taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 424 til . Svarende til WA, bind, side ?. Tilbage til lutpri03!
| 1 Ad quadragesimam octavam adeo impingis, ut veritate consultas, non possis invenire quod dicas. (n1) Tandem ad hanc descendis ineptiam, dicens: Tu Luthere, si habuisses a Domino nostro bonum Episcopatum, (425) cum plenaria Indulgentia ad Ecclesiæ tuæ reparationem, forte dulcioribus verbis abundasses, et quibus detrahis, venias extulisses. (prilut2#63). | Overfor den 48. tese løber du i den grad panden imod en mur, at du rådfører dig med sandheden, men ikke kan finde på noget at sige. Endelig slår du ned på dette højst upassende, at du siger: Du, Luther, hvis du havde haft et godt episkopat med fuld aflad til at reparere din kirke for, så ville du måske nok have brugt flere blide ord og trukket noget fra og rost afladen. |
| 2 Respondeo, forte et tu spectas me ex animo tuo, quod conjicio ex eo, quod tam molliter adularis. Si ego ad Episcopatuim aspirarem, certe non ea loquerer, quæ tu impatientissime audis. An ignorare me credis, qua via Episcopatus et sacerdotia in Urbe obtinentur, quando hanc pueri in omnibus plateis orbis cantant? Denique nunc facta est rerum fædissima Roma. Omitto reliqua, quæ hic velut tremens et a veritate fractus, disperdis potius, quam loqueris. | Jeg svarer: Måske også du ser på mig ud fra dine forudsætninger, hvad jeg slutter ud fra det, at du lefler så blidt. Hvis jeg aspirerede efter et bispedømme, ville jeg givetvis ikke have sagt det, som du nu hører så utålmodigt. Mon du tror, at jeg er uvidende om, hvordan bispedømmer og præstedømmer opnås i Rom, når dog drengene synger om det på alle byens pladser? Hvad der nu sker, er det afskyeligste Rom af alle ting. Jeg udelader det øvrige, som du her, ligesom skælvende og slået af sandheden, mere ødelægger end siger noget om. |
| 3 Ad quadragesimam nonam, eadem saliva venias utiles astruis, sed occasionaliter, scilicet dum anima ex hoc in gratiarum actiones assurgit. (prilut2#65). (95#49) Quasi esses Rhetor, tam varios et exquisitos locos invenis, cur non etiam ab balatum ovis dicis assurgere animam occasionaliter ad gratiarum actionem? Aut quæ laus ista veniarum, quando etiam de pænis et malis iubemur laudare Deum? Sed piget me pigra ista inania commenta veriare. | Til den 49. tese føjer du efter den samme smag, at afladen er nyttig, dog kun af og til, nemlig når sjælen derfra stiger op til taknemlighedshandlinger. Som var du en retoriker, så mange forskellige og udsøgte steder finder du; hvorfor siger du ikke også, at ved et fårs brægen opstiger sjælen af og til til taknemlighedshandlinger? Eller hvilken ros af afladen er der tale om, eftersom vi også får befaling til ud fra straffe og onde ting at prise Gud? Men det keder mig og jeg skammer mig over disse dorske, tomme kommentarer. |
| 4 Illud vero quam vigil advertisti, quod mihi ipsi contradixerim, ut qui venias hic utiles, superius autem aliter videar asserere. (lutpri02#66). Dico utiles pigris, sicut omnes permissiones sunt utiles, ne peccent si licentiam non haberent. Dico inutiles ad prosectum salutis, quod pro tua vigilantia debueras ex eo verbo intelligere, ubi dixi, si non in eas confidant. (lutpri02#64). | Men det er du vågen nok til at være opmærksom på, at jeg har modsagt mig selv, idet jeg her synes at forsikre, at aflad er gavnligt, men ovenfor, at det forholdt sig anderledes. Jeg siger, at den er gavnlig for de dovne, sådan som alle tilladelser er gavnlige, så de ikke synder, selv om de ikke har denne tilladelse. Og jeg siger, at den ikke nytter noget, når man stræber efter frelse, hvilket du, der er så vågen, burde have forstået, når jeg siger: 'Hvis de ikke stoler på den'. |
| 5 Ad quinguagesimam, assumis causam Prædicatorum venialium, sed astute, quia non credis talia prædicata. Deinde Pontificem commendas, qui tam innocens sit, ut nullus vivat aut operetur indecenter. Tertio inveheris, quod fraternam monitionem non præmiserim. (prilut2#68). (95#50) | Til den 50. tese tager du afladsprædikanternes sag på dig, men listigt, fordi du ikke tror, at de prædiker sådan. Dernæst anbefaler du paven, som er så uskyldig, at ingen skal leve eller handle upassende. For det tredie skælder du mig ud, fordi jeg ikke først har prøvet den broderlige formaning. |
| 6 Respondeo: Si non sunt prædicata talia, aut non credis, quid æstuas ut defendas? sine in ventum me disputasse. Secundo, scio et ego optimum nos habere Pontificem Leonem X. et velut Danielem in Babilone, ut cui sua innocentia, vitæ periculum aliquando fecerit. Sed tu, quæso, dic mihi, quis unquam tam innocenter vixit, ut nullus alius non inique modo, sed nec indecenter operatus sit, aut vixerit? videris (nescio quid) maximum adulari voluisse, sed inter dicendum et verba, et sensus te defecerunt. | Jeg svarer: Hvis der ikke er den slags prædikanter eller du ikke tror det, hvorfor flammer du så op, så du forsvarer dem? Hvis de ikke findes, har jeg jo disputerer i vinden. For det andet, også jeg véd, at vi har den bedste pave i Leo den Tiende, og det som en Daniel i Babylon, så han ofte er i fare på grund af sin uskyldighed. Men du, spørger jeg, sig mig, hvem har nogensinde levet så uskyldigt, at han aldrig har handlet eller levet upassende på den ene eller den anden måde? Du synes (jeg véd ikke, hvorfor) at have villet lefle i allerhøjeste grad, men når du skal udtrykke det, kommer du til at mangle både ord og mening. |
| 7 Forte voluisti dicere, quod Leo X. id agit, ut nullus indecenter vivat, quod cum videres impossibile, inter verba mutas sensum, et orationem sine sensu relinquis. | Måske har du villet sige, at Leo den Tiende udvirker, at ingen lever upassende, men da det synes dig umuligt, forandrer du hensigt midt i din sætning, og din tale bliver uden mening. |
| 8 Secundo dic mihi, quis a disputatore unquam expostulavit, ut prius eum moneret, contra quem disputat? Cur etiam tu non prius me monuisti, quando tot nominibus criminum me sædare (426) parabas? Cur Pontifex in Decretis suis non prius monet, quam statuit contra abusum quæstorum? Ego in communi disputavi, neminem nominavi. Si innocentes sunt, quid queruntur sese tangi? Ergo nemo prædicet Evangelium, vitia nemo carpat in publico, nisi prius ostiatim singulos moneat. | Sig mig for det andet, hvem har nogensinde forlangt af en, de disputerer, at han først skal formane den, mod hvem han disputerer? Hvorfor har du så ikke først formanet mig, når du dog er parat til at knytte så mange forbrydelsesnavne til mig? Hvorfor gør paven i sine dekreter ikke det, at han først formaner, førend han fastsætter bestemmelser imod kvæstorernes misbrug? Jeg har disputeret i al almindelighed, har ikke nævnet navne. Hvis de er uskyldige, hvorfor føler de sig så ramt? Altså måtte ingen prædike evangeliet, ingen angribe lasterne offentligt, medmindre han først fra dør til dør havde formanet hver enkelt. |
| 9 Mihi miraculum est, eos esse innocentes, et tamen meis verbis moveri. Sed verum est illud S. Hieronymi, quando vitia communiter arguuntur, qui irascitur, accusator est sui. | Mig forekommer det mærkeligt, at de er uskyldige og dog bliver berørt af mine ord. Men sandt er dette sankt Hieronymus' ord, at når lasterne åbent bekæmpes, så er den, der bliver vred, sin egen anklager. |
| 10 Denique quomodo monitionem meam recepissent, qui etiam te Patrono usque hodie perstant innocentes? Noli, quæso, mihi mandare, ut innocentes moneam, si vis autem, ut moneam, iam alio accusatore non egent, quia tu Patronus nocentes confiteris. | Endelig, hvordan skulle de kunne modtage min formaning, når de indtil idag med dig som beskytter har påstået, at de var uskyldige. Jeg beder dig, påbyd mig ikke, at jeg skal formane uskyldige, men hvis du vil, at jeg skal formane, så behøver de allerede af den grund ikke nogen anklager, fordi du, deres beskytter, har bekendt, at de er skyldige. |
| 11 Tertio, quod autem hæc facta sint (licet tu non credis) testis est tota terra, testes et extantes libri, qui autem id fecerint, ipsi viderint. | For det tredie, at den slags sker (selv om du ikke tror det) er hele verden vidne om, vidner er også et utal af bøger, men de, der gør det, kan selv se det. |
| 12 Ad quinquagesimam primam, sicut eadem repetis, ita eadem tibi dicta volo, nisi quod me per talenta loqui dicis, quod transeo. (prilut2#70). (95#51) | Til den 51. tese vil jeg, eftersom du gentager det samme, ligeledes sige det samme til dig, at du ikke skal sige, at jeg taler pr rygrad. Derfor springer jeg den over. |
| 13 Ad quinquagesimam secundam, dicis, vanam esse meam Conclusionem, quod ita probas, quia nullus tam stultus sit ut sic faciat. (prilut2#72). (95#52) | Til min 52. tese siger du, at den er tom, og du beviser det ved at hævde, at ingen er så dum, at han vil handle sådan. |
| 14 Respondeo: Quid ad te, quæso, si nullus est tam stultus? sine me disputare, ut dixi, vel in ventum. Nunquid ideo Decretales Papæ sunt vanæ de abusionibus quæstorum, quia tu nullum quæstorem contra egisse defendis? Sed præ senectute forte, ita et loqueris et phantasiaris. | Jeg svarer: Hvad kommer det dig ved, spørger jeg, om ingen er så dum? at disputere uden mig er som sagt at tale ud i vinden. Mon af den grund pavens dekreter om kvæstorernes misbrug er tomme, fordi du ikke har påtaget dig at forsvare nogen kvæstor? Men det er måske gammelmandssnak, når du taler sådan og fantaserer sådan. |
| 15 Si nullus est, qui sic confidit in literas, nullum tetigi. Eos qui sunt, tangere volui, quos ego non unum, sed plurimos novi. Et adeo stultos, ut non solum de animarum redemptione, sed de sua quoque salute certi sibi essent, quia has literas haberent. | Hvis der ikke er nogen, der således stoler på afladsbrevene, så har jeg ingen rørt. De, der er der, har jeg villet røre, for jeg kender ikke én, men mange. Og af den grund er de dumme, at de forsikrer sig selv, ikke blot om sjælenes forløsning, men også om deres frelse, bare de har disse breve. |
| 16 Deinde, cur tuis clientulis non etiam persuades, ut animam suam impignorent pro contritione et satisfactione? Quoties tibi, rogo, dicendum est, impium et avaritiæ ministerium esse, quod pro veniis tam exquisite, tam magnifice omnia tentantur, ac si solæ essent rerum, et pro necessariis ad salutem prorsus vix mutitur? Tu cogita, an simplex populus non discat confidere in literas, tanto luxu et apparatu commendatas? Magnum enim cogitent, necesse est, quod tam magnifice proponitur. | Dernæst, hvorfor overbeviser du ikke dine klienter om, at de gør deres sjæle dovne i stedet for at angre og gøre fyldest? Hvor ofte skal det siges dig, spørger jeg, at det er en hjælp for ufromme og gerrige, at alting stilles så udsøgt og storslået fristende op, og det, som om det lå i sagerne selv og man næppe kunne mukke over, at de var nødvendige til frelse? Prøv og overvej, om ikke det enfoldige folk bliver belært om at stole på afladsbreve, når de anbefales med et sådant overflødighedshorn af overtalelser? Den største del af folket regner nemlig med, at når det stilles så storslået op, så er det nødvendigt. |
| 17 Tu, qui interea doctus es, non fidendum in literas, mox etiam simplicem populum eadem per seipsum discernere et intelligere confidis, contra tot et tantorum persuasiones et irritabula? | Men du, som dog er lærd, hvordan kan du regne med, at det enfoldige folk af sig selv skal kunne skelne og forstå det, at man ikke skal stole på afladsbreve, imod så mange og så store overtalelser og lokkemidler? |
| 18 Tandem, mihi minaris maledicta, irrisiones, censura: Qvas? et quare? noli minare, mi Pater, Christus vivit; Non solum vivit, sed etiam regnat, non solum in cælo, sed etiam in Roma, quantumlibet ipsa furat. Si maledicam pro veritate, benedicam Dominum. | Til sidst truer du mig med forbandelser, spot og censur. Hvilke? Og hvorfor? Tru mig ikke, kære fader, Kristus lever. Ikke blot lever han, han hersker også, ikke blot i himlen, men også i Rom, hvor meget Rom så end raser. Hvis jeg bliver forbandet for sandhedens skyld, vil jeg takke Herren. |
| 19 Non separabit me (427) censura Ecclesiæ ab Ecclesiæ, si iungat me veritas Ecclesiæ. Malo esse a te et similibus (si ita perstes) maledictus et excommunicatus, quam tecum benedictus. Nihil habeo quod possim perdere, Domini ego sum, si perdor, Domino perdor, ist est, invenior, alium ergo quære, quem terreas. | Kirkens censur adskiller mig ikke fra kirken, hvis kirkens sandhed er forbundet med mig. Jeg vil hellere være forbandet og ekskommunikeret af dig og dine lige (hvis du holder fast på det), end være velsignet sammen med dig. Jeg har intet, som jeg kan miste, jeg er Herrens, hvis jeg tabes, tabes jeg for Herren, han er til, jeg er blevet fundet, altså søg en anden, som du kan true. |
| 20 Ad quinquagesimam tertiam, stultum et ridiculum me vocas, interea tu sapiens dicis, crebra raris cedere, et annalia festa Sanctorum celebriora esse, quam sabbatum Virginis matris. (prilut2#74). (95#53) | Til den 53. tese kalder du mig dum og latterlig, men som en vis siger du, at de fester, der holdes ofte, må vige for dem, der holdes sjældent, og at helgenernes festdage er mere højtidelige end sabbaten for Guds moder. |
| 21 Respondeo. Quo quo, mi Pater? Aut pluvius describitur arcus, aut flumen Renus, Sed nunc non erat his locus. Primum, non sunt rara apud nos, sed continua Indulgentiarum negotia. | Jeg svarer: Og hvad så, kære fader? Det kunne også være regnbuen, eller floden Rhinen, der beskrives, men nu er det ikke det, der er tale om. For det første, disse afladshandelsdage er ikke sjældne hos os, men kommer i en evig strøm. |
| 22 Deinde, quæ proportio, ut verbum Dei, quod instantissime præcepit Christus prædicari, cedat raris Indulgentiis? Si Christus ita non iussisset, staret tua similitudo. Item non potest Papa iubere silentium verbi Dei, quod semel emissum, non est alligatum, sed nec factum a Papa unquam legi. | Dernæst, hvad er det dog for et forhold, at Guds ord, som Kristus har foreskrevet skulle prædikes uophørligt, skal vige for de sjældne afladshandeler? Hvis Kristus ikke havde befalet dette, så kunne din sammenligning holde. Men nu kan paven ikke befale, at Guds ord skal tie stille, det er én gang udsendt, det er ikke bundet, men heller ikke skabt af paven ved nogen lov. |
| 23 Per idem respondeo ad sequentis Conclusionis futilem confutationem, ubi tu sermonem veniarum esse verbum Dei contendis, sed improprie, scilicet cum declaratoriis et hortatoriis. (prilut2#77). (95#54) | Med det samme svar vil jeg have den tomme gendrivelse af den næste tese besvaret, den, hvor du hævder, at afladsprædikenen er Guds ord, blot det uegentlige ord, nemlig til forklaring og opfordring. |
| 24 Si verbum Dei dicitur, quidquid cum verbo Dei dicitur, omnes hæretici, omnes dæmones, omnes homines non loquuntur nisi verbum Dei, quia nihil tam absurde dici potest, quin verbum Dei misceri possit. | Hvis det er Guds ord, der tales, så kan hvadsomhelst siges sammen med Guds ord, alle kættere, alle dæmoner, alle mennesker kan kun tale Guds ord, fordi intet kan siges at være mere absurd, end at noget skulle kunne blandes op i Guds ord. |
| 25 Ego dico, quod sit verbum hominis, et de remissione hominis prolatum, quia verbum Dei est, quod fide iustificat cor, et gratiam iustificantem confert. Sicut Rom. 1. Virtus Dei est in salutem omni credenti. Verbum autem veniarum non iustificat, nihilque confert animæ, nisi quod dat licentiam pigritandi in bonis operibus propter infirmos. | Jeg vil sige, at det er menneskeord, og det handler om menneskeeftergivelse, fordi Guds ord er det, som ved troen retfærdiggør hjertet, og fører frem til den retfærdiggørende nåde. Som der skrives Rom 1,16: 'Guds kraft til frelse for enhver, som tror'. Men et ord om aflad retfærdiggør ikke, det gavner ikke nogen sjæl, der sker blot det, at der gives tilladelse til at være doven med de gode gerninger på grund af de svage. |
| 26 Ad quinquagesima quintam, dicis hanc et similes esse pueriles. viri stomachati, et inferentis os in cælum, et contra stimulum calcitrantis. (prilut2#79). Respondeo. Verum est apud Silvestrum et Thomistas duntaxat. | Til den 55. tese siger du, at denne og lignende teser er barnlige, mavesure og talt af én, der er ligeglad med himlen og stamper imod brodden. Jeg svarer: Det er måske sandt for Sylvester og thomisterne. |
| 27 Ad quinquagesima sextam, autoritate Thomæ dicis, thesauros Ecclesiæ esse merita Christi, in quantum satisfactiones. Et idem per idem probas, et dicis, quod S. Gregorius dedit aliquando Indulgentias, ut communiter dicitur, non potest probari. Ideo nec S. Thomas aliquid in hac re efficit. (prilut2#81). (95#56) | Til den 56. tese siger du med Thomas' autoritet, at kirkens skatte er Kristi fortjenester, for så vidt de er fyldestgørelser. Og du beviser det lige med det lige og siger, at sankt Gregor gav en aflad, som kaldtes almindelig, men det kan han ikke bevise. Derfor hjælper sankt Thomas os heller ikke i denne sag. |
| 28 Ego quidem non cum universo orbe me disputaturum obtuli, quia nesciebam, quod Positiones meæ essent tam late vagaturæ, ideo noli mihi arrogantiam hanc asscribere. | Men jeg har på ingen måde fremført mig som disputator for hele verden, for jeg vidste ikke, at mine teser ville vandre så vidt ud i verden. Derfor vil jeg ikke tilskrive mig selv en så arrogant holdning. |
| 29 Casus me in has res perduxit, ex quibus cum silentio me eripere non (428) possum, forti Deus ita voluit. Ego tamen istam Conclusionem non asserui, sed et adhuc disputo, expectans Concilii determinationem, sicut et omnes alias, quæ dubiæ sunt, aut in controversia hærent. | Tilfældet har ført mig ind i disse sager, som jeg ikke kunne unddrage mig i tavshed, for måske ville Gud det således. Men jeg for min del tilslutter mig dog ikke denne tese, men holder den stadig i uvished, idet jeg venter et koncils afgørelse, sådan som jeg også gør med alle andre, som er tvivlsomme, eller som der knytter sig uoverensstemmelser til. |
| 30 Ad quinquagesimam septimam, mire quam pungeris, quod avaritiam paululum momordi. Nam et tu quoque patientius ferre potes, si contra Scripturam pugnarem, quam contra avaritiam, ideo et hic Pontifici eximie adulatus, invidiam mihi conciliare festinas. (prilut2#84). (95#57) | Om tese syvoghalvtreds: Det er besynderligt, som du bliver krænket, fordi jeg tog lidt fat i havesygen. For du kan bære det med større tålmod, når jeg taler imod skriften, end når jeg taler imod havesygen, derfor er du også her en udmærket pave-spytslikker, når du skynder dig at prædike misundelse for mig. |
| 31 Quid mihi innocentiam Pontificis obtendis? Nunquid ego eam ignoro? Aut si avaritiam taxo, nunquid ideo Pontificis innocentiam mordeo? Tu vide potius, an impius sis in Pontificem, qui avaritiam et Pontificis innocentiam in unam rem constas, dum morsam avaritiam, idem astruis quod læsam Pontificis innocentiam imo sub prætextu innocentiæ pontificalis irreprehensibilem nobis defendis avaritiam. | Hvorfor mener du, jeg anfægter pavens uskyldighed? Mon ikke jeg godt kender den? Eller hvis jeg berører havesygen, mon jeg så af den grund angriber pavens uskyldighed? Se du snarere til, at du ikke opfører dig ufromt overfor paven, når du slår havesygen og pavens uskyldighed sammen til én ting, idet du tager det, at jeg nævner havesygen, som identisk med, at jeg sårer pavens uskyldighed, ja, idet du under foregivende af at forsvare pavens uskyldighed overfor os forsvarer havesygen. |
| 32 Si sunt innocentes tui clientuli, non mordentura me, si nocentes, est defendis? Det tibi Dominus, ut aliquando rectius iudices, melius videas, et a calumnis mei abstineas. | Hvis dine klienter er uskyldige, så lad være med at angribe mig, hvis de er skyldige, er de så værd at forsvare? Herren give dig, at du vil kunne bedømme noget mere retfærdigt, kunne se noget bedre, og afstå fra beskyldninger imod mig. |
| 33 Ad quinquagesimam octavam, eadem repetis, quæ in ante præcedente dixisti, tua enim sunt verba, ideo transeo. (prilut2#86f). (95#58) | Om tese otteoghalvtreds: Her gentager du det samme, som du sagde om tese seksoghalvtreds, det er nemlig kun dine egne ord, derfor springer jeg det over. |
| 34 Ad quinquagesimam nonam, iterum totus ardes, adeo in cæteris omnibus patientior es, præterquam ubi avaritiam tango, quam tamen velis nolis, non possis negare Romæ versari, ne dicam dominari, ut mihi tu quoque prope fias suspectus, quod magis lucra quam animas cures. interea innocentissimum Pontificem, ad invidiam meam commendas, scilicet ut tantum decus innocentiæ operculum facias nequitiæ. (prilut2#89) (95#59) | Om tese nioghalvtreds: Her bliver du igen vred. Du er i det hele taget meget mere tålmodig i alle de øvrige ting, bortset fra, når jeg berører havesygen, som du dog, hvad enten du vil eller ej, må indrømme hærger i Rom, at jeg ikke skal sige 'dominerer'. Du får mig næsten til at nære mistanke om, at du bekymrer dig mere om fortjenesterne end om sjælene. Og ligeledes, at du fremhæver pavens uskyldighed på bekostning af min misundelse, nemlig derved, at du giver uskyldighedens smykke til en sådan lille slet gerning. |
| 35 Id enim anhelas, ut mores Romæ arguere neminem sinas, nisi te interprete, simul optimi Pontificis innocentiam læsisse probetur. Quid vis? Patronum te vocem Romanorum flagitiorum? Cur tu ipse non te quoque interpretaris læsisse Pontificem, qui aperte scribis, Romanum clerum a primæva perfectione declinasse? Sine me tuis tecum artibus agere. | Det fremstønner du nemlig, at du kun giver nogen lov til at angribe Roms skikke, når du selv fortolker det, samtidig med, at du beviser, at pavens uskyldighed har lidt skade. Hvad vil du? At jeg skal kalde dig de romerske skændslers beskytter? Hvorfor fortolker du det ikke sådan, at du selv har gjort paven skade, du, som ligeud skriver, at den romerske klerus er afveget fra den første fuldkommenhed? Du kan godt udføre dine kunster uden mig. |
| 36 Clerum Romanum mordes? At Pontifex est pars, et quidem nobilior, cleri. Væ tibi misero, qui talem ac tantum Pontificem non solum lapsum, sed a tota perfectione declinasse, et in perfidiam et hæresim abiisse, palam asseris. Id enim totum significat declinare scilicet a perfectione. Videsne, quam pulchre et ego te auxesibus istis opprimere, si adulari et calumniari vellem. | Angriber du den romerske klerus? Men paven er en del af denne klerus, og det den ædlere del. Vé dig elendige, som ikke blot påstår, at en så fin og så stor pave er faldet, men er afveget fra hele fuldkommenheden og engang afveg til hæslighed og kætteri. Det betyder det nemlig i det hele taget at afvige fra fuldkommenheden. Her kan du se, hvor smukt også jeg kunne presse dig med sådanne overdrivelser, hvis jeg ville smigre og skælde ud. |
| 37 Quæ ad sexagesimam cum sequente dicis, transeo. (prilut3#2f) (95#60). Nihil enim dicis, quod non dictum sit prius. Ego probabiliter posui, quod thesaurus (429) Indulgentiarum sint ipsæ claves, ut in Declarationibus. Similiter transeo sexagesimam secundam, quia admittis eam esse veram, non tamen sine calumnia. (prilut3#6). (95#62) | Jeg springer over det, du siger til tese tres og énogtres. Du siger nemlig ikke noget, som ikke har været sagt før. Jeg har gjort det sandsynligt, at afladens skat er nøglerne selv, som i forklaringerne. Ligeledes springer jeg over det, du siger til tese toogtres, fordi du indrømmer, at den er sand, dog ikke uden stiklerier. |
| 38 Ad sexagesimam tertiam, quartam, quintam et sextam, cum veras esse non neges, neque negare possis, miror quod ita excandescis, et totus ignis efficeris: mirabiliorem disputatorem non vidi, ut quem Propositiones veræ plus movent quam falsæ, cum tamen veritas quæratur disputando. (prilut3#8). (95#63) | Om teserne treogtres, fireogtres, femogtres og seksogtres: Eftersom du ikke nægter, eller kan nægte, at de er sande, undrer jeg mig over, at du farer sådan op over dem, og slår helt ud i flammer. Du er da den mærkeligste disputator, jeg har set, når de sande teser bevæger dig mere end de falske, eftersom man jo dog disputerer for at nå frem til sandheden. |
| 39 Igitur sim canis, filius canis, dicax, non excusatus ab anathemate, nec mentis compositæ, et si qua plura, pro modestia tua senili, habes, modo vera me saltem momordisse concedas, si negas dixisse. | Og så siger du, jeg er en hund, søn af en hund, umulig at undskylde fra kætterdommen, ikke rigtig i hovedet, og hvad mere du har ud af din gammelmandsbeskedenhed, blot du i hvert fald indrømmer mig, at jeg har bidt med rette, hvis du nægter at have sagt det. |
| 40 Hanc satyram merui, non quia falsa, sed quia vera dixi in avaritiam. Non credidissem Romanam avaritiam tam teneram et impassibilem esse, imo tam ambitiosam et arrogantem, ut innocentia optimi Pontificis videri vellet. | Denne satire har jeg fortjent, mener du, ikke fordi det er forkert, hvad jeg siger, men fordi jeg har talt sandt om havesygen. Jeg ville ikke have troet, at den romerske havesyge er så sart og utålsom, ja så ambitiøs og arrogant, at den ville se ud som den bedste paves uvidenhed. |
| 41 Ad sexagesimam septimam dicis, me deserto Pontifice, etiam donis Spiritus sancti detrahere. Ego miror te senem adeo fervere, ut nec me, nec te intelligere posis. Ego non dixi venias non esse utiles, sed animæ esse utiles, nego, nisi quomodo licentiæ et permissiones utiles sunt, quod autem tu in blasphemiam dicas, nihi curo.(prilut3#10) (95#67) | Om tese syvogtres siger du, at jeg har svigtet paven, og også fjernet Helligåndens gaver. Jeg undrer mig over, at du gamle mand i den grad syder, at du hverken kan forstå mig eller dig selv. Jeg har ikke sagt, at afladen ikke er gavnlig, men jeg nægter, at den er gavnlig for sjælen, medmindre undtagelser og tilladelser på én eller anden måde er gavnlige, og jeg kan ikke tage mig af, at du kalder dette for blasfemi. |
| 42 Ad sexagesimam octavam, excusandos censes eos, qui venias astruxerint maximas gratias, sed per hyperbolen. (prilut3#12). (95#68) Obsecro, cur et me non aliqua figura censes excusandum, qui nihil assero, sed solum disputo? Cur tibi facis, quod mihi non facis? Deinde, si sunt per hyperbolen excusandi, cur non etiam sunt per acyrologiam accusandi? cum veritas hac figura quam maxime gaudeat, et ipsa quam optime veritatis Doctores deceat, illam vero, ubi potest, fugiant. | Om tese otteogtres: Du mener at de mennesker er at undskylde, som tillægger afladen størst nåde, fordi de gør det ved en talefigur. Jamen, hillemænd, hvorfor mener du så ikke, at også jeg kan undskyldes i kraft af én eller anden talefigur, jeg, som intet påstår, men blot disputerer? Hvorfor tillader du dig noget, som du ikke tillader mig? Dernæst, hvis de er at undskylde ved en talefigur, hvorfor skal de så ikke også anklages i kraft af en overdrivelse? (?) Skønt sandheden ved denne figur glæder mest muligt, og den sømmer sig på bedste måde for lærere i sandheden, så undgår de den dog, hvor de kan. |
| 43 Imo id unice queror, quod per hyperbolen sunt loquuti. Si autem vobis permittitis, mi R. P. improprie et hyperbolice, et quoquo modo libuerit, loqui, cur non et Johannem Reuchlinum integrum et eruditum virum, eadem æquitate tractastis, et aliqua figura eum excusastis? | Men det ene vil jeg undersøge, at de taler i talefigurer. For hvis I tillader jer det, ærværdige fader, så det står jer frit at tale uegentligt og i talefigurer, hvorfor tillod I så ikke Johannes Reuchlin at gøre det, en fast og veluddannet mand, ud fra lighedsprincippet, og undskyldte ham ud fra nogle talefigurer? |
| 44 Aut si in hunc tam rigidi fuistis censores, ut in syllabis innoxiis inveniretis venenum, certe non permittetur vobis tam larga et libera figurandæ locutionis licentia, ut falsa dicta pro libito seminare et interpretari possitis. Aut si venia vobis dabitur, dupla huic debetur, et eo absoluto, vos rei permanebitis. | Eller hvis I her har været så nidkære censorer, at I har fundet gift i det mest uskyldige stavelser, så kan det bestemt ikke tillades jer at tale bredt og frit i talefigurer, så at I efter behag kan udså og fortolke det, der er falsk sagt. Eller hvis der gives jer aflad, så bør der gives ham dobbelt aflad, og først hvis han bliver tilgivet, kan man sige, at I har holdt jer til sagen. |
| 45 Secundo, nova usus distinctione, putas me inexcusabilem, quia venias appellaverim minimas gratias, cum sint et aliæ gratiæ, et dona minora, scilicet bona fortunæ etc. (prilut3#12). | For det andet. I kraft af en ny brug af distinktionerne, anser du mig for uden undskyldning, fordi jeg har kaldt afladen den mindste nåde, for der er jo også andre nåder og mindre gaver, såsom skæbnens goder osv. |
| 46 Si mente fuisses quieta, vidisses, cur hæc addiderim, ad gratiam Dei et crucis (430) pietatem comparata. Ego comparationem feci ad crucem, hanc quasi non videas, novam comparationem facis ad bona fortunæ. Si sic ad iniquitatem et calumniam tantum vigilas, quis poterit tibi verax videri? Transeo, quæ in sexagesima nonam cum tribus sequentibus, amarulentus evomis. (prilut3#14). (95#69) | Hvis du ikke var blevet så opbragt, så ville du have set, hvorfor jeg tilføjede dette, så det blev sammenlignet med Guds nåde og korsets fromhed. Jeg gjorde en sammenligning med korset, men det er, som om du ikke ser det; du gør en ny sammenligning med skæbnens goder. Hvis du kun våger sådan over uretten og beskyldningerne, hvem kan så anse dig for sanddru? Jeg springer over de beskheder, som du opgylper imod tese niogtres og de tre følgende teser. |
| 47 Ad septuagesimam tertiam, non nego quidem posse omnem casum absolui potestate clavis, sed insaniam esse dixi, et dico, pro veniarum magnificentia, quæ nihil prosunt ad vitam, tam horrenda monstra criminum in exemplum vocare, et pro magnitudine potestatis levicula facere. (prilut3#20) (95#73) | Om tese treoghalvfjerds: Jeg nægter ikke, at ethvert tilfælde kan tilgives ved nøglemagten, men jeg har sagt og jeg siger stadig, det er vanvid, til bedste for afladens overflod, som ikke gavner noget til livet, at opfordre til at efterligne så mange forfærdelige forbryderiske monstre, og til bedste for magtens styrke kun at gøre ganske lidt. |
| 48 Ex qua insanissima veniarum commendatione fit, ut viles fiant contritiones et vera pænitentia. Boni Prædicatoris est, peccata (ut sunt) magna prædicare, ut misericordia Dei magnificetur. Aut dic, cur non pro contritionis magnificentia simile aliquid dicunt? scilicet quia non pecunias, sed paupertatem hi sermones asserunt. | Ud fra denne vanvittige opfattelse af afladen sker det, at angeren og den sande bod bliver billig. Det er en god prædikants opgave at prædike, at synderne, som er der, er store, så Guds barmhjertighed gøres stor. Men sig, hvorfor de ikke siger noget lignende til bedste for angerens storhed? Mon ikke det er fordi disse prædikener ikke holder på pengene, men på fattigdommen? |
| 49 In rebus non necessariis, nec utilibus ad salutem, sed tantum permissis, honorificum putas, in Ecclesia Dei tot auxesibus tunare, cum nec Christi passionem sic velit Ecclesia prædicari? | I sager, der ikke er nødvendige eller gavnlige til frelse, men kun tilladte, anser du det for æregivende, at indsætte så mange hjælpemidler (?), skønt han ikke vil, at Kristi lidelse prædikes sådan i kirken? |
| 50 In septuagesima quinta, non dixi Papam minorem Petri, imo nolui, ut Papam et Petrum negarent maiores gratias habere, quam sint veniæ. (prilut3#22). (n50). (95#75) | Om tese femoghalvfjerds: Jeg har ikke sagt, at paven er mindre end Peter, men jeg vil ikke, at de nægter, at paven og Peter har større nådemidler end afladen. |
| 51 In septuagesimam sextam, ut nihil omittas, quo me execrabilem facias Pontifici, et cum tibi uni adulantissimo propitium, fingis me ironice de tanto Pontifice loqui. (prilut3#24). (95#76) (n51) (K: prilut3#28 og 95#78.) | Mod tese seksoghalvfjerds, at du ikke skal undlade noget, hvorved du kan gøre mig til en paveødelægger og samtidig samle dig gunst som én af de meget leflende, forestiller du dig, at jeg taler ironisk om så stor en pave. |
| 52 Vides-ne, quantus sit mihi hic locus invehendi in te, in tuam pene dixissem, sed reprimo me. Arrige aures et audi, si saltem domi eas habes. | Ser du ikke, hvordan dette sted til fordel for mig kan vendes mod dig, så jeg næsten har talt imod dig, men jeg holder mig tilbage. Spids ører og hør, hvis der ellers er nogen hjemme. |
| 53 Ego dices non ironice, sed plane, quod omnis Papa habet majores gratia quam veniæ sint, scilicet Evangelium et gratias curationem, et omnia quæ scribuntur 1. Corinth. 12. non in persona sua, sed in potestate sua, id est, eo modo, quo gratias veniales habet. | Jeg siger ikke ironisk, men ligeud, at enhver pave har en større nåde end afladens, nemlig evangeliet og nåden ved omsorgen, og alt, hvad der skrives i 1 Kor 12,28 gives til ham, ikke til personen, men til magten, det vil sige, på den måde, at han har nåde mod de tilgivelige synder. |
| 54 Nam etsi sedulo dissimulas, non tamen credo adeo stupescis, ut venias Papam in persona sua habere dicas, sicut virtutes personales, nisi dixeris, quod depositus Papa etiam omnia possit, quæ prius. | For selv om du med flid gør skel, så tror jeg dog ikke, du er så dum, at du siger, at paven har afladsmagten som en personlig egenskab, som man har sine dyder, medmindre du ville sige, at en døende pave også kan gøre alting, ligesom før. |
| 55 Igitur quicquid est in Ecclesia, donorum et ministeriorum, dixi in manu Papæ esse, ut ordinet, mittat, ponat, sicut corpori Ecclesiæ expedire videret. Hæ autem sunt incomparabiliter majores gratiæ, quam veniæ. Melius enim facit Papa, si unum bonum Pastorem uni Ecclesiæ præfecerit, quam si omnes simul Indulgentias dederit. | Derfor har jeg sagt, at hvad der i kirken er af gaver og ministerier er i pavens hånd, så at han kan ordinere, udsende, indsætte, sådan som han synes, det tjener kirkes legeme. Men disse ting er uden sammenligning større nådegaver end afladen. Paven handler nemlig bedre, hvis han indsætter bare én god hyrde i en kirke, end hvis han på én gang udgav al aflad. |
| 56 Tu autem in personam tantum hujus Leonis X. intentus, sicut decet graphicum adulatorem, intelligis (431) in verbis alienis, quicquid volueris, et tamen detractor et calumniator esse non vis. | Men du har kun blik for denne person, Leo den tiende, sådan som det hører til smigrernes forbillede, og du forstår med en andens ord, hvad du vil, og dog vil du ikke kaldes én, som taler ondt og kommer med beskyldninger. |
| 57 In septuagesima septima, mihi non credis: quid ad me? per hoc nobis non fit satis, omnia illorum optimi consulis, nisi quod respector personarum, mea solius pessimi consulis. (prilut3#26). (K: prilut3#30 og 95#79). | Om tese syvoghalvfjerds: Du tror mig ikke! Hvad kommer det mig ved? Det er her ikke nok for os, at du rådgiver alle disse på det bedste, bortset fra personhensynet, og alene rådgiver mig på det dårligste. |
| 58 In septuagesima octava, nec accusatione me dignaris. Quod est istud novum Silvestrinum forum, in quo reo negatur excusatio? Sed obtorro collo rapitur ad abiurandam hæresim, sit, sive non sit hæreticus? Sed ubi vera mea non potes negare, saltem personam meam omni studio contendis opprimere. (K: prilut3#32). (K: 95#80) | I tese otteoghalvfjerds værdiger du mig ikke en anklage. Hvad er det for en ny silvestrisk domstol, i hvilken en skyldig bliver nægtet en forklaring? Men jeg får halsen drejet om og tvinges til at afsværge et kætteri, hvad enten jeg er kætter eller ej? Men hvor du ikke kan nægte, at jeg taler sandt, dèr stræber du blot af al magt efter at undertrykke min person. |
| 59 Utinam tecum mihi liceret, et corpusculi permitteret imbecillitas, coram de his rebus conferre. Non dubito me tantum tibi ostensurum, ut saltem modestius deinceps disputares, hæc sat de Propositionibus. Cætera, credo, videris, aut videbis in Declarationibus meis. | Gid jeg kunne få lov at være sammen med dig og legemligt få lov til at være svag, hvad disse sager angår. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg så ville kunne vise dig, at du i hvert fald kom til at disputere lidt mere moderat. Lad dette være nok om teserne. Det øvrige, tror jeg du kan se eller vil kunne se i mine forklaringer. |
| 60 Ad quæstionum vero laicarum confutationes volui quiescere, sed indicit et permovit perspectum iam tuum ingenium, et avidum victoriæ et impotens pugnæ. Ideo si possum, paucis respondebo. Ad primam, cum longum illud Taratantara induxisses, ubi inter cætera etiam meritum congrui, et præparationes docuisses infusionem gratiæ. (prilut3#37f). | Men til de gendrivelserne af de læges spørgsmål ville jeg egentlig have tiet, men jeg er blevet tilskyndet og bevæget af din forstands lys, der stræber efter sejren, men dog er svag i kampen. Derfor vil jeg svare en lille smule, hvis jeg kan.Jeg vil tage fat på gendrivelsen af det første, eftersom du allerede forlængst har indført denne Taratantara (?), hvor du blandt andet har lært foreløbige fortjenester og forberedelse til nådens indgydelse. |
| 61 Quæ hæresis iam quidem per Ecclesiam prævalida, copiosissime confunditur a B. Augustino contra Pelagianos, et in nostra Academia cæpit explodi. Tandem commemoras iustitiam divinam non permittere evacuari Purgatorium. (95#82; prilut3#40). | Men det mægtige kætteri, der findes her, oven i købet gennem kirken, det har den salige Augustin ivrigt gendrevet imod Pelagianerne, og det er vi begyndt på vort universitet at udforske. Og så når du frem til, at den guddommelige retfærdighed ikke tillader, at skærsilden bliver tømt. |
| 62 Et hoc probas autoritate Sanctorum (Thomæ) ex ipso enim cæteri Theologi et Canonistæ suxerunt. His itaque percensitis, cum quæstio ista laica adhuc staret, scilicet quod charitas et necessitas essent causæ iustissimæ evacuandi Purgatorii, et hic totus nodus esset, hunc sic soluisti fortiter, dicens: Charitas autem Pontificis, et necessitas animarum, non est efficax ratio sic relaxandi iustitiam divinam, quam Deus talis necessitatis conscius, et infinitæ charitatis ac misericordiæ visceribus plenus, sanxit. (prilut3#41). | Og dette beviser du med de helliges autoritet (Thomas); fra ham er nemlig de øvrige teologer og kanonforfattere taget. Og efter at have mønstret disse, og dette lægfolkspørgsmål stadig står der, nemlig at kærligheden og nødvendigheden ville være retfærdige grunde til at tømme skærsilden, og eftersom dette er hele knuden, løser du det stærkt således at du siger: 'Men pavens kærlighed og sjælenes nødvendighed er ikke begrundelse, der er virksom til således at eftergive den guddommelige retfærdighed, som Gud, der kender denne nødvendighed, og er fuld af uendelig kærlighed og barmhjertighed, har godkendt'. |
| 63 Hæc tua solutio, omni glacie frigidior, et (ut tuis disciplinis utar) petitio principii, tantum effecit, ut si quis velit tibi credere, sit quietus, qui nolit autem credere, nihil audierit nisi vacua verba. | Dette er din begrundelse, der er koldere end al is, og som (hvis jeg må bruge din øvelse) foregriber resultatet, og som kun udvirker det, at den, der stoler på dig, han tier stille, den, der ikke stoler på dig, han hører kun tomme ord. |
| 64 Quid enim istis verbis respondisti, nisi quia Deus non vult charitatem et necessitatem esse causas sufficientes. Et non probas Deus id non velle. Quia si Deus pecuniam, aut quodlibet temporale (nisi forte non sit conscius etiam temporis) efficacem reputat causam, cur non etiam charitatem ipsam, in quam omnia (432) illa ordinari voluit? Nunc si ego quærerem, cur ergo pecunia aut temporalis res est causa efficax? Eadem principii petitione dices: Deus ita voluit. | Hvad svarer du nemlig med disse ord andet, end at Gud ikke vil, at kærligheden og nødvendigheden skal være tilstrækkelige begrundelser? Og du beviser ikke, at Gud ikke vil det. Derfor, hvis Gud regner penge eller hvilketsomhelst timeligt gode (medmindre måske han ikke kender de timelige goder) for virksomme begrundelser, hvorfor så ikke også kærligheden selv, til hvilken han ville indrette alt dette? Hvad nu, hvis jeg ville undersøge, hvorfor da penge eller timelige ting er en virksom begrundelse? Du svarer med den samme foregribelse af resultatet: Gud vil det således. |
| 65 Si de voluntate ergo Dei disputandum est, scimus quod nulla res mundi sic placet, ut charitas. Et quod charitati non donat, non præsumitur ulli alteri causæ donare, si autem alteri donat, multo maxime charitati. Et sic patet, quod etiam tu mecum succumbis in ista quæstione. | Hvis vi skal disputere om Guds vilje, véd vi, at intet i verden behager Gud som kærlighed. Og at Gud ikke giver af kærlighed og ikke regner med nogen anden grund til at give, men hvis man giver af nogen anden grund, så er det i hvert fald af kærlighed. Og heraf fremgår det, at også du sammen med mig må bukke under overfor dette spørgsmål. |
| 66 Obsecro te, crede mihi, sunt et in Laicis iudicia, et tanta, ut ego me confitear ferme ter in istis quæstionibus succubuisse, et nihil retulisse gloriæ, quam quod sibi verba a me data dicerent, sicut et tu hic facis mihi. | Jeg besværger dig, tro mig, der er også i lægfolk retfærdighedsfølelse og det i en grad, så jeg må tilstå, at jeg næsten tre gange er bukket under i disse spørgsmål, og ikke har erhvervet nogen ære, andet end at de sagde de ord, jeg havde givet dem, sådan som også du her gør overfor mig. |
| 67 Secunda solutio, multo frigidior et vanior est, nulli nisi tibi soli satisfaciens. Prima, inquis, causa est, quod, vel porrigens forte non secundum facultatem propriam porrexit, vel nimis parce porrigit. Tolle ista accidentia, et pone, quod de propria facultate et sufficienter porrexerint. (prilut3#43). (95#83) | Den anden løsning er meget koldere og tommere og tilfredsstiller kun dig selv. Den første grund er, siger du, at enten udstrækker han ikke sine hænder som han har mulighed for det, eller også udstrækker han dem for sparsomt. Ophæv denne tilfældighed, og antag, at de udstrækker hænderne som de har mulighed for det og tilstrækkeligt. |
| 68 Hæc enim a te dicuntur, tanquam lubrico, qui tempus redimas, et exitum quæras, nihil enim sunt ad propositum. Ergo non est causa, multo minus prima causa. | Dette siges nemlig af dig som af en slibrig fyr, der spilder tid og søger udvej, det har intet med det forelagte at gøre. Det er altså ikke en begrundelse, da slet ikke den første begrundelse. |
| 69 Alia quod suffragia si non prosunt iam redemptis, prosunt tamen aliis. (prilut3#44). Hoc non quærebatur, sed hic est nodus, an omittendi sint officia nominatim pro animabus oblata, an nomina eorum non pronunciati, non in orationibus memorari oporteat? | Din anden begrundelse er, at selv om bønnerne ikke gavner dem, der allerede er forløst, så gavner de dog andre. Det var ikke det, der blev spurgt efter, men spørgsmålet var, om de embeder, der var sat af til at bede med navns nævnelse for sjælene, kunne nedlægges, om man kunne undlade at nævne deres navne, om man burde lade være med at mindes dem i bønnerne? |
| 70 Hic responde, quod si omittenda sunt, omnis devotio vulgi deficiet, et Sacerdotes fame conficientur, nisi forte dices: Quid ad Romanos, quod Germani moriuntur? At tertiam iterum dicis, non esse causam sufficientem. (prilut3#47). (95#84) Cui rursum opponitur charitas, ut supra, et permanet quæstio, nisi velimus nuda verba Silvestri pro oraculis habere. | Her er det, du skal svare, fordi hvis de kan udelades, vil hele folkets hengivenhed aftage, og præsterne ødelægges på deres rygte, medmindre du måske siger: Hvad kommer det romerne ved, om tyskerne dør? Men om den tredie [begrundelse] siger du atter, at den ikke er tilstrækkelig. Hvilket atter kærligheden modsiger, som ovenfor, og spørgsmålet står stadig ubesvaret, medmindre vi vil tage Sylvesters nøgne ord som et orakel. |
| 71 Ad quartam, mihi pro regula tradis factum et dictum Ecclesiæ Romanæ. (prilut3#50). (95#85) Respondeo: Si de virtuali et repræsentativa tua Ecclesia loqueris, nolo tuam Regulam, quia (ut supra dixi) ex c. Significasti, talis Ecclesia potest errare; Universalis autem Eccesia non potest errare, ut doctissime etiam probat Card. Camer. in primo Sent. | Angående den fjerde begrundelse: Du fremfører den romerske kirkes handlinger og ord som en regel for mig. Jeg svarer: Hvis du taler om din ligefremme og repræsentative kirke, så vil jeg ikke bøje mig for reglen, fordi som før sagt ud fra kapitlet 'Significasti', en sådan kirke kan fare vild. Men den universelle kirke kan ikke fare vild, sådan som kardinal Cameron meget lærd beviser det i den første sentens. |
| 72 Deinde, nec Papa usquam hoc dicit aut facit, quod tu factum et dictum Ecclesiæ vocas. Promptulus et æquivocator huius nominis Ecclesia, ideo maxime mihi suspectus. | Dernæst, paven har hidtil hverken sagt eller gjort det, som du siger, at kirken har gjort og sagt. Men du er håndlanger og udglatter for dette navns kirke, derfor er jeg meget mistænksom overfor dig. |
| 73 Ad quintam dicis, ubi multæ sunt divitiæ, multi qui comedunt eas. (prilut3#52) (95#86). Hoc est, quod queruntur, quod Roma quærit saturare pecuniis suos comestores, et dotum pene devorat orbem. Cur non minuuntur comedentes divitiarum? In fine iterum facis ex Papa Imperatorem in potestate et violentia. (prilut3#53). Sed Maximillianus et Germania id non noverunt, neque credunt. | Til det femte siger du, at hvor der er megen rigdom, er der mange, der spiser af den. Dette er, hvad de er ude efter, for Rom søger at mætte med penge dem, der spiser hos hende, og gaver næsten ødelægger verden. Hvorfor gør de ikke antallet af dem, der spiser af rigdommen, mindre? Til slut gør du igen af paven en verdslig hersker med magt og vold. Men Maximillian og Tyskland véd det ikke, eller tror det ikke. |
| 74 Fortissime autem id negant Turcæ et (433) Tartari. Frustra quoque celeberrimum illud et commune bonum, quod est, lapides et ligna, nobis iactitas, non enim per hoc solvuntur Laicorum quæstiones. | Men måske benægter tyrkerne og tartarerne det meget stærkt. Og det er forgæves, at du fremfører for os dette berømte og fælles gode, det er nemlig kun sten og træ, og ved det svares der ikke på lægfolkets spørgsmål. |
| 75 Ad sextam, sum tibi Hæresiarcha, quandoquidem potestatem tibi arrogas baptizandi mei, ut volueris. Ago tamen gratias, quod verum esse dicis, nihil remitti his, qui perfecte sunt contriti. Et scio non omnes esse tales, sed non ideo intrant Purgatorium, quia pænas debent, quas Papa possit solvere, ut probabiliter tenui et teneo. (prilut3#55) (95#87) | Angående det sjette, så er jeg for dig en kættermager, eftersom jo du tiltager dig magt over min døbevirksomhed, som du vil. Dog takker jeg, for det er sandt, hvad du siger, at der ikke eftergives den noget, der angrer fuldkomment. Og jeg véd godt, at ikke alle er således, men det er ikke af den grund, de kommer i skærsilden, for de skylder for straffe, som paven kan løse dem fra, hvad jeg har holdt og stadig holder for sandsynligt. |
| 76 Ad septimam dicis, quod duo bona adderentur, unum, quod necesse esset fideles toties repetere causam, gratia cuius dantur veniæ, puta Eleemosynam etc. (prilut3#57) (95#88). Scimus, mi Pater, quod vos libenter videretis, causam istam una hora millies repeti, hoc fere in avaritiæ bonum cedit. Nos quærimus de bono dantis, quod si est datio Eleemosymæ, melius id sit sine veniis, et gratis, quam propter venias, ut supra dixi. (tese 43). | Til den syvende siger du, at der tilføjes to goder, det ene, fordi det er nødvendigt, at de troende hele tiden repeterer grunden til, at der gives aflad, nemlig godgørenheden osv. Vi véd godt, kære fader, at I gerne ser, at denne grund på én time gentages de tusinde gange, det vil næsten falde ind under havesygens gode. Vi kræver, at I giver goder bort, for hvis man giver godgørende gaver bort er det snarere uden aflad og nådegaver, end det er på grund af afladen, som ovenfor sagt. |
| 77 Tu autem semper imaginaris, venias esse aliquod bonum. Alterum bonum, inquis, rermitteretur novus reatus pænarum, si quis post veniam incidisset. (prilut3#57). Respondeo, quod iste reatus melius tollitur sine veniis, quia veniæ non sunt pro peccatis venialibus necessariæ. Si autem de mortali reatu intelligis, iam nullum est istud bonum, nisi centies quis in die peccet mortaliter, quod nullus facit vere pænitens. | Men du forestiller dig hele tiden, at afladen er et slags gode. Det andet gode, siger du, består i, at en ny skylds straf eftergives, hvis den indtræffer efter afladen. Dertil svarer jeg, at denne skyld snarere ophæves uden afladen, fordi afladen ikke er nødvendig til de tilgivelige synder. Men hvis du forstår det om dødssyndens skyld, så er dette gode ikke noget, medmindre nogen begår dødssynd hundrede gange om dagen, hvilket ingen oprigtigt angrende gør. |
| 78 Ad octavam, quod Papa suspendit venias et literas, dicis, id fieri pro structura omnium præclarissima. Et hæc tibi videtur esse iusta suspensionis causa, nec mirum, non enim nisi quæ Romæ sunt, curas. (prilut3#59) (95#89) | For det ottende, når paven ophæver aflad og afladsbreve, siger du, det soleklart sker til fordel for alles bygninger. Og dette forekommer dig at være en retfærdig grund til ophævelse, hvilket ikke undrer mig, du bekymrer dig nemlig kun for, hvad der har med Rom at gøre. |
| 79 Ego autem dico, sit illa structura honorabilior omnibus, certe nostræ Ecclesiæ sunt magis necessariæ. Ad pompam mundi solum respicis, quasi tunc Ecclesia sit præclare provisa, si ligna et lapides in magnum erexerit cumulum. Cum si velletis, possitis ipsi Romani Pontificem opulentissime iuvare. Sed aliorum sit iudicium de tuis solutionibus, ego fateor, me nihil ex iis habere, quod Laicis reddam, nisi maiores quæstiones. | Men jeg siger, lad så denne bygning være den mest ærefulde af alle, for vores kirke er der givetvis noget, der er mere nødvendigt. Du ser kun på verdens pragt, som om det var soleklart, at der var sørget godt for kirken, hvis den nåede skyerne med dens træ og sten. Hvis I ville, kunne I romere hjælpe paven med megen rigdom. Men lad andre bedømme dine løsninger, jeg tilstår, at jeg ikke har noget af den slags, som jeg kan give lægfolket; udover flere spørgsmål. |
| 80 Ultimo, tribuis Pontifici iterum, ut sit virtualis Ecclesia, et Imperator et Pontifex, potens et brachio seculari compescere etc. Ista opinione tua stante, vellem doceri, an etiam sitis homicidæ? Cur ergo iura non permittunt Ecclesiæ, ad corporalis vitæ periculum, pænitentiam imponere? Sed hæc alias et ab aliis. (prilut3#61) (95#90) | Til sidst tillægger du igen paven, at han er kirken selv og både pave og kejser, mægtig til med den verdslige arm at betvinge osv. Lad dette nu være din mening, jeg vil prøve at finde ud af, om I mon også er mordere? For hvorfor tillader I ikke kirken ud fra jeres jura at pålægge bod, når det legemlige liv er i fare? Men det er noget andet og hører hjemme et andet sted. |
| 81 In fine dico, non me terrebis ampullis, et minaci strepitu verborum tuorum. Si occidor, vivit Christus Dominus meus et omnium, qui est benedictus in secula. Amen. | Til sidst vil jeg sige, at du ikke kan skræmme mig med dine store ord og dine stærkt larmende trusler. Selv om jeg skulle dø, så lever dog Kristus, min og alles Herre, som er velsignet i evighed. Amen. |
| 82 Ecce, mi R. P. cursim et duobus diebus, tibi hæc reddidi, quia visa sunt levicula, quæ tu opposuisti, ideo ex tempore, et ut in buccam (434) venit, tibi respondi. Si volueris deinceps retundere, vide, ut Thomam tuum armatiorem producas in arenam, ne forte tunc non ea modestia excipiaris, qua hac congressione exceptus es. Repressi enim me ipsum, ne malum redderem pro malo. Vale. | Se, ærværdige fader, hvad jeg har samlet sammen på to dage, det giver jeg dig her tilbage, for det synes så lidt, hvad du har indvendt; derfor er det, jeg har svaret dig, ekstemporalt og hvad der faldt mig ind. Hvis du herefter vil give svar på tiltale, så se til, at du fører din Thomas frem i arenaen noget bedre bevæbnet, at ikke du til den tid skal bryde din beskedenhed, sådan som du i denne omgang har brudt den. Jeg har nemlig måttet gøre vold på mig selv, at jeg ikke skulle gengælde ondt med ondt. Lev vel. |
| 83 | |
| 84 | |
| 85 |
n1: Faktisk svarer Sylvester ikke på Luthers tese 48. Hvad det så er, Luther svarer på her, har jeg gættet på med mine henvisninger.
Note 50: Köhler anbringer dette som svar på indvendingen mod tese 77 og har i det hele taget en ændret nummerering herfra og fremefter. Fremover betegner jeg henvisningerne, som Köhler kommer med, med K: 3#28).
n51: En fortolker (Köhler) regner med, at det er tese 78, Luther her svarer på. Ligeledes fremover.