Luther mod Sylvester Prierias 3

taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 413 til 424. (56.jpg til 77.jpg) Fra tese 29 til tese
 

Tese 29; tese 30; tese 31; tese 32; tese 41, 42 og 43; (tese 44); tese 45; tese 46; tese 47.

1 Ad vicesimam nonam, primum somnia mea vocas. Deinde ex S. Thoma de pæna voluntaria longum trahis sermonem. Et in fine dicis, contrarium si quis asserat, stultus & ridiculus sit. (prilut2#12). (95#29)	Til tese 29 siger du, at jeg er en drømmer. Dernæst giver du mig en lang prædiken fra sankt Thomas om den frivillige straf. Og til sidst siger du, at hvis nogen hævder det modsatte, er han dum og latterlig.
2 Respondeo: Sum optime contentus, ut tu sapias & rideas, usquequo voles, sim ego stultus & ridiculus. Secundo, ego quæstionem duntaxat posui; Tu, sicut egregius Thomista, (pro more vestro) nec nutum vestris opinionibus contrarium ferre potes, nihil tamen prorsus probas.	Jeg svarer: Det er jeg godt tilfreds med, at du kommer med overvejelser gør mig til grin, lad mig bare være dum og latterlig, så meget du vil. For det andet: Jeg for mit vedkommende sætter spørgsmålstegn ved det. Men du, som den udmærkede thomist, du er, kan, som det er jeres skik, ikke tåle nogen tilbøjelighed til det modsatte af jeres mening, og dog beviser du slet intet.
3 Tertio, ista distinctio B. Thomæ est falsissima, meo iudicio, scilicet, quod aliqua pæna est, per quam bonum acquirimus, ut quæ est in hac vita. Alia autem, per quam nullum bonum nobis accrescit, sicut est mors naturalis & pæna Purgatorii, quia licet sine ea (ut ais) non pervenitur ad bonum non per eam accrescit.	For det tredie: Denne distinktion hos den salige Thomas er efter min mening helt forkert, den mening, at én ting er den straf, hvorigennem vi opnår et gode, noget andet en straf, gennem hvilken intet gode vokser frem for os, sådan som den naturlige død og skærsilden er det for os, fordi, som du siger, selv om sjælen ikke når frem til det gode uden det,  vokser den dog ikke derigennem.
4 Respondeo: Ita loqueris sine iudicio, ac si necesse sit verbum B. Thomæ oraculum haberi. Cur ergo Apostolus errat, quando dicit: Omnis cooperatur in bonum sanctis? Sed forte, ut estis prompti ad distinctiones (id est, Scripturæ discerptiones) dices, quod omnia cooperantur, scilicet huius vitæ, sic enim soletis elabi. Contra, Rom. 14. Qui moritur, Domino moritur. Et Psalm. 116. Pretiosa in conspectu Domini mors Sanctiorum eius.	Jeg svarer: Således taler du uden bedømmelse, og du taler som om det var nødvendigt at regne den salige Thomas' ord for et orakel. Hvorfor tager da apostelen fejl, når han sige: Alting samvirker til gode for de hellige? Men måske du vil sige, siden I nu er så hurtige med jeres distinktioner (det vil sige: med udflugter fra skriften), at alt samvirker, det vil sige i dette liv, sådan som I plejer at undvige. Men det er imod Rom 14: Den, der dør, dør for Herren. Og imod Sl 117: Kostbar er i Herrens øjne hans helliges død.
5 Doleo ego sanctum virum eo prolapsum, ut neget, per mortem bonum accrescere, cum sancti Martyres martyrio & morte summam præmium & aureolam obtinuerint. Igitur, sive hoc dicat angelicus, (n5) sive humanus Doctor, insulsissimum errorem dici cum fiducia proclamo.	Det gør mig ondt, at den hellige mand er faldet igennem her, så han nægter, at man kan vokse op til det gode gennem døden, skønt de hellige martyrer opnåede den højeste belønning og guldkransen ved martyriet og døden. Derfor, hvad enten det er den englelige eller den menneskelige doktor, der siger dette, jeg erklærer fortrøstningsfuldt, at det er den største tåbelighed at sige det.
6 Quarto, eodem sensu, probabiliter nihil asserendo, dixi, animas quoque voluntaria passione pænarum Purgatorii perfici in charitate, quia necesse est, ut ament & eligant pænas, quas sentiunt Deum eis infligere. Hæc enim voluntas Dei est, quam super omnia diligunt, aut certe diligere laborant.	For det fjerde, i den samme mening, som noget sandsynligt, som jeg ikke vil bevise, har jeg sagt, at sjælene også kan fuldkommes i kærlighed i skærsilden gennem en frit påtagen lidelse. Og derfor må de nødvendigvis elske og vælge straffen, som de mener, Gud har påført dem. Dette er nemlig Guds vilje, som de elsker over alt, eller i hvert fald sikkert og vist bestræber sig på at elske.
7 Ad tricesimam, repetis eandem tuam cantilenam, quod animæ certæ sunt de gratia Dei & salute &c. Quibus supra respondi. (prilut2#18). (95#30) (lutpri02#43).	Som svar på tese 30 gentager du din sang, at sjælene er sikre på Guds nåde og på frelsen osv. Det har jeg svaret på ovenfor.
8 Ad tricesimam primam, dicis me superfluum dicere, eo quod supra posuerim perfectissimas consequi venias, (95#23) hic autem vere pænitentes, qui tamen minus rari sunt. (prilut#20). (95#31)	Som svar på tese 31 siger du, at det er overflødigt, at jeg siger dette, eftersom jeg ovenfor har påstået, at det kun er de mest fuldkomne, der opnår aflad, men her de sandt bodgørende, som dog er mindre sjældne.
9 Respondeo: Recte fecisses, si meas Propositiones intactas reliquisses. Tu incedis ad Aquilonem, & illæ ad Austrum, adeo convenit tibi cum intelligentia earum. Tu audes egregie, mi Pater, perfectissimos discerne a vere pænitentibus? Deinde, quod absurdius est, pænitentes & attrites facis eosdem, nisi obicem ponant. Ista figmenta obicis & attritionis, supra quoque rejeci, & nunc rejicio. (lutpri02#10)	Jeg svarer: Du ville gøre vel i at lade mine teser være uden at ændre dem. Du svarer i øst, når de spørger i vest, derfor får du det til at stemme med din forståelse af dem. Vover du virkelig, kære Fader, at skelne mellem de sandt fuldkomne og de sandt bodgørende? Dernæst, hvad er mere absurd end at gøre de bodgørende lig med dem med den foreløbige anger, som blot ikke skyder en slå for. Denne forestilling om slåen og den foreløbige anger har jeg forkastet ovenfor, og jeg forkaster den nu igen.
10 Humana sunt commenta, nuper inventa, sine (415; 58.jpg) autoritate & ratione. Neminem pænitet vitæ suæ, nisi gratia fidei præventum, ut tenet una sententia totius Ecclesiæ. Quid mihi ergo de fictitis illa pænitentia, quam tu attritionem fingis? nec est ullus tam perfectus in hac vita, qui non egeat pænitentia, ut supra dixi. (hvor?) Tu autem pænitentiam extra Ecclesiam videris ponere, inter attritos duntaxat, quod est evidens error.	Det er en menneskelig opfattelse, opfundet fornylig uden autoritet og begrundelse. Hele kirken fastholder med en røst, at ingen kan angre med sit eget livs kræfter, troen på nåden må komme ham i forkøbet. Hvad kommer denne opdigtede bod mig ved, som du mener hedder foreløbig? Der er heller ikke nogen, der i dette liv er så fuldkommen, at han ikke har brug for bod, som jeg sagde før. Men du synes at anbringe boden udenfor kirken, måske mellem de foreløbige ting, hvilket soleklart er forkert.
11 Ad tricesimam secundam, ubi ego docui, ne nullus fideret in literas veniarum, quippe cum dicat Scriptura: Maledictus qui confidit in homine, Tu acutissime volens unum malum vincere, gemino te perdis. (95#32) (prilut2#22)	Til min tese 32, hvor jeg har lært, at ingen skal stole på afladsbreve, eftersom skriften siger: Forbandet den, der stoler på mennesker, vil du meget skarpt bekæmpe ét onde, men du fortaber dig i to.
12 Primum fatuos eos asseris, qui sine operibus bonis tutos se putant. Quid ergo supra dixisti, quod attritus conseuans Sacramentum & Indulgentias evolaret, si moreretur? cum talis omnino sit sine bonis operibus?	For det første forsikrer du, at de mennesker er tåbelige, som mener sig sikre uden gode gerninger. Hvad da med det, du sagde tidligere, at den, der har en foreløbig anger og bevarer sakramentet og afladen, flyver op, hvis han dør? når en sådan i det hele taget er uden gode gerninger?
13 Deinde videris admittere, quod cum bonis operibus possint esse tuti, hoc secundum te Christianum est, secundum Augustinum & Paulum Pelagianum est. Cum talia opera revera nulla sint, quibus tuti esse possumus.	Dernæst synes du at indrømme, at man kan være sikker med gode gerninger; dette er ifølge dig kristeligt, ifølge Augustin og Paulus pelagiansk. Eftersom de gerninger, ved hvis hjælp vi skal være sikre, i virkeligheden ingenting er.
14 Sed nuda misericordia salui erimus, ut Apostolus Tit. 3. Non ex operibus iustitiæ, quæ fecimus nos, sed secundum misericordiam suam saluos nos fecit. Ita & alibi: Sola fidei iustitia gloriatur.	Nej, vi bliver frelst ved slet og ret barmhjertighed, sådan som apostelen siger Tit. 3,5: 'Han gør os frelste, ikke ud fra de retfærdighedsgerninger, vi gør, men ud fra sin barmhjertighed'. Således også andetsteds: Retfærdigheden stråler alene ved troen.
15 Secundum, qui vero ex spirituali commodo eiusmodi literarum concipiunt spem melius vivendi & moriendi &c. recte sentiunt, & sic docentes, recte docent. (prilut2#22)	For det andet siger du: Den, der i sandhed ud fra det åndelige gode, som den slags afladsbreve er, fatter håb om at leve og dø bedre, osv, han har den rette opfattelse, og de, der lærer således, de lærer ret.
16 Respondeo: Remissio pænarum tantum confertur per literas & Indulgentias, dignumne ergo iudicas hanc spirituale commodum vocare? Quid anima inde boni consequitur? Nihil prorsus, & tamen est spirituale commodum. Ita luditis verborum & nominum licentia, donec omnia consuderitis.	Jeg svarer: En eftergivelse af straffene, der kun beror på breve og aflad, mon du vil bedømme den til at kunne kaldes en værdig åndelig nytte? Hvilket gode følger for sjælen deraf? Intet overhovedet, og dog er det en åndelig nytte. Sådan leger I med ordenes og navnenes betydning, indtil I har svedt alting ud.
17 Secundo, quomodo spes melius vivendi nascitur ex remissione pænarum? id est, vita ex morte? Mortua res est pænarum remissio, & ita mortua, ut etiam tuis Magistris testibus, melius fit satisfacere per se, quam satisfactionem remitti per Indulgentias.	For det andet, hvordan kan et håb om at leve bedre fødes af en eftergivelse af straffene? Det vil sige: Hvordan kan liv fødes af død? For eftergivelse af straffene er en død ting, og det er på den måde en død ting, at det er bedre at gøre fyldest i sig selv, end at få eftergivelse af fyldestgørelsen gennem aflad. Det kan dine egne lærere bevidne.
18 Sed quid ego cum tuis nudis verbis pugno? Spes vitæ melioris ex Deo per gratiam eius venit, gratia autem non in remissionibus, sed in inflictionibus pænarum potissimum operatur, ut ad Corinthios: Virtus in infirmitate perficitur.	Men hvorfor kæmper jeg imod dine nøgne ord? Håbet om at leve bedre kommer fra Gud gennem hans nåde, men nåden virker ikke gennem eftergivelse, men gennem påførelse af de hårdeste straffe, som det hedder i 2 Kor 12,9: 'I magtesløshed udfolder min kraft sig helt'.
19 Ad tricesimam tertiam, ubi nihil habuisti quod diceres, id voluisti conari, ut me Pontifici odiosissimum faceres, cuius me detractorem iniustum, falsum, erroneumque deblateras. Evidens signum est destituti a veritate, furor & indignatio. (prilut2#23). (95#33).	Til tese 33, hvor du ikke har noget at svare, har du villet forsøge at gøre mig til én, der nærer et stort had til paven, og du udslynger imod mig, at jeg uretfærdigt, falsk og fejlagtigt foragter ham. Det er et klart tegn på, at du er afveget fra sandheden i dit raseri og i din vrede.
20 Respondeo tibi semel pro omnibus. Summi Pontificis potestatem honoro, sicut decet: Vestra autem, (416; 60.jpg) vel opiniones, vel adulationes contemno.	Jeg svarer dig én gang for alle: Jeg ærer pavens magt, sådan som man bør gøre. Men jeres meninger eller leflerier foragter jeg.
21 Ideo huius Conclusionis meæ (hanc enim non disputo) contrarium, libera fronte hæresim pronuncio. Non est in manu hominis reconciliari hominem Deo, nec Papa potest gratiam Dei iustificantem donare, ut tota sentit Ecclesia, cuius contrarium nullus fuit tam fædus hæreticus, qui doceret. (60.jpg).	Derfor vil jeg åbent erklære, at det modsatte af denne tese (for den er jeg ikke i tvivl om) er kætteri. Det står ikke i noget menneskes hånd at forsone et menneske med Gud, heller ikke paven kan give Guds retfærdiggørende nåde, som hele kirken mener, og den, der lærer det modsatte af det, er en skrækkelig kætter.
22 Secundo, ut tuis Præconibus utcunque succurras, iterum fingis distinctionem, pro Thomistarum laudabili more, dicens: Qui vero dicunt (ut refers) vere dicunt, modo reconciliatio illa intelligatur improprie, per amotionem reatus, qui animam a Deo contemplatione clare secludebat.	For det andet, for, som du overalt gør det, at komme dine prædikanter til hjælp, opfinder du atter en skelnen, efter thomisternes rosværdige skik, og siger: 'Men de, der siger, som du refererer, taler sandt, blot de forstår denne forsoning i uegentlig betydning, sådan at den skyld bliver fjernet, som udelukker sjælen fra den klare gudsbetragtning'.
23 Respondeo, miror quod non eadem opera, reconciliationem illam intelligi doces, Alphabetum græcum vel ebræum, aut aliquid aliud quod non significatur literis & syllabis istis. Si ista licentia improprie loquendi permittitur, quid me impugnas? Cur non aliquo sensu improprio me vera dixisse fingis? Cur non omnium hæresium insanias uno sinu suscipimus, cum possint eorum verba vera fieri, si improprie accipiantur?	Jeg svarer, at det undrer mig, at du ikke lærer med det samme trick, at denne forsoning skal forstås som det græske eller hebraiske alfabet, eller noget andet, som ikke betegnes med disse bogstaver og stavelser. Hvis der gives lov til sådan at tale uegentligt, hvorfor bekæmper du så mig? Hvorfor forestiller du dig ikke, at jeg har sagt noget sandt i en anden, uegentlig mening? Hvorfor ikke med én håndbevægelse antage alle kætteriers vanvittige meninger, eftersom det kan være, deres ord bliver sande, hvis de forstås uegentligt?
24 Ubi manet regula illa, quod Doctori Ecclesiæ omnis improprietas (quantum fieri potest) vitanda est? Et illud Sapientis: Qui loquitur sophistice, odibilis est. (Sir 37,23) Rogo, dent mihi tui Impropriistæ tecum veniam, si verba vestra non intelligimus, ego & populus. Credimus enim vos uti verbis pro intellectu, non pro illusione nostra.	Hvad bliver der så af den regel, at kirkens doktorer skal undgå al uegentlighed (så vidt det kan lade sig gøre)? Og hvad bliver der af vismandens ord: 'Den, der taler sofistisk, skal lægges for had'. Jeg beder dig, lad mig være fri for dine uegentligheder, hvis vi ikke kan forstå jeres ord, jeg og folket. Vi vil nemlig tro, at I bruger ordene, for at vi kan forstå, ikke for at vi kan blive narret.
25 Nisi iterum rediit, quod B. Hieronymus in Johanne Hierosolymitano arguit, scilicet, quod aliud loquuntur sacerdotes, aliud audiunt populi. Vos autem dedita opera, ad improprietatem veritatis (n25) verba, & hoc etiam ita defenditis, ut gloriam vestis meruisse.	Medmindre vi da skal vende tilbage til det, som den salige Hieronymys indvender imod Johannes af Jerusalem, at præsterne siger én ting, folket hører noget andet. Men I hengiver jer til en opgave, at bruge sandhedens ord på uegentlig måde, og endda forsvarer I dette, så I har fortjent jeres ære.
26 Ad tricesimam quartam, dicis, quod sit hæretica, quia negat, quod Papa possit omnem pænam abolere. (prilut2#26). (95#34) Respondeo & ego per distinctionem. Hæresis accipitur uno modo, prout est contra opiniones nudas Thomistarum; Et sic est hæretica. Alio modo, prout est contra doctrinam fidei & Ecclesiæ, & sic est catholica.	Som svar på tese 34 siger du, at den er kættersk, fordi den nægter, at paven kan fjerne al straf. Også jeg vil svare gennem en skelnen: Én måde at forstå kætteri på, er ud fra, om det er imod de nøgne thomistiske meninger; så er tesen kættersk. En anden måde at forstå kætteri på, er ud fra, om det er imod troens og kirkens lære; og således forstået er den ortodoks.
27 Secundo, spero quod mihi etiam non rogatus concedes, per Indulgentias non aboleri mortem, & mortis tot pericula, & infinitas passiones huius vitæ. Istis autem manentibus, obsecro, quid magni remittunt veniæ, quando relicta mortis pæna satisfactiunculas temporales remittunt? Sed ex musca Elephantem facere placuit, utinam non amore Amorrei.	For det andet håber jeg, at du indrømmer mig, også uden at du bliver spurgt, at gennem adladen ophæves døden ikke, ejheller dødens farer, ejheller dette livs uendelighed af lidelser. Men for pokker, når de forbliver, hvilke store ting borttager så afladen, når dødens straf bliver tilbage, skønt den fjerner alle de timelige småfyldestgørelser? Men det behager ham at gøre en elefant af en mus, gid det blot ikke er ved Amors kærlighed (??).
28 Ad tricesimam quintam dicis: Nullum esse declamatorem reor, qui tam stulte docuerit. (pri-lut2#28). (95#35) Respondeo: Ego non reor, sed scio, Extant enim Libelli Positionum, quibus id non solum docent, sed ita defendunt, (417, 62.jpg) ut contrarium asserant errorem. Idcirco iterum rogo Dominum, ut Thomam Italicum & Germanicum sibi discordem, prima concordet, ut sciam, utri pugnem vel cedam.	Til tese 35 svarer du: 'Jeg tror ikke, nogen afladsudråber lærer noget så dumt'. Jeg svarer: Jeg for min del tror ikke, jeg véd. Der findes nemlig argumentbøger, i hvilke dette ikke blot læres, men forsvares på den måde, at man påstår, at det modsatte er en vildfarelse. Derfor beder jeg igen min herre, at han først får den italienske Thomas til at stemme overens med den tyske. Før kan jeg ikke vide, hvem af de to jeg skal bekæmpe og hvem jeg skal give ret.
29 Sed iterum ad solitum refugium venis, id est, ad improprietatem forte dicens: Si qui tamen docerent, quod non contriti, non vane Indulgentias consequuntur (quia proderunt contritione, ex post facto accedente) non male docent apud complures peritos. Ergo id Christianum est prædicare? Cur ergo Scriptura nos hortatur, ut quantocyus convertamus & convertamur.	Men du tager igen tage din tilflugt til din sædvanlige metode og siger, at det skal forstås uegentligt: 'Men hvis nogen lærer, at en gerning, der ikke er angret, ikke forgæves efterfølges af aflad, fordi man har gavn af det, når der støder anger til den gerning, man har gjort, så lærer de ikke dårligt blandt mange erfarne'. Det er altså kristeligt at prædike dette? Hvorfor formaner da skriften os til hele tiden at omvende os og blive omvendt?
30 Et nullam dat fiduciam futuræ pænitentiæ, interea secure dilatæ? Sed omni hora vigilandum docet. Sive valeant Indulgentiæ in futurum, sive non, nihil curo. Id curo, quod pro re levissima, id est, veniis, rem illam gravissimam, & solam necessariam, id est, contritionem, tam viliter æstimamus, tam frigide curamus, ut non ad nos pertinere videatur, quo tempore peccator eam obtineat, modo præsentes venias redimat, quas cum sine periculo non solum differre, sed etiam nunquam redimere liceat, sedulo tamen agimus, ne differat.	Hvorfor sætter skriften ikke sin lid til en fremtidig bod, som i mellemtiden med sikkerhed er blevet opløst? I stedet lærer den, at man skal våge hver time. Det bekymrer mig ikke, om afladen gælder for fremtiden eller ej. Men det bekymrer mig, at vi af hensyn til en ubetydelig sag, nemlig afladen, skal regne en højst alvorlig sag, ja den eneste nødvendige sag, nemlig angeren, for at være så billig; at den skal være os så ligegyldig, at det ikke synes at komme os ved, hvornår en synder opnår den, blot han køber den tilbudte aflad, som han uden fare ikke blot kan opsætte, men som det har været tilladt helt at lade være med at købe, dog har vi travlt med ikke at opsætte det.

31 Si id amore pecuniæ non fit, cur non tam sedulo agimus, ne contritionem differat? Proprietas hicne obstat? omnis tam acute pro veniarum gloria excogitantur, & impius sum, qui pro gratia Dei, vel stupide disputo.	Hvis dette ikke sker af kærlighed til penge, hvorfor har vi så ikke også travlt med ikke at opsætte angeren? Er det mon ejendom, der står det imod? Dog udtænker alle meget skarpsindigt afladens hæder, og jeg er ufrom eller dum, som disputerer for Guds nåde.
32 Ad tricesimam sextam dicis, quod sit hæretica, deinde pænitentiales Canones evacuet, evertat, & tertiam partem pænitentiæ satisfactionem, & omnia iura loquentia de Pænitentis, & Purgatorium. Adde, quæso, & cælum & terram, ut omnia comprehendas. (prilut2#32). (95#36)	Til tese 36 siger du, at den er kættersk, dernæst, at den udtømmer og fordrejer kanonnerne om boden og den tredie part af boden, fyldestgørelsen, og al den jura, der taler om boden, og skærsilden. Jeg be'r dig, tag og sig, at den også udtømmer himmel og jord, så får du da det hele med.
33 Respondeo: Spero, dabis mihi verum esse, quod per totam Ecclesiam dicitur, scilicet posse contritionem hominis tantam esse, ut deleret omnem culpam & pænam. Secundo dabis, quod voluntarie morientes omnis solvunt, & satisfaciunt plenissime. His credo sine Indulgentiis & literis adesse remissionem plenariam, & tamen me in hoc non esse hæreticum, nisi apud Thomistas forte.	Jeg svarer: Jeg håber, du vil medgive mig, at det er sandt, hvad der siges hele kirken igennem, at et menneskes anger kan være så stor, at den udsletter al skyld og straf. For det andet, at du vil medgive mig, at de, der dør frivilligt, løser alting, og gør fuldstændig fyldest. For dem tror jeg, at der uden aflad og afladsbreve er en fuldstændig eftergivelse, og dog tror jeg ikke, at jeg heri er kætter, ja, det skulle da være blandt thomister.
34 Secundo, debitum ideo dixi etiam his, qui tam perfecti non sunt quia Papa minister est Ecclesiæ, quicquid potest facere fidelibus in salutem, debet sub necessitate salutis, etiam gratis. Quod si non fecerit, Deus supplebit, spero per misericordiam suam, quod homo neglexit per incueriam suam. [63.jpg].	For det andet har jeg sagt, at det derfor er påkrævet også for dem, som ikke er så fuldkomne, fordi paven er kirkens tjener, og hvadsomhelst han kan gøre for de troende til frelse, det bør han gøre, under frelsens nødvendighed, også uden at få penge for det. Og gør han det ikke, vil Gud udfylde det, og jeg håber på ved hans barmhjertighed at opnå, hvad mennesket ved sin mangel har nægtet mig.
35 Ad tricesimam septimam, Postquam dimissa disputatione, quam de participatione bonorum Ecclesiæ cæperas, dicis tandem hæreticum me esse, si dicerem sufficere impleri iniunctam pænitatentiam a (418, 64.jpg) Sacerdote sine impletione eius, quæ a Deo imponitur & sic evolare peccatorem non satisfacto prius Deo. Sicut dixi, vester iste mos est, si mos vocari posset, tanta cholera æstuare, ut altera pene syllaba hæreticum dicatis. (prilut2#37). (95#37)	Til tese 37 siger du, efter at du har forladt den disputation, du var begyndt på, om delagtighed i kirkens goder, at jeg til syvende og sidst er kætter, hvis jeg siger, at det er nok at opfylde de straffe, der er pålagt af præsten, uden at opfylde dem, som pålægges af Gud, og at synderen således flyver op uden at Gud først er blevet fyldestgjort. Som sagt, er det jeres skik, hvis man da kan kalde det en skik, i den grad at flamme op i vrede, at I næsten siger kætter ved hvert andet ord.
36 Nil nisi hæreticum, hæreticum, hæreticum Thomistæ loqui didicerunt, & tamen nihil prorsus efficitis, nisi quod contra vestras frigidissimas & nudissimas opiniones dictum aliquid esse probatis. Ideo mihi de vobis Isaias videtur dicere. Concipietis ardorem, & parietis stipulam. (Es 33,11) Et illud Gentilis: Parturiunt montes, nascetur ridiculus mus.	Thomisterne har kun lært at sige kætter, kætter, kætter, og dog udretter I slet intet, bortset fra, at I beviser, at det er sagt imod jeres kolde og nøgne meninger. Derfor forekommer det mig, at Esajas' ord er sagt om jer: 'I undfanger hø og føder strå'. Ligeså dette hedningeordsprog: Bjerget lavede til barsel og fødte en latterlig mus.
37 Primum, ex prædictis vidisti, quod de pæna, quam Deus infligit, omnibus partibus a te diversus sum, aliis nixus principiis. Ideo totum, quod contra me machinaris, frustra machinaris. Nego principia tua, & te totum a planta pedis usque ad verticem, sicut habes fundamenta mea superius posita. (lutpri01#7)	For det første kan du af det foregående se, at hvad angår den straf, som Gud påfører, er jeg i alle dele helt forskellig fra dig, støtter mig til andre principper. Derfor, alt, hvad du udfinder imod mig, udfinder du forgæves. Jeg nægter dine principper, og jeg nægter dig helt og holdent fra fodsål til isse, sådan som du har det i mine ovennævnte fundamenter.
38 Secundum, nolo ego docere vel doceri in Ecclesia, quod reqvisitus, non possim defendere, nisi dicendo, S. Thomas sic dixit: Christianus sum, non Pythagoricus.	For det andet vil jeg for mit vedkommende ikke lære eller belæres i kirken om, hvad der er fornødent, hvad jeg kun kan forsvare ved at sige: Sankt Thomas siger således. Jeg er kristen, ikke pytagoræer.
39 Ad tricesimam octavam, utrobique damnabiliter me errare dicis, sive de culpa, sive de pæna intelligam, quia Papa non declarative, sed ministerialiter & dispositive culpam & pænam relaxat. (prilut2#39). (95#38) Respondeo, hæc supra confutata satis sunt, quia ante ministerium Papæ, & ante eius dispositionem, oportet remissam esse culpam, nihil enim valet sua fictitia attritio.	Til tese 38 siger du, at jeg har taget fordømmeligt fejl i to ting, både med hensyn til brøden og med hensyn til straffen, fordi paven ikke deklarativt, men ministerielt og dispositivt eftergiver brøden og straffen. Jeg svarer: Dette er tilstrækkeligt gendrevet ovenfor, fordi brøden bør være tilgivet før pavens embedsførelse og før hans embedsindgreb, for denne opdigtede foreløbige anger er intet værd.
40 Secundo, quoad pænam a Deo inflictam, Papa nec dispositive, nec ministerialiter se habet, ut remittatur. Hoc enim pertinet ad forum Dei, in quo Papa, præter intercessionem, nihil iuris habet, ut satis dictum est, nec contrarium est determinatum ab Ecclesia.	For det andet, hvad angår den straf, der er påført af Gud, har paven hverken dispositivt eller ministerielt magt til at eftergive den. Dette hører nemlig hjemme for Guds domstol, hvorover paven ikke har nogen ret, han kan kun gå i forbøn, som det er sagt tilstrækkeligt, og det modsatte er ikke besluttet af kirken.
41 Ad tricesimam nonam, tandem plenus fiducia, primo perversum Doctorem, deinde detractorem venialium (ne dicam) venalium prædicatorum & Pontificis, proclamas. Deinde negas bonarum disciplinarum præceptis institutum. Oportet me tandem animum meum & Lectoris mei instituere, ut sciamus cum Thomastris neminem posse loqui, nisi paratum, altero verbo convitium, crimen, blasphemiam, audire. Diligitis enim opinionis vestræ sensum plus, quam onager suum fætum. (prilut2#41) (95#39)	Til tese 39 erklærer du, omsider fuld af fortrøstning, for det første, at jeg er en pervers doktor, dernæst, at jeg taler ondt om afladen, for ikke at sige afladsprædikanterne og paven. Dernæst nægter du, at jeg er indstillet på at overholde de gode discipliners bud. Jeg bør endelig indstille min egen og min læsers sjæl på, at vi kan vide sammen med thomisterne, at ingen kan tale, hvis han ikke er rede til med et andet ord at høre udskæld, forbrydelse, blasfemi. Du elsker nemlig jeres opfattelses mening mere end æslet sit føl.
42 Audiamus ergo istam magnificam tuæ disputationis Bullam. Duo, inquis, præcepta tenes falsa, quæ venias evertunt. Unum, quod vera contritio aboleat omnem pænam: Alterum, quod vera contritio pænas præeligat semper. Primum impugnas, & id non nisi bene institutorum Theologorum paradigmate, scilicet, uti (419. 66.jpg) offendens hominem restituitur in amicitiam, non sine emenda: Ita Deus lege communi, abolita culpa, vult peccatorum emendam præstari &c.	Lad os da høre denne storslåede bulle fra din disputation. Du siger, at jeg fastholder to forkerte bud, som vender op og ned på afladen. Det ene hævder, at den sande anger tilintetgør al straf. Det andet, at den sande anger altid foretrækker straffen. Den første bekæmper du, og det kun ved de velindstillede teologers paradigme, nemlig at selv om et menneske bliver stødt i et venskab, så er det dog ikke uden forbedring: Ligeledes vil Gud gennem den brøde, der er tilintetgjort ved den almene lov, at der skal ydes en forbedring af synderne osv.
43 Primum, si esses bene institutus Theologus, ut gloriatis, scires iudicium divinum & humanum dissimillima & contraria esse, & Deum, si remittit, totum remittere, quod homo, quia non est tam bonus quam Deus, non facit.	For det første, hvis du virkelig var en så vel indstillet teolog, som du praler af, så ville du vide, at den guddommelige og den menneskelige bedømmelser er hinanden ulig og modsatrettet, og at Gud, når han tilgiver, tilgiver helt, hvilket mennesket ikke gør, eftersom det ikke er så godt som Gud.
44 Denique sic Christus docuit: Ut filii essemus Patris, non reddentes, nec requirentes malum pro malo, sed benefacientes malis. Si filios oportet esse tales, quanto magis ipse Pater talis est? Ideo lex ista communis, quam tu (pace tua dico) fingis, non habet locum, nisi in opinionibus tuis. Nec unquam legis a Deo peccatum remissum, reservata pæna, præsertim ea quam Papa remittere possit.	Dernæst lærer Kristus således: Eftersom vi er faderens børn, skal vi ikke gøre gengæld eller gengælde ondt med ondt, men velsigne de onde. Hvis børnene bør handle sådan, hvor meget mere er så ikke faderen selv således? Derfor hører denne almindelige lov, som du opfinder (hvis jeg med din tilladelse må sige sådan), ingen steder hjemme, undtagen i dine meninger. Ejheller læser du nogetsteds, at synden er tilgivet af Gud, men straffen tilbageholdt, det er kun i de tilfælde, som paven kan tilgive.
45 Legis autem semper contrarium, quod omnino pænam & culpam remisit, sat habens vindictæ, si homo nova vita totus ei serviat. Igitur legem illam communem, qua utitur Deus remittendo peccatum, ille doctius & verius tradit, qui dixit: Sacrificium Deo spiritus contribulatus, cor contritum & humiliatum Deus non despicies. (Sl 51,19) Imo de industria præveniens, damnat vestram sententiam & legem, dicens: Quoniam si voluisses sacrificium, dedissem, holocaustis non delectaberis. (Sl 51,18)	Men du læser altid det modsatte, at straffen og brøden helt og holdent bliver tilgivet, at han har nok i, at hele mennesket til gengæld tjener ham med sit nye liv. Derfor, den almindelige lov, som Gud bruger, når han tilgiver synder, den overlever det menneske mere lærd og mere sandt, som siger: 'Offer for Gud er en sønderbrudt ånd, et angrende og ydmygt hjertet forsmår du ikke, Gud'. Ja, skriften kommer jeres bestræbelser i forkøbet, den fordømmer jeres mening og jeres lov, når den siger: 'For hvis du ville have haft slagtoffer, så ville jeg have givet det, men du har ikke behag i brændofre'.
46 Ad idem est Isa. 1, Psalm. 50. & Mich. 6. & multa alia loca Scripturæ, ad vestram sententiam autem nulla prorsus.	Det samme siger Es 1, Sl 51, Mika 6 og mange andre skriftsteder. Men der er slet intet skriftsted om jeres mening.
47 Secundo, iterum invidiam mihi conflare anhelas, quando me accusas, quod enervem & evacuem venias. Hoc (salus tua reverentia) non verum dicis. Ista enim est sententia mea, quodcum satisfactio sit (omnium sententia) melior, quam Indulgentia, dico, quod bona opera, quæ pertinent ad satisfactionem, sint præferenda veniis, præsertim cum veniæ sint nec præcepta nec consultæ, ideoque nec meritoriæ, nec utiles ad salutem.	For det andet, igen udånder du indeblæst misundelse imod mig, når du beskylder mig for, at jeg svækker og tømmer afladen for indhold. Dette siger du, din ærværdighed til trods, ikke sandt. For dette er min mening, at når der sker fyldestgørelse, er det (efter alles mening) bedre end aflad, og jeg siger, at de gode gerninger, som hører med til fyldestgørelsen, er at foretrække fremfor afladen, især eftersom afladen hverken er foreskrevet eller tilrådet, og derfor heller ikke fortjenstfuld eller gavnlig til frelse.
48 Quia ubi non præceptum, ibi nec obedientia, ubi non obedientia, ibi nec meritum, ubi non meritum, nec salus. Sunt enim licentiæ ac permissiones quædam, ut olim libellus repudii, & nunc permissio litium & iurgiorum forensium.	Og derfor, hvor der ikke er noget bud, er der heller ingen lydighed, hvor der ikke er nogen lydighed, er der heller ingen fortjeneste, hvor der ikke er nogen fortjeneste, er der heller ingen frelse. Men der er nogle eftergivelser og tilladelser, ligesom der i gamle dage fandtes bortvisningsbreve, og nu findes tilladelse til proces og trætte for retten.
49 Ideo dolore me confiteor, quod has res leves tanto boatu ardemus vulgo persuadere: Quod cum sine exhortatione pronum est ad permissiones, summis viribus persuadendum fuit ad meliora, id est, ipsam satisfactionem. At hoc modo, cum videant Præcones veniarum, quæstum funditus periturum, prudentissime hanc meliores persuasionem, non modo omittunt, sed omni studio celant quoque.	Derfor bekender jeg, at det smerter mig, at vi i en så ubetydelig sag brænder efter at overbevise folket med så store råb: Eftersom folket er tilbøjeligt til at tage mod tilladelser uden opfordring, skal det af alle kræfter opfordres til det bedre, det vil sige, til at udøve selve fyldestgørelsen. Men på den måde, og det ser afladsprædikanterne jo godt, ville pengekassen blive tom, og de gør derfor klogelig det, at de ikke blot undlader denne opfordring til det bedre, men også af al magt holder den hemmelig.
50 Nec multum prodest, quod dicitur (causa verbi) venias quidem non valere ad meritum seu salutem, valere tamen ad celerem (420; 68.jpg) satisfactionem & pænarum extinctionem.	Og det nytter ikke meget, at de siger, at afladen ganske vist ikke er noget værd til fortjeneste eller til frelse, den er dog noget værd til at skjule fyldestgørelsen og til at udslette straffen.
51 Sit sane ita, sed nihilominus redit id, quod prius dictum est, quod adhuc melius sit etiam pænas & satisfactiones non extingui aut remitti, cum in hoc non nisi optima remittantur, scilicet, oratio, ieiunium, eleemosyna. Hæ enim sunt partes satisfactionis, quas remitti, si audes bonum asserere, audebis etiam, id, quod nihil est optimum dicere, Igitur venias quærant, qui volunt.	Lad det så være sådan, men ikke desto mindre vender det, der før er sagt, tilbage, at det stadigvæk er bedre ikke at udslette eller eftergive straffene og fyldestgørelserne, eftersom det her kun er det bedste, der eftergives, nemlig bøn, faste, almisse. Disse ting er jo dele af fyldestgørelsen, som eftergives, og hvis du vover at fastslå det som noget godt, vover du også at sige, at det, som intet er, er det bedste. Derfor lad dem, der vil, købe aflad.
52 Sed exhortentur plus ad meliora, id est, ad ipsa optima satisfactionis opera. Sicut virgini permittit Apostolus nubere, hortetur autem magis, ut virgo maneat. (1 Kor 7,38) Tales & tam discretos veniarum buccinatores, qui separent pretiosum a vili, si dederis, nihil est, quo dissentiamus. Paucos autem dabis, aut aliquot ex ipsis mendicos facies.	Men de bør opfordres mere til det, der er bedre, det vil sige, til fyldestgørelsens egne gode gerninger. Således tillader apostelen jomfruen at gifte sig, men opfordrer mere til, at hun forbliver jomfru. Hvis du indrømmer, at sådan skulle afladsudråbere være, at de skelnede mellem det værdifulde og det billige, så ville der ikke være noget, vi er uenige om. Men du må indrømme, at de er få, eller også gør du dem til tiggere.
53 Ad quadragesima, cum S. Thoma (timui enim, ne cum S. Paulo vel Augustino) confutare conaris, alterum meum (ut dixisti) falsum præceptum, scilicet quod vera contritio pænas quærit & amat. (prilut2#46). (95#40)	Tese 40 søger du at gendrive med sankt Thomas (jeg er nemlig bange for, at det hverken er med sankt Paulus eller Augustin), at mit andet bud, som du kalder det, er forkert, nemlig at den sande anger søger og elsker straffene.
54 Et distinguis duplices pænas (sicut & supra fecisti) Primo, quamdiu pænas dare pro sceleribus, est alicuius boni allatiuum, ut in præsenti vita, quando meritorium est, vera contritio amat pænas, ad merendum & præcavendum a peccatis, sine tamen contemptu veniarum.	Og du skelner mellem to slags straffe (sådan som du også gjort tidligere). Den første slags, hvor straffene gives for forbrydelser, er pålæg af noget godt, som i dette liv, hvor det er fortjenstfuldt, og her vil den sande anger elske straffene, for at skaffe sig fortjeneste og for at undgå synderne, dog uden at foragte afladen.
55 Respondeo: Gratias ago tibi quam maximas, nunquid ego aliud volui, quam quod tu hic dicis? Cur ergo supra (prilut2#42) hoc præceptum falsum asserebas? An idem apud te diversis locis, & verum & falsum est?	Jeg svarer: Jeg takker dig højstskyldigst, mon jeg nogensinde har villet noget andet, end hvad du her siger? Hvorfor fastslog du så før, at dette bud var forkert? Mon det også andre steder hos dig er sådan, at det sande og det falske er ét og det samme?
56 Rogo, si mihi non vis credere, crede aliquando veritati, ut Augustinus ait, per os tuum loquenti tibi, fortassis ignoranti & invito. Admitto optimam istam confutationem falsi præcepti mei, qua verissimum esse astruitur. Sequeris, quia utrumque melius est, quam alterum &c. Magne Deus, qvanta est vis veritatis, ut omnium se fortissime tueatur, per os detrahentium sibi.	Jamen, hvis du ikke vil tro mig, så tro dog i nogen grad sandheden, som Augustin siger, når den taler til dig gennem din egen mund, hvad du måske uden at tænke over det har glemt. Jeg indrømmer, at det er en udmærket gendrivelse af mit falske bud, hvortil så føjes noget meget sandt. Og du drager den følgeslutning, at det er bedre at have begge end kun den ene osv. Store Gud, hvor stor er ikke sandhedens magt, at den meget stærkt kan bevares i alle ting, endda gennem dens mund, der taler ondt om den.
57 Tu qui bonis es disciplinis institutus Theologus, doce me, quæso, quomodo hæc duo simul stare possint, amare & quærere pænas & satisfactiones, simul etiam remitti & quærere Indulgentias? Quia unum illorum, ut ais, sine altero minus est, utrumque autem melius est, id est, ut simul satisfacias, & simul omittas satisfactionem quod est aliud nihil, quam cum ratione, ut ille ait, insanire.	Du, som er en så vel indstillet teolog i de gode discipliner, jeg be'r dig, lær mig, hvordan disse to kan opretholdes på én gang, at elske og søge straffene og fyldestgørelserne, og samtidig at søge at få dem eftergivet og bede om aflad? For du siger jo, at den ene uden den anden er noget mindre, men at det er bedre at have dem begge, det vil sige, du vil både gøre fyldest og undlade fyldestgørelse, hvilket ikke er andet, som Augustin siger, end at ville være vanvittig med sin fornuft.
58 Sequeris, ubi vero pænæ nullum bonum afferunt, sed retardant a bono gloriæ, pænæ non assumuntur &c. De his Conclusio mea nihil dixit; sufficit mihi, quod etiam tuo testimonio sit verissima, pro hac vita, nisi quod iterum doleo D. Thomæ vicem, & miseram suæ discordiæ fortem, quia hanc Conclusionem probat in Italia, & (421; 70.jpg) damnat in Germania.	Du drager den slutning, at straffene i sandhed ikke påfører noget godt, men tager ære bort fra det gode, og at straffene ikke tilføjes osv. Om dette taler min tese ikke, det er mig nok, at den også igennem dit vidnesbyrd er sand, for dette liv, medmindre jeg igen skal have ondt af den guddommelige Thomas' omskiftelighed og hans store elendige uenighed, fordi han beviser min tese i Italien, men fordømmer den i Tyskland.
59 Secundo istud figmentum tuum est, quod pænæ in Purgatorio non afferant bonum, contrarium enim superius tenui & defendi, usque ad determinationem Concilii.	For det andet er det din opfindelse, at straffene i skærsilden ikke påfører noget godt, jeg har ovenfor fastholdt og forsvaret det modsatte synspunkt, og det vil jeg gøre, indtil et koncil har truffet en afgørelse.
60 Tertio, Ratio tua nihil valet, quod etiam pænæ & opera huius retardant a bono gloriæ, & tamen assumuntur, imo, ut quidam e tua secta, doctissimus Doctor Johannes Taulerus, ait, si cælum coram te apertum esset, adhuc intrare non deberes, nisi primum voluntatem Dei super introitu consuleres, ut etiam in gloria, non quæ tua sunt quæras. Sed hanc sententiam verissimam & theologicissimam, absit, ut probet scholastica Theologia.	For det tredie, har din begrundelse ingen gyldighed, fordi også straffene og dens gerninger tager ære bort fra det gode, og dog tilføjes de, ja, som én fra din orden, den lærde doktor Johannes Tauler, siger, hvis himlen var åben for dig, så burde du dog ikke træde ind i den, medmindre du først havde rådført dig med Guds vilje om din indtræden, for du også i herligheden ikke skal søge dit eget. Men denne opfattelse er sand og højteologisk, bortset fra at det er den skolastiske teologi, der beviser den.

61 Ad quadragesimam primam, dicis verum me docere, & gratias ago. Addis tamen, quod non minus caute sunt improbandæ & restringendæ veniæ, in præiudicium apostolicæ facultatis. Et tu quoque verum hic dicis, imo nec caute, nec incaute sunt improbandæ, sed permittendæ, ut quærat qui volet, tantum ne magnum quis se consequutum confidat, quin malus potuerit consequi. (prilut2#49) (95#41) (70.jpg).	Om tese 41 siger du, at jeg lærer sandt, og det takker jeg for. Men du tilføjer, at man ikke skal være mindre forsigtig med at nedgøre og indskrænke afladen, til en fordom om de apostolske tilståelser. Også du taler her sandt, men ikke forsigtigt, ja, det er ikke  uforsigtigt at nedgøre, men at tillade, at den, der vil, kan købe aflad, blot han ikke tror, der følger noget stort efter, snarere kan der følge noget ondt derpå.
62 Ad quadragesimam secundam & tertiam, conaris id persuadere, quod Pontifex per venias provocat ad pium opus, & melius esse opus pium cum veniis, quam alterum solum. (prilut2#51). (95#42)	Til den 42. og 43. tese søger du at overbevise om, at paven gennem afladen opægger til en from gerning, og at det er bedre med en from gerning og aflad, end med kun én af delene.
63 Mihi longe alia mens est, melius provocaretur fidelis ad ipsam satisfactionem sine veniis, ut supra coactus es concedere, id est, ad multa bona opera, quam quod provocatur ad unum illorum cum veniis, id est, remissione multorum: Permitto tamen veniis ita provocari, sed dico quod sit incomparabiliter minus, ideo mea Conclusio verissima.	Jeg har den helt anderledes opfattelse, at det er bedre at opægge de troende til fyldestgørelsen i sig selv uden aflad, som du ovenfor var tvunget til at indrømme, det vil sige, til mange gode gerninger, end at opægge til én af dem sammen med afladen, som er: eftergivelse af mange. Men jeg tillader dog, at der opægges således ved afladen, men jeg siger, at det usammenligneligt er ringere. Derfor står min tese fast.
64 Secundo, erroneum est, quod opus cum veniis, vel gratia veniarum melius sit, quam sine veniis, quia si satisfactio est multa & optima merita, quomodo opus unum cum tot meritorum remissionibus melius erit, quam ipsa tot merita? Loquamur, quæso, cum iudicio & Christiana libertate. Neque enim poteris dicere, Indulgentias aliud esse, quam remissiones satisfactionis.	For det andet er det fejlagtigt, at gerningen sammen med afladen eller for afladens skyld er bedre end uden aflad, for hvis fyldestgørelsen er langt den bedste fortjeneste, hvordan kan så én enkelt gerning sammen med så mange eftergivelser af fortjenester være bedre end selve disse mange fortjenester? Jeg mener, vi taler med skønsomhed og ud af den kristne frihed. Du kan nemlig ikke sige, at afladen er andet end eftergivelse af fyldestgørelsen.
65 Rursum, satisfactionem non potest aliud asserere, quam multa bona opera, ieiunii, orationum, eleemosynarum, sufficat ergo, quæsumus, ut permittamus per unum opus bonum, multa bona opera remitti, non etiam eosque commendemus, ut melius esse unum multis, credatur.	Igen, man kan ikke påstå andet, end at fyldestgørelsen er mange gode gerninger, faste, bøn, almisse, derfor er det nok, at vi hævder, at vi får lov til gennem én god gerning at eftergive mange gode gerninger, vi skal ikke tilligemed anbefale, at man skal tro, at én er bedre end mange.
66 Tertio, idem est quod deinceps dicit, quod cæteris paribus melius est dare eleemosynam gratia veniarum, quam gratis meriti præcise. Id est, melius tibi videtur, ut homo, uno bono opere & merito, faciat se vacuum multis bonis operibus, erroneum hoc & impium esse, pace tua credo.	For det tredie. Det er det samme, som du siger til sidst, at alt andet lige er det bedre at give almisse for afladens skyld end ganske for fortjenestens skyld. Det vil sige, det forekommer dig bedre, at mennesket for én god gernings og fortjenestes skyld gør sig tom for mange gode gerninger. Med din tilladelse tror jeg, at dette er fejlagtigt og ufromt.
67 Semper tu id conaris, ut veniæ, (422; 72.jpg) non permissiones & licentiæ quædam, sed perfectiones esse videantur. Scis autem, quod licentia omnis, nullam habet laudem, nec exhortationes, nisi quod non peccatum est, & infirmorum, potius pigrorum, solatium.	Til stadighed stræber du efter, at afladen ikke skal se ud som nogle tilladelser og indrømmelser, men som fuldkommenheder. Men du véd, at det altsammen er en indrømmelse, at der ikke er  nogen ros ved det,  og at man ikke skal opforde til det, blot fordi det ikke er synd, og at det er en trøst for svage, eller snarere dovne.
68 Imo, ut ille verissime dixit: Licentia omnes deteriores sumus, ita in veniis, quomodo potest melior fiere concomitanter, ut tu dicis, qui per eas tot meritis sit minor? & solum permittitur esse deterior, tu autem & suadere vis, ut sit deterior.	Ja, som én har sagt det så sandt, så sandt: Alle tilladelser gør os værre, således i afladen, hvordan kan den blive bedre som et ledsagefænomen, som du siger, som gennem afladen bliver berøvet så mange fortjenester? Og blot én får tilladelse til at blive værre, så vil også du overbevise om, at han bliver værre.
69 Sed videamus tamen probationem tuam, quia ibi, inquis, scilicet in opere pro veniis, duo bona sunt, scilicet meritum & sublatio impedientis. Hic vero unicum est &c. (prilut2#53).	Men lad os dog se på dit forslag! Du siger, at dèr, nemlig i gerningen for afladen, er der to goder, nemlig fortjenesten og undladelsen af det, der forhindrer. Men her er der kun ét gode osv.
70 Respondeo. Quam studiose claudis oculos, & in aperta luce quæris tenebras! Fateor, dua bona sunt ibi, id est, meritum & remissio multorum meritorum, quod bonum est pigritiæ carnis, & damnum optimum, optimorum bonorum, & sublatio quidem impedientis, scilicet ad peiora.	Jeg svarer: Hvor ivrigt kan du lukke øjnene og i en klar sag søge mørket! Jeg indrømmer, der er to goder her, nemlig fortjenesten og eftergivelsen af mange fortjenstfulde gerninger, hvilket er et gode for det dovne kød og et fordømt gode af de bedste goder, og en undladelse af det, der forhindrer, men vel at mærke forhindrer, at man bliver værre.
71 Secundo, hic, id est, in opere sine veniis, id est permanente satisfactione, non unicum est tantum, sed tot, quot sunt in tota satisfactione, quæ est optima meritoria sublatio omnium impedimentorum gloriæ.	For det andet, her, altså i gerningen uden aflad, det vil sige i den fuldkomne fyldestgørelse, er der ikke blot én god gerning, men så mange som der er i hele fyldestgørelsen, som er den bedste fortjenestfulde undladelse af alt det, der kan forhindre æren.
72 Et quid multa? si tua dicta recte intelligeres, videres tibi esse causam assumptam vituperandi bona opera, & laudandi remissiones eorundem, quod horrendissimum est in Ecclesia audiri.	Og hvor mange? Hvis du forstod dine ord ret, ville du indse, at du antager en begrundelse for at dadle gode gerninger og rose deres eftergivelse, hvilket er forfærdeligt at høre i kirken.
73 Ideo cum fiducia mihi sumpsi causam laudandi bona opera, non tamen, vituperandi venias. Abstrahe vocabula hæc, Indulgentias, venias, & relicta opinione rem intuere, & videbis, te non bonum, nec bonæ causæ patronum.	Derfor har jeg med tillid påtaget mig den sag at rose gode gerninger, dog ikke ved at dadle afladen. Se lidt udefra på disse ord, aflad, eftergivelser, lad den almindelige opfattelse fare og se på sagen, så vil du indse, at du forsvarer, ikke gode ting, heller ikke en god sag.
74 Quid enim potest etiam ipsa Ecclesia ex veniis facere, nisi remissionem satisfactionum? Quid autem potest satisfactiones intelligere, nisi optima opera meritoriasque pænas, & ipsa a Deo præcepta? Quid ergo magnificare præsumimus, quod in se nihil est, nisi permissio deterioris, ne peccetur ab infirmis?	Hvad kan nemlig også kirken selv gøre ud af afladen andet end en eftergivelse af fyldestgørelserne? Men hvad kan fyldestgørelserne forstås som, andet end som de bedste gerninger og fortjenstfuldheder for straffene, og som noget, der er foreskrevet af Gud selv? Hvorfor tager vi os så for at ophøje noget, som i sig selv intet er, andet end en tilladelse til det værre, at ikke de svage skal synde?
75 Ad quadragesimam quartam, (n75) novus Interpres Scripturæ dicis, pauperi posse negari eleemosynam sine peccato mortali, licet non sine veniali. Ideo Conclusionem meam falsam &c. (prilut2#55). (95#44) (95#45)	Til den 44. tese siger du som en ny fortolker af skriften, at man uden synd kan nægte en fattig almisse, blot ikke uden tilgivelig synd. Derfor er min tese falsk osv.
76 Gratias tibi agit, ut optimo Patrono, insignis illa belua Philagiris, quia discit, se posse negare petenti eleemosynam sine mortali peccato. Proh dolor & horror horrendus, quid audimus in Ecclesia? Cur ergo Johannes dicit, charitatem non manere in eo, qui claudit viscere sua a proximo suo? (1 Joh 3,17) An charitas etiam recedens, non relinquit peccatum mortale? Imo Christus in iudicio cur damnabit eos, qui esurientem non cibaverunt? &c. (Matt 25,42).	Jeg takker dig som en stor velgører, med denne Filagiris' elefants tegn, at du har belært os, at man kan nægte en, der beder om det, almisse uden dødssynd. Ak og vé, hvilke forfærdeligheder må vi ikke høre i kirken? Hvorfor sagde da Johannes, at kærligheden ikke forblev i ham, som lukkede sit hjerte for sin næste? Mon ikke også den kærlighed, der forsvinder, efterlader en dødssynd? Ja, hvorfor vil Kristus i dommen fordømme dem, der ikke bespiste de sultne? osv.
77 Sed forte in persona Inpropriistarum ista dixisti. (423; 74.jpg). Est aliquis sensus verus, quem ex India forte adduces postea, ideo interea expectabo. Quod si dixeris, tunc cum veniali peccato negari, quando pauper non eget, aut alias iusta est causa; Breviter, si est iusta negandi causa, sine peccato negatur, sin est nulla, peccatum morale est negasse, sic Evangelium, sic Apostoli loquuntur.	Men måske du har sagt dette om en uegentlig person. Der er en eller anden sand mening, som du måske bagefter hidfører fra Indien, derfor vil jeg vente lidt. For måske siger du, at ved den lejlighed, hvor den fattige ikke er trængende, da kan den nægtes med kun tilgivelig synd, eller der er en anden retfærdig begrundelse; eller kort sagt, hvis der er en retfærdig begrundelse til at nægte, så kan man uden synd nægte, men er der ingen, så er det en moralsk synd at nægte den fattige noget, sådan taler evangeliet, sådan taler apostelen.
78 Secundo, cur non pari, imo maiori studio exquiris, quomodo liceat venias non redimere, ad salutem Inutiles & non necessarias, qui tam periculose & acute exquiris, quomodo bona opera liceat omittere, sola necessaria & utilia ad salutem, denique præcepta Dei & bona opera, tantum ut venias, nec a Deo, nec ab homine præceptat, efferas immodice? Finge nullas esse venias in Ecclesia, sed omnes per se satisfacere, sicut olim fiebat. Rogo utra facies tibi placeret? veniarum, an satisfactionum? Vel ergo, tu non recte intelligis Indulgentias, vel mala simulatione moliris calumniam bonis operibus.	For det andet. Hvorfor udfører du det ikke med samme, ja med større iver, hvordan det er tilladt at lade være med at købe aflad, den er jo ikke gavnlig og ikke nødvendig til frelse, du, som så farligt og spidst udfører, hvordan det er tilladt at undlade gode gerninger, som alene er nødvendige og gavnlige til frelsen, og endelig, hvorfor opfordrer du ikke til Guds bud og de gode gerninger ligeså umådeholdent, som til aflad, som hverken er foreskrevet af Gud eller mennesker? Forestil dig, at der ikke var nogen aflad i kirken, men at alle gjorde fyldest for sig selv, sådan som det skete i gamle dage. Jeg spørger dig, hvilken af de tilstande behager dig? afladen eller fyldestgørelserne? Altså, enten har du ikke forstået afladen ret, eller også fremkalder du ved et dårligt hykleri en anklage mod de gode gerninger.
79 Ad quadragesimam quintam, (n79) iterum distinguis, ut videris tibi, sufficientius, bona temporalia necessaria, et tandem cum Thomistis nostris consentiens, dicis, necessaria secundo modo danda pro eleemosynis, sed solum in extrema necessitate. (prilut2#57). (95#46)	Til den 45. tese skelner du atter mellem det, du synes er tilstrækkeligt nok, gode, timelige, nødvendige gerninger, og endelig er du enig med vore thomister og siger, at det kan være nødvendigt at give almisse efter den anden opfattelse, men kun i yderste nødsfald.
80 Rogo, ignosce mihi, reverende Pater, uror enim nimis, quod rectum Apostoli Johannis de necessitate perditissime trahis ad necessitatem extremam. Quis dedit tibi potestatem, necessitatem illam extremam facere? Sic diabolus insidiosissimus hostis, etiam sacras literas nobis illudit et perdit.	Ærværdige fader, jeg beder dig, bær over med mig, for jeg brænder altfor meget over, at du drager apostelen Johannes' lige udsagn om en nødvendighed under fortabelse over til en yderste nødvendighed. Hvem har givet dig myndighed til at danne denne yderste nødvendighed? Sådan er djævelen den mest lumske fjende, han oplyser den hellige skrift for os og får os til at tabe den.
81 Det Dominus Jesus Christus, ut nullus hominus, tibi et omnibus, qui hanc glossam tenent, tribuat, nisi dum perveneritis ad extremam necessitatem, ut discatis, Scripturam sanctam incorruptam relinquere, vel penuria. Istam libidinem et luxuriam corrumpendæ Scripturæ, iam ferme trecentis annis patitur Ecclesia incomparabili damno suo, a Doctoribus scholasticis.	Måtte Herren Jesus Kristus give, at intet menneske vil tillægge dig eller nogen anden, som holder fast på den fortolkning, at det kun er når det yderste nødsfald indtræffer [at det er nødvendigt at give almisse], så I kan lære at lade skriften stå ufordærvet eller lade den være. Denne ligegladhed og dette overmod til at fordærve skriften har kirken nu allerede lidt under i næsten tre hundrede år til sin usammenlignelige skade af de skolastiske doktorer.
82 Secundo, Conclusionem meam veram relinquis; Verum non capis quod volui. Tu in hoc recte sapis, quod necessaria secundo modo potest homo pro veniis dare, quod admitto. Sed nostri venales Præcones, de necessariis primo modo, suadent hominibus dare pro veniis.	For det andet. Du lader min tese stå som sand. Men du forstår den ikke som jeg vil have den forstået. I det stykke tænker du ret, at mennesket, når det har med det nødvendige i den anden forståelse at gøre, kan give til at købe aflad, hvilket jeg indrømmer. Men vore afladsprædikanter overtaler mennesker til at købe aflad for deres nødvendigheder i den første forståelse. (dvs af det, der er nødvendigt for at overleve).
83 Horum enim vox et literæ (exempli gratia) sunt hæ: Si haberes unam tunicam, vendere deberes, ut venias redimeres. Nec hoc contenti suadent, ubi quis necessaria primo modo non habuerit, tum alicunde mutuet, aut mendicet, etiamsi sit uxor.	Hvad de siger og skriver er fx følgende: Hvis du har én kjortel, så sælg den og køb aflad. Men dette er de ikke tilfredse med, og de overtaler videre til, at hvis én ikke har det nødvendige efter den første forståelse, da skal han bytte sig til det et eller andet sted fra eller tigge, også hvis han er gift.
84 Deinde Fratres mendicantes quoque suadent, ut corradant sine licentia pecunias. Hæc sunt, mi Pater, illa portenta (424) quæ apud nos grassantus: nihil nisi impudentissimæ et rapacissimæ avaritiæ negotium hic agitur, in tantum ludibrium Ecclesiæ Romanæ, ut hæc sola esset causa abunde satis, ut universæ veniæ tollerentur, nec me falsa dicere credas, non tantum vox et fama extat, sed et libri eorum, in quibus hæc passim leguntur.	Dernæst overtaler også tiggermunkene til, at man uden tilladelse skal sammenskrabe penge. Disse ting er, kære fader, de varsler, som grasserer hos os. Her er det kun den frækkeste og mest røveriske griskhed, der driver sig spil, i et sådant gækkespil med den romerske kirke, at dette alene ville være mere end tilstrækkelig grund til at ophæve al aflad, og hvis du tror, at det ikke er sandt, hvad jeg siger, så er det ikke blot deres råb og rygtet om dem, det fremgår af, men også deres bøger, hvori man kan læse dette overalt.
85 Tertio, omnia quæ suades et dicis, ea opinione vel simulatione dicis, quod veniæ sint aliquod bonum, de quo satis supra.	For det tredie, alt, hvad du overtaler til og alt hvad du siger, siger du i den mening eller i den påtagne mening, at aflad er noget godt. Men det har jeg sagt nok om ovenfor.
86 Ad quadragesimam septimam, (n86) cum tibi esset verissima, tamen quia propositum tibi fuit, nullam non mordere, nullos dentes habeat, ad insignem adulationem Papæ versus, admittis esse veram, sed ex Papa monstrum faciens, tribuis ei utriusque potestatis apicem, scilicet, ut sit simul Pontifex et Imperator.(prilut2#61) (95#47)	Til den 47. tese, som er dig altfor sand, gør du dog det, fordi det var forelagt dig, at det ikke skulle være uden bid eller uden tænder, at du vender dig mod en påfaldende leflen for paven. Du indrømmer, tesen er sand, men af paven gør du et uhyre, tillægger ham begge magters krone, så du nemlig gør ham både til pave og kejser.
87 Ita autem tribuis, ut possit imperio iubere pro fabrica S. Petri, ut pro communi bono. Nunc autem incomparabilem modestiam ei interea appingis, quod petit et remunerat. Hac tua mollissima, sed nocentissima adulatione, id agis, ut futurus aliquis Pontifex, laudum huius modestiæ pertæsus, ius sibi credat esse deglubendi totius orbis Christiani, idque cum imperio et potestate.	I det ene øjeblik tillægger du ham en sådan kejserlig magt, at han ud fra sin magt kan befale, at Peterskirken skal bygges, som var det at fælles gode. I det andet øjeblik afmaler du ham imidlertid med en usammenlignelig ydmyghed, hvor han beder og viser gengæld. Ud fra denne højst blide, men skadelige leflen får du det frem, at enhver fremtidig pave, der er ked af denne ros for ydmyghed, tror, at han har ret til at flå hele kristenheden og det med herredømme og magt.
88 Secundo dico, quod Basilica S. Petri est commune bonum orbis Romæ, nostræ autem Basilicæ sunt nobis utiliores et magis necessariæ, quia non possumus omnes ad Basilicam S. Petri convenire, verbum Dei audire et Sacramenta percipere (qua sola causa ædificantur) meliusque esset, quod Basilica S. Petri non ædificaretur, quam quod Parochiales nostræ Ecclesiæ desolarentur. Id autem agi videmus, et dolemus, dum omnium Ecclesiarum subsidia, per Indulgentias ad insatiabilem Basilicam S. Petri trahuntur.	For det andet vil jeg sige, at Peterskirken er et fælles gode for byen Rom, men at vore kirker er mere brugbare og mere nødvendige for os, for vi kan ikke alle samles i Peterskirken, for at høre Guds ord og modtage sakramentet (hvilket er den eneste grund til at bygge dem), og jeg vil sige, at det var bedre, at Peterskirken ikke blev bygget, end at vore sognekirker blev lagt øde. Men det ser vi ske, og det smerter os, at det, der skulle bruges til alle kirker, gennem afladen drages hen til den umættelige Peterskirke.
89 Quare istas tuas frigidissimas causandi rationes, scilicet, quod Basilica S. Petri est totius Christiani populi bonum, etiam rident Germani, sicut iustum est. Cur non magis Basilicam S. Iohannis, matrem Ecclesiarum, etiam bonum commune vocas? sed forte adhuc in futuris annis restat, ut omnes Ecclesias Romanas, deinde et Palatia, novissime et muros, et plateas, et Pontes, nostris piis operibus, gratia veniarum sanctis, ædificemus, ut non sit finis exactionum.	Og derfor håner også tyskerne, retfærdigt nok, alle dine iskolde begrundelser om, at Peterskirken er hele kristenhedens fælles gode. Hvorfor kalder du ikke snarere Johanneskirken, alle kirkers moder, for et fælles gode? Men måske står det tilbage til fremtidige år, at vi skal opbygge alle Roms nyeste kirker, også den palatinske, og mure og pladser og broer, med vore fromme gerninger, som er hellige, takket være afladen, så der ikke vil være ende på opkrævningen.
90 Quare, mi Pater, ego sic, ut debeo, suadeo hominibus, ut primum vivis templis (n90) beneficiant, deinde suas Basilicus, novissime Basilicam S. Petri iuuent: Quia vestræ Ecclesiæ non sunt nobis necessatiæ.	Derfor gør jeg det, kære fader, som jeg bør gøre, at jeg overbeviser menneskene om, at de først skal velsigne de levende templer, dernæst deres kirker, og til sidst hjælpe Peterskirken. For jeres kirker er ikke nødvendige for os.

Til Lutpri04!

Noter: 

n5:  Luther gør nar af Sylvesters tilnavn til Thomas Aquino: 'Angelicus', 'Den englelige', se prilut2#12.

n25: Hos Löscher står der faktisk 'veratatis'.

Note 75: Det er dog vist indvendingen mod tese 45, Luther her går i gang med besvare. 
 

Note 79: Også her har Luther foretaget en forskydning tesernes numre, så det faktisk er indvendingen imod tese 46, Luther svarer på. 
 

Note 86: Så er nummereringen i orden igen. 
 

Note 90: Der menes formentlig de fattige, jvfr 1 Kor 3,16.