Resolutio Lutheriana super propositione sua decima tertia de potestate papae (per autorem locupleta). [Luthers resolution over hans trettende tese om pavens magt (udvidet af forfatteren)].
I 1520 udgav Ambrosius Catharinus et skrift imod Luther (Apologia etc), hvori han citerer det meste af dette skrift for at vende sig imod det. Henvisninger hertil findes under betegnelsen C09, C10 osv.
WA Bind II, side 183-192.
| 1 IHESUS
MARTINVS LVTHER PIO LECTORI SALVTEM IN CHRISTO. |
Jesus.
Martin Luther hilser den fromme læser i Kristus. |
| 2 Super propositionibus tredecim resolutiones meas nuper tumultuario negotio edidi, ut ferebat et temporis et occupationum mearum ratio. ita enim cogor pene imparatus pessimo nomini, quod mihi a multis intentatur, occurrere. | Over min trettende tese i mine resolutioner har jeg fornylig fremkaldt febrilsk oprørthed, som skyldes både tiden og min optagethed. Således stræber jeg nemlig næsten uden at ville det efter det dårlige navn, som mange godt vil give mig. |
| 3 Quas cum videam maiore studio peti quam speraveram, visum est eas sub incudem revocatas augere vel emendare saltem, si qua digniore facie in publicum venire possint. In qua re, optime lector, te primum oro, ne stili mei varietatem mireris. | Og når jeg ser, at sådanne mennesker stræber med større iver, end jeg havde håbet på, så ser man, at de, mens de søger at få mig til at tilbagekalde, hele tiden prøver på og også bliver bedre til at opnå et bedre ry hos publikum. I den sag, kære læser, beder jeg dig for det første ikke at undre dig over min stils forskellige udslag. |
| 4 Sum plane aliquando sordidior penitusque mei dissimilis, quod de industria facio, quod mihi non sit spes nominis et memoriae diuturnae, nec tale quippiam unquam quaesivi, sed sicut vi in publicum tractus sum, ita cogito semper, quam possim citius redire in meum angulum, salvo Christiano meo nomine. | Jeg er nu engang blevet helt tilsmudset, og det falder mig meget vanskeligt, når jeg handler med iver, at der da ikke for mig skulle være håb om et navn og et minde i det daglige; ikke at jeg nogensinde på nogen måde stræber derefter, men ligesom jeg bliver behandlet groft i det offentlige, således stræber jeg altid efter så snart som muligt at kunne vende tilbage til min krog, med mit kristne navn i behold. |
| 5 Habere enim puto Theatrum meum suam horam. Post me alius sequetur, si dominus volet: ego temperi meo satisfecerim. Videor et multis paulo durior in adversarios et velut modestiae theologicae oblitus. | Jeg tror nemlig, at jeg kun har mit teater til en tid. Efter mig vil der komme en anden, hvis Herren vil det: Jeg må søge at gøre fyldest i den tid, jeg har fået. Jeg ses da også af mange at være lidt for hård imod modstanderne og have glemt den teologiske moderation. |
| 6 Hic si qua et alia vitia mea inveniantur, non magnopere deprecor culpam, quod hoc me alia causa facere non sum mihi conscius, quam nimio publici taedio et odio, in quod me mergunt illi, plurimum mihi preciosissimi temporis suffurantes, | Hvis man her finder denne eller en anden last hos mig, er det nu ikke særlig indtrængende jeg beder om forladelse for min skyld, fordi jeg ikke er mig bevidst, at jeg gør det af nogen anden grund, end af lede og had til den altfor store offentlighed, som disse har begravet mig i, idet de har stjålet megen dyrebar tid fra mig. |
| 7 Deinde quod tam praefractos et obstinatos oblatratores patior, ut e quavis syllaba mihi ignominiam, sibi victoriam nominis Christiani insidiosissime et pertinacissime quaerant, ut male nodo malus mihi cuneus necessarius videatur, quanquam videor mihi stomacho meo multam semper fecisse vim, ne facerem quae possem. | Desuden lider jeg under hårde og stædige udskældere, som skælder mig ud for en eller anden stavelse og lumsk og vedholdende kræver sejren for sig selv i deres kristennavn, så det nødvendigvis ser ud, som om jeg vil udbedre en dårlig pløk med en dårlig knude, skønt det for mig ser ud som om min mave hele tiden volder mange bryderier, så jeg ikke kan gøre alt det jeg kunne. (?) |
| 8 Et nescio, si molliter simul et utiliter tangi queant, qui inveteratissima iam diu cousuetudine opprobrandi haeretici nominis ita in iudicandis aliorum scriptis obstupuerunt et ad audiendam veritatem obduruerunt suisque opinionibus obsurduerunt, ut vix caduceo divino quopiam excitari posse videantur. | Og jeg véd ikke, om de på én gang kan berøres blødt og nyttigt, de, som allerede længe har haft den indgroede vane at blive så forbavset, når de læser andres skrifter, at de giver dem kætternavn, og bliver så forhærdet ved at høre sandheden, og bliver så døv for dens meninger, at man næsten ikke tør tro, de kan opvækkes af selv en guddommelig heroldstav. |
| 9 Ut id taceam, quam intolerabile sit leviter arguere eos, qui e templo dei speluncam latronum fecerunt et e scriptura dei negotium hominum. abominationem eam e loco sancto et Christus flagellis pepulit (Joh 2,13ff) et Paulus dure increpandos censuit hos vaniloquos. (Tit 1,10). | Og så vil jeg slet ikke komme ind på, hvor utåleligt det er med deres tyndbenede argumenter, når de af Guds tempel gør en røverkule og af Guds skrift en menneskelig foreteelse. Denne afskyelighed uddriver Kristus med sin pisk fra det hellige sted, og Paulus bedømmer dem hårdt som genstridige og frasemagere. |
| 10 Nam id coguntur, volint nolint, confiteri sacras literas passim in universalibus studiis fuisse neglectas penitus, quantumvis sese iactent scripturas intelligere religiosius humano aliorum sensu (W184) quam illarum proprio. Ego mihi nolo hanc cantari cantilenam, nec saltitabo ad eam. volo non iudice humano die scripturam sed scriptura iudice omnium hominum scripta, dicta, facta intelligere. | For de bestræber de sig for, hvad enten de nu er klar over det eller ej, at de hellige skrifter overalt i deres universalstudier helt skal overses, som om de praler af, at de forstår de hellige skrifter mere fromt og i en anden menneskelig mening end deres egen. Men den sang vil jeg for min del ikke synge med på eller danse til. Jeg vil ikke forstå skriften i lyset af nogen menneske bedømmelse, men forstå, at skriften er skrevet, talt og gjort til dom for alle mennesker. |
| 11 Postremo omnium criminum nomina modeste et patienter tulisse laus esto. At spolium nominis Christiani, rapinam gloriae dei, abnegationem Christi, quod moliuntur qui haereticum tam facile quam temere pronunciant, agnovisse ac non potius usque ad sanguinem omnibus viribus reclamasse, anathema sit. | Til sidst: Lad det så være rosværdigt, hvis man har båret enhver beskyldnings navn med mådehold og tålmodigt. Men at ødelægge en kristens navn, at røve Guds ære, at fornægte Kristus, hvilket de mennesker bestræber sig for, som både let og frækt udråber mig til kætter -- hvis man lader, som om man ikke hører det og ikke snarere bekæmper det af alle kræfter indtil sidste blodsdråbe, så er man da forbandet. |
| 12 Proinde, qui me patientem desyderant, primum alio quam haeretico, perfido et apostatico nomine criminentur aut, quod debent, talem me esse prius convincant. Neque enim mihi retaliasse videor quenquam talium criminatorum, etiam si sexcentis nominibus malis eos onerassem. Haeresis enim similia sibi monstra non habet, cum sit peccatum in spiritumsanctum. | Og forøvrigt, de, der ønsker, at jeg skulle være tålmodig, de skulle dog, førend de beskyldte mig for kætter, fordrejet og frafalden, som de burde, overbevise mig om, at jeg er kætter. Jeg kan nemlig ikke se, at jeg har gengældt nogen af disse beskyldninger, heller ikke om jeg så havde overdænget dem med sekshundrede smædeord. Man har ikke ukvemsord, der svarer til deres kætteri, eftersom det er synd mod Helligånden. |
| 13 Quanquam intutus omnium sanctorum exempla et impotentem illorum animum, qui tam celebre hoc crimen faciunt, pene mihi persuadendo non minus ferendum esse haeretici quam cuiusque vitii opprobrium. Quando et Christum habere daemonium Iudaei insaniebant, obsequium deo se praestare arbitrati. (Joh 8,48). | Skønt eksemplerne med de hellige er usikre og deres sind afmægtigt, de, som så ofte fremkommer med den beskyldning, så har de næsten overbevist mig om, at bebrejdelsen for kætteri bør man bære ligesom man bør bære bebrejdelsen for én eller anden last. Da jøderne beskyldte også Kristus for at have en dæmon, mente de at måtte gøre det i lydighed mod Gud. |
| 14 Verum, utut sit, nullius persona unquam mihi erit odiosa, qui sperem omnes nos tandem pacatos in regno Christi victuros inaeternum. Causam vero scripturae sanctae, si concitatiore zelo egero, veniam mihi spero iustam non negari, quod non possit esse par ullius laesio seu iniuria, cum iniuria divinae scripturae collata. | Men hvordan det end forholder sig, intet menneske vil jeg nogensinde hade, eftersom jeg håber, at vi alle i Kristi rige endelig vil være forsonede og besejrede i evighed. Men at kæmpe for den hellige skrifts sag, hvis jeg udøver nogen iver i at prædike, den retfærdige nåde håber jeg ikke, man vil nægte mig, for det kan ikke ske uden noget angreb og uret, eftersom det er den guddommelige skrift, der samler uret sammen over os. |
| 15 Hic enim vita nostra laeditur aeterna, illic putridum nomen corruptibilis hominis. Dominus autem ipse Ihesus regat et servet nos omnes custodiatque corda et intelligentias nostras Amen. Vale, optime lector. | Her såres nemlig vort evige liv, men hist vort forgængelige menneskes rådne navn. Men vor Herre Jesus selv herske over og bevare os alle og vogte vort hjerte og vor forstand. Amen. Hav det godt, kære læser. |
| 16 I stedet for denne indledning findes i udgave A nedenstående indledning. | |
| 17 AD LECTOREM. Cogor ego solus fere mortalium disputationibus meis aut nullum interserere paradoxum aut mox simul effundere totum secretum. Adeo caeteri omnes, cum ambulent in mirabilibus super se et non modo paradoxotata sed et pseudodoxotata proposuerint, hanc habent gratiam, ut longe distinguatur inter ea quae sic ostentant et ea quae plane in populo docent aut domi fabulantur. | Til læseren. Jeg for min del bestræber mig alene for i mine dødelige disputationer enten ikke at indføre noget paradoks eller også snart at afsløre hele hemmeligheden. Men i den grad har alle andre, når de vader rundt i forundring over sig selv og ikke blot fremsætter paradoksale, men endda pseudodoksale tanker, den nåde, at de skelner skarpt mellem det, som de således påviser, og det, som de forkynder for folket eller drømmer sig frem til derhjemme. |
| 18 Unus est Lutherus, qui et provocatur et vi rapitur ad pugnam, disputationem, et simul exigitur dicere et rationem ante tempus reddere, aut ita dicere disputaturus, ut a cerdonibus quoque intelligi possit: quod si non fecero, mox haereticus, blasphemus, scandalosus sum. sic mea habet sors, mi lector. | Det er alene Luther,som både provokeres og med magt udæskes til kamp og disputation og samtidig tvinges til at tale og aflægge regnskab, eller til at skulle tale således, at det også kan forstås af simple folk. Og hvis ikke jeg gør det, så er jeg straks kætter,blasfemisk, oprører. Dette er min skæbne, kære læser. |
| 19 Sed non timeo, donec Christus vixerit, qui simili, immo maiore invidia laboravit, cum suis divinis paradoxis superbos falleret, ut qui videntes erant caeci fierent, quae tamen nisi post ascensionem suo tempore per spiritum sanctum revelare noluit. | Men jeg frygter ikke, sålænge Kristus lever, han, som måtte modarbejde en lignende, ja en større misundelse, når han med sine guddommelige paradokser skuffede de overmodige, så at de, der troede, de så, blev blinde, hvilket han dog føst ville skulle afsløres af Helligånden til sin tid efter hans himmelfart. |
| 20 Ita sunt istae meae adversus Iohannem Eccium positae propositiones, maxime terciadecima de potestate Papae, ut superbiam invidissimam facie sua luderet, praesertim cum mihi rem fore cum lubrico colluctatore intelligerem. Quare te, lector, iudicem eligo, quisquis fueris: adeo nihil in hac propositione periculi mihi timeo, quantum ad veritatem attinet. Caeterum si invidia aliud fecerit, suum opus fecerit: tu modo candide et libere iudica. VALE. | Således er disse teser, som jeg har opstillet imod Johannes Eck, især den trettende om pavens magt, fremsat for at den kan henkaste op i hans ansigt hans overmodige misundelse, især da jeg havde forstået, at sagen om den slibrige brydekamp havde med mig at gøre. Derfor udnævner jeg dig til dommer, kære læser, hvem du så end er: Jeg frygter på ingen måde nogen fare for mig selv ved at fremsætte denne tese, hvad sandheden angår. Og forøvrigt, hvis han ud fra sin misundelse vil gøre noget andet, lad ham så gøre sin gerning. Fæld du blot en ren og fri dom. Hav det godt. |
| 21 Gloria in excelsis deo.
PROPOSITIO ECCIANA. Rhomanam ecclesiam non fuisse superiorem aliis ecclesiis ante tempora Sylvestri (n21) negamus, Sed eum, qui sedem beatissimi Petri habuit et fidem, sucessorem Petri et vicarium Christi generalem semper agnovimus. |
Æren er Guds i det højeste.
Ecks tese: At den romerske kirke ikke var overordnet de andre kirker før Sylvesters tid, nægter vi, men vi anerkender altid ham, som har den højsalige Peters sæde og troen, som Peters efterfølger og Kristi almindelige stedfortræder. |
| 22 PROPOSITIO LUTHERIANA.
Rhomanam ecclesiam aliis ecclesiis fuisse superiorem, probatur ex frigidissimis decretis Rhomanorum ponfiticum, contra quae sunt textus divinae scripturae, historiae approbatae mille centumque annorum et decretum Concilii Niceni omnium sacratissimi. (C09#5). |
Luthers tese:
At den romerske kirke er alle andre overordnet, bevises ud fra nogle uduelige dekreter fra de romerske paver, der er blevet til indenfor de sidste 400 år, imod hvilket stiller sig den anerkendte historie gennem 1100 år, den guddommelige skrifts tekst og alle dekreter fra det højhellige nikænske koncil. |
| 23 Primum vides, lector, de re ipsa nos non admodum dissentire, sed de caussis et origine rei: nam nec ego nego, Rhomanum pontificem esse, fuisse, fore primum, nec de hoc disputo nec hoc quaeritur, sed an probationes valeant, quibus id asseritur. | Du ser først, kære læser, at vi ikke på den måde er uenige om sagen selv, men om sagens begrundelse og oprindelse. For også jeg nægter ikke, at den romerske pave er, var og vil forblive den første, heller ikke sætter jeg spørgsmålstegn herved eller undersøger dette, nej, jeg undersøger, om de beviser er gyldige, hvormed dette bliver påstået. |
| 24 Mihi sane, quod fateor, maxime omnium displicet, quod in ecclesia aliquid assertum studio adulationis vel mendaciis probatur, quibus ecclesiam et fidem nostram adversariis ludibrio exponamus. | Jeg tilstår, at mest af alt er dette mig til ubehag, at noget i kirken bevises som sikkert af lyst til smiger eller løgn. Herved udsætter vi kirken og troen for vore modstanderes spot. |
| 25 Non eget ecclesia Christi nostris mendaciis. Super fidei petram stabilitur. Non abhorret discuti et inquiri. Inde factum est, ut Rhomanorum pontificum adulatores in hoc primatu iam diu suspitionem tyrannidis passi sint, dum velut malae fidei possessores non permiserunt huius rei veritatem libere inquirere et disputare, quod tamen in omnibus etiam divinis rebus (modo primatum hunc non tangerent) libentissime permiserunt. | Kristi kirke er ikke afhængig af vore løgne. Den står fast på troens klippe. Den afskrækkes ikke fra at diskutere og undersøge. Derfra er der sket det, at den romerske paves smigrere i dette primat allerede længe har været under mistanke for tyranni, idet de ikke har tilladt frit at undersøge og diskutere sandheden af denne sag, fordi de havde en ond tro, skønt de dog tillod det højst frit i alle ting, også i de guddommelige sager (blot de ikke berørte primatet). |
| 26 Omitto itaque Eccianam propositionem: Primum quod eam ut invidiose et subdole positam mihi non capere videor. nam sine ulla caussa hanc in publico mihi invidiam movit, cum hanc materiam in nullo meorum dictorum tractarim. sed adulator sua quaesivit, etiam cum fratris sui pernicie. | Derfor springer jeg over Ecks tese. For det første, fordi jeg synes, jeg må forstå den som fremsat som et snedigt angreb imod mig. For uden nogen begrundelse fremfører han offentligt en beskyldning mod mig, skønt jeg aldrig i mine skrifter har behandlet dette emne. Men smigreren søger sit, også med sine brødre i sin ondskab. |
| 27 Deinde, quod homo suavis vicarium Christi et Petri successorem non asserit, nisi et fidem habeat. | Dernæst, fordi det rare menneske ikke kan påstå, at paven er Kristi stedfortræder og Peters efterfølger, hvis ikke paven har troen. |
| 28 In quo aut insanit aut multos pontifices rhomanos negat vicarios Christi fuisse et fore posse, ut quos fidem habuisse nesciamus, atque quod omnium intolerabilissimum est rhomanis pontificibus, sanctitate et pietate necessariis eos onerat, cum apud nos ratus sit etiam eius vicariatus et pontificatus, qui sine fide et sanctitate sit. (k28). | Og på det punkt enten raser han eller nægter, at mange romerske paver var eller kunne være Kristi stedfortrædere, eftersom vi ikke aner, om de havde troen, og skønt det af alle ting er det mest utålelige for de romerske paver, må han dog nødvendigvis pålægge dem hellighed og fromhed, skønt hos os hans stedfortrædervirksomhed og pavedømme er gyldigt også, hvis han er uden tro og hellighed. |
| 29 Sed age, lubricam hanc anguillam differam et duo in mea propositione faciam: Primo adducam firmamenta, quibus primatus iste stabiliri fideliter (W186) posse mihi videatur, ita ut per ipsa etiam haereticis et schismaticis efficaciter resisti possit. Deinde ostendam, quod nihil faciant decreta et probationes, quibus hucusque nixi fuerunt, qui eundem primatum statuerunt. | Men kom, jeg vil lade denne glatte krog være og tilføje to ting til min tese: Først vil jeg tilføje fundamentet, hvorved jeg synes, at primatet kan gøres troværdig fast, sådan at man derigennem kan modstå også kætterne og skismatikerne godt og grundigt. Dernæst vil jeg påvise, at det intet betyder med de dekreter og sandsynliggørelser, hvortil de hidtil har støttet sig, de, der har fastholdt det samme primat. |
| 30 De priore prius.
Primum, quod me movet, rhomanum pontificem esse aliis omnibus, quos saltem noverimus se pontifices gerere, superiorem, est ipsa voluntas dei quam in ipso facto videmus. |
Om det første først.
For det første, hvad der bevæger mig, er, at det, at den romerske pave er overordnet alle andre, om hvem vi i hvert fald véd, at de har opført sig som paver, er Guds egen vilje, som vi ser ske i ham. |
| 31 Neque enim sine voluntate dei in hanc monarchiam unquam venire potuisset rhomanus pontifex. At voluntas dei, quoquo modo nota fuerit, cum reverentia suscipienda est, Ideoque non licet temere rhomano pontifici in suo primatu resistere. | Og der har heller ikke nogensinde kunnet findes nogen romersk pave i dette regimente, uden det var Guds vilje. Men Guds vilje, på hvilken måde den er blevet bemærket, må den gribes med ærefrygt, og derfor er det ikke tilladt frækt at modstå den romerske pave i hans primat. |
| 32 Haec autem ratio tanta est, ut, si etiam nulla scriptura, nulla alia caussa esset, haec tamen satis esset ad compescendam temeritatem resistentium, et hac sola ratione gloriosissimus martyr Cyprianus per multas epistolas confidentissime gloriatur contra omnes Episcoporum quorumcunque adversarios, sicut iij. Re. legimus, Quod decem tribus Israel discesserunt a Roboam, filio Salomonis, et tamen, quia voluntate dei sine autoritate factum est, ratum apud deum fuit. | Men denne begrundelse er så stor, at også hvis der ikke var nogen skrift og ingen anden grund, var denne dog tilstrækkelig til at holde den frækhed at modstå embedet i tømme, og af denne ene begrundelse roser den højværdige martyr Cyprian sig tillidsfuldt i mange breve imod hvilkesomhelst modstanderbiskopper, sådan som vi i 1 Kong 12 læser, at Israels ti stammer drog bort fra Rehabeam, Salomons søn, og dog var det gyldigt for Gud, fordi det var sket ved Guds vilje uden autoritet. |
| 33 Nam et apud theologos omnes voluntas signi, quam vocant operationem dei, non minus quam alia signa voluntatis dei, ut praecepta, prohibita &c. metuenda est. Ideo non video, quomodo sint excusati a schismatis reatu, qui huic voluntati contravenientes sese a rhomano pontificis autoritate subtrahunt. | For også hos alle teologer skal tegnets vilje, som de kalder Guds gerning, frygtes ikke mindre end andre tegn på Guds vilje, fx budene, forbud osv. Derfor ser jeg ikke, hvordan de kan undskyldes for at være skyldig i skismatiske handlinger, de, som går imod denne vilje og trækker sig tilbage fra den romerske pave. |
| 34 Ecce haec est una prima mihi insuperabilis ratio, quae me subiicit rhomano pontifici et primatum eius confiteri cogit. | Se, dette er den en første uomgængelig grund, jeg har til at underkaste mig den romerske pave og være tvunget til at bekende hans primat. |
| 35 Secunda, si iuxta praeceptum Christi cedere adversario iubemur, et qui angariarit nos mille passus, eundum est cum eo et aliis duobus millibus, quanto magis, si rhomanus pontifex exegerit in suo principatu, cedendum, sive id iuste sive iniuste egerit. | Den anden begrundelse er, at hvis vi ifølge Kristi bud får befaling til at vige for vores modstander, så hvis nogen tvinger os til at gå tusind skridt med ham, da skal vi gå to tusind skridt med ham, hvor meget mere skal vi da ikke vige, hvis den romerske pave udøver sit principat, hvad enten han gør det med rette eller med urette. |
| 36 Nam incomparabiliter minus res est principatus iste quam ut unitas et charitas et humilitas propter ipsam per nos dissolvatur. Ideo non dubito peccare eos, qui in dissensionem sese tradunt et spiritus aeternam unitatem propter hanc temporalem terrenam excellentiam fugiendam dissolvunt: ferenda enim sunt omnia, quae peccata non sunt. | For dette principat er uden sammenligning en mindre sag, end at énheden og kærligheden og ydmygheden på grund af den af os skulle opløses. Derfor tvivler jeg ikke på, at de mennesker synder, der overgiver sig til uenighed og opløser åndens evige énhed, fordi de flygter bort fra denne timelige jordiske ophøjethed. Man bør nemlig bære alt det, som ikke er synd. |
| 37 Tertia, quod si propter peccata nostra nos deus voluerit premere multis principibus, sicut in proverbiis dicit Salomon, Nunquid resistendum est flagello dei? propter peccata, inquit, populi multi principes eius. | For det tredie, fordi Gud på grund af vores synd har villet undertrykke os gennem mange fyrster, sådan som Salomon siger i ordsprogene (Ordsp 28,2), mon vi så skal undvige hans slag? På grund af synden, siger han, får hans folk mange herskere. |
| 38 Proinde quando nostrum non est diffinire, irata ne an propitia voluntate deus nobis quoscunque principes dederit, hoc nostrum est, voluntatem eius pio simplicique timore suscipere. Quo modo, etiam si sub Turca nos esse vellet, Turcae subesse libentes deberemus. | Derfor er det ikke vores opgave at fastslå, om mon ikke Gud, fordi han er vred, selv har besluttet at give os hvilkesomhelst fyrster, men dette er vores opgave: at undergive os hans vilje fromt og enfoldigt. På samme måde som hvis han havde villet, at vi skulle være under tyrkerne, så burde vi gerne give os ind under tyrkerne. |
| 39 Quarta, Rho. xiij. Apostolus dicit: Omnia anima potestatibus sublimioribus subdita sit: non enim est potestas nisi a deo. Quaecunque autem sunt, a deo ordinata sunt. Itaque qui resistunt potestati, dei ordinationi (W187) resistunt. qui autem deo resistunt, ipsi damnationem sibi acquirunt. | Den fjerde grund er Rom 13,1ff, hvor apostelen siger: Enhver skal underordne sig de overordnede øvrigheder. For der er ingen øvrighed uden den er fra Gud. Men hvilken øvrighed der end er, er den forordnet af Gud. Derfor, den, der modsætter sig øvrigheden, modsætter sig Guds ordning. Men den, der modsætter sig Gud, kalder selv fordømmelsen ned over sit hoved. |
| 40 Hac certe omnium robustissima, quantum ego capio, causa nos Rhomano Pontifici subiecti sumus, in qua clare asserit, nullam potestatem nec esse quidem posse nisi a deo. Cum autem Rhomani pontificis potestas iam sit robustissime stabilita, ut videmus, certe non oportet dei ordinationem hanc impugnare, sed quanta quanta est humiliter sustinere, etiam si iniusta esset, et iudicium deo relinquere. | Dette er givetvis den allermest faste begrundelse af alle, såvidt jeg forstår det, for, at vi er underlagt den romerske pave. Og her påpeges det klart, at der ikke er eller kan være nogen øvrighed uden den er af Gud. Men da nu den romerske paves myndighed er kraftigt underbygget, som vi ser, så må vi bestemt ikke bekæmpe Guds ordning, men så meget som muligt ydmygt udholde den, også hvis den er uretfærdig, og lade Gud om at dømme. |
| 41 Quinta est beatus Petrus docens, ut subditi simus omni humanae creaturae, quia sic est voluntas dei. At humanam creaturam vocat magistratus hominum arbitrio institutos, ut clarum est ex sequentibus, ubi dicit 'sive regi tanquam praecellenti sive ducibus tanquam ab eo missis'. (1 Pet 2,13.15). (n41). | Den femte er, at den salige Peter lærer, at vi skal underordne os alle menneskelige skabninger, fordi det således er Guds vilje. Men en menneskelig skabning kalder han menneskenes øvrigheder, der tilfældigt er oprettet, som det fremgår klart af det følgende, hvor han siger: 'hvad enten der er kongen som magthaver eller fyrster som sendes af ham'. |
| 42 Cum autem et Rhomani pontificis potestatem arbitremur humano decreto statutam et ordinante deo sic roboratam, sine crimine non est, qui sese sua autoritate subduxerit. | Men eftersom vi også tror, at den romerske paves magt er indført ved menneskelige dekreter og er bestyrket ved således at være indstiftet af Gud, så er det ikke uden overtrædelse, hvis nogen unddrager sig hans autoritet. |
| 43 Sexta, ad hoc facit unus ille consensus omnium fidelium, qui hodie sub Rhomano pontifice sunt. Nam cum potestas illa sit res temporalis et longe submittenda unitati fidelium, non sine foedissimo crimine esse poterit, si propter rem temporalem hunc tot fidelium communem sensum despexerit, hoc est, Christum negaverit et ecclesiam contempserit. | For det sjette kommer dertil enigheden hos alle de troende, der idag er under den romerske pave. For eftersom denne øvrighed er en timelig ting og i høj grad bør underordnes de troendes enighed, kan det ikke være uden afskyelig forbrydelse, hvis man på grund af en timelig ting tilsidesætter denne almindelige opfattelse hos så mange troende, det vil sige, hvis man nægter Kristus og foragter kirken. |
| 44 An possibile est, Christum non esse inter tot ac tantos Christianos? Si autem Christus ibi est et Christiani, cum Christo et Christianis standum est in quaecunque re, quae contra dei praeceptum non fuerit. Haec, inquam, ratio fortis est et insolubilis. | Mon det er muligt, at Kristus ikke skulle være blandt så mange og så store kristne? Men hvis Kristus er der, er de kristne der også, og man bør stå sammen med Kristus og de kristne i enhver sag, som ikke er imod Guds bud. Dette, siger jeg, er en stærk og uopløselig begrundelse. |
| 45 Et ex iis possunt multae aliae formari, quin huc potest universa scriptura duci, ut quae ubique charitatem, humilitatem, unitatem spiritus et timorem dei commendet, non violandas esse pro ulla re mundi, nedum pro unius uno pontificatu vel primatu, etiam si solo iure humano esset institutus. | Og ud fra disse ting kan meget andet fremføres, ja, man kan fremføre hele skriften, eftersom den overalt opfordrer til kærlighed, ydmyghed, åndens énhed og frygt for Gud, og intet af det må brydes for en ting i denne verden, endsige for et pontifikat eller primat, også selv om det alene er indstiftet i kraft af menneskelig ret. |
| 46 Et hac ratione, ut mihi videor, longe melius stabiliretur Rhomani pontificis monarchia, si voluntatem dei et consensum fidelium non tantum subditi sed et Rhomani pontifices attendere et timere cogerentur, quam, dum velut iure divino teneant, vi et terrore extorquent, non nisi odium sibi accendunt in subditis et sese per securitatem in tyrannidem paulatim confortant. | Og jeg synes altså, at med denne begrundelse underbygges den romerske paves herredømme langt bedre, hvis de romerske paver ikke blot er undergivet Guds vilje og de troendes konsensus, men også er tvunget til at lytte til og frygte, end hvis de, idet de holder fast som var det ud fra guddommelig ret, fordrejede med magt og frygt, og ikke gjorde andet end opvakte had imod sig fra de undergivnes side og lidt efter lidt af sikkerhedsmæssige grunde forandrede sig til et tyranni. |
| 47 De posteriore.
Quod probationes hucusque habitae nihil sint, triplicite ostendam: Primo scripturas adductas dissolvendo, Secundocanonum seu decretalium inefficacem probationem, Tertiorationes robustissimas adducendo. (c09#19). |
Om det sidste.
Fordi de beviser, der hidtil er fremført, ikke er noget værd, vil jeg påvise tre ting: For det første vil jeg opløse tesen med skriftsteder, jeg fremdrager. For det andet vil jeg bevise, at kanonerne eller dekreterne ikke duer til noget. For det tredie vil jeg fremføre stærke grunde. |
| 48 Primo adducitur illa autoritas Matth. xvi. Tu es Petrus, et super hanc petram aedificabo ecclesiam meam, et: tibi dabo claves regni coelorum &c. (Matt. 16,18f). (W188). Ex hoc enim clamant, Petrum solum accepisse claves prae caeteris Apostolis. | For det første fremføres dette skriftsted, Matt 16,18f: 'Du er Peter og på denne klippe vil jeg bygge min kirke', og: 'Dig giver jeg himmerigets nøgler osv'. Herudfra påstår de nemlig, at alene Peter har modtaget nøglerne forud for de andre apostle. |
| 49 Sed quod haec nihil ad hoc
faciant, probo:
Primum, quod ipsimet iuristae, primatus huius assertores, recedunt ab hoc sensu et negant hoc verbo Petro datam primitatem, consequenter et Rhomano pontifici, sicut glosa in c. consyderandum, dis, l. et Panormitanus de elec. c. significasti, unde dicunt, Non hoc verbo, sed illo verbo 'Pasce oves meas' Petro esse collatum pontificatum ecclesiae. (c09#21). |
Men jeg vil bevise, at dette ikke gør noget til sagen:
For det første, fordi deres egne jurister, som er tilhængere af dette primat, viger tilbage fra denne betydning og nægter, at primatet ved disse ord blev givet Peter og følgelig den romerske pave, sådan som det fortolkes i Distinktion 50, kap.: consyderandum, og som Panormitanus siger det om valget, kap.: significasti, hvor de siger, at det ikke var ved dette ord, men ved ordet 'Vogt min får', at Peter fik overdraget kirkens højeste præsteembede. |
| 50 Si ergo ipsis iuristis licet negare tot textus expressos decretorum et dissentire omnibus, quae distin. xvij. xviij. xix. xxi. xxij. tam copiose et pertinaciter ex hoc verbo Matthaei statuuntur, Cur mihi non liceat frigidissima decreta appellare theologo, cum ea negare et annihilare liceat iuristis? (c09#23) persequantur primum seipsos, maioris criminis reos, aut si veniam merentur decretorum negatores et cassatores, sine peccato erit qui inefficaces asserit et frigidas decretorum probationes. | Hvis altså det er tilladt deres egne jurister at nægte så mange udtrykkelige tekster fra deres dekreter og være uenig med alt det, som Distinktion 17, 18, 19, 21, og 22 så omhyggeligt og vedvarende fastslår ud fra dette ord fra Matthæus, hvorfor skal jeg så ikke have lov til som teolog at kalde dekreterne uduelige, når det er tilladt juristerne at nægte og tilintetgøre dem? Lad dem først forfølge deres egne, som er skyld i større overtrædelser, eller hvis de, der nægter og kasserer dekreterne, fortjener gunst, så må den da være uden synd, som kalder dem uvirksomme og mener, at dekreternes bevisførelse er uduelig. |
| 51 Neque enim ego ea negavi, sicut illi, sed frigere tantum ad probandum dixi, sicut re vera frigent, nisi quod ad locupletandum locum valent, exemplo eorum, quae per vim dicuntur et in alienam sententiam trahuntur. Nihil ergo probatur hoc textu, a quo ipsimet discedunt: nihil istis decretis probatur, quae ipsimet negant neutrisque confidunt. | For jeg gør nemlig ikke det, at jeg nægter dekreterne, sådan som disse gør, jeg har blot sagt, at de ikke duer til at bevise det med, sådan som de også i virkeligheden er uduelige og kun gælder som fyldekalk, ligesom hos dem, der taler under tryk og drejer ordene i en anden mening. Intet bevises altså ud fra denne tekst, som de selv viger bort fra. Intet bevises ved disse dekreter, som de selv nægter og ikke stoler på. |
| 52 Et moventur ad hoc satis forti ratione, quae adversarios reddat invictos, scilicet hac, quod Christus, ut etiam beatus Hieronymus eodem loco exponit, non tradit Petro claves, sed promittit dumtaxat, Ideo currendum esse ad locum, in quo tradit claves. | Og hertil bevæges de tilstrækkeligt af den stærke grund, som gør modstanderne ubesejrede, nemlig den, at Kristus, som også den salige Hieronymus forklarer i sin udlægning af dette sted, ikke overgiver Peter nøglerne, men kun lover, at han vil overgive ham dem. Derfor må man gå hen til det sted, hvor han overgiver ham nøglerne. |
| 53 Et tunc invenitur illud Iohannis ult. quod non ad Petrum, sed ad omnes dicit: Accipite spiritumsanctum: quorum remiseritis peccata &c. Ex quibus verbis liquet non solum quibus in Petro claves promiserit, nempe toti ecclesiae, sed etiam quid per claves promissas intelligi velit, nempe remissionem et retentionem peccatorum. (n53). | Og da finder man i Joh 20,22f, at han ikke siger til Peter, men til alle: Modtag Helligånden, hvem I forlader synder osv. Af disse ord fremgår det ikke blot, til hvem nøglerne blev forjættet igennem Peter, nemlig til hele kirken, men også, hvad Kristus vil have, at vi skal forstå ved de nøgler, der blev forjættet, nemlig syndernes tilgivelse eller tilbageholdelse. |
| 54 Secundo, quod idem verbum Christi male decreta aptant soli Petro et Rhomano potifici. Nam apud sanctos patres Christus hoc verbum dixisse ad ecclesiam et omnes Apostolos in persona Petri asseritur. | For det andet passer dette Kristus-ord dårligt, hvis det alene skal gælde Peter og den romerske pave. For de hellige fædre forsikrer, at Kristus sagde dette ord til kirken og alle apostlene i Peters person. |
| 55 Quorum primus est divus Hieronymus, qui hoc loco interpretatus verbum Petri dicit: Petrus ex persona omnium Apostolorum confitetur dicens 'Tu es Christus, filius dei vivi'. Et in hoc sequitur suum, ut solet, Origenem, qui idem eodem loco sentit. | Blandt dem først og fremmest den guddommelige Hieronymus, som udlægger ordet 'Peter' og siger: Peter bekender på alle apostlenes vegne, når han siger: Du er Kristus, den levende Guds søn, og i dette følger han Origenes, som han plejer, som mener det samme om dette sted. |
| 56 Chrysostomus autem, etsi hunc locum totum in Petri laudem trahat, dicens eum caput et pastorem constitutum ecclesiae futurae et toti orbi praepositum, tamen et ipse vocat eum os Apostolorum, quod vice omnium responderit, dicens: Petrus omnium Apostolorum os et vertex consortii totius, cum omnes interrogati essent, ipse solus respondet. Ergo non ad solum Petrum iste locus pertinet sed ad omnes, etiam si primus et princeps inter Apostolos ipse fuerit. (W189). | Men Chrysostomus, skønt han tager hele dette sted hen som en ros for Peter, idet han siger, at han er indsat til hoved og hyrde for den fremtidige kirke og foresat hele verden, kalder ham dog selv apostlenes mund, som svarer på alles vegne, idet han siger: Peter var alle apostlenes mund og leder af hele forsamlingen, eftersom de alle blev spurgt, men kun han svarede. Altså har dette sted ikke kun med Peter, men med alle at gøre, også selv om han blev den første og ledende blandt apostlene. |
| 57 Beatus Augustinus ps. cviij. sicut quaedam dicuntur, quae cum ad Apostolum Petrum proprie pertinere videantur, nec tamen habent illustrem intellectum, nisi cum referentur ad ecclesiam, cuius ille agnoscitur in figura gesisse personam propter primatum, quem in discipulis habuit, sicuti est 'Tibi dabo claves regni coelorum', et si qua huiusmodi: ita Iudas personam sustinet quodammodo inimicorum Christi &c. (c09#76). | Den salige Augustin siger i sin udlægning af Sl 109: "Ligesom nemlig nogen ting er sagt, som synes særlig at have med apostelen Peter at gøre, og dog ikke forstås ret, medmindre de henføres til kirken, for kirken erkendes han figurligt at have fremstillet i sin person på grund af det primat, som han havde i discipelflokken, sådan som der står skrevet: "Dig vil jeg give himmerigets nøgler" og den slags skriftsteder; således fremstiller Judas på en måde i sin person Kristi fjender, osv". |
| 58 Vides, quod claves ecclesiae
in persona Petri datas asserit. Idem lib. i. de doct. Christ. c. xvij.
has igitur claves dedit ecclesiae suae, ut quaecunque solveret in terra
soluta essent et in coelis.
Et cur non nos ipsi potius textum in verba Christi consyderamus, qui nos clarius per seipsum instruet? |
Du ser, at han mener, at kirkens nøgler gives til
kirken i Peters person. Ligeledes siger han i 1. bog af De doctrina Christiana,
kap. 17, at han af den grund gav disse nøgler til sin kirke, at
hvadsomhelst den løste på jorden også skulle være
løst i himlen.
Men hvorfor skulle vi ikke hellere selv se på teksten i Kristi ord, så han kan instruere os klarere ved sig selv? |
| 59 Dicit itaque: venit Ihesus in partes Caesareae Philippi et interrogavit discipulos suos 'Quem dicunt homines esse filium hominis?' &c. ubi significanter beatus Hieronymus observat, aliter Christum interrogasse de se, quando hominum, aliter quando Apostolorum sententiam quesivit: illos vocat homines, hos autem deos esse significat. | Han siger altså: 'Jesus kom til egnene omkring Kæsarea Filippi og spurgte sine disciple: 'Hvem siger folk, at menneskesønnen er?' osv. Her har den salige Hieronymus skarpt bemærket, at Kristus spørger på én måde om sig selv, når han spørger efter folks mening, og på en anden måde, når han spørger efter apostlenes mening. Dem kalder han mennesker, men disse betegner han som guder. |
| 60 Deinde de hominibus quaerens filium hominis se appellat velut vago nomine. At ex apostolis quaerens 'me', inquit, certam et singularem personam monstrans. Atque ubi de hominibus quaerit, nullus designatus discipulus respondet ad significandum, quod sine nomine sunt, qui indigna de filio dei sentiunt. Quibus adde et hoc, quod opiniones inconstantes sunt hominum de Christo. | Dernæst, når han spørger om, hvad folk mener om menneskesønnen, bruger han et vagt udtryk om sig selv. Men overfor apostlene spørger han med ordet 'mig', siger Hieronymus, og viser hen til en særlig og enkelt person. Og hvor han spørger folk, er der ikke udpeget nogen discipel til at svare, for at betegne, hvilke uværdige ting de mener om Guds søn. Føj dertil, at folks mening om Kristus veksler. |
| 61 At ubi apostolos de se interrogat, ibi signatus unus certus respondet et constantem absolvit et pronunciat fidei confessionem, ut veram Christi cognitionem in unitate et firmitate consistere, non multorum opinionibus velut arundinem agitari doceret. Vides ergo adhuc nihil ad Petrum proprie pertinere, nisi quod commune organum est omnium Apostolorum. | Men hvor han spørger apostlene om sig selv, dèr er det en særlig udpeget, der svarer fast og udtaler trosbekendelsen, så han lærer, at den sande erkendelse af Kristus består i énhed og fasthed, ikke i at blive drevet rundt af de manges meninger som et rør. Du ser altså, at indtil nu er der intet, der har med Peter specielt at gøre, udover at han er det almene talerør for alle apostlene. |
| 62 Iam illud vide, quod et a laicis observatum ipse didici (est etiam in laicis spirutus Christi), verbum hoc Christi non posse ad solum Petrum dictum intelligi, quia Christus non solum Petrum sed omnes apostolos requisivit dicens: Vos autem quem me esse dicitis? non dixit 'Tu, Petre, quem me esse dicis?' Nisi ergo per Petrum omnes discipuli respondissent, certe discipuli non fuissent, nec magistrum audissent, nec satisfecissent interroganti, quod est impium de apostolis sentire. | Se nu her, hvad han også har givet lægfolk at kunne se (lægfolk har jo også Kristi ånd), at Kristi ord ikke kan forstås som rettet alene til Peter, fordi Kristus ikke alene spørger Peter, men alle apostlene: Men I, hvem siger I, at jeg er? Han siger ikke: Men du, Peter, hvem siger du, at jeg er? Hvis altså ikke alle disciplene svarer gennem Peter, så var de ikke disciple, ejheller hørte de deres mester eller tilfredsstillede ham, da han spurgte dem, hvilket er ufromt at mene om apostlene. |
| 63 Relinquitur ergo, quod Christus responsum Petri acceptari non pro solo Petro sed pro toto collegio apostolorum et discipulorum. Alioquin et alios quoque denuo interrogasset. Ex quibus ulterius sequitur, Quod, sicut Christus personam respondentis Petri pro omnibus acceptat, ita sequenter quoque non ad solum Petrum, sed ad omnes, quorum persona Petrus loquitur, dicat 'Tu es Petrus, tibi dabo claves &c. | Tilbage er kun den fortolkning, at Kristus modtog Peters svar, ikke kun på Peters vegne, men på hele apostelkollegiets og discipelskarens vegne. Ellers ville han også have spurgt de andre påny. Af dette følger yderligere, at ligesom Kristus accepterer den svarende Peters person på alles vegne, således taler han efterfølgende ikke blot til Peter, men til alle, på hvis vegne Peter talte, når han siger: 'Du er Peter, dig vil jeg give himmerigets nøgler, osv. |
| 64 Alioquin scriptura non recte intelligitur, nisi praecedentia et (W190) sequentia recte conferantur. Atque ut hoc eo sit certius, non soli Petro a Christo aliquid dictum esse, exponit seipsum Christus, cui loquatur et cui tradat claves, dicens: Beatus es, Simon Bariona: caro et sanguis non revelavit tibi, sed pater meus, qui est in coelis. | Ellers forstås skriften ikke ret, hvis vi ikke føjer det foregående sammen med det efterfølgende. Og for at det skal være så meget sikrere, at noget ikke blot er sagt til Peter af Kristus, forklarer Kristus sig, hvem det er, han taler til, og hvem det er, han giver nøglerne, idet han siger: Salig er du, Simon Jonas' søn, det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader, som er i himlen. |
| 65 Obsecro, quid hoc potest contra vel fingi, quid apertius dici, quam quod Petrus in hac persona non est Petrus, non est caro neque sanguis? Sed est is, cui revelat pater: omnino Petrus extra hominem ponitur, et iam non est ulla persona per se sed revelantis patris auditor. Non Simon Bariona haec respondet, non caro et sanguis, sed revelationis paternae auditor. | Jamen for pokker, hvad kan man vel udfinde imod det, hvad kan siges mere ligeud, end at Peter i denne person ikke er Peter, ikke er kød eller blod? Men det er ham, som faderen åbenbarer sig for. I det hele taget sættes Peter udenfor mennesket, og er allerede nu ikke nogen person i sig selv, men den, der hører faderen, der åbenbarer sig. Ikke Simon Jonas' søn svarer her, ikke kød og blod, men den, der hører faderens åbenbarelse. |
| 66 Potest ne hic calumniator ullus verbum Christi ad Petrum hominem torquere? Quid ergo? is qui auditor est paternae revelationis, huic dantur claves, non Petro, non filio Iohannis, non carni et sanguini. quod si ita est, pronum iam sequitur, quod nulli privato homini datae sunt claves, sed soli ecclesiae, quia de nullo privato homine certi sumus, habeat nec ne revelationem patris. | Kan her nogen indvende, at noget Kristi ord skal fordrejes hen på mennesket Peter? Hvilket da? Han, som hører faderens åbenbarelse, til ham gives nøglerne, ikke til Peter, ikke til Jonas' søn, ikke til kød og blod. Og fordi det forholder sig sådan, følger nu uden vanskelighed, at nøglerne ikke blev givet til nogen privatperson, fordi vi om ingen privatperson kan være sikker på, om han har eller ikke har faderens åbenbarelse. |
| 67 Ecclesia autem ipsa est, de qua dubitari non licet, cum sit corpus Christi, una caro, eodem spiritu vivens quo Christus. Ipsa est Petrus ille auditor revelationis et acceptor clavium: quia hic symbolum stat firmiter 'Credo ecclesiam sanctam, communionem sanctorum', Non, ut nunc aliqui somniant, 'Credo ecclesiam sanctam esse praelatum' vel aliud quod fingunt. | Men kirken selv er det, om hvilket det ikke går an at tvivle, eftersom den er Kristi legeme, ud af et kød, ud af den samme ånd som den levende Kristus. Den er selv Peter, der hører åbenbarelsen og modtager nøglerne. For her står symbolets ord fast: 'Jeg tror på den hellige kirke, de helliges fællesskab'. Ikke, som nu nogen vrøvler: 'Jeg tror på, at den hellige kirke er prælaten', eller noget andet, de opfinder. |
| 68 Totus mundus confitetur, sese credere ecclesiam sanctam Catholicam aliud nihil esse quam communionem sanctorum. unde et antiquitus articulus ille 'sanctorum communionem' non orabatur, ut ex Ruffini symbolo exposito videre licet, sed glossa aliqua forte ecclesiam sanctam Catholocam exposuit esse Communionem sanctorum, quod successu temporis in textum relatum nunc simul oratur. Sed o necessarium et optitabilissimum factum propter eos, qui ecclesiam hodie quidvis vocant quam communionem sanctorum. (catlut11#40) | Hele verden bekender, at når den tror på den hellige katolske kirke, så er det ikke andet end de helliges fællesskab. Derfor sagde man ikke denne gamle artikel 'de helliges fællesskab', som det synes at fremgå af Ruffinus' symbol, men det var snarere som måske en slags fortolkning, at man sagde, at den hellige katolske kirke var de helliges fællesskab, hvilket i tidens løb kom med ind i teksten, og nu siges sammen med bekendelsen. Men ak, at det nu skal være en nødvendig og ønskværdig ting på grund af dem, som i dag kalder kirken alt andet end de helliges fællesskab. |
| 69 Sequitur autem: Et super hanc petram aedificabo ecclesiam meam. Si per 'hanc petram' intelligimus potestatem papae, vide quid facimus. primum sequitur, quod ecclesia primitiva Apostolorum non fuit ecclesia, quia Petrus (ut solidis probem argumentis) anno decimooctavo adhuc fuit Hierosolymis necdum viderat Rhomam, quod ex Paulo ad Galatas clarum fit. | Men så følger: Og på denne klippe vil jeg bygge min kirke. Hvis vi ved 'denne klippe' skal forstå pavemagten, se så, hvad det er, vi gør. For det første følger så, at apostlenes ældste kirke ikke var nogen kirke, fordi Peter (hvilket jeg skal bevise med stærke argumenter) i atten år havde været i Jerusalem og endnu ikke set Rom. Hvilket er klart ud fra Paulus' brev til galaterne. |
| 70 Qui scribit se post conversionem sui abiisse in Arabiam, deinde post annos tres venisse Hierosolymam, videre Petrum, ac postea post quatuordecim annos ascendisse et contulisse cum Iacobo, Petro et Ioanne euangelium praeputii. | Han skriver, at han efter sin omvendelse drog bort til Arabien, dernæst kom han tre år efter til Jerusalem, så Peter, og dernæst drog han fjorten år senere op og fremlagde for Jacob, Peter og Johannes det evangelium, han prædikede. |
| 71 Quis autem ita insaniat, quaeso, vel Orestes, ecclesiam Hierosolymitanam et Catholicam non fuisse ecclesiam, quia potestas Rhomanae ecclesiae nondum fuit nec forte fides eius. Non ergo super petram, id est potestatem Rhomanae ecclesiae, sicut decreta quaedam exponunt, sed supra fidem a Petro sub totius ecclesiae persona confessam aedificata est, cum et universalis et Catholica ecclesia tanto tempore ante Rhomanam ecclesiam fuerit. (W191). (catlu11#50). | Men hvem er vel så tåbelig, spørger jeg, eller så selvødelæggende, at han vil hævde, at den jerusalemittiske og katolske kirke ikke var en kirke, fordi den romerske kirkes magt endnu ikke var blevet til og næppe nok dens tro. Det er altså ikke på klippen, dvs på den romerske kirkes magt, sådan som nogle dekreter forklarer det, men på troen, som blev bekendt af Peter på hele kirkens vegne, at kirken er bygget, eftersom den universelle og katolske kirke har været til så lang tid før den romerske kirke. |
| 72 Ulterius Matth. xviij. in plurali numero dicit non ad Petrum, non ad Apostolos, sed ad ecclesiam, dicens: Si ecclesiam non audierit, sit tibi sicut Ethnicus et publicanus. Amen dico vobis: Quaecunque ligaveritis super terram, ligata erunt et in coelo. (Matt 18,17f) Accede nunc, qui voles, et hunc cum illo loco confer. Ille sonat, soli Petro datas claves: hic negat et non soli datas asserit. Quomodo utrunque stabit? Concordandum utique est utrunque verbum, quod idem Christus dixit. | Sidst i Matt 18 taler han i flertal ikke til Peter, ikke til apostlene, men til kirken, idet han siger: Hvis han ikke hører kirken, skal han være for dig som en hedning og tolder. Sandelig siger jeg jer: Hvadsomhelst I binder på jorden, skal være bundet i himlen. Kom nu, hvem der vil, og sammenlign dette med det andet sted. Det ene lyder, at nøglerne gives til Peter alene. Dette nægter det og forsikrer, at det ikke gives til ham alene. Hvordan kan de begge være sande? De to ord må i hvert fald samstemmes, for det er den samme Kristus, der taler. |
| 73 Si soli Petro collatae sunt, mendacium est, quod hic dicit omnibus collatas. Quis autem non videat, hunc posteriorem locum esse interpretem prioris, et in hoc rem esse clare expositam, illic vero in Petro unitatem multorum in ecclesia commendatum? Perspicuum est itaque claves esse ecclesiae datas, nec est quod huic loco possit opponi, quando dicit 'Dic ecclesiae, Si ecclesiam non audierit', non dicit 'Dic Petro, si Petro non audierit' &c. | Hvis de alene er givet til Peter, er han en løgner, fordi han her siger, at de er givet til alle. Men hvem ser ikke, at det sidste sted er en udlægning af det første, og at sagen er klart udlagt derved, at man siger, at der her ved den virkelige Peter skal forstås de manges énhed i kirken? Det er derfor soleklart, at nøglerne er givet til kirken, og der er ikke noget, der kan modsige dette sted; når han siger: 'Sig det til kirken, hvis han ikke hører kirken', siger han ikke 'Sig det til Peter, hvis han ikke hører Peter' osv. |
| 74 Quin vide quoddam mirabile: illic incipit ab omnibus dicens 'quem vos me esse dicitis?' et finit in uno Petro dicens 'Tu es, et tibi dabo'. Hic contra incipit ab uno dicens 'Si peccaverit in te frater tuus &c.' et desinit in omnibus dicens 'Quaecunque ligaveritis &c'. | Ja, se hvor forunderligt det går til: Her begynder han med alle og siger: 'Hvem siger I, at jeg er?' og slutter med den ene Peter og siger: 'Du er, og dig giver jeg'. Det andet sted begynder han med den ene og siger 'Hvis din bror forsynder sig imod dig osv', og slutter med alle, når han siger 'Hvadsomhelst I binder osv.' |
| 75 Nonne clarum est, per unum Petrum illic idem voluisse quod hic per universos, et claves non esse ullius hominis singularis sed ecclesiae et communitatis, ut firmum sit sacerdotem non suo iure sed ministerio (quia ecclesiae minister est) Ecclesiae clavibus uti, nec tanquam suis aut sibi sed ecclesiae traditis? | Mon ikke det er klart, at han med den ene Peter det ene sted vil det samme som med alle det andet sted, og at nøglerne ikke tilhører noget enkeltmenneske, men kirken og fællesskabet, ligesom det er givet, at præsten ikke bruger kirkens nøgler ved sin egen, men ved embedets ret (fordi han er kirkens tjener), og at han ikke giver dem videre som sine eller for sig selv, men som kirkens? |
| 76 Credo iam haec ferme fidem factura, hanc Matthaei autoritatem neque ad Petrum neque ad successorem neque ad unam aliquam ecclesiam, sed ad omnes ecclesias pertinere. Quia, ut dixi, quis poterit negare, illi esse claves traditas, qui revelante patre Christum confiteor? Quo posito necesse est, ut, ubi sit revelatio patris et confessio Christi, illic et claves. (catlut12#2) | Men nu tror jeg, at jeg har gjort den overbevisning fast, at dette sted hos Matthæus hverken har at gøre med Peter eller hans efterfølgere eller nogen anden kirke, men med alle kirker. Fordi som sagt, hvem kan nægte, at den får nøglerne betroet, som gennem faderens åbenbaring bekender Kristus? Og når det står fast, må det nødvendigvis være sådan, at hvor åbenbaringen af faderen og bekendelsen til Kristus er, dèr er nøglerne. |
| 77 At haec in qualibet ecclesia est, non autem in ullo uno singulari et in certo homine. Quod ut Christus nobis commendaret, statim post gloriosam istam Petri commendationem, cum eum Petrus prohibuit, ne moreretur, audivit: Vade post me, Satana: non enim sapis ea quae dei sunt. Quid hoc est? non sapit Petrus quae dei sunt? Nonne pater revelavit ei? Si haec ante commendationem Petri facta fuissent, aliquid momenti haberet, Petrum pro sua et successorum aut unius ecclesiae persona fuisse commendatum. | Og dette finder sted i en hvilkensomhelst kirke, men ikke i noget enkelt eller noget bestemt menneske. Hvilket også Kristus fortæller os straks efter denne ærefulde overdragelse til Peter, da Peter forhindrer han i at gå mod døden og han hører: Vig bag mig, Satan, du sanser nemlig ikke, hvad Guds er. Hvad er nu det? Sanser Peter ikke, hvad Guds er? Mon ikke faderen har åbenbaret sig for ham? Hvis dette havde fundet sted før overdragelsen til Peter, ville det dog have nogen indflydelse på, om Peter fik det overdraget på sin og sine efterfølgeres vegne eller på hele kirkens vegne. |
| 78 At nunc, cum post commendationem vituperetur ut ignarus dei, clarum fit, illum superiorem Petrum qui claves accepit non fuisse Petrum filium Bariona, sed ecclesiam filiam dei, quae verbo dei genita verbum dei audit et confitetur perseveranter in finem, non aliquando non sapiens quae dei sunt et retro abire iussa sicut Petrus. (catlut12#15) | Men nu, hvor det er efter overdragelsen, at han dadles for ikke at kende Gud, bliver det klart, at den overordnede Peter, som modtog nøglerne, ikke var Peter, Jonas' søn, men kirken, Guds søn, som født af Guds ord hører Guds ord og bekender det vedvarende indtil enden, og ikke på noget tidspunkt er uvidende om, hvad Guds er, og får befaling til at vige tilbage, ligesom Peter gør det. |
| 79 Aut, si hoc ad rhomanum pontificem et ecclesiam pertinet quod ad Petrum dicitur 'Tibi dabo claves', iam irrefragabili sequela etiam ad eandem et illud pertinebit 'Vade post me, Satana: non enim sapis quae dei sunt', quia et (W192) haec ad Petrum rhomanae ecclesiae futurum Episcopum dicta sunt, Aut si haec non ad se pertinere putant, iam nulla ratione convincere possunt, ea quae superius dicta sunt ad se pertinere. | Eller, hvis man lader dette henføre til den romerske pave og kirke, at der siges til Peter 'Dig vil jeg give nøglerne', så er det en uundgåelig følge, at man også må henføre til den samme også dette 'Vig bag mig, Satan, du sanser ikke, hvad Guds er', fordi også dette siges til Peter, den romerske kirkes kommende biskop. Eller, hvis de mener, dette ikke kan henføres til ham, så har de nu ingen begrundelse, der kan overbevise om, at det foregående skulle henføres til ham. |
| 80 Sed age latius, si omnino ad rigorem istum grammaticum se recipiunt, quod soli Petro dictum est 'Tu es Petrus, tibi dabo claves &c.' quomodo resistemus haereticis, si qui hoc nostro rigore verborum nixi nos urgeant et dicant 'Esto, ad solum Petrum haec dicta sunt, ergo non ad successorem, ergo ecclesiae claves cum Petro venerunt et abierunt: ubi ergo nunc ecclesia?' | Men lad os gå videre: Hvis ordene i det hele taget skal forstås efter denne snævre grammatiske opfattelse, at de alene er talt til Peter 'Du er Peter, og til dig vil jeg give nøglerne osv', hvordan kan vi så modstå kætterne, hvis de støtter sig til vore snævre ord og tvinger os og siger: 'Jamen, så siger vi det, at dette alene er sagt til Peter, altså er det ikke sagt til hans efterfølgere, altså er det sådan, at kirkens nøgler går og kommer med Peter. Hvor er så kirken nu?' |
| 81 Non enim ad plures pertinere potest, quod ad unum dicitur, sicut illud: Cum iunior esse, cingebas te &c. (Joh 21,18) quod ad solum Petrum ita dictum est, ut cum Petro impletum et finitum sit, ad nullum successorem eius pertinens. | Det kan nemlig ikke henføres til flere, eftersom det siges til kun én, ligesom dette: 'Da du var yngre, bandt du selv op om dig, osv', hvilket er sagt alene til Peter på den måde, at det opfyldes og endes med Peter, og ikke henføres til nogen efterfølger. |
| 82 Si autem ad successores et aliquam ecclesiam dictum est, iam nulla ratione prohiberi potest, quin ad omnes dictum sit, immo necessaria ratione ad apostolos omnes, qui praesentes erant, magis quam ad unius Petri successores, qui nondum erat, dictum accipietur. Quod si ad omnes apostolos, iam etiam ad omnium apostolorum et non unius apostoli successores dictum intelligitur. | Men hvis det er sagt til efterfølgerne og til én eller anden kirke, så er der ingen grund til at tro, at det ikke er talt til alle, ja, det må nødvendigvis forstås som talt til alle apostlene, som var til stede, mere end til den ene apostel Peters efterfølgere, som endnu ikke var til. Men hvis det er talt til alle apostlene, så må det også forstås som talt til alle apostlenes og ikke kun til den ene apostels efterfølgere. |
| 83 Sed respondeat tamen mihi qui potest, quisnam credendus sit habere claves etiam in rhomana ecclesia? An ipsa ecclesia, an papa? et attende quod dico: Quando papa eligitur, an secum affert claves an non? Si affert, ergo erat Papa, antequam eligeretur. Si non affert, a quo accipit? nunquid ab angelo de coelo? nonne ab ecclesia? | Men lad dog den, der kan, svare mig på følgende spørgsmål: Hvem skal man tro har nøglerne også i den romerske kirke? Mon det er kirken selv eller paven? Og pas på, hvad jeg siger: Når der vælges en pave, mon han så har nøglerne med sig eller ej? Hvis han har dem med sig, så var han også pave, før han blev valgt. Men hvis han ikke har dem med sig, hvem modtager han dem så fra? Mon fra en engel fra himlen? Nej, mon ikke fra kirken? |
| 84 Item quando Papa morietur, cui relinquit claves? aufert eas secum? Si non aufert, cui relinquit nisi ecclesiae, a qua accepit? Quid igitur potest dici contra hanc evidentissimam experientiam, optimam euangelii interpretem, Claves nec Petro nec successori, sed soli ecclesiae datas, a qua tanquam minister accipit usurus eis sacerdos? | Ligeledes, når paven dør, hvem efterlader han så nøglerne til? tager han dem med sig? Hvis han ikke tager dem med sig, hvem efterlader han dem så til, om ikke til kirken, fra hvilken han har modtaget dem? Hvad kan der altså siges imod denne soleklare erfaring, denne bedste fortolkning af evangeliet, at nøglerne ikke gives til Peter eller hans efterfølgere, men til kirken alene, fra hvem præsten modtager dem til at bruge som tjener. |
| 85 Ubi nunc est, quod soli Petro dictum esse putatur 'Tibi dabo claves', immo ubi nunc est, quod soli ecclesiae rhomanae claves datae sunt? Necesse est, ut in qualibet ecclesia claves sint, ut dixi supra. | Hvor bliver nu dette af, at man mener, at dette 'Dig vil jeg give nøglerne' alene er sagt til Peter, ja, hvor bliver nu dette af, at nøglerne alene er givet til den romerske kirke? Det må nødvendigvis være sådan, at der i enhver kirke findes nøgler, som ovenfor sagt. |
| 86 | |
| Videre til R13-02! |
Note 21: Sylvester var pave fra 314-335.
Note 41: Der står virkelig i Vulgatas latinske tekst 'creatura'. Det hedder: "subiecti estote omni humanae creaturae propter Dominum". (1 Pet 2,13). I den græske grundtekst hedder det tilsvarende: KTISEI.
Note 53: Luther har lige gjort opmærksom på (#49), at hans modstandere betragter ikke dette skriftsted, men Joh 21,15: 'vogt mine får', som stedet, hvor nøglemagten overdrages, så Luther véd godt, at der er uoverensstemmelse mellem ham og hans modstandere.
Kommentarer:
k28: Det er værd at lægge mærke til dette 'apud nos'. Det vil jo sige,at for Luther og hans ligesindede betyder det ikke noget, om paven har tro og er hellig, ligesom det ikke betyder noget, om kejseren har tro og er hellig. Men han går ud fra, at det betyder noget for den, der hævder, at paven har sit primat ud fra guddommelig ret (se fx R13-02#8).