taget fra Löscher, Vollständige Reformations acta und documenta 1712, bind 2, side 390 til 402.
| 1 Es ist oben der Dialogus des Päbstlichen führnehmsten Theologi, Sylvestri de Prierio, wider Lutherum eingerucht worden; Denselbigen wolte der freudige Held Christi anfangs bald widerlegen: weil aber viel seiner Freunde ihn abhielten, aus Furcht, der Römische Hoff möchte zu sehr erbittert werden, so hielte der seel. Lutherus darmit zurück, bis die Römische Citation ankam: Da er denn seine Responsionem ad Dialogum in den Druck gab, welche zum Ende des August-Monats A. 1518. zum Vorschein kam. | Ovenfor er aftrykt den dygtigste pavelige teolog, Sylvester Prierias' dialig imod Luther. Denne ville Kristi glade helt i begyndelsen gendrive med det samme. Men fordi mange af hans venner rådede ham fra det af frygt for, at det romerske hof skulle blive forbitret over det, holdt den salige Luther sig tilbage, indtil den romerske stævning ankom. Så sendte han endelig sit svar på dialogen i trykken, og den udkom i slutningen af august måned 1518. |
| 2 Am 15dem Augusti gedachten Jahres schrieb Lutherus an Spalatinum, dass diese Schrifft zu Leipzig gedruckt würde, und an 31sten dieses Monats sendete er sie abgedruckt an eben diesen gelehrten Mann. Am 16den Septembr. schrieb er an Jo. Langum, dass die Exemplaria (390 [8.jpg]) des ersten Drucks verkaufft wären, und dass Melchior Lother diese Schrifft wieder aufflegte. Sie muss alhier als ein wesentlich Stück der Reformations-Acten eingerückt werden. | Den 15. august dette år skrev Luther til Spalatin, at dette skrift ville blive trykt i Leipzig, og den 31. i denne måned sendte han et fortryk til netop denne lærde mand. Den 16. september skrev han til Johannes Lang, at det første oplag var udsolgt, og at Melchior Lother ville trykke et nyt oplag. Det må derfor her optrykkes som et væsentligt stykke blandt reformations-akterne. |
| 3 RESPONSIO LVTHERI AD SILV. PRIERIATIS DIALOGUM. | LUTHERS SVAR PÅ SYLVESTER PRIERIAS' DIALOG. |
| 4 Reverendo in Christo Patri, Silvestro Prieriati, Ordinis Prædicatorum S. Theologiæ Professori celeberrimo. | Til den ærværdige fader i Kristus, Sylvester Prierias, af dominikanerordenen, højtberømt professor i den hellige teologi. |
| 5 Pervenit ad me, reverende Pater, Dialogus ille tuus, satis superciliosus, & plane totus Italicus & Thomisticus. In quo etsi causaris, te iam senem armisque desuetum, denuo meis uerbis ad certamen impelli, tamen uelut Entellus ille de me Darete (ut ais) referre paras uictoriam insperato, nisi quod eo ipso Dareta magis quam Entellum exhibes, quod rumores ponisante salutem, & (ut dicitur) Encomium ante uictoriam. Age igitur, fac quod facis, fiat voluntas Domini. Vale. | Ærværdige fader, din dialog er kommet mig i hænde, meget alvorlig og helt igennem italiensk og thomistisk. Selv om du deri hævder, at du nu er olding og uvant med våben, men alligevel påny opfordres til kamp af mine ord, så vil du dog, ligesom Entellus over Dareta, som du siger, forberede dig ved at håbe på sejr, medmindre du mere forestiller Dareta end Entellus, så at du allerede ved rygterne mener, den er hjemme, og som de siger, jubler før sejren. Kom derfor, gør det, du må gøre, ske Herrens vilje. Lev vel. |
| 6 Omittu Fundamenta tua, quorum Intelligentiam magis suspicor, quam capio. Et more exemploque tuo, mihi quoque Fundamenta iaciam, necesse est. | Jeg springer dine fundamenter over, for jeg har i højere grad mistanke til dem, end jeg just forstår dem. Men efter dit eksempel er det nødvendigt også for mig at udkaste nogle fundamenter. |
| 7 Primum est illud B. Pauli: Omnia probate, quod bonum est tenete. (1 Thess 5,21) Et Galat. 1. Si angelus de cælo aliud uobis euangalizauerit, quam accepistis, anathema sit. | Det første er dette fra den salige Paulus: Prøv alt, behold det gode. Og Gal 1,8: Hvis en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, I har modtaget, han være forbandet. |
| 8 Secundum est illud B. Augustini ad Hieronymum: Ego solis eis Libris, qui Canonici appellantur, hunc honorem deferre didici, ut nullum Scriptorem eorum errasse, firmissime credam. Cæteros autem quantalibet doctrina, sanctitateque polleant, non ideo uerum esse credo, quia illi sic senserunt &c. | Det andet fundament er dette citat fra den salige Augustin i et brev til Hieronymus: 'Jeg for min del har alene tildelt de skrifter, der kaldes kanoniske, at bære den ære, og jeg tror fuldt og fast, at ingen af deres forfattere kan fare vild. Men de øvrige, hvor store læresætninger de end indeholde og med hvor stor hellighed de end har betydning, tror jeg dog ikke, at de er sande, fordi det er dem, der mener således, osv'. |
| 9 Tertium illud Cle. de pæ. & re. Ca. abusionibus, Quæstoribus nihil licere in ueniis prædicandis, proponere populo, quam quod in eorum literis continentur hoc est quod tu dicis, ea, quæ Ecclesia de facto facit. His fundamentis, si me intelligis, (391 [10.jpg]) simul intelligis, totum tuum Dialogum funditus euersum. | Det tredie fundament er taget fra Clemens i 'Om boden og tilgivelsen', kapitlet 'abusionibus': 'Pengemænd bør ikke have lov til at prædike aflad, eller fremføre for folket andet end hvad der står i deres breve'. Det er, som du siger, det, som kirken i virkeligheden gør. Ud fra disse fundamenter, hvis du forstår mig, forstår du samtidig, at hele din dialog er grundet på det modsatte. |
| 10 Nam tu perpetuo pro uerborum textu, non nisi nuda verba ponis, aut solas opiniones D. Thomæ mihi nunc demum decantas, qui æque (ut tu) nudis uerbis incedit, sine Scriptura, sine Patribus, sine Canonibus, denique sine ullis rationibus. Ideoque meo iure, id est, Christiana libertate, te & illum simul rejicio & nego. | For du fremsætter hele tiden i stedet for tekstens ord kun nøgne påstande eller foreholder mig først senere alene dr Thomas' meninger, som i sin tur, ligesom du, kun går frem med nøgne påstande, uden skrift, uden fædre, uden kanonner, ja, uden fornuft. Derfor vil jeg på én gang forkaste og fornægte dig og ham, ud fra min rettighed, det vil sige, ud fra min kristne frihed. |
| 11 Imo ita cogit me autoritas fundamenti primi & tertii, & suadet exemplum Augustini in fundamento secundo. Nam si apud Iureconsultos prouerbium recipitur: Turpe est Juristam loqui sine textu, tu vide, quam sit honorificum Theologum (qui maxime omnium debet) loqui sine textu, quem Apostolus iubet calceatum esse pedibus in præparatione Evangelii, (Ef 6,15) & Episcopum potentem, non in syllogismis & opinionibus hominum, sed in doctrina sana, (Tit 1,9) nimirum ea, quam alibi diuinitus inspiratam uocat. (2 Tim 3,16). | Ja, således tvinger det første og det tredie fundament mig. Og Augustins eksempel overtaler mig i det andet fundament. For hvis man blandt jurister antager dette ordsprog: 'Dum er den jurist, der taler uden tekst', så kan du se, hvor forfærdeligt det er, at en teolog (som fremfor alle bør gøre det) taler uden tekst. En teolog befaler apostelen have sko på fødderne i sin forberedelse af evangeliet, og han befaler, at en biskop skal være mægtig, ikke i ordspil og menneskelige meninger, men i den sunde lære, i hvert fald i den, som han andetsteds kalder guddommeligt indblæst. |
| 12 Hoc enim consilium si fuisset servatum, minus nunc Ecclesia haberet inutilium quæstionum & opinionum, & plus Euangelii & Christianæ ueritatis. Jam accedamus, & iudicemus simul. | Det er nemlig hans råd, og hvis det var blevet fulgt, ville kirken nu have færre unyttige spørgsmål og meninger og mere af evangeliets og kristendommens sandhed. Men lad os nu gå i gang, så kan vi bedømme det samtidig med. |
| 13 Primo, Quatuor falsitates in tribus primis Conclusionibus a me conprehensas pronuncias. Primam, quod Salvator impossibile iusserit, scilicet fideles omni tempore habere actum pænitentiæ, interioris uel exterioris. Cum enim dicat: Agite, non loquitur de habitualo interiore pænitentis, quæ sola perpetua est, & consequenter loquitur de actuali interiori vel exteriori. Agere enim, uel actus, uel non sine actu est. Hæc tua. (95#3; prilut1#24). | Først udhæver du fire løgne i de tre første teser, der er fremsat af mig. Den første er, at frelseren umulig kunne have befalet, at de troende altid skulle have i deres indre eller i deres ydre bodens handlingsakt. Når han nemlig siger: 'Gør', så taler han ikke om den tilfældige indre bod, som alene er varig, og følgelig taler han om den aktuelle indre eller ydre bod. At gøre er nemlig enten en handling eller ikke uden handling. Såvidt dig. |
| 14 Vere tua sunt, id est, adeo scholastica & thomistica, imo aristotelica. ut me pigeat & tædeat ea refutare. Rogo, ubi hic Scriptura, Patres aut Canones sonant? Deinde miror, quod iuxta peripateticam istam Theologiam, uerbum illud, agite, non ad solam internam actionem retulisti. | Det, du siger, er sandt, det vil sige, det er i den grad skolastisk og thomistisk, ja aristotelisk, at det ærgrer mig og jeg er ked af at gendrive det. Jeg spørger, hvor lyder her skriften, fædrene eller kanonnerne? Dernæst undrer jeg mig over, at du ifølge denne peripatet-teologi ikke henfører ordet 'gør' helt og holdent til den indre handling. |
| 15 Item, quod si & ego tua industria usus, te calumniarer & dicerem, omnem uitam (quod ego posui) non esse idem, quod omni tempore (quod tu interpretaris) sed tamen admitto, nec duriter agam tecum, reuerebor canos tuos, & dignitatem tuam. | Videre, hvis også jeg skulle benytte mig af din iver og drille dig, så ville jeg sige, at hele livet (som jeg har skrevet) ikke er det samme som hele tiden (som du fortolker det), men dog tilstår jeg, at jeg ikke vil behandle dig hårdt, jeg har ærbødighed for dine grå hår og din værdighed. |
| 16 Rem ipsam tueri conabor. Ideo paulo fusius hic tecum fabulabor, ut iam secundo totum tuum Dialogum subvertam. Primum, falleris, reuerende Pater, in uerbo, agite, quasi id actum importet, quem contra habitum destinguas. | Jeg vil forsøge at se på sagen selv. Af den grund vil jeg her omhandle det med dig lidt mere udførligt, da jeg jo allerede ifølge hele din dialog er forkert på den. For det første tager du fejl, kære fader, med hensyn til ordet 'gør', som om det medfører en handling, hvilket du skelner fra en vane. |
| 17 Idem est enim, agite pænitentiam, quod pæniteat nos, seu ut ausus est interpres latinus Act. 2. Pænitemini & saluamini &c. Nam & Græcis METANOITE (quod pænitentiam agite, transferunt) respicite, seu ad mentem & cor redite, (392 [12.jpg]) significat. | At gøre bod er nemlig det samme som at 'det bodes os', eller som man kan vove at oversætte den latinske tekst i Apg 2,38.40: 'omvend jer' og 'lad jer frelse'. For man kan også se på det græske METANOITE (som de oversætter ved 'gøre bod'), det betyder 'vend om i sind og hjerte'. |
| 18 Secundum habitualis illa pænitentia, nec a uobis intelligibilis, nec vulgo tradibilis, nulla est apud me, sed a uobis conficta ex Aristotele, præsertim si qualitatem quandam in anima perpetuam & otiosam intelligitis. Aut dice eam ex Scriptura, Patribus, Canonibus, rationibus. Nolo (ut scias) te, aut S. Thomam nudos habere magistros, in his rebus, quæ ad animam pertinent, quæ solo verbo Dei uiuit & pascitur. | For det andet findes denne tilfældige bod, som I ikke selv forstår og folket ikke får forklaret, ikke hos mig, men den er af jer opfundet ud fra Aristoteles, især hvis I forstår det om en eller anden varig og hvilende kvalitet i sjælen. Men tal dog om den ud fra skriften, fædrene, kanonnerne, fornuften. Som du véd, vil jeg virkelig ikke have dig eller sankt Thomas som autoritative lærere i disse sager, som har med sjælen at gøre, den, som alene lever og næres af Guds ord. |
| 19 Ideoque unus est eius magister Christus. Hunc autem in te loquentem non audio, sed Aristotelem & hominem. | Og derfor er sjælens eneste læremester Kristus. Men ham hører jeg ikke tale hos dig, kun Aristoteles og mennesketale. |
| 20 Tertium, pessime facis, quod negas Saluatorem impossibilia iussisse, plusquam pessime facis, quod hoc falsitatem audes appellare. Ideo enim semper orare oportet: Dimitte nobis debita nostra, quia nunquam facimus aut implemus mandata Dei. | For det tredie handler du rigtig dårligt, fordi du nægter, at frelseren kan befale det, der er umuligt, mere end du handler dårligt, fordi du vover at kalde det en løgn. Af den grund bør vi nemlig altid bede: Forlad os vor skyld, fordi vi aldrig opfylder eller fuldkommer Guds bud. |
| 21 Nec possumus in hac vita implere, sicut B. Augustinus locupletissime contra Donatistas & Pelagianos testatur. Sed & Paulus Rom. 7. queritur, se captiuari in legem peccati, & non facere bonum quod vult. Similiter & Gal. 5. Caro concupiscit aduersus spiritum, & spiritum aduersus carnem. Hæc enim sibi adversantur, ut non ea, quæ vultis, faciatis. Istæ sunt inimicitiæ quas posuit Deus inter semen serpentis & semen mulieris, id est, inter carnem & spiritum, inter concupiscentiam & charitatem. | Og vi kan heller ikke opfylde det i dette liv, sådan som den salige Augustin så helt til overflod har bevidnet det imod donatisterne og pelagianerne. Men også Paulus klager i Rom 7,14f over, at han er fange under syndens lov og ikke kan gøre det gode, han vil. På lignende måde også i Gal 5,17: Kødet begærer imod ånden, og ånden imod kødet. De to står hinanden imod, så I ikke kan gøre det, I vil. Dette er fjendskaber, som Gud har sat mellem slangens sæd og kvindens sæd, det vil sige, mellem kødet og ånden, mellem begæret og kærligheden. |
| 22 Quod ergo non omni tempore pænitemus & respicimus, vitium est, licet impossibile sit fieri, conclusit enim Deus omnes sub peccatum, ut omnium misereatur. (Rom 11,32). | Derfor, at vi ikke hele tiden gør bod og ser tilbage, det er en last, selv om det er umuligt, at det kan ske, Gud har nemlig indesluttet alt under synd, for at han kan forbarme sig over alle. |
| 23 Quartum, omnes Doctores ecclesiastici sentiunt mecum, nullus autem tecum. Sic enim B. Augustinus totam fidelium uitam, crucem & martyrium esse pronunciat: Quemadmodum & Hiob 7. militiam seu tentationem (n23) uocat, uitam hominis super terram: Et B. Bernhardus: Stare in uia Dei, & non proficere, est deficere: Et alibi: Vbi incipis nolle fieri melior, definis esse bonus. | For det fjerde: Alle kirkens lærde mener som jeg, ingen som du. Således erklærer nemlig den salige Augustin hele de troende liv for at være kors og martyrium. Sådan som også Job 7,1 kalder menneskenes liv på jorden en krigstjeneste eller en fristelse. Og den salige Bernhard: 'At være på Guds vej og ikke gøre fremgang er at gå tilbage'. Og andetsteds: 'Når du begynder ikke at ville blive bedre, da er du ophørt med at være god'. |
| 24 Et hoc est, quod in Psal. Vita iusti uocatur uia, semita, non domus aut flatus ut uitam eius quendam cursum & non statum esse doceat. Sicut de Christo omnium iustorum archetypo dicit: Exultavit ut Gygas ad currendam uiam. (Sl 19,6) Sed hanc uiam semper currere non potest homo, nisi dilatetur cor eius. | Og det er grunden til, at i salmerne den retfærdiges liv kaldes en vej, en sti, ikke et hus eller en blæsen, at man skal lære, at hans liv er et forløb og ikke en tilstand. Sådan som salmerne også siger om Kristus, alle retfærdiges arketype: 'Han udgår som en brudgom for at gennemløbe sin bane'. Men mennesket kan ikke altid gennemløbe denne vej, hvis ikke hans hjerte udvides. |
| 25 Iuxta illud: Viam mandatorum tuorum cucurri, cum dilatasti cor meum. (Sl 119,32). Hæc est illa renovatio mentis, (Rom 11,32) quam Apostolus Paulus (non ut tu) intermittendam, sed de die in diem, de claritate in claritatem, in eandem, quæ in Christo est, formam promouendam docet. Sed non ex nobis, imo sicut a Spiritu Domini &c. quia præceptum est impossibile &c. | Det sker ifølge Sl 119,32: 'Jeg gennemløber dine buds vej, eftersom du har udvidet mit hjerte'. Dette er den sindets fornyelse, som apostelen Paulus (men ikke som du) lærer skal sætte ind, men fra dag til dag, fra klarhed til klarhed, så der fremkaldes den samme form, som er i Kristus. Men det er ikke ud af os, nej, som med ånden som herre, osv, fordi budet er umuligt. |
| 26 Quintum, In omni bono opere potius, (393 [14.jpg]) aguntur, quam agunt filii Dei, sicut Rom. 8. dicit. Qui Spiritu Dei aguntur, hi filii Dei sunt, & ei opera (omnium, qui remotiorem Theologiam gustauerunt iudicio) sunt optima, quæ sine nobis in nobis operatur Christus, & ea fere pessima, quæ iuxta Aristotelis pessimam doctrinam, nobis eligentibus & (ut vocant) libero arbitrio mediante, operamur. | For det femte. I al god gerning er det mere sådan, at Guds børn ledes end at de handler, sådan som han siger Rom 8,14: De, der drives af Guds ånd, er Guds børn, og for ham er de gerninger de bedste (efter alles opfattelse, som har smagt den lidt fjernere teologi), som Kristus virker i os uden os, og de gerninger er næsten de værste, som vi, ifølge Aristoteles' dårlige lære, udfører, når vi selv vælger og, som de siger, udvirker med vores frie vilje. |
| 27 Sic enim fit, ut optime ieiunet, qui alia meliora meditatus, ne cogitat quidem an ieiunet. Hic enim longissime omnium ab edendi cupiditate separatur. Non autem ita, qui se sentit, & proponit ieiunare. | Sådan går det nemlig til, at den faster bedst, som tænker på andre og bedre ting, så han ikke engang tænker over, at han faster. Her adskilles han nemlig mest muligt fra lysten til at spise. Men sådan er det ikke med den, der sætter sig for og beslutter sig til at faste. |
| 28 Ita qui sancta meditatur, aut ea quæ suæ sunt uocationis, operatur intentus, quibus cum se a vitiis abstrahit, uel abstractum conseruat, sine dubio verissime pænitet, si tamen id amore Dei, non sui causa faciat. | Derfor, den, der overvejer hellige ting, eller arbejder intenst med det, som er hans kald, hvorved han kan fjerne sig fra lasterne eller bevare sig på afstand af dem, han gør uden tvivl i sandhed bod, dog kun hvis han gør det af kærlighed til Gud, ikke for sin egen skyld. |
| 29 Quia id demum est viuam & veram pænitentiam agere, animam a vitiis propter Deum separare, & separatam seruare, magisque separare. Tu vero, qui sacramentalem illam & initialem pænitentiam ob oculos tantum versas, cuius feruor & tumutus durare non potest sine miraculo, inuenisti impossibilitatem. | For det er til syvende og sidst at gøre levende og sand bod, for Guds skyld at adskille sjælen fra lasterne og bevare den adskilt derfra, og mere og mere adskille den derfra. Men du, som kun sætter dig for øjnene denne sakramentale og begyndende bod, hvis glød og lidenskab ikke kan vare ved uden mirakel, du har fundet denne bod umulig. |
| 30 Secundam falsitatem meam ita pronuncias, Verbum Christi dicentis: Pænitentiam agite, non potest intelligi de sacramentali pænitentia. Hanc falsitatem esse sic ostendis. (prilut1#25) | Min anden løgn udtrykker du således: Kristi ord, hvor han siger: 'Gør bod', kan ikke forstås om den sakramentale bod. At dette er en løgn viser du således: |
| 31 Tripliciter, inquis pænitentia dici consueuit. Primo est uirtus quædam, cuius obiectum est peccatum sub ratione emendabilis, actus vero eius est dolor uoluntatis de peccato. Ipsa uero est habitus moralis, eliciens dictum actum respectu prædicti obiecti. | Man plejer, siger du, at dele boden i tre. Den første er en slags kraft, hvis hensigt er at bringe synden ind under en forbedrende fornuft, men hvis handling er smerte i viljen over synden. Men selv er den en moralsk vane, som skal fremlokke den omtalte handling med henblik på det omtalte formål. |
| 32 Secundo pænitentia est sacramentum cuius partes sunt, contritio, confessio, satisfactio. Tertio accipitur vulgariter pro satisfactio inuncta a sacerdote, & omni carnis mortificatione &c. Hæc Sylvester. (prilut1#26). | For det andet er boden et sakramente, hvis dele er angeren, bekendelsen og fyldestgørelsen. For det tredie forstås af folket ved fyldestgørelsen de af præsten pålagte straffe, og enhver kødets dødelse osv. Såvidt Sylvester. |
| 33 Lutherus. Istane est, quæso, cæstus ille immani corpore Entellinus, quo audaculum hunc Dareta cruentabis? Doleo & iam pæniteo, me adeo contempsisse quendam tuæ sectæ fratrem in nostra Germania, qui contra meas easdem Positiones & ridicule & inepte pugnauit, longe tamen acutius & doctius quam tu. | Er dette ikke, spørger jeg, jernhandsken på denne Entellinus' uhyre kæmpekrop, hvorved du vil blodbesudle Daretas ringe vovemod? Det gør mig ondt, og nu bøder jeg for at have foragtet en af dine ordensbrødre i Tyskland, som både latterligt og udygtigt kæmpede imod disse samme teser, men dog langt mere nøjagtigt og lærd end du. |
| 34 Et nisi canos tuos vererer (sicut me decet) profecto hanc tuam distinctionem pro dignitate tractarem. Primo, quis dedit tibi, aut D. Thomæ hanc potestatem, ut verbum simplicissimum, simplicissimi & unici Doctoris Christi, in tres diuideres sectas? Hoccine est, Scripturam interpretari, an potius dilacerare? Qua Scriptura, quibus Patribus, quibus Rationibus hanc distinctionem stabilies, quæso? | Og hvis ikke jeg ærede dine grå hår (hvilket jeg bør gøre), så ville jeg sandelig behandle denne opdeling efter fortjeneste. For det første, hvem har givet dig eller dr Thomas den magt, at du kan dele den mest enfoldige og enestående læremester, Kristi, højst enfoldige ord i tre afdelinger? Skal det være at fortolke skriften? Er det ikke snarere at sønderrive den? Med hvilke skriftord, med hvilke fædrecitater, med hvilke fornuftgrunde understøtter du denne opdeling, spørger jeg. |
| 35 Thomæ, (394 [16.jpg]) non credo, Sylvestrum, etsi Palatii magistrum, nego. Secundum, Iterum ructuas Aristotelicam philosophiam de virtute morali, de obiecto, de actu elicito. Quasi ego talia nunquam audierim, deinde quæ talia sunt, ut in populo doceri non possint, nec ad Scripturæ intelligentiam utilia, portenta duntaxat uerborum, non nisi ad contentiones fouendas conficta. | Jeg tror ikke på Thomas, jeg benægter Sylvester, selv om han er magister Palatii. For det andet: Igen ræber du op denne aristoteliske filosofi om den moralske kraft, om hensigten, om handlingen at fremlokke. Som om jeg aldrig havde hørt om den slags før. Og dernæst er det af en art, som ikke kan læres blandt folket, og heller ikke er brugbar til forståelse af skriften, idet de har ord i sig, der nok kun er opdigtet for at nære stridigheder. |
| 36 Tertio, Pænitentiam, virtutem, dolorem voluntatis definis. (prilut1#25). Qua, rogo, autoritate? Tua? Quid hoc ad Lutherum? Quarto, quod est omnium acutissimum, imo immanissimus cæstus Entelli, quod pænitentiam primo modo virtutem, distinguis a pænitentia tertio modo, quam uocas omnem carnis mortificationem. | For det tredie: Du definerer boden som en kraft, som en smerte i viljen. Jeg spørger: Med hvilken autoritet? Med din? Men hvad har det med Luther at gøre? For det fjerde hævder du, hvilket er det skarpeste af det hele, ja er mægtige Entellus' jernhandske, at boden i den første forståelse som en kraft må skelnes fra boden i den tredie forståelse, som du kalder al dødelsen af kødet. |
| 37 Ergo pænitentia virtus non mortificat carnem? Quid ergo facit? Viuificat carnem, uel finit viuere carnem? Quod autem non mortificet carnem, tua illa probat acutissima distinctio, quia pænitentia primo modo non est pænitentia tertio modo. Hoc sic intelligo. | Betyder det, at boden som en kraft ikke døder kødet? Hvad skal man så gøre? Levendegør den kødet, eller får den kødet til at holde op med at leve? Men at den ikke døder køder, beviser din ganske skarpe skelnen, fordi boden i den første forståelse ikke er boden i den tredie forståelse. Sådan forstår jeg det. |
| 38 Pænitentia dolor voluntatis, qui uere mortificator carnis est, non mortificat carnem. Si hæc Germanus diceret, frigidum cælum culperem. Nunc quia Italus hæc dicit, sub ardenti cælo degens, quid prætendam, non inuenio. Nisi quod verum te in Epistola dicere credo, scilicet te et senem esse, et in commentariis Thomæ non tam implicitum, quam immersum, imo submersum credo. | Boden er en smerte i viljen, som er en kødets døder, men ikke døder kødet. Hvis det var en tysker, der sagde det, ville jeg have fået skyld for den kolde himmel. Men nu, fordi det er en italiener, der siger det, én, som lever under en brændende himmel, kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal tro. Hvis ikke jeg tror, at du taler sandt i brevet, dvs at du også er en gammel mand, så vil jeg tro, at du også i dine kommentarer til Thomas ikke er medskyldig i så høj grad som du er overvældet, ja, oversvømmet. |
| 39 Quinto, Pænitentiam secundo modo satisfactionem etiam esse dicis. Item, tertio modo satisfactionem esse dicis. Et primo modo, si est dolor voluntatis, non potest fieri, quin & ipse dolor satisfactionem operetur. Rogo, quot nobis tandem distingues satisfactiones? Hæc ideo impugno, ut hanc tuam distinctionem denuo scholasticæ Theologiæ, Et tum dicas omnes nihilominus in verbo Christi intellectas, ut persuadeas mihi doctrinam Christi sine Thomæ & Silvestri distinctionibus intelligi non posse. | For det femte siger du, at boden i den anden forståelse også er fyldestgørelse. Ligeledes siger du, at den i den tredie forståelse er fyldestgørelse. Og i den første forståelse, hvis den er en smerte i viljen, kan det ikke lade sig gøre, medmindre også selve smerten virker fyldestgørelse. Jeg spørger: Hvor mange fyldestgørelser vil du egentlig skelne imellem? Det vil jeg derfor kæmpe for, at når denne din skelnen påny hører hjemme i den skolastiske teologi, og når du siger, at alt ikke desto mindre skal forstås ud fra Kristi ord, at du så overbeviser mig om, at Kristi lære ikke kan forstås uden Thomas' og Sylvesters distinktioner. |
| 40 Id enim opus est, ut persuadeat, qui Christum nisi sine Thoma intelligi vix credo. Sexto, Libera me, quæso, ex his augustiis meis. Si verbum Christi potest intelligi de sacramentali pænitentia, præsertim tertia eius parte, id est, satisfactione, verbum autem Christi est præceptum immutabile, quomodo fit, ut sacerdotalis potestas sacramentalem satisfactionem mutet, dando Indulgentias & remissiones satisfactionis? Nonne vides vel aliam esse satisfactionem sacramentalem, quam Papa remittit, scilicet ecclesiasticam, vel si eadem est, nullas esse prorsus remissiones, & Indulgentias esse meras illusiones, & simulatas remissiones? Non enim (395 [18.jpg]) remittere potest homo, quod Deus præcepit & ligauit. | Det er der nemlig brug for, at jeg, der ikke tror, at Kristus ikke kan forstås uden Thomas, bliver overbevist om. For det sjette, befri mig dog fra den klemme, jeg er kommet i. Hvis Kristi ord kan forstås om bodssakramentet, især om den tredie del, fyldestgørelsen, men Kristi ord er uforanderlige bud, hvordan kan det så gå til, at den præstelige magt kan forandre den sakramentale fyldestgørelse ved at give aflad og eftergivelse af fyldestgørelsen? Mon du kan se, enten at det er en anden sakramental fyldestgørelse end den paven eftergiver, nemlig den kirkelige, eller hvis det er den samme, at den slet ikke er en eftergivelse og at afladen er en blot og bar illusion og en fiktiv eftergivelse? For et menneke kan ikke eftergive, hvad Gud har foreskrevet og bundet. |
| 41 Septimo, Si satisfactio comprehenditur in pænitentia secundo & tertio modo, utraque autem est, quæ a Sacerdote iniungitur. Rogo, quomodo stabit hæc distinctio? Sacramentalis enim satisfactio non est, nisi quæ a Sacerdote imponitur, & eadem est (te autore) quæ tertio modo accipitur. Jure mihi ueniam dabis, si hæc non capio. | For det syvende, hvis fyldestgørelsen hører hjemme i bodens anden og tredie forståelse, men begge disse er noget, som tilføjes af præsten, så spørger jeg, hvor holdbar er denne distinktion? For det er kun en sakramental fyldestgørelse, hvis den pålægges af præsten, og netop det er det, efter din opfattelse, som skal forstås ved den tredie forståelse. Du må give mig aflad på juridisk vis, om jeg forstår det. |
| 42 Æneum enim caput, & nasum ferreum habeo, id est, indocile & incapax tantæ tuæ Theologiæ ingenium, si ita placet. Tu nunc vide, quomodo verbum Christi non solum posse, sed debere etiam intelligi de qualibet harum trium pænitentiarum, contendas. | Jeg har nemlig et æneansk hoved og en jernnæse, det vil sige, jeg har en forstand, der er rå og ude af stand til at fatte din så store teologi, hvis du vil have det på den måde. Se nu, hvordan du påstår, at Kristi ord ikke blot kan, men også bør forstås om hvilkensomhelst af de tre slags bod. |
| 43 Tertiam falsitatem meam persequutus dicis: Tertia falsitas est ad hominem, id est, ad te. Quod scilicet Christus non intendit loqui solum de interiore pænitentia. Hoc enim in se quidem verum est. Sed tibi, qui vis Christum his verbis indicere pænitentiam in omni vita, de exteriori non potest intelligi, quam oportet intercidere somno & gaudio, gaudendo cum gaudentibus & huiusmodi. | Du går videre med min tredie løgn og siger: 'Den tredie løgn har med mennesket, det vil sige, med dig at gøre. For Kristus vil nemlig ikke blot tale om den indre bod, det kan i sig selv være sandt nok, men for dig, som vil, at Kristus med disse ord viser hen til boden i hele livet, kan de ikke forstås om det ydre, for den må jo afbrydes af søvn og glæde, glad med de glade, og den slags. |
| 44 Vnde tibi solum de interiori potest intelligi, non omni, sed habituali, quia etiam interiorem actum liberi arbitrii dormientes necessario intercidimus. Hæc Sylvester. (prilut1#27-28). | Derfor kan det for dig kun forstås om den indre bod, ikke hele tiden, men tilfældigt, fordi vi nødvendigvis afbryder også den frie viljes indre handling, når vi sover'. Såvidt Sylvester. |
| 45 Lutherus: Credo hæc tibi acuta & firma videri. Placet autem quod dicis falsitatem esse ad hominem (id est, ad faciem & apparentiam) reuera autem validissimam veritatem. De habituali pænitentia, & omni vita agenda, supra satis dixi, quæ etsi non fit omni vita, debet tamen fieri omni vita, ideo enim peccamus, Quanquam hi, qui sint in gratia, nullo momento sint sine pænitentia tam exteriori quam interiori, quia sanctificant se ab omni inquinamento carnis & spiritus, licet carnificinam illam confictamque hypocrisin non faciant. | Jeg svarer: Jeg tror, at dette forekommer dig skarpt og fast. Det ser nemlig rigtigt ud, hvad du siger, at denne løgn har med mennesket at gøre (det vil sige, med det ydre og tilsynekomsten at gøre), men det er dog en ægte og højst gyldig sandhed. Om den tilfældige bod og om at gøre bod hele livet, har jeg sagt nok ovenfor, at skønt den ikke sker hele livet, så bør den dog ske hele livet, hvilket er grunden til, at vi er syndere; skønt de, som er i nåden, i intet øjeblik er uden bod, enten ydre eller indre, fordi de helliggør sig fra al kødets og åndens tilsmudsen, blot de ikke udøver denne kødeliggørelse og dette opdigtede hykleri. |
| 46 Id non satis admirari possum, quod aperte negas pænitentiam in gaudi agi posse, cum pænitentia eo fit purior, qui fuerit hilarior & iucundior, hilarem datorem diligit Deus. (2 Kor 9,7). | Det kan jeg ikke undre mig nok over, at du åbent nægter, at boden kan udøves, når man er glad, eftersom boden bliver det renere, jo mere munter og glad man er, Gud elsker en glad giver. |
| 47 Sed Apostolum, quæso, reprehende, qui Thessalonicensibus præcipit: Semper gaudete in Domino. (Fil 4,4). Et Psal. Semper laus eius in ore meo. Dic, rogo, ut aliquando etiam plorent, & maledicant in Domino. Igitur semper in Domino gaudendum, semper in nobis plorandum. In Deo habemus, unde gaudeamus: In nobis, unde lugeamus. | Men så må du jo bebrejde apostelen, mener jeg, som påbyder thessalonikerne: Glæd jer altid i Herren. Og Sl 34,2: 'Hans pris er altid i min mund'. Og jeg beder dig, sig mig, om de nogensinde klager og forbander Herren. Derfor skal vi altid glæde os i Herren, og altid klage i os selv. I Gud har vi det, vi kan glæde os over. I os, det vi kan sørge over. |
| 48 Ideo sit gaudium in luctu. & luctis in gaudio: Gaudium in abscondito, luctus in cognito. Sed hæc non sunt scholastica, ideo differo in aliud tempus. (n48) Quod vero dicis. Vel in somno intercidere necessario actus pænitentiæ, Agnosco egregium Aristotelem in te ex Ethicis (396 [20.jpg]) suis fabulantem, ubi dicit, quod miser & felix dimidio uitæ nihil differunt, uterque enim dormiunt nocte, id est, nihil agunt vel felicitatis, vel infelicitatis. | Derfor kan der være glæde i sorgen og sorg i glæden: glæde i det ukendte, sorg i det kendte. Men dette er ikke den skolastiske teologi, derfor adskiller jeg det i en anden tid. Hvilket du siger sandt nok. Eller når du siger, at i søvnen afbrydes med nødvendighed bodens handling, så erkender jeg den udmærkede Aristoteles hos dig, som fabler ud fra sin etik, hvor han siger, at der ikke er forskel på halvdelen af den elendiges og den lykkeliges liv, begge sover nemlig om natten, det vil sige, de bidrager ikke hverken til lykken eller ulykken. |
| 49 Quomodo potest tibi vera Theologia placere, cui placet tam insipiens Philosophus? Audi Apostolum Paulum ad Roman. 14. Qui manducat, Domino manducat. Qui non manducat, Domino non manducat. Et iterum. Qui viuit, Domino viuit: qui moritur, Domino moritur. (Rom 14,8) Sic & ad Corinth. 6. non estis vestri, Empti enim estis pretio magno. Hunc, rogo, liceat imitari & dicere. Qui dormit, Domino dormit: Qui vigilat, Domino uigilat. Et alibi. Sive comeditis, sive bibitis, omnia in nomine Domini nostri Jesu Christi facite. (1 Kor 10,31). | Hvordan kan du synes om den sande teologi, du, som synes om en så uvidende filosof? Hør apostelen Paulus i Rom 14,6: 'Den, som spiser, skal spise i Herren; den, der ikke spiser, skal undlade at spise i Herren'. Og igen: 'Den, der lever, lever for Herren; den, der dør, dør for Herren'. Således også 1 Kor 6,19f: 'I tilhører ikke jer selv; I er blevet købt for en høj pris'. Her, mener jeg, må det være tilladt at efterabe og sige: Den, der sover, sover for Herren. Den, der våger, våger for Herren. Og et andet sted: Hvad enten I spister eller I drikke, gør alt i vor herres Jesu Kristi navn. |
| 50 Domino autem dormire, credo, non negabis esse Dei voluntati parere. Voluntati autem Dei parere, optima certe pænitentia, & a vitiis purgatio est. Puto etiam, quod dormiens vivat, si vivit, certe Domino vivit, ut hic dicit Apostolus. | Men jeg tror ikke, du vil nægte, at dette at sove for Herren er at adlyde Guds vilje. Men at adlyde Guds vilje er bestemt den bedste bod og en renselse fra lasterne. Jeg mener også, at den, der sover, lever, hvis han lever, lever han givetvis for Herren, som apostelen her siger. |
| 51 Item, quomodo audes dicere, dormientem fidelem, esse vacuum actibus bonis, qui tum maxime bonis actibus plenus est, quando Deum in se quieto agere patitur, & sabbatum Domini celebrat? Sed sisto, nescio enim an thomistica Theologia hanc Theologiam unquam senserit, Paulina est enim, non Peripatetica. (n51) | Ligeledes, hvordan vover du at sige, at den troende, der sover, er tom for gode gerninger, han, som dog i højeste grad er fuld at gode gerninger, når han tåler, at Gud skjult handler i ham og fejrer Herrens sabbat? Men lad det være, jeg véd nemlig ikke, om den thomistiske teologi nogensinde vil kunne forstå denne teologi, den er nemlig paulinsk, ikke peripatetisk. |
| 52 Quartam falsitatem meam tandem hanc ponis. Quod pænitentia interior nulla est, nisi foris operetur varies carnis mortificationes. Sic enim ego posui. Imo, inquis, exterior pænitentia nulla est sine interiore, interior autem sola potest hominem salvare. (prilut1#29). | Du foreholder mig endelig en fjerde løgn. At den indre bod intet er, hvis ikke der udvendigt virkes forskellige kødets dødelser. Sådan har jeg nemlig sagt. Ja, siger du, den ydre bod er intet uden den indre, men den indre alene kan frelse mennesket. |
| 53 Sed hanc falsitatem meam tu ipse tollis & dicis; potest tamen hoc dictum tuum verum, & a Saluatore intentum habere sensum, scilicet quod omnis interior pænitentia operatur varias carnis mortificationes eexterius, id est, pro loco & tempore &c. Gratias ago tandem, quia defendis me. Hic concordamus aliquantum, sed rursum repente dissentis, dicens: Hic autem sensus tibi videtur impossibilis. | Men denne løgn hos mig ophæver du selv, og siger: 'Dog kan dette dit udsagn være sandt og henvisende til frelseren have mening, nemlig den, at enhver indre bod bevirker forskellige kødets dødelser i det ydre, det vil sige, med hensyn til sted og tid, osv'. Jeg takker dig selvfølgelig, fordi du forsvarer mig. Her er vi dog en lille smule enige, men så fortryder du og opstiller atter en forskel og siger: 'Men denne mening forekommer dig umulig'. |
| 54 Hic ego. Tibi videtur impossibilis, mihi vero est non tantum possibilis, sed & in esse semper, ut peripatetice tecum loquar. Quia omnia iusti opera sunt pænitentiæ, id est, mutationes & renovationes de die in diem. Hæc autem non possibilia modo, sed necessaria quoque sunt, nisi sis de nonaginta nouem iustis, qui pænitentia non indigent: (Luk 15,7). | Hertil siger jeg. Dig forekommer det umuligt, men mig er det ikke blot muligt, men også altid tilfælde 'i væren', at jeg skal tale peripatetisk med dig. Fordi den retfærdiges gerninger allesammen er en bod, det vil sige, de er forandringer og fornyelser fra dag til dag. Men dette er ikke blot muligt, det er også nødvendigt, medmindre du hører til de nioghalvfems retfærdige, som ikke trænger til bod. |
| 55 Aut socius Pharisæi, qui non est sicut cæteri hominum. (Luk 18,11) Nam nos cum Ecclesia congemimus assidue: Erravi sicut ouis quæ periit, quære seruum tuum. (Sl 119,176). Et cum Publicano, uocem turturis sonamus: Deus, propitius esto mihi peccatori. (Luk 18,13) Et cum Hiob, veremur (397 [22]) omnia opera nostra. (Job 9,28) Et, dimitte nobis debita nostra, cum omnibus Sanctis dicimus, non solum verbo, sed corde & opere. | Eller måske du er ven med den farisæer, som ikke er som de andre mennesker. For vi må med kirken vedholdende sukke: 'Jeg gik forkert som et vildfarent får, søg dog din tjener'. Og med tolderen må vi lade vor røst høre med anger: 'Gud vær mig synder nådig'. Og med Job må vi skamme os ved alle vore handlinger. Og vi må med alle helgener sige: 'Forlad os vor skyld', ikke blot med ord, men af hjertet og i handling. |
| 56 Semper enim in timore Dei agimus, timor autem principium est sapientiæ, id est, mutatio de insipientia ad sapientiam, quæ est verissima Pænitentia. Factis ostendit se non egere pænitentia, (ait Bernardus) qui non assidue ad pænitentiam festinat. Tuam tamen sententiam non damno, qui non novisti aliam quam sacramentalem illam, & nescio quanto tempore duntaxat durantem. | Vi handler nemlig altid i gudsfrygt, men frygt er begyndelsen til visdom, det vil sige, det er en forandring fra uvidenhed til visdom, hvilket er den sandeste bod. Gennem gerningerne viser den sig ikke at gøre bod (siger Bernhard), som ikke skynder sig ivrigt til boden. Dog fordømmer jeg ikke din mening, du som ikke har kendt til andet end denne sakramentale bod, og jeg véd ikke, hvor lang tid den vil vare. |
| 57 Nos nec continuam istam semper agi a nobis pro debito dolemus & confitemur, ideo & pænitemus simul & non pænitemus satis. Hæc, rogo, verbosissime a me tractata boni consulas, quia necessarium fuit ostendere tibi, quam nihil meas Positiones caperes, & quam frustra ex tam infirmis principiis totum hunc Dialogum deduxeris. | Det gør os også ondt, at vi ikke gennemfører denne vedvarende bod af os selv for det, vi skylder, og vi bekender, at af den grund gør vi på én gang bod og gør dog ikke tilstrækkelig bod. Det, som jeg her har behandlet, beder jeg om, at du vil overveje i god mening, for det har været nødvendigt at vise dig, hvor lidt du forstår af mine teser, og hvor forgæves du fremfører hele dialogen ud fra så svage principper. |
| 58 Nihil video relictum in Dialogo, quod non ex his abunde confutatum iam fit. Sed sponte mea latius tecum agam. Quoniam ad Propositionem meam quartam dicis; Doctrinam hanc esse falsam impossibilem & erroneam, nisi pæna intelligatur pro exteriore mortificatione, pro loco & tempore. (prilut1#32) (95#4) Satis iam dictum est, exteriorem pænitentiam esse debere assiduam, &si fieri non potest, quoad actus pænitentiæ a te intellectos, fieri autem potest, quoad actus a Christo doctos, id est, quos Ecclesia remittere non possit, hi sunt renovatio mentis de die in diem. | Og nu ser jeg ikke noget tilbage i dialogen, som ikke af dette til overflod er gendrevet. Men jeg vil nu alligevel gennemgå dit værk yderligere. Når du til min fjerde tese siger: 'Denne lære er falsk, umulig og fejlagtig', medmindre man ved boden forstår den ydre dødelse, efter sted og tid, så har jeg allerede i tilstrækkelig grad sagt, at den ydre bod bør være ihærdig, og skønt det ikke kan ske, forsåvidt angår de bodshandlinger, som forstås af dig, så kan det dog ske, forsåvidt angår de handlinger, der læres af Kristus, det vil sige, de, som kirken ikke kan eftergive, de er sindets fornyelse dag for dag. |
| 59 Vera ergo pro tua opinione dicis, sed non probas meam sententiam falsam & impossibilem. Illud vero non possum tolerare, quod dicis, improprie a me dici, odium sui, quantum ad vere pænitentes attinet. Nullus enim imbutus gratia diuina, inquis, odit se, sicut nec Proximum, quem ad instar sui diligit. (prilut1#33). Libens permitto, ut cum tuis de odio sui, propriissime loquaris, modo permittas mihi, ut cum Domino Jesu Christo improprie loquar, quando dicit: Qui odit animam suam in hoc mundo, in uitam æternam custodit eam. (Joh 12,25) Et cum Apostolo Roman. 15. non debemus nobis placere. Et iterum: Non qui seipsum commendat, ille probatus est. (2 Kor 10,18). | Du taler altså sandt ud fra din opfattelse, men du beviser ikke, at min mening er falsk og umulig. Og det kan jeg sandelig ikke tolerere, at du siger, at det er urigtigt af mig at tale om had til sig selv, forsåvidt angår de sande bodgørende. Ingen, der nemlig får indgydt Guds nåde, siger du, hader sig selv, sådan som man heller ikke hader næsten, som man skal elske som sig selv. Jeg indrømmer gerne, at du med dine taler rigtigt om hadet til sig selv, blot du indrømmer mig, at jeg med Herren Jesus Kristus taler urigtigt, når han siger: 'Den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv'. Og med apostelen Rom 15,1: 'Vi bør ikke tænke på os selv'. Og igen: 'Ikke den, der anbefaler sig selv, består prøven'. |
| 60 Tu vero cum persuadeas, vere pænitentes sese diligere, necessario concedes, ut & commendent sese tanquam vere diligibiles, bonos, iustos, sapientes, & sic sibi placeant, id autem nihil aliud est, quam cum Pharisæo horrenda superbia, non pænitere, sed irridere Deum. Sic enim docetis infelices discipulos scholastici Theologi, superbire scilicet & perire. | Men når du vil overbevise om, at de sandt bodgørende elsker sig selv, må du nødvendigvis indrømme, at de også anbefaler sig selv, som nogen, der i sandhed er værdige til kærlighed, som gode, retfærdige, vise, og således som nogen, der behager sig selv, men det er intet andet end med et forfærdeligt hovmod som farisæeren ikke at gøre bod, men gøre nar af Gud. Sådan lærer nemlig I skolastiske teologer jeres ulykkelige elever at være hovmodige, det vil sige, så de går til grunde. . |
| 61 Sed latior est ista materia, quam nunc patiatur negotium tractare, error enim & ignorantia delectionis, longe lateque (398 [24.jpg]) nimis persuasit, doctiores maxime. Ego sic sapio, quod homo Christianus seipsum non diligat nisi in Deo, in seipso vero, non nisi odiat, hoc est, quod cum ipse sit mendax & vanus, Deus autem verax, nihil eorum, quæ ipse cupit aut nouit, diligat. Sed omnia, quæ sibi contraria sunt, quærat. | Men denne sag er mere omfattende end der nu er tid til at gennemgå, det er nemlig en fejl og uvidenhed om kærligheden, som længe og skjult har overbevist altfor meget, mest de lærde. Jeg for min del lærer således, at et kristenmenneske kun elsker sig selv i Gud, men i sig selv hader han kun sig selv, det vil sige, at fordi han selv er en løgner og en forfængelig, men Gud er sanddru, elsker han intet af det, som han selv stræber efter eller kender, men han stræber efter alt, hvad der er modsat ham selv. |
| 62 Nihil autem est contrarium mendacio & vanitati, quam veritas. Ita fit, ut dum se odit, & sibi semper contraria amat, verissime se diligat, non in seipso, sed in veritate, quæ mendaci sibi est contraria. Sic Sancti crucem, mortem, stultitiam, ignominiam dilexerunt & cupierunt, quibus tamen ipsi non nisi perdebantur, quis seipsos in nihilum redegerunt, ut esset Deus omnia in omnibus. | Men intet andet er modsat løgn og forfængelighed end sandhed. Derved sker det, at når han hader sig selv og elsker det, der er modsat ham selv, så elsker han virkelig sig selv, ikke i sig selv, men i sandheden, fordi den er modsat den løgn, han selv er. Således elskede helgenerne kors, død, dumhed, forhånelse og stræbte efter det, dog derved gik de ikke selv fortabt, for de regnede sig selv for ingenting, så at Gud kunne være alt i alle. |
| 63 Et hoc habent verba Christi: Qui perdiderit animam suam propter me, inueniet eam. (Matt 10,39) Proinde, quando Christus dicit, proximum diligendum ad instar sui, (n63) meo iudicio, de perverso & incuruo amore loquitur, quo homo quærit non nisi quæ sua sunt, quia amor non rectificatur, nisi omittat quærere quæ sua sua (sic) sunt, & ea, quæ sunt alterius, quærat. | Og det er, hvad Kristi ord betyder: 'Den, der mister sit liv for min skyld, skal vinde det'. Og dernæst, når Kristus siger, at man skal elske sin næste som sig selv, så taler han, efter min mening, om den perverse og indkrogede kærlighed, hvormed mennesket kun søger, hvad der er hans eget, fordi kærligheden ikke retvendes, medmindre man ophører med at søge sit eget, og søger det, der er næstens. |
| 64 Hæc sententia est B. Pauli Philip. 2. Non quæ sua sunt, considerantes, sed quæ aliorum. Et 1. Corinth 11. Charitas non quærit quæ sua sunt. His verbis manifeste prohibet amorem sui. Ideo sensus præcepti esse videtur: Diliges proximum tuum sicut teipsum, id est, diligis te solum & peruerse. Si autem amorem eiusmodi in proximum tuum dirigeres, iam vere diligeres. | Den mening har den salige Paulus i Fil 2,4: 'Søg ikke det, der er jeres eget, men hvad der de andres'. Og 1 Kor 11,5: 'Kærligheden søger ikke sit eget'. Med disse ord forhindrer han eftertrykkeligt selvkærlighed. Derfor synes budets mening at være: Elsk din næste ligesom dig selv, det vil sige, du elsker dig selv alene og det perverst. Men hvis du retter den slags kærlighed mod din næste, så elsker du i sandhed. |
| 65 Quod ex eo patet, quia non præcipit ut homo diligat se, quod utique fecisset, si bonus esset sui amor, sed invenit amorem sui, & alio transfert, & ita rectificat. Et heu rem fontibus lachrymarum dignissimam, quod hac amoris scientia, tam vacui sunt omnes ferme Doctores scholastici, ut pro sancta charitate, fædissimam cupiditatem doceant. Nec altius incedunt, quam ille Paganus qui dixit: Proximus esto tibi. | Og af dette fremgår det, at det ikke påbydes, at mennesket elsker sig selv, hvad det absolut ville have gjort, hvis kærligheden til sig selv var noget godt, nej, han skal finde kærligheden til sig selv og rette den andetsteds hen og således retvende den. Og denne sag er en værdig kilde til mange tårer, fordi næsten alle skolastiske doktorer er fuldstændig tomme for viden om denne kærlighed, så de i stedet for den hellige kærlighed lærer det ækleste begær. De når ikke højere op end den hedning, der sagde: Lad din næste være for dig. |
| 66 Quod tamen alius rursus gentilis Terentius damnauit. Illud quod ais: Nullus imbutus gratia & vere pænitens odit se, (prilut1#33) videtur inferre, quod vacuus gratia odiat se, quod tamen contra omnes Scripturas est, quæ ubique detestantur, eos, qui seipsos amant, ut 2. Tim. 5. Et illud: Omnes quæ suæ sunt, quærunt. Inde etiam apud tuos Magistros damnantur affectus commodi. | Hvilket dog en anden, der også var hedning, Terentius, fordømte. Det, som du siger: 'Ingen, der får indgydt Guds nåde og i sandhed gør bod, hader sig selv', synes at medføre, at den, der mangler nåden, hader sig selv, hvilket dog er imod al skrift, for overalt vender skriften sig imod dem, der elsker sig selv, fx 2 Tim 5 (?) Og dette: Alle søger, hvad der er deres eget. Derfor fordømmes også hos dine magistre stræben efter bekvemmeligheder. |
| 67 Item fruitio creaturæ, usus Dei, & abusus rerum, amor male accedens &c. Nisi illud Psal. 11. te movet, quod dicitur: Qui diligit iniquitatem, odit animam suam. (n67). Licet in Heb. sit, odit anima eius, scilicet Dei, tamen permitto, quod odit animam suam. Sed hoc facit pessime diligendo animam suam, ut B. Augustinus Johan. 12. interpretatur: Amor ut pereat, odium ne pereat. (399 [26.jpg]) Sed fortasse voce tantummodo hic dissentimus, nisi quod scio voces has raro pro veritate intelligi. | Det samme gælder nydelsen af skabningen, brugen af Gud og misbrugen af tingene, den tilføjede onde kærlighed, osv. Medmindre Sl 11,6 bevæger dig, hvor der siges: 'Den, der elsker uret, hader sin sjæl'. Selv om der i hebræerbrevet står 'hans sjæl hader', nemlig Guds, så indrømmer jeg dog, at der står, at han hader sin sjæl. Men dette gør det til noget ondt at elske sin sjæl, sådan som også den salige Augustin fortolker Joh 12: 'Kærligheden, så den forgår, hadet, så det ikke forgår'. Men måske er vi blot uenige, hvad angår formuleringen, bortset fra, at jeg véd, at disse formuleringer sjældent forstås som sandhed. |
| 68 Contra quintam Propositionem meam, ubi dixi, per Indulgentias non remitti pænas, nisi arbitrio Sacerdotis vel Canonum impositas. Dicis me circa factum Ecclesiæ male sentire, & Sanctis dissentire, ideo Conclusionem meam tuo iudicio hæreticam esse. (prilut1#35). (95#5) | Imod min femte tese, hvor jeg siger, at der ved aflad ikke kan eftergives andet end de straffe, der er pålagt ved præstens eller kanonnernes bestemmelse, siger du, at jeg mener noget dårligt om kirkens handlinger og afviger fra helgenerne, derfor er min tese efter din bedømmelse kættersk. |
| 69 Hic si te interrogem, qui sint illi Sancti, & quod factum Ecclesiæ, non video quid dicas, nisi quod S. Thomam nomines, cum quo te remitto ad fundamentum meum primum & secundum. Nam ego non capio, quomodo in isto verbo Christi: Quodcunque solveris &c. Petro sit datum privilegium. Non enim privilegium, sed lex generalis & irrefragabilis data est, non Petro tantum, sed omnibus prorsus sacerdotibus, & toti Ecclesiæ. | Hvis jeg her ville spørge dig, hvem disse helgener er, og hvad kirkens gerning er, så ser jeg ikke, hvad du vil sige, medmindre du vil nævne sankt Thomas, sammen med hvem jeg sender dig tilbage til mit første og andet fundament. For jeg kan ikke forstå, hvordan der i disse Kristi ord: Hvadsomhelst du løser, osv, skulle gives Peter noget privilegium. Der bliver nemlig ikke givet noget privilegium, men en almindelig og uomstødelig lov, og den gives ikke blot til Peter, men til samtlige præster og til hele kirken. |
| 70 Cur ergo tu cum Thoma tuo id soli arrogas, & ita arrogas, ut priviletium appelles? Aut si Petrus potest huius verbi virtute solvere pænas Purgatorii, cur non & quilibet sacerdos? Est iste modus interpretandi Evangelii? | Hvorfor altså tilraner du dig sammen med din Thomas dette, og tilraner dig det sådan, at du kalder det et privilegium? Eller hvis Peter ved dette ords kraft kan løse fra skærsildens straffe, hvorfor kan så ikke også en hvilkensomhelst præst? Er det en måde at fortolke evangeliet på? |
| 71 Secundo, quod duo supposita facis, primum, quod Ecclesia per Indulgentias concedat liberationen unius animæ. Secundum, quod Ecclesia facit indulgentias simpliciter plenarias, ita quod anima evolaret soluta a corpore &c. (prilut1#35). | For det andet foretager du to antagelser, den ene, at kirken gennem afladen indrømmer befrielse til en sjæl; den anden, at kirken uddeler en simpel, almindelig aflad, således at sjælen flyver op, løst fra kroppen, osv. |
| 72 Respondeo, vide tu reverendus Pater, ne supposita illa tua, sint apposita per te & humanum diem. Redde rationem huius fidei & spei. Utinam vera dices, imo absit, ut vera dicas, quasi in manu Ecclesiæ sit, animas liberare, quando & quomodo voluerit. | Jeg svarer: Se du til, ærværdige fader, at ikke dine antagelser bliver til fratagelser gennem dig og for en menneskelig domstol. Aflæg regnskab for denne tro og dette håb. Gid du talte sandt, men det er så langt fra, at du taler sandt, som om det ligger i kirkens hånd at befri sjæle, hvornår og hvordan den vil. |
| 73 Tertio, doce me unum factum Ecclesiæ, in quo dedit liberationem unius vel plurium animarum, nisi Cryptas forte S. Sebastiani & Laurentii ac Pudentianæ, (n73) aliaque Romana loca mihi recitabis. Sed tu vide, quid ipsi vos Romani de his locis sentiatis, deinde, quot fabulis saltem aucta sunt ista loca, utcunque cæperint. Sed de his latius in Declarationibus meis. Interea ego fateor, me usque hodie, in hac re dubitare, nec sum hæreticus, si negatiuam teneo, donec determinetur a Concilio. | For det tredie: Lær mig blot én kirkens gerning, hvori den har givet befrielse til én eller flere sjæle, medmindre du måske vil citere for mig sankt Sebastians og Laurentius' og Pudentias krypt og andre romerske lokaliteter. Men pas du på, hvad også I romere mener om disse steder, og pas videre på, hvor mange fabler der er ophobet om disse steder, i forhold til som de er begyndt. Men om dette kan du se mere i mine deklarationer. Imidlertid må jeg tilstå, at jeg indtil idag har næret tvivl det, men jeg er ingen kætter, selv om jeg fastholder det negative, førend det er fastslået af et koncil. |
| 74 Quarto, Cle. de pæ. & re. ca. Abusionib. manifeste dicit glossa in verbo, mendaciter, ideo non extrahi animas per Indulgentias, quia sint iam iudicio Dei subiectæ. (abusio) Hunc interea textum decretalis (id est, Papæ) id est, factum Ecclesiæ (ut tu dicis) sequar, cui consonat Evangelium. Quodcunque solveris super terram, non sub terra, non obstante quorundam violentia adulanteque glosse contraria. (400 [28.jpg]) | For det fjerde, Clemens siger i 'om bod og eftergivelse', kap 'abusionibus' udtrykkeligt i en fortolkning til dette ord, løgnagtigt, at af den grund kan sjælene ikke uddrages gennem aflad, at de allerede er underlagt Guds dom. Jeg følger imidlertid teksten fra dette dekret (det vil sige, et paveord), altså en kirkens gerning, som du siger, og den stemmer overens med evangeliet. Hvadsomhelst du løser på jorden, ikke under jorden, hvis da ikke én eller anden magtbrynde står imod, eller en spytslikkers fortolkning siger det modsatte. |
| 75 Nec vidi aliquam Bullam, quæ aliter habeat, nisi quod per modum suffragii animas redimi passim dicitur, de quo ubi supra. Sed tu, qui contra me disputas tanta alacritate, ut ipsa lætitia tibi influat veritatem, tanta fiducia invicto robore fretus, quod de facto Ecclesiæ non licet male sentire, unam id responde, cum qua Ecclesia, & tu, & Thomastri tui sentitis in facto Ecclesiæ, de conceptione B. Virginis? | Jeg har heller ikke set nogen bulle, som har det anderledes, andet end at det overalt siges, at sjælene kan forløses gennem bønner. Om det som ovenfor. Men du, som disputerer imod mig med en sådan veloplagthed, at selve din glæde påvirker sandheden, støtter dig til en sådan tillid om at være ubesejret og stærk, at det ikke er tilladt at tænke forkert om kirkens gerning, svar mig på det ene, hvilken kirke du og dine thomaskolleger har opfattelse tilfælles med angående kirkens gerning, når det drejer sig om den salige jomfrus undfangelse? |
| 76 Num cum virtuali?? num cum repræsentativa? num cum essentiali? num cum exule illa & a te præscripta, quæ est concilium generale? Si ergo licet tibi non modo non bene, sed contra sentire in facto Ecclesiæ, quia opinionem tenes nondum reprobatam, cur ego non permittor tibi dissentire in opinione, neque determinata, neque approbata? præsertim cum tu nihil pro te habeas, nisi nudam S. Thomæ narrationem. | Mon med den tænkte? mon med den repræsentative? mon med den essentielle? mon med den landsforviste og af dig foreskrevne, som er et alment koncil? Hvis altså det er tilladt dig om kirkens handling at mene ikke blot noget ikke godt, men noget helt andet, fordi du er tilhænger af en opfattelse, der endnu ikke er godkendt, hvorfor må jeg så ikke have lov til at afvige fra dig i en sag, der hverken er afgjort eller godkendt? Især fordi du intet har, der taler for dig, undtagen den blotte og bare fortælling af sankt Thomas. |
| 77 Ego autem clarum Textum Clem. & aperta verba Evangelii, deinde Gersonem, qui multis annis posterior Thoma, dicit opiniones esse ad utramque partem probabiles in hac re. Deinde penes me aliquot eruditos & acutos tractatus quorundam in Germania, qui etiam damnant tuam & S. Thomæ sententiam. | Men jeg har Clemens' klare tekst og evangeliets klare ord, dernæst siger Gerson, som levede mange år senere end Thomas, at i denne sag er opfattelser til begge sider sandsynlige. Dernæst er der for mig nogle lærde og præcise traktater, hvoraf nogle er fra Tyskland, som også fordømmer din og sankt Thomas' mening. |
| 78 Quinto, quod ponis casum, si peccator teneatur ad pænam, a sacerdote iniunctam, item a Canone iniunctam, item a Deo iniunctam, tunc sequi ex mea Propositione, talem percepta plenaria Indulgentia non evolare, aut non liberari a Purgatorio, & ita de facto Ecclesiæ male sentio, & hæreticum sapio. (prilut1#36). | For det femte fremstiller du et tilfælde, hvor synderen holdes fast på straffen, der er tilføjet af præsten eller tilføjet af kanonnen, eller tilføjet af Gud, da følger ud fra min tese, at en sådan, skønt han modtager fuld aflad, ikke flyver op, og ikke befries fra skærsilden, og således tænker jeg ilde om kirkens gerning, ja tænker som en kætter. |
| 79 Respondeo, tu quoque vide, ne de facto Ecclesiæ tam bene sentias, ut factum Dei pessundes. Idcirco pono tibi rursum casum: Si peccator sit plene & vere contritus, cui de facto Dei omnes pænæ sunt remissæ, quid confert huic remissio plenaria? Si autem non est plene contritus, quid proficit ei remissio plenaria, cum maneat imperfecta ibi charitas iustitæ, imperfectum odium peccati? Sed latius ista in Declarationibus. (n79) | Jeg svarer, at også du skal se til, at du ikke tænker så godt om kirkens gerning, at du gør Guds gerning mindre. Derfor stiller jeg atter dette tilfælde frem for dig: Hvis en synder har angret helt og sandt, og har fået ved Guds gerning alle sine straffe eftergivet, hvad gavner det ham så at få fuld eftergivelse? Men hvis ikke han har angret fuldt ud, hvad har han så ud af den fulde aflad, eftersom han stadig har i sig en ufuldkommen kærlighed til retfærdigheden, et ufuldkomment had til synden. Men herom står der mere i deklarationerne. |
| 80 Totus enim es Thomista, nihil probans, neque allegans, de pænis tantummodo multiplicas verba, quas contemnit charitas, de contritione pene nihil dicis, quæ diligit pænas. | Du er nemlig thomist, beviser ingenting, henviser ikke til noget, om straffene har du kun en masse ord at fremføre, som kærligheden foragter, om angeren siger du næsten ingenting, som elsker straffene. |
| 81 Sexto, non credo usque hodie per claves remitti pænas a Deo inflictas, & rationes meas videbis in Declarationibus, nec tu unquam id poteris probare, sine probatione autem tibi nihil prorsus credo. Et ut animum meum scias, mihi videtur id in gravissimum Ecclesiæ ludibrium vergere, si ea doceamus, de quibus nullam prorsus rationem reddere possumus. Nec satis ibi esse credo, etiam factum Ecclesiæ (quanquam hic non sit (401 [30.jpg]) factum Ecclesiæ) quia tam Papa quam Concilium potest errare, ut habes Panormitanum egregie hæc tractantem lib. 1. de consti. ca. Significasti. (n81) (k81). | For det sjette, jeg har indtil i dag ikke troet, at det er gennem nøglerne, at de straffe, som er påført af Gud, eftergives, og du kan se mine begrundelser i deklarationerne, og det kan du heller ikke bevise, men uden bevis tror jeg dig overhovedet ikke. Og eftersom du kender min sjæl, forekommer det mig, at dette sænker kirken ned i det mest alvorlige blændværk, hvis vi lærer det, for hvilket vi slet ikke kan give begrundelse. Og det er heller ikke nok her, at jeg også tror på kirkens handling (skønt der her ikke er tale om nogen kirkens handling) fordi såvel en pave som et koncil kan fare vild. Det har du Panormitanus til på udmærket måde at behandle i bog 1 om konstitutionerne, kapitlet 'significasti'. |
| 82 Ideo fundamenta tua, ubi distinxisti Ecclesiam in essentialem, repræsentativam, virtualem, ut iacet in verbis, nego, & pro nihilo habeo. Tua enim sunt, id est, sine Scriptura & autoritate ulla prolata. Ego Ecclesiam virtualiter non scio nisi in Christo, repræsentative non nisi in Concilio. Alioqui, si quicquid facit Ecclesia virtualis, id est, Papa, factum Ecclesiæ dicitur, obsecro, quanta monstra in Ecclesia pro benefactis numerabimus? Nonne Julii secundi horrendas Christiani sanguinis effusiones? Nonne Bonifacii octavi tyrannides, in toto orbe abominabiles, & per omnes Chronicas pulsatas? De quo extat Proverbium: Intrevit ut vulpes, regnavit ut leo, mortuus est ut canis. | Derfor benægter jeg dit fundament, hvor du har opdelt kirken i den egentlige, den repræsentative, den virtuelle, som du formulerer det; jeg regner det for intet. Det er nemlig bare dit fundament, det vil sige, du fremlægger det uden skrift og autoritet. Jeg kender ikke nogen virtuel kirke, undtagen i Kristus, ikke nogen repræsentativ kirke, undtagen i et koncil. Ellers, hvis den virtuelle kirke, det vil sige, paven, gør noget som siges at være kirkens handling, hvilke uhyrligheder kan vi så ikke opregne i kirken som velsignelser? Mon ikke vi kan opregne Julius den 2.'s forfærdelige udgydelse af kristenblod? Mon ikke vi kan opregne Bonifacius den 8.'s tyranni, afskydeligt i hele verden og slået fast i alle historiebøger? Deraf kommer ordsproget: 'Han kom ind som en ræv, herskede som en løve, døde som en hund'. |
| 83 Non eo nobis tandem persuadeas, ut sub nomine repræsentativæ & virtualis Ecclesiæ, omnia illa iam diu intolerabilia portenta in Ecclesia pro factis sanctissimis Ecclesiæ colamus. Ne verum facias, quod nostri Germani de tuo Dialogo sentiunt, scilicet, te hoc Dialogo, non tam Lutherum revellere, quam Pontifici & collegio Cardinalium adulari voluisse. Si autem Papa est virtualis Ecclesia, Cardinales repræsentativa, collectio fidelium essentialis, quid vocabis Concilium generale Ecclesiæ? Non est virtualis? non repræsentativa? non essentialis? Quid tum? forsitan accidentalis, nominalis & verbalis Ecclesia. | Endelig kan du ikke derved overbevise os om, at vi under den repræsentative og virtuelle kirke navn skal dyrke alt det, der allerede længe af utålelige ting er blevet fremført i kirken som kirkens helgeners gerninger. At ikke du skal gøre det sandt, som vi tyskere mener om din dialog, nemlig, at du med denne dialog ikke så meget har villet udslette Luther, som du har villet lefle for paven og kardinalkollegiet. Men hvis paven er den virtuelle kirke, kardinalerne den repræsentative, de troendes forsamling den egentlige, hvad vil du så kalde kirkens almindelige koncil? Det er vel ikke den virtuelle kirke, eller den repræsentative eller den egentlige? Men hvad så? Måske den tilfældige, en kirke af navn og ord? |
| 84 Septimo, novam hanc Thomæ tui intelligentiam rejicio, qua illud verbum Christi: Quodcunque solveris &c. sic intelligendum proponis, ut Petrus solvere possit, etiam a Deo inflictas pænas. Iterum quæro, qua autoritate, qua industria hanc intelligentiam, ex istis verbis trahes? Cur non B. Thomas tuus tecum relinquit eum sensum, quem ecclesiastici Patres, præfertim Chrysostomus ad Ebræos tenuerunt, ut his verbis nihil aliud Christus voluerit, quam quod ligationem & solutionem Petri fideles non secus habeant, ac si Christus ipse ligaret & solveret, hoc est, ratificavit ligationem & solutionem eius in terra, quo non fit, ut aliquid Petrus solvat in cælo vel extra terram. | For det syvende, jeg forkaster denne din nye thomistiske forståelse, hvorved du foreslår, at dette Kristi ord: Hvadsomhelst du løser, osv, skal forstås således, at Peter kan løse, også de straffe, der er pålagt af Gud. Og atter spørger jeg, ved hvilken autoritet, ved hvilken iver du trækker den forståelse ud af disse ord? Hvorfor har ikke din salige Thomas og du selv ladet det blive ved den forståelse, som kirkefædrene, især Chrysostomus i sin fortolkning af hebræerbrevet, har fastholdt, at Kristus med disse ord ikke har villet andet, end at de troende ikke skulle have Peters binden og løsnen anderledes, end hvis Kristus selv bandt og løsnede, det vil sige, han ratificerede hans binden og løsnen på jorden, hvorved det ikke sker, at Peter løser noget i himlen eller udenfor jorden. |
| 85 Aut cur non astruis etiam ligare posse Petrum, & pænas a Deo inflictas infligere, cum sit utraque potestas una & æqualis? Corrige ergo verbum Christi, & ita doce: Quodcunque ego ligavero in cælis, tu solve super terram. Hanc enim tuam esse intelligentiam in verbis Christi, evidens est. Sed quam absurda & impia eadem sit, credo vel palpare possis. Igitur facias quod facis. Ex istis verbis Christi nunquam (402 [32.jpg]) aliud probaris, quam quicquid Petrus non potest ligare, id nec solvere potest, quamuis quicquid ligaverit & solverit, tanquam Deo ligante & solvente obedire teneamur, ut salua sit unitas Ecclesiæ suæ, quam iis verbis constituit. | Eller hvorfor tilføjer du ikke, at Peter også kan binde og påføre straffe, der er påført af Gud, eftersom det er en magt, der er ét og det samme begge veje? Lav derfor om på Kristi ord, og lær således: Hvadsomhelst jeg vil binde i himlen, skal du løse på jorden. Det er nemlig soleklart, at dette er din forståelse af Kristi ord. Men hvor absurd og gudløst det er, tror jeg du kan tage og føle på. Derfor må du gøre, som du gør. Af disse Kristi ord kan du aldrig bevise andet, end at hvad Peter end ikke kan binde, det kan han heller ikke løse, skønt hvadsomhelst han binder og løser, det skal vi regne med og adlyde, som var det Gud, der bandt og løste, så hans kirkes énhed er reddet, den, som han fastslår med disse ord. |
| 86 Octavo (se lutpri02). |
n23: I Vulgata står der kun 'militiam'. Når Luther tilføjer 'tentationem', skyldes det sikkert, at han ud fra den hebraiske tekst vil give ordet en bredere betydning.
n48: Ambrosius Catharinus citerer dette stykke i sit værk og diskuterer det. Se catlut24#37ff!
n51: Ambrosius Catharinus citerer dette stykke i sit værk og diskuterer det. Se catlut24#55!
n63: Vulgata har i Matt 22:39: diliges proximum tuum sicut te ipsum. I Lev 19,18 hedder det: Diliges amicum tuum sicut temet ipsum. I Rom 13,9 hedder det: diliges proximum tuum tamquam te ipsum. I Gal 5,14: diliges proximum tuum sicut te ipsum og i Jak 2,8: diliges proximum tuum sicut te ipsum. Det ser ud til, at Vulgata foretrækker sicut fremfor tanquam. ad instar (= i samme grad som), som Luther bruger, forekommer ikke.
Note 67: I Vulgata (Sl 10,6) står der, som anført af Luther.
Det er i den danske oversættelse noget anderledes: 'Herren prøver
retfærdige og uretfærdige, og han hader dem, der elsker vold'.
Note 73: Löscher-note: Prudentiana male legitur To. 1. Jen. p. 46. b.
n79: Der menes formentlig resolutionernes forklaring til tese 5: res02#01.
n81: Catharinus behandler dette sted i sin bog mod Luther, se catlut22#27!
k81: Flere forskere har fortalt, hvordan Eck i sin disputation med Luther tvang ham til modvilligt at indrømme, at også konciler kan fare vild. Som man ser, er denne tanke i juli 1519 ikke ny for Luther; han har fremsat den allerede her, dvs i august 1518. Oven i købet fremsætter han den som en gengivelse af en andens tankegang.