Luthers genesiskommentar, kap. 3,14f.

Teksten er taget fra Erlangerudgaven bind I, side 231 og fremefter. Oversættelsen er foretaget af mig.

¹ Et ait Dominus Deus ad serpentem: Quia fecisti hoc, maledictus tu inter omnia animantia et bestias terrae: super pectus tuum gradieris, et pulverem comedes cunctis diebus vitae tuae. Da sagde Gud Herren til slangen: Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alle jordens kryb og dyr. Du skal krybe på din bug og æde støv alle dit livs dage.

² Post judicium et cognitionem caussae accurate factam nunc sequitur, quam vocant, judicii exsecutio, in qua redditur singulis secundum opus suum, et tamen non ex aequo, sicut audiemus. Efter at der nu nøje er redegjort for dommen og erkendelsen af sagen, følger det, man kalder dommens udførelse, hvorved der gives enhver gengæld efter hans gerning, dog ikke ligeligt, som vi skal høre.

³ Est autem hic locus diligenter considerandus, primum ideo, quod in toto Mose non invenitur alius tam prolixus sermo in persona Dei: deinde etiam ob hanc causam, quod non continet legem aliquam, quid vel serpens vel homo facere debeat, sed totus est in promittendo, et comminando, quod tum boni, tum mali eventurum sit utrisque. Men man bør undersøge stedet omhyggeligt, først af den grund, at der i alle mosebøgerne ikke findes nogen anden så lang prædiken om Guds person; dernæst også af den grund, at det ikke indeholder nogen lov, som slangen eller mennesket skal overholde, men helt har sit indhold i at forjætte og true med, hvad godt og hvad ondt der vil tilstøde hver af de to.

⁴ Atque hoc diligenter observari debet, quod post peccatum nihil legum Adae impositum est, cum tamen natura integra haberet legem. Factum autem id est ob hanc causam, quia Deus videt, naturam jam corruptam non solum non posse sublevari lege, sed etiam ita totam convulsam et perturbatam, ut ne syllabam quidem legis ferre possit. Og det bør man omhyggeligt lægge mærke til, at efter synden blev der ikke pålagt Adam nogen lov, skønt han dog i sin ufordærvede natur havde en lov. Men dette skete af den grund, at Gud så, at naturen allerede var fordærvet og ikke blot ikke kunne underlægges nogen lov, men også var således fuldstændig såret og forstyrret, at den ikke engang kunne tåle en stavelse af loven.

⁵ Non igitur naturam peccato oppressam lege magis opprimit, sed (232) peccato tanquam vulneri medetur salubri emplastro, hoc est, promissione de Christo, adhibito tamen aspero cauterio, quod Diabolus inflixerat. Sicut enim salubria emplastra dum sanant, etiam mordent carnem, ita medicinalis promissio sic proponitur Adae, ut simul addatur comminatio propter libidinem carnis sanandam. Derfor undertrykte han ikke den af synden undertrykte natur endnu mere, men lægede den opståede synd som et sår, der kan bringe frelse, det vil sige, med forjættelsen om Kristus; dog knyttede han en skarp brod dertil, som djævelen havde påført. For ligesom sårene er frelsebringende, når de læges, og også bider i kødet, således foresættes for Adam lægens forjættelse, således at han knytter en trussel dertil på grund af kødets vellyst, der skal helbredes.

⁶ Voco autem libidinem non solum foedum pruritum carnis, sed illa inquinamenta spiritus, sicut Paulus vocat, quod natura propensi sumus ad idolatriam, incredulitatem, securitatem, et alia horribilia peccata primae et secundae tabulae. Ad hanc pravitatem naturae coërcendam hoc aspero cauterio opus fuit. Men jeg betegner med ordet 'vellyst' ikke blot en hæslig kødets kløe, men den åndens besudling, sådan som Paulus kalder det, som af naturen gør os tilbøjelige til afgudsdyrkelse, mistillid, sikkerhed og andre skrækkelige synder imod den første og den anden tavle. Til at betvinge denne naturens forkerthed er der brug for denne skarpe brod.

⁷ Optarim autem hunc textum pro dignitate a me posse tractari; continet enim, quicquid tota scriptura eximium habet. Ac prior pars textus tota figurata est; loquitur enim Deus cum serpente, et tamen certum est, serpentem haec verba non intelligere. Men jeg ville ønske, jeg kunne behandle denne tekst som den fortjener; den indeholder nemlig det mest fortrinlige i hele skriften. Og den første del af teksten er helt og holdent symbolsk; her taler Gud nemlig med slangen, og dog er det givet, at slangen ikke forstod disse ord.

⁸ Non enim sunt verba creationis, qualia illa supra, cum dixit bestiis: "Crescite et multiplicamini", cum terrae dixit: "Producat terra omnis generis herbas et arbores", sed sunt verba comminantia et promittentia, quae Deus non loquitur cum natura irrationali, sed cum intelligente natura. Det er nemlig ikke skabelses-ord, sådan som det var før, da han sagde til dyrene: 'Bliv frugtbare og mangfoldige', eller da han sagde til jorden: 'Jorden skal frembringe grønne urter og træer', nej det er trussels-ord og forjættelses-ord, og sådanne ord taler Gud ikke til den irrationale natur, men til den forstående natur.

⁹ Serpentem igitur nominat, sed cum Satanae praecipue agit dominante serpenti, et per eum decipientem homines. Sicut autem propter peccatum hominis, qui creaturarum dominus est, in diluvio etiam animalia et arbores perierunt; sicut propter principum errata saepe plectuntur subditi: ita serpenti quoque accidit, ut propter peccatum Diaboli, qui serpente ad tam grande malam abusus erat, plecteretur, (233) et tamen figurate sub ista serpentis poena intelligitur poena Satanae. Derfor nævner han slangen, men handler især med Satan, som beherskede slangen og igennem den narrede menneskene. Men ligesom i syndfloden både dyr og træer gik til grunde på grund af synden hos mennesket, der er skabningens herre, og ligesom undersåtterne ofte straffes på grund af fyrsternes fejl, således sker der også det med slangen, at den straffes på grund af synden hos Djævelen, som misbrugte slangen til et så stort onde, og dog skal man figurligt forstå slangens straf som Satans straf.

¹⁰ Haec fortasse obscuritas in causa fuit, ut textus, qui omnibus debebat esse notissimus, tamen a nemine, quod ego sciam, diligenter et accurate explicatus sit. Ac saepe ipse mecum miror, quid Patres et Episcopi fecerint, qui cum gubernandis ecclesiis et repellendis Haereticis occupati essent, tamen non majore studio in hujusmodi locos illustrandos incubuerunt. Her er der måske en dunkelhed i sagen selv, eftersom teksten, som burde være soleklar for alle, dog ikke, så vidt jeg véd, er blevet fortolket omhyggeligt og nøjagtigt af nogen. Og selv har jeg ofte undret mig over, hvad fædrene og biskopperne lavede, for skønt de var optaget af at styre kirkerne og tilbagevise kætterne, lagde de dog ikke nogen større iver for dagen med at oplyse den slags steder.

¹¹ De nostris Episcopis nihil dico; hi praeter nomen nihil habent, et verius vastatores ecclesiarum, quam vigiles seu inspectores dici possunt. De veteribus dico, qui sanctitate vitae et doctrina pollebant; inter hos nemo est, qui hunc locum explicarit pro dignitate. Fortasse negotia, quae plerunque objiciuntur rectoribus, eos implicuerunt altius. Om vore biskopper vil jeg ikke sige noget; de har ikke noget udover navnet, og kunne mere rigtigt kaldes kirkegodsets forødere end vægtere og tilsynsmænd. Om de gamle vil jeg sige, at de var stærke i livets hellighed og i læren; men blandt dem er der ingen, der har fortolket dette sted som det fortjener. Måske har deres forretninger optaget dem for meget, hvilket mange af dem ellers bebrejder forstanderne.

¹² Recentiorum autem notum flagitium est, qui etiam depravarunt hunc locum, et fecerunt ex pronomine Ipso femininum Ipsa, ac cum manifesto scelere detorserunt hunc locum ad beatam Virginem. Lyrae veniam do, qui fuit, ut apparet, vir bonus, sed nimium tribuit auctoritati Patrum. (celle57). Men de modernes fortolkning er en skændsel. De ødelægger nemlig dette sted, og forandrer pronominet 'han' til femininum-pronominet 'hun', og fordrejer med en åbenbar forbrydelse dette sted til at handle om den salige jomfru. Jeg giver Lyra den indrømmelse, at han vistnok er en god mand, men han tillægger fædrenes autoritet altfor meget.

¹³ Itaque patitur se ab Augustino ad ineptissimam allegoriam trahi, quam etiam Gregorius in moralibus sequitur, quod per mulierem intelligi debeat ratio inferior, sed per semen ejus operatio bona, per semen autem Diaboli suggestio ejus prava. Derfor tillader han sig at hente fra Augustin en højst upassende allegori, som også Gregor følger i det moralske, nemlig, at der ved kvinden skal forstås den lavere fornuft, men ved hendes sæd den gode gerning, derimod ved Djævelens sæd hans fordrejede indskydelse.

¹⁴ Quod autem dicit Dominus: "Ponam inimicitias inter te et semen ejus", esse intelligendum de illa lucta, cum Diabolus, mediante suggestione mala, oppugnat rationem inferiorem, quae est mulier, ut, si consentiat delectationibus, dejiciat Satan per eam virum, hoc est, rationem superiorem: atque hoc esse, quod serpens insidiatur (234) calcaneo; oppugnare enim Satanam non nisi a parte inferiori, proponendo sensui ea, quae delectant etc. Men når Herren siger: 'Jeg sætter fjendskab mellem dig og dens sæd', så skal det forstås om denne kamp, når Djævelen med brug af sin onde overtalelse kæmper imod den lavere fornuft, som er kvinden, så at, hvis hun giver sin tilslutning til glæderne, så kan Satan dog gennem hende få manden til at falde, han, som er den højere fornuft; og dette skal være den spore, som slangen sætter ind; Satan bekæmper nemlig kun den lavere del, idet han fremstiller for dens sans, hvad der er behageligt, osv.

¹⁵ Quaeso te, amice lector, quid in hac luce clarissima istis tenebris absurdissimarum allegoriarum opus est? Sit sane, ut dividamus rationem in duas partes, superiorem et inferiorem. Quanto rectius erat, inferiorem appellare, quae ad gubernandas res in oeconomia et politia apta est, et non illam pecuinam delectationem, superiorem autem, qua speculamur seu contemplamur ea, quae extra politiam et oeconomiam sunt, et ad religionem pertinent, ostensam verbo, ubi nihil operamur, sed tantum discimus et contemplamur? Jeg spørger dig, kære læser, hvorfor er der i dette højst klare lys brug for disse dunkelheder fra de mest absurde allegorier? Lad så være, at vi kan dele fornuften i to, en højere og en lavere. Hvor meget mere rigtigt ville det så ikke være at sige, at den lavere fornuft, det er den, der er egnet til at styre sagerne i økonomien og i politikken, og ikke bare en glæde over pengene, men den højeste fornuft, det er den, hvormed vi overvejer eller betragter det, som ligger udover politikken og økonomien, og som hører til religionen, den, der bliver påvist ved ordet, hvor vi intet udfører, men kun belæres og betragter?

¹⁶ Sed etiam si haec sic dicamus, quid faciunt ad hunc locum? Nonne veram sententiam penitus opprimunt et substituunt notham, quae non solum inutilis est, sed etiam perniciosa? Quid enim ratio potest, aut videt in religionis negotio? Men selv hvis vi siger det på den måde, hvad har det så med dette sted at gøre? Mon ikke de helt undertrykker den sande mening og erstatter den med noget, der ikke blot er ubrugeligt, men også skadeligt? Hvad kan eller hvad ser nemlig fornuften i religionens sager?

¹⁷ Deinde in eo quoque absurditas est, quod Hevam interpretatur inferiorem partem rationis, cum constet, Hevam in nulla parte, hoc est, neque corpore, neque anima inferiorem fuisse marito Adamo. Ex hac absurde interpretatione notae sunt profanae disputationes de libero arbitrio, de ratione deprecante ad optima, donec theologia tota abiit in philosophiam et sophisticas nugas. Dernæst er der i dette også den absurditet, at Eva fortolkes som den lavere del af fornuften, skønt det står fast, at Eva ikke på nogen måde, det vil sige, hverken på kroppen eller på sjælen, var lavere end sin mand Adam. Af denne absurde fortolkning udspringer profane disputationer om den frie vilje, om måden at bønfalde bedst på, indtil teologien helt går op i filosofien og de sofistiske narrestreger.

¹⁸ Quare nos omissis tam perniciosis et absurdis ineptiis, ingrediemur novum iter, nihil moti, quod priorum vestigia alio ducunt. Habemus enim ducem Spiritum sanctum, proponentem per Mosen non absurdas allegorias, sed docentem nos de rebus maximis, inter Deum, hominem peccatorem et Satanam, peccati auctorem gestis. Derfor vil vi forlade disse farlige og absurde upasseligheder og slå ind på en ny vej, uden at lade os bevæge af, at de førstes spor fører andetsteds hen. Vi har nemlig Helligånden til fører, og han forestiller os ikke gennem Moses nogle absurde allegorier, men lærer os om, hvordan de største ting er gået til, mellem Gud og det syndige menneske og Saten, syndens ophavsmand.

¹⁹ Primum igitur hoc statuemus, serpentem esse (235) verum serpentem, sed invasum et obsessum a Satana, qui per serpentem loquitur. Secundo statuemus hoc quoque, quae Deus ad serpentem loquitur, serpentem non intellexisse tanquam brutum animal, sed Satanam, quam potissimum petit Deus. Først må vi da slå fast, at slangen er en virkelig slange, der blot er indtaget og besat af Satan, som taler igennem slangen. For det andet slår vi også fast, at Gud taler til slangen, men at slangen ikke forstår det, da den kun er et dyr, men Satan forstår det, ham, som Gud især henvender sig til.

²⁰ Ad hunc modum retineo simpliciter historicam et literalem sententiam, convenientem cum textu, secundum hanc sententiam: Serpens manet serpens, sed obsessus a Satana, mulier manet mulier, Adam manet Adam, sicut etiam sequentia probant. Non enim ratio inferior et superior generant Cain et Habel, sed Adam et Heva, hoc est, primi homines per peccatum lapsi in mortem et subjecti regno Satanae. På den måde vil jeg simpelthen rette op på den historiske og bogstavelige mening, som er i overensstemmelse med teksten, efter denne mening: Lad slange være slange, blot er den besat af Satan, lad kvinde være kvinde, lad Adam være Adam, sådan som også det følgende viser. Det er nemlig ikke den lavere og den højere fornuft, der får sønnerne Kain og Abel, men Adam og Eva, det vil sige, de første mennesker, der gennem synden er faldet ind i døden og underlagt Satans herredømme.

²¹ Quod igitur ad serpentem dicit: "Maledictus tu inter omnia animantia et bestias terrae: super pectus tuum gradieris" non habet eam sententiam, quam Augustinus et alii post eum sequuntur, quod per pectus intelligatur superbia. Når han derfor siger til slangen: "Du er forbandet blandt alt kryb og alle dyr på jorden; du skal krybe på din bug", så har det ikke den mening, som Augustin og andre efter ham uddrager, at der ved bug skal forstås hovmod.

²² Sed quia serpente Satan ad peccatum abusus est, ideo partem poenae serpens cogitur portare, qui sic maledicitur, ut inter omnes bestias sit odiosissimus. Talis initio non fuit, sed nunc per maledictionem accedit aliquid naturae serpentis, ut, qui ante maledictionem fuit suavissima bestiola, nunc horribilior et invisus magis sit quam omnes aliae animantes. Men fordi Satan misbrugte slangen til synd, derfor tvinges slangen til at bære en del af skylden, den bliver forbandet på den måde, at den skal være det mest afskyede af alle dyr. Det var den ikke i begyndelsen, men nu, gennem forbandelsen, føjes der noget til slangens natur, så at den, der før forbandelsen var det sødeste lille dyr, nu er mere skrækindjagende og mere forhadt end alle andre dyr.

²³ Experimur enim, quod et nos natura serpentes abhorremus, et quod serpentes etiam sua natura nos fugiunt. Ita partem maledictionis et poenae serpens sustinere cogitur. Sed non ad serpentem solum haec dicuntur: cum Satana in serpente latente Deo res est, ei proponitur hic sententia extremi judicii, is proprie hic sistitur ad tribunal Dei. For vi erfarer, at også vi af naturen frygter slanger, og at slanger også i kraft af deres natur jager os på flugt. Således tvinges slangen til at bære en del af forbandelsen og straffen. Men dette siges ikke blot til slangen. Eftersom Satan for Gud skjult er tilstede i slangen, er det ham, der her får forestillet den yderste doms udsigelse, det er ham selv, der her fremstilles for Guds domstol.

²⁴ Longe enim aliter cum serpente loquitur, quam cum Adam et Heva, quos amanter revocat: "Ubi es? (236) Quis tibi ostendit, quod nudus esses"? Haec ostendunt amorem Dei erga totum genus humanum, quod etiam post peccatum homo requiritur et vocatur, quod Deus cum eo disputat, et audit eum. Haec certa significatio gratiae est. Quanquam enim haec legalia et judicialia verba sunt, tamen non obscuram ostendunt spem, quod non sint damnandi in aeternum. Han taler nemlig helt anderledes til slangen end til Adam og Eva, som han kærligt kalder tilbage: "Hvor er du? Hvem har fortalt dig, at du var nøgen?" Dette viser Guds kærlighed imod hele menneskeslægten, at mennesket efter synden kræves til regnskab, at der kaldes på det, at Gud indlader sig i samtale med ham og hører på ham. Dette er et sikkert tegn på nåde. Skønt nemlig der er tale om lovord og juridiske termer, så åbenbarer de dog et skjult håb om, at de ikke skal være forbandede i evighed.

²⁵ Cum serpente et Satana agit inclementius, non vocat eum, non dicit: Quare hoc fecisti? sed simpliciter proponet sententiam judicii verbis durissimis: "Quia, inquit, hoc fecisti". Quasi dicat: Tu, Satan, jam antea peccasti et damnatus es, cum de coelo rueres. Ad hoc peccatum adjecisti jam aliud, ut abutens serpente in peccatum etiam conjiceres hominem. Ideo primum serpens hanc poenam feret, ut, cum antea particeps fuerit benedictionis, quam aliae bestiae habent, nunc solus maledicitioni subjaceat. Eftersom han handler mindre barmhjertigt mod slangen og Satan, kalder han ikke på ham, han siger ikke: Hvorfor har du gjort dette? men han forelægger ham simpelthen med de allerhårdeste ord dommens ordlyd: "Fordi du har gjort dette". Som om han ville sige: Du, Satan, har allerede tidligere syndet og er blevet fordømt, da du var i himlen. Til denne synd har du nu føjet denne anden, at du ved at misbruge slangen har kastet også mennesket i synd. Derfor skal nu for det første slangen bære den straf, at skønt den tidligere var meddelagtig i den velsignelse, som de andre dyr har, skal den nu alene være underlagt forbandelsen.

²⁶ Ex his sequitur manifesta consequentia, quod serpens ante peccatum fuerit pulcherrima bestiola et homini gratissima, sicut hodie sunt hinnuli, oves, catelli, item, quod erectus ingressus est. Quod autem nunc serpit humi, maledictionis, non naturae est, sicut maledictionis est, quod mulier cum turpitudine concipit, cum dolore enititur, cum aerumnis educat sobolem. Af dette følger som åbenbare konsekvenser, at slangen før synden var det smukkeste lille dyr og mennesket meget kær, sådan som det i dag er tilfældet med hjorte, får, hundehvalpe; ligeledes følger, at den gik oprejst. Men at den nu kryber hen over jorden, det skyldes forbandelsen, ikke dens natur, ligesom det skyldes forbandelsen, at kvinden undfanger i vanære, føder med smerte, opdrager sit afkom med møje.

²⁷ Si absque maledictione esset opus generationis, esset honestissimum, partus facillimus, sobolis educatio esset summa voluptas. Ergo peccatum ipsam naturam non solum deformavit turpissime, sed etiam pessime corrupit. Hvis forplantningens arbejde havde været uden forbandelse, ville det være ærefuldt, fødslen ville være den letteste sag af verden, opdragelsen af afkommet ville ske med den største lyst. Altså har synden ikke blot deformeret naturen selv på det skændigste, den har også fordærvet den og gjort den slet.

²⁸ Et tamen nostri sophistae etiam adhuc hodie audent dicere, quod naturalia post peccatum (237) manserint integra, etiam in Daemonibus. Si enim serpens, quo Satan abusus est ad peccatum, propter peccatum hanc poenam fert, ut, qui antea fuerat bellisisimus, nunc subito ante oculos Adae viperinam caudam trahat, et humi repat, ac jam Adae formidabilis fiat: quid de homine dubitamus, qui ipse peccavit, et peccati venenum a Satana infusum hausit? Og dog vover vore sofister indtil den dag i dag at sige, at de naturlige ting efter synden er forblevet ubeskadigede, også i dæmonerne. Hvis nemlig slangen, som Satan misbrugte til synden, på grund af synden må bære den straf, at den, som tidligere havde været såre smuk, nu straks for øjnene af Adam fik en slangehale og gav sig til at krybe på jorden, og således blev frygtindgydende for Adam: Hvordan kan vi da tvivle på det for menneskets vedkommende? det syndede jo selv, og inddrak syndens gift, udgydt af Satan.

²⁹ Sicut itaque Aegyptii non sine ingenti stupore viderunt, baculum a Mose projectum, in serpentem mutari, ita in Paradiso quoque statim post hoc verbum maledictionis emissum serpens mutatus est ex pulcherrima forma in turpissimam et abominabilem. Ligesom derfor ægypterne ikke uden medfødt rædsel så staven, der blev kastet til jorden af Moses, forvandles til en slange, således blev også i Paradiset, straks efter at dette forbandelsesord var udtalt, slangen forvandlet fra den skønneste form til den mest modbydelige og afskyelige form.

³⁰ Ad hanc maledictionem pertinet, quod dicit: "Et pulverem terrae comedes". Allegoristae exponunt hoc, quod Satan homines terrena diligentes sibi incorporabit, decipiendo eos. Sed dixi, loqui Deum cum serpente et maledicere serpenti. Sunt autem aliae bestiae, quae etiam comedunt terram, sed serpens sic comedit terram, ut, cum ante habuerit praerogativam quandam calliditatis, venustatis et victus quoque, quem cum homine habuit communem, nunc poenam fert, quod etiam victus ratio mutatur. Med til denne forbandelse hører det, han siger: "Og jord skal du æde". De allegorieudlæggende teologer forklarer det med, at Satan ved at bedrage menneskene ville inddrage dem med sig til at elske de jordiske ting. Men jeg siger, at Gud her taler til slangen og forbander slangen. Der er ganske vist andre dyr, som også æder jord, men slangen æder jord på den måde, at den, skønt den tidligere havde et fortrin ved at være snu, smuk og havde let ved at finde føde, hvilket fortrin den havde fælles med mennesket, så må den nu bære straffen, fordi også måden at finde føde på forvandles.

³¹ Gloria est, quod oves, boves et aliae bestiae vescuntur herbis, etiam arborum fructibus, et deinde generant ex se homini ad cibos utilia, butyrum, lac, carnem etc. Hanc gloriam serpens cum aliis communem habuit. Det er en ære, at får og kvæg og andre dyr spiser græs og træers frugter, og dernæst ud af sig selv udvirker noget, der er gavnlige for mennesket at spise, oksekød, mælk, kød, osv. Den ære havde slangen fælles med de andre.

³² Nunc ab ista societate et quasi ex mensa et convivio hoc propter peccatum ejectus est, ut ne quidem abjectissima herbula liceat vesci: non poma, non pira, non nuces, quibus etiam mures vescuntur, gustare audet, sed crudam terram vorat. Haec non mea, sed Mosi verba sunt, quae docet, naturam serpentis totam mutatam, et aliam esse factam. (238) Men nu bliver den udjaget fra dette fællesskab, bortvist som fra måltidet og samværet på grund af synden, så den ikke engang må spise det tiloversblevne græs, ingen æbler, ingen pærer, ingen nødder, som også musene spiser, vover den at spise, den æder kun slet og ret jord. Det er ikke mig, der siger det, det er Moses, og han lærer, at slangens natur blev helt forvandlet og gjort til en anden.

³³ Etsi autem dixi, et verum est, Deum sic cum serpente loqui, ut tamen potissimum spectet ad Satanam, sicut sequentia clarius ostendent, tamen mihi non placet, ut haec, quae ad naturam serpentis recte quadrant, per allegoriam trahamus ad Satanam, sicut Augustinus facit, quem Lyra sequitur. Men skønt jeg har sagt, og det er sandt nok, at Gud taler således med slangen, at han dog højst sandsynligt henvender sig til Satan, sådan som det følgende mere klart viser, så er jeg dog ikke glad for, at det, der passer fint på slangens natur, gennem allegorisk tolkning overføres på Satan, sådan som Augustin gør det; Lyra følger ham i det stykke.

³⁴ Sunt enim serpens et Satan conjuncti in peccando, quanquam Satan actor, serpens quasi instrumentum est. Ideo etiam conjunguntur in poena. Sed serpens tantum corporalem poenam fert; Satanae auctori et actori aliud judicium paratum est, de quo Christus in Joanne (16,11) loquitur: "Princeps mundi jam judicatus est". Id judicium post sequetur. Slangen og Satan er nemlig forbundet i at synde, skønt Satan er udøveren, slangen en slags redskab. Derfor er de også forbundet i straffen. Men slangen bærer en kun legemlig straf; for Satan, ophavsmanden og udøveren, er der beredt en anden dom; den taler Kristus om i Joh 16,11: "Verdens fyrste er allerede dømt". Den dom følger om lidt.

³⁵ Quare, quod dicunt, Diabolum, sicut serpentem, non incedere amplius rectum, et amississe eum formam et statum pristinum, haec etsi vere dicuntur, tamen impropria sunt, et ad praesentem locum explicandum non pertinent. Quod autem dixi, serpentem ante maledictionem incessisse erectum, non ita intelligendum est, quasi erectus incesserit, ut homo, sed sicut cervus aut pavo. Hoc judicium serpentis est. Derfor, når de siger, at Djævelen, ligesom slangen, ikke mere gik opret, og havde mistet deres forrige form og statur, så er dette, skønt sandt nok sagt, dog ikke passende, og bidrager ikke til at forklare dette sted. Men hvad jeg har sagt, at slangen før forbandelsen gik opret, skal ikke forstås, som om den gik opret som mennesket, men som om den gik opret som hjorten eller påfuglen. Dette er slangens dom.

³⁶ Quae sequuntur, proprie pertinent ad Satanam. Ea longe melius pingunt judicium ejus, quam istae ineptae et intempestivae allegoriae. Ac proponunt hanc firmam consolationem, quod Diabolus eo nunc loco sit, ut non possit sic libere grassari et nocere, sicut vellet et faceret, si absque semine mulieris esset. Hvad der følger, har især med Satan at gøre. Disse ting afmaler langt bedre hans dom end disse uegnede og utidige allegorier. Og de fremsætter denne faste trøst, at Djævelen nu er i den tilstand, at han ikke frit kan rase og skade, sådan som han ville kunne gøre det, hvis ikke kvindens sæd var til stede.

³⁷ Inimicitias ponam inter te et mulierem, et semen tuum et semen illius. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd.

³⁸ Haec sunt, quae proprie ad judicium Satanae pertinent, et in quibus firma consolatio piis proponitur. (239) Superiora, ut dixi, historica sunt, et ad serpentem pertinent, qui propterea, quod Satan eo ad peccatum abusus est, eam poenam fert, ut e communi consuetudine et quasi consortio reliquorum animalium ejectas, etiam cibo differat, nec communi utatur pabulo. Dette er, hvad der hører til Satans dom, og i dette har de fromme en fast trøst. Det foregående hører som sagt til historien og angår slangen, som fordi Satan misbrugte den til synd får den straf, at den bliver udelukket fra den almindelige omgang og på en måde fra fællesskabet med de øvrige dyr; også dens kost afviger derfra, og den må ikke bruge det almene foder.

³⁹ Possunt quidem haec quoque ad allegoriam trahi, sed et minus propria sunt, et parum firma in dimicatione. Nam quod ad ipsam rem attinet, Satan propter peccatum de coelo deturbatus et condemnatus est, ac non incedit amplius, ut bos aut hinnulus, sed repit, hoc est, aperta vi pios non invadit, insidiis utitur, quas tamen pii, cum ad verbum respiciunt, intelligunt, et vident, quanta sit ejus deformitas et abhorrent ab eo. Ganske vist kan dette forstås allegorisk, men det er både mindre egnet og ikke så fast i kamp. For fordi det har med sagen selv at gøre, blev Satan på grund af synden udjaget og fordømt fra himlen, og gik ikke mere som okse og hjort, men kryber, det vil sige, han angriber ikke de fromme med åben kraft, men bruger baghold, hvilket dog de fromme godt forstår, når de ser hen til ordet, og ser, hvor stor hans deformitet er, og skrækkes bort fra ham.

⁴⁰ Ac sane gestus ille, quod sic reptat, nec ingreditur erectus, ostendit, quod fracta ejus tyrannis sit, nec possit ecclesiae tantum nocere, quantum vellet. Men den gestus, at han sådan kryber og ikke går oprejst, viser, at hans herredømme er brudt og ikke kan skade kirken, hvor gerne han end ville.

⁴¹ Haec per allegoriam possunt dici; sed Mosis sententiam haec non explicant, ideo non sunt propria. Quare cum de Satana dicendum est, sequamur alia scripturae testimonia propria, certa et firma. Quare illud est Joh. 8, (v. 44): "Diabolus homicida est et pater mendacii". Item (ibid.): "In veritate non stetit". Item, prima Petr. 5, (v. 8): "Circumit tanquam leo rugiens, quaerens, quem devoret". Item Joh 16, (v. 11): "Princeps mundi judicatus est". Dette kan siges ud fra en allegorisk forståelse, men Moses' ord forklarer dette ikke, derfor er det ikke godt. For når der skal tales om Satan, må vi følge andre af skriftens egne vidnesbyrd, der er faste og sikre. Fx det fra Joh 8,44: 'Djævelen er en manddraber og løgnens fader'. Eller fra samme vers: 'Han står ikke i sandheden'. Eller fra 1 Pet 5,8: 'Han går omkring som en brølende løve, søgende, hvem han kan opsluge'. Og dette fra Joh 16,11: 'Denne verdens fyrste er dømt'.

⁴² Ad extremum, hoc praesens testimonium quis non videt proprie ad Satanam pertinere, cui opponitur Filius Dei, ne quid aperta vi, ac si nullum antagonistam habeat, tentare possit. Itaque ecclesia hoc praesidio tuta est, et Satan non solum non potest (240) ecclesiam manifesta vi invadere, sed etiam in reliquis ejus tyrannis et cupida nocendi voluntas fracta est. Til sidst, hvem ser så ikke, at nærværende vidnesbyrd alene hentyder til Satan. Ham stilles Guds Søn op imod, at han ikke skal kunne friste nogen med åben kraft, og hvis han ingen modstander havde. Derfor er kirken fri for fare med denne ledelse, og Satan kan ikke blot ikke trænge ind i kirken med åbenbar kraft, det er også sådan, at de øvrige dele af hans herredømme og hans lyst og vilje til at skade er brudt.

⁴³ Alioqui non sineret unam arborem pervenire ad maturitatem: impediret, imo strangularet omnia terra nascentia, non tantum hominum nativitatem, sed etiam reliquarum bestiarum incolumitatem uno momento prohiberet. Tantum studium nocendi satis arguit, quod aperta vi grassari non possit, sed quod, quicquid facit, facit dolis et fallaciis. Ellers ville han ikke have fundet sig i, at ét træ nåede igennem til modenhed; han ville have forhindret, ja, kvalt hele jorden, så den ikke kunne formere sig. Han ville have forhindret ikke blot, at der blev født mennesker, men også, at der bare ét øjeblik var nogle ubeskadigede dyr. Denne store lyst til at gøre skade er tilstrækkelig grund til, at han ikke kan rase med åben kraft, men at hvad han end gør, det gør han med list og bedrag.

⁴⁴ Porro observandum hic id quodque est, quod haec non dicuntur a Deo propter Diabolum. Non enim dignatur eum Deus damnare, sed satis est, quod Satanam sua damnat conscientia. Propter Adamum et Hevam haec dicuntur, ut audiant hoc judicium, et se consolentur, dum vident, Deum esse adversarium ejus naturae, qui tantum vulnus homini inflixit. Endvidere bør man her lægge mærke til, at det ikke siges af Gud for Djævelens skyld. Gud regner ham nemlig ikke værdig til at blive fordømt; det er nok, at Satans egen samvittighed fordømmer ham. Nej, det siges for Adams og Evas skyld, så at de kan høre denne dom og trøstes, når de ser, at Gud er modstander af hans natur, som kun tilføjede mennesket et sår.

⁴⁵ Hic enim incipit ex media ira, quam peccatum et inobedientia excitavit, elucere gratia et misericordia. Hic inter medias et gravissimas minas animus Patris se exserit, non sic indignantis, ut Filium propter peccatum abjiciat, sed ostendentis salutem, imo victoriam promittentis contra eum hostem, qui humanam naturam decepit et vicit. Her begynder nemlig midt igennem den vrede, som synden og ulydigheden fremkalder, nåden og barmhjertigheden at skinne frem. Her stikker Faderens sind frem midt imellem de alvorligste trusler, den Fader, der ikke på den måde er vred, at han forkaster Sønnen på grund af synden, men viser hen til frelsen, ja, forjætter sejren over den fjende, som narrede og besejrede menneskenaturen.

⁴⁶ Non enim, sicut per Satanam homo in peccatum lapsus est, ita nunc idem judicium Satanae et hominis est. Non conjungit eos in poena, sicut jure potuisset, sed longissime separat. Etsi enim homini quoque indignatur, qui hosti Dei contra Deum paruit, tamen longe major contra Satanam indignatio est. Men det er ikke sådan, at ligesom mennesket ved Satan faldt i synd, sådan får Satan og mennesket den samme dom. Han forbinder dem ikke i straffen, sådan som han kunne gøre med rette, han adskiller dem længst muligt. Selv om han også er vred på mennesket, som adlød Guds fjende imod Gud, så er hans vrede mod Satan dog meget større.

⁴⁷ Hunc enim simpliciter damnat, et arguit in conspectu Adae et Hevae, ut Adam et Heva ex damnatione sui hostis respirent paululum, et sentiant, suam meliorem conditionem esse. Prima igitur pars (241) consolationis in eo est, quod propter Adamum et Hevam accusatur et maledicitur serpens, et cum serpente Satan. Ham fordømmer han nemlig simpelthen og anklager ham, mens Adam og Eva hører på det, så at Adam og Eva efter deres fjendes fordømmelse kan ånde lidt op og føle, at deres betingelser er bedre. Derfor ligger den første del af trøsten deri, at han for Adams og Evas skyld anklager og forbander slangen, og sammen med slangen Satan.

⁴⁸ In eo autem sol consolationis, antea quasi tenebris quibusdam caliginosarum nubium involutus, supra nubes attollitur, et jucundissimo lumine territa corda adspicit, quod Adam et Heva non solum non audiunt, sibi maledici, sicut serpenti, sed quod audiunt, se constitui tanquam in acie contra damnatum hostem, idque spe auxilii, quod eis laturus sit Filius Dei, semen mulieris. I dette lyser trøstens sol, før var de som indpakket i tågede skyers mørke, og ved et behageligt lys ser det forskrækkede hjerte, at Adam og Eva ikke blot ikke hører, at de selv bliver forbandede, sådan som slangen blev det, men hører, at de bliver indsat som i første slaglinje imod den fordømte fjende, med det håb om hjælp, at Guds Søn, kvindens sæd, vil blive givet dem.

⁴⁹ Hic igitur remissio peccatorum et plenaria receptio in gratiam Adae et Hevae ostenditur, tanquam absolutis a culpa et redemtis a morte, tanquam liberatis jam ex inferno et illis pavoribus, quibus in conspectu Dei tantum non occisi sunt. Derfor fremvises her for Adam og Eva syndernes forladelse og den fulde modtagelse i nåden, så de er som nogen, der er frigjort fra brøden og befriet fra døden, som nogen, der allerede nu er udfriet af helvede og angsten for det, fordi de for Guds åsyn ikke også blev dræbt. (?).

⁵⁰ Haec consolatio inde nascitur, quod Deus non maledicit Adae et Hevae, sicut serpenti: hoc tamen fit, quod Adam et Heva cum hoc hoste committuntur, ne sint otiosi: ergo hoc ipsum quoque cedit homini in bonum. Illud autem caput consolationis est, quod, etsi hostis hoc astutia et dolis pugnet, tamen nasciturum si semen, quod caput serpentis conterat. Hic enim ostenditur finalis destructio tyrannidis Satanae, quanquam ea non sit abitura sine acerrimo certamine, quod homini depugnandum est. Den trøst komme deraf, at Gud ikke forbander Adam og Eva, som han forbander slangen. Dog sker der det, at Adam og Eva forbindes med denne fjende, så de ikke skal være uvirksomme. Derfor tilfalder dette selvsamme også mennesket til det gode. (?) Men dette er det vigtigste i trøsten, at skønt fjenden kæmper med bedrag og list, skal dog den sæd fødes, der skal knuse slangens hoved. Her påvises nemlig Satans tyrannis endelige ødelæggelse, selv om dette ikke vil gå til grunde uden den hårdeste strid, der skal udkæmpes for mennesket.

⁵¹ Sed vide, quam impari fortuna dimicetur? Hominis calcaneus in periculo est, caput est salvum et invictum. Contra per semen mulieris non cauda, non venter, sed ipsum caput serpentis conterendum est et conculcandum. Atque haec victoria nobis quoque donatur, sicut Christus clare dicit (Luc. 11,22), spolia dividi post victum fortem. Nam Christianus fide (242) constituitur victor peccati, legis et mortis, ut ne quidem inferiorum portae praevalere ei possint. Men se, hvor ulige skæbnen kæmper! Menneskets hæl er i fare, hovedet er frelst og ubesejret. Men modsat kvindens sæd er det ikke halen og ikke maven, men selve slangens hoved, der skal ødelægges og nedtrampes. Men denne sejr gives os også, som Kristus klart siger (Luk 11,22), at han deler rustningen efter at den stærke er besejret. For den kristne indsættes ved troen som sejrherre over synden, loven og døden, så at ikke engang helvedes porte kan få overhånd over ham.

⁵² Hanc primam consolationem et tanquam fontem omnis misericordiae et omnium promissionum scaturiginem primi parentes et eorum posteri summa diligentia didicerunt. Viderunt enim, si absque hac promissione essent, mansuram quidem inter homines, sicut inter reliqua animantia, generationem, sed quae nihil aliud sit, quam generatio ad mortem. Denne første trøst og denne skal vi sige kilde til al barmhjertighed og kildevæld til alle forjættelser videregav vore første forældre og deres efterkommere med største omhu. De så nemlig, at hvis de var uden den forjættelse, ville der godt nok stadig blandt mennesker, som blandt de øvrige dyr, være en forplantning, men den ville ikke være andet, end en forplantning til døden.

⁵³ Illud igitur donum divinitus naturae additum hic augetur, imo consecratur, cum spes fit talis generationis, per quam Satanae sit conterendum caput, ut non solum ejus tyrannis infringatur, sed etiam natura propter peccatum morti addicta consequatur vitam aeternam. Derfor, denne guddommelige gave, der blev føjet til naturen, forøges her, ja helliges, eftersom der skabtes håb om den slags forplantning, gennem hvilken Satans hoved skal knuses, så at ikke blot hans herredømme brydes i stykker, men at også den natur, der fik tilføjet død på grund af synden følges af evigt liv.

⁵⁴ Non enim agit hic Moses amplius de serpente naturali, de Diabolo loquitur, cujus caput sunt mors et peccatum. Sicut Christus dicit Ioh. 8, quod sit homicida et pater mendacii. Contrita igitur potestate ejus, hoc est, sublato per Christum peccato et morte, quid restat, quam ut filii Dei salvemur? Moses taler nemlig her ikke mere om den naturlige slange, men om Djævelen, hvis hoved er døden og synden. Sådan som Kristus siger, Joh 8,44, at han er en morder og løgnens fader. Derfor er hans magt brudt, det vil sige, synden og døden er overvundet af Kristus, hvad mangler andet end at vi frelses ved Guds søn?

⁵⁵ Ad hunc modum Adam et Heva hunc textum intellexerunt et consolati sunt se contra peccatum et desperationem spe hujus contritionis per Christum futurae, ac spe hujus promissionis in novissimo die etiam resurgent in aeternam vitam. På den måde forstod Adam og Eva denne tekst og blev trøstet overfor døden og fortvivlelsen ved håbet om, at der gennem Kristus ville komme denne ødelæggelse, og håb om denne forjættelse om, at de på den yderste dag ville opstå til evigt liv.

⁵⁶ Et ipsum conteret caput tuum, et tu conteres calcaneum ejus. Og det skal knuse dit hoved, men du skal bide den i hælen.

⁵⁷ Quis non miretur, imo exsecretur Satanae malignum consilium, qui hunc locum, plenissimum consolationis de Filio Dei, per ineptos interpretes transtulit ad Mariam virginem? (n1) Nam in omnibus Latinis Bibliis ponitur pronomen in feminino genere: (243) "Et ipsa conteret". Ac Lyra, qui tamen Ebraicae linguae non rudis fuit, hoc errore, tanquam grassante et magno impetu ruente flumine, abripitur in impiam sententiam, ut non obstante textu, hunc locum accipiat de beata Virgine, per quam, Filio mediante, vis Satanae fracta sit. Hvem undrer sig ikke over, ja forbander Satans onde råd, når han gennem uduelige fortolkere overfører dette sted, der er så fuldt af trøst om Guds Søn, på jomfru Maria? For i hele den Latinske bibel sættes pronominet i hunkøn: "Og hun knuser...". Og Lyra, som dog ikke var helt dum til hebraisk, rives med af denne fejl som af en rasende og hastigt flydende flod over til den ugudelige mening, at, når ikke teksten står imod det, må dette sted forstås om den salige jomfru, gennem hvem med Sønnen som medium, Satans magt blev brudt.

⁵⁸ Accommodat ad eam dictum in Canticis (6,3): "Terribilis es sicut acies castrorum". Etsi autem hanc sententiam tanquam ab aliis acceptam allegat, tamen in eo magnum peccatum est, quod eam non refutat. Secuti postea sunt recentiores omnes, et sanctissima sententia ad idolatriam sunt abusi, nemine resistente nec prohibente. Han sammenholder det med dette udsagn i Højsangen (6,3): "Du er frygtelig, som smykket med lejrenes slagorden". Men skønt han fremfører denne mening som én, der deles af mange, synder han dog stort derved, at han ikke forkaster den. Bagefter er alle fortolkere fulgt efter og har misbrugt den helligste sætning til afgudsdyrkelse, uden at nogen har gjort modstand eller forhindret det.

⁵⁹ Accidit autem hoc sive inscitia, sive negligentia gubernatorum in ecclesia. Hi quis idolatriae se non opposuerunt, paulatim sana doctrina exstincta est. Hanc postquam nunc Dei beneficio restituimus, turpia ventris animalia manifeste ostendunt, se non religionem, sed beneficia sua curare. Men hertil kommer kirkeledernes uvidenhed eller forsømmelighed. Disse har ikke modsat sig afgudsdyrkelsen, og overalt er den sunde lære forsvundet. Efter at vi nu ved Guds velsignelse har genoprettet den, viser bugens hæslige dyriskheder tydeligt, at de ikke bekymrer sig om fromheden, men om deres gods.

⁶⁰ His quia idolatria patrocinari videtur, etiam indigne ferunt, homines recte institui. Sed caeci homines non vident, evangelium ejusmodi doctrinam esse, quam qui accipiunt, nihil amittunt praeter peccata sua et mortem aeternam, acquirunt autem liberationem ab omni idolatria et regno Satanae. Fordi de synes at beskytte afgudsdyrkelsen, kan de også vanskeligt tåle, at mennesker retvendes. Men de blinde mennesker ser ikke, at evangeliet er en lære af den art, at den, der modtager det, intet mister, undtagen sin synd og den evige død, men opnår befrielse fra al afgudsdyrkelse og fra Satans rige.

⁶¹ Quare agamus Deo gratias, quod et hunc locum habemus jam integrum et restitutum, non ut Mariae detrahatur meritus honos, sed ut idolatria excludatur. Quod enim dicunt, Mariam pariendo Christum omnem Satanae vim contrivisse, si id vere dicunt, an non idem honor ad omnes alias mulieres pertinet, quae in eadem linea Mariam praecesserunt? Derfor takker vi Gud, fordi vi nu også har dette sted rent og genoprettet, ikke fordi der trækkes nogen fortjenstlig ære bort fra Maria, men fordi afgudsdyrkelse udelukkes. Hvis det, de siger, er sandt, at Maria ved at føde Kristus ødelægger hele Satans magt, mon så ikke den samme ære tilkommer alle andre kvinder, som gik forud for Maria i denne generationslinie?

⁶² Imo laudis hujus pars etiam ad maritos pertinebit et omnes majores Mariae? Si enim absque his fuisset, ipsa (244) quoque non esset. Est enim nata in conjugio secundum communem naturae ordinem. Si itaque ipse pariendo contrivit Satanam, in eodem dignitatis gradu collocandi sunt majores ejus. Ja, mon ikke en del af denne ære også vil tilkomme ægtemændene og alle Marias forfædre? Hvis hun nemlig ikke havde haft dem, ville hun selv ikke have været til. Hun er nemlig født i ægteskab ifølge den almindelige naturens orden. Hvis hun derfor ved at føde ødelægger Satan, er hendes forgængere at regne med til den samme værdighedsgrad.

⁶³ Sed scriptura nos aliter docet, et dicit (Rom 4,25): "Christus propter peccata nostra mortuus est, et ressurrexit propter justitiam nostram". Item (Ioh. 1,29): "Ecce agnus Dei, qui tollit peccata mundi". Maneat igitur beatae Virgini suus locus, quam Deus privilegio isto ornavit inter omnes mundi feminas, ut virgo pareret Filium Dei. Hoc autem eo neutiquam valere debet, ut Filio gloria redemtionis et liberationis nostrae eripiatur. Men skriften lærer os anderledes. Den siger (Rom 4,25): "Kristus døde for vore synder og blev oprejst for vor retfærdighed". Og Joh 1,29: "Se det Guds lam, som bærer verdens synd!" Lad derfor den salige jomfru være på sit sted, med det store privilegium blandt alverdens kvinder, som Gud har prydet hende med, at hun som jomfru må føde Guds Søn. Men dette må på ingen måde få den betydning, at Sønnen mister nogen ære for for forløsning og befrielse.

⁶⁴ Deinde sollicite nobis custodienda est proprietas scripturae sanctae et vere admirabilis lux, quae abyssum divinae bonitatis ostendit, dum hoc in loco docemur de inimicitia inter serpentem et mulierem, ac tali inimicitia, ut semen mulieris sit contriturum serpentem cum omnibus suis viribus. Dernæst må vi omhyggeligt bevare den hellige skrifts særegenhed og sande lys, som viser os Guds afgrundsdybe godhed, når vi på dette sted bliver belært om fjendskabet mellem slangen og kvinden, og det et sådant fjendskab, at kvindens sæd skal ødelægge slangen med alle sine kræfter.

⁶⁵ Hanc comminationem Satan bene intellexit; ideo adhuc tanto odio contra naturam hanc saevit. Adam quoque et Heva hac promissione excitati, spem restitutionis plenis animis conceperunt, ac pleni fide viderunt, salutem suam Deo curae esse: si quidem Deus diserte testatur, masculum semen mulieris hostem hunc profligaturum esse. Nam verba mira emphasi concinnata sunt. Denne ødelæggelse forstår Satan udmærket; derfor har han hidtil raset med et overmåde stort had imod denne natur. Både Adam og Eva er opmuntret ved denne forjættelse, og modtager håbet om genoprettelse af hele deres sjæl og ser med fuld tro, at deres frelser er en bekymring, Gud tager sig af: eftersom Gud jo udtrykkeligt bevidner, at kvindens mandlige sæd skal slå denne fjende til jorden. For ordene er sammenføjet med en forbavsende styrke.

⁶⁶ Semen, inquit, illius. Quod dicat: Tu, Satan, per mulierem invasisti et seduxisti virum, ut tu ipsis ceu caput et dominus esses, propter peccatum. Ego autem vicissim tibi insidiabor per idem instrumentum. Arripiam mulierem, et dabo ex ea semen, et illud semen conteret caput tuum. Corrupisti et morti obnoxiam (245) fecisti carnem per peccatum: sed ego ex illa ipse carne producam talem virum, qui te quoque et omnes tuas atterat ac profligat. Han siger 'hans sæd'. Derfor siger han: 'Du, Satan, trængte gennem kvinden ind og forførte manden, så at du selv er hans hoved eller herre, på grund af synden. Men jeg vil til gengæld tragte dig efter livet med det samme redskab. Jeg tager fat i kvinden, og giver gennem hende en sæd, og den sæd skal knuse dit hoved. Du har fordærvet kødet og gjort det skyldig til døden gennem synden: men jeg vil at det samme kød frembringe en en sådan kraft, at han vil slide både dig og alle dine i stykker og slå jer til jorden.

⁶⁷ Ad hunc modum promissio haec et comminatio apertissima est, sed est eadem quoque obscurissimus; relinquit enim Diabolum in illa suspicione, ut omnes mulieres suspectas habeat, quae pariunt, ne pariant hoc semen, cum tamen una tantum mulier hujus benedicti seminis mater futura esset. Sic, quia in genere minatur, dicens: "Semen illius", illuditur Satanae, ut ab omnibus metuat. På den måde er denne forjættelse og trussel den mest åbenlyse, men den er samtidig den mest dunkle; den efterlader nemlig Satan med den mistanke, at han må have den tanke om enhver kvinde, som føder, om ikke hun føder denne sæd, skønt dog kun én kvinde bliver mor til denne velsignede sæd. Således, fordi han truer hans afkom, siger han 'hans sæd', og hentyder til Satan, for at han skal frygtes af alle.

⁶⁸ Et eodem modo etiam omnium hominum fides confirmatur, ut ab illa hora, qua promissio facta est, semen illud exspectarent, et se consolarentur contra Satanam. Itaque Heva cum primogenitum suum peperisset, sperabat, se jam habere contritorem illum. Haec spes etsi fallebat eam, tamen vidit, ex posteritate sua nasciturum esse tandem hoc semen, quandocunque nasceretur. Atque ita, quod ad homines quoque attinebat, promissio haec clarissima, et simul obscurissima fuit. Og på samme måde styrker han også troen hos alle mennesker, så at de fra den time, hvor forjættelsen lød, forventede denne sæd og trøstede sig imod Satan. Da derfor Eva fødte sin førstefødte, håbede hun, at hun allerede da havde denne sejrherre. Skønt dette håb blev til skamme for hende, så hun dog, at der engang i eftertiden ville fødes en sådan sæd, når engang endelig det skete. Og derfor, fordi denne forjættelse også retter sig imod mennesket, er det den klareste og samtidig den dunkleste forjættelse.

⁶⁹ Esaias Cap. 7. nonnihil lucis ad eam attulit, cum diceret (v. 14), virginem parituram: nam tum certum erat, non nasciturum semen hoc ex conjunctione viri et feminae. Sed addit alia quaedam, quibus prophetiam quasi involvit. Itaque in obscuro promissio haec clarissima mansit, donec Maria peperisset, et hujus partus testes essent Angeli, et post Angelos pastores et Magi, donec per Apostolos hic partus in totum orbem terrarum divulgatus est. Esajas kaster i 7,14 lys over denne forjættelse, når han siger, at jomfruen skal føde. For dengang var det givet, at denne sæd ikke skulle fødes ved mands og kvindes forening. Men han tilføjer noget andet, hvorved han ligesom tilslører profetien. Derfor forbliver denne soleklare forjættelse i det dunkle, indtil Maria fødte, og vidner om denne fødsel var engle, og efter englene hyrder og vismænd, indtil denne fødsel gennem apostlene blev udspredt over hele jorden.

⁷⁰ Satanae igitur obscuritas haec auxit sollicitudinem et curam, sicut dicitur: "Ponam inimicitiam inter te et mulierem", ita simul omnes parientes ab (246) isto tempore usque ad revelatum Christum haberet inimicas et suspectas. Contra in homine haec obscuritas auxit et intendit fidem, ut, etsi singulae viderent, se non esse, quae hoc semen parerent, tamen sperarent ac certo statuerent, ex alia nascendum esse. Derfor øger denne dunkelhed Satans angst og bekymring. Ligesom der siges: 'Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden', således har han samtidig alle fødende fra den tid indtil Kristus åbenbares som fjender og mistænkte. Modsat øger og fremkalder hos mennesket denne dunkelhed troen, således at, skønt de enkelte ser, at det ikke er dem, som føder denne sæd, så håber de dog og fastholder sikkert, at den skal fødes af en anden.

⁷¹ Potissimum igitur ad ludendum et exercendum Satanam, et ad consolandos ac excitandos ad fidem pios pertinet, quod sic individualiter, ut ita dicam, loquitur Deus. Peperunt mulieres ad diluvium usque, et postea usque ad Mariam, sed illarum semen non potuit vere dici semen mulieris, sed potius semen viri dicitur. Sed quod ex Maria nascitur, conceptum est ex Spiritu sancto, et est verum semen Mariae, sicut testantur aliae promissiones Abrahae et Davidi factae, secundum quas Christus filius Abrahae et filius Davidis dicitur. Derfor tjener den i høj grad til at lege med og drille Satan, og til at trøste og opvække de fromme til tro, fordi, at jeg skal sige det sådan, Gud taler til hver enkelt af dem. Kvinder fødte indtil syndfloden, og bagefter indtil Maria, men deres sæd kunne ikke med rette kaldes kvindens sæd, men snarere mandens sæd. Men det, der blev født af Maria, var undfanget ved Helligånden, og er dog i sandhed Marias sæd, sådan som andre forjættelser til Abraham og David bevidner, ifølge hvilke Kristus kaldes Abrahams søn og Davids søn.

⁷² Hanc sententiam primum Esaias ostendit, qui dicit, virginem parituram. Deinde in novo testamento explicata est clarius ab Angelo. Quare non debito, mysterium hoc etiam a multis sanctis non esse intellectum, qui quidem exspectaverunt Christum nascendum in hunc mundum de femina, et liberaturum humanum genus, sed modus nativitatis nesciverunt. Denne mening åbenbarede først Esajas, da han sagde, at jomfruen skulle føde. Dernæst blev den forklaret mere klart i det nye testamente af engelen. Og derfor er der ingen tvivl om, at dette mysterium ikke blev forstået af mange hellige, som alligevel ventede, at Kristus skulle fødes ind i denne verden af en kvinde og befri menneskeslægten, blot vidste de ikke, hvilken måde han skulle fødes på.

⁷³ Hac generali cognitione contenti fuerunt et salvati sunt, etiamsi nescirent, quomodo concipiendus et nascendus esset. Hoc enim novo testamento, tanquam clariosi luci, reservandum erat, et priori seculo obscurius proponendum propter Satanam, quem Deus hoc modo ludificari et exercere voluit, ut eo minus esset otiosus, et omnia timeret. De var tilfredse med denne almindelige kundskab og blev frelst, skønt de ikke vidste, på hvilken måde han skulle undfanges og fødes. Dette var nemlig forbeholdt det nye testamente, som det mere klare lys, og i tiden før da blev det fremlagt på en mere dunkel måde for Satans skyld, som Gud på den måde ville drille og udmatte, så han ikke var uvirksom, men frygtede alle ting.

⁷⁴ Ideo postquam promissio, sic generaliter proposita, restricta paululum, et per Abraham primum ad certam gentem, deinde per Iacob Patriarcham ad (247) certam tribum alligata esset, Diabolus de aliis populis et tribubus securus fuit, et mirabili crudelitate ac insidiis hanc unam lineam prosecutus est, donec sub tempus Christi ad extremam mendicitatem redacta esset, tanquam desperatus truncus, ex quo nemo unquam vel folia vel fructum sperat, sicut scriptura ideo etiam vocat radicem lesse, Esaiae 11 (v. 1), tanquam putrem et desperatum truncum. Derfor, efter at forjættelsen således var fremsat i almindelighed, indskrænket en smule, og først gennem Abraham overført på et bestemt folk, dernæst gennem patriarken Jakob på en bestemt stamme, brød Djævelen sig ikke om de andre folk og stammer, men forfulgte med forunderlig brutalitet og snuhed denne ene linie, indtil den på Kristi tid blev ført til den yderste fattigdom, som en opgivet stamme, fra hvilken ingen overhovedet håber på noget blad eller frugt, sådan som skriften derfor med sorg kalder den en rod, Esajas 11,1, som en mør og opgivet stamme.

⁷⁵ Hoc odium Satanae et furorem hunc praedicit hoc in loco Dominus, cum admonet de inimicitia posita. Nam Satan primum per omnes gentes et populos totius orbis semen mulieris infesto odio quaesivit. Deinde cum ad Abrahae posteritatem promissio translata est, videmus, quam varie promissionem sit conatus impedire. Dette had og dette raseri fra Satans side forudsiger Herren på dette sted, når han belærer om det fjendskab, han sætter. For Satan efterstræbte først kvindens sæd i alle folkeslag og ethvert folk på hele jorden med et stærkt had. Dernæst da forjættelsen blev overført til Abrahams efterkommere, ser vi, på hvor mange måder han stræbte efter at lægge hindringer i vejen for forjættelsen.

⁷⁶ Ac tribus Iuda, ad quam tandem promissionem Dominus transtulit, quam horribilibus calamitatibus excepta et agitata est, donec tandem videretur tota subversa et eradicata esse. Ac sub tempus Christi nascendi pauper Maria longe a Ierusalem in ignobili oppidulo Nazareth vivebat: Ierosolymis dominabantur impii. Recte igitur comparatur tribus haec emortuo trunco; sed tamen, quia Deus mentiri non potest, efflorescit radix illa sic desperata. Og Juda stamme, til hvilken Herrens forjættelse til sidst blev overdraget, også den ser vi bliver udtaget til og plaget med skrækkelige genvordigheder, indtil omsider den helt bliver undertrykt og udslettet. Og på Kristi tid fødtes den fattige Maria langt fra Jerusalem og levede i den ukendte landsby Nazareth. I Jerusalem herskede de ugudelige. Med rette sammenlignes denne stamme derfor med en uddød stamme; og dog, eftersom Gud ikke kan lyve, blomstrede denne rod, der var i den grad opgivet.

⁷⁷ Nondum igitur de crudelitate, odio et inimicitia sua contra semen mulieris quiescit Satan: in cunis positum per Herodem quaerit, ita ut Christo inter gentes in Aegypto vivendum esset. Postea omnia conatur ac tentat, donec deprehensum in horto Iudaeis objiciat, ac cruci affigat. Sed ne morte quidem ejus satiari potest inexhaustum odium: etiam a sepulto metuit; tam acres sunt inimicitiae ei cum Filio Dei. Endnu er Satan ikke ophørt med sin brutalitet, sit had og sit fjendskab mod kvindens sæd. Da den var i vuggen, blev den efterstræbt af Herodes, således at Kristus måtte leve blandt hedninger i Ægypten. Bagefter forsøgte og prøvede han ham i alle ting, indtil han pågreb ham i haven og stillede ham blot for jøderne og korsfæstede ham. Men ikke engang ved døden kunne hans uudtømmelige had tilfredsstilles: også i graven frygtede han ham; så stærkt var hans fjendskab mod Guds Søn.

⁷⁸ Quem cum nunc videt ad dexteram Dei sedere, (248) et esse, quod dicitur EXÅ BELÅN, saevit omni genere furoris contra misera ejus membra et ecclesiam. Horum periculorum omnium hic vaticinia sunt, in quibus tamen fiducia Filii Dei, conterentis Satanam, magno nos animo decet versari. Når han nu ser ham sidde ved Guds højre hånd og være, hvad man kalder 'udenfor rækkevidde', raser han med al slags raseri imod hans fattige lemmer og imod kirken. Alle disse farer bliver her forudsagt, men dem bør vi gå ind i med frit mod i tillid til Guds Søn, som ødelægger Satan.

⁷⁹ Sed redeo ad textum. Promissio haec clarissima, simul etiam obscurissima est, quia in genere dicitur: "Semen mulieris", ut simul omnes mulieres Satanae suspectas faceret Deus, et eum perpetua cura et sollicitudine exerceret. Mirabilis igitur synecdoche est. Mulieris semen, inquit: id sonat in genere de omnibus individuis, et tamen de uno tantum individuo, de Mariae semine loquitur, quae mater est sine copulatione cum masculo. Men jeg vender tilbage til teksten. Denne soleklare forjættelse, er også samtidig højst dunkel, fordi den om oprindelsen siger: 'kvindens sæd', så at Gud samtidig gør alle kvinder mistænkelige for Satan, og tvinger ham til evig omhu og bekymring. Det er derfor en forunderlig sammenligning. Kvindens sæd, siger han: Det siges om oprindelsen til alle individer, og dog tales der kun om et enkelt individ, om Marias sæd, hun som blev mor uden samkvem med en mand.

⁸⁰ Sicut igitur prima particula: "Ponam inimicitias inter te et mulierem", sonat in genere de omnibus mulieribus, (voluit enim Deus omnes mulieres Satanae suspectas facere: contra voluit piis spem certissimam relinquere, ut ab omnibus parientibus exspectarent salutem hanc, donec illa vera parerat): ita haec, semen ipsius, maxime individualiter, ut sic dicam, loquitur de semine, quod ex sola Maria de tribu Iuda, cum Ioseph desponsata, natum est. Derfor, ligesom det første ord: 'Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden' lyder om oprindelsen for alle kvinder (Gud vil nemlig gøre alle kvinder mistænkelige for Satan; og modsat vil han give de fromme et meget sikkert håb, om at de af alle fødende skal forvente denne frelse, indtil den sande frelse bliver født); således lyder dette ord: 'hendes sæd', i særlig grad individualistisk, om jeg så må sige, han taler om den sæd, som blev født alene af Maria fra Juda stamme, forlovet med Josef.

⁸¹ Hic igitur est textus ille, qui Adamum et Hevan vivificavit, et ex morte resuscitavit in vitam, quam per peccatum amiserant, sed tamen speratam potius quam possessam, sicut Paulus quoque saepe loquitur (1. Cor. 15,31): "Quotidie, inquit, morimur". Nam etsi vitam, quam hic vivimus, non volumus appellare mortem, tamen profecto aliud nihil est, quam perpetuus cursus ad mortem. Sicut enim, qui peste infectus, jam tum, cum coepit infici, etiam mori coepit, ita, postquam vita haec per peccatum (249) infecta est, non amplius potest proprie dici vita, propter peccatum et peccati poenam, mortem. Statim enim ab utero matris mori incipimus. Her er altså den tekst, som opliver Adam og Eva, og opvækker dem fra døden til det liv, som de havde mistet ved synden, men dog er det mere et håbet liv end et ejet liv, sådan som Paulus også ofte siger det, fx 1. Kor 15,31: 'Hver dag dør vi'. For skønt vi ikke vil kalde det liv, vi lever her, for død, så er det dog sandelig intet andet end en stadig løben mod døden. Ligesom nemlig den, der har fået pest, allerede nu, når han begynder at inficeres, begynder at dø, således kan dette liv efter at være blevet inficeret med synden, ikke længere siges at være et virkeligt liv, på grund af synden og syndens straf, døden. Vi begynder nemlig straks fra moders liv at dø.

⁸² Per Baptismum autem ad vitam spei, seu potius ad spem vitae restituimur. Nam haec demum vera vita est, qua coram Deo vivitur. Antequam ad eam venimus, sumus in media morte, morimur, et in terra putrescimus, sicut alia cadavera, quasi nulla vita usquam sit: spem tamen habemus, qui in Christum credimus, quod simus in novissimo die resuscitandi in aeternam vitam. Ad hunc modum Adam quoque hac concione Domini resuscitatus est, non quidem perfecte; nam vitam, quam amisit, nondum recepit, sed spem ejus vitae concepit, cum audivit, Satanae tyrannidem conterendam esse. Men gennem Dåben genrejses vi til håbets liv, eller snarere til håb om liv. For dette er i hvert fald det sande liv, som leves for Gud. Førend vi kommer til det, er vi midt i døden, og vi dør, og smuldrer hen i jord, som andre ådsler, som om der ikke var mere liv: vi har dog håb, vi, som tror på Kristus, håb om, at vi på den yderste dag skal genopvækkes til evigt liv. På den måde blev Adam genopvakt ved denne prædiken af Herren, blot ikke fuldkomment. For det liv, han havde tabt, fik han ikke igen, men han fik håb om det liv, da han hørte, at Satans herredømme ville blive ødelagt.

⁸³ Includitur igitur in hanc sententiam redemtio a lege, peccato et morte, et ostenditur manifesta spes et certa resurrectionis et innovationis in altera vita post hanc vitam. Si enim serpentis caput conteri debet, profecto oportet aboleri mortem: si mors aboletur, etiam mortis meritum aboletur, hoc est, peccatum: si peccatum, ergo lex quoque aboletur; nec id tantum, sed restituitur simul obedientia, quae amissa est. Haec autem omnia quia promittuntur per semen hoc, satis clarum est, naturam humanam post lapsum suis viribus nec peccatum tollere, nec poenas peccati et mortem effugere, nec obedientiam amissam recuperare potuisse. Majorem enim vim et robur majus, quam hominum est, requirunt ista. Der indesluttes derfor i denne sætning en forløsning fra loven, synden og døden, og der påvises et fast håb om både en sikker opstandelse og om en fornyelse til et andet liv efter dette liv. Hvis nemlig slangens hoved skal knuses, så skal sandelig også døden tilintetgøres. Hvis døden tilintetgøres, så tilintetgøres også det, der har fortjent døden, det vil sige, synden. Hvis synden tilintetgøres, skal også loven tilintetgøres. Og ikke blot det, men samtidig dermed genoprettes lydigheden, som var tabt. Men fordi alt dette forjættes gennem denne sæd, er det tilstrækkelig klart, at den menneskelige natur efter faldet ikke ved egne kræfter kan ophæve synden, eller flygte fra syndens straf og døden, eller genvinde den tabte lydighed. Hertil kræves en stærkere kraft og en større styrke end mennesket har.

⁸⁴ Itaque Filium Dei oportuit victimam fieri, ut haec nobis conficeret, ut tolleret peccatum, devoraret mortem, et amissam obedientiam restitueret. Hos thesauros in Christo possidemus, sed in spe. Sic (250) Adam, sic Heva, sic omnes credentes usque ad novissimum diem spe ista vivunt et vincunt. Derfor skulle Guds Søn blive et offer, at han kunne fuldende dette for os, at han kunne ophæve synden, opsluge døden og genrejse den mistede lydighed. Disse skatte besidder vi i Kristus, dog i håbet. Således lever og sejrer Adam og Eva og alle troende indtil den yderste dag i dette håb.

⁸⁵ Est quidem mors horribilis et invictus tyrannus, sed divina potentia ex eo, quod est omnia, facit nihil, sicut etiam ex eo, quod est nihil, facit omnia. Nam Adamum et Hevam vide: sunt pleni peccatis et morte, et tamen, quia audiunt promissionem de semine contrituro caput serpentis, sperant idem, quod nos, quod scilicet mors tolletur, peccatum abolebitur et reddetur justitia, vita, pax etc. In hac spe vivunt et moriuntur primi parentes, et vere sunt propter hanc spem sancti et justi. Døden er ganske vist en forfærdelig og ubesejret tyran, men den guddommelige magt gør af det, der er alt, ingenting, ligesom den også af det, der intet er, gør alt. For se Adam og Eva! De er fulde af synd og død, og dog, fordi de hører forjættelsen om den sæd, der skal knuse slangens hoved, håber de det samme, som vi, nemlig at døden skal ophæves, at synden skal tilintetgøres og retfærdighed, liv og fred skal gengives, osv. I dette håb lever og dør vore første forældre, og de var virkelig på grund af dette håb hellige og retfærdige.

⁸⁶ Sic nos quoque vivimus in eadem spe, et cum morimur, hanc spem vitae retinemus propter Christum, quam nobis verbum proponit, dum Christi meritis nos jubet confidere. Frustra enim exspectamus in hac vita hanc perfectionem, ut toti justi simus, ut Deum perfecte diligamus, ut proximum quoque diligamus ut nos ipsos: aliquo usque procedimus, sed peccatum, quod in nostris membris militat, et ubique praesens est, aut vitiat, aut omnino impedit obedientiam hanc. Således lever vi i det samme håb, og når vi dør, holder vi fast ved det håb, som ordet har givet os, på grund af Kristus, idet han befaler os at stole på Kristi fortjenester. Forgæves venter vi nemlig i dette liv en sådan fuldkommenhed, at vi bliver helt retfærdige, at vi elsker Gud fuldkomment, at vi også elsker næsten som os selv: kun i nogen grad gør vi fremskridt, men synden, som kæmper i vore lemmer og overalt er nærværende, gør det, at den enten fordærver eller helt forhindrer denne lydighed.

⁸⁷ Sicut igitur ipsa vita nostra propter mortem propositam mors potest dici, ita justitia peccatis tota obruta est. Spe igitur retinemus et vitam et justitiam, res ab oculis et sensu nostro absconditas, sed quae suo tempore manifestabuntur. Interim vita nostra est vita in media morte, et tamen etiam in media morte spes vitae retinetur, sic docente, jubente et promittente verbo. Ligesom altså vort liv i sig selv på grund af den død, der har for sig, kan kaldes en død, således er retfærdigheden helt dækket af synden. Det er altså i håbet, at vi bevarer både livet og retfærdigheden, sagen selv er skjult for vore øjne og sanser, men skal til sin tid blive åbenbar. I mellemtiden er vort liv et liv midt i døden, og dog bevares også midt i døden et håb om liv; det er ordet, der belærer, befaler og forjætter således.

⁸⁸ Sicut Psalmus 68, (v. 21) egregie consolatur: "Deus noster, Deus salvos faciendi, Dominus exitus mortis". Hunc titulum Deo tribuamus, quod non solum juvat in hac temporali vita, (251) sicut Diabolus etiam cultoribus suis, ut gentium exempla ostendunt, non nunquam adest, sed quod est Dominus exitus mortis, hoc est, qui liberat oppressos a morte et transfert in aeternam vitam. Facit autem hoc, sicut Moses hic docet, conterendo caput serpentis. Ligesom Sl 68,21 trøster os på udmærket vis: 'Vor Gud, Gud frelser os, Herren er udgang fra døden'. Den titel tillægger vi Gud, fordi han ikke alene hjælper i dette timelige liv, sådan som Djævelen ofte hjælper dem, der dyrker ham, som hedningernes eksemper viser, men fordi Herren er udgang fra døden, det vil sige, han befrier os, der er undertrykt af døden og fører os over til evigt liv. Men det gør han, som Moses her lærer, ved at knuse slangens hoved.

⁸⁹ Habemus igitur jam Adamum et Hevam restitutos, non quidem in vitam, quam amiserant, sed in spem ejus vitae, qua spe evaserunt non primitias, sed decimas mortis, hoc est, etsi carni temporaliter esset moriendum, tamen propter Filium Dei promissum, qui contriturus Diaboli caput erat, post mortem temporalem carnis sperant resurrectionem carnis et aeternam vitam, sicut nos quoque. Vi regner derfor allerede Adam og Eva for genoprettede, ikke i livet, som de mistede, men i håb om dette liv. Og ved dette håb undslipper de ikke dødens førstegrøde, men dens tiende, det vil sige, skønt den (?) i kødet timeligt skal dø, er det dog på grund af Guds Søn forjættet, at Djævelens hoved skal knuses, og de håber efter kødets timelige død på kødets opstandelse og evigt liv, ligesom også vi.

⁹⁰ Iam sequitur altera pars hujus concionis, in qua minatur poenas corporales, mulieri primum, deinde viro quoque. Nu følger den anden del af denne prædiken, i hvilken de legemlige straffe påægges, først på kvinden, dernæst også på manden.

Noter:

Note 1: (57): I Vulgata står der ganske rigtigt "ipsa". Det er Luther selv, der i sin gengivelse her har rettet det til "ipsum".