Luthers resolution før Leipzig 04


Resolutio Lutheriana super propositione sua decima tertia de potestate papae (per autorem locupleta).

Tilbage til oversigten!

WA Bind II, side 213-225.
 
1 Sed sequitur digna applicatio similitudinis: Si conscientiarum factor et cognitor secretorum conditione hac usus est, nec semel tantum, sed et secundo et usque ad contristationem, qua nos oportet solicitudine tantam ecclesiae praelationem imponere fratribus, quorum conscientias non videmus? (significast#6)  Men nu følger den værdige udlægning af denne sammenligning: Hvis den, der gør sig samvittighed, og den, der erkender de hemmelige ting, bruger denne betingelse, ikke blot én gang, men to gange, ja indtil tristhed, med hvilken bekymring bør vi så ikke pålægge de brødre et så stort kirkeligt prælatur, hvis samvittigheder vi ikke ser?
2 Nec mirum certe, quia Petrus, Paulus et alii apostoli non erant tam soliciti tanta solicitudine, quanta nunc sunt Rhomani, deinde quia cognoverunt forte conscientias illorum, quos sacerdotes constituebant, nec exemplum Christi adeo curaverunt. Nonne hoc est seipsum ridere? Sed nec Christus, cuius oves sunt propriae, licet pro eis se traderet, non tamen fuit tam solicitus, ut iuramentum a Petro exigeret, sed velut dormitans dilectionem tantummodo, (W214) rem sane levissimam, exegit.  Det er sandelig ikke mærkeligt, at Peter, Paulus og de andre apostle ikke var så bekymrede med en så stor bekymrethed, som de romerske nu er. Nå ja, de kendte måske de menneskers samvittigheder, som de indsatte til præster, men Kristi eksempel efterlevede de ikke af den grund. Mon ikke det er gøre sig selv til grin? For det lader sig ikke gøre at drage Kristus ind til fordel for dem, som han var overfor sine egne får, for han var dog ikke så bekymret, at han krævede edsaflæggelse af Peter, han krævede blot kærlighed, om det så var en sovende kærlighed, som er en bagatel. 
3 Quandoquidem, nisi iuramentum Paschalis charitati praeponeret, sine dubio exemplo Christi contentus esset, nec se oportere magis solicitum esse quereretur quam Christum ipsum, qui et Iudam praeposuit ovibus pascendis, quam malum esse novit, atque id sine conditione. Vides enim, ut arguit a minori 'Christus exegit, quanto magis nos', (significast#6) quasi vero hoc aliquid ad rem pertineat, quod Christus conscientias novit, rhomanus pontifex non novit, cum Christus exemplum in hoc omnibus praebuerit imitandum. denique et nos non novimus conscientias rhomani pontificis: iuret ergo et nobis conditionem, Christi saltem.  Hvis derfor blot Paschalis ville sætte kærlighed i stedet for edsaflæggelse, ville han uden tvivl være tilfreds med Kristi eksempel, og han burde ikke søge at være mere bekymret, end Kristus selv var, han satte jo også Judas til at vogte sine får, skønt han vidste, han var ond, og det uden betingelse. Du ser nemlig, at han argumenterer fra det mindre til det større: 'Kristus krævede det, hvor meget mere må så ikke vi kræve det', som om dette har noget med sagen at gøre, at Kristus kendte samvittighederne, men den romerske pave kender dem ikke, skønt Kristus heri er et eksempel til efterfølgelse for alle. Endelig kender vi heller ikke de romerske pavers samvittigheder. Lad ham derfor aflægge ed, og vi nøjes med Kristi betingelse. 
4 Iterum quaero: Si ignorantia conscientiarum sola est causa exigendi iuramenti, Cur non cogis, ut iuret se recte iurasse, idque sine fine, cum in nullo iuramento conscientiam eius noscas, recte ne iuret an secus? Si autem ignorantia ista conscientiae non movet ad exactionem iuramenti, qua fronte ignorantiam conscientiarum pro causa adducis? Igen spørger jeg: Hvis uvidenhed om samvittighederne er den eneste grund til at kræve edsaflæggelse, hvorfor tvinger du ham så ikke til at aflægge ed på at have aflagt eden ægte nok, og så fremdeles uden ende, eftersom du ikke kender hans samvittighed i nogen edsaflæggelse, om han aflægger eden ret eller slet? Men hvis denne uvidenhed om samvittigheden ikke får dig til at kræve edsaflæggelse, hvor frækt er det så ikke at fremføre uvidenhed om samvittigheden som grund?
5 Quae est ista mirabilis in uno homine super eodem homine patientia et impatientia ignoratae conscientiae? Si accepto iuramento tantam administrationem ei cedis, cur non, quod levius erat, iuramentum cedis? An putas, quod maior res sit iuramentum tibi praestitum quam tantae ecclesiae administratio? Hvad er denne forunderlige tålmodighed og utålmodighed i ét menneske over det samme menneske med hensyn til, at man ikke kender samvittigheden? Hvis du indrømmer ham en så stor administration på baggrund af en modtagen ed, hvorfor så ikke indrømme ham eden, hvilket da er lettere? Mon du mener, at det er en større sag for dig at yde en ed, end at administrere en så stor kirke? 
6 Ad haec, ignorata conscientia debuit te quam tutissimum facere ad imponendum praelationem, ut eo magis relinqueres iuramentum, quo minus conscientias nosti, ne forte ad periurium eum cogeres. Gaudendum tibi fuit, hanc tibi a Christo relictam libertatem, ut possis eis oves committere, quorum corda non nosti. Hvad dette angår, at du ikke kender samvittigheden, burde du være lige så sikker i at pålægge prælaturet, som du nu, jo mere du overlader til eden, des mindre kender du deres samvittigheder, at ikke du måske skal tvinge ham i fare. Du burde glæde dig, at du stadig har den frihed fra Kristus, at du kan overdrage fårene til nogen, hvis hjerte du ikke kender. 
7 Nunc per iuramentum secreta exploras aut in periculum fratrem adducis, quorum utrunque gravissimum est, Idque sine causa nec propter deum, sed propter fidelitatem rhomanae ecclesiae.  Nu udforsker du gennem edsaflæggelsen den andens hemmelige ting eller fører en broder i fare, hvilket begge dele er højst alvorlige ting, og det ikke på grund af Gud, men på grund af troskab mod den romerske kirke. 
8 Demum, si ignorantia est causa iuramenti, sequitur, si scires conscientiam, male te exegisse iuramentum. At cum quisque de quolibet debeat optima praesumere et charitatis sit omnia credere, haec ipsa fides de fratris bonitate certior est omni scientia, quod etiam si scires diu scire non possis, credere autem semper possis.  Endelig, hvis uvidenhed er grunden til edsaflæggelsen, så følger deraf, at hvis du kender samvittigheden, var det slet af dig at du krævede edsaflæggelse. Men eftersom enhver bør tro det bedste om hvemsomhelst, og kærlighed består i at tro alt, er selve denne tro på broderens godhed bedre end al viden, for også selv om du véd mere end du kan vide, tro kan du dog altid. 
9 Ultimo: Nunquid post iuramentum nosti eius conscientiam? cur ergo non toto tempore tibi iurat, qui toto tempore caussas iuramenti tibi praestat?  Til sidst: Mon du kender hans samvittighed efter edsaflæggelsen? Hvorfor skal han da ikke hele tiden aflægge ed til dig, fordi han hele tiden giver dig grund til at kræve edsaflæggelse til dig? 
10 Haec dixi, ut videamus, quid sit verbo dei nolle cedere et scripturas suo sensui aptare. quomodo ego sperem apud rhomanos pontifices esse ius interpretandae scripturae, qui tam manifeste scripturas in alieno sensu tractant? Vel, quid non obtineant in terra Rhomani? Dette har jeg sagt, for at vi kan se, hvad det er ikke at ville vige for Guds ord og tilpasse skrifterne til sin egen mening. Hvordan kan jeg håbe på, at de romerske paver har ret til at fortolke skriften, når de så åbenlyst behandler skriften i en anden mening? Eller: Hvad kan de ikke opnå i romerlandet?
11 Quid non audeant eorum nomine adulatores, si haec persuasio eorum nos coeperit et everterit, non licere scilicet eorum dicta cum iudicio legere et eis solis interpretandae scripturae iura concessa esse. Tunc enim (ut Augustini verbo utar) vere sine periculo (W215) primatus huius in ecclesia luditur: sed mirum si non deo et nobis illuditur. Absit, absit ista plus quam Babylonica captivitas.  Dette ville smigrerne ikke vove i deres eget navn, hvis denne deres overtalelse skulle tage fat på at tilbagevise os; det er nemlig efter deres egne ord ikke rigtigt at læse med bedømmelse, og de har ikke lov til selv på egen hånd at fortolke skriften. Da nemlig leger dette primat virkelig i kirken uden fare, at jeg skal bruge Augustins ord. Bort med det, bort med dette mere end babyloniske fangenskab. 
12 Sequitur nunc oppositorum dissolutio: Aiunt, omne iusiurandum a domino in euangelio esse prohibitum (Matt 5,34), nec ab apostolis post dominum nec in conciliis inveniri posse statutum. (significast#7)  Nu følger gendrivelsen af modstandernes standpunkt: 'De siger, at al edsaflæggelse er forbudt af Herren i evangeliet, og at det ikke kan findes at forekomme af apostlene efter Herren eller i koncilernes statutter'. 
13 Quod Christus prohibet et negat, hic affirmat et praecipit. Christus dicit: Quod amplius est, a malo est, (Matt 5,37) id est, non debet fieri. loquitur enim de pronitate iurandi sine necessitate fratris, hoc est, de libidine iurandi: sicut mulierem concupiscere prohibuit, qui tamen debitum coniugibus reddendum non prohibuit, ita libidinem iurandi, non iuramentum debitum prohibuit. Hic dicit 'hoc amplius cogit nos', id est, fieri omnino oportet. Sed audiamus hoc 'malum', quod nullus in verbis euangelii cogitavit unquam:  At Kristus forhindrer det og nægter det, bekræfter og påbyder han her. Kristus siger: Hvad der er derudover, er af det onde, det vil sige, det bør ikke finde sted. Han taler nemlig om uden nødvendighed at binde broderen med en ed, det vil sige, om lysten til at sværge. Ligesom han forbyder at begære kvinden, men dog ikke forbyder at yde sin ægtefælle, hvad man er hende skyldig, således forbyder han lysten til at sværge, ikke den ed, man er skyldig at aflægge. Her siger han: 'Dette 'ud over' tvinger os', det vil sige, det bør ligefrem ske. Men lad os høre dette 'onde', hvilket aldrig tidligere nogen har overvejet i evangeliets ord: 
14 Nonne malum est, inquit, ab ecclesiae unitate et a sedis apostolicae obedientiae resilire et contra canonum statuta prorumpere? quod multi etiam post praestitum sacramentum praesumpserunt. (significast#9)  'Mon ikke det er ondt', siger han, 'at drage sig tilbage fra kirkens énhed og fra lydighed mod det apostoliske sæde, og at kæmpe mod de kanoniske statutter? Hvilket mange regner lige efter det fastsatte sakramente'. 
15 Ego putabam, quod hoc 'malum' esset interpretaturus non diligere Christum, non pascere oves et harum solicitudine exemplo Christi torqueri ad iuramenti exactionem. Verum haec Christus a Petro requirat: hodie curandum, ne ad obedientia sedis apostolicae resiliant Episcopi.  Jeg troede, at dette onde skulle udlægges som ikke at elske Kristus, ikke at vogte hans får, og at fordreje den slags af bekymring for Kristi eksempel til en tvang til edsaflæggelse. Men dette var, hvad Kristus krævede af Peter: Vi skal i dag sørge for, at biskopperne ikke drager sig tilbage fra lydighed mod det apostoliske sæde. 
16 Tunc ego: Episcopus meus nondum quicquam illorum malorum fecit, ut quid ergo exigis iuramentum? An quod ignoras eum non facturum? Cur non in omni praecepto dei exigis iuramentum? cur hic te non compellit malum? an non est malum a praeceptis dei resilire? Quin ecclesiam reples non nisi iuramentis.  Herpå svarer jeg: Min biskop har aldrig nogensinde bedrevet nogen af disse onde ting, hvorfor kræver du da ed af ham? Mon fordi du ikke véd, at han ikke har gjort det? Hvorfor kræver du ikke edsaflæggelse i ethvert Guds bud? Hvorfor tvinger det onde dig ikke her til at kræve ed? Mon det ikke er noget ondt at drage sig tilbage fra Guds bud? Men du fylder kirken med lutter eder. 
17 Si autem in dei praeceptis tam patiens es, ut te tot mala, quae in prospectu dominantur, etiam in domesticis tuis, ad iuramentum non compellunt, quomodo in tuis praeceptis mala, nec praesentia nec forte unquam futura, te compellunt? Men hvis du er så tålsom med hensyn til Guds bud, så alt det onde, som vi ser herske, også i din egen hjemby, ikke tvinger dig til at indføre edsaflæggelse, hvorfor tvinger så noget, der er ondt overfor dine bud, noget ondt, som hverken findes nu eller måske nogensinde vil forefindes, dig til at indføre edsaflæggelse? 
18 Nonne perspicuum fit, quod amor sui, quo magis sese venustat, magis seipsum prodit? Prorsus nulla reliqua est ratio, quin, si in tuis praeceptis iuramenta exigas pro tuo commodo, multo magis exigas pro dei commodo, aut si hic non facis, non sine culpa ibi facis.  Mon ikke det er soleklart, at egenkærlighed, jo skønnere den ser ud, des mere afslører den sig selv? Der er jo overhovedet ingen yderligere begrundelser, ja, hvis du tvinger til edsaflæggelse i dine bud for din bekvemmeligheds skyld, så skulle du meget mere tvinge til det for Guds bekvemmeligheds skyld, eller hvis du ikke gør det dèr, gør du det heller ikke her uden skyld. 
19 Habes ergo malum, quod Rhomani in euangelio intelligunt, quod est suspitio mala de fratribus bonis: nam transgressiones mandatorum dei an malae sint, alii viderunt. O oculus ambitionis et avaritiae! Der er altså noget ondt, som romerne forstår i evangeliet, hvilket er en ond mistanke mod gode brødre: for hvorvidt overtrædelser af Guds bud er ondt, det må andre afgøre. O ambitionens og gerrighedens øje!
20 Sequitur: Hoc nimirum malo ac necessitate compellimur iuramentum pro fide, pro obedientia, pro unitate requirere. (significast#13)  Så følger: 'Ganske sikkert tvinges vi af dette onde og nødvendigheden til at kræve edsaflæggelse for troen, for lydigheden, for énheden'. 
21 Nunquid etiam pro fide Christi, pro obedientia dei, pro unitate fratrum? (W216) Non, sed hoc unum ecclesiae bonum et necessarum est, ut Rhoma secure dominetur et caeterae omnes serviant captivitatem.  Mon dog ikke også for troen på Kristus, for lydigheden mod Gud, for brødrenes énhed? Nej, men dette er alene godt og nødvendigt for kirken, for at Rom kan herske sikkert og alle de øvrige tjene i deres fangenskab.
22 Proinde Christiani in India adhuc magno malo laborant: ita suspitio pessima de optimis fratribus est caussa exigendi iuramenti, quam tamen non habent in praeceptis dei, in quibus praesumunt omnia servari.  Derfor har de kristne i Indien hidtil udarbejdet et stort onde. Derfor er den værste mistanke om de bedste brødre grunden til at kræve edsaflæggelse, hvilken dog ikke findes i Guds bud, i hvilke de antager, at alt er tjeneste. 
23 Etiam hic unitatem ecclesiae fidem et obedientiam rhomanae ecclesiae intelligit, non fidem, spem, charitatem, sacramenta, verbum et caetera quae eadem sunt, sed hoc singulare, quod nulli ecclesiae convenire volunt nisi suae, et tamen unitatem vocant.  Også her forstår han kirkens énhedstro og lydigheden mod den romerske kirke, så det ikke er troen, håbet, kærligheden, sakramenterne, ordet og det øvrige, som er det samme, men dette ene, at de ikke vil, at nogen kirke, undtagen deres egen, skal kunne kalde sammen, og dog kalder de det énhed. 
24 Sola rhomana ecclesia hoc habet hodie vel summum bonum, et tamen caeterae omnis in eo ipso conveniunt, quod non habent, et fiunt unum in re non communi, sed singularissima et uni homini tributa. Sic enim discenda sunt nova vocabula nostris temporibus in scripturis et ecclesia dei. Quanto rectius Cyprianus unitatem hanc charitatem intellexit, sicut et Christus rogavit Iohan. xvij. ut sint unum in nobis, sicut et nos unum sumus: 'unum, inquit, in nobis', non 'in ecclesia Rhomana'.  Alene den romerske kirke har i dag dette højeste gode, og dog kommer alle de øvrige kirker sammen om, hvad de ikke har, og bliver ét i en ikke fælles sag, men i en sag, som tillægges et eneste menneske. Sådan skal nemlig vor tids nye ord læres i skrifterne og Guds kirke. Hvor meget mere rigtigt forstod ikke Cyprian denne énhed som kærligheden, sådan som Kristus krævede Joh 17,21, at de alle kan være ét i os, ligesom også vi er ét. Han siger 'ét i os', ikke 'ét i den romerske kirke'.
25 In fine: Aiunt in conciliis non inveniri statutum, quasi rhomanae ecclesiae legem concilia ulla praefixerint, cum omnia concilia per rhomanae ecclesiae autoritatem et facta sint et robur acceperint, et in eorum statutis patenter excipiatur rhomani pontificis autoritas. (significast#14)  Til sidst hedder det: 'De siger, at der på koncilerne ikke findes sådanne statutter, som om koncilerne kunne foreskrive den romerske kirke nogen lov, eftersom alle koncilerne har autoritet gennem den romerske kirke og er blevet til og blevet holdt stærke, og i deres statutter undtages åbenbart den romerske paves autoritet'. 
26 Quis haec ferat, quaeso? Nunquid Nicenum concilium robur accepit aut factum est autoritate rhomanae ecclesiae? nunquid et multa alia per Augustinum et olim Cyprianum in Aphrica habita? Denique, etiam si statuta exciperent rhomanum pontificem, tamen ipse debet nolle excipi pro aedificatione ecclesiae. Hic autem gloriatur se nemini quicquam debere, ut et deus ei nihil debeat.  Hvem kan udholde dette, spørger jeg? Mon det nikænske koncil blev holdt stærk eller blev til ved den romerske kirkes autoritet? Mon de mange, der blev holdt af Augustin eller tidligere af Cyprian i Afrika? Endelig, selv om statutterne undtog den romerske pave, burde han dog ikke ville være nogen undtagelse af hensyn til opbyggelsen af kirken. Men her roser han sig af, at han ikke skylder nogen noget, ligesom også Gud intet skylder ham. 
27 Ego sane Archiepiscopo Panormitano non tam duro et fragoso plenoque contentionis et tumoris respondissem sermone, quo furor et odium suscitatur, sed dixissem 'Sustine, frater, interim, res magna est, tua solius gratia haec tam subito cassare, quae nos non statuimus'. Sic enim pax et charitas aleretur. At ista decretalis meram superbiam et praefractam fiduciam spirat. (n27).  Jeg for min del ville have svaret ærkebiskop Panormitanus ikke så hårdt og ujævnt og fuld af selvtilfredshed og hovenhed, hvorved vrede og had opvækkes, men jeg ville have sagt: 'Hold ud, broder, lidt endnu, det er en stor sag, at dette alene for din skyld vakler så pludseligt, at vi ikke kan blive stående'. Sådan næres nemlig freden og kærligheden. Men dette dekret ånder af ren og skær overmod og forhåndsmistillid. 
28 Adiiciamus et alteram decretalem, quo firmius probemus, non esse solis pontificibus rhomanis ius interpretandi sacras literas nec oportere captivos esse Christianos in eorum verba, sed cum libero iudicio omnia eorum legenda. (W217)  Lad os tilføje endnu et dekret, hvorved vi endnu stærkere kan bevise, at det ikke kun er de romerske paver, der har ret til at udlægge skriften, og at de kristne ikke bør holde fangne af deres ord, men med en fri bedømmelse læse alt, hvad der står i skriften. 
29 De maioritate et obedientia Cap. solitae, ubi, cum imperator Constantinopolitanus obiecisset rhomano pontifici verbum Petri: subditi estote omni humanae creaturae &c. (1 Pet 2,13) quo voluit patriarcham Constantinopolitanum sibi inferiorem facere, respondet Innocentius tertius sive quisquis fuerit familiaris eius scriba, prorsus ignarus sacrarum literarum, dicens: I 'Om øvrigheden og lydigheden' kapitlet 'solitae', dér, hvor kejseren i Konstantinopel foreholder den romerske pave Peters ord: I skal underordne jer enhver menneskelig skabning osv, fordi han ville gøre patriarken i Konstantinopel til sin underordnede, svarer Innocens den Tredie, eller hvilken hjemmeskriver det nu har været, fuldstændig uvidende om den hellige skrift, og siger:
30 'Verum si personam loquentis et eorum, ad quos loquebatur, ac vim locutionis attendisses diligentius, talem scribentis non expressisses intellectum'.  'Men hvis du mere omhyggeligt havde lagt mærke til den person, der taler, og dem, der tales til, og talens kraft, så ville du ikke have udtrykt en sådan forståelse af den talende'.
31 Vide, quaeso, pastorem hunc ovium Christi, qui interpretaturus verbum dei parat personarum differentias affere, cum verbum dei nihil aeque impugnet atque respectum personarum. Non est enim acceptio personarum apud deum, (Apg 10,34), sed quicquid praecipit omnibus praecipit, magnis et parvis. Sed age, videamus, quam loquentis personam hic novus advehat scripturae interpres.  Jeg beder dig, se denne hyrde for Kristi får, som når han skal udlægge Guds ord skal sørge for at ophæve forskellen mellem personer, eftersom Guds ord ikke bekæmper ligheden eller tager personshensyn. Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud, men hvad han foreskriver, foreskriver han for alle, store som små. Men kom, lad os se, hvilken talende person denne nye skriftfortolker her bringer frem.
32 'Scribebat enim Apostolus subditis suis et eos ad meritum humilitatis provocabat'. 'Apostelen skrev nemlig til sine underordnede og opfordrede dem til fortjenstfuld ydmyghed'.
33 Sic habes loquentis personam et eorum, ad quos scripsit, id est maioris et minoris, deinde vim locutionis, quae est provocatio ad meritum humilitatis. haec ille.  Således har du da den talende person og dem, til hvem der tales, det vil sige, de overordnede og de underordnede; ligeledes talens kraft, som er en opfordring til fortjenstfuld ydmyghed. Såvidt denne. 
34 Principio, quid novi, quaeso, haec affert interpretatio? Quis unquam praecipit aliis aut docet alios quam subditos suos? Quid ergo necessaria est distinctio personarum ad intelligendum hunc solum locum Petri prae caeteris eiusdem et omnium doctorum scripturis? An in caeteris subditi docent maiores, discipuli magistrum, gentes Apostolorum? Veum sic oportet loqui ne taceant, qui vel pessimam caussam tuentur vel ignari sunt literarum sacrarum. fallit autem hunc locutorem, quod verba Petri interim arbitratur esse iuris sui humani, in quibus aliquando maiores statuunt pro inferiorum salute quae ipsos non tangunt. For det første spørger jeg, hvad nyt denne fortolkning fremfører. Hvem har nogensinde påbudt andre eller belært andre end dem, der var deres undergivne? Hvorfor er det da nødvendigt med en skelnen mellem personer for at forstå dette ene sted hos Peter, og ikke nødvendigt hos de andre og alle lærdes skrifter? Mon det i de andre er de undergivne, der belærer de overordnede, disciplene lærerne, hedningerne apostlene? Nej, men sådan kommer de til at tale, hvis de ikke vil tie, som enten forsvarer en meget dårlig sag eller er uvidende om den hellige skrift. Men her falder den, der taler, til jorden, fordi han tror, at Peters ord hører til hans menneskelige ret, i hvilken sommetider de overordnede fastsætter noget til de underordnedes frelse, som de ikke selv var kommet i tanker om. 
35 Atque hoc nimirum est, quod ex divino praecepto Petri nobis consilium facit, dicens, eum provocasse subditos ad humilitatem, videlicet non praecepisse nec consuluisse, sed tanquam ad humilitatis supererogatum (ut vocant) meritum provocasse. Hanc scilicet vim in locutione dei inveniunt pastores ovium, cum Petrus praecipiat praeceptum divinum et necessarium, addens: Sic est voluntas dei. (1 Pet 2,15).  Men her sker der ganske givet det, at han ud af Peters guddommelige bud gør et råd, idet han siger, at han opfordrer de undergivne til lydighed; han siger nemlig ikke, at Peter påbyder eller rådgiver, men at han opfordrer som til en overskydende fortjeneste (som de kalder det) i lydighed. Denne kraft i talen har nemlig fårenes hyrder fundet på, for Peter påbyder det guddommelige og nødvendige bud, idet han tilføjer: Sådan er det Guds vilje. 
36 Sequamur tamen sensum eius, qui est, hac locutionis vi distinctis personis non Petrum, non successores eius, non rectores in ecclesia, sed subditos tantum provocari ad subiectionem: videamus, quid sequatur. Men lad os opspore hans mening. Den er nemlig, at ved denne tales kraft, der gør forskel på personer, opfordres ikke Peter, ikke hans efterfølgere, ikke lærerne i kirken, men kun de underordnede til underkastelse. Lad os se, hvad der følger. 
37 Primo, Petrus et pontifices sunt exempti a praecepto dei: non decet eos obedire deo sed solos subditos, et cum ius seu verbum divinum omnibus praefigatur, magnis et parvis, nullumque sinat exceptum, Notarius tamen papae potestatem habet excipere quos volet. Ita vides, per decretales extingui euangelium, per verbum hominis tolli verbum dei: et hoc monstrum adoramus Christiani in ecclesia Christi pro verbo dei. Quis, quaeso, non uratur? For det første er Peter og paverne undtaget fra Guds bud. De behøver ikke at adlyde Gud, det er kun deres undergivne, og skønt den guddommelige ret eller det guddommelige ord foreskrives alle, stor som små, og der ikke tillades nogen undtagelse, så har dog pavens notar magt til at undtage, hvem han vil. Således ser du, at evangeliet udslettes gennem dekretalerne, at gennem menneskeord ophæves Guds ord. Og denne uhyrlighed skal vi kristne i Kristi kirke tilbede i stedet for Guds ord. Jeg spørger: Hvem forarges ikke her?
38 Quis autem ita insaniret alius, ut Petrum hanc subiectionem subditis imposuisse sua autoritate crederet, quo se ipse ab eodem praecepto eximeret? (W218) Hoc si fecit, aliud docuit verbo et aliud monstravit exemplo, hoc est, destruxit quae docuit. An oportet subditos Petri et successores esse subiectos Caesari, ipsos vero contrario exemplo idem eisdem dissuadere? An non Petrus fuit subditus potestatibus, sicut docuit?  Men hvem ville her være så tosset at tro, at Peter efter ved sin autoritet at have pålagt denne underordning for sine underordnede så undtog sig selv fra det selvsamme bud? Hvis han gjorde det, ville han lære én ting med sit ord, og vise noget andet med sit eksempel, det vil sige, han ville ødelægge det, han lærte. Mon det ville være rigtigt, at Peters underordnede og efterfølgere var underlagt kejseren, men samtidig selv ved deres eksempel frarådede denne underlæggelse? Mon ikke Peter var underlagt fyrsterne, sådan som han lærte? 
39 Non fuit Christus sub Caesare? Nonne omnes Apostoli et sancti? An rhomano pontifici non licet provocari ad meritum humilitatis? Huic soli licet erigi in peccatum superbiae? Itaque aliud iam pontifices sunt quam Christiani, quoniam lex Christianorum eos non ligat: alio eunt ipsi, alio eorum subditi, alio pastores, alio oves, alio duces, alio greges, nova certe ratione ducendi, pascendi, regendi. Non iam dicant 'venite' sed 'ite': non praecedant, sed tantummodo dimittant populum in mandatis dei.  Mon ikke Kristus var underlagt kejseren? Mon ikke alle apostlene og alle de hellige var det samme? Mon det ikke sømmer sig for den romerske pave at opfordre til ydmyghedens fortjeneste? Skal det være tilladt ham alene at opmuntre til hovmodets synd? Derfor er nu paverne noget andet end de kristne, eftersom de kristnes lov ikke binder dem. De går ét sted hen, deres undergivne et andet sted hen, hyrdene ét sted, fårene et andet, lederne ét sted, hjordene et andet, efter denne nye betydning af at føre, at vogte, at herske. Nu siger de ikke mere 'kom', men 'gå'. Nu går de ikke foran, men sender blot folket af sted for at overholde Guds bud. 
40 Quod si in hoc loco ista sapientia valet, valebit et in omni alio praecepto Petri, ubi docet fidem Christi, evacuabiturque universa autoritas Petri, quia ubique dicetur, hoc subditis praecepisse, non sibi nec successoribus, quandoquidem non nisi subditis loqui potuit. Dicamus ergo et hic 'si loquentis personam attendisses et eorum ad quos loquitur, non ita exposuisses intellectum eius, quia loquitur subditis suis et eos ad metirum fidei, spei et charitatis provocat: seipsum et nos exemptos voluit'. (Se #30).  Fordi hvis denne visdom gælder på dette sted, vil den også gælde med hensyn til alle andre bud hvor Peter lærer troen på Kristus, og hele Peters autoritet vil opløses, fordi man overalt vil kunne sige, at dette er foreskrevet de underordnede, ikke ham selv eller hans efterfølgere, nårsomhelst man kun taler til de underordnede. Lad os derfor også her sige: 'Hvis du lagde mærke til den person, der taler, og dem, til hvem der tales, ville du ikke have udtrykt en sådan forståelse af ham, fordi han taler til sine underordnede og opfordrer dem til tro, håb og kærlighed. Men han vil have sig selv og os undtaget'. 
41 Et recte: sic enim hodie attendunt diligentissime Rhomani loquentis sui Petri personam, ut eis licere nihil eorum servare, quae ille locutus est, intelligant, ne Christo quidem credere et Christianos esse ac vivere, ut reiecto verbo christiano Petri digni fiant hac decretali Christiani: qualis lex, talis et populus.  Og med rette: Sådan opfatter nemlig idag romerne omhyggeligt den talende Peters person, at de forstår, at de får lov til ikke at adlyde noget af det, han siger, ikke engang tro på Kristus og være kristne og leve som kristne, så at de, når de forkaster Peters kristelige ord, bliver værdige til dette kristne dekret: som loven er, sådan er også folket. 
42 Ubi ergo manebit, quod in omnibus, quae docentur in sacris literis, oportet primos esse pontifices et lucem mundi, ut videantur eorum opera ab hominibus? (Matt 5,16) Quid, si subditi dicant 'aliud nec facere nec debere possumus quam a pastoribus nostris fieri videmus'? ubi tunc manebit verbum Petri? Hvad bliver der altså af det, at i alle de ting, der læres i de hellige skrifter, bør paverne være de første og være verdens lys, så menneskene kan se deres gerninger? Hvad hvis de undergivne havde sagt 'Vi kan ikke gøre og bør heller ikke gøre andet end hvad vi ser vore hyrder gøre?' hvad bliver der så af Peters ord?
43 ubi tunc eorum persona, ad quos loquitur? quando subditi maiorem caussam habent illud reiiciendi eo ipso, quo vident, ipsum non modo non servari, sed etiam reiici ab iis, quorum exemplo vivere debent. Vix me contineo, ne decretalem hanc impissimam et perversissimam dicam blasphemiam.  Hvad bliver der så af deres person, til hvem der tales? Når de undergivne har god grund til at forkaste det, fordi de ser, at det ikke blot ikke overholdes, men også forkastes af dem, efter hvis eksempel de skulle leve. Jeg tør næsten ikke fortsætte, at ikke jeg skal kalde dette ugudelige og perverse dekret for blasfemisk. 
44 Sed iam cognita et persona loquentis et audientis et vi locutionis prosequamur, quomodo haec exequatur.

'Nam si per hoc, quod dixit: subditi estote, sacerdotibus voluit iugum subiectionis imponere, et eis praelationis autoritatem auferre, quibus eos subiectos esse monebat, sequeretur ex hoc etiam, quod servus quilibet in sacerdotes imperium accepisset, cum dicatur: omni humanae creaturae.' (n44). 

 Men når vi nu har fundet ud af både personen, der taler, og den, der hører, og kraften i talen, så lad os gå videre og se, hvordan det udføres.

'For hvis han, når han siger: 'I skal underordne jer', ville pålægge præsterne underordningens åg, og fjerne fra dem præsteautoriteten, hvormed de formaner deres underordnede, så ville der også heraf følge, at en hvilkensomhelst slave ville være blevet regnet for at have herredømme over præsterne, når det siges: 'under al menneskelig skabning'. 
45 Quam amarum verbum 'subditi estote'! unde et repetit quam potest odiosius, appellans iugum subiectionis, contra autoritatem praelationis, et servi (W219) imperium velut querulans. Deinde 'monebat' inquit, exhorrens praecepti vocabulum, aliud nihil spirans quam ne cogatur subesse ulli hominum, sed ut liceat omnibus praeesse, aut saltem ut consilium ex praecepto faciat.  Hvor besk et ord, dette 'I skal underordne jer'! Derfor gentager han det også, så hadefuldt han kan, og kalder det 'underkastelsens åg', siger det er 'imod den præstelige autoritet', og ligesom beklager sig over at det er et slaveherredømme. Dernæst siger han 'opfordrer', idet han viger tilbage fra at bruge ordet 'bud', og ånder ikke af andet, end at han forsøger ikke at være underlagt noget menneske, men at måtte være overordnet alle, eller i hvert fald at gøre et råd ud af et bud. 
46 Quale autem est inconveniens, esse sacerdotem subiectum servo? Nonne Christus in medio omnium venit ministrare et formam servi accepit? (Matt 20,28; Fil 2,7). An haec provocatio ad meritum humilitatis non nisi ad subditos Christi pertinet, cuius Rhomani pontifices nolunt esse subditi? Christus iussit novissimo loco sedere (Luk 14,10), et Petrus omnes iubet insinuare humilitatem (1 Pet 5,5), et Paulus: Superiores invicem arbitrantes et honore praevenientes (Rom 12,10). Verum haec subditis suis dixerunt personae loquentium et alia secutae sunt.  Men hvori består det upassende i, at en præst er underlagt en slave? Kom Kristus ikke ind blandt alle for at tjene og påtog sig en tjeners skikkelse? Mon denne opfordring til ydmyghedens fortjeneste kun har med Kristi underordnede at gøre, ham, som de romerske paver ikke vil være underordnet? Kristus befaler at sætte sig på den nederste plads, og Peter befaler at lade ydmygheden trænge ind, og Paulus siger: 'Regn hinanden gensidigt for de største og kappes om at vise ære'. Men de personer, der taler her, taler til deres underordnede og gør selv noget andet. 
47 Quanquam de hac subiectione Petrus hoc loco non loquatur quae mutua humilitate spiritus in Christianis regnat, sed de ea, qua subiiciebantur prophanis magistratibus, praesidibus, iudicibus, quos potestas Rhomani imperii ordinaverat. Hanc enim constitutionem vocat Petrus creaturam humanam, quod per homines creentur ii magistratus. At hic decretalista nec vocabula scripturae intelligit, et audet eam interpretari. Skønt Peter på dette sted ikke taler om den underkastelse, hvorved ånden gennem en gensidig ydmyghed hersker blandt de kristne, men om den, hvorved de underkastede sig de verdslige magistrater, overherre, dommere, som den romerske kejsermagt har indrettet. For denne indstiftelse kalder Peter en menneskelig skabelse, fordi disse øvrigheder er skabt af mennesker. Men denne dekretalist forstår ikke skriftens ord, og vover alligevel at udlægge den. 
48 Esse autem creaturam humanam id quod dixi, potuisset intelligere, si tam sensum Petri quam suam ambitionem quaesivisset, ex mox sequentibus, ubi Petrus distribuens per singula, quae in collectione dixerat, seipsum exponit: omni, inquam, creatura, sive regi sive ducibus, q. d. 'Ideo dixi omni creaturae et omnibus hominum ordinationibus subiici, ne qui vestrum se adversus minores praesides elevent quasi tantummodo regi obtemperaturi: sed etiam missis ab eo date, facite, servate, quae danda, facienda, servanda sunt'.  Men at det er en sådan menneskelig skabning, som jeg her har sagt, der er tale om, ville han kunne have forstået, hvis han havde undersøgt Peters mening og sin egen ambition, ud fra det, der følger lige efter, hvor Peter udlægger i enkeltheder, hvad han før sagde alment, og nøjere forklarer sig: enhver menneskelig skabning, det vil sige, konger eller fyrste, som om han sagde: 'Derfor sagde jeg at I skulle underordne jer under enhver skabning og enhver menneskelig ordning, for at ikke nogen skal hævde sig imod de mindre øvrighedspersoner, som om I blot skulle være lydige imod kongen. Nej, også dem, der bliver sendt fra ham, skal I give, gøre imod, tjene, hvad der skal gives, gøres og tjenes'. 
49 Quo modo Rho. xiij. Cui honorem, honorem, cui timorem, timorem, cui tributum, tributum. Non ergo de creatura dei loquitur, quam Innocentius in suis opinionibus cogitat, Sed de creatura humana, ut verba expresse sonant, qualis non est servus, quem timet imperium accipere super sacerdotes, licet iuxta euangelium cuivis servo nos oporteat submitti: quin totum hoc verborum cahos Innocentii et nihil facit ad rem et inscitiae suae dumtaxat testimonia sunt.  På samme måde som Rom 13,7: 'Den, I er ære skyldige, skal I vise ære, den, I er frygt skyldige, frygt, den, I er skat skyldige, skat'. Han taler altså ikke om den Guds skabning, som Innocens mener i sin opfattelse, men om en menneskelig skabning, som han udtrykkeligt siger, og det har intet at gøre med en slave, som han frygter får herredømme over præster, selv om vi ifølge evangeliet bør underkaste os en hvilkensomhelst slave. Ja, det hele er et ordsammensurium for Innocens, det gør intet til sagen, bevidner kun hans uvidenhed. 
50 Sequitur: 'Quod autem sequitur: sive regi tanquam praecellenti (1 Pet 2,13), non negamus, quin praecellat Imperator in temporalibus illos dumtaxat, qui ab eo suscipiunt temporalia.' Nu skriver han: 'Men hvad der følger efter: Hvad enten det er kongen, som den foresatte, det nægter vi ikke, blot kejseren kun er foresat for dem i det timelige, som overtager de timelige ting fra ham.'
51 Hic si quaeras, qua autoritate verbum Petri sic coartet et, quod omnibus dictum est, ad aliquos dumtaxat depravator aptet, respondebit aliud nihil quam 'sic volumus: nostro verbo credi fas est, etiam plus quam expresso textui verborum dei'. Hvis du her spørger, med hvilken autoritet han således sammenpresser Peters ord og ændrer det, der er sagt til alle, til kun at passe på nogle og således ødelægger det, kan han ikke svare andet end 'således vil vi det: vort ord bør tros, også mere end Guds ord udtrykkelige tekst'. 
52 Primum, hic scriba laborat, ubi non urgetur, et fugit nemine persequente, scilicet mala fide et conscientia vexatus. Petrus dicit, regi subdi debere tanquam praecellenti, id est, qui sit primarius et plus quam duces ab eo missi. At decretalista vocabulo 'praecellenti' male tactus, timens, ne praecellentiam sonet imperatoris super pontifices, anxie occurrit et de praecellentia (W220) regis et pontificis longe extra sententiam Petri disputat, non advertens verbum Petri, qui non modo regi praecellenti sed etiam ducibus ab eo missis obtemperare praecipit, immo omni creaturae humanae: de quibus nihil est solicitus decretalista, quia verbum praecellentiae in ducibus et creatura humana non sonuit terribiliter in auribus eius. Breviter, ne dictionem unam quidem in Petri hac autoritate intelligit is, quisquis est, scriptorculus Rhomanus et contendit tamen omnes oves Christi docere.  For det første, denne skriverkarl broderer, hvor han ikke kan slå tingene fast, han flygter hen, hvor ingen kan følge ham, han anstrenger sig nemlig i ond tro og med en dårlig samvittighed. Peter siger, at vi bør underordne os under kongen som under vor foresatte, det vil sige, som den, der er først og er mere end de fyrster, der er sendt af ham. Men denne dekretalist bliver ilde berørt af ordet 'foresat', for han er bange for, at det lyder, som om kejseren står over paven, og af angst går han hen og diskuterer om kongens og pavens foresathed helt udenfor Peters mening, han, som ikke blot befaler, at vi skal adlyde os kongen, men også de fyrster, der er sendt af ham, ja vi skal adlyde hele den menneskelige skabning. Men det bekymrer dekretalisten sig ikke om, fordi ordet om at have fyrster og hele den menneskelige skabning til foresat ikke kan lyde værre i hans øren. Kort sagt, ikke så meget som ét ord af dette skriftsted fra Peter forstår han, hvem han så ellers er, denne romerske småskriver og han
53 Sed sequamur eius fumum.

Dico: Imperator in temporalibus omnibus praecellit, etiam sacris, idque iure divino, ut haec Petri verba cogunt: tamen quia in arbitrio eius est et sunt creaturae humanae, potest hanc praecellentiam ipse sponte vel retinere vel dimittere, et in utroque habet ius divinum. Sic a Constantini tempore non autoritate pontificum, sed imperatorum creaturis humanis data est libertas, personis et rebus ecclestiasticorum, nec potest ab hoc ullus respondere aliud quod valeat. 

 Men lad os efterspore denne gang røg.

Jeg vil sige: Kejseren er foresat i alle timelige ting, også de hellige timelige ting, og det ifølge guddommelig ret, sådan som Peters ord her tvinger os til at mene. Dog kan han, fordi det er lagt hen til hans forgodtbefindende, og fordi der er tale om en menneskelig skabning, af egen drift enten trække denne foresathed tilbage eller uddelegere den; i begge tilfælde med guddommelig ret. Således er der fra Konstantins tid, ikke ved pavernes autoritet, men ved kejsernes menneskelige skabning givet frihed til de kirkelige personer og sager, og ingen kan herudfra svare, at det skal gælde anderledes. 
54 Unde si imperator vel duces rursum haec revocant, quae sua autoritate donarunt, non potest eis resisti sine peccato et impietate. Quare nihil hic facit depravator, dumtaxat eos imperatori subiiciens, qui temporalia ab eo suscipiunt, aperte et temere verbum Petri discerpens. A quo, rogo, habet ipse temporalia? A diabolo vel rapina? Et ubi est, quod supra dixit, personam loquentis attendendam, quod Petrus haec scripserit suis subditis? Qui sunt Petri subditi? An soli laici? Cur ergo omnes oves Christi sibi commissas in Petro iactat? Ergo omnes oves Christi, id est, omnes subditi papae sive laici sive clerici, ac per hoc et ipse dux ac pastor et arietes gregis, subditi sunt imperatori et ducibus. Hvis derfor kejseren eller fyrsterne igen tilbagekalder denne frihed, som er givet ved deres autoritet, så kan man ikke modsætte sig det uden synd og ugudelighed. Derfor udretter ødelæggeren ikke noget her, når han kun underkaster de mennesker under kejseren, som overtager de timelige ting fra ham; derved splitter han åbent og frækt Peters ord fra hinanden. Fra hvem, spørger jeg, har han selv de timelige ting? Har han dem fra djævelen eller har han den ved røveri? Og hvad bliver der af det, han sagde før, at man skal lægge mærke til personen, der taler, fordi Peter her skriver til sine underordnede? Hvem er Peters underordnede? Mon det kun er lægfolk? Hvorfor bryster altså alle Kristi får sig af at være overdraget Peter? Altså, alle er Kristi får, dvs alle er underordnet paven, lægfolk og klerikere, og derved er de, både han selv som leder og hyrde og hjordens væddere, undergivet kejseren og fyrsterne. 
55 Sic enim ipsiusmet decretalistae huius verba sibi collata cogunt. Aut ergo non nisi clerici sunt oves Christi Petro commissi aut clerici subditi sunt imperatori simul cum laicis, quia omnes Petro subditi subduntur a Petro imperatori et ducibus.  Sådan tvinger nemlig de ord, som dekretalisten selv har samlet sammen, os til at forstå det. Altså enten er det kun klerikerne, der er Kristi får, overgivet til Peter, eller også er klerikerne underordnet under kejseren sammen med lægfolket, fordi alle, der er undergivet Peter, af Peter underlægges kejseren og fyrsterne. 
56 'Sed pontifex in spiritualibus antecellit, quae tanto sunt digniora, quanto anima praestat corpori'.  'Men paven overgår ham i de åndelige ting, som er så meget mere ærefulde, som sjælen står over kroppen'. 
57 Et cur hic non additur 'dumtaxat illos, qui spiritualia ab eo suscipiunt?' Nempe quod in temporalibus excellere vult, ne imperatori ulla parte cogatur subdi, quem Petrus in totum subdit imperatori. ita cogitur sacrum et tremendum verbum dei postremo loco sedere et nostris affectibus cedere. Sed dicito:  Og hvorfor tilføjer han ikke her 'Kun dem, som har overtaget de åndelige ting fra ham?' Det gør han ikke, fordi han vil have overtaget i de timelige ting, at han ikke skal være tvunget til at underordne sig under kejseren på noget punkt, han, som Peter i alle ting underordner kejseren. Således tvinger Guds hellige og forfærdende ord os til at indtage den nederste plads og vige for vore lidenskaber (?). Men jeg indskærper: 
58 An Petrus ignorabat, spiritualia praecellere temporalibus? Cur ergo seipsum et omnes subiicit temporalibus administrationibus? Verum, illud longe suavius: Subditi Petri et papae sunt spirituales, ideo non subditi imperatori. ex quo sequitur, quod laici, quia spirituales non sunt nec subditi Petri, non sint oves Christi, quia has omnes Petro subiecit. Cum autem Petrus, hoc autore decretalista, suis subditis haec scripserit, sequens erit, solos clericos debere et nullos laicus subesse imperatori aut, quod maxime horrent, non omnes oves Christi per mundum sub Petro sunt aut omnes subditos oportet aequaliter spirituales, si omnes oves et subditi sunt (W221) Petro: ac per hoc distinctio ista temporalium et spiritualium prorsos corruit.  Mon Peter ikke vidste, at de åndelige ting går forud for de legemlige? Hvorfor underkastede han så sig selv og alle andre under de timelige administrationer? Sandt nok, det lyder langt sødere, når man siger: Peter og paven er åndelige, derfor er de ikke underlagt kejseren. Hvoraf følger, at lægfolket, fordi det ikke er åndeligt, hverken er underlagt Peter eller er Kristi får, fordi alle fårene er underlagt Peter. Men når Peter, ifølge denne dekretalist, skriver dette til sine underordnede, så følger heraf, at kun klerkene, ingen lægfolk, skal være underordnet kejseren, eller, hvad de især gyser for, at ikke alle er Kristi får her på jorden under Peter, eller at alle underordnede i lige grad bør være åndelige, hvis de alle er Kristi får og underordnet Peter. Og herigennem har han fuldstændig ødelagt denne skelnen mellem timeligt og åndeligt. 
59 Quid aliud mereatur, qui sacras literas humanis traditionibus tractare et contaminare audet, quam ut in haec monstra confusionis et contradictionis ruat? Non ergo alii sunt subditi papae et imperatoris, nisi quantum donavit imperatoris constitutio et creatura. hoc verbo Petri et iure divino omnes subiicimur gladio et potestati mundanae sicut et Rho. xiij. (Rom 13,1f) et Tit. iij (Tit 3,1) scribitur. Omnis, inquit, anima potestatibus sublimioribus subdita sit. Non sine causa glarium portat, ministra dei est, tibi in bonum. Credo, qui 'omnis anima' dixit, nec animam pontificis nec suam ipsius exceperit. Sed perpendamus singula, ut videamus scripturae sacrae interpretationem Rhomanam hodiernam.  Men hvad andet kan den gør sig fortjent til, som vover at behandle den hellige skrift ud fra menneskelige traditioner og forurene den dermed, end at han geråder ud i en sådan uhyrlighed af forvirring og modsigelse? Der er altså ikke andre, der er pavens og kejserens underordnede, end dem, kejserens indretning og skabning giver at være det. Gennem dette ord af Peter og ved den guddommelige ret er vi alle underlagt sværdet og den verdslige myndighed, sådan som både Rom 13,1 og Tit 3,1 skriver. Enhver sjæl, siger Paulus, er underordnet øvrighederne. Den bærer ikke sværdet forgæves, den er Guds tjener, dig til gode. Jeg tror, at han siger 'enhver sjæl', og ikke undtager hverken pavens eller sin egen sjæl. Men lad os gå hver enkelt ting igennem, så vi kan se den moderne romerske skriftudlægning. 
60 Si spiritualia temporalibus praecellunt, quanto anima corpori, ideoque spiritualia non licet subdi temporalibus, omnis autem homo habet animam, id est spirituale, ergo nullus homo alteri subdatur, nec oves Christi Petro, cum Petrus sit homo sicut et illi. Paulus dicit 'omnis anima subdita sit', quae utique spiritualis est. An Christus non erat spiritualis, quando cum Petro solvit Caesari didrachmum? (Matt 17,24ff) (n60) An pontifices excepit, quando dixit 'date, quae Caesaris sunt, Caesari'? (Matt 22,21) At hoc syllogismo concludemus, quod magis spirituale fuerit, praecellat minus spirituale.  Hvis de åndelige ting går forud for de timelige, i lige så høj grad som sjælen går forud for legemet, og hvis af den grund de åndelige ting ikke må underlægges de timelige, men hvert menneske har en sjæl, det vil sige, er åndeligt, så skal altså intet menneske underlægge sig noget andet, Kristi får ikke Peter, eftersom Peter er et menneske ligesom de. Paulus siger 'enhver sjæl skal underordne sig', og en sådan sjæl er i hvert fald åndelig. Mon Kristus ikke var åndelig, da han sammen med Peter betalte didragma til kejseren? Mon paven er undtaget, når han siger 'Giv kejseren, hvad kejserens er'? Men ud fra denne sammenligning skulle vi slutte, at jo mere åndelig han var, des mindre åndeligt skulle han forestå. 
61 Tum virgo sancta ancilla dominabitur impio pontifici et pannosus mendicus imperatori: obsecro, quae tandem hinc ludibria sequentur? Hoc sane verum: in verbo et sacramento tradendo (hac enim sunt spiritualia) pontifices sunt super omnes: verum in temporalibus rebus, officiis, tributo, censu, vectigali et omnibus oneribus temporalis rei publicae prorsus pontifices et clerici sunt magistratibus subiecti iure divino nec exempti nisi beneficio huius humanae creaturae.  Og så skulle en hellig tjenestepigejomfru stå over en ufrom pave og en pjaltet tiggermunk stå over kejseren: Jamen, hør nu, hvad i alverden er det for narrestreger her? Men det er i hvert fald sandt: I at overlevere ordet og sakramenterne (som jo er åndelige ting) står paverne over alle. Men i timelige ting, embeder, skat, afgift, told og alle andre timelige byrder til staten er paverne og klerkene efter guddommelig ret helt underlagt øvrighederne og kan ikke undtages undtagen ved denne menneskelige skabnings velvilje. 
62 Quod si dixerit 'Spiritualia non intelligo personas ipsas (nam volumus omnes oves Christi nobis esse subiectas et spirituales) sed res ipsas spirituales, ut per temporalia res temporales', respondeo: tuo laqeo te capio. Si imperatori tribuis temporalium omnium potestatem, cur ergo tua temporalia subtrahis et non vis subdita? Et quod maius est et inaestimabile monstrum, cur tu imperia, regna, dominia tenes, aufers, confers, transfers? Cur his te misces? Men hvis han nu ville sige: 'Ved de åndelige ting forstår jeg ikke personerne selv (for vi vil, at alle Kristi får skal være underlagt os, og de er dog åndelige) men selve de åndelige ting, ligesom vi får de timelige ting igennem det timelige', så vil jeg svare: Jeg vil fange dig i din egen snare. Hvis du vil give kejseren magt over alle de timelige ting, hvorfor trækker du så dine egne timelige ting tilbage og vil ikke underlægge dem under ham? Og hvad der er en større og værre uhyrlighed: Hvorfor holder du dig riger, kongedømmer, landområder, så du ophæver dem, sammenlægger dem, overflytter dem? Hvorfor blander du dig i den slags sager?
63 Est hic imperatori temporalia permittere et tibi spiritualia servare? Quid hic dicent omnes decretalistae, nisi quod tam ex verbis quam operibus suis cognoscuntur ceu ex foliis et fructibus, se nescire, quid sit vel temporale vel spirituale, immo amissis spiritualibus solum temporalia amare, ut praecellentiam, opulentiam, voluptatem. Si enim imperator excellit in temporalibus, non debet ea spiritualis pontifex usurpare, sed subdita illi relinquere, tributum de eis pendere imperatori et ducibus ac rei publicae temporali per illa servire, quoties fuerint requisisti. Er det at lade kejseren få det timelige og beholde det åndelige for dig selv? Hvad vil alle dekretalisterne sige her, andet end hvad der kan erkendes af både deres ord og deres gerninger som blade og frugter, at de ikke aner, hvad der er timeligt og hvad der er åndeligt, ja, at de har mistet det åndelige og alene elsker det timelige, såsom herredømme, rigdom, lyst. Hvis nemlig kejseren er udmærket ved de timelige ting, så bør paven ikke overfor det pukke på de åndelige ting, men lade dem være underlagt ham, give kejseren skat af disse ting, og gennem dem tjene fyrsterne og statens timelige behov, når det bliver krævet. 
64 'Licet non simpliciter dictum fuerit: subditi estote, sed additum fuit: propter deum'. (1 Pet 2,13). Men se, nu står der ikke simpelthen: I skal underordne jer, men han har føjet til: for Guds skyld'. 
65 Quid hoc? an iterum consilium fiet ex praecepto? an non simpliciter persona loquentis attendenda est? an non simpliciter subditos suos Petrus (W222) provocavit ad humilitatem? Non simpliciter imperator praecellit in temporalibus? O miserum et anxium effugium, immo deploranda inscitia, quae nondum, quid 'propter deum' velit, accipit! Petri sensus planus est, ut statim se ipse exponit, Quia, inquit, sic est voluntas dei, ideo scilicet propter deum, subdi debere, non quia illi mereantur magistratus, sed quia deus ita voluit.  Hvad nu? Mon han igen vil gøre et råd ud af et bud? Mon man ikke simpelthen skal se på den person, der taler? Mon ikke Peter ganske enfoldigt opfordrer sine undergivne til ydmyghed? Er det ikke simpelthen sådan, at kejseren er den foresatte i de timelige ting? O elendige og snævre udflugt, ja, begrædelige uvidenhed, som slet ikke har forstået, hvad dette 'for Guds skyld' betyder! Peters mening er klar nok, som han straks efter udvikler. Fordi, siger han, dette er Guds vilje, derfor er det nemlig for Guds skyld, at man skal underordne sig, ikke fordi øvrighederne fortjener det, men fordi Gud vil det således. 
66 At decretator forte conatur hoc verbo non necessarium esse subiectionem eiusmodi docere, quasi Petrus indebitos obsecrarit, meriti videlicet humilitatis causa. Ve tibi, qui verbum dei saluberrimum tam audacter corrumpis, miserrime decretator! Men denne dekretudsteder forsøger med dette ord at lære, at den slags underkastelse ikke er nødvendig, som om han ville bønfalde dem om være lydige på grund af fortjenstfuldheden ved ydmyghed, ikke fordi de var skyldige at gøre det. Ve dig, du, der så frækt ødelægger Guds frelsebringende ord, elendige dekretudsteder!
67 'Nec pure sit scriptum: Regi praecellenti, sed interpositum fuit, forsan non sine causa: tanquam'.  'Og der står ikke ligeud: Kongen er foresat', men han indskyder, og sikkert ikke uden grund: 'Kongen som foresat'. 
68 Tot mendacium eget fucis, ut verum saltem videatur: quam misere torquetur hic fugax autor, ut dei praeceptum illudat! Si hoc 'tanquam' minuit veritatem vel regis vel praecepti, cur superius non similiter dixit 'Subditi estote tanquam omni humanae creaturae'? Cur praecipit subdi sine 'tanquam'? Cur non dixit 'Estote tanquam subditi, simulantes subiectionem', sicut ille simulat regem, tanquam sit rex? Insulsior est ista glossa quam ut mereatur confutari. Så stor en løgn kræver sminke, så den helt kan se ud som sandhed: hvor elendigt fordrejer ikke her denne undvigende forfatter tingene, så de ser ud som Guds bud! Hvis dette 'som' skal indskrænke sandheden af ordet 'konge' eller ordet 'bud', hvorfor sagde han så før ikke på lignende måde: 'I skal underordne jer som under enhver menneskelig skabning'? Hvorfor sagde han ikke: 'I skal ligesom underordne jer, I skal lade som om I underordner jer', sådan som han her simulerer konge, som om han var konge? Denne fortolkning er næsten så flov, at den ikke behøver gendrivelse. 
69 Petrus vult hoc 'tanquam' rationalem esse coniunctionem, ostendens, quare sit subdendum: 'quia, inquit, praecellit, et quia duces missi sunt ab eo', hoc est, ipsa praecellentia et potestas, quia deo volente geritur, est caussa, quare propter deum subdi ei debeatis.  Peter vil, at dette 'som' skal være en årsagskonjunktion, for han vil påvise, hvorfor man skal underordne sig: 'Fordi han er foresat og fordi fyrsterne er sendt af ham', det vil sige, selve det, at han er foresat og har magt, sker, fordi Gud vil det, og er begrundelsen for, at I bør underordne jer under ham for Guds skyld. 
70 'Quod autem sequitur: Ad vindictam malorum, laudem vero bonorum, intelligendum non est, quod rex vel imperator super bonos et malos acceperit gladii potestatem, sed in eos solummodo, qui utentes gladio eius sunt iurisdictioni commissi'.  'Men det, der følger: 'til straf for de onde og til ros for de gode', må ikke forstås sådan, at kongen eller kejseren har fået sværdets magt over gode og onde, nej, han har kun fået det over dem, som, når de bruger sværdet, er underlagt hans jurisdiktion'. 
71 O necessariam Rhomanae curiae et cleri licentiae impunitissime glosam! Hic sane opus erat oculos intendere, hic ulcus tangebatur, sed frustra. Iterum hic cum suo 'dumtaxat' prodit, verbum dei generale torquens in partem populi Christi. Quare et nos eadem absurda pro verbo dei contra vanitatem hanc reducamus, et quaeramus, an omnes oves Christi sint Petro subditae, et an ad suos subditos haec scripserit, et an alii sint subditi Petri et regis.  O hvilken fortolkning, straffrit udstedt som nødvendig for den romerske kurie og kleresi! Her var der sandelig brug for at anspænde sine øjne, her blev såret berørt, men forgæves. Igen afslører han her med sit 'måske', at han i almindelighed fordrejer Guds ord imod Kristi folks interesse. Derfor kunne også vi tilbageføre denne absurditet i stedet for Guds ord imod denne forfængelighed og spørge, om alle Kristi får er underlagt Peter, og om han her skriver til dem, der er underlagt ham og om nogle er underlagt Peter, andre kongen. 
72 Haec enim tria necesse est confiteatur vera, ut ex praedictis patet. Quare si suis subditis haec scripsit et hi alii sunt a subditis imperatoris, gladii potestas verbo Petri solum super clericos in vindictam malorum et laudem bonorum valebit, eruntque exempti omnes et soli laici. Cur ergo contraria videmus fieri, adeo ut clericos tradant seculari foro, non nisi exutos clericatu? Sin omnes sunt subditi Petro et ad omnes haec scripsit qui sunt oves Christi, ergo vel clerici gladio exempti non sunt oves Christi vel haec depravatio et distinctio verborum Petri prorsus impia et veritati adversa est.  Disse tre ting må han nemlig med nødvendighed anse for sande, som det fremgår af det foregående. For hvis han skriver dette til sine underordnede, og disse er andre end dem, der er undergivet kejseren, så gælder sværdets magt ifølge Peters ord alene over klerkene til straf for de onde og ros for de gode, og alle, der kun er læge mennesker, vil være undtaget. Men hvorfor ser vi da, at det modsatte finder sted, i den grad, at de overfører klerkene til det verdslige forum, og kun undtager klerikatet? Men hvis alle er undergivet Peter og han skriver til alle, der er Kristi får, så er altså de klerke, der er undtaget fra sværdet, ikke Kristi får, eller også er denne ødelæggelse og skelnen indlagt i Peters ord helt og holdent ugudelig og imod sandheden. 
73 Denique haec glosa id praestabit, ut iam nulla sit potestas gladii, quandoquidem pontifici totum orbem subiiciunt, subiecto vero ei non sunt sub imperatoris iurisditione, nisi nova et humanitus instituta iurisditio clericos (W223) solos eximat ac laicos illic relinquat. Sed hoc non est verbum Petri exponere, qui omnes gladio subiicit, qui sibi subiecti sunt. Ita pugnant leges hominum cum lege dei. Quare nullus est exemptus a potestate gladii, sive laicus sive clerus, nisi quantum ipsa potestas gladii donavit ac permisit, sicut olim haeretici tempore Augustini puniebantur potestate gladii et etiam nunc per ignem. Endelig bevirker denne fortolkning, at der ikke længere er nogen sværdets magt, når de har underlagt hele verden under paven, for når de er underlagt paven er de ikke underlagt kejserens jurisdiktion, medmindre han opretter en ny menneskelig jurisdiktion, undtager klerkene fra den og alene fører lægfolket herhen. Men dette er ikke at forklare Peters ord, som underlægger alle dem under sværdet, som er underlagt ham. Således kæmper menneskenes love mod Guds lov. For ingen er undtaget fra sværdets magt, hverken lægfolk eller klerke, undtagen så vidt som sværdets magt selv giver eller tillader det, sådan tidligere i Augustins dage kætterne blev straffet ved sværdets magt, som vi nu gør det ved ilden. 
74 Quod nullo modo liceret fieri, si ecclesiastica iurisditio esset iuris divini, ea scilicet qua exempti sunt clerici a gladii potestate. Et sicut hodie habet clericalis status, melius esset, sublatis exemptionibus rursum gladio subiici iuxta praeceptum Petri et Pauli omnes cleros, ut punirentur: tunc ecclesia melius haberet timore gladii peccatis coercitis, nunc autem suis legibus impune aluntur in omne malum.  Hvilket på ingen måde kunne ske, hvis den kirkelige jurisdiktion var efter guddommelig ret, for så var klerkene undtaget fra sværdets magt. Og ligesom de i dag har klerikal status, ville det være bedre, om hele kleresiet bortset fra enkelte undtagelser atter blev underlagt sværdet ifølge Peters og Paulus' anvisning, så at de kunne blive straffet: da ville kirken have større frygt for sværdet, når synden blev holdt i ave, nu, derimod, dyrker de ustraffet alt muligt ondt i kraft af deres love. 
75 Potest autem potestas gladii clero gratuito concedere suum rigorem. Verum si id nollet facere, non posset cogi nec ullis pontificum decretis impediri. Non enim habent potestatem gladii coercendi, quem deus dedit solus. Nec verum est, quod in manu papae sit iubere gladium eximi vel condi: libera est potestas gladii a deo collata, sicut et supra dixit, quod in temporalibus eam habeat imperator, ubi 'in omnibus' dicere debuit. adeo non potuit omnino negare gladium non esse in sua manu.  Men sværdets magt kan gratis overlade klerus dets styrke. Men hvis den ikke vil gøre det, kan den ikke tvinges til det eller forhindres i det af noget paveligt dekret. De har nemlig ikke sværdets magt til at tvinge, som alene Gud har givet. Ejheller er det sandt, at det står i pavens hånd at befale, at sværdet skal trækkes ud eller stikkes i skeden. Sværdets magt, der er givet af Gud, er fri, som ovenfor sagt, hvor det burde hedde 'i alle ting'. Derfor kan han overhovedet ikke nægte, at sværdet er i hans hånd. 
76 'Potuisses autem praerogativam sacerdotii ex eo potius intelligere, quod dictum est non a quolibet sed a deo, non regi sed sacerdoti, non de regia stirpe sed de sacerdotali prosapia descendenti, de sacerdotibus videlicet qui erant in Anatot: Ecce constitui te super gentes et regna, ut evellas et dissipes, aedifices et plantes'. (Jer 1,10).  'Men man kunne snarere forstå, at præstens førsteret ud fra det, der er sagt, ikke udspringer fra hvemsomhelst, men fra Gud, ikke fra kongen, men fra præsten, ikke fra kongelig slægt, men fra præsteæt; det hedder nemlig om præsterne i Anatot: Se jeg giver dig myndighed over folk og kongeriger, så du kan rykke op og sprede, bygge op og plante'.
77 Quid hoc? an non est a deo dictum, quod Petrus et Paulus dixerunt 'subditi estote'? Non est sacerdotibus dictum, non est omnibus dictum, quando Paulus dicit 'omnis anima'? Quid, si imperator dicat 'Ego duos apostolos primos pro me habeo, quibus plus credendum est quam Hieremiae, eo quod illi veritatem revelatam novi testamenti, iste more prophetico occultatam locutus est: ideo nihil probatur contra me'? Quid hic dicetur? Sed adde: Si haec vera sunt, ergo Hieremias est summus pontifex, quandoquidem hunc eius titulum soli Rhomani pontifices arrogant, quod constituti sunt super gentes et regna. Hvad er dette? Mon ikke det, Peter og Paulus sagde: 'I skal underordne jer' er talt af Gud? Mon ikke det er talt til præsterne, mon ikke det er talt til alle, når Paulus siger 'enhver sjæl'? Hvad, hvis kejseren ville sige 'Jeg tager de to apostle til indtægt for mig, for de må tros mere end Jeremias, for de taler en åbenbaret sandhed fra det ny testamente, han taler efter profetskik dunkelt. Derfor beviser han intet imod mig'? Hvad skulle der så siges hertil? Men hertil kommer: Hvis dette er sandt, så er altså Jeremias ypperstepræst, for så vidt de romerske paver tilraner sig denne hans titel, at de er indsat over folk og riger. 
78 Igitur de propheta et opere prophetae locutus est deus, nihil de praecellentia sacerdotali. Non est alia praecellentia in ecclesia quam verbi ministerium, quod bene salvum manet, si sacerdotes in omnibus temporalibus subiecti sint potestati gladii, sicut fuit in Christo et apostolis et primoribus Episcopis.  Fremdeles taler Gud om profeten og profetgerningen, ikke om den præstelige forrang. Der er i kirken ikke anden forrang end ordets tjeneste, som man tager godt vare på, hvis præsterne ikke i alle timelige ting er underlagt sværdets magt, ligesom de i Kristus var underlagt både apostlene og de første biskopper. 
79 Denique, cur non evellit, dissipat, aedificat, plantat, si hoc ad se pertinere putat? Non sunt dignitatis et praecellentiae, sed laboris et officii verba, quae hic ponuntur. Et ubi summus sacerdos in lege, si Hieremias (W224) hoc verbo sacerdos constituitur super gentes et regna, super quae ille non erat constitutus? Ubi est et illud quoque, quod pontificem in spiritualibus dumtaxat praecellere dixit, partitus cum Caesare imperium, si super gentes et regna constitutus est ad hunc sensum? Endelig, hvorfor rykker han ikke op med rode, spreder, opbygger, planter, hvis han mener, dette har med ham at gøre? Det er jo ikke et værdighedens og foresathedens, men et arbejdets og embedets ord, som her bliver indført. Og hvad bliver der af ypperstepræsten i loven, hvis Jeremias med dette ord indsætter præster over folk og riger, som han ikke er indsat over? Hvad bliver der videre af det, han siger, at paven kun er foresat i de åndelige ting, bliver så ikke herredømmet delt, ligesom kejseren, hvis han er indsat over folk og riger i denne betydning?
80 'Praeterea nosse debueras, quod fecit deus duo luminaria magna in firmamento coeli, luminare maius, ut praeesset diei, et luminare minus, ut praeesset nocti, utrunque magnum, sed alterum maius. Ad firmamentum igitur coeli, id est universalis ecclesiae, fecit deus duo luminaria magna, id est, instituit duas dignitates, quae sunt pontificalis autoritas et regalis potestas. sed illa quae praeest diebus, id est spiritualibus, maior est: quae vero carnalibus, minor. Et quanta est inter solem et lunam, tanta inter pontifices et reges differentia cognoscitur.' 'Forøvrigt bør du vide, at Gud gjorde to store lys på himmelhvælvingen, det største lys, til at herske om dagen, og det mindste til at herske om natten, begge store, men det ene større. Altså, på himmelhvælvingen, det vil sige i den universelle kirke, gjorde Gud to store lys, han indstiftede to værdigheder, den pavelige autoritet og den kongelige magt, men den, som hersker om dagen, det vil sige, den åndelige, er den største, den, der hersker over de kødelige ting, den mindste. Og lige så stor forskel der er mellem solen og månen, lige så stor forskel kan man erkende mellem paver og konger'. 
81 A quo cogniscitur? a glosa hoc textu dignissima, quae dicit, papam quadragesies septies esse maiorem Rege. adeo certi sibi sunt de mensura utriusque magnitudinis, et solis et pontificis, nisi quod hic magna quaestio oritur: quomodo in veteri lege Reges erant super pontifices? nisi tunc non fuisse ecclesiam, id est firmamentum coeli, credendum sit, quando una ecclesia dei est ab origine mundi ad finem usque.  Hvorpå erkendes det? Ud fra fortolkningen af denne højværdige tekst, som siger, at paven er syvogfyrre gange større end kongen. Derfor er de sikre på deres målestok i begge størrelsesforhold, både solens og pavens, hvis det ikke var fordi der her opstod et stort spørgsmål: Hvorfor stod i den gamle lov kongerne over paverne? Medmindre der dengang ikke var nogen kirke, det vil sige, himmelhvælving, så må man tro, at der var én Guds kirke fra verdens begyndelse til dens ende. 
82 Sed esto, ecclesiam christianam sacerdotem significet? Siquidem allegoria dubia est et nihil probat. Immo qua ratione compescetur imperator, si suam potestatem dicat intelligi per solem, maius lumen, ut cui subiecta per Petri verbum sit omnis anima quantumlibet spiritualis?  Men hvordan går det til, at den kristne kirke betyder præsten? Da jo allegorien er tvivlsom og intet beviser. Ja, hvorfor indskrænkes kejserens magt, hvis han siger, at hans magt skal betegnes ved solen, det større lys, eftersom det så ifølge Peters ord er ham, enhver sjæl, hvor åndelig den end er, skal underkaste sig? 
83 Quid, quod hac ratione sequitur, Iulium, Augustum et alios gentiles imperatores fuisse in ecclesia, quia fuerunt minus lumen ecclesiae a deo factum? Et quod festivius est, Iulius et Augustus erant minus lumen, antequam fieret firmamentum, id est ecclesia, immo antequam Christus nasceretur, caput et autor huius firmamenti, sed et universalis ecclesia diu fuit sine isto maiori luminari et etiamnum est in Graecia et India. Illi forte adhuc in tenebris sunt, licet in firmamento coeli sint.  Hvad så, hvis der af denne begrundelse følger, at Julius, Augustus og andre hedenske kejsere var i kirken, fordi de var det mindre kirkens lys, som Gud havde skabt? Og hvad der er mere fornøjeligt, Julius og Augustus var mindre lys, førend himmelhvælvingen, altså kirken, blev til, ja, før Kristus blev født, han, som er hoved og ophavsmand til denne hvælving, men også den universelle kirke eksisterede længe uden dette større lys, og gør det endnu i Grækenland og Indien. Eller er de måske stadig i mørke, skønt de er på himmelhvælvingen. 
84 Dolendum sane istis ludicris et nugis, verba dei in res (ut putant) tam serias stabiliendas deformare: facessant larvae, figura nihil probat. Deinde allegoria horum verborum est haec: Sol est Christus, Luna ecclesia, CoeliApostoli, Stellae sancti. Potestas imperatoris nihil pertinet ad ecclesiam, non magis quam quaecunque res mundi.  Det er smertefuldt med den slags narrestreger og pjat, at man ødelægger Guds ord i sager, der efter deres mening er så alvorlig og i så høj grad skal understreges. Tag maskerne bort, billedtale beviser intet. Desuden er disse ords billedtale følgende: Solen er Kristus, månen kirken, himlen apostlene, stjernerne de hellige. Kejserens magt har intet med kirken at gøre, ikke mere end enhver anden verdslig sag. 
85 'Nobis autem commissae sunt oves Christi in beato Petro, dicente domino: pasce oves meas, non distinguens inter has oves et alias, ut alienum a suo ovili demonstraret, qui Petrum et successores ipsius Magistros non recognesceret et pastores'.  'Men vi har fået overdraget Kristi får i den salige Peter, da Herren sagde: vogt mine får, idet han ikke skelnede mellem disse får og andre, så at den, der ikke anerkender Peter og hans efterfølgere som lærere og hyrder, viser, at han er fremmed for hans fåreflok'. 
86 Hoc sane necessarium erat addere, quo ambitio aperte ostenderetur. Quis autem hanc glosam accipiet? quo nervo firmabitur, quando dicis 'non distinguens inter has et alias'? Cuius oves Paulus pascebat et alii Apostoli? (W225) suas? Cur non potius dicendum, quod non distinxerit inter Petrum et alios pastores, cum impossibile fuerit, ab uno Petro pasci omnes? Sin per alium potest pascere, quid refert et oves posse per alium audire? ubi tunc erunt tam pastor quam oves? Siccine verbum dei licet ludere? Cur autem, qui hoc verbum 'pasce' ad se solos pertinere putant, non eunt in Turcas? immo cur non in Boemus saltem? Verum quid hoc laboro? Dette var det sandelig nødvendigt at tilføje; derved blev ambitionen soleklar. Men hvem kan acceptere denne fortolkning? Ved hvilket bånd bliver man styrket, når du siger 'at han ikke bør skelne mellem disse får og andre'? Hvis får vogtede Paulus og de andre apostle? Hans (pavens) får? Hvorfor ikke snarere sige, at man ikke kan skelne mellem Peter og de andre hyrder, eftersom det var umuligt, at alle kunne vogtes af den ene Peter? Men hvis de kan vogtes gennem andre, betyder det så også, at fårene kan adlyde gennem en anden? Hvad vil der så blive af hyrde og får? Mon man må lege sådan med Guds ord? Men hvorfor går de, der sådan mener, at ordet 'vogte' alene går på dem, ikke til tyrkerne? Ja, hvorfor ikke ligefrem til bøhmerne? Men hvorfor skal jeg sige mere?
87 Cur non pavit hic Paschalis hunc decretalistam et suam curiam, ut verba Christi recte intelligeret pro animae cibo et non tam misere contaminaret? An in Turchia et Boemia non sunt animae pascendae? An solum pastas sibi credit commissas? Cur ergo Petrus non contentus pastis a Christo ovibus ipse per totum mundum pascendas ac docendas quaesivit? Cur, inquam, pascere sibi usurpant, et tamen non faciunt? nisi quod cupiunt nos scire, quid intelligant per verbum 'pascere', quoties illi ad se oves pertinere iactant, scilicet dominari, in otio tondere oves meraque tyrannide in ecclesia praevalere.  Hvorfor bæver ikke Paschalis her for denne dekretalist og hans kurie, så han kunne forstå Kristi ord ret om sjælens måltid og ikke besmitte det så forfærdeligt? Mon der hos tyrkerne og bøhmerne ikke er nogle sjæle at vogte? Mon han tror, at græsgangene alene er overladt til ham? Hvorfor gjorde Peter ikke det, utilfreds med sin græsgang, at han af Kristus krævede selv at vogte og belære fårene udover hele verden? Hvorfor, spørger jeg, tilraner de sig vogtergerningen, men udfører den ikke? Bortset fra, at de stræber efter at vi skal vide, hvordan de forstår ordet 'at vogte', så ofte de påstår, det har med dem at gøre, nemlig som lig med herske, i fred at kunne klippe fårene og lade et rent og skært tyranni herske i kirken. 
88 Error itaque est, alienum esse ab ovili Christi, qui Petrum et successores ipsius non recognoscit pastores et Magistros: Primum, quod ipsi nec pascunt nec regunt. Alioquin iam omnes Christiani essent alieni a Christo, quod nullus eorum videat, etiam si quam maxime velit pastores et magistros Rhomanos pontifices, vident autem eos et recognoscunt dominantes et pompantes, et tamen hac recognitione non magis sunt de ovili Christi, sed pene eiiciuntur per vim: tam efficacia sunt eorum scandala.  Det er derfor en vildfarelse, at den, der ikke anerkender Peter og hans efterfølgere som hyrder og lærer, er fremmed fra Kristi flok. For det første, fordi de hverken vogter eller hersker. Ellers ville alle kristne være fremmed fra Kristus, fordi ingen af dem kan indse det, også selv om de mest muligt vil, at de romerske paver skal være hyrder og lærere, men de ser dem og de anerkender dem som herskende og pragtsyge, og dog er de i kraft af denne anerkendelse ikke mere af Kristi flok, men det går snarere sådan, at de udstødes med magt. Så virksom er deres forargelse.
89 Deinde, quia satis est, Paulum, immo quemvis sacerdotem recognoscere pastorem et magistrum, ubiubi fuerit. Hic enim pascit et regit: illi vero pastas solum tondent et mactant. Sed satis haec, ne videar studio reprehendi haec moliri, cum aliud non quaeram quam ut illis os obstruam, qui nobis scripturarum intellectum liberrimum a Christo datum captivare audent in sensum et verbum hominum, pontificum, volentes de verbis dei iudicare secundum verbum hominum, cum contra verba hominum iudicanda sint secundum verbum dei, quod iudicat omnia.  Dernæst, fordi det er nok, at anerkende Paulus, ja en hvilkensomhelst præst som hyrde og lærer, hvor man end er. Så vogtes og styres der nemlig. Men disse indkasserer blot pengene og foretager ofringerne. Men lad dette være nok, at det ikke skal se ud til at jeg af lyst til at bebrejde ødelægger disse ting, eftersom jeg ikke søger andet end at kunne lukke munden på dem, som vover at tage den fuldstændig frie forståelse af skrifterne, som Kristus har givet os, til fange i menneskers mening og ord, menneskenes, det vil sige, pavernes, de paver, som vil bedømme Guds ord ud fra menneskeord, skønt det bør bedømmes imod menneskenes ord efter Guds ord, som dømmer alt. 
90

Noter:

Note 27: WA note: I udgave A mangler hele afsnittet fra celle 28 og ud.

A indeholder følgende i stedet for: (A-udgaven stammer fra Johann Grünenberg i Wittenberg, 1519. E-udgaven, som ellers gengives, stammer fra Melchior Lottherus, Leipzig, 1519.
91 Sunt praeter hanc et aliae quaedam, praesertim illa de maioritate et obedientia c. solitae, adeo sine theologia, ut me miserat ecclesiae illius tantum in traditionibus hominum occupatae, ut purissimum sensum Euangelii videre non permittatur.  Der er udover dette dekret også nogle andre, især de om majoriteten og lydigheden, kapitel 'solitae', i den grad uden teologi, at det gør mig ondt for den kirke, der er så meget optaget af menneskers traditioner, at den ikke synes at kunne tillade evangeliets rene betydning. 
92 Sed abstineo hoc tempore, sat habens ostendisse, cur ego me sufficienter honorasse videar Romanum pontificem, si eius decreta tulero, non autem eorum sensum tanquam solum et verum secutus fuero, ne forte, si pluribus ea examinem, existimer studio delectationis tanti verticis dicta carpsisse. Nolo ea damnare, nolo etiam eis cogi contra scripturae veritatem.  Men jeg afholder mig for nærværende derfra, tilfreds med at have påvist, hvorfor jeg for min del synes, at jeg ærer den romerske pave tilstrækkeligt, hvis jeg tåler hans dekreter, men ikke agter at følge deres mening som den eneste og sande, om måske jeg ikke, hvis jeg får undersøgt dem noget mere, skulle mene, at de er sagt af lyst til en sådan kærlighedshvirvel. Jeg vil ikke fordømme dem, men jeg vil heller ikke tvinges af dem imod skriftens sandhed. 
Videre r13-05!

Noter:

Note 44: WA kommentar: Nur wenn vorher afferre statt aufferregelesen wird, ist der Schluss richtig: Luther aber hat in seinem Text des Ius canonicum obige Lesart gefunden, wie sie denn auch in älteren Drucken vorkommt. Indrømmet: Teksten er lidt svær at oversætte. Men ovenstående løsning duer ikke. 'et eis praelationis autoritatem auferre'skal have samme indhold som sacerdotibus voluit iugum subiectionis imponere, og det får det kun ved læsemåden auferre eller aufferre. Ærgerligt, at originalteksten ikke findes i Friedbergs udgave af Gratian!

Note 60: I den danske oversættelse har man oversat det græske 'didrachma' med 'tempelskat'. I den latinske oversættelse, Vulgata, står der 'didragma'. Men i ingen af tilfældene står der, at det er kejseren, denne skat betales til. Det er noget, Luther tilføjer på fri hånd. Og som man kan se af oversættelsen, det har jeg ladet ham gøre.