Luthers disputation med Eck 11


Fra WA 2, side 351 til

Tilbage til oversigten!

Oversat af Ricardt Riis.
 
1 Hic continuavit Eccius hora secunda diei 11. Iulii 1519. Her fortsatte Eck klokken to den 11. juli 1519.
2 Quod vero se excusat, quod dixit, indulgentias esse vicium boni operis, quia et ipse voluerit ceteris paribus opus bonum cum indulgentiis esse melius quam sine indulgentiis, sed sicuti fieri soleat, quia ita homines indulgentias redimant, ut bona opera illa sine indulgentiis non facerent, quamvis pleraque super illo dicto afferri possent, et in simili, quando vicini propter amiciciam vicinorum conveniunt ad oblationes et offertoria plus quam intuitu mortuorum: (E) Men det undskyldte han sig med, at han sagde, at afladen er den gode gernings fordærv, skønt han selv ville, alt andet lige, at en god gerning med afladen er bedre end én uden afladen, men ligesom det plejer at gå, at mennesker af den grund køber aflad, at de ikke gør de gode gerninger uden afladen, skønt de ville kunne ophæve adskillige udover det sagte, sådan også på lignende måde, når naboer på grund af nabovenskabet kommer sammen til ofringer og offergaver og tager hensyn til andet end de døde: 
3 attamen mihi apparet, meliori iudicio semper salvo, hoc non esse vitium boni operis, primum ex eo, quia sacrum concilium per indulgentias vult excitare homines ad bona opera, secundo quia, esto quod tale quid faciant vel exhibeant propter indulgentias consequendas, tamen ista opera ex illo fine non inficiuntur, quoniam finis iste indulgentiarum non discrepat a fine ultimo, ita quod penarum remissio congruenter in deum ordinatur. alioquin prescindendo subordinationem finium paucissima vel nulla essent bona opera. (#40).  så forekommer det dog mig, idet man altid skal fastholde en bedre bedømmelse, at dette ikke er den gode gernings fordærv, for det første, fordi det hellige koncil gennem afladen vil opægge menneskene til gode gerninger, for det andet fordi, skønt de gør den slags gerninger eller lader som om de gør dem på grund af den aflad, der følger efter, så er dog disse gerninger ikke besmittede på grund af denne hensigt, når den hensigt at opnå aflad ikke adskiller sig fra den endelige hensigt, således at straffenes eftergivelse på lignende måde ordnes mod Gud. Ellers ville der, når man på forhånd har iturevet lydighedshensigten, kun være få eller ingen gode gerninger. 
4 De contemptu indulgentiarum per Constantiense concilium improbato dicit reverendus pater, se illas non contempsisse. (eck-10#26) Fateor ingenue, si eo semper fuisset usus moderamine, sicut se hodie exposuit, et forte eius interpretationi est standum, et in conscientia sine foro: tamen scriptus eius sermo vulgaris aliam exhibet intelligentiam laicis. Sed hoc nihil ad me. (#42).  (E) Angående den foragt for afladen, som Konstanzerkoncilet forbyder, siger den ærværdige fader, at han ikke foragter afladen. Jeg tilstår åbent, at selv om han altid havde haft det mådeholdne ordvalg, som han idag udviser, og han måske fastholder sin fortolkning og beholder den i sin samvittighed uden at offentliggøre den: så udviser hans folkelige prædiken dog en anden forståelse for lægfolk. Men det kommer jo ikke mig ved. 
5 Ad Gersonem respondit admittendo, tamen arbitratur Gersonem mihi adversari, qui indulgentias tunc utiles reputat, quando fide, spe et charitate percipiuntur, quod ego alias tenuerim, posse fieri satisfactionem in peccato mortali. (eck-10#27).  (E) Angående Gerson svarer han indrømmende, dog mener han at kunne vende Gerson imod mig, fordi han regner afladen for gavnlig, når den modtages i tro, håb og kærlighed, hvilket jeg skulle mene anderledes, nemlig, at der kan ske fyldestgørelse i en dødssynd. 
6 Dico, et ipsum Christianissimum Cancellarium hoc tenere, aliquem posse satisfacere de iniuncta penitentia in peccato mortali: alioquin imprudentissime agerent confessionum auditores durantem imponendo penitentiam: sed an quispiam indulgentias in peccato mortali consequatur, nihil ad rem.  (E) Jeg siger, og det fastholder også det højstkristelige kancelli, at nogen kan gøre fyldest i en dødssynd med en ubunden bod: ellers ville de, der modtager et skriftemål handle højst uklogt, når de pålægger en varende bod. Men om nogen efter afladen begår dødssynd, har intet med sagen at gøre. 
7 ratio diversitatis est obvia, quoniam indulgentie non solent concedi nisi contritis et confessis: ideo non mirum, si peccatores harum non sunt capaces, quia indulgentie tantum valent quantum sonant. (#44) Subiunxit reverendus pater, orationem dominicam Laici tantum valere sicut horas canonicas clerici: (eck-10#28) si cetera sunt paria, illud non admitto.  (E) Begrundelsen for forskellen er indlysende, når afladen ikke plejer at tilstås til andre end angrende og bekendende. Derfor er det ikke mærkeligt, at syndere ikke kan forstå dette, for afladen er ligeså meget værd, som de lyder på. Den ærværdige fader tilføjer, at fadervor bedt af en lægmand er lige så meget værd som tidebønner bedt af en klerk: hvis alt andet er lige, går jeg ikke med til det. 
8 De beato Gregorio dicit, se nondum receptam vidisse historiam. (eck-10#30) at tam constantissima fama, sicut beatus Augustinus lib: de trinitate de Alexandria inquit, hoc negare non permittit. (#46).  (E) Om den salige Gregor siger han, at han endnu ikke mindes at have set historien. Men et så vedvarende rygte, sådan som den salige Augustin i bogen om treenigheden siger om Alexandria, kan man ikke tillade sig at nægte. 
9 Negat autem, indulgentias esse satisfactorias, sed solum sint remissiones bonorum operum. (eck-10#30) In hoc credo principali nos dissentire et magnam partem controversie hic fundari.  (E) Men han nægter, at afladen er fyldestgørende, den er blot eftergivelse af gode gerninger. Heri tror jeg, vores hoveduenighed ligger, og her ligger størstedelen af vor uoverensstemmelse begravet. 
10 At prius memini, indulgentias esse non remissiones bonorum operum, ut credit reverendus pater, (W352) sed remissiones penarum peccatis debitarum.  (E) Men først vil jeg erindre om, at aflad ikke er eftergivelse af gode gerninger, som den ærværdige fader tror, men eftergivelse af de straffe for synden, som man skylder. 
11 Unde homo vere Christianus accipiens indulgentias non minora sed plura facit bona opera quam si non consequeretur indulgentias.  (E) Derfor, det sande kristenmenneske, der modtager aflad, gør ikke færre, men flere gode gerninger, end hvis der ikke var fulgt aflad efter. 
12 Sic autem intelligo indulgentias esse satisfactorias sicut papa Sixtus 4., Clemens 6., papa modernus declararunt, non quod consequutus indulgentias satisfaciat, sed quia nullum malum manet impunitum et nullum peccatum manet inultum (can: sicut primi, de peni: dist: prima), ita vicarius Christi, dispensator eius thesauri, ubi homo pro poena peccati non reddit equivalens, ipse ex thesauro sibi commisso merito Christi sufficientissimo illud recompensat et pro eo satisfacit. (#47).  (E) Men således forstår jeg det, at afladen er fyldestgørende, ligesom paverne Sixtus den 4., Clemens den 6. og vor nuværende pave forklarer det, ikke fordi den efterfølgende aflad gør fyldest, men fordi der ikke forbliver noget ondt, der er ustraffet, og der ikke forbliver nogen synd, der er uhævnet (kanon 'sicut primi', første distinktion i Om boden), således at Kristi stedfortræder, der uddeler af hans skat, hvor mennesket ikke kan skaffe ligevægt for syndens straf, selv yder gengæld ud fra den skat, som er overgivet ham ved Kristi højst tilstrækkelige fortjeneste og gør fyldest for ham. 
13 Quare concessi in prioribus, indulgentias de se non delere culpam, sed penam, et quod sit talis remissio penarum in indulgentiis et non remissio bonorum operum, patet per illud Esaie: Spiritus domini super me, eo quod unxerit me: ad annuntiandum mansuetis misit me, ut mederer contritis ac predicarem captivis indulgentiam et clausis apertionem. (n13).  (E) Derfor indrømmede jeg tidligere, at aflad i sig selv ikke udsletter brøden, men straffen, og at det er en sådan eftergivelse af straffen, der er tale om i afladen, og ikke en eftergivelse af gode gerninger, det fremgår af Es 61,1: 'Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig. Han sendte mig for at udråbe mildhed, så at jeg skal læge angrende og prædike overbærenhed for fanger og frihed for indelukkede'. 
14 Christus eadem verba de se assumens pro verbo 'Indulgentias' remissionis nomen accepit. Sic Theophilus ait, ut beatus Thomas renarrat: nam prius ab inferis anime omnium tenebantur, donec venit qui predicaret captivis remissionem. (#48).  (E) Kristus bruger det samme ord om sig selv, idet han indsætter ordet 'eftergivelse' i stedet for 'overbærenhed'. Sådan siger Theofilus, og den salige Thomas refererer det. For først holdtes alles sjæle i helvede, indtil han kom, som prædikede eftergivelse for fangne. 
15 Deinde contendit reverendus pater, merita augeri relictis indulgentiis. (eck-10#31) Hoc ego non video, quoniam, ut dixi, non redimentes vel relinquentes indulgentias aliquando istam pecuniam in bonis conviviis volunt consumere, non merita augere: fateor, quod aliquando posset quis facere maius opus meritorium cum illa pecunia quam si redimeret indulgentias, casus non oportet specivocari. (#50).  (E) Dernæst påstår den ærværdige fader, at vore fortjenester øges, når vi lader være med at købe aflad. Det ser jeg nu ikke, eftersom som sagt de, der ikke køber eller lader afladen være, i nogen grad vil bruge disse penge på gode gæstebud, ikke på at øge fortjenesterne. Jeg indrømmer, at i nogen grad kan én gøre en større fortjenstfuld gerning med disse penge end hvis han købte aflad, men tilfældet bør ikke betragtes som velegnet. (?). 
16 De Iubileis celebratis non vult admittere accessisse consensum fidelium et suspecta Bonifacii 8. vita potest suspectum facere eius Iubileum. (eck-10#32) Dico, satis magnum esse populi consensum, quod ex toto Christiano orbe in Iubileo Christi fideles confluunt. quomodo alias consensum fidelium probare possit, non video. (#51).  (E) Om jubelåret, der er fejret, vil han ikke indrømme, at det viser de troendes enighed, og efter at have mistænkeliggjort Bonifacius den ottendes liv, kan han også mistænkeliggøre hans jubelår. Jeg siger, at folkets tilslutning var tilstrækkelig stor, for fra hele den kristne verden samledes Kristi troende. Hvordan man ellers skal bevise de troendes enighed, kan jeg ikke se. 
17 Quod consensu principium dixi pro passagio et cruciatis a summo pontifice indulgentias datas, respondet, parum conficere, si hic erraverint in re nihili: (eck-10#33) quasi nihil esset Christi fideles decipere et unanimem Christianorum principum et regum consensus in tam fallacem descendere fidelium deceptionem! (#53).  (E) Hvad jeg har sagt om fyrsternes enighed til fordel for de plagede og pinte, som fik aflad af paven, svarer han, at det betyder meget lidt, hvis de her tog fejl om en bagatel: som om det ikke var noget at bedrage Kristi troende og at nedgøre de kristne fyrsters og kongers enstemmighed til et så fejlagtig bedrag af de troende!
18 Preterea nullum ait esse decretum expressum et clarum super indulgentiis. (eck-10#36) Oppono ei declarationem Sixtinam et iam novissime declarationem moderni pontificis, ubi inquit, Romanam ecclesiam, quam relique tanquam matrem sequi tenentur, tradidisse, Romanum pontificem, Petri clavigeri successorem et Ihesu Christi in terris vicarium, potestate clavium, quarum est aperire tollendo illius in Christi fidelibus impedimenta, culpam scilicet et (W353) penam pro actualibus debitam, (#54).  (E) Forøvrigt siger han, at der ikke er noget udførligt og klart dekret om afladen. Jeg forelægger ham Sixtus' deklaration og vor nuværende paves deklaration, hvor han siger, at 'den romerske kirke, som de øvrige kirker bør følge som en moder, og den romerske pave, Peter nøglebærerens efterfølger og Jesu Kristi stedfortræder på jorden, har fået overleveret nøglernes magt, og deres opgave er det at åbne og derved fjerne forhindringerne for Kristi troende, nemlig brøden og straffen, der skyldes for de tilgivelige synder, 
19 culpam quidem mediante sacramento penitentie, penam vero temporalem pro peccatis actualibus secundum divinam iusticiam debitam mediante ecclesiastica indulgentia, posse pro rationabilibus causis concedere eisdem Christi fidelibus, qui charitate iungente sunt membra Christi, sive in hac vita sive in purgatorio, indulgentias ex superabundantia meritorium Christi et sanctorum et tam pro vivis quam pro defunctis apostolica auctoritate indulgentiam concedendo thesaurum meritorum Christi et sanctorum dispensare &c. (bul-9-11#3-4).  (E) brøden, med bodssakramentet som medium, men den timelige straf for de tilgivelige synder, som skyldes ifølge den guddommelige retfærdighed, igennem den kirkelige aflad, så han mod antagelige grunde kan tildele til Kristi troende, som sammenknyttet i kærlighed er Kristi lemmer, hvad enten det er i dette liv eller i skærsilden, aflad efter Kristi og helgenernes ovenud store fortjenester, og det for både levende og døde, idet han med apostolsk autoritet tildeler aflad og uddeler af Kristi og helgenernes skat, osv'. 
20 Ubi clare determinat cum sequentibus, indulgentias non esse remissiones bonorum operum sed remissiones penarum, que fiant compensatione facta meritorum Christi.  (E) Her fastslår han klart, ligesom i det efterfølgende, at aflad ikke er eftergivelse af gode gerninger men eftergivelse af straffe, og det sker ved den kompensation, der er skabt ved Kristi fortjenester. 
21 Et quod ratiocinabar, ecclesiam tot annis totam non errasse, respondit, non totam ecclesiam errasse, quia semper interea fuerint, quibus non negotium fuerit susceptum, hinc vulgatum illud 'Indulgentie sunt pie deceptiones fidelium'. (eck-10#38).  (E) Og til min fornuftslutning, at hele kirken ikke i så mange år kunne tage fejl, svarer han, at ikke hele kirken tog fejl, fordi der altid var nogen iblandt, som ikke blev grebet af bedraget, heraf ordsproget: 'Aflad er de troendes fromme bedrag'. 
22 Ad quod dico: Quando alicuius rei habenda est ratio, non quod quisque dicat, sed quod boni, docti, honesti et optimi statuunt, audiendum est. quot enim fuerunt probatissimi et honestissimi viri per totum Christianum orbem in trecentis annis, et horum aliqui in cathalogum sanctorum relati, non tamen indulgentias hoc pacto probaverunt, etiam si abusus eis sicut in omni re displicuerit.  (E) Hertil siger jeg: Når der er en begrundelse for en eller anden sag, så skal det adlydes, ikke fordi enhver siger det, men fordi de gode, lærde, ærlige og bedste folk stadfæster det. Og så mange ærværdige og ærefulde mænd har der været i hele kristenheden igennem tre hundrede år, og af dem er nogle optaget blandt helgenerne, dog af den grund beviser de ikke afladen, også selv om misbrugen af den mishagede dem som misbrug af enhver ting. 
23 Thomas sanctus est, Bonaventura, Albertus Carmelita, Bernhardinus et alii magni viri, Ales, Gerson, Capistranus &c. qui tamen indulgentiam concessionem non reprobarunt. Quare nihil refert, quod Iohanni Wickleff et Ulrico Kalteisen in Anglia, (n23) domino Iohanni de Wessalia, qui tamen hoc retractavit Maguntie, Bohemis indulgentiarum concessiones non placuerunt.  (E) Thomas var hellig, Bonaventura, Albertus Karmelitteren, Bernhard og andre store mænd, Hales, Gerson, Capistranus osv, og dog fjernede de ikke tilladelsen til aflad. Derfor betyder det intet, at Johannes Wicklef og Ulrik Kalteisen i England, hr Johannes de Wessalia, som dog behandlede det påny i Maguntien, og bøhmerne ikke bryder sig om tilladelse til aflad. 
24 Quare concludamus, indulgentias rationabiliter datas ad dei honorem et fidei exaltationem non esse inutiles Christi fidelibus devotis, non presumentibus, sed eas cum humilitate et gratiarum actione accipientibus, abusibus resectis et repulsis, ut sic potius de tanto munere deo gratias agamus, quam ut illud superbe contemnamus, semper in animo habentes, optimam indulgentiam esse veram contritionem.  (E) Derfor konkluderer vi, at aflad, der gives fornuftigt til Guds ære og troens opvækkelse ikke er unyttig for Kristi troende, de, der er hengivne, ikke forudfattede, men modtager den med ydmyghed og taksigelse, når misbrug undgås og stødes bort, så at vi således snarere takker Gud for en sådan nåde, end overlegent foragter den, idet vi altid har det i tankerne, at den bedste aflad er en sand anger. 
25 Tamen omnino, si hodie exposita sententia fuit mens reverendi patris, maluissem, ut illud clare dixisset et simplicibus non dedisset occasionem aliud cogitandi, quia nemo est omnium auditorium, qui sensum hodie datam intellexerit in conclusione undecima: Dicere, indulgentias esse bonum Christiano, est insanire: sunt enim verissime operis boni vicium. (t-ecklut#26) At sum bene contentus de sua expositione, quantum ad me attinet.  (E) Dog ville jeg hellere i det hele taget, hvis den ærværdige faders sind idag blev fremvist, at han klart havde sagt det og ikke givet de enfoldige lejlighed til at tænke anderledes, fordi ingen kan tilfredsstille alle, han, som i dag har forklaret meningen med den elvte konklusion: 'At sige, at afladen er et gode for den kristne, er at være vanvittig; den er nemlig den gode gernings fordærv'. Men jeg godt tilfreds med hans fremstilling, såvidt det angår mig. 
26 Martinus.

Contra solutiones meas opponit egregius d. d. primo: indulgentias non esse remissiones bonorum operum, nec se vidisse qui hoc assereret: sequi (W354) etiam ad hoc, indulgentias esse vere periculosas, noxias et damnabiles: esse potius eas uno consensu dantium et admittentium remissiones penarum pro peccatis debitarum. (eck-10#40

Martin. 

Op imod mine løsninger stiller den udmærkede hr doktor for det første: Aflad er ikke eftergivelse af gode gerninger, og han kan ikke se, hvem der påstår det. Der ville også heraf følge, at aflad i sandhed er farlig, skadelig og fordømmelig. Nej, der er enstemmighed blandt dem, der giver og tillader aflad, om, at aflad eftergivelse af de straffe, der skyldes for synderne. 

27 Respondeo: satis admiror, quid hec verba d. d. velint, cum sine dubio per penas pro peccatis debitas intelligant omnes labores satisfactionis que tertia pars est penitentie, inter quos certe sunt bona opera Eleemosine, orationes, ieiunia, vigilie et similia. (#59).  (L) Jeg svarer: Jeg undrer mig noget over, hvad hr doktoren vil med disse ord, eftersom de uden tvivl ved de straffe, der skyldes for synderne, forstår alle anstrengelser med fyldestgørelse, som er den tredie del af boden, og blandt disse er jo givetvis gode gerninger: almisse, bøn, faste, vågen og den slags. 
28 Ad quod est expressus textus lib: 5. c. Cum ex eo, ubi papa dicit, per indiscretas indulgentias enervari penitentialem satisfactionem, Et omnes bulle indulgentiarum ferme hanc clausulam habent 'de iniunctis penitentiis relaxamus'. (#62).  (L) Derom er der en udtrykkelig tekst i femte bog, kapitel 'Cum ex eo', hvor paven siger, at igennem den forskelsløse aflad svækkes bodens fyldestgørelse. Og enhver bulle om aflad har næsten altid denne sætning: 'Vi befrier for de pålagte bodshandlinger'. 
29 Sed age dato, quod essent pene et non opera, dico, peius esse remitti penas quam opera, cum vita passiva et penosa plus perficiat aut prosit quam mere activa, ut apostolus 2. Corint: 12. cum infirmor, tunc fortior sum. (#63).  (L) Men tag fat på det foreliggende spørgsmål, hvad der kunne være straffe og ikke gerninger, eftersom det passive og straflidende liv gennemfører mere og gavner mere end det kun aktive liv, som apostlen siger 2 Kor 12,10: 'Når jeg er magtesløs, da er jeg stærk'.
30 Purius est enim opus, quod solo deo operante nobis patientibus perficitur quam quod nobis cooperantibus efficitur, iuxta illud Deutero: 32. Ego percutiam et sanabo, occidam et vivificabo; quare ad sensum egregii d. d. plura absurda sequuntur ex indulgentiis quam ad meum sensum, et sane nescio an verissime dicam.  (L) Renere er nemlig den gerning, som gennemføres, når alene Gud handler, mens vi lider, end den, der kommer ud af det, når vi samarbejder, ifølge dette 5 Mos 32,39: 'Jeg sårer og helbreder, døder og levendegør'. Derfor er det mere absurde ting, der følger af hr doktorens mening end af min mening, og jeg véd sandelig ikke, om jeg taler helt sandt. 
31 Secundo non potest concordare, quod dixi indulgentias solum pigris esse datas et canones similiter tantum pigris impositos. (eck-10#42) Dico: non memini me dixisse, canones esse pigris impositos. si autem dixi, sensus meus est, quod strenui et ferventes sive penitentes plus faciunt quam canons exigunt.  (L) For det andet kan han ikke få det til at stemme overens, hvad jeg har sagt, at aflad kun gives til de dovne, og de kanonner, der kun pålægger de dovne de fyldestgørende handlinger. Jeg siger: Jeg husker ikke, at jeg har sagt, at kanonnerne pålægger de dovne de fyldestgørende handlinger. Men hvis jeg har sagt det, var min mening den, at de ivrige og brændende, også hvis de ikke gør bod, gør mere, end kanonnerne påbyder. 
32 Tertio contendit, eas esse necessarias ad salutem, quia expedit nosse, an promoveant nec ne ad salutem. Etsi non fateatur necessarias esse ad salutem, expedit tamen scire, promoveant salutem nec ne. (eck-10#43) Respondeo: nec hoc est necessarium scire, sed si noceret saluti. Non enim est necessarium scire non necessaria ad salutem.  (L) For det tredie hævder han, at aflad er nødvendig til frelse, fordi det er godt at vide, om det fremmer frelsen eller ej. Skønt han ikke indrømmer, at den er nødvendig til frelse, så er det dog godt at vide, om den fremmer frelsen eller ej. Jeg svarer: Nej, det er det ikke nødvendigt at vide; derimod bør man vide, om det skader frelsen. Det er nemlig ikke nødvendigt at vide, hvad der ikke er nødvendigt til frelse. 
33 Item quod interest, an papa per merita Christi possit remittere: nescio an intersit. (eck-10#43). 

De meritis Christi postea. 

(L) Ligeledes, at det skulle komme sagen ved, om paven gennem Kristi fortjenester kan eftergive: Jeg véd ikke, om det kommer sagen ved. 

Om Kristi fortjenester senere.

34 Post hec dicit, meam sententiam destruere dicta Conciliorum et indulgentiarum largitionem, que communi forma concedunt contritis et confessis. (eck-10#45) Respondeo: non ideo destruit mea sententia dicta Conciliorum, quia sunt contriti et confessi, qui pigri sunt ad solvendas satisfactiones, quos scriptura etiam infirmos vocat, et propter hos damnande non sunt indulgentie.  (L) Herefter siger han, at min opfattelse ødelægger koncilernes udsagn og deres uddeling af aflad, som efter den almindelig form tildeles angrende og bekendende. Jeg svarer: Det er ikke sådan, at min opfattelse ødelægger koncilernes udsagn, fordi de angrer og bekender og er dovne til at opfylde fyldestgørelserne. Dem kalder skriften svage, og på grund af dem skal aflad ikke fordømmes. 
35 Reprehendit etiam in me, quod usurpavi dictum Senece, non quis sed quid dicatur, quod in his que sunt fidei attendere oporteat etiam quis dicat. (eck-10#46).  (L) Han bebrejder mig også, at jeg har fremført Senecas udsagn, at man skal se på, ikke hvem der taler, men hvad der siges, fordi i det, der har med troen at gøre, bør man også se på, hvem der taler.
36 Respondeo: hoc non est ad propositum, quia materia indulgentiarum non est materia fidei. Deinde in materia fidei multo maxime opus est attendere, non quis sed quid dicatur, quia non est respectus personarum habendus, sicut manifeste premonuit Matth. 7. et 24. Attendite a falsis prophetis, qui veniunt ad vos &c. item: veniunt in nomine meo dicentes 'Ego sum (W355) Christus', et Iohannis 10. Oves mee vocem meam audiunt. Proinde etiam summo pontifici non temere credendum est, ut stet regula Iohannis apostoli: Charissimi, probate spiritus utrum ex deo sint. (1 Joh 4,1). (#65).  Jeg svarer: Dette har ikke med opgaven at gøre, fordi afladen ikke berører troen. Og forøvrigt, i det, der har med troen at gøre er der meget mere brug for at se på, ikke hvem der taler, men hvad der siges, fordi man ikke bør vise personsanseelse, sådan som han udtrykkeligt formaner os til Matt 7,15: 'Tag jer i vare for de falske profeter, som kommer osv', og i Matt 24,5: 'De skal komme i mit navn og sige: Jeg er Kristus', og Joh 10,27: 'Mine får hører min røst'. Og dernæst bør man ikke være så dristig at tro ligeud på paven, hvilket apostelen Johannes' regel fastslår: 'I kære, prøv ånderne, hvilken der er af Gud'.
37 Dicit deinde, periculum esse in errore indulgentiarum, ex eo quod periculosus error habitus sit eorum, qui ordinibus mendicantium ab initio detraxerunt. (eck-10#47) quidquid sit de detractatoribus, per hoc non probatur error periculosus in indulgentiis, nec mox error est quod ordines mendicantium vel sacerdotes ecclesiarum errorem iudicaverint.  (L) Dernæst siger han, at det er farligt at fare vild angående afladen, eftersom det var en farlig vildfarelse, de mennesker havde, der i begyndelsen forringede tiggermunkenes ordener. Hvordan det end har sig med disse forringelser, på den måde bevises ikke, at det er farligt at fare vild angående afladen, og heller ikke, at det er en vildfarelse, det, som tiggermunkeordenerne eller kirkens præster bedømmer som vildfarelse. 
38 Per idem ad id quod dicit, Concilium non errare, quia regitur a spiritu sancto. (eck-10#49) Addo ego 'scilicet in hiis, in quibus regitur a spiritu sancto, id est in rebus fidei'. Et ut aliquando dicam: non dixi errasse concilium in dandis indulgentiis, sed postea. (#66).  (L) Det samme vil jeg svare til det, han siger, at et koncil ikke kan fare vild, fordi det styres af Helligånden. Jeg for min del vil tilføje: 'nemlig i de ting, i hvilke det styres af Helligånden, det vil sige, i det, der har med troen at gøre'. Og lad mig tilføje: Jeg har ikke sagt, at et koncil er faret vild ved at give aflad, det er det først senere. 
39 Transeo illud, quod remissionem peccatorum intelligit remissionem penarum, cum sepe peccatum pro pena accipiatur 2. Machabeorum 12. (eck-10#49) Ego non sepe invenio peccatum pro pena accipi, nisi forte ubi de Christo scribitur, quod peccata nostra ipse portavit, quod tamen et ipsum non ausim dicere simpliciter pro pena accipi. Sed hec extranea.  (L) Jeg springer over det med, at syndernes forladelse ofte forstås som straffenes eftergivelse, fordi synd ofte forstås som straf i 2 Makk 12,46. Jeg for min del finder ikke ofte, at synd forstås som straf, medmindre måske dèr, hvor der skrives om Kristus, at han selv bar vor synd, hvilket jeg dog ikke selv vover at sige simpelthen skal forstås som straf. Men dette hører ikke hjemme her. 
40 Confutaturus illud, quod venias dixi esse vicium operis, dicit, esse subordinationem finium in operibus: ideo si venie referantur in deum, non viciant opus. (#3).  (L) Når han vil gendrive det, jeg har sagt, at afladen er et fordærv af gerningen, så siger han, at den er en underordning af hensigten ved gerningerne. Hvis derfor afladen henviser til Gud, er den ikke et fordærv af gerningen. 
41 Respondeo: da exemplum demonstrandi. dixi enim hodie, raros inveniri, qui tantum darent gratis et propter deum, quantum dant pro indulgentiis: ex fructibus ergo cognoscetis eos: imo si audiant, melius se posse facere quam redimere indulgentias, probabile est, nullas esse redempturos indulgentias. (#67).  (L) Jeg svarer: Giv et demonstrationseksempel! Jeg sagde nemlig idag, at de mennesker var svære at finde, som gav lige så meget gratis og for Guds skyld, som de giver til aflad. Af deres frugter skal I kende dem. Ja, hvis de hører, at de kan gøre noget bedre end at købe aflad, er det sandsynligt, at ingen fremover vil købe aflad. 
42 De contemptu indulgentiarum dicit: si fuissem usus hoc moderamine, 'standum est eius declaratione, verum vulgaris sermo aliam indicat laicis intelligentiam'. (#4).  (L) Om foragt for afladen siger han: Selv om jeg havde haft det mådeholdne ordvalg, og fastholdt min forklaring, så udviste dog min folkelige prædiken en anden forståelse overfor lægfolk. 
43 Respondeo: videat diligentius eundem sermonem egregius d. d. et inveniet, me expressis verbis dixisse, non esse contemnendas indulgentias sed relinquendas liberas, neminem esse absterrendum sicut neminem urgendum, esse videlicet pigrorum solatia. quare sine mea culpa hanc declarationem et satis moderatem sententiam non intelligunt.  Svar: Den udmærkede hr doktor skulle se noget omhyggeligere efter i denne prædiken. Så ville han finde, at den ikke foragter afladen, men vil lade den være fri, så ingen blev afskrækket fra den, og ingen blev påduttet den, den er nemlig en trøst for de dovne. Derfor er det ikke min skyld, hvis de ikke forstår denne forklaring og temmelig mådeholdne opfattelse. 
44 Transeo illud de Gersone, ubi dicit, aliud esse satisfacere in peccatis et redimere indulgentias in peccatis: quia in iis obstat forma concessionis, que solum confessis et contritis permittit indulgentias: illic vero et ipse Iohannes Gerson secum sentiat. (#6).  (L) Jeg springer frem til det med Gerson, hvor han siger, at én ting er af gøre fyldest i synd, noget andet at købe aflad i synd. For i det første tilfælde står indrømmelsens form fast, som alene tillader de, der har bekendt og angret, at få aflad. Men i det andet tilfælde mener selve Johannes Gerson som han. 
45 Dico: relinquo hoc tanquam extra capacitatem intellectus mei. vere enim non capio quomodo peccator possit satisfacere in peccatis et etiam possit recipere licentiam non satisfaciendi, cum plus videatur requiri ad operum perfectionem quam ad omissionem. (W356) (L) Jeg siger: Jeg lader det stå som noget, der går over min forstand. Jeg kan nemlig virkelig ikke forstå, hvordan synderen kan gøre fyldest i synden og også kan modtage tilladelse til ikke at gøre fyldest, eftersom det forekommer mig, at der kræves mere til gennemførelsen af en gerning end til udeladelsen af den. 
46 De Gregorio, et si historia non habeatur recepta, tamen famam dicit non permittere negari. Dico: fame temere nemo credat, et Transeo. (#8) (L) Om Gregor siger han, at selv om man ikke har en overleveret historie, så er det dog ikke tilladt at nægte et rygte. Jeg svarer, at ingen bør tro et overdrevent rygte, og går videre. 
47 Tandem ad id redeo, quod indulgentie sint satisfactorie, et non remissiones bonorum operum sed penarum. (#10) Fortassis contendimus in equivoco, quod satisfactorium d. d. appellat, quia permittitur virtute indulgentiarum, ut non satisfaciat et hec permissio non satisfactionis pro satisfactorio habeatur. Ego satisfactorium appello, quod implet satisfactionem, non omittit. (#70).  (L) Endelig vender jeg tilbage til det, at aflad skulle være en fyldestgørelse, og ikke en eftergivelse af gode gerninger, men af straffene. Måske kæmper vi på lige fod, for hr doktoren kalder det fyldestgørelse, fordi afladens kraft tillader, at der ikke gøres fyldest, og denne tilladelse til ikke at gøre fyldest regner han for en fyldestgørelse. Jeg for min del kalder det fyldestgørelse, som gør fyldest, ikke det, som undlader at gøre fyldest. 
48 Adduxit etiam auctoritatem Esa: 61. ubi Christus Lu: 4. legens ex Isaia dicit: spiritus domini super me, eo quod unxerit me, predicare captivis indulgentiam, ubi Christus 'remissionem' dixit. Addidit Theophilum, qui exponit, quod anime tenebantur &c. donec venit qui predicaret captivis redemptionem. (#13).  (L) Han tilføjer også skriftstedet Es 61,1, som Kristus i Luk 4,17f læser op og siger: Herrens ånd er over mig, fordi han salvede mig, at prædike for fangne overbærenhed, hvor Kristus sagde 'eftergivelse'. Han tilføjer Teofilus, som forklarer, at sjælene holdes tilbage osv, indtil han kommer, som prædiker udfrielse for de fangne.
49 Quod illa auctoritas nihil faciat ad rem, ipsa verba et consequentia textus declarant, quia Christus ibidem dicit: Hodie impleta est scriptura hec in auribus vestris: deinde quia loquitur de vero anno Iubilei, hoc est, de plenitudine temporis, de corona anni benignitatis, et non de remissionibus penarum, sed de remissione peccatorum, de qua tota scriptura loquitur, cum Iubileus Bonifacianus tanto post tempore ceperit.  (L) At dette skriftsted intet gør til sagen, det forklarer ordene og den efterfølgende tekst selv, for Kristus siger sammesteds: 'Idag er dette skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse', og videre taler han om det sande jubelår, om tidens fylde, om velsignelsesårets krone, og ikke om eftergivelse af straffene, men om forladelse af synderne, om hvilket hele skriften taler, eftersom det bonifatiske jubelår begyndte så lang tid senere. 
50 Item quod neget, augeri merita relictis veniis, transeo, quia non per hoc confutatur, quod aliquando pecuniam eandem volunt consumere in conviviis. (#15).  (L) Ligeledes springer jeg det over, at han nægter, at fortjenesten øges, når man lader afladen være, fordi det ikke gendrives derved, at nogen vil bruge de samme penge på gæstebud. 
51 De Iubileis celebratis dicit satis magnum esse populi consensum, quod ad indulgentias fideles in toto orbe confluunt, excepta tamen Italia et Roma, nec videt, quomodo alias possim probare consensum fidelium. (#16).  (L) Om de afholdte jubelår siger han, at folkets enighed er tilstrækkelig stor, fordi de troende er strømmet sammen til den aflad fra hele verden, dog undtagen Italien og Rom, og han ser ikke, hvordan jeg ellers ville bevise de troendes enighed. 
52 Respondeo: eum consensum ego probarem esse fidelium, qui re patefacta et veritate indulgentiarum exposita fideles ad confluendum moveret: nunc vero confluunt ignorantes quid et quare, cum maior pars credat se rem necessariam et meritoriam facere. (#72).  (L) Jeg svarer: Jeg for min del ville bevise den enighed at være de troendes enighed, som bevægede de troende til at strømme sammen ud fra en åbenbar sag og ud fra en sandhed om afladen, der var forklaret. Men som det er nu, strømmer de sammen uvidende om hvad og hvorfor, eftersom den største del tror, at de gør en nødvendig og fortjenstfuld ting.
53 Post hoc de passagiis et cruciatis arbitratur egregius d. d. non esse rem parvi momenti, tot fideles decipi, presertim magnates. (#17) Respondeo: nec est res magni momenti, quandoquidem et divus Hieronymus Matth: 23. de sanguine Zacharie prophete dicit 'Non damnamus errorem, qui de pietate fidei descendit': ita et hic error est sine damno anime, citra etiam lucrum pecunie, quod deferunt pro honore sancte ecclesie rectoribus ecclesiarum.  (L) Herefter mener den udmærkede hr doktor om de plagede og pinte, at det ikke er en sag af lille betydning, at så mange troende, især betydelige folk, bliver bedraget. Jeg svarer: Det er nu heller ikke nogen stor sag, eftersom den guddommelige Hieronymus om Matt 23,35 om profeten Zakarias' blod siger: 'Vi fordømmer ikke en fejltagelse, som opstår af troens fromhed'. Således er også her fejltagelsen uden fordømmelse for sjælen, den har nemlig ikke noget med økonomisk vinding at gøre, fordi de beretter det i ærefrygt for den hellige kirke til kirkens øverste. 
54 Quando ego dixi, nullum esse decretum super indulgentiis, opposuit Sixtinam et Leoniam novissimam, ubi declarantur virtutes indulgentiarum. (#18) Dico: hec alia questio est. ego dixi, nullum esse decretum, quod preciperet indulgentias redimere, ideo non esse necessarias. (eck-10#36).  (L) Da jeg sagde, at der ikke er noget dekret om afladen, fremlagde han Sixtus' og Leos den 10.'s dekreter, hvor de forklarer afladens kraft. Jeg siger: Dette er et andet spørgsmål. Jeg havde sagt, at der ikke er noget dekret, som foreskriver at købe aflad, derfor er den ikke nødvendig. 
55 In fine ad proverbium illud 'indulgentie sunt pie fidelium deceptiones', per quod volui non totam ecclesiam errasse, dicit, non esse audiendum quod quisque dicat, sed quod boni et honesti viri statuunt, nunc vero aliqui etiam (W357) in sanctorum catalogum relati non improbant indulgentias.  (L) Til slut siger han om ordsproget: 'afladen er de troendes fromme bedrag', hvorigennem jeg ville sige, at det ikke var hele kirken, der foer vild, at man ikke skal lytte til, hvad hver og én siger, men til, hvad de gode og ærlige mænd fastslår, men at nu nogle, også af dem, der regnes for helgener, ikke vender sig imod afladen. 
56 Respondeo: nec ego sane. hoc tamen addo, quod ecclesia accipiens opiniones non facit ideo ex opinionibus veritates. Ideo ad istam Leonis 10. declarationem dico, sicut in actis dixi: non probari nudis verbis, presertim hominum, indulgentias esse de thesauro Christi sumptas et solvere penas iusticia divina requisitas, licet opinionem non damnem. (#73).  (L) Jeg svarer: Det gør jeg sandelig heller ikke. Men det vil jeg gerne tilføje, at når kirken godkender nogle meninger, gør den dem ikke dermed til sandheder. Derfor vil jeg sige til Leo den 10.'s forklaring, som jeg sagde i 'acta augustana': Det kan ikke bevises med nøgne ord, især ikke, når det er menneskeord, at afladen tages fra Kristi skat og løser fra de straffe, som den guddommelige retfærdighed kræver, selv om jeg ikke fordømmer denne mening. 
57 Nam ut dicam quod sentio, cum Christi merita sive accipiantur ut suffragia sive quocunque modo et nomine, nihilominus sunt merita Christi, nec propter usum vel applicationem metamorphosim subeunt.  (L) For at jeg skal sige, hvad jeg mener: Da Kristi fortjenester, hvad enten de forstås som en hjælp eller de forstås på en eller anden måde i hans navn, så er de dog ikke desto mindre Kristi fortjenester, og undergår ikke nogen forvandling på grund af deres brug eller anvendelse. 
58 Si autem sunt merita Christi, gratia et veritas sunt, iuxta illud Psal: 24: universe vie domini misericordia et veritas, et Iohannis primo: Gratia et veritas per Ihesum Christum facta est, ibidem: Vidimus plenum gratie et veritatis. Quare etiam si angelus de celo aliud persuaserit, non credam, esse in manu ullius hominis gratiam et veritatem dare, hoc est merita Christi dispensare: non tamen resisto pontifici, sed ad declarationem in actis me refero.  (L) Men hvis de er Kristi fortjenester, så er de nåde og sandhed, ifølge Sl 25,10: 'Herrens veje er barmhjertighed og sandhed', og ifølge Joh 1,17: 'Nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus', og sammesteds: 'Vi så hans fylde af nåde og sandhed' (Joh 1,14). Derfor, selv om også en engel fra himlen ville overbevise om noget andet, ville jeg ikke tro på, at det står i noget menneskes hånd at give nåde og sandhed, dvs at uddele Kristi fortjenester. Dog modstår jeg ikke paven, men til forklaring henviser jeg til mine 'acta augustana'. 
59 Eccius.

Quia, ut dixi, magna pars dissensionis iacet in eo, an indulgentie sint remissiones bonorum operum vel penarum, ubi in meam partem dixi descendere ecclesie doctores et Romani pontifices, qui hactenus de indulgentiis scripserunt: sed hoc refellit acute et docte reverendus pater, quia remittere penam esset remittere labores satisfactionis, inter quos sunt bona opera, contra decretum Innocenti in ca: cum ex eo, de Penitentiis, ne penitentialis satisfactio enervetur. (#27). 

Eck. 

Fordi som sagt størstedelen af vores uenighed ligger deri, om aflad er eftergivelse af gode gerninger eller af straffe, hvor jeg har sagt, at de kirkelige lærde og de romerske paver, der hidtil har skrevet om afladen, har været på min side, så har den ærværdige fader gendrevet det præcist og lærd, fordi det at eftergive straffen ville være at eftergive fyldestgørelsens anstrengelse, blandt hvilke er gode gerninger, og det ville være imod Innocens' dekret i kapitlet 'cum ex eo', om Boden, at ikke bodsfyldestgørelsen skal svækkes. 

60 Dico, bene remitti labores satisfactionis, sed non propterea bona opera: quamvis enim oratio, ieiunium &c. sint satisfactiones, tamen sunt bona opera, etiam si iis non satisfaciamus. Accedit, quod satisfactio non solum fit labore bonorum operum, sed etiam satispassionis.  (E) Jeg siger: Det er ganske rigtigt fyldestgørelsens anstrengelser, der eftergives, men det sker ikke, fordi de er gode gerninger. Skønt nemlig bøn, faste, osv, er fyldestgørelser, er de dog gode gerninger, også hvis vi ikke gør fyldest med dem. Dertil kommer, at der ikke blot sker fyldestgørelse ved anstrengelsen med de gode gerninger, men også gennem den fyldestgørende lidelse. 
61 Quare plerique volunt non debere cogi filium confessionis ad satisfactionem in se recipiendam, iuxta illud commune 'Melius est, ut confessor filium cum parva penitentia mittat ad purgatorium quam cum magna ad infernum'.  (E) Derfor vil de fleste ikke, at skriftebarnet skal tvinges til en fyldestgørelse, der skal modtages i sig selv, efter den almindelige regel: 'Det er bedre, at skriftebarnet sendes til skærsilden med en lille bod, end at det sendes til helvede med en stor'. 
62 Nec mirum, si pontifex plenarias resecuit indulgentias ad satisfactiones penitentiales eluendas, si passim a prelatis fiant. Sic particula bulle de iniunctis penitentiis, id est que secundum iusticiam divinam iniungi deberent, ut doctores ecclesie de indulgentiis scribentes declarant. (#28).  (E) Det er ikke mærkeligt, at paven fjernede den fulde aflad til at afvaske bodsfyldestgørelserne, hvis de overalt gives af prælaterne. Således en lille del af bullen om de pålagte bodsstraffe, det vil sige, de, som bør pålægges ifølge den guddommelige retfærdighed, sådan som kirkens lærde skribenter forklarer om afladen. 
63 Porro quod argumentatur, peius esse remittere pena quam opera, non accipio, quia pro tanto pene prosunt, ut homo instruatur bene operari, et sic virtus in infirmitate perficitur. (#29).  (E) Hvad han videre argumenterer med, at det er værre at eftergive en straf end en gerning, går jeg ikke med til, fordi de gavner straffen altfor meget, så at mennesket undervises i at handle godt, og således udfører kraften i svaghed. 
64 sed hoc ad indices, et quia errare in indulgentiis esset animabus periculosum, ut hodie induxi, ideo ecclesie non errant, si solum pigros contritos volunt recipere indulgentias. Certe ad Carthusianos venire non debent. (W358).  (E) Men dette i korthed, og fordi det at fare vild med hensyn til afladen ville være farligt for sjælene, som jeg i dag har fremført, derfor farer kirkerne ikke vild, hvis de vil, at alene dovne angrende skal modtage aflad. Givetvis bør man ikke gå til karthusianernes yderligheder. 
65 In materia fidei dicit maxime attendendum, quid dicatur. (#36) Ego autem auctoritatem reputo in theologia potentissimam, et quod audire precipimur sedentes supra cathedram Moysi. ideo quis dicat, attendere debemus, ut captivemus intellectum, iuxta preceptum apostoli (2 Kor 10,5), in obsequium fidei. propterea concilia habita sunt, ut eorum auctoritate errores exterminarentur.  (E) I trossager, siger han, bør man være mest opmærksom på, hvad der siges. Men jeg for min del regner autoriteten i teologien for den allerstærkeste, og at vi får foreskrevet at høre dem, der sidder på Moses' stol. Af den grund er den, der siger, at vi bør være opmærksomme, så vi tager vor forstand til fange, ifølge apostelens bud 2 Kor 10,5, i lydighed mod troen. Derfor holder der jo også konciler, at vildfarelser kan tilintetgøres ved deres autoritet. 
66 De mendicantibus transeo. 

Quod vero ait, concilium in iis, in quibus regitur a spiritu sancto, non errare, (#38) dico ego antiquorum patrum sequutus sententiam, semper debere prosumi concilium regi a spiritu sancto, quamdiu non constat de opposito, scilicet de illegitimitate congregationis. 

(E) Det om tiggermunkene springer jeg over. 

Men når han siger, at et koncil derved, at den styres af Helligånden, ikke farer vild, så siger jeg, at jeg vil følge de gamle fædres mening, at man altid bør anse et koncil for styret af Helligånden, sålænge det modsatte ikke viser sig, nemlig i de illegitime forsamlinger. 

67 Sed adhuc fortiter stat reverendus pater in vicio boni operis, quod dans pecuniam propter indulgentias alias non daturus: quasi hoc sit vicium boni operis! (#41).  (E) Men indtil nu står den ærværdige fader stærkt med sin påstand om den gode gernings fordærv, fordi der gives penge for afladen, ellers får man den ikke. Som om det var den gode gernings fordærv!
68 Quererem a reverendo patre, si ipse cum suis fratribus habet anniversarium alicuius principis vel nobilis cum 30 missis, quia dantur bone presentie, alioquin non habiturus anniversarium, an hic sit vicium boni operis. (n68).  (E) Jeg spørger den ærværdige fader, hvis han selv sammen med sine brødre skulle fejre en eller anden fyrstes eller adelsmands dødsdag med 30 messer, fordi der blev givet gode gaver, ellers ville dødsdagen nok ikke blive fejret, om der her er tale om en god gernings fordærv. 
69 De indulgentiis ab eo non contemptis iudicent qui sermonem vulgarem legerint. (E) Om han ikke foragter afladen, lad dem bedømme det, som har læst hans folkelige prædiken. 
70 Porro reverendus pater, factus interpres meus, dicit, indulgentias forte sic factas esse satisfactorias, quia propter istas aliquis satisfacere non teneatur. (#47).  (E) Videre gør den ærværdige fader sig til fortolker af mig og siger, at afladen måske af den grund er gjort fyldestgørende, at man på grund af den ikke kan fastholdes i at gøre fyldest. 
71 Non iste est sensus meus, sed quia homo deberet pro peccatis etiam contritis satisfacere de suo, et per indulgentias satisfacit de alieno, quia summus pontifex dat ei de thesauro ecclesie, unde solvat, ut sic iuxta communem patrum sententiam etiam in indulgentiis peccatum non manet impunitum, salvo eo, quod etiam de proprio satisfacere non posset non accedentibus Christi meritis. (E) Det er nu ikke min mening. Den er, at mennesket for sin synd også angrende bør gøre fyldest ud fra sine egne gerninger, og gennem afladen gør fyldest ud fra en andens gerninger, fordi paven giver ham af kirkens skat, hvorfra han løser, så at således, ifølge den almindelige mening blandt fædrene, også i afladen synden ikke forbliver ustraffet, bortset fra, at også for sig selv kan han ikke gøre fyldest, hvis ikke Kristi fortjeneste kommer til. 
72 De consensu fidelium credo, neminem esse tam stultum, qui credat rem esse necessarium indulgentias in iubileo, et si existimet iter Romanum esse meritorium, nec hic errat: stat enim, opus, per quod quis consequitur indulgentias, esse meritorium, et tamen ipsas indulgentias non esse meritorias. (#52).  (E) Om de troendes enighed tror jeg, at ingen er så dum, at han tror, at det er en nødvendig sag med afladen i jubelåret, og hvis han mener, at en rejse til Rom er fortjenstfuld, så tager han ikke fejl. Det står nemlig fast, at den gerning, gennem hvilken man følger afladen, er fortjenstfuld, og dog er afladen selv ikke fortjenstfuld. 
73 Porro de verbis Sixtine et moderni pontificis non facio vim, quia cathedram Petri sequor et eius sententiam, qui in ea sedet, quamdiu in heresim (quod absit) prolapsus non fuerit. Scio eum non probare sed definire, quem ut Christi vicarium definiendo arbitror esse indefectibilis fidei. (#56).  (E) Videre: jeg gør ikke vold på Sixtus' og Leo den 10.'s ord, fordi jeg følger Peters stol og dens mening, som sidder derpå, sålænge han ikke er faldet i kætteri (det være langtfra). Jeg véd, at han ikke beviser, men definerer, og jeg tror, at han som Kristi stedfortræder har en ufejlbar tro til at definere. 
74 Sed hec omnia eorum committo iudicio, quorum interest, paratus errata expungere, si que ostendentur. (E) Men alt dette overgiver jeg til bedømmelse af den, der skal gøre det, rede til at udradere vildfarelser, hvis de kan påvises.
75 Iussit Martinus addere: Et ego.  Martin befalede, at der skulle tilføjes: Jeg også. 
76 Videre til Eck-12!

 

Noter:
 

Note 13: Ganske rigtigt har Vulgata i Es 61,1 ordet 'indulgentiam', mens der i Luk 4,18 står 'remissionem'.

n23: Nikolaus Paulus kender i "Geschichte des Ablasses" intet til Ulrich Kalteisen fra England. Han mener, Eck forveksler ham med Heinrich Kalteisen, der deltog i Konstanz-koncilet. Se Paulus18#436.

Note 68: WA-note: I marginen: Martinus dubitat.