Luthers genesiskommentar, kap. 3,16f.

Teksten er taget fra Erlangerudgaven bind I, side 251 og fremefter. Oversættelsen er foretaget af mig.

¹ Ad mulierem vero dixit: Valde multiplicabo dolores tuum, cum eris gravida: in dolore paries filios, et sub viri potestate eris, et ipse dominabitur tui. Men til kvinden sagde ham: Jeg vil mangfoldiggøre dit svangerskabs møje, med smerte skal du føde børn, og under din mands magt skal du være, og han skal herske over dig.

² Haec poena est mulieri imposita, sed profecto laeta et hilaris, si quidem non dissentit a priore sententia contra Satanam lata. Si enim hoc manet, quod serpenti caput conterendum est, certa est spes resurrectionis a morte, et tolerabilis est, quicquid, hac spe manente ac firma, homini imponitur. Denne straf blev pålagt kvinden, men den er sandelig glædelig og munter, eftersom den jo ikke adskiller sig fra den første sætning, fremsagt imod Satan. Hvis nemlig det står fast, at slangens hoved skal knuses, så er der med sikkerhed også håb om opstandelse af døde, og så er det tåleligt, hvad der med dette sikre håb fastholdt, hvad der pålægges mennesket.

³ Atque haec quoque causa est, quod scriptura sancta sic diligenter cavet, ne quid dicat in punienda muliere contra sententiam prius de serpente latam. Imponit poenam mulieri, et tamen relinquit spem resurrectionis et vitae aeternae. Mortem autem, (252) quam per peccatum meruerat, transfert in alteram et ignobiliorem partem hominis, scilicet in carnem, ut spiritus propter fidem vivat in justitia. Men dette er også grunden til, at den hellige skrift så omhyggeligt sørger for ikke at sige noget om kvinden, der skal straffes, imod den dom, der før var afsagt over slangen. Den pålægger kvinden en straf, og dog efterlader den håb om opstandelse og evigt liv. Men døden, som hun havde fortjent ved synden, overfører den til menneskets anden og lavere del, nemlig til kødet, så at ånden på grund af troen kan leve i retfærdighed.

⁴ Mulier itaque obnoxiam est morti quoad carnem, sed quoad spem est a morte libera. Manet enim certa sententia, qua Diabolo comminatur Deus contritionem capitis. Itaque animalis vita habet hic crucem et mortem suam, sicut Paulus quoque 1. Cor. 15, (v. 44) dicit: "Corpus animale mori, sed resurrecturum spirituale". Derfor er kvinden skyldig i døden med hensyn til kødet, men med hensyn til håbet er hun befriet fra døden. Den sætning står nemlig fast, hvorved Gud truer Djævelen med, at hans hoved skal knuses. Derfor har det dyriske liv her sit kors og sin død, sådan som Paulus siger 1 Kor 15,44: "Det dyriske legeme skal dø, men der opstår et åndeligt legeme".

⁵ Ita in hac animali vita manent conjugia, ac mulier experitur poenas, quas propter peccatum hic infligit Dominus, ut a tempore conceptionis, in partu et tota reliqua vita, qua liberis servitur, varie periclitetur. Sed omnia haec tantum ad animalem vitam seu ipsam carnem pertinent, manente interim spe spiritualis et aeternae virae post hanc vitam. Derfor forbliver der noget, der hedder ægteskab, i dette dyriske liv, og kvinden erfarer de straffe, som Herren her pålægger hende på grund af synden, så at hun, når hun undfanger, når hun føder og i hele den øvrige del af livet, når hun opdrager sine børn, prøves på forskellig måde. Men alt dette har kun med det dyriske liv eller med kødet selv at gøre, der forbliver samtidig et håb om et åndeligt og evigt liv efter dette liv.

⁶ Vere igitur laeta et hilaris haec poena est, si rem recte aestimemus. Etsi enim carni onera illa molesta sunt, tamen cum istis oneribus seu poenis ipso facto corroboratur spes melioris vitae, si quidem audit Heva, se non rejici a Deo. Deinde etiam hoc audit, non adimi sibi in ista poena benedictionem generationis ante peccatum promissam et donatam. Ja, sandelig, denne straf er glædelig og let, hvis vi vurdérer sagen ret. Skønt nemlig kødets byrde er besværlig, så styrkes dog ved disse byrder eller straffe, når de udføres, håbet om et bedre liv, da jo Eva hører, at hun ikke forkastes af Gud. Derefter hører hun også, at hun ikke i disse straffe fratages forplantningens velsignelse, der var forjættet og givet før synden.

⁷ Videt, se retinere sexum suum, et esse mulierem: videt, se non separari ab Adamo, ut sola et seclusa a viro maneat: videt, relinqui sibi gloriam maternitatis, ut sic dicam. Haec omnia accedunt ad istam spem aeternitatis, et sine dubio Hevam egregie erexerunt. Quin manet etiam illa major et verior gloria, quod non solum retinet benedictionem fecunditatis, et cum marito suo conjuncta manet, sed quod (253) certam promissionem habet, ex se venturum semen illud, quod Satanae caput sit contriturum. Hun ser, at hun bevarer sit køn og fortsat er kvinde. Hun ser, at hun ikke adskilles fra Adam, så at hun ene og udelukkende skal forblive hos sin mand. Hun ser, at hun stadig har moderskabets ære, om jeg så må sige. Alt dette føjes til dette evighedens håb, og har uden tvivl oprejst Eva på udmærket vis. Ja, også denne større og sandere ære forbliver, at hun ikke blot stadig har frugtbarhedens velsignelse, og skal forblive i ægteskab med sin mand, men også har den sikre forjættelse, at af hende skal den sæd komme, som skal knuse Satans hoved.

⁸ Itaque Heva sine dubio etiam in re tristissima, ut apparet, tamen gaudio plenum pectus habuit, ac fortasse Adamum suum consolata est, dicens: Peccavi; sed vide, quam misericordem habemus Deum? Quanta commoda, tum temporalia, tum spiritualia nobis peccatoribus relinquit? Quare nos mulieres feramus laborem et miseriam istam concipiendi, pariendi, et vobis maritis parendi. Derfor har Eva uden tvivl også i de mest triste omstændigheder, som det synes, haft en helhjertet glæde, og måske trøstet sin Adam, ved at sige: 'Jeg har syndet; men se, hvilken barmhjertig Gud vi har! Hvilke begunstigelser, både timelige og åndelige har han ikke ladet os syndere beholde! Derfor vil vi kvinder bære det besvær og den elendighed, der er forbundet med at undfange, føde og adlyde vores mænd.

⁹ Est ista paterna ira, si quidem hoc manet, ut hostis nostri caput conteratur et nos post mortem carnis nostrae excitemur ad aliam novam et aeternam vitam per redemtorem nostrum. Haec magnitudo bonorum et infinitas beneficiorum longe superat, quicquid maledictionis et poenarum nobis a Patre nostro inflictum est. His et similibus concionibus sine dubio Adam et Heva saepe inter se usi sunt ad incommoda temporalia mitiganda. Så er der denne faderlige vrede, da jo det står fast, at vor fjendes hoved skal knuses og vi efter vort køds død skal opvækkes til et andet og evigt liv gennem vor forløser. Denne store mængde goder og uendelige række af velgerninger overgår langt, hvad der pålægges os af forbandelse og straffe af vores Fader. Sådanne og lignende prædikener har Adam og Eva uden tvivl ofte indbyrdes brugt til at lindre de timelige vanskeligheder.

¹⁰ Sicut nos quoque contemplari ineffabiles thesauros futurae vitae saepe debemus, et lenire talibus cogitationibus molestias carnis, sicut videmus, Paulum facere 2. Cor. 4, (v. 17. 18.): "Nostra tribulatio, inquit, momentanes et levis est; operatur enim aeternum gloriae pondus in nobis, si non spectemus ea, quae videntur, sed quae non videntur. Nam, quae videntur, temporaria sunt, quae autem non videntur, sunt aeterna". Sådan bør også vi ofte overveje det fremtidige livs uforgængelige skatte, og med sådanne tanker gøre kødets vanskeligheder lette, sådan som vi ser Paulus gøre 2 Kor 4,17: 'Vore trængsler er kortvarige og lette; de fremkalder en evig vægt at herlighed i os, hvis vi ikke ser på det, der kan ses, men på det, der ikke kan ses; for det synlige er til en tid, men det usynlige er evigt'.

¹¹ Qui igitur concipiunt spem futurae gloriae, et credunt promittenti Deo, deinde etiam intuentur in benedictiones corporales, quod Dominus concessit fruendum nobis hunc mundum, quod dedit uxorem, (254) domum, liberos, quod ista omnia conservat, et benedicendo auget, dic mihi, hi an non, quicquid corporalium incommodorum incidet, et aequissimo animo patientur, et dicent, hanc paternam, non judicis, aut tyranni iram esse? Derfor, de, der fatter håbet om den kommende herlighed og tror på den Gud, der forjætter det, og dernæst også betragter de legemlige velsignelser, som Gud tillader os at nyde i denne verden, at han giver os hustru, hus, børn, at han bevarer alt dette og med sin velsignelse øger det, sig mig, om ikke disse vil bære alt, hvad der kommer af legemlige ubehageligheder med et roligt sind og sige, at denne vrede er faderens vrede, hverken dommerens eller tyrannens?

¹² Contra vero in serpente apparet judicis ira, cui non solum non promittitur liberatio, sed praedicitur ei contritio. Hanc iram sensit Satan, et adhuc sentit. Ideo ante novissimum diem tanto furore saevit contra ecclesiam et Filium Dei. Men modsat viser dommerens vrede sig overfor slangen, som han ikke blot ikke forjætter befrielse, men forudsiger vanskeligheder. Denne vrede mærkede Satan og han mærker den indtil nu. Derfor raser han før dommedag med et sådant raseri imod kirken og imod Guds Søn.

¹³ Est igitur haec comminatio quidem, qua Hevae minatur Dominus certas poenas, sed in illis ipsis elucet ineffabilis misericordia, quae Hevam erigit, ut in suis malis laetissimo animo sit. Sentimus autem ipsi, quam necessariae hae poenae sint ad domandam carnem. Quomodo enim possemus humiliari, nisi ejusmodi poenarum oneribus deprimeretur natura haec? Itaque Heva, et quaelibet mulier in suo officio et conditione certas has calamitates experietur, quod multiplicabuntur aerumnae, et tum in dolore concipiet, tum pariet. Der er ganske vist en trussel, hvorved Herren pålægger Eva visse straffe, men ud af dem lyser i virkeligheden den uafladelige barmhjertighed, som opvækker Eva, så hun kan være meget glad i sine genvordigheder. Men vi kan vel selv fornemme, hvor nødvendige disse straffe er til at knægte kødet. Hvordan skulle vi kunne ydmyges, hvis ikke denne natur blev undertrykt ved byrden af den slags straffe? Derfor erfarer Eva og enhver kvinde i sit embede og condition disse visse genvordigheder, at møjen mangfoldiggøres, og hun både undfanger og føder i smerte.

¹⁴ Est autem hic verbum BAR (hebræisk), quod et continuam et discretam quantitatem significat, ut intelligas et magnas et multas ac varias aerumnas, quas non habuisset, nisi in peccatum esset lapsa Heva. Ac praesertim minatur partui et conceptioni. Vocat autem conceptionem totum illud tempus, quo fetus conceptus gestatur in utero, quod gravibus et variis morbis excipitur. Men her står dette ord 'bar', som både betyder en fortsat og en særlig kvantitet, som man både kan forstå det som store og mange og forskellige besværligheder, som ikke ville have fundet sted, hvis ikke Eva var faldet i synd. Og især rammer det fødslen og undfangelsen. Men med 'undfangelsen' mener han hele den tid, hvor det undfangede foster opholder sig i livmoderen, hvor det rammes af alvorlige og forskellige sygdomme.

¹⁵ Statim suboriuntur acerrimi dolores capitis, vertigo, nausea et fastidium mirabile cibi et potus, crebrae et difficiles vomitiones, dolor dentium, et ventriculi vitium, quod KIOTAN excitat, quam picam vocant, cum tales cibos appetunt, a quibus (255) incolumis natura abhorret. Postquam autem fetus jam confirmatus est, et partus imminet, sequitur miserrima miseria, quod maximo cum periculo et tantum non moribunda enititur fetum. Først fremkommer lidt efter lidt alvorlige hovedsmerter, svimmelhed, kvalme og en underlig lede ved mad og drikke, hyppige og vanskelige opkastninger, tandsmerter og maveskader, som fremkalder 'kiotan', som kaldes en husskade (fuglen), når de har lyst til sådan mad, som den almindelige natur afskrækkes fra. Men efter at fostret har ladet mærke på sig og fødslen forestår, følger den værste elendighed, når hun føder fostret med den største fare og blot uden at skulle dø.

¹⁶ Haec cum vident gentes, quae Dei et operum ejus nullam cognitionem habent, adeo offenduntur, ut propter has calamitates statuant, viro sapienti non esse ducendam uxorem. Vehementer enim sexus muliebris humiliatus et afflictus est, ac portat poenam longe graviorem et duriorem, quam viri. Quid enim tale vir in corpore suo patitur? Quia autem per conjugium maritus quasi in se partem istarum poenarum transfert (non enim sine dolore ista in conjuge videre potest), factum est, ut homines impii potius scortarentur, quam ut conjuges fierent. Når hedningerne ser dette, de, som ikke kender Gud og hans gerninger, forarges de i den grad, at de på grund af disse besværligheder bestemmer, at en vis mand ikke må tage sig en hustru. For det kvindelige køn er ydmyget og ramt hårdt, og bærer en langt alvorligere og hårdere straf end manden. Hvad lider nemlig en sådan mand på sin krop? Men fordi ægtemanden igennem ægteskabet ligesom overfører en del af disse straffe på sig selv (dette kan nemlig i ægteskabet ikke betragtes uden smerte), går det sådan til, at de ugudelige mennesker hellere går til skøgen end bliver ægtemænd.

¹⁷ Contra hanc impiorum sententiam pii se consolari, et per veram sapientiam opponere his incommodis certa et majora commoda debent, sicut etiam Pindarus ad Hieronem in stultis hoc reprehendit, quod, cum Deus ita soleat bona dispensare, ut semper aliud incommodi admixtum sit, non possunt, ut ipse ait (Pyth. 3. 146.), NÆPIOI KOSMÅ FEREIN KAI PÆMATA, ALL AGATHOI, TA KALA TREPSANTES EXÅ, hoc est, homines stulti non mitigant incommoda ista commodis, quae habent; boni autem et sapientes ornant commoda sua, et iis quasi obruunt incommoda, quibus exercentur, dum commoda ceu in illustri loco conspicienda collocant. Imod de gudløses mening bør de fromme trøste sig med og med den sande mening op imod disse besværligheder sætte de sikre og større goder, sådan som også Pindarus i sit brev til Jeros bebrejder de dumme, at de, eftersom Gud plejer at uddele goderne således, at der altid er iblandet noget besværligt, ikke kan det, som han selv siger, det vil sige, de dumme mennesker formilder ikke disse besværligheder med de goder, de har; men de gode og vise udsmykker deres goder, og ligesom dækker de besværligheder, de har, med dem, mens de samler deres goder, så de ses på et oplyst sted.

¹⁸ Ita hic quoque faciendum erat. Sint sane magnae poenae, quibus propter peccatum mulieres subjectae sunt. An non autem hoc majus est, et infinitis modis poenas istas vincit, quod in illis ipsis (256) calamitatibus habent spem certam immortalitatis et aeternae vitae? Sådan skulle de også gøre her. Lad de straffe være nok så store, som kvinderne på grund af synden er underkastede. Men mon ikke dette er større, og på en uendelig måde besejrer disse straffe, at de i selve disse vanskeligheder har et sikkert håb om udødelighed og evigt liv?

¹⁹ Deinde illae ipsae calamitates non sunt sine fructu; pertinent enim ad humiliandam et dejiciendam naturam, quae sine cruce non potest domari. Dernæst er selve disse vanskeligheder ikke uden frugt; de tjener nemlig til at ydmyge og tæmme naturen, som ikke kan tæmmes uden kors.

²⁰ Tertio manet in istis calamitatibus corporalibus etiam excellens illa gloria maternitatis et benedictio ventris, quam etiam gentiles sapientiores admirati sunt, et magnifice praedicarunt. Manent reliqua dona, quod omnes alimur, fovemur, gestamur in utero matrum, sugimus ubera, et matrum studio ac cura conservamur. Hoc est, TA KALA EXÅ TREPESTHE, et non solum intueri mala, sed delectari donis et benedictione Dei, ac obruere poenas, foeditates, dolores, afflictiones et alia. For det tredje forbliver i disse legemlige vanskeligheder også denne udmærkede moderskabets herlighed og moderlivets velsignelse, som også de visere blandt hedningerne har beundret og fremhævet som storslået. Og de øvrige gaver er der også stadigvæk: at vi alle næres, varmes, vokser i moderlivet, at vi dier brysterne og bevares ved mødrenes iver og omsorg. Det betyder det, at 'dække det gode udenfor', og ikke blot se på det onde, men glædes over Guds gaver og velsignelse, og dække over straffen, hæslighederne, smerterne, trængslerne og alt det andet.

²¹ Sed hoc norunt et faciunt pii tantum. Hi mulieribus tanquam infirmiori vasi suum honorem habent, si quidem vident, eas socias esse immortalitatis et participes haereditatis in coelis. Deinde vident, quod sint ornatae benedictione et gloria maternitatis, quod omnes concipimur, nascimur, fovemur ab eis. Men dette véd og gør kun de fromme. Disse anser det for en ære for kvinderne, som det svagere kar, eftersom de jo ser, at deres ægtefæller har del i udødelighed og i den himmelske arv. Videre ser de, at de er smykkede med moderskabeets velsignelse og ære, eftersom vi alle undfanges, fødes og næres af dem.

²² Ac mihi quidem saepe magnae voluptati et admirationi est, quod video corpus muliebre totum ad id factum, ut foveat infantes. Quam decore etiam parvae puellae gestant in sinu infantes? Ipsae matres quam aptis gestibus ludunt, quoties aut placandus est infans vagiens, aut in cunas ponendus? Virum adhibe, facturum eadem, et dices, camelum saltare, adeo indecore omnia faciet, cum vel digito attingendus erit infans. Taceo reliqua officia, quae nisi a matribus praestari non possunt. Og for mig i det mindste har det ofte været med stor lyst og beundring, når jeg ser, hvordan kvindekroppe helt er skabt til det formål, at ernære børnene. Med hvilken ynde tager ikke selv små piger børn på skødet? Og mødrene selv, med hvor smukke bevægelser leger de ikke, når de enten vugger barnet for at berolige det, eller lægger det i vuggen? Men før en mand derhen, lad ham gøre det samme, så vil du sige, at det er en kamel, der hopper, så klodset vil han gøre alting, når bare han skal røre barnet med en finger. Og så siger jeg ikke noget om de andre opgaver, som kun kan udføres af mødrene.

²³ Haec omnia, qui rem recte aestimat, accipiet (257) tanquam certa benedictionis Domini vestigia, quibus testatur Deus, sexum muliebrem, etsi propter peccatum graviter punitus est, sibi tamen curae et carum esse. Haec satis sint de prima parte maledictionis. Den, der bedømmer alt dette ret, vil modtage det som tegn på Herrens velsignelse, hvormed Gud bevidner, at kvindekønnet, skønt det på grund af synden er hårdt straffet, dog er under hans omsorg og er ham kært. Lad dette være nok om den første del af forbandelsen.

²⁴ Altera pars maledictionis est in cohabitatione. Quodsi non peccasset Heva, non solum sine dolore peperisset, sed etiam ipsa cum viro conjunctio tam honesta fuisset, quam honestum hodie est, cum uxore in mensa edere aut colloqui. Educatio quoque fuisset facillima et plena voluptatis. Haec bona per peccatum amissa sunt, et successerunt nota illa mala doloris et laboris, qui in gestando, enitendo, educando est. Den anden del af forbandelsen ligger i samværet. Derfor, hvis Eva ikke havde syndet, ville hun ikke blot have kunnet føde uden smerte, men selv foreningen med manden ville også have været ligeså ærefuld, som det idag er ærefuldt at spise sammen med sin hustru eller tale med hende. Og opdragelsen ville have været meget let og være blevet udført med lyst. Disse goder blev tabt på grund af synden, og efterfulgt af de velbekendte smertelige og besværlige onder med at danne, at føde, at opdrage.

²⁵ Sicut enim elegans puella sine molestia, imo cum magna voluptate et superbia quadam pulchram coronam ex floribus contextam in capite gestat, ita sine omni molestia et cum magna voluptate Heva, si non peccasset, in utero gestasset fetum. Nunc ad illas gestationis et enixionis dolores accedit etiam, quod Heva potestati viri subjecta est, quae antea liberrima et nulla in parte viro inferior erat, socia omnium donorum Dei. Ligesom nemlig den elegante unge pige uden besvær, ja, med største lyst og overmod sætter en smuk krone, bundet af blomster, på hovedet, således ville Eva uden nogetsomhelst besvær og med største lyst, hvis hun ikke havde syndet, have fået et foster i sit moderliv. Men nu føjes der til disse dannelsens og fødslens smerter også det, at Eva i styrke er underlagt manden, hun, som tidligere var det frieste væsen og ikke laverestående end manden i nogen del, men fælles med ham om alle Guds gaver.

²⁶ Haec etiam poena est, ex peccato originali nata, quam mulier aeque invita portat, ac dolores et molestias illas carni impositas. Regnum itaque manet penes maritum, cui uxor mandato Dei parere cogitur. Is gubernat domum, politiam, gerit bella, defendit sua, colit terram, aedificat, plantat etc. Dette er også en straf, udsprunget af arvesynden, som kvinden ligeledes bærer mod sin vilje, og derved pålægges der kødet disse smerter og vanskeligheder. Derfor forbliver herredømmet over hende hos hendes mand, hvem kvinden efter Guds forordning er tvunget til at adlyde. Han styrer hjemmet, de borgerlige forhold, fører krig, forsvarer sin ejendom, dyrker jorden, bygger op, planter, osv.

²⁷ Contra mulier, ceu clavus parieti infixus, domi sedet, sicut Paulus Tit. 2, (v. 5) ideo okourn vocat. Et gentes pinxerunt Venerem insistentem conchae marinae, quod, sicut concha suam domum secum portat, ita mulier domi assidua esse, et domestica (258) curare debet, tanquam quae spoliata sit ratione gubernationis eorum, quae foris et publica sunt: ultra privatissima officia non progreditur. Modsat bliver kvinden hjemme, ligesom et søm, fastgjort i en væg, sådan som Paulus derfor Tit 2,5 kalder hende husholderske. Og hedningerne afmalede Venus i billedet af en havsnegl, fordi, som sneglen bærer sit hus med sig, sådan er kvinden anbragt derhjemme og bør tage sig af de hjemlige ting, i samme grad som hun er berøvet forstand til at styre de ting, som er udadvendte og offentlige: ud over de mest private opgaver kommer hun ikke.

²⁸ At si Heva in veritate stetisset, non solum non subjecta imperio viri esset, sed ipsa quoque socia gubernationis fuisset, quae nunc sola masculorum est. Sunt autem feminae fere hujus oneris impatientes, et naturaliter affectant, quod per peccatum amiserunt. Ac cum plus non possunt, saltem impatientiam murmure ostendunt. Hoc tamen non possunt, ut administrent virilis officia, ut doceant, ut regant etc. Procreandae, alendae et fovendae sobolis magistrae sunt. Ad hunc modum Heva punitur, sed, ut initio dixi, est poena laeta, si respicias ad spem aeternae vitae, et gloriam maternitatis relictam. Men hvis Eva havde stået fast i sandheden, var hun ikke blot ikke blevet underkastet under sin mands herredømme, men hun ville selv være blevet hans medarbejder i styrelsen af samfundet, hvilket nu alene er mandens opgave. Men kvinderne er næsten utålmodige over denne byrde, og griber naturligt efter, hvad de har tabt ved synden. Men eftersom de ikke kan det mere, viser de blot deres utålmodighed ved at knurre. Men dette kan de ikke, at de tages sig af mandens embeder, så de lærer, så de regerer osv. At avle børn, at føde dem, at opfostre dem er deres embede. På den måde blev Eva straffet, men som jeg sagde i begyndelsen, det var en glædelig straf, hvis man ser hen til håbet om evigt liv og den ære ved moderskabet, der blev ladt tilbage til hende.

²⁹ Ad Adam vero dixit: Quia audisti vocem uxoris tuae, et comedisti de ligno, de quo praeceperam tibi, dicens: Non comedes ex ea; maledicta terra propter te. In dolore comedes ex ea cunctis diebus vitae tuae; spinas et tribulos germinabit tibi, et comedes herbas terrae. In sudore vultus tui vesceris pane tuo, donec revertaris in terram, de qua sumtus es, quia pulvis es, et in pulverem reverteris. Men til Adam sagde ham: Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af det træ, jeg sagde, du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld. Med møje skal du spise af den alle dit livs dage; tjørn og tidsel skal den frembringe for dig, og du skal spise jordens planter. I sit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, som du er taget af, for støv er du og til støv skal du vende tilbage.

³⁰ Maritus ultimus peccavit; igitur etiam poena infligitur ei ultimo. Nihil autem hic de generatione, nihil de doloribus in generatione ei minatur Dominus. Itaque in marito est furens libido, accensa veneno Satanae in corpore, sine dolore. Sed officium certa poena gravatur, quod, cum viri sit, alere familiam, regere, gubernare, docere, illa sine singulari (259) molestia et maximis laboribus non potest perficere. Mulieri impositum est, ut pareat marito, sed quam difficulter hoc ipsum obtineri potest? Taceo imperium in alios, qui non sunt domestici. Manden syndede sidst; derfor påføres også hans straf til sidst. Men her straffer Herren ham ikke på forplantningen, Herren truer ham ikke med smerter ved forplantningen. Derfor er den rasende lyst i ægtemanden, antændt af Satans gift i kroppen, uden smerte. Men hans embede bliver virkelig vanskeliggjort ved straffen; han skal, som det påhviler en mand, opholde familien, herske, styre, lære; og det kan ikke gennemføres uden besvær for den enkelte og uden det største arbejde. Kvinden får pålagt at adlyde manden, men hvor vanskeligt er det ikke at opnå? Og så siger jeg ikke noget om at herske over andre, der ikke hører familien til.

³¹ Itaque philosophi mirati sunt, unde haec in natura sit pravitas, ut facilius regi possint ab hominibus ferae bestiae, quam ipsi homines, sicut Xenophon dicit: PANTÅN TÅN ALLÅN ZÅÅN ESTI RHAON Æ ANTHROPON ARKHEIN. (Cyr. 1, 1, 3.). Sunt quidem egregia officia, esse matirum, exercere terram, aut aliud opus facere, quo liberi et uxor alantur, regere domum, familiam, civitates, regna, docere et erudire tum domesticos, tum alios ad pietatem et bonos mores. Sed haec ipsa praestantissima officia habent additam suam poenam, ut non sine summis molestiis possint administrari, sicut exempla ante oculos sunt. Derfor har det undret filosofferne, hvorfra denne fejl ved naturen kom, at de vilde dyr lettere kan styres af mennesker end menneskene selv, sådan som Xenofon siger: 'alle de andre dyr er lettere at styre end mennesket'. Det er ganske vist et udmærket embede at være ægtemand, at dyrke jorden, eller gøre noget andet arbejde, hvorved børn og hustru kan ernæres, at styre sit hus, sin familie, sin by, sit kongedømme, at lære og opdrage både dem i hjemmet og dem andetsteds til fromhed og gode skikke. Men disse i sig selv fortræffelige embeder har fået tilføjet som deres straf, at de ikke kan udføres uden de største besværligheder, sådan som vi ser talrige eksempler på.

³² Ac primum terra maledicitur propter ipsum Adam. Nam quod Latina translatio habet: "In opere tuo" Ebraice est BARABURÆKA propter te, ac fefelllit interpretem similitudo literarum: legit enim BARABUDÆKA, nam ABAD significat terram colere. (Note 1). Og først bliver nu jorden forbandet på grund af denne selvsamme Adam. For hvor den latinske oversættelse har: 'i dit arbejde', står der på hebræisk BARABURÆKA: på grund af dig, og oversætteren har taget fejl, fordi bogstaverne ligner hinanden. Han læser nemlig BARABUDÆKA, og ABAD betyder at dyrke jorden.

³³ Apparet autem hic, quanta calamitas peccatum secuta sit, si quidem terra, quae innocens est et nihil peccavit, tamen cogitur sustinere maledictionem, et sicut Paulus Rom. 8, (v. 20) loquitur: "Vanitati subjecta esse." A qua tamen vindicabitur in novissimo die, quem exspectat. Vocat enim Plinius benignam, mitem ac indulgentem matrem, item perpetuam ancillam usus mortalium (H. N. 1, 63). Men her påviser han, hvor stor en skade der fulgte på synden, siden jo jorden, som var uskyldig og ikke havde syndet, dog tvinges til at udholde forbandelsen, og som Paulus siger (Rom 8,20) 'bliver underkastet tomhed'. Derfra befries den dog på den yderste dag, som den (jorden) forventer. Plinius kalder nemlig jorden en velvillig, mild og overbærende moder, og en evig tjenestepige til brug for de dødelige.

³⁴ Sed ipsa sentit, ut Paulus ostendit, maledictionem suam, primum in eo, quod illa bona non fert, quae tulisset, si homo non esset lapsus, deinde in eo quoque, quod multa noxia fert, quae non tulisset, (260) sicut sunt infelix lolium, steriles avenae, zizania, urticae, spinae, tribuli, adde venena, noxias bestiolas, et si qua sunt alia hujus generis. Haec omnia per peccatum invecta sunt. Men den føler selv, som Paulus viser, sin forbandelse, først derved, at den ikke bærer de gode ting, som den ville have båret, hvis mennesket ikke var faldet, dernæst også derved, at den bærer mange skadelige ting, som den ikke ville have båret, f. eks. landhavre, flyvehavre, ??, brændenælder, tjørn, tidsler, dertil gifte, skadelige smådyr, og hvad der ellers er af den slags. Alt dette blev bragt ind gennem synden.

³⁵ Nec dubito, quin ante peccatum aura purior et salubrior, aqua fecundior, imo quoque solis lumen pulchrius et clarius fuerit, ita ut nunc tota creatura in omni parte nos admoneat maledictionis per peccatum inflictae. Manserunt tamen reliquiae quaedam prioris benedictionis, quod improbo labore quasi coacta terra ad usum nostrum necessaria producit, etsi ea sentibus et spinis, hoc est, inutilibus et noxiis quoque arboribus, fructicibus et herbis, quas divina ira serit, deformata sint. Der er ingen tvivl om, at før synden var stråleglansen mere ren og frelsebringende, vandet mere frugtbart, ja selv solens lys var smukkere og klarere, således at nu hele skabningen i alle dens dele formaner os om den forbandelse, der blev påført den ved synden. Der forblev dog nogle ting tilbage fra den første velsignelse, fordi jorden ligesom tvinges til selv ved dårligt arbejde at frembringe nødvendigheder til vort brug, skønt disse ting ved torn og tidsel, det vil sige ved ubrugelige og skadelige træer, frugttræer og urter, som den guddommelige vrede sår, bliver deformerede.

³⁶ Ac maledictio haec postea aucta est per diluvium, in quo omnes bonae arbores evulsae et perditae, arenae cumulatae, et tum herbae, tum bestiae noxiae multiplicatae sunt. Ubi igitur Adam ante peccatum inter fecundissimae arbores, in amoenissimis pratis, in floribus et rosis ambulavit, ibi nunc urticas, sentes et alia molesta germina pullulant, cum tanta copia, ut fere, quae bona sunt, obruantur. Men denne forbandelse blev siden forøget af syndfloden, hvori alle gode træer blev oprykket og gik til grunde, sandørkenerne forøget, og skadelige planter og dyr mangfoldiggjort. Hvor dengang før synden Adam gik mellem de mest frugtbare træer, på de skønneste enge, blandt blomster og roser, dèr vokser der nu ukrudt, tjørn og andre ødelæggende planter i stor mængde, så de næsten dækker, hvad der er godt.

³⁷ Nam agrum vide jam praeparatum aratro ad accipienda semina, cum primum consitus est, citius zizania et lolium prorumpunt, quam vitae utiles fruges. Ac nisi sedula agricolae cura evellantur quotidie, paulatim ita occupant agrum noxia illa, ut bonum semen stranguletur. Est quidem terra innocens, ac libentius proferret, quae optima sunt, sed impeditur maledictione propter peccatum homini inflicta. For se den mark, der nu er forberedt af plovmanden til at modtage sæden, den lod jo, før den blev tilsået, overalt nælder og flyvehavde myldre frem fremfor livsnødvendigt korn. Og hvis ikke landmandens travle flid hver dag rykkede dem op, ville disse skadelige vækst lidt efter lidt således overtage marken, at den gode sæd ville blive kvalt. Men jorden er uskyldig, og frembringer gerne hvad der er det bedste, blot forhindres den af den forbandelse, der på grund af synden er udsagt over mennesket.

³⁸ Sicut igitur mulier peccati poenam, sed profecto tolerabilem in corpore suo fert, dum affligitur in officio pariendi, ita maritus fert poenam in oeconomia, (261) dum cum difficultate et molesto labore gubernat domum, et alit familiam. Nam propter eum ager maledictus est, cum ante peccatum nulla pars terrae sterilis, nec vitiosa, sed omnia mire fecunda et fertilia essent. Nunc non solum in multis locis terra sterilis est, sed etiam fecunda loca lolio, zizaniis, sentibus ac spinis deformantur. Est haec magna calamitas, quae Adamum et nos omnes merito ad laqueum adigeret; sed mitigatur promissione seminis, dum poena aeternae mortis, quae infinito major est, tollitur. Ligesom altså kvinden bærer sin straf for synden, godt nok en tålelig straf, på kroppen, idet hun får pålagt besværligheder i hendes opgave med at føde, således bærer manden sin straf i husholdningen, idet det er med vanskeligheder og besværligt arbejde, at han skal styre hjemmet og ernære familien. For på grund af ham er marken forbandet, eftersom før synden ingen del af jorden var gold eller fordærvet, men alting var forunderlig frugtbart og givende. Nu er den ikke blot på mange steder gold, men også de frugtbare steder er skæmmet af nælder, ukrudt, tjørn og tidsel. Dette er en stor elendighed, som med rette driver Adam og os andre til strikken; men den opblødes af forjættelsen om sæden, idet det evige livs straf, som er uendelig meget større, ophæves.

³⁹ Quod additur: "In dolore comedes ex ea cunctis diebus vitae tuae", facilis est sententia. Quis enim nescit, quam laboriosum sit, esse agrocilam? Non satis est parare terram ad sementem, quod tamen multo et vario labore indiget; etiam cum jam seges in herba est, paene singuli dies suas certas operas postulant. Taceo incommoda coeli paene infinita, noxias bestias et similia, quae omnia hunc dolorem, seu aerumnam augent. Ante peccatum non solum incommoda talia nulla fuerunt, sed terra citius spe, quasi ASPARTA KAI ANÆROTA omnia productura erat, nisi Adam peccasset. Det, der tilføjes: 'Med møje skal du spise af den alle dit livs dage' er en let sætning. Hvem véd nemlig ikke, hvor besværligt det er at være landmand! Det er ikke nok at forberede jorden til tilsåningen, hvilket dog kræver meget og forskelligartet arbejde; også når kornet allerede står grønt, kræver næsten hver dag sit visse arbejde. Så skal jeg ikke sige noget om himlens næsten uendelige vanskeligheder, om skadelige dyr og den slags, som altsammen øger denne møje eller dette besvær. Før synden var der ikke blot ikke sådanne vanskeligheder, men jorden var hurtigere end håbet, som om alting blev frembragt 'usået og uden anstrengelse', hvis Adam ikke havde syndet.

⁴⁰ Porro calamitas haec, quam peccatum invexit, multis modis lenior et tolerabilior fuit, quam illa, quae diluvium secuta est. Hic enim tantum fit mentio spinarum, tribulorum et laboris: at nunc experimur, infinita alia accessisse. Quot enim vitia, quot pestes sunt segetis, leguminum, arborum, denique omnium terra nascentium? Derudover var denne elendighed, som synden fremkaldte, på mange måder lettere og mere tålelig, end den, som fulgte efter syndfloden. Her var der kun tale om tjørn, tidsel og anstrengelse. Men nu erfarer vi, at der er kommet en uendelig mængde andre ting dertil. For hvor mange dårligdomme, hvor mange sygdomme er der ikke på korn, bønner, træer og alt andet, der kommer op af jorden?

⁴¹ Quantum incommodi est oleribus a noxiis papilionibus? Nocent deinde frigora, fulgara, nocivi rores, venti, exudantia flumina, hiatus terrae, terrae motus etc. Horum omnium in praesentia nulla fit mentio. Omnino igitur existimo (262) crescentibus peccatis etiam poenas auctas esse, et illa incommoda accessisse ad terrae maledictionem. Hvor stor skade sker der ikke på oliventræerne fra skadelige sommerfugle? Også kulde er skadeligt, lynnedslag, skadelig dug, blæst, floder, der går over deres bredder, jordforskydning, jordskælv, osv. Alt dette nævner vi ikke i vore dage. Derfor mener jeg, at i det hele taget, samtidig med at synden vokser, tiltager også straffen, og disse ubehageligheder lægges til jordens forbandelse.

⁴² Quodsi cui videtur, haec omnia Mosen complexum esse, dum dicit, terram esse maledictam, non sane cum eo contendam. Hoc tamen nemo negabit, auctis peccatis etiam incommoda ista aucta esse, sicut hodie experimur frequentiores calamitates frugum, quam prioribus temporibus. Mundus enim de die in diem magis degenerat. Og hvis nogen synes, at Moses har fuldendt alt dette, når han siger, at jorden er forbandet, så er det sandelig ikke faldet til ro dermed. For det vil ingen vel nægte, at samtidig med at synderne er tiltaget, er også disse ubehageligheder tiltaget, sådan som vi i dag erfarer mere hyppige vanskeligheder med høsten end tidligere tider. Verden forfalder nemlig mere og mere fra dag til dag.

⁴³ Sic non obscura vestigia sunt, has calamitates Adae inflictas fuisse, ceu documentum primo seculo, ut severior esset disciplina. Sed paulatim sub tempora Noah disciplina haec labefieri, et homines repleta est injuria, injustitia et tyrannide. Ibi, sicut in corporibus graviores morbi asperiora remedia postulant, etiam poenas oportuit aut graviores, aut frequentes magis infligi. Således er der ikke mørke spor efter, at disse elendigheder blev påført Adam, ligesom det er dokumenteret fra den første tidsalder, at de menneskelige ordninger var fastere. Men efterhånden på Noas tid blev ordningerne løsere, og menneskene blev fulde af uret, uretfærdighed og tyranni. Og der skete så det, at ligesom de alvorligere kropssygdomme krævede skarpere lægemidler, sådan skulle der også påføres alvorligere og hyppigere straffe.

⁴⁴ Cum igitur universa terra diluvio vastata, et omnia terra viventia, paucis hominibus exceptis, exstincta essent, seculum, quod temporibus Noah proximum fuit, sine dubio in timore Dei vixit. Sed progredientibus annis etiam isti depravati, et per Satanam corrupti sunt. Quare opus fuit exemplo severiore, sicut interitus Sodomorum et vicanarum civitatum ostendit. Sic scriptura dicit, oportuisse compleri iniquitates Amorreorum (Gen 15,16). Et tandem tota synagoga, cum abiisset in gentilitatem et manifestam impietatem, vastata est. Roma quoque, stante disciplina veteri, magna incrementa sumsit, sed incumbentibus vitiis, necesse fuit etiam poenas admovere proprius. Da derfor hele jorden blev ødelagt af syndfloden, og hele den levende jord, bortset fra nogle få mennesker, blev udslettet, levede den tidsalder, som fulgte efter Noas tid, uden tvivl i gudsfrygt. Men som årene gik, blev også disse ødelagt og fordærvet af Satan. Derfor var der brug for et alvorligere eksempel, sådan som Sodomas og de omliggende byers undergang viser. Således siger skriften, at amoritternes uretfærdigheder bør opfyldes. Og endelig blev hele synagogen ødelagt, da den blev spredt ud over hedningerverdenen og ud i åbenlys gudløshed. Også Rom modtog, skønt den gamle statsordning stod fast, en stor forøgelse, men da lasterne blev fremskredne, blev det nødvendigt også særligt at fremskynde straffen.

⁴⁵ Sub initia evangelii innotescentis apud nos erat (263) seculum satis tolerabile. Nunc cum timor Dei fere nullus sit, et vitia quotidie crescant, accedentibus etiam pseudoprophetis, quid aliud sperari potest, quam futurum, ut, postquam iniquitates nostrae completae sunt, aut veniat consummatio omnium aut alia occasione Germania det poenas peccatorum? Ita in universum verum est, quod crescentibus peccatis etiam crescunt poenae. Da evangeliet i begyndelsen blev gjort bekendt hos os, var tiden ret tålelig. Nu, da gudsfrygten næsten er forsvundet, og lasterne dag for dag øges, og der også fremstår falske profeter, hvad andet kan man nu håbe på, end at det vil ske, enten, efter at vore uretfærdigheder er fuldbyrdet, at opfyldelsen af det altsammen kommer, eller at ved en anden lejlighed bliver givet Tyskland straf for dets synder? Således er det i al almindelighed sandt, at når synden er i stigning, stiger også straffen.

⁴⁶ Sicut autem dixi de calamitatibus terra nascentium, ita omnino existimo, etiam corpora hominum fuisse salubria magis, quam nunc sunt, quemadmodum etiam arguit incredibilis nobis longaevitas, quae in primis hominibus ante diluvium fuit. Nihil enim hic minatur Dominus Adae de apoplexia, de lepra, de morbo sacro, et aliis exitialibus malis. Men ligesom jeg har sagt om de elendigheder, jorden frembringer, sådan mener jeg i det hele taget, at også menneskenes kroppe var mere sunde, end de er nu, sådan som også det utrolig lange spand af år viste det, som de første mennesker havde før syndfloden. Herren truer jo på ingen måde Adam med hjerteslag, spedalskhed og den hellige sygdom (?) og andre ødelæggende onder.

⁴⁷ Me puero scabies Gallica Germanis ignota erat. Nam sub decimum quintum annum aetatis meae primum coepit innotescere: nunc etiam pueri in cunis hoc malo affliguntur. Tum igitur magnus hujus morbi metus erat apud omnes: at nunc ita negligitur, ut etiam amici nugantes inter se alii aliis Gallicam scabiem imprecentur. I min barndom var den galliske eksem ukendt i Tyskland. For da jeg var femten år gammel begyndte man først at lægge mærke til det. Nu bliver også børn i vuggen angrebet af dette onde. Dengang var frygten for denne sygdom stor hos alle. Men nu overses den i den grad, at endog venner for sjov påfører hinanden gallisk eksem.

⁴⁸ Sudor Anglicus fuit usque ad hanc meam aetatem morbus, ut medici appellant picrioV. Sicut enim singulae regiones sua commoda certa habent, ita, postquam iis abutuntur contra Deum, certis etiam incommodis premuntur et affliguntur. Sed coepit is quoque vulgari in partes Germaniae mediterraneas, procul ab Oceano remotas. Quod horrendum auditu est, quidam serpentes in ventre, vermes in cerebro habent, hi morbi veteribus quoque medicis, ut opinor, ignoti fuere, qui tamen quadringenta paene morborum genera numerarunt. (264) Den engelske sved var indtil mit femtende år en sygdom, som lægerne kaldte 'udenlandsk'. Ligesom nemlig hvert landområde har sine sikre bekvemmeligheder, sådan plages de af og påføres, efter at de har misbrugt dem imod Gud, med sikkerhed også ubehageligheder. Men den begynder også at brede sig i dele af Mellemtyskland, langt væk fra havet. Hvad der også er forfærdeligt at høre, er, at nogle har slanger i maven, orme i hjernen. Disse sygdomme kendte de gamle læger, så vidt jeg véd, ikke, og dog opregner de næsten fyrre slags sygdomme.

⁴⁹ Quodsi hi morbi omnes etiam in primo seculo fuissent, quomodo ad tantam longaevitatem potuissent pervenire Adam et reliqui usque ad Noah? Moses igitur tantum de sterilitate terrae et de difficultate parandi victus loquitur. Men når nu disse sygdomme fandtes alle også i den første tidsalder, hvordan kunne da Adam og de andre indtil Noa nå frem til en så høj levealder? Moses taler jo kun om jordens goldhed og om vanskeligheden ved at dyrke korn.

⁵⁰ Sed si quis copiam affectat, et vult videri rhetor, is hoc in loco numeret omnia generis humani mala; inveniet autem tam copiosam segentem omnis generis calamitatum, ut prae metu hoc unum a Deo sit expetiturus, ne unam horam in tantis periculis liceat vivere. Men hvis nogen vil tage fat på arbejdet og vil se ud som en retor, så lad ham på dette sted opregne alle menneskeslægtens onder; så vil han finde en så stor mængde korn befængt med elendigheder af alle slags, at denne ene (den engelske sved?) af Gud uden bekymring kunne fjernes, uden at det blev muligt at leve bare én time i så mange farer.

⁵¹ Quid enim morbos tantum commemoramus? Omnes creaturae contra nos, et tantum non in perniciem nostram armatae sunt. Quot sunt, quos ignis et aqua perdunt? Quantum a ferocibus aut venenatis bestiis periculi est? Nec tantum corpora nostra, sed alimenta etiam ad alendos nos nata infestant. Taceo, quod nos ipsi ruimus in mutuas caedes, ac si nullae aliae essent pestes, quae nobis insidiarentur. Hvorfor skal vi nemlig kun nævne sygdomme? Alle skabninger er imod os og er rustet ikke blot til vort fordærv. Hvor mange er der ikke, som ild og vand fortærer? Hvor stor fare er der ikke fra vilde dyr og giftige slanger? Og ikke blot vor krop, men også de fødemidler, der skal ernære os, er fra begyndelsen af truede. Så skal jeg ikke sige noget om, at vi ødelægger os selv i indbyrdes slagsmål, også hvis der ikke var andre sygdomme, som efterstræber os.

⁵² Itaque si hominum studia spectes, quid est haec vita, quam quotidiana contentio, insidiae, rapina, caedes, praeter ea incommoda, quae ab externis in nos derivantur? Haec omnia non existimo ante diluvium vel numero tot, vel tam gravia fuisse, ut nunc sunt. Sed quia creverunt peccata, etiam poenae illae auctae sunt. Hvis du derfor ser hen til menneskenes bestræbelser, hvad er da dette liv andet end en daglig anstrengelse, efterstræbelse, plyndring, drab, udover de ubehageligheder, som kommer over os fra de ydre ting? Alt dette mener jeg ikke før syndfloden var så mangfoldigt eller så alvorligt, som det er nu. Men fordi synderne tiltog, forøgedes også straffen for dem.

⁵³ Quare calamitates Adae impositae mediocres fuere prae nostris. Quo enim mundus magis vergit ad finem, eo magis obruitur poenis et calamitatibus. Accedit autem ad hoc etiam illud malum, quod, quo plus mundus percutitur, eo magis indurat frontem, et stupescit quasi ad sua mala. Sicut Prov. 23, (265) (v. 35.) dicitur: "Traxit me, et non sensi; percussit me, et non dolui". Haec caecitas omnes illas corporis calamitates excedit. Derfor var de dårligdomme, der blev pålagt Adam, mindre end dem, vi har. Jo mere nemlig verden lakker mod enden, des mere overskylles den med straffe og dårligdomme. Men dertil kommer også det onde, at jo mere verden gennembores, des mere forhærder den sin frækhed og bliver som forstenet i sin ondskab. Således siges der i Ordspr 23,35: 'Han slog mig og jeg mærkede det ikke; han gennemborede mig og jeg følte ikke smerte'. Denne blindhed er værre end alle de legemlige dårligdomme.

⁵⁴ An non enim mirum et miserum est, haerere primum in corpore nostro vestigia irae Dei, quam peccatum meruit, deinde etiam conspici iram Dei in terra et in omnibus creaturis, et tamen otioso ac securo animo ista omnia a nobis negliguntur? Quid enim spinae, quid tribuli, quid aqua, quid ignis, quid erucae, quid muscae, quid pulices, pediculi, cimices, an non haec omnia et singula sunt nuntii, qui concionantur nobis de peccato et ira Dei? Si quidem ante peccatum non fuerunt, aut saltem non fuerunt noxia et molesta. Mon det nemlig ikke er mærkeligt og elendigt, at tegnene på Guds vrede, som synden har forskyldt, først klæber til vor krop, og også, at Guds vrede ses på jorden og alle skabninger, og at det dog altsammen overses af os med frit og sikkert sind? Hvad er nemlig tidsler, hvad er tjørn, hvad er vand, hvad er ild, hvad er kål, hvad er fluer, hvad er lopper, lus, væggelus, om ikke det tilsammen og hver for sig er budbringere, som prædiker for os om synden og Guds vrede? Forsåvidt de jo ikke fandtes før synden, eller i det mindste ikke var skadelige og ødelæggende da.

⁵⁵ Scientes igitur et videntes sumus et vivimus in plus quam Aegyptiacis tenebris; quod, cum undique omnia nos admoneant de ira Dei, et eam tantum non in ipsos oculos infigant, tamen nos eam non animadvertimus, et hanc vitam ceu unicas delicias amplectimur. Sicut igitur peccata multiplicantur, securitas crescit, et homines ad mala sua occalluerunt et obduruerunt. Skønt vi altså véd og ser dette, lever vi i mere end et ægyptisk mørke; for eftersom alle disse ting overalt advarer os om Guds vrede, men den bare ikke ligefrem stikker os i øjnene, bliver vi dog ikke opmærksom på den, og omfavner dette liv som enestående glæder. Sådan mangfoldiggøres da synden, sikkerheden vokser og menneskene blev tykhudede og forhærdedes til dette onde.

⁵⁶ Ita etiam mala multiplicantur, non tantum in hac vita, sed etiam in futura. De impiis dico. Si quis enim in inferno tantum sensu poenas et cruciatus sustineret, et non intelligeret, se justas poenas sustinere, tolerabiliores essent cruciatus; sicut nos nostra mala non volumus agnoscere, et quasi dedoluimus. Således mangfoldiggøres også det onde ikke blot i dette liv, men også i det kommende. Jeg taler om de gudløse. Hvis nogen nemlig i helvede kun med sanserne blev underkastet straffene og pinslerne, og ikke forstod, at han underkastes retfærdige straffe, så ville pinslerne være mere udholdelige; sådan vil vi ikke erkende det onde, der rammer os, og det er, som gør vi os færdige med lidelsen.

⁵⁷ Sed ibi auferetur stupor ille, qui nunc obstat, quo minus videamus miseriam nostram, et aperientur sensus omnes, ut non solum in corpore sit sensus poenae, sed etiam in ipse mente sensus irae Dei et confessio, quod eam iram nostra malitia (266) meriti sumus. Haec acuent et infinitis modis augebunt impiorum cruciatus. Men i helvede ophæves den følelsesløshed, som nu hersker, så vi ikke ret godt kan se vores elendighed, dèr åbnes alle vore sanser for, at straffen mærkes ikke blot på kroppen, nej, følelsen af Guds vrede mærkes også i sjælen, og vi må bekende, at vores dårligdomme har fortjent denne vrede. Dette skærper og øger på uendelige måder de gudløses kval.

⁵⁸ Spinam atque tribulum faciet crescere tibi. Hic iterum admonemur, terram per se tale nihil producere, sed propter peccatum Adae, sicut supra diserte dixit: "Propter te". Quare quoties tribulos et sentes, quoties zizania et alia id genus in agro, hortis videmus, admoneamur tanquam certis signis peccati et irae Dei. Non tantum in templis igitur audimus, argui nos peccati; omnes agri, imo paene tota creatura plena est talibus concionatoribus, admonentibus nos de peccato nostro et ira Dei, per peccatum excitata. Tjørn og tidsel får han til at vokse for dig. Her formanes vi atter, at jorden i sig selv ikke frembringer den slags, nej, den gør det på grund af Adams synd, sådan som han ovenfor ligeud sagde det: "På grund af dig". Derfor, så ofte vi ser tidsler og udkrudt, flyvehavre og den slags på marken og i haven, formanes vi som gennem sikre tegn om synden og Guds vrede. Ikke blot i kirken skal vi altså høre, at vi skal overbevises om synd; alle marker, ja, næsten hele skabningen er fuld af den slags prædikener, idet de formaner os om vor synd, og den Guds vrede, der er opflammet af synden.

⁵⁹ Precandum igitur erat, ut Dominus istum mirabilem stuporem ex oculis, sensu et cordibus nostris eximeret, ut toties admoniti de peccato, exueremus securitatem, et ambularemus in timore Dei. Ideo enim tam varie maledictionibus dejecti et oppressi sumus, sicut Moses jam latius exponit. Vi burde derfor bede om, at Herren ville fjerne denne underlige følelsesløshed fra vore øjne, sanser og hjerter, så vi måtte blive fuldt og helt advaret om synden og revet ud af vores sikkerhed, så vi kunne vandre i gudsfrygt. Derfor var det nemlig, at vi blev kastet ned i og lagt ind under så mange forskellige forbandelser, sådan som Moses nu yderligere viser os.

⁶⁰ Manducabis herbum agri. Du skal leve af markens græs.

⁶¹ Haec nova est calamitas. Supra enim dedit Dominus homini pulcherrima et suavissima dona, ut vesceretur de omnibus arboribus Paradisi, exceptis duabus. Dedit dominium in pisces, et quicquid tota terra habebat, sive fructuum, sive animalium. Nunc omnia haec propter comestum pomum eripiuntur, et nihil relinquitur ei, quam herbae. Atque ex hoc loco puto satis fortiter evinci posse, Adamum non butyro, non lacte, non ovis, non caseo, non carnibus, non pomis, non piris usum esse, sed oleribus et seminibus, ut sunt pisa, fabae, foeniculum, milium, oryza, farra, etc. Quam igitur laute pasti sunt hospites, (267) cum elocaret filiam, aut ipse liberorum nuptiis interesset, cum praeter herbas nihil concessum esset, quo vesceretur? Dette er en ny elendighed. Ovenfor gav nemlig Herren mennesket den meget smukke og søde gave, at han måtte spise af alle Paradisets træer undtagen to. Han gav ham herredømme over fiskene og hvad der bebor hele jorden, hvad enten det er frugter eller dyr. Nu er alt dette på grund af, at han spise æblet, taget tilbage, og intet andet tilbage for ham end græs. Og af dette sted mener jeg, man meget stærkt bliver klar over, at Adam ikke brugte at spise oksekød, eller mælk eller fårekød eller ost, eller kødspiser eller æbler eller pærer, men spiste frugter og frø, såsom nødder (?), bønner, fennikel, hirse, ris, spelt, osv. Hvor udmærket kan da gæsterne beværtes, når han bortforpagter datteren, eller selv tager del i børnenes ægteskaber, når det udover græs ikke er ham tilladt at spise noget? (?)

⁶² Haec frugalitas fuit primi seculi, vilissimus et simplicissimus cibus cum aqua. Nunc horribilis luxus mundum invasit. Non satis est omnis generis carnes ad voluptatem comparare: miscentur carnes piscibus, adduntur aromata, et tentatur illa naturae inimica perversitas, ut, quae natura dulcia sunt, reddantur condituris acria, quae autem acria sunt, reddantur dulcia. Denne tarvelighed herskede i den første tid, det billigste og simpleste måltid med vand til. Så blev verden oversvømmet af den mest forfærdende luksus. Det er ikke nok at tilberede alle slags kød som man lyster. De blander kød med fisk, tilsætter smagsstoffer, og frister denne naturens uven: perversiteten, så at, hvad der af naturen er mildt, det gengiver de med en skarp krydderi-smag, men hvad der er skarpt, gengiver de mildt.

⁶³ Quanta in potu quoque varietas est? Quis non putaret, se ludibrio haberi, si videret, ab hospite apponi aquam? Non zytho apud nos cocto, non vino patrio contenti sumus, etiam ultramarina appetimus. Hanc insaniam gulae, si nunc pater noster Adam rediret, an non putas miraturum in filiis? Quae nos cum voluptate comedimus et bibimus, ea ceu venenum fugeret, et omnibus deliciis anteferret vel rapas, vel ptisana, cum frigida. Og hvor mange forskellige slags drikkevarer har vi ikke? Hvem mener ikke, han holdes for nar, hvis han ser, at der af værten sættes vand på bordet? Vi er hos os ikke tilfreds med kogt zytho (?) eller med fædrelandets vin, vi skal også smage den udenlandske. Hvis vores fader Adam nu kom tilbage, tror du så ikke, han ville undre sig over denne ganens vanvid hos hans børn? Det, som vi spiser og drikker med lyst, ville han afsky som gift, og fremfor alle disse lækkerier ville han foretrække roer eller, om så skulle være, kold byggrød.

⁶⁴ Commendatur igitur nobis hoc in loco frugalitas in victu, dum docemur de primis parentibus, quod spoliati omnibus aliis cibis, solum herbarum cibum habuerunt reliquum. Haec simplicitas alimentorum reddit corpora salubria, non obnoxia istis morbis, quos vel delicatior victus vel crapula conciliat. Derfor anbefales der os på dette sted tarvelighed i det, vi spiser, når vi lærer om vore første forældre, at de ikke havde alle andre slags madvarer, men alene havde græsarter at spise. Denne enkelhed i kosten gav dem en sund krop, der ikke var skadet ved de sygdomme, som en mere delikat kost eller en rus fremkalder.

⁶⁵ Debebant autem nos quoque haec invitare non solum ad frugalitatem, sed etiam ad patientiam, cum alios abundare videmus omnis generis deliciis, nos autem vix panem et salem habemus cum aqua. Cogitare enim debemus, hanc poenam Adae impositam, ut, cum in Paradiso Deo volente, jubente et donante (268) posset omnis generis fructibus vesci, et dominus esse totius terrae, propter inobedientiam nunc cogatur cum posteritate sua vili olusculo victitare. Men vi burde også undgå disse ting, ikke blot for tarvelighedens skyld, men også for tålmodighedens skyld, når vi ser andre mæske sig med allehånde lækkerier, mens vi næppe har brød og salt og vand. Vi bør nemlig tænke på, at denne straf blev pålagt Adam, fordi han, skønt han i Paradiset med Guds vilje, befaling og gave kunne spise alle slags frugter og være herre over hele jorden, nu på grund af ulydigheden tvinges til sammen med sine efterkommere at ernære sig af billig kål.

⁶⁶ In sudore vultus tui vesceris pane tuo. I dit ansigts sved skal du spise dit brød.

⁶⁷ Quam varie ingeminat molestiam laboris, ut maritus occupetur cura et labore alendi, defendendi, gubernandi suos! Haec autem nostro seculo propter hominum perversitatem longe sunt difficiliora, quam initio fuere. Videmus enim, etiam cum de victu certa spes est, quanto negotio familia in officio possit retineri. På hvor mange forskellige måder fordobler det ikke arbejdets besvær, at ægtemanden er optaget af omsorg og arbejde med at dyrke jorden, forsvare sig, og regere sin familie! Men dette er i vor tidsalder på grund af menneskenes perversitet blevet meget mere besværligt, end det var i begyndelsen. Vi ser nemlig, også skønt der er et sikkert håb om mad, hvordan familien kan volde stort besvær i embedet.

⁶⁸ Nec Adam hujus mali ignarus fuit, qui cum familiae suae sanctissime praeesset, tamen vidit caedem a Cain factam. Taceo alia incommoda, quae logaevitas videre et ferre in posteris coëgit. Haec igitur cura marito imponitur, ut sustineat laborem, non satis gratum nec felicem. Nec debet quisquam esse, qui non sudorem hunc sentiat. Tanto Papistarum periculosior vita est, qui omnes alieno labore partis opibus etiam ad voluptates suas ac otium abutuntur. Adam var heller ikke uvidende om dette onde, for skønt han på den helligste måde stod i spidsen for sin familie, så han det mord, der blev begået af Kain. Og så siger jeg ikke noget om de andre ubehageligheder, som hans lange liv tvang ham til at se og bære i hans efterkommere. Den omsorg, der er pålagt ægtemanden, at han skal udholde arbejdet, er altså hverken nåderig eller lykkelig. Og der kan ikke findes nogen, som ikke mærker denne sved. Papisternes liv er så meget mere farefuldt, som de alle til en vis grad misbruger fremmed arbejde til deres egen lyst og lediggang.

⁶⁹ Sed hic quaestio nascitur, an oporteat omnes nos agricolas esse, aut saltem manibus laborare? sicut initio evangelii quidam inepte contendebant. Nam et hoc loco et aliis, qui laborem manuum praecipiebant, eo abutebantur, ut juventus, abjectis studiis, manuarias operas sectaretur, sicut Carolostadius, horum dux, deserta conditione sua, villam emebat, eamque fodiebat ipse et colebat. Sed profecto mihi, si vocationem deserere esset integrum, longe facilius et jucundius esset, versari in horto, ligone fodere, et pala vertere terram, quam sustinere hunc laborem, quem nunc sustineo. Nam rusticorum labor nullam proportionem habet ad hanc nostrum sudorem. (269) Men her rejser sig det spørgsmål, om vi alle bør være landmænd eller i det mindste arbejde med vore hænder, sådan som nogen forkert hævdede ved evangeliets begyndelse. For de misbrugte både dette sted og andre, der påbyder håndens arbejde, på den måde, at ungdommen kastede studierne fra sig og løber rundt og gør håndens arbejde, sådan som Karlstadt, deres leder, forlod sin bestilling, købte sig en gård og selv gravede og dyrkede den. Hvis det var rigtigt at forlade sit kald, ville det i hvert fald for mig være meget lettere og glædeligere at gå rundt i haven, bruge min hakke, og vende jorden med spaden, end at udføre det arbejde, jeg nu er beskæftiget med. For bondens arbejde står ikke i forhold til vores 'sved'.

⁷⁰ Quare explodendi isti sunt, qui solum manuum laborem, laborem dici contendunt. Manifesta Christi sententia est, jubentis, ut ii, qui docent, aliorum laboribus fruantur. "Intrantes domum, inquit, primum dicite: Pax huic domui, edentes et bibentes, quae apud eos sunt; dignus enim est operarius mercede sua". Luc. 10, (v 5. 7). Derfor må de mennesker uddrives, som hævder, at alene håndens arbejde kan kaldes arbejde. Kristi mening er klar, når han befaler, at de, som underviser, skal nyde de andres arbejde. "Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus, og så skal I spise og drikke, hvad de har; for en arbejder er sin løn værd".

⁷¹ Hic de mensa eorum, qui audiunt verbum Dei, Dominus panem tollit, et dat doctoribus. Sicut Paulus quoque dicit: "Qui evangelium docet, de evangelio etiam vivat" (1. Cor. 9,14). Ac in hanc sententiam etiam legis dictum citat: "Non obligabis os bovi trituranti". Cur autem agricolae laboranti et colenti agrum suum datum est mandatum de pendendis decimis, si verbi ministri suo labore victum quaerere debent? Her ved deres bord, som hører Guds ord, tager Herren brødet og giver det til dem, der underviser. Sådan som også Paulus siger: "Den, der lærer evangeliet, skal leve af evangeliet". (1 Kor 9,14). Og til fordel for denne opfattelse citerer han endog lovens bestemmelse: "Du må ikke binde munden på den okse, der tærsker". Hvorfor skulle der også gives den landmand, der arbejder og dyrker sin jord, befaling om at give tiende, hvis ordets tjenere skulle søge deres næring ved deres eget arbejde?

⁷² Hi et similes loci clare ostendunt, quod sudor vultus sit multiplex. Primus est agricolarum, seu oeconomorum, secundus magistratuum, tertius doctorum in ecclesia. Inter hos ordines optima conditio est agricolarum, sicut etiam Poëta dicit: Felices nimium, sua si bona norint, agricolae (Virg. Georg. 2, 458). Etsi enim duro labore exercentur, tamen singulari voluptate labor iste conditus est, dum quotidie illa nova et mirabilis creaturarum facies se oculis ingerit, ubi contra tum in politiis, tum ecclesia praeter quotidiana pericula etiam infinitae molestiae objiciuntur, si modo fideliter officium facere velis. Disse steder og mange lignende viser klart, at ansigtets sved er mangeartet. Først er der landmændenes eller husbondens, derefter øvrighedens, for det tredje kirkelærernes. Blandt disse stænder har landmændene de bedste betingelser, sådan som også digteren siger: Altfor lykkelige er landmændene, hvis de blot vidste, hvor godt de havde det. Selv om de prøves ved hårdt arbejde, er dog dette arbejde skabt med en enestående lyst knyttet til sig, når hver dag dette nye og forunderlige skabningens ansigt dukker op for øjnene af dem, hvor modsat både øvrighedens og kirkens folk udover de daglige farer også får bebrejdelser for uendelige vanskeligheder, hvis ellers du vil udøve dit embede i troskab.

⁷³ Non enim loquimur hic de hominibus otiosis, qui istas poenas peccati non agnoscunt, sed tantum in id incumbunt, quomodo expleant libidinem suam: hi Epicuri suo malo genio relinquantur. De iis loquimur, qui serio faciunt, quod debent facere. Hi uno die plus laborant et audant, quam agricola toto (270) mense, si magnitudinem operis et varia pericula consideres. Vi taler nemlig ikke her om de dovne mennesker, som ikke kender denne straf for synden, men kun beflitter sig på, hvordan de kan mætte deres lyst: Disse Epikuræere overlades til deres egen onde ånd. Vi taler om dem, som alvorligt gør, hvad de bør gøre. Sådanne mennesker arbejder og vover mere på én dag end landmanden på en måned, hvis man tager arbejdsmængden og de forskellige farer i betragtning.

⁷⁴ Atque haec quoque est causa, cur regibus et principibus tributa, vectigalia et alia id genus pendantur a subditis. Quis autem non videt, si diligenter faciant officium, quam exigua ea gratia vel merces sit, quae pro labore rependitur? Quodsi qui sunt negligentes, non ideo tamen legitima ordinatio relinquenda est. Og dette er også grunden til, at konger og fyrster kræver skatter, afgifter og andet af den slags fra deres undergivne. For hvem ser ikke, hvis de udfylder deres embede ordentligt, hvor ringe denne gave eller løn er, som de modtager for deres arbejde? Men selv om den er meget ringe, må man dog ikke af den grund undlade den lovmæssige ordning.

⁷⁵ De Maximiliano Augusto audivi, ita eum negotiis perpetuo oppressum esse, ut nunquam satis otii ad cibum capiendum esset. Cogebatur itaque non nunquam se subducere a laboribus, et in silvas se abdere, ubi venationibus indulgebat, non nunquam mutata veste immiscebat se privatorum coetibus, ut liberioribus colloquiis frueretur. Etsi autem ei venationis studium vitio datum est, tamen, qui labores ejus et interiorem vitam norant, judicabant, id magis necessitatis quam voluptatis causa ab eo suscipi. Om kejser Maximilian har jeg læst, at han i den grad var trængt af sine evindelige forretninger, at han aldrig havde tilstrækkelig tid til at indtage sine måltider. Derfor blev han af og til tvunget til at trække sig tilbage fra arbejdet og skjule sig i skovene, hvor han hengav sig til jagt, ofte skiftede tøj og blandede sig med de underordnede ved sammenkomsterne, for des friere at kunne nyde samtalerne. Men skønt lysten til jagt blev lagt ham til last, bedømte dog de, som kendte hans arbejde og liv indadtil, dette til at være noget, han foretog sig, i højere grad af nødvendighed end af lyst.

⁷⁶ Cum hoc labore igitur, quem tanti imperii gubernandi ratio requirit, quas arationes, quas fossiones, quos alios labores rusticos mihi comparabis? Ergo nomina regum et principum aulae habent, cum revera reges et principes omnium servorum sint miserrimi. Ideo Monachi et tota Pontificis factio soli sunt, qui regiam vitam degunt, si quidem labores, negotia, pericula relinquunt aliis. Ipsi in otio fruuntur commodis suis. Altså, hvilke pløjninger, hvilke gravninger, hvile andre landmandsarbejder vil du bruge som sammenligning for mig med dette arbejde, som kræves af et så stort imperiums styremåde? Derfor, kongers og fyrsters navne har hoffer omkring sig, fordi konger og fyrster i virkeligheden af alle slaver er de ynkværdigste. Derfor er munkene og hele pavedømmets væsen alene nogen, som fører et kongeligt liv, forsåvidt de overlader arbejdet, vanskelighederne og farerne til andre. Selv nyder de deres behageligheder i ro.

⁷⁷ Idem de pastoralis cura dicimus, quae tanto major est habenda, quanto ea graviora sunt, quae administrat. An enim putabimus, Augustinum in otio vixisse, et curasse voluptates suas, in tanta adversariorum multitudine, cum quibus quotidie dimicandum (271) fuit, ne doctrinam Christi penitus subverterent Pelagiani, Donatistae, Manichaei et similes turbatores ecclesiarum? Det samme siger vi om den pastorale omsorg, som er så meget vanskeligere at udføre, som det er alvorligere, hvad den tager sig af. Mon nemlig vi vil mene, at Augustin levede i afslappethed og plejede sine lyster, når han havde en sådan mængde modstandere, som han daglig måtte kæmpe imod, at ikke pelagianerne, donatisterne, manikæerne og andre af den slags kirkeomvæltere helt skulle fordreje Kristi lære?

⁷⁸ Nos quoque hodie sic, Dei gratia, administramus nostra, ut sperem, neminem fore, qui nobis tam negotiosum otium invideat. Summa igitur stultitia est, quod fanatici manuum labores sic urgent, qui corpori confirmando utiles sunt, cum e contra hi politici et ecclesiastici labores maximi atterant corpora, et tanquam ex imis medullis omnem succum exhauriant. Og vi idag passer, ved Guds nåde, vore sager, så jeg håber, der ikke vil være nogen, som vil misunde os en så travl afslapning. Kort sagt, derfor er det dumt, når fanatikerne lægger så meget vægt på de håndens arbejder, der er nyttige til at styrke kroppen, når lige modsat disse politiske og kirkelige arbejder i høj grad slider på kroppen, og så at sige udpresser al saft af marvens inderste.

⁷⁹ Distinguemus igitur sudorem secundum justam proportionem. Oeconomicus sudor magnus, major policitus, ecclesiasticus maximus. Nam Paulum vide, et facile intelliges, quomodo ab eo desudatum sit. Quia autem ecclesia omnibus seculis infestatur a daemonibus, et exercetur haeresibus, scandalis, peccatis, injusta vi tyrannorum, et omnis generis malis, an dicemus nullos in ea labores, nullos sudores esse? An dicemus eos, qui ecclesiae praesunt, indignos victu? Lad os derfor bedømme sveden efter en retfærdig målestok. Den økonomiske sved er stor, den politiske større, den kirkelige størst. For se til Paulus, så vil du let forstå, hvordan han svedte. Men fordi kirken igennem alle tidsaldre er blevet truet af dæmoner, prøvet af kættere, forargelser, synder, tyranners uretfærdige magt og al slags ondt, mon vi derfor skal sige, at der ikke er nogen anstrengelse i den, ikke nogen sved? Mon vi skal sige, at de, der står i spidsen for kirken, er uværdige til at få løn?

⁸⁰ De Papa et Cardinalibus et toto illo impiorum coetu hoc dicamus, qui cum nihil laborent, et tantum ventrem et otium curent, maximas opes absumunt. Hi enim sunt, de quibus potest dici illud Pauli (2. Thess. 3,10): "Qui non laborat, non manducet". Laborare autem in ecclesia est, docere, administrare Sacramenta, pugnare cum fanaticis, tollere scandala, aedificare pios etc. Hoc qui faciunt, de his dicit Christus: "Dignus est mercenarius mercede sua (Luc. 10,7)". Om paven og kardinalerne og hele dette sammenrend af ugudelige siger vi her, at skønt de intet udfører og blot sørger for deres bug og deres afslappelse, opæder de dog de største rigdomme. Dem er det nemlig, som man kan bruge dette Paulus-ord om: 'Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden'. (2 Thess 3,10). At arbejde i kirken vil sige at lære, at uddele sakramenterne, at bekæmpe fanatikerne, at udholde forargelser, at opbygge de fromme osv. De, der gør det, om dem siger Kristus: 'En arbejder er sin løn værd'. (Luk 10,7).

⁸¹ Porro Adae, tanquam qui auctor primus peccati exstitit, si recte aestimemus, deterior conditio fuit, (272) quam nostra. Nam ubi nos singuli in suo ordine sudamus, Adam unus sudorem oeconomicum, politicum et ecclesiasticum desudare coactus est. Nam solus haec officia apud posteritatem, dum vixit, omnia sustinuit: aluit familiam, gubernavit eam, et instruxit eam ad pietatem, fuit pater, rex et sacerdos. Quam autem singula plena sint dolorum et periculorum, experientia docet. Men forsåvidt som Adam var fremhævet som den første ophavsmand til synden, når vi betragter det ret, var hans situation værre end vores. For hvor vi hver for sig besværes i vores stand, dèr var Adam tvunget til alene at have alle anstrengelserne ved det økonomiske, det politiske og det kirkelige liv. For han alene havde, mens han levede, alle disse embeder overfor sin slægt: Han ernærede familien, han styrede den, og underviste den til fromhed, han var far, konge og præst. Men hvordan disse hver for sig er fulde af smerter og farer, det lærer erfaringen os.

⁸² Quare necesse est, ut nos contra ea consolemur, et ad patientiam assuefaciamus animos nostros, si quidem videmus, calamitates has imponi etiam electis, qui habent spem resurrectionis et aeternae vitae. Porro haec spes cum reliqua sit calamitosis hominibus, decet nos esse magno amino, et spe hac vincere mala; non enim sumus perpetuo hic mansuri. Sicut igitur, qui peregre abeunt, etiam, sicubi sordidum hospitem nacti sunt, sic se consolantur, quod unius noctis ea molestia sit, sive esuriendum, sive duriter cubandum est: ita nos quoque in mediis hisce calamitatibus cogitemus. Quid enim sunt duo aut tres anni, quos dormiendo paene fallimus, collati ad aeternitatem? Derfor er det nødvendigt, at vi trøster os imod alt dette og vænner os til tålmodighed, også når vi ser, at disse vanskeligheder også påføres de udvalgte, som har et håb om opstandelse og evigt liv. Og da videre dette håb er givet for mennesker, der har været udsat for skade, så bør vi være ved godt mod og med dette håb besejre det onde; vi skal nemlig ikke forblive her for altid. Ligesom derfor de, der drager udenlands, hvis de et sted får en snavset vært, trøster sig med, at denne elendighed kun varer en enkelt nat, hvad enten de så skal ligge og være sulten eller ligge altfor hårdt; således skal også vi tænke midt i disse elendigheder. Hvad er nemlig to eller tre år, hvor vi næsten ikke kender til søvn, sammenlignet med evigheden?

⁸³ Veniant igitur, sicut Dominus singulis distribuit, adversitates, sive in oeconomia, sive in politia et ecclesia, non tamen patiemur nos commoveri ad impatientiam, non ideo vel politiam, vel oeconomiam, vel ecclesiae curam abjiciemus. Non decet haec mollities fortes milites, ut ad primum impetum hostium abjiciant arma, et fugiant, quasi vero ad voluptates et otium, non ad laborem et negotia destinati simus. Tu ne cede malis, sed contra audentior ito, inquit Poëta (Virg. Aen. 6.96). (273) Lad derfor modgangen komme, som Herren fordeler den til hver enkelt, hvad enten det er i økonomien, i politikken eller i kirken, vi vil ikke lade os bevæge til utålmodighed, vi vil ikke af den grund forkaste politikken, økonomien eller omsorgen for kirken. En sådan blødagtighed bør stærke soldater ikke have, at de ved fjendens første stød kaster våbnene fra sig og flygter, som om vi var bestemt til lyst og hvile, ikke til arbejde og besvær. Undgå ikke det onde, men gå tappert imod det, siger digteren.

⁸⁴ Hoc autem tum poterimus, si his temporalibus incommodis opposuerimus spem ressurrectionis et aeternis vitae. Sicut autem nemo hanc libenter amitteret, ita putabunt singuli, sibi non deserendam eam quasi stationem, in quam divinitus collocati sunt. Qui est vocatus ad docendas ecclesias, faciat id magno animo, nec moveatur aut suis periculis, aut pontificum ignavia, qui cum praedicando evangelium, gubernando ecclesias, audiendis causis sacris, dijudicandis dogmatum controversiis, ecclesias juvare debebant, rejiciunt haec summa opera in ineptos Monachos, ipsi autem nummis cumulandis, et voluptatibus instruendis occupantur. Quoniam igitur sudorem fugiunt, etiam refrigerio carebunt; quoniam non compatiuntur, etiam non conregnabunt. Men det kan vi gøre, hvis vi op imod disse timelige vanskeligheder holder håbet om opstandelse og evigt liv. Men ligesom ingen gerne giver slip på det, således mener enkelte, at de ikke skal slippe det, fordi det er som en plads, hvor man på guddommelig vis kan samtale. Den, der er kaldet til at lære i kirkerne, kan gøre det med godt mod, og skal ikke lade sig påvirke, hverken af egne farer eller af pavernes ørkesløshed, de, som burde hjælpe kirkerne med at prædike evangeliet, styre kirkerne, høre på de hellige sager, pådømme dogmatiske stridigheder, de har overladt dette høje arbejde til uduelige munke, men er selv optaget af at samle penge sammen og tilfredsstille deres lyster. Når derfor de flygter fra sveden, vil de også komme til at undvære kulden; når de ikke lider med Kristus, vil de heller ikke komme til at herske med ham.

⁸⁵ Contra nos, qui sudorem hunc, singuli in suo genere, sustinemus, cogitemus, etiam si quid acerbum ferendum est, fore, ut habeant calamitates istae finem suum, sicut Moses jam consolationem hanc, in quantumvis duro malo, addit. Modsat med os, som udholder denne sved, hver på sin måde, vi tænker på, også hvis noget er meget hårdt at bære, at det vil ske, at disse vanskeligheder får ende, sådan som Moses jo lægger denne trøst ind i det onde, hvor hårdt det end er.

⁸⁶ Donec revertaris in terram, quoniam ex ea sumtus es: quoniam pulvis tu, et in pulverem reverteris. Indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage.

⁸⁷ Homines impii infinitas calamitates spe brevis voluptatulae consequendae sustinent. Quantum periculorum sustinet mercator terra et mari propter spem lucri? Miles quam vili aere vendit vitam suam? Scortum in lupanari longe plus malorum sustinere cogitur, quam ulla uxor in domo. Inde Germani proverbio tales vocant Diaboli martyres, qui sua sponte in calamitates se conjiciunt, quibus carere poterant, si pie vellent vivere. Quantum enim (274) incommodorum helluationibus sibi homines vinosi accersunt? quibus carerent, si moderatius biberent. Ugudelige mennesker udholder en uendelighed af vanskeligheder, når bare de tør håbe på, at der følger en kort lyst efter. Hvormange farer udholder ikke købmanden på jorden og på havet på grund af håb om fortjeneste? For hvor billig en penge sælger ikke soldaten sit liv? Skøgen i bordellet tvinges til at udholder langt flere onder end nogen hustru i sit hus. Af den grund kalder tyskerne med et ordsprog de mennesker for Djævelens martyrer, som af egen drift kaster sig ud i vanskeligheder, som de kunne have undgået, hvis de ville leve fromt. Hvilke ubehageligheder ved frådseri påfører ikke svirebrødre sig! men dem ville de undgå, hvis de drak mådeholdent.

⁸⁸ Quare merito dubitaverit aliquis, quanam ratione consuli generi humano possit, quod per Satanam ita induratur, ut ne mala quidem sua sentiat, sed ea studiose sectetur et urgeat. Si enim ea sentiret, te quaeso, an non fugeret? Nunc tantus stupor in animis est, ut suis malis homines delectari videas. Derfor kan man med rette tvivle på, hvad mening der kan være i at rådspørge menneskeslægten, når den i den grad forhærdes af Satan, at den ikke engang føler det onde, men ivrigt efterstræber og fremhæver det. Hvis nemlig den følte det, så mener jeg bestemt, den ville undgå det. Men nu er der en sådan dumhed i sjælene, at det ser ud til, at menneskene nyder deres ondskab.

⁸⁹ Haec perversitas igitur, quae in maxima hominum parte est, ut propter stultam et levem voluptatem certis malis se implicent, mirum est, quod non a piis in bona causa consideretur, ut cogitent, etsi hic in variis calamitatibus vivendum sit, tamen fore earum finem, et pensandas esse meliore vita. Derfor, denne forvendthed, som er i det fleste mennesker, at de på grund af en dum og kort lyst påfører sig visse onder, er besynderlig, fordi den ikke af de fromme overvejes i den gode retning, så de tænkte på, at skønt de her skal leve i forskellige vanskeligheder, så er der dog ende på dem og de opvejes af det bedre liv.

⁹⁰ Hanc consolationem praesens sententia ostendit. Certo enim promittit, futurum, ut calamitates illae cunctae finiantur, idque contuso et contrito antea capite serpentis. "Donec, inquit, reverteris ÆL-HAADAMA, in terram". Significat enim vocabulum in genere terram, sicut infra: "Et Cain factus est cultor terrae". Sed vocabulum AFAR significat proprie terram recens effosam, seu glebam. Nostra translatio habet pulverem, ut significetur dissoluta terra. Nam Adam ex gleba factus est in hominem viventem. Dissoluta igitur compagine ista, dicit Dominus, futurum, ut iterum in glebam seu pulverem revertatur. Denne trøst fremviser nærværende sætning. Han lover nemlig sikkert, at der vil komme en tid, da denne helheds vanskeligheder er slut, nemlig når det sker, som før blev nævnt, at slangens hoved knuses og ødelægges. 'Når du vender tilbage til jorden, ÆL-HAADAMA'. Ordet betyder i almindelighed jorden, som senere: 'Og Kain blev jorddyrker'. Men ordet AFAR betyder især jord, der lige er blevet vendt eller agerjord. Vores oversættelse har 'støv', som betyder den opløste jord. For Adam blev af agerjord gjort til et levende menneske. Altså opløses denne sammenføjning, siger Herren, så han atter vender tilbage til agerjorden eller støvet.

⁹¹ Atque hic iterum admonemur, quomodo paulatim crescentibus peccatis etiam poenae creverint. Mitior illa et humanior ratio fuit, cadavera terrae mandare, et in terram resolvi. Postea autem fere omnium nationum consuetudine cadavera cremari coepta sunt. Item quoties accidit, ut etiam vivi homines vorentur (275) a feris, et habeant sepulchra sua bestias, sicut in Prophetis inter quatuor poenas sunt bestiarum dentes, et furores serpentum aliorumque venenatorum animantium. Og her advares vi igen om, at efterhånden som synderne øges, stiger også straffen. Det er en blødere og mere menneskelig grund til at overlade ligene til jorden, så de opløses til jord. Men bagefter begyndte man i kraft af næsten alle folks sædvane at brænde ligene. Og det sker idag, at også levende mennesker fortæres af vilde dyr, og får vilde dyr til deres grav (?), sådan som der hos profeterne blandt fire straffe findes den, der hedder vilde dyrs tænder, og slangers og andre giftdyrs vrede.

⁹² Sic enim fit, quanto nos ad poenas magis stupemus, tanto eas duriores imponit Deus ad fragendos nos, et retundendam nostram duritiem, sicut dicitur Levitici 26, (v. 18. 19). "Sin autem nec sic obedieritis mihi, addam correptiones vestras septuplum propter peccata vestram et conteram superbiam duritiae vestrae etc". Sådan går det nemlig til, at lige så meget som vi studser over straffene, lige så meget pålægger Gud os hårdere straffe, for at bryde os i stykker og holde vores hårdhed i tømme, sådan som Lev 26,18 siger: 'Men hvis I ikke adlyder mig således, øger jeg jeres tugtelse syvdobbelt på grund af jeres synder, og jeg sønderbryder jeres stolte styrke, osv'.

⁹³ Sic lapsus Adae fuit a vita in mortem, a sanitate in morbos; et tamen fuit adhuc vere aureum seculum, si nostrum spectes. Nam paulatim degeneraverunt omnia, sicut etiam ostendit id statua Danielis (2, 32. 33). Quanto enim mundus suo fine est propior, tanto homines fiunt deteriores. Ideo fit etiam, ut poenae duriores de nobis sumantur. Quam pertinax impugnatio veritatis hodie est inter Papistas? Quantam exercent crudelitatem contra eos, qui veritatem confitentur? Taceo avaritiam plane Satanicam, libidines, perfidias, injurias sine fine. Num igitur possunt poenae longius abesse? Således var Adams fald et fald fra livet til døden, fra sundhed til sygdom; og dog har de hidtil i sandhed været en guldalder, hvis vi ser på vor egen tid. For efterhånden forfaldt alting, sådan som også statuen hos Daniel viser det (Dan 2,32). Jo nærmere verden kommer til sin ende, des værre bliver menneskene. Derfor sker det også, at det er hårdere straffe, der rammer os. Hvor vedholdende et angreb på sandheden findes ikke idag hos papisterne? Hvor stor en brutalitet udøver de ikke over dem, der bekender sandheden? Og så skal jeg ikke sige noget om det rent ud sataniske pengebegær, om vellysten, fordrejningerne og de endeløse injurier. Mon straffene kan udeblive ret meget længere?

⁹⁴ Hactenus commemoravit Mose poenas inflictas Adae et posteritate ejus propter peccatum, quae etsi grandes sunt, tamen initio fuerunt mitiores, quam nunc sunt. Quae enim tum, ut sic loquar, in positivo fuerunt, nunc omnia propter peccata aucta sunt in superlativo. Indtil nu har Moses nævnt de straffe, der blev pålagt Adam og hans eftertid på grund af synden, og skønt de var store, var de dog i begyndelsen mildere, end de er nu. De lå nemlig dengang, hvis jeg skal sige det sådan, i det positive, men nu ligger de på grund af, at synden har tiltaget, i det superlative.

⁹⁵ Prius autem, quam pergamus ad reliqua, desputandum est de loco, quem supra attigimus, ubi dicitur ad mulierem: "Mutiplicabo dolorem tuum et conceptum tuum, seu impraegnationem tuam". Est enim HERONEK, quod fere exponunt pro illis molestiis (276) et angustiis omnibus, quibus mulieres exercentur a tempore conceptus usque ad partum. Men førend vi går videre til det øvrige, skal vi diskutere det sted, som vi ovenfor berørte, hvor der siges til kvinden: "Jeg vil mangfoldiggøre din smerte og din undfangelse, eller din bliven gravid'. Ordet HERONEK bruges nemlig her; det bruger de om de vanskeligheder og trængsler, som kvinder erfarer fra de undfanger til de føder.

⁹⁶ Quaeritur igitur, cum uxor in anno tantum semel impraegnetur et pariat, an poena etiam sit, semel tantum impraegnari? item, cur hic dicat, se velle multiplicare conceptum? Quod igitur ad posterius attinet, sentio recte exponi: Multiplicabo conceptum, hoc est, dolores et molestias, quae sequuntur conceptionem, ut ita poena sit, non nisi unum fetum in anno concipi, et tamen infinitis molestiis cumulari. Nam si homo in innocentia permansisset, omnino major fuisset mulierum fecunditas, sicut ejus quaedam vestigia cernimus, cum uno partu gemini, saepe tergenimi, non nunquam quatergemini edantur. Der spørges altså, når hustruen kun bliver gravid og føder én gang om året, om det også er en straf kun at blive gravid én gang! Videre, hvorfor han her siger, at han vil mangfoldiggøre undfangelsen? Hvad nu det sidste angår, mener jeg, at det må forklares ret på følgende måde: 'Jeg vil mangfoldiggøre undfangelsen, det vil sige, de smerter og ubehageligheder, som følger på undfangelsen', så at det således er en straf, at kvinden kun kan undfange ét foster om året, og dog modtager en uendelighed af vanskeligheder. For hvis mennesket var forblevet i uskyldighed, ville i det hele taget kvinders frugtbarhed have været større, og det mærker vi sporene efter, når der ved én fødsel fødes tvillinger, ofte trillinger og af og til firlinger.

⁹⁷ Et sunt hujus fecunditatis in ceteris bestiis exempla. Magna avium et piscium fecunditas est; canes, feles, sues etiam magno numero pariunt. Etsi autem grandiores aliquae bestiae singulos tantum fetus pariunt, tamen mihi non dubium est, mulieres, nisi peccatum esset, multo numerosiorem prolem fuisse parituras. Nunc ut plurimum, singulis annis singulos fetus, quae fecundissimae sunt, pariunt, et accessit illa turpis et foeda libido. Quae omnia nos de magnitudine peccati admonent. Men der er eksempler på en sådan frugtbarhed hos de øvrige dyr. Fuglenes og fiskenes frugtbarhed er stor; hunde, katte, svin føder også mange unger. Men skønt nogle af de større dyr kun føder én unge, er jeg dog ikke i tvivl om, at kvinderne, hvis ikke synden havde været der, ville have født mange flere børn. Nu kommer det i det højeste til, at de, der er mest frugtbare, føder et barn hvert år, og dertil kommer denne hæslige og stygge vellyst. Hvilket altsammen formaner os om syndens størrelse.

⁹⁸ Sed hic objicitur Iudaicum cavillum de serpente, quod, si semen mulieris intelligendum est de semine naturali, quod ex utero ejus nascitur, sicut exposuimus, videtur consequens esse, ut etiam serpentis semen sit illud, quod ex serpentis ventre enascitur; alioqui enim non constabit contrarietas, quam tamen Moses ostendit, cum dicit: "Ponam inimicitias inter semen tuum, et semen illius". Men her indvender jødernes drilleri om slangen, at hvis kvindens sæd skal forstås om en naturlig sæd, som fødes ud af hendes moderliv, sådan som vi har forklaret, så synes konsekvensen at være, at også slangens sæd er det, som fødes ud af slangens mave; ellers ville modsætningerne ikke bestå, sådan som dog Moses viser det, når han siger: 'Jeg sætter fjendskab mellem din sæd og hendes sæd'.

⁹⁹ Ex hoc cavillo multa sequentur: primum, quod (277) Deus tantum cum naturali serpente loquatur, eumque puniat; secundo, quod Christus nihil sit, neque ex hoc loco aliquid de Christo probari possit. Habet quidem speciem aliquam cavillum hoc, sed revera nihil est. Af denne spøg følger mange ting. Først, at Gud kun taler med den naturlige slange og straffer den; dernæst, at Kristus ikke er noget, og at der ikke kan bevises noget om Kristus ud fra dette sted. Ganske vist ser spøgen ud af noget, men i virkeligheden er den ingenting.

¹⁰⁰ Primum autem sic respondeo: Qui ignorat, ignoret, et qui sordescit, sordescat adhuc. Qui enim revelato et manifesto evangelio non credit, hic dignus est, qui non intelligat haec Scripturae occultiora dicta, eisque non credat. Neque nos hoc agimus, ut per hunc locum fundemus aut illustremus evangelium; sed evangelium tanquam claram lucem adhibemus, ut istae tenebrae illustrentur. Men først vil jeg svare således: Den, der er uvidende, lad ham være uvidende, og den, der bliver snavset, lad ham blive snavset indtil nu. Den nemlig, der ikke tror det åbenbarede og klare evangelium, har her fortjent, at han ikke forstår disse skriftens mere skjulte steder, og ikke tror dem. Vi har heller ikke hævdet, at det er ud fra dette sted, at vi grunder eller oplyser evangeliet; men vi holder os til evangeliet, som til et klart lys, så at disse mørke steder kan bliver oplyste.

¹⁰¹ Quare qui lucenti evangelio crede nolunt, quid mirum est, si hi obscurioribus Prophetarum dictis non credant, et afferant novas et absurdas opiniones? Promissio evangelii divinitus revelata, deinde inter tot tyrannos et horrenda supplicia conservata est: hanc quia Iudaei pertinaciter impugnant, nec credere volunt, sinendi sunt; nos autem cum fidelibus et evangelio se submittentibus jam agemus. Derfor, de, der ikke vil tro det lysende evangelium, hvad mærkeligt er der i, at de ikke tror disse mere dunkle profetiske udsagn og fremfører nye og absurde meninger? Evangeliets forjættelse er guddommeligt åbenbaret, og det er bevaret mellem så mange tyranner og frygtelige pinsler: og når jøderne hårdnakket bekæmper evangeliet og ikke vil tro det, så lad dem være; men vi vil sammen med de troende, der underkaster sig det, behandle stedet således.

¹⁰² Christus Ioannis octavo (v. 44) dicit, Satanam esse patrem mendacii et homicidam, nec stetisse in veritate. Haec est lux illa evangelii, qua tenebrae veteris testamenti illustrantur. Nam si Satan ab initio homicida fuit, dic, quam aut quos occidit? Nonne Adamum et Hevam per peccatum? Ubi occidit? Nonne in Paradiso? Quando occidit? Nonne cum elevaret auctoritatem mandati divini, et promitteret, Diis similes fore, si ederent de arbore vetita? Utrunque igitur verum est: affuit in Paradiso serpens naturalis, et per istum serpentem antiquus serpens, Diabolus, hominem decepit et occidit. (278) Kristus siger i Joh 8,44, at Satan er løgnens fader og en manddræber, og at han ikke står i sandheden. Dette er det evangelietes lys, som oplyser det gamle testamentes mørke. For hvis Satan fra begyndelsen var en manddræber, sig så, hvem han slog ihjel? Mon ikke Adam og Eva gennem synden? Hvor slog han dem ihjel? Mon ikke i Paradiset? Hvornår slog han dem ihjel? Mon ikke, da han fjernede budets guddommelige autoritet og lovede, at de ville blive som guder, hvis de spiste af det forbudte træ? Begge dele er derfor sandt: Der var i Paradiset en naturlig slange, og igennem den slange narrede og dræbte den gamle slange, Djævelen, mennesket.

¹⁰³ Est igitur hic principalis sensus hujus loci, ut intelligas, Diabolum auctorem hujus calamitatis fuisse, sicut, cum aliquis caedem fecit, recte dicitur de homicidae gladio: Gladius hunc occidit, sed profecto gladius non solus, nec per se, sed homo, qui utitur gladio. Usitata autem synecdoche est, ut intelligamus sub instrumento ipsum auctorem. Ergo cavillum hoc Iudaicum explodamus. Det er da den grundlæggende betydning af dette sted, at du forstår, at djævelen er ophavsmand til denne elendighed, ligesom man, hvis nogen dræber et menneske, med rette kan sige om mordvåbnet: 'Dette sværd dræbte', men det var minsandten ikke sværdet alene eller i sig selv, nej det var mennesket, der brugte sværdet. Men brugen er et billedsprog, for at vi bag redskabet skal forstå ophavsmanden selv. Således har vi forkastet denne jødiske spøg.

¹⁰⁴ Secundo etiam hoc verum est, quod non semper necesse est contraria per omnia sibi respondere. Est enim contrariorum multiplex ratio, sicut dialectici docent. Quaedam sunt relative opposita, quaedam privative, quaedam contrarie. Pater naturalis, ex quo generamur, et pater mendacii sunt opposita. Etsi igitur concedamus Iudaicum sensum, loqui Mosen de naturali serpente, tamen ipse textus synecdochen arguit, si eum conferamus cum verbis Christi. Sic enim dicit: "Dixit Deus ad serpentem: Quia fecisti hoc, maledictus eris". Quid fecit? nimirum hoc, quod decepit Hevam, et sic occidit eam. For det andet er også det sandt, at det ikke altid er nødvendigt, at modsætninger svarer til hinanden i alle ting. Der er nemlig mange forskellige slags modsætninger, sådan som dialektikerne lærer. Nogle er relative modsætninger, nogle er privative, nogle er modsigende. Den naturlige far, som vi avles af, og løgnens far er modsætninger. Selv om vi derfor indrømmede jødernes mening, at Moses taler om en naturlig slange, så argumenterer dog teksten selv med billedtale, hvis vi sammenligner den med Kristi ord. Han siger nemlig: "Gud sagde til slangen: Fordi du har gjort det, skal du være forbandet". Gjort hvad? uden tvivl det, at han bedrog Eva og således slog hende ihjel.

¹⁰⁵ Ad haec verba affer lucem evangelii: "Fuit Diabolus homicida ab initio": an non clare apparet, sic loqui Deum cum serpente naturali, ut intelligat Diabolum in serpente latentem, qui hominem conjecit in peccatum, in mortem et in iram Dei? Men før så evangeliets lys hen til dette ord: "Djævelen er en manddræber fra begyndelsen". Mon så ikke det klart viser sig, at Gud talte således med den naturlige slange, at han dermed mente den djævel, der var skjult i slangen, og som kastede mennesket ud i synd, i død og i Guds vrede?

¹⁰⁶ Igitur semen non est intelligendum naturale semen naturalis serpentis, sed semen Diaboli. Sicut Christus quoque appellat in evangelio (Matt 13,25): "Venit homo inimicus, superseminans semen malum". Hoc semen est contrarium semini spirituali, sicut caro et spiritus sunt contraria. Derfor kan sæden ikke betyde den naturlige slanges naturlige sæd, men djævelens sæd. Det er også, hvad Kristus kalder det i evangeliet (Matt 13,25): "Bagefter kom der et ondt menneske, og såede ond sæd oveni". Denne sæd er det modsatte af den åndelige sæd, sådan som kød og ånd er modsætninger.

¹⁰⁷ Neque necesse est, ut per omnia sibi respondeant contraria, sicut nec similia per omnia sibi respondent. (279) Adam est figura Christi: in eo enim convenit similitudo, quod, sicut per Adamum in universos exundavit peccatum, ita quoque exundat justitia Christi in omnes, qui credunt in eum. Haec conveniunt, alia omnia disconveniunt. Relinquatur igitur Iudaeis suus error. Nos fideles scimus, hunc serpentem esse Diabolum, ex interpretatione Christi. Ejheller er det nødvendigt, at modsætningerne svarer til hinanden i alle ting. Adam er et billede på Kristus: og sammenligningen passer derved, at ligesom synden igennem Adam trængte igennem til hele verden, således trænger også Kristi retfærdighed igennem til alle dem, som tror på ham. Heri er der overensstemmelse, på alle andre punkter uoverensstemmelse. Lad derfor jøderne være med deres fejltagelser. Vi, der tror, véd, at slangen er djævelen, ud fra Kristi fortolkning.

Noter:

Note 1: Vulgata har ganske rigtigt 'in opere tuo', det, som Luther i sin oversættels har rettet til 'propter te'.

⁹¹ Atque hic iterum admonemur, quomodo paulatim crescentibus peccatis etiam poenae creverint. Mitior illa et humanior ratio fuit, cadavera terrae mandare, et in terram resolvi. Postea autem fere omnium nationum consuetudine cadavera cremari coepta sunt. Item quoties accidit, ut etiam vivi homines vorentur (275) a feris, et habeant sepulchra sua bestias, sicut in Prophetis inter quatuor poenas sunt bestiarum dentes, et furores serpentum aliorumque venenatorum animantium.	Og her advares vi igen om, at efterhånden som synderne øges, stiger også straffen. Det er en blødere og mere menneskelig grund til at overlade ligene til jorden, så de opløses til jord. Men bagefter begyndte man i kraft af næsten alle folks sædvane at brænde ligene. Og det sker idag, at også levende mennesker fortæres af vilde dyr, og får vilde dyr til deres grav (?), sådan som der hos profeterne blandt fire straffe findes den, der hedder vilde dyrs tænder, og slangers og andre giftdyrs vrede.
⁹² Sic enim fit, quanto nos ad poenas magis stupemus, tanto eas duriores imponit Deus ad fragendos nos, et retundendam nostram duritiem, sicut dicitur Levitici 26, (v. 18. 19). "Sin autem nec sic obedieritis mihi, addam correptiones vestras septuplum propter peccata vestram et conteram superbiam duritiae vestrae etc".	Sådan går det nemlig til, at lige så meget som vi studser over straffene, lige så meget pålægger Gud os hårdere straffe, for at bryde os i stykker og holde vores hårdhed i tømme, sådan som Lev 26,18 siger: 'Men hvis I ikke adlyder mig således, øger jeg jeres tugtelse syvdobbelt på grund af jeres synder, og jeg sønderbryder jeres stolte styrke, osv'.
⁹³ Sic lapsus Adae fuit a vita in mortem, a sanitate in morbos; et tamen fuit adhuc vere aureum seculum, si nostrum spectes. Nam paulatim degeneraverunt omnia, sicut etiam ostendit id statua Danielis (2, 32. 33). Quanto enim mundus suo fine est propior, tanto homines fiunt deteriores. Ideo fit etiam, ut poenae duriores de nobis sumantur. Quam pertinax impugnatio veritatis hodie est inter Papistas? Quantam exercent crudelitatem contra eos, qui veritatem confitentur? Taceo avaritiam plane Satanicam, libidines, perfidias, injurias sine fine. Num igitur possunt poenae longius abesse?	Således var Adams fald et fald fra livet til døden, fra sundhed til sygdom; og dog har de hidtil i sandhed været en guldalder, hvis vi ser på vor egen tid. For efterhånden forfaldt alting, sådan som også statuen hos Daniel viser det (Dan 2,32). Jo nærmere verden kommer til sin ende, des værre bliver menneskene. Derfor sker det også, at det er hårdere straffe, der rammer os. Hvor vedholdende et angreb på sandheden findes ikke idag hos papisterne? Hvor stor en brutalitet udøver de ikke over dem, der bekender sandheden? Og så skal jeg ikke sige noget om det rent ud sataniske pengebegær, om vellysten, fordrejningerne og de endeløse injurier. Mon straffene kan udeblive ret meget længere?
⁹⁴ Hactenus commemoravit Mose poenas inflictas Adae et posteritate ejus propter peccatum, quae etsi grandes sunt, tamen initio fuerunt mitiores, quam nunc sunt. Quae enim tum, ut sic loquar, in positivo fuerunt, nunc omnia propter peccata aucta sunt in superlativo.	Indtil nu har Moses nævnt de straffe, der blev pålagt Adam og hans eftertid på grund af synden, og skønt de var store, var de dog i begyndelsen mildere, end de er nu. De lå nemlig dengang, hvis jeg skal sige det sådan, i det positive, men nu ligger de på grund af, at synden har tiltaget, i det superlative.
⁹⁵ Prius autem, quam pergamus ad reliqua, desputandum est de loco, quem supra attigimus, ubi dicitur ad mulierem: "Mutiplicabo dolorem tuum et conceptum tuum, seu impraegnationem tuam". Est enim HERONEK, quod fere exponunt pro illis molestiis (276) et angustiis omnibus, quibus mulieres exercentur a tempore conceptus usque ad partum.	Men førend vi går videre til det øvrige, skal vi diskutere det sted, som vi ovenfor berørte, hvor der siges til kvinden: "Jeg vil mangfoldiggøre din smerte og din undfangelse, eller din bliven gravid'. Ordet HERONEK bruges nemlig her; det bruger de om de vanskeligheder og trængsler, som kvinder erfarer fra de undfanger til de føder.
⁹⁶ Quaeritur igitur, cum uxor in anno tantum semel impraegnetur et pariat, an poena etiam sit, semel tantum impraegnari? item, cur hic dicat, se velle multiplicare conceptum? Quod igitur ad posterius attinet, sentio recte exponi: Multiplicabo conceptum, hoc est, dolores et molestias, quae sequuntur conceptionem, ut ita poena sit, non nisi unum fetum in anno concipi, et tamen infinitis molestiis cumulari. Nam si homo in innocentia permansisset, omnino major fuisset mulierum fecunditas, sicut ejus quaedam vestigia cernimus, cum uno partu gemini, saepe tergenimi, non nunquam quatergemini edantur.	Der spørges altså, når hustruen kun bliver gravid og føder én gang om året, om det også er en straf kun at blive gravid én gang! Videre, hvorfor han her siger, at han vil mangfoldiggøre undfangelsen? Hvad nu det sidste angår, mener jeg, at det må forklares ret på følgende måde: 'Jeg vil mangfoldiggøre undfangelsen, det vil sige, de smerter og ubehageligheder, som følger på undfangelsen', så at det således er en straf, at kvinden kun kan undfange ét foster om året, og dog modtager en uendelighed af vanskeligheder. For hvis mennesket var forblevet i uskyldighed, ville i det hele taget kvinders frugtbarhed have været større, og det mærker vi sporene efter, når der ved én fødsel fødes tvillinger, ofte trillinger og af og til firlinger.
⁹⁷ Et sunt hujus fecunditatis in ceteris bestiis exempla. Magna avium et piscium fecunditas est; canes, feles, sues etiam magno numero pariunt. Etsi autem grandiores aliquae bestiae singulos tantum fetus pariunt, tamen mihi non dubium est, mulieres, nisi peccatum esset, multo numerosiorem prolem fuisse parituras. Nunc ut plurimum, singulis annis singulos fetus, quae fecundissimae sunt, pariunt, et accessit illa turpis et foeda libido. Quae omnia nos de magnitudine peccati admonent.	Men der er eksempler på en sådan frugtbarhed hos de øvrige dyr. Fuglenes og fiskenes frugtbarhed er stor; hunde, katte, svin føder også mange unger. Men skønt nogle af de større dyr kun føder én unge, er jeg dog ikke i tvivl om, at kvinderne, hvis ikke synden havde været der, ville have født mange flere børn. Nu kommer det i det højeste til, at de, der er mest frugtbare, føder et barn hvert år, og dertil kommer denne hæslige og stygge vellyst. Hvilket altsammen formaner os om syndens størrelse.
⁹⁸ Sed hic objicitur Iudaicum cavillum de serpente, quod, si semen mulieris intelligendum est de semine naturali, quod ex utero ejus nascitur, sicut exposuimus, videtur consequens esse, ut etiam serpentis semen sit illud, quod ex serpentis ventre enascitur; alioqui enim non constabit contrarietas, quam tamen Moses ostendit, cum dicit: "Ponam inimicitias inter semen tuum, et semen illius".	Men her indvender jødernes drilleri om slangen, at hvis kvindens sæd skal forstås om en naturlig sæd, som fødes ud af hendes moderliv, sådan som vi har forklaret, så synes konsekvensen at være, at også slangens sæd er det, som fødes ud af slangens mave; ellers ville modsætningerne ikke bestå, sådan som dog Moses viser det, når han siger: 'Jeg sætter fjendskab mellem din sæd og hendes sæd'.
⁹⁹ Ex hoc cavillo multa sequentur: primum, quod (277) Deus tantum cum naturali serpente loquatur, eumque puniat; secundo, quod Christus nihil sit, neque ex hoc loco aliquid de Christo probari possit. Habet quidem speciem aliquam cavillum hoc, sed revera nihil est.	Af denne spøg følger mange ting. Først, at Gud kun taler med den naturlige slange og straffer den; dernæst, at Kristus ikke er noget, og at der ikke kan bevises noget om Kristus ud fra dette sted. Ganske vist ser spøgen ud af noget, men i virkeligheden er den ingenting.
¹⁰⁰ Primum autem sic respondeo: Qui ignorat, ignoret, et qui sordescit, sordescat adhuc. Qui enim revelato et manifesto evangelio non credit, hic dignus est, qui non intelligat haec Scripturae occultiora dicta, eisque non credat. Neque nos hoc agimus, ut per hunc locum fundemus aut illustremus evangelium; sed evangelium tanquam claram lucem adhibemus, ut istae tenebrae illustrentur.	Men først vil jeg svare således: Den, der er uvidende, lad ham være uvidende, og den, der bliver snavset, lad ham blive snavset indtil nu. Den nemlig, der ikke tror det åbenbarede og klare evangelium, har her fortjent, at han ikke forstår disse skriftens mere skjulte steder, og ikke tror dem. Vi har heller ikke hævdet, at det er ud fra dette sted, at vi grunder eller oplyser evangeliet; men vi holder os til evangeliet, som til et klart lys, så at disse mørke steder kan bliver oplyste.
¹⁰¹ Quare qui lucenti evangelio crede nolunt, quid mirum est, si hi obscurioribus Prophetarum dictis non credant, et afferant novas et absurdas opiniones? Promissio evangelii divinitus revelata, deinde inter tot tyrannos et horrenda supplicia conservata est: hanc quia Iudaei pertinaciter impugnant, nec credere volunt, sinendi sunt; nos autem cum fidelibus et evangelio se submittentibus jam agemus.	Derfor, de, der ikke vil tro det lysende evangelium, hvad mærkeligt er der i, at de ikke tror disse mere dunkle profetiske udsagn og fremfører nye og absurde meninger? Evangeliets forjættelse er guddommeligt åbenbaret, og det er bevaret mellem så mange tyranner og frygtelige pinsler: og når jøderne hårdnakket bekæmper evangeliet og ikke vil tro det, så lad dem være; men vi vil sammen med de troende, der underkaster sig det, behandle stedet således.
¹⁰² Christus Ioannis octavo (v. 44) dicit, Satanam esse patrem mendacii et homicidam, nec stetisse in veritate. Haec est lux illa evangelii, qua tenebrae veteris testamenti illustrantur. Nam si Satan ab initio homicida fuit, dic, quam aut quos occidit? Nonne Adamum et Hevam per peccatum? Ubi occidit? Nonne in Paradiso? Quando occidit? Nonne cum elevaret auctoritatem mandati divini, et promitteret, Diis similes fore, si ederent de arbore vetita? Utrunque igitur verum est: affuit in Paradiso serpens naturalis, et per istum serpentem antiquus serpens, Diabolus, hominem decepit et occidit. (278)	Kristus siger i Joh 8,44, at Satan er løgnens fader og en manddræber, og at han ikke står i sandheden. Dette er det evangelietes lys, som oplyser det gamle testamentes mørke. For hvis Satan fra begyndelsen var en manddræber, sig så, hvem han slog ihjel? Mon ikke Adam og Eva gennem synden? Hvor slog han dem ihjel? Mon ikke i Paradiset? Hvornår slog han dem ihjel? Mon ikke, da han fjernede budets guddommelige autoritet og lovede, at de ville blive som guder, hvis de spiste af det forbudte træ? Begge dele er derfor sandt: Der var i Paradiset en naturlig slange, og igennem den slange narrede og dræbte den gamle slange, Djævelen, mennesket.
¹⁰³ Est igitur hic principalis sensus hujus loci, ut intelligas, Diabolum auctorem hujus calamitatis fuisse, sicut, cum aliquis caedem fecit, recte dicitur de homicidae gladio: Gladius hunc occidit, sed profecto gladius non solus, nec per se, sed homo, qui utitur gladio. Usitata autem synecdoche est, ut intelligamus sub instrumento ipsum auctorem. Ergo cavillum hoc Iudaicum explodamus.	Det er da den grundlæggende betydning af dette sted, at du forstår, at djævelen er ophavsmand til denne elendighed, ligesom man, hvis nogen dræber et menneske, med rette kan sige om mordvåbnet: 'Dette sværd dræbte', men det var minsandten ikke sværdet alene eller i sig selv, nej det var mennesket, der brugte sværdet. Men brugen er et billedsprog, for at vi bag redskabet skal forstå ophavsmanden selv. Således har vi forkastet denne jødiske spøg.
¹⁰⁴ Secundo etiam hoc verum est, quod non semper necesse est contraria per omnia sibi respondere. Est enim contrariorum multiplex ratio, sicut dialectici docent. Quaedam sunt relative opposita, quaedam privative, quaedam contrarie. Pater naturalis, ex quo generamur, et pater mendacii sunt opposita. Etsi igitur concedamus Iudaicum sensum, loqui Mosen de naturali serpente, tamen ipse textus synecdochen arguit, si eum conferamus cum verbis Christi. Sic enim dicit: "Dixit Deus ad serpentem: Quia fecisti hoc, maledictus eris". Quid fecit? nimirum hoc, quod decepit Hevam, et sic occidit eam.	For det andet er også det sandt, at det ikke altid er nødvendigt, at modsætninger svarer til hinanden i alle ting. Der er nemlig mange forskellige slags modsætninger, sådan som dialektikerne lærer. Nogle er relative modsætninger, nogle er privative, nogle er modsigende. Den naturlige far, som vi avles af, og løgnens far er modsætninger. Selv om vi derfor indrømmede jødernes mening, at Moses taler om en naturlig slange, så argumenterer dog teksten selv med billedtale, hvis vi sammenligner den med Kristi ord. Han siger nemlig: "Gud sagde til slangen: Fordi du har gjort det, skal du være forbandet". Gjort hvad? uden tvivl det, at han bedrog Eva og således slog hende ihjel.
¹⁰⁵ Ad haec verba affer lucem evangelii: "Fuit Diabolus homicida ab initio": an non clare apparet, sic loqui Deum cum serpente naturali, ut intelligat Diabolum in serpente latentem, qui hominem conjecit in peccatum, in mortem et in iram Dei?	Men før så evangeliets lys hen til dette ord: "Djævelen er en manddræber fra begyndelsen". Mon så ikke det klart viser sig, at Gud talte således med den naturlige slange, at han dermed mente den djævel, der var skjult i slangen, og som kastede mennesket ud i synd, i død og i Guds vrede?
¹⁰⁶ Igitur semen non est intelligendum naturale semen naturalis serpentis, sed semen Diaboli. Sicut Christus quoque appellat in evangelio (Matt 13,25): "Venit homo inimicus, superseminans semen malum". Hoc semen est contrarium semini spirituali, sicut caro et spiritus sunt contraria.	Derfor kan sæden ikke betyde den naturlige slanges naturlige sæd, men djævelens sæd. Det er også, hvad Kristus kalder det i evangeliet (Matt 13,25): "Bagefter kom der et ondt menneske, og såede ond sæd oveni". Denne sæd er det modsatte af den åndelige sæd, sådan som kød og ånd er modsætninger.
¹⁰⁷ Neque necesse est, ut per omnia sibi respondeant contraria, sicut nec similia per omnia sibi respondent. (279) Adam est figura Christi: in eo enim convenit similitudo, quod, sicut per Adamum in universos exundavit peccatum, ita quoque exundat justitia Christi in omnes, qui credunt in eum. Haec conveniunt, alia omnia disconveniunt. Relinquatur igitur Iudaeis suus error. Nos fideles scimus, hunc serpentem esse Diabolum, ex interpretatione Christi.	Ejheller er det nødvendigt, at modsætningerne svarer til hinanden i alle ting. Adam er et billede på Kristus: og sammenligningen passer derved, at ligesom synden igennem Adam trængte igennem til hele verden, således trænger også Kristi retfærdighed igennem til alle dem, som tror på ham. Heri er der overensstemmelse, på alle andre punkter uoverensstemmelse. Lad derfor jøderne være med deres fejltagelser. Vi, der tror, véd, at slangen er djævelen, ud fra Kristi fortolkning.