Luthers resolution før Leipzig 05



Resolutio Lutheriana super propositione sua decima tertia de potestate papae (per autorem locupleta).

Tilbage til oversigten!

WA Bind II, side 225-240.
 
1 Ad tertium, ad rationes, ubi illud primum tractandum, quod decreta, quibus primatus ecclesiae rhomanae probari a me dicitur, dixi intra quadringentos annos nata et contra hoc esse historias mille et centum annorum.  Til det tredie, til begrundelserne, hvor først det skal behandles, at de dekreter, hvorved den romerske kirkes primat af mig siges at bevises, har jeg sagt er blevet til i de sidste fire hundrede år, og herimod står historierne fra elleve hundrede år. 
2 Primo, sciebam haec offensura et manifestissime omnium falsa videri omnibus. Certum est enim, esse decretis rhomanorum pontificum ante mille annos certatum pro hoc primatu.  For det første: Jeg vidste, at dette ville forekomme alle det mest provokerende og mest åbenlyst falske af alt. Det er nemlig givet, at der findes dekreter fra den romerske pave fra for mere end tusind år siden, der kæmper for dette primat. 
3 Ego autem hoc spectavi, quod rhomana ecclesia nunquam fuit, nec est nec erit unquam, super omnes totius orbis ecclesias, licet super plurimas sit: nec enim fuit unquam super Graeciae, Aphricae, Asiae ecclesias, nec earum episcopos confirmavit, sicut modo nostros confirmat, ut satis probant historiae.  Men jeg så sådan på det, at den romerske kirke aldrig har været, ikke er, og aldrig vil blive overordnet hele verdens kirker, selv om den står over mange: Den har nemlig ikke nogensinde stået over de græske, afrikanske, asiatiske kirker, den har ikke konfirmeret deres biskopper, på samme måde, som den konfirmerer vore biskopper, hvilket historien tydeligt nok beviser. 
4 Deinde sunt sine dubio Christiani in oriente, cum Christi regnum sit orbis (W226) terrarum iuxta ps. ij. et tamen Episcopi eorum non instituuntur, non confirmantur e Rhoma, nec est necessarium.  Desuden er der uden tvivl kristne i orienten, eftersom Kristi herredømme er kommet ud over jordens flade, ifølge Sl 2,8, og dog er deres biskopper ikke indsat eller konfirmeret fra Rom, og det er heller ikke nødvendigt. 
5 Deinde, ab hoc tempore coeperunt multiplicari leges et iura. Nam Gregorius ix., Bonifacius octavus, Clemens quintus, nisi consarcinassent et alias recisas, alias additas epistolas scholis legendas ac docendas tradidissent, sine dubio tot maria glossarum et infoelicissimum iuris studium non essent, delituissent autem tam decreta quam decretales magno ecclesiae lucro et euangelii commodo intra arcas Rhomani pontificis.  Derefter, fra den tid begyndte lovene og juraen at mangfoldiggøres. For hvis ikke Gregor den Niende, Bonifacius den Ottende, Clemens den Femte havde udbedret noget, fjernet noget andet, tilføjet og overleveret andre breve for skolerne at læse og lære, så ville der uden tvivl ikke være et sådant hav af fortolkninger og ulykkelige jurastudier, men de ville have skjult ligeså mange dekreter som dekretalier til kirkens store vinding og evangeliets gavn bag den romerske paves buer. 
6 Nunc autem quae sit facies ecclesiae vigore istarum legum, plus satis videmus, nec hoc satis: indies augescunt eiusmodi libri et tamen nihil faciunt, nisi quod plures animabus laqueos ponunt. Inde dispensationum, confessionalium, indultorum, exemptionum turpissimae nundinae: inde Episcopatuum, sacertoriorum, officiorum, palliorum, annatarum rapinae et venditiones impudentissimae: inde censurae, minae, fulmina, vis, fraus, dolus et infinita monstra, quorum nullum aut saltem rarum esset, si epistolae eiusmodi in publico locum reliquissent.  Men nu ser vi kun altfor godt, hvad der er kirkens ansigt ved disse loves kraft, og dog ser vi det ikke nok: daglig øger de den slags bøger og udfører dog intet andet end at de sætter flere snarer for sjælene. Deraf kommer den tåbelige markedsplads' dispensationer, bekendelser, afvigelser, undtagelser. Deraf kommer røveriet af og det frække salg af episkopater, præsteembeder, embeder, pallier, årpenge. Deraf kommer censuren, truslerne, tordenskraldet, magten, bedraget, snaren og de utallige varsler, hvor det aldrig eller kun sjældent sker, at de overlader den slags breve til offentligheden. 
7 Proinde traditiones Rhomanas nunquam ita sensit mundus, ut in annis istis quadringentis: ideo totum eorum pondus et omnem vim Gregorio ix. tribuendum existimo, per quem velut natae sunt et ortae. Ab hoc enim usus eorum robur accepit et invaluit, ut legibus istis et traditionibus ita sint omnium officia, statuta ecclesiae, ordines in unum cahos confusa intra istos quadringentos annos, ut Babylone ipsa confusior sit hodierna ecclesia.  Derfor har verden aldrig følt de romerske traditioner så stærkt som i de sidste fire hundrede år. Derfor mener jeg, at hele deres magt og al deres kraft må tilskrives Gregor den Niende, gennem hvem de er født eller oprundet. For fra denne deres brug gør de den stærk og øger dens magt, så at ved disse love og traditioner er alles embeder, kirkens statutter, alles ordener forvirret til ét så stort kaos i løbet af disse firehundrede år, at dagens kirke er mere forvirret end Babylon var. 
8 Nemo in suo ordine incedit, quilibet sibi ex urbe legem emit qua vivat: ille exemptus, iste privilegiatus, iste familiaris, iste officialis, iste nescio quo titulo, omnes libertatem quidlibet essendi, faciendi, audendi habent per has Rhomanas leges.  Ingen lever i sin orden, enhver for sig udsender fra byen den lov, hvorefter han vil leve: Den er undtaget, hin er priviligeret, den er privat, den er offentlig, den har jeg véd ikke hvilken titel, alle har deres liv, deres gerning, deres lydighed i hvad frihed de vil, igennem disse romerske love. 
9 Nec Rhomae aliud curatur quam ut hac ecclesiae summa calamitate roboretur potestas et dominatio sua in omni individuo suo sola. Et hunc ecclesiae occasum, si quando gemimus, si dolemus, si querulamur, haeretici sumus, irreverentes in Rhomanam ecclesiam sumus, scandolosi, seditiosi, procaces sumus, quia videlicet querulari non possumus, nisi Rhomani pontificis tum iura tum potestatem, immo tantas iuiurias populi dei simul tangamus.  Og Rom sørger ikke for andet, end at det ved denne kirkens store elendighed kan styrke sin magt og sit herredømme over hvert enkelt individ for sig. Og dette bliver kirkens undergang, at når vi sukker, når det smerter os, når vi klager, så er vi kættere, så er vi uærbødige overfor den romerske kirke, så er vi skandalemagere, afvigere, frække mennesker, fordi vi nemlig ikke kan klage, uden at vi samtidig berører den romerske paves ret og magt, ja hele uretten imod Guds folk. 
10 Nam hic fons est aut servandae aut perdendae ecclesiae. Cum autem hodie omnia sint in urbe inquinatissima et corruptissima et agentibus impiissimis adulatoribus de ipsis nihil liceat vel mutire, nisi quod portenta ista laudet, iustificet, glorificet, Quid mirum, si sub venerabili Rhomanae ecclesiae nomine tot mala inundaverint in omnem ecclesiam pleno impetu et praecipiti, cui nemo resistere possit, gurgite?  For det er her, man enten tjener kirken eller taber den. Men når idag alt i Rom er tilsølet og korrupt og ufromme agentsmigrere ikke vil tillade, at noget bliver ændret bort fra deres indflydelse, hvis det ikke roser, retfærdiggør og ærer disse tildragelser, hvad under så, hvis der i den ærværdige romerske kirkes navn er så meget ondt, der oversvømmer hele kirken, så den bliver en hurtig strøm mod en afgrund og et gab, som ingen kan modstå?
11 Denique eo devenit legum Rhomanarum studium et euangelii neglectus, ut necesse habuerint statuere in concilio novissimo, (n11) Animam hominis esse immortalem. Quid, putas, hoc decretum indicat? (W227) Endelig er det kommet så vidt med studiet af de romerske og ligegladheden med evangeliet, at de holder det for nødvendigt at fastslå på det sidste koncil, at menneskets sjæl er udødelig. Hvad mener du dette dekret er tegn på?
12 Itaque unusquisque in sensu suo abundet: mihi decretorum autores sunt Gregorius ix., Bonifacius viij., Clemens quintus et Extravagantium pontifices, quod his agentibus in publicum sparsa et praecepta sunt et omnia stabilita. Quae si instar epistolarum Gregorii, Augustini, Hieronymi, Bernhardi et aliorum in Bibliothecis vel arcis, pro cuiusque arbitrio consulenda, citra ullum praeceptum relicta fuissent, foelicior esset ecclesia. Derfor kan enhver være tilfreds med sin mening: For mig er dekreternes forfattere Gregor den Niende, Bonifacius den Ottende, Clemens den Femte og et utal af paver, fordi de ved deres handlinger er blevet udsået i offentligheden og foreskrevet, og alt er blevet fastslået. Og hvis jeg skulle blive stående ved nogle breve af Gregor, Augustin, Hieronymus, Bernhard og andre i bibliotekerne eller hvælvingerne, som jeg mente, man kunne rådspørge, så man kunne lade det øvrige være udenfor bestemmelse, så ville kirken have været meget lykkeligere. 
13 Nunc vero, quando summis articulis fidei aequantur, ab adulatoribus autem et praeferuntur, fructum illarum habemus, ordinis ecclesiastici confusionem, conscientiarum horrendas carnificinas, euangelii ignorantiam, scelerum impunitissimam licentiam, adulatorum Rhomanensium odiosissimam tyrannidem, donec id meruerint, ut sub vasto coelo non sit nomen odiosius et graveolentius nomine Rhomanae Curiae.  Men nu, hvor man ligestiller dem med troens højeste artikler, og de endda foretrækkes af smigrerne, nu har vi deres frugter, nemlig de kirkelige ordeners forvirring, samvittighedernes forfærdelige torturkammer, uvidenheden om evangeliet, den ustraffede tilladelse til forbrydelser, det mest forhadte tyranni fra de romerske smigrere, indtil de har fortjent sig frem til, at der under hele himlen ikke er noget mere forhadt og mere ildelugtende navn end den romerske kuries navn. 
14 Ex his credo intelligi, me non fuisse tam crassae ignorantiae, ut nescirem longe ante cccc annos decreta Rhomani pontificis nata. Alioquin quomodo certos cccc annos et non plus aut minus potuissem recitare? quomodo iudicare, quod essent frigidissima? quomodo historias allegare? quomodo textum scripturae contrarium asserere? nisi diligentissime omnia pervidissem et contulissem.  Ud fra dette mener jeg, man kan forstå, at jeg ikke har været så tykt uvidende, at jeg ikke har vidst, at den romerske paves dekreter blev til lang tid før for fire hundrede år siden. Hvordan skulle jeg ellers kunne fastsætte fire hundrede år og hverken mere eller mindre? Hvordan bedømme, at de var uduelige? Hvordan knytte historier dertil? Hvordan fremlægge skrevne tekster om det modsatte? Hvis ikke jeg omhyggeligt havde gennemset og sammenlignet det altsammen. 
15 Ex his indiciis volui nasuto lectori satisfactum, ut me non sine causa sic posuisse cognosceret nec ignorantia sed de industria sic locutum fuisse, simul, ut insidiosae et adolatoriae propositione Eccii per omnia par referrem.  Med disse antydninger har jeg villet stille den næsvise læser tilfreds, at han skal være klar over, at det ikke er uden grund, at jeg kan gøre dette, eller ud fra uvidenhed, men på grund af flid, at jeg har talt sådan, og samtidig har jeg villet sammenligne det med Ecks rænkefulde og spytslikkeriske tese. 
16 Qui cum astruxisset, ante tempora Sylvestri Rhomanam ecclesiam fuisse aliis superiorem, (t-ecklut#14) et ego persuasissimum haberem, Eccium non esse tam impudentem, ut publice mentiretur, nec tam ignarum historiarum, ut haec vera crederet, insidias suspicatus sum, ut qui morem sophistarum et lubricitates istorum Proteorum probe callerem, qui si volent falsum faciant verum et verum mutent in falsum, cum interim in aliis eum loquendi rigorem exigant, ut nec verba dei tuta coram eis sint. Proinde volui animosiorem ac ante diem triumphabundum reddere, sicut ipse me formidabundum nisus est facere.  For når han tilføjer, at også før Sylvesters tid var den romerske kirke overordnet over de andre, og når jeg må regne det for højst sandsynligt, at Eck ikke er så fræk, at han lyver offentligt, og ikke så uvidende om historien, at han tror det er sandt, så får jeg mistanke om et rænkespil, som jeg kan genkende som sofisternes skik og disse Proteusers dygtige slibrigheder, som hvis de vil sige en løgn, først siger noget sandt og så ændrer det sande til løgn, samtidig med at de kræver af den anden, at han skal tale præcist, så at Guds ord ikke er sikret hos dem. Derfor vil jeg fremstille ham som en ganske modig mand, der triumferer før tiden, sådan som han stræber efter at gøre mig til en gruopvækkende skikkelse.
17 Cum ergo mihi satis esse potuerit, quod scripturae sanctae autoritas mecum est, qua probatur primatus ecclesiasticus iure divino nullus esse, tamen ne solus et solas scripturas iactare videar, iam et aliorum sententias audiamus cum rationibus.  Skønt jeg derfor kunne være tilfreds med, at den hellige skrifts autoritet er med mig, hvorved det kan bevises, at det kirkelige primat ifølge guddommelig ret intet er, så vil vi dog, for ikke at se ud som én, der kun praler af skrifterne, også lytte til andres mening og andres begrundelser. 
18 Primus est d. Hieronymus in epistola ad Euagrium sic scribens: Legimus in Isaia 'Fatuus fatua loquitur'. (Es 32,6). Audio quendam in tantam erupisse vecordiam, ut diacones presbyteris anteferat. Nam cum Apostolus perspicue doceat, eosdem esse presbyteros quos Episcopos, quid patiatur mensuram et viduarum minister, ut super eos tumidus se efferat, ad quorum preces corpus et sanguis Christi conficitur? Quaeris autoritatem?  Først er der doktor Hieronymus, der i sit brev til Evagrius skriver således: Vi læser i Es 32,6: 'Tåben taler tåbeligt'. Jeg hører, at der i nogen er opkommet den tåbelighed, at man stiller diakoner over præster. For skønt apostelen klart lærer, at presbytere er det samme som biskopper, hvorfor skulle han finde sig i det, denne målenes og enkernes tjener, som pralende ophøjer sig over dem, hvis bønner frembærer Kristi legeme og blod? Vil du have et skriftsted for det? 
19 Audi testimonium: Paulus et Timotheus, servi Ihesu Christi, omnibus sanctis, qui sunt Philippis cum Episcopis et diaconibus. (Fil 1,1). Vis et aliud exemplum? In Actibus Apostolorum (W228) ad unius ecclesiae sacerdotes ita Paulus loquitur: Attendite vobis et universo gregi, in quo vos spiritussanctus posuit episcopos, ut regatis ecclesiam dei, quam acquisivit sanguine suo.  Hør nu dette vidnesbyrd: Paulus og Timotheus, Jesu Kristi tjenere, hilser alle de hellige, som er i Filippi, både biskopper og diakoner. Vil du også have et andet eksempel? I Apostlenes Gerninger taler Paulus således til den ene kirkes præster (Apg 20,28): 'Tag vare på jer selv og på hele hjorden, i hvilken Helligånden har indsat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig ved sig sit blod'. 
20 Ac ne quis contentiose in una ecclesia plures fuisse episcopos contendat, audiat aliud testimonium, in quo manifestissime comprobatur, eundem esse episcopum atque presbyterum: Propter hoc reliqui te Cretae, ut quae deerant corrigeres et constitueres Episcopos (n20) per civitates, sicut tibi mandavi, si quis est sine crimine, unius uxoris vir, filios habens fideles, non in accusatione luxuriae aut non subditos: oportet enim Episcopum sine crimine esse sicut dei dispensatorem.  Og for at ikke nogen i stridslyst skal strides om, at der i den ene kirke var flere biskopper, så hør et andet skriftsted, hvoraf det klart fremgår, at biskop og presbyter er det samme (Tit 1,5f): 'Af den grund efterlod jeg dig på Kreta, at du skulle rette, hvad der manglede, og indsætter biskopper i hver by, sådan som jeg befalede dig; han skal være uden fejl, én kvindes mand, have troende sønner, som ikke må kunne beskyldes for luksus eller være falske. En biskop må nemlig være uden fejl, eftersom han er Guds husholder. 
21 Et ad Timotheum: Noli negligere gratiam, quae data est tibi per prophetiam et per impositionem manuum presbyterii. Sed et Petrus in epistola prima: presbyteros, qui in vobis sunt, precor ego, compresbyter et testis passionem Christi et futurae quae revelanda est gloriae particeps, regite gregem Christi et inspicite, non ex necessitate sed voluntarie iuxta deum, quod quidem graece significantius dicitur EPISCOPOUNTES, unde et nomen Episcopi tractum est. (n21 Og til Timotheus skriver han (1 Tim 4,14): 'Forsøm ikke den nådegave, som blev givet dig gennem profetien og ved præsters håndspålæggelse'. Men også Peter skriver i sit første brev (1 Pet 5,1f): 'De presbytere, der er iblandt jer, formaner jeg, medpresbyter og vidne om Kristi lidelse og deltager i den kommende herlighed som skal åbenbares: vær hyrder for Guds hjord og vogt den, ikke af tvang, men frivilligt, som Gud vil det'. For det græske ord for 'vogte' ('inspicite') er mere nøjagtigt, det hedder EPISCOPOUNTES, hvorfra ordet biskop er taget. 
22 Parva tibi videntur tantorum testimonia virorum? Clangat tuba euangelica, filius tonitrui, quem Iesus plurimum amavit, qui de pectore salvatoris doctrinarum fluenta potavit: Presbyter electae dominae et filiis eius, quos ego diligo in veritate, et alia epistola: Presbyter Gaio charissimo, quem ego in veritate diligo. Quod autem postea unus electus est, qui caeteris praeponeretur, in remedium schismatis factum est, ne unusquisque ad se trahens ecclesiam Christi rumperet.  Synes du, det er ringe vidnesbyrd fra så store mænd? Jamen, så lyder den evangeliske basun, tordensønnen, som Jesus elskede mest, som ved frelserens bryst inddrak lærdommenes drik (2 Joh 1,1): 'Fra presbyteren til den udvalgte frue og hendes børn, som jeg i sandhed elsker'. Og i et andet brev (3 Joh 1,1): 'Fra presbyteren til Gaius den elskede, som jeg i sandhed elsker'. Men senere blev der valgt én, som skulle stå i spidsen for de øvrige, som et middel mod splittelse, at ikke en hvilkensomhelst kunne drage Kristi kirke i sin retning og således ødelægge den. 
23 Nam et Alexandriae a Marco euangelista usque ad Esdram (n23) et Dionysium Episcopos presbyteri semper ex se unum eligabant et in excelsiore gradu collocabant, quem Episcopum nominabant, quo modo si exercitus sibi imperatorem faciat. Diaconi autem eligant de se, quem industrium noverint, et archidiaconum nuncupent. Quid enim facit excepta ordinatione Episcopus, quod presbyter non facit?  For både i Alexandria fra evangelisten Markus til Eraclas og i Dionysius udvalgte presbyterne altid én af deres midte til biskop og samlede sig i særlig grad om ham, som man kaldte biskop, ligesom hæren vælger sig en kejser. Men til diakoner vælger de for sig, hvem de véd er flittige og ærkediakonen bekendtgør de offentligt. For hvad gør en biskop udover at ordinere, som en presbyter ikke gør?
24 Nec altera Rhomanae urbis ecclesia, altera totius orbis aestimanda est, et Galliae et Britanniae: nam et Aphrica et Persis et oriens et India et omnes Barbarae nationes unum Christum adorant, unam observant regulam veritatis. Si autem autoritas quaeritur, Orbis maior est urbe: ubicunque Episcopus fuerit, sive Rhomae sive Eugubii sive Constantinopoli sive Rhegii sive Alexandriae sive Thanis, eiusdem meriti est et eiusdem sacerdotii: potentia divitiarum et humilitas paupertatis vel sublimiorem vel inferiorem facit, caeterum omnes Apostolorum successores sunt. Haec d. Hieronymus. (Dist. 93,24: 'Legimus').  Man skal heller ikke regne den romerske bys kirke for én, hele verdens kirke for en anden, og Galliens og Britaniens for en tredie. For også Afrika og Persien og Orienten og Indien og alle fremmede nationer tilbeder én Kristus, retter sig efter én sandhedsregel. Men hvis du spørger efter autoritet, er verden større end byen. Overalt, hvor der er en biskop, i Rom eller i Eugubien eller i Konstantinopel eller i Rhegius eller i Alexandria eller i Thanis, er hans fortjeneste den samme som hans præstedømmes: Magt over rigdommene og ydmyghed overfor fattigdommen gør ham enten mere ophøjet eller lavere, alle er de efterfølgere af de andre apostle. Såvidt doktor Hieronymus. 
25 Nihil de mutatione temporum loquor, nihil de iure positivo. hoc contendo: Si unus Episcopus iure divino caeteris praefertur, manifeste hic Hieronymus haeresim docet, non solum ipse (nam ei non crederem), sed Petrus, Paulus, Iohannes, Lucas, quod inducit irrefragibiles autores.  Jeg siger ingenting om tidernes forandring, ingenting om den positive ret. Men dette strides jeg for: Hvis én biskop med guddommelig ret er foretrukket fremfor de øvrige, vil Hieronymus her klart lære kættersk, og ikke blot ville han det selv (for jeg tror ikke på ham), men Peter, Paulus, Johannes, Lukas og hvilke urokkelige forfattere han ellers fremfører, ville det også. 
26 Quis, quaeso, (W229) his resistit? Cur adulator negat Rhomanum pontificem caeteris esse coepiscopum, cum primus Petrus se compresbyterum appellet? Si successores sunt Petri, quid erubescunt titulum sui praedecessoris? Si nomen superbissimum sanctissimi, summi, maximi pontificis haereditant ex recentibus, cur non nomen compresbyteri et coepiscopo a primo?  Og jeg spørger: Hvem kan modstå den argumentation? Hvorfor nægter smigreren af den romerske pave, at han er medbiskop til de øvrige, når den første Peter kaldte sig medpresbyter? Hvis de er efterfølgere af Peter, hvorfor skammer de sig så over deres forgængers titel? Hvis de har arvet betegnelsen 'den mest ophøjede', 'den mest hellige', 'den største', 'den højeste præst' af deres forgængere, hvorfor så ikke også betegnelsen 'medpresbyter' eller 'medbiskop' fra den første?
27 Obsecro, an Petrus, Paulus, Ioannes, Lucas et omnes apostoli ignoraverunt, quid verbum Christi sibi voluerit 'Tu es Petrus' et 'tibi dabo claves' et 'pasce oves meas', quod non exinde Petro primatum divinitus datum observerunt? Si me omnino haereticum clamant, qui omnia quae volunt tribuo Rhomano pontifici, solum, ne autoritate scripturae, id est mendaciter, facere cogar, parcant sancto Hieronymo tantis autoribus munito.  Jamen, for pokker, mon Peter, Paulus, Johannes, Lukas og alle apostlene skulle have været uvidende om, hvad Kristi ord ville dem: 'Du er Peter' og 'dig giver jeg nøglerne' og 'vogt mine får', siden de ikke før efter Peters død rettede sig efter det guddommeligt givne primat? Hvis de i det hele taget beskylder mig for at være kætter, jeg, som tillægger den romerske pave alt, hvad de vil, blot jeg ikke tvinges til at handle imod skriftens autoritet, dvs tvinges til at handle løgnagtigt, så skåner de den hellige Hieronymus, som er sikret med så mange autoriteter. 
28 proclamat ille longe impudentius, Episcopos potentia divitiarum et humilitiate pauperis invicem esse vel sublimiores vel inferiores. Ego consensu fidelium et decretis hominum id astruo, cur non hunc irreverentem, blasphemum, seditiosum bissepties comburunt haereticae pravitatis pravissimi inquisitores? Sinant me cum Hieronymo interim sapere. Sinant cum Paulo, Petro, Ioanne, Luca sentire.  Han hævder langt frækkere, at biskopperne gensidigt er enten underordnede eller overordnede med hensyn til rigdommens magt og fattigdommens ydmyghed. Jeg tilføjer det, der er blevet til ved de troendes enighed og menneskelige dekreter, hvorfor opbrænder disse helt forkerte inkvisitorer i kætteriets forkerthed ikke denne uærbødige, blasfemiske afviger to gange syv gange? De kunne i hvert fald tillade mig at have samme mening som Hieronymus. De kunne tillade mig at mene som Paulus, Peter, Johannes og Lukas. 
29 Si hoc non est satis, age comburant sua decreta primum. Nam haec epistola recitatur in decretis dis. xciij. c. legimus: legitur, auditur, docetur, approbatur haec ab universis in ecclesia rhomana. Cur ego unus prohibeor dicere et sentire, quod ipsimet omnes dicunt, sentiunt iubentque sentire? Hieronymus non modo Episcopos aequat inter se, sed et presbyteros Episcopis comparat, alterum aetatis, alterum officii nomen esse pronuncians.  Hvis dette ikke er nok, så kom og lad dem først brænde deres dekreter. For dette brev gengives i distinktion 93, kapitlet 'Legimus'. Dette læses, høres, læres, godkendes af alverden om den romerske kirke. Hvorfor forhindres jeg alene i at sige og mene, hvad de selv allesammen siger, mener og befaler andre at mene? Hieronymus sidestiller ikke blot biskopperne indbyrdes, men sammenligner også presbyterne med biskopperne, og hævder, at det ene er et aldersnavn, et andet et embedsnavn.
30 Ego longe reverentius locutus nihil peto nisi ut contra hanc veritatem non cogar scripturas et verbum dei illudere. Sit rhomanus pontifex quicquid voluerint, modo autoritate scripturae id non astruant: sed et scripturas eorum sensui aptari patiar, modo ne hunc esse germanum et solum sensum contendant. Sat ergo est, quod frigidissimis decretis primatus asseritur, qui ferventissimis dei verbis negatur. Sed audiamus iterum eundem in commentario super epistolam ad Titum.  Jeg taler langt mere ærbødigt og stræber ikke efter andet end at jeg ikke tvinges til imod sandheden at lege med skriften Guds ord. Lad den romerske pave være, hvad de vil, blot de ikke derved ødelægger skriftens autoritet. Men jeg kan også godt holde til at tilpasse skriften til deres mening, blot det ikke strider imod en ægte og enestående mening. Det er altså nok, at primatet fastslås af disse uduelige dekreter, det primat, som nægtes af Guds brændende ord. Men lad os atter høre Hieronymus i hans kommentar til brevet til Titus. 
31 D. Hieronymus in commentariis epistolae ad Titum (95/5a): Idem est ergo presbyter qui episcopus, et antequam diaboli instinctu studia in religione fierent et diceretur in populis 'Ego sum Pauli, ego Apollo, ego autem Cephe', (1 Kor 1,12), communi presbyterorum consilio ecclesiae gubernabantur. postquam vero unusquisque eos quos baptisarat suis esse putabat, non Christi, in toto orbe decretum est, ut unus de presbyteris electus superponeretur, ad quem omnis ecclesiae cura pertineret, et schismatum semina tollerentur. Doktor Hieronymus skriver i sin kommentar til brevet til Titus: 'Altså er presbyter det samme som biskop, og førend ved djævelens indskydelse de dårlige lyster kom ind i fromheden og man begyndte at sige blandt folket 'Jeg tilhører Paulus, jeg Apollos, jeg Kefas', styrede presbyternes almindelige råd kirken. Men efter at enhver mente, at han tilhørte ham, som havde døbt ham, ikke Kristus, blev det over hele verden bestemt, at én af presbyterne skulle udvælges til at stå i spidsen, og omsorgen for hele kirken skulle tillægges ham, så splittelsens frø kunne fjernes'. 
32 (Putat aliquis, non scripturarum sed nostram esse sententiam, Episcopum et presbyterum unum esse et aliud aetatis et aliud esse nomen officii: relegat apostoli ad Philippenses verba et caetera quae supra in epistola ad Euagrium induxit.) (n32).  (Nogen mener, at det ikke er skrifternes, men vor mening, at biskoppen og presbyteren var det samme og blot havde forskellig alder og forskelligt embede: Lad ham læse apostelens ord i brevet til filipperne igen, og det øvrige, som jeg har fremført ovenfor i brevet til Evagrius). 
33 Et in fine (95/5c): Sicut ergo presbyteri sciunt se ex ecclesiae consuetudine ei qui sibi praepositus fuerit esse subiectos, Ita Episcopi noverint se magis consuetudine (W230) quam dispensationis divinae veritate presbyteris esse maiores et in communi debere ecclesiam regere.  Og til sidst: 'Ligesom altså presbyterne véd, at det er ud fra kirkens sædvane, at de er underlagt dem, der er sat over dem, således véd biskopperne, at det mere er af sædvane end i kraft af det guddommelige ords husholdning, at de er overordnet presbyterne og i fællesskab bør herske over kirken'. 
34 Vide ergo, an propositio mea male vel bene dixerit, esse contra scripturarum textum, rhomanam ecclesiam esse aliis superiorem, cum etiam sit contra ipsa decreta. Nam et haec beati Hieronymi verba recitantur dis. xcv. c. olim (95/5a), atque si non tibi approbarentur, tamen quia solidis pugnant divinae scripturae armis, etiam si totus mundus et angelus de coelo contradixerint, nihil dixerint. Atque ita satis puto et probatam nostram propositionem et dissoluta omnia argumenta, quae vel fingi contraria possunt. Stat sententia, non dispensationis divinae veritate sed ecclesiae consuetudine Episcopos esse maiores presbyteris.  Se altså efter, om det er rigtigt eller forkert, når min tese siger, at det er imod skrifternes tekst, at den romerske kirke er de andre overordnet, eftersom det også er imod dekreterne selv. For også disse ord af den salige Hieonymus citeres i distinktion 95, kapitlet 'olim', og hvis de ikke behager dig, så er det dog sådan, at fordi de kæmper med den hellige skrifts stærke våben, så betyder det intet, om så hele verden og en engel fra himlen sagde dem imod. Og således mener jeg både, at vor tese er bevist, og at alle argumenter er opløst, som de kunne optænke imod det. Det står fast, at det ikke er ved den guddommelige sandheds husholdning, men ved kirkens sædvane, at biskopperne står over presbyterne. 
35 Addo tertium decretum eadem dis. xcv. c. Episcopus (95/9a): Episcopus, in quolibet loco sedens, stare presbyterum non patiatur. Et iterum alio c. episcopus (95/10a): Episcopus in ecclesia in consessu presbyterorum sublimior sedeat, intra domum vero collegam presbyterorum se esse cognoscat.  Jeg tilføjer et tredie dekret, fra den samme distinktion 95, fra kapitlet: 'Episcopus': En biskop, der sidder ned, ligegyldigt hvor, skal ikke finde sig i, at en presbyter må stå op. Og igen fra det andet kapitel 'episcopus': En biskop kan godt sidde øverst i presbyternes kirkeråd, han bør blot være klar over, at han er i presbyternes forsamlings hus. 
36 Haec ibidem esse decreta concilii Carthaginensis quarti dicuntur. Quae certe haeretica sunt, scandalosa et seditiosa (ut vocant), si Episcopi iure divino presbyteris sublimiores sunt, quos esse collegas episcoporum statuunt: multomagis, si unus Episcopus caeteris sublimior est. Deleant ergo primum sua decreta, quae nos cogunt discere: ut quid damnant in nobis, quod ipsi nos docent? patet itaque, re ipsa aequales Episcopos inter se et presbyteros, solo usu et ecclesiae causa alium alii praeferendum.  Dette siger sammesteds det fjerde karthageniensiske koncils dekreter. Og det er givetvis kættersk, skandaløst, afvigende (som de siger), hvis biskopperne ifølge guddommelig ret er overordnet presbyterne, som her stadfæstes som biskoppernes kolleger: Hvor meget mere så ikke, hvis én biskop er overordnet de øvrige. De må altså først tilintetgøre deres dekreter, som de tvinger os til at undervise i: For hvorfor fordømmer de det hos os, som de selv lærer os? Det er derfor højst vedkommende, at biskopperne i virkeligheden står lige indbyrdes og med presbyterne, og at det alene er ved kirkens brug og begrundelse, at den ene foretrækkes fremfor den anden. 
37 Ex quo ulterius sequitur: Si primatus rhomani pontificis vergere incipiat in ecclesiae detrimentum, omnino tollendus est de ecclesia, quia humana iura et consuetudines pro ecclesia servire debent, non contra ecclesiam militare. Quod si non fiat, iam coram deo traditio hominum irrita facit mandata dei. Quare vide, quam tenui pendeat filo Rhomanorum adulatorum tyrannis, quae, seipsam autoritate divina conata stabilire, seipsam penitus ea ratione subvertit.  Heraf følger yderligere: Hvis den romerske paves primat begynder at forfalde til kirkens skade, så må det i det hele taget ophæves fra kirken, fordi det bør tjene for kirken i kraft af menneskelig ret og sædvane, ikke føre krig imod kirken. Hvis det ikke sker, så kan menneskelige traditioner overfor Gud gøre Guds bud skade. Derfor se til, i hvor tynd en tråd de romerske smigreres tyranni hænger, det tyranni, som når det søger at stadfæste sig selv ved guddommelig autoritet, snarere af netop den grund undergraver sig selv. 
38 Huc et Cyprianum voco, quem et beatus Augustinus allegat li. ij. c. ij. de baptismo dicentem: Neque enim quisquam nostrum Episcopum se esse episcoporum constituit aut tyrannico terrore ad obsequendi necessitatem collegas suos adigit, quando habet omnis Episcopus pro licentia libertatis et potestatis suae arbitrium proprium, tanquam ab alio iudicari non possit, quomodo nec ipse potest alterum iudicare: sed expectemus universi iudicium domini nostri Iesu Christi. Her påberåber jeg mig også Cyprian, som også den salige Augustin citerer i sin anden bog, kapitel 2 om dåben, hvor han siger: Der er nemlig ingen, der har indrettet det sådan, at vor biskop er over biskopperne, og ingen biskop tvinger sine kolleger med tyrannisk frygt til at følge nødvendigheden, for enhver biskop har frihed til at gøre, hvad der er passende, og magt efter sit eget forgodtbefindende, eftersom han ikke kan dømmes af nogen anden, ligesom han heller ikke selv kan dømme en anden biskop. Men vi venter allesammen vor Herres Jesu Kristi dom. 
39 Hic gloriosus martyr palam confitetur tyrannidem esse ab uno episcopo alios cogi ad obedientiam. At hanc tyrannidem velut iusticiam pene omnes decretalium syllabae et statuunt et servant tanquam divinam autoritatem. Deinde mirum est, quod beatus Augustinus non redarguit Cyprianum a se allegatum, si sensit eum contra ius divinum loqui, sed potius cum eo consentit, omnes scilicet esse Episcopos aequales. (W231).  Her bekender den ærværdige martyr åbent, at det er tyranni, når én biskop kan tvinge de andre til lydighed. Men dette tyranni eller den retfærdighed stadfæster og tjener næsten enhver stavelse i dekretalierne, som var det en guddommelig autoritet. Dernæst er det mærkeligt, at den salige Augustin ikke imødegår Cyprian, som han har citeret, hvis han mente, han talte imod den guddommelige ret, men snarere er enig med ham om, at alle biskopper står lige. 
40 Sed videamus et alia. 

Idem Cyprianus libro epistolarum primo epistola quarta ad Foelicem presbyterum, probaturus divinis testimoniis, quod in potestate non Episcoporum sed plebis maxime sit eligere aut recusare Episcopos, dicit: Propter quod plebs obsequens dominicis praeceptis et deum metuens a peccatore praeposito separare se debet nec se ad sacrilegi sacerdotis sacrificia miscere, quando ipsa maxime habeat potestatem vel eligendi dignos sacerdotes vel indignos recusandi. 

Men lad os også se på noget andet.

Cyprian skriver også i sin brevbog først i det fjerde brev til presbyteren Felix, og for ud fra guddommelige vidnesbyrd at bevise, at det ikke hovedsagelig står i biskoppernes magt, men i folkets magt at vælge eller forkaste biskopper, siger han: Derfor skal folket, når det følger Herrens bud og frygter Gud, skille sig ud fra en overordnet, der synder, og ikke have noget at gøre med de hellige ting, en blasfemisk præst administrerer, eftersom det selv især har magten til at vælge en værdig præst og forkaste en uværdig præst.

41 Quod et ipsum videmus de divina autoritate descendere, ut sacerdos plebe praesente sub omnium oculis deligatur et dignus atque idoneus publico iudicio ac testimonio comprobetur, sicut in Numeris Mosi praecepit dominus dicens: Prehende Aaron fratrem tuum et Eleazarum filium eius, et impones eos in montem coram omni Synagoga, et exue Aaron stolam eius et indue Eleazarum filium eius, et Aaron appositus moriatur illic.  Hvilket vi også ser udgå fra den guddommelige autoritet, at præsten i folkets nærvær for alles øjne vælges og bevises værdig og egnet ved en offentlig bedømmelse og vidnesbyrd, sådan som Herren i 4 Mos 20,25 foreskriver Moses og siger: Udtag Aron din bror og Eleazar hans søn, og stil dem på bjerget overfor hele menigheden, og affør Aron hans klæder og ifør Eleazar hans søn dem, og Aron skal udpeges til at dø dèr.
42 Coram omni Synagoga iubet deus constitui sacerdotem, id est, instruit et ostendit ordinationes sacerdotales, non nisi sub populi assistentis conscientia fieri oportere, ut plebe praesente vel detegantur malorum crimina vel bonorum merita praedicentur, et sit ordinatio iusta et legitima, quae omnium suffragio et iudicio fuerit examinata. Overfor hele menigheden befaler Gud, at præsten skal indsættes, det vil sige, han påbyder og påviser, at den præstelige ordination kun bør foregå med det medhjælpende folks medviden, så at i folkets nærvær både de onde gerninger kan afsløres og de gode fortjenester kan udråbes, og ordinationen således kan være retfærdig og legitim, fordi det er blevet undersøgt ved alles stemmeafgivelse og bedømmelse. 
43 Quod postea secundum divina magisteria observatur in Actibus Apostolorum, quando de ordinando in locum Iudae Episcopo Petrus ad plebem loquitur. Surrexit, inquit, Petrus in medio discentium, fuit autem turba in uno. Nec hoc in Episcoporum tantum et sacerdotum, sed in diaconorum ordinatione observasse Apostolos animadvertimus, de quo et ipso in Actibus apostolorum scriptum est: Et convocaverunt, inquit, illi duodecim totam plebem discipulorum et dixerunt eis.  Hvilket senere bliver iagttaget ifølge den guddommelige styrelse i Apostlenes Gerninger, da de skal ordinere én til biskop i stedet for Judas, og Peter taler til folket. Lukas skriver: Da rejste Peter sig i midt i de 110, de var nemlig samlet. Og vi bliver klar over, at apostlene ikke blot har iagttaget dette med hensyn til biskopper og præster, men også når diakoner skulle indvies, om hvilket der i de samme Apostlenes Gerninger står skrevet: De tolv sammenkaldte så hele discipelskaren og talte til dem. 
44 Quod utique iccirco tam diligenter et caute convocata locum indignus obreperet. Propter quod diligenter de divina traditione et apostolica observatione servandum est et tenendum, quod apud nos quoque et fere provintias universas tenetur, ut ad ordinationes rite celebrandas ad eam plebem, cui praepositus ordinatur, Episcopi eiusdem provintiae propinqui quique conveniant, et Episcopus deligatur plebe praesente, quae singulorum vitam plenissime novit. Derfor bør man i hvert fald ligeså omhyggeligt og velovervejet, når man er samlet, afsløre den uværdige. Af den grund bør man omhyggeligt adlyde den guddommelige tradition og den apostoliske regel og overholde den, hvilket hos os også overholdes i næsten alle provinser, så at ordinationen fejres hos den menighed, hvis foresatte ordineres, og biskopperne fra de nærliggende provinser også kommer til stede, og biskoppen udvælges i det folks nærvær, som kender hver enkelts liv fuldt ud. 
45 Quod et apud vos factum videmus in Sabini nostri collegae ordinatione, ut de universae fraternitatis suffragio et de Episcoporum, qui in praesentiam convenerant, qui de eo ad vos literas fecerant, iudicio episcopatus ei deferretur et manus ei in locum Basilidis imponeretur.  Hvilket vi også så ske hos jer ved vor kollega, Sabinus', ordination, hvor han af hele broderskabets stemmeafgivelse og af biskopperne, som var kommet sammen, og havde skrevet breve til jer desangående, fik overdraget bispeembedets domsret og fik håndspålæggelse på Basilius' sted.
46 Hunc ritum et per multas alias epistolas idem Cyprianus commemorat, semper suffragium populi et iudicium propinquorum Episcoporum ita allegans, ut hanc ex deo ordinationem esse cum fiducia pronunciet. Qui ritus, quid sit ad eum, qui hodie ex urbe petitur, in quo non modo exclusus est populus, sed nec sacerdotum electio satis est, aliis relinquo.  Dette ritual nævner Cyprian også i mange andre breve, og han siger altid, at det sker ved folkets stemmeafgivelse og nabobiskoppernes bedømmelse, så han erklærer frimodigt, at denne ordinationen er fra Gud. Hvordan dette ritual forholder sig til det, som man idag er nået frem til, hvori ikke blot folket er udelukket, men præsternes udvælgelse heller ikke er tilstrækkelig, lader jeg stå hen til andre at bedømme. 
47 Nec referre est (W232) necesse, quanto foelicius hodie is ritus divinus servaretur, praesertim tot sacerdotibus malis regnantibus et invito populo impositis. Nam videmus per Rhomanam curiam per gratias suas expectativas passim in mundum etiam intrudi sacerdotes. Transeant haec. Det er heller ikke nødvendigt at gøre opmærksom på, hvor meget bedre dette guddommelige ritual idag kunne overholdes, især eftersom det påføres så mange dårlige præster og sker uden folkets medvirken. For vi ser, at overalt i verden trænger præster sig ind ved hjælp af den romerske kurie og dens 'ventepenge'. Lad det være!
48 Hoc queror, quod hunc ritum sacratissimum et vetustum iurique divino per omnia conformem hi nostri haereticum et damnatum haberi volunt prae ritu suo recentiore, cum certum omnibus sit s. Nicolaum, s. Martinum, s. Augustinum, s. Ambrosium omnesque priscos patres eo modo fuisse ordinatos. Sit itaque ritus hodiernus, qualis esse potest, modo Rhomanum pontificem non iure divino id posse putemus, ne tot seculorum sanctos et martyres contra ius divinum egisse damnemus.  Det spørger jeg om, hvorfor disse vil holde dette højhellige og ældgamle ritual, som i alle ting er i overensstemmelse med den guddommelige ret, for at være kættersk og fordømmeligt fremfor deres eget nyere ritual, eftersom det er klart for alle, at den hellige Nicolaus, den hellige Martin, den hellige Augustin, den hellige Ambrosius og alle vore gamle fædre er blevet ordineret på den måde. Lad derfor det moderne ritual være, hvad det være vil, blot kan vi ikke mene, at den romerske pave kan gøre det ved guddommelig ret, at vi ikke fordømmer så mange århundreders hellige og martyrer for at have handlet imod den guddommelige ret. 
49 Gregorius primus li. iiij. registri, epistola xxxij. licet per autoritates illas 'pasce oves meas' et 'tu es Petrus &c.' Petro apostolorum principi totius ecclesiae curam a domino commissam dicat, tamen in hac cura nullum episcopum ei successorem patitur, sed nec Petrum apostolum universalem appellari dicit, scribens ita Mauricio Augusto de Ioanne Constantinopolitano: Cura totius eccleiae et principatus Petro committitur, et tamen universalis apostolus non vocatur, Et vir sanctissimus, consacerdos meus, vocari universalis Episcopus conatur.  Gregorius den Første i bog 4 i registret, brev 32, går med til at sige, at ved skriftstederne 'vogt mine får', og 'du er Peter', er til Peter som apostlenes førstemand af Herren overgivet bekymringen for hele kirken. Dog tåler han ikke i denne bekymring nogen biskop som hans efterfølger, men han siger, at Peter ikke må kaldes den universelle apostel, for han skriver således til Mauricius Augustus om Johannes konstantinopolitaneren: Omsorgen for hele kirken og lederskabet blev overgivet til Peter, og dog kaldes han ikke den universelle apostel. Og en højhellig mand, min medpræst, forsøger at kalde mig den universelle biskop.
50 Exclamare 'o tempora, o mores!' Et infra: Si nomen illud in ecclesia sibi quisquam arripit, universa ergo ecclesia (quod absit) a statu suo corruit, quando is qui appellatur universalis cadit. Sed absit a cordibus Christianorum nomen istud blasphemiae, in quo omnium sacerdotum honor adimitur, dum ab uno sibi dementer arrogatur.  Her må du udbryde: 'O hvilke tider, o, hvilke skikke!' Og nedenfor: Hvis nogen i kirken tilraner sig dette navn, så ødelægger han altså den universelle kirke fra dens status, (hvilket aldrig må ske), når han, der kaldes den universelle, falder. Men denne blasfemi være langt fra de kristnes hjerter, hvori alle præsters ære borttages, idet den tilegnes af én enkelt. 
51 Ecce habes, quod blasphemiae nomen sit 'universalis Episcopus'. Quid putas de nomine Summi, maximi, sanctissimi dixisset?  Se, her kan du se, hvilken blasfemi der ligger i navnet 'den universelle biskop'. Hvad mener du, han ville have sagt om navnet 'den højeste', 'den største', 'den allerhelligste'?
52 Sequitur: Certe pro beati Petri apostolorum principis honore per venerandam Chalcedonensem synodum rhomano pontifici oblatum est, sed nullus eorum unquam hoc singularitatis vocabulum assumpsit nec uti consensit, ne, dum privatum aliquid daretur uni, honore debito privarentur sacerdotes universi.  Nu følger: Givetvis blev det tillagt den romerske pave til ære for den salige Peter, apostlenes leder, af den ærværdige kalkedonensiske synode, men ingen af dem har nogensinde antaget eller været enig i brugen af dette entals-ord, at ikke, når det tildeles én i særlig grad, den skyldige ære skal berøves alle præster. 
53 Perspicuum est hunc Gregorium, qui se cunctorum sacerdotum servum potius quam dominum vocat et servum servorum dei, non credidisse, solum rhomanum pontificem Petri successorem esse, ut qui abhorreat princeps sacerdotum et Episcoporum dici, cum illum principem apostolorum dicat.  Det er soleklart, at her har Gregor, som hellere kalder sig alle præsters tjener og tjener for Guds tjenere, ikke troet, at alene den romerske pave var Peters efterfølger, eftersom han viger tilbage fra at kalde sig præsterne og biskoppernes leder, skønt han kalder Peter apostlenes førstemand. 
54 Idem in sequentia epistola ad Constantiam eundem Ioannem Lucifero comparat dicens: quia illum videlicet imitatur, qui spretis sociali gaudio angelorum legionibus ad culmen conatus est singularitatis erumpere.  Det samme siger han i brevet til Konstantin hvor han sammenligner den samme Johannes med Lucifer og siger: Fordi han nemlig efterligner ham, som stræbte efter at tilrane sig entallets højdepunkt ved at foragte de talløse engles glæde. 
55 Idem epistola xxxvi. ad Eulogium Alexandrinum et Anastasium Antiochenum Episcopos: Sicut novit veneranda sanctitas vestra, per sanctam Chalcedonensem Synodum pontifici sedis apostolicae (cui deo disponente deservio) hoc universitatis nomen oblatum est. Sed nullus unquam praedecessorum meorum hoc tam prophano vocabulo uti consensit, quia videlicet, (W233) si unus patriarcha universalis dicitur, patriarcharum nomen caeteris derogatur.  Det samme skriver han i det 16. brev til biskopperne Eulogius Alexandrineren og Anastasius Antiokeneren: Ligesom Deres ærværdige hellighed véd, at det var ved den hellige kalkedonensiske synode, at det apostolske sædes pontifikat (som jeg tjener efter Guds husholdning) fik tillagt navn af universalitet. Men aldrig har nogen af mine forgængere været enige i at bruge dette profane ord, for hvis nemlig én patriark kaldes universel, fratages patriarknavnet fra de øvrige. 
56 Sed absit hoc a christiana mente, id sibi velle quempiam arripere, unde fratrum suorum honorem imminuere ex quantulacunque parte videatur. Sed nonne, si ius divinum est primatus papae, tam ipsi pontifices rhomani haeretici fuerunt quam concilium? illi, quod ius divinum non assumpserumt, sed conculcaverunt, hoc, quod obtulit, quae non erant sui iuris offerre.  Og det være langt fra et kristent sind at ville fratage nogen dette, så at brødrenes ære blev formindsket, med hvor ringe en del det end syntes. Men mon ikke, hvis pavens primat er en guddommelig ret, det så snarere var de romerske paver selv, der var kættere, end det var koncilet? Det var de, fordi de ikke tillagde sig selv guddommelig ret, men trådte den under fode, koncilet, fordi det tillagde noget, som det ikke stod i dets ret at tillægge. 
57 Et infra de eodem: Universa tentat sibi adscribere et omnia membra, quae soli uni capiti cohaerent (videlicet Christo), per elationem pompatici sermonis, eiusdem Christi sibi studet subiugare. Obsecro, quid mereretur, qui hodie sic loqueretur? hic Gregorius, rhomanus pontifex, persequitur tanquam prophanum, quod nostri statuunt quasi sit ius divinum.  Og nedenfor om det samme: Han søger at tilskrive sig universalitet og stræber efter at underlægge sig alle medlemmer, som holder sammen om kun ét hoved (nemlig om Kristus), ved at henrive med flotte ord om den samme Kristus. Jamen, hør nu, hvad fortjener de, som idag taler sådan? Her forfølger Gregor, romersk pave, som profant, det, som vore [dages paver] stadfæster som guddommelig ret. 
58 Et epistola xxxviij. ad ipsummet Ioannem Episcopum praedicta iterans et copiosius explicans dicit: Certe Paulus apostolus, cum audiret quosdam dicere 'Ego sum Pauli, ego Apollo, ego vero Cephe', hanc dilacerationem corporis dominici, per quam membra eius aliis se capitibus quodammodo sociabant, vehementissime prehorrescens exclamavit et dixit 'Nunquid Paulus pro vobis crucifixus est? aut in Pauli nomine baptisati estis?'  Og i brev 38 til den samme biskop Johannes tager han det foregående op og forklarer det endnu mere ivrigt: Det er sikkert, at apostelen Paulus, da han hørte, at nogen sagde 'Jeg tilhører Paulus, jeg Apollos, men jeg Kefas', kraftigt afskrækkede dem fra denne opdeling af Herrens legeme, med hvilket hans lemmer på en måde forbandt sig med andre som deres hoveder, og han udbrød: 'Mon da Paulus er korsfæstet for jer? eller blev I døbt i Paulus' navn?'
59 Si ergo ille membra dominici corporis certis extra Christum quasi capitibus et ipsis quidem apostolis subiici particulatiter evitavit, Tu, quid Christo, universalis sanctae ecclesiae capiti, in extremi iudicii es dicturus examine, qui cuncta eius membra tibimet conaris universalis appellatione supponere? At nonne et hoc summo impetu faciunt et conantur, o Gregori, tui successores?  Hvis altså han ville undgå, at lemmer på Herrens legeme underkastede sig under noget andet end Kristus som deres hoved, ja underkastedede sig dem som deres særlige apostel, hvem er da du, pave, som siger, at du på den yderste dag skal undersøges af Kristus, den universelle, hellige kirkes hoved, at du søger at underlægge dig hans sammenknyttede lemmer ved at kalde dig universel? Ak kære Gregor, mon ikke dine efterfølgere også handler og stræber drevet af denne drift mod det høje?
60 Et infra: Certe Petrus apostolus primum membrum sanctae et universalis ecclesiae est. Paulus, Andreas, Ioannes, quid aliud quam singularium sunt plebium capita? et tamen sub uno capite omnes sunt membra ecclesiae. Og senere: Givetvis er apostelen Peter det første lem på den hellige og universelle kirke. Paulus, Andreas, Johannes, hvad er de andet end hoveder for de enkelte menigheder? og dog er alle kirkens lemmer under ét hovede. 
61 Sed haec satis. Audiamus iam ipsum caput omnium, quid super huius Monarchiae statu diffinierit. Nam hic praescius futurorum quaestionem hanc primus omnium et dedita opera dissolvit et tot adhuc seculis super ea certatur, quasi verba Christi fumus sint et inanis fabula.  Men lad det være nok med det. Lad os nu høre selve hovedet for alle, hvordan han dømmer om dette eneherredømmes status. For her opløser han det spørgsmål, som han godt véd vil komme, om den første af alle og overleveringen af gerningerne, og der er indtil nu igennem så mange hundrede år blevet bestemt om dette, som om Kristi ord var røg og tomme fabler. 
62 Dicitur itaque Lucae xxij. Facta est autem contentio, quis eorum videretur esse maior. Dixit autem eis: Reges gentium dominantur eorum, et qui potestatem habent super eos, benefici vocantur: vos autem non sic. Sed qui maior est vestrum, fiat sicut minor, et qui praecessor est, sicut ministrator. Et exemplum suum subiungit: Nam quis maior est, qui recumbit an qui ministrat? Nonne qui recumbit? Ego autem in medio vestrum sum sicut qui ministrat.  Således siges der i Luk 22,24ff: Der opstår en strid om, hvem af dem der skulle synes at være den største. Men han sagde til dem: Hedningernes konger hersker over dem, og de, der har magten over dem, lader sig kalde velgørere. Men sådan skal I ikke være. Men den største blandt jer skal være som den mindste, og den, der hersker, som den, der tjener. Og han fremdrog sit eget eksempel: For hvem er størst, den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Mon ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer, som den, der tjener. 
63 Vides, quod Christus aperte pronunciat esse reges gentium, non pontifices, qui volunt esse maiores, et potestatem illam mundanam (id est sine verbo et dilectione) prorsus damnat.  Du ser, at Kristus åbent proklamerer, at der er konger over hedningerne, ikke paver, som vil være de største, og han fordømmer helt denne verdslige magt (det vil sige: uden ordet og kærligheden). 
64 Verum ego credo, quandoquidem ecclesiam necesse fuit semper a gentibus opprimi, ut Ezech. v. divit: In (W234) medio gentium posui eam, et ps. cix. Dominare in medio inimicorum tuorum, ideo quando desunt gentes aliae, ut scriptura impleatur, in ecclesia Reges gentiles fieri oportuisse et potestate dominante super ecclesiam tyrannisare, diligendi et docendi officio ad alios translato.  Men jeg tror, at det er nødvendigt for kirken, at den hele tiden undertrykkes af hedningerne, som Ez 5,5 skriver: Jeg har sat den midt blandt hedninger, og Sl 110,2: Hersk midt bladt dine fjener, og derfor, når der mangler andre hedninger, så skriften kan opfyldes, så må der fremstå hedningekonger i kirken med deres herskermagt tyrannisere kirken, idet embedet med at elske og lære overføres til andre. 
65 Item Marci x. ubi filii Zebedei ad potestatem aspirarunt, ut unus ad dexteram et alius ad sinistram sederet, acceperunt sane responsum dignum, scilicet ut calicem biberent, nec tamen certi, ubi sessuri essent. Hanc ambitionis infirmitatem, quid mirum est in pontificibus quoque Rhomanis fuisse quantumlibet sanctis, etiam martyribus, quando in apostolis eam Christus pertulit? Denique, cum illi duo apostoli hac arrogantia caeteris indignationem commovissent et iterum oriretur contentio de maioritate, Iesus convocans eos dixit eis: Scitis, qui ii qui videntur gentibus principari dominantur eis et principes eorum habent potestatem eorum. Non autem ita est in vobis: sed quicunque voluerit fieri maior, erit vester minister, et quicunque voluerint in vobis primus esse, erit omnium servus.  Ligeledes Markus 10,35ff, hvor Zebedæussønnerne stræber efter magten, så at den ene skal sidde ved den højre, den anden ved den ventre side, da modtager de det værdige svar, at de skal drikke kalken og dog ikke være sikre på, hvor de vil blive placeret. Denne magtstræbens skrøbelighed, hvad mærkeligt er der i, at den også har været i de romerske paver, såvelsom i mange hellige og martyrer, når Kristus fandt den hos apostlene? Endelig, da de to apostle ved denne arrogance opvakte indignation hos de andre og der atter opstår strid om, hvem der var den største, kaldte Jesus dem sammen og sagde til dem: I ved, at de, som synes at stå i spidsen for hedningerne, hersker over dem og at deres fyrster har magt over dem. Men ikke således hos jer: Men den, der vil være større, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl. 
66 Iterum exemplum suum addit: Nam et filius hominis non venit, ut ministraretur ei, sed ut ministraret et animam suam daret redemptionem pro multis. Quis autem non videat, quod hoc ministerium nec pontifices nec eorum adulatores quaerunt sed potestatem solam? Quia Christum ministratorem arduum est imitari.  Igen tilføjer han sit eget eksempel: For også menneskesønnen er kommet, ikke for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Men hvem kan ikke se, at det ikke er denne tjeneste, som paverne og deres smigrere søger, men alene magten? For man skal efterligne den brændende tjener, Kristus.
67 Item eiusdem ix. Et venerunt Capernaum. Qui cum domi essent, interrogabat eos: Quid in via tractabatis? At illi tacebant. Siquidem in via inter se disputaverunt, quis eorum maior esset. Et residens vocavit duodecim et ait illis: Si quis vult primus esse, erit omnium novissimus et omnium minister. Et accipiens puerum statuit eum in medio eorum, quem cum complexus esset, ait illis: Quisquis unum receperit in nomine meo, me recipit.  Det samme i Mark 9,33ff: Og de gik til Kapernaum. Da de var kommet hjem, spurgte han dem: Hvad talte I om på vejen? Men de tav. De havde nemlig på vejen diskuteret med hinanden, hvem af dem der var den største. Og han satte sig ned og kaldte de tolv til sig og sagde til dem: Hvis nogen vil være den første, skal han være den yngste af alle, og alles tjener. Og han tog et barn og satte det midt imellem dem, omfavnede det, og sagde: Den, der modtager én i mit navn, modtager mig. 
68 Eadem Lucas ix. Intravit autem cogitatio in eos, quis eorum maior esset. At Iesus, videns cogitationes cordis illorum, apprehenti puerum et statuit illum secus se et ait illis: Quicunque susceperit puerum istum in nomine meo, me recipit, et quicunque me receperit, recipit eum, qui me misit. Nam qui minor est inter vos omnes, hic maior est.  Det samme i Lukas 9,33ff. Der opstod en ordstrid imellem dem om, hvem af dem der var den største. Men da Jesus så deres hjerters tanker, tog han et barn og satte det ved siden af sig og sagde til dem: Den, der modtager et sådant barn i mit navn, modtager mig, og den, der modtager mig, modtager ham, som sendte mig. For den, der er den mindste af jer alle, han er den største. 
69 Item Matth. xviij. In illa hora accesserunt ad Iesum discipuli dicentes: Quis, putas, maior est in regno coelorum? Et advocans Iesus parvulum statuit eum in medio eorum et dixit: Quicunque humuliaverit se sicut parvulus iste, hic maior est in regno coelorum.  Ligeledes Matt 18,1ff: På den tid kom disciplene hen til Jesus og sagde: Hvem mener du er den største i himmeriget? Og han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det i midten af dem og sagde: Enhver, der ydmyger sig ligesom dette lille barn, han er den største i himmeriget. 
70 Nunc vide, quantis verbis, quot exemplis, quanta diligentia Christus praevenerit et prohibuerit ambitionem illam, quam tanto tumore iactant decreta et decretales ac ita repetunt et inculcant, ac si hoc sit pascere populum Christi, quod est potestatem iactare et ambire. Non ergo potestas, sed (W235) servitus imponitur Episcopos. Quis autem non libens patietur eos servire, si vellent?  Se nu, med hvor mange ord, med hvor mange eksempler, med hvor stor omhu Kristus forekommer og forhindrer dette magtstræb, som dekreterne og dekretalerne med en så stor hovenhed praler af og således gentager og indprenter, og hvis dette skal være at vogte Kristi folk, hvad er det da at prale af og stræbe efter magten. Derfor pålægges der biskopperne, ikke magt, men tjenestestilling. Men hvem holdt ikke gerne ud til at tjene dem, hvis de ville det?
71 Unde meo iudicio, sicut apostoli usque ad finem vitae Christi contenderunt nec tot exemplis et verbis Christi ab humana ista affectione temperarunt, et tamen nullum permisit obtinere primatum, donec omnes dispersi eum relinquerent, ita in ecclesia tot iam seculis contenditur de primatu prohibito, nec auditur Christus interim tot vocibus resistens nec ulli obtinere permittens, donec forte et ipsi adveniente Antichristo dispergantur et Christum negent.  Derfor er det såvidt jeg kan se sådan, at ligesom apostlene indtil enden af Kristi liv stredes og hverken med Kristi eksempel eller ord kom til at beherske denne menneskelige følelse, og han dog ikke tillod nogen af dem at opnå primatet, indtil de alle spredtes og forlod ham, således har man ført strid i kirken igennem så mange hundrede år om det forbudte primat, og Kristus hører man ikke, skønt han med så mange røster modstår det og ikke vil tillade nogen at opnå det, indtil måske også de selv, når Antikrist kommer, spredes og fornægter Kristus. 
72 Nam apostoli primum haec pulchre servabant, quando Iacobum minorem episcopum Hierosolymis constituerunt, et Petrus, Iacobus ac Ioannes a se suos primatus reiecerunt. Post illos autem mox tam Christi quam apostolorum exemplo neglecto sine fine contendunt non pro verbo, quo plus doceant, sed quo latius mandare, ligare, solvere et lucrari queant.  For i førstningen adlød apostlene smukt dette, da de indsatte Jacob den yngre som biskop i Jerusalem, og Peter, Jacob og Johannes viste primatet fra sig. Men efter dem fornægtede man snart både Kristi og apostlenes eksempel og var uden ende i strid, ikke om ordet, hvordan man kunne lære det bedre, men om, hvordan man kunne lovgive videre, binde, løse og tjene penge. 
73 sic enim et nos infirmitates pontificum non sine multis scandalis ferre cogimur propter Christum. Si enim iuris divini erat primatus Petri, impiissime fecit una cum Ioanne et Iacobo, quod minorem Iacobum sibi Episcopum praetulerunt in ecclesia Hierosolymitana, cuius omnes erant membra: unde et Paulus Gal ij. Iacobum praefert Petro in censendis columnis ecclesiae.  Således tvinges nemlig også vi til for Kristi skyld at bære pavernes svagheder ikke uden mange skandaler. Men hvis Peters primat var i overensstemmelse med guddommelig ret, så handlede han meget ufromt tillige med Johannes og Jacob, fordi de foretrak Jacob den yngre som biskop for kirken i Jerusalem, hvoraf de alle var medlemmer. Derfor sætter Paulus også i Gal 2,9 Jacob foran Peter, da han nævner kirkens søjler. 
74 Nunc ex historiis et rationibus. 

Prima est ipsa Actuum apostolorum, ubi Petrus aequalis scribitur caeteris apostolis, denique sui sermonis c. xv. confirmationem a Iacobo accepit. 

Nu følger så historiske grunde og fornuftsgrunde.

Først er der selve Apostlenes Gerninger, hvor Peter beskrives som ligestillet med de øvrige apostle, og der er hans prædiken i kapitel 15,13, som bliver godkendt af Jacob. 

75 Deinde nullum apostolorum ipse ordinavit nec ullus sub ipso fuit. Quomodo ergo successor Petri omnium apostolorum successores sub se habere potest? Quid, quaeso, ad haec dici ab ullo potest? Item Matthiam nec ipse nec omnes simul ausi sunt in apostolum ordinare, sed ex deo postularunt tantum, quod est evidentissimum argumentum, nullum apostolorum alteri fuisse praelatum, sed a solo deo quemlibet caeteris aequaliter vocatum et institutum.  Dernæst er der ingen af apostlene, som selv ordinerede eller satte nogen under sig. Hvordan skulle så Peters efterfølger kunne have alle apostlenes efterfølgere under sig? Jeg spørger, hvad der kan siges hertil af nogensomhelst. Ligeledes vovede de ikke selv at ordinere Matthias til apostel, men de bad blot til Gud om det, hvilket er et soleklart argument for, at ingen af apostlene var sat over nogen anden, men at hver enkelt kun var kaldet og indsat af Gud. 
76 Secunda Gala. ij. Antiochiae Petrus a Paulo reprehendebatur, in quo patet rhomanum pontificem subesse cuilibet melius sentienti, nec ideo verum esse aut bonum, quia ipse sic dicit aut facit, sed rationem reddere tenetur, immo non semper potest reddere, sed cum Petro aliquando errat.  For det andet har vi Gal 2,11f, hvor Peter får bebrejdelser af Paulus, hvoraf fremgår, at den romerske pave står under hvemsomhelst, der har en bedre mening end han, og at det ikke af den grund er sandt eller godt, at det er ham, der siger eller gør det, men han må holdes fast på at give grunde, ja, han kan ikke altid give grunde, men tager som Peter af og til fejl. 
77 Tertia ecclesiastica historia li. v. Victor primus, rhomanus pontifex, Asiae Episcopos voluit excommunicare: redargutus autem est non a Paulo sed ab Hyrenaeo Lugdunensi et coercitus etiam a caeteris omnibus, monitus et iussus pacem habere et ecclesiam non conturbare, quibus sicut decuit cessit. Item ibidem: Anicetus quoque cessit Polycarpo Smyrneo episcopo nec eum cogere potuit in sua decreta.  For det tredie er der kirkehistorien bog 5. Victor den første, romersk pave, ville exkommunikere biskopperne i Asien. Men der bliver argumenteret imod ham, ikke af Paulus, men af Irenæus fra Lyon, og tvunget også af mange andre, bliver han formanet og befalet til at holde fred og ikke forstyrre kirken, og det bøjede han sig for, som sig hør og bør. Ligeledes sammesteds: Anicetus bøjede sig også for Pylokarp, biskop i Smyrna, og kunne ikke tvinge ham med sine dekreter. 
78 Item hist. tripart. li. iiij. Iulius (W236) primus conatus prohibere, ne citra suam autoritatem concilium cogerent orientales episcopi, inaniter egit, quia nihil illi hoc curarunt et acutissime ei rescripserunt.  Ligeledes trehistorien, bind 4. Julius den første forsøgte at forhindre, at de orientalske biskopper uden hans tilladelse sammenkaldte til koncil, men det var forgæves, fordi disse ikke tog sig af det og svarede ham skarpt tilbage. 
79 Quarta, Rhomanum pontificem esse omnibus superiorem humano decreto sancitum est, nempe Constantini quarti, Graecorum imperatoris, ut scribit Platina in Benedicto ij. nec sic tamen observatum Episcopis aliis.  For det fjerde, at den romerske pave er alle overordnet, blev bestemt ved et menneskeligt dekret, nemlig Konstantin den Fjerdes, de græskes kejser, som Platina skriver til Benedictus den anden, men sådan er det dog ikke blevet overholdt af andre biskopper. 
80 Quinta, Nunquid Cyprianum et Augustinum aliosque Affricae episcopos confirmavit papa, qui tamen de latina ecclesia erant? Nunquid eorum concilia impedivit? aut conciliabula fuerunt, quia sine rhomani potificis autoritate gesta sunt, ut in eorum libris clare habetur? For det femte, mon paven bekræftede Cyprian og Augustin og andre afrikanske biskopper, skønt de dog tilhørte den latinske kirke? Mon han forhindrede deres konciler? eller mon de var småkonciler, fordi de fandt sted uden den romerske paves autoritet, som det klart ses af deres bøger? 
81 Sexta, quando Alexandrinum, Antiochenum, Hierosolymitanum et alios Aegypti, Arabiae, Syriae, Asiae totiusque orientis Episcopos instituit? Hi omnes ergo haeretici fuerunt? absit.  For det sjette, hvornår indsatte han den alexandrinske, den antiokenske, den jerusalemitiske og andre biskopper fra Ægypten, Arabien, Syrien, Asien, ja hele orienten? Disse skulle altså være kættere! Selvfølgelig ikke. 
82 Septima, nec hodie sub rhomano pontifice sunt, qui in Perside, India, Schitia totaque oriente sunt. An putas, nullos ibi esse Christianos? et regnum Christi in Rhomam coactum, cuius sunt omnes fines terrae, ps. ij. et xxi.? An non sunt Episcopi, quia non induunt vestes, non habent palatia, equos aliasque pompas rhomanas? Sufficit, quod verbum dei docent, quod diligunt ac pascunt, quia sic nec apostolos confiteberis Episcopos fuisse, si faciem rerum, non res ipsa contemplari coeperis, immo eo meliores Episcopi, quo a larvis facierum remotiores, et eo minus Episcopi, quo propriores.  For det syvende, end ikke i dag er de mennesker under den romerske pave, som bor i Persien, Indien, Skytien og hele orienten. Mon du mener, at der ikke er nogen kristne dèr? og at Kristi rige er indsnævret til Rom, det, hvis grænser er jordens ender (Sl 2,8; Sl 22,28)? Mon de ikke er biskopper, fordi de ikke ifører sig klæder eller har palatier, der står lige med al anden romersk pragt? Det må være nok, at de lærer Guds ord, at de elsker og vogter, fordi du jo må erkende, at heller ikke apostlene var biskopper på den måde, hvis du begynder at se på de ydre ting, og ikke på sagen selv, tværtimod må man vel sige: Jo bedre biskopper, des længere borte fra de ydre masker, jo dårligere biskopper, des nærmere ved dem. 
83 Octava, scribit Hieronymus de illustribus viris, quod Achacius Episcopus Caesariensis, discipulus Eusebii Pamphili, Imperante Constantio, Liberium papam deposuerit et Foelicem constituerit. Item Johannem Chrysostomum non rhomanus pontifex, sed Theophilus Alexandrinus et Epiphanius Cypri Episcopi, ut in tripartita, deposuerunt. Item Epiphanus Cypri, minor Episcopus Iohanne Hierosolymitano Episcopo, eundem excommunicavit et penituit communicasse cum illo, ut d. Hieronymus scribit contra eundem. Et si historia consyderis, quomodo nunc imperatores papam, nunc contra papa imperatores, item papa Episcopos et episcopi papam mutarint, statuerint, deposuerint, credas te Iliada quandam videre. nec mirum: quia Christum non audierunt ambitiones prohibentem, ideo toties colliduntur et turbantur.  For det ottende, skriver Hieronymus om de oplyste mænd, at Akacius, biskop i Kæsarea, discipel af Euseb fra Pamfylien, under kejser Konstans afsatte Liberius og indsatte Felix. Ligeledes var det ikke den romerske pave, men som historia tripartita beretter om det, biskopperne Theofilus fra Alexandria og Epifanius fra Cypern, der afsatte Johannes Chrysostomus. Ligeledes, at Epifanus fra Cypern, underbiskop under biskop Johannes i Jerusalem, ekskommunicerede ham og forbød at have samkvem med ham, som doktor Hieronymus skriver imod ham. Og hvis du betragter historien, hvordan snart kejsere står mod paver, snart paver mod kejsere, hvordan snart paven vender sig imod biskopperne og snart biskopperne imod paven, for at ændre, indsætte og afsætte, så kunne du tro, at du overværer Iliaden genforfalt. Og ikke mærkeligt. Fordi de ikke adlyder Kristus, som forbyder deres ambitioner, derfor støder de sammen og derfor slås de.
84 Nona, Quid ad hoc dicemus? vera ne est illa sententia, quam tota ecclesia, omnia etiam decreta, omnes doctores tenent, esse videlicet episcopos apostolorum successores, ut dis. xxi. c. in novo. (G21c) Si vera, quomodo solus rhomanus pontifex est successor (W237) unius apostoli Petri, et caeteri omnes rhomani pontificis sunt subditi?  For det niende: Hvad skal vi sige til dette? Er den sætning ikke sand, som hele kirken, også alle dekreter og alle doktorer holder for sand, nemlig, at biskopperne er apostlenes efterfølgere, sådan som det står i Distinktion 21, kapitlet 'in novo'. Men hvis det er sandt, hvordan kan så alene den romerske pave være efterfølger til den ene apostel Peter, og de øvrige alle være underlagt den romerske pave?
85 Cur non et alii apostoli habent successores? num fuerunt caeteri apostoli successores unius Petri? cur caeteris apostolis aufertur sua gloria et tribuitur soli Petro? Cur non quilibet Episcopi habent, quod apostoli eorum habuerunt, cum Rhomanus habeat, quod Petrus suus praedecessor habuit? Muta ergo verbum et dic, quod Episcopi sunt apostolorum successores, sed unus episcopus Rhomanus est unius apostoli successor.  Hvorfor har ikke også de andre apostle efterfølgere? Mon de andre apostle var efterfølgere af den ene Peter? Hvorfor fjernes de øvrige apostles ære og tillægges Peter alene? Hvorfor har ikke alle biskopperne, hvad deres apostle havde, eftersom den romerske har, hvad Peter, hans forgænger, havde? Lav altså ordet om, og sig, at biskopperne er apostlenes efterfølgere, men den ene romerske biskop er den ene apostels efterfølger. 
86 Ista ratio, fateor, nisi ego sum insensatior trunco cogit et omnium obstruit os, esse Episcopos omnes aequales et sicut rhomanus pontifex a nemine ordinatur, ita quilibet per solam electionem sicut ipse ordinari debet iure divino. Stat enim firma sententia, nullum apostolorum a Petro missum esse, sed omnes eadem a Christo domino aequalia accepisse in suas sortes: ergo eorum episcopi successores aequalia habent cum rhomano pontifice excepta praerogativa honoris seu dignitatis, sicut Paulus ad Corinthios clare scribit: Quid enim minus feci a magnis Apostolis? (2 Kor 11,5. 12,11). Denne grund, tilstår jeg, hvis jeg da ikke er så ufølsom som et brædt, lukker munden på enhver og tvinger ham til at sige, at alle biskopper står lige og ligesom den romerske pave ikke er blevet ordineret af nogen, således er enhver blevet biskop alene ved sin udvælgelse, sådan som han også bør ordineres efter guddommelig ret. Den sætning står nemlig fast, at ingen af apostlene blev udsendt af Peter, men alle modtog af Herren Kristus det samme i lige grad i hver sin egn: Altså har biskopperne, deres efterfølgere, myndighed på lige fod med den romerske pave, bortset fra æren eller værdigheden ved at stemme først, sådan som Paulus klart skriver til Korintherne: Hvad har jeg nemlig gjort mindre end de meget store apostle? 
87 Decima, Responde: Si rhomanus pontifex praecepto dei est vicarius generalis in tota ecclesia, sequitur inevitabiliter, peccare eos, immo esse haereticos qui non sub eo fuerint. At tunc ecclesia tota primitiva, saltem usque ad cccc annos, cum tot martyribus et sanctis haeretici erunt. Obsecro, quid prodest tantam blasphemiam in ecclesia pro fumidae potestatis pompa statuere? denique etiam sanctus Petrus erit haereticus, qui ante rhomanam ecclesiam cum apostolis fuit Hierosolymis. Vincit me haec ratio invicta.  For det tiende: Svar mig: Hvis den romerske pave ifølge Guds bud er almindelig stedfortræder i hele kirken, så følger uundgåeligt, at de mennesker synder, ja, at de er kættere, de, som ikke var under ham. Men dengang i urkirken, i det mindste de første 400 år, da skulle altså kirken med så mange martyrer og hellige have været kættere. Jamen, hør nu, hvad nytter det at indføre en sådan blasfemi i kirken til fordel for en sådan røgfyldt magts pomp? Og endelig har også den hellige Peter været kætter, for han var før den romerske kirke sammen med apostlene i Jerusalem. Denne ubesejrede begrundelse har besejret mig. 
88 Undecima, Si ulla ecclesia est prima et mater omnium, non est alia nisi Hierosolymitana, ut dixi supra. Quid enim faceret Rhoma, si haberet haec pro se quae habet illa? Nempe quod Isaias et Micheas et omnes prophetae pronunciarunt, de Zion exituram legem euangelii et de Hierusalem verbum domini. (Es 2,3; Mik 4,2). Item quod dominus ibi dedit gloriam in domo sua novissima, ut Haggeus dicit (Hag 2,9). Quod Christus ibi pontifex, apostoli autem velut praebyteri, quod Christus ibi oblatus spiritumsanctum misit.  For det elvte: Hvis nogen kirke er den første og moder til alle, kan det kun være den jerusalemitiske, som ovenfor sagt. Hvad kan nemlig Rom gøre, hvis den jerusalemitiske kan have det til at tale for sig som den har? Nemlig, at Esajas og Mika og alle profeterne forudsagde, at fra Sion ville udgå evangeliets liv og fra Jerusalem Herrens ord. Ligeledes, at Herren dèr giver ære til sit kommende hus, som Haggaj siger. Og at Kristus dèr er ypperstepræst, men apostlene presbytere, og at Kristus forjættede, at Helligånden ville blive sendt dèr. 
89 Et breviter, hinc in omnem terram exivit verbum dei, hinc omnes ecclesiae. Nec est ullius tam impudens frons, qui possit negere hanc esse vere matrem ecclesiarum omnium, fontem, radicem ac matricem, etiam rhomanae ecclesiae. Unde li. ix. tripart. c. xiiij. Episcopi concilio Constantinopolitano congregati significant Damaso episcopo rhomano inter caetera, quae ordinarant, in hunc modum: In matre cunctarum ecclesiarum, Hierosolymis, constituta reverendissimum et deo amabilem Cyrillum Episcopum esse significamus, qui regulariter olim a provintialibus ordinatus &c.  Kort sagt: Herfra udgik over hele verden Guds ord, herfra udgik alle kirker. Og der er da heller ikke nogen, der er så fræk, at han kan nægte, at den kirke i sandhed er moder til alle kirker, er kilden, roden og mønstret, også til den romerske kirke. Derfor fortæller 'historia tripartita', bog 9, kapitel 14, at biskopperne, der var forsamlede til det konstantinopolitanske koncil, blandt andet forklarede den romerske biskop Damasus, hvad de bestemte, på følgende måde: Vi erklærer, at i moderen til samtlige kirker, den jerusalemitiske kirke, blev den højværdige og gudelskende Cyril indsat til biskop, og han blev ordineret efter de gamle regler for provinserne, osv. 
90 Hic claret, matrem omnium ecclesiarum tunc habitam Hierosolymitanam et concilium fuisse citra pontificis rhomani autoritatem habitum, quod esset haereticum, si iure divino niteretur rhomani episcopi potestas. Si ergo haec non habet primatum, immo vix (W238) quintum [locum] ei dederunt, quanto minus Rhomana habet, quae est eius discipula! Dicat adversus haec aliquid qui potest.  Heraf fremgår det klart, at man dengang regnede Jerusalem for moderen til alle kirker, og at et koncil blev afholdt uden den romerske paves autoritet, hvilket ville være kættersk, hvis den romerske paves magt hvilede på guddommelig ret. Hvis altså denne ikke havde primatet, ja, de næppe havde givet ham det femte [sted], hvor meget mindre har så ikke den romerske kirke, som er dennes discipel! Lad den, der kan, sige noget imod dette.
91 Duodecima, concilium Nicenum, ut scribitur li. x. c. vi. hist. eccle., statuit articulo vi. in hunc modum: Et apud Alexandriam vel in urbe Rhoma vetusta consuetudo servetur, ut vel ille Aegypti vel huc suburbanarum ecclesiarum solicitudinem gerat. Responde: Hoc concilium omnium fere sacerrimum est, et ecce, non modo non primatum et monarchiam Rhomano dat pontifici, sed ex vetusta consuetudine, non iure divino, tribuit solicitudinem Italicarum et suburbanarum ecclesiarum. Atque haec in propositione mea tetigi, quando dixi, quod contra frigidissima decreta staret decretum huius concilii.  For det tolvte: Det nikænske koncil, som beskrevet i historia ecclesiae bog 10, kap 4, fastslår i artikel 6 følgende: Og i Alexandria såvelsom i byen Rom overholdes en ældgammel sædvane, hvorved gives omsorg både for Ægyptens menigheder og for menighederne i Roms omegn. Svar på det: Dette koncil er næsten det allerhelligste af alle, og se, ikke blot giver det ikke den romerske pave primat og eneherredømme, men ud fra en ældgammel sædvane, ikke ud fra guddommelig ret, tillægges der omsorg for de italiske menigheder og menighederne Roms omegn. Og det var det, jeg hentydede til, da jeg i min tese sagde, at dette koncils dekreter står i modsætning til de uduelige dekreter. 
92 Si ergo sum haereticus, age, tollant primum hoc concilium, cui me ipsa quoque decreta tanquam euangelio cogunt obedire. Non possum duobus dominis servire contrariis.  Hvis jeg altså er kætter, se, så ophæver de som det første dette koncil, som de selv tvinger mig til at adlyde som var det evangeliet. Jeg kan ikke tjene to herrer, der modsiger hinanden. 
93 Decimatertia, idem Nicenum concilium statuit, non a rhomano episcopo omnes episcopos ordinari, sed a provintialibus episcopos, dicens: Et ut, si forte in ordinando episcopo duo vel tres pro aliqua contentione dissentiant, reliquorum autoritas et praecipue Metropolitani cum caeteris firmior habeatur. Obsecro, quid amplius facere debeo? Non satis est, quod rhomano pontifici omnia quae sibi arrogat libens cedo? debeo insuper probare, quod haec decreta sunt contempta et irritata humano unius Episcopi arbitrio?  For det trettende: Det samme nikænske koncil stadfæstede, at alle biskopper skulle ordineres, ikke af den romerske biskop, men af nabobiskopperne, og sagde: Og for at, hvis måske, når der skal ordineres en biskop, to eller tre er uenige i én eller anden strid, så kan de have de øvriges autoritet og især hovedbyens biskop sammen med de øvrige så meget des stærkere. Jamen, ikke sandt, hvad mere skal jeg gøre? Er det ikke nok, at jeg frivilligt viger for den romerske pave i alt, hvad han tilraner sig? Bør jeg derudover bevise, at disse dekreter er ødelæggende for det menneskelige påfund med kun én biskop? 
94 Decimaquarta, idem Nicenum concilium Episcopo Hierosolymitano, non rhomano tribuit honoris primatum, dicens ibidem: Et ut Episcopo Hierosolymorum antiquitus tradita honoris praerogativa servetur, manente nihilominus et Metropolitani ipsius provintiae dignitate. Doce me, lector, quid faciendum sit, quando non satis est me hodierno tempore confiteri, rhomanum pontificem esse primum, nisi mentiar quoque et negem alium antiquitus fuisse primum et tanti concilii autoritati resistam. For det fjortende: Det samme nikænske koncil tillægger den jerusalemitiske biskop, ikke den romerske, æren af primatet, idet det hævder, sammesteds: Og skønt der fra gammel tid er blevet tillagt den jerusalemitiske biskop æren af at stemme først, så har det ikke desto mindre sit forblivende med den metropolitanske provins' værdighed. Fortæl mig, kære læser, hvad jeg skal gøre, når det i disse moderne tider ikke er nok for mig at bekende, at den romerske pave er den første, hvis jeg ikke også lyver og nægter, at i gamle dage var en anden den første, og modstår et så stort koncils autoritet. 
95 Denique in concilii Niceno primo loco sedisse scribitur Eustachius, Antiochenae ecclesiae Episcopus, non Rhomanus nec legatus Rhomani Episcopi li. ij. tripart. c. v. quod esset intolerabile hodierno iuri Rhomani Episcopi, nec tamen ideo haereticus fuit aut Nicenum concilium contra ius divinum egit.  Endelig var det på det nikænske koncil således, skriver Eustakius, den antiokenske kirkes biskop, at mødet ikke blev ledet af den romerske biskop eller den romerske biskops udsending, tripartita historia, bog 3, kap 5, hvilket ville være utåleligt for den romerske biskops ret i dag, og dog regnes det ikke af den grund for et kættersk koncil eller for at have været imod guddommelig ret. 
96 Decimaquinta, si Rhomana ecclesia est prima propter primum apostolum Petrum eadem necessitate confitebimur, et Compostellanam ecclesiam esse secundam propter apostolum sanctum Iacobum et Ephesinam tertiam propter apostolum tertium Ioannem, et sic per ordinem apostolorum. At iste ordo nunquid servatur? quo iure ergo solus Petrus primam facit ecclesiam nisi humano?  For det femtende: Hvis den romerske kirke er den første på grund af apostelen Peter, så må de ud fra den samme nødvendighed indrømme os, at kirken i Compostella er den anden på grund af den hellige apostel Jacob, og Efesus den tredie på grund af den tredie apostel Johannes, og således ned gennem apostelrækken. Men er denne rækkefølge nogensinde blevet fulgt? Med hvilken ret skulle så alene Peter bevirke, at hans kirke blev den første, om ikke netop ved en kun menneskelig ret? 
97 Cur ergo Constantinopolitana, quae nullum habet Apostolum, praefertur (W239) secundo loco Compostellanae? Cur Alexandrina, quae et ipsa nullum habet apostolum, praefertur Ephesiae? Cur Antiochena sine apostolo praefertur Edessena, quae apostolum Thomam habet? Cur Hierosolymitana his omnibus quinto loco postponitur, quae Christum, Petrum, Jacobum, Ioannen, item Iacobum columnas (ut Paulus Gala. ij. scribit) habuit et universos discipulos? vides, quam sit nulla ratio, quam Christus studiose huius primatus ambitionem praevenerit et caussas eiusdem penitus confuderit.  Og hvorfor skulle menigheden i Konstantinopel, som ikke har nogen apostel, foretrækkes fremfor den i Compostella på andenpladsen? Hvorfor skulle menigheden i Alexandria, som heller ikke har nogen apostel, foretrækkes fremfor den i Efesus? Hvorfor foretrækkes Antiokia uden apostel fremfor Edessa, hvor apostelen Thomas boede? Hvorfor skal den jerusalemitiske menighed sættes tilbage til femtepladsen, den, som dog havde Kristus, Peter, Jakob, Johannes, den anden Jakob, som kaldes søjler (som Paulus skriver Gal 2,9), og en masse disciple? Her ser du, om det var uden grund, at Kristus så ivrigt kom ambitionen om dette primat i forkøbet og fuldstændig sammenblandede deres begrundelser. 
98 Decimasexta, si ad solos Petri successores pertinet verbum Christi 'Tu es Petrus' et 'pasce oves', pari sequela concludetur, solius Ioannis successores esse filios Mariae in cruce commendatos (Joh 19,26), solos plus caeteris dilectos, quia hunc solum in cruce allocutus matri commendavit: Ergo ab Ephesinis Episcopis accipiunt caeteri, ut sint filii ecclesiae et Mariae. Item soli successores Iacobi et Ioannis essent filii Tonitrui, et soli successores Iacobi minoris essent fratres domini. Et omnino omnium, ad quos Christus semel locutus est, successores, haberent eadem iure divino. Quo quid vanius dici potest?  For det sekstende: Hvis Kristi ord 'Du er Petrus' og 'vogt mine får' alene henviser til Peter, så kan man med samme følgekraft slutte, at alene Johannes' efterfølgere er Marias sønner, fordi han fik overdraget omsorgen for hende ved korset, at alene de er elskede fremfor de andre, fordi det alene blev sagt til ham, da han fik overdraget omsorgen for Jesu mor. Altså skal de andre biskopper have det overdraget fra de efesiske, at de er kirkens og Marias sønner. Ligeledes skulle alene Jakobs og Johannes' efterfølgere være tordensønner, og alene Jakob den yngres efterfølgere være Jesu brødre. Og således skulle i det hele taget alle deres efterfølgere, til hvem Kristus har talt, have hver sit ifølge guddommelig ret. Men hvad kan der siges mere dumt end dette? 
99 Decimaseptima, Si papa esset iure divino super omnes fideles ecclesiae, nullus potest eum absolvere nec confitentem audire. Quia quicquid iuris divini est, immutabile est nec ulla ratione potest se alteri submittere et potestatem super se pati sine iuris divini iniuria. Non enim potest inferior superior fiere ullo pacto nisi hominum arbitrio: ius divinum stat fixum in eo quod est.  For det syttende: Hvis paven ifølge guddommelig ret står over alle kirkens troende, så kan ingen absolvere ham eller hører hans bekendelse. Fordi hvad der er af guddommelig ret, er uforanderligt og han kan ikke uden begrundelse underkaste sig under en anden, eller tåle, at nogen anden har magt over ham, uden skade på den guddommelige ret. Det lavere kan nemlig ikke blive til det højere på nogen måde, undtagen ved menneskelig vilkårlighed. Den guddommelige ret står fast i det, den er. 
100 In fine dico, me nescire, an Christiana fides pati possit, in terris aliud caput ecclesiae universalis statui praeter Christum: sunt, qui Christum in ecclesiam triumphantem reiiciunt, ut Rhomanum pontificem militantis ecclesiae caput constituant contra expressum euangelium Matthei ultimo: Ecce ego vobiscum sum usque ad consummationem seculi (Matt 28,20), et illud Act. ix. Saule Saule, quid me persequeris?  Til sidst vil jeg sige, at jeg ikke véd, om den kristne tro kan tåle, at der på jorden oprettes noget andet overhoved end Kristus. Der er dem, der forflytter Kristus til den triumferende kirke, så at de indsætter den romerske pave til overhoved for den kæmpende kirke, stik imod, hvad der er udtrykt i matthæusevangeliets slutning: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende; og stik imod ordet fra Apostlenes Gerninger 9,4: Saul Saul, hvorfor forfølger du mig? 
101 Ideo enim regnum fidei ecclesia vocatur, quod rex noster non videtur, sed creditur, sicut i. Cor. xv. dicit: Oportet illum regnare, donec ponat inimicos suos scabellum pedum suorum, et tunc tradet regnum deo et patri. At hi regnum rerum praesentium faciunt, dum visibile caput erigunt. Nam et mortuo pontifice Ecclesia non est sine capite, cur ergo vivo pontifice Christus non pro capite solus habetur? An vivo pontifici cedit et mortuo succedit velut quidam alternus pontifex? Si autem et vivo pontifice caput est, ut quid duo capita in ecclesia statuimus?  For af den grund kaldes kirken troens rige, at vor konge ikke ses, men tros, sådan som det siges 1 Kor 15,25.24: Han bør herske, indtil han har lagt alle fjender som skammel for sine fødder, og så overgiver han riget til Gud og Faderen. Men disse gør riget til et rige over de nærværende ting, idet de opretter et synligt overhoved. For også, når paven er død, er kirken ikke uden overhoved, hvorfor kan så ikke, mens paven lever, Kristus regnes for det eneste overhoved? Mon han skal vige for den levende pave og efterfølge den døde, som en slags reservepave? Men hvis han også er overhoved, når paven lever, hvorfor fastholder vi så to overhoveder i kirken? 
102 Concludo.

Omnis sacerdos in articulo mortis et necessitatis est Episcopus, est Papa, habens plenissimam plenitudinem potestatis super confitentem, ut tenet (W240) sententia communis totius ecclesiae et ex beati Cypriani epistolis evidenter convincitur. Ergo nec Papa est Episcopis, nec Episcopus est superior presbyteris iure divino: tenet consequentia, quia ius divinum est immutabile tam in vita quam in morte.

Finis.

Si quis requiris amplius, alibi invenies.

Et in terra pax hominibus bone voluntatis. 

Jeg konkluderer.

Enhver præst er i artiklen om død og nødvendighed biskop, ja pave, idet han har den allermest gennemgribende magt over den bekendende, som det fastholdes efter hele kirkens almindelige mening og man klart overbevises om det af den salige Cyprians breve. Altså er hverken paven overordnet biskopperne, eller biskoppen overordnet presbyterne ifølge guddommelig lov. Det er konsekvensen, eftersom den guddommelige ret er uforanderlig såvel i livet som i døden.

Slut.

Hvis nogen vil vide mere, må du søge det andetsteds.

Og på jorden fred i mennesker med god vilje. 


 
 

Noter:

Note 11: WA note: Lateran-koncilet 1512-1517.

Note 20: WA note: Nach dem Urtext ist 'presbyteros' zu lesen. Men det er ikke klart, hvilken 'urtekst' der tænkes på. Er det mon Hieronymus' brev? Eller er det den græske grundtekst? Sidstnævnte sted bruges i hvert fald ordet 'presbyteros'. I Vulgata står der også 'presbyteros'. I Gratian 93/24d står der 'presbiteros'.

Note 21: Der er en bemærkelsesværdig forskel i ordvalget mellem Hieronymus' gengivelse af 1 Pet 5,2 her og hans tilsvarende gengivelse i Vulgata. I Vulgata hedder det: 'seniores ergo qui in vobis sunt obsecro consenior et testis Christi passionum qui et eius quae in futuro revelanda est gloriae communicator 5:2 pascite qui est in vobis gregem Dei providentes non coacto sed spontanee secundum Deum...' I brevet bruger han ordet 'inspicite' som gengivelse af EPISCOPOUNTES, i Vulgate ordet 'providentes'. Man kan forøvrigt lægge mærke til, at EPISCOPOUNTES kun findes i enkelte håndskrifter.

Note 23: WA note: Wohl Lesefehler für Eraclam.

Note 32: Dette findes ikke hos Gratian (Friedbergs internetudgave), og må således tænkes at være Luthers kommentar, anbragt midt inde i Gratians tekst. Derfor parantesen.