Mod Latomus, 1

Luthers skrift "Rationis Latomianae confutatio" fra 1521.

WA 8, s. 43-55

¹ RATIONIS LATOMIANAE pro Incendiariis Louaniensis Scholae Sophistis redditae, Lutheriana Confutatio. Vuittembergae. Den lutherske gendrivelse af den latomianske begrundelse af, at de louvianske skolesofister afbrændte bøger. Wittenberg.

² Ihesus.
Integerrimo viro D. Iusto Ionae, Collegii Ecclesiastici Vuittembergensis Praeposito, suo in Domino maiori, Martinus Luth. in Domino Salutem.
Jesus.
Martin Luther sender hilsen til den retskafne Justus Jonas, forstander for præstekollegiet i Wittenberg, hans forstander i Herren.

³ Et ego magistratui tuo recens inito, suavissime Iona, gratulari cupiens, cum ipse adesse non possem, statui hunc Latomum meum ad te mittere, non iam eum qui linguarum peritiam calumnietur. (n3) Concidit enim iste IESBIBENOBVS (2 Sam 21,16) virtute Abisai nostri, ne quid metuas. Også jeg, kære Jonas, skynder mig med at lykønske dig med dit embede, som du nylig har tiltrådt, skønt jeg ikke selv kan være til stede. Men jeg sender til dig denne min Latomus, dog ikke ham, der bagtaler sprogkundskaber. Den filister (Jesbi fra Nob) er faldet i kraft af vor Abishaj, så du ikke behøver at frygte.

⁴ Sed nec eum, qui malignis modestiae fucis et inauspicatis vocum versuciis Lovaniensium incendiariorum crimen serus patronus iustificet, quem te credo vidisse, hominem scilicet gloriantem in DOMINO PAPA ET BVLLA EIVS. Jeg sender heller ikke ham, som under en ondsindet maske af beskedenhed og med uhørte fordrejninger af ordene som en forsinket skytsherre vil retfærdiggøre den forbrydelse, brandstifterne fra Louvain har begået. Jeg tror nemlig nok, du har set, at han er et menneske, der roser sig af sin herre paven og hans bulle.

⁵ Eum autem mitto, qui Lutherano februo lustratus mitius habere videtur a lamiis et lemuribus, quibus hactenus agitatus agitareque solitus est pia corda. Si hanc rationem in tempore reddidissent et ante factum, ut decebat sapientes istos viros, consuluissent, libellos meos neque damnassent neque exusissent neque nunc stultorum more post factum demum consulerent, tantum me spero effecturum fuisse. Nej, jeg sender dig ham, som efter at være blevet renset med luthersk vievand for de vampyrer og gespenter, som han hidtil har ophidset og plejer at ophidse fromme hjerter med, nu synes at forholde sig roligere. Hvis de i tide og før de skred til handling havde afgivet denne begrundelse, som det sømmer sig for den slags kloge mænd, så ville de hverken have fordømt mine skrifter eller brændt dem og de ville heller ikke som dumrianer først have tænkt sig om efter at de havde handlet. Det i det mindste tror jeg, jeg ville have kunnet opnå.

⁶ Satis me docet hoc libro Latomus, quam facile fuerit illis absente Luthero in suis angulis garrire: 'hoc est haereticum, hoc est erroneum', quod in publico nullis freti viribus ausi fuissent attingere. Denique persuadeo mihi, non fuisse unquam prodituram hanc egregiam Rationem, nisi bulla fiduciam eius inflasset, qua gloriatur Latomus suum factum comprobatum, somnians adhuc bullarum antiquos antiquatosque terrores, atque hinc orbem suo libello pavefactum confidit, ut audeat iam sine timore in Lutherum tremendis dei scripturis ludere. Latomus har med denne bog lært mig, hvor let det har været for dem uden at lytte til mig at sidde i deres kroge og skræppe op: 'Dette er kættersk, dette er en vildfarelse', noget, som de ikke ville have vovet at tage fat på i al offentlighed, så lidt stoler de på deres egne kræfter. Ja, jeg er overbevist om, at denne udmærkede begrundelse aldrig ville være blevet udgivet, hvis ikke bullen havde oppustet hans selvtillid. Nu roser Latomus sig af, at bullen har bevist hans sag, og han drømmer om den skræk, buller kunne indjage i gamle (eller forældede) dage, og tror, at der ved hans bog bliver indjaget skræk i hele verden, så nu vover han uden frygt at vende sig mod Luther, idet han leger med den skrift, man skal bæve for.

⁷ At ego nollem non probatum tale factum tali bullla. Rursum, nollem me non damnatum tali bulla. Omnia belle congruunt, bulla, causa, iudex, patronus, a quorum consortio et contagio servet me dominus Ihesus et omnes pias animas. Amen. (W44) Men jeg for min del kunne ikke mig noget bedre end at det, han har gjort, blev bevist ud fra en sådan bulle. Eller jeg kunne ikke ønske mig noget bedre, end selv at blive fordømt af en sådan bulle. Altsammen passer fint til hinanden, bullen, processen, dommeren, beskytteren. Herren Jesus bevare mig og alle fromme sjæle fra en sådan sammenrotning og en sådan pest. Amen.

⁸ Non facile vero credas, quam invitus a literis pacificis Christi, quibus me in hac Pathmo dederam avulsus, vepricosi et senticosi Sophistae nugis legendis tempus impendi, videns hominem a planta pedis ad verticem usque sophisticum, tum Bullae vesica turgentem ea confidentia scripsisse, ut iam nec diligentia nec iuditio sibi opus fuisse putarit, contentus effutire, quicquid vel legerit vel in buccam venerit. Men du kan vanskeligt forestille dig, med hvor stor uvilje jeg rev mig løs fra Kristi fredelige skrifter, som jeg havde hengivet mig til på dette Patmos, for at bruge tid på at læse denne stikkende og prikkende sofists stiklerier. Jeg så jo nok, at manden fra fodsål til isse var sofist, der pralede med den boble til bulle, og havde skrevet i tillid til, at han nu ikke mere havde brug for omhu og overvejelser; han var tilfreds med at udgyde, hvadsomhelst han havde læst eller sådan lige kom i tanker om.

⁹ Quibus molestissimum est respondere, ut in quibus nec ingenium exercere nec eruditionem alere possis, et tamen optimas horas perdere cogaris. Suspicor hominem credidisse Lutherum aut e medio sublatum aut perpetuo silentio damnatum esse, quo rursum libere publicum occuparent tyrannide sophistica, cuius imminutae ruinam non levem meam culpam faciunt: atque utinam plena esset ruina, ut plena hac culpa septies irremissibili (si sanctissimis bullarum pontificibus credimus) peccare liceret in mortem usque. At svare på den slags er højst besværligt, eftersom man i det hverken kan opøve sin forstand eller sin dannelse, og dog tvinges man til at spilde sin bedst tid på dem. Jeg har mistanke om, at manden har troet, at Luther enten var ryddet af vejen eller dømt til evig tavshed, hvorved han atter frit kunne besætter folk med sit tyranniske sofisteri, hvis begrædelige sammenbrud de giver mig en stor del af skylden for. Ja, gid det helt var brudt sammen, så jeg helt og fuldt og ind i døden kunne begå denne synd, der syv gange er utilgivelig, hvis man skal tro bullernes højhellige paver.

¹⁰ Vereor autem, ne dum de gratia et operibus bonis fortiter pugnamus, interim et gratia et operibus nos ipsos privemus. Ego quidem intutus horrenda ista irae tempora, aliud non peto, quam ut dentur fontes aquarum capiti meo, ut flere possim vastationem istam novissimam animarum, quam operatur regnum istud peccati et perditionis. Men jeg frygter, at mens vi tappert kæmper om nåden og de gode gerninger, vil vi netop berøve os selv både nåden og de gode gerninger. Når jeg ser disse frygtelige vredens tider, beder jeg ikke om andet, end at der må gives mit hoved kilder af vand, så jeg kan græde over denne sidste sjælenes fordærv, som dette syndens og fortabelsens rige udvirker.

¹¹ Sedet portentum Romae in medio Ecclesiae et venditat se pro deo, (2 Thess 2,4) adulantur pontifices, obsequuntur Sophistae, et nihil non pro eo faciunt hypocritae, interim infernus dilatat animam suam et aperit os suum absque termino, (Es 5,14) et ludit Satanas in perditione animarum. Der sidder et 'uhyre i Rom midt i kirken og udgiver sig for at være Gud', præsterne lefler for ham, sofisterne følger ham, og der er intet, som hyklerne ikke gør for ham. Imens 'åbner dødsriget sin sjæl og lukker sin mund vidt op', og Satan leger til sjælenes fortabelse.

¹² Nec in nobis est, qui serio et cum lachrymis stet in die furoris huius et opponat se murum pro Israel. (Jer 15,20) Hinc plenus indignatione in istos sacrilegos Latomos, qui in his seriis sophisticantur et nos meliora intermittere et suis insanis insaniis occupari cogunt, imprecor in durissimas eorum frontes illud 'Erubescant et conturbentur omnes inimici mei, convertantur et erubescant subito'. (Sl 6,11) Der er heller ikke blandt os nogen, som i alvor og med tårer kan stå op på denne vredens dag og stille sig op som en mur for Israel. Derfor er jeg fuld af forargelse mod disse blasfemiske latomusser, som i disse alvorlige ting driver sofisteri, og tvinger os til at lade det bedre ligge og beskæftige os med deres vanvittige vanvid. Og jeg beder mod deres hårde pander: 'Lad alle mine fjender blive til skamme og forvirres, i et nu drives tilbage med skam'.

¹³ Sed ne longiore epistola te morer, ad Latomianae praefationis capita alio principio respondebo. Tu interim hoc mei in te animi testimonium agnosce et roga dominum pro me, ut et ipse liberer a malis (sic enim nunc audeo cum Apostolo (2 Thess 3,2)) et infidelibus hominibus, qui sunt in ista Babylone, et ostium mihi aperiatur in laudem gloriae gratiae Euangelii filii sui. Men for ikke at spilde din tid med et længere brev, vil jeg svare på Latomus' indledningskapitel i en særlig indledning. Men du må imidlertid erkende dette som et vidnesbyrd om min hengivenhed for dig, og bed til Herren for mig, at også jeg må befries fra de onde og vantro mennesker (sådan vover jeg at sige det sammen med apostelen), som er i dette Babylon, og at der må åbnes en dør for mig til pris for herligheden ved nåden i hans søns evangelium.

¹⁴ Sed et ego dominum oro, ut impartiat tibi spiritum suum, quo decretales Antichristi pestilentissimas, quibus docendis mandatus es, non alio studio profitearis, quam quo tibi dixi, nempe ut sis Aaron et vestibus sanctis indutus, hoc est divinis scripturis munitus, apprehenso orationis thuribulo procedas in occursum vastatoris huius, in medium incendium istud Romanum, quo flagrat orbis, prope diem alio incendio de coelo per adventum salvatoris nostri, quem expectamus, extinguendum. Men også jeg vil bede Herren, at han vil give dig sin ånd, så at du ikke udnytter antikristens dekretalier, som du har fået påbud om at undervise i, på anden måde, end den jeg har lært dig, nemlig så du er som en Aron, iført de hellige klæder, det vil sige forsynet med den hellige skrift, og med bønnens røgelseskar i hånden. Sådan skal du gå denne ødelægger imøde, midt ind i denne romerske brand, som omspænder verden, men som snart skal slukkes ved en anden brand, én fra himlen ved vor frelsers komme, ham, som vi venter.

¹⁵ Ita, mi frater, facito, ut doceas dediscenda esse, quae doces, et sciant fugienda sicut mortifera, quaecunque (W45) Papa et Papistae statuunt ac sentiunt. Cum enim vi non possimus hoc publicum orbis malum abolere cogamurque has sacrilegas Babylonis provincias administrare, hoc reliquum est, ita sic administremus, ut eas longe alias et patriae Hierosolymitanae adversarias, vastratrices et insatiabilis crudelitatis hostes intelligamus, ne cum iis qui pereunt, in quibus opertum est Euangelium gloriae dei, (2 Kor 4,3) captivitatem nostram etiam rideamus et palpemus. Derfor, kære broder, gør det, at du lærer dine studenter at glemme det, du har lært dem, så de kan vide at sky som pesten alt hvad paven og papisterne fastsætter og mener. Da vi nu ikke med magt kan udrydde dette offentlige onde, men tvinges til at administrere disse blasfemiske babyloniske provinser, er der kun det at gøre, at vi administrerer dem således, at vi betragter dem som størst mulige modstandere af vort fædreland, Jerusalem, som ødelæggende og umættelige og grusomme fjender. Vi må ikke, sammen med dem, der går fortabt, dem, for hvem Guds æres evangelium er skjult, smile ad og logre ad vort fangenskab.

¹⁶ Nec leve puta ministerium tuum, si iuxta Papae excrementa venenosa et insanissimas insanias salutare et vivificum Euangelium Christi composueris, ut iuventus habeat antidotum adversus hoc virus, cuius odor etiam occidit hominem, donec discat per sese reprobare malum et eligere bonum. Is tibi esto commendatus Emanuel. Confortare igitur et esto robustus, et Baal phogor istum ne metuas, cum vix sit Baal zebub, (2 Kong 1,2) hoc est vir muscae, si credimus tamen, quoniam Iesus Christus est dominus benedictus in secula, Amen: qui te et ecclesiolam suam apud vos perficiat consilidetque. In quo vale. In loco peregrinationis meae. Octava Iunii, M.D.XXI. Du skal ikke tro, at det er et let embede, du har, hvis du ved siden af pavens giftige efterladenskaber og vanvittige vanvid skal sætte Kristi frelsende og livgivende evangelium, så at ungdommen kan få en modgift mod denne sygdom, hvis stank også dræber mennesket, før det får lært at vrage det onde og vælge det gode. Denne Immanuel skal være dig anbefalet. Trøst dig derfor og vær stærk, og frygt ikke denne Baal Peor, eftersom han næppe er en Baal-zebub, det vil sige en fluemand, hvis vi da tror, at Jesus Kristus er Herre, velsignet i evighed, Amen. Han vil fuldkomme og befæste dig og sin lille menighed hos jer. Lev vel i ham. Fra min udlændigheds sted. 8. juni 1521.

¹⁷ AD PRAEFATIONEM LATOMI (n17)
Primum criminatur Latomus, me verbotenus mea submississe Papae ab initio: (n17a) hoc quidem pro sophistica fiducia fingit. Ego vero doleo me tam serio submisisse. Ex animo enim nihil aliud tum sensi de Papa, Conciliis, Universitatibus, quam quod vulgo audiunt: quanquam enim multa mihi eorum absurda viderentur et a Christo alienissima, infrenavi tamen cogitationes meas ultra decennium illo Salomonis 'Ne innitaris prudentiae tuae', (Ordspr 3,5) semper arbitratus in Academiis latere theologos, qui si impia hac essent, non silerent: tum vix alibi minus putabam esse tam crassos stipites et asinos, nunc autem et malos, quam Lovanii.
Til Latomus' forord.
Først anklager Latomus mig for, at jeg udtrykkelig har underlagt mig paven fra begyndelsen. Dette forestiller han sig svarende til hans sofistiske selvbevidsthed. Men jeg beklager, at jeg underkastede mig med så stor alvor. Dengang mente jeg nemlig ikke af hjertet andet om paven, koncilerne, universiteterne, end hvad han hører overalt: Skønt nemlig mange af deres ting forekom mig absurd og fjernt fra Kristus, tøjlede jeg dog mine tanker i mere end ti år ud fra Salomons ord: 'Støt dig ikke til din egen indsigt'. Jeg mente hele tiden, at der på universiteterne i det skjulte var teologer, der ikke ville have tiet til dette, hvis det havde været ufromt. Dengang mente jeg, at der næppe noget andet sted kunne være færre tåber og æsler -- nu kan jeg tilføje -- og skurke, end i Løven.

¹⁸ Crevit autem intra caussam ut rerum cognitio, ita et animus, cum illi suam inscitiam et nequitiam, in hoc signum contradictionis offendentes, (Luk 2,34) egregie proderent. Quas nisi tam immani copia revelassent et simulare ultra potuissent, certe me stultum in finem usque dementassent. (W46) Men efterhånden som sagen skred frem, voksede mit kendskab til tingene, og således også mit mod, da de så udmærket afslørede deres uvidenhed og mangel på kunnen og tog anstød af det tegn, der skal modsiges. Hvis ikke de havde åbenbaret dette i så rigt mål og havde kunnet hykle, ville de uden tvivl have holdt mig for nar i det uendelige, dum som jeg var.

¹⁹ Gratias autem ago domino meo Iesu Christo, qui pro hac tentatione me centuplo temporali huius scientiae honoravit, ut iam persuasissimus sim Papam esse portentum illud ultimum, (Mark 10,30) omnibus scripturis praedictum Antichristum, Universitates ergo Synagogas Synagogarum Satanae, in quibus Sophistotheologi, Epicurei illi porci, (n19) suum regnum regnant. Men jeg takker min herre Jesus Kristus, som til gengæld for denne fristelse har givet mig igen hundrede gange her i tiden og beæret mig med den viden, (k19) at jeg nu er overbevist om, at paven er dette uhyre fra de sidste tider, denne i alle skrifter forudsagte antikrist, og at universiteterne er Satans oversynagoger, hvor sofistteologerne, disse Epikurs svin, udøver deres herredømme.

²⁰ Longe me abesse a modestia Euangelica dicit, quam doceo, praesertim in eo libro, quo illis ipsis Lovaniensibus Sophistis respondi, cum mea doctrinaliter damnassent. (n20) At numquam exigi, ut me quis modestum aut sanctum haberet, sed ut Euangelium omnes agnoscerent, data licentia in meam vitam grassandi cuiusvis libidini. Hoc tamen gloriatur conscientia mea, nullius vitam aut famam esse a me laesam, solum dogmata, studia et ingenia in verbum dei impia et sacrilega acerbius insectatus sum. Latomus siger, at jeg er langt fra det evangeliske mådehold, som jeg lærer, især i den bog, hvor jeg har svaret de løvenske sofister, da de læremæssigt havde fordømt mine sætninger. Men jeg har aldrig bestræbt mig for, at nogen skulle anse mig for mådeholden eller hellig, men for, at alle skulle kende evangeliet, og så må de have fuld frihed til at angribe mit liv, så meget de har lyst til. Og det kan jeg i hvert fald sige med god samvittighed, at jeg aldrig har såret nogens liv eller rygte, jeg har kun indædt forfulgt de ugudelige og blasfemiske læresætninger, studier og opfattelser.

²¹ In quo, ut non deprecor culpam, ita non sum sine exemplo. Iohannes Baptista, et post eum Christus, vocat phariseos 'genimina viperarum', (Matt 3,7; 23,33) immodestissimo et atrocissimo maledicto in tam doctos, sanctos, potentes et honoratos viros, ut eum rursus daemonium habere dixerint ipsi. (Joh 7,20) Si hic Latomus iudex fuisset, obsecro quae sententia illos mansisset? Alibi Christus 'caecos, mendaces, pravos, filios diaboli' vocat. (Matt 7,11; 23,16) I det stykke er det sådan, at ligesom jeg ikke vil komme med nogen undskyldning, således er jeg ikke uden forbillede. Johannes Døberen, og efter ham Kristus, kaldte farisæerne 'øgleyngel', en ganske umådeholden og hård forbandelse imod så lærde, hellige, mægtige og ærefulde mænd, så at de til gengæld sagde, at han havde en dæmon. Hvis Latomus her havde været dommer, hvilken dom havde havde der så ikke ventet dem? Andetsteds kalder Kristus dem 'blinde, løgnere, onde, djævelens børn'.

²² Paulus vero (deus bone) quam est ab Euangelica modestia remotus, dum anathema facit magistros Galatarum, magnos, ut arbitror, viros, (Gal 1,8) alios 'canes, vaniloquos, deceptores', (Tit 1,10) tum Elymam magum 'filium diaboli, plenum omni dolo et fallacia' criminatur in faciem. (Apg 13,10) Men Paulus, du gode Gud, hvor er han fjernt fra det evangeliske mådehold, når han udtaler forbandelse over galaternes lærere, som jeg dog mener var store mænd. Andre beskylder han for at være 'hunde, frasemagere, bedragere', og mageren Elymas beskylder han op i hans åbne ansigt for at være djævelens søn, fuld af al mulig svig og bedrag'.

²³ Nec puto fas esse Sophistis, ut animum meum iudicent, cum opus meum ab Apostolis, Christo et prophetis dissentire non videant: sed 'modestia Euangelica' nostro seculo praeceptoribus Latomis ea est, quando impiis et sacrilegis tum pontificibus, tum sophistis, genu flexo dicimus: 'Gratiose domine, gratia vestra bene facit. Magister noster eximie, vestra excellentia bene dicit'. At si eos dixeris id quod sunt, indoctos, stupidos, impios, sacrilegos in verbum dei, cum inaestimabili pietatis et animarum iactura, tum universum Euangelium laeseris. Jeg mener ikke, at det er rigtigt af sofisterne at bedømme mit sindelag, blot fordi de ikke kan få øje på, at mit værk adskiller sig fra apostlene, fra Kristus og fra profeterne. Men i vor tid består evangelisk mådehold ifølge Latomus' forskrifter i, at vi bøjer knæ for både de gudløse og blasfemiske prælater og sofister og siger: 'Nådige herre, Deres nåde handler rigtigt. Høje mester, Deres excellence taler ret'. Men hvis man omtaler dem som det, de er: ulærde, dumme, gudløse, blasfemiske overfor Guds ord, til ubodelig skade for fromheden og sjælene, så krænker man hele evangeliet.

²⁴ Caeterum, si his palpatis omnes mortales vel occideris et orbem subverteris, non fueris immodestus. Quando enim Latomus Papam criminaretur immodestiae, tot bellis et malis artibus insanientem? scilicet adeo pendet Euangelica modestia et immodestia in solis pontificibus idolis et sophistis idiotis venerandis! Denique bullam istam sanguinariam et cuius crudelitatem nemo pius non execratur, etiam si recte damnaret, modestus ille et modestiae tum exactor, tum laudator Latomus non solum non criminatur, sed laudat, iactat, confidit, gloriatur in ea. På den anden side, hvis bare man smisker for dem, så kan man slå alle dødelige ihjel og vende hele verden på hovedet, man er alligevel ikke umådeholden. Hvornår har nemlig Latomus beskyldt paven for mangel på mådehold, han, som har raset med så mange krige og onde kunster? Således afhænger nemlig det, om man har evangelisk mådehold eller ej, alene af, om man tilbeder de pavelige afguder og de sofistiske idioter. Endelig, denne blodtørstige bulle, hvis grusomhed ethvert fromt menneske må korse sig for, også selv om den skulle havde dømt ret, den undlader denne mådeholdets udøver og lovpriser, Latomus, ikke blot at anklage, nej, han ligefrem roser den, udbreder sig om den, stoler på den og praler af den.

²⁵ Isti sunt viri illi sanguinum et dolosi, qui modestiam verbis et vultu simulant, interim non nisi cedes, minas et sanguinem (W47) spirant. Nemo mihi eum virum integrum et modestum persuadebit, cui ista bulla placere potest. Malo ego apertus esse et neminem blandicia fallere. Sådan er disse blodtørstige og svigagtige mænd, som foregiver mådehold med ord og miner, men samtidig ikke ånder af andet end drab, trusler og blod. Ingen kan overbevise mig om, at den mand, der kan finde denne bulle ret og rimelig, kan være en helstøbt og mådeholden mand. Jeg foretrækker at være åben og ikke bedrage nogen med søde ord.

²⁶ Hoc possum testari: Cortex meus esse potest durior, sed nucleus meus mollis et dulcis est. Nemini enim male volo, sed omnibus opto mecum quam optime consultum. Porro duricia mea ut nemini nocet, ita neminem fallit: qui me vitat, nihil a me pacietur, qui me fert, lucro augetur. Salomon dicit Proverb. xxviii. 'Qui corripit hominem, postea gratus erit prae illo, qui blandus est lingua'. Det kan jeg i hvert fald bevidne: Det kan godt være, at min skal er hård, men min kerne er blød og sød. Jeg vil intet menneske noget ondt, men ønsker for alle, at de sammen med mig må overveje disse ting bedst muligt. Og forøvrigt, ligesom min hårdhed ikke skader nogen, sådan bedrager den heller ingen: Den, der undgår mig, kommer ikke til at lide for det; den, der kan holde mig ud, får noget ud af det. Salomon siger i Ordspr 28,23: 'Den, der irettesætter et menneske, vil i sidste ende blive mødt med større taknemlighed, end den, der smigrer'.

²⁷ Deinde in meum crimen augendum inducit senem quendam de Ro. Episcopo reprehendo disputantem, qui sibi visus sit sapiens. (n27) Nam sententia propria est, neque tacendum neque loquendum penitus, (n27a) modum vero huius supra suum captum esse. Nec mirum, referenda fuit gratia tantae bullae, pro qua etiam ea ignoranda sunt, quae pueri sciunt, rursum scienda, quae vel angeli ignorant. Derefter indfører han, for at øge anklagen imod mig, en gammel mand, som disputerer om at indvende noget imod den romerske biskop, som han, Latomus, finder klogt sagt. For hans egen opfattelse er, at man hverken bør tie eller tale helt, men men målestokken for det ligger udenfor hans fatteevne. Og det er ikke så mærkeligt når man tænker på den gevaldige bulle. For af hensyn til den skal man være uvidende om selv det, børn véd, men på den anden side have indsigt i det, som også engle er uvidende om.

²⁸ Nam Latomus, Magister Theologiae, divina hoc titulo scire sese professus, quae et hoc libro defendit ut callentissimus eorum, adhuc ignorat humana ista quotidiano usu praesentia miser, nec quid periclitantibus animabus consulendum sit novit, interim tamen certus, quid agant animae in purgatorio, tum remotae a sensu, tum nihil de earum statu testantibus scripturis, cum velint omnia Papae et sua in scripturis contineri abunde. For Latomus, magister i teologi, giver med denne titel tilkende, at han har forstand på det guddommelige, hvilket han også i denne bog forsvarer som den kyndigste af dem, og dog er dette elendige menneske uvidende om den daglige brug af dette livs menneskelige sider, og véd ikke hvad man skal trøste anfægtede sjæle med, men er samtidig helt sikker på, hvad der sker med sjælene i skærsilden, noget, der ligger udenfor vore sanser, og som skriften ikke afgiver vidnesbyrd om, selv om de vil, at paven og alt hans kan findes i skriften til overflod.

²⁹ Sed sinamus quaeso sophistas mores suos implere, neque enim eos, praeter hypocrisin et adulationem et mendacium, quicquam recte decet. Videamus sapientem visum sibi senem, qui tres modos praescribit: Primus, ut principes et communitates desinant postulare iniusta, et quae ultro oblata forent, refutanda, tum ipsi primum incipiamus carere, quae in Papa reprehendimus, cum insolens sit vitium in principe non ferre, quo ipse laboras. (Latlu01#50-52) Alter modus est oratio. (Latlu01#53) Tercius tolerantia. Haec ille sapiens. (Latlu01#54-57). Men ok, lad nu bare sofisterne gøre, som de finder for godt, for dem er der jo ikke noget, der er mere rigtigt, end at hykle, lefle og lyve. Lad os se på den gamle mand, som han finder vis, som foreskriver tre regler: For det første, at fyrsterne og byerne holder op med at stille uretfærdige krav, og nægter at tage imod det, hvis de får tilbudt for meget, og at vi selv først begynder at ophøre med det, vi bebrejder paven for, da det er urimeligt ikke at tåle en fejl hos sin fyrste, som man selv døjer med. Den anden regel er bøn. Den tredie tålmodighed. Såvidt denne vise mand.

³⁰ Primus ergo est modus optativus, scilicet cogitatio quaedam, ut cogitemus exempli gratia: 'Si asinus volaret, asinus haberet pennas', ita cogitemus 'Si nemo postularet indigna, Papa fieret melior'. (latlu01#50) Cur autem non etiam sic cogitamus: 'Si Papa seipsum emendaret, tum nemo postulare auderet indigna'? Altså for det første er der ønskereglen, nemlig den slags overvejelse, at ligesom vi fx tænker: 'Hvis æslet kunne flyve, ville æslet have vinger', således skulle vi tænke: 'Hvis ingen anklager [paven] for noget uværdigt, vil paven blive bedre'. Men hvorfor skulle vi ikke også tænke således: 'Hvis paven kunne forbedre sig selv, ville ingen vove at anklage han for noget uværdigt'?

³¹ Sed quid fiet in his, ubi Papa (quod plurimum facit) non postulatus, sed proprio furore insanit? tum, quod omnium maximum est, Euangelium non curat et nullum Pontificis officium facit i. Timoth. iii. descriptum: an sufficit hic cogitare 'si nemo indigna postularet'? Men hvad vil der så ske i de tilfælde (og de er jo de fleste) hvor ingen har anklaget paven, men han helt af sig selv går grassat? Og i de tilfælde, hvor han ikke sørger for evangeliet og ikke udfører nogen af pavedømmets opgaver, som er beskrevet 1 Tim 3,2f? Er det så nok her at tænke: 'Hvis bare ingen anklager for uværdige ting'?

³² Iam nonne per totum orbem ita cogitamus, non modo quod sapiens dictat, sed id quoque quod ego adieci? Quis enim non ea optat? At quid potest amplius? Quis enim excepta dei (W48) virtute (quam in secundo modo per orationem quaeri docet) principes et communitates teneat? nec hoc consulit, ut quis tentet, scilicet 'principum et populorum culpa est, Papam esse malum'. Er det ikke, hvad vi verden over tænker, altså ikke blot det, som den vise mand har foreskrevet, men også det, jeg har tilføjet? Hvem ønsker nemlig ikke dette? Men hvad mere kan man gøre? Hvem kan nemlig, bortset fra Guds magt, som han i den anden regel lærer, at man skal søge gennem bønnen, hvem kan holde fyrster og byer i tømme? Og det råder han heller ikke til, at nogen skal forsøge, nemlig at sige 'Det er fyrsternes og folkenes skyld, at paven er dårlig'.

³³ Quin cogitemus: 'si diabolus eum desinat equitare, fieret bonus', et in diabolum torqueamus, quod Papa malus est! Hoc consilio posses uti et pro te et cogitare: 'utinam hic et futuro beatus sim', iste enim esset optimus modus perveniendi in coelum. Igitur primum consilium huius sapientis mundus excedit etiam. Iam pro quo magis oratur ubique quam pro Papa? Item cuius tyrannis toleratur aequabilius quam Papae? Ubi est ergo consilium istius tam sapientis? Quam pulchrum idolum nobis e Papa facit tam sapiens vir, ut oves primo incipiant sese pascere et populus viam ipse dirigere et pastori pascua et duci vestigia parare! Hvad så, hvis vi tænker: 'Hvis djævelen holdt op med at ride ham, ville han blive god', og vi så vendte os mod djævelen, fordi paven er ond! Det råd kan du også bruge med hensyn til dig selv og tænke: 'Gid jeg her og i fremtiden var salig', det ville nemlig være den bedste måde at komme i himlen på. Altså, den vises mands første råd retter verden sig efter til overflod. Hvem bedes der overalt mere for end paven? Ligeledes, hvis tyranni udholdes mere roligt i end pavens? Hvad skal vi så med denne vise mands råd? Hvor smukt et afgudsbillede gør ikke denne vise mand af paven, så at fårene først kan begynde at drive sig selv på græs og folket selv vise vej og berede græsgangen for hyrden og gøre vejen klar for lederen!

³⁴ Sed vide quid ei cum Latomo quoque suo poetae conveniat. Latomo non omnino tacendum videtur, sapienti suo omnino tacendum videtur. Velim hic scire, uter menciatur, poeta vel poema? Aut enim Latomus mentitur eum sibi sapientem videri, aut mentitur sibi non omnino tacendum videri. (n34) Sed nec ipse sapiens sibi constat, qui tacendum suadeat, et tamen e Papa prostibulum facit, dicens eum largiri iniusta et refutanda, quae ultro offerentur. (latlu01#50). Men se engang hvor godt han også stemmer overens med Latomus, hans digteriske ophav. Latomus synes ikke, at man helt skal tie; den vise mand synes, at man helt skal tie. Her ville jeg godt vide, hvem der lyver, digteren eller digtet? Enten lyver nemlig Latomus, når han synes, han er vis, eller også lyver han, når han synes, at han ikke helt skal tie. Men heller ikke er denne vise mand enig med sig selv, for han mener, man skal tie, og dog gør han af paven et horehus, idet han siger, at han rundeligt deler uretmæssigt gods ud, som man skal afslå, hvis man får det tilbudt.

³⁵ Quam scite dixit Hilarius, difficile fore causam veritatis tueri adversus impios, si tantum consuleret prudentia, quantum audet impietatis. (n35) Sed perge, mysteria sanctae huius adulationis videamus. Ferendum (inquit) principis vitium, quo tu laboras. (latlu01#52) Ut ergo omnes taceant (nam generale est silendi mandatum huius Latomiensis sapientis), omnes eodem vitio laborabunt vel inviti. Hvor træffende siger ikke Hilarius, at sandhedens sag ville være vanskelig at forsvare mod de gudløse, hvis de rådførte sig lige så meget med klogskaben, som de vover gudløsheden. Men kom, lad os se på denne hellige leflers mysterier: Man bør bære over med den last hos fyrsten, som man selv døjer med, siger han. Ligesom altså alle skal tie (for kravet om tavshed er generelt hos denne Latomus' vismand), således skal alle døje med den samme last omend ufrivilligt.

³⁶ Aut certe illis permittetur correptio, qui non laborant eodem vitio, quos cur tacere igitur iubet? Ego ex animo faveo tam aptam et consultam gratitudinem Bullae isti comprobatrici. Sed cum in Lutherum proprie ista scena, nimirum ingeniosa, instructa sit, velim doceri, quod illud vitium eius sit cum Papa principe commune? An universa lerna (n36) Romanorum scelerum me reum aget? Eller skulle det måske være tilladt dem at komme med indsigelser, som ikke døjer med den samme fejl, hvorfor befaler han dem at tie? Jeg for min del under af hjertet bullen en både velfortjent og velovervejet tak, den bulle, der bekræfter alt dette. Men eftersom hele dette altfor åndrige skuespil er sat i scene mod Luther selv, så ville jeg gerne belæres om, hvilken last det er, jeg har fælles med min fyrste, paven? Mon han vil regne mig for skyldig i hele slangereden af romerske forbrydelser?

³⁷ Sed quaero, cum praedicare Euangelium oporteat eum qui vocatus sit, omni creaturae, an Papa sit creaturae? Cur ergo non licet ei veritatem palam et libere dicere? Sed satis haec. Dignam habet ista adulatio mercedem tam stultae stultitiae. Quare sapienti isto septies stulto et sacrilego dimisso, nos erudiamur sicut oportet liberi Euangelii liberos confessores erudiri, et hoc sapiamus ac faciamus. Men jeg spørger, når den, der er kaldet, bør prædike evangeliet for hele skabningen, om paven mon er en skabning? Hvorfor er det så ikke rigtigt at sige ham sandheden vidt og frit? Men lad det være nok med dette. Denne leflen har sin værdige løn for denne topmålte tåbelighed. Derfor lad os forlade denne syvfold tåbelige og blasfemiske vismand og lade os undervise, sådan som det sømmer at undervise for det frie evangeliums frie bekendere, så vi kan tænke og handle i overensstemmelse med det.

³⁸ Quo maior est princeps, praesertim Ecclesiasticus, hoc minus ferantur, sed omnium acerrime arguantur eius vicia, non enim decet verbum dei esse alligatum propter hominem, nec novit personarum respectum. Sic psal. c.xviii. 'Et loquebar de testimoniis tuis in conspectu regum, et non confundebar'. Et psal. ii. quos arguit dicent: 'Et nunc reges intelligite, erudimini qui iudicatis terram'? Jo større fyrsten er, især når det er en kirkefyrste, des mindre skal man bære over med hans fejl. Man skal tværtimod skarpt påtale dem, for Guds ord bør ikke være bundet på grund af noget menneske, og det kender ikke til personsanseelse. Sådan siger Sl 119,46: 'Jeg vil tale om dine vidnesbyrd overfor konger, og jeg bliver ikke til skamme'. Og hvem er det, der bliver formanet, når Sl 2,10 siger: 'Og nu, I konger, vær kloge, tag imod råd, I som dømmer jorden'?

³⁹ Exempla sunt omnes prophetae, qui de vulgo (W49) assumpti reges, sacerdotes, prophetas potissimum arguebant. Christus in Euangelio quos carpit? Num vulgum? nonne magnates solos? Quae est ergo pestilens adulatio Latomi, quae haec exempla nobis obscurare nititur et ea se ignorare mentitur, quae pueri sciunt? 'At Christus erat deus', verum, sed exinanitus est, forma servi accepta, (Fil 2,8) non arguebat ut deus, omnibus praedicatoribus exemplum factus, ut vulto parcerent, principibus non parcerent, quod vulgi calamitas e principum pendeat culpa. Forbilleder for os er alle profeterne, som, udgåede af folket, især talte imod konger, præster og profeter. Hvem angreb Kristus i evangeliet? Mon det var folket? Nej, mon ikke det alene var de ledende? Hvor er dog Latomus' leflen afskyelig, når han søger at fordunkle disse forbilleder og lyver sig uvidende om det, som selv børn véd! 'Men Kristus var Gud'! Sandt nok. Men han ydmygede sig og tog en tjeners skikkelse på og påtalte ikke synden som Gud, men blev et forbillede for alle prædikanter, at de skal skåne folket, men ikke fyrsterne, fordi folkets elendighed er en følge af fyrsternes brøde.

⁴⁰ An ideo silendum, quod ira dei mali praesint, ut Latomus adolatur? qui Christo adversarius, parcendum principi, vulgo non parcendum censet, videlicet optimus rerum aestimator, qui vitia non meritis sed personis metitur, et vicia principum vulgi culpam facit. Non enim vitia, quia vitia, sed quia in magnis personis vel parvis sunt, arguenda vel tacenda docet. Quid isti hostes crucis volunt nisi ut ociosum sit scandalum crucis? (Gal 5,11) scientes vulgum sine periculo argui, principes vero non sine praesente malo tangi. Mon vi skal tie, fordi det er i kraft af Guds vrede, at det er onde mennesker, der er ledere, sådan som Latomus leflende siger. Han mener, modsat Kristus, at fyrsten skal skånes, folket ikke. Det er sandelig en god bedømmelse af tingene, som måler lasterne, ikke efter fortjeneste, men efter personerne, og gør fyrsternes laster til folkets brøde. Han lærer, at man skal påtale eller tie om lasterne, ikke fordi de er laster, men fordi de finder sted i store eller små personer. Hvad vil disse korsets fjender andet end at de vil gøre korsets forargelse tom? De véd godt, at de uden fare kan påtale synd hos folket, men ikke hos fyrsterne uden man straks straffes.

⁴¹ At ii sunt mercennarii, canes muti, nescientes latrare, qui vident lupum venientem et fugiunt, (Joh 10,1ff) aut lupo sese sociant potius. Non ita Christus, cuius cornuae haerent in vepribus, (1 Mos 22,13) descensus eius tangit montes et fumigant, (Sl 144,5) gurgustium eius caput Behemoth comprehendit, (Job 40,15.31) qui intrat in gyrum dentium eius formidabilem, qui perforat armilla maxillam eius (Job 40,26) et cum Sansone occidit leones. (Dom 14,6) Breviter, universa scriptura testatur, quod vox domini confringat cedros, montes Israhel, quercus Basan, turres altas, et non nisi ea quae alta sunt, invadit, ut apparet etiam cuivis puero, quae tamen excedunt captum Magistri in Israel. (Joh 3,10) Men disse mennesker er lejesvende, stumme hunde, der ikke kan gø, som ser ulven komme og flygter, eller snarere gør sig til venner med ulven. Det gør Kristus ikke: Hans horn er viklet ind i de tætte grene, han stiger ned og rører ved bjergene, så de ryger, hans ruse holder behemoths hoved fast, han træder ind i dens rædsomme tænders kreds, han gennemborer dens læber med en krog, og med Samson dræber han løver. Kort sagt, hele skriften bevidner, at Herrens røst splintrer cedre, Israels bjerge, Basans ege, høje tårne, ja, kun det, der er højt, angriber han, for at det skal ligge klart for ethvert barn, som dog undviger fatteevnen hos lærere i Israel.

⁴² Debetur reverentia altitudini, fateor, sed citra divini verbi iniuriam, quod est ipsemet deus, cui oportet magis obedire quam hominibus. Quod si cuiuspiam Magistratus vicium ferendum, prophani, non Ecclesiastici ferendum est, non solum ideo, quod Ecclesiasticus ex deo non sit sicut prophanus. Deus enim nescit hoc vulgus pontificum, quod hodie regnat, cum solos Euangelistas et verbi ministros ordinarit in Ecclesia, sed nec per homines constituti sunt, imo seipsos erexerunt invitis deo et hominibus, similes Gigantibus ante diluvium. (1 Mos 6,4) Jeg indrømmer, at man bør vise ærbødighed mod det høje, men det skal ske, uden at man gør Guds ord, identisk med Gud selv, uret. For man bør adlyde Gud mere end mennesker. Men hvis vi skal finde os i en hvilkensomhelst embedsmands fejl, så gælder det kun de verdslige, ikke de kirkelige, ikke blot fordi den kirkelige ikke har sit embede fra Gud, sådan som den verdslige. Gud kender nemlig ikke noget til den hoben præster, som idag hersker, eftersom han kun ordinerer evangelister og ordets tjenere i kirken, ja, de er ikke engang indsat af mennesker, men har ophøjet sig selv, uden at hverken Gud eller mennesker har villet det, ligesom giganterne før syndfloden.

⁴³ Sed ideo etiam ferendum non est, quod prophani magistratus vitium nulli sit periculo animarum, Episcopus vero verbi negligens, etiam si sanctus esset, lupus et Satanae Apostolus est. Nihil differt a lupo, qui pro ovibus non vigilat contra lupum. At cum sciamus diabolum non dormire, Episcopis dormientibus palpamus, imo diabolo cooperantes tuemur, eosque occidimus et damnamus, qui eos excitant et officii sui admonent. Nej, også af den grund skal man ikke finde sig i de kirkelige fejl, at den verdslige embedsmands fejl ikke er til nogen fare for sjælene, men en biskop, der forsømmer ordet, så kan han være aldrig så hellig, er en ulv og Satans apostel. For den hyrde, der ikke våger imod ulven, adskiller sig ikke fra ulven. Men skønt vi véd, at djævelen ikke sover, stryger vi de sovende biskopper med hårene, ja beskytter disse djævelens medarbejdere, mens vi dræber og fordømmer dem, der vækker dem og formaner dem til at passe deres embede.

⁴⁴ Quis rogo furor ulterior isto? Maledictus itaque sit ter, qui hic opus domini fraudulenter facit et Papam lupo infernali colludentem et conniventem palpat, nec miseretur tot fratrum suorum misere pereuntibus animabus Christi sanguine emptis. Si nihil aliud scripsisset Latomus, hoc uno tartareo consilio satis ostendit sese spiritu Satanae plenum esse. Quomodo spes est, istos Sophistas (W50) scripturas legere, intellegere, docere pio studio? Det må da være topmålet af galskab! Derfor er den tre gange forbandet, som her gør Herrens gerning med svig, og smigrer den pave, der leger med helvedes ulv og ser igennem fingre med den, og ikke ynkes over sine brødres sjæle, der elendigt går fortabt, skønt de dog er købt med Kristi blod. Hvis Latomus ikke havde skrevet andet, viser han med dette ene frygtelige råd, at han er fuld af Satans ånd. Hvordan kan der være håb om, at disse sofister kan læse skriften, forstå den, og prædike den med from iver?

⁴⁵ Quomodo pronuncient de doctrina Christiana? denique quid salutare ab eis expectes, quibus hoc consilium sapiens videtur, quod non constat nisi verbis ipsiusmet Satanae? qui rem Ecclesiae, vitia pastorum, salutem animarum tam leviter pendit, ac si esset solum culpa quaedam tyrannidis prophanae, corpora aut substantias perdentis. Hvordan skulle de kunne forkynde den kristne lære? Endelig, hvad frelsebringende kan du forvente af dem, som synes, at dette råd er vist, som dog ikke består af andet end Satans egne ord? som tager så let på kirkens sag, på hyrdernes laster, på sjælenes frelse, som drejede det sig kun om skylden hos et verdslige tyranni, som ødelagde legeme og gods.

⁴⁶ Ego plane metuo miser valde, ne in Papam et Pontifices, diaboli collusores et socios, nimio fuerim et parcus et modestus, nec ipse satis perpenderim milia illa animarum, quas perdit sine fine Antichristus iste, cum pontificibus et sophistis suis, pestibus illis omnium ultimis orbis terrarum. Jeg elendige er alvorligt bange for, at jeg har været altfor overbærende og mådeholden imod paven og prælaterne, disse djævelens legekammerater og forbundsfæller, og at jeg ikke selv har lagt tilstrækkelig vægt på de tusinder af sjæle, som denne antikrist bringer i fortabelse uden ende, sammen med sine prælater og sofister, disse pestbefængte fra hele endetidens verden.

⁴⁷ 'At timetur seditio, et illi non fiunt meliores', ait Latomus. (n47) Quam Iudaica vox, nam et illi metuebant, ne Christus seditionem faceret, nec vel pilo fiebant meliores, imo fiebant peiores: ergo Christo fuit tacendum? Et quis tibi dixit, non fieri illos meliores? Estne Theologica definitio 'illi non audient, ergo tu tacebis'? Seditio, quae corpora vastantur, timetur, at seditio, quae vastat animas, defenditur: sic prudens vir ille timet ubi timendum non est, ut corporalem pacem praeferat saluti aeternae animarum. 'Men man skal være bange for oprør, og disse mennesker bliver ikke bedre', siger Latomus. Hvilken jødisk stemme, for også jøderne var bange for, at Kristus skulle gøre oprør, og de blev dog ikke et hår bedre, ja de blev værre. Skulle da Kristus have tiet? Og hvem har sagt dig, at de ikke bliver bedre? Er det mon en teologisk definition: 'De vil ikke høre, altså skal du tie'? Man frygter den opstand, hvorved legemerne går til, men den opstand, som ødelægger sjælene, forsvarer man. Sådan frygter denne vise mand, hvor man ikke bør frygte, og foretrækker den timelige fred fremfor sjælenes evige frelse.

⁴⁸ Quis hunc obnoxium servum, adulatorem omnium pestilentissimis consiliis perditum digne queat detestari? Hi sunt, quos merito Papa comprobet, hi sunt, quorum iudicio libri damnandi et exurendi sunt. Nunquam minus est metuenda seditio, quam dum verbum dei docetur. Deus enim, qui deus pacis est, tum praesens est. Hvem kan føle tilstrækkelig afsky for denne skadelige træl, som lefler for alle og som er fortabt ved sine pestbringende råd? Det er den slags mennesker, som paven med rette giver sin tilslutning; det er den slags mennesker, ud fra hvis bedømmelse bøger bliver fordømt og brændt. Man skal aldrig frygte opstand mindre, end når Guds ord forkyndes. Her er nemlig Gud selv, som er fredens Gud, tilstede.

⁴⁹ Quod si idola Pontifices audire contempserint et pergant tyrannidem augere prohibendo, damnando, exurendo, obrueritque eos tum vel seditio vel calamitas, ridendum et subsannandum est cum sapientia Proverb. i. Culpa tum non est verbi dicti, sed impietatis non audientis increpationes et correptiones sapientiae, ut ibidem dicitur. Men hvis paveafguderne ikke vil høre og fortsætter med at øge deres tyranni ved at forhindre, fordømme, opbrænde og der så falder opstand og elendighed over dem, så må man le og spotte, ligesom visdommen i Ordsp 1,26. Det er ikke det talte ords skyld, skylden ligger hos de ugudelige, der ikke ville høre på visdommens irettesættelser og revselser, som det siges samme sted. (v. 30).

⁵⁰ Ne autem cavilletur Latomus, sese non de Euangelio, sed de reprehensione loqui: scimus quod Christus Euangelium ipse non potuit docere, nisi reprehenderet. Et sapientia dicit suas correptiones exosas habitas (Ordsp 1,29). Sal terrae est, mordet ut purget, arguit ut sanet, increpat ut salvet, occidit ut vivificet. Qui secus docet, non Euangelium sed suas adulationes blatterat. Men for at Latomus ikke skal snakke udenom, at han ikke taler om evangeliet, men om irettesættelsen, så véd vi, at Kristus selv ikke kunne lære evangeliet uden at irettesætte. Og visdommen siger, at man lod hånt om dens revselser. Guds ord er verdens salt, det svider for at rense, det anklager for at helbrede, det revser for at frelse, det dræber for at levendegøre. Den, der lærer anderledes, taler ikke evangelium, men udvrøvler sine leflerier.

⁵¹ Veniamus ad aliud caput: honestaturus Lovaniensem insaniam non vult me levari suspitione haereseos praetextu disputationis, quod de iis, quae propheticis et euangelicis literis definita sunt, disputandum non sit, ut Leonis Ro. Episcopi verba sonant, quae locuplete adducit. (n51) Deinde meum disputandi genus non scholasticum sed haereticum esse, quod impugnandae, non quaerendae (W51) veritatis gratia suscepissem. (latlu01#28) Vi kommer nu til en anden sag. For at ære vanviddet fra Løven vil han ikke tillade, at jeg befris for mistanken om kætteri, ud fra det forhold, at der er tale om en disputation, fordi man ikke må disputere om det, som er fastlagt i de profetiske og evangeliske skrifter, som den romerske biskop Leos ord lyder, som han anfører adskillige steder. Dernæst siger han, at min disputationsmåde ikke er skolastisk, men kættersk, fordi jeg har taget mig for at bekæmpe, ikke at søge sandheden.

⁵² Ut hic scias Latomum sua fingere, iterum dico, ab initio me disputasse ex animo, antequam scirem Magistros nostros idiotas et porcos esse, postea enim (ut ipsimet fatentur) me non disputare dixi, adeo ut et ad ignem me obtulerim. Nunquam fuit ista in me simulatio, ut disputare praetexerem, quod affirmare statuissem, ut mentitur hic vir honestus. (latlu01#4?). For at du her skal vide, at Latomus selv opfinder sine indvendinger, så vil jeg gentage det: at fra begyndelsen disputerede jeg i fuldt alvor. Det var før jeg vidste, at vore magistre var uvidende og svin. Senere har jeg ikke sagt, at jeg disputerede, hvad de også selv indrømmer. I den grad har jeg ikke disputeret, at jeg har tilbudt at gå på bålet for mine anskuelser. Men jeg har aldrig været hykler, så jeg foregav at disputere, hvad jeg havde fremsat som noget, man skulle tilslutte sig, sådan som den ærlige mand her lyver mig det på.

⁵³ Sed finge, me maligno animo videri voluisse disputantem, qua autoritate non licuisset? Leonis istius? Quis dedit Leoni autoritatem prohibendi? An Latomi fides et Sophistarum oscitantia? Christus, age, nunquam respondit Iudaeis maligne eum tentantibus? plus valet Leonis verbum quam Christi exemplum? perpetua est ista et indomita sophistarum insania, iactare verba hominum et occulere verba dei. Men forestil dig, at jeg i en ond hensigt ville se ud som én, der disputerede, med hvilken autoritet skulle det så forbydes? Denne Leos autoritet? Hvem har givet Leo autoritet til at forbyde? Det har måske Latomus' tro og sofisternes ligegyldighed. Sig mig, gav Kristus aldrig jøderne et ondt svar, når de satte ham på prøve? Skal da Leos ord veje mere end Kristi eksempel? Det er disse sofisters evige og hæmningsløse vanvid at slå om sig med menneskeord og skjule Guds ord.

⁵⁴ Sed illud festivius: Leo tantum hoc agit, ne adversarii disputent, non prohibet respondere. Latomus huc trahit, ne sit opus respondere adversario, atque hoc est consilium prudentissimum Lovaniensis scholae, quo procederet contra Lutherum. Si Turca nos aggrediatur bello, quod ei prorsus non licet, nec velit cohiberi, mittemus Lovanienses Theologos ad eum legatos, qui dicant ei: 'Non licet tibi pugnare, alioqui te damnabimus', tum sinamus eum grassari, et gloriemur nos esse victores. Men det bliver endnu lystigere. Leo var kun ude på det, at modstanderne ikke disputerede, han forbød dem ikke at svare. Latomus drejer det derhen, at det der ikke er brug for at svare en modstander, Og det er det kloge råd fra Løvens universitet, hvormed de vil gå i rette med Luther. Hvis tyrkerne gav sig til at føre krig mod os, hvad de sandelig ikke havde lov til, så sender vi bare de løvenske teologer ud til dem, og de siger så til dem: 'Det er dig ikke tilladt at føre krig, og gør du det alligevel, fordømmer vi dig', og så lader vi tyrkerne rase og praler af, at vi har vundet.

⁵⁵ Proinde non est iam Pauli consilium et praeceptum necessarium, ut Episcopi amplectantur sanam pietatis doctrinam, ut possint contradicentes redarguere et os eorum oppilare, (Tit 1,9-11) sed sufficit illos non debere disputare, et securi sine idiotae et idola. Quin positis orationibus et universis armis spiritus, desinamus diabolo quoque resistere, denunciantes ei: 'Non licet tibi Ecclesiam infestare'. Quod revera et facimus. Haec est fides Latomiana, qua patrum dicta tractat. Det er altså ikke længere nødvendigt med Paulus' råd og befaling, at biskopperne skal holde fast ved den sunde lære, så de kan overbevise dem, der siger imod og stoppe munden på dem, nej, det er nok at de andre ikke bør disputere, så kan disse tåber og afguder være sikre. Hvorfor så ikke afskaffe bønnerne og alle åndens våben, ophøre med at modstå djævelen, og bare hævde overfor ham: 'Du har ikke lov til at genere kirken'. Men det er faktisk også det, vi gør. Dette er Latomus' tro, hvormed han behandler fædrenes udsagn.

⁵⁶ Quae vero est praesumptio et arrogantia tam modesti viri, ut sua prophetica et Euangelica tam impudenter affirmet? Nam Leonis verba de propheticis et Euangelicis sonant. (n56) Prophetae et Euangelistae fuerunt Lovanienses? (latlu01#20) prorsus hoc Lutherus ignoravit, nec praeter Latomum, credo, ullus hominem norit, magno miraculo. Men hvad er det for en antagelse og arrogance hos en så beskeden mand, at han så frækt hævder, at hans skrifter er profetiske og evangeliske? For lyder Leos ord om de profetiske og evangeliske skrifter, at de profetiske og evangeliske skrifter var fra Løven? Det var jeg da slet ikke klar over, og det tror jeg heller ikke noget andet menneske var klar over, undtagen ved et stort mirakel Latomus selv.

⁵⁷ Eadem arrogantia est, quod meam disputationem esse adversus veritatem asserit, (latlu01#22) per veritatem, infallibilis iudex et Euangelista, Lovaniensium sentimenta intelligens. Quod statuendum Lutherus stultus ad iudicem, non ad partem pertinere putabat. Sed et hoc sophisticum supercilium et incendiariorum fastus est, non fuisse connivendum erroribus meis, (lutla01#10) scilicet quos nondum quisquam tales probaverat, nec hodie probat. Ud fra den samme arrogance sker det, at han hævder, at min disputation er imod sandheden, og ved 'sandhed' forstår Løven-folkenes opfattelse, han, den ufejlbare dommer og evangelist. Og jeg, der var dum nok til at mene, at dette hørte til dommerens opgave, ikke til diskussionsdeltagernes opgave. Men også dette er en sofistisk arrogance og en bogbrænderisk nedladenhed, når han siger, at man ikke burde have lukket øjnene for mine vildfarelser, altså vildfarelser, som ingen indtil da havde bevist var vildfarelser, og heller ikke i dag har bevist var det.

⁵⁸ Sed satis est, quod opinio Euangelistarum et prophetarum Lovaniensium veritas erat, illis contraria. Summa huius concilii, quod Latomus hac praefatione describit, (latlu01#15) liquido fuisse cernitur ista: 'Nos sumus Magistri (W52) nostri, nos iudices, nos non possumus errare, nobis orbis obnoxius, quicquid dixerimus, articulus fidei, Euangelicum, propheticum est'. Nonne haec in libello meo (n58) adversus eos plane praedixi, quae hic confitetur Latomus? Men det er nok, at de løvenske evangelister og profeters opfattelse var sandhed, og at mine meninger var det modsatte. Summen af det koncil, som Latomus her i forordet beskriver, kan helt klart bestemmes at være følgende: 'Vi er vore egne lærere, vi er dommerne, vi kan ikke tage fejl, verden skal være lydig imod os, hvad vi end siger, er trosartikel, evangelisk, profetisk'. Kan I ikke se, at det var, hvad jeg i mit lille skrift imod dem rent ud forudsagde, det, som Latomus her bekræfter?

⁵⁹ Ego si essem hostis huius facultatis, non queam vehementius insectari fastum, supercilium, temeritatem, inscitiam, hebetudinem, maliciam eius concilii, quam hic Latomus facit magnifica ista praefatione, adeo singuli apices spirant superbiam Moabiticam et arrogantiam plus quam sophisticam. Non enim aliter de ista controversia loquitur, quam si semper extra omnem controversiam res ista fuisset, (n59) ut prope nobis deos faciat Latomus tam insigne asinos, scilicet tantum venti potuit Bulla una uni vesica inflare. Hvis jeg havde været fjende af dette fakultet, kunne jeg ikke have hånet dets koncils nedladenhed, arrogance, frækhed, uvidenhed, sløvhed og ondskab stærkere end Latomus her gør i dette prægtige forord, i den grad emmer hvert komma af moabitisk overmod og af en mer end sofistisk arrogance. Han omtaler nemlig vor uoverensstemmelse, som om sagen hele tiden havde været uden nogen uoverensstemmelse, så at Latomus næsten gør disse mageløse æsler til guder. Så meget har én eneste bulle kunne indblæse i én eneste blære.

⁶⁰ Libros erroneos exurendos esse consentio et probo, sed non eos, quos nondum probaveris esse erroneos, ut arrogantia prophetarum novorum insanit. Nam et ego illos Papenses exussi, ut viderent Magistri nostri, non esse artis neque ingenii, papyrum exurere, quod lixae nostri et poncernae etiam possunt. Ignis (aiunt) non solvit argumenta. Illi in Actis xvii. non exusserunt libros, donec cognita veritate scirent eos esse curiosos. Jeg er enig med dem i, at vildførende bøger skal brændes. Det bifalder jeg. Men det gælder ikke dem, som man endnu ikke har bevist er vildførende, som de nye profeter i deres arrogance raser om. For også jeg har afbrændt pavepapirer, så at vore magistre kan se, at det ikke er nogen kunst eller kræver særlig forstand at brænde papir. Det kan vore køkkenkarle og tjenestedrenge også gøre. Som man siger: Ild bider ikke på argumenter. De, der omtales i Apg 19,19f, brændte ikke bøger, førend de af sandheden havde fået at vide, at de var trolddomsbøger.

⁶¹ Magistri nostri id quod levius erat secuti sunt, sed quod laboris et officii fuit, cordibus fidelium reliquerunt, quia stat sententia: Lovanienses non errant. Denique male me habet, quod Maximilianus, quo tempore Iudaeorum libros vexabant Sophistae, non verterit consilium eorum super caput eorum, et ablatis omnibus erucis, brucis, locustis, ranis, pediculis sophisticis, ad solam et puram scripturam adegerit. Vore magistre har fulgt det, der var lettest, mens de har overladt det, der krævede anstrengelse og var deres pligt, til de troendes hjerter, for den sætning står naturligvis fast: De fra Løven tager aldrig fejl. Endelig nager det mig, at Maximilian, dengang sofisterne foer hårdt frem mod jødernes bøger, ikke drejede deres råd ned over deres eget hoved, og drev dem til at holde sig til den rene og skære skrift, ved at fjerne alle de sofistiske mider, fårekyllinger, græshopper, frøer og lus.

⁶² Hoc enim erat multo saluberrimum consilium longa magis necessarium, quam quod de Iudaeorum libris iactabatur, tam delyris, tam stultis articulis causam fatigantibus, ut me vehementer puduerit, Christianismi nomine, tantas tragoedias moveri apud nos ob istas res nihili a prophetis et senioribus nostris. (n62) Dette ville nemlig have været et meget mere velgørende råd, som længe har været mere nødvendigt, end at hidse sig op over de jødiske bøger og udtrætte sagen med så vanvittige og dumme artikler, så jeg skammede mig meget over, at vore profeter og ældste hos os i kristendommens navn opførte sådanne tragedier på grund af en så ringe sag.

⁶³ Sed non merebamur tunc meliorem gratiam, quam nunc speramus prope diem donandam nobis. Interim placet vehementer, Papam probasse iudicium quinque universitatum in ea causa. Quid poterat sese dignius facere sedes illa inclyta et gloriosa, adversaria ultima Christi? Men vi fortjente ikke dengang større tak, end vi kan forvente at få nu snart. Imidlertid glæder det mig meget, at paven støttede de fem universiteters bedømmelse i den sag. Hvad kunne dette ophøjede og ærværdige sæde, Kristi ultimative modstander, gøre, som svarede bedre til det?

⁶⁴ Quid sit quod dicit, in ea proposition ab eis damnata 'Sancti non vixerunt absque peccato' (n64) se non damnasse antecedens, sed consequens malae consequentiae, seque mirari, quod orbis iudicium non metuerimus, eos ob hanc damnatam insectantes, (n64a) non intelligo plane. Men det, han siger, at i den tese, der blev fordømt af dem: 'De hellige levede ikke uden synd', fordømte de ikke præmissen, men den falske følgeslutning, og at de undrede sig over, at vi ikke frygtede verdens dom, men foer frem imod dem på grund af denne fordømmelse, det forstår jeg simpelthen ikke.

⁶⁵ Exigit forte, ut orbis praedivinaret eorum dialecticam occultam, qua et in libro utitur, uti videbimus, fortasse et ibi ista explicabit. Interim exultationem et ovationem subsanno, quod gloriatur, se adduxisse patres mihi adversantes, non raro sed frequenter, (W53) non obiter sed ex animo etc. 'nisi velint (inquit) eos dixisse pugnantia asserere'. (latlu01#30) Kræver han måske, at hele verden skal gennemskue deres hemmelige dialektik. Den bruger han i sin bog, som vi vil få at se, og måske vil han dèr forklare sig. Indtil da vil jeg håne hans overmod og jubel, når han praler af, at han har fremført fædrecitater, som gik mig imod, ikke få, men mange steder, ikke tilfældigt, men grundlæggende osv, som han siger: 'Medmindre man da vil hævde, at de modsiger sig selv'.

⁶⁶ Hoc enim nos asserturos Latomus non praesumit, certus quod prophetae non sumus, itaque cantat 'io Pean, io Pean, vae victis'. Sed nos interim, dum ipsi patres (quos prius contempserunt) legerunt, ociosi fuimus invenimusque eos saepissime fuisse homines, errasse, pugnantia dixisse, dormitasse, ut haec etiam ovatio Latomiana super arenam nitatur, ruitura simul atque librum eius aggressus fuero. At vi vil hævde det, regner Latomus ikke med, sikker på, at vi ikke er profeter, derfor er det, han synger sit: vé de besejrede! Men vi har ikke været uvirksomme, mens de læste fædrene (som de tidligere foragtede), og vi har fundet, at de ofte er mennesker, tager fejl, modsiger sig selv, er faldet i søvn, så at også denne latomianske triumfsang er bygget på sand og vil falde sammen, så snart jeg begynder at angribe hans bog.

⁶⁷ Ultimo praegustum libelli sui propinat, propinator urbanissimus, et aliquot meos articulos opponi dicit principiis fidei. Bibamus et nos post eum hunc elegantem praegustum: videbis, quae sint Lovanii principia fidei. (latlu01#61) Til sidst serverer han, som den gode vært han er, en smagsprøve på sin lille bog, og siger, at mange af mine artikler strider mod troens grundsætninger. Lad da også os efter ham drikke denne udsøgte smagsprøve! Så vil du få at se, hvad man i Løven forstår ved troens grundsætninger.

⁶⁸ Primus est: Deus praecepit impossibilia. Hunc sic tractat vir honestus et rectus, ut respirationem neget mihi, etiam adiecta particula 'Nobis' seu 'citra gratiam dei', quam non diffitetur in meis libellis additam. (latlu01#62) Den første sætning, han angriber, er: ''Gud påbyder det umulige'. Den sætning behandler den ærlige og retskafne mand, så det er ved at tage vejret fra mig, også når ordene 'for os' og 'uden Guds nåde' tilføjes, og han nægter ikke, at disse ord er tilføjet i min bog.

⁶⁹ Quaerimus autem, quod sit istud tam rigidum et inclemens principium fidei, quod neget nobis, id est, viribus nostris, citra gratiam, esse mandata dei impossibilia. An Paulus? An Christus? An Moses hoc concludit? Non, sed decretellum quoddam humanum, e Hieronymo sumptum, quod est huiusmodo: 'Qui dixerit deum praecepisse impossibilia, anathema sit'. (n69) Men nu spørger vi: Hvad er da det for en hård og ubarmhjertig troens grundsætning, som vil hævde, at for os, det vil sige, for vore egne kræfter, uden nåden, er Guds bud umuligt at opfylde? Mon det er Paulus, der har fastsat den? Eller Kristus? Eller Moses? Nej, det er et sølle menneskeligt dekret, taget fra Hieronymus, som lyder således: 'Den, der siger, at Gud har påbudt os noget umuligt, forbandet være han'.

⁷⁰ Hoc verbum hominis ambiguum et obscurum sic iactatur a Sophistis, ut omnibus sensibus clausis, non nisi vociferentur 'Anathema, anathema, anathema', ut eos furere ipsa voce iudices. Huic verbo humano cedere oportet et silere, quicquid scripturae evidentissimae et clarissimae et copiosissimae controvertunt, ne syllabam quidem glosae lucidantis tam tenerum decretellum admittit, sed rigidissimum ut sonat, iactari, omnium auribus obtrudi, omnium cordibus inculcari oportet, periculo maximo fidei et cognoscendae gratiae dei, nulla causa, quam quia humanitus statutum, et Magistri nostri secundum ipsum iudicare solent tanquam regulam infallibilem. Nam liberum arbitrium non parum virium ab hoc decretello concepit. Dette tvetydige og dunkle menneskeord ophøjes af sofisterne i den grad, at de lukker alle sanser og kun råber 'forbandet, forbandet, forbandet!' så man alene ud fra råbet kan slutte, at de må være fra forstanden. For dette menneskeord må vige og tie, hvadsomhelst man kan fremføre imod det af soleklare og indlysende og udførlige ord fra skriften. Ikke så meget som en stavelse af en oplysende fortolkning tillader dette spinkle lille dekret, men hårdt, som det lyder, skal det ophøjes, råbes ind i alles ører, indprentes i alles hjerter, til største fare for erkendelsen af troen og Guds nåde, uden anden begrundelse end at det er vedtaget af mennesker, og vore magistre plejer at bedømme tingene ud fra den som ud fra en ufejlbar regel. For den frie vilje har modtaget ikke så ringe et tilskud fra dette mini-dekret.

⁷¹ Denique hoc principium fidei tam insolens est et ambitiosum ceu Romulus quidam, qui socium suum ac fratrem Remum non sinat communi imperio regnare. Est enim et aliud decretum satis pium, iuxta hoc scandalum positum, quod sic habet: 'Qui dixerit nos posse mandata dei implere absque gratia dei, anathema sit'. (n71) Ja, denne trosgrundsætning er ligeså hovmodog og ærgerrig som en anden Romulus, der ikke lod sin bror og forbundsfælle tage del i det fælles styre. Der er nemlig også et andet, virkelig fromt dekret anbragt ved siden af denne vederstyggelighed, og det lyder således: 'Den, der siger, at vi kan opfylde Guds bud uden Guds nåde, forbandet være han'.

⁷² Hoc infoelix decretum neminem habet qui iactet, extollat, inculcet, obtrudat, sed fratri suo (ut dixi) regnum cedere cogitur. Hoc non est principium fidei, secundum hoc Magistri nostri nihil iudicant neque damnant. Cur hoc? quia nimis est divinum, et omnia ferme Magistrorum scripta (W54) huic adversantur. Insuper vide Magistrorum nostrorum insignem aequitatem: cum non satis esset, latere hoc miserum decretum, adiecerunt, ut pingui glosa etiam eviscerarent et extinguerent dicentes: 'Mandata dei implentur dupliciter, uno modo secundum substantiam factorum, alio modo secundum intentionem praecipientis'. Dette ulykkelige dekret har ingen til at ophøje og fremhæve sig, ingen til at indprente det eller præge det ind i hjerterne, men det tvinges som sagt til at vige for sin bror. Det er ikke nogen trosgrundsætning, vore magistrer bruger det ikke som rettesnor til at dømme eller fordømme. Og hvorfor ikke? Fordi det er altfor guddommeligt, og fordi næsten alle magistrenes skrifter siger det modsatte af det. Derudover, læg så mærke til vore magistres bemærkelsesværdige retfærdighed: Da det ikke var nok at lade dette ulykkelige dekret være skjult, kom de med en tilføjelse, for gennem en svulstig forklaring at tvære det ud og udrydde det. De sagde: 'Guds bud opfyldes på en dobbelt måde, på én måde efter gerningernes substans, på en anden efter lovgiverens hensigt'.

⁷³ Hoc invento effugio, hui quam pulchre eluserunt veritatem. Nam hinc gratia non opus esse duxerunt ad implenda mandata dei, sed ad implenda intentionem dei ultra mandata exactam. Scilicet deus iniquus exactor non est contentus impleri mandata, sed exigit in gratia impleri, ut gratia sit non gratia, sed exactio quaedam. Nempe lege dei satisfecit liberum arbitrium, et deus in hoc non est contentus, quae est sententia omnium impiisima et sacrilegissima. Da de havde fundet på denne udflugt, nej, hvor holdt de så sandheden for nar. For herudfra har de draget den slutning, at Guds nåde ikke var nødvendig til at opfylde Guds bud, men kun til at opfylde den Guds hensigt, der krævedes ud over budene. På den måde er Gud en urimelig opkræver, der ikke er tilfreds med, at vi opfylder budene, men kræver, at de opfyldes med nådens hjælp, så at nåden ikke bliver nåde, men krav. For den frie vilje har opfyldt Guds lov, men Gud er ikke tilfreds hermed, hvilke af alle meninger er den mest ufromme og blasfemiske.

⁷⁴ Sed (ut dixi) sic agitur cum misero isto decreto. At illud prius si velis industria pietatis sic moderari, ut 'impossibile' etiam dupliciter caperetur, vel in gratia, vel extra gratiam: hic manibus, ferro et igne obsistunt neque tangere sinunt, sed ut ut sonat, nisi confitearis, exclamant: 'Haereticus, Haereticus, Haereticus, quia decreta patrum negat, non credit Ecclesiam sanctam, non tenet principia fidei!' Men som sagt, sådan handler de med dette stakkels dekret. Men det første dekret, hvis du nu i from iver vil moderere det således, at 'umuligt' også kan forstår på to måde, enten umuligt i nåden eller umuligt udenfor nåden, så sætter de sig imod det med hænder, jern og ild og tillader ikke, at man rører ved det, men hvis ikke du bekender det, som det lyder, skriger de: 'Kætter, kætter, kætter, han nægter fædrenes dekreter, han tror ikke på den hellige kirke, han overholder ikke troens grundsætninger!'

⁷⁵ Obsecro, quid hic facias aliud, quam genimina ista viperarum igni suo inextinguibili sinas parari? An dubitare potes, hunc sophisticum cetum synagogum esse Satanae? Vide quam mihi obiectet vesica ista Latomiana cum fiducia eiusmodi decretum, et quam magistraliter nostraliterque taceat illud alterum: nempe, quod illudere auribus orbis voluerit, tantum ne Lovanienses impie egisse invenirentur. Jeg spørger bare, hvad kan man her gøre andet end at lade denne øgleyngel forberede sig til sin egen uudslukkelige ild? Mon du kan være i tvivl om, at dette sofistiske uhyre er Satans synagoge? Se bare, hvordan denne blære til Latomus fortrøstningsfuldt bebrejder mig den slags dekreter, og hvor skolemesteragtigt og énsidigt han fortier det andet dekret: han har bare villet besnakke hele verden, at man ikke skulle finde ud af, hvor ufromt Løven-folkene har optrådt.

⁷⁶ Amplius vero, huic impiae et sacrilegae glossa vide quantum tribuerint. Docent, per opera secundum substantiam facti tantum effici posse, si ex totis naturalibus viribus fiant, ut deus illis necessario et infallibiliter gratiam largiatur. Hoc est 'facere quod in se est', cum Paulus et post eum Augustinus tantis tonitruis insonent, hominem sine gratia per legem non nisi peiorem fieri, quod lex iram operetur, et intraverit, ut abundaret peccatum, ita ut huius sententiae sacrilegio universum novum testamentum evacuaverint et eo nos infoelices nomine tenus Christianos perduxerint, ut Christo prorsus nullo usu opus, nisi ut doceat nos solum. Men se videre, hvor stor betydning de tillægger denne ufromme og blasfemiske fortolkning. De lærer, at gennem gerninger, der er udført udelukkende efter substansen, kan der udvirkes, hvis de gøres ud af alle naturlige kræfter, at Gud med nødvendighed og ufejlbarligt tildeler dem nåden. Dette er at gøre, hvad man har i sig, skønt Paulus og efter ham Augustin har iscenesat så store tordenskrald, for at sige, at mennesket uden nåden ved loven kun kan blive værre, fordi loven udvirker vrede, og den kom til, for at synden skulle blive større, således at de med denne blasfemiske sætning har tømt hele det ny testamente for betydning, og derved bragt os ulykkelige, der kun af navn er kristne, så vidt, at vi slet ikke har brug for Kristus til andet end til at belære os.

⁷⁷ Nam ut de fide informi, acquisita, generali et speciali, itidem principiis fidei illorum hic nugentur, quid opus est referre? factum tandem, ut et si impossibile sit mandata dei impleri sine gratia, quo ad intentionem praecipientis, tamen in manu tua et prorsus facile sit gratiam consequi, operibus secundum substantiam facti paratis, ut iam liberum arbitrium non modo regnet in operibus substantiae, sed in ipsa etiam intentione praecipientius, hoc est, plane in ipsa gratia dei, nempe in manu eius est, gratiam venire vel non venire. For at de her udbreder sig om den uformede tro, om den erhvervede tro, om den almindelige og den specielle tro, og ligeledes om deres trosgrundsætninger, hvad nytte er det til at gengive det? Det er jo i sidste ende noget, de har opstillet, for at, også selv om det er umuligt at opfylde Guds bud uden nåden, i retning af lovgiverens hensigt, at det da skal ligge i deres egen hånd og være fuldkommen let at opnå nåden, nemlig i kraft af gerninger, der er gjort efter deres substans, så at nu den frie vilje ikke blot hersker over gerningers substans, men også over lovgiverens hensigt, det vil sige, fuldstændig over Guds nåde selv, fordi det nemlig ligger i dens magt, om nåden kommer eller ej.

⁷⁸ Hinc bona moralia, bona neutralia, et quid dicam? tot principia fidei isti habent, quot patrum dicta, quot Conciliorum decreta, quot Papae placita, quot Magistrorum nostralium sentimenta, ut mundum cernas periisse diluvio quodam principiorum duntaxat fidei, tum (W55) quae putes erunt sequelae et conclusiones eorum? Herfra stammer så deres tale om de moralske gerninger og de neutrale gerninger og hvad véd jeg? De har ligeså mange trosgrundsætninger, som der er fædrecitater, som der er koncildekreter, som der er paveskrivelser, som der er opfattelser hos vore magistre, så at du kan være forvisset om, at jorden er gået under i en sand syndflod af trosgrundsætninger, og hvordan tror du så ikke det vil gå med deres følgeslutninger og konsekvenser?

⁷⁹ Et cum ista sit septies sacrilega Theologia recentiorum, ut nemo possit negare, adhuc audet os istud Lovaniense, impurum et impudens, rostro porrecto in orbem lallare, eadem esse docta ab antiquis, quae a recentioribus istis, adhuc pergit concordare utrorumque dicta et sententias, ut Christum cum Belial societ et lucem cum tenebris confundat. Og skønt dette er den syvfold blasfemiske nyere teologi, hvad ingen kan nægte, så vover alligevel dette urene og frække gab fra Løven at løfte sin snabel og udbasunere udover alverden, at det hele tiden er den samme lære, fra de gamle til disse nye, for han bestræber sig hele tiden for at bringe disse to udsagn og opfattelser i samklang, ligesom han forliger Kristus med Belial og blander lyset med mørket.

⁸⁰ Videamus autem, quanta oracula scripturae huic scandalo cedere coacta sint theatrum totum. Paulus Ro. viii. 'Nam quod impossibile erat legi, in quo infirmabatur per carnem, deus misit filium suum in similitudinem carnis peccati, et de peccato damnavit peccatum, ut iustificatio legis impleretur in nobis'. Men lad os se på, hvor mange skriftord der tvinges til at træde tilbage for denne skandale ved hele dette teater. Paulus skriver i Rom 8,3f: 'Men det, der var umuligt for loven, fordi den var gjort magtesløs ved kødet, gjorde Gud, da han sendte sin søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld fordømte synden, så lovens retfærdiggørelse gennemføres i os'.

⁸¹ Hic vides, ut aperto ore affirmet, fuisse legi impossibile, ut impleretur in nobis iustificatio legis, nisi et hic iustificationem legis intentionem praecipientis esse cogas. Quod si legi impossibile fuit, quae in adiutorium data est, quanto magis citra adiutorium legis impossibile, imo adeo impossibile fuit, ut adiutorium legis magis obfuerit. Her ser du, at han udtrykkelig slår fast, at det var umuligt for loven, at lovens retfærdiggørelse kunne gennemføres i os, medmindre du også her tvinger 'lovens retfærdiggørelse' til at være lig med 'lovgiverens intention'. Men hvis det var umuligt for loven, som dog er givet os til hjælp, hvor meget mere er det så ikke umuligt uden lovens hjælp, ja det er i den grad umuligt, at lovens snarere er skadelig.

⁸² Dicit enim in eo impossibili legem infirmatam, id est, non impletam, propter carnem peccati, aut et hic non impletam dicent secundum intentionem praecipientis? at tum non culpa carnis, per quam dicit non impletam legem, sed dei intendentis est, qui non contentus impletam esse, exigit gratiam, et sic per carnem lex bene firmatur, sed per intentionem praecipientis infirmatur. Han siger nemlig, at det af den grund var umuligt for loven, fordi den var svag, det vil sige, den var uopfyldt på grund af det syndige kød, eller skal også her 'uopfyldt' betyde 'uopfyldt efter lovgiverens intention'? Men så er det ikke kødets skyld, for han siger, at gennem kødet opfyldes loven ikke, nej, det er den Gud, der har hensigt, der er skyld i det, fordi han ikke er tilfreds med, at loven opfyldes, men kræver nåden desforuden, og således styrkes loven smukt ved kødet, men den svækkes ved lovgiverens hensigt.

⁸³ O blasphemas voces et rabidas. Sed ut dixi, hanc divinam vocem Pauli oportuit inter blattas et cariem conficescere, ne non regnaret decretum illud principium fidei. Sic Act. xv. 'Per hunc vobis remissio peccatorum annunciatur ab omnibus, quibus non potuistis in lege Mosi iustificari, in hoc omnis qui credit iustificatur'. (Apg 13,38f) Hvilken gudsbespottelse og hvilket vanvid! Men som sagt, dette guddommelige udsagn fra Paulus måtte man altså opløse mellem møl og orme, for at det ikke skulle overtrumfe denne trosgrundsætning. Og således står der skrevet Apg 13,38: 'Ved ham forkyndes der syndsforladelse for jer fra alt det, som I ikke kunne retfærdiggøres fra ved Mose lov, enhver, der tror på det, bliver retfærdiggjort'.

⁸⁴ Non habuit Apostolus graece linguae peritiam tantam, ut diceret 'quibus difficile fuit iustificari', ut impossibile asserere cogeretur? Item Act. xv. Petrus dicit: 'Hoc est onus, quod nec nos, nec patres nostri portare potuerunt'. Quid dicis, Petre? Non potuerunt portare? nonne portaverunt secundum substantiam facti? nonne circuncisi sunt, sacrificaverunt et omnia illa servaverunt? Tu, video, ignoras principia fidei et multis modis delyras a Lovaniens. Theologia. Eller havde apostelen måske ikke så stort kendskab til græsk, at han var tvunget til at sige 'som I umuligt kunne retfærdiggøres fra' i stedet for 'som I vanskeligt kunne retfærdiggøres fra'? Ligeledes siger Peter Apg 15,10: 'Det er det åg, som hverken vi eller vore fædre kunne bære'. Hvad er det, du siger, Peter? Kunne de ikke bære det? Kunne de mon ikke bære det ifølge gerningens substans? Mon ikke de var omskåret, ofrede de ikke, overholdt de ikke alle disse bud? Jeg kan forstå, at du er uvidende om trosgrundsætningerne og på mange måder afviger fra Løven-folkenes teologi.

⁸⁵ At dicit hic Latomus: 'de circuncisione loquitur Petrus, ut ex capitis principio patet'. At non potuerunt portare circuncisionem? imo de lege Mosi loquitur. Sic enim paulo ante scribitur: 'Surrexerunt autem quidam de haeresi pharisaeorum, qui crediderant, dicentes: Oportet circuncidi eos, praecipue quoque servare legem Mosi'. (Apg 15.3) Ecce onus, quod Petrus impossibile dicit. Quid autem definit tandem? 'sed per gratiam (inquit) domini nostri Iesu Christi credimus salvari, quemadmodum et illi'. Et non habes Petre substantiam factorum, quae portet onus et gratiam cogat adesse? Men her siger Latomus: 'Peter taler om omskærelsen. Det fremgår af kapitlets begyndelse'. Men kunne de ikke bære omskærelsen? Nej, han taler om Mose lov. Det hedder nemlig kort forinden: 'Men nogle troende fra farisæernes parti rejste sig og sagde: Det er nødvendigt, at de omskæres og at de også nøje overholder Mose lov'. Se, det er byrden, som Peter omtaler som umulig at bære. For hvad er det, han fastslår til sidst: 'Men vi tror, at vi frelses ved vor Herres Jesu Kristi nåde, på samme måde som de'. Jamen, har du da ikke, Peter, gerningernes substans, som bærer byrden, og tvinger nåden til at være til stede?

⁸⁶ Videre til latom02!

Noter:

n3: Latomus havde i 1519 udgivet en bog, hvori han gjorde sig til talsmand for, at græsk og hebraisk ikke var nødvendig remedier i teologien.

n17: WA-note: Unter Praefatio versteht Luther den von Latomus seiner Schrift vorangestellten Widmungsbrieg an Rudolphus de Mockedamis. Se latlu01#3 til #78.

n17a: WA-note henviser til og citerer latlu01#12.

n19: WA-note: Horat. Epist. 1, 4, 16.

n20: WA-note henviser til og citerer latlu01#14. Bogen, der omtales, hedder 'Responsio Lutheriana ad condemnationem doctrinalem per magistros nostros Lovaniensis et Coloniensis', WA 6, 181-195.

n27: WA-note: Latomus führt latlu01#49 til #59 seinen Gewährsmann nur ein als quidam qui mihi sapiens videbatur. Der 'Senex' bei Luther ist Reminiscenz an den 'Senex praeceptor' im Dialogus de trium linguarum ... ratione, der dort eine ganz ähnliche Rolle spielen muss.

n27a: WA-note henviser og citerer latlu01#48.

n34: latlu01#48 hævder Latomus, at 'man skal hverken tie helt eller tale fuldt ud, men tie og tale med måde'. latlu01#50 lader han den vise mand give det råd til de underordnede, at de, 'hvis de var opmærksom på noget forkert, overlod det uretfærdige til den romerske pave og også lod ham om at gøre indsigelse, hvis noget lå ud over det tilladte'.

n35: Hilar. de trinit. VI 15.

n36: 'Lerna', den sø i Argolis, hvor det mangehovede søuhyre, Hydra, holdt til.

n47: Det ordrette citat er endnu ikke fundet. Men latlu01#48 kommer tættest på.

n51: WA-note henviser til og citerer latlu01#16.

n56: WA-note: Leo ep 42: 'Et cum ab Euangelica Apostolicaque doctrina nec uno quidem verbo liceat dissidere .. '

n58: Bogen, der omtales, hedder 'Responsio Lutheriana ad condemnationem doctrinalem per magistros nostros Lovaniensis et Coloniensis', WA 6, 181-195. (se #20)

n59: Luther tænker muligvis på Latomus' dømmende bemærkning i latlu01#23: 'En sådan slags disputator (der ikke skal have lov at disputere) har Luther vist sig at være, som man kan se det af næsten alle hans skrifter'.

n62: Kejser Maximilian (1508-1519) havde på et tidspunkt ladet jødiske skrifter konfiskere. Han stillede dog hurtigt sagen i bero og udbad sig sagkyndige udtalelser. Den kendte hebraist og humanist, Johannes Reuchlin, frarådede konfiskationen, mens universiteterne i Köln, Mainz, Erfurt, Løven og Paris tilrådede den.

n64: To af de af paven fordømte sætninger kan komme på tale, sætning 2 og sætning 31. Sætning 2 siger: 'At nægte, at det, der i barnet bliver tilbage efter dåben, er synd, er at træde Paulus og Kristus under fode' (WA 7, side 103). Og sætning 31 siger: 'Den retfærdige synder i enhver god gerning' (WA 7, side 136).

n64a: Der hentydes til det førnævnte lutherske svar på Kölns og Løvens universiteters responsum: 'Responsio Lutheriana ad condemnationem doctrinalem per magistros nostros Lovaniensis et Coloniensis', WA 6, 181-195. Se note 58 og note 20.

n69: Citatet kan være hentet fra Hieronymus' dialog mod pelagianerne, Migne 23,537. Latomus nævner ikke, at citatet stammer fra Hieronymus, latlu01#62.

n71: Luther tænker muligvis på et dekret fra synoden i Orange (529), hvor pelagianismen blev afvist.

Kommentarer:

k19: Med disse sætninger hævder Luther, at en afgørende ændring i hans opfattelse var den, at han blev klar over, at paven var antikrist; og han hævder også, at denne ændring kom i stand i kraft 'de andres' logrende holdning overfor paven.