Sylvester Prierias mod Luther 01



 
 
 

taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 12 til 40.

1 Das dritte Capitul, von Sylvestri Prieriatis erster Schrifft/ oder Dialogo wider Lutherum.

Det tredie kapitel, fra Sylvester Prierias' første skrift eller Dialog mod Luther. 

2 (Löschers forord:) Was vor ein gewaltiges Aufsehen Lutheri Teses de Indulgentiis auch in Italien gemacht, ist daraus offenbahr, dass der damahls hochansehnliche und berühmte Mann, Sylvester de Prierio, oder Prierias, sich so bald an dieselbigen gemacht. Sein Geschlechts-Nahme was Mazolino, aber von seinem Geburts-Ort, Prierio, einem Dorff im Montserratischen, liess er sich lieber nennen.

Hvilken vældig opstandelse Luthers teser om afladen har frembragt også i Italien, bliver klart derigennem, at den dengang højtansete og berømte Mand, Sylvester de Prierio, eller Prierias, så hurtigt har givet sig i lag med dem. Hans slægtsnavn var Mazolini, men han lod sig hellere benævne efter sin fødeby, Prierio, en landsby i Montserratio. 

3 Er hatte von Jugend auf, nach damahliger Art die Philosophie und Theologi studirt, und (12) nachdem er den Dominicaner-Orden angenommen, glückte es ihm, dass er vor einen der besten Prediger und Professorum gehalten ward: wie er denn zu Padua und hernach zu Rom die Theologie gelesen. Ja er war zu der Würde des magistri Sacri Palatii, oder allgemeinen Bücher-Censoris zu Rom erhoben worden.

Han havde fra sin ungdom af, som det dengang var skik, studieret filosofi og teologi, og efter at han var gået ind i dominikanerordenen, lykkedes det ham at blive regnet for en af de bedste prædikanter og professorer. Så han da også læste teologi i Padua og bagefter i Rom. Ja, han blev ophøjet til det værdige embede: Magister sacri palatii, eller almindelig bog-censor i Rom. 

4 Wir haben von ihm, nebst etlichen Philosophischen Schrifften, als über die Sphæram Jo. de Sacrobosco, de secundis Intentionibus, Malleum Scotistarum, folgende Theologische Bücher: Rosam Sylvestrinam, oder eine Lateinische Postill über die Evangelia, so etliche mahl gedruckt worden, Summam Summarum, und den Commentarium in prim. secund. Thomæ.

Vi har af ham, udover nogle filosofiske skrifter, såsom én om Johannes de Sacrobosco's sfærer, én om de secundære hensigter, om scotisternes hammer, følgende teologiske bøger: Den sylvestriske rose, eler en latinsk postil over evangelierne, som blev genoptrykt flere gange, en summaernes summa, og kommentaren over Thomas' første og anden del. 

5 Die obgedachten Theses Lutheri hat er im Monat Decemb. A. 1517. zu widerlegen sich bemühet, und den Dialogum, welcher nun folgen wird, verfertigt, und drucken lasse, welchen er also nennete, weil er Lutheri Worte und seine Censur wechsels weise gesetzt hat. Diese Schrifft ist bald in Teutschland bekannt worden: Denn Lutherus schrieb davon am 14. Januar. 1518. an Spalatinum: Miror, Sylvestres nugas non fuisse tibi redditas a Priore Grimmensi. Und noch zuvor am 7. januar. Mitto novas larvas Sylvestri ex Urbe. (n5) Wir wollen sie aus den Tomis Lutheri einrücken. 

Luthers ovennævnte teser har han påtaget sig at gendrive i december måned 1517, og på det tidspunkt udarbejdet og ladet trykke den Dialog, som nu følger; den gav han det navn, fordi han har anbragt Luthers teser og sin censur indimellem hinanden. Dette skrift er snart blevet bekendt i Tyskland. For Luther skrev om det til Spalatin 14. januar 1518: 'Jeg undrer mig over, at Sylvesters narrestreger ikke er blevet givet dig af prioren fra Grimm'. Og endnu tidligere, den 7. januar: 'Jeg sender dig nogle nye spøgelser fra Rom af Sylvester'. Vi gengiver dem fra Luthers værker. 

6 DIALOGUS 

Reverendi Patris Fratris SYLVESTRI PRIERIATIS, Ordinis Prædicatorum, & Sacræ Theologiæ Professoris celeberrimi, sacriqve Palatii Apostolici Magistri, in præsumptuosas Martini Lutheri Conclusiones, de potestate Papæ. (13)

DIALOG

af den ærværdige fader, broder SYLVESTER PRIERIAS, fra dominikanerordenen, og højtberømt professor i den hellige teologi, og magister Palatii ved det apostoske embede, imod Martin Luthers forudindtagede teser om pavemagten. 

7 Beatissimo Patri LEONI X, Pontifici Maximo, Frater SYLVESTER PRIERIAS, Ordinis Prædicatorum, sacriqve Palatii Magister, æternam Salutem.

Til den højsalige fader, Leo den Tiende, pave, sender broder Sylvester Prierias, af dominikanerordenen og magister palatii, en evig hilsen. 

8 Nescio, Pater beatissime, an vilo sim tempore lætior, qvam cum tua Beatitudinis contemplatione, & gratia aliquid efficio. Quo factum putarim, vt Commentariis in primum secundi conflatis ex D. Thoma immersus potius quam implicitus, cum edendis, tum exornandis & consumandis, non potuerim tanta voluptate detineri, quin reiectis, ac postergatis studiis & contemplationibus propriis, Martino nescio cui Luther, qui in veritatem ipsam, & sanctam hanc Sedem ceruicem elevatam offentat, me scutum opponerem, pro Sedis huius, proque veritatis honore, ac maiestate pugnaturus, Deinque tridui laborem in opus istud absumpsi, tanta læticia & animi iucunditate, vt amor ipse mihi sensim veritatem inserret, illaqve iugiter ac celerrime animo illaberetur. 

9 Quo vero, Beatitudo tua, pauca ista, quæ elucubraui, in tantis & tam infestis laboribus, item & curis, percurrere non dedignetur, & sua beneuola censura, inepte dicta aut elimare aut eliminare. 

10 Ita enim fiet, vt tanta sim post hac fiducia, ac si fida lorica instructus, vt etiam Satanam ipsum in futuro certamone non extimescam, imo auidus experiri cupiam, an serreum nasum, aut caput æneum gerat iste Martinus, vt effringi non possit. Vbi vero is sua fundamenta in lucem extulerit, sua probaturus, aut improbaturus nostra, quiddam (volente Deo) moliar, & maius, & accuratius expolitum. Æternum vale, benignissime Pastor. 

11 Sacrarum Literarum Professori, MARTINO LVTHER, Frater Syluester, de Prierio, ordinis Prædicatorum, spiritum humilitatis & veritatis. (14) 

Broder Sylvester af Prierias, af dominikanerordenen, til professor i den hellige skrift, Martin Luther, i en ydmyghedens og sandhedens ånd. 

12 Etsi longa mora intercedente, Marine mi, literarias manus conferre (n12) desueuerim, eo vel maxime, quod tarda senecta iam frigeant effetæ vires, Tuis tamen verbis exeitus, ac pene impulsus, quibus vndique Athletas, quasi alter Dares, in certamina vocas, desuetas palestras pro S. Apostolica sede, item pro veritate tuenda denuo aggredi statui.

13 Quoniam vero codicis abs te (vt fertur) editi fundamenti cernere non datur, nec tu conclusionibus tuis probationem vllam attulisti, earumqve complures sensus cum veros, tum etiam falsos præ se ferant; Non aliter in primis tecum congredi velim, quam tuarum falsarum Positionum opposita sustinendo, & defensando, vt quibus innitaris fundamentis, edoceas, Quasqve ego tuas sententias percurrens, ac trutinans, Dialogo, nobis ipsis, qui certaturi sumus, Interlocutoribus (Deo maximo optimo inuocato) futuro certamini iam principium affero. Vale, & melius sentias. 

14 Responsio Magistri SYLVESTRI de PRIERIO, ordinis Prædicatorum, sacri Palatii Magistri, ad Conclusiones Magistri MARTINI LVTHERI.

Svar fra magister Sylvester de Prierias, dominikaner, magister palatii, på magister Martin Luther teser. 

15 Tuum dogma ad examussim cribraturus, Martine mi, normas & fundamenta iaciam, necesse est. 

Dine teser vil jeg afskrive nøjagtigt, kære Martin, men det er nødvendigt at jeg underkaster dem nogle regler og fundamentale trossætninger. 

16 Fundamentum primum. 

Ecclesia vniuersalis essentialiter est conuocatio in divinum cultum omnium credentium in Christum. Ecclesia vero vniuersalis virtualiter est Ecclesia Romana, Ecclesiarum omnium caput, & Pontifex maximus. 

Det første fundament. 

Den universelle kirke består essentielt af alle de Kristus-troende, der forsamles til guddommelig kult. Men den universelle kirke er virtuelt identisk med den romerske kirke, alle kirkers overhoved, og paven. 

17 Ecclesia Romana repræsentatiue est collegium Cardinalium, Virtualiter autem est Pontifex summus, qui est Ecclesiæ caput, aliter tamen, quam Christus. (15)

Den romerske kirke består repræsentativt af kardinalkollegiet, men virtuelt af paven, som er kirkens hoved, dog anderledes end Kristus er det. 

18 Fundamentum secundum. 

Sicut Ecclesia vniuersalis non potest errare determinando de fide, aut moribus, Ita & verum Concilium, faciens quod in se est, vt intelligat Veritatem, errare non potest, quod intelligo incluso capite, aut tandem ac finaliter, licet tandem per Spiritum Sanctum intellexerit veritatem, & similiter nec Ecclesia Romana, nec Pontifex summus determinans ex ratione, qua Pontifex, id est, ex officio suo pronuncians, & faciens quod in se est, vt intelligat veritatem. 

Det andet fundament. 

Ligesom den universelle kirke ikke kan fare vild, når den træffer afgørelse om troen eller om sæderne, således kan heller ikke et sandt koncil, når det gør det bedste, det kan, for at forstå sandheden, fare vild. Et koncil forstår jeg som ét, der inkluderer dets overhoved, eller endeligt og finalt, selv om det til syvende og sidst er igennem Helligånden, at han forstår sandheden, og ligeledes kan hverken den romerske kirke eller paven afgøre det, ud fra den begrundelse, hvor med han er pave, det vil sige, når han udtaler sig på embeds vegne og gør det bedste, han formår for at forstå sandheden. (?)

19 Fundamentum tertium. 

Quicunqve non innitur doctrinæ Romanæ Ecclesiæ, ac Romani Pontificis, tanquam Regulæ fidei infallibili, a qua etiam sacra Scriptura robur trahit & autoritatem, hæreticis est. 

Det tredie fundament. 

Enhver, der ikke støtter sig til den romerske kirkes og den romerske paves lære som en ufejlbar trosregel, fra hvilken også den hellige skrift henter sin kraft og autoritet, er en kætter. 

20 Fundamentum quartum. 

Ecclesia Romana, sicut verbo ita & facto potest circa fidem & mores aliquid decernere. Nec in hoc differentia vlla est, præter id quod verba sunt accommodatiora quam facta. 

Det fjerde fundament. 

Den romerske kirke kan således både med sine ord og handlinger bestemme over tro og skik. Og heri er der ikke nogen forskel, udover den, at ordene er mere afpassede end gerningerne. 

21 Vnde hac ratione consuetudo vim Legis obtinet, quia voluntas principis factis permissiue aut effectiue exprimitur. Et consequenter, quemadmodum hæreticus est male sentiens circa scripturarum veritatem, Ita & male sentiens circa doctrinam & facta Ecclesiæ in spectantibus ad fidem, & mores, hæreticus est. 

På den måde opnår sædvanen lovens kraft, fordi viljen passivt eller aktivt udtrykkes gennem de første gerninger. Og følgelig, ligesom den er kætter, der mener noget forkert om skrifternes sandhed, således er også den kætter, som mener noget forkert om kirkens lære og gerninger med henblik på troen og skikkene. 

22 COROLLA. 

Qui circa Indulgentias dicit, Ecclesiam Romanam non posse facere idquod de facto facit, hæreticus est. (n22) Age nunc Martine & tuas Conclusiones in medium afferas. 

En lille krans. 

Den, som om afladen siger, at den romerske kirke ikke kan gøre det, som den faktisk gør, er kætter. Kom nu, Martin, og fremfør dine teser!

23 LVTHERVS. 

Dominus & magister noster Ihesus Christus dicens: Pænitentiam agite, omnem vitam fidelium pænitentiam esse voluit. Quod verbum de pænitentia (16) sacramentali, id est, confessionis & satisfactionis, qua sacerdotum ministerio celebratur, non potest intelligi. Non tamen solam intendit interiorem, imo interior nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes. 

Luther: 

1. Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: 'Gør bod' osv, ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod. 

2. Dette ord kan ikke forstås om bodens sakramente, dvs om bekendelsens og fyldestgørelsens sakramente, som forvaltes af præsternes embede. 

3. Han hentydede dog ikke blot til den indre bod, nej, den indre bod er ikke noget, hvis ikke man i det ydre udøver forskellige former for kødets dødelse. 

24 SYL. His verbis tres conclusiones, Luthere, comprehendis, & verbaliter saltem quatuor falsitates. Prima falsitas est, quod Saluator impossibile iusserit, scilicet fideles omni tempore habere actum pænitentiæ interioris vel exterioris. Cum enim dicit: Agite, non loquitur de habituali interiori pænitentia, quæ sola perpetua est, Sed consequenter loquitur de actuali interiori vel exteriori, Agere enim vel actus vel non sine actu est. (95#3; lutpri01#13). 

Sylvester: Med disse ord, Luther, udtrykker du tre teser, men bogstavelig talt hele fire løgne. Den første løgn er, at frelseren umulig kan have befalet, at de troende til hver en tid skulle have i deres indre eller i deres ydre bodens handlingsakt. Når han siger: 'Gør', taler han ikke den tilfældige indre bod, som alene er varig, men følgelig taler han om den aktuelle indre eller ydre bod. At gøre er nemlig en handling og er nok ikke uden handling. 

25 Secunda, Verbum Christi dicentis: Pænitentiam agite, non potest intelligi de sacramentali pænitentia. Tripliciter enim pænitentia dici consueuit, Primo scilicet, vt est virtus quædam, cuius obiectum est, peccatum sub ratione emendabilis, actus vero eius est dolor voluntatis de peccato, ipsa vero est habitus moralis, eliciens dictum actum respectu prædicti obiectu. (lutpri01#30

For det andet: Kristi ord, når han siger: 'Gør bod', kan ikke forstås om bodens sakramente. Man plejer nemlig at sige, at boden er delt i tre. Den første del er en slags kraft, hvis formål er, at bringe synden ind under en forbedrende fornuft, men dens handlinger er smerte i viljen over synden, men selv er den en moralsk vane, som skal fremlokke den omtalte handling med henblik på at nå det omtalte formål. 

26 Secundo vero pænitentia est Sacramentum, cuius partes sunt contritio, confessio & satisfactio. Tertio accipitur vulgariter pro satisfactione iniuncta a sacerdote, & omni carnis mortificatione. (lutpri01#32) De qualibet autem harum trium, dico prædictum verbum Christi non solum posse, verum etiam & debere intelligi, cum ipse sufficienter mandarit de bono opere efficiendo.

Men for det andet er boden et sakramente, hvis dele er anger, bekendelse og fyldestgørelse. For det tredie forstås af folk flest ved fyldestgørelsen de straffe, der tilføjes af præsten til dødelse af alt kød. Men om hvilkensomhelst af disse tre dele siger jeg, at Kristi ord ikke blot kan, men også må forstås, eftersom han selv tilstrækkeligt opfordrer til at udføre gode gerninger.

27 Tertia falsitas est ad hominem, id est, ad te, quod scilicet Christus non intendit loqui solum de interiori pænitentia, hoc enim in se quidem verum est, sed tibi, qui vis Christum his verbis indicere pænitentiam in omni vita, de exteriori non potest intelligi, quam oportet intercidere somno & gaudio, gaudendo cum gaudentibus, & huiusmodi. 

Den tredie løgn har med mennesket, det vil sige, med dig at gøre. For Kristus vil nemlig ikke blot tale om den indre bod, det kan i sig selv være sandt nok, men for dig, som vil, at Kristus med disse ord viser hen til boden i hele livet, kan de ikke forstås om det ydre, for den må jo afbrydes af søvn og glæde, glad med de glade, og den slags. 

28 Vnde tibi solum de interiori potest intelligi, non omni, sed habituali, quia etiam interiorem actum liberi arbitrii dormientes necessario intercidimus. (lutpri01#43-44). 

Derfor kan det for dig kun forstås om den indre bod, ikke hele tiden, men tilfældigt, fordi vi nødvendigvis afbryder også den frie viljes indre handling, når vi sover. 

29 Quarto vero falsitas est, quod interior pænitentia nulla est, nisi foris operetur varias carnis mortificationes, imo dico, quod exterior sine interiori nulla est, interior autem sola potest hominem saluare. (lutpri01#52). 

Men den fjerde løgn er, at den indre bod intet er, hvis ikke der i det ydre hersker forskellige kødets dødelser, ja, jeg siger, at den ydre uden den indre intet er, men at den indre alene kan frelse mennesket. 

30 Potest tamen hoc tuum dictum verum, & a Saluatore intentum, habere sensum, scilicet, quod omnis interior pænitentia operitur varias carnis mortificationes exterius, id est, pro loco, & tempore, id est, vbi, & quomodo oportet, sed hic sensus tibi videtur impossibilis.

Dog kan dette dit udsagn være sandt og henvisende til frelseren have mening, nemlig den, at enhver indre bod bevirker forskellige kødets dødelser i det ydre, det vil sige, med hensyn til sted og tid, det er, hvor og hvordan man bør gøre bod. Men denne mening synes hos dig at være umulig. 

31 LVT. Manet itaque pæna, donec manet odium sui (id est pænitentia vera intus), scilicet vsque ad introitum Regni cælorum.(17; jpg12)

4. Straffen forbliver derfor, sålænge hadet til én selv forbliver (hvilket er den sande indre bod), dvs indtil man indgår i himmeriget. 

32 SYL. Si per pænam interiorem mortificationem, Martine, intelligis, quid inde coniicitur, quod pænam contra odium sui, & interiorem pænitentiam diuidis, intelligi non potest, nisi vt dictum est, id est, pro loco & tempore aliter hæc doctrina falsa, impossbilis & erronea est.(95#4; lutpri01#58). 

Sylvester: Hvis du ved den indre bod forstår dødelsen, Martin, hvilket kan formodes deraf, at du skelner mellem straffen imod selvhadet og den indre bod, så kan det ikke forstås, undtagen på den førnævnte måde, det vil sige, efter sted og tid. Ellers er denne lære falsk, umulig og fejlagtig. 

33 Præterea improprie dictum est odium sui, quantum ad vero pænitentes attinet, nullus enim imbutus gratia diuina odit se, sicut nec proximum, quem ad instar sui diligit. (lutpri01#59). 

Forøvrigt er det urigtigt at tale om had til sig selv, såvidt angår de sande bodgørende, for ingen, der får indgydt Guds nåde, hader sig selv, sådan som han heller ikke hader næsten, som han skal elske som sig selv. 

34 LVT. Papa non vult, nec potest vllas pænas remittere, præter eas, quas arbitrio vel suo vel canonum imposuit. (95#5

Luther: 5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive nogle straffe, undtagen dem, som han selv har pålagt, enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse. 

35 SYL. (lutpri01#68) Supposito, quod Ecclesia per Indulgentiarum vim concedat liberationem vnius animæ, vel plurium a Purgatorio, quod facere nequit, nisi relaxando pænam inflictam a Deo; supposito etiam, quod Ecclesia faciat Indulgentias plenarias simpliciter, relaxando videlicet omnem pænam, nulla habita mentione de iniuncta, ita, quod tali Indulgentia rite assecuta, anima statim e corpore saluta euolaret, iuxta Sanctorum interpretationem, (lutpri01#71) Dico Luthere, quod male sentis de facto Ecclesiæ circa fidem, aut mores, Quia posito casu possibili, quod peccator teneatur ad pænam iniunctam a sacerdote, item ad iniunctam a Canone, & viterius istis non sufficienter expurgantibus.

Sylvester: Jeg antager, at kirken gennem afladens kraft indrømmer frigørelse for én eller flere sjæle fra skærsilden, hvilket ikke kan ske, medmindre den straf, der er pålagt af Gud, eftergives; jeg antager også, at kirken kan uddele plenaraflad simpelthen, så den eftergiver al straf -- og så nævner jeg ikke de tilføjede -- således at den sjæl, der følger en sådan afladsrite, straks vil flyve op, frelst fra kroppen, ifølge de helliges fortolkning. Jeg siger, Luther, at du mener noget forkert om kirkens handlinger om tro eller sæder, fordi i et muligt tilfælde, hvor en synder holdes fast af en straf, der er tildelt af præsten, eller af en straf tildelt efter kanonnen, så vil han flyve op des hurtigere, for så vidt disse straffe ikke er blevet udrenset i tilstrækkelig grad  (?)

36 Tertio teneatur ad pænam iniungendam a Deo, tali casu (secundum te) rite assequens Indulgentiam plenariam, decedens statim non euolaret, etsi daretur ei Indulgentia liberationis a Purgatorio, si ibi non esset, non liberaretur, & ita circa factum Ecclesiæ malo sentis, & a Sanctis dissentis. Et ideo meo iudicio ista Conclusio est hæretica. (lutpri01#78). 

For det tredie holdes han fast af den straf, der bør tildeles ham af Gud; i et sådant tilfælde, vil han, skønt han følger plenarafladens rite, når han dør, ikke straks flyve op, skønt der gives ham befrielsesaflad fra skærsilden; [for] hvis han ikke var der, befries han ikke; og således tænker du dårligt om kirkens gerning og afviger fra helgenerne. Og derfor er denne tese efter min bedømmelse kættersk. 

37 Vnde & S. Thomas in quarto distin. XX. dicit, quod ista opinio, scilicet, quod Indulgentiæ valeant solum ad remissionem pæna iniunctæ a sacerdote, vel Canone, est contra priuilegium datum Petro, (#75) vt quod in terra remitteret, etiam in cælo remitteretur. (Matt 16,19) 

Derfor siger også sankt Thomas i den fjerde distinktion 20, at den mening, at afladen alene har gyldighed til at eftergive de straffe, der er tilføjet af præsten eller ifølge kanonnen, er imod det privilegium, der er givet til Peter, at det, han eftergiver på jorden, også skal være eftergivet i himlen.

38 Et præterea secundum istam opinionem, inquit S. Thomas, Ecclesia huiusmodi Indulgentias faciens, magis damnificaret homines, quam iuuaret, quia absoluendo a pænitentiis iniunctis remitteret ad grauiores, id est purgatorias, Hæc S. Thomas. (lutpri02#1). 

Og forøvrigt siger sankt Thomas, at ifølge den opfattelse kan kirken, når den gør den slags aflad, snarere fordømme menneskene end hjælpe dem, fordi den ved at løsne dem fra de tilføjede bodsstraffe sender dem tilbage til de mere alvorlige, nemlig skærsildsstraffene. Såvidt sankt Thomas. 

39 Cum tamen Indulgentia non est plenaria, nec sit secundum aliquam partem quotam reatus, puta remittendo tertiam partem pænarum, nec conceditur liberatio alicuius animæ a Purgatorio, aliquem colorem habere posset ista Positia, quantum ad id quod dicit, quod Papa non vult, quia communiter dici: De iniunctis pænitentiis relaxamus. 

Dog, skønt der ikke er tale om fuld aflad og der ikke er tale om skyld efter nogen delkvote, mener jeg, at ved at eftergive den tredie del af straffene, tilstås der heller ikke befrielse til nogen sjæl i skærsilden. Den mening kan have noget for sig, med hensyn til det, den siger, at paven ikke vil det, fordi der almindeligvis siges: 'Vi eftergiver de tilføjede bodsstraffe'. 

40 Sed quia subditur: Nec potest, (95#5) quoad (18; jpg14) hoc Positio hæretica est, auferens aut truncans priuilegium Christi ad Ecclesiam. (lutpri02#5). 

Men fordi han tilføjer: 'ejheller kan han' - og det er det, der gør denne opfattelse kættersk - ophæver og omhugger han Kristi privilegium til kirken. 

41 LVT. Papa non potest remittere vllam culpam, nisi declarando & approbando remissam a Deo; aut certe remittendo Casus reservatos sibi quibus contemptis culpa prorsus remaneret.

6. Paven kan ikke tilgive nogen skyld, han kan kun erklære og stadfæste, at den er tilgivet af Gud. Men han kan naturligvis tilgive i de sager, der er forbeholdt ham, og foragter man dem, forbliver skylden fuldt ud. 

42 SYL. Etsi Conclusio ista quoquo modo habeat apparentiam in his, qui clauibus Ecclesiæ se contriti subiiciunt, & consequenter iustificati a culpa, In attritietamen, qui virtute clauium (iuxta Sanctorum interpretationem) fiunt contriti, non Papa modo, verum sacerdos quisque peccata dimittit dispositiue & ministerialiter, (lutpri02#10) id est, applicando claues & sacramenta istis, non autem ea remittunt autoritatiue, sed hoc excellentioris est potestatis, Vnde hanc Conclusionem dico falsam, & gratia disputandi substineo quod sit hæretica, esto quod hæretici non sint eius positores. (#83). 

Sylvester: Skønt denne tese i nogen grad synes rigtig derved, at den underkaster de angrende under kirkens nøglemagt, og følgelig mener, de er retfærdiggjort fra brøden, så er det dog sådan i den foreløbige anger, som i kraft af nøglemagten (ifølge de helliges fortolkning) bliver til virkelig anger, at ikke blot paven, men enhver præst kan eftergive synderne efter sin opgave og sit embede, det vil sige, han kan applicere nøglemagten og sakramenterne på dem, men han kan ikke eftergive dem i kraft af autoritet, men dette kræver en yderligere magt. Derfor erklærer jeg denne tese for falsk, og jeg tilbageholder nåden til at disputere den, fordi den er kættersk, selv om det ikke er kættere, der har fremsat den. 

43 LVT. Nulli prorsus remittit Deus culpam, qvin simul eum subiiciat humiliatum in omnibus sacerdoti suo Vicario.

7. Gud tilgiver ikke nogen hans skyld uden at han samtidig underlægger ham under præsten, hans stedfortræder, til at blive ydmyget i alle ting. 

44 SYL. Leprosus (spiritualiter) Luthere es, gestas enim cutem variam, & maculosam veris falsisqve coloribus, dum multis falsis pauca vera commisces, verumque reddis dictum illud Bedae, Quod nulla tam falsa doctrina sit, quæ aliqua vera non intermisceat. (lutpri02#17

Sylvester: Du er en spedalsk, Luther, i åndelig henseende, du påtager dig nemlig en forskellig og plettet hud, med sande og falske farver, idet du ind i meget forkert blandet nogle få sande ting, og på den måde gør du Bedas udsagn sandt, at intet er en så forkert lære, at der ikke er noget sandt opblandet i den. 

45 LVT. Canones pænitentiales solum viventibus sunt impositi, nihilque morituris secundum eosdem debet imponi.

8. De kirkelige bodslove kan alene pålægges de levende, og intet kan ifølge dem pålægges dem, der skal dø. 

46 SYL. Dico ad hoc dictum, vt ad præcedens proxime. (lutpri02#20) (95#8

Sylvester: Jeg vil til dette udsagn sige det samme som til den foregående tese. 

47 LVT. Inde bene nobis facit Spiritus Sanctus in Papa, excipiendo in suis Decretis semper articulum mortis & necessitatis.

9. Derfor handler Helligånden vel imod os, derved at paven i sine dekreter altid har undtaget dødens og nødvendighedens situation. 

48 SYL. Recte quidem loqueris, sed quæ dicis, nihil proposito attinent, cum non excipiat Pontifex articulum mortis, quoad impositionem pænitentiæ, sed quoad reservationem absolutionis. (lutpri02#21). (95#9

Sylvester: Her taler du ganske vist sandt, men det, du siger, hænger ikke sammen med tesen, eftersom paven ikke undtager dødens situation, med henblik på at pålægge bod, men med henblik på at reservere afløsningen. 

49 LVT. Indocte & male faciunt Sacerdotes hi, qui morituris pænitentias canonicas in Purgatorium reservant.

10. De præster handler ukyndigt og slet, som overfor døende overfører de kirkelige bodsstraffe til skærsilden. 

50 SYL. Recte doces, sed tamen, quod in aliis culpas, admittis. Cum enim doces, quod Pontifex solum illas pænas donat, quæ arbitrio suo vel Canonum sunt iniunctæ, teste D. Thoma, absoluis ab his, & ad purgatorias grauiores animas adducis. (lutpri02#27) (95#10

Sylvester: Her lærer du ret, dog således, at du indrømmer at du forbryder dig i noget andet. Når du nemlig lærer, at paven alene eftergiver de straffe, som ved hans eller kanonnernes bestemmelse er pålagt, så løser du vel fra disse, ifølge dr Thomas, men du fører sjælene ind i den alvorligere skærsild. 

51 LVT. Zizania illa de mutanda pæna canonica in pænam purgatorii videntur certe dormientibus episcopis seminata. 

11. Talen om at forvandle kirkelig bod til straf i skærsilden er et ukrudsfrø, der visselig synes at være sået, mens biskopperne sov.

52 SYL. Dico vt proxime. (19) (95#11

Sylvester: Jeg siger som ved den forudgående tese. 

53 LVT. Olim canonicæ pænæ non post, sed ante absolutionem imponebantur, tanquam tentamenta veræ contritionis.

12. I gamle dage pålagde man de kirkelige bodsstraffe ikke efter, men før tilsigelsen af syndernes forladelse, som en prøve på den sande anger. 

54 SYL. Nunc quoque nostra tempestate, quando pænæ sunt arbitrariæ, idem in omni pænitentia seruandum dico per Cle dudum de sep. vbi & Iohan. And. nisi forte nullum sit dubium, quin pænitens pænitentiam iniungendam sit acceptaturus & expleturus. (lutpri02#28)

Sylvester: Også i vor tid, når straffene er vilkårlige, siger jeg, at man bør betjene sig af det samme i al bod, ifølge kapitel 'dudum de sep.' og Johannnes Andreä, medmindre der ikke kan herske tvivl om, at den, der gør bod, vil modtage og opfylde den pålagte bod. 

55 LVT. Morituri per mortem omnia soluunt, & legibus canonum mortui iam sunt, habentes iure earum relaxationem.

13. De, der skal dø, indfrier ved døden alle krav og er allerede døde fra de kirkelige love, idet de er løst fra disses myndighed. 

56 SYL. Quod astruis verum est, vbi pæna ex canone tantum debetur, quod si eam, quam imponit Canon, etiam diuina iustitia exigat, Purgatorium neges, necesse est. (lutpri02#30). (95#13

Sylvester: Hvad du tilføjer, er sandt, når det kun drejer sig om kanonnen, men hvis også den guddommelige retfærdighed kræver den straf, som kanonnen pålægger, så er det nødvendigt, at du nægter skærsilden. 

57 LVT. Imperfecta sanitas seu charitas morituri necessario secum fert magnum timorem, tantoque maiorem, quanto minor fuerit ipsa.

Hic timor & horror satis est se solo (ut alia taceam) facere pænam Purgatorii, cum sit proximus desperationis horrori. (95#14

14. Hvis den, der skal dø, kun har en ufuldkommen sundhed og kun en ufuldkommen kærlighed, så medfører det nødvendigvis stor frygt, og den er des større, jo mindre kærligheden har været. 

15. Denne frygt og rædsel (for ikke at tale om andet) er i sig selv nok til at udgøre skærsildens straf, eftersom den ligger tæt op ad fortvivlelsens rædsel. 

58 SYL. His dictis, Luthere, duas Conclusiones & tres falsitates comprehendis, & quidem temere, Temeritatis enim est in his, ad quæ nobis naturalis ratio non suppetit, velle aliquid nostra autoritate definire, præter, & a fortiori, contra ea quæ in doctrina fidei sunt, vel Sanctorum, qui eodem spiritu Scripturas interpretati sunt, quo editæ fuere. (lutpri02#35). 

Sylvester: Ved at sige det, Luther, kommer du i to teser med tre løgne, og det oven i købet nogle frække løgne. For det er frækt, når du til det, som vor naturlige fornuft ikke strækker til til vil definere noget ud fra vor autoritet, som ligger ud over og er stærkere end og går imod det, der ligger i troslæren, eller som de hellige har lært os, de hellige, som har fortolket skriften ud fra den samme ånd som den, hvormed de blev opbygget.

59 In his præcipue, quæ fidei & morum sunt, in quibus concorditer docuere, imo non solum temerarium, sed erroneum est, nec dicam hæreticam, vt ex quarto fundamento liquet. (#20

Især i de ting, som har med troen og skikkene at gøre, hvor man bør lære enigt, dèr er det ikke blot frækt, men vildledende, at jeg ikke skal sige kættersk, som det fremgår af det fjerde fundament. 

60 Prima autem falsitas est, quam aperte innuis, quod hi, qui in Purgatorio continentur, nesciant se saluandos, quod apertius etiam innuis infra Conclusiones tua 19. (#72

Men den første løgn består i, at du åbent tilkendegiver, at de, som holdes fast i skærsilden, ikke véd, at de vil blive frelst, hvilket du åbent tilkendegiver nedenfor i tese 19. 

61 Ego vero cum D. Thoma, cuius doctrina, quantum ad fidem et mores attinet, per regulam fidei, ecclesiam Romanam, et discussa et probata est, dico, quod qui purgantur, sciunt se liberandos, alioqui a nobis suffragia non expeterent, quod crebro faciunt, vt liquet ex lib. dialog. Gregorii. (lutpri02#38). 

Men jeg for min del siger med doktor Thomas, hvis lære, hvad tro og skikke angår, igennem trosreglen, dvs igennem den romerske kirke, er blevet både diskuteret og bevist, at de, der renses, véd, at de vil blive befriet, ellers ville de ikke bede om vore forbønner, hvilket de hyppigt gør, som det fremgår af Gregors dialog. 

62 Secunda vero falsitas est, quod qui purgantur, timeant, præterquam filialiter, quæ enim iam sustinent in præsenti, non timent, quia timor de futuro est malo, alia autem mala, præter ea, quæ sibi inter purgandum hærent, non timent, cum sciunt se ab his malis ad gloriam transituros, vt dictum est. (lutpri02#46

Men den anden løgn er, at de, der renses, skulle frygte. Udover den sønlige frygt, som allerede i det nærværende liv prægede dem, frygter de ikke, fordi frygten retter sig imod det fremtidige onde, men ikke mod andre onder, så udover det, som har med det at gøre, at de bliver renset, frygter de ikke, eftersom de véd, at de vil gå over fra disse onder til herligheden, som sagt er. 

63 Tertia falsitas est, quod hic timor se solo satis sit facere pænam purgatoriam, quod vtique falsum affirmo, quia nec facere potest cum non sit, nec se solo, alioqui impius esset Deus, quippe qui præter istam (20;jpg18) sufficientem (vt astruis) pænam alias adponat, puta assistentiæ dæmonum, ligationis ad certum locum, dilationis optatæ gloriæ, & ejusmodi. 

Den tredie løgn er, at denne frygt i sig selv alene skulle være nok til at udgøre skærsildsstraffen, hvilket jeg forsikrer er helt forkert, fordi det, der ikke eksisterer, ikke kan udgøre noget, slet ikke i sig selv, ellers ville Gud være ugudelig, eftersom han udover denne tilstrækkelige straf, pålægger nogle andre (efter det, du tilføjer), nemlig dæmonernes hjælp, bundetheden til et bestemt sted, udskydelsen af den ønskede herlighed og den slags. 

64 LVT. Videntur infernus, purgaturium & cælum differre, sicut desperatio, prope desperatio, & securitas differunt. (95#16

16. Man ser, at helvede, skærsild og himmel adskiller sig fra hinanden, ligesom fortvivlelse, tilnærmelsesvis fortvivlelse og tryghed adskiller sig fra hinanden. 

65 SYL. Hoc videtur quidem forte tibi, mihi autem cum D. Thoma videtur, quod qui purgantur, habent spem certam salutis, & consequenter non sunt desperati, vel quasi siue prope desperati. (lutpri02#51). 

Sylvester: Det forekommer måske dig sådan, mig forekommer det, sammen med doktor Thomas, sådan, at de, der renses, har et sikkert håb om frelse, og følgelig ikke er fortvivlede, og heller ikke tilnærmelsesvist fortvivlede. 

66 Differunt autem prædicta, sicut pæna perpetua cum desperatione euandi, & voluntate perpetuo ad hærendi peccato, quod inferno congruit, & sicuti pæna temporalis cum spe euandendi, & voluntate adhærendi Deo perpetuo, quod purgatorii est, & sicut priuatio omnis pænæ, & impletio omnis naturalis appetitus & gaudii, vt in cælo est. 

Der er nemlig forskel på disse ting, sådan som der er forskel på en vedvarende frygt med en  fortvivlelse, man kan undgå, og en vedvarende vilje til at knytte sig til synden, hvilket stemmer overens med helvede, og sådan som der er forskel på en timelig straf med et håb, man kan undslippe, og en vilje der knytter sig til den evige Gud, hvilket er skærsilden, 

67 LVT. Necessarium videtur animabus in Purgatorio, sicut minni horrorem ita augeri charitatem.

17. Øjensynlig trænger sjælene i skærsilden til, at ligesom deres rædsel mindskes, således øges deres kærlighed. 

68 SYL. Vno inconuenienti dato plura contingunt, apud Aristotelem, Vnde posito seruili timore, qui charitati aduersatur, necessarium tibi fuit, Luthere, modum inuenire, quo pelleretur, quod esse non potuit congruentius, quam per augmentum eius, quod timori repugnat. (lutpri02#53). (95#17

Sylvester: Én ulogiskhed fører flere med sig, som Aristoteles siger. Når du derfor har opstillet en slaveagtig frygt, som er modsat kærligheden, så må det nødvendigvis gå dig sådan, Luther, at du blot skal finde noget, hvorved den kan fordrives, hvilket ikke kan være mere passende end gennem øgningen af det, som bekæmpes med frygt. 

69 Ego vero Sanctorum vestigia sequens, & non vocum nouitates, cum D. Thoma dico, quod qui Purgatorium patitur, est viator secundum quid, in quantum a beatitudine retardatu., non autem simpliciter, vnde in charitate non proficit, alioqui bonum esset eis diu esse in Purgatorio, vt perfectiores & consummatiores euaderent. 

Men jeg for min del går i de helliges spor og ikke i jeres nye spor og siger med doktor Thomas, at den, der lider i skærsilden, er en vandringsmand, i forhold til, hvor langt han er fra saligheden, dog ikke i ligefrem forstand, og derfor gør han ikke fremskridt i kærligheden, ellers ville de have gavn af at være længe i skærsilden, så at de kunne nå frem til at blive mere fuldkomne og mere fuldendte. 

70 LVT. Nec probatum videtur vllis Scripturis, aut rationibus, quod sint extra statum meriti, aut augendæ charitatis.

18. Der synes heller ikke at være hverken fornuftgrunde eller skriftbeviser for den antagelse, at de ikke skulle være i en tilstand, hvor de kan gøre fortjenstfulde gerninger eller øge kærligheden.

71 SYL. Esto, quod ista non probentur autoritate Scripturæ vel Ecclesiæ, quæ necessario conuincit (quod ad præsens nec astruo, nec destruo, cum tibi repente & ex his solum, quæ memoriæ succurrunt, respondeam) est tamen probatum autoritate Sanctorum, quæ argumentum probabile facit, Tu vero eiusmodi tua autoritate firmans, vide ne præsumas. (lutpri02#57). (95#18

Sylvester: Lad være, at de ting ikke bevises med skriftens eller kirkens autoritet, som overbeviser med nødvendighed, (hvilket jeg for nærværende hverken tilføjer eller fratrækker, eftersom jeg svarer dig i en fart og kun ud fra, hvad jeg lige kan huske), så er det dog bevist med de helliges autoritet, hvilket gør argumentet antageligt. Men du, der støtter din autoritet til den slags, se du til, at du ikke falder for en forudfattet mening. 

72 LVT. Nec hoc probatum videtur, quod sint de sua beatitudine certæ & securæ, saltem omnes, licet nos certissimi simus.

19. Ejheller synes det bevist, at de er visse og sikre på deres salighed, i hvert fald ikke alle, selv om vi er fuldkommen sikre på det.

73 SYL. Hoc, sicut iam dictum est, (#60) probatum est saltem probabiliter, tum ex autoritate Sanctorum, tum experientia. Quia frequenter suffragia petunt, sicut multipliciter patet, per B. Gregorium in lib. dialog. (21) (lutpri02#60). (95#19

Sylvester: Dette er, som allerede nævnt, bevist fuldstændig sandsynligt, dels ud fra de helliges autoritet, dels ud fra erfaringen, eftersom de ofte beder om vores forbøn, sådan som det ses mange gange, gennem den salige Gregor i bogen med dialogerne. 

74 LVT. Igitur Papa per remissionem plenariam omnium pænarum non simpliciter omnium intelligit, sed a seipso tantummodo impositarum.

20. Derfor mener paven, når han siger 'fuld eftergivelse af alle bodsstraffe', ikke alle overhovedet, men kun eftergivelse af dem, han selv har pålagt. 

75 SYL. Quid Pontifex intendat, vel non intendat omittens, dico, Quod si de posse sit sermo, Papa ex rationabili causa potest remittere omnem pænam, siue impositam siue non impositam, vt D. Thomas edocet. Oppositum autem dicere hæreticum est, & contra priuilegium datum Petro a Domino, vt dictum est (#37). (lutpri02#61). (95#20)

Sylvester: Vi må lade være med at tale om, hvad paven har til hensigt og hvad ikke, jeg siger, at hvis talen er om, hvad der kan ske, så kan paven ud fra fornuftgrunden eftergive enhver straf, hvad enten han har pålagt den eller ej, som dr Thomas lærer. Men at sige det modsatte er kættersk, og imod det privilegium, der er givet Peter af Herren, som før sagt. 

76 LVT. Errant itaque Indulgentiarum commissarii hi, qui dicunt, per Papæ indulgentias hominem ab omni Pæna solui & saluari.

21. Derfor farer de afladsprædikanter vild, som siger, at ved pavens aflad bliver et menneske løst fra al straf og frelst. 

77 SYL. Dico, vt supra proxime, & quod tu Luthere, vulneratum & cæcatum habens oculum, falsitatis trabe prægrandi, alienam festucam contemplaris. (Matt 7,4f) (lutpri02#63). (95#21

Jeg siger, som til tese 20. Og jeg siger, at du, Luther, har et såret og blindt øje, bestående af løgnens store bjælke, mens du ser på næstens splint. 

78 LVT. Papa nullam pænam remittit animabus in Purgatorio, quam in hac vita debuissent secundum Canones solvere.

22. Han eftergiver jo heller ikke sjælene i skærsilden den straf, som de burde udstå i dette liv ifølge de kirkelige love. 

79 SYL. Negare potestatem Papæ non se extendere ad relaxandum pænas, in Purgatorio per viam Indulgentiæ, est male sentire de facto & doctrina Ecclesiæ circa fidem aut mores, ideo hæreticum est. (lutpri02#64). (95#22)

Sylvester: At nægte, at pavens magt udstrækker sig til at eftergive straffene i skærsilden ved hjælp af aflad, er at tænke dårligt om kirkens handlinger og lære om tro og skikke, derfor er det kættersk. 

80 LVT. Si remissio vlla omnium omnino pænarum potest alicui dari, certum est eam non, nisi paucissimis, id est, perfectissimis, dari.

23. Hvis der i det hele taget kan gives eftergivelse af alle straffe overhovedet, så er det givetvis kun til de mest fuldkomne, dvs til de færreste. 

81 SYL. Quod asseris certum, Luthere, vtique certum est, non quidem in veritate, vt reris, sed in falsitate, Datur enim venia non solum perfectissimis, sed etiam imperfectissimis, modo habeant gratiam Dei & charitatem, per quam sunt veniarum capaces, & seruent Indulgentiæ tenorem, siue isti multi sint siue pauci, quod soli Deo notum est. (lutpri02#65). (95#23

Sylvester: Hvad du hævder er sikkert, Luther, er i hvert fald sikkert, blot ikke i sandheden, som du antager, men i løgnen. Der gives nemlig en aflad, som ikke blot er for de fuldkomne, men også for de ufuldkomne, blot skal de have Guds nåde og kærlighed, gennem hvilken de kan optage afladen og tjene afladen til stadighed, hvad enten de er mange eller få, hvad alene Gud véd. 

82 Si tamen de multiplicitate saluandorum aut assequentium Indulgentias ex coniecturis & quasiuis Rationibus volumus definire, dico probabiliter, & salua rei veritate, quod sunt valde multi, ad quod arguo ex fundamento theologico, scilicet. 

Men hvis vi alligevel vil fastslå noget om mangfoldigheden af dem, der skal frelses eller af dem, der følger afladen, ud fra formodninger eller nogle fornuftovervejelser, så vil jeg sige som sandsynligt, og virkeligheden understøtter det, at de er virkelig mange, og til fordel for det argumenterer jeg ud fra mit teologiske fundament, nemlig som følger:. 

83 Quod claues Ecclesiæ de attrito faciunt contritum. Vnde omnis, qui cum attritione confitetur, consequitur contritionem & gratiam, & consequenter Indulgentiam et salutem, si perseuerat. Sunt autem valde multi, qui Indulgentiarum tempore confitentur, si credunt se mortali peccato detineri, & cum attritione, id est, dolore imperfecto, qui tunc est, quando homo vellet habere dolorem & gratiam a Deo, nunquam de cætero peccandi.

For kirkens nøgler gør den foreløbige anger ægte. Derfor, enhver, som bekender med en foreløbig anger, følges op af en ægte anger og nåde, og følgelig af afladen og frelsen, hvis han holder ud. Men der er virkelig mange, som bekender afladen til en tid, hvis de tror, at de har afholdt sig fra dødssynd, og de bekender det med foreløbig anger, dvs med den ufuldkomne smerte, der da er tilstede, når mennesket ønsker at få smerten og nåden af Gud, så de ikke mere synder angående det øvrige. 

84 Vnde omnes tales consequuntur gratiam & consequenter Indulgentiam, nisi post confessionem, ante veniæ acceptionem relabantur, Et si plene non efficiunt, (22) quod mandatur, consequuntur partem proportionalem veniæ, vt docet D. Thomas. (22.jpg). 

Derfor følges al den slags af nåden og følgelig af afladen, medmindre de efter bekendelsen, men før de har modtaget afladen, glider tilbage. Og hvis de ikke udvirker den fulde aflad, som foreskrives, følger en forholdsmæssig del af afladen, som dr Thomas lærer. 

85 Et ex eodem fundamento probabiliter teneo, quod etsi maior pars Christianorum non viuat in gratia Dei, maior tanta pars Dei gratiam in morte consequitur confitendo cum attritione, consequenter autem etiam saluatur, si perseuerat. Et quod Sauator dicit: Multos este vocatos, (Matt 22,14) sic intelligendum est dictum, quia totus mundus est vocatus. 

Og ud fra det samme fundament holder jeg det for sandsynligt, at skønt den største del af de kristne ikke lever i Guds nåde, så følger dog en meget stor del Guds nåde i døden, når de med en foreløbig anger bekender, men følgelig frelses de også, hvis de holder ud. Og når frelseren siger: 'Mange er kaldede', så skal dette udsagn forstås sådan, at hele verden er kaldet. 

86 LVT. Falli ob id necesse est maiorem partem populi per indifferentem illam & magnificam pæne solutæ promissionem.

24. Derfor må nødvendigvis størstedelen af folket blive narret af dette forskelsløse og rundhåndede tilsagn om strafeftergivelse. 

87 SYL. Non fallitur maior pars populi, si attriti confitentur, & reliqua obseruant, eo vel maxime Declamatores crebro docent propter venias, alia pia opera non esse relinquenda, tum nullus pro certo sciat, se veniam assequutum, Item, quia etsi illi veniam non assequantur, pium tamen opus faciunt, quod eos in salutem disponit. (lutpri02#68). (95#24)

Sylvester: Nej, den største del af folket bliver ikke narret, hvis de bekender med en foreløbig anger og overholder det øvrige, det lærer især afladsprædikanterne hele tiden, at  på grund af afladen må andre fromme gerninger ikke undlades, eftersom ingen med sikkerhed véd, at han vil opnå aflad. Ligeledes, selv om disse ikke opnår aflad, så gør de dog en from gerning, som disponerer dem for frelse. 

88

Til prilut2#1!

89

90


 

Noter: 

n5: Ifølge Weimar-udgaven blev Dialogen først trykt i juni 1518. De omtalte breve af Luther findes ikke i WABr, sikkert fordi man ikke tør regne dem ægte.

Note 12: Löscher-note: In den Tomis Lutheri Wieeberg. und Jenensibus, wie auch in der Collection de A. 1519 stehet conferre; soll wol heissen conferere.

 n22: Dokumente zur Causa Lutheri henviser til et citat fra Thomas /Sth III Suppl. q. 25 a. 1 concl.: 'Respondeo dicendum, quod ab omnibus conceditur indulgentias aliquid valere, quia impium esset dicere quod Ecclesia aliquid vane faceret'.