Luther mod Emser 1519 (1)



taget WA 2, 658-669. Oversættelsen af mig.
Ifølge Löscher udgivet i september 1519.
 
 
 
 1AD ÆGOCEROTEM EMSERIANYM
 

M. LVTHERI ADDITIO. 

MARTINVS LVTHER HIERONYMO EMSER SALVTEM.

Til den emserianske stenbuk

kommer en tilføjelse fra M. Luther.

Martin Luther sender hilsen til Hieronymus Emser. 

2Et te, mi Emser, quis unquam credidisset, esse tam doctum et acutum Theologum et, quod nemo non miratur, tam simplicem et fidelem Martini patronum, cuius nomen nec rogatus nec oportunus tam strenue et egregie asseris ab haeresis Boemicae infamia? Også du, kære Emser, hvem skulle nogensinde have troet, at du var så lærd og skarp en teolog, og hvad der undrer alle, en så enfoldig og trofast tilhænger af Martin, hvis navn du uden at være spurgt og uden nogen særlig lejlighed både ivrigt og udmærket forsikrer ikke har noget at gøre med det bøhmiske kætteris skændsel?
3Nova miracula, qui ab Eccio delyrabar esse Boemus, ab Emserio mihi infensiore quam multi Eccii Boemus esse abnegor. Det er da et nyt mirakel, at jeg, som af Eck blev beskyldt for at være bøhmer, af Emser, der er meget mere fjendtlig stemt imod mig end mange Eck'er, nægtes at være bøhmer.
4 Quis hunc vertiginis spiritum, quis haec dissensionis studia inter Eccium et Emserium miscuit? quis hanc Emserio in Martinum gratiam commentus est? praesertim tam subito et post tantam vel Timoniana majorem invidiam, Martino penitus non cogitante et indies Emserio magis ac magis displicente. Hvem har dog frembragt denne åndsomdrejning? Hvem har med en sådan iver for uenighed sammenblandet Eck og Emser? Hvem har anbefalet Emser, at han sådan skulle være nådig imod Martin? Ikke mindst når det sker så pludseligt og efter en sådan timoniansk stor misundelse, hvor Martin næsten ikke har kunnet tænke og dag for dag blev mere og mere modbydelig i Emsers øjne. 
5 Securus esto, o foelix Daedale. Martinus, gravedine et pituita gravissima laborans, hanc technam non intelligit, simplex simplicissimum agnoscit Emserium, ut quem syncere credit in hoc Epistolam scripsisse, quo Martinus esset omnibus Catholico nomine commendatus, hoc est haereticoram patronus et turpissima ignavia Lipsiae per Eccium superatus. Lad det så være fastslået, o lykkelige Dædalus. Martin, der har vanskeligheder med forkølelse og særdeles megen slim, forstår ikke denne list, er uvidende om denne emserianske overenfoldige enfoldighed, så at han tror, at den mand i fuldt alvor har skrevet et brev om det, hvorved Martin i rettroenhedens navn blev anbefalet for alle, det vil sige, som beskytter af kætterne og som overvundet i Leipzig af Eck i kraft af den fæleste træghed. 
 6 Quid pro hac gratia retribuam? interim pro gratitudine tibi comparo Ioabum illum fortissimum et Illustrissimum principem militiae David et insignem Israelis hyperaspisten: (2 Sam 3,27; 20,8ff) adeo tuae linguae convenit cum illius gladio et moribus tuis cum illius tunica et huic in me tuo pulcherrimo officio cum illius opere, quod in Abner et Amasam grandi decore splendide contulit, quanquam dormitantia quadam scriptoris ob hoc egregium facinus inter robustos Israel non censeatur. (2 Sam 23) Hvad kan jeg yde til gengæld for denne nåde? Ja, jeg kan jo af taknemlighed sammenligne dig med denne tapre og oplyste Joab, Davids hærfører og et fortrinligt smykke for israelitterne: i den grad stemmer din tunge overens med hans sværd og dine skikke med hans kjortel, og dette dit særdeles smukke embede imod mig med hans gerning, som han fuldførte mod Abner og Amasa med stor og strålende ære, skønt en vis søvnig forfatter på grund af denne udmærkede død ikke regner ham blandt Israels helte. 
 7 Aut si huius comparatio remotioris est exempli, quam ut delectare te possit, qui non sacrarum literarum sed sacrorum Canonum es Licentiatus, illius saltem, quem universum vulgus novit, non dedignaberis Analogiam, quem non pauci primum inter Apostolos fuisse arbitrantur, (W659) salva tamen Reverentia Aegocerotis tui pro Eccio fortissimo fortissime pugnantis et id in gloriam tuam, qui cum Apostolorum principe queas conferri, ut sicut ille Christum signo pacis tradidit Iudaeis, ita tu Martinum sub signo laudis orbi tradas haereticum et turpissime victum. Eller hvis denne sammenligning er et eksempel, der er for fjernt til at det kan glæde dig, fordi du er licentiat, ikke i den hellige skrift, men i de hellige kanonner, så vil du i hvert fald ikke afvise analogien med ham, som hele folket kender, som ikke få mener var den første blandt apostlene, dog bortset fra din stenbukkelige højærværdighed, du, der med den tapreste tapperhed kæmper for Ecks sag og det til din egen ære, du kan godt sammenlignes med apostlenes førstemand, så at ligesom han forrådte Kristus til jøderne med fredstegnet, således forråder du under hæderstegnet Martin til Rom som kætter og skændig besejret. 
 8 Sentit ne infoelix tua conscientia, quam frustra parum astuta invidia tua me petat? Quid hac epistola effecisti, nisi quod effeminati animi tui morbum omnibus prodis? qui cum de me pessima sentias et machineris, non tamen est in te sanguinis vena ulla paterni nec tantum virilitatis et indolis masculae, ut aperto Marte collatisque signis mecum congrediaris. Føler din ulykkelige samvittighed ikke, hvor lidt din ikke tilstrækkelig listige misundelse støder mig? Hvad ville du opnå med dette brev, andet end at afsløre for alle din kvindeliggjorte sjæls sygdom? Du, som føler ondt og pønser på ondt imod mig, har dog ikke i dig så meget faderligt blod eller blot så megen medfødt mandighed, at du tør kæmpe med mig i åben kamp og strid. 
 9 Sciebam invidiam tuam, qua Lipsiae totus ardebas, impotentiorem esse, quam ut se cohiberet, ne pareret quae concepisset, rursum ignorantiorem et ignaviorem, quam ut liberaliter et in luce quid auderet. Jeg kendte din misundelse, hvormed du fuldstændigt brændte i Leipzig, jeg vidste, at din misundelse var for magtesløs til at kunne styre sig, så den ikke rettede sig efter det, den havde foresat sig, og atter vidste jeg, at den var for uvidende og slap til at den frit og åbent vovede sig ud på noget. 
 10 Quod nisi me timor Christi cohiberet, quo magistro non tantum dolere debeo, quod mihi nocere voluisti et non potuisti, quantum quod tibi nocuisti, quod maxime noluisti, possem tibi abunde par referre et Aegoceroti tuo idoneum venatorem praestare. Derfor, hvis ikke frygt for Kristus havde dæmpet mig -- og den læremester bør jeg ikke volde en sådan smerte -- så ville jeg, fordi du ville skade mig uden at kunne det, ligeså meget som du skadede dig selv, bestemt uden at ville det, have kunnet holde lige med dig og været en egnet jæger på dit stenbukkelige jeg. 
 11 At quando Tyburtium tu quaeris, curandum mihi est, tu Tyburtius Torquatum quoque inveniat, si quo modo deprehensus in operibus manuum tuarum dolere possis super contritione animae tuae miserrimae, quam ob mei odium tam perdite diabolo consecrasti, etsi sacerdos domini (ut gloriaris) testisque veritatis. Men når du søger Tyburtius, så skal jeg sørge for, at du også finder Tyburtius Fordrejet, hvis du på nogen måde kan gribes i at føle smerte over dine hænders gerning på grund af anger i din elendige sjæl, som du på grund af had til mig har forskrevet til djævelsk ødelæggelse, skønt du er en Herrens præst (hvad du praler af) og et sandhedens vidne. 
 12 Legi itaque Aegocerota seu hircum tuum seu hircocervum (nec enim refert, quo vocabulo monstrum appelles infelicissimum), de quo poeticaris,  Jeg har nemlig læst din stenbuk eller din buk eller din hjortebuk (for jeg er ligeglad, med hvilket navn du benævner det ulykkelige væsen) som du digter om: 
 13 Noster hic Aegoceron, sine foeno, peccat in uno, quod non est Lucae linea ducta manu. 
      Noli desperare, mi Emser, est veniale peccatum, nec in divinas, nisi forte in grammaticas et Rhetoricas leges patratum, quod cum sit poëtis pictoribusque quodlibet audendi semper aequa potestas, facile tibi, et hoc ignoscent, nisi id forte eos nimio moveat, quod humano capiti cervicem junxeris equinam, et amphora instituta urceum eduxeris, quandoquidem et mihi, neque grammatico neque Rhetori, neque pictori, hoc potissimum, nullis indulgentiis, ne Romanis quidem ac summis, condonabile visum est, quod foenum illi potius detraxeris, quam cornua, et simul hanc Hecubam (n13) tuam tam infeliciter dissimularis. 
 Her synder vor stenbuk, der mangler hø, i det ene, at den ikke er Lukas' hør med ført hånd. (?)
     Fortvivl ikke, kære Emser, det er en tilgivelig synd, og det er ikke en overtrædelse, hverken imod de guddommelige, eller mod de grammatiske og retoriske love, for da digterne og malerne altid har den samme myndighed til at vove hvadsomhelst, er det let for dig, og det kender de ikke til, med mindre det måske i det mindste skulle bevæge dem, at du har sammenføjet et menneskehoved med en hjortehest, og at du har fremført en opstillet amfora som et krus, og så må dette højst stærke, som der kun gives den romerske og højeste aflad for,  jo i hvert fald også forekomme tilgiveligt for mig, der hverken er grammatiker eller retor eller maler, det stærke, at du snarere fjerner høet end hornene, og samtidig på ulykkelig vis skjuler denne din Hecuba. 
 14 Quanquam enim tuus Aegocerus Martino idem sit foenatus (ut sic dicam) et cornutus, Laudatori tamen sincero conveniebat magis foenatum sine cornibus, quam cornutum sine foeno moliri; Cui et hoc mali accedit, quo sit animi tui perfectum simulachrum, vereque Emserium repraesentet.   Skønt nemlig din stenbuk overfor Martin i lige grad er behøet (om jeg så må sige) og behornet, så ville det dog passe den, der kommer med alvorlig ment ros, bedre, at den kæmpede behøet uden at være behornet, end at den kæmper behornet uden at være behøet. Dertil kommer der forfærdelige, hvorved din sjæls fuldkomne bedrag fremkommer, så du repræsenterer en sand Emser. 
 15 Non est interger Aegoceros, sed sicut Priamum, amputato capite, truncum et sine nomine corpus appellat poëta; Ita ego Emserii mei non integri figuram abscisso corpore, foedam cernens, queam dicere, truncum et sine corpore nomen, hoc est, speciem sine veritate, qui in capite et principio aliquid appareat, in corpore et fine nihil.   Det er ikke en hel stenbuk, men ligesom med Priamus, med et afhugtet hoved, at den kalder sin stamme og sin navnløse krop for en digter. Derfor kan jeg for min del sige, da Emsers ikke helstøbte skikkelse er løsrevet fra kroppen, når den ser hø, at den er en stamme og at den er uden navn, det vil sige, en art uden sandhed, som i hovedet og i begyndelsen ser ud af noget, men i kroppen og til syvende og sidst ikke er noget. 
 16 Atque ut nihil desit monstroso monstro, non in simplici, sed duplici area spectabilis ille fulget Aegoceros, adeo omnia proveniunt fato certaque providentia, ut Emserium oportuerit propriis insignibus quoque pingi.   Og for at dette monstrøse monstrum ikke skal mangle noget, lyner denne stenbuk, ikke blot på ét, men på to områder meget iøjnefaldende, i den grad kommer alting skæbnen og det sikre forsyn i forkøbet, at Emser egentlig burde males med sine egne våbenskjolde. 
 17        Quid faciam igitur miser? si laudes tacitus agnosco, palinodiam cecinisse videor universae doctrinae meae, et Eccio erroris patrono, veritatisque inimico lampada tradidisse, ut nec ignifer quidem reliquus sit, planeque Boemus haereticus, praesertim apud nasutos et exteros jactabor.          Hvad skal jeg elendige da gøre? hvis jeg anerkender den tavse ros, kommer jeg til at se ud som én, der har spist hele min læres gamle had (?), og idet Eck er beskytter for min fejl, og jeg har flyttet sandhedens lampe over til min uven, så at der heller ikke engang er en ildbærer overladt til mig, og jeg helt og holdent er bøhmisk kætter, især bliver jeg ofte bragt på bane hos de næsvise og de fremmede. 
18 Si repudio, iam non Boemus modo, sed patronus Boemorum apud vulgum et domesticos arguar, simul ingratitudinis in Emserium gravissimae reus, qui hac me suspitione per eximium Capricornum suum levare admolitus sit.   Hvis omvendt jeg afviser den, så er jeg allerede ikke blot bøhmer, men jeg beskyldes for at være bøhmernes beskytter hos folket og de hjemlige, så jeg samtidig er skyldig i den groveste utaknemlighed imod Emser, som ved denne min mistanke undtagelsesvist har bevæget sig til at løfte sin stenbuk. 
19 Ita dum in meam ignominiam et Christianae veritatis iacturam belle ludit Emser, egregius alioqui Christiani amoris praeco, ego inter saxum et sacrum haereo, Scylla et Charybdi simul divexor et cum Michea canto ‘qui mordent dentibus et praedicant pacem' (Mika 3,5), et psalterio ‘Qui loquuntur pacem cum proximo suo, mala autem in cordibus eorum'. (Sl 28,3)  Mens Emser således leger smukt for at skamme mig ud og for at prale af den kristne sandhed, han, der ellers er udråber af kristen kærlighed, så sidder jeg fast i saksen, sønderslides mellem Scylla og Charybdis, og synger med Mika om den, som 'bider med tænderne og prædiker fred' og med salmisten om dem, 'som taler fred med deres næste, men har ondt i sinde imod dem'. 
20 Verum Christus meus vivit et regnat in saecula benedictus dominus et deus meus, qui doctus est discipulos Pharisaeorum et Herodianos simili capricorno se petentes uno verbo confutare: (Mark 12,13ff) non est scientia, non est consilium contra domimum, in quo donec glorior, quid faciet mihi homo?   Men min Kristus lever og hersker i evighed, han er min velsignede herre og Gud, som belærte farisæernes og herodianernes disciple, der forsøgte med en lignende stenbuk at gendrive ham med ét ord: der er ikke nogen viden, der er ikke noget råd imod min Herre; når jeg roser mig i ham, hvad kan så et menneske gøre mig? 
 21          Quare tu, quisquis ades, lector, interim spectator esto: tentabimus venari hunc aegocerota, forte dabit nostro arcui ferinam hanc nobilem Christus.          Derfor, kære læser, enhver, der er til stede, lad ham være tilskuer i mellemtiden. Lad os forsøge at drive jagt på denne buk, måske vil Kristus give dette ædle dyr til vor bue. 
 22         Primum, mi Emser, omitto blandiloquia tua, quod me virum praedicas rara eruditione (emser1#20): oscula Ischariothica dissimulo, quibus sub Boemorum persona mordes, me esse unum, qui sacras literas et solus attingam, qui oculos cornicum potis sim configere.          Først, kære Emser, udelader jeg din vrøvletale, fordi du i mig prædiker for en mand med en sjælden dannelse: jeg lader på iskariotisk vis som om jeg giver et kys, derudfra kan du  vrisse ad mig som var jeg en bøhmisk person, at jeg er én, som helt og holdent nøjes med den hellige skrift, én, som du kan forestille dig har et stenbukkeøje. 
 23 Agnosco enim fortissimi tui Theologi scommata sane erudita, qui, cum verba scripturae per totam disputionem nec adducere nec adducta posset tractare, eodem frutice et ipse quoque Struthio se texit, prudentissime causans, me non receptare patrum autoritates, quas nec ipsas intelligebat nec intelligere volebat.  Jeg anerkender nemlig, at din bomstærke teologs våbenskjold er veluddannet, han som, da han ikke kan behandle de skriftens ord, som blev fremført gennem hele disputationen, selv gemte sig i det samme budskads som strudsen, med den meget kloge begrundelse, at jeg ikke anerkender fædrenes autoritet, selv om han selv hverken forstod dem eller ville forstå dem. 
 24 Non enim patebat alia via suae sacrarum literarum ignorantiae, praesertim coram vulgo colorandae, quam ut deserta et contempta scriptura sancta me configere, ut tu elegantissimus orator dicis, diceret cornicum oculos (n24) (emser1#15). Sed habete vobis hunc theologiae discendae morem, ut verba dei ad iudicium verborum hominum tractetis. Ego cum Paulo et Augustino verba hominum ad iudicium verborum dei tracto, malo a vobis accusari cunctator in verbis hominum quam vobiscum laudari contemptor verborum dei. (W661)  Han kunne nemlig ikke finde nogen anden vej på grund af sin uvidenhed om de hellige skrifter, især som denne uvidenhed blev udsmykket overfor folket, end at han sagde, at jeg, fordi jeg ødelagde og foragtede den hellige skrift, som du på din højelegante måde siger, skuffede selv dem med det skarpeste syn. Men I kan have denne måde at lære teologi på for jer selv, den måde,at I behandler Guds ord efter bedømmelse fra menneskeord. Jeg for min part behandler ligesom Paulus og Augustin menneskeord efter Guds ord bedømmelse, og jeg vil hellere af jer beskyldes for at være en nøler i menneskeord end sammen med jer roses, skønt jeg er en foragter af Guds ord. 
 25           Huc mihi ausculta, qua tu nova religione arborem laudas et fructus eius vituperas?  An tu non cornicum oculos configis, sed ipsi Christo, omnium duci, contradicens de vite et ficu spinas et tribulos colligis? Non intelligis, quid velim?           Det, du her hørte fra mig, hvorfor roser du det som et træ for en ny fromhed og dadler dets frugter? Mon ikke du ikke blot skuffer selv dem med det skarpeste syn, men endog modsiger selv Kristus, alles leder, når du sammenstiller talen om vintræet og figentræet med torne og trængsler? Forstår du ikke, hvor jeg vil hen? 
 26  Martinum dicis Catholicum et qui nolit Boemorum esse patronus, recteque facis: cur ergo iniquissimo animo fers, dogmata mea probari Boemis? quasi nova Eccii tui dialectica (nam simili et ille utitur disserendi scientia) hunc necesse sit Boemorum patronum esse, qui dicat quod Boemis probetur, aut non debere eius dicta Boemis placere, qui recuset esse eorum patronus.  Martin siger du er katolsk, og du regner det for rigtigt, at han ikke vil være bøhmernes beskytter. Hvorfor fremfører du da ganske urimeligt, at mine læresætninger bevises af bøhmerne? Som om det ifølge din og Ecks nye dialektik (for også han bruger den på lignende måde til at opløse al viden) var sådan, at den nødvendigvis måtte være bøhmernes beskytter, som siger, at der er bøhmiske sætninger, der bevises, eller at dens udsagn ikke kan siges at behage bøhmerne, som nægter at være deres beskytter. 
 27  Magister es artium et philosophiae: non meministi ‘partibus ex puris nihil sequitur'?  Quid his larvalibus syllogismis aliud quaeris, dum universale misces particulari, et hoc rursum illi, nisi ut aut Boemus sim aut omnia mea revocarim?  Du er mag art og magister i filosofi. Kan du ikke huske, at 'af de rene og skære dele følger der intet'? Hvad andet er det, du stræber efter med disse spøgelsesagtige syllogismer, når du sammenblander det universelle med det partikulære og omvendt, end at jeg enten skal være bøhmer eller også tilbagekalde alt mit? 
 28  Sic incedis super aristas et lubricus es, ut lectori quodvis intelligendum, tibi quodvis respondendum reliqueris? docuerunt te Canones tui sic loqui in proximum tuum? putas ne et ego queam simili figura te laudare, ut alius te avarum, alius liberalem, alius castum, alius fornicarium queat intelligere? Si segniter laudare apud eruditos vituperare dicitur, quantomagis dubia et figurata tua impiae laudis larva plusquam tripla vituperatio mihi censenda est!  Sådan rykker du frem i strid fremfor de bedste og er slibrig, så at du overlader til læseren at forstå hvad han vil og til dig selv at svare, hvad du vil? Er det dine kanonner, der har lært dig at tale sådan imod din næste? Mener du, at ikke også jeg kan rose dig med lignende talemåder, så at man på den ene side kan forstå dig som en gerrig person, på den anden side som en gavmild, på den ene side som en kysk person, på den anden side som en horebuk? Hvis man siger, at det blandt dannede folk er dadelværdigt at være sen til ros, hvor meget mere må jeg da ikke synes, at dine tvivlsomme og forestillede gespenster med ufrom ros må kræve tredobbelt dadel. 
 29  Atque dum nihil discernis in meis dogmatibus, omnia simul nimirum contaminata cupis impurissima lingua tua. Vides, me intelligere, qua stropha rusticissima insidieris mihi, Sacerdos domini et testis veritatis? Varios ventos hucusque passa est navis mea, Nunc, ut video, et contra Ceciam mihi navigandum est, qui mendaci expellit nubila flatu.  Men eftersom du intet sikkert siger imod mine læresætninger, men bestræber dig for med din urene tunge at fremstille det altsammen på én gang som forurenet, se så, om jeg kan forstå, med hvilken bondeagtig list du lurer på mig, du Herrens præst og vidne om sandheden? Forskellige vinde har hidtil ramt mit skib, nu skal jeg, som jeg ser det, også sejle imod Cecias, han, som fordriver løgn med et vindpust. 
 30          Verum quando hoc pro basano tuo et Lydio, quod dicunt, lapide ducis, quicquid Boemis placet, hoc haereticum esse, miror, quanam ratione et tu evadere queas, ne sis Boemorum patronus, qui tam multa sapis, profiteris, tueris, quae illis placent. Quin, rogo, per Eccianam hanc dialecticam nobis conclude, sacramenta Ecclesiae, universam scripturam, sanctos patres esse omnia haeretica, quia haec placent Boemis:           Men når du fremfører det som dit grundlag og som din Lydia, at de siger, at hvadsomhelst bøhmerne kan lide, det er kættersk, så undrer jeg mig over, med hvilken begrundelse du kan undgå, at du selv er bøhmernes beskytter, eftersom du mener og bekender og anskuer meget, som de kan lide. Ja, hvorfor gør du ikke det, spørger jeg, at du ved hjælp af denne eccianske dialektik konkluderer for os, at kirkens sakramenter, hele skriften, de hellige fædre, alt dette er kættersk, fordi bøhmerne tilslutter sig det. 
 31  placent praeterea Boemis multa alia, Christus ipse, sancti et omnes creaturae dei bonae, ergo sunt haeretica, firmissima scilicet Emserianae dialecticae consequentia.  Der er forøvrigt meget andet, som bøhmerne tilslutter sig, Kristus selv, helgenerne og alle Guds gode skabninger, altså er de kætterske, det er nemlig en stenhård emseriansk konsekvens. 
 32       Quod si haeretica sunt, quae Boemis placent, rursum haeretici erunt, quibus Boemi placent. At hic ausim iurare, Emserium esse haereticum, cui sine dubio vel aurum vel uxorcula aliqua Boemicae factionis formosula (n32) possit placere: immo nec summos pontifices ab hoc casu haereticae pravitatis possit ulla Bulla excipere, nec ea quidem, quae in cena domini legitur. (W662)   For hvis de ting er kætterske, som bøhmerne tilslutter sig, så er også de mennesker kættere, som bøhmerne kan lide. Men her vover jeg at komme med den bedømmelse, at Emser er kætter, for uden tvivl har både bøhmisk guld og en smuk bøhmisk maitresse kunnet behage ham: Ja, ikke engang paverne kan nogen bulle undtage fra dette tilfælde af kættersk forkerthed, ikke engang dem, som man læser om i bullen: Herrens nadver. 
 33  Istis ludicris rationibus in re tam seria vos, optimi Theologi, vulgus nostrum inficitis, ut eius iudicio statim audito Boemorum nomine, quos volueritis, haereticos faciatis, nec tamen estis in hoc fratricidae et blasphematores.  Med den slags pjattede begrundelser besmitter I, kære teologer, i en så alvorlig sag vore lægfolk, sådan at såsnart ordet 'bøhmer' er nævnt, får I gjort dem til kættere, som I vil, og dog er I i det stykke brodermordere og gudsbespottere. 
 34         Sed quando in haec portentosa tenebrarum vestrarum argumenta venimus, odium inscitiae vestrae latius pandamus. Cur non et Iudaeum et Iudaeorum patronum me criminaris, id est excusas, qui negem me cum illis sentire, cum tamen ipsi fateantur multa esse sua, quae constanter tuear? An quod hoc officium fratribus tuae farinae reliquisti, qui libros haereticos et haereticales pro suo arbitrio invenire possunt?          Men når vi går ind i dette afskyelige argumentmørke, kan vi udstrække hadet til jeres uvidenhed endnu mere. Hvorfor ikke også beskylde mig for beskytter af jødedom og jøder, det vil sige, du kan undskylde mig, fordi jeg nægter at mene som dem, men dog må man tilstå, at de har meget hos sig, som jeg hele tiden betragter? Mon du har overladt denne din surdejgs embede til brødrene, så de efter forgodtbefindende kan finde bøger kætterske og kætterlignende? 
 35  Quid enim non invenirent, qui tam anxie inquirunt?  Iam cum et Judaei nobis vicissim in multis placeant, Emserio Magistro Iudaei dicendi sumus.  Hvad kan nemlig de ikke finde på, som spørger så ængsteligt? Allerede fordi både jøderne og vi begge parter kan lide mange ting, har vi ret til at sige, at Emser er jødernes magister. 
 36         Iterum: Si haereticum est omne placitum Boemorum, a contrariis Catholicum erit quicquid eis displicet. At libidinem, pompam, avaritiam, superbiam clericorum illi miro modo detestantur: sequitur, Catholicissimam esse hodie Ecclesiam Romanam, in qua haec usque ad clamorem in coelum regnant.  O quot invenies, mi Emser, huius generis catholicos!  Non dubito, quin et tu catholicissimus sis futurus et haereticos extreme persecuturus, si haec Boemorum dogmata et placita possis haeretica ostendere.        Videre: Hvis alt det er kættersk, som behager bøhmerne, så er modsat alt det katolsk, som mishager dem. Men klerikernes vellyst, pomp, gerrighed, hovmod afskyer de besynderlig nok. Heraf følger, at i dag er den romerske kirke den mest katolske kirke, i hvilken disse ting hersker, så det råber til himlen. O hvor mange ting kan du ikke finde, kære Emser, som er katolske på den måde! Jeg er ikke i tvivl om, at også du vil være højst katolsk og forfølge kætterne intenst, hvis du kan påvise, at det, som stemmer overens med bøhmernes læresætninger og som behager dem, det er kættersk. 
 37          Denique, veniunt ad manus meas quottidie ex diversis mundi partibus eruditissimorum virorum literae, gratulantium veritati et id unice timentium, ne felicibus ceptis, tua et tui similium persecutione vexatus, desim et palinodiam canam: quid ex his facies? dialecticam Eccianam consule, et patroni Boemorum erunt: neque enim alios libros meos legunt ipsi quam Boemi.        Endelig: Der kommer mig i hænde hver dag fra mange dele af verden de mest dannede mænds breve, og de lykønsker mig med sandheden og frygter kun det ene, at, hvis ikke det går heldigt til, så vil du og dine ligemænd plage med forfølgelse, og jeg vil blive forladt og synge klagesange: Hvad vil du gøre ud af det? Rådspørg den eccianske dialektik, og de bliver straks til bøhmernes beskyttere, de har nemlig ikke læst andre af mine bøger end bøhmerne. 
 38        O vos infoelices et nihili theologos idolaque mundi, qui sacrarum literarum ignari Ecclesiasticas sententias non aliis armis tueri potestis quam quod timetis, indignamini, suspicamini, pueriliter et muliebriter, placitura esse dogmata haereticis. An timore, suspitione, indignatione contra haereses pugnandum decernitis?          O I ulykkelige, der er teologer for ingenting og er verdens afgudsbilleder, som er uvidende om de hellige skrifter og ikke kan betragte prædikerens sætninger med andre våben, end at I barnligt og kvindagtigt frygter, forarges, bliver mistænksomme, om mon jeres læresætninger skulle behage kætterne. Mon I beslutter jer til at kæmpe mod kætterne med frygt, mistænksomhed og forargelse? 
 39  Sic ludibrio exponitis militiam Christianae veritatis, quae turris David mille clypeis et omni armatura fortium munita terribilis est (Højs 4,4) sicut castrorum acies ordinata. (Højs 6,3) Et sane videmus hunc ritum haereticorum vincendorum praevaluisse, hoc est, veritatem pene extinctam esse, dum suspitione placendi haereticis prohibita est pugnare et triumphare.  Således udsætter I kampen for den kristne sandhed for hån, den sandhed, der er som Davidstårnet, med tusind skjolde og forsynet med hele et forts frygtelige bevæbning, smykket som hærenes slagorden. Og vi ser jo, at denne måde at besejre kættere på har sejret, det vil sige, at sandheden næsten er udryddet, fordi den ved mistanken om at behage kættere er forhindret i at kæmpe og triumfere. 
 40         Igitur duos novos locos tu et theologi tui invenerunt, quos nec Aristoteles nec Cicero, Topicorum (n40) insignes autores, invenire potuerunt, qui tales sunt ac tanti, ut vice omnium aliorum sint in quovis dicendi genere: hii sunt placitum et displicitum haereticorum. Hiis enim freti Emser et Eccius me haereticum arguunt pro incredibili Rhetoricae suae peritia, nec est hic necesse explorare, an haeretica sint quae placent.         Derfor har du og din teologi opfundet to nye steder i teologien, som hverken Aristoteles eller Cicero havde kunnet opfinde, skønt de var bemærkelsesværdige forfattere til "bevisstederne", som går ud på, at alt andet forefindes i to slags talemåder: det, der behager, og det, der mishager kætterne. For støttet til disse teologiske steder har Emser og Eck anklaget mig for at være kætter på grund af deres utrolige erfaring i retorik, og det er her slet ikke nødvendigt at undersøge, om hvad der behager dem er kættersk. 
 41  Sat est suspicari, quod placeant: tam mox vulgus irritandum est: sic victi sunt haeretici, Ecclesia (W663) defensa et veritas fidei servata, ut impleatur illud Isaie iij. Dabo pueros principes eorum et effeminati dominabuntur eorum. Vides ergo, mi Emser, haec monstra te didicisse ab Eccio. Nam et hic, ut est inanis scientia scripturarum, aliud Lipsiae argumentum robustius non habuit quam horum locorum, in quo non immerito vobis placuit.  Det er nok at have mistanke om, at det behager dem: Så kan man straks opægge lægfolket. Sådan besejres kætterne, sådan forsvares kirken og sådan tjenes troens sandhed, så at ordet fra Es 3,4 opfyldes: 'Jeg vil give dem drenge som fyrster og kvindagtige skal herske over dem'. Du ser altså, kære Emser, at disse forfærdelige ting har du lært af Eck. For også her, ligesom det er tomt for viden om skriften, havde han i Leipzig ikke noget stærkere argument end disse steder; men det er ikke ufortjent, at I synes om dem. 
 42        Sed quia Aegoceros es, facile hoc rethe meum eludes, dicesque ‘Non damno tua dogmata, nec, quod placeant Boemis, indignor, sed quod erronea dogmata placent, quorum te auctorem falso putant.         Men fordi du er en buk, undviger du let min snare, og siger: 'Jeg fordømmer ikke dine læresætninger, og jeg kalder det heller ikke uværdigt, fordi det behager bøhmerne, men fordi de finder behag i fejlagtige læresætninger, og de forkert mener, at du er ophavsmand til dem. 
 43        Primum adeo ne de omnium mortalium sensu desperasti, ut hac insulsa et inepta tua vafricia speraris omnes illudi posse, ut tibi credant, alia Boemis dogmata mea placuisse quam quae in libris meis legerunt? Quod si mea dogmata probarunt et tu iam falso eos probasse garris, quia Boemorum patrocinium recusavi, quid aliud hinc sequitur nisi vel te impudenter mentiri vel me revocasse mea dogmata?         For det første, har du så ikke fortvivlet om meningen af alle dødssynder, så du håber på ved denne flove og upassende snedighed at kunne narre alle, så de tror på dig, når du siger, at der også er andre af mine læresætninger, der behager bøhmerne, end dem de kan læse i mine bøger? Derfor, hvis de beviser mine læresætninger og du våser om, at det er forkert, at de har bevist dem, fordi du ikke vil være bøhmernes beskytter, hvad andet følger så heraf, end at det enten er dig, det er fræk til at lyve, eller mig, der har tilbagekaldt mine læresætninger. 
 44          Deinde, nunquid ego Idolo tuo Eccio Lipsiae sic dixi, sicut tu scribis perfricta fronte, quod quicquid de me Boemi sentirent, me non acceptare? Nonne toties repetitis verbis dixi, me schisma et errores Boemorum non velle nec posse tueri, quod mihi Eccius tuus eadem impudentia obiiciebat? Nunquid hinc sequitur, me Boemorum consensum in mea dogmata (quae alia non possunt esse quam in libris meis edita circumferuntur) damnasse?         Dernæst, mon jeg nogensinde i Leipzig overfor dit idol, Eck, har sagt det, du skriver, idet du gnider dig i panden, at hvadsomhelst bøhmerne mener om mig, det kan jeg ikke gå med til? Har jeg ikke gentagne gange sagt, at jeg ikke ønsker bøhmernes skisma og fejltagelser og ikke kan se på, at din Eck bebrejdede mig den samme frækhed? Mon ikke heraf følger, at jeg fordømme den tanke, at bøhmerne skulle være enige med mig i mine læresætninger (som ikke kan være andre end dem, der cirkulerer i de bøger, der er udgivet af mig)?
 45          Atque ut scias, me tuas insidias nihil insidiosas (n45) nihil metuere, habe tibi hoc et illude sive illide, si potes: Volo, opto, oro, gratias ago, gaudeo, quod mea dogmata placent Boemis, atque utinam placerent et Iudaeis et Turcis! immo utinam et tibi et Eccio, positis vestris impiis erroribus, placerent! Quid hic facies? An Iudaeum, Turcum, Emserianum et Eccianum me patronum excusabis, quia recuso fortiter me nolle vestra et illorum tueri? Quid ad me?         Og for at du kan vide, at jeg ikke frygter dine bagtalelser, som ikke kan blive værre, så har du her noget, du kan narre med eller støde dig på, hvis du kan: Jeg vil, jeg ønsker, jeg beder om, jeg takker for, jeg glæde mig over, at mine læresætninger behager bøhmerne, og gid de også ville behage jøderne og tyrkerne! Ja, gid de også ville behage dig og Eck og skyde jeres ugudelige vildfarelser til side! Hvad vil du så gøre? Mon du vil beskylde mig for at være jødernes, tyrkernes, Emsers og Ecks beskytter, fordi jeg stærkt tilbageviser, at jeg vil betragte jeres og deres? Hvad kommer det mig ved? 
 46  Si Boemi mecum sentiunt, recte sentiunt, sed non ideo ego illorum vel schisma vel errores probavi nec tuo patrocinio opus habui, quo hac suspitione levarer, id est, contaminarer.  Nam spero, quod gaudeas, Boemos tecum sentire in confessione trinitatis, Christi et omnibus aliis fidei articulis, Cur ergo non pro teipso primum sollicitus Apologiam edis, expurgans te, quod Boemorum patronus non sis? Si hoc stultum et non necessarium arbitraris, qua charitate necessarium tibi pro me visum est, ut faceres non rogatus?  Hvis bøhmerne mener det samme som jeg, så er deres mening ret, men jeg har ikke af den grund bevist deres skisma eller fejltagelser og jeg har ikke brug for din beskyttelse, hvorved jeg kan befris for denne mistanke, det vil sige, besmittes med den. For jeg håber, at du glæder dig over, at bøhmerne mener det samme som jeg, når de bekender den treenige Gud, Kristus og alle andre trosartikler. Hvorfor har du da ikke først bekymret dig om dig selv og udgivet en apologi, som kan rense dig fra at være bøhmernes beskytter? Hvis du mener dette er dumt og unødvendigt, ud fra hvilken kærlighedsbetragtning synes du så det er nødvendigt i mit tilfælde, sådan som du har gjort det uden at spørge ad? 
 47         Vides ergo malignam tuam agnosci invidiam, qui cum scires Boemos in me nihil probare et iactare quam dogmata mea, tu eorum iactantiam hanc foelix orator sic opprimis, ut neges me errorum suorum esse patronum, quasi illi hoc unquam iactarint. Oratorum insigne decus est (ut Cicero ait) apposite dicere: tu autem Boemorum iactantiam confutaturus, quam optimam habent in meis dogmatibus, confutas iactantiam errorum suorum, quam tu (W664) fingis sub nomine meo.          Du ser altså, at jeg har erkendt din onde misundelse, når du, skønt du véd, at bøhmerne hos mig ikke kan bevise og prale af andet end mine læresætninger, alligevel som en lykkelig taler på den måde undertrykker dette pral, at du nægter, at jeg er beskytter af deres fejl, som om de nogensinde har pralet af det. Det hører til talernes kendemærke, som Cicero siger, at kunne tale dueligt. Men du vil sammenblande bøhmernes praleri over mine læresætninger, og sammenblander det med deres praleri over deres vildfarelser, som du forestiller dig i mit navn. 
 48  Nonne hoc ad Rombum orare est, ubi ad dextram tibi belua iaceat, tu versus in sinistram egregie Rombum laudes? Obscero, si deinceps luscum velis laudare, non laudes surdum, ne in discenda Rhetorica tua videaris operam et oleum lusisse, aut mutuum paulisper memoriae Eccianae tibi sume, ut argumenti suscepti saltem in orationis initio memor esse possis.  Mon ikke det er at bede ad Vallensbæk til, hvor en klodrian kaster noget hen til din højre side, men du roser det som en udmærket Rombum til venstre? Jamen, for pokker, hvis du herefter vil rose noget, der er énøjet, så roser du ikke det døve, for at det ikke skal se ud som om du i at lære retorik har leget med værk og olie (?), eller tag og ifør dig en lille smule af den eccianske hukommelse, så du i det mindste kan huske de argumenter, du fremsatte ved talens begyndelse. 
 49  Simili schemate et Ruffinus olim impetebat Hieronymum cui cum placeret in multis Origenes, ineptus ille Emserianae dialecticae Typus omnium errorum illius fecit impia laude patronum. Ita et tu Ruffinus meus (‘Hieronymus’ volui dicere: fallit me operis similitudo magis quam servet nominis similitudo) in hunc modum egregie disseris ‘Boemos non defendis schismaticos, ergo false illi iactant te vera scripsisse’. Proinde, mi Emser, alio contra Boemos confutandos utere argumento: hac elumbi confutatione nos Catholicos Boemis ludibrio traducis.  Efter samme skema spurgte (?) Ruffinus dengang Hieronymus, som han, fordi Origenes behagede ham på mange måder, efter denne emserianske dialektik-metode på forkert vis gjorde til beskytter af alle hans fejl ved en ugudelig ros. Således erklærer også du, kære Ruffinus (jeg skulle sige Hieronymus, men ligheden mellem gerningerne vandt over ligheden mellem navnene) på denne måde: 'Du forsvarer ikke de bøhmiske skismatikere, altså er det forkert, når de praler af, at det, du har skrevet, er sandt'. Derfor, kære Emser, brug et andet argument til at gendrive bøhmerne. Med denne kraftesløse gendrivelse har du gjort os katolikker til grin overfor bøhmerne. 
 50         Iterum alio mihi abrupto elaberis: ‘non dico, inquis, tua iactari dogmata, sed aliena et suos errores tuo nomine'.         Atter vil du afbryde mig og sige: 'Jeg siger ikke, at de praler med dine læresætninger, men at de praler af andre og af deres vildfarelser i dit navn'. 
 51         Primum: Quis de hoc certum te fecit? adeo ne tibi de quovis mortalium fingere licet crimina, atque id non nisi ut innocentium criminibus fictis innocentiam aliorum laedas? Nonne scriptorem historicum, praesertim sacerdotem domini, testem veritatis, oportuit haec omnia primum explorare et non de suo cerebro historias fingere? Quid, si illi negent iactasse unquam nisi mea dogmata, quae per regiones vagantur, quae multi Christianissimi Galli, Itali, Angli, Germani, Hispani quoque jactant? An sperabas eos tacituros audax mendacium tuum?         For det første: Hvem har forsikret dig om det? Og af den grund tilllader du dig at opdigte én eller anden dødssynd, og det kun på den måde, at du ved opdigtede beskyldninger mod uskyldige sårer andres uskyldighed? Mon ikke en historieskriver, især en Herrens præst, bør være vidne om sandheden, og først undersøge alt og ikke opdigte historier ud af sin egen hjerne? Hvad nu, hvis de nægter nogensinde at have rost sig af andet end mine læresætninger, som er udbredt over landene, og som mange højst kristelige folk, gallerne, italienerne, englænderne, tyskerne, spanierne også roser sig af? Mon du håbede, du kunne bringe dem til tavshed til din forvovne løgn? 
 52          Sed esto, verum sit quod somnias, illi aliena dogmata meo nonime iactent, qui fit, ut ego non haec audierim, ad quem maxime pertinent? Aut si mala nostra novissimi scimus, tuum erat profecto, qui nominis mei tam studiosus es, mihi id indicare et quaenam dogmata illic nomine meo falsa falso iactarentur signare, ut ipse (quod maiorem habuisset autoritatem) in eos scriberem nomenque meum assererem.          Men lad de så være sandt, hvad du drømmer om, at de praler af en fremmed læresætning i mit navn, hvordan kan det så gå til, at jeg selv ikke har hørt om det, det er dog mig, der har mest med at gøre? Eller hvis vi skal gøre opmærksom på det onde, vi har gjort fornylig, så er det i hvert fald dig, der har gjort det, du, som af hensyn til mit navn er så ivrig for, at påpege det for mig, og antyde, hvilke falske læresætninger de her på forkert måde praler af i mit navn, så at jeg selv (som vel må have den største autoritet) må skrive imod dem og stadfæste mit navn. 
 53  At tu, bone Ruffine, fili tenebrarum, haec aut nesciens aut nescire te fingens, non modo nihil mihi significare curasti, quin duplo vulnere, utroque gravissimo, me percutis et suspectum de haeresi faciens et suspitionis huius pessimae patientissimum dissimulatorem adornans, dum pro me ruis in defensionem mei, me prorsus non salutato, pugnaturus contra ea quae nescis.  Men du, kære Ruffinus, mørkets søn, der enten er uvidende om det eller foregiver at være uvidende, du har ikke blot sørget for ikke at fortælle det til mig, så at du ved hele to sår, begge højst alvorlige, har gennemboret mig og gjort det sandsynligt, at jeg er kætter, du har også udsmykket denne onde mistanke som den mest tålmodige hemmeligholder, idet du skynder dig at forsvare mig med, at jeg, skønt jeg slet ikke havde blandet mig, ville kæmpe mod det, som du ikke anede noget om. 
 54          Sed adhuc rogo post vulnera, saltem indica nunc, quae illi falsa dogmata meo nomine iactant, ut sciam, super quibus me defendas et pro quo gratus esse debeam? Quid taces? quin edis? non edis? Age everberemus vel invito.           Men det beder jeg om efter mine sår, påpeg det så i det mindste nu, hvilke falske læresætninger de praler af i mit navn, så jeg kan vide, hvilke jeg skal forsvare og for hvilke jeg skal være taknemlig? Hvorfor tier du? Hvorfor ikke udgive dem? Udgiver du dem ikke? Kom nu, lad os sætte det i værk, selv om det er modvilligt. 
 55          Quaero, an tua verba credas esse vera, ubi scribis, Boemos pro me fecisse publica deo supplicia quottidianaque (licet prophana) sacra, dum (W665) nuper Lipsiae certarem. (emser1#16) Taceo enim, qua gratia hoc in vulgus volueris edere: naso meo non sic illudis, Ruffine ruffe, immo niger. Vera, inquam, haec sunt an non? Non hic tacendum, quia sacerdos domini et testis es veritatis.           Jeg spørger dig, om du tror, dine ord er sande dèr, hvor du skriver, at bøhmerne hver dag, både søgn og hellig (skønt det altså er noget profant) har afholdt offentlige forbønner for mig, da jeg fornylig kæmpede i Leipzig. Jeg taler ikke om, for hvis skyld du ville udbrede dette blandt folket. Du kan ikke sådan narre min næse, kære rødhårede, ja sorte Ruffinus. Er det sandt, siger jeg, eller er det ikke? Her må du ikke tie, eftersom du er en Herrens præst og et vidne om sandheden. 
 56  Vera ergo. Sequitur iam procul dubio, Boemos Emseriana sententia mecum sentire in propositionibus Lipsiae disputatis, ut in quibus me salvum publicis sacris impetrare illos voluisse publice scribas. Haec sunt igitur dogmata falsa, quae nomine meo iactant Boemi et in quibus me patronum gloriantur.  Lad det så være sandt. Så følger uden tvivl, at bøhmerne efter den emserianske mening mener som jeg i mine Leipzig-teser, sådan som du skriver, at de offentligt har villet opnå at jeg blev frelst derved. Dette er da de falske læresætninger, som bøhmerne praler af i mit navn og ved hvilke de roser sig af at jeg er deres beskytter. 
 57  Habeon' Aegocerota nostrum an non? ubi nunc est os tuum, pene effudissem, quod me Catholicum asseruit? vides ne, quam imprudens sit invidia? proverbii illius scripturus meminisse debebas ‘Oportet mendacem esse memorem', nec est quo hic evadas, quin perspicuum sit tete in corde non secus ac haereticum habere Martinum, et tamen ore confiteris Catholicum, cuius rursus dogmata eodem ore damnas haeretica.   Mon jeg har forstået stenbukken ret eller ej? Hvor er nu din mund, havde jeg nær sagt, som forsikrede, at jeg var katolsk? ser du ikke, hvor uklog misundelse er? Du burde været kommet i tanker om dette nedskrevne ordsprog 'Den, der lyver, skal have en god hukommelse', der er ingen mulighed for dig for her at undvige, medmindre det er soleklart, at du i hjertet ikke er anderledes og regner Martin for en kætter, og dog med munden bekender, at han er katolsk, og dog igen med den samme mund fordømmer hans læresætninger som kætterske. 
 58  Tu ergo vir ille es, qui apud Jacobum ex eodem fonte manat amarum et dulce. (Jak 3,11). Neque enim verisimile est tam delyros esse Boemos, ut pro me orare voluerint in aliam causam nisi quam tunc agebam, nec tu de alia loqueris, neque erant tam obscurae propositiones meae, ut putari possit, earum sensus eis non fuisse intellectos, quando eos potuit intelligere vester Rubeus. (n58  Du er da som den mand, der hos Jakob af den samme kilde øser bitter og sødt vand. For det er ikke sandsynligt, at bøhmerne er så afsindige, at de ville bede for mig i en anden sag, end den, jeg dengang fremførte, eller at du taler om noget andet, og mine teser var ikke så diffuse, at man kan mene, at de ikke havde forstået meningen med dem, når de kunne forstå jeres Rubeus. 
 59         Proinde, mi Ruffine, id quod cogitabas et intelligi volebas tibi scribendum aperte erat, id est, Martinum esse haereticum: sic egisses viri constantis et probi officium. Quid enim refert illos accusari de haeresi, qui de patrono per te laudato gloriantur? Non cogitas, Boemos esse homines, non pecudes, qui ad Aegocerota tuum dicant ‘Quid confutat hic olidus hircus? quid sibiipsi contradicit? An persequitur hircocervum et Chymeram cerebri sui et Boemos a se in somno formatos?          Derfor, kære Ruffinus, hvad du tænkte, og hvad du ville skulle forstås, det skulle du skrive ligeud, nemlig, at Martin er en kætter. Sådan ville du være en helstøbt mand og værdig til dit embede. For hvad har det med sagen at gøre, at de bliver beskyldt for kætteri, som roser sig af en beskytter, som du giver din tilslutning? Mener du ikke, at bøhmerne er menneske, ikke kvæg, som kan sige til din stenbuk: 'Hvad kan bringe denne stinkende gedebuk til tavshed? Hvorfor modsiger han sig selv? Mon han forfølger en hjortebuk og sin hjernes kimære og bøhmere, som han har drømt sig til? 
 60  Nubes et inania captat. Nos enim Martinum iactamus, quem tu Catholicum astruis.  Quid nobis de erroribus? dogmata Martini probamus, quae Lipsiae tutatur et libellis editis invulgavit. Tu cum larvis pugnas et ridiculus cuculus es'? Quid hic dices, Ruffine? An quia sacerdos domini es, ibis gaudens, quod dignus sis contumeliam pati pro domino tuo? eo scilicet, qui est pater mendacii, cuius tu in dicendae veritatis functione testis es.  Han har fanget skyer og tomhed. For vi praler af Martin, som du regner for katolsk. Hvad så med vore vildfarelser? Martins læresætninger beviser vi, dem, han har forsvaret om i Leipzig og offentliggjort i sine bøger. Du kæmper mod spøgelser og er en latterlig tåbe'? Hvad vil du sige her, Ruffinus? Mon du, fordi du er præst, vil gå hen og glæde dig over, at du er værdig til at lide forhånelser for din Herre? Men altså den herre, der er løgnens fader, og hvis virksomhed du bliver et vidne om, når du siger sandheden. 
 61           Quod si dogmata mea et tu vera arbitraris, plaudant Boemi, quod patrono Hieronymo Emserio, Christi sacerdote et teste veritatis, probantur Catholici et Christianissimi, at qui pro veritate publica sacra fecerunt. Maereat Roma, insaniat Eccius fortissimus Theologus, infoelix Romanae Ecclesiae et Sedis Apostolicae defensor, Aegocerotis huius praeceptor, quod inveniuntur Boemos mendaciter et inique pro haereticis habuisse, Immo doleant Boemi a mendace et bilingui se laudatos et gaudeant ab eodem se (W666) vituperatos.         For hvis også du anser mine læresætninger for at være sande, så vil bøhmerne bifalde, at de ved deres beskytter, Hieronymus Emser, Kristi præst og vidne om sandheden, kan bevises at være katolske og højst kristelige, de, som har afholdt offentlige gudstjenester for sandheden. Lad så Rom sørge, lad Eck rase, den bomstærke teolog, den uheldige forsvarer af den romerske kirke og det apostolske sæde, foresat for denne stenbuk, lad dem gøre det, fordi de løgnagtigt og urimeligt befindes at have regnet bøhmerne for kættere, ja, lad bøhmerne føle smerte over, at de bliver rost af løgnagtige og tvetungede mennesker, og lad dem glæde sig over, at de bliver dadlet af de samme. 
 62  Nonne iam tu ipse patronus factus es Boemorum, quos me tanta Bucca tonas repulisse? disce, Ruffine, illud Sapientis ‘Qui loquitur iniqua, non potest latere nec praeteriet illum corripiens iudicium, quoniam auris coeli audit omnia, et qui continet omnia, scientiam habet vocis: spiritus enim domini replevit orbem terrarum', (Visd 1,7ff; n62) et illud Eccle. x. ‘In cogitatione tua ne detrahas regi et in secreto cubiculi tui non maledixeris diviti, quia et aves coeli portabunt vocem tuam et qui habent pennas annunciabunt sententiam'. (Præd 10,20)   Mon ikke du selv allerede er gjort til bøhmernes beskytter, dem, om hvem du tordner, at jeg har forkastet dem med en vældig opblæsthed? Hør her, kære Ruffinus, hvad der står i Visdommens bog: 'Den, der taler uret, kan ikke skjule sig, og han undgår ikke den straffende retfærdighed, eftersom himlens ører hører alting, og den, der opfylder alt, har viden om hvert ord: For Herrens ånd opfylder hele jordens flade'. Og hør, hvad der står skrevet hos Prædikeren: 'I dine tanker må du ikke tale nedsættende om en konge, og i dit hemmelige sovekammer må du ikke forbande en rig, for endog himlens fugle bærer din røst videre, og de, der har fjer, kan fortælle, hvad du sagde'. 
 63  Haec tuo exemplo cognosce esse vera: quis enim, putas, mihi cor tuum revelavit et revelandum dedit, nisi ille qui dedit nobis scire etiam cogitationes Satanae, discretionem spirituum, immo sensum Christi et profunda dei? (1 Kor 2,10)   Erkend, at dette er sandt som et eksempel for dig: Hvem tror du nemlig har åbenbaret mig dit hjerte og har gjort, at det kan åbenbares, om ikke ham, som gav os at kende endog Satans tanker, åndens hemmeligheder, ja Kristi tanke og Guds dybder? 
 64          Quid, quod tu ipse autoritate Bedae, cum non neges Iohannem Huss falsa miscuisse veris? (emser1#29) Nonne vel Bedam vel teipsum Boemorum patronum ostentas? qui donas non solum contra Concilium Constantiense (quo unico miser tuus fulciebatur fortissimus Theologus) sed contra ipsum quoque fortissimum (quod intolerabile est) articulos aliquos veros male damnatos, quo totam vim et victoriam Eccii enervas mecumque per omnia sentis. (emser1#29)         Hvad så, når du selv holder dig til Bedas autoritet, når du ikke nægter, at Johannes Huss har opblandet noget forkert i det sande? Mon du så påviser, at enten Beda eller du selv er bøhmernes beskytter? du, som indrømmer, ikke blot imod Konstanzer-koncilet (med det ene argument støttedes din elendige, bomstærke teolog), men også imod den bomstærke selv (hvilket er utåleligt), at nogle sande artikler på forkert måde er blevet fordømt, hvorved du svækker hele kraften og sejren hos Eck og i alt mener som jeg. 
 65           Proinde tu, si sapis, scribe Catholicae Ecclesiae Boemorum administratori, (n65) ut ad gremium Ecclesiae revocet errantes: Quod ut sui, tui omniumque nostrum faciat ludibrio, da haereticis (sicut facis) hoc, Iohannem Huss vera falsis miscuisse, hoc est, Concilium Constantiense articulos eius aliquot impie damnasse, idque Bedae autoritate. Sic enim corvi tui ovum legitimum eris, qui et ipse, ut me Boemum haereticum statueret, primo Nicenum Concilium contempsit, magna autoritate habitus in hoc vobis catholicissimus, deinde Constantiense, Magister Sprititussancti factus, denuo et aliter declaravit.         Derfor skulle du, hvis du mener det, skrive til administratoren for den katolske kirke i Bøhmen, at han skal kalde de vildfarne tilbage til kirkens skød. For ligesom hans og dine og vores allesammens læresætninger bliver til grin, så indrøm kætterne så meget (hvad du også gør, som at Johannes Huss har blandet noget sandt op i det falske, det vil sige, at Konstanzerkoncilet har på ugudelig måde fordømt nogle af hans artikler, og det kan du sige ud fra Bedas autoritet. Sådan vil du nemlig være din ravns legitime æg, han, som også selv, da han fastslog, at jeg var bøhmisk kætter, først foragtede Nikæner-koncilet, og dernæst forfra afholdt et med stor autoritet, på hvilket han for jer var den højkatolske, dernæst på anden måde afholdt Konstanzer-koncilet, hvor Helliånden blev gjort til magister. 
 66  Sic soletis vos confutare haereticos, ut peiores haeretici fiatis et nos omnes eorum fabulis tradatis, dum, ut colestis culicem, camelum glutitis: (Matt 23,24) adeo cauti estis, adeo refert vestra, multa magnaque negare et damnare catholicorum, ne modica probare videamini haereticorum, ut probantes possitis iactare haereticos atque id nullorum hominum odio sed zelo veritatis pro gloria dei et honore sanctae Romanae Ecclesiae.  Sådan plejer I at gendrive kættere, at I og vi alle bliver værre kættere ved deres fabler, som vi overtager, så I dyrker myggen, men sluger kamelen. I den grad er I forsigtige, i den grad mener I, at I ud fra jeres opfattelse skal benægte og fordømme mange og store ting af de katolske læresætninger, at I ikke på nogen måde skal kunne synes at være kættere, i den grad gør I det, at I kan prale af at bevise kættere og det ikke ud af noget had til mennesker, men ud af iver for sandheden til Guds ære og den hellige romerske kirkes hæder. 
 67         Sed et vos Scriptores mihi videmini esse nonnihil autores Boemicae pertinaciae, qui tam frigida et inconstantia scribitis: frigide enim et pigre confutare, quid aliud est quam bis confirmare? Adversariis iuxta Paulum os opplere et obstruere omni oportet studio (Tit 1,11). Deinde scripta nostrorum nescio quam oscitantiam nauseamque spirant de fiducia et securitate, quam habemus in opinione vulgi ex nostro verbo pendentis et potestate Romani Pontificis nostra probantis.        Men også I skribenter synes mig at være nogle forfattere med bøhmisk stivsind, for I skriver så koldt og ustadigt. For at gendrive noget koldt og dovent, hvad andet er det end at bekræfte det to gange? Ifølge Paulus skal vi lukke munden på vore modstandere og af al magt modsætte os dem. Og hvad dernæst vore skrifter angår, så véd jeg ikke, hvilken søvnig og ulækker lugt af forsikring og sikkerhed det er de har, og jeg véd ikke, hvilken opfattelse folk vil have af os, når vi svinger frem og tilbage i vore ord og skal bevise den romerske paves magt. 
 68  Nos ita scribimus, ut si nihil promoveant quae scribimus, sufficit quod vulgo nostro et Romano Pontitici placent, Atque hic est finis (W667) nostrae scriptionis: nihil eque timemus quam ne quid elabatur quod offendat Romanum Pontificum. Qua ratione fit, ut, sicut libere non scribimus, ita nihil efficiamus.  Vi skriver, som om det, vi skriver, ikke kunne flytte noget, det er nok, at vore skrifter behager vort folk og den romerske pave. Og her er målet med vores skriverier: Der er intet, vi frygter så meget, som hvis vi kom til at udarbejde noget, som stødte den romerske pave. Og af den årsag sker det, at vi, eftersom vi ikke skriver frit, ikke kan udrette noget. 
 69         Tu nunc vide verba, imprudentis tuae invidiae veracia testimonia, etsi ipsa mendacia. Me catholicum asseris, simul et dogmata asseras catholica necesse est, Et quis est furor impietatis tuae, ut pro catholicis dogmatibus non solum indigneris sacra fieri, sed etiam appelles prophana, abominabilia, execrabilia?(emser1#16) Intelligis, quod Cahos, quod pelagus monstrorum ex hac sententia sequatur, ut hinc te facile peiorem omnibus haereticis et daemonibus possim asserere? Quid enim non faciat et omittat, qui pro veritate sacra facta pronunciat prophana?         Se nu du på dine ord, sanddru vidnesbyrd om din misundelses uduelighed, skønt de er løgnagtige. Du forsikrer, at jeg er katolsk, samtidig forsikrer du, at de katolske læresætninger er nødvendige, Og hvad er det for en ugudelig vrede, at du ud fra katolske læresætninger ikke blot forarges over det, der sker om helligdagen, men også kalder det profant, afskyeligt, forbandelsesværdigt? Forstår du, hvilket kaos, hvilken vandmasse af monstre der følger af denne sætning, så at jeg herudfra let kan hævde, at du er værre end alle kættere og dæmoner? Hvad nemlig kan den ikke gøre eller undlade, som i stedet for sandheden erklærer de hellige gudstjenester for profane? 
 70  Esto, sint Boemi haeretici: at quando pro veritate orant, sacra haec tu prophana audes dicere? An sacra pro mendacus facta sancta tibi videntur? Quid sentis de meis sacris, quae pro te et Eccio facio magno affectu, cum tibi et illi haereticus videar? neque enim habeo (crede, non crede), quibus me plus debere mihi videar, et pro quibus ardentius orem quam pro Iohanne Tecellio, huius tragediae autore, cuius anima sit in pace, et pro te et Eccio omnibusque adversariis meis: adeo mihi prodesse sentio adversarios.  Lad os så antage, at bøhmerne er kættere: Men når de beder for sandheden, vover du så at sige, at denne gudstjeneste er profan? Mon en gudstjeneste for løgn ville forekomme dig hellig? Hvad mener du om mine gudstjenester, som jeg med megen følelse har afholdt for dig og Eck, skønt jeg for dig og ham syntes at være en kætter? Jeg har ikke noget (tro det eller lad være) som jeg synes jeg har større pligt til end at bede brændende for Johannes Tetzel, hvis tragedie jeg er ophavsmand til, hvis sjæl jeg ønsker kunne få fred, og for dig og Eck og alle mine modstandere: i den grad mener jeg at modstanderne gavner mig. 
 71  Sine ergo, infoelix invidia, pro dogmatibus meis sacra fieri, vel a Turca.  Nolite prohibere eum, qui non est contra vos pro vobis est, dixit Christus. (Luk 9,50) Aut primum me haereticum et dogmata haeretica ostende, ne rabie insana deo praeferre incipias diabolum et mendacium veritati.  Hold altså op, uheldige misundelse, med at hævde, at der af tyrkerne bedes for mine læresætninger. Forhindr dem ikke i det, den, der ikke er imod jer er for jer, siger Kristus.Eller bevis først, at jeg er kætter og har kætterske læresætninger, at du ikke skal begynde som en rasende hund at foretrække djævelen og benægtelse af sandheden fremfor Gud. 
 72         Arbitror, o lector, me Aegocerota hunc cepisse, etsi non omnes molossos nec veltres in eum emiserim: prima venatio est, adhuc tener est, tenera mihi tractandus fuit cura, et alio tempore, si perget, vel Albanis canibus insectandus. (n72         Jeg mener nu, kære læser, at have fanget denne stenbuk, skønt jeg ikke har sendt alle bulbidere eller vindhunde imod ham. Det er den første jagt, den har hidtil været blid, jeg har villet sørge for at behandle det temmelig blidt, og så en anden gang, hvis han rykker frem for at fremføre Albanis hunde. 
 73        Esse autem captum hoc indicio probabis, quod deinceps sicut captivum et dilaniatum decet, sua sponte aperit, quae toto venatu dissimulavit: pugnat enim adversus meam propositionem tanquam haereticam solvitque meas rationes: hoc enim monstrum aluit in visceribus occulte, dum fugaretur et caperetur. Versemus ergo viscera ista et omnem fimum eius concidamus, ac detracta pelle sacrificemus eum in holocaustum domino, si volet eum.         Men at han er fanget kan du bevise ud fra det indicium, at han opfører sig som en, der er fanget og sønderslidt, straks åbner for sine ting, som foregiver en hel jagt. Han kæmper nemlig imod min tese, som var den kættersk, og opløser mine begrundelser: For dette monstrum har han i al hemmelighed opfostret i sine indre tanker, da han flygtede og blev fanget. Lad os derfor behandle disse indre tanker og lad os sønderhugge alt hans møg, og når vi har taget pelsen af ham, lad os så ofre ham i et brændoffer til Herren, hvis han vil have ham. 
 74          Per Coronidem suam terribiliter Macchabaeam totam quam splendide Martinum haereticum triumphat! assumit autem sic: Miseram fore Christianorum sortem, si et gentibus et Iudacis sit inferior, quos constet sacerdotes suos diis retulisse (emser1#33). Ante faciem huius pigerrimi frigoris quis sustineat? ut reptat ignavissima tum sententia tum oratio sed nec quid hoc syllogismo mire rhetorico moliaris satis intelligo, nisi forte suspitionem mihi paras, (W668) quasi Ecclesiae sacerdotes negem referri deo acceptos.          Gennem hele sin forfærdelige makkabæiske ekskurs, hvor udmærket triumferer han da ikke over kætteren Martin! Men han antager følgende: Det ville være en elendig slags kristne, hvis de stod under både hedninger og jøder; og det står fast, at disse henfører deres præster til guderne. Hvem kan holde stand overfor dette skin af en sådan doven kulde? Sådan som både sætningens og sammenhængens uvidenhed sniger sig ind, så kan jeg ikke forstå det anderledes, når du indfletter denne knap nok retoriske syllogisme, end at du opvækker en mistanke mod mig, som om jeg nægter, at man må fortælle om kirkens præster, at de er modtaget af Gud. 
 75  Sed et inter gentes, credo, in universis poetis tuis non invenias, qui fingat fuisse aliquando unum iure divino omnium totius orbis sacerdotum gentilium Monarcham: nam hanc sententiam tu intelligis et eloqueris per sacerdotes diis acceptos referri, nova quantum disco grammatica, praesertim cum tot ubique religiones etiam sibi pugnarent testibus sacris literis.  Men jeg tror, at også blandt hedninger finder du ikke i hele din digtning én, som forestiller sig, at der nogensinde har været én eneste hedensk hersker over alle jordens præster ifølge guddommelig lov. For du forstår og udvikler, at denne mening bliver fortalt gennem præster, der er modtaget af guderne, og hvilken ny grammatik jeg her lærer, især eftersom så mange religioner overalt også bekæmper hinanden indbyrdes efter den hellige skrifts vidnesbyrd. 
 76           Sed bene habet, quod tu ipse nihil moraris, si syllogismus tuus in hac parte corruat.  Itur ergo in antiquam sylvam et ad extremum belli decus, nempe ad Aaronem, quem gloriaris, iam pene victor, negari non posse a deo institutum. Huic assumptioni nectitur subsumptio. Si veteris, inquis, instrumenti molae penitus ociosae ac tandem derelictae (tam belle et docte inter rhetoricandum etiam Theologisaris, mire aptis mysteriis ludens) tantus honos est habitus, superioris etiam, novi scilicet testamenti, causam nihilo fore deteriorem. Haec ille. (emser1#37          Men lad det så være godt, hvad du selv ikke opholder dig ved, hvis din syllogisme falder sammen i denne del. Man går så over til den gamle skov og til krigens sidste prydelse, nemlig til Aaron, som du praler af, uden at være helt sejrherre endnu, at man ikke kan nægte er indsat af Gud. Med denne antagelse sammenbindes konklusionen. Hvis en så stor ære skulle vises det gamle testamente, siger du, der var som en udslidt møllesten og fuldstændig ødelagt (hvor smukt og lærd endog blandt retoriske teologer du dog på forunderlig vis leger med mysterierne), så ville der da ikke være nogen grund til, at det højere, nemlig det ny testamente, skulle være mindre hæderfudlt. Såvidt Hieronymus. 
 77         Omitto ineptiam de mola inferiore et superiore, immo impietatem, qua veterem et sanctam Synagogam ociosam et derelictam novus Theologus delyras: absque hoc, quod corporalis etiam mola inferior ociosa non possit dici, quae negociosior est superiore, cuius sustinet vim et impetum, denique deus prohibuit, ne quando altera molarum aufferretur et ociosa fieret. Sic enim solent Ecciani theologi in sacris ludere literis, dum serio eas tractant.         Jeg springer over denne uegnede ugudelighed om den nederste og øverste møllesten, hvormed du nye teolog vrøvler om den gamle og hellige synagoge som blev udslidt og ødelagt. Bortset fra, at man ikke i legemlig henseende kan sige om den nederste udslidte møllesten, at den er mindre tjenlig end den øverste, fra hvem den modtager sin kraft og styrke, så har Gud jo også forhindret, at nogen af de to møllesten fjernes og bliver udslidt. Men sådan plejer de eccianske teologer at lege med den hellige skrift, når de behandler den alvorligt. 
 78         Ad rem ipsam. Hic tibi videtur honos dignus novo testamento, si ipsum quoque habeat suum Aaronem, hominem purum, simili vestium, dierum, caerimoniarum pompa gloriosum? Gratias ago verborum dei interpreti acutissimo. Ergo nihilo differet veritas a figura, Spiritus a litera, plenitudo a signo, nec novus sacerdos praestantior veteri?          Til sagen selv. Her synes det dig en værdig ære for det ny testamente, hvis det også har sin Aaron, et rent menneske, med lignende klæder, dage, pompøse ærværdige ceremonier. Jeg takker for den skarpsindige udlægning af Guds ord. Altså er der ingen forskel på sandheden og den figurlige fremstilling, på ånden og bogstaven, på fylden og tegnet, og den nye præst står ikke over den gamle. Er det sådan det skal forstås?
 79  O ignominiosum honorem novi testamenti, si simili honore aequetur veteri! Quorum, quaeso, hoc aures ferent? non cogitasti, miserrime Emser, cum hoc munus obires, quam susciperes argumentum tuis viribus impar? Non eras memor Horatii tui: Versate diu, quid valeant humeri, quid ferre recusent? O beskæmmende ære for det ny testamente, hvis det står lige i ære med det gamle! Man må nok spørge, hvis ører der kan tåle at høre dette. Har du ikke tænkt på, elendige Emser, når du varetager denne forretning, hvordan du tager fat med argumenter, der overstiger dine kræfter? Husker du ikke din Horats: ????
 80         Rogo, infoelix Canonista, Apostolum ad Hebreos non legisti? Si legisti, cur contempsisti? Si non legisti, quid porcus inter sancta?  Apostolus, inquam, honorem et gloriam novi testamenti copiosissimis et splendidissimis argumentis tractans, Christum filium dei pontificem summum loco veteris pontificis ut melioris testamenti mediatorem pulcherrime probat eumque in sancta, aeterna redemptione inventa, per proprium sanguinem introisse, Vetera illa fuisse exemplaria, umbras, imagines, typos futuri pontificis Christi, revocanda Emserio et pro veritate habenda. (Hebr 9,1ff)         Uheldige kanonist, jeg må spørge, om ikke du har læst hebræerbrevet? Hvis du har læst det, hvorfor foragter du det da? Hvis du ikke har læst det, hvorfor vil du da være et svin blandt hellige sager? Apostelen, siger jeg, behandler det ny testamentes ære og glans med omhyggelige og fremragende argumenter, han beviser på smukkeste vis, at Kristus, Guds søn, er ypperstepræst i stedet for de gamle præster, så at han er mellemmand for en bedre pagt, og han har skabt hellig, evig forløsning ved at gå ind med sit eget blod, disse gamle fænomener var eksempler, skygger, billeder, typer på den ypperstepræst, der skulle komme, Kristus, det skulle Emser se at komme i tanker om og regne for sandhed. 
 81        Non ergo vestium pompa aut potentiae magnitudo novi testamenti honor sed figura fuit et nunc ignominia est.  Spiritus nunc regnat, qui talibus umbris non eget nec ornatur. Hanc gloriam Emser noster fastidiens honorem (W669) carnis et umbras rursus e veteri testamento suscitat, ne sine honore id est umbris, sit Ecclesia, cum de Christi sacerdotibus ad illorum differentiam spiritus praedixerit: Sacerdotes eius induantur iustitia, et sancti eius exultent, (Sl 132,9) et iterum: Sacerdotes eius induam salutari &c. (Sl 132,16) (per haec spiritus exposuit figuralem ornatum et honorem veterum sacerdotum), et Christus: qui vult esse inter vos maior, sit sicut minor. (Luk 22,26).          Altså det ny testamentes ære består ikke i klædernes pragt og magtens storhed, men det var et tegn, men er nu en beskæmmelse. Nu hersker ånden, som ikke behøver den slags skygger og ikke smykker sig med dem. Denne glans væmmes vor Emser ved, han fremdrager atter kødets og skyggens ære, at ikke kirken skal være uden ære, det vil sige uden skygger, skønt ånden har forudsagt om Kristi præster i deres forskellighed: 'Hans præster skal klæde sig i retfærdighed, og hans hellige skal juble'. Og igen: 'Hans præster ifører jeg frelse, osv' (herigennem forklarer ånden de gamle præsters figurlige besmykkelse og ære). Og Kristus siger: 'Den, der vil være større iblandt jer, skal være som den mindre'. 
 82  At Emser meliore spiritu plenus per iustitiam et salutem intelligere docet aurum, purpuram, gemmas, honorem, potestatem, dominium, principatum, quae in veteri instrumento et mola inferiore dixit ociosa et relicta esse, id est in novo assumpta.  Cur ergo tuus Monarcha in iis est tam negociosus et sumptuosus, si ociosa et relicta sunt iuxta verbum tuum? Sed cur non esset negociosus et sumptuosus, qui Emserio Magistro docetur relinquenda non relinquere et ociosa negociosa habere, ut simul sit vetus mola relicta et non relicta, ociosa et non ociosa?  Men Emser, der er fuld af en bedre ånd, lærer, at man ved retfærdighed og frelse skal forstå guld, purpur, smykker, ære, magt, herredømme, ledelse, hvilket han har sagt i det gamle testamente også skulle være den nederste møllesten, udslidt og ødelagt, det vil sige, optaget i det ny. Hvorfor er da din hersker i disse ting så kommerciel og overdådig, hvis han er udslidt og ødelagt ifølge dine ord? Men hvorfor skulle han ikke være kommerciel og ødsel, han, om hvem vi med Emser som lærer lærer, at han ikke forlader det, der skal forlades, og at han regner det udslidte for det kommercielle, så at han er den gamle møllesten, der på én og samme tid er ødelagt og ikke ødelagt, udslidt og ikke udslidt? 
 83          Vides ergo, quam Emser et Paulus sibi quadrent pulchre. Tibi deterior est causa novi testamenti, nisi sit par veteri in pompa et sancto saeculari, Paulo vero ignominiosa est, si par fuerit. Porro cum illic Apostolus novum testamentum ex professo tractet pontificemque illius Monarcham describat, fefellit nos certe nec argumento suscepto satisfecit, quod non etiam Petrum aut Rhomanum pontificem nobis Monarcham secundarium commendavit, praesertim cum is articulus tanti esse momenti putetur, ut fides et novum testamentum sine illo subsistere non possint, mente nimirum, si unus articulus fidei ruat tota fide. Sed sine, caeci sunt et duces caecorum, tantum animalia ventris.          Du ser altså, hvor smukt Emser og Paulus stemmer overens. For dig er det ny testamentes sag værre, hvis det ikke står lige med det gamle i pomp og i at hellige det sekulære, men for Paulus er det en beskæmmelse, hvis de stod lige. Videre: Skønt apostelen her behandler det ny testamente ud fra et løfte og beskriver dets præstelige herredømme, skuffer han os bestemt og det argument, han kommer med (i Hebr 9,1ff), tilfredsstiller os ikke, fordi han ikke samtidig anbefaler os Peter eller den romerske pave som hersker i næste led, især eftersom denne artikel regnes for at være af så stor vigtighed, at troen og det ny testamente uden den ikke kan bestå, og så må man jo huske på, at hvis én trosartikel falder, falder hele troen. Men uden troen er de blinde og vejledere for blinde, kun bugens dyr. 
 84          Quare sicut in veteri fuit unus summus, non duo summi nec ullus vicarius summi sacerdotis, ita et in novo oportuit fieri, ut figurae veritas responderet et constaret summum sacerdotem veteris testamenti non modo non pro Monarchia Romani Pontificis sed omnium fortissime contra eam valere, denique omnia quae in veteri pontifice adumbrantur mysteria nulli nisi uni Christo convenire possunt.           Derfor, ligesom der i det gamle var én øverste, ikke to øverster eller nogen stedfortræder for den øverste præst, sådan går det også til i det ny, at de gamle figurer svarer til og fastholder det gamle testamentes ypperstepræst, ikke blot, så det ikke betyder den romerske paves herredømme, men så det af al magt vender sig imod det. Og endelig: alle mysterier, som i det gamle omskygger præsteembedet, kan kun passe på én, Kristus. 
 85  Habemus ergo gratitudinem novorum theologorum, qui fastidientes in gloriam novi testamenti habere filium dei sanctum Monarcham pontificem veteris testamenti praeeligunt gloriam in filio hominis peccatore Monarcha, quam cum ad spiritum nihil valere certum sit, certum est non iure divino sed humano esse institutam, cum illa quae iure divino erat statuta eodem iure ociosa et relicta teste Emserio sit.  Lad os derfor være taknemlige imod de nyere teologer, som væmmes ved, at det ny testamentes glans skulle bestå i, at Guds skulle have det gamle testamentes hellige pavelige herredømme, og forud vælger glansen ved menneskets syndige herskersøn, fremfor at det ikke skulle være sikkert, at ånden ikke betyder noget; det er sikkert, at den er indstiftet ikke efter guddommelig, men efter menneskelig ret, eftersom det, der var fastsat efter guddommelig ret, ifølge den samme ret var udslidt og ødelagt, efter Emsers vidnesbyrd. 
 86          Nec hoc saltem cogitas, esse plane impossibile, ut totius orbis populi ex una Roma petant Episcopos confirmari, sicut modo putant usum esse iuris divini. Anathema autem sit dicere nos a Christo fuisse ad impossibile obstrictos.  Obstat enim itineris et sumptus magnitudo.  At iuris divini nulla debent esse obstacula, ne mors ipsa quidem. (W670)           Og det har du i hvert fald ikke tænkt på, at det er fuldstændig umuligt, at hele verdens befolkning kan søge at få bekræftet sine biskopper fra Rom, sådan som de i nogen måde må mene, at skikken er efter guddommelig ret. Men forbandet være den, der hævder, at vi af Kristus har fået pålæg om noget umuligt. Rejsens og omkostningernes størrelse står det imod. Men det bør ifølge guddommelig ret ikke været nogen forhindring, bortset lige fra døden. 
 87  Frem til lutems2

Noter:

n13: Hecuba, dronning i Troja, Priamos' hustru.

n24: cornicum oculos configere, ordsprog: skuffe selv dem, der ser skarpest (de forsigtigste).

n32: WA-note: Zur Erklärung der Stelle verweist Köstlin I S. 792 (Anm. zu S. 279) auf Lutheri colloquia, ed. Bindseil I S. 152 wo es heist: Emserus secum habuit Bohemicum scortum.

n40: Tropica, bevissteder; titlen på et skrift af Aristoteles og et lignende af Cicero.

n45: Löscher foreslår, at der skal læses nihili insidior fas.

n58: WA-note: Johann Rubeus, ein elender Skribent von der Partei Ecks, dem selbst Emser Urtheil und nöthige Sprachkenntnis abspricht; die Schrift, auf die Luther hindeutet, ohne die Widmung an Bischof Conrad von Thüngen s. bei Löscher S. 252-271.

n62: Luther har lavet en del om på teksten, i forhold til Vulgata, specielt, hvad angår rækkefølgen. I Vulgata står der: '1:7 quoniam spiritus Domini replevit orbem terrarum et hoc quod  continet omnia scientiam habet vocis  1:8 propter hoc qui loquitur iniqua non potest latere nec  praeteriet illum corripiens iudicium  1:9 in cogitationibus enim impii interrogatio erit sermonum  autem illius auditio ad Dominum veniet ad correptionem  iniquitatum illius  1:10 quoniam auris zeli audit omnia et tumultus murmurationum  non abscondetur  1:11 custodite ergo vos a murmuratione quae nihil prodest et a  detractione parcite linguae quoniam responsum obscurum in  vacuum non ibit os autem quod mentitur occidit animam'.

n65: WA-note: Johann Zack.

n72: WA-note: Die Albaner-hunde galten im Alterthum für besonders wild.