Mod Latomus, 3



 
 

 Luthers skrift "Rationis Latomianae confutatio" fra 1521.

WA 8, s. 73-88
1 ALIUM LOCUM ECCL. VII. 'NON est homo iustus in terra, qui bene facit et non peccet' Latomus invadit, (releip04#10; latlut03#32), etiam minatus mihi in fine, ut desinam ponere maculam in gloriam sanctorum, quod gloria sanctorum apud eum sit opus eorum sine peccato. (latlut03#57) Quomodo psal. iii. dicunt: 'Tu es gloria mea', id est, tu es opus meum bonum sine peccato. Et lxxxviii. 'Quoniam gloria virtutis eorum tu es', id est, tu es opus eorum bonum sine peccato, scilicet ut nobis ipsis deos faciamus, sicut illi dixerunt Exodi xxxii. 'Fac nobis deos', quod proprie dictum est de operibus bonis, in quo gloriantur sancti isti Latomiani. Det andet sted, fra Præd 7,20: 'Der er ikke noget retfærdigt menneske på jorden, som gør godt og ikke synder' tager Latomus under behandling, ja han truer mig til slut med, at jeg skal ophøre med at sætte en plet på de helliges ære, fordi de helliges ære ifølge ham er lig med deres syndfri gerning. Sådan siger de i Sl 3,4: 'Du er min ære', det skulle så betyde: du er min gode syndfri gerning. Og Sl 89,18: 'Du er æren i deres styrke', det skulle betyde: du er deres gode syndfri gerning, så at vi nemlig gør os selv guder, sådan som de sagde i Ex 32,23: 'Lav os guder', hvilket egentlig er sagt om de gode gerninger, som disse hellige latomianere roser sig af. 
2 Et consonant Isa. iii. 'Opus manuum suarum adoraverunt, quod fecerunt digiti eorum'. Nam sancti dei confunduntur in suis operibus coram deo et in solo ipso gloriantur, ut Hiere. ix. 'Non glorietur fortis in fortitudine sua'. Et Paulus in i. Corint. x. 'Qui gloriatur, in domine glorietur'. Sed, ut dixi, Magistri nostri prae nimia prudentia sic loquuntur, ut revelentur cogitationes cordium suorum, quod de pietate sentiant supra quam Prophetae aut Apostoli capere possint. Nam quid Latomus de fide et operibus sentiat ex animo, satis probat os ex abundantia ista cordis loquens: praevenit hic artem natura, ut simulare non posset. Det svarer til Es 2,8: 'De tilbad deres hænders værk, som deres fingre havde lavet'. For Guds hellige beskæmmes i deres gerninger overfor Gud og roser sig alene i ham, som Jer 9,22 siger: 'Den stærke skal ikke rose sig af sin styrke', og Paulus 1 Kor 1,31: 'Den, der roser sig, skal rose sig i Herren'. Men som sagt, vore magistre taler i deres altfor store visdom på en sådan måde, at deres hjerters tanker bliver åbenbaret, det, de mener om fromheden, ligger ud over, hvad profeter og apostle kan forstå. For hvad Latomus i sit inderste mener om tro og gerninger, beviser hans mund tilstrækkelig tydeligt, når den løber over med det, hjertet er fuldt af. Her går naturen over optugtelsen, så han ikke kan forstille sig.
3 Consequentiam, circunstantiam et (quod dicit) filum locutionis hic omisit, ponderator testimoniorum prudentissimus, quia periculum sensit, ideo confugit, primum ad aliorum expositiones, deinde more suo ad alium locum scripturae. Quanquam et ego, si praeter hanc autoritatem nihil haberem, non in hac sententiam starem, in hoc autem eam posui, quod prorsus non possim ad eam respondere, quod satisfaciat, sicut nec Latomus potest, nec ullum posse credo, ideo quando apertis verbis huc concedere videtur, nec alius eius sensus inveniri a nobis potest, donec spiritus perfectiorem dederit, eam copulavi his, quae apertae sunt et infallibiles. Konsekvenserne, sammenhængen og det, han kalder talens tråd, lader han her ligger, denne højkloge vidnesbyrdvægter, fordi han mærker faren. Derfor flygter han, først til andres udlægninger, dernæst som han plejer til et andet sted i skriften. Det kan godt være, at også jeg, hvis jeg ikke havde noget skriftsted udover dette, ikke ville være blevet ved denne opfattelse, men nu har jeg baseret den på dette skriftsted, fordi jeg overhovedet ikke kan indvende noget imod det, som er tilstrækkeligt, sådan som heller ikke Latomus eller nogen anden kan det. Derfor, når teksten med klare ord peger i den retning, og vi ikke kan finde nogen anden betydning, før Ånden giver os en bedre, har jeg forbundet denne tekst med nogle, som er klare og usvigelige. 
4 Saepius eam elusi istis glossis, quibus Latomus nititur, sed semper perseveravit obstrepens et nimio consensu aliis locis meis conspirans. Nam Latomus cum nihil novi afferat, credit tamen Lutherum nihil eorum vidisse. Et haec credulitas satis erat, qua impelleretur ad scribendum.  Ofte har jeg søgt at undgå denne forklaring med de fortolkninger, som Latomus støtter sig til, men det har altid hårdnakket kæmpet imod. Det har rottet sig sammen med mine andre steder og overensstemmelsen har været for stor. For skønt Latomus ikke fremfører noget nyt, tror han, at jeg ikke har set noget af det, han tager frem. Og den formening var nok til at få ham til at skrive. 
5 Facile est dicere, quod idem sit 'Non sit iustus in terra, qui faciat bonum et non peccet' cum illo iii. Reg. viii. 'Non est homo, qui non peccet'. Sed cum hic nectat 'hominem' et 'iustum', deinde 'bonum facere' et 'non peccare', in libro Regum simpliciter 'hominem' et simpliciter 'non peccare' dicat, (latlut03#38) Latomus, consequentias et circunstantias fugiens, quas professus est prae omnibus sequi, elabitur, ego autem, qui eas observo, in eis haereo, meum non esse intelligens asserere, idem esse 'hominem' et (W74) 'hominem iustum', item 'peccare et bene facere' cum 'non peccare'.  Det er let at sige, at ordet 'Der er ingen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder' er identisk med det fra 1 Kong 8,46: 'Der er ikke noget menneske, som ikke synder'. Men skønt han her forbinder 'menneske' og 'retfærdig', og også forbinder 'gøre godt' og 'ikke synde', men i kongebogen blot siger 'menneske' og 'ikke synde', så glider Latomus af, og undviger de konsekvenser og sammenhænge, som han havde forkyndt, at han fremfor alt ville følge, men jeg, som lægger vægt på sammenhængen, er knyttet nøje til den, og forstår, at det ikke er min sag at påstå, at 'menneske' er det samme som 'et retfærdigt menneske', eller at 'synde og gøre godt' ikke er det samme som 'ikke at synde'. 
6 Et plane confiteor, si Latomus mihi eam opponeret, huius meae sententiae assertor factus, et contenderet, in scripturis hominem accipi ferme in malo pro peccatore, ut Gen. vi. et viii. 'Non permanebit spiritus meus in homine, quia caro est' et Paulus 'Nonne homines estis?' (1 Kor 4,3) item saepius 'secundum hominem dico', item 'humano die', et psal. lxxxi. 'Vos sicut homines moriemini' etc. certe mihi angustiam fecerit.  Og jeg tilstår ligeud, hvis Latomus var kommet med denne indvending imod mig, og var blevet tilhænger af min mening, og havde hævdet, at i skriften bliver ordet 'menneske' ofte brugt i den negative betydning som lig med 'synder', som i Genesis 6,3 og 8,21: 'Min ånd skal ikke forblive i mennesket, for det er kød' og som hos Paulus 'Mon ikke I er mennesker?' eller som det ofte hedder 'Jeg taler ud fra menneskelig tankegang', eller 'en menneskelig domstol', og som i Sl 82,7: 'I skal dø som mennesker' osv, så ville han givetvis have trængt mig op i en krog. 
7        Retundenda ergo est evidentibus scripturis, ut hunc sensum non faciat, aut cedendum ei, dum hoc facit, quod multae aliae. Unum est enim testimonium, sed in ore eius verbum tunc stabit, dum alius aut tertius ei consenserit. Itaque cum eam solvere nesciam, solvor ab eius exactione, dum ei cessero, accedentibus et aliis evidentioribus testimoniis, donec spiritus revelaverit 'hominem' esse idem quod 'hominem iustum' et 'bonum facere ac non peccare' idem quod 'peccare', interim id quod verba sonant sequar, non secuturus (ut dixi), sed in dubio relicturus, si sola sonaret.         Enten må man altså tilbagevise med klare skriftsteder, at denne opfattelse ikke slår til, eller også må man bøje sig for den, fordi den siger, hvad mange andre skriftsteder siger. For nok er det kun et enkelt vidnesbyrd, men på dets udsagn vil ordet stadfæstes, når et andet og et tredie stemmer overens med det. Derfor, når jeg ikke véd, hvordan jeg skal ophæve denne mening, er jeg selv ophævet fra at udrydde den. Jeg må da bøje mig for den, og den støttes jo også af andre og klarere vidnesbyrd, indtil Ånden åbenbarer, at 'menneske' er det samme som 'et retfærdigt menneske', og at 'at gøre godt og ikke synde' er det samme som 'at synde'. Indtil da følger jeg det, som ordene lyder på, dog følger jeg dem som sagt ikke, men lader dem stå hen i det uvisse, hvis de står alene. 
8 Tutior tamen est affirmatio huius sensus, quam negatio, etiam si sola sonaret in tota scriptura. Quod nemo in hoc peccat, si sua opera bona inutilia, peccata, nulla esse coram deo accuset et cum Iob omnia vereatur: periculosum, imo impium, si unum opus coram eo iactet et laudet, quae ratio et cogit hunc sensum amplecti, etiam si autoritas, id quod Latomus vult, simularet tantum.  Det er dog sikrere at hævde denne opfattelse, end at nægte den, også hvis den stod alene i hele skriften. For ingen synder på det punkt, hvis han anklager sine gode gerninger for at være unyttige, syndige, og ingenting værd overfor Gud, ja hvis han med Job frygter dem alle: Farligt, ja ufromt ville det være, hvis han praler af eller roser sig af bare én gerning overfor ham. Også denne begrundelse tvinger én til at antage denne betydning, også hvis skriftstedet, som Latomus påstår, kun tilsyneladende støtter den. 
9 Nunc cum apertis verbis inclinet, et solus metus est, ne quid occulte habeat, sitque nec plene obscurus nec plene apertus sensus, potior sit pietatis sensus aut interim nullus, quam impietatis. Accedit, quod et hic hebraice 'faciens bonum' is est, qui autor est, ut sint bona, ut non tantum personalem, sed efficacem bonitatem ad extra prosperatam significet, et tamen hunc peccare dicit: quanto magis operatorem bonorum peccatorem faciet. Og nu, hvor teksten med klare ord peger i den retning, og man alene må være bange for, at den i sig har noget skjult, og at meningen hverken var helt dunkel eller helt klar, må det være bedre med en from opfattelse eller slet ingen opfattelse end med en ufrom. Hertil kommer, at på hebraisk er 'den, der gør godt' lig med 'den, der er ophavsmand til, at der sker noget godt', så det ikke blot betyder en personlig godhed, men en virksom godhed imod den ydre velfærd, Og dog siger han, at denne synder. Hvor meget mere må skriften så ikke gøre den, der kun gør gode gerninger, til en synder. 
10 Si tamen mea hebraicitas fidem haberet, assererem in hebraeo hunc sensum haberi. Sic enim habet: 'Quoniam homo non est iustus in terra, qui faciat bonom et non peccet'. Prior pars 'Homo non est iustus in terra' certe illud facit, quod e lib. Reg. Latomus affert: 'Non est homo, qui non peccat', (1 Kong 8,46) imo amplius facit, ut apparet.  Hvis man altså kan have nogen tiltro til mine hebraiskkundskaber, vil jeg hævde, at meningen på hebraisk vil være denne: 'For der er intet menneske på jorden, som gør godt og ikke synder'. Den første del 'Der er ikke noget retfærdigt menneske på jorden' udvirker utvivlsomt det samme, som Latomus fremfører fra kongebogen: 'Der er intet menneske, som ikke synder', ja ser ud til at udvirke mere. 
11 Deinde, quod sequitur, explicat, quod talis etiam peccet bene faciendo. Sciunt enim hebraei, quam soleat coniunctio superflue poni in eius generis locutionibus, ut illud Gene. xvii. 'Masculus, cuius caro non fuerit circumcisa, et peribit anima illa de populo suo'. Exo. xiii. 'Quicunque comederit fermentum, et peribit anima eius de Israel'. Ita et hic 'Qui bene faciat et non peccet' pro eo quod est 'qui cum bene fecerit, non peccet'. Dernæst udtrykker det følgende, at et sådant menneske også synder, når det gør godt. Hebræerne véd nemlig, hvordan bindeordet (og) plejer at stå uden egentlig betydning i den slags talemåder, fx dette fra Gen 17,14: 'En mand, hvis kød ikke er omskåret, (og) hans liv skal udryddes af hans folk'. Og Ex 12,15: 'Enhver, der spiser syret brød, (og) hans liv skal udryddes af Israel'. Således også her: 'Den, der gør godt og ikke synder' betyder 'den, som, når han gør godt, ikke synder'. 
12         Sed Latomus, illud quod consequentia urget, non diluit, ubi dixi superfluum videri, quod Salomon addit ad 'iustum hominem' et dicit 'Qui (W75) facit bonum et non peccet', quasi iustus alius quispiam sit, qui non faciat bonum, nam quod de cadere et peccare elusisse credit, non movet. (releip04#10) (latlut03#33) (#37         Men Latomus giver ikke nogen forklaring på det, som det efterfølgende kræver forklaring på, hvor jeg har sagt, at det synes overflødigt, når Salomon til 'det retfærdige menneske' føjer 'som gør godt og ikke synder', som om der skulle være en anden retfærdig, som ikke gør godt, for hvad han siger om at falde og om at synde, rører mig ikke, skønt han tror, han gør mig til grin. 
13 Non enim quid Beda aut ullus homo dicat, sed quid dicere debeant, quaero. In sola scriptura dei attendere oportet, non solum quid, sed et quis dicat. Nec hoc eum iuvat, quod alium locum ex iii. Reg. viii. affert, qui dictus est (#5) (#10): probandum prius fuit, illum eiusdem esse sententiae et contra me facere. Non enim iuxta ponendum, sed confutandum illi fuit, alioqui cur non etiam illud adduxit: 'In principio creavit deus coelum et terram'? Jeg spørger nemlig ikke efter, hvad Beda eller noget andet menneske siger, men efter, hvad de bør sige. Alene i Guds skrift må man være opmærksom på, ikke blot, hvad der siges, men også hvem der siger det. Og det hjælper ham heller ikke, at han fremfører dette sted fra 1 Kong 8,46, som jeg før har nævnt. For han skulle først bevise, at det havde den samme mening og virkede imod mig. Han skulle arbejde med ikke blot at fremsætte, men også at gendrive. Hvorfor kunne man ellers ikke bare fremføre dette: 'I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden'.
14 Et quoties, rogo, dicendum est ei, ut non iuxta sed contra ponat? sicut ego non iuxta et similia, sed contraria illis posui. Non audio: 'alibi sic vel sic dicitur', sed hoc audiam: 'alibi contrarium evidenter dicitur'. Tollat suum 'potest sic dici' et afferat 'commune oportet sic dici'. Et hoc debet, quia cum iudicaverint, damnaverint, exusserint, comprobati sint a Bulla, turpissimum eis sit, eo fuisse nixos, quod possit sic dici, nec ostendant, quod oporteat sic dici.  Og jeg spørger: Hvor mange gange skal man sige til ham, at han ikke blot skal fremsætte, men også modsætte? Sådan som også jeg ikke blot fremfører noget, der er i overensstemmelse med og lig med, men også noget, der er i modsætning til det, han fremfører. Jeg kan ikke bruge det til noget, når han siger 'andre steder siges der sådan og sådan'. Men det rammer mig, når han siger: 'et andet sted siges der soleklart det modsatte'. Lad ham fjerne sit 'man kan sige sådan' og i stedet sige 'man må nødvendigvis og til enhver tid sige sådan'. Og det må han gøre, for når de bedømmer, fordømmer, opbrænder, og bliver bakket op af bullen, så ville det være uanstændigt af dem, hvis de støttede sig til noget, som man kunne sige, og ikke påviste, at man burde sige sådan. 
15 Quid enim cogitabit orbis, si seipsos prodant, super eo dubio tam certam sententiam tulisse, executos fuisse, comprobatos esse? Et quis non tunc affirmet Latomum, veritatis illum assertorem, in reddenda ratione et asserenda veritate publice confundi, nec alio quam cavillandi et eludendi, non autem docendi aut defendendi studio scripsisse? Hoc est enim nimis crasse sophisticari et tentare ingenia et iudicia orbis.  For hvad ville verden tænke, hvis de kom til at afsløre sig selv, at de ud fra en sådan tvivl havde afsagt en så sikker dom, havde fået den eksekveret og havde fået opbakning til den? Og så ville alle jo være klar over, at Latomus, denne sandhedens talsmand, offentligt var blevet gendrevet, da han begrundede og hævdede sandheden, og at han ikke havde skrevet i nogen anden hensigt end at gøre nar af og gøre til grin, ikke i den hensigt at belære eller forsvare? For dette er at drive sit sofisteri altfor vidt og at udsætte verdens forstand og bedømmelse for en altfor stor prøvelse.
16 Ego meorum nihil volo posse sic dici, sed quaecunque non debent sic dici, ea valeant et sint disputationes. Etiam si id efficeret Latomus, ut mea non urgerent, tamen hoc non sufficit rationis redditoribus et damnatoribus, qui mea exusserunt, tanquam non solum non urgeant, sed quae prorsus dici non debuerint. Quae est ista levitas vel stultitia, ut argumento suscepto de Christo disserendi, mox alia cantilena accepta de Hectore Troiano cantes? Jeg for min del ønsker ikke, at nogle af mine sætninger kan siges sådan, nej, hvilkesomhelst af mine sætninger, der ikke bør siges sådan, lader jeg fare, de er åbne for diskussion. Om så også Latomus havde udvirket, at mine sætninger ikke var tvingende, så ville det dog ikke være nok for dem, der har givet en bedømmelse og er kommet med en fordømmelse, for de har brændt mine sætninger, ikke blot som nogen, der ikke var tvingende, men som nogen, der slet ikke burde være fremkommet. Hvad er det for en letfærdighed eller dumhed at have påtaget sig den opgave at tale om Kristus, og straks derefter synge en anden melodi om Hektor fra Trojas?
17          Inter haec et arguatur dialecticis captionibus in Lutherum velut prorsus ALOGON in ignarum dialectices, dicens: 'Non magis sequitur: Non est iustus, qui faciat bonum et non peccet, ergo uno et eodem actu facit bonum et peccat, quam sequitur: Non est homo, qui vivit et non videat mortem, ergo simul vivit et moritur. (latlut03#36) Aut si quis diceret: Non est homo, qui vigilet et non dormiat, si ex hoc velis inferre, quod simul vigilet et dormiat. (latlut03#36            Midt i dette argumenterer han med dialektiske kneb imod mig, som var jeg fuldkommen dum og uvidende om dialektik, idet han siger: 'Mon ikke snarere man kan drage den slutning: Der er ingen retfærdig, der gør godt og ikke synder, altså i én og samme handling gør han godt og synder, heraf følger: Der er ikke noget menneske, som lever og ikke ser døden, altså på én gang lever og dør man'. Eller hvis nogen ville sige: Der er ikke noget menneske, som våger og ikke sover, hvis man deraf ville slutte, at man på én gang våger og sover. 
18 Similiter: Non est homo, qui vivit et non comedat, ergo quandocunque vivit, comedit'. Haec ille. Obsecro, da unum de pueris Latomi, qui una die audierit dialecticam, ut coram eo praeceptoris sui industriam examinem. Dic, puer: Estne omnis illa consequentia optima, quoties ad impossibile sequitur quodlibet, ut habent (W75) prima rudimenta apud Aristotelem?  På lignende måde: Der er ikke noget menneske, som lever og ikke spiser, altså nårsomhelst han lever, spiser han'. Såvidt Latomus. Milde himmel. Giv mig én af Latomus' elever, som har fået undervisning i dialektik bare én dag, så skal jeg finde ud af, hvor stor hans lærers kundskab er. Sig mig, min dreng, er mon virkelig en slutning rigtig, når den drager en eller anden konsekvens af en umulig forudsætning? Det hører dog til Aristoteles' første grundregler.
19 Exempli gratia, bene sequitur: Tria et duo sunt octo, ergo diabolus est deus, per regulam 'ad impossibile sequitur quodlibet'? Quamprimum enim antecedens fuerit verum, consequens erit etiam verum. Ita, nonne bene sequitur: Non est homo, qui vivit et non videat mortem, ergo simul vivit et moritur? Est enim antecedens impossibile, cum nemo vivens videat mortem, unde ex eodem antecedente sequitur etiam oppositum consequentis, scilicet: Ergo non simul vivit et moritur.  For eksempel: Er det rigtigt at slutte: tre og to er otte, altså er djævelen gud, ifølge reglen om, at 'af det umulige følger hvadsomhelst'? Nej, kun når præmissen er sand, vil følgeslutningen også være sand. Ligeledes: Er det rigtigt at slutte: Der er intet menneske, som lever og ikke ser døden, altså lever og dør mennesket på én gang? Nej, præmissen er umulig, eftersom ingen levende ser døden, så kan man af den samme præmis også drage den modsatte slutning: Altså lever og dør han ikke på én gang. 
20 Ita: Non est homo, qui vigilet et non dormiat, ergo simul vigilet et dormit, nonne est legitima sequela? sequitur enim etiam contradictorium: Ergo non simul vigilat et dormit. Quia antecedens impossibile est, cum homo dormire non possit, qui vigilat, nec econtra.  Ligeledes: Der er ikke noget menneske, som våger og ikke sover, ergo er det sådan, at han på én gang våger og sover, mon det er en legitim følgeslutning? Den modsatte følgeslutning kan jo lige så vel drages: Altså er det ikke sådan, at han på én gang våger og sover. For præmissen er umulig, eftersom det menneske, der våger, ikke kan sove, eller modsat. 
21 Sic: Nonne sequitur: Non est homo, qui vivat et non comedat, ergo quandocunque vivit, comedit, non comedit, est et non est, et omnia quae voles inferri? Quare ergo praeceptor tuus istas consequantias negat et damnat? tum in re seria sic nugatur? An hoc etiam comprobavit Bulla egregium factum? Vide itaque, lector, quam caeca sit invidia sophistica, ut ista puerilia rudimenta etiam et communem hominum sensum non capiat.  Og videre: Mon man kan drage følgende slutning: Der er ikke et menneske, som lever og ikke spiser, altså nårsomhelst det lever, spiser det, eller det spiser ikke, det er eller det er ikke, og alt, hvad du lyster at slutte? Altså hvorfor nægter din lærer disse konsekvenser og fordømmer dem? Gør han nar i en så alvorlig sag? Mon bullen også har godkendt dette som noget der er udmærket gjort? Du ser altså, kære læser, hvor blind den sofistiske misundelse er, at den ikke kan fatte selv disse grundregler, som børn kan forstå, eller forstå, hvad almindelig menneskelig fornuft hævder. 
22          Sed dicet aliquis Latomaster: 'Magistri nostri eximii hoc voluerunt: Non est homo, qui vivat et non videbit mortem aliquando in futurum. Et non est homo, qui vigilet et non dormiat aliquando, alio scilicet tempore, quam quo vigilat. Et non est homo, qui vivit et non comedat aliquando, non omni tempore quo vivit. Ex illis enim non sequitur: Ergo simul vivit et moritur, simul vigilat et dormit, simul vivit et comedit'.         Men måske vil én eller anden Latomus-discipel sige: 'Det, vore udmærkede lærere ville sige, var: Der er ikke noget menneske, som lever og ikke ser døden engang i fremtiden. Og der er ikke noget menneske, som våger og ikke af og til sover, men til en anden tid end den, hvor han våger. Og der er ikke noget menneske, som lever og ikke af og til spiser, hvad han ikke gør i al den tid, hvori han lever. Af disse ting følger nemlig ikke: altså er det på samme tid, at han lever og dør, på samme tid, at han våger og sover, på samme tid, at han lever og spiser'.
23 Ago gratias de bona informatione. Sed hoc est Magistros nostros eximios uno absurdo liberare et geminis immergere. Quorum primum est, quod grammaticam ignorant nec sciunt differentiam inter verbum praesentis et futuri temporis, dum rem futuram per praesens enunciant, simul multa adverbia occultant, forti in vindictam, quod antea linguarum peritiam calumniati, nunc passiones illas animae, quae iuxta Aristotelem, ut Dialogus Latomi habet, (n23) apud omnes eedem sunt, efferre nequeant et sint, quod voluerunt, elingues.  Jeg takker for den gode information. Men dette er at befri vore udmærkede magistre for én absurditet og styrte dem ud i to. Den første er, at de er uvidende om grammatikken og ikke kender forskel på verbets nutids- og fremtidsform, idet de anfører en fremtidig sag gennem en nutidsform og samtidig skjuler mange biord. Måske det sker som straf for deres tidligere foragt for sprogkundskaber, at de nu ikke kan frembringe de sjælens lidenskaber, som ifølge Aristoteles (som Latomus nævner det i sin Dialog) hos alle er de samme, så de er blevet, hvad de ønskede at være: sprogløse. 
24 Ita concedo pessime inferri: Non est homo, qui vivit et non videbit (ut psal. lxxxviii. habet) mortem, vel non videat aliquando mortem, ergo simul vivit et moritur. Non sequitur: Non est homo, qui vivit et non comedat aliquando, ergo quandocunque vivit, comedit. Sed contra quem pugnant istae absurdae consequentiae? Nunquid Lutherus dixit: Non est iustus in terra, qui bene faciat et non peccet aliquando, ergo simul bene facit et peccat? Quis mihi hoc adverbium 'aliquando' obtrudet? quis illud Salomoni addere audebit? Jeg indrømmer således, at dette er en dårlig slutning: Der er intet menneske, som lever og ikke vil se døden (som det står i Sl 89,49), eller som ikke på et eller andet tidspunkt vil se døden, altså lever og dør han på samme tid. Og følgende er også en dårlig slutning: Der er intet menneske, som lever og ikke af og til spiser, altså nårsomhelst han lever, spiser han. Men hvem kæmper disse absurde konsekvenser imod? Mon jeg har sagt: Der er ingen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke sommetider synder, altså gør han godt og synder på samme tid? Hvem pådutter mig dette biord 'sommetider'? Hvem vil vove at føje det til Salomons ord?
25 Et hoc alterum est absurdum Magistrorum nostrorum (W77) quo fere semper peccant, quod vocatur petitio principii. Quo quia Latomus toties utitur, non gravabor hominem toties admonere, si forte ex hac contentione saltem aliquam regulam dialecticae discere queat. Dico ergo: hoc probandum fuit Latomo, quod Salomonis verbum includeret adverbium 'aliquando', quo contraheretur peccatum ad opera mala extra bonum opus. At ipse, quasi probatum sit, apprehendit et probat negatum per negatum viciosissime.  Og dette er den anden af vore magistres absurditeter, at de næsten altid begår den synd, som kaldes at forudsætte det, der skulle bevises. Og fordi Latomus bruger det trick, vil jeg ikke blive træt af at formane manden, om han måske dog engang kunne lære af denne strid en og anden dialektisk regel. Jeg siger altså: Det var, hvad Latomus skulle bevise, at Salomons ord inkluderer ordet 'sommetider', så kunne han begrænse synden til de onde gerninger og holde den gode gerning udenfor. Men han tager det op, som om det var bevist, og beviser det benægtede ved det benægtede så fejlagtigt som tænkes kan. 
26          Quod si haec vicia non essent, adhuc deficit in modis praedicandi per se et per accidens. Peccatum enim (quod horrescere faciet omnes pilos Magistrorum nostrorum) volui et nunc dico praedicatione perseitatis inesse operi bono, quam dui vivimus, sicut risibile inest homini (loquor ad morem Aristotelis, non sophistarum, qui adhuc nesciunt, quid sit per se apud Aristotelem aut propria passio), sed esca, somnus, mors insunt praedicatione per accidens.           Men selv om disse fejl så ikke havde været der, så er der alligevel mangler ved at bestemme tingene ud fra deres væsen og ud fra deres egenskaber. For jeg har hele tiden villet sige og jeg siger det nu udtrykkeligt, og det vil få alle vore magistres hår til at rejse sig, at synden hører med til den gode gernings væsen, så længe vi lever, ligesom evnen til at le hører med til det at være menneske (jeg taler på Aristoteles', ikke på sofisternes måde; de har nemlig endnu ikke forstået, hvad der hos Aristoteles udgør en tings væsen eller bærende egenskab), mens det at spise, at sove, at dø hører til mennesket som en tilfældig egenskab. 
27 Ut ergo non sequitur: Homo semper est risibilis, ergo semper ridet, ita non sequitur: homo vivit, ergo semper vigilat, comedit, moritur. Tamen ut sequitur: Homo vivit, ergo est risibilis, comestivus, dormitivus, mortalis etc., ita sequitur: Homo bene facit, ergo peccat, quia homo bene faciens est subiectum et peccatum eius passio, ut suppositum est ex Salomone.  Altså, ligesom man ikke kan slutte: Mennesket har altid evnen til at le, altså ler det altid, således kan man heller ikke slutte: Mennesket lever, altså våger, spiser, dør det altid. Men ligesom man kan slutte: Mennesket lever, altså har de le-evne, spise-evne, sove-evne, dø-evne osv. således kan man slutte, mennesket gør godt, altså synder det, fordi det menneske, der gør godt, er subjekt og syndens dets egenskab, sådan som det er forudsat ud fra Salomons ord. 
28 Quare ego melius aemulabor consequentias istas perseitatis, quam Latomus, et veris exemplis meam consequentiam et necessariis necessariam suadebo. Hoc modo bene sequitur: Non est sophista Lovanii, qui scripturas tractet et non depravet sententias damnetque veritatem, ergo eodem opere tractat scripturas et depravat eas. Quia sophistarum est aliquando scripturas tractare, sed proprium eorum illas depravare et damnare.  Derfor vil jeg i vor kappestrid opstille disse konsekvenser af væsensegenskaberne bedre end Latomus gør det, og jeg vil overbevise om min konsekvens med sande eksempler og om dens nødvendighed med tvingende eksempler. Man kan godt slutte på følgende måde: Der er ingen sofist fra Løven, som behandler skriften og ikke ødelægger dens mening og fordømmer dens sandhed, altså sker det ved én og samme gerning, at han behandler skriften og ødelægger den. For det hører sofisterne til sommetider at beskæftige sig med skriften, men det er deres egenskab at ødelægge og fordømme den. 
29 Sic bene sequitur: Non est theologista Lovanii, qui concionetur et non loquatur fabulas et somnia sua, ergo quoties concionatur, fabulatur, quia theologista verbum dei praesumit, sed proprium suum est, fabulas pro eo docere. Sic: Non est hypocrita Lovanii, qui missam faciat et non adoret idolum, ergo quoties missam facit, adorat idolum. Quia antecedentia omnia sunt necessaria et per se, cum non possint se aliter habere.  Således kan man godt slutte: Der er ingen teologist fra Løven, som prædiker og ikke taler sine egne fabler og drømmerier, altså hver gang han prædiker, fabulerer han, fordi teologisten vel påberåber sig Guds ord, men det hører til hans egenskaber, at lære fabler i stedet for. På samme måde: Der er ingen hykler fra Løven, som holder messe og ikke tilbeder en afgud, altså hvergang han holder messe, tilbeder han en afgud. Sådan kan man slutte, for alle præmisserne er nødvendige og i overensstemmelse med deres væsen, eftersom de ikke kan forholde sig anderledes. 
30 Veniam dabis, pie lector, huic meae nugacitati, et Latomo imputabis, qui non est veritus in re ista gravi veritatem istis nugis calumniari. Volueram transire hoc cavillum, sed recordatus pompae et Bullae, timui, ne istas nenias belle valere simplices crederent, quae si valerent, incredibili absurditate sententiam meam traducerent, ideo fuit ei reddendum quod merebatur. Hi sunt, quos Papa comprobat et cultrices agri dominici fideles vocat (n30), in mei solam invidiam, non in illorum gratiam de qua tamen sola inflantur. (W78)  Fromme læser, du må undskylde dette pjatteri, men skriv det på Latomus' regning, som ikke holder sig tilbage fra at spotte sandheden i en så alvorlig sag med den slags pjat. Jeg ville egentlig være sprunget over dette drilleri, men jeg kom i tanker om bullen og al dens pomp, og så blev jeg bange for, at enfoldige mennesker skulle tro, at disse trylleformularer havde noget på sig, for hvis de havde det, ville de have forvandlet min mening til den utroligste absurditet. Derfor måtte jeg give ham igen med, hvad han havde fortjent. Og det er dem, som paven giver sin anerkendelse og kalder for tro arbejdere på Herrens ager, alene til skade for mig, ikke af taknemlighed mod dem, som dog alene opblæses af dette. 
31         Quod vero Hieronymum addit, qui docet, 'hominem non peccare' esse id quod non perpetuo carere peccato, hoc est, iustum facientem bonum non esse qui non peccet, debet sic intelligi, quod aliquando peccat, sicut de David legitur, quod omnes voluntates fecerit et tamen aliquando peccaverit: iterum hic Latomus affert suum 'potest sic dici' et non monstrat, quia debeat sic dici. (latlut03#39           Så anfører han Hieronymus, som lærer, at dette, at mennesket ikke synder, er det samme som at det ikke altid kan være fri for synd, det vil sige, ordet 'der er ikke nogen retfærdig, som gør godt og ikke synder' bør forstås således, at han sommetider synder, sådan som vi læser om David, at han helt igennem gjort Guds vilje og dog sommetider syndede: Og atter kommer Latomus med sit 'man kan sige sådan' i stedet for at vise, hvorfor man bør sige sådan. 
32 Obsecro, quis dubitat sanctos aliquando peccare? Sed hoc probandum fuit Latomo, quod eadem esset Salomonis sententia in praesenti verbo. Iam alterum eius vicium hoc loco, quod a simili arguit. Tertium vitium petitio principii est, quod similitudinem non prius probat. Ego concedo sententiam Hieronymi adductam, sed nego Salomonis similem et eandem. Quid facies? Inclamabo et ego Latomum iterum. Audis, Latome? Tuum argumentum quod suscepisti, est hoc: 'Opus bonum non est peccatum'. Et hanc: 'Opus bonum est peccatum' confutare debes, non illam probare: 'Sancti aliquando peccant', nec illam confutare: 'Sancti nunquam peccant'.  Jamen, for pokker, hvem er i tvivl om, at de hellige sommetider synder? Nej, det skulle Latomus bevise, at det var det samme som i Salomons mening i det ord, vi har for os. Og på dette sted har vi allerede hans anden fejl, at han argumenterer ud fra det, der ligner. Og hans tredie fejl er, at han forudsætter det, der skulle bevises, at han altså ikke først beviser sin sammenligning. Jeg indrømmer Hieronymus' mening, som han har fremført, men jeg nægter, at den er lig med Salomons. Hvad vil du så gøre? Endnu en gang vil jeg råbe til Latomus. Hører du, Latomus? Du tog dig for at bevise følgende: 'En god gerning er ikke synd'. Så må du gendrive denne: 'En god gerning er synd', og ikke bevise denne: 'De hellige synder sommetider', eller gendrive denne: 'De hellige synder aldrig'. 
33 De iis nemo tecum disputat. Iam Hieronymus eo loco ne cogitat quidem de isto loco Salomonis, tantum abest, ut probet, eius sensum esse, quem Latomus ex ipso affert. Insulsissima est consequentia: Hieronymus dicit, quod sancti aliquando peccant et non perpetuo carent peccato, Ergo Salomon idem vult, quando dicit: 'Non est iustus in terra, qui faciat bonum et non peccat'.  Der er ingen, der er uenig med dig i dette. Nu tænker Hieronymus på dette sted overhovedet ikke på dette sted fra Salomon, og derfor er det slet ikke i stand til at bevise, at det har den mening, som Latomus tillægger det. Den følgeslutning er da vanvittig: Hieronymus siger, at de hellige sommetider synder og ikke altid er fri for synd, altså vil Salomon det samme, når han siger: 'Der er ingen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder'. 
34 Cur non etiam dicis: Paulus dicit: 'Virgo non peccat, si nubit', ergo idem est quod Petrus dicit: 'Fratres, vigilate et sobrii estote'? Consequentias trahis et non probas eas, deinde sensum unius loci vis in alium locum intrudere, autoritate propria, quasi tibi orbis credere et cedere debeat sine ullo testimonio. Compone quotquot voles loca, sed memor esto, ut probes illorum esse, sicuti vis videri, eandem sententiam. Hoc enim officium Latome suscepisti, quod nisi feceris, nihil feceris. Manet mihi sententia et Salomon meus firmus, et vos incendiarii et sacrilegii convincemini.  Hvorfor siger du ikke også: Paulus siger: 'Jomfruen synder ikke, hvis hun gifter sig', altså er det det samme, som Peter siger: 'Brødre våg og være ædru'? Du drager konsekvenser og beviser dem ikke, dernæst vil du indføre ét steds mening på et andet sted, ud fra sin egen autoritet, som om hele verden skulle tro på dig og vige for dig uden noget bevis. Du kan sammenstille så mange steder, du vil. Men husk at bevise at de har den betydning, som du vil have dem til. Det er nemlig den opgave, du har taget dig på, Latomus, og hvis ikke du udfører den, udfører du slet ingenting. Min og Salomons sætning står altså fast, og I er blevet afsløret som brandstiftere og gudsbespottere.
35         An autem Hieronymus recte tractarit illud 'David fecit omnes voluntates dei, et tamen aliquando peccavit', per hoc quod dicit, 'omnes voluntates' dixisse deum, sed non addidisse 'perpetuo', (n35) in medio relinquo, alienum ab instituto nostro. Nos dicimus, omnes voluntates dei fieri sic, ut ignoscat omni operi nostro, sicut Augustinus dicit: 'Mandata dei implentur, quando quicquid non fit, ignoscitur', (releip04#43; Latom02#4) nihil hic de robustis illis peccatis disputamus, quibus aliquando sancti peccant, sed de quottidiano inherente, sicut et ipsi de veniali loquuntur.           Men om Hieronymus har behandlet dette skriftsted 'David overholdt alle Guds forordninger og dog syndede han sommetider' ret ved at sige, at Gud sagde 'alle mine forordninger', men ikke tilføjede 'til stadighed', det lader jeg stå hen i det uvisse, det ligger udenfor det, vi her har taget fat på.  Vi for vor del siger, at alle Guds forordninger sker derved, at han ser gennem fingre med al vor gerning, sådan som Augustin siger det: 'Guds bud opfyldes, når han ser gennem fingre med det, der ikke sker'. Vi diskuterer her ikke de grove synder, som de hellige sommetider gør sig skyldig i, men den daglige synd, der hænger ved os, den, som de selv kalder 'tilgivelig'. 
36 Satis dura mihi Hieronymi interpretatio videtur: Omnes, (W79) id est, aliquando vel pro maiori tempore, non tamen damno, propter figuram illam synecdochen. Deinde manifeste errat, quod Paulum insimulat, quasi vel peccarit vel non bonum opus fecerit, dum scripsit ad Timotheum de membranis, (2 Tim 4,13) ac quoties de necessariis huius vitae cogitarit. (latlut03#40 Hieronymus' fortolkning forekommer mig temmelig hård: at 'alle Guds forordninger' skulle være ensbetydende med 'sommetider' eller 'for det meste', det er vel ikke ligefrem noget, jeg vil fordømme, på grund af talefiguren synekdoke. Men han tager nu åbenlyst fejl, når han beskylder Paulus for at have syndet eller ikke at have gjort en god gerning, da han skrev til Timoteus om pergamenterne, eller overalt, hvor han tænkte på dette livs fornødenheder. 
37 Ubi est hic ille Thraso, qui se ponderare non numerare testimonia dixit? Error est inquam asserere, Paulum in his non bene fecisse. Melius Paulus ipse: 'Omnia quaecunque facitis, sive comeditis, sive bibitis, omnia in nomine domini nostri Ihesu Christi facite'. (1 Kor 10,31; Kol 3,17) Communis vita iusti non est nisi mera bona opera. Neque enim unam ungulam relinquit Christus in Aegypto de ovibus suis. (2 Mos 10,26)  Hvor er her denne pralhals henne, som sagde, at han ville vægte og ikke tælle vidnesbyrdene? Det er en fejl, siger jeg, at hævde, at Paulus i disse ting ikke gjorde godt. Bedst høres det fra Paulus selv: 'Alt, hvad I gør, hvad enten I spiser eller drikker, gør det alt i vor Herres Jesu Kristi navn'. De retfærdiges almindelige liv er ikke andet en lutter gode gerninger. Kristus efterlod ikke så meget som en klov af sine får i Ægypten. 
38 Quod dico, ut sophistae sciant, S. Patres, ut aliquando peccaverunt, quod Latomus probat ex Hieronymo per exemplum David, ita aliquando errasse quoque, quod ego hic in Hieronymo probo, proinde optime valere eorum autoritates, quando scripturis manifestis nituntur, si secus, ne mihi crepent et iactent sese vicisse, quod autoritas cuiuspiam sancti ab eorum parte steterit. In contentione sumus, ubi divinis, iisque certis et evidentibus nitendum est testimoniis. Humana vero valeant in familiari persuasione et populari contione.  Dette siger jeg, for at sofisterne skal vide, at de hellige fædre, ligesom de sommetider syndede, hvilket Latomus beviser ud fra Hieronymus gennem eksemplet med David, således tog de også sommetider fejl, hvilket jeg her beviser ud fra Hieronymus. Derfor har deres autoritet fuld gyldighed, når de støtter sig til åbenbar skrift, men hvis ikke, skal de ikke komme til mig med deres snak og deres pral om, at de har vundet, fordi de har en eller anden hellig mands autoritet på deres side. Vi befinder os i en strid, hvor man må støtte sig til de guddommelige, og det vil sige, sikre og klare, vidnesbyrd. Lad de menneskelige vidnesbyrd gælde i den private diskussion eller i folkeforsamlingen. 
39         Sed quia Paulum pro exemplum ponit, qui sine peccato bonum opus fecerit, tentemus et nos istam prosopopeiam. Demus itaque S. Paulum vel Petrum sive orantem sive docentem, sive aliud bonum opus operantem. Si est opus bonum sine peccato et absque omni vitio, (n39) potest ipse stare cum debita humilitate coram deo et dicere hoc modo: 'Ecce dominus deus, hoc opus bonum per tuae gratiae auxilium feci, non est in eo vicium aut peccatum ullum, nec indiget tua misericordia ignoscente, quam super eo nec peto, deinde volo, ut iudicio tuo verissimo et strictissimo ipsum iudices.          Men eftersom de sætter Paulus frem som et eksempel, han, som uden synd gjorde en god gerning, så vil vi også forsøge os med en sådan personsanseelse. Lad os tage sankt Paulus eller Peter, enten når han beder eller lærer eller gør en anden god gerning. Hvis det er en god gerning uden synd og uden nogen fejl, så kan han stå med den skyldige ydmyghed overfor Gud og tale på denne måde: 'Se, Herre Gud, denne gode gerning har jeg gjort med din nådes hjælp, der er ikke nogen fejl eller synd i den, ejheller behøver den, at du ser igennem fingre med den, og det beder jeg heller ikke om med hensyn til den, blot det ønsker jeg, at du dømmer den med din sandeste og mest nøjagtige dom. 
40 In hoc enim gloriari coram te possum, quod nec tu possis illud damnare, cum sis iustus et verax, imo nisi teipsum neges, non damnabis, certus sum, non iam opus misericordia, quae remittat debitum in isto opere, sicut oratio tua docet, evacuata hic est utique, sed tantum iustitia, quae coronet'.  Heri kan jeg nemlig rose mig overfor dig, at du ikke kan fordømme den, eftersom du er retfærdig og sanddru, ja jeg er sikker på, at med mindre du nægter dig selv, vil du ikke fordømme den. I denne gerning er der ikke brug for den barmhjertighed, som tilgiver skyld sådan som Fadervor lærer det, den er her udelukket, der er blot brug for den retfærdighed, som kroner gerningen'. 
41 Horrescisne et sudas, Latome? (n41) haec omnia posse, imo debere dici a tali iustitiario certum est, quia veritatem debet dicere maxime coram deo, neque enim propter deum debet mentiri, at veritas est, opus esse absque peccato, laude dignum, misericordia non egens, iudicium dei non timens, imo iam in opere ipso et accepto dono gratiae confidere et sperare licet, quia habemus, quod (W80) opponamus etiam ipsi deo et iudicio veritati eius, inde neque amplius eum timere oportet, et in misericordia eius non confidere.  Bliver du ikke forskrækket, Latomus? Sveder du ikke? Men det er helt sikkert, at alt dette kan, ja bør siges af en sådan retfærdighedshelt, fordi man bør sige sandheden, især da overfor Gud, og man bør ikke lyve for Guds skyld, men det er sandhed, at gerningen er uden synd, at den er værdig til ros, at den ikke trænger til barmhjertighed, at den ikke frygter Guds dom, ja man kan oven i købet være fortrøstningsfuld og håbe for gerningens og den modtagne gaves skyld. For vi har noget, vi kan sætte op imod Gud selv og dommens sandhed, derfor skal vi ikke mere frygte ham eller sætte vor lid til hans barmhjertighed. 
42 Nonne, Latome, haec omnia sequi et fieri oportet? Neque enim deus, etsi creaturas bouas destruat, ideo eas damnat aut reprobat. Ita licet posset et talem sanctum cum suo opere destruere, tamen non potest damnare aut reprobare, quia stat veritas: 'Dilexisti iustitiam et odisti iniquitatem'. (Sl 45,8). Et sic per gratiam dei habemus, quod in hac etiam vita et ante iudicium deo opponamus et tam misericordiam quam iudicium eius secure posthabeamus. (n42 Er det ikke, hvad der bør følge, og hvad der bør ske, Latomus? For selv om Gud kan tilintetgøre gode skabninger, fordømmer eller forkaster han dem ikke af den grund. På samme måde: Selv om han kan tilintetgøre en sådan hellig sammen med hans gerning, så kan han dog ikke fordømme eller forkaste ham, for den sandhed står fast: 'Du har elsket retfærdighed og hadet uret'. Og således har vi ved Guds nåde noget, som vi også i dette liv og før dommen kan sætte op imod Gud, og med sindsro se stort på både hans barmhjertighed og hans dom. 
43         Et ubi tunc est illud psal. c. i. 'Non intres in iudicium cum servo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tue omnis vivens'? An hic synecdoche est 'omnis vivens', id est, multi vel aliqui viventes? Sed et Paulus i. Corint. iiii. 'Nihil mihi conscius sum (ecce bona opera), sed non in hoc iustificatus sum'. Quo modo non iustificatus, cum in bono opere sit iustitia et nullum peccatum?          Men hvad ville der så blive af skriftstedet Sl 143,2: 'Gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen, der lever, retfærdig'? Mon her 'ingen, som lever' er en synekdoke, altså lig med 'mange eller nogle, som lever'? Men ligeledes, hvad med Paulus i 1 Kor 4,4: 'Jeg er mig intet bevidst (se, dèr har du de gode gerninger), dog derved er jeg ikke retfærdiggjort'? Hvorfor er han ikke retfærdiggjort, når der i den gode gerning er retfærdighed og ingen synd? 
44 Certe praedicasti Euangelium totis viribus, collegisti (ut Latomus dicit) collectam (latlut03#54) cum omnibus circunstanciis virtuosis, etiam ab Aristotele recensitis, certe hoc opus fuisse bonum non potes negare, quomodo ergo adhuc peccator es in illo? An non es peccator, qui non iustificatum vocans? Si Latomum audis, non dicas: 'neque meipsum iudicio, dominus autem est qui me iudicat'. Sed dicas: 'ego iudico meipsum, quia opus bonum illius iudicium non metuit, iustus enim est ipse'.  Du har da bestemt, Paulus, prædiket Evangeliet af alle kræfter, du har, som Latomus nævner det, indsamlet kollekten med alle de udmærkede omstændigheder, der hører dertil, også bedømt efter Aristoteles, du kan da ikke nægte, at denne gerning har været god, hvordan kan du så alligevel være en synder i den? Er du måske ikke en synder, når du siger, at du ikke er retfærdiggjort dermed? Hvis du retter dig efter, hvad Latomus siger, skal du ikke sige: 'Jeg bedømmer ikke mig selv, men Herren skal dømme mig', nej, så skal du sige: 'Jeg bedømmer mig selv, for den gode gerning frygter ikke hans dom, den er nemlig retfærdig i sig selv'. 
45 Aut ergo Latomiani blasphemant dei misericordiam et iudicium cum suis operibus sine peccato, aut tu Paule mentiris, imo et ipse blasphemas veritatem ab illis doctam. Non stant simul 'habeo opus sine peccato' et 'in hoc non sum iustificatus'. Noli deum iniquum facere, qui non iustificet opus bonum sine peccato. Quid enim in eo damnet? imperfectionem? at illa non est peccatum, sed poena augens bonitatem etiam, ut melius sit forte multas quam paucas habere eiusmodi imperfectiones.  Altså: Enten driver latomianerne spot med Guds barmhjertighed og dom med deres gode gerninger uden synd, eller også lyver du; Paulus, ja, driver selv spot med den sandhed, som de lærer. De to ting kan ikke forenes: 'jeg har en gerning uden synd' og 'derved er jeg ikke retfærdiggjort'. Lad være med at gøre Gud til en uretfærdig Gud, som ikke retfærdiggør den gode gerning, når den er uden synd. Hvad skulle han nemlig fordømme i den? Ufuldkommenheden? Men den er jo ikke synd, den er en straf, der endda øger godheden, så det måske er bedre at have mange end få af den slags ufuldkommenheder. 
46          At dices: 'Hieremias dicit xvij. 'Tu scis, quod egressum est de labiis meis, rectum in conspectu tuo fuit, diem hominis non desideravi, tu scis, te pastorem sequens'. (Jer 17,16) Et Ezechias iiii. Reg. xx. 'Obsecro, domine, memento quaeso, quomodo ambulaverim coram te in veritate et in corde perfecto, et quod placitum fuit coram te, feci'. (2 Kong 20,3)          Men du vil sige: I Jer 17,16 står der skrevet: 'Du véd, at hvad der er gået over mine læber, var ret i dine øjne, jeg har ikke tragtet efter menneskedage, du véd det, at jeg har fulgt dig som min hyrde'. Og Ezekias siger i 2 Kong 20,3: 'Jeg bønfalder dig, Herre, og beder dig huske på, hvordan jeg har vandret for dig i sandhed og med et helt hjerte og gjort, hvad der var dig velbehageligt'.
47 Respondeo: non autem dicit, se in iis ipsis nihil pecasse, idem fere cum Apostolo sentiens: 'Non sum mihi conscius, feci quae tibi placita sunt, et quaecunque mandantur, sed non in hoc (W81) iustificatus sum'. Loquitur quantum habet conscientia. Denique in psalterio et aliis locis invocant sancti iudicium dei pro causa sua contra adversarios. Et tamen qui coram hominibus et conscientia sua irreprehensibiles sunt, non iustificantur coram deo in hoc, sed in alio quopiam, nempe Christo.  Hertil svarer jeg: Han siger ikke, at han ikke har syndet deri, så det betyder næsten det samme som apostelens 'jeg er mig intet bevidst, jeg har gjort, hvad der behagede dig, og hvadsomhelst du har påbudt, dog derved er jeg ikke retfærdiggjort'. Han siger så meget, som han har samvittighed til. Og endelig påkalder i psalteret og andre steder de hellige Guds dom for deres egen sag imod modstanderne. Og dog er de, som overfor mennesker og deres samvittighed er lydefri, ikke retfærdiggjort overfor Gud derved, nej, de er retfærdiggjort ved en helt anden, nemlig ved Kristus. 
48 Si ergo Apostolus audet dicere, se nullius esse sibi conscium, et tamen non in hoc iustificatum, quanto magis Ezechias aut Hieremias non iustificati sunt in his quae recensent, cum sit multo maius et perfectius nullius esse conscium, quam ambulare in veritate et facere placita dei. Hi enim alicuius esse possunt sibi conscii, ut et Latomus ex Hieronymo probat. (latlu03#29; #33; #39 Hvis altså apostelen vover at sige, at han ikke er sig noget bevidst, men dog ikke derved er retfærdiggjort, hvor meget mindre skulle så ikke Ezekias og Jeremias være retfærdiggjorte ved det, de fører frem, eftersom det er meget større og mere fuldkomment ikke at være sig noget bevidst end at vandre i sandhed og gøre det, der behager Gud. De sidste kunne jo også være sig noget syndigt bevidst, sådan som også Latomus beviser ud fra Hieronymus. 
49 Caeterum de verbo est alia quaestio, ibi enim et Paulus audet dicere, deum non posse mentiri nec seipsum negare, quia verbum est eius, non nostrum, in hoc possumus cum fiducia stare, etiam coram eo, et dicere: scio, quod hoc non potes damnare, hoc enim est iustificatum in semetipso, non modo nullius sibi conscium, hoc non timet tuum iudicium nec quaerit misericordiam, denique hoc tibi opponere possumus, cum sit tibi per omnia aequale etc.  Men når det drejer sig om ordet, er det en anden sag. Her vover nemlig også Paulus at sige, at Gud ikke kan lyve eller fornægte sig selv, for ordet er hans, ikke vort, og vi kan med fuld fortrøstning stå fast ved det også overfor ham og sige: Jeg véd, at du ikke kan fordømme ordet, det er nemlig retfærdiggjort i sig selv, ikke blot er det sig intet bevidst, men det frygter heller ikke din dom eller kræver barmhjertighed, det kan vi stille op imod dig, da det er dig lige i alle ting, osv. 
50 Sed de usu, ministerio et tractatu verbi non ita possumus, quia hic id quod nostrum est, accedit. Ideo Hieremias bene dicit: 'Quod egressum est de labiis meis, rectum in conspectu tuo fuit' (Jer 17,16). Denique pro verbo mori debemus tam certi, quod pura veritas sit, sed pro opere suo bono, quod sine omni vicio sit, quis audeat mori?  Men om ordets brug, ordets tjeneste og ordets udlægning kan vi ikke sige sådan, for her kommer det til, der er vort. Derfor siger Jeremias med rette: 'Hvad der er gået over mine læber, var ret i dine øjne'. Alt i alt: for ordet må vi dø, ganske forvissede om, at det er den rene sandhed, men hvem vover at dø for vor gode gerning, også selv om den er helt uden fejl? 
51 Nam et Paulus ad Timoth. cum diceret: 'Bonum certamen certavi, cursum consummavi, fidem servavi, de reliquo reposita est mihi corona iustitiae, quam reddet mihi in illum diem iustus iudex', (2 Tim 4,7-8) non dicit se in hoc iustificatum, sed similia Ezechiae in praesumptione misericordiae loquitur, cuius beneficio nullius sibi conscius expectat coronam gloriae, quod faciunt et omnes credentes. Spes enim expectat non iram, sed gloriam, ut Tit. ii. dicit, sed non in operibus, imo in misericordia dei.  For når Paulus skriver til Timoteus: 'Jeg har stridt den gode strid, jeg har løbet løbet til ende, jeg har bevaret troen, nu er den retfærdighedens krone sat til side til mig, som den retfærdige dommer vil give mig på hin dag', så siger han ikke, at han er retfærdiggjort derved, men i lighed med Ezekias taler han under forudgribelse af barmhjertigheden, ved hvis velsignelse han, da han ikke er sig noget bevidst, venter at få herlighedens krone. Det gør jo alle troende. For håbet venter ikke vrede, men herlighed, som Titus 2,13 siger, men ikke ved gerninger, nej, ved Guds barmhjertighed. 
52        Quid autem? si Latomiani elabantur dicentes: 'Non volumus ita fieri, quia nemo est certus, an tale opus habeat'. Quid audio? Stoici sumus an Academici, ut nihil certum habeamus? Verum non credo eos ita desipere. Quid enim absurdius quam docere bona opera et simul ignorare, quae sint bona opera, aut nullum exemplum posse monstrare. Paulus enim nihil dubitat, nec David. Non enim ait: 'dubius sum', sed 'nihil mihi conscius sum'.            Men hvad så, hvis Latomus og hans folk glider af og siger: 'Vi ønsker ikke, at det skal ske sådan, for ingen er sikker på, om han har en sådan gerning'. Hvad må jeg høre? Er vi stoikere eller platonikere, siden vi ikke har noget sikkert? Men jeg tror dog ikke, at de er så uforstandige. Hvad er nemlig mere absurd end at lære gode gerninger og samtidig være uvidende om, hvad der er gode gerninger, eller ikke kunne fremvise noget eksempel derpå. For Paulus er ikke i tvivl om det. Heller ikke David. Han siger nemlig ikke 'jeg er i tvivl', men 'jeg er mig ikke noget bevidst'. 
53 Et Ezechias non ait: 'dubius sum, an fecerim placita coram te'. Et David Ps. vii. non ait: 'Iudica me secundum dubium meum', sed 'secundum innocentiam meam, quae est in me'. Rursus Paulus non dubitat, opus esse in peccato. Non enim ait: 'Sed in hoc dubito, an sim iustificatus', sed sic: 'Non in hoc iustificatus sum' (1 Kor 4,4). Et David non ait: 'Quis scit, si iustificetur in conspectu tuo omnis vivens', sed 'Quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis vivens'. (Sl 143,2)  Og Ezekias siger ikke: 'Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg har gjort noget, der er dig velbehageligt'. Og David siger i Sl 7,9 ikke: 'Døm mig efter min tvivl', men 'efter min uskyld, som er i mig'. Og vender vi os igen mod Paulus, tvivler han ikke på, at hans gerning er synd. Han siger nemlig ikke 'men det tvivler jeg på, om jeg er retfærdiggjort', nej, han siger: 'derved er jeg ikke retfærdiggjort'. Og David siger ikke: 'Hvem véd, om nogen, der lever, kan retfærdiggøres i dine øjne', men 'fordi ingen, der lever, kan retfærdiggøres i dine øjne'. 
54 Quis enim persuaderetur ad bonum opus, si dubitare deberet, quodnam esset bonum opus? Quis in dubium et in incertum currere (W82) (ut Apostolus ait) et aerem pugnis verberare volet sciens et prudens? tum vere nulla unquam erit pax, cum et bona opera habere oporteat, et nemo sciat tota vita, quando habeat.  Hvem vil nemlig kunne overtales til at gøre en god gerning, hvis han skal tvivle på, om det er en god gerning? Hvem vil løbe på må og få og i det uvisse (som apostelen siger) og med viden og vilje slå i luften? Så ville der sandelig ikke nogensinde blive fred, når det både skulle være sådan, at man skal have gode gerninger, og samtidig være sådan, at ingen livet igennem kan vide, hvornår han har nogen. 
55 Quare nobis optime consuluit deus, ut nos de utroque certificaret, opera bona manifesta docens esse Gal. v. 'Fructus autem spiritus sunt charitas, gaudium, pax etc.' Et Matt. vij. 'Ex fructibus eorum cognoscetis'. Rursum, ea non sine vitio et peccato esse (ne in illis esset fiducia nobis) certos nos faciens, ut non dubia et fallaci confessione possimus in omni opere nos agnoscere peccatores, et misericordiae viri inveniamur.  Derfor har Gud givet os den bedste vejledning, så han kunne gøre os sikre på begge dele. Han lærer os, at de gode gerninger er åbenlyse, i Gal 5,22: 'Men åndens frugter er kærlighed, glæde osv', og i Matt 7,20: 'Af deres frugter skal I kende dem'. Og han lærer os for det andet, at de gode gerninger ikke er uden fejl og synd (at vi ikke skal slå vor lid til dem), idet han forvisser os om, så at vi uden tvivl og falsk bekendelse kan erkende os som syndere i enhver gerning og findes som barmhjertighedens mennesker. 
56 Porro, ut pacem haberemus infallibilem, verbum suum in Christo nobis dedit, in quod cum fiducia nixi, securi essemus ab omni malo. Neque enim adversus verbum etiam portae inferi valent cum omnibus peccatis.  Fremdeles, for at vi han have en urokkelig fred, har han i Kristus givet os sit ord, og når vi holder os til det, kan vi være sikre mod alt ondt. For imod ordet er hverken helvedes porte eller al synd intet værd. 
57 Ibi petra refugii nostri, ibi cum Iacob etiam contra deum luctari possumus et suis eum promissionibus, sua veritate, proprio verbo urgere (ut sic dicam) audemus. (1 Mos 32,28) Quis enim deum iudicabitet et verbum eius? Quis etiam fidem in verbum eius accusabit aut damnabit? Desinant ergo et mei Latomi maculam in gloriam dei ponere et os blasphemum compescant, nec nobis idolum operis nostri dubii et infidelis erigant, ne et nos gloriam nostram mutemus in similitudinem vituli comedentis fenum. (n57 Her er vor tilflugtsklippe, her kan vi med Jakob endog kæmpe mod Gud, her vover vi, om jeg så må sige, at tvinge Gud med hans løfter, hans sandhed, hans eget ord. Hvem vil nemlig dømme Gud og hans ord? Hvem vil anklage eller fordømme troen på hans ord. Derfor skal mine Latomusser lade være med at sætte plet på Guds ære, og de skal holde deres ugudelige mund i tømme, at de ikke skal oprette os et afgudsbillede af vore tvivlsomme og vantro gerninger, at ikke også vi skal forvandle vores herlighed til billedet af en tyrekalv, der spiser græs. 
58         In fine indignatus, quod insimulati essent sese non intelligere, quid sit peccatum usu scripturarum, 'Videamus, inquit, in scriptura quid sit peccatum'. (latlut03#44) Deinde peccatum quattuor modis accipit: Primo pro causa peccati, Secundo pro effectu seu poena, Tertio oblationem pro peccato; Quarto pro ipsa culpa, quo anima rea fit. Et miror, quod non quinto modo etiam pro premio peccati acciperint, deinde, ut totum Artistotelem haberemus, etiam peccatum per se et peccatum per accidens facere poterant foecundi illi distinctores.            Til sidst bliver han vred over, at de får beskyldning for ikke at forstå, hvad synd er efter skriftens brug. 'Lad os se efter i skriften', siger han, 'hvad synd er'. Derefter forstår han synd på fire måder: For det første forstår han den som syndens årsag, for det andet om syndens virkning eller straf, for det tredie om offer for synd og for det fjerde om selve skylden, hvorved sjælen bliver skyldig. Og jeg undrer mig over, at de ikke også for det femte forstår synden som syndens løn, og videre, for at vi kan få hele Aristoteles med, også forstår synden som synd i sig selv og synd som en egenskab, når nu de skal lave så mange distinktioner. 
59 Hic si quaeram: quae est illa scriptura, in qua ista quadriga peccatorum Latomo est visa? respondet: 'Origenes et Ambrosius diabolum vocant peccatum. Et Augustinus concupiscentiam post baptismum vel motum eius remanentem'. (Latlu03#47) Ex his ego concludo, quod Origenes, Ambrosius et Augustinus sunt scriptura sancta: ita multiplicabuntur non solum dii per opera bona, sed etiam scripturae deorum per peccata.  Hvis jeg nu her ville spørge: Hvad er det for et skriftsted, hvor Latomus kan se denne firdeling af synderne, så ville han vel svare: 'Origenes og Ambrosius kalder djævelen for synd. Og Augustin kalder det begær eller den drift, der er blevet tilbage efter dåben, for synd'. Heraf kan jeg konkludere, at Origenes, Ambrosius og Augustin er lig med den hellige skrift. Det er altså ikke blot sådan, at guderne mangfoldiggøres gennem gode gerninger, det er også sådan, at gudernes skrifter mangfoldiggøres gennem syndige gerninger. 
60 Quid enim essent dii, nisi et scripturas divinas nobis darent? Deinde negat peccatorem dici eum, qui habet peccatum secundo modo, id est, concupiscentiam seu motum eius post baptismum. (latlu03#52) Sed mittamus ista portenta et ad rem veniamus.  For hvad ville det være for guder, der ikke gav os guddommelige skrifter? Dernæst afviser han at kalde den for synder, som har synd af art nummer to, det vil sige, begæret eller driften, som er tilbage efter dåben. Men lad os vende og bort fra disse misfostre og komme til sagen. 
61 Hic te, lector, iubeo liberum esse et Christianum, in nullius hominis verba iuratum, scripturae sanctae constantem professorem, quae si quid peccatum vocat, tu cave ullius verbis movearis, (W83) qui velut melius locuturi ipsum negant peccatum, sed nunc inperfectionem, nunc poenam, nunc vicium volunt appellari, quo extenuent et eludant verba dei, cum nihil horum habeat scriptura, credasque tu spiritum sanctum eum fuisse, qui res suas idoneis verbis eloqui potuerit, ut hominum figmentis nihil opus haberet. Incredibile est enim, quam torqueat sophistas Paulus Ro. vi. et vii. et viii., quod ibi peccatum et non poenam appelarit concupiscentiam superstitem baptismo. Multa summa, si possent, redimerent hoc vocabulum.  Her befaler jeg dig, kære læser, til at være et frit og kristent menneske, ikke bundet til noget menneskes ord, men blot en standhaftig bekender af den hellige skrift. Og hvis den kalder noget synd, så tag dig i agt for at bevæges af noget menneskes ord, som vil tale bedre og nægte, at det er synd, men snart vil kalde det ufuldkommenhed, snart straf, snart last. Herved svækker de Guds ord og gør grin med det, eftersom skriften ikke har noget af den slags. Stol du kun på, at Helligånden er i stand til at udtrykke sine ting med velvalgte ord, så der ikke er brug for menneskers opfindelser. Det er nemlig utrolig, hvordan sofisterne fordrejer Paulus i Rom 6, 7, og 8, fordi han dèr kalder det, der bliver tilbage efter dåben, for synd og ikke for straf. Hvis de havde kunnet, ville de have købt sig fri af dette ord med en stor sum penge. 
62          S. Hilarius recte censuit, nihil licere asseri extra praescriptum coeleste, qui vero id tentaret, aut ipse non intelligeret, aut aliis non intelligendum relinqueret, id quod accidit et istis in vocabulo peccati eo loco Pauli. Non autem advertunt sophistae, quam sit absurdum et fide indignum, peccatum appellari poenam peccati eo loco, et id nullo alio testimonio scripturarum posse diceri, quod tamen oportet in contentione, ut obstruatur os adversario, sicut Paulus iussit Tito. (Tit 1,9)              Sankt Hilarius mener med rette, at man ikke må fremsætte nogen påstand uden himmelsk forskrift. Men prøver nogen på det, har han enten ikke selv forstået det eller er ude af stand til få andre til at forstå det. Det er, hvad der sker for dem med ordet synd på dette sted hos Paulus. For sofisterne bliver ikke klar over, hvor ansurd og uværdigt for troen det er at kalde synden for syndens straf på dette sted, uden at kunne fremføre noget andet skriftbevis, hvilket dog er nødvendigt i strid, så man lukker munden på modstanderen, som Paulus befaler Titus at gøre.
63 Sed non solum hoc non possunt docere, peccatum eo loco poenam esse, insuper nec Lovaniensis theologisandi ratio hic aliquid potest, ut saltem et alius unus locus in scripturis produceretur, quo peccatum similiter eam poenam significet, etiam si hunc locum non cogeret de simili peccato intelligi.  Men ikke blot kan de ikke belære os om, at synd på dette sted er lig med straf, desforuden er den løvenske teologiske fornuft her ikke i stand til noget, så den blot kunne fremføre ét andet sted fra skriften, hvorefter synd kan gøres lig med straf, også selv om den ikke tvang os til at forstå det om en lignende synd. 
64 Cum autem hic cardo totius ferme quaestionis versetur, et universum cahos Latomianae offae in peccati istis ludibriis et aequivocationibus superbiat, nobis autem id agendum sit, ut veritatem sic asseramus, quo adversarius non habeat occasionem illudendae: habet autem eam, si peccatum non possumus per scripturas isto modo destinguendum et aequivocandum probare, sicut revera neque illi nec nos possumus: quare in simplici et constanti significatione sistendum est, nec egrediendum, donec manifesta autoritas nos exire cogat. Paulo itaque altius haec repetenda sunt.  Her er vi imidlertid ved kernen af det, næsten hele vor strid drejer sig om. Hele det latomianske væsen puster sig op i spørgmålet om synd med den slags narreværk og ordspil. Men for os drejer det sig om at fastslå sandheden på en sådan måde, at modstanderen ikke kan få lejlighed til at slippe udenom: Det vil han dog nok tage sig alligevel, hvis vi ikke kan bevise det gennem skriften på denne måde ved at skelne og bruge flertydigheder, hvilket i virkeligheden hverken de eller vi kan. For man bør blive stående ved den enkle og gennemgående betydning og ikke gå videre, medmindre en åbenlys autoritet tvinger os til at gå ud over den. Dette skal derfor uddybes og gentages lidt. 
65         In primis, peccatum non multis, sed uno simplicissimoque modo in scripturis accipi non dubites, nec sinas per Sophistas multiloquos hoc tibi extorqueri. Peccatum vero aliud nihil est, quam id quod non est secundum legem dei. Stat enim Ro. vij. 'Per legem cognitio peccati' (Rom 3,20; 7,7), sicut econtra per peccatum ignorantia legis. Peccatum enim tenebra est, quam lex illuminat et revelat, ut cognoscatur.          Først og fremmest må du ikke tvivle på, at 'synd' i skriften ikke skal forstås på mange måder, men på én måde, og det en højst enkel måde. Og du må ikke tillade, at dette fordrejes af de snakkesalige sofister. Synd er nemlig ikke andet end det, der ikke er i overensstemmelse med Guds lov. For det, der står i Rom 7 står fast: 'Gennem loven kommer erkendelse af synden', ligesom modsat uvidenhed om loven kommer af synden. Synden er nemlig et mørke, som loven oplyser og åbenbarer, så den erkendes. 
66 Iam vero hoc libenter asserimus et gaudemus, scripturas frequentissime uti figuris grammaticis, synecdoche, metalipsi, metaphora, hyperbole, imo in nulla scriptura frequentiores figurae. Sic cum coelum in universa scriptura simplex et univoca vox sit, quae supernam illam machinam significet, tamen psal. xviij. pro Apostolis per metaphoram ponitur. (n66) Et terra simplex vox quid significet nemo nescit, metaphorice impios viciis et malis calcandos significat.  Men det forsikrer vi og det glæder vi os gerne over, at skriften overmåde ofte bruger talefigurer, synekdoke, metalipser, metaforer, overdrivelser, ja der er ikke noget skrift, hvor der oftere forekommer talefigurer. Selv om 'himlen' i hele skriften er et enkelt og éntydigt ord, som betegner bygningsværket foroven, så bruger dog Sl 19,2 det om apostlene gennem en metafor. Og hvad 'jorden' i ligefrem betydning betyder, er der ingen, der ikke véd. Men i overført betydning betegner det de ugudelige, der skal trædes ned på grund af deres laster og ondskab. 
67 Quod si quis contendat, (W84) haec nihil minus multa significata esse, respondeo: si sic vis, non repugno. Sed quodnam tum lexicon erit, quod nos vocabula doceat, cum figurae eiusmodi sint in arbitrio utentium, seu ut vocant ad placitum? Sicut Horatius docet: 
'Dixeris egregie, notum si callida verbum
Reddiderit iunctura novum'. (n67
Men hvis nogen påstår, at dette ord ikke desto mindre har mange betydninger, så vil jeg svare: Hvis du vil det således, så for mig gerne. Men hvad mon det vil blive for et leksikon, som fortæller os, hvad ordene betyder, når den slags talefigurer skulle stå i brugerens magt eller forgodtbefindende, som man siger? Det lærer også Horats: 'Du vil tale fremragende, hvis du gør et velkendt ord nyt ved en kyndig forbindelse'. 
68 Exempli causa: 'Vexillum' nemo non simplex vocabulum ducit. At cum dixero 'vexillum crucis' aut 'vexillum verbi', nemo non egregie factum verbum novum ex notissimo cernit. Et has egregias innovationes si velis proprias significationes facere, quis erit finis? scilicet ideo in lexico scribes: 'Vexillum aliquando significat crucem propositam et Euangelium praedicatum'? Persius (n68) cepe 'tunicatum' vocat, ergo scribendum: 'Nota, tunica significat corticem cepae'? For eksempel: Der er ingen, der ikke regner ordet 'fane' for et simpelt ord. Men når jeg siger 'korsets fane' eller 'ordets fane', er der ingen, der ikke kan se, at der af et velkendt ord på udmærket måde er lavet et nyt ord. Men hvis du ville gøre disse nye betydninger til de egentlige betydninger, hvad skulle det så ende med? Skulle du så skrive i leksikonnet: '"Fane" betyder sommetider det kors, der er stillet frem, og det evangelium, der prædikes'? Persius kalder løget 'det tunikaklædte', skulle du så skrive: 'Bemærk, tunika betyder løgets skal'? 
69         Proinde mihi Hebreistae illi non placent, qui tot uni verbo significationes faciunt occasione Chaldaicorum istorum Onkeli et Ionathae, quorum hoc negocium fuisse videtur, ut ea, quae scriptura venustissimis et ornatissimis figuris eloquitur, pro rudibus exuerent et crasso simplicique significatio traderent. Hinc natae illae aequivocationes in ista lingua sine causa et quaedam Babylonica confusio verborum.           Derfor er jeg ikke glad for de hebraister, som fremkalder så mange betydninger af et enkelt ord, under henvisning til de kaldæiske targumister, Onkelos og Jonathan, som synes at have gjort det til deres opgave af hensyn til de udannede at fjerne det, som skriften elegant udtrykker i de fineste og mest blomstrende talefigurer, og gengive det med en kras og simpel betydning. Herfra stammer alle disse ubegrundede flertydigheder i dette sprog og en sand babylonisk forvirring i ordene. 
70 Mire enim dispergitur et intelligentia et animus ista varietate, ubi si una simplici (quoties fieri potest) significatione proposita caeteras illius imagines et figuras iuxta posueris, placido et facili sinu omnem illam confusionem colliges, tum et memoriam et intelligentiam mirum in modum iuvabis, nec minus animum simul dulcissima voluptate capies.  For besynderlig nok spredes både sind og tanke ved denne mangfoldighed, hvorimod man, hvis man kan indsætte en simpel og ligefrem betydning, så ofte det er muligt, og stiller de andre billedlige udtryk og talefigurer ved siden af hinanden, let og ubesværet kan sammenfatte hele denne forvirring, og man vil understøtte både hukommelse og forståelse på en forunderlig måde, og samtidig give sjælen den allersødeste oplevelse. 
71 Nescio enim, quae sit figurarum energia, ut tam potenter intrent et afficiant, ita ut omnis homo natura et audire et loqui gestiat figurate. Nonne multo dulcius sonat: 'Coeli enarrant gloriam dei', quam istud: 'Apostoli praedicant verbum dei'? (se n66) Et quando Moses Deutero. iiij. dicit de astris non adorandis: 'Ne forte adores ea, quae creavit dominus deus tuus in ministerium cunctis gentibus, quae sub coelo sunt', si hebraeum verbum sua simplicitate reddas, involuta metaphore, certe nihil dulcius, potentius, plenius audias.  For jeg véd ikke, hvoraf det kommer, at der er en sådan kraft i talefigurerne, at de så mægtigt kan træde ind og påvirke, så at ethvert menneske efter sin natur ønsker at høre og tale billedlig tale. Mon ikke det lyder meget smukkere med 'Himlen fortæller Guds ære' end med 'apostlene prædiker Guds ord'? Og når Moses i 5 Mos 4,19 taler om at tilbede stjerner og siger: 'Pas på, at du ikke tilbeder dem, for Herren din Gud skabte dem til hjælp for alle folkeslag, der er under himlen', så kan man, hvis man gengiver det ud fra det hebraiske i al dets enkelhed, med den skjulte metafor afsløret, ikke høre noget smukkere, mægtigere og fyldigere. 
72 Sic enim sonat hebraice: 'Quae blandificavit dominus deus tuus cunctis populis sub coelo'. Obsecro, quanta eruditio pietatis, quanta concitatio affectuum, quanta voluptas in eo verbo est, quod dominus deus astra illa coeli omnibus populis dederit, velut adulatus et blanditus eis, quo eos suavissima et tenerrima bonitate sua ad sese alliceret et mollibus istis beneficiis ad sui amorem invitaret, non aliter quam sicut mater filio suo super genua sua blanditur?  For således lyder det ud fra det hebraiske: 'Med dem kærtegnede Herren din Gud alle folk under himlen'. Jamen, ikke sandt, hvilken undervisning for fromheden, hvilken opflamning for sindet, hvilken lyst i dette ord, at Gud Herren gav himlens stjerner til alle folk, som om han ville indynde sig hos dem eller kærtegne dem! Derved kunne han med sin allersødeste og ømmeste godhed lokke dem til sig og ved de blideste velsignelser indbyde dem til sin kærlighed, nøjagtig som en moder kærtegner sin søn, mens han sidder på hendes knæ. 
73 Ubi si mihi aequivocator accesseris et id verbi contenderis proprie eo loco significare 'partitus est' vel ut noster transtulit 'creavit', (W85) cogor tibi cedere, sed quanta gratia simul me privasti et velut e paradiso in terram deposuisti, dum nimis proprie et citra figuram loqueris, cum in figura nihil minus et tuam significationem cum voluptate possederim! Men hvis du nu kom som en anden flertydighedsmager og påstod, at dette ord egentlig betød 'blev delt' eller som vores oversættelse har det: 'skabte', så måtte jeg bøje mig, men hvilken nåde ville du da ikke samtidig tage fra mig. Det ville være, som førte du mig fra paradiset ned på jorden igen, når du taler altfor meget om den egentlige betydning uden talefiguren, eftersom jeg i talefiguren ikke ville eje mindre, men eje din betydning med lyst. 
74 Nam quod hinc portio, pars, sors, haereditas dicitur, quis non videt inde manare, quod deus unicuique blanditur pro sua necessitate et blanditias suas nostras facit portiones, ut possis dicere: 'Haec blanditia dei mihi et mea portio est', et hinc id verbi divisionis significationem videatur per Metalipsim traxisse. Unde et illud Gene. xlix. 'Dividam illas in Iacob'. At psal. v. 'Linguis suis dolose agebant' pro 'lingua sua blanditi sunt' retinet gratiam verbi. Igitur id quod dividere, blandiri, creare, velut tria vocabula facis propter usum autorum, vel figurantium, vel figuras tollentium, poteras in uno vocabulo concludere maiore gratia et luce. For at der her siges part, del, lod, arv, hvem kan ikke se, at det kommer deraf, at Gud kærtegner enhver efter behov og gør sine kærtegn til vores lod, så du kunne sige: 'Dette Guds kærtegn tilhører mig og er min del', og herved synes dette ord ved en metalipse at have fået tildelt betydningen 'deling'. Således også i 1 Mos 49,7: 'Jeg vil dele dem i Jakob'. Men i Sl 5,10 hedder det: 'Med deres tunger handler de svigefuldt' i stedet for 'deres tunger kærtegner', idet man holder nådesbetydningen ved ordet tilbage. Derfor, det som man kan dele næsten som i tre ord, dele, kærtegne, skabe, på grund af den brug forfatterne gør af det, når de snart bruger talefigurer, snart ikke gør det, det kan du sammenfatte i ét ord med meget større nåde og lys. 
75         Sic cum Deutero. vi. dicitur: 'Et narrabis ea in filiis tuis', (5 Mos 6,7) fortius sonat, si dixeris: 'Et acues ea filiis tuis'. Nam non esse simplicem narrationem, probat quod sequitur: 'Et loqueris de eis, sive habites in domo, sive ambules in via, sive cubes, sive surgas'. Quod si obstrepes 'acuere' non ad verba, sed ad ferrum pertinere, ut hic proprie verbum istud iterare, narrare, inculcare cogas significare, permittam tibi, sed magis credam priori ut gratiori significationi et fortasse soli.            Når det således i 5 Mos 6,7 hedder: 'Og du skal fortælle dine sønner dem', så lyder det meget stærkere, hvis man siger: 'Og du skal indskærpe dine sønner dem'. For at det ikke simpelthen er fortælling, der er tale om, beviser det, der følger efter: 'Og du skal tale om dem, hvad enten du er hjemme eller går på vejen, er i seng eller står op'. Og hvis du indvender, at 'at indskærpe' ikke har noget med ord at gøre, men med sværd, sådan at du vil tvinge dette ord  til her egentlig at betyde 'gentage', 'fortælle', 'indprente', så går jeg med til det, men jeg tror nu mere på den første betydning; den er den bedste og måske den eneste betydning. 
76 Nam huius verbi vim aemulatus videtur Paulus ij. Timoth. iij. 'Insta opportune, importune, argue, increpa, obsecra'. (2 Tim 4,2) Quid hoc est, nisi verbum dei esse assidue tractandum et inculcandum, acuendum et expoliendum? ne scilicet intrent traditiones hominum et hebetent verbum dei, fiatque illud Eccle. x. 'si ferrum rubiginosum fuerit, et facies eius non deterantur, roborabuntur vires etc?'  For dette ords kraft synes Paulus at efterligne i 2 Tim 4,2: 'Stå op, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, indskærp, indprent, bønfald'. Hvad betyder det andet end at Guds ord hele tiden skal behandles og indprentes, indskærpes og afdækkes? Ellers opstår der menneskelige traditioner, som sløver Guds ord, og fremkalder det, der står i Præd 10,10: 'Hvis sværdet er blevet rustent, og dets æg ikke slibes, så må der bruges flere kræfter osv'. 
77 Et Exo. xxxij. ubi dicitur: 'Vidensque populum esse nudum, spoliaverat enim eum Aaron propter ignomiam sordis et inter hostes nudum constituerat', non prohibeor, quin eandem rem melius sic referam: 'Et vidit Moses populum, quia ociosus esset, ociosum enim fecerat eum Aaron ad notam, dum erexisset eum'. Quod verbum Paulus ad Gal. aemulatus dixit: 'Evacuati estis a Christo, et evacuatum est scandalum crucis', (Gal 5,4. 11) id est, cessavit scandalum, iam non efficax est, nec Christus in vobis operosus est.  Og når det i 2 Mos 32,25 hedder: 'Og da han så, at folket var nøgent, Aaron havde nemlig afklædt det på grund af skammen ved dets smuds og stillet det nøgent frem blandt fjenderne', så kan jeg ikke lade være med at gengive sagen bedre således: 'Og Moses så folket, at det var tomt, Aaron havde nemlig gjort det tomt, da han æggede det til skændselen'. Dette ord efterligner Paulus i Gal 5,4, hvor han siger: 'I er blevet tomme fra Kristus, og korsets forargelse er blevet tom', det vil sige, den er ophørt med at være en forargelse, den er ikke mere virksom, og Kristus virker ikke mere i jer. 
78 Ita hic Aaron suo vitulo fecerat populum, ut nec a deo ageretur nec deus ageret in ipso, sed ociosus ab illis divinis operibus erectus esset ad gloriam propriae iustitiae. Nonne hoc verbo pulchre non solum nuditatem ipsam, sed et quid illa sit et portendat, colligo? Nempe quod futurum erat, sicut et illic Aaron fecerat, quod sacerdotes populum a lege dei traherent et divinis operationibus vacantem in suis propriis operibus erigerent, sicut et Paulus dicit: 'Circuncidi vos volunt, ut in carne vestra glorientur'. (Gal 6,13).  På samme måde gjorde Aaron her med sin tyrekalv folket sådan, at det ikke lod sig lede af Gud, og Gud heller ikke ledte det, men tom fra disse guddommelige gerninger var det blev ægget til dets egen retfærdigheds ære. Mon ikke jeg med dette ord smukt forener nøgenheden selv og det, som det rummer og bærer i sig? Nemlig det, som skulle ske, sådan som også Aaron gjorde det her, at præsterne drog folket bort fra Guds lov og da de var tomme for de guddommelige virkninger, opæggede han dem til deres egne gerninger, sådan som også Paulus siger: 'De vil, at I skal omskæres, for at de kan prale af jeres kød'. 
79 Hanc enim gloriam tangit Moses, quando dicit populum ab (W86) Aaron evacuatum, et tamen erectum in suam notam, ut ipse hinc notabilis esset, cuius opera talis esset populus factus, id quod Hieronymus dicit 'propter ignominiam sordis et inter hostes nudum constituerat', quod nihil facit neque ad rem neque ad textum, nisi aequivoces omnia, quod non prohibeo. Ab hoc verbo rex Aegypti nomen habet Pharao, quid sit eiusmodi populi rex, qui ociosus sit ab operibus dei, suis propriis operosus.  Denne ære berører Moses, når han siger, at folket blev tomt af Aaron, og dog blev det opægget til sin skændsel, hvorved han, ved hvis gerninger folket blev gjort sådan, selv får et skændselsmærke sat på sig. Det er det, som Hieronymus gengiver med 'på grund af skammen ved deres smuds, og han stillede dem nøgne frem blandt deres fjender'. Men det har ikke noget med sagen at gøre, heller ikke med teksten, hvis man ikke opfatter det hele flertydigt, hvilket jeg ikke vil forhindre. Fra dette ord, tom, [hebr: paru'a] har ægypternes konge sit navn, Farao, det vil sige, han er således konge for et folk, som er tomt fra Guds gerninger, men virksomt for sine egne. 
80         Adhuc unum: psal. c. xviij. saepius iteratur hoc verbum 'meditari', ut 'Testimonia tua meditatio mea est' et 'Meditabor in iustificationibus tuis semper'. Et cum variis modis vertatur, tamen facile in unam colligam significationem omnes, quae est, quod vulgo dicitur amicabiliter applicare, sese insinuare, teutonice, freuntlich zu yhm thun, feyn zu yhm stellen. Quod Gene. iiij. dicitur: 'Respexit deus ad Abel et ad munera eius, ad Cain autem et munera eius non respexit'. (n80           Endnu et eksempel: I Sl 119 forekommer ordet 'meditere' igen og igen, fx 'Dine vidnesbyrd er min meditation' og 'Jeg mediterer altid over lovregler' (Sl 119,24. 16). Og skønt de anvendes på forskellige måder, kan jeg dog let sammenfatte dem alle til én betydning, som er, hvad man i daglig tale kalder 'venligt at vende sig hen imod', 'at vise fortrolighed', på tysk: 'at handle venligt med ham, at forholde sig venligt til ham'. Det bruges også i 1 Mos 4,4: 'Gud så til Abel og hans offergave, men til Kain og hans offergave så han ikke'. 
81 Prover.viij. aliter: 'Et delectabor per singulos dies'. Et iterum: 'Deliciae meae ad filios hominem'. Isaie xvij. 'In illa die inclinabitur vir ad deum suum, et non inclinabitur ad idola sua'. Iam Isaie lxvj. 'Et super genua blandientur vobis'. Rursus Isaiae vi. 'Et oculos eius claude'. Obsecro, sint ista omnia vera, ut idem verbum meditari, inclinari, delectari, delitias habere, respicere, blandiri, claudere, et si fuerint plura, significet: iustum autemne est tot vocabula ex uno multiplicare, cum possis vel omnia vel plurima in unum significatum colligere et figuris solis variare?  Anderledes i Ordspr 8,30: 'Og jeg vil glæde mig dag efter dag'. Og igen: 'Jeg har min glæde i menneskenes børn'. (v 31). Es 17,7 hedder det: 'På den dag vender manden sig til sin Gud og ikke til sine afguder'. Og i Es 66,12: 'De skal kærtegne jer på deres knæ'. Atter hedder det i Es 6,10: 'Og luk deres øjne til'. Og så spørger jeg: Er alt dette sandt, at det samme ord kan betyde 'meditere', 'vende sig til', 'holde af', 'have sin lyst ved', 'se hen til', 'kærtegne', 'lukke', og måske flere ting endnu? Er det rimeligt ud af ét ord at lave så mange, når man kunne samle dem alle eller de fleste i én betydning og blot ændre på talefigurerne? 
82 'Respexit deus ad Abel', id est, hoc faciens animum appulit ad eum. Sapientia 'delectatur per singulos dies', dum hoc agens appellit animum suum omnibus et insinuat se benigniter filiis hominum. Sic homo applicat sese dulciter ad deum, sic mater blandita filio in gremio figit vultum suum in vultum illius et blande ad eum gestit. Sic oculos illorum claudit, faciens ut sponte illos figant in sua studia et sic claudantur. Sic 'testimonia tua meditatio mea est', dum caeteris contemptis ad ipsa me verto. Breviter, omnem illam varietatem colligo in hoc, quod verto, applico, apto me gratuito et ex animo ad illa.  'Gud så til Abel', det vil sige, idet han gør det, nærmer han sin sjæl til ham. Visdommen 'glæder sig dag efter dag', og idet den gør det, vender den sin sjæl imod alle og viser gavmildt menneskenes børn fortrolighed. Sådan slutter mennesket sig ømt til Gud som en ven, sådan fæster moderen blikket på sin søns øjne og kærtegner ham på sit skød. Sådan lukker han deres øjne i, idet han bevirker, at de spontant fæster sig på sig selv og deres opgave og således lukker sig. Sådan er 'dine vidnesbyrd min meditation', når jeg foragter det øvrige og vender mig mod dem. Kort sagt, hele denne mangfoldighed samler jeg i dette, frit og af hjertet at vende, hengive, knytte sig til noget. 
83         Haec eo dicta putentur, ut probetur, scripturam esse refertam figuris, non tot significata et vocabula faciamus, quot fuerint figurae, alioqui quid opus figuris? Et ut ad institutum veniamus, Christus dum offerretur pro nobis, factus est peccatum metaphorice, (2 Kor 5,21) cum peccatori ita fuerit per omnia similis, damnatus, derelictus, confusus, ut nulla re differret a vero peccatore, quam quod reatum et peccatum, quod tulit, ipse non fecerat. Sicut dicit psal. lxviij. 'Quae non rapui, tunc exolvebam', ut non dubitet ea confiteri sua esse dicens ibidem: 'Improperantium tibi ceciderunt super (W87) me'. Et iterum: 'Insipientia mea et delicta mea a te non sunt abscondita'.           Meningen med dette er at bevise, at skriften er fuld af talefigurer, (k83) og dog skal vi ikke lave lige så mange betydninger og ord, som det er talefigurer. Hvad skulle vi så med talefigurerne? Og for nu at komme til kernepunktet: Da Kristus blev ofret for os, blev han metaforisk gjort til synd, eftersom han i den grad i alle ting var lig med synderen, fordømt, forladt, gjort til skamme, at han på intet punkt adskilte sig fra en sand synder, bortset fra, at skylden og synden, som han bar, havde han ikke selv gjort sig skyldig i. Som det hedder i Sl 69,5: 'Hvad jeg ikke har røvet, må jeg nu indfri', og for at man ikke skal tvivle på, at det, han bekender, er hans eget, siger han sammesteds: 'Skældsordene over dig er faldet på mig'. (Sl 69,10). Og igen: 'Min dårskab og mine misgerninger er ikke skjult for dig'. (Sl 69,6).
84 Oportet autem in metaphora aliquam differentiam esse a re vera, quia similitudo (ut aiunt) non identitas est. Et quae transferuntur, secundum similitudinem se transferunt, alioqui ne translatio quidem esset. Et hoc spectavit Paulus Ro. viij. 'Misit deus filium in similitudinem carnis peccati'. Et Heb. iiij. 'Tentatum per omnia pro similitudine absque peccato'. (n84) Et in hac translatione non solum est verborum, sed et rerum metaphora.   Men der bør i metaforen være nogen forskel fra den og den virkelige ting, fordi lighed, som man siger, er ikke identitet. Og det, der overføres, overføres i kraft af ligheden, ellers ville der slet ikke være nogen overføring. Det er det, Paulus har for øje i Rom 8,3: 'Gud sendte sin søn i syndigt køds lignelse'. Og i Hebr 4,15: 'Han blev fristet i alle ting på grund af lighed, dog uden synd'. Og i denne overføring er der ikke blot tale om en ordenes overføring, men om en tingenes overføring. 
85 Nam vere peccata nostra a nobis translata sunt et posita super ipsum, ut omnis qui hoc ipsum credit, vere nulla peccata habeat, sed translata super Christum absorpta in ipsi, eum amplius non damnent. Proinde sicut figurata locutio est dulcior et efficatior quam simplex et rudis, ita peccatum verum nobis molestum et intolerabilis est, sed translatum et metaphoricum iucundissimum et salutare est.  For vore synder er i sandhed overført fra os og lagt på ham, så at enhver, som tror dette selvsamme, i sandhed ikke har nogen synd, den er overført på Kristus og opslugt i ham, så at de ikke mere kan fordømme ham. Derfor: Ligesom en tale med talefigurer er sødere og mere virksom end én, der er enkel og rå, således er synden i sandhed for os ødelæggende og utålelig, men overført og metaforisk er den det glædeligste af alt og frelsebringende. 
86        Ut ergo Christus vera petra dicitur ab Apostolo i. Corint. vij. 'Petra autem erat Christus', ita Christus vere est peccatum. Item Christus est serpens aeneus, agnus pascalis et omnia illa de eo dicta. Non tamen ideo dicimus, quod aeneus serpens sit duo vocabula, nec petra. Nemo unquam dixit: Agnus pascali uno modo pecus, alio modo Christum significat. Nemo unquam dixit: Aaron uno modo Christum, alio modo filium Amram.          Altså, ligesom Kristus kaldes den sande klippe af apostelen 1 Kor 10,4: 'Men klippen var Kristus', således er Kristus også i sandhed synd. På samme måde er Kristus kobberslangen, påskelammet og alt det, der siges om ham. Men det siger vi ikke af den grund, at kobberslange er to ord, heller ikke er klippe to ord. Ingen har nogensinde sagt: 'Påskelammet betyder i én henseende et får, i en anden henseende Kristus'. Ingen har nogensinde sagt: 'Aaron betyder i én henseende Kristus, i en anden Amrams søn'. 
87 Nemo dixit: David uno modo filius Isai, alio modo Christus, Salomon uno modo filius David, alio modo Christus. Et tamen vere dicimus: Christus est David, Salomon, Aaron, et omnia illa veteris testamenti symbola. Ac propter hunc Christum peccatum factum etiam sua similitudo 'peccatum' dicitur, oblatio scilicet veteris testamenti, ita ut non diversitas sed similitudo peccati per omnia maneat, quae facit figuris locum et vocem communem reddit.  Ingen har sagt: 'David er i én henseende Isajs søn, i en anden Kristus, Salomon i én henseende Davids søn, i en anden Kristus'. Og dog kan vi i sandhed sige: 'Kristus er David, Salomon, Aaron, og alle det gamle testamentes symboler. Og på grund af den Kristus, der blev gjort til synd, kaldes også hans modbillede synd, nemlig det gamle testamentes ofre, således at ikke syndens forskellighed, men syndens lighed forbliver gennem alt. Denne lighed giver plads til billedtalen og giver det en fælles betydning. 
88 Illi autem peccatum sic tractant, ut quattuor istae species dissimiliores sint quam coelum et terra, ex qua dissimilitudie hebetatur intellectus, confunditur anima, et perit universa gratia, tum verbi tum rerum. Hoc modo Paulus Ro. viij. tractans peccatum dicit: 'Et de peccato damnavit peccatum', de peccato illo, quod Christum esse fecit translatio nostro in illum, damnavit peccatum nostrum, de quo nunc videamus.  Men de andre behandler synden sådan, at de fire former bliver mere forskellige end himmel og jord, og ud fra denne forskel bliver tanken sløv, sindet forvirres, og hele nåden går tabt, både i ordene og i sagen. På den måde behandler Paulus synden i Rom 8,3 og siger: 'Og ved synden fordømte han synden', og det er om den synd, som han gjorde Kristus til ved at overføre den fra os til ham, at han fordømte vor synd. Det vil vi nu se nærmere på. 
89 Til Latom04
90 c

Noter:

n23: WA-note: Luther denkt wohl an des Latomus Bemerkungen über den Satz: 'quod notiones sunt eaedem apud omnes' Dialogus in trium lingu. ratione, Opp. Bl. 162.

n30: WA-note: Bulle Leo's X. vom 15. Juni 1520: 'Testis denique est praedictorum errorum, seu multorum ex eis, per Coloniensem et Lovaniensem Universitates utpote agri dominici piissimas religiosissimasque cultrices, non minus docta quam vera ac sancta confutatio, reprobatio et damnatio'. Erl. Augs. Opp. var. arg. IV 270. (se exurge#14)

n35: WA-note: Hieron. 'Neque enim dixit (Deus), invenisse se virum, qui cunctas in perpetuum suae iussionis faceret voluntates'. (Se latlut03#40).

n39: Stykket i celle 39 og 40 er Luthers forsøg på at fremstille sagen, hvis det forholder sig sådan (hvad Latomus hævder) at der i en god gerning ikke er synd. Derved skulle det åbenbart forkerte ved Latomus' anskuelse komme frem. Forudsætningen nævnes jo: 'Hvis det er en god gerning uden synd og uden nogen fejl'.

n41: Latomus skulle blive forskrækket ved at se, hvilke konsekvenser hans anskuelse har. Hvis der ikke er synd i en god gerning, behøver man fx ikke at bede om tilgivelse, som Fadervor lærer os det.

n42:   'Posthabeo' at tilsidesætte noget, sætte det bag ved. Asger Chr. Højlund har oversat det ved 'se stort på', og det passer meget godt, når man betænker, at Luther vil vise det absurde i Latomus' anskuelse: Det kan da ikke passe, Latomus, at en kristen kan se stort på Guds barmhjertighed og hans dom!

n57: Her sammenblander Luther to billeder fra Det gamle testamente: Billedet af guldkalven, som israelitterne danser om (2 Mos 32,4) og billedet af Nebukaneser, der skal spise græs som oksen (Dan 4,22).

n66: Det må være ordene om, at deres røst når ud til verdens ende (Sl 19,5), der får Luther til at mene, at himlen her skal betegne apostlene. Se #71.

n67: WA-note: Horat. de arte poët. 47.48

n68: Persius, romersk digter, 34-62 e. Kr.

n80: WA-note: Luther forveksler det hebraiske ord 'sha'ah' med ordet 'sha'a'.

n84: I Vulgata står der: 'temptatum autem per omnia pro similitudine absque peccato', dvs dette 'pro similitudine', som spiller en rolle for Luther her, står faktisk i Vulgata.

Kommentarer:

k83: Meningen med dette lange afsnit, hvor Luther øser af noget af sine hebraisk-kundskaber, er nok den formelt angivne: at behandle begrebet talefigurer. Men Luther kan måske også have den hensigt med afsnittet at vise overfor den Latomus, der i et tidligere skrift (fra 1518) havde hævdet, at sprogkundskaber i de eksegetiske fag var unødvendige, hvilke resultater man kan nå til, når man arbejder med sprogene. I det mindste har jeg ved at sammenligne Latomus' og Ecks eksegetiske metode med Luthers fundet ud af, at når Luther gør op med de andre teologers 'beskedenhed' (Eck bilder sig ikke ind, at han på egen hånd kan læse skriften, og han holder sig derfor til kirkefædrenes skriftfortolkning), så kan det naturligvis hænge sammen med hans reformatoriske gennembrud, men det kan også, som en selvstændig årsag, hænge sammen med, at han har fundet ud af, at der i de græske og hebraiske grundtekster ligger et stort uopdyrket land, som i hvert fald han vil gøre noget ved.