over Leipzig-disputationen, WA II, side 403-
| 1 CONCLVSIO PRIMA.
Quottidie peccat omnis homo, sed et quottidie poenitet, docente Christi 'poenitentiam agite', excepto uno novo quodam iusto, qui poenitentia non indiget, cum etiam palmites fructiferus quottidie purget agricola coelestis. (T-ecklut#16) |
Den første tese.
Dagligt synder ethver menneske, men det skal også dagligt gøre bod, som Kristus lærer: Gør bod! Undtaget er én eller anden ny retfærdig, som ikke trænger til bod, skønt den himmelske gartner hver dag renser også de frugtbærende grene. |
| 2 Ista conclusio pendet ex eo fundamento, quod omnis actus humanus aut est bonus aut malus, nec datur actus neuter seu, ut illi dicunt, moraliter bonus: ideo primum mihi sunt amolienda duo, quae his opponi solent. | Denne tese står fast på den grundsætning, at enhver menneskelig handling enten er god eller ond, og der gives jo ikke nogen gerning midt imellem, der er, som de siger, moralsk god: Derfor må jeg først vende mig imod de to ting, som man plejer at indvende her. |
| 3 Primum est autoritas scholae omnium fere theologorum per orbem, qui contra sentiunt: his quanquam omnem debeam reverentiam, veniam tamen mihi dabunt, quod eis divinas literas praefero. | For det første er der autoriteten fra næsten alle verdens teologiske universiteter, som mener det modsatte: Skønt jeg skylder dem alle stor ære, giver jeg mig dog den frihed, at jeg foretrækker den guddommelige skrift fremfor dem. |
| 4 Quare obsecro, si cui displiceo, non mihi statim opponat 'Tu solis sapis et Ecclesia hucusque sine te erravit, nec tot capita videre potuerunt, quod tu vides' atque his similibus suasionibus mecum expostulet. | Og så skal man altså ikke, hvis man er utilfreds med det, straks komme og rette den bebrejdelse imod mig: 'Er du alene klog og har kirken hidtil taget fejl, fordi du ikke var der, eller kan så mange kloge hoveder ikke indse det, som du kan indse?' Eller prøve at overbevise mig med ting fra samme skuffe. |
| 5 Ut enim omittam, quod per asinam quandoque locutus est deus quod prophetam celavit, (4 Mos 22,28), et Samueli puero ostendit quod sacertodi Israelis Heli non revelavit, (1 Sam 3) saltem suo exemplo mansuescant et, quod ipsi sibi mutuo et invicem concedunt, mihi quoque permittant. | For nemlig ikke at nævne, at Gud engang talte til et æsel, hvad han skjulte for profeten, og åbenbarede for drengen Samuel, hvad han ikke åbenbarede for præsten Eli, så må de i hvert fald formildes ved hans eksempel og tillade også mig dette. |
| 6 Surrexit Scotus, unus homo, et omnium scholarum et doctorum opiniones impugnavit et praevaluit. Idem fecit Occam, fecerunt et multi alii, faciunt usque in praesentem diem, et cum singulis eorum liberum, omnibus contradicere, cur ego unus hac gratia privor? denique cum et ego in aliis multis sententiis sine querela omnibus contradixit, cur in hac una novam legem patior? itaque, rogo, attendat qui volet, non quis aut contra quos, sed quid et contra quae dicam. | Scotus stod frem, kun ét menneske, og bekæmpede alle universiteterne og de lærde og vandt. Det samme gjorde Occam, og det gjorde også mange andre, ja, de gør det indtil den dag i dag, og skønt de hver for sig stod alene, modsagde de alle, hvorfor skal alene jeg ikke have lov til det? Endelig, eftersom også jeg på mange andre områder har modsagt alle uden at de har klaget, hvorfor skal jeg så tåle en ny lov på dette ene område? Derfor beder jeg om, at man vil lægge mærke til, ikke hvem det er, der tale og hvem han taler imod, men hvad det er, jeg siger, og hvad jeg siger det imod. |
| 7 Cedat respectus personarum, quas deus non accipit. (Gal 2,6) Legimus in Euangelio praecipiente Christo, Scribas et Phariseos in cathedra Mosi sedentes audiendos esse, (Matt 23,2) non quia personae essent, id est scribae et Pharisei, sed quia Mosen docerent. | Lad derfor personsanseelsen falde, Gud tager jo ikke hensyn til den. Vi læser i evangeliet, at Kristus foreskrev, at man skulle adlyde de skriftkloge og farisæerne, som sad på Moses' stol, ikke som personer, det vil sige, som skriftkloge og farisæere, men som nogle, der lærte Moses. |
| 8 Alioquin cum sit iam saeculum corruptissimum temporaque periculosissima, in proclivi erit, si superbia et contemptu ceperimus agere, ut incurramus in illud ps. xiij. periculum: Consilium inopis confudistis, quoniam dominus spes eius. quare memores invicem, quod omnes sumus homines, quam facile sit errare, quam raro et difficile contingat vera sapere et recte agere, communi studio veritatem quaeramus potius quam invicem solo gloriae aut sensus proprii tuendi studio mordeamus et consumamus. (W404). | Ellers ville det let gå sådan, eftersom de nu er en korrumperet tidsalder og tiderne er højst farlige og vi begyndte at handle overmodigt og med foragt, at vi løber ind i den fare, som beskrives i Sl 14,6: 'Gør den hjælpeløses råd til skamme, Herren er dog hans håb'. Derfor kan vi vel blive enige om det, at vi alle er mennesker, at det er så let at fejle, at det er så sjældent og vanskeligt at overveje det sande og at gøre det rette, og at vi i fælles anstrengelser skal stræbe efter sandheden, snarere end at vi skal bide af hinanden og opæde hinanden af ærelyst eller af lyst til se på sine egne meninger. |
| 9 Secundum quod mihi obiicitur, quod hic articulus in Constantiensi Concilio est inter articulos Huss expresse damnatus, hic si non mox sileo et revoco, continent aures et impetu facto ignem mihi minantur: neque enim dignantur hic ullam moram vel excusationis, sed, obsecro, est ne is modus veritatem quaerendi, statim obstruere os quaerenti veritatem? | For det andet plejer man at indvende imod mig, at denne artikel udtrykkeligt er blevet fordømt på Konstanzer-koncilet blandt Huss' artikler, og hvis jeg her ikke straks tier stille og tilbagekalder, så holder de ørerne til og truer mig med det samme med ild. For de tillader her ikke nogen udsættelse eller undskyldning, men for pokker, det er da ikke en måde at søge sandheden på, straks at lukke munden på ham, der søger sandheden? |
| 10 Et ubi est quod Petro praecipiente ratio reddenda est omni poscenti? (1 Pet 3,15) Deinde: Nonne Concilia saepius erraverunt? nonne Cyprianus cum toties Aphricae Episcopis habito Concilio erravit etiam in articulo gravissimo fidei de virtute baptismatis? et quid mirum, si hodie quoque Concilium non omnia attingat, quando sumus in tempore longe frigidiore quam Cyprianus? | Og hvad med det, at Peter befaler at vi skal være rede til forsvar overfor enhver, der kræver os til regnskab? Dernæst: Mon ikke koncilerne ofte har taget fejl? Mon ikke Cyprian, der holdt et koncil med alle de afrikanske biskopper, tog fejl selv i den meget tungtvejende trosartikel om dåbens kraft? Og skulle det så være mærkeligt, om i dag et koncil ikke rammer alting på en plet, eftersom vi befinder os i en tid, der er meget mere kold end Cyprians? |
| 11 Et ut plane et libere dicam, quod sentio, credo me theologum esse Christianum et in regno veritatis vivere, ideo me debitorem esse non modo affirmandae veritatis, sed etiam asserendae et defendendat seu per sanguinem seu per mortem. | Og for at sige ligefremt og ligeud, hvad jeg mener, så tror jeg, at jeg er en kristen teolog og at jeg lever i sandhedens rige, derfor er jeg skyldig ikke blot at bekræfte sandheden, men også at fastslå den og forsvare den med mit blod eller med min død. |
| 12 Proinde volo liber esse et nullius seu Concilii seu potestatis seu universitatum seu pontificis autoritate captivus fieri: quin confidenter confitear quicquid verum video, sive hoc sit a Catholico sive haeretico assertum, sive probatum sive reprobatum fuerit a quocunque Concilio. | Endelig vil jeg være fri, og ikke tages til fange af nogen, hverken af et koncil eller et universitet eller en paveautoritet. Ellers ville jeg ikke frimodigt kunne bekende, hvad der forekommer mig sandt, hvad enten dette nu er hævdet af en katolsk eller en kættersk teolog, og hvad enten det er bevist eller tilbagevist af noget koncil. |
| 13 Nec verebor etiam ipsam invidiam, quae me haereticorum patronum forte criminabitur, quod sciam, veritati cum invidia nihil esse commertii, sicut dicit Sap. vi. Nec cum invidia tabescente iter habebo, quoniam talis homo non erit particeps sapientiae. Quid ergo ad me, quod mendax invidia me criminatur? laus est impiis displicuisse. | Jeg er heller ikke bange for den misundelse, som straks beskylder mig for at være kætternes beskytter, fordi jeg véd, at sandheden ikke har fælles sag med misundelsen, sådan som det siges i Visdommens bog, kap 6,25: 'Jeg vil ikke gå samme vej som den forgængelige misundelse, eftersom et sådant menneske ikke vil have nogen visdom. Hvad kommer det derfor mig ved, om en misundelig løgner beskylder mig for noget? Det er min ros, at jeg er en afsky for de ugudelige. |
| 14 Displicent et mihi haeretici. Sed quando hodie nullo opprobrio sophistae magis insaniunt, faciunt, ut pene apud haereticos sola reliqua sit Ecclesia Catholica Christi, haereticos, inquam, non qui sunt sed qui illorum furore appellantur. | Også jeg nærer afsky for kætterne. Men når i dag sofisterne uden modstand raser mere, så bevirker de, at der næsten kun er plads til Kristi katolske kirke hos kætterne, kætterne, siger jeg, ikke dem, der er kættere, men dem, som de i deres raseri kalder sådan. |
| 15 Et sequar in hoc meo proposito iurisperitorum quoque diffinitionem, ne solus et temere id facere existimer: dicet enim Panormitanus de elect. c. significasti, plus credendum uni privato fideli quam toti Concilio aut Papae, si meliorem habeat autoritatem vel rationem. (replica#66) Si haec vera sunt, cur non liceat uti? cur non audeam tentare, si unus meliorem ostendere possim autoritatem quam Concilium? | Lad mig så nu i min fremlæggelse følge de erfarne jurister og komme med en definition, at jeg ikke skal forekomme at være alene og derfor fræk: For Panormitanus siger om valget 'c. significasti', at man skal tro mere på én enkelt troende end på et helt koncil eller på paven, hvis han har en bedre autoritet eller begrundelse. Hvis det er sandt, hvorfor har man så ikke lov til at bruge den sætning? Hvorfor må jeg så ikke vove at forsøge, om jeg som enkeltmenneske kan påvise en bedre autoritet end et koncil? |
| 16 Itaque de Conciliis videamus. Nonne omnibus notum est, Contraria aliquando fuisse damnata ab Ecclesia velut illa 'deus facit malum, deus non facit malum'? Quanquam ego nescio, an Ecclesia fuerit, quae haec damnavit. | Lad os derfor se på koncilerne. Mon ikke der er klart for alle, at der af og til er blevet fordømt modsatte ting af kirken, såsom dette 'Gud bevirker det onde, Gud bevirker ikke det onde'? Skønt jeg ved såmænd ikke, om det var kirken, som fordømte dette. |
| 17 Nam ecclesia non habet potestatem damnandi expressam sententiam sacrae scripturae, etiam ad verbum in textu positam. Nam illa 'deus facit malum' expresse ponitur Isa. xlv. et Amos iij. et multis aliis locis. Nec quicquam facit, quod dicitur, propter haereticorum falsam intelligentiam esse damnata. Non sunt damnanda scripturae verba propter cuiuscunque falsam (W405) intelligentiam. | For kirken har ikke magt til at fordømme en mening, der er udtrykkeligt udtalt i den hellige skrift, slet ikke, når udtrykket står i teksten. For dette 'Gud bevirker det onde' står udtrykkeligt i Es 45,7 og i Amos 3,6 og mange andre steder. Og det gør ikke fra eller til, at man siger, at dette er fordømt på grund af kætternes falske forståelse. Man skal ikke fordømme skriftens ord på grund af en eller anden falsk forståelse. |
| 18 Alioquin damnandum erit propter Arrianos et illud 'pater maior me est', (Joh 14,28) immo tota scriptura damnanda erit, et sola, cum e nulla alia haereses orta sint. Quid autem insanius isto praesumi potest? Absit enim, ut pius et simplex Christianus quicquam in sacris literis recte didicerit, quod, ubi in quosdam inquisitores impegerit, quorum pedes veloces ad effundendum sanguinem, cogatur propter aliorum falsam intelligentiam damnatum ipse quoque damnare. | Ellers skulle man også for arianernes skyld fordømme dette 'Faderen er større end mig'. Ja, hele skriften skulle fordømmes, og det alene, fordi kætterierne alene er opstået deraf. Men hvordan kan nogen påstå noget så vanvittigt? Det være langtfra, at når den fromme og enfoldige kristne har lært noget ret i den hellige skrift, at han så, når han så anklages overfor nogle inkvisitorer, hvis fødder er hurtige til at udgyde blod, skal tvinges til på grund af andres falske fordømmelige forståelse selv at fordømme det. |
| 19 Nam hac ratione viam faciemus semel universam sacris literis autoritatem convellendi, et surgent omnium blasphemorum impiisimi illi blasphematores, qui dicunt, Bibliam esse librum haereticorum, Christianos oportere aliis libris, scilicet doctorum, sese tueri. | For med denne begrundelse skaber vi adgang til én gang for alle at ødelægge den hellige skrifts hele autoritet, og disse alle blasfemiers højst ugudelige blasfemer rejser sig op, de, der siger, at bibelen er en kætterbog, at de kristne bør holde sig til andre bøger, nemlig de lærdes bøger. |
| 20 Ita invenio in Constantiensi Concilio duo contraria: Primum determinatum illic est, Concilium esse supra Papam, quod ego verissimum iudico. Nam et B. Hieronymus ad Euagrium dicit: Si autoritas quaeritur, maior est orbis urbe. | Således finder jeg i Konstanzer-konciliet to modsætninger: Først blev det dèr besluttet, at koncilet står over paven, hvilket jeg bedømmer som i høj grad sandt. For også den salige Hieronymus siger til Evagrius: Hvis man spørger efter autoritet, er verden større end Rom. |
| 21 Ita tota Ecclesia maior est una Romana Ecclesia, atque ita Romana Ecclesia non super universalem totam ecclesiam, Sed contra tota Ecclesia (et Concilium, quod illam representat) super Romanam ecclesiam, sicut super quamlibet aliam particularem. Totum quoque maius est sua parte, cum Romana Ecclesia pars sit totius Ecclesiae universalis. | Således er hele kirken større end den ene romerske kirke, og således atår den romerske kirke ikke over hele den universelle kirke, men det er modsat hele kirken (og koncilet, som repræsenterer den), der står over den romerske kirke, sådan som den også står over en hvilken som helst enkeltkirke. Helheden er større end sine dele, og den romerske kirke er en del at hele den universelle kirke. |
| 22 Quod si haec vera sunt, apparet, Concilium Constantiense male damnasse hunc articulum Iohannis Huss 'Papa non est iure divino super omnes ecclesias'. Nam si Romana Ecclesia et Papa est iure divino super omnes ecclesias et super Concilium, contra ius divinum determinatum est (quod est impiissimum et haereticum), Papam et Romanam ecclesiam esse infra Concilium et totam ecclesiam, quia non est in manu Ecclesiae aut Concilii ius divinum infringere, Ideoque non potuit Papam vel deponere vel constituere. | Men hvis det er sandt, så ser det ud til, at Konstanzerkoncilet var forkert på den, da det fordømte følgende artikel af Johannes Huss: 'Paven står ikke over alle de andre kirker ifølge guddommelig ret'. For hvis den romerske kirke og paven ifølge guddommelig ret står over alle kirkerne og over koncilet, så var det imod guddommelig ret, at det blev besluttet (hvilket så ville være højst ufromt og kættersk) at paven og den romerske kirke står under et koncil og hele kirken, fordi det ikke står i kirkens eller noget koncils ret at tilsidesætte den guddommelige ret. Derfor kan det ikke hverken afsætte eller indsætte nogen pave. |
| 23 An credis, passurum Episcopum Lugdunensem, sese deponi vel constitui per Episcopum Moguntinum, si iure divino se superiorem Moguntino sciret, quantumlibet meritus fuerit? immo non id pati deberet, nisi mallet impius et haereticus esse. Ita Romanus Episcopus non potest nec debet pati se a Concilio regi et statui, si est super Concilium et Ecclesiam iure divino: eius enim est regere, non regi, qui divino iure superior est. | Mon du tror, at Lyons biskop vil finde sig i at blive afsat eller indsat af Mainz' biskop, hvis han vidste, at han stod over Mainz ifølge guddommelig ret, hvor meget han så end havde fortjent? Ja, han burde ikke finde sig i det, hvis ikke han foretrak at være en ugudelig eller en kætter. Således kan den romerske biskop ikke finde sig i (og han bør ikke finde sig i det heller) at blive behersket og indsat af et koncil, hvis han ifølge guddommelig ret står over koncilet og kirken. For den, der ifølge guddommelig ret er den øverste, hans opgave er det at herske, ikke at blive behersket. |
| 24 Atque ita patet, Constantiense Concilium aut articulum Huss male damnasse aut contra ius divinum impie determinasse et egisse. | Og heraf fremgår det så, at Konstanzer-koncilet enten var forkert på det, da det fordømte Huss' artikel eller på ufrom vis har besluttet og har handlet imod guddommelig ret. |
| 25 Sed ultra vide Spiritussancti praesentiam in Ecclesia: id, quod in Constantiense Concilio determinatum est, Papam esse infra Concilium et Ecclesiam, ac per Basiliense confirmatum, iam novissimo Romano Concilio est reprobatum et totum Basiliense abrogatum atque statutum, papam esse superiorem Concilio. Quid hic dicemus? necesse est, aut Romanum aut Constantiense Concilium haereticum esse, si non licet a decretis Conciliorum recedere. (W406). | Men se så herudover Helligåndens tilstedeværelse i kirken: Det, som blev besluttet på Konstanzerkoncilet, at paven stod under et koncil og under kirken, og som blev bekræftet på Baseler-koncilet, det er nu på det sidste romerske koncil blevet trukket tilbage, og hele Baseler-koncilet er blevet tilsidesat og det er blevet fastslået, at paven står over et koncil. Hvad skal vi sige her? Nødvendigvis må jo enten det romerske eller det konstantiske koncil være kættersk, hvis det ikke er tilladt at falde tilbage på koncilsafgørelserne. |
| 26 Denique via iam nobis facta est enervandi autoritatem conciliorum et libere contradicendi eorum gestis ac iudicandi eorum decreta. Nam, ut dicunt, si in uno articulo errasse deprehenditur, iam tota eius vacillet autoritas. | Til sidst: Den vej, vi er slået ind på, består i at svække koncilernes autoritet og frit sige deres handlinger imod og frit bedømme deres dekreter. For, som de siger, hvis de bliver taget i at have taget fejl i én artikel, så er det hele deres autoritet, der vakler. |
| 27 Quis est igitur tam audax, qui me praesumat haereticum arguere, etiam si universa decreta Concilii tam Romani quam Constantiensis negem, qui habeam hoc munimentum et hanc excusationem, quod Concilio incumbit probare sua decreta et ostendere se non errasse, postquam constitit, ipsum aliquando errasse et errasse posse? | Hvem er derfor så forvoven, at han kan tage sig for at argumentere med, at jeg er kætter, også selv om jeg benægter både alle det romerske og det konstantiske koncils dekreter, jeg, som har det forsvar og den undskyldning, at man støtter sig til et koncil, når man vil bevise dets dekreter og påvise, at det ikke har taget fejl, efter at det har fasatslået, at det selv af og til har taget fejl og kan tage fejl? |
| 28 Quid ergo, putas, nobis praestant vicarie illae Conciliorum nostri saeculi, determinationes et reprobationes, nisi quod nos reddunt (si in illas nixi fuerimus) incertos, ubi tandem querendus sit Christus, Ecclesia, Concilium, Spiritussanctus, omniaque plane in primum cahos confundatur? | Hvad mener du altså, at de kan opvise imod os, disse vor tidsalders koncils stedfortrædere, disse besluttere og bebrejdere, andet end at de kan gøre os usikre (hvis vi har støttet os til dem), hvor man blot skulle spørge efter Kristus, kirken, koncilet, Helligånden, og alting er blevet fuldstændig forvirret i kaos? |
| 29 Sed ad Constantiense revertor, quo magis impetor, cuius damnationem in articulo illo Hussitico 'Papa non est iure divino super omnes ecclesias' etiam ideo iniquam assero, quod sit contraria Niceno Concilio et Aphricano et toti orientali et Aphricanae Ecclesiae, cum non nisi sexta Synodo Calcedonensi oblatus sit primatus (non iure divino, sed ab Ecclesia) Romanis pontificibus, nec sic tamen ab eis assumptus, ut scribit S. Gregorius. | Men jeg vender tilbage til Konstanzer-koncilet, så hurtigt jeg kan (??) hvis fordømmelse af denne Huss-sætning: 'Paven er ikke ifølge guddommelig ret over alle kirker' jeg også af den grund må fastslå er urigtig, at den er imod nikæner-koncilet og afrikaner-koncilet og hele den orientalske og afrikanske kirke, eftersom det først var på den sjette synode i Kalkedon, at primatet blev tilbudt de romerske paver (ikke efter guddommelig ret, men af kirken), skønt det dog ikke blev forstået sådan af paverne, som Skt. Gregor skriver. |
| 30 Nam si iure divino staret primatus, Nicenum cum quatuor sequentibus esset haereticum, omnesque in ecclesia orientis haeretici, haeretici Romani pontifices, qui oblatum respuerunt. Quare volo autoritate Constantiensis Concilii in hac parte nihil cedere. Non enim patiar ulla ratione maiorem partem ecclesiae haereticam fieri propter Constantiense Concilium, quod errasse palam est. Nec mirum, cum administrata haec sint potissimum machina inquisitorum et sociorum suorum. | For hvis primatet stod fast efter guddommelig ret, så vil nikæner-koncilet sammen med de fire følgende være kættersk, og alle i den orientalske kirke kættere, og de romerske paver, der tog imod det tilbudet, også kættere. Derfor vil jeg ikke vige på dette punkt på grund af Konstanzer-koncilets autoritet. For jeg kan ikke gå med til, at den største del af kirken skal gøre til kættere ved nogen begrundelse på grund af Konstanzer-koncilet, som dengang tog fejl. Og det er ikke mærkeligt, at det tog fejl, eftersom disse ting blev administreret af de mest magtfulde inkvisitorer og deres forbundsfællers rænker. |
| 31 Sunt et multi alii articuli Huss verissimi ibidem damnati, quos expediam, cum adversarius me excitaverit: nam hoc ex ipsius Concilii verbis evidenter probabo, Iohannis Huss sententiam non fuisse Quod malus pontifex aut in peccato mortali existens non sit pontifex habendus, licet sanguinarii inquisitores multos articulos ei in hanc rem impositos damnari curarint. | Der er også mange andre artikler af Huss, som blev fordømt på dette koncil, men dog er sande; dem gør jeg rede for, eftersom min modstander opægger mig. For ud fra koncilets egne ord vil jeg bevise, at det ikke var Johannes Huss' sætning, at 'en ond pave eller en pave, der lever i dødssynd, ikke skal regnes for pave, selv om de blodtørstige inkvisitorer søgte at fordømme mange artikler, der blev tillagt ham i denne sag. |
| 32 Nec hic curo, quod me Boemorum patronum vociferantur, ipsius Concilii, quod contra me iactant, ostendo et sequor verba: quae si falsa inventa fuerint, quid ad me? Sin vera, cur non sequar? Meum est, ut dixi, contra omnem vocabulorum, titulorum, nominis, dignitatis strepitum verum dicere et falsum negare. Sic enim Christiano faciendum esse credo. | Heller ikke tager jeg mig her af, at de kalder mig bøhmernes fortaler, jeg påviser bare og følger koncilets egne ord, som de bruger imod mig: og hvis man finder ud af, at de er forkerte, hvad kommer det så mig ved? Men hvis de er sande, hvorfor må jeg så ikke følge dem? Min opgave er, som sagt, at tale sandt og nægte det falske imod enhver larm fra ord og titler, fra navn og værdighed. Således tror jeg nemlig, at en kristen skal handle. |
| 33 Et rogo, si non placeo nomine Christiani, fingant et sinant me interim velut Turcam aut quemvis infidelem eis opponere meas rationes et autoritates, ut saltem sic videant et experiantur, quo studio possint fidem suam tueri et quam facile sit dicere 'Concilium sic determinavit' et quam difficile sit idipsum bene determinatum esse tueri. Dico ergo, quod iste articulus sit male (W407) damnatus Constantiae 'omnis actus hominis aut bonus aut malus', ac respondeat, qui se putet determinationem illam defendere. | Og jeg beder dem om -- hvis kristennavnet ikke behager, kan de jo forestille sig eller tænke sig, at jeg er en tyrk eller en anden vantro -- at de modsiger mine begrundelser og autoriteter, så de i det mindste på den måde kan se og erfare, med hvilken iver de kan betragte deres tro og hvor let det er at sige 'Koncilet har bestemt sådan' og hvor let det er at betragte det som besluttet. Jeg siger altså, at det var forkert, at følgende artikel blev fordømt i Konstanz: 'enhver menneskelig handling er enten god eller ond', og så må den svare, som mener at kunne forsvare denne afgørelse. |
| 34 Primum dicit Apostolus Ro: viij. Qui spirutu dei aguntur, ii filii dei sunt. (Rom 8,14) Item: Quod siquis spiritum Christi non habet, hic non est eius. (Rom 8,9) Hic quaero, cuius sit ille qui non est Christi: nonne diaboli et peccati? At qui servus est peccati, facit non nisi peccatum. | For det første siger apostelen i Rom 8,14: 'De, der drives af Guds ånd, er Guds børn'. Og ligeledes: 'Hvis nogen ikke har Kristi ånd, tilhører han ham ikke'. Her spørger jeg: Hvem tilhører han, som ikke tilhører Kristus? Mon ikke djævelen og synden? Men den, der er syndens træl, øver kun synd. |
| 35 Secundo dicit idem Gal. iij. Quicunque ex operibus legis sunt, sub maledicto sunt. (Gal 3,10) Ecce hic opera legis extra gratiam dicit esse maledicta, ergo non neutra. Et dicit 'Quicunque', neminem excipiens nec aliquod medium inter maledictum et gratiam faciens. Nec valet, quod Apostolum hic de lege cerimonialo loqui dicunt, quod ea tunc mortifera fuerit. Nam ex sequentibus patet, quod de omnium legum operibus loquitur, cum inducat Mosen dicentem: Maledictus, qui non permanet in omnibus, quae scripta sint in libro legis. (Gal 3,10; 5 Mos 27,26) | For det andet siger han det samme i Gal 3,10: 'Enhver, der er af lovgerninger, er under forbandelse'. Se, her siger han, at lovgerninger udenfor nåden er forbandede, altså er de ikke neutrale. Og han siger 'enhver', han undtager ingen og skaber ikke nogen mellemvej mellem forbandelsen og nåden. Og det holder ikke vand, når de viser, at apostelen her taler om ceremonial-loven, for den var på det tidspunkt dødbringende. For af det følgende fremgår det, at han taler om alle lovens gerninger, eftersom han indfører Moses med ordene: 'Forbandet han, som ikke forbliver i alt det, som er skrevet i lovbogen'. |
| 36 Deinde dicit, Christum nos redemisse de maledicto legis. (Gal 3,13) At Chritus vere nos non redemit de lege cerimoniali post mortem eius abrogata, sed de lege quacunque, dans gratiam, ut possit impleri. Si ergo opera legis sunt maledicta sine gratia, quanto magis nulla alia opera sunt neutralia seu in genere morum bona! | Dernæst siger han, at Kristus har forløst os fra lovens forbandelse. Men Kristus har virkelig ikke forløst os fra ceremonial-loven, der blev ophævet efter hans død, men fra enhver lov, derved, at han gav nåden, som kan opfylde den. Hvis altså lovens gerninger er forbandede uden nåde, hvor meget mere må det så ikke være sådan, at alle andre gerninger ikke er neutrale eller hører hjemme i de gode skikkes afdeling! |
| 37 Tercio Matth. xij. Aut facite arborem bonam et fructum eius bonum, aut facite arborem malam et fructam eius malam. (Matt 12,33) hic nihil medium Christus permittit intelligi, sicut et ibidem dicit: Qui non est mecum, contra me est, et qui non colligit mecum, dispergit. (Matt 12,30) vides, quod aut cum Christo colligendum aut dispergendum, vel cum eo vel contra eum esse oporteat: at contra eum non est nisi peccatum, nec dispergit nisi qui peccat. | For det tredie Matt 12,33: 'Enten er et træ godt, og så er også dets frugt god, eller et træ er ondt og så er også dets frugt ond'. Her tillader Kristus ikke, at der forstås noget indimellem, sådan som han også sammesteds siger: 'Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder'. Du ser, at enten samler man med Kristus eller også spreder man, så man må enten være for eller imod ham. Men at være imod ham, kan kun være at være i synd, og at sprede kan kun være at synde. |
| 38 Quarto Iohann: xv. Siquis in me non manserit, mittetur foras sicut palmes et arescet, et colligent eum et in ignem mittent, et ardet. Ecce arescit et perit quisquis extra Christum est, Et tu dicis 'neutrum', quod nec arescat neque virescat, sed medium se aliquando habeat? | For det fjerde Joh 15,6: 'Hvis nogen ikke forbliver i mig, kastes han ud som en gren og visner og man samler ham op og kaster ham i ilden og han brænder'. Se, enhver, der er udenfor Kristus, brænder og forgår. Og du siger 'neutral', fordi han hverken brænder eller visner, men på én eller anden måde forholder sig midt imellem? |
| 39 Quinto Ro: xiiij. Omne quod non est ex fide peccatum est: quod B. Augustinus pro regula habet. Quod autem dicunt, ibi fidem pro conscientia accipi et Apostolum loqui de iis, qui contra conscientiam operantur, quanquam hoc B. Augustinus repellit, tamen age sit ita, adhuc stat sententia: Qui non habet fidem in Christo, non habet conscientiam bonam ergo deum, ergo vel non credit vel dubitat, se placere deo in operibus suis. (n39) | For det femte Rom 14,23: 'Alt, hvad der ikke er af tro, er synd'. Det regner den salige Augustin for en regel. Men når de siger, at tro her skal forstås som samvittighed, og at apostelen taler om dem, som handler imod deres samvittighed, skønt den salige Augustin vender sig imod det, så lad det dog også være sådan, stadig står den sætning fast: Den, der ikke har tro på Kristus, har ikke nogen god samvittighed overfor Gud, altså han enten tror ikke på eller tvivler på, at han behager Gud i sine gerninger. |
| 40 Si dubitat, peccat contra conscientiam, quia non credit firmiter, se deo placere, quare agit quod credit non bonum, et ita semper peccat. Sola autem fides firmiter confidit, se placere deo, et hac fide fit, ut placeamus deo, quia haec fides vere de deo bene sentit ac pro deo vero eum habet, praesumens bona de ipso iuxta illud Sap. i. Sentite de domino in bonitate. Impossibile est enim, hominem salvum esse et bene vivere, nisi de deo erga seipsum bene sentiat. (W408). | Hvis han tvivler, synder han imod samvittigheden, fordi han ikke fast tror, at han behager Gud, fordi han gør, hvad han ikke tror er godt, og således synder han bestandig. Men kun troen stoler fast på, at den behager Gud, og ved den tro sker det, at vi behager Gud, fordi denne tro mener sandt om den gode Gud og holder ham for en sand Gud, idet den forventer noget godt af ham, ifølge Visdommens bog 1,1: 'Tænk over Herren med godhed'. For det er umuligt, at mennesket kan være frelst og leve godt, hvis det ikke mener, Gud vil gøre noget godt imod det. |
| 41 Sexto (ut omittam plura, ne prolixior sim) adduco rationem, qua utitur fere S. Augustinus, praesertim contra Iulianum li. iiij. et repetit eandem Gregorius Ariminensis li. ij. q. xxviij. Quare est haec: Virtutes discernuntur finibus, non officiis. Iam quaelibet virtus extra gratiam quaerit quae sua sunt, nec potest quaerere quae dei sunt, quia non potest in opus charitatis, de qua dicitur laude propria i. Cor. xiij. Charitas non quaerit, quae sua sunt. (1 Kor 13,5) | For det sjette (og jeg udelader meget, at det ikke skal blive for langt) tilføjer jeg den begrundelse, som Skt. Augustin ofte bruger, især i bogen imod Julian, anden bog, kap 4. Og Gregor Ariminensis gentager den i 51.2. spørgsmål 28. Det drejer sig om følgende: Dyderne bestemmes ud fra deres endemål, ikke ud fra deres embede. Derfor, en hvilkensomhelst dyd uden nåde søger sit eget, og kan ikke søge det, der hører Gud til, men søge sit eget kan den ikke gøre i kærlighedens gerning; om den siges der nemlig til dens ros i 1 Kor 13,5: Kærligheden søger ikke sit eget. |
| 42 quare nulla virtus habet deum pro fine nec potest diligere super omnia et propter deum: alioquin gratia non esset necessaria. Atque hac sola causa fit, ut omnia opera bona gentium aut naturalia sint mala, quia fine debito carent. Hoc est quod Apostolus Ro: iij. involvens prorsus omnes homines tam Iudaeos quam gentes, licet illi iustitia, haec sapientia quantum poterant praestabant, dicit: Non est iustus, non est intelligens, non est requirens deum: omnes declinaverunt, simul inutiles facti sunt. | Derfor er der ingen dyd, der har Gud som sit mål eller kan elske ham over alle ting og elske ham, fordi han er Gud; ellers ville nåden ikke være nødvendig. Og alene af den grund sker det, at alle hedningernes gode eller naturlige gerninger er onde, fordi de mangler det skyldige endemål. Det er, hvad apostelen siger Rom 3,10ff, idet han inkluderer alle mennesker overhovedet, både jøder og hedninger, selv om den ene part præsterede så megen retfærdighed, den anden så megen visdom, de bare kunne: 'Der er ingen retfærdig, der er ingen, der har forstand, der er ingen, der søger Gud, alle er afvegne, alle er fordærvede. |
| 43 Ecce, nemo requirit deum et omnes declinant, nullus intelligit deum, nedum pro fine deum habet in opere suo. Unde fidenter concludit dicens: Conclusit deus omnes sub peccatum. (GAl 3,22) Ecce neminem excipit, omnes sub peccatum, quod et David dicit: Omnis homo mendax. (Sl 116,11) A mendace vero quid verum dicitur? Ab immundo quid mundum fiet? ait Sap. (Sir 34,4) | Se, ingen søger Gud, alle er afvegne, ingen forstår Gud, eller har Gud som sit endemål i sin gerning. Derudfra slutter han frimodigt: 'Gud har indesluttet alt under synd'. Se, han undtager ingen, alle er under synd, hvilket også David siger: 'Ethvert menneske er en løgner'. Men af en løgner, hvad kan der da siges af sandt? Hvordan kan der komme noget rent af en uren, som vismanden siger |
| 44 Quod vero dicitur 'Nonne Caiphas prophetavit verum? (Joh 11,51) Nonne Matt: vij. multi prophetaverunt in nomine Christi et multas virtutes fecerunt?' (Matt 7,22) respondeo: vera sed non vere dixerunt, bona sed non bene fecerunt. Quis enim non dubitat, quin meretrix tam bonum aurum gestet quam pudica matrona et tam formosa quoque membra habeat? sed non tam bene gestat et utitur. | Men når man så siger: 'Mon ikke Kajfas profeterede sandt? Mon ikke der ifølge Matt 7,22 skal være mange, der profeterer og gør kraftgerninger i Kristi navn?', så vil jeg svare: De har talt sandt, men ikke sandfærdigt, de har handlet godt, men ikke vel. For hvem er i tvivl om, at skøgen har lige så gode ører som den ærbare kone og også har lige så smukke lemmer? Men hun bruger dem ikke lige så godt og opfører sig ikke lige så godt. |
| 45 Eodem modo et bona illa opera sapientiae, virtutem, donorum, cum sint gratuita dona dei, bona sunt valde, sed quia non in finem debitum referuntur, bona faciunt, sed non bene. Quare e bonis donis dei mala opera nostro vitio fiunt. Ideo Christus illis dicturus est: Discedite a me, omnes operarii iniquitatis. (Matt 7,23) Quomodo sunt operarii iniquitatis, qui tanta bona fecerunt, nisi quia bonis male usi sunt, etiam si hoc malo usui aliis profuerunt? | På samme måde er også disse gode gerninger, visdom, styrke, gaver, eftersom de er Guds gratis gaver, meget gode, men fordi de ikke henføres til det skyldige endemål, gør de godt, men de gør ikke vel. Derfor bliver der af Guds gode gaver skabt vore onde, lastefulde gerninger. Derfor vil Kristus sige til dem: 'Gå bort fra mig, alle I som øver uret'. Hvordan kan de øve uret, hvis de gør så meget godt, hvis ikke det er fordi de bruger de gode gaver på en ond måde, også selv om de ved brugen af dette onde gavner andre? |
| 46 Septimo: Si iustus in gratia non potest facere bonum, quin simul peccet, quanto magis iuiustis non facit bonum! ac per hoc concludo, aut bonum aut malum esse actum hominis quemcunque, nec dari actum medium et neutrum. Antecedens probabitur evidenter conclusione sequente. | For det syvende: Hvis den retfærdige i nåden ikke kan gøre det gode, uden at han samtidig synder, hvor meget mindre kan da ikke den uretfærdige gøre det gode! Og herudfra slutter jeg, at en hvilken som helst menneskelig gerning er enten god eller ond, der gives ikke nogen mellemvej eller noget neutralt. Forsætningen bevises soleklart ud fra den følgende konklusion. |
| 47 Quare ad rem propositione redeundo, Omnis Christianus quottidie penitet, quia quottidie peccat non quidem perpetrando crimina, sed non perficiendo mandata dei. Et ad hoc probandum sufficeret autoritas Iohannis in conclusione posita, quod fructifecos palmites quottidie purgat celestis agricola. (Joh 15,1ff) Si sunt purgandi, sunt immundi: si immundi, sunt peccatores: si peccatores, penitentia indigent. Quare ad eos pertinet verbum Christi: penitantiam agite. (Matt 4,17) (W409). | For nu derfor at vende tilbage til det forelagte spørgsmål: Enhver kristen skal dagligt gøre bod, fordi han dagligt synder, ganske vist ikke på den måde, at han begår en forbrydelse, men på den måde, at han ikke opfylder Guds bud. Og for at bevise det er det tilstrækkeligt med det skriftsted fra johannesevangeliet, som jeg har anbragt i konklusionen, at den himmelske gartner dagligt renser de frugtbærende grene. Hvis de skal renses, er de urene; hvis de er urene, er de syndere; hvis de er syndere, trænger de til at gøre bod. Derfor er det dem, Kristi ord handler om, når han siger: Gør bod. |
| 48 Secundo illud eiusdem Iohannis primo: Si dixerimus, quia peccatum non habemus, nos ipsos seducimus et veritas in nobis non est, (1 Joh 1,8) quam autoritatem beatus Augustinus in multis locis adducens ponderat in verbo 'habemus' presentis temporis, quod non dicit 'habuimus' sed 'habemus'. | For det andet er der ordet fra 1 Joh 1,8: 'Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv og sandheden er ikke i os'. Det skriftsted fremfører den salige Augustin på mange steder og han lægger vægt på, at ordet 'har' står i præsens, apostelen siger altså ikke 'vi har haft', men 'vi har'. |
| 49 Quare quottidie peccamus et quottidie peccatum purgamus: ita ergo penitemus, nisi penitantiam dicas non esse peccatorum purgationem contra omnium sententiam, qui contritionem, culpae deletricem, penitentiae potissimam partem ponunt. | Derfor synder vi daglige og vi udrenser dagligt synden: Således gør vi altså bod, hvis du ikke vil sige, at bod ikke består i syndernes udrenselse, men det er imod alles opfattelse; de anser nemlig angeren, brødens ødelæggelse for at være de mest magtfulde dele af boden. |
| 50 Denique hoc verbo Iohannis nixus B. Augustinus lib. de natura et gratia audet dicere: Si omnes sancti in unum congregati quererentur, an peccatum haberent, quid essent, inquit, dicturi quam 'si dixerimus, quia peccatum non habemus, nos ipsos seducimus et veritas in nobis non est'? At nullum peccatum sine penitentia tollitur. | Endelig støtter den salige Augustin sig til dette ord af Johannes, i bogen om natur og nåde, og vover at sige: Hvis alle hellige i én stor hob gav sig til at undersøge, om de have synd, hvad skulle de så sige, spørger han, andet end 'hvis vi sagde, at vi ikke havde synd, ville vi bedrage os selv og sandheden ville ikke være i os'? Men der er ingen synd, der ophæves, uden ved bod. |
| 51 Tercio illud ps. xxxi. Pro hac orabit ad te omnis sanctus in tempore oportuno. (Sl 32,6) Ecce omnis sanctus orat pro impietate peccatu sui: hoc autem est poenitere utique, nec potest dici, quod pro praeterito aut pro poena praeteriti peccati oret, sed pro praesenti: nam ut hoc ostenderet, adiecit 'impietatem peccati mei', pro hac orabit, non scilicet pro peccato, quo aliquando poena significatur, sed pro impietate peccati, quae est culpa: nam pro remittenda oratur, pro remissa gratias agimus. | For det tredie ordet fra Sl 32,6: 'Derfor vil enhver helgen bede til dig på en belejlig tid'. Se, enhver helgen beder for sin synds ugudelighed. Men dette er i hvert fald at gøre bod, og man kan ikke sige, han beder for de forud begåede synder eller for den straf som de forud begåede synder fører med sig, nej, han beder for de nuværende synder: for han føjer til, for at det kan blive klart: 'min synds ugudelighed', for den er det, han beder, altså ikke for den synd, hvormed der betegnes en eller anden straf, men for syndens ugudelighed, hvilket er brøden; for vi skal bede for den synd, der skal tilgives, vi skal takke for dem, der er tilgivet. |
| 52 Quarto illud i. Timo. i. Venit Ihesus Christus peccatores salvos facere, quorum primus ego sum', (1 Tim 1,15) non dicit 'fui', sed 'sum peccator', iuxta illud Ro: vij. Scio, quod non habitat in me, hoc est in carne mea, bonum, Quod nolo malum, hoc facio, (Rom 7,18) et: ego autem carnalis sum, venundatus sub peccato. (Rom 7,13) | For det fjerde siger Paulus i 1 Tim 1,15: 'Jesus Kristus er kommet for at frelse syndere, hvoraf jeg er den første' ikke 'var', men 'er', svarende til Rom 7,18: 'Jeg véd, at i mig, det vil sige i mit kød, bor intet godt; for det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg' og Rom 7,14: 'Jeg er kødelig', solgt som træl under synden'. |
| 53 Sic Gal. v. Caro concupiscit adversus spiritum, et spiritus adversus carnem. At concupiscere contra spiritum peccatum est, quia prohibitum praecepto dei 'Non concupisces'. Quare hoc peccatum est proprie peccatum et per poenitentiam diluendum sicut Ro: vi. docet, destrui corpus peccati et non obedire desyderiis carnis. At desyderiis carnis peccata et contra legem sunt divinam, quare poenitentia pro eis opus est. | Ligeledes Gal 5,17: 'Kødet begærer imod ånden, og ånden imod kødet'. Men at begære imod ånden er synd, fordi det er forbudt ved Guds bud: 'Du må ikke begære'. Derfor er denne synd den egentlige synd, og den skal opløses ved boden, sådan som Rom 6,6 lærer, at vi skal tilintetgøre syndens legeme og ikke adlyde kødets lyster. Men kødets lyster er synd og er imod den guddommelige lov, derfor må man gøre bod for disse lyster. |
| 54 Quinto Luce xiij, putatis, quia ipsi debitores fuerunt pro omnibus hominibus habitatoribus Hierusalem? non, dico vobis 'nisi poenitentiam habueritis, omnis simul peribitis'. (Luk 13,2ff) Ecce omnibus poenitentiam indicit. Ita Luce ultimo: Oportuit praedicari in nomine eius poenitentiam in remissionem peccatorum in omnes gentes. (Luk 24,47) Ecce totum Euangelium nihil est quam praedicatio poenitentiae: ergo vita Euangelica est aliud nihil quam poenitentia. Ideo Bernhardus recte dicit: Qui non assidue ad poenitentiam festinat, facto ostentit se poenitentia non egere, quasi scilicet sit longe absurdissimum, esse aliquem, qui poenitentia non egeat. | For det femte Luk 13,2ff: 'Mener I, at disse var større skyldnere end alle andre mennesker i Jerusalem? Nej, siger jeg jer, men hvis ikke I gør bod, skal I alle omkomme på lignende måde'. Se, alle har brug for at gøre bod. Ligeledes i Luk 24,47: 'De skal i hans navn prædike bod til forladelse af synder for alle folk'. Se, hele evangeliet er intet andet end at prædike bod: altså er det evangeliske liv intet andet end en bod. Derfor siger Bernhard med rette: Den, der ikke skynder sig at gøre bod, viser i virkeligheden, at han ikke har brug for boden, som om det ikke er fuldstændig absurd, at der er nogen, der ikke har brug for boden. |
| 55 Sexto: Tota Ecclesia teste Augustino usque in finem mundi orat 'Dimitte nobis debita nostra'. Haec autem vox est penitentiae, ita ut Christus (W410) dicat: 'Si non remiseritis hominibus peccata eorum, nec pater vester remittet vobis peccata vestra': loquitur ad Apostolos, sanctos filios dei, et ubi sunt eorum peccata? venialia quidem sunt, sed mortalia erunt, nisi remittantur. | For det sjette: Hele kirken skal ifølge Augustin indtil verdens ende bede 'Forlad os vor skyld'. Men dette udsagn er udtryk for bod, sådan som Kristus siger: 'Hvis I ikke tilgiver menneskene deres synder, vil jeres fader heller ikke tilgive jer jeres synder'. Han taler til apostlene, til de hellige Guds børn, og hvor er deres synder? Ja, der kan være tilgivelige synder, men dødssynderne vil forblive, hvis de ikke bliver tilgivet. |
| 56 Sane sunt quidam, qui hanc orationem pro penis peccatorum orari garriant, quos oportet tanquam verbi dei depravatores cavere. Nam quid dicent ad illud 'Sanctificetur nomen tuum, adveniat regnum tuum, fiat voluntas tua'? hoc sanctissimi etiam orant: at orando confitentur, se nondum sanctificasse nomen dei, nondum in eis esse regnum dei nec iustitiam eius, sed quaerunt hac oratione regnum dei et iustitiam eius, nondum se fecisse voluntatem dei. | Så er der minsandten nogle, der gør nar af, at denne bøn bliver bedt for synderes bod, men de skulle nu tage sig i agt for ikke at ødelægge Guds ord. For hvad vil de sige til dette: 'Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje'? Dette beder de hellige også; men ved at bede det, bekender de, at de endnu ikke har helliget Guds navn, at hans rige endnu ikke er i dem, ejheller hans retfærdighed, men de søger ved denne bøn Guds rige og hans retfærdighed, og de bekender, at de endnu ikke har gjort Guds vilje. |
| 57 At haec omnia sunt debita culpae et peccata contra legem dei, qui vult nomen suum sanctum esse, in nobis regnare, voluntatem suam in nobis fieri. Nec putandum, quod ficte oretur: quare sequitur, omnes vere orare et vere sibi haec deesse confiteri. Et ita patet, quod sola oratio dominica nos docet, Primo esse nos quottidianos peccatores et semper peccare, Deinde totam vitam esse poenitentiam et orationem et contritionem. | Men alt dette er brødens skyld og synd imod Guds lov, han, som vil, at hans navn skal blive hellige, han, som vil herske i os, han, som vil, at hans vilje skal ske i os. Man må ikke tro, at man beder for sjov. Deraf følger, at alle skal bede sandt og alle skal bekende, at dette mangler de. Og således kan man se, at allerede fadervor lærer os, for det første, at vi er daglige syndere og altid synder, og dernæst, at hele livet er bod og bøn og anger. |
| 58 Ex quo ulterius sequitur, contra Concilii Constantiense determinationem, omnem actum hominis esse malum extra gratiam, quando etiam actus iustorum in gratia non est bonus nec implet mandatum dei. | Heraf følger til sidst, imod Konstanzer-koncilets bestemmelse, at enhver menneskelig gerning udenfor nåden er synd, eftersom selv de retfærdiges gerning indenfor nåden ikke er god og ikke opfylder Guds lov. |
| 59 Ultimo ad hoc urgent tot Apostoli Pauli exhortationes, ut mortificemus membra quae super terram sunt. Coll. iij. et facta carnis Ro: viij. et renovemur in novitate sensus Ro: xiij. et carnis curam non faciamus in desyderiis eius, ibidem, crucifigamus carnem cum concupiscentiis Gala. v. Quae omnia eo tendunt (ut clarum est), quod assidue poenitendum sit, quia peccatum fomitis assidue movetur et nova desyderia profert, ceu spinas et tribulos terra maledicta Gene. iij. | Til sidst: Mange af apostelen Paulus' formaninger peger hen på dette: at vi skal døde de lemmer, som er af jorden (Kol 3,5), og døde kødets gerninger (Rom 8,13); at vi skal fornyes til et nyt sind (Rom 12,2) og at vi skal tage vare på kødet, at vi ikke handler efter dets lyster, (Rom 13,14) sammesteds, at vi skal korsfæste køder med dets begæringer (Gal 5,24). Hvilket altsammen peger hen på (og det er ganske klart); at man hele tiden skal gøre bod, fordi synden hele tiden bevæges ved sit tønder og frembringer nye lyster, eller fordi den jord, der blev forbandet, frembringer torne og trængsler. (1 Mos 3,18). |
| 60 Caetera in resolutorio Con. i. ij. et iij. et con. (n60) Sed nec adhuc video huius conclusionis sententiam confutatam: neque enim tacta fuit Lipsiae in una syllaba. Eius etiam sententiam si neges, necesse est, ut neges omnes ferme libros B. Augustini contra pelagianos editos, qui totus per omnia in hanc sententiam procedit. Sequitur ergo, hanc non esse doctrinam novam, ut Eccius calumniatur, Sed Eccii propositio contraria huic est novus et vetus error, ad haeresim pertinens Pelagianorum, nec Concilium quicquam contra statuere habet, nisi velit errare, sicut saepius fecit. | Resten står i mine resolutioner, konklusion 1, 2 og 3 og konklusion? Men jeg har endnu ikke set denne konklusions sætning gendrevet. Den blev nemlig ikke berørt i Leipzig med en eneste stavelse. Hvis man nægter denne sætning, må man nødvendigvis også nægte næsten alle den salige Augustins bøger imod pelagianerne, som i det hele taget i alle ting fremgår af denne sætning. Heraf følger altså, at denne sætning ikke er nogen ny doktrin, som Eck beskylder mig for, men at modsat Ecks påstand er ny, men dog en gammel fejl, som har med Pelagianernes kætteri at gøre, ejheller har noget koncil bestemt modsat, uden at det har taget fejl, hvilket ofte er sket. |
Videre til Conclusio II.
Noter:
n39: Også i sit værk om munkeløfterne udfører Luther den tanke lidt nøjere, at der i Rom 14,23 tales om samvittigheden. Se VOT-02.htm#3.
n60. WA-note: Her mangler den nærmere angivelse af conclusio.