Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem. Fra side 301 til side 313.
Citater fra Augustin, Hieronymus
og Gregor er markeret med farve, men jeg tilstår,
at jeg ofte gætter mig til citaternes begyndelse og slutning ud fra
Latomus' sprogbrug..
| 1 Idem dicit li. ij. contra Iulia. Item in li. de nuptijs et concupis. ad vale His praesuppositis venio ad ea, quibus Martinus con (rium (?) et alijs locis clusionem suam nitit, probare. Primo citat verbum Esa. xiiij. (n1) et facti sumus immundi omnes nos, et quasi pannus menstruatae vniversae iustitiae. (Es 64,6) (releip04#3) (latom02#22) | Det samme siger han i anden bog imod Julian. Ligeledes i bogen om ægteskab og begær til Valencius. Når nu det er forudsat, kommer jeg til det, hvormed Martin søger at bevise sine konklusioner (i resolutionen og andre steder). Først citerer han ordet fra Es 64,6: 'Og vi blev alle gjort urene og al vor retfærdighed blev som snavset tøj' (som en menstruationsklud). |
| 2 Verbum Esa. Hiero. explicat dictum ex persona iudaeorum (n^rque in babylonica captiuitate vel assyriorum existentium, vt hebraeis placet, vel quod magis, probat Hiero. romanorum post euersam hierusalem a Tito et Vespasiano, cui concordat Nicolaus de Lyra post Alexandrum de hales dicens hoc verbum accipiendum esse dictum, ex persona iudaici populi per orbem dispersi, qui amissa ciuitate et templo non habentes summum sacerdotem, nec sacrificia secundum legis moysi ritum, non putant se posse ad plenum mundari, (302) cum non possint iuxta legem offerre sacrificia pro peccato populi. | Esajas' ord, forklarer Hieronymus, er talt på de jøders vegne, der befandt sig i det babyloniske eller assyriske fangenskab, hvilket hebræerne holder på, eller måske snarere, beviser Hieronymus, i romernes (fangenskab) efter Jerusalems ødelæggelse af Titus og Vespasian. Det tilslutter Nicolaus af Lyra sig og efter ham Alexander Hales, idet han siger, at dette ord bør forstås som talt på det jødiske folks vegne, det, der jo blev spredt ud over hele verden, og da de havde mistet deres land og deres tempel ikke havde nogen ypperstepræst og ikke mente, at de fuldt og helt kunne rense sig gennem Moselovens riter, eftersom de ikke efter loven kunne frembære ofre for folkets synder. |
| 3 Mar. vero dicit, quod Esaias loquitur in persona sua, et totius fidelis populi. (releip04#4) Examinemus collatis antecedentibus et consequentibus, et inspecta ipsius lectionis circunstantia, an Mar. sensus stare possit. | Men Martin siger, at Esaias taler sojm ét med det troende folk. Lad os derfor se på, hvad der går forud og hvad der følger efter og ud fra tekstens sammenhæng se, om Martins mening holder vand. |
| 4 Proxime antecedit. Occurristi laetanti et facienti iustitiam in vijs tuis recordabuntur tui. Ecce tu iratus es et peccauimus, in ipsis fuimus semper et saluabimur et facti sumus vt immundi omnes nos, et quasi pannus menstruatae viuersae (n4) iustitiae nostrae, | Først det, der går forud, Es 64,5: 'Du kommer den i møde, der med glæde handler retfærdigt, og som husker dig på dine veje. Se, du blev vred, og vi syndede. Vi var altid i disse ting og blev frelst, og vi blev alle gjort urene, og al vor retfærdighed som en menstruationsklud, |
| 5 et cecidimus quasi folium viuersi, et iniquitates nostrae quasi ventus abstulerunt nos, non est qui inuocet nomen tuum, qui consurgat et teneat te. | og vi blev alle fældet som et blad, og vore overtrædelser rev os bort som vinden. Der er ingen, som påkalder dit navn, ingen vågnede op og holdt fast ved dig'. |
| 6 Si verbum quod in medio est accipias dictum ex persona vnius cuiusque hominis fidelis pro quocunque tempore, vt vult M. quis erit ille faciens iustitiam cui letanti deus occurrit Praeterea quomodo stabit quod sequitur, non est qui inuocet nomen tuum, et teneat te, an dicturi sumus in toto fideli populo a primo Abel iusto vsque ad vltimum electum neminem esse qui inuocet nomen domini, quod si voluerimus dicere refellit nos scripta Gene. iiij. dicens. Sed et seth natus est filius quem vocauit Enos iste cepit inuocare nomen domini. | Hvis ordet i midten skal forstås som talt som ét med et hvilketsomhelst troende menneske til en hvilkensomhelst tid, som Martin vil det, hvem vil så den være, som gør retfærdighed og som Gud kommer i møde fordi han glæder sig? Forøvrigt, hvordan vil det, der følger, kunne fastholdes, at der ikke er nogen, der påkalder dit navn og holder sig til dig, hvis det siges om os alle i hele det troende folk fra Abel i begyndelsen lige til den sidste udvalgte, at der ikke er nogen, der påkalder Herrens navn, for hvis vi ville sige det, ville Gen 4,26 gendrive os, hvor det hedder: 'Men også Set fik en søn, som han kaldte Enosh. Han begyndte at påkalde Herrens navn'. |
| 7 Aut vt Augu. legit. xv. de ciui. dei. ca. xviij. Iste sperauit inuocare nomen domini, quod alicuius sacramenti gratia de illo significanter dictum asserit | Eller som Augustin siger i den 15. bog af 'de civitate dei', kap 18: 'Han håbede på at påkalde Herrens navn, fordi han hævdede, at det ved en eller anden sakramentsnåde var sagt specielt til ham'. |
| 8 Nam et Abel sperauit inuocare nomen domini dei, cuius sacrificium scriptura tam acceptum deo fuisse commemorat. Et ipse Seth sperauit nomen domini dei inuocare, de quo dictum est suscitauit mihi deus semen aliud pro Abel. (Gen 4,25). | For også Abel håbede på at påkalde Gud Herrens navn, han, hvis offer skriften forstår blev ihukommet af Gud. Og Set selv håbede på at kunne påkalde Gud Herrens navn, for om ham blev det sagt: 'Måtte Gud oprette mig en anden sæd i stedet for Abel'. |
| 9 Et ipse Moyses dominum tenuit cum ei dicitur Exodi. xxxij. Cerno quod populus iste durae ceruicis sit, dimitte me vt irascatur furor meus contra eos, faciamque te in gentem magnam. Moyses autem orabat et ^c Et Aaron cum staret medius inter viuentes et mortuos numeri. xiv. tenuit dominum, de quibus in psalmo. Moyses et Aaron in sacerdotibus eius, et Samuel inter eos qui inuocant nomen eius. Ipsi inuocabant eum, et ipse exaudiebat eos etc. (Sl 99,6). | Og Moses selv holdt sig til Herren, da der blev sagt til ham (Ex 32,9). 'Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk, lad mig tilintetgøre dem i min vrede, men dig vil jeg gøre til et stort folk. Men Moses bad for dem, osv. Og Aron holdt sig til Gud, da han stod mellem de levende og de døde (4. Mos 14,?), om hvilket der står i salmen: 'Moses og Aron i deres præstedømme og Samuel var blandt dem, der påkaldte hans navn. De påkaldte hans navn og han hørte dem, osv'. |
| 10 Et quid est quod scribitur Iohelis, ij. Omnis qui inuocauerit nomen domini saluus erit, quod etiam Apostolus ad Roma. x. interpretatur de tempore noui testamenti. Si nemo est, aut fuit, (303) aut erit inuocans nomen domini, id enim sequitur iuxta Mar. intellectum, nisi velis textum rumpere lectionis, et vnum verbum violenter tractum tuo arbitrio interpretari, et ad tuum sensum scripturam trahere repugnantem, quod teste Hiero. ad Paulinum vitiosissimum est dicendi genus. | Og hvad er det nu, der står skrevet i Joel 3,5: 'Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses', hvilket også apostelen i Rom 10,13 fortolker om det nye testamentes tid. Hvis der ingen er, så hverken var der, eller vil der være nogen, som påkalder Herrens navn, det følger nemlig af Martins forståelse, medmindre du vil fordreje læsningen af teksten, og med vold drage det ene ord hen til at fortolkes efter dit forgodtbefindende, og drage skriften hen efter din mening, skønt den gør modstand mod det, hvilket ifølge Hieronymus' brev til Paulinus er den værste måde at tale på. |
| 11 Vides lector quod sit necessaria cum in omni scriptura, tum maxime sacra, illa regula, quae iubet antecedentia et consequentia cum circumstantia loci et personae considerare. | Du ser, kære læser, at det er nødvendigt i ethvert skrift, og da især i den hellige skrift, med denne regel, som befaler os at overveje det foregående og det følgende og tage hensyn til stedets og personens omstændigheder. |
| 12 Est igitur verbum allegatum accipiendum ex persona iudaeorum, vt dictum est, in captiuitate positorum, quod capituli finis ostendit tam clare, vt nequeas tergiuersari, vbi habes Ciuitas sancti tui facta est deserta sion deserta facta est hierusalem desolata domus sanctificationis nostrae, et gloriae nostrae vbi laudauerunt te patres nostri, facta est in exustionem ignis, et omnia desyderabilia nostra versa sunt in ruinas. | Og derfor må det omhandlede ord som sagt forstås ud fra jødernes situation i deres fangenskab, hvilket kapitlets slutning viser tilstrækkelig klart, så du ikke kan komme med nogen udflugt, når der står (Es 64,10): 'Dine helliges byer er lagt øde, Sion er blevet til en ørken, Jerusalem ødelagt, vort hellige og herlige hus, hvis vore fædre priste dig er gjort til brandtomt af ild, og alle vore ønsker er forvandlet til ruiner'. |
| 13 Ex his patet qualiter ad literam iudaei loquuntur in verbo allegato, et fatentur se immundos et suas iustitias immundas, non solum propter iustitiam legalem, quae post euangelium abrogata est, | Af dette fremgår det tydeligt, at jøderne bogstaveligt tiltales i det omtalte ord og indrømmer, at de er urene og deres retfærdighed er uren, ikke blot på grund af lovens retfærdighed, som er ophævet, efter at evangeliet er kommet. |
| 14 Nam iudaei in sua caecitate manentes nesciunt, neque fatentur legem Moysi esse abrogatam, sed putant eam adhuc currere, et sibi factam esse quo ad multa impossibilem, vt quo ad dies festos hierosolymis frequentandos hostiarum, holocausta mane semper et vespere, immolationem in vno tantum loco agni, terre septima aestate ferias, quinquagesimum remissionis annum, et similia teste Hiero. iij, commentariorum in epistolam ad Gala. | For jøderne, som forblev i deres blindhed, vidste ikke og ville ikke indrømme, at Moseloven er ophævet, men mener, at den fortsat er gældende og skabt til dem, hvilket på mange punkter er umuligt, forsåvidt som de på festdagene skal besøge fjendernes Jerusalem, altid ofre brændoffer morgen og aften, kun ét sted slagte offerlammet, lade landet hvile hvert syvende år, holde det 50. år som jubelår og den slags ifølge Hieronymus kap 3 i kommentaren til Galaterbrevet. |
| 15 Argumentatur autem Mar. quod non possit intelligi de legali iustitia, quia non confitetur deo in humilitate, non est accusatrix sui in principio, sed inflata excusat et iustificat quare solius gratiae etc. (releip04#5). | Men Martin kommer med det argument, at det ikke kan forstås om lovens retfærdighed, fordi den ikke bekender Gud i ydmyghed, ikke er sin egen anklager i begyndelsen, men opblæst undskylder og retfærdiggør sig selv, og at anklage sig selv kan man alene gøre i kraft af nåden osv. |
| 16 Hic Mar. supponit falsum, quod haec sit humilis confessio, imo est superborum et petentium liberationem temporalem atque eorum qui ca. praecedenti dicunt, quare errare nos fecisti domine de vijs tuis, indurasti cor nostrum ne timeremus te, et infra, facti sumus quasi in principio cum non dominareris nostri, neque inuocaretur nomen tuum super nos, et quibus ca. sequenti respondet dominus. | Her antager Martin forkert, at dette er en ydmyg bekendelse, nej, det er overmodiges bøn om timelig befrielse og det er deres bøn, som i det foregående kapitel siger: 'Herre, hvorfor leder du os vild fra dine veje, og forhærder vort hjerte, så vi ikke frygter dig?' (Es 63,17), og senere v19: 'Vi er blevet som dem, du aldrig har hersket over, og som dit navn aldrig er nævnet over'. Disse ting svarer Herren på i det følgende kapitel (65,2): |
| 17 Expandi manus meas tota die ad populum incredulum, qui graditur in via non bona post cogitationes (304) suas, populus qui ad iracundiam prouocat me ante faciem meam semper. Nam saepe superbi et humilis eadem vox est, vt Saul et Dauid peccaui, et tamen vnius peccatum remissum est, et non alterius, quia in vno humilitas, in altero superbia, vox eadem, sed cor diuersum erat. | 'Jeg rakte hele dagen mine hænder ud mod et genstridigt folk, som afveg mod en vej, der ikke var god, og fulgte deres egne indskydelser, et folk, som hele tiden krænker mig op i mit åbne ansigt'. For ofte siger den overmodige og den ydmyge det samme ord, som Saul og David sagde 'jeg har syndet', og dog blev den enes synd tilgivet, men ikke den andens, fordi i den ene var der ydmyghed, i den anden overmod; ordet var det samme, men hjertet forskelligt. |
| 18 Dato etiam quod indistincte loqueretur propheta numerando sanctos cum alijs, non recte concluderetur, vnumquemque simpliciter esse immundum, aut vniuscuisque iustitiam esse immundam. | Det er også givet, at profeten taler utydeligt, når han opregner de hellige sammen med andre, og det er ikke ret at konkludere, at enhver simpelthen er uren, eller at enhvers retfærdighed er uren. |
| 19 Primo quod sancti se peccatoribus connumerant, vt Daniel, licet ipse non esset sine peccato, orans pro populo ennumerat peccata populi, et grauia scelera qua ipse non commiserat, sed populus cuius erat pars. | For det første, fordi de hellige regner sig blandt syndere, som Daniel, der, selv om han selv ikke var uden synd, ved at bede for folket opregnede folkets synder og medtog alvorlige forbrydelser, som han ikke selv havde begået, men det folk, hvoraf han var en del. |
| 20 Tum ij. qua hmôi enunciationes vniuersales plerumque in scriptura non comprehendunt simpliciter omnes et singulos, sed maiorem partem aut principaliores, vt cum propheta dicit. Omnes auaritiae student a propheta vsque ad sacerdotem, (Jer 6,13) et tamen nec Hieremias nec Esaias nec Ezechiel auaritiae studebant | Dernæst for det andet, at mange generelle udsagn i skriften ikke forstås simpelthen som alle og enhver, men som den største del eller som de ledende, som når profeten siger: 'Alle stræber af gerrighed fra profeten til præsten', og dog stræbte hverken Jeremias eller Esajas eller Ezekiel af gerrighed. |
| 21 Et cum Pau. dicit. Omnes quod sua sunt quaerunt, non quod Iesu Christi, (Fil 2,21) verum dicit cum quod stat, quod neque Titus neque Timotheus neque Pe. et caeteri apost. qui sua sunt quaerant, sed quod Iesu Christi. | Og når Paulus siger: 'Alle søger sit eget, ikke hvad der er Jesu Kristi', så taler han sandt, når det står fast, at hverken Titus eller Timotheus eller Peter og de andre apostle, søger deres eget, men hvad der er Jesu Kristi. |
| 22 Ita similiter posset verum esse sumus immundi omnes nos, et omnes iustitiae nostrae quasi pannus menstruatae,eo quo maior pars hominum bona sua non bene operatur, aut benefacta succedentibus malis operibus contaminat, quamuis sancti et iusti mundi sint, de quibus dicit apost. et haec quidam fuistis, sed abluti estis sed sanctificati estis. (1 Kor 6,11) | Således kan det ligeledes være sandt, at vi alle er urene, og at al vor retfærdighed er som en menstruationsklud, på den måde, at den største del af menneskene ikke gør deres gode gerninger på en god måde, eller forurener deres gode gerninger ved, at der følger onde gerninger bagefter, selv om de hellige og retfærdige er rene; om dem siger jo apostelen: Og således var I, men I blev rensede og helliggjorte. |
| 23 Secundo argu. Mar. non dicit iustitiae nostra aut nos, sed omnes nos, et vniuersae iustitiae nostrae, ergo non potest trahi ad aliquos, sed ad omnes, et ad omnem eorum iustitiam. (releip04#6) | For det andet kommer Martin med det argument, at han ikke siger 'vor retfærdighed' eller 'vi', men 'al vor retfærdighed', altså kan det ikke forstås om nogle, det må forstås om alle og om hele deres retfærdighed. |
| 24 Potius argumentare non dicit omnes sed omnes nos, nec omnes iustitiae, sed iustitiae nostrae, et trahe dictum ad eos de quibus propheta loquitur. (latom02#98) Nam et si sine restrictione diceret, tamen verba contrahi deberent ad suam materiam. vnde Hiero. vi. commentariorum i Esa. tractans illud. Vt disperdat omnem terram (Es 13,5), dicit. Non quod totum orbem vastauerit, sed omnem terram Babylonis et Chaldeorum. | Man kunne snarere argumentere således: Han siger ikke 'alle', men 'vi alle', og ikke 'al retfærdighed', men 'vor retfærdighed' og drage det sagte hen på dem, som profeten taler om. For også, hvis han talte uden indskrænkning, burde ordene dog forstås ud fra det, de handler om. Derfor behandler også Hieronymus i sin sjette bog af kommentaren til Esajas dette: 'Han vil ødelægge hele jorden' og siger: 'Det er jo ikke fordi han vil lægge hele jorden øde, kun hele Babylons og kaldæernes land'. |
| 25 Idioma enim scripturae sanctae est vt omnem terram illius significet prouinciae, de qua sermo est, quod quidam non intelligentes ad omnem orbis euersionem traxerit. Similiter in proposito propheta de quodam populo (305) loquitur, et pro quodam tempore, sicut illud quod ait ca. i. Omne caput languidum, et omne cor maerens, a planta pedis vsque ad verticem capitis non est in eo sanitas, vulnus et liuor et plaga timens non est circumligata, nec curata medicamine, neque fota oleo. (Es 1,5ff) (latom02#100) | Det er nemlig den hellige skrifts billedsprog, at hele landet betegner den provins i landet, som talen er om, skønt nogen, der ikke forstår det, fortolker det som jordens hele ødelæggelse. På lignende måde taler profeten i det foreliggende skriftsted om et bestemt folk, og til en bestemt tid, ligesom det, han siger i kap 1: 'Hele hovedet er mat, og hele hjertet vemodigt, fra fodsål til isse er der ikke et sundt sted, han frygter sår og skramme og flænge, det er ikke presset ud, ikke plejet med salve, ikke lindret med olie'. |
| 26 Item illud principes tui infideles socij furum omnes diligunt munera et sequuntur retributiones, (Es 1,23) ad quendam locum, et quoddam tempus contrahi debet, alias non stabit quod sequitur. Restituam iudices tuos vt fuerunt prius, et consiliarios tuos sicut antiquitus. | Ligeledes bør dette: 'Dine stormænd er troløse, i ledtog med tyve, de elsker alle bestikkelse og jager efter gaver' fortolkes ud fra det pågældende sted og den pågældende tid, ellers kan det ikke være rigtigt, hvad der følger Es 1,26: 'Jeg vil oprette dommere over dig, så det bliver som før, og rådmænd, at det kan være som i gamle dage'. |
| 27 Quod, nisi ita scriptura tractetur, innumerabiles generabuntur errores et magna fiet confusio, neque scriptura scripturae concordari potest. | For hvis man ikke behandler skriften således, opstår der talløse fejl og der fremkommer en stor forvirring, og man kan ikke få skriften til at stemme overens med sig selv. |
| 28 Addit M. malo intelligendi vsu dicitur, quod iustitia legalis (terit) fuerit immunda ad iustitiam euangelicam comparata, quia lex vtqunque ceremonialis erat bona, et a deo instituta quare iustitia eiusdem non erat de se immunda aliquo modo. (releip04#8) | Martin tilføjer: 'Men også dette vil jeg hellere skal siges i den betydning, at lovens retfærdighed var uren i sammenligning med evangeliets retfærdighed, fordi loven i forhold til ceremonierne var god og indstiftet af Gud. Derfor var dens retfærdighed ikke i sig selv uren på nogen måde'. |
| 29 Et tamen ita loquitur Aposto. ij. ad Corin. ij. quod gloria veteris testamenti non est gloria comparata ad gloriam noui. Et Hiero. dicit. Nec mirum haec de hominibus dicere cum astra quoque dei iustitiae comparata non sint munda, et aduersum angelos suos peruersum quid excogitauerit. | Og dog siger apostelen i 2 Kor 3,7, at den gamle pagts herlighed ikke er herlighed sammenlignet med den ny pagts herlighed. Og Hieronymus siger: Det er ikke mærkeligt, at man kan sige dette om mennesker, eftersom selv stjerner, sammenlignet med Guds retfærdighed, ikke er rene, og hvad bagvendt kan han ikke udtænke imod hans engle. |
| 30 Similiter posset M. dicere malo vsu scripturae dici, quod nulla creatura est bona dei bonitati comparata, secundum quod scriptum est. Nemo bonus nisi solus deus, (Mark 10,18) et quia scriptum est, vidit cuncta quae fecerat et erant valde bona. (1 Mos 1,31). | På lignende måde ville Martin kunne sige, at han ville foretrække skriftens sprogbrug, at ingen skabning er god sammenlignet med Guds godhed. Derfor står der skrevet: 'Ingen er god, uden Gud alene'. Og derfor står der: 'Og han så alt, hvad han havde gjort, og det var såre godt'. |
| 31 Et quid dicimus ad id quod dicitur Ezechielis. xx. Dedi eis praecepta non bona, et iuditia in quibus non viuent, nisi iustitia cerimonialis quodammodo et aliquid comparata non bona dici possit. Nunquid Mar. Ezechielem in scriptura non habet. | Og hvad skal vi sige til det, der står skrevet i Ez 20,25: 'Jeg gav dem love, der ikke var gode, og bud, som de ikke kunne leve ud af', hvis ikke man kan sige, at ceremonialloven på én eller anden måde og sammenlignet med noget ikke var god. Men Martin har måske ikke Ezekiel i sin bibel. |
| 32 Secundo principaliter Mar. probat intentum suum ex verbo Sapientis ecclesiastes vij. Non est homo iustus in terra qui faciat bonum et non peccet. (releip04#10) (latom03#1) | I det andet hovedafsnit beviser Martin sin mening ud fra vismandens ord i Præd 7,20: 'Der er ikke noget menneske på jorden, som gør det gode og ikke synder'. |
| 33 Sententia sapientis habet sapientia confortabit sapientem super decem potestatem habentes, qui sunt in ciuitate, quia non est homo iustus in terra qui faciat bonum et non peccet, (Præd 7,20f) vbi Hiero. Propterea sapientia comfortat iustum, et omnium principum ciuitatis super eum excedit auxilium, quia quamuis aliquis iustus sit, tamen dum in hac carne est constitutus, subiectus est vitijs atque peccatis, et maiore praesidio indiget. Illud verbo, prouer, xxiiij. scriptum, Septies cadit iustus, et resurgit, (306) sic explicat Hiero. | Prædikerens ord lyder således. 'Visdom gør den vise stærkere end ti stormænd i en by, for der er ikke noget retfærdigt menneske på jorden, som gør godt og ikke synder'. Herom siger Hieronymus: Eftersom visdom gør den retfærdige stærk, og hjælpen fra den overgår alle ti stormænd i byen, derfor ligegyldigt hvor retfærdig et menneske er, så er han dog, mens han befinder sig i dette kød, underkastet laster og synder og trænger til stor hjælp. Dette forklarer Hieronymus således ved hjælp af ordet fra Ordsp 24,16: 'Syv gange falder den retfærdige, men han rejser sig op igen'. |
| 34 vel secundum alios Beda quomodo autem iustus appellatur, qui cadere id est peccare memoratur, nisi quia de leuibus cotidianisque loquitur peccatis, sine quibus nec iustorum quisquam in hac vita esse potuit, quia nimirum per ignorantiam, per obliuitionem, per cogitationem, per sermonem, per surreptionem, per necessitatem, per fragilitatem carnis, singulis diebus vel inuiti, vel volentes frequenter reatum incurrimus, et tamen resurgit iustus, | Men ifølge andre kalder Beda ham på en måde retfærdig, fordi man må huske, at at falde er at synde, medmindre man taler om de lettere, dagligdags synder, uden hvilke der ikke kan findes nogen retfærdig i dette liv, for det er sikkert, at vi ved uvidenhed, ved glemsomhed, ved tanker, ved ord, ved bedrag, ved nødvendighed, ved kødets skrøbelighed hver eneste dag, tilfældigt eller med vilje ofte pådrager os skyld, og dog rejser den retfærdige sig op igen, |
| 35 videlicet quia iustus est, nec iustitiae eius praeiudicat lapsus humanae fragilitatis, vnde bene quum de iusti casu loqueretur non addit in malum, quia et si malum est quod cadunt, ne tamen in malo in quod ceciderant herere possint, citius resurgendo procurant, hæc ille. | fordi han nemlig er retfærdig, og det er ikke sådan, at hans fald i kraft af menneskelig skrøbelighed på forhånd fordømmer hans retfærdighed. Derfor føjes det gode, der kan siges i den retfærdiges sag, ikke ind i det onde, der er der, fordi han falder, blot kan han ikke blive hængende i det onde, hvori han faldt; han må sørge for hurtigt at komme op igen. Såvidt Beda. |
| 36 Hic habes quod cadere idem est quod peccare, ex quo patet quod si iustus dum facit bonum, peccat in eodem opere, etiam ipse iustus tunc cadit. vnde euacuatur differentia quam inuenit M. inter iustum bene operantem, et cadentem, et non magis sequitur. Non est iustus qui facit bonum et non peccet, ergo vno et eodem opere facit bonum et peccat, quod sequitur. Non est homo qui viuat et non videat mortem, (Sl 88,49) ergo simul viuit et moritur, aut si quis diceret non est homo qui vigilet et non dormiat, si ex hoc velis inferre, quod simul vigilet et dormiat. (latom03#17) | Her ser du, at det at falde er det samme som at synde. Og heraf fremgår det, at hvis den retfærdige, mens han gør det gode, synder i denne selvsamme gerning, så er han også retfærdig, når han falder. Men derved forsvinder den forskel, som Martin har fundet mellem den retfærdige, der gør godt, og den retfærdige, der falder, og kan man så ikke snarere drage følgende slutning: 'Der er ingen retfærdig, som gør godt og ikke synder, ergo ved én og samme gerning gør han godt og synder, altså kan man drage følgende slutning: 'Der er intet menneske, som lever og ikke ser døden, ergo lever han og dør på én gang, eller hvis nogen ville sige, at der ikke er noget menneske, der våger og ikke sover, og man så ville slutte deraf, at han samtidig våger og sover. |
| 37 Similiter non est homo qui viuit et non comedit, ergo quandocunque viuit comedit, et cum argumentatur Mar. nisi voluisset sapiens innuere quod eodem actu facere bene et peccaret, sed solum quod aliquando faceret bene, aliquando vero peccaret, suffecisset dicere. Non est homo iustus in terra qui non peccet, et superfluum esset addere qui faciat bonum. (releip04#10) (latom03#12) | På lignende måde er der ikke et menneske, som lever og ikke spiser, ergo nårsomhelst han lever, spiser han. Og når Martin kommer med det argument, at hvis ikke prædikeren havde villet lægge vægt på, at han ved én og samme handling gør godt og synder, men blot ville have sagt, at han af og til gør godt, af og til synder, så havde det været nok at sige: 'Der er ingen retfærdig på jorden, som ikke synder'. Det ville have været overflødigt at tilføje: 'som gør godt'. |
| 38 Respondeo illam sententiam alibi idem sapiens ita expressit. Non est enim homo, qui non peccet tertij regum viij. (1 Kong 8,46) et. ij. paralipominon vi. (2 Krøn 6,36) Ne quis superstitiosae ad hanc coactam et absurdam traheret interpretationem, qua diceret in eodem opere hominem bene facere et peccare. | .... så svarer jeg, at denne mening udtrykker den vise et andet sted på samme måde således: 'For der er intet menneske, som ikke synder'. Hvilket overtroisk menneske kan dog drages hen til den tvungne og absurde fortolkning, at han vil sige, at mennesket gør godt og synder i den samme gerning. |
| 39 Et ne quis dicat hoc capitis nostri somnium audiat Hierony. iij. aduersus pelagianos, vbi Articus quem facit dogmatis ecclesiastici defensorem, sic loquitur. Exempli gratia vno tantum vtamur testimonio. Inueni Dauid filium Iesse virum secundum cor meum, qui faciat omnes (307) voluntates meas. (Apg 13,22) Dauid sanctum esse non dubium est, et tamen qui electus vt omnes dei voluntates faceret, aliqua fecisse reprehenditur, vtique possibile erat ei facere, qui ad hoc electus est, vt omnes dei voluntates faceret, nec deus in culpa est, qui praedixit eum cunctas suorum praeceptorum facere voluntates, | Og at ikke nogen skal sige, at dette er vort hoveds drømme, så lad ham høre Hieronymus i den tredie bog imod pelagianerne, hvor Articus, som han gør til kirkelærens forsvarer, taler således: 'Som eksempel skal vi kun bruge ét vidnesbyrd: 'Jeg har fundet David, Isajs søn, en mand efter mit hjerte, som holder alle mine lovbud'. At David var hellig, er der ingen tvivl om, og dog fik han bebrejdelser for at have gjort noget, han som var udvalgt til at følge alle Guds lovbud, i hvert fald var det muligt for ham at gøre det, han, som var udvalgt dertil, at han skulle gøre alle Guds lovbud, og det var heller ikke Guds skyld, skønt han forudsagde, at han ville være bundet til hans bud til at gøre hans lovbud, |
| 40 sed ille qui praedicta non fecit, neque enim dixit inuenisse se virum, qui cunctas imperpetuum suae iussionis faceret voluntates, (latom03#31) hoc et nos dicimus posse hominem non peccare, si velit pro tempore, pro loco, pro imbecillitate corporeae, quamdiu intentus est animus, quamdiu chorda nullo modo laxatur in cithara, quod si paululum se remiserit, quomodo qui aduerso flumine lembum trahit, si remiserit manus statim retrolabitur, et fluentibus aquis quo non vult ducitur, sic humana conditio si paululum se remiserit, discit fragilitatem suam, et multa se non posse cognoscit. | men han gjorde ikke, hvad der var forudsagt, for han sagde nemlig ikke, at han havde fundet sig en mand, som uafladeligt var bundet til hans befalinger og derfor overholdt hans lovbud, det siger også vi kan et menneske gøre uden at synde, hvis han vil under hensyntagen til tiden, stedet, den legemlige dumhed, sålænge sjælen er rettet imod det, sålænge strengen ikke slækkes i gitaren, for hvis han lader stå til en lille smule, ligesom den, der trækker en båd imod floden, hvis han lader stå til, men straks arbejder sin hånd tilbage, og ikke vil lade sig føre med af vandmasserne, således med de menneskelige betingelser, hvis han lader stå til en lille smule, lærer han sin skrøbelighed at ende, og erkender, hvor meget der er han ikke kan. |
| 41 Putas ne apostolum Paulum eo tempore quo scribebat lacernam siue penulam quam reliqui troade apud carpum veniens affer, ac libros et maxime membranas (2 Tim 4,13) de caelestibus cogitasse mysterijs, et non de his quae in vsu communis vitae vel corporis necessaria sunt, da mihi hominem qui non esuriat, non sitiat, neque algeat, non doleat, non febricitet, non torminibus et vrinae difficultatibus torqueatur, et ego tibi concedam posse hominem nihil nisi de virtutibus cogitare. (latom03#36) | Tror du, at apostelen Paulus har tænkt på de himmelske mysterier på den tid da han skrev: 'den rejsekappe eller regnkappe, som jeg efterlod i Troja hos Karpus, tag den med, til når jeg kommer, også bøgerne især dem på pergament', og ikke på de ting, som er nødvendige i det almindelige legemlige liv. Giv mig et menneske, som ikke kan sulte, tørste, fryse, have smerte, få feber, eller plages af kolik og vandladningsbesvær, og jeg vil indrømme dig, at der kan findes et menneske, der kun tænker på dyderne'. |
| 42 Hic habes quod hominem non esse sine peccato, apud sanctos sit eum non perpetuo carere peccato. Item quod is dicitur non esurire sitire algere, qui nunquam esurit sitit aut alget. | Her ser du, at mennesket ikke er uden synd, også selv om han hos de hellige ikke evig og altid skal kere sig om synden. Ligeledes ser du, at den kan siges ikke at sulte, tørste eller fryse, som aldrig har sultet, tørstet eller frosset. |
| 43 Sed quemadmodum Epicuri patroni alios philosophos dicunt non intelligere, quid Epicurus nomine voluptatis intelligat, ita Marti. defensores dicunt nos non capere, quid ille vocet peccatum. | Men ligesom Epikurs beskyttere sagde, at nogle andre filosoffer ikke forstod, hvad Epikur forstod ved lyst, således siger Martins forsvarere, at vi ikke forstår, hvad han kalder synd. |
| 44 Videamus igitur an possimus assequi quod loquitur, et quia dicit se loqui vsu scripturarum. Videamus in scriptura quid appelletur peccatum. (latom03#58) | Lad os derfor se, om vi kan forstå, hvad han siger, og da han siger, han taler på skriftens måde, lad os da se på, hvad der i skriften kaldes synd. |
| 45 In scripturis igitur peccatum quandoque significat peccati causam, quandoque peccati effectum, vel paenam. Nonnunquam oblationem pro peccato | Altså: I skriften betegner synd af og til syndens årsag, af og til syndens virkning eller straf. Ikke sjældent de ofre, der gives for synden. |
| 46 Aliquando vero ipsum peccatum quo deus offenditur, et anima rea constituitur, et paenae obnoxia, hoc est pro actu vel habitu, quo deus creaturae offenditur, et quo creatura deum (308) offendit et deo displicet. | Men af og til også synden selv, hvorved Gud krænkes, og sjælen gøres skyldig, og blive skyldig i straf, det vil sige, ordet 'synd' bruges om den handling eller tilbøjelighed, hvorved Gud krænkes over sin skabning, og hvorved skabningen krænker Gud og mishager Gud. |
| 47 Primo modo diabolus secundum Origenem et Amb. vocatur peccatum. Item concupiscentia remanens in baptisatis, vel motus eius iuxta Aug. dicitur peccatum, quod peccatum faciat in sibi consentientibus. (latom03#59) | I den første betydning kaldes djævelen ifølge Origenes og Ambrosius synd. Ligeledes siges den vellyst, der forbliver i de døbte eller dens bevægelser ifølge Augustin at være synd, hvilket bliver gjort til synd, når han samtykker i den. |
| 48 Secundo modo ipsa concupiscentia, ipsa mortalitas, quae sunt paenae contractae, et aliae paenae pro peccatis debitae vocantur peccata. | I den anden betydning kaldes selve vellysten, selve dødeligheden, som er den idømte straf, og andre straffe, som man er skyldig i på grund af synden, for synd. |
| 49 Tertio modo sacrificia et oblationes pro peccatis, imo ipse Christus dicitur peccatum | I den tredie betydning siges brændofrene og offergaverne at være synd, ja Kristus selv at være synd. |
| 50 Quarto modo maxime in vsu est nomen peccati in scripturis, et apud sanctos tractatores. | Den fjerde betydning er den, der mest bruges for ordet 'synd' i skriften og i de hellige, der behandler skriften. |
| 51 Cum igitur scritura dicit. Non est homo iustus in terra, qui faciat bonum et non peccet, (Præd 7,20) per quod M. intendit concludere in omni opere hominis iusti esse peccatum, non capitur ibi peccatum vt certum est pro oblatione, neque pro diabolo, neque pro paena peccatis debita, neque pro ipse habituali concupiscentia, quia ab illis non denominatur homo peccans nec dicitur ex eo quod peccat. | Når derfor skriften siger: 'Der er ingen retfærdig på jorden, som gør godt og ikke synder', hvorved Martin prøver at konkludere, at der i enhver gerning af en retfærdig er synd, så må man dèr ikke forstå synd som identisk med et offer, eller med djævelen, eller med en straf, man skylder for synden, eller med selve den vanemæssige vellyst, for det er ikke ud fra disse ting, at det menneske, der synder, bestemmes, og det er ikke ud fra det, at det kan siges, at han synder. |
| 52 Non enim quod pro peccato offertur peccat, neque qui patitur iustam pro suo paenam eo ipso peccat, neque is in quo est concupiscentia aut motus eius peccat, nisi adhibeat consensum in rem illicitam, vt Aug. placet in commentarijs in epistolam ad Gala. vbi dicit. Aliud est peccatum habere, aliud peccare. (n52) Et multis locis supra allegatis. | For han synder nemlig ikke i det, han ofrer for synden, og han synder ikke fordi han lider en retfærdig straf for sin synd, og heller ikke synder han, i hvem der er vellyst eller vellystbevægelser, med mindre han knytter sin tilslutning til den forkerte ting, som det behager Augustin at sige i sin kommentar til galaterbrevet, hvor han siger: 'Én ting er at have synd, noget andet er at synde'. Og mange andre steder, som vi har nævnt ovenfor. |
| 53 Et lib. de ciui. dei. i. ca. xxiiij. Quod si illa concupiscentialis inobedientia, quae adhuc in membris moribundis habitat, praeter nostrae voluntatis legem quasi lege sua mouetur, quanto magis absque culpa est in corpore non consentientis, si absque culpa est in corpore dormientis, et supra allegatum est ex lib. de perfectione iustitiae, de spiritu et littera contra duas epistolas pelagianorum. (latlu02#59; #75) | Og i første bog af 'de civitate dei', kap 24: 'For hvis denne vellystne ulydighed, som hidtil har boet i vore dødelige lemmer, bevæges så at sige af sin egen lov, uden vor viljes lov, hvor meget mere skal det da ikke være uden skyld, at den er i legemet, hvis man ikke giver den sin tilslutning, hvis den uden skyld er i den sovendes legeme'. Og ovenfor har vi henvist til bøgerne om retfærdighedens fuldendelse, om ånd og bogstav, til de to breve imod pelagianerne. |
| 54 Et exempli gratia accipiamus aliquod opus iustitiae, sine virtutis, vt diui Pau. collectam portantis in hierusalem dicat M. quae circunstantia rationis et prudentiae in hoc opere deficit? Vnde sit ibi malitia? An non obseruauit Pau. quis, quid qualiter, per quid, propter quid, vbi et quando, ergo hoc opus rationi consonat, cum sit virtus. (n54) | Lad os for eksemplets skyld prøve at forstå en retfærdig gerning, som ikke er særlig dydig, såsom den guddommelige Paulus' kollekt, som han tager med til Jerusalem. Lad Martin sige, hvilken forstandens og klogskabens omstændigheder der mangler i denne gerning. Hvordan kan der være ondskab i den? Mon ikke Paulus tager hensyn til hvem, hvad, hvordan, hvorfor, af hvad grund, overalt, altså stemmer denne gerning overens med fornuften, eftersom den er dydig. |
| 55 Nam virtus est habitus naturae modo rationi consentaneus, neque nos M. reijciat quod habitum nostri auerimus et circuntantias de quibus Aristo. in ethicis et praedicamentis, nisi simul reijciat et Augu: (309) quem ipse merito vocat praeclarissimum patrem. (releip04#47) | For dyden er naturens vane, blot med fornuftens tilslutning, og det kan Martin heller ikke forkaste, at vi stræber efter vores vane og omstændigheder, som Aristoteles har talt om det i etikken og prædikaterne, hvis da ikke Martin samtidig vil forkaste Augustin, som han selv med rette kalder den allerklareste kirkefader. |
| 56 Is enim eam virtutis diffinitionem a Philosophis positam approbat lib. iiij aduersis Iulianum capi. iij. dicens. Non enim absurde virtus diffinita est ab eis qui dixerunt. Virtus est animi habitus naturae modo atque rationi consentaneus, dicat M. in hoc opere quid sibi vendicet caro? | Han godkender nemlig den definition på dyd som er fremsat af filosofferne, idet han i den 4. bog imod Julian kap tre siger: 'Dyd defineres nemlig ikke absurd af dem, som siger: Dyd er sindets naturs vane, blot med fornuftens tilslutning'. Men lad Martin sige, hvad kødet består i i denne gerning. |
| 57 dicat in quo male secat illud suum instrumentum corrosum, necdum satis expolitum. Nonne hoc operabatur Pau. voluntarie, prompte, hilariter, an aliquid eum mouebat in hoc opere, praeter charitatem et iustitiae dilectionem? desinat itaque ponere maculam in gloria sanctorum? | Lad ham sige, hvor dårligt dette hans rustne instrument skærer, som endnu ikke er poleret godt nok. Mon ikke Paulus gjorde dette frit, spontant, muntert? Mon noget bevægede ham til denne gerning, udover kærligheden og kærlighed til retfærdighed? Skulle han derfor ikke lade være med at sætte pletter på helgenernes ære? |
| 58 Tertio Marti. inducit illud ad Roma. vij. Non quod volo bonum, hoc facio, sed quod nolo malum, hoc ago, et infra. Condelector enim legi dei secundum interiorem hominem, video aliam legem in membris meis. | For det tredie indfører han Rom 7,15: 'Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg', og 7,22: Jeg glæder mig nemlig over Guds lov ifølge mit indre mennesker, men jeg ser en anden lov i mine lemmer'. |
| 59 Dicit Au, vt supra citatum est (#43) quod qui vitium remanens in baptisatis a concupiscentiae actu, quae nobis inuitis mouetur et a consensu cogitati, facti, vel operis, secernit, subtiliter ista destinguit, econtrario in hac tota deductione Mar. obtuse ista confundit, sicut oculis legentium tenebras offundit, et nihilominus quasi victor exultat, non cessurus consilio non ecclesiae, non denique angelo de caelo. | Augustin siger, som ovenfor citeret, at der forbliver en last i de døbte fra begærets handling, som bevæger os mod vor vilje, men han skelner mellem den tænkte tilslutning, den gjorte tilslutning, eller gerningens tilslutning, og han skelner klart derimellem. Modsat tuder Martin i hele denne udvikling os ørerne fulde af hans sammenblanding, så han gyder mørke i de læsendes øjne, og ikke desto mindre jubler han som en sejrherre, |
| 60 Et ubi est quod alibi dicit se humiliter librum submittere pedibus leonis, inurens Louaniensibus et Coloniensibus theologis temeritatis notam, quod leonis iudicium sua doctrinali condemnatione anteuerterint. Sed his omissis rem tractemus. | Og hvad er der blevet af det, han andetsteds siger, at han ydmygt vil nedlægge sin bog for Leos fødder, den Leo, der pånødte det løvenske og kølnske teologer den dristige note, så de med deres læremæssige fordømmelse kom Leos dom i forkøbet. Men lad dette være, vi vil behandle sagen. |
| 61 Duobus modis a tractoribus catholocis explicatur ille locus Apostoli, cuius partem citat Mar. Vnomodo quod Apostolus loquatur in persona hominis sub lege positi, nondum per gratiam iustificati, qui per legem videt quod agendum, vel fugiendum, et per fragilitatem, et male consuetudinis molem victus cedit, et succumbit. | På to måder forklares dette sted hos apostelen af de katolske lærde, og Martin citerer en del deraf. På én måde forklares det, når man mener, at apostelen taler på et menneskes vegne, der er sat under loven, som endnu ikke er retfærdiggjort gennem nåden, et menneske, som gennem loven ser, hvad man skal gøre og hvad man skal undlade, og som viger og bukker under på grund af størrelsen af sin dårlige vane. |
| 62 Item Origenes sexto commentariorum ita et Augustinus, et id quidem diffuse ad Simplicianum libro primo, et in commentarijs ad Galatas, sequitur vulgarius quem sensum si sequimur, exclusa est Mar. gloriatio. (310) | Således forklarer Origenes stedet i sin sjette kommentar, og således også Augustin, skønt lidt udflydende i sin første bog til Simplicianus, og i kommentaren til galaterbrevet, og hvis vi følger denne udbredte mening, er Martins pral udelukket. |
| 66 Secundo modo explicatur vt Apostolus loquatur in sua et iustorum persona, quo modo Hiero. in dialogis aduersus pelagianos, et alibi. Et Grego. nazianzenus in apologetico et Chrysost. et ipse Aug. paene omnibus locis, vbi disputat aduersus pelagianos, qui sensus vt ipse dicit magis congruit sensui apostolico, consyderatis diligenter loci circunstantijs, in hoc sensu capiendo monstrandum est hunc locum nihil suffragari Marti. | I den anden betydning forklares det, at apostelen taler på sine egne vegne og på de retfærdiges vegne, sådan som Hieronymus hævder i sine dialoger imod pelagianerne og andre steder. Og Gregor af Nazianz i sin apologi, og Chrysostomus og selve Augustin næsten alle steder, hvor han disputerer imod pelagianerne. Og hans mening stemmer, som han selv siger, overens med den apostolske mening, når man omhyggeligt tager hensyn til omstændighederne. Forstås det på den måde, kan man vise, at dette sted ikke hjælper Martin. |
| 67 Augu. contra duas epistolas pelagianorum in hoc. ij. sensu explicat lib. i. ca. viij. et sequentibus dicens apostolum etiam Paulum inquit vel omnes apostolos dicunt, semper immoderata libidine fuisse pollutos. Quis hoc vel prophanus audeat dicere? Sed nimirum isti propterea sic calumniantur, quia contendunt de hoc quod dixit Apostolus. | Augustin forklarer det i denne anden betydning i 'contra duas epistolas' bog 1, kap 8 og de følgende kapitler, hvor han siger: 'De siger, at selv apostelen Paulus og de andre apostle altid var forurenet af en umådeholden vellyst. Hvilken selv nok så profan ville vel vove at sige det? Men uden tvivl spotter disse ham på den måde, fordi de hævder, at det apostlen siger: |
| 68 Scio quod non habitat in me, id est in carne mea bonum. Velle enim adiacet mihi, perficere autem bonum non inuenio, (Rom 7,18) et caetera talia, non eum dixisse de seipso, sed nescio cuius alterius qui illa pateretur induxisse personam, propter quod locus ipse in eius epistola diligenter consyderandus et scrutandus, ne in eis aliqua obscuritate dilitescat error istorum. | 'Jeg véd, at i mig, det vil sige, i mit kød, bor intet godt. For at ville ligger mig lige for, men at gennemføre det godt, formår jeg ikke', og andre af den slags steder, det har han ikke sagt om sig selv, men om jeg véd ikke hvilken anden person, som han indfører som én, der lider af dette. derfor må dette sted i dette brev omhyggeligt betragtes og overvejes det, at ikke deres fejl skal lokke nogen ind i deres dunkelhed. |
| 69 Quamuis ergo latius hinc Apostolus disputet, et magno diuturnoque conflictu gratiam defendens aduersus eos, qui gloriabantur in lege, tamen ad rem pertinentia pauca contigimus, vnde ait.Quia non iustificabitur ex lege omnis caro coram illo. Per legem enim cognitio peccati. | Skønt altså apostelen her disputerer bredt og med stor og vedvarende ildhu forsvarer nåden overfor dem, som praler af loven, kommer vi dog til nogle få ting, der har med sagen at gøre, hvor han siger: 'Derfor er der intet kød, der retfærdiggøres ved loven overfor Gud. Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd. |
| 70 Nunc autem sine lege iustitia dei manifesta est, restificata per legem et prophetas. Iustitia autem dei per fidem Iesu Christi in omnes qui credunt. Non est enim distinctio. Omnes enim peccauerunt, et egent gloria dei, iustificati gratis per gratiam ipsius, per redemptionem quae est in Christo Iesu. (Rom 3,20-23) | Men nu er uden lov åbenbaret retfærdigheden fra Gud, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle som tror. Der er nemlig ingen forskel. For alle har syndet og mangler Guds herlighed, og bliver retfærdiggjort af nåde ved nåden selv, gennem forløsningen i Kristus Jesus. |
| 71 Et iterum vbi est gloriatio tua, exclusa est. Per quam legem. Factorum? Non, sed per legem fidei. Arbitramur iustificari hominem per fidem sine operibus legis. (Rom 3,27f) Et iterum. Non enim per legem promissio Abraae aut semini eius facta est, vt esset haeres mundi, sed per iustitiam fidei. Si enim qui per legem haeredes sunt, exinanita est fides, et euacuata promissio. Lex enim iram operatur. Vbi non est lex, nec praeuaricatio. (311) (Rom 4,13-15) | Og atter: 'Hvad bliver der da af din ros? Den er udelukket. Ved hvilken lov. Ved gerningernes lov? Nej, men ved troens lov. Vi tror nemlig, at mennesket bliver retfærdiggjort ved tro uden lovgerninger'. Og atter: 'Det var nemlig ikke gennem loven, at forjættelsen kom til Abraham og hans sæd, at han skulle arve verden, men ved trosretfærdigheden. For hvis de var arvinger ved loven, er troen gjort til intet og forjættelsen sat ud af kraft. Loven virker nemlig vrede. Hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse'. |
| 72 Et alio loco. Lex enim subintrauit, vt abundaret delictum. Vbi autem abundauit delictum, superabundauit gratia. (Rom 5,20). | Og et andet sted: 'Loven kom nemlig til, for at overtrædelsen skulle blive større. Men når overtrædelsen blev større, blev nåden så meget mere overstrømmende rig'. |
| 73 Item alio loco. Peccatum enim vobis non dominabitur, non estis sub lege, sed sub gratia. (Rom 6,14) Item alio loco. An ignoratis fratres, scientibus enim legem loquor, quia lex dominatur homini in quantum tempus viuit Mulier enim sub viro vivo marito alligata est legi. Si autem mortuus fuerit vir eius, euacuata est a lege viri. (Rom 7,1.2.4-6) | Og igen et andet sted: 'Lad ikke synden herske over jer, I er ikke under lov, men under nåde'. Ligeledes et andet sted: 'Mon I er uvidende om, brødre, jeg taler nemlig til nogle, der kender loven, at loven hersker over en mand, sålænge han lever. For en kvinde, der lever under en mand er bundet til ham sålænge han lever. Men hvis hendes mand dør, er hun friet fra sin mands lov'. |
| 74 Et paulo post Ita fratres mei, et vos mortui estis legi per corpus Christi, vt sitis alterius qui ex mortuis resurrexit, vt fructificet deo. (n74) Cum enim essemus in carne passiones peccatorum, quae per legem sunt operabantur in membris nostis, vt fructum ferrent morti. Nunc vero euacuati sumus a lege mortis, in qua detinebamur, ita vt seruiamus in nouitate spiritus, et non in vestutate litterae. (Rom 7,1-6). | Og lidt efter: 'Således, mine brødre, er også I døde for loven ved Kristi legeme, så I kan tilhøre en anden, som er opstået fra de døde, at han kan bære frugt for Gud. For mens vi var i kødet, virkede syndige lidenskaber, som var gennem loven, i vore lemmer, så de bar frugt til døden. Men nu, er vi løst fra dødens lov, i hvilken vi holdtes fangne, således at vi tjener i åndens nye liv, ikke i bogstavens gamle'. |
| 75 His atque huiusmodi attestationibus doctor ille gentium satis euidenter ostendit, legem non potuisse auferre, sed potius auxisse peccatum, quod auferat gratia, quoniam lex iubere nouit, cui succumbit infirmitas, gratia iuuare, qua infunditur charitas. Ne quis enim propter haec testimonia, vituperet legem, et malam esse contendat. | Gennem disse og den slags bevidnelser viser denne hedningernes lærer tilstrækkelig tydeligt, at loven ikke har kunnet ophæve, men snarere øger synden, men at nåden fjerner den, eftersom loven véd at befale, og den befaling bukker svaghed under for, men nåden véd at hjælpe, hvorved kærligheden indgydes. Og for at ikke nogen på grund af dette vidnesbyrd skal dadle loven og påstå, den er ond, |
| 76 Vidit apostolus male intelligentibus quid posset occurrere, et eandem sibi ipse proposuit quaestionem. Quid ergo dicemus inquit: Lex peccatum est. Absit. Sed peccatum non cognoui nisi per legem: Hoc iam superius dixerat. Per legem enim cognitio peccati. Non ergo ablatio, sed cognitio. | så apostelen selv hvad der kunne ske for dem, der kun dårligt forstod den, og stillede sig selv det samme spørgsmål: 'Hvad skal vi da sige', sagde han, 'er loven synd? Langtfra. Men jeg havde ikke lært synden at kende uden gennem loven'. Det har han allerede sagt tidligere: 'Gennem loven kommer erkendelse af synd'. Altså ikke fjernelse, men erkendelse. |
| 77 Hic autem iam incipit, propter quod ista consyderanda suscepimus. Introducere personam suam, et tanquam de seipso loqui, vbi nolunt pelagiani ipsum Apostolum intelligi, sed quod in se alium transfigurauerit hominem sub lege adhuc positum, nondum per gratiam liberatum. | Men her begynder han på det, der fik os til at indlede denne overvejelse. Han indfører sin egen person og taler som om sig selv, hvilket pelagianerne ikke vil forstå om apostelen selv, men om det andet menneske, han overfører på sig selv, et menneske, der endnu ikke er anbragt under loven, og endnu ikke er befriet ved nåden. |
| 78 Vbi quidam iam debent concedere quod in lege nemo iustificatur, sicut alibi idem Apostolus, sed ad cognitionem peccati, et ad ipsius legis praeuaricationem valere legem vt cognitio auctoque peccato, per fidem gratia requiratur, non autem timent ista de Apostolo intelligi, quae posset et de praeteritis suis dicere, sed ea quae sequuntur timent. | Men her burde de i det mindste indrømme, at ved loven bliver ingen retfærdiggjort, sådan som apostelen siger andetsteds, den duer kun til erkendelse af synd og til overtrædelser af loven selv, så at når synden er erkendt og øger, kan man gennem troen anmode om nåden. Men de frygter ikke, at dette skal forstås om apostelen, for det kan han også sige om sin fortid, men de frygter det, der nu følger. |
| 79 Hic enim (Rom 7,7-13) concupiscentiam inquit nesciebam, nisi lex diceret. Non concupisces. Occasione autem accepta, peccatum per mandatum (312) operatum est in me omnem concupiscentiam. Sine lege enim peccatum mortuum est. Ego autem viuebam aliquando sine lege. Adueniente autem mandato, peccatum reuixit, ego autem mortuus sum. Et inuentum est mihi mandatum, quod in vitam, hoc esse in mortem. | Her siger han nemlig: 'Jeg ville ikke have kendt til begær, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære. Men synden tog anledning gennem budet og virkede i mig alt begær. For uden lov er synden død. Men jeg levede engang uden lov. Men så kom budet, og synden levede op, men jeg døde. Og budet, som er til liv, blev for mig fundet at være til død. |
| 80 Peccatum enim accepta occasione per mandata fefellit me, et per illud occidit. Itaque lex quidem sancta, et mandatum sanctum, et iustum, et bonum. Quod ergo bonum est mihi factum est mors? Absit. Sed peccatum vt appareat peccatum, per bonum mihi operatum est mortem, vt fiat super modum peccans peccatum per mandatum. | For synden tog anledning ved budet og bedrog mig og dræbte mig gennem det. Derfor er loven ganske vist god, og budet helligt, og retfærdigt og godt. Var det da noget godt, der blev mig til død? Langtfra. Men synden, for at den kunne vise sig som synd, virkede døden i mig, for at synden ved at bruge budet skulle vise sig at være syndig ud over alle grænser'. |
| 81 Haec omnia sicut dixi potest videri Apostolus de sua vita commemorasse praeteria, et illud quod ait. Ego autem viuebam aliquando sine lege, aetatem suam primam ab infantia ante rationales annos voluerit intelligi. Quod autem adiunxit. Adueniente autem mandato peccatum reuixit, ego autem mortuus sum, iam se praecepti capacem, sed non efficacem, et ideo priuaricatorem legis ostenderet, | Alt dette kan apostelen som sagt synes at have nævnt fra sit foregående liv, og når han siger: 'Jeg levede engang uden lov' kan det forstås om han første alder fra barndom før han kom ind i fornuftårene. Men det, han føjer til: 'Men da budet kom, levede synden op, men jeg døde', viser ham som én, der kan forstå budene, men ikke holde dem, og således er han overtræder. |
| 82 nec moueat quod ad Philippenses scripsit. Secundum iustitiam quae in lege est quod fuerit sine querela, (Fil 3,6) Potuit enim esse intus in affectionibus prius praeuaricator legis, et tamen conspicua opera legis implere, vel timore hominum, vel ipsius dei, sed paenae formidine non dilectione, nec delectatione iustitiae. | Og vi skal ikke lade os forstyrre af, at han skrev til filipperne: 'Jeg var uden lyde efter den retfærdighed, som er i loven'. For han kunne indvendig i de indre følelser være overtræder af loven, og dog opfylde lovens gerninger udadtil, af frygt for mennesker eller af frygt for Gud, men af frygt for straf, ikke af kærlighed eller trang til retfærdighed. |
| 83 Aliud est enim voluntate benefaciendi benefacere. Aliud autem ad malefaciendum sic voluntate inclinari, vt etiam faceret, si hoc posset impune permitti, Nam sic profecto in ipsa intus voluntate peccat, qui non voluntate, sed timore non peccat. In quibus interioribus suis talem se fuisse sciens Apostolus ante gratiam dei, quae per Iesum Christum dominum nostrum est, alibi hoc apertissime confitetur | For én ting er at gøre godt ud af en vilje til at gøre godt. Men noget andet er ud af en vilje til at gøre ondt at være således tilbøjelig til at gøre det, at man også ville gøre det, hvis det kunne tillades ustraffet. For således synder sandelig den ved selve den indre vilje, som ikke afholder sig fra at synder ud af sin vilje, men ud af frygt for straf. For apostelen vidste, at han havde været sådan i sit indre før Guds nåde, som han fik gennem Jesus Kristus, vor Herre, og han bekender det åbent andetsteds. |
| 84 stridens (n84) ad Ephesios. (Ef 2,1-5) Et vos inquit cum essetis mortui delictis et peccatis vestris, in quibus aliquando ambulastis secundum saeculi mundi huius, secundum principem potestatis aeris spiritus eius, qui nunc operatur in filijs diffidentiae, in quibus nos omnes aliquando conuersati sumus in desyderijs carnis nostrae, facientes voluntatem carnis et affectionum, et eramus naturaliter filij irae, sicut et caeteri. deus autem qui diues est in misericordia propter multam dilectionem (313) qua dilexit nos, et cum essemus mortui peccatis, conuiuificauit nos christo, cuius gratia sumus salui facti. | Fx skriver han til efeserne: 'Også jer, som var døde i jeres overtrædelser og synder, i hvilke I vandrede engang, idet i fulgte denne verdens æon, fulgte ham, der hersker over luftens rige, den ånd, som nu virker i vantroens børn, blandt hvilke vi alle engang var i vort kødelige begær, idet vi gjorde kødets og vore lysters vilje, og vi var af natur vredens børn, sådan som også de andre. Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, skønt vi var døde ved synden, gjort os levende med Kristus, ved hvis nåde vi er frelste. |
| 85 Rursus ad Titum. (Tit 3,3) Fuimus enim et nos iniusti aliquando, et increduli, errantes, seruientes desyderijs et voluptatibus varijs, in malicia et inuidia agentes, abominabiles, inuicem odio habentes. | Og til Titus: 'For også vi var engang uretfærdige, vantro, vildfarende, tjente forskellig ønsker og begæringer, handlende i ondskab og misundelse, forkastelige, med had til hinanden'. |
| 86 Talis saulus fuit, quando secundum iustitiam quae in lege est, sine querela fuisse se dicit. Nam quia non post hanc abominabilem vitam, vt esset sine querela in lege profecerat, moresque mutauerat, euidenter in his quae sequuntur ostendit, quando quidem mutatum se non dicit ab his malis, nisi per gratiam saluatoris. | Sådan var Saulus, da han var efter den retfærdighed, der var i loven, hvor han mente, at han var uden lyde. For at han ikke havde ændret skik efter dette foragtelige liv, så han havde forbedret sig i livet uden lyde i loven, det viser han klart i det, der følger, hvor han siger, at han ikke havde ændret sig bort fra disse onder, uden ved frelserens nåde. |
| 87 Adiungens enim hoc ipsum etiam hic, sicut ad Ephesios ait. (Tit 3,4-7) Cum autem benignitas et humanitas illuxit saluatoris nostri dei, non ex operibus iustitiae, quae nos fecimus sed secundum suam misericordiam saluos nos fecit, per lauacrum regenerationis et renouationis spiritussancti, quem ditissime effudit super nos per Iesum Christum saluatorem nostrum, vt iustificati gratia ipsius haeredes efficiamur secundum spem vitae aeternae. | For han tilføjer netop dette, her såvelsom til efeserne: 'Men da Guds, vor frelsers, godhed og menneskelighed blev åbenbaret, frelste han os, ikke ved retfærdighedsgerninger, som vi havde gjort, men ved sin barmhjertighed, ved genfødelsens bad og fornyelsens helligånd, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans nåde, skulle gøres til arvinger til evigt liv'. |
| 88 N.B.: Augustin-citatet fortsætter latlu04. | |
| 89 | |
| 90 |
Noter:
n1: Der mangler i manuskriptet et l for 50. Men
ligegyldigt hvor intenst jeg stirrer kan jeg ikke få øje på
det.
n4: Både her og i celle 5 står der i manuskriptet viuersae. Meningen er tydeligvis vniuersae.
n52: Epistolae ad Galatas Expositio, 48.
n54: Latomus anfører her syv omstændigheder, som ligefrem opremses, hvilket tyder på thomistisk indflydelse. Og han mener åbenbart, at Paulus har været thomist, eller altså: Han er så uhistorisk, at han tillægger Paulus denne opfattelse.
n74: Hos Augustin (Edinburgh-udgaven) står
der, som i Vulgata: fructificemus, for at vi kan bære frugt
for Gud. Men her hos Latomus står der altså 'fructificet'.
n84: Hos Augustin (Edinburgh-udgaven) står der mere rigtigt: 'scribens'.