Latomus mod Luther 4

taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 313 til side 327.

Citater fra Augustin, Hieronymus og Gregor er markeret med farve, men jeg tilstår, at jeg ofte gætter mig til citaternes begyndelse og slutning ud fra Latomus' sprogbrug
 
1 (Augustin-citat, fortsat) (n1): [16] Quod autem ait in hoc epistolae ad Ro. Peccatum vt appareat peccatum, per bonum mihi operatum est mortem, congruit superioribus vbi dixit. Sed peccatum non cognoui nisi per legem. Nam concupiscentiam nesciebam, nisi lex diceret. Non concupisces. (Rom 7,7) et superius. Per legem cognitio peccati, (Rom 3,20) hoc enim et hic dixit, vt appareat peccatum, vt illud quod dixerat. Sine legem enim peccatum mortuum est, non intelligamus nisi tanquam non sit, latet, non apparet penitus ignoratur tanquam in nescio quibus ignorantiae tenebris sit sepultum.  Men hvad han siger her i romerbrevet (7,13): 'Synden, for at den skulle vise sig som synd, virkede gennem det gode død for mig', svarer til det ovenfor anførte, hvor han sagde: 'Men jeg ville ikke have kendt til synd, hvis det ikke var for loven. For jeg ville ikke have kendt begæret, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære'. Og tidligere: 'Gennem loven når man til syndserkendelse'. For det siger han også her: 'for at den kunne vise sig som synd', som om vi ikke havde forstået det, han sagde: 'Uden lov er nemlig synden død', eller blot forstået det, som om synden ikke var der, eller var skjult, eller ikke viste sig, eller helt kunne ignoreres, eller hele lå begravet under jeg véd ikke hvilken mørk uvidenhed. 
2 Et quod ait. Ego autem viuebam aliquando sine lege, quid ait, nisi viuere mihi videbar? Et quod adiunxit Adueniente autem mandato peccatum reuixit, quid est aliud quam eminuit et et apparuit? Nec tamen ait vixit sed revixit. Vixerat enim aliquando in paradiso quando contra datum praeceptum satis apparebat admissum.  Og når han siger: 'Jeg levede engang uden lov', hvad siger han så andet end at han syntes at leve? Og da han tilføjede: 'Men da budet kom til, levede synden op', hvad er det andet betyder det, end at synden skinnede frem, viste sig? Han sagde heller ikke 'levede', men 'levede op'. Den levede nemlig engang i paradiset, da den, det må indrømmes, viste sig imod det givne påbud. 
3 Cum autem a nascentibus trahitur, tanquam mortuum sit latet, donec repugnans iustitiae malum eius prohibitione sentiatur. Cum aliud iubetur atqua approbatur, aliud delectat atque dominatur, tunc peccatum quodam modo in notitia nati hominis reuiuiscit (314) quod in notitia primi facti hominis aliquando iam vixerat. Men når den overføres på dem, der kommer til verden, er den skjult, som død, indtil det onde ved synden, som bekæmper retfærdigheden, føles derved, at det bliver forbudt, når én ting befales og godkendes, noget andet elskes og hersker. Da fødes synden på en måde til erkendelse hos mennesket og lever op igen, skønt den allerede havde levet i nogen tid i det først gjorte menneskes erkendelse. 
4 [17] Sed quod sequitur non ita expeditum est, quomodo de Pau. possit intelligi. Scimus enim inquit quia lex spiritalis est, ego autem carnalis sum, (Rom 7,14) non ait fui, sed sum.  Men det er ikke så let at indse, hvordan det, der følger, kan forstås om Paulus: 'Vi véd nemlig, at loven er åndelig, men jeg er kødelig'. Han siger ikke: 'jeg var kødelig', men: 'jeg er kødelig'
5 Nunquid ergo Apostolus cum haec scriberet carnalis fuit, an secundum corpus hoc dicit. Adhuc enim erat in corpore mortis huius, nondum facto quod alibi dicit. Seminatur corpus animale, surgit corpus spiritale. (1 Kor 15,44) Tunc enim ex toto se id est ex vtraque parte qua constat spiritalis homo erit, quando etiam spiritale corpus erit.  Mon altså apostelen var kødelig, da han skrev dette, eller siger han dette efter legemet. Endnu var han jo i dette dødens legeme, endnu var det ikke sket, som han siger et andet sted: 'Der sås et kødeligt legeme, der opstår et åndeligt legeme'. Da nemlig vil han i det hele taget, det vil sige, på begge de dele, han består af, være et åndeligt menneske, når han også vil være et åndeligt legeme. 
6 Neque enim absurdum est, vt sit in illa vita etiam caro spiritalis, si potuit esse in hac vita in his qui adhuc carnalia sapiunt, etiam spiritus ipse carnalis. Sic ergo ideo dixit. Ego autem carnalis sum, quia nondum spiritale corpus habebat Apostolus Det er nemlig ikke absurd, at der i det kommende liv også skulle findes et åndeligt kød, hvis der i dette liv, i dem, der endnu tænker kødeligt, også kan være en kødelig ånd. Af den grund siger apostelen altså: 'Jeg er kødelig', at han endnu ikke har fået et åndeligt legeme. 
7 Sicut posset dicere. Ego autem mortalis sum Quod vtique non nisi secundum corpus intelligeretur dixisse, quod nondum fuerat immortalitate vestitum. Item quod adiunxit, Venundatus sub peccato, ne quisquam eum nondum redemptum Christi sanguine existimet, etiam hoc secundum illud potest intelligi, quod ait. Et nos primitias habentes spiritus, et ipsi in nobismetipsis ingemiscimus, adoptionem expectantes redemptionem corporis nostri. (Rom 8,23)  Ligesom han kunne sige: 'Men jeg er dødelig', hvilket i det hele taget kun kunne forstås om legemet, fordi han endnu ikke var blevet iklædt udødelighed. Ligeledes med det, han tilføjer: 'Jeg er solgt til træl under synden', for at ikke nogen skal regne ham for endnu ikke at være løskøbt ved Kristi blod, kan også dette forstås efter det, som han siger: 'Og vi, der har ånden som førstegrøde, også vi sukker ved os selv og forventer barnekår, vort legemes forløsning'
8 Si enim secundum hoc se dicit venundatum sub peccato, quod adhuc non est redemptum a corruptione corpus eius, vel venundatam aliquando in prima transgressione praecepti, vt haberet corpus corruptibile quod aggrauat animam. Quid prohibet hic Apostolum intelligi de se ipso dicere, quod ita dicit vt etiam in ipso posset intelligi, etiam si in sua persona non se solum sed omnes accipi velit, qui se nouerunt spiritali delectatione cum carnis affectione sine consensione confligere?  Hvis han nemlig af den grund siger, at han er solgt som træl under synden, at han endnu ikke er forløst fra sit legemes fordærv, eller hvis han var solgt som træl på én eller anden måde i den første overtrædelse af budet, så han skulle have et fordærvet legeme, som drager sjælen med ned: Hvad forhindrer os da i her at forstå, at apostelen taler om sig selv, så at det han siger også kan forstås om ham selv, også selv om han ikke vil have det forstået om sig selv alene, men om alle dem, som ved om sig selv, at de med åndelig kærlighed har kæmpet mod kødets affekter uden at give dem deres tilslutnng. 
9 [18] An forte metuimus ea quae sequitur: Quod ego operor ignoro non enim quod volo hoc ago, sed quod odi, illud facio. (Rom 7,15) ne forte ex his verbis quispiam consentire carnis concupiscentiae ad opera mala suspicetur Apostolum.  Mon vi måske skal frygte det følgende: 'Hvad jeg gør, forstår jeg ikke; jeg gør nemlig ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg', om ikke nogen ud fra disse ord skulle mistænke apostelen i at samtykke med kødets begæring til onde gerninger. 
10 Sed consyderandum est quod adiungit. Si autem quod nolo hoc facio, consentio legi, quoniam bona est. Magis enim se legi consentire, quam carnis concupiscentiae.  Men man skal lægge mærke til, hvad han tilføjer: 'Men hvis jeg gør det, jeg ikke vil, samtykker jeg med loven i, at den er god'. For han siger her, at han mere samtykker med loven, end følger kødets begæringer. 
11 Hanc enim peccati nomine appellat. Facere ergo se dixit, et operari non (315) affectu consentiendi, et implendi, sed ipso motu concupiscendi.  Dem er det nemlig, han kalder synd. Han sagde altså, at han gør og handler, ikke drevet efter at samtykke og opfylde, men, i selve bevægelsen, drevet efter at begære. 
12 Hinc ergo inquit consentio legi, quoniam bona est, consentio, quia nolo quod non vult, deinde dicit. Nunc autem iam non ego operor illud, sed id quod habitat in me peccatum. (Rom 7,17) Quid est nunc autem nisi iam nunc sub gratia, quae liberauit delectationem voluntatis a consensione cupiditatis.  Herfra kommer, siger han, det, at han samtykker med loven, at den er god; jeg samtykker, fordi jeg ikke vil, hvad den ikke vil. Derefter siger han: 'Men da er et ikke mere mig, der gør det, men synden, som bor i mig'. Men hvad betyder dette 'da', andet end 'allerede nu under nåden', som befrier fra viljens glæde ved at samtykke med begæringerne?
13 Non enim melius intelligitur. Non ego operor, nisi quia non consentit exhibere membra sua arma iniquitatis peccato. Nam et si concupiscit, et consentit, et agit, quomodo non ipse illud operatur, etiam si se operari doleat, et vinci grauiter ingemiscat?  For dette: 'Det er ikke mig, der gør det', kan ikke forstås bedre end at han ikke samtykker i at stille sine lemmer frem som uretfærdighedens våben for synden. For hvis han også begærer og samtykker og handler, hvordan kan det være ikke ham selv, der gør det, også selv om det at gøre det smerter ham, og han suker dybt over at blive besejret? 
14 [19] Iam illud quod sequitur. Nonne vnde loquatur apertissime ostendit? Scio enim quia non habitat in me, hoc est in carne mea bonum. Si enim non exponeret adiungendo hoc est in carne mea, aliter fortasse acciperetur quod dixit in me. Ac per hoc versat hoc idem repetens et inculcans. Velle enim adiacet mihi, perficere autem bonum non. (Rom 7,18) Hoc est enim perficere bonum, ut nec concipiscat homo.  Men det, der nu følger, mon ikke det helt tydeligt viser, hvad det er han taler om? 'Jeg véd, at i mig selv, det vil sige, i mit kød, bor der intet godt'. Hvis han nemlig ikke forklarede ved at tilføje 'det vil sige, i mit kød', så kunne det måske forstås anderledes, når han siger 'i mig'. Og derfor vender han det samme og gentager det og indprenter det: 'At ville ligger mig nemlig lige for, men at gennemføre det gode ikke'. Men dette er at gennemføre det gode, at mennesket ikke begærer. 
15 Imperfectum est autem bonum, quando concupiscit, etiam si concupiscentiae non consentit ad malum. Non enim quod volo facio bonum inquit, sed quod nolo malum, hoc ago Si autem quod nolo ego hoc facio, iam non ego operor illud, sed quod habitat in me peccatum. (Rom 7,19f) Id repertiuit inculcans, et tanquam tardissimos de somno excitans. Inuenio ergo legem inquit mihi volenti facere bonum, quoniam mihi malum adiacet. (Rom 7,20) Illa ergo bonum est volenti facere, adiacet autem malum ex concupiscentia, cui non consentit qui dicit. Iam non ego operor illud.  Men det gode er ufuldkomment, når man begærer, også selv om man ikke samtykker med begæret til det onde. 'Det gode, som jeg vil', siger han, 'det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men hvis jeg gør det onde, som jeg ikke vil, så er det dog ikke mig, der gør det, men synden, som bor i mig'. Dette gentager han og dette indprenter han for ligesom at vække den mest søvnige af hans slummer: 'Jeg finder altså den lov', siger han, 'at jeg vel har viljen til at gøre det gode, men det onde ligger mig nærmest'. Den lov er altså god, der får mig til at ville, men det onde ligger mig nærmest på grund af begæret. Men den, der siger: 'Så er det da ikke mig, der gør det', samtykker ikke med det. 
16 [20] Apertius autem quod sequitur vtrumque declaret. Condelector enim legi dei secundum interiorem hominem, video autem aliam legem in membris meis repugnantem legi mentis meae, et captiuantem me in lege peccati, quae est in membris meis. (Rom 7,22f) Sed quod dixit captiuantem me, potest mouere, si nulla consensio est, Vnde propter tria ista duo scilicet de quibus iam disputamus quo ait. Ego autem carnalis sum, et venundatus sub peccato, et hoc tertium captiuantem me in lege peccati, quae est in membris meis.  Men det følgende forklarer det bedre: 'Jeg glæder mig altså i mit indre over Guds lov, men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som bekæmper mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer'. Men når han siger: 'har taget mig til fange', så kan han have følelsen, selv om han ikke giver den sit samtykke. Derfor på grund af disse tre, de to, som vi har nævnt, hvor han siger: 'jeg er kødelig', og 'jeg er solgt som slave under synden', og dette tredie: 'jeg er taget til fange under syndens lov, som er i mine lemmer', 
17 Potest videri apostolus [eum] describere, qui sub lege adhuc viuit, nondum sub gratia. Sed sicut illa duo exposuimus (316) propter carnem adhuc corruptibilem dicta, sic et hoc potest intelligi, vt captiuantem me dixerit carne, non mente, motione non consensione, et ideo captiuantem me, quia et in ipsa carne non est aliena natura, sed nostra.  så kan det se ud, som om apostelen beskriver den, der stadig lever under syndens lov, endnu ikke under nåden. Men ligesom vi har forklaret, at de to siges om den, der på grund af kødet endnu er forgængelig, således kan også dette forstås, at han siger, han er taget til fange, ikke i sindet, af kødet, hvis følelser han ikke giver tilslutning, men den har taget os til fange, fordi kødet selv ikke er en anden natur, men vores egen. 
18 Sicut ergo exposuit ipse quid dixerit. Scio enim quia non habitat in me id est in carne mea bonum, sic iam ex illius expositione hunc locum debemus accipere, tanquam dixerit captiuitantem me hoc est carnem meam in lege peccati, quae est in membris meis,  For ligesom han selv forklarer, hvad han siger: 'For jeg véd, at i mig, det vil sige, i mit kød, bor intet godt', således bør vi også derudfra forstå det han sige i dette udtryk, som om han havde sagt: jeg, det vil sige, mit kød, er taget til fange under kødets lov, som er i mine lemmer. 
19 [21] deinde subiungit propter quod dicta sunt omnia. Miser ego sum, quid me liberabit de corpore mortis huius. Gratia dei per Iesum Christum dominum nostrum (Rom 7,24) Atque inde concludit. Igitur ipse ego mente seruio legi dei, carne autem legi peccati, (v.25) carne scilicet legi peccati concupiscendo, mente autem legi dei, eidem concupiscentiae non consentiendo.  Så tilføjer han det, der var grunden til, at han sagde alt dette: 'Jeg elendige menneske, hvem skal befri mig fra dette dødens legeme. Gud ske tak ved Jesus Kristus vor herre. Og så konkluderer han: 'Altså selv tjener jeg med mit sind Guds lov, men med mit kød syndens lov', med kødet syndens lov, så jeg begærer, men med sindet Guds lov, så jeg ikke samtykker i dette begær. 
20 Nulla ergo condemnatio est nunc his, qui sunt in Christo Iesu. (Rom 8,1) Non enim damnatur, nisi qui concupiscentiae carnis consentit ad malum. Lex enim spiritus vitae in Christo Iesu liberauit me a lege peccati et mortis, (Rom 8,2) ne scilicet consensionem tuam concupiscentia sibi vindicet carnis; Et ea quae sequuntur eundem sensum magis magisque demonstrant, sed adhibens est modus.  'Der er da ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus'. Man fordømmes nemlig ikke, medmindre man samtykker med kødets begær til det onde. For 'livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov', at ikke kødets begær skal tilrane sig din tilslutning; og det, som følger, viser mere og mere den samme mening. Men vi må vise mådehold. 
21 [22] Visum autem aliquando etiam mihi fuerat hominem sub lege, isto apostoli sermone describi, sed vim mihi fecerunt postea ista verba, quod ait, Nunc autem iam non ego operor illud. Men der var engang, da jeg syntes, at apostelen med disse ord beskrev et menneske under loven. Men disse ord overbeviste mig sidenhen, hvor han siger: 'Men nu er det ikke mere mig, der gør dette'. 
22 Ad id enim pertinet illud quod ait et postea. Nulla ergo condemnatio est nunc his, qui sunt in Christo Iesu. Et quia non video quomodo diceret homo sub lege. Condelector legi dei secundum interiorem hominem, cum ipsa delectatio boni, qua etiam non consentit ad malum non timore paenae, sed amore iustitiae, hoc est enim condelectari non nisi gratiae deputanda sit. (n22 Det samme drejer det sig også om, når han bagefter siger: 'Derfor er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus'. Og derfor kan jeg ikke indse, hvordan et menneske under loven kan sige: 'Jeg glæder mig over Guds lov i mit indre menneske', når selve denne glæde over det gode ikke samtykker til det onde, ikke af frygt for straf, men af kærlighed til retfærdigheden. For dette at kunne glædes kan kun tillægges nåden. 
23        Mar. dicit repugnare legi dei quis aliud quod peccare audeat intelligere, non agere bonum nonne contra legem dei est etc. (releip04#12).            Martin siger, at dette at bekæmpe Guds lov, hvem ville vove at forstå det som andet end at synde, ikke at gøre det gode, mon det ikke er imod Guds lov osv. 
24       Respondeo August. non solum audet hoc intelligere, sed multis locis apertissime dicit, vt ex supra allegatis constat, quod ipsum concupiscere, qui est motus carnis siue sensualitatis, rationi et legi rebellis, non est peccatum, nisi adhibeatur rationis consensus.           Jeg svarer: Augustin vover ikke alene at forstå det således, men han siger også mange steder ligeud, som det fremgår af det ovenstående, at selve det at begære, hvilket er en følelse i kødet eller sensualiteten, som er oprørsk imod fornuften og loven, ikke er synd, hvis ikke fornuftens tilslutning knytter sig dertil. 
25 Hoc vult apostolus ad Ro. viij. cum dicit: (317) Nihil ergo damnationis est ijs, qui sunt in Christo Iesu, qui non secundum carnem ambulant. Illis enim baptismus omnium praeteritorum tam originalium quoque actualium peccatorum reatum abstulit, ac per hoc omnem damnationem, et quamdiu post adeptum baptismum non secundum carnem ambulant, id est concupiscentiae non consentiunt, nihil habent damnationis, quia non peccant.  Det er, hvad apostelen vil i Rom 8,1, hvor han siger: 'Altså er der ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus', som ikke vandrer efter kødet. For dem har nemlig dåben borttaget skylden fra alle de forudgående synder, både arvesynden og de aktuelle synder, og derfor er der ingen fordømmelse, og sålænge de efter den erholdte dåb ikke vandrer efter kødet, det vil sige, ikke samtykker i begæret, har de ingen fordømmelse, fordi de ikke synder. 
26        Vnde duabus causis vitium aliquod, quod videtur esse contra legem, non est habenti peccatum. Prior causa est cum abest vsus rationis, aut liberi arbitrij, vt in dormientibus, furentibus, et infantibus, vnde Orige. in epistolam ad Ro. ponit exemplum de puero, qui patrem aut matrem percutit, vbi in puero videtur esse peccatum, sed peccatum est mortuum quia nondum adest puero lex scripta in cordibus hominum, quae eum doceat, hoc quod facit fieri non licere, sine hac inquit lege et Pau. et omnem hominem certum est aliquando vixisse, hoc est in aetate puerili.           Derfor er der to slags last, som, skønt de synes at være imod loven, ikke har synd i sig. Den første slags, er når fornuftens eller den frie viljes brug ikke er tilstede, som i de sovende, de sindsyge og i spædbørnene. Derfor fremsætter Origenes i sin kommentar til romerbrevet et eksempel med en dreng, som gennemborer sin far eller sin mor, hvor der jo synes at være synd i barnet, men synden er død, fordi der endnu ikke hos barnet er til stede den lov, der er skrevet i menneskenes hjerter, som kunne lære ham, at det, han har gjort, ikke er tilladt, men uden den lov, siger han, har både Paulus og enhvert menneske engang levet, det vil sige: de har levet i barndommen. 
27 Omnes enim similiter per illud tempus nondum capaces naturalis legis sumus. Similiter Augustinus primo confessionum loquens de suis vitijs, in aetate infantiae dicit. Tunc reprehendenda faciebam, sed quia reprehendentem intelligere non poteram, nec mos reprehendi me nec ratio sinebat. (conf1, kap 7). Alle kunne vi nemlig på lignende måde dengang endnu ikke fatte den naturlige liv. På lignende måde taler Augustin i den første bog af sine bekendelser om sine laster, udført i barndommen: 'Da gjorde jeg noget, jeg skulle have bebrejdelser for, men selv om jeg ikke kunne forstå den, der gav mig bebrejdelser, ophørte hverken skikken med at bebrejde mig eller begrundelsen for det'. 
28 Et idem de motu concupiscentiae in corpore dormientis dicit, vt supra allegatum est. (latlut03#53) Item quod paruuli propria peccata non habent, habes eundem August. de peccatorum meritis et re. lib. i. cap. xvij. et ca. xxxiiij. et manifestius ca. xxxv. et xxxvi.  Og det samme siger han om begærets bevægelser i den sovendes krop, som ovenfor anført. Ligeledes siger han, at børnene ikke har nogen egentlig synd, du kan se dette citat i Augustins 'om syndernes fortjenester og forladelse', bog 1, kap 7 og 8, og udtrykkeligt i kap 15 og 16. 
29          Altera causa est quod is in quo vitium est non consentit, sicut in castis virginibus motus concupiscentiae tendens ad fruitionem voluptatis carnis vitium est, non peccatum, cui vitio si ratio resistit castitagis actus non minuitur, nec inficitur, sed meritum eius augetur.            Den anden grund er, at den, der har lasten, ikke samtykker. Sådan er i munkeordenerne begærets bevægelse, der tenderer mod nydelse af kødets lyst, en last, ikke en synd. Og hvis fornuften modstår denne last, er det ikke sådan at kyskhedens handlinger mindskes eller inficeres, nej, den øger dens fortjeneste. 
30 Vnde Augusti. ix. super Genesim ad litteram, capitu. x. Nunc vero transgrediendo praeceptum (de Adam et Eua loquitur) motum legis illius, quae repugnant legi mentis in membris conceptae mortis habere meruerunt quae nuptiae ordinant, continentia cohibet, et refrenat, vt quemadmodum de peccato factum est supplicium sic de supplicio fiat meritum. (318)  Derfor siger Augustin i sin niende bog over genesis, ordret, kap 10: 'Men nu, ved at overtræde budet (han taler om Adam og Eva) forhindrer den lovs bevægelser, som modarbejder sindets lov i lemmerne og som fortjener at have dødens undfangelse, og som indstifter ægteskabet, de forhindrer afholdenheden og holder den tilbage, så at det, der sker ved synden er en bøn, og der således ved bønnen ske en fortjeneste. 
31         Dicit Mar. hoc et scholastici dicunt quod homo sit difficilis ad bonum, et pronus ad malum, et tamen audent dicere non esse peccatum in opere bono, quasi difficultas etc. (releip04#13)          Martin siger: 'Dette siger også skolastikerne, at mennesker har vanskeligt ved det gode og er tilbøjeligt til det onde, og dog vover de at sige, at der ikke er synd i en god gerning, som om den vanskelighed osv'. 
32        Respondeo quod pronitas ad malum, et difficultas ad bonum, non faciunt opus virtutis esse peccatum, patet in martyribus in quibus naturalis amor vitae praesentis, et timor cruciatus et mortis, et ipse dolor qui dilectione iustitiae vincitur, non minuit, sed potius auget martyrij coronam.           Jeg svarer, at tilbøjeligheden til det onde og vanskeligheden ved det gode ikke bevirker, at dydens gerning er synd; det kan ses hos martyrerne; i dem findes den naturlige kærlighed til dette liv og frygten for pine og død, og selve den smerte, som ved kærligheden til retfærdigheden besejrer dem, mindsker ikke, men snarere øger martyriets krone. 
33 vnde August. super Ioannem tractatu, cxxiij. tractans illud verbum Ioannis vltimo. Cum senueris extendes manus tuas, et alius te cinget, et ducet quo non vis. Petris vtique crucifigendus quo nollet est ductus, solutus quippe a corpore volebat esse cum Christo, sed si fieri possit, praeter mortis molestiam vitam concupiscebat aeternam, ad quam molestiam nolens ductus est, sed ab ea volens eductus est, nolens ad eam venit, sed volens eam vicit, et reliquit hunc infirmitatis affectum, quo nemo vult mori, vsque adeo naturalem vt cum beato Pe. nec senectus auferre potuit Derfor siger også Augustin i sin traktat over Johannes, cap 23, hvor han behandler ordene i Joh 21,18: 'Når du bliver gammel, skal du strække dine hænder ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil': 'Peter bliver til sidst ført hen for at korsfæstes, hvad han ikke vil, selv om han ville løses fra legemet og være sammen med Kristus, men hvis det skal kunne ske, ønskede han ud over dødens elendighed det evige liv. Han ville ikke føres ind i elendigheden, men føres ud af den. Han ville ikke nå frem til denne elendighed, men han ville besejre den. Og han ville forlade denne følelsernes svaghed, hvorefter ingen vil dø før den naturlige død, men den gamle Peter kunne ikke, ligeså lidt som den salige Peter, fjerne den'.
34 et infra. Sed molestia quantacunque sit mortis debet eam vincere vis amoris, quo amatur ille, qui cum sit vita nostra, etiam mortem voluit perferre pro nobis. Nam si nulla esset mortis vel parua molestia, non esset tam magna martyrum gloria.  Og senere: 'Men hvor stor end dødens elendighed er, den bør besejres med kærlighedens kraft, hvormed man elsker den, som fordi han er vort liv, også ville gennemføre sin død for os. For hvis dødens elendighed ikke var noget eller kun var ganske ringe, ville martyrernes hæder ikke være så stor'
35 Idem habes apud eundem de peccatorum me. et re. lib. ij. ca. xxxiiij. Sic potest etiam ostendi de virtute temperantiae et iustitiae, difficultas igitur in opere virtutis ratione aetatis, complexionis, consuetudinis, educationis, non solum non vitiat virtutis operationem, sed illustriorem et clariorem reddit, quando trahentibus ad malum, et retrahentibus a bono animus non cedit.  Det samme finder du hos Augustin i 'de peccatorum meretis et remissionis', 2. bog, kap 34: 'Således kan det også påvises om mådeholdets og retfærdighedens dyd, at vanskelighederne med udøvelsen af dyden på grund af alderen, indvikletheden, vanen, uddannelsen, ikke blot ikke forhindrer udøvelsen af dyden, men gør den mere fremragende og lysende, når sjælen til stadighed drages mod det onde og drages bort fra det gode'
36 Nec propter hoc dicendum est, quod lex dei non fiat ex puro amore, vel ex charitate, vel amore iustitiae. Nam et philosophis visum est, non in omni opere virtutis esse delectationem necessariam, sed Mar. fallit inaduertentia, vel inconsyderatio, qua non perpendit aliam legem dei esse obligatoriam, pro vno statu, quae non est in obligatione pro alio statu, vt supra habitum est de lege Non concupisces, et de lege Diliges dominum, et de spiritu et littera ca. finali, de quo dicam infra latius.  Man kan heller ikke af den grund sige, at Guds lov ikke sker af ren kærlighed, eller af kærlighed eller af kærlighed til retfærdigheden. For også filosofferne har indset, at kærligheden ikke er nødvendig i al dydens gerning, men Martin tager fejl uden at lægge mærke til det eller uden at overveje det, for han overvejer ikke, om én Guds lov er obligatorisk på ét stede, som ikke er forpligtende i stedet på et andet stede, som det ses ovenfor om loven: 'du må ikke begære', og om loven: 'du skal elske Herren', og i 'de spiritu et littera' det sidste kapitel, hvad jeg senere skal sige mere om. 
37 Non perpendit etiam, quod non qualitercunque (319) quod lex vetat facere peccatum est, sed voluntarie, hoc est ex libero voluntatis consensu, quod incalumniabiliter verum est, de peccato actuali, vnde Gre. Nunquid vasis irae deus redderet interitum, si non voluntarium inuenirentur habere peccatum.  Han overvejer heller ikke, at det ikke er på en hvilkensomhelst måde, at loven kan skabe synd med sit forbud, men frivilligt, det vil sige, med den frie viljes samtykke, hvilket ubedrageligt er sandt om den aktuelle synd, hvorfor Gregor siger: 'Mon nogensinde Gud ville gengælde vredens kar med undergang, hvis han ikke havde fundet, at de havde syndet frivilligt'
38       Quinto argumentatur. Mar. ex sententia Apostoli ad Galatas. v. Caro concupiscit aduersus spiritum, et spiritus aduersus carnem, vt non quaecunque vultis, illa faciatis. An etiam hic non sat apertus est Pau. Concupiscere aduersus spiritum peccatum est et contra legem dei. (releip04#15).          For det femte argumenterer Martin ud fra apostelens sætning i Gal 5,17: 'Kødet begærer imod ånden, og ånden imod kødet, så I ikke kan gøre, hvad I vil'. 'Er Paulus her ikke tilstrækkelig tydelig. At begære imod ånden er synd og imod Guds lov'. 
39         Respondeo Augu. primo retractionum ca. xxiiij. quod prius exposuerat haec verba, tanquam de eo dicta, qui adhuc sub lege esset, nondum sub gratia, retractat dicens. Nondum intellexeram haec verba, et illlis qui sub gratia sunt, et non sub lege propterea conuenire, quia et ipsi concupiscentias carnis habent, contra quas spiritu concupiscunt, quamuis eis non consentiant, nollent tamen eas habere, si possent, et ideo non quaecunque volunt faciunt, quia volunt eis carere, nec possunt. Tunc eas non habebunt, quando nec corruptibilem carnem.           Jeg svarer: Augustin siger i sin første bog af 'retractiones', kap 24, at han først havde forklaret dette ord, som om det var sagt om én, som hidtil havde været under loven, endnu ikke under nåden. Men han fortrød det og skriver: 'Jeg havde endnu ikke forstået dette ord, at det handlede om dem, der er under nåden og ikke under loven, fordi også de har kødets begæringer, imod hvilke ånden begærer: Og skønt de ikke givet det deres tilslutning, vil de dog ikke have det, hvis de kunne blive fri, og derfor kan de ikke gøre, hvad de vil, fordi de vil undgå begæringerne, men ikke kan gøre det. Først på det tidspunkt skal de ikke have dem, når de heller ikke har noget forgængeligt kød. 
40 Eundem locum Apostoli, iij, commentariorum in epistolam ad Galatas sic explicat Hiero. Caro autem concupiscat aduersus spiritum etc. Caro praesentibus delectatur et breuibus, spiritus perpetuis et futuris. Inter hoc iurgium media anima consistit habens quidem in sua potestate bonum et malum velle vel nolle, sed non habens hoc ipsum velle ac nolle perpetuum, quia fieri potest vt postquam carni consenserit, et opera eius fecerit, rursum per paenitentiam se remordens spiritui copuletur, et opera eius efficat. Hoc est ergo quod ait.  Det samme apostolske sted forklarer Hieronymus således i sine kommentarer til galaterbrevet: 'Men kødet begærer imod ånden, osv. Kødet elsker det nærværende og kortvarige, ånden det evige og fremtidige. Mellem dem består der en strid midt i sjælen, idet den har det i sin magt at ville eller ikke ville det gode og det onde, men den har det ikke i sin magt at ville og ikke ville det til evig tid, fordi det kan ske, at den, efter at have tilsluttet sig kødet og gjort dets gerninger, atter gennem boden fortryder og holder sig til ånden, og øver dens gerninger. Dette er altså hvad han siger. 
41 Haec enim sibi inuicem aduersantur id est caro et spiritus, vt non quaecunque vultis illa faciatis. Non quo proprium nobis tulerit arbitrium, quo vel carni, vel spiritui assentiamur, sed quia quod facimus non est nostrum proprie, sed opus ipsum vel carni vel spiritui deputatur, Grandis laboris et disputationis est nimie ostensis carnis operibus et spiritus, media aliqua reperire, quod nec ad carnem videantur pertinere, nec ad spiritum.  Disse står nemlig hinanden imod, altså kødet og ånden, så at I ikke kan gøre det, I vil. Ikke så vi følger vores egen vilje, så vi giver enten kødet eller ånden vor tilslutning, men fordi det vi gør ikke er vort eget, men skal regnes for enten kødets eller åndens egen gerning. Altfor store anstrengelser og disputationer afholdes over kødets og åndens gerninger, men en middelvej åbner sig, som hverken synes at hører til kødet eller til ånden. 
42 Carnales dicimur quando totos nos voluptatibus damus. Spiritales (320) quando spiritumsanctum praeuium sequimur, id est cum ipso sapimus, instruente ipso docemur auctore.  Vi siges at være kødelige, når vi helt hengiver os til dets lyster. Vi siges at være åndelige, når vi følger helligånden, der går i forvejen, det vil sige, når vi tænker som han, og belæres med ham som ophavsmand. 
43 Animales reor esse philosophos, qui proprius cogitatus putant esse sapientiam, de quibus recte dicitur. Animalis autem homo non percipit ea quae sunt spiritus, stulticia quippe est ei, quod vt manifestius fiat, aliquod sumamus exemplum.  Jeg antager, at de filosoffer er dyriske, som mener, at deres egne tanker er visdom; dem passer ordet godt på. Men det dyriske menneke forstår ikke det, der hører ånden til, det er dumhed for det menneske, og lad os tage et eksempel, for at det kan blive tydeligere. 
44 Caro, terra, anima, aurum, spiritus, ignis vocetur, quamdiu autem fuerit in terra perdit vocabulum suum, et a terra cui commixtum est appellatur. Cum vero separatum ab humo, auri et speciem et nomen acceperit, aurum quidem dicitur, sed necdum probatum.  Kød, jord, sjæl, guld, ånd, ild kalder vi det, men sålænge det er i jorden, har det ikke noget navn, og kaldes noget, der er opblandet med jord. Men når det udskilles fra jorden, modtager det også navnet og artsbetegnelsen 'guld', men skønt det kaldes guld, er det endnu ikke prøvet guld. 
45 Si autem per ignem excoctum fuerit, et purgatum, tunc auri splendorem, et ornatus sui accipit dignitatem. Sic et anima inter humum et ignem, hoc est inter carnem spiritumque consistens, quando se tradiderit carni, caro dicitur, quando spiritui, spiritus appellatur.  Men hvis det bliver ført igennem ilden og renset, da får det guldets fortræffelige navn, og modtager sin fortjente værdighed. Således består også sjælen mellem jord og ild, det vil sige, mellem kød og ånd, når den hengiver sig til kødet, kaldes den kød, når den hengiver sig til ånd, kaldes den ånd. 
46 Quod si proprio crediderit cogitatui, et absque gratia spiritussancti inuenire se existimauerit veritatem, quasi aurum sordidum animalis hominis appellatione signatur. Vel aliter et vt ipse dicit melius vos autem fratres propterea secundum spiritualem legem debetis viuere, ne desyderia quae carnis sunt perficiatis.  For hvis nogen tror, at han ud af sine egne tanker og uden helligåndens nåde kan finde frem til sandheden, så er det, som hvis snavset guld betegnes med det dyriske menneskes navn. Eller med andre ord, som han selv siger det bedre, at I brødre, af den grund bør leve efter åndens lov, at I ikke gennemfører de begæringer, der hører kødet til. 
47 Caro enim frigus timet, aspernatur famen, attenuatur vigilijs, libidinibus exardescit, mollia quaeque et iucunda desyderat, Econtra spiritus ea quae carni contraria sunt, et quae illam debilitare queant experit, et ita fit, vt non ideo, quia sub seruitute legis esse cessastis, putetis esse vos liberos, sed sciatis magis naturae vos lege retineri, quia non statim si lex non imperat, et natura cessauit, ne voluntatem scilicet vestram opera subsequantur, sed frequenter ea facere compellamini, repugnante carne aduersus spiritum quae facere non vultis. (n47 Kødet frygter nemlig kulden, afviser sult, svækker vågenætterne, flammer op af vellyst, ønsker sig blødhed og behagelighed. Ånden derimod stræber efter det, der er kødet modsat, og prøver sig frem med det, der kan lamme kødet, og således går det til, at I ikke skal mene, at I er fri, fordi I har ophørt med at trælle under loven, men I skal vide, at I snarere holdes tilbage af naturens lov, fordi ikke straks, hvis loven ikke hersker og naturen ophører, for at ikke viljen, det vil sige, jeres gerninger følger efter, men I ofte anklages, for at gøre det, som I, idet kødet kæmper mod ånden, ikke vil gøre. (?)
48 Hic habes nostri arbitrij esse vt carni vel spiritui assentiamur, et quod anima spiritui se iungens, efficitur spiritalis, et carni coniuncta carnalis. Item habes duas voluntates in homine, vnam carnis, alteram spiritus, alteram sequentes puta spiritus sumus boni et spiritales, sequentes vero carnis voluntatem efficimur mali et carnales.  Her ser du, at det hører vores vilje til, at vi slutter os til enten kødet eller ånden, og at sjælen, når den slutter sig sammen med ånden, udøver åndelige gerninger, og når den slutter sig sammen med kødet, kødelige gerninger. Ligeledes ser du, at der er to viljer i mennesket, én kødets vilje, og én åndens vilje, følger vi den ene, nemlig åndens, er vi gode og åndelige, men følger vi kødets vilje udøver vi onde og kødelige gerninger. 
49 Non ergo recte concludit Mar. Caro concupiscit etc. quod concupiscere peccatum sit, et contra legem dei. Nec recte (321) accipit illam particulam, vt non quaecunque vultis illa faciatis, per quam significat apostolus, quod sint facienda solum ea, quae volumus secundum spiritus, et non ea quae volumus secundum carnem.  Det er ikke rigtigt, når Martin konkluderer fra ordet, at 'kødet begærer imod ånden osv', at det at begære er synd, og imod Guds lov. Han forstår heller ikke det ord ret, at I ikke kan gøre det, I vil. Herigennem betegner apostelen, at vi alene skal gøre det, som vi vil ifølge ånden, og ikke det, som vi vil ifølge kødet. 
50 Mar. vero accipit tanquam sensuit, quod voluntas carnis impedat animam, ne sequatur voluntatem spiritus, quod verum non est, vt ex dictis patet. vnde Au. ij. aduersus Iulianum post verba Grego. nazanzeni in apologetico.  Men Martin forstår det, som om meningen er, at kødets vilje forhindrer sjælen, så den ikke kan følge åndens vilje, hvilket ikke er sandt, som det fremgår af det sagte. Derfor siger Augustin i den anden bog imod Julian, efter Gregor af Nazians' ord i apologien: 
51 Iam ne discernis, iam ne perspicis, iam ne resipiscis, (n51) et in baptismate omnium fieri remissionem peccatorum, et cum baptisatis, quasi ciuile bellum interiorum remanere vitiorum.  'Mon ikke du allerede bestemmer, mon ikke du allerede ser klart, mon ikke du allerede kommer til fornuft og indser, at i dåben tilgives alle synder, skønt du er døbt, forbliver der som en borgerkrig imod de indre laster. 
52 Non enim talia sunt vitia quae iam peccata dicenda sunt, si ad illicita opera spiritum concupiscentia non trahat, et concipiat pariatque peccatum, nec tamen extra nos sunt, quibus vincendis cum in hoc certamine perficientur (n52a) laboramus instandum est nostra sunt passiones sunt, vitia sunt, frenanda cohibenda sananda sunt sed dum curantur infesta sunt, et si nobis ad melioria proficientibus magis magisque minuuntur, tamen dum hic viuitur, esse non definunt, discedente hinc anima pia peribunt, in resurgente corpore non redibunt. (n52 For lasterne er ikke af den art, at de endnu kan kaldes synder, hvis de ikke ved begæret drager ånden til forkerte gerninger, og undfanger og føder synd, ejheller er det udenfor os, hvormed de skal besejres, eftersom vi må være ivrige i vore bestræbelser på at forbedre os. De er vore, de er lidenskaber, de er laster, de skal tæmmes, de skal forhindres, de skal helbredes. Men mens der bliver taget vare på dem, er de fjendske. Og hvis vi forbedres mere og mere, mindskes de, dog, sålænge vi lever her, ophører de ikke med at eksistere, men når den fromme sjæl går bort, går de til grunde, og de genopstår ikke i det opstandne legeme'. 
53 Hic habes quo etiam si tardissimus es ingenio videas differentiam peccati et vitij, et quod motus carnis non faciunt in habente reatum, vel debitum, sicut M. putat de quo iterum Aug. vi. contra Iulianum. Neque enim nulla est iniquitas, cum in vno homine vel superiora inferioribus turpiter seruiunt, vel inferiora superioribus contumaciter reluctantur, etiam si vincere non sinantur.  Her har du det, hvor langsomt opfattende du end er, hvormed du kan se forskellen på synd og last, og kan se, at kødets bevægelser ikke gør noget til, at man får skyld eller gæld, sådan som Martin mener. Igen siger om det Augustin i den 6 bog imod Julian: 'Der er nemlig heller ikke tale om, at der ikke er overtrædelse, når i ét menneske, enten de højere dele dumt tjener de lavere, eller de lavere kun trodsigt og trevent følger de højere, heller ikke hvis de ikke ophører med at sejre. 
54 Hanc iniquitatem si homo ab homine altero forinsecus aduersante pateretur, quia in illo non esset sine illo vtique puniretur, quia vero in illo est, aut cum illo punietur, aut illo ab eius reatu liberato, sic in certamine aduersus spiritum perseuerat, vt hominem iam non reum, ad nulla post mortem tormenta transmittat, non alienet a regno dei, nulla damnatione facita detineri, neque vt ea penitus careamus aliena natura seiungatur a nobis, sed quia nostrae naturae languor est sanetur in nobis. (n54 Denne uretfærdighed, hvis et menneske ville lide den af et andet fjendtligt menneske i det ydre, fordi han i den ikke er uden den ville han straffes fuldstændigt, men fordi han er i den, eller straffes sammen med den, eller befries fra dens skyld, den vedvarer således i striden mod ånden, at den ikke overfører det endnu ikke skyldige menneske til nogen pine efter døden, ikke fremmedgør det fra Guds rige, ikke fastholder det i nogen afgjort fordømmelse; og der er heller ikke tale om, at vi tager vare på det som på en helt fremmed natur, eller om, at den adskilles fra os, men fordi vor natur er lunken, helbredes den i os'. 
55 Falsum est igitur in omni opere bono esse aliquid debiti, vel defectus a lege quamuis in operibus viatoris bonis sit aliqua imperfectio, quae non est peccatum, vt infra monstrabimus. (322)  Det er altså forkert, at der i ethver god gerning er nogen skyld eller afvigelse fra loven, skønt der i vandringsmandens gode gerninger er noget ufuldkomment, som ikke er synd, som vi ovenfor har påvist. 
56 Argumentatur Mar. non enim sine carne sumus, nec sine ea operamur, at qualis est caro talia operatur etc. (releip04#17).  Martin argumenterer: 'Vi er nemlig ikke uden synd, og vi handler ikke uden den, men således som kødet er, sådan handler det'. 
57 Respondeo. Si capiatur caro non pro toto homine, vt cum dicitur verbum caro factum est, et in Esaia. Videbit omnis caro salutare dei. Neque pro altera parte hominis puta pro corpore, sicut capitur in articulo fidei. Carnis resurrectionem, sed pro corruptione et inordinatis desyderijs, sicut cum dicitur. Caro et sanguis regnum dei possidere non possunt, neque corruptio in corruptelam, quo modo debet accipere. Mart. si seruiat suo proposito. Jeg svarer: Hvis kødet forstås ikke om hele mennesket, som når det hedder: 'Ordet blev kød', og hos Esaias: 'Alt kød skal se Guds frelse'; og hvis det heller ikke forstås om den anden del af mennesket, nemlig legemet, sådan som det forstås i trosartiklen: 'Kødets opstandelse', men forstås om fordærvet og de utilladte begæringer, sådan som når det hedder: 'Kød og blod kan ikke arve Guds rige', så skal Martin heller ikke forstå det som fordærv til fordærv, hvis han vil holde fast ved sin tese. 
58 Non in omni opere viatoris caro cooperatur, sed multa sunt opera in quibus liberum arbitrium spiritum sequitur, vt ex dictis Hiero. patet, dato etiam quod caro voluntati spiritus resisteret, dummodo mariori amore iustitiae carnis desyderium superetur, ipsum opus non inficitur, sed perficitur, vt de martyrio probatum est ex dictis Augu. Kødet samvirker ikke i enhver af vandringsmandens gerninger, men der er mange gerninger, hvori den frie vilje følger ånden, som det fremgår af Hieronymus' udsagn, også når det står fast, at kødet modstår åndens vilje, idet kødets begæring overvindes af en større kærlighed til retfærdigheden, men gerningen selv besmittes ikke, men gennemføres, som det er bevist om martyriet ud fra Augustins udsagn. 
59 Item ipsa concupiscentia quandoquam est in habitu tantum, et non in actu, et tunc non facit difficultatem in opere. Non enim oportet quod omnis potentia animae, vel omnes habitus naturalis aut acquisitus semper sit in actu, aut quod eadem subiecto semper simul operetur.  På samme måde gør selve vellysten, når den kun findes potentielt og ikke aktuelt, ikke vanskeligheder i gerningen. Det bør nemlig ikke være sådan, at al sjælens kraft, eller al naturlig eller tilegnet evne altid aktualiseres, eller sådan, at det, der er underkastet sjælen altid er i virksomhed samtidig. 
60 Instantia est de risibili et flebili in homine. Item de iraescibili et concupiscibili, et naturaliter habituatus vel passionatus praeter habitum suum operatur. Et vt ait August. lib. vi. contra Julia. cap. viij. fieri potest, vt insit qualitas mala, sed nulla tentatione commota, sicut inest timiditas homini timido, et quando non timet, (latom07#15 Latter og gråd er i mennesket i det nærværende øjeblik. Ligeledes vrede og begær, og naturligt handler mennesket ud fra sin evne og ud fra sine lidenskaber udover sin evne. Og som Augustin siger i den 6. bog imod Julian, kap 8: 'Det kan ske, at der er en ond egenskab i mennesket, skønt det ikke bevæges af nogen fristelse, sådan som der kan være frygtsomhed i et frygtsomt menneske, også når det ikke er bange',
61 ergo male concludit Marti. quomodo sine ea scilicet carne vel voluntate carnis operari potest, qui sine ea esse non potest? (releip04#18) In multis enim contingit quod dicit Apostolus. Et si in carne non tamen secundum carnem ambulamus, per quod ostenditur, similitudo non esse conueniens, quam inducit de instrumento rubigine corroso, quia passiones et affectus partis sensitiuae ratione regi possunt, et frenari vel ordinari, et tunc earum vsus erit bonus.  Altså er det en forkert slutning, Martin foretager, når han siger: 'Hvordan kan man handle uden det (nemlig kødet eller kødets vilje), når man ikke kan eksistere uden det?' For det, apostelen siger, afhænger nemlig af mange ting. Og hvis vi vandrer i kødet, men dog ikke efter kødet, så påvises det derigennem, at den sammenligning, han indfører, ikke er passende, den om det rustne instrument, fordi lidenskaberne og affekterne kan beherskes af den følsomme del af fornuften, og kan tæmmes og bringes i orden, og da vil brugen af dem være god. 
62 Virtutes enim hominis viatoris non sunt impassibilitates, vt Peripateticis placet, et approbat Aug. ix. de ciuita. dei ca. iiij, et v. vbi dicit. Non est nunc necesse copiose ac diligenter ostendere, quid de ipsis passionibus doceat scriptura diuina, qua Christiana (323) eruditio continetur, deo quippe illam ipsam mentem subijcimus regendam et iuuandam, mentique passiones ita moderandas atque frenandas, vt in vsum iustitiae conuertantur, denique in disciplina nostra non tam quaeritur vtrum pius animus irascitur, sed quare irascatur, nec vtrum sit tristis, sed vnde sit tristis, nec vtrum timeat, sed quid timeat, irasci enim peccanti vt corrigatur. Tristari pro afflicto vt liberetur. Timere periclitanti ne pereat, nescio vtrum quisquam sana consyderatione reprehendat.  For den menneskelige vandringsmands dyder er ikke uden lidenskaber, som peripatetikerne vil have det, og det beviser Augustin i sin 9. bog af 'de civitate dei', kap 4 og 5, hvor han siger: 'Det er ikke nu nødvendigt at give en fyldig og omhyggelig redegørelse for, hvad den guddommelige skrift, som indeholder den kristne lærdom, lærer om disse lidenskaber. Vi underkaster i hvert fald sindet selv under Gud, så han kan lede og hjælpe os, og således moderere og tæmme sindets lidenskaber, at de kan omvendes til brug for retfærdigheden. Og endelig spørges der i vor lære ikke så meget om det fromme sind bliver vredt, men hvorfor det bliver vredt, eller om det bliver trist til mode, men hvorfor det bliver trist tilmode, eller om det bliver bange, men hvad det bliver bange for. For at blive vred på én, der synder, for at retlede ham, at være trist til mode for én, der er nedslået, for at befri ham, at være bange for én, der er i fare, for at han ikke skal gå til grunde, det véd jeg ikke om nogen med en sund overvejelse vil bebrejde nogen. 
63 Sexto argu. Marti. ex parabole samaritani Lucae .x. qui semiuiuum hominem infuso vulneribus oleo et vino, alligauit quidam vulnera, sed nunquid mox sanauit etc. (releip04#19).  For det sjette argumenterer Martin ud fra lignelsen om samaritaneren i Luk 10,25-37, han, som efter at have udgydt olie og vin over sårene gav besked om det halvdøde menneske om hans sår, men mon han straks helbredte ham osv. 
64 Respondeo dum de dogmatibus agitur, probationes fieri debent ex apertis et certis scripturae testimonijs, non ex dubijs et obscuris, quae multiplicem recipiunt intelligentiam, quae licet aliquam faciant suationem, non faciunt tamen efficacem probationem, nisi ex fidei regulis et apertioribus locis firmentur, vt habet Augustin. lib. de doctrina Christi. iij.  Jeg svarer: Når det drejer sig om trossætningerne, så bør man bevise dem ud fra åbne og sikre skriftvidnesbyrd, ikke ud fra dunkle og uklare, som giver en mangfoldig forståelse, som nok kan give en vis overbevisning, men ikke kan give en effektiv bevisførelse, hvis ikke de bliver styrket af trosreglen og klare steder, sådan som Augustin siger i 'om de kristne doktriner', kap 3. 
65 Hinc dicit idem ad. Vincentium donatistam, in sacris litteris non esse efficax argumentum, nisi ex sensu litterali, et Hiero. lib. ij. commentariorum in Matthae tractans parabolam de fermento abscondito in farina, quam Mar. statim allegat cum posuisset .iij. sensus quorum .iij. parabolam explicat de mysterio trinitatis, addit pius quidem sensus, sed nunquam parabolae, et dubia aenigmatum intelligentia potest ad auctoritatem dogmatum proficere. (releip04#26 Herom siger han det samme til donatisten Vincentius: 'I de hellige skrifter er det ikke et effektivt argument, medmindre man holder sig til den ligefremme betydning'. Og Hieronymus behandler i sin anden bog af kommentarerne til Matthæus lignelsen om surdejen i melet, som Martin udlægger så snart han kan i tre betydninger, af hvilke den tredie forklarer lignelsen om den mystiske treenighed, men mon lignelsen og en tvivlsom gådefuld forståelse kan gavne dogmets autoritet. 
66 Cum igitur Mar. istum suum dogma non probet aperti scripturae testimonijs, nihil eum iuuant parabolae, tamen videamus ipsam parabolam, sit ecclesia stabulum, samaritanus vero Christus, semiuiuus peccator in originali vel mortali peccato, quaeramus tam quis sit stabularius.  Men skønt Martin ikke beviser sin læresætning med klare skriftvidnesbyrd, og hans lignelse ikke hjælper ham, vil vi dog se på denne lignelse: Lad kirken være herberget, samaritaneren Kristus, den halvdøde en synder i arvesynden eller i dødssynd, så spørger vi efter, hvem herbergsværten er. 
67 Respondet Ambro. vij. commentariorum super Lucam duos denarios accipit stabularius, quis ille, forsitan qui ait aestimo vt stercora vt Christum lucrifaciam quo curam haberet hominis vulnerati, stabularius itaque est ille qui dixit, misit me Christus euangelizare. Stabularij sunt illi quibus dicitur. Ite in orbem vniuersum et praedicate euangelium vniuerse creaturae, et (324) qui crediderit et baptisatus fuerit hic saluus erit. Saluus itaque a morte, alius a vulnere, quod infixum est a latronibus.  Her svarer Ambrosius i sin syvende kommentar over Lukas, at værten får to denarer, han, som måske er ham, som siger, jeg regnes for skarn, Kristus er mig en vinding, han får omsorg for det sårede menneske, og derfor er værten identisk med ham, som sagde: Kristus har sendt mig for at evangelisere. Værter er altså dem, til hvem det siges: 'Gå ud i alverden og prædik evangeliet for al skabningen'; og: 'Enhver, der tror og bliver døbt, skal blive frelst'. Den ene bliver derfor frelst fra døden, den anden fra såret, som blev påført ham af røverne.
68 Beatus illle stabularius, qui alterius vulnera curare potest. Beatus ille cui dicit dominus. Quodcunque supererogaueris reuertens reddam tibi. Bonus dispensator qui etiam supererogat, Bonus dispensator Paulus, cuius sermones et epistolae veluti ei rationi quam acceperat superfluunt.  Salig er den herbergsvært, som kan helbrede en andens sår. Salig er han, til hvem Herren siger: 'Hvadsomhelst du har gjort ud over det befalede, vil jeg give dig igen'. En god husholder er han, der også gør noget ud over det krævede. En god husholder var Paulus, hvis taler og breve lå ud over det, som han skulle aflægge regnskab for. 
69 Moderatum domini mandatum prope immoderato labore mentis et corporis executus, vt multos ad aegritudine graui spiritalis eloquij dispensatione releuaret. Bonus ergo stabularius stabuli eius in quo agnouit asinus praesaepe domini sui, et in quo greges clauduntur agnorum, ne frementibus ad caulas rapacibus lupis, facilis in ouilia sit incursus.  Han udførte Herrens bud, der kun kræver en mellemindsats, med en ganske umådeholden sinds- og legemsanstrengelse, så at han lettede vejen for mange til den alvorlige åndelige veltalenheds sygdomshusholdning. Altså, den er en god herbergsvært over sit herberg, i hvilken æselet kender sin herres krybbe, og i hvilken fårehjordene indesluttes, at ikke der ikke altfor let skal ske indbrud af prustende, røvende ulve i folden.
70 Hic vides in stabulo aliquos esse qui curent, alios nec omnes decumbere semiuiuos aut vulneratos. Habes etiam quod aliquis plus potest facere, quam praeceptum est, vt Paulus gratis ponens euangelium, cui ordinatione domini licebat sumptus accipere.  Her ser du, at der i herberget er nogen, som har omsorg for, og der er andre, men det er ikke alle, som lægger den halvdøde og sårede i seng. Du ser også, at nogle kan gøre mere end foreskrevet, sådan som Paulus forkynder evangeliet uden løn, selv om Herrens indvielse ellers gav ham lov til at tage mod betaling. 
71 Vnde manifestum est quod Marti. non recte infert ex tenore huius parabolae, quod omnia opera nostra partim sint aegra partim sana, si inferret de quibusdam, quod adhuc praeparantur ad plenam reconciliationem, ferendum esset.  Derfor er det tydeligt, at det ikke er med rette, at Martin draget den slutning af indholdet af denne lignelse, at alle vore gerninger dels er syge, dels sunde; hvis han havde indført det om nogle, at de endnu forberedte sig til den fulde forligelse, så ville det være til at bære. 
72 Et quod peccatores reconciliati sani dicantur, habes apud Abrosium dicentem. Nemo cibum accipit Christi, nisi fuerit ante sanatus, et illi qui vocantur ad caenam prius vocando sanantur, si claudus fuit, gradiendi facultatem vt veniret accepit, si lumine erat priuatus oculorum, domum vtique domini nisi refusa luce intrare non potuit, vbique ergo mysterij ordo seruatur, vt prius per remissionem peccatoribus vulneribus medicina tribuatur, postea alimonia mensae caelestis exuberet. haec ille.  Og at syndere, der er blevet forligt, kaldes sunde, har du hos Ambrosius, der siger: 'Ingen modtager Kristi måltid, hvis ikke han forud er blevet helbredt, og de, som kaldes til måltidet, helbredes, førend de kaldes, hvis han havde været lam, fik han en passende lejlighed til at komme, hvis han var berøvet øjnenes lys, kunne han ikke indtræde i Herrens hus, hvis han ikke helt udelukkede lyset, ergo overalt herskede denne mysteriets orden, at man først gennem syndernes forladelse lagde sine sår ind under lægen, og sidenhen nød det himmelske måltids næring. Såvidt Ambrosius. 
73 Item Hierony. iij. aduersus pelagianos nobis post baptismum dicitur ecce sanus factus es, iam nolo peccare ne quid deterius tibi contingat. (Joh 5,14) Et quod eadem sit ratio de paenitentia probatur ex Augustino in homilia de decem leprosis, qui inter eundem ad sacerdotes mundari sunt, vbi vult significare quod per paenitentiam a lepra mundetur peccator, ad idem (325) facit vocatio Matthaei, Zazei, Magdalenae, vbi dicitur non est opus valentibus medicus, (Mark 2,17) et hodie huic domui salus facta est, (Luk 19,9) et fides tua te saluam fecit, vade in pace. (Mark 5,34)  Ligeledes siger Hieronymys i bog 3 imod pelagianerne: 'Efter dåben siges der til os: Se nu er du blevet rask, synd ikke mere, at ikke noget værre skal hænde dig. Og at det var den samme begrundelse for bod, bevises ud fra Augustin i prædikenen om de ti spedalske, som mens de gik hen til præsterne, blev rensede, hvormed han vil betegne, at gennem boden bliver synderen renset fra spedalskheden. Det samme gør Matthæus', Zakæus' og Magdalenes kaldelse, hvor der siges, at 'de raske har ikke brug for læge', og 'i dag er der kommet frelse til dette hus', og din tro har frelst dig, gå bort med fred. 
74 Inducit etiam Marti. Matthaei. vij. vbi dominus loquens Apostolis. Si vos cum sitis mali nostis etc. Ex quo concludit, quod Apostoli erant plane mali, et vltra quod erant arbor mala. (releip04#20 Martin indfører også Matt 7,11, hvor Herren siger til apostlene: 'Hvis I, der er onde, forstår osv'. Herudfra konkluderer han, at apostlene simpelthen var onde, og senere, at de var det dårlige træ. 
75 Respondeo quod dominus loquitur in genere de quolibet homine. Nam praecedit, aut quis ex vobis homo, quem si petierit filius panem, nunquid lapidem porriget ei, vbi vult quod quantumuis malus homo tamen filios suos diligit, et petentibus bona concedit. vnde Cyprianus lib. iiij. epistola. ij. dicit. Comparat hic dominus carnalem patrem et dei patris aeternam largamque pietatem, quod si iste in terris nequam pater offensus grauiter a filio peccatore et malo, si tamen eundem postmodum viderit reformatum, et depositiis prioris vitae delictis etc.  Jeg svarer, at Herren taler i almindelighed om et hvilketsomhelst menneske. For forud siger han: 'Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, hvis han beder om brød', hvor han vil sige, at et hvilketsomhelst ondt menneske dog elsker sin søn og vil give ham det gode han beder om. Derfor siger Cyprian i 4. bog af epistlerne kap 2: 'Her sammenligner Herren en kødelig far og Gud faders evige fromme rundhåndethed, og siger, at hvis denne jordiske uduelige fader, som er stødt over sin syndige og onde søn, hvis han dog ser, at han ændres noget, og fortryder sit tidligere livs overtrædelser osv'. 
76 Item si particulariter intelligis de Apostolis, eo tempore adhuc carnales erant, et secundum aliquid mali saltem habitualiter, dato tamen quod de eis loquatur iam spiritualibus factis post acceptum spiritum sanctum in die Pentecostes, qui adhuc aliquid malitiae habent, puta peccata venialia ex fragilitate prouenientia, et vt supra dictum est secundum aliquid sunt adhuc carnales, venundari, captiui.  Og videre: Hvis du forstår det særskilt om apostlene, så var de på det tidspunkt kødelige, og i hvert fald efter deres vaner i nogen grad onde, og det er givet, at han taler til dem som til nogen, der først bliver gjort åndelige efter at have modtaget helligånden på pinsedagen, og de havde indtil da nogen ondskab, nemlig de daglige synder, som kom af deres skrøbelighed, og som før sagt var de i nogen grad på det tidspunkt kødelige, solgt som trælle, taget til fange. 
77 Non recte infert Mar. quod essent arbores malae. Nam arbor bona iuxta Au. in enchiridio ca. xv. est voluntas bona, et arbor mala voluntas mala. Fructus vero est opus ex voluntate procedens, et quod vtraque oritur ex natura bona, sicut ex bona terra arbor bona oritur et mala. Idem contra litteras Petiliani lib. iij. capitu: xliiij. et contra Iulianum lib.i. ca. iij. vbi ostendit voluntatem accipi pro operatione, non pro natura vel potentia.  Det er ikke ret af Martin at konkludere, at de var dårlige træer. For et godt træ er ifølge Augustin i katekismen, kap 15, en god vilje, og et dårligt træ en ond vilje. Men frugten er fremgået som en gerning af viljen, og den er, hvad der i begge tilfælde fremgår af den gode natur, sådan som et godt eller ondt træ frembringer noget af en god jord. Det samme siger ham i brevene mod Petilianerne 3. bog kap 44, og i 1 bog imod Julian kap 3, hvor han påviser, at viljen før gerningen kan forstås ikke som en natur, men som en mulighed. 
78 Ex dictis videt qui non est contentiosus, quod rationabiliter Marti. theologos reprehendat, tanquam eos qui reliquerint sensum et sermonem sacrarum litterarum, rem eo deducens, vt plane fateatur, se in scholastica theologia nihil didicisse aliud quod ignorantiam peccati, iustitiae, baptismi etc. qui si scholasticam theologiam vocet eam, quae in publicis scholis docetur et traditur, comprehendit et legem et prophetas et (326) euangelium, haec enim docentur in scholis.  Af det sagte kan den, der ikke er stridbar, se, hvorvidt det er fornuftigt, når Martin bebrejder teologerne som ikke forstår meningen og ordet i de hellige skrifter, ikke fremfører meningen i det, så at han ligeud tilstår, at han i den skolastiske teologi intet har lært, udover uvidenhed om synden, retfærdigheden, dåben osv., hvilket, hvis det, han kalder den skolastiske teologi, er det der læres og overleveres på universiteterne, indbefatter både loven og profeterne og evangelierne, dette læres nemlig på universiteterne, 
79 Si vero intelligat lib. sententiarum et doctores circa illos scribentes Alexandrum, Thomam, Albertum, Bonauenturam, non possum adduci vt credam Mar. esse ingenio tam obtuso, vt nihil eorum quae illi scripserunt intellexerit, quod si intellexit in sanctos et doctos veros est vehementer ingratus, et insignem eis facit iniuriam, ac iuuentuti quantum in se est affert magnum detrimentum, quam his verbis absterrere conatur, ne eos legat, sed illis omnibus contemptis sacras litteras amplectatur,  Men hvis han derved forstår sentens-bogen og de lærde, der skriver om den, Alexander, Thomas, Albert, Bonaventura, så kan jeg ikke sige, at jeg tror, at Martin er så dum i forstanden, at han ikke har forstået noget af, hvad de skriver, men hvis han har forstået dem, er han meget utaknemlig imod de hellige og lærde, og han gør dem grov uret, og ved den ungdommelighed, der er i ham, påfører han stor skade, når han med sine ord søger at forhindre, at nogen læser dem, men skønt han foragter alle disse, anerkender han dog den hellige skrift, 
80 quod si quis est eo ingenio vt sine istorum adminiculo possit eas inoffense legere, intelligere, et tractare, recte illi consulitur, sed regulariter plus vtilitatis, et minus periculi in tractandis sacris litteris habebit, qui scholasticos prius diligenter legerit, dum iuuentis est, et per aetatem licet, modo simul tempore bonam diei partem textui bibliae ediscendo impendat, contentus interim mediocri intelligentia. Haec est mea sententia, a qua non recedam, donec video rationes quibus moueor ab aliquo esse solutas.  men hvis nogen er af den mening, at han uden deres hjælp kan læse, forstå og behandle skriften uden at tage anstød, så måtte man med rette rådspørge ham, men det vil i almindelighed være mere nyttigt og mindre farligt, når man vil behandle de hellige skrifter, at man først omhyggeligt har læst skolastikerne, mens man er ung og har alderen til det, blot man samtidig tager sig tid til at lære dele af den bibelske tekst, tilfreds med en blot middelmådig forståelse af den. Dette er min opfattelse, som jeg ikke forlader, førend jeg ser, at der fremføres begrundelser for, at jeg skulle bevæge mig bort derfra. 
81 Septimo argu. Mar. ex parabola Matth. xiij. Simile est regnum caelorum fermento etc. (releip04#25). Hanc parabolam sic explicat Hiero. ij. commentariorum in Mattheum, diuersus est hominum stomachus, alij amaris, alij dulcibus, alij austerioribus, alij leuibus delectantur cibis.  For det syvende argumenter Martin ud fra lignelsen Matth 13,33: 'Himmeriges rige ligner en surdej osv'. Denne lignelse forklarer Hieronymus således i sin 2 bog af kommentarerne til Matthæus: 'Menneskene har forskellige maver, nogle elsker det beske, andre det blide, nogle det skarpe, andre det lette. 
82 Proponit itaque dominus, vt iam supra diximus diuersas parabolas, vt iuxta vulnerum varietates, et medicina diuersa sit. Mulier ista quae fermentum accepit, et abscondit illud in farinae satis tribus, donec fermentaretur totum, vel prædicatio mihi videtur apostolica, vel ecclesia quae de diuersis gentibus congregata est.  Her fremstiller derfor Herren, som vi allerede tidligere har sagt det, forskellige lignelser, at der svarende til de forskellige sår, også er forskellige former for medicin. Den kvinde, som modtog surdejen og kom den i tre mål hvedemel, indtil det var gennemsyret altsammen, synes mig enten at være den apostolske prædiken, eller kirken, som er sammensat af forskellige folkeslag. 
83 Haec tollit fermentum notitiam scilicet et intelligentiam scripturarum, et abscondit illud in farinae satis tribus, vt spiritus anima et corpus in vnum redacta non discrepent inter se, sed cum duobus et tribus conuenerint impetrent a patre quodcunque postulauerint, differitur locus iste et aliter.  Kirken tager surdejen, nemlig erkendelsen og forståelsen af skrifterne, og gemmer den i tre mål hvedemel, ligesom ånd, sjæl og legeme er sammensat til ét og ikke er uenige indbyrdes, men begge to og alle tre stemmer overens, og opnår hos faderen, hvadsomhelst de beder om, sådan adskiller dette sted og andre. 
84 Legimus in platone, et philosophorum dogma vulgatum est, tres esse in humana anima passiones, to logicon, quod nos possumus interpretari rationabile, to thymicon, quod dicimus plenum irae vel irascibile, to epithymicon, quod appellamus concupiscibile et putat ille (327) philosophus rationabile nostrum in cerebro, iram in felle, desyderium in iecore commorari.  Vi læser hos Platon, og det er en almindelig antagelse hos filosofferne, at der er tre lidenskaber i menneskesjælen, to logicon, hvormed vi kan udlægge det fornuftsmæssige, to thymicon,som vi kalder fuld af vrede eller det vredladne, to epithymicon,begærdelen, som vi kalder vellyst, og denne filosof mener, at vor fornuft findes i hjernen, vreden i brystet, begæret i leveren. 
85 Et nos ergo si accepimus fermentum euangelicum sanctarum scriptuarum de quo supra dictum est, tres humanae animae passiones in vnum redigentur, vt in ratione possideamus prudentiam in ira odium contra vitia, in desyderio cupiditatem virtutum, et hoc totum fiet per doctrinam euangelicam quam nobis mater ecclesia praestitit, dicam et tertiam quorumdam intelligentiam, vt curiosus lector e pluribus quod placuerit eligat.  Og vi, hvis vi modtager de hellige skrifters evangeliske surdej, som vi har talt om ovenfor, indordnes den menneskelige sjæls tre lidenskaber til ét, så vi i fornuften besidder klogskab, i vreden had mod lasterne, i begæret stræben efter dyd, og alt dette sker igennem den evangeliske lære, som vor moder kirken fremlægger, at jeg skal nævne også den tredie forståelse, så at den mere interesserede læser kan udvælge, hvad han vil, ud fra mange ting. 
86 Mulierem istam et ipsi ecclesiam interpretantur quae fidem hominis farine satis tribus commiscuerit credulitati patris et filij et spiritussancti. Cunque in vnum fuerit fermentata non nos ad triplicem deum sed ad vnius diuinitatis perducit notitiam. Farinae quoque sata tria dum non est in singulis diuersa natura ad vnitatem trahunt substantiae, pius quidem sensus etc.  Men de fortolker også selv denne kvinde som kirken, som tog menneskets tro og iblandede tre mål hvedemel, og det mener man er faderen, sønnen og helligånden. Og når det gæres sammen til ét, føres vi ikke frem til erkendelse af en tredobbelt Gud, men til erkendelse af én guddom. Og de tre mål hvedemel, eftersom de ikke hver for sig er af forskellig natur, drager de frem mod en énhed af substansen. Det er i hvert fald en from mening osv. 
87 Videre til latlu05
88
89
90

 

Noter:
 

n1: Citatet er taget fra 1. bog af 'contra duas epistolas pelagiorum', kapitelnumrene i firkantet parantes er taget fra Edinburgh-udgaven af de antipelagianske skrifter.

n22: Her slutter det meget lange Augustin-citat, der begyndte latlu03#67. Latomus har glemt det sædvanlige: Såvidt Augustin.

n47: Jeg går ud fra, at Hieronymus-citatet slutter her. Latomus begynder ofte sin belæring med 'Hic habes'.

n51: Hos Latomus står der 'respicis', hos Augustin (i Migne) 'resipiscis'.
 

n52: I Augustins 2 bog mod Julian, kap 3/7.
 

n52a: Hos Augustin (Migne) hedder det ikke 'perficientur', men proficienter'.
 

n54: Hos Augustin 6. bog imod Julian, kap 19/62.