Latomus mod Luther 5

taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 327 til side 340.
1 Vides hanc sententiam nihil facere ad propositum Marti. vt per id probet omnem operationem viatoris esse non pure bonam sed aliquid habere malitiae. Nam vt demus Mar. quod fermentum sit gratia nobis donata in spiritu fidei, sicut ipsum fermentum in ea parte farinae quam fermentat naturam suam facit et obtinet vt ea pars acelcat, similiter gratia christi in ea parte animae quam inhabitat naturam suam facit vt secundum illam sit homo bonus, sanctus, diuinitus.  Du ser, at denne mening intet gør fra eller til ved Martins tese, eftersom han igennem den beviser at enhver af vandringsmandens handlinger ikke er ren og skær god, men har noget ondt knyttet til sig. For ligesom vi må medgive Martin, at surdejen er givet os for intet i troens ånd, sådan handler surdejen selv i den del af melet, som det gennemsyrer, ud fra sin natur og opnår, at den del bliver sur, og på lignende måde handler Kristi nåde i den del af sjælen, som den bor i, ud fra sin natur, så at menneske ifølge den er godt, helligt, guddommeligt. 
2 Fermentum enim secundum Hierony. hanc vim habet vt si farinae mixtum fuerit quod paruum videbatur, crescat in maius et ad saporem suum vniuersam conspersionem trahat, ita et doctrina haeretica si vel modicam scintillam in tuum pectus iecerit in breui ingens flamma succrescit et totam hominis possessionem ad se trahit.  For surdej har ifølge Hieronymus den kraft, at hvis det bliver blandet i mel, hvor lidt det end synes at være, så vokser det til noget stort og drager hele det berørte område hen til sin smag, således også med en kættersk lære, hvis du bare indkaster en lille bitte smule i dit bryst i et ganske kort øjeblik, så vokser den og drager med sig menneskets hele besættelse. 
3 Vnde fermentum propter vim et efficatiam ad se trahendi et in se mutandi in breui totam massam, dupliciter accipitur in scriptura, in bonam partem vt hic. In malam vero vt. i. ad Corinthio. v. Nescitis quia modicum fermentum totam massam corrumpit. Et Matthaei. xvi. Cauete a fermento phariseorum id est a doctrina, et expurgate vetus fermentum, quia eiecto fornicatore vetus fermentum eijcitur. Ideo autem vetus quantus quia antiqui erroris peccatum est. Noua autem conspersio Christi doctrina est.  Derfor forstås surdejen på grund af sin kraft og virkning med at drage over til sig og på kort tid forandre til sin art hele massen på en dobbelt måde i skriften, til den gode side, som her. Men til den dårlige side fx i 1. Kor 5,6: 'Véd I ikke, at en lille smule surdej ødelægger hele massen'. Og Matt 16,6: 'Tag jer i agt for farisæernes surdej', det vil sige for deres lære, og 'udrens den gamle surdej', fordi når I kaster ægteskabsbryderen ud, udkaster I den gamle surdej. Men i så høj grad er den en gammel surdej, som det er den gamle fejltagelses synd. Men den nye, der udbreder sig, er Kristi lære. 
4 Quod addit Marti. peccatum remanere post baptismum sufficienter improbatum est supra ex dictis Augu. et quod addit de subiecto gratiae et concupiscentiae, et vult gratiae et charitatis subiectum esse totum hominem, non solum animam aut eius partem nobiliorem, satis absurde loquitur. (releip04#29 Hvad Martin tilføjer, at der forbliver synd efter dåben, er tilstrækkelig modbevist ovenfor ud fra Augustin-citaterne, og hvad han tilføjer om nådens og vellystens underkastelse, og når han vil, at det skal være hele mennesket, ikke blot sjælen eller de ædlere dele, der underkastes kærligheden og nåden, så taler han ganske absurd. 
5 Cum secundum Augusti. Virtus sit bona qualitas mentis, et secundum eundem mens sit caput animae. Item secundum eundem voluntas est qua recte viuitur et peccatur. Item xiij. de trinitate capi. ij. Fides res est cordis non corporis. Simile est quod reprehendit theologos distinguentes carnem et spiritum metaphysice, (releip04#29) cum et Christus corpus et animam sic distingat quasi duas substantias cum dicit. Nolite timere eos qui occidunt corpus, animam autem non possunt occidere, (Matt 10,28)  For ifølge Augustin er 'dyden en god kvalitet i sindet', og også ifølge Augustin er 'sindet sjælens hoved'. Ligeledes ifølge ham er viljen det, hvorved vi lever ret og det, hvorved vi synder. Fremdeles siger han i den 13. bog om treenigheden, kap 2: 'Troen er hjertets, ikke legemets sag'. På lignende måde er også det, han bebrejder teologerne, at de metafysisk skelner mellem kød og ånd, forkert, eftersom Kristus skelner således mellem legeme og sjæl, som var der tale om to substanser, når han siger: 'Frygt ikke for dem, som slår legemet ihjel, men ikke kan dræbe sjælen'. 
6 et alibi Spiritus quidem promptus est caro autem infirma (Matt 26,41). et Paulus primo ad Thessalonicenses. v. Ipse autem deus pacis, sanctificet vos per omnia vt integer spiritus vester et anima et corpus. vbi Gregori. Nysenus sic inquit. Cum enim homo ex omni sit animarum specie admixtus, ea scilicet quae plantis inest, mox sensibili et intellectiua, cum spiritum dicit.  og et andet sted: 'Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt', og Paulus siger i 1 Thess 5,23: 'Men fredens Gud hellige jer helt og holdent, så jeres ånd, sjæl og legeme bevares'. Herom siger Gregor af Nyssa således: 'Fordi nemlig mennesket er sammenblandet af sjælenes enhver art, nemlig det, som er særpræget for planterne, og det følelsesmæssige og det forstandsmæssige, eftersom ånden siger. 
7 Apostolus profecto intellectiuam expressit, cum animam sensualitatem ipsam, cum corpus vitam inesse nobis ostendit, quae et in plantis esse comperitur. Precatur itaque et optat, hos omnes per omnia sine querela seruari, et in cunctis deo vt obsequantur.  Apostelen udtrykker sandelig det forstandsmæssige, når han viser, at for sjælen er det det følelsesmæssige selv, for legemet livet, der er i det for os, det liv, der også erfares som værende i planterne. Han beder derfor om og anmoder om, at de alle gennem alle ting må tjenes uden sukke og at de må adlyde Gud med det altsammen sammenføjet. 
8 Potest quidem recte accipi quod fermentum, id est, gratia fermentet totum, quia tandem per gratiam, quae mentis est vt subiecti, totus homo fiet immortalis, eiecta mortalitate et mortis tyrannidae ex omni parte hominis, iuxta id quod Apostolus ait.  Det kan da altså forstås ret således: Surdejen, det vil sige, nåden gennemsyrer det hele, fordi til sidst bliver gennem nåden, som hører sindet til, som underlagt, hele mennesket udødeligt, idet dødeligheden og dødens tyranni kastes ud af enhver af menneskets dele, ifølge det apostelen siger: 
9 Si spiritus Christi habitat in vobis viuificabit et mortalia corpora vestra, (Rom 8,11) et ad Roma. Gratia dei vita aeterna, sed id fiet charitate mentis vt subiecti, quae corpori ad nutum obtemperabit, non autem corpori inhaerebit, eritque in corpore, vt rex in regno, non vt in subiecto, habeat quod Marti. dicit aliquem verum sensum sed improprium, et non arguat melius et scripturae et veteribus tractatoribus conformis loquentes (329)  'Hvis Kristi ånd bor i jer, vil den levendegøre også jeres dødelige legemer', og i romerbrevet: 'Guds nåde til evigt liv', men det sker ved sindets kærlighed, sindet, som vil være underlagt at adlyde kroppens tilbøjeligheder, men ikke klæbe sig til legemet, og vil være i legemet, som en konge i sit kongedømme, men ikke være det underlagt, og derfor kan det, Martin sige, have noget sandt i sig, men det er i uegentlig forstand, og han argumenterer ikke bedre, og de taler i overensstemmelse med skriften og de gamle skriftfortolkere. 
10 Inducit Mar. verbum. Sapientis prouerbiorum. xx. Quis potest dicere mundum est cor meum, purus sum a peccato. (releip04#30) Sed quod nihil seruiat suo proposito ostendit Hieronymus vel Beda in commentarijs prouerbiorum dicens. Notandum quod non ait, quis potest dicere inquit. Mundum est cor meum, purus sum a peccato, quia sunt qui largiente diuina gratia possunt iuxta humanum modum, et cordis et operis munditiam habere, vnde est illud dominicum. Beati mundo corde, quoniam et ipsi deum videbunt. et in psalmo: Quis ascendet in montem domini, aut quis stabit in loco eius? Innocens manibus et mundo corde.  Så indfører Martin ordet fra Ordspr 20,9: 'Hvem kan sige: Mit hjerte er rent, jeg er uplettet af synd'. Men at det ikke hjælper hans tese, viser Hieronymus eller Beda i kommentarerne til ordsprogenes bog, hvor det hedder: 'Man skal lægge mærke til, at han ikke siger, 'Hvem kan sige: Mit hjerte er rent, jeg er uplettet af synd', for der er nogen, som efter menneskelig målestok ved den guddommelige nådes barmhjertighed kan have renhed i både hjerte og gerning. Derfor siger Herren: 'Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud'. Og derfor står der i Sl 24,3: 'Hvem kan drage op til Herrens bjerg, eller hvem kan stå på hans sted? Den med rene hænder og rent hjerte'. 
11 Si enim nemo mundum habet cor, neque vllus purus est a peccato, consequens est profecto, vt nullus ascendat in montem domini, nullus stet in loco sancto eius. Quia vero constat multos ascensuros in montem domini, staturosque in loco sancto eius, restat vtique vt multi sint mundo corde et iuxta humanae possibilitatis modum puri a peccato, nec tamen seipsum quisquam mundum corde, et immunem a peccato absque temeritate pronunciat. Stulta est namque propriae laudis iactantia, temerarium de sua quemquam innocentia vel iustitia gloriari.  Hvis nemlig ingen havde et rent hjerte, og ingen var uplettet af synd, så er det sandelig en konsekvens, at ingen kan stige op på Herrens bjerg, at ingen kan stå på hans hellige sted. Men fordi det står fast, at mange vil stige op på Herrens bjerg, og vil stå på hans hellige sted, derfor kan man slutte, at der er mange rene af hjertet og mange, der efter menneskelig målestok er uplettede af synd, men der er dog ikke nogen, der uden at være altfor dristig vil sige om sig selv, at han er ren af hjertet og uplettet af synd. For det er dumt at give sig selv ros og det er altfor dristigt at prale af sin egen uskyld og retfærdighed. 
12 Item Aug. lib. de perfectione iustitiae eandem sententiam sic explicat. Nos autem huic respondentes dicimus, ideo secutum esse. Quis gloriabitur castum se habere cor, quoniam praecessit cum rex iustus sederit in throno. Quantalibet enim iustitia sit praeditus homo cogitare debet, ne aliquid in illo quod ipse non videt inueniatur esse culpandum, cum rex iustus sederit in throno, cuius cognitionem fugere delicta non possunt nec illa de quibus dictum est delicta quis intelligit?  Fremdeles forklarer Augustin den samme opfattelse i bogen om retfærdighedens fuldkommelse således: 'Men vi siger som svar til dem, at derfor bør der sluttes således: Hvem kan rose sig af at have et kysk hjerte, eftersom han går foran, når den retfærdige konge sidder på tronen. Hvor stor retfærdighed det pågældende menneske end har, bør man dog tænke på, at han måske har noget brødefuldt i sig, som han ikke selv ser, når den retfærdige konge sætter sig på tronen. For at han ser ens fejl, kan man ikke flygte fra; heller ikke de gerninger, om hvilke der er sagt: Fejlene, hvem forstår dem? 
13 Cum ergo rex iustus sederit in throno quis gloriabitur castum se habere cor, aut quis gloriabitur mundum se esse a peccato, et infra, Hoc prorsus agitur vt cor mundetur, et peccatum omne tollatur, et quod iudex iustus cum in throno sederit, occultum inuenerit minusque mundatum, eius misericordia remittur, vt deo videndo totum sanum mundumque reddatur. In eundem sensum explicat in li. de sancta virginitate, ca. xlviij. (330)  Når altså den retfærdige konge sidder på tronen, hvem kan så rose sig af at have et kysk hjerte, eller hvem kan rose sig af at være uplettet af synd. Og senere: Dette sker videre, for at hjertet kan renses og al synd kan fjernes, og for at den retfærdige dommer kan side på tronen, og det skjulte, der findes at være mindre rent, kan tilgives ved hans barmhjertighed, så hjertet kan gives tilbage til den Gud, der ser det efter, helt sundt og rent. I den samme mening forklarer han det i bogen om jomfrueligheden, kap 48. 
14 Et quod inducit Mar. Genesis. viij. Non remanebit spiritus meus in homine, quia caro est, (releip04#31) illic homo vocatur caro, eo genere loquendi, quo aliquis vocatur hoc quod praecipuae curat, sicut parasitus venter vocatur.  Og når Martin indfører 1 Mos 6,3: 'Min ånd skal ikke for evigt blive i mennesket, fordi det er kød', så kaldes her mennesket kød, med den talemåde, hvormed nogen kaldes det, som han især kendestegnes ved, sådan som en snylter kaldes en bug. 
15 Octauo argu. Mar. ex verbo psalmi clxij. (n15) Non intres in iudicium cum seruo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis viuens. Ex quo vult concludere quod iustus in suo actu bono non est sine peccato, et tali peccato, pro quo posset a deo damnari. (releip04#32).  For det ottende argumenterer Martin ud fra ordet i Sl 143,2: 'Gå ikke i rette med din tjener, for for dig er ingen, der lever, retfærdig'. Herudfra vil han konkludere, at en retfærdig i sin gode gerning ikke er uden synd, og det en sådan synd, for hvilken han af Gud kan fordømmes. 
16 Hiero. lib. i. commentariorum in epistolam ad Ephesi. Quaeritur quomodo sanctus quis et immaculatus sit coram deo cum propheta testetur dicens. Non iustificabitur in conspectu tuo omnis viuens. Aut enim sancti et immaculati coram deo Ephesij sunt, et falsum est hoc quod dicitur. Non iustificabitur in conspectu tuo omnis viuens, aut si nemo iustificatur in conspectu dei, falsum est quod praecessit, sanctos et immaculatos esse in conspectu dei.  Hieronymus siger i sin 1 kommentar over brevet til efeserne: 'Der spørges altså om, hvordan nogen kan være hellig og lydefri overfor Gud, når profeten vidner og siger: Der er ingen levende, der retfærdiggøres overfor Gud. Enten er nemlig efeserne hellige og lydefri overfor Gud, og så er det forkert, hvad der her siges: Ingen levende retfærdiggøres overfor Gud. Eller også er der ingen, der retfærdiggøres overfor Gud, og så er det foregående forkert, at de er hellige og lydefri overfor Gud. 
17 Ad quo bifariam est respondendum. Non enim ait Pau. Elegit nos ante constitutionem mundi, cum essemus sancti et immaculati, hoc est qui sancti et immaculati ante non fuimus, vt postea essemus, quod et de peccatoribus ad meliora conuersis dici potest, et stabit illa sententia Non iustificabitur in conspectu tuo omnis viuens, id est in tota vita sua, in omni quo in mundo isto conuersatus est tempore, et paucis interpositis.  På det må der svares på to måder. Paulus siger nemlig ikke: Han udvalgte os før verdens grundlæggelse, at vi skulle være hellige og lydefri, det vil sige, vi, som tidligere ikke var hellige og lydefri, så at vi bagefter skulle være det, hvilket også kan siges om syndere, der omvender sig til det bedre, og så ville den sætning stå fast: Ingen levende retfærdiggøres overfor dig, det vil sige, i hele sit liv, i al den tid, der i denne verden er til omvendelse, og intet ville være underforstået. 
18 Non enim Pau. et qui ei similes sunt, quia erant sancti et immaculati eliguntur, sed eliguntur et praedestinantur, vt in consequenti vita, per opera atque virtutes sancti et immaculati fiant.  For Paulus og hans lige udvælges ikke, fordi de var hellige og lydefri, men de udvælges og forudbestemmes, for at de i det efterfølgende liv, gennem gerninger og dyder skal blive hellige og lydefri. 
19 Deinde et sic sentiendum est, quia non dixerit. Non iustificabitur in conspectu tuo quispiam viuens, sed omnis viuens, id est non iustificabitur omnes, sed iustificabitur aliqui.  Derfor skal man også forstå det sådan, at han ikke sagde: 'Overfor dig retfærdiggøres ikke hvemsomhelst der lever', men: 'enhver, der lever', det vil sige, de retfærdiggøres ikke alle, men der er dog nogle, der retfærdiggøres. 
20 Item Aug. in lib. de perfectione iustitiae cum Celestius allegasset, quoniam non iustificabitur in conspectu tuo omnis viuens nec soluisset. Augu. inquit. Aperta sententia est de superiore versu illustrius declarata. Non intres inquit in iudicium cum seruo tuo, quia non iustificabitur in conspectu tuo (331) omnis viuens.  Ligeledes siger Augustin i bogen om retfærdighedens fuldkommelse, da Celestius påberåber sig, at overfor dig er der ingen, som lever, der bliver retfærdiggjort, og ikke får løst dette ords gåde. Augustin siger: 'Den klare mening forklares tydeligere ud fra det foregående vers: Gå ikke i rette med din tjener, for for dig bliver ingen, der lever, retfærdiggjort. 
21 Iudicium timet quia misericordiam desyderat quae superexaltat iudicio, hoc est enim, Ne intres in iudicium cum seruo tuo, noli me iudicare secundum te, qui es sine peccato, quia non iustificabitur in conspectu tuo omnis viuens quod de hac vita dictum sine difficili quaestione intelligitur, et quod ait non iustificabitur ad illam perfectionem iustitiae retulit, quae in hac vita non est.  Han frygter dommen, fordi han ønsker sig barmhjertigheden, som langt overgår dommen, det ligger der nemlig i dette: Gå ikke i rette med din tjener, døm mig ikke efter dig, du, som er uden synd, for overfor dig bliver ingen som lever retfærdiggjort. Dette kan uden vanskelighed forstås som sagt om dette liv, og når han siger, at han ikke retfærdiggøres, henviser han til den retfærdighedens fuldkommelse, som ikke findes i dette liv. 
22 Hic nota aliud est nullus viuens iustificabitur. Aliud vero nullus viuens in conspectu dei iustificabitur. Primum enim falsum est, et contra scripturam ad Roma. ij. Factores legis iustificabuntur, et ca. iij. Iustificati gratis. et iiij. Reputatum est illi ad iustitiam, et iustus ex fide viuit.  Her skal man lægge mærke til, at én ting er, at ingen, som lever, bliver retfærdiggjort. Men noget andet er, at ingen, som lever, bliver retfærdiggjort overfor Gud. Det første er nemlig forkert og er imod skriften, Rom 2,13: Lovens gørere retfærdiggøres, Rom 3,24: Vi retfærdiggøres af nåde, og Rom 4,3: Det regnes ham til retfærdighed, og Rom 1,17: Den retfærdige skal leve af tro. 
23 Secundum vero per comparationem intelligitur iustitiae hominis ad iustitiam dei, quia tota vita dei est sine peccato, non autem tota vita iusti viatoris. Nam omnis viator pro aliqua parte vitae suae in peccato est. Et pro tanto inuenitur discordans a iustitia dei, secundum quam non vult iudicari.  Men ved den anden sammenligning forstås menneskets retfærdighed til Guds retfærdighed, for hele Guds liv er uden synd, men ikke hele den retfærdige vandringsmands liv. For enhver vandringsmand befinder sig i nogen del af sit liv i synd. Og for så vidt findes han i uoverensstemmelse med Guds retfærdighed, ifølge hvilken han ikke vil blive retfærdiggjort. 
24 Et quod non sit mentis Aug. Omne opus iusti esse peccatum, constar legenti opera eius ex locis paene immuneris, sed ad praesens sufficit quod dicit in lib. de natura et gratia vbi ca. xxxv. de Pelagio loquens ait, sed acute videtur interrogare quomodo istos sanctos de hac vita abijsse credendum sit, cum peccato, an sine peccato, vt si responsum fuerit cum peccato putetur eos secuta damnatio, quod nefas est credere.  Og at det ikke var Augustins mening, at 'enhver af den retfærdiges gerninger er synd', det står fast for den, der læser hans værker ud fra næsten talløse steder, men for nærværende må det være nok, at han i 'om natur og nåde' kap 35 omtaler Pelagius og siger: 'Men det synes skarpsindigt at spørge (som Pelagius gør), hvordan man bør tro, at disse hellige har forladt dette liv, om det var med synd eller uden synd. Hvis man svarer, at det var med synd, så må man mene, at de efterfølgende bliver fordømt, og det er ikke rigtigt at tro det. 
25 Si autem sine peccato dictum fuerit, eos exisse de hac vita, probat hominem saltem appropinquante morte fuisse sine peccato in hac vita, vbi parum attendit cum sit acutissimus, non frustra etiam iustos in oratione dicere, dimitte nobis, etc  Men hvis det bliver sagt, at det er uden synd, at de forlader dette liv, så vil man bevise, at mennesket, i hvert fald når det omsider nærmer sig døden, har været uden synd i dette liv. Men hvor skarpsindig han end er, så overser han det faktum, at selv retfærdige mennesker ikke uden grund i bønnen siger: forlad os vor skyld, osv, 
26 Dominumque Christum cum eandem orationem docendo explicuisset, veracissime subdidisse, si enim dimiseritis peccata hominibus dimittet vobis pater peccata vestra.  og at Herren Kristus, efter at have lært og forklaret denne bøn, som noget højst sandt tilføjede: 'Hvis I nemlig tilgiver mennesker deres synder, vil jeres fader også tilgive jeres synder'. 
27 Per hoc eum cotidianum spiritale quodammodo incensum, quod ante deum in altari cordis, quod sursum habere admonemur, infertur, etiam si non hic viuant sine peccato, licet mori siue peccato, dum subinde venia deletur, quod subinde ignorantia vel infirmitate committitur.  Her har vi på en måde den daglige åndelige tilskyndelse, som vi skal lægge foran Gud på hjertets alter, det hjerte, vi skal løfte op, hvorudfra kan sluttes, at også selv om vi ikke her lever uden synd, så kan vi dog dø uden synd, når synden straks tilgives, den, vi har begået i uvidenhed og svaghed'. 
28 Ex istis patet quod nihil valet consequentia quam facit Mar. Non iustificabitur in conspectu tuo omnis viuens, ergo nullus (332) viuit vita mortali qui non in quocunque opere peccet, sed est sophistica illatio, et violenta scripturae peruersio.  Heraf fremgår det, at den konsekvens, som Martin drager, intet er værd, den, han drager af ordene: 'Overfor dig er ingen, som lever, retfærdig', altså lever der ingen i dette dødelige liv, som ikke synder i hvilkensomhelst gerning. Den er en sofistisk falskhed og en voldførende fordrejning af skriften. 
29 Vnde apparet verum esse quod Marti. scripturam peruertit. Et cum reuertitur ad materiam suae conclusionis praecedentis, de actu medio inter bonum et malum, (releip04#35) reputans magnum inconueniens in peccatore ponere aliquem actum medium inter meritorium et demeritorium, quamuis ipse intellectum suum non probet, tamen quia non seruit nostro proposito praetereo, nisi quod tacendum non est, quod dicit scholasticam theologiam esse contra teologiam sacram. (releip04#37 Heraf fremgår det, at det er sandt, at Martin fordrejer skriften. Og når han vender tilbage til sit tidligere emne om den foregående tese, om handlingen midt mellem godt og ondt, og overvejer, at det er en stor fejl i en synder at anbringe nogen handling midt imellem den fortjenstfulde og den ikke-fortjenstfulde, skønt han selv ikke kan bevise sin forståelse af det, dog forbigår jeg det, at han ikke tjener vor tese, bortset fra, at jeg ikke vil tie med det forhold, at han siger, at den skolastiske teologi er imod den hellige teologi. 
30 Nam et apud veteres theologos reperiuntur, quod ponunt actum medium, reperiunt et quod negent, sicut apud scholasticos. Nam Greg. de arimino tollit actum medium inter bonum et malum moraliter. Et Thomas negat actum indiuidualem esse, quod nec sit bonus nec malus moraliter, ita intempestiue inuehitur in theologiam scholasticam et praeter occasionem.  For også hos de gamle teologer findes de, som anbringer en handling i midten, og man finder også nogle, som nægter det, ligesom hos de skolastiske teologer. For Gregor af Arimino ophæver en midterhandling mellem godt og ondt i moralsk henseende. Og Thomas nægter, at en handling kan være individuel, så den hverken er god eller ond i moralsk henseende; således er det ubetimeligt og ubelejligt, at han angriber den skolastiske teologi. 
31 Similiter non recte infert quod non sit aliquis actus medius inter bonum et malum cum Greg. dicat, sunt qui proximos diligunt, sed per affectionem cognationis et carnis, quibus tamen in hac dilectione sacra eloquentia non contradicunt, sed aliud est quod sponte inpenditur naturae, aliud quod praeceptis dominicis ex charitate debetur obedientiae.  Ligeledes er det ikke rigtigt, når han slutter, at der ikke er nogen handling midt mellem godt og ondt, eftersom Gregor siger, at der er nogle, som elsker deres næster, men gør det med erkendelsens og kødets følelse, og dog modsiger de ikke i denne kærlighed den hellige skrift, men ét er, hvad der spontant afhænger af naturen, noget andet, hvad man bør gøre af kærlighed i lydighed mod de guddommelige bud. 
32 Hic habes actum non meritorium vitae aeternae, et tamen non prohibitum per sacras litteras, ergo non peccatum, cum omne peccatum sit prohibitum, vnde Aug. ij. lib. de pec. me. et re. ca. xvi. Nam neque peccatum erit si quid erit, si non diuinitus iubeatur vt non sit. Et minus tolerabile est quod vult omne opus peccatoris extra charitatem existentis, quantumuis de genere bonorum esse mortale peccatum.  Her har du en handling, der ikke kan fortjene det evige liv, og dog ikke er forbudt af den hellige skrift. Altså er den ikke synd, eftersom al synd er forbudt. Derfor siger Augustin i den 2. bog af 'de peccatorum meritis et remissione' kap 16: 'For det vil heller ikke være synd, hvis det er noget, hvis ikke guddommen befaler, at det ikke skal være'. Og det kan meget mindre accepteres, når han (Luther) vil, at enhver synder, hvor meget han end gør af gode gerninger, hans gerninger skal være dødssynd. 
33 Nam quicquid sit de operibus infidelium, de quibus infra dicetur, saltem peccatores Christiani non possunt dici peccare mortaliter in omni opere suo, vt verbi gratia. Fornicator aut adulter dans eleemosynam ex naturali pietate, aut honorans parentes, aut soluens debitum, vel reddens depositum.  For hvad der end kan siges om de vantros gerninger, om hvilke vi nedenfor skal sige noget, i hvert fald om de kristne syndere kan man ikke sige, at de synder dødeligt i al deres gerning, som på grund af det ord, der siger: Utugtsmanden og ægteskabsbryderen giver almisse af naturlig fromhed, eller ærer sine forældre, eller betaler, hvad han skylder, eller giver det betroede tilbage. 
34 Similiter dici non potest quod christianus periurus aut fur reddendo vxori debitum coniugale, in ipso facto peccet mortaliter, et si quis hoc dixerit, praeter id quod humanam vitam confundit, sanctis et scripturae contradicit.  På lignende måde kan man ikke sige, at en kristen meneder eller tyv ved at give sin hustru, hvad han ægteskabeligt skylder hende, synder dødeligt ved selve dette, og hvis nogen siger det, så modsiger han de hellige og skriften, udover at han forvirrer menneskelivet. 
35 Nam Hiero. dicit, non est tam iuiustus deus, vt propter multa mala (333) obliuiscatur paurorum bonorum. Et Aug. de patientia qua haereticus sustinet mortem potius quam neget Christum, dicit non solum non vituperanda sed laudanda patientia est, et Apoca. ij. Angelo ephesij ecclesiae dicitur. Scio opera tua et laborem tuum, et patientiam tuam, et quia non potes sustinere malos, et tentasti eos qui se dicunt esse apostolos et non sunt, et inuenisti eos mendaces, et patientiam habes, et sustinuisti propter nomen meum, et non defecisti, sed habeo aduersum te pauca, quod charitatem tuam primam reliquisti. For Hieronymus siger, at Gud ikke er så uretfærdig, at han på grund af mange onde ting glemmer de få gode. Og Augustin siger om den tålmodighed, hvormed en kætter udholder døden, snarere end han fornægter Kristus, at hans tålmodighed ikke blot ikke bør dadles, men bør roses, og i Åb 2,3 siges der til englen over kirken i Efesus: 'Jeg kender dine gerninger og din anstrengelse og din tålmodighed, og jeg véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der siger at de er apostle, skønt de ikke er det, og fundet ud af, at de er løgnere, og at du har tålmodighed og udholder meget for mit navns skyld, og ikke bliver træt. Men jeg har lidt imod dig: Du har svigtet din første kærlighed. 
36 Memor esto itaque vnde excideris, et age paenitentiam et prima opera fac, sinautem venio tibi, et mouebo candelabrum tuum de loco suo nisi paenitentiam egeris, sed hoc habes quia odisti facta nicolaitorum. (Åb 2,3-6).  Husk derfor på, hvorfra du er gået ud, og gør bod og gør dine første gerninger, ellers vil jeg komme til dig og flytte din lysestage fra dens sted, hvis du ikke gør bod, men det skal du have, at du har hadet nikolaiternes gerninger'.
37 Hic licet priora possint accipi de operibus praecedentibus peccatum, saltem hoc vltimum accipi non potest nisi de eo qui est in statu peccati. Et similia scribuntur angelo pergami.  Her kan nok de første gerninger forstås om de foregående syndige gerninger, i hvert fald kan de sidste ikke forstås om andet end den, der er i syndens tilstand. Og noget lignende skrives til englen i Pergamus. 
38 Non est mihi propositum omnia quod M. tangit pertractare, et maxime ea quod sunt probleumatica, et probabiliter pro vtraque parte defendentur a magnis et eruditis viris, cuiusmodi est illud, an aliquod sit peccatum natura sua veniale, an non, sed omne peccatum sit natura morteferum, et sola dei bonitate veniale, quodcunque veniale dicitur vtraque pars enim magnos habet prônos.  Det er ikke min hensigt at gennemarbejde alt, hvad Martin berører. Jeg vil især tage det frem som er problematisk og kan forsvares fra begge sider af store og lærde mænd. Og af den art er det spørgsmål, om noget er synd efter sin natur, eller det modsat er sådan, at al synd efter sin natur er dødssynd, så det alene er ved Guds godhed, den bliver tilgivelig, forsåvidt den kaldes tilgivelig. Begge synspunkter har nemlig store tilhængere. 
39 Mihi tamen videtur quod M. eam partem quam amplectitur non sincere tractat, et sine ratione contumeliose loquitur in aduersam partem, et vt in transitu aliquod attingam, contra eam partem esse videtur quod Iob dicit. Vtinam appenderentur peccata mea, quibus iram merui, et calamitas quam patior in statera, quasi arena maris haec grauior appareret. (Job 6,2f) Jeg synes dog, at Martin ikke behandler den del, han tilslutter sig, alvorligt, og at han taler uden fornuft og forargende om den modsatte part, og, at jeg i forbifarten skal tilføje noget, jeg synes, at det Job siger, er imod hans opfattelse: 'Gid mine synder, hvormed jeg har fortjent vrede, blev vejet, og den elendighed, jeg lider, gjort op, dette synes mig tungere end havets sand'. 
40 Facit et quod quadam mandata diuina dicunt magna, quadam minima, et videndum est ne vt inquit Hiero. ferula dignum claua vel securi percutiat. Videtur enim M. nobis inducere deum draconi atheniensium legum latori similem, quod minima delicta extremo supplicio afficiat, aut saltem digna iudicet morte, quod nulla in ciuibus suis habeat parua delicta.  Han gør også det, at han kalder nogle guddommelige bud store, nogle små, og man må passe på, som Hieronymus siger, at man ikke hugger det vilde dyr, der skulle have haft af køllen, itu med en økse. Jeg synes nemlig, at Martin indfører for os en drakonisk gud, der ligner atheniensenes lovgiver, som gav den højeste straf for den mindste forseelse, eller i hvert fald dømte til døden, så at ingen i hans by kunne begå den mindste forseelse. 
41 M. fallit opinor qui putat omne quod est contra legem diuinae maiestatis, velut lesae maiestati crimen honorandum esse, quod verum non est. Habet enim deus sapientissimus legum lator leges et regulas magnas, medias, et infimas, atque iubet, prohibet, ordinat vnumquodque, non modo pro suae maiestatis dignitate, sed pro creaturae conuenientia, cuius saluti et (334) felicitati consulit, demus simile exempli gratia parens aut praeceptor puero leges praescribit, ne quem occidat aut mutilet, non libidine vtatur, non rapiat, aut furetur.  Efter min mening tager Martin fejl, når han mener, at alt, som er imod den guddommelige majestæts lov, skal straffes som majestætsforbrydelse, hvilket ikke er sandt. For den højvise Gud, der er lovgiveren, har love og regler, der er store, mellemstore, og mindre, og han befaler, forbyder, påbyder hvadsomhelst, ikke blot af hensyn til sin guddommelige majestæts værdighed, men af hensyn til sin skabnings bedste, den, hvis frelse og lykke han rådgiver om, og det er lige sådan som fx med forældre eller foresatte, der foreskriver et barn love, at han ikke skal dræbe eller skade nogen, ikke bruge vellyst, ikke røve, ikke stjæle. 
42 Item ne sit impexus, illotus, ne liber maculetur, calamus ne perdatur, vestis non laceretur, quid si calamum negligentia amiserit aut fregerit Nunquid sic argumentabitur securi vel extremo supplicio dignus est, quia paternam legem transgressus est, aut mandatum praeceptoris post habuit.  Og fremdeles love, der siger, at han ikke skal være uredt, uvasket, at han ikke skal ødelægge bogen, ikke tabe pennen, ikke stikke i sit tøj, men hvis han af vanvare taber eller krøller pennen, mon man så vil hævde, at han er skyldig til øksen eller den højeste straf, fordi han har overtrådt faderens lov, eller været efterladende overfor lovgiverens bud. 
43 Neminem credo qui recte sapiat hoc dicturum. Videmus vtrumque hoc exemplo in aestimandis delictis, non modo attendi oportere, contra cuius legem peccetur, sed etiam quanti ponderis sit res, in qua peccatur. Haec in transitu dixisse sufficiat, nam exacta discussio longum requirit tractarum.  Jeg tror, at ingen, som tænker ret, vil sige sådan. Vi ser ved dette eksempel, at man går i to retninger, når man bedømmer overtrædelser; man bør ikke blot lægge mærke til, imod hvis lov der syndes, men også hvor meget sagen betyder, som der syndes imod. Lad det være nok sagt i forbifarten, for en mere nøje diskussion kræver en lang afhandling. 
44 Venio ad auctoritates quas Marti. allegat ex Aug. quarum prima est ex lib. ix. confessionum circa finem. Ve etiam laudabili vitae hominum, si remota misericordia (releip04#38) discutias eam, quae vt melius intelligatur repete verba superiora ab eo loco.  Jeg kommer nu til de steder, som Martin fremlægger fra Augustin. Her er det første fra den 9. bog af konfessionerne hen mod slutningen. 'Ve også menneskenes rosværdige liv, hvis du undersøger det med barmhjertigheden fjernet', hvilket, for at det kan forstås bedre, jeg her vil gentage fra ordene før dette sted: 
45 Ego autem (Aug. loquitur de sua matre defuncta) Ego autem iam sanato corde ab illo vulnere, in quo poterat redargui carnalis affectus. Fundo tibi deus pater pro illa famula tua longe aliud lachrymarum genus, quod manat de concusso spiritu consyderatione periculorum omnis animae, quae in Adam moritur, quamquam illa in Christo viuificata etiam nondum carne resoluta sic vixerit, vt laudetur nomen tuum in fide moribusque eius, non tamen audeo dicere ex quo eam per baptismum regenerasti, nullum verbum exisse ab ore eius contra praeceptum tuum.  'Men jeg (Augustin taler om sin afdøde mor) jeg var helbredt fra dette hjertesår så meget som man kan overbevises af en kødelig tilbøjelighed. Men for dig, Gud Fader, græd jeg for denne tjenerinde med en helt anden slags tårer, den slags, der kom fra ånd, der var brudt ved at tænke på enhver sjæls fare, som dør i Adam, skønt hun, allerede inden hun havde forladt kødet, var blevet levendegjort i Kristus, og havde levet således, at hun roste dit navn med sin tro og sine vaner, så vover jeg dog ikke at sige, at fra den tid, hvor du genfødte hende i dåben, var intet ord udgået af hendes mund imod dit bud. 
46 Et dictum est a veritate filio tuo. Si quis dixerit fratri suo fatue reus erit geennae ignis. (Matt 5,22) Et ve etiam laudabili vitae hominum, si remota misericordia discutias eam, quia vero non exquiris delicta vehementer, fiducialiter speramus aliquem apud te locum inuenire indulgentiae.  For det er sagt sandt af din søn: 'Hvis nogen siger til sin bror: du dåre, skal han være skyldig til helvedes ild'. Og ve selv det mest rosværdige menneskeliv, hvis du skulle bedømme det med barmhjertigheden fjernet. Men fordi du ikke udforsker vore overtrædelser nøjeregnende, håber vi med trofasthed på at finde nogen overbærenhed hos dig. 
47 Quisquis autem tibi enumerat vera merita sua, quid tibi enumerat nisi munera tua. O si cognoscant se omnes homines, et qui gloriatur in domino glorietur. (2 Kor 10,17) Ego itaque laus mea et vita mea deus cordis mei sepositis paulisper bonis eius actibus, pro quibus tibi gaudens gratias ago, nunc pro peccatis matris meae deprecor (335) te, exaudi me per medicinam vulnerum nostrorum, quae pependit in ligno, et sedens ad dexteram tuam te interpellat pro nobis. Scio misericorditer operatam, et ex corde dimisisse debita debitoribus suis, dimitte illi et tu debita sua, si qua etiam contraxit per tot annos post aquam salutis. (Conf 9, kap 13/34f) Men den, der i sandhed opregner for dig sine fortjenester, hvad opregner han for dig andet end dine velgerninger. O, om dog alle mennesker ville kende sig selv, og den, der roser sig, ville rose sig i Herren. Derfor vil jeg, mit hjertets Gud, min ros og mit liv, for en tid sætte til side hendes gode gerninger, for hvilke jeg med glæde takker dig, og nu bønfalde dig for min mors synder: hør mig gennem vore sårs medicin, som hænger på træet, og siddende ved din højre hånd går i forbøn for os. Jeg véd, at hun handlede barmhjertigt, og af hjertet tilgav sine skyldnere, tilgiv så også du hende hendes skyld, hvad hun end måtte have gjort i de mange år efter frelsens vand'. 
48 Hic habes quaedam opera quae Augu. seponit et separat oraturus pro peccatis matris suae, ex quo apparet Augu. illa opera matris suae non numerasse inter peccata, alias non tantum pro eis gratias ageret, sed misericordiam peteret Et item habes quod ve est vitae laudabili, si deus eam sine misericordia discutiat, non propterea quod quodlibet opus viuentis huiusmodi vita sit peccatum, aut mixtum cum peccato, sed quia laudabiliter viuens non perpetuo bene agit, sed aliquoties peccat, pro quibus habet misericordia.  Her har du nogle gerninger, som Augustin sætter til side og i sin bøn adskiller fra sin mors synder, hvoraf det kan ses, at Augustin ikke henregner disse gerninger af sin mor til synderne, ellers ville han ikke have takket så meget for dem, men bedt om barmhjertighed. Og ligeledes har du dette 've over det rosværdig liv, hvis Gud bedømmer det uden barmhjertighed', ikke af den grund, at en hvilkensomhelst gerning af den levende i dette liv er synd eller opblandet med synd, men af den grund, at den, der lever rosværdigt, ikke hele tiden gør godt, men af og til synder, og for de synder må han opnå barmhjertighed. 
49 Non efficit ergo quod Mar. vult in omni opere bono esse peccatum, sed potius contrarium Item ex sententia non concludit omne peccatum natura sua esse mortale, ex eo quod opus habet misericordia remittente, quia deus non potest non agere misericorditer iuxta illud. Vniuersae viae domini misericordia et veritas. (Sl 25,10)  Altså, ordet udvirker ikke det, Martin vil, at der i enhver god gerning er synd, men snarere det modsatte. Og man kan fremdeles ikke slutte, at enhver synd efter sin natur er en dødssynd, af den sætning, at den har brug for den tilgivende barmhjertighed, for Gud kan ikke andet end handle barmhjertigt, ifølge dette: 'Alle Herrens veje er barmhjertighed og sandhed'.
50 Imo modo quodam magis deo conuenit misereri, quod punite, quod dicitur ei proprium esse misereri, quod quale sit exacte pro nunc non disputo. Et cum allegat Aug. qui dixerit fratri suo fatue reus erit geennae ignis, quod videtur leue peccatum, sciendum sicut ait Chrysost. non leue esse conuitium fratrem vocare fatuum, quod est sine cerebro vel sine ratione, in quo fratri aufertur quod est in eo praecipuum et maximum, et cum dicitur animo contemnentis aut vindicantis et cum plena deliberatione graue peccatum est, alias potest ex ira veniali, et surreptitia dici, potest et animo obiurgantis vel corripientis sine peccato dici, vt Christus discipulis, adhuc et vos sine intellectu estis (Matt 15,17), et o stulti et tardi ad credendum (Luk 24,25), et Pau. Galatas vocat stultos et insensatos. (Gal 3,3. 3,1) Ja, på en måde passer det sig bedre for Gud at forbarme sig end at straffe, for det siges at være ham egent at forbarme sig, men hvordan det forholder sig med det, vil jeg ikke diskutere for nærværende. Og når Augustin henviser til, at den, der siger til sin bror: du dåre, skal være skyldig til helvedes ild, skønt det dog synes en lille synd, så skal man vide, hvad Chrysostomus siger, at det ikke er nogen lille synd at skælde sin bror ud og kalde ham dåre, fordi det er uden forstand og uden begrundelse, det, hvorved man påfører broderen det, der især og først og fremmest ligger i det, og når det siges ud af en foragtende og nedladende holdning med fuldt overlæg, så er det en grov synd, ellers kan det siges ud af tilfældig og hemmelig vrede, og det kan også siges ud af en bebrejdende og tilrettevisende holdning, sådan som Kristus har overfor disciplene: 'Har I stadig ikke forstået?' og 'O I uforstandige og tungnemme til at tro!' og sådan som Paulus kalder galaterne uforstandige og dumme.
51 Secundo sententia Aug. quam allegat Marti. est ex lib. retractionum. i. ca. xix. Omnia mandata facta deputantur quando quicquid non sit ignoscitur quod vt intelligas repete altius. Item quod scriptum est Iota vnum aut vnus apex non transiet (336) a lege, donec omnia fiant, cum exponerem dixi, nihil posse aliud intelligi nisi vehementem perfectionis expressionem;  Den anden sætning fra Augustin, som Martin henviser til, er fra 'retractionum' 1. bog, kap 19: 'Ethvert bud skal regnes for opfyldt, når det, der ikke er opfyldt, tilgives', hvilket jeg vil citere lidt mere udførligt, for at du skal kunne forstå det. 'Ligeledes står der skrevet: 'Ikke et iota eller en tøddel af loven skal forgå, for det altsammen er sket', og for at forklare det har jeg sagt, at det ikke kan forstås som andet end et voldsomt udtryk for fuldkommenheden; 
52 Vnde merito quaeritur vtrum ista perfectio sic possit intelligi vt tamen verum sit, neminem iam vtentem voluntatis arbitrio hic viuere sine peccato. A quo enim vsque ad vnum apicem lex perfici potest, nisi a quo fiunt vniuersa diuina mandata. Sed in eisdem mandatis est etiam quod iubemus orare, Dimitte nobis debita nostra sicut etc. Quam orationem vsque in finem saeculi tota dicit ecclesia. Omnia ergo mandata facta deputantur quando quicquid non sit ignoscitur. (releip04#43) og her spørges der med rette, om denne fuldkommenhed kan forstås således, at det dog kan være sandt, at ingen, der stadig bruger sin frie vilje, kan leve her uden synd. I samme grad nemlig som loven kan fuldendes indtil den sidste tøddel, i samme grad opfyldes alle guddommelige bud. Men blandt disse bud er også dette, hvor han befaler os at bede: 'forlad os vor skyld osv'. Den bøn beder hele kirken indtil verdens ende. For alle bud skal regnes for opfyldt, når det, der ikke er opfyldt, tilgives'. 
53 Attende lector aliud esse si dicas nulla mandata implentur. Aliud non omnia mandata implentur. Cum igitur Aug. quaestioni respondens quae quaeritur. Vtrum aliquis in hac vita omnia dei mandata impleuerit, pro eodem habeat vixisse sine peccato, et omnia mandata impleuisse, satis apparet eum velle dicere, quod omnis vtens ratione quaedam dei mandata non impleat, eo quod in quibusdam peccet, et peccando mandatum transgrediatur, sed non propterea necessario damnabitur,  Læg mærke til, kære læser, at én ting er, hvis du siger, at intet bud opfyldes, noget andet, hvis ikke alle bud opfyldes. Når altså Augustin svarer på det spørgsmål, han stiller: 'mon nogen i dette liv kan opfylde alle Guds bud', og når han holder på, at for at det kan ske, må han have levet uden synd og opfyldt alle budene, så synes han at ville sige, at det er tilstrækkeligt, at han, når han bruger sin fornuft, men ikke opfylder nogle af Guds bud, og når han synder imod nogle af den, og ved at synde overtræder budene, men ikke af den grund nødvendigvis fordømmes, 
54 eo quod inter mandata prouisum est fragilitati humanae remedium, humilis oratio et fraternae iniuriae voluntaria remissio, vt ante diuinum iudicium censeatur homo omnia impleuisse mandata, qui plura impleuit, et de aliquot non impletis veniam impetrauit, sicut debitor creditori omnia soluisse dicitur si partem soluerit, et alia pars debitorum sit petenti condonata, maxime si pacto vel lege inter creditorem et debitorem ita conuentum sit, quod in casu quo debitor non sit soluendo, ipse creditor contentus erit, et remittet debitum ex corde petenti.  det er tilstrækkeligt, at han så bruger det middel, som blandt budene er forudset imod den menneskelige svaghed, nemlig den ydmyge bøn og den broderlige frivillige tilgivelse af uretten, så at mennesket for Guds domstol skal anses for at have opfyldt alle budene, når han har opfyldt mange og har opnået tilgivelse for dem, han ikke har opfyldt. Ligesom en skyldner siges at have betalt alt til sin kreditor, hvis han har betalt en del, men den anden del af gælden er blevet eftergivet ham på hans bøn, især hvis pagten eller loven mellem kreditor og debitor er sådan opstillet, at i det tilfælde, hvor debitor ikke kan betale, da vil kreditor selv være tilfreds, og eftergive gælden til den, der af hjertet beder derom. 
55 Eandem sententiam habes alijs pluribus locis vt lib. de pecca. me. et re. capitu. xvi. vbi Augustinus dicit. Neque negandum est deum iubere ita nos in faciendi iustitia esse debere perfectos, et nullum habeamus omnino peccatum. Nam neque peccatum erit, si quid erit, si non diuinitus iubeatur vt non sit.  Du har den samme mening mange andre steder, fx i bogen de peccatorum meritis et remissione, kapitel 16, hvor Augustin siger: 'Man kan heller ikke nægte, at Gud befaler, at vi i at udøve retfærdighed skal være fuldkomne og overhovedet ikke have nogen synd. For det ville heller ikke være synd, hvis der ville være noget, hvis ikke guddommen havde befalet, at den ikke skulle være. 
56 Cur ergo iubet (inquiunt) quod scit nullum hominum esse facturum. Hoc modo etiam dici potest, cur primis illis hominibus iusserit, qui duo soli erant, quod sciebat eos non (337) esse facturos. Men altså: De siger: Hvorfor befaler han noget, som han véd, at ingen af menneskene kan gøre. På den måde kan man også sige: Hvorfor havde han befalet de første mennesker, som kun var de to, som han vidste, at de ikke ville kunne gøre. 
57 Neque enim dicendum est ideo iusisse, vt nostrum aliquis id faceret, si illi non facerent. Hoc enim de illa scilicet arbore cibum sumerent, non nisi illis solis deus iussit, quia sicut sciebat quid iustitiae facturi non erant, ita etiam sciebat quid iustitiae ipse de illis erat facturus.  Men man kan heller ikke sige, at han befalede det af den grund, at nogen af os skulle gøre det, hvis disse to ikke gjorde det. For at de ikke måtte spise af dette træ, var noget, som Gud kun havde befalet dem, for ligesom han vidste, at de ikke ville gøre hans retfærdighed, således vidste han også, hvad han selv ville gøre imod dem ud fra sin retfærdighed. 
58 Eo modo ergo iubet omnibus hominibus vt non faciant vllum peccatum, quamuis sit praescius neminem hoc impleturum, vt quicunque impie et damnabiliter eius praecepta contempserint, ipse faciat eorum damnatione quod iustium est, quicunque autem in eius praeceptis et pie proficientes, nec tamen omnia quae praecepit implentes, sicut sibi dimitti volunt si alijs peccata dimiserunt, ipse faciat in eorum mundatione quod bonum est.  Altså på den måde befalede han alle mennesker, at de ikke måtte begå nogen synd, skønt han på forhånd vidste, at ingen kunne opfylde det, og skønt enhver ufromt og fordømmeligt ville foragte hans bud, så gjorde han dog selv ved at fordømme dem, hvad der var retfærdigt. Men alle de, der forblev i hans bud og fromt gjorde fremskridt, selv om de så ikke opfyldte alt, hvad han havde foreskrevet, ligesom de ønskede sig tilgivet, hvis de havde begået synd mod andre, således gjorde han selv til deres renselse, hvad der er godt. 
59 Quid enim dimittenti dimittitur per dei misericordiam, si peccatum non est, aut quomodo non vetatur per dei iustitiam si peccatum est. Idem diffuse tertio aduersus duas epistolas pelagianorum capitu. vij. et de spiritu et littera capitulo vltimo.  Hvordan kan nemlig noget tilgives den tilgivende gennem Guds barmhjertighed, om ikke det er synd, eller hvordan kan noget, der er synd, ikke være forbudt gennem Guds retfærdighed. Det samme siger han mere udførligt i den tredie bog imod to pelagianske breve, kapitel 7, og i 'om ånd og bogstav', sidste kapitel. 
60 Hic clare vides quod hanc Aug. sententiam M. violenter torquet, cum ex ea vult inferre, quod mandata non impleantur operantibus hominibus, sed ignoscente deo, et quod in ipso opere quo mandatum impletur sit peccatum.  Her ser du klart, at Martin med vold fordrejer Augustins mening på dette sted, eftersom han vil slutte det af det, at budene ikke opfyldes ved menneskers handlinger, men ved Guds tilgivelse, og at der i netop det bud, hvorved budet opfyldes, er synd. 
61 Tertia sententia quam citat M. est ex epistola Aug. xxix. quae est ad Hiero. (n61) qua de virtutibus disputans dicit. Et vt generaliter breuiterque complectar quam de virtute habeam notionem, quod ad recte viuendum attinet. Virtus est charitas qua id quod diligendum est diligitur. Haec in alijs maior, in alijs minor, in alijs nulla est, plenissima vero et quae iam non possit augeri, quamdiu hic homo viuit est in nemine, quamdiu autem augeri potest, profecto illud quod minus est quam debet, ex vitio est. Den tredie sætning, som Martin citerer, er fra Augustins brev nr 29, som er til Hieronymus, hvor han disputerer om dyderne og siger: 'Lad mig opsummere generelt og kort det synspunkt, jeg har på dyden, forsåvidt det har med det rette liv at gøre. Dyden er den kærlighed, hvormed det, der skal elskes, elskes. Denne er i nogen større, i nogen mindre, i nogen helt borte. Men til overflod og så stor, at den ikke kan øges, findes den ikke i noget menneske, sålænge det lever, men sålænge den kan øges, er den jo i hvert fald mindre, end den bør være, og det er lastefuldt. 
62 Ex quo vitio non est iustus in terra, qui faciat bonum et non peccet. Ex quo vitio non iustificabitur in conspectu dei omnis vivens, propter quod vitium si dixerimus, quia peccatum non habemus, nos ipsos seducimus, et veritas in nobis non est, propter quod etiam, quantumlibet profecerimus, necessarium est nobis dicere, dimitte nobis debita nostra cum iam omnia in baptismo dicta, facta, cogitata, dimissa sint. (338) (releip04#45).  Ud fra denne last er der ikke nogen retfærdig på jorden som gør godt og ikke synder. Ud fra denne last kan enhver, der lever, ikke blive retfærdiggjort overfor Gud. På grund af denne last er det sådan, at hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. På grund også af denne last, hvor meget vi end gør fremskridt, så er det nødvendigt for os at sige: Forlad os vor skyld, skønt det allerede altsammen er sagt, gjort, erkendt, tilgivet i dåben'. 
63 Respondeo. Primum tota illa epistola Aug. inquirit et disputat et suspensam tenet sententiam expectans Hiero. iudicium, et licet Hiero. Aug. sententiam non improbet tamen eam non approbat. Inquit enim (n63) duobus libellis tuis, quos meo nomini dedicasti eruditissimis, et omni eloquentiae splendore fulgentibus, ad tempus respondere non potui non quo quicquid in illis comprehendendum putem, sed quia iuxta apostolum, Vnusquisque in suo sensu abundet. (Rom 14,5) Alius quidem sic alius autem sic, Jeg svarer for det første, at hele Augustins brev undersøger og disputerer og holder i uvished denne opfattelse, idet Augustin ser hen til Hieronymus' bedømmelse. Og selv om Hieronymus ikke vender sig imod Augustins opfattelse, så godkender han den dog heller ikke. Han siger nemlig: 'Jeg har endnu ikke haft tid til at svare på dine to højlærde bøger, som du har dedikeret mig, og som stråler af en fremragende veltalenhed; ikke fordi jeg tror, der er noget i dem, der kræver korrektion, men fordi jeg tænker på apostelens ord: 'Enhver skal stå fast på sin mening'. Den ene sådan, den anden sådan'
64 et infra. Nos enim inter nos eruditionis causa differimus, caeterum emuli et maxime haeretici, si diuersas inter nos sententias viderint, de animi calumniabuntur rancore descendere.  Og senere skriver Hieronymus: 'Vi er uenige for lærdommens skyld, men de andre, vore rivaler, og især kætterne, hvis de ser nogen uenighed i opfattelse mellem os, skælder de os ud for at være sunket ned til den misundelige sjælstilstand'
65 Ex his constat non posse citari hanc epistolam tanquam de mente et sententia Augu. Insunt etiam quaedam ipsi lib. alia non paruam habentia difficultatem, vt potest attente legens deprehendere, tamen ne fugere videamur et quia Augusti. post mortem Hiero. lib. edidit, nec retractauit in illo qui cumque tanquam ea fuerit mens Aug. sententiam explicemus.  Af dette fremgår det, at man ikke kan citere dette brev som om det handler om Augustins hensigt og mening. Der er også i den samme bog nogle ikke helt små vanskeligheder, som den opmærksomme læser kan iagttage, og for at vi ikke skal synes at undvige problemet og fordi Augustin efter Hieronymus' død udgav sin bog, og ikke i den gav udtryk for fortrydelse, så vil vi forklarer Augustins mening ud fra, hvad der var hans hensigt. 
66 Primo pondera quod dicit virtus quod ad recte viuendum attinet, vt non de quacunque virtute loqui intelligatur, non corporis, non animae naturali, non vsu acquisita, sed diuinitus infusa, nec ea tamen omni, non enim de spe et fide, sed tantum de virtute summa loquitur, qua recte viuitur non qualitercunque, sed simpliciter et absolute et qua recto itinere pergitur in finem felicitatis aeternae, vt per eam virtutem fiat in habente fons aquae salientis in vitam aeternam, alias omni virtute suo modo recte viuitur. Først vil jeg lægge vægt på, at han siger, at dyden har at gøre med, hvordan man lever ret, så at det ikke kan forstås at være talt om en hvilkensomhelst dyd, ikke om legemets, ikke om den naturlige sjæls, ikke om den tilegnede brugs dyd, men om den guddommelige dyd, der er indgydt, og dog ikke helt om den, han taler nemlig ikke om håb og tro, men kun om den højeste dyd, hvorved man lever ret, ikke på en hvilkensomhelst måde, men enfoldigt og absolut og på en måde, så man gennem en ret vandring når frem til den evige lykkes endemål, så at der gennem denne dyd indvendigt bliver en kilde med vand, der slukker tørsten efter evigt liv, og man ellers ved al dyd på sin måde lever ret. 
67 Nam et temperantia temperanter fortitudine fortiter iustitia iuste prudentia prudenter et fide viuitur fideliter. Iam temperanter fortiter iuste prudenter fideliter viuere quid aliud est quam recte viuere. Sed propterea charitate absolute recte viuitur, quod charitas in voluntate sit, quae omnibus animae potentijs vtitur.  For man skal både i kraft af mådeholdet leve mådeholdent, i kraft af modet modigt, i kraft af retfærdigheden retfærdigt, i kraft klogskaben klogt, i kraft af troen trofast. Men at leve mådeholdent, modigt, retfærdigt, klogt, trofast, hvad er det andet end at leve ret. Men af den grund er det ved kærligheden, at man lever absolut ret, for kærligheden sidder i viljen, og viljen bruger alle sjælens kræfter.
68 Alijs vero virtutibus ex parte recte viuitur, quod partem quandam hominis rectam faciant, non necessario totum hominem. Hinc sumptum est quod dicitur charitatem esse formam virtutum, quod alias scilicet compleat, viuificet, perficiat:  Men ved andre dyder lever man til dels ret, fordi de gør en del af mennesket ret, ikke nødvendigvis hele mennesket. Heraf kommer det, at man kalder kærligheden dydernes form, for den fuldender jo, levendegør, gennemfører de andre. 
69 Deinde pondera quod dicit, quamdiu autem augeri potest illud quod minus est quam debet ex vitio est, non dicit potest, sed debet. (339) Nam sine vitio habentis potest charitas esse tam in actu, quam in habitu minor, et infra summam, non modo in angelis ante confirmationem, et in homine pro statu innocentiae ante peccatum, sed etiam in iusto viatore pro statu naturae lapsae, vt expresse dicit. (#37).  Dernæst vil jeg lægge vægt på, at han siger: 'Men sålænge det kan øges, som er mindre end det bør være, er det ud af last', han siger ikke 'kan være', men 'bør være'. For uden at det medfører nogen last, kan kærligheden både i handling og i evne være mindre, og senere få den højeste grad, ikke blot i englene før bekræftelsen, og i mennesket i uskyldighedstilstanden før faldet, men også i den retfærdige vandrer i det naturlige falds tilstand, som han udtrykkeligt siger. 
70 Idem Aug. de spiritu et littera ca. vltimo et supra allegatum est, et idem dicit. vij. ca. iij. lib. contra duas epistolas pelagianorum ad Bonifaciam papam.  Det samme siger Augustin i 'de spiritu et littera' sidste kapitel, som der ovenfor er henvist til. Og det samme siger han i 3. bog af 'contra duas epistolas', kap 7 til pave Bonifacius. 
71 Item pondera quod dicit minor potest enim intelligi intensione et duratione, duratione quidem in viatore minor est in statu naturae institutae et lapsae, quam in statu comprehensoris. In hoc enim semper in actu est et nunquam interrumpitur, vbi homines sunt aequales angelis, qui semper vident faciem patris, in illo vero necessario actus interrumpitur propter corpus mortale vel animale.  Ligeledes vil jeg lægge vægt på, at han siger, den kan være mindre. Det kan nemlig forstås om intensiteten og varigheden. Og med hensyn til varigheden er den mindre i vandreren i den skabte og faldne tilstand end i forståelsens tilstand. I den er den nemlig altid i spil og afbrydes aldrig, når menneskene er som engle, der altid ser deres faders ansigt, men i den anden tilstand afbrydes handlinger nødvendigvis på grund af det dødelige eller dyriske legeme. 
72 Item potest dici minor intensiue minus feruens aut minus ardens, quod item necessarium est pro statu viae vbi animae distrahitur nec tota in suam monadem colligitur, donec mortale hoc induerit immortalitatem. (1 Kor 15,53) Et licet vtroque modo contingat sine peccato, tamen saepe in viatore vtroque modo minor est charitas, propter quendam inordinatum amorem rerum temporalium, qui surgit ex vitio fomitis,  Fremdeles kan man sige, at den er mindre intensiv, mindre hed eller mindre brændende, når det er nødvendigt i livsstadiet, at sjælen distraheres og ikke helt kan samle sig i sin énhed, indtil dette dødelige bliver iført udødelighed. Og selv om det på begge disse måder kan ske uden synd, er dog ofte i vandringsmanden kærligheden mindre, på grund af en vis uregelret kærlighed til de timelige ting, som trænger op fra tønderets last, 
73 sicut loquitur Aug. lib. confessionum. Minus te amat qui tecum aliquid amat, quod non propter te amat, hoc est quod hic dicit profecto illud quod minus est quam debet, ex vitio est fomitis, scilicet relicti ex originali, ex quo vitio non est iustus in terra qui faciat bonum et non peccet, id est qui perpetuo faciat bonum, et nunquid peccet, ex quo vitio surgunt peccata ad minus venialia, quibus fit vt homo non per omnia quadret regulae diuinae iustitiae, propter quod vitium si dixerimus quia peccatum non habemus, nosmetipsos seducimus, et veritas in nobis non est,  sådan som Augustin siger det i konfessionerne. 'Den elsker dig mindre, som elsker dig sammen med noget andet, fordi han ikke elsker dig for din skyld', det vil sige, her siger han virkelig, at det, der er mindre, end det bør være, kommer fra tønderets last, nemlig fra det, der er tilbage fra arvesynden. Ud fra den last er der ikke på jorden nogen retfærdig, som gør godt og ikke synder, det vil sige, som til stadighed gør godt og aldrig synder. Ud fra den last opvælder synderne, i hvert fald de tilgivelige, hvorved det sker, at mennesket ikke i alle ting passer til den guddommelige retfærdigheds regler. På grund af denne synd er det, at hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv og sandheden er ikke i os. 
74 quod eundem sensum habet cum supradictis quia vitio fomitis frequenter peccant etiam iusti et sancti propter ignorantiam aut infirmitatem, propter eandem causam viuentes in carne post baptismum dicere debent, dimitte nobis debita nostra.  For det har den samme betydning som det ovenfor sagte, fordi ved tønderets last synder selv de retfærdige og hellige ofte på grund af uvidenhed eller svaghed, og det er af samme grund, at de, sålænge de lever i kødet efter dåben, må sige: Forlad os vor skyld.
75 Ex his apparet quod haec Aug. sententia nihil adiuuat partes Mar. vt per eam probet in quolibet opere iustum (340) peccare, aut in hominibus iustis imperfectionem charitatis esse peccatum, quod summa eius perfectio non sit pro hoc statu debita, quod etiam sufficienter ex August. patet in hoc loco.  Af disse ting fremgår det, at denne opfattelse hos Augustin ikke støtter Martins opfattelse, at der derved skulle blive bevist, at den retfærdige synder i en hvilkensomhelst gerning, eller at den ufuldkommenhed, der er i de retfærdige mennesker, er synd, fordi endemålet for denne fuldendelse ikke er noget, der skal være der på dette stade, hvilket også tilstrækkelig tydeligt fremgår af Augustin på dette sted. 
76 Nam in hac ipsa epistola nullo interposito sequitur, quid ita quod qui recte videt, videt, vnde et quando et vbi speranda sit illa perfectio, cui non sit quod adijci possit.  For i dette brev følger der ikke nogen tilføjelse, når han derfor ser det, som enhver retseende vil se, hvordan og hvornår og hvorfra man kan håbe på denne fuldendelse, så er der ikke noget, der kan føjes dertil. 
77 Si autem precepta non essent, non vtique esset vbi se homo certius inspiceret, et videret, vnde auerteretur, quo conaretur quare gratularetur quid precaretur. Magna ergo est vtilitas praeceptorum, si libero arbitrio tantum debetur, vt dei gratia amplius honoretur.  Men hvis budene ikke var til, så ville der slet ikke være noget, hvoraf mennesket kunne undersøge sig selv, så han kunne se, hvad han skulle vende sig bort fra, hvad han skulle stræbe efter, hvad han skulle lykønske sig med, hvad han skulle bede om. Det er altså stor nytte, vi har af budene, hvis man blot påbyder den frie vilje, at den ærer Guds nåde endnu mere. 
78 Hic clare habes vnde, quia diuinitus, quando, quia in futuro, vbi quia in patria speranda sit ista perfectio. Habes etiam quod praecepta eam perfectionem nobis demonstrant, non ad eam hic habendam obligant, safisfacimus ergo praecepto, et menti praecipientis ad eam viriliter currendo, dum nulla nostra negligentia subsistimus aut retrolabimur, vt in cursu sit meritum in adeptione praemium.  Her ser du altså klart, hvordan, nemlig fra det guddommelige, hvornår, nemlig i fremtiden, og hvor, nemlig i fædrelandet, man kan håbe på denne fuldendelse. Du ser også, at budene viser denne fuldkommenhed for os, men ikke så de forpligter os til at opnå den her. Vi opfylder altså budet og lovgiverens hensigt, når vi mandigt løber hen imod denne fuldkommenhed, idet vi ikke lader os standse eller går tilbage på grund af vores efterladenhed, så at vi ved at løbe opnår fortjeneste ved lønuddelingen. 
79   Videre til latlu06

 
 
 

Noter:
 

n15:x'et er smuttet om på den forkerte side af l'et. Der er tale om salme 142, dvs i vor udgave Sl 143.
 

n61: I internetudgaven (Edinburgh) brev 167.
 

n63: I Augustins internetbreviar, brev nr 172.