Luthers resolution 01

over Leipzig-disputationen, WA II, side 391-.

Resolutiones Lutherianae super propositionibus suis Lipsiae disputatis. (Luthers resolutioner over de teser, som han fremsatte til Leipzig-disputationen).

Forord; over tese 1; over tese 2; over tese 3; tese 4; tese 5; tese 6; tese 7; tese 8; tese 9; tese 10; tese 11; tese 12; tese 13.
 
1 IHESUS. 

Optimo et erudito viro D. Georgio Spalatino, Illustrissimi Principis Friderici Saxoniae, Electoris Imperii eiusdemque Vicarii &c. a libellis et sacris, suo S. 

Jesus.

Til den bedste og mest oplyste mand, dr. Georg Spalatin, til den højtoplyste kurfyrste Frederik af Saksen, kejserens vikar osv, (??)

2 Historiam famosae huius disputationis, quam Lipsiae habuimus, optime Spalatine, cupis nosse, ea vel maxime causa, quod audieris, Eccium nostrum et Eccianae factionis aliquot homines iam diu et secure triumphare encomiaque cantare.  Historien om den famøse disputation, som vi afholdt i Leipzig, har du, bedste Spalatin, stræbt efter at høre, og det vel mest af den grund, fordi du har hørt, at vor Eck og nogle mennesker fra det eckiske parti allerede triumferer sikkert og synger lovsange. 
3 Ego sane gaudeo et gratias ago, si tam vera est victoria quam magna est iactantia. Quid enim Christianis, praesertim theologis, magis optandum, quam ut veritas triumphet, error traducatur? Sed rursus, quando unquam auditum est a saeculo, hanc esse gloriam veram et stabilem, quae seipsam praedicat et ante tempus iactat? Nonne in hanc sunt proverbia aedita 'Encomium ante victoriam', 'Rumor ante salutem', Deinde illud trivii 'Propria laus sordet' et 'laudet te os alienum'? Jeg for min del glæder mig og takker, hvis deres sejr er lige så sikker, som deres pral er stor. For hvad kan kristne, især teologer, opnå mere, end at sandheden triumferer og fejltagelsen gøres til skamme. Men igen: Hvornår har man nogensinde hørt igennem en tidsalder, at dette er en sand og varende ære, den, som man prædiker om sig selv og som man praler af før tiden? Mon ikke her de ordsprog er på plads, der siger: 'Jubel før sejren' og 'Bifald før man er frelst'. Man kan også bruge det mere vulgære 'Selvros stinker' og 'Lad en anden mund rose dig'. 
4 Tum Christus: si gloriam meam quaero, gloria mea nihil est, et proverbiorum autor Salomon: haereditas, inquit, ad quam in principio festinatur, in fine benedictione carebit. Iustus enim, ut scriptura dicit, in principio non est iactator, sed accusator sui: Phariseus autem primo est laudator sui, simul accusator omnium aliorum.  Og man kan bruge Kristi ord fra Joh 8,50: 'Hvis jeg søger min egen ære, er den ingenting'. Og Salomons ordsprog 20,21: 'Ejendom, som i begyndelsen blev hurtigt vundet, ender med at mangle velsignelse'. Den retfærdige er jo, som skriften siger, i begyndelsen ikke én, der praler, men sin egen anklager: Men farisæeren er én, der praler, og anklager samtidig alle andre.
5      De Eccio nostro autem eo facilius credo, iactasse eum victorias, quo iam olim mihi est ingenium hominis perspectum ut gloriae miserrimum mancipium, tum quod iam magis expertus sum, solere eum in disputatione magis criminari quam disputare et more indoctorum declamatorum tempus conviciis et contumeliis hominum perdere. Ideo nihil mirum, si non nisi gloriam quaerat.        Men om vor Eck tror jeg det så meget lettere, at han praler af sejr, som hans sindelag allerede fra for lang tid siden for mig er blevet klart, at han er æresyg, så meget mere som jeg nu selv har erfaret, at han i disputation plejer mere at beskylde end at disputere, og efter de ulærde deklamatorers skik spilder tid med at råbe og fornærme folk. Derfor undrer det mig ikke, hvis han kun stræber efter æren. 
6 Mihi vero, qui iam duos annos patior multos eiusmodi victoriae iactantissimos et vanissimos gloriatores rabidosque criminatores, deinde contempsi nescio quae tartara mihi intentata, pro minimo est, hanc eorum simulatam gloriam audire, quorum magis misereri quam pigere oporteat. Nam (W392) si conscientia eorum idem gloriaretur, ne dubites, foris neque gloriarentur neque criminarentur. Men for mig, som nu allerede i to år har tålt mange, som pralede højlydt af den slags sejre, og som var forfængelige æresyge personer og rasende beskyldere, for mig, som er blevet foragtet med jeg véd ikke hvilke skældsord, for mig betyder det intetsomhelst, at høre denne deres påståede ære. Den skulle man have medlidenhed med, i stedet for at ærgre sig over. For hvis deres samvittighed praler af det samme, for at du ikke skal være i tvivl om, at de udadtil hverken får ære eller bliver beskyldt for noget. (?)
7 Tamen, ut tibi satisfaciam, breviter rem ipsam secundum veritatem describam, et ita describam, ut intelligere possis, disputationem illam fuisse perditionem temporis, non inquisitionem veritatis, deinde Eccium Eccianosque simulare in gloria aliud et aliud sentire in conscientia. Nam quantum in Eccio fuit, fere nullus scopus tactus est. Sin tactus est, non nisi notissimis et vulgo proculcatis argumentis certatum est.  Dog vil jeg for at tilfredsstille dig i al korthed beskrive sagen selv, som den virkelig gik for sig, og beskrive den således, at du kan forstå, at denne disputation var tidsspilde, ikke sandhedssøgen, og også forstå, at Eck og hans folk foregiver én ære og føler en anden ære i deres samvittighed. For hvad der havde med Eck at gøre, blev næsten intet emne berørt. Og hvis det blev berørt, blev det kun understøttet med bemærkelsesværdige og ødelagte argumenter overfor folket. 
8 Nam deus novit, quod totam istam conclusionem cohortem multo acrius et validius nostri Vuittenbergenses duobus annis oppugnaverunt et ita examinaverunt, ut ossa earum numerare licuerit, quas Eccius vix in facie cutis leviter perstrinxit, nisi quod multo fortius clamavit una hora quam nos integris duobus annis ac gestibus immaniter fastuosis et gloriosis etiam seipsum clamatorem superare velle visus est. His enim moribus, sane quietis et tranquillis, pacificam illam et in silentio ac mysterio profundissime quietissimeque latentem theologiam quaesivit hucusque Ecciana modestia. Ita me deus amet, fateri cogor, nos esse victos clamore et gestu, hoc est Ecciana modestia: sic enim ipse vocat.  For Gud véd det, at vi Wittenbergensere igennem to år har kæmper imod hele denne samling teser meget skarpere og meget mere gyldigt, og at vi har undersøgt det, så vi kunne opregne deres ben, de teser, som Eck næppe berørte let ved huden, bortset fra, at han råbte meget højere på én time, end vi sammenlagt på to år, og endog syntes at ville overgå sig selv som deklamator med uhyre hovmodige og ærværdige bevægelser. For med disse skikke, der sandelig er rolige og stilfærdige, har den eckianske beskedenhed hidtil efterstræbt denne fredelige og i stilhed og mysterium dybsindigt og stilfærdigt skjulte teologi. Således elsker Gud mig, jeg tvinges til at indrømme, at vi er besejrede af udråb og gestikulation, det vil sige, at den eckianske beskedenhed. Sådan kalder han det jo selv. 
9        Verum antequam rem ipsam dicam, prefabor et veniam petam, si homines quosdam involvam pariter, libenter omissurus, si ipsi sese non involvissent sine causa et, ut dicitur, neutrales et indifferentes habuissent utrinque. Ideo non mihi, sed sibi imputabunt, si tangantur et ipsi, quos par gloriae studium et inveterata iam diu invidia coegit, pro Eccio contra nos machinari non bonas machinas.         Men førend jeg fortæller dig selve sagen, må jeg først bede dig om tilgivelse, hvis jeg omtaler nogle mennesker på lige fod; jeg ville helst have udeladt dem, hvis de ikke uden grund havde blandet sig, og, som man siger, ville regnes for neutrale og indifferente i begges sag. Derfor er det ikke min skyld, men deres egen, hvis også de bliver berørt, de, som lige dele lyst til ære og indtil nu uforgængelig misundelse tvang til at drive rænkespil med ikke særlig gode rænker til fordel for Eck, imod os. 
10 Non sane omnes dico. Nam sunt in ea Academia praeclarissima candidissimi et rectorum studiorum optimi assertores atque hoc ipso tamen nomine alterius illius fermenti hominibus velut sudes in oculis et offendiculum a latere, ut Iosue verbis dixerim (Jos 23,13). Sed et prudentissimus senatus ornatissimique cives tam absunt ab hoc maligno ingenio, ut nemo magis abominetur hoc perversum et bonis literis inimicum genus.  Jeg taler ikke her om alle. For der findes på dette højtoplyste universitet mange renhjertede og gode bekendere af de rette studier, men herved er dog ved en andens navn denne andens surdej overfor mennesker blevet som en torn i øjet og en pisk over ryggen, at jeg skal tale med Josva. Men hverken det forstandige senat eller de mest ærværdige borgere havde noget med denne onde tanke, så at ingen kan afsky denne forvendte og mod god videnskab fjendtlige skik mere. 
11 Omnium autem maxime laudantus est Illustrissimus Princeps dux Georgius, qui vere principali clementia et munificentia nihil omisit, quod ad felicissimum huius disputationis fructum facere possit, si talis fuisset, ut pura veritas, posthabita gloria, quaereretur, denique et sua splendissima presentia id negocii dignatus est mirifice illustrare, omnia cavens et monens ut modeste et quaerendae veritatis studio agerentur. Nihil ergo optime huic universitati me debere confiteor quam omnem honorem et omne officium: dumtaxat invidiam quorundam (ut sunt res mortalium ex nulla parte integrae) fateor mihi satis displicuisse.  Men mest af alle skal dog den højtoplyste fyrste, hertug Georg, roses, han, som med sand fyrstelig klogskab og rundhåndethed ikke udelod noget, som kunne bidrage til denne disputations lykkelige frugt, hvis den havde været der, så at han stræbte efter den rene sandhed og derefter æren, og endelig ved sin pragtfulde nærværelse ved denne handling gav den værdighed og underfuld oplysning, idet han drog omsorg for alting og formanede til alt kunne foregå mådeholdent og ud fra lyst til at søge sandheden. Jeg kan derfor ikke bekende noget bedre om dette universitet end at jeg skylder det al ære og al høflighed. Måske så jeg må tilstå, at nogles misundelse har mishaget mig temmelig meget (men det er jo dødelige menneskers sag, som ikke af parterne er uberørt af). 
12      Igitur haec est sive tragedia sive comedia huius disputationis, quam Satyram potius dixeris. Primo ruptum est pactum, quo inter Eccium et nos convenerat, ut libere disputaretur et excepta per notarios in publicum totius orbis iudicium ederentur, quemadmodum in literis utrinque editis legitur. (W393) Nam voluit potius Eccius noster sine Notariis meris et liberis clamoribus rem agi.          Altså, her kommer denne disputations tragedie eller komedie, eller jeg skulle måske snarere sige satyrspil. For det første blev aftalen, som var indgået mellem Eck og os, brudt, den, der gik ud på, at der skulle disputeres frit og at notarernes udskrifter skulle udgives til offentlig bedømmelse overalt, sådan som man kan læse i begges udgivelser. For vor Eck ville hellere forhandle sagen uden notarer og kun ved frie krav. 
13 Consenserunt in idem suae factionis viri. Ubi hoc obtinere non potuerunt, ad aliam pacti illusionem itum est, scilicet ne excepta per Notarios ederentur, nisi iudicibus nominatim et communiter electis oblata accepissent sententiam. Additum est commentum, quo velut honestissimo titulo hoc foedifragium apud idiotas ornaretur, videlicet oportere iudices certos habere: quos si recusaremus, iam haberent, quo in odium vulgi nos traherent et iactarent, nolle scilicet nos pati ullos iudices.  Det var han og hans fraktion blevet enige om. Og da de ikke kunne opnå dette, gik de over til en anden fiktiv aftale, nemlig at notarernes udskrifter ikke skulle udgives, førend de var forelagt for nogle benævnte og nogle udvalgte dommere og disse havde afgivet deres votum. Der blev så tilføjet det indfald, hvormed denne troløshed blev besmykket med den mest ærefulde titel for idioter, nemlig at det skulle være bestemte dommere: og selv om vi forkastede dem, så havde de dem allerede, og derved kunne de drage os ned, så folket hadede os, og prale af, at vi ikke ville finde os i dommere overhovedet. 
14 Ita solidissima veritas Eccii et Eccianorum metuit lucem et publicum, sibi scilicet optime conscia quasi orbis et cuiusque optimi viri iudicium parum sit, quo recepta sunt tam multa, quae olim sancti Patres dixerunt, scripserunt, disputaverunt.  Derfor har denne højst troværdige sandhed om Eck og eckianerne fortjent lyset og offentligheden, så at nemlig ved den bedste viden hele verden og hver enkelt udmærket mand kan have lige bedømmelse, hvorved alt det meget kan forstås, som engang de hellige fædre har sagt, skrevet, disputeret. 
15 Fecerunt ita, forte quod iudices fore sperarent eos, quos in universitatibus passim contra nos pro se stare sciebant, aut, quod magis suspicior, quod Eccius meus, conscius sibi non intellectae a se scripturae, latibulum huius conscienciae hac ratione quaereret: nam etsi est homo in literis humanis et opinionibus scholasticis varie et copiose eruditus, tamen sacrarum literarum ego inanem inveni disputatorem, quod mihi pro modestia sua ignoscet, quia verum dico et suo tempore probabo, ubi ea non suffecerint, quae ipsemet in papyrum effudit testimonia imperitiae huius credibilia nimis, non quod mihi soli vendicem scripturarum sanctarum scientiam (sic enim me solet criminari, quando aliud quod dicat non est ad manum) sed quod arbitrer me in sacris literis tantum versatum et exercitatum, ut de scholasciti theologi scientia, qui sacras literas vix a limine salutavit, possim sine periculo pronunciare.  De har derfor udvirket, måske fordi de håbede på, at dommerne ville blive nogle, som de vidste på universiteterne overalt ville være imod os og for dem, eller, hvad jeg snarere tror, fordi min Eck, der var klar over, at han ikke forstod skriften særlig godt, har søgt dette smuthul for sin samvittighed. For skønt han er et menneske, der er bredt og ivrigt uddannet i de humane fag og i det skolastiske meninger, har jeg dog fundet ud af, at han er en tom disputator i den hellige skrift, hvilket jeg på grund af hans beskedenhed ikke var klar over; og derfor taler jeg sandt og vil bevise det til sin tid, hvis dette ikke er tilstrækkeligt, hvordan han selv på papir har udgydt et altfor troværdigt vidnesburd om denne mangel på kundskab, ikke fordi jeg alene kan prale af viden om de hellige skrifter (det plejer de at beskylde mig for, når de ikke lige har andet ved hånden) men fordi jeg mener, at jeg er så fortrolig med og øvet i de hellige skrifter, at jeg uden fare kan give afkald på viden om den skolastiske teologi, som knap nok er nået til begyndelsen af de hellige skrifter. 
16       Altera machina fuit: Carlstadius noster secum libros attulerat. Cum sit honestissima disputandi et tutissima ratio, ex praesentibus libris loca ostendere et dicta vel probare vel confutare, magno tumultu hoc Eccius noster detrectavit. Nam videbatur cuiusdam compilatoris ingenio et opera fretus multas consarcinasse autoritates S. patrum studioque factionis suae auxisse: ibi periculum erat, ne, sicut aliquoties convincebatur, ita semper convinceretur male induxisse dicta patrum.         Et andet rænkespil var dette: Vores Karlstadt havde taget bøger med. Skønt det er den mest ærligt måde at disputere på og blive klogere på, at man ud fra de bøger, man har med, kan påvise stederne, og enten bevise eller modbevise det, der siges, vægrede vor Eck sig ved det under megen larm. For det så ud til, at ved en eller anden citatsamlers anstrengelse og arbejde var der blevet sammenlappet mange steder fra de hellige fædre og ved sin fraktions anstrengelse fik han hjælp: Derfor var der fare for, at man ikke, som ellers overalt, alltid ville kunne tilbagevise et dårligt fremført fædrecitat. 
17 Nam cum precedentia et sequentia non vidisset (nec enim veritas, ut dixi, quaerebatur), ita aptavit ad propositum, ut nihil minus valeret ad propositum, nisi quod delectabat eum aliquando et risum miscere auditorio. Statuerunt itaque pro Eccii voluntate, libros domi relinquendos esse et solius memoriae et linguae viribus ac libertate disputandum: hoc est, quod optimi quidam dixerunt, hanc disputationem non de veritate, sed de laude memoriae et linguae agitari. For skønt man ikke har set noget fortilfælde eller noget efterfølgende tilfælde (som sagt, søgte det nemlig ikke sandheden), så førte de det frem som et forslag, at intet skulle have lov at fremføres, andet end hvad der behagede ham i nogen grad og kunne blandes med latter fra publikum. Derfor fastslog de som Ecks vilje, at bøgerne skulle blive hjemme og at man alene skulle disputere efter hukommelseskraft og sproglig frihed. Det vil sige, som nogle af de bedste sagde, denne disputation drejede sig ikke om sandheden, men om at få ros for sin hukommelse og sit sprog. 
18 Pretexuit tamen et hic Adam ille folium fici pulcherrimum, quod sane nullus, nisi sit stipes, intelligat, (W394) videlicet puerile et ridiculum esse, theologum e libris aut schedis disputare. Et mirum quam blandum sibi vulgi murmur hoc ingenio invenerunt, quod de his rebus iudicat, sicut de puerorum scholasticis exercitamentis, quasi non et Augustinus contra Manicheos et Donatistas collatis libris pugnaverit: verum veritatem ille querebat, non gloriam. Dog foregav han, og her fik denne Adam sit smukke figenblad, at ingen, undtagen en træstamme, ville kunne forstå det, det vil sige, det var barnligt og latterligt,at en teolog ville disputere ud fra bøger eller optegnelser. Og det er mærkeligt, hvor smigrende de fandt, at mængdens mumlen var for dem, fordi den bedømte disse ting, sådan som den bedømmer drengenes skolastiske øvelser, som om ikke Augustin kæmpede imod Manikæus og Donatisterne ud fra bøgerne: Men han søgte jo også sandheden, ikke æren. 
19      Pretereo, quod Eccio necesse fuit ultimum verbum cedere, sive opponeret sive responderet, ut sic argumenta insoluta facilius victoriam simularent. Tum, si alicui rei finiendae dictus fuisset dies, liberum illi fuit hoc non observare, nos religiosos et observantes esse oportuit.         Iøvrigt gik det sådan til, at Eck med nødvendighed fik det sidste ord, hvad enten han opponerede eller responderede, så at de således letere kunne lade som om de havde fået sejren, når argumentet ikke var afsluttet. Og dog, hvis der blev fastsat en dag, hvor en eller anden sag skulle færdigbehandles, stod det ham frit ikke at adlyde det, men vi var forpligtede på at overholde det. 
20 Breviter, qui pugnatum veneramus contra errores et hereses, cum invidia et vana gloria negocium habere coacti sumus. Nam quod ad me pertinet, cum me tot concionibus in populo fabulam et sibilum faceret, ita volentibus suis squamis, libens transeo, ut qui nihil aeque optarim quam nominis mei oblivionem. Kort sagt, vi, der havde bedt om en kamp imod vildfarelser og kætterier, vi blev tvunget til at indgå i en forhandling med misundelse og tom ære. For hvad mig angår, skønt han ved mange prædikener for folket har gjort mig til en fabel fået mig udpebet, sådan som de har villet med deres skæl (?), så springer jeg det hellere over, eftersom jeg ikke har noget højere ønske, end at mit navn må gå i glemme. 
21      Nec sic tamen quicquam promoverunt: nam, velint nolint, testari coguntur et ipsi, Carolstadii positiones domum salvas rediisse, nec una vel syllaba confutatas, quas etiam crudas devorare Eccius statuerat. Quin egregius iste scholasticorum doctorum patronus, quo caveret, ne victus videretur, inter disputandum Protheum imitatus subito ea, quae in principio magno impetu impugnarat, in fine omnia concessit, immo affirmavit: tum praeoccupans gloriatus est, quod in sententiam suam Carolstadium pertraxerit, audens etiam hoc dicere, scholasticos doctores nunquam aliter docuisse et sapuisse.          Og de kan heller ikke fremme noget på den måde: for hvad enten de vil eller ej, tvinges de til selv at bevidne, at Karlstadts sætninger bragte han frelst i havn, og ikke en stavelse blev gendrevet, hvor meget end Eck påstår, han har opslugt dem. Jamen, så udmærket er denne skolastiske doktorers beskytter, at han skal tage sig i agt, at han ikke synes besejret, for når han disputerer, efterligner han ofte Protheus, idet han mod slutningen indrømmer alt det, som han i begyndelsen bekæmpede med stor iver, ja, han tilslutter sig det: efter i første omgang at have pralet med, at han trak Karlstadt over til sin opfattelse, vovede han endda at sige, at de skolastiske doktorer aldrig har lært andet eller vidst andet. 
22 Quod cum sentiret impudentius dici quam audire possit, quicumque scholasticos legisset, sic sane temperavit, ut Scotum cum Scotistis suis et Capreolum cum Thomistis suis constanter negaret, antiquiores, Altisiodorensem (n22), Bonaventuram et nescio quos autores allegans. Men da han mærkede, at det at sige det var frækkere end han kunne tillade sig, at hvemsomhelst kunne læse skolastikerne, modererede han sig i det grad, at han til stadighed nægte Scotus sammen med scotisterne, og Capreolus sammen med thomisterne, idet han henviste til de gamle, til Altisiodor, Bonaventura og jeg ved ikke hvilke forfattere. 
23      Credo autem, quod haec suae farinae hominibus magnae cruci fuerint, etsi risum miserrime simularent, cum ducem suum tam fortiter aggressum certamen relictis signis mox senserunt (si tamen senserunt) desertorem exercitus et transfugam factum. Nam id Carolstadio satis erat, scholasticorum doctorum tres celebriores sectas fuisse ab Eccio eadem hora negatas: quas nisi negasset, Pelagianus Ingolstadium reversurus erat. Certum est enim, Modernos (quos vocant) cum Schotistis et Thomistis in hac re (id est libero arbitrio et gratia) consentire, excepto uno Gregorio Ariminense, quem omnes damnant, qui et ipse eos Pelagianis deteriores esse et recte et efficaciter convincit.         Men jeg tror, at dette mel blev menneskene et stort kors, skønt de tåbeligt lod som om de lo, da de snart mærkede, at deres leder i den hårde kamp snart forlod sine kampstandarder (hvis de da mærkede det), blev desertør og foretog et tilbagetog. For det var nok for Karlstadt, at de skolastiske doktorers tre mest berømte sekter af Eck i den samme time blev fornægtet: og hvis ikke han havde fornægte dem, ville han være vendt tilbage til Ingolstadt. Det er nemlig sikkert, at de såkaldt moderne er enige med skotisterne og thomisterne i denne sag (det vil sige, om den frie vilje og nåden), bortset fra én: Gregor Ariminensis, hvem de alle fordømmer, han, som også selv med rette og effektivt har overbevist om, at de er værre end pelagianerne. 
24 Is enim solus inter scholasticos contra omnes scholasticos recentiores cum Carolstadio, id est Augustino et Apostolo Paulo, consentit. Nam (W395) Pelagiani, etsi sine gratia opus bonum fieri posse asseruerint, non tamen sine gratia coelum obtineri dixerunt. Idem certe dicunt Scholastici, dum sine gratia opus bonum, sed non meritorium fieri docent. Deinde super Pelagianos addunt, hominem habere dictamen naturale rectae rationis, cui se possit naturaliter conformare voluntas, ubi Pelagiani hominem adiuvari per legem dei dixerunt.  Han er nemlig den eneste blandt skolastikerne, som imod alle de andre nyere skolastikere er enig med Karlstadt, det vil sige, med Augustin og Paulus. For pelagianerne, skønt de påstår, at man kan gøre en god gerning uden nåden, har dog sagt, at man ikke kan opnå himlen uden nåde. Det samme siger skolastikerne bestemt, idet de lærer, at en god gerning kan ske uden nåden, den er blot ikke fortjenstfuld. Dernæst føjer de til, udover hvad pelagianerne hævder, at mennesket har en naturlig evne (?) i kraft af den rette fornuft, hvorved det kan på naturlig vis føje sig efter viljen, hvor pelagianerne sagde, at mennesket skulle hjælpes af Guds lov. 
25      Nec hanc metamorphosin Ecciano ingenio alienam existimes: est in ea promptissimus. Nam hac die quidem cum Gregorio (ut dixi) sensit et Carolstadio: rursus altera mecum congressus eundem mihi Gregorium in eadem etiam materia negavit propter articulum Huss Concilio Constantiensi damnatum.        Men du skal ikke bedømme denne forvandling til noget andet ud fra det eckianske indfald: han er lynhurtig til den slags. For den dag mente han ganske vist det samme som Gregor (som sagt) og Karlstadt: Men straks den næste dag nægtede han den selvsamme Gregor i ganske den samme sag på grund af en artikel af Huss, der var blevet fordømt på Konstanzerkoncilet. 
26 Ita vere mirificus est et cui non viderim similem disputator Eccius, apud quem nihil sit vel periculi vel vicii, Gregorii Ariminensis sententiam cum D. Carolstadio contra omnes scholasticos pugnantem pro scholasticis amplecti, eundem rursus pro scholasticis eisdem in eadem re repudiare. Sic habes victoriam, qua gloriatur Eccius gloriaturque suum fermentum, quod negatis fere omnibus scholaticis doctoribus, quod tutandos susceperant, cum Ecclesiasticis consentiunt.  Således er det i sandhed forbavsende, og jeg har ikke set en disputator som Eck, for hvem det ikke er spor farligt eller lastefuldt, at tilslutte sig Gregor Arimienses mening sammen med dr. Karlstadt, skønt den kæmper mod alle skolastikerne, som om de to var skolastikere, og atter at tilbagevise dem i den samme sag, som om de var skolastikere. Her har du da den sejr, hvormed Eck praler og hvormed hans surdej praler, at man nægter næsten alle de skolastiske doktorer, og støtter alt, hvad de har lært, når det stemmer overens med de kirkelige (eller med prædikeren). 
27      Sed et nos Vuittenbergae sciebamus, scholasticos doctores, si cum tenebris suis (id est lumine naturae secundum Eccium) Aristotele negentur, posse convenire cum Ecclesiasticis. Verum hanc negandi rationem et per negationem concordandi Vuittenbergae ignorantes Lipsiae didicimus, quam et tibi et omnibus, qui volunt, ecce libenter communem facimus:         Men vi fra Wittenberg vidste da godt, at de skolastiske doktorer, hvis de fornægter Aristoteles sammen med hans mørke (det vil ifølge Eck sige naturens lys), kan stemme overens med de kirkelige. Men vi uvidende blev i Leipzig belært om begrundelsen for at nægte ham og i benægtelsen være enige med wittenbergenserne, og den vil vi gerne offentliggøre for dig og for alle, som vil høre: 
28 Primum, ut in exordio disputationis alicuius dicta fortiter impugnes, protestatus, etiam per publicas schedas, te contra novam doctrinam pro veritate fidei et honore sanctae ecclesiae pugnaturum, ita ut montes parturire putentur, tum in negocio sensim et subdole cedens, ne quis te victum sentiat, idem constanter affirmes et simul vicisse glorieris. For det første skal du, ligesom du i begyndelsen af en disputation stærkt bekæmper det, der er sagt, erklære, også ved de offentlige papirer, at du vil kæmpe imod den nye lære og kæmpe for troens sandhed og den hellige kirkes ære, og ligesom bjergene menes at føde, skal du vige i forhandlingen føleligt og lumsk, at ikke nogen skal mene, at du er besejret, det skal du hele tiden forsikre og samtidig prale af, at du har sejret. 
29 Deinde multa confidentia fingendum tibi est, nullum eorum qui adsunt habere vel memoriam vel sensum communem, ut libere queas dicere, te ab initio ita sensisse et hanc non novam sed veterem esse doctrinam, nihil moratus interim, si amiseris totum exercitum doctorum, quos defendere proposueras. Atque hic quidem est modus et eventus Carolostadianae et Eccianae disputationis.  Dernæst skal du foregive at have megen tillid til, at ongen af dem, der er tilstede, har hverken hukommelse eller common sense, så du frit kan sige, at du fra begyndelsen har ment således og dette ikke er en ny, men en gammel lære, og du skal ikke være tøvende, hvis du mister den hele hærskare af lærde, som du har sat dig for at forsvare. Den metode blev i hvert fald anvendt ved disputationen mellem Karlstadt og Eck. 
30       Post haec mecum congressus est de primatu Romani Pontificis, de purgatorio, de indulgentiis, de penitentia, de potestate absolvendi cuiuslibet sacerdotis. In quibus omnibus quid fecerimus, suo videbitur die. Nam de me partius (n30) mihi dicendum est, ne mihi praeco fiam.         Herefter kom jeg i ilden angående den romerske paves primat, angående skærsilden, afladen, boden, magten til at afløse hos enhver præst. Hvad vi har bedrevet i alt dette, vil komme for en dag. For jeg må ikke tale så meget om mig selv, at ikke jeg skal blive prædikant. (?)
31      Interim hoc dico, quod de penitentia et purgatorio ipse pene ignoro, quantum dissenserimus. Nam penitentiam incipere ab amore iustitiae laudabile (W396) quidem esse, sed non necessarium voluit, quod ego omnino necessarium assero usque adhuc, cum ante gratiam (quae est charitas) non possit fieri ullum opus bonum, ut ipsemet concesserat.         Imidlertid siger jeg, at jeg næsten intet véd om boden og skærsilden, hvilket vi bliver meget uenige om. For at boden begynder med kærlighed til retfærdigheden, kunne han ganske vist godt gå med til, men han betragtede det ikke som nødvendigt, men det forsikrede jeg, det var, i den grad, at der før nåden, det vil sige kærligheden, ikke kunne ske nogen god gerning, hvilket han indrømmede. 
32 Causa dissidii mihi visa est, quod ille multis autoritatibus inductis penitentiam a timore etiam servili incipi contenderit, vel ignorans vel dissimulans, quod servilis timor in hac vita non penitus tollitur. Ideo etiam infusa gratia, quae incipit penitenciam, timorem servilem commovet, simul operans timorem filialem, cum sint opera dei terribilia, dum vivificaturus occidit &c. An autem animae essent certae de salute et gratia in eis augeretur, dixi me nescire, iuxta disputationem meam in resolutorio (WA I, 564f; res05#1; ECK08#6), necdum ipse demonstravit contrarium. Ita adhuc media pendet sententia.  Årsagen til uenigheden forekommer mig at være den, at han ud fra mange autoriteter, som han fremførte, påstår, at boden begynder med frygt, endda en slavefrygt, og han var enten uvidende om eller lod som om han ikke vidste, at slavefrygten aldrig helt ophæves i dette liv. Derfor kommer også den indgydte nåde, som påbegynder boden og rokker ved slavefrygten, idet den samtidig udvirker en sønnefrygt, for Guds gerninger er skrækindjagende, når han dræber for at levendegøre osv. Men om sjælene er sikre på frelsen og om nåden øges i den, det sagde jeg, at jeg ikke var klar over, svarende til min disputation i resolutionerne, førend han beviste det modsatte. Således står opfattelsen indtil videre midt mellem hinanden. 
33      De indulgentiis pene concordamus, quae et prope in risum abierunt, siquidem et ipse palam in vulgus quoque concionatus est, non esse quidem eas contemnandas, nec tamen in eis fidendum: (n33) quo modo si fuissent per indulgentiarios praedicatae, nec Martini nomen hodie forte nosset, sed et in seipsis iam diu corruissent, morientibus pre fame commissariis, si populus novisset, non esse in eas fidendum.        Om afladen, der næsten er blevet latterliggjort, var vi næsten enige, da jo også han har hørt den prædiket åbenlyst for folket, vi var næsten enige om, at den ganske vist ikke skal foragtes, men man skal dog heller ikke sætte sin lid til den: Derfor, hvis der var blevet prædiket således af afladsprædikanterne og ingen i dag havde kendt Martins navn, så ville afladen i sig selv være blevet ødelagt, og afladskommissærerne ville vær døde af sult, hvis folket havde vidst, at man ikke skulle sætte sin lid til afladen. 
34 Itaque quam ego fore putabam summam disputationis et rem omnium periculossisimam, adeo sine negocio confecimus, ut nihil fere segnius tractaverimus, immo nunquam infoelicius et miserius habuerunt indulgentiae. Quare satis tutus mansit sermo meus de indulgentiis vernaculus (WA I, 243ff) cum his quae in resolutorio et contra Sylvestrum (WA I, 647ff) in hanc rem scripsi, Licet vel more suo vel iussu fermenti sui non potuerit cum irreprehensum relinquere, causans, quod deciperem homines verbis meis, et vitam novem et crucem, quam a deo requiri in peccatore dixeram, tam profundus theologus non intellexerit includere omne genus mali, etiam mortis, in hoc mundo. Derfor, det, som jeg mente skulle være hovedsagen i disputationen og den sag, der af alle ting var den farligste, blev vi uden diskussion i den grad enige om, at vi næsten ikke har behandlet noget mere sløvt, ja at afladen aldrig har haft det mere uheldigt og elendigt. Derfor står min tyske prædiken om afladen fast, sammen med det, jeg har skrevet i resolutionerne og imod Sylvester, selv om han, som han plejer eller som han fik tilskyndelse til det af sin surdej, ikke kunne holde bebrejdelserne tilbage, med den begrundelse, at jeg med mine ord havde bedraget menneskene, og havde sagt både, at der af Gud kræves et nyt liv og kors i synderen, og at den dybsindige teolog ikke forstod at medtage al slags onde, heller ikke døden, i denne verden. 
35 Nec mirum, quia non scripturas nec tropus eius, sed lumen naturae Aristotelem et illuminatos eodem lumine doctores dumtaxat legit, Et tamen, velut Moab arrogantissimus plus praesumens quam posset, omnia quae unquam dixissem calumniari et traducere conabatur.  Og det er ikke mærkeligt, eftersom han ikke havde læst skriften og dens billedsprog, men kun Aristoteles' naturens lys og de af dette lys oplyste doktorer, og dog var han arrogant som en Moab og antog mere end han kunne bevise, og forsøgte at gøre grin med og bespotte alt, hvad jeg nogensinde har sagt. 
36     Proinde miror, quid nunc dicturi facturique sint fratres illi, qui me passim apud principes et ubique terrarum haereticum et nescio quot nominibus criminati sunt propter indulgentias, tum schedas satis amplas disputationis contrarias, magno (ut dicitur) stipendio alienoque studio paratas, (n36) invulgarunt et Christi populum suis impudentibus imposturis et in anima seduxerunt et in corpore rebus suis spoliaverunt, cum videant causam istam ita friguisse in hac disputatione, quam inferno ardentiorem esse voluerunt. Sufficit mihi, (W397) quod summa causae cecidit in foelice Lipsia et omnium iudicio indulgentiae clamatoresque earum ridiculum fuerunt.        Derfor er jeg lidt spændt på, hvad nu disse brødre vil sige og gøre, som overalt hos fyrster og over hele verden har beskyldt mig for kætteri og jeg véd ikke hvor mange ting på grund af afladen, når det bliver klart, at de teserækker, som var forberedt med stor anstrengelse ved en andens hånd, er fulde af det modsatte af disputationen, og at de har forført Kristi folk med deres frække påstande, og ødelagt hans legeme med deres sager, eftersom de ser denne sag således ristet i denne disputation, at de ville mene, den var varmere end helvede. Det er mig nok, at sagens hoveddel faldt i det lykkelige Leipzig og at ved alles bedømmelse af afladen dens tilhængere blev gjort til grin. 
37       De primatu Romanae Ecclesiae acrius certatum est. Ego primatum honoris non negavi nec potestatis dedi, saltem iure divino, nihil repugnaturus, immo constanter confessurus ac defensurus, si facto vel iure humano eum habeat. Nihil enim minus quaero quam ne a summa sede sanctorum Petri et Pauli ulla causa quisquam recedat aut obedientiam debitam subtrahat, solum ne tot sanctos patres in coelo regnantes, qui in oriente viventes sub Romana sede non fuerunt, contra ius divinum egisse concedam.        Om den romerske kirkes primat blev der kæmpet mere indædt. Jeg for min del nægtede ikke ærens eller magtens primat, blot gav jeg det ikke efter guddommelig ret, og jeg vil heller ikke bekæmpe det, men til stadighed bekende og forsvare det, hvis paven har sit primat i kraft af begivenhederne eller efter menneskelig ret. Jeg stræber nemlig på ingen måde efter, at nogen skal træde tilbage fra det hellige Peters og Paulus' sæde med nogen begrundelse, eller efter, at man skal tilbageholde den lydighed, man skylder, blot det stræber jeg efter, at jeg kan tilstå alle de hellige fædre, som levede i østen og ikke var under det romerske sæde, en plads i himlen. 
38 Ille contra iure divino utrumque conatus asserere, cum multas autoritates patrum conveheret, inventum tandem est, eos ambiguos et varios esse, in alteram sententiam aliquando videri inclinasse, quanquam pro me robustius et locupletius sentirent, praesertim ubi id agunt ex animo, ut Euangelium interpretentur.  Men han søgte imod den guddommelige ret at fastslå begge dele, og da han slæbte mange fædreautoriteter sammen, fandt han omsider ud af, at de var tvetydige og forskellige, og af og til prøvede han at dreje dem hen til en anden mening, skønt deres mening styrkede mig stærkt og vederhæftigt, især hvor de behandler det ud fra sjælen, så at de udlægger evangeliet. (??)
39       Iam illud Math. xvi. 'Tu es Petrus', (Matt 16,18) item illud Iohannis 'Pasce oves meas' et 'sequere me', (Joh 21,17.19) item 'confirma fratres tuos' (Luk 22,32) et nonnulla minus ad rem quam haec facientia cum non urgerent, tandem confugit ad Concilium Constantiense plena fudicia, quod esset illic determinatum contrarium et sententis mea inter articulos Huss et Vuicleff damnata.          Og så kom Matt 16,18: Du er Peter, og ligeledes Joh 21,17 Vogt mine får, og 19, følg mig. Ligeledes 'styrk dine brødre' og en del flere, der havde mindre med sagen at gøre, end de så ud til, skønt han ikke lagt vægt på dem, og endelig tog han sin tilflugt til Konstanzer-koncilet i fuld tillid til, at min mening der ville blive bestemt som modsat koncilets og min opfattelse fordømt sammen med Huss' og Viklefs. 
40 Hic totus immoratus anhelabet, quo poterat odiosius movere invidiam, quia aliud non habuit, quo suo fermento palparet blandius: ubi enim defecit in iure divino, cucurrit ad ius humanum, probaturus per ipsum ius divinum, neque sic tamen rideri oportuit, quae tantus Theologus tentaret. Mens han dvælede ved det, blev han helt forpustet, og derved kunne han kalde misundelsen frem, fordi han ikke havde andet, hvormed han indsmigrende kunne pirre sin surdej. For når han ikke havde nogen guddommelig ret, til han sin tilflugt til den menneskelige ret, og mente igennem den at kunne bevise den guddommelige ret, og egentlig bør man jo ikke gøre grin med, at en så stor teolog prøver den slags. 
41      Cui ergo duo concilia antiquiora et celebriora, Nicenum et Aphricanum, contra unum opposui, deinde et ipsum Constantiense non recte fuisse ab ipso et fermento nequitiae (cui tum serviebat) intellectum: Nicenum enim Concilium decrevit, Romanum Pontificem debere curam habere Ecclesiarum suburbanarum, sicut Alexandrinum Aegypti, deinde Episcopos ordinandos esse, ut lib. Ecclesiasticae historia x. scribitur.         Derefter satte jeg to gamle og berømte konciler, nikænum og afrikanum, op imod hans ene, så blev heller ikke Konstanzer-koncilet selv forstå rigtigt af ham og hans uvidenheds surdej (som han dengang betjente). Nikænum koncilet dekreterede nemlig, at den romerske pave burde tage sig af de omliggende kirker, ligesom Alexandria af Ægyptens kirker, og ordinere biskopper, sådan som kirkehistorie-bogen skriver. 
42 Hic vero anguilla ista aiebat, hoc ut fieri, permissum esse a Romanis pontificibus, fingens (ut solet) ex capite proprio glossas novas, quasi non impiissime et hereticissime fecissent tam Romani Pontifices quam Nicenum Concilium, si vel statuerent vel permitterent, quod esset contra ius divinum.  Men drevet op i denne lille krog sagde han, at for at det kunne ske, måtte det tillades af den romerske pave, idet han som han plejer ud af sit eget hoved opfandt nogle nye fortolkninger, som om de ikke ugudeligt og kættersk har behandlet både de romerske paver og Nikænum koncilet, som om de kunne fastsætte eller tillade, hvad der er imod guddommelig ret. 
43 Nam si est ius divinum, Romanum pontificem omnia in omnibus Ecclesiis posse, non est in eius potestate permittere, contrarium vel una hora fieri, nec in Concilii potestate contrarium aut de Romano pontifice ut inferiore suo disponere aut diversum aut aliud statuere, non magis certe quam in potestate eius sit permittere aut statuere, stupra et adulteria licere.  For hvis det er efter guddommelig ret, at den romerske pave kan gøre alting overfor alle kirker, så står det ikke i hans magt at tillade, at det modsatte finder sted, heller ikke står det i koncilets magt som underordnet ham at disponere over den romerske pave eller fastsætte forskelligt eller andet; det er lige så usikkert, som det er sikkert, at det ikke står i hans magt at tillade eller stadfæste, at voldtægt eller hor er tilladt. 
44 Ita fiebat, ut miser Romanae potestatis tutor et patronus primatum hunc tueri non posset, nisi blasphemaret tum (W398) sacratissimum Nicenum Concilium, tum ipsos Pontifices, dum eos solvisse ius divinum asseruit. Quid est haereticum et blasphemum, si haec Ecciana Modestia non est haeresis et blasphemia? sed sic loqui debet, qui loquitur, ut hominibus placeat.  Derved skete det, at denne elendige bekender og tilhænger af den romerske magt ikke kunne se dette primat, uden at bespotte både det højhellige Nikænum-koncil og paverne selv, idet han forsikrede, at de havde ophævet den guddommelige ret. Hvad er kætteri og blasfemi, hvis denne Eck's beskedenhed ikke er kætteri og blasfemi? Men således bør den tale, som taler for at behage mennesker. 
45      Iam cum Concilium Aphricanum, ut habetur dist. xcix. c. prime, prohibuisset, Romanum Pontificem appellari universalem pontificem, dicens in hunc modum 'Universalis autem pontifex nec Romanus appelletur', hic sibi temperavit quidem a blasphemia, non dicens, quod contra ius divinum aliud permissum aut statutum sit, sed glosam certe tanto theologo dignam effinxit, quam non ponerem, nisi eam scirem gloriae avidissimo disputatiori satisfacere et gloriam absolutam ei parere. Dixit enim (WA II 263): Etsi Romanus Pontifex non sit appellandus universalis Pontifex, tamen appellari debet universalis Ecclesiae pontifex. (ECK01#71       Og nu til det afrikanske koncil, som man har i distinktion 99, første kapitel; skønt det har forbudt, at den romerske pave kalder sig den universelle pave, idet det sagde, at 'paven hverken skulle kaldes universel eller romersk', så holdt han sig i tømme fra blasfemi, idet han ikke sagde, at der imod den guddommelige ret var tilladt eller fastsat noget andet, men han opfandt en formulering, der givetvis er en så stor teolog værdig, som jeg ikke ville fremsætte, hvis ikke jeg vidste, at den ville tilfredsstille disputatorens højt attråede ære og tilstå ham den absolutte ære. Han sagde nemlig: Skønt den romerske pave ikke må kaldes den universelle pave, bør han dog kaldes den universelle kirkes pave. 
46 Risum, quaeso, teneas, amice: sine suum fermentum ridere, nemo enim dignius rideat ad tam insignem glossam. Ego glorior, me tot expensis, non frustra Lipsiae moratum, saltem hoc didicisse: 'Non est universalis, est tamen universalis Ecclesiae Episcopus, non est forte etiam Moguntinus, est tamen Moguntinae Ecclesiae Episcopus'.  Jeg spørger: Holder du det for latterligt, min ven? Så må du le uden, at hans surdej ler med, for ingen er mere værdig end den til at le af en så bemærkelsesværdig fortolkning. Jeg for min del roser mig af, at jeg trods de store udgifter dog ikke var i Leipzig forgæves, for jeg fik da i det mindste sagt: 'Han er ikke universel, han er dog den universelle kirkes biskop, han er måske ikke også Mainz' biskop, han er dog Mainz' kirkes biskop'. 
47       Haec ad mea duo Concilia ille opposuit. Nam Nicenum per verbum 'permisit', Aphricanum per nomen 'Ecclesiae' solvit: adeo facile est Magistris nostris eximiis magnas quaestiones solvere et etiam Conciliorum autoritati detrahere, qua tamen mirum est quam soleant alios strenue ad haeresim adigere.        Dette indvendte han imod de to konciler, jeg har fremført. For Nikænum løste han med ordet 'tilladt', Afrikanum med ordet 'kirke'. I den grad er det let for vore udmærkede magistre at løse de store spørgsmål og også fratage koncilerne deres autoritet, at det dog er mærkeligt, hvor hurtigt de plejer at overbevise andre om at de et kættere. 
48       Nunc vide, an ego melius vel peius ad suum unicum responderim. Certum est, non omnes articulos Constantiae damnatos esse haereticos, sicut temerarie et impudenter latrabat Eccius, quod probo evidenter: Primum ex ipsius Concilii verbis, quae sic habent 'quidam ex eis sunt notorie haeretici, quidam erronei, alii blasphemi, alii temerarii et seditiosi, alii piarum aurium offensivi'. Haec ibi.        Se nu, om jeg kan svare bedre eller dårligere på hans besynderligheder. Det er sikkert, at ikke alle de artikler, der på Konstanzer-koncilet blev fordømt, er kætterske, sådan Eck frimodigt og frækt gøende sagde. Hvilket jeg beviser på klar måde. Først ud fra koncilets egne ord, som lyder således: 'Nogle af dem er notorisk kætterske, nogle er fejlagtige, andre blasfemiske, andre dristige og oprørske, andre stødende for fromme øren'. Såvidt koncilet. 
49 Nonne clarum est, haec verba esse eorum, quos haereticae pravitatis inquisitores vocamus, quos in eo Concilio apparet tyrannidem obtinuisse (nam horum pene alia non est vox quam haec 'Ista propositio est haeretica, ista scandalosa, ista seditiosa, ista offensiva'), vel certe Spiritumsanctum nimio praesentem, illis ludentibus aut dormitantibus, vigilasse, ut coacti sint omnino imprudentes propria voce testari, se quosdam damnasse nec haereticos nec erroneos ac per hoc catholicos, Christianos et veros? Mon ikke det er klart, at disse ord kommer fra dem, som vi kalder inkvisitorer af den kætterske forkerthed, som på dette koncil viste sig at have opnået en tyrannisk magt (for fra dem lød det næsten hele tiden: 'Dette forslag er kættersk, dette er skandaløst, dette er skismatisk, dette er stødende'), men sikkert har dog Helligånden, der i hvad fald var til stede,  våget, mens de legede eller sov, så at de blev tvunget til, hvor ukloge de end var, med egen røst at bevidne, at de har fordømt nogle, der hverken var kættere eller vildfarende, og derfor katolske, kristne og sande? 
50 Nam si dixissent sine discretione, omnes esse et haereticos simul et erroneos, simul temerarios, simul offensivos, non pateret veritati locus aut fuga. Nunc ipsi discernunt haereticos ab erroneis et ab utrisque temerarios et seditiosos. Dicam ergo 'quid ad me, si temere et offensive loquar, modo vere et catholice (W399) loquar? Tua te urgeo gladio: alios haereticos dicis ut quos in fidem pecasse certum sit, alios erroneos, forti qui in mores et statuta hominum peccent.  For hvis de uden forskel havde sagt, at alle er kættere, samtidig med at de er vildfarende, dristige, stødende, så ville der ikke have været noget sted for sandheden at flygte hen til. Men adskilte de selv de kætterske fra de vildfarende og de dristige og skismatiske fra dem begge. Jeg vil altså sige: 'Hvad angår det mig, om jeg taler dristigt og stødende, blot jeg taler sandt og katolsk? Jeg bedømmer sig på dit sværd: nogle siger du er kætterske, fordi det er sikkert, at de har syndet imod troen, andre siger du er vildfarende, måske fordi de synder imod menneskers skikke og bestemmelser. 
51 Iam de reliquis triumphamus, eos neque in fidem neque in statuta morum peccare, et si forte teneras auriculas, veritatis impatientes, mordacius offendant, sufficit, quod sint fideles et veri: semper ita fuit, quod veritas esset temeraria, mordax, seditiosa et offensiva'.  Så kan vi da glæde os over de øvrige, at de hverken synder imod troen eller imod skikkenes bestemmelser, og hvis de måske temmelig bidsk støder nogle fine ører, der er utålmodige efter sandheden, så må det dog være nok, at de er troende og sande: Således er det altid gået til, fordi sandheden er dristig, bidsk, oprørsk og stødende'. 
52 Ita ego credo, hunc unum esse offensivorum, Romanum Pontificem non esse iure divino dominum omnium in potestate. Quid enim atrocius offendit? quid magis temere dici hodie et a multis annis potuit? Ita et ille in auribus Thomistarum offensivus est, quem Gregorii Ariminensis esse, immo Pauli et Augustini supra esse dixi, omnem scilicet actum hominis esse aut bonum aut malum.  Jeg for min del tror således, at det kun var det ene, der var stødende, at den romerske pave ikke efter guddommelig ret er herre over alle i sin magt. Hvad kan nemlig støde mere forfærdeligt? Hvad har i dag og igennem mange år kunnet siges mere dristigt? Således er også den sætning stødende i thomisternes ører, som jeg ovenfor sagde var Gregor Ariminensis', ja var Paulus' og Augustin', at enhver menneskelig handling er enten god eller ond. 
53 Ego quidem rogabam, mihi donari, ne omnes articuli a Concilio damnati dicerentur, sed ab aliquo Thomista quosdam Christianissimos intrusos, ut est iste 'Omnis actus hominis aut est bonus aut malus', sicut omnis arbor aut est bona aut mala iuxta Euangelium: sed noluit. (Eck06#75) verum quid ad me, quod Thomistae offenduntur veritate? sufficit, quod sit neque haereticus neque erroneus.  Men jeg bad kun om, at han ville indrømme for mig, at man ikke kan sige, at alle artiklerne blev fordømt af koncilet, men kun, at nogle højst kristelige sætninger blev fordømt af én eller anden thomist, ligesom den sætning 'Enhver menneske handling er enten god eller ond', ifølge evangeliet er lig med den: 'Ethvert træ er enten godt eller ondt'. Men det ville han ikke. Men hvad har det med mig at gøre, at thomisterne stødes af sandheden? Det må være nok, at den hverken er kættersk eller vildfarende. 
54 Aut si est haereticus et damnatus, Iam quid Eccius faciet, qui contra laudabile illud Concilium Constantiense pro laudabili eodem Concilio disputans concesset Carolostadio, ipsum esse verum et catholicum nec scholasticos doctores aliter sapuisse, ut dixi supra? (#21) O horrendum facinus, quod Eccio, Ecclesiae sanctae patrono, sit intolerabile, quod Boemorum et haereticorum (ut eius verbis tonem) patronus cum Concilio contra concilium sentit et, ut cum suis doctoribus Christianus sit, haereticus efficitur.  Eller, hvis den sætning er kætterske og fordømt, hvad var det så, Eck gjorde, da han disputerede imod det rosværdige Konstanzerkoncil til fordel for det samme rosværdige koncil, idet han indrømmede Karlstadt, at dette var en sandt og katolsk sætning, og at de skolastiske doktorer ikke mente noget andet, som ovenfor nævnt? O hvilken forfærdelig udåd, at Eck, den hellige kirkes beskytter, ikke kan holde til, at bøhmernes og kætternes beskytter (at jeg skal buldre med hans egne ord) har en mening i overensstemmelse med og imod koncilet og handler som kætter, ligesom han er kristen sammen med sine lærde. 
55 Sed, ut dixi, Eccianae Modestiae privilegium est, sibiipsi libere dissentire et in re eadem contradictoria tenere, sicut et Viennae foecisse se testatur, et forte etiam Bononiae. Claret ergo, Concilium Constantiense non contra me pugnare, nec haereticum nec erroneum, immo catholicum et veracem ex eodem me probari, ut sic stet concordia cum Niceno et Aphricano Concilio et Constantiensi.  Men som sagt, den eckianske beskedenhed giver ham det privilegium, at han frit kan være uenig med sig selv og i den samme sag fastholde modsatte opfattelser, sådan som han også bevidner, at koncilet i Wien gjorde, og måske også det i Bononia. (?) Altså står det fast, at Konstanzer-koncilet ikke kæmper imod mig, hverken som kætter eller som vildfarende, men at det tværtimod ud fra dette koncil kan bevises, at jeg er katolsk og sanddru, så at der på den måde er overensstemmelse mellem Nikæner-koncilet, afrikaner-koncilet og Konstanzer-koncilet. 
56 Quod autem haec non vidit Eccius et sua farina, deinde et haereticae pravitatis inquisitores, in causa videtur esse, quod omnes hii promptiores ad contumeliam haeretici opprobrii sunt quam tantos deceat populorum magistros et hac cecitate percussi, sicut scripturas sacras et sanctos patres legunt, ita et omnia alia, hoc est non cogitant, quam bene et quam diligenter, sed ad quantum odium et invidiam aliorum legant. Ideo quicquid alienum a suo sensu audierint, mox haereticum quoque affirmant, suam iuxta et oscitantiam in legendo et temeritatem in iudicando omnibus ludibrio exponentes.  Men dette ser Eck og hans melklump ikke, de synes i sagen at være den kætterske forkertheds inkvisitorer, for alle disse er hurtigere til at blive fornærmet over kætterske skældsord, end det er rimeligt for så store folkets lærere, og de er gennemstukket af blindhed, og ligesom de læser den hellige skrift og de hellige fædre, således læser de også alt andet, det vil sige, de tænker ikke på, hvor godt og omhyggeligt de kan læse, men på, hvordan de kan læse det til had og misundelse mod andre. Derfor hvad de hører, som er forskelligt fra deres mening, skynder de sig at erklære for kættersk, og udstiller derved i lige grad deres søvnighed i at læse og deres dristighed i at dømme alle med deres spot. 
57       Deinde, si non placet ista Conciliorum concordia et pertinaciter mihi Constantiense unum contra duo obtendatur, iam non difficile mihi erit statuere, utrius autoritas debeat praeponderare. Nam cum Concilium possit errare, potius Constantiense, quam Nicenum et Aphricanum errasse confitear, (W400) quod haec longe foelicius quam illud processerint et egerint ac iam diu sacris Euangeliis etiam prae caeteris Conciliis comparata sint, presertim Nicenum, ad quam gloriam Constantiense necdum pervenit, et in hoc imitabor novissimum Romanum Concilium, in quo Basiliense damnatum est et Constantiense quoque passum non parva sua autoritatis detrimenta, dum Papam super Concilium esse sanxit, cuius contrarium in Constantiensi definitum est. Atque ita invicem sese reprobantia Concilia interim satis nos tutos reddunt et liberos ad contradicendum utrisque: quae enim sibi dissident, cui convenient? atque haec latius, deo dante, cum Eccius in publicum se dederit.         Derfor, hvis han ikke er tilfreds med denne overensstemmelse mellem koncilerne, og stædigt bliver ved med at opstille dette ene Konstanzer-koncil overfor mine to, jamen så er det da ikke vanskeligt for mig at fastslå, hvilket koncils autoritet der bør veje tungest. For eftersom et koncil kan tage fejl, så må jeg snarere bekende, at Konstanzer-koncilet har taget fejl, end at Nikænum og Afrikanum har taget fejl, fordi disse procederede og forhandlede langt heldigere end dette, og også mere end de andre konciler kan tåle sammenligning med de hellige evangelier, især Nikænum, men den ære nåede Konstanzer-koncilet aldrig frem til, og heri ligner det det sidste romerske koncil, på hvilket Basel-koncilet blev fordømt og Konstanzer-koncilet på alle punkter fik sin autoritet beskåret, idet det fastslog, at paven står over koncilet, men det modsatte var jo blevet bestemt på Konstanzer-koncilet. Men når således koncilerne fordømmer hinanden, så gør de os sikre og frie til at modsige dem begge: For hvad er de uenige om, hvad er de enige om? Men herom, om Gud vil, mere, når Eck udgiver sine skrifter. 
58      Verum quando, ut dixi, hac disputatione magis tempus est perditum quam veritas quaesita, volo propostitionum mearum resolutiones in lucem dare, confisus, maiorem cognitionis fructum hinc proventurum quam si bissepties ad hunc modum disputetur. Quare si cui videar errare, age, confutet errorem, si odit, aut rectiora doceat, si diligit.         Men når det, som sagt, mere var tidsspilde end sandhedssøgen, der prægede denne disputation, så vil jeg godt drage nogle resolutioner af mine teser frem i lyset, i tillid til, at der vil komme mere frugt ud af en sådan erkendelse, end om man så disputerede på denne måde syv gange. Derfor, hvis nogen ser, at jeg fejler i noget, så skal han gribe ind, gendrive fejlen, hvis han er imod mig, eller belære mig om det rette, hvis han holder med mig. 
59      Habes, mi charissime Spalatine, historiam fere totam: nam si qua alia non dixi, ad reverentiam universitatis Lipsiensis mihi charissimae non dixi, ne regis Idumeae ossa ad cineres redigerem, quanquam, nisi scirem hoc meis peccatis debitum, satis indigne ferrem, me tam sterilibus negociis occupari de indulgentiis, primatu et privilegiis aliisque ad salutem nihil necessariis rebus, quibus ab optimis nostro saeculo studiis avocor indignabundus.       Kære Spalatin! Her har du næsten hele historien. For hvis der er noget andet, jeg ikke har sagt, så har jeg undladt at sige det af hensyn til det for mig kære Leipziger-universitet, at jeg ikke skal føre Idumæer-kongens ben til ovnene, (?) skønt, hvis ikke jeg vidste, at jeg skylder det for mine synder skyld, så ville jeg være utilfreds med at skulle affinde mig med i så ufrugtbare forhandlinger at være optaget af afladen, primatet og nogle privilegier, der ikke er nødvendige til frelse, og dem vil jeg mene, skal regnes for uværdige af de bedste af vor tids studier (???) 
60 Nam ut Illustrisimus Princeps dux Georgius prudentissime, ambos nos verberans, dixit 'sive hoc sit iure divino sive humano, Romanus Pontifex est et manet summus Pontifex', ita vere dixit et non leviter inutilem hanc nostram disputationem insigni hac modestia taxavit.  For som den højtoplyste fyrste, Hertug Georg, klogt sagde, da han revsede os begge, 'hvad enten han er det efter guddommelig eller menneskelig ret, den romerske pave er og bliver den højeste pave'. Dette var sandt sagt, og han vurderede med denne bemærkelsesværdige beskedenhed vor disputation til at være unyttig, skønt det ikke var let for ham. 
61       Persuasus vero sum, ubi haec viderit Eccius meus Eccianaque factio, statim vociferaturos esse, non servasse me fedus nec conventioni paruisse, ubi cautum est, ne disputatio invulgetur ante decretum iudicum, Quasi vero ullum pactum nobis unquam servaverint ipsi.         Men jeg er overbevist om, at når Eck og den eckianske fraktion ser dette, vil de straks skrige op om, at jeg ikke har overholdt aftalen eller adlydt overenskomsten, hvor det er sikret, at disputationen ikke offentliggøres før dommernes afgørelse. Men har de nogensinde selv overholdt den aftale overfor os. 
62 Respondeo tamen, me convenisse, ne per nos disputatio evulgetur ea, quae manu Notariorum excepta est: caetera vero exemplaria, sicut permittebatur cuilibet sibi eadem colligendi potestas, quis prohibebit ne edantur? Sed esto, nec ipsa edantur, meum Notarii exemplar non edetur, pulchre ita servato pacto. Verum ne praeterea scriberem, non pepigi, immo palam protestatus sum, cum iniquioribus nostram libertatem conditionibus vexarent, ne praesumerent me taciturum: itaque nolo tacere.  Jeg svarer dog, at jeg blev enig med ham om, at vi ikke ville offentliggøre disputationen eller det, der var nedskrevet af notarerne. Men de øvrige eksemplarer, sådan som enhver havde tilladelse til for sig selv at indsamle det, hvem kan forhindre, at de bliver udgivet? Men lad det være, de er heller ikke selv udgivet, mit notar-eksemplar udgives ikke, jeg har derfor pænt overholdt aftalen. Men det ærgrer mig ikke, at jeg ikke har skrevet det øvrige, blot har jeg overalt protesteret, når de vil ødelægge vores frihed med uretmæssige betingelser, at de ikke skal tro, jeg vil tie: Derfor vil jeg ikke tie. 
63      Sed finge, me ita pepigisse, rogo, uter primo solvit pactum? Nonne Eccius, qui, ut audio, ampullosis et iniquissimis literis (n63) etiam Illustrissimum (W401) Principem et patronum nostrum (quem suae factioni stupidissimae similem somniat) corrumpere molitus est, pessima de me, quantum potuit, recensens, quasi negassem S. patrum simul omnium sententias, mihi soli arrogarim scripturae intelligentiam, Concilia negarim, haereticos defenderim:         Men du tror måske, at de så har ærgret mig, at jeg i første omgang gik ind på aftalen? Mon ikke det er Eck, der har prøvet at ødelægge den, han, der, som jeg hører, har skrevet et højtravende og urimeligt brev endda til den højtoplyste fyrste, vor beskytter (som han drømmer om er lig med hans dumme fraktion), hvor han opregner de værste ting, han kan finde på, om mig, som om jeg skulle have nægtet de hellige fædre og alle deres sætninger, som om jeg arrogant skulle mene, at jeg alene har forstået skriften, som om jeg skulle nægte koncilerne og forsvare kætterne. 
64 his enim mendaciis homo ille purus et sanctus Theologus tam sacrum et venerabile caput ausus est tentare et me coram optimo principe tam egregie commendare. Quid ad alios, putas, scribit et loquitur (sine scilicet pacti violatione), qui ad nostrum patronum ista scribit? Aut quid apud aemulos meos verum dicit, qui ad talem, tam prudentem, tam formidabilis iudicii principem mentiri nihil pudet? For med disse løgne vil han, denne rene og hellige teolog, både vove at søge at vinde dette hellige og ærværdige hoved, og på så udmærket måde anbefale mig hos den gode fyrste. Hvad skriver og taler han så ikke til andre, tror du (selvfølgelig uden at bryde vor aftale), når han kan skrive sådan til vores beskytter? Eller hvad kan det menneske sige af sandt til mine rivaler, når han ikke skammer sig for at lyve overfor en fyrste, der er så stor, så klog, så storslået i sine domme. 
65       Audio denique conflasse eum quasdam interpretationes super articulis quibusdam, mihi per inquietos et mali sui cupidos fraterculos (n65) impositis, atque iterum me coram magnatibus mira charitate Manicheum, Hussitam, Vicklefistam et nescio quot generibus haereticum descripsisse. Sic solet Ecciana Modestia servare pactum: verum hanc suam insaniam mihi facile est contemnere, qui norim hominis ferme totam suppellectilem.         Endelig høre med, at han har sammenblæst nogle fortolkninger over nogle artikler, som blev forelagt mig gennem nogle urolige og efter sit eget onde stræbende småbrødre, og igen har beskrevet mig overfor de høje herrer med en forunderlig kærlighed som Manikæer, Hussit, Viklefist og jeg véd ikke hvilken slags kætter. Sådan plejer den eckianske beskedenhed at overholde aftalen. Men dette raseri fra hans side er det let for mig at foragte, for jeg kender næsten hele dette menneskes bohave. 
66 Atque ubi illa sua genimina in manus meas venerint, spero, quod Eccium meum digne et magnifice tractare possim, siqua tandem via intelligere possit, quid sit multa pacisci et nihil servare, et tamen ab aliis servanda expostulare, atque his omnibus aliud nihil quaerere quam ut noceat et veritatem conculcet.  Og hvor den slags frembringelser kommer i mine hænder, håber jeg, at jeg kan behandle min Eck værdigt og storslagent, om han på nogen måde kan forstå, hvad det er at slutte aftale om meget men ikke overholde noget, og dog kræve af andre at de skal overholde den, og i disse ting ikke at prøve på andet end på, hvordan han kan skade og nedtrampe sandheden. 
67        Interim mihi sufficit, quod carnifex illa conscientiarum Theologistria, cui totum debeo, quod mea conscientia patitur, cecidit in hac disputatione. Nam prius didiceram, Meritum aliud esse congrui, aliud condigni, facere hominem posse quod in se est ad obtinendam gratiam, posse removere obicem, posse non ponere obicem gratiae, posse implere praecepta dei quo ad substantiam facit, licet non ad intentionem praecipientis, liberum arbitrium posse in utrumque contradictoriorum, voluntatem posse ex puris naturalibus diligere deum super omnia, posse ex naturalibus haberi actum amoris, amicitiae, et id genus monstra, quae pro primis ferme principiis feruntur Scholasticae Theologiae et omnium libros et aures impleverunt.        I mellemtiden må det være mig nok, at denne teologistiske henretter af samvittigheden, hvem jeg skylder alt det, som min samvittighed må udholde, faldt i denne disputation. For førend jeg kunne udbrede mig, [havde han sagt], at én ting er anger-fortjenesten, noget andet værdigheds-fortjenesten, at mennesket kan gøre, hvad det formår, for at opnå nåden, at det kan skyde slåen fra, at det kan undlade at skyde slåen for for nåden, at det kan opfylde Guds bud, hvad angår substansen, omend ikke hvad angår budenes hensigt, at den frie vilje kan ville to modsatte ting, at vilje ud af ren og skær naturkraft kan elske Gud over alle ting, at man ud fra sin natur kan foretage en kærligheds- eller venskabsgerning, og den slags uhyrligheder, som den skolastiske teologi fra første færd har båret frem og fyldt alles bøger og ører med. 
68 At nunc hii omnes errrores sub Ecciano praesidio et triumphabundis signis satis strenue ceciderunt sine ullo ferme Marte, conterriti ad solum conspectum duarum propositionum Carolstadii, quarum prior haec Augustini 'Liberum arbitrium sine gratia nihil valet nisi ad peccandum', posterior Ambrosii haec 'Liberum arbitrium sine gratia tanto citius propinquat iniquitati, quanto fortius intenderit actioni'. Men nu er alle disse vildfarelser med ét slag faldet under Ecks formandsskab og triumferende faner næsten uden Martins hjælp, idet de er blevet skræmt blot ved synet af Karlstadts to teser, hvoraf den første er denne augustinske: 'Den frie vilje duer uden nåden kun til at synde', og den anden er Ambrosius': Den frie vilje nærmer sig des hurtigere overtrædelsen, desto mere den har til hensigt at handle'. 
69       Similia Trophea et spolia retulerunt ferme et indulgentiae ex hac pugna, quas non mitiore (ut garriunt) sententia utiles esse admisi, sed utiles solum pigris et stertentibus: caeterum insaniam esse defendi, si quis eas bonas et utiles esse Christiano homini dixerit. Haec, inquam, mihi interim satis sunt evenisse ex hac disputatione, quae ideo recitavi, ut iactantiam gloriosam (W402) Eccianae haeresis aliquantulum iuvarem. Caetera ubi haec quispiam eorum impetierit, fortasse dabit dominus in lucem venire.         Næsten med lignende billedsprog og rustning førte de også afladen ud af denne kamp, som jeg ikke gik med til i en mildere forstand var gavnlig (sådan som de gøede op imod mig), men alene nyttig for de dovne og snorkende. Men at det øvrige vanvid skulle forsvares, hvis nogen havde sagt, at afladen var god og gavnlig for et kristenmenneske. Dette, siger jeg, må jeg nu være tilfreds med kom ud af denne disputation, som jeg af den grund har taget op igen, at jeg i nogen grad kan dømme Ecks pralende sejr over kætterne. Hvis nogen vil kræve, at det øvrige hos dem bliver klarlagt, vil Herren måske give, at det kommer frem i lyset. 
70       Vidisse te credo Eccii excusationem adversus Philippum nostrum, (n70) satis dignam Ecciano genio, in qua homini etiam in sacris literis terque quaterque omnibus Ecciis doctiori, denique et sordidae illius Eccianae Theologiae non ignaro opprobrat pro magno vitio Grammaticam professionem. Tam recto sunt iudicio Magistri illi nostri Eximii, ut eruditionem metiantur secundum qualificationes suas et inanes titulos.        Jeg mener, du har set Ecks beskyldning imod vor Filip, som svarer godt til Ecks sindelag, i hvilken et menneske, der er dobbelt eller firdobbelt så kyndig i skriften som alle Eck'erne, og endelig er jeg ikke uvidende om den eckianske teologis snavs vender sig imod den grammatiske profession som en stor last. Hvor ret er ikke vore udmærkede magistres bedømmelse, at de bedømmer hans uddannelse og hans tomme titler efter hvad de er værd. 
71 Conatus est et eundem mihi invidiosum reddere, dum mihi et ingenium et eruditionem nescio quantam tribuit. Nam ut hoc etiam scias, me quoque non nihil gloriae retulisse ex disputatione ista. Tribuit mihi Eccius eruditionem, Tribuunt et Lipsenses, adeo (quantum fama cepi) ut, nisi Eccio subsidiarias opes suffecissent ipsi, fateantur Eccium a me fuisse prostratum, Atque ita victoria iam ab Eccio in Lipsenses incipit migrare. Han forsøge også at lade den samme misundelse ramme mig, idet han tillagde mig jeg véd ikke hvor stor en intelligens og uddannelse. For du må da godt vide, at jeg har modtaget ikke så lidt ære efter denne disputation. Eck tillagde mig uddannelse, og leipzigerne tillagde mig det også, i den grad (hvilken berømmelse fik jeg ikke) at hvis ikke de eckianske hjælpetropper var kommet ham til hjælp, ville de have indrømmet, at Eck var blevet slået til jorden af mig. Og således ville sejren i Leipzig være begyndt at slippe ham af hænde. 
72 Rursus dicitur, illum magnificum contemptorem Lipsenses habuisse pro bonis quidem hominibus, sed in quibus longe plura sperasset, et se solum omnia fecisse. Ita vides, novem quandam Iliada et Aeneida illos cantare et me saltem Hectora et Turnum arbitrari, quo illum Achillem et Aeneam statuant, nisi quod in hoc victoria fluctuat, an suis id Eccius praestiterit, an Lipsensium viribus et copiis. Certum est, ipsum solum semper clamasse, illos autem semper tacuisse: putas ne magnas me illis debere gratias? Det bliver også sagt, at leipzigerne har regnet denne storslåede foragter blandt de gode mennesker, men blandt dem har han håbet alt for meget og selv gjort alting. Således ser du, at de synger en ny Iliade og Æneide og de tror i hvert fald, at jeg er Hektor og Turnus, hvoroverfor de kan opstille Akilleus og Æneas, hvis det ikke var forde sejren vaklede; mon Eck kan præstere det, mon der er kræfter og hjælpetropper i Leipzig. Sikkert er det, at han selv alene altid påstod det, men disse tav altid: Synes du ikke, jeg er dem megen tak skyldig? 
73       Sed redeo ad Philippum, quem tantum abest ut ullus Eccius mihi reddere possit invidiosum, ut in omni mea professione nihil ducam antiquius Philippi calculo, cuius unius iudicium et autoritas mihi stant pro multis milibus sordidorum Ecciorum, Neque me pudet, etsi Magistrum artium, philosophiae et Theologiae et omnibus pene Eccii titulis insignem, si huius mihi grammatistae dissenserit ingenium, meo sensu cedere, quod et saepius feci et quottidie facio ob divinum donum, quod deus in hoc fictile vasculum (Eccio quidem contemptibile) larga benedictione infudit.          Men jeg vender tilbage til Filip, hvem det ligger så fuldstændig fjernt, at Eck skulle være misundelig på mig, at jeg i hele min embedsførelse ikke regner noget for vigtigere end Filips gode råd, for hans enestående bedømmelse og autoritet står mig som langt bedre end mange tusinde eckianske lusketheder; derfor skammer jeg mig ikke over, skønt jeg er magister artium, magister i filosofi og teologi og smykket med næsten alle de eckianske titler, at vige fra min mening, hvis han er uenig med mig om forståelsen af elementær grammatik, hvad jeg ofte har gjort, og gør den dag i dag på grund af den guddommelige gave, fordi Gud har indgydt stor velsignelse i det kar, han har dannet sig (det siger jeg af foragt for Eck). 
74 Philippum non laudo, creatura est dei et nihil, sed opus dei mei in ipso veneror, Nec Eccium vitupero, sed crassas istas seminandae discordiae et invidiae concitandae vafricias toto corde detestor abominorque, quas neque frequentiores neque maligniores usquam vidi quam in Eccio, quibus et pene totius nostrae disputationis farraginem fermentavit. nam hac una sola pene re pessima potens est Eccius, ad rem Theologicam ONOS PROS LYRAN. (W403). Jeg roser ikke Filip, han er Guds skabning og intet i sig selv, men jeg ærer min Guds gerning i ham, Eck bebrejder jeg ikke noget, men jeg foragter og afskyr af hele mit hjerte disse grove snedigheder, hvormed han udsår uenighed og opvækker misundelse. Dem har jeg ikke hidtil set hverken oftere eller værre end hos Eck, hvormed han opgærede næsten hele vor disputations kornmængde. For ved denne ene elendige sag er Eck i stand til, ???
75       Sed iam ad resolutiones accedo: tu interim cura, ut Illustrissimo Principi Eccium commendes, sicut seipsum commendari meruit, quanquam nihil hoc officio sit opus apud tantum Principem. Vale. Vuittenbergae M. D. XIX. Assumptionis Marianae (=15. august).          Men nu går jeg over til resolutionerne: Sørg du i mellemtiden for, at du anbefaler Eck for vor højtoplyste Fyrste, således som han fortjener at anbefales, skønt der ikke er brug for den slags hos en så stor fyrste. Wittenberg 1519, den 15. august. 
76 Til Conclusio prima. 

 

Noter:
 

Note 22: WA note: Wilhelm von Auxerre.

Note 30: WA-note: parcius.

Note 33: Det er nu ikke til finde det sted i disputationen, hvoraf fremgår, at de to er enige om dette.

Note 36: WA note: Tetzels von Wimpina verfasste Gegenthesen, s. Tom I omnium operum M. Lutheri, Vitebergae 1545 Bl. xcmb ff. 
 

Note 63: WA note: Ecks Brief an Kurfürst Friedrich von Sachsen mit dem Ratum 'Lipsie xxij Julij Anno gratie. M. D. XIX.' zuerst in 'Doctor Martin ludders Underricht an Kurfursten von Sachssen &c' Bl. Aija -- A4a, dann in den Gesammtausgaben der Werke Luthers mit Ausnahme der Erlanger, auch bei Löscher III S. 604-608.

Note 65: Sandsynligvis fransiskanerne i Jüterbog.

Note 70: WA note: Excusatio Eckii ad ea quae falso sibi Philippus Melachthon, grammaticus Wittenbeergensis super theologica disputatione Lipsica adscripsit, abgedruckt in der Wittenberger, Jenaer und Erlanger Gesamtausgabe der Werke Luthers, bei Löscher III S. 591-596 und im Corp. Ref. I Sp. 97-103, deutsch übersetzt bei Walch XV Sp 1496 - 1501. Vgl. Wiedemann, Dr. Johann Eck S. 501ff.