Mod Latomus, 7

 ¹  'Invenio igitur, volenti mihi facere bonum, quoniam mihi malum adiacet'. (Rom 7,21) Non est enim alius, qui vult facere bonum, et alius, cui malum adiacet. Spiritualis vult facere bonum totus, sed carnalis adiacet malus ipse minus totus. 

'Jeg finder altså, når jeg vil gøre det gode, at det onde ligger mig nærmest'. Det er nemlig ikke sådan, at der er én, der vil gøre det gode, en anden, hvem det onde ligger nærmest. Som åndelig vil han gøre det gode som et helt menneske, men som kødelig ligger det onde ham nærmest, som et mindre helt menneske. 

² 'Condelector enim legi dei secundum interiorem hominem, video autem aliam legem in membris meis, repugnantem legi mentis meae et captivantem me in legem peccati, quae est in membris meis'. Hic clarissime sese explicat, delectari enim in lege dei non est nisi pii et iusti hominis, nec repugnat nec repugnare curat legi membrorum, qui iustus non est. 

'For efter mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov. Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, der bekæmper mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer'. Her forklarer han sig ganske klart. For glæde sig over Guds lov kan kun det fromme og retfærdige menneske gøre, og den, der ikke er retfærdig, bekæmper ikke eller bekymrer sig ikke om at bekæmpe lemmernes lov. 

³ Legem autem mentis non vocat legem naturalem, quam dicunt, sed opponit eam legi membrorum, potius voluntatem spiritus ita nominat, qui legi dei condelectatur, cui opponit legem membrorum, quae condelectatur legi peccati, ut sit et membrorum lex voluntas contraria voluntati spiritus.

Men sindets lov kalder han ikke den naturlige lov, sådan som de siger, men han sætter den op imod lemmernes lov. Det, han kalder således, er snarere åndens vilje, som glæder sig over Guds lov. Og op imod den sætter han lemmernes lov, som glæder sig over syndens lov, for at også lemmernes lov kan være en vilje, der står imod åndens vilje. 

⁴ Repugnantem vero dicit, certe malum indicans non poenae, sed culpae. Malum est enim legi dei repugnare. Iam non solum non obedire, sed 'repugnare' dicit, quod gravius est, ne parum aestimes peccatum reliquum baptismo. Magnum est et magno dono dei tollitur et magna gratia ignoscitur, propter spiritum, qui non repugnat, sed condelectatur legi dei. 

Men han siger, at den bekæmper den, og derved betegner han klart det onde, ikke som en straf, men som en brøde. Det onde består nemlig i at bekæmpe Guds lov. Og dog siger han ikke blot 'ikke adlyde', men 'bekæmpe', hvilket er alvorligere; at man ikke skal regne den synd, der er tilbage efter dåben, for noget ringe. Nej, den er stor, og ophæves ved Guds store gave og tilgives ved hans store nåde, på grund af ånden, som ikke kæmper imod, men glæder sig over Guds lov. 

⁵ Et illud ultimum atrocius, quod 'captivat'. Vide quaeso, quantis verborum molibus et viribus id peccati exaggeret, quod illi sic extenuant et tollunt. Non solum est, non solum vivit, non solum vult, non solum operatur, sed etiam furit et captivat. 

Og dette sidste ord er barskere, dette, at den 'tager til fange'. Se dog, med hvilken vægt og kraft i ordene han gør den synd stor, som de i den grad gør ringe og ophæver. Den ikke blot er der, den ikke blot lever, den ikke blot vil, den ikke blot virker, nej, desforuden raser den og tager til fange.

⁶ Obsecro, haec levia sunt? Et quis non sentit ita in se fieri? Quis non (W123) furiosas libidinis et irae cogitationes et motus sensit unquam, quantumlibet invitus et nolens? 

Jeg spørger indtrængende: Er dette ubetydeligheder? Og hvem føler ikke, at sådan er det, det går til i ham? Hvem er der vel, som aldrig føler vellystens rasen og vredens tanker og bevægelser, hvor meget det end sker uvilkårligt eller ufrivilligt? 

⁷ Indomitus est furor eius, imo, quod mireris, in impiis non sic furit, quia non sustinent eius impetum, cedunt et obediunt ei, ideo nunquam experiuntur, quantus labor, quanta molestia sit peccato reluctari et eius dominari.

Utæmmelig er dens rasen, ja, man kan forundres over, at den ikke raser således i de ufromme, fordi de ikke holder stand mod dens kraft, men viger for den og adlyder den. Derfor erfarer de aldrig, hvilket besvær det er at kæmpe imod synden og blive herre over den. 

⁸ Militiam exigit iste impetus strenuam, unde et Christus 'dominus exercituum' vocatur et 'rex potens in praelio', (Sl 24, 8. 10), quia hos magnos impetus per donum suum non solum sustinet, sed vincit etiam. 

Denne kraft kræver energisk krigsindsats, og derfor kaldes Kristus også 'hærskarers herre' og 'kongen, vældig i krig'. Derfor ikke blot modstår han denne kraft gennem sin gave, han besejrer den også.

⁹ Vide ergo doni et gratiae dei magnitudinem, ut tantum malum non sit damnabile piis, fortiores sunt cogitationes malae piorum quam impiorum, non tamen polluunt, non damnant, illos vero polluunt et damnant. 

Se altså, hvor stor Guds gave og Guds nåde er, så at et så stort onde ikke fører til fordømmelse for de fromme. De onde tanker er stærkere hos de fromme end hos de ufromme, og dog forurener og fordømmer de ikke, men de andre forurener og fordømmer de. 

¹⁰ Cur hoc? nonne utrobique idem peccatum? vere idem peccatum, sed pii antidotum habent, illi non habent, ideo pii in maiori impetu eius non peccant, cum illi peccent in minori, non quia non sit peccatum utrobique, sed haec gloria gratiae dei est, non naturae illius malae. 

Hvordan det? Er det ikke hos begge parter den samme synd? Jo, det er den samme synd, men de fromme har en modgift, som de andre ikke har, derfor synder de fromme ikke, skønt de mærker syndens kraft stærkere, mens de andre synder, skønt de mærker den mindre, ikke fordi der ikke er synd hos begge parter, men æren for det er Guds nåde, ikke deres syndige natur. 

¹¹ Si desit gratia, vere damnat, nunc naturam eius malam gratia, ne damnet, prohibet. Non ergo nobis domine, sed nomini tuo da gloriam. (Sl 115,1) Non est (ut sophistae delyrant) nullum peccatum, tam furens adversarius legi dei, non est poena, non est infirmitas, sed magnum peccatum, ut psal. xviij. queritur dicens: 'Emundabor a delicto maximo'. Absit haec gloria nostra in ista munditia nostra. 

Hvis nåden mangler, fordømmer han virkelig, men da nåden nu er der, forhindrer den ved nåden den onde natur, så han ikke fordømmer. 'Ikke os, Herre, men dit navn give du ære'. Det forholder sig ikke sådan, som sofisterne vrøvler om, at der ikke er tale om nogen synd, i den grad raser den imod Guds lov; det er ikke straf, ikke svaghed, men en stor synd, som Sl 19,14 siger: 'Gør mig ren for min store overtrædelse'. Det er helt forkert, at vi har nogen ære for vores renhed. 

¹² Captivare autem dicit, non quod spiritualis captivetur, sed quod ex parte peccati est, nihil omittitur, quo captivetur spiritualis, quo modo ipse Gal. i. dicit: 'Et vastabam ecclesiam dei', cum ecclesiam vastari sit impossibile. Sed nihil omittebat, quantum in eo fuit, quo vastaretur. 

Men han siger, at den tager til fange, ikke fordi han som åndeligt menneske tages til fange, han siger det med henblik på den del af ham, der er synd. Han undlader intet, hvorved han som åndeligt menneske kan tages til fange, sådan som han selv siger i Gal 1,13: 'Jeg har ødelagt Guds kirke', skønt det er umuligt, at kirken kan ødelægges. Men han undlod intet af det, der stod i hans magt, for at ødelægge den. 

¹³ Ideo non dicit hic 'repugnat et captivatus sum': 'captivat', sed ego non captivor. Quodsi etiam hoc dixisset, cogeret sententia intelligere quo ad carnem, sicut venundatam sese dixit et carnalem secundum carnem, ita captivum sese dicat secundum carnem, et haec mihi significatio, ut simplicior, magis placet. 

Derfor siger han her ikke 'den slår igen og jeg blev taget til fange', men 'den tager til fange'. Men jeg bliver ikke taget til fange. Og selv om han også skulle have sagt det, så ville meningen tvinge os til at forstå det med henblik på kødet, sådan som han også har sagt, at han er solgt som træl og at han er kødelig ifølge kødet, og denne betydning kan jeg bedre lide, fordi den er enklere. 

¹⁴'Infoelix ego homo, quis liberabit me de corpore mortis huius?' (Rom 7,24) Hic peccatum mortem vocat (id est, maximam molestiam) figurative, aemulatus illud Exod. x. quando Pharao petiit tolli locustas: 'Orate pro me ad dominum, ut auferat a me mortem istam'. (2 Mos 10,17) Odiosissimo enim nomine appellat peccatum, sicut et ille locustas, propter importunos, improbos, incessabiles, indomitosque furores eius, per quos nobis in hac vita non permittit pacem habere, sed continuo in acie stare cogit. 

'Jeg ulykkelige menneske, hvem skal befri mig fra dette dødelige legeme?' Her siger han i en billedtale om synden, at den er lige med døden (dvs den højeste grad af ødelæggelse). Han hentyder til 2 Mos 10,17, hvor Farao beder om, at græshopperne må blive taget bort: 'Bed for mig hos Herren, så han fjerner denne død fra mig'. Han kalder nemlig synden ved det mest forhadte navn, ligesom Farao græshopperne, på grund af dens voldsomme, skamløse, uophørlige og utæmmelige rasen, hvorved den ikke tillader os at have fred i dette liv, men til stadighed tvinger os til at stå på vagt. 

¹⁵ Nec enim Paulus hoc loco Latomi habitus dormitantes et quiescentes (latlu04#59) formidat. Nec Augustinus hoc voluit, quod Latomus ei imponit. Verum est quidem, non semper una passione (W124) nos insanire, non semper ardet ira, non semper fuerit libido, non semper torquet invidia, sed una succedit alteri. (latlu04#60) 

Heller ikke frygter Paulus på dette sted Latomus' sovende og hvilende egenskaber. Og Augustin vil ikke det, som Latomus pådutter ham. Det er ganske vist sandt, at det ikke er hele tiden, at én lidenskab får os til at rase, vreden brænder ikke hele tiden, vellysten er ikke hele tiden til stede, misundelsen fordrejer os ikke hele tiden, men det ene følger det andet. 

¹⁶ Et quando omnes dormiunt, tepor et ignavia non dormitant. Quod si etiam strenue agas, superbia vigilat. Et ut verissime dixi, sicut sine carne non sumus, ita sine carne non operamur, ita nec sine viciis carnis sumus, nec sine eis operamur, ut longe insulsissime Latomus ex particulari vel singulari syllogissarit, quando sic arguit: 'aliquando passio quiescit, ergo non est in omni opere bono peccatum', qui dicere debuit: 'aliquando omnes quiescunt, et totum peccatum dormitat': Quod est impossibile, quia caro res viva est, in assiduo motu est, qui mutatur mutatis obiectis. (Se latlu04#55)

Og når alle sover, sover lunkenheden og slapheden ikke. Og hvis du så handler beslutsomt, våger hovmodet. Og for at tale helt sandt: Ligesom vi ikke er uden kød, sådan handler vi heller ikke uden kød, således er vi ikke uden kødets laster, og vi handler ikke uden dem. Så det er utrolig flovt, når Latomus ud fra delen eller et enkelttilfælde vil slutte noget, som når han argumenterer således: 'sommetider hviler lidenskaben, altså er der ikke synd i enhver god gerning', når han burde have sagt: 'sommetider hviler de alle, og da sover synden helt': Men det er umuligt, fordi kødet er en levende ting, som er i bestandig bevægelse og som ændrer sig alt eftersom dets genstand ændrer sig. 

¹⁷ In somno vero, quod non peccatum sit, etiam gratiae dei est, non naturae, peccatum scilicet damnabile non est ibi, nec obstat, quod usus rationis non assit. Peccatum est, quod pure dormire non possumus. Quare non mansimus in rectitudine, in qua pure dormire et omnia pura facere poteramus? Non excusat ebrium sua ebrietas, si quid per eam peccat. Cur non permansit sobrius? Quare nihil nobis nostra gratia indulgetur, nihil ex nobis mundum est, sed ex sola gratia et dono dei. Quid excusat parvulos non baptisatos, quod damnantur in aeternum? 

Men at der i søvnen ikke er nogen synd, skyldes ikke naturen, men Guds nåde. Der er her ikke nogen fordømmelig synd, men det hindrer ikke synden i at være der, at der ikke er nogen fornuftens brug til stede. Det er synd, at vi ikke kan sove rent. Hvorfor forblev vi ikke i den retfærdighed, i hvilken vi kunne sove rent og gøre alt i renhed? Den, der er beruset, kan ikke undskylde sig med sin beruselse, hvis han synder, når han er fuld. Hvorfor holdt han sig ikke ædru? Derfor er der ikke noget, der bliver undskyldt takket være os selv. Der er intet, der er rent på grund af os selv, men kun på grund af Guds nåde og gave. Hvad undskylder spædbørnene, der ikke er døbte, når de bliver fordømt i evighed? 

¹⁸‘Gratia deo per Ihesum Christum dominum nostrum’. (Rom 7,25) Gratias agat Paulus non suae iustitiae, sed misericordi deo, idque per Ihesum Christum dominum nostrum. Hunc enim semper opponit deo, sub huius alis sese abscondit, in huius gratia de gratia et dono dei gaudet et gloriatur. Optat autem liberari ab isto corpore. Non enim ait: ‚Quis me liberabit a morte corporis huius’, sed a corpore mortis huius’. 

‘Gud ske tak, ved Jesus Kristus, vor Herre’. Paulus retter ikke sin tak til sin egen retfærdighed, men til Guds barmhjertighed, og det ved Jesus Kristus, vor Herre. Ham sætter han nemlig op imod Gud, under hans vinger skjuler han sig, i hans nåde glæder han sig og roser sig af Guds nåde og gave. Men han ønsker at blive befriet fra dette legeme. Han siger nemlig ikke ’Hvem skal befri mig fra dette legemes død’, men ’Hvem skal befri mig fra dette dødelige legeme’. 

¹⁹ Quia vidit in hac vita non possibilem Lovaniensium sanctorum mundiciam, et tamen mundus esse optat, ideo mori optat. Hoc verbum impius non dicit, aut si dicit, non hac causa dicit. Non enim propter poenam sic exclamaret, sic mortem invocaret, sed peccatum eum molestat nimio. 

For han har set, at I dette liv er de løvenske helgeners renhed umulig, og dog ønsker han at være ren, derfor ønsker han at dø. Et sådant ord siger den ufromme ikke, eller hvis han siger det, siger han det ikke af den grund. For det er ikke på grund af en straf, at han råber sådan op, at han påkalder døden sådan, nej, det er synden, der ødelægger ham altfor meget. 

²⁰ Vides ergo hunc locum sanctissimis convenire eosque pati peccatum indomitum et furiosum, ut discamus dei gratiam non extenuare, extenuatis nostris malis, negando ea peccata esse, per humanas glossas, sed ea magnificando et exaggerando quantum possumus, ut elucescat, confessionem et magnificentiam esse opus dei, (Sl 111,2) qui est mirabilis in sanctis suis, (Sl 68,36) faciens omnes voluntates suas in eis, cum nobis tamen peccata habere videamur et vere habeamus. 

Du ser altså, at dette sted passer på dem, der er allermest hellige, og at de tåler den utæmmelige og rasende synd, for at vi skal lære ikke at gøre Guds nåde lille ved menneskelige tolkninger ved at gøre vores synd lille og nægte, at den er synd. Nej, ved at gøre den stor og overdrive den så meget vi kan kommer det til at stå lysende klart, at bekendelsen og storheden er Guds gerning, han, der er forunderlig i sine hellige, idet han øver sin vilje i dem, skønt vi dog synes at have synd og også virkelig har det. 

²¹Quia voluntas eius non est peccatum, quod in nobis est, sed sanctificatio nostra ab illo ipso peccato. Concludit ergo Paulus conditionem vitae pii hominis in hoc seculo dicens: ‘Igitur ego ipse mente servio legi dei, carne autem legi peccati’, ego ipse et idem homo. Nec officit cavillum Latomi, qui putat hoc sic intelligi posse, sicut illud supra: ‘Non habitat in me, hoc est, in carne mea bonum’. (latlu04#19) 

For hans vilje er ikke den synd, som er i os, men vor helliggørelse fra denne synd. Paulus sammenfatter så betingelsen for det fromme menneskes liv i denne verden ved at sige: ’Altså tjener jeg med mit sind Guds lov, men med kødet syndens lov’, jeg selv som det ene og samme menneske. Dette modsiges ikke af Latomus’ udflugt, når han mener, at det kan forstås som det ovenfor: ’Der bor ikke i mig, det vil sige, i mit kød, noget godt’. 

²² Ipsemet hoc Paulus sic exponit, dum dicit: ’Ego ipse carne servio legi peccati’, nisi velis elegans (W125) glosator addere et dicere: ’Caro mea carne servit legi peccati’, quid enim esset hoc dicere? Clariora sunt verba, quam ut paciantur calumniam sophisticam. ‘Ego ipse’, inquit, non alius. 

Paulus udlægger det selv, når han siger: ‘Selv tjener jeg med kødet syndens lov’, medmindre du som en elegant udlægger vil føje til: ‘Mit kød tjener ved kødet syndens lov’; men hvad vil det betyde at sige sådan? Ordene er for klare til, at de kan tåle en sådan sofistisk spot. ’Jeg selv’, siger han, ikke en anden. 

²³ Deinde ‘servio’ inquit, non tantum habeo peccatum, sed servio ei, seu, quod idem valet, caro mea servit ei. Quid autem est servire peccato? nonne facere eius voluntatem? nonne facere contra legem dei? At hoc facit caro, dum repugnat, dum captivat, dum furit, servit enim sic peccato, sed quia spiritus non obedit nec vincitur illius foruribus, ideo non damnat. 

Dernæst siger han ‘jeg tjener’, ikke kun ‘jeg har synd’, nej, han tjener den, eller hvilket betyder det samme, mit kød tjener den. Men hvad er det at tjene synden? mon ikke at gøre dens vilje? mon ikke at handle imod Guds lov? Men dette gør kødet, når det kæmper imod, tager til fange, raser, for således tjener det synden, men fordi ånden ikke adlyder eller besejres ved dens rasen, fordømmer den ikke. 

²⁴ Servitus peccati fit inanis, omnes conatus eius frustrantur, sed non ideo nihil aut non mala est ista servitus, non ideo non peccat caro hac servitute sua mala, quanquam in vanum servit, et dominus suus peccatum non praevalet, imo ideo meretur ipsa crucifigi et occidi, ut desinat sic servire. ‘Nihil ergo damnationis est iis, qui in Christo Ihesu sunt et non secundum carnem ambulant’, (Rom 8,1) (latlu04#20) vere nihil damnationis, sed nonnihil peccati, peccato vero, non quod Latomus solus fingit se nosse, quo spiritus servit peccato extra gratiam, sed peccato, quod tale esset, nisi gratia et donum in gratia unius hominis praevalerunt. Natura peccati est vere in eis, sed iam non potest, quod potuit. (latlu04#25) 

Tjenesten for synden bliver nyttesløs, alle dens forsøg strander, men det betyder ikke, at denne tjeneste ikke er noget eller ikke er ond. Det betyder ikke, at kødet ikke synder ved denne onde tjeneste, skønt det tjener til ingen nytte, og dets herre, synden, ikke får overtaget. Ja, af den grund fortjener det selv at blive korsfæstet og dræbt, så det kan ophøre med at tjene således. ’Derfor er der ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus og ikke vandrer efter kødet’. Der er virkelig ingen fordømmelse, men på ingen måde ingen synd, men synd vel at mærke, ikke som den Latomus alene kan forestille sig at kende: som det, hvorved ånden tjener synden udenfor nåden, men synd, som ville have været fordømmende synd, hvis ikke nåden og gaven i nåden fra det ene menneske vandt overhånd. Syndens natur er virkelig i dem, men den kan ikke mere, hvad den kunne. 

²⁵Debet ergo Latomus proferre locum scripturae, quod repugnare legi dei non sit peccatum, sed poena seu infirmitas. Nam quod dicit ex Augustino, non ideo peccare hominem, (latlu04#24) satis dictum est, quo modo accipiendum sit, nempe de peccato extra gratiam loquitur, quod ineptus dialecticus inducit contra me de peccato intra gratiam loquentem, sicut ubique et in omnibus facit, petitione principii solita disserens, quasi vicerit, peccatum in gratiae hominibus non esse. Si non protulerit locum, nos urgebimus eum simplici et propria verborum significatione contentum stare, quod repugnare legi dei sit verissime peccare. 

Latomus bør altså fremføre et skriftsted for, at dette at kæmpe imod Guds lov ikke skulle være synd, men straf eller svaghed. For hvad han siger ud fra Augustin, at mennesket ikke synder af den grund, om det er der sagt nok om, hvordan det skal forstås, nemlig at han taler om synden udenfor nåden, hvilket den uduelig dialektiker anfører imod mig, som taler om synden indenfor nåden, sådan som han gør overalt og i alle forhold, idet han sin vane tro forudsætter det, der skulle bevises, og, som om han allerede havde sejret, taler om, at der ikke er synd i nådens mennesker. Hvis han ikke kan fremføre et sådant skriftsted, så vil vi kraftigt opfordre ham til at give sig tilfreds med den ligefremme og egentlige betydning af ordene, at det at kæmpe imod Guds lov sandelig er at synde. 

²⁶ Sic probare debet, quod captivare in legem peccati et servire legi peccati sit infirmum esse et non peccare, alioqui verbis, ut iacent, acceptis, statuimus esse idem quod peccare, ubicunque, quicunque dicitur servire peccato aut legi eius. Sicut Christus Iohan. viij. ‘Qui facit peccatum, servus est peccati’. Et ij. Pet. ij. ‘A quo enim quis superatur, huius et servus est’. Et ipse Paulus Ro. vi. ’servi peccati fuistis, nunc autem liberati a peccato, servi facti estis iustitiae’. 

Således bør han bevise, at dette at tage til fange under syndens lov og tjene syndens lov er at være svag og ikke er at synde, ellers må vi tage ordene som de står og fastslå, at det er det samme som at synde, uanset hvor og hvem der siges at tjene synden eller syndens lov. Sådan siger Kristus Joh 8,34: ’Den, der gør synd, er syndens træl’. Og 2 Pet. 2,19 siger: ’Det, man overvældes af, det er man slave under’. Og Paulus selv siger Rom 6,17f: ’I var syndens trælle, men nu er I blevet befriet fra synden, og gjort til retfærdighedens trælle’. 

²⁷ Ita hic Paulus ipse servus est peccati, sed quia addit ‘Carne’, manifeste distinguit inter simpliciter servire peccato (quod Latomus solum vult et fingit se nosse) et inter servire carne peccato. Nec est verum, quod Latomus aliquando non serviri peccato docet, nec hoc in servitute peccati simpliciter, nec in servitute carne peccati verum est. Omnia enim quae facit, qui servus peccati est, peccata sunt. 

På samme måde er Paulus selv her i Rom 7 syndens træl, men fordi han tilføjer ordet ’vmd kødet’, skelner han soleklart mellem dette simpelthen at tjene synden (som det eneste, Latomus vil anerkende og foregiver at vide noget om) og dette at tjene synden med kødet. Og det, Latomus lærer, at man sommetider ikke tjener synden, er heller ikke sandt, hverken når det gælder den simple tjeneste for synden, eller når det gælder tjenesten for synden i kødet. Alt det, nemlig, som den gør, der er syndens træl, er synd. 

²⁸ Donum enim sui est et servitus non operis, sed status nomen est, quod totius vitae studia comprehendit. Sicut econtra aliud est simpliciter deo servire, aliud carne. Iusti simpliciter serviunt deo, id enim personam respicit, sed hypocritae serviunt ei carne tantum, quia solis operibus, non fide cordis. 

Gaven er nemlig hans og tjenesten er ikke en betegnelse på en gerning, men på en stilling, som indbefatter hele livets stræben. Ligesom også modsat det er én ting at tjene Gud ligefremt, noget andet at tjene ham med kødet. De retfærdige tjener Gud ligefremt, dette har nemlig med personen at gøre, men hyklerne tjener ham kun med kødet, fordi de tjener ham alene med gerninger, ikke med hjertets tro. 

²⁹ Atque ut hi sunt hypocritae damnabiles, ita illi (ut sic dicam) hypocritae quidam salutares, (W126) quia carne serviunt peccato, et sunt mali in speciem, boni autem in veritate, atque ut opera hypocritae externa non sunt nihil, sed vere utilia et bona, quia creaturae dei utiles, ita peccata iustorum vere mala et noxia, quia opera peccati, atque ut opera illa hypocritis bona nihil prosunt, ita iustis sua peccata ista nihil nocent. 

Og ligesom den ene part er hyklere, der fortjener fordømmelse, således er den anden part (om jeg så må sige) hyklere, der fortjener frelse, fordi de tjener synden med kødet og er onde i det, der kan ses, men gode i sandheden, og ligesom de hykleriske ydre gerninger ikke er ingenting, men sandelig nyttige og gode, fordi de er gavnlige for Guds skabning, således er de retfærdiges synd virkelig ond og skadelig, fordi det er syndens gerninger, og ligesom disse hykleriets gode gerninger intet gavner, således skader syndens gerninger heller ikke de retfærdige. 

³⁰ Quando ergo ego dixi, quomodo sine carne vel voluntate carnis operari potest, qui sine ea esse non potest, nonne ineptissime Latomus opponit illud Pauli ’Et si in carne, non tamen secundum carnem ambulamus’? (2 Kor 10,3) quasi sit secundum carnem ambulare, quando sine carne non operamur, per quod vult similitudinem, quam de instrumento corroso dedi, evacuatam, adeo nihil videt hoc genus sophisticum. (releip04#18; latlu04#61). 

Når jeg altså har sagt, hvordan kan den, der ikke kan være uden kødet, handle uden kødet eller kødets vilje, er det så ikke helt ved siden af, når Latomus her op imod sætter Paulus’ ord: ’Og selv om vi er i kødet, vandrer vi dog ikke efter kødet’? som om det var at vandre efter kødet, når man ikke kan handle uden kødet. Herigennem vil han opløse den sammenligning, jeg kom med, om det rustne instrument, i den grad forstår den slags sofister intet. 

 ³¹  Paulus servit carne peccato, et tamen non ambulat secundum carnem, quanquam nec Paulum recte citat ponderator ille testimoniorum. Paulus enim dicit ij. Cor. x. ‘In carne enim ambulantes, non tamen secundum carnem militamus’, sensus tamen idem est. 

Paulus tjener synden med kødet, og dog vandrer han ikke efter kødet, skønt denne vidnesbyrdvejer heller ikke kan citerer Paulus korrekt. Paulus siger nemlig 2 Kor 10,3: ’I kødet vandrer vi nemlig, men vi kæmper ikke efter kødet’. Men meningen er dog den samme. 

³²Iam quid opus est omnia Latomi per singula persequi, cum ex his dictis abunde omnia sint confutata et mea roborata? Monstravi enim satis, Latomum totum consistere in petitione principii, ut qui peccatum non velit a me accipi, nisi sicut ipse accipit, et studiosa nequitia depravat et mea et omnium patrum dicta, dum eos de peccato simpliciter loquentes trahit contra peccatum in gratia dictum, seu de peccato totius dicta aptat, ut sic dicam, peccato partis. 

Men hvad nytter det at gennemgå hver enkelt ting for sig hos Latomus, eftersom det af det, der her er sagt, fremgår med al ønskelig tydelighed, at alt hans er gendrevet og mit styrket? Jeg har nemlig i tilstrækkelig grad påvist, at Latomus hele vejen igennem begrunder sine tanker med det, der skulle bevises. Således kan han ikke fatte, at jeg forstår synd anderledes end han gør, og med flittig letsindighed fordrejer han både mine og alle fædrenes udsagn. Når de taler om synd i ligefrem betydning, bruger han det, som var det sagt om synden under nåden, eller om jeg så må sige, han tilpasser det, der er sagt om synden i hele mennesket, så det passer på synden i en del af mennesket. 

³³ Quod facit, quia quid gratia et peccatum, quid lex et Euangelium, quid Christus et homo sit, cum suis sophistis nunquam cognovit. Nam qui de peccato et gratia, de lege et Euangelio, de Christo et homine volet Christianiter disserere, oportet ferme non aliter quam de deo et homine in Christo disserere. Ubi cautissime observandum, ut utramque naturam de tota persona enunciet cum omnibus suis propriis, et tamen caveat, ne quod simpliciter deo aut simpliciter homini convenit, ei tribuat. 

Det gør han, fordi han og hans sofister aldrig har anet, hvad nåde og synd, hvad lov og evangelium, hvad Kristus og mennesket er. For den, der vil afhandle kristeligt om synd og nåde, om lov og evangelium, om Kristus og mennesket, behøver næsten ikke afhandle om andet end om Gud og menneske i Kristus. Dèr må man passe meget på, at man udsiger begge naturer om hele personen sammen med alle deres egenskaber, og dog tage sig i vare for, at man ikke tillægger ham det, der i ligefrem forstand hører Gud til, eller det, i ligefrem forstand hører mennesket til. 

³⁴ Aliud enim est, de deo incarnato vel homine deificato loqui, et aliud de deo vel homine simpliciter. Ita aliud est peccatum extra gratiam, aliud in gratia, ut possis imaginari gratiam seu donum dei esse peccatificatum et peccatum gratificatum, quam diu hic sumus, ut propter donum et gratiam peccatum iam non peccatum sit. 

Det er nemlig én ting at tale om den inkarnerede Gud eller det guddommeliggjorte menneske, og noget andet at tale om Gud eller menneske i ligefrem forstand. Derfor er synden én ting udenfor nåden, noget andet i nåden, som hvis du kunne forestille dig, at nåden eller Guds gave er syndiggjort, og synden er nådegjort, sålænge vi er her, så at synden på grund af gaven og nåden ikke mere er synd. 

³⁵Sed haec est meditatio ocio maiori tractanda. Quare hic sistam, donec ocio maiore fretus et alia (n35) damnem. Nam quae de poenitentia (W127) et indulgentiis disserit, cum omnia ex humanis scriptis probet, nihil faciunt. Non enim vel Gregorius vel ullus angelus habuit aliquid statuere in Ecclesia aut docere, quod e scriptura probari non possit. Et simul ex iis puto satis monstratum, Theologiam scholasticam esse aliud nihil quam ignorantiam veritatis et scandalum, iuxta scripturas positum. 

Men dette er en betragtning, som skal behandles, når der bliver bedre tid. Derfor standser jeg her, i tillid til, at når jeg får bedre tid, så jeg kan fordømme det øvrige. For hvad han afhandler om boden og afladen, gør intet til sagen, eftersom han beviser det alt sammen ud fra menneskers skrifter. For hverken Gregor eller nogen engel kan fastsætte noget eller lære noget i kirken, som ikke kan bevises ud fra skriften. Og samtidig mener jeg, at jeg ud fra disse [menneskelige skrifter] i tilstrækkelig grad har bevist, at den skolastiske teologi ikke er andet end uvidenhed om sandheden og forargelse på sandheden, når den stilles op overfor skriften. 

³⁶Nec movet, quod Latomus me ingratitudinis et iniuriae insimulat in S. Thomam, Alexandrum et alios. (n36) Male enim de me meriti sunt. Neque enim mihi ingenium deesse credo, fatebitur ipse Latomus, studium certe non obscurum est. Meum vero consilium dixi, ut adulescens vitet philosophiam et Theologiam scholasticam ut mortem animae suae. Non sunt Euangelia tam obscura, ut pueris ea non possint patere.

Det rører mig heller ikke, at Latomus pådutter mig utaknemlighed og uretfærdighed overfor sankt Thomas, Alexander, og andre. De har nemlig fortjent ondt fra mig. Jeg tror heller ikke, at jeg mangler forstand, det vil selv Latomus indrømme, og mit teologiske arbejde er sandelig ikke foregået i det skjulte. Men jeg har udtalt det råd, at den unge skal undgå den skolastiske filosofi og teologi som var det døden for hans sjæl. Evangelierne er ikke så dunkle, at de ikke kan være tilgængelige for børn. 

³⁷Quomodo sunt instituti Christiani tempore martyrum, quando ista philosophia et Theologia non erat? quo modo docuit ipse Christus? S. Hagne xiij. annorum Theologa fuit, itidem Lucia et Anastasia, unde illae didicerunt? Neque enim Universitatum studia adhuc aliquam martyrem aut sanctum in tot seculis de tanto numero dederunt, qui probet eorum institutiones esse deo gratas et rectas, cum illi e privatis scholis examina sanctorum mitterent. 

Hvordan var de kristne institutioner på martyrernes tid, da denne filosofi og denne teologi ikke fandtes? Hvordan lærte Kristus selv? Sankt Agnes var teolog som trettenårig, det samme var Lucia og Anastasia, hvordan var de blevet undervist? Og universitetsstudierne har heller ikke indtil nu igennem så mange århundreder og ud af så mange mennesker frembragt nogen martyr eller helgen, som kan bevise, at deres institutioner er gudvelbehagelige og rette, mens de andre sendte flokke af helgener ud fra deres private skoler. 

³⁸Ex fructibus suis cognoscitur philosophia et scholastica Theologia. Nam de Thoma Aquino an damnatus vel beatus sit, vehementissime dubito, citius Bonaventuram crediturus beatum. Thomas multa haeretica scripsit et autor est regnantis Aristotelis, vastatoris piae doctrinae. Quid ad me, quod Bullarum Episcopus eum canonisavit? 

På sine frugter skal den skolastiske filosofi og teologi kendes. For jeg er meget stærkt i tvivl om, hvorvidt Thomas Aquineren er fordømt eller salig, jeg vil snarere tro, at Bonaventura er salig. Thomas skrev mange kætterske ting og er ophavsmand til Aristoteles' herredømme, han, der har tilintetgjort den fromme lære. Hvad kommer det mig ved, om bullebiskoppen har kanoniseret ham?

³⁹ Arbitror igitur et mihi non esse penitus crassum in rebus istis iudicium, qui educatus in eis sim et coaetaneorum doctissimorum ingenia expertus, optima istius generis scripta contemplatus, in sacris literis saltem ex parte eruditus, tum experientia spiritualium istarum rerum non nihil examinatus, quam ego Thomae defuisse clare video et omnibus, qui similia scribunt et docent: 

Derfor tror jeg, at jeg ikke er helt dum til at bedømme disse ting, jeg, som er vokset op med dem og af erfaring kender noget til de lærdeste i min samtid, og har fordybet mig i de bedste af den slags skrifter. I hvert fald er jeg nogenlunde uddannet i de hellige skrifter, og er ikke uprøvet i åndelige erfaringer af den slags ting, hvad jeg for min del klart kan se, at Thomas og alle de andre, som skriver og lærer som han, mangler. 

⁴⁰ ideo meo consilio qui volet, cautis sit, facio quod debeo, et iterum moneo cum Apostolo: 'Videte, ne quis vos decipiat per philosophiam et inanem fallaciam (hanc ego scholasticam Theologiam interpretor fortiter et cum fiducia) secundum traditiones hominum, secundum elementa huius mundi (haec sunt iura bullarum et quicquid ultra scripturas statutum est in Ecclesia) et non secundum Christum'. (Kol 2,8) 

Derfor skal den, der vil flyve efter mit råd, være forsigtig. Jeg gør, hvad jeg bør gøre, og atter formaner jeg med apostelen: 'Se til, at ingen narrer jer med filosofi og tomt bedrag (dette udlægger jeg dristigt og fortrøstningsfuldt om den skolastiske teologi) ifølge menneskers traditioner, ifølge denne verdens elementer (dette er bulleretten og alt hvad der er bestemt ud over skriften i kirken) og ikke ifølge Kristus'. 

⁴¹ Clarum est hic solum Christum doceri et audiri velle Paulum. Quam vero Academiae legant Biblia, quis non videt? Confer legentes, scribentes super sententias, super philosophiam, cum iis, qui super Biblia scripserunt aut ea docent (cum illa potissima omnium florere et regnare debuerint), et videbis, quo loco verbum dei Academiae habeant. 

Det er klart, at Paulus her vil, at alene Kristus skal læres og høres. Men hvem ser ikke, hvor meget universiteterne læser i bibelen? Sammenlign dem, der læser og skriver over sentenserne og filosofien, med dem, som skriver over bibelen eller lærer dem (skønt den dog fremfor alle burde blomstre og herske), så vil du se, hvilken plads Guds ord har ved universiteterne. 

⁴²Sed ad te revertor, Iona mi, et hunc Latomum a me extrudo ad te, ne mihi ultra molestus sit, qui iam Epistolas et Euangelia vernacula coepi, quae causa est, ut molestum fuerit, eius sordes legere et respondere. Si videbitur, alio tempore ad omnia respondebo, modo exul libris careo et iudicium illud haereticorum magistrorum, quo Iudaeos ad nudam Bibliam cogere voluerunt, porto. 

Men jeg vender tilbage til dig, kære Jonas, og skubber denne Latomus fra mig over til dig, for at han ikke mere skal være mig til besvær. Jeg er nu begyndt at oversætte brevene og evangelierne til modersmålet, og det er grunden til, at det er besværligt at læse hans smuds og give svar på det. Hvis det passer sig, vil jeg til en anden tid svare på det alt sammen, blot savner jeg bøger her i min landflygtighed, og jeg bærer den dom, hvormed de kætterske magistre ville tvinge jøderne til bibelen alene. 

⁴³ Sola enim Biblia mecum sunt. Non quod magni apud me pendatur libros habere, sed quod videndum, an dicta patrum ab adversario bona fide citentur. Nam Dionysium citat de orando deo pro defunctis, (n43) cum ille de laudando scribat, ut optime memini. Et quare vestrum aliquis ad reliqua non respondet, vel tu, vel Andreas Carolostadius?

Her har jeg nemlig kun bibelen hos mig. Ikke fordi det er så afgørende for mig at have bøger, men fordi jeg skulle se efter, om fædrenes udsagn er citeret i god tro af modstanderen. For han citerer Dionysius om at bede for de afdøde, skønt han, efter min bedste hukommelse, skrev om at takke Gud for de afdøde. Og hvorfor er der ikke én af jer, der kan svare noget på det øvrige, enten du eller Andreas Karlstadt?

⁴⁴ Ecquid cessat Amsdorffius? An non omnibus vobis pariter Euangelii gloria vindicanda est? Caput ego contrivi serpentis, corpus cur non queatis calcare? Exempli gratia, quando illud Iob. ix. 'Verebar omnia opera mea' ille sic exponit: 'verebar, id est, observabam'. (Bl 20). 

Hvad venter Amsdorff på? Mon ikke evangeliets ære bør forsvares i lige grad af jer? Jeg har knust slangens hoved, hvorfor skulle I ikke nedtrampe kroppen? For eksempel, når han forklarer dette Job 9,28: 'Jeg tænkte med gru på alle mine gerninger' således: 'Jeg tænkte med gru, det vil sige, jeg betragtede'.

⁴⁵ Et illud psal. ci. 'Non intres in iudicium cum servo tuo etc.', ubi propheta iudicium dei deprecatur, quod ille exponit sic: 'tota vita dei est sine peccato, et nullius hominis tota vita est sine peccato, ergo non vult secundum vitam dei iudicari'. (latlu05#19) Itaque iudicium dei vel conspectum dei ille vitam dei facit. 

Og stedet fra Sl 143,2: 'Gå ikke i rette med din tjener osv', hvor profeten beder om at blive fri for Guds dom. Det udlægger han således: 'Hele Guds liv er uden synd, og intet menneskes liv er uden synd, altså vil han ikke dømmes efter Guds liv'. Altså gør han dette 'Guds dom' eller dette 'for Guds åsyn' til 'Guds liv'. 

⁴⁶ Ubi autem in scripturis sic accipitur? Ergo aliqua pars vitae nostrae est, quae possit dicere 'Intres in iudicum', quae scilicet sit de numero alio, quam eorum, qui 'omnes viventes' dicuntur? 'At patres ille inducit'. Et patres non fuerunt homines? Nonne istas nenias et similes quam facillime aliquis vestrum confutare possit? Iudicium dei opus dei est, quo non suam vitam comparat nobis, sed nostra examinat, alioqui quae absurditas, ut aeterna vita comparetur momentaneae?

Men hvor i skriften forstås det sådan? Der er altså én del af vort liv, som skulle kunne sige: 'Gå i rette med mig', som tilhører et andet antal end dem, der siger 'alle, der lever'? 'Men han anfører fædrene'. Og var fædrene ikke mennesker? Mon ikke én af jer så let som ingenting kunne gendrive den slags blændværk? Guds dom er Guds gerning, ikke noget, hvormed han sammenligner sit liv med vort liv, men noget, hvorved vort liv bliver bedømt, hvilken absurditet ville det ellers ikke være, at det evige liv skulle sammenlignes med det nuværende liv? 

⁴⁷ Multa et ferme omnia sunt huiusmodi. Vellem enim et vos aliquid pro verbo facere, ut ego feriatus et vulgo misero aliquando servire possim. Vos tyrones etiam oportet exerceri, atque id optimum fuerit me vivo, si quid forte iuvare queam. Sed quaeso, en accipe librum, quam gaudeo illum apud me amplius non morari! 

Meget af det, ja næsten altsammen er af den slags. Jeg ville nemlig ønske, at også I gjorde noget for ordet, så jeg kunne holde fri og i nogen grad kunne tjene det arme folk. I bør også optrænes som rekrutter, og det sker bedst, mens jeg lever, hvis jeg skal være til nogen hjælp. Men nu beder jeg dig, se her, tag imod bogen, hvor glæder jeg mig over ikke at skulle have den liggende længere!

⁴⁸ Vale ex Pathmo mea, XX. Iunii. Anno. M.D.XXI. 

Hilsen fra mit Patmos, den 20. juni 1521.

⁴⁹