuinus est, et doctrina eius ius est diuinum, id est, quod nulla potestas mutare aut dispensare potest. At si poenitentia in eo loco a Christo docta significat poenitentiam sacramentalem (id est, satisfactionem) et hanc potest Papa mutare, et de facto mutat pro arbitrio suo, ergo uel Papa habet in arbitrio ius diuinum, uel est in deum suum impiissimus aduersarius, irritum faciens mandatum dei.         Kristus er uden tvivl en guddommelig lovgiver, og hans lære er en guddommelig ret, det vil sige, en ret, som ingen magt kan ændre eller dispensere fra. Men hvis den bod, der på dette sted undervises i af Kristus, betyder den sakramentale bod, det vil sige, fyldestgørelsen, og paven kan ændre denne, og faktisk også ændrer den efter sit forgodtbefindende, så bliver følgen, at paven enten skulle have den guddommelige ret i sit forgodtbefindende, eller at han er den mest ugudelige modstander af Gud, idet han gør Guds bud ugyldige.

⁷¹Quod si hoc audent assere ii, qui ad laudem dei et defensionem Catholicae fidei, et sanctae sedis Apostolicae honorem, et pro ueritate reuelanda et erroribus supprimendis gloriantur sese disputare, denique, si sic honorant ecclesiam tuenturque fidem, qui terrifico et immaniter (pene dixissem inaniter) iactato titulo haereticae prauitatis inquisitores uolunt uideri, (n71) Quid, quaeso, relictum est uel insanissimis haereticis, quo et ipsi Papam et sedem Apostolicam blasphement et criminentur? Hos ego non inquisitores, sed insistores haereticae prauitatis libera uoce pronunciarem. Og hvis de vover at fasholde det, de, der praler af, at de disputerer til Guds pris og til forsvar for den katolske tro, og til den hellige apostolske stols ære, og for at åbenbare sandheden og undertrykke fejltagelserne, og endelig, hvis det er på den måde, de ærer kirken og forsvarer troen, de, som med en skrækindjagende og vanvittig (jeg havde nær sagt åndsforladt) titel vil give det udseende af efterforskere af kætteriets forkerthed, hvad er der så tilbage til de virkelig vanvittige kættere, hvormed de kan bespotte og rette beskyldninger imod paven og det apostolske sæde? Dem vil jeg frit og frejdigt erklære, ikke for efterforskere, men efterfølgere af den kætterske forkerthed.

⁷²Tales et tam prudenter positae sunt fere omnes conclusiones, quas amplissima illa et innocentissima Papyrus passim circumfert, subiecta uanitati non uolens. Quas si omnes uellem confutare, grandi uolumine opus foret, et totum pene Chaos Quarti Sententiarum euoluendum cum suis scribentibus. Sed tu, lector, esto liber et candidus, quo possis ex hac una discere omnes. Af den art og af den klogskab er næsten alle disse teser, som dette højværdige og uskyldige papir udbreder overalt, uden at ville være underkastet forfængeligheden. (Rom 8,20). Og hvis jeg ville genddrive dem alle, ville der være brug for et mægtigt bind, og man ville behøve at afdække næsten hele kaosset fra det fjerde bind ad sentenserne sammen med dets kommentatorer. Men du, kære læser, du kan frit og ærligt erkende alle teserne ud fra denne ene.

⁷³CONCLVSIO IV.
         Manet itaque poena, donec manet odium sui (id est, poenitentia uera intus), scilicet usque ad introitum regni coelorum. (95tes#4) Tese 4.
       Straffen forbliver derfor, sålænge hadet til én selv forbliver (det vil sige, den sande indre bod), og det vil sige, indtil man går ind i himmeriget.

⁷⁴      Et hanc assero et ostendo.
       Primo, Certa sequela tanquam corollarium sequitur ex dictis, quia, si omnis uita est poenitentia et crux Christi, non (W534) solum in uoluntariis afflicti onibus, sed etiam in tentationibus diaboli, mundi et carnis, Quinetiam in persecutionibus et passionibus, ut ex praedictis, ex scriptura tota, ex ipsiusmet sanctisanctorum et omnium martyrum exemplis patet, Certum est, quod crux illa usque ad mortem, et sic ad introitum regni durat.        Også denne tese holder jeg fast ved og prøver at påvise.
       For det første, en sikker følgeslutning følger som en lille krans af det sagte, fordi, hvis hele livet er en bod og et Kristi kors, bliver vi ramt ikke blot i de frivillige byrder, men også i djævelens og verdens og kødets fristelser, ja, også i forfølgelser og lidenskaber, hvilket fremgår af det forudgående, af hele skriften og af helgenernes helgens eksempel og af martyrernes eksempel. Sikkert er det, at dette kors varer indtil døden, og således indtil indgangen i riget.

⁷⁵        Secundo, illud patet etiam in aliis sanctis. Sanctus Augustinus psal. vii poenitentiales sibi foecit scribi, et eos cum lachrymis orabat et meditabatur dicens, Etiamsi episcopus quicunque iuste uixerit, non debere tamen sine poenitentia de hoc mundo eum discedere. Ita et B. Bernhardus Agonisans clamauit: perdite uixi, quia tempus perdidi, nihil habeo, nisi quod scio, quia cor contritum et humiliatum, deus, non despicies.       For det andet, dette fremgår også af de andre helliges eksempel. Sankt Augustin lod skrive for sig afskrifter af de syv bodssamler, og dem bad han med tårer og mediterede over dem, idet han sagde: 'Selv om en biskop har levet nok så retfærdigt, bør han ikke forlade denne verden uden bod'. Ligeledes kæmpede også den salige Bernhard og råbte: 'Jeg har spildt mit liv, fordi jeg har spildt min tid, intet har jeg, udover at jeg véd, at du ikke foragter et angrende og ydmygt hjerte, Gud'.

⁷⁶       Tertio, Ratione: tam diu Crux illa poenitentiae debet durare, donec secundum Apostolum destruatur corpus peccati, et pereat uetustas primi Adae cum sua imagine, et perficiatur nouus Adam ad imaginem dei. sed peccatum manet usque ad mortem, licet quottidie minuatur per renouationem mentis de die in diem.         For det tredie. Denne tese kan se ud fra fornuften. Dette bodskors skal ifølge apostelen vare, indtil syndens legeme er ødelagt, og den første Adams gammeldom forgår sammen med hans billede, og den nye Adam er blevet fuldkommet i Guds billede. Men synden varer lige indtil døden, selv om den dagligt mindsked gennem sindes fornyelse dag for dag.

⁷⁷       Quarto, saltem poena mortis manet in omnibus, timor etiam mortis, certe poena omnium poenarum et ipsa grauior morte, in plurimus, ut taceam de timore iudicii et inferni, de tremore conscientiae etc.        For det fjerde. I hvert fald dødens straf forbliver i alle, også frygten for døden, hvilket sikkert er straffenes straf og værre en døden selv, i de fleste, at jeg skal tie om frygten for dommen og helvede, omn samvittighedens skælven osv.

⁷⁸ Videre til tese 5, res02.

⁷⁹c

Noter:

Note 7: I et citat, som Ambrosius Catharinus tager af dette sted, hedder det 'significare' i stedet for 'spirare'.

Note 9: Det drejer sig om det i Salmerne 39, 62 og 77, der oversættes til: Efter Jedutun.

n46: Både Clemen og den engelske udgave henviser til Matt 10,39. Det er dog Joh 12,25, der er tale om. I Vulgata er der ordret overensstemmelse med Luthers tekst.

n64: Her tænker Luther muligvis på Højs 2,12 i en allegorisk udlægning.

n71: Tetzel betegner sig selv som 'haereticae pravitatis Inquisitor', i titlen på de 50 teser (tetzpos#1), i titlen på hans og Wimpinas teser (wimpina#1) og som 'Ketzermeister' i titlen på modskriftet mod Luthers Sermon vom Ablass und Gnade (tetzaflad1#1).

¹ Reuerendo et uere patri suo Johanni Stupitio S. T. professori, Augustinianæ familia Vicario, F. Martinus Luther discipulus, Salutem & seipsum.	Broder Martin Luther sender hilsen og sender sig selv til den ærværdige og sande fader Johannes Staupitz, professor, augustinernes ordensvikar.
² Memini, Reuerende Pater, inter iocundissimas et salutares fabulas tuas, quibus me solet dominus meus Ihesus mirifice consolari, incidisse aliquando mentionem huius nominis poenitentia, ubi miserti conscientiarum multarum carnificumque illorum, qui praeceptis infinitis eisdemque importabilibus modum docent (ut uocant) confitendi, te uelut e coelo sonantem excepimus, quod poenitentia uera non est, nisi quae ab amore iustitiae et Dei incipit, et hoc esse potius principium poenitentiae, quod illis finis et consummatio censetur.	Jeg husker, ærværdige fader, blandt dine spøgefulde og gavnlige historier, hvormed min Herre Jesus plejede at give mig forunderlig trøst, af og til at have hørt nævne ordet bod, hvor jeg havde medynk med de mange samvittigheder og deres kødeliggørelser, som de lærte skulle bekendes (som de sagde) ved en uendelighed af bud og vigtige ting, jeg husker, at vi hørte dig sige, næsten som fra himlen, at boden ikke var sand, hvis ikke den begyndte med kærlighed til retfærdigheden og til Gud, og at det snarere var begyndelsen til boden, som af dem regnedes for afslutning og fuldendelsen af den.
³ Haesit hoc uerbum tuum in me sicut sagitta potentis acuta, coepique deinceps cum scripturis poenitentiam docentibus conferre.	Dette dit ord sad fast i mig som en stærk, spids pil, og jeg begyndte derefter at sammenligne det, de lærte om boden, med skriften.
⁴ Et ecce iucundissimum ludum, uerba undique colludebant planeque huic sententiae arridebant et assultabant, ita ut cum prius non fuerit ferme in scriptura tota amarius mihi uerbum quam poenitentia (licet sedulo etiam coram Deo simularem et fictum coactumque amorem exprimere conarer), nunc nihil dulcius aut gratius mihi sonet quam poenitentia.	Og se den mest fornøjelige leg, ordene legede overalt med, og gjort helt grin med og angreb denne mening, således at, skønt der før i hele skriften næsten ikke var noget ord, der var mig mere bittert end ordet 'bod' (selv om jeg omhyggeligt også overfor Gud spillede skuespil og stræbte efter at udtrykke en hyklet og tvungen kærlighed), så lød der nu intet ord for mig mere sødt og nåderigt end ordet 'bod'.
⁵ Ita enim dulcescunt praecepta dei, quando non in libris tantum, sed in uulneribus dulcissimi Salvatoris legenda intelligimus.	Således blev nemlig Guds bud gjort søde, da jeg fattede, hvordan jeg skulle læse, ikke kun i bøgerne, men i frelserens søde sår.
⁶ Post haec accessit, quod studio et gratia eruditissimorum uirorum, qui nobis graeca et hebraea officiosissime tradunt, didici idem uerbum graece metanaea dici a meta et noein, idest a post et mentem, ut sit poenitentia sive metanaea resipiscentia et quasi post acceptum damnum et cognitum errorem intelligentia sui mali, quod sine mutatione affectus et amoris fieri est impossibile, quae omnia Paulinae theologiae ita respondet apte, ut nihil ferme aptius Paulum illustrare possit, meo saltem iudicio. (W526).	Herefter skete der det, at jeg ved højtuddannede mænds iver og gunst, som meget tjenstvilligt overførte til os græsk og hebraisk, lærte, at det samme ord på græsk siges 'metanoia', af 'meta' og 'nous', det vil sige 'efter' og 'sind', så at bod eller 'metanoia' altså er en kommen-til-sig-selv-igen og ligesom en forståelse af, hvor ond man er, efter at man har accepteret sin fordømmelse og erkendt sin fejl. Men det kan umuligt ske uden forandring af følelsen og kærligheden, og dertil svarer hele den paulinske teologi så godt, at næsten intet kan forklare Paulus bedre, i hvert fald efter min bedømmelse.
⁷ Denique profeci et uidi metanaeam non solum a post et mentem, sed a trans et mentem posse deduci (sit sane uiolentum), ut metanaea transmutationem mentis et affectus significet, quod non modo affectus mutationem, sed et modum mutandi, idest gratiam Dei videbatur spirare. (n7).	Til sidst nåede jeg videre og opdagede, at metanoia ikke blot kunne udledes af 'efter' og 'sind', men også af 'på den anden side' og 'sind' (lad det så også være lidt hårdt trukket op), så at metanoia kunne betyde 'forandring af sindet og følelsen', hvilket ikke blot syntes at ånde af en forandring af følelsen, men også måden at forandres på, det vil sige Guds nåde.
⁸ Nam transitus ille mentis, id est, uerissima poenitentia, celeberrimus est in sacris literis, ut quem phase illud uetustum olim significauit, Christus exhibuit, et longe ante Abraham quoque figurauit, quando transitor, id est, Ebraeus uocari coepit, traiectus scilicet in Mesopotamiam, ut Burgensis docte docet.	For denne sindets overgang, det vil sige, den sandeste bod, findes overalt i den hellige skrift, så at det tidligere betød denne gamle fase, som Kristus fremviste, og lang tid før betegnede Abraham, eftersom han på hebraisk blev kaldt overgænger, nemlig til Mesopotamien, som Burgensis så lærd lærer det.
⁹ Huic et titulus ille psalmi concinit, ubi idithun, id est, transiliens cantator inducitur. (n9). His inhaerens ausus sum putare, eos falsos esse, qui operibus poenitentiae tantum tribuerunt, ut poenitentiae uix reliquum nobis foecerint praeter frigidas quasdam satisfactiones et laboriosissimam confessionem, latino scilicet uocabulo abducti, quod poenitentiam agere actionem magis sonet, quam mutationem affectus, et graeco illi Metanoin nullo modo satisfacit.	For ham stemmer også denne salmernes titel sammen, der hvor sangeren indføres som idithun, det vil sige, den, der går forbi. Da jeg havde forstået dette, vovede jeg at mene, at de mennesker tog fejl, som kun tillagde boden gerninger, så at de næppe efterlod mere af boden til os end nogle kolde fyldestgørelser og en anstrengende bekendelse, hvilket er udledt fra det latinske ord, fordi det at 'gøre bod' mere lyder af en handling end af en forandring i følelsen, og på ingen måde tilfredsstiller det græske metanoein.
¹⁰ Haec mea cum sic ferueret meditatio, ecce subito coeperunt circum nos strepere, immo clangere noua indulgentiarum classica, et remissionem buccinae, quibus tamen non ad strennuum belli studium animaremur.	Da denne overvejelse brændte således i mig, se, da begyndte de pludselig at larme om os, ja at udskrige et nyt afladssignal og en grov tilgivelse, hvormed vi dog ikke blev opmuntret til større iver for krigen.
¹¹ Breuiter, neglecta uerae poenitentiae doctrina adeo magnificare praesumpserunt non poenitentiam, non saltem uilissimam eius partem, quae satisfactio dicitur, sed eiusdem uilissimae partis remissionem, ut nunquam sit ita magnificari audita.	Kort sagt, de lod læren om den gamle bod være og tog sig for i den grad at ophøje, ikke boden, ikke engang dens mere billige del, som kaldes fyldestgørelsen, men dens allerbilligste del af tilgivelsen, så at den aldrig før er hørt ophøjet så meget.
¹² Denique impia et falsa et haeretica docebant, tanta autoritate (temeritate uolui dicere), ut, qui uel contra mutiret, statim haereticus igni deuotus esset, et aeternae maledictionis reus.	Endelig lærte de ufromt og falsk og kættersk med en sådan autoritet (frækhed, skulle jeg sige), at den, der mukkede imod dem, straks som kætter blev overladt til ilden, og var skyldig i evig forbandelse.
¹³ Ego horum furori occurrere non potens, statui modeste eis dissentire, et in dubium uocare eorum dogmata, fretus omnium doctorum totiusque Ecclesiae sententia, quod etiam satisfacere melius sit, quam satisfactionem remittere, id est, indulgentias redimere, Nec est ullus, qui aliter unquam docuit.	Jeg for min del var ikke i stand til at komme deres vrede imøde og slog beskedent fast, at jeg var uenig med dem og drog deres læresætninger i tvivl, i tillid til, at alle kirkens lærde var af den mening, at det var bedre at gøre fyldest end at eftergive fyldestgørelsen, det vil sige, købe aflad. Og der er heller ikke nogen, som nogensinde har lært andet.
¹⁴ Itaque disputaui, id est, summa, media, infima, omnia in malum capitis mei irritaui, quantum per hos pecuniarum (heus animarum dicendum fuit) Zelatores fieri ac perfici potest. Sic enim suauissimi homines, crassissima astutia instructi, cum negare non possint ea, quae dixi, fingunt summi Pontificis potestatem laedi meis disputationibus.	Derfor disputerede jeg, det vil sige, jeg opæggede det øverste, det midterste, det nederste, alt til ondt over mit hoved, alt det, som kunne gøres og gennemføres af disse pengestræbere (hør, hvor der blev talt om sjælene). Således forestillede nemlig disse sukkersøde mennesker, som var opfyldt af den stærkeste listighed, sig, da de ikke kunne nægte det, jeg sagde, at pavens magt kunne skade mine disputationer.
¹⁵ Haec est causa, Reuerende Pater, quod ego nunc infoeliciter in publicum prodeo, qui semper anguli amator fui, et ipse eligens spectare pulcherrimum nostro seculo ingeniorum ludum magis quam spectari et rideri. Sed (ut uideo) oportet et Corchorum inter olera uideri, et nigrum statui inter alba, decoris scilicet et ueneris gratia.	Dette er grunden til ærværdige fader, at jeg ulykkelige, som altid har holdt af tilbagetrukketheden, nu står offentligt frem, og selv vælger at se den smukke leg af de dygtige i vort århundrede, i stedet for at ses og gøres til grin. Men som jeg ser det, bør også Korkor ses blandt det vellugtende, og det sorte stå blandt det hvide, for prydens og ærens skyld.
¹⁶ Rogo itaque, has meas ineptias suscipias, et qua fieri potest industria ad optimum Pontificem, Leonem decimum, transmittas, ut sint ibi mihi aduersus (W527) studia malignantium uice alicuius paracleti, non quod te mihi coniungi periculo uelim, meo solius periculo haec egisse uolo.	Jeg beder derfor om, at du vil sende disse mine uegnede foretagender med størst mulig flid til pave Leo den Tiende, så at de dèr kan stå i en fortalers sted imod mine modstanderes bestræbelser, ikke fordi jeg vil knytte dig sammen med faren, for jeg vil alene bære dette farefulde.
¹⁷ Christus uiderit, suane sint an mea, quae dixi, sine cuius nutu nec Summi Pontificis sermo est in lingua eius, nec cor regis in manu sua, Hunc enim exspecto iudicem e Romana sede pronunciantem.	Kristus vil se til, om det er hans eller mig, hvad jeg siger, for uden hans støtte er hverken pavens tale på hans tunge eller kongens hjerte i hans hånd, ham forventer jeg nemlig som dommer, når jeg påkalder det romerske sæde.
¹⁸ Caeterum minacibus illis meis amicis nihil habeo quod respondeam, nisi illud Reuchlinianum: Qui pauper est, nihil timet, nihil potest perdere. Res nec habeo nec cupio, famam et honorem si habui, assidue nunc perdit, qui perdit.	Forøvrigt har jeg intet andet at svare til disse trusler mod mine venner end det, som Reuchlin sagde: Den, der er fattig, frygter ikke, han kan ikke miste noget. Jeg har ingen sag og stræber ikke efter at få nogen, hvis jeg har haft et ry og en ære, så vil den, der taber disse ting, nu uafbrudt tabe dem.
¹⁹ unum superest imbecille et assiduis fatigatum incommodis corpusculum, quod si qua ui uel dolo abstulerint (in obsequium dei), forte una uel duabus uitae horis me pauperiorem facient.	Ét har jeg endnu: Et svagt legeme, der er udmattet af stadige gebrækkeligheder, så at selv om de afholder sig fra magt eller smerte (idet de adlyder Gud) så kan de måske gøre mig én eller to livstimer fattigere.
²⁰ Sufficit mihi dulcis redemptor et propitiator dominus meus Ihesus Christus, cui cantabo, quamdui fuero. Siquis autem noluerit cantere mecum, quid ad me? ululet, si libet, uel secum. Ipse dominus Ihesus seruet te inaeternum, mi pater suauissime. Vuittenbergae, die Sanctae Trinitatis, anno M. D. XVIII.	Min søde forløser og forsoner, min herre Jesus Kristus er mig nok. For ham vil jeg synge, sålænge jeg er til. Men hvis nogen ikke vil synge med mig, hvad har det så med mig at gøre? Så lad ham tude, hvis det lyster ham, for sig selv. Herren Jesus selv bevare dig i evighed, min kæreste fader. I Wittenberg, den hellige trefoldigheds dag, år 1518.
²¹ BEATISSIMO PATRI LEONI DECIMO, PONT: Max: Frater Martinus Luther Augustinus, æternam Salutem.	Broder Martin Luther, augustinermunk ønsker den højsalige fader, Leo den Tiende, pave, evig frelse.
²² Auditum audiui de me pessimum, Beatissime pater, quo intelligo quosdam amicos foecisse nomen meum grauissime coram te et tuis foetere, ut qui authoritatem et potestatem clauium et summi Pontificis minuere molitus sum. inde haereticus, apostata, perfidus et sexcentis nominibus, immo ignominiis accusor.	Jeg har hørt det værste rygte om mig, højsalige fader, hvorved jeg forstår, at nogle fæle venner på det groveste har tilsvinet mit navn overfor dig og dine, som én, der bestræber sig på at mindske nøglernes og pavens autoritet og magt. Derfor anklages jeg for kætter, frafalden, perfid og 117 andre navne, ja skældsord.
²³Horrent aures et stupent oculi. Sed unicum stat fiduciae praesidium, innocens et quieta conscientia. nec noua audio, Talibus enim insignibus et in nostra regione me ornauerunt homines isti honestissimi et ueraces, id est, pessime sibi conscii, qui sua portenta mihi conantur imponere, et mea ignominia suas ignominias glorificare.	De forfærder ørerne og forbavser øjnene. Men ét forsvar slår jeg min lid til, en uskyldig og rolig samvittighed. Det er heller ikke noget nyt, jeg hører. For med den slags betegnelser har her i vort land sådanne særdeles velærværdige og sanddru mennesker smykket mig, det vil sige, det er mennesker, der stræber efter at tillægge mig det værste de véd, og vil gøre deres vanære glorværdig ved at vanære mig.
²⁴ Sed rem ipsam, Beatissime pater, digneris audire ex me infante et inculto. Coepit apud nos diebus proximis praedicari Iubileis ille indulgentiarum Apostolicarum, profecitque adeo, ut praecones illius sub tui nominis terrore omnia sibi licere putantes impiissima haereticaque palam auderent docere, in grauissimum scandalum et ludibrium Ecclesiasticae potestatis, ac si decretales (W528) de Abusionibus Quaestorum nihil ad eos pertinerent.	Men, kære højsalige fader, værdiges at høre sagen selv af mig barnlige og udannede mand. Det begyndte hos os i den nærmest forgangne tid, da der blev prædiket denne apostoliske jubelaflad, og det fortsatte i den grad, at afladsprædikanterne mente, at de havde lov til alt, fordi man frygtede dit navn, og åbenlyst vovede at lære de mest ugudelige og kætterske ting, til den største forargelse og gøren grin med den kirkelige magt, som om dekreterne om misbrug af kvæstorerne ikke havde noget med dem at gøre.
²⁵ Nec contenti, quod liberrimis uerbis haec sua uenena diffunderent, insuper libellos ediderunt et in uulgum sparserunt, in quibus, ut taceam insatiabilem et inauditam auaritiam, quam singuli pene apices olent crassissime, eadem illa impia et haeretica statuerunt, et ita statuerunt, ut Confessores iuramento adigerent, quo haec ipsa fidelissime instantissimeque populo inculcarent.	Ikke tilfredse med at udgyde denne gift i de mest frimodige ord udgav de desuden bøger og delte dem ud blandt folk, hvori de, at jeg skal tie om den umætteligt og uhørte havesyge, som hver enkelts hue lugtede fælt af, fastslog de samme ugudeligheder og kætterier, og fx fastslog, at bekenderne nøder til med en ed, at de opfordrer det troende og tilstedeværende folk til dette.
²⁶ Vera dico, nec est, quo se abscondant a calore hoc. Exstant libelli, nec possunt negare. Agebantur tum illa prospere, et exugebantur populi falsis spebus, et ut Propheta ait: Carnem desuper ossibus eorum tollebant. (Mika 3,2). Ipsi uero pinguissime et suauissime interim pascebantur.	Jeg taler sandt, og det er heller ikke sådan, at de gemmer sig væk i denne hede. Bøgerne foreligger, så de kan ikke nægte det. Dengang handlede de heldigt med det, og de udsugede folket med falske forhåbninger, og det var, som profeten siger: 'De fjernede kødet fra deres knogler'. Men samtidig tjente de selv fedt og sødt på det.
²⁷ Vnum erat, quo scandala sedabant, scilicet terror nominis tui, ignis comminatio et haeretici nominis opprobrium, -- Haec enim incredibile est quam propensi sunt intentare, quandoque etiam, si in meris opiniosisque nugis suis contradictionem senserint, -- Si tamen hoc est scandala sedare, ac non potius mera tyrannide schismata et seditiones tandem suscitare.	Men der var én ting, hvormed de dæmpede forargelserne, og det var frygten for dit navn, truslen med ilden og forhånelsen med kætternavnet, (for det er utroligt, hvor tilbøjelige de er til at true, også når de føler, at de modsiger sig selv i deres blotte og bare opfattelser og nøgne meninger), hvis altså det er at dæmpe forargelserne og ikke snarere ved simpelt tyranni at opægge til splid og sektdannelse.
²⁸ Verum nihilominus crebrescebant fabulae per tabernas de auaritia sacerdotum, detractionesque clauium Summique Pontificis, ut testis est uox totius huius terrae.	Men ikke desto mindre udbredtes overalt rygter på kroerne om præsternes havesyge, og borttagelse af pavenøglerne, som rygtet i hele dette land vidner om.
²⁹ Ego sane (ut fateor) pro zelo Christi, sicuti mihi uidebar, aut si ita placet, pro iuuenili calore urebar, nec tamen meum esse uidebam in iis quicquam statuere aut facere. proinde monui priuatim aliquot Magnates Ecclesiarum.	Jeg for min del brændte sandelig, det tilstår jeg, af iver for Kristus, sådan som det forekom mig, eller hvis man heller vil det sådan: at ungdommelig ophidselse, og dog syntes jeg ikke, at der i disse sager var noget, jeg kunne fastholde eller gøre. Derfor formanede jeg privat nogle kirkelige stormænd.
³⁰ Hic ab aliis acceptabar, aliis ridiculum, aliis aliud videbar, praeualebat enim nominis tui terror et censurarum intentatio. Tandem, cum nihil possem aliud uisum est saltem leuiuscule illis reluctari, id est, eorum dogmata in dubium et disputationem uocare.	Her blev jeg forstået af nogle, gjort til grin af andre, mens nogle tredie syntes noget tredie, for frygt for dit navn og truslerne om censorerne havde stor magt. Endelig, da jeg ikke kunne gøre andet, besluttede jeg til sidst at kæmpe en lille smule imod dem, det vil sige, at så tvivl om deres læresætninger og indkalde til disputation.

³¹ Itaque schedulam disputatoriam edidi, inuitans tantum doctiores siqui uellent mecum disceptare, sicut manifestum esse etiam aduersariis oportet ex praefatione eiusdem disceptationis.	Derfor udgav jeg et diskussionsskema, idet jeg kun opfordrede de mere lærde til at diskutere med mig, sådan som det er soleklart også for modstanderne af forordet til denne diskussion.
³² Ecce, hoc est incendium, quo totum mundum queruntur conflagrari, forte quod indignantur, me unum, auctoritate tua Apostolica Magistrum Theologiae, ius habere in publica schola disputandi, pro more omnium Vniuersitatum et totius Ecclesiae, non modo de indulgentiis, uerumetiam de potestate, remissione, indulgentiis diuinis, incomparabiliter maioribus rebus.	Se, det er den tændstik, hvorved de påstår, at hele verden er sat i brand, måske fordi de forarges over, at jeg alene, der er magister i teologi ved din apostoliske autoritet, skulle have ret til at disputere i den offentlige skole, som dog alle universiteter og hele kirken plejer at gøre, ikke blot om afladen, men også om magten, tilgivelsen, den guddommelige overbærenhed, hvilket uden sammenligning er større ting.
³³ Nec tamen multum moueor, quod hanc mihi facultatem inuideant, a tuae B. potestate concessam, qui eis fauere cogor inuitus multo maiora, scilicet, quod Aristotelis somnia in medias res Theologia miscent, atque de diuina Maiestate meras nugas disputant contra et citra facultatem eis datam.	Men det rører mig ikke meget, at de misunder mig denne lejlighed, som er tilstået mig af din saligheds magt, jeg, som mod min vilje tvinges til at begunstige dem med meget større ting, idet de nemlig indblander Aristoteles' drømmerier i teologiens sag, og diskuterer rene og skære påstande om den guddommelige majestæt, imod det og udover det, de har fået til opgave.
³⁴ Porro, quodnam fatum urgeat has solas meas disputationes prae caeteris, non solum meis, sed omnium Magistrorum, ut in omnem terram pene exierint, mihi ipsi miraculum est. apud nostros et propter nostros tantum sunt editae, et sic editae, ut mihi incredibile sit, eas ab omnibus intelligi. disputationes enim sunt, non doctrinae, non dogmata, obscurius pro more, et enygmaticos positae.	Videre, at skæbnen har bestemt alene mine teser fremfor andre, ikke blot fremfor mine andre teser, men fremfor alle magistres teser, så at de er gået ud i næsten hele verden, det er forunderligt for mig selv. De blev kun udgivet hos os og for vores skyld, og de blev udgivet således, at det er utroligt for mig, at de skulle kunne forstås af alle. Teserne er nemlig disputationsteser, ikke læresætninger eller dogmer, tilpas dunkle, som man plejer det, og fremsat enigmatisk.
³⁵ Alioqui si praeuidere potuissem, certe id pro mea parte curassem, ut essent intellectu faciliores. Nunc quid faciam? Reuocare non possum, et miram mihi inuidiam ex ea inuulgatione uideo conflari, inuitus uenio in publicum periculosissimumque ac varium hominum iudicium, praesertim ego indoctus, stupidus ingenio, uacuus eruditione, deinde nostro florentissimo seculo, quod pro sua in literis et ingeniis foelicitate etiam Ciceronem cogere possit ad angulum, lucis et publici alioqui non ignauum sectatorem, sed cogit necessitas me anserem strepere inter olores.	Ellers, hvis jeg havde kunnet forudse det, ville jeg givetvis for min del have sørget for, at de var blevet noget lettere at forstå. Men nu, hvad skal jeg gøre nu? Jeg kan ikke tilbagekalde, og jeg ser en besynderlig misundelse flamme op imod mig på grund af denne udbredelse. Jeg er uforvarende kommet i offentlighedens søgelys og i højst farlige og forskellige menneskers bedømmelse. Man kalder mig udannet, dum i knolden, tom for uddannelse. Og så mener man, at man i vort blomstrende århundrede, som i kraft af sin lykke i literaturen og i forståelsen kunne trænge selv Cicero op i en krog, nok skulle kunne trænge mig ellers, hvad lys og offentlighed angår, ikke træge tilhænger op i en krog, men nødvendigheden tvinger mig gås til at skræppe op blandt svaner.
³⁶ Itaque, quo et ipsos aduersarios mitigem et desyderia multorum expleam, emitto ecce meas nugas declaratorias mearum disputationum, emitto autem, quo tutior sim, sub tui nominis praesidio et tuae protectionis umbra, Beatissime Pater, in quibus intelligent omnes, qui uolent, quam pure simpliciterque ecclesiasticam potestatem et reuerentiam Clauium quaesierim et coluerim, simulque, quam inique et false me tot nominibus aduersarii foedauerint.	Derfor, fordi jeg vil tæmme selv modstanderne og opfylde manges ønske, udsender jeg her mine nøgne forklaringer til mine teser, men jeg udsender dem for at jeg kan blive belært, under dit navns beskyttelse og under dine beskyttende vinger, højsalige fader, og derved vil alle, som ønsker det, kunne forstå, hvor rent og enkelt jeg søger og dyrker den kirkelige magt og de ærværdige nøgler, og samtidig vil de forstå, hvor uretfærdig og falsk mine modstandere pådutter mig så mange øgenavne.
³⁷ Si enim talis essem, qualem illi me uideri cupiunt, ac non potius omnia disputandi facultate recte a me tractata fuissent, non potuisset fieri, ut Illustriss. Princeps Fridericus Saxoniae dux, Elector Imperii etc., hanc pestem in sua permitteret Vniuersitate, cum Catholicae et Apostolicae ueritatis unus facile amantissimus, nec tolerabilis fuissem uiris nostri studii acerrimis et studiosissimis. uerum actum ago, quando illi suauissimi homines non uerentur mecum et Principem et Vniversitatem pari ignominia conficere palam. Quare, Beatissime Pater, prostratum me pedibus tuae B. offero cum omnibus quae sum et habeo.	Hvis jeg nemlig havde været sådan som de gerne vil have mig til at se ud til at være, og ikke snarere alting af mig var lagt frem for at kunne få lejlighed til at disputere på ret måde, så kunne der ikke være sket det, at den højtoplyste fyrste Frederik af Saksen, kurfyrste osv, ville have tilladt denne pest på sit universitet, eftersom han er en ynder af den katolske og apostolske sandhed, og jeg ville ikke være blevet tålt af vort studiums skarpsindige og lærde mænd. Men jeg griber til handling, fordi disse ærede mænd ikke skammer sig over mig, og fordi fyrsten og universitetet overalt får del i skældsordene til mig. Derfor, højsalige fader, kaster jeg mig for din højsaligheds fødder og tilbyder mig til dig med alt, hvad jeg er og har.
³⁸ Viuifica, occide, uoca, reuoca, approba, reproba, ut placuerit, uocem tuam uocem Christi in te praesidentis et loquentis agnoscam. Si mortem merui, mori non recusabo, Domini enim est terra et plenitudo eius, (Sl 24,1) qui est benedictus in secula, Amen, qui et te seruet inaeternum, Amen. Anno M. D. XVIII.	Gør mig levende, slå mig ihjel, kald mig frem, kald mig tilbage, giv mig tilslutning, nægt mig tilslutning, som det behager dig, din røst er Kristi røst, den anerkender jeg residerer og taler i dig. Hvis jeg fortjener døden, vil jeg ikke vige tilbage for døden, for Herrens er jorden og dens fylde. Han er velsignet i evighed, amen. Måtte han også tjene dig i evighed, amen. År 1518.
³⁹ Quia haec est Theologica disputatio, quo pacatiores faciam animos nudo disputationis textu forte offensos, repetam hic denuo protestationem in Scholis fieri solitam.	Fordi dette er en teologisk disputation, skal jeg her gentage den erklæring, der plejer at blive givet på universiteterne, for måske at berolige dem, der eventuelt stødes ved disputationens ligefremme tekst.
⁴⁰ Primum protestor, me prorsus nihil dicere aut tenere uelle, nisi quod in et ex sacris literis primo, deinde Ecclesiasticis patris, ab Ecclesia Romana receptis, hucusque seruatis, et ex Canonibus ac decretalibus Pontificiis (W530) habetur et haberi potest.	For det første erklærer jeg, at jeg ikke har til hensigt at sige eller fastholde andet end hvad der står i eller kan uddrages fra først og fremmest den hellige skrift, dernæst fra de kirkefædre, der er accepteret af den romerske kirke, og indtil nu er bevaret både i kanonnerne og i de pavelige dekreter.
⁴¹ Quod si quid ex iis probari uel improbari non potest, id gratia disputationis dumtaxat, pro iudicio rationis et experientia tenebo, semper tamen in his saluo iudicio omnium superiorum meorum.	Men hvis en tese ikke kan bevises eller modbevises ud fra dette, vil jeg fastholde den for disputationens skyld, ud fra fornuftens og erfaringens bedømmelse, dog altid således, at jeg ikke vender mig imod nogen af mine overordnedes bedømmelse.
⁴² Vnum illud addo et mihi uendico iure Christianae libertatis, quod opiniones B. Thomae, Bonauenturae, aut aliorum Scholasticorum uel Canonistarum nudas, sine textu et probatione positas, uolo pro meo arbitrio refutare uel acceptare, secundum consilium Pauli: omnia probate, quod bonum est tenete. (1 Thess 5,21)	Jeg tilføjer én betragtning og insisterer på den ud fra min kristne frihed, at jeg efter forgodtbefindende vil gendrive eller antage de sætninger, der er rene og skære meninger hos den salige Thomas, Bonaventura eller andre skolastikere og eller kanonister, hvor der ikke er henvist til nogen tekst eller noget bevis, ifølge Paulus' råd: 'Prøv alt, behold det gode'.
⁴³ Etsi scio quorundam Thomistarum sententiam, uolentium B. Thomam ab Ecclesia esse approbatum in omnibus, Constat satis, quantum B. Thomae ualeat autoritas. Hac mea protestatione credo satis manifestum fieri, quod errare quidem potero, sed haereticus non ero, quantumlibet fremant et tabescant ii, qui aliter sentiunt uel cupiunt. Finis.	Jeg kender godt nogle thomistere opfattelse: De vil, at kirken skal godkende alt, hvad den salige Thomas har sagt om alting. Men det er tilstrækkelig klart, hvor meget den salige Thomas' autoritet er værd. Ud fra denne erklæring tror jeg det er tilstrækkeligt klart, at jeg vil kunne tage fejl, men at jeg ikke er kætter, ligegyldig hvor meget de, der mener eller ønsker anderledes, raser og bliver vrede.
⁴⁴ CONCLVSIO I. Dominus et Magister noster Ihesus Christus, dicendo: poenitentiam agite etc. omnem uitam fidelium poenitentiam esse uoluit. (95tes#1)	Tese 1. Da vor herre og lærer Jesus Kristus sagde: Gør bod, ville han, at hele de troende liv skulle være en bod.
⁴⁵ Hanc assero, et nihil dubito. Probo tamen eam uel rudis ingenii causa primo ex ipso uerbo Graeco Metaniote, id est, poenitentiam agite, quod rigidissime transferri potest transmentamini, id est, mentem et sensum alium induite, resipiscite, transitum mentis et phase spiritus agite, ut scilicet nunc celestia sapiatis, qui hucusque terrena sapuistis, quod Apostolus Ro. xiii. dicit: Renouamini in nouitate mentis uestrae. (Rom 12,2).	Denne tese holder jeg fast ved og er ikke det mindste i tvivl om. Dog vil jeg bevise den for de udannedes skyld. Først ud fra det græske ord METANOIETE, det vil sige: gør bod, hvilket mere nøjagtigt kan oversættes 'fat et andet sind', det vil sige, 'ifør jer et andet sindelag eller mening', 'gå i jer selv', 'gennemfør en overgang i sindet, hav en forandring i ånden', nemlig så I, der hidtil har tænkt jordiske tanker, nu tænker himmelske tanker, som apostelen siger Rom 12,2: 'Bliv fornyet til jeres sinds fornyelse'.
⁴⁶ Qua resipiscentia fit, ut redeat praeuaricator ad cor odiatque suum peccatum. Certum est autem, quod ista resipiscentia seu odium sui tota uita fieri debeat, iuxta illud: Qui odit animam suam in hoc mundo, in uitam aeternam custodit eam. (Joh 12,25). (n46)	Ved denne gåen-i-sig-selv sker der det, at overtræderens hjerte forvandles og han kommer til at hade sin synd. Men det er givet, at denne gåen-i-sig-selv eller dette had til sig selv bør ske hele livet, ifølge dette: 'Den, der hader sin sjæl i denne verden, skal bevare den til evigt liv'.
⁴⁷ Et iterum: Qui non accipit crucem suam et sequitur me, non est me dignus. (Matt 10,38) Et ibidem: Non ueni pacem mittere, sed gladium. (Matt 10,34). Matt v: Beati, qui lugent, quoniam ipsi consolabuntur. (Matt 5,4)	Og igen: 'Den, der ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd'. Og sammesteds: 'Jeg er ikke kommet for at sende fred, men sværd'. Og Matt 5,4: 'Salige er de, der sørger, for de skal trøstes'.
⁴⁸ Et Paulus Ro. vi. et viii. aliisque multis locis iubet mortificare carnem, et membra, quae sunt (W531) super terram. Et Gal. v. docet carnem crucifigere cum concupiscentiis eius. (Gal 5,24) Et ii. Corin. vi. dicit: Exhibeamus nosmetipsos in multa patientia, in ieiuniis multis etc. (2 Kor 6,4f) Haec sic late profero, tanquam cum eis agam, qui nostra ignorant.	Og Paulus befaler Rom 6 og Rom 8 og mange andre steder at døde kødet og de lemmer, der er af jorden. Og Gal 5,24 lærer han, at vi skal korsfæste kødet med dets begæringer. Og 2 Kor 6,4 siger han: 'Lad os vise os i megen tålmodighed, med megen faste osv'. Jeg fremfører disse ting så udførligt, som om jeg har med nogen at gøre, som er uvidende om vores sag.
⁴⁹ Ideo secundo probo et ratione eandem. Quia Christus Magister spiritus est, non literae, et uerba eius sunt uita et spiritus, (Joh 6,63) ideo necesse est, ut eam doceat poenitentiam, quae in spiritu et ueritate agitur, Non autem eam, quam foris agere possunt superbissimi hypocritae, in ieiuniis suis facies exterminantes, in anguliis orantes, et cum tubis eleemosynam facientes. (Matt 6,16).	Derfor vil jeg for det andet bevise min tese også ud fra fornuften. Fordi Kristus er lærer i ånden, ikke i bogstaven, og fordi hans ord er liv og ånd, derfor er det nødvendigt, at lære den bod, som foregår i ånd og sandhed. Men det er ikke den bod, som de mest hovmodige hyklere kan fremvise i al offentlighed, idet de fremviser deres fastende ansigter og beder på gadehjørnerne og blæser i basun, når de giver almisse.
⁵⁰ Eam, inquam, doceat Christus oportet, quae in omni uitae genere agi potest, quam Rex in purpura, Sacerdos in munditia, Principes in dignitate non minus possunt agere, quam monachus aut mendicus in suis ritibus et paupertate, sicut aegerunt Daniel et socii sui in media Babylone. Omnibus enim hominibus, id est, omnium conditioni debet conuenire doctrina Christi.	Den bod, Kristus lærer, efter min mening, er en bod, som kan udføres i enhver form for liv, en form for bod, som kongen i sit purpur, præsten i sin renhed, fyrsten i sin værdighed kan udføre lige så godt som munken i sine riter eller tiggermunken i sin fattigdom, ligesom Daniel og hans fæller udførte den midt i Babylon. Kristi lære må kunne passe for alle mennesker, det vil sige, på enhver livsbetingelse.
⁵¹ Tertio, per totam uitam oramus et orandum est: Dimitte nobis debita nostra, ergo tota uita poenitentiam agimus et displicemus nobis, Nisi quis sit ita stultus, ut ficte putet orandum sibi pro remittendis debitis. uera enim sunt et non contemnenda debita, pro quibus orare iubemur; etiamsi sint uenialia, non tamen nisi eis remissis saluari possumus.	For det tredie: Hele livet igennem beder vi og må vi bede: Forlad os vor skyld, altså må vi hele livet igennem gøre bod og være utilfredse med os selv, medmindre nogen er så tåbelig at tro, at det er for et syns skyld, at vi skal bede om at få vor skyld forladt. Men det er en sand skyld og en skyld, der ikke må foragtes, som vi får befaling om at bede for, selv om det er tilgivelige synder, så kan vi dog ikke blive frelst, hvis de ikke tilgives os.
⁵² CONCLVSIO II. Quod uerbum de sacramentali poenitentia (confessionis et satisfactionis, quae sacerdotum ministerio celebratur) non potest intelligi. (95tes#2)	Tese 2. Dette ord kan ikke forstås om den sakramentale bod, altså bekendelsen og fyldestgørelsen, som celebreres af præsternes embede.
⁵³ Hanc etiam assero et probo. Primo, quia poenitentia sacramentalis est temporalis, nec potest omni momento agi, alioquin assidue cum sacerdote loquendum esset nec aliud quicquam agendum, nisi peccata confitendum, atque satisfactionem impositam exsequendum. Ideo non potest esse crux illa, quam Christus praecipit tollere, (Matt 10,39) nec est mortificatio passionum carnis.	Også denne tese holder jeg fast ved, og heller ikke denne tese er jeg i tvivl om. For det første, fordi den sakramentale bod er timelig, og ikke kan udføres i ethvert øjeblik; ellers skulle man uafladelig tale med præsten og ikke kunne gøre andet end at bekende sine synder og udføre de pålagte fyldestgørelser. Derfor kan det ikke være det kors, som Kristus befaler os at bære, eller være dødelsen af kødets lidenskaber.
⁵⁴ Secundo, Sacramentalis est externa tantum, et praerequirit internam, sine qua nihil ualet. Sed haec interna est, et sine sacramentali esse potest.	For det andet, den sakramentale bod er kun en ydre bod og forudsætter den indre bod, uden hvilken den intet er værd. Men denne er en indre bod, og kan godt eksistere uden den sakramentale bod.
⁵⁵ Tertio, Sacramentalis potest esse ficta, haec non nisi uera et sincera esse potest. Quod si sincera non fuerit, hypocritarum est, non ea, quam Christus docet.	For det tredie, den sakramentale bod kan være forstillet, men denne kan kun være sand og alvorlig. For hvis den ikke er alvorlig, er den hyklerisk, og så er det ikke den bod, som Kristus lærer.
⁵⁶ Quarto, de sacramentali poenitentia nullum habetur praeceptum Christi, sed est per Pontifices et ecclesiam statuta (saltem quoad tertiam sui partem, scilicet satisfactionem), ideo et mutabilis arbitrio ecclesiae. Sed poenitentia euangelica est lex diuina, nulla hora mutabilis, cum ipsa sit iuge illud sacrificium, quod uocatur cor contritum et humiliatum. (Sl 51,17)	For det fjerde, vi har ikke noget bud fra Kristus om den sakramentale bod, men den er oprettet gennem paverne og kirken (bortset fra dens tredie del, nemlig fyldestgørelsen), derfor kan den forandres efter kirkens forgodtbefindende. Men den evangeliske bod er en guddommelig lov, kan ikke forandres nogensinde, eftersom den selv er dette vedvarende offer, som kaldes et angrende og ydmygt hjerte.
⁵⁷ Quinto, Huc pertinet, quod uno consensu doctores scholastici discernunt poenitentiam uirtutem a poenitentia sacramentali, ponentes poenitentiam uirtutem uelut materiam seu subiectum poenitentiae sacramenti. (W532)	For det femte, hermed hænger det sammen, at de skolastiske doktorer i enighed skelner mellem den egentlige bod og den sakramentale bod, idet de mener, at den egentlige bod er den sakramentale bods materie eller substans.
⁵⁸ CONCLVSIO III. Non tamen solam intendit interiorem, immo interior nulla est, nisi foris operetur uarias carnis mortificationes. (95tes#3) Et hanc assero et probo.	Tese 3. Han henviser dog ikke blot til den indre bod, ja, den indre er ingenting, hvis man ikke i det ydre arbejder med på forskellig måde at døde kødet. Også denne tese går jeg ind for og vil søge at bevise.
⁵⁹ Primo, Ro. xii. praecipit Apostolus, corpora nostra offere hostiam uiuentem, sanctam, deo placentem. Atque id quomodo fiat, ibidem clare et late exponit, dum docet humiliter sapere, inuicem seruire, diligere, orationi instare, patientiam habere etc.	For det første påbyder apostelen os, at vi ofrer vore legemer som et levende, helligt, gudvelbehageligt offer. Og hvordan det skal ske, forklarer han sammesteds klart og udførligt, idet han lærer, at vi skal tænke ydmygt, tjene hinanden, elske hinanden, være udholdende i bønnen, have tålmodighed osv.
⁶⁰ Quomodo et ii. Corin. vi. ait: Exhibeamus nosmetipsos in multa patientia, in ieiuniis et uigiliis etc. Sed et Christus Math. v. et vi. docet recte ieiunare, orare, eleemosynas dare. (Matt 6,16ff) Item alibi: Quod superest, date eleemosynam, et ecce omnia munda uobis. (Luk 11,41)	På samme måde siger han også 2 Kor 6,4: 'Lad os vise os i megen tålmodighed, med megen faste og vågen, osv'. Men også Kristus lærer os i Matt 5 og 6 at faste, bede og give almisse på rette måde. Ligeledes siger han et andet sted: 'Hvad I har tilovers, giv det som almisse, så er alting rent for jer'.

⁶¹ Vnde sequitur, quod illae tres partes satisfactionis, Ieiunium, Oratio, Eleemosyna, non pertinent ad sacramentalem poenitentiam, quoad substantiam factorum, quia sunt de praecepto Christi, sed pertinent ad eam, quoad certum modum et tempus, secundum quod ecclesia ordinauerit, uidelicet quamdiu sit orandum, ieiunandum, dandum, Item, quantum et quid dandum.	Deraf følger, at de tre dele af fyldestgørelsen (fasten, bønnen og almissen) ikke har med den sakramentale bod at gøre, hvad angår gerningernes substans, fordi disse ting er Kristi befaling, nej, de har med boden at gøre, hvad angår den sikre måde og bestemte tid, som kirken pålægger, nemlig hvornår man skal bede, faste, give almisse, og ligeledes, hvor meget og hvad man skal give.
⁶² Verum ut sunt de euangelica poenitentia, ieiunium habet in se omnes castigationes carnis, sine delectu ciborum aut differentia vestium, Oratio uero omne studium animi meditando, legendo, audiendo, orando, Eleemosyna uero omne obsequium erga proximum, ut ita per ieiunium sibi seruiat, per orationem deo, et per Eleemosynam proximo, per primum uincat concupiscentiam carnis, et uiuat sobrie et caste, Per secundum superbiam uitae, et uiuat pie, Per tertium concupiscentiam oculorum, et uiuat iusti in hoc saeculo.	Men eftersom disse fyldestgørelser er forbundne med den evangeliske bod, indeholder fasten i sig enhver spægelse af kødet, uden forskel mellem måltiderne og i valget af klædedragt, men bønnen indeholder i sig enhver sjælens iver efter at meditere, læse, høre, bede, men almissen indeholder i sig enhver tjeneste mod næsten, sådan at gennem fasten tjener man sig selv, gennem bønnen Gud, gennem almissen næsten, og sådan, at man gennem den første kan besejre kødets begær og lever ædru og kysk, gennem den anden besejre livets overmod og leve fromt, gennem den tredie besejre øjnenes lyst og leve retfærdigt i denne verden.
⁶³ Quare omnes mortificationes, quas homo compunctus sibi infert sunt de poenitentia interiore, tanquam fructus eius, siue sint uigiliae, labores, inopiae, studia, orationes, fuga sexus ac deliciarum, inquantum promouent spiritum.	Derfor er enhver dødelse, som et ramt menneske påfører sig, stammer fra den indre bod, som dens frugt, hvad enten det er vågen, anstrengelser, mangel, iver, bønner, afholdenhed fra sex og lyst, så vidt ånden fører frem til.
⁶⁴ Secundo, ipsemet aegit dominus, et omnes sancti eius cum eo. Sic denique praecepit: Luceat lux vestra coram hominibus, ut uideant uestra bona opera. (Matt 5,16). Nam sine dubio opera bona foris sunt fructus poenitentiae et spiritus, Cum spiritus non faciat nisi uocem turturis, (n64) id est, gemitum cordis, radicem operum bonorum.	For det andet, Herren selv og alle hans hellige med ham fremviste disse frugter. For således påbød han: 'Lad jeres lys skinne for menneskene, så de må se jeres gode gerninger'. For uden tvivl er de ydre gode gerninger frugter af boden og ånden, eftersom ånden kun frembringer turtelduens lyde, det vil sige, hjertets sukke, som er de gode gerningers rod.
⁶⁵ Aduersus has tres meas conclusiones quidam indignatus et sub pelle leonis incedens posuit deblatterans, errorem esse, si quis uerbum illud 'poenitentia' negauerit etiam de sacramento poenitentiae intelligi. (se wimpina#2f)	Imod disse tre teser af mig har en eller anden uværdig person, som et æsel i en løvepels, plapret op om, at det er en fejl, hvis nogen nægter, at ordet 'bod' også skal forstås om den sakramentale bod.
⁶⁶ Primum, non est propositum meum singulas eius positiones confutare, quae sunt adeo insulse et indocte compositae, ut mihi impossibile sit creditu, eas fuisse intellectas tam ab eo, cuius titulo uulgantur, quam ab eo, qui eas conflauit, quod et cuique mediocriter ingenioso et in scripturis (W533) erudito facile patet. tamen, ut et eis ipsis suam inscitiam ostendam (si capaces esse poterunt), hanc primam diiudicabo.	For det første er det ikke min hensigt at gendrive hver enkelt af hans teser. De er så tåbeligt og ulærd sat op, at jeg umulig kan tro, at de er blevet forstået, hverken af ham, under hvis navn de er udbredt, eller af ham, som har sammenstykket dem. Det fremgår let for den, der bare er nogenlunde begavet og er bevandret i skriften. Dog for at påvise deres uvidenhed for dem (hvis de er i stand til at forstå det) vil jeg afgøre denne første tese.
⁶⁷ Admitto, sub nomine poenitentiae posse intelligi etiam Iudae poenitentiam, etiam dei poenitentiam, etiam pictam, et (ut logici solent) materialiter et secundo intentionaliter sumptam poenitentiam, ideo et sacramentum (id est, satisfactionem).	Jeg indrømmer, at ordet 'bod' kan anvendes også om Judas' bod, også om Guds bod, også om en fiktiv bod, og, for at følge logikernes skelnen, om en bod, der forstås efter dens essens, og om en bod, der forstås efter dens hensigt, og derfor også om den sakramentale bod, det vil sige, om fyldestgørelsen.
⁶⁸Aut quis negat, hucusque theologis quibusdam non paucis licuisse, totam ferme scripturam corrumpere audacibus suis distinctionibus et amphibologiis nuper confictis, adeo ut pro Paulo et Christo Paulocentonas et Christocentonas legamus? Ego de germana et propria uerbi locutus sum significatione, quam Christus in eo uerbo uoluit, aut saltem, quam Joannes Baptista uoluit, qui non habuit authoritatem instituendi sacramenti, et tamen uenit praedicans baptismum poenitentiae dicens: poenitentiam agite. (Matt 4,17)	Men hvem kan nægte, at indtil nu har ganske mange teologer fået lov til næsten helt at ødelægge skriften med deres vovede distinktioner og nylig opfundne dobbeltbetydninger, i den grad, at vi i stedet for Paulus skulle læse 'Paulusflikværket' og i stedet for Kristus 'Kristusflikværket'? Jeg for min del har talt om det rene og egentlige ords betydning, som Kristus ville have frem i dette ord, eller i hvert fald, som Johannes Døber ville have frem, for han havde ikke autoritet til at indstifte noget sakramente, og dog kom han og prædikede omvendelsesdåb og sagde: 'Gør bod'.
⁶⁹Quod uerbum Christus repetiit, ac sic non de sacramento locutus satis, credo, intelligitur. Tamen esto illorum somnium uerum, uideamus quid sequatur.	Og det ord gentog Kristus, og derfor tror jeg, det kan forstås tilstrækkelig klart, at han ikke talte om den sakramentale bod. Dog lad os se, hvad der bliver følgen, hvis det har sin rigtighed med deres drømmerier
⁷⁰ Christus sine dubio legislator diuinus est, et doctrina eius ius est diuinum, id est, quod nulla potestas mutare aut dispensare potest. At si poenitentia in eo loco a Christo docta significat poenitentiam sacramentalem (id est, satisfactionem) et hanc potest Papa mutare, et de facto mutat pro arbitrio suo, ergo uel Papa habet in arbitrio ius diuinum, uel est in deum suum impiissimus aduersarius, irritum faciens mandatum dei.	Kristus er uden tvivl en guddommelig lovgiver, og hans lære er en guddommelig ret, det vil sige, en ret, som ingen magt kan ændre eller dispensere fra. Men hvis den bod, der på dette sted undervises i af Kristus, betyder den sakramentale bod, det vil sige, fyldestgørelsen, og paven kan ændre denne, og faktisk også ændrer den efter sit forgodtbefindende, så bliver følgen, at paven enten skulle have den guddommelige ret i sit forgodtbefindende, eller at han er den mest ugudelige modstander af Gud, idet han gør Guds bud ugyldige.
⁷¹Quod si hoc audent assere ii, qui ad laudem dei et defensionem Catholicae fidei, et sanctae sedis Apostolicae honorem, et pro ueritate reuelanda et erroribus supprimendis gloriantur sese disputare, denique, si sic honorant ecclesiam tuenturque fidem, qui terrifico et immaniter (pene dixissem inaniter) iactato titulo haereticae prauitatis inquisitores uolunt uideri, (n71) Quid, quaeso, relictum est uel insanissimis haereticis, quo et ipsi Papam et sedem Apostolicam blasphement et criminentur? Hos ego non inquisitores, sed insistores haereticae prauitatis libera uoce pronunciarem.	Og hvis de vover at fasholde det, de, der praler af, at de disputerer til Guds pris og til forsvar for den katolske tro, og til den hellige apostolske stols ære, og for at åbenbare sandheden og undertrykke fejltagelserne, og endelig, hvis det er på den måde, de ærer kirken og forsvarer troen, de, som med en skrækindjagende og vanvittig (jeg havde nær sagt åndsforladt) titel vil give det udseende af efterforskere af kætteriets forkerthed, hvad er der så tilbage til de virkelig vanvittige kættere, hvormed de kan bespotte og rette beskyldninger imod paven og det apostolske sæde? Dem vil jeg frit og frejdigt erklære, ikke for efterforskere, men efterfølgere af den kætterske forkerthed.
⁷²Tales et tam prudenter positae sunt fere omnes conclusiones, quas amplissima illa et innocentissima Papyrus passim circumfert, subiecta uanitati non uolens. Quas si omnes uellem confutare, grandi uolumine opus foret, et totum pene Chaos Quarti Sententiarum euoluendum cum suis scribentibus. Sed tu, lector, esto liber et candidus, quo possis ex hac una discere omnes.	Af den art og af den klogskab er næsten alle disse teser, som dette højværdige og uskyldige papir udbreder overalt, uden at ville være underkastet forfængeligheden. (Rom 8,20). Og hvis jeg ville genddrive dem alle, ville der være brug for et mægtigt bind, og man ville behøve at afdække næsten hele kaosset fra det fjerde bind ad sentenserne sammen med dets kommentatorer. Men du, kære læser, du kan frit og ærligt erkende alle teserne ud fra denne ene.
⁷³CONCLVSIO IV. Manet itaque poena, donec manet odium sui (id est, poenitentia uera intus), scilicet usque ad introitum regni coelorum. (95tes#4)	Tese 4. Straffen forbliver derfor, sålænge hadet til én selv forbliver (det vil sige, den sande indre bod), og det vil sige, indtil man går ind i himmeriget.
⁷⁴ Et hanc assero et ostendo. Primo, Certa sequela tanquam corollarium sequitur ex dictis, quia, si omnis uita est poenitentia et crux Christi, non (W534) solum in uoluntariis afflicti onibus, sed etiam in tentationibus diaboli, mundi et carnis, Quinetiam in persecutionibus et passionibus, ut ex praedictis, ex scriptura tota, ex ipsiusmet sanctisanctorum et omnium martyrum exemplis patet, Certum est, quod crux illa usque ad mortem, et sic ad introitum regni durat.	Også denne tese holder jeg fast ved og prøver at påvise. For det første, en sikker følgeslutning følger som en lille krans af det sagte, fordi, hvis hele livet er en bod og et Kristi kors, bliver vi ramt ikke blot i de frivillige byrder, men også i djævelens og verdens og kødets fristelser, ja, også i forfølgelser og lidenskaber, hvilket fremgår af det forudgående, af hele skriften og af helgenernes helgens eksempel og af martyrernes eksempel. Sikkert er det, at dette kors varer indtil døden, og således indtil indgangen i riget.
⁷⁵ Secundo, illud patet etiam in aliis sanctis. Sanctus Augustinus psal. vii poenitentiales sibi foecit scribi, et eos cum lachrymis orabat et meditabatur dicens, Etiamsi episcopus quicunque iuste uixerit, non debere tamen sine poenitentia de hoc mundo eum discedere. Ita et B. Bernhardus Agonisans clamauit: perdite uixi, quia tempus perdidi, nihil habeo, nisi quod scio, quia cor contritum et humiliatum, deus, non despicies.	For det andet, dette fremgår også af de andre helliges eksempel. Sankt Augustin lod skrive for sig afskrifter af de syv bodssamler, og dem bad han med tårer og mediterede over dem, idet han sagde: 'Selv om en biskop har levet nok så retfærdigt, bør han ikke forlade denne verden uden bod'. Ligeledes kæmpede også den salige Bernhard og råbte: 'Jeg har spildt mit liv, fordi jeg har spildt min tid, intet har jeg, udover at jeg véd, at du ikke foragter et angrende og ydmygt hjerte, Gud'.
⁷⁶ Tertio, Ratione: tam diu Crux illa poenitentiae debet durare, donec secundum Apostolum destruatur corpus peccati, et pereat uetustas primi Adae cum sua imagine, et perficiatur nouus Adam ad imaginem dei. sed peccatum manet usque ad mortem, licet quottidie minuatur per renouationem mentis de die in diem.	For det tredie. Denne tese kan se ud fra fornuften. Dette bodskors skal ifølge apostelen vare, indtil syndens legeme er ødelagt, og den første Adams gammeldom forgår sammen med hans billede, og den nye Adam er blevet fuldkommet i Guds billede. Men synden varer lige indtil døden, selv om den dagligt mindsked gennem sindes fornyelse dag for dag.
⁷⁷ Quarto, saltem poena mortis manet in omnibus, timor etiam mortis, certe poena omnium poenarum et ipsa grauior morte, in plurimus, ut taceam de timore iudicii et inferni, de tremore conscientiae etc.	For det fjerde. I hvert fald dødens straf forbliver i alle, også frygten for døden, hvilket sikkert er straffenes straf og værre en døden selv, i de fleste, at jeg skal tie om frygten for dommen og helvede, omn samvittighedens skælven osv.
⁷⁸ Videre til tese 5, res02.
⁷⁹c