WA 8, s. 87-103 Tilbage til oversigten!
| 1 Dicimus ergo sophistas vere non nosse, quid sit peccatum usu scripturarum. Nam dum poenam vocant, longe dissimilem rem a peccato somniant, quod scriptura non facit. Quia ut dixi, Christus similis peccato fuit per omnia, nisi quod peccatum non fecit. Nam omne illud malum, quod post actum peccati in nobis est, scilicet timor mortis et inferni, sensit et tulit Christus, illud vero figmentum illorum de reatu et deputatione ad poenam ipsi non intelligunt. | Vi siger altså, at sofisterne virkelig ikke véd, hvad synd er efter skriftens sprogbrug. For når de kalder den straf, fantaserer det om noget, der er helt forskelligt fra synden, og det gør skriften ikke. For, som jeg sagde, Kristus er blev lig med synden gennem alting, bortset fra at han ikke gjorde synd. For alt det onde, der er i os efter syndefaldet, det vil sige, frygt for døden og helvede, følte og bar Kristus, men deres fantasifoster om skyld og tilregnelse af straf forstår de ikke selv. |
| 2 Christus enim sensit deputationem illam et similis erat illi, qui sic deputatur, licet absque culpa. Quae vero est deputatio, quam non sentias? prorsus nihil. Itaque Christus tunc (ut dixi) nihil differebat a novissimo peccatore, qui accepta iam mortis et inferni sententia damnandus (W88) esset. | Kristus mærkede nemlig denne tilregnelse og gjorde sig lig med den, der får tilregnet på den måde, blot uden brøde. For hvad er en tilregnelse, som man ikke føler? overhovedet ingenting. Derfor adskilte Kristus sig ikke dengang, som jeg har sagt, fra den værste synder, som lige havde fået en dom til død og helvede og blot venter på at blive fordømt. |
| 3 Vigebat illa deputatio, solum hoc aberat quod talem deputationem non meruerat, et sine opere in illam pro nobis traditus erat, quanquam haec res magis affectibus quam verbis tractari et capi velit. Ultra dicimus sophistas non nihil capere, quae sit substantia peccati, scilicet offensio dei et legis dei transgressio, sed quale sit in praedicamento quantitatis, qualitatis, relationis, actionis, passionis, hic prorsus nihil sciunt. Quare hic sic tractabo, ut ad omnia Latomi producta semel responderim, ne liber crescat in immodicum, si per singula discurram, parcendum enim est lectori. | Denne tilregnelse var i fuld virksomhed i ham, blot manglede der her det, at han havde gjort sig fortjent til en sådan tilregnelse, og han blev uden gerning overgivet til den for vores skyld, skønt denne sag bedre kan behandles og forstås med følelserne end med ord. Ovenfor har vi sagt, at sofisterne forstår noget af, hvad der er syndens væsen, nemlig krænkelse af Gud og overtrædelse af Guds lov, men hvad synden er i kategorierne kvantitet, kvalitet, forhold, handling, liden, forstår de overhovedet ikke noget af. Derfor vil jeg her behandle det på den måde, at jeg én gang for alle svarer på alle Latomus' påstande, at ikke bogen skal vokse umådeholdent, hvad den ville gøre, hvis jeg tog hver enkelt ting frem. Man må dog skåne læseren. |
| 4 Ut ergo crassissime loquamur pro sophistis, peccatum secundum praedicamenta tractemus, si forte possint nos sequi. Peccatum citra metaphoram, ubi ubi fuerit, vere peccatum est natura sua, nec unum magis peccatum quam aliud iuxta proprietatem substantiae, quae non suscipit magis neque minus, licet unum sit maius et fortius alio, sicut et substantia una maior quam altera, non enim minus substantia est musca quam homo, nec minus homo infirmus quam robustus. | Derfor, for at tale så tydeligt som muligt af hensyn til sofisterne, vil vi behandle synden ifølge kategorierne, om de så måske kunne følge os. Synden uden billedtale er overalt og er virkelig synd efter sin natur, og der er ikke en synd, der er mere synd end en anden ifølge egenskaben ved kategorien 'substans', som ikke giver plads til noget 'mere eller mindre', selv om den ene synd kan være større og stærkere end den anden, ligesom også én substans kan være større end en anden. En myg har nemlig ikke en mindre substans end et menneske, heller ikke et sygt menneske end et rask menneske. |
| 5 Porro, ne me in verbis captent, 'Substantiam' hic accipio non more Aristoteles, sed Quintiliani, quo modo de quavis re mundi (k5) possis primum disputare, quid sit, deinde quanta, deinde qualis, et sic de aliis: quod et Aristoteles observat, ubicunque disserit, sed et sophistae cuivis praedicamento suam tribuunt quidditatem. Sic enim de iustitia disserturus, per praedicamenta dispones locos orationis, primum, quid sit secundum substantiam suam, deinde, quanta, qualis, quorum, quid agat, quid patiatur, ubi sit, quo tempore sit, quid habeat, quo modo gerat sese. | Dog vil jeg sige, for at de ikke skal fange mig i ord, at jeg her forstår 'substans' ikke på aristotelisk manér, men som Quintilian forstår det, således at man om en hvilkensomhelst ting i verden kan diskutere, hvad den er, hvor meget og hvordan den er, og så videre om alt det øvrige: hvilket også Aristoteles overholder, overalt hvor han undersøger noget, men også sofisterne tillægger hver kategori dens egen 'væren-hvordan'. Hvis man således skal undersøge retfærdigheden, har du allerede i kategorierne talens hovedpunkter, for det første, hvad den er efter sin substans, dernæst hvor stor den er, hvordan den er, hvem den tilhører, hvad den bevirker, hvad der sker med den, hvor den er, til hvilket tidspunkt den er, hvad den har i sig, på hvilken måde den optræder. |
| 6 Nam hic de praedicamentis intellectus meo iudicio ad eloquentiam, ad memoriam, ad intellectum, ad cognitionem rerum utilissimus foret, si exerceretur, sed scholis sophisticis prorsus ignotus. Hoc vero peccatum substantiale (ut dixi) non nihil intelligunt sophistae, sed post baptismum et infusam virtutem dei sic se habet, ut nondum penitus nihil sit, contritum tamen est et subiectum, ut iam non possit quod potuit. | For det ville efter min mening være en stor hjælp til at tale om tingene, huske dem, forstå dem, erkende dem, at man optrænede en sådan forståelse af kategorierne, men de sofistiske skoler er helt uvidende herom. Men denne substantielle synd forstår sofisterne som sagt noget af, men efter dåben og Guds indgydte kraft forholder det sig sådan, at den endnu ikke er det rene ingenting. Den er dog knust og underkastet, så at den nu ikke mere kan, hvad den har kunnet. |
| 7 Quid autem potuit? reos nos agebat coram deo et conscientiam infestabat tyrannice trahebatque de die in diem in maiora mala, eratque in quantitate, qualitate et actione potens, in ubi et quando regnabat, quia ubique et semper in omnibus viribus, omni hora praevalebat. In passionis vero praedicamento nihil erat, non enim paciebatur legem arguentem, nolebat tangi etiam. Deinde situm suum in corde posuerat, declinare faciem suam deorsum et ad inferos properare. Porro, relatio erat omnium pessima, quod opponebatur gratiae, subiectum irae et furori dei. Sic regnabat, nos serviebamus illi. | Hvad kunne den da? Den gjorde os skyldige overfor Gud og angreb samvittigheden som en tyran og drog den dag for dag ind i et større onde, og den var mægtig med hensyn til mængde, væsen og handling, med hensyn til 'hvor' og 'hvordan' herskede den, fordi den overalt og altid havde overtaget i alle kræfter og til hver en tid. Men i kategorien 'liden' var den ikke noget, for den tålte ikke, at loven vendte sig imod den, ja, den ville end ikke berøres. Dernæst tog den sæde i hjertet, vendte sit ansigt nedad og styrede mod helvede. Endelig, hvad kategorien 'forhold' angår, var den værst af alle, fordi den står i modsætning til nåden, underlagt Guds vrede og harme. Sådan herskede den, og vi trællede for den. |
| 8 At cum venisset regnum dei, divisum est hoc regnum, princeps mundi eiectus foras, caput serpentis contritum usque ad feces et reliquias quasdam, (W89) quae nostra demum cura sit exterminandae. Sic ingressis filiis Israel terram Chanaan omnes plane reges occidebantur, virtus eorum contrita, reliquiae tamen Iebuseorum, Cananeorum, Amorreorum (ut Iudic. 1. scribitur) remanserunt, naturalis et germana portio illorum deletorum, sed sic ut essent tributarii et servi, non autem regnarent aut aequarrentur filiis Israel, quos demum David confortato regno delevit. | Men da Guds rige kom, blev dette rige splittet, verdens fyrste jaget ud, slangens hoved knust helt ned til bærmen og nogle rester, som skulle udryddes ved vores anstrengelser. Da således Israels sønner gik ind i Kanaans land, blev ganske vist alle kongerne dræbt og deres kraft knust, men de øvrige jebusitter, kanaanæere og amoritter forblev der dog, (som der står i Dom 1,27ff), efter natur og herkomst en del af de folk, der var blevet udryddet, men de forblev der på den måde, at de var skatskyldige og trælle, de herskede ikke og blev ikke ligestillet med Israels sønner, indtil de endelig, da David havde befæstet sit herredømme, blev udryddet. |
| 9 Ita nos in regnum fidei vocati per baptismi gratiam, regnum peccati obtinemus, cesis omnibus viribus eius, tantum in membris reliquiae manent, remurmurantes et generis deleti sui ingenium et naturam referentes, quas nostro marte abolere debemus, fiet autem, ubi David noster confortato regno sederit in sede maiestatis suae. De hoc reliquo peccato mihi cum sophistis quaestio est, an sit censendum vere peccatum nec ne. (k9) Et, ut dictum est, negare non possunt, peccatum ab Apostolo dici, sicuti vellent, ideo ad patrum glosas et distinctiones confugiunt, adeo ut obtinuerint, ut Pauli vox conticuerit per orbem, nemoque sit amplius, qui illud peccatum vocet, nomine quo Paulus vocat, volentes esse vocem absurdam et periculosam. | Således opnåede vi, der ved dåbens nåde blev kaldet ind i troens rige, herredømme over synden, beskærelse af alle dens kræfter, kun rester forbliver i vore lemmer, hvor de knurrer og henfører deres sind og natur til slægtskab med de ødelagte, dem bør vi tilintetgøre på egen hånd. Men det vil ske, når vor David har befæstet sit herredømme og sat sig på sit kongesæde. Om denne efterladte synd er det, striden står mellem mig og sofisterne, om den skal betragtes som en virkelig synd eller ej. Og som sagt, de kan ikke nægte, at den kaldes synd af apostelen, selv om de gerne ville. Derfor tager de deres tilflugt til fædrenes fortolkninger og distinktioner, og det i den grad, så de har opnået, at Paulus' ord er forstummet over hele verden, og at der ikke længer er nogen, som kalder den med betegnelsen 'synd', den betegnelse, som dog Paulus brugte. De vil nemlig, at en sådan sprogbrug skal være absurd og farlig. |
| 10 Quasi spiritus sanctus minus providus fuerit aut verba ignorarit, quibus sine periculo de rebus suis loqueretur et nos loqui doceret. Proinde, pro reducendo usu Paulinae vocis, hic omnia omnium patrum dicta semel in unum negemus, sive appellent superstitem illam concupiscentiam infirmitatem, poenam, imperfectionem, vicium aut quoquo modo volent: nos illis Paulum opponimus, Apostolum nostrum, id est gentium, tam locupletem autorem, qui non uno loco peccatum et semper peccatum, nunquam poenam, nunquam imperfectionem, nunquam infirmitatem vocat. Neque enim Augustino, quanquam omnium summo, licuit vocem Pauli mutare et aliam invenire. | Som om Helligånden havde været mindre forudseende eller ikke kendt ord, hvormed han kunne tale og lære os at tale uden fare for hans sager. Derfor, for at genindføre den paulinske sprogbrug, nægter vi her én gang for alle alle fædrenes samtlige udsagn, hvadenten de kalder dette fortsatte begær svaghed, straf, ufuldkommenhed, last eller hvad de vil: vi sætter Paulus, vor, dvs hedningernes, apostel, op imod dem, denne veltalende forfatter, som mange steder kalder det synd, synd og atter synd, aldrig straf, aldrig ufuldkommenhed, aldrig svaghed. For skønt Augustin er den bedste af dem alle, skal heller ikke han have lov til at ændre Paulus' måde at tale på og opfinde en anden. |
| 11 Dicimus ergo, si probaverint, vel ex absurditate sententiae, vel ex consequentia, peccatum hoc non esse peccatum vere, cedemus et peccatum hoc loco non peccatum, sed poenam significare consentiemus, alioqui ne angelis quidem de coelo aliud dicentibus cessuri. Quid quaeritis amplius, sophistae? ac patres quidem excusatos habeo, qui vel tentatione vel necessitate adacti fortiter negaverunt peccatum post baptismum remanere, quia cum illis pugnabant, qui gratiam simpliciter negabant: ideo ut digne eam commendarent, asseruerunt omnia peccata auferri. (k11) | Vi siger altså: Hvis de kan bevise, enten ud fra, at det er en absurd mening, eller ud fra, at det medfører absurde konsekvenser, at denne synd ikke er rigtig synd, så trækker vi os tilbage og medgiver, at synd på dette sted ikke skal betyde synd, men straf. Ellers vil vi ikke bøje os, end ikke for engle fra himlen, der sagde noget andet. Hvad vil I mere, kære sofister? Og fædrene vil jeg undskylde. De blev enten af en fristelse eller af nødvendighed ført til at nægte, at der var nogen synd tilbage efter dåben, fordi de kæmpede mod nogen, der simpelthen nægtede nåden: For derfor at fremhæve nåden stærkt, hævdede de, at alle synder blev fjernet. |
| 12 Et serviebat sermo eorum pulchre et apte materie (ut dicunt) subiectae, nam adversarii de peccato regnante disceptabant, hoc negabant aufferri, id quod impium est, vere enim totum peccatum abolitum est, ut prorsus nihil regnet amplius. Quanquam Augustinus ipse in multis locis plane et vitium et peccatum appellet, ut est in Epistola ad Hieronymum (n12), ubi dicit, nemini tantam esse charitatem in hac vita, quae non augeri (W90) debeat. | Og deres ord tjente smukt og velegnet den foreliggende sag, som man siger, for modstanderne diskuterede den herskende synd og nægtede, at den blev fjernet, hvilket er ugudeligt, hele synden bliver nemlig i sandhed fjernet, så den overhovedet ikke hersker mere. (k12) Ikke desto mindre kalder Augustin selv den på mange steder ligeud både en last og en synd, som i brevet til Hieronymus, hvor han siger, at ingen kan have en sådan kærlighed i dette liv, at den ikke bør blive større. |
| 13 'Atque id quod interim deest, vitium est' inquit. Et sequitur: 'ex quo vitio non iustificabitur in conspectu dei omnis vivens. Ex quo vitio, si dixerimus, quia peccatum non habemus, ipsi nos seducimus, et veritas in nobis non est. (1 Joh 1,8). Ex quo vitio non est iustus in terra, qui bene faciat et non peccet. (Præd 7,20)'. Haec Augustinus. Hic vides et Augustinum hanc autoritatem sic intellexisse, quod bene faciens peccet, quia operatur in charitate nondum satis aucta, quam vitium vocat, nihil aliud in opere isto deesse disserens, quam plenam charitatem. | 'Og det, der i mellemtiden mangler, er en last', siger han. Og han fortsætter: 'På grund af denne last er der ingen levende, der bliver retfærdiggjort i Guds øjne. På grund af denne last, hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. På grund af denne last er der ingen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder'. Såvidt Augustin. Her ser du, at også Augustin forstår denne autoritet således, at den, der gør godt, synder, fordi han gør sine gerninger af en kærlighed, der endnu ikke er øget tilstrækkeligt. Det kalder han for en last og forklarer, at der intet andet mangler i denne gerning end den fulde kærlighed. |
| 14 Suntne haec clara satis? Sed et Latomus quaedam ex eodem adducit, in eandem sententiam vitium semper asserente, quanquam (ut dixi) Augustino non satis credo, ne adversarius dicat me eo niti tantum ubi mecum facit: sit sane sibi ipsi contrarius, ut Latomus cogit, mea nihil refert. Attamen cum esset Latomus his tonitruis percussus in caput, ut alienatus diu secum non esset, videns sese Augustinum damnasse in Luthero, quod ante temeritatem videre non poterant universi sophistae, tandem ad se reversus cogitavit: 'quid faciam? turpe est vinci: hoc faciam. | Er dette ikke tilstrækkelig klart? Men også Latomus anfører nogle steder fra Augustin, der skal vise, at han altid har den samme opfattelse af last. Nu har jeg sagt, at jeg ikke har tilstrækkelig tillid til Augustin, for at ikke min modstander skal sige, at jeg kun støtter mig til ham, når han er enig med mig. Så selv om han så virkelig er i modstrid med sig selv, som Latomus vil have os til at tro, så angår det ikke mig. Dog, da Latomus blev ramt i hovedet af disse tordenskrald, så han i lang tid derefter ikke var sig selv, for han så, at han havde fordømt Augustin sammen med Luther, hvilket samtlige sofister før denne ubetænksomhed ikke havde kunnet se, så gik han omsider i sig selv og sagde: 'Hvad skal jeg gøre? Det er en skam at blive besejret. Dette vil jeg gøre. |
| 15 Imaginabor latinam linguam in toto orbe una cum graeca et hebrea virtute Dialogi mei extinctam esse, aut si quid reliquiarum superest, dicam, sicut de hoc peccato dico non esse peccatum, ita illam non esse linguam, quia Papa factum nostrum comprobavit, facile erit, ut istas orbis reliquias cogamus e Lovaniensi facutate theologiae petere vocabulorum significatione. | Jeg vil forestille mig, at det latinske sprog sammen med det græske og det hebraiske i kraft af min dialog er blevet udslettet i hele verden. Og hvis der er nogen rester tilbage, vil jeg, ligesom jeg siger om denne synd, at den ikke er synd, sige, at det ikke er et sprog. Eftersom paven har godkendt vort forehavende, vil det være let at tvinge disse rester rundt om i verden til at komme til det teologiske fakultet i Løven for at få en forklaring på ordene. |
| 16 Igitur cum vocabulum 'vicium' in Augustino toties occurrat, ut etiam magis infestet, quam vocabulum 'peccatum' in Paulo, statuimus et ordinamus et in virtute facultatis nostrae praecipimus, ut vitium significet quod nos volumus, nempe imperfectionem, non illud quod desit et deesse non debet, nec quod sit contra legem dei. | Da derfor ordet 'last' forekommer overalt hos Augustin, så det volder mere besvær end ordet 'synd' hos Paulus, så stadfæster og anordner vi og foreskriver i vort fakultets navn, at 'last' skal betyde det, vi vil, nemlig ufuldkommenhed, ikke det, der mangler eller ikke bør mangle, eller det, der er imod Guds lov. |
| 17 Si quis autem aliter dixerit, indignationem bullae et in caudam eius noverit sese incursurum. Datum sub sigillo etc'. Te obsecro, lector, qui miraris me sic ludere in sophistas istos, an non iustus sit dolor meus super istis inauditis temeritatibus et impudentissimis sycophanciis? Non eos ludam, qui non contenti, quod scripturas dei, quod dicta patrum, quod evidentes rationes ludunt, insuper pergunt toti orbi os oblinere et plane omnes homines in bestias transformare, quasi nec linguas nostras cognoscamus? | Hvis nogen taler anderledes derom, skal han vide, at han er hjemfalden til bullens og dens logrende hales vrede. Under vort kongelige hånd og segl, osv'. Jamen, hør her, kære læser, hvis du undrer dig over, at jeg sådan gør grin med sofisterne: Er det ikke en retfærdig smerte jeg har over disse uhørte frækheder og uforskammede rævestreger? Skulle jeg ikke gøre grin med dem, der ikke er tilfredse med at gøre grin med Guds skrifter, med fædrenes udsagn, med klare grunde, men derudover fortsætter med at tage hele verden ved næsen og næsten forvandle alle mennesker til dyr, som om vi ikke mere forstod vore egne sprog? (k17). |
| 18 Omnia secula, totus orbis vicium vocat eciam hoc, quod contra virtutes morales est, et usitatissimum est verbum de viciis et virtutibus, nec ipsorum Aristoteles peccata aliud quam vitia vocat. Et adhuc audent isti prodire, nostra, sua, divina, omnia negaturi et in faciem omnium dicturi, vitium non solum non contra virtutes, sed nec contra gratiam dei. En tibi Lovania tuos incendiarios, hostes linguarum et veritatis! En tu Antichriste Romane, en tuas cultrices! (W91) | Til alle tider, over hele verden har man nemlig kaldt det, som var imod de moralske dyder, for 'last'. Og vendingen 'laster og dyder' bruges igen og igen, så heller ikke deres egen Aristoteles bruger nogen anden betegnelse for synd end last. Og alligevel vover disse mennesker at træde frem og benægte vore ord, deres egne ord, de guddommelige ord, alle ord, og op i alles åsyn at kræve, at last ikke blot ikke er imod dyderne, men heller ikke imod Guds nåde. Se, her har du dine brandstiftere, Løven, sprogenes (k18) og sandhedens fjender! Se, du romerske antikrist, her har du dine dyrkere! |
| 19 Igitur frontes istas meretricias contemnamus et Augustinum cum Paulo iungamus, quod hic peccatum, ille vitium vocat. Vitium autem scimus id esse, quod culpam et reprehensionem habeat arguique dignum sit, etiam in rebus corporalibus. Sic habet universa lingua latina. Quare Paulum de peccato audiamus, Rom. viij. dicentem: 'Misit deus filium suum in similitudinem carnis peccati, et de peccato damnavit peccatum in carne, ut iustificatio legis impleretur in nobis, qui non secundum carnem ambulamus, sed secundum spiritum'. (Rom 8,3f). | Derfor, lad os foragte disse skøgeansigter og forbinde Augustin med Paulus. Hvad Paulus kalder synd, kalder Augustin last. Men vi véd, at last er det, som medfører skyld og tilrettevisninger og fører til anklager også i legemlige sager. Sådan er det overalt på latin. Lad os derfor hører, hvad Paulus siger om synden, Rom 8,3f: 'Gud sendte sin søn i syndigt køds lignelse, og ved synden fordømte han synden i kødet, for at lovens retfærdiggørelse skulle fuldkommes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter ånden'. |
| 20 Quid est 'peccatum damnari de peccato'? (latlu02#9) Diximus Christum esse peccatum factum pro nobis, sicut dicit ij. Corint. vi. 'Eum qui non noverat peccatum, pro nobis peccatum fecit, ut iustitia dei essemus in illo'. (2 Kor 5,21). Hic utrunque peccatum utroque loco ponit. Metaphoricum vel allegoricum est Christus, de quo peccato damnavit nostrum verum peccatum. Nam quod peccatum nostrum tollatur, unde habemus, nisi de Christo facto peccato pro nobis? non utique de nostris viribus aut meritis, sed de peccato dei, id est, quem deus peccatum fecit. | Hvad betyder det, at 'synden bliver fordømt ved synden'? Vi har sagt, at Kristus er gjort til synd for os, sådan som Paulus siger 2 Kor 5,21: 'Han, der ikke kendte til synd, er blev gjort til synd for os, for at vi skal være Guds retfærdighed i ham'. Her anbringer han begge steder de to slags synd. I overført betydning eller billedligt er det Kristus, og ved den synd, som han er, fordømte Gud vor virkelige synd. For at vor synd er ophævet, hvor har vi det fra, om ikke fra den Kristus, der blev gjort til synd for os? i hvert fald ikke fra vore dyder og fortjenester, men fra Guds synd, det vil sige, fra ham, som Gud havde gjort til synd. |
| 21 Rogo cur non dixit 'extinxit peccatum', sed vigilanter ponit 'damnavit peccatum'? Non enim nos credimus cum Lovaniens. sophistis, Paulo defuisse verba, qui sit vas electionis, electis et propriis verbis locuturus praevisus. Quis enim est damnatus? deinde addit 'in carne', omnino asserens peccatum in carne, sed damnatum. Damnatus utique is est, qui non modo a latrocinio aut malo scelere prohibitus, non modo captus et incarceratus, sed iudicatus et lata sententia mortis ductus est ad mortem, ut nihil aliud cum eo fiat, quam ut tollatur de medio, etiam si necdum sit sublatus. Quae est enim virtus talis latronis? | Jeg spørger nu, hvorfor han ikke sagde 'udslettede vor synd', men udtrykkeligt 'fordømte vor synd'? Vi tror nemlig ikke, som de løvenske sofister, at Paulus manglede ord, han, der dog var et udvalgt kar, forudset til at tale med udvalgte og velegnede ord. Hvem er nemlig fordømt? han tilføjer 'i kødet', og forsikrer udtrykkeligt, at synden er i kødet, men fordømt. Ja, i hvert fald er den fordømt, som ikke blot er blevet forhindret i at udøve røveriet eller den onde forbrydelse, som ikke blot er taget til fange og sat i fængsel, men dømt og efter en dødsdom føres til døden, så der ikke skal ske andet med ham, end at han fjernes, også selv om det endnu ikke er fuldbyrdet. Hvilken magt har mon en sådan røver? |
| 22 Ita peccatum per baptismum in nobis captum, iudicatum prorsusque infirmatum, ut nihil possit, mandatur penitus abolendum, qui vero huic damnato consenserit, incurret illud Iohan. xxvij. 'Spiritus arguit mundum de iudicio, quia princeps mundi iam iudicatus est'. Damnatum peccatum et iudicium hoc rectum esse credere debemus et ipsum exequi. Quae sunt autem vincula huius captivitatis? Isa. v. 'Et erit fides cinctorium renum eius et iustitita cingulum lumborum eius'. | Derfor er synden i kraft af dåben taget til fange i os, dømt og gjort helt magtesløs, så den intet kan, den er helt overgivet til at skulle tilintetgøres. Men den, der tilslutter sig denne dømte, rammes af ordet fra Joh 16,8: 'Ånden fører retssag mod verden om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt'. Vi bør tro, at synden er dømt og at den dom er ret og at han selv udfører den. Hvilke er dette fangenskabs lænker? Es 11,5 siger: 'Og tro skal være bæltet om hans lænd, retfærdighed hofternes bælte'. |
| 23 Sic psal. lxvij. 'Ascendisti in altum, captivam duxisti captivitatem, accepisti dona in hominibus'. Quis vero ignorat latronem liberum non minus esse latronem quam captivum? Sed virtus eius extincta est, ut nihil sit eo infirmius, cui mors est proxima, non potest modo, quod latro vellet. Miser ergo, sed tamen latro, si enim dimiseris eum, faciet quae latro facit. | Sådan siger Sl 68,19: 'Du steg op til det høje, tog fangenskabet til fange, modtog gaver blandt mennesker'. Men hvem er ikke klar over, at en befriet røver ikke er mindre røver end en fanget røver? Men hans kraft er tilintetgjort, så intet er mere magtesløst end én, der står foran at skulle dø, han kan slet ikke gøre det, han som røver gerne ville gøre. Han er derfor elendig, men dog en røver; hvis nemlig du løslod ham, ville han gøre, hvad en røver gør. |
| 24 Ita peccatum in nobis post baptismum vere peccatum est naturaliter, sed in substantia, nec in quantitate, nec qualitate, nec actione, in passione vero totum. Nam idem prorsus est motus irae et libidinis in pio et impio, idem ante gratiam et post gratiam, sicut eadem caro ante gratiam et post gratiam, sed in gratia nihil potest, extra gratiam praevalet. Unde Paulus Ro. viij. 'lex spiritus vitae in Christo liberavit me (W92) a lege peccati et mortis'. (Rom 8,2). Cur non dixit: 'liberavit me a peccato et morte'? Nonne Christus liberavit a peccato et morte simul? verum de opere proprio legis spiritus loquitur, quae hoc faciat quod Christus metuit. | Således er synden efter dåben i os virkelig naturlig synd, men den er det i substansen, ikke i kvantiteten eller i kvaliteten eller i handlingen, men i liden er den det helt. For vredens og vellystens bevægelser er helt de samme i den fromme og i den ufromme, er de samme før nåden og efter nåden, sådan som det er det samme kød før nåden og efter nåden, men i nåden kan det intet gøre, udenfor nåden har det overtaget. Derfor siger Paulus i Rom 8,2: 'Livets ånds lov har i Kristus befriet mig fra syndens og dødens lov'. Hvorfor siger han ikke 'har befriet mig fra synden og døden'? Har Kristus da ikke befriet os fra både synden og døden? Jo, men han taler om åndens lovs særlige gerning, som gør det, som Kristus fortjente. |
| 25 Christus quidem semel absolvit et liberavit omnes a peccato et morte, dum nobis legem spiritus vitae meruit. Ille ergo spiritus vitae quid fecit? nondum a morte, nondum a peccato liberavit, liberabit autem tandem, quia adhuc moriendum est, adhuc in peccatis laborandum. Sed a lege peccati et mortis liberavit, hoc est, a regno et tyrannide peccati et mortis, ut peccatum quidem assit, sed amissa tyrannide nihil possit, et mors quidem instet, sed amisso stimulo nihil nocere neque terrere possit. Ecce iam duos locos, in quo Paulus peccatum vocat reliquum malum baptismatis. | Kristus befriede ganske rigtig én gang for alle alle fra synden og døden, da han fortjente os livets ånds lov. Hvad har denne livets ånds lov da gjort? Ja, endnu har den ikke befriet os fra døden og fra synden, men den vil befri os til sidst, for endnu skal der døs, endnu skal der kæmpes mod synden. Men den har befriet os fra syndens og dødens lov, det vil sige, fra syndens og dødens tyranniske herredømme, så at synden ganske vist er der, men da dens tyranni er borte, kan den intet gøre, og døden ganske vist forestår, men da dens brod er borte, kan den ikke skade os eller gøre os bange. Her er altså to steder, i hvilke Paulus kalder det onde, der er efterladt efter dåben for synd. |
| 26 Hinc Paulus Ro. viij. et Colos. iij. iubet mortificari membra super terram, iram, libidinem, avaritiam et similia, apertis verbis utens, iam non solum appellans ipsum peccatum, sed suis nominibus, iram, libidinem, avaritiam. Et haec novi isti linguarum autores persuadebunt non esse nomina vitiorum neque peccatorum. Scribit enim sanctis et fidelibus Apostolus. Fingant igitur: libido in isto loco non est vicium, sed poena peccati et imperfectio quaedam, non contra legem dei. (n26) | Derfor befaler Paulus Rom 8,13 og Kol 3,5 os at døde de lemmer, der hører jorden til, vrede, vellyst, gerrighed og den slags, og han bruger rene ord, og nævner ikke blot synden selv, men kalder den med dens navne, vrede, vellyst, gerrighed. Og dette vil disse nye sprogskribenter have os til at tro ikke er lasternes eller syndens navne. Men apostelen skriver til hellige og troende mennesker. Derfor fabulerer de: Vellysten er på dette sted ikke nogen last, men syndens straf og en vis ufuldkommenhed, der ikke er imod Guds lov. (k26) |
| 27 An non erat etiam poena peccati ante baptismum? Cur tunc erat peccatum? An imputatio hic sola mutavit rem et naturam? Necesse ergo habebunt universum Paulum ferme novis vocabulis replere, erasis istis inoletis. Sic Ro. vi. 'Non regnet peccatum in mortali corpore vestro, ut obediatis concupiscentiis eius'. (Rom 6,12). Quid clarius dici potuit? peccatum inest in corpore et concupiscentiae eiusdem, se ne regnet curandum est: hic iam tertius locus. Quartus ibidem: 'Peccatum enim vobis non dominabitur, quia non estis sub lege, sed sub gratia'. (Rom 6,14). Ecce sub gratia agentibus scribit, et peccatum eis non dominari dicit. Quod utique non de extraneo, sed intraneo oportet intelligi. Quis enim extraneo resistere potest et alterum prohibere, ne peccet? | Mon ikke syndens straf var der også før dåben? Hvorfor var den synd dengang? Mon her tilregnelsen alene har ændret på sagen og naturen? De holder det altså for nødvendigt at fylde næsten hele Paulus med nye ord, når de har udraderet disse kraftesløse ord. Sådan hedder det i Rom 6,12: 'Lad ikke synden herske i jeres dødelige kroppe, så I adlyder dens begæringer'. Hvordan kunne han sige det klarere? Synden og dens lyster er i legemet, men man skal sørge for, at de ikke hersker: det var så det tredie sted. Det fjerde er sammestedsfra: 'Synden skal nemlig ikke herske over jer, fordi I ikke er under lov, men under nåde'. Se, han skriver til nogen, der er under nåde, og siger, at synden ikke skal herske over dem. Hvilket ikke må forstås om den ydre, men om den indre synd. For hvem kan modstå den ydre synd eller forhindre en anden i at synde? |
| 28 Quintus ibidem: 'Vetus homo noster simul crucifixus est, ut destruatur corpus peccati'. (Rom 6,6). Noster, inquit, homo crucifixus est, et tamen destruendum est corpus peccati in eisdem nobis. Nunquam vult dicere, ut destruat corpus imperfectionis aut corpus poenae. | Det femte er sammestedsfra: 'Vort gamle menneske er samtidig blevet korsfæstet, for at syndens legeme kan ødelægges'. Vort menneske er korsfæstet, siger han, og dog skal syndens legeme ødelægges i det samme 'vi'. Han vil aldrig sige, at han vil tilintetgøre ufuldkommenhedens eller straffens legeme. |
| 29 Ecce quinque locos apertos habemus, in quibus Paulus peccatum vocat, praeter eos, quos non numeramus adhuc, ubi nominibus individualibus vitiorum utitur. Et haec omnia coelestia tonitrua cedere cogent sibi fumivenduli homunciones, una reperta glosella e proprio capite prolata, ne uno quidem loco scripturae roborata. Nam de septimo capite, quod totum huc pertinet, in sequentibus videbimus. | Se, her har vi fem klare steder, hvor Paulus kalder det synd, foruden dem, som vi ikke hidtil har talt op, hvor han bruger specielle betegnelser på lasterne. Og alle disse himmelske tordenskrald vil disse små røgkræmmere tvinge til at rette sig efter dem selv, og de fremlægger bare ét enkelt lillebitte ord fra deres eget hoved og har ikke støtte i bare ét eneste sted i skriften. Men det syvende kapitel i Romerbrevet, som helt og holdent har med dette at gøre, vil vi se på i det følgende. |
| 30 Quid ergo? peccatores sumus? imo iustificati sumus, sed per gratiam. Iustitia non est sita in formis illis quantitatum, sed in misericordia dei. Revera enim si a piis removeris misericordiam, peccatores sunt et verum peccatum habent, sed quia credunt et sub misericordiae regno degunt, et damnatum est et assidue mortificatur in eis peccatum, ideo non imputatur eis. Ista est (W93) remissio baptismi gloriosissima et certe si spectes rem diligenter, fere maius est eum pro iusto haberi, qui adhuc peccatis infectus est, quam qui omnino purus est. | Men hvad så? Er vi da syndere? Nej, vi er retfærdiggjorte, men af nåde. Retfærdigheden ligger ikke i disse kvalitets-former, men i Guds barmhjertighed (k30). Det er nemlig så sandt som det er sagt, at hvis man fjerner barmhjertigheden fra de fromme (k30a), så er de syndere og har virkelig synd, men fordi de tror og lever under barmhjertighedens herredømme, og synden både er fordømt og dødes hele tiden i dem (k30b), derfor tilregnes den ikke. Dette er dåbens hæderværdige tilgivelse, og det er sikkert og vist, at hvis man betragter sagen nøje, er det næsten en større ting at regne den for retfærdig, som endnu er befængt med synden, end den, som er helt ren. |
| 31 Non ergo dicendum, quod baptismus non tollat omnia peccata, vere omnia tollit, non secundum substantiam, sed plurimum secundum substantiam et totum secundum vires eius, simul quottidie etiam tollens secundum substantiam, ut evacuetur. | Man bør altså ikke sige, at dåben ikke ophæver alle synder, jo, den ophæver virkelig dem alle, ikke efter substansen, men ganske meget efter substansen og helt efter dens kræfter, samtidig med, at den dag for dag også ophæver den efter substansen, så den bliver tom. (k31). |
| 32 Nec ego solus aut primus ex hominibus post Apostolos haec dico. Augustini verba sunt: 'Remittitur in baptismo universum peccatum, non ut non sit, sed non imputetur' (n32). Audis? Est peccatum etiam post remissionem, sed non imputatur. Non sufficit tibi haec ineffabilis dei misericordia, quod te penitus iustificat ab omni peccato, habens te ac si sine peccato sis, tantum ut pergas mortificare id, quod iam damnatum et prope mortem positum ab ipso est? | Og jeg er ikke det første eller eneste menneske efter apostlene, der siger sådan. Augustins ord lyder: 'I dåben tilgives alle synderne, ikke så de ikke er der, men så de ikke tilregnes'. Hører du? Der findes synd også efter tilgivelsen, men den tilregnes ikke. Er det dig ikke nok med denne uudsigelige barmhjertighed fra Guds side, som helt retfærdiggør dig fra al synd og regner dig for én, der er uden synd, blot du fortsætter med at døde det, som allerede er fordømt af ham og stillet tæt hen til døden? |
| 33 Monstret itaque absurditatem et cogat Latomus, Apostolum non intelligendum de vero peccato proprie dicto. At dices: hoc iam non peccatum est, non imputari. Hoc est quod volo, ut non naturae operis, sed misericordiae non imputandi tribuatur. Latomus autem misericordiae ignoscentia postposita vult ex natura non esse peccatum. Hoc vero est sacrilegium. | Lad derfor Latomus påvise det absurde i dette og lad ham fremføre tvingende beviser for, at apostelen ikke med sine ord forstår ægte synd i egentlig forstand. Men du vil nok sige: 'det, at det ikke tilregnes, er jo det samme som, at det ikke er synd'. Men det er netop det, jeg vil, at det ikke skal tillægges naturens gerninger, men barmhjertigheden hos den, der ikke tilregner det. Men Latomus placérer den tilgivende barmhjertighed bagefter og vil, at der af naturen ikke skal være synd. Men det er helligbrøde. |
| 34 Ex iis puto defensum nunc, Omne opus bonum esse peccatum, nisi ignoscat misericordia. Nam nec ipsi possunt negare, quod fructus referat naturam arboris. At arbor iam probata est, non sine peccato esse, licet damnato et indulto. Hic etiam Augustinus i. Retra. xix. dicit, ubi disputat, an mandata dei impleantur in hac vita, concludit: 'Omnia mandata dei implentur, quando quicquid non fit, ignoscitur'. | Nu mener jeg af dette at have forsvaret den sætning, at 'enhver god gerning er synd, hvis ikke barmhjertigheden tilgiver'. For heller ikke de kan nægte, at frugten gengiver træets natur. Men det er nu bevist, at træet ikke er uden synd, skønt den er fordømt og tilgivet. I den sag siger også Augustin dèr, hvor han diskuterer, om Guds bud opfyldes i dette liv, konkluderende: 'Alle Guds bud opfyldes, når det, der ikke bliver gjort, tilgives'. |
| 35 Nonne hic clare dicit, non operibus factis sed misericordia ignoscente dei mandata impleri? Quid autem ignoscitur nisi peccatum? Claret ergo in meris cavillis verborum sophistas haerere, dum negant peccatum esse, et tamen appellari a Paulo peccatum concedunt, ut possis dicere secundum eos: 'Opus bonum non est peccatum, est tamen illud quod dicitur peccatum', sicut supra de impossibili: 'Mandatum dei non est impossibile, est tamen quod dicitur impossibile'. | Mon ikke han her klart siger, at ikke de gjorte gerninger, men den tilgivende barmhjertighed opfylder Guds bud? Men hvad kan tilgives andet end synden? Det er altså klart, at det er rent og skært ordkløveri, sofisterne holder sig til, når de nægter, at det er synd, og dog må indrømme, at Paulus kalder det synd, så man ifølge dem kan sige: 'En god gerning er ikke synd, men den er dog det, der kaldes synd', ligesom om det ovenfor nævnte umulige: 'Guds bud er ikke umulige, men er dog, hvad der kaldes umulige'. |
| 36 Quasi Demodocum apud Aristotelem aemuleris et dicas: 'Lovanienses insipientes quidem non sunt, faciunt tamen ea, quae faciunt insipientes'. Scilicet, tantas tragoedias movent, tantum ne voces istas 'peccatum' et 'impossibile' in publico sinant ullo sensu valere, nulla culpa, nisi quia contradictum est ab eis, ne Magistri nostri a veritate confundantur. | Som om du ville efterligne Demodokus hos Aristoteles og sige: 'Løven-teologerne er ganske vist ikke tåber, men de gør dog de ting, tåber gør'. De opfører nemlig sådanne skuespil, blot fordi de vil have ordene 'synd' og 'umuligt' til at ophøre med at have nogen offentlig mening, uden anden begrundelse, end at det bliver modsagt af dem, og at vore magistre ikke vil forvirres af sandheden. |
| 37 Et quia hic de peccato diximus, praemonitum volo lectorem, ut habeat quod breviter omnibus a Latomo inductis respondeat. Observa primum: Latomus incedit per omnia, quasi peccatum a me assertum nihil sit et iam dudum triumphantum, ut est mos sophistarum ante victoriam exultare et petere (W94) principium viciosissime. Ideo quicquid scripturae vel patrum potest corradere, in quo negantur peccare fideles, huc pertinere credit, ut me concludat. Tu ergo ad ista omnia utere Pauli verbo Ro. vi. 'Non regnet peccatum in mortali vestro corpore', ut aliud scias esse 'peccatum regnare' et aliud 'peccatum regnari'. Intelligis? Nam sic potes dicere etiam Latomi usu, aliud esse 'peccatum velle', aliud 'peccatum explere', cum sit tamen idem peccatum, ut furtum vel homicidium. | Og fordi vi her har talt om synd, vil jeg på forhånd vejlede læseren, så han kan have noget, hvormed han kort kan svare på alt det, der bliver fremført af Latomus. Læg først mærke til dette: Latomus stiller sig overalt an, som om det, jeg har påstået er synd, ikke er noget og allerede forlængst er tilbagevist, sådan som det er sofisternes skik at juble før sejren og på det skammeligste forudsætte det, der skulle bevises. Hvad han derfor kan skrabe sammen fra skriften og fædrene, hvor de nægter, at de troende synder, det tror han hører hjemme her, så han kan modbevise mig. Derfor skal du imod alt dette bruge Paulus' ord fra Rom 6,12: 'I skal ikke lade synden herske over jeres dødelige legemer', så du véd, at én ting er, at synden hersker, noget andet, at den beherskes. Forstår du det? For således kan du sige, som også Latomus plejer at gøre, at én ting er at ville synden, noget andet at tilfredsstille synden, selv om det dog er den samme synd som tyveri eller mord (k37). |
| 38 Dic ergo, quando nubibus testimoniorum advehitur: Domine numerator testimoniorum et non ponderator eorum, vos valde bene probatis, non esse in sanctis vel operibus eorum peccatum regnans, sed non probatis, non esse peccatum regnatum, seu illud quod Paulus tangit, dum dicit: 'Non obediatis concupiscenciis eius'. (Rom 6,12). Eius, Eius, auditis D. Latome? Eius peccati, quod non regnet in corpore, et tamen sit in corpore cum suis concupiscenciis. Nam Lutherus nunquam de regnante peccato dixit, quod in sanctis esset. Vos ergo non recte facitis, qui aliud promittitis et aliud facitis. Vultis confutare Lutherum, et confutatis aliquem vestrum Morpheum. | Sig derfor, når han kommer med sine skyer af vidnesbyrd: Min herre vidnesbyrdtæller, skønt ikke vidnesbyrdvejer! De beviser meget fint, at der ikke i de hellige eller i deres gerninger er herskende synd, men De beviser ikke, at der ikke er behersket synd, eller det, som Paulus berører, når han siger: 'I skal ikke adlyde dens lyster'. Dens, dens, hører De, hr. Latomus? dvs lysterne fra den synd, som ikke hersker i kroppen og dog er i kroppen med sine begæringer. For Luther har aldrig sagt om den herskende synd, at den er i de hellige. Derfor handler De ikke ret, når de lover én ting og gør noget andet. De vil gendrive Luther, og gendriver en eller anden af Deres drømmeskikkelser. |
| 39 Exempli gratia, quando Paulus i. Cor. vij. dicit: 'virgo si nubit, non peccat, et si duxeris uxorem, non peccasti', hoc D. vestra inducit contra Lutherum (Blad 4), et non concludistis: quia idem est cum illo 'non regnet peccatum in corpore vestro', ergo de regnante peccato loquitur, quod dictionis series probat, quia de sanctis loquitur, in quibus nullum peccatum regnat. | For at tage et eksempel: Når Paulus 1 Kor 7,28 siger: 'Hvis jomfruen gifter sig, synder hun ikke, og hvis du tager dig en hustru, synder du ikke', så fremfører Deres højærværdighed det imod Luther, og slutter ikke, at fordi der er tale om det samme som i dette 'lad ikke synden herske i jeres legeme', så taler han om den herskende synd, hvilket sammenhængen beviser, fordi han taler om de hellige, i hvem ingen synd hersker. |
| 40 Nonne et Lutherus multo fortius quam vos dixit ex i. Iohan. iij. 'Qui natus est ex deo, non peccat et non potest peccare'? Hoc Paulus dicit sic Ro. vi. 'Peccatum vobis non dominabitur', id est, non potestis peccare, 'quia non estis sub lege sed sub gratia'. Nam et Latomus, qui dicit 'Virgo nubit et non peccat' et Lutherus, qui dicit 'Virgo nubens non potest peccare', negare non possunt, quin virgo nubens peccet in reddendo debito carnis, ut unanimiter omnes dicunt, et probat psal. l. 'Ecce enim in iniquitatibus conceptus sum, et in peccatis concepit me mater mea'. (Sl 51,7). (latlu02#10) | Mon ikke også Luther har sagt det meget kraftigere end I ud fra 1 Joh 3,9 'Den, der er født af Gud, synder ikke og kan ikke synde'? Dette siger Paulus således i Rom 6,14: 'Synden skal ikke herske over jer', det vil sige, I kan ikke synde, 'fordi I ikke er under lov, men under nåde'. For hverken Latomus, som siger: 'jomfruen gifter sig og synder ikke', eller Luther, som siger 'jomfruen, der gifter sig, kan ikke synde', kan nægte, at en jomfru, der gifter sig, synder, når hun udfører kødets forpligtelse, sådan som samstemmende alle hævder, og som Sl 51,7 beviser: 'Se, jeg er undfanget i overtrædelser og i synd undfangede min mor mig' (k40). |
| 41 Quomodo ergo peccat nubens et non peccat? An nubere Latomus eo tantum trahet, quod in sponsalibus agitur ante secreta cubilis? Non credo sic aperte sophisticaturum, sed sophisticetur: quid ad illud praeceptum, quod ibidem praemittit 'uxor viro debitum reddat, et vir uxori debitum reddat' (1 Kor 7,3)? An hic non opus illud conceptionis in peccato, quod David dicit, docet? At nubens huic operi sese ex animo tradit. Sed et Latomus quoque dicit sanctos saepius peccare (n41): potest et virgo nubere aliqua veniali peccato concurrente, ergo contra Apostolum virgo nubens peccabit. | Hvordan kan det gå til, at den, der gifter sig, både synder og ikke synder? Mon Latomus ved 'at gifte sig' kun forstår, hvad der foregår ved brylluppet forud for ægtesengens hemmelighed? Jeg tror ikke, at han åbenlyst vil være så sofistisk, men hvis han vil: Hvad mener han så om det bud, som Paulus giver sammesteds: 'Hustruen skal give sin mand, hvad hun er ham skyldig, og manden skal give sin hustru, hvad han skylder hende'? Mon han ikke her lærer denne undfangelse i synd, som David taler om? Men den, der gifter sig, hengiver sig dog af hjertet til denne gerning (k41). Men også Latomus siger, at de hellige ofte synder, så en jomfru kan gifte sig, selv om nogle tilgivelige synder løber med, men, imod apostelen, vil derfor en jomfru, der gifter sig, komme til at synde. |
| 42 Sed audacem Apostolum vide, qui sine consensu facultatis theologicae Lovaniensis amplius loquitur: 'Nolite fraudare invicem, nisi forte ex consensu (W95) ad tempus, ut vacetis orationi, et iterum revertimini in id ipsum, ne forte tentet vos Satan propter incontinentiam vestram'. (1 Kor 7,5). Quis? tu Paule absque literis et sigillo facultatis Theolo. Lovaniensis audes incontinentiam ponere in sanctis et iis, quos oratione vacare doces? | Men se så den frække apostel, som uden tilladelse fra det teologiske fakultet i Løven videre siger: 'I må ikke unddrage jer hinanden, undtagen måske efter fælles beslutning for en tid, så I kan have frihed til at bede. Så skal I atter vende tilbage til dette, at ikke Satan skal friste jer på grund af jeres mangel på afholdenhed'. Hvem? Vover du Paulus uden papir og segl fra det teologiske fakultet i Løven at påstå at der er mangel på afholdenhed i de hellige og i dem, som du lærer skal være fri til bøn? |
| 43 Certe tu Tacianus, Cataphrigarum patronus es (n43), qui Matrimonium peccato involvis, imo non tantum matrimonium, sed sanctos dei. Et omnis illa pompa in te ruet, quam Latomus pro absurditatibus contra Lutherum inducit, et futurum est, ut libri tui exurantur, tum postea terribilis bulla cultrices illas fideles agri dominici comprobabit, surgetque Latomus ac ratione reddita probabit, quod incontinentia illa non sit incontinentia, sed infirmitas et poena. Et quando Satanas eos tentat, non ad incontinentiam, sed ad infirmitatem tentat, quod si quo casu consenserint incontinentiae, non peccato consenserint, sed infirmitati et poenae, ac per hoc dum peccant, etiam non peccabunt. | Du er bestemt den Tacian, katafrygernes forsvarer, som belaster ægteskabet med synd, ja ikke blot ægteskabet, men Guds hellige. Og hele denne række af kætternavne, som Latomus fremfører imod Luther på grund af absurditeter, vælter nu ned over dig, og der vil ske det, at dine bøger vil blive brændt, og bagefter vil en frygtelig bulle give disse tro dyrkere på Herrens ager ret, og Latomus vil rejse sig, aflægge regnskab og bevise, at mangel på afholdenhed ikke er mangel på afholdenhed, men svaghed og straf. Og når Satan frister dem, frister han dem ikke til mangel på afholdenhed, men til svaghed, og hvis de i nogle tilfælde give manglen på afholdenhed deres tilslutning, er det ikke synden, de giver deres tilslutning, men svagheden og straffen, og når de synder ved den, vil de dog ikke synde. |
| 44 Vide quam foedus tu es futurus haereticus. Denique hinc fiet, ut divina mandata universa non prohibuerint peccatum, sed infirmitatem et poenam peccati. Et nova Theologia in mundum veniet, quod peccatum sit non consentire peccato, sed infirmitati et poenae, et deus non prohibuerit vitare peccatum, sed infirmitates et poenas peccati. Et erit sensus Pauli Ro. vi. 'Non regnet poena peccati in corpore vestro', vel 'non regnet infirmitas in corpore vestro, ut obediatis concipiscentiis eius'. Rursum consentire ei quod peccatum et damnatum non est, peccatum erit. Nova plane ratio peccati. Infirmitas non est peccatum nec damnata. Et tamen si consentias rei nec damnatae nec culpabili, peccasti. | Se, hvor afskyelig du er som kommende kætter. Endelig sker der herved det, at de almindelige guddommelige bud ikke hindrer synden, men svaghed og syndens straf. Og den nye teologi kommer til verden, at det ikke er synd at give synden sit samtykke, men at give svaghed og straf sit samtykke, og at Gud ikke har påbudt os at undgå synden, men svagheden og syndens straf. Og Paulus' mening i Rom 6,12 bliver: 'Lad ikke syndens straf herske i jeres krop', eller 'lad ikke svaghed herske i jeres krop, så I adlyder dens begæringer'. Endvidere, at tilslutte sig det, som ikke er synd eller er fordømt, det kommer til at blive synd. Et helt nyt syndsbegreb! Svaghed er ikke synd og er ikke fordømt. Og dog, hvis du giver din tilslutning til noget, der hverken er fordømt eller fordømmeligt, synder du. |
| 45 Quare, si consultum piis animabus voluissent sophistae isti, omissis verborum elusionibus, rem simpliciter, ut est, proposuissent in hunc modum. Ecce, optimi fratres, fatemur opera bona deo placere omninoque per ea nos salvari, sed non sic sunt bona, quod sine peccato sint, sed quia adversus peccatum pugnando facta sunt. Hoc ipsum enim bonum opus est totum, quod peccatum in nobis est, et nobiscum ipsis pugnamus ne regnet, ne obediamus concupiscenciis eius. | Derfor, hvis disse sofister havde villet rådgive fromme sjæle, så havde de ladet være med at lege med ordene, men fremsat sagen ganske enkelt på følgende måde: 'Hør her, kære brødre, vi indrømmer, at gode gerninger er gudvelbehagelige og at vi i det hele taget bliver frelst ved dem (k45), men de er ikke gode på den måde, at de er uden synd, de er gode, fordi de er gjort i kamp mod synden. For det er det, en god gerning i det hele taget består i: skønt synden er i os, skal vi kæmpe mod os selv, for at den ikke skal herske, og for at vi ikke skal adlyde dens begæringer (k45a). |
| 46 Iam licet rigor legis divinae etiam hoc exigere possit, ut ista pugna in nobis non sit, quia tales non creavit nos ab initio, 'rectum enim fecit deus hominem, ipse se miscuit infinitis quaestionibus' (ait sapiens) (Præd 7,30). Nam hoc malo impedimur, ne toti simus in eius lege, et pars nostri, quae nobiscum pugnat, legi eius adversatur. Tamen promisit misericordiam et ignoscentiam omnibus, qui saltem non consentiant huic parti, sed pugnent adversus eam et abolere studeant. | Ganske vist kunne den guddommelige lov i dens strenghed godt kræve, at denne kamp ikke skulle være i os, for sådan skabte han os ikke fra begyndelsen, 'Gud har nemlig skabt mennesket ret, men det har så mange sære ting for' som prædikeren siger. For vi forhindres af dette onde i at være helt i hans lov, og en del af os, som kæmper imod os selv, vender sig imod hans lov. Dog har han lovet barmhjertighed og tilgivelse til alle, som blot ikke giver denne del deres samtykke, men kæmper imod den og stræber efter at tilintetgøre den (k46). |
| 47 Hoc studium placet, non quia dignum, sed quia ipse indulsit et acceptare promisit. Proinde ne infleris aut superbias, habes in teipso, unde iudicium et rigorem metuas, et ad (W96) misericordiam solam tete conferas. Hac enim miserente, non te currente, bona sunt opera tua. Aliud ergo de te iudicabis bis secundum rigorem iudicii dei, aliud secundum benignitatem misericordiae eius. Et hos duos conspectus non separabis in hac vita. Secundum illum omnia opera tua polluta et immunda sunt propter partem tui adversariam deo, secundum hunc vero totus mundus et iustus. | Denne bestræbelse er gudvelbehagelig, ikke fordi den er værdig, men fordi han selv bærer over med den og har lovet at godkende den. Derfor, for at du ikke skal blive opblæst eller hovmodig, har du i dig selv noget, som kan få dig til at frygte dommen og strengheden og henfly til barmhjertigheden alene. Dine gerninger er nemlig gode i kraft af, at barmhjertigheden forbarmer sig, ikke i kraft af, at du løber. Du vil altså dømme om dig selv på én måde ifølge strengheden i Guds dom, på en anden måde ifølge hans barmhjertigheds velvilje. Og disse to aspekter vil du ikke kunne adskille i dette liv. Ifølge det ene er alle dine gerninger forurenede og urene på grund af den del af dig, der er imod Gud, men ifølge den anden er du helt ren og retfærdig (k47). |
| 48 Atque ut hoc sis, Baptismi symbolum pro testimonio habes, in qui verissime omnia peccata tibi remissa sunt, remissa inquam in totum, sed nondum omnia abolita. Credimus enim remissionem peccatorum omnium factam absque dubio, sed agimus quottidie et expectamus, ut fiat etiam omnium peccatorum abolitio et omnimoda evacuatio. Et ii, qui in hoc laborant, faciunt bona opera. | Og du har dåbstegnet til et vidnesbyrd om, at du er dette; i dette er i sandhed alle dine synder forladt, og jeg siger: helt forladt, men de er endnu ikke alle tilintetgjort. For vi tror på, at der uden tvivl er sket forladelse for alle vore synder, men vi handler hver dag, og vi forventer, at der også vil ske en syndernes tilintetgørelse og en total udryddelse af dem. Og de, der arbejder på dette, gør gode gerninger (k48). |
| 49 Ecce, haec est fides mea, quoniam haec est catholica fides. Sophistae vero qui haec impugnant, hoc agunt, ut nobis fiduciam operam erigant et tam misericordiae quam iudicii dei opus extenuent, sicut de eis dicitur psal. ix. 'Auferuntur iudicia dei a facie eius'. Et ideo et timorem dei et fiduciam nostram subvertunt, ferendi alioqui, si non hanc sortem nostram et capitale salutis praesidium nobis demoliri et vastare anhelarent, et in levioribus rebus vel luderent vel insanirent. | Se, dette er min tro, for dette er den katolske tro. Men sofisterne, som bekæmper dette, bevirker, at tilliden til gerninger forstærkes og at Guds gerning, både barmhjertighedens og dommens, formindskes, sådan som det siges om dem i Sl 10,5: 'Guds domme fjernes fra hans åsyn'. Og derfor vender de også op og ned på frygten for Gud og vores tillid, og man kunne nok tåle dem, hvis ikke de bestræbte sig for at nedbryde og ødelægge vor arvelod og frelsens hovedsag for os, og gjorde grin med eller var uvidende om lettere sager. |
| 50 At dices mihi: 'distinctio illa nova et tua est, de peccato regnante et regnato, et arbitrio tuo posita'. Respondeo: Esto, contemne eam, non est mihi in verbis controversia, finge tu aliud. Saltem regnantis peccati vox non meum inventum, sed Pauli autoritas est. Tu nunc illud, quod non regnat, quovis nomine appellato, quamvis etiam pro me faciat Gene. iiij. 'Sub te erit appetitus eius, et tu dominaberis illius': hic certe peccatum subiectum describitur. | Men nu vil du sige: 'denne distinktion er ny og den er din, den om synden, der behersker og bliver behersket'. Jeg svarer: Kanhænde! Foragt den bare! For mig drejer det sig ikke om en strid om ord, du kan forestille dig noget andet. Men ordet om den herskende synd er ikke min opfindelse, Paulus er ophavsmanden. Du kan nu kalde det, der ikke hersker, med hvad navn du vil, skønt også 1 Mos 4,7 taler til fordel for mig: 'Til dig skal dens attrå være, men du skal herske over den': her beskrives givetvis den undertrykte synd. |
| 51 Sed et Sophistae coguntur concedere, aliud peccatum veniale, aliud mortale. Et cum veniale asserant non nocere, non regnare, non damnare, verissimum tamen vocant et proprie dictum peccatum, nec ideo alterius generis aut naturae peccataum faciunt, quia illud mortale, hoc veniale, sed utrunque defectum a lege dei et contrarium legi dei asserunt. | Men også sofisterne tvinges til at indrømme, at én ting er den tilgivelige synd, noget andet dødssynden. Og skønt de forsikrer, at den tilgivelige ikke skader, ikke hersker, ikke fordømmer, så kalder de den dog og siger lige ud, at den er synd, de gør den ikke til en synd af en anden art eller natur, selv om denne er en dødssynd, denne en tilgivelig synd, så forsikrer de dog, at begge er et brud på Guds lov og imod Guds lov. |
| 52 Et ego aliud nihil peto, quam ut mihi permittant hoc modo peccatum vocare illud reliquum baptismo, quo modo ipsi veniale, quod misericordia egeat et natura sua malum et vitium sit, cui si consentias, etiam regnare fecisti et servisti ei ac mortaliter peccasti. In hoc habeo Paulum Ro. vi. satis iam memoratum, a quo non partiar me avelli. Non (inquam) negare poterunt duo mala superesse baptismo, peccatum et concupiscentiam eius. | Og jeg for min del beder ikke om andet, end at de giver mig lov til at kalde den efter dåben tiloversblevne synd for synd, på samme måde, som de selv taler om den tilgivelige synd, nemlig, at den kræver barmhjertighed og efter sin natur er et onde og en last, som man, hvis man giver den sit samtykke, får til at herske over sig, så man bliver slave under den og begår dødssynd. I det stykke har jeg Paulus i Rom 6 på min side, noget, jeg allerede har mindet nok om, og det vil jeg ikke lade mig rokke fra. Jeg hævder, at de ikke kan nægte, at der er to onder tilbage efter dåben, synden og dens begær. |
| 53 Verba Pauli aperta sunt, peccatum, fomes ipse, naturale malum, concupiscentia, motus eius, huic non obediendum, illud destruendum dicit, 'ut destruatur (inquit) corpus peccati'. (Rom 6,6) Appellent illa duo ut libet, sed non repellant esse dicta a Paulo. Mortificanda ea et destruenda vult Paulus, ut quae damnata sint ad mortificandum, mala ergo vicia et peccata sunt. Infirmitates enim et mortalitates et poenae non cadunt sub praecepto, nec in arbitrio nostro poni possunt. Quis enim mortem et poenas mortificet, nisi solus deus sine nobis? | Paulus' ord er klare. Synden, dens tønder, det naturlige onde, begæret, dets bevægelse, dette skal man ikke adlyde, det siger han skal tilintetgøres, 'så at syndens legeme bliver tilintetgjort'. Lad dem kalde disse to, hvad de vil, men de skal ikke afvise, at Paulus taler om dem. Paulus vil, at de bliver dødet og ødelagt, og så er jo det, der bliver fordømt til at dødes, en ond last og synd. For svaghed og dødelighed og straf falder ikke ind under et bud, og det kan de heller ikke lægge ind i vores vilje (k53). Hvem kan nemlig døde døden og straffen, uden Gud alene uden os? |
| 54 Super peccata vero et ea quae (W97) nos reos faciunt, praecepta feruntur. Cum ergo nobis praecipiat mortificare, non obedire illis, non utique poenas, non mortalitates, non infirmitates, sed peccata intelligit. Quae esset enim lex: Noli obedire hulceri, noli obedire febri, noli obedire fami et siti, noli obedire nuditati et vinculis aut concupiscentiae unius illorum? Nonne et istae sunt infirmitates, poenae, mortalitates? sed peccato, peccatori et suggestionibus eorum, quae et ipsa peccata sunt, non est obediendum. | Men over synden og over det, der gør os skyldige, opstilles budene. Når han da påbyder os at døde og ikke adlyde dem, så forstår han dem ikke som straffe, som dødelighed, som svaghed, men som synd. For hvad ville det være for en lov: Du må ikke adlyde bylderne, du må ikke adlyde din feber, du må ikke adlyde din sult og din tørst, du må ikke adlyde din nøgenhed og dine lænker eller nogen af disse tings begæringer? Er ikke disse ting svagheder, straffe, dødeligheder? Men synden, synderen og deres indskydelser, som også i sig selv er synd, må man ikke adlyde (k54). |
| 55 Quanquam stultum sit, nos in re tam manifestaria tot verbis laborare, cum Apostolum claris expressisque verbis habeamus, peccatum et concupiscentias asserentem. Qui Pauli verbis non acquiescit, nostris quando capietur? Obsecro, quid facturi fuissent, si Paulus obscure fuisset locutus et pro 'peccato' 'malum' vel 'infirmum' posuisset? item pro 'obedire' et 'non regnare' 'vigilare' vel 'abstinere' dixisset, sicut Petrus dicit: 'Abstinete a carnalibus desyderiis', (1 Pet 2,11) quam securos, quam letos hic triumphos ducerent! | Og dog er det tåbeligt, at vi i en så åbenbar sag besværer os med så mange ord, eftersom vi har apostelen, der med klare og utvetydige ord forsikrer, at det er synd og begæringer. Den, der ikke stilles tilfreds med Paulus' ord, hvornår vil han blive vundet af vore ord? Jeg be'r jer, hvad ville de have gjort, hvis Paulus havde talt dunkelt og sat 'ondt' eller 'svaghed' ind i stedet for 'synd'? ligeledes i stedet for 'adlyde' og 'ikke beherske' havde sagt 'våge' eller 'holde sig fra', sådan som Peter siger: 'Hold jer fra de kødelige lyster', hvilke sikre, hvilke glade triumftog ville de så ikke have holdt! |
| 56 Nunc cum luci et diei resistere nequeant, parant nubes illi obducere et in medio die tenebras creare, ut peccatum sit non peccatum, ut Paulus mentitus videatur. Quod si etiam patres pro ipsis sonare videantur, non tamen eis adherendum est, sed magis Paulo, etiam si vera dixerint, quia obscurius et impotentius quam Paulus loquuntur. Clariora sunt Pauli verba, quam ut ullius glosa indigeant, imo glosa magis obscurantur. | Men nu, hvor de ikke kan modstå lyset og dagen, fremskaffer de skyer til at dække og skaber mørke midt om dagen, så at synden ikke skal være synd, så at Paulus skal se ud til at lyve. Og også hvis det så ud til, at fædrene stemte overens med dem, så skal man dog ikke holde sig til dem, men snarere til Paulus, også selv om de talte sandt, fordi de taler mere dunkelt og mindre kraftigt end Paulus. Paulus' ord er så klare, at de ikke behøver nogen fortolkning, ja, en fortolkning gør dem snarere dunkle. |
| 57 Quanquam, ut dixi, patres, tametsi hoc peccatum et vicium vocant aliquando, tamen saepius de peccato regnante loquuntur. Quare sophistis nostris per patrum dicta me oppugnantibus sic dixerim: Vos per obscura probatis clarissima et per humana tractatis divina. Quare cum hoc etiam vester Aristoteles prohibuerit, ne ignota per ignota, obscura per obscura, multo magis ne manifesta per obscura probentur, concludo vos ineptos disputatores, qui non nisi toto opere et omni tempore principium viciosissime petitis. | Ikke desto mindre taler fædrene som sagt ret ofte om den herskende synd, selv om de betegner denne synd og last på forskellig måde. Derfor kunne jeg sige til vore sofister, som bekæmper mig med fædrenes udsagn således: I beviser det dunkle med det soleklare og behandler det guddommelige med det menneskelige. Og derfor, da også jeres egen Aristoteles vender sig imod, at man beviser det ukendte med det ukendte, det dunkle med det dunkle, og meget mere mod, at man beviser det klare med det dunkle, drager jeg den slutning, at I er elendige til at disputere, fordi I i alt, hvad I gør, og til hver en tid på det mest ødelæggende forudsætter det, der skulle bevises. |
| 58 Summa responsionis Lutherianae et confutationis Latomianae est haec. Si peccatum in locis Apostoli Pauli citatis probari potest, non esse vere et proprie peccatum, ruit Lutherus. Si non potest probari, ruit Latomus. At probari non potest nisi per quaedam patrum dicta, sibi etiam pugnantium, insuper humana, si non pugnarent etiam, quibus praeferri debent divina, sine quorum autoritate nihil est asserendum: quare ruit Latomus et omnia sua, et stat Lutherus cum omnibus suis. | Dette er i korthed Luthers svar på og gendrivelse af Latomus. Hvis det kan bevises i de steder, der er citeret fra apostelen Paulus, at der ikke er tale om ægte og egentlig synd, så falder Luther. Hvis det ikke kan bevises, falder Latomus. Men det kan ikke bevises, undtagen ved hjælp af nogle citater fra de fædre, der er indbyrdes uenige, og dertil kun menneskelige, selv om de ikke var indbyrdes uenige. Nej, man må foretrække de guddommelige udsagn, uden hvis autoritet man intet kan hævde: Derfor falder Latomus og alt hans, og Luther bliver stående sammen med alt hans. |
| 59 Ego tamen laudo Latomi fidem et constantiam, qui postquam semel susceperit partes sophisticae pertinaciae tueri, nihil committat, quod ingenio et pertinacia sophistarum sit indignum, sed omnia trahet, depravet, torqueat, cogat, quaecunque divina et humana contra se faciunt, quocunque volet. Sicut enim superius vidimus, ubi tot scripturae testimonia probant, (W98) mandatum dei esse impossibile nobis, ut nihil sit manifestius, tamen sicut aspides surdae a haec occludunt aures et avertunt oculos, tantum ut unicum illud suum semel susceptum decretellum in publico obtineant: 'Anathema sit, qui dixerit, deum nobis praecepisse impossibile'. | Jeg vil dog rose Latomus for hans trofasthed og standhaftighed. Efter én gang at have påtaget sig at forsvare de påståelige sofisters sag, begår han ikke noget, som er uværdigt i forhold til sofisternes ånd og påståelighed, men han trækker alting ved hårene, ødelægger alt, fordrejer og tvinger alt, hvad der måtte være ham imod, enten det nu er guddommeligt eller menneskeligt, hvorhen han vil. Vi så jo ovenfor, hvordan så mange skriftvidnesbyrd beviste, at Guds bud er umuligt for os [at opfylde], så at intet kan stå mere klart fast, og dog lukkede han som en døv øgle ørerne til for det, vendte øjnene bort, blot for at de offentligt kunne fastholde det ene lille dekret, som de éngang har antaget: 'Forbandet være den, der siger, at Gud pålægger os umulige ting'. |
| 60 Hoc humanum verbum regnare necesse est, hoc omnes probare, hoc nulla glosa moveri oportet. At tonitrua divina silere et iacere oportet, tum quasvis libidines glosarum admittere cuiuscunque nebulonis. Hominis verbum sacrum et venerabile est, dei verbum prostibulum est. Ita et hic, cum tot sacra fulmina testentur, peccatum et concupiscentiam relinqui post baptismum, ut etiam iram, libidinem, avaritiam, incontinentiam aperta appellent, nominibus scilicet omnium sensu eis, quibus vicia et peccata nominari solent in omni lingua, adhuc erigunt sese frontes istae, aures continent, oculos claudunt, cor avertunt, tantum ut suum hoc humanum verbum omnium aures occupet, solum hoc sit theatrum, contra hoc nemo mutiat: esse scilicet solam reliquam poenam et infirmitatem post baptismum. | Dette menneskelige ord måtte nødvendigvis herske, det skulle alle bevise, det måtte ingen fortolkning rokke. Men de guddommelige tordenskrald skulle tie og være uvirksomme, mens hvilketsomhelst tågehorns tilfældige fortolkning skal accepteres. Menneskenes ord er hellige og ærværdige, Guds ord en skøge. Således også her, når så mange hellige lynnedslag bevidner, at der er efterladt synd og begær efter dåben, så at de endog åbent kalder det vrede, vellyst, griskhed, mangel på afholdenhed, dvs kaldes med navne, som efter alles mening på alle sprog plejer at betegne last og synd. Og dog stiller de sig frækt op, holder sig for ørerne, lukker øjnene, vender hjertet bort, blot for at deres menneskelige ord skal optage alles øren, for at alene det skal være på scenen, og ingen mukke imod det: nemlig det ord, at der alene efter dåben er efterladt straf og svaghed. |
| 61 Huic sileant divina oracula, huic cedat Paulus, huic cedat et ipsa experientia quottidiana nostra et omnium sanctorum. Quod si non cesserint, larvam induant et nomine peccati representent imperfectionem et infirmitatem, caveantque nostris glosis sese non accommodent. | Overfor det må de guddommelige ord tie, overfor det må Paulus vige, overfor det må selv vores og alle helliges daglige erfaring vige. Og hvis de ikke viger, må de tage en maske på og bruge ordene ufuldkommenhed og svaghed om synden og passe på ikke at tilpasse sig vores fortolkning. |
| 62 Nam et hoc Latomus superius fassus est, Sanctos multa peccare (suo peccati significatu) surreptione, ignorantia et aliis modis, id quod Paulus vocat concupiscentias peccati in corpore mortali, quibus non obediamus, id est, non consentiamus: neque enim ignorans aut praeventus aut invitus consentire potes, dixit enim invitos peccare. At quia Paulus idem vocat peccatum, cogitur per peccatum poenam intelligere, nulla causa quam quod spiritus et non homo hoc locutus est, ut stet in arbitrio sophistarum, quid peccatum, quid poena esse debeat: obsecro, quem non urat ea arrogantia plusquam Moabitica? | For også det har Latomus ovenfor tilstået, at de hellige synder meget (i hans betydning af at synde) ved at blive narret til det, af uvidenhed og på andre måde, det, som Paulus kalder syndens begæringer i det dødelige legeme, som vi ikke skal adlyde, det vil sige: vi skal ikke give dem vort samtykke. Men da man ikke kan samtykke i noget i uvidenhed eller uforvarende eller mod sin vilje, siger han, at de synder mod deres vilje. Men fordi Paulus kalder det samme for synd, tvinges han [Latomus] til ved synd at forstå straf, af ingen anden grund end at ånden og ikke et menneske taler her, så det er overladt til sofisternes vilkårlighed, hvad der er synd og hvad der er straf: jeg spørger bare: Hvem kan denne mere end moabitiske arrogance ikke få til at brænde? |
| 63 At dices: 'non tu credis ergo dictis patrum?' Respondeo: Credam? quis mandavit illis credi? ubi est praeceptum dei de ista fide? Cur illi non crediderunt suis patribus? praesertim Augustinus (n63), qui liber esse voluit et omnes esse liberos iussit in omnium hominum scriptis? An quia Sophistae nobis hanc invexerunt tyrannidem et captivitatem libertatis nostrae, donec (W99) et bis sacerrimo Aristoteli non resistendum, sed obsequendum coegerint, ideo perpetuo in illa serviemus et non aliquando in Christianum libertatem respirabimus et nostras literas vel postliminio huius Babyloniae suspirabimus? | Men så vil du sige: 'Du tror altså ikke på fædrenes ord?' Jeg vil svare: Skulle jeg det? Hvem har befalet, at man skal tro på dem? Hvor påbyder Gud, at vi skal have denne tro? Hvorfor har de ikke selv troet på deres fædre? Især Augustin, som ville stå frit og befalede alle at stå frit overfor alle menneskelige skrifter (k63)? Skal vi da, fordi sofisterne påfører os dette tyranni og denne tilfangetagelse af vores frihed, i så høj grad, at de tvinger os til ikke at modstå, men følge den dobbelt forbandede Aristoteles, skal vi derfor til stadighed trælle under dette tyranni og ikke engang længes efter den kristne frihed og sukke efter vore egne skrifter eller efter vor hjemkomstret fra dette Babylon? |
| 64 'At sancti fuerunt et scripturas elucidaverunt', inquis. Quis et hoc probavit, scripturas esse elucidatas ab eis? quid si obscurarint? Quo iudicio probas eos elucidasse scripturas? An Lovanialiter et Colonialiter dicturus es 'mihi sic videtur' et 'sic dicunt'? videantur sibi sane et dicant, modo mihi rem probent, aut desinant me in verba sua inania cogere. | 'Men de var dog hellige og kastede lys over skriften', vil du sige. Hvem har nu også bevist, at skriften blev oplyst af dem? hvad hvis de fordunklede den? Med hvilken dom vil du bevise, at de har oplyst skriften? Mon du vil sige som dem fra Løven og dem fra Køln: 'jeg synes sådan' og 'man siger sådan'? Lad dem synes og lad dem sige, blot de beviser sagen for mig, eller ophører med at tvinge mig ind i deres tomme ord. |
| 65 Mihi non est mandatum visionibus illorum, sed verbis dei credere. Unus est magister Christus, (Matt 23,8) et iudicio divinae scripturae probandi sunt patres, ut cognoscantur qui eas elucidarint et qui obscurarint. Sicut Paulus iussit: 'Omnia probate, quod bonum est tenete'. (1 Thess 5,21). Et i. Corint. xiiij. 'Unus aut duo prophetent, caeteri diiudicent'. (1 Kor 14,29). Qui omnia probanda mandavit, non Augustinum, non Origenes, non ullum hominem excepit, ne Antichristum quidem Papam. 'At scriptura obscura indiget explicatione': dimitte eam ubi obscura est, tene ubi clara est. | Jeg har ikke noget påbud om at tro deres syner, men om at tro Guds ord. Der er én herre, Kristus, og fædrene bør prøves efter de guddommelige skrifters dom, så man kan blive klar over, hvem der kaster lys over dem og hvem der fordunkler dem. Sådan befaler Paulus: 'Prøv alt, behold de gode'. Og 1 Kor 14,29 siger han: 'Én eller to skal profetere, de andre skal bedømme det'. Den, der gav befaling om at prøve alt, undtog ikke Augustin, eller Origenes eller noget andet menneske, heller ikke antikristen eller paven. 'Men den dunkle skrift har brug for forklaring': lad det dunkle være, hold dig til den, hvor den er klar. |
| 66 Et quis probavit patres non esse obscuros? Iterum tuum 'videtur' et illorum 'dicunt'? Quid enim faciunt et patres, quam ut clarissima et apertissima scripturae testimonia quaerant et proferant? Miseri Christiani, quorum verbum et fides adhuc in hominum glossis pendet et eorum elucidationem expectat. Frivola sunt ista et impia. Scripturae omnibus communes sunt, satis apertae, quantum oportet pro salute, satis etiam obscurae pro contemplatricibus animabus. Quisque suam sortem in abundantissimo et communissimo verbo dei sequatur, et verba hominum aut repudiemus aut cum iudicio legamus. Haec satis pro ista autoritate et nimio plusquam satis. | Og hvem har bevist, at fædrene ikke er dunkle? Er et igen dit 'jeg synes' og deres 'man siger'? Hvad andet gør nemlig fædrene, end at de gennemsøger og fremdrager så klare og indlysende skriftvidnesbyrd som muligt? Stakkels kristne, hvis ord og tro hidtil har været afhængig af menneskers fortolkninger og som har måttet vente oplysning af dem. Dette er flovt og ufromt. Skriften er fælles for alle, den er tilstrækkelig klar i det, der er nødvendigt til frelse, og den er tilstrækkelig dunkel for meditative sjæle. Enhver må søge sin del i det Guds ord, der er uudtømmeligt og højst alment (k66). Og lad os enten fordømme menneskenes ord eller læse dem med kritisk sans. Lad dette være nok om dette skriftsted, ja, mere end nok. |
| 67 TERTIO | Tredie afdeling. |
| 68 Invadit Paulum Ro. vij. (latlu03#58) Hic Latomus meam sententiam mihi maxime confirmat et prodit, quam non studio veritatis, sed animo depravandi et fallendi orbem hunc librum scripserit, tantum ut ignominiam incendii et iudicii sacrilegi solaretur. Nam quantumlibet cervicosus et pertinax, tamen ita pallidus et trepidus, silens cautusque incedit per verba Pauli, ut videatur timuisse per singulos apices, ne hiatus quispiam apparerent et misellum sophistam absorberet. | Latomus går så i gang med Rom 7. Her bekræfter Latomus allermest min mening og afslører, hvordan han har skrevet denne bog, ikke ud fra en lyst efter sandheden, men ud fra et ønske om at bedrage og narre verden, blot for at man skal glemme det skændige ved bogbrændingen og den gudsbespottelige dom. For hvor stivnakket og stædig han end er, så gennemgår han dog Paulus' ord på en så bleg og ængstelig og stille og forsigtig måde, at det ser ud, som om han er bange for hvert enkelt lille bogstav, at der skal åbne sig en afgrund og sluge den jammerlige sofist. |
| 69 Postquam vero transivit ista pericula et in suum campum venit, ibi excursus facit, ibi patrum dicta conglomerat, ac si pro miraculo haberi velit, quod sedentarius et ociosus lector multa aliena consarcinare et confarcire potest. Fortasse ea spe et consilio, quod multitudine me absterreret, ne scriberem denuo, cum infiniti sit voluminis ad singula eius respondere. | Men efter at han har gennemgået disse farer og er nået frem til sin lejr, så laver han ekskurser, så dynger han fædrecitater sammen, og så vil han vist have os til at tro, det er et mirakel, at en, som altid sidder og arbejder og har tid nok til at læse bøger, kan sammenstykke og sammenflikke en masse ligegyldigt stof. Måske gør han det i det håb og med den hensigt, at mængden vil afskrække mig fra at svare, da der skal en uendelig tyk bog til for at svare på hver enkelt af hans punkter. |
| 70 Sed fallet eum spes, roboratis enim meis scripturis hoc ipso prostratus (W100) est, ut responsione singulari non sit opus. Summa ergo Latomianae evasiones est haec (n70): ea, quae hic a Paulus dicuntur, nihil aliud facere, quam esse infirmitatem baptismo reliquam, quae peccatum vocetur. Nihilominus spiritum, cum illam rexerit, sic bonum operari, ut illud non sit peccatum damnabile censendum, nec hominem ideo peccare in bono opere aut servire peccato. | Men denne forhåbning slår ikke til. For da mine skrifter er velbegrundede og han alene af den grund er nedlagt, er der ingen grund til at svare på hvert enkelt punkt. Summen af Latomus' udflugter er nemlig dette: 'Det, som her siges af Paulus, går ikke ud på at sige andet, end at der efter dåben er en svaghed tilbage, som kaldes synd. Ikke desto mindre, når ånden styrer denne svaghed, kan den på den måde udvirke det gode, at det ikke skal regnes for en fordømmelig synd, og man derfor ikke skal mene, at mennesket synder i den gode gerning eller tjener synden'. |
| 71 Hic primum vides Latomum non nisi differre et abducere lectorem ac tempus redimere, dum aliam a proposito tractat quaestionem. Suscepit enim quaestionem de peccato ignoscibili per misericordiam, de quo me loqui ipsemet non uno loco testatur. Et per omnem et post omnem istum tumultum testimoniorum concludit in hunc modum: 'Ecce non est peccatum damnabile' (n71), cum sic debuerit concludere: Ecce non est peccatum, ne ignoscibile quidem, nec cui opus sit misericordia. | Her ser du for det første, at Latomus kun forvirrer læseren og fører ham på vildspor og spilder tiden, idet han behandler et andet spørgsmål end det, han havde foresat sig at behandle. Han påtog sig nemlig at behandle spørgsmålet om den synd, der bliver tilgivet af barmhjertigheden, hvorom han selv bevidner, at jeg har skrevet meget mange steder. Og gennem alt dette og efter hele denne rodede hob af vidnesbyrd, konkluderer han på følgende måde: 'Se det er ikke fordømmelig synd', skønt han burde konkludere: Se, det er ikke synd, hverken en tilgivelig synd eller én, der har brug for barmhjertighed. |
| 72 Sicut si me redargueres, qui risum veniale peccatum dixissem, et post effusam tuam omnem salivam et sudore exhausto, tandem anhelares in me dicens: 'En risus non est mortale peccatum'. Talis est disputatio Eliu adversus Iob. Putas autem parvam esse partem pacientiae ferre has nequitias, dolos et artes eorum, qui Magistros orbis terrarum se iactant, in re tam sacra et necessaria? Non queror iam eos ignorare, quid sit peccatum, sed quod maliciose simulent et negent sese ignorare, et imponant piis cordibus impudenti mendacio suo. | Akkurat som hvis jeg havde sagt, at latteren er en tilgivelig synd, og du så havde argumenteret imod mig, og efter at have udgydt al din galde og være blevet opløst i sved til sidst fremstønner imod mig: 'Der ser du, latteren er ingen dødssynd'. Sådan er Elihus diskussion imod Job. Men tror du måske, det kun kræver lidt tålmodighed i en sådan hellig og nødvendig sag at udholde denne intetsigende snak, disse snarer og kunstgreb fra deres side, som praler af at være læremestre for hele verden? Jeg klager ikke over, at de er uvidende om, hvad synd er, men over, at de på ond måde lader, som om de véd og nægter at være uvidende og påfører de fromme hjerter deres frække løgne. |
| 73 Sed fiduciam mihi facit formidolosus et fugitivus sophista. Paulum in faciem eius statuam, ut effugere non possit, persequar et comprehendam, nec convertar, donec deficiat. Aut Latomus Paulum, aut Paulus Latomum occidet, frustra praesidiis humanis fidentem. Quaero igitur primum, an mihi, ut Christiano Euangelium professo, liceat appellare peccatum, quod Apostolus Paulus vocat peccatum? | Men den frygtsomme og undvigende sofist gør mig fortrøstningsfuld. Jeg vil sætte Paulus op for hans ansigt, så han ikke kan undvige, jeg vil forfølge og indeslutte ham, og ikke vende om, før han giver op. Enten bliver det Latomus, der slår Paulus ihjel, eller også bliver det Paulus, der slår Latomus ihjel, han, der forgæves slår sin lid til menneskelige hjælpemidler. Jeg vil derfor først spørge, om det er tilladt for mig, som et menneske, der bekender sig til det kristne evangelium, at kalde det for synd, som apostelen Paulus kalder synd? |
| 74 Nihil iam disputo, quid peccatum significet, de hoc post videro. Volo simpliciter mihi responderi, an isto Paulino vocabulo mihi liceat uti. Si non licet, deleatur Paulus, si licet, quid tragicis istis vocibus in me mugiunt sophistae, quod opus bonum appellarim peccatum? Nonne ipsis licet bonum opus vocare imperfectum et infirmum? Quid ergo? nunquid cogent me, ut verbis eorum utar? | Jeg diskuterer endnu ikke, hvad synd betyder, det kommer senere. Jeg vil simpelthen have et svar på, om det er tilladt mig at bruge dette paulinske ord (k74). Hvis det ikke er tilladt, så lad Paulus bliver udslettet, hvis det er mig tilladt, hvorfor brøler så sofisterne med deres teatralske stemmer imod mig, fordi jeg kalder en god gerning synd? Er det ikke tilladt dem at kalde en god gerning ufuldkommen eller svag? Og hvad så? De vil vel ikke tvinge mig til at bruge deres ord? |
| 75 Aut quare nolunt cogi, ut meis et Paulinis verbis utantur? Ipsi nolunt peccatum appellare. Esto. Et ego nolo infirmitatem et imperfectionem vocare. 'At sancti patres peccatum interpretati sunt imperfectionem et infirmitatem'. Esto, quis me coget patrum verbis uti? quis coget me Pauli verbum deserere? An dicent 'quia absurdum et periculosum'? Hoc iam non in me Lutherum, sed in Paulum et spiritum (W101) Christi vergit. 'At tu non uteris peccato, ut Paulus': quis hoc vobis dixit? | Eller hvorfor vil de ikke tvinges til at bruge mine og Paulus' ord? Selv vil de ikke kalde det synd. Det er i orden. Og jeg vil ikke kalde det svaghed og ufuldkommenhed. 'Men de hellige fædre fortolkede synd som lig med ufuldkommenhed og svaghed'. Det er også i orden, men hvem tvinger mig til at bruge fædrenes ord? Mon de vil sige 'fordi det er absurd og farligt'? Dette retter sig imidlertid ikke mod mig, Luther, men mod Paulus og Kristi ånd. 'Men du bruger ikke ordet 'synd' på samme måde som Paulus gør': Hvem har fortalt jer det? |
| 76 'collatio patrum et tui': quis fecit hanc collationem? 'Nos': qui estis vos? quis facit nos certos, vos non errare? An quod Bulla vos approbavit? Iam quis certos vos fecit, patres recte Pauli verbum tractasse? Auditisne? quid mussatis? Vides ergo omnia Sophistarum adhuc ex suo proprio capite procedere. | 'Det har en sammenligning mellem fædrene og dig': Hvem har foretaget denne sammenligning? 'Det har vi': Hvem er I? Hvem gør os sikre på, at I ikke tager fejl? Er det det, at bullen har blåstemplet jer? Og videre: Hvem gør jer sikre på, at fædrene har behandlet Paulus ret? Kan I ikke høre? Hvorfor tier I stille? Du ser altså, at alt, hvad sofisterne hidtil har fremført, stammer fra deres eget hoved. |
| 77 Te vero Latomum sophistarum ducem seorsum convenio. Causa premit humeros tuos, agis enim talem ac tantum, qualem ac quantum nec Cicero nec Demosthenes egerit. Incendiarios, sacrilegos, homicidas, lesae pietatis Christianae reos vos coram et deo et hominibus ago. Tu ergo ne existimes te iam disputare et ludere. Seria res est, quam gerimus. | Men med dig, Latomus, som er sofisternes leder, vil jeg tale særskilt. Sagen hviler på dine skuldre, du fører nemlig en sag, hvis art og omfang hverken Cicero eller Demostenes kendte til. Jeg anklager jer for både Gud og menneske for at være skyldige i brandstiftelse, helligbrøde, manddrab og forbrydelse mod den kristne fromhed. Du skal altså ikke tro, at vi bare diskuterer for sjov. Det er en alvorlig sag, vi er i gang med (k77). |
| 78 Scilicet, quia comprehensi estis in ignominia, festinastis enim ad gloriam in principio, ideo confusio incipit fieri finis eius, hoc est, quid sic mugitis, tonatis, insanitis, ut auribus obstusis neminem audire velitis, sed tantum hoc insanis clamoribus iactetis: 'Non est peccatum, non est peccatum, non est peccatum in bono opere'. | Derfor, fordi I er blevet fanget i jeres skam, I skyndte jer nemlig i begyndelsen til ære, derfor begynder forvirring nu at blive enden for jer, det er grunden til, at I råber, tordner og raser på en sådan måde, at I lukker ørerne til og ikke vil høre på nogen, men slår om jer med disse vanvittige råb: 'Der er ikke synd, der er ikke synd, der er ikke synd i en god gerning'. |
| 79 Quicquid ego affero, interpretor, expono, nihil est, tantum in vocabulum sic insanitis, non alia causa, quam quia a vobis damnatum timetis per Paulum in confusionem vestram resuscitandum esse, adeo ut Latomus incredibili impudentia hoc ipsum vocabulum a me positum nullo loco non interpretetur pro mortali et damnabili peccato, quod tamen in Paulo vult infirmitatem tantum significare. | Hvad jeg fremfører, fortolker, udlægger, er ingenting, I raser blot sådan mod dette ord, af den eneste grund, at I frygter, at når det er fordømt af jer, skal det vækkes til live igen ved hjælp af Paulus, så I bliver forlegne derved. I den grad raser Latomus, at han i sin utrolige frækhed overalt, hvad jeg anbringer det lille ord, fortolker det om dødssynd og fordømmelig synd, det ord, som han dog hos Paulus vil kun skal betyde svaghed. |
| 80 Mihi quo potest atrocius et odiosius interpretatur ubique, oppressa semper mea interpretatione, etiam confessus me de ignoscibili loqui, volens ut mundus intelligat a me peccatum vocari, quod ipse vult peccatum videri, honestus ille et verax vir. Rursus in Paulo sic interpretatur leniter, ut vocabulum prorsus tollat. Quam potens autor Latomus, qui vocabula elevandi et opprimendi, non pro meritis autorum, sed pro libidine sua ius habet. Ego vero tibi promitto et orbi, me non velle uti vocabulo aliter quam Paulus, in quod invoco nomen domini, ut mihi resistat, si aliter usus fuero. Quid vis amplius? At vocabulum ipsum volo tenere, et tua patrumque vocabula nolo, quod scias. | Hos mig udlægger han det så forfærdeligt og modbydeligt som han kan overalt, idet han hele tiden undertrykker min fortolkning, også selv om han indrømmer, at jeg taler om en tilgivelig synd, og han vil, at verden skal forstå, at det, der kaldes synd af mig, er, hvad han, dette hæderlige og sanddru menneske, vil skal være synd. Omvendt udlægger han det hos Paulus så mildt, at han næsten ophæver det. Hvilken mægtig forfatter er ikke Latomus, som har magt til at oprejse og undertrykke ordene, ikke som forfatteren vil, men efter sit eget forgodtbefindende. Men jeg lover dig og hele verden, at jeg ikke vil bruge ordet anderledes end Paulus, dertil anråber jeg Herrens navn, at han vil stå mig imod, hvis jeg nogetsteds har brugt det anderledes. Hvad vil du mere? Men ordet selv vil jeg holde mig til, og dine og fædrenes ord vil jeg ikke holde mig til, at du véd det. |
| 81 Volo, inquam, peccatum dicere, quod vos defectum vel imperfectionem dicitis, nunquid me aliter coges? Nihil moveor vestro impetuosissimo tumulto, quem non sine causa vos concitare video, nempe ne succumbatis et inveniamini temere in tanta crimina irruisse, sed hoc antea praevidendum. Veniamus igitur ad significationem vocabuli huius. Paulus peccatum vocat id, quod reliquum est baptismo, patres non peccatum, sed infirmitatem et imperfectionem vocant. Hic in bivio stamus. Ego Paulum, tu patres sequeris. Augustinum excipio, quia ille fere vicium et iniquitatem rotundis verbis vocat. | Jeg vil altså kalde det for synd, som I kalder en mangel eller en ufuldkommenhed, mon du vil tvinge mig til noget andet? Jeg lader mig ikke bevæge af jeres hidsige larm, som jeg kan se, at I ikke har fremkaldt uden grund, nemlig for ikke at lide nederlag og blive anset for at være nogen, der skødesløst styrtede jer ud i en så stor forbrydelse. Men det var til at forudse. Lad os nu komme til betydningen af dette ord. Paulus kalder det synd, som er tilbage efter dåben, fædrene kalder det ikke synd, men svaghed og ufuldkommenhed. Her står vi ved skillevejen. Jeg følger Paulus, du fædrene. Augustin regner jeg som en undtagelse, fordi han omtaler last og uretfærdighed med harmoniske ord. |
| 82 Ulterius ad caput dissensionis venimus: An tale peccatum seu, ut tu vis, infirmitas, natura sua vel sola misericordia ignoscente non sit contra deum et legem eius. Nonne haec est summa disputationis nostrae? Ego (W102) pro me habeo Pauli vocabulum, quod quid significet nemo ignorat, nempe illud, quod contra deum est (nisi ignoscatur) natura sua. Tu habes (ut videris tibi) patres, qui asserant non esse contra deum et legem eius natura. | Til sidst kommer vi til hovedsagen i vor uenighed: Om en sådan synd, eller som du vil, svaghed, ikke er imod Gud og hans lov ifølge sin natur eller alene ifølge den tilgivende barmhjertighed. Mon ikke dette er kernepunktet i vores diskussion? Jeg har Paulus' betegnelse på min side, og hvad den betyder, er ingen uvidende om, nemlig, at den er imod Gud, hvis ikke den tilgives, ifølge sin natur. Du har, som du selv mener, fædrene for dig, som forsikrer, at den ifølge sin natur ikke er imod Gud og hans lov. |
| 83 Primum non probas hoc patres velle, sed omnia, quae inducis, facile a me abigentur, si dixero illos loqui de peccato extra misericordiam posito. Sic enim verissime dicunt, peccatum illud gratiae (sic dixerim animi causa) prorsus neminem reum constituere, non damnare, non nocere, prorsus nihil commune habere cum peccato extra gratiam. | For det første beviser du ikke, at det var det, fædrene ville, men alt, hvad du fremfører, kan let afvises af mig, hvis jeg ville sige, at de talte om synden udenfor barmhjertigheden. Sådan siger de nemlig fuldkommen sandt, at denne nådessynd, som jeg til glæde for mig selv vil kalde den, slet ikke gør nogen skyldig, ikke fordømmer, ikke skader, ja, slet ikke har noget tilfælles med synden udenfor nåden. |
| 84 Nonne et ego sic dico, Latome? quid enim sacriligii in me est, quando in hoc fine convenimus, ut nihil mali uterque asseramus habere id sive peccati, ut ego, sive infirmitatis, ut tu vocas? Cur sic in me insanis et atrociter me criminaris, cum non possis aliud probare ex patribus quam id quod dixi? An quod tuum caput non sequor, qui ante iudicium me damnasti et exussisti? sed temeritate et igne ego non terreor nec trahor, Latome. | Jamen, siger jeg ikke også sådan, Latomus? hvad er der så af gudsbespotteligt ved mig, når vi til syvende og sidst kan blive enige om, at vi begge forsikrer, at der ikke er noget ondt i synden, som jeg kalder det, eller svagheden, som du kalder det? Hvorfor raser du sådan imod mig og anklager mig så voldsomt, når du ikke kan bevise andet ud fra fædrene, end hvad jeg har sagt? Mon det skyldes, at jeg ikke følger dit hoved, du, som før rettergangen både har fordømt og brændt mig? Men jeg lader mig ikke afskrække eller bevæge, hverken af fremfusenhed eller ild, Latomus. |
| 85 Sed esto, sit aliquis patrum, quem ego nondum viderim. Nam Augustinum, Hieronymum, Ambrosium, Gregorium, Bernhardum novi, ut frustra mihi tot nubes obieceris. Sed sit aliquis, qui asserat istud reliquum natura sua esse non contra deum neque contra legem eius, ubi talem inveneris (invenias autem iuxta mulae foetum spero), quid tum promovisti? quid effecisti? quid vicisti? | Men lad det være, der kan være én og anden af fædrene, som jeg endnu ikke har studeret. For Augustin, Hieronymus, Ambrosius, Gregor, Bernhard kender jeg, så det er forgæves, du dèr kører frem med dine skyer [af fædrecitater]. Men lad der så være én og anden, som forsikrer, at det, der er efterladt, efter sin natur ikke er imod Gud eller imod hans lov, når du så finder en sådan kirkefader (og jeg håber, du finder ham, når muldyret får føl), hvad har du så opnået? hvad har du udvirket? hvad er det for en sejr, du har vundet? |
| 86 Quis me rectum faciet Pauli esse eum sensum? an non licebit mihi de eius sensu dubitare? Non licet mihi sic mussitare mecum 'Sanctus est ille vir', sed quid si homo sit et humanum hic sapiat? Quis scit, si aliud in Apostolo lateat, quod ille non videat? praesertim cum Paulus tam libere et aperte peccatum appellet, cum potuisset, si vellet, sic loqui, ut iste loquitur. Quis illi ius fecit nobis legem statuendi et intelligendi? 'Nemo ex vobis legem facit', dicit Chritus. (Joh 7,19) Velis tu, Latome, cum tuis sophistis has pii cordis cogitationes incendio aut suspendio damnare? Quid si non possit aliter? et iusta sit ibi causa, quia in Paulo deum loqui certus est, cuius verba sunt veneranda nec temeranda, in isto non est certus, deus an homo loquatur. | Hvem vil kunne overbevise mig om, at hans mening er den samme som Paulus'? Mon jeg ikke vil have lov til at tvivle om hans mening? Har jeg ikke lov til at hviske for mig selv: Det er en hellig mand, men hvad nu, hvis han er et menneske og her tænker menneskeligt? Hvem véd, om der ligger noget andet gemt hos apostelen, som han ikke har set? Især fordi Paulus kalder det synd så frit og åbent, skønt han jo, hvis han havde villet, kunne have talt, som denne kirkefader taler? Hvem har givet ham ret til at udstede og forstå loven? 'Ingen af jer overholder loven', siger Kristus. Vil du, Latomus, sammen med dine sofister, dømme det fromme hjertes tanker i den retning til bål og galge? Hvad nu, hvis det ikke kan gøre andet? Og sagen her er jo retfærdig, fordi han er sikker på, at det er Gud, der taler hos Paulus, og hans ord skal æres og frygtes. Men i denne kirkefader er han ikke sikker på, om det er Gud eller et menneske, der taler. |
| 87 Quid hic faciemus? dices: 'ad rationem et communem sensum eamus'. Ago gratias. Liberati ergo sumus ab omnium hominum autoritate in hac causa. Ratio ergo tua erit, quae sese ex fidei articulo glorietur fluere, nempe quod credimus in baptismo omnium peccatorum remissionem donari, sicut Paulus in multis locis docet. Nam haec et patrum tuorum ratio est et mihi placet. | Hvad skal vi gøre her? Du vil sige: 'Vi skal holde os til fornuften og almindelig dømmekraft'. Tak skal du have. Vi er altså befriet for al menneskelig autoritet i denne sag. Din fornuft vil altså være én, som roser sig af at bygge på trosbekendelsen, nemlig, at vi tror, at vi i dåben får alle vore synders forladelse, sådan som Paulus lærer mange steder. Sådan er nemlig også dine fædres fornuft og det er jeg med på. |
| 88 Sed quid quod Paulum ista ratio nihil moverit, quin peccatum appellaret reliquum istud remissionis omnium peccatorum? patres autem moverit, ut negent, ut tu dicis, peccatum? Vos invenistis distinctionem peccati, ut salvaretis istam rationem et verbum Pauli, non potentes ullo modo ista duo concordare, et tamen ipsam hanc distinctionem nullo loco scripturae potestis (W103) probare, sed est humanum inventum, ut non potes negare, sed necessarium (ut videtur vobis) propter rationem praedictam. | Men hvad nu, hvis denne fornuftslutning ikke bevægede Paulus noget fra at kalde det, der bliver tilbage efter alle syndernes forladelse, for synd? men fædrene bevægede det, så de nægter, som du hævder, at det er synd? I har opfundet en inddeling af synden, så I kan redde denne fornuftsslutning og Paulus' ord, eftersom I ikke på nogen måde kunne få de to til at stemme overens, og dog kan I ikke bevise denne inddeling med noget skriftsted; den er en menneskelig opfindelse, hvilket du kan ikke nægte, men den er nødvendig, synes I, på grund af den førnævnte fornuftsslutning. |
| 89 Nonne ita habent? Nonne ego tua intelligo? et nihil contra haec imprudens aut ignorans posui, ut te Magistro mihi plane nihil fuerit opus. Iam si ego modum illustrante spiritu invenero, ut et pietas illesa maneat articulorum fidei, et Paulus simul illaesus, non egens ulla vocabuli sui metamorphosi violenta et inaudita, sed simpliciter, proprie et germane, id quod alias significare possit, cum quo et satisfiat rationi illi urgenti vos ad aequivocandum vocabulum solo isto loco, id est, in Paulo, ac praeterea nusquam in scriptura, velles mihi tu invidere? atque si tu nolles amplecti, velles me quoque meo gaudio spoliare, quando in rerum summa pulchre conveniremus? At ego a simplicitate verborum dei non paterer me avelli, quae si, salva pietate fidei, possem bono sensu intelligere, vestris humanis inventis plane cedere nollem. | Forholder det sig ikke sådan? Forstår jeg dig ikke godt nok? Og det er ikke i uforstand eller vankundighed, at jeg har opstillet dette, så jeg har faktisk slet ikke brug for dig til lærer. Men hvis jeg nu ved åndens indskydelse finder en måde, hvorpå både den fromme betydning af trosartiklerne og Paulus på én gang kan forblive uskadt, uden at tvinge noget ord til en voldsom og uhørt forvandling, men simpelthen, jævnt og ligefremt, at tage det i den betydning, det har andre steder. Derved ville jeg også tilfredsstille den fornuftsslutning, som tvang jer til at bruge et tvetydigt ord alene på dette sted, og ellers intet sted i skriften. Hvis jeg fandt en sådan måde, ville du så misunde mig? Og hvis du måske ikke ville antage den, ville du så spolere min glæde, når vi ellers var så smukt enige i hovedsagen? Men jeg kunne ikke tåle at rokkes fra Guds ords simpelhed, hvis jeg med troens fromhed intakt kunne få en god mening ud af det, ville jeg på ingen måde vige for jeres menneskelige påfund. |
| 90 Dicis autem: 'Si in summa convenimus, quid prophanas vocum novitates suscitas, et non citra scandalum nobiscum communicas?' Respondeo: quod malo de fonte quam de rivulis bibere, an tu me hoc prohibebis? Duo enim sunt, quae me movent. Primum, quod scripturas in suis viribus puras, ab omni hominum etiam sanctorum contactu mundas, ab omni terreno condimento synceras habere volo. | Men du siger: 'Hvis vi er enige i hovedsagen, hvorfor kommer du så med nye profane ord, i stedet for at gøre fælles sag med os uden skandale?' Jeg svarer: Mon du vil forhindre mig, når jeg hellere vil drikke af kilden end af floden? Der er nemlig to ting, som bevæger mig. For det første det, at jeg vil have skriften i dens rene kraft, renset for al menneskelig berøring, også helgenernes, uden nogen jordisk tilsætning. |
| 91 Vos enim estis, qui prophanas vocum novitates non vitastis, ut Paulus ait, sed humanis glosis vestire et terrenis condimentis condire voluistis sanctas istas delitias dei. (1 Tim 6,20). Et anima mea nauseat, cum Ezechiele, panem comedere stercore humano opertum. (Ez 4,12f). Scis, quid hoc significat? Alterum, quod verbis iam non synceris nec syncere mysterium istud gratiae et peccati tractare potueritis, deinde nec intelligere, tandem nec amare, ac sic frigidi, pallidi, tristes, segnes in laude et amore dei facti estis. Humanum enim verbum divino additum velamen est veritatis purae, imo, ut iam dixi, stercus humanum est, quo operitur, sicut in Ezechiele figurat dominus. | Det er nemlig jer, som ikke undgår profane nye ord, som Paulus siger, men har villet smykke disse Guds hellige delikatesser med menneskelige udlægninger og jordiske krydderier. Og min sjæl væmmes med Ezekiel ved at spise brød, tildækket med menneskers skarn. Véd du, hvad det betyder? For det andet bevæger det mig, at I ikke kan behandle denne rene hemmelighed om nåde og synd med ord, der endnu ikke er rensede. I kan heller ikke forstå den. Og endelig kan I ikke elske den, og således er I blevet kolde, blege, triste, sløve i jeres lovsang og gudskærlighed. For menneskeord er føjet til det guddommelige ord som et slør for den rene sandhed, ja, som jeg allerede har sagt, som menneskeligt skarn, hvormed det tildækkes, sådan som Herren siger det billedligt i hos Ezekiel. |
| 92 Manna est, quod in urna aurea servari velit, non in manibus hominum iactari et versari. 'Quis (inquies) ergo tuus est iste modus?' Referam, et si suspicer vobis allium et pepones Aegypti anhelantibus et iam dudum corrupto palato male habentibus non placiturum. At mihi satis fuerit, quod confutare eum vos non poteritis, vos autem reos agere ille possit, qui verba dei torqueatis in eum sensum, quem in nullo alio loco habent, id quam sit indignum audiri de Christianis, nedum Theologis, nemo non sentit. | Han vil, at manna skal opbevares i guldkrukker og ikke smides rundt og vendes og drejes i menneskehænder. 'Hvad er da din måde?' vil du sige. Jeg skal nok gøre rede for den, selv om jeg har en mistanke om, at I ikke vil kunne lide den, I, som sukker efter Ægyptens løg og vandmeloner og allerede forlængst har fået jeres gane ødelagt. Men det vil være mig nok, at I ikke kan gendrive den, men at den vil kunne erklære jer skyldige, fordi I fordrejer Guds ord til en betydning, som de ikke har noget andet sted. Enhver vil forstå, hvor uværdigt det er høre noget sådant blandt kristne, og så endda blandt teologer. |
| Videre til Latomus 5. | |
Noter:
n12: Epistola 167,4; Migne 33,739: 'profecto illud, quod minus est quam debet, ex vitio est. Ex quo vitio non est iustus in terra, qui faciat bonum et non peccet. Ex quo vitio non iustificabitur in conspectu Dei omnis vivens. Propter quod vitium, si dixerimus quod peccatum non habemus, nosmetipsos seducimus, et veritas in nobis non est'. 'Ja, sandelig, det, der er mindre, end det bør være, er lastefuldt. På grund af denne last er det, at det kan hedde, at der ikke er nogen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder. På grund af denne last er der ingen levende, der retfærdiggøres overfor Gud. På grund af denne last er det, at der siges, at hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os'.
n26: Man burde kunne finde dette sted hos Latomus.
Det er ikke lykkedes mig. Men latlu04#25 giver
Latomus udtryk for sin forståelse af, hvad der er tilbage efter dåben.
N32: Retractiones I,19; Migne 32,614.
n41: Jeg har fundet følgende steder, hvor Latomus siger, at de hellige ofte synder: latlu02#20; latlu05#73 og latlu07#5. Ingen af stederne omtales nogen jomfru, der kan gifte sig, selv om der løber tilgivelige synder på. Dette må altså, modsat, hvad Asger Chr. Højlund regner med i sin oversættelse, være en konklusion, Luther selv drager af Latomus' udtalelser. Tankegangen er lidt indviklet: Latomus har hævdet latlu02#10, at når Paulus siger, at en jomfru, der gifter sig, ikke synder, så medregner han vellysten i sine overvejelser; vellysten skal nemlig ikke kaldes en egentlig synd. Dette vender Luther sig imod. Latomus har hævdet, at de hellige af og til synder, fx når vellystige tanker griber dem. Altså vil en jomfru, der gifter sig, synde, når hun fuldfører den ægteskabelige akt, hvilket er imod, hvad Latomus tidligere hævdede var Paulus' opfattelse.
N43: Smlgn Blad 4: 'Manichaei, Cataphrigae et Taciani propter hoc pulsi sunt de ecclesia, quod nuptias damnarent dicentes, Copulam carnalem esse peccatum aut non posse fieri sine peccato, contra Apostolum etc.' 'Manikæerne, katafrygerne og Tacian blev af den grund smidt ud af kirken, at de fordømte ægtefolk, idet de sagde, at det kødelige samkvem var synd eller ikke kunne ske uden synd, imod apostelen osv'.
Man bliver helt nysgerrig efter at læse Latomus. Erasmus af Rotterdam
har i 1518 nævnt den tanke, at det må være forkert, at
arvesynden videregives gennem seksualakten, skønt han nævnte
den nu kun for sjov. Er det noget af det, der spiller videre her? Det var
netop, hvad både Augustin og Luther hævdede, at kønsakten
hverken indenfor eller udenfor ægteskabet kunne ske uden synd.
At læse Latomus er nu lykkedes mig. Stedet er det føromtalte
latlu02#10.
n63: WA gør i en note opmærksom på, at der er lidt uenighed om, hvorvidt der i det oprindelige manuskript skulle stå Augustinus eller Augustino. Dermed er der også uenighed om, hvem det er, der skal tro på deres fædre. Er det sofisterne? Eller er det fædrene?
Jeg tror, jeg vil foretrække 'Augustino'. Det er vist også
den vanskeligere læsemåde. Meningen bliver så, at sofisterne,
hvis de tror på Augustin, derigennem vil blive drevet bort fra at
stole på menneskelige skrifter hen imod at stole på de guddommelige
skrifter, dvs bibelen.
N70: WA, note 1. Latomus Blad 11: 'ipsum concupiscere,
qui est motus carnis sive sensualitatis, rationi et legi rebellis, non
est peccatum, nisi adhibeatur rationis consensus'. (latlu04#24)
11b: 'pronitas ad malum et difficultas ab bonum non faciunt opus virtutis
esse peccatum'. (latlu04#32) 'Selve det at
begære, hvilket er kødets eller sansernes bevægelse,
er et oprør mod fornuften og loven, men er ikke synd, medmindre
fornuften giver sit samtykke'. 'tilbøjeligheden til det onde og
vanskeligheden ved det gode bevirker ikke, at dydens gerning er synd'.
N71: WA note 2: Latomus blad 11: 'baptismus omnium
praeteritorum tam originalium quam actualium peccatorum abstulit, ac per
hoc omnem damnationem: et quamdiu post adeptum baptismum non secundum carnem
ambulant, id est, concupiscentiae non consentiunt, nihil habent damnationis,
quia non peccant'. (latlu04#25) 'Dåben
udsletter alle de forudgående synder, såvel arvesynden som
de tilgivelige synder, og derigennem al fordømmelse: og sålænge
man efter at være blevet døbt ikke vandrer efter kødet,
det vil sige, ikke giver begæret sin tilslutning, har de ingen fordømmelse,
fordi de ikke synder'.
Kommentarer:
k5: Her ser jeg et holdepunkt for min indvending mod Luther. Spørgsmålet er: Kan man virkelig behandle alle ting sådan, fx også troen, fx også synden? Man har fra gammel tid accepteret, at det giver mening at tale om vore følelser som noget, der findes indeni os. Men allerede begrebet 'kærlighed' snyder os lidt. For hvis vi betragter den som noget, der findes eller ikke findes i vort indre, kan vi ikke samtidig betragte den som en kraft i de forhold, hvori vi står til vor næste. Tro og tillid plejer vi ikke på samme måde at betragte som følelser, der er indeni os, selv om vi så ikke rigtig véd, hvor vi skal anbringe dem.
Men har man først fået blik for, hvilken enorm rolle de forholdspiller, som vi står i til andre mennesker, så bliver tro og tillid mere at betragte som kræfter, der gør sig gældende i dette forhold. Naturligvis på den måde, at de virker i de participerendes hjerner. Men ikke, så de kun findes dèr. Min tro er ikke en singulær kraft indeni mig, den er samtidig en tro på, at den anden også stoler på mig. Derved bliver troen en kraft i forholdet. Det afgørende spørgsmål bliver ikke, om jeg har troen i mig, men om forholdet mellem mig og den anden er intakt.
Det samme kan siges om synden, blot med modsat fortegn. Mistilliden, dette, at forholdet brydes i stykker, er derfor den egentlige synd.
Luther prøver, både her og andetsteds, at fastholde en
dobbeltforståelse af synden. Den er både en negativ kraft i
forholdet mellem personer og en størrelse i den enkelte.
k9. Jeg vil mene, at de fleste moderne mennesker vil betragte denne strid som en strid om kejserens skæg. Med rette. Vi kan ikke acceptere, at kønsdriften og vore øvrige drifter i sig selv er onde, sådan som denne syndsbetragtning forudsætter. Selv vil jeg hævde, at det er umuligt at forestille sig synden som en sådan mere eller mindre altomfattende kraft eller tilhøjelighed i vort indre.
Men naturligvis bliver det spørgsmål tilbage, hvad det da var, der tvang Luther til at se på netop dette punkt med en sådan kraft. Hvorfor betragter han det som et vigtigt punkt, ja, som det vigtigste i striden?
Her kan man henvise til, at Luther netop ved at fastholde synden også
i de hellige ødelægger alle begrundelserne for at tale om
de helliges gode gerninger som en skat, paven kunne trække på
via afladen. Men mere relevant tror jeg dog, det er, at fremhæve
hans forståelse af gudsforholdet som et personforhold som det væsentligste
for ham. Desværre er det ikke nok for ham at sige, at man i et personforhold
ikke kan pukke på sine gerninger, eller at man, hvis man gør
det, øjeblikkelig er faldet ud af personforholdet. Han skal absolut
have gjort det umuligt, også i 'materiel' henseende at pukke på
sine gode gerninger. Det er, hvad totalsyndigheden skal bruges til i hans
tankeverden.
k11: Tankegangen er interessant her. Luther formår
at se, at fædrene stod i en anden situation end den, han stod i,
og at det var denne situation, der fik dem til i et forsvar for nåden
at påstå, at synden forsvandt helt. Vi overfører denne
tankegang til os selv: Luther stod i en anden situation end vi gør.
Vi kan derfor undskylde ham, at han fremhævede, at der blev synd
tilbage efter dåben, men vi bindes ikke til selv at påstå
det samme.
k12: Dette er vistnok ikke et referat, men Luthers
egen mening. Og her er han pludselig og uden varsel begyndt at tale om
synden i personforholdet. Dèr, men ikke 'materialiter' (som han
forstår det), er synden borte.
k17: Luthers mange skældsord, hans gøren
grin med, hænger ofte, som her, sammen med, at han fornemmer, at
modstanderne ikke tager almindelig sprogbrug alvorlig.
k18: Vi kan godt lægge vægt på,
at Luther mange steder bøjer sig for den naturlige sprogbrug, at
han altså vil sætte sproget op som en slags uomgængelig
tolkningsregel: Man bør ikke gå imod almindelig sprogbrug.
Men vi bør naturligvis føje til, at vi, hvis vi følger
Luther på det punkt og anerkender, hvad der ligger i det naturlige
sprog, tvinges til at bedømme ham og hans (tidsbestemte) teologiske
opfattelser med samme målestok. Og det vil efter min mening sige,
at vi af Luther tvinges til at kritisere Luther.
K26: Vi vil nok i dag være ligeså fabulerende. At hævde, at seksuelt begær eller vellyst i sig selv er synd, er ikke noget, vi gør mere. Men Luther gjorde.
Det er i den forbindelse interessant at se på vor moderne oversættelse
af Kol 3,5, som er det sted, Luther især henter sine begreber fra.
På latin lyder stedet: 'mortificate ergo membra vestra quae sunt
super terram fornicationem inmunditiam libidinem concupiscentiam malam
et avaritiam quae est simulacrorum servitus'. Den danske oversættelse
af 1992 lyder: 'Så lad da det jordiske i jer dø: utugt, urenhed,
lidenskaber og onde lyster, og griskhed, som er afgudsdyrkelse'. Både
Augustin og Luther kunne med en vis ret udlægge Paulus, som de gør.
Men vi følger dem ikke i denne udlægning af libido som seksuelt
begær slet og ret; vi skriver lidenskaber.
K30: Dette lyder jo smukt, som om Luther virkelig
ene og alene tænker ud fra personforholdet til Gud. Men man skal
dog lægge mærke til, at han senere laver en opsplitning ikke
blot på den negative side, som her, men også på den positive
side. Han sætter det lidt senere klart op: Begreberne fra personforholdet:
Guds vrede og Guds gunst (ira et favor dei) modstilles med begreberne fra
den ontologiske eller materielle forståelse: naturens fordærv
og Guds gave. (Se latom05#3ff).
K30a: Her er barmhjertigheden lige ved at blive
forstået som noget tingsligt, der kan fjernes eller anbringes i de
troende. Hvor det jo dog er en kraft i personforholdet.
K30b: Den sidstse tilføjelse: at synden hele
tiden dødes i de troende, fremstår her som noget, der meget
let kunne gå hen og blive en betingelse for nåden. Det bliver
den andre steder mere tydeligt.
K31: Jeg vil hævde, at det er denne uklarhed
hos Luther (for uklart er det altså), der har medført de nærmest
uendelige stridigheder blandt de lutherske lærde om forholdet mellem
tro og gerninger. At de dialektiske teologer har forsøgt at tage
dette som et bevis på, at Luther, som de, tænker dialektisk,
er naturligt nok, omend ikke særlig historisk korrekt.
K37: Dette 'at tilfredsstille synden' oversætter Asger Chr, Højlund med 'at give efter for synden'. Og det rammer nok bedre end min mere ordrette oversættelse. Men det åbner også for den tanke, om ikke det er en altfor overfladisk syndsforståelse, Luther her arbejder med, selv om han jo unægtelig regner med en totalsyndighedstanke, og om ikke det tilsvarende vil være en altfor overfladisk syndsforståelse, der kommer ud af det, hvis vi moderne mennesker ud fra en efter vores tankegang tillempet totalsyndighedstankegang vil bruge Luthers tanker her.
Jeg mener, her ses synden udelukkende som en fristelse, vi giver efter
for, både i 1500-tallets og vor tids totalsyndighedsforståelse.
Man har i den forståelse overhovedet ikke blik for, hvordan synden
kan bestå i, at et menneske er bundet af en forkert tankegang, hvordan
sproget kan narre et menneske til at kæmpe for det, han mener er
det gode, skønt det er det onde, hvordan det meste af det onde,
der foregår på denne jord, skyldes, at mennesker vil gøre
det, åh, så godt, men griber fejl, så det hele bliver
åh, så ondt.
K40: Jeg undrer mig højligt over Højlunds kommentar her: 'I dette stykke er Luther, som i øvrigt størstedelen af kirken fra oldkirken og op til det seneste århundrede, præget af den platonske forståelse af selve seksualakten som syndig'. Ikke mere. Det er dog besynderligt. Her har vi noget, der viser, at hele Luthers baggrundsforståelse er forskellig fra vor, her ser vi tydeligt, at for Luther er den gennemgribende syndsforståelse helt anderledes funderet, end den kan være for os, og så springer en alvorlig fortolker det rask væk over, så læser man hen over det, så lader man, som om dette er en biting, der ikke har nogen betydning for vor forståelse af Luther, så går man videre i sit forsøg på at forstå den Luther direkte, som man dog ellers har fået et vink med en vognstang om ikke kan forstås direkte.
Desværre er Højlund på ingen måde alene om denne fejl. Jeg har faktisk kun foruden mig selv fundet én, der har gjort opmærksom på det. Løgstrup nævner sagen i 'Norm og spontaneitet', men tager ikke stilling for eller imod.
Som jeg andetsteds har nævnt, vil jeg betragte dette som 1900-tallets lutherforskeres skødesynd. Og jo mere jeg tænker over det, des mere mærkeligt forekommer det mig, at man fx med største selvfølgelighed mener at kunne udlægge og forklare det kendte dictum 'simul justus ac peccator' uden at være opmærksom på, at det må få en helt anden valør i den Luthers mund, der i ét og alt følger Augustin i syndsforståelsen, end det nogensinde kan få i et moderne menneskes mund, der kun kan have et skuldertræk tilovers for den augustinske syndsforståelse.
Det er ikke mindst denne stikken hovedet i busken, der har bevæget
mig til dog i det mindste at undersøge, hvad det er Luther siger,
ud fra hans egne forudsætninger.
K41: Luther hævder som bekendt, at en munk ikke skal overholde sit munkeløfte, heller ikke løftet om cølibat. I stedet skal han forlade sit kloster og give sig til noget fornuftigt, dvs påtage sig et borgerligt hverv. Men han gør det ikke, som vi måske ville tro, ud fra skabertoen, han gør det ud fra retfærdiggørelseslæren: Fordi klostrene er rene selvretfærdiggørelsesfælder, skal de forlades. Den munk, der igennem mange år mod sin krops ønsker har levet i cølibat, kan ikke andet end føle, at han dog er bedre end den almindelige borger. Eller: Hvis du mærker kønsdriften tage ved din krop, er det tegn på, at Gud ikke har villet, at du skulle være munk, han har i stedet villlet, at du skulle gifte dig.
Først senere har man opdaget glæden ved det samliv, som
man tidligere kaldte syndigt. Og først da er man nået frem
til den tanke, at i ægteskabets fællesskab legemligt og åndeligt
kan smelte sammen på den mest vidunderlige måde. Og indrømmet,
det var Luther, der satte det altsammen i gang. Men han havde minsandten
ikke gennemtænkt det med vore dages forestillinger i 1500-tallet.
K45: Dette fik mig til først at tro, at
denne trosbekendelse ikke var Luthers egen, men én, han havde lavet
som en imødekommelse af Latomus. Men han skriver sidenhen, at 'dette
er min tro', 04#49. Og så er det dog ganske mærkeligt
at læse, at gode gerninger er, hvad der frelser os. Selv med de indskrænkninger
i forståelsen af de gode gerninger, som følger, mangler dog
det helt afgørende, synes man, nemlig troen.
K45a: Hvor er den gode gernings gavnlighed overfor
næsten? Den er totalt forsvundet i denne trosbekendelse, og det er
med til at understrege det typisk middelalderlige i Luthers tankegang her.
K46: Her har vi igen denne betingelse for barmhjertigheden
og tilgivelsen, som dukker op adskillige steder i dette skrift. Når
Luther tænker i de kategorier, der har med udfejningen af synden
at gøre, så hedder det: Hvis du giver synden din tilslutning,
så er der ingen tilgivelse. Og kan det være rigtigt?
K47: Det er nok karakteristisk, at det her ifølge
den ene tankegang er gerningerne, der omtales, ifølge den anden
tankegang personen selv.
K48: Dette er Luthers trosbekendelse, formuleret
til lejligheden. Den er ret besynderlig, mest nok derved, at der ikke med
ét ord nævnes noget om retfærdiggørelse ved tro.
Alligevel er den god nok. Ikke mindst vistnok, fordi den hævder,
at denne totale synd, som findes i en del af menneskets væsen, har
til formål at få mennesket til at henfly til barmhjertigheden
alene (Dèr har vi dette 'alene' fra retfærdiggørelse
ved tro alene!).
K53: Her synes det at være en forudsætning
for, at noget kan kaldes synd, at det kan lægges ind under vores
vilje. Det kan svagheden ikke, ergo er den ikke synd. Og det er klart nok,
man må følge den naturlige sprogbrug. Men gør Luther
det, når han hævder, at vore drifter er synd? Vel netop ikke.
Og hvad så?
K54: Min indvending mod Luther går netop
på, at synden, som han taler om den, synden som lig med drifterne,
er lige så uundgåelig som bylder og feber, og at man derfor
ikke kan opstille noget bud, der siger: Du må ikke have seksuelt
begær, eller: du må ikke stræbe efter legemlig sikkerhed
og behagelighed, eller: du må ikke stræbe efter anerkendelse
fra andre. Og det mærkelige er, at Luther et halvt år senere,
i De votis monasticis, så sandelig hævder, at man ikke hverken
kan eller må modarbejde det kønslige begær. Hvis en
munk vil bede Gud om hjælp i sin kamp mod kønsdriften, lyder
Guds svar, hævder Luther: brug det middel, jeg har givet dig, gift
dig! Det vil sige, her betragter han så absolut kønsdriften
som umulig at kæmpe imod.
K63: Epistula 93, kap 10. Migne 33,338-343: WA
gengiver lidt af brevet: 'Noli contra divina tam multa, tam clara, tam
indubita testimonia colligere velle calumnias ex episcoporum scriptis ...
quia hoc genus litterarum ab auctoritate canonis distinguendum est. Non
enim sic leguntur, tamquam ita ex eis testimonium proferatur, ut contra
sentire non liceat, sicubi forte aliter sapuerunt quam veritas postulat'.
'Jeg ønsker ikke, at der imod den guddommelige skrifts så
mange, så klare, så utvivlsomme vidnesbyrd skal samles indvendinger
fra biskoppernes skrifter ... for man må skelne mellem den slags
bøger og kanons autoritet. De skal nemlig ikke læses, som
om man i den grad skulle foretrække vidnesbyrdet fra dem, at det
ikke var tilladt at mene noget andet, dersom de måske nogetsteds
skulle mene andet, end hvad sandheden hævder'.
K66: Stillet overfor denne argumentation om at gå direkte til skriften må man nok som lutheraner gribe lidt i egen barm. Det forekommer i det mindste mig, at Luther selv i vore kirkesamfund er blevet opstillet som en næsten uomgængelig autoritet. Det, vi holder os til, er ikke ligeud og simpelthen skriften, nej, det er skriften læst gennem det filter, som Luther har opsat, som de hed i dommen over Snedsted-præsten. Og det er altså uluthersk, hvis man skal følge Luther her.
Det vil sige: Bort med den hos os altfor almindelige praksis, at al
diskussion standser, når først man har fundet ud af, hvad
Luther mener! Tværtimod bør diskussionen så først
begynde. Eller man bør, hvis man skal følge Luthers tanker
her, først bevise, at Luther virkelig oplyser og ikke fordunkler
skriften.
K74: Luther føler sig noget frustreret,
synes det at fremgå af en udtalelse som denne. Forståeligt
nok. Han har gennem den pavelige bulle fået forkastet følgende
to sætninger: 'Den, der benægter, at der efter dåben
bliver synd tilbage i ethvert barn, han træder Kristus og Paulus
under fødder' (sætning 2) og: 'Et fromt menneske synder i
alle sine gode gerninger' (sætning 31). Sådan må man
ikke sige, hævder paven. Men Latomus har nu måttet indrømme,
at Paulus rent faktisk kalder den synd, der bliver tilbage efter dåben,
for synd (04#70). Og han skal ikke dø i synden,
mener Luther. I dobbelt betydning. Eller, kan jeg sige, Luther mener, at
andre også skal se det fuldstændig absurde i pavens dom. Den
betyder jo, at man ikke mere har lov at bruge Paulus' ord.
K77: For Luther i det mindste var sagen alvorlig. Han var med nød og næppe undsluppet kætterbålet i Worms, da han skrev dette.