Luther mod Sylvester Prierias 2



 

taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 402 til 413.
1 Octavo, Inducis S. Thomam, quod secundum meam opinionem Ecclesia huiusmodi faciens Indulgentias, magis damnificaret homines, quam iuvaret, quia absolvendo ab iniunctis pænitentiis, remitteres ad graviores, id est, purgatorias. Hæc S. Thomas. (prilut1#38).  For det ottende, indfører du sankt Thomas, der hævder, at efter den mening, jeg gør gældende, vil en kirke, der på den måde sælger aflad, snarere gøre det, at den fordømmer menneskene, end at den hjælper dem, for ved at løse dem fra de tilføjede straffe, sender den dem tilbage til de alvorligere, det vil sige, skærsildsstaffene. Såvidt sankt Thomas. 
2 Respondeo, sive hæc S. Thomas, sive alius dicat, nihil ad me, per fundamentum meum primum, secundum & tertium. Opinio est tantum, nondum decreta veritas, cui si interea contradixero, non ero hæreticis.  Jeg svarer, at hvad enten det er sankt Thomas eller en anden, der siger dette, har det intet med mig at gøre, ud fra mit første, andet og tredie fundament. Det er kun en mening, det er endnu ikke nogen fastslået sandhed, og hvis jeg ville modsige den, ville jeg ikke være kætter. 
3 Secundo, vellem a B. Thoma doceri, qua dialectica stet ista consequentia: Ecclesia remittit solum iniunctas pænitentias, ergo remittit ad grauiores, id est, purgatorias. Vos Thomistæ graviores estis reprehendendi, qui sancti huius viri opiniones, & sæpius falsas meditationes nobis pro articulis fidei audetis obtrudere. Et id unice curatis, ut sicut nihil præter Thomam dignamini vestra lectione, ita nihil vultis in eo falsum videri, in qua sententia iam diu contra omnes Academias & totum fere mundum contenditis. For det andet ville jeg godt have at vide af salig Thomas, ved hvilken tankegang den konsekvens står fast: Kirken eftergiver alene de tilføjede bodsstraffe, ergo sender den dem tilbage til de mere alvorlige, det vil sige skærsildsstraffene. I thomister skal have alvorlige bebrejdelser, fordi I vover at pånøde os denne hellige mands meninger og ofte falske overvejelser som trosartikler. Og det ene tager I vare på, at ligesom I ikke finder det rigtigt at holde nogen lektion uden Thomas, sådan vil I ikke, at der skal ses noget forkert hos ham, og med den opfattelse har I allerede længe bekæmpet alle andre universiteter og næsten hele verden. 
4 Tertio, fundamentum Thomæ falsum iudico, scilicet, quod Deus requirat pænas a peccatore, nec remittat, nisi requisita satisfactione. Contra, verum est quod spiritum contribulatum & contritum non despicit. (Sl 51,19) Et quod remittit, totum remittit, nisi forte flagella adhuc pro suo arbitrio inferat, quæ nec Ecclesia, nec cælum relaxare potest. Ideo quando Ecclesia remittit iniunctas pænitentias, non ad grauiores remittit. Quia non habet potestatem remittere ad alias pænas, vel non remittere.  For det tredie, Thomas' fundament bedømmer jeg til at være forkert, nemlig det, at Gud kræver straffe af synderen og ikke tilgiver, medmindre der er ydet fyldestgørelse. Tværtimod, det sande er, at han ikke foragter en sønderknust og angrende ånd. Og hvad han tilgiver, tilgiver han helt, medmindre han måske påfører slag efter sin vilje, som hverken kirken eller himlen kan eftergive. Derfor, når kirken eftergiver de tilføjede bodsstraffe, sender den ikke tilbage til de mere alvorlige. For den har ikke magt til at sende tilbage eller frem til andre straffe. 
5 Sed de his in Probationibus meis. Inique itaque mihi imponis, quod detruncem privilegium Ecclesiæ, & hæresim sapiat ea Propositio. (prilut1#40) Tu potius vide, an non in Deum sis impius, qui ut potestatem Ecclesiæ vana adulatione extollas, in præiudicium divinæ potestatis extollis, id ei tribuens, quod solius Dei est.  Men om dette kan du se i mine forestillinger. Videre pådutter du mig derfor, at jeg omhugger kirkens privilegium, og denne tese tænker kættersk. Du skulle snarere se til, om ikke du er ufrom overfor Gud, du, som, ligesom du ud fra forfængelig leflen fremhæver kirkens magt, sådan fremhæver du den på bekostning af den guddommelige magt, og tillægger kirken, hvad der alene tilkommer Gud. 
6 Quare mihi ignosci, quæso, si tam solicitus sum pro Dei honore & potestate defendenda, quam tu es pro Ecclesiæ potestate elevanda, & expectemus uterque in hac re sententiam & determinationem Ecclesiæ seu Concilii. Miror autem, cur hanc potestatem Ecclesiæ te appellare privilegium delectet, nisi quod titillare videris eos, qui magis de potestate dominante, quam de charitate serviente gloriantur.  Derfor beder jeg dig bære over med mig, hvis jeg er ligeså bekymret for Guds ære og for at forsvare hans magt, som du er for at opløfte kirkens magt. Så kan vi begge i denne sag afvente kirkens eller et koncils mening og afgørelse. Men jeg undrer mig over, hvorfor du elsker at kalde denne kirkens magt for et privilegium, medmindre du derved kan synes at kildre deres ører, som roser sig mere af den herskende magt end af den tjenende kærlighed. 
7 Siquidem privilegium non ad communitatis ministerium, (403 [34]) sed ad proprietatis commodum pertinet. Et hanc gratiam debemus scholasticæ vestræ Theologiæ, quod commune bonum Ecclesiæ (potestatem clavium) non ministerium multorum, sed dominium feceritis paucorum, Tyrannidem ethnicam, non servitutem Christianam spectantes.  Således har privilegiet ikke med tjeneste for fællesskabet at gøre, men med det at have ejendomme. Og det kan vi da takke jer skolastiske teologer for, at I har gjort kirkens almindelige gode (nøglemagten), ikke til en tjeneste for de mange, men til et herredømme af de få, idet I ser på det folkelige tyranni, ikke på den kristne tjeneste. 
8 Nono, Idem dico ad illud, quod sequeretur animas magis damnificari, quam iuvari per Indulgentias plenarias, quia remitterentur ad graviores. Obsecro te, quid Ecclesia ad hoc facere potest, quod anima uadit ad Purgatorium? Ipsa absolvit eam a suis pænis, non remittit ad purgatorium, facit quod potest. Si hoc non sufficit defectus et animæ migrantis, non Ecclesiæ absolventis, non enim potestas Ecclesiæ, sed fides purificat, salvat, liberat animam ab omnibus malis, quæ fides ab Ecclesia dari non potest.  For det niende: Det samme siger jeg til dette med at sjælene mere fordømmes end hjælpes gennem den fulde aflad, fordi de sendes tilbage til de alvorligere straffe. Jamen, kære ven dog, hvad kan kirken gøre overfor det, at en sjæl går til skærsilden? Den løser ham fra hans straffe, den sender ham ikke tilbage til skærsilden, den gør, hvad den kan gøre. Hvis dette ikke er nok for den ødelagte og vandrende sjæl, så er det ikke den absolverende kirkes skyld, det er nemlig ikke kirkens magt, men troen, der renser, frelser og befrier sjælen fra alt ondt, men den tro kan kirken ikke give. 
9 Decimo, illi damnificant animas, qui omittunt eis persuadere plenam fiduciam in Christo, & contemptum pænarum: Et non nisi magnitudine pænarum terrent, & pusillanimes faciunt, quatenus virtutem potestatis magnificent, quæ tanta mala possit tollere. Da animam imbutam charitate, & erit dura sicut infernus æmulatio eius.  For det tiende: De mennesker fordømmer sjælene, som undlader at overbevise dem om den fulde tillid til Kristus og om foragt for straffene. Dem skræmmer kun straffenes størrelse, og det gør dem frygtagtige, forsåvidt de forstørrer den magts kraft, som kan ophæve så store onder. Giv dem en sjæl, der er gennemvædet med kærlighed, og dens stræben vil blive stærk som helvede. 
10 Contra Conclusionem meam sectam, ubi dixi, culpam non posse remitti potestate clavis, nisi declarando vel approbando &c. latissime resolui meipsum in hac materia, ut videbis in Declarationibus, quia & ipse hanc Conclusionem aliorum sententia, non mea, sic posui. Tua autem confutatio prorsus nihil est. Dicis enim, quod attriti virtute clavium (iuxta Sanctorum interpretationem, forte S. thomæ) fiunt contriti. Et ideo non modo Papa, sed quisque Sacerdos dimittit dispositive & ministerialiter. (prilut1#42). (95#6 Imod min sjette tese, hvor jeg sagde, at brøden ikke kan eftergives ved nøglemagten, man kan kun erklære eller godkende, at den er eftergivet, osv, hvor jeg yderligere har forklaret mig, som du kan se det i deklarationerne, fordi jeg også selv har fremsat denne tese som noget, andre, ikke jeg selv, mener. Men din gendrivelse er næsten ingenting. Du siger nemlig, at de, der foreløbigt angrer i kraft af nøglemagten (ifølge de helliges fortolkning, måske sankt Thomas') virkelig angrer. Og derfor eftergiver ikke blot paven, men enhver præst efter sin opgave og sit embede. 
11 Respondeo primum, sive Sancti sint, sive peccatores, qui sic loquuntur, nihil moror, hoc scio, quod errant. Error, inquam est, quod attritus fiat contritus virtute clavium. Quia ut ait Apostolus: Oportet accendentem credere. (Hebr 11,6) Fides autem non solum conterit, sed etiam iustificat. Impossibile est enim, quod digne accedat ad Sacramentum, nisi iam iustificatus & vere contritus. (latlu08#52 Jeg svarer for det første, at hvad enten de er hellige eller syndere, de, der taler sådan, jeg tøver ikke med at sige, at jeg véd, de farer vild. Jeg hævder, det er en vildfarelse at mene, at foreløbig anger bliver til virkelig anger ved nøglemagten. For apostelen siger: 'Den, der kommer til ham, må tro'. Men ikke blot arbejder troen strengt, den retfærdiggør. Det er nemlig umuligt at gå værdigt til alters, hvis man ikke først er retfærdiggjort og har sand anger. 
12 Vnde illud commentum de attritione satis late vagans figmentum est, & nihil in rerum natura, nisi simulationem forte volueris eam intelligere, quæ magis indignum faciat Sacramento. Quid dicam? Etiam iste tuus Dialogus confirmat sententiam meam, iam diu mecum moratam, quod videlicet Theologia illa scholastica exulem nobis fecit veram & sinceram Theologiam, Nam vides, quod perpetuo hoc Dialogo nihil agi, nisi quod resisto & redarguo scholasticam Theologiam, id est, falsam Scripturæ & Sacramentorum (404 [36.jpg]) intelligentiam.  Derfor er din kommentar om den foreløbige anger et temmelig skjult og usikkert drømmebillede, og har intet med den virkelige verden at gøre, medmindre du måske har villet, at den skulle forstås som et hykleri, hvilket ville være endnu mere uværdigt overfor sakramentet. Hvad skal jeg sige? Også din egen dialog bekræfter min opfattelse, som jeg allerede længe har haft, nemlig at den skolastiske teologi har gjort den sande og alvorlige teologi landflygtig for os. For du kan se, hvordan det hele tiden er sådan, at denne dialog ikke kan gennemføre noget, som jeg ikke kan modstå ved at argumentere imod den skolastiske teologi, det vil sige, imod den falske forståelse af skriften og sakramenterne. 
13 Secundo, Tu ipse cogeris dicere, quod omnes omnium Facultatum dicunt, scilicet a solo Deo remitti culpam. Quomodo ergo virtute clavium venit contritio, quæ sola virtute gratiæ Dei venire ab omnibus dicitur? Vide, ne tua confutatio magis sit hæretica, quam mea Propositio, licet confutatur forte non sit hæreticus. Si autem sola gratia dat contritionem, quid faciunt Ecclesiæ claves, si non declarant vel approbant gratiam, quæ eas iam prævenit? Imo nullus venit ad Sacramentum sine fictione, nisi gratia eum movente ad Sacramentum.  For det andet. Du selv tvinges til at sige, hvad alle i alle fakulteter siger, nemlig at brøden kun kan tilgives af Gud. Jamen, hvordan kan da den sande anger komme i kraft af nøglemagten, den, som af alle siges at komme alene ved Guds nådes kraft? Pas du på, at ikke din gendrivelse er mere kættersk end min tese, selv om det måske ikke er en kætter, der gendrives. Men hvis den ægte anger gives i kraft af nåden, hvad gør så kirkens nøgler, hvis ikke de erklærer og godkender nåden, som allerede er kommet dem i forkøbet? Ja, ingen kommer til nadveren uden hykleri, hvis ikke nåden bevæger ham til sakramentet. 
14 Aut responde, reverende Pater, cur ante & non post Baptismum quæritur baptizandus, an credat? Cur absolvendus quæritur, an doleat digne de peccatis, antequam absolvatur? an nova iterum theologia, materiam sacramenti pænitentiæ non contritum sed attritum pones? Ergo contritio non est prima pars pænitentiæ, sed posterior confessione, & tamen omnes dicunt, quod confessio sine contritione nulla fit.  Eller svar på det, ærværdige fader, hvorfor den, der skal døbes, spørges før og ikke efter dåben, om han tror? Hvorfor spørges den, der skal have absolutionen, om han værdigt smertes af synden, før han afløses? Mon det atter er ifølge den nye teologi, at du regner den foreløbige og ikke den ægte anger for sakramentes kerne? Altså er angeren ikke den første del at boden, men kommer efter bekendelsen, og dog siger alle, at bekendelse uden anger ikke nytter noget. 
15 An forte, postquam fuerit absolutus, id est, Sacramentum consequutus, & virtute clavium contritus, tum demum incipiat repetere confessionem? Quod si hæc Theologia vera est, meum fuerit consilium, ut quilibet Peccator prius absolvatur, quam confiteri permittatur. Et ita omnis perverso ordine ita vult scholastica Theologia agamus, absolvendo etiam quod nescimus.  Eller er det måske sådan, at efter at han er blevet absolveret, det vil sige, efter at sakramentshandlingen er fuldført og han har angret ved nøglernes kraft, da først begynder han at gentage bekendelsen? For hvis denne teologi er sand, så skal det være mit råd, at en hvilkensomhelst synder først bliver absolveret, førend han får lov til at bekende. Og således vil hele den skolastiske teologi føre os i den omvendte orden, idet den også vil absolvere os fra noget, vi ikke véd af. 
16 Deo gratias, imo, væ nobis miseris, qui tantam fiduciam in creaturam ponimus, & clavibus tantam virtutem tribuimus. Sed non permittet dolor & negotium omnes errores in hoc Sacramentum invectos per traditiones hominum, percensere, occasionem dedisse, meliora valentibus sufficit. Igitur nunc quatuor sunt partes pænitentiæ, scilicet Attritio, Confessio, Contritio & Satisfactio, adeo profecit Theologia, adiutorio Philosophiæ. Men Gudskelov, vé over os elendige, som lægger så stor en tillid til skabningen for dagen og tillægger nøglerne en sådan kraft. Men smerten og vor gøren og laden tillader ikke, at der gives lejlighed til at gennemtænke alle vildfarelser, der er indført i dette sakramente gennem menneskelige traditioner, det er nok med de mest betydningsfulde. Derfor er der nu fire dele af boden, nemlig den foreløbig anger, bekendelsen, den ægte anger og fyldestgørelsen, så store fremskridt har teologien gjort, hjulpet af filosofien. 
17 Contra Conclusionem septimam, ubi dixi, nulli remitti culpam nisi subiecto Sacerdoti, quam cum veram affereres, & tamen inculpatam dimittere non velles, eo me saltem vituperio fædasti, quod leprosum appellasti, quia mescerem aliquas veritates falsitatibus. (prilut1#44) (95#7 Imod den syvende tese, hvor jeg havde sagt, at ingen får tilgivet sin brøde, hvis ikke han underkaster sig præsten, imod den siger du, at du erkender, at den er sand og dog vil du ikke lade den være uden brøde, og så fremkommer du til sidst med den bebrejdelse imod mig, at du kalder mig en spdealsk, fordi jeg sammenblander noget sandt med det falske. 
18 Gratias ago, quod aliquando (licet cum opprobrio) veracem me confiteris. Sed id admiror, quid acciderit vobis Thomistis, ut tam diversum sentiatis. Hanc enim meam Conclusionem Thomistæ & tuæ sectæ fratres in Germania miro zelo detestantur.  Jeg takker dig, fordi du dog indrømmer mig en vis sandhed, selv om det er med bebrejdelse. Men det undrer jeg mig over, hvordan det kan gå til med jer thomister, at I kan mene så forskelligt. For thomisterne og dine ordensbrødre her i Tyskland har nemlig med en forunderlig iver vendt sig imod denne tese. 
19 An alium habeatis Thomam in Italia, & alium in Germania, ignoro, nisi forte mihi suspicionem facere vultis, quod nec Thomistæ Thomam, nec Thomas Thomistas intelligat. (405 [38]). Jeg véd ikke, om I har én Thomas i Italien og en anden i Tyskland, hvis det da ikke forholder sig sådan, at I vil give mig den mistanke, at hverken forstår thomisterne Thomas eller Thomas thomisterne. 
20 Ad octavam dicis, sicut ad septimam, id est, esse veram, sed mixtam aliis falsis, ideo me leprosum & maculosum. (prilut1#46) (95#8). Dico & ego, sicut ad præcedentem. conveniat primum Thomistis inter seipsos, & tunc pugnent contra me. Quanquam miror hanc Conclusionen te non reprobare, cum tam multis persuasum sit, eam esse falsam.        Til den ottende tese svarer du som til de syvende, det vil sige, den er sand, men der er iblandet noget falsk, derfor er jeg en spedalsk og har fejl. Så siger også jeg som til den foregående: At I thomister først skulle se at blive enige indbyrdes, så kan I komme og kæmpe mod mig. Skønt jeg undrer mig over, at du ikke går imod denne tese, eftersom mange er overbevist om, at den er falsk. 
21         Ad nonam, ubi dixi, excipi articulum mortie & necessitatis in decretis Papæ, recte me dixisse sentis, sed non apte seu apposite, quod illa exceptio intelligatur, non quoad impositionem pænitentiæ, sed quoad reservationem casuum. (prilut1#48). (95#9          Til den niende, hvor jeg har sagt, at dødens og nødvendighedens tilfælde må undtages i pavens dekreter, siger du, at min mening er rigtig nok, men den er ikke passende eller den er ved siden af. For denne undtagelse skal forstås som noget, der gælder, ikke hvad pålæggelsen af straffen angår, men hvad de reserverede tilfælde angår. 
22 Primo, Man hu? quid hic audio? supra me sunt quæ dicis, ideo non possum ad ea respondere. Si Papa etiam in morte reservat impositas pænitentias, fateor me non intelligere, quomodo alias, quam iuxta Canones imponenda afferas, præcedente enim Conclusione admisisti, morituris pænitentias Canonicas non imponi.  For det første: Milde Moses, hvad må jeg høre? Hvad du siger, ligger over min fatteevne, derfor kan jeg ikke svare på det. Hvis paven også i døden har reserveret nogle pålagte straffe, så tilstår jeg, at jeg ikke kan forstå, hvordan han ophæve andre, som er pålagt ifølge kanonnerne; du har nemlig i en foregående tese indrømmet, at for dem, der skal dø, kan der ikke pålægges kanoniske straffe. 
23 Hic rursum dicis: Papam non remittere pænitentias, nisi forte intelligas (ut inferius) pænitentias a sacerdote, vel a Deo inflictas, non excipi articulo necessitatis. Sed de his iam supra dictum est, quod pænas a Deo inflictas, non sic Ecclesiæ vel reservare, vel relaxare, & Sacerdotis impositio mere est arbitraria. Her siger du igen: Paven eftergiver ikke straffe, medmindre du måske derved forstår straffe, som er pålagt af præsten eller af Gud (som senere), der undtages ikke nødvendighedens tilfælde. Men om dem er der allerede talt ovenfor, at straffe pålagt af Gud, ikke således kan hverken fastholdes eller eftergives af kirken, og præstens pålæggelse af straffe er blot vilkårlig. 
24 Verum si ita sapis, figmenta illa communia sequeris, quod quia Sacerdos incertus est de quantitate pænæ infligendæ, ideo morituro non potest omnia solvere, sed relinquit hoc Papæ.  Men hvis du tænker således, så følger du denne almindelige flyvegrille, at fordi præsten er usikker på omfanget af den straf, der pålægges, derfor kan de døende ikke afløses for alt, men må overlade det til paven. 
25 Primum, quis credat, quod Deus a morituro requirat aliam quam mortis pænam? quam solam sufficere dicunt ad plenariam remissionem omnium peccatorum & pænarum, si volenter fuerit suscepta, quod verissimum est, quia pretiosa in conspectu Domini mors Sanctorum eius. (Sl 116,15)  For det første: Hvem tror, at Gud af den døende kræver andet end dødens straf? Den siger de jo, er nok til en fuldstændig eftergivelse af alle synder og straffe, hvis man frivilligt tager den på sig, fordi det er så sandt, som det er sagt, at 'værdifuld er i Guds øjne hans helliges død'. 
26 Secundum, si ignorat Sacerdos quantitatem infligendæ poenæ, quis eam certam facit summo Pontifici? At inquis, huic dictum est: Quodcunque solveris &c. Respondeo. Nunquid non & quilibet Sacerdos eiusdem verbi virtute soluit? Hæc & his similia, non nisi ex opinionibus dicitis, & in Ecclesia Dei docetis, quæ probare prorsus non potestis.  For det andet, hvis præsten er uvidende om omfanget af den pålagte straf, hvem skal så gøre paven vis på det? Men du vil sige, at det er sagt: Hvadsomhelst du binder osv. Jeg svarer: Mon ikke også en hvilkensomhelst præst kan løse ud fra dette ord kraft? Dette og lignende ting siger I kun som meninger, og I lærer i Guds kirke, hvad I overhovedet ikke kan bevise. 
27 Ad decimam, Arguis me admittere, quod in aliis damno, nempe, quod animas ad Purgatorium addico, dum solum iniunctas dico remitti poenitentias. (prilut1#50) (95#10) Respondeo ut supra. Non remitto eas ad Purgatorium sed iustitia vel rigor Dei, quem potestas Ecclesiæ tollere non potest, nisi oratione, non potestate clauis. Deinde suadeo, ut fortiter moriantur, quod eos tutiores faciet a Purgatorio, quam omnes omnium Indulgentiæ. (406 [40.jpg]) Til den tiende tese påstår du, at jeg må medgive, at jeg bringer fordømmelse over nogle, idet jeg nemlig fører sjælene ind i skærsilden, når jeg siger, at paven alene kan eftergive de straffe, han selv har pålagt. Jeg svarer som ovenfor: Det er ikke mig, der fører dem ind i skærsilden, men Guds retfærdighed eller hårdhed, som kirkens magt ikke kan ophæve, hverken ved bøn eller ved nøglemagt. Dernæst er jeg overbevist om, at dette gør dem mere i sikkerhed for skærsilden, end alle afladsbreve i det hele taget. 
28 Vndecimam præteris. Ad duodecimam dicis, etiam nunc ante absolutionem pænitentias imponi, ut c. dudum. (prilut01#54) (95#12). Respondeo: Non tenes quod volui, quæ & culpa mea est, quia non satis me expressi, Sed nec oportuit, cum disputationem proponerem. Sensus meus est & fuit, quod olim non absolvebantur ante pænitentiam expletam.  Den elvte springer du over. Til den tolvte siger du, at også nu pålægges straffene før absolutionen, som kap. 'dudum' siger. Jeg svarer: Du holder ikke fast på det, jeg ville, hvilket også er min fejl, fordi jeg ikke har udtrykt mig tilstrækkelig tydeligt. Men det er heller ikke nødvendigt, for jeg fremsatte den til diskussion. Det er min mening og det var det også før, at man i gamle dage ikke afløste før den fulde bod. 
29 Quod ex eo poteras intelligere, quod subiunxi, tanquam tentamenta veræ contritionis. Nostro enim seculo, ubi solum imponitur, non autem impletur ante absolutionem, non potest explorari, an vera sit contritio; Et utinam ille vetus mos revocaretur.  Af dette kan du forstå, at straffene blev tilføjet som en prøve på den sande anger. Men i vor tid, hvor man alene pålægger dem, men hvor de ikke opfyldes før afløsningen, kan man ikke blive klar over, om angeren er sand; men gid man genindførte den gamle skik. 
30 Ad tertiam decimam, concedis verum esse, per mortem omnia solvi, ubi ex Canone tantum pæna debetur. Quod si eam, quam imponit Canon, etiam divina justitia exigat, Purgatorium neges, necesse est. (prilut1#56) (95#13 Hvad den trettende tese angår, indrømmer du, at det er sandt, at i døden ophæves alting, hvor det blot skyldes ifølge en kanon. Men hvis også den guddommelige retfærdighed kræver den straf, som kanonnen har pålagt, så må man nødvendigvis nægte skærsilden. 
31 Respondeo: Siue justitia exigat, sive non, nihil hoc ad claves Ecclesiæ, sed ad orationes duntaxat. Sicut Jacobus dicit, quod oratio fidei Ecclesiæ salvabit infirmum, & si in peccatis fuerit, remittentur ei. (Jak 5,15)  Jeg svarer: Hvad enten retfærdigheden kræver den eller ej, har dette intet med kirkens nøgler at gøre, men kun med dens bønner. Ligesom Jakob siger, at kirkens bøn kan frelse en syg, og hvis han har nogle synder, skal de tilgives ham. 
32 Secundo fieret tunc ministerium clavium aliud nihil quam negotium perambulans in tenebris, quia solveret, nesciens quid & quantum solveret, quod mihi certe satis absurdum videtur. Nam judicium ferri non debet super re prorsus incognita, claves enim rem certam & solidam operari debent. Sed jam satis supra & alibi. For det andet bevirker en sådan administration af nøglerne intet andet end et foretagende, der vandrer rundt i mørke, fordi den afløser, men ikke véd, hvad og hvor meget den afløser, hvilket synes mig temmelig absurd. For man bør ikke fælde dom over en sag, der er helt ukendt, nøglerne bør jo være en sag, der er sikkert og fast grundet. Men det er der talt nok om ovenfor og andetsteds. 
33 Tertio, non sequitur, ideo Purgatorium a me negari. Sed solum, quod Purgatorium virtute clavium non possit solvi, ut infra. For det tredie følger der ikke deraf, at skærsilden af den grund benægtes af mig, men alene, at skærsilden ikke kan løses i kraft af nøglemagten, som det ses senere. 
34 Ad quartam decimam, & quintam decimam, ubi disputavi, quæ mihi videretur esse pæna Purgatorii, scilicet horror & timor, at prope desperatio, tres mihi falsitates imponis & temeritatem. (95#14 Angående den fjortende og femtende tese, hvor jeg har disputeret, hvad der forekom mig at være skærsildens straf, nemlig rædsel og frygt og næsten fortvivlelse, tillægger du mig tre urigtigheder og mener jeg er fræk. 
35 Respondeo ad temeritatem prius: Ejusdem criminis reus mecum es & tu, & S. Thomas imo Thomas, omnium maxime. (prilut1#58). Qui per omnia ferme sua scripta aliud nihil facit, quam disputat, & quod grande est, etiam ea quæ fidei sunt, in quæstiones vocat, & fidem vertit in utrum? ut nosti. Cur ergo, mihi, quæso, non permittis disputare de iis rebus, quæ sunt dubiosissimæ, & non determinatæ?  Jeg svarer først på det med frækheden: I denne last er du lige så skyldig som jeg, og sankt Thomas, eller bare Thomas, er mest skyldig af alle. Han gør igennem næsten alt, hvad han skriver, ikke andet, end at han diskuterer, og hvad der er stort og også hvad der tilhører troen stiller han spørgsmålstegn ved, og troen fordrejer han til begge sider. At du véd det. Hvorfor da, spørger jeg, tillader du ikke mig at disputere om disse ting, som er højst tvivlsomme og ikke afgjorte? 
36 Nunquid ego Ecclesia sum, imo plus quam Ecclesia, ut meæ disputationes pro definitionibus accipiantur? Sed consuetodu ista est thomistica, qua omnia afferere solitis, etiam quæ disputative proponitis, aut in Thoma legitis. Ideo & me assertorem credis, non disputatorem. Verum ut videbis in Declarationibus si in ulla mearum Propositionum parte disputo, hac parte maxime disputo, & ita disputo, ut meam sententiam firmius probare mihi videar, quam tua opinio sit probata, (407 [42.jpg[) non tamen definio, sed judicium Ecclesiæ expecto.  Mon jeg er kirken, eller mere end kirken, så at mine disputationer skal regnes for definitioner? Men denne sædvane er typisk thomistisk, hvorved du plejer at fremføre alting, hvad enten du har fremsat det disputativt eller har læst det hos Thomas. Derfor tror du også, at jeg fremsætter noget som sikkert, skønt jeg kun disputerer det. Men som du kan se i resolutionerne, hvis jeg i nogen del af mine teser disputerer, så gør jeg det mest i denne del, og jeg disputerer således, at det forekommer mig, at min mening bliver stærkere bevist, end din mening bliver bevist, dog definerer jeg ikke, jeg afventer kirkens bedømmelse. 
37 Ideo ignosci tibi, quod me hæreticum vocas, sciens hunc esse morem Thomistarum, ut hæreticus esse, velit, nolit, cogatur, duntaxat apud Thomistas, qui opiniones Thomæ non fuerit secutus. Nunc reliqua. Derfor tilgiver jeg dig, at du kalder mig kætter, idet jeg véd, at det er thomisternes skik at tvinge én til at være kætter, hvad enten han vil eller ej, men kun kætter blandt thomister, hvis han ikke har fulgt Thomas' opfattelser. Nu til det øvrige. 
38 Prima, inquis, falsitas est, quod aperte innuo, eos qui in Purgatorio sint, nescire, sese salvandos esse, ut & 19. Propositione dixi, Tu vero cum D. Thoma, cujus doctrina per regulam fidei Ecclesiam Romanam, & discussam & probatam dicis, ponis, quod sciunt se liberandos, alioqui suffragia non expeterent. (prilut1#60).  Du siger, at min første urigtighed er, at jeg åbent giver min tilslutning til, at de, der er i skærsilden, ikke véd, at de vil blive frelst, som jeg har sagt i tese 19. Men du påstår, med den guddommelige Thomas, hvis lære du siger er diskuteret og bevist gennem den romerske kirkes trosregel, at de véd, at de vil blive befriet, ellers kunne de ikke bede med sådanne bønfaldelser. 
39 Respondeo: Rem ipsam omitto, quia disputo, & infra 19 Conclusione non omnes esse certas dixi, (95tes#19) licet aliquæ forte cognoscant, de quibus late in Declarationibus, si pervenerunt, aut pervenient in manus tuas.  Jeg svarer: Jeg udelader sagen selv, fordi jeg disputerer, og senere i tese 19 har jeg sagt, at ikke alt er sikkert, selv om de måske erkender noget, men derom kan du se mere i resolutionerne, hvis de er nået frem til dig eller vil komme dig i hænde. 
40 Nam id credo me probare & probasse, quod non omnes sciant se esse salvandas, ut testantur exempla multa de animabis euntibus ad judicium &c. Probationes tuas tantum videamus. Primo autoritatem B. Thomæ inducis, cujus sententiam, Sanctorum vocas numero plurali, forte reverentiæ causa. Et ut huic credam, dicis a Romana Ecclesia, regula fidei probatum. Miror, quod inter tot Ecclesiæ Doctores, non aliquando alium quoque, aut textum Scripturæ inducas, ideo per fundamentum secundum iterum tam te, quam Thomam, rejicio. Quia & Augustinus receptus est ab Ecclesia magis qua S. Thomas: Paulus autem maxime, qui fundamentum meum primum est. For det tror jeg at bevise og at have bevist, at de ikke alle véd, at de bliver frelst, sådan som det bevidnes af de mange eksempler om sjæle, der kommer for dommen osv. Men lad os blot se på dine beviser. Den første autoritet, den salige Thomas, fremfører du, hvis mening om de hellige du omtaler i flertal, måske i ærbødighed. Og for at jeg skal tro på ham, siger du, at han er blevet bevist af den romerske kirke, troens regel. Jeg undrer mig over, at du blandt så mange kirkens lærde ikke også fremfører nogle andre eller et skriftsted, og derfor forkaster jeg ud fra mit fundament nummer to både dig og Thomas. Også fordi Augustin af kirken regnes for mere end sankt Thomas: Men Paulus regnes for mest, og han er den første i mit fundament. 
41 Secundo miror, quid velis, quod Ecclesiam Romanam fidei regulam vocas. Ego credidi semper, quod fides esset regula Romanæ Ecclesiæ, & omnium Ecclesiarum, ut Apostolus Galat. 6. Et quicunque hanc regulam sequuti fuerint, pax super eos &c. Rogo eo usque digneris adulari Romanæ Ecclesiæ, ut eam permittas discipulam esse fidei, quæ reguletur fide, non regulet fidem. Sed forte hæc verbi est controversia.  For det andet undrer jeg mig over, hvad du vil, når du kalder den romerske kirke en trosregel. Jeg for min del har altid troet, at troen var reglen for den romerske kirke, og for alle kirker, som apostelen siger Gal 6,16: 'Og alle de, der følger denne regel, fred være med dem osv'. Jeg beder derfor dig, der nedværdiger dig til at sleske for den romerske kirke, at du vil give den lov til at være troens discipel, altså så den reguleres af troen, ikke så den regulerer troen. Men måske er det kun en ordstrid. 
42 Quia regulam fidei improprie loquutus, vocas, quod ad eam fidem, quam Romana Ecclesia profitetur, omnium fides debet conformari. Et placet mirifice. Nam & ego gratias ago Christo, quod hanc unam Ecclesiam in terris ita servat, ingenti, & quod solum possit probare fidem nostram esse veram, miraculo, ut nunquam a vera fide, ullo suo decreto recesserit, nec tot barathris pessimorum morum, diabolus tantum efficere potuit, ut penes hanc non maneret ab origine sua canonicorum Biblia librorum, & ecclesiasticorum Patrum & Interpretum autoritas, & autoritatis sincera professio, licet multi forte sunt nimis, qui privatim his libris prorsus nullam habeant (408 44.jpg) fidem, nec eos curent, aut legere, aut intelligere. For du taler uegentligt om trosreglen og hævder, at alles tro bør stemme overens med den tro, som den romerske kirke bekender. Og det passer mig forunderlig godt. For også jeg takker Kristus, fordi han således tjener denne ene kirke så overmåde, og fordi han kan bevise at alene vor tro er sand; forunderligt, at den aldrig er afveget fra den sande tro i nogle af sine dekreter, og at djævelen gennem en afgrund af dårlige skikke kun har kunnet udvirke, at den ikke helt er forblevet ved sin oprindelse, de kanoniske bibelske bøger og kirkefædrenes og fortolkernes autoritet, og den alvorlige bekendelse til autoriteten, selv om der måske er for mange, der, berøvet disse bøger, slet ikke har nogen tro, og heller ikke bryder sig om at læse eller forstå dem. 
43 Tertio, illam consequentiam tu ipse, quæso, perpende. Animæ expetunt suffragia, ergo sciunt se esse salvandas. Fuistine tu ipse aliquando in periculo, vel mortis vel alterius necessitatis, in quo nesciebas, an tibi esset pereundum vel emergendum? Si fuisti, recordare, quæso, quam anxie quæsieris auxilium & consilium eo maxime, quo ignarus fuisti auxilii & consilii. Et (ut ille ait) una salus tibi fuit, nullam sperare salutem.  For det tredie, skulle du selv, vil jeg mene, overveje denne konsekvens. Sjælene beder om forbønner, altså véd de, at de vil blive frelst. Mon du selv nogensinde har været i fare, enten i dødsfare eller i nogen anden tvang, hvor du ikke vidste, om du ville gå under eller blive reddet? Hvis du har været det, så tænk tilbage på, beder jeg dig om, hvor ængsteligt du bad om hjælp og råd, og det så meget mere som du var uvidende om, hvorvidt du ville få hjælp og råd. Og, som han siger, der var én frelse for dig, at håbe på frelse. 
44 Si non fuisti, obsecro, velis credere his, qui fuerunt. Ubi est ergo argumentum tuum, petunt suffragia, ergo sciunt se salvandas. Quid si contrarium verius sit, petunt suffragium, ergo ignorant se salvandas? Sic, inquam, potest fieri, ut a facie æternæ iræ horrentes timeant perire, & in lacum ire sempiternum, & ne intrent orare, & suffragium quærere. Hvis ikke du selv har været i en sådan situation, jamen, for pokker, så må du da tro på dem, der har været det. Hvad bliver der altså af dit argument: at de beder om forbøn, altså véd de, at de vil blive frelst. Hvad nu, hvis det modsatte var mere sandt: De beder om forbøn, ergo véd de ikke, om de bliver frelst? Således, siger jeg, kan det godt være, at de, der ræddes for den evige vredes skikkelse, er bange for at gå til grunde, og kommer til den evige sø og ikke går ind for at bede og anmode om forbøn. 
45 Hoc Ecclesia videtur sentire, quando pro eis orat: Ne absorbeat eas tartarus. Item: Libera eas de ore leonis. Ecce in ore leonis, iamiam deglutientis, & in absorptione tartari eas esse Ecclesia protestatur. Sed latius, ubi dixi. Dette synes kirken at mene, når den beder for dem: 'at de ikke skal opsluges af helvede'. Ligeledes: 'Befri dem for løvens gab'. Se, kirken beder for dem, der er i den løves gab, der allerede er ved at sluge dem og som er ved at blive opslugt af helvede. Men mere derom, når vi kommer til det. 
46 Secunda, inquis, falsitas est, quod qui purgantur, timeant, præterquam filialiter, quia timor de futuro malo &c. (prilut1#62). Respondeo: Tuo te gladio peto. Temeritas est in his, quæ nos ratio naturalis non docet, velle aliquid definire nostra autoritate. Elue hanc temeritatem tuam, qui sine autoritate tanta fiducia pronuncias, non esse in Purgatorio, nisi filialem timorem. Thomam enim non audio.  For det andet siger du, at det er en urigtighed, når de, der renses, har frygt, udover en sønlig frygt, fordi frygt retter sig imod det fremtidige onde osv. Jeg svarer: Jeg vil imødegå dig med dit eget sværd. Det er frækt i de ting, som den naturlige fornuft ikke lærer os, at ville fastslå noget ud af egen autoritet. Afvask derfor denne frækhed hos dig, at du uden autoritet udtaler det med en så stor tillid, at der i skærsilden kun findes den sønlige frygt. For Thomas retter jeg mig jo ikke efter. 
47 Secundo, video te eo errore laborare, quasi possit esse filialis timor in via tam purus, ut nullus cum eo mixtus sit timor servilis pænarum, quod iuxta Scripturam & ecclesiasticos Patres non est possibile, cum nulla virtus perficiatur, nisi in patria. Et haec meae Positionis causa est, quod animae sunt imperfectae charitatis, habentes mixtum timorem poenarum, id est, servilem. Aut doce me, quomodo de poena doleant, si non timent eam, si non dissentiunt ab ea, nisi definitio doloris B. Augustini alia est in Purgatorio, alia super terram, qua dicit, dolor est dissensio animi ab iis rebus, quæ nolentibus nobis accidunt: dolent ergo.  For det andet ser jeg, at du arbejder videre på den fejltagelse, at der kan være nogen sønlig frygt i en vej, der er så ren, at der ikke kan være opblandet i den nogen slaveagtig frygt for straffene, hvilket ifølge skriften og kirkefædrene ikke er muligt, eftersom enhver dyd kun gennemføres fuldt ud i fædrelandet. Og dette er grunden til min tese, at sjælene er ufuldkomne i kærlighed, idet de har en blandet frygt for straffene, det vil sige en slaveagtig frygt. Eller fortæl mig, hvordan de kan få smerte af straffen, hvis de ikke frygter den, hvis de ikke står i modstrid med den, hvis da ikke den salige Augustins definition på smerte skal være én i skærsilden, en anden på jorden, han, som siger, at smerten er sjælens modstrid med de ting, som sker med os uden at vi vil det: altså smerter de. 
48 Sec hoc fit, quia nolunt, si nolint, serviliter timent poenam. Tu cape, ego nec fingere possum, quod quis doleat de poena, quam non timeat aut horreat. Tertio, Id vero quam acute dixisti, quia timor sit de futuro malo. Animæ autem sunt in præsentibus malis. Si cogitare posses, vel gustasses vitæ futuræ unam guttulam, non ista diceres. Omnia sunt illic præterita, omnia præsentis, omnia futura.  Men herved sker der det, at fordi de ikke vil have straffen, hvis de da ikke vil det, kommer de til at frygte straffen på en slaveagtig måde. Og pas du nu på: Jeg for min del kan ikke forestille mig, at nogen kan føle smerte ved en straf, som han ikke frygter eller afskrækkes for. For det tredie: Det har du sagt meget skarpsindigt, at frygten er en frygt for et fremtidigt onde. Men sjælene befinder sig i et nærværende onde. Men hvis du kunne tænke dig om, eller smage bare én dråbe af det kommende liv, ville du ikke sige sådan. Alt er dèr fortid, alt er nutid, alt er fremtid. 
49 Breviter, quia hæc sunt ignota tibi, hoc (409, 46.jpg) est quod dico, quia pæna Purgatorii est timor futuri mali, id est, horror damnationis: Sicut supra exemplum dedi, de his, qui in periculo sunt constituti. (#43 Kort sagt, fordi du er uvidende om disse ting, forholder det sig, som jeg siger, at skærsildens straf er frygt for det fremtidige onde, det vil sige: rædsel for fordømmelsen: Sådan som jeg ovenfor gav eksempel på dem, som var i fare. 
50 Quarto, quod si solus iste horror satis esset pænarum, impius esset Deus, qui alias pænas adderet. (prilut1#63) Obsecro, Creatorem tuum modestius nominare velis misera Creatura, numquid ideo Deus impius esset, quia non secundum caput tuum opinionibus Thomisticis dissertum ageret? Deinde, nec me intelligis, non dixi hanc pænam esse sufficientem, id est, omnem quam patiuntur animæ, nec de aliis pænis disputavi. Sed hanc solam aio tantam esse, tam vehementem, ut sola possit vice Purgatorii esse, cum in ea sit omnis pæna, imo aliæ pænæ seorsum nihil sunt ad istam, ut dixi in Declarationibus. (res04#13 For det fjerde indvender du, at hvis alene denne frygt var tilstrækkelig til straf, ville Gud være ufrom, fordi han tilføjer andre straffe. Jamen, for pokker, du elendige skabning tillader dig at fortælle din skaber, hvordan han skal være mere mådeholden, mon Gud af den grund ville være ufrom, at han ikke handler efter dit hoved, som er udviklet ud fra thomistiske opfattelser? Forøvrigt har du ikke forstået mig. Jeg har ikke sagt, at denne straf er tilstrækkelig, det vil sige, at den udgør al den straf, som sjælen skal lide, heller ikke disputerer jeg om andre straffe. Men jeg siger, at alene denne straf er så stor, så hård, at den alene kan gøre det ud for skærsild, eftersom al straf er i den, ja, der kan ikke finde andre straffe over den, som jeg har sagt det i resolutionerne. 
51 Ad decimam sextam Conclusionem, ubi Purgatorium dixi videri prope desperationem tu contra, certam spem salutis in Purgatorium ponis, & hoc non, nisi nuda Thomæ autoritate,  (prilut1#65) (95#16) quod remitto ad fundamentum meum secundum. (lutpri01#8) Secundo, vehementer dubito, an scias, quid sit certa spes, cum tua ipsius sententia sit, quod homo nescit, an amore dignus sit. Angående den sekstende tese! Her har jeg sagt, at der i skærsilden synes at være næsten fortvivlelse. Men du anbringer modsat et sikkert håb om frelse i skærsilden, og dette kun på den rene og skære autoritet fra Thomas. Derfor henviser jeg dig til mit andet fundament. For det andet tvivler jeg stærkt på, om du véd, hvad et sikkert håb er, eftersom du har den opfattelse, at mennesket ikke véd, om det er værdig til kærlighed. 
52 Tertio, hanc Conclusionem ex supra dictis apertam relinquo, quod morituris & periculo pressis, licet nondum sit desperata, prope tamen, ac velut similis est desperatæ, salus; Omnis enim timor, pars quædam est desperationis. For det tredie, så lader jeg ud fra det foregående denne tese stå åben, at de, der skal dø også er undertrykt af fare. Selv om frelse endnu ikke er fortvivlet, så er den dog tæt ved at være det, og er lig med at være fortvivlet; alt er nemlig frygt, og en del af den er fortvivlelse. (?) 
53 Ad decimam septimam, ubi ex consequenti animabus augeri necessario charitatem dixi, tu pulcherrimo Aristotele mihi occurrus, quod uno inconvenienti dato, plura mihi contingerent, scilicet non minus absurdum esse, quod timorem servilem in animabus posui, quam charitatis augmentum. (prilut1#68) (95#17 Angående den syttende tese! Her sagde jeg ud fra det følgende, at sjælene trænger til, at kærligheden øges. Og du imødegår mig med den udmærkede Aristoteles, at én ulogiskhed fører flere med sig for mit vedkommende: det vil nemlig være meget absurd, når jeg har anbragt en slaveagtig frygt i sjælene, at kærligheden så skulle øges. 
54 Deinde tu, quam optimas tuas convenientias prosecutus cum B. Thoma, contrarium asseris, nihil allegans aliud, pro more tuo, nisi nova vocabula, scilicet, quod animæ, secundum Thomam, sunt viatores secundum quid, non simpliciter. Quis dixit tibi & Thomæ, esse eas viatores secundum quid, non simpliciter? An Aristotele in Elenchis suis? Quis temeritatem, ut tu vocas, tibi permisit, scrutandi eius, ad quod nulla suppetit nobis ratio, naturalis præsertim, cum non disputes, sed definias?  Dernæst påstår du, idet du følger din bedste logik sammen med den salige Thomas, det modsatte, og hævder, som du plejer, intet andet end et nyt ord, nemlig, at sjælene ifølge Thomas, er forholdsvise vandringsmænd, ikke ligefremme vandringsmænd. Men hvem har sagt til dig og Thomas, at de er forholdsvise, ikke ligefremme vandringsmænd? Mon det er Aristoteles i sine 'elenchis'? Hvem har tilladt dig at have den frækhed, som du kalder det, at undersøge det, som fornuften, specielt den naturlige fornuft, ikke giver os nogen hjælp til, så at du ikke disputerer, men definerer? 
55 An illa tua fortissima ratio, qua dicis, alioqui bonum esset eis, diu esse in Purgatorio, ut perfectiores & consummatiores evaderent? Hoc argumentum credo non posse fieri, nisi a Thomista, tantum habet acuminis. Nam ex eo etiam sequeretur, bonum esse, ut nullus Sanctorum moreretur, & ut Martyres usqve in diem iudicii carceres & (410, 48.jpg) ungulas sustinerent. Eller er det måske din særlig stærke fornuft, dèr, hvor du siger, at det ellers ville være et gode for dem at være længe i skærsilden, så de kunne nå frem til at blive mere fuldkomne og fuldbårne? Det argument tror jeg ikke kan gælde, heller ikke for en thomist, selv om det er skarpsindigt. For herudfra ville det følge, at det ville være godt, at ingen af de hellige dør, og at martyrerne blev fastholdt i fængslerne og lænkerne indtil dommedag. 
56 Quia si charitas potest augeri in statu in quo sunt, bonum est ut diu in illo maneant, hoc est, semper moriantur pro Christo, quo perfectiores evandant. Hæc tu, ut dicis, non sequens vocum novitates, sed vestigia Sanctorum. For hvis kærligheden kan øges i det stadium, hvorpå de befinder sig, så er det godt, at de forbliver længe i det, det vil sige, at de altid dør i Kristi sted, hvorved de kan nå frem til at blive mere fuldkomne. Såvidt dig, du, der siger, at du ikke vil følge de nye tendenser, men de helliges spor. 
57 Decimam octavam, ubi videbas me petere autoritatem Scripturæ vel rationis, omittis, nisi quod autoritate Sanctorum pluraliter, id est, S. Thomæ, dicis fieri argumentum probabile. (prilut1#71). (95#18        Angående den attende tese! Da du så, at jeg bad om skriftens eller fornuftens autoritet, så undlod du det, bortset fra at du siger, at ved de hellige autoritet, det vil sige, ved sankt Thomas' autoritet, bliver argumentet antageligt. 
58 Concedo esse argumentum probabile, id est, dubium & dialecticum, cui non sit necessarium accedere fide. Et hac tua professione obstrictum te volo, ut quoties mihi D. Thomam adducis, sine Scriptura, sine Patribus, sine Ecclesia, sine ratione loquentem, memor sis, te dialecticam, non Theologum agere, id est, probabilia tantummodo tradere, non credibilia.  Jeg indrømmer, at argumentet er antageligt, det vil sige, tvivlsomt og dialektisk, som ikke er nødvendigt for at opnå troen. Og jeg vil gerne holde dig fast på denne tilståelse, så at du overalt, hvor du fremfører den guddommelige Thomas for mig, hvor han taler uden skrift, uden fædre, uden kirke, uden fornuft, så husker på, at du handler dialektisk, ikke teologisk, det vil sige, du overleverer blot, hvad der er sandsynligt, ikke hvad der skal tros. 
59 Quid ergo? Hoc pacto iam omnino convenimus in unum, & finis est disputandi, quia hoc, quod affirmas tu, ego nego, vis ergo ut sistamus? nam deinceps, præter D. Thomam nihil ponis, nisi quod aliquando me convitiis insectaris, ubique autem invidiosum Pontifici me facere studes; Sed transiliam breviter.  Hvad så? På den måde er vi allerede bliver fuldstændig enige, og kan godt slutte vor disputation, for det, som du påstår, det nægter jeg, vil du derfor have, at vi skal fortsætte? For du fremsætter ikke andet end den guddommelige Thomas' meninger, bortset fra at du af og til angriber mig med skældsord og overalt søger at bringe mig i miskredit hos paven. Men jeg vil kort sagt springe det over. 
60 Decimam nonam præteriens, dicis idem quod supra ad decimam quartam, & decimam quintam dixisti, quo & ego te remitto. (prilut1#73). (95#19 Den nittende tese springer du over, idet du siger det samme som til den fjortende og femtende tese, hvortil også jeg henviser dig. 
61 Contra vicesimam dicis, summum Pontificem posse remittere pænam tam impositam, quam non impositam, ut edocet D. Thomas. Oppositum autem dicere, est hæreticum, & contra Privilegium datum Petro. (prilut1#75). (95#20 Imod min tyvende tese siger du, at paven kan eftergive såvel den straf, han har pålagt, som den, han ikke har pålagt, sådan som dr Thomas lærer. Men at sige det modsatte er kættersk og imod det privilegium, der er givet til Peter. 
62 Respondeo: Nego; & ratio negandi dicta supra Conclusione quinta. (lutpri01#58) Hæreticus ero, si postquam Ecclesia determinaverit, non tenuero.  Jeg svarer: Det nægter jeg. Og begrundelsen for at nægte er givet under tese fem. Jeg vil være kætter, hvis jeg ikke holder fast ved det, efter at kirken har bestemt det. (?). 
63 Ad vicesimam primam, me convitio pungis. Ideo transeo. (prilut1#77). (95#21) Til den énogtyvende tese stikker du til mig, som er jeg lastefuld. Derfor springer jeg den over. 
64 Ad vicesimam secundam, ea dicis, quæ supra Conclusione quinta sunt confutata. (lutpri01#68). Nego esse factum & doctrinam Ecclesiæ, relaxari pænas Purgatorii per viam Indulgentiæ. (prilut1#79). (95#22) Quanquam admiror, quo hanc Propositionem non approbaveris, qui superius docuisti & admisisti, animas in Purgatorio non solvere canonicas poenas, ut dicit mea hæc Propositio. (prilut1#50).  Til den toogtyvende tese, siger du det som allerede under tese fem er gendrevet. Jeg nægter, at det er kirkens gerning og lære, at eftergive straffene i skærsilden gennem afladen. Og jeg undrer mig over, hvordan du kan undlade at godkende denne tese, du, som ovenfor har lært og indrømmet, at de kanoniske straffe ikke løser sjælene i skærsilden, som min tese her siger det. 
65 Ad vicesimam tertiam, longo verborum tractu repetis id, quod supra tractatum est Propositione sexta, de attritione & contritione, quod ibi dixi, hoc dictum puta. (#11). (prilut1#83-87); (prilut1#41). (95#23) Non est enim fundamentum theologicum, ex attrito fieri contritum virtute clavium, sed erroneum. Deinde attritio seu dolor ille imperfectus non est idem, quod velle habere dolorem & gratiam Dei.  Til tese treogtyve repeterer du i en lang ordrig afhandling det, der ovenfor er behandlet under tese 6, om foreløbig og ægte anger. Hvad jeg dèr sagde, mener jeg skal gælde. Det er nemlig ikke et teologisk fundament, at der ud fra en foreløbig anger kommer en ægte anger ved nøglemagten, det er en fejltagelse. Dernæst er den foreløbige anger eller denne ufuldkomne smerte ikke det samme som at ville have smerten og Guds nåde. 
66 Sed vel est simulatio fallax, vel est (411; 50.jpg) initium gratiæ verissimum, sicut B. Augustinus ait. Desiderium gratiæ est initium gratiæ. Et alibi. Velle esse iustum, est magna pars iustitiæ. Imo Apostoli in eo gradu permanserunt, Rom. 7. Velle mihi adiacet, perficere non invenio. Non ergo attritionis, nec liberi arbitrii, sed gratiæ est tale desiderium, ante omnem virtutem clavium.  Men enten er det et skuffende blændværk eller også er det den sande begyndelse til nåden, sådan som den salige Augustin siger: 'Ønsket om nåden er begyndelsen til nåden'. Og et andet sted: 'At ville være retfærdig er en stor del af retfærdigheden'. Ja, apostelen vedbliver i denne forståelse, Rom 7,18: 'Viljen har jeg, men gennemføre det kan jeg ikke'. Altså ikke den foreløbige anger, ikke den frie vilje, men nåden skaber et sådant ønske, før al nøglekraft. 
67 Secundo, Facillime admitto, quod dicis, Indulgentias conferri posse etiam inperfectissimis, nec hoc negat mea Propositio, Imo ego credo, quod remissio pænæ sacerdotalis potest conferri indignis & non contritis. Sensus autem meus est, quod nulla omnium omnino pænarum, tam a Deo impositarum, quam ab homine, nisi perfectissimis potest dari, imo nullis in hac vita, manet enim pæna mortis, dolor cordis &c. Et nullum est dubium in hac Propositione, experientia teste, & omnium sententia.  For det andet, jeg indrømmer gerne, hvad du siger, at afladen kan uddeles også til ufuldkomne, det nægter min tese heller ikke, ja, jeg tror, at den præstelige eftergivelse af straffen kan uddeles til uværdige og ikke angrende. Men det er min opfattelse, at ingen overhovedet af alle straffene, hverken af dem, der er pålagt af Gud, eller dem, pålagt af et menneske, kan gives til andre end de mest fuldkomne, ja, til ingen i dette liv, for dødens straf, hjertets smerte osv, forbliver. Og der er ingen tvivl i denne tese, vidne er erfaringen og alles mening. 
68 Ad vicesimam quartam, negas falli populum, si modo attriti confiteantur &c. quod, ut supra de attritione dictum est, rejicio. Primo, quod addis, alia bona opera non esse relinquenda propter venias, cum nullus pro certo sciat, se venias assequutum. Item, quis etsi illi veniam non consequuntur, pium tamen opus faciunt, quod eos in salutem disponit. (pri-lut1#87). (95#24 Til den fireogtyvende tese nægter du, at folket bliver narret, hvis blot de bekender osv, hvilket, som ovenfor sagt om den foreløbige anger, jeg forkaster. For det første, fordi du tilføjer, at andre gode gerninger ikke bør undlades for afladens skyld, eftersom ingen med sikkerhed véd, om han opnår aflad. Ligeledes, skønt de ikke får aflad, har de dog gjort en from gerning, hvilken disponerer dem til frelse. 
69 Respondeo: O miserum patronicium veniarum, obsecro, si incertum est, consequi nos venias, quid facimus? quid doces? Apostolus prohibit, ne in incertum curramus. (1 Kor 9,26) Hæc tua apud me verissima sint, imo apud omnes. Hinc est, quod ego tota fiducia suadeo hominibus, ut relictis veniis, invicem benefaciant, quia hic sunt certi, sese gratiam Dei consequi, illic vero incerti, an gratiam hominis consequantur. Hic tandem dicis & sentis ad omnia vota mea, imo plus quam volui.  Jeg svarer: O, elendige beskytter af afladen! Jamen, for pokker, hvis det er usikkert, om vi opnår aflad, hvad skal vi så gøre? hvad er det dog, du lærer? Apostelen forbyder os at løbe i det usikre. Disse ting skulle for mig være det sandeste af alt, ja skulle være det for alle. Heraf kommer det, at jeg med al tillid prøver at overbevise mennesker om, at de skal lade afladen være og være velgørende mod hinanden, fordi så vil de være sikre på at opnå Guds nåde, men ellers er de usikre på, om de opnår menneskers nåde. Men her siger og mener du i virkeligheden til alle mine løfter langt mere, end jeg har villet.
70 Ego qui hæreticus, perfidus, erroneus accusor, nunquam tam viliter de Indulgentiis loquutus sum, nec loqui volo. Quid est, quæso, donum incertum, nisi nullum donum? Quare ergo tot pompis irritatur vulgus, ad incertum suum bonum, quod ad certissimum bonum sine pompa potuit induci? Hoc modo peius fallitur, non maior pars populi, sed totus populus; quid si ego ista dixissem?  Jeg, som er en kætter, en perfid, vildfarende anklager, har aldrig talt så billigt om afladen, og heller aldrig villet det. Jeg spørger, hvad er en usikker gave andet end ingen gave? Derfor er det altså, at der skal gøres grin med folket med så megen pomp, for deres usikre godes skyld, hvilket kunne indføres som et sikkert gode uden pomp? På den måde sker der et værre bedrag, ikke af den største del af folket, men af hele folket; hvad, hvis det var mig, der havde sagt sådan?
71 Secundo, ubi nunc est potestas Papæ, ubi virtus clavium, si non nisi incertum operantur? Iam Christus nihil dedisse videtur Ecclesiæ, qui nihil certum ei dedit. Eo scilicet pervenit res Ecclesiæ studio scholasticæ Theologiæ, ut quæ donata sint nobis, nesciamus. Et id profitemur nos nescire, contra Apostolum, 1. Corinth. 3. Sed vide meas Declarationes. Credo me id effecisse, ut intelligi possit, quid claves, & quid non operentur, idque non incerte, sed certe. (412; 52.jpg) For det andet, hvor er nu pavens magt, hvor nøglernes kraft, hvis det kun virker usikre ting? Jamen, så synes Kristus jo ikke at have givet kirken noget, for han gav den noget usikkert. Derhen når altså kirkens sag ved den skolastiske teologis flid, at vi ikke aner, hvad der er givet os. Og at vi har gavn af det, véd vi ikke, imod hvad apostelen siger 1 Kor 3. Men se mine resolutioner. Jeg tror, at jeg dér har forklaret det, så det kan forstås, hvad nøglerne udvirker og hvad de ikke udvirker, og det er ikke usikkert, men sikkert. 
72 Tertio, altera lacinia frigidi huius patrocinii tui miseratum veniarum est hæc, quod &si illi venias non consequantur, tamen pium opus faciunt &c. Volo premere, quæ hic cogito, tu quæso, vide quid dicas, & quid inde sequatur. Hoc dico interea, non potest populus ad pium opus induci, nisi spe incerta veniarum? Dic hoc populo, & vide, si unum obolum pro tali certitate consequaris.  For det tredie, dette er en anden flig af din iskolde beskyttergerning af den elendige aflad, at skønt de ikke opnår afad, så har de dog gjort en from gerning osv. Jeg vil undertrykke, hvad jeg her tænker, men jeg beder dig, tag og se, hvad du siger og hvad der følger deraf. Men det vil jeg dog sige: Kan folket ikke føres til at gøre en from gerning på anden måde end ved håb om en usikker aflad? Sig det til folket, og se, om du får så meget som en obol for en sådan usikkerhed. 
73 Quis enim pro incerto, certum laboret? Ideo necesse est præconibus veniarum, hanc veritatem non docere. Et tamen non fallitur maior pars populi. Ad has impias fabulas pervenimus, dum docemus populos non in certissimam & nudissimam misericordiam Dei, sed in proprias iustitias incertissimas, imo nullas confidere.  Hvem vil nemlig give en sikker anstrengelse for noget usikkert? Derfor er det nødvendigt for afladsudråberne ikke at belære om denne sandhed. Og dog siger du, at den største del af folket ikke bedrages. Men så vender vi tilbage til disse ufromme fabler, hvor vi lærer folket, at de ikke skal stole på den sikre og blotte og bare Guds barmhjertighed, men på deres egen usikre retfærdighed, det vil sige: på ingenting. 
74 Quarto, sic veniæ essent pro mortuis solidiores quam pro vivis, quia tua sententia prosunt defunctis certissime, vivis autem incerte, & tamen pro vivis sunt principaliter & directe institutæ. Quod si directe non sunt nisi incertæ, quomodo, quæso, certæ fiunt, quando sunt indirectæ? Fateor hæc etiam in Glos. II. 5. c. Quod autem, posita, primo me moverunt, ut de Indulgentiis dubitarem. Et quomodo non dubitarem, cum dubitare iubear, a tantis veniarum tutoribus, doctoribus, præconibus? For det fjerde. Hvis afladen skulle være mere fast for de døde end for de levende, fordi det efter din mening er ganske sikkert, at den gavner de afdøde, men usikkert, om den gavner de levende, så er den dog først og direkte indstiftet for de levendes skyld. Derfor, hvis der direkte ikke er andet end usikkert ved den, hvordan, spørger jeg, kan den så bliver sikker, når den er indirekte? Jeg tilstår, at dette også står i Fortolkning 2, kap 5. Men hvis det står fast, så er det, der bevæger afladen mig i første række til at tvivle om afladen. Og hvordan skulle jeg kunne lade være med at tvivle, når jeg får befaling til at tvivle af så mange, der vil lære mig om afladen, doktorer, udråbere?
75 Quinto, vide, ne populus pium opus, pro veniis facere doctus, non faciat eo ipso, nisi malum opus, scilicet si opus huiusmodi alias non faceret, nisi venias speraret. Hic patet, quod non Deum pro fine, sed creaturam, scilicet remissionem pænæ in opere suo habet. Nisi verum sit, quod aliqui dicunt, Indulgentias esse pias fraudes, quod populus bonum facit propter Deum, & spe placendi Deo, provocatus ad hoc opus per venias.  For det femte: Se til, at ikke folket skal undlade at gøre den fromme gerning, de er blevet belært om at skulle gøre for afladens skyld, af den grund, at de ikke vil gøre en ond gerning, dvs en gerning af denne art, hvis ikke de kunne håbe på afladen. Heraf fremgår det, at folket ikke har Gud som sit mål, men skabningen, nemlig eftergivelse af straffene, når de handler. Men måske er det sandt, som nogle siger, at afladen er et fromt bedrag, hvor folket gør noget godt for Guds skyld og i håb om at behage Gud, provokeret til denne gerning af afladen. 
76 Ad vicesimam quintam, ea quæ dicis, nihil curo, non enim sunt ad propositum. (pri-lut2#2-4) (95#25) Tu intelligis Propositionem meam loqui de potestate iurisdictionis, quam tamen negavi superios & inferius in Purgatorium valere. Ego loquor de potetate operandi, & quidem non fuit mens mea, ut sic fallerentur legentes, sed tunc, sicut occurrebat, ita ponebam. Potestas itaque hæc est, quia Papa generali intercessione orat pro defunctis cum tota Ecclesia, Episcopus speciali, ut in diebus communibus, Curatus, in singulis feriis. Ergo est potestas orandi & intercedendi, de quo alias. Hvad den femogtyvende angår bryder jeg mig ikke om det, du siger, for det har ikke noget med tesen at gøre. Du forstår min tese, som 
om den taler om magten til at lovgive, hvilken magt jeg dog har nægtet gælder de øvre og nedre i skærsilden (?). Men jeg taler om den udøvende magt, og ganske vist var det ikke min mening sådan at narre læserne, men dengang fremsatte jeg det, sådan som det fremstod. Derfor, magten er den, at paven ved en almindelig forbøn beder for de afdøde sammen med hele kirken, biskoppen i særlig grad på de almindelige dage og præsten på de enkelte helligdage. Altså, det er magten til at bede og gå i forbøn, der er tale om. Om den mere andetsteds. 
77 Ad vicesimam sextam, Dicis Ecclesiam habere potestatem in purgatorium, secundum Sanctos (id est, S. Thomam) & hoc per applicationem meritorum Christi. (prilut2#6). (95#26) Respondeo ut supra, S. Thomam nego. (413; 54.jpg) Angående den seksogtyvende tese siger du, at kirken har magt i skærsilden ifølge de hellige (det vil sige, sankt Thomas), og det ved at tildele Kristi fortjenester. Jeg svarer som ovenfor, at jeg nægter sankt Thomas. 
78 Ad vicesimam septimam, ardens in defensionem tuorum, dicis non hominem, sed meram veritatem & catholicam prædicari ab his qui animam eo inflanti, quo plene factum est illud, gratia cuius plena venia datur, puta, quando deiectus est aureus in pelvim, evolare. (prilut2#8). (95#27 Til den 27. tese siger du, brændende i dit forsvar, at det ikke er på menneskevis, men den rene og katolske sandhed, når der af disse mennesker bliver prædiket, at sjælen flyver op, opblæst derved, at der bliver gjort fuld bod for det, for hvis skyld der gives aflad, nemlig når det kastes en gylden i skålen. 
79 Respondeo: O suavissimam glossam, quis hæc ignorat, quod anima, quando satisfactum est pro ea, in instanti evolet? Nunquid hoc impugnavi? quis ista non credit? Sed & hanc glossam tuam dederunt postea tui quoque fratres Germaniæ.  Jeg svarer: O, sødeste fortolkning, hvem er i tvivl om, at sjælen øjeblikkelig flyver op, når der bliver gjort bod for den? Mon det er det, vi skændes om? Hvem tror ikke på det? Men også denne fortolkning skulle du bagefter give til dine brødre i Tyskland. 
80 Secundo, huc attende, & hic responde, ubi urgeris & nodus hæret, an sit hominem prædicari vel Deum, dicere, quod anima per indulgentias evolat, hoc tu iam iterum, facto & doctrina Ecclesiæ, id est, opinione tua & S. Thomæ, probas, & non aliter. Quanquam tu non tam viliter pendis animas, quam hi nostri, siquidem tu aureum in pelvim, nostri duodecim quatrinos satis esse dicunt.  For det andet, det skulle du lægge mærke til og det skulle du svare på, som du lægger vægt på og som er knuden i spørgsmålet, om det er at prædike på menneskevis eller at prædike på guddommelig måde, når man siger, at sjælen flyver op på grund af afladen. Og det beviser du igen ved hjælp af kirkens gerning og lære, det vil sige ved hjælp af din og sankt Thomas' mening. Skønt du ikke regner sjælene for så billige, som hine regner vore sjæle, når du skal have en gylden i skålen, mens vore prædikanter siger, det er nok med tolv kvadriner. 
81 Tertio, quod si etiam verum esset, per indulgentias redimi animas, qua dialectica didicisti, eodem momento satisfactum pro anima, quo factum est id, gratia cuius donatur venia? Ita divinatis de his rebus abstrusissimis, ac si præsentes omnia videretis. Nonne posset fieri, ut dum ille nummum iactat, interea Angelus, sicut Tobiæ fecit, offerat Deo memoriam huius facti, & deinde animam visitet, & aliqua mora intercedente redimat, aut aliud fieri, quod nos ignoramus.  For det tredie, er det nu også sandt, at sjælene løskøbes gennem aflad, som du dialektisk har lært, i samme øjeblik der er fyldestgjort for sjælen, når der er gjort bod for det, for hvis skyld der gives aflad? Således har du spået om de hemmeligste ting, og hvis de var nærværende, ville I se det hele. Mon ikke det kan ske, at mens mønten bliver kastet, bryder en engel ind, ligesom det skete for Tobias, ofrer til Gud mindet om denne begivenhed, og hjemsøger sjælen og forløser den, idet den går i forbøn, eller det kan ske noget andet, som vi ikke véd noget om. 
82 Quarto, aptissimam adducis similitudinem, quod talis Prædicator sit similis coquo, qui substantiales cibos accidentalibus saporibus exacuit. Imo, hoc dolemus, quod comestores illi, nimis accidentalibus & alienis verbis adulterant verbum Dei. Denique iube, ut prædicatores illi hoc modo sua verba intelligenda doceant, & videbis eos omni populo sibilum & fabulam fieri, nullus enim ita intellexit. Quare satis video, quantum solicitaverint apud te, ut hanc eorum conscientiam utcunque excusares & levares, sed frustra.  For det fjerde tilføjer du en meget velegnet sammenligning, at en sådan prædikant er lig med en kok, som tilbereder ægte måltider ud af en tilfældig most. Ja, det gør os ondt, at disse opædere har begået hor med Guds ord med altfor tilfældige og altfor fremmede ord. Giv derfor befaling om, at disse prædikanter ikke blot skal lære, at det er sådan, deres ord skal forstås, så skal du få at se, at de bliver til spåkoner og fabler for hele folket, der er nemlig ingen, der har forstået det sådan. Derfor kan jeg godt se, at det har bekymret dig meget, hvordan du kan undskylde og lette denne samvittighed hos dem. Men det er forgæves. 
83 Ad vicesimam octavam, me detractorem vocas, & eum, qui ponit in cælum os suum, quia Deus, inquis, concessit Papæ dare de suffragio pro voluntate sua. (prilut2#10). (95#28        Som svar på tese 28 kalder du mig en, der taler ondt, og én, der sætter sin mund ind i himlen, og du siger, at Guid har tilstået paven at give efter forbønner som han vil. 
84 Respondeo: Nolo tecum convitiis agere, mi Pater. Scio, quod omnia facilius sustinemus, quam veritatem. Tuis verbis non potest offendi avaritia, quia non tangis eam, sed tingis & pingis. Nam quod Papa possit dare suffragium, non nego; (n84) Sed quod suffragium faciat animam evolare, hoc interea nego, donec tu aliud probaveris.  Jeg svarer: Jeg vil ikke skælde dig ud til gengæld, kære fader. Jeg véd, at vi holder lettere fast ved alt andet end sandheden. Med dine ord kan gerrigheden ikke stødes, fordi du ikke angriber den, men farver og afmaler dem. For jeg nægter ikke, at paven kan give gennem forbøn. Men at forbønnen bevirker, at sjælen flyver op, det er, hvad jeg nægter, indtil du har bevist det. 
85 Til 3 Luther mod Prierias.

 

Noter: 
 

Note 84: Löscher-note: To. I. Witteb. p. 178 vitiose &vidicule legitur, non ego,