Sylvester Prierias mod Luther 2

¹ LVT. Qualem potestatem habet Papa in Purgatorium generaliter, talem habet quilibet Episcopus et Curatus in sua Dioceæi & Parochia specialiter.

25. Den samme myndighed, paven i almindelighed har over skærsilden, den har en hvilkensomhelst biskop og sognepræst i sit stift og sogn i særdeleshed.

² SYL. Quantum ad propositum de themate, super quod disceptamus, idem quantum ad applicationem satisfactionis vnius ad alterum, est multiplex differentia inter Papam in Ecclesia tota, & Episcopum in Diæcesi, & Curatum in Parochia. (lutpri02#76). (95#25) 

Sylvester: Hvad angår det fremsatte tema, som vi debatterer, så er det det samme, hvad angår den enes tildeling af fyldestgørelse til den anden, men der er en meget stor forskel mellem paven, som han forholder sig til hele kirken, og biskoppen eller præsten, som de forholder sig til deres stift og sogn. 

³ Harum prima est secundum illam opinionem, quæ sentit Indulgentias fieri ex thesauro satisfactionis Christi, non autem Sanctorum, quia iuxta eam solus Papa posset indulgentias facere, sicut solus dispensat communia toti Ecclesiæ, cuiusmodi est dictus thesaurus. Sed quia istam opinionem falsam existimo, dico, quod alia differentia est, Quia Papa dispensator est thesauri infiniti, cum dispenset satisfactionem Christi, non autem alii, sed merita subditorum suorum duntaxat. 

Af disse er den første af den mening, at afladen sker ud fra skatten med Kristi, men ikke de helliges fortjeneste, fordi ifølge den mening kan paven alene give aflad, ligesom han alene har med hele kirkens fællesskab, og af den art er skatten. Men fordi jeg regner denne opfattelse for falsk, siger jeg, at der er en anden forskel, fordi paven bestyrer en uendelig skat, eftersom han bestyrer Kristi, men ikke andres fyldestgørelse, men måske hans underordnedes fortjenester. 

⁴ Ex hac autem sequitur alia, Quia solus Papa facit Indulgentiam plenaram, cum solus sit certus, quod thesaurus per eum dispensabilis sufficiens sit ad pænas omnes diluendas. Alia etiam est, Quia Papa dispensat bona, quæ alii dispensant, non econtra, vnde & aliorum potestatem limitat & restringit, non econtra. Vtrum autem Curatus Indulgentias edere possit, modo non discutio.

Men heraf følger noget andet. For alene paven giver plenaraflad, fordi det alene om ham er sikkert, at skatten, når den forvaltes gennem ham, er tilstrækkelig til at udslette alle straffe. Der er også noget andet: Paven forvalter gode gerninger, som andre forvalter, ikke i modsætning til dem, derfor begrænser og indskrænker ham også andres magt, det er ikke dem, der indskrænker hans magt. Men hvorvidt en præst kan uddele aflade, vil jeg ikke komme ind på. 

⁵ LVT. Optime facit Papa, quod non potestate clavis, quam nullam habet, sed per modum suffragii dat animabus remissionem.

26. Paven gør derfor vel i at give sjælene eftergivelse ikke i kraft af nøglemagten (som han ikke har), men blot gennem forbønner.

⁶ SYL. Quantum ad Indulgentias attinet, Papa habet clauem iurisdictionis secundum Sanctos, etiam in Purgatorium applicatiue, Animas (23) tamen a debito seu reatu pænarum non absoluit, sed eis tribuit, vnde pænam vel debitum soluarit, applicans & adiiciens eis satisfactionem Christi vel aliorum. (lutpri02#77).(95#26) 

Sylvester: Hvad angår afladen, har paven nøglemagten ifølge de hellige, også så han kan bruge den i skærsilden, dog absolverer han ikke fra skylden eller straffenes brøde, men tildeler dem noget, hvorved han løser straffen eller det skyldige, idet han tildeler dem Kristi eller andres fyldestgørelse. 

⁷ LVT. Hominem prædicant, qui statim ut iactus nummus in cistam tinnierit euolare dicunt animam.

27. De prædiker menneskelære, som hævder, at straks pengene klinger i kisten, flyver sjælen ud [af skærsilden]. 

⁸ SYL. Prædicator, animam, quæ in Purgatorio detinetur, astruens, euolare in eo instanti, in quo plene factum est illud, gratia cuius plena venia datur, puta deiectus est aureus in peluim, non hominem, sed meram & catholicam veritatem prædicat,(lutpri2#78) (95#27) Tu vero oppositum dogmatizans, si pertinaciam addideris, vide iuxta prædictis, quid inde merearis, factum & doctrinam S. Romanæ Ecclesiæ reprehendens, Nec plus est reprehensibilis Declamator sic docens, quam coquus fallidienti stomacho substantiales cibos accidentalibus saporibus exacuens.

Sylvester: Den, der prædiker, at sjælen, som holdes tilbage i skærsilden, og tilføjer, at den flyver op i det øjeblik, i hvilket der er gjort fuldstændig bod for det, for hvis skyld der gives fuld aflad, nemlig når der kastes en gylden i skålen, han prædiker ikke på menneskevis, men prædiker den rene og katolske sandhed. Men du dogmatiserer modsat, hvis du også er stædig, se du til, jævnfør det foregående, hvad du fortjener, når du retter bebrejdelser mod den hellige romerske kirkes handlinger og lære. Den forkynder, der lærer således, er ikke mere at bebrejde end en kok med en bedragerisk mave, der tilspidser ægte måltider ud af en tilfældig most. 

⁹ LVT. Certum est, numo in cistam tinniente augeri quæstum & auariciam posse, suffragium autem Ecclesiæ est in arbitrio Dei solius.

28. Det er sandt, at når pengene klinger i kisten, så kan profitten og havesygen øges, men følgerne af kirkens forbønner er alene i Guds hånd.

¹⁰ SYL. Certum est etiam, Luthere, istam Conclusionem esse detractoriam, & viri ponentis os in cælum, nec minus certum est, erroneum & hæreticum est dicere, quod extante rationabili causa Papa non potest pro voluntate plus & minus dare de suffragio vnius alteri, cum Deus hoc sibi concesserit. (lutpri02#83). (95#28)

Sylvester: Det er også sikkert Luther, at denne tese taler ondt, og det fra en mand, der har anbragt sin mund i himlen, og det er ikke mindre sikkert, at det er vildfarende og kættersk at sige, at paven ikke, i en verserende fornuftsmæssig sag, kan komme den ene mere til hjælp end den anden efter sit forgodtbefindende, fordi Gud har overladt dette til ham.

¹¹ LVT. Quis scit, si omnes anime in Purgatorio vellent redimi, sicut de S. Seuerino & Paschali factum narratur. (95#29)

29. Hvem véd, om alle sjælene i skærsilden vil udfries, sådan som der fortælles om skt Søren og Paschalis. 

¹² SYL. Quidquid sit de somniis, propter quæ nunquam a sana doctrina recedendum est, Doctor Angelicus (n12) in 11. distin. 4. quærens, An pæna Purgatorii sit voluntaria, & multipliciter de pæna distinguens, sic concludit: Absolute nulla pæna est voluntaria, quia ex hoc est ratio pænæ, quod voluntati contrariatur, sed conditionate, siue ex suppositione alicuius finis pæna est voluntaris, sicut vult quis pati ustionem, vt sanetur, Et hoc dupliciter contingit. 

Sylvester:  Hvadsomhelst kan være tilfældet i drømme, derfor skal den sunde lære aldrig tage sin tilflugt til dem. Doktor Angelicus spørger i den sag 11, distinktion 4, om skærsildsstraffen er frivillig og skelner på mange måder mellem straffene, men konkluderer således: Ingen straf overhovedet er frivillig, for det er begrundelsen for straffen, at den skal stå viljen imod, men under visse betingelser eller under forudsætning af ét eller andet endemål er straffen frivillig, således vil den det selv, som udholder ilden, for at han kan helbredes. Og dette har en dobbelt betydning. 

¹³ Aliquando enim per pænam aliquod bonum acquirimus, vt patet in vstione, & sic ipsa voluntas assumit pænam, vt in satisfactione patet, quæ scilicet in hac vita est meritoria. 

         For sommetider opnår vi noget godt igennem straffen, som det ligger i ilden, og således påtager viljen selv sig straffen, som det er tilfældet i fyldestgørelsen, hvilket i dette liv er meritorisk. 

¹⁴ Aliquando vero per pænam nullum bonum nobis accrescit, tamen sine pæna ad bonum peruenire non possumus. Sicut patet de morte naturali, sine qua scilicet non venitur ad regnum, & tunc voluntas pænam non assumit, sed tolerat, & quantum ad hoc voluntaria dicitur, & sic pæna, inquit, Purgatorii est voluntaria. (24) (26.jpg) 

Men sommetider vokser der intet godt op til os gennem straffen, og dog kan vi ikke nå frem til det gode uden straffen. Dette har med den naturlige død at gøre, for vi kommer ikke ind i riget uden gennem den, og da påtager viljen sig ikke straffen, men udholder den, og forsåvidt den til den ende kan sige at være frivillig, siger han, at på den måde er skærsildsstraffen frivillig. 

¹⁵ Ex quibus verbis D. Thomæ patet, quod qui in Purgatorio sunt, illam pænam non eligunt, sed illatam patienter tolerant, & vellent libenter ea carere, si possent.

        Af disse doktor Thomas' ord fremgår det, at de, der er i skærsilden, ikke udvælger denne straf, men tålmodigt bærer den, når den bliver pålagt, og at de gerne ville undgå den, hvis de kunne. 

¹⁶ Adde, quod anima separata grata Deo, nullum habet maius desederium, quam videndi Deum, cum ad hoc omne suum velle sicut ad finem ordinetur, licet pro Dei voluntate patienter toleret, vnde si cum Dei voluntate possit carere pæna, impediente visionem, in hoc maxime lætatur, plus quam gaudium aliquod in hoc mundo nobis possit obtingere. Dicere autem oppositum, ridiculum & stultum est. (lutpri03#1). 

Føj hertil, at en sjæl, der er adskilt fra Guds nåde, ikke har noget højere ønske, end at se Gud, eftersom alt dens villen er indrettet på det som på et formål, selv om den for Guds viljes skyld tålmodigt udholder det. Derfor, hvis den med Guds vilje kan undgå straffen, der forhindrer, at den kan se Gud, vil den glæde sig derover med en glæde, der er meget større end vi kan opnå den i denne verden. Men at sige det modsatte, er latterligt og dumt. 

¹⁷ LVT. Nullus securus est de veritate suæ contritionis, multo minus de consequutione plenariæ remissionis.

30. Ingen kan være sikker på sandheden i sin anger, end mindre på den deraf følgende fulde syndsforladelse. 

¹⁸ SYL. Hoc de viuentibus verum est, Animæ vero quæ purgantur, certæ sunt, se Dei gratiam habere, & consequenter se indulgentias assequi, si rite conferantur, maxime plenarias, quibus statim a tormentis ad gaudia deducuntur. (lutpri03#7). (95#30)

Sylvester:  Dette er sandt om de levende, men sjælene, som renses i skærsilden, er sikre på, at de har Guds nåde, og følgelig på, at de opnår aflad eller overbærenhed, hvis de frembærer den efter ritualet, især når det er den fulde aflad, gennem hvilken de straks føres fra pinslerne til glæden. 

¹⁹ LVT. Quam rarus est vere pænitens, tam rarus est vere Indulgentias redimens, i. e. rarissimus.

31. Ligeså sjælden en sand bodgørende er, ligeså sjælden er én, der tildeler sand aflad, det vil sige: uhyre sjælden. 

²⁰ SYL. Esto, quod recte doceas, Tamen superflue doces, cum iam idem supra virtualiter posueris, imo plus, quia dixisti,  (95#23) non assequi nisi perfectissimos, qui rariores sunt, quam vere pænitentes, cum inter hos quidam sint, aliis minus perfecti. (lutpri03#8) (95#31) Dico etiam, quod vere pænitentes tot sunt, quot attriti confitentes, cum omnes tales Dei gratiam assequantur, nisi obicem ponant. 

Sylvester: Lad det også være sandt, hvad du lærer, det er dog overflødigt, at du lærer det, eftersom du allerede ovenfor har påstået så at sige det samme, ja har påstået mere, fordi du sagde, at det kun var de mest fuldkomne, der opnåede det, og de var mere sjældne, end de sandt bodgørende, eftersom der blandt dem var nogle, der var mere, andre, der var mindre fuldkomne. Jeg siger, at de sandt bodgørende er lige så mange som dem, der bekender med den foreløbige anger, eftersom alle den slags opnår Guds nåde, hvis de da ikke skyder en slå for. 

²¹ LVT. Damnabuntur in æternum cum suis Magistris, qui per literas veniarum securos sese credunt de sua salute.

32. De mennesker er fordømt i evighed sammen med deres lærere, som tror, at de er sikre på deres frelse i kraft af afladsbreve.

²² SYL. Qui per dictas literas sine bonis operibus tutos se putant, fatui sunt, Qui vero ex spirituali commodo eiusmodi literarum concipiunt spem, melius viuendi & moriendi & purgatorias pænas citius euadendi, recte sentiunt, & sic docentes recte docent. Time autem tibi magis, Luthere, ne vana eruditione inflatus, nunquam resipiscas, æternoque pereas & damneris. (95#32) (lutpri03#12) 

Sylvester: De, som tror sig sikre i kraft af de omtalte afladsbreve uden gode gerninger, er dumme. Men de, der ud fra det åndelige gode, som dens slags breve er, fatter håb om at leve og dø på en bedre måde og om at undgå skærsildens straffe yderligere, de tænker ret, og de, der lærer sådan, lærer ret. Men du skulle passe noget mere på, Luther, at du ikke bliver opblæst af tom dannelse, så du aldrig mere kommer til dig selv, og i evighed går til grunde og bliver fordømt. 

²³ LVT. Cavendi sunt nimis, qui dicunt venias illas Papæ donum esse illud Dei inestimabile, quo reconciliatur homo Deo.

33. Man skal vogte sig meget for dem, der siger, at pavens aflad er den Guds uvurdérlige gave, hvorved mennesket bliver forsonet med Gud. 

²⁴ SYL. Cauendi sunt magis detrahentes Dei vicario, cum iniuste, tum etiam false & erronee. Qui vero dicunt (vt refers) vere dicunt, modo reconciliatio illa intelligatur improprie, per amotionem reatus, qui animam a Dei contemplatione clare secludebat. (25) (lutpri03#19). (95#33)

Man skal vogte sig mere for dem, der foragter Guds vikar, hvilket er urigtigt og dertil både falsk og vildledende. Men de, der siger, som du refererer, taler sandt, blot denne forsoning forstås i uegentlig betydning, sådan at den skyld bliver fjernet, som udelukkede sjælen fra den klare gudsbetragtning. 

²⁵ LVT. Gratiæ enim ille veniales tantum respiciunt pænas satisfactionis sacramentalis, ab homine constitutas.

34. For afladsnåden tager kun sigte på den sakramentale fyldestgørelses straffe, som er pålagt af mennesker. 

²⁶ SYL. Iam liquet ex dictis, quantum falsa & errones sit ista sententia, etsi de posse Pontificis maximi sermo sit, Est etiam hæretica, quasi Papa non possit omnem pænam per Indulgentias abolere. (lutpri03#26). (95#34) 

Sylvester: Det fremgår allerede af det sagte, hvor forkert og fejlagtig denne opfattelse er, selv om det er et ord om, hvad paven kan. Den er nemlig kættersk, som om paven ikke kunne ophæve al straf gennem aflad. 

²⁷ LVT. Non Christiana prædicant, qui docent, quod redempturis animas per confessionalia, non sit necessaria contritio.

35. De mennesker prædiker ikke kristeligt, som lærer, at de, der køber sjæle ud af skærsilden eller køber skriftebreve, ikke har nødig at angre. 

²⁸ SYL. Nullum esse Declamatorem reor, qui tam stulte docuerit, qui vero intentione tales Positiones in medium asseras, ipse videris. (lutpri03#28). (95#35)

Sylvester: Jeg tror ikke, der er nogen afladsudråber, der er så dum at lære den slags, men du, der forsikrer, at den slags opfattelser er i vælten, kan jo selv se det. 

²⁹ Si qui tamen docerent, quod non contriti non vane Indulgentias consequuntur, quia proderunt, contritione ex post facto accedente, non male docent apud complures peritos, quia sicut Papa potest constitutionem facere aut inficere vt ex tunc, ita etiam posset Indulgentias largiri, vt ex nunc, suo tempore valituras. 

Men hvis de lærer, at en gerning, der ikke er angret, ikke forgæves efterfølges af aflad, fordi man har gavn af det, når der støder anger til den gerning, man har gjort, så lærer de ikke dårligt blandt mange erfarne, for ligesom paven kan fastholde eller tilsidesætte en bestemmelse, som gjaldt engang, således kan han også uddele aflad, som gælder nu, som skal gælde til sin tid. 

³⁰ LVT. Quilibet Christianus vere compunctus habet remissionem plenariam a pæna & culpa, etiam sine literis veniarum sibi debitam. (95#36)

36. Enhver kristen, der i sandhed er sønderknust, har fuld syndsforladelse fra straffen og brøden, og den bør gives ham også uden afladsbreve. 

³¹ SYL. Si sentis, quod omnis cui plena remissio pænæ debetur, eam assequitur, non obstante, quod veniarum literis careat; Esto, quod verum doceas, tamen nihil dicis, Quia Deum dare omnibus, quæ eis apud ipsum debentur ex congruo, vel condigno, dubitauit nullus. 

Sylvester:  Hvis du mener, at enhver skal have fuld eftergivelse af straffen, så kan han opnå den, når der ikke er noget til hinder for det, hvilket han kan sørge for gennem afladsbreve; selv om du lærer ret, siger du dog ikke noget, for ingen er i tvivl om, at Gud giver alle, hvad de kan få hos ham ud fra den tillempede eller den fortjenstfulde anger. 

³² Si vero sentis (vt verba tua præ se ferunt) quod sine dictis literis omnibus vere contritis debita sit plena remissio pænarum, hæreticum est, & Canones omnes pænitentiales euacuas & euertis, & tertiam partem sacramenti pænitentiæ, id est, satisfactionem, & omnia iura loquentia de pænitentia salutari imponenda, & Purgatorium, nisi forte dicas, quod pænam omnem remitti, & pænam omnem exsoluere, idem sit, quod absurdum est. (lutpri03#32). 

Men hvis du mener (hvad dine ord i sig selv tyder på), at der bør være fuld eftergivelse af straffene for alle sandt angrende, så er det kættersk, og du gør alle bodskanonnerne tomme og fordrejer dem, og det samme gør du ved den tredie del af sakramentet, det vil sige, fyldestgørelsen, og ved al den ret, der taler om at pålægge frelsebringende bod, og ved skærsilden, hvis du da ikke vil sige, at dette at eftergive al straf og at befri fra al straf, er ét og det samme, hvilket er absurd. 

³³ LVT. Quilibet verus Christianus, siue viuus, siue mortuus, habet participationem omnium bonorum Christi & Ecclesiæ, etiam sine literis veniarum, a Deo sibi datam. (95#37)

37. Enhver sand kristen, hvad enten han lever eller er død, har delagtighed i alle Kristi og kirkens goder, og de gives ham af Gud også uden afladsbreve. 

³⁴ SYL. In opere bono, quo reatus pænæ deletur, puta ieiunio, oratione, & eleemosyna, duo sunt secundum doctrinam Sanctorum. Vnum est meritum, quod nullius esse potest, nisi operantis, qui solus pro opere proprio præmio donatur. 

Sylvester:  I en god gerning, hvorved straffens skyld borttages, nemlig faste, bøn og almisse, ligger der to ting, ifølge de helliges lære. Den ene er fortjenesten, som kun kan tilhøre den, som udfører gerningen, som alene får belønning for sin egen gerning. 

³⁵ Alterum est satisfactio, quæ aliud a merito est, vnde is, qui eleemosynam largitur pro anima parentia, sibi quidem meretur, pro amico autem satisfacit, ad abolendum pænæ reatum. 

Den anden ting er fyldestgørelsen, som er noget andet end fortjenesten, og derfor, han, som giver almisse til bedste for sin forfaders sjæl, får vel selv fortjenesten, men han gør fyldest for sin ven, så straffens skyld fjernes. 

³⁶ Quis enim ausit negare, eleemosynum horum vtrique valere? Si ergo de bonis operibus Christi & Ecclesiæ loquaris, quantum (26) ad meritum, licet pro alterius merito nullus muneretur, quilibet tamen Deo gratus, ex aliorum meritis aliquid boni percipit, puta protectionem Dei, sicut Deus recordatus Abrahæ, liberauit Lot tempore euersionis Sodomæ, vel saltem ipsum gaudium, quod quisque bonus habet de bono alieno, secundum illud Psalm. Participem me fac Deus omnium timentium te &c. 

For hvem vover at nægte, at almisse har begge disse to værdier? Hvis altså du taler om Kristi og kirkens gode gerninger, for så vidt angår fortjenesten, så er det sandt, at ingen kan skænke noget til fordel for en andens fortjeneste, dog er hvemsomhelst velbehagelig for Gud, som ud fra andres fortjenester udfører noget godt, han får jo Guds beskyttelse, sådan som Gud ihukom Abraham, befriede Lot, da Sodoma blev ødelagt, eller han får i hvert fald selv glæden deraf, fordi enhvert godt menneske har glæde over andres gode, som der står i Sl 119,63: 'Gud, gør mig delagtig i alle dem, der frygter dig, osv'

³⁷ Sed quia hoc participium paucis non potest plene absolui, dimittatur. Si vero loquaris de eisdem Christi & Ecclesiæ operibus, gratia satisfactionis, dico cum D. Thoma, quod in absolutione a peccatis ex bonitate Dei interueniente Christi martyrio, semper aliquid relaxatur de pæna, non autem pæna tota, alioqui plene implens iniunctum a sacerdote vel Canone, etiamsi non plene satisfecerit Deo, euolaret, quod est hæreticum, imo non oporteret sacerdotem quicquam imponere, nisi forte per viam medicinæ ad præcauendum in posterum. (lutpri03#35). 

Men fordi der er nogle få, som denne delagtiggørelse ikke kan løse fuldstændigt, tilgives den. Men hvis du taler om disse Kristi og kirkens gerninger, som skyldes fyldestgørelser, så siger jeg med den guddommelige Thomas, at i afløsningen af synderne ud fra Guds godhed, når Kristi martyrium går i forbøn, eftergives der altid noget af straffen, men ikke hele straffen, ellers ville sjælen flyve op efter helt at have gjort fyldest for den straf, der var pålagt af præsten, skønt han ikke havde gjort fyldest overfor Gud, hvilket er kættersk, ja, præsten burde ikke pålægge nogetsomhelst, hvis der da ikke gennem en medicinsk metode skal undgås noget i det efterfølgende. 

³⁸ LVT. Remissio tamen & participatio Pape nullo modo est contemnenda, quia (ut dixi) est declaratio remissionis divinæ.

38. Dog er pavens tilgivelse og delagtighed i ham på ingen måde at foragte, fordi den som sagt er en erklæring om den guddommelige tilgivelse. 

³⁹ SYL. Siue de culpa, siue de pæna intelligas, vtrobique damnabiliter erras, Quia & culpam relaxat dispositiue & ministerialiter, & similiter pænam per venias, vt crebro iam dictum est. (lutpri03#39) (95#38) 

Sylvester: Hvad enten du forstår det om brøden eller om straffen, i begge tilfælde tager du fordømmeligt fejl. For både eftergives brøden dispositivt og ministerielt, og på lignende måde eftergives straffen gennem afladen, som det allerede gentagne gange er sagt. 

⁴⁰ LVT. Difficillimum est, etiam doctissimis Theologis, simul extollere veniarum largitatem, & contritionis veritatem coram populo. (95#39)

39. Det er meget vanskeligt, selv for de lærdeste teologer, på én gang at prise afladens rundhåndethed og pligten til anger for folket. 

⁴¹ SYL. Postquam, Luthere, peruerse docuisti, iam nunc detrahere incipis, & veniarum declamatoribus & Pontifici consequenter. Quod autem difficile astruis, ego impossibile astruo tibi, tuique similibus, qui non es (pace tua dixerim) bonarum disciplinarum præceptis institutus, qui duo falsa præcepta tenes, quæ venias euertunt. (lutpri03#41) 

Sylvester:  Kære Luther, efter at du har lært forkert, begynder du nu at tale ondt, og det både om afladsprædikanterne og om paven. Men hvad du erklærer vanskeligt, erklærer jeg umuligt for dig og dine lige, for du er ikke, om jeg må sige det med din tilladelse, indstillet på at overholde de gode discipliners bud, og du fastholder to forkerte bud, som forvender afladen. 

⁴² Vnum quidem, quod vera contritio aboleat omnem pænam, vt supra videris innuere. Aliud, quod vera contritio pænas veniis præeligat semper, vt sequenti Conclusione patebit. 

Det ene er, at den sande anger udsletter al straf, som vi ovenfor har set, at du antyder. Det andet er, at den sande anger altid foretrækker straffen fremfor afladen, som det fremgår af den følgende tese. 

⁴³ Theologi autem bene instituti facile efficiunt, quod tu difficile prædicas, dicentes, quod sicut in humania offendens quemquam cum iactura honoris aut rerum, etsi ex bono animo offensi restituatur ad amicitiam abolita culpa, non tamen semper abolita emenda, imo nec actione iniuriarum plerumque. 

Men de teologer, der er rigtig indstillet udvirker let det, du prædiker er vanskeligt, ved at sige, at ligesom det i menneskelige forhold er sådan, at man kan støde enhver, når man opgiver ære eller ejendom, skønt man med god vilje kan genindsættes i venskabet, når brøden tilintetgøres, men den tilintetgjorte brøde dog ikke til stadighed kan forbedres, heller ikke ved en handling fuld af injurier. 

⁴⁴ Ita etiam & Deus abolita culpa lege communi vult, quod peccatorum emendam præstet, vt qui peccando suæ voluntati plus quam debuisset, indulsit aliquid contra suam naturalem voluntatem, ex voluntate electiua patiatur, quod est pænas dare pro culpis. (27)

Således vil også Gud ved den af den almindelige lov ødelagte brøde, at der bliver ydet forbedring af synderne, så den, der i kraft af sin vilje har syndet mere end han burde, ham bærer han over med imod sin naturlige vilje og tåler ud fra sin udvælgende vilje, hvilket er at give straffe i stedet for brøde. 

⁴⁵ LVT. Contritionis veritas pænas quærit & amat, Veniarum autem largitas relaxat & odisse facit, saltem occasione.

40. Pligten til anger kræver og elsker straffen, men afladens rundhåndethed opløser dette og får mennesket til at hade straffen, i hvert fald af og til. 

⁴⁶ SYL. Hæc est tue potissima ratio, quare difficile dixeris vtraque posse saluare. Dico vero cum S. Thoma, quod quamdiu pænas dare pro sceleribus est alicuius boni allatiuum, vt in præsenti vita, quando meritorium est, vera contritio amat pænas, ad merendum & præcauendum a peccatis, sine tamen contemptu veniarum, quia vtrumque meliu[m] est quam alterum; (lutpri03#53). (95#40)

Sylvester: Dette er den vægtigste begrundelse, du har til at sige, at begge dele vanskeligt kan give frelse. Men jeg siger med sankt Thomas, at sålænge dette at give straffe for forbrydelser er at påføre noget godt, som det er det i dette liv, hvor det er fortjenstfuldt, så vil den sande anger elske straffene, for at fortjene sig noget og for at undgå synderne, men den vil gøre det uden foragt for afladen, fordi det er bedre at få begge dele end kun den ene. 

⁴⁷ Vbi vero pænæ nullum bonum afferunt, sed retardant a bono gloriæ, quod eis ex non solutis haberi nequit, pænæ non assumuntur, sed tolerantur, dulcissimumque est animabus ab eis misericorditer absolui, & ita Purgatorio est. 

Men hvor straffene ikke påfører noget godt, men tager ære bort fra det gode, hvilket for dem ikke kan haves af det ikke afløste, dèr tilføjes straffene ikke, men de tåles, og det er meget sødt for sjælene, når de af barmhjertighed afløses, og således er der i skærsilden. 

⁴⁸ LVT. Caute sunt veniæ Apostolicæ prædicandæ, ne populus false intelligat eas præferri cæteris bonis operibus charitatis.

41. Man må være forsigtig med at prædike den apostolske aflad, for at folk ikke fejlagtigt skal tro, at den kan foretrækkes fremfor de øvrige kærlighedens gode gerninger. 

⁴⁹ SYL. Verum vtique doces, sed non minus caute sunt improbandæ & restringendæ in præiudicium Apostolicæ facultatis, & priuilegii concessi a Deo B. Petro. (lutpri03#61) (95#41) 

Sylvester: Det er sandt, hvad du lærer, men man skal ikke være mindre forsigtig med at nedgøre og indskrænke [afladen] til en fordom om de apostolske tilståelser og de privilegier, der er indrømmet af Gud til den salige Peter. 

⁵⁰ LVT. Docendi sunt Christiani, quod Papæ mens non est, redemptionem veniarum vlla ex parte comparandam esse operibus misericordie.

42. De kristne bør belæres om, at det ikke er pavens mening, at køb af aflad på nogen måde kan sammenlignes med barmhjertighedsgerninger. 

⁵¹ SYL. Docendi sunt etiam, quod mens Pontificis est, per venias prouocare fideles ad opera pietatis siue diuini cultus & misericordiæ, & quod melius est, benefacere, & venias assequi, quam horum neutrum vel alterum moliri. (lutpri03#62). (95#42)

Sylvester: De kristne bør også belæres om, at det er pavens mening gennem afladen at opægge de troende til fromme gerninger, enten gudstjenester eller barmhjertighedsgerninger, og til at forstå, at det er bedre at gøre godt og købe aflad, eller at ødelægge begge dele eller én af dem. 

⁵² LVT. Docendi sunt Christiani, quod dans pauperi, aut mutuans egenti, melius facit, quam si venias redimeret. Quia per opus charitatis crescit charitas, & fit homo melior, sed per venias non fit melior, sed tantummodo a pena liberior.

43. De kristne bør belæres om, at hvis man giver til den fattige eller låner til en trængende, da handler man bedre, end hvis man køber aflad. 44. For ved kærlighedsgerningen vokser kærligheden og mennesket bliver bedre, men ved afladen bliver man ikke bedre, man slipper blot fri for straf. 

⁵³ SYL. Docendi sunt etiam, quod qui utrumque potest, melius est. Docendi sunt etiam, quod per venias non fit homo melior essentialiter, fit tamen melior concomitanter. Quia erogare opus pium aut alias bonum pro assequutione veniarum meritoritum est, vnde cæteris paribus melius est dare eleemosynam gratia veniarum, quam gratia meriti præcise, Quia ibi duo bona sunt, scilicet meritum, & sublatio impedientis ac retardantis a gloria, id est, reatus pænarum, hic vero vnicum est. (lutpri03#75). (95#44)

Sylvester: De bør også belæres om, at den, der kan gøre begge dele, handler bedst. De bør også belæres om, at gennem afladen bliver et menneske ikke bedre i egentlig forstand, men han bliver dog bedre som et ledsagefænomen. Fordi det er fortjenstfuldt, at der opelskes en from gerning eller noget andet godt som følge af afladen, hvorfor det, alt andet lige, er bedre at give almisse for afladens skyld, end ganske for fortjenestens skyld, fordi der dèr er to goder, nemlig fortjenesten og afladelsen af det, der forhindrer og fradrager æren, det vil sige, straffenes skyld, men her er der kun én. 

⁵⁴ LVT. Docendi sunt Christiani, quod qui videt egenum, & neglecto eo, dat pro veniis, non Indulgentias Papæ, sed indignationem Dei sibi vendicat.

45. De kristne bør belæres om, at den, der ser en nødlidende og lader ham i stikken og giver det til aflad, ikke køber pavens aflad, men Guds vrede. 

⁵⁵ SYL. Docendi sunt etiam Scriptores castigatius scribere, quam (28) tu scribas, quia quod scribis, non est verum. Vbi quis petenti pauperi potest eleemosynam sine peccato negare, quod creberrime accidit, neque vbi negatur, cum peccato quidem veniali, sed sine mortali, quia pro veniali solo non vendicat sibi homo indignationem Dei, cum gratiæ & charitati veniale non repugnat, & consequenter nec amicitiæ, quam ad Deum habemus. (lutpri03#75). (95#45) 

Sylvester: Skribenter bør også belæres om at skrive mere dadlende, end du skriver, for hvad du skriver, er ikke sandt. Hvor man uden synd kan nægte at give en fattig, der beder, almisse, hvilket hyppigt sker, heller ikke hvor den nægtes, eftersom det ganske vist sker med synd, men kun en tilgivelig, ikke en dødssynd, fordi alene for den tilgivelige synd erhverver mennesket sig ikke Guds vrede, eftersom den tilgivelige synd ikke kæmper mod nåden og kærligheden og følgelig heller ikke mod det venskab, vi har med Gud. 

⁵⁶ LVT. Docendi sunt Christiani, quod nisi superfluis abundent, necessaria tenentur domui sue retinere, & nequaquam propter venias effundere. (95#46)

46. De kristne bør belæres om, at medmindre de har overflod, er det nødvendigt at beholde det, der er nødvendigt til huset, og ikke forøde det på aflad. 

⁵⁷ SYL. Docendus es & tu sufficientius diuidere, quia temporalia hominum suæ tenetur retinere, quæ scilicet sunt necessaria, sine quibus non, & superflua; Sed hæc est diuisio sufficiens iuxta D. Thomam; Bonorum enim temporalium hominis quædam sunt necessaria ad vitam suam, & suorum, quæ dicuntur necessaria sine quibus non, supple, viuitur, quædam vero sunt necessaria ad vitam decentem, quæ dicuntur necessaria, sine quibus non bene, & quædam nec sic nec sic, quæ dicuntur superflua simpliciter. (lutpri03#79) 

Sylvester: Du bør også belæres om at skelne bedre mellem det, fordi man må tilbageholde menneskenes timelige gods, nemlig det, der er nødvendigt, uden hvilket man ikke kan klare sig, og så det overflødige. Men denne skelnen er tilstrækkelig, ifølge den guddommelige Thomas. For af menneskets timelige goder er nogle nødvendige til opretholdelse af livet, hans eget og hans egne, og de kaldes nødvendige og uundværlige, for at man kan leve i det hele taget. Men nogle er nødvendige til et pænt liv, og de kaldes nødvendige, uden dem kan man ikke leve godt, og endelig er der nogle 'nødvendigheder' som ikke kan kaldes sådan, for de må simpelthen kaldes overflødigheder. 

⁵⁸ De primo necessario nec veniæ sunt redimendæ, nec eleemosyna danda, nisi quia eligat mori dando pro bono reipublicæ. De secundo tenentur homines eleemosynam dare solum in necessitate extrema.

Af den første slags nødvendigheder må man ikke købe aflad eller give almisse, medmindre man vælger at dø ved at give til statens bedste. Af den anden slags nødvendigheder må menneskenes holdes til at give almisse kun i yderste nødsfald. 

⁵⁹ Potest autem & debet homo dare de consilio extra dictum casum partem huius necessarii cum indiuisibili non consistat, non autem totum. Sic ergo patet, quod etiam non habens superflua potest redimere venias, ex parte eius, quod est necessarium, sine quo non bene. 

Men et menneske kan og bør give som et råd udover de omtalte tilfælde en del af sine nødvendige goder, eftersom inddelingen ikke ligger fast, men ikke det hele. Således fremgår det altså heraf, at også den, der ikke har overflod, kan købe aflad for den del af hans ejendom, som er nødvendig, for at han kan leve godt. 

⁶⁰ LVT. Docendi sunt Christiani, quod redemptio veniarum est libera, non præcepta. (95#47)

47. De kristne bør belæres om, at køb af aflad er en frivillig sag, ikke påbudt. 

⁶¹ SYL. Imo non sunt sic docendi, quia hoc esset eos a multis bonis, quæ veniarum gratia faciunt, dimouere; Sed potius sunt docendi, (29) quod omnes fideles ex debito charitatis tenentur pro summo Pastore, etiam sine veniis orare, & quod Papa multoties dat venias, vt fideles prouocet ad orandum pro se, vt semper facit in sua Capella. (lutpri03#86) 

Sylvester: Nej, det skal de ikke belæres om, for det ville være at bevæge dem bort fra de mange gode gerninger, som de gør for afladens skyld. De skal snarere belæres om, at alle troende skal holdes fast på ud af den kærlighed, de skylder paven, at bede for ham også uden aflad, og om, at paven mange gange giver aflad for at opægge de troende til at bede for sig, sådan som han altid gør i sit kapel. 

⁶² Quando vero vltra orationes etiam pecuniis indiget, Venias largitur, non gratia pecuniarum, sed eius rei, ad quam pecunia ordinatur, puta ad instaurationem Hospitalium, & Ecclesiarum. 

Men når han udover bønner også beder om penge, når han sælger aflad, er det ikke for pengenes skyld, men for den sags skyld, som han fastsætter, at pengene skal bruges til, nemlig til at indrette hospitaler og kirker. 

⁶³ Et hoc cum facit, omnes quorum interest, lætantur & gratulantur omnes, nisi quod tu Luthere, id quod in aliis Ecclesiis instaurandis laudatur, in Fabrica prima totius reipublicæ Christianæ vituperas, qui si Domino nostro habuisses bonum Episcopatum cum plenaria indulgentia ad Ecclesiæ tuæ reparationem, forte dulcioribus verbis abundasses, & quibus detrahis, venias extulisses. (lutpri04#1). 

Og når han gør det, så skulle alle de, som har gavn af det, glæde sig, og man skulle lykønske dem alle, medmindre du, Luther, dadler det, som man i andre kirker glæder sig over bliver bygget, til det største kunstværk i hele kristenheden, du, som hvis du havde haft et godt episkopat med fuld aflad til at reparere din kirke for, måske nok ville havde brugt flere blide ord og trukket noget fra og rost afladen. 

⁶⁴ LVT. Docendi sunt Christiani, quod veniæ Papæ sunt utiles, si non in eis confidant, sed nocentissimæ, si timorem Dei per eas amittant. (n64). 

49. De kristne bør belæres om, at pavens aflad er nyttig, når de ikke sætter sin lid til den, men skadelig, hvis gudsfrygten gennem den bliver fjernet. 

⁶⁵ SYL. Docendi sunt etiam, quod confidentia veniarum ab aliis bonis operibus non retardans nihil obest, sed occasionaliter prodest, dum anima ex hoc in gratiarum actiones assurgit. (lutpri04#3). (95#49)

Sylvester: De bør også belæres om, at tilliden til afladen, når den ikke forhindrer i, at der gøres andre gode gerninger, ikke skader, men af og til gavner, idet sjælen derfra stiger op til taknemlighedshandlinger. 

⁶⁶ Docendus etiam es tu, vt cautius obserues, ne paucis verbis tibi ipsi contradicas, qui interdum venias dicis esse vtiles, interdum solum signa diuinæ relacationis, quæ signa etiam apud te sunt fallacia, cum scribas nullum esse certum, quod relacationem pænarum sit assecutus. 

Og du bør belæres om, at du bliver lidt mere forsigtig, så du ikke med få ord modsiger dig selv, når du af og til siger, at afladen er gavnlig, af og til at den alene er et tegn på guddommelige eftergivelse, hvilket tegn også hos dig kan være fejlagtigt, eftersom du skriver, at ingen kan være sikker på, at eftergivelsen af straffen vil følge efter. 

⁶⁷ LVT. Docendi sunt Christiani, quod si Papa nosset exactiones venialium prædicatorum, mallet Basilicam B. Petri in cineres ire, quam ædificari cute, carne & ossibus ouium suarum.

50. De kristne bør belæres om, at hvis paven kendte afladsprædikanternes måde at drive penge ind på, ville han hellere lade Peterskirken gå op i luer end lade den bygge på sine fårs skind, kød og ben. 

⁶⁸ SYL. Docendi sunt potius Christiani, quod tu iniuste Prædicatoribus detraxeris, contra ordinem fraternæ correctionis talia secreta, si qua sunt (quod vix credo) in publicum per vniuersum orbem seminando, qui talia si noueras, debuisti fraternæ correctionis normam obseruare, eo vel maxime, quod talis sit huius innocentissimi Pontificis mens, vt nullus non inique modo, verum etiam nec indecenter operetur aut viuat. (lutpri04#5). (95#50) 

Sylvester: De bør snarere belæres om, at du på uretfærdig måde taler nedsættende om prædikanterne, imod den regel, at den slags korrektion af brødre skal holdes for lukkede døre, hvis der er nogen (hvad jeg næppe tror) der skal udsås i offentligheden i hele verden, så burde du, der véd om det, overholde reglen for broderlig korrektion, og det især, fordi paven, der er helt uskyldig i det, ønsker, at ingen handler eller lever på en forkert måde, men heller ikke upassende. 

⁶⁹ LVT. Docendi sunt Christiani, quod Papa, sicut debet, ita vellet, etiam vendita (si opus sit) Basilicam S. Petri, de suis pecuniis dare illis, a quorum plurimis quidam Concionatores veniarum pecuniam eliciunt.

51. De kristne bør belæres om, at paven, som det er hans pligt, gerne ville om så skule være sælge Peterskirken, for at give af sine penge til de mange, som fralokkes afladspenge af visse prædikanter. 

⁷⁰ SYL. Docendi non essent populi, quia esset contra fraternam charitatem, sed si non speratur declamantium correctio per secretam monitionem (ista enim non fiunt in ambone) docendus esset is Prælatus, cuius interest, & singulariter Dominus noster Papa, si tamen (30) (38.jpg) aliqui tales sint, quod vt credam, vix adduci possum, quia esto, quod declamatores forent rapaces, per vim tamen non extorqueat, sponte vero nullus est adeo stultus, vt si vsque adeo sit egens, vt pro eius suffragio Basilica S. Petri vendenda foret, velit pro Indulgentiis pecunias effundere, vnde potius credo, quod loquaris per talente, & talia aut excogitas aut exornas. (lutpri04#12). (95#51)

Sylvester: Det skal man ikke lære folket, for det er imod den broderlige kærlighed, men hvis man ikke kan håbe på, at det bliver rettet ved at blive forklaret ved en hemmelig formaning (det sker nemlig ikke samlet) så bør den prælat have det at vide, som det vedrører, og af hver enkelt vor herre paven, hvis dog der er noget af den slags, som jeg tror jeg næppe kan fremføre. Lad derfor være, at nogle afladsprædikanter er røvere, de fordrejer det dog ikke med vold, men umiddelbart er der ingen, der er så dum, at hvis nogen i den grad var trængende, at paven så for at hjælpe ham ville sælge Peterskirken, eller at han ville give penge ud i stedet for afladen, hvorfor jeg snarere tror, at du taler på rygraden, og selv udtænker eller udsmykker den slags. 

⁷¹ LVT. Vana est fiducia salutis per literas veniarum, etiam si Commissarius, imo Papa ipse, animam suam pro illis impigneraret.

52. Tom er troen på, at man kan opnå frelse gennem køb af afladsbreve, også hvis kommissæren, ja, paven selv, stod inde for det med sin sjæl. 

⁷² SYL. Vana est ista tua Conclusio, & similes, quia nullus est tua stultus, vt salutem suam talibus literis committat sine voluntate pænitendi vel statim, vel tandem, sed tu videris loqui non theologice, sed tragædice, ad aures populorum exhauriendas. Vide autem, ne diuino iudicio inde exhaurias maledicta irrisiones & censuras. (lutpri04#13). (95#52) 

Sylvester: Tom er denne tese og dens lige, fordi ingen er så dum, at han betror sin frelse til den slags breve uden vilje til at gøre bod, enten straks eller en gang, men du synes at tale ikke teologisk, men tragisk, for at svække folks ører. Men se du til, at ikke du ved den guddommelige dom derfra skal opøse forbandelser, spot og censur. 

⁷³ LVT. Hostes Christi et Papæ sunt hi, qui propter venias prædicandas verbum dei in aliis ecclesiis penitus silere iubent.

53. Kristi og pavens fjender er dem, som på grund af afladsprædikenerne befaler, at Guds ord næsten helt skal forstumme i andre kirker. 

⁷⁴ SYL. Raris crebra cedere consueuerunt; sic celebrius colitur annalis solennitas Sanctorum, quam sabbatina Dei matris, aut pene quotidiana Trinitatis. (lutpri04#20). (95#53)

Sylvester: De fester, der holdes ofte plejer at vige for dem, der holdes sjældent; således fejres helgenernes årsdage mere højtideligt, end sabbaten for Guds moder, eller den næsten daglige trinitatis. 

⁷⁵ Six ex causa Pontifex cuius Declamatori pro loco & tempore indulget, vt aliis silentium indicat, quo populum habeat frequentiorem, vt inquistori, vtque ordinario, quod potest commendati. Astruere vero Papæ hostes esse, qui cum sua gratia & beneplacito operantur, aut etiam Dei, stultum & ridiculum est. 

Af seks grunde tåler paven af en sådan afladsprædikant efter sted og tid, at han påbyder andre tavhed, hvorved han kan have hyppigere besøg af folk, ligesom ved inkvisitoren og ordinatoren, hvilket kan anbefales. Men at tilføje, at de er pavens fjender, som handler af hans nåde og med hans velsignelse, eller endda med Guds velsignelse, det er dumt og latterligt. 

⁷⁶ LVT. Iniuria fit verbo dei, dum in eodem Sermone æquale vel longius tempus impenditur veniis, quam illi.

54. Der sker uret imod Guds ord, når der i den samme prædiken anvendes lige så lang tid eller mere på aflad som på ordet selv. 

⁷⁷ SYL. Dico vt supra proxime, & vlterius, quod ita loqueris, ac si publicatio veniarum cum his, quæ illam comitantur, declaratoria & hortatoria, non sit seminatio verbi Dei, quod nego. (lutpri04#23). (95#54)

Sylvester: Jeg siger, som i svaret til den næstsidste og den sidste tese, at du taler, som om offentliggørelsen af afladen og det, der ledsager den, forklaringer og opfordringer, ikke var udsåning af Guds ord, hvilket jeg nægter. 

⁷⁸ LVT. Mens Papæ necessario est, quod, si veniæ (quod minimum est) vna campana, vnis pompis & ceremoniis celebrantur, Euangelium (quod maximum est) centum campanis, centum pompis, centum ceremoniis prædicetur.

55. Det må nødvendigvis være pavens mening, at hvis afladen (som er det mindste) fejres med én klokke, med nogle enkelte processioner og ceremonier, så må evangeliet (som er det største) prædikes med hundrede klokker, hundrede processioner og ceremonier. 

⁷⁹ SYL. Dico vt supra proxime, & vlterius, quod consimiles Conclusiones non decent grauem Theologum, sunt enim pueriles, & videntur esse viri stomachati, & inferentis os in cælum, & contra stimulum calcitrantis. (Apg 26,14). (lutpri04#26) 

Sylvester: Jeg siger som til den næstsidste og sidste tese, at den slags teser ikke anstår sig for en alvorlig teolog, de er nemlig barnlige og synes at komme fra en mavesur mand, og at være talt af én, der er ligeglad med himlen, og som stamper imod brodden. 

⁸⁰ LVT. Thesauri Ecclesiæ, unde Papa dat Indulgentias, neque satis nominati sunt, neque cogniti apud populum Christi.

56. Kirkens skatte, hvorfra paven uddeler afladen, er hverken tilstrækkelig beskrevne eller tilstrækkelig kendte blandt Kristi folk. 

⁸¹ SYL. Non est mirum, si vulgus ista non nouit, cum tu, qui cum orbe vniuerso te disputaturum obtulisti, ista aut non intellexeris, aut fingas, vt patebit. Sunt enim isti thesauri noti & nominati, non quidem lumine nostræ rationis, sed Spiritus sancti, qui per Sanctos suos nos edocet, quibus tu non assentiens, autoritate tua, aut tui similium, alios thesauros effingis.(lutpri04#27) (95#56) 

Sylvester: Det er ikke mærkeligt, hvis folket ikke kender det, når du, som har fremført dig som en dygtig disputator i hele verden, enten ikke forstår det eller lader som om du ikke forstår det, hvad jeg skal vende tilbage til. Disse skatte er nemlig kendte og navngivne, dog ikke for vor fornufts lys, men for Helligåndens lys, som gennem sine hellige belærer os. Dem er du og din lige ikke enig med og du udtænker andre skatte. 

⁸² Veniæ ergo, siue Indulgentiæ autoritate Scripturæ nobis non innotuere, sed autoritate Ecclesiæ Romanæ, Romanorumque Pontificum, quæ MAIOR est, inter quos S. Gregorius primus (teste D. Thoma (n82)) Indulgentias dedit Romæ in stationibus, cæterique sunt sequuti. Thesaurus ergo iste secundum Sanctos, cum Theologos, tum etiam Canonistas, sunt merita Christi & Sanctorum, non ea ratione, qua merita, sed qua satisfactiones. 

Derfor er aflad ikke gjort os bekendt ved skriftens autoritet, men ved den romerske kirkes autoritet og den romerske paves autoritet, som er større, blandt hvilke Gregor den Første (ifølge den guddommelige Thomas) gav aflad i Rom ved standsningerne, og de øvrige er fulgt efter. Altså er skatten ifølge både de hellige teologer og kanonforfattere Kristi og helgenernes fortjenester, ikke forsåvidt de er fortjenester, men forsåvidt de er fyldestgørelser. 

⁸³ LVT. Thesauros certe, vnde Indulgentiæ dantur, non esse temporales, patet, quia non tam facile eos profundunt, sed tantummodo colligunt multi Concionatorum.

57. Det er indlysende, at de skatte, hvorfra afladen tages, ikke er timelige, eftersom de fleste prædikanter ikke gerne uddeler dem, men kun samler dem. 

⁸⁴ SYL. Non doces Luthere, sed detrahis, non concionatoribus tantum, quos scis rem suam non promouere, sed innocentissimo Pontifici, & quidem iniuste, quippe, qui nil vellet aut inique aut etiam indecenter agi, maxime vero prætextu suæ autoritatis. (lutpri04#30). (95#57)

Sylvester: Her lærer du ikke, Luther, men du taler nedsættende, ikke blot om prædikanterne, som du véd ikke propaganderer for deres sag, men også om den højst uskyldige pave og det på en uretfærdig måde, han, som ikke vil have noget uretmæssigt eller gøre noget utilstedeligt, men især er du uretfærdig, fordi du foregiver, at det sker på hans autoritet. 

⁸⁵ LVT. Nec sunt isti thesauri merita Christi & Sanctorum, quia hæc semper sine Papa operantur gratiam hominis interioris, & crucem, mortem infernumque exterioris.

58. Ejheller udgøres de af Kristi og helgenernes fortjenester, fordi disse altid, uden paven, virker nåde til det indre menneske og kors, død og helvede til det ydre menneske. 

⁸⁶ SYL. Imo secundum Sanctos, tam Theologos quam Canonistas celebriores, sunt prædicta merita Christi & Sanctorum, non ea ratione, qua merita, sed qua satisfactiones Christo superuacaneæ, Sanctis autem superabundantes. (lutpri04#33) (95#58)

Sylvester: Tværtimod, ifølge både de hellige teologer og de hellige kanonforfattere er Kristi og helgenernes fortjenester prædiket, ikke af den grund, at de er fortjenester, men fordi de for Kristus er overflødige fyldestgørelser, for helgenerne overskydende fyldestgørelser. 

⁸⁷ Quarum satisfactionum valorem verum est quidem in nobis operari, & nobis applicari, sed non sic, vt plene per eas liberemur ab omni reatu, nisi in casu duplici. Primo quidem, si nos per satisfactionem plenam eis coniungamur. Secundo vero, si Pontifex eas nobis plene per indulgentias applicet. Si aliter sentis, aberras a fide, nec Indulgentiarum thesaurum intelligis. 41.jpg 

Og selv om det er sandt, at disse fyldestgørelsers værdi virker i os og tilskrives os, så sker det ikke således, at vi gennem dem helt befries fra al skyld, bortset fra to tilfælde. For det første, hvis vi forbindes med dem i en fuldstændig fyldestgørelse. For det andet, hvis paven tilskriver os dem helt og fuldt gennem aflad. Hvis du mener noget andet, afviger du fra troen og forstår ikke afladens skat. 

⁸⁸ LVT. Thesauros Ecclesiæ S. Laurentius dixit esse pauperes Ecclesiæ, sed loquutus est usu vocabuli suo tempore.

59. Den hellige Laurentius sagde, at kirkens skatte var kirkens fattige, men han talte efter sin tids sprogbrug. 

⁸⁹ SYL. Etiam nunc latenter mordes potius quam doces, quasi temporibus nostris pauperes non sint Pontificis hominumque thesauri. (lutpri04#34) (95#59) Puto autem quod licet Romanus clerus a perfectione primæva declinarit, quod non inficior, tu tamen non sis talis, qui possis irreprehensibiliter reprehendere, & qui a primæua Patrum religiositate non (32) declinaris, quod equidem vel hunc conjicio, quia nullus sapiens est (vt reor) qui te esse detractorem iniustum non astruxerit; 

Sylvester: Også nu angriber du skjult mere end du belærer, som om de fattige i vore dage ikke var pavens og menneskenes skat. Men jeg mener, at selv om så den romerske klerus var afveget fra den første fuldkommenhed, hvilket jeg ikke nægter, så er du dog ikke et sådant menneske, at du ubebrejdet kan bebrejde den noget, som om du ikke også var afveget fra fædrenes første fromhed; hvilket jeg slutter ud fra det forhold, at der ikke er nogen, der har forstand på tingene, efter min mening, som ikke regner dig for at være en uretfærdig ødelægger. 

⁹⁰ quanquam etiam vtinam sic Romæ essent bona cætera, sicut eleemosynæ piæ. quod vt reliqua taceam, etiam pauperum numerus sine numero indicio sit, maxime vero in pio Pontifice, qui nulli quantumuis extero aut ingrato viro, scit petita denegare. 

Skønt man også kunne ønske, at der således i Rom fandtes de øvrige gode ting, sådan som from godgørenhed, fordi, at jeg skal tie om de øvrige, også antallet af fattige kan være et tegn uden at det siges, men især på en from pave, som ikke kender til at nægte den, der beder ham, hvad enten han er fremmed eller utaknemlig.