Ved sognepræst Ricardt Riis, Horsens.
Tre tekster med mine kommenterende og kritiske noter:
1. Steffen Kjeldgaard Pedersen, fra Luther 1483-1546.
2. Leif Grane , fra Den uberegnelige Luther.
3. Inge Lønning , fra Luther, Verker i
Utvalg.
Langt, langt forord til Luthers tekster.
Luthers beretning om 'den lutherske opstandelse', begivenhederne fra 1517 og fremefter. (Fra Wider Hans Wurst, 1541).
Emneregister:
15 år i kloster: Erl 9,325 (B#4); 12,220 ( A#10 ); 17,139 ( A#46 ); 17,252 ( A#27 ); 30,371 (B#7); 44,124 ( A#34 ); 44,190 ( A#14 ); 46,64 ( A#4 ); 47,37 ( A#20 ); 51,103 (B#106); 58,200 (B#123);
20 år i kloster: Erl 48,306 ( A#40 ); 49,26 ( A#43 ); 49,299 (B#96);
Fortryllelse: 51,103 (B#107);
Luther har stadig munkevæsnet i sig: 14,294 ( A#59); 28,300 ( A#51 ); 47,37 (A#20); 51,146 (B#111); 61,383 ( A#56);
Luther har med sin messefejring korsfæstet Kristus: 17,252 (A#27 ); 30,371 (B#7);
Luther blev forført i pavedømmet: 45,148 (A#62 );
Pavedømmet skaber synd, hvor der ikke er synd: 45,154f (A#68 );
Kristus som dommer (på regnbuen): 44,72 (A#76);
49 Luther- tekster om den reformatoriske opdagelse.
Steffen Kjeldgaard Pedersen: Martin Luther 1483-1546, Forlaget Møllen,
1983, side 36.
Diskussionen
Luthers egen berømte beretning om opdagelsen eller vendingen findes i fortalen til en udgave af hans latinske værker, som begyndte at udkomme i 1545. Det lader sig næppe bestride, at Luther taler om en bestemt begivenhed og tilmed en sådan, hvorved han blev genfødt og kom i Paradis. Der er bare det drilagtige ved den gamle Luthers beretning, at begivenheden i den unge Luthers liv ikke er tidsfæstet på helt entydig måde. ( n1 ) I Lutherforskningen er der brugt megen tid og analytisk skarpsindighed på at bestemme tidspunktet for opdagelsen, som også er blevet kaldt gennembruddet af den reformatoriske erkendelse hos Luther. Ethvert begrundet forslag forudsætter nemlig detaljerede studier i Luthers tidlige forelæsninger, idet tidsfæstelsen kun kan ske på den måde, at opdagelsens indhold genfindes i den unge Luthers teologiske arbejde. ( n2 ).
Nogle Lutherforskere mener, at opdagelsen ligger forud for Luthers bibelske
forelæsninger overhovedet, andre, at den først gøres
undervejs. Man taler om en tidlig datering (1512/13) og en sen (1518 eller
senere endnu). Den afgørelse, der træffes, har betydning for,
hvorledes man skal forstå hele det forløb, som førte
til Luthers opgør med Rom og hans udelukkelse af kirkens fællesskab.
En sen datering medfører nemlig, at man så også må
sige, at en stor del af Luthers kritiske afregning med den herskende teologi
og også en del af hans kritik af kirkelig praksis fandt sted på
et grundlag, som endnu ikke var reformatorisk og som derfor var et andet
end det, hvorpå Luther gennemførte sit store teologiske opgør
med Rom i årene 1518-1521. Synspunktet er bestemt ikke uden vanskeligheder.
( n3 ).
Leif Grane: Den uberegnelige Luther.
side 10:
Tese 4: Hele kæden af begivenheder fra den omtalte disputation i 1516 til Luthers disputation i Leipzig med Johann Eck synes ikke at levne plads for nogen "reformatorisk opdagelse" af afgørende karakter i denne periode.
Billedet af Luther som en bibelsk og antiskolastisk teolog er stadig gyldigt i efteråret 1518, som er det senest mulige tidspunkt for det, man har kaldt den "reformatoriske opdagelse". ( n4) For dem, der er tilhængere af en tidlig "opdagelse" (i tiden ca. 1514-16), er der ingen problemer, da de vil være i stand til at se Luthers kampagne som en naturlig følge. ( n3 ). De, der foretrækker en sen datering -- i de fleste tilfælde engang i 1518 -- er nødt til at tolke Luthers tidligere forelæsninger som "førreformatoriske". ( n5 ). Vanskeligheden er, at ingen beskrivelse af opdagelsens indhold synes at forandre udseendet af noget enkelt led i den ubrydelige kæde af begivenheder, handlinger og skrifter fra forelæsningen over Romerbrevet (1515-16) frem til disputationen med Eck 1519. Hvis opdagelsen, et eller andet sted undervejs, var afgørende, ville det være naturligt at forvente, at den skulle have øvet en væsentlig indflydelse og derfor måtte bidrage til forklaringen af Luthers holdning. Det er imidlertid ikke let at se, hvordan det skulle være tilfældet. ( n6).
Med disse bemærkninger er det ikke meningen at bestride, at Luther
gjorde opdagelser. Det er ikke en ringe fortjeneste at have fremhævet
vigtigheden af Luthers grundige analyse af sakramenterne, som Ernst Bizer
og andre har gjort på forskellige måder. Men man kan godt anerkende
disse resultater uden at tage direkte del i diskussionen om den "reformatoriske
opdagelse", der især koncentrerer sig om indholdet: hvor og hvornår
finder vi den ægte "reformatoriske" teologi? ( n7)
Det er ikke det væsentlige her, hvor vi er optaget af den logiske
-- og virkelige -- forbindelse mellem Luthers handlinger og de begivenheder,
de fremkalder, set som en sammenhængende kæde. Forskellen ligger
i måden at nærme sig sagen på: Gælder det om at
understrege et specielt teologisk indhold, eller er det vigtigere at følge
den indre sammenhæng i Luthers handlinger, set i begivenhedernes
kontekst? Dette er selvfølgelig ikke noget egentligt alternativ,
og det er derfor stadig muligt at lære af hinanden. (n8
).
Inge Lønning: Luthers reformatoriske gjennembrudd og veien dit. (Fra Verker i Utvalg, Bind 1, side 21-36).
.... Men henvisningen i fortalen av 1545 volder adskillig hodebry for den som historisk vil søke å følge og forstå Luthers utvikling i retning av rollen som reformator. Den avgjørende vending Luther omtaler, (22) gikk lenge under det selvfølgelige navnet den reformatoriske oppdagelse. Tilsynelatende med full rett -- etter Luthers egen beskrivelse må det jo ha dreiet seg om en opplevelse av den art som setter et markert skille mellom et før og et nå. Erfaringen af et plutselig gjennombrudd fra en tilstand av famling og leting til en tilstand hvor en har funnet og opplever at hele virkeligheten ligger foran en i full flombelysning, er en erfaring mange av menneskehetens store oppdagere har gjort. Men der hvor oppdagelsens gjenstand ikke er ytre, fysiske forhold, vil ofte gjennombruddet vise seg like vanskelig å konstatere ved tid- og stedfesting fra utsiden som det oppleves ekte og selvinnlysende fra innsiden, dvs. for den som har hatt opplevelsen. For den som betrakter et hendingsforløp på noen avstand, vil ofte det som for hovedpersonen virket som et momentant gjennombrudd, fortone seg som et moment i en jevn utviklingsprosess. Så også i Luthers tilfelle, som vi skal se. ( n9 ).
I sin omtale av gjennombruddsopplevelsen har ikke Luther gitt sikre holdepunkter for noen datering. At opplevelsen må høre hjemme innnenfor tidsrommet 1513-19, er hevet over tvil. ( n10). Men nøyagtig hvor innenfor dette tidsrom, det er et spørsmål man ikke finner direkte svar på hos Luther selv. Det er derfor ingen tilfeldighet at en av de aller heftigste diskusjoner innenfor moderne Luther-forskning har kommet til å dreie seg om nettopp dette spørsmål. Nær sagt alle dateringsforslag har vært forsøkt, men med hovedtyngden samlet om ytterpunktene 1513 og 1518. Ut fra rekkefølgen i beretningen av 1545 har det endog vært antatt at Luther selv mener å datere gjennombruddet så sent som 1519. På grunnlag av de foreliggende kilder er det altså mulig å komme fram til dateringsforslag som varierer med hele 6-7 år. ( n11) Og kildene er i denne sammenheng naturligvis Luthers eget forfatterskap fra dette tidsrom, der man etter omtalen av gjennombruddet skulle vente å finde klare og entydige nedslag av den skjellsettende teologiske oppdagelse. ( n12 ).
Nå består ikke vanskeligheten bare i Luthers egen omtrentlighet i plassering av gjennombruddsopplevelsen. For den kritiske historiker reiser naturligvis det spørsmål seg om man i det hele tatt kan tillate seg å bygge på det en person mener å erindre på 30 års avstand, eller hvor langt man kan bruke en person som vitne i egen sak. Kan Luthers oppfatning anno 1545, i en situasjon som i det minste siden riksdagen i Worms i 1521 hadde vært grunnforskjellig fra den han stod oppe i i årene 1513-18, i det hele tatt gi oss tilnærmet pålitelig kunnskap om forholdene i gjennombruddstiden? (n13 ).
....
(side 27) Diskusjonen gjennom de siste to tiår har vist at det er mulig å føre en omfattende og i og for seg tillitvekkende argumentasjon for begge standpunkter (et 1515-standpunkt og et 1518-standpunkt). Det må enten bety at Luther i sin teologiske tenkning i denne perioden er så uklar og mangetydig at det er uråd å nå fram til rimelig sikre tolkninger av det han sier. Eller det må bety at det er noe i forskningens måte å stille spørsmål på som er uklart, og som fører til at man snakker forbi hverandre. Før man blir stående ved den første mulighet, er det grunn til å overveie den siste nøye. Adskillig taler for at uklarheten hefter ved spørsmålsstillingen og metoden, ikke ved det materiale som er gjenstand for utforskning. ( n14).
Noe av uklarheten stikker uten tvil i selve det spørsmål man i denne diskusjonen stiller til Luthers verker fra årene 1513-19. Nærmer man seg den enkelte tekst for å bestemme hvorvidt den hører hjemme før eller etter det reformatoriske gjennombrudd, forutsetter det at man på forhånd har en tilnærmet klar definisjon av hva det reformatoriske består i. Bare dersom innholdet i det reformatoriske gjennombrudd er entydig nok til at alle parter kan bruke uttrykket med én og samme mening, kan man forvente at det skal være mulig å nå fram til enighet om når dette innhold klart kan påvises i skriftene og dermed i Luthers tenkning. At det mangler adskillig på at denne entydigheten er til stede, viser nettopp debatten innenfor forskningen i de siste tyve år. Når Bizer og de forskere som følger ham, når fram til den sene datering, henger det sammen med de kjennetegn de legger den avgjørende vekt på i bestemmelsen av det reformatoriske. Det egentlig reformatoriske vil disse forskere se i den eksklusive sammenknytning av ordet/forkynnelsen og troen som i hvert fall fra og med de reformatoriske hovedskriftene i 1520 og i hele resten av Luthers forfatterskap spiller en dominerende rolle -- og som er blitt stående som et særkjenne ved all senere luthersk tradisjon. Først i det øyeblikk Luther har lært å forstå troen ut fra evangeliet som virkekraftig forjettelsesord, promissio, er han teologisk blitt frigjort nok i forhold til den kirkelige tradisjon til å trekke de praktiske konsekvenser av en virkelig reformatorisk hendelse. Alle tankesammenhenger hvor dette kjennetegn ennå mangler, er å anse som førreformatoriske. ( n15).
....
(side 29) Den sene datering av det reformatoriske gjennombrudd er imidlertid ikke ene og alene basert på oppstillingen av et positivt kriterium på den reformatoriske teologi. I minst like høy grad hviler den på den forutsetning at det lar seg gjøre å påvise at Luther i de tidligere faser av sin teologiske utvikling ennå mangler den selvstendighet og originalitet som må til for at man skal kunne tale om noe teologisk vendepunkt i forhold til tradisjonen. Tyngden i denne bevisførsel vil naturlig nok avhenge av hvor omfattende og eksakt kunnskapen om den teologiske tradisjon Luther forholder seg til, kan bli. Det er derfor ingen tilfeldighet at det har vært nedlagt en stor teologihistorisk forskningsinnsats for å kartlegge mangfoldet av skoleretninger og tradisjoner innenfor senmiddelalderens teologi, og at denne forskning har løpt parallelt med diskusjonen om Luthers reformatoriske gjennombrudd. Jo flere idéhistoriske forbindelseslinjer som kan ettervises fra Luthers tidlige teologi og bakover -- til den tyske middelaldermystikk, til Augustin-tradisjonen formidlet gjennom fransiskanerteologene, til occamismen osv. -- desto sikrere skulle også vurderingen av de ulike stadier i Luthers teologiske utvikling bli. Først når man har sammenholdt Luthers verker med alle deler av den samtidige og umiddelbart foregående teologiske tradisjon, kan man historisk ha noenlunde sikker grunn under bena når man vill fastslå hvor skillet mellom før-reformatorisk og reformatorisk teologi går. ( n16 ).
....
(Side 32) Vi har med hensikt brukt eksemplene til å problematisere argumentasjonen for den sene datering av det reformatoriske gjennombrudd. Det innebærer ikke uten videre noen anbefaling av det annet hovedstandpunkt innenfor den aktuelle diskusjon i Lutherforskningen. En tilsvarende problematisering av bevisførelsen på den kant ville med letthet la seg gjennomføre. Den eneste konklusjon som med rimelig grad av sikkerhet ville kunne trekkes, kan vi imidlertid like godt slå fast uten en slik omvei: både for den tidlige (1513) og for den sene (1518) (33) datering av Luthers reformatoriske gjennombrudd kan der gis gode grunner, og mot begge kan der reises tungtveiende innvendinger. På det grunnlag må man videre forholdsvis trygt kunne trekke den slutning at et skarpt og momentant teologisk brudd, slik bemerkningerne i fortalen fra 1545 kunne tyde på, ikke lar seg konstatere i Luthers litterære produksjon i dette tidsrom. Det som foreligger, synes snarere å være en sammenhengende, vanskelig avlesbar utviklingsprosess, som fra og med striden om avlatstesene i 1517 skyter aksellererende fart fram mot det dramatiske ytre hendingsforløp som munner ut i bannlysningen og riksdagen i Worms som den endelige, politiske stadfestelse av den kirkelige ekskommunikasjon. ( n17).
Kanhende gjør vi til sist vel i å orientere oss i forhold til dette faste historiske holdepunkt. Både forstått som et ytre historisk begivenhetsforløp og forstått som en indre teologisk utviklingsprosess er reformasjonen kommet til sitt foreløbige gjennombrudd i Worms i 1521. Og konfrontasjonen på riksdagen kaster klart lys over den konflikt som har ført til bruddet mellom Luther og den kirkelige sentralmyndighet. Kravet om å tilbakekalle villfarelsene er i realiteten et krav om underkastelse under kirkens læremyndighet og anerkjennelse av denne læremyndighet som det fundament troen bygger på. Det viser direkte tilbake på det som sett fra den kirkelige sentralmyndighetens synspunkt hele veien er det springende punkt i oppgjøret med Luther: læreautoriteten og lydigheten. Den som benekter at kirken har en ufeilbar læreautoritet, det være seg i skikkelse av paven eller i skikkelse av konsilene, har pr. definisjon satt seg utenfor en kirke som nettopp definerer seg selv ved hjelp av teorien om en slik læreautoritet. ( n18 ).
Det standpunkt at såvel paven som konsilene kan ta feil i lærespørsmål, blir uttrykkelig og umisforståelig hevdet offentlig fra Luthers side først under disputasen i Leipzig i 1519. ( n18a) Under samtalene med Cajetan i Augsburg året før er imidlertid standpunktet langt på vei ferdig formulert. Her hevder nemlig Luther under henvisning til Gal 2,11ff, at også apostelfyrsten Peter kunne ta feil og trekker den slutning at det på den bakgrunn ikke bør overraske noen om det samme skulle vise seg å være tilfelle med Peters etterfølgere. ( n19 ).
Sett fra Luthers eget synspunkt er dette imidlertid ikke fundamentale
nyvinninger i teologisk innsikt. Snarere er det nødvendige praktiske
følgeslutninger, som han provoseres til å trekke gjennom konfrontasjonen
med representantene for den kirkelige sentralmyndighet og det lydighetskrav
de presenterer. De grunnleggende teologiske forutsetninger (35) må
ha vært til stede før disse konsekvenser kunne trekkes. De
er da også klart nok til stede allerede fra det øyeblikk den
kirkelige konflikt begynner å skyte fart etter offentliggjøringen
av avlatstesene høsten 1517; allerede her operere Luther ut fra
sin forståelse av hva teologi er med krav til teologisk begrunnelse
som er uforenlige med teorien om den ufeilbare læremyndigheten. I
ansats er Luthers standpunkt allerede her at det er embedet og kirkeautoriteten
som trenger å legitimeres teologisk, og at disse størrelser
følgelig ikke kan legitimere innholdet i det kirken forkynner. (n20
).
Noter til Kjeldgaard Pedersen, Grane og Lønning:
Note 1: Dette er forkert. Problemet med fortalen fra 1545 er, at tidspunktet
for begivenheden faktisk meget nøje lader sig tidsfæste, men
lader sig tidsfæste til et tidspunkt, som moderne forskere ikke vil
gå med til. Derfor er teksten drilsk. At han følte sig som
i Paradis, skriver han i
fort45en#67.
At han fandt den samme opdagelse hos Augustin, ifort45en#69
. Og i
fort45en#70skriver
han så, at han så småt var begyndt på en ny kommentar
til salmerne, men blev afbrudt af det året efter, da kejser Karl
indkaldte til rigsdag i Worms. Der er intet upræcist i denne tidsangivelse.
Den kan kun tydes sådan, at Luther her sætter tidspunktet for
sin omvendelse til 1519-1520. Det eneste tvivlsomme i teksten er bemærkningen
om, at han fandt den samme forståelse af ordet 'Guds retfærdighed'
hos Augustin. Jeg tror, at man allerede i romerbrevsforelæsningen
fra 1515-16 kan se, at han har forstået Augustins brug af begrebet
'Guds retfærdighed', som han her beskriver det.
Note 2: Ordet 'kun' er bemærkelsesværdigt. Kan tidsfæstelsen
af Luthers omvendelsesoplevelse ikke også findes derved, at man lytter
til, hvad han selv har fortalt derom? I hvert fald må man have gode
grunde til ikke at lytte til Luthers egne beretninger. Og sådanne
har jeg endnu ikke truffet på. Men det må indrømmes,
hele sætningen svarer meget godt til den metode, man synes at have
anvendt hidtil til tidsfæstelse af Luthers omvendelsesoplevelse.
Se også Leif Granes bemærkninger om tidsfæstelsen!
Note 3: Dette er helt korrekt; man må vælge, ikke blot mellem tilfældige tidspunkter, men også mellem hovedsynspunkter for Luthers reformatoriske virke. Men er det så særlig heldigt, som de fleste gør, at vælge et tidligt tidspunkt? Leif Grane skriver, at man i så fald vil være i stand til at se Luthers kampagne som en naturlig følge. Vil man det? Er der noget naturligt i, at Luther springer over fra at have betragtet paven som en myndighed, man skal vise lydighed overfor, til at betragte ham som antikrist? Er det naturligt, at Luther endnu i 1519 kunne bekende, at han vidste, at der fandtes en skærsild, mens han senere fornægtede den? Og ikke mindst: Hvordan kan erklæringen om munkevæsnet som i sig selv ødelæggende for troen ligge i naturlig forlængelse af erklæringen fra slutningen af 1519 om den verdslige og den cølibatære vej som to ligeværdige veje til målet: at døde kødet?
Hvad det sidste angår, kan man bemærke sig, at Grane er i stand til at skildre forløbet fra 1517 til 1525 næsten uden at skildre Luthers opgør med munkevæsnet.
Så er det sandt, at hvis man går ind for en sen tidsfæstelse, står man med det problem, at den teologi, som startede det hele, den, som lå bag de 95 teser, var en førreformatorisk teologi. Men hvad så? Er der noget at gøre ved det, hvis det nu er sådan?
Luther selv siger i fortalen til de latinske værker fra 1545 om
sin teologi før den reformatoriske opdagelse: og tilligemed havde
jeg inddrukket begyndelsesgrundene til erkendelsen af og troen på
Kristus, nemlig, at vi bliver retfærdige og frelses ikke ved gerninger,
men ved tro på Kristus. (fort45en#45
). Det vil sige, tilsyneladende er den reformatoriske opdagelse, han lægger
vægt på, én, der finder sted i slutningen af 1519, og
ikke én, der finder sted i 1516, selv om sidstnævnte måske
virkelig har fundet sted. Eller: Luther synes at dele sin opdagelse i to,
én, hvor han bliver klar over retfærdiggørelsens primat,
én, hvor han bliver klar over den praktiske konsekvenser. Men han
lægger afgjort mest vægt på den sidste.
Note 4: Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at
Grane ikke har forklaret lidt nærmere, hvad han begrunder denne opfattelse
med. Skyldes det, at Luther på det tidspunkt har skrevet noget, der
afgørende placerer ham på den 'rigtige' side af det reformatoriske
gennembrud? Skyldes det nogle udtalelser af ham selv desangående?
Det sidste er vist ikke tilfældet, for det er, som om alle Luthers
egne meninger om gennembruddet skydes til side.
Note 5: Ja, medmindre man, som Luther selv, skelner mellem en slags
foreløbig forståelse af retfærdiggørelsen ved
tro og den endelige og fulde forståelse af sagen, herunder måske
specielt, hvilke kirkepolitiske konsekvenser den har.
Note 6: Her ser vi en uheldig konsekvens af begrænsningen i note 4. Hvis Grane havde taget et par år mere med i sin afgrænsning, og regnet den reformatoriske opdagelse for mulig så sent som januar 1520, så ville han være nået frem til et tidspunkt, hvor der sker ting og sager: Luther erklærer, at paven er antikrist. Luther erklærer, at messen er afgudsdyrkelse. Luther erklærer, at munkevæsnet er djævelens værk. Luther erklærer, at skærsilden er en menneskelig opfindelse. Og måske vi skal tage det sidste med: Luther erkender, at sandheden er noget, man må sætte livet ind for.
Problemet er naturligvis, at alle disse ting af Grane ses som en naturlig
forlængelse af retfærdiggørelseslæren, som Luther
var nået frem til i 1515. Han havde blot ikke selv draget disse konsekvenser
før 1520. Det vil sige, den reformatoriske opdagelse,som jeg hævder
i 1520, bliver (i Granes øjne) reduceret til dette, at Luther drager
konsekvenserne af sin opdagelse. Men jeg vil tillade mig at mene, at det
er nu slet ik' så ring' endda. Og jeg vil altså fastholde,
og jeg gør det ud fra teksten selv, fortalen fra 1545, at det er
denne ændring, Luther betegner som identisk med at fornemme Paradisets
porte åbne sig.
Note 7: Dette er desværre altfor rigtigt: De anstrengelser, der
har været gjort for at finde det rette tidspunkt for den reformatoriske
opdagelse, går ud på at finde, hvornår man hos Luther
i hans mange skrifter finder den rette forståelse af retfærdiggørelseslæren
udtrykt. Dels skulle man synes, at man burde lægge mere vægt
på, hvad 'manden selv' siger, dels er det vist lidt forkert helt
at overse de ændringer af kirkepolitisk art, der springer frem i
1520.
Note 8: Det er ikke helt let at afkode sådanne udtalelser. Men
sandt er det, at man under alle omstændigheder kommer til at tage
stilling til Luthers teologi fra 1517 til 1520: Var der tale om den rene
og skære og sande retfærdiggørelseslære, eller
var der tale om en kun foreløbig retfærdiggørelseslære,
som blev fuldkommet i 1520? I det første tilfælde rejser der
sig det spørgsmål, om man virkelig kan tænke sig, at
Luther har været så naiv, at han ikke har set konsekvenserne
af sin teologi. I det andet tilfælde bliver spørgsmålet,
hvordan en halvfærdig retfærdiggørelseslære tager
sig ud: Kan man fx se en forskel i retfærdiggørelseslæren
mellem galaterbrevskommentaren fra 1519 og den store ditto fra 1531?
Note 9: Verker i Utvalg gengiver Luthers fortale fra 1545 i hele sin
udstrækning. Og Inge Lønning giver i sin omtale af det reformatoriske
gennembrud bl. a. en begrundelse herfor. Som man kan se, er dog denne begrundelse
præget af en vis afstandtagen fra Luther selv, her betegnet ved,
at der sås tvivl om overensstemmelsen mellem oplevelsen set indefra
og oplevelsen set udefra: Måske er der 'i virkeligheden' tale om
en udviklingsproces og ikke et momentant gennembrud.
Note 10: Desværre regner Lønning det for så stærkt
hævet over enhver tvivl, at han ikke behøver begrunde det.
I det stykke følger han Grane, eller Grane følger ham, se
note4! Og begge undlader begrundelse. Desuden hævder
Lønning ligesom Kjeldgaard Pedersen, at man ikke ud fra fortalen
af 1545 kan finde sikre holdepunkter for en datering, se note
1! Se dog også næste note.
Note 11: Lønning antyder, at Luther selv i fortalen af 1545 mener,
at gennembruddet skete så sent som i 1519. Han selv læser dog
tilsyneladende ikke fortalen på den måde, eftersom han kun
lader det være et referat af andres mening. Og når han lige
efter kan hævde, at man med gode begrundelser kan fremholde alle
år fra 1513 til 1519 som gennembruddets år, så må
det nok betyde, at han afstår fra at tage stilling.
Note 12: Bemærkelsesværdigt er det, at Lønning blandt
kilderne ikke nævner fortalen fra 1545 eller lignende kilder, hvor
Luther selv omtaler sit gennembrud. Jeg skal forsøge at råde
bod på denne mangel.
Note 13: Dette er et yderst relevant historisk-kritisk spørgsmål
at stille. Og jeg skulle ikke have gjort indsigelser, hvis Lønning
var begyndt med at indrømme, at Luther selv anbringer den reformatoriske
opdagelse i januar 1520, men at det af de og de grunde er forkert. Men
når man nægter at se, hvad der dog ligger fremme i dagen: at
Luthers datering faktisk er ret præcis, så er der noget galt,
uden at jeg helt klart kan sige, hvad.
Note 14: Den iagttagelse er rigtig. Men desværre er det ikke muligt
at se, at Lønning selv trænger bag ved den almindeligt anerkendte
spørgemetode. Det er ikke nok blot at undlade at tage stilling.
Note 15: I dette afsnit har Lønning meget klart beskrevet de
hidtidige dogmatiske vanskeligheder ved den historiske bestemmelse af gennembrudstidspunktet.
Man er nødt til at bestemme "det reformatoriske" dogmatisk for at
kunne lede efter det i Luthers skrifter. Og selve denne dogmatiske bestemmelse
har indflydelse på, om man når til det ene eller det andet
resultat, hvad tidspunktet angår. Det er en hermeneutisk cirkel,
man dèr befinder sig i. Jeg vil mene, at man, netop hvis man som
jeg prøver at tage Luther alvorligt i den tidsfastsættelse,
han selv kommer med, når ud over denne problematik.
Note 16: Dette er, som man kan forstå, et meget stort projekt.
Og jeg skal ikke på nogen måde nedgøre betydningen af
al denne forskning. Det kan virkelig have stor interesse. Men spørgsmålet
er, om ikke det er en blindgyde at ende i, hvis man er interesseret i at
bestemme gennembrudstidspunktet. Kommer man derigennem ud af ovennævnte
hermeneutiske cirkel? Kan man bestemme, hvad der er reformatorisk teologi
alene ved at fastslå, hvad den ikke er, ud fra studier af samtidens
teologi? Må man ikke nødvendigvis have hele sit teologiske,
og dermed også dogmatiske, engagement med sig i den bestemmelse af
reformatorisk teologi, man forsøgsvis fremsætter? Er der derfor
andet at gøre, end så åbent som muligt at fremlægge
sine forudsætninger, også de dogmatiske forudsætninger,
så man i det mindste ikke snyder på vægten overfor de
andre forskere?
Note 17: Med andre ord: Vi kan ikke regne med Luthers oplevelsesbeskrivelse;
den konklusion, der var lagt op til i begyndelsen, drages her. Og det må
vel nok se sådan ud for den, der har accepteret begrænsningen
1513 til 1518. Men hvorfor er det nødvendigt at acceptere denne
begrænsning?
Note 18: Der mangler en lille detaille i skildringen, som måske
ikke er helt uvæsentlig, den, nemlig, at Luther finder kirkens krav
om tilbagekaldelse selvmodsigende. Luther vil i og for sig gerne tilbagekalde,
måske endda også, hvis han ikke forstår kravet om tilbagekaldelse,
men han vil have præciseret, hvad det er, han skal tilbagekalde,
og hvad ikke. Ellers føler han, at han ikke blot selv bliver til
grin, men også gør kirken til grin.
Note 18a: Faktisk hævdede Luther det allerede i 1518 i sit svar
til Sylvester Prierias. Og han hævdede det ikke som en tanke, han
selv var kommet frem til, men som noget, der stod i kirkelovene (Gratian).
Note 19: Der er en mellemposition, som Luther forsøger at indtage
overfor Eck i disputationen i Leipzig. Han prøver her at fastholde,
at han under alle forhold vil rette sig efter paven i underdanig lydighed.
Blot hævder han, at den lydighed, han er forpligtet på, ikke
har sit udspring i guddommelig lov, men i menneskelig lov. Den er af samme
art som lydigheden mod kejseren. At det lige er den siddende kejser, man
skal vise lydighed, er en tilfældighed, afhængig af historiske
begivenheder i menneskeligt regi. Sådan er det også en tilfældighed,
at det lige er paven, man i kirkelig henseende skylder lydighed. Og på
den baggrund mener Luther, at han uden at blive beskyldt for at ville ud
af lydighedsforholdet til paven kan diskutere, om pavens myndighed er af
guddommelig eller menneskelig ret. Spørgsmålet er, hvorfor
Luther forlader dette standpunkt og griber til det standpunkt, at paven
er antikrist, som man ikke skylder lydighed, ja, som man ikke på
nogen måde måadlyde. Det er ikke helt let for mig at se, at
svaret på dette spørgsmål ligger gemt i retfærdiggørelseslæren
selv, og at en nærmere udvikling af retfærdiggørelseslæren
under alle omstændigheder, altså også under helt andre
ydre begivenheder, ville have afsløret den konsekvens, at paven
er antikrist.
Note 20: Jeg vil prøve at argumentere for, at de grundlæggende teologiske indsigter ikkevar til stede fra første færd, men kom til Luther i et nu i januar 1520. Det gennembrud, der sker for ham på det tidspunkt, ser han i fortalen fra 1545 som retfærdiggørelseslærens endelige gennembrud i hans sind. På det tidspunkt bliver han klar over, at den halvfærdige retfærdiggørelseslære, han hidtil har hyldet, ikke er nok; den sande retfærdiggørelseslære må føre til en frigørelse fra alt munkevæsen, altså føre til, at han åndeligt, og siden også legemligt, frigør sig fra den binding, hans munkeløfter giver ham. Og den må føre til, at paven, der er den åndelige garant for alle de mange forkerte kirkelige praksisser, må betragtes ikke som én, man skylder lydighed, men som antikrist selv, som man må vende sig imod og frigøre sig fra. Og den må føre til, at man standser den messelæsning, der er afgudsdyrkelse. Og den må føre til, at man benægter eksistensen af skærsilden. Og føre til, at man uddeler nadveren under begge skikkelser. Og føre til, at man tillader præster at gifte sig.
Hvorfor det?
Fordi det altsammen er Satans værk, det vil sige: Det er noget,
der forhindrer et menneske i at leve ud af troen og troen alene; det er
noget, der frister til gerningsretfærdighed, og Satan er netop den,
der vil drage os bort fra at leve af tro over til at leve af vore gerninger.
Hvordan, spørger Luther i 'De votis monasticis' fra 1521, kan en
munk undlade at mene, at han gør noget ekstra, når dog det,
han gør (lever i cølibat, fattigdom og lydighed) af ham selv
og af klostervæsnet som sådant opfattes som noget ekstraordinært?
Og i samme øjeblik, han mener det, forlader han sig ikke på
troen, men på gerninger.
Langt, langt forord til Luthers tekster.
Af Ricardt Riis, sognepræst, Horsens.
Som man vil kunne forstå af de noter, jeg har anbragt under de tre første tekster, jeg bringer her, er jeg ikke helt tilfreds med den metode, man i Lutherforskningen hidtil har brugt, når det gælder om at bestemme tidspunktet for Luthers reformatoriske gennembrud.
Jeg kan endnu huske den underlige fornemmelse, der greb mig, da jeg kom til at læse en internetudgave af Luthers fortale til de latinske værker fra 1545 i engelsk oversættelse. Jeg havde været på præstehøjskole og haft Inge Lønning som lærer. Og vi lærte virkelig noget, bestemt. Han er en meget inspirerende lærer. Og da det nu var danske præster, han skulle undervise, havde han taget med sig et udsnit af en bog af Regin Prenter, jeg husker ikke hvilken. Dèr giver Prenter en oversættelse af en del af denne fortale, den del, der handler om, hvordan det var som at komme i paradis, da først Luther havde forstået betydningen af begrebet 'Guds retfærdighed'. Man kunne se af citatet, at Prenter uden videre gik ud fra, at Luther talte om en begivenhed i 1515 eller tidligere. Og Inge Lønning forklarede godt nok, at der var forskellige teorier om tidspunkter for gennembruddet, men lagde teksten fra fortalen frem for os, som om det var givet, at den handlede om en begivenhed i 1515 eller deromkring. Så kommer man hjem, og så finder man noget senere den hele tekst, og så tager man sig til hovedet: Er de ude på at snyde én, de pæne mennesker? Det kan vel ikke passe. Men hvorfor i al verden fortæller de mig så ikke, at Luther selv i fortalen lægger gennembrudsbegivenheden hen til 1519 eller 20? Det kunne jeg ikke forstå. Jeg følte mig ført bag lyset.
Og jeg véd stadigvæk ikke, hvad der får sådanne gedigne forskere til ikke at se det, der dog ligger tydeligt fremme i dagen, se n1 ! Men sådanne psykologiske overvejelser skal naturligvis ikke her gøres til hovedsagen.
Derimod skal jeg ikke nægte, at fortalen fra 1545 rejser andre problemer. Den hellige grav er ikke velforvaret, blot fordi man ud fra Luthers egne selvbiografiske bemærkninger antager et reformatorisk gennembrud i 1520.
Jeg skal her omtale to problemer. Det første består i, at Luther i 1545 skriver, at han efter sin 'paradisoplevelse' fandt den samme forståelse af 'Guds retfærdighed' hos Augustin i hans skrift 'de littera et spiritu'.
Det andet problem ved teksten består i, at Luther ikke med ét ord nævner det, der dog efter min mening var det mest påfaldende nye, han blev klar over i januar 1520: at paven var antikrist, at messen var en gudsbespottelse, at munkevæsnet var djævelens værk og at skærsilden var nul og nix. Han beskriver sit reformatoriske gennnembrud udelukkende som et spørgsmål om den rette retfærdiggørelseslære.
Det første problem kan man ikke uden videre springe over. Han skriver i 1545, at han blev meget glad over at finde den samme forståelse af begrebet 'Guds retfærdighed' hos Augustin, fort45en#69. Hos Augustin findes tankerne i 'de spir-lit', c. 15; c. 18; c. 31, men det er måske mere væsentlig at gøre opmærksom på, at Luther allerede i 1515 i romerbrevsforelæsningen røber, at han kender disse tanker, se WA 56,172 (Clemen, bd 5,224). Man må altså vælge: Enten må man indrømme, at Luther tager fejl, når han daterer sin oplevelse, eller også må man indrømme, at han tager fejl, når han redegør for oplevelsens indhold. Og jeg skulle for så vidt ikke have bebrejdet diverse forskere noget, hvis de havde gjort den første indrømmelse. Men bare at lade som om dateringen er usikker, det går ikke.
Det andet problem er sådan set værre. Den væsentlige
ændring i Luthers opfattelse, som kan tidsfæstes til dette
år, og som jeg vil have til at være kommet over Luther som
et pludseligt reformatorisk gennembrud, nævnes overhovedet ikke af
Luther selv i fortalen fra 1545: Han kom til den opfattelse, at paven var
antikrist, at messen var gudsbespottelig, at munkevæsnet var farligt
for troen og at skærsilden ikke eksisterede. Det er det, den tese
går ud på, som jeg er i færd med at opbygge. Men går
det an, sådan at rive retfærdiggørelsesmomentet i fortalens
omtale af det reformatoriske gennembrud ud og erstatte det med de fire
ændringer i konsekvenserne af retfærdiggørelseslæren,
som Luther når frem til løbet af 1519/20? Det er spørgsmålet.
Og det ville jeg nok ikke have vovet at besvare bare med et halvt ja tidligere.
Men så var det, jeg faldt over de mange udtalelser fra Luthers side
om, hvad der skete ved det reformatoriske gennembrud.
15 år i kloster.
Jeg må med det samme sige, at jeg ikke selv har fundet frem til nedenstående citater. Jeg har dem fra den tyske del af Erlangerudgavens stikordsregister. Under 'Luther' kan man finde en række henvisninger til steder i de tyske skrifter, hvor Luther fortæller om sin overgang fra munk til reformator.
Lad mig først tage teksten fra kirkepostillen Erl15,330 fra 1523! Her siger Luther, at han igennem femten år i klostret dagligt har korsfæstet Kristus og drevet afguderi. Og alligevel elsker Gud ham. Luther kom i kloster i 1505. Det vil sige, at Luther om sig selv mener, at han korsfæstede Kristus og drev afguderi helt frem til 1520, naturligvis fordi han da stadig gennemførte messen i dens katolske skikkelse. Og det vil videre sige, at den periode, som Luther omhandler i fortalen af 1545, hvor han havde forstået noget af, at Gud retfærdiggør mennesker ved tro, ikke ved gerninger (fort45en#45 ), medindregnes i afguderiets periode.
Hvis man altså gør det, som mine tre ovennævnte tekstforfattere gør, at man lægger det reformatoriske gennembrud tilbage til 1515, så kommer man i vildrede med perioden fra dette gennembrud fandt sted, til det udmøntede sig i den konsekvens, at den katolske messe blev opgivet. Luther synes ikke at operere med nogen mellemvej mellem de to synspunkter. Og det er jo netop en sådan mellemvej, vi næsten nødes til at indføre, specielt hvis vi mener, at det egentlige gennembrud fandt sted i 1515.
Jeg er faktisk blevet noget forbavset over, at det indtil nu er lykkedes mig ved hjælp af dette stikordsregister at finde ikke færre end ti steder, hvor Luther omtaler sin klostertilværelsen som noget, der strakte sig over femten år, og tre steder, der sætter det til tyve år. Naturligvis véd jeg godt, at antallet af steder sådan set ikke gør det ekstra troværdigt. Man må vel forestille sig, at det med det forholder sig lidt i retning af den måde, det forholder sig med Luthers tekstudlægning på: Når han først én gang har fundet ud af, at denne tekst skal udlægges om det og det, så holder han fast ved den udlægning sidenhen, overalt hvor han støder på denne tekst. Sådan er det også med hans munketilværelse: Når han én gang har fået slået fast for sig selv, at den varede femten år, bliver han ved med at nævne de femten år, hver gang han skal bruge klostertilværelsen i pædagogisk øjemed.
Men alligevel!
Selv om vi så foretager denne indskrænkende operation, tilbage står dog stadigvæk, at Luther altså den første gang, han skulle bruge sin klostertilværelse som afskrækkende eksempel, ikke deler den op i to perioder, én, hvor han var bundet helt og holdent af hele middelalderens teologi, og én, hvor han havde vundet sig en indre frihed, nej, han lader det altsammen gå ind under betegnelsen: gudsbespottelse.
Nuvel, det kan så i denne sammenhæng hænge sammen med Luthers messefejring. Den fortsatte jo også efter 1515, selv om vi måtte mene, at Luther på det tidspunkt fik sit reformatoriske gennembrud. Men se så prædikenen fra 1544 ved indvielsen af slotskirken i Torgau! ( #27 ).
Her taler Luther ikke blot om gudsbespottelse og forkert messefejring, men også om en vantro mod Gud og en falsk tiltro til helgenerne, som han havde. Og han foretager ikke nogen adskillelse i sit klosterliv mellem tiden før og efter et reformatorisk gennembrud. Jeg véd virkelig ikke rigtig, hvad man skal mene. Når han taler om, at han også fra 1515 til 1520 drev afguderi og gudsbespottelse, kan det hænge sammen med messefejringen. Den var jo dog så at sige en objektiv ting, han foretog sig, og selv om han og alle andre på det tidspunkt var ganske uvidende om, at det, de foretog sig, var gudsbespotteligt, så var det det altså alligevel. Så den side af sagen er til en vis grad forståelig, jeg mener: Den kan til en vis grad sammenholdes med den tanke, at Luther allerede i 1515 havde fået en indre fred, var nået frem til en indre ro i kraft af sin nye forståelse af retfærdiggørelseslæren. Blot må man jo så bemærke, at den indre ro, han nåede frem til, ikke sidenhen har fremstået for ham som gennembruddet, han befandt sig stadig på den forkerte side, sandhedens erkendelse nåede han først frem til, da han så, at den papistiske messe var afgudsdyrkelse.
Værre er det med bemærkningen fra Torgau-prædikenen om, at han levede i vantro mod Gud og i falsk tillid til de døde helgener. ( A#27 ). Afguderiet var dog så at sige noget objektivt. Men her er der tale om noget subjektivt, om noget, der skærer ind til benet af personen. Var han virkelig også på det punkt galt afmarcheret? Betød hans forståelse af retfærdiggørelsen ikke det mindste? Det er ikke blot vor tids Lutherforskeres opfattelse, der står på spil, det er også hans egne bemærkninger i fortalen fra 1545 om, at han havde inddrukket begyndelsesgrundene til erkendelsen af og troen på Kristus, at vi bliver retfærdiggjorte ved tro og ikke ved gerninger (fort45en#45). Den erkendelse, omend det kun er begyndelsesgrundene til den, har i Torgau-prædikenen intet at sige.
Men det bliver værre endnu. Lige efter siger han i Torgau-prædikenen, at han, ligesom hans modstandere i 1544, dengang var parat til at fordømme, forfølge og dræbe enhver, der ikke ville lovprise den slags gudstjeneste. ( A#28 ). Hvis det skal tages for pålydende, er vi temmelig langt ude. Kan det virkelig forstås også om de sidste fem år af Luthers munketilværelse?
Ja, det kan det måske. Vi er jo vant til at forstå historien ud fra det, der siden skete. Det vil sige: Vi forstår begivenhederne fra 1517 til 1521 ud fra den afvisning af den papistiske kirke, som Luther nåede frem til var sandheden. Og det lyder derfor besynderligt, at Luther på nogen måde skulle have været fanatisk, at han skulle ønske at erklære andre for kættere, måske endda at bekæmpe dem med bål og brand. Men hvorfor egentlig ikke? Han var jo ikke nået frem til nogen form for oprør imod paven. Han afviste i disputationen med Eck indigneret at blive sammenlignet med Johan Huss. Og at han selv skulle være kætter, det kunne han ikke på nogen måde acceptere. Derfor indklagede han i 1518 frimodigt sin sag til en bedre oplyst pave eller til et koncil eller til forskellige uvildige domsmænd i Tyskland, hvis sådanne var at finde, hvad han nok mere og mere tvivlede på.
Under alle omstændigheder: Når han ser tilbage på sin munketid, falder det ham ikke ind at sætte noget skel i året 1515. Har han på det tidspunkt haft et reformatorisk gennembrud, har det ikke sat sig spor i hans hukommelse, så det er det, han siden husker som gennembruddet. Eller, skal vi sige det sådan: Det senere gennembrud i 1520 har helt og aldeles overskygget et eventuelt første gennembrud.
De andre steder om de femten år i munkeriets tjeneste siger nogenlunde det samme. Prædikenen over Joh 1,15 siger, at Luther har korsfæstet Kristus gennem messefejringen og spildt sine bedste år. (#4 ). Prædikenen over den rige unge mand, Matt 19,16-30, hævder, at papisterne har gjort ordene om at sælge alt til et råd, og Luther selv i femten år sad fast i disse tanker og mente om sig selv, at han var i en stand, der var hævet over de ti bud. (#14 ). Og i prædikenen over Joh 3,17 forklarer Luther, hvor utroligt det egentlig må være, at nogen tror, de kan vinde frelse ved i deres dødsstund at iføre sig en munkekutte; jeg ville ikke have troet det, hvis jeg ikke selv havde oplevet det og selv havde levet i det. Jeg har plaget mig med messe, har hørt Jesu navn nævne dagligt og alligevel troet, at jeg var fortabt, hvis jeg sagde noget forkert i messen. ( #20 ). Og endelig siger Luther i prædikenen om at tilgive sin bror, Matt 18: "Jeg selv har vel i femten år i pavedømmet martret mig med messer og faste, og når jeg endelig havde gjort det altsammen, så vidste jeg lige så lidt efter som før, om Gud ville være mig nådig, for man viste mig hen til mine gerninger. Kristus skulle efter dåben ikke være mig til nogen nytte. Sådan har paven simpelthen regnet sikkerheden på og forvisningen om den guddommelige nåde for forbudt". (#34 ).
Specielt den sidste prædiken er besynderlig. Jeg vil mene, man er nødt til at foretage en korrektion her. Hvis Luther har ret i, at han allerede før 1520 havde forstået i det mindste begyndelsesgrundende til retfærdiggørelseslæren, at mennesket retfærdiggøres ved tro, ikke ved gerninger, som han hævder i fortalen fra 1545, (fort45en#45) så kan han dog ikke om alle femten år i munkekutten hævde, at han ikke vidste, om Gud ville være ham nådig, fordi han blev vist hen til sine gerninger. Selv en middelmådig forståelse af evangeliet om at frelses ved tro må dog nægte at lade sig vise hen til gerninger.
Men selv når man har foretaget denne korrektion, må det dog vel stå fast, at Luther selv i disse steder, hvor han nævner de femten år i klostret, ikke så meget som antyder, at der fandt et gennembrud sted, mens han befandt sig i klostret. Det betyder, at han livet igennem regner det gennembrud, der fandt sted i 1520, for det egentlige gennembrud.
Og det gennembrud har langt de fleste Luther-forskere sprunget op og
faldet ned på. Det gennembrud får man af metodiske grunde overhovedet
ikke øje på. Det befinder sig jo ikke imellem 1513 og 1518,
som er de grænser, man har sat sig. (Der er formentlig en grund til
det, jeg har blot ikke fundet den endnu -- men jeg leder nu heller ikke
så meget).
Mellemperioden.
Alt dette fører frem til det spørgsmål: Hvad var Luthers teologi i mellemperioden mellem 1515 og 1520?
Hvis man som Grane m.fl. hævder, at Luther i 1515 fandt frem til den fulde og hele retfærdiggørelseslære, rejser sig det spørgsmål, hvordan det da kan være, at gennembruddet i 1520 tilsyneladende betyder meget mere for Luther. Hvorfor beskriver han sin munketilværelse med afgudsdyrkelse i form af messefejringer som noget, der varer ved ganske uanset, at han er nået frem til den sande teologi allerede i 1515?
Og hvis man som jeg hævder, at gennembruddet i 1520 var det største og mest gennemgribende, kommer man også til at stå med et stort hul, når det drejer sig om at bestemme Luthers teologi fra 1515 til 1520.
Jeg vil, i hvert fald forsøgsvist, løse dette problem ved, lidt kryptisk, at hævde, at Luthers personlige historie bliver overskrevet af hans teologiske gennembrud.
Tag en tekst som den afhandling, han skriver imod Hertug Georg ((B#9til B#40)! Det er temmelig meget, jeg har taget med fra dette værk, men det afbilder for os hele Luthers fnysende vrede overfor munkevæsnet. Hertugen har beskyldt Luther for at have brudt sit munkeløfte. Og det får Luther til at genkalde sig alt, hvad han tidligere skrev i "Om munkeløfterne" fra 1521. Dog er han her noget tydeligere med hensyn til at sammenholde munkeløfterne med dåbsløftet. Ja, hele den sidste del af det, jeg har taget med, går ud på at vise, at munkene gennem det, de siger, og gennem det, de gør, faktisk kaster vrag på dåben. Når de ønsker den munk tillykke, der lige har aflagt sine løfter, og lykønsker ham med, at han nu er så ren som et barn, der lige er kommet ud af dåben, så er det det samme som at sige, at det, Kristus vinder for os i dåben, det forkaster vi munke, for det kan vi bedre selv skaffe os gennem vore løfter (B#35). Luther bruger her en 'enten-eller-tankegang' i sin argumentation, som er ret karakteristisk for hans gennembrudsteologi. Spørgsmålet for ham er ikke blot, hvad de gode munke selv siger i deres teologiske udtalelser, den side af sagen lægger han ikke så megen vægt på, et langt væsentligere spørgsmål er, hvad de forklarer og begrunder de mange rituelle handlinger med. Og her er det altså Luthers erfaring, at der er tale om en helvedes begrundelse: i den forstand, at der er tale om en begrundelse, der fører ind i de utallige anstrengelser og ind i de uløselige knuder, som han selv følte sig fanget i, mens han var i klostret.
Og i det enten-eller, som han her har stillet op, er der ikke plads til nogen mellemløsning; det er enten inde i klostret med al dets djævelske væsen eller udenfor i friheden; det er enten mened overfor dåben eller mened overfor klosterløftet, som i virkeligheden nedtramper dåben. Og fordi der ikke er plads til nogen middelvej i teologisk henseende, bliver der det heller ikke i biografisk henseende. Luther bruger sit eget liv som eksempel, men det skærer han til, så det passer til hans teologiske ærinde, det vil sige, han bortskærer totalt enhver tale om en mellemperiode, for den hører ikke hjemme i hans enten-eller-teologi.
Luther er jo ikke, hverken her eller i nogen af de andre tekster, jeg
har fremlagt, interesseret i at fortælle sit livs historie, han drager
det kun frem, fordi det kan understrege det problem, han er igang med at
prædike over. Det gælder alle de tekster, jeg har fundet frem.
Og derfor er mellemperioden så godt som fraværende i disse
tekster.
Retfærdiggørelseslæren grundlæggende?
Der står et spørgsmålstegn efter overskriften. Ikke fordi jeg i og for sig tvivler på, at Luther mange steder har udtalt sig om, at det centrale for ham var retfærdiggørelseslæren; heller ikke fordi jeg sådan set selv er i tvivl om, at sådan forholder det sig. Spørgsmålstegnet skal være der, fordi jeg godt vil rejse lidt tvivl om, hvorvidt det nu også er den rigtige måde at gå frem på, når man vil fastslå, hvornår det reformatoriske gennembrud fandt sted: at spørge efter retfærdiggørelseslæren og glemme alt om dens konsekvenser.
Hidtil har jeg brugt historiske argumenter imod den omtalte metode. Og det er det altafgørende for mig. Men lad mig alligevel her til sidst nævne et par dogmatiske argumenter.
Når man i den grad, som tilfældet er, har focuseret på Luthers reformatoriske gennembrud som en indre teologisk retvending af retfærdiggørelsesproblemet, som ikke uden videre fik udvendige konsekvenser, eller kortere sagt: når man har placeret gennembruddet i 1515, så får det som konsekvens, at man i de samtaler med katolikkerne, der førte op til "Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen", glemte alt om munkevæsen, pavens primat, skærsild og messeoffer. Det er dog lidt mærkeligt, at man i sluterklæringen, hvor man behandler betydningen og rækkevidden af den opnåede konsensus, kan udtrykke den overbevisning, at de udestående modsætningsspørgsmål mellem katolikker og lutheranere ikke er større, end at modsætningerne vil kunne overvindes. Blandt de spørgsmål, der nok skal kunne løses, når først knasten om retfærdiggørelsen er overvundet, er "forholdet mellem Guds Ord og kirkens lære, såvel som læren om kirken, autoritet i kirken, embede, sakramenter og forholdet mellem retfærdiggørelse og socialetik". (43). Som altid i den slags dokumenter skal man se nøje på, hvad der ikke står. Der står ikke, at spørgsmålet om pavens primat er et udestående spørgsmål, skønt det kan gemme sig under betegnelsen "autoritet i kirken", og der står ikke, at spørgsmålet om munkevæsnet er noget, man senere vil tage op til drøftelse.
Vi skal naturligvis ikke fastholde vore kirker i et modsætningsforhold, som måske ikke længere eksisterer. Vi skal ikke føre reformationstidens modsætninger over på vor tid. Både vi selv og katolikkerne har forandret sig i tiden, der er gået, og noget, der før forekom at være en uoverstigelig hindring, er måske idag en forskel, man næppe lægger mærke til.
Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at den lutherske side af forhandlingsbordet ganske har glemt Luthers flammende angreb på munkevæsnet, et angreb, der var funderet fast og solidt på retfærdiggørelseslæren: Når munkevæsnet var ugudeligt, skyldtes det, at den, der gav afkald på det normale liv for, som det hed (og hedder) at tjene Gud, ikke kan andet end føle, at han eller hun gør noget mere end andre; altså, siger Luther, han kan ikke lade være med at mene, at de gerninger, han gør i klostret, dog i nogen måde er ham en hjælp i at blive retfærdiggjort. Det har dog vel stadig gyldighed, hvad Luther skrev i "Om munkeløfterne", at dette at aflægge løfte om cølibat er imod Guds ordning; Gud har stillet et menneske frit, om han vil gifte sig eller ej, så skal et menneske ikke ved et løfte forandre det, der efter Guds bestemmelse er frit, til at være bundet. Er det ikke stadigvæk galt at gøre det? Og er det ikke galt ifølge retfærdiggørelseslæren? Eller skulle denne lære mon være sådan indrettet, at den intetsomhelst siger til nogensomhelst gerning eller ordning i dette liv?
Lad mig nævne et dogmatisk argument mere! Katolikken Olav Müller har ved reformationsjubilæet i 1983 holdt et foredrag i Trondheim, som han har lagt ud på nettet på adressen (?). Heri omtaler han den katolske Luther-forskning og skriver så:
"Det skapte adskillig oppstuss da den tidligere nevnte Joseph Lortz i sitt epokegjørende verk om reformasjonen i Tyskland for førti år siden slo fast: For det første at Luther her gjenoppdaget for eget vedkommende en sannhet som alltid har vært katolsk. Og for det annet at Luther i sin påfølgende kamp mot - en i hans område herskende skoleteologi - nedkjempet en lære som fravek fra oldkirkens og høymiddelalderens katolske og riktige forståelse av rettferdiggjørelsen. Det hører med til en av den katolske kirkes store synder at den ikke den gang kom Luther i møte. Hvis pave og biskoper hadde vært mindre opptatt med verdslige gjøremål og mer konsentrert om sine hyrdeoppgaver, ville de for det første ha ledet datidens avsporede teologi inn i riktig retning, og for det annet, de ville ha kommet Luther imøte i gjenoppdagelsen av den katolske sannhet om veien til rettferdiggjørelsen. Luther hadde på den tid ikke til hensikt å bryte ned den katolske kirke".
Altså, her er resultatet fra de fælles samtaler om retfærdiggørelsen kommet i forkøbet. Den retfærdiggørelseslære, som Luther nåede frem til, var den katolske og rigtige forståelse af sagen. Og Müller gør sig det tankeeksperiment, som vel de fleste Luther-forskere før eller siden har gjort sig: Hvad ville der være sket, hvis ikke den papistiske kirke havde været så afvisende overfor Luthers tanker? Og som vel hos de fleste af os fortsætter tankegangen med et: Bare dog ikke denne kirkesplittelse havde fundet sted!
Sådan har jeg da selvfølgelig også tænkt og ønsket. Men lad mig alligevel her slutte med et taknemlighedsudbrud for, at Luther var den, han var, og måske også en taknemlighedsytring, fordi diverse papister med deres halsstarrighed fik fremkaldt det reformatoriske gennembrud hos Luther i 1520. Derved blev jo taget det første spæde, men væsentlige skridt hen imod den videnskabelige frihed, som vi glæder os over i dag.
Når Luther kalder paven antikrist, er der ikke tale om et skældsord, der er tale om en teologisk betegnelse, som kan begrundes og underbygges. Luther begrunder den med pavens og pavedømmets uvilje mod at tage nogensomhelst diskussion op med Luther. Han støder gang på gang panden mod en mur. Han kan vise sig nok så imødekommende, det hjælper ham ikke en pind, man forlanger blind underkastelse. Pavestolen er magten, der forsøger at tildække den rå magt med kønne fraser.
Dette håber jeg at kunne vise mere om noget senere.
Luther-tekster om den reformatoriske opdagelse.
Oversigt over samtlige tekster!
| 1 Erl 46,54, 9. præd i Bugenhagens fravær (1537) over Joh 1,15: | |
| 2 .... Was nehmen wie denn? Gnade und Gnade. Johannes saget von zweierlei Gnade. Christi Gnade ist de unergründliche Quelle und Häuptbrunn aller Gnade, die wir aus ihm schöpfen, und er unter uns austheilet, und wird uns gegeben umb seiner Gnade willen, als, dass ich Gott angenehme und gefällig bin. | Hvad får vi så? Nåde over nåde. Johannes taler om to slags nåde. Kristi nåde er den uudgrundelige kilde og hovedoprindelse til al nåde, som vi øser af ham og han uddeler blandt os, og den gives os for hans nådes skyld, fx med den ordlyd, at jeg har Guds velbehag og er ham tilpas. |
| 3 Also zeuhet uns Joannes von der Zuversicht und Trotz auf unser Werk und Verdienst, und führet uns auf die Gnade Christi und Liebe Gottes, nicht allein hie in diesem Text, sondern durch sein ganz Evangelium und Epistel; als wollt er sagen: Was siehet Gott an, was beweget ihn, dass er euch günstig ist, Sünde erlässet? Thut ers umb euers Opfers, Beschneidung, Gottesdiensts willen, den ihr im Tempel ihme leistet? Nein. | Sådan drager Johannes os bort fra at tro på og trodse på vore gerninger og fortjenester, og fører os hen til Kristi nåde og Guds kærlighed, ikke alene her i denne tekst, men gennem hele hans evangelium og alle hans breve; som ville han sige: Hvad ser Gud på, hvad bevæger ham til at være jer gunstig og tilgive synder? Gør han det for jeres offers skyld, for jeres omskærelses skyld, for jeres gudstjenestes skyld, som I viser ham i templet? Nej. |
| 4 Vielweniger thut ers umb meiner Möncherei willen, darinnen ich funfzehen Jahr mein Leben schändlich zubracht, habe Christum, meinen lieben Herrn, greulich gekreuziget durch mein lästerlich Messhalten, und meine beste Zeit mit meinem und ander Leute grossem Schaden verloren. | Meget mindre gør han det for mit munkeris skyld, hvori jeg på skændig måde har tilbragt femten år af mit liv, grueligt har korsfæstet Kristus, min kære Herre gennem min gudsbespottelige messefejring, og har spildt min bedste tid til stor skade for mig og andre folk. |
| 5 So thut ers auch umb keines hären Hembds willen, das ein Karthäuser, oder ander Ordensbrüder, trägt, und darin schläfet; auch derhalben nicht, dass einer im vollem Harnisch zu S. Jakob gehet, obs ihn wohl blutsauer ankömmet. | Sådan gør han det heller ikke for nogen kras skjortes skyld, som en karteusermunk eller andre ordensbrødre har på, om de så sover i den; og heller ikke af den grund, at én i fuld harnisk går til Skt. Jakob, selv om det falder ham meget tungt. |
| 6 Nein, er verkäufet seine reiche, uberschwengliche Gnade nicht umb deiner garstigen, lausigen Kappen, oder stinkenden Oelfressens, oder anderen Werk willen, sie scheinen oder gleissen so köstlich sie können. Denn weil es ihnen an der Gnade und Wahrheit feihlet, tügen sie gar nicht; ja, sind fur Gott falsch, ein nichtiger Schein und Gräuel. | Nej, han sælger ikke sin rige, overordentlig store nåde for din væmmelige, lusede kappe eller dit stinkende oliespiseri eller andre gerninger, så kan de skinne eller stråle så flot de vil. For eftersom de mangler nåde og sandhed, duer de slet ikke; ja, de er falske for Gud, de er et intetsigende skin og en gru. |
| 7 Darumb siehet Gott etwas Anders an. Er ist gnädig und barmherzig umb dieser Fülle und unaussprechlicher Gnade seines eingebornen Sohns Jesu Christi willen, darumb, dass Christus fur Gott in (ist?) eitel Gnaden: derselbigen seiner Gnaden geniessen wir, und sind umb des Herrn Christi willen Gott angenehme, er wird uns gnädig umb des geliebten Sohns willen, Ephe. 1. Kap. | Derfor, Gud ser på noget andet. Han er nådig og barmhjertig på grund af denne fylde og uudsigelige nåde hos hans énbårne søn, Jesus Kristus, fordi Kristus for Gud er idel nåde. Denne hans nåde nyder vi, og vi er for herren Kristi skyld Gud velbehagelige, han vil være os nådig for den elskede søns skyld, Ef 1. |
| 8 12,330: Prædiken fra kirkepostillen over Joh 3,16-21, pinsemandag. (1523?). | |
| 9 .... Welch Herz wollte nun sich nicht fröhlich alles Gutes zu ihm versehen, so er sich mit solcher Liebe erzeiget, dass er seinen lieben Sohn schenket den bösen verzweifelten Leuten, das ist, der ganzen Welt, welches sind alle Menschen, die nie kein Gutes gethan haben? Die sollen allererst solche grosse Liebe und unsäglich Gut zu Lohn haben. | Hvilket hjerte ville nu ikke glad regne med, at alt godt kom fra ham, eftersom han viser, at han har en sådan kærlighed, at han skænker sin kære søn til de onde, fortvivlede mennesker, det vil sige, til hele verden, alle mennesker, som ikke har gjort noget godt? De skal allerførst have en sådan kærlighed og et så uudsigeligt gode til løn. |
| 10 Was hab ich gethan und gelebt bisher in meinem Klosterleben, da ich funfzehen Jahr täglich Christum gekreuziget, und alle Abgötterei getrieben habe; und über das alles, damit ich so hoch erzürnet habe, hat er mich so geliebet, dass er aller meiner Bosheit vergisset, und offenbaret mir seinen Sohn und sich selbst mit aller Gnaden; das mag doch ein unbegreiflicher Reichthum grundloser Liebe heissen. | Hvad har jeg gjort og levet indtil nu i mit klosterliv, hvor jeg femten år igennem dagligt korsfæstede Kristus, og drev alle slags afguderi; og over alt det, hvormed jeg i så høj grad har vakt hans vrede, har han elsket mig i den grad, at han har tilgivet mig al min ondskab og åbenbaret mig sin søn og sig selv med al nåde; det kan man sandelig kalde en ubegribelig rigdom af grundløs kærlighed. |
| 11 Erl 44,190. Prædiken i Bugenhagens fravær over Matt19,16-30: Den rige unge mand, 1537. | |
| 12 .... Also hat der schone Text den Bösewichtern dienen mussen, darzu sie ihn wollten haben, ohne seine Schuld, sondern dass sie mit ihren verzweifelten Gedanken darein gerathen sind, und aus der schonen Blumen und Rosen den Gift in sich gesogen, und auf Trubsand und Wasser ihr Klöster gebauet haben. | Sådan har denne skønne tekst måttet tjene slynglerne til det, de ville have den til at sige, uden at den kunne gøre for det, men sådan, at de med deres fortvivlede tanker er gerådet derhen og har suget giften i sig fra de skønne blomster og roser og bygget deres klostre på kviksand og vand. |
| 13 Sie haben diesen Spruch zum 'consilio', Rath oder Willkoer gemacht, und uber die zehen Gebot gesetzet, dass es bei einem Jglichem stunde, dass ers möchte lassen anstehen oder thun; wollte er nicht ein Barfüsser Munch sein, so mochte er einen andern Orden annehmen, und allhier diesem Rath folgen. | De har gjort dette skriftsted til konsilium, råd eller vilkår, og sat det over de ti bud, så enhver selv kunne afgøre, om han ville lade overholde disse ord eller ej; ville han ikke være en barfodsmunk, så kunne han antage en anden orden og så følge dette råd. |
| 14 Das ist durchs ganze Papstthumb also gegangen, und ich bin auch 15 Jahr in den Gedanken gesteckt, dass ich meinete, ich wäre in einem Stande, der die zehen Gebot weit uberträfe. | Sådan er det gået til i hele pavedømmet, og jeg har også i 15 år siddet fast i disse tanker, så at jeg mente, at jeg befandt mig i en stand, som langt overgik de ti bud. |
| 15 Erl 47,37. 33. prædiken i Bugenhagens fravær over Joh 3,17: (1538). | |
| 16 ... Lieber, was thäten wir heute zu Tage darzu, wenn einer sturbe, der nach Christi Blut, Taufe, seinem Leiden und Sterben nichts fragte, sondern zoge eine Munchskappen an, und sturbe so dahin? Wahrlich, ich wollte helfen ihme höllisch Feuer zutragen auf sein Grab. | Kære, hvad ville vi gøre nuomstunder, hvis en døde, som ikke spurgte efter Kristi blod, efter dåben, efter hans lidelse og død, men tog en munkekappe på og døde deri? Sandelig, jeg ville hjælpe med til at bære helvedesilden hen på hans grav. |
| 17 Denn wir haben ja ein ander Licht, das uns itzt scheinen und leuchten sollte. Darumb zornet Gott auch so sehr mit der undankbarn Welt, dass sie das Licht [nicht] geliebet hat, wie 2. Thessalo. 2. Sant Paulus saget, und Christus allhier auch spricht, dass sie das Licht und Wahrheit nicht geliebet haben, sondern die Finsterniss. | For vi har jo et andet lys, som nu skal skinne og lyse for os. Derfor bliver Gud også så vred på den utaknemlige verden, at den ikke har elsket lyset, som sankt Paulus siger 2 Thess 2, og som Kristus også siger her, at de ikke elskede lyset og sandheden, men mørket. |
| 18 Es ist so eine gräuliche Blindheit, dass ich nicht gläube, dass ein Hund oder Sau leiden konnte, dass man ihr eine Munchskappe anziehen sollte: noch sind im Papstthumb also kräftige Irrthumb gewesen, dass man den Sterbenden nicht allein hat lassen Munchskappen anziehen, sondern man hats gehalten für eine grosse Heiligkeit, und dass man dardurch die Seligkeit erlange; und wenn ichs nicht selber gesehen hätte, und man brächte anher ein Geschrei, dass in der Turkei der Gebrauch wäre, dass wer eine Munchskappen anzöge, den hielte man für einen seligen Mann: so gläubte ichs nicht. | Det er en så gruelig blindhed, at jeg ikke ville tro, at en hund eller en so ville finde sig i, at man trak den i en munkekappe: Alligevel har der i pavedømmet været den slags stærke vildfarelser, at man ikke alene lod den døende iføre en munkekappe, men man har også regnet det for en stor hellighed, hvorved man kunne opnå salighed; og hvis jeg ikke selv havde set det, og man nu kom med rygter om, at det var skik og brug i Tyrkiet, at den, der tog en munkekappe på, den regnede man for en hellig mand, så ville jeg ikke have troet det. |
| 19 Sonderlich wenn man sagete, dass dieselbigen Christen das Licht hätten, das ist, die (E37) Lehre von Christo, dem Sohn Gottes, dass er für sie gestorben wäre, und ihr Heiland und Mitteler worden; noch wenn sie sterben sollen, so vergessen sie dieses Alles, und ziehen Munchskappen an, werden Sonderling, die eigene Orden haben, und nicht nach Christi Regel, sondern nach Menschensatzung leben: da musste ich je sagen, dass es die aller-tollesten und unsinnigsten Leuten wären, und nicht werth, dass sie Menschen genennet werden, ja sie sollten nicht Säuen heissen? | Især hvis man sagde, at en sådan kristen havde lyset, det vil sige, den lære om Kristus, Guds søn, at han var død for dem og blevet deres frelser og midler; alligevel, når de skal dø, så glemmer de alt dette, og ifører sig en munkekappe, bliver specialister, som har deres egne ordner, og lever ikke efter Kristi regel, men efter menneskesætninger. Så ville jeg jo måtte sige, at det var de allertåbeligste og mest vanvittige mennesker, som ikke var værd at kaldes mennesker, ja skulle de ikke kaldes en so? |
| 20 Noch sind wir in diesen Irrthumb gesteckt; wie denn ich auch bei funfzehen Jahren mich mit Messen jämmerlich zuplaget hab, und hab den Namen des Herrn Jesu Christi doch täglich gehort nennen, auch mir von seinem Leiden predigen lassen, und diese Wort im Text gelesen und gesungen, und dennochs gedacht, wenn ich ein Stuck in der Messen nicht recht machete, oder Etwas darvon thäte, ich musste verloren sein. | Og vi sidder stadig fast i denne vildfarelse; ligesom også jeg igennem femten år jammerligt har plaget mig med messer, og dog har hørt vor Herres Jesu Kristi navn nævnet dagligt, også ladet nogen prædike for mig om hans lidelser, og læst og sunget disse ord i teksten, og alligevel tænkt, at jeg måtte være fortabt, hvis der var en del af messen, som jeg ikke læste rigtigt eller glemte noget deraf. |
| 21 Es ist ein wunderbar und erschrecklich Ding, dass die Menschen also toll gewesen, und vom Teufel also besessen und verfuhret sein; wiewohl man ihr Viel gefunden hat, wenn sie haben sterben sollen, dass sie der Kappen und des Narrwerks alles vergessen haben, und Nichts darvon haben horen wollen. | Det er en mærkelig og skrækkelig ting, at menneskene er så dumme og så besatte af djævelen og så forførte; selv om man jo også må indrømme, at man blandt dem har fundet mange, som, når de skulle dø, har glemt kappen og narrestregerne og ikke har villet høre noget derom. |
| 22 Also har S. Bernhard auch gethan, und die Kappe an die Wand gehängt, und das Gebet gebetet, dass Gottes Sohn auf zweierlei Weise das Himmelreich hätte, erstlich als Gottes Sohn, do er denn ein Sohn geborn ist ins Reich, zum Andern, so hat er das Reich auch erworben, welches er denn nicht bedorft, sondern hat mirs geschenkt, dass ichs soll gläuben. Also sind auch viel Andere gestorben, die sich zu Christo bekehret haben, und Gott sie als seine Auserwähleten erhalten hat. | Sådan gjorde Sankt Bernhard også: Han hængte kappen op på væggen og bad den bøn, at Guds søn på dobbelt måde måtte have himmeriget, først som Guds søn, hvorved han som en søn er født ind i riget, for det andet, så har han også erhvervet riget, som han ikke behøver, men har skænket mig det, for at jeg skulle tro det. På samme måde er også mange andre døde, som har omvendt sig til Kristus, og Gud har opholdt dem som sine udvalgte. |
| 23 ... side 39 ...
... Und wir Alten sind im Papstthumb also verderbt, dass wenn ich gleich heute zu Tage von Christo predige, dass er allein unser Heiland sei, noch kann ichs nicht also gläuben und das Licht annehmen, wie ich gerne wollte. |
... side 39...
Og vi gamle er i pavedømmet blevet så fordærvede, at selv om jeg nuomstunder prædiker om Kristus, at han alene er vores frelser, endnu kan jeg ikke helt tro det og modtage lyset, som jeg gerne ville. |
| 24 Dann des Papsts Lehre zeucht mich zurucke, und bildet mir gar das Gegentheil ein, nämlich (E40) dass ich gegen dem Gericht Gottes meine gute Werk halten solle. Dorumb so muss auch das höllisch Feuer den Papst und solche falsche Lehrer zehenmal mehr verbornen (verbrennen), dann die Turken und Heiden, dann diess Evangelium saget: Er kommet nicht als ein Richter, sondern als ein Heiland. | For pavens lære driver mig tilbage og bilder mig lige det modsatte ind, nemlig, at jeg op imod Guds dom skal holde mine gode gerninger frem. Derfor må også helvedes ild brænde paven og den slags falske lære ti gange så meget som tyrkerne og hedningerne, for dette evangelium siger: Han kommer ikke som en dommer, men som en frelser. |
| 25 Aber die Munche haben das Widerspiel gelehret, dass er ein Richter sein sollte: drumb so musste man ein Munchskappen anziehen. Aber ihr jungen Leute, die ihr mit diesen schädlichen Lehren und Gedanken nicht vergift seid, schreibet Solchs in euere Herzen, und vergessets nicht, und danket Gott darfür. Denn werdet ihr das Licht verachten, so wird euch Gott strafen, dass noch viel gräulicher Finsterniss uber euch kommen werden. | Men munkene har lært det modsatte, at han skal være en dommer: Derfor måtte man trække i munkekappen. Men I unge mennesker, som ikke er forgiftet af denne skadelige lære, skriv den slags ind i jeres hjerter, og glem det ikke og tak Gud derfor. For hvis I foragter lyset, så vil Gud straffe jer, så der kommer et endnu større mørke ind over jer. |
| 26 5. Erl 17,252. Indvielsesprædiken ved indvielsen af slotskirken i Torgau, 1544. | |
| 27 ... Also haben wie bisher unter dem Papstthum auch gethan, dess ich mich selbst wohl kann zu einem Exempel setzen, der ich mehr denn fünfzehn Jahr in lauter Abgötterei und Gotteslästerung gelebet, im Unglauben an Gott, und falschem Vertrauen auf die todten Heiligen, so ich anrufete; | Sådan har vi indtil nu også gjort under pavedømmet, og dertil kan jeg bruge mig selv som eksempel, jeg, som i mere en femten år har levet i lutter afguderi og gudsbespottelse, i vantro mod Gud, og i falsk tiltro til de døde helgener, som jeg anråbte; |
| 28 item, auf meine Messen und Klosterleben, hätte darob (wie sie jetzt thun ihrer Verstockung,) auch helfen fromme, unschuldige Christen verdammen, verfolgen, und todtschlagen, so solche Abgötterei nicht hätten wollen loben, und damit gemeinet, Gott einen grossen Dienst zu thun, dieweil immerdar meine täglichen Gottesdienste, und Feiern in der Kircke, mit grosser Andacht gehalten. | ligeledes i tiltro til mine messer og mit klosterliv, og ville også af den grund (som de nu gør det i deres forstokkelse) have hjulpet til med at fordømme, forfølge og dræbe fromme, uskyldige kristne, som ikke havde villet prise den slags afguderi, og jeg ville dermed have ment at gøre Gud en stor tjeneste, jeg, som hele tiden holdt mine daglige gudstjenester og fester i kirken med stor andagt. |
| 29 6. Erl 44,124: Prædiken over Matt 18 om at tilgive sin bror. 1538. | |
| 30 .... Wenn du aber Jemand tröstlich predigen willst, so schicke dich also drein, dass derjenige, so dich höret, gewiss sei, dass er Gott wohlgefalle, oder schweige gar stille. Denn es ist besser, dass du ganz und gar stille schweigest, denn dass du eine zweifelhaftige, ungewisse Predigt thust. | Men når du vil prædike trøst for nogen, så gør dig så megen umage med det, at den, der hører dig, kan være vis på, at han behager Gud; ellers må du hellere holde mund. For det er bedre, at du helt og holdent tier stille, end at du holder en tvivlende, usikker prædiken. |
| 61 5. Erl 45,148. Sjette prædiken over Matt 24. 30. november 1539. | |
| 62 ... Und dieses zeigets auch, dass sie toll und thoricht sind und nicht unterscheiden diese Sachen. Darvon redet nun allhier der Herr, als von den Mirakeln, do ihr jungen Leute Nichts von wisset. Er setzet aber gleichwohl darzu das Wort: wenn es muglich wäre. Denn es ist wahrlich wohl muglich, dass die Auserwählten verfuhret werden, wie ich dann wahrlich im Papstthumb bis uber die Ohren bin verfuhret gewesen. | Og dette viser også, at de er tåbelige og dumme og ikke gør skel i disse sager. Derom taler nu Herren her, når han omtaler mirakler, som I unge mennesker ikke véd noget om. Men han tilføjer straks ordet: 'om det er muligt'. For det er i sandhed vel muligt, at de udvalgte bliver forført, sådan som jeg i pavedømmet i sandhed blev forført til op over begge ører. |
| 63 Wie ists denn nun muglich? Sie konnen verfuhret werden, aber endlich kommen sie doch wieder heraus, eher dann sie noch abscheiden aus diesem Jammerthal; wie ich denn oft das Exempel von Sankt Bernhardo pflege zu gebrauchen: Der hält auch darfur, dass der Papst Gott wäre; aber do er itzt sterben sollte, do wendet er die Augen vom Papst, von seiner Kappen und Möncherei, und kehret sich zu Christo, seinem Heilande, und vergass des (E149) Papsts und seines gestrengen Ordens gar, und sprach: Ich habe boslich gelebet, aber ich weiss, das mein Herr Christus zweierlei Recht zum Himmelreich hat, erstlich von Natur, als der eingeborne Sohn vom Vater, do hat er den Himmel von Ewigkeit; zum Andern, so har er den Himmel mit seinem bittern Leiden und Sterben erworben und mir geschenkt. Er ruhmet sich [nicht] seins päpstlich Gelubde, sondern spricht: Christus hat den Himmel erblich, und käuflich durch sein Blut erlanget. | Hvordan er det dog nu muligt? De kan blive forført, men til sidst kommer de dog igen ud, førend de må tage afsked fra denne jammerdal; sådan som jeg ofte plejer at bruge eksemplet med Sankt Bernhard: Han regnede også med, at paven var gud; men da han skulle dø, da vendte han sine øjne bort fra paven, bort fra sin kutte og sit munkeri, og vendte sig til Kristus, sin frelser, og glemte helt paven og sin strenge orden, og sagde: Jeg har levet forkert, men jeg véd, at min Herre Kristus har dobbelt ret til himmeriget, for det første ifølge sin natur, som faderens énbårne søn, derved har han himlen fra evighed af; for det andet, så har han erhvervet himlen med sin bitre lidelse og død, og den har han skænket mig. Han roser sig ikke af sine pavelige løfter, men siger: Kristus har ved sit blod gjort himlen til min arv og til noget, jeg kan opnå. |
| 64 Erl 45,154f: 7. prædiken over Matt 24. December 1539. | |
| 65 .... Und wir alle haben im Papstthumb also gegläubet, und auch also gepredigt und gelehret und furgegeben: Wie, wenn Christus nicht mehr dein Heiland wäre? Drumb suche einen andern, denn Christus ist nun dein Richter worden. Siehe, wie du ihnen dir mochtest versuhnen und gnädig machen. Lauf in ein Kloster und zumartere dich mit Fasten und Beten, und ruf die Heiligen an, peitsche dich selbest also lange, bis dass du selbest deine Sünde vertilgest. Das ist die Lehre und der Glaube des Papsts gewesen. | Og vi har allesammen troet sådan i pavedømmet og også prædiket og lært og regnet med det: Hvad nu, hvis Kristus ikke mere var din frelser? Søg derfor en anden, for Kristus er nu blevet din dommer. Se til, hvordan du kan forsone dig med ham og gøre ham nådig stemt imod dig. Løb ind i et kloster og gør dig livet besværligt med faste og bøn, påkald helgenerne, pisk dig selv så længe, indtil du selv udsletter dine synder. Det var pavens lære og tro. |
| 66 In den Sünden war ich auch, dass ichs fur eine grosse Heiligkeit hielte, wenn ich Solches thäte, und lehrete auch das Volk also, do es doch alles gottlos, unrecht und falsch war; welches mir (E155) auch nicht geschadet hätte, wie es dennoch mir itzt nicht schadet, wenn ich gleich noch eine Kappen truge, denn ich wollts fur ein Narrheit haben, gedenken: Mein Glaube stehet auf Christo, dem Lämmlein. | I disse synder var også jeg, så jeg regnede det for en stor hellighed, når jeg gjorde den slags og jeg lærte også folket sådan, skønt det dog altsammen var gudløst og forkert og falsk; hvilket heller ikke ville have skadet mig, sådan som det alligevel nu ikke ville skade mig, selv om jeg ville bære en kutte, for jeg ville regne det for en tåbelighed og tænke: Min tro står til Kristus, lammet. |
| 67 Aber domals liess ich das Häuptgut fahren und gedachte, dass Christus mit seinem Blute mir nichts nutze wäre, ich hätt es verderbet mit meinem Todsunden. Dieser Abfall ist der Teufel. Sonst wenn einer gleich eine Kappen getragen hätte, wie eine Jungfrau einen grünen Rock anzeuchet, so hätte mirs nicht geschadet, mein Häuptgut stehet da, wie die Kinder gläuben, nämlich, an Jesum Christum. Aber das thäten wir im Papstthumb nicht, wir hielten uns von der Wahrheit, und nahmen an, was falsch, unrecht, gottlos, Irrthum und Lügen war. | Men dengang lod jeg hovedsagen fare og tænkte, at Kristus og hans blod ikke ville være mig til nogen nytte, jeg havde fordærvet det med min dødssynd. Dette frafald er djævelen. Men på den anden side, hvis man blot havde båret en kutte, som en jomfru tager en grøn kjole på, så ville det ikke have skadet mig, min hovedsag ville da stå fast, være det, som børnene tror på, nemlig, være en tro på Jesus Kristus. Men det gjorde vi ikke i pavedømmet, vi holdt os borte fra sandheden og regnede med det, der var falsk, forkert, gudløst, det, der var vildfarelse og løgn. |
| 68 Also hat Sankt Paulus den Papst recht abgemalt, nicht allein fur seine Person, sondern der ganzen Welt zu Gute, dass er ein gotteslästerischer Mann sei, der sich wider Gott und uber Gott erhebet, und setzet sich uber die Kirche, will ihrer Herre sein. Darnach so machet er Sunde, wo keine Sunde ist, und fuhret uns von der Gerechtigkeit des Glaubens an Christum auf seine Muncherei und auf seine Sunden, und im Schwanz, do gibet er Gift aus; und verdammet sich und Andere alle, so ihm gläuben. | Sådan har Paulus afmalet paven ret, ikke alene, som han selv mener det, men til bedste for hele verden, at han er en gudsbespottende mand, som hæver sig op imod og over Gud og sætter sig selv op over kirken og vil være dens herre. Dernæst skaber han synd, hvor der ikke er synd, og fører os bort fra trosretfærdigheden i Kristus hen på sit munkeri og hen på sine synder, og i sin hale, dèr udspyr han gift; og fordømmer sig selv og alle andre, der tror på ham. |
| 69 Derhalben so erbarme es Niemands, wenn wir den Papst schelten, denn Gott wird sich seiner auch nicht erbarmen. In seinen Buchern stehet viel weltliches Rechts, denn er hat sich zum Herren der Welt gemacht; aber fur seinen Kopf, Bauch und Schwanz do furchte dich als fur der ärgesten Gift. Denn doselbest do konnen wir nicht Scherz leiden, es gilt mir meine Seligkeit. | Derfor er der ingen, der skal have medlidenhed, når vi skælder paven ud, for Gud vil ikke forbarme sig over ham. I hans bøger står der meget om verdslig ret, for han har gjort sig til herre over verden; men frygt for hans hoved, mave og hale som for den værste gift. For på det område kan vi ikke lide skæmt, det gælder mig min salighed. |
| 70 Ich bin gemartert und geplaget. So tief ist das schändliche Oel des Papstthumb mir durch Mark und Bein gangen, dass ichs wollte mich lieber in der Zurstorung Jerusalem gelebet haben, dann in dieser Gefängniss des Papstthumbs. Denn was ists umb eine Pestilenz, Armuth oder Krieg? und wenn (E156) du gleich den Hals muss dran setzen, allein dass das Herze und der Glaube rein bleibe. | Jeg er blevet martret og plaget. Så dybt er den skændige olie fra pavedømmet gået mig gennem marv og ben, at jeg hellere ville have levet under Jerusalems ødelæggelse, end i dette pavedømmets fængsel. For hvad er det for en pest, hvad er det for en fattigdom, hvad er det for en krig! Og selv om du ligefrem må stikke halsen indenfor, blot hjertet og troen forbliver rene. |
| 71 In Klostern hatten wir genung (sic) zu essen und zu trinken, aber do hatten wir Leiden und Marter am Herzen und Gewissen, und der Seelen Leiden ist das allergrosste. Ich bin oft fur dem Namen Jesu erschrocken, und wenn ich ihnen anblickte am Kreuz,so dunkte mich, er war mir als ein Blitz, und wenn sein Name genennet wurde, so hätte ich lieber den Teufel horen nennen, dann ich gedachte, ich musste so lange gute Werk thun, bis Christus mir dardurch zum Freunde und genädig gemacht wurde. | I klostret havde vi nok at spise og drikke, men vi havde dèr lidelse og smerte i hjertet og i samvittigheden, og sjælens lidelser er de allerstørste. Jeg er ofte blevet bange for navnet Jesus, og når jeg så på ham på korset, så forekom det mig, at han var mig som et lyn, og når hans navn blev nævnet, så ville jeg hellere have hørt djævelens navn nævnt, for jeg mente, at jeg måtte gøre gode gerninger så længe, indtil Kristus af den grund tog mig til ven og blev gjort nådig. |
| 72 Im Kloster gedacht ich nicht an Geld, Gut oder Weib, sondern das Herz zitterte und zappelte, wie Gott mir genädig wurde. Denn ich war vom Glauben abegewichen (sic) und liess mich nicht anders dunken, dann ich hätte Gott erzurnet, den ich mit meinen guten Werken mir wiederumb versuhnen musste. Aber Gott sei Lob und Dank, dass wir sein Wort wieder haben, welches uns Christum also abmalet und weiset, dass er unsere Gerechtigkeit sei. | I klostret tænkte jeg ikke på penge, gods eller kvinder, men hjertet bævede og klaprede, hvordan dog Gud ville være mig nådig. For jeg var veget bort fra troen og kunne ikke få mig selv til at tro andet, end at jeg havde gjort Gud vred, og at jeg igen og igen måtte forsone ham med mine gode gerninger. Men Gud ske lov og tak, at vi igen har hans ord, som afmaler Kristus for os og viser os hen til ham, som er vor retfærdighed. |
| 73 Darumb so kann ich nicht leiden, dass man das Papstthumb noch schmucken und entschuldigen wolle. Ich kann mich an ihme nicht genung (sic) rächenen, dann der Schade ist zu gross, den er gethan. Man kann den Papst nicht genungsam schelten und schänden. Nur keine Barmherzigkeit mit ihme gehabet! Denn er ist mit aller Unbarmherzigkeit mit uns auch umbgangen, auch leiblichen. | Derfor kan jeg ikke lide, at man stadig vil besmykke og undskylde pavedømmet. Jeg kan ikke hævne mig nok på det, for den skade, det har gjort, er for stor. Man kan ikke skælde nok ud på paven, eller skamme ham nok ud. Ikke noget med at have barmhjertighed med ham! For han har omgåedes os med al ubarmhjertighed, også legemligt. |
| 74 Denn er hat die Kaiser als Schälke und Bosewichter hingerichtet, welches dennoch wäre zu leiden. Aber dass er meine schone Jugend so jämmerlich zubracht und mein Gewissen uber das noch so zumartert und zerplaget hat, dass ich noch heutiges Tages nicht kann zufrieden sein, das ist zu viel. | For han har henrettet kejsere som forbrydere og skurke, hvilket trods alt kunne tåles. Men at han har ødelagt min skønne ungdom så jammerligt og derudover martret og plaget min samvittighed, så at jeg endnu i dag ikke kan stille mig tilfreds, det er for meget. |
| 75 7. Erl 44,72. Luthers prædikener over Matt 18, 1538. | |
| 76 ... Solche Spruche mussen wie haben zu unser Nothdorft, nicht allein wider den Papst und die Schwärmergeister, sondern auch wider den Teufel. Ich hab mich im Papstthumb mehr fur Christo gefurcht, dann fur dem Teufel. Ich gedachte nicht anders, denn Christus sässe im Himmel als ein zorniger Richter, wie er denn auch auf einem Regenbogen sitzend gemalet wird. | Sådanne skriftsteder må vi have til vor hjælp, ikke blot imod paven og sværmerånderne, men også imod djævelen. Jeg har i pavedømmet været mere bange for Kristus end for djævelen. Jeg troede ikke andet, end at Kristus sad i sin himmel som en vred dommer, sådan som han da også bliver malet som siddende på regnbuen. |
| 77 Ich konnte ihnen nicht anrufen, ja seinem Namen nicht wohl nennen horen, und musste Zuflucht haben zu unser lieben Frauen und unter ihren Mantel kriechen, meinen Zwolfboten S. Thomam anrufen, und gedachte darnach: Ach, ich will beichten, Mess halten, und Gott selbst mit meinem guten Werken zufrieden stellen. | Jeg kunne ikke anråbe ham, ja ikke godt tåle at høre hans navn nævnt, og jeg måtte tage min tilflugt til vor kære frue og krybe ind under hendes kjortel, jeg måtte anråbe mit tolvbud, sankt Thomas, og tænkte bagefter: Ak, jeg vil skrifte, holde messe og stille Gud selv tilfreds med mine gode gerninger. |
| 78 Also gar hat uns der verzweifelte Papst unsern lieben Heiland Jesum Christum aus den Augen gerissen und weggethan, und seine freundliche und liebliche Farbe mit einer gräulichen schwarzen Farbe bestrichen, dass man sich fur ihme mehr, dann für den leidigen Teufel gefurcht hat; und darwider hat ein solcher klarer Text, den ein Kind itzt verstehen kann, nicht geholfen, denn die falsche Lehre und Gift gehet und dringet durch Mark und Bein, als ein Oel, wie David im Psalter auch (E73) drüber klaget. Aber wehe den Lehrern, so mit subtiler starker Gift den Herzen vergeben haben! | I så høj grad har den fortvivlede pave revet vor kære frelser Jesus Kristus bort fra vore øjne og fjernet ham, og overstrøget hans elskelige farve med en gråsort farve, så man måtte frygte ham mere end den skinbarlige djævel; og imod det har denne klare tekst, som et barn nu kan forstå, intet hjulpet, for den falske lære og gift går ind og trænger gennem marv og ben, som en olie, sådan som David klager over det i Psalteret. Men vé de lærere, som har forgivet hjerterne med denne subtile stærke gift. |
| 79 Fra Wider Hans Wurst, (1541) Erl 26, side 49: | |
| 80 Doch ein wenig zu antworten umb der Unseren willen, (denn Heinz Teufel zu Wolfenbüttel nicht werth ist, dass ein fromm Mensch seinen unverschampten Lügen antworten oder sich darumb bekummern sollte,) will ich auf eins oder zwei antworten, so kurz ich kann. Erstlich, da er schreibet: Diesen Lärmen (so durch Luther erregt,) hab Herzog Friederich angericht, darumb, dass er nicht gern gesehen, dass dieser Bischof, Albrecht, sei Bischof zu Magdeburg worden etc. | Dog for at svare lidt for vores sides skyld (for djævle-Heinz fra Wolfenbüttel er det ikke værd, at et fromt menneske skulle svare ham eller bekymre sig om hans uforskammede løgne), vil jeg svare på én eller to ting, så kort jeg kan. For det første, når han skriver, at denne opstandelse (som er opvakt ved Luther) har hertug Frederik anstiftet, fordi han ikke gerne så, at denne biskop, Albrekt, blev biskop af Magdeburg osv., |
| 81 Da muss ich den löblichen, frommen Fürsten entschüldigen und sagen, dass nicht allein Heinz, sondern auch Mainz (aus dem solche Lügen wohl an mehr Ört kommen,) hierin lügen, als die verzweifelten Bösewichter; dess sei Zeuge ihr eigen Gewissen. Denn so viel ich zu der Zeit erfahren habe, hat Herzog Friedrich mit allem Fleiss dazu geholfen, dass der itzige Bischof zu Magdeburg Bischof wurde; denn dazumal war kein Herzog zu Sachsen furhanden, deshalben Herzog Friedrich hätte mügen practicirn, denselben Bischof zu machen. | så må jeg tage den elskelige, fromme fyrste i forsvar og sige, at ikke blot Heinz, men også Mainz (hvor en sådan løgn vel forekommer flere steder) lyver heri, som de fortvivlede skurke, de er. Det er deres egen samvittighed vidne om. For såvidt jeg har erfaret fra den tid, har hertug Frederik med al flid hjulpet til, at den nuværende biskop af Magdeburg blev biskop; for dengang var der ingen hertug i Saksen, derfor måtte hertug Frederik afløse for at få denne biskop udnævnt. |
| 82 Aber dem sei, wie es wolle, das weiss ich zu sagen, so ich zur Locha gehöret (denn ich seine Stimm mein Lebenlang nit gehöret, noch sein Angesicht gesehen, ohn zu Wormes auf dem Reichstage,) dass derselbe fromme Herzog Friedrich den Bischof Albrecht so gelobet hat, und sich sein so gefreuet, als der ein tröstlicher Fürst dem Reich sein würde, dass nur viel gewest ist. Denn da er wieder von Zerbist kam, daselbs eine Handelung geschach zwischen dem von Lunenburg und Braunschweig, nach der Schlacht, darinn Heinz das Hasenpanier ergriffen und mit Fersen hinter sich gehauen hatte (denn da waren nicht arme, wehrlose Köche und Boten, die sich unversehens erstechen lassen wollten): | Men lad nu det være, som det være vil, det véd jeg at sige, at jeg i Locha har hørt (for jeg har ikke livet igennem hørt hans stemme eller set hans ansigt, undtagen i Worms på rigsdagen), at denne fromme hertug Frederik har rost biskop Albrekt i høje toner og har glæde sig så meget over ham som over én, der kunne blive riget en god fyrste, gid der kun have været mange af hans slags (?). For da han kom tilbage fra Zerbist, hvor der fandt en træfning sted mellem dem fra Lïuneburg og dem fra Braunschweig, efter slaget, hvori Heinz greb harens gevær og hyttede sig med spanskrøret bag sig (for der var ikke lige forhånden nogle stakkels værgeløse kokke og bude, som uden videre ville lade sig stikke ihjel): |
| 83 da nu (sag ich,) Herzog Friederich daselbs als ein Vicarius des Reichs, nach Absterben Maximilianus, neben dem Bischof Albrecht gehandelt hatte und heim kam, hatte er solchen Gefallen und Hoffnung (E50) zu dem Bischofe, dass er diess fröhliche Wort hat gesagt: Lasst mir den Mann mausen, er wirds thun. Aber nicht lange hernach, da er das Kräutlin erkennen lernte, hat er also gesagt bei den Seinen: Nu hat mich mein Lebenlang kein Mensch also beschissen, als der Pfaff; denn es verdross ihn ubel, dass er den Pfaffen so gelobt, und doch gefeilet hatte. | da nu som sagt hertug Frederik havde forhandlet alt dette, foruden det om biskop Albrekt, som rigets vikar efter Maximilians død og kom hjem, havde han et sådant behag i biskoppen og en sådan forhåbning til ham, at han sagde disse glade ord: 'Om så manden skulle fange mus, han skulle nok gøre det'. Men ikke lang tid efter, da han lærte ukrudtet at kende, sagde han således til sine nære omgivelser: 'Nu har ingen i hele mit liv røvrendt mig som denne klerk', for det bekom ham ilde, at han i den grad havde rost klerken og dog taget fejl. |
| 84 Und ich mag das auch sagen, dass mir kein Herr, auch meine eigen gnädigste Herrn Churfürsten zu Sachsen nicht, so gnädig allzeit geantwortet, und so viel zu gut gehalten haben, als eben der Bischof Albrecht; ich dachte furwahr, es wäre ein Engel. Er hat den rechten Meister Teufel, der sich so schön putzen kann, und doch darunter uns Lutherische Buben schalt, und was wider diese Lehre vermocht zu thun, nicht unterlassen hat. Ich meine ja, ich sei auch beschissen in meinem hohen Vertrauen auf solchen bösen Menschen. Wohlan, hin ist hin, er soll und muss auch dahin, mein Herr Christus ist fur ihm blieben; ich auch. | Og jeg må da også sige, at mig har ingen herre, heller ikke min nådige herre, kurfyrsten af Saksen, altid svaret så nådigt, og holdt mig så meget til gode, som netop biskop Albrekt. Jeg troede sandelig, han var en engel. Han havde i sig den rette mester, djævelen, der kan pynte sig så fint, og dog derunder skælder os lutherske knægte ud, og ikke undlader noget af det, som han formår imod denne lære. Jeg mener, at også jeg er blevet røvrendt i min tiltro til et så ondt menneske. Velan, sket er sket, han skal og må også afsted, min herre Kristus står der stadigvæk for ham; jeg også. |
| 85 Weil er aber nicht wissen will, wer diesen Lutherischen Lärmen (wie ers nennet,) hat angericht, will ichs hiemit öffentlich sagen, nicht seinem Heinzen, noch ihm selbs, denn er weiss es viel bass, weder ich selbs. Es geschach im Jahr, da man 17 schreib, dass ein Predigermünch, mit Namen Johannes Tetzel, ein grosser Clamant, welchen zuvor Herzog Frierich hatte zu Inspruck vom Sacke erlöset, denn Maximilian hatte ihn zu ersäufen erurtheilt in der Inn (kannst wohl denken, umb seiner grossen Tugend willen). | Men når han nu ikke vil vide, hvem der har anstiftet denne lutherske opstandelse (som han kalder det), så vil jeg hermed offentligt sige det, ikke til Per eller Poul, eller ham selv, for han véd det meget bedre end jeg selv. Det skete i det år, da man skrev 17, at en prædikermunk ved navn Johannes Tetzel, en stor deklamator, som hertug Frederik tidligere i Innsbruck havde udløst af sækken, for Maximilian havde dømt ham til at skulle druknes i Inn (man må tro, for hans store dyds skyld). |
| 86 Und H. Friederich liess ihn dess erinnern, da er uns Wittenberger also anfing zu lästern; er bekannte es auch frei. Derselbige Tetzel führet nu das Ablass umbher, und verkauft Gnade umbs Geld, so theur oder wohlfeil er aus allen Kräfte vermocht. Zu der Zeit war ich Prediger allhie im Kloster und ein junger Doctor, neulich aus der Esse kommen, hitzig und lüstig in der heiligen Schrift. | Og det mindede hertug Frederik ham om, da han begyndte at nedgøre os fra Wittenberg; han indrømmede det også åbent. Denne Tetzel tager nu aflad med sig rundt og sælger nåde for penge, så dyrt eller billigt han formår af alle kræfter. Dengang var jeg prædikant her i klostret og var en ung doktor, nylig udgået fra essen, varm og brændende i den hellige skrift. |
| 87 Als nu viel Volks von Wittenberg lief dem Ablass nach gen Jütterbock und Zerbest etc. und ich (so wahr mich mein Herr Christus erlöset hat,) nichts wusste, (51) was das Ablass wäre, wie es denn kein Mensch nicht wusste: fing ich säuberlich an zu predigen, man könnte wohl Besseres thun, das gewisser wäre, weder Ablass lösen. | Da nu folk fra Wittenberg løb efter aflad til Jüterbock og Zerbest osv og jeg ikke vidste (så sandt min Herre Kristus har forløst mig), hvad aflad var, sådan som jo intet menneske vidste det, da begyndte jeg omhyggeligt at prædike, at man vel kunne gøre noget, der var bedre og mere sikkert, end at løse aflad. |
| 88 Solche Predigt hatte ich zuvor gethan hie aufm Schlosse, wider das Ablass, und bei Herzog Friederich damit schlechte Gnade verdienet; (n88) denn er sein Stift auch sehr lieb hatte. Nu, dass ich zur rechten Ursachen des Lutherischen Lärmens komme, liess ich alles also gehen, wie es ging. Indess kömpt fur mich, wie der Tetzel hätte geprediget greulich schreckliche Artikel, der ich diessmal etliche will nennen, nämlich: | En sådan prædiken havde jeg tidligere holdt her på slottet, imod afladen, og var dermed overfor hertug Frederik kommet i unåde, for han gik også meget op i sine kirkelige forpligtelser. Nuvel, for nu at komme frem til den rette årsag til den lutherske opstandelse, jeg lod blot alt gå, som det gik. I mellemtiden fik jeg oplysning om, hvordan Tetzel havde prædiket gruelige og skrækkelige artikler, af hvilke jeg her vil nævne nogle, nemlig: |
| 89 Er hätte solche Gnade und Gewalt vom Papst, wenn einer gleich die heilige Jungfrau Maria, Gottes Mutter, hätte geschwächt oder geschwängert, så künnte ers vergeben, wo derselb in den Kasten legt, was sich gebührt. | Han havde en sådan nåde og magt fra paven, at selv om én havde svækket eller besvangret den hellige jomfru Maria, Guds moder, så kunne han tilgive det, når han ellers lagde det i pengekisten, som det kostede. |
| 90 Item, das rothe Ablasskreuz mit des Papsts Wappen, in den Kirchen aufgericht, wäre eben so kräftig, als das Kreuz Christi. Item, wenn St. Peter itzt hie wäre, hätte er nicht grösser Gnade noch Gewalt, weder er hätte. | Fremdeles, det røde afladskors med pavens våben, som var ophængt i kirken, var lige så kraftigt som Kristi kors. Fremdeles, hvis Skt. Peter nu var her, ville han ikke have større nåde eller magt, end han havde. |
| 91 Item, er wollte im Himmel mit St. Peter nicht beuten: denn er hätte mit Ablass mehr Seelen erlöset, weder St. Peter mit seinem Predigen. | Fremdeles, han ville ikke bytte med Skt. Peter i himlen: for han havde med aflad forløst flere sjæle, end Skt. Peter med sin prædiken. |
| 92 Item, wenn einer Geld in den Kasten legt fur eine Seele im Fegfeur, so bald der Pfennig auf den Boden fiel und klünge, so führe die Seele heraus gen Himmel. (se tese 27) | Fremdeles, når nogen lagde penge i pengekisten for en sjæl i skærsilden, så snart man kunne høre, at pfennigen faldt ned på bunden, så fløj sjælen op mod himlen. |
| 93 Item, die Ablassgnade wäre eben die Gnade, dadurch der Mensch mit Gott versühnet wird. | Fremdeles, afladsnåden var netop den nåde, hvorved mennesket blev forsonet med Gud. |
| 94 Item, es wäre nicht Noth, Reu noch Leide oder Busse fur die Sünde zu haben, wenn einer das Ablass oder die Ablassbriefe kaufet (ich sollt sagen, löset) (n94), und verkauft auch künftige Sünde. Und des Dings treib er greulich viel, und war alles umbs Geld zu thun. | Fremdeles, det var ikke nødvendigt, at have anger eller smerte eller bod for synden, når man købte aflad eller afladsbreve (jeg skulle sige, løste afladsbreve), og han solgte også for fremtidige synder. Og den slags ting drev han på med i grueligt stort omgang og det havde altsammen med penge at gøre. |
| 95 Ich wusste aber zu der Zeit nicht, wem solch Geld sollte: da ging ein Büchlein aus, gar herrlich unter des Bischofs zu Magdeburg Wappen, darinn solcher Artikel etliche den Quästorn geboten würden zu predigen. (n95) (E52) Da kams herfur, dass Bischof Albrecht diesen Tetzel gedinget hatte, weil er ein grosser Clamant war, denn er was zu Mainz Bischof erwählet mit solchen Pact, dass er zu Rom das Pallium selbs sollt käufen, (lösen, sage ich,) denn es waren zu Mainz neulich drei Bischof, Berthold, Jacobus und Uriel kurz nach einander gestorben, dass dem Bisthum vielleicht schwer war, so oft und kurz auf einander das Pallium zu käufen, welchs gestehet, wie man sagt, 26000, Etliche sagen 30000 Gülden; denn so theur kann der allerheiligst Vater zu Rom Flachsfaden (der sonst kaum sechs Pfennig werth ist,) verkäufen. | Men jeg vidste på det tidspunkt ikke, hvem der skulle have disse penge: Da udkom en lille bog, ganske herlig med biskoppen af Magdeburgs våbenskjold, hvori det blev påbudt kvæstorerne at prædike nogle af den slags artikler. Og så kom det frem, at biskop Albrekt havde slået en handel af med denne Tetzel, fordi han var en stor deklamator, for i Mainz var biskoppen blev valgt med den aftale, at han i Rom selv skulle købe palliet (løse, mener jeg), for i Mainz var der nylig død tre biskopper, Berthold, Jakob og Uriel, kort efter hinanden, så at det måske var vanskeligt for bispedømmet at købe palliet så ofte og så kort efter hinanden. Og palliet kostede, sagde man, 26000 gylden, nogle sagde 30000. For så dyrt kan den allerhelligste fader i Rom sælge tøjstykker (der ellers næppe er seks pfennig værd). |
| 96 Da erfand nu der Bischof diess Fündlin, und gedacht das Pallium den Fochern zu bezahlen (denn die hatten das Geld fürgestreckt,) mit des gemeinen Manns Beutel, und schickt diesen grossen Beuteldrescher in die Länder; der drasch auch weidlich drauf, dass es mit Haufen begonst in die Kasten zu fallen, zu springen, zu klingen. Er vergass aber sein selbs daneben nicht. Es hatte dazu der Papst dennoch die Hand mit im Sode behalten, dass die Hälft sollt gefallen zu dem Gebäu St. Peters Kirchen zu Rom. Also gingen die Gesellen hinan mit Freuden und grosser Hoffnung, unter die Beutel zu schlahen und zu dreschen. Solchs, sage ich, wusste ich dazumal nicht. | Da kom biskoppen på den ide og fik det indfald at betale for palliet til fuggerne (for de havde forstrakt ham med pengene) ud af den gemene mands pung, og sendte denne store pungetærsker ind i landene. Han tærskede også vældigt løs, så at der begyndte at falde, springe, klinge store pengemængder i kisterne. Men han glemte ikke sig selv imens. Desuden havde paven stadigvæk en hånd med i forretningen, så at halvdelen skulle tilfalde byggeriet af Skt. Peters kirke i Rom. Således gik da disse fyre igang med glæde og store forhåbninger, med at slå til pungene og tærske dem igennem. Og som sagt vidste jeg dengang intet om alt dette. |
| 97 Da schreib ich einen Brief mit den Propositionibus an den Bischof zu Magdeburg, vermahnet und bat, er wollte dem Tetzel Einhalt thun, und solch ungeschickt Ding zu predigen wehren, es möchte ein Unlust draus entstehen; solchs gebührte ihm als einem Erzbischofe. Denselben Brief kann ich noch auflegen, aber mir ward kein Antwort. Desgleichen schreib ich auch dem Bischof zu Brandenburg als Ordinario, an dem ich sehr einen gnädigen Bischof hatte. Darauf er mit antwortet: ich griffe der Kirchen Gewalt an, und würde mir selbs Mühe machen; er riethe mir, ich liesse davon. Ich kann wohl denken, dass sie alle beide gedacht haben, der Papst würde mir, solchem elenden Bettler, viel zu mächtig sein. (E53) | Da skrev jeg et brev og sendte det sammen med mine teser til biskoppen af Magdeburg, formanede ham og bad om, at han ville standse Tetzel og forhindre ham i at prædike den slags upassende ting, der kunne komme noget galt ud af det; det var, hvad der var hans pligt som ærkebiskop. Dette brev kan jeg stadig vise frem. Men der kom intet svar. Ligeledes skrev jeg til biskoppen af Brandenburg som min foresatte, i hvem jeg havde en nådig biskop. Derpå svarede han mig, at jeg greb ind i kirkens magtområde, og ville volde mig selv besvær, han ville tilråde mig, at jeg afstod derfra. Jeg kan tænke, at de begge to har tænkt, at paven ville blive mig, sådan en stakkels tiggermunk, alt for mægtig. |
| 98 Also gingen meine Propositiones aus wider des Tetzels Artikel; wie man in Gedrückten wohl sehen mag. Dieselbigen liefen schier in vierzehn Tagen durch ganz Deutschland; denn alle Welt klagt uber das Ablass, sonderlich uber Tetzels Artikel. Und weil alle Bischoffe und Doctores stillschweigen, und niemand der Katzen die Schellen anbinden wollte (denn die Ketzermeister, Predigerordens, hatten alle Welt mit dem Feur in die Furcht gejagt, und Tetzel selbs auch etliche Priester, so wider seine freche Predigt gemuckt hatten, eingetrieben): da ward der Luther ein Doctor gerühmet , dass doch einmal Einer kommen wäre, der drein griffe. Der Ruhm war mir nicht lieb, denn (wie gesagt,) ich wusste selbs nicht, was das Ablass wäre, und das Lied wollte meiner Stimme zu hoch werden. | Altså blev mine teser imod Tetzels artikel udgivet; som man kan se det i det trykte. Disse teser løb på mindre end fjorten dage ud over hele Tyskland; for hele verden klagede over afladen, især over Tetzels artikel. Og mens alle biskopper og doktorer tav stille og ingen ville binde katten en bjælde på (for kættermestrene, af dominikanerordenen, havde med deres trusler om bål og brand jaget en frygt i alverden, og Tetzel selv havde også sat nogle præster på plads, som havde mukket over hans frække prædiken): da blev Luther rost som en doktor, at der dog endelig var kommet én, der ville gribe ind. Den ros var jeg ikke meget for, for som sagt vidste jeg ikke selv, hvad aflad var, og den sang ville blive for høj for min stemme. |
| 99 Diess ist der erste, rechte, grundliche Anfang des Lutherischen Lärmens, den nicht Herzog Friederich, sondern der Bischof zu Mainz durch seinen Beuteldrescher oder Beutelschneider, Tetzel, ja vielmehr durch desselben lästerliche Predigt, (wie gehört,) den Leuten ihr Geld zu erkäufen, angenfangen hat; und er doch, von mir vermahnet, dem Tetzel nicht wehren wollt, sondern viel hoher das Geld, so er unter des Ablass Schein gestohlen hatte, noch stahl und weiter stehlen wollt, weder die Wahrheit und Seelen Heil geacht hat. | Dette er den første, rette, egentlige begyndelse til den lutherske opstandelse, som ikke hertog Frederik, men biskoppen af Mainz har påbegyndt gennem sin pungetærsker eller pungesnitter, Tetzel, ja, snarere gennem dennes bespottelige prædiken, som man har hørt, for at fralokke folk deres penge. Og han ville dog, selv om jeg formanede ham til det, ikke forhindre Tetzel, men ville hellere have pengene, som han under påberåbelse af aflad havde stjålet fra folk, stadig stjal og fremover også ville stjæle, så han hverken agtede sandheden eller sjælenes frelse. |
| 101 Und solcher unverschampter Pfaff, der solchs alles wohl weiss, will das dem löblichen verstorbenen Fürsten auflegen; schmeisst und schnäucht solche seinen Lügen in seine Heinzen unverschampt. Ist nu der Lästerheinzen, den Schandmainzen, der weibischen Memmen, den verzagten Schelmen, und ihrer ganzen verdampten Rotten, ein Lärmen oder Unlust draus kommen: das mügen sie dem Bischof zu Mainz danken, der hats durch seinen verfluchten, diebischen Geiz, und durch seinen gotteslästerlichen Tetzel, den er geschickt und vertheidingt, angefangen. | Og sådan en uforskammet klerk, der godt véd alt dette, vil lægge den elskelige afdøde fyrste det til last, men han bare fremkaster og fremfnyser en sådan løgn i sit fyrstendømme, ganske uforskammet. Og hvis det nu er gået sådan, at der for spot-Heinz, skænde-Mainz, tøse-Memmen, disse forsagte skælme og alle deres fordømte bander, at der er kommet en opstandelse eller ulyst ud af det, så kan de takke biskoppen af Mainz for det, han har påbegyndt det med sin forbandede, tyvagtige havesyge, og ved hjælp af sin gudsbespottende Tetzel, som han har sendt og siden forsvaret. |
| 102 Und wo gleich der Luther nicht hätte des Tetzels lästerliche Predigt angriffen, so war es dennoch zu der Zeit an dem, und also ubermacht, dass Stein und Holz hätten müssen (E54) dawider schreien, daraus nicht so ein säuberlicher Lutherischer, sondern ein teufelischer, greulicher Lärmen worden wäre; denn sie sind bis daher unter unserm Schutz und Schirm, das ist, unter Gottes Wort sicher gewest, wenn sie die Wahrheit bekennen möchten; die Rottengeister hätten sie sonst wohl Mores gelehret. | Og selv om Luther ikke havde angrebet Tetzels bespottende prædiken, så ville der alligevel i tidens fylde være sket det ganske overvældende, at sten og træ havde måttet skrige imod det, og deraf ville der ikke være kommet den nøgterne lutherske opstandelse, men en djævelsk, grusom opstandelse. For de har indtil nu under vores beskyttende paraply, det vil sige, under Guds ord, kunnet være sikre, når de måtte bekende sandheden; ellers havde vel bandeånderne lært dem, hvordan man opfører sig. |
| 103 Der ander Anfang dieses Lärmens ist der heiligst Vater Papst Leo, mit seinem unzeitigen Bann. Dazu holfen Doct. Sau und alle Papisten, auch etliche grobe Esel, da Idermann wollt Ritter an mir werden; schrieben und schrien wider mich, was nur Feder regen kunnte. Ich aber hoffete, der Papst sollte mich schützen, denn ich hatte meine Disputation also verwahret und gewappent mit Schrift und päpstliche Drecketen, dass ich sicher war, der Papst würde den Tetzel verdammen und mich segenen; schreib ihm auch zu die Resolution mit einer demüthigen Schrift, und gefiel solch mein Buch auch vielen Cardinalen und Bischoffen sehr wohl. | Den anden begyndelse på denne opstandelse er den allerhelligste fader pave Leo med hans utidige band. Dertil hjalp doktor So og alle papisterne, også nogle grove æsler, eftersom enhver ville slå sig til ridder på mig, skrev og skreg imod mig, alt hvad gåsefjeren kunne holde til. Men jeg håbede, at paven ville beskytte mig, for jeg havde beskyttet og bevæbnet min disputation med skriften og med pavedekreter, så jeg var sikker på, at paven ville fordømme Tetzel og velsigne mig; jeg tilegnede også tese-forklaringerne ham med et ydmygt forord, og min bog behagede også mange kardinaler og biskopper ganske meget. |
| 104 Denn ich dazumal besser päpstlich war, weder Mainz und Heinz selbs je gewest sind, noch werden mügen, und die päpstliche Drecketen klärlich da stunden, dass die Quästores die Seelen nicht aus dem Fegfeur mit Ablass lösen künnten. (n104) Aber da ich des Segens wartet aus Rom, da kam Blitz und Donner uber mich; ich musste das Schaf sein, das dem Wolfe das Wasser getrübt hatte; Tetzel ging frei aus, ich musst mich fressen lassen. | For dengang var jeg mere pavelig end både Mainz og Heinz nogensinde selv har været, eller kan blive, og der stor jo klart i de pavelige dekreter, at kvæstorerne ikke kunne udløse sjælene af skærsilden med aflad. Men hvor jeg havde ventet velsignelse fra Rom, kom der i stedet lyn og torden over mig; jeg skulle være det får, der havde forurenet ulvens vand. Tetzel gik fri, jeg måtte lade mig opæde. |
| 105 Dazu gingen sie mit mir Armen so fein päpstlich umb, dass ich zu Rom wohl 16 Tage verdampt war, ehe die Citation mir zukam. Aber da der Cardinal Cajetanus auf dem Reichstage zu Augsburg kommen war, erlanget Doctor Staupitz, dass derselb gute Fürste, Herzog Friedrich selbs zum Cardinal ging, und erwarb, dass mich der Cardinal hören wollt. Also kam ich gen Augsburg zum Cardinal; derselb stellet sich freundlich, aber nach vielen Händeln erbot ich mich, hinfort zu schweigen, so fern mein Widertheil auch schweigen müsste. (n105) | Desuden behandlede de mig stakkel så nydelig papistisk, at jeg i Rom vel var fordømt i 16 dage, før stævningen kom til mig. Men da kardinal Cajetan var ankommet til rigsdagen i Augsburg, fik doktor Staupitz sat i stand, at denne gode fyrste, hertug Frederik selv gik til kardinalen og opnåede, at kardinalen ville høre mig. Derfor kom jeg til Augsburg til kardinalen; denne stillede sig venligt an, men efter megen snak tilbød jeg fremover at tie, hvis mine modstandere også ville tie. |
| 106 Da ich das nicht erlangen kunnte, appellirte ich vom Papst zum Concilio und zog davon. Also ist (E55) die Sache hinfurt auch auf die Reichstage kommen, und oft gehandelt; davon itzt nicht zu schreiben, denn die Historien ist zu lang. Indess ging mit Schreiben widernander aufs heftigst, bis es nu dahin kommen ist, dass sie das Liecht unverschampt scheuen, ja viel Dings selbs itzt lehren, das sie zuvor verdampt, dazu nichts zu lehren hätten, wenn unser Bücher thäten. | Da jeg ikke kunne opnå det, appellerede jeg fra paven til et koncil og drog bort. Derfor er sagen stadig kommet op på rigsdagen og ofte behandlet; men derom er ikke at skrive nu, for historien er for lang. Imidlertid gik det hæftigt løs med skriverier imod hinanden, indtil det nu er kommet så vidt, at de uforskammet skyer lyser, ja selv lærer mange ting, som de tidligere fordømte, og desforuden ikke har mere at lære, end hvad der står i vore bøger. |
| 107 Ist nu ein Lärmen hieraus kommen, der ihnen weh thut, dess müssen sie ihnen selbs danken. Warumb haben sie die Sache so unvernünftig und ungeschickt getrieben, wider alle Recht, Wahrheit, Schrift und ihr eigen Drecketen? Sie dürfens keinem Andern Schuld geben, denn ihnen selbs. Wir wöllen ihres Klagens in die Faust lachen, und ihr zum Schaden spotten, und uns trösten, dass ihr Stündlin kommen sei. Denn sie auch noch heutiges Tags nicht aufhören, als die verblendten, verstockten, unsinnigen Narren die Sache also zu handeln, als wollten sie muthwilliglich zu Grund gehen. Gottes Zorn ist uber sie kommen, wie sie verdienet haben. | Er der nu kommet en opstandelse ud af det, som gør dem ondt, det har de kun sig selv at takke for. Hvorfor har de behandlet sagen så ufornuftigt og upassende, imod al ret, sandhed, skrift, og også imod deres egne dekreter? De skulle ikke skyde skylden på andre end sig selv. Vi vil kun le i skægget over deres klageri, og være skadefro, og trøste os med, at deres time er kommet. For de ophører heller ikke i dag med at bære sig ad som forblændede, forstokkede, vanvittige narre, som om de frivilligt ville gå til grunde. Guds vrede er kommet over dem, som de har fortjent det. |
| 108 Denn nu es (Gott Lob!) an Tag kommen ist, wie das Ablass eine Teufelslügen ist, thun sie doch keine Busse, denken sich auch nicht zu bessern, noch zu reformiren; sondern mit dem blinden, blossen Wort, Kirche, wollen sie alle ihre Greuel vertheidigen. Und wenn sie sonst kein Böses gethan hätten, so wäre allein das Ablass gnug dazu, darumb sie Gott ins höllische Feur verdampt, und sie alle Menschen zur Welt ausjagt. Denke doch, du lieber Christ, wie der Papst, Cardinal, Bischoffe und alle Geistlichen die Welt mit dem verlogen Ablass erfüllet und betrogen haben. | For nu, hvor det gudskelov er kommet for dagen, hvordan afladen er en djævelsk løgn, gør de dog ikke bod, tænker heller ikke at forbedre sig eller reformere sig, men de vil med det blinde, blotte ord 'kirke' forsvare alle deres forfærdeligheder. Og selv om de ellers ikke havde bedrevet noget ondt, så ville alene afladen være nok til, at Gud fordømte dem ned i helvedes ild, og til, at alle mennesker jagede dem ud af deres verden. Tænk dig, kære kristne, hvordan paven, kardinaler, biskopper og alle geistlige har fyldt og bedraget verden med den forløjede aflad. |
| 109 Zum Andern, dass sie es die Gnade Gottes lästerlich genennet haben, so es doch nichts ist, noch sein kann, denn Remissio Satisfactionis, id est, nihil. Denn man nu weiss, das Satisfactio nichts ist. Zum Dritten, dass sie es als eine Gnade Gottes mit Greulicher Simonei und Schariotherei umb Geld verkauft haben, so Gottes Gnade umbsonst muss gegeben werden. Zum Vierten, dass sie dadurch der ganzen Welt Geld und Gut (E56) schändlich gestohlen und genommen haben, und das alles unter Gottes Namen. | For det andet, tænk så på, at de bespotteligt har kaldt det Guds nåde, det, som dog intet andet er, og intet andet kan være, end eftergivelse af fyldestgørelser, det vil sige, intet. For nu véd man, at fyldestgørelse intet er. For det tredie, tænk så på, at de med en forfærdelig simoni og iskarioteri har solgt den som en Guds nåde for penge, skønt dog Guds nåde må gives gratis. For det fjerde, tænk så på, at de derigennem skændigt har stjålet og borttaget hele verdens penge og gods, og altsammen i Guds navn. |
| 110 Zum Fünften, dass Allerärgest ist, dass sie solcher lästerlichen Lügen zur schrecklichen Abgötterei gebraucht haben; denn viel tausend Seelen, so sich drauf verlassen, als wäre es Gottes Gnade, und drauf gestorben, durch solche Seelmörder verloren sind. Denn wer auf Lügen trauet und bauet, ist des Teufels Diener. | For det femte, tænk så på -- og det er det allerværste -- at de har brugt en sådan bespottelig løgn til det skrækkeligste afguderi. For mange tusinde sjæle, som har forladt sig på afladen, som var den Guds nåde, og er døde derpå, er igennem sådanne sjælemordere gået fortabt. For den, der stoler på løgn og bygger derpå, er djævelens tjener. |
| 111 c |
Noter:
n88: Umiddelbart lyder det som lidt af en selvmodsigelse, at Luther i #87 siger, at han ikke vidste, hvad aflad var, og i #88, at han dog prædikede over det for sin fyrste; man ville kende ham dårligt, om ikke han havde undersøgt sagen grundigt, før han påtog sig at prædike derover. Meningen er dog nok den, at han dengang ikke, så lidt som nogen anden (som han siger i #87), vidste, at aflad intet er. Det går op for ham og alle andre i løbet af den 'lutherske opstandelse', så han til sidst kan sige, at gudskelov er det nu kommet for dagen, at aflad er en djævelsk løgn (#108).
n94: Vi betragter det som en selvfølge, at aflad blev købt. Men man havde vistnok fra officiel kirkelig side undgået ordene 'købe' og 'sælge', fordi de smagte for meget af penge; i stedet for at sige, at man 'købte' aflad, sagde man, at man 'løste' aflad. Jvfr, hvordan Luther også ironisk retter sig selv i #95 fra 'købe palliet' til 'løse palliet'.
n95: Löscher, udgivet i 1714, gengiver en Summaria instructio, hvis oprindelse han ikke helt er klar over, og som han heller ikke har fuldt ud. Men jeg mener at kunne huske, at 'Documente zur Causa Lutheri' også udgiver den (i 1988). Derfor har jeg lagt den ud på nettet.
n104: Luther har i sin folkelige prædiken om afladen henvist til et dekret fra Clem lib. V tit IX cap 2. ved navn 'Abusionibus'. (Se abusio#6). Og læser man den igennem, må man indrømme, at det ikke blot skyldtes verdensfjern godtroenhed hos den store bibelforsker, at han troede, paven ville holde med ham, der er faktisk god grund til at tro det ud fra f. eks. pavedekretet her.
n105: Der er ikke noget i Luthers Augsburger-akter, der fortæller om et sådant forsøg på at tie sagen ihjel. Det blev derimod forsøgt af kardinal Miltitz i januar 1519. Så mon ikke Luther husker forkert her?