Mod Latomus, 6

Luthers skrift "Rationis Latomianae confutatio" fra 1521.

WA 8, s. 110-122.

¹ Unum adiicam, ut ratione et experientia causam istam iuvem. Cum sophistis disputo. Veniamus de regula ad exemplum, ne simus Stoici, qui (W111) sapientem eum definierunt, quem nunquam viderunt, qualem oratorem Quintilianus quoque format. Én ting vil jeg tilføje, for at støtte denne sag med fornuft og erfaring. Jeg diskuterer med sofister. Lad os så gå fra reglen til eksemplet, så vi ikke skal være som stoikerne, som fastslog, at én var vis, som de aldrig havde set; en sådan taler fremviser Quintilian også.

² Quaero, an ullum hominem dare audeant, qui possit de uno suo opere bono dicere 'hoc est sine peccato', etiam eo modo, quo ipsi de peccato loquuntur. Ego non credo ipsosmet aut ullum hominem hoc ausurum de suo opere sentire. Jeg spørger, om de vover at påstå, at der gives et menneske, som kan sige om bare én af sine gode gerninger: 'Dette er ikke syndigt', også hvis vi tager 'synd' i den betydning, hvori de taler om det. (K2) Jeg tror ikke, de selv eller noget menneske vover at mene det om sin gerning.

³ Si negant ullum posse, quid ergo me criminantur tam immaniter, cum ipsi idem sentiant, imo magis quam ego dicant? Ego enim de veniali peccati non dixi. Iam quae est absurditas, in omni opere bono ponere peccatum, cum ipsi fateantur, in plurimis certo esse peccatum, et in paucis non esse peccatum, etiam dum sine exemplo secundum regulam solam loquuntur. Hvis de benægter, at nogen kan gøre det, hvorfor retter de da så umådeholdne beskyldninger imod mig, når de selv mener det samme, ja siger mere end jeg gør? For det er jo ikke mig, der taler om tilgivelige synder. Men hvad absurd er der da ved at hævde, at der i enhver god gerning er synd, når de selv indrømmer, at der givetvis er synd i de fleste gode gerninger, og at det kun er nogle få, hvori der ikke er synd, også når de taler uden eksempel, alene ud fra grundprincippet?

⁴ Si non est absurdum in uno aut multis, quomodo absurdum aut impossibile in omnibus? Sumus ergone pulchri doctores, qui regulam docemus sine exemplo? Sed dicent: 'Incertum est, cuius opus bonum sit sine peccato, tamen sine peccato esse non dubitamus'. Hvis det ikke er absurd i én eller i mange gerninger, hvordan kan det da være absurd eller umuligt i alle? Så er vi altså nogle kønne lærere, der underviser i grundprincippet uden eksempler! Men så vil de nok sige: 'Det er uvist, hvis gode gerning det er, der er uden synd, men dog tvivler vi ikke på, at den er uden synd'.

⁵ Quid ergo facimus? ducimus homines in incertum cum nostris doctrinis? An hoc non est absurdum, docere in Ecclesia incerta? Quando ergo erit pax in cordibus nostris? Quid interim faciet? an orabit pro venia peccati in bono opere, aut iactabit illud coram deo? Hvad skal vi da gøre? Skal vi føre mennesker ind i uvished med vore læresætninger? Mon ikke det er absurd, at lære uvished i kirken? Hvornår vil der da komme fred i vore hjerter? Hvad skal han gøre i mellemtiden? Mon han skal bede om tilgivelse for synden i den gode gerning, eller mon han skal prale af den overfor Gud?

⁶ Periculum est, si peccatum est, et veniam non petit. Rursus periculum, si veniam petit, ubi non est aut non esse putat culpam. Mentietur enim et orabit pro eo, pro quo non orandum sentit, et hoc ipso confitebitur opus venia dignum, et faciet ei iniuriam. Suspendet in dubium? ergo etiam incerta orare oportet, non tantum operari? Gratias vobis, Magistri nostri, qui nihil certum nobis relinquitis, nec hoc quidem certum facitis, an sint incerta omnia. På den ene side er det farligt, hvis det er synd, og han så ikke beder om tilgivelse. På den anden side er det farligt, hvis han beder om tilgivelse for noget, som ikke i sig selv er en brøde, eller som han ikke mener er en brøde. Så vil han nemlig lyve og bede om tilgivelse, for det, som han ikke mener, man skal bede om tilgivelse for. (K6) Derved vil han bekende, at gerningen trænger til tilgivelse og således gøre uret imod den. Skal vi så lade det være uvist? Jamen, så skal vi altså også bede, ikke blot handle i det uvisse? Altsammen takket være jer, kære magistre, som ikke efterlader os med noget sikkert, ikke engang gør det sikkert, om alt er usikkert.

⁷ Sed facessant ista. Exemplum huius regulae 'opus bonum est sine peccato' plane deest in hac vita, quia Paulus (ut diximus) non audet hoc asserere de suis operibus, 'Nihil mihi (inquiens) conscius sum, sed non in hoc iustificatus sum'. (1 Kor 4,4). Men bort med alt dette. Et eksempel på den sætning, at 'en god gerninger er uden synd' mangler fuldstændig i dette liv, fordi Paulus som sagt ikke vover at forsikre det om sine gerninger, når han siger: 'Jeg er mig intet bevidst, dog derved er jeg ikke retfærdiggjort'.

⁸ Certos autem nos esse oportet, ideo deus in gratia sua nobis providit hominem, in quo confideremus, et non in opera nostra. Nam quamvis per donum fidei nos iustificarit et per gratiam suam nobis factus sit propitius, tamen ne vagaremur in nobis ipsis et in his donis suis, voluit, ut in Christum niteremur, ut nec iustitia illa cepta nobis satis sit, nisi in Christi iustitia haereat et ex ipso fluat, ne quis insipiens, semel accepto dono, iam satur et securus sibi videatur, sed in illum nos rapi de die in diem magis voluit, non in acceptis consistere, sed in Christum plane transformari. (N8) Men sikre er, hvad vi bør være. Derfor har Gud i sin nåde givet os et menneske, ham kan vi sætte vor lid til, i stedet for til vore gerninger. For hvormeget han end gennem troens gave retfærdiggør os og gennem sin nåde har gjort sig mild for os, så har han dog villet, for at vi ikke skal flakke forvildet rundt i os selv og i hans gaver, at vi skal støtte os til Kristus, så at den retfærdighed, vi har modtaget, kun er nok for os, forsåvidt den klynger sig til Kristus og strømmer ud fra ham. Så vil det ikke gå sådan, at én eller anden tåbe, når han bare har modtaget gaven, regner sig for mæt og sikker (k8), nej, så vil det gå sådan, og det har han villet, at vi dag for dag kastes mere hen på ham, ikke bliver stående ved det, vi har modtaget, men helt forvandles i Kristus.

⁹ Illius enim iustitia certa et perpetua est, ibi non est nutare, ibi non est deficere, ipse dominus omnium. Ideo Paulus mira diligentia quoties fidem Christi praedicat, sic praedicat, ut non tantum per illum aut ab illo sit iustitia, sed etiam in illum, ut nos in ipsum referat et transformet et velut in absconsum ponat, donec transeat ira. Hans retfærdighed er nemlig sikker og evig. Her er noget, der ikke vakler, her er noget, der ikke svigter, han er selv herre over alle ting. Derfor prædiker Paulus med forunderlig omhu mange steder Kristus, men han prædiker ham sådan, at vi ikke blot skal have vor retfærdighed gennem ham eller ud fra ham, men også ind i ham, så at han kan drage os tilbage til sig og forvandle os og ligesom stille os i skjul, indtil vreden har fortaget sig.

¹⁰ Sic Ro. v. 'Iustificati ex fide (W112) pacem habemus ad deum per dominum nostrum Ihesum Christum'. (Rom 5,1). Ecce fides non satis, sed fides, quae se sub alas Christi recondat et in illius iustitia glorietur. Et iterum: 'Per quem habemus accessum ad deum, per fidem in gratiam istam'. (Rom 5,2). Sådan siger han Rom 5,1: 'Retfærdiggjorte ved troen har vi fred ved Gud gennem vor Herre Jesus Kristus'. Se, det er ikke en mæt tro, men en tro, som gemmer sig under Kristi vinger og roser sig af hans retfærdighed! Og videre: 'ved hvem vi har adgang til Gud, gennem troen på hans nåde'.

¹¹ Iterum fidem sic docet, ut eam sub alas Christi proiiciat. Et Colos. i. 'Et per eum placuit reconciliari omnia in ipsum'. (Kol 1,20). Ecce per eum in ipsum. Et ultra: 'Pacificans per sanguinem crucis eius per ipsum'. Quid istis vult Apostolus, nisi quod non satis est illa fides vaga sophisticarum, quae accepto dono putatur operari? sed ea demum fides est, quae te pullastrum, Christum gallinam facit, ut sub pennis eius speres. Igen lærer han troen således, at den kaster sig ind under Kristi vinger. Og Kol 1,20: 'Og gennem ham ville han forsone alle med sig'. Læg mærke til 'gennem ham' og 'med sig'. Og i slutningen af verset: 'ved at stifte fred ved ham ved hans korsblod'. Hvad vil apostelen med alt dette, andet end sige, at det ikke er nok med denne sofisternes vage tro, som mener den skal til at gøre gerninger, når den har modtaget gaven? Nej, der er først tale om tro, når troen gør dig til kylling og Kristus til hønen, så du finder håb under hans vinger.

¹² Nam 'salus in pennis eius', ait Malachias, (Mal 4,2) ut scilicet non in fide accepta nitaris, hoc est enim fornicari, sed fidem esse scias, si ei adhaeseris, de ipso praesumpseris, quod tibi sanctus iustusque sit. Ecce haec fides est donum dei, quae gratiam dei nobis obtinet et peccatum illud expurgat, et salvos certosque facit, non nostris, sed Christi operibus, ut subsistere et permanere inaeternum possimus, sicut scriptum est: 'Iustitia eius manet in seculum seculi'. (Sl 112,3). For 'der er frelse under hans vinger', siger Malakias, så at du altså ikke skal støtte dig til den tro, du har modtaget, det er nemlig at bedrive hor, men du skal vide, at det er tro, hvis du knytter dig til ham og mener om ham, at han er hellig og retfærdig for dig. Se, denne tro er Guds gave, som opnår Guds nåde for os og udrenser denne synd og gør os frelste og sikre, ikke ved vore egne, men ved Kristi gerninger, så vi kan bestå og forblive til evig tid, således som der står skrevet: 'Hans retfærdighed varer i evighedernes evighed'. (k12)

¹³ Dices autem: 'Videmini verbi controversia torqueri, quando in summa convenitis, neutri asserentes damnabile esse illud reliquum baptismi, sive peccatum sit sive poena'. Respondeo: de fine concordamus, esse scilicet innoxium, sed nequaquam de causa ipsa. Nam ipsi naturae tribuunt, quod gratiae dei est, quod ferendum non est. Deinde securos faciunt homines, ne peccatum expurgent. Men du vil måske sige: 'Det ser ud, som om I besværes af en ordstrid, eftersom I i grunden er enige. Der er jo ingen af jer, der regner det, der er tilbage i et menneske efter dåben, for fordømmeligt, hvad enten det så er synd eller straf'. Dertil vil jeg svare: Om konklusionen er vi enige om, at det er uskadeligt. Men vi er på ingen måde enige om sagen selv. For de tillægger naturen det, der hører Guds nåde til. Og det bør man ikke gå med til. Dernæst gør de menneskene sikre, så de ikke udrenser synden (k13).

¹⁴ Minuunt etiam mysterii Christi notitiam, per hoc et laudem et amorem dei, dum non considerant effusissimae gratiae bonitatem super peccatores expansam, sed innocentem naturam faciunt, atque si nihil aliud obstaret, sine scripturis loquuntur, tum scripturae synceritatem sine causa perdunt et intelligentiam rerum obscurant. De formindsker også kendskabet til Kristi mysterium, og derved formindsker de både lovsangen til Gud og kærligheden til Gud, eftersom de ikke overvejer den overvældende nådes godhed, som udbredes over syndere. I stedet gør de naturen uskyldig. Og hvis der ikke er andet i vejen, taler de uden skriftbegrundelse, ja, de taber skriftens sammenhæng og fordunkler forståelsen af tingene.

¹⁵ Quo fit, ut amissa simplicitate sua scandalum fiat, quod nos ab ipsa longius ducat, sicut contigit, dum primo admisimus hominum glosas tanquam pias et lucidiores, quam sit scriptura, tandem et huius glosae aliam glosam, ut iam non sit modus glossas glossarum augendi et nos in confusionem verborum confussissimam trahendi, donec prorsus nihil Christianarum rerum amplius nosceremus et iam gentiles insanias nostris pares et utiles arbitraremur. Derved sker der det, at når skriftens enkelhed er gået tabt, opstår der en forargelse, som fører os længere bort fra den, sådan som det også skete, da vi først bød menneskelige fortolkninger velkomne som fromme og mere klargørende end skriften selv, og senere føjede en ny fortolkning til denne fortolkning, så der nu ikke er måde med at øge fortolkningernes fortolkninger og drage os ind i den største forvirring over ordene, indtil vi til sidst ikke mere havde noget kendskab til de kristne ting, og mente, at det hedenske vanvid stod lige med og var lige så brugbart som vort eget.

¹⁶ Ista scandala et excelsa tollenda sunt, et viae Sion, quae diu satis luxerunt, aliquando terendae iterum, (Klag 1,4) ac puro nos tritico simplicis et syncerae scripturae pascendi. Vides enim et hic Latomum omnia glossis hominum incerta facere, praeter ea quae sunt hominum et philosophorum, adeo ut et hunc locum Pauli [Rom 7,14ff] dupliciter exponere licere putet, de homine sub lege vel de homine sub gratia (n16). Disse forargelser og høje tanker må bort, og vejene til Sion, som længe nok har været spærrede, skal atter engang blive befaret, og vi skal græsse af den enkle og sammenhængende skrifts rene hvede. For du ser her, at Latomus gør alting usikkert med menneskelige fortolkninger, bortset fra det, der har med mennesker og filosoffer at gøre, i den grad, at han mener at kunne tillade sig at udlægge dette sted hos Paulus på dobbelt måde: om mennesket under loven eller om mennesket under nåden.

¹⁷ At hoc est nihil docere, sed animas confundere. Negandi et reprobandi prorsus sunt, qui Paulum hic de homine sub lege loqui affirmant, cum verba satis sint (W113) aperta et clara, quod delectetur in lege dei et serviat mente legi dei, quod nulli impio potest quadrare, qui totis viribus repugnat legi dei, sicut c. iij. et v. docuerat. Meum consilium sit: qui sacras literas non potest certo sensu tenere, eas dimittat. Tutius est cum laicis ignorare eas, quam incertas habere. Incredibile est, quantas molestias Satan per eas faciat morituro, si ambiguas habeat, ut sophistas in hoc suscitatos putem a diabolo, ut eas incertas faciant aequivocationibus et ludibriis suis. Men dette er det samme som ikke at lære nogetsomhelst, men forvirre sjælene. Man må nægte og helt afvise de mennesker, der hævder, at Paulus her taler om mennesket under loven, eftersom ordene er tilstrækkelig åbne og klare, at han glæder sig over Guds lov og med sit sind tjener Guds lov, hvilket ikke kan passe på den ugudelige, som af alle kræfter sætter sig imod Guds lov, sådan som han har lært i kap 3 og 5 (Rom 3,10ff). Mit råd skal være: Den, der ikke kan fastholde den hellige skrift med en sikker forståelse, han skal lade den være. Det er sikrere sammen med lægfolket at være uvidende om den end at have uvished. Og det er utroligt, hvor mange vanskeligheder Satan gennem den kan skabe for den døende, hvis man regner den for tvetydig. Ja, jeg mener, at djævelen har oprejst sofisterne i den hensigt, at de skal gøre skriften usikker med deres flertydigheder og blændværk.

¹⁸ Quaerimus igitur hic: ubi est ille testimoniorum ponderator, qui rationem reddere voluit pro Lovaniensibus Magistralibus nostris? Nonne ipse nihil certo asserit? Nonne solum hoc agit, ut Lutheri sententia sit contra suam dubiam sententiam? At illi, qui damnaverunt et exusserunt, alii fuerunt. Nempe qui voluerunt suam assertam, certam et infallibilem sententiam esse, ut non solum possit, sed debeat quoque sic dici. Derfor spørger vi her: Hvor er denne vidnesbyrdvejer, som ville aflægge regnskab overfor vore magistre fra Løven? Mon ikke han ikke kan fastslå noget sikkert selv? Mon ikke han alene behandler det forhold, at Luthers mening er imod hans tvivlsomme mening? Men de, som fordømte og opbrændte, var nogle helt andre. De var nemlig nogle, der ville, at deres mening skulle være fast, sikker og ufejlbar, så at man ikke blot kunne sige sådan, men måtte gøre det.

¹⁹ Et pro his miseris nihil loquitur Latomus, cum pro iis solis loqui promiserit adeo fidens, ut pudendum iactarit, in re tam certa rationem petere. (latlu01#72) Sed, ut dixi, non suae rationi, sed bullae nixi sunt, ut auderent prodire, nec aliud prodeuntes quaerebant, quam ut scripturas lacerarent et os orbi oblinirent cum suo 'Potest sic dici'. Og på disse elendige menneskers vegne siger Latomus ingenting, skønt han havde lovet alene at tale på deres vegne; så fuld af fortrøstning var han, at han frækt hævdede, at det var frækt i en så klar sag at kræve begrundelse. Men som sagt, det var ikke deres begrundelse, men bullen, de støttede sig til; derfor vovede de sig frem, og de ville ikke opnå andet ved deres fremtræden, end at de kunne mishandle skriften og lukke munden på alverden med deres 'man kan sige sådan'.

²⁰ Si autem sic etiam de furore suo sensissent et dixissent: 'Potest sic damnari et exuri, sed nondum dicimus, quod debeat et oporteat sic damnari et exuri', responderet opus eorum verbis eorum. Nunc quales declarent seipsos quis non videt? qui hoc pro certo damnarint, de quo hodie quoque incertos esse seipsos confitentur. Nam etsi patres sancti quandoque dubitent et varient in scripturarum sensibus, nunquam tamen furorem hunc addiderunt, ut assererent alienaqua damnarent et exurent. Men hvis det også var ud af deres raseri, at de havde ment og sagt: 'Man kan fordømme og opbrænde sådan, men vi siger ikke, at man skal og bør fordømme og opbrænde således' -- så havde deres gerning svaret til deres ord. Men hvem kan nu ikke se, hvad for mennesker de gør sig selv til? De gør sig til nogen, som med sikker opfattelse fordømmer det, om hvilket de idag bekender, at de selv er usikre. For skønt de hellige fædre af og til var i tvivl om og havde forskellig opfattelse af skrifterne, føjede de dog aldrig det vanvid til, at de påstod noget og fordømte og opbrændte noget andet.

²¹ Igitur ratio illa nondum prodit, quae promittitur per istum ponderatorem. Nam ut Lutherum et sententiam eius eludat, suam tamen non probat nec meam improbat, sed utranque incertam facit, cum utraque ab eo inducta expositio esse vera non possit. Quare concludo, Magistros nostrales cum me damnarent, fuisse insanos, et qui nescirent quid facerent. Testis est Latomus eorum patronus, qui ideo hunc librum scripsit, ne orbem hoc diutius lateret. Altså, det regnskab, som blev lovet af denne vidnesbyrdvejer, blev aldrig aflagt. For skønt han gør Luther og hans mening til grin, beviser han ikke sin egen mening eller modbeviser min. Han gør blot begge to uvisse, eftersom de to udlægninger, han fremfører, ikke begge kan være sande. Derfor drager jeg den slutning, at vore magistre, da de fordømte mig, var fra sans og samling og ikke vidste, hvad de gjorde. Det er Latomus, deres skytspatron, vidne om; han skrev denne bog, for at det verden over ikke mere skulle være skjult.

²² Cum ego dixissem 'repugnare legi' aliud non esse quam peccare, 'non agere bonum' esse contra legem (releip04#12), respondet (n22a), quod Augustinus audeat asserere, non esse peccatum, nisi consentiatur. Tum ipse addit, et nihil damnationis in eis esse, quia non peccant. Vide nequitiosum sophistam, ut omnia depravet. (W114) På det, jeg sagde, at 'det at modsætte sig loven' ikke er andet end at synde, og at det 'ikke at gøre det gode' er imod loven, svarer han, at Augustin vover at hævde, at der ikke er tale om synd, medmindre man giver sin tilslutning. Så føjer han selv til, at der heller ikke er nogen fordømmelse i dem, fordi de ikke synder (k22). Se, hvilken letsindig sofist, der kan ødelægge alt.

²³ Quis non videt, Augustinum hic loqui de mortali peccato, quod fit consensu in concupiscentias peccati? non tamen negat istos motus esse venialia peccata (n23). Adhuc Latomus hoc contra Lutherum esse fingit, non quod ignoret me loqui de peccato non mortali seu damnationis, sed quod malitia agitatus optet mea sic intelligi. Hvem ser ikke, at Augustin her taler om den dødssynd, man begår, når man bevidst tilslutter sig syndens drifter? Dog nægter han ikke, at disse bevægelser er tilgivelige synder. Desuden lader Latomus, som om dette taler mod Luther, ikke fordi han ikke godt véd, at jeg taler om en synd, der ikke er til døden eller fordømmelig, men fordi han optændt af ondskab ønsker at forstå mine ord på den måde.

²⁴ Iam quam Latomiana dialectica: 'nihil damnationis, quia non peccant'. (latlu04#25) Ergo ex opposito consequentis oppositum antecedentis sequitur: Venialiter peccantes peccant, ergo non nihil damnationis faciunt. Hoc est Apostolum Paulum Lovanialiter interpretari. Peccatum veniale sine damnatione asserunt, meum autem illud peccatum damnationis faciunt. Nec dignantur meminisse, quam crebro ego quoque illud induxerim, quod Paulus ait, nihil esse damnationis, (Rom 8,1) licet nonnihil sit peccati, quia tot de peccato praemiserat, sed ideo nihil est damnationis, non quia non sit ibi peccatum, ut Latomus mentitur, sed quia sint in Christo Ihesu, dicit Paulus, id est pullastri sub gallina et sub umbra iustitiae illius pausant, seu ut Ro. v. clarius dicit, gratiam et donum in gratia illius habent. Og hvad er det da for en latomiansk dialektik: 'Der er ingen fordømmelse, fordi de ikke synder'. Ergo følger der af en modsat konsekvens en modsat præmis: De, der begår tilgivelige synder, synder, ergo gør de noget, der fører til fordømmelse. Det er at udlægge apostelen Paulus på Løven-maner. De forsikrer, at den tilgivelige synd er uden fordømmelse, men de gør den synd af den art, som jeg taler om, til en fordømmelig synd. Og de nedlader sig ikke til at huske på, hvor ofte også jeg fremfører det, som Paulus siger, at der ikke er nogen fordømmelse, selv om der forefindes synd, eftersom han har talt meget om synd i det foregående. Nej derfor er der ingen fordømmelse, ikke fordi der ikke er synd dèr, som Latomus pålyver ham, men fordi de er i Kristus Jesus, siger Paulus; det vil sige, de hviler som kyllinger under hønen og under retfærdighedens vinger, eller som Rom 5,15 noget tydeligere siger det: de har nåden og gaven i hans nåde.

²⁵ Deinde non ambulant secundum peccatum seu carnem peccati, id est, non consentiunt peccato, quod revera habent. Deus enim providit duo robustissima munitissimaque firmamenta, ne hoc peccatum eis sit in damnationem. Primum, ipsum Christum propitiatorium (ut Ro. iij.), ut sub huius gratia tuti sint, non quia credunt et fidem aut donum habent, sed quia in gratia Christi habent. Desuden vandrer de ikke efter synden eller kødets synd, det vil sige, de giver ikke den synd, de virkelig har, deres tilslutning. Gud har nemlig sørget for to meget stærke og sikre fæstninger, for at ikke denne synd for dem skal føre til fordømmelse. Den første er Kristus selv som sonoffer (Rom 3,25), så at de er sikre under hans nåde, ikke fordi de tror og har troen eller gaven, men fordi de har den i Kristi nåde (k25).

²⁶ Nullius enim fides subsisteret, nisi in Christi propria iustitia niteretur et illius protectione servaretur. Haec est enim fides (ut dixi) vera, non absoluta immo obsoleta illa qualitas in anima, ut illi fingunt, sed quae se a gratia Christi non patitur avelli, nec alio nititur, quam quod scit, illum esse in gratia dei nec posse damnari, nec aliquem, qui sic in eum se proiecerit. Scilicet tam magna res est hoc peccatum reliquum, sic intolerabile iudicium dei, ut nisi eum pro te opponas, quem sine omni peccato esse nosti, subsistere nequeas, id quod facit fides vera. Ingens tro ville nemlig kunne bestå, hvis ikke den støttede sig til Kristi egen retfærdighed og bevaredes ved hans beskyttelse. Dette er nemlig, som sagt, den sande tro, ikke den absolutte eller snarere blodfattige egenskab i sjælen, som de opfinder, men i stedet den tro, der ikke tåler at rives bort fra Kristi nåde, og ikke støtter sig til andet, end at den véd, at han står i Guds nåde og ikke kan fordømmes, og at den, der således kaster sig hen på ham, heller ikke kan fordømmes. For så stor en ting er denne tilbageblevne synd, så uudholdelig er Guds dom, at hvis ikke du op foran dig holder ham, som vi véd er uden synd, kan du ikke bestå; og det er, hvad den sande tro gør.

²⁷ Alterum est, quod dono accepto non ambulant secundum carnem, nec obediunt peccato, sed prius illud principale et robustissimum est, licet et alterum sit aliquid, sed in virtute prioris. Quia pepigit deus pactum iis, qui sunt hoc modo in Christo, ut si pugnent contra seipsos et peccatum suum, nihil sit damnationis. Den anden fæstning består i, at de, når gaven er modtaget, ikke vandrer efter kødet, eller adlyder synden, men den første fæstning er den vigtigste og stærkeste, selv om også den anden betyder noget, blot i kraft af den første. Derfor har Gud oprettet en pagt med dem, som på den måde er i Kristus, at hvis de kæmper mod sig selv og deres synd, vil der ikke være nogen fordømmelse (k27).

²⁸ Non ergo nihil est damnationis, ut Latomus delyrat, quia non peccant, aut non sit peccatum in opere bono. Hoc fingit sophista extra et contra apertum textum Pauli e proprio capite. Sed quia sunt (inquit) in Christo Ihesu et non ambulant secundum carnem, manifeste de mortali peccato loquens. Det er altså ikke af den grund, som Latomus fabler om, at der ikke er nogen fordømmelse, at de ikke synder, eller at der ikke er synd i en god gerning. Det er noget, denne sofist forestiller sig ud af sit eget hoved, udenfor og stik imod Paulus klare tekst. Nej, siger Paulus, der er ikke nogen fordømmelse, fordi de er i Kristus Jesus og ikke vandrer efter kødet. Han taler klart om en dødssynd.

²⁹ Solum hoc agunt sophistae, ut hoc peccatum extenuent, quod deus tantum exaggerat, ut filium suum sibi velit opponi et homines omnes hoc vehementissimo iudicio ad Christum urgere et compellere, ut sub alas eius termentes, desperantes, anhelantes sese recipiant. Det er det eneste, sofisterne er ude på, at de kan gøre denne synd lille, den, som Gud gør så stor, at han vil sætte sin søn op foran sig og ved denne meget hårde dom tvinge og nøde alle mennesker hen til Kristus, så at de rystende, fortvivlede, stønnende skal søge tilflugt under hans vinger.

³⁰ At isti huius peccati negatores faciunt oscitantes et securos homines in accepto dono, per hoc et Christi gratiam vilem et misericordiam dei levem, ad quae sequi (W115) necessario oportet frigus amoris, segniciem laudis et teporem gratitudinis. Nihil de Christo hi prorsus sciunt. Tu ergo cave illos pestilentissimos et disce opera dei magna, mirifica et gloriosa esse, ideo scias tete non posse hoc peccatum satis exaggerare. Men disse mennesker nægter denne synd og skaber søvnige og sikre mennesker, når blot gaven er modtaget, og derved gør de også Kristi nåde billig og Guds barmhjertighed let, og deraf må nødvendigvis følge en kold kærlighed, en træg lovsang og en lunken taknemlighed. De véd overhovedet ingenting om Kristus. Derfor skal du vogte dig for disse pestilenser og lære, at Guds gerninger er store, forunderlige og herlige. I den grad skal du vide, at du ikke kan gøre denne synd stor nok (k30).

³¹ Neque enim malum eius ullus hominum unquam investigare aut comprehendere penitus potuit, cum sit infinitum et aeternum, ut rursus opera dei cognoscas in Christo tecum facta esse immensa, ut qui tam potentem tibi in Christo gratiam praeordinarit, quae tanto malo non patiatur tete perdi, et qui tanto malo dignus sis, tamen illius hominis gratia non solum illo non perdarus, sed etiam tandem ab eo libereris. Der er nemlig heller intet menneske, der nogensinde kan undersøge eller forstå dette onde fuldt ud, eftersom det er uendeligt og evigt, ligesom du omvendt også skal vide, at Guds gerninger mod dig i Kristus er umådelig store, han, som i forvejen viser en så stor nåde imod dig i Kristus, at han ikke vil, at du skal gå fortabt på grund af et så stort onde. Han vil dog, skønt du har fortjent et så stort onde, ved dette menneskes nåde ikke blot ikke lade dig gå fortabt, men endda befri dig fra dette store onde.

³² Magnificanda est gloria gratiae, nec potest satis magnificari, ita ut Paulus exclamet: 'Gratias deo pro inenerrabili dono eius'. (2 Kor 9,15). Ne ergo auscultes frigidis istis et languidis sophistarum sibilis de operibus bonis sine peccato, de fide infusa, de fide acquisita, de libero arbitrio: somnia sunt et ludicra ad istam rem seriam. Vi bør derfor ophøje nådens herlighed, ja, den kan ikke ophøjes nok, således som Paulus udbryder: 'Gud ske tak for sin usigelige gave'. Lyt altså ikke til disse kolde og trætte pibelyde fra sofisterne om gode gerninger uden synd, om den indgydte tro, om den erhvervede tro, om den frie vilje; det er opspind og blændværk i denne alvorlige sag.

³³ In Christum tete rapi oportet, sicut Isaias ij. dicit: 'Ingredere in petram et abscondere in fossa humo a facie timoris domini et a gloria maiestatis eius'. (Es 2,10) Et in Cant. 'Columba mea in foraminibus petrae, in cavernis maceriae'. (Højs 2,14). Du bør rives ind til Kristus, sådan som Esajas siger: 'Gå ind i klippen og skjul dig i jordhulen for Herrens frygtelige åsyn og hans majestæts herlighed'. Og i Højsangen: 'Min due er i klippens spalte, i murens huler'.

³⁴ Noli errare. Magnitudo protectionis satis indicat, quantum sit peccatum istud, nisi Christum filium dei existimes ligneam aliquam imaginem esse. Omnes sancti tremunt hoc iudicium, et nisi Christum opertorem habeant, pereunt, et nos adhuc disputamus et ludimus, in operibus bonis peccatum esse! Sic scilicet de tremenda maiestate aeterna sapimus, quasi de homine quovis disputemus, quando de illa disputamus. Tag ikke fejl! Dette, at beskyttelsen er stor, viser tilstrækkelig tydeligt, hvor stor den synd er, hvis du da ikke regner Kristus, Guds søn, for kun at være et billede af træ. Alle de hellige skælver ved denne dom, og hvis ikke de har Kristus som skjul, går de til grunde, og så diskuterer vi og overvejer for sjov, om der er synd i de gode gerninger! For sådan er vor visdom om den frygtindgydende evige majestæt, at når vi diskuterer om ham, diskuterer vi, som var det om et menneske (k34).

³⁵ Deinde procedit distinctor dicens, duabus causis vicium, quod contra legem dei esse videtur, non esse peccatum. Prima, dum abest usus rationis, ut in furiosis, dormentibus, infantibus. Secunda, dum non consentitur illi, ut in virginibus etc. Quis iterum hic non videt defendi non Lovanienses, qui Lutherum damnaverunt de peccato illo in sanctis serviente per gratiam dei, sed fictos aliquos morpheos, qui damnarint eum, qui peccatum mortale in opere bono posuerit? Derefter fortsætter denne hårkløver og siger, at der er to grunde til, at en fejl, som synes at være imod Guds lov, ikke er synd. For det første forholder det sig sådan, når fornuftens brug er borte, som i de sindsyge, i de sovende og i spædbørnene. For det andet er det sådan fat, når man ikke giver det sin tilslutning, som hos en jomfru, der voldtages, osv. Igen: Hvem kan ikke se, at her forsvares ikke de løvenske teologer, der fordømte Luther på grund den synd, der i de hellige ved Guds nåde var gjort til træl, men nogle selvopfundne drømmesyner, som fordømmer den, der påstår der er dødssynd i en god gerning?

³⁶ Plane nullus hactenus sophistarum me tedio vicit, praeter hunc Latomum: tanta est in homine nequitia et nugandi insania. Nam tam hebes non est, ut non intellexerit, me de eiusmodi peccato non loqui, super quo patrum dicta citat et ipse blatterat, cum hoc saepius sese nosse testetur, sed mera nequitia est, quo contra proprium testimonium de peccato damnationis me locutum esse iactet et orbi (ut dixi) imponat. Der er i det hele taget ingen af sofisterne, der indtil nu har irriteret mig sådan som denne Latomus, i den grad er han fuld af ondskabsfuldheder og vanvittige narrestreger. For så dum er han ikke, at han ikke forstår, at jeg ikke taler om den slags synd, som han kommer med fædrecitater om og selv vrøvler op om, eftersom han ofte bevidner, at han godt véd det. Nej, det er ren og skær ondskabsfuldhed, som får ham til imod sit eget vidnesbyrd at påstå og bilde verden ind, at jeg har talt om fordømmelig synd.

³⁷ Tale est et illud, quod pronitatem ad malum non impedimentum virtutis nec malum nec peccatum dicit (n37), imo profecit (inquit) martyribus ad bonum. Quid audio? (W116) 'profecit eis ad bonum, ergo non est peccatum'. Vides, ut insignite gratiam dei blasphemare voluerint sophistae. Nam hoc, quod gratiae dei est, peccato impudentissime tribuunt. Diabolus tentator proficit sanctis in bonum, ergo eius tentationes non sunt malae neque peccata. Sådan forholder det sig også med det, som han siger, at tilbøjeligheden til det onde ikke er en hindring for dyden eller er noget ondt eller er synd, ja, hævder han, den hjalp martyrerne til det gode. Hvad må jeg høre? 'Den hjalp dem til det gode, ergo er den ikke synd'. Du ser, at det er tydeligt, at sofisterne vil spotte Guds nåde. For det, som er en virkning af Guds nåde, tillægger de på frækkeste vis synden. Djævelen, fristeren, hjælper de hellige til det gode, altså er hans fristelser ikke onde og heller ikke synd.

³⁸ Vincenda sunt mala pronitatis, ergo non sunt mala. Obsecro, quam iste sophista meam tentat patientiam egregie. Vere si quid peccavi in libello contra eorum damnationem edito, (WA VI,181f) hic abunde poenitentiam ago, incredibilem hebetudinem, inscitiam et maliciam eius ferendo. Ideo enim peccatum est pronitas, quia resistit et negocium facit martyribus, quanquam hinc virtus gratiae elucescat magis. Non debet autem hoc negocium esse, si iudicium dei spectes. Misericordiae est quod parcitur doni divini est quod vincitur. Tu lector vide, quo parricidio reus fuerim, quando hos homines trunco stupidiores finxi. De onde tilbøjeligheder skal overvindes, ergo er de ikke onde. Jamen, du godeste, hvor dog denne sofist sætter min tålmodighed på den hårdeste prøve! Hvis jeg havde syndet noget i bogen, som jeg udgav imod deres fordømmelse, så må jeg her gøre bod i overflod og tåle hans utrolige dumhed, uvidenhed og ondskab. Af den grund er nemlig tilbøjeligheden en synd, at den gør modstand og vanskeligheder for martyrerne, skønt herved nådens dyd lyser mest op. Men denne vanskelighed bør ikke være der, hvis du ser hen til Guds dom. Det skyldes barmhjertigheden, at der bliver båret over med den, det skyldes Guds gave, at den bliver besejret. Se nu, kære læser, hvilken helligbrøde jeg har gjort mig skyldig i, da jeg forestillede mig, at disse mennesker var dummere end et bræt.

³⁹ Etiam hoc addit (n39), peccatum non esse nisi voluntarium, praesertim actuale, ergo in opere bono non est peccatum: tenet consequentia a Latomo ad Latomum. Vel quia Gregorius dicit: 'Nunquam vasis irae redderet deus interitum, si non voluntarium invenirentur habere peccatum' (n39a). Videre føjer han til: Det er kun synd, når det sker frivilligt, især når der tale om en aktuel synd, ergo er der ikke synd i en god gerning: han drager en konsekvens fra Latomus til Latomus. Eller på, at Gregor siger: 'Gud ville aldrig have overgivet vredens kar til fortabelse, hvis ikke han havde fundet, at de havde en frivillig synd'.

⁴⁰ Et quare reddit interitum infantibus et ignorantibus? Sed et Gregorius hic de vasis irae et peccatis eorum loquitur, quod Latomus intelligit de peccatis sanctorum in bono opere, alioqui quomodo contra me induceret? Quid alioqui faceret ad propositum? Peccatum enim a me dictum impugnat, et hoc non esse per Gregorium probat, quia solum voluntarium esse debet. Men hvorfor overgiver han da spædbørnene og de åndssvage til fortabelse? Men forøvrigt taler Gregor her om vredens kar og om deres synder, hvilket Latomus forstår om de helliges synder i den gode gerning, hvordan kan han ellers anføre det imod mig? Hvad havde det ellers med sagen at gøre? Han bekæmper synden som den forstås af mig, og beviser ved hjælp af Gregor, at synden, som jeg forstår den, ikke er synd, fordi det alene er den frivillige synd, der bør regnes for synd.

⁴¹ Sed fessus sum. Valeat syncophanta insulsissimus, qui nec me, nec se, nec patres, nec srcipturas uno pilo intelligit, ac si intelligat, intelligere non vult. Nihil recte actum est in hoc toto libro, quam quod Lovaniensibus incendiariis et Antichristianae bullae dignus datus est patronus. Apostolum ipsum videamus et glosas eorum iuxta positas consideremus, ut discamus, quot repente nova vocabula nascantur. Men jeg er træt. Bort med denne ubegavede rænkesmed, som hverken forstår en tøddel af mig eller sig selv eller fædrene eller skriften, og hvis han forstår det, vil han ikke forstå det. Der er intet i hele denne bog, der er gjort ordentligt, bortset fra at den er værdig til at være skytspatron for de løvenske brandstiftere og den antikristelige bulle. Men lad os se på apostelen selv og betragte deres tolkning stillet op ved siden af ham, så vi kan lære, hvor mange nye ord der pludselig opstår.

⁴² 'Scimus (inquit) quoniam lex spiritualis est. Ego autem carnalis, venundatus sub peccato', (Rom 7,14) id est, ut illi dicunt: 'Ego sum infirmus et punitus, venundatus sub poena'. Tum 'spiritualis', quia per Antithesin dicitur, idem erit quod 'sanus, sine poena, redemptus de poena'. Han siger: 'Vi véd, at loven er åndelig. Men jeg er kødelig, solgt som slave under synden', det vil sige, ifølge hvad de siger: 'Jeg er svag og straffet, solgt som slave under straffen'. Så vil 'åndelig', fordi det her står som modsætning, komme til at betyde 'sund, uden straf, befriet for straffen'.

⁴³ Deinde: 'Quod enim operor, non intelligo (id est, poenam patior). Non enim quod volo bonum (id est, impunitatem), hoc ago, sed quod odio malum (id est, poenam), hoc ago. Si autem quod nolo, illud facio, consentio legi (id est, impunis sum), quoniam bona est (id est, impunitas est). Nunc autem non ego operor illud, sed quod habitat in me peccatum (id est, poena). (Rom 7,15ff) Dernæst: 'Hvad jeg nemlig gør, forstår jeg ikke' (det vil sige: jeg lider straf). 'For det gode, som jeg vil' (det vil sige: at være fri for straf), 'det gør jeg ikke, men det onde, som jeg hader' (det vil sig: straffen) 'det gør jeg. Men hvis jeg gør, hvad jeg ikke vil, samstemmer jeg med loven' (det vil sige: jeg er straffri), 'at den er god' (det vil sige: den er straffri). Men nu er det ikke mig, der gør det, men den synd, der bor i mig' (det vil sige: straffen).

⁴⁴ Scio enim, quia non habitat in me, hoc est in carne mea, bonum (id est, impunitas). Nam velle adiacet mihi, perficere autem non invenio. Non enim quod volo bonum (id est, impunitatem) (W117) hoc facio, sed quod nolo malum (id est, poenam) hoc facio. 'Jeg véd nemlig, at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt' (det vil sige: straffrihed). For at ville ligger lige for, men at fuldføre når jeg ikke frem til. Jeg gør nemlig ikke det gode, jeg vil' (det vil sige: straffriheden), 'men det onde, jeg ikke vil' (det vil sige: straffen) 'det gør jeg.

⁴⁵ Si autem quod nolo, illud facio, iam non ego operor illud, sed quod habitat in me peccatum (id est, poena). Invenio igitur legem volenti mihi facere bonum (id est, impunitatem), quoniam mihi malum (id est, poena) adiacet. Condelector enim legi dei (id est, impunis sum) secundum interiorem hominem, video autem aliam legem (id est, poenam) in membris meis, repugnantem (id est, poena afficientem) legi mentis meae (id est, impunitati meae) et captivantem me (id est, poena trahentem) in legem peccati (id est, in poenam), quae est in membris meis. Men hvis jeg gør det, jeg ikke vil, så er det ikke længere mig, der handler, men synden (det vil sige, straffen) der bor i mig. Jeg finder altså den lov, når jeg vil gøre det gode (det vil sige: straffriheden), at det onde (det vil sige, straffen) ligger mig nærmest. Jeg glæder mig nemlig over Guds lov (det vil sige: jeg er straffri) ifølge mit indre menneske, men jeg ser en anden lov (det vil sige, straf) i mine lemmer, der kæmper imod (det vil sige, medfører straf) mit sinds lov (det vil sige, min straffrihed) og tager mig til fange (det vil sige, drager straf over mig) under syndens lov (det vil sige, straffen) som er i mine lemmer.

⁴⁶ Infoelix ego homo, quis me liberavit de corpore mortis huius (id est, poenae huius)? Gratia deo per Iesum Christum dominum nostrum. Igitur ego ipse servio mente legi dei (id est, subditus sum impunitati), carne autem legi peccati (id est, subditus sum poenae). Nihil ergo damnationis est etc.' Jeg ulykkelige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødens legeme (det vil sige, fra denne straf)? Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre. Altså tjener jeg selv med sindet Guds lov (det vil sige, jeg er undergivet straffrihed), men med kødet syndens lov (det vil sige, jeg er undergivet straf). Der er derfor ingen fordømmelse osv.

⁴⁷ Est hoc Paulum elucidare, ut dem bene et vere sic dici? 'At patres sic dixerunt', sed nunquid praeceperunt aut praecipere potuerunt sic dicendum esse? Nonne obediendum est magis deo quam hominibus? (Ac 5,29) Paulus praecipit et praecipiendi ius habuit, ut vitares prophanas vocum novitates et loquereris, ut ipse loquitur, et sacris vocum antiquitatibus inhereres. (1 Tim 6,20). Er det at oplyse om, hvad Paulus har sagt? forudsat, at jeg taler godt og rigtigt således? 'Men fædrene har talt således'. Men de har vel aldrig påbudt eller kunnet påbyde, at der skulle tales således? Skal man ikke adlyde Gud mere end mennesker? Paulus påbyder og havde ret til at påbyde, at man skulle vende sig fra de profane nye ord og tale, som han selv talte, og holde fast ved de hellige gamle ord.

⁴⁸ Quid enim prophanum? nonne quod non est sacrum? At humanum non est sacrum, deinde novum, quia non ab Apostolis positum. Nec est, quod mihi 'homousion' illud obiectes adversus Arrianos receptum. Non fuit receptum a multis iisque praeclarissimis, quod et Hieromynus optavit aboleri, adeoque non effugerunt periculum hoc invento vocabulo, ut Hieronymus quaeratur nescire, quid veneni lateat in syllabis et literis (n48), adeo illud Arriani magis quam scripturas etiam exigabant. Hvad er nemlig det, der er profant? Mon ikke det er det, der ikke er helligt? Men det menneskelige er ikke helligt, og så er det nyt, fordi det ikke er fastsat af apostlene. Og det gælder ikke, at du anfører ordet 'homousion', som man antog imod Arianerne, imod mig. Der var mange, der ikke antog det, og det de mest oplyste; derfor ønskede også Hieronymus det afskaffet, så meget mere som de ikke undgik faren ved det opfundne ord, så at Hieronymus klager over, at han ikke véd, hvor megen gift der kan gemme sig i stavelser og bogstaver. Derfor blev arianerne ophidsede mere over dette ord end over skriften.

⁴⁹ Nec Hilarius hic aliud habuit, quod responderet, quam quod idem per id vocabuli significaretur, quod res esset et tota scriptura haberet, id quod in praesenti non datur. Nullo enim loco scriptura 'peccatum' pro poena ista, sed contra ubique pro malo legi dei adversario accipit, ut similitudo etiam (qua Latomus vel sola Theologus est) hic non habeat locum. Heller ikke Hilarius forholdt sig her anderledes, end at han svarede, at han betegnede det med dette ord, som var sagen og som hele skriften gjorde, hvilket ikke er tilfældet i nærværende sag. For intet sted i skriften forstås ordet 'synd' som straf, men tværtimod overalt som det onde, der er imod Guds lov, så at også den sammenligning, Latomus bringer (som er det eneste, der gør ham til teolog), ikke duer til noget her.

⁵⁰ Iam si esset similitudo et exemplum valeret, tamen non esset trahendum in consequentiam, sed indulgendum patribus, qui semel extra scripturam posuissent vocem prophanam. Alioqui, si exemplum statuas, totam scripturam licebit in alias voces mutare, sicut sophistae fecerunt. Quod si odit anima mea vocem homousion, et nolim ea uti, non ero haereticus. Quis (W118) enim me cogat uti, modo rem teneam, quae in Concilio per scripturas definita est? Og selv om der så havde været brug for en sammenligning og eksemplet var gyldigt, så skulle man dog ikke drage nogen konsekvenser, men bære over med fædrene, som en enkelt gang brugte et profant ord, som ikke var taget fra skriften. Ellers, hvis du fastholder eksemplet, vil det være tilladt at forandre hele skriften til andre ord, sådan som sofisterne gør. Så hvis jeg af hjertet hader ordet 'homousion' og ikke vil bruge det, så gør det mig ikke til kætter. Hvem kan nemlig tvinge mig til at bruge det, når blot jeg fastholder den sag, som på koncilet blev fastslået ved hjælp af skriften?

⁵¹ Et si Arriani male senserunt in fide, hoc tamen optime, sive malo sive bono animo, exegerunt, ne vocem prophanam et novam in regulis fidei statui liceret. Scripturae enim sinceritas custodienda est, nec praesumat homo suo ore eloqui, aut clarius aut securius, quam deus elocutus est ore suo. Qui verba dei non intelligit in rebus dei per se loquentis, non credat se intellecturum verba hominis de rebus alienis loquentis. Nemo melius loquitur, quam qui optime intelligit. Quis autem res dei intelligat melius quam deus ipse? imo quantum est id, quod homo intelligit de rebus dei? Og selv om arianerne havde en forkert mening om troen, så krævede de dog, og det var godt, hvad enten det var i god eller ond tro, at det ikke skulle være tilladt at bruge et profant og nyt ord i trosbekendelsen. Man bør nemlig vogte over skriftens renhed, og mennesket skal ikke tro, at det med sin mund kan udtrykke sig klarere eller sikrere end Gud med sin mund. Den, der ikke forstår Guds ord, når Gud taler ved sig selv om Guds sager, han skal ikke tro, at han vil kunne forstå et menneskes ord, når det taler om en ikke-menneskelig sag. Ingen taler bedre end den, der forstår bedst. Men hvem forstår Guds sager bedre end Gud selv? Ja, hvor meget mon egentlig mennesket forstår af Guds sager? (K51)

⁵² Det potius honorem deo miser homo et vel confiteatur sese non intelligere verba eius, vel omittat prophanare ea vocibus suis novis ac propriis, ut pura nobis maneat genuina specie amabilis sapientia dei. Quare dicant patres, quicquid possint. Pauli huius verba volo in hoc loco id quod sonant significare, contemptis figmentis illorum de reatibus ac debitis et id genus nugis, magis intellectum obscurantibus quam iuvantibus. Det elendige menneske skulle hellere give Gud æren og enten bekende, at han ikke forstår Guds ord, eller undlade at profanere det med sine nye og selvlavede ord, så at Guds elskelige visdom kan forblive ren for os i sin egentlige skikkelse. Lad derfor fædrene sige, hvad de nu kan. Jeg vil nu, at Paulus' ord på dette sted skal forstås, som de lyder, og jeg vil foragte deres hjernespind om skyldtilregnelser og forpligtelser og den slags narrestreger, som mere tilslører end hjælper forståelsen.

⁵³ Facilia, aperta, fidelia sunt verba Apostoli, non egent humanis facibus ardentissimi fulgentissimique soles illi. Tu dicis: 'non est reatus, non est debitum ibi, ergo non est peccatum ibi', visus tibi pulchre locutus, cum obscurissime et, ut Nehemias dicit, Asotice loquaris et linguis populi et populi, iam dudum oblitus linguae sanctae et paternae. (Neh 13,24). Apostelens ord er lette, ligefremme og troværdige. Disse brændende og strålende sole har ikke brug for menneskelige fakler. Du siger: 'der er her ikke tale om skyldtilregnelse eller forpligtelse, ergo er der ikke tale om synd'. Og det synes du er smukt talt, skønt det er bælgmørkt, og du, som Nehemias siger, taler asotisk og snart det ene, snart det andet folks sprog og forlængst har glemt fædrenes hellige sprog.

⁵⁴ Facessant barbarae linguae, et nativam genuinamque revocemus. Cur enim non multo purius et ludicius dicis: 'Non est ira, sed gratia ibi: ideo peccatum illud, quanquam verum peccatum sit, non damnat ibi'? Iohannes Euangelista verum venenum bibit, sed non occidit eum, quia virtus fidei erat ibi, quae verum venenum non fecit esse aliud quam verum venenum aut poenam vel infirmitatem, sed ne noceret, prohibuit. Bort med disse fremmede sprog! Lad os genkalde os vort ægte modersmål! Hvorfor siger du ikke følgende, der er meget renere og meget mere indlysende: 'Her er der ikke vrede, men nåde; derfor fordømmer han ikke synden her, skønt den virkelig er synd'? (k54) Johannesevangelisten drak ægte gift, men han blev ikke slået ihjel, fordi troens kraft var der. Og den kraft bevirkede ikke, at den ægte gift blev til noget andet end ægte gift, til straf eller svaghed, men forhindrede, at den skadede ham.

⁵⁵ Quod si alius bibisset, vere mortuus esset. Christus dicit: 'Si mortiferum quid biberint, non eis nocebit', (Mark 16,18) non dixit 'non erit amplius mortiferum', sed 'non nocebit', quia in nomine meo bibent, alioqui quae miraculi gloria, si mortiferum esse desinat, cum potatum fuerit? Ignis Chaldeus vere ignis fuit et permansit, sed non laesit tres viros, non quia ardere et urere non posset, sed quia illos non posset, cum caeteros ante fornacem utique consumeret. (Dan 3). For hvis en anden havde drukket det, ville han virkelig være død. Kristus siger: 'Hvis de drikker dødbringende gift, skal de ikke skade dem'. Han siger ikke 'den skal ikke mere være dødbringende', men 'den skal ikke skade dem', fordi de drikker den i mit navn. Hvad herlighed ville der ellers være ved miraklet, hvis den ophørte med at være dødbringende? Ilden i Kaldæa var og forblev ægte ild, men den skadede ikke de tre mænd, ikke fordi den ikke kunne brænde og tilintetgøre, men fordi den ikke kunne gøre det med dem, eftersom den jo fuldstændig fortærede de andre, der stod foran ovnen.

⁵⁶ Ita hoc peccatum verum peccatum est, quod alios omnes irae subiicit, hos non subiicit, quia hi, non illi, antidoton habent, nempe donum dei in gratia unius hominis Ihesu Christi, quo imbuti non ambulant secundum carnem. Sådan er denne synd ægte synd, som fører alle andre ind under Guds vrede, men ikke fører disse ind under den, fordi disse, ikke hine, har en modgift, nemlig Guds gave i det ene menneskes, Jesu Kristi, nåde, og når de indoptager den, vandrer de ikke efter kødet (k56).

⁵⁷ Nonne haec tam clara et facilia sunt, ut nullus tam tardus sit, qui non facillime comprehendat? cum interim subtilitates illas reatuum, debitorum, formalium, materialium, peccati, privationis, habitus, actus, expulsionis, infusionis, remissionis, qualitatum, formarum, subiectorum, bonitatis intrinsecae (W119) et extrinsecae, malitiae intrinsecae et extrinsecae, congrui meritorii, generis bonorum, acceptati, deacceptati -- et quis ranarum et muscarum istarum voces omnes audiat, nedum recenseat? -- ipsimet nondum concorditer capiant, qui aliorum Magistri sunt, tantum abest, ut aliquando miserum vulgus ex ipsis veram peccati et gratiae cognitionem accipiat, cum hic philosophiae etiam novissimas feces et decies excretas vorasse oporteat, antequam quid reatus aut debitum sit, intelligas. Facessant ista absurda et monstra sophistarum. Mon ikke dette er så klart og letforståeligt, at der ikke er nogen, der er så dum, at han ikke med største lethed kan forstå det? Men disse subtiliteter om skyldtilregnelse, forpligtelse, syndens form og væsen, fraværets synd, vanens, handlingens synd, uddrivelse af synd, indgydelse af nåde, tilgivelse, kvaliteter, former, subjekter, indre og ydre godhed, indre og ydre ondskab, rimelighedsfortjenester, forskellige slags goder, antagelse og ikke antagelse [hos Gud] -- ja, hvem kan høre på eller endog opregne alle deres ord om 'disse frøer og myg'? -- alt det har de selv ikke forstået, så de er enige om det, og de vil være læremestre for andre. Det er langt fra, at det stakkels lægfolk ud fra disse ting skulle kunne nå til en nogenlunde sand erkendelse af synd og nåde, når det her skal opæde filosofiens sidst udkomne lort i tifoldig overflod, før det kan forstå, hvad skyld og forpligtelse er. Bort med disse absurde sofistiske uhyrligheder.

⁵⁸ Vere ergo dicit: 'Ego autem carnalis sum', non dicit 'Carnalis fui', 'venundatus sub peccato' (Rom 7,14). Proba igitur mihi, quod 'carnalis' in scriptura significet penalitatibus et infirmitatibus subiectum. Carnalem vero se dicit, non quia totus sit carnalis, sed mente est spiritualis, carne carnalis, sicut mente liber a peccato, carne venundatus sub peccato, sicut dicit: 'mente servio legi dei, carne autem legi peccati'. (Rom 7,25). Det er derfor sandt, hvad han siger: 'Men jeg er kødelig'. Han siger ikke: 'Jeg var kødelig', 'solgt som slave under synden'. Bevis derfor for mig, at 'kødelig' i skriften betyder at være underlagt straffe eller svagheder. Men han kalder sig kødelig, ikke fordi han helt og holdent er kødelig, men med ånden er han åndelig, med kødet kødelig, ligesom ånden er fri fra synden, kødet solgt som slave under synden, sådan som han siger: 'med ånden tjener jeg Guds lov, men med kødet syndens lov'.

⁵⁹ Non te hic fallat Latomus (Bl 12), duas faciens voluntas (n59) (latlu04#48). Unus est homo Paulus, qui utrunque de se confitetur, alio et alio respectu, sub gratia est spiritualis, sed sub lege carnalis, idem idem Paulus utrobique. Donum facit, ut sit spiritualis et sub gratia, in gratia unius hominis Ihesu Christi. Peccatum facit, ut sit carnalis, sed non sub ira, quia gratia et ira non conveniunt, nec sese mutuo impugnant, nec alterum alterius dominatur, sicut donum et peccatum faciunt. Lad ikke her Latomus narre dig ved at lave to viljer. Paulus er ét menneske, og han bekender begge dele om sig selv, i hver sin henseende, under nåden er han åndelig, men under loven kødelig, men begge steder den samme Paulus. Gaven bevirker, at han er åndelig og under nåden, i det ene menneske, Jesu Kristi nåde. Synden bevirker, at han er kødelig, men han er ikke under vreden, fordi nåden og vreden ikke mødes, ikke bekæmper hinanden gensidigt, og ikke hersker den ene over den anden, sådan som gaven og synden gør (k59).

⁶⁰ Ita: 'Quod enim operor, ego carnalis, non intelligo', (Rom 7,15) intelligo autem ego spiritualis, alioqui quomodo posset de se pronunciare, se esse non intelligentem quid operetur? Deinde in sequentibus malum appellat, quod operetur: ergo intelligit malum, quod operatur, sed carne non intelligit, quod mente intelligit. Således siger han: 'Hvad jeg nemlig gør, jeg kødelige, forstår jeg ikke'. Men det jeg, der er åndeligt, forstår det, hvordan kunne han ellers om sig selv sige, at han ikke forstår, hvad han gør? Desuden kalder han i det følgende det, han gør, for ondt: ergo forstår han det onde, som han gør, men med kødet forstår han ikke det, han forstår med ånden.

⁶¹ Vere enim peccatum in carne furens putat bonum esse quod concupiscit, et ita facit homini quoque apparere, non videns quam malum sit. 'Non enim quo volo bonum, hoc ago, sed quod odio malum, hoc ago'. (Rom 7,19) Ecce intelligit bonum et malum, sed Paulus spiritualis sic intelligit et vult et odit. Carnalis vero non intelligit bonum et agit et amat malum pro bono. Den synd, der raser i kødet, mener virkelig, at det, den begærer, er godt, og således får den det også til at se ud for menneske; den ser ikke, hvor ondt det er. 'For jeg gør ikke det gode, som jeg vil, men det onde, som jeg hader, det gør jeg'. Se, han forstår det gode og det onde, men det er den åndelige Paulus, der således forstår og vil og hader. Men den kødelige forstår ikke det gode, men gør det onde og elsker det onde fremfor det gode (k61).

⁶² Proferat nunc scripturas Latomus, quibus probetur, quod carnalis significet hic aliud quam in aliis locis, et quam exigit grammatica et simplex significatio. Probet, quod malum et bonum aliud hoc loco quam in aliis significent. Probet, quod velle, nolle, odisse, agere aliud significet hic quam in aliis locis. Quod cum non possit, et eorum significatio pietati hoc loco non obstet, quid est, quod hominum glossis moveamur? Lad nu Latomus fremføre skriftsteder, hvorved han kan bevise, at kødelig her betyder noget andet end det gør på andre steder, og noget andet, end hvad grammatikken og den simple betydning kræver. Lad ham bevise, at ondt og godt betyder noget andet på dette sted end på de andre steder. Lad ham bevise, at ville, ikke ville, hade, handle betyder noget andet her end på andre steder. Da han ikke kan det, og da denne betydning på dette sted ikke står i modstrid med fromheden, hvad skulle da få os til at rokkes ved menneskelige fortolkninger?

⁶³ Neque enim non proprie carnalis dicitur, qui ex parte carnalis est, sicut dixi, quod non ideo non est homo, qui infirmus (W120) aut parvus homo est. Vulneratum est caput hominis, et vere dicimus: 'homo vulneratus est'. Et qui percutit pedem canis, verissime canem percusisse dicitur. Ita non intelligit Paulus, quia secundum carnem non intelligit. Et operatur, quia secundum carnem operatur. Et agit malum, quia secundum carnem agit. Det er nemlig heller ikke sådan, at den, der kun til dels er kødelig, ikke med rette kaldes kødelig, sådan som jeg har sagt, at den syge eller lille ikke af den grund ikke er et menneske. Menneskets hoved bliver såret, og vi siger med rette: 'mennesket er blevet såret'. Den, der slår foden på en hund, siger med god ret, at han har slået hunden. Således forstår Paulus ikke, fordi han ikke forstår efter kødet. Og han handler, fordi han handler efter kødet. Og han gør det onde, fordi han handler efter kødet.

⁶⁴ Et malum est, quia contra spiritum et bonum est. Neque ideo non operari, non agere, non malum esse, aut totus intelligere dicendus est, quia non totus operatur, non totus agit, non totum malum facit, aut ex parte intelligit. Sicut non ideo non est vulneratus homo, quia non omni parte vulneratus est et occisus, nec ideo canem non percussisti, quia non omni parte eum percussisti et occidisti, imo vulnerasti, percussisti, si vel nimimum membrum eius lesisti, propria et germana significatione verbi. Ita hic non ideo non est proprie peccatum, quia non totum hominem occidit, damnat, irae subiicit. Gratia enim et donum conservant hominem, ut non possit peccare, id est, consentire huic peccato et perire. Og er ond, fordi han er imod ånden og det gode. Og man må af den grund ikke sige, at han ikke handler, ikke gør noget, ikke er ond, eller forstår fuldt ud, fordi han ikke handler helt og fuldt, ikke gør noget helt og fuldt, ikke er ond helt og fuldt, eller kun forstår til en vis grad. Ligesom det ikke af den grund ikke er et såret menneske, at det ikke er såret og slået på enhver del, og ligesom du ikke af den grund ikke har såret hunden, at du ikke har såret eller slået den over det hele, nej, du har såret og slået den, hvis du bare har beskadiget det mindste lem på den, efter ordets egentlige og grundlæggende betydning. Således er det her ikke af den grund ikke egentlig synd, at den ikke dræber, fordømmer, vredesunderkaster det hele menneske. For nåden og gaven bevarer mennesket, så det ikke kan synde (k64), det vil sige: give synden sit samtykke og gå til grunde.

⁶⁵ Dices: 'neque tu probas, peccatum alibi accipi hoc modo, quod scilicet non damnet'. Respondeo: nec hoc est necesse, nec hoc institui. Hoc solum institui, ut peccatum hoc loco idem significaret quod ubique. Quod autem hic peccatum aliter tractari dico, hoc nihil ad peccati significationem pertinet. Scriptura peccatum ubique eodem modo accipit, sed non ubique eodem modo tractat seu tractari describit, alibi peccatum fieri, alibi remitti, alibi puniri, alibi differri, alibi taceri, alibi confiteri, alibi negari describit. Så vil du sige: 'heller ikke du beviser, at synd andre steder forstås således, nemlig så den ikke fordømmer'. Svar: Det er heller ikke nødvendigt, og det har jeg heller ikke sat mig for. Jeg har alene sat mig for at vise, at synd på dette sted betyde det samme som overalt. Men at jeg siger, at synden behandles anderledes her, det har ikke noget med betydningen af ordet 'synd' at gøre. Skriften forstår overalt ordet 'synd' på samme måde, men den behandler den ikke overalt på samme måde, eller skildrer ikke overalt dens behandling på samme måde. Ét sted skildrer den, at synden finder sted, et andet sted, at den tilgives, ét sted, at den straffes, et andet sted, at straffen udsættes, ét sted, at den forties, et andet, at den bekendes, og et andet sted igen, at den benægtes.

⁶⁶ Et quis actiones, passiones et accidentia peccati enumeret? Ita hoc loco peccatum, quid faciat et patiatur in gratia, discribitur, non negatur peccatum esse, imo supponit peccatum factum et esse. Hic victum rebellare spiritui dicitur, quod alibi victor regnare scribitur, idem prorsus peccatum ubique, sed non ubique idem valens, faciens et paciens. Og hvem kan opregne syndens handlinger, lidenskaber og omstændigheder? Således beskriver dette sted synden, hvad den gør og hvad der sker med den i nåden, det nægter ikke, at synden er der, tværtimod antager det, at synden handler og er til stede. Her siges synden som besejret at gøre oprør imod ånden, den synd, som andre steder beskrives som en sejrherre, der hersker, men det er overalt helt igennem den samme synd, men den betyder ikke overalt det samme, handler og behandles ikke overalt på samme måde.

⁶⁷ Quod autem alibi scriptura peccatum eodem accipiat modo, quo ad significationem, probavi superius ex Paulo, qui Ro. vi. et viij. ultra hoc vij. Gal. v. i. Cor. v. Ephe. iiij. i. Cor. vij. Col. iij. Heb. xiij. sic accipit, dum incontinentiam, libidinem, iram etc. vocat. Et i. Iohan. i. 'Si dixerimus, quia peccatum non habemus, nos ipsos seducimus'. Men at skriften andre steder forstår synden på samme måde, hvad betydningen angår, har jeg ovenfor vist ud fra Paulus, som i Rom 6 og 8, udover det her behandlede kap 7, og i Gal 5,16f, 1 Kor 5,7f, Ef 4,22f, 1 Kor 7,5, Kol 3,5 og Hebr 12,1 forstår han synden på samme måde, når han kalder den manglende afholdenhed, vellyst, vrede osv. Og 1 Joh 1,8: 'Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv'.

⁶⁸ Sed adversarii ne iota quidem proferre possunt pro sua significatione. Prosequamur ergo Paulum. 'Si autem quod nolo, hoc facio, consentio legi, quoniam bona est'. (Rom 7,16). Mira compositio: consentit legi bonae, sed non totus, quia facit non totus, quod vult non totus, neque consentiens, neque faciens, neque nolens hic totus est, sed idem qui consentit bonae legi, facit quod non vult, id est, contrarium legi bonae, quam vult. Men modstanderne kan ikke fremdrage så meget som et iota, der taler for deres betydning. Lad os derfor gå videre med Paulus. 'Men hvis jeg gør det, jeg ikke vil, samtykker jeg med loven, at den er god'. En forunderlig formulering: Han samtykker med den gode lov, men ikke hans hele menneske. For han er ikke hel, når han gør det, som han ikke vil helt, og han er her ikke hel, hverken når han samtykker, handler eller ikke vil, men den samme person, som samtykker i den gode lov, gør det, han ikke vil, det vil sige, det modsatte af den gode lov, som han vil.

⁶⁹ 'Nunc autem non ego operor illud'. Quis ille 'ego', qui nunc non operatur illud, quod mox dictus est operari? Ille scilicet ego, qui spiritualis sum, quia secundum hoc ego nunc aestimor in gratia, quae non sinit, ut aestimer secundum peccatum, quo carnalis sum, abluta sunt omnia, et nunc alius ego quam ante gratiam, ubi aestimabar secundum peccatum totus carnalis. 'Sed quod habitat in me peccatum': tu non operaris, et tamen id quod in te est operatur? Manus tua percutit me, (W121) et tu non percutis me? 'Men så er det ikke mig, der gør dette'. Hvem er dette jeg, der nu ikke gør det, som han lige havde sagt, at han udfører? Det er jo det jeg, der er åndeligt, fordi jeg nu efter dette jeg bedømmes ifølge nåden, som ikke tillader, at jeg bliver bedømt ifølge synden, hvorefter jeg er kødelig. Alt er afvasket, og nu er der et andet jeg end det, der var før nåden, hvor jeg helt og holdent blev bedømt ifølge kødets synd. 'Men synden, som bor i mig'. Du handler ikke, og dog handler det, der bor i dig? Din hånd slår mig, og dog er det ikke dig, der slår mig?

⁷⁰ Ita sane, quia me invito facit, et secundum hoc aestimor, vere tamen ego facio, quia pars mea facit, sed iam non secundum eam aestimor, male facit manus, et mihi imputaretur, nisi animus innocens esset, sed non ideo malum non est, quod manus facit, sed quia non imputatur, non imputatur autem propter animum innocentem. Ita peccatum peccatum est vere, sed quia donum et gratia in me sunt, non imputatur, non propter suam innocentiam, quasi non nocens sit, sed quia donum et gratia in me regnant. Ja, sådan er det faktisk, fordi det sker mig selv uafvidende, og efter det bedømmes jeg. Og dog er det mig, der gør det, fordi en del af mig gør det, men nu bedømmes jeg ikke efter den del. Hånden øver ondt (k70), og det ville blive tilregnet mig, hvis ikke sjælen var uskyldig, men det er ikke af den grund, det ikke er ondt, hvad hånden gør, men fordi det ikke tilregnes, men det tilregnes ikke på grund af den uskyldige sjæl. Således er synden virkelig synd, men fordi gaven og nåden er i mig, tilregnes det ikke, ikke på grund af dets egen uskyldighed, som om det ikke var skadeligt, men fordi gaven og nåden hersker i mig.

⁷¹ 'Scio enim, quod non habitat in me, hoc est, in carne mea, bonum': quia mea est, non aliena caro, ideo quod in ea habitat, in me habitare dicitur. Quam dulcissime Paulus medius incedit inter carnem et spiritum, synecdochis gratiossisimis utrinque festivissime alternans. 'Men jeg véd, at i mig, det vil sige, i mit kød, bor der ikke noget godt'. Fordi det er mit, ikke en andens kød, derfor kan det, der bor i det, siges at bo i mig. Hvor vidunderligt går Paulus her ind mellem kødet og ånden, idet han på smukkeste måde veksler mellem at bruge de mest elegante sammenligninger til begge sider.

⁷² Vere ergo habitat peccatum in carne, et vere peccatum est. Iebusaeus enim est habitans in finibus nostris, futurus sudes in oculis et offendiculum a latere, si non studuerimus delere eum. (Jos 23,13) Quid sudes in oculis nisi lignum ante faciem, in quod impingas, si imprudens incedas? Ita peccatum quottidie ante nos versatur et in via nobis obvium est, tum etiam a latere sollicitat, nisi viriliter expurgetur, impingemus et scandalisabimur in eo. Altså bor synden virkelig i kødet og er virkelig synd. Jebusitten er bosiddende indenfor vore grænser, og han vil blive en torn i øjnene på os og en anstødssten ved vor side, hvis vi ikke stræber efter at udrydde ham. Hvordan 'en torn i øjet', om ikke et træ foran dig, som du løber ind i, hvis du uklogt går videre? Sådan færdes synden hver dag foran og møder os på vor vej, så lokker den os fra siden, og hvis vi ikke mandigt udfejer den, løber vi panden imod og bliver til forargelse ved den.

⁷³ Malus plane hospes, sed tamen habitat in carne in nobis, in nostra terra, in nostris finibus. Non ergo est bonum in carne, vere inquam non bonum, non solum poena, sed peccatum. 'Nam velle mihi adiacet, perficere vere non invenio'. Gæsten er helt og holdent ond, og dog bor den i kødet i os, på vores jord, indenfor vore grænser. Der er altså ikke noget godt i kødet, og jeg siger virkelig ikke noget godt, det er ikke blot straf, men synd. 'For det at ville ligger lige for; men det at fuldføre når jeg ikke frem til'.

⁷⁴ Seipsum clarius exponit, quomodo spiritualis homo in peccato non operatur malum, sed vult bonum, et tamen propter habitans in carne peccatum non perficit hoc velle, sed non ideo nihil est hoc velle, quia non perficit, sicut econtra non nihil est malum, quod habitat in carne, quantumvis ille ego non operer, sed peccatum ipsum. Han forklarer sig selv nøjere, hvordan det åndelige mennesker i synden ikke virker det onde, men vil det gode, og dog på grund af synden, der bor i kødet, ikke fuldfører det at ville, men dette, at han ikke fuldfører det, bevirker ikke, at dette at ville ikke er noget, ligesom modsat det onde, som bor i kødet, ikke er ingenting, skønt hans jeg ikke øver det, men synden selv.

⁷⁵ Utrunque dico: malum fit et non fit. Fit, quia peccatum facit illud. Non fit, quia mens non facit nec vult, licet non perficiat propter facere peccati. Obsecro, nunquid tantam pugnam tanta diligentia describeret inter poenam et spiritum? Atque id iterum in sophistas pugnat. Begge dele siger jeg: Det onde sker og det sker ikke. Det sker, fordi synden gør det. Det sker ikke, fordi sjælen ikke gør det og ikke vil det, selv om den ikke kan gennemføre det at gøre det på grund af synden. Jamen, altså, mon Paulus ville beskrive en så stor kamp med så stor omhu, hvis den kun var mellem straffen og ånden? Og det er så igen et argument imod sofisterne.

⁷⁶ Dicant, ubi unquam poena (quo sese evolvere putant, ne peccatum asserere cogantur) in scripturis illud esse docetur, quod fugiendum, cui resistendum, quod tanto aestu damnandum sit? Non est poena, quam non ferri iubeat scriptura, ac per hoc nihil evasio ista valet: tam glosa quam textus eorum, res et vocabula sunt extra totius scripturae usum, extra omnium piorum sensum, ut non minor absurditas eos sequatur in glosa, quam fugere tentaverunt in textu. Absurdum enim est, asserere, quos nusquam reperire ac probare possis, sed omnia contraria solus audire cogaris. (W122) Lad den sige, hvor nogetsteds i skriften ordet 'straf' (hvormed de mener at sno sig udenom at tvinges til at fastholde ordet 'synd') læres at være det, som skal flygtes fra, det, man skal modstå, det, der med en sådan kraft skal fordømmes! Der er ikke nogen straf, som skriften ikke befaler os at bære. Og derfor gælder denne udflugt ikke. Såvel deres ord som deres tekst, såvel sag som ord ligger udenfor hele skriftens brug, udenfor alle de frommes mening, så det ikke er mindre absurd, at det, de følger i deres fortolkninger, det søger de at undgå i teksten. Det er nemlig absurd at fastholde, hvad man aldrig vil kunne finde eller påvise, men du tvinges til alene at høre alting modsat.

⁷⁷ 'Non enim quod volo bonum, hoc facio, sed quod nolo malum, hoc facio. Si autem quod nolo malum, hoc facio, iam non ego operor illud, sed quod habitat in me peccatum'. (Rom 7,19,f) Vide gratiae praeconem fidelem, repetit et inculca diligenter, velut digito monstrans, illud verbum 'Si autem quod nolo', quia superius videbatur obscurius dictum, ubi cum dixisset similiter 'Si autem quod nolo, hoc facio', antequam inferret 'iam non ego operor', interposuit 'consentio legi quoniam bona est', hic autem mox infert 'Si autem nolens facio', certe noc nolle probat, quod non ego iam operor illud, et tamen fit in me, ergo necessario peccatum, quod habitat in me, illud operatur, ut nemo possit hunc locum nisi de spirituali homine intelligere, neque de iis, qui perpetrant opera mala. 'Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men hvis jeg gør det onde, som jeg ikke vil, så er det ikke længer mig, der handler, men synden, som bor i mig'. Se, den trofaste forkynder af nåden, han gentager og indprenter omhyggeligt, næsten som viste han det med fingeren, det ord: 'Men hvad jeg ikke vil'. Fordi det ovenfor så ud, som om det var mere dunkelt sagt, dèr, hvor han ligeledes sagde: 'Men hvis jeg gør det, jeg ikke vil', dèr sagde han, før han konkluderede 'så er det ikke længer mig, der handler', dette 'så samtykker jeg med loven, at den er god'. Her, derimod, drager han straks slutningen 'Men hvis jeg handler ikke-villende', og dette 'uden at ville' beviser sikkert, at det ikke er mig, der gør det, og dog sker det i mig, altså må det nødvendigvis være synden, som bor i mig, der gør det, så at ingen kan forstå dette sted om andet end det åndelige menneske, og ikke om dem, som udøver onde gerninger.

⁷⁸ Alterum enim hic dicit per alterum impediri, sic tamen, ut spiritus praevaleat et illi tribuatur, quod non operetur, non velit malum. Non enim vertit sententiam, ut diceret: 'Non enim malum quod volo, hoc facio, sed bonum, quod non volo, hoc facio. Si autem quod nolo bonum, hoc facio, iam non ego operor illud, sed gratia, quae habitat in me'. Han siger nemlig her, at det ene forhindres af det andet, dog således, at ånden har overtaget, og det tilskrives den, at han ikke udfører og ikke vil det onde. Han vender nemlig ikke sætningen om, så han skulle sige: 'Det onde, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det gode, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men hvis jeg gør det gode, som jeg ikke vil, er det dog ikke mig, der handler, men nåden, som bor i mig'.

⁷⁹ Haec enim caro diceret, si regnaret super spiritum sibi rebellem. Nunc cum spiritus queruletur et accuset carnem, patet, quod non caro dominetur, sed dominanti spiritui molesta et rebellis sit. Det ville kødet nemlig sige, hvis det var den, der herskede over ånden, mens den gjorde oprør imod kødet. Nu, hvor det er ånden, der klager over og anklager kødet, er det tydeligt, at det ikke er kødet, der hersker, men det er til besvær for og gør oprør imod den herskende ånd.

⁸⁰ Nihil enim pro carne, sed contra carnem loquitur, quod non facit homo carnalis extra gratiam constitutus. Non ergo sinit gratia dei hoc opus peccati sibi imputari, quia revera non ipsum operatur. Et tamen in eo est, vere quoque ipse operatur, ut satis est dictum. Han taler nemlig ikke for kødet, men imod kødet, hvad det kødelige menneske, der er udenfor nåden, ikke gør. Altså, Guds nåde tillader ikke, at denne syndens gerning tilregnes ham, fordi det faktisk ikke er ham selv, der handler. Og dog er den i ham, og han handler også selv, som det nu er sagt tilstrækkelig.

⁸¹ Videre til Latom07!

⁸²

⁸³

Noter:

n8: Det lyder, som om det er et skriftsted, Luther her benytter sig af. Det eneste, jeg kan komme på, er Kol 3,10. Dèr bruges der dog ikke ordet 'transformatio', men ordet 'renovatio'. Dt lyder: qui renovatur in agnitionem secundum imaginem eius qui creavit eum (den, som fornyes til erkendelse ifølge hans billede, som skabte ham). Der bruges dog 'in' med akkusativ, som her.

N16. WA gengiver følgende fra Latomus, blad 9: 'Duobus modis a veteribus catholicis explicatur ille locus Apostoli ... uno, quasi Apostolus loquatur in persona hominis sub lege positi, nondum per gratiam iustificati ... quem sensum si sequimur, exclusa est Martini gloriatio. Secundo modo explicatur, ut Apostolus loquatur in sua et iustorum persona'. (latlu03#62) 'På to måder forklarede de gamle katolske lærere dette sted hos apostelen ... den ene måde, som om apostelen taler i en persons sted, som er under loven og endnu ikke ved nåden er blevet retfærdiggjort ... og hvis vi følger den betydning, bliver Martins pral udelukket. Ifølge den anden måde forklares det, at apostelen taler i sit eget og i de retfærdige menneskers sted.'

N22: WA II, side 412

n22a: WA henviser til Opp Latomi, Bl 11: 'Augustinus non solum audet hoc intelligere, sed multis locis apertissime dicit, ... quod ipsum concupiscere, qui est motus carnis sive sensualitatis, rationi et legi rebellis, non est peccatum, nisi adhibeatur rationis consensus. Hoc vult Apostolus ad Ro. 8. cum dicit: 'Nihil ergo damnationis etc.'.' (latlu04#24) 'Augustin vover ikke blot at forstå dette sted, men siger også mange andre steder, ... at selve det at begære, som er en kødets og sansernes bevægelse, der gør oprør mod fornuften og loven, ikke er synd, hvis ikke man knytter en fornuftens tilslutning dertil. Det er, hvad apostlen vil,når han Rom 8 siger: 'Altså er der ingen fordømmelse osv''. Latomus beruft sich auf Sätze Augustins wie de civ. Dei I 25: 'illa concupiscentialis inobedientia ... quanto magis absque culpa est in corpore non consentientis, si absque culpa est in corpore dormientis?' (latlu03#53) 'Denne begærlige ulydighed ... hvor meget mere er den ikke uden brøde i et legeme, der ikke giver sin tilslutning, hvis deu er uden brøde i et legeme, der sover'. Vergl. III 2, 905: 'non in ipso desiderio pravo, sed in nostra consensione peccamus' 'vi synder ikke ved selve vort forkerte ønske, men ved vor tilslutning'.

N23: Ordet 'motus' kan oversættes ved 'følelser'. Det har Asger Chr. Højlund gjort i Credos udgivelse af Mod Latomus. Men ser man på det Augustin-citat, der ligger til grund for diskussionen, nævnt i celle 22, bliver oversættelsen 'bevægelse' mere rigtig. I De civ. Dei, I 25 skriver Augustin i Bent Dalsgaard Larsens oversættelse: 'Når det oprørske begær som endnu bor i vore dødelige lemmer, bevæges uden om vor viljes lov, ligesom efter egen lov, hvor meget mindre brøde er der da ikke, om det findes i legemet, når mennesket ikke samtykker deri, hvis det ikke er en brøde, om de findes i legemet, når mennesket sover.' Der er her tale om det mandlige kønslems bevægelser. Augustin var oprørt over, at det ikke bevæges med viljens hjælp, men uvilkårligt. Det ser han som et tegn på syndefaldet. Sådan så Luther også på sagen, se fx Vot07,27.

N37: Bl. 11b: 'quod pronitas ad malum et difficultas ad bonum non faciunt opus virtutis esse peccatum, patet in martyribus, in quibus naturalis amor vitae praesentis et timor cruciatus et mortis et ipse dolor, qui dilectione iusticiae vincitur, non minuit, sed potius auget martyrii coronam'. (latlu04#32) 'at tilbøjeligheden til det onde og vanskeligheden ved at gøre det gode ikke bevirker, at en dydens gerning er synd, ses i martyrerne, i hvilke den naturlige kærlighed til det nærværende liv og frygten for at blive pint og dø og smerten selv, som overvindes ved kærlighed til retfærdighed, ikke mindsker, men snarere øger deres martyrkrone'.

N39: Blad 11b: 'non qualitercunque quod lex vetat facere, peccatum est, sed voluntarie, hoc est ex libero voluntatis consensu, quod incalumniabiliter verum est de peccato actuali'. (latlu04#37) 'Ikke hvadsomhelst loven forbyder os at gøre, er synd, kun det, der gøres frivilligt, dvs med en fri viljes tilslutning, hvilket man ikke kan sno sig ud af er sandt om den aktuelle synd'.

N39a: Pave Gregor den Store, 540-604. Gregorii Opp. Paris 1705. III. 2. 563.

N48: Hiero. ad Damasum: 'Si rectum putatis tres hypostases cum suis interpretationibus debere nos dicere, non negamus. Sed mihi credite: venenum sub melle latet etc'. 'Hvis du mener, det er rigtigt, at vi bør sige, at der er tre hypostaser med deres fortolkninger, nægter vi det ikke. Men tro mig: der er blandet gift i honningen osv'. WA kommenterer: Hieronymus taler altså om HYPOSTASIS, mens Luther fejlagtigt lader ham tale om HOMOOUSIOS.

N59: Faktisk var der i oldkirken en strid om, hvorvidt man skulle bekende én eller to viljer i Kristus (fra ca 630-660). Man endte med at enes om, at man skulle bekende to viljer i Kristus, ikke mindst takket være det udmærkede forsvar for to-viljeslæren, som Maximus Bekenderen (580-662) gav.

Kommentarer:

k2: På en måde er det netop det, jeg vil hævde. Dog vil jeg ikke hævde det som en første-persons påstand, som Luther gør det her. Derved bliver det uvilkårligt forstået indenfor personforholdet til Gud, og så bliver forestillingen umulig. Hvad der er mere interessant, er, om denne påstand om den gode, syndfri gerning, kan fremsættes om tredie person, fx i en begravelsestale om den afdøde.

K6: Dette svarer meget dårligt til det, Luther tidligere har skrevet i Latomus: at det ikke gør noget, at man regner for meget for synd.

K8: Det er vistnok denne holdning, Luther polemiserer imod her. Han hævder ofte, at troen ikke er uvirksom, men bestandig arbejder på at udfeje synden. Her synes dog det væsentligste at være den tanke, at troen bestandig mere og mere vokser sammen med Kristus.

K12: Den retfærdighed, der her er tale om, er åbenbart den, Luther omtaler i Fortalen til de latinske værker 1545, hvor han forklarer, at den Guds retfærdighed, han fandt frem til, er den, hvormed Gud gør os mennesker retfærdige. Og hele det foregående afsnit viser (vistnok), at den retfærdighed af sig selv vil stræbe efter at udrense synden, og i hvert fald ikke hvile i ro og mag.

K13: Sikkerhed og sikkerhed synes at være to ting. Lige før har Luther anklaget Latomus og Co. for at gøre nåden usikker. Nu er han inde i en tankegang, hvor det er galt, hvis mennesker bliver sikre, så de undlader at udrense synden. Forøvrigt er det vistnok ikke mindst her, vi moderne er uenig med Luther. Når vi regner vore drifter for naturlige og ikke for synd, og når Luther regner dem for syndige, men uskyldige, hvis de kan styres, så rammer vi af hans anklage: vi tillægger faktisk naturen det, der hører Guds nåde til.

K22: De mennesker, der her tænkes på, er formentlig de hellige mænd og kvinder, hvis 'overskydende' gode gerninger man dengang mente indgik i den kirkens skat, som paven kunne sælge ud af gennem afladen.

K25: En noget besynderlig formulering! Troen plejer for Luther at være nok. Her skal den tilsyneladende underbygges yderligere. Det skal sikres, at troen og gaven er i Kristi nåde. Hvorfor dog egentlig det? Han er inde på lidt af det samme i celle 9-12, hvor det øjensynlig drejer sig om ikke at nøjes med sofisternes intellektuelle tro, men gøre troen inderlig.

K27: Det er et besynderligt 'si', der er smuttet med ind her. Vi plejer som gode lutheranere at sige, at nåden er betingelsesløs: der er ikke nogen anger, der stilles op som betingelse; der er heller ikke nogen tro, der er betingelsen, i hvert fald, gør man troen til noget, der ligner en betingelse, gør man den derved til en gerning. Og det går ikke. Men se så her! Her stilles det af Luther selv op som en betingelse for at klare frisag på dommens dag, at man kæmper mod sig selv og sin synd. Besynderligt! Eller rettere: Hvad er det for en tankegang, der tvinger Luther til at udtrykke sig sådan?

K30: Jo, det er lige præcis, hvad man kan. I hvert fald hvis man fører tankegangen op til vore dage. Men også, hvis man holder sig indenfor Luthers egen tankeverden. Lidt tidligere hævdede Luther, at det er farligt at bede om tilgivelse, hvor der ikke er nogen synd. Og det er det, han har ret i, ikke detteher. Se celle 6.

K34: Jeg vil kalde den argumentationsmåde, Luther her bruger, 'urent trav'. For Luther går her ud fra det, han vil bevise (noget, han jo ellers anklager Latomus for), idet han forlanger respekt for sin gudsopfattelse, før han har vist, at den er sand. Eller: Man må først bestemme, hvor stor synden er i den troende, før man bøjer sig for disse Luthers ærbødighedsgestus.

K51: Dette er Luther, når han søger at være principiel om skriftbrugen. Og tager man hensyn til han situation, hvor han jo var dømt til underkastelse, uden at der var ført nogen skriftbeviser fra modstanderens side, hvor Latomus m. fl. efterfølgende søger at bevise ud fra skriften, at dommen over Luther var god nok, kan man godt forstå ham. Vi i dag har blot i skriftfortolkningen fået så mange flere 'klare grunde' at tage hensyn til. Og 'klare grunde' er også noget, Luther bøjer sig for.

K54: Godt brølt, Luther! Men her holder du dig jo også til relations-billedsproget, og lader det være de andre, der diskuterer, om der er synd eller ej, hvilken slags det er osv. Kunne du bare holde dig dertil hele tiden!

K56: Dette billede viser klart, hvad Luther forstår ved synd. Arvesynden, det syndige begær, er der, men skader ikke de udvalgte, fordi Gud har gjort dem uimodtagelige. Men arvesynden er der ligefuldt, også efter at de har modtaget gaven. Og det er som sagt det, jeg har imod ham: At han ikke er tilfreds med den forståelse af synd, der udspringer af personforholdet: at alt, hvad der ikke er af tro, er synd, men tillige, netop tillige, vil have sin augustinske arvesyndsforståelse med ind i billedet. Det betyder ikke, at jeg holder med Latomus her, men det betyder, at diskussionen om, hvorvidt der er synd i de gode gerninger, skønt jeg godt forstår, at den dengang havde sin berettigelse, forekommer mig helt ved siden af i dag.

K59: Dette svarer til, hvad han siger Latom05/51, at vreden og nåden er totalstørrelser, fordi de forholder sig til personer.

K61: Iagttagelsen er sikkert rigtig nok. Men den er også farlig. Den sætter Luther i stand til at afvise at diskutere med én og anden, ud fra den påstand, at vedkommende er kødelig, ikke åndelig. Luther selv benytter sig måske ikke så ofte af dette trick, men andre mindre velfunderede sjæle kan godt blive fristet over evne. Man må i hvert fald holde sig for øje, at vi kristne ikke har noget andet overtalelsesmiddel end ordet.

K64: Han er ikke just nem at diskutere med, den Luther. Nu har han lige bevist, at det onde findes i mennesket hele tiden, også i de gode gerninger, mennesket gør, og at dette onde, begæret, arvesynden, virkelig er synd og skal kaldes synd. Minsandten, om han så ikke midt i denne diskussion hævder, at nåden og gaven bevarer mennesket, så det ikke kan synde. Bevares, man kan vel godt ud fra det foregående forstå, at Luther her taler om den del af mennesket, der står i et personforhold til Gud, og at det er som et sådant menneske, der står fast i troen, at det ikke kan synde. Men alligevel! Luther vil måske også forsvare sig med, at forholdet mellem kød og ånd er paradoksalt, og at han derfor må udtrykke sig paradoksalt. Men den holder ikke. For det er ikke den paradoksalitet, der her er tale om, det er den, hvor synden er på kødets side. Og det gør det hele ekstra paradoksalt, unødvendig paradoksalt.

K70: Luther er altså besynderlig her. Hidtil havde jeg regnet med, at det ikke var den ydre gerning i de troende, der var syndig, men 'kun' de indre tanker og begæringer. Men her træder pludselig udtrykket 'hånden øver ondt' i stedet for de indre begæringer. Det kan da simpelthen ikke passe. Hvad hånden gør, har mennesket givet sin tilslutning til. Og det har da hele tiden været parolen: At man ikke kunne forhindre de syndige begæringer i at rumstere rundt i ens indre, men at man kunne lade være med at give dem sin tilslutning.

⁶¹ Vere enim peccatum in carne furens putat bonum esse quod concupiscit, et ita facit homini quoque apparere, non videns quam malum sit. 'Non enim quo volo bonum, hoc ago, sed quod odio malum, hoc ago'. (Rom 7,19) Ecce intelligit bonum et malum, sed Paulus spiritualis sic intelligit et vult et odit. Carnalis vero non intelligit bonum et agit et amat malum pro bono.	Den synd, der raser i kødet, mener virkelig, at det, den begærer, er godt, og således får den det også til at se ud for menneske; den ser ikke, hvor ondt det er. 'For jeg gør ikke det gode, som jeg vil, men det onde, som jeg hader, det gør jeg'. Se, han forstår det gode og det onde, men det er den åndelige Paulus, der således forstår og vil og hader. Men den kødelige forstår ikke det gode, men gør det onde og elsker det onde fremfor det gode (k61).
⁶² Proferat nunc scripturas Latomus, quibus probetur, quod carnalis significet hic aliud quam in aliis locis, et quam exigit grammatica et simplex significatio. Probet, quod malum et bonum aliud hoc loco quam in aliis significent. Probet, quod velle, nolle, odisse, agere aliud significet hic quam in aliis locis. Quod cum non possit, et eorum significatio pietati hoc loco non obstet, quid est, quod hominum glossis moveamur?	Lad nu Latomus fremføre skriftsteder, hvorved han kan bevise, at kødelig her betyder noget andet end det gør på andre steder, og noget andet, end hvad grammatikken og den simple betydning kræver. Lad ham bevise, at ondt og godt betyder noget andet på dette sted end på de andre steder. Lad ham bevise, at ville, ikke ville, hade, handle betyder noget andet her end på andre steder. Da han ikke kan det, og da denne betydning på dette sted ikke står i modstrid med fromheden, hvad skulle da få os til at rokkes ved menneskelige fortolkninger?
⁶³ Neque enim non proprie carnalis dicitur, qui ex parte carnalis est, sicut dixi, quod non ideo non est homo, qui infirmus (W120) aut parvus homo est. Vulneratum est caput hominis, et vere dicimus: 'homo vulneratus est'. Et qui percutit pedem canis, verissime canem percusisse dicitur. Ita non intelligit Paulus, quia secundum carnem non intelligit. Et operatur, quia secundum carnem operatur. Et agit malum, quia secundum carnem agit.	Det er nemlig heller ikke sådan, at den, der kun til dels er kødelig, ikke med rette kaldes kødelig, sådan som jeg har sagt, at den syge eller lille ikke af den grund ikke er et menneske. Menneskets hoved bliver såret, og vi siger med rette: 'mennesket er blevet såret'. Den, der slår foden på en hund, siger med god ret, at han har slået hunden. Således forstår Paulus ikke, fordi han ikke forstår efter kødet. Og han handler, fordi han handler efter kødet. Og han gør det onde, fordi han handler efter kødet.
⁶⁴ Et malum est, quia contra spiritum et bonum est. Neque ideo non operari, non agere, non malum esse, aut totus intelligere dicendus est, quia non totus operatur, non totus agit, non totum malum facit, aut ex parte intelligit. Sicut non ideo non est vulneratus homo, quia non omni parte vulneratus est et occisus, nec ideo canem non percussisti, quia non omni parte eum percussisti et occidisti, imo vulnerasti, percussisti, si vel nimimum membrum eius lesisti, propria et germana significatione verbi. Ita hic non ideo non est proprie peccatum, quia non totum hominem occidit, damnat, irae subiicit. Gratia enim et donum conservant hominem, ut non possit peccare, id est, consentire huic peccato et perire.	Og er ond, fordi han er imod ånden og det gode. Og man må af den grund ikke sige, at han ikke handler, ikke gør noget, ikke er ond, eller forstår fuldt ud, fordi han ikke handler helt og fuldt, ikke gør noget helt og fuldt, ikke er ond helt og fuldt, eller kun forstår til en vis grad. Ligesom det ikke af den grund ikke er et såret menneske, at det ikke er såret og slået på enhver del, og ligesom du ikke af den grund ikke har såret hunden, at du ikke har såret eller slået den over det hele, nej, du har såret og slået den, hvis du bare har beskadiget det mindste lem på den, efter ordets egentlige og grundlæggende betydning. Således er det her ikke af den grund ikke egentlig synd, at den ikke dræber, fordømmer, vredesunderkaster det hele menneske. For nåden og gaven bevarer mennesket, så det ikke kan synde (k64), det vil sige: give synden sit samtykke og gå til grunde.
⁶⁵ Dices: 'neque tu probas, peccatum alibi accipi hoc modo, quod scilicet non damnet'. Respondeo: nec hoc est necesse, nec hoc institui. Hoc solum institui, ut peccatum hoc loco idem significaret quod ubique. Quod autem hic peccatum aliter tractari dico, hoc nihil ad peccati significationem pertinet. Scriptura peccatum ubique eodem modo accipit, sed non ubique eodem modo tractat seu tractari describit, alibi peccatum fieri, alibi remitti, alibi puniri, alibi differri, alibi taceri, alibi confiteri, alibi negari describit.	Så vil du sige: 'heller ikke du beviser, at synd andre steder forstås således, nemlig så den ikke fordømmer'. Svar: Det er heller ikke nødvendigt, og det har jeg heller ikke sat mig for. Jeg har alene sat mig for at vise, at synd på dette sted betyde det samme som overalt. Men at jeg siger, at synden behandles anderledes her, det har ikke noget med betydningen af ordet 'synd' at gøre. Skriften forstår overalt ordet 'synd' på samme måde, men den behandler den ikke overalt på samme måde, eller skildrer ikke overalt dens behandling på samme måde. Ét sted skildrer den, at synden finder sted, et andet sted, at den tilgives, ét sted, at den straffes, et andet sted, at straffen udsættes, ét sted, at den forties, et andet, at den bekendes, og et andet sted igen, at den benægtes.
⁶⁶ Et quis actiones, passiones et accidentia peccati enumeret? Ita hoc loco peccatum, quid faciat et patiatur in gratia, discribitur, non negatur peccatum esse, imo supponit peccatum factum et esse. Hic victum rebellare spiritui dicitur, quod alibi victor regnare scribitur, idem prorsus peccatum ubique, sed non ubique idem valens, faciens et paciens.	Og hvem kan opregne syndens handlinger, lidenskaber og omstændigheder? Således beskriver dette sted synden, hvad den gør og hvad der sker med den i nåden, det nægter ikke, at synden er der, tværtimod antager det, at synden handler og er til stede. Her siges synden som besejret at gøre oprør imod ånden, den synd, som andre steder beskrives som en sejrherre, der hersker, men det er overalt helt igennem den samme synd, men den betyder ikke overalt det samme, handler og behandles ikke overalt på samme måde.
⁶⁷ Quod autem alibi scriptura peccatum eodem accipiat modo, quo ad significationem, probavi superius ex Paulo, qui Ro. vi. et viij. ultra hoc vij. Gal. v. i. Cor. v. Ephe. iiij. i. Cor. vij. Col. iij. Heb. xiij. sic accipit, dum incontinentiam, libidinem, iram etc. vocat. Et i. Iohan. i. 'Si dixerimus, quia peccatum non habemus, nos ipsos seducimus'.	Men at skriften andre steder forstår synden på samme måde, hvad betydningen angår, har jeg ovenfor vist ud fra Paulus, som i Rom 6 og 8, udover det her behandlede kap 7, og i Gal 5,16f, 1 Kor 5,7f, Ef 4,22f, 1 Kor 7,5, Kol 3,5 og Hebr 12,1 forstår han synden på samme måde, når han kalder den manglende afholdenhed, vellyst, vrede osv. Og 1 Joh 1,8: 'Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv'.
⁶⁸ Sed adversarii ne iota quidem proferre possunt pro sua significatione. Prosequamur ergo Paulum. 'Si autem quod nolo, hoc facio, consentio legi, quoniam bona est'. (Rom 7,16). Mira compositio: consentit legi bonae, sed non totus, quia facit non totus, quod vult non totus, neque consentiens, neque faciens, neque nolens hic totus est, sed idem qui consentit bonae legi, facit quod non vult, id est, contrarium legi bonae, quam vult.	Men modstanderne kan ikke fremdrage så meget som et iota, der taler for deres betydning. Lad os derfor gå videre med Paulus. 'Men hvis jeg gør det, jeg ikke vil, samtykker jeg med loven, at den er god'. En forunderlig formulering: Han samtykker med den gode lov, men ikke hans hele menneske. For han er ikke hel, når han gør det, som han ikke vil helt, og han er her ikke hel, hverken når han samtykker, handler eller ikke vil, men den samme person, som samtykker i den gode lov, gør det, han ikke vil, det vil sige, det modsatte af den gode lov, som han vil.
⁶⁹ 'Nunc autem non ego operor illud'. Quis ille 'ego', qui nunc non operatur illud, quod mox dictus est operari? Ille scilicet ego, qui spiritualis sum, quia secundum hoc ego nunc aestimor in gratia, quae non sinit, ut aestimer secundum peccatum, quo carnalis sum, abluta sunt omnia, et nunc alius ego quam ante gratiam, ubi aestimabar secundum peccatum totus carnalis. 'Sed quod habitat in me peccatum': tu non operaris, et tamen id quod in te est operatur? Manus tua percutit me, (W121) et tu non percutis me?	'Men så er det ikke mig, der gør dette'. Hvem er dette jeg, der nu ikke gør det, som han lige havde sagt, at han udfører? Det er jo det jeg, der er åndeligt, fordi jeg nu efter dette jeg bedømmes ifølge nåden, som ikke tillader, at jeg bliver bedømt ifølge synden, hvorefter jeg er kødelig. Alt er afvasket, og nu er der et andet jeg end det, der var før nåden, hvor jeg helt og holdent blev bedømt ifølge kødets synd. 'Men synden, som bor i mig'. Du handler ikke, og dog handler det, der bor i dig? Din hånd slår mig, og dog er det ikke dig, der slår mig?
⁷⁰ Ita sane, quia me invito facit, et secundum hoc aestimor, vere tamen ego facio, quia pars mea facit, sed iam non secundum eam aestimor, male facit manus, et mihi imputaretur, nisi animus innocens esset, sed non ideo malum non est, quod manus facit, sed quia non imputatur, non imputatur autem propter animum innocentem. Ita peccatum peccatum est vere, sed quia donum et gratia in me sunt, non imputatur, non propter suam innocentiam, quasi non nocens sit, sed quia donum et gratia in me regnant.	Ja, sådan er det faktisk, fordi det sker mig selv uafvidende, og efter det bedømmes jeg. Og dog er det mig, der gør det, fordi en del af mig gør det, men nu bedømmes jeg ikke efter den del. Hånden øver ondt (k70), og det ville blive tilregnet mig, hvis ikke sjælen var uskyldig, men det er ikke af den grund, det ikke er ondt, hvad hånden gør, men fordi det ikke tilregnes, men det tilregnes ikke på grund af den uskyldige sjæl. Således er synden virkelig synd, men fordi gaven og nåden er i mig, tilregnes det ikke, ikke på grund af dets egen uskyldighed, som om det ikke var skadeligt, men fordi gaven og nåden hersker i mig.
⁷¹ 'Scio enim, quod non habitat in me, hoc est, in carne mea, bonum': quia mea est, non aliena caro, ideo quod in ea habitat, in me habitare dicitur. Quam dulcissime Paulus medius incedit inter carnem et spiritum, synecdochis gratiossisimis utrinque festivissime alternans.	'Men jeg véd, at i mig, det vil sige, i mit kød, bor der ikke noget godt'. Fordi det er mit, ikke en andens kød, derfor kan det, der bor i det, siges at bo i mig. Hvor vidunderligt går Paulus her ind mellem kødet og ånden, idet han på smukkeste måde veksler mellem at bruge de mest elegante sammenligninger til begge sider.
⁷² Vere ergo habitat peccatum in carne, et vere peccatum est. Iebusaeus enim est habitans in finibus nostris, futurus sudes in oculis et offendiculum a latere, si non studuerimus delere eum. (Jos 23,13) Quid sudes in oculis nisi lignum ante faciem, in quod impingas, si imprudens incedas? Ita peccatum quottidie ante nos versatur et in via nobis obvium est, tum etiam a latere sollicitat, nisi viriliter expurgetur, impingemus et scandalisabimur in eo.	Altså bor synden virkelig i kødet og er virkelig synd. Jebusitten er bosiddende indenfor vore grænser, og han vil blive en torn i øjnene på os og en anstødssten ved vor side, hvis vi ikke stræber efter at udrydde ham. Hvordan 'en torn i øjet', om ikke et træ foran dig, som du løber ind i, hvis du uklogt går videre? Sådan færdes synden hver dag foran og møder os på vor vej, så lokker den os fra siden, og hvis vi ikke mandigt udfejer den, løber vi panden imod og bliver til forargelse ved den.
⁷³ Malus plane hospes, sed tamen habitat in carne in nobis, in nostra terra, in nostris finibus. Non ergo est bonum in carne, vere inquam non bonum, non solum poena, sed peccatum. 'Nam velle mihi adiacet, perficere vere non invenio'.	Gæsten er helt og holdent ond, og dog bor den i kødet i os, på vores jord, indenfor vore grænser. Der er altså ikke noget godt i kødet, og jeg siger virkelig ikke noget godt, det er ikke blot straf, men synd. 'For det at ville ligger lige for; men det at fuldføre når jeg ikke frem til'.
⁷⁴ Seipsum clarius exponit, quomodo spiritualis homo in peccato non operatur malum, sed vult bonum, et tamen propter habitans in carne peccatum non perficit hoc velle, sed non ideo nihil est hoc velle, quia non perficit, sicut econtra non nihil est malum, quod habitat in carne, quantumvis ille ego non operer, sed peccatum ipsum.	Han forklarer sig selv nøjere, hvordan det åndelige mennesker i synden ikke virker det onde, men vil det gode, og dog på grund af synden, der bor i kødet, ikke fuldfører det at ville, men dette, at han ikke fuldfører det, bevirker ikke, at dette at ville ikke er noget, ligesom modsat det onde, som bor i kødet, ikke er ingenting, skønt hans jeg ikke øver det, men synden selv.
⁷⁵ Utrunque dico: malum fit et non fit. Fit, quia peccatum facit illud. Non fit, quia mens non facit nec vult, licet non perficiat propter facere peccati. Obsecro, nunquid tantam pugnam tanta diligentia describeret inter poenam et spiritum? Atque id iterum in sophistas pugnat.	Begge dele siger jeg: Det onde sker og det sker ikke. Det sker, fordi synden gør det. Det sker ikke, fordi sjælen ikke gør det og ikke vil det, selv om den ikke kan gennemføre det at gøre det på grund af synden. Jamen, altså, mon Paulus ville beskrive en så stor kamp med så stor omhu, hvis den kun var mellem straffen og ånden? Og det er så igen et argument imod sofisterne.
⁷⁶ Dicant, ubi unquam poena (quo sese evolvere putant, ne peccatum asserere cogantur) in scripturis illud esse docetur, quod fugiendum, cui resistendum, quod tanto aestu damnandum sit? Non est poena, quam non ferri iubeat scriptura, ac per hoc nihil evasio ista valet: tam glosa quam textus eorum, res et vocabula sunt extra totius scripturae usum, extra omnium piorum sensum, ut non minor absurditas eos sequatur in glosa, quam fugere tentaverunt in textu. Absurdum enim est, asserere, quos nusquam reperire ac probare possis, sed omnia contraria solus audire cogaris. (W122)	Lad den sige, hvor nogetsteds i skriften ordet 'straf' (hvormed de mener at sno sig udenom at tvinges til at fastholde ordet 'synd') læres at være det, som skal flygtes fra, det, man skal modstå, det, der med en sådan kraft skal fordømmes! Der er ikke nogen straf, som skriften ikke befaler os at bære. Og derfor gælder denne udflugt ikke. Såvel deres ord som deres tekst, såvel sag som ord ligger udenfor hele skriftens brug, udenfor alle de frommes mening, så det ikke er mindre absurd, at det, de følger i deres fortolkninger, det søger de at undgå i teksten. Det er nemlig absurd at fastholde, hvad man aldrig vil kunne finde eller påvise, men du tvinges til alene at høre alting modsat.
⁷⁷ 'Non enim quod volo bonum, hoc facio, sed quod nolo malum, hoc facio. Si autem quod nolo malum, hoc facio, iam non ego operor illud, sed quod habitat in me peccatum'. (Rom 7,19,f) Vide gratiae praeconem fidelem, repetit et inculca diligenter, velut digito monstrans, illud verbum 'Si autem quod nolo', quia superius videbatur obscurius dictum, ubi cum dixisset similiter 'Si autem quod nolo, hoc facio', antequam inferret 'iam non ego operor', interposuit 'consentio legi quoniam bona est', hic autem mox infert 'Si autem nolens facio', certe noc nolle probat, quod non ego iam operor illud, et tamen fit in me, ergo necessario peccatum, quod habitat in me, illud operatur, ut nemo possit hunc locum nisi de spirituali homine intelligere, neque de iis, qui perpetrant opera mala.	'Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men hvis jeg gør det onde, som jeg ikke vil, så er det ikke længer mig, der handler, men synden, som bor i mig'. Se, den trofaste forkynder af nåden, han gentager og indprenter omhyggeligt, næsten som viste han det med fingeren, det ord: 'Men hvad jeg ikke vil'. Fordi det ovenfor så ud, som om det var mere dunkelt sagt, dèr, hvor han ligeledes sagde: 'Men hvis jeg gør det, jeg ikke vil', dèr sagde han, før han konkluderede 'så er det ikke længer mig, der handler', dette 'så samtykker jeg med loven, at den er god'. Her, derimod, drager han straks slutningen 'Men hvis jeg handler ikke-villende', og dette 'uden at ville' beviser sikkert, at det ikke er mig, der gør det, og dog sker det i mig, altså må det nødvendigvis være synden, som bor i mig, der gør det, så at ingen kan forstå dette sted om andet end det åndelige menneske, og ikke om dem, som udøver onde gerninger.
⁷⁸ Alterum enim hic dicit per alterum impediri, sic tamen, ut spiritus praevaleat et illi tribuatur, quod non operetur, non velit malum. Non enim vertit sententiam, ut diceret: 'Non enim malum quod volo, hoc facio, sed bonum, quod non volo, hoc facio. Si autem quod nolo bonum, hoc facio, iam non ego operor illud, sed gratia, quae habitat in me'.	Han siger nemlig her, at det ene forhindres af det andet, dog således, at ånden har overtaget, og det tilskrives den, at han ikke udfører og ikke vil det onde. Han vender nemlig ikke sætningen om, så han skulle sige: 'Det onde, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det gode, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men hvis jeg gør det gode, som jeg ikke vil, er det dog ikke mig, der handler, men nåden, som bor i mig'.
⁷⁹ Haec enim caro diceret, si regnaret super spiritum sibi rebellem. Nunc cum spiritus queruletur et accuset carnem, patet, quod non caro dominetur, sed dominanti spiritui molesta et rebellis sit.	Det ville kødet nemlig sige, hvis det var den, der herskede over ånden, mens den gjorde oprør imod kødet. Nu, hvor det er ånden, der klager over og anklager kødet, er det tydeligt, at det ikke er kødet, der hersker, men det er til besvær for og gør oprør imod den herskende ånd.
⁸⁰ Nihil enim pro carne, sed contra carnem loquitur, quod non facit homo carnalis extra gratiam constitutus. Non ergo sinit gratia dei hoc opus peccati sibi imputari, quia revera non ipsum operatur. Et tamen in eo est, vere quoque ipse operatur, ut satis est dictum.	Han taler nemlig ikke for kødet, men imod kødet, hvad det kødelige menneske, der er udenfor nåden, ikke gør. Altså, Guds nåde tillader ikke, at denne syndens gerning tilregnes ham, fordi det faktisk ikke er ham selv, der handler. Og dog er den i ham, og han handler også selv, som det nu er sagt tilstrækkelig.
⁸¹ Videre til Latom07!
⁸²
⁸³