Latomus mod Luther 2

taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.

Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latomum sacrae theologiae professorem.

Citater fra Augustin, Hieronymus, Ambrosius ogGregor er markeret med farve, men jeg tilstår, at jeg ofte gætter mig til citaternes begyndelse og slutning ud fra Latomus' sprogbrug..

Side 289 til 301. Tilbage til oversigten!

¹ AD AVDITORES Til tilhørerne!

² NON videtur necessarium articulorum reddere rationem, quos Theologiae facultas Louanienses, ex libris fratris Mar. Lutheri, paene ad verbum excerptos, doctrinaliter damnauit, nam indoctis et simplicibus sufficere debuit iudicium Reuerendissimi cardinalis derthusensis, cuius probitas et sapientia non modo libris praeclaris editis, sed et maximis rebus gestis, orbi nota est, docti vero per seipsos legentes, absurditatem eorum deprehendere potuerunt. Det synes ikke nødvendigt at aflægge regnskab for de artikler, som det løvenske teologiske fakultet dogmatisk har fordømt, taget næsten ordret fra broder Martin Luthers bøger, for de ulærde og enfoldige bør have nok i den ærværdige kardinal af derthusis' bedømmelse, hvis argumentationskraft og visdom ikke blot fremgår klart af de bøger, han har udgivet, men ikke mindst af de ting, han har gjort, som også er blevet bemærket i Rom. Men de lærde kan selv læse og selv finde ud af absurditeten i hans skrifter.

³ Tamen ne quod consilio factum est, imputetur penuriae rationis, vt non nulli calumniantur, decreui (deo fauente) his vacationibus eosdem pertractare, ostensurus pro modulo ingenii, ex sacrarum litterarum auctoritate, ex vera ratione, et veteribus Canonicis tractatoribus, quid veritatis aut falsitatis contineant, et quoad fieri poterit absque cuiusque in sectatione, prolatis libris auditorium iudicio relicturus, bene an male citet, recte an aliter probet sua dicta.

⁴ Vestrum erit audito rei optimi, in re tam pia et utili, primum mentes afferre putas ab affectibus, et a partium studio liberas, magisque pensare quod dicit que quis dicat, deinde honestum conatum nostrum, fusis ad deum precibus, et fauore, ac studio iuuare.

⁵ Nam si res pro voto nostro cesserit, et vos dignum iudicaueritis haec in libelli forman redigemus, sinautem non fuerit dignum abunde nobis sifficiet doctioribus occasionem dedisse, Valete.

⁶ Primum igit articulam, quam Martin ponit in declaratione conclusionis, xviij. Opus bonum optime factum est veniale peccatum, ac latius explicat in resolutione conclusionum Lipsiae disputatarum conclusione, ij, cum dicit. (WA II,410; releip04#1) In bono peccare hominem, et peccatum veniale non natura sua, sed dei misericordia solum esse tale, aut in puero post baptismum peccatum remanens negare, hoc est Paulum et Christum simul conculcare, vbi sicut ipse explicat intendit, Omne opus bonum esse peccatum, et quod in vno et eodem opere sit actum bonum et peccatum. (releip04#17) (290) Først vil jeg tage frem den artikel, som Martin anbringer i forklaringerne til tese 18, at en god gerning, gjort på allerbedste måde er en tilgivelig synd, og som han forklarer mere udførligt i sin resolution over de teser, der blev behandler i Leipzig, tese 2, hvor han siger: 'At nægte, at mennesket synder i de gode gerninger, han gør, og at den tilgivelige synd kun er tilgivelig, ikke i kraft af naturen, men alene i kraft af Guds barmhjertighed, eller at nægte, at der efter dåben forbliver synd tilbage i barnet, det er på én gang at foragte både Paulus og Kristus'; dèr vil han også forklare sig, idet han siger, at enhver god gerning er synd, og siger, at i én og samme gerning er der både god handling og synd.

⁷ Primo inducam quendam inconuenientia, quae sequi videntur ex illa propositione, Secundo, indicam auctoritates scripturae et sanctorum, quibus oppositum probari videtur. Tertio, tractabo rationes et auctoritates, quas allegat. For det første vil jeg indføre nogle ulogiske ting, som synes at følge af denne tese. For det andet vil jeg indføre nogle steder fra skriften og de hellige fædre, hvorved det modsatte synes at blive bevist. For det tredie vil jeg behandle de begrundelser og autoriteter, som han fremlægger.

⁸ Quo ad primum, Si omne opus nostrum est peccatum et malum, igitur et oratio, qua nobis oramus dimitti debita, peccatum est, et ipsa poenitentia qua admissa plangimus. Item ipse amor iustitiae et odium iniquitatis peccata sunt, et consequenter paenam et supplicium merentur apud deum, iuxta illud ad Roma. vi stipendia peccati mors. Hvad det første angår: Hvis al vor gerning er synd og ond, så er altså også bønnen, hvormed vi beder 'forlad os vor skyld', synd, ligesom det er synd, når vi i vor bod slår os for brystet og indrømmer vor skyld. Ligeledes er også kærligheden til retfærdigheden og hadet til uretfærdigheden synd, og de fortjener derfor pine og straf fra Gud, ifølge Rom 6,23: 'Syndens løn er døden'.

⁹ Quomodo igitur peccatum peccato tergitur aut deletur. Et vbi est iusticia si deus peccato placatur? Praeterea cum secundum ipsum, nullum peccatum sit ex natura sua veniale, sed quodlibet sit magnum, et ex se mortiferum, consequens erit, omne opus bonum hominis esse ex se mortale peccatum, quo quid potest dici absurdus? Hvordan kan da synd renses eller udslettes ved synd. Og hvad bliver der af retfærdigheden, hvis Gud beroliges ved synd? Forøvrigt, med hensyn til det andet, at ingen synd er tilgivelig efter sin natur, ligegyldig hvor stor og dødbringende den er i sig selv, her bliver det en konsekvens, at enhver menneskelig god gerning i sig selv er en dødssynd, og hvad kan man sige mere absurd?

¹⁰ Tertio Manichei Cataphrygae et Taciani propter hoc pulsi sunt de ecclesia, quae nuptias damnarent dicentes, Copulam carnalem esse peccatum, aut non posse fieri sine peccato, contra Apostolum i ad Corint. vij. Si nupserit virgo non peccat, et si nubat bene facit, si non nubat melius facit, vbi aduerte quod Apostolus in effecti argumentatur, bene facit ergo non peccat. (latom04#39). For det tredie: Manikæerne, katafrygierne og Tatianerne blev af den grund uddrevet af kirken, at de fordømte ægteskabet, idet de sagde, at den kødelige forening var synd, eller ikke kunne ske uden synd, imod hvad apostelen siger 1 Kor 7,28: 'Hvis jomfruen gifter sig, har hun ikke begået nogen synd', og 1 Kor 7,38: 'Hvis hun gifter sig, handler hun vel, hvis hun ikke gifter sig, handler hun bedre', hvor apostelen i virkeligheden åbent argumenterer med, at hun handler vel, derfor synder hun ikke.

¹¹ Quarto si in omni opere homo peccat, sequitur quemlibet hominem semper esse perplexum, quia quicquid egerit, non effugiet peccatum, quod videtur contra Apost. i.ad Corin. x. Fidelis deus qui non patietur vos tentari, super id quod potestis ferre, sed faciet cum tentatione etiam prouentum, vt possitis sustinere. For det fjerde: Hvis mennesket synder i al sin gerning, følger det, at et hvilketsomhelst menneske altid er forvirret, for hvad han end gør, han undflyer ikke synden, hvilket synes at være imod apostelen 1 Kor 10,13: 'Gud er trofast, han vil ikke tåle, at I fristes ud over, hvad I kan bære, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem'.

¹² Quinto quia M. istud dicit loquens de operibus sanctorum (vt Christum et virginem matrem excipiat (latom02#5)) sequi videtur, Ioannis baptistae vitam nil aliud fuisse quam peccatum, sequitur et Pauli sacros labores, praedicatonem et ministrationem in euangelio fuisse peccatum, quod tamen ipse Paulus non agnouit, alioquin non dicturus, Nihil mihi conscius sum, et gloria nostra haec est Testimonium conscientiae nostrae, quod in simplicitate cordis, et synceritate dei, et non in sapientia carnali, conuersati sumus in hoc mundo (2 Kor 1,12), et alibi Si volens facio mercedem habeo (1 Kor 9,17), quam mercedem paule, pro opere quod est peccatum. Item et alibi For det femte, når Martin siger dette, idet han taler om de helliges gerninger (skønt han undtager Kristus og jomfrumoderen), synes det at være en konsekvens, at Johannes Døberens liv ikke var andet end synd, og der følger også deraf, at Paulus' hellige anstrengelser, med at prædike og administrere evangeliet, var synd, hvilket dog Paulus selv ikke anerkender, ellers ville han ikke sige: 'Jeg er mig intet bevidst' (1 Kor 4,4) og: 'Vor ære er vor samvittigheds vidnesbyrd, at vi har vandret i verden i hjertets enfoldighed, i gudsfrygt og ikke i kødelig visdom'. Og et andet sted: 'Hvis jeg gør det, jeg vil, får jeg løn', hvilken ringe løn, hvis den er løn for en gerning, der er synd. Sådan også et andet sted:

¹³ Aut (291) numquid peccatum feci meipsum humilians, vt vos exaltemini? (2 Kor 11,7) Attende quod Paulus neget se in sua humilitatione peccasse, et alia inconuenientia consequenter inferri possunt, sed ista sufficiunt; 'Eller mon jeg har syndet, når jeg har ydmyget mig selv, men ophøjet jer?' Læg mærke til, at Paulus nægter, at han har syndet i sin ydmyghed. Også andre mærkværdigheder kan indskydes konsekvent ulogiske ting, men dette er nok.

¹⁴ Quo ad. ij. omisso ad praesens veteri testamento, inducam quaedam ex nouo quae sufficere videbuntur nostro proposito, nam omnia inducere nimis longum esset, et non necessarium, et si quaedam allegauero omissis efficatioribus testimoniis, quae videbantur potius assumenda, non me reprehendat auditor, qui nec omnia nec efficacissima me allegaturum dixerim, sed quae cogitanti et legenti sufficere visa sunt, potius illius diligentia nostram inopiam suppleat. Hvad det andet angår, udelader jeg for nærværende det gamle testamente. Og jeg indfører kun nogle steder fra det ny, som er nok til at vise vores opfattelse, for at inddrage alt, ville gøre det altfor langt, og ville ikke være nødvendigt, og hvis jeg fremfører nogle vidnesbyrd, men udelader andre mere virksomme vidnesbyrd, som synes snarere at skulle drages frem, så må læseren ikke bebrejde mig det, for jeg har aldrig sagt, at jeg ville henvise til hverken det hele eller det mest virksomme, men kun til det, som må synes nok for den tænksomme læser, som snarere til vore mangler skal føje sin egen finfølelse.

¹⁵ In primis occurrit quod Lucae. ij. dicitur. In terra pax hominibus bonae voluntatis. (Luk 2,14) Bona enim voluntas non est peccatum, sed dei donum, iuxta id quod dicit apostolus de deo loquens, qui operatur in vobis velle et perficere pro bona voluntate, ad Philip. ij. vnde Augustinus lib. de ciuitate dei, Interest qualis sit voluntas hominis quia si peruersa est, peruersos habebit hos motus, si autem recta est, non solum inculpabiles, verum etiam laudabiles erunt. Først fremtræder det, Lukas siger i kap 2: 'På jorden fred i mennesket af god vilje'. For en god vilje er ikke synd, men Guds gave, ifølge det, som apostelen siger om Gud i Fil 2,13, at han virker i jer at ville og at gennemføre det ved god vilje. Det skriver Augustin også i 'De civitate dei': 'Menneskets vilje er i det, sådan som den er, for hvis den er forvendt, så vil mennesket få forvendte bevægelser, men hvis den er retvendt, vil de ikke blot være uden brøde, men også rosværdige.

¹⁶ Idem Aug. xiiij. de ciui. ca. vi. Cuius propositum est amare, et non secundum hominem, sed secundum deum amare proximum, sicut etiam seipsum, procul dubio propter hunc amorem dicitur voluntatis bonae, quae vsitatius in scripturis sanctis charitas appellatur, Item Aug. xi. de trinita. ca. vi, Rectae sunt omnes voluntates sibimet religatae, si bona est illa, quo cuncta referuntur, si autem praua prauae sunt omnes. Ligeledes skriver Augustin i den 14. bog i 'De civitate dei' kap 6: 'Han, hvis hensigt det er at elske, og ikke blot på menneskelig, men på guddommelig måde elske sin næste, ligesom også sig selv, han kan uden tvivl på grund af denne kærlighed siges at have en god vilje, som almindeligvis i skriften kaldes kærlighed'. Ligeledes siger Augustin i den 9. bog af 'de trinitate' kap 6: 'Retvendte er alle viljer, der er føler sig bundet af noget, hvis det er noget godt, de regner sig knyttet til, men hvis det er noget fordrejet, er de alle fordrejede'.

¹⁷ Item Matth. v. Beati sunt pauperes spiritu, mites, lugentes, qui esuriunt et sitiunt iustitiam, misericordes, mundi corde, pacifici et patientes, qui non essent beati sed miseri, si paupertas, mititas, luctus, et caetera peccata essent. Ligeledes Matt 5,2-9: 'Salige er de fattige i ånden, de sagtmodige, de, som sørger, de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, de rene af hjerte, de, der stifter fred og de, der lider', for de ville ikke være salige, men elendige, hvis fattigdom, sagtmodighed, sorg og det andet var synd.

¹⁸ Loquor enim de actibus quibus si peccata sunt nec in spe nec in re beati sunt Nam teste Salo. prouerbi. xiiij. Miseros facit populos peccatum maxime tale ac tantum, quod ex se mortiferum est, nec rectae eis diceretur, gaudere et exultare, quia merces vestra copiola est in caelo. (Matt 5,12). Jeg taler nemlig om de handlinger, som, hvis de var synd, hverken ville være salige i håbet eller i virkeligheden. For ifølge Salomon i Ordspr 14,34: 'Synd gør folkeslag elendige', så sker det især på den måde og i samme grad, som den er dødbringende i sig selv, og så ville det ikke med rette kunne siges om dem, at 'de skal glæde og fryde sig, for deres løn skal være stor i himlen'.

¹⁹ Tertio Matth. vi. cum dominus dixisset. Nolite facere iustitiam vestram coram hominibus, ut videamini ab eis, deinceps (292) tradit modum, quo eleemosyna, ieiunium, et oratio sint deo placita, et remuneratione caelesti digna, cum videlicet per ea soli deo placere intendimus, aut proximo propter deum, quod dum fit sine peccato sunt, quamuis sic exerceri possint, ut in eis contingat peccatum, unde Aug. in lib. de perfectione iustitiae dicit: Ne istum nostrum cursum sine humanae gloriae metiremur, non est in expositione iustitiae ipsius executus, nisi tria ista ieiunium, eleemosynas, et orationes. Et tredie sted er Matt 6,1, hvor Herren siger: 'I skal ikke øve jeres retfærdighed for mennesker, for at blive set af dem', og derefter viser den måde, hvorpå almisse, faste og bøn kan være gudvelbehagelige og værdige til belønning i himlen, nemlig når vi alene sigter på, at de skal behage Gud eller næsten for Guds skyld, fordi da sker det uden synd, skønt det godt kan udføres sådan, at der er synd i disse gernnger. Derfor siger også Augustin i bogen 'de perfectione iustitiae': 'For at vi ikke skal udmåle dette vort levnesløb uden menneskelig ære, består fuldførelsen ikke i fremvisning af retfærdigheden selv, undtagen i disse tre, faste, almisse og bøn.

²⁰ Ieiunio scilicet uniuersam corporis castigationem significans, eleemosynis omnem beniuolentiam et beneficentiam vel dandi vel ignoscendi, et oratione insinuans omnes regulas sancti desyderij, vt quem in castigatione corporis frenatur concupiscentia, quae non frenari sed omino non esse debet, nec erit in illa perfectione iustitiae, vbi nulla erit omnino peccatum, et saepe in vsum rerum etiam concessarum atque licitarum exerit immoderationem suam. Faste betyder nemlig spægelse af hele kroppen, almisse betyder al god vilje og godgørenhed i at give og tilgive, og ved bønnen betegnes alle regler for det hellige ønske. Således tæmmes i kroppens spægelse begæret, som ikke blot bør tæmmes, men helt udslukkes, og ikke vil findes i den fuldkomne retfærdighed, hvor der overhovedet ikke vil være synd, selv om det ofte i den indrømmede og tilladte brug af tingene vil slå over i umådeholdenhed.

²¹ In ipsa vero beneficentia, qua iustus consulit proximo, quaedam fiunt quae obsunt, cum prodesse putata sint. Et aliquando per infirmitatem vel cum minus sufficitur necessitatibus aliorum, vel parum in eis proficit, quod benignitatis ac laboris impenditur, surrepit tedium quo suscetur charitas (n21) , in qua datorem diliget deus, Surrepit autem tanto magis quanto minus quisque, et tanto minus quanto magis profecerit. His atque huiusmodo consyderatis, merito in oratione dicimus, dimitte nobis debita nostra etc. Men i selve godgørenheden, hvorved den retfærdige hjælper næsten, sker der nogen ting, som er til hinder, skønt de regnes for at kunne gavne. Og på ét eller andet tidspunkt, i kraft af svaghed, eller når andres nødvendigheder er mindre tilstrækkelige, eller han har for lidt fremgang i de ting, som afhænger af velvilje og anstrengelse, så fjerner begæret det skjold, som kærligheden understøttes med, den kærlighed, hvormed Gud elsker giveren, og det fjernes des mere, jo mindre han er, og det gør det des mindre, jo mere han gør fremgang. Og ved den slags overvejelser siger vi med rette i bønnen: For lad os vor skyld osv.

²² Quarto Matth. vi. dicitur. Si oculus tuus fuerit simplex, totum corpus tuum lucidum erit, et additur in Luca. Nullam habens partem tenebratum, hic in operibus indifferentibus, quae possunt et bene et male fieri, ostendit saluator quod si intentio fuerit recta totum corpus, i. tota congeries operum inde sequentium erit lucida. For det fjerde siges det i Matt 6,22: 'Hvis dit øje er klart, er hele dit legeme lyst', og han tilføjer i Lukas 11,36: '.. og ikke har del i mørket'. Her påviser frelseren i de indifferente gerninger, som kan være både gode og onde, at hvis hensigten er retvendt, vil hele legemet i hele mængden af gerninger følgelig være lys.

²³ Hic habes opera nihil habentia tenebrarum, ergo nihil habentia peccati. Peccata enim tenebrae sunt aut tenebras habent iunctas, ad Ro. xiij. Abijcite opera tenebrarum, et alibi. Fuistis aliquando tenebrae, nunc autem lux in domino, (Ef 5,8) et alijs plerisque locis. Her har du nogle gerninger, som ikke har noget mørke i sig, altså ikke har synd. Synderne er nemlig mørke eller har mørke knyttet til sig, Rom 13,12: 'Afkast mørkets gerninger' og et andet sted: 'I var tidligere mørke, men er nu lys i Herren', og mange andre steder.

²⁴ Multa alia induci possunt, tam aperte quam parabolice a domino dicta, quae ad idem faciunt, sed omitto breuitatis gratia. Mange andre steder kunne fremføres, både ligefrem tale og lignelsestale af Herren, som taler om det samme, men jeg vil udelade dem for korthedens skyld.

²⁵ Quinto ad Ro. ij. dicit de domino qui reddit vnicuique secundum opera eius ijs quidem qui secundum patientiam boni operis gloriam (293) et honorem et incorruptionem quaerentibus vitam aeternam, ijs autem qui sunt ex contentione, et qui non acquiescunt veritati, credunt autem iniquitati, ira et indignatio, tribulatio, et angustia in omnem animam operantis malum, iudaei primum et graeci, gloria autem et honor et pax, omni operanti bonum iudaeo primum et graeco. For det femte siges det i Rom 2,6-10 om Herren, at han vil gengælde enhver efter hans gerninger, de, der i tålmodighed søger ære og hæder og uforgængelighed ved at gøre gode gerninger med evigt liv, men de, som søger deres eget og ikke holder sig til sandheden, men stoler på uretten, vrede og harme. Nød og angst rammer enhver som gør det onde, jøde først og så græker, men ære og hæder og fred enhver, der gør det gode, over jøde først og så over græker'.

²⁶        Hic attende, quod non dicit aposto. operi bono dari veniam, sed gloriam honorem et pacem. Satis est enim peccatis si dicantur ignoscenda, non etiam glorianda vt loquitur Au. in li. contra mendacium Non enim est acceptio personarum apud deum, et infra. Non enim auditores legis iusti sunt apud deum, sed factores legis iustificabuntur. (Rom 2,11.13)        Her skal du lægge mærke til, at apostelen ikke siger, at der til den gode gerning gives aflad, men hæder, ære og fred. Det er nemlig nok for synderne, hvis de siges at være tilgivne, man skal ikke også prale af dem, som Augustin siger i bogen 'mod løgnen'. 'Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud', og senere: 'Det er nemlig ikke lovens hørere, der er retfærdige hos Gud, men lovens gørere retfærdiggøres'.

²⁷ Cum enim qui legem non habent, naturaliter ea quae legis sunt faciunt, eiusmodi legem non habentes ipsi sibi sunt lex, qui ostendunt opus legis scriptum in cordibus suis, testimonium reddente illis conscientia ipsorum etc. (Rom 2,15) Et ca. iiij. agit apost. de fide qua iustificatus est Abraam, An dicamus eam fidem fuisse peccatum igitur peccato iustificatus est, et peccatum reputatum est illi ad iustitiam, et ibidem de poenitentia Dauid, qua factum est vt sibi homicidij et adulterij peccatum non imputarent, sed remmitterent, eam namque poenitentiam fidei tribuit apl's non legalibus ceremonijs, non potest dici quod fuerit peccatum, nisi quis dicat aliquem peccato beatum esse. 'Når nemlig de, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, skønt de ikke har loven, sig selv en lov, og de viser, at de har loven skrevet i deres hjerter, og deres samvittighed aflægger vidnesbyrd derom osv'. Og i Rom 4 taler apostelen om den tro, hvorved Abraham blev retfærdiggjort. Hvis vi kan sige, at den tro var synd, så blev han altså retfærdiggjort ved synd, og synden regnes ham til retfærdighed. Det samme kan man sige om Davids gøren bod, hvorved det skete, at hans drab og hor ikke tilregnedes ham, men blev tilgivet, for apostelen tillægger troen den bod, ikke lovens ceremonier, og så kan man altså ikke sige, at det var synd, medmindre man vil sige, at et menneske bliver salig ved synd.

²⁸ Item ca. x. Corde credit ad iustitia, ore autem confessio fit ad salutem. Num cordis credulitas, quod iusti sumus, aut ad iustitiam proxime disponimur peccatum est, culpa, vel offensa: Numquid martyris coram tyranno confessio: Et ca. xi. attende exemplum de bone oliuae ramis, alijs ob incredulitatem fractis, alijs fide insertis, quod procul dubio participes pinguedinis bonos non malos fructus ferunt. Ligeledes Rom 10,10: 'Med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse'. Mon hjertets tillid, hvorved vi bliver retfærdige, eller hvorved vi rådes af næsten til retfærdighed, er synd, brøde eller overtrædelse. Mon martyrens bekendelse overfor tyrannen var det. Og i kap 11: Læg mærke til eksemplet med den gode olivengren, nogle brækkes af på grund af vantro, andre podes ind på grund af tro, uden tvivl fordi de, da de har fået megen gødning, bærer god, ikke dårlig frugt.

²⁹ Et ca. xij. quod sanctiss. praeceptis refertum est sic incipit. Obsecro vos pro misericordiam dei, vt exhibeatis corpora vestra hostiam viuentem, sanctam, deo placentem, rationabile obsequium vestrum. An deo placere in peccatum, offensa, culpa, ea quod nisi remittant mortalia? Og Rom 12,1, hvor han henviser til de hellige bud og begynder sådan: 'Jeg formaner jer ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres legemer som et levende helligt, gudvelbehageligt offer, det er jeres åndelige gudsdyrkelse'. Mon Gud har behag i synd, overtrædelse, brøde, de ting, der, hvis ikke de tilgives, er dødssynder?

³⁰ Hic nota quod dicit Au. i. de ci. dei. Corporem sanctum vsu fieri sanctae voluntatis, quod stante quicquid in corpore, vel de corpore, sine peccato est patientis. Her skal man lægge mærke til, hvad Augustin siger i sin 1. bog af 'de civitate dei': 'Det hellige legeme bliver brugt af en hellig vilje, og når den forbliver i legemet, er den, der affinder sig med legemet, uden synd'.

³¹ Et ca. xiij. Nemini quicquid debeatis, nisi vt inuice diligatis. Qui proximum diligit legem impleuit. An dicturi sumus neminem aut esse, aut fuisse, qui dilectionis legem impleuerit. Og Rom 13,8: 'Vær ingen noget skyldige, uden det at I elsker hinanden. Den, der elsker sin næste, har opfyldt loven'. Mon vi ville siges ikke at være eller have været nogen, som har opfyldt kærlighedens lov.

³² An peccato lex implent aut non est verum quod dicit Augustin. (294) Qui praeceptum aliter quam debet facit non facit. Et cap xiiij. Non est regnum dei esca et potus, sed iustitia, et pax, et gaudium in spiritusancto. Qui enim in hoc seruit Christo, placet deo, et probatus est hominibus. Mon de opfylder loven ved synd, eller mon ikke det er sandt, hvad Augustin siger: 'Den, der holder budet anderledes, end man bør, holder det ikke'. Og i Rom 14,17f: 'Guds rige består ikke i mad og drikke, men i retfærdighed, fred og glæde i helligånden. For den, der tjener Kristus i dette, behager Gud, og bliver agtet af mennesker'.

³³ Hic habes quod homo ea prudentia viuens inter homines, vt non offendat fratres, placet deo, et probatus est hominibus. Non dubium qui huiusmodi fuerit ipse Paulus. Her ser du, at et menneske skal leve ud af den klogskab blandt mennesker, at han ikke støder brødrene, behager Gud og bliver agtet af mennesker. Der er ikke tvivl om, at Paulus selv var et sådant menneske.

³⁴ Item ca. xv. vbi petit sanctus apostolus pro se orare, vt liberetur ab infidelibus hominibus, atque vt obsequij eius oblatio fiat accepta sanctis. An sanus tibi videtur, qui dicit hoc Pauli obsequium fuisse peccatum? Ligeledes fra Rom 15,30, hvor den hellige apostel formaner dem til at bede for sig, at han kan blive befriet fra de vantro mennesker, og at hans gave til de hellige vil blive vel modtaget. Mon du ser ud som én, der er ved sine fulde fem, når du siger, at denne Paulus' gave er synd?

³⁵ Haec testimonia fusius citaui ex vna epistola ad Ro. Idem facturus ex alijs Pau. epistolis et aliorum Canoncis scriptis nisi viderem non esse necessarium, in re non dubia testibus vti non necessarijs. Disse vidnesbyrd har jeg citeret udførligt ud fra det ene brev til romerne. Det samme kunne gøres ud fra andre af Paulus' brevet og fra andre kanoniske skrifter, men jeg har ikke fundet det nødvendigt i en så utvivlsom sag at bruge unødvendige vidner.

³⁶ Allegaui tamen copiosius vt intelligant amici nostri nos etiam posse plura allegare testimonia, nisi iudicaremus, ea potius esse ponderanda quam numeranda. Propter eos autem quibus ista non sufficiunt potest allegari et illud. Men jeg har anført det lidt mere udførligt, for at vore venner skal forstå, at vi også kan anføre vidnesbyrd, selv om vi har ment, at vidnesbyrdene snarere skal vægtes end optælles. Men af hensyn til dem, for hvem der ikke er fremført nok, kan også følgende fremføres.

³⁷ Omnes nos manifestari oportet ante tribunal Christi, vt recipiat vnusquisque prout gessit in corpore, siue bonum siue malum (2 Kor 5,10) Item illud qui parce seminat, parce et metet, et qui seminat in benedictionibus, de benedictionibus et metet. (2 Kor 9.6). 'Vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen eftersom han har handlet i livet, enten godt eller ondt'. Ligeledet dette: 'Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår i velsignelse, skal også høste af velsignelse'.

³⁸ Item ad Ephe. ij. Vt simus initium aliquod creaturae eius creati in operibus bonis, vt in illis ambulemus. (n38) Item ad Gala. Fructus spiritus charitas, gaudium, pax, et aduersus huiusmodi non est lex, et infra. Noli te errare, deus non irridetur. Quae enim seminauerit homo, haec et metet, qui seminat in carne sua, de carne et metet corruptionem, qui autem seminat in spiritu, de spiritu et metet vitam aeternam, bonum autem facientes non deficiamus, tempore enim suo metemus non deficientes, ergo dum tempus habemus operemur bonum ad omnes, maxime autem ad domesticos fidei; Ligeledes Ef 2,10: 'At vi kan være hans skabnings begyndelse, skabte til gode gerninger, at vi kan vandre i dem'. Ligeledes Gal 65,22: 'Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, og imod den slags er loven ikke'. Og Gal 6,7-10: 'Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. For hvad et menneske sår, det skal han også høste, den, der sår i sit kød, skal af kødet høste fordærv, men den, der sår i ånden, skal af ånden høste evigt liv. Men når vi gør det gode, da lad os ikke blive trætte, vi skal til sin tid høste, når vi ikke bliver trætte. Altså, mens tid er, lad os gøre godt imod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.

³⁹ Item. i. ad Timothae. vlti. Diuitibus huius saeculi precipe, non sublime sapere, neque sperare in incerto diuitiarum, sed in deo viuo, qui praestat nobis omnia abunde ad fruendum, bene agere diuites fieri in operibus bonis, facile tribuere, communicare thesaurizare sibi fundamentum bonum in futurum, vt apprehendant (295) veram vitam. Og 1 Tim 6,17: 'Og dem, der er rige i denne verden, skal du byde, ikke at tænke for højt, ikke at sætte deres håb til den usikre rigdom, men til den levende Gud, som giver os alt i overflod at nyde. Du skal byde dem at gøre godt og blive rige på gode gerninger, at være gavmilde og dele med andre, at samle sig en skat grundlagt på det gode til fremtiden, så de kan opnå evigt liv'.

⁴⁰ Et ij. ad Timothaeum. iiij. Bonum certamen certaui cursum consummaui, fidem seruaui in reliquo reposita est mihi corona iustitiae, quam reddet mihi dominus in illa die iustis iudex, non solum autem mihi, sed et his qui diligunt aduentum eius. Og 2 Tim 4,7: 'Jeg har stridt den gode strid og fuldført løbet, bevaret troen. Nu venter mig retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag, dog ikke blot mig, men også de, som elsker hans komme'.

⁴¹ Et Iacobi. i. Nolite errare fratres mei dilectissimi. Omne datum optimum, et omne donum perfectum de sursum est descendens a patra luminum, apud quem non est transmutatio, nec vicissitudinis obumbratio, voluntarie enim genuit nos verbo veritatis, vt simus initium aliquod creaturae eius. (n41) Item qui perspexerit in lege perfectae libertatis, et permanserit in ea, non auditor obliuiosus factus, sed factor operis, hic beatus in facto suo erit. Og Jakob 1,16: 'Far ikke vild, mine elskede brødre. Enhver god gave og enhver fuldkommen gave kommer ned ovenfra fra lysets fader, hvis hvem der ikke er forandring eller skygge, der kommer og går; af sin vilje fødte han os ved sandhedens ord, at vi skal være førstegrøden af hans skabning'. Ligeledes Jak 1,25: 'Den, der skuer ind i frihedens fuldkomne lov og forbliver i den, han vil ikke blot være en glemsom hører, men en gerningens gører, og vil blive salig i det, han gør'.

⁴² Et ca. iij. Quae de sursum est sapientia, primum quidam pudica, est deinde pacifica, suadibilis, bonis consentiens, plena misericordia, et fructibus bonis, iudicans sine simulatione. Fructus autem iusticiae in pace seminatur facientibus pacem. Og Jak 3,17: 'Men visdommen fra oven er først og fremmest kysk, dernæst fredsstiftende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, og bedømmer uden partiskhed. Men retfærdighedens frugt sås i freden og gives til dem, der stifter fred'.

⁴³ Et Petrus paene per singula verba nostro proposito astipulatur, ex quo etiam pauca allego. Primae petri. i. Castificantes animas vestras in obedientia charitatis, in fraternitatis amore, simplici ex corde inuicem diligite attentius renati non ex semine corruptibili, sed incorruptibili, per verbum dei viui, qui manet inaeternum. Og Peter stemmer overens med vores opfattelse i næsten hvert eneste ord, og fra ham vil jeg også fremføre nogle få: 1 Pet 1,22: 'I skal rense jeres sjæle til lydighed mod kærligheden, til broderkærlighedens oprigtighed, idet I af et enfoldigt hjerte elsker hinanden inderligt, genfødt ikke af en forgængelig, men en uforgængelig sæd, gennem den levende Guds ord, som bliver evindeligt'.

⁴⁴ Et ca. sequenti. Infantes rationabiles sine dolo, et ad quem accendentes lapidem viuum, ab hominibus quidam reprobatum, a deo autem electum, et honorificatum, et ipsi tanquam lapides viui superedificamini domos spirituales in sacerdotium sanctum, offerentes spirituales hostias acceptabiles deo, per Iesum Christum Og i 1 Pet 2,2: 'Som nyfødte fornuftige børn uden svig, .. og kommende til den levende sten, af mennesker forkastet, men af Gud udvalgt og æret, og lad jer selv som levende sten opbygge til et åndeligt hus, til et hellige præsteskab, idet I ofrer jeres åndelige ofre, som gennem Jesus Kristus er kærkomne for Gud'.

⁴⁵ et infra. Conuersationem vestram inter gentes habentes bonam, vt in eo detractant de vobis qua si de malefactoribus, ex bonis operibus vos consyderantes glorificent deum in die visitationis. Og 1 Pet 2,12: 'Lev jeres liv blandt hedninger på en sådan god måde, at de kan prise Gud for det, de bebrejder jer, som var I forbrydere, når de ser jeres gode gerninger, på hjemsøgelsens dag'.

⁴⁶ Superfluum est ex eo plura citare, quia ipse lectionis textus paene nil aliud sonat, maxime toto illo ca. et duobus sequentibus. Det er overflødigt at citere flere steder fra ham, for ved selve læsningen af teksten lyder det næsten ikke af andet, især i hele dette kapitel og de to følgende.

⁴⁷ Item in altera eiusdem epistola ca. i. post pulchram virtutum catenam, infert, quapropter fratres magis satagite, vt per bona opera certam vestram vocationem et electionem faciatis, haec enim facientes non peccabitis aliquando. Ligeledes slutter han i 2 Pet 1,10 efter en smuk ordkæde om dyden: 'Derfor, brødre, skal I arbejde med endnu større iver på gennem gode gerninger at bestyrke jeres kaldelse og gøre jeres udvælgelse fast; når I nemlig gør det, vil I ikke synde'.

⁴⁸ Item potest induci ex Canonica Io. ex ipsissimet locis, quibus aduersarius sua dicta firmare nititur, apparet satis aperte (296) propositum vt ibi, Si in luce ambulemus, sicut et ipse in luce est, societatem habemus ad inuicem, et sanguis Iesu Christi eius emundat nos ab omni peccato. Si dixerimus quoniam peccatum non habemus, ipsi nos seducimus, et veritas in nobis non est; Si confiteamur peccata nostra fidelis est et iustus, vt remittat nobis peccata nostra, et emundet nos ab omni iniquitate. (1 Joh 1,7-9). (releip04#46; #72) Ligeledes kan fremføres fra Johannes' breve de selvsamme steder, med hvilke Martin i modsat retning stræber efter at understøtte sine udsagn, og det vil vise sig at være et tilstrækkeligt klart udsagn, som hvor han siger: 'Hvis vi vandrer i lyset, sådan som han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden og Jesu Kristi blod renser os fra al synd. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os; hvis vi bekender vor synd, er han trofast og retfærdig og tilgiver os vor synd og renser os fra al uretfærdighed'.

⁴⁹         Sexto diuus Aug. aduersus Iulianum lib. iiij. ca. xiij. copiose differit omnia opera infidelium esse peccata, atque non veras eos habuisse virtutes. Idem agit, v. de ciui. dei quod an ipse euincat, tractabo infra in suo proprio articulo.      For det sjette: Den guddommelige Augustin forklarer omhyggeligt i sin fjerde bog imod Julian, kap 13, at alle de vantros gerninger er synd. Det samme behandler han i den 5. bog af 'de civitate dei', og om det i sig selv overbeviser, vil jeg behandle i en særlig artikel senere.

⁵⁰ Nihilominus satis apparet mentem Aug. illic esse quod fidelium iustorum opera non sunt peccata, ac fideles ea fide quae per dilectionem operatur veras habere virtutes, quamuis forsan non omnes aut non summas, et quae amplius crescere non possint. et v. de c. ca. xiiij. loquens de martyribus qui vt inquit sceuolas, curcios, decios, non sibi inferendo paenas sed illatas ferendo, et virtute vera, quoniam vera pietate, et innumerabili multitudine superauerunt. Ikke desto mindre viser det tilstrækkelig tydeligt, at Augustins her mener, at de retfærdige troendes gerninger ikke er synd, og at de troende i kraft af den tro, som virker gennem kærligheden, har sande dyder, skønt måske ikke alle gerningerne er dyder og ikke alle er de højeste dyder, og nogle er af den art, at de ikke kan øges yderligere. Og i 5. bog af 'de civitate dei' kap 14 taler han om martyrerne, der, som han siger, ikke selv påfører sig forskellig tortur som straf, men bliver udsat for det, og gennem en sand dyd og en sand fromhed overvinder talløse mængder (?).

⁵¹       Sed quid laboro ex Aug. coniecturis colligere, non omne opus hominis esse peccatum, cum id asserat multis locis tam patenter, vt nullus remaneat calumniandi locus, vnde in li. de perfectione iustitiae circa finem sic dicit. Quisquis fuisse vel esse in hac vita aliquam hominem, vel aliquos homines putat, excepto vno mediatore dei et hominum, quibus necessaria non fuerit remisso peccatorum, contrarius est diuinae scripturae, ut apostolus ait.         Men hvorfor anstrenger jeg mig for at samle citater fra Augustin om, at ikke al menneskets gerning er synd, eftersom han forsikrer det mange steder så klart, at der ikke er noget sted tilbage, hvor man kan finde spidsfindigheder frem, såsom når han i bogen om retfærdighedens fuldkommenhed henimod slutningen siger således: 'Enhver, der mener, at der er eller har været noget menneske i dette liv, eller er eller har været nogle mennesker, bortset fra den ene mediator mellem Gud og menneske, for hvem det ikke er nødvendigt med syndernes forladelse, han er imod den guddommelige skrift, som apostelen siger:

⁵² Per vnum hominem peccatum intrauit in mundum, et per peccatum mors, et ita in omnes homines pertransijt, in quo omnes peccauerunt, (Rom 5,12) et necesse est vt impia contentione asserat esse posse homines, qui sine mediatore Christo liberante atque saluante, sint liberi saluique a peccato, cum ille dixit. Non est opus sanis medicus sed male habentibis, Non veni vocare iustos sed peccatores. (Mark 2,17) Gennem ét menneske kom synden ind i verden og gennem synden døden, og således trængte den igennem til alle mennesker, eftersom de alle syndede, og det må nødvendigvis være en ufrom tale, at der kan være mennesker, som kan blive befriet og frelst uden mediatoren Kristus befrier og frelser dem, som han har sagt: De raske har ikke brug for læge, men de syge, jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere'.

⁵³ Quisquis autem dicit post receptam remissionem peccatorum, ita quemque hominem iuste vixisse in hac carne, vel viuere, vt nullum habeat omnino peccatum, contradicit apostolo Ioanni qui ait. Si dixerimus quia peccatum non habemus nosipsos seducimus, et veritas in nobis non est. (1 Joh 1,8) Non enim ait habuimus, sed habemus. Men enhver, der siger, at efter den modtagne tilgivelse af synderne, har et hvilketsomhelst menneske levet således i dette kød, eller lever således i dette kød, at han slet ikke har nogen synd, han modsiger apostelen Johannes, som siger: 'Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os'. Og han siger ikke 'havde synd', men 'har synd'.

⁵⁴ Quod si quisquam asserit de illo peccato esse dictum, quod (297) habitat in carne mortali nostra secundum vitium, quod peccantis primi hominis contractum est, cuius peccati desyderijs ne obediamus, Paulus apostolus praecepit. Non autem peccare quod eidem peccato quouis in carne habitanti, ad nullum opus malum omnino consentit, vel facti, vel dicti, vel cogitati, quauis ipsa concupiscentia moueatur, quae alio modo peccato nomen accepit, quod ei consentire peccare sit, nobisque moueatur inuitis, subtiliter quidam ista discernit, Derfor hvis nogen forsikrer om denne synd, at det er sagt, at den bor i vort dødelige kød ifølge en last, fordi den er sammenknyttet med det første menneske, der syndede, så foreskriver apostelen Paulus, at vi ikke skal adlyde syndens begæringer. Men det er ikke at synde, at denne synd bor i kødet, når man overhovedet ikke samtykker med den til nogen ond gerning, i handling, ord eller tanke, skønt begæret selv bevæger sig, det begær, der i anden henseende har fået navnet synd, fordi det at samtykke i det er at synde, og vi bevæges uden at vi véd det, og begæret erkendes på meget subtil måde.

⁵⁵ sed videat quod agatur de dominica oratione, vbi dicimus. Dimitte nobis debita nostra, quod nisi fallor non opus esset dicere, si nunquam vel in lapsu linguae, vel in oblectanda cogitatione, eiusdem peccati desyderijs aliquantulum consentiremus, sed tantummodo dicendum esset. Ne nos inferas in tentationem, sed libera nos a malo. Men lad ham se på, hvad vi gør i Fadervor, hvor vi siger: Forlad os vor skyld, for hvis jeg ikke tager fejl ville der ikke være nogen grund til at sige det, hvis vi aldrig, enten ved en fortalelse eller ved en overvejelse, vi nyder, i nogen grad samtykkede med denne synds begæringer. Så ville vi blot skulle sige: Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde.

⁵⁶ Nec Iacobus apo. diceret. In multis offendimus omnes. (Jak 3,2) Non enim offendit nisi cui mala concupiscentia contra iustitiae rationem appetendo, seu vtando faciendum, vel dicendum, vel cogitandum aliquid, quod non debuit, siue fallens, siue proualens persuadet. Heller ikke ville apostelen Jakob så have sagt: 'Alle fejler vi i mange ting'. Kun den fejler, som det dårlige begær overbeviser imod retfærdighedens væsen, så man vænner sig til at gøre, sige eller tænke noget, som man ikke bør, hvad enten man tager fejl eller lader sig overbevise.

⁵⁷        Postremo si excepto illo capite nostro sui corporis saluatore, asseruntur vel fuisse, vel esse in hac vita aliqui homines iusti, sine aliquo peccato, siue nunquid consentiendo desyderijs eius, siue quia pro nullo peccato habendum est, quiddum est vt hoc pietate non imputet deus, quamuis aliter fit beatus sine peccato, aliter autem beatus cui non imputat deus peccatum, non minus existimo reluctandum.          Til sidst, hvis vi undtager vor frelser, der er hoved for sit legeme, så hævder de, at der i dette liv har været eller er nogle retfærdige mennesker, uden nogen synd, hvad enten de så aldrig har samtykket i nogen synd eller det skyldes, at det ikke skal regnes for synd, hvad de måtte have samtykket i, de hævder, at ved denne fromhed tilregner Gud det ikke, hvad enten én så bliver salig uden synd, eller han blive salig, fordi Gud ikke tilregner synden, det mener jeg bør bekæmpes ikke ikke mindre grad.

⁵⁸ Scio enim quibusdam esse visum, quorum de hac re sententiam non audeo reprehendere, quicquid nec defendere valeat, Sed plane quisquis negat, nos orare debere, ne intremus in tentatione, negat autem hoc, quod contendit ad non peccandum gratiae dei adiutorium non esse homini necessarium, sed sola lege accepta humanam sufficere voluntatem, ab auribus omnium remouendum et ore omnium anathematizandum non dubito. Jeg véd nemlig, at nogen synes sådan, og deres mening vover jeg ikke at bebrejde noget i denne sag, skønt den ikke er værd at forsvare. Men enhver, der helt og holdent nægter, at vi bør bede: Led os ikke i fristelse, han nægter, at han, når han stræber efter ikke at synde, så har brug for Guds hjælpende nåde, nej, mener han, når blot mennesket har forstået loven, så er viljen tilstrækkeligt. Men den opfattelse er jeg ikke i tvivl om skal fjernes fra alles ører og fordømmes i alles mund.

⁵⁹ Item in lib. de spiritu et litera ad Marcellinum capit, vltimo inter caetera inquit. (n59) [SEd si] Dici potest quaedam iustitia minor huic vitae competens, qua iustus ex fide viuit, (Rom 1,17) quamuis perigrinus a domino, et ideo per fidem ambularis, nondum per speciem, (2 Kor 5,7) non absurde dicitur etiam ad istam pertinere ne peccet, neque enim si esse nondum potest tanta dilectio dei, quanta illi cognitioni plene perfecteque debetur, iam culpae deputandum est. Ligeledes siger han i bogen om ånd og bogstav i kapitlet til Marcellinus, henimod slutningen blandt andet: 'Forsåvidt man kan sige, at en lavere retfærdighed er passende for dette liv, hvorved den retfærdige kan leve af tro, skønt han vandrer borte fra Herren, og derfor vandrer i tro, endnu ikke i skuen, forsåvidt er det ikke absurd at sige med hensyn til dette liv, at det er uden synd, også selv om der endnu ikke kan være en sådan kærlighed til Gud, som der bør være: en kærlighed fuld af fuldkommen erkendelse. Det kan ikke regnes for en brøde.

⁶⁰ Aliud est enim totam nondum assequi charitatem, aliud nullam sequi cupiditatem. Quamobrem debet homo quamuis longe minus amet deum, quam eum potest amare conspectum, nihil tamen appetere illicitum, sicut etiam [in his] quae adiacent sensibus corporis, potest oculus nullis tenebris delectari, quamuis non possit in fulgentissima luce defigi, verum esse iam talem constituamus animam humanam in hoc corruptibili corpore, quae etsi nondum illa supereminentissima perfectione charitatis Dei, omnes motus terrenae libidinis absorbuerit, quae consumpserit, [at]tamen in ista minore iustitia ad illicitum aliquid operandum, eidem libidini nulla inclinatione consentiat, Én ting er nemlig, at man endnu ikke efterfølger kærligheden helt, noget andet, at man ikke følger sin lyst. Af den grund bør et menneske, skønt det elsker Gud meget mindre end det kan elske ham, når det skuer ham, ikke stræbe efter noget, der er imod loven. Sådan er det også med det, som har med legemets sanser at gøre: Intet øjne kan elske mørket, skønt det ikke kan stirre ind i et strålende lys. Men lad os dog indrette vor menneskelige sjæl på en sådan måde i dette forgængelige legeme, at skønt det endnu ikke har opslugt og fortæret enhver bevægelse af den jordiske lyst, det dog i denne mindre retfærdighed ikke har nogen tilbøjelighed til at samtykke med denne lyst, så det gør noget imod loven.

⁶¹ vt ad illam vitam iam immortalem pertineat, diliges dominum deum tuum ex toto corde tuo, et ex tota anima tua, et ex tota virtute tua. (5 Mor 6,5) Ad hanc autem non regnet peccatum in vestro mortali corpore, ad obediendum desyderijs eius, (Rom 6,12) ad illam non concupisces, (Rom 7,7) ad istam post concupiscentias tuas non eas, ad illam nihil amplius quaerere, quam in ea perfectione persistere, ad istam hoc quod agit in opere habere et illius perfectionem pro mercede sperare, vt per illam iustus sine fide viuat in specie, quam in ista desyderauit, per hanc autem iustus viuat ex fide, in qua illa certo sine desyderet. Sådan går det til, at med hensyn til dette udødelige liv, kan allerede nu dette ord anvendes: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dig hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke'. Og dette: 'Men synden skal ikke herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets begæringer'; og dette: 'Du må ikke begære'; og dette: 'du skal ikke følge dine lyster'. Og dette: 'I skal ikke søge mere, end hvad der består i fuldkommenhed': og dette: Søg ikke noget ud over at forblive i fuldkommenheden; og dette: her at have det i gerning, som det drejer sig om, og at håbe på belønning for fuldkommenhed hisset; så at man hisset lever uden tro, men i skuen det liv, som man her stræber efter; altså mens den retfærdige her levet af tro, ønsker han sikkert og vist at leve hisset uden tro.

⁶² His constitutis peccatum erit, ex fide viuentis aliquando alicui delectationi illicitae consentire. Non tantum in illis horrendis facinoribus et flagitijs perpetrandis, verum etiam in istis leuioribus, vt vel aurem alicui vico, quae audienda non esset, vel linguam alicui quae dicenda non esset accommodet, vel in ipso corde aliquid ita cogitet, vt mallet licitum quod male delectat, et per praeceptum scitur illicitum, etiam ista quippe consentio est ad peccatum, quae vtique fieret, nisi paena terreret. Tales iusti etc'. Hvis dette står fast, vil det være synd, når man lever af tro, hvis man nogensinde giver nogen kærlighed, der er imod loven, sit samtykke. Ikke blot, når han begår forfærdelige handlinger og forbrydelser, men også når han begår lettere overtrædelser, såsom når han låner øre til noget, som man ikke skulle lytte til, eller låner tunge til noget, som det ikke var passende at sige, eller i sit hjerte tænker noget på en sådan måde, at han ville ønske, at det onde var tilladt. Også dette er nemlig at samtykke med synden, for handlingen ville blive udført, hvis ikke man var bange for straffen. Den slags retfærdige osv'.

⁶³        Patet etiam de opere, in quo maxime videntur regnare concupiscentia et caro, puta nuptiarum, in quo Aug. dicit nullam esse culpam, sed bonum vsum malae rei, puta ipsius concupiscentiae, aduersus Iulianum, Pelagianum, et plerisque alijs locis, quorum vnum qui sufficere videtur citabo lib. de bono coniugali ca. vi. vbi dicit (n63) Coniugalis enim concubitus generandi gratia non habet culpam, concupiscentiae vero satiandae sed tamen cum coniuge, propter fidem tori venialem habet culpam.        Dette har også med den gerning at gøre, hvori begæret og kødet synes mest at herske, nemlig ægteskabet, i hvilket Augustin siger, at der ikke er nogen brøde, men en god brug af en dårlig ting, nemlig selve begæret, i bøgerne imod Julian, Pelagius og mange andre steder, af hvilke jeg mener, det er nok at citere bogen om det gode ægteskab, kap 6, hvor han siger: 'For ægtefolk, der kommer sammen for at avle børn, har ingen skyld; vellysten skal godt nok tilfredsstilles, men kun med ægtefællen, derfor han de på grund af troen i brystet (?), kun en tilgivelig synd.

⁶⁴ Adulterium vero siue fornicatio letalem habet culpam. Ac per hoc melior est quidem ab omni concubitum continentia, quam vel ipse matrimonialis concubitus, qui sit causa gignendi, sed quia continentia illa meriti amplioris est, reddere vero debitum coniugale nullius est criminis, exiget autem vltra generandi necessitatem culpae venialis. Fornicari vero vel mechari puniendi criminis. Men hor eller ægteskabsbrud er en dødssynd. Og derfor er det ganske vist bedre helt at være afholdende fra al ægteskabelig samleje, end det er gennemføre det ægteskabelige samleje, der har til hensigt at få børn, men fordi denne afholdenhed er mere fortjenstfuld, er dog det at yde ægtefællen, hvad man er skyldig at yde, ikke nogen forbrydelse. Men går man ud over, hvad der nødvendigt for at føde børn, pådrager man sig en tilgivelig skyld. Men at begå hor eller gå til en skøge er en strafbar forbrydelse'.

⁶⁵        Finem non habebit oratio, si omnia citare velim, quibus Augusti. ostendit non omne opus hominis esse peccatum, sed ista sufficiant.          Talen ville ikke få ende, hvis jeg skulle citere alt, hvormed Augustin påviser, at ikke al menneskets gerning er synd, men lad dette være nok.

⁶⁶        Item Ambro. lib. de apologia Dauid ca. vi. Etenim quia non potest sine peccato esse humana fragilitas, cauendum est ne plura peccata sint, quam opera virtutum, quod magna vi sapientiae sanctus Pau. expressis dicens. Quorundam hominum peccata manifesta sunt, praecedentia ad iudicium, quosdam autem et subsequuntur, hoc est non inuenitur quisquam illabatus a culpa.          Ligeledes siger Ambrosius i sin bog om Davids forsvar, kap 6: 'Fordi nemlig den menneskelige svaghed ikke kan være uden synd, skal man undgå, at der bliver flere synder end dydsgerninger, hvilket den hellige Paulus med stor kraft udtrykkeligt siger. Visse menneskers synd er åbenbar, og de går forud til dom, men der er også nogle, der følger efter, det vil sige, det er ikke enhver (gerning), der findes hjemfalden til straf.

⁶⁷ Habet quis bona merita, habet et vitia atque peccata. Omnia itaque nostra quasi in trutina ponderantur. Si bonis igitur factis peccata praeponderant, praecedunt ad iudictum, vergunt enim peccata quasi in profundum, vergunt quia et manifesta sunt, vel pondere atque acerbitate, vel multitudine. Hvis én har gode gerninger, har han også last og synd. Derfor, alle vore gerninger skal ligesom afvejes på en vægtskål. Hvis derfor synden opvejer vore gode gerninger, hælder nemlig synderne som mod afgrunden, og det gør de, fordi de er åbenbare, enten på grund af deres vægt og skarphed eller på grund af deres mængde.

⁶⁸ Quosdam autem inquit et subsequuntur, hoc est eis qui se egerint sobrie, sed fragilitate conditionis dederunt aliquando etiam errori locum. Bona facta praecedunt mala sequuntur. Hi honestiores, sed tamen homines lapsi leuioribus vitijs er erratis. Men der er nogle synder, siger han, som følger efter, det vil sige, det er de menneskers synder, som opfører sig ædru, men som, fordi de er skrøbelige, også i nogen grad giver plads til fejltagelser. Disse er mere ærefulde, men der er dog tale om mennesker, der er faldet i de lettere laster og fejl.

⁶⁹ Ergo iustos sequuntur peccata, non praeeunt. Iniustos praecedunt et praeponderant peccata, quae vergunt sequuntur autem si qua recta facta sunt, quasi quodam preiudicio peccatorum praeeuntium praegrauata. Altså følger synderne efter de retfærdige, de går ikke forud for dem. Men de synder, der hælder til den forkerte side, går forud for de uretfærdige og har overvægt over dem, men de følger efter, hvis de har gjort noget ret, som om de var stærkt besværede af en eller anden fordom fra de synder, der gik forud.

⁷⁰ Similiter et facta bona manifesta sunt, lucent enim opere virtutum, et splendore metiorum, et quae aliter se habent abscondi non possunt, ergo talia non teguntur. Non obumbrat ea charitas, quae operit multitudinem peccatorum. (1 Pet 4,8) Non operit bonorum gratia, non abscondit virtutum multitudo, quia nuda et intecta produntur. På lignende måde er også de gode gerninger åbenbare, de lyser nemlig ved dydernes gerning og fortjenesternes glans, og de, der er anderledes, kan ikke skjules, altså dækker de ikke over dem. Kærligheden skjuler ikke de gerninger, som udvirker en mængde synder. For den udvirker ikke de gode gerningers nåde, den skjuler ikke mængdel af dyder, fordi den åbenbarer det nøgne og udækkede.

⁷¹        Cyprianus lib iiij, epistolarum de lapsis. Nec putes frater chariss. hinc aut virtutem fratrum minui, aut martyria deficere, quod lapsis laxata sit poenitentia, et quod poenitentibus spes pacis oblata, manet vero fidentium robur immobile, et apud timentes, et (300) diligentes corde toto deum, stabilis et fortis perseuerat integritas.          Og Cyprian skriver i bog fire i brevene om de faldne: 'Du må heller ikke mene, kære broder, at af den grund mindskes brødrenes dyd, eller at af den grund undergraves martyrierne, at der gives de faldne lejlighed til bod, og at der gives de bodgørende håb om fred, nej, de troendes styrke forbliver urokket, og hos dem, der frygter og elsker Gud af hele hjertet, er der stadig en stabil og stærk integritet.

⁷² Nam et mechis a nobis poenitentiae tempus conceditur, et pax datur, non tamen idcirco virginitas in ecclesia deficit, aut continentiae propositum gloriosum pro aliena peccata languescit. Floret ecclesia tot virtutibus coronata, et castitas ac pudentia tenorem gloriae suae seruat, nec quam adulterio poenitentia ac venia laxatur, continentiae vigor frangitur. For selv om også der af os indrømmes skøgerne tid til bod, og gives dem fred, så er ikke af den grund jomfrueligheden i kirken for nedadgående, og så er ikke af den grund det ærefulde forsæt om afholdenhed blevet træt til fordel for en fremmed synd. Kirken blomstrer kronet med så mange dyder, og kyskheden og blufærdigheden tjener til at holde fast på dens ære, og selv om der pålægges bod og vises overbærenhed overfor skørlevneren, brydes ikke afholdenhedens kraft.

⁷³ Aliud est ad veniam stare, aliud ad gloriam peruenire, aliud missum in carcere non exire inde, donec soluat nouissimum quadrantem, (Matt 5,26) aliud statim fidei et virtutis accipere mercedem, aliud pro peccatis longo dolore cruciatum emendari, et purgari diu igne, aliud peccata omnia passione purgare, aliud denique pendere in die iudicij ad sententiam domini, aliud statim a domino coronari. Én ting er at blive vist overbærenhed, noget andet er at nå frem til æren, én ting er blive kastet i fængsel og ikke komme ud derfra, førend man har betalt den sidste øre, noget andet er straks at modtage troens og dydens belønning, én ting er forbedres for sine synders skyld ved at skulle martres ved en lang smerte og renses ved en langvarig ild, noget andet er endelig at nå frem til dommens dag og Herrens dom, noget andet er straks at krones af Herren'.

⁷⁴        Item euidenter probari potest ex dictis diui Hiero. etiam ex eis li. vbi M. eum, per se facere putat, puta in dialogis aduersus pelagianos, ad quos legendos melius vos mitto, et quaedam citabo cum peruenero ad ea, quae ex eo Mar. citat.       Ligeledes kan det soleklart bevises af den guddommelige Hieronymus' udsagn, også af de bøger, hvor Martin mener at kunne citere ham til fordel for sig, nemlig i dialogerne imod pelagianerne, men jeg vil hellere springe over at citere fra dem, og først citere nogle ting, når jeg når frem til det, som Martin citerer derfra.

⁷⁵        Item Aug. ostendit concupiscentiam in baptisatis peccatum non esse, lib. i. ad Bonifacium contra duas epistolas pelagianorum cap. xij. (n75) Dicunt etiam inquit baptisma non dare omnem indulgentiam peccatorum, nec auferre crimina, sed radere, vt omnium peccatorum radices in mala carne teneantur.          Ligeledes viser Augustin, at begæret i de døbte ikke er synd, i bog 1 til Bonifacius imod de to pelagianerbreve, kap 12: 'De siger også', siger han, 'at dåben ikke giver fuld tilgivelse for synder, og ikke udsletter overtrædelser, men overskærer dem, så at alle synders rod forbliver i det onde kød.

⁷⁶ Quis hoc aduersus pelagianos nisi infidelis affirmet: Dicimus enim baptisma dare omnium indulgentiam peccatorum, et auferre crimina, non radere, nec vt omnium peccatorum radices in mala carne teneantur, quasi rasorum in capite capillorum, vnde crescant iterum resecanda peccata. (latom05#98). Det er da kun en vantro, der kan hævde det overfor pelagianerne. Vi siger nemlig, at dåben giver fuld eftergivelse af synder, og ophæver, ikke overskærer overtrædelser, så det ikke er sådan, at alle synders rod forbliver i det onde kød, ligesom når man klipper hovedhårene af, så synden igen ville vokse frem, skønt den var skåret over.

⁷⁷ Nam et istam similitudinem comperi suae illos adhibere calumniae, tanquam hoc nos sentiamus atque dicamus. Sed de ista concupiscentia carnis falli eos credo, vel fallere, cum qua necesse est vt etiam baptisatus, et hoc si diligentissime perficit, et spiritum dei agit, pia mente confligit. Sed haec etiam si vocatur peccatum, non vtique quam peccatum est, sed qua peccato facta est, sic vocatur. For der var mig, der fandt på denne sammenligning, og det viser deres spot imod os, som om vi mente eller sagde således. Men jeg tror, at de bedrages eller bedrager med hensyn til dette kødets begær, eftersom det nødvendigvis må være sådan, at også den døbte, selv hvis han gennemfører det udførligt og Guds ånd driver ham, med et fromt sind, kommer i kamp. Men selv om man nu også kalder dette synd, så er det ikke, fordi det er synd, men det kaldes synd, fordi det bliver gjort i kraft af synden.

⁷⁸ Sicut scriptura manus vniuscuiusque dicit, quod manus eam fecerit, Peccata autem sunt quae secundum carnis concupiscentiam, vel ignorantiam, illicite fiunt, dicuntur, cogitantur. Quaenam facta etiam reos tenent, si non remittantur. Et ista ipsa carnis concupiscentia in baptismo sic remittitur, vt quidquid tracta sit a nascentibus, (301) nihil noceat renascentibus. Ligesom man om et hvilketsomhelst menneskes håndskrift siger, fordi hans hånd gjorde det. Men synd er, hvad der i kraft af kødets begær eller uvidenhed sker, siges eller tænkes på illegitim måde. Og når de sker, fastholder de skylden, hvis de ikke bliver tilgivet. Og selve dette kødets begær bliver i dåben tilgivet således, at endskønt det overføres til den fødte, skader det ikke den genfødte.

⁷⁹ Ex quibus tamen si filios carnaliter gignunt, rursus trahitur, rursusque et nocitura nascendibus nisi eadem forma renascentibus remittatur, et insit nihil obfutura vitae futurae, quoniam reatus eius generatione tractus, regeneratione dimissus est. Et ideo iam non sit peccatum, sed hoc vocetur, siue quod peccato facta sit, siue quod peccandi delectatione moueatur, etsi ei vincente delectatione iustitiae non consentiatur. Og dog overføres synden atter, selv hvis sådanne kødeligt får børn, til dem, og det er igen skadeligt for dem, der fødes, hvis den ikke på samme måde tilgives de genfødte, og dog skader det ikke det fremtidige liv, at dets skyld overføres ved fødslen, når det ved genfødslen tilgives. Og af den grund er det endnu ikke synd, selv om det kaldes sådan, hvad enten det skyldes, at det sker ved synd, eller det skyldes, at det bevæges ved glæde ved at synde, selv om denne glæde besejres ved retfærdigheden, så den ikke giver sit samtykke.

⁸⁰ Nec propter ipsam cuius iam reatus lauacro regenerationis absumptus est, dicunt in oratione baptisati. Dimitte nobis debita etc. sed propter peccata quae fiunt, siue in eius consentionibus, cum eo quod libet vincitur quod placet, siue cum per ignorantiam malum quasi bonum placet, fiunt autem siue operando, siue eloquendo, siue quod facillimum atque celerrimum cogitando, a quibus omnibus quis etiam fidelium gloriabit castum se habere cor, aut quis gloriabitur mundum se esse a peccato. (Ordsp 20,9) Det er heller ikke på grund af denne synd, hvis skyld allerede er fjernet ved genfødelsens bad, at de i dåbsbønnen siger: Forlad os vor skyld osv, nej, det er på grund af synder som sker, enten fordi man giver dem sin tilslutning, når ét eller andet behageligt vinder over det, der er ret, eller fordi man af uvidenhed finder behag i det onde, som var det godt. Men de sker enten i gerning, i tale eller, hvad der er det letteste og det hurtigste, ved tanke. Men hvem af de troende vil prale af at have sit hjerte fri for al den slags, eller hvem vil prale af at være ren for synd?

⁸¹ Illud sane quod in oratione sequitur, propter ipsam dicit, ne nos inferas in tentationem, sed libera nos a malo. Vnusquisque enim sicut scriptum est, tentatur concupiscentia sua abstractus, et illectus. Deinde concupiscentia cum conceperit parit peccatum. For sandelig, det, der følger i bønnen, siges på grund af dette begær: Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. 'For enhver', siger Jak 1,14, 'fristes, når han drives og lokkes af sit eget begær. Dernæst, når begæret har undfanget, føder det synd'.

⁸² Hi omnes concupiscentiae partus, et ipsius concupiscentiae reatus antiquus, qui baptismatis ablutione dimissi sunt et quicquid parit nunc ista concupiscentia, si non sint illi partus, qui non solum peccata, verum etiam crimina nuncupantur, pacto illo cotidianae orationis vbi dicimus, dimitte nobis debita etc. Et eleemosynarum synceritate mundantur. Alt dette fødes af begæret og gør skyldig ved det gamle begær, som ved dåbens afvaskning forlades, og alt hvad der nu fødes ved dette begær, hvis de ikke er den slags ting, som ikke blot kaldes synd, men også overtrædelse, renses ved den daglige bøns metode, hvis vi siger: forlad os vor skyld osv, og ved alvoren i almissegivningen.

⁸³ Videre til Latlu03!

Noter:

n21: Hos Augustin står der faktisk 'hilaritas' og ikke 'charitas'. Stedet henviser til 2 Kor 9,7, om Gud, der elsker en glad giver (hilarem datorem)

n38: Dette er vist taget efter hukommelsen; overensstemmelsen med Vulgata er i hvert fald tvivlsom.

n41: Dette 'initium aliquod creaturae eius' står her og ikke i Ef 2,10, som Latomus troede (se #38).

n59: Augustin 'de spiritu et litera' kap 36/65. Afvigelser i forhold til Edinburg-udgaven er sat i firkantet parantes.

n63: Augustin 'de bono coniugali' første bog, kap 6/6. Migne bind ??, side 377f.

n75: Augustin 'contra duas epistolas pelagianos', bog 1, kap 13/26, Edinburgh side ??.

⁶¹ vt ad illam vitam iam immortalem pertineat, diliges dominum deum tuum ex toto corde tuo, et ex tota anima tua, et ex tota virtute tua. (5 Mor 6,5) Ad hanc autem non regnet peccatum in vestro mortali corpore, ad obediendum desyderijs eius, (Rom 6,12) ad illam non concupisces, (Rom 7,7) ad istam post concupiscentias tuas non eas, ad illam nihil amplius quaerere, quam in ea perfectione persistere, ad istam hoc quod agit in opere habere et illius perfectionem pro mercede sperare, vt per illam iustus sine fide viuat in specie, quam in ista desyderauit, per hanc autem iustus viuat ex fide, in qua illa certo sine desyderet.	Sådan går det til, at med hensyn til dette udødelige liv, kan allerede nu dette ord anvendes: 'Du skal elske Herren din Gud af hele dig hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke'. Og dette: 'Men synden skal ikke herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets begæringer'; og dette: 'Du må ikke begære'; og dette: 'du skal ikke følge dine lyster'. Og dette: 'I skal ikke søge mere, end hvad der består i fuldkommenhed': og dette: Søg ikke noget ud over at forblive i fuldkommenheden; og dette: her at have det i gerning, som det drejer sig om, og at håbe på belønning for fuldkommenhed hisset; så at man hisset lever uden tro, men i skuen det liv, som man her stræber efter; altså mens den retfærdige her levet af tro, ønsker han sikkert og vist at leve hisset uden tro.
⁶² His constitutis peccatum erit, ex fide viuentis aliquando alicui delectationi illicitae consentire. Non tantum in illis horrendis facinoribus et flagitijs perpetrandis, verum etiam in istis leuioribus, vt vel aurem alicui vico, quae audienda non esset, vel linguam alicui quae dicenda non esset accommodet, vel in ipso corde aliquid ita cogitet, vt mallet licitum quod male delectat, et per praeceptum scitur illicitum, etiam ista quippe consentio est ad peccatum, quae vtique fieret, nisi paena terreret. Tales iusti etc'.	Hvis dette står fast, vil det være synd, når man lever af tro, hvis man nogensinde giver nogen kærlighed, der er imod loven, sit samtykke. Ikke blot, når han begår forfærdelige handlinger og forbrydelser, men også når han begår lettere overtrædelser, såsom når han låner øre til noget, som man ikke skulle lytte til, eller låner tunge til noget, som det ikke var passende at sige, eller i sit hjerte tænker noget på en sådan måde, at han ville ønske, at det onde var tilladt. Også dette er nemlig at samtykke med synden, for handlingen ville blive udført, hvis ikke man var bange for straffen. Den slags retfærdige osv'.
⁶³ Patet etiam de opere, in quo maxime videntur regnare concupiscentia et caro, puta nuptiarum, in quo Aug. dicit nullam esse culpam, sed bonum vsum malae rei, puta ipsius concupiscentiae, aduersus Iulianum, Pelagianum, et plerisque alijs locis, quorum vnum qui sufficere videtur citabo lib. de bono coniugali ca. vi. vbi dicit (n63) Coniugalis enim concubitus generandi gratia non habet culpam, concupiscentiae vero satiandae sed tamen cum coniuge, propter fidem tori venialem habet culpam.	Dette har også med den gerning at gøre, hvori begæret og kødet synes mest at herske, nemlig ægteskabet, i hvilket Augustin siger, at der ikke er nogen brøde, men en god brug af en dårlig ting, nemlig selve begæret, i bøgerne imod Julian, Pelagius og mange andre steder, af hvilke jeg mener, det er nok at citere bogen om det gode ægteskab, kap 6, hvor han siger: 'For ægtefolk, der kommer sammen for at avle børn, har ingen skyld; vellysten skal godt nok tilfredsstilles, men kun med ægtefællen, derfor han de på grund af troen i brystet (?), kun en tilgivelig synd.
⁶⁴ Adulterium vero siue fornicatio letalem habet culpam. Ac per hoc melior est quidem ab omni concubitum continentia, quam vel ipse matrimonialis concubitus, qui sit causa gignendi, sed quia continentia illa meriti amplioris est, reddere vero debitum coniugale nullius est criminis, exiget autem vltra generandi necessitatem culpae venialis. Fornicari vero vel mechari puniendi criminis.	Men hor eller ægteskabsbrud er en dødssynd. Og derfor er det ganske vist bedre helt at være afholdende fra al ægteskabelig samleje, end det er gennemføre det ægteskabelige samleje, der har til hensigt at få børn, men fordi denne afholdenhed er mere fortjenstfuld, er dog det at yde ægtefællen, hvad man er skyldig at yde, ikke nogen forbrydelse. Men går man ud over, hvad der nødvendigt for at føde børn, pådrager man sig en tilgivelig skyld. Men at begå hor eller gå til en skøge er en strafbar forbrydelse'.
⁶⁵ Finem non habebit oratio, si omnia citare velim, quibus Augusti. ostendit non omne opus hominis esse peccatum, sed ista sufficiant.	Talen ville ikke få ende, hvis jeg skulle citere alt, hvormed Augustin påviser, at ikke al menneskets gerning er synd, men lad dette være nok.
⁶⁶ Item Ambro. lib. de apologia Dauid ca. vi. Etenim quia non potest sine peccato esse humana fragilitas, cauendum est ne plura peccata sint, quam opera virtutum, quod magna vi sapientiae sanctus Pau. expressis dicens. Quorundam hominum peccata manifesta sunt, praecedentia ad iudicium, quosdam autem et subsequuntur, hoc est non inuenitur quisquam illabatus a culpa.	Ligeledes siger Ambrosius i sin bog om Davids forsvar, kap 6: 'Fordi nemlig den menneskelige svaghed ikke kan være uden synd, skal man undgå, at der bliver flere synder end dydsgerninger, hvilket den hellige Paulus med stor kraft udtrykkeligt siger. Visse menneskers synd er åbenbar, og de går forud til dom, men der er også nogle, der følger efter, det vil sige, det er ikke enhver (gerning), der findes hjemfalden til straf.
⁶⁷ Habet quis bona merita, habet et vitia atque peccata. Omnia itaque nostra quasi in trutina ponderantur. Si bonis igitur factis peccata praeponderant, praecedunt ad iudictum, vergunt enim peccata quasi in profundum, vergunt quia et manifesta sunt, vel pondere atque acerbitate, vel multitudine.	Hvis én har gode gerninger, har han også last og synd. Derfor, alle vore gerninger skal ligesom afvejes på en vægtskål. Hvis derfor synden opvejer vore gode gerninger, hælder nemlig synderne som mod afgrunden, og det gør de, fordi de er åbenbare, enten på grund af deres vægt og skarphed eller på grund af deres mængde.
⁶⁸ Quosdam autem inquit et subsequuntur, hoc est eis qui se egerint sobrie, sed fragilitate conditionis dederunt aliquando etiam errori locum. Bona facta praecedunt mala sequuntur. Hi honestiores, sed tamen homines lapsi leuioribus vitijs er erratis.	Men der er nogle synder, siger han, som følger efter, det vil sige, det er de menneskers synder, som opfører sig ædru, men som, fordi de er skrøbelige, også i nogen grad giver plads til fejltagelser. Disse er mere ærefulde, men der er dog tale om mennesker, der er faldet i de lettere laster og fejl.
⁶⁹ Ergo iustos sequuntur peccata, non praeeunt. Iniustos praecedunt et praeponderant peccata, quae vergunt sequuntur autem si qua recta facta sunt, quasi quodam preiudicio peccatorum praeeuntium praegrauata.	Altså følger synderne efter de retfærdige, de går ikke forud for dem. Men de synder, der hælder til den forkerte side, går forud for de uretfærdige og har overvægt over dem, men de følger efter, hvis de har gjort noget ret, som om de var stærkt besværede af en eller anden fordom fra de synder, der gik forud.
⁷⁰ Similiter et facta bona manifesta sunt, lucent enim opere virtutum, et splendore metiorum, et quae aliter se habent abscondi non possunt, ergo talia non teguntur. Non obumbrat ea charitas, quae operit multitudinem peccatorum. (1 Pet 4,8) Non operit bonorum gratia, non abscondit virtutum multitudo, quia nuda et intecta produntur.	På lignende måde er også de gode gerninger åbenbare, de lyser nemlig ved dydernes gerning og fortjenesternes glans, og de, der er anderledes, kan ikke skjules, altså dækker de ikke over dem. Kærligheden skjuler ikke de gerninger, som udvirker en mængde synder. For den udvirker ikke de gode gerningers nåde, den skjuler ikke mængdel af dyder, fordi den åbenbarer det nøgne og udækkede.
⁷¹ Cyprianus lib iiij, epistolarum de lapsis. Nec putes frater chariss. hinc aut virtutem fratrum minui, aut martyria deficere, quod lapsis laxata sit poenitentia, et quod poenitentibus spes pacis oblata, manet vero fidentium robur immobile, et apud timentes, et (300) diligentes corde toto deum, stabilis et fortis perseuerat integritas.	Og Cyprian skriver i bog fire i brevene om de faldne: 'Du må heller ikke mene, kære broder, at af den grund mindskes brødrenes dyd, eller at af den grund undergraves martyrierne, at der gives de faldne lejlighed til bod, og at der gives de bodgørende håb om fred, nej, de troendes styrke forbliver urokket, og hos dem, der frygter og elsker Gud af hele hjertet, er der stadig en stabil og stærk integritet.
⁷² Nam et mechis a nobis poenitentiae tempus conceditur, et pax datur, non tamen idcirco virginitas in ecclesia deficit, aut continentiae propositum gloriosum pro aliena peccata languescit. Floret ecclesia tot virtutibus coronata, et castitas ac pudentia tenorem gloriae suae seruat, nec quam adulterio poenitentia ac venia laxatur, continentiae vigor frangitur.	For selv om også der af os indrømmes skøgerne tid til bod, og gives dem fred, så er ikke af den grund jomfrueligheden i kirken for nedadgående, og så er ikke af den grund det ærefulde forsæt om afholdenhed blevet træt til fordel for en fremmed synd. Kirken blomstrer kronet med så mange dyder, og kyskheden og blufærdigheden tjener til at holde fast på dens ære, og selv om der pålægges bod og vises overbærenhed overfor skørlevneren, brydes ikke afholdenhedens kraft.
⁷³ Aliud est ad veniam stare, aliud ad gloriam peruenire, aliud missum in carcere non exire inde, donec soluat nouissimum quadrantem, (Matt 5,26) aliud statim fidei et virtutis accipere mercedem, aliud pro peccatis longo dolore cruciatum emendari, et purgari diu igne, aliud peccata omnia passione purgare, aliud denique pendere in die iudicij ad sententiam domini, aliud statim a domino coronari.	Én ting er at blive vist overbærenhed, noget andet er at nå frem til æren, én ting er blive kastet i fængsel og ikke komme ud derfra, førend man har betalt den sidste øre, noget andet er straks at modtage troens og dydens belønning, én ting er forbedres for sine synders skyld ved at skulle martres ved en lang smerte og renses ved en langvarig ild, noget andet er endelig at nå frem til dommens dag og Herrens dom, noget andet er straks at krones af Herren'.
⁷⁴ Item euidenter probari potest ex dictis diui Hiero. etiam ex eis li. vbi M. eum, per se facere putat, puta in dialogis aduersus pelagianos, ad quos legendos melius vos mitto, et quaedam citabo cum peruenero ad ea, quae ex eo Mar. citat.	Ligeledes kan det soleklart bevises af den guddommelige Hieronymus' udsagn, også af de bøger, hvor Martin mener at kunne citere ham til fordel for sig, nemlig i dialogerne imod pelagianerne, men jeg vil hellere springe over at citere fra dem, og først citere nogle ting, når jeg når frem til det, som Martin citerer derfra.
⁷⁵ Item Aug. ostendit concupiscentiam in baptisatis peccatum non esse, lib. i. ad Bonifacium contra duas epistolas pelagianorum cap. xij. (n75) Dicunt etiam inquit baptisma non dare omnem indulgentiam peccatorum, nec auferre crimina, sed radere, vt omnium peccatorum radices in mala carne teneantur.	Ligeledes viser Augustin, at begæret i de døbte ikke er synd, i bog 1 til Bonifacius imod de to pelagianerbreve, kap 12: 'De siger også', siger han, 'at dåben ikke giver fuld tilgivelse for synder, og ikke udsletter overtrædelser, men overskærer dem, så at alle synders rod forbliver i det onde kød.
⁷⁶ Quis hoc aduersus pelagianos nisi infidelis affirmet: Dicimus enim baptisma dare omnium indulgentiam peccatorum, et auferre crimina, non radere, nec vt omnium peccatorum radices in mala carne teneantur, quasi rasorum in capite capillorum, vnde crescant iterum resecanda peccata. (latom05#98).	Det er da kun en vantro, der kan hævde det overfor pelagianerne. Vi siger nemlig, at dåben giver fuld eftergivelse af synder, og ophæver, ikke overskærer overtrædelser, så det ikke er sådan, at alle synders rod forbliver i det onde kød, ligesom når man klipper hovedhårene af, så synden igen ville vokse frem, skønt den var skåret over.
⁷⁷ Nam et istam similitudinem comperi suae illos adhibere calumniae, tanquam hoc nos sentiamus atque dicamus. Sed de ista concupiscentia carnis falli eos credo, vel fallere, cum qua necesse est vt etiam baptisatus, et hoc si diligentissime perficit, et spiritum dei agit, pia mente confligit. Sed haec etiam si vocatur peccatum, non vtique quam peccatum est, sed qua peccato facta est, sic vocatur.	For der var mig, der fandt på denne sammenligning, og det viser deres spot imod os, som om vi mente eller sagde således. Men jeg tror, at de bedrages eller bedrager med hensyn til dette kødets begær, eftersom det nødvendigvis må være sådan, at også den døbte, selv hvis han gennemfører det udførligt og Guds ånd driver ham, med et fromt sind, kommer i kamp. Men selv om man nu også kalder dette synd, så er det ikke, fordi det er synd, men det kaldes synd, fordi det bliver gjort i kraft af synden.
⁷⁸ Sicut scriptura manus vniuscuiusque dicit, quod manus eam fecerit, Peccata autem sunt quae secundum carnis concupiscentiam, vel ignorantiam, illicite fiunt, dicuntur, cogitantur. Quaenam facta etiam reos tenent, si non remittantur. Et ista ipsa carnis concupiscentia in baptismo sic remittitur, vt quidquid tracta sit a nascentibus, (301) nihil noceat renascentibus.	Ligesom man om et hvilketsomhelst menneskes håndskrift siger, fordi hans hånd gjorde det. Men synd er, hvad der i kraft af kødets begær eller uvidenhed sker, siges eller tænkes på illegitim måde. Og når de sker, fastholder de skylden, hvis de ikke bliver tilgivet. Og selve dette kødets begær bliver i dåben tilgivet således, at endskønt det overføres til den fødte, skader det ikke den genfødte.
⁷⁹ Ex quibus tamen si filios carnaliter gignunt, rursus trahitur, rursusque et nocitura nascendibus nisi eadem forma renascentibus remittatur, et insit nihil obfutura vitae futurae, quoniam reatus eius generatione tractus, regeneratione dimissus est. Et ideo iam non sit peccatum, sed hoc vocetur, siue quod peccato facta sit, siue quod peccandi delectatione moueatur, etsi ei vincente delectatione iustitiae non consentiatur.	Og dog overføres synden atter, selv hvis sådanne kødeligt får børn, til dem, og det er igen skadeligt for dem, der fødes, hvis den ikke på samme måde tilgives de genfødte, og dog skader det ikke det fremtidige liv, at dets skyld overføres ved fødslen, når det ved genfødslen tilgives. Og af den grund er det endnu ikke synd, selv om det kaldes sådan, hvad enten det skyldes, at det sker ved synd, eller det skyldes, at det bevæges ved glæde ved at synde, selv om denne glæde besejres ved retfærdigheden, så den ikke giver sit samtykke.
⁸⁰ Nec propter ipsam cuius iam reatus lauacro regenerationis absumptus est, dicunt in oratione baptisati. Dimitte nobis debita etc. sed propter peccata quae fiunt, siue in eius consentionibus, cum eo quod libet vincitur quod placet, siue cum per ignorantiam malum quasi bonum placet, fiunt autem siue operando, siue eloquendo, siue quod facillimum atque celerrimum cogitando, a quibus omnibus quis etiam fidelium gloriabit castum se habere cor, aut quis gloriabitur mundum se esse a peccato. (Ordsp 20,9)	Det er heller ikke på grund af denne synd, hvis skyld allerede er fjernet ved genfødelsens bad, at de i dåbsbønnen siger: Forlad os vor skyld osv, nej, det er på grund af synder som sker, enten fordi man giver dem sin tilslutning, når ét eller andet behageligt vinder over det, der er ret, eller fordi man af uvidenhed finder behag i det onde, som var det godt. Men de sker enten i gerning, i tale eller, hvad der er det letteste og det hurtigste, ved tanke. Men hvem af de troende vil prale af at have sit hjerte fri for al den slags, eller hvem vil prale af at være ren for synd?
⁸¹ Illud sane quod in oratione sequitur, propter ipsam dicit, ne nos inferas in tentationem, sed libera nos a malo. Vnusquisque enim sicut scriptum est, tentatur concupiscentia sua abstractus, et illectus. Deinde concupiscentia cum conceperit parit peccatum.	For sandelig, det, der følger i bønnen, siges på grund af dette begær: Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. 'For enhver', siger Jak 1,14, 'fristes, når han drives og lokkes af sit eget begær. Dernæst, når begæret har undfanget, føder det synd'.
⁸² Hi omnes concupiscentiae partus, et ipsius concupiscentiae reatus antiquus, qui baptismatis ablutione dimissi sunt et quicquid parit nunc ista concupiscentia, si non sint illi partus, qui non solum peccata, verum etiam crimina nuncupantur, pacto illo cotidianae orationis vbi dicimus, dimitte nobis debita etc. Et eleemosynarum synceritate mundantur.	Alt dette fødes af begæret og gør skyldig ved det gamle begær, som ved dåbens afvaskning forlades, og alt hvad der nu fødes ved dette begær, hvis de ikke er den slags ting, som ikke blot kaldes synd, men også overtrædelse, renses ved den daglige bøns metode, hvis vi siger: forlad os vor skyld osv, og ved alvoren i almissegivningen.
⁸³	Videre til Latlu03!