taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.
Jacobus Latomus: Articulorum Doctrin Fratris Martini Lutheri per theologos Louanienses damnatorumque Ratio/ sacris literis, et veteribus tractoribus, per Iacobum Latohum sacrae theologiae professorem.
275
| 1 ARTICVLORVM DOCTRINAE FRATRIS MARTINI LUTHERI PER THEOLOGOS LOUANIENSES DAMNATORVUMQVE RATIO EX SACRIS LITERIS, et veteribus tractatoribus, per Iacobum Latonum sacrae theologiae professorem. | |
| 2 IACOBVS LATOMVS, RODOLPHO DE MONCHEDAMIS Theologiae Licentiato Goudense, vicepastori, S. P. D. | |
| 3 Mitto tibi Rod. charissime articulorum a Louaniensibus theologis damnatorum rationem, quam proximis vacationibus publice reddi, 1. partim amicorum precibus, partim inimicorum detractionibus compulsus, Isti cum sine causa damnatos esse calumniabantur, illi vero instrui perebant, quid responderent dicentibus, a nobis ea damnata, quae aut non lecta, aut non intellecta, aut denique a sanctis patribus tradita essent tanquam pia et catholica. | |
| 4 Neque de erant, qui charitatis ordinem praetermissum esse causarentur in damnando eum, qui non prius monitus aut convictus fuisset, cuius et mores praedicarentur, quique se disputare fateretur. | |
| 5 Quisque ea ratio modo minus recessaria est, quem nostrum factum sedes apostolica comprobauit, adversae vero partis facta et scripta reprobauit. | |
| 6 Quoniam tamen non desunt adhuc, qui Lutheri et suorum scriptis velut fascinati arbitrentur Lutherum scripturae et veterum auctoritate niti, nos contra solis recentiorum scriptis incumbere, licet eandem veritatis semitam utrique sequantur, roês et testimonia ex scriptura et veteribus solis collegi, atque scriptura ipsam ac veteres tractatores a Luthero non syncere tractata fuisse demonstrare conatus sum, sed quod feliciter tu iudicabis. | |
| 7 Atque vt melius facultatis theologiae conciltum intelligas, quam breuissime potero rei ordinem referam. Supra duos annos cum Lutheri liber impressus et vndique diuulgatus, ad manus venisset, essetque propter multorum rumores de mala doctrina vehementer suspectus, diligenter a singulis facultatis magistris priuatim [piruatim] lectus est, et in conuentu omnium pluries examinatus, sicque tandem communi concilio aliquot articuli ad verbum excerpti sunt (278) qui sufficere videbantur, Nam omnes colligere longum erat et non necessarium. | |
| 8 Quoniam autem in re tanta nolebat facultas inniti suae prudentiae, simul quia diuulgatum erat licet falso, vt postea compertum est, quod reuerendissimus dominus Leo diensis isti doctrinae faueret, misit ad eum tres magistros, quos ille pro sua singulari humanitate benignissime accepit, quibus in verbo sacerdotis asseruit, Lutheri librum sibi non visum neque lectum, tamen aberat vt rei periculosae et ignorae faueret, quin sicut Episcopum decet omnem operam suam pollicitus est, et (quae est eius praesens memoria) cum retulisset, qualem successum habuisset causa Reuchliniana, quae tunc adhuc Romae indicisa pendebat, | |
| 9 Licet in eius damnationem quinque vniuersitates concordarent, quarum tandem iudicium sedes apostolica conprobauit, consuluit vt condemnatio priusque euulgaretur reuerendissimo cardinali Derthusensi examinanda mitteretur, vt illius prudentia et auctoritate munita exiret in lucem. | |
| 10 Quale autem iudicium tulerit ille, epistola in fronte condemnationis impressa patefacit. Hinc cernis quoque mature ?? minime principitanter sit in hoc negotio processum, quoque lectori minus docto aut occupato merito sufficere debuit, ne Lutheri erroribus temere assentiretur. | |
| 11 Qui autem vir bonus esse dicit, nihil contra nos, qui virum malum non diximus, sed qualiscunque est, constat eum scripsisse non bona, Non enim eum damnauimus, sed eius errores, Eratque superfluum peculiariter monere, quem libri iam orbi diuulgati non cessurum esse monenti de clarabant, fueratque ab alijs frustra permonitus. | |
| 12 Licet enim sedi Apostolicae sua scripta initio verbotenus submitteret, tamen oculato lectori satis apparebat, eum obfirmato animo scribere id quod luce clarius euentus declarauit. | For selv om nemlig han udtrykkeligt i begyndelsen underkastede sine skrifter under den apostoliske stol, var det dog tilstrækkelig klart for den læser, der havde øjne i hovedet, at det var noget, han kun skrev nødtvungent, |
| 13 Magis necessarium visum sint celeriter occurre incendio schismatis vel rebellionis, anteque latius serperet, quod scrupulose agere de eo qui supposuit incendium, in quo si cessatum non esset, vt magnopere metuendum sit (quod deus auertat) ne iura et leges conculcentur, et alia nefanda subsequantur. | |
| 14 Eius quoque scripta qualis ipse sit, satis ostendunt, et quod procul distet ab ea, quam praedicat Euangelica (279) modestia, inter quae est responsio ad condemnationem nostram, vbi inter alia calumniatur a nobis damnatum esse hanc propositionem. | |
| 15 Sancti non vixerunt absque peccato, quem sequitur quidam discipulus, vbi miror eos non metuere orbis iudicium, qui testis est nos damnasse consequens malae, consequentiae non antecedens, et nihilominus eiusmodi conuitijs nos insequitur, qualibus nemo probus vilissimum hominem afficeret, nihil praetermittit eorum quae dici possent in hominem trunco stupidiorem, vt vix potuerim adduci, vt ab eo scriptam crederem, et nisi amico eius faterentur nullatenus crediturus, quae tamen tanto magis aequanimiter ferimus, quod expedire arbitramur, vt taliter mundo innotescat, quoque ea nobis esse communia cum summo pontifice, concilijs generalibus, et et vniuersitatibus, cernimus. | |
| 16 Qui, vero dicitur disputare nihil eum adiuuat, quia teste beato Leone in rebus fidei iam determinatis, disputatio, qua certa et determinata in dubium reuocentur, admittenda non est. Leonis verba sunt epistola xxi. quae est ad Martianum Augustum. | |
| 17 Ne cuiusque procaci impudentique versutia, qua fide incerto, quid se quendum sit sinatis inquin., et cum ab Euangelica Apostolicaque doctrina, nec vno quidem verbo liceat diffidere, aut aliter de scripturis diuinis sapere, quam beati Apostoli et patres nostri didecerunt atque docuerunt, nunc demum indisciplinatae moueantur et impie quaestiones, quas olim mox eas per apta sibi corda diabolus excitauit, per discipulos ventatis spiritussanctus extinxit. | |
| 18 Et ad eundem epistola sequenti Per ipsum dominum Christum, qui regni vestri est auctor et rector obtestor et obsecro clementiam vestram, vt in praesenti synodi fidem, quam beati patres nostri ab Apostolis sibi traditam praedicarunt, non patiamini quasi dubiam retractari, et quae olim maiorem sunt auctoritate damnata, rediuinis non permittatis conantibus excitari. | |
| 19 Et epistola xxvij. quam scribit synodo Calcedonensi inter caetera dicit. Fratres charissimi reiecta penitus audacia disputandi contra fidem diuinitus inspiratam, vana errandum infidelitas conquiescat, necliceat defendi quod non licet credi. | |
| 20 Et epistol. lij. quae est ad Leonem Augustum, Detestandum nobis est perseueranterque vitandum, quod fraus haeretica nititur obtinere, nec in aliquam disceptationem pie et plene definita reuocanda sunt ne ad arbitrium damnatorum ipsi de hijs videamur ambigere, quae manifestum est per omnia Euangelicis et Propheticis auctoritatibus consonare. | |
| 21 Vnde siqui sunt qui ab hijs, quae caelitus sunt constituta dissentiunt, suis opinionibus relinquantur, et ab vnitate ecclesiae cum ea quam elegere peruersitate discedant, Nam nullo modo fieri potest, vt qui diuinis audent contradicere sacramentis, aliqua nobis communione socientur. | |
| 22 Ex istis ostenditur, non eo quenquam excusari, quod se dicat disputare, nec indifferenter admittendum quemlibet ad disputandum, siquidem et Arrius Pelagius Nestorius Vtices dicebant se disputare, sed quoniam fraudulenter, et pertinaciter ad disputandum accedebant, non subditi fidei et scripturae (a maioribus nostris patefacta, et sufficienter diffinita veritate) admissi non sunt. | Heraf fremgår det, at han ikke af den grund har nogen undskyldning, at han siger, at han disputerer, for man kan ikke indlade ligegyldigt hvem til at disputere, sådan som både Arius og Pelagius og Nestorius og Urix sagde, at de disputerede, men når de gik i gang med at disputere bedragerisk og stædigt, uden at være underlagt troen og skriften (som er gjort tilgængelig for os af vore forgængere og i tilstrækkelig grad fastslået som sandheden), skal de ikke have lov til at disputere. |
| 23 Talem autem disputatorem sese exhibet Lutherus, vt videre licet ex omnibus pene scriptis, maxime ex posterioribus, in quibus est resolutio conclusionum Lipsiae disputatarum, quarum vnam tractaui, quod primum articulum a nobis damnatum concernat. | En sådan slags disputator har Luther vist sig at være, som man kan se det af næsten alle hans skrifter, især af de sidste, hvoriblandt er resolutionen over de teser, der blev disputeret i Leipzig. Af dem har jeg behandlet én, fordi han bestrider den første artikel, der fordømmes af os. (?) |
| 24 Nec te debere offende prolixitas. Singulis enim rationibus et testimonijs plene respondendum fuit atque ostendendum quod scripturae et sanctorum verbis abutatur etiam in capitulo in quo serio triumphare videtur, cui dum fuerit sufficienter satisfactum, quantum fidendum sit alijs eius capitulis prudens lector intelliget. | Du må heller ikke støde dig over, at det bliver lidt langt. Man bør nemlig besvare hver enkelt begrundelse og hvert enkelt vidnesbyrd fuldstændigt og påvise, at han misbruger skriftens og de helliges ord, også i det kapitel, hvor han virkelig synes at triumfere, men om han gør det tilstrækkelig tilfredsstillende og i hvor høj grad man bør tro på man i de andre kapitler, vil den kloge læser nok forstå. |
| 25 Nec ei quod de disputationibus dictum est, simile aliquid habent scholasticorum doctorum de rebus certis questiones vt verbi gratia An deus sit vnus, An spiritussanctus procedat a patre et filio, An mundus sit aeternus et huiusmodi. | Men fordi dette er sagt om disputationerne, forholder det sig ikke uden videre på samme måde med de skolastiske doktorers spørgsmål om visse usikre sager, som med nådens ord: fx om Gud er én, om helligånden udgår fra faderen og sønnen, om verden er evig og den slags spørgsmål. |
| 26 Quaerunt enim non ambigentes, sed exercitij eruditionis et veritatis declarandae gratia, atque tanquam soluturi quae contraria videntur, propter quae minus eruditi in haesitationem aliquam adduci possent. | De spørger nemlig ikke af vankelmod, men gør det for at øves i uddannelse og i sandhedsforklaring, og det, der synes modsatrettet, ser de som noget, der skal løses, hvilket nok kan føre de mindre uddannede ind i en vis tøven. |
| 27 Aliter cum quaerit Philosophus gentilis, An deus sit vnus, Aliter THOMAS aut SCOTVS, Ille reuera dubitans aut negans, Isti vt certo credentes (281), et contra negantes defensuri. | På én måde spørger en hedensk filosof, om Gud er én, på en anden måde Thomas eller Scotus. Denne tvivler eller nægter virkelig, hin gør det for at kunne tro sikkert og forsvare troen imod dem, der nægter den. |
| 28 Et aliter quaerit ARRIVS, An filius patri sit aequalis, aut consubstantialis. Aliter AVGVSTINVS. Ille enim tanquam negaturus, Iste certo credens et defensurus, Secus est igitur de scholasticorum disputationibus, et eorum qui reuera dubitantes aut non credentes a maioribus tradita et determinata conuellere nitunt. | Og Arius spørger på én måde om sønnen er lige eller konsubstians med faderen, og Augustin spørger på en anden måde. Denne gør det nemlig som én, der nægter det, men hin som én, der tror sikkert og forsvarer troen. Deres disputationer er altså anderledes end skolastikernes, de, som virkelig tvivler eller ikke tror og søger at rive omkuld det, der er overleveret og bestemt af de gamle. |
| 29 Quod aut dicunt, nos in Luthero damnare quod apud Augustinum et Cyprianum, et alios orthodoxos vt piae leguntur, constanter negamus. Nam illos viros LUTHERO contratia dicere et sentire non obscure, non obiter, non raro, aut dum aliud agunt, sed palam, sed ex animo sed frequenter, satis arbitror ostensum, neque quenquam latet qui illos cum intellectu legerit. (latom01#51) | Eller når de siger, at når vi fordømmer Luther, fordømmer vi også Augustin og Cyprian og andre ortodokse, der læses som fromme, så nægter vi det pure. For jeg tror, det er påvist tilstrækkelig tydeligt, at disse personer siger og mener det modsatte af Luther, ikke skjult, ikke tilfældigt, ikke sjældent eller når de behandler noget andet, men overalt, med vilje, ofte; og det er ikke skjult for den, der læser dem med forstand. |
| 30 Si igitur non sint dictum tantos viros pugnantia asserere, ac sibijpsis contradicere, (latom01#65) fateantur oportet nequaquam eadem cum LVTHERO dicere. Nam ex testimonijs per LVTHERVM citatis in confirmationem primi articuli ne vnum quidem est quod pro citante faciat, testes enim incorrupti veritati adsunt, et contra citantem pro veritate loquuntur, vt ex antecedentibus et consequentibus et ipsius dictionis filo ostendi de citatis ex Aug. Hiero. et Gre. | Hvis man altså må hævde, at så store mænd ikke siger noget modstridende, eller modsiger sig selv, så må man indrømme, at de på ingen måde siger det samme som Luther. For ud fra de vidnesbyrd, der citeres af Luther i bekræftelsen på den første artikel, er der ikke et eneste, der udvirker det, det citeres for. De er nemlig vidnesbyrd om den ufordærvede sandhed og de taler imod det, de citeres for, til fordel for sandheden, som jeg har påvist det i det foregående og det følgende og i tråd med hans egne udsagn ud fra citater fra Augustin, Hieronymus og Gregor. |
| 31 Qui vero in Lutheri erratis candidi lectoris requirunt conniuentiam, rem non aequam postulant. Non enim ad huiusmodo errata conniuendum est quae sic in veritatis praeiudicium assumuntur, vt totius operis sint finis et principium, et veluti totius doctrinae bases et fundamenta, et in quibus non simpliciter errat, nec cauta sollicitudine vitandas (?) querit. | Men de, der kræver, at den upartiske læser skal lukke øjnene for Luthers fejl, behandler ikke sagen ligeligt. Man bør nemlig ikke lukke øjnene for den slags fejl, der i den grad anmasser sig til en fordom om sandheden, at de bliver ende og begyndelse til hele værket, og næsten hele lærens basis og fundament, så fejlene er der ikke bare tilfældigt, men uden at han søger at undgå dem ved omhyggelig bekymring. |
| 32 Illis enim tanquam serpentis caput admissis totum corpus sequi necesse est. Nam quis lector fuit Aug. candidior, quam arrianorum Pelagianorum ac reliquorum haereticorum libros, multa quidem salubria viuendi praecepta continentes, ac multum eruditionis tam rerum quam verborum pro se ferentes legens, errata non dissimulabat, probe nouerat eos non simpliciter errare, sed errores suos pertinaci animo sitare tueri, atque multorum benedictorum praetextu legentium animis illos inserere, | For det er med disse vildfarelser som med slangens hoved; det må nødvendigvis efterfølges af hele kroppen. For hvilken læser er mere upartisk end Augustin, når han læste arianernes, pelagianernes og de andre kætteres bøger, men skønt de indeholdt mange frelsebringende bud for den levende, og han deri kunne læse mange dannede ting og ord, så opløstes vildfarelserne dog ikke ikke, og han vidste udmærket, at de ikke bare tilfældigvis tog fejl, men han mente, at deres vildfarelser skyldtes en stædig sjæl, og at de undskyldte sig med mange velsignelser når de hengav sig til dem, |
| 33 legit vir sanctus vt erat animo integerrimo atque perspicacissimo sagacit singula discutiebat, deprehendebat, eruebat, conuincebat, et ipsum Originis libri, Tertuliani et similique mita bona (282) continebant propter quae tamen non dissimulauerunt catholici et orthodoxi patres, quo minus libere et aperte errata coarguerent ac damnarent, scientes quod modicum fermenti totam massam corrumpit. | men den hellige mand diskuterede dem, fordi han havde en helstøbt sjæl og en gennemsigtig ?, og han vendte sig imod dem, nedstødte dem og overbeviste dem, og selv Origenes', Tertullians og lignendes bøger indeholdt noget godt, hvilket de katolske og ortodokse fædre dog ikke undlod at gøre opmærksom på, for så blot så meget mere frit og åbent at erklære og fordømme dem som vildfarende, idet de vidste, at en smule surdejg gennemsyrer hele dejgen. |
| 34 Imo talis aliquis error hominis alijs eiusdem auctoris auctoritatem aufert. Vnde Hilarius in expositione canonis in Mattheum de Tertuliano, dicit. Subsequens error hominis detraxit scriptis probabilibus auctoritatem, loquitur de illius haeresi, propter quam recessit ab ecclesia. | Ja, en bestemt vildfarelse hos en bestemt forfatter ophæver for andre mennesker hans autoritet. Derfor siger Hilarius i sin kanoniske forklaring over Matthæus om Tertulian: Følgelig svækker mandens vildfarelse autoriteten for hans skrifters sandsynlighed; han taler om det kætteri for hvilket han blev smidt ud af kirken. |
| 35 Per idem responsum est illis, qui morbis suis patronosque medicos malunt, ac suis erroribus velamen praetendere volentes, in sanctis doctoribus veluti neuos inquirunt dicentes, errauit Cyprianus et in errore perseuerans, martyrio coronatus est, errauerunt et alij qui vt orthodoxi leguntur. | Herved er der også givet svar til dem, som foretrækker deres beskyttere og læger fremfor deres sygdomme (?), og vil foregive at have et slør over deres fejl, og som undersøger både de hellige doktorer og de nye, idet de siger, at Cyprian foer vild og fastholdt sin vildfarelse, men blev kronet med martyriet, og at andre tog fejl, som dog blev regnet for ortodokse. |
| 36 Aliud longe est errare, aliud haereticum aut schismaticum esse, vnde tritum est Aug. dictum Errare potero, haereticus non ero. In hijs igitur probabiliter aut excusabiliter erratur, quae adhuc ambigua sunt et indecisa, dum is qui errat est corrigi paratus, huiusmode erat error Cypri. (si tamen hoc sensit) de rebaptizandis ijs qui ab haereticis baptizati erant, Augustini in epistola ad Vincentium donatistam verba sunt. | Én ting er at fare vild, noget helt andet at være kætter eller skismatiker. Derfor hedder det også hos Augustin i det tredie ord: 'Jeg vil kunne fare vild, men jeg vil ikke blive en kætter'. Og det er mere sandsynligt eller mere undskyldeligt at fare vild i de ting, som indtil nu er tvetydige og uafgjorte, idet den, der fejler, er parat til at blive rettet. Den slags fejl var Cyprians fejl (hvis han altså var af den anskuelse) om igen at døbe dem, der var blevet døbt af kætterne, som Augustin siger i sit brev til donatisten Vincent. |
| 37 Porro autem Cypri. aut non sensit omnino quod eum sensisse recitatis, aut hoc postea correxit in regula veritatis, aut hunc quasi neuum sui candidissimi pectoris cooperuit vbere charitatis, dum vnitatem ecclesiae toto orbe crescentis et copiosissime defendit, et perseuerantissime tenuit vinculum pacis. Scriptum est enim charitas cooperit multitudinem peccatorum. (1 Pet 4,8) | 'Men videre har Cyprian enten overhovedet ikke ment det, som du citerer ham for at mene, eller også har han senere rettet det til efter sandhedens regel, eller han dækkede denne, skal vi sige plet, med kærlighedens overflod, idet han ivrigt forsvarede den voksende kirkes énhed ud over hele verden, og stædigt holdt den fast i fredens lænker. Der står nemlig skrevet, at kærligheden dækker over en mangfoldighed af synder. |
| 38 Accescit huc etiam, quod tanquam sarmentum fructuosissimum si quid in eo fuerat emendandum, purgauit pater falce passionis. Sarmentum autem (ait dominus) quod in me facit fructum, purgat illud pater meus vt maiorem fructum afferet, (Joh 15,2) Vnde? niliquia haerens in diffusione vitis radicem non deseruit vnitatis. | Heraf kommer det også, at faderen renser den med lidelsernes segl som en frugtbærende gren, hvis noget i den skal forbedres. Men grenen (siger Herren), som i mig bærer frugt, den renser min fader, for at den skal bære mere frugt. Hvorfor? Mon ikke fordi den, der knytter sig til vintræets mangfoldige grene, ikke har forladt énhedens rod? |
| 39 Nam et si traderet corpus suum vt arderet, charitatem autem non haberet, nihil ei prodesset (1 kor 13,3) (n39), hucusque Aug. Hinc vides cuiusmodo errata in catholicis patribus ferenda sint, aut reprobanda quidem illa citra aliorum benedictorum praeiudicium quae et a posteris leguntur non ad exemplum, sed ad cautelam vt nemo (283) quantumuis doctus vel ingeniosus in rebus difficilibus sibi confidat, quando tantos veritatis amatores, et inquisitores in quibusdam lapsos esse conspicit, ac sic fugiat pertinaciam, quae sola errori addita haereticum facit, et sine qua excusabiliter erratur. | For selv om han også gav sit legem hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, gavnede det ham intet', såvidt Augustin. Heraf ser du, hvordan fejlene hos de katolske fædre skal bæres, eller hvordan i hvert fald de fejl, der går ud over fordommen om de andre velsignelser og læses af de senere slægter ikke som eksempel, men som en forsigtighedsforholdsregel, så ingen nok så lærd og forstandig mand skal stole på sig selv i vanskelige sager, når han ser, at så mange sandhedselskende mænd er faldet og har undgået forstokketheden, som alene gør til kætter, når den kommer til, mens fejlene er undskyldelige, hvis man ikke er forstokket. |
| 40 Vnde et Augustinus libro de baptismo, aliquo modo concilij prouincialis a Cypriano celebrati errorem excusat, quomodo non excusat partem Donati, longo post Cyprianum tempore, quod tunc totius orbis plenario concilio res in qua probabiliter errabat Cypri. decisa esset, Qui vero malos libros ignibus tradi arbitrantur esse nouum, et maioribus incognitum, aduertant quod scribitur actuum. xix. Multi autem ex eis qui fuerant curiosa sectato contulerunt libros, et combusserunt eos coram omnibus, et computatis precijs illorum inuenerunt pecuniam denariorum quinquaginta milium. | Hvorfor også Augustin i sin bog om dåben på en måde undskylder den fejl, at der blev afholdt et provinskoncil af Cyprian, hvorved han ikke undskylder donatisternes parti, som fandtes lang tid efter Cyprian, fordi sagen på tidspunkt blev afgjort på et plenarkoncil omfattende hele verden, med, at Cyprian højst sandsynligt havde taget fejl. Men de, der tror, at det er noget nyt at overgive slette bøger til flammerne, og at det var noget, de gamle ikke kendte til, skal lægge mærke til, hvad der skrives i Apg 19,19: 'Mange af dem, der havde udøvet trolddom, bragte deres bøger med sig og opbrændte dem i alles påsyn, og da man udregnede deres pris, fandt man, at de var 5000 denarer værd'. |
| 41 Vnde et Leo primus priscilianistarum codices comburendos esse decreuit, vt habetur epistola. lxxi. capite xv. verbi inter caetera dicit. Curandum est et sacerdotali diligentia maxime prouidendum, vt falsati codices, et asyncera veritate discordes, in nullo vsu lectionis habeantur. | Derfor befalede også Leo den Første, at priscilianisternes bøger skulle brændes, som der står i brev 71, kapitel 15 med blandt andet følgende ord: 'Man skal sørge for og i kraft af den præstelige omhu især se til, at falske bøger, som på ualvorlig måde afviger fra sandheden, ikke på nogen måde holdes i brug til at læse op af. |
| 42 Apocryphae autem scripturae, quae sub nominibus apostolorum multarum habent seminarium falsitatum, non solum interdicendae, sed etiam penitus auferendae sunt atque ignibus concremandae, et infra, Si quis episcoporum apocryphas haberi per domos non prohibuerit, vel sub Canonicorum nomine eos codices permiserit legi, qui prisciliani adulterina sunt emendatione corrupti haereticum se nouerit iudicandum, quoniam qui alium ab errore non reuocat seipsum errare demonstrat, haec ille. | Men de apokryfe bøger, som under apostlenes navn er opvækstrum for mange usandheder, skal ikke blot forbydes, men også helt udslettes og opbrændes af flammerne', og lidt senere: 'Hvis nogen af biskopperne ikke forbyder, at man må have apokryfer derhjemme, eller tillader, at de bøger læses, som om de var kanoniske, som er af det priscilianske kætteri, og véd, at han skal bedømme dem som fordærvet ved et forsøg på forbedring fra kætteriet, når nogen ikke vil tilbagekalde en anden fra hans fejltagelse, så har han vist, at han selv tager fejl'. Såvidt Leo. |
| 43 Notetur hoc capitulum et propter eos qui piaculum esse putant bona cum malis simul concremare, quia hic Leo ignibus tradendos esse decernit codices Canonicos ab haereticis depravatos, vel etiam libros apocryphos propter seminaria falsitatum, in quibus tamen negari non potest multa vera inesse. | Man skal lægge mærke til dette kapitel, både på grund af dem, som mener, det er et sonemiddel at opbrænde gode såvelsom slette bøger, for her bestemmer Leo at de kanoniske bøger skal overgives til flammerne, som er ødelagte af kætterne, og også, at apokryfe bøger på grund af den falskhedens sæd, der er i dem, skal brændes, selv om det ikke kan nægtes, at der kan være meget sandt i dem. |
| 44 Cum enim id fit non damnantur vera, sed necessaria seueritate vnius punitione multorum saluti prouidetur. Secus esset si illa vera et bona nusquam syncera remanerent. Ad eos vero qui Lutherum censent esse ferendum, quod libere et palam vitia carpat, abusus reprehendat, (284) alijs fere tacentibus, vel etiam excusare paratis, | For derved sker det, at det sande ikke fordømmes, men den nødvendige strenghed iagttages, når man straffer den ene af hensyn til de manges frelse. Det ville forholde sig anderledes, hvis det sande og gode overalt var bevaret intakt. Men til dem, der mener, at Luther bør man tåle, fordi han frit og overalt angriber lasterne, retter bebrejdelser imod misbrug, overfor nogle kan man tie, andre må man være parat til at undskylde; |
| 45 dicunt enim, Romae est religionis neglectus, illic auaritiae, ambitioni, luxui seruitur, illic dignitatum et officiorum venalitas est, reseruationes ac regulae cancellariae parum iustae, puerorum atque alias minus idoneorum ad summas dignitates promotio, et alia eius generis plura, quae utinam non etiam alibi apud principes terrenos, et ecclesiasticos reperientur? | de siger nemlig, at i Rom er fromheden forsømt, dér tjenes griskhed, ambition, luksus, dèr sælges værdigheder og embeder, dèr er reservationer og kancelliregler ikke retfærdige, dèr forfremmes børn og andre mindre egnede til de højeste værdigheder, dèr foregår meget andet af den slags, og man måtte ønske, at det ikke fandtes hos de verdslige fyrster så lidt som hos de gejstlige. |
| 46 Haec enim, ubicunque sint, si quis recte fieri defendat, merito reprehenditur. Nam nemo talia probat, nisi mente corruptus, aut caecus. Sed ediuerso non minus fortasse reprehendendo peccatur, si modus non seruetur, vt si acerbius quam par est, si apud absentes, nescientes, simplices, aut non recte affectos. | Men disse ting, overalt hvor de måtte finde sted, hvis nogen forsvarer, at det sker med rette, så er det fortjent, at han får bebrejdelser. For ingen kan bevise den slags ting, undtagen én, der har et fordærvet sind, eller én, der er blind. Men modsat syndes der måske ikke mindre af den, der gennemfører bebrejdelsen, hvis ikke han holder måde, ligesom hvis han er skrappere end nødvendigt, og hvis han gør det overfor de fraværende, de uvidende, de enfoldige eller dem, der ikke er ret indstillede. |
| 47 Regulariter enim principum, praelatorum ecclesiasticorum, aut religiosorum, apud populum acerba reprehensio non solum inutiles est, sed nociua, quod ea neque laici, neque eccleastici, neque subditi, neque praelati meliores fiunt, sed utrique deteriores, dum istos modus offendit. | I almindelighed er nemlig en stærk bebrejdelse af fyrster, kirkeprælater eller munke overfor folket ikke blot unyttig, men også skadelig, fordi den ikke gør hverken lægfolk eller gejstlige, hverken undergivne eller overordnede bedre, men gør begge parter værre, når den forarger på disse måder. |
| 48 Illi vero rebellionis, inobedientiae, irreligiositatis, ac infidelitatis periculo exponuntur, dum sibi persuadent subditi, sese suis praelatis esse meliores. Quid igitur omnino tacendum est. An erit contra ista, mutire nefas? Neque omnino tacendum, neque omnino loquendum, sed cum modo tacendum et loquendum. | Men disse udsættes for oprørets, ulydighedens, ufromhedens og vantroens fare, når de som undergivne skal overtale sig selv til, at de er bedre end deres overordnede. Hvorfor skal der da i det hele taget ties? Mon det vil være imod dette, at det er rigtigt at tale sagte? Man skal hverken tie helt eller tale fuldt ud, men tie og tale med måde. |
| 49 Stulti dum viuant vitia in contraria currunt. His grauissimis malis occurrendum est, sed modo conuenienti. Illum vero dicere supra captum meum est. Quod audiui a quodam, qui mihi sapiens videbatur referam. | Det er de dumme, der her i livet sammenblander det lastefulde med dets modsætning. Disse alvorlige onder skal man imødegå, men på passende måde. Men at sige dette er over min fatteevne. Hvad jeg har hørt af én, som syntes mig at være fornuftig, vil jeg gengive. |
| 50 Dicebat imprimis efficax sibi videri emendandae curiae Romanae remedium, si principes, communitates, ordines, vniuersitates, et singuli denique subditi, quibus ea vitia displicent, desinant a Romano pontifice iniusta, et quae etiam vltro oblata refutanda forent postulare. | Han sagde, at i begyndelsen ville den romerske kurie synes ham et virkningsfuldt middel til forbedring, hvis fyrsterne, samfundene, ordenerne, universiteterne og hver enkelt undersåt, hvis de var opmærksom på noget forkert, ophørte med at modtage uretfærdigt gods af den romerske pave |
| 51 Hac enim via maiori fiducia vtpote a peccati participio immunes, pontificem accederent, monerent, rogarent, obsecrarent, cum omni instantia et reuerentia, vt diuinitus sibi creditum principatum, diuinis legibus administret, curetque sacris Canonibus suam reddi dignitatem, utque in suo fonte puri, et illibati seruentur, atque id fiat serio, instanter, concorditer. | På denne måde ville de bevare den størst mulige tillid, som nogen, der var rensede fra delagtighed i synden, og de ville anmode, bede, råbe til ja besværge paven, med al ærbødighed og reverens, så at han, som vi tror er en guddommelig leder, og styrer efter guddommelige love, og gennem de hellige kanonner sørger for, at enhver får den værdighed, der tilkommer ham, og de betjenes fra hans rene og usvækkede kilde, så at det sker for alvor, øjeblikkeligt og i enighed. |
| 52 Et interim quod in Romanis carpimus, sedulo vitemus (285) ipsi. Nam ut digna vox est, patere legem quam tuleris, ita satis insolens videtur, si in principe vitium non feras, quo tu laboras maxime cum in subditum recidat quicquid praelatus peccat, dicente Gre. Pro meritis subditorum disponitur vita praelatorum, | Og forøvrigt, det, vi angriber Romerne for, lad os selv være de første til at undgå det. For ligesom den værdige røst siger: overhold selv det, du pålægger andre, således synes det at være ret umådeholdent, hvis du ikke bærer over med den last hos fyrsten, som du selv døjer med, især når det, fyrsten gør forkert, falder tilbage på hans undergivne, som Gregor siger: For de undergivnes fortjenester afgiver de overordnedes liv vidnesbyrd, |
| 53 Secundum locum tenere dicebat, feruentem et communem ad deum orationem, quod impossibile sit multorum preces non exaudiri, et feruens atque humilis oratio caelos penetret, qua petatur vt deus ecclesiae prouidere dignetur, pontifice et eos qui circa eum sunt conuertat, illuminet, perficiat, idque fiat perseueranter exemplo viduae euangelicae, quae importunitate ab iniquo iudice extorsit, (Luk 18,7) quod gratia nequebat, et illius importuni amici, qui interpesta nocte panes petens perseuerabat pulsans, (Luk 11,5) | Det andet sted sagde han, at han overholdt en brændende og almindelig bøn til Gud, fordi det var umuligt, at manges bønner ikke skulle blive hørt, og en brændende og ydmyg bøn når frem til himlen, hvorved det opnås, at Gud værdiges at se til kirken, at omvende, oplyse og gennemtrænge paven og dem, der er omkring ham, når det sker vedholdende som i eksemplet med enken i evangeliet, som skønt det var ubelejligt fik overbevist den uretfærdige dommer, så han lod nåde gå for ret, og eksemplet med den ven, der ubelejligt bankede på om natten for at bede om brød og blev ved med at banke, |
| 54 memores illius qui dicit. Oportet semper orare, et non deficere. (Luk 18,1) Quae via si occulto et iusto dei iudicio, nihil proficimus, reliqua est patientia, in qua animas nostras possidere iubemur, nihil enim aliud occurrebat, quod legitime fieri posse videretur. | Det skal minde os om ham, som sagde: 'I skal altid bede og ikke blive trætte'. På den måde, hvis vi ikke udretter noget ved Guds skjulte og retfærdige dom, har vi kun tilbage at have den tålmodighed, som vi får befaling til, at vore sjæle skal besidde, der skete nemlig kun det, som syntes at kunne ske på legitim måde. |
| 55 Nam vniuersale conuocare concilium (id enim vnum restare videtur) non ei conueniens apparebat. Quis enim Papa nolente conuocabit? Qui nam conuenient. vt nunc fere sunt episcopi, qui soli apud veteres congregabantur. | For at sammenkalde et almindelige koncil (det spørgsmål synes at være tilbage) forekom ham ikke passende. Hvem skal nemlig sammenkalde det, når paven ikke vil? For hvem skal komme sammen. Nu er det jo næsten kun biskopperne, som hos de gamle alene samledes. |
| 56 Vnde et Aug. concilia episcoporum appellat. Postremo quomodo fiet iste conuentus, sine ecclesiae catholicae graui scissura? Non enim credibile est, ita ab omnibus Papam deserendum esse, vt non aliquis potens princeps cum eo sentiat, qui forsan sub ecclesiasticae libertatis praetextu, iniuriam vlcisci, aut ditionem extendere gaudebit, nec mala secutura exaggerare opus est. | Derfor kalder også Augustin koncilet for biskoppernes koncil. Og endelig, hvordan kan et sådant konvent finde sted uden den katolske kirkes alvorlige splid? Det er nemlig ikke sandsynligt, at således alle vil forlade paven, så at én eller anden mægtig fyrste, der mener som han, måske under påskud af den kirkelige frihed, vil hævne uretten eller glæde sig til at øge sin rigdom, så man ikke behøver at overdrive og sige, at der følger noget ondt derpå. |
| 57 Tamen vt haec omnia nihil sint, sed singula bene et concorditer fiant, sanctis et iustis legibus reformetur vniuersus Christianissimus, soluto conuentu quis erit legum custos, transgressionum vindex? Nonne Romanus pontifex? Haec ab illo audiui, et vera esse credo. | Dog dette er altsammen uden betydning, for det hver enkelt del vil ske smukt og enigt, når hele kristenheden reformeres efter retfærdige love, og konventet opløses, hvem vil så være lovenes vogter, hvem vil straffe overtrædelserne? Mon ikke den romerske pave? Det har jeg hørt fra ham, og jeg tror, det er sandt. |
| 58 Tandem ad eos veniamus, quod sine ratione a nobis damnata esse asserunt, a quibus imprimis scire velim vnde hoc nouerint. Non enim continuo facit, aut dicit sine ratione, quod dicti vel facti rationem non explicat cum non raro eueniat, vt facti ratio ex magna ratione taceat. | Endelig kommer vi til dem, der hævder, at han er blevet fordømt af os uden begrundelse, og af dem vil jeg først gerne have at vide, hvor de véd det fra. Man handler eller taler nemlig ikke altid uden begrundelse, selv om man ikke udtrykkeligt begrunder det, man siger eller gør, eftersom det ikke sjældent sker, at man tier med begrundelsen for, hvad man har gjort ud fra et større hensyn. |
| 59 Quemadmodum enim dux militi, medicus apothecario vel aegroto, et architectus manuoperatio non irrationabiliter praecipit, quemuis (286) praecepti rationem apud se habeat et sibi seruet, ita et iudex ex actis ferens sententia, et iurisperitorum consilio, non sine ratione iudicat, tametsi ipsi sententiae rationem non inserat. | Ligesom nemlig en fyrste ikke giver urationelle forskrifter til sin soldat, en læge til sin apoteker eller til den syge, en arkitekt til sin håndværker, hvilken begrundelse han end har og betjener sig af til at påbyde, hvad han gør, således afsiger også en dommer sin dom ud fra gerningerne og efter at have konsulteret sine lovbøger, men han dømmer ikke uden begrundelse, selv om han ikke indfører sin begrundelse i selve dommen. |
| 60 Deinde propterea articuli ad verbum, vt libris continebantur positi sunt, vt tam docti quam indocti prima facie viderent libros non bonos esse, in quibus tam manifeste falsa continerentur, aut si dissiderent ad libros recurrentes, vere an secus iudicatum sit deprehenderent. | Dernæst må man på grund af de ord, som bøgerne indeholder, fastslå, at både lærde og ulærde fremfor noget synes, at bøgerne ikke er gode, fordi de indeholder så meget, der positivt er falsk, eller man må, hvis de afviger fra de bøger, man holder sig til, virkelig overveje, om der kunne være afsagt en anderledes dom. |
| 61 Ad de quod omnia fere dicta Lutheri a nobis reprehensa, opponuntur fidei principijs, aut saltem a maioribus nostris et orthodoxis patribus decisa, determinata, damnata, anathematizata sunt, et quae sacerdotem saltem ignorare non licet, quod sacris sint comprehensa Canonibus, vt illud deus praecipit impossibile damnatur ab eo qui dicit. | Til næsten alt, hvad Luther har sagt, som vi har bebrejdet ham, har de hævdet, at det var imod troens principper, eller i hvert fald, at det af vore forfædre og de ortodokse fædre var besluttet, afgjort, fordømt, og kætterdømt, og at det måtte en præst ikke være uvidende om, at man måtte forstå de hellige kanonner, at dette 'Gud befaler det umulige' fordømmes af ham, der siger: |
| 62 Qui dixerit deum praecepisse impossibile anathemasit, nec est quod excuses, ipse impossibile vocat id quod est difficile, aut hominis vires excedit seclusa diuina gratia. (latom01#68) | 'Den, der siger, at Gud har påbudt noget umuligt, lyses i band', og der er ikke nogen undskyldning, han selv kalder det vanskelige, det, der overstiger menneskenes kræfter, når nåden udelukkes, for umuligt. |
| 63 Ipse etenim taliter sese explicat sic infulcit et inculcat et tam apte loquitur de primo decalogi mandato, de duobus vltimis, de dilectione ex toto corde, vt ostendat nemini talem gratiam in hac vita concedi, qua ab illorum mandatorum transgressione liber sit, quamuis quibusdam illam transgressionem non imputari fateatur. | Selv forklarer han sig nemlig på den måde og han tilføjer og indprenter og taler passende om det første bud, om de to sidste, om at elske Gud af hele hjertet, på den måde, at han påviser, at ingen i dette liv får en sådan nåde, at han kan holde sig fri af overtrædelse af disse bud, endskønt han indrømmer, at denne overtrædelse ikke tilregnes dem. |
| 64 Et illud in baptismo, post baptismum peccatum remanet damnatum est a magno Greg. ix. libro registri epistola. xxxix. Greg. verba sunt. | Og dette om dåben, at der efter dåben forbliver synd tilbage, det er fordømt af den store Gregor i hans 9. bog, brev 39 i registret. Gregor siger: |
| 65 Si qui vero sunt qui dicunt peccata in baptismate superficietenus dimitti, quod est hae praedicatione infidelius? in qua ipsum fidei sacramentum festinant soluere, inter caetera probat ex Euangelio vbi dominus dicit. Qui lotus est non indiget nisi vt pedes lauet, sed est mundus totus. (Joh 13,10) | 'Men hvis der er dem, der siger, at synderne i dåben kun tilgives overfladisk, hvad skal så den vantro stille op med den forkyndelse? Derigennem skynder de sig jo med at opløse selve trossakramentet'. Blandt andet beviser han det ud fra evangeliet, hvor Herren siger: 'Den, der er badet, skal kun have vasket fødderne, men er ellers helt ren'. |
| 66 Totus enim mundus dici non potest cui de peccato aliquid remansit, sed nemo resistit voci veritatis. | Når det siges, at han er helt ren, så kan der ikke blive nogen synd tilbage. Men ingen kan modstå sandhedens røst. |
| 67 Qui lotus est mundus est totus, nihil ergo de peccati sui contagione remanet, quem totum fatetur mundum ipse qui redimit, et infra. Si qui sunt igitur qui sub nomine Christiano haec quae diximus errorum capitula aut praedicare audent aut taciti apud semetipsos tenere, hoc procul dubio et anathematizamus et anathematizauimus. Cui hic credimus Greg. an Martino Luthero? | Den, der er vasket, er helt ren, der forbliver altså ikke nogen besmittelse med dens synd, som han indrømmer er helt ren, han, der selv forløste ham'. Senere siger Gregor: 'Hvis der altså er nogen, som vover at prædike det, vi her har sagt er en hovedfejl, eller stiltiende mener, det forholder sig sådan, for sig selv, så er der ingen tvivl om, at vi fordømmer ham og har fordømt ham'. Hvem skal vi tro, Gregor eller Martin Luther? |
| 68 Et illud. Non omnia mortalia esse sacerdoti confitenda, aut non esse conandum ad omnia recolligenda. (latom02#14) (287) Nonne damnatum est a concilio generali? Nonne Christiano sufficere debuit patrum auctoritas, ne impossibilia vel irrationabilia illos statuisse praesumat asserere? | Og denne sætning: Ikke alle dødssynder skal man skrifte for præsten, eller man skal ikke forsøge at huske dem allesammen. Mon ikke det blev fordømt af et almindelige koncil? Mon ikke det bør være nok for en kristen med fædrenes autoritet, så at han fastslår det, som han formoder, de har bestemt: at Gud ikke påbyder det umulige eller det irrationelle? |
| 69 Pariformiter dicendum est de notatis per nos, circa satisfactionem, contritionem et purgatorium. Sunt enim expresse aut sententialiter a sacris concilijs aut pontificibus damnata, quibus si plus fidei adhibemus quam Martino, puto quod nemini faciamus iniuria. | Det samme kan man sige om det, vi har lagt mærke til, hans ord om fyldestgørelsen, angeren og skærsilden. De er nemlig ordret eller efter deres mening blevet fordømt af de hellige konciler og paverne, og hvis vi stoler mere på dem end på Martin, mener jeg ikke, vi gør nogen uret. |
| 70 Illud vero. Omne opus bonum in sanctis viatoribus est peccatum.(releip04#14) (latom02#16) Aut idem opus simul est bonum et peccatum tam est absurdum, vt nihil dici possit absurdius, et videtur directe contra illud symboli. Qui bona fecerunt ibunt in vitam aeternam. (n70) | Men han siger: 'Enhver god gerning hos de hellige vandringsmænd er synd'. Eller han siger, at den samme gerning på én gang er god og synd, hvilket er så absurd, at der ikke kan siges noget mere absurd, og det synes direkte i strid med symbolets: 'De, som gør godt, går ind til det evige liv'. |
| 71 Bonum enim opus in habentibus charitatem est laude, praemio, gloria, immortalitate dignum, deo placens et acceptum, Peccatum vero contra vituperio, paena, confusione, Pallient vt volunt, quantum volunt Lutherani, ipse taliter sese declarat, vt eorum tergiuersationibus locum non relinquat. | For en god gerning i de mennesker, der har kærlighed, er rosværdig, giver belønning, ære, er værdig til at få udødelighed, den behager Gud og er accepteret af ham. Men synden fortjener omvendt dadel, straf, gendrivelse. De gør, som de vil, og så meget, de vil, disse lutheranere. Og han erklærer sig selv for en sådan, så at han ikke lader nogen plads åben for deres udflugter. |
| 72 Hoc nostrum est inexpiabile facinus, quod ista sine ratione damnasse videmur, cum pudendum sit homini Christiano huiusmodi rationem quaerere. Et videant qui talium rationes tam instanter exigunt ne seipsos prodant. | Dette er vores uafsonelige udåd, at vi synes at have fordømt det uden begrundelse, skønt et kristenmenneske skulle skamme sig over at kræve den slags begrundelse. Og lad dem passe på, de, som så hurtigt kræver en sådanne begrundelser, at de ikke røber sig selv. |
| 73 Non nulla enim sunt de quibus dubitare scelus est. Licet enim Louanienses Theologi non eam sibi auctoritatem arrogent, vt sine ratione sibi credi postulent, tamen quia ratio quae aduersarijs sufficeret paucis explicari non poterat quod Romanorum Pontificum, vel sacrorum conciliorum auctoritatem non recipiant, sed tantum scripturae, Germanum et natiuum sensum, et soluenda erant omnia eorum allegata testimonia, quae vt cernis iusto volumine opus habent. | Der er nemlig en del, som tvivler på, at dette er forkert. For selv om de louvanensiske teologer ikke tilraner sig denne autoritet, at de uden begrundelse kræver at blive troet, så skyldes det dog, at den begrundelse, som nogle få modstandere vil være tilfreds med, kan de ikke forklare, fordi de ikke anerkender de romerske pavers eller koncilernes autoritet, men kun skriftens autoritet, i dens tyske og indfødte betydning, og vil have, at alting skal forklares med de vidnesbyrd, de har lagt frem, og for at man kan bestemme det retfærdigt, har de brug for en enorm mængde. |
| 74 Facile erat vnum aut alterum scripturae locum singulis aptare capitulis, sed quia hodie plurimi numerare quam ponderare malunt testimonia, facillimum fuisset quod allegaretur quantumuis robustum et apertum in calumniam trahere, cum sit vnum de porissimis in quibus Lutherus gloriatur, quod plurima alleget, aduersarij vero aut nihil aut paucissima, quasi non sit vel nuda veritas munitissime falsitati preferenda, aut quasi sit in multitudine victoria belli. | Det ville være let at knytte et eller andet skriftsted til hvert enkelt kapitel, men fordi de fleste i dag hellere vil tælle vidnesbyrd end vægte dem, kunne det let ske, at når der var blevet knyttet et hvilketsomhelst stærkt og åbent vidnesbyrd dertil, det alligevel blev trukket hen i forhånelse, eftersom det er én af de bedste ting, Luther praler af, at han henviser til meget, men modstanderen til ingenting eller kun til lidt, som om det ikke var at foretrække at være befæstet med den blotte og bare sandhed fremfor med det falske, eller som om krigens sejr lå i mængden. |
| 75 Cum saepe quod Chrysostomus ait. Multitudine armentur, qui veritate nudati sunt Sed de hijs plus satis, adhibendus est modus epistolae, quem iam diu praetergressum esse me sentio, dum diutius tecum loqui (288) delectat. | Nej, det forholder sig ofte, som Chrysostomus siger: 'De er bevæbnede med en stor mængde, som har den blotte og bare sandhed'. Men om disse ting har jeg allerede talt for meget. Jeg vil tilstræbe brevformen, men jeg tror allerede jeg har overskredet den, fordi jeg kan lide at tale lidt længere med dig. |
| 76 Hanc epistolam libello praepones, pro defensione condemnationis, et ad placandos animos eorum, quos ipsa commouit. Haec pauca interim gratanter accipe Rodolphe charissime, prope diem prodibunt alia aduersus ea, quae indies Lutherus aut alij nomine eius emittunt peiora prioribus, cuiusmodi est libellus qui praeludium captiuitatis babylonicae vocatur, in qui apertissime loquitur nulla circuitione vsus, et mea quidem sententia de sacramentis, de votis de religionibus, de humanis legibus, et matrimonijs, atque sacerdotio grauissime et periculosissime aut fallit, aut fallint. | Dette brev kan du sætte foran bogen til forsvar for vores fordømmelse og til at behage deres sjæle, som denne sag selv bevæger. Modtag, kære Rudolf, disse få ting i mellemtiden, med det første vil der udgå noget andet imod det, som Luther idag eller en anden i hans navn har udsendt, værre end de foregående ting, for af den art er den bog, som han kalder forspil om det babyloniske fangenskab, i hvilken han taler særdeles ligeud uden brug af omsvøb, og i hvert fald efter min mening farer han eller de vild på det alvorligste og farligste med hensyn til sakramenterne, til munkeløfterne, til ægteskabet, og med hensyn til præstedømmet. |
| 77 Vale et catholicam veritatem defende, vt facis Louanij vltima Decembris. | Lev vel og forsvar den katolske sandhed, som du også gør. Louvain i slutningen af december. |
| 78 Videre til latlu02! |
Noter:
n39: Brev nr 93 i den engelske internetudgave (Edinburgh-udgaven), kapitel 40.