Luthers resolution før Leipzig 03


Resolutio Lutheriana super propositione sua decima tertia de potestate papae (per autorem locupleta).

Tilbage til oversigten over skriftet!
WA Bind II, side 203-213.
 
1 Sextus, Nicolaus papa eadem dist: c. inferior, (G21k) volens robustissime probare, quod inferior non potest superiorem absolvere (intelligit autem Constantinopolitanam ecclesiam inferiorem, Nam haec multorum Canonum caussa fuit pro isto primatu) inducit illud Isaiae x. Nunquid gloriabitur securis contra eum, qui secat in ea, aut exaltabitur serre contra eum, qui trahit eam? For det sjette. Pave Nicolaus, som ifølge den samme distinktion, kapitel 'inferior', kraftigt vil bevise, at en laverestående ikke kan absolvere en højerestående (han opfatter nemlig den konstantinopolitanske kirke som en laverestående; dette er der mange kanoner, der har som indhold, til fordel for primatet), fremfører Es 10,15: 'Praler øksen overfor dem, der hugger med den, eller ophøjer saven sig over dem, som drager den?'
2 His, inquit, ex divina scriptura commemoratis, sole clarius exhibuimus, non posse quenquam, qui minores autoritatis est, eum, qui maioris potestatis est, iudiciis suis addicere (G21l). Quis non miretur? adeo iste autor sub nomine papae scripturas tractat apposite: deum facit ex papa, caeteros episcopos non fratres, non homines saltem, sed instrumenta facit. Hoc est nimirum sole clarius exhibere, id est tenebras offundere.  Han siger: 'Af dette her nævnte guddommelige skriftsted har vi klarere end solen påvist, at det ikke forholder sig sådan, at enhver, der har en mindre autoritet, kan påføre den, der har en højere magt, sin bedømmelse'. Hvem må ikke undre sig? I den grad gør denne forfatter under pavenavn sig skriften brugbar: Han gør en gud af paven, han gør de andre biskopper, ikke til brødre, ikke engang til mennesker, men til redskaber. Dette er ikke at påvise klarere end solen, det er at udbrede mørke. 
3 Ut omittam, quod hoc syllogismo probat, non posse inferiorem superioris esse iudicem, qui probandum suscepit, quis esset superior et inferior, tam apte et acute disputari dignus fuit iste primatus ambitionis foedissimae.  Og så springer jeg over det, at han med denne sammenligning vil bevise, at den laverestående ikke kan være dommer over de højerestående; det tager den sig på at bevise, som skulle være højerestående og laverestående, i den grad er dette den afskyelige ambitions primat værdig til at diskutere, hvad der er egnet og passende. 
4 Deinde, in fine, Rhomanam ecclesiam matrem vocat omnium ecclesiarum. (n4). In quo mirum est, cuius filiae et discipulae fuerunt ecclesiae Iudaeae, de quibus Paulus ad Galatas dicit: Eram ignotus facie ecclesiis Iudeae, (Gal 1,22) Et quae ecclesia fuerit, quam Paulus vastabat, siquidem Rhomana ecclesia tunc erat adhuc in lumbis patris sui Petri, qui Hierosolymis erat.  Dernæst kalder han i slutningen den romerske kirke for moder til alle kirker. Og det er jo mærkeligt for nogen, der er døtre og disciple af den judæiske kirke, om hvilke Paulus siger til galaterne: Jeg var personlig ukendt for de kristne menigheder i Judæa. Og hvilken kirke var det, som Paulus plyndrede, hvis den romerske kirke på det tidspunkt endnu var i sin far Peters lænder: Han var jo i Jerusalem. 
5 Quid, quaeso, Hierosolymitana ecclesia didicit a Rhomana? Cur mentitur Paulus Rho. xv. dicens, pauperes sanctos in Iudaea iuste accipere collectam a Rhomanis et aliis gentibus, quod spiritualem illorum participes facti essent? quo verbo apostolus Hierosolymitanam ecclesiam matrem, matricem, radicem signat omnium plane ecclesiarum totius orbis, etiam Rhomanae, quod et verum est.  Hvad, spørger jeg, har den jerusalemitiske kirke givet til den romerske? Hvorfor lyver Paulus Rom 15,25f, når han siger, at det er ret, når de fattige i Judæa modtager indsamling fra romerne og de andre hedninger, fordi de er blevet delagtige i deres åndelige gaver? Med det ord betegner apostelen den jerusalemitiske kirke som moderen, oprindelsen, roden til simpelthen alle kirker i hele verden, også den i Rom, hvilket er sandt. 
6 Quis enim negare potest, ecclesiam gentium posteriorem esse ecclesia Iudaeorum et ex hac illam natam? cum tot in locis hoc de gentibus prophetae praedixerint, cum in actibus discipuli dispersi solis Iudaeis praedicasse verbum (W204) et de gentium salute stupuisse legantur, et Paulus Rho. xv. Iudaeorum ministrum fuisse Christum et gentes misericordiam consecutas ad ruinam Iudaeorum doceat. Sed et Christus Iohan. iiij. Salus, inquit, ex Iudaeis. Modeste itaque dixisset 'Matrem ecclesiarum', 'matrem' vero 'omnium ecclesiarum' hyperbole est nimia.  For hvem kan nægte, at hedningernes kirke kommer efter jødernes kirke og er blevet til af den? Eftersom profeterne på så mange steder har forudsagt dette om hedninger, eftersom vi i Apostlenes Gerninger (8,1f) læser, at disciplene blev spredt, men kun prædikede for jøderne og blev forbavsede over hedningernes frelse, og eftersom Paulus i Rom 15,8 lærer, at Kristus er blevet jødernes tjener og at hedningerne stræber efter barmhjertighed til fald for jøderne. Men også Kristus siger i Joh 4,22, at frelsen udgår fra jøderne. Han skulle derfor være lidt forsigtig med at tale om 'moderen til kirkerne', 'moder': jo, men 'alle kirker': stærkt overdrevet.
7 Septimus, Nicolaus iterum dis. xxij. c. omnes, de quo textu nescio quid dicam. Nam prope corrigo meam propositionem et dico, quod rhomanam ecclesiam aliis esse superiorem probatur ex delyramentis cuiusdam ineptissimae paleae, nomine Rhomanorum pontificum ecclesiam Christi illudentis. Audi, quaeso per Christum, quid hic dicat.  Det syvende er atter fra Nicolaus, distinktion 22, kapitlet 'omnes', men jeg véd ikke, hvad jeg skal sige om den tekst. For jeg er lige ved at rette min tese og sige, at den romerske kirke bevises at være overordnet over de andre ud fra den slags uduelige avners pjat, som i den romerske paves navn skal forestille Kristi kirke. Jeg beder i Kristi navn: Hør, hvad han siger.
8 Omnes, inquit, sive patriarchii cuiuslibet apices sive metropoleon primatus aut episcopatuum cathedras vel ecclesiarum cuiuscunque ordinis dignitates, instituit Rhomana ecclesia, Illam vero ipse solus fundavit et supra fidei petram mox nascentis erexit, qui beato Petro, aeternae vitae clavigero, terreni simul et coelestis imperii iura commisit. (G22/3b).  'Alle, hvad enten det er et patriarkalsk overhoved ét eller andet sted, eller det er en metropolit eller bispesæder eller én eller anden kirkelig ordens overhoveder, har den romerske kirke indstiftet. Men selv er den kun funderet eller snarere udsprunget af den troens klippe, som blev overdraget til den salige Peter, det evige livs nøglebærer, efter både jordisk og himmelsk ret'. 
9 Rogo te, lector, de Rhomanis pontificibus et ipsa Rhomana ecclesia, tot milibus martyrum in coelo et terra fulgente, alia quae potes sentias, modo propitius tibi sit Christus, ne hoc decretum credas editum ab ullo Rhomano pontifice, saltem sciente.  Jeg spørger dig, kære læser, om du kan mene andet, om ellers Kristus er dig nær, om de romerske paver og om den romerske kirke selv, end at den lyser på jorden og i himlen med så mange tusind martyrer, og om du tror, at dette dekret er udgivet af nogen romersk pave eller med hans vidende.
10 Primum, verbo Christi solam Rhomanam ecclesiam fundatam garrit hic impius, quisquis est, Rhomani nominis ementior. Caeteras autem, sequitur, non Christus sed rhomana ecclesia fundavit, quia rhomanam ecclesiam supra fidei petram erexit. Supra quam petram, quaeso, alias ecclesias erexit? An supra harenam? Non credunt idem rhomana ecclesia et aliae ecclesiae? Non sunt ipsae etiam ecclesias? For det første våser denne ufromme, hvem han så ellers er, løgneren i Roms navn, om, at alene den romerske kirke er grundlagt ved Kristi ord. Men deraf følger, at de andre er grundlagt, ikke på Kristus, men på den romerske kirke, fordi det er den romerske kirke, der er oprettet på troens klippe. Men på hvilken klippe, spørger jeg, har den oprettet de andre kirker? Mon på sand? Tror de ikke, at den romerske kirke og de andre kirker er den samme? Er ikke også disse kirker?
11 Si sunt ecclesia Christi, cur tu impiissimo ore resistis Christo dicenti: Super hanc petram aedificabo ecclesiam meam? Quid significat ecclesiam meam? Non est nisi una rhomana ecclesia sua ecclesia? Si autem quaelibet alia etiam ecclesia Christi est et Christus affirmat eam aedificandam supra petram fidei, impio iam errore dicitur, ad solam ecclesiam rhomanam pertinere et non ad alias omnes.  Hvis de er Kristi kirker, hvorfor modstår så du med din ufromme mund Kristi ord: På denne klippe vil jeg bygge min kirke? Hvad betyder min kirke? Er det kun den ene romerske kirke, der er hans kirke? Men hvis enhver anden kirke også er Kristi kirke og Kristus forsikrer, at han vil bygge den på troens klippe, så er det da en ugudelig vildfarelse at sige, at dette alene sigter på den romerske kirke og ikke på alle de andre. 
12 Te nunc appello, lector, ut iudices, an haec decreta modeste, an immodeste frigidissima dixerim, quae verius impiissima dicere debuissem, non quod rhomanorum pontificum sint, sed quod nomine eorum vulgentur, et per ipsa iam multis annis adulentur summis pontificibus, has insanias nihil curantibus, quin et suaviter audientibus. Igitur euangelium hoc interprete sic intelligemus et locupletabimus 'Ego supra fidei petram aedificabo ecclesiam meam rhomanam. Rhomana autem aedificabit supra suam sententiam ecclesias suas, non meas, quia meam fidei petram aedificabo'. Jeg appellerer nu til dig, kære læser, at du skal bedømme, om det er mådeholdent eller overdrevent, at jeg har kaldt disse dekreter uduelige, de, som jeg snarere burde have kaldt superugudelige, ikke fordi de er skrevet af romerske paver, men fordi de er udsendt i deres navn, og de allerede nu i mange år har logret for paverne, som ikke har taget sig af dette vanvid, hvis de da ikke syntes, det var sødt at høre på. Derfor skal vi ud fra denne fortolker forstå evangeliet og gøre det rigt således: 'Jeg vil bygge min romerske kirke på troens klippe. Men den romerske kirke vil bygge på sin mening sine kirker, ikke mine, fordi jeg vil bygge min kirke på troens klippe'.
13 Ecce nunc eant adulatores et statuant nobis scripturae sanctae interpretationem ad rhomani pontificis scribas pertinere. (W205) Deinde vide, quid sit in curia rhomana iuristas dominari et sine theologis ac sacris literis de sola potestate et spiritussancti praesentia praesumere, hoc est, per solam potentiam scripturas tractare. Caeterum iuxta Augustini regulam et rhomanus et omnis pontifex subiacet cuiuslibet fidelis etiam iudicio, maxime in materia fidei.  Se lad nu smigrerne komme og fastslå for os en fortolkning af den hellige skrift som har med den romerske paves skrivere at gøre. Og du kan videre se, hvordan i den romerske kurie juristerne dominerer og fremsætter deres teser uden teologerne og de hellige skrifter og helligåndens nærvær, det vil sige, de behandler skrifterne alene ud fra magten. Forøvrigt skal efter Augustins regel enhver pave, både romersk og anden, underkastes enhver troendes bedømmelse, især i det, der har med troen at gøre. 
14 Iam illud quam euangelice dictum est, quod coelestis imperii et terreni iura Petro commisit, obsecro, non est haec res omnibus lachrymis digna, quod haec non modo legere, sed etiam credere pro oraculis spiritussancti urgeamur, et ita urgeamur, ut ignem minentur, si contra quid mutiamus?  Og nu alt dette, hvor evangelisk er det sagt, at det er overdraget Peter ved himmelsk magt og jordisk ret, det spørger jeg sandelig om, er denne sag mon værd alle de tårer, der udgydes for den, for vi tvinges til ikke blot at læse det, men også at tro det som helligåndens udsagn, og vi tvinges således, at der trues med ild, hvis vi ændrer noget?
15 Atque ita fit, ut haec maiore timore et religione amplectamur quam ullum aliud vel fidei vel morum praeceptum divinum, ubi ignem nemo minatur, quin glorificantur, et adhuc bonum statum ecclesiae somniamus nec Antichristum in medio templi agnoscimus. (n15).  Og derved sker der det, at vi godtager disse ting med større frygt og fromhed end noget andet Guds bud, troens eller skikkenes, hvor ingen truer med ild, hvis de ikke æres, og altimens drømmer vi om kirkens gode situation og erkender ikke antikrist i templets midte. 
16 Igitur vox ista blasphemia est impiissima, quod Petrus iura coelestis imperii teneat, cum solum ministerium verbi teneat in terra, Christus solus sit dominus coeli et terrae. Deinde imperium terrenum et Christus docuit et Petrus contemnere: hic non solum non habere, sed etiam iura eius in manu Petri constituit.  Derfor er denne anskuelse blasfemisk og ugudelig, at Peter har herredømmet ifølge himmelsk ret, eftersom han alene har ordets tjeneste på jorden, og alene Kristus skal være herre over himmel og jord. Endvidere lærer Kristus, at også Peter skal foragte det jordiske herredømme: Her indstifter han, at han ikke blot skal have [nogen magt], han lægger også sin ret i Peters hånd. 
17 Hinc secutum est malum, quod adulatores rhomanum pontificem in utroque regno dominum constituunt, quod nec Christo quidem datum est, qui suum regnum negat ex hoc mundo esse.  Heraf følger det onde, at smigrerne gør den romerske pave til herre i begge riger, skønt det ikke engang var givet Kristus, som nægter, at hans rige er af denne verden. 
18 Mirum autem, quod Petrus Neronem principem passus est, non modo in Rhoma sed etiam in sua cruce, qui potuit ei iura terreni imperii auferre, aut certe frivolum et impium est, successorem Petri hoc praesumere, quod in Petro non fuisse cernitur. Pereant ergo arrogantissima vocabula ista imperii, iura imperii, coelestis et terreni imperii. Soli deo hanc conveniunt: ministro ecclesiae et sacerdoti, Christi servo, modestiore tribuantur.  Men det er mærkeligt, at Peter led under kejser Nero ikke blot i Rom men også på sit kors, når han dog kunne vinde sig ret til det jordiske herredømme. Ellers skal man sige, at det er frækt og ugudeligt, at Peters efterfølgere har antaget, at dette ikke sikkert kan siges om Peter. Lad da disse arrogante ord fare, ordet herredømme, himmelsk og jordisk herredømme. Det tilkommer alene Gud. Kirkens tjenere og præster tillægges den mere beskedne betegnelse, Kristi tjenere. 
19 Sequitur eadem palea: Non ergo quaelibet terrena sententia, sed illud verbum, quo constructum est coelum et terra, per quod denique omnia condita sunt elementa, rhomanam fundavit ecclesiam. (G22/3c). Så følger de samme avner: Altså ikke en hvilkensomhelst sætning, men det ord, hvorved himmel og jord blev til, det ord, ved hvilket alle elementer er skabt, har grundlagt den romerske kirke. 
20 Vide monstra: aut haec de sola ecclesia rhomana dicuntur, et sequitur, omnes alias ecclesias esse terrena sententia statutas et sine verbo dei, sine quo nihil factum est quod factum est, et sic omnes aliae ecclesiae sunt nihil: aut simul etiam de aliis ecclesiis intelligendum est, esse scilicet eas per verbum dei, quod omnia condidit, statutas, et sequitur hinc, nihil singulare de rhomana ecclesia dici, nisi inanem pompam syllabarum, et ita decretistam hunc aut intolerabili impietate negare caeteras ecclesias una cum Christo aut seipsum sua inscitia manifestissime irridere. Se, hvor besynderligt: Enten siges dette om den romerske kirke alene, og så følger deraf, at alle andre kirker er grundlagt på jordiske ord og er uden det Guds ord, uden hvilket intet er blevet til af det, der er, og således, at alle alle andre kirker intet er. Eller også skal dette forstås også om alle kirker, at de er grundlagt på det Guds ord, der har skabt alt, og så følger der heraf, at der ikke siges noget specielt om den romerske kirke, andet end nogle tomme pompøse stavelser, og således gør denne dekretist det, at han enten med en utålelig ugudelighed nægter, at de øvrige kirker er ét med Kristus, eller gør sig selv til grin med sin åbenbare uvidenhed.
21 Quod si de constitutione ecclesiarum iuxta dignitatis gradus loquitur, non iuxta substantiam, patet ex praedictis, quam perverse hoc verbum Christi de fide totius ecclesiae universalis torqueat ad potestatem unius hominis. (W206). Christus suam ecclesiam supra petram aedificare se dicit, hic vero non, sed dumtaxat rhomanam, hoc est caeteras ecclesias nihil facere et Christum negare.  For hvis man taler om kirkernes grundlæggelse efter værdighedens målestok, ikke efter indholdet, fremgår det af det foregående, hvor perverst dette Kristi ord om hele den universelle kirkes tro kan fordrejes til ét eneste menneskes magt. Kristus siger, at han vil bygge sin kirke på klippen, men ikke her, kun på den romerske. Det er at gøre de øvrige kirker til intet og nægte Kristus. 
22 Porro, si caeterae ecclesiae sunt terrena sententia statutae et hanc sententiam rhomanae ecclesiae esse dixit, suo ore sese damnat, suam sententiam esse terrenam, non divinam, dicens. Et ubi manet, quod vocem Petri tanquam divinam et non terrenam audire oportet? porro quis constituit ecclesiam Hierosolymitanam, antequam ecclesia rhomana esset? An non Petrus verbo dei rhomanam ecclesiam constituit? Videre: Hvis de øvrige kirker er grundlagt ved et jordisk ord, og han siger, at dette ord er den romerske kirkes, så fordømmer han sig selv med sin egen mund, idet han siger, at hans ord er jordisk, ikke guddommeligt. Og hvad bliver der så af det, at Peters stemme bør adlydes som en guddommelig og ikke en jordisk røst? Ja, hvem grundlagde den jerusalemitiske kirke, førend den romerske kirke var til? Mon ikke Peter med Guds ord grundlagde den romerske kirke? 
23 Verum si de dignitatis constitutione loquitur, non de substantia ecclesiae, tunc arguo sic: Rhomana ecclesia est divino verbo aliis superior constituta, ergo necesse erit, ut eodem verbo caeterae ecclesiae sint ei inferiores statutae, quia non potest statui superior, nisi sint quibus superior statui possit. Men hvis der tales om værdighedens grundlæggelse, ikke om kirkens indhold, da vil jeg argumentere således: Den romerske kirke er ved et guddommeligt ord grundlagt til at være de andre overordnet, derfor er det nødvendigt, at de andre kirker ved det samme ord er indstiftet til at være den underordnet, fordi man ikke kan indstifte nogen til at være overordnet, hvis man ikke giver ham nogen, han kan være overordnet over. 
24 Ubi ergo est, quod supra dixit, Inferiores caeterarum ecclesiarum ordines a rhomana ecclesia institui? non verbo divino, quo vult sola constitui ipsa? Nam quomodo Christus potuit statui dominus, nisi simul gentes et termini terrae subiicerentur, et mons Zion, cui rex praeficeretur? Hvad bliver der så af det, som han sagde tidligere, at de øvrige kirkers underordnede ordener er indstiftet af den romerske kirke? det er da ikke sket ved et guddommeligt ord, hvorved han vil, at alene hans egen kirke er indstiftet? For hvordan kan Kristus indsættes som herre, hvis ikke samtidig hedningerne og jordens ender underlægges ham, og Zion-bjerget, som kongen har kommandoen over?
25 Adde his, si quis dicat 'si rhomana ecclesia divino verbo fundatur super omnes, oportet ergo et eas certas nominari, quae verbo divino subiiciantur'. Age, esto ergo haec sententia divina 'rhomana ecclesia est aliis superior', dic, ubi scriptum sit eius correlativum 'Ecclesia Mediolanensis est ea inferior, aut ulla alia'?  Føj til dette, hvis nogen vil sige: 'Hvis den romerske kirke ved et guddommeligt ord er grundlagt til at være over alle, så bør der altså også kunne nævnes andre, som ved et guddommeligt ord underordnes', hvad så? Kom nu, lad dette være en guddommelig sætning: 'Den romerske kirke er overordnet de andre', sig så, hvor dens tilsvarende står skrevet: 'Den milanesiske kirke er underordnet under den eller under en anden'?
26 Si nulla nominatur, nulla subesse debet, praecepto saltem divino. Quid hic melius dici potest, quam quod verbum Christi nec de superioritate nec inferioritate ecclesiarum intelligi possit, sed de sola, eadem invictaque fide et potestate omnium ecclesiarum aequaliter. Vides ne, quid sit sacras literas pro humano affectu et sine timore dei tractare? Hvis du ikke kan nævne nogen, så bør ingen være underordnet, i hvert fald ifølge det guddommelige bud. Hvad kan der her siges bedre, end at Kristi ord hverken kan forstås om kirkernes over- eller underordning, men alene om den samme ubesejrede tro og alle kirkers ligelige magt. Ser du nu, hvad det vil sige, at behandle den hellige skrift til fordel for menneskelige følelser og uden gudsfrygt?
27 Sequitur: Illius certe privilegio fungitur, cuius autoritate fulcitur. (G22/3d). Nu følger: Den, ved hvis privilegium det fuldføres, ved hans autoritet bliver det også understøttet.
28 Vide, quae corollaria inferat: verbum Christi de fide ad potestatis significationem detortum privilegium fit rhomanae ecclesiae in verbo, quod communiter omnibus ecclesiis convenit, quia Christus dicit: Super hanc petram aedificabo ecclesiam meam, 'meam', inquit, 'meam'.  Se, hvilke slutninger han drager: Kristi ord om troen bliver forvendt til at betyde magt til den romerske kirke i ordet, som passer generelt på alle kirker, fordi Kristus siger: På denne klippe vil jeg bygge min kirke, 'min', siger han, 'min'. 
29 Si ecclesia alia quaelibet est ecclesia Christi, ipsa certe aedificata est super eandem petram et nullum est ulli privilegium. Si non est ecclesia Christi et sola Rhoma est ecclesia, privilegium non stat, quia nulla est ecclesia aut cui Rhomana superior esse possit. Iterum dico, pronomen 'meam' aut significat solam rhomanam ecclesiam aut omnem ecclesiam.  Hvis nogen anden kirke er Kristi kirke, er den givetvis også bygget på den samme klippe, så det er ikke et privilegium for nogen. Og hvis den ikke er Kristi kirke og det alene er den romerske, der er kirke, er der ikke noget privilegium, fordi den ikke er nogen kirke, og altså ikke noget, den romerske kirke kan være overordnet over. Igen siger jeg, stedordet 'min' betyder enten den romerske kirke alene eller enhver kirke. 
30 Si solam, non habet privilegium prae caeteris. Si omnem, iterum non habet privilegium prae caeteris. Eligat ergo quod vult, per hoc verbum Christi rhomana ecclesia aut erit sola aut non erit prima. Alia ergo via probandus iste primatus, quia illusionem hanc sui euangelium Christi, ut vides, quam pulchre eludit et, ut proverbium Salomonis habet, illudit illusores suos. (Ordspr 3,34). (W207).  Hvis det betyder den alene, har den ikke noget privilegium fremfor de øvrige. Hvis det betyder enhver, har den heller ikke noget privilegium fremfor de øvrige. Lad ham vælge, hvad han vil, gennem dette Kristi ord bliver den romerske kirke enten den eneste eller den bliver ikke den første. Primatet må bevises på anden måde, fordi dette er et bedrag med Kristi evangelium, så du ser, hvor smukt han leger, eller, som Salomon udtrykker sig, hvor smukt han driver spot med spottere. 
31 Et sunt tamen tam multi, qui ex hac misera palea privilegium rhomanae ecclesiae passim pro articulo fidei vel omnium primo et maximo iactitent, patientiores, si Christum neges quam si hoc privilegium, verba Christi pervertens, non adores.  Og dog er der så mange, som ud fra disse elendige avner overalt fremfører den romerske kirkes privilegium som en trossætningen næsten først og størst af alle, og udviser større tålsomhed, hvis du nægter Kristus end hvis du ikke tilbeder dette privilegium, der forvender Kristi ord. 
32 Sequitur iterum corollarium tali themate dignum: Unde non est dubium, quia, quisquis cuilibet ecclesiae ius suum detrahit, iniusticiam facit. (G22/3d) Qui autem rhomanae ecclesiae privilegium ab ipso summo omnium ecclesiarum capite traditum (vide hiatum istum Stentoreum) auferre conatur, hic procul dubio in haeresim labitur. (G22/3e).  Så følger atter en slutning, der er et sådant tema værdig: 'Derfor er der ingen tvivl om, at enhver der berøver denne kirke dens ret, øver uretfærdighed'. 'Men den, der stræber efter at ophæve den romerske kirkes privilegium, der er traderet fra det øverste hoved over alle kirker selv (se denne udråbers store gab), falder uden tvivl her i kætteri'. 
33 Ecclesia rhomana non habet ius sed privilegium. Quod? quod est supra petram fidei aedificata: hoc enim solius rhomanae ecclesiae est isto autore. Deinde petram fidei intelligit praelationem hanc primatus terreni. Nam haec duo perpetuo miscet et confundit haec palea. Den romerske kirke har ikke nogen ret, men et privilegium. Hvordan? Fordi den er bygget på troens klippe. Dette er nemlig enestående ved den romerske kirke ifølge denne forfatter. Desuden forstår han troens klippe som overdragelsen af dette jordiske primat. For disse to blander han sammen og forvirrer derved alle disse avner. 
34 Obsecro, quanta patientia est ista tolerare? Primum, sicut dixi, si petra fidem signat, eadem est omnium ecclesiarum, nullo relinquo privilegio. Si autem non omnium est eadem, sola erit ecclesia Rhomana, non habens cui praeferatur.  Jamen altså, med hvor stor en tålmodighed skal man ikke bære dette? For det første, som sagt, hvis klippen betyder troen, er den den samme for alle kirker, hvilket ikke giver plads til noget privilegium. Men hvis alle ikke har den samme, og den romerske kirke er alene, har den ikke nogen at være foretrukket fremfor. 
35 Secundo, si petra fidei significat, iam sibiipsi contradicit in eodem verbo verbumqua Christi adulterat, fidei significationem subvertens et spiritum in carnem, Christum ad mundum trahens.  For det andet, hvis klippen betyder troen, har han modsagt sig selv i dette ord og skændet Kristi ord, idet han har fordrejet troens betydning og trukket ånden ned til kødet, Kristus ned til verden. 
36 Non ergo est haereticus, qui negat hoc privilegium rhomanae ecclesiae, sed ille depravator est verbi dei, qui per fidei petram intelligit privilegium potentiae temporalis.  Derfor er den ikke kætter, som nægter dette den romerske kirkes privilegium, men den er en ødelægger af Guds ord, som ved troens klippe forstår en timelig magts privilegium. 
37 Quod autem in fine Ambrosium adducit, qui se matrem (n37) ecclesiarum asserit sequi Rhomanam, utinam et ipse idem faceret cum Ambrosio! (G22/3f) Ecclesia Rhomana mater est, sed non omnium ecclesiarum. Nam et Metropolis quaelibet est mater ecclesiarum iuxta patrum statuta. Deinde, rhomana ecclesia nunquam verbis Christi has contumelias fecit, quas haec palea facit, sed per petram fidem intelligit, non tyrannidis ambitionem.  Men når han i slutningen fremfører Ambrosius, som forsikrer, at han følger kirkernes moder, den romerske kirke, gid han så gjorde det samme som Ambrosius! Den romerske kirker er en moder, men ikke for enhver kirke. For også en hvilkensomhelst storby er moder for kirkerne, ifølge fædrenes statutter. Desuden, den romerske kirke har aldrig udsat Kristi ord for de fornærmelser, som disse avner gør, men ved klippen forstået troen, ikke tyranniets ambition. 
38 Octavus, (ut finem faciamus horum deplorandorum interpretum scripturae divinae) est iterum Anacletus eadem dist. c. sacrosancta (sic enim ausus est, quisquis fuerit iste barbarissimus Notarius, etiam tanto pontifici tribuere tantam et inscitiam et temeritatem, quantam videbimus): Sacrosancta rhomana ecclesia (quia aliae non sanctae aut non sacrosanctae sunt, etiam si eadem fide, verbo, sacramento, spiritu prorsusque eadem sanctitate sanctificetur) non ab Apostolis, sed ab ipso domino et salvatore primatum obtinuit, sicut beato Petro dicit 'Tu es Petrus &c'. (G22/4b).  (catlut21#3). For det ottende (at jeg skal komme til ende med disse jammerlige fortolkninger af den hellige skrift) er der igen Anacletus i den samme distinktion kapitel 'sacrosancta' (sådan vover han nemlig, hvem han end er denne barbariske notar, at tillægge et så stort pavedømme en sådan uvidenhed og frækhed, som vi vil få at se): 'Den højhellige romerske kirke (fordi de andre ikke er hellige eller ikke højhellige, også selv om de er helligede ved den samme tro, det samme ord, det samme sakramente, den samme ånd og helt igennem ved den samme hellighed) har ikke opnået primatet fra apostlene, men fra vor Herre og frelser selv, sådan som han sagde til den salige Peter: 'Du er Peter osv'. 
39 Si aliquis gentilium sic exponi verba Christi audiret, quando Christianus fieret? Igitur et hic primatum intelligit per verbum 'Tu es Petrus' seu per 'hanc petram'. Eligant autem (ut iterum eadem repetam), utrum voluerint. Petro hoc loco aut significat fidem spiritus aut primatum exterius: utrunque (W208) enim simul nequit significare.  Hvis en hedning hører Kristi ord forklaret sådan, hvad skal en kristen så gøre? Også her forstås jo primatet ud fra ordet 'Du er Peter' eller 'på denne klippe'. Men for at gentage det: De kan vælge hvad de vil af de to. Enten betyder Peter på dette sted åndens tro eller også betyder det det ydre primat: Det kan nemlig ikke betyde begge dele på én gang. 
40 Si fidem, iam omnes ecclesiae super eam sunt aedificatae, quia Christus dicit: super hanc petram aedificabo ecclesiam meam. Ergo cuicunque convenit dici a Christo 'ecclesia mea', ad eandem pertinet petra et Petrus, super quam aedificatur. ita nihil proprium rhomana ecclesia habet, sed omnia sunt communia, quia ubi eadem fides, eadem quoque potestas clavium: fidei enim et petrae datae sunt claves, ut patet.  Hvis Peter betyder troen, så er alle kirker bygget på den, fordi Kristus siger: på denne klippe vil jeg bygge min kirke. Ergo passer det på enhver kirke, at der af Kristus siges 'min kirke', og også Peter henvises til den samme klippe, på hvem der bygges. Således har den romerske kirke intet specielt, men alt er fælles, fordi hvor der er den samme tro, er der også den samme nøglemagt: Det er nemlig Peter og troen, der får nøglerne givet, som det fremgår. 
41 Si potestam, iam iterum omnes sunt aequales ecclesiae, quia cuicunque dicitur a Christo 'ecclesia mea', simul dicitur 'aedificabo te super petram', id est potestatem. quare quaelibet ecclesia hoc verbo erit omnium prima, quia habet eanden petram, qua rhomana ecclesia gloriatur esse se primam. Ita quoque te vertas, semper occurrit et resistit tibi Christus, dum ecclesiam suam supra petram aedificat nec sinit ulli particulari ecclesiae hanc petram appropriari, ideo nec Petrum.  Hvis Peter betyder magten, så er atter alle kirker lige, fordi der til enhver af Kristus siges 'min kirke', og ligesådan siges der 'jeg vil bygge dig på klippen', det vil sige, på magten. Derfor vil enhver kirke ud fra dette ord være den første, rose sig af at være den første, fordi den har den samme klippe, som får den romerske kirke til at rose sig af at være den første. Derfor, hvor du end vender dig hen, altid står Kristus dig i vejen og modstår dig, idet han bygger sin kirke på klippen og ikke ophører med at sammenligne hver enkelt kirke med denne klippe, derfor bliver også Peter sammenlignet dermed. 
42 Vides ergo, quod unicum illud pronomen 'meam' tanquam chrystallus coelestis omnes has decretales infrigidat, ut ante faciem frigoris eius nulla sustinere possit, dum communem petram, communem potestatem, communes claves, communem Petrum et omnia communia facit. Ita iure divino quicquid habet rhomana ecclesia, habet quaelibet ecclesia, quantumlibet parva, quia ad omnes dicit, et Paulus i. Corin. iij. Omnia vestra, sive Paulus sive Apollo sive Cephe sive mundus, omnia vestra, vos autem Christi. (catlut21#9-12).  Du ser altså, at dette enestående stedord 'min' som en himmelsk krystal gør alle disse dekreter uduelige, så at for dens kolde åsyn kan de ikke holde stand, idet det gør klippen fælles, magten fælles, nøglerne fælles, Peter og alt andet fælles. Hvad derfor den romerske kirke har efter guddommelig ret, har enhver anden kirke, hvor lille den end er, fordi han taler til alle, og fordi Paulus 1 Kor 3,21ff siger: Alt er jeres, hvad enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas eller verden, alt er jeres, men I tilhører Kristus. 
43 Esset sane ridiculum, quod omnium ecclesiarum idem est baptismus, eadem eucharistia, eadem confirmatio, idem verbum dei, idem sacerdotium, eadem ponitentiae, unctionis, matrimonii et omnia sacramenta, eadem fides, spes, charitas, gratia, mors, vita, gloria, et una haec temporalis potentia uni tributa esset per verbum dei, quod commune est omnibus. (catlut21#16)  Det ville sandelig være latterligt, at for alle kirker er det den samme dåb, den samme nadver, den samme konfirmation, det samme Guds ord, det samme præstedømme, den samme bod, salvelse, ægteskab og alle sakramenter, den samme tro, håb, kærlighed, nåde, død, liv, ære, og der så gennem Guds ord var tildelt én af dem denne ene timelige magt, som er fælles for alle. 
44 Quare ubicunque praedicatur verbum dei et creditur, ibi est vera fides, petra ista immobilis: ubi autem fides, ibi ecclesia: ubi ecclesia, ibi sponsa Christi: ubi sponsa Christi, ibi omnia quae sunt sponsi. Ita fides omnia secum habet, quae ad fidem sequuntur, claves, sacramenta, potestatem et omnia alia.  Derfor, overalt, hvor Guds ord prædikes og tros, dèr er også den sande tro, denne ubevægelige klippe: men hvor troen er, dèr er kirken; hvor kirken er, dèr er Kristi brud: hvor Kristi brud er, dèr er alt, hvad der hører brudgommen til. Således fører troen alt det med sig, som følger af troen, nøglerne, sakramenterne, magten og alt andet. 
45 Quaero etiam, si soli sunt Petro claves datae, et non universali ecclesiae, cur non vocantur claves Petri? cur non vocantur claves ecclesiae rhomanae? Cur ipsemet pontifex in suis literis vocat eas claves sanctae matris ecclesiae? Aut enim haec vox communis totius ecclesiae iniuriam facit rhomanae ecclesiae in suo privilegio, sibi soli attrahendi claves, aut rhomana ecclesia schisma quaerit, dicens 'Ego sum Cephe', et toti ecclesiae rapit rem, quam ipsamet confitetur communem.  Jeg spørger også: Hvis nøglerne alene er givet Peter og ikke den universelle kirke, hvorfor kaldes de så Peters nøgler? Hvorfor kaldes de ikke den romerske kirkes nøgler? Hvorfor kaldes selv paven i sine breve disse nøgler den hellige moder kirkens nøgler? For enten gør nemlig dette ord om hele kirkens fællesejendom uret mod den romerske kirke i dens privilegium, idet det fratager den nøglerne, eller også kræver den romerske kirke en adskillelse, idet den siger: 'Jeg er Kefas', og røver fra hele kirken det, som den selv bekender er fælles. 
46 Patet ergo testimonio omnium publico, non Petro, sed ecclesiae claves traditas, non rhomanae, sed universali et cuilibet. (catlut21#21) Praeter haec vide, quam recte per petram intelligant potestatem. Nam cum potestas esse non possit, nisi ecclesia sit prius fundata, quae accipiat potestatem, quomodo ecclesia super potestatem, id est prius aedificatur (W209) super posterius? Det fortælles altså ved alles offentlige vidnesbyrd, at nøglerne er overgivet, ikke til Peter, men til kirken, ikke til den romerske, men til den universelle og til hvilkensomhelst kirke. Derudover ser du her, hvor rigtigt det er ved klippen at forstå magten. For eftersom der ikke kan være nogen magt, medmindre den kirke først er grundlagt, som skal modtage magten, hvordan kan kirken så bygges på magten, det vil sige, hvordan kan den i forvejen bygges på noget, der først kommer senere?
47 Denique potestatem non per petram sed per claves Christus intelligit, quas ecclesiae super petram (id est fidem) prius aedificatae tradit, ut clare textus ordo probat. Vides ergo, quam ambitio excaecet oculos mentis, ut clavium potestate non contenta etiam ex petra fidei, quae est ecclesiae substantia, potestatem faciat. (catlut21#25).  Endelig forstår Kristus magten ikke ved klippen, men ved nøglerne, som overleveres kirken hen over klippen (det vil sige: troen), den kirke, der forud er opbygget, som teksten klart beviser ved sin rækkefølge. Du ser altså, hvordan ambition kan gøre sindets øjne blinde, så den ikke er tilfreds med nøglemagten, men også vil gøre magt ud af troens klippe, som er kirkens substans.
48 Quod autem hic Anacletus rhomanam sedem primam vocat et Alexandrinam secundam et Antiochenam tertiam, (G22/4e) seipsum iterum redarguit, non solum quia iste ordo iam diu mutatus est, verum etiam quod sequitur hinc, aut Alexandrinam esse iure divino secundam et Antiochenam tertiam, aut nec rhomanam primam, quia eodem iure oportet esse primam, quo secundam et tertiam. At manifestum est, quod secundam et tertiam suo iure ordinat Rhoma: ergo et seipsam primam suo iure ordinat. (catlut21#30).  Men når Anacletus her kalder det romerske sæde det første og det alexandrinske det andet og det antiokenske det tredie, så argumenterer han igen imod sig selv, ikke blot fordi denne orden allerede forlængst er blevet ændret, men også fordi heraf følger, enten at det alexandrinske sæde ifølge guddommelig ret var det andet og det antiokenske det tredie, eller også at det romerske aldrig har været det første, fordi det må være det første med samme ret, som den, hvormed de andre er det andet og det tredie. Men det er ganske klart, at det er Rom, der efter sin ret har indordnet de andre som den anden og den tredie. Derfor er det også efter sin egen ret, at den har gjort sig selv til den første. 
49 Errat etiam in historia, quod Ignatium scribit constitutum a Petro Episcopum Antiochiae sibi successorem (G22/4f), cum in ecclesiastica historia pateat Euodium Petro et Euodio Ignatium successisse. Ideo non est credibile, huius canonis autorem esse Anacletum. (catlut21#33).  Han tager også fejl i det historiske, fordi han skriver, at Ignatius blev indsat til biskop af Peter som hans efterfølger, skønt det af kirkehistorien fremgår, at Euodius efterfulgte Peter og Ignatius Euodius. Derfor er det ikke troligt, at forfatteren til denne kanon er Anacletus. 
50 Iam audi interim securum affirmatorem, id est temerarium: inter beatos apostolos, inquit, quaedam fuit discretio potestatis, et licet omnes essent apostoli, Petro tamen concessum est a domino et ipsi inter se voluerunt idipsum, ut reliquis apostolis omnibus praeesset. (G22/4g). Men nu hører jeg så en sikker vished, det vil sige: frækhed: 'Blandt de salige apostle', siger han, 'var der et vist skel i magt, og selv om alle var apostle, havde Peter dog fået overdraget af Herren, og indbyrdes ville de det samme, at han skulle stå i spidsen for de øvrige apostle'. 
51 Obsecro, quae fuit ista discretio potestatis? nunquid Petrus ordinavit apostolos? nunquid misit eos? nunquid confirmavit eos? Ubi legisti, belua, quod a domino concessum est Petro habere discretam potestatem ab aliis? quando hoc ipsi voluerunt? (catlut21#37).  Jamen altså, hvad var det for et skel i magt? Mon Peter ordinerede nogen apostel? Mon han udsendte dem? Mon han konfirmerede dem? Hvor læser du, din klodrian, at det af Herren blev givet Peter at have en særskilt magt fremfor de andre? hvor ville de andre dette?
52 Quin hic signa: Duplex est primatus, honoris et potestatis. Quod Petrus primus fuit in ordine, nemo negat. Nam et inter cardinales, episcopis, sacerdotes, doctores, principes, etiam si nullus alteri subiectus est, tamen necesse est in conventu aliquem primo loco sedere, cum tamen nihil habeat praecipere illis.  Dog her skal man lægge mærke til, at primatet er dobbelt: ét efter æren og ét efter magten. At Peter var den første i rækken, er der ingen, der nægter. For også mellem kardinaler, biskopper, præster, doktorer, fyrster, også selv om ikke nogen er undergivet nogen anden, er det dog nødvendigt, når de kommer sammen, at én indtager førstepladsen, selv om han ikke har noget fremfor de andre. 
53 Ita Petrum fatemur principem apostolorum, primum ecclesiae membrum, caput collegii apostolici et alia quae de eo sancti patres dixerunt. Ita videmus et rhomanos pontifices semper fuisse honoratos ut successores Petri et primo loco habitos. Et in hoc recte et laudabiliter actum est et agitur agendumque est sine querela.  På den måde indrømmer vi, at Peter var apostlenes førstemand, kirkens første medlem, overhoved over apostelkollegiet, og hvad andet de hellige fædre siger om ham. På den måde ser vi også, at de romerske paver altid har været ærede som Peters efterfølgere og dem, der indtog førstepladsen. Og i det blev der handlet ret, bliver der handlet ret og skal der handles ret uden klage. 
54 Alter autem primatus, potestatis, nunquam fuit Petro datus, quia quilibet apostolorum sine autoritate Petri praedicavit euangelium, episcopos et praesbyteros ordinavit in locis suis: omnes a solo Christo sunt aequaliter missi et immediate. Hunc primatum isti honestissimi canones ambiunt et verbis dei abutuntur in hanc tyrannidem stabiliendam.  Men det andet primat, magtens primat, blev aldrig givet til Peter, for enhver af apostlene prædikede evangeliet, ordinerede biskopper og præster, hvor de var, uden Peters autoritet: alle var udsendt på lige fod og umiddelbart af Kristus alene. Dette primat lusker disse højtærede kanoner rundt efter, og misbruger Guds ord til at stadfæste dette tyranni. 
55 Nolunt enim ullum Episcopum in toto mundo fieri, nisi pallium et autoritatem Rhomani pontificis (W210) habeat. Et ubi Petrus sese non extulit super apostolos, ibi unius apostoli successor, longe minor suo praedecessore (sicut Episcopus apostolo), non contentus honoris primatu, omnium apostolorum successoribus vult dominari in potestate et violentia, sed non etiam ipse pascere &c.  De vil nemlig ikke, at der i hele verden skal være nogen, der bliver biskop, hvis han ikke får palliet og autoriteten fra den romerske pave. Og hvor Peter ikke hævede sig op over apostlene, dèr vil denne ene apostelefterfølger (sådan som en biskop over en apostel), ikke være tilfreds med æresprimatet, men vil herske over alle de andre apostelefterfølgere med magt og vold, men ikke selv vogte osv. 
56 Hanc rationem invictam oppono omnibus, qui Rhomano pontifici adulantur super totius mundi dominio, et expecto cum fiducia, quidnam contra possint movere aut gannire. Qua simul fretus tanquam certissima et omnibus notissima veritate, cum fiducia proclamo, quod decreta quaecunque aliter statuunt non modo frigidissima sunt, sed etiam contraria divinae scripturae, euangelio et actibus, epistolis apostolorum, in quibus tam crebre, tam aperte Apostolorum aequalis et in mundo diversa commissa provintia describitur, ut ego non possim satis admirari, esse potuisse unquam tam temerarios adulatores, qui contra haec fulmina scripturae fumum suum terrenum levare auderent, hoc successori Petri episcopo arrogantes, quod nec apostolo Petro praedecessori unquam permissum est.  Denne ubesejrede begrundelse sætter jeg op imod alle, som logrer for det romerske pavedømme som et herredømme over hele verden, og jeg forventer med tillid, hvad de kan sætte op eller bjæffe imod det. Da jeg er sikker på det som den sikreste og for alle med indlysende sandhed, påstår jeg tillidsfuldt, at hvilkesomhelst dekreter, der påstår noget andet ikke blot er højst uduelige, men også imod den guddommelige skrift, evangelierne, Apostlenes Gerninger, apostlenes breve, hvori det både hyppigt og klart beskrives, hvordan apostlene på lige fod blev sendt ud i verdens egne, så at jeg ikke kan undre mig nok over, at der nogetsteds kan være så frække smigrere, som vover at løfte sin jordiske røg imod disse skriftens tordenskrald, så de tilraner den biskop, der er Peters efterfølger det, som aldrig nogensinde var tilladt apostelen Peter, deres forgænger. 
57 Nec tamen mirarer, si id solum arrogarent, nec hoc quererer, sed quod huic arrogantiae repugnantes scripturas maluerint corrumpere quam repugnantibus temporalem hunc potestatis primatum cedere.  Dog ville jeg ikke undre mig, hvis de alene tilranede sig dette, det er heller ikke det, jeg klager over, men at de med en sådan frækhed hellere vil radbrække skriften, end vige for dem, der bekæmper dette magtens timelige primat. 
58 Addo ad haec, quod nec in hoc recte et euangelice fit a rhomanis pontificibus, quod Episcopos e rhomana ecclesia propagatos, id est ecclesiam latinam, sic administrant, ut soli ipsi ordinent et confirment Episcopos omnes. In hoc enim non Christo, sed sibi ecclesias Christi videntur arrogare, cum apostoli Pauli exemplo deberent etiam aliis committere constitutionem Episcoporum, videlicet Archiepiscopis et vicinis. Hertil føjer jeg, hvad der i denne sag heller ikke sker med rette fra de romerske pavers side, at de administrerer de biskopper, der stammer fra den romerske kirke, det vil sige, den latinske kirke, således, at de alene ordinerer og bekræfter alle biskopper. Heri synes de nemlig at tilrane sig kirker ikke til Kristus men til sig selv, eftersom de efter apostelen Paulus' eksempel burde have overladt indsættelsen af biskopper til andre, nemlig ærkebiskopper og nabobisper. 
59 Deberent ergo illos deo committere et nequaquam cogere, ut pro novo Episcopo ad urbem mitterent: habet enim hoc speciem non levem avaritiae et tyrannidis, qua dominentur fidei eorum, quod Paulus noluit in Corinthios sibi usurpare.  Altså, de burde overgive dem til Gud og aldrig tvinge dem til, at de blev sendt til Rom til bedste for en ny biskop. Her har vi nemlig den slags ikke ubetydelige gerrighed og tyranni, som behersker deres tro, hvilket Paulus ikke ville fordriste sig til overfor korinthierne. 
60 Sufficeret enim semel Episcopum dedisse et deinceps eos gratiae dei commendatos propagationi propriae eos relinquere aut solummodo curam gerere, ne a fide degenerarent, sicut apostolus in Galatis monstravit exemplum. Nunc videmus praetextu huius beneficii et primatus omnium episcopatus et sacerdotia in voraginem rhomanae avaritiae rapi, tot simoniae impudentissimae monstris hoc uno operculo tectis.  Det er nemlig nok én gang at have indsat biskoppen og derefter overlade dem til Guds nåde og lade det være op til dem selv at udbrede evangeliet, eller blot at drage omsorg, at de ikke afviger fra troen, sådan som apostelen viser et eksempel på mod galaterne. Nu ser vi under foregivende af denne velsignelse både primatet og alle bispedømmer og præstedømmer undertrykkes af denne romerske pengesyge, vi ser så mange eksempler på fræk simoni under dække af denne ene gerning. 
61 Sequitur: Et Cephas, id est caput et principium, teneret apostolatus. (G22/4g).  Så følger: Og Peter, det vil sige hovedet og lederen, indehaver apostolatet. 
62 Vel hic locus ostendit magis affectu potestatis quam veritatis studio hunc primatum quaesitum. Quomodo enim tot falsis argumentis uterentur, si semel et solidam haberent caussam? multis autem eget mendacium, ut verum appareat. Itaque tam inscius est iste Scenius et poeticus Anacletus, ut Cephan 'caput' interpretetur contra evidentissimum et apostolicum testimonium Iohannis apostoli, qui dicit Iohan. i. Intuitus eum Iesus dixit: Tu es Simon, filius Iohanna, Tu vocaberis Cephas, quod interpretatur Petrus. (Joh 1,42).  Dette sted fremviser det omspurgte primat mere af magtbrynde end af lyst til sandheden. For hvorfor skulle de bruge så mange falske argumenter, hvis de havde en enkel og fast sag? Men med mange argumenter udstyrer de løgnen, så den ser ud som sandhed. Men altså, så uvidende er denne skuespiller og digter Anacletus, at han oversætter 'Kefas' med 'hoved' imod apostelen Johannes' klare og apostoliske vidnesbyrd, han, som i Joh 1,42 siger: Da Jesus mødte ham sagde han: Du er Simon, Jonas' søn, du skal kaldes Kefas, hvilket betyder Peter. 
63 Pudet me, quod (W211) hoc errore crassisimo tantum negotium struitur, in quo simul indiligentes se fuisse euangelii lectores: ideo non mirum, quod et falsos intellectores se ostendunt. Melius Leo supra, (W198), petram 'soliditatem' intelligens, vocabulum Cephe bene novit. At hic nec euangelium nec Canones recte intelligit. Jeg skammer mig over, at denne grove fejl har opdynget så megen snak, hvori de, der læser evangeliet, har været lige så lede ved det. Derfor er det ikke underligt, at der her også viser sig falske lærere. Så var det da bedre med Leo, tidligere, der ved 'petrus' forstod 'fasthed', for han kendte godt ordet 'Kefas'. Men han her forstår hverken evangeliet eller kanonerne ret. 
64 Est autem Cephe, teste Hieronymo, syrum vocabulum significans soliditatem, quam Graecus petrum vel petram, id est saxum vel rupem firmam, transtulit. At noster nugator cephalen graece pro cepha Syriace accepit et tamen inter sacros canones vel primus habetur. (catlut21#51-54) Nam in decretalibus, quas Gregorius ix. et Bonifacius viij. congesserunt, huic canoni suisque similibus autoritas tanta tribuitur, ut vix una sit quae non totum hunc spiret.  Men 'Kefas' er efter Hieronymus' mening et syrisk ord, der betyder 'fasthed', hvilket på græsk hedder 'petrum' eller 'petram', det vil sige 'klippe' eller 'fast klippeskær'. Men vores vrøvlehoved forstår det græske 'kefalen' som det syriske 'kefas' og regnes dog blandt de hellige kanoner eller som den første. For i dekretalierne, som Gregor den Niende og Bonifacius den Ottende samlede, tillægges der denne kanon og dens lige så megen autoritet, at der næppe er én, som ikke i det hele ånder heraf. 
65 Praetereo, quod deinceps hanc formam successoribus traditam fabulatur servandam a caeteris Episcopis (G22/4g), omnino aliud nihil quam ambiotiosissimum spirans affectum.  Forøvrigt, at han derefter fabler om, at denne form skulle overgives til hans efterfølgere og betjenes af de øvrige biskopper, det lugter ikke af andet end den mest ambitiøse følelse. 
66 Sequitur pulchra similitudo: Et non solum in novo testamento est contitutum, sed etiam in veteri fuit, sicut scriptum est: Moses et Aaron in sacerdotibus eius (Sl 99,6), id est, primi inter eos fuerunt. (G22/4g).  Så følger en smuk lignelse: Og dette var ikke blot fastsat i det ny testamente, men også i det gamle, sådan som der er skrevet: Moses og Aron var i deres præstetjeneste, det vil sige, de var de første iblandt dem. 
67 Quid audio? quam non frustra hos canones lego! quam egregie disco scripturas intelligere! Primum, qui unum solum summum sacerdotem in veteri lege novi, nunc didici duos fuisse primos. Secundo, etiam grammaticam novam vide: 'in sacerdotibus eius' idem est quod 'primi inter eos fuerunt', cum hucusque hoc versu psalmi intellexerim nihil aliud dici quam Mosen et Aaron sacerdotes vel de numero sacerdotum fuisse, sicut Samuel inter invocantes nomen eius, nihil de primitate vel cogitans.  Hvad må jeg høre? Det er da altså ikke forgæves, at jeg læser kanonerne! Hvor udmærket lærer jeg ikke her at forstå skrifterne! For det første, jeg, som har lært af den gamle lov, at der kun var én ypperstepræst, bliver nu belært om, at der var to, der var de første. For det andet, se også her en ny grammatik: 'i deres præsteembeder' er det samme som 'var de første blandt dem', selv om jeg indtil nu har ment, at dette vers ikke sagde andet, end at Moses og Aron var præster eller var blandt præsternes tal, sådan som Samuel var blandt dem, der påkaldte hans navn, uden at der blev sagt noget om primatet. 
68 Tertium documentum, quod summus sacerdos veteris legis fuerit figura rhomani pontificis. Apostolus enim ad Hebraeos me mirum in modum decepit, cum universis ecclesiae doctoribus docens, non rhomanum pontificem sed Christum solum fuisse per summum et unum pontificem significatum.  For det tredie skal man lige dokumentere, at ypperstepræsten i det gamle testamente figurligt fremstillede den romerske pave. For apostelen har nemlig på en måde narret mig i brevet til hebræerne, når han sammen med alle kirkens lærde lærer, at ikke den romerske pave, men Kristus alene var betegnet med den ene ypperstepræst. 
69 Ut hoc omittam, quod illis omnia in figura contigisse scimus, et in novo testamento figuram ille denuo revocat, ut sit similis figura utriusque testamenti, nihil iam utrunque ab utroque differens. Uror ego, divinas literas ab his porcis tam impudenter conculcari, praesertim sub nomine rhomani pontificis et rhomanae ecclesiae.  Når jeg lige ser bort fra, at vi véd, at de fik alting i billedtale, og at denne billedtale atter blev tilbagekaldt i det ny testamente, så der kunne være den samme billedtale i begge testamenter, så adskiller det ene sig nu ikke fra det andet. Derfor ærgrer det mig, at den guddommelige skrift skal nedtrampes så frækt af disse svin, især når det sker under den romerske paves og den romerske kirkes navn. 
70 Quid autem hoc est, quod duos primos sacerdotes in veteri testamento statuit, magno sui primatus detrimento? imitare quod dicis etsi falsum, stet similitudo, et da etiam nunc duos primos: quomodo unum primum probabis per duos primos? Vides ergo, hos homines eos fuisse qui, simplicitate fidei nostrae abusi, ausi sunt statuere quicquid vel somniare potuerunt.  Men hvad betyder det, at han stadfæster to førstepræster i det gamle testamente, til stor ulykke for hans primat? Selv om det, du siger, er falsk, så står dog sammenligningen fast, og du må også nu hævde, at der findes to førstemænd: Hvordan vil du bevise én førstemand ud af to førstemænd? Du ser altså, at det er disse mennesker, som ved at misbruge vores tros enfoldighed vover at stadfæste hvad som helst de kan drømme sig til. 
71 In fine concludit et eadem dexteritate rhomanam ecclesiam cardinem vocat, in quo omnes ecclesiae reguntur, domino disponente. (G22/4h) Et tandem sit (W212) finis his. Nam caeteri canones qui eadem spirant, horum nimirum influxu infecti sic spirant.  Til slut drager han konklusionen og kalder med den samme behændighed den romerske kirke hjertet, i hvilket alle kirker beherskes, med Herren som udøvende. Og lad det langt om længe være slutningen på disse ting. For de øvrige kanoner, som ånder i det samme, ånder uden tvivl i det, fordi de således er angrebet af disses indflydelse. 
72 Non possum autem omittere, quin et decretalem vel unam adducam, ut appareat, quid prosit ecclesias regere et scripturas sacras non intelligere. Sunt enim et decretales quam plurimae frigidissimae, hae maxime, quae maxime sunt in usu. Transeo illam de constitutione c. translato, quam puto sic a me vindicatatam antea (WA II 19), ut necesse non sit repetere.  Men jeg kan ikke lade være med at fremføre i det mindste ét dekret, for at vise, hvad det gavner at herske over kirkerne og ikke forstå den hellige skrift. Der er nemlig også dekreter, som er i allerhøjeste grad uduelige, og det des mere, jo mere de er i brug. Jeg springer over det om indstiftelsen, kapitel 'translato', som jeg mener i den grad er blevet gendrevet af mig tidligere, at det ikke er nødvendigt at gentage det. 
73 Assumo onus illud c. significasti de elect. ubi Archiepocopus Panormitanus cum rege et regno Siciliae iustissime mirati, quod pallium accepturus exigeretur iuramentum, et ubi pulchra modestia contra hanc infoelicissimam exactionem adduceret praeceptum Christi et statuta conciliorum, talem accepit responsionem et interpretationem scripturae sanctae a Paschale rhomano pontifice, hoc est a Notariis rhomanis:  Nej, jeg vil tilføje dette vanskelige kapitel 'significasti' om udvælgelsen, hvor ærkebiskop Panormitanus sammen med kongen og kongedømmet Sicilien med rette undrer sig over, at der kræves edsaflæggelse for at man modtager palliet, og hvor han med smukt mådehold fremfører Kristi bud og koncilernes statutter imod denne ulykkelige opkrævning, og modtager følgende svar og fortolkning af den hellige skrift fra Paschalis, den romerske pave, det vil sige, fra de romerske notarer: 
74 Mirentur, inquit, dominum nostrum Iesum Christum, qui cum ovium suarum curam Petro committeret conditionem apposuit, dicens: Si diligis me, pasce oves meas &c. (Joh 21,17). (significast#5)   'De undrer sig over vor Herre, Jesus Kristus, som da han overlod omsorgen for sine får til Peter, knyttede den betingelse til, at han sagde: Hvis du elsker mig, så vogt mine får osv'.
75 Adeo perculsi sunt papae et rhomanae Curiae proceres unius huius Episcopi interrogatione, ut quid responderent non invenirent, donec spiritus domini eos huc rotaret, ubi omnibus ostenderent, in lege domini nec voluntatem nec meditationem eis fuisse. Agam interim partes Archiepiscopi.  I den grad er paven og den romerske kurie beæret af denne ene højtstående biskops forespørgsel, at de ikke kan finde ud af, hvad de skal svare, førend Herrens ånd har vendt dem derhen, hvor de kan påvise for alle, at de ikke har haft hverken vilje eller tanke på Herrens lov. Jeg skal imidlertid føre ærkebiskoppens sag. 
76 Si exemplum Christi placet et valet apud te, o Paschalis, cur non imitaris? Si non placet, cur adducis? cur tu quoque non contentus quaerere, an diligat Christum, sine iuramento committis oves Christi? Cum placeat exemplum, cur non sufficit et conditio? an melior et sanctior est conditio iuramenti quam amoris? Hvis du godt kan lide Kristi eksempel og det gælder noget for dig, kære Paskalis, hvorfor efterligner du ham så ikke? Hvis du ikke kan lide det, hvorfor fremfører du det så? Hvorfor er du heller ikke tilfreds med at spørge, om han elsker Kristus, uden at kræve edsaflæggelse af Kristi får? Hvis du kan lide eksemplet, hvorfor er betingelsen så ikke nok for dig? Mon den betingelse, at man aflægger ed, er bedre og helligere end den, at man elsker?
77 An plura speras eum facturum, qui coactus iurat quam qui sponte amat? Christus solvit Petrum a lege et coactione voti et iuramenti, solam libertatis et charitatis in eo quaerit fidem, Et tu libertatem tollens lege iuramenti cogis: ubi est exemplum Christi? ubi conditionis similitudo? Est per verbum 'diligere' intelligendum iuramentum?  Eller håber du, at han gør mere, som bliver tvunget til at aflægge ed, end ham, der af sig selv elsker? Kristus løste Peter fra loven og tvangen med løfte og ed, og krævede alene frihedens og kærlighedens tro i ham. Og du ophæver friheden og tvinger til en lovens ed. Hvor er Kristi eksempel? Hvor er sammenligningens betingelse? Skal man ved ordet 'at elske' forstå 'at aflægge ed'?
78 Nunquid Christus a Petro iuramentum exegit pro rhomana ecclesia? Quid hoc ad oves Christi, quod tibi iuratur et ecclesiae tuae? Tuae sunt oves an Christi? At tu, optime pater, an Christum diligat, prorsus nihil curas: sordet haec tibi ut vilissima conditio: tibi ut fidelis sit, iuramento astringis. Adhuc stat interrogatio Archiepiscopi: non satisfecisti.  Mon Kristus krævede edsaflæggelse af Peter til den romerske kirke? Hvorfor kræver du da af Kristi får, at de aflægger ed til dig og din kirke? Er det dine får eller Kristi får? Men du, bedste fader, bekymrer dig slet ikke om, hvorvidt du elsker Kristus. Det synes dig foragteligt med en så billig betingelse. For at han skal være tro, knytter du en ed dertil. Indtil videre står ærkebiskoppens spørgsmål fast: Du har ikke gjort fyldest. 
79 Adhuc quaeritur, quo iure hanc fidelitatem extorqueas. Tua responsio profundis te mergit et capit. Deinde cui, quaeso, tu iuras fidelitatem? Cur facis et imponis alteri onus quod digito non vis movere contra et charitatem et legem naturae?  Endvidere spørges der, med hvilken ret du fordrejer denne tillid. Dit svar oversvømmer og indfanger dig dybt. Dernæst spørger jeg, hvem du aflægger ed til? Hvorfor skaber og pålægger du en byrde på andre, som du ikke selv vil røre med en finger imod kærligheden og den naturlige lov?
80 Deinde adhuc quaestio etiam illa stat: Cur praecedentes pontifices non (W213) exegerunt iuramentum? Cur alii non praestiterunt? unde nova ista exactio? vis, dicam? Ex malae fidei possessa potestate conscientia metuit, iusticia non suffragatur. Ideo quaeritur utcunque solatium et firmamentum.  Dernæst står det spørgsmål endnu tilbage: Hvorfor krævede de foregående paver ikke nogen edsaflæggelse? Hvorfor skal andre ikke aflægge den? Hvorfra stammer denne nye tvang? Vil du, at jeg skal sige det? Ud fra den onde tro, magten har, er det ved samvittigheden med fuld ret, at retfærdigheden ikke begunstiges. Derfor kræves der så meget mere trøst og styrkelse. 
81 Itaque hodie pontificari non licet, nisi iures rhomano pontifici fidelitatem. Iurata autem fidelitate mox dignus es pontificari, sive diligas sive pascas: has enim conditiones Christus requirat, quid de iis nostro seculo? nec hoc curetur, an sanctus doctusque sit an minus: solum sit servus rhomanae ecclesiae.  Derfor kan du idag ikke få pavens bekræftelse, hvis du ikke aflægger troskabsed til den romerske pave. Men når du har aflagt troskabsed er du straks værdig til pavens bekræftelse, hvad enten du elsker eller du vogter. Det er nemlig nogle betingelser, Kristus kræver overholdt, og hvad har de med vort århundrede at gøre? Heller ikke skal der sørges for, om han er mere eller mindre hellig og lærd, blot han er den romerske kirkes slave. 
82 Non licet Christo, libertatis Magistro, servire, nisi primum fias iuratum mancipium rhomanae curiae. Satis est ab exemplo Christi didicisse quamlibet conditionem fratribus etiam iniquissimam imponere pro libito, ipsam vero Christi conditionem ne syllaba quidem meminisse.  Man kan ikke tjene Kristus, frihedens mester, hvis man ikke først har aflagt en overtagelsesed til den romerske kurie. Det er nok at have lært af Kristi eksempel, at man efter forgodtbefindende kan pålægge en hvilkensomhelst betingelse, også den mest upassende, men ikke behøver nævne Kristi betingelse med en stavelse. 
83 Sed responde adhuc semel, Paschalis: tuo te iudicio peto. Si Christus conditionem ibi posuit, ut dicis, iam tuo ore definimus, Nullum esse rhomanum pontificem, nisi diligat ac pascat: quia pactum et commissio conditionalis, si conditio non stet, non valet. Tuo ergo enthymemate utar.  Men svar dog nu engang, Paschalis, jeg beder om din bedømmelse. Hvis Kristus har opsat en betingelse her, som du siger, og vi fastsætter den efter din opfattelse, så kan ingen være romersk pave, medmindre han elsker og vogter. For den betingedede pagt og overdragelse gælder ikke, hvis betingelsen ikke står fast. Jeg bruger her din egen argumentation. 
84 Archiepiscopus Panormitanus sine conditione iuramenti praestiti in facto non est Episcopus: ergo nec tu Papa, nisi in facto primum praestes conditionem amoris et pascuae. Quae si vera sunt, iam in sexcentis annis non habuimus papam. Nullus enim docuit nos verbum dei, nec sufficit quod promittas te amaturum, quia tibi non sufficit promissio iuraturi. Sed sicut tu a fratre exigis conditionem in facto, ita nos nomine Chriti maiorem hanc conditionem exigimus in facto aut tua autoritate papam negamus.  Ærkebiskop Panormitanus er i virkeligheden ikke biskop, før han har ydet den betingelse at aflægge ed. Ergo er du heller ikke pave, hvis du ikke i virkeligheden præsterer den første betingelse: at elske og vogte. Og hvis det er sandt, så har vi nu i sekshundrede år ikke haft nogen pave. For der er nemlig ingen, der har lært os Guds ord, eller ladet det være nok med det, du har lovet: at ville elske, fordi du ikke lader løftet om at ville aflægge ed være nok. Men ligesom du af en broder kræver betingelsen opfyldt i virkeligheden, sådan kræver vi i Kristi navn denne større betingelse opfyldt i virkeligheden, eller også nægter vi, at du er pave ud fra din autoritet. 
85 Quid hic facies? vides ergo, quam impatiens sit scriptura corruptionis, quam vanos ostendat eos qui se maculant. Noluit Pascalis vinci interrogatione nec male egisse videri, et ignarus seipsum toto pontificatu indignum redarguit, dumque festucam fratri eruit, trabes suas nobis ostendit. (Matt 7,3ff). Hvad vil du gøre her? Du ser altså, hvor utålsomt det er at ødelægge skriften, hvor tomme den viser os, at de er, som ødelægger den. Pascalis vil ikke gerne se ud som én, de er blevet besejret i argumentationen, eller som én, der har gjort noget ondt, og uden at vide det argumenterer han om sig selv, at han er uværdig til hele pontifikatet, og idet han river broderens splint ud, viser han os sin bjælke. 
86 Ista est ergo pastura, quod Rhomani omnia sibi inflectunt, omnibus omnia imponunt, omnibus se subtrahunt et, quod atrocius est, non ad Christum sed ad seipsos nos cogunt, non exigunt conditionem, qua Christi libertatem promittamus, sed qua sibi servitutem iuremus. Quae autem maior miseria ecclesiae quam non amore sed vi conglutinari? pontifices non benevolentia sed potestate imperare? subditos non amore sed odio et timore coactos servire? Dette er da den hjord, som romerne allesammen vil bøje ind mod sig, allesammen vil pålægge alt, allesammen vil trække ind under sig, og, hvad der er skrækkeligt, tvinger os ikke ind til Kristus, men ind til sig selv, kræver betingelser opfyldt, ikke den, at vi lover at opfyde Kristi frihed, men at vi aflægger ed på trældom under dem. Hvilken større elendighed kan kirken have, end at det ikke er ved kærlighed, men ved magt, at den holdes sammen? at paverne ikke hersker ved mildhed, men ved magt? at de underordnede tvinges til at tjene ikke af kærlighed, men af had og frygt? 
87 Videre til r13-04!
88

Noter:

Note 4: Denne bemærkning findes ikke i Friedbergs Gratianudgave, som jeg her holder mig til. Luther har måske haft én af udgaverne med særligt kirkelige tilføjelser.

Note 15: Luther har første gang sammenstillet antikrist og Rom i et brev af 11-12 1518, hvor han nævner det som en mulighed, at antikrist huserer i Rom. (br111218#4).

Note 37: Luther har tilsyneladende læst 'matrem', hvor Friedbergs udgave af Gratian har 'magistram'.